diff options
Diffstat (limited to '76563-h')
| -rw-r--r-- | 76563-h/76563-h.htm | 18812 | ||||
| -rw-r--r-- | 76563-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 102647 bytes | |||
| -rw-r--r-- | 76563-h/images/logo.jpg | bin | 0 -> 44430 bytes |
3 files changed, 18812 insertions, 0 deletions
diff --git a/76563-h/76563-h.htm b/76563-h/76563-h.htm new file mode 100644 index 0000000..5b17e36 --- /dev/null +++ b/76563-h/76563-h.htm @@ -0,0 +1,18812 @@ +<!DOCTYPE html> +<html lang="da"> +<head> +<meta charset="UTF-8"> +<title>Pelle Erobreren I: Barndom | Project Gutenberg</title> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" type="image/x-cover"> + <!-- TITLE="Pelle Erobreren I: Barndom" --> + <!-- AUTHOR="Martin Andersen Nexø" --> + <!-- LANGUAGE="da" --> + <!-- PUBLISHER="Gyldendal, Köbenhavn" --> + <!-- DATE="1906" --> + <!-- COVER="images/cover.jpg" --> + +<style> + +body { margin-left:15%; margin-right:15%; } + +div.frontmatter { page-break-before:always; margin:auto; max-width:35em; } +.halftitle { text-indent:0; text-align:center; margin-top:2em; margin-bottom:6em; } +.aut { text-indent:0; text-align:center; padding-top:1em; margin-bottom:1em; } +h1.title { text-indent:0; text-align:center; margin-top:0; margin-bottom:1em; } +.subt { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; } +.pub { text-indent:0; text-align:center; } +.pub .line1{ font-size:0.8em; } +.pub .line4{ font-size:0.8em; } +.run { text-indent:0; text-align:center; padding-top:4em; font-size:0.8em; + margin-bottom:4em; } +.ded { text-indent:0; text-align:center; padding-top:4em; margin-bottom:4em; } + +div.chapter{ page-break-before:always; } +h2 { text-indent:0; text-align:center; padding-top:2em; + margin-top:0; margin-bottom:1em; } +div.chapter h2 { padding-top:2em; } /* undo pgepub.css */ + +p { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; } +p.first { text-indent:0; } +p.noindent { text-indent:0; } +div.letter { margin-top:1em; margin-bottom:1em; } +p.date { text-indent:0; margin:1em; font-size:0.8em; } +p.sign { text-indent:0; text-align:right; margin-right:1em; } +hr.tb { border:0; border-top:1px solid black; margin:1em; margin-left:45%; width:10%; } +p.footnote { margin:1em; margin-bottom:0; text-indent:0; font-size:0.8em; } +hr.footnote{ border:0; border-top:1px solid black; margin:1em; margin-left:0; width:20%; } + +/* "emphasis"--used for spaced out text */ +em { font-style:italic; } +span.lang { font-style:italic; } +span.sc { font-variant:small-caps; } + +/* poetry */ +div.poem-container { text-align:center; } +div.poem-container div.poem { display:inline-block; } +div.stanza { text-align:left; text-indent:0; margin-top:1em; margin-bottom:1em; + font-size:0.8em; } +.stanza .verse { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:2em; } +.stanza .verse1 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:3em; } +.stanza .verse2 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:4em; } +.stanza .verse4 { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:6em; } +.stanza .verse15{ text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:17em; } + +.underline { text-decoration: underline; } +.hidden { display:none; } + +a:link { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:visited { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); } +a:hover { text-decoration: underline; } +a:active { text-decoration: underline; } + +/* Transcriber's note */ +.trnote { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc; + color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em; + page-break-before:always; margin-top:3em; } +span.trnote { font-size:inherit; line-height:inherit; background-color: #ccc; + color: #000; border:0; margin:0; padding:0; + page-break-before:avoid; margin-top:0em; } +.trnote p { text-indent:0; margin-bottom:1em; } +.trnote ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +.trnote li { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; } +.trnote ul li { list-style-type: square; } +.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; } + +/* page numbers */ +a[title].pagenum { position: absolute; right: 1%; } +a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit; + letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal; + font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small; + border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px; + display: inline; } + +div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; } +img { max-width:100%; } +div.centerpic.logo { margin-top:2em; margin-bottom:1em; } +div.centerpic.logo img { max-width:5em; } + +body.x-ebookmaker { margin-left:0; margin-right:0; } +.x-ebookmaker div.frontmatter { max-width:inherit; } +.x-ebookmaker div.poem-container div.poem { display:block; margin-left:2em; } +.x-ebookmaker em { letter-spacing:0; margin-right:0; font-style:italic; } +.x-ebookmaker a.pagenum { display:none; } +.x-ebookmaker a.pagenum:after { display:none; } +.x-ebookmaker .trnote { margin:0; } + +</style> +</head> + +<body> +<div style='text-align:center'>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76563 ***</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="halftitle"> +PELLE EROBREREN.<br> +I +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="aut"> +M. ANDERSEN NEXØ +</p> + +<h1 class="title"> +PELLE EROBREREN.<br> +BARNDOM +</h1> + +<p class="subt"> +ROMAN +</p> + +<p class="subt"> +FOLKEUDGAVE +</p> + +<div class="centerpic logo"> +<img src="images/logo.jpg" alt=""></div> + +<p class="pub"> +<span class="line1">KØBENHAVN OG KRISTIANIA</span><br> +<span class="line2">GYLDENDALSKE BOGHANDEL</span><br> +<span class="line3">NORDISK FORLAG</span><br> +<span class="line4">FORLAGETS BOGTRYKKERI</span><br> +<span class="line5">1906</span> +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="run"> +OPLAG 2500 EKSEMPLARER +</p> + +</div> + +<div class="frontmatter chapter"> +<p class="ded"> +TIL<br> +MESTEREN<br> +HENRIK PONTOPPIDAN +</p> + +</div> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="intro" id="chapter-0-1"> +<a id="page-VII" class="pagenum" title="VII"></a> +TIL LÆSEREN! +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Den brave Knægt jeg her sender ud i Verden nykonfirmeret +og fuld af Appetit, er det ørkesløst +at gaa rundt og søge Fader-Lighed til. I tolv Aar har +jeg nu kælet for ham paa min Maade, og alle hans +Glæder og Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde +krybe — i mit Sind, i mine Tarme, paa mine Rygstykker. +Han er i højeste Grad min egen, og er i +sin gode Ret til — som Sagaens Sønner, naar de +forlod Hjemmet — at kræve Rejseordet af mig. Andre +vil let nok kunne faa Øje paa alle hans Fejl, +men der er ingen, der kender ham som jeg. +</p> + +<p> +Er han ikke blevet til i en Haandevending, saa +kræver han til Gengæld Plads — Beretningen om +„Pelle Erobreren“s Kampe og Sejr bliver paa fire +Bind. Men det forskrækker vel ingen i dette Land, +hvor man paa Vuggen opøves i at tage de vægtigste +Bøger i stiv Arm. — — +</p> + +<p> +Han skulde ogsaa gærne komme i stort Følge! +„Pelle Erobreren“ skulde være en Bog om Proletaren +— altsaa om Mennesket selv — der nøgen, +kun udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i +Livets Sold; om Arbejderens brede Gang over Jorden +paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod +Lyset! Intet andet Samfundslag har saa stor en Baggrund +<a id="page-VIII" class="pagenum" title="VIII"></a> +for sin Livsvandring som Almuen, eller saa +stærke Skæbner — hvor Proletaren kæmper, er det +bestandig for det fundamentale, <em>han</em> bliver endnu +Martyr paa de simpleste Retfærdighedskrav. +</p> + +<p> +Pelle kommer til at tage sin Tørn med. Andet +Bind skildrer hans Læreaar i den lille Provinsby +med dens gammeldags Haandværkerforhold; i tredje +Bind drager han over Havet som ung Svend — +mod <em>Kongens København</em> — og er med i Arbejdernes +Rejsning; sidste Bind foregaar i København +som det nu er, gennemorganiseret og styret af Arbejderhænder +— <em>Folkets København</em>. +</p> + +<p> +Som den Svend han er, kommer han med i det +hele. Og det hele skulde gærne klinge igen i ham: +i <em>hans</em> Skridt skulde det uendelige Traadd lyde af de +mange, der vil kæmpe sig frem, <em>hans</em> Sorger og +Glæder skulde være bærende for de manges Livslykke. +</p> + +<p> +Hvad Bogen indfrir her, bliver det Læsernes Sag +at dømme om. Men til dem, der ærgrer sig over +baade den ene og den anden Udgivemaade, vil jeg +sige, at den her valgte Form for Udgivelse er den +naturligste, hvor det drejer sig om en Bog paa fire +stærke, naturligt afsluttende Bind — og at Forlaget +kun fortjener Tak, fordi det ved at udsende Bogen +i et forholdsvis stort Oplag og til meget billig Pris, +sætter en ung Forfatter i Stand til overhovedet at +faa saa stort et Værk ud. +</p> + +<p class="date"> +Espergærde, 28. Februar 1906. +</p> + +<p class="sign"> +<span class="sc">Forfatteren.</span> +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-2"> +<a id="page-1" class="pagenum" title="1"></a> +I +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det var den første Maj 1877, lige i Dagningen. +Fra Søen kom Taagen fejende, i et graat Slæb +der laa tungt paa Vandet. Her og dér rykkede det +i den; den vilde lette, men lukkede sig igen og +lævnede lige en Stump Strand med to gamle Baade +der laa med Bunden i Vejret; Stævnen af en tredje +Baad og en Stump Mole ragede frem af Tykningen +et Par Skridt til Siden. Med bestemte Mellemrum +gled en flad Bølge graablank frem af Taagen, slikkede +ind over det raslende Strandgrus, og trak sig +igen tilbage; det virkede som laa der et stort Dyr +skjult derinde i Taagemassen og labede efter Land. +</p> + +<p> +Et Par sultne Krager holdt til paa en sort oppustet +Genstand dernede — vel sagtens Aadslet af en +Hund. Hvergang Bølgeslikket gled frem, lettede de og +holdt sig svævende et Par Alen oppe med Benene +strakt lodret ned mod Byttet, som hang de usynligt +ved. Naar Søen igen sukkede tilbage, lod de sig +dumpe og borede Hovedet dybt ned i Aadslet; men +Vingerne holdt de nu højt opspilede, klar til at lette +for det næste Slik. Det virkede med en Tidsmaalers +Regelmæssighed. +</p> + +<p> +Et Raab dirrede ind over Havnen, og lidt efter +hørtes den tunge Lyd af Aarer der arbejdede over +en Baadkant. Lyden fjærnede sig udefter og hørte +tilsidst helt op. Men saa gav en Malmklokke sig til +at arbejde, det maatte være paa den yderste Mole. +Og ude fra Dybet hvor Aareslagene var forsvundne, +svarede et Tudehorn. De blev ved at svare hinanden +med et Par Minutters Mellemrum. +</p> + +<p> +<a id="page-2" class="pagenum" title="2"></a> +Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes +Stilheden deroppe af en Sten- eller Kaolinarbejders +Jærnklamper mod Stenbroen. Den skarpe Takt kunde +høres længe, til den pludselig blev borte om et eller +andet Hjørne. Saa blev en Dør aabnet og der lød +en kraftig Morgengaben, nogen gav sig til at feje +Fortov. Vinduer blev slaaet op her og dér, og forskellige +Lyd drog ud som Hilsen til den graa Dag. +„Dit Svin, har du nu ikke ligget tør igen!“ skreg en +skarp Kvindestemme; der lød korte gennemtrængende +Smæk og et Barns Graad. En Skomager begyndte +at banke Lær, lidt efter faldt han ind i Arbejdet +med en hellig Sang: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Kun én er værd vor Sang I Brødre kære:</p> + <p class="verse">det Lam paa hvem Alverdens Synder laa.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Melodien tilhørte en af Mendelssohns <em>Lieder ohne +Worte</em>. +</p> + +<p> +Paa Bænken under Kirkemuren sad et Baadelav +og stirrede langsynet ud efter Søen. De lænede forover +med Hænderne hængende foldede ned mellem +Knærne, og bakkede paa deres Snadder. Alle tre +havde Ringe i Ørerne mod Forkølelse og andet +Ondt og indtog nøjagtig samme Stilling — som var +den ene bange for i mindste Maade at adskille sig +fra den anden. +</p> + +<p> +En Rejsende kom slentrende ned oppe fra Hotellet +og gik hen til Fiskerne. Han havde Kraven op +om Ørerne og krøb sammen i Morgenkulden. „Er +der noget paa Færde?“ spurgte han høfligt og tog +Huen af. Hans Stemme lød morgenrusten. +</p> + +<p> +En af Fiskerne bevægede Knoen en Smule i Retning +af Hovedtøjet, det var Formanden for Baadelavet. +De andre stirrede urokkeligt lige ud med lukkede +Miner. +</p> + +<p> +„Jeg mener siden der ringes og Lodsbaaden ligger +ude og tuder,“ gentog han. „Ventes der maaske +Skib?“ +</p> + +<p> +„Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide’t!“ +svarede Baadføreren utilgængeligt. +</p> + +<p> +<a id="page-3" class="pagenum" title="3"></a> +Den Fremmede saa ud som han var Genstand +for grov Uforskammethed, men tog sig i det. Det +var jo ikke andet end det sædvanlige Hemmelighedskræmmeri +— indgroet Mistro mod alt, hvad der ikke +talte deres egen Dialekt og saa ud nøjagtig som de +selv. De sad der og var indvendig urolige trods det +træede Ydre, skelede til ham i Smug og ønskede +ham godt og vel borte igen. Han fik Lyst til at pine +dem lidt. +</p> + +<p> +„Gudbevares, det er maaske en Hemmelighed?“ +sagde han leende. +</p> + +<p> +„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Fiskeren knotten. +</p> + +<p> +„Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! +Det slider jo ogsaa paa Kæbetøjet at lukke det +op og i. Hvor meget plejer De at faa?“ Han tog +til Pungen, det var hans Hensigt at fornærme nu. +</p> + +<p> +De andre Fiskere kastede stjaalne Blikke til Baadføreren +— bare han ikke løb den paa Grund! +</p> + +<p> +Baadføreren tog Piben fra Tænderne og vendte +sig mod sine Kammerater: „Nej som jeg sagde jer, +hvad det angaar, saa kan somme Folk rejse om og +prange med hvad det skal være.“ Han varskoede +dem med Øjnene, Udtrykket i hans Ansigt var uldent. +Kammeraterne nikkede; de gottede sig, den +Handelsrejsende kunde se det paa deres fjogede +Miner. +</p> + +<p> +Han var rasende, her stod han og blev behandlet +som Luft og var alligevel til Bedste for dem. „For +Fanden Mennesker, har I ikke lært saa meget, at +man svarer høfligt paa et høfligt Spørgsmaal?“ sagde +han opbragt. +</p> + +<p> +Fiskerne saa frem og tilbage til hinanden, de holdt +stum Raadslagning. +</p> + +<p> +„Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo +komme kantro,“ sagde Baadføreren endelig. +</p> + +<p> +„Hvad for en den for Pokker?“ +</p> + +<p> +„Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne +at være ved denne Tiden — dermedsaa!“ +</p> + +<p> +„Naturligvis — det forstaar sig,“ vrængede den +<a id="page-4" class="pagenum" title="4"></a> +Rejsende. „Men er det nu ogsaa værd at tale saa +højt om det?“ +</p> + +<p> +Fiskerne havde vendt ham Ryggen og stod og +gravede i deres Snadder. +</p> + +<p> +„Her til vort er vi ikke saa aabenmundede som +visse andre Folk, og vi faar Føden alligevel,“ sagde +Formanden til de andre. De brummede noget til +Bifald. +</p> + +<p> +Den Fremmede drev ned ad Havnebakken, Fiskerne +saa lettet efter ham. „Sikken en Hagga!“ sagde +den ene, „han vilde nok gøre sig til. Men du gav +ham da hvad han har godt af længe.“ +</p> + +<p> +„Ja gu bed det,“ svarede Baadføreren selvfølende. +— „Det er det fine Skidt én skal vare sig mest for.“ +</p> + +<p> +Nede midt paa Havnebakken stod en Værtshusholder +og gabede uden for sin Dør, til ham gentog +Morgenvandreren sit Spørgsmaal og fik straks Svar +— Manden var Københavner: +</p> + +<p> +„Jo ser De, vi venter jo Damperen i Dag fra Ystad +med en gevaltig Ladning Slaver. Billig svensk Arbejdskvaj +forstaar De, som lever af Fedtebrød og +Spegesild og slæber for tre. De sku’ piskes paa +Navlen sku’ de, med en gloende Istap — og Bønderbæsterne +forresten med. — — Det skal vel ikke +være et lille Glas paa Morgenkvisten?“ +</p> + +<p> +„Nej tak, jeg tror næsten ikke — saa tidlig.“ +</p> + +<p> +„Ja ingen Aarsag. Saa lidt kan jeg sku ikke give +tilbage paa.“ +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +Paa Havnepladsen holdt der allerede en Del Bøndervogne, +og hvert Øjeblik kom ny rullende oppe +fra, i fuld Fart. De nyankomne styrede deres Spand +saa langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk +Blik Sidemandens Heste, og satte sig saa til at halvsove, +sammenfaldne, med Pelskraven op om Hovedet +og en stor klar Draabe under Næsen. Uniformerede +Toldere, og Lodser der lignede uhyre Pingviner drev +uroligt om, spejdede ud over Søen og lyttede. Hvert +Øjeblik ringedes der med Klokken paa den yderste +Mole, og Lodsbaadens Tudehorn svarede et Steds +<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a> +ude i Tykningen over Søen — med en lang grim +Tuden som fra et sygt Dyr. +</p> + +<p> +„Hvad Bølen var det?“ spurgte en Bonde der +lige var kommet, og tog forskrækket i Tømmerne. +Frygten meddelte sig fra ham til Hestene; de stod +og sitrede med Hovedet højt løftet, og blev ved at +lytte ud over Søen med spørgende Angst i Øjnene. +</p> + +<p> +„Det var bare Søslangen der gav sig lidt,“ svarede +en Toldbetjent. „Den lider altid af Vinde i dette +taagede Vejr — den er Vindsluger skal jeg sige os.“ +Tolderne stak Hovederne sammen og grinede. +</p> + +<p> +Glade Søgutter i blaat Tøj og hvid Halsklud gik +omkring og kælede for Hestene, eller pirrede dem +i Næseborerne med et Halmstraa for at faa dem til +at stejle. Naar Bønderne vaagnede op og skældte, +lo de fornøjet og sang: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„En Sømand han maa lide</p> + <p class="verse">langt mere ondt end godt, godt, godt!“ —</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +En stor Lods i Islænder og Bælgvanter fór uroligt +rundt med en Raaber i Haanden og brummede som +en nervøs Bjørn. Nu og da krøb han op paa Molehovedet, +satte Raaberen for Munden og brølede ud +over Vandet: „Hører — I — noget?“ Brølet blev +længe ved at ride udad paa de lange Dønninger op +og ned; herinde efterlod det trykkende Tavshed. Og +pludselig kom det igen oppe fra Byen som en uformelig +Lallen der fik Folk til at le. +</p> + +<p> +„N-e-j“ lød det lidt efter tyndt og langtrukkent +ude fra Dybet. Og man hørte atter Hornet tude, en +lang hæs Lyd der vuggedes ind med Dønningerne +og brast gurglende i Skvulpet under Bolværk og paa +Beddinger. +</p> + +<p> +Bønderne var nærmest uden for det hele, de +smaablundede eller sad og svippede med Pisken for +at faa Tiden til at gaa. Men alle andre var under +Spænding. Efterhaanden var der samlet en Del Mennesker +paa Havnen: Fiskerne, Søfolk som endnu ikke +var forhyrede, og Smaamestre som ikke kunde blive +hjemme paa Værkstedet for Uro. De kom strygende +<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a> +med Skødskindet for og begyndte hæsblæsende at +drøfte Stillingen; de brugte Søudtryk, de fleste af +dem havde faret til Søs i deres unge Dage. Det at +Damperen skulde komme var altid en Begivenhed +der samlede Mennesker til Havnen; men i Dag havde +den de mange Mennesker om Bord, og der var allerede +gaaet en Time over Tiden. Den farlige Taage +gav Spændingen et Højtryk; men efter som Tiden +gik veg Spændingen for en dump trykket Stemning. +Taagen er den Søfarendes værste Fjende, og der +forelaa mange uhyggelige Muligheder. I bedste Fald +havde Skibet vel ramt Land for langt til Nord eller +Syd og laa nu et Steds derude paa Søen og brølede +og tog Lodskud, uden at turde røre sig. Saa var +Kaptejnen som et ondt Vej, og Matroserne sprang +som Katte. Stop! — Langsomt frem! — Stop! — +Langsomt back! Første Mester stod selv ved Maskinen +og var graa og nubret af nervøs Spænding. +Dernede i Maskinen hvor de slet intet vidste, lyttede +de sig Ørerne ud af Hovedet til ingen Nytte; +men oppe paa Dækket sansede hver Mand for Livet. +Rorgængeren vogtede paa Kaptejnens styrende Haandbevægelser +saa Sveden sprak af ham, Udkigsmanden +paa Bakken stirrede og lyttede ind i Taagen til han +hørte sit eget Hjærte slaa, hver Mand paa Dækket +var saa han spillede. Og Dampfløjten tudede advarende. +— Men kanske laa Skibet allerede paa +Havets Bund. +</p> + +<p> +Alle kendte det, hver Mand havde paa en eller +anden Maade været med i denne overladede Farespænding +— som Skibsdreng, Fyrbøder, Kaptejn, +Kok — og fik noget af den i Blodet igen nu. Kun +Bønderne var udenfor det hele, de blundede, nikkede +op med et Sæt og gabede lydeligt. +</p> + +<p> +Søfolkene og Bønderne havde altid ondt ved at +forliges, de var lige saa forskellige som Jorden og +Havet. Men i Dag gik man ligefrem og saa sig indædt +arrig paa Bønderne for deres ligegyldige Holdning. +Den tykke Lods havde allerede flere Gange +været i Klammeri med dem, fordi de holdt i Vejen +<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a> +for ham; og da en af dem gav sig en Blottelse faldt +han straks over ham. Det var en ældre Bonde, som +vaagnede op ved at han var ved at nikke forover; +han saa utaalmodigt paa sit Ur og sagde: +</p> + +<p> +„Det trækker ellers noget længe ud, Kaptejnen +kan nok ikke finde Baasen i Dag.“ +</p> + +<p> +„Han er nok snarere dumpet ind i en Kro under +Vejs!“ sagde Lodsen lysende af Ondskab. +</p> + +<p> +„Ogsaa det saagu!“ svarede Bonden uden i Øjeblikket +at gøre sig nøjere Rede for Havets Veje. +Tilhørerne slog en hoverende Latter op og lod Misforstaaelsen +gaa videre ud over Havnepladsen. Man +stimede sammen om den uheldige Mand. „Hvor +mange Kroer er der herfra til Sverig?“ raabtes der. +</p> + +<p> +„Ja der er for nem Adgang til det vaade derude, +det er Ulykken,“ blev Lodsen ved. „Ellers kunde +enhver Grødæder føre et Skib. Det er jo bare at +holde godt til højre om Mads Hansens Gaard, saa +er Landevejen lige for. Og Satan til Landevej! Telegraftraad +og Grøfter og en Rad Popler paa hver +Side — lige grundforbedret af Sogneraadet. Grøden +af Skæget, et Smask til Kællingen og op paa Kommandobroen. +Er Maskinen smurt Hans? Ja, ja, saa +rejser vi af i Guds Navn — ræk mig Stadspisken!“ +Han efterlignede Bøndernes Maade at tale paa. „Pas +nu paa Kroerne, Far!“ føjede han til med pibende +Kvindestemme. Der var umaadelig Latter, den klang +ondt af den trykkede Understemning. +</p> + +<p> +Bonden sad ganske roligt og tog imod hele Skyllen; +han dukkede blot Hovedet lidt. Da Latteren +var ved at lægge sig, pegede han paa Lodsen med +Pisken og sagde til de omstaaende: +</p> + +<p> +„Det var Fanden til Hoved der sidder paa det +Barn! Hvis Far er du min Dreng?“ vendte han sig +til Lodsen. +</p> + +<p> +Der var flere der lo, og den tykhalsede Lods blev +opsvulmet i Hovedet af Raseri. Han greb fat i Vognfadingen +og rystede den, saa Bonden havde ondt +ved at blive siddende. „Din visne Knoldsparker, +din Svineavler, din Møgkører!“ brølede han rasende +<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a> +„skal du komme her og dutte voksne Folk og kalde +dem Dreng! og ræsenere over Skibsfarten oven i +Købet hæ — saadan en luset Kreditpels! — Nej +skulde du nogentid faa Lyst til at tage din fedtede +Nathue af for andre end Degnen derhjemme, saa +tag du den af for den Skibsfører, der kan finde sin +Havn i en Taage som denne her. Det kan du hilse +og sige jeg har sagt.“ Han slap sit Tag i Vognen +saa den slog over i den anden Side. +</p> + +<p> +„Jeg maa vel hellere tage den af for dig, siden +det ikke lader til at den anden kan finde os i Dag,“ +sagde Bonden grinende og strøg sin lodne Hue af, +saa et stort skaldet Hoved kom til Syne. +</p> + +<p> +„Skjul den Barnerumpe i en Fart, eller min Salighed +jeg giver dig nogen i den!“ raabte Lodsen blind +af Raseri og vilde krybe op i Vognen. +</p> + +<p> +I det samme lød som gennem Telefon en fjærn +spæd Kvækken ude fra Dybet: „Vi — hører — en +— Dampfløjte!“ +</p> + +<p> +Lodsen sprang ud over Molen og slog i Forbifarten +til Bondens Heste saa de stejlede; Mænd +gjorde klar ved Fortøjningspælene og kom skurende +frem med Landgangsbroerne i vild Fart; Vognene +der havde Halm bag i som de skulde hente Kvæg, +gav sig til at køre skønt de ingen Steder havde at +køre hen, de malede rundt paa én Plet. Alt var i +Bevægelse. Fæstemænd med røde Næser og slu +Øjne kom pilende oppe fra Skipperknejpen hvor de +havde holdt Varmen. +</p> + +<p> +Og som om en mægtig Klo havde grebet ind i +Bevægelsen stod alt pludselig stille igen i anspændt +Lytten — en fjærn forsvindende Brølen af en Dampfløjte +klagede nyfødt et Steds langt borte. Man listede +sammen i Klynger, stod i forstenet Lytten og sendte +onde Blikke til de urolige Køretøjer; var det virkeligt, +eller var det et Foster af saa manges hæftige +Ønsker? — maaske et Varsel for hvermand om at +Skibet i dette Øjeblik gik til Bunds? Havet sender +altid Bud om sine onde Gærninger; en Lem knirker +for de Efterladte, naar Forsørgeren gaar bort, +<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a> +eller der pikkes tre Gange paa de Vinduer, som +vender ud mod Søen — der er saa mange Maader. +</p> + +<p> +Men saa lød det igen, og denne Gang gik Lyden +i fine Toneriller over Vandet, det samme sitrende +Halvfløjt som naar Gaddiserne letter — den var levende. +Og Tudehornet svarede den ude i Sejlløbet, +og Malmklokken inde paa Molehovedet; saa atter +Tudehornet — og Dampfløjten i det fjærne. Og saaledes +blev det ved, en Ledetraad af Lyd blev spundet +mellem Land og det ubestemte Graa derude, +frem og tilbage. Det kunde tydelig fornemmes herinde +paa den faste Jord, hvorledes man famlede sig +frem efter Lyden derude — den hæse Brølen tiltog +langsomt i Styrke, veg lidt til Syd eller Nord men +tiltog stadig. Og andre Lyd brød igennem, tung Skuren +af Jærn paa Jærn, Skruens Larm naar den bakkede +eller atter slog fremad. +</p> + +<p> +Lodsbaaden gled langsomt frem af Taagen. Den +holdt sig midt i Sejlløbet, bevægede sig sindigt indad +og tudede uophørligt. Den slæbte ved Lyden +en usynlig Verden efter sig hvor Hundreder af +Stemmer mumlede tykt ind i Raab og Klange og +klaskende Fodtrin — en Verden der flød i Blinde +her i Rummet tæt ved. Saa dannede der sig en +Skygge i Taagen hvor ingen havde ventet det, og +det lille Dampskib brød frem — en Kolos at se til +i det første Overraskelsens Øjeblik — og lagde sig +midt i Indløbet. +</p> + +<p> +Nu brast den sidste Rest af Spænding over det +hele, hvert Menneske maatte foretage sig et eller +andet for at løse sig ud. De tog ved Hovedet af +Bøndernes Heste og rykkede dem tilbage, bankede +Hænder, forsøgte en Vittighed eller lo blot støjende +og stampede i Stenbroen. „God Rejse?“ spørges der +af en Snes Stemmer paa én Gang. +</p> + +<p> +„<span class="lang" lang="en" xml:lang="en">All right!</span>“ svarer Kaptejnen oprømt. Og nu er +ogsaa han udløst, Kommandoraabene ruller fra ham, +Skruen løber kogende baglæns, Trosser flyver gennem +Luften, Dampspillet gaar med syngende Metalklang. +<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a> +Og bredsides arbejder Skibet sig ind til Bolværket. +</p> + +<p> +I Druknehullet mellem Bakken og Broen, inde +under Overdækket og Agter — alle Vegne myldrer +det. Det er et underligt fjoget Mylr som af Faar der +rejser sig paa hinandens Ryg og maaber. „Sikken +en Ladning Kvæg!“ raaber den tykke Lods op til +Kaptejnen og stamper henrykt i Molen med sine +Træskostøvler. Der er Faareskindshuer, gamle Soldaterkasketter, +ræverøde skabede Hatte, og Kvindernes +tækkelige sorte Hovedtørklæder. Ansigterne +er saa forskellige som gammelt indskrumpet Svinelær +og ung gulnende Frugt, men Savn og Forventning +og en vis Livsgraadighed lyser af dem alle. Og +Øjeblikkets Usædvanlighed lægger et Skær af Dumhed +over dem, som de dér kiler sig frem eller rejser +sig over hinanden og stirrer med aabne Miner +paa dette Land, hvor Lønnerne skal være saa høje +og Brændevinen saa gudsforbasket stærk. +</p> + +<p> +De ser de tykke pelsklædte Bønder og de anløbne +Fæstemænd. +</p> + +<p> +De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og staar +i Vejen overalt, Matroserne jager dem bandende fra +Side til Side i Skibet, eller slænger uden Varsko +Luger og Stykgods over Benene paa dem. „Varsko, +din svenske Jævel!“ raaber en Matros der skal slaa +Jærnportene op. Svenskeren hummer sig forfjamsket, +men Haanden farer for egen Regning til Lommen +og piller nervøst ved den store Foldekniv. +</p> + +<p> +Landgangen er klar, og de halvtredje Hundrede +Passagerer strømmer fra Borde — Stenhuggere, Havnearbejdere, +Tjenestepiger, mandlige og kvindelige Daglejere, +Karle, Røgtere, en og anden ensom lille Vogterdreng, +og elegante Skræddere der holder sig langt +fra de øvrige. Der er unge Mænd saa ranke og velskabte +som de ikke fostres paa Øen her, og Stakler +saa tilrakkede af Slid og Savn som de aldrig bliver +det herhjemme. Der er endogsaa Ansigter imellem +som lyser af aaben Ondskab — og andre der gnistrer +af Energi eller skæmmes af store Ar. +</p> + +<p> +<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a> +De fleste er i Arbejdstøj og har kun det med sig +de gaar og staar i, her og dér har en et Stykke +Redskab paa Nakken — en Skovl eller Jærnstang, +De der har noget Rejsegods faar vendt godt op og +ned paa det af Toldvæsnet — Tøj er saa billigt i +Sverig. En og anden Pige som er lidt svær maa +finde sig i Toldernes grovkornede Spøg, dér er f. +Eks. den smukke Sara fra Cimrishamn som alle +kender. Hvert Efteraar rejser hun hjem og kommer +igen hvert Foraar — i de mest velsignede Omstændigheder. +„Det er Kontrabande,“ siger Tolderne og +peger; de siger den samme Vittighed hvert Aar og +har gaaet og glædet sig til den. Men Sara som ellers +er saa ilter og rap i Kæften, stirrer bly mod Jorden +— hun har 20 Alen Klæde viklet under Skørterne. +</p> + +<p> +Bønderne er lysvaagne nu. De der tør, forlader +Hestene og søger ind i Flokken, de andre vælger +sig deres Arbejdskraft ud med Øjnene og raaber den +an. Hver anlægger sit Maal — Skulderbrede, beskeden +Holdning, Usselhed; men de arrede og ondskabsfulde +Ansigter er de bange for, de overlades til +Forvalterne paa de større Gaarde. Der bydes og +tinges, hvert Øjeblik kryber en eller to Svenskere +op i Halmen bagi og ruller bort. — — +</p> + +<p> +Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med +en Sæk paa Ryggen og en 8-9 Aars Dreng ved +Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De +fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang +en Vogn rullede bort med nogle af deres Landsmænd, +rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, +der saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand +undersøgte Bønderne én for én med bekymret Mine +og bevægede Læberne imens — han tænkte. Stadig +løb de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende +Stirren, og han tørrede dem med den grove +snavsede Sækkehals. +</p> + +<p> +„Ser du den dér?“ sagde han pludselig til Drengen +og pegede paa en lille tyk Bonde med Æblekinder. +„Tro om han ikke skulde være god mod +Børn? Skal vi forsøg’en, Pøjke?“ +</p> + +<p> +<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a> +Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa +Bonden. Men da han hørte at de skulde følges ad, +vilde han slet ikke have dem — Drengen var altfor +lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver +Gang. +</p> + +<p> +Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten +og hans Søn Pelle. +</p> + +<p> +Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været +paa Øen en Gang før — for omtrent en halv Snes +Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at sige +i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng +ved Haanden som han ikke vilde skilles fra for alt +i Verden — det var Forskellen. Det var det Aar, +Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og +lavede til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse +vovede alt paa ét Kort han, og benyttede de Par +Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til +Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret +var de tre Munde, men da havde han ogsaa et Hundrede +Kroner at se Vinteren i Møde med. +</p> + +<p> +Lasse havde dengang været Mand for at redde +Situationen; og endnu kunde det rette op i hans +ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til +at tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, +talte han altid om at sælge Skidtet og tage til +Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter +sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke +før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til +Vaaren. Saa solgte Lasse Stumperne underhaanden +og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik med til +at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. +Huset og Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste +som havde hørt til Bengtas Brudeudstyr, var det +eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres +Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og +sendte den forud til Havnebyen med en kørende +Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen vilde +byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa +Nakken og Drengen ved Haanden gav han sig paa +Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra Rønne +<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a> +lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten. +</p> + +<p> +Han havde været saa sikker paa sig selv under +Vejs og i høje Toner fortalt Pelle om dette Land, +hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og hvor man +somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl +til, saa Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt +til Arbejderne men kun til Kvæget. Og — ja de der +vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt +var det, men det var saa stærkt, at det slog sin +Mand i tredje Omgang. De brændte det af rigtigt +Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det til +hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dér, +for det var Uldent inderst og ikke dette her Blaarlærred, +som det blæste rags igennem; men en Arbejdsmand +som kostede sig selv holdt magelig sine +to Kroner om Dagen. Det var noget andet det end +Patronens lusede 80 Øre paa egen Kost. +</p> + +<p> +Pelle havde hørt det samme mange Gange før — +af Faderen, af Ole og Anders, Karna og hundrede +andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren naar +Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og +Fattigfolks Nød, snakkede simpelt hen alle om det i +de smaa Torp derhjemme. Og for dem der ikke +selv havde været paa Øen men kun hørte Fortællingerne +om den, skød Forestillingen helt fantastiske +Skud omkap med Frosten paa Ruderne. Pelle vidste +det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge +i deres bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med +Sukker paa saa tidt de vilde. Her flød Pengene +ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne +gad nok ikke engang bukke sig og tage dem +op. Men Pelle skulde samle, saa Far Lasse kom til +at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken +i den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda +skulde det knibe. Bare de nu snart kom af Sted +— han ruskede utaalmodigt i Faderen. +</p> + +<p> +„Ja, ja,“ sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, +„ja ja, du faar vel give Tid du.“ Han saa sig raadvild +om. Her stod han nu midt i al Herligheden og +<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a> +kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig +og Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele +Verden forandret paa sig siden hans Tid? Det dirrede +helt ud i hans skjoldede Hænder, da den sidste +Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst +efter den; saa bar han og Drengen den grønne Kiste +hen til en Mur, og Haand i Haand vandrede de op +mod Byen. +</p> + +<p> +Lasse gik og bevægede Læberne — han tænkte. +Til daglig tænkte han bedst ved at tale højt med +sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, +og han kunde nøjes med at bevæge Læberne. +</p> + +<p> +Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende +Tanker til undskyldende Ord. „Fan,“ udbrød +han og sendte med et Stød af Ryggen Sækken længere +frem over Nakken, „inte skal man tage det første +det bedste som mælder sig; nok er det ikke +klogt heller! Lasse har vel Ansvaret for to kan jeg +tænke, og han ved hvad han vil — og saadér! Har +vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! +Og nok kommer det bedste altid til Slut, at du véd’et, +Pøjke.“ +</p> + +<p> +Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede +trøstet sig, og Faderens Ord om at det bedste nok +var i Behold for dem var ham kun et svagt Udtryk +for en mægtig Sandhed — den at hele Verden skulde +blive deres med alt hvad den rummede af Vidundere +Rub og Stub. Han var allerede i Færd med at tage +den i Besiddelse — med vidtaaben Mund. +</p> + +<p> +Han gik med en Mine som skulde han sluge Havnen +med alle dens Skibe og Baade, og de store +Bræddestabler, der nok saa ud til at være hule +indeni. Her var Legeplads her — men ingen Drenge! +Mon Drengene her var ligesom de hjemme? han +havde ingen set endnu. Kanske havde de helt andre +Maader at slaas paa, men han skulde nok klare sig +— blot de vilde komme én ad Gangen. Dér stod +jo et stort Skib helt oppe paa Land, og man var +nok i Færd med at flaa Huden af det. Jasaa, Skibene +havde Ribben ogsaa, ligesom Kørne! +</p> + +<p> +<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a> +Ved det store Træskur midt oppe paa Havnepladsen +satte Lasse Sækken fra sig. Han gav Drengen +et Stykke Brød og sagde til ham, at han skulde +blive og passe paa Sækken; saa gik han opefter og +forsvandt. Pelle var dygtig sulten, han holdt om +Brødet med begge Hænder og huggede graadigt i +sig. +</p> + +<p> +Da han havde pillet de sidste Krummer op af sin +Trøje gav han sig i Lag med Omgivelserne. Det +sorte i den vældige Gryde dér var Tjære, han kendte +det godt men havde aldrig set saa meget paa engang. +Fy Fan, om man drattede dér ned mens det kogte +— det blev nok værre end selve Svovlpølen i Helvede +det. Og dér laa nogle vældige Fiskekroge, just +Mage til dem der hang i tykke Jærnkæder ud af +Skibenes Næsebor! Mon der endnu fandtes Kæmper +der kunde fiske med en saadan Krog? Stærke +Johan lod dem nok ligge han! +</p> + +<p> +Han fastslog ved Selvsyn, at Bræddestablerne virkelig +var hule, og at han med Lethed kunde komme +ned paa Bunden af dem — blot han ikke havde +haft Sækken at trækkes med. Faderen havde sagt +han skulde passe paa den, og han slap den ikke ud +af Hænderne et Øjeblik; da den var for tung at +bære, maatte han slæbe den efter sig fra Genstand +til Genstand. +</p> + +<p> +Han opdagede et lille Skib, ikke større end at en +Mand kunde ligge strakt i det, og fuldt af borede +Huller i Bunden og paa Siderne; han forskede sig +frem til Skibstømrernes store Slibesten, der var +næsten saa høj som en Mand. Her laa krumme +Planker hvori der sad Søm saa store som Lensmandens +ny Tøjrpæle derhjemme; og det Skibet +var tøjret ved dér, var det ikke en rigtig Kanon som +de havde plantet? +</p> + +<p> +Pelle saa det altsammen og undersøgte hver eneste +Ting paa fornøden Maade — snart blot ved at +spytte vurderende paa den, snart ved at sparke mod +den eller kradse i den med sin Lommekniv. Traf +han paa et eller andet sælsomt Vidunder der ikke +<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a> +ad anden Vej vilde ind i hans lille Hjærne, saa satte +han sig overskrævs paa det. +</p> + +<p> +Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang +med at erobre den. Ikke en Trævl vilde han lævne. +Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla +her, saa skulde han have forklaret og sat dem ind +i det altsammen. Jøsses hvor de vilde glo stort! Men +naar han igen kom hjem til Sverig vilde han fortælle +om det; saa sagde de nok Løgnhals til ham +haabede han. +</p> + +<p> +Pelle sad og red paa en uhyre Mast, der laa strakt +hen ad Tømmerpladsen paa nogle Egeknægte. Han +spændte Fødderne sammen under Masten, som han +havde hørt Ridderne i gamle Dage gjorde det ved +deres Hest, og fantaserede at han greb fat i en Ring +og løftede sig selv, Hest og det hele. Han sad til +Hest midt i sin nyopdagede Verden og struttede af +Erobrerstolthed, slog med den flade Haand paa Hestens +Kryds, og huggede Hælene i Siden paa den +mens hun skraalede en Vise af fuld Hals. Sækken +havde han maattet slippe for at komme herop: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Højt oppe i Smaaland der dansede Smaadjævle</p> + <p class="verse">med ladede Pistoler og riflede Gevær;</p> + <p class="verse">alle de Smaadjævle de spilled paa Fioler,</p> + <p class="verse">selve Gubben Satan spillede Klaver.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Midt i sin støjende Glæde kastede han et Blik i +Vejret, stak i at tudbrøle og lod sig dumpe lige ned +i Hugspaanerne. Oven paa Skuret Faderen havde +anbragt ham ved stod en sort Mand og to sorte, +halsende Helvedeshunde; Manden stak Overkroppen +helt ud af Tagrygningen og truede ad ham. Det +var en gammel Galionsfigur, men Pelle troede, det +var selve Gubben Satan der kom for at tage ham +til Straf for den dristige Vise, og stak i Rend opefter. +Et Stykke oppe kom han i Tanke om Sækken +og stansede. Han brød sig ikke om den Sæk +— og Prygl fik han heller ikke om han lod den i +Stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule Djævel +vilde ogsaa æde ham op om han vovede sig derned +<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a> +igen — allermindst; han saa tydelig, hvor det lyste +rødt af Næseborerne baade paa ham og Hundene. +</p> + +<p> +Men Pelle betænkte sig alligevel. Faderen var saa +øm over den Sæk, han vilde ganske sikkert blive +bedrøvet om han mistede den — kanske græde som +da han mistede Mor Bengta. For første Gang maaske +var Drengen ude for en af Livets alvorlige Jærnprøver +og stod — som saa mange Mennesker havde +staaet før ham — med Valget imellem at ofre sig +selv eller ofre andres. Kærlighed til Faderen, Drengestolthed, +den Pligttroskab der er Samfundets Vuggegave +til de Fattige — det ene med det andet afgjorde +Valget. Han bestod Prøven — men ikke tappert; +han tudbrølede hele Tiden mens han med Øjnene +stivt rettede paa den Onde og hans Helvedeshunde +luskede tilbage efter Sækken og i stift Løb slæbte +den efter sig op ad Gaden. +</p> + +<p> +Ingen er vel en Helt før Faren er overstaaet. +Men heller ikke da fik Pelle Lejlighed til at gyse +over sit eget Mod; for da han først var uden for den +sorte Mands Rækkevidde og Skrækken skulde have +sluppet sit Tag i ham, tog den blot en ny Form. +Hvor blev nu Faderen af? han havde jo sagt at han +straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen +mere? Kanske var han gaaet bort for at blive af +med sin lille Dreng, der blot var til Besvær og gjorde +det vanskeligt for ham at faa Tjeneste. +</p> + +<p> +Pelle forstod saa fortvivlet godt at det maatte +komme dertil, mens han brølende trak af med Sækken. +Saadan var det jo gaaet andre Børn ogsaa af +hans inderlige Bekendtskab. Men de kom til Pandekagehuset +og fik det godt, og Pelle selv han skulde +nok — — kanske opsøgte han selve Kongen og +blev taget i Huset og fik Prinsepogene til Legekammerater +og sit eget lille Slot at bo i. Men Far +Lasse skulde ikke faa et Fnug, for nu var Pelle +vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. +Tre Dage skulde han faa Lov at staa og dundre +paa Porten og tigge for sig, og først naar han græd +ynkeligt — nej han fik vel have Lov at komme ind +<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a> +straks, for Far Lasses Graad det var det pinagtigste +i hele Verden. Men han skulde ikke faa et eneste +af de Søm, Pelle havde fyldt sine Lommer med +nede paa Tømmerpladsen; og naar Kongens Kone +kom med Kaffe paa Sengen til dem — — +</p> + +<p> +Pelle stansede baade sin fortvivlede Graad og +sine lykkelige Fantasier — ud fra en Beværtning +øverst i Gaden kom Far Lasse selv lyslevende. Han +saa sjæleglad ud og holdt en Flaske i Haanden. +</p> + +<p> +„Dansk Brændevin, Pøjke!“ raabte han og vinkede +med Flasken. „Huen af for det danske Brændevin! +— Men hvorfor har du grædt? — jasaa du blev +bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din +Far Lasse kanske — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? +Og han er ikke godt at drages med, han +slaar haardt han, om han tirres! Komme og kyse +smaa skikkelige Pøjker, fy fan! de faar vel agte paa +deres Indvolde! Var end den hele vide Verden fuld +af brændende Djævle, Lasse er her han, og du skal +ikke være ræd!“ +</p> + +<p> +Mens han skældte saa opbragt tørrede han ømt +Drengens graadsnavsede Kinder og Næse af med +sin ru Haandbalg og fik atter Sækken paa Nakken. +Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende +Skikkelse, idet han pralende og trøstende travede +ned mod Havnen igen med Drengen ved Haanden. +Han stolprede i de store Fedtlærsstøvler, hvis +Stropper stak ud til Siden og havde en forbavsende +Lighed med Pelles Øren; af den gamle Vinterfrakkes +gabende Lommer stak til den ene Side den røde +Lommeklud, til den anden Flasken. Han var blevet +lidt løsere i Knærne nu, og Sækken truede hvert +Øjeblik med at tage Magten fra ham — den stødte +ham forover og tvang ham til at smaaløbe ned ad +Bakken. Affældig saa han ud, maaske de store Ord +bidrog deres dertil. Men Øjnene lyste fortrøstningsfuldt, +og han smilede ned til Drengen, der løb ved +hans Haand. +</p> + +<p> +De nærmede sig Skuret, og Pelle blev helt kold +af Skræk — Manden stod der endnu. Han søgte +<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a> +om paa den anden Side af Faderen og vilde trække +ham ud over Havnepladsen i en stor Bue. „Der er +han igen,“ sagde han klynkende. +</p> + +<p> +„Ja saa det var den dér, som var efter dig?“ sagde +Lasse og lo højt — „og han er tilmed af Træ. Da +er du ogsaa den tapreste Pøjke, jeg har kendt! Der +skal ikke mangle stort i, at én kan sende dig mod +en død Høne naar du faar en Kæp i Haanden.“ +Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet i Drengen. +Men Pelle var lige ved at gaa i Jorden af Skamfuldhed. +</p> + +<p> +Nede ved Toldboden traf de en Forvalter, som +var kommen for sent til Dampskibet og ingen Folk +havde faaet. Han stansede sit Køretøj og spurgte +Lasse om han søgte Tjeneste. +</p> + +<p> +„Ja vi søger begge to,“ svarede Lasse kry. „Vi vil +tjene i samme Gaard — som Ræven sagde til Gaasen.“ +</p> + +<p> +Forvalteren var en stor kraftig Mand, og Pelle +gøs af Beundring over Faderen, der turde tale ham +saa dristigt til. +</p> + +<p> +Men den store Mand lo godmodigt. „Saa skal han +dér vel være Forkarl?“ sagde han og svippede til +Pelle med Pisken. +</p> + +<p> +„Ja det bliver han sikkert engang,“ sagde Lasse +med stærk Overbevisning. +</p> + +<p> +„Han kommer nok til at spise nogle Skæpper +Salt først. Naa men jeg har Brug for en Røgter og +vil give dig 100 Kr. for et Aar — skønt du skal +have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad +jeg kan se. Drengen bliver der vel altid en Bid Brød +til, men han maa naturligvis udrette den Smule han +kan. Du er vel hans Bedstefar!“ +</p> + +<p> +„Jeg er hans Far — for Guds og Hvermands Aasyn,“ +svarede Lasse stolt. +</p> + +<p> +„Se se, saa maa der jo alligevel være lidt ved dig +endnu — hvis du da er kommet ærligt til ham. Men +kryb nu op om du vil dit eget Vel, jeg har ikke Tid +at holde her. Du faar ikke et saadant Tilbud hver +Dag.“ +</p> + +<p> +<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a> +Pelle syntes hundrede Kroner var en syndig Masse +Penge, Lasse som den ældste og fornuftigste havde +derimod en Fornemmelse af at det var altfor lidt. +Men skønt det ikke var gaaet op for ham endnu +havde Morgenens Erfaringer pillet stærkt ved hans +lyse Syn paa Fremtiden; Snapsen havde til Gengæld +gjort ham ligeglad og rundhaandet til Sinds. „Lad +gaa til da,“ sagde han og slog stort ud med Haanden. +„Men Patronen skal vide, at vi ikke vil have +Spegesild og Søbe tre Gange om Dagen. Et ordenligt +Kammers faar vi ogsaa have — og Søndagsfrihed.“ +Han hev Sækken og Drengen op i Vognen +og kravlede selv bagefter. +</p> + +<p> +Forvalteren lo: +</p> + +<p> +„Du har nok været her paa Landet før, Gamle? +Men det kommer vi nok ud af altsammen; du skal +faa Flæskesteg med Rosiner i og Rabarbergrød med +Peber paa, saa tidt du gider aabne Munden.“ +</p> + +<p> +De kørte ned til Dampskibet efter Kisten og rullede +saa ud ad Landet til. Lasse som genkendte +dette og hint forklarede vidt og bredt for Drengen. +Ind imellem stjal han sig til at tage en Dram, Forvalteren +maatte ikke se det. Pelle frøs og borede +sig ned i Halmen, han krøb helt ind under Faderen. +</p> + +<p> +„Tag dig en Slurk,“ hviskede Lasse og listede +Flasken til ham. „Men pas paa, at han ikke ser det, +for han er ful. Det er en Jude.“ +</p> + +<p> +Pelle vilde ingen Snaps have. „Hvad er en Jude +for en?“ spurgte han hviskende. +</p> + +<p> +„En Jude — Kors i Jøsses Pøjke at du ikke ved +det; det var jo Juderne som korsfæstede Kristus. +Derfor maa de nu vandre hele Verden over og sælge +Uldtøj og Naale og saadér; og snyder gør de overalt +hvor de kommer frem. Kan du ikke huske ham +som snød Mor Bengta for hendes vakre Haar? nej +det var jo nok før din Tid — det var en Jude det +ogsaa. Han kom en Dag jeg ikke var hjemme, og +pakkede alt sit fine Kram ud, der var nok baade +Kamme og Naale med blaa Glashoveder og de fineste +Hovedtørklæder. Og Kvindfolk kan jo ikke staa +<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a> +for saadant fint Kram, de bliver ligesom jeg vil sige +en af vi andre naar nogen holder os en Flaske +Brændevin for Næsen. Mor Bengta havde nu ingen +Penge, men han den fule Fan vilde give hende det +fineste Hovedklæde, naar han maatte skære en liden +Ende af Flætningen. Og saa skærer han den af helt +oppe ved Nakken. Kors i Herrens Fryd hvor var +hun som Flint og Staal naar hun blev gal — hun +pryglede ham ud af Huset med en Rage. Men Flætningen +tog han med sig, og Tørklædet var noget +Skidt som det var at vente. For Juderne er nogle +fule Djævle, som har korsfæstet — — —“ Lasse +begyndte forfra. +</p> + +<p> +Pelle mærkede lige akkurat Faderens sagte Brummen. +Det drejede sig om Mor Bengta, men hun var +jo død nu og laa i sorten Jord — hun knappede +ikke hans Underbul i Ryggen mere, og varmede +hans Hænder naar han frøs. — Jasaa de kom tilmed +Rosiner i Flæskestegen her til Lands; de maatte +have Penge som Græs. Der laa nu ingen paa Vejene +og flød, og farlig fine var Husene og Gaardene ikke +heller. Men det besynderligste var, at Jorden her +havde samme Farve som hjemme, skønt det var et +fremmed Land. I Tommelilla havde han set et Landkort, +hvor hvert Land havde sin egen Farve. Men +det var altsaa Løgn det! +</p> + +<p> +Lasse var forlængst gaaet i Staa, han sov med +Hovedet paa Drengens Ryg. Flasken havde han +glemt at skjule. +</p> + +<p> +Pelle vilde lige til at skyde den ned i Halmen, +men Forvalteren — der forresten ikke var Jyde +men Sjællænder — vendte sig i det samme og fik +Øje paa den. Han bød Drengen kaste den i Grøften. +</p> + +<p> +Ved Middagstid naaede de deres Bestemmelsessted. +Lasse vaagnede idet de rullede ind paa Stenbroen +i den store Gaard og famlede mekanisk i +Halmen. Men pludselig besindede han sig paa hvor +han var, og blev ædru med et Ryk. Dette var jo +saa deres nye Hjem! det eneste de havde at holde +sig til og vente sig noget af paa denne Jord. Og +<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a> +idet han saa ud over den store Gaard, hvor Middagsklokken +netop lød og kaldte Tyende og Daglejere +ud af alle Døre, forsvandt al hans Selvtillid. En fortvivlet +Følelse af Værgeløshed overvældede ham og +fik hans Ansigt til at skælve i afmægtig Bekymring +for Sønnen. +</p> + +<p> +Hans Hænder rystede under ham da han krøb +af Vognen; han stod der raadvild og prisgivet alle +de forskende Blikke derhenne fra Nedgangen til den +mægtige Stuebygnings Kælder. De snakkede om ham +og Drengen og lo allerede. I sin Forvirring greb +han til den Beslutning at gøre saa gunstigt et Førsteindtryk +som muligt, og gav sig til at tage Huen dybt +af for hver enkelt; Drengen stod ved Siden af og +gjorde lige som Faderen. Det mindede om Markedets +Klovner, og derhenne ved Kælderhalsen lo de højt +og bukkede efterabende, de begyndte ogsaa at raabe +op. Men saa kom Forvalteren atter ud til Vognen, +og de forsvandt hurtigt ned i Kælderen. Oppe fra +Stuehuset lød en fjærn enstonig Lyd som ikke vilde +høre op og uvilkaarlig bidrog til at virke nedtrykkende +paa de to. +</p> + +<p> +„Staa nu ikke dér og skab jer,“ sagde Forvalteren +haardt — „men skrup ned til de andre og faa noget +i Skrutten. I faar Tid nok til at gøre Abekattestreger +for dem.“ +</p> + +<p> +Ved disse opmuntrende Ord tog den Gamle Drengens +Haand og stavrede hen mod Kælderen med +fortvivlet Sind. I hans Indre græd det af alle Kilder +efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig +angst ind til ham. Det uventede var pludselig blevet +til et ondt Udyr i begges Fantasi. +</p> + +<p> +Nede i Kældergangen lød den underlig langtrukne +Lyd forstærket, og det gik op for dem begge, at det +var en Kvindes Graad. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-3"> +<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a> +II +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses +og Pelles Hjem, var en af Øens største Gaarde. Men +gamle Folk vidste, at da deres Bedsteforældre var +Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en +Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Bornholms +Befrier. Under ham blev Huset til Gaard — +han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig +selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved +at gaa i Arv i Slægten — den elendige Føde og det +med at udvide. +</p> + +<p> +Markerne paa den Kant havde været Sten og +Lyng for ikke saa forskrækkelig mange Kuld siden; +Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og slidt sig op +Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt +om Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes +Folk, som havde købt med Sved og Sult og lige saa +let kunde tænke sig at sælge deres Forældres Grav +som deres lille Ejendom; de hang ved den til de +faldt fra, eller til Uheldet tog dem. +</p> + +<p> +Men Stengaardsslægten vilde købe — bestandig +købe og udvide sig, og den maatte købe ved Ulykke. +Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med +Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte +Køllerne. Saaledes voksede Stengaarden, fik mange +Bygninger og fik Tyngde; den blev saa tung en Nabo +som Havet er det, hvor det æder af Landmandens +Jord, Mark for Mark og der intet er at stille op. +Saa blev én ædt og saa den næste; enhver vidste +at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar +i Rette med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt +og Uhygge over Fattigmands Liv kom svævende +deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde +Sind pegede bestandig mod Stengaarden. „Det er +godt gødet Jord,“ kunde Egnens Folk sige med et +eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men videre +vovede de sig ikke. +</p> + +<p> +Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes +fortræffeligt i det skumle Lys der faldt over Gaarden +<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a> +af saa mange rædde Sind — og følte det som Magt. +Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de +drak aldrig mere end at de baade kunde se og sanse, +og spillede de sig en Hest fra først paa Aftenen, saa +vandt de gærne to i Nattens Løb. +</p> + +<p> +Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes +de gamle Husmænd endnu Bonden fra <em>deres</em> Barndom +Janus Køller — ham der mere end nogen +anden satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges +han en Nat Kl. 12 med Fanden oppe i Kirketaarnet +og overvandt ham — og siden lykkedes alting for +ham. Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa +hans Tid den ene Nabo efter den anden, og Janus +gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en +Hest mere spillede han sig den til i Trekort — og +saadan paa alle Omraader; den Lede selv lagde +alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse var +at køre gale Heste til og de der traf til være +født Julenat paa Slaget tolv, kunde tydelig se den +Onde sidde hos ham i Sædet og holde Tømmen. +Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig +Morgen kom Hestene løbende hjem til Gaarden, og +ham selv fandt man ved Vejsiden med Hovedet +knust mod et Træ. +</p> + +<p> +Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde +af den Slægt. Han var en gal Djævel med meget +godt i; naar nogen havde en anden Mening end +han slog han ham i Jorden; men han hjalp altid +dem det gik galt for. Paa den Maade blev der aldrig +nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde +det i sig at han skulde gøre Gaarden større han +ogsaa, købte han Land op inde i Lyngen og Klipperne. +Men han lod det klogelig ligge hen for det +Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved +sine Haandsrækninger, og gjorde dem afhængige saa +de aldrig forvandt det; Husmændene maatte slippe +deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig +i Bekneb for billig Arbejdskraft. Det var knap nok +Folkeføde den Mand bød paa, men han spiste altid +selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos +<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a> +ham paa det sidste, der var ikke noget at sige paa +hans Henfart. +</p> + +<p> +Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt +det han havde for det var en Datter med den sidste. +Og hun var ikke engang helt rigtig. Allerede da hun +var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun +løb da og gjorde sig til for alle og enhver. Men der +var ingen der blot turde se til hende, for de var +bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog +hun sig til den anden Side igen, hun udstafferede +sig med en Stok ligesom et andet Mandfolk, og gik +og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for +at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme +sig nær. +</p> + +<p> +Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var +ført. Han kom til Øen bortefra for en Snes Aar +siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham. Han +havde det dengang med at drive om i Lyngen og +ingenting tage sig til ligesom hun, og saa var det jo +ikke saa underligt, om han kom ud for den Gamles +Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt +var det! +</p> + +<p> +Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk +saadan dér hvor han kom fra? Han havde saa én +Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen +havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med +Akkordarbejde ved. Saadan gik han og hittede paa +Tossestreger til at begynde med, og lod det være +frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde +paa Gaarden; det gik saa vidt med ham, at han +sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres +Korn — og lod sit eget staa og ødelægges. Men det +gik jo skidt ogsaa kantro, og efterhaanden maatte +han æde sine Tosserier i sig igen. +</p> + +<p> +Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at +knurre. Fra Far til Søn var de vant til at gaa ind +og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad der +blev forlangt — saa pligtmæssigt som Hoveribønder. +Til Gengæld slap de al deres Trang til Tragedie, +al Livets Rædsel og skumle Mystik løs paa Stengaarden. +<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a> +De lod Djævlen husere deroppe, spille +Trekort med Mændene om deres Sjæle — og ligge +hos Kvinderne; og de tog Huen dybere af for Stengaardsfolkene +end for andre. +</p> + +<p> +Alt dette var vel noget ændret med Aarene, den +værste Brod var slidt af Overtroen. Men den onde +Luft som ligger over Herregaarde — over al stor +Ophobning af hvad der burde tilhøre de mange — +laa ogsaa tungt om Stengaarden. Det var Almuens +Dom, dens eneste Hævn over sig og sine. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende Luft, +og kom til at se med de andres halvrædde Øjne +endnu før de selv havde hørt noget videre. Især +Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad +her, saa tungt det bestandig hang om én. Og saa +den Graad som man ikke havde Rede paa! +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Hele den lange lyse Dag havde Graaden sivet ud +fra Stengaardens Stuer: haa, haa, haa! ligesom Omkvædet +paa en sørgelig Folkevise. Nu var der endelig +en Stansning i det. Lasse gik i den nedre Gaard +og puslede — han blev ved at have Lyden i Øret. +Trist, saa trist var det <a id="corr-1"></a>med denne stadige Kvindegraad, +som var der et Barn død, eller en der sad +tilbage med Skammen. Og hvad kunde der saa være +at græde for, naar man havde en Gaard paa flere +Hundrede Td. Land og boede i et højt Stuehus med +tyve Fag Vinduer. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Rigdom det er kun en Gave fra Gud,</p> + <p class="verse">men Fattigdom ja det er en Belønning.</p> + <p class="verse">Hvo som Rigdommen har</p> + <p class="verse">han er aldrig rigtig glar,</p> + <p class="verse">den Fattige er altid saa fornøjet!</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Karna sang det derovre i Mælkestuen, og jagu var +det sandt ogsaa. Om Lasse blot havde vidst hvor +han skulde tage Penge fra til en ny Busserunne til +Pøjken, saa skulde han aldrig misunde et Menneske +<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a> +her paa Jorden. Hvorvel det kunde være rart nok +at have Penge baade til Tobak og en Snaps iblandt, +naar man ikke kom til at gaa andre for nær ved det. +</p> + +<p> +Lasse gik og jævnede Møddingen, han var færdig +med Middagsarbejdet i Stalden og gav sig god Tid +— dette var blot noget han stak imellem. Nu og da +skottede han dog op til de høje Vinduer og tog i +med et Ryk, men Trætheden var den stærkeste; det +skulde have gjort godt med en lille Eftermiddagshvil, +men han vovede det ikke. Der var stille paa Gaarden, +Pelle var sprunget et Ærinde til Landhøkerens +for dem i Køkkenet, og alle Mandfolk var i Marken +for at dække den sidste Vaarsæd. Stengaarden var +sent efter det. +</p> + +<p> +Nu kom Landvæsenseleven snusende ud af Stalden, +han var gaaet den anden Vej ind for at komme +bag paa Lasse, Forvalteren havde sendt ham. „Er +du dér din lede Politispion,“ mumlede Lasse da han +saa Eleven, „en Dag slaar jeg dig nok ihjæl!“ Men +han tog Huen dybt af. Den lange Elev gik op over +Gaarden uden at se til ham og gav sig til at holde +Fjas med Pigerne nede i Bryggerset. Det lod han +nok være med om Karlene var hjemme — Spøgelset! +</p> + +<p> +Kongstrup kom ud paa Trappen deroppe, han +stod lidt og saa paa Vejret, saa gik han ned mod +Kostalden, Hut, hvor var han stor — han fyldte +hele Stalddøren. Lasse satte Greben og skyndte sig +ind for at være ved Haanden. +</p> + +<p> +„Naa hvordan gaar det Gamle?“ spurgte Proprietæren +venligt — „kan du klare Sagerne?“ +</p> + +<p> +„Aa jo det gaar vel“ svarede Lasse „men der er +ikke noget at give hen. Det er en stor Besætning +for én Mand.“ +</p> + +<p> +Kongstrup stod og følte en Malkeko paa Bagredet. +„Du har jo Drengen til Hjælp, Lasse. Hvor er han +for Resten henne, jeg ser ham ikke?“ +</p> + +<p> +„Han er til Landhøkerens for Kvindfolkene.“ +</p> + +<p> +„Ja saa — hvem sendte ham af Sted?“ +</p> + +<p> +„Fruen selv tror jeg nok.“ +</p> + +<p> +„Hm — er det længe siden han løb?“ +</p> + +<p> +<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a> +„Aa ja, han maa snart kunne være her igen.“ +</p> + +<p> +„Faa fat i ham naar han kommer, og send ham +op til mig med Varerne — vil du det?“ +</p> + +<p> +Pelle var ikke dristig ved den Gang op paa Kontoret; +Fruen havde tilmed befalet ham at holde Flasken +godt skjult under Blusen. Der var mægtig højt +til Loftet inde, paa Væggene hang der fine Jagtgeværer; +og oppe paa en Hylde stod der Cigarkasser +den ene oven paa den anden helt til Loftet +— ligesom det kunde være en Tobaksbutik. Men +det forunderligste var dog at de havde i Kakkelovnen +nu midt i Maj — og for aabent Vindu. De +vidste nok ikke, hvordan de skulde faa Ende paa alle +deres Penge! men hvor var Pengekisterne henne? +</p> + +<p> +Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han +stod inden for Døren paa sine bare Fødder og ikke +turde slaa Øjnene op af lutter Benovelse. Saa drejede +Storbonden sig i Stolen og trak ham hen til +sig ved Kraven. „Lad os saa se hvad du har under +Blusen lille Mand,“ sagde han venligt. +</p> + +<p> +„Det er Konjak,“ sagde Pelle og trak Flasken frem. +„Fruen sagde jeg ikke maatte vise den til nogen.“ +</p> + +<p> +„Du er en dygtig Dreng,“ sagde Kongstrup og klappede +ham paa Kinden — „du bliver nok til noget engang. +Giv du mig nu Flasken, saa skal jeg bære den +ud til Fruen saa ingen faar den at se.“ Han lo hjærteligt. +</p> + +<p> +Pelle rakte ham Flasken — dér paa Skrivebordet +stod der Penge i en hel Stabel, tykke runde Tokroner +den ene oven paa den anden. Hvorfor fik +Far Lasse saa ikke det Forskud han havde bedt +saadan om? +</p> + +<p> +Nu kom Fruen ind, og Storbonden gik straks hen +og lukkede Vinduet. Pelle vilde gaa, men hun stansede +ham. „Du har jo nogle Varer til mig?“ sagde +hun. +</p> + +<p> +„Jeg har taget imod <em>Varerne</em>“ svarede Kongstrup. +„Du kan faa dem — naar Drengen er gaaet.“ +</p> + +<p> +Men hun holdt for Døren. Drengen skulde netop +blive og være Vidne til, at hendes Mand forholdt +<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a> +hende de Sager hun skulde bruge i Køkkenet — +alle skulde vide det. +</p> + +<p> +Kongstrup gik frem og tilbage og sagde ingenting. +Pelle ventede han skulde slaa til hende; for hun +brugte onde Ord — meget værre end Mor Bengta +naar Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. +Men han lo bare. „Nu er det vist godt“ sagde han, +førte hende bort fra Døren og lukkede Drengen ud. +</p> + +<p> +Lasse var ilde ved det. Han havde troet, at Proprietæren +blandede sig i det for at hindre at de alle +kørte med Drengen — saa haardt han havde hans +Hjælp behov til Røgtningen. Og nu tog det den liderlige +Vending. +</p> + +<p> +„Ak saa det var Konjak“ gentog han — „ja saa kan +jeg forstaa det. Men at hun tør gaa saadan løs paa’n +al den Stund <em>hun</em> sidder i Lasten — han maa være +en skikkelig Bjørn.“ +</p> + +<p> +„Han er jo selv glad for Stærkt,“ mente Pelle +som havde hørt et og andet om Proprietærens Ture. +</p> + +<p> +„Ja men et Kvindfolk du, det er dog en anden +Sag. Husk paa det er fine Folk. — Ja ja, det tilkommer +ikke os at resenere over Herskabet, vi kan +have nok at gøre med at varetage vort eget. Men +jeg vilde give meget til, at hun ikke sendte dig i sine +Ærender oftere — vi kan let komme til at sidde +som Lusen mellem to Negle.“ +</p> + +<p> +Lasse gik til sit Arbejde. Han sukkede og rystede +paa Hovedet mens han slæbte Foder frem — han +var sletikke glad. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-4"> +III +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det var oplivende med alt det Solskin, der fyldte +Rummet til alle Sider uden at være ledsaget af tilsvarende +Varme. Foraarets Dampe var borte af Luften, +og Sommerens Varmedis endnu ikke kommet. +Der var kun Lys over de grønne Agre og Havet +derude, Lys der trak Landskabets Linjer klart op +<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a> +mod den blaa Luft og udaandede mild behagelig +Varme. +</p> + +<p> +Det var en af de første Dage i Juni, den første +rigtige Sommerdag. Og det var Søndag. +</p> + +<p> +Stengaarden laa og ruttede med Sol. Alle Vegne +fik den Lov at trænge ind med sit klare gyldne +Skær; og hvor den ikke kunde naa hen, skælvede +dunkle Farvetoner som en hed lønlig Aande ud i +Dagen. Luge- og Døraabninger stod som slørede +Øjne midt i Lyset, og hvor Taget laa i Skygge sugede +det som Fløjl. +</p> + +<p> +Oppe i Stuehuset var der stille i Dag, Kiven holdt +nok Søndag den ogsaa. +</p> + +<p> +Den store Gaardsplads var delt i to ved et Stakit. +Den nederste Halvdel bestod hovedsagelig af en stor +dampende Møddingskule med Køreplanker paa Kryds +og tværs og nogle endevendte Hjulbøre øverst oppe. +Et Par Svin laa nedgravet i Gødningen og sov — i +Aile til midt paa Livet, en travl Hønseflok spredte +ivrigt de firkantede Bunker Hestegødning fra sidste +Morgens Mugning. En stor Hane stod midt i Flokken +og ledede Arbejdet, den lignede en Forvalter. +</p> + +<p> +Oppe i den øverste Gaard var en Flok hvide +Duer i Færd med at pille Korn op af den rene +Brolægning. Uden for den aabne Vognport gik en +Karl og saa Jagtvognen efter, en anden Karl stod +inde i Porten og pudsede Stadsseletøjet. +</p> + +<p> +Karlen ved Vognen var i Skjorteærmer og nysmurte +Knæstøvler; hans Legeme var ungt og spænstigt +og valgte smukke Stillinger under Arbejdet. Han +havde Huen helt nede i Nakken og fløjtede dæmpet, +mens han arbejdede Hjulene ud og ind og +sendte stjaalne Blikke ned til Bryggerset. Dernede +under Vinduet stod en af Pigerne og holdt Søndagsvask, +med nøgne Skuldre og Arme, og Særken krænget +ned under Brysterne. +</p> + +<p> +Den svære Malkepige Karna gik forbi ham hen +til Posten med to store Spande. Da hun kom tilbage +slog hun en Sjat Vand paa hans ene Støvle, +og han saa op med en Ed. Hun tog det som en +<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a> +Opfordring til at stanse og satte Spandene fra sig +med en forsigtig Skelen op til Stuehusets Vinduer. +</p> + +<p> +„Du har nok daarlig udsovet, Gustav,“ sagde hun +og lo drilsk. +</p> + +<p> +„Det er da ikke din Skyld ved jeg,“ svarede han +studs. „Kan du lappe mine Arbejdsbukser for mig i +Dag?“ +</p> + +<p> +„Nej tak! Jeg lapper ikke dér hvor en anden +klapper.“ +</p> + +<p> +„Vil du ikke gaa i din Mor igen da! Der er nok +som vil lappe om mig dig foruden.“ Han bøjede sig +atter over Arbejdet. +</p> + +<p> +„Jeg skal se om jeg kan faa Tid,“ svarede det +store Kvindfolk inderlig spagt. „Men jeg bliver næsten +ene om alting i Eftermiddag, alle de andre skal paa +Farten.“ +</p> + +<p> +„Ja jeg ser Bodil vasker Patterne,“ han spyttede +en Straale Snus hen mod Bryggersvinduet. „Hun +skal vel paa Session, siden hun gør det saa grundigt?“ +</p> + +<p> +Karna saa træsk ud: +</p> + +<p> +„Hun bad sig fri fordi hun vilde til Kirke — hun +gaa i Kirke, jo kys mig paa Mandag! Nej hun skal +ned til Skrædderens i Lejet; dér skal hun vel saa +mødes med Malmberg — sit Bysbarn. At hun ikke +holder sig for god til at rode sig op i det med en +gift Mand.“ +</p> + +<p> +„For mig maa hun gaa paa Sjus med hvem fan +hun vil!“ svarede Gustav og sparkede det sidste Hjul +paa Plads med Foden; den store Karna stod og saa +mildt paa ham. Men saa opdagede hun et Ansigt +oppe bag Gardinerne og skyndte sig af Sted med +sine Spande. Gustav spyttede foragteligt efter hende +mellem Tænderne — hun var dog for gammel for +hans sytten Aar; fyrre maatte hun vel mindst være. +Han kastede endnu et langt Blik ned efter Bodil og +gik over i Vognporten med Smørekande og Nøgle. +</p> + +<p> +Det høje hvide Stuehus der lukkede for Gaardens +øverste Ende, var ikke bygget sammen med de øvrige +Længer men holdt sig fornemt tilbage, et Par +<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a> +Stumper Plankeværk besørgede Forbindelsen. Det +havde Kvist til begge Sider, og en høj Kælder hvori +der var Folkestue, Pigekamre, Bryggers, Rullestue +og de store Forraadskamre; paa Kvisten ind mod +Gaarden sad et Ur som ikke viste Tiden. Pelle +kaldte Bygningen Slottet og var ikke saa lidt stolt af, +at han havde Lov at betræde Kælderen. Gaardens +andre Folk havde ikke saa kønne Navne til den. +</p> + +<p> +Han var den eneste, hvis Ærefrygt for Hovedbygningen +ikke rummede nogen skummel Tilsætning, +paa de andre virkede den som en fjendtlig +Skanse. Enhver der gik over Brolægningen i den +øvre Gaard skelede uvilkaarligt op til de høje tilslørede +Vinduer, bag hvilke der i Smug kunde holdes +Øje med alt herude. Det var noget i Retning af at +passere en Række Kanonmundinger — det gjorde +usikker i Benene; og ingen gik hen over den rene +Brolægning uden han var nødt til det. Derimod færdedes +de frit nede i den anden Halvdel af Gaarden, +der var lige saa let at overskue fra Stuehuset. +</p> + +<p> +Dernede løb et Par af de yngre Karle og legede. +Den ene havde erobret den andens Hue og løb +med den, og det gik i vild Jagt ud ad én Lodør og +ind ad den næste hele Gaarden rundt, under Pusten +og kaad Latter og snappende Udraab. Lænkehunden +glammede henrykt og væltede sig sindsforvirret rundt +i sin Lænke, den vilde med i Legen. Oppe ved Stakittet +blev Røveren indhentet og kastet til Jorden, +men han saa sit Snit til at sende Huen op i Luften, +den dalede ned lige for Stuehusets høje Stentrappe. +</p> + +<p> +„Ak dit lumske Kadaver!“ udbrød Ejermanden +med en Stemme der klang af fortvivlet Bebrejden, +idet han bearbejdede den anden med sine Støvlesnuder, +„ak din fule Forvalterspire!“ Han holdt +pludselig inde og maalte vurderende Afstanden. „Giver +du en Pægl, om jeg tør gaa op og hente Huen?“ +spurgte han hviskende. Den anden nikkede og rejste +sig hurtigt over Ende, for at se hvordan dét vilde +spænde af. „Er det svoret? du vover ikke at snyde +dig fra det,“ han løftede Haanden besværgende. Kammeraten +<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a> +gjorde en højtidelig Bevægelse hen over +Struben som snittede han den over, Eden var aflagt. +Han der havde mistet Huen trak op i Bukserne og +stod lidt og tog sig sammen, hele hans Skikkelse +tætnede til af Beslutsomhed. Han lagde Hænderne +paa Stakittet og satte over, gik med ludende Hoved +og faste Skridt over Gaarden — han lignede en der +har sat alt paa ét Kort. Da han havde Huen og rettede +sig med Ryggen til Hovedbygningen, sendte han +en frygtelig Grimasse ned over Gaardsrummet. +</p> + +<p> +Nu kom Bodil op af Kælderen i sine fineste Kisteklæder, +med sort Silkeklæde om Hovedet og en +Salmebog i Haanden. Lyse Himmerig hvor var hun +vakker! Og tapper — hun gik forbi Stuehuset i hele +dets Længde og ud. Men hun kunde vel ogsaa blive +klappet af selve Proprietæren hvad Dag hun vilde. +</p> + +<p> +Uden om den egenlige Gaard laa de mange smaa +og store Udbygninger: Kalve- og Svinehuse, Redskabsskur, +Vognrum, en Smedje som ikke benyttedes +mere. De laa der som lige saa mange Mysterier, +med Lemme der førte ned til bælgmørke underjordiske +Roe- og Kartoffelkældere, hvorfra man naturligvis +ad hemmelige Gange kunde naa til de besynderligste +Steder under Jorden — og andre Lemme, +der førte op til mørke Loftsrum, hvor de vidunderligste +Skatte opbevaredes i Form af gammelt Skrammel. +</p> + +<p> +Men Pelle har desværre ikke megen Tid til at +gennemforske alt dette. Hver Dag maatte han hjælpe +Faderen med at passe Kreaturerne, og Arbejdet med +den store Besætning var lige ved at overstige deres +Kræfter. Saa snart han havde et Pusterum, var de +andre straks ude efter ham. Han maatte bære Vand +for Bryggerspigerne, smøre Landvæsenselevens Støvler +og løbe til Landhøkeren for Karlene efter Brændevin, +eller Snus til at lægge i Munden. Der var nok +et lege med, men ingen kunde taale at se ham lege; +altid fløjtede de ad ham som ad en Hund. +</p> + +<p> +Han søgte Erstatning ved at skabe selve Arbejdet +om til Leg, og det lod sig i mange Tilfælde gøre. +<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a> +Det at vande Kreaturerne var saaledes morsommere +end nogen rigtig Leg, naar Faderen stod ude i +Gaarden og pumpede og Drengen blot skulde lede +Vandet fra Krybbe til Krybbe. Han følte sig under +dette Arbejde altid som noget af en stor Ingeniør. +Men meget andet Arbejde var til Gengæld for svært +til at være morsomt. +</p> + +<p> +I dette Øjeblik gik Drengen og drev om ude ved +Udhusene, hvor der ingen var til at jage med ham. +Der stod aabent ind til Kostalden, og han kunde +høre Kørnes vedholdende Gumlen der nu og da +afbrødes af en hyggelig Pusten, eller af Lænkens +regelmæssige Skuren op og ned naar en Ko kløede +sin Hals paa Stolpen. Faderens Træsko lød betryggende +frem og tilbage inde paa Fodergangen. +</p> + +<p> +Ud af de smaa Udhuses aabne Halvdøre steg der +varm Em som lugtede behageligt af Kalve og Svin. +Inde hos Svinene var der umaadelig Flid; hele den +lange Sti igennem gnaskedes og smaskedes der, en +og anden gammel So slubrede det Vaade i sig med +Mundvigene, eller blæste boblende rundt med Trynen +langs Trugets Bund for at finde de raadne Kartofler +under Væsken. Her og dér sloges et Par om +Truget og udsendte skærende Hvin. Men Kalvene +stak deres savlende Muler frem i Døraabningerne, +gloede ud i det gode Vejr og brølede varmt. En af +de smaa Fyre tog Luft ind ovre fra Kostalden paa +en egen omstændelig Maade, og vrængede saa Mulen +op over Ansigtet i et fjollet Grin — det var en Tyrkalv. +Den lagde Hagen paa Halvdøren og forsøgte +at sætte over, Pelle jagede den ned igen. Saa slog +den bagop, saa paa ham fra Siden, og stod med +krum Ryg og stampede i Gulvet som en Gyngehest. +Den var skør af Solen. +</p> + +<p> +Nede i Dammen stod Ænder og Gæs paa Hovedet +i Vandet og fægtede i Luften med de røde Ben. Og +pludselig kunde hele Flokken faa et Anfald af ør +Solglæde og baske skrigende fra Bred til Bred; det +sidste Stykke Vej rutsjede de paa Vandet og vrikkede +latterligt med Gumpen. +</p> + +<p> +<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a> +Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer, +som var helt og holdent hans egne, da Faderen +havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom. Men +nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rigdommen +overvældede ham. Var det morsomst at +sejle paa Dammen paa to korslagte Vognfjæl? — +der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller +skulde han gaa ind og tumle med Smaakalvene? +eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i Smedjen? +Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og +trak godt til, kunde der komme et pænt Skud ud +af det. +</p> + +<p> +Pelle fór sammen og søgte at gøre sig usynlig — +selve Storbonden var kommet frem om Hjørnet og +stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede ned +over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje +paa Pelle nikkede han udtryksløst og sagde: „Goddag +min Ven, naa hvordan gaar det!“ Han stirrede +stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det +og klappet Drengen paa Skulderen med Enden af +sin Stok — Stengaardsbonden gaar ofte i Halvsøvne. +</p> + +<p> +Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddommelig +Art, og løb straks over i Stalden for at fortælle +Faderen hvad der var hændt ham. Han havde +en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde +han faaet Ridderslaget, Stokken blev ved at føles +der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet ud +i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham +til Hovedet og ham selv til at svulme. Han lettede +sandt at sige og gik til Vejrs i en uklar svimlende +Fantasi — noget om at Stengaardsbonden antog sig +ham som sin Søn. +</p> + +<p> +Han kom hurtigt ned igen, for inde i Stalden løb +han lige i Armene paa Søndagens Skrubvask. Søndagsvasken +var det eneste vægtige han havde at indvende +mod Tilværelsen; alt andet kom og glemtes +igen, men den meldte sig bestandig paa ny. Han afskyede +den, og da navnlig den Del som drejede sig +om det indvendige af Ørerne. Men der hjalp ingen +<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a> +kære Mor, Lasse stod parat med en Spand koldt +Vand og grøn Sæbe paa et Potteskaar, og Drengen +maatte af Tøjet. Som om Skrubningen ikke var tilstrækkelig +maatte han bagefter krybe i en ren Skjorte +— heldigvis kun hveranden Søndag. Bagefter var det +hele rart nok at se tilbage paa — som noget der +var overstaaet og ikke kom igen for det første. +</p> + +<p> +Pelle stod i Stalddøren ind til Gaarden og vigtede +sig med strittende Haar og rene Skjorteærmer; +Hænderne havde han begravet i Stiklommerne. Lige +foran i Panden slog Haaret en Hvirvel, og det saakaldte +„Koslik“ der skal betyde Lykke; og Ansigtet, +der trak sig sammen mod det stærke Lys, dannede +det snurrigste hulter til bulter hvor ikke en eneste +Ting var paa Plads. Pelle svajede Læggene bagud +og stod og vuggede let i Benene, lige som han saa +Gustav gøre det oppe ved Hovedtrappen hvor han +stod og holdt i Tømmen og ventede paa Herskabet. +</p> + +<p> +Nu kom Fruen ud og Proprietæren ogsaa; en +Pige løb foran ned til Vognen med en lille Trappestige +og hjalp Fruen op, Proprietæren blev staaende +øverst paa Trappen til hun var kommet til Sæde. +Hun var daarlig til Bens. Men sikken et Par Øjne +der sad i Hovedet paa hende i Dag! Pelle skyndte +sig at se til den anden Side da hun vendte Ansigtet +ned mod Gaarden — Folkene hviskede om, at hun +kunde se et Menneske i Ulykke naar hun vilde. — +Nu slap Gustav Hunden løs, den dansede foran +Hestene og glammede idet de kørte ud af Gaarden. +</p> + +<p> +Saadan lyste Solen alligevel ikke paa en Hverdag. +Det skar i Øjnene, naar de hvide Duer fløj hen over +Gaarden i samlet Flok og slog Sideslag saa regelmæssige +som om et stort hvidt Lagen drejede sig i +Sollyset; Skæret fra deres Vinger jog i Blink over +Møddingen og fik Svinene til at lette Hovedet med +et spørgende Grynt. Ovre paa Kamrene sad Karlene +og spillede „Sekstiseks“ eller beslog Træsko, Gustav +gav sig til at spille paa sin Harmonika: Gubben +Noah, Gubben Noah! +</p> + +<p> +Pelle drev forsigtigt op i den øvre Gaarddel til +<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a> +det store Hundehus der var til at dreje for Vinden; +han satte sig paa Kanten af Taget og kørte Karussel, +ved at støde fra med Foden hvergang han passerede +Stakittet. Med ét kom han i Tanker om, at han selv +var alles Hund og helst maatte gemme sig. Han +lod sig dumpe lige ned, krøb ind i Hundehuset og +lagde sig rund paa Halmen med Hovedet mellem +Forpoterne. Der laa han en Stund og stirrede ud +paa Stakittet og lod Tungen hænge gispende ud af +Munden. Saa fik han pludselig en Idé, den kom +over ham som en Nysen og fik ham til at glemme +al Forsigtighed. I næste Øjeblik var han i fuld Gang +med at rutsje ned ad Hovedbygningens Trappelæn. +</p> + +<p> +Han havde rutsjet sytten Gange og var stærkt +optaget af at naa de halvtreds, da han hørte en +skarp Fløjten ovre fra den store Vognport. Derovre +stod Landvæsenseleven og vinkede ad ham. Pelle +drev slukøret derhen, han fortrød bitterligt sin Tankeløshed. +Nu skulde han vel igen smøre Transtøvler, +maaske for dem alle sammen. +</p> + +<p> +Eleven trak ham inden for Porten og skød den i. +Der blev mørkt, Drengen som kom fra det stærke +Dagslys kunde lige straks intet skelne, og det han +efterhaanden skimtede tog uformelige Omrids i hans +rædde Fantasi. Stemmer lo og brummede plumret +for hans Øren, og nogle Hænder der forekom ham +forfærdelig store tumlede ham imellem sig. En uhyggelig +Rædsel krøb over ham ledsaget af forrykte +springende Forestillinger om Røvere og Mord, og +han gav sig til at skrige højt af Angst. En mægtig +grov Haand lagde sig over hele hans Ansigt, og i +Stilheden som fulgte paa hans kvalte Skrig hørte +han en Stemme ude i Gaarden kalde paa Pigerne, +de skulde komme og se noget morsomt. +</p> + +<p> +Han var for lammet af Skræk til at fatte hvad +der blev gjort ved ham, og undrede sig blot svagt +over hvad der kunde være af morsomt derude i +Sollyset. Mon han nogensinde fik Solen at se mere? +</p> + +<p> +Som Svar paa hans Tanke blev Porten i det +samme slaaet op. Lyset vældede ind, han kendte +<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a> +Ansigterne om sig og stod der selv med nøgen Krop +midt i Dagen, Bukserne ned om Hælene og Skjorten +kiltet op under Vesten. Henne til Siden stod +Eleven med en Kørepisk og klippede efter hans +nøgne Legeme. +</p> + +<p> +„Spring!“ raabte en bydende Stemme, og Pelle +sprang sanseløs af Skræk og Forvirring ud i Gaarden. +Dér stod Pigerne ude, de lo og hvinede ved +Synet af ham, han vendte sig for at flygte ind i +Porten igen. Men Pisken traf ham, og han maatte +atter frem i Dagslyset, han humpede som en Kænguru +og kaldte ny Jubel ned over sig. Derude stansede +han, stod ret op og ned og græd hjælpeløst, +mens det regnede ned over ham med raa Bemærkninger, +især fra Pigerne. Han ænsede ikke Pisken +mere men krøb blot sammen for at skjule sig, til +han sank om paa Stenbroen i en krampagtig hulkende +Klump. +</p> + +<p> +Den sværlemmede Karna kom stormende op fra +Kælderen og trængte sig skældende frem. Hun var +ildrød i Hovedet af Vrede, paa hendes fregnede +Hals og svære Arme sad brune Dask af Kohaler +fra sidste Malkning, de lignede kluntede Tatoveringer. +Hun sendte sin Tøffel svirrende lige i Synet paa +den lange Elev, svøbte Pelle ind i sit Sækkelærreds +Forklæde og bar ham ned i Kælderen. +</p> + +<p> +Da Lasse hørte hvad der var overgaaet Drengen, +tog han en Hammer og gik rundt for at slaa Landvæsenseleven +ihjæl. Den gamle Mand saa saadan ud +af Øjnene, at ingen havde Lyst til at stille sig i +Vejen for ham. Eleven havde imidlertid fundet det +klogest at forsvinde; og da Lasse ikke fik Afløb for +sin Vrede, faldt han i rystende Graad og Frysninger. +Han blev helt syg, saa Karlene maatte kvikke ham +op med en god slurk Brændevin. Den tog med ét +Slag Koldfeberen, og Lasse blev igen sig selv og +kunde nikke fortrøstningsfuldt til den forskræmte +snøftende Pelle. +</p> + +<p> +„Bare roligt Pøjke,“ sagde han trøstende — „bare +roligt du! Endnu har aldrig noget Menneske kunnet +<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a> +løbe fra sin Straffedom, og Lasse skal knuse Skallen +paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte +ham ud af Snudeskaftet, vær vis paa det.“ +</p> + +<p> +Ved Udsigten til denne kraftige Oprejsning lysnede +det over Pelles Ansigt, og han krøb op paa +Stænget for at vælte Hø ned til Kreaturernes Middagsmaal. +Lasse, der ikke var saa glad ved at krybe +til Vejrs, gik paa Fodergangen og fordelte Høet. +Han gik og smaatyggede paa noget, Pelle hørte ham +stadig tale højt med sig selv. Da de havde syslet af, +gik Lasse ind til den grønne Kiste og hentede et +sort Silkeklæde frem som havde været Bengtas +Stadsklæde; han saa højtidelig ud da han kaldte paa +Pelle: +</p> + +<p> +„Spring over til Karna med det og bed at ikke +hun forsmaar! For nok er vi ikke saa fattige heller, +at vi lar Godheden selv gaa tomhændet fra os. Men +du skal ikke lade nogen anden se det, at de ikke +skal faa ondt af det. Mor Bengta vil sikkert ikke +fortryde paa det dér hun ligger i sin Grav; hun +havde foreslaaet det selv hun — i Fald hun kunde +sige fra. Men hun har jo Muld i Munden, Stakkel!“ +Lasse sukkede tungt. +</p> + +<p> +Han stod endnu en Stund og vejede Tørklædet i +Haanden, inden han gav Pelle det at løbe med; han +var ikke slet saa sikker paa Bengta som hans Ord +lod, den gamle Mand vilde gærne forskønne hendes +Minde baade for sig selv og Drengen. Nægtes kunde +det vel ikke, at hun helst stillede sig krængd i et +Tilfælde som dette her — sjalu som hun var; og +kanske faldt hun paa at gaa igen over det Tørklæde. +Men Hjærte havde hun alligevel haft baade for ham +og Pøjke, og som oftest sad det hvor det skulde +sidde — det Lov maatte de give hende. Saa fik Gud +Herren dømme hende saa mildt han kunde. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Om Eftermiddagen var der stille paa Gaarden. +Folkene var næsten alle ude, hvor de nu var henne +— til Kros vel eller inde hos Stenhuggerne paa +<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a> +Værket. Herskabet var ogsaa ude, straks efter Middag +lod Proprietæren spænde for og kørte til Staden, +og en halv Time efter trillede Fruen af Sted i Ponyvognen +— hun skulde ud og passe paa ham sagde +Folkene. +</p> + +<p> +Gamle Lasse sad oppe i en tom Baas og bødede +Pelles Tøj, Drengen gik paa Fodergangen og legede. +Han havde fundet en gammel Støvleknægt i Røgterkamret, +den satte han under Knæet og lod som han +gik paa Træben. Imens pludrede han sorgløst med +Faderen. Han var dog ikke saa højrøstet som ellers, +Formiddagens Oplevelse sad endnu i Kroppen paa +ham og virkede dæmpende; den sad der nærmest +som noget af en Bedrift han havde udført og nu +var benovet over. En Omstændighed til gjorde ham +højtidelig stemt — Forvalteren havde været ovre og +sagt, at Kreaturerne skulde ud næste Dag. Pelle +skulde vogte Ungkvæget, og dette blev altsaa den +sidste Fridag, kanske for hele Sommeren. +</p> + +<p> +Han stoppede op ud for Faderen: „Hvad slaar +du ham ihjæl med Far?“ +</p> + +<p> +„Med Hammeren kan jeg tro.“ +</p> + +<p> +„Slaar du ham helt pladask ihjæl — saa død som +en Hund?“ +</p> + +<p> +Lasse nikkede ildevarslende: „Ja for alt!“ +</p> + +<p> +„Men hvem skal saa læse Navnene for os da?“ +</p> + +<p> +Den Gamle rokkede betænkeligt paa Hovedet. „Da +var det ogsaa et sandt Ord!“ udbrød han og kløede +sig saa ét Sted saa et andet. Hver Ko havde sit +Navn staaende med Kridt over Baasen, men ingen +af dem kunde læse. Forvalteren havde rigtignok gaaet +Navnene igennem med dem én Gang; men det var +ikke til at huske halvhundrede Navne for den ene +Gang — end ikke for Pøjken som havde saadan en +masakrerende god Hukommelse. Slog Lasse nu Eleven +ihjæl, ja hvem skulde saa hjælpe dem at tyde +Navnene? Forvalteren taalte saa vist ikke at man +kom til ham og spurgte anden Gang. +</p> + +<p> +„Vi faar vel hellere nøjes med at piske ham,“ +sagde Lasse grundende. +</p> + +<p> +<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a> +Drengen legede en Stund, saa kom han igen hen +til Lasse: +</p> + +<p> +„Tror du ikke Svenskerne kan prygle alle Folk i +Verden, Far?“ +</p> + +<p> +Den Gamle saa betænkelig ud: „Ja — jo, det er +vel troligt.“ +</p> + +<p> +„Ja for Sverig er meget større end hele Verden, +det er det du!“ +</p> + +<p> +„Ja stort er det,“ sagde Lasse og gjorde et Forsøg +paa at forestille sig dets Udstrækning. Der var +24 Len, deraf var Malmøhus bare et og Ystadtrakten +en liden Del af det igen. I det ene Hjørne af Ystadtrakten +laa saa Tommelilla, og en verdsens liden +Del af Tommelilla det var hans Torp, som han engang +syntes var saa vældigt med sine fire Tønder +Land! Ak ja, Sverig var stort — ikke større end +hele Verden forstaas, for det var jo bare Barnesludder +det, men nok større end hele den øvrige +Verden tilsammens. „Ja det er stort! — Men hvad +er det du bestiller Pøjke?“ +</p> + +<p> +„Jeg er jo en Krigskarl der har faaet det ene Ben +skudt af ser du vel!“ +</p> + +<p> +„Ja saa du er en Invalid. Men det skulde du ikke, +for Gudfader lider ikke saadan noget; du kunde let +blive til en rigtig Krøbling, og det var ondt og +ilde.“ +</p> + +<p> +„Aa, han ser ikke det, for han er jo i Kirkerne i +Dag!“ svarede Drengen men var dog saa forsigtig at +holde op. Han stillede sig i Stalddøren og fløjtede +men kom pludselig sættende i stor Iver: „Far nu er +Landvæsnet der, skal jeg springe hen efter Pisken?“ +</p> + +<p> +„Nej vi maa vel lade det være. Han kunde dø +mellem Hænderne paa os, saadant fint Skidt holder +ikke at slaa paa. Han kunde dø af Skrækken alene.“ +Lasse skelede betænkeligt til Drengen. +</p> + +<p> +Pelle saa meget skuffet ud: „Og hvis han nu gør +det igen?“ +</p> + +<p> +„Nej han slipper ikke fra dette her uden Skrækken. +Jeg skal tage ham i stive Arme og lette paa +ham, saa han hænger og dingler i lyse Luften og ber +<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a> +ynkeligt for sit kære Liv; og saa skal jeg sætte ham +lige saa roligt ned paa Jorden igen. For Lasse kan +ikke med at være ond, Lasse er et skikkeligt Fæ!“ +</p> + +<p> +„Saa skulde du lade som du tabte ham, naar du +holder ham helt højt oppe i Luften. Saa skreg han +vist og troede han skulde dø, og de andre kom og +lo ad ham.“ +</p> + +<p> +„Nej, nej, du maa ikke friste din Far heller! Maaske +jeg da fik Sind til at smide ham i Jorden, og det +var et Mord det og Slaveri paa Livstid! Nej jeg maa +hellere skælde ham Huden fuld, det bider bedst paa +saadan en fin Gavflab.“ +</p> + +<p> +„Ja og saa skulde du kalde ham en tyndskanket +Knoldsparker, det gør Forvalteren naar han er gal +paa ham.“ +</p> + +<p> +„Nej det gaar vel ikke det heller. Men jeg skal +nok tale et Alvorsord med ham som han ikke glemmer +saa snart igen.“ +</p> + +<p> +Pelle var velfornøjet. Der var ingen som Faderen +— heller ikke naar det galdt at tale Donner naturligvis. +Han havde aldrig hørt det, og glædede sig +mægtigt til det mens han gik og stavrede med Støvleknægten. +Han brugte den ikke længer som Træben +for ikke at æske Guds Straffedom; men holdt den +under Armhulen som en Krykke og støttede den +mod Fodmurskanten fordi den var for kort. Hvem +der gik paa to Krykker ligesom Præstens Søn +hjemme! — han kunde springe over de længste Vandpytter. +</p> + +<p> +Lys og Skygge fik pludselig travlt oppe under +Loftet, og da Pelle vendte sig om, stod der en fremmed +Dreng i Døren ud til Marken. Han var jævnstor +med Pelle, men Hovedet var næsten som en +voksen Mands. I første Øjeblik saa det ud som han +var skaldet over det hele; men saa drejede han sig i +Solen, og det bare Hoved glinsede som af Sølvskæl. +Det var dækket af tyndt hvidligt Haar, der var ganske +smaat og temmelig jævnt fordelt over Ansigt og +det hele; Huden var lyserød og det hvide i Øjet +ogsaa. Ansigtet vaandede sig under Lyset og var +<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a> +dækket af gamle Rynker; Baghovedet ragede stærkt +frem og saa ud til at være altfor tungt. +</p> + +<p> +Pelle stak Hænderne i Stiklommerne og gik hen +til ham. „Hvad hedder du?“ spurgte han og sprøjtede +en Straale Spyt ud mellem Fortænderne ligesom +Gustav plejede. Kunststykket mislykkedes desværre, +Spyttet slap ikke men løb ham ned ad +Hagen. Den fremmede Dreng grinede. +</p> + +<p> +„Rud,“ sagde han tilsløret, hans Tunge var noget +tyk og uregerlig. Han stirrede misundeligt paa Pelles +Stiklommer. „Er det din Far?“ spurgte han og pegede +paa Lasse. +</p> + +<p> +„Det er klart,“ sagde Pelle vigtigt — „og han kan +prygle alle Mennesker.“ +</p> + +<p> +„Men min Far kan købe alle Mennesker, for han +bor deroppe.“ Rud pegede over i Retning af Stuehuset. +</p> + +<p> +„Saa-aa gør han det mon?“ sagde Pelle vantro. +„Hvorfor bor du saa ikke med der?“ +</p> + +<p> +„Jeg er jo en Horeunge — det siger Mor selv.“ +</p> + +<p> +„Fy fan siger hun det!“ Pelle skottede til Faderen +i Anledning af den lille Ed. +</p> + +<p> +„Ja naar hun er arrig — og saa banker hun mig. +Men saa stikker jeg fra hende.“ +</p> + +<p> +„Naa det gør du?“ faldt en Stemme i udefra; +Drengene fór sammen og trak sig dybere ind i Stalden. +Et stort fedt Kvindfolk kom frem i Stalddøren +og jog sine gale Øjne ind i Halvmørket; da hun fik +Øje paa Rud skældte hun videre, hendes Tonefald +var svensk: +</p> + +<p> +„Ih, saa du render dit Hvidkaalshoved — ja saa? +Bare du vilde løbe saa langt da, at du ikke fandt +tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa her og +tæske sig angpusten paa saadan et ledt Skabelse! I +Helvede ender du saamænd alligevel, saa <a id="corr-4"></a>det skal +du ikke græde for! — — Saa er det vel Drengens +Far?“ afbrød hun sig selv da hun fik Øje paa +Lasse. +</p> + +<p> +„Ja det er nok saa,“ svarede Lasse roligt — „og +det skulde vel aldrig være Skolelærer Johan Pihls Johanne +<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a> +fra Tommelilla — hun som rejste af Lande +for nærved 20 Aar siden?“ +</p> + +<p> +„Og det skulde vel aldrig være Smedens Hankat +fra Sulitjelma, han som fik Tvillinger med en gammel +Træsko Aaret før i Forfjor?“ spurgte det store +Kvindemenneske vrængende. +</p> + +<p> +„Ja ja, I maa være for mig, hvem I vil!“ sagde +Lasse krænket. „Jeg er ikke Politispion.“ +</p> + +<p> +„Da skulde man tro det, siden I holder Forhør. +Ved I naar Kreaturerne skal ud?“ +</p> + +<p> +„I Morgen om alt gaar vel til. Det er kanske jer +Pøjke, der skal hjælpe Pelle ind i Sagerne? Forvalteren +talte om én, som kunde følge med ud og anvise +Vogtepladsen.“ +</p> + +<p> +„Ja det er ham Søren Skidthas dér — kom frem +og lad os se ordenlig paa dig din Følfod! Naa Fyren +er væk — ja ja. — Faar jer Dreng mange Prygl?“ +</p> + +<p> +„Aa ja ibland faar han jo“ svarede Lasse, som +skammede sig ved at tilstaa at han aldrig straffede +Drengen. +</p> + +<p> +„Jeg lægger heller ikke Fingrene imellem! der skal +noget til om der skal blive Folk af det Skrabsammen +— Prygl er halve Maden. Saa jager jeg Hvalpen +herop i Morgen tidlig — men pas paa at han +ikke viser sig i Gaarden, for saa er Fanden løs.“ +</p> + +<p> +„Fruen taaler ikke at se ham kan jeg vel tænke?“ +sagde Lasse. +</p> + +<p> +„Nej akkurat — hun har jo ikke lagt Redskab +til, det halvgale Spektakel. Ellers skal Gud vide der +ikke var noget at misunde én. Men jeg kunde været +Gaardmandskone den Dag i Dag og haft en pæn +Mand til, om ikke han Stolthenrik heroppe havde +lagt sig ud efter mig. Vil du tro det dit gamle +sprukne Overlær?“ Hun klaskede sin Haand i hans +Hofte og lo. +</p> + +<p> +„Det vil jeg godt tro du kunde“ sagde Lasse. „For +du var den vakreste Pige dengang du tog hjemme fra.“ +</p> + +<p> +„Æv — du med dit hjemmefra,“ vrængede hun. +</p> + +<p> +„Ja ja da, jeg kan jo nok baade se og forstaa, at +du helst vil jævne Fodsporene til efter dig. Og jeg +<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a> +kan saamænd godt lege Fremmede, i hvor vel jeg +har holdt dig paa mit Skød mere end engang, da du +var en liden Tøs. — Men ved du ellers af, at din +Mor ligger og drages med Døden?“ +</p> + +<p> +„Ih nej, ih nej!“ udbrød hun og saa paa ham +med et Ansigt, der forskød sig mere og mere. +</p> + +<p> +„Jeg tog jo Farvel med hende, inden jeg forlod +Hjemmet nu for en Maaned siden godt og vel — +hun var meget simpel. Farvel du Lasse — sagde +hun — og tak for godt Naboskab gennem alle Aarene. +Og træffer du Johanne derovre saa hils hende +— sagde hun. Hun er jo kommet rent forskrækkeligt +ud i det efter hvad én har hørt — men hils +hende alligevel fra hendes Mor. Johannebarnet, lille +Barn! hun var sin Mors Hjærte næst, derfor kom +hun til at træde paa det! Kanske var det vor egen +Skyld. Vil du hilse hende det fra hendes Mor, vil +du Lasse? Det var de Ord hun sagde — og nu er +hun saavist død, saa maadelig som hun var.“ +</p> + +<p> +Johanne Pihl havde ikke Raadighed over sig selv. +Hun var nok ikke i Vane med at græde, saa forfærdeligt +det rev og sled i hende. Taarer kom der +ingen af, og hun pintes som kunde det være Fødselsveer. +„Lille Mor, lille lille Mor!“ sagde hun ind imellem +og sad og rokkede paa Krybbekanten. +</p> + +<p> +„Saa, saa, saa!“ sagde Lasse og klappede hende +paa Hovedet. „Jeg sagde jo nok til dem at de var +for haard ved dig. Men hvad skulde du nu ogsaa +krybe ind ad det Vindu for — sejstenaars Barn og +midt om Natten! én kan ikke undres paa om de +glemte sig selv et Gran. Saa meget mere som han +jo tjente for Føde og Klær, og var en daarlig Fyr +der altid kom fra sin Plads i Utide.“ +</p> + +<p> +„Jeg holdt jo af ham,“ sagde Johanne grædende — +„han var den eneste jeg nogensinde har holdt af. +Og jeg troede at han ogsaa holdt af mig, skønt han +aldrig havde set mig — saa dum var jeg.“ +</p> + +<p> +„Ak ja du var et Barn — jeg sagde det jo til +dine Forældre. Men at du kunde hitte paa noget saa +uanstændigt!“ +</p> + +<p> +<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a> +„Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at +vi to maatte søge til hinanden, saadan som vi holdt +af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg krøb bare +ind til ham — uden at gøre mig nogen Tanker ved +det. Vil du tro det, at jeg var saa ren dengang? Der +skete heller intet ondt!“ +</p> + +<p> +„Der skete ikke engang noget?“ sagde Lasse. „Men +det er jo forfærdeligt, saa trist at tænke paa som +det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død over.“ +</p> + +<p> +Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpeløst; +hun var som en Klud syntes Lasse, og han +var lige ved at komme i Graad han ogsaa. +</p> + +<p> +„Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg +troede jo du havde hørt om det!“ sagde han fortvivlet. +„Han mente vel han som Skolelærer havde Ansvaret +for saa mange, og derfor aad det sig ind i +ham, at du havde kastet dig hen paa den Maade — +med en fattig Tjenestekarl til og med. For vel omgikkes +han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er +der jo alligevel; og det tog haardt paa ham, da de +fine Folk ikke vilde se til ham mere. — Og saa var +det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men +hvorfor sagde du da ikke det til dem?“ +</p> + +<p> +Johanne græd ikke mere, hun sad og saa forgræmmet +hen til Siden, Trækkene dirrede bestandig +paa hende. +</p> + +<p> +„Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf +mig jo dér! Jeg skreg om Hjælp, da jeg blev klar +over, at han ikke engang kendte mig, men blot var +vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig! +Saa kom de andre løbende og traf mig dér. De lo, +og ved du hvad de sagde til hinanden? — at jeg +havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine +Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv +de kunde ikke taale at der ikke var sket noget, hvad +saa det andet Rak? — Saa betalte de ham for at +rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Familie.“ +</p> + +<p> +„Ja ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme +bort.“ +</p> + +<p> +<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a> +„Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte +komme til at holde af mig, naar blot jeg var i hans +Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa Stengaarden, +og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stuepige. +Men han saa kun til mig for én Ting, og det +vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af mig. Han gik +saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra +for hans Skyld — og det andet ogsaa som var Løgn; +saa enhver troede de kunde gaa og tage paa mig og +byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men han +var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen +i Utide, fordi den anden Stuepige maatte søge hen +et Sted og ligge, saa jeg tog mig vel i Agt. Han fik +hende siden gift med en Stenhugger inde ved Værket.“ +</p> + +<p> +„Saa han er den Slags Mand,“ udbrød Lasse — +„ja jeg har jo nok haft mine Tvivl om’et. Men hvad +blev der af den anden Kalurius?“ +</p> + +<p> +„Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi +havde tjent sammen et Par Aar og han havde gjort +mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han og +svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte +ham ofte, for jeg kunde ikke slaa ham af Hovedet +— og fuld var han altid. Tilsidst kunde han ikke +være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa +henne Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og huserede. +Han tog nok hvad han havde Brug for, hvor +der var nærmest til det, og slog Folk ned for et +godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde +erklæret ham fredløs, saa hvem der vilde kunde slaa +ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed til Proprietæren, +som alligevel var den eneste der vilde +mig vel; og han trøstede mig med, at saa galt blev +det vel ikke; Knud skulde nok hytte sig.“ +</p> + +<p> +„Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse. +„Se se, da har jeg jo hørt om ham. Han huserede +som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og +tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. +En Mand slog han ihjæl med en Hammer, og da +de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge +<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a> +fra Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden +gjort sagde han — han selv havde blot værget for +sig. De kunde ingenting gøre ham saa. — Saa det +var ham! men hvad var det saa for en han levede +sammen med da? — de sagde, at han den Sommer +boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et +Kvindfolk hos sig.“ +</p> + +<p> +„Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind +at jeg rejste hjem — jeg havde hørt om hvor elendigt +han laa i det; hele Hovedet var flækket paa +ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.“ +</p> + +<p> +„Saa gav du dig alligevel til Slut,“ sagde Lasse og +blinkede skælmsk. +</p> + +<p> +„Han pryglede mig hver Dag!“ svarede hun hæst. +„Og da han ikke kunde faa Magt med mig, jog han +mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet +at han skulde holde af mig først.“ Hun var blevet +grov og haard i Mælet igen. +</p> + +<p> +„Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at +du kastede dit Behag paa saadan en haard Bøddel. +Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at +vide om det dér — hun havde vist ikke overlevet +det.“ +</p> + +<p> +Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. „Enhver +faar holde til det han kan!“ sagde hun haardt. +„Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk og +fed jeg er bleven.“ +</p> + +<p> +Lasse rystede paa Hovedet: „Du er vist ikke god +at bides med længer. Men hvordan gik det dig saa +siden da?“ +</p> + +<p> +„Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved Fistje. +Fruen vilde ikke fæste mig paany, for hun saa hellere +min Hæl end min Taa; men Kongstrup trumfede +igennem at jeg blev her som Malkepige. Han +blev ved at være lige mild imod mig, skønt jeg +havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa var’et +at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende +længer, han uroede for meget; og de holdt Jagt paa +ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat paa ham, +men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for +<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a> +at skjule sig da det kneb; for en Dag de sprængte +deroppe, kom hans Krop frem mellem Klippestykkerne +— helt smadret. De kørte Stumperne her ned +til Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham +komme til mig paa den Maade, at jeg maatte krybe +til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat, +for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det +kneb værst for ham. Kongstrup sad nede hos mig og +trøstede mig naar de andre var i Marken, og han +misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje. +</p> + +<p> +„Der var en yngre Broder til Bakkebonden som +godt kunde lide mig, han havde været i Amerika i +sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig +Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar +gjorde han mig Tilbud — præcis paa Nytaarsdag. +Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død +kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og +blive Madmoder paa en Bondegaard. Men jeg maatte +sige nej til det alligevel, og du kan tro, det var drøjt +da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed +have mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det +satte jeg mig imod. Jeg vilde blive og føde mit Barn +her paa Gaarden hvor det hørte til. Han brød sig +ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde +Øjne paa mig hver Dag, og der var ingen som var +god ved mig. Dengang havde jeg ikke det gale Sind +som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke +at græde altid. +</p> + +<p> +„Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen +bed jeg Tænderne sammen, for at ingen skulde +haane mig. Jeg var i Marken den Dag det skete +ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og +bar ham selv hjem til Gaarden i mit Forklæde. +Han var allerede saadan vanskabt dengang — Fruens +onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku +ogsaa have Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde +jeg til mig selv og nægtede at rejse min Vej. Ligefrem +smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke +faa sig til, og saa anbragte han mig i Huset hernede +efter Stranden.“ +</p> + +<p> +<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a> +„Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden +i den travle Tid?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +Hun blæste haanligt: „Gaa paa Arbejde — synes +du jeg skulde behøve det? Kongstrup maa vel nok +kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og +saa for Resten kommer der Govenner til mig, saa +én og saa en anden, og har lidt med — naar de da +ikke har drukket det op. Du kan komme ned og +besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig +imod dig.“ +</p> + +<p> +„Nej Tak!“ sagde Lasse alvorligt. „Vel er jeg et +Menneske jeg ogsaa, men jeg tyr ikke til den, der +har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit +eget Barn.“ +</p> + +<p> +„Har du Brændevin da?“ sagde hun og stødte +haardt til ham. +</p> + +<p> +Lasse troede ikke der var mere, men gik for at +se. „Nej du, ikke en Draabe!“ sagde han og kom +med Flasken. „Men her skal du se hvad jeg har +til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde +— det var dog godt jeg kom i Tanke om det.“ Han +rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt paa +hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa +hendes Vegne. Det var en Salmebog. „Er den ikke +fin du?“ sagde han. „Guldkors og ægte Spænde — +og saa er det jo din Mors.“ +</p> + +<p> +„Hvad skal jeg med den?“ spurgte Johanne — „jeg +synger ikke Salmer.“ +</p> + +<p> +„Naa ikke?“ sagde Lasse stødt. „Men din Moder +har vel ikke vidst bedre end at du endnu holdt paa +din Barnetro — saa du faar tilgive hende for denne +ene Gang.“ +</p> + +<p> +„Er det alt hvad du har til mig?“ hun stødte til +Bogen saa den fløj. +</p> + +<p> +„Ja det er,“ sagde Lasse dirrende og tog den op. +</p> + +<p> +„Hvem skal have Resten?“ +</p> + +<p> +„Ja Huset var jo fæstet, og Sager var der ikke +mange til Rest, det er længe siden din Far døde — +husk paa det! Dér hvor du skulde have været, har +Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har +<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a> +passet hende, skal vel have det der er, saa vidt jeg +kan forstaa. Men kanske var der Tid endnu — om +du tog med første Damper.“ +</p> + +<p> +„Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet +og angergiven — nej tak! Lad saa hellere +Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor — +har hun levet uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa +krepere den foruden. Naa jeg skal vel hjemad! — +hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort +af sig?“ Hun lo af fuld Hals. +</p> + +<p> +Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun +intet fejlede i den Retning, og alligevel dinglede hun +paa Benene da hun gik bag om Kalvehusene for at +lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, +om hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, +men opgav det. Der var saa meget oppe i hende +nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede +han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne +Kiste. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum +fra med Brædder; det havde ingen Dør, og der var +en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa +det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. +Et bredt Sengested optog det meste af Pladsen; det +var tømret op af raa Brædder, og Kamrets Stengulv +gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm +laa nogle Sengeklæder hulter til bulter, de +tykke stribede Uldvaar var stive af skorpet Kosnavs, +hvori der strittede Fjær og Halmstraa. +</p> + +<p> +Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han +havde Dynen op om Nakken og laa og gassede sig. +Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne +Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig. +</p> + +<p> +Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for +Stump tog han langsomt de Smaating frem der var +bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter +Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, +der gik med efterhaanden til at holde hans og Drengens +<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a> +Klæder ved Lige. Men for ham var hver Ting +en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det +blødte i ham hvergang en eller anden Del slap op. +For hver Genstand han lagde til Side gentog han +langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse, +da hun laa for Døden og ordnede alt +paa det bedste for ham og Drengen: „Garn til Pøjkens +graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje +som skal snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske +ikke at gaa for længe med Hoserne forinden de +bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den +blev efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den +ordret trods sin daarlige Hukommelse. +</p> + +<p> +Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta +selv, billig Pynt med hver sin glade Historie fra +Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede. +</p> + +<p> +Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som +han ikke behøvede at høre efter eller svare paa — +og som var saa behagelig at glide bort i. Han laa +og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, +mæt og træt og med en svag Fornemmelse af noget +uhyggeligt der var overstaaet. +</p> + +<p> +Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til +Kostalden gaa, og nu lød der Støvleskridt paa den +lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte straks +de forhadte Skridt igen. +</p> + +<p> +Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr +faa at føle, at man ikke maatte gøre Drenge noget, +naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand i +stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end Forvalteren. +Nu skulde — han rejste sig over Ende og +stirrede spændt paa Faderen. +</p> + +<p> +„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden. +</p> + +<p> +Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende +men flyttede uroligt paa sig. +</p> + +<p> +„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt. +</p> + +<p> +„Ja—ha!“ Lasse rejste sig og gik derud. +</p> + +<p> +„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, +din svenske Hallunk? Er du døv?“ +</p> + +<p> +<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a> +„Jo svare kan jeg vel,“ sagde Lasse med rystende +Stemme. „Men Hr. Eleven skulde nu ikke — — +jeg er Fader skal jeg sige — — og Faderhjærtet +— —“ +</p> + +<p> +„Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du +svare naar man kalder! Ellers skal jeg faa Forvalteren +til at snakke lidt med dig — forstaar du det!“ +</p> + +<p> +„Ja saa, ja jo — Hr. Eleven faar undskylde, men +jeg hørte ikke —“ +</p> + +<p> +„Naa men vil du saa huske, at Aspasia ikke skal +med paa Græs i Morgen.“ +</p> + +<p> +„Skal hun kælve kanske?“ +</p> + +<p> +„Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde +fole?“ +</p> + +<p> +Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem +Stalden. Nu maatte det vel komme, Pelle sad +op og stirrede i stiv Lytten. Men han hørte blot +Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren +og komme tilbage med langsomme stolprende +Skridt. Saa brast han i Graad og krøb langt ned +under Dynen. +</p> + +<p> +Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede +over et eller andet; saa kom han hen og trak varsomt +Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle +borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen +drejede det mod sig, mødte han et fortvivlet +uforstaaende Blik der fik hans eget til at flakke +hvileløst i Kamret. +</p> + +<p> +„Ja“ sagde han med et Forsøg paa at være gnaven +„du kan sagtens tude. Men naar én nu ikke ved +hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig +ved jeg.“ +</p> + +<p> +„Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra +Døren her,“ hulkede Drengen. +</p> + +<p> +Lasse vilde give et vrangt Svar men sank sammen +i det, grebet og afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. +Han overgav sig paa Naade og Unaade, bøjede sig +ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og +sagde hjælpeløst: +</p> + +<p> +„Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab +<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a> +kan spille ham paa Snuden. Gnistre i Vrede kan +han ikke længer, og ingen Kræfter er der i Næven +— hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa +han tage imod — og lade sig slænge hid og did — +og takke til! — saadan er gamle Lasse. Men saa +maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig +spytte paa; ellers tog Lassefar sit Kram og gik — alt +det gammel han er. Men du kan gro af det din Far +muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!“ Han +tørrede Drengens vaade Øjne med Dynen. +</p> + +<p> +Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede +ham alligevel, og lidt efter faldt han i Søvn. +Men længe laa han og snøftede i Søvne. +</p> + +<p> +Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til +Drengens Søvn, og da den var blevet nogenlunde +rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde +været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og +se, om nogen af Karlene var hjemme og havde Besøg +— for saa vankede der Brændevin. Lasse nænnede +ikke selv at tage op af Lønnen til at købe +Snaps for; de Penge fik nok at gøre om de skulde +strække til det nødvendige. — +</p> + +<p> +Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt +og med Støvlerne paa — han var døddrukken. +Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa Snapsen og +stolprede over mod Kælderen for at se, om der +skulde være lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde +godt have Mod paa et eller andet — nu han var +løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens +Vaar. +</p> + +<p> +Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner +der plejede at malke for Pigerne Søndag Aften. De +var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid; Munden +gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden +Elendighed i en klynkende Tone. Lasse følte en +øjeblikkelig Trang til at slutte sig til dem, Æmnet +klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, +han kunde falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. +Men han strittede imod og gik forbi dem +ned ad Kældertrappen. „Ak ja, Døden er os alle vis!“ +<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a> +sagde en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter +for sig selv idet han gik ned. +</p> + +<p> +Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa +Gustavs Molskindsbukser; Gustav laa paa Bænken +og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde +smidt sine beskidte Fødder op i Karnas Skød — +uden saa meget som at tage Skoene af! Og hun sad +og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker +ikke skulde glide ned. +</p> + +<p> +Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at +gøre sig til, han trængte til lidt Hygge. Men Karna +var ikke til at komme nær — de beskidte Drengekoder +gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse +havde glemt det, eller han manglede Sikkerheden — +hvergang han forsøgte med en Venlighed, slog hun +fra sig. +</p> + +<p> +„Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,“ +sagde han haabløst. +</p> + +<p> +„Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der +manglede,“ sagde Gustav og kiggede frem bag Huen. +Den Flab som laa der og blærede sig med sine +sytten Aar! — Lasse havde Sind til at vælte sig ind +paa ham og lade det komme an paa Kræfterne endnu +engang. +</p> + +<p> +Men han nøjedes med at sidde og se hen paa +ham, til de røde vippeløse Øjne løb fulde af Vand. +Saa rejste han sig. +</p> + +<p> +„Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!“ sagde +han bittert til Karna — „men dine Aar løber du vel +ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare til at +slikke Skeen efter de andre.“ +</p> + +<p> +Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med +de tre Husmandskoner, der fremdeles talte om Sygdom +og Elendighed og Død som var der ikke andet +til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: „Ja ja, det +er vist.“ Han kunde af Hjærtet sige god for det alt +sammen, og han kunde lægge mangt og meget til +de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han +blev helt behagelig til Mode — saa lemydig! +</p> + +<p> +Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det +<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a> +tunge igen, og han kunde ikke sove. Til daglig sov +han som en Sten saa snart han fik smidt sig over +Ende, men i Dag var det Søndag og han havde +dette pinende Nag i sig over at være forbigaaet af +Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen +her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb +og Bekymring — ikke det Gran andet. +</p> + +<p> +„Lasse er gammel ja!“ sagde han pludselig højt, +og de Ord blev han ved at gentage, lidt og lidt varierede, +til han faldt i Søvn: „Gammel er han Staklen +— og ude af Spillet! — Ak saa gammel!“ De +Ord rummede det hele. +</p> + +<p> +Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa +Landevejen: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Og Drengen som du gav mig</p> + <p class="verse">med det sorte krøllede Haar,</p> + <p class="verse">han er nu voksen bleven,</p> + <p class="verse">ja bleven, ja bleven,</p> + <p class="verse">ret til en Yngling stor!“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der +kom hjem fra Morskab. Da de svingede ind paa +Kørevejen til Gaarden blev de tavse. +</p> + +<p> +Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel +være to. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-5"> +IV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog +Dørene op fra Kostalden ud til Marken. Derude +rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og +Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig +gabende i Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men +Pelle lod Luftens slørede Toner og Lærkesangen — +alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med +aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige +som hver ny Dag var med alle sine utænkelige +Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med, +for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa +<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a> +sige; og Pelle kiggede ud i Luften for at komme +efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det slog +gærne til. +</p> + +<p> +Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede +ned under Kørne og fejede efter i Floren, +Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken +halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild +og Søbe. +</p> + +<p> +Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde +Madkurven paa Armen og Klaffen slynget mange +Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort +tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med +og kaste efter Kvæget; men Pelle foretrak Klaffen, +fordi han endnu ikke havde Kræfter til at bruge den. +</p> + +<p> +Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at +gøre Indtryk paa de store Magter, han havde under +sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at lyde +skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, +især oppe ved Gaarden hvor Sæden stod høj +paa begge Sider af Markvejen. Kreaturerne var morgensultne; +og de store Stude gad slet ikke flytte sig +for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet +i Kornet og han stod og pryglede løs paa dem med +Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange Snært, +som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne +i smaa trekantede Huller, kunde han slet +ikke svinge; og sparkede han Studen i Hovedet med +sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og +græssede sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen +i selvopgivende Skraalen, eller fik smaa Anfald +af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme +Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. +Kalvene kunde han altid faa til at flytte sig ved at +sno Halen paa dem, men Studenes Haler var for +kraftige. +</p> + +<p> +Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine +smaa Midlers Fallit. En Aften fik han Faderen til +at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden +blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels +gennem Rud lærte han ogsaa at finde de Steder paa +<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a> +Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde deres +ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i +Testiklerne; et velrettet Slag mod et Horn kunde +faa de store Stude til at bøge af Smærte. +</p> + +<p> +Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var +et Herreliv. Naar Kvæget først var faldet til Ro +over Græsningen, følte han sig som en General og +lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens +det gik i hans lille Krop af Stolthed og Magtfølelse. +</p> + +<p> +Det kneb for ham at være borte fra Faderen. +Han kom ikke hjem til Middag, og bedst som han +gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over ham; +han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget +ondt, at den store Tyr havde taget ham paa Hornene +— et eller andet. Saa lod han det hele i Stikken +og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til +at huske Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. +Han raadede Bod paa Længslen ved at vælge sin +Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med +Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud +for at flytte Malkekvæget. +</p> + +<p> +Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber +og Haandstokke med mønstret Bark — +Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den +flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen +af en Bavtasten — han troede det var en Ledstolpe +— og forsøge at slaa de skudlignende Knald med +Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet +at faa Snærten fra Jorden. +</p> + +<p> +Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var +han ogsaa gærne træt. Saa satte han sig paa Panden +af en af de store Stude og holdt om Spidserne af +dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt +dirrende som en Maskine, sad han paa dens Hoved +og skraalede af fuld Hals Sange om ulykkelig Kærlighed +og grufulde Massemord. +</p> + +<p> +Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; +Moderen jog ham hjemmefra naar Maaltiderne +nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv med ham, +men krævede at han skulde genne et vist Antal +<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a> +Gange for hvert Stykke Mad. De to Drenge kunde +ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De tumlede +sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev +gode Venner igen tyve Gange om Dagen, svor de +frygteligste Trusler om Hævn der skulde komme i +den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik +med hinanden om Halsen. +</p> + +<p> +En halv Fjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte +mellem Stengaardens Marker og Havet. Inden for +Klitterne var Jorden stenet og laa hen som mager +Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en +Strimmel saftig Eng sig ind mellem Klitterne, der +var dækkede af Dværgfyr og Marehalm for at binde +Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, +men det var besværligt at passe begge dens Sider, +da Aaen løb imellem. Og det var med haarde Trusler +indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte +sin Fod i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde +Sandflugten. Pelle tog Tingene helt bogstaveligt, +hele den Sommer tænkte han sig noget som en +Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften +saasnart et Kreatur betraadte det. Og denne Mulighed +hang bagved alting som en Skæbne, naar han +vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, +drev han Kvæget op paa den magre Græsgang, hvor +der var Plads nok for det. +</p> + +<p> +Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet +turde de ikke vove sig ned til af Frygt for Forvalteren, +der ganske sikkert stod oppe i Hovedbygningens +Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem +sin Kikkert. Men i Aaen badede de — af Vandet +og i Vandet igen i det uendelige. Efter stærk Regn +svulmede den op og var da ganske mælkehvid af +Kaolin, som den rev løs af Brinkerne længere inde; +Drengene troede det var Mælk fra en uhyre stor +Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet +ind og fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede +dens Vand purpurrødt. Det var Blodet af alle +de druknede derude fra Søen. +</p> + +<p> +Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen +<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a> +slikke sig tørre. De undersøgte vidtløftigt deres Legemer +og udvekslede Mening om de forskellige Legemsdeles +Brug og Betydning; paa dette Punkt var +Rud den overlegne i Viden og optraadte belærende. +Ofte kom de op at trættes om, hvem der var bedst +udstyret med et eller andet —: havde det største. +Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig +store Hoved. +</p> + +<p> +Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde +lagt sig Huld til siden han kom til Stengaarden. Huden +strammede glansfuld over Legemet og havde +en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i +Forhold til Hovedet, Panden var kantet og fuld af +Ar efter talrige Fald. Han manglede fast Herredømme +over sine Lemmer og var slem til at slaa +og støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne +Pletter som vanskelig vilde fortage sig — +han havde daarligt Lægekød. Men han var ikke +saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede +sig ved at prale sine Skavanker op til lutter +Bedrifter, saa Pelle endte med at misunde ham alting +af et ærligt Hjærte. +</p> + +<p> +Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, +men han havde mere Instinkt og besad paa Punkter +en næsten genial Ævne til at foregribe det, Erfaringen +først skulde lære Pelle. Han var allerede +til en vis Grad gærrig — og mistænksom uden at +forbinde bestemte Tanker med det. Han aad Broderparten +af Maden og havde mange Udveje til at sno +sig fra Arbejdet. +</p> + +<p> +Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, +en Kamp om Overtaget, og Pelle var indtil videre +den der trak det korteste Straa; i værste Fald forstod +Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og +vende dem mod ham. +</p> + +<p> +Og under dette var de de bedste Venner af Verden +og kunde ikke undvære hinanden. Pelle gik og +kiggede langt efter „Soens“ Hytte naar han var alene, +og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a> +Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods +for Lasse, og Pelle var gennemblødt til Skindet. Nu +trak den blaasorte Byge bort derude over Havet, og +Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl +oppe og kom dog ikke af Stedet. Solen stak og glitrede +i det vaade, saa alting kom til at se henrykt +ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa +Dværgfyrren. +</p> + +<p> +Han frøs og krøb ind under Pær, den største af +Studene, der laa og tyggede. Det dampede af Studen, +men Pelle kunde ikke blive myg ude i Lemmerne +hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa +ind mod Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa +ham. +</p> + +<p> +Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang +unde ham Ro. Hvergang han rigtig fik boret sig ind +under Studen og skulde samle lidt Varme, stræbte +den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet +end Sand dér, men dengang den var Kviekalv havde +der været et Stykke Blandsæd — det kunde den +huske endnu. +</p> + +<p> +Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen +paa Grund af Goldhed. Det var to sure +Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa Fortræd; +og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse +var det, som ikke engang Prygl bed paa. Den +ene var en Brumleko, den sparkede i Jorden og +brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og +græssede; og naar Pelle gik imod den vilde den +tage ham paa Hornene. Kalv kunde den ikke blive +med, men den gik og vilde ride de andre — og +satte de skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar +den kunde se sit Snit, aad den Pelles Madklæde. +Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, +der pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene +var hvidt i Stenen. +</p> + +<p> +Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert +Øjeblik maatte Pelle op fra sit Leje og skælde: Hej +Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du vende! — +han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taalmodighed, +<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a> +han greb en forsvarlig Fæpāl og tog sig +for at løbe Koen ind. Saasnart den saa Hensigten, +satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte +gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod +Hjorden igen. Saa gik det i strakt Løb ud og ind +mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret +og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive +Forfølgelsen mens han fik den samlet. Men +straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i ham og +fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme +tegnede lysende Sløjfer mod den grønne Eng. +Han var kun et Par Favne fra Koen, men Afstanden +blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den +ind i Dag. +</p> + +<p> +Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede +næsten i samme Øjeblik; den huggede et Par Duske +Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge +sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde +den i Halen. Han drev den Fæpālen over Snuden +saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det i flyvende +Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede +ned over dens Knokler. Henne fra Klitten kom +hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en Træstamme +og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at +slaa ham fra sig under Løbet, men han var ikke til +at ryste af. Den satte over Aaen i lange Spring, +frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i +Luften; men Slagene blev ved at regne ned over +den. Den blev træt og sagtnede Løbet; tilsidst stod +den helt stille, hostede og lod sig prygle. +</p> + +<p> +Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. +Haa haa, det gav endelig Varmen! Nu skulde hun +nok, Bæstet —. Han væltede pludselig om paa Siden +med et Sæt — Forvalteren! Der stod en fremmed +skægget Mand over ham og saa paa ham med alvorlige +Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre +paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke +sine levende Raad for de Øjne; saa havde han ogsaa +Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen paa Manden +— og Koen stod endnu der henne og hostede. +</p> + +<p> +<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a> +„Hvad tror du nu Forvalteren siger?“ spurgte +Manden endelig stille. +</p> + +<p> +„Han har vist ikke set det,“ hviskede Pelle og +saa sig sky om. +</p> + +<p> +„Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og +han førte mig paa din Vej for at stanse det onde +i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke gærne +være Guds Barn?“ Manden satte sig ved Siden af +ham og tog hans Haand. +</p> + +<p> +Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han +havde haft sine Klæder paa; han nikkede. +</p> + +<p> +„Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader +ser alt hvad du gør, selv i den mørkeste Nat ser +han det. Vi vandrer altid for Guds Aasyn. Men kom +nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!“ Manden +tog ham ved Haanden og førte ham hen til Tøjet; +derpaa gik han over til den nordre Side og gennede, +mens Pelle klædte sig paa — Rinken var allerede +derovre igen og havde trukket et Par andre +med sig. Pelle saa forundret efter ham, han drev +ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken +Sten eller Raab. Inden han naaede tilbage, havde +Blakka igen overskredet Skællet; han vendte om og +gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før. +</p> + +<p> +„Det er ikke nogen nem Ko,“ sagde han mildt, da +han kom tilbage — „men du har jo unge Ben. Skal +vi saa ikke brænde den dér?“ han tog den tykke Knippel +op fra Jorden — „og gøre vor Gærning med de +bare Hænder? Gud vil altid staa dig bi, naar det +kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn, saa +skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har +baaret dig ad — og tage din Straf.“ Han lagde +Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund paa +ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen +tog han med sig. +</p> + +<p> +Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa +en ud, der var udsendt af Gud for at vare ham ad! +Nu vidste han det, og det skulde vare noget, før +han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren +og melde sig selv — og faa af Piskesnærten +<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a> +over de bare Ben — det skulde han dog ikke have +noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred +— om han nu ogsaa virkelig kunde se alting? Værre +end Forvalterens kunde det aldrig blive. +</p> + +<p> +Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens +Øjne hvilede paa ham ved alt hvad han foretog +sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede +sig tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det +var ikke raadeligt at støje op, naar man altid vandrede +for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen Knald +med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde +den ogsaa. +</p> + +<p> +Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var +glemt. Han røg af et Stykke Spanskrør, som han +havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og +Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. +Først satte de sig op at ride paa Studen Amor, der +laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt videre med +lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende +Spanskrør mod dens Halerod; saa lettede den sig +hastigt, og Drengene trillede ud over Hovedet paa +den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte +for den anden, mens de gik op i Rén for at +søge efter Brombær. Derfra gik det til nogle Fuglereder +i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa +deres bedste Leg — at grave Musereder ud. +</p> + +<p> +Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa +paa Maven og undersøgte dem omhyggeligt. „Her +er et som er beboet“ sagde Rud, „vil du bare se +her er Møddingen.“ — „Ja her lugter af Mus,“ bekræftede +Pelle og stak Næsen ned i Hullet. „Og +Straaene vender udad — de gamle er nok ude!“ +</p> + +<p> +Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og +gav sig ivrigt til at grave med to Stykker Potteskaar. +Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og lo. +</p> + +<p> +„Naa for Søren hvor det gaar strygende!“ +</p> + +<p> +„Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.“ — Det +var en berømt Slider, der fik 25 Øre mere om Dagen +end andre Høstarbejdere og brugtes til at „trække“ +Arbejdet. +</p> + +<p> +<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a> +„Vi kommer snart lige rags ind i Maven paa +Jorden.“ +</p> + +<p> +„Ja, men der er gloende hedt inde.“ +</p> + +<p> +„Aa Sludder vel?“ Pelle holdt betænkeligt inde +med Gravningen. +</p> + +<p> +„Jo det siger Skolelæreren.“ +</p> + +<p> +Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet +— jo der var varmt nede. Saa varmt endda, at Pelle +syntes han maatte trække Haanden til sig og sige: +Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav +sig derpaa til at skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt +som galdt det Livet. Men om lidt kom der +Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede +var med ét Slag glemt. I en Fart havde de afdækket +Reden, og lagt de nyfødte lyserøde Unger op +paa Græsset — de lignede halv udrugede Fugleunger. +</p> + +<p> +„De er grimme,“ sagde Pelle der ikke var helt +modig ved at tage paa dem men skammede sig ved +at vedgaa det. „De er meget væmmeligere at røre +ved end Skrubtudser — jeg tror nok de er giftige.“ +</p> + +<p> +Rud laa og klemte dem mellem Fingrene: +</p> + +<p> +„Giftige — er du tosset, de har jo ingen Tænder! +— Der er slet ikke Ben i dem, de kunde vist godt +spises.“ +</p> + +<p> +„Py, ha!“ Pelle spyttede. +</p> + +<p> +„Jeg tør da godt bide i en — tør du?“ Rud nærmede +en Museunge til Munden. +</p> + +<p> +„Tør — ja vel tør jeg — men —“ Pelle nølede. +</p> + +<p> +„Nej du tør ikke, for du er en <em>Blaapung</em>!“ +</p> + +<p> +Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der +led af Vandskræk, men Pelle greb rask om en +Museunge og førte den op efter Munden — nøjagtig +saa nær til Læberne som Rud holdt sin. „Vil du saa +selv se!“ udbrød han krænket. +</p> + +<p> +Rud snakkede, med mange Fagter: +</p> + +<p> +„Du er bange, det er fordi du er svensk. Men +naar man er bange, skal man bare lukke Øjnene — +saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man +førte Museungen lige ind i Gabet, og saa“ — Rud +<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a> +gabede og holdt Haanden helt oppe ved Munden; +Pelle var under hans Magt og efterlignede hans Bevægelser. +„Og saa —“ pludselig fik Pelle et Stød, saa +Museungen fløj ned i Halsen paa ham. Han kløgedes +og spyttede; Hænderne famlede i Græsset og +fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og +skulde kaste den, var Rud allerede langt oppe paa +Markerne. „Nu skal jeg hjem,“ raabte han uskyldigt, +„der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.“ +</p> + +<p> +Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til +en Blokade stemte ham straks til Forhandling. Han +smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje til Forlig, +og maatte sværge dyrt paa ikke at trække Had. +Saa kom Rud endelig tilbage, fnisende. +</p> + +<p> +„Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,“ +sagde han afledende, „men du holdt jo paa +den som et Fæ.“ Han vovede sig ikke helt hen til +Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene. +</p> + +<p> +Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende +Fare for Prygl, men Løgnen som Angreb +var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det hele +var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham +noget morsomt, saa var det vel sandt. Men hvorfor +var han da mistroisk? Som saa ofte før forsøgte +Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker +hos Kammeraten, men kunde ikke. +</p> + +<p> +„Du kan lige saa godt komme helt herhen,“ sagde +han firskaarent. „For hvis jeg vilde, kunde jeg magelig +løbe dig op.“ +</p> + +<p> +Rud kom. „Nu vil vi til at fange store Mus,“ sagde +han. „Det er morsommere.“ +</p> + +<p> +De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede +ud, der kun saa ud til at have to Udgange — +den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa +Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet +oppe i Engen blev udvidet til en Tragt, og de skiftedes +til at holde Øje med Flasken og bære Vand +op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, +før en Mus smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen +i for den. +</p> + +<p> +<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a> +Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog +at de skulde tæmme den og dressere den til at +trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte +som sædvanlig sin Vilje igennem — den skulde ud +at sejle! +</p> + +<p> +Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje +ud til en hel Kedel, lavede de en skraa Bane og +lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen forrest, +som en Skude der løber af Stabel. De kunde +følge den i dens Bue under Vandet, til den dukkede +op med et skraat Stød og stod og vuggede paa Vandet +som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde +de grinagtigste Hop mod Proppen for at slippe ud; +Drengene sprang i Græsset af Henrykkelse. +</p> + +<p> +„Den ved godt hvad Vej den kom ind — den ved +det!“ De gjorde dens mislykkede Hop efter, tumlede +ned paa Maven igen og vred sig overgivent i +Græsset. Men omsider blev det gammelt. +</p> + +<p> +„Skal vi tage Proppen af?“ foreslog Rud. +</p> + +<p> +„Ja — aa ja!“ Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken +og vilde sætte Musen i Frihed. +</p> + +<p> +„Vent lidt dit Øg!“ Rud rev Flasken fra ham. +Han holdt over Mundingen, mens han satte den +midt ud i Vandet. „Nu skal vi faa Løjer!“ raabte +han og skyndte sig op. +</p> + +<p> +Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var +fri Bane, saa sprang den. Det mislykkedes, og Flasken +kom i vuggende Bevægelse, saa andet Spring +blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte +en Række Spring lynsnart paa hinanden, et helt +Bombardement; og pludselig fløj den højt ovenud af +Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet. +</p> + +<p> +„Det var et Spring der havde vasket sig!“ raabte +Pelle og sprang oppe i Græsset, lige op, med Armene +strakt ned ad Siden, „— den kunde lige knibe +sin Krop igennem, lige akkurat du!“ Han sprang +igen og gjorde sig tynd. +</p> + +<p> +Musen svømmede til Land, men der var Rud og +satte den midt ud igen med Foden. „Den svømmer +godt,“ sagde han og lo. Saa styrede den mod +<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a> +den anden Bred. „Pas paa for Søren!“ skreg Rud, +og Pelle sprang til og satte den fra Land med et +kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og tilbage +midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser +hvergang den nærmede sig en Bred, og vendte og +vendte i en Uendelighed. Den laa dybere og dybere +— Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst +svømmede den helt under Vand. Pludselig spilede +den sig ud i et Ryk og sank til Bunds, med alle +fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn. +</p> + +<p> +Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og +hjælpeløse — maaske genkendt det. Ved Dyrets +Spjæt brast han i Graad — et lille Skrig — og løb +storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. +Noget efter kom han tilbage. „Jeg troede gale mig +Amor var løbet væk,“ sagde han gentagende og undgik +omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede +han ud og fiskede med Foden den døde Mus op. +</p> + +<p> +De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den +skulde leve op igen. Da det ikke lykkedes, huskede +Pelle en Historie om nogle Folk der var druknet i +en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da +man skød med Kanoner over dem. De slog de hule +Hænder sammen over Musen, og da det heller ikke +førte til noget besluttede de at begrave den. +</p> + +<p> +Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig +netop blev begravet i disse Dage, og det fik dem +til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De lavede +Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; +de laa paa Maven og firede med Sejlgarn Kisten +ned i Graven — med stor Omstændelighed forat +den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et +Tov kunde jo springe, det hændte undertiden; og +Illusionen tillod ikke, at de rettede ved Kistens Stilling +med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle +ned i sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og +kastede Jord paa. Og de smed Graven til. +</p> + +<p> +„Bare den nu ikke er skindød og vaagner op +igen!“ udbrød Pelle pludselig. De havde begge hørt +mange uhyggelige Historier om Skindøde, og gennemgik +<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a> +sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede +op, og ikke kunde faa Luft, og bankede paa +Laaget, og gav sig til at æde af sine egne Hænder +— til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget +dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte +Musen; ædt af sine Forpoter havde den ikke, +men den havde ganske bestemt drejet sig om paa +Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds +Skyld gav de den en død Skarnbasse med i Kisten +og stak et Halmstraa ned i Graven for Lufttilførsel. +Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten. +</p> + +<p> +„Nu er den død du!“ fastslog Pelle alvorligt. +</p> + +<p> +„Ja det er den min Sjæl — saa død som en Sild.“ +Rud havde lagt Øret til Straaet og lyttede. +</p> + +<p> +„Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, +helt højt højt oppe.“ +</p> + +<p> +Rud blæste foragteligt: +</p> + +<p> +„Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.“ +</p> + +<p> +„Mus kan da godt kravle!“ Pelle var muggen. +</p> + +<p> +„Ja, men ikke gennem Luften — det kan kun +Fuglene.“ +</p> + +<p> +Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til +Hævn. +</p> + +<p> +„Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!“ erklærede +han afgjort. Der sad alligevel Nag i ham +endnu fra det med Museungen. +</p> + +<p> +Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa +sig. Han var ramt lige i Slægtsfølelsen og gav Pelle +en i Siden med Albuen; og i næste nu trillede de +rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde +kejtede Forsøg paa at ramme hinandens Næse med +knyttet Næve. De væltede rundt i en Klump hvor +snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede +hæst, stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. „Jeg +skal faa dig til at nyse rødt“, sagde Pelle indædt +og hævede sig over Modstanderen. Men i næste Øjeblik +var han nede igen; og Rud hang over ham og +udstødte de frygteligste Trusler om blaa Øjne og +dansende Sole. Deres Stemmer var tykke af Lidenskab. +</p> + +<p> +<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a> +Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset +og overvejede, om de skulde stikke i at skraale. — +Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet videre +og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner +af Verden. De rejste Mindestenen der var væltet i +Kampens Hede, og sad siden med hinanden i Haanden +og hvilede ud efter Stormen — noget mere +stille end sædvanlig. +</p> + +<p> +Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; +men Spørgsmaalet havde faaet selvstændig Betydning +for ham, der maatte Mening ind i det. Det +sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød +tænksomt: +</p> + +<p> +„Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i +Benene.“ +</p> + +<p> +„Ja hvad saa?“ +</p> + +<p> +„Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.“ +</p> + +<p> +„Aa dit Kadaver — det er jo hendes Aand!“ +</p> + +<p> +„Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.“ +</p> + +<p> +„Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.“ +</p> + +<p> +„Saa? — Ellers kunde de vel ikke aande!“ +</p> + +<p> +Dér stod Rud! og der var det kedelige ved det at +han gik paa Søndagsskole. Næverne havde været +gode nu igen; men hans Instinkt sagde ham, at Pelle +før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og +Bedstemoderen var i al Fald reddet. +</p> + +<p> +„Ja“ — sagde han eftergivende — „og aande det +kunde den. Men saa har dens Aand faret op og væltet +Stenen om du — det har den!“ +</p> + +<p> +En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod +Hytten tegnede en tyk Kvindeskikkelse sig; hun stod +og vinkede truende. +</p> + +<p> +„Soen kalder paa dig,“ sagde Pelle; de to Drenge +kaldte hende aldrig andet indbyrdes. +</p> + +<p> +Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage +det meste af Madkurvens Indhold og aad løbende; +de havde haft for travlt til at spise. +</p> + +<p> +Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. +Som sædvanlig naar Rud havde været ude hos ham +begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der var +<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a> +et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur +laa ned længer, saa Klokken maatte mindst være +fem. +</p> + +<p> +Oppe ved Gaarden var de i Færd med at age ind. +I fuld Trav gik det, ud og hjem, ud og hjem; Karlene +stod op i Vognbunden og pryglede løs paa +Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende +Læs fór af Sted langs Markvejene; de lignede strittende +Smaakryb, der er bleven overrasket og piler +i Skjul. +</p> + +<p> +Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog +Landevejen fat mod Staden, i stærkeste Trav. Det +var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden +og ture, saadan som han kørte! Saa var det galt +derhjemme, og der blev Graad paa Gaarden til +Natten. +</p> + +<p> +Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, +saa var Klokken halv seks. Det kendtes ogsaa paa, +at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder, +der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler. +</p> + +<p> +Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede +sig mod Himlen, steg nu og da en Røgsky til Vejrs +og brast i et Springvand af Klippestykker. Langt +om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og +Stykker; det lød som en løb og daskede sig paa +Laarene med Bælgvanter. +</p> + +<p> +De sidste Timer var altid lange — Solen blev saa +langsom i det. Og Tiden havde heller intet Indhold, +Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde sig dæmpende +i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte +de ud til Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at +græsse sig op efter den Kant af Engen der vendte +mod Gaarden; saa stundede det. +</p> + +<p> +Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre +ved Nabogaardene, først én, saa faldt der flere ind —: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Aa driv hjem, aa—haa, aa—aa—haa!</p> + <p class="verse2">Aa—haa, aa—haa!</p> + <p class="verse2">Aa—haa, aa—haa!</p> + <p class="verse">Aa driv hjem, aa—aa—haa!</p> + <p class="verse4">aa—haa!“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a> +Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det +faldende Land; som en lykkelig Graad løb den ud +i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg blev +saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde +han ikke drive hjem; der vankede Knubs af Forvalteren +eller Eleven om han kom for tidlig. +</p> + +<p> +Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet +af sine stundende Kreaturer. Og da de sidste +Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen, stemte +han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med +en egen kort Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets +Skygger laa i lange fine Striber hen over Jorden; +Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede +Kalvene langeligt og slog over i Galop. De +længtes — og Pelle længtes. +</p> + +<p> +Bag en Glime skød Solen lange Straaler ind gennem +Rummet, som havde den taget alle sine Ævner +hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra +Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, +Kreaturernes Higen laa synlig efter dem i Luften. +</p> + +<p> +I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt +var taget hjem og rakte sig fremover i en næsten +syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig +svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse +stod der, lykkeligt smilende med sine hudløse Øjne, +og aabnede Leddet til Folden, saa brast det for Drengen +og han kastede sig grædende ind til Faderen. +</p> + +<p> +„Hvad er der Pøjke, hvad er der?“ spurgte den +Gamle saa med Bekymring i Stemmen, og strøg en +rystende Haand over Barnets Kind. „Har nogen +gjort dig ondt? Naa ikke — da var det vel! Bedst +er det nok at de hytter sig — for glade Børn staar +i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller +ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. +— Ja saa du har længtes? Da er der skønt at +være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun være glad +han. — Men gaa du nu ind og æd — og græd ikke.“ +</p> + +<p> +Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede +Fingre og skubbede ham læmpeligt af Sted. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-6"> +<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a> +V +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Manden som var udsendt af Gud og havde de +alvorligt bebrejdende Øjne, var Pelle ikke længe om +at komme ud over. Han viste sig at være en slet +og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset +om Søndagen; det hed sig tilmed at +hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole hos ham, +og han sad smaat i det — han var ganske almindelig. +</p> + +<p> +Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld +kunde vende tre forskellige Sider ud — en af blaa +Dyffel, en af vandtæt Voksdug, og en af hvidt Lærred +til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, +som fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i +Pelles Bevidsthed mange Dage; han brugte Vidunderkasketten +til at maale alt stort og attraaværdigt +med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok +for Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket +med at krænge Pulden. Saa fik han endelig Ro, og +Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den +ogsaa. +</p> + +<p> +Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups +store Sale? Dér laa vel Pengene paa det bare Gulv, +Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i hver +Dynge stod et Skæppemaal! Hvad betød Ordet <em>formaalstjenlig</em>, +som Forvalteren brugte naar han talte +med Storbonden? og hvorfor brugte Karlene Ordet +<em>Svensk</em> som Skældsord mod hinanden — de var jo +svenske allesammen? — Inde bag Klippebrynet hvor +Stenværket laa, hvad var dér? — ja dér var jo +Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke +været der endnu, men skulde derind med Faderen +saa snart Lejlighed gaves; rent tilfældigt havde de +faaet Spørgedom paa, at Lasse havde en Broder +som ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis +kendt. +</p> + +<p> +Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet +paa! Ude paa det gled Skuder baade af Jærn og +Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa +<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a> +tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i +Dammen gik Jærn øjeblikkelig til Bunds. Midt ude +var Dammen bundløs, saa der blev man nok ved +at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde +i sin Ungdom haft over hundrede Favne Reb dernede +med et Dræg ved for at finde en Spand op, +men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage +Rebet op igen, var der nogen dybt nede som greb +fat i Drægget og vilde trække ham ned, saa han +maatte slippe det hele. +</p> + +<p> +Gud Herren — ja han havde stort hvidt Skæg +lige som Kaasegaardsbonden; men hvem holdt Hus +for ham paa hans gamle Dage? Sankte Peter det +var nok hans Forvalter det! — Hvordan kunde de +gamle tørre Kør føde lige saa unge Kalve som Kvierne? +— — — — — — — — — — — — — +— — — — +</p> + +<p> +Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke +rettede sin Spørgen paa og overhovedet ikke tænkte +over i den Forstand, fordi det var selve Grundlaget +for al Tilværelse — Far Lasse. Han var der simpelthen, +stod som en tryg Mur bag alt hvad man +foretog sig. Han var det egenlige Forsyn, den sidste +store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad +han vilde — Far Lasse var almægtig. +</p> + +<p> +Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle +selv. Om ham maatte alt lejre sig, hver Ting var +til for hans Skyld — for at han kunde lege med +den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side +til en stor Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og +Stene i Landskabet, som han aldrig havde været paa +nært Hold, tog Stilling til ham, enten venligsindet +eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje +op for hver ny Ting der kom inden for hans Sfære. +</p> + +<p> +Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt +at skabe den. En god Armlængde til alle Sider +var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den raa +Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden +uhyre, og havde god Vilje til at gøre den uendelig. +Han huggede umætteligt ind, hans opspilede Sanser +<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a> +drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de +var som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig +styrtede sig i hvirvlende Smaadele. Og i Suget bag +dem kom andre og andre — hele Verdensaltet var +paa Vandring hen imod ham. +</p> + +<p> +Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i +Sekundet. Jorden voksede ud under ham til en +Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former, +Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes +utrygt i den, for idelig var der noget der forskød +sig og maatte omvurderes eller skabes om; de +selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til +haarrejsende Vidundere — eller omvendt. Han gik +om i en bestandig Undren, og forholdt sig afventende +selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke +Overraskelser de vilde berede. +</p> + +<p> +Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at +fastslaa, at Bukseknapper var drejede af Ben og +havde fem Huller, et stort i Midten og fire mindre +udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene +hjem fra Staden med et Par nye Bukser, hvori der +sidder Knapper som er af skinnende Metal og ikke +større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og +Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten +og ud som i de gamle. +</p> + +<p> +Eller den store Solformørkelse som han havde +været spændt paa hele Sommeren, og som alle de +Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter +sig. Han havde glædet sig til det — navnlig det med +Undergangen; det vilde være noget af en Oplevelse, +og et eller andet Sted i ham sad der en Stump +Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for +sit Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som +den skulde, det blev tilmed Nat som ved Dommedag, +Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og +vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som +ellers, og det hele løb ud i ingenting. +</p> + +<p> +Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede +sig som bitte smaa Ting — gudskelov da! +Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig Hjærtebanken +<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a> +— og blev til slet og ret Kedsomhed naar +man kom hen til dem. +</p> + +<p> +Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige +Verdener forbi som intet havde med hans egen at +skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem +helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme +Maade, som Landet her den Morgen han stod paa +Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og +Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med +Former der virkede som uhyre Bælgvanter. +</p> + +<p> +Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og +Sjælen. Hjærtet havde Pelle selv fundet ud af, det +var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen +borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor +Begæret sad. Gamle Tækkemand Holm havde trukket +Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa +en, der led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun +god, den sad ham i begge Øjenstene og spejlede +Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem. +</p> + +<p> +Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig +altid aarelade naar der var noget i Vejen med ham +— de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte +meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste +Ting om det; han gik og snittede i sine Fingre blot +for at se om det var modent. En Aften kom han +over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; +Blodet var helt sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde +han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde blot Nar +ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter +paa Loftet endnu. — — — — +</p> + +<p> +Saa var der jo Helvede og Himlen — og Stenværket +hvor de huggede hinanden med tunge Hammere +naar de var fulde. Folkene i Stenværket det +var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist +ti Spejlæg paa én Gang uden at blive syg. Og Æg +var dog selve Kraften. +</p> + +<p> +Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende +om i de dybe Sommernætter; en af dem holdt sig +altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa +Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i +<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a> +den fede Eng. For et Par Aar siden havde en Pige +en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da hun +ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, +druknede hun det i et af de Huller, Aaen skærer +hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den lille +Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og +over Dyssen gav Barnets Sjæl sig til at brænde +i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen havde +født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under +Stenene, og pyntede nu og da Bunken med en +Fyrregren; men paa det Sted af Aaen legede han +aldrig. Pigen kom jo over Havet, i Slaveriet paa +mange Aar; og Folk undredes paa Faderen. Hun +havde ingen lagt ud, men Gud og hvermand vidste +hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig +Fisker nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; +saa der kunde aldrig blevet Tale om et Par af de +to. Pigen havde vel saa foretrukket dette her, fremfor +at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet +— og sidde i Lejet som Væverpige med en uægte +Unge til Spot og Spe! Og det maatte man sige, at +han holdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske +vilde have skammet sig og taget ud paa Langfart. +</p> + +<p> +Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom hen, +gik Fiskeren en Nat langs Stranden hjem mod Lejet +med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard +Hund og betænkte sig ikke paa at tage den korteste +Vej op over Engen; men da han kom godt inden +for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han +blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt +ind paa ham, og da han sprang over Aaen for at +lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den fat i +Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs +fra det hele. Næste Morgen ved Solopgang hentede +han og Faderen Garnet, det havde faaet fat om +Dyssen og laa tværs over Aaen. +</p> + +<p> +Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod +sin Svir og fulgte ham. Tidlig og silde kunde +man træffe den unge Fisker ved deres Møder, og +<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a> +ellers gik han om som en Misdæder med hængende +Hoved, og ventede blot paa at Pigen skulde komme +hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig med +hende. +</p> + +<p> +Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende +om det, naar de hang paa Karlenes Skød i de lange +Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra +havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til +sin Harmonika. Saa græd alle Gaardens Piger, selv +Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at tale +til Mons om Forlovelsesringe. +</p> + +<p> +En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede +med de nøgne Fødder i den blanke Luft, saa +han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge +Stene paa den som han tog af sine Lommer; derpaa +knælede han. Pelle gik hen til ham. +</p> + +<p> +„Hvad bestiller du?“ spurgte han dristigt — han +følte sig paa sit eget. „Læser du Aftenbøn?“ +</p> + +<p> +Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. +Endelig rejste han sig og spyttede Skraasovs ud. +</p> + +<p> +„Jeg beder til ham som skal dømme os alle,“ +sagde han og saa vist paa Pelle. +</p> + +<p> +Pelle kendte det Blik igen, der var det samme +Udtryk som hos Manden forleden — ham som var +udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i det. +</p> + +<p> +„Har du kanske ingen Seng at sove i?“ spurgte +Pelle — „jeg læser altid min Aftenbøn under Dynen. +Han hører det alligevel han! Gud Herren ved +alting.“ +</p> + +<p> +Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte +med Dyssens Sten. +</p> + +<p> +„Den maa du ingen Fortræd gøre,“ sagde Pelle +bestemt, „for der ligger et lidet Barn begravet.“ +</p> + +<p> +Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham. +</p> + +<p> +„Det er ikke sandt!“ sagde han med tyk Stemme, +„for Barnet ligger oppe paa Kirkegaarden, i rigtig +viet Jord.“ +</p> + +<p> +„Ja-saa?“ sagde Pelle med Faderens langtrukne +Tonefald — „da var det vel nok Forældrene som druknede +det ved jeg — og begravede det her.“ Han +<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a> +var for stolt af sin Viden til saadan uden videre at +opgive den. +</p> + +<p> +Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak +sig lidt af Vejen; der stod han og lo aabenlyst, han +var sikker paa sine Ben. Men den anden ænsede +ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi +Dyssen. Saa kom Pelle igen hen. +</p> + +<p> +Manden fór sammen ved hans Skygge og hentede +Vejret i et dybt Suk. „Er du dér?“ sagde han tonløst +uden at se paa Pelle, „hvorfor kan jeg ikke +være i Fred for dig?“ +</p> + +<p> +„Det er <em>min</em> Eng,“ svarede Pelle „for jeg vogter +her. Men du maa gærne være her naar du lader +være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være, +for dér ligger et lille Barn begravet.“ +</p> + +<p> +Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: „Det er +ikke sandt du siger, hvor tør du lyve saadan? Gud +kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende +Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til +uden at skjule noget — saa sandt jeg kun ønsker +at vandre helt for Guds Aasyn.“ +</p> + +<p> +Pelle saa uforstaaende paa ham: „Hvordan det +gik til ved jeg vel nok selv, naar jeg kan hele Visen +udenad. Jeg kan godt synge den for dig, hvis du vil +have det; den gaar saadan.“ Pelle begyndte at synge, +lidt usikker i Stemmen af Undseelse: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">Saa lykkelig er vi i Barndommens Aar</p> + <p class="verse">og kender ej Sorrig og Synd;</p> + <p class="verse">vi leger og aner ej, Vejen vi gaar</p> + <p class="verse">os fører i Fængselet ind.</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">Helt mangen maa mindes med klagende Røst</p> + <p class="verse">den Lykke han ejed engang.</p> + <p class="verse">For Tiden at lette i Fængslet saa trist</p> + <p class="verse">vil jeg nu fremføre min Sang.</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">Jeg leged med Fader og leged med Mor,</p> + <p class="verse">og Barndommens Aar de gled hen.</p> + <p class="verse">Hver Dag skinned Solen — og da jeg blev stor,</p> + <p class="verse">saa legede jeg med min Ven.</p> + </div> + <div class="stanza"> +<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a> + <p class="verse1">Jeg gav ham min Dag og jeg gav ham min Nat,</p> + <p class="verse">og tænkte slet ikke paa Svig.</p> + <p class="verse">Men da jeg ham sagde hvordan det var fat,</p> + <p class="verse">saa var det med Legen forbi.</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse1">„Jeg elsked dig aldrig“ han svarede fort,</p> + <p class="verse">„kom ikke for Øje mig mer!“</p> + <p class="verse">Han vendte mig Ryggen, saa vred gik han bort.</p> + <p class="verse">Da var det at Morder jeg blev.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var +sunket helt forover og sad og hulkede. „Ja det var +ondt,“ sagde han — „for saa dræbte hun sit Barn og +kom i Tugthuset.“ Han talte med en vis Ringeagt, +han kunde ikke lide grædende Mandfolk. „Men det +er da ikke noget for dig at græde over,“ henkastede +han lidt efter. +</p> + +<p> +„Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets +Fader der slog det ihjæl. Det var mig der +gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at jeg er +en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min +Brøde?“ Han vendte sit Ansigt opad som talte han +mod Gud. +</p> + +<p> +„Ja saa det var dig?“ sagde Pelle og rykkede lidt +bort fra ham. „Slog du dit eget Barn ihjæl? — det +kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du saa +ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte <em>hende</em> +for det?“ +</p> + +<p> +Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. +Pelle stod og iagttog ham lidt, saa udbrød han: „Du +snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom du +kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser +du saadan i Luften med Fingrene og græder? faar +du da Prygl naar du kommer hjem?“ +</p> + +<p> +Ved Ordet <em>græder</em> brast han helt i Graad, Pelle +havde aldrig set noget Menneske græde saa løssluppent, +Ansigtet var helt i ét. +</p> + +<p> +„Vil du have et Stykke Mad?“ spurgte han for +at trøste. „Jeg har med Rullepølse paa.“ +</p> + +<p> +Fiskeren rystede paa Hovedet. +</p> + +<p> +Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og +vilde ikke give sig. +</p> + +<p> +<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a> +„Det <em>er</em> nu begravet der,“ sagde han. „Jeg har +selv set Sjælen brænde oven paa Stenene om Natten. +Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.“ +</p> + +<p> +Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens +aabne Mund, et dumpt Brøl der fik Pelles lille +Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde +selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig +og stansede, saa han Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet +ned over Engen og forsvinde i Klitterne. +</p> + +<p> +Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt +hen til Madkurven — hans Resultat var foreløbig +Skuffelse. Han havde sunget for en vildfremmed, +det var unægtelig en Bedrift — saa svært det +kunde være blot at svare ja eller nej til én man +aldrig havde set før. Men han var brændt inde med +de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog +navnlig i at han kunde hele Visen uden ad. Nu +sang han den for sig selv fra først til sidst, idet +han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han +tog den drabeligste Oprejsning ved at skraale op +saa det kunde høres vidt og bredt. +</p> + +<p> +Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens +Oplevelse med Faderen; og da forstod han et og +andet som for en Stund fyldte hans Sind med +Uhygge; Far Lasses var endnu den eneste menneskelige +Røst Drengen helt forstod. Den Gamles blotte +Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt +som ingen anden Tale. +</p> + +<p> +„Ak ja,“ blev han ved at gentage — „ondt og ondt +allevegne, Sorg og Nød hvor man saa vender sig +hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide +Slavelænken i hendes Sted — nu det er for sent! +— Saa han løb sin Vej dengang du sagde dét til +ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller +ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget +Skade. Og et daarligt Levebrød er det at handle +med andres Lykke. — Men tag du nu og to dine +Fødder Pøjke.“ — — — +</p> + +<p> +Livet gav nok at tage i, og bakses med — og adskilligt +at grue for. Men værre end alt det der vilde +<a id="page-82" class="pagenum" title="82"></a> +Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu og da +steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem +var hans Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd +Fruen saa meget og drak i Smug? hvad foregik +der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han +begreb det ikke, og hvergang han brød sit lille +Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa ham +af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over +ham med det ufatteliges hele Rædsel. +</p> + +<p> +Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var +lyse, Mørket laa sammenkrøbet under Jorden og +havde ingen Magt. Og han besad Barnets lykkelige +Ævne til at glemme paa en Studs — og sporløst. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-7"> +VI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle havde en hurtig Puls og megen Fremfærd; +der var altid noget hans rastløse Higen maatte forsøge +at vinde ind paa — om ikke andet saa selve +Tiden. Nu var Rugen under Tag, nu forsvandt den +sidste Stak af Marken, Skyggerne blev længere for +hver Dag. Men en Aften overraskede Mørket ham +inden hans Sengetid, og han blev betænkelig. Han +skyndede ikke længer paa Tiden men søgte at holde +igen, ved mange smaa Solemærker. +</p> + +<p> +En Dag gik Folkenes Middagshvile ind. De spændte +for igen saa snart de havde sat Middagen til Livs, og +Hakkelseskæringen blev forlagt til om Aftenen. Hestegangen +laa paa den udvendige Side af Staldbygningen, +og ingen af Karlene havde Lyst til at traske rundt +derude i Mørket og køre for Maskinen — saa maatte +Pelle til det. Lasse protesterede og truede med at +gaa til Storbonden, men det hjalp ikke; hver Aften +maatte Pelle derud et Par Timer. Det var hans +bedste Timer man tog fra ham: de Timer hvor han +og Far Lasse smaanussede i Stalden og sorgløst +snakkede sig gennem alle Dagens Genvordigheder +<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a> +ind i den fælles lyse Fremtid — og Pelle græd. +Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting +tydeligt omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb. +Men i de mørke Aftener tav han og holdt Vejret. +Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt, at +Gaarden og alting var borte, og da saa han hundrede +Væsner som Lyset ellers skjulte. De traadte +frem i Mørket derude, forfærdelig store, eller kom +glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stivnede +i Stirren og kunde ikke rive sit Blik til sig; +inde under Muren søgte han Ly og sad og hyppede +paa Hesten derfra — og en Aften løb han ind. De +jog ham ud igen, og han lod sig jage; han var da +det kom til Stykket mere angst for dem derinde end +dem herude. Men en bælgmørk Aften var han særlig +ilde stedt, og da han saa opdagede at Hesten, +hans eneste Trøst ogsaa var angst, slap han alt og +løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true +ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af +Karlene ham i Favnen og bar ham derud. Men da +glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i Gaarden. +</p> + +<p> +Mens de baksede med ham kom Proprietæren til. +Han blev gal i Hovedet, da han hørte hvad der var +i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra. +Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned +til Kostalden. „Sikken et Mandfolk, der er bange for +lidt Mørke!“ sagde han spøgende — „det maa du se at +vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd +saa kom kun til mig.“ +</p> + +<p> +Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde +Jorden tung i Farven, Løvet blev broget, og der var +mange Sluddage. Toet rejste sig paa Kreaturerne, de +blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle +døjede ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge alvorligere. +Hans Klæder blev ikke tættere og varmere +med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa +Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som +smaa Skud, han kunde prygle Rud naar det gik helt +ærligt til, og springe over Aaen hvor den var smallest. +Det gav altsammen Varme i Kroppen. +</p> + +<p> +<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a> +Han vogtede nu ud over Gaardens Jorder, overalt +hvor der havde været tøjret; Malkekørne stod inde. +Eller ogsaa var han inde paa Mosen hvor alle Gaardene +havde hver sit Stykke Græsmark. Herinde +stiftede han Bekendtskab med Vogterdrengene fra +de andre Gaarde og saa ind i en helt anden Verden, +hvor der ikke styredes med Forvalter og Landvæsenselev +og Prygl, men hvor alle spiste ved samme +Bord og Madmoderen selv sad og spandt Garn til +Strømper til Vogterdrengen. Men derind kunde han +aldrig komme, for de tog ikke Svenskere paa de +smaa Gaarde — de indfødte vilde heller ikke tjene +sammen med dem. Det gjorde ham ondt. +</p> + +<p> +Saa snart Efteraarspløjningen var i Gang oppe paa +Agrene, nedlagde Drengene efter gammel Skik Skellene +og lod alle Kreaturer gaa sammen — det kaldtes +at vogte over Luvt. De første Dage gav det mere +at bestille, Dyrene kæmpede inden de blev fortrolige +med hinanden. Og helt blandede blev de aldrig; +de græssede stadig i Pletter, hver Gaards Besætning +for sig. Madkurvene blev ogsaa slaaet sammen, +og en Dreng efter Tur taget ud til at passe +hele Flokken. De andre Drenge legede Røvere oppe +i Klipperne, eller turede rundt til Lundene og Stranden. +Naar det var rigtigt koldt, tændte de Baal op, +byggede Ildsteder af flade Sten og stegte Æbler og +Æg som de stjal paa Gaardene. +</p> + +<p> +Det var et herligt Liv, og Pelle var lykkelig. +Ganske vist var han den mindste i Flokken, og der +hæftede det ved ham at han var svensk; bedst som +de legede kunde de andre give sig til at vrænge +efter hans Maal, og naar han blev vred, spurgte de +hvorfor han ikke trak Kniv. Men saa var han fra +den største Gaard — og den eneste der havde Stude +i sin Besætning; han stod ikke tilbage for dem i +Legemsfærdigheder, og ingen af dem kunde snitte +som han. Og naar han blev stor, var det hans Agt +at prygle dem allesammen. +</p> + +<p> +Foreløbig maatte han læmpe sig frem, smigre sig +ind hos de store, hvor han opdagede der var en +<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a> +Sprække i Forholdet, og være tjenstvillig. Han maatte +tage Tur oftere end de andre, og blev forfordelt ved +Maaltiderne. Han tog det som noget uundgaaeligt +og satte hele sin lille Person ind paa at faa det +bedst mulige ud af Forholdene. Men han lovede sig +som sagt en uhyre Oprejsning naar han blev stor. +</p> + +<p> +Et Par Gange blev det ham for hedt, og han opgav +Fællesskabet og holdt sig for sig selv. Men han +søgte hurtig tilbage til de andre igen. Hans lille +Krop var sprækfuld af Mod paa Livet og tillod ham +ikke at skulke udenom; han maatte tage sin Chance +— æde sig igennem. +</p> + +<p> +En Dag kom der to nye Drenge til, som vogtede +Kvæget fra et Par Gaarde inde til den anden Side +Stenværket; de var Tvillinger og hed Alfred og Albinus. +Det var to lange tynde Fyre som kunde se +ud til at have sultet som smaa; de var blaalige af +Hudfarve og stod daarligt for Kulde. Fodrappe og +smidige var de, de kunde løbe den hurtigste Kalv +ind, gaa paa Hænderne og ryge Tobak til, og slaa +Luftspring uden at tage Næverne til Hjælp. Slaas +duede de ikke meget til; de manglede Modet til at +gaa paa, og deres Legemsfærdighed svigtede dem +naar det kneb. +</p> + +<p> +De to Brødre havde et komisk Skær over sig. +„Der har vi Tvillingerne, Tolvlingerne!“ raabte hele +Flokken dem i Møde den første Morgen de viste +sig. „Naa hvor mange Gange har I saa faaet Smaa +hjemme siden i Fjor?“ — De var tolv Søskende, og +deriblandt var der to Gange Tvillinger, alene dette +var en uudtømmelig Kilde til Spot — desuden var +de halvsvenske. De kom til at staa halv Skade med +Pelle. +</p> + +<p> +Men der bed ingenting paa dem, de grinede ad +alt og gav sig yderligere til Pris. Pelle kunde forstaa +paa alting, at deres Hjem havde et latterligt Skær +over sig ude i Sognet; men det var de ikke kede +af. Det var navnlig Forældrenes Frugtbarhed Spotten +hang sig ved, og de to Drenge udleverede med glade +Miner Forældrene og gav sig til at fortælle om de lønligste +<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a> +Forhold i Hjemmet. En Dag Flokken var særlig +ihærdig til at raabe Tolvlinger, fortalte de grinende, +at Moderen gik med den trettende. De var +usaarlige. +</p> + +<p> +Hvergang de udleverede deres Forældre, gav det +et Stik i Pelle, han havde selv sine helligste Følelser +paa dette Punkt. Alt det han brød sit Hoved, begreb +han dem ikke; han maatte til Faderen med det en +Aften. +</p> + +<p> +„Saa de gør deres egne Forældre til Spot og +Grin?“ sagde Lasse — „da gaar det dem aldrig godt +her paa Jorden; for man skal ære sin Far og Mor. +Skikkelige Forældre som har sat dem til Verden +med Smærte og maa slide haardt, kanske sulte og +døje selv, for at skaffe Føde og Klæder til dem — +ak hvor er det syndigt! — — Og de hedder Karlsson +til Efternavn lige som vi siger du? — og bor inde +i Lyngen bag Stenværket? Men saa maa det jo +være Bror Kalles Sønner! ja Gud min Sjæl om jeg +ikke tror det er det ogsaa! Spørg du dem i Morgen, +om ikke deres Far har et Hak i det højre Øre. +Jeg huggede det jo selv med et Stykke af en Hestesko +dengang vi var Smaagutter — en Dag jeg var +rasende paa ham, fordi han gjorde mig til Grin for +de andre. Han var akkurat lige saadan som de to +han; men han mente ikke større med det, der var +ikke ondt i ham.“ +</p> + +<p> +Drengenes Far havde ganske rigtig et Hak i det +højre Øre. Pelle og de var altsaa Søskendebørn, og +det var baade til at le og græde over, saadan som +de og Forældrene var til Grin. Det gik jo paa en +Maade ud over Lassefar ogsaa, og den Tanke var +næsten ikke til at udholde. +</p> + +<p> +De andre Drenge opdagede hurtig hans Saarbarhed +her og benyttede sig af den til deres Fordel; +og Pelle maatte bøje af og finde sig i en Del for at +holde Faderen udenfor. Alligevel lykkedes det ikke +altid. Naar de var i det Hjørne, sagde de Ting helt +hen i Vejret om hinandens Hjem; det skulde ikke +tages for mere end det var, men Pelle forstod ikke +<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a> +Spøg paa det Punkt. En Dag sagde en af de største +Drenge til Pelle: „Din Far, han har jo gjort sin +egen Mor med Barn.“ Pelle forstod ikke Ordspillet +i denne Raahed, men han hørte de andres Latter +og blev blind af Raseri. Han gik løs paa den store +Kammerat og sparkede ham saadan i Underlivet, at +han maatte ligge hjemme i flere Dage. +</p> + +<p> +De følgende Dage gik Pelle og var hed om Ørerne. +Han turde ikke fortælle Faderen, hvad der var sket, +da han saa vilde være nødt til at gentage Drengens +grimme Beskyldning ogsaa; saa gik han der og gruede +for de skæbnesvangre Følger. De andre Drenge +havde trukket sig tilbage fra ham for ikke at faa +Skyld med, hvis der kom noget op; Drengen var +Gaardmandssøn — den eneste i Flokken — og de +skimtede Øvrighed bag Historien, kanske Ris paa +Raadhuset. Pelle gik saa for sig selv med sine Kreaturer +og havde god Tid til at sysle med Begivenheden; +den voksede sig større og større i sine Følger +under hans livlige Indbildningskraft og var tilsidst +ved at sprænge ham af Rædsel. Hver Vogn +han saa køre hen ad Landevejen fik det til at krybe +i ham; og drejede den op mod Stengaarden, saa +kunde han tydelig skelne Politiet, der kom tre Mand +stærk og med forsvarlige Haandjærn — lige som da +Erik Erikson blev afhentet fordi han havde mishandlet +sin Kone. Han turde knap drive hjem om +Aftenen. +</p> + +<p> +Saa en Formiddag kom Drengen drivende derovre +med sine Kreaturer, der var en voksen Mand med, +Pelle dømte af Klæder og det hele at han var Gaardmand +— det maatte være Drengens Fader. En Stund +stod de derovre og snakkede med Vogterdrengene, +saa kom de over ad med hele Flokken i Hælene, +Faderen holdt sin Søn ved Haanden. +</p> + +<p> +Pelle sprang i Sved; han følte sig stærkt tilskyndet +til at løbe sin Vej men tvang sig til at blive staaende. +Far og Søn bevægede paa én Gang Haanden, +og Pelle skød begge Albuer i Vejret for at +afbøde to Lussinger. +</p> + +<p> +<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a> +Men de strakte blot Hænderne frem. „Om Forladelse,“ +sagde Drengen og tog Pelles ene Haand; +„Om Forladelse!“ gentog Faderen og lukkede hans +anden Haand i sin. Og Pelle stod forvirret og flyttede +Øjnene fra den ene til den anden. Straks troede +han, at Manden her var den samme som ham +der var udsendt af Gud; men det var alligevel kun +Øjnene — de underlige Øjne. Saa brast han pludselig +i Graad og glemte alt for at græde sig ud af +den forfærdelige Spænding; og de to sagde nogle +gode Ord og gik stille deres Vej for at lade ham +være ene. +</p> + +<p> +Siden blev han og Peter Kure gode Venner; og +da Pelle lærte ham nøjere at kende opdagede han, +at Drengen til Tider kunde have noget af det samme i +Øjet som Faderen, den unge Fisker og Manden, der +var udsendt af Gud. Begivenhedens mærkelige Forløb +sysselsatte ham længe. En Dag kom hans Erfaringer +til at ligge saadan Side om Side, at han +opdagede Sammenhæng mellem dette gaadefulde +Øjenudtryk og de mærkelige Handlinger; de, der +havde set paa ham med de Øjne, havde alle tre +handlet uventet. Og en anden Dag gik det op for +ham, at disse Folk var de <em>Hellige</em>; Drengene var +uenige med Peter Kure den Dag og brugte det som +Skældsord mod hans Forældre. +</p> + +<p> +En Ting var der som stod — og stod ovenud af +alting — selve Sejren. Han havde bundet an med +en Dreng, der var større og stærkere end han selv, +og klaret sig — fordi han for første Gang i sit Liv +slog hensynsløst til. Vilde man slaas, maatte man +sparke dér hvor det gjorde mest ondt. Gjorde man +blot det og forresten havde Retten paa sin Side, saa +kunde man godt binde an selv med en Gaardmandssøn. +Det var to betryggende Opdagelser, som indtil +videre intet kunde rokke ved. +</p> + +<p> +Saa havde han værget Faderen; det var noget +ganske nyt og betydningsfuldt i hans Liv. Han krævede +mere Plads nu. +</p> + +<p> +Ved Mikkelsdagstid kom Kreaturerne ind, og de +<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a> +sidste Daglejere rejste. Der var sket flere Forandringer +med Gaardens faste Tyende i Sommerens +Løb, men nu til Flyttedag var der ingen der forandrede; +Stengaarden havde det ikke med at skifte til +de fastsatte Skiftetider. +</p> + +<p> +Pelle hjalp saa atter Faderen med Indefodringen. +Egenlig skulde han have begyndt at gaa i Skole, og +der skete en spagfærdig Henvendelse fra Skolemyndighederne +til Proprietæren. Men der var god Brug +for Drengen hjemme, da én Mand ikke kunde overkomme +Røgtningen, og saa blev der Stilhed om +Spørgsmaalet. Pelle var glad det blev skudt ud; han +havde tænkt meget paa Skolen i Sommerens Løb, +og udstyret den med saa meget fremmedartet og +stort, at han nu var helt bange for den. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-8"> +VII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Juleaften kom som en stor Skuffelse. Det var Skik, +at Vogterdrengene kom ud og tilbragte hele Julen +paa den Gaard hvor de havde tjent om Sommeren, +og Pelles Vogtekammerater havde fortalt ham om +alle Julens Herligheder: Steg og søde Drikke, Julelege +og Pebernødder og Bagværk — det var én +endeløs Æden og Drikken og Legen Julelege fra Lille +Juleaften til „Knud bar Julen ud“. Saadan var det +paa alle de smaa Gaarde, den eneste Forskel var, +at de der var hellige, ikke spillede Kort men sang +Salmer i Stedet. Men Maden var ligegod. +</p> + +<p> +De sidste Dage før Jul maatte han op Kl. tohalvtre +og hjælpe Pigerne at plukke Fjærkræ og den +gamle Tækkemand Holm at hede Ovnen. Dermed +var hans Forhold til Julens Herligheder udtømt. +Juleaften vankede der Klipfisk og Risengrød, og det +smagte godt nok; men alt det øvrige manglede. Der +var et Par Flasker Brændevin paa Bordet til Mandfolkene +— det var det hele. Karlene var misfornøjede +<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a> +og krængde, de hældte Mælk og Grød i Skaftet paa +Karnas Strikkestrømpe saa hun var fnysende gal +den hele Aften, forresten hang de med hver sin Pige +paa Skødet og skumlede over alting. De gamle Husmænd +og deres Koner der var indbudt til at spise +Julemad, snakkede om Død og Alverdens Elendighed. +</p> + +<p> +Ovenpaa var der stort Gilde; hele Konens Slægt +var indbudt, og det gik nok løs paa Gaasestegen. +Gaarden var fuld af Køretøjer, og den eneste, der +var i godt Humør var Forkarlen, han fik alle Drikkepengene. +Gustav var nu i rent elendigt Humør, for +Bodil var ovenpaa og vartede op. Han havde taget +sin Harmonika over og spillede Kærlighedssange; +Sindene blev blidere ved det, og det onde gled af +Øjnene. En for en gav de sig til at synge med, og +det var lige ved at blive helt hyggeligt hernede. Men +saa kom der Bud ned, at de maatte være lidt stille. +Saa opløste det hele sig, de gamle gik hjem, og de +unge spredtes Par om Par som de i Øjeblikket var +Venner til. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle gik i Seng. +</p> + +<p> +„Hvorfor er det egenlig Jul?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +Lasse kløede sig betænkeligt paa Hoften. +</p> + +<p> +„Det skal nu engang være saa,“ svarede han nølende. +— „Ja og saa er der jo det med Aaret som +vender sig og gaar opad ser du! — — Og i denne +Nat blev Kristusbarnet jo ogsaa født forstaas!“ Det +sidste var han længe om at skaffe til Veje, men det +kom ogsaa helt sikkert. — „Det ene med det andet +ser du vel,“ føjede han samlende til lidt efter. +</p> + +<p> +Anden Juledag var der Sammenskudsgilde hos en +foretagsom Husmand nede ved Lejet; det kostede +2½ Krone Parret for Musik, skaaret Mad og Brændevin +midt paa Natten, og Kaffe hen paa Morgenen. +Gustav og Bodil skulde med. Det var dog altid lidt +af Julen, der drog forbi, Pelle var saa optaget af det +som galdt det ham selv; Lasse havde ikke Ro for +hans Spørgsmaal den Dag. Saa var Bodil altsaa +alligevel Gustav god! +</p> + +<p> +<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a> +Om Morgenen de kom op, laa Gustav ude paa +Marken ved Døren til Kostalden og kunde ikke +hjælpe sig selv; hans pæne Tøj var i en sørgelig +Forfatning. Bodil var ikke med ham. „Saa har hun +sveget ham,“ sagde Lasse idet de hjalp ham ind. +„Stakkels Gut, sytten Aar og allerede Hjærtesaar! +Kvindfolkene bliver nok hans Ulykke engang, skal +vi faa at se!“ +</p> + +<p> +Til Middag da Husmandskonerne kom for at malke, +bekræftedes Lasses Formodning; Bodil havde slaaet +sig paa en Skræddersvend inde fra Lejet og var +brudt op midt paa Natten sammen med ham. Man +lo medlidende ad Gustav, og der blev stiklet en Del +i den følgende Tid til den kranke Lykke han gjorde; +men over Bodil var Dommen enstemmig. Hun havde +Lov at komme og gaa med hvem hun vilde; men +saa længe hun morede sig for Gustavs Penge, burde +hun have holdt sig til ham. Hvem vilde vel holde +Haanden over de Høns, der aad deres Korn hjemme +og lagde Æggene hos Naboens? — hvem andre +end Naboens? +</p> + +<p> +Der havde endnu ingen Lejlighed været til at besøge +Lasses Broder inde bag Stenværket, men anden +Nytaarsdag skulde det være. I Mellemjulen bestilte +Karlene intet efter Mørkets Frembrud, og det var +overalt Skik at de hjalp Røgteren med Aftensyslerne. +Det blev der nu intet af til daglig, Lasse var for +gammel til at gøre sig gældende og Pelle for liden; +de maatte være glade, de ikke ogsaa skulde fodre +for de Karle der gik i Besøg. +</p> + +<p> +I Dag var det Alvor, Gustav og Lange Ole havde +paataget sig Aftensyslerne. Pelle glædede sig allerede +fra tidlig Morgen — han var oppe hver Dag Kl. halv +fire. Men som Lasse plejede at sige, den der synger +paa fastende Hjærte kommer til at græde inden Aften. +</p> + +<p> +Efter Middag stod Gustav og Ole og sleb Hakkelseknive +nede i den nedre Gaard. Truget var +læk, og Pelle maatte hælde Vand paa Stenen af en +gammel Kedel. Han var saa glad, at enhver kunde +se det paa ham. +</p> + +<p> +<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a> +„Hvorfor er du saa glad?“ spurgte Gustav. „Dine +Øjne skinner jo som Katteskidt i Maaneskin.“ +</p> + +<p> +Pelle fortalte det. +</p> + +<p> +„Jeg er nu bange, I ikke kommer af Sted!“ sagde +Ole og blinkede til Gustav. „Vi faar ikke skaaret +Hakkelse saa betids at vi kan røgte. Fan ogsaa som +den Slibesten er tung at trække, havde bare Selvtrækkeren +ikke været itu!“ +</p> + +<p> +Pelle spidsede Øren. +</p> + +<p> +„Selvtrækkeren hvad er det for noget?“ spurgte han. +</p> + +<p> +Gustav hoppede rundt om Slibestenen og slog sig +paa Laaret af bare Grin: +</p> + +<p> +„I Gud, i Gud hvor du er dum dit Frø! kender +du ikke engang Selvtrækkeren? Det er en Indretning, +man bare behøver at slippe løs paa Slibestenen, +saa trækker den det hele selv. — De har forresten +en ovre paa Kaasegaarden,“ vendte han sig til Ole +„— bare det ikke var saa langt.“ +</p> + +<p> +„Er den tung?“ spurgte Pelle lavmælt — alting +afhang af Svaret. „Kan jeg løfte den?“ hans Stemme +rystede. +</p> + +<p> +„Nej ikke saa farlig tung heller — du kan nok +bære den! Men det er fine Sager.“ +</p> + +<p> +„Jeg kan godt springe over efter den — jeg skal +nok bære den forsigtigt.“ Pelle saa paa dem med et +Ansigt der maatte indgyde Tillid. +</p> + +<p> +„Ja ja, da. Men tag saa en Sæk at have den i — +og vær varsom værre end Fan, du! Det er dyrebare +Sager.“ +</p> + +<p> +Pelle fik en Sæk fat og sprang af Sted over Markerne, +han var henrykt som et ungt Kid. Han nappede +i sig selv, i alting under Løbet og sprang i +kysende Sæt ud til Siden for at skræmme Kragerne +— Lykken stod ham ud af Halsen. Her reddede +han da Turen for sig og Far Lasse! Gustav og Ole +var gode Mennesker! — han skulde være saa hurtig +tilbage, at de blev fri for at slide mere med at +trække Slibestenen. — „Hov, er du allerede dér!“ +sagde de og gjorde store Øjne. „— Da har du vel +ikke slaaet den dyrebare Mekanisme i Stykker paa +<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a> +Vejen?“ Saa tog de den forsigtigt ud af Sækken — +hel og holden var den. „Det var dog et Herrens +Vidunder af en Dreng det! En hel Prins!“ +</p> + +<p> +Ovre paa Kaasegaarden vilde de have ham ind til +en Julemad mens Indretningen kom i Sækken; men +Pelle sagde nej og stod fast ved det — han havde +ikke Tid. Saa fik han en kold Æbleskive ude paa +Trappen, for at han ikke skulde bære Julen ud. +De var saa milde i Øjnene derovre og kom allesammen +til, da han fik Sækken paa Nakken og +slæbte sig hjemad. Ogsaa de anbefalede ham stor +Forsigtighed og lod bekymrede — som om han ikke +nok vidste hvad han havde mellem Hænder. +</p> + +<p> +Der var en god Fjerdingvej mellem Gaardene, +men det tog halvanden Time inden Pelle kom hjem, +og da var han segnefærdig. Han turde ikke sætte +Sækken ned for at hvile, men dinglede sig frem +Skridt for Skridt; kun en Gang hvilede han sig ved +at læne sig til et Stengærde. Da han endelig ravede +ind i Gaarden, kom alle Folkene til for at se Naboens +nye Selvtrækker; og Pelle var sig sin Betydning bevidst, +da Ole varsomt løftede Sækken af ham. Han +sank et Øjeblik over mod Muren inden han fandt +Ligevægt — Jorden var saa underlig at træde paa +nu han var af med Byrden — den skød ham fra +sig. Men hans Ansigt straalede. +</p> + +<p> +Gustav aabnede for Sækken der var forsvarligt +lukket, og rystede dens Indhold ud paa Stenbroen +— det var Murbrokker, et Par gamle Plovskær og +lignende. Pelle stirrede forvildet og angst paa Skramlet, +han saa ud som var han lige dumpet fra en anden +Klode ned paa Jorden. Men da Latteren brød +ud fra alle Sider, forstod han Sammenhængen; han +rullede sig sammen som en Klump og skjulte sit Ansigt. +Han vilde ikke græde, ikke for nogen Pris — +den Fornøjelse skulde de dog ikke have. Nede i +ham hulkede det, men han kneb Munden sammen. +Det gik sygt gennem hans Blod af Raseri. De Djævle +— de onde Sataner — de! — Pludselig sparkede +han Gustav over Benet. +</p> + +<p> +<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a> +„Ho, ho, saa han sparker!“ udbrød Gustav og +løftede ham op i Luften. „Vil I se Gubben Satan +fra Smaaland, han har lige holdt Flyttegilde og flyttet +Bagen op i Ansigtet“ — han viste Pelles tykke +Kinder frem. Pelle søgte at dække sit Ansigt med +Armene og sparkede for at komme ned; han gjorde +ogsaa et Forsøg paa at bide. „Aj saa han bider, +Djævleungen!“ Gustav maatte tage haardt paa ham +for at kunne tumle ham. Han holdt ham i Kraven +og satte Knoen ind i Kværken paa ham saa han +gispede, mens han talte med haanende Mildhed. +„Rask Unge det, han er ikke tør bag Ørerne endnu +og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved <a id="corr-11"></a>at krævte ham, +det saa ud som pralede han af sine overlegne Kræfter. +</p> + +<p> +„Ja nu har vi jo saa set at du er den stærkeste,“ +sagde Forkarlen endelig „— lad du ham nu gaa!“ +Og da Gustav ikke straks hørte, fik han en knyttet +Næve mellem Skulderbladene. Saa slap Drengen løs +og kom over i Stalden til Lasse, der havde set det +hele men ikke turde nærme sig. Han kunde intet +udrette, og hans Nærværelse vilde blot skade. +</p> + +<p> +„Ja og saa den Turen du,“ forklarede han undskyldende, +mens han trøstede Drengen. „Jeg skulde +vel kunne prygle en saadan Hvalp som Gustav, +men saa var vi ikke kommet af Sted i Aften, for +saa havde han ikke syslet for os. Og ingen af de +andre heller — for de hænger sammen som Vikkehalm. +— Men du kan jo selv! Tror jeg ikke du +sparkede selve Satan lige paa Klumpfoden! Ja ja, +godt var det, men én faar nu være forsigtig og ikke +skyde med skarpt for Plasér heller! Det betaler +sig ikke.“ +</p> + +<p> +Drengen var ikke saa nem at trøste længer. Langt +inde i ham sad det og gjorde ondt, fordi han havde +handlet i saa god Tro; de havde ramt ham i hans +aabne glade Tillid. Det skete sved haardt til hans +Ærgærrighed ogsaa; han var gaaet i en Fælde, havde +løbet Nar for dem. Denne Oplevelse brændte sig +dybt ind i ham og fik stor Indflydelse paa hans +videre Udvikling. Det var hændt før at Menneskers +<a id="page-95" class="pagenum" title="95"></a> +Ord ikke var til at stole paa, og han havde gjort +kejtede Forsøg paa at komme bag om dem. Nu +stolede han ikke uden videre paa nogen mere; og +han havde opdaget hvordan man kom efter Hemmeligheden +— man skulde blot se efter Folks Øjne +naar de sagde noget. De havde set saa underlige +ud baade her og paa Kaasegaarden ved den Selvtrækker, +som om de grinede indvendig. Og Forvalteren +havde lét dengang han lovede dem Flæskesteg +og Rabarbergrød hver Dag; de fik næsten aldrig +andet end Sild og Søbe. Folk talte med to Tunger, +Far Lasse var den eneste der ikke gjorde det. +</p> + +<p> +Pelle blev opmærksom paa sit eget Ansigt. Det +var Ansigtet der talte; derfor gik det ham uheldigt, +naar han vilde knibe sig fra Prygl med en lille Nødløgn. +Og det var Ansigtet der var Skyld i Dagens +Ulykke — var man glad maatte man ikke vise det. +Han havde opdaget Faren ved at lade sit Sind ligge +aabent; og hans lille Organisme tog rastløs fat paa +at udskille haard Hud til at trække over de ædlere +Dele. +</p> + +<p> +— — — — +</p> + +<p> +Efter Aftensmaaltidet travede de af Sted over Markerne, +Haand i Haand som altid. Ellers gik Munden +ustanselig paa Pelle naar de var ene sammen, men +i Aften var han mere stille; Eftermiddagens Begivenhed +sad ham i Kroppen, og Besøget fyldte ham +med højtidelig Spænding. +</p> + +<p> +Lasse havde et rødt Knytte i Haanden, deri var +en Flaske med Sødt — Solbærrom — som de havde +faaet Per Olsen til at købe i Staden i Gaar han var +inde for at sværge sig fri. 66 Øre havde den kostet, +og Pelle gik og var i Bekneb med noget, men vidste +ikke om det gik an. +</p> + +<p> +„Far, maa jeg ikke bære den lidt?“ spurgte han +endelig. +</p> + +<p> +„Hyst er du galen Dreng, jeg tror du raser — +det er dyrt Kram! Du kunde tabe den.“ +</p> + +<p> +„Jeg taber den nok ikke — men bare holde den +lidt da? Aa du Far hvad? Snilde Far!“ +</p> + +<p> +<a id="page-96" class="pagenum" title="96"></a> +„Iss, sikke nu et Paahit! Du kan blive god du, +om ikke man siger Stop i Tide. Jeg tror Gud forbaske +mig du er syg, saa urimelig som du bliver!“ +Lasse gik og vrissede en Stund, men saa stansede +han og bøjede sig over Drengen. +</p> + +<p> +„Hold den saa da, dit Narrehoved, men tag varligt +du! Og du maa ikke gøre et eneste Skridt med +den at du ved det.“ +</p> + +<p> +Pelle klemte Flasken ind til Kroppen med Armene, +han turde ikke stole paa sine Hænder; Maven skød +sig langt frem for at bære med. Lasse stod og holdt +Hænderne parat nede under Flasken for at gribe +den om den faldt. +</p> + +<p> +„Saa, nu er det nok!“ sagde han febrilsk og tog +Flasken. +</p> + +<p> +„Den er tung den!“ sagde Pelle beundrende og +gik tilfreds videre med sin Far ved Haanden. +</p> + +<p> +„Men hvorfor skulde han sværge sig fri?“ spurgte +han med ét. +</p> + +<p> +„Fordi han havde Skylden for at have gjort en +Pige med Barn. Har du ikke hørt det?“ +</p> + +<p> +Pelle nikkede: +</p> + +<p> +„Har han saa ikke gjort det da? Alle siger det jo.“ +</p> + +<p> +„Det tør én vel ikke tro; det vilde jo være visse +Helvede for Per Olsen. Men Pigen siger jo det er +ham og ingen anden, forstaas. Ak ja det er farligt +Legeværk de Piger — du faar passe paa naar din +Tid kommer. For de kan rage den bedste Karl i +Ulykke.“ +</p> + +<p> +„Hvordan sværger man da — er det <em>Fan hakke</em>?“ +</p> + +<p> +Lasse maatte le: +</p> + +<p> +„Nej det var nok ikke saa vel for dem som sværger +falsk. Nej, se inde i Retten der sidder hele Guds +høje Øvrighed om et Bord, der er præcist som en +Hestesko, og inden for igen er der et Alter med +selveste den korsfæstede Kristus paa. Paa det Alter +ligger der en stor stor Bog som er gjort fast til +Væggen med en Jærnkæde, for at den Onde ikke +skal føre den væk ved Nattetider — og det er +Guds hellige Skrift det. Den som sværger skal +<a id="page-97" class="pagenum" title="97"></a> +lægge sin venstre Haand paa Bogen, og den højre +skal han række i Vejret med de tre Fingre fri — +som er Gudfader, Søn og Helligaand. Men om han +sværger falsk kan Landshøvdingen straks se det, for +saa er der røde Blodpletter i Skriftens Blade.“ +</p> + +<p> +„Og hvad saa da?“ spurgte Pelle spændt. +</p> + +<p> +„Ja saa visner jo hans tre Fingre, og det æder +sig videre ned i Kroppen paa ham. Saadanne Folk +lider forfærdeligt, de raadner helt op.“ +</p> + +<p> +„Kommer de ikke i Helvede da?“ +</p> + +<p> +„Jo det gør de ogsaa. Undtagen naar de melder +sig selv og tager deres Straf, saa skal de kunne fri +sig i det andet Liv. Men visne hen kan de ikke +blive fri for.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor tager Landshøvdingen dem ikke af sig +selv og straffer dem, naar han kan se i den Bog at +det var falskt?“ +</p> + +<p> +„Nej for saa slap de jo for Helvede. Og det er +en Akkord med Satan, at han skal have alle dem +der ikke angiver sig selv, forstaar du vel.“ +</p> + +<p> +Pelle gøs, en Stund gik han tavs ved Faderens +Haand. Men saa havde han glemt det hele. +</p> + +<p> +„Farbror Kalle han er vel rig?“ spurgte han. +</p> + +<p> +„Rig er han vel ikke, men han er dog Jordejer. +Det er ikke Smaating det!“ — Lasse var aldrig selv +naaet længer end til at leje Jord. +</p> + +<p> +„Naar jeg bliver stor, vil jeg have en vældig +Gaard,“ erklærede Pelle afgjort. +</p> + +<p> +„Ja det faar du nok,“ sagde Lasse smaaleende. +Men det var ikke for det, han ventede sig ogsaa +noget stort af Drengen — om ikke just en Proprietærgaard. +Skønt hvem vidste, kanske en eller anden +Gaardmandsdatter kunde træffe at forsé sig paa ham +— der var Kvindetække i Familien. Flere af Mandfolkene +havde bevist det opefter, som nu Farbroderen +der pyntede selve Præstens Pande. Saa galdt det +for Pellefyren at klippe til, saa ikke Familien kunde +sætte sig imod det for Skammen. Og Pellen var god +nok; han havde det her Koslik i Panden, fine Haar +ned under Nakken og et Modermærke paa Lænden +<a id="page-98" class="pagenum" title="98"></a> +— det betød altsammen Lykke. Lasse gik og smaasnakkede +med sig selv; han gjorde Drengens Fremtid +op med store runde Tal — og der faldt lidt af +til ham ogsaa. For hvad der nu end skulde komme +af stort, saa kom det altid saa betids, at Lasse kunde +være med og glæde sig ved det paa sine helt gamle +Dage. +</p> + +<p> +De gik markløst opefter mod Stenværket, fulgte +Stengærder og tilsneede Grøfter og arbejdede sig op +gennem det slaan- og enebærbevoksede Bryn bag +hvilket Klipperne og <em>Lyngen</em> laa. De kom inden om +de dybe Stenbrud og søgte i Mørket efter hvor +Rosset blev kastet; dér maatte Skærvebanen ligge. +</p> + +<p> +Ovre fra Banen lød der Hammerslag, og de opdagede +Lys paa flere af Pladserne. Under en skraa +Halmskærm, hvorfra der hang en Lygte ned, sad +en lille bred Mand og hamrede løs paa Brokkerne. +Han arbejdede med en egen Appel: slog tre Slag og +strøg til Side, tre Slag igen og til Side med det. Og +mens den ene Haand skød Skærverne til Side lagde +den anden en ny Brokke til Rette paa Stenen — +det gik saa flittigt og jævnt som et Urs Dikken. +</p> + +<p> +„Jagu om det ikke er Bror Kalle der sidder!“ +sagde Lasse med en Stemme som var dette Træf +et Himmerigs Jærtegn. „God Aften Kalle Karlsson, +hvordan staar det til?“ +</p> + +<p> +Skærveslageren saa op. +</p> + +<p> +„Ja saa, dér har vi jo Bror,“ sagde han og rejste +sig besværligt; de to hilste paa hinanden som havde +de sidst set hinanden i Gaar. Kalle samlede Værktøjet +sammen og lagde Skærmen ned over det, mens +de snakkede. +</p> + +<p> +„Du slaar Skærver ogsaa, giver det noget til +Føden?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Aa aller bedst er det jo ikke. Vi faar tolv Kroner +Favnen, og naar jeg arbejder ved Lygte Morgen og +Aften kan jeg slaa en halv Favn om Ugen. Det er +ikke til Øllet, men saa lever vi da. Men et liderlig +surt Arbejde er det — ikke til at holde Varmen +paa. Og stiv bliver man i Skrævet af at sidde femten +<a id="page-99" class="pagenum" title="99"></a> +Timer paa den kolde Sten, saa stiv som var man +Far til hele Verden ene Mand.“ Han skridtede møjsommeligt +foran de andre ind over Lyngen mod et +lavt skutrygget Bondehus. +</p> + +<p> +„Se nu kommer Maanen, nu én ikke længer har +Brug for den!“ sagde Kalle der begyndte at blive i +Humør. „Og jøs hvor ser han ud den Søvnetryne +— Skidtklatter i Øjenkrogene og surt Vand i Munden! +Han har nok været til Nytaarsgilde hos Vorherre.“ +</p> + +<p> +Husets Væg skød sig ud i en stor Knude paa +den ene Side; Pelle maatte hen og beføle den. Det +var helt mystisk hvad dér kunde være indenfor — +et hemmeligt Rum kanske? Han rykkede spørgende +i Faderen. +</p> + +<p> +„Det dér, det er jo Ovnen hvor de bager deres +— Brød,“ sagde Lasse. „Den ligger saadan for at skaffe +Plads.“ +</p> + +<p> +„Ja og det dér er Banken, hvor vi anbringer hvad +vi faar til overs,“ sagde Kalle og viste Pelle et lille +faldefærdigt <em>Hus</em>. „Har du Lyst at gøre Indskud saa +værsgod.“ Lasse lo. +</p> + +<p> +„Du er den samme glade Fanden som i gamle +Dage,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Ja hvad, Humøret er snart det eneste én faar +gratis. — Men gaa nu indenfor, værsgod!“ +</p> + +<p> +Kalle stak Hovedet ind ad en Dør der førte fra +Køkkenet til Kostalden. — „Hov Marie du faar +sætte det lange Ben foran,“ raabte han dæmpet. +„Jordemoderen er her!“ +</p> + +<p> +„Hvad Skam vil hun? — du lyver gør du din +gamle Tokke.“ Man hørte atter Mælken straale i +Spanden. +</p> + +<p> +„Lyver — saa det gør jeg. Nej men du maa gaa +ind og lægge dig; hun siger, at det er paa høje Tid. +Du gaar alt for længe i Aar! — Pas paa din Mund“ +hviskede han ud i Stalden, „for hun er her virkelig! +Og skynd dig lidt.“ +</p> + +<p> +De kom ind i Stuen, og Kalle gik og famlede for +at tænde Lys. Han havde to Gange fat i Svovlstikkerne +<a id="page-100" class="pagenum" title="100"></a> +og smed dem igen for at tænde ved Kakkelovnen, +men der var daarlig Ild i Tørvene, „Skidt!“ +sagde han saa og strøg resolut en Svovlstik — „det +er ikke hver Dag én faar Fremmede.“ +</p> + +<p> +„Du er nok dansk gift,“ sagde Lasse beundrende. +„Og Ko har du ogsaa!“ +</p> + +<p> +„Ja her er ingen smalle Steder,“ svarede Kalle og +brystede sig. „En Kat hører der ogsaa til Besætningen +— og Rotter saa mange den vil æde.“ +</p> + +<p> +Nu kom Konen forpustet ind og saa forbavset +paa de Fremmede. +</p> + +<p> +„Ja Jordemoderen er gaaet igen,“ sagde Kalle, +„hun havde ikke Tid, vi fik opsætte det til en anden +Gang. Men det dér er store Fremmede, saa du maa +snyde Næsen med Fingrene før du giver Haand!“ +</p> + +<p> +„Aa du Narrifas, jeg er vel ikke noget Barn heller. +— Det er Lasse kan jeg vide, og Pelle!“ hun gav +Haanden. Hun var lille ligesom Manden, smilede +bestandig og havde krogede Arme og Ben ligesom +han. Sliddet og det gemytlige Sindelag gav dem +begge et rundt Udseende. +</p> + +<p> +„Her er da Børn i Guds Velsignelse!“ sagde Lasse +og saa sig om. Der laa tre i Slagbænken under Vinduet: +to mindre i den ene Ende og en lang 12-aars +Dreng i den anden; hans sorte Fødder stak frem +mellem Smaapigernes Hoveder. Desuden var der +redt paa Stole, i et gammelt Dejgtrug, og paa det +bare Gulv. +</p> + +<p> +„Ja—ha, nogle Unger har vi jo faaet skrabet +sammen,“ sagde Kalle og løb forgæves rundt efter +noget til Gæsterne at sidde paa — alt var taget i +Brug til Natteleje. „I faar spytte en Klat og sætte +jer i,“ sagde han leende. +</p> + +<p> +Men nu kom Konen ind med en Vaskebænk og +et tomt Ølanker. +</p> + +<p> +„Værsgod og lad Hvilen falde paa jer,“ sagde hun +og anbragte Sæderne om Bordet. „Og saa maa I saa +meget undskylde, men Børnene skal jo ogsaa have +et Sted at være.“ +</p> + +<p> +Kalle skød sig ind og tog Sæde paa Kanten af +<a id="page-101" class="pagenum" title="101"></a> +Slagbænken. „Ja nogle har vi jo faaet skrabet sammen,“ +sagde han igen „— én maa tænke paa sine +gamle Dage mens Kræfterne er der. Vi har Dusinet +fuldt og lagt Begyndelsen til det næste. Det var nu +ellers ikke Meningen, men Mor gik hen og narrede os.“ +Han kløede sig i Nakken og saa uhyre fortvivlet ud. +</p> + +<p> +Konen stod midt paa Gulvet med Hænderne +hvilende paa sin Mave; Skørterne kortede betydeligt +foran. „Bare det nu ikke bliver Tvillinger denne +Gang ogsaa,“ sagde hun leende. +</p> + +<p> +„Ja se det vilde nu være en stor Besparelse, naar +vi alligevel skal have Bud efter Madamen,“ mente Kalle. +„Folk siger jo om Mor, at naar hun har lagt Børnene +i Seng maa hun tælle dem, for at holde Rede +paa om de er der alle. Men det er nu Løgn, for +hun kan ikke tælle længer end til ti.“ +</p> + +<p> +Inde i Alkoven begyndte en Lille at klynke. Moderen +trak den frem og satte sig hen paa Kanten +af Slagbænken for at give den Bryst. Hun sad imod +dem med Brystet blottet og kildede den Lille paa +Næsen med Brystvorten for at faa den til at le. +Kalle saa forelsket paa hende. „Marie har altid været +saa skær i Huden som en Præstedatter,“ sagde han +og saa stolt paa de andre. +</p> + +<p> +„Det er saa Mindsten!“ sagde Moderen og holdt +den Lille hen imod Lasse. Han stak en kroget Finger +ned efter dens Hals. +</p> + +<p> +„Sikken en Tyksak!“ sagde han med sløret Stemme +— han var glad for Børn. „Og hvad hedder +saa den?“ +</p> + +<p> +„Den hedder Dusine Sluttine — for dengang +mente vi jo det skulde være forbi. Og den er den +tolvte, dermedsaa.“ +</p> + +<p> +„Dusine Sluttine det var da et gudsforbasket fint +Navn,“ udbrød Lasse. „Det lyder livagtig som kunde +det være en Prinsesse.“ +</p> + +<p> +„Ja og den forud hedder Ellen — af elleve forstaas +— hun ligger der i Dejgtruget,“ sagde Kalle. +„Den forud igen hedder Tilius, og saa Nikoline, og +Otto. De foregaaende har ikke faaet Navn paa den +<a id="page-102" class="pagenum" title="102"></a> +Maade, for da tænkte én jo ikke paa, at der skulde +blive saa mange. Men det er Mors Skyld det, bare +hun skal sætte en Lap paa mine Arbejdsbukser er +det straks galt fat.“ +</p> + +<p> +„Du skulde rigtig skamme dig skulde du, at skulke +dig fra det paa den Maade,“ sagde Konen og truede +ad ham. — „Det er ikke for det,“ vendte hun sig +til Lasse, „de andre har saamænd heller ikke noget +at klage over hvad Navnegivningen angaar. Albert, +Anna, Alfred, Albinus, Anton, Alma og Alvilda — +lad mig se, jo der var de alle — de kan aldrig +komme og sige, der er blevet gjort Uret mod dem. +Far havde det med A dengang, det skulde rime paa +A altsammen. Han har altid haft saa let for Verset.“ +Hun saa beundrende paa ham. +</p> + +<p> +Kalle klippede med Øjnene af Undseelse. „Nej +men det er da det første Bogstav ved jeg — og +kønt lyder det,“ sagde han beskedent. +</p> + +<p> +„Ja han har jo Snille til at finde paa — han +kunde godt have gaaet den studerendes Vej. Mit +Hoved kunde nu aldrig have holdt til saadan noget. +Han vilde saamænd have, at Navnene baade skulde +begynde og ende med A, men det sidste vilde ikke +gaa med Drengene; der maatte han lige godt give +fortabt. Men han er jo ikke boglærd heller.“ +</p> + +<p> +„Nej ved du hvad Mor, fortabt gav jeg ikke; jeg +havde lavet et Navn til den første Dreng som godtnok +havde sit A i Enden ogsaa. Men saa gjorde +Præsten og Degnen Vrøvl, og jeg maatte lade det +fare. De sagde jo imod ved Dusine Sluttine ogsaa, +men saa slog jeg i Bordet — for Kalle kan ogsaa +blive gal i Hovedet om han tirres for længe. — Jeg +har nu altid holdt af, at der var en Sammenhæng +og Mening i alting; og det er ikke ilde, at der er +noget at udfinde ogsaa for dem som søger dybere. +— Har Bror Lasse bemærket noget særligt ved et +Par af Navnene?“ +</p> + +<p> +„Nej“ svarede Lasse usikkert, „jeg ved i det +mindste ikke af det at sige. Men jeg har ikke Hoved +for saadant heller.“ +</p> + +<p> +<a id="page-103" class="pagenum" title="103"></a> +„Jo se Anna og Otto giver akkurat det samme, om +man læser dem forfra eller bagfra — præcist det +samme. Her skal du se.“ Han tog en Barnetavle +der hang paa Væggen med en Stump Griffel ved, +og begyndte møjsommeligt at skrive Navnene. „Her +skal du bare se, Bror.“ +</p> + +<p> +„Ja jeg kan jo ikke læse,“ sagde Lasse og rystede +opgivende paa Hovedet. „Jasaa det giver det samme +paa begge Vis? — det var Satans, gu var det mærkværdigt!“ +han kunde ikke komme sig af sin Forundring. +</p> + +<p> +„Men nu kommer det som mærkværdigere er,“ +sagde Kalle og saa over Tavlen hen paa sin Bror, +med et Blik som en Tænker der overskuer hele +Verdenssystemet. „Otto som kunde læses paa begge +Leder, betyder jo otte; men tegner jeg et Ottetal, +saa kan det ogsaa vendes paa Hovedet og giver dog +det samme. Se her du!“ Han skrev et Ottetal. +</p> + +<p> +Lasse drejede Tavlen op og ned og kiggede: +</p> + +<p> +„Ja Gud min Sjæl er det det samme, vil du se +her Pelle! Det er ligesom Katten det, der altid kommer +ned paa Benene hvordan én saa smider med’en. +Kors i Herrens Fryd hvor maa det være skønt at +kunne bogstavere, hvor har du lært det Bror?“ +</p> + +<p> +„Aa,“ sagde Kalle overlegent — „jeg har jo siddet +og set lidt til, naar Mor har lært de smaa ABC-ten. +Det er slet ingenting, naar én bare har Mønningen +i Orden.“ +</p> + +<p> +„Nu skal Pelle jo snart til at gaa i Skole,“ sagde +Lasse overvejende „— saa kunde jeg kanske ogsaa +— — for skønt vilde det jo være. Men jeg har vel +ikke Hoved til det? Nej jeg har saavist ikke Hoved +til det.“ Det lød helt fortvivlet. +</p> + +<p> +Kalle lod ikke til at ville sige ham imod. Men +Pelle satte sig for, at han engang skulde lære Faderen +at læse og skrive — meget bedre end Farbror +Kalle kunde det. +</p> + +<p> +„Men vi glemmer nok helt at vi har en Juleskænk +med!“ sagde Lasse og løste Tørklædet op. +</p> + +<p> +„Sikken en Kraftkarl!“ udbrød Kalle og gik henrykt +<a id="page-104" class="pagenum" title="104"></a> +rundt om Bordet hvor Flasken stod. „Da var det +ligegodt det bedste du kunde give os Bror — den +bliver god at have til Barselgildet. <em>Solbærrom</em> — og +med Forgyldning omkring — det syner det!“ han +holdt Etiketten op mod Lyset og saa sig om med +glade Øjne. Saa aabnede han nølende Vægskabet. +</p> + +<p> +„De Fremmede skulde da smage deres egen +Skænk,“ sagde Konen. +</p> + +<p> +„Ja jeg staar netop og pines i det!“ sagde Kalle +og lo fortvivlet rundt, „— for det skulde I dog helst. +Men kommer der først Hul paa den, saa ved én +nok hvordan det lister væk.“ Han rakte langsomt +op efter Proptrækkeren paa Sømmet. +</p> + +<p> +Men Lasse tog for sig med begge Hænder; han +vilde ikke for sit Liv smage Drikken. Var det noget +for en Lus som ham at give sig til at drikke Solbærrom +— og paa en Hverdag tilmed? Vist ikke! +</p> + +<p> +„Ja og I kommer jo til Barselgildet I to,“ sagde +Kalle lettet og stillede Flasken ind i Skabet. „Men +en „Gjøk“ vil vi nu have, for her er en Slat Brændevin +fra Juleaften, og jeg tænker Mor trakterer med +Kaffe.“ +</p> + +<p> +„Jeg har Kaffen ovre,“ svarede Konen lunt. +</p> + +<p> +„Ja har én nu kendt Mage til Kælling; aldrig kan +man faa Lov at ønske sig noget før det allerede er +der!“ +</p> + +<p> +Pelle savnede sine to Vogtekammerater Alfred og +Albinus, de var ude i deres Sommerpladser for at +faa Del i den gode Julemad og kom ikke igen før +<em>Knud</em>. „Men denne her er heller ikke at foragte,“ +sagde Kalle og pegede paa den lange Knægt i Slagbænken, +„— skal vi se paa ham?“ Han trak et Halmstraa +frem og kildede Drengen i Næsen med det: +„Kan du nu komme op min rare Anton og spænde +for Trillebøren, vi skal ud og køre i Stads.“ +</p> + +<p> +Drengen fór over Ende og gav sig til at bearbejde +sine Øjne — til stor Fornøjelse for Kalle. Endelig +opdagede han at der var Fremmede, og trak i +Tøjet der havde tjent ham som Hovedgærde. Pelle +og han blev straks gode Venner og kom i Gang +<a id="page-105" class="pagenum" title="105"></a> +med at lege, og saa hittede Kalle paa, at de andre +Børn ogsaa skulde have Del i Festen; han og de +to Knægte gik rundt og kildede dem vaagne alle +seks. Konen protesterede, men det var ikke videre +bevendt; hun lo hele Tiden og hjalp dem selv i +Tøjet, mens hun gentog: „Ih sikke dog noget Pjank, +jeg har forlade mig aldrig kendt sligt! — Saa skal +denne her heller ikke staa tilbage!“ sagde hun pludselig +og trak den mindste ud af Alkoven. +</p> + +<p> +„Det var saa de otte,“ sagde Kalle og pegede paa +Flokken. „De fylder godt i Stuen! Alma og Alvilda +dér er Tvillinger som du nok kan se. Og Alfred og +Albinus ogsaa, som er ude nu i Julen; de skal læse +til Sommer, saa er de fra Haanden.“ +</p> + +<p> +„Hvor er saa de to ældste henne?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Anna tjener Nord henne, og Albert farer til Søs +— han er ude med en Hvalfanger for Tiden. Det +er en Stadskarl, vi fik hans Billede sendende i Efteraaret. +Kan du ikke tage det frem Marie.“ +</p> + +<p> +Konen gav sig nølende til at søge efter det men +kunde ikke finde det. +</p> + +<p> +„Jeg tror jeg ved hvor det er Mor,“ sagde en af +Smaapigerne Gang efter Gang uden at blive hørt. +Saa kravlede hun selv op paa Bænken og fik en +gammel Bibel ned fra Hylden, den laa det i. +</p> + +<p> +„Ja sikkert er det en Stadskarl!“ sagde Lasse, +„der er Krop dér! Han ligner ikke paa vor Slægt; +det maa være din Familie han har den Rejsning efter +Marie.“ +</p> + +<p> +„Det er en Kongstrup,“ sagde Kalle dæmpet. +</p> + +<p> +„Jasaa, er det det?“ sagde Lasse usikkert; han +mindedes Johanne Pihls Fortælling. +</p> + +<p> +„Marie tjente der paa Gaarden som Stuepige, og +saa besnakkede han hende — som han har gjort +saa mange. Det var jo før min Tid — og han svarede +da hvad han skulde.“ +</p> + +<p> +Konen stod og flyttede Blikket fra den ene til den +anden med et herreløst Smil, hun var en Kende +rød over Panden. +</p> + +<p> +„Der er Herreblod i den Gut,“ sagde Kalle beundrende, +<a id="page-106" class="pagenum" title="106"></a> +„han bærer sit Hoved anderledes end de +andre. Og god er han — saa rent umanerlig god.“ +Saa kom hun langsomt hen, lagde Armen over Mandens +Skuldre og saa med paa Billedet. „Han er +god nok du Mor!“ sagde Kalle og strøg hende over +Ansigtet. +</p> + +<p> +„Og vakkert klædt er han ogsaa,“ udbrød Lasse. +</p> + +<p> +„Ja han passer paa sine Penge — det er ikke +som Faderen den Sviregast. Bange om en Tikrone er +han heller ikke, naar han er herhjemme paa Besøg.“ +</p> + +<p> +Det puslede ved Inderdøren, og en lille rynket +Gammelmor kom listende frem paa Tærsklen; hun +følte sig for med Fødderne og holdt Hænderne beskyttende +op for Ansigtet. „Er der nogle Dødninge?“ +spurgte hun ind i Stuen. +</p> + +<p> +„Der har vi jo Mormor!“ sagde Kalle. „Jeg troede +I var i Jer Seng.“ +</p> + +<p> +„Det var jeg ogsaa, men saa hørte jeg her var +Fremmede — og saa vilde én jo gærne spørge Nyt. +— Er der nogle Dødninge i Sognet?“ +</p> + +<p> +„Nej der er ikke Mormor — Folk har andet at +bestille end at dø. Her er en Frier til Jer, det er +meget bedre. — Det er Svigermor,“ henvendte han +til de andre, „saa kan I nok forstaa hvad hun er +for en.“ +</p> + +<p> +„Ja kom du her hen, saa skal jeg give dig Svigermor,“ +sagde den Gamle med et mat Forsøg paa +at gaa ind paa Lystigheden. „Ja ja, velkommen til +Gaards da,“ sagde hun og strakte Haanden frem. +</p> + +<p> +Kalle stak først sin frem, men saa snart hun rørte +ved den slog hun den til Side: „Tror du ikke jeg +kender dig din Nar!“ Lasses og Pelles Hænder befølte +hun længe med sine bløde Fingre før hun slap +dem. „Nej jeg kender jer ikke!“ sagde hun. +</p> + +<p> +„Det er Bror Lasse og hans Søn nede fra Stengaarden!“ +oplyste Kalle endelig. +</p> + +<p> +„Nej se, saa det er jer — ih nej nu har jeg da! +— ih saa gon! Og I er kommet over Havet I ogsaa! +Ja her gaar jeg gamle Menneske og tridser om saa +alene — og se kan jeg heller ikke.“ +</p> + +<p> +<a id="page-107" class="pagenum" title="107"></a> +„Helt alene er I dog heller ikke Mormor,“ sagde +Kalle leende. „Vi er to Voksne og en halv Snes +Børn om Jer hver Dag.“ +</p> + +<p> +„Ja vist saa, du snakker du! Men alle de jeg var +ung imellem er døde nu — og mange til som jeg +har set vokse op. Hver Uge dør der nogen jeg +kender, og her skal jeg Stakkel gaa og ligge andre +til Byrde.“ +</p> + +<p> +Kalle hentede den Gamles Lænestol ind fra hendes +Stue og bragte hende til Sæde. „Hvad er det +nu alt for noget Snak?“ sagde han bebrejdende, „I +betaler jo for Jer.“ +</p> + +<p> +„Betaler, ak Herregud, de faar 20 Kroner om +Aaret for at have mig,“ sagde den Gamle ud i Luften. +</p> + +<p> +Kaffen kom ind, og Kalle hældte Brændevin oven +i Koppen til alle de Voksne. „Nu skal Mormor være +i godt Humør!“ sagde han og klinkede med hende +„hvor Gryden koger til tolv, koger den til den trettende +med. Skaal Mormor, vi ønsker Jer mange +Aar endnu at ligge os til Byrde i — som I kalder +det!“ +</p> + +<p> +„Ja jeg ved det jo godt, jeg ved det jo godt,“ +rokkede den Gamle, — „I mener mig det saa vel +allesammen. Men alt det Lyst jeg har til at leve — +det er tungt at pille Paalæget af andres Mad. Koen +æder, og Katten æder, Børnene æder — vi æder +alle sammen. Hvor skal din Stakkel tage det fra.“ +</p> + +<p> +„Stakle den som ingen Bagdel har, og ynk den +som har to,“ sagde Kalle muntert. +</p> + +<p> +„Hvor megen Jord har du?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Fire Tønder Land. Men det meste er jo Sten.“ +</p> + +<p> +„Kan du saa nok holde Føden til Koen?“ +</p> + +<p> +„I Fjor var det galt nok. Vi maatte rive Taget +af Udhuset sidste Vinter og fodre det op — det har +jo sat os en Del tilbage. Men hvad, des højere blev +der til Loftet.“ Kalle lo. „Nu bliver jo ogsaa flere +og flere af Børnene saa vidt, at de kan faa Føden +selv.“ +</p> + +<p> +„De der er vokset til, giver de ikke ogsaa en +Haand?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +<a id="page-108" class="pagenum" title="108"></a> +„Hvor skal de vel kunne? naar man er ung har +man Brug for sit selv. De faar se at tage Fornøjelserne +mens Tid er; i Barndomsaarene er det +ikke blevet til mange Forlystelser, og er de først +gift og bosiddende, saa bliver der andet at tænke +paa. Albert er god nok naar han er hjemme paa +Besøg; sidst gav han os ti Kroner og en Krone til +hver af Børnene. Men naar de er ude, ved én nok +hvor Pengene bliver af, hvis de ikke vil staa som +nogle Skrog over for Kammeraterne. Anna er nu +af det Slags, som kan bruge alt sit selv til Klæder; +hun har Vilje god nok til at afsé, men hun ejer +bare aldrig en Øre. Og Tøj har hun knap paa +Kroppen, alt det hun køber og køber.“ +</p> + +<p> +„Nej hun er da den underligste Skabning,“ sagde +Konen, „der vil ingenting forslaa til hende.“ +</p> + +<p> +Slagbænken blev lukket for at skaffe Siddeplads +om Bordet, og et gammelt Spil Kort kom frem. +Alle skulde være med saa nær som de to mindste, +der ligefrem var for smaa til at holde om et Kort; +Kalle vilde forresten haft dem med ogsaa, men det +gik ikke. Der spilledes „Svelte Svin“ og „Sortepær“; +Mormor maatte lade sine Kort raabe op for sig. „Vi +spiller med Blind!“ sagde Kalle og skuttede sig henrykt +— „det skal jo være det aller fineste.“ Og Mormor +var den ivrigste til at le ad Vittigheden. +</p> + +<p> +Ind imellem gik Snakken blandt de Voksne. +</p> + +<p> +„Hvad synes du saa om at tjene Stengaardsbonden?“ +spurgte Kalle. +</p> + +<p> +„Ham selv ser vi jo ikke meget til — han er paa +Farten snart sagt altid, eller ogsaa sover han Donneren +ud. Han er vist ellers skikkelig nok. Og det +er et rigtig ordenligt Madsted.“ +</p> + +<p> +„Ja vi har vel nok de Madsteder der er værre,“ +mente Kalle, „men det bliver vist ikke mange. De +fleste maa nok siges at være bedre.“ +</p> + +<p> +„Jasaa, er det virkelig saa?“ spurgte Lasse forundret. +„Ja ja, jeg skal nu ikke klage hvad Kosten +angaar. Men lidt for meget er der at gøre for os +to; og saa kan det jo blive trist at gaa og høre det +<a id="page-109" class="pagenum" title="109"></a> +Kvindfolk græde snart sagt altid. Monstro han mishandler +hende? de siger jo nej.“ +</p> + +<p> +„Det gør han sikkert ikke,“ sagde Kalle. „Selv om +han kanske skulde faa Lyst til det — hvad én godt +kan forstaa, saa tør han ikke. Han er ræd for hende. +For hun er djævlebesat, skal jeg sige os.“ +</p> + +<p> +„De siger, hun er Varulv om Natten,“ sagde Lasse +med et Ansigt som ventede han at se et Spøgelse i +en af Krogene. +</p> + +<p> +„Det er bare dumt Sludder og Overtro,“ udbrød +Kalle. „Nej men hun er besat af en uren Aand, som +vi ogsaa kender det fra Biblen. Spørg du Marie +dér, hun har tjent hende.“ +</p> + +<p> +„Hun er et stakkels Skrog som har sit at trækkes +med,“ sagde Konen. „Ethvert Kvindfolk ved nok +noget om hvad det vil sige. Og Stengaardsbonden +er nu ikke det bare Godhed heller, om end han +ikke prygler hende. Hans Utroskab tager mere paa +hende end noget andet vilde.“ +</p> + +<p> +„Ja I Koner holder jo altid sammen,“ sagde Kalle, +„men en anden har da ogsaa Øjne og kan se. Eller +hvad mener I Mormor; I kender det dog bedre end +nogen anden.“ +</p> + +<p> +„Ja noget kender én jo altid til Sagerne,“ sagde +den Gamle. „Jeg husker saa tydeligt som var det i +Gaar den Tid Kongstrupperen kom her til Øen. +Han ejed saamænd ikke andet end det Tøj han gik +og stod i; men en Finstikker var han jo ligefuldt, +og han holdt da ogsaa til i Hovedstaden.“ +</p> + +<p> +„Hvad vilde han herovre?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Hvad han vilde — gaa paa Jagt efter en Pige +med Penge vel. Han gik saa her i Lyngen og drev +med sin Gebøs, men det var nok ikke Ræven han +var ude om. Hun løb jo ogsaa om i Lyngen og +tossede, Stengaardsdatteren; hun gik nok og sværmede +for den vilde Natur og saadan noget Pjank — +og teede sig halv som et Mandfolk. I Stedet for at +de skulde holdt hende hjemme og lært hende at +spinde og koge Grød; men hun var jo eneste Datter +og fik Lov at skabe sig som hun vilde. Og saa +<a id="page-110" class="pagenum" title="110"></a> +møder hun jo denne her Kræmmer, og de bliver +gode Venner kantro. Han var nok Kandidatus eller +Pave eller saadan noget fint Skidteri, og saa kan én +vel ikke sige noget til, at et sølle Pigebarn ikke ved +hvad hun gør.“ +</p> + +<p> +„Nej det er vist,“ sagde Lasse. +</p> + +<p> +„Det har altid været pinenes galt med Blodet +hos Kvindfolkene i den Familie!“ vedblev den Gamle. +„Og det har sig nok saadan, at der engang var en +af dem som holdt Omgang med selve Satanas. Siden +har han jo Kravet paa dem, og farer ilde med dem +hvergang Maanen er i Aftagende — hvad enten de +saa vil eller ej selv. De rene har han ingen Magt +over forstaar sig; men da de to først havde kendt +hinanden, blev det nok galt med hende ogsaa. Det +har han vel saa mærket — og villet drage sig ud af +Tingene; for de sagde at den gamle Stengaardsbonde +med sin Gebøs tvang ham til at tage hende til Kone. +Og han var en haard Hund den Gamle, som nok +kunde skyde sin Mand ned om saa skulde være. +Men Bonde var han i hver en Del, han gik i hjemmegjort +Tøj og var ikke bange for at gøre sin Dag med +fra Sol stod op til Sol gik ned. Det var ikke saadan +som nu, med Gæld og Solderi og Spil, derfor havde +Folk noget dengang.“ +</p> + +<p> +„Ja nu skal Sæden helst tærskes mens den staar +paa Roden, og Kalvene sælger de i Moderens Liv,“ +sagde Kalle. „Men der blev I skam Sortepær, Mormor!“ +</p> + +<p> +„Det har man fordi man lader Munden løbe og +glemmer at skøtte sit eget!“ sagde den Gamle. +</p> + +<p> +„Mormor skal sværtes!“ raabte Børnene. Den Gamle +bad for sig, nu var hun lige vasket til Natten. Men +Børnene sværtede en Prop i Kakkelovnen og omringede +hende; hun fik sin sorte Streg paa Næsen. +De morede sig alle, baade store og smaa. „Det er +godt jeg ikke selv kan se den,“ sagde Mormor og +lo med. — „Aldrig saa ondt, det er dog godt for +noget. Men jeg vilde gærne have mit Syn igen, bare +i fem Minutter, før jeg dør. Det vilde være skønt +<a id="page-111" class="pagenum" title="111"></a> +at se det hele endnu engang, saadan som Kalle siger +at Trær og alting vokser til — det hele Land har +nok forandret sig. Og de mindste Børn har jeg jo +aldrig set.“ +</p> + +<p> +„Det siges at de kan tage Blindheden væk derovre +i København,“ sagde Kalle til Broderen. +</p> + +<p> +„Det koster vel Guld det?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Hundrede Kroner koster det nok allermindst,“ +mente Mormor. +</p> + +<p> +Kalle saa tankefuld ud: „Om vi nu solgte hele +Skidtet, skulde det være underligt, om der ikke blev +et Hundrede Kroner til overs. Saa kunde Mormor +faa sit Syn igen.“ +</p> + +<p> +„I Gud Fader fri os!“ udbrød den Gamle „sælge +Hus og Hjem — du er nok ikke rigtig i Hovedet +du. Smide store Kapitaler væk paa en gammel udslidt +Ting som mig, der staar med det ene Ben paa +Kirkegaarden. Jeg kunde vist aldrig ønske mig det +bedre end jeg har det!“ Hun havde Taarer i Øjnene. +„Gud fri mig dog vel for at gøre en saadan Ulykke +paa mine gamle Dage.“ +</p> + +<p> +„Skidt vi er jo unge endnu!“ sagde Kalle. „Vi +kunde sagtens faa begyndt paa noget nyt Marie og +jeg.“ +</p> + +<p> +„Har ingen af jer hørt, hvordan Jakob Kristians +Enke har det?“ spurgte den Gamle afledende. „Det +staar nu for mig, at hun skal først til’et og saa jeg. +Jeg hørte Kraagen minde derover ad i Nat.“ +</p> + +<p> +„Det er vor næmste Nabo inde i Lyngen,“ sagde +Kalle forklarende. „Ja saa, skulde det være paa Hældingen +med hende? hun har ikke fejlet noget i Vinter +det jeg ved af.“ +</p> + +<p> +„Da kan du godt tro der er noget om’et,“ sagde +den Gamle sikkert. „Lad hellere en af Børnene +løbe derover i Morgen.“ +</p> + +<p> +„Ja naar Mormor har taget Varsel saa — Jakob +Kristian selv varede ogsaa godt nok ad, da han gik +hen og døde. Vi var jo ogsaa gode Venner gennem +mange Aar han og jeg.“ +</p> + +<p> +„Viste han sig?“ spurgte Lasse højtideligt. +</p> + +<p> +<a id="page-112" class="pagenum" title="112"></a> +„Nej men en Nat — rigtig stygt Oktobervejr var’et +— vaagner jeg ved at det banker paa Yderdøren; +det er nu tre Aar siden godt og vel. Marie hørte +det ogsaa, og vi laa og snakkede om jeg skulde staa +op. Det blev nu bare ved Snakken, og vi var lige +ved at nikke hen, da det igen gav sig til at banke. +Jeg springer saa op, faar et Par Bukser paa og +aabner lidt paa Døren, men der var ingen. Det var +da besynderligt, siger jeg til Marie og kryber i Seng +igen; men jeg er ikke kommet godt og vel under +Dynen før det banker tredje Gang. Nu blev jeg +ærgerlig, jeg tændte Lygten og gik rundt om Huset; +der var ingenting at se eller høre. Men om Morgenen +kom der jo Bud, at Jakob Kristian var død +om Natten netop ved den Tiden.“ +</p> + +<p> +Pelle sad og lyttede efter Samtalen, han skubbede +sig helt ind til Faderen af Frygt. Men Lasse saa +ikke selv videre tapper ud. „De Døde er nok ikke +altid lige gode at komme ud for,“ sagde han. +</p> + +<p> +„Aa Fan, naar én ikke har gjort noget Menneske +ondt og altid givet enhver sit, hvad kan de vel saa +gøre én?“ sagde Kalle. Mormor sagde ingenting men +sad og rokkede meget sigende med Hovedet. +</p> + +<p> +Nu kom Konen ind og satte en Krukke Fedt og +et stort Rugbrød paa Bordet. +</p> + +<p> +„Det er Gaasen,“ sagde Kalle og stak overgivent +til Brødet med sin Tollekniv „vi har ikke rørt den +endnu — der er Svedsker indeni. Og det dér er +Gaasefedtet. Værsgod og hug ind!“ — — +</p> + +<p> +Saa skulde Lasse og Pelle tænke paa at komme +hjemad, og begyndte at binde Tørklæder om Halsen. +De andre vilde ikke slippe dem endnu; de snakkede +frem og tilbage, og Kalle sagde Morsomheder for at +holde paa dem en Stund endnu. Men pludselig blev +han gravalvorlig — der hørtes Klynken ude i den +lille Gang, nogen tog i Døren og opgav det igen. +„Jagu er dette Spøgeri,“ udbrød han og saa ræd fra +den ene til den anden. +</p> + +<p> +Saa klynkede det igen, og Konen slog Hænderne +sammen. „Det er jo Anna!“ udbrød hun og aabnede +<a id="page-113" class="pagenum" title="113"></a> +hurtigt Døren. Anna traadte grædende ind. De faldt +forundret over hende med Spørgsmaal fra alle Sider, +hun svarede ikke men græd blot. +</p> + +<p> +„Og du har faaet Frihed til at besøge os i Julen? +— og kommer grædende hjem, du er mig en net +en,“ sagde Kalle leende. „Sikken én — du faar tygge +en Sut til hende Mor.“ +</p> + +<p> +„Jeg er jo jaget af Plads,“ fik Pigen endelig hulket +frem. +</p> + +<p> +„Da er du vel ikke det!“ udbrød Kalle med forandret +Tonefald. „Men hvorfor da? — har du stjaalet? +eller været storsnudet?“ +</p> + +<p> +„Nej men Bonden skyldte mig for, at jeg var +gode Venner med Sønnen paa Gaarden.“ +</p> + +<p> +Som et Lyn gik Moderens Øjne fra Pigens Ansigt +til hendes Skikkelse — saa brast hun ogsaa i +Graad. +</p> + +<p> +Kalle kunde intet se, men han fangede sin Kones +Adfærd og forstod. „Ja saa,“ sagde han stille — „ja +saa?“ Den lille Mand lignede et stort Barn, hans +Udtryk svingede, det kom og gik skælvende i hans +godlidende Ansigt. Saa sejrede Smilet igen. „Naa +men saa er det jo udmærket!“ udbrød han og lo op. +„Skal gode Børn kanske ikke tage Møjen fra Forældrene, +alt som de vokser til og ævner det? Faa +du nu Tøjet af Anna og sæt dig hen, du er vel sulten +du. — Det kunde heller aldrig falde bedre, nu +vi skal have Bud efter Madammen alligevel!“ +</p> + +<p> +Lasse og Pelle trak Halsklæderne op for Munden +efter at have budt Farvel Stuen rundt. Kalle kredsede +omkring dem og snakkede ivrigt, han havde +ingen Ro: „Kom snart igen I to, og tak for Besøget +og Skænken Bror Lasse! — Ja saa“ sagde han pludselig +ude i Yderdøren og lo helt ovenud „— og det +bliver tilmed stort; Svoger til Bonden paa en Maade! +Fy fan Kalle Karlsson, du og jeg skal nok til at +sætte Næsen højt nu.“ Han fulgte dem lidt hen ad +Stien, stadig snakkende; Lasse var helt trist ved det. +</p> + +<p> +Pelle vidste vel, at det med Anna betragtedes som +en stor Skam, og begreb ikke at Farbror Kalle kunde +<a id="page-114" class="pagenum" title="114"></a> +bære sig saa glad. „Ja, ja“ sagde Lasse, idet de +stolprende fandt sig Vej mellem Brokkerne, „Kalle +er den han altid har været han! Han ler dér hvor +andre græder.“ +</p> + +<p> +Det var for mørkt til at gaa markløst, de fulgte +Stenværkets Kørevej Sønder efter for at naa ned til +Landevejen. Her ved Korsvejen, hvis fjerde Arm +førte ned til Lejet, laa Landhøkerens Bod der tillige +var Smugkro. +</p> + +<p> +Da de kom ned mod Smugkroen, lød der stærk +Larm indefra. Døren sprang op, og nogle Mænd væltede +ud med et Mandslegeme foran sig der trillede +rundt paa Vejen. „Nu har nok Politiet overrasket +Smugdrikkerne!“ sagde Lasse og gik ud i Pløjningen +med Drengen for at slippe uset forbi. Men i det +samme blev der sat en Lampe i Vinduet indefra og +man fik Øje paa dem. +</p> + +<p> +„Dér gaar jo Stengaardsrøgteren!“ lød en Stemme +„— høj Lasse, kom herhen!“ De gik derhen og saa +en Mand ligge paa Jorden og sparke med Ansigtet +nedad; Hænderne havde han bundne paa Ryggen, +han kunde ikke holde Ansigtet fri af Snavset. +</p> + +<p> +„Men det er jo Per Olsen,“ udbrød Lasse. +</p> + +<p> +„Ja vist saa“ svarede Høkeren. „Kan I ikke tage +ham med hjem? han er ikke rigtig i Hovedet.“ +</p> + +<p> +Lasse saa betænkelig fra sig til Drengen. „En rasende +Mand — det kan vi to ikke.“ +</p> + +<p> +„Aa han har Hænderne bundne. I holder bare i +Enden af Rebet, saa gaar han skikkeligt med,“ sagde +en af Mændene. Det var Stenarbejdere oppe fra +Værket. „Ikke sandt du, du vil gaa skikkeligt med?“ +spurgte han og sparkede ham ind i Siden med Træskosnuden. +</p> + +<p> +„Ak Jesus, Jesus!“ stønnede Per Olsen blot. +</p> + +<p> +„Hvad har han gjort da?“ spurgte Lasse — „hvorfor +har I slaaet ham fordærvet?“ +</p> + +<p> +„Vi maatte give ham nogle Prygl, fordi han vilde +hugge sin ene Tommelfinger af. Han forsøgte det +flere Gange Svinet, og fik den halv af — vi maatte +prygle ham til at lade være.“ De viste hans Tommelfinger +<a id="page-115" class="pagenum" title="115"></a> +frem, den var helt blodig. — „Saadan et +Kreatur, begynde at hugge og skære i sig selv fordi +han faar en Pægl Brændevin! Vilde han slaas, var +her vel Mandfolk nok det foruden!“ +</p> + +<p> +„Vi maa vel have en Klud om, han forbløder sig +jo Staklen!“ sagde Lasse og trak nølende sit røde +Lommetørklæde frem. Det var hans Søndagstørklæde, +og han havde lige faaet det rent. Høkeren kom med +en Flaske og hældte Fingeren over med Brændevin +— for at der ikke skulde gaa Kulde i den. Den +Saarede skreg højt og slog sin Kind mod Jorden. +</p> + +<p> +„Vil ikke en af jer slaa Følge?“ spurgte Lasse. +Men ingen svarede, de ønskede at trække sig ud af +det, for det Tilfælde noget kom op for Øvrigheden. +„Ja ja, saa faar vi to til det i Guds Navn,“ sagde +han henvendt til Pelle, hans Stemme rystede. „Men +I kan vel hjælpe ham op i det mindste — saadan +som I har smidt med’en.“ +</p> + +<p> +De rejste ham op; hans Ansigt var forslaaet og +blodigt. I deres Iver for at redde hans Finger havde +de mishandlet ham, saa han knap kunde staa paa +Benene. +</p> + +<p> +„Det er Lasse og Pelle,“ sagde den Gamle og forsøgte +at tørre hans Ansigt af „— du kender os vel +Per Olsen? Vi vil følge dig hjem, hvis du vil være +god og ikke gøre os ondt — vi mener dig det vel, +vi to.“ +</p> + +<p> +Per Olsen stod og skar Tænderne mod hinanden +og rystede ned gennem Kroppen. „Ak Jesus, ak!“ var +det eneste han sagde; der stod hvid Væske i hans +Mundvige. +</p> + +<p> +Lasse gav Drengen Enden af Rebet at holde i. +„Han skærer Tænder, Djævlen har vel allerede sit +for med ham,“ hviskede han. „Men hvis han vil +noget ondt, trækker du i Rebet af al Magt. Og gaar +det rent galt faar vi springe over Grøfterne.“ +</p> + +<p> +Saa satte de sig i Bevægelse hjemefter. Lasse +maatte have Per Olsen under Armen, han vaklede +og vilde falde hvert Øjeblik; stadig mumlede han +for sig eller skar Tænder. +</p> + +<p> +<a id="page-116" class="pagenum" title="116"></a> +Pelle traskede bagefter og holdt i Rebet; det krøb +koldt igennem ham — af Frygt og hemmelig Tilfredshed. +Saa havde han da set én, som han vidste +var evig fordømt! — saadan som Per Olsen saa de +altsaa ud, der blev Djævle i det andet Liv. Men +ond var han ikke! han var den skikkeligste af Gaardens +Karle mod Pelle, han havde købt den Flaske +til dem — ja og han havde lagt Pengene ud af sin +egen Lomme indtil Majdag! +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-9"> +VIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod +den graa Hingst stryge til og sad og saa optaget ud +over Markerne, som anede han ikke at der var nogen +i Hælene paa ham — men Fruen generede sig +saa sandt ikke. Hun piskede paa den Røde af alle +Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun +var ude for! +</p> + +<p> +Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og +tossede paa Vejene, i Stedet for at holde Ufreden +inden for fire Vægge som andre ordenlige Folk! Det +maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i! +</p> + +<p> +Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs +paa Hesten — med Skaftet saa galt! Kunde hun nu +ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu +var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. +Herregud at hun blev ved efter tyve Aars det samme +og det samme — Kvindfolk var sandelig udholdende! +</p> + +<p> +Og at <em>han</em> gad! Ligge i evig Ufred hjemme for +en Hotelmadams eller et andet Kvindfolks Skyld, +der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa i +Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt +Sind til for at være Jon paa den Manér — +men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret betragtet! +</p> + +<p> +Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa +<a id="page-117" class="pagenum" title="117"></a> +Stengaarden hang ud af Lugerne og morede sig +kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder +var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten +som havde han glemt at yde Vederlag for sig! +Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge! +Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den +vilde Kørsel med Haanden over Øjnene — Mage +til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var +Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, +som stod i Porten da det skar forbi, tænkte i sit +stille Sind det samme; og ud over Markerne slap +de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig +besat af Driften de to! det var den rene Djævel +der red dem begge! +</p> + +<p> +Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og +vende om. Hun krøb over i Vognen til ham, og den +Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj. +Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa +glad og sejrsæl ud, præcis som Herredsbetjenten +naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede +en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de +agende ind paa Gaarden igen! — — — — +</p> + +<p> +En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde +Lasse og Pelle til Barsel næste Søndag. Pengene +fik Lasse efter nogen Vanskelighed af Forvalteren +oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte +de sige nejtak til, saa haardt det holdt; der var ikke +Tale om at faa fri igen. En anden Dag var Forkarlen +borte. Han var forsvundet om Natten og havde ført +sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været +ham behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor +dyrt paa at de intet havde mærket, og Forvalteren +maatte opgive at komme ind i Sagen alt det fnysende +han var. +</p> + +<p> +Saadan skete der et og andet, som satte Blodet +lidt i Bevægelse for en Dag eller to, men ellers +var Vinteren trang at komme igennem. Mørket havde +Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene +blev det aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar +man ikke netop befandt sig i den hyggelige Stald; +<a id="page-118" class="pagenum" title="118"></a> +der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det +tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de +lange Aftner uden at have noget at tage sig til. +De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og +spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige +Historier, der gjorde det til en halsbrækkende +Ting at slippe over Gaarden ned til Stalden naar +man skulde i Seng. +</p> + +<p> +Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til +Forkarl da den anden rømte. Lasse og Pelle var +glade ved det, for han stod paa deres Parti naar +nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt +Menneske i alle Henseender, rørte næsten ikke +Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden. Lidt for +stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og +Koner, men de vidste hvorfor og holdt af ham — +fordi han stod paa den Svages Ret, og for den +Skæbne der hang over ham. „Han gaar og <em>lyes</em>“ +sagde de, og naar han saadan ligesom lyttede indad +mod det ubekendte, undgik de saa vidt muligt at +forstyrre ham. +</p> + +<p> +„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav +paa ham,“ mente baade Lasse og Husmandskonerne +naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per Olsens +Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan +finde noget at udsætte paa.“ +</p> + +<p> +Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret +paa Per Olsens Tommelfinger; naar Gud tog sin +Straffedom bort maatte det vel forsvinde! +</p> + +<p> +Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. +Hele Dagen gik han og travede rundt paa +Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og +Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste +Tilværelsen endnu havde budt ham; han kunde +ikke engang snitte — det var for koldt om Fingrene +— og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin +egen Herre, tusend Ting kaldte paa ham; men her +maatte han gaa rundt og rundt efter en Bom, bestandig +rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var +at holde Rede paa Omgangene han kørte, men det +<a id="page-119" class="pagenum" title="119"></a> +var en fortærende Beskæftigelse, man blev endnu +mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren +rundt, og kunde ikke slippe det igen! — Tiden fik +intet Indhold, Dagen vilde aldrig faa Ende saa kort +den var. +</p> + +<p> +Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han +hver Morgen og var led ved det hele — det var +den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden +blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han +havde gaaet der en Timestid. Tilstanden indfandt sig +af sig selv, og han længtes paa Forhaand efter den. +Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og +ikke interesserede sig for noget men blot stolprede +mekanisk bag efter Bommen. Maskinen brummede +ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved Lige, +Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled +umærkeligt. Som oftest overraskede nu Middag eller +Aften ham; undertiden syntes han der lige var +spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene +ind. Han havde fundet ind i den Tilstand af +syngende Idioti, der er Tilværelsens eneste Barmhjærtighed +mod Dødsfanger og Folk som tilbringer +deres Liv ved en Maskine. Men der kom noget +søvnigt over ham, naar han var fri ogsaa; han var +ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om +alting; Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og +Paahit. +</p> + +<p> +Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand +ved, at et sort svedigt Ansigt kom frem i Lugen +og bandte fordi han ikke kørte jævnt; saa vidste +han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det +ellers tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, +at Piskesnærten fik fat om Akslen og vandt sig paa, +saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns; og +den Dag faldt han ikke i Døs mere. +</p> + +<p> +Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; +endnu laa der Sne i Lavningerne, men deres Kvidren +mindede saa varmt om Sommer og græssende +Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, +at der sad en Stær oppe paa Husryggen og skreg +<a id="page-120" class="pagenum" title="120"></a> +og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag skinnede +Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men +Havet laa endnu bleggraat dernede. +</p> + +<p> +Pelle begyndte at blive Menneske igen — det var +Foraaret, og saa den Ting at paa et Par Dage var +man færdig med Tærskningen. Men mest var det +alligevel den Vestelomme — den kunde nok gøre +sin Mand levende. Han løb i Smaatrav efter Bommen, +der maatte køres hurtig nu for at blive færdig, +alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar +han klemte Haanden ind mod Brystet, kunde han +tydelig fornemme Papiret den var i. For den var +der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se +ad, man maatte klemme sig frem. +</p> + +<p> +Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre — en aldeles +ægte 50-Øre. Udover 2- og 1-Ører var det de +første Penge han endnu havde besiddet, og han +havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed. +</p> + +<p> +Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, +og saa hittede en af dem paa at de skulde +have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde springe til +Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og +Paalæg om at gaa bagind da det var Søndag. Pelle +havde ikke glemt sin Oplevelse fra Julen og holdt +Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at +glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav +som gav ham Pengene, vendte stadig Ansigtet bort +og kiggede efter noget ude i Gaarden. +</p> + +<p> +Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte +sit Ærende. „Nej se, er du saadan en Karl!“ +udbrød hun. „Hvordan — var det ikke ogsaa dig +der hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft +megen Nytte af?“ +</p> + +<p> +Pelle blev blodrød. „Jeg mente nok det var for +at narre, men turde ikke sige nej,“ sagde han lavmælt. +</p> + +<p> +„Nej man maa jo sommetider være Bajads enten +man er det eller ej,“ sagde Konen. +</p> + +<p> +„Hvad er saa Hasselfedt da?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Ih Herregud — du har vist faaet det mange +<a id="page-121" class="pagenum" title="121"></a> +Gange dit Skrog! Men saadan maa én døje saa meget, +én ikke ved Navnet paa.“ +</p> + +<p> +Der gik et Lys op for ham: „Det er Prygl af en +Hasselkæp kanske?“ +</p> + +<p> +„Ja vidste jeg ikke nok du kendte det!“ +</p> + +<p> +„Nej jeg har kun faaet af Pisken — over Benene.“ +</p> + +<p> +„Ja ja, det skal du ikke være ked af — det ene +kan saamænd være lige saa godt som det andet. +Men faa du nu en Taar Kaffe værsgod, saa skal jeg +imens pakke Varen ind til dem.“ Hun skød en Kop +Kaffe med brunt Sukker hen til ham og gav sig til +at øse Grøn Sæbe i et Papir. „Se her, giv du dem +det, det er bedste Hasselfedt. Pengene kan du selv +beholde.“ +</p> + +<p> +Pelle var ikke dristig ved den Ordning. +</p> + +<p> +„Ja saa beholder jeg selv Pengene,“ sagde hun +„— os begge to skal de ikke holde for Nar. Saa +kan du selv om det. Men nu maa du jo holde +Ørerne godt stive.“ +</p> + +<p> +Han holdt dem godt stive, men han var dygtig +hed om dem. Karlene bandede over Tabet af 50-Øren +og udnævnte ham til den største Idiot paa +Guds grønne Jord; men han havde den Tilfredsstillelse, +at det var fordi han ikke var dum nok. Og +50-Øren var hans! +</p> + +<p> +Hundrede Gange om Dagen følte han til den +uden at den blev forslidt, her var endelig noget som +ikke tabte sin Glans ved Besiddelsen. Han købte i +det uendelige for den — snart til Lasse snart til sig +selv. De dyreste Ting erhværvede han sig, og naar +han havde dvælet tilstrækkeligt i ét Køb og blev +mæt af Besiddelsen, gav han sig til at købe noget +andet. Mønten beholdt han lige god. Pludselig kunde +han gribes af vanvittig Frygt for at Pengene var +borte; naar han saa følte til dem var han dobbelt +lykkelig. +</p> + +<p> +Pelle var med ét Slag blevet Kapitalist — ved +egen Dygtighed — og han aagrede godt med sin +Kapital. Han havde allerede erhværvet sig alt hvad +han kendte af attraaværdigt — han havde i al Fald +<a id="page-122" class="pagenum" title="122"></a> +det hele paa Haanden; og efterhaanden som der +dukkede noget nyt inden for hans Verden, sikrede +han sig Forkøbsret til det. Lasse var den eneste som +vidste Besked med hans Rigdom, og han maatte +modstræbende lade sig trække ud i de vildeste Spekulationer. +— — — +</p> + +<p> +Han hørte paa Lyden at der var Kludder i Maskinen; +Hestene hørte det ogsaa, de stansede endnu +inden der blev raabt Holdt. Saa gik det Slag i Slag: +Holdt! Kør saa! Holdt! Kør igen! Stop! Ryk! og +Pelle trak Bommen baglæns, kørte frem og rykkede, +til det hele snurrede igen. Saa vidste han at det var +Lange Ole der lagde i Maskinen, mens Per Olsen +maalte Sæd — Ole var et Fæ til at lægge i. +</p> + +<p> +Han var kommet godt i Gang igen og gik og +holdt Øje med Hjørnet henne ved Kostalden. Naar +Lasse kom frem dér og klappede sig paa Maven, +betød det at det snart var Middag. +</p> + +<p> +Det stemmede op i Bommen, Hestene maatte +lægge sig i, og den sprang med et Ryk frem over +den usynlige Forhindring. Inde fra Tærskeloen lød +et Skrig og et mangestemmigt Holdt! Hestene stansede +pludselig, og Pelle maatte gribe i Bommen for +at den ikke skulde løbe dem paa Benene. Det varede +noget, inden man kom ud og tog Hestene ind, saa +Pelle kunde komme ind paa Loen og se hvad der +var i Vejen. +</p> + +<p> +Derinde gik Lange Ole og vred sig sammen over +den ene Haand; Blusen var viklet om den, men +Blodet dryppede gennem Tøjet ned paa Logulvet. +Han bukkede sig langt forover og humpede om, +kastede med Kroppen til Siderne og sagde uforstaaelige +Ting. Pigerne stod blege og stirrede paa ham, +Karlene skændtes om, hvilket Raad der var det +bedste til at stanse Blodet — en af dem kom glidende +ned oppe fra Stænget med en Haandfuld +Spindelvæv. +</p> + +<p> +Pelle gik og kiggede ind i Maskinen for at komme +efter, hvad der var saa glubsk ved den. Imellem +to Drev sad noget som en Negl, da han rørte ved +<a id="page-123" class="pagenum" title="123"></a> +Valsen faldt det meste af en Finger ned paa Logulvet. +Han tog den mellem nogle Avner og bar +den hen til de andre — det var en Tommelfinger. +Da Lange Ole saa Fingeren daanede han; der var +ikke noget at sige til det, han var jo nu Krøbling +for Livstid. — Men Per Olsen maatte sige, han var +kommet væk fra Maskinen i en heldig Stund. +</p> + +<p> +Der blev ikke tærsket mere den Dag. Om Eftermiddagen +gik Pelle i Stalden og legede, han var +helt fri for at bestille noget. Under Legen udkastede +han Fremtidsplaner for Faderen, de var midt i det. +</p> + +<p> +„Saa drager vi til Amerika da — og graver Guld!“ +</p> + +<p> +„Ja—ha, det var nok ikke det daarligste. Men der +skal mange Halvkroner til for at gøre den Tur.“ +</p> + +<p> +„Saa kan vi give os til at være Stenhuggere da.“ +</p> + +<p> +Lasse stansede midt paa Fodergangen og stod og +overvejede med sænket Hoved. Han var inderlig +misfornøjet med Stillingen, de var to om at slide +hundrede Kroner sammen, og det slog ikke til; +Frihed var der heller aldrig, man var simpelthen en +Slave. — Af sig selv kom han aldrig længer end til +at være misfornøjet og skuffet af alting, han var for +gammel. Den blotte Forsken efter Udveje til noget +nyt var et uoverkommeligt Slid, og alting tog sig +saa haabløst ud. Men Pelle var rastløs, hvergang +han var utilfreds med noget udkastede han Planer +i Snesetal, vilde og saapas fornuftige mellem hverandre. +Og rev den Gamle med. +</p> + +<p> +„Vi kunde ogsaa tage til Staden og arbejde,“ sagde +Lasse funderende — „derinde tjener de den ene +blanke Krone oven paa den anden. Men hvad skal +vi saa stille op med dig? — du er for lille til at +haandtere et Stykke Værktøj.“ +</p> + +<p> +Denne haarde Kendsgærning satte i Øjeblikket +Bom for Pelles Planer; men saa dukkede hans Mod +op paa ny. „Jeg kan godt komme med til Byen“ +sagde han „for jeg skal nok —“ han nikkede forblommet. +</p> + +<p> +„Naa hvad skal du da?“ spurgte Lasse spændt. +</p> + +<p> +„Jo kanske gaar jeg nede ved Havnen og har +<a id="page-124" class="pagenum" title="124"></a> +ingenting at bestille; saa falder der en lille Pige i +Vandet, og jeg redder hende. Men den Pige er nok +bare en fin Mands Datter, og saa —“ Pelle overlod +Resten til Lasses egen Fantasi. +</p> + +<p> +„Saa maatte du nok lære at svømme først,“ sagde +Lasse alvorligt. „Ellers drukner du bare.“ +</p> + +<p> +Ovre fra Karlekamret lød der Skrig, det var +Lange Ole; Lægen var kommet og var i Lag med +hans lemlæstede Haand. „Aa spring over og se hvad +det bliver til!“ sagde Lasse. „I saadan en Stund er +der ingen der lægger Mærke til dig, om du gør dig +liden.“ +</p> + +<p> +En Stund efter kom Pelle tilbage og berettede: +de tre Fingre var helt masede og hang i Laser, nu +havde Doktoren renskaaret det. +</p> + +<p> +„Var det de her tre?“ spurgte Lasse spændt og +viste Tommel-, Pege- og Langfinger. Sandt at sige +havde Pelle intet set, men hans Fantasi løb af med +ham. +</p> + +<p> +„Ja det var Sværgefingrene!“ sagde han og nikkede +bestemt. +</p> + +<p> +„Saa er Per Olsen udfriet,“ sagde Lasse og drog +et dybt Suk. „Hvor var det <em>vel</em>, det — en Guds +Lykke!“ +</p> + +<p> +Det samme mente Pelle. +</p> + +<p> +Stengaardsbonden kørte selv ud med Doktoren, +og lidt efter kom der Bud efter Pelle. Han skulde +løbe et Ærende til Landhøkeren for Fruen. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-10"> +IX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +For Pelle var det ingen Sag, blev han slaaet ned +paa ét Punkt, rejste han sig paa to andre — han +var uovervindelig. Og han havde Barnets rige Ævne +til at tilgive, ellers maatte han have hadet alle Voksne +undtagen netop Far Lasse. Men skuffet var ham! +</p> + +<p> +Det var svært at sige hvem der havde lovet sig +<a id="page-125" class="pagenum" title="125"></a> +mest, Drengen hvis Barnefantasi havde bygget ustyrligt +af alt det fortalte, eller den Gamle som selv +havde været her engang. +</p> + +<p> +Men Pelle raadede selv for at give Tilværelsen +rigt Indhold, og var saa optaget til alle Sider at han +lige fik Tid til at fastslaa Skuffelsen i Forbifarten. +Hans Verden var oversanselig som Fakirens: et lille +Frøkorn kunde i Løbet af Minutter skyde op og +blive til et mægtigt Træ der overskyggede alt andet. +Aarsag svarede aldrig til Virkning i den, og der galdt +en anden Tyngdelov — Begivenhederne bar ham +altid oppe. +</p> + +<p> +Virkeligheden kunde trænge ham saa haardt den +vilde, altid kom han ud af Klemmen beriget paa et +eller andet Punkt. Og Faren kunde aldrig blive +overhængende stor, saalænge Far Lasse ragede betryggende +mægtig op bag alting. +</p> + +<p> +Men — Lasse havde svigtet i det afgørende mere +end én Gang, og hvergang han truede med ham +blev han blot lét ud. Den Gamles Almagt kunde ikke +vedblivende bestaa ved Siden af hans tiltagende Affældighed, +den smuldrede fra Dag til Dag. Pelle +maatte saa nødig han vilde slippe sit Forsyn og søge +den beskyttende Udvej i sig selv. Det var lovlig tidlig, +men han tog Forholdene op paa sin Maade. Mistro +havde han allerede lagt sig til — og Sky! han +gjorde daglig kluntede Forsøg paa at komme bag +om Folks Ord og bag om Tingene. Der var noget +igen bagved alt! Ofte førte det ham ud i Forvirring, +men stundom var Udfaldet iøjenfaldende godt. +</p> + +<p> +Der var Prygl man kunde løbe fra fordi Vreden +gik over imens, og andre Prygl hvor det galdt om +at græde det mest mulige. De fleste slog kun til +der kom Taarer, men Forvalteren kunde ikke fordrage +Flæben, saa der galdt det om at bide Tænderne +sammen og gøre sig haard. Folk raabte paa at man +skulde sige Sandheden; men de fleste Prygl undgik +man ved at lave en Nødløgn — naar den var godt +fundet paa og man passede paa sit Ansigt. Sagde +man Sandhed, sad deres Haand løs. +</p> + +<p> +<a id="page-126" class="pagenum" title="126"></a> +Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad. +Rud kunde han banke naar han vilde, men over +for større Drenge maatte man helst have Retten +paa sin Side — som f. Eks. det at Faderen blev +angrebet! Saa hjalp Gud til. Her var et Punkt, hvor +Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte sig +som den Gamles Beskytter. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand, +og dog gik de hver sin Vej — Lasse følte det selv. +„Vi har fat ved hver sin Ende!“ sagde han stundom +mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor +stærkt frem — „han er for Opgaaende, Pøjken!“ +</p> + +<p> +Det saas bedst paa de andre. I Længden maatte +man synes godt om Drengen, det kunde ikke være +andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære +ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham. +Pelle var den allerlyseste vordende Ungdom — de +kunde tage ham paa Skødet og kysse ham bedst som +han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage +i Favnen og lade enhver se det. +</p> + +<p> +„Ja han faar Kvindetække han!“ sagde Lasse saa, +„det har han efter sin Far.“ Men saa lo de. +</p> + +<p> +Altid blev der lét, naar Lasse vilde være med i +de Voksnes Lag! Forrige Gang — ja da var han +god nok. „Hvor er Lasse?“ hed det altid naar der +spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller Demonstration +— „kald paa Lasse Karlsson!“ Han +behøvede ikke trænge paa, han var selvskreven. +Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham +— gift Mand som han var; og han holdt Sjus med +dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta var ikke +blid at nappes med om hun hørte noget. +</p> + +<p> +Men nu! Ja — jo — han fik Lov at hente Brændevin +til de andre! og gøre Arbejdet for dem naar +de havde fri, uden at de gjorde noget til Vederlag. +„Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i +Aften? — Kan du tage min Plads i Hakkelseloen i +Morgen Kvæld?“ +</p> + +<p> +Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde +selv fundet Forklaringen — han var ved at blive +<a id="page-127" class="pagenum" title="127"></a> +gammel. Selve Opdagelsen gav ham yderligere Ret, +den lagde Affældighed over ham, tog Spændingen +af hans Sind og de sidste Spændingsrester af hans +Legeme. Haardest slog det ham, da han opdagede +at han intet vejede for Pigerne, slet ikke indgik i +deres Tanker om Mændene. I Lasses Verden vejede +intet Ord til som Ordet <em>Mand</em>, og det blev Pigerne +der til syvende og sidst afgjorde, om man var det +eller ikke. Lasse var det ikke — han var ikke farlig! +Han var kun nogle sølle Efterladenskaber af et Mandfolk, +en komisk Rest af noget forbigangent — de lo +højt af ham naar han vilde gøre sig til. +</p> + +<p> +Latteren knuste ham, og han trak sig tilbage og +indrettede sig nedslaaet i sin Gammelmandsverden. +Det eneste der holdt ham levende var hans Bekymringer +for Drengen, og han klamrede sig fortvivlet +til sin Stilling som hans Forsyn. Det var kun +lidt han kunde gøre for ham, des flere store Ord +talte han; og naar noget gik Drengen imod udstødte +han endnu større Trusler mod Verden end før. Han +følte ogsaa at Drengen var i Færd med at frigøre +sig, og kæmpede en fortvivlet Kamp for at bevare +den sidste Skinrest af sin Magtstilling. +</p> + +<p> +Men Pelle havde ikke Raad til at tage hans Indbildning +under Armene — vel heller ikke Forstand +til det. Han voksede godt og havde Brug for alt sit +selv. Nu Faderen ikke stod skærmende bagved, var +han som en lille Plante der er flyttet ud paa Friland +og kæmper haardt for at erkende Omgivelsernes +Natur og læmpe sig ind i den. For hver Rodtrævl +der fik Føling med Jordbunden sank et af de sarte +Blade til Jorden, og to kraftige skød frem. Følelse +efter Følelse af Barnets Værgeløshed faldt og gav +Plads for mere haardhændede — Jegets. +</p> + +<p> +Drengen var i Færd med at bygge sig selv op — +efter usynlige Love. Han tog Stilling til Omgivelserne +paa alle Punkter, men han efterlignede dem ikke. +Folkene paa Gaarden var f. Eks. ikke gode ved +Dyrene. Karlene piskede ofte løs paa Hestene blot +for at faa Afløb for et ondt Lune, og Pigerne havde +<a id="page-128" class="pagenum" title="128"></a> +det paa samme Maade med Smaakræet og Malkekørne. +Og af disse Forudsætninger lærte Pelle sig +Medlidenhed. Han kunde ikke taale Dyrplageri, og +pryglede første Gang Rud da denne en Dag havde +plyndret en Fuglerede. +</p> + +<p> +Pelle var som Killingen der triller med alt. I sin +Leg optog han uden at ane det mange af Livets +alvorlige Foreteelser og boltrede sig med dem, i +kaade Spring. Han øvede sin Stump Aand som han +øvede sit Legeme; krængede sig ind i alt og ud af +alt; efterlignede Arbejde og Løjer og Skulken til +Side; lærte at puste sig op til en allerhelvedes Karl +hvor Omgivelserne veg, og at gøre sig næsten usynlig +af Beskedenhed naar de gik for haardt paa. Han +uddannede sig til den lille Tusendkunstner Mennesket. +</p> + +<p> +Og det blev vanskeligere og vanskeligere at træffe +ham uforberedt. Første Gang han for Alvor skulde +i Lag med noget havde han gærne Haandelaget; +han var saa svær at overrumple som en Kat. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Det var Sommer igen. Varmen stod stille og legede +over Jorden, tindrende, med doven Vellyst og bløde +Lader som Aaens Fisk. Langt inde dirrede Klippens +Bryn i et uroligt Flimmer af hvidblaat; nedenfor +strakte Markerne sig under den bagende Sol, det +drev over dem som Krudtrøg naar Rugen dræed. +Oppe over Kløvermarken stod Stengaardens Kør i +lange Rækker, de hang tungt med Hovedet og holdt +Halerne i jævn svingende Bevægelse. Lasse gik deroppe +imellem Rækkerne og ledte efter Tøjrkøllen, +nu og da saa han bekymret ned mod Engen ved +Klitterne og gav sig til at tælle Ungkvæget og Studene. +De fleste laa ned, nogle stod med Hovederne +ind til hinanden og gumlede med lukkede Øjne. +Drengene var ikke at se. +</p> + +<p> +Lasse stod og tænkte paa, om han ikke skulde give +Pelle et advarende Raab; det gik pinegalt om Forvalteren +nu kom. Men saa lød der Stemmer inde i +<a id="page-129" class="pagenum" title="129"></a> +Klittens unge Graner, en nøgen Dreng kom til Syne, +og en til. Deres Legemer stod som gyldne Funker +i Luften, idet de løb hen over Marehalmen og Engen +med hver sin lukkede Hue i Haanden. +</p> + +<p> +De slog sig ned paa Aabrinken med Fødderne i +Vandet og aabnede forsigtigt for deres Fangst — det +var Guldsmede. Efterhaanden som Insekterne kom +kravlende frem af den snævre Aabning, nappede +Drengene Hovedet af dem og lagde dem paa Rad i +Græsset. Ni havde de fanget, og ni Gange 35 — ja +det blev da over tre Kroner. Den svimlende Sum +gjorde Pelle skeptisk. +</p> + +<p> +„Er det nu ikke Løgn bare!“ sagde han og slikkede +sig paa Skulderen, hvor han havde et Myggestik. +Det hed sig at man fik 35 Øre for Stykket af +Guldsmede inde paa Apoteket. +</p> + +<p> +„Løgn?“ fór Rud op. — „Jo det kan godt være“ +føjede han spagfærdigt til, „det er nok Løgn, for det +er saadan noget altid. Du kunde give mig dine ogsaa +du!“ +</p> + +<p> +Men det vilde Pelle ikke. +</p> + +<p> +„Saa giv mig 50-Øren da, saa skal jeg gaa til Bys +og sælge dem for dig. De koster nu 35 Øre, for det +siger Karl, og hans Mor har gjort rent paa Apoteket.“ +</p> + +<p> +Pelle rejste sig, ikke for at hente 50-Øren — den +vilde han ikke give fra sig for alt i Verden — men +for at forvisse sig om, at den endnu laa i hans +Vestelomme. +</p> + +<p> +Da han havde bortfjærnet sig, løftede Rud hastigt +en Græstørv i Brinken, stak noget ind under den +og sprang ud i Vandet. Og da Pelle kom tilbage, +med tung, faretruende Gang, krøb han op paa den +anden Bred og satte i Rend. +</p> + +<p> +Pelle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste +at han var den hurtigste, og det gjorde ham kaad. +Han daskede sig ned ad det nøgne Legeme under +Løbet som var han leddeløs, svajede til Siderne som +en Ballon, stejlede og stampede i Jorden — og fór +frem igen. Saa lukkede de unge Graner sig om dem +<a id="page-130" class="pagenum" title="130"></a> +igen, Toppenes Bevægelser angav hvor de løb, fjærnere +og fjærnere, til alt blev stille. +</p> + +<p> +Paa Engen gumlede Kreaturerne med lukkede +Øjne og vagtsomme Øren. Varmen stod og legede +over Jorden, flimrende, gispende — som en Fisk i +Vand. Det summede tungt og bedøvende; Lyden +kom allevegne og ingen Steder fra. +</p> + +<p> +Oppe over Agrene kom et stort svært Kvindfolk +gaaende. Hun var i Skørt, Særk og Hovedklæde, +hun skyggede over Øjnene og spejdede. Hun skraaede +ned over Engen, fandt Pelles Madkurv, tog dens +Indhold og stak det ind under Særken paa sit nøgne +svedige Bryst. Saa tog hun Retningen mod Havet. +</p> + +<p> +Det brast i Granernes Bryn, og frem kom Rud +med Pelle hængende paa sin Ryg. Ruds altfor store +Hoved hang forover, han vaklede i Knærne, hans +Pande, som faldt ind ved Øjnene og sprang stærkt +frem oppe i Haarlinien, var fuld af Stødpletter og +gamle Ar — de blev stærkt synlige nu under Anstrængelsen. +Begge Drengene var skoldede over hele +Kroppen af Grannaalenes Gift. Pelle lod sig falde +ned paa Engen og blev liggende paa Maven, Rud +gik langsomt hen efter 50-Øren og rakte den nølende +til Ejermanden. Han ludede overvunden, men i hans +Blik lurede Tanken om et nyt Slag. +</p> + +<p> +Pelle saa kærligt paa Mønten. Nu havde han haft +den lige fra April, fra dengang han skulde købe +Hasselfedt; alt attraaværdigt havde han erhværvet +sig for den, og to Gange var den blevet borte for +ham — han elskede den Skilling. Den var som en +Kriblen i Fingrene — i hele Kroppen, altid tilskyndede +den ham til at give den ud, kom saa med et +Forslag, saa med et andet. Trille, trille! det var nok +det den længtes efter; og det var fordi den var rund +sagde Far Lasse. Men blive rig det var det samme +som at stoppe Pengene i Farten! Pelle skulde nok +blive rig han! Og saa kriblede det stadig i ham efter +at give den ud, give den saadan ud, at han fik alting +for den — eller noget han kunde have hele +sit Liv. +</p> + +<p> +<a id="page-131" class="pagenum" title="131"></a> +De sad og smaakævledes paa Aabrinken; Rud +lagde an paa at imponere og sad og pralede for at +gøre Indtryk. Han lagde Fingrene bag hen ad Haanden +og bevægede Ørerne, han kunde dreje dem +lyttende fremefter som en Hest. Det drillede altsammen +Pelle mægtigt. +</p> + +<p> +Pludselig holdt han inde. „Faar jeg saa ikke 50-Øren? +Saa faar du ti Kroner, naar jeg bliver stor.“ +Rud samlede paa Penge — han var allerede gærrig +— og havde en hel Æske fuld af Mønter som han +havde listet fra Moderen. +</p> + +<p> +Pelle grundede lidt. „Nej for du bliver aldrig stor +— du er jo en Dværg!“ Der var skær Misundelse +i hans Stemme. +</p> + +<p> +„Det siger Soen ogsaa! Men saa viser jeg mig +frem for Penge paa Markederne og St. Hans Aften +i Almindingen. Saa bliver jeg knasende rig.“ +</p> + +<p> +Det gjorde ondt i Pelle indvendig. Skulde han +give ham hele 50-Øren, for slet ingenting? det havde +endnu ingen gjort at han vidste. Og saa engang kanske, +naar Rud blev vældig rig, fik han Halvparten. +— „Vil du have den?“ spurgte han men fortrød det +straks. +</p> + +<p> +Rud rakte begærligt Haanden frem, men Pelle +spyttede i den. „Det kan vel vente til vi har spist,“ +sagde han og gik over efter Madkurven. En Stund +stod de og gloede i den tomme Kurv. +</p> + +<p> +„Soen har været her,“ sagde Rud og rakte Tunge. +</p> + +<p> +Pelle nikkede: „Hun er en rigtig Satan.“ +</p> + +<p> +„En Tyvemær,“ sagde Rud. +</p> + +<p> +De tog Maal af Solen. Rud paastod, at naar man +kunde se den ved at bøje sig forover og kigge gennem +Skrævet, var Klokken fem. Pelle begyndte at +iføre sig sit Tøj. +</p> + +<p> +Rud kredsede om ham. „Du“ sagde han pludselig +„hvis jeg maa faa den, skal du faa Lov at piske +mig med Nælder.“ +</p> + +<p> +„Paa den bare Krop?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +Rud nikkede. +</p> + +<p> +I et Spring var Pelle af Bukserne igen og henne +<a id="page-132" class="pagenum" title="132"></a> +ved en Gruppe Nælder. Han rykkede dem op ved +Hjælp af et Skræppeblad, saa mange han kunde +gribe om, og kom tilbage. Rud lagde sig paa Maven +over en Tue, og Piskningen begyndte. +</p> + +<p> +Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde +faaet de ti rejste han sig og vilde ikke mere. +</p> + +<p> +„Saa faar du heller ikke Pengene,“ sagde Pelle. +„Vil du, eller vil du ikke?“ Han var rød af Spænding +og Anstrængelse, Sveden stod allerede i Perler +ned ad hans slanke Ryg — han havde lagt godt i. +„Vil du eller vil du ikke? — Fem og halvfjerds +Slag da!“ Pelles Stemme dirrede af Iver, han maatte +spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans +Lemmer kom til at ryste. +</p> + +<p> +„Nej — tres kun — du slaar saa haardt! Og saa +vil jeg have Skillingen først, ellers kan du snyde.“ +</p> + +<p> +„Jeg snyder ikke,“ sagde Pelle mørk. Men Rud +stod ved sit. +</p> + +<p> +Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har +smagt Blod. Med et Ryk slængte han Mønten til +Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i +ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede +sig selv at lægge des bedre i. +</p> + +<p> +Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud +borede Hovedet ned i Græsset og knugede Pengestykket +fast for at samle Styrke. Der var Had i +hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem +Kammeratens Legeme, men han vaandede sig ikke. +Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig, Mønten +han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men +om Pelles Krop brændte Luften som Ild, Armene +begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag +sank hans Lyst — det var et Slid, surt Slid bare. +Og Skillingen — den dejlige 50-Øre gled længer og +længer bort, nu skulde han til at være fattig igen — +og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte +han Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et +i at tudbrøle, smed de optrævlede Nældestængler +langt fra sig og løb over ad Granerne til. +</p> + +<p> +Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit +<a id="page-133" class="pagenum" title="133"></a> +og sørgede over sit Tab, mens Rud laa nede under +Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad +Ler. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-11"> +X +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Per Olsen var alligevel ikke den de havde anset +ham for. Nu da han var blevet udfriet paa den +Maade, havde det vel været i sin Orden om han +havde givet det stakkels Skrog Lange Ole en hjælpende +Haand — som dog var kommet i Elændighed +for hans Skyld. Men se om han gjorde! Nej han +tog fat at ture. Svir og Sværm og flagrende Skørter +stod der om ham hele Sommeren, og nu til Fistje +flyttede han op og tog Arbejde paa Stenværket — +for at blive mere sin egen Mand. Der var ikke Frihed +nok for ham paa Stengaarden. Det gode i ham +han endnu ikke havde sat over Styr skulde nok faa +Fødder at gaa paa deroppe. +</p> + +<p> +Lange Ole kunde jo ikke blive paa Stengaarden, +Krøbling som han var. Han fik halv Løn udbetalt +som en Forekommenhed fra Bondens Side; det var +mere end han havde Kravet paa — og altid saa +meget at han kunde komme hjem og forsøge sig +med et eller andet. Mangt et Arbejde lod sig til Nød +udrette med én Haand, og nu mens han havde Pengene +skulde han vel ogsaa anskaffet sig en Jærnklo; +den kunde spændes paa Haandleddet og var ikke +ueffen til at holde paa Redskab med. +</p> + +<p> +Men Ole var blevet svag i det og havde svært +ved at tage en Bestemmelse. Han blev ved at gaa +paa Gaarden og drive, alt det Forvalteren jog med +ham for at faa ham væk. Til sidst maatte de sætte +hans Tøj Vesterud, uden for Gaarden; og der stod +det og flød det meste af Sommeren. Han selv laa +omkring i Stakkene og tiggede sig Mad af Folkene +i Marken. Saadan kunde det jo ikke blive ved at +gaa naar Kulden indfandt sig. +</p> + +<p> +<a id="page-134" class="pagenum" title="134"></a> +Men saa en Dag i Efteraaret var Tøjet væk; Johanne +Pihl — Soen kaldet til daglig Brug — havde +taget ham til sig. Hun følte vel Kulden hun ogsaa +trods alt sit Fedt, og som Ordet siger: to holder +lettere Varmen end én. Men enten hun nu gjorde +det for det ene eller det andet — Lange Ole kunde +takke sin Skaber for hende. Der hang altid Flæsk +i hendes Skorsten. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle imødesaa Skiftedagen med Spænding. +Hvad vilde den bringe for Folk denne Gang +— deraf afhang jo saa meget. Foruden Hovdreng +(Forkarl) skulde de have ny Anden- og Tredjekarl +og nogle ny Piger. — Paa Stengaarden skiftede hvad +skifte kunde. Karna det Skrog var jo bunden til at +blive, hun havde sat sine gamle Aar op efter Ungdom +og vilde partu være dér hvor Gustav var! +Gustav blev fordi Bodil blev — saa umenneskeligt +han holdt af den Pige, skønt hun ikke var det værd. +Og Bodil selv vidste nok hvad hun gjorde! Det +kunde aldrig gaa helt naturligt til, naar man som +hun klædte sig i kostbare bokøbte Klæder. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle <em>blev</em> simpelt hen, fordi de ikke +havde noget andet Sted i Verden at ty hen. Hele +Aaret ud kastede de Planer til at gøre Forandring, +men naar Opsigefristen nærmede sig blev Lasse stille +og lod den drive over. +</p> + +<p> +I den senere Tid havde han drømt ikke saa lidt +om at gifte sig igen. Der var noget gudsforladt over +denne enlige Tilværelse for en Mand i hans Alder; +man blev gammel og udslidt før Tiden, naar man +ikke havde Kone og Hus at raade over. Inde i Lyngen +i Nærheden af Bror Kalles laa der et Hus han +kunde faa uden Udbetaling. Han drøftede det ofte +med Pelle, og Drengen var med paa alt nyt. +</p> + +<p> +Det skulde være en Kone, som kunde efterse alting +og gøre det lidt hyggeligt inden Dørs; og et +Arbejdsmenneske maatte hun fremfor alt være. Lidt +til bedste var heller ikke ilde, men det fik nu blive +som det kunde med det, bare Sindet var godt. Karna +havde passet i alle Maader, baade Lasse og Pelle +<a id="page-135" class="pagenum" title="135"></a> +havde bestandig noget til overs for hende fra den +Gang hun udfriede Pelle af Elevens Klør; men der +var jo ikke noget at stille op saa længe hun havde +den Kuller. De fik se Tiden an; kanske fik hun sin +Fornufts Brug — eller der viste sig noget andet. +</p> + +<p> +„Saa bliver det nok Kaffe paa Sengen Søndag +Morgen!“ sagde Pelle henrykt. +</p> + +<p> +„Ja og kanske anskaffer vi os en lille Hest og +indbyder Bror Kalles til en Køretur iblandt,“ føjede +Lasse højtideligt til. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Nu var det endelig Alvor. Om Aftenen havde +Lasse og Pelle været hos Landhøkeren og købt +Tavle og Griffel, nu stod Pelle i Stalddøren med +bankende Hjærte og Tavlen under Armen. Det var +en rimkold Oktobermorgen, men Drengen var ganske +hed i Hovedet efter Vasken; han havde sin pæne +Trøje paa og var vandkæmmet. +</p> + +<p> +Lasse gik og trippede omkring ham, børstede her +og dér med sit Ærme og var endnu mere benovet +end Drengen. Pelle var kommet til Verden til trange +Kaar, var blevet holdt over Daaben og maatte tjene +for sit Brød fra liden af — altsammen lige som han +selv. For saavidt var der ikke Forskel at se, det +kunde godt være Lasse selv om igen, lige fra Slugørerne +og Koslikket i Panden til den Maade Drengen +slog Skank og sled sine Bukser forneden. Men +dette her var noget lysende nyt. Aldrig havde Lasse +selv eller nogen af hans gaaet i Skole, det var noget +nyt der kom inden for Slægtens Rækkevidde, en +Himmelens Miskundhed var det der timedes Drengen +og ham selv. Det føltes som en Forskydning opad, +det umulige kom inden for Rækkevidde, hvad kunde +der ikke alt hænde et Menneske som havde Boglærdom. +Man kunde blive Smaamester, Skriver, ja +kanske Skolelærer. +</p> + +<p> +„Pas nu for alting paa Tavlen, at den ikke gaar +itu!“ sagde han manende. „Og se til at gaa af Vejen +<a id="page-136" class="pagenum" title="136"></a> +for de store Drenge til du kan klare dig med dem. +Men vil nogen for ingen Pris lade dig i Fred, saa +se du kan komme til at slaa først! Det betager de +fleste Lysten, især om du lægger godt i; den der +slaar først slaar to Gange, siger man for et gammelt +Ord. Og saa faar du høre godt efter og lægge dig +paa Sinde alt hvad Læreren siger; og vil nogen +lokke dig til Sjov og Løjer bag hans Ryg skal du +ikke gaa med til det. Husk ogsaa at du har et +Lommeklæde og brug ikke Fingrene, for det er ikke +annasét. Men naar ingen ser det kan du godt spare +Kluden forstaas — des længer varer den. Og tag +Vare paa din pæne Trøje. — Skulde Lærerens Madam +byde dig ind til Kaffe, saa maa du ikke tage mere +end ét Stykke Kage at du ved det.“ Lasse rystede +paa Hænderne mens han talte. +</p> + +<p> +„Det gør hun vist ikke,“ sagde Pelle lidt overlegent. +</p> + +<p> +„Ja, ja, gaa nu at du ikke skal komme for sent +— den allerførste Dag tilmed. Og skulde der mangle +et og andet Værktøj, saa maa du sige at vi skaffer +det straks — vi er jo ikke rene Lus heller.“ Lasse +slog sig paa Lommen; men der var ikke rigtig Smæld +i det Slag, Pelle vidste godt at de ingen Penge havde +— de havde taget Tavle og Griffel paa Kredit. +</p> + +<p> +Lasse stod og saa efter Drengen saa længe han +kunde øjne ham — saa gik han til sit Arbejde med +at knuse Oljekager. Han kom dem i Blødekarret og +bar Vand paa, mens han gik og smaasnakkede med +sig selv. +</p> + +<p> +Det bankede paa den udvendige Stalddør, og Lasse +gik hen for at lukke op — det var Bror Kalle. +</p> + +<p> +„Goddag Bror!“ sagde han med sit fornøjelige +Smil — „se her kommer Makkedoren fra Stenløse.“ +Han vrikkede indenfor paa sine Hjulben, og de +hilste hjærteligt, Lasse var henrykt for Besøget. +</p> + +<p> +„Tak for sidst!“ sagde han og tog Broderen om +Haandleddet. +</p> + +<p> +„Det er ellers noget længe siden. Men nu kigger +I vel op en Aften med det første? Mormor har et +<a id="page-137" class="pagenum" title="137"></a> +godt Øje til jer begge to.“ Kalle stod og plirede +gavtyveagtigt. +</p> + +<p> +„Hvordan har hun det saa det gamle Skind, kom +hun nogenledes over det med Øjet? Pelle kom forgangen +hjem her og fortalte, at Børnene var kommet +for Skade at stikke en Kæp ind i Mormors Øje. +Jeg blev helt ilde ved’et — I maatte nok til og med +have Dokter.“ +</p> + +<p> +„Ja det kom nu lidt paa en anden Maade,“ sagde +Kalle. „Jeg havde selv flyttet Mormors Spinderok +om Morgenen jeg lavede noget i hendes Stue — og +saa glemte jeg jo at sætte den paa Plads igen. Da +hun saa vil bukke sig ned og tage noget op fra +Gulvet, støder hun Blaartjørnen op i Øjet — hun +er jo vant til at enhver Ting staar nøjagtig paa sit +Sted. Saa det er egenlig mig Æren tilkommer.“ Han +lo over hele Ansigtet. +</p> + +<p> +Lasse rokkede medfølende med Hovedet: „Og +hun kom nogenledes over det?“ +</p> + +<p> +„Nej det er nu saa rent galet og — hun mistede +Synet paa det Øje.“ +</p> + +<p> +Lasse saa misbilligende paa ham. +</p> + +<p> +Kalle tog sig i det, meget forskrækket saa det ud til. +</p> + +<p> +„Ih sikke noget Sludder jeg staar og fortæller — +hun mistede Blindheden paa det Øje vilde jeg jo +have sagt. Er det nu ikke for galt ogsaa — man +stikker Øjet ud paa et Menneske, og saa tager hun +fat at se. Jeg tror sku jeg vil ud og kurere for +Blindhed herefter, for det er der ikke mange Ben i.“ +</p> + +<p> +„Hvad siger du har hun taget fat at —? Nej nu +bliver du for lystig; man skal ikke spøge med alting +heller.“ +</p> + +<p> +„Ja ja, Spøg til Side som Profeten sagde han fik +Klø af sin Kælling. Men hun kan virkelig se med +det Øje nu du!“ +</p> + +<p> +Lasse saa en Stund mistroisk paa ham før han +overgav sig. „Det er ligegodt et Mirakel!“ sagde +han saa. +</p> + +<p> +„Ja det samme sagde jo Dokteren — den spidse +Pind havde nok virket som en Slags Operation. +<a id="page-138" class="pagenum" title="138"></a> +Men det kunde lige saa godt have taget den anden +Retning. Jo vi havde sku Dokter tre Gange til hende +— det kunde jo ikke nytte at knibe paa Skillingen.“ +Kalle stod og forsøgte at mave sig, han havde stukket +Tommelfingrene i Vestelommerne. +</p> + +<p> +„Det kostede vel mange Penge det?“ +</p> + +<p> +„Det samme tænkte jeg ogsaa, og jeg var ikke +aller gladest, da jeg spurgte Dokteren hvor meget +det blev. 25 Kroner sagde han, og det lød ikke +anderledes end naar vi andre beder om et Stykke +Fedtebrød. Vil Dokteren gøre mig den Tjeneste at +vente et Par Dage, saa jeg kan faa Koen lidt ordenlig +solgt, spurgte jeg. Hvad — siger han og glor oven +over Brillerne, De vil vel ikke sælge Koen for at +betale mig — det maa De paa ingen Maade gøre, +jeg venter til bedre Tider. Vi slipper alligevel let, +selv om vi skal af med Koen, sagde jeg. — Og +hvordan det? spørger han mens vi gaar ud til Vognen +— det var Kaasegaardsbonden der kørte for mig. +Saa fortalte jeg ham, at Marie og jeg havde tænkt +en Del paa at sælge det hele, for at Mormor kunde +komme over og blive opereret. Han sagde ingenting +til det men krøb op i Vognen, og jeg stod saadan +og knappede Fodposen om ham. Men med et griber +han mig i Kraven og siger: Hør ved De hvad De +lille hjulbenede Væsen? (Kalle efterlignede Lægens +„fine“ Tale) De er det bedste Mennesker jeg har +truffet, og De skylder mig ikke en rød Øre! Det +var jo forresten Dem selv der udførte Operationen. +Saa skulde jeg vel næsten haft Penge til, sagde jeg. +Saa lo han og slog mig oven i Krukken med sin +Skindhue. — Det er en Stadsmand den Dokter — +og forpinenes dygtig; de siger om ham, at han kun +har en Slags Mikstur, som han kurerer al Slags Daarlighed +med.“ +</p> + +<p> +De sad oppe i Røgterkamret paa den grønne +Kiste, Lasse havde fundet en Slat Brændevin frem. +„Drik Bror“ sagde han gentagende „der skal noget +til at holde Fugten ude i dette Oktoberrusk.“ +</p> + +<p> +„Tak for det — men drik selv du! Nej men hvad +<a id="page-139" class="pagenum" title="139"></a> +jeg skulde sige, du skulde se Mormor, hun gaar omkring +og titter paa alting med sit ene Øje; om det +saa bare er en Knap kan hun blive ved at glo paa +den. Ja saa det ser saadan ud og det saadan? hun +har jo glemt hvordan Tingene ser ud. Og naar hun +saa ser en Ting, gaar hun hen og føler paa den +bagefter — for at faa at vide hvad den er for noget +siger hun min Sjæl. Os vilde hun nu slet ikke kendes +ved de første Dage; naar hun ikke hørte os +tale eller gaa, troede hun vi var fremmede Mennesker +— alt det hun saa os for sine Øjne.“ +</p> + +<p> +„Og de Smaa —?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Jo tak, Annas den er tyk og fed, men vor egen +staar ligesom lidt i Stampe. Det er ligegodt de unge +Søer man skal lægge til paa. Det er sandt —“ Kalle +tog sin Pengepung frem „mens vi er ved det, lad +mig saa ikke glemme de ti Kroner jeg fik af dig til +Barslerne.“ +</p> + +<p> +Lasse tog afværgende for sig. „Lad det være du, +du kan have ondt nok at døje endda. Hvormange +Munde er I nu, 14-15 Stykker vel?“ +</p> + +<p> +„Ja, men de to patter deres Mor ligesom Præstekonens +Kyllinger, saa det er den rene Besparelse. +Og skulde det gaa haardt paa, er én vel nok Mand +for at snyde et Par Skilling ud af Næsen ogsaa.“ +Han snød Næsen med et rask Tag og rakte Haanden +frem — der laa en sammenlagt Tier i den. +</p> + +<p> +Lasse lo ad Kunststykket, men vilde ikke høre +Tale om Pengene. En Stund stod de og stak dem +til hinanden. „Naa ja ja!“ sagde Kalle tilsidst og beholdt +Sedlen — „saa faar du have hjærtelig Tak da. +Og Farvel Bror, nu maa jeg hjemad.“ Lasse fulgte +ham ud og sendte mange Hilsener. „Vi kommer +nok og ser til jer med det første,“ raabte han efter +Broderen. +</p> + +<p> +Da han lidt efter kom ind i Kamret, laa Sedlen +paa Sengen; Kalle maatte have set sit Snit til at +lægge den der, Tusendkunstner som han var. Lasse +lagde den saa til Side for at stikke den til Kalles +Kone naar Lejlighed gaves. +</p> + +<p> +<a id="page-140" class="pagenum" title="140"></a> +Længe før Tiden gik Lasse og holdt Udkig efter +Drengen. Ensomheden faldt ham lang, nu han var +vant til at have ham om sig fra Morgen til Aften. +Endelig kom han, forpustet af Løb, han havde længtes +han ogsaa. +</p> + +<p> +Der var intet sket hverken af frygteligt eller mærkværdigt +i Skolen, Pelle maatte fortælle omstændeligt +Punkt for Punkt. „Naa hvad kan saa du?“ havde +Læreren spurgt og taget ham i Øret — helt venligt +forstaas. „Jeg kan trække den gale Tyr til Vands, +uden at Far Lasse hjælper det mindste til,“ havde +Pelle svaret, og saa lo hele Klassen højt. „Ja ja +men kan du læse?“ +</p> + +<p> +Nej det kunde Pelle jo ikke — „ellers var jeg +vel ikke kommet her“ havde han været lige ved at +tilføje. „Godt var det at du ikke svarede det“ sagde +Lasse „— men hvad saa mer da?“ Ja saa blev Pelle +sat paa den nederste Bænk, og hans Sidekammerat +blev sat til at lære ham Bogstaverne. +</p> + +<p> +„Kan du saa dem da?“ +</p> + +<p> +Nej Pelle kunde dem ikke den Dag. Men da der +var gaaet et Par Uger, kunde han de fleste af dem +og skrev dem efter med Kridt paa Stolperne. Han +havde ikke lært at skrive, men hans Haand kunde +gengive alle Ting han havde set, og han tegnede +Bogstaverne ligesom de stod trykt paa Tabellerne. +</p> + +<p> +Lasse gik og kiggede paa dem under Arbejdet og +fik dem gentaget i det uendelige; men de vilde ikke +rigtig hænge ved. „Hvad er saa det for en, den dér?“ +maatte han idelig spørge. +</p> + +<p> +Pelle gav den overlegne: „Den, har du allerede +glemt den? den kunde jeg bare jeg havde set den +én Gang! Det er jo F.“ +</p> + +<p> +„Ja det er det jo ogsaa, ja vist! — jeg begriber +ikke hvor jeg har mit Hoved henne i Dag. F ja — +det er jo F det! — Mon hvad den kan anvendes til?“ +</p> + +<p> +„Den skal staa først i Ordet Eftermiddag naturligvis!“ +sagde Pelle vigtigt. +</p> + +<p> +„Ja naturligvis du — men det har du nu ikke af +dig selv, Læreren har sagt dig det.“ +</p> + +<p> +<a id="page-141" class="pagenum" title="141"></a> +„Nej jeg har selv fundet det ud.“ +</p> + +<p> +„Naa har du det? Ja klog er du jo blevet — bare +du ikke bliver saa klog som syv galne.“ +</p> + +<p> +Lasse var forstemt; men snart gav han Køb og +slog over i udelt Beundring for Sønnen. Og Undervisningen +fortsattes mens de syslede. Det var et Held +for Pelle, at Faderen var saa langsom i det; for selv +kom han ikke stort af Stedet, da han først havde +tilegnet sig alt det der umiddelbart lod sig gribe af +en kvik Forstand. Drengen der skulde undervise +ham — Sjæsk kaldtes han — var Klassens dummeste +og havde altid siddet nederst, til Pelle nu kom +og løste ham af. +</p> + +<p> +To Ugers Skolegang pillede stærkt ved Pelles Forestillinger +paa dette Omraade. Han mødte op i ængstelig +Forventning de første Dage, al hans Kækhed +havde forladt ham da han traadte over Skolens +Tærskel, for første Gang i sit Liv syntes han han +var saa rent umulig. Skælvende af Højtid aabnede +han sig for dette ukendte ny, der vilde afsløre Alverdens +Mysterier for ham blot han holdt sine Slugøren +godt aabne — og det gjorde han. Men der var +ingen ærfrygtindgydende Mand som betragtede dem +kærligt gennem Guldbriller — mens han fortalte dem +om Sol og Maane og Alverdens Vidundere. Op og +ned ad Midtergangen gik en Mand i snavset Lærredsfrakke +og med graa Skægstubbe ud af Næsen; +han gik og svippede med Spanskrøret og røg sin +Pibe, eller sad oppe ved Katedret og læste sin Avis. +Skolebørnene larmede og tumlede, og naar Larmen +brød ud i aabent Slagsmaal, fór Manden ned fra +Katedret og slog løs med sin Kæp. Og Pelle selv, +ja han var — for bestandig syntes det — koblet til +en beskidt Dreng, der var fuld af Kirtelsaar og som +kneb ham i Armen, hvergang han ikke læste sit +b-a — ba, b-e — b rigtig. Den eneste Afveksling +var en Times daglig Overhøring i Lærebogens +tunge Anmærkninger, og saa Lørdagens uhaandterlige +Salmevers. +</p> + +<p> +En Tid slugte Pelle det hele raat og bragte det +<a id="page-142" class="pagenum" title="142"></a> +trofast videre til Faderen, men saa løb han træt. +Det laa ikke til ham at forholde sig ørkesløs til Omgivelserne +ret længe, og en skønne Dag havde han +smøget alle Formaninger og Forsætter af sig og var +midt ude i Løjerne. +</p> + +<p> +Der blev mindre at lære fra sig, men saa var der +til Gengæld de tusend Gavtyvestreger at fortælle +om. Og Far Lasse rystede paa Hovedet og begreb +ingenting; men le med maatte han. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-12"> +XI +</h2> + +</div> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Vor Gud han er saa fast en Borg,</p> + <p class="verse">han kan os vel beva—re,</p> + <p class="verse">han er vor Hjælp i al vor Sorg,</p> + <p class="verse">vort Værn i al vor Fa—re;</p> + <p class="verse">den gamle Fjende led</p> + <p class="verse">er nu for Alvor vred,</p> + <p class="verse">stor Magt og Argelist</p> + <p class="verse">han samler mod os vist,</p> + <p class="verse">ej Jorden har hans Li—ge.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="first"> +Hele Skolen sad og bølgede i Takt frem og tilbage +og tærskede Salmer i en ustanselig Liren. Lærer +Fris gik frem og tilbage i Midtergangen og røg sin +Pibe, han tog sin Bevægelse efter en Times Læsning +i Berlingeren. Spanskrøret vuggede i Luften +som en Taktstok; nu og da faldt det ned paa Ryggen +af en Synder, men altid kun naar en Linje +gik ud — som en Slags Udraabstegn. Lærer Fris +holdt ømt over at Rytmen ikke brødes. — De Børn +der ikke kunde Salmen, blev baaret med af Massen, +nogle nøjedes med at bevæge Læberne, andre lavede +selv Fyldetekst. Naar den blev for slem lo Sidemændene, +og saa faldt Spanskrøret. +</p> + +<p> +Naar et Vers løb ud slog Fris hastigt det næste +an — Kværnen var tung at sætte i Gang igen +<a id="page-143" class="pagenum" title="143"></a> +naar den først gik i Staa. „Vor eg—!“ og de halvhundrede +Unger kørte videre: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Vor egen Magt den er kun svag,</p> + <p class="verse">let kan os Fjenden fæl—de — — —“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Saa havde Fris igen et Pusterum, han kunde nyde +sin Pibe og naa at lulle sig ind i denne Støj der +talte om stor og flittig Virken. Naar det gik som nu +satte Forbitrelsen sig for en Stund, han kunde smile +i Tanker mens han gik op og ned, og — saa gammel +han var — se lyst paa Tilværelsen. Den og den +kom forbi og stansede for at glæde sig over Fliden +herinde, og Fris slog forstærkende med Spanskrøret +og følte et længst hensovet Ideal røre paa sig: Det +var et helt Kuld af Ungdom han opdrog for Livet, +det næste Slægtled han var i Færd med at skabe. +</p> + +<p> +Da Salmen løb ud fik han dem uden Ophold +drejet over i „Hvo ikkun lader Herren raade —“ og +derfra igen i „Vi tro, vi alle tro paa Gud!“ De +havde haft dem alle tre for hele Vinteren, og nu +havde han dem endelig efter et uhyre Arbejde saa +vidt, at de kunde dem nogenlunde i Kor. +</p> + +<p> +Salmebogen var Lærer Fris’ Livs Bedrift, fyrretyve +Aars Degnevirksomhed havde ført med sig at +han kunde den hele udenad. Dertil kom saa medfødte +Anlæg! Fris var fra Barn udset til Præst og +drev som ung sine Studier i Overensstemmelse dermed. +Guds Ord faldt godt i hans Mund, og han +havde de bedste Udsigter, da en ond Fugl kom helt +nede fra Faraos Enge for at bringe ham i Ulykke. +Fris faldt to Trapper ned fra Sjælesørger til Degn +og Børnepisker. Han tog dét med Børnene som en +næsten for gennemskuelig Straf fra Himlen, og indrettede +Skolen som et Præstekald i det smaa. +</p> + +<p> +Hele Lejet bar Spor af hans Virksomhed; det +stod smaat til med Læsning og Skrivning, men naar +det drejede sig om Salmevers og Skriftsteder var +disse Fiskere og Smaahaandværkere ikke nemme at +slaa. Fris tilskrev sig Æren af, at de voksne sad +nogenlunde i det og de unge fik ordenlig Hyre. +<a id="page-144" class="pagenum" title="144"></a> +Han fulgte hver enkelt af dem med noget af et +Faderøje og fandt dem egenlig vellykkede alle. Og +han stod sig godt med dem naar først de var ude +af Skolen; saa kunde de komme til den gamle +Pebersvend og faa en Passiar, og lette sig for et +eller andet. +</p> + +<p> +Med den forbandede Yngel der netop nu sled +Skolebænkene, var det derimod altid en anden Sag; +den strittede imod Lærdommen med Hænder og +Fødder, og Fris lovede den intet godt af Fremtiden. +</p> + +<p> +Fris hadede Ungerne. Men han elskede disse firskaarne +Salmer, som hele Klassen syntes at forslæbe +sig paa mens han selv kunde traktere dem i +stiv Arm. Og naar det gik som i Dag, kunde han +helt glemme at der var Unger til, og give sig hen i +dette endeløse Optog, hvor Kolonne efter Kolonne +defilerede forbi ham — i Rytmens Fodslag. Det var +ikke Salmevers heller, det var en mægtig Opmarsj +af Livets stærke; under det spandt sig i én endeløs +Tone alt det Fris selv var kommet tilkort paa. Derfor +nikkede han saa lykkeligt, og det stærke Fodslag +slog op om ham som en Hærenes Tak, et Ave Cæsar. +</p> + +<p> +Han sad over tredje Tillæg af Berlingeren men +læste ikke; Øjnene holdt han lukkede, Hovedet bevægede +sig sagte efter Rytmen. +</p> + +<p> +Børnene plaprede ustanselig løs, de trak knap +Vejret, de var hypnotiserede af den monotone Ordflom. +Det mindede om Gæssene, der af Ræven +havde faaet Lov at bede en Bøn før de blev ædt, +og nu bad og bad i en Ustanselighed. Da alle tre +Salmer var til Ende begyndte de af sig selv forfra, +Kværnen gik stadig højere, de traadte Rytmen med +Fødderne, og det blev til mægtige Stempelslag — +hele Drøn! Fris nikkede med saa den lange Haardusk +slog ham i Ansigtet, han kom i Ekstase, reves +med saa han ikke kunde sidde roligt paa Stolen. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Og myldred Djævle frem paa Jord</p> + <p class="verse">og os opsluge vil—de,</p> + <p class="verse">vi frygte dog ej Faren stor</p> + <p class="verse">de deres Trusler spil—de.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +<a id="page-145" class="pagenum" title="145"></a> +Det lød som et Stampeværk, nogle huggede Tavlerne +mod Bordene, andre brugte Albuen mod Pladen. +Fris hørte det ikke; han hørte kun den mægtige +Takt — af fremrykkende Hærskarer. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Lad rase Mørkets Drot</p> + <p class="verse">med Løgn og Mord og Spot — —</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Pyh! Pyh!“ — det hele var stanset med ét Slag, +hele Skolen sad og holdt sig for Næsen. „Pyh! +Pyh!“ +</p> + +<p> +Fris dalede saa det krøb igennem ham. Han aabnede +Øjnene og begreb bitterligt, at han igen havde +ladet sig overrumple! „I Satans Unger, I Helvedes +Unger!“ — han stod brølende midt iblandt dem med +Spanskrøret. „Hvem? Hvem?“ spurgte han hidsigt +„er det dig Morten?“ +</p> + +<p> +Morten gav sig til at græde helt vellykket og +mumlede noget om at han ikke tog imod den Slags +— han skulde nok faa sin Far til at snakke med +Læreren. +</p> + +<p> +„Peter, Marta!“ hvæsede Fris. En Dreng og en +Pige rejste sig og gav sig til at gaa Rækkerne ned +og snuse til Rygge for at finde den skyldige. Det +hele var i Opløsning nu, der brød Slagsmaal ud +rundt om; Pigerne var de værste, de hvinede og +anklagede hverandre. Fris slog haandløst. +</p> + +<p> +Han forsøgte at faa dem ind under Remsningen +igen. „Hvo ikkun lader Herren raade!“ raabte han +overdøvende; men de bed ikke paa — de Satans +Unger! Saa slog han i Flæng; han vidste godt at +de var nogenlunde lige gode alle, og tog det ikke +saa nøje med hvor han ramte. De langhaarede greb +han i Haartoppen, trak dem op paa Bordet og pryglede +løs til Spanskrøret splintrede. Dette Øjeblik +havde Drengene ventet paa; de havde selv gnedet +Spanskrøret ind med Løg om Morgenen, og de mest +udfordrende af dem havde i Dagens Anledning flere +Par Bukser paa. +</p> + +<p> +Da den sprukne Lyd fortalte, at Spanskrøret var +i Opløsning, brød hele Skolen ud i øredøvende +<a id="page-146" class="pagenum" title="146"></a> +Jubel. Fris havde opgivet Ævred og lod dem rase. +Han gik op og ned ad Midtergangen som et sygt +Dyr, Galden stod ham brændende i Halsen. „Satans +Unger!“ hvæsede han „Helvedes Unger! — naa sid +nu stille Børn!“ Det kom saa morsomt rørende +midt i det andet, det maatte efterlignes. +</p> + +<p> +Pelle sad aller nederst, i Krogen; han var temmelig +ny i det men gjorde sit bedste. Pludselig stod +han oppe paa Bordet og dansede paa Strømpesokker. +Fris stirrede saa underligt paa ham, Pelle +syntes, han lignede Far Lasse naar alt gik i Stykker +for ham — og krøb skamfuld ned. Der var for Resten +ingen der havde lagt Mærke til hans Bedrift, +den var altfor almindelig. +</p> + +<p> +Det var et øredøvende Mudder det hele, og ud +af Koget fløj nu og da et ondskabsfuldt Udraab. +Hvor de kom fra var vanskeligt at afgøre, men de +ramte Fris hver og et, saa han jog sammen. Ungdoms +Fejltrin som var begaaet paa den anden Side +Vandet for halvhundrede Aar siden, kom op her i +disse uvidende Ungers Mund, sammen med nogle +af hans bedste Handlinger, der havde været saa +uegennyttige at Egnen maatte lægge dem ud til det +aller værste. Og som det ikke var nok — men tys! +— han hulkede. +</p> + +<p> +Tsss! Tsss! — det var Henrik Bødker, Skolens +sværeste Dreng, han stod op paa Bænken og hvislede +truende. Pigerne forgudede ham og blev straks +rolige, enkelte af Drengene vilde ikke lystre Ordren; +men da Henrik holdt sin knyttede Haand mod det +ene Øje faldt ogsaa de til Ro. +</p> + +<p> +Fris gik op og ned ad Midtergangen som en Benaadet; +han turde ikke se op, men alle kunde se at +han græd. „Det er Synd!“ sagde en Stemme halvhøjt. +Alle Øjne var rettede paa ham, der var dødsstille +i Klassen. „Frikvartér!“ sagde saa en bydende +Drengestemme — det var Nilens. Fris nikkede svagt, +og de stormede ud. +</p> + +<p> +Fris blev lidt tilbage for at samle sig; han gik op +og ned med Hænderne paa Ryggen og svalgte tungt; +<a id="page-147" class="pagenum" title="147"></a> +han var i Færd med at tage sin Afsked. Hvergang +det gik rigtig galt tog Fris sin Afsked, og naar han +fik samlet sig lidt, udsatte han det til Foraarseksamen +var overstaaet. Han vilde ikke gaa af paa denne +Maade, som en Slags Fallit. Netop i Vinter havde +han arbejdet som aldrig før, for at hans Afgang +kunde virke som noget af en Bombe, og de rigtig +kunde føle Savnet naar han var gaaet. Naar Eksamen +blev afholdt, vilde han tage Salmebogen til Korremsning +— helt forfra. Nogle af Børnene vilde hurtigt +falde fra, men der var ogsaa dem imellem, han +i Tidens Løb havde banket det meste af dens Indhold +ind i. Længe inden de løb tomme skulde Præsten +løfte Haanden afværgende og sige: „Det er +nok min kære Degn! det er nok!“ — og takke ham +bevæget; mens Skolekommissionen og Forældrene +stak Hovederne hviskende sammen og korsede sig +af Beundring. +</p> + +<p> +Saa var Tidspunktet der til at gaa af! +</p> + +<p> +— — — — +</p> + +<p> +Skolen laa i Udkanten af Fiskerlejet, og Legepladsen +var Strandkanten. Naar Drengene slap ud +efter nogle Timers Skolegang, lignede de Ungkvæget +første Dag det er ude efter den lange Vinter. De +fór som krydsende Svaler i alle Retninger, styrtede +sig over den friske Vold af Blæretang og piskede +hinanden om Ørerne med de saltvaade Planter. Pelle +var ikke henrykt for den Leg, de skarpe Planter +sved godt, og ved nogle af dem hang der Sten fastgroet. +Men han turde heller ikke holde sig udenfor, +det trak straks Opmærksomheden over paa én. Det +galdt om at være med og dog ikke med, at gøre +sig lille og stor efter Øjeblikkets Tarv, saa man +snart forblev uset snart virkede skræmmende. Han +fik travlt med at sno sig og smutte ud og ind. +</p> + +<p> +Pigerne samlede sig henne ved de smaa <em>Huse</em> — +der holdt de altid til. De stod og sladrede og spiste +deres Skolemad, men Drengene kredsede over Pladsen +som Svaler, i formaalsløst Løb. Der stod en +stor Dreng og krøb sammen henne ved Klatremaskinen, +<a id="page-148" class="pagenum" title="148"></a> +han holdt Ærmet skjulende for Ansigtet +og stod og tyggede. Ham hvirvlede de om i hidsigt +Løb, mens saa én saa en anden trak Kredsen snævrere +og snævrere. Per Kofod — Tudeper — saa ud +som sejlede Jorden under ham, han klamrede sig til +Klatrestangen og skjulte Ansigtet. Naar de var tæt +inde paa ham slog de bagop med et Brøl; saa skreg +Drengen angst, vendte Ansigtet opad og brølede +langtrukkent. Bagefter fik han saa al den Mad de +andre ikke gad æde. +</p> + +<p> +Tudeper aad altid og brølede altid. Han var et +Fattighusbarn uden Far og Mor, storvoksen var han, +men underlig blaafrossen i Farven. Øjnene stod ham +livsrædde ud af Hovedet, under dem hang der tykke +Graadposer. Ved den mindste Lyd fór han sammen, +Rædslen talte ud af ham altid! Drengene gjorde ham +aldrig rigtig Fortræd, men de skreg og huggede +sammen i Kroppen hvergang de gik forbi ham — +det var ikke til at modstaa. Saa skreg han ogsaa og +huggede sammen af Angst. Pigerne kunde falde paa +at løbe hen og tjatte til ham, saa skreg han sanseløst, +og de vidste at han tabte sit Vand af Skræk. +Bagefter fik han Mad af alle Børnene, han aad det +hele, brølede og var lige forkommen. +</p> + +<p> +Det var ikke til at forstaa hvad der fejlede ham. +To Gange havde han gjort Forsøg paa at hænge +sig, uden at nogen kunde nævne Grunden — end +ikke han selv. Og helt dum var han dog ikke. Lasse +mente, at han var synsk og saa noget andre ikke +kunde se, saa selve det at leve og drage Aande +skræmte ham. Hvorom alting var, Pelle maatte for +ingen Pris gøre ham noget, ikke for alt i Verden. +</p> + +<p> +Drengesværmen havde trukket sig ned til Stranden, +og pludselig kastede den sig over Henrik Bødker +med den lille Nilen i Spidsen. Han blev revet +omkuld og helt begravet under Skaren, der laa i en +sprællende Dynge oven paa ham og masede knyttede +Næver ned hvor der var en Aabning. Men saa begyndte +et Par Næver at gaa stødende opad, tju, tju, +som Maskinstempler, Drengene trillede til Siderne +<a id="page-149" class="pagenum" title="149"></a> +og holdt sig for Ansigtet, Henrik Bødker skød lige +op af Dyngen og sparkede haandløst. Nilen hang +endnu som en Igle i Nakken paa ham, Henrik +maatte flænge sin Bluse for at faa ham slængt til +Side. Pelle syntes, han blev overmægtig stor som +han stod der, han pustede bare en Smule — og nu +kom Tøserne, de fæstede hans Bluse sammen med +Naale og gav ham Brystsukker. Til Tak greb han +dem i Flætningerne og bandt dem sammen, fire-fem +Stykker saa de ikke kunde komme fra hinanden. +De stod stille og fandt sig taalmodigt i det — hang +bare hengivent ved ham med Øjnene. +</p> + +<p> +Pelle havde vovet sig ind i Kampen og faaet et +Spark. Men der sad intet Nag i ham. Havde han +haft et Brystsukker, vilde han ligesom Pigerne have +givet det til Henrik Bødker og taget imod ublid +Behandling til. Han forgudede ham. Men Nilen +maalte han sig selv med — den lille blodtørstige +Nilen der ikke kendte til Frygt og var saa hensynsløs +i Angrebet, at de andre gik af Vejen for ham! +Han var altid i hvor Flokken var tykkest, sprang +ud i det værste af enhver Slags — og kom godt +fra alting. Pelle gik sig selv kritisk efter for at finde +Lighedspunkter og fandt dem — i sit Forsvar for +Far Lasse den første Sommer hvor han sparkede +en stor Dreng Brok til, og i Forholdet til den gale +Tyr som han ikke var Spor af bange for. Men paa +andre Punkter glippede det — han var mørkræd +og kunde ikke staa for en Lussing! Nilen kunde +tage imod sin med Hænderne i Lommen. — Det +var Pelles første Forsøg paa at faa et samlet Overblik +over sig selv. +</p> + +<p> +Fris var gaaet op ad Landet til, rimeligvis til +Kirken; saa blev det et Frikvarter paa Timer. Drengene +begyndte at se sig om efter varigere Tidsfordriv. +„Studene“ gik ind i Skolestuen og gav sig til +at holde Sjov paa Borde og Bænke, men „Aalekvabberne“ +holdt sig til Stranden. „Stude“ og „Aalekvabber“ +det var Landjorden og Søen i Kamp med +hinanden, Skellet kom af sig selv ved enhver alvorligere +<a id="page-150" class="pagenum" title="150"></a> +Lejlighed, undertiden blev der hele Slag ud +af det. +</p> + +<p> +Pelle holdt sig til Strandens Drenge — Henrik +Bødker og Nilen var imellem dem! — og de var +noget nyt! De brød sig ikke om Jorden og Kreaturer, +men Havet som han var bange for var for dem +som en Vugge. De tumlede sig paa Vandet som i +deres Moders Dagligstue, og havde ikke lidt af dets +Letbevægelighed i sig. De var hurtigere i Vendingen +end Pelle men ikke saa holdbare, saa var de friere +af Væsen, og gjorde mindre ud af den Plet de tilhørte. +De talte om England som den mest dagligdags +Ting, og havde Genstande med i Skolen som +Fædre og Brødre havde bragt med hjem fra den +anden Side Jorden, fra Afrika og Kina. De tilbragte +Nætter paa Søen i aaben Baad, og naar de skulkede +var det altid for at fiske. De dygtigste af dem havde +egne Fiskeredskaber og smaa fladbundede Pramme, +som de selv havde tømret sammen og kalfatret med +oppillet Tovværk; de fiskede for egen Regning, +Gedder, Aal og Suder, som de afsatte til Egnens +finere Folk. +</p> + +<p> +Han mente han kendte Aaen ud og ind, men nu +fik han den at se fra en ny Side. Her var Drenge, +som i Marts og April Maaned — i Legetiden — +var oppe Kl. tre om Morgenen og gik og vadede +barfodede i Aamundingen, paa Jagt efter de Gedder +og Aborrer der søgte op i det færske Vand for at +yngle. Og ingen sagde til Drengene at de skulde, +de gjorde det fordi det morede dem. +</p> + +<p> +Underlige Lyster havde de! Nu stod de „for Sjø“ +— i en lang overstadig Række. De løb med Bølgesuget +ud til de større Stene ude i Vandet, der stod +de saa paa Stenene og hoppede naar Vandet kom +igen, som en hel Skare Strandfugle. Kunsten bestod +i at holde sig tørskoet, men de der blev mest vaade +var alligevel de raskeste. Der var jo Grænser for, +hvor længe man kunde holde sig svævende. Naar +Sø fulgte paa Sø Slag i Slag, maatte man ned midt +i det, og saa gik den stundom over Hovedet. Eller +<a id="page-151" class="pagenum" title="151"></a> +en uberegnelig stor Sø kom og slog til alle de optrukne +Ben midt i Springet — saa drejede Rækken +lige saa nydeligt og faldt plask i Vandet. Og med +øredøvende Larm gik det op mod Skolestuen for at +jage Studene væk fra Kakkelovnen. +</p> + +<p> +Hen langs Stranden sad der gærne nogle Drenge +med Hammer og et stort Spiger og borede Huller +i Strandstenene. Det var Sønner af Stenhuggerne +inde bag Værket, Pelles Søskendebarn Anton var +imellem dem. Naar Hullerne var dybe nok blev der +stampet Krudt i dem, og hele Skolen overværede +Sprængningen. +</p> + +<p> +Om Morgenen naar man ventede paa Læreren, +stod de store Drenge op ad Skolemuren med Hænderne +i Lommen og drøftede Sejlføring og Hjemsted +for Skibe, som gik over Havet langt ude. Pelle +stod maabende hos — det var altid Havet og hvad +Havets var de talte om, og det meste af det forstod +han ikke. Alle disse Drenge vilde et og det samme +naar de blev konfirmerede — til Søs. Men Pelle +havde faaet nok af Overfarten fra Sverig — han +begreb dem ikke. +</p> + +<p> +Saa omhyggeligt havde han altid lukket Øjnene +og stukket Pegefingrene i Ørerne, for at Hovedet +ikke skulde løbe fuldt af Vand, naar han tog sig en +Dukkert i Aaen. Men disse her de svømmede nede +under Vandet ligesom rigtige Fisk; og han forstod +paa dem, at de kunde dykke ned paa det dybe og +tage Stene op fra Bunden. +</p> + +<p> +„Kan man da se dernede?“ spurgte han forundret. +</p> + +<p> +„Ja naturligvis! Hvordan skulde Fiskene ellers +kunne tage sig i Agt for Garnene? Bare det er +Maaneskin gaar de langt udenom, hele Stimen!“ +</p> + +<p> +„Og Vandet løber ikke ind i Hovedet, naar I +tager Fingrene af Ørerne?“ +</p> + +<p> +„Tager Fingrene af Ørerne?“ +</p> + +<p> +„Ja for at tage Stenen med jer op.“ +</p> + +<p> +En Haanlatter slog ham i Møde, og de gav sig +til at spørge ham underfundigt ud — han var kostelig, +en rigtig Bondeknold! De grinagtigste Forestillinger +<a id="page-152" class="pagenum" title="152"></a> +havde han om alting, og det fremgik da ogsaa +hurtigt, at han aldrig havde badet i Havet. Han var +Vandskrækker — <em>Blaapung</em>; Aaen kunde ikke gøre +det af. +</p> + +<p> +Siden hed han Blaapung, og det hjalp ikke han +en Dag tog Klaffen med i Skole og viste dem, hvorledes +han kunde klippe trekantede Huller i et Par +Bukser med den lange Snært, ramme en lille Sten +saa den blev borte i Luften, og slaa de mægtige +Knald. Det var altsammen udmærket, men Navnet +klæbede alligevel ved ham; og det sved i hans lille +Person. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +I Vinterens Løb kom der unge stærke Knøse +hjem til Lejet i blaat Tøj og hvidt Halsbind. De +havde lagt op kaldte man det, og nogle af dem gik +hele Vinteren og trak Hyre uden at bestille noget. +De kom altid over i Skolen og hilste paa; midt i +Timen kom de, det gjorde ingenting, Fris var Glæden +selv. Saa havde de et og andet til ham, en +Cigar der var saa fin at den var lukket inde i Glas, +eller andre mærkelige Ting. Og de talte til Fris +som til en Kammerat, fortalte om hvad de havde +oplevet, saa de lyttende Unger skuttede sig af Fryd, +og røg ganske ugenert deres Kridtpibe i Klassen — +med Aabningen vendende flot nedad uden at Tobakken +faldt ud. De havde fóret som Kokkedrenge +og Jungmænd, i Spanskesøen og paa Middelhavet +og mange andre æventyrlige Steder; en af dem +havde redet op ad et ildsprudende Bjærg paa et +Æsel. Og de bragte Tændstikker med hjem, der var +saa store som pommerske Bjælker næsten — og +som skulde stryges af paa Tænderne. +</p> + +<p> +Skoledrengene forgudede dem og talte ikke om +andet; det var en stor Ære at turde vise sig i Selskab +med en saadan Knøs. For Pelle var det aldrig +at tænke paa. +</p> + +<p> +Saa skete det ogsaa, at Lejet gik og ventede en +saadan Gut hjem, men han kom ikke. Og en Dag +<a id="page-153" class="pagenum" title="153"></a> +kom Budskabet: Barkskib det og det gaaet under +med Mand og Mus! — det var Vinterstormene, sagde +Drengene og spyttede voksent fra sig. En Uge +holdtes Søskendene hjemme fra Skolen, og naar de +kom igen kiggede Pelle nysgærrigt paa dem — det +maatte være underligt at have en Bror, der laa paa +Havets Bund midt i sin fagre Ungdom. „Saa vil I +vel ikke til Søs?“ spurgte han. — Jo de vilde ogsaa +til Søs! +</p> + +<p> +Saadan kom Fris en Dag efter et ualmindelig langt +Frikvarter og var i daarligt Humør. Han gik og +pudsede sin Næse stærkt og tørrede nu og da sine +Øjne bag Brillerne; Drengene puffede til hinanden. +Han rømmede sig stærkt men kunde ikke skaffe sig +Ørenlyd, slog saa nogle Slag i Pulten med Spanskrøret. +</p> + +<p> +„Har I hørt det Børn?“ spurgte han da der blev +nogenlunde Ro. +</p> + +<p> +„Nej! Jo — jo! Hvilket!?“ raabte de i Kor. „— At +Solen er faldet ned i Havet og har stukket Ild til +det!“ sagde én. +</p> + +<p> +Lærer Fris tog stille Salmebogen. „Skal vi synge +<em>Lyksalig, lyksalig</em> —?“ sagde han. Saa vidste de at +der var sket noget, og sang alvorligt med. +</p> + +<p> +Men ved det femte Vers stansede Fris, han kunde +ikke mere. „Peter Funk er druknet!“ sagde han +med en Stemme der kvalte den sidste Stavelse. Der +gik en Hvisken af Forfærdelse gennem Klassen, og +de saa paa hinanden med store uforstaaende Øjne. +Peter Funk var Lejets raskeste Dreng, den bedste +Svømmer, den største Gavtyv Skolen havde haft — +og han var druknet. +</p> + +<p> +Fris gik op og ned og kæmpede for at beherske +sig, Børnene faldt i stille hviskende Samtale om Peter +Funk, alle Ansigter var blevet gamle i Alvor. +„Hvor skete det?“ spurgte en stor Dreng. +</p> + +<p> +Fris vaagnede med et Suk — han gik og tænkte +paa denne Dreng, der havde snydt sig fra alting og +saa var blevet Lejets flinkeste Søgut; paa alle de +Prygl han havde givet ham, og paa de hyggelige +<a id="page-154" class="pagenum" title="154"></a> +Vintertimer de havde tilbragt siden, naar Knøsen +kom hjem fra Langfarten og om Aftenen kiggede +op til sin gamle Lærer. Der havde været adskilligt +at raade Bod paa, skæbnesvangre Ting Fris maatte +lappe paa for Knøsen i al Hemmelighed, at de ikke +skulde give ham et Knæk for hele Livet — og — +</p> + +<p> +„Det var i Nordsøen,“ sagde han „de havde været +i England tror jeg.“ +</p> + +<p> +„I Spanien med Klipfisk,“ sagde en Dreng. „Og +saa gik de derfra til England med Appelsiner — og +tog Kulladning med hjem.“ +</p> + +<p> +„Ja saadan var det nok,“ sagde Fris. „De var i +Nordsøen, og der blev de overfaldet af Storm, Peter +maatte nok til Vejrs.“ +</p> + +<p> +„Ja for Trokkadej er saa rank; saa snart det blæser +lidt maa de op og bjærge Sejl,“ sagde en anden +Dreng. +</p> + +<p> +„Saa faldt han ned“ vedblev Fris — „og slog sig +mod Rælingen — og styrtede i Søen. Der var Mærker +i Rælingen af hans Søstøvler. De brasede eller +hvad de kalder det, og fik vendt; men det tog dem +en halv Times Tid at komme op til Stedet. Og da +de endelig kom op, sank han lige for deres Øjne. +En halv Time havde han kæmpet i det isblandede +Vand — med Søstøvler og Olietøj paa — og saa +alligevel —“ +</p> + +<p> +Der gik et langt Suk gennem Klassen. „Han var +den bedste Svømmer paa hele Stranden!“ sagde Henrik. +„Han gik baglæns paa Hovedet fra Rælingen af +en Bark som laa her paa Reden og tog Vand — +og kom op paa Skibets anden Side. Han fik ti +Skonrokker af Kaptejnen selv for det.“ +</p> + +<p> +„Han maa have lidt frygteligt,“ sagde Fris — „det +var næsten bedre for ham, om han ikke havde kunnet +svømme.“ +</p> + +<p> +„Saadan siger min Far ogsaa!“ sagde en lille Dreng. +„Han kan ikke svømme, for han siger det er bedst +for en Sømand ikke at kunne det — man pines bare.“ +</p> + +<p> +„Min Far kan heller ikke svømme!“ udbrød en +anden. — „Og min heller ikke! han kunde godt lære +<a id="page-155" class="pagenum" title="155"></a> +det men han vil ikke.“ Saadan blev de ved og rakte +Hænderne i Vejret. De svømmede selv alle sammen, +men det viste sig at næsten ingen af Fædrene kunde +— de havde Overtro imod det. „Far siger at man +ikke skal friste Gud, om man forliser,“ føjede en +Dreng til. +</p> + +<p> +„Men saa gør man jo ikke sit bedste!“ indvendte +en usikker Stemme. Fris vendte sig brat mod Krogen, +Pelle sad og var ildrød langt ud i det yderste +af sine Slugøren. +</p> + +<p> +„Se mig til den lille Mand!“ sagde Fris slaaet — +„og har han saa ikke Ret mod alle os andre? Hjælp +dig selv saa hjælper Gud dig!“ +</p> + +<p> +„Maaske“ sagde en Stemme — det var Henrik +Bødker. +</p> + +<p> +„Ja ja, jeg ved nok at han ikke hjalp her — men +alligevel; man bør nu engang gøre hvad man kan i +alle Livets Forhold. Peter Funk gjorde sit bedste +— og han var den flinkeste Dreng jeg har haft.“ +</p> + +<p> +Børnene lo til hinanden, de mindedes baade det +ene og det andet — Peter Funk havde nok engang +drevet det til at tage Livtag med selve Læreren — +men de nænnede ikke at drage det frem. „Han naaede +aldrig længer end til den 27nde Salme!“ sagde en +af de største dog — halv paa Dril. +</p> + +<p> +„Naa ikke det!“ snærrede Fris „naa ikke det! +Du mener formodenlig du er dygtigere? Lad os saa +se om du er naaet længer da!“ +</p> + +<p> +Fris greb Salmebogen med rystende Haand; han +taalte ikke der blev sagt noget om de afgaaede Drenge. +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +Blaapungen blev ved at sidde haardt paa Pelle, +aldrig havde noget brændt ham paa Pelsen som +dette Navn. Og det var ikke til at ryste af sig før +Sommeren kom — det havde lange Udsigter. +</p> + +<p> +En Dag løb Fiskerdrengene ude paa Molen i Frikvarteret. +En Baad var lige kommet ind gennem +Skrueisen med en uhyggelig Last — fem stivfrosne +Mænd hvoraf den ene var død og laa i Sprøjtehuset; +de andre fire var anbragt rundt omkring i Hytterne, +<a id="page-156" class="pagenum" title="156"></a> +hvor man gned dem med Is for at faa Frosten trukket +af dem. Al den Herlighed fik Bønderdrengene +ingen Del i, Lejets Drenge som gik ud og ind og +saa paa det hele, gennede dem væk om de nærmede +sig — og solgte karrige Oplysninger i dyre +Domme. +</p> + +<p> +Baaden havde truffet en finsk Skonnert drivende +i Søen, helt overiset og med fastfrossent Ror. Den +var for dybt lastet, saa Søerne gik rags hen over +den og frøs paa; Isen havde tynget den yderligere +ned. Da de fandt den flød Dækket lige i Vandskorpen; +fingertykke Tove havde faaet en Arms Tykkelse +af Isbelægning, Mændene der sad fastsurrede i Riggen +var helt uformelige af Isslag. De lignede Riddere +i Rustning og med lukket Visir da man tog dem +ned, Klæderne maatte hugges af Kroppen paa dem. +Nu var tre Baade gaaet ud for at forsøge at bjærge +Skuden; det vilde blive Masser af Penge til Delings +om det lykkedes. +</p> + +<p> +Pelle vilde ikke staa uden for dette her, om han +saa skulde faa Skinnebenene sparket ind, og holdt +sig lyttende i Nærheden. Drengene talte højtideligt +og saa dystre ud — de Folk havde døjet de, kanske +skulde de have Hænder eller Fødder sat af for Koldbrand. +Hver Knægt førte sig som bar han sin Part +af Lidelserne, de talte mandigt og med tykt Mæle. +„Pil af, Stud!“ raabte de til Pelle — de holdt ikke +af Blaapunge i dette Øjeblik. +</p> + +<p> +Pelle havde Taarer i Øjnene, men give sig vilde +han ikke; han drev hen langs Bolværket. +</p> + +<p> +„Pil af!“ raabte de igen og tog truende efter Sten, +„op til de andre Bønder med dig!“ De kom hen og +knubsede til ham. „Hvad staar du dér og glor ned +i Vandet for? Du kan blive svimmel og falde paa +Hovedet ud! Op til de andre Bønder med dig, Blaapung!“ +</p> + +<p> +Pelle var virkelig svimmel, saa kraftigt greb en +Beslutning om hans lille Hjærne. „Jeg er ikke mere +Blaapung end I!“ sagde han. „I tør jo ikke springe i +Vandet engang.“ +</p> + +<p> +<a id="page-157" class="pagenum" title="157"></a> +„Hør paa ham! Han tror man springer i Vandet +for Grin midt om Vinteren — og faar Stivkrampe.“ +</p> + +<p> +Pelle hørte lige deres hoverende Latter, idet han +satte ud over Molen og det isgrødede Vand lukkede +sig over ham. Han kom op igen med det øverste +af Haaret, gjorde et Par Hundetag — og sank. +</p> + +<p> +Drengene løb forvirret frem og tilbage og raabte, +en af dem fik fat i en Baadshage. Saa kom Henrik +Bødker løbende, han gik paa Hovedet ud i løbende +Udspring og forsvandt; et Isstykke slog Smut henad +Vandet, han havde ramt det med Panden. To Gange +stødte han Hovedet gennem Grødisen for at snappe +Luft, saa kom han op med Pelle. De fik ham verpet +op paa Molen, og Henrik gav sig til at prygle blindt +løs paa ham. +</p> + +<p> +Pelle havde mistet Bevidstheden, men Pryglene +virkede oplivende. Pludselig slog han Øjnene op, +var paa Benene i et Sæt og pilede indad som en +Strandløber. +</p> + +<p> +„Løb hjem!“ brølede Drengene efter ham — „løb +alt hvad du kan, ellers bliver du syg! Sig bare til din +Far at du er faldet i!“ Og Pelle løb, han behøvede +ingen Opfordring. Da han naaede Stengaarden var +Klæderne stivfrosne, Bukserne kunde staa alene da +han kom af dem. Men han var selv varm som en +Smed. +</p> + +<p> +Han vilde ikke lyve for Faderen, og fortalte det +som det var. Lasse var gal i Hovedet, saa gal som +Drengen aldrig havde set ham før. — Lasse vidste +hvordan en Hest skulde behandles for ikke at blive +forkølet, og gav sig til at gnide Pelles nøgne Krop +med en Halmvisk, mens Drengen laa paa Sengen +og væltede sig under den haarde Behandling. +</p> + +<p> +Lasse ænsede ikke hans Stønnen men brugte +Mund: „Din gale Fanden — springe bardus i Havnen +midt om Vinteren som et forelsket Fruentimmer +— din Smaadjævel! Du skulde have Klø skulde du, +rigtig mange Tæsk. Men nu faar du slippe for denne +Gang, naar du saa vil sove og se at komme i Sved, +saa vi kan faa det væmmelige Saltvandet af Kroppen +<a id="page-158" class="pagenum" title="158"></a> +paa dig igen. Jeg funderer paa, om ikke en Aareladning +vilde være god.“ +</p> + +<p> +Pelle vilde ikke aarelades; han laa og havde det +rigtig godt nu efter at have kastet op. Men han var +meget alvorlig til Sinds. „Hvad om jeg nu var druknet?“ +sagde han højtideligt. +</p> + +<p> +„Ja da havde jeg slaaet dig halv fordærvet,“ sagde +Lasse hidsigt. +</p> + +<p> +Pelle lo. +</p> + +<p> +„Ja du ler, du Ordkrænger!“ vrissede Lasse. „Men +naar én nu er blevet Far til saadan en sakramenskedes +Hvalp!“ Dermed gik han vred ud i Stalden. +Hvert Øjeblik lyttede han dog og kom hen for at +kigge — for om der skulde blive Feber eller sligt +Djævelstøj ud af det. +</p> + +<p> +Men Pelle sov trygt med Hovedet under Dynen. +Han drømte at han var selveste Henrik Bødker. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Pelle lærte ikke at læse nogenlunde den Vinter; +men han lærte nogle og tyve Salmer udenad blot +ved at bruge sine Øren, og han fik Navnet Blaapung +strøget forsvarligt af sig. Han havde vundet +Land og betryggede sin Stilling ved flere dristige +Streger — Skolen begyndte at regne med ham som +en rask Dreng. Og Henrik som ellers ikke brød +sig om nogen, tog ham flere Gange under Vingen. +</p> + +<p> +Nu og da havde han ond Samvittighed, især naar +Faderen i sin nyvakte Videbegærlighed kom til ham +for at faa Løsningen paa en eller anden Gaade. +Saa stod han der og kunde ikke svare. +</p> + +<p> +„Du er dog den der skulde have Lærdommen,“ +sagde saa Lasse bebrejdende. +</p> + +<p> +Da Vinteren løb ud og Eksamen nærmede sig, +blev han hed i Hovedet. Der gik mange uhyggelige +Frasagn om Overhøringens Strænghed blandt Drengene +— om Nedrykning og fuldstændig Bortvisning +fra Skolen. +</p> + +<p> +Pelle var saa uheldig ikke at blive hørt selvstændig +<a id="page-159" class="pagenum" title="159"></a> +i en eneste Salme. Han skulde fortælle om +Syndefaldet, Æbletyveriet var nemt at klare, men +Forbandelsen —! „Og Gud sagde til Slangen: du skal +krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug, du +skal krybe paa din Bug!“ videre kunde han ikke +komme. +</p> + +<p> +„Gør den saa det endnu da?“ spurgte Præsten +godmodigt. +</p> + +<p> +„Ja — for den har ingen Lemmer.“ +</p> + +<p> +„Og kan du saa forklare mig hvad et Lem er — +ikke <em>en</em> Lem men <em>et</em> Lem?“ Præsten var bekendt +som den bedste Overhører paa Øen, han kunde begynde +i en Rendesten og ende i Himlen sagde man. +</p> + +<p> +„Et Lem det er — en Haand.“ +</p> + +<p> +„Ja — blandt andet. Men kan du ikke sige noget +som kendetegner alle Lemmer fra andre Legemsdele? +— Et Lem er — naa? — en? — en Legemsdel der +kan bevæges selvstændigt. F. Eks.? Naa!“ +</p> + +<p> +„Ørerne!“ sagde Pelle, om det nu var fordi det +brændte i dem. +</p> + +<p> +„Saa—aa? Kan du da bevæge Ørerne?“ +</p> + +<p> +„Ja.“ — Pelle havde med stor Ihærdighed lagt +sig Kunsten til sidste Sommer, for ikke at staa tilbage +for Rud. +</p> + +<p> +„Da vilde jeg sandelig gærne se det!“ udbrød +Præsten. +</p> + +<p> +Saa klippede Pelle dygtigt med sine Slugøren, og +baade Præst, Skoleraad og Forældre lo. Pelle fik +ug i Religion. +</p> + +<p> +„Saa blev det ligevel Ørerne som reddede dig,“ +sagde Lasse fornøjet „— sagde jeg ikke nok at du +skulde bruge dem godt! Bedste Karaktér i Religion +blot for at klippe med Ørerne — du skulde vel kunne +blive Præst du, om du selv vilde!“ +</p> + +<p> +Og han blev ved længe. Men var det ikke ogsaa +Satan til Pøjke til at kunne gøre Besked for sig! +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-13"> +<a id="page-160" class="pagenum" title="160"></a> +XII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +„Kom Kybbe, Kybbe, Kybbe! Kom saa da din +Høne, du har ikke noget at være bange for.“ Pelle +gik med en Visk grøn Sæd og lokkede for sin Kælekalv, +men den var ikke rigtig tryg ved ham i Dag. +Den havde faaet Bank, og det kom igen af at den +havde været skarnagtig. +</p> + +<p> +Pelle var til Mode omtrent som en Fader, hvis +Barn gør ham Sorg og tvinger ham til strænge Midler. +Og nu denne Misforstaaelse, at Kalven ikke +vilde kendes ved ham, skønt det var til dens eget +Bedste han havde banket den! Men det fik ikke +hjælpe, saa længe Pelle vogtede skulde der lystres. +</p> + +<p> +Endelig lod den ham komme helt hen, saa han +kunde kæle for den. Den stod lidt og var tvær; +men overgav sig til sidst; aad Grøntfoderet og snusede +ham i Ansigtet til Tak. +</p> + +<p> +„Kan du saa være god?“ sagde Pelle og ruskede +den i Hornstumperne — „kan du hvad?“ Den slog +uvorn med Hovedet. „Ja saa faar du ikke Lov at +bære min Trøje i Dag.“ +</p> + +<p> +Der var det underlige ved den Kalv, at første Dag +den var ude var den ikke til at drive af Stedet. Til +sidst slap Drengen den bagud, for at Lasse kunde +tage den ind igen; men saa snart den var bag ham +fulgte den med af sig selv — med Panden lige i +hans Ryg. Siden gik den altid bag ham naar de drev +ud og hjem, og den bar Stortrøjen over Ryggen +naar det saa ud til Regn. +</p> + +<p> +Pelle havde ikke mange Aar paa Bagen, men +over for sine Kreaturer var han en Mand. Tidligere +havde han kun kunnet sætte sig saa vidt i Respekt, +at de adlød ham paa nært Hold. Men i Aar kunde +han ramme en Krage paa hundrede Skridts Afstand +med en Sten, og det gav ham Afstandsmagt over +Dyrene — især da han fandt paa, at han skulde raabe +Dyrets Navn idet han ramte det. Derved blev Kreaturerne +klar over at Smærten kom fra ham, og de +lærte at bøje sig for det blotte Raab. +</p> + +<p> +<a id="page-161" class="pagenum" title="161"></a> +Der var det ved Straf, at den skulde følge lige +oven paa Forseelsen for at virke gavnlig. Derfor var +der heller ikke mere noget der hed, at gaa paa Lur +efter et Kreatur der havde forbrudt sig — og komme +bag paa det naar det siden gik og græssede +fredeligt; det forvirrede blot! At løbe et Dyr træt, +hænge sig ved Halen af det og prygle det hele Engen +rundt blot for at hævne sig var ogsaa dumt; hele +Flokken kom i Uro af det og var svær at styre +Resten af Dagen! — Pelle vejede Maal og Midler +mod hinanden; han lærte at slukke sin Hævntørst +— med gode praktiske Grunde. +</p> + +<p> +Pelle var en Dreng, og han var ikke doven! Hele +Dagen fra fem Morgen til ni Aften var han paa +Færde og gjorde de mest ørkesløse Ting, øvede sig +i timevis i at gaa paa Hænder, slaa Hovedspring og +springe over Aaen — var i Bevægelse altid. Time +efter Time kunde han løbe utrætteligt rundt i en +Cirkel paa Engen — som et Føl i et Tøjrslag — +hælde sig indad i Løbet saa hans Haand nappede +Græsset, slaa bagop og vrinske og pruste; han øste +Kræfter ud fra Morgen til Aften, i ovenud Rundhaandethed. +</p> + +<p> +Men Vogtningen var <em>et Arbejde!</em> og her husholdt +han med sine Kræfter. Ethvert Skridt der kunde +spares her var som en erhværvet Kapital, og Pelle +lagde nøje Mærke til alt og forbedrede stadig Arbejdsmaaden. +Han lærte, at Straf virkede bedst naar +den kun hang som en Trusel — for mange Prygl +gjorde et Dyr forstokket. Og lærte at skønne, naar +det var tvingende nødvendigt at gribe ind. Hvis det +ikke lod sig gøre paa færsk Gerning, beherskede +han sig og søgte i Kraft af sine Erfaringer at fremkalde +nøjagtig den samme Situation paa ny — og +da at være forberedt. Det lille Menneske var sig +selv uafvidende bestandig i Færd med at lægge en +Alen til sin Vækst. +</p> + +<p> +Han havde opnaaet gode Resultater. Ud- og Hjemdriften +voldte aldrig Besvær mere; han havde gjort +det Kunststykke en hel Uge at drive Flokken ad +<a id="page-162" class="pagenum" title="162"></a> +en snæver Markvej med Sæd paa begge Sider, uden +at der blev bidt saa meget som et Straa af. Og det +endnu større Kunststykke at beherske dem en rigtig +varm blytung Bissedag — gærde dem ind i stivt +Løb, saa de stod midt i Engen og stampede med +løftede Haler af Skræk for Bræmserne. Og hvis han +vilde, skulde han den koldeste Oktoberdag faa alle +Haler til Vejrs og Dyrene til at stampe hjem mod +Stalden i vild Flugt — blot ved at lægge sig i Græsset +og efterligne Bræmsernes Summen. Men det var +en frygtelig Hemmelighed, som ikke engang Far +Lasse vidste om at sige. +</p> + +<p> +Der var forresten det morsomme ved Bisningen, +at Kalve som var ude første Aar og aldrig havde +gjort Bekendtskab med en Bræms, straks satte Halen +til Vejrs og løb naar de hørte dens hidsige +Summen. +</p> + +<p> +Pelle havde sit fjærne Ideal — at ligge paa et +højt Sted og lede hele Flokken, uden andet end Stemmens +Brug — aldrig behøve at gribe til Pryglene. +Far Lasse slog jo heller aldrig, hvor galt det saa +kunde gaa! +</p> + +<p> +Der var Dage — ja hvor blev de af? inden han +vidste et Ord af det var det Tid at drive hjem. +Andre Dage var lange nok men lige som sang sig +hen, i Klange af Leer, i Kvægs Brølen og Menneskeraab +fra langt borte. Da gik Dagen selv syngende +over Jorden, Pelle maatte stanse hvert Øjeblik og +lytte: hør det spillede! og han løb op i Klitten og +stirrede ud over Havet. Men dér var det ikke, og +inde over Landet var der ingen Fest det han vidste +af, og i Luften fløj der ikke Trækfugle paa denne +Aarstid. Og igen: hør det spillede! rigtigt, som en +Musik langt ude i det fjærne — saadan en Musik +hvor man endnu ikke kunde skelne Melodien eller +sige, paa hvad de spillede. Var det maaske Solen +selv? +</p> + +<p> +Da strømmede Lys og Liv igennem ham, syngende +som var han en Kilde; og han gik i en drømmende +Halvdøs af Toner og Lykke. +</p> + +<p> +<a id="page-163" class="pagenum" title="163"></a> +Naar Regnen silede ned hængte han sin Frakke +over en Tjørn og laa i Ly derinde, snittede, eller +tegnede med en Blyknap paa Papir — Heste og +liggende Stude. Men helst Skibe, Skibe der gik over +Havet paa deres egen bløde Melodi, langt bort til +fremmede Lande — til Negerland og Kina efter sjældne +Ting. Og naar han var rigtig oplagt ledte han en +brækket Kniv og en Stump Skifer frem fra et hemmeligt +Sted og gav sig til at arbejde. Paa Stenen +var der ridset et Billede og nu var han i Færd med +at skære det ud i Relief — hele Sommeren havde +han arbejdet paa det fra og til. Og nu begyndte det +at træde frem — en Bark var det, der gik for fulde +Sejl hen over riflet Vand. Til Spanien, til Spanien +gik den nok — efter Druer og Appelsiner! Og alle +de andre Herligheder Pelle endnu ikke havde smagt! +</p> + +<p> +Paa Regnvejrsdage var det et helt Arbejde at holde +Rede paa hvad Klokken var, man maatte anspænde +sig til det yderste. Ellers var det let nok, Pelle +havde det mest paa Fornemmelsen. Der var Tegn +hjemme paa Gaarden, som sagde hvad Klokken kunde +være visse Tider paa Dagen, Kreaturerne angav i +deres Vaner andre Klokkeslæt! Ved Nitiden lagde +det første sig til Formiddagens Drøv, og efterhaanden +faldt de én for én — der var altid et Øjeblik +ved Titiden, hvor de alle laa og tyggede; Kl. elleve +var de sidste paa Benene igen. Paa samme Maade +om Eftermiddagen mellem tre og fem. +</p> + +<p> +Middag var let at bestemme naar Solen skinnede, +Pelle vidste det altid paa sig naar den vendte i sin +Bane. Og der var hundrede andre Ting i Naturen, +som satte ham i Forbindelse med Dagtiderne, Fuglenes +Vaner f. Eks., og noget ved Grantrærne! Og +meget andet som han ikke kunde sætte Fingeren +paa og sige dér, fordi det blot lige var en Fornemmelse. +Hjemdriften angav Kreaturerne selv. Naar den +nærmede sig, græssede de sig langsomt rundt til de +pegede i Retning af Gaarden med deres Hoveder; +og der kom Ræk i deres Kroppe — de higede! +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +<a id="page-164" class="pagenum" title="164"></a> +Hele Ugen havde Rud ikke ladet sig se, og aldrig +saa snart var han kommen i Dag, før Pelle +maatte give ham en Overhaling for noget Lumskeri. +Saa løb han hjem, men Pelle lagde sig oppe i Granbrynet +og sang, paa Maven og med Fodsaalerne i +Vejret. Rundt om var der Mærker efter hans Kniv +paa Trærnes Stammer — paa de ældste Skibe saa +man Kølen, og Dækket var kommet til at staa lodret +paa Skroget; dem havde han skaaret den første +Sommer. Her var ogsaa en lille Samling Agre i +Engkanten, rigtig pløjede, harvede og tilsaaede. Hver +Ager var en Kvadratalen stor. +</p> + +<p> +Men nu laa Pelle og hvilede sig ud efter Anstrængelsen +med Rud — i en jublende Skraalen, der fik +Luften til at gynge. Oppe ved Gaarden kom en Karl +ud, han gik hen ad Landevejen med en Bylt under +Armen; det var Erik der skulde møde i Retten for +Slagsmaal. Nu kom Proprietæren kørende og strøg +i rask Fart ad Byen til, saa skulde han ind og ture. +Hvorfor kunde Karlen ikke age med, naar de dog +skulde samme Vej. Saa hurtig han kørte, skønt hun +aldrig fulgte efter ham mere — hun trøstede sig +hjemme nu! Var det mon sandt, at han havde sviret +500 blanke Kroner op paa én Aften? +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Grumt raser Krigen og Blodet flyder,</p> + <p class="verse">imellem Bjærgene Raabet lyder!</p> + <p class="verse">Med grulig Rædsel gaar Tyrken frem</p> + <p class="verse">og ødelægger saa mangt et Hjem.</p> + </div> + <div class="stanza"> + <p class="verse">De dra —</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +hov!“ Pelle stod i et Spring paa sine Fødder og +stirrede op efter Kløveren. Malkekørne deroppe +havde det sidste Kvarters Tid kigget op efter Gaarden +hvert Øjeblik, nu brølede Aspasia, saa maatte +Faderen snart være paa Vej ud for at flytte! Dér kom +han vrikkende frem om Gaardhjørnet. Der var ikke +langt over til den nederste Ko; naar Faderen var +dér, kunde Pelle nok se sit Snit og lige rende over +og sige Goddag til ham. +</p> + +<p> +<a id="page-165" class="pagenum" title="165"></a> +Pelle samlede Kreaturerne bedre og drev langsomt +over til det andet Skel og op over Markerne. +Lasse havde flyttet den øverste Halvdel, nu skraaede +han hen imod Tyren der stod lidt for sig selv. Tyren +bromlede og sparkede Jorden op; den havde +Tungen ude i den ene Side og stak kort i Luften +med det ene Horn — den var ond. Saa gik den +frem med korte Skridt og en Masse Hokuspokus +— hvor den sparkede! Pelle fik Lyst til at sparke +den over Snuden som han saa tidt havde gjort; lignede +det nu noget at høde ad selve Lasse, omend +den ikke mente Spor med det. +</p> + +<p> +Far Lasse ænsede den da heller ikke, han stod +og hamrede paa den svære Tøjrpæl for at faa den +løs. „Goddag!“ raabte Pelle, Lasse vendte Hovedet +og nikkede, saa bøjede han sig og slog Pælen i +Jorden. Tyren stod lige bag ham og stampede kort, +Munden stod aaben paa den og Tungen hang ud; +det saa ud som den brækkede sig, og Lyden svarede +nøjagtigt til det. Pelle lo mens han sagtnede +Løbet, han var lige ved. +</p> + +<p> +Men pludselig vendte Far Lasse en Kolbøtte, faldt +og var i Luften igen — og faldt lidt henne. Igen skulde +Tyren kyle med ham, men Pelle var for Hovedet +af den; han havde ikke sine Træsko men sparkede +den med de bare Fødder saa det gik sort for hans +Øjne. Tyren kendte ham og vilde søge udenom, +men Pelle sprang for dens Hoved og raabte, sparkede +og greb den ude af sig selv i Hornene. Saa +slængte den ham læmpeligt til Side og gik frem mod +Lasse som laa lidt henne, den blæste langs Jorden, +saa Græsset bølgede. +</p> + +<p> +Den havde ham i Blusen og rystede lidt op i +ham, tog saa søgende under ham med begge Horn +for at sende ham højt til Vejrs. Men Pelle var paa +Benene igen, som et Lyn havde han Kniven fremme +og jog den ind mellem Tyrens Bagben. Tyren +udstødte et kort Brøl, væltede Lasse til Side og fór +af Sted over Markerne i Spring, den <em>stak</em> i Luften +under Løbet og bromlede. Ovre ved Aaen gav den +<a id="page-166" class="pagenum" title="166"></a> +sig til at brække Brinken op, Luften var tyk om +den af Jord og Græstørv. +</p> + +<p> +Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle +stod og sled forgæves i en Arm for at hjælpe ham +op. „Far, lille Lassefar!“ kaldte han grædende. Omsider +satte Lasse sig over Ende. +</p> + +<p> +„Hvem er det der synger?“ spurgte han. „Saa +det er dig Pøjke — og du græder! Har nogen gjort +dig Fortræd? — Ak saa ja det var Tyren, den var +nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad +gjorde du ved den, at Fanden tog den saa hastigt? +Du har nok reddet din Faders Liv du, saa lille du +er. — Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.“ Lasse +kastede op. „Ak ja“ sagde han og tørrede Sveden +af Panden „hvem der havde haft sig en Dram. — +Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke +sluppet saa let. Han vilde bare lege lidt med mig +forstaar du — han var et Gran hadsk fordi jeg gennede +ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mærkede +det jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde +forgribe sig paa én. Naa det havde han nu heller +ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at +gaa i fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her, +jeg laante den af ham mens jeg vaskede min egen. +Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage +paa mig. — Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger +til denne her Flænge, han bliver nok ikke blid han.“ +</p> + +<p> +Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund, +inden han forsøgte at rejse sig og kom paa Benene +ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig paa +Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. „Jeg +kunde næsten godt være fuld, om det ikke havde +været for Smærterne!“ sagde han og lo ømskindet. +„Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid +gør du mit Hjærte glad, og nu har du bjærget mit +Liv ogsaa.“ +</p> + +<p> +Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten +af Kørne paa Vejen ned til sit eget. Han var baade +stolt og rystet, men mest stolt. Han havde reddet +Far Lasses Liv — og mod den store rasende Tyr +<a id="page-167" class="pagenum" title="167"></a> +som ingen anden paa Gaarden turde have med at +gøre. Næste Gang Henrik Bødker kom herud og +saa til ham, skulde han faa det hele. +</p> + +<p> +Lidt ked var han af, at han havde trukket Kniv; +her paa Landet saa alle ned paa det og sagde det +var svensk. Det skulde heller ikke behøves, om der +havde været Tid — eller han blot havde haft Træsko +paa til at sparke Tyren i Øjet med. Han var +saa tidt gaaet løs paa den med Træskosnuderne, +naar den skulde drives ind i Stalden igen efter en +Bedækning; og den hyttede sig altid vel for at gøre +ham noget. Maaske vilde han sætte en Finger i +Øjet paa den og gøre den blind — eller tage den +ved Hornene og vride til, lige som i Historien, saa +Halsen drejedes om paa den. +</p> + +<p> +Pelle voksede og svulmede op til han overskyggede +alt; der var ikke Ende paa de Kræfter han +havde, mens han løb og gennede sine Kreaturer +sammen igen. Han gik i Stormgang hen over det +hele, slængte stærke Erik og Forvalteren hid og +did, og løftede — ja hele Stengaarden blot ved at +sætte en Haand under Bjælken. Det var en hel Bersærkergang. +</p> + +<p> +Og midt i det kom han i Tanke om, hvor galt +det vilde blive, hvis Forvalteren fik at vide at Tyren +rendte løs. Saa blev der maaske Klø baade til Lasse +og ham selv. Han maatte ud og lede efter den; for +en Sikkerheds Skyld tog han Klaffen med og Træsko +paa. +</p> + +<p> +Nede i Aabrinken havde den lavet et syndigt +Roderi, et helt Stykke ind var Engen pløjet op. Der +var Blod efter den nede i Aalejet og op over Markerne, +Pelle fulgte det over mod Rén, dér fandt han +Tyren. Det svære Dyr var søgt helt ind under +Tjørnene og stod og slikkede sit Saar. Da den hørte +Pelles Stemme, kom den frem. „Omkring!“ raabte +han og klippede den over Snuden. Den satte Hovedet +mod Jorden, bøgede og trak sig tungt tilbage; +og Pelle blev ved at klippe den over Snuden, Skridt +for Skridt rykkede han frem, hans Stemme gik +<a id="page-168" class="pagenum" title="168"></a> +ubøjeligt: „Omkring! vil du omkring!“ Saa vendte +den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og +fulgte efter; med Klaffen holdt han den i Aande, +for at den ikke skulde faa Tid at pønse paa ondt. +</p> + +<p> +Da saa det var overstaaet sank han sammen af +Træthed. Han laa sammenkrøben under Granbrynet +og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok gik syg +om derhjemme og ingen havde til at give sig en +Haand med Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uudholdelig, +han maatte hjem. +</p> + +<p> +Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen +og efterlignede Bræmsernes irriterende Summen. +Han stemte Tonen ud mellem Tænderne, stigende +og faldende som fløj den hid og did over Græsset; +Kreaturerne hørte op at græsse, de stod dødsstille +med vagtsomme Øren. Saa gik det nervøst i dem, +de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i +smaa Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han +gjorde Lyden mere arrigt paagaaende, hele Flokken +kørte rundt, de smittede hinanden og stampede rundt +i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og +tog den lige Vej mod Gaarden, og hele Flokken +fulgte — tværs hen over alting. Nu var det blot at +løbe bagefter med meget Spræl — og underfundigt +holde Lyden ved Lige, saa Humøret ikke lagde sig +inden de naaede hjem. +</p> + +<p> +Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet +op for Løkken, han hjalp til at genne Kreaturerne +derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev staaende, +men Forvalteren saa blot paa ham med et +ejendommeligt Smil. „De begynder nok at tage Magten +fra dig,“ sagde han og kiggede Pelle ind i Øjnene +„— ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!“ +Han gjorde Nar, Pelle blev brændende rød i Kammen. +</p> + +<p> +Far Lasse var krøbet til Køjs. „Da var det godt +du kom!“ sagde han, „jeg laa netop her og funderede +paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet. Røre mig +kan jeg jo føje ikke — end sige staa op.“ +</p> + +<p> +Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa +Benene igen; i den Tid stod Engkvæget i Løkken +<a id="page-169" class="pagenum" title="169"></a> +og Pelle gik hjemme omkring og gjorde Faderens +Gærning. Han spiste med de andre og sov sin Middagssøvn +i Loen lige som de. +</p> + +<p> +En Middag kom Soen ind i Gaarden og var fuld. +Hun stillede sig op i den øvre Gaard hvor det var +hende forment at komme, og stod og raabte paa +Kongstrup. Proprietæren var hjemme men viste sig +ikke; der var dødt bag de høje Vinduer. „Kongstrup, +Kongstrup! kom herud lidt du!“ raabte hun og stod +og saa ned i Brostenene, hun kunde ikke løfte +Hovedet. Forvalteren var ikke til Stede, og Karlene +holdt sig i Skjul inde paa Loen — de glædede sig +til lidt Fest i Landskabet. „Du Kongstrup, kom herud +lidt, jeg vil snakke med dig!“ sagde Soen tykt. +Saa gik hun op ad Trappen og tog i Døren. Hun +dundrede nogle Gange og stod og talte med Ansigtet +helt op ad Døren; da der ingen kom ravede hun +ned og gik smaasnakkende sin Vej uden at se til +Siderne. +</p> + +<p> +Lidt efter begyndte den lange tudende Graad deroppe; +og ligesom Folkene skulde i Marken kom +Bonden tumlende ud og gav Ordre til at spænde +for Enspænderen. Han gik nervøst ved Vognen saalænge +og jog hovedkulds af Sted. Da han svingede +ud om Gavlen blev et Vindu aabnet, og en Stemme +kaldte bedende: Kongstrup, Kongstrup; men han +kørte rask til. Saa gik Vinduet i, og Graaden tog +fat igen. +</p> + +<p> +— — — — +</p> + +<p> +Om Eftermiddagen Pelle gik og puslede i den +nedre Gaard, kom Karna og sagde at han skulde +komme op til Fruen. Pelle gik nølende derop, han +var ikke tryg ved hende, og alle Mandfolkene var +ude i Marken. +</p> + +<p> +Fruen laa paa Sofaen i sin Mands Arbejdsværelse, +dér opholdt hun sig bestandig Nat og Dag, naar +Manden var ude. Hun havde et vaadt Haandklæde +over Panden og var helt rød i Ansigtet af Graad. +</p> + +<p> +„Kom her hen,“ sagde hun med mat Stemme. +„Du er vel ikke bange for mig?“ +</p> + +<p> +<a id="page-170" class="pagenum" title="170"></a> +Pelle maatte hen og sidde paa Stolen ved hende; +han vidste ikke hvor han skulde gøre af sine Øjne. +Og Næsen gav sig til at løbe ved Spændingen, og +han havde ingen Klud. +</p> + +<p> +„Er du bange for mig?“ spurgte hun igen, og det +drog bittert om hendes Mund. +</p> + +<p> +Han maatte se paa hende for at vise at han ikke +var bange; og sandt at sige lignede hun ikke nogen +Heks, men bare et Menneske der græd og var +ulykkelig. +</p> + +<p> +„Kom her,“ sagde hun, og saa snød hun hans +Næse i sit eget fine Tørklæde og strøg ham op over +Haaret. „Du har jo ikke engang en Mor, din Stakkel.“ +Hun strøg ned ad hans ubehjælpsomt bødede +Bluse. +</p> + +<p> +„Det er tre Aar nu, siden Mor Bengta døde; hun +ligger i det vestre Hjørne af Kirkegaarden.“ +</p> + +<p> +„Savner du hende ikke meget?“ +</p> + +<p> +„Aa — Far Lasse lapper jo mit Tøj!“ +</p> + +<p> +„Hun har vist ikke været meget god ved dig.“ +</p> + +<p> +„Jo da!“ Pelle nikkede ivrigt. „Men hun var saa +gnaven, hun skrantede jo altid — og saa er det +bedst de slipper. Men nu gifter vi os snart igen; +naar Far Lasse har fundet en som duer.“ +</p> + +<p> +„Og saa rejser I vel herfra? Du har det vist +heller ikke godt her?“ +</p> + +<p> +Pelle havde faaet Munden paa Gled, men nu +frygtede han en Fælde og blev stum. Han nikkede +blot — ingen skulde komme og brænde dét i ham +igen at han havde klaget. +</p> + +<p> +„Nej du har det ikke godt,“ sagde hun i en klagende +Tone — „ingen har det godt paa Stengaarden. +Her bliver alt til Ulykke.“ +</p> + +<p> +„Det er nok gammel Forbandelse det!“ sagde +Pelle. +</p> + +<p> +„Siger de saadan? Ja ja, jeg ved det nok! Og om +mig siger de at jeg er en Djævel — bare fordi jeg +holder af én eneste en — — og ikke kan finde +mig i at blive traadt ned.“ Hun græd og trykkede +hans Haand mod sit dirrende Ansigt. +</p> + +<p> +<a id="page-171" class="pagenum" title="171"></a> +„Jeg skal vist ud og flytte,“ sagde Pelle og vred +ulykkeligt paa sig for at komme løs. +</p> + +<p> +„Nu er du jo bange for mig igen!“ sagde hun og +forsøgte at smile — det var lige som Solglitteret +derude efter Regn. +</p> + +<p> +„Nej — men jeg skal bare ud og flytte.“ +</p> + +<p> +„Der er en hel Time til endnu! Men hvorfor +vogter du ikke i Dag — er din Far syg?“ +</p> + +<p> +Saa maatte Pelle fortælle det med Tyren. +</p> + +<p> +„Du er jo en god Dreng,“ sagde Fruen og klappede +ham. „Hvis jeg havde en Søn skulde han ligne dig! +Men nu skal du have noget Syltetøj, og saa maa +du løbe til Landhøkeren efter en Flaske Solbærrom, +saa vi kan lave din Far en varm Drik. Naar du +skynder dig, kan du nok naa det inden Flyttetid.“ +</p> + +<p> +Lasse fik sin varme Drik endnu inden Drengen +kom tilbage; og hver Dag mens han laa fik han +noget styrkende — omend der ikke var Solbærrom +i. +</p> + +<p> +Pelle var næsten hver Dag oppe hos Fruen i +denne Tid — Kongstrup var nok rejst et Ærende +til København. Hun var god imod ham og gav ham +søde Sager, og mens han huggede i sig fortalte hun +ustanselig om Kongstrup, eller spurgte ham om hvad +Folkene mente om hende. Pelle maatte ud med det, +og saa blev hun syg og faldt i Graad. Der var ingen +Ende paa hendes Snakken om Proprietæren, men hun +slog sig selv paa Munden, og Pelle maatte opgive +at finde Rede i det. Han havde ogsaa nok at varetage +med de gode Sager. +</p> + +<p> +Nede paa Kamret gengav han det hele ordret, og +Lasse laa og lyttede og undredes paa denne Knægt, +der gik ud og ind paa højeste Steder og havde selve +Fruens Fortrolighed. Alligevel led han det ikke +rigtig. +</p> + +<p> +„— — Hun kunde knap støtte paa Benene, hun +maatte holde sig ved Bordet da hun skulde hente +Tvebakkerne til mig — saa syg var hun. Det var +bare fordi han havde handlet ilde med hende, sagde +hun. Hun hader ham du! og kunde gærne slaa +<a id="page-172" class="pagenum" title="172"></a> +ham ihjæl siger hun. Men alligevel siger hun at +han er den smukkeste Mand paa Jorden, og om jeg +vel har set nogen smukkere i hele Sverig. Og saa +græder hun helt i Vildelse.“ +</p> + +<p> +„Ja saa,“ sagde Lasse tankefuld — „ja saa! Hun ved +nok ikke meget hvad hun siger — eller ogsaa hun +har sit eget for. Men usandt er det ligefuldt at han +slaar hende! hun lyver vist.“ +</p> + +<p> +„Og hvorfor skulde hun lyve da?“ +</p> + +<p> +„Fordi hun vil ham ilde vel. Men vist er det at +han er en statelig Karl — og bryder sig om alle +andre end bare hende; det er vel hele Ulykken +det. Jeg lider nu ikke at du er saa meget oppe hos +hende; bare du ikke tager Fortræd af det.“ +</p> + +<p> +„Hvordan saa da? — hun er saa god, saa god.“ +</p> + +<p> +„Ja hvad ved en anden Stakkel! Nej hun er ikke +god, i det mindste ikke i Øjnene — hun har nok +set baade den ene og den anden i Ulykke. Men +der er vel ingenting at gøre ved den Sag; Fattigmand +maa vove alt.“ +</p> + +<p> +Lasse tav lidt og stavrede omkring, saa kom han +hen: +</p> + +<p> +„Se nu her du, her er et Stykke Staal jeg har +fundet! det maa du huske at have hos dig altid — +særlig naar du gaar <em>derop</em>! Ja og saa — — saa +faar vi lægge Resten i Gudfaders Haand du! Han +er den eneste, som kanske ser til Smaastaklerne +han.“ +</p> + +<p> +Lasse var lidt oppe den Dag. Gudskelov det skred +rask fremad, om to Dage kunde de være inde i de +gamle Folder igen. Og til Vinter fik de se at komme +væk fra alt dette her! +</p> + +<p> +Sidste Dag Pelle var hjemme omkring, var han +ogsaa oppe hos Fruen og sprang sit Ærende for +hende. Og den Dag saa han noget uhyggeligt, som +fik ham til at være glad ved at dette var forbi — +hun tog Tænder, Gane og alting ud af Munden og +lagde det foran sig paa Bordet! +</p> + +<p> +Hun <em>var</em> en Heks! +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-14"> +<a id="page-173" class="pagenum" title="173"></a> +XIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle kom drivende hjem med Ungkvæget. Idet +han drev neden om Gaarden kommanderede han +højt, for at Faderen skulde høre det: „Hov Spasianna +din gamle Rinke, hvor skal du hen? — Dannebrog +din forbandede Knævædder, vil du vende!“ +Men Lasse kom ikke og aabnede for Løkken. +</p> + +<p> +Da han havde faaet Kreaturerne ind i Løkken, +løb han ind i Kostalden. Faderen var hverken dér +eller i Kamret; men Søndagstræskoene og den laadne +Hue var borte. Saa huskede Pelle, at det var Lørdag +— den Gamle var nok rendt til Landhøkeren +efter Brændevin til Karlene. +</p> + +<p> +Pelle gik ned i Folkestuen for at faa sin Aftensmad. +Karlene var kommet sent hjem og sad endnu +ved Bordet der flød af spildt Mælk og Kartoffelpil. +De var midt oppe i et Væddemaal — Erik vilde +tage sig paa at æde tyve Spegesild med Kartofler, +efter at han allerede havde holdt op. Det galdt en +Flaske Brændevin, og de andre skulde pille Kartoflerne +til ham. +</p> + +<p> +Pelle fik sin Lommekniv frem og pillede sig en +Stabel Kartofler. Skindet lod han blive paa Silden, +men han skrabede den omhyggeligt og skar Hoved +og Hale af; saa skar han den i Stykker og aad den +med Benene i, til Kartoflerne og Meldyppet. Imens +kiggede han paa Erik, Kæmpen Erik der var saa +smadrende stærk og turde vove alt mellem Himmel +og Jord. Erik havde Børn i hver en Krog! Erik +kunde stikke Fingeren i et Bøsseløb og holde Bøssen +udstrakt i stiv Arm! Erik kunde drikke lige saa +meget som tre andre! +</p> + +<p> +Og nu sad Erik og aad tyve Spegesild efter at +han var mæt. Han tog Silden ved Hovedet, trak +den en Gang gennem Skrævet, og aad den saa som +den var. Og Kartofler aad han til, lige saa rask som +de andre kunde pille dem. Ind imellem svor han, +fordi Forvalteren havde nægtet ham Frihed i Aften; +det skulde blive en evig Løgn, at de holdt Erik +hjemme naar han selv vilde ud! +</p> + +<p> +<a id="page-174" class="pagenum" title="174"></a> +Pelle fik i en Fart Silden og Vandgrøden til Livs +og satte ud igen for at løbe Faderen i Møde, han +længtes mægtigt efter at se ham. Ude ved Posten +havde Pigerne travlt med at skure Mælkespande og +Køkkenkar; Gustav stod i den nedre Gaard med +Armene paa Stakittet og underholdt dem. Han passede +nok paa Bodil, som hele Tiden havde sine +Øjne efter den nye Elev, der spankede frem og tilbage +og vigtede sig i lange Støvler med Lakkraver. +</p> + +<p> +Pelle blev stoppet i Farten og sat til at poste +Vand. Nu kom Karlene op og gik over paa Loen, +kanske for at gøre Kraftprøver; siden Erik kom gik +de altid og gjorde Kraftprøver i Fritiden. Pelle vidste +ikke noget saa spændende som Kraftprøver, han +kilede paa for at blive færdig og komme derover. +</p> + +<p> +Men Gustav som ellers var den ivrigste, blev ved +at staa og hænge og give ondt af sig over Eleven. +„Han skinner jo som Katteskidt i Maaneskin!“ sagde +han højt. +</p> + +<p> +„Der maa være Penge dér!“ sagde Bodil tankefuld. +</p> + +<p> +„Ja du skulde prøve ham — kanske blev du +Proprietærfrue. Forvalteren vil nok ikke alligevel; og +Proprietæren — ja du saa vel Soen forleden, det +maa være vakre Udsigter at have.“ +</p> + +<p> +„Hvem siger dig at Forvalteren ikke vil?“ svarede +Bodil skarpt. „Bild dig ikke ind, at vi tog dig til at +holde Lyset for os! Det er ikke alting man lar +Smaabørn se paa heller.“ +</p> + +<p> +Gustav var rød i Hovedet. „Aa hold Kæft din +Daase!“ mumlede han og drev ned mod Loen. +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Aa Herre Jøs for min gamle Mor</p> + <p class="verse">som gaar paa Dækket og ruller!“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +sang Mons ovre i Stalddøren, hvor han stod og +hamrede paa en sprukken Træsko. Pelle og Pigerne +skændtes, og oppe paa Kvisten hørte man Forvalteren +gaa til og fra, han var i Færd med at gøre +Piber i Stand. Nu og da trængte en langtrukken +Lyd ud fra det høje Stuehus; det lød som et Dyrs +<a id="page-175" class="pagenum" title="175"></a> +Tuden langt borte, og fik Folkene til at skutte sig +af Uhygge. +</p> + +<p> +En Karl smøg sig ud af Døren ovre ved Kamrene, +han var søndagsklædt og havde en Tøjbylt under +Armen. Det var Erik, han luskede langs Bygningen +i den nedre Gaard. +</p> + +<p> +„Hej dér! hvor Djævlen skal han hen?“ tordnede +det oppe fra Forvalterens Vindu. Karlen dukkede +Hovedet lidt og lod som ingenting. „Vil du høre +din forbandede Kabyler! — <em>Erik!</em>“ Denne Gang +gjorde Erik omkring og smuttede ind ad en Lodør. +</p> + +<p> +Straks efter kom Forvalteren ned og gik over +Gaarden. Inde paa Hakkelseloen stod Karlene og +morede sig over Eriks Uheld. „Han er en Djævel +til at holde Udkig!“ sagde Gustav „du maa staa tidlig +op om du vil pudse ham.“ +</p> + +<p> +„Aa jeg skal vel lure ham,“ sagde Erik — „jeg er +ikke født i Gaar jeg heller. Og bliver han altfor +gesnausig, saa vanker der paa Tandkødet.“ +</p> + +<p> +De blev med ét tavse, Forvalterens velkendte +Skridt lød udenfor paa Stenbroen. Erik luskede +væk. +</p> + +<p> +Forvalterens Skikkelse dækkede hele Døraabningen: +„Hvem har sendt Lasse efter Brændevin?“ +spurgte han barsk. +</p> + +<p> +De saa uforstaaende rundt paa hinanden. „Er +Lasse væk?“ spurgte saa Mons med den uskyldigste +Mine af Verden. „Ja Gamlingen er jo glad for +Brændevin,“ sagde Anders forklarende. +</p> + +<p> +„Jo I er nogle nette Kegler,“ sagde Forvalteren +„først kóster I den Gamle af Sted, og saa lader I +ham i Stikken. I fortjente Tæsk allesammen.“ +</p> + +<p> +„Nej Tæsk fortjener vi ikke og tager heller ikke +imod,“ sagde Forkarlen og traadte et Skridt frem. +„Forvalteren skal vide —“ +</p> + +<p> +„Hold Mund Mand!“ raabte Forvalteren ham ind +i Ansigtet, og Karl Johan trak sig tilbage. +</p> + +<p> +„Hvor er Erik henne?“ +</p> + +<p> +„Han er i Kamret vel.“ +</p> + +<p> +Forvalteren gik ind gennem Hestestalden, noget i +<a id="page-176" class="pagenum" title="176"></a> +hans Holdning sagde, at han ikke var helt uforberedt +paa et Angreb i Ryggen. Erik laa i sin Seng +med Dynen op over Næsen. +</p> + +<p> +„Hvad skal det sige — er du daarlig?“ spurgte +Forvalteren. +</p> + +<p> +„Ja jeg tror nok jeg har taget Kulde — jeg ryster +saa fælt.“ Han forsøgte at klapre med Tænderne. +</p> + +<p> +„Det er davel ikke Faaresyge?“ sagde Forvalteren +deltagende — „lad os se lidt paa dig, stakkels Mand.“ +Han vippede Dynen af ham ved et Snuptag. „Se +se, og du ligger med Søndagstøj paa — og lange +Støvler! Det er maaske Ligdragten? — du vilde vel +blot ud og bestille Fattigjord til dig selv hvad? Det +er nok ogsaa paa Tiden vi faar dig i Jorden — synes +jeg ikke allerede du lugter!“ Han snusede ind et +Par Gange. +</p> + +<p> +Men Erik sprang som en Staalfjeder ud af Sengen +og stod rank op ad ham. „Jeg er ikke død endnu, +og lugter gør jeg kanske ikke mer end visse andre!“ +sagde han. Blikket gnistrede paa ham og jog lynsnart +ud i Rummet efter et Vaaben. +</p> + +<p> +Forvalteren mærkede hans brændende Aande i sit +Ansigt — her var det ikke raadeligt at trække sig +tilbage! Han satte ham den knyttede Haand i Mellemgulvet, +saa Erik faldt bagover paa Sengen og +hev efter Vejret; greb ham saa i Bringen og holdt +ham nede. Men det brændte i ham efter noget mere +— efter at hugge en tung Næve ned i Ansigtet paa +dette Rak, som grinede naar han vendte Ryggen til, +og skulde drives til hver en Smule. Her havde han +endelig i Bringen alt det Tyendekvalm der gav Tilværelsen +den harske Smag — Misfornøjelse med +Kosten, Krakileri under Arbejdet, Trusler om at gaa +naar der var aller travlest — Vrøvl i det uendelige. +Her var Slav for mange Aars Ærgrelse og Forsmædelse, +han manglede blot det lille Paaskud — et +Knubs fra denne store Tamp der ikke anvendte +sine Kræfter i Arbejdet, men brugte dem til at gaa +i Spidsen som Urostifter. +</p> + +<p> +Men Erik laa ganske stille og saa paa sin Fjende +<a id="page-177" class="pagenum" title="177"></a> +med vagtsomme Øjne. „Værsgod slaa kun, der er +vel en Øvrighed her i Landet ogsaa,“ sagde han +med irriterende Ro. Det brændte i Forvalterens +Muskler, men han maatte slippe ham for ikke at +faa Sag og Vrøvl. „Vil du saa huske til en anden +Gang ikke at være opsætsig!“ sagde han og slap sit +Tag — „ellers skal jeg vise dig at der er en Øvrighed +til.“ +</p> + +<p> +„Naar Lasse kommer sender I ham op til mig +med Brændevinen!“ sagde han til Karlene idet han +gik gennem Loen. +</p> + +<p> +„Fanden heller vel?“ svarede Mons halvhøjt. +</p> + +<p> +Pelle var løbet sin Far i Møde. Den Gamle havde +smagt paa Varerne og var i godt Humør. „Der var +syv Mand i Baaden, og de hed Ole alle saa nær +som den ene, for han hed Ole Olsen!“ sagde han +højtideligt da han saa Drengen. „Ja var det ikke +besynderligt du Pellemand, at de skulde hedde Ole +allesammen — saa nær som den ene forstaas, for +han hed jo Ole Olsen.“ Saa lo han og puffede hemmelighedsfuldt +til Drengen. Og Pelle lo med, han +kunde godt lide at se Faderen i Humør. +</p> + +<p> +Karlene kom imod dem og tog Flaskerne fra Røgteren. +„Han har smagt!“ sagde Anders og holdt Flaskerne +op mod Lyset. „Se til den gamle Dranker, +han har hilst paa Varerne.“ +</p> + +<p> +„Nej saa maa Flaskerne være utætte i Bunden!“ +sagde Lasse der var helt dristig af Snapsen — „for jeg +har ikke andet end lige lugtet. Man maa dog sikre +sig, at det er riælle Sager og ikke det rene Vand +man faar.“ +</p> + +<p> +De drev neden om Løkken, Gustav gik foran og +spillede paa sin Harmonika, over Flokken var der +noget anspændt lystigt. En og anden sprang i Vejret +bedst som han gik, de udstødte korte Hyl og sendte +løsrevne Eder ud i Luften paa maa og faa. Bevidstheden +om de fyldte Flasker, Lørdagaftenen med +dens Hviledag i Ryggen og fremfor alt Krigen med +Forvalteren satte Sindet op i dem. +</p> + +<p> +De lejrede sig neden for Kostalden, i Græsset tæt +<a id="page-178" class="pagenum" title="178"></a> +ved Dammen. Solen var forlængst gaaet ned, men +Aftenhimlen faldt lysende ind. Naar Ansigterne vendte +sig mod Vest var det som et Brandskær gik over +dem, og de hvide Gaarde indover lo blændende i +Skumringen. +</p> + +<p> +Nu kom Pigerne gaaende over Græsset. De gik +med Hænderne under Forklædet og lignede sorte +Udklip i den straalende Himmel; de nynnede paa +en blød Folkesang og lod sig glide ned i Græsset +ved Siden af Karlene; Aftenskumringen sad dem i +Sindet og gjorde deres Skikkelser og Stemmer blide +som et Kærtegn. Men Karlene var ikke blidt stemte, +de foretrak Flasken. +</p> + +<p> +Gustav gik rundt og smaafantaserede paa sin Harmonika. +Han søgte et Sted at sidde, smed sig endelig +i Skødet paa Karna og spillede op. Erik var først +paa Benene, han førte an i Anledning af sit Udestaaende +med Forvalteren og rev Bengta op af Græsset +med et Ryk. De dansede svensk Polka, og paa +et bestemt Sted i Melodien hev han hende op i +Luften med et Raab. Hvergang hvinede hun, og de +tunge Skørter stod om hende som Halen paa en +kalkunsk Hane, saa enhver kunde se hvor langt der +var til Søndag. +</p> + +<p> +Midt i en Hvirvel slap han hende, saa hun tumlede +hen over Græsset og faldt. Forvalterens Vindu +kunde ses hernede fra, og en lys Plet var kommet +til Syne i det. „Han glor, Kors i Herrens Fryd +hvor han glor! Kan du se denne her du?“ Erik +raabte højt og holdt en Brændevinsflaske i Vejret. +Saa drak han: „Skaal! Gubben Satans Skaal! Han +lugter, Svinet! Fy ptøj!“ De andre lo, Ansigtet deroppe +trak sig tilbage. +</p> + +<p> +Ind imellem Dansen legede de, drak og tog Krafttag. +De blev bestandig uberegneligere i deres Handlinger, +udstødte pludselige Vræl der fik Pigerne til +at skrige højt, smed sig midt i Dansen plask paa +Jorden og stønnede som var de døende, sprang +pludselig op igen med vilde Fagter og spændte Ben +for den nærmeste. Et Par Gange sendte Forvalteren +<a id="page-179" class="pagenum" title="179"></a> +Eleven ned og bød dem forholde sig rolige, men +Larmen blev blot værre deraf. „Hils ham og sig, at +han kan gaa sine Hundeærender selv!“ raabte Erik +efter Eleven. +</p> + +<p> +Lasse puffede til Pelle og trak sig lidt og lidt tilbage. +„Nu er det nok bedst vi to gaar til Hvile,“ +sagde han da de var sluppet ubemærket bort — „én +ved aldrig hvad dette kan føre til. De ser rødt allesammen, +ret snart begynder de vel at danse Bloddansen. +Ak ja havde jeg været ung, skulde jeg vist +ikke lusket bort som en Tyv, men blevet og taget +hvad der maatte komme. Der var en Tid, da Lasse +kunde sætte begge Hænder i Jorden og slaa sin +Modstander i Ansigtet med Støvlehælene, saa han +sank til Jorden som et Straa. Men nu er den Tid +forbi, og det er klogest at hytte sig. Der kan komme +baade Politi og meget andet ud af dette her. Ikke +at tale om Forvalteren du! Nu har de gaaet og tirret +ham hele Sommeren med den Erik i Spidsen; men +faar de ham først rigtig gal i Hovedet, saa kan Erik +godt gaa hen og lægge sig.“ +</p> + +<p> +Pelle vilde gærne blive lidt oppe og se paa dem. +— „Naar jeg kryber hen bag Gærdet og lægger mig — +aa du Far hvad!“ tryglede han. +</p> + +<p> +„Æv det er noget dumt Paahit, de kan hitte paa +at handle ilde med dig om de faar fat i dig — det +værste er oppe i dem. Naa men du maa selv staa +for’et — og pas for alting paa at de ikke ser dig.“ +</p> + +<p> +Saa gik Lasse i Seng, men Pelle krøb frem paa +Maven bag Gærdet, til han kom tæt ind paa dem +og kunde se alting. +</p> + +<p> +Gustav sad endnu paa Karnas aabne Skød og +spillede, og hun holdt trofast om ham med Armene. +Men Anders havde lagt Armen om Livet paa Bodil. +Gustav opdagede det, kylede med en Ed Harmonikaen +saa den trillede over Græsset, og sprang op. +De andre smed sig i en Rundkreds og laa og +pustede inderligt, de ventede sig noget. +</p> + +<p> +Gustav lignede en Vild der danser Krigsdansen. +Munden stod aaben paa ham, Øjnene stirrede blankt. +<a id="page-180" class="pagenum" title="180"></a> +Han var ene Mand paa Græsset og gik som en +Bold mod Jorden og fra Jorden igen, hoppede paa +Hælene og slog skiftevis Benene op i Højde med +sit Hoved; ved hvert Kast udstødte han sit skingrende +Tju! Saa skød han lige til Vejrs og snurrede +rundt oppe i Luften, kom ned paa den ene Hæl og +blev ved at snurre rundt som en Top. Idet han +snurrede, gjorde han sig mindre og mindre som vilde +han gaa helt i Jorden, eksploderede saa i et Spring +og faldt lige ned i Skødet paa Bodil, der henrykt +slog Armene om ham. +</p> + +<p> +Som et Lyn havde Anders begge Hænder i hans +Skuldre bagfra, satte Fødderne i Ryggen paa ham +og lod ham „skyde Krage“ saa han trillede. Det +hele skete i Tempo, og Gustav blev kaadt ved at +rulle hen over Græsset, i Stød som en ujævn Kugle. +Men pludselig stansede han og stod med et Spring +paa Fødderne; han stirrede stivt frem for sig, gjorde +saa omkring med et Ryk og gik langsomt hen imod +Anders. Anders rejste sig hurtigt, skubbede Huen +paa Snur, smækkede med Tungen og gik frem. +Bodil satte sig bredere til Rette paa Jorden, hun +saa sig hoverende om i Kredsen og indkasserede +begærligt de andres Misundelse. +</p> + +<p> +De to Modstandere stod Ansigt til Ansigt og følte +sig frem til et godt Greb. De strøg kælent ned ad +hinanden, kneb hinanden i Siden og kom med smaa +spøgefulde Vendinger. +</p> + +<p> +„Kors i Jøsses hvor du er fed, Bror.“ Det var +Anders. +</p> + +<p> +„Og sikke Batterier du har, du kunde godt være +et Kvindfolk,“ svarede Gustav og tog Anders paa +Brystet. „Ih saa blød du dog er!“ Deres Ansigter +lyste af Haan. Men Øjnene fulgte aarvaagent Modstanderens +mindste Bevægelser, hver af dem ventede +et Snuptag fra den anden. +</p> + +<p> +De andre laa og strakte sig rundt om i Græsset. +„Kan I snart faa Ende paa det?“ raabte de utaalmodigt. +</p> + +<p> +De to blev ved at staa og lege som var de angst +<a id="page-181" class="pagenum" title="181"></a> +for at tage fat — eller maaske trak det ud for at nyde +det desto mere. Men pludselig havde Gustav Anders +i Kraven, kastede sig bagover og slyngede ham hen +over Hovedet paa sig. Det gik saa hurtigt, at Anders +intet Hold fik i Gustav; men i Svinget hagede han +sig fast i hans Haar, og de faldt begge — paa Ryggen, +med Hovederne sammen og Kroppene udstrakt +til hver sin Side. +</p> + +<p> +Anders var faldet tungt og laa halvbedøvet men +slap ikke sit Tag i Gustavs Haar. Gustav snoede +sig rundt og forsøgte at komme paa Benene men +kunde ikke frigøre sit Hoved. Saa vred han sig i +Stilling igen hurtig som en Kat, skød en baglæns +Kolbøtte hen over Kammeraten og faldt ned paa +ham med sit Ansigt mod hans. Anders prøvede at +sætte Fødderne i Vejret og opfange ham men kom +for sent. +</p> + +<p> +Anders kastede sig i de voldsomste Ryk, laa stille +og spændte igen i med pludselig Styrke for at vælte +Gustav af, men Gustav var sej. Han smed sig tungt +ned paa sin Modstander og jog alle fire Lemmer ud +til Støtte mod Jorden, sad pludselig op igen og +stødte sit Sæde ned i Anders’ Bughule for at tage +Vejret fra ham. De havde begge hele Tiden Tanken +henvendt paa at faa Kniven listet frem; og Anders +der nu var helt Herre over sin Forstand igen, +huskede tydelig at han ingen havde hos sig. „Ak, +ak!“ sagde han højt — „jeg elendige Fusk!“ +</p> + +<p> +„Du jamrer dig jo!“ sagde Gustav og sænkede sit +Ansigt over ham. „Vil du bede om Godtvejr kanske?“ +</p> + +<p> +I det samme følte Anders Gustavs Kniv trykke +mod sit Laar, i et Lyn havde han Haanden dernede +og vristede den frem. Gustav prøvede at tage +den fra ham men opgav det for ikke at blive smidt +af; han indskrænkede sig saa til at sikre sig Anders’ +ene Haand saa han ikke kunde folde Kniven ud, +og gav sig til at <em>sætte</em> med Kroppen ned mod hans +Bughule. +</p> + +<p> +Anders laa halv opgivet og tog imod Stødene +uden at værge for sig — der undslap ham et Gisp +<a id="page-182" class="pagenum" title="182"></a> +for hvert Sæt. Men hans venstre Haand arbejdede +ivrigt paa at aabne Kniven mod Jorden, og pludselig +jog han den i Gustav, netop som denne hævede sig +højt op for at bibringe ham et kraftigt Stød. +</p> + +<p> +Gustav greb Anders om Haandleddet, hans Ansigt +fortrak sig. „Fy fan dit Svin, hvad roder du dér +efter?“ sagde han og spyttede Anders ned i Ansigtet. +„Han søger til Bagdøren den Stymper — for at slippe +væk!“ Gustav saa sig om i Kredsen, frynende som +en ung Tyr. +</p> + +<p> +De kæmpede rasende om Kniven, brugte Hænder +og Tænder og Panden med. Da Gustav ikke kunde +bemægtige sig Vaabnet, gik han ud paa at føre +Anders’ Haand saaledes at han stødte det i sig selv. +Det lykkedes ham, men Stødet var skævt; Bladet +lukkede sig om Anders’ Fingre, saa han slængte +Kniven fra sig med en Ed. +</p> + +<p> +Erik sad og fik ondt op i sig over, at han ikke +længer var Aftenens Helt. „Er I snart færdige I to +Hanekyllinger, eller maa jeg kanske faa en lille Bid +med?“ sagde han og forsøgte at skille dem ad. De +bed sig fast i hinanden, men saa blev Erik gal og +gjorde noget som der gik Ry af siden hen. Han tog +et fast Tag i dem og plantede dem begge paa Benene. +</p> + +<p> +Gustav stod og saa ud som vilde han kaste sig +ind i Striden igen, der gik sure Trækninger over +hans Ansigt. Men saa begyndte han at svaje som et +rodhugget Træ og sank lige ned. Bodil var den +første der kom ham til Hjælp, med et Skrig løb +hun hen og slog Armene om ham. +</p> + +<p> +Han blev baaret ind og lagt i Seng, Karl Johan +hældte Brændevin i det dybe Snit for at rense +Saaret ud, og holdt det sammen mens Bodil næstede +med Naal og Traad fra en af Karlenes Læddiker. +Saa spredtes de, Par om Par som de var Venner +til. Men Bodil blev hos Gustav — hun var ham +alligevel god. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +<a id="page-183" class="pagenum" title="183"></a> +Saadan var det den Sommer, Krig og Ufred med +Forvalteren, som de alligevel ikke turde gøre noget +naar det kom til Stykket. Saa slog det Onde sig indad, +og de gik løs paa hinanden. „Et Sted skal det jo +ud,“ sagde Lasse, der ikke holdt af denne Tilstand +og dyrt lovede sig selv at flytte saa snart der tilbød +sig noget andet — om de saa skulde rømme fra +Løn og Klæder og alting. +</p> + +<p> +„Lønnen er de misfornøjede med, Arbejdstiden er +dem for lang, og Føden er ikke god nok. Den kaster +de i Grams med, saa det kan gøre én ondt at se +paa — det er dog ligefuldt Guds Gaver om end +den kunde været bedre. Og det er Erik det hele +skriver sig fra! Altid gaar han og skryder og skræpper +op, og ondt sætter han i de andre saa lang Dagen +er. Men saasnart Forvalteren er over ham, tør han +alligevel ingenting han heller. Saa kryber de i et +Musehul hver og én; Far Lasse er nok ikke saa +stor en Kryster som nogen af dem, alt det gammel +og til Aars han er. +</p> + +<p> +„Samvittigheden er vel nok det bedste Rygstød, +har man den og har gjort sin Pligt, saa kan man +se baade Forvalter og Proprietær — og Gudfader +med — frit i Øjnene. For det maa du altid huske +Pøjke, ikke at sætte dig op imod dem der er sat +over dig. Der skal nogle være Tjenere og andre +Herrer; hvordan skulde det ellers gaa med alting, +om ikke vi som arbejder vilde gøre vor Pligt. De +fine kan én vel ikke forlange skal mugge i Kostalden +og give sig til at rense Lokum.“ +</p> + +<p> +Alt dette laa Lasse og udviklede, efter at de var +kommet i Seng. Men Pelle havde andet at bestille +end at høre efter. Han sov trygt og drømte, at han +var Erik selv og pryglede Forvalteren med en stor +Kæp. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-15"> +<a id="page-184" class="pagenum" title="184"></a> +XIV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Paa Pelles Tid var Spegesild Bornholmerens vigtigste +Føde. Det var den staaende Frokostret i alle +Lag af Samfundet, og nedefter beherskede den Aftensbordet +ogsaa — og gik stundom igen ved Middag +i en lidt ændret Skikkelse. „Det er et daarligt +Madsted,“ sagde Folk spottende om den og den +Gaard — „man faar kun Sild 21 Gange om Ugen.“ +</p> + +<p> +Naar Hylden stod i Blomst væltede ordenlige +Mennesker efter god gammel Skik Saltkarrene frem +og begyndte at kigge mod Havet — da er Silden +fedest. Fra det skraa Land, der næsten overalt har et +Glimt af Søen, spejdedes der i de tidlige Sommermorgener +langt efter de hjemvendende Baade; Vejret og +Baadenes Leje i Søen gav Varsler for Vintersulet. +Saa kunde Rygtet komme vandrende op over Øen +— om stor Fangst og godt Køb. Bønderne rullede +til Staden eller Lejet med deres rummeligste Vogne, +og Sildemanden arbejdede sig op gennem Landet +fra Hytte til Hytte med sin Krikke, der var saa +ussel at enhver havde Lov at skyde den for Panden. +</p> + +<p> +Om Morgenen naar Pelle slog Stalddørene op ud +til Marken, stod Disen som et lysegraat Vand i alle +Lavninger; og inde paa Højdedragene hvor Røgen +stod frisk af Huse og Gaarde, saa han Mænd og +Kvinder komme frem om Gavlen, halvtpaaklædte +eller i bart Linned, og stirre udover. Han løb selv +hen om Udhusene og kiggede ud mod Søen, der laa +blank som Sølv og tog Farver af Dagen. De røde +Sejl hang slappe ned og lignede Blodplask i Dagglansen, +Baadene laa dybt i Vandet og stræbte langsomt +hjemad for Aareslagene, sled sig frem som altfor +drægtige Kør. +</p> + +<p> +Men det kom altsammen ikke ham og hans ved. +Stengaarden købte ligesom Sognets Fattige først sin +Sild efter Høst, naar den var tør som en Pind og +næsten ingenting kostede. Paa den Tid af Aaret faldt +Silden gærne rigeligt, og solgtes for 15-20 Øre Olen +<a id="page-185" class="pagenum" title="185"></a> +saa længe Efterspørgslen varede. Siden afsattes den +i Læssevis til Svineføde eller gik paa Møddingen. +</p> + +<p> +En Søndag Morgen Senhøstes kom der løbende +Bud til Stengaarden fra Staden, at nu var der Sild +at faa. Forvalteren kom ned i Folkestuen mens de +sad ved Morgenmaalet, og gav Ordre til at rykke ud +med alle Arbejdsspand. „Det bliver saa jer ogsaa!“ +sagde Karl Johan til de to Stenværkskuske, som var +gift og bosiddende oppe mod Værket men kom ned +og spiste. +</p> + +<p> +„Nej vore Heste kommer ikke af Stalden til det +Brug!“ sagde Kuskene — „de og vi kører kun Sten og +intet andet.“ De sad en Stund og bredte sig med +Spydigheder til visse Folk som ikke engang havde +Søndagen til egen Raadighed; den ene strakte sig +paa en forbandet drillende Maade. „Aah! jeg tror jeg +gaar hjem og tager en Formiddagslur. Det gør alligevel +godt at være sin egen Mand én Gang om Ugen.“ +Saa gik de hjem til Kone og Børn for at holde +Søndag. +</p> + +<p> +Karlene gik en Stund og gav ondt af sig — det +skulde nu saadan være. I og for sig havde de ikke +noget imod Turen, lidt Fest kunde der vel ikke undgaa +at blive. Der var Beværtninger nok i Staden, og +de skulde sagtens indrette det med den Sild, saa de +ikke kom hjem meget før Aften. I værste Fald kørte +Erik sin Vogn i Stykker, saa var de nødt til at +blive derinde, mens den blev gjort i Stand. +</p> + +<p> +De stod ude i Stalden og vendte Pengepungene +— store solide Skindpunge med Staallaas, der kun +lod sig aabne ved et Tryk paa en hemmelig Mekanisme; +men de var tomme. +</p> + +<p> +„Det var Satans,“ sagde Mons og kiggede skuffet +ned i sin Pung — „ikke saa meget som Lugten af en +Enøre er der! Den maa jo være læk saa.“ Han kiggede +den efter i Sømmene, holdt den klods op ad +Øjnene, lyttede til sidst ned i den. „Fan kan forstaa +det, jeg synes jeg hører en Tokrone smaasnakke. +Det maa jo være Spøgeri!“ Han sukkede og stak +Pungen i Lommen. +</p> + +<p> +<a id="page-186" class="pagenum" title="186"></a> +„Du din fattige Lus,“ sagde Anders „har du nogensinde +snakket med en Tokrone? Nej her er +Karl her!“ Han halede en stor Pung frem. „Jeg +har den Tikrone endnu, som Forvalteren snød mig +for ved Majdag; men jeg ømmer mig ved at bruge +den, den skal gemmes til jeg bliver gammel.“ Han +greb ned i den tomme Pung og lod som han viste +noget frem. De lo og gjorde Løjer, Humøret var +højt ved Tanken om Byturen. +</p> + +<p> +„Men Erik dér har sikkert Penge paa Kistebunden!“ +sagde saa én — „han tjener for en høj Løn +og har en rig Moster i Helvede.“ +</p> + +<p> +„Ak nej“ svarede Erik klynkende „jeg maa jo +betale til en halv Snes Unger, som ingen anden Far +kan faa udlagt. Men Karl Johan faar skaffe, hvad er +han ellers Forkarl for.“ +</p> + +<p> +„Det gaar ikke!“ sagde Karl Johan betænkeligt. +„Beder jeg Forvalteren om Forskud nu vi skal til +Staden, saa siger han blankt nej. Gud ved om ikke +Pigerne har Løn liggende?“ +</p> + +<p> +De kom netop skramlende op fra Kostalden med +deres Mælkespande. +</p> + +<p> +„Hør Piger!“ raabte Erik ud til dem „kan ikke +en af jer laane os ti Kroner? Hun skal faa Tvillinger +for det til næste Paaske — saa farrer Soen alligevel.“ +</p> + +<p> +„Du lover godt du!“ sagde Bengta og stansede; +de satte Mælkespandene og snakkedes ved om det. +„Mon ikke Bodil har?“ sagde Karna. „Nej for hun +sendte de ti Kroner hun havde liggende, til sin Mor +forleden Dag,“ svarede Marie. +</p> + +<p> +Mons klaskede Kasketten i Gulvet og gjorde et +Hop. „Jeg gaar op til selve Gubben Satan,“ sagde +han. +</p> + +<p> +„Saa kommer du paa Hovedet ned ad Trapperne, +at du ved det!“ +</p> + +<p> +„Fan heller vel, naar ens egen gamle Mor ligger +dødsens syg derinde i Staden og hverken har til +Dokter eller Mikstur. Jeg er vel ikke daarligere +Barn end Bodil.“ Han gik op mod Stentrappen. De +<a id="page-187" class="pagenum" title="187"></a> +stod og kiggede efter ham gennem Stalddøren, til +Forvalteren kom og de fik travlt med Vognene. Gustav +gik søndagsklædt med en Bylt Tøj under Armen +og saa paa dem. +</p> + +<p> +„Hvorfor gaar du ikke i Gang?“ sagde Forvalteren. +„Se at faa spændt for.“ +</p> + +<p> +„Forvalteren har selv givet mig fri i Dag,“ sagde +Gustav og fortrak Ansigtet — han skulde ud med +Bodil. +</p> + +<p> +„Av — det er sku sandt! — saa bliver der en +Vogn mindre. Du maa tage fri en anden Dag i Stedet.“ +</p> + +<p> +„Det kan jeg ikke.“ +</p> + +<p> +„Hvad F— og hvorfor ikke om man tør spørge?“ +</p> + +<p> +„Nej for jeg har faaet fri i Dag.“ +</p> + +<p> +„Jamen for Pokker Menneske, naar jeg nu siger +du maa faa fri en anden Dag i Stedet for.“ +</p> + +<p> +„Nej det kan jeg ikke.“ +</p> + +<p> +„Men hvorfor dog Menneske — er der noget +presserende du skal?“ +</p> + +<p> +„Nej, men jeg har faaet fri i Dag.“ Det saa ud +som Gustav grinede lumsk, men han vendte nok +blot Skraaen i Munden. Forvalteren traadte haardt +af Vrede. +</p> + +<p> +„Men jeg kan saa godt blive helt væk, om Forvalteren +har ondt af at se paa mig!“ sagde Gustav +blødt. +</p> + +<p> +Forvalteren hørte det ikke, men vendte sig rask; +lang Erfaring havde lært ham at overhøre den Slags +Tilbud i den travle Tid. Han saa op til sit Vindu +som kom han pludselig i Tanker om noget, og løb +i Spring op ad Trappen. De havde Krammet paa +ham, naar de slog paa den Stræng. Men til Vinter +kom Turen til ham, og saa blev det de andre der +maatte tie og taale — for at have Tag over Hovedet +i den sløje Tid. +</p> + +<p> +Gustav blev ved at spanke om med sin Bylt uden +at tage en Haand i; de andre lo opmuntrende til +ham. +</p> + +<p> +Forvalteren kom ned igen og gik hen til ham. +<a id="page-188" class="pagenum" title="188"></a> +„Spænd saa for inden du gaar,“ sagde han kort. „Saa +kører jeg dine Heste.“ +</p> + +<p> +Der gik en ond Knurren fra Mand til Mand. „Vi +skal have Hunden med!“ sagde de halvhøjt til hinanden. +„Hvor er Hunden henne? vi skal have +Hunden med.“ Forvalteren skulde høre det. +</p> + +<p> +Det blev ikke bedre, fordi Mons kom ned ad +Trappen med Ansigtet i en vidunderlig from Skelen, +og holdt en Tikroneseddel foran Maven. „Nu kan +det være lige fedt, for vi skal have Hunden med!“ +sagde Erik. Mons’ Ansigt skiftede med et Ryk, han +gav sig til at bande indædt. De gik og pillede ved +Vognene uden at tage fat, deres Øjne lyste ondt. +</p> + +<p> +Forvalteren kom ud paa Trappen i Overtøj. „Kan +I snart faa spændt for!“ tordnede han. +</p> + +<p> +Stengaardens Folk holdt lige saa stærkt over +Rangfølgen som Øens egen Befolkning, og den var +lige saa indviklet. Forkarlen sad øverst ved Bordet +og tog først, han gik forrest ved Mejningen, og havde +første Pige til at lægge Læsset naar der kørtes ind; +han var første Mand oppe, og forrest naar de drog +i Marken, ingen maatte smide Redskaberne før han +havde gjort det. Efter ham kom anden Karl, tredje +o. s. v. og endelig Daglejerne. Hvor ikke personligt +Tykke greb stærkt ind, var Forkarlen som en Selvfølge +Kærest med første Pige o. s. v. nedefter; flyttede +en af dem overtog Efterfølgeren Forholdet — +det var Ligevægtstilstanden. Her blev Rangfølgen +dog ofte brudt, men aldrig naar det angik Hestene. +Gustavs Heste var de simpleste, og ingen Magt i +Verden skulde have faaet Forkarlen eller Erik til at +køre dem — end ikke Proprietæren selv. +</p> + +<p> +Forvalteren vidste det, og saa hvordan Karlene +gottede sig, da Gustavs Krikker blev spændt for. +Han bed Ærgrelsen i sig; men da de hoverende +stillede Gustavs Køretøj bagest i Rækken, blev det +ham for meget. Han befalede at de skulde køre det +frem foran de andre. +</p> + +<p> +„Mine Heste plejer ikke at gaa bagved Rumpedragerens!“ +sagde Karl Johan og smed truende Tømmen; +<a id="page-189" class="pagenum" title="189"></a> +det var Øgenavnet for den sidste i Rækken. +De andre stod og gemte Grin af Vejen, saa Forvalteren +var lige ved at koge over. +</p> + +<p> +„Er du saa endeklemt efter at være i Spidsen, saa +værsgod,“ sagde han behersket. „Jeg kan godt køre +efter dig.“ +</p> + +<p> +„Nej mine Heste hører til efter Forkarlens, ikke +efter Rumpedragerens,“ sagde Erik. +</p> + +<p> +Dette her var nok et Skældsord, saadan som de +smagte paa det den ene efter den anden og skelede +forblommet. Skulde han døje det Rækken ud, saa +var han med det samme umulig her paa Gaarden. +</p> + +<p> +„Ja og mine gaar bagefter Eriks,“ begyndte Anders +nu „— ikke efter — — efter Gustavs,“ rettede han +det hurtigt. Forvalteren havde hugget sit Blik i ham +og gjorde et Skridt frem for at slaa ham i Stenbroen. +</p> + +<p> +Forvalteren stod et Øjeblik stille, ligesom lyttende +— hans Armmuskler skælvede. Saa sprang han op +i Vognen. +</p> + +<p> +„I er jo skrupkuldrede i Dag,“ sagde han. „Men +nu kører jeg foran, og den der understaar sig i at +mukke, skal faa en i Synet saa han ryger fem Dage +ind i næste Uge.“ Han svingede uden om Rækken, +Eriks Heste som vilde dreje for, fik en af Pisken saa +de stejlede. Erik gav sig til at rase med Dyrene. +</p> + +<p> +De gik slukørede om og gav sig Tid for at lægge +Vej mellem sig og Forvalteren. „Ja saa faar vi vel +se at komme af Sted,“ sagde endelig Karl Johan og +satte sig til Vogns. Forvalteren var allerede godt paa +Vej, Gustavs Krikker tog sig svært sammen i Dag +— de holdt nok af at være foran. Men Karl Johans +Heste var misfornøjede og drev paa, de led ikke +den nye Ordning. +</p> + +<p> +Ved Landhøkerens gjorde de Holdt og fik Humøret +sat lidt op. Da de igen tog Landevejen fat +gjorde Karl Johans Heste sig balstyrige, han maatte +file dem til Ro. +</p> + +<p> +Rygtet om Fangsten havde bredt sig op over Landet, +og Vogne fra andre Gaarde indhentede dem eller +<a id="page-190" class="pagenum" title="190"></a> +krydsede dem paa Vej til Fiskerlejerne. De der +boede nærmere ved Byen var allerede paa Hjemvejen +med svingende Læs. „Ses vi i Staden til en +Skænk?“ raabte en Karl i Forbifarten til Karl Johan +„jeg skal ind efter et Læs til.“ +</p> + +<p> +„Nej vi kører Herskabskørsel i Dag!“ svarede +Forkarlen og pegede frem mod Forvalteren. +</p> + +<p> +„Ja jeg ser’en — han er fint kørende i Dag. Jeg +troede det var Kong Lasarus!“ +</p> + +<p> +En Kending af Karl Johan kom imod dem med +et svingende Læs Sild, han var eneste Karl paa en +af de smaa Gaarde. „Du har nok ogsaa været i Staden +efter Vintersul,“ sagde Karl Johan og holdt +Hestene an. +</p> + +<p> +„Ja til Svinene!“ svarede den anden — „os andre +blev der rigtignok lagt til paa Forhøsten. Dette er jo +ikke Folkeføde!“ Han tog en Sild mellem Fingrene +og lod som han brækkede den midt over. +</p> + +<p> +„Nej for saadanne store Herrer vel ikke,“ svarede +Karl Johan bidsk. „Du er jo saa højt paa Straa +at du spiser ved samme Bord som Husbond og +Madmoder, har jeg hørt.“ +</p> + +<p> +„Ja det er nu saadan Skik og Brug til vort,“ svarede +den anden. „Vi kender ikke til det med Herrer +og Hunde.“ +</p> + +<p> +„Saa er det vel ogsaa sandt at du ligger hos Konen +hveranden Nat?“ sagde Karl Johan giftigt. De +andre lo; den fremmede Karl svarede ikke men +kørte videre. I Karl Johan aad det indvendig — han +kunde ikke lade være at sammenligne. +</p> + +<p> +De havde indhentet Forvalteren, og nu blev Hestene +spiltossede; de vilde bestandig forbi, og benyttede +hvert uforvarende Øjeblik til at gaa frem, saa +Karl Johan var lige ved at køre Drætten ind i Forvalterens +Baggavl. Til sidst blev han træt af at regere +med dem og gav dem Tømmen, de strøg ud over +Grøftekanten og frem foran Gustavs Spand, dansede +lidt paa Landevejen og faldt saa til Ro. Nu var det +Eriks Heste der var tossede. +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +<a id="page-191" class="pagenum" title="191"></a> +Paa Gaarden blev alle Husmandskonerne stævnet +sammen til om Eftermiddagen, Ungkvæget var i Løkken, +og Pelle løb fra Hytte til Hytte med Budstikken. +Han skulde selv gaa Kvindfolkene til Haande +sammen med Lasse, og var henrykt over denne Afbrydelse +i det daglige; det var en hel Fridag for +ham. +</p> + +<p> +Ved Middagstid kom Karlene hjem med de tunge +Læs Sild, der blev væltet ud over Stenbroen i den +øvre Gaard omkring Posten. Der havde ingen Lejlighed +været til at slaa sig løs i Staden, og de var i +ondt Lune. Kun Mons den Abekat gik og grinede +over hele Ansigtet; han havde været henne hos sin +syge Mor med Pengene til Doktor og Mikstur, og +kom igen i sidste Øjeblik med en Bylt under Armen, +i det mest straalende Humør. „Det var en +Mikstur!“ gik han og gentog og slog Smæld med +Tungen — „en fortærende stærk Mikstur.“ +</p> + +<p> +Han havde haft en haard Tørn at bestaa med +Forvalteren, inden han fik Lov at gaa sit Ærende. +Forvalteren var en mistænksom Mand, men over for +Mons’ skælvende Tale om, at det dog vilde være for +haardt at nægte en stakkels Mand Ret til at hjælpe +sin syge Mor, var det vanskeligt at holde Stand. +„Tilmed bor hun tæt herved og jeg ser hende maaske +ikke mere i dette Liv,“ sagde Mons bedrøvet. +„Og Pengene som jeg fik i Forskud af Proprietæren +til det samme? skal jeg maaske gaa og klatte dem +hen i Drik, mens hun ligger og har ikke til det bare +Brød?“ +</p> + +<p> +„Naa hvordan havde saa din Mor det?“ spurgte +Forvalteren, da Mons kom halsende i sidste Øjeblik. +</p> + +<p> +„Ak hun gør’et saa vist ikke længe!“ sagde Mons +med Dirren i Røsten. Men han straalede over hele +Ansigtet. +</p> + +<p> +De andre gik og saa ondt til ham, mens de læssede +Silden af; de kunde godt pryglet ham for hans +svinagtige Held. Men det gik over, da han inde paa +Kamret løste op for Bylten. „Det er til jer fra min +syge Mor!“ sagde han og trak en Dunk Brændevin +<a id="page-192" class="pagenum" title="192"></a> +frem. „Og saa skulde jeg jo hilse mange Gange, og +takke jer fordi I er saa gode ved hendes lille Søn.“ +</p> + +<p> +„Hvor var du henne?“ spurgte Erik. +</p> + +<p> +„Jeg sad oppe i Beværtningen paa Havnebakken +hele Tiden for at have et Øje med jer; jeg kunde +ikke undvære at se jer, saa henrivende tørstige I saa +ud. At I ikke lagde jer plask ned paa Maven og +drak af Havet alle Mand.“ — — +</p> + +<p> +Om Eftermiddagen sad Husmandskonerne og +Gaardens Piger om de store Sildedynger ude ved +Posten og gællede Silden. Lasse og Pelle pumpede +Vand til Skylningen og rensede de store Saltkar, +som Karlene trillede op fra Kælderen; to af de ældste +Koner havde det betroede Hværv at mænge. Forvalteren +gik frem og tilbage ved Hovedtrappen og røg +sin Pibe. +</p> + +<p> +Sildelægningen hørte ellers til de fornøjelige Arbejder, +men i Dag var der Misstemning over hele +Linjen. Kvinderne sladrede løs under Arbejdet, men +Snakken var ikke uskadelig, den havde sin Adresse +— Karlene havde sat ondt i dem. Naar de lo, lød +det af Bagtanke. Karlene maatte kaldes frem og +have Ordre for hver enkelt Ting der skulde udføres; +de gik trevent til det og trak sig straks tilbage til +Kamrene. Men derinde var de des lystigere, de sang +op og morede sig. +</p> + +<p> +„De gør sig til Gode de,“ sagde Lasse med et Suk +til Pelle; „de har en hel Dunk Brændevin, som Mons +havde skjult i sin Sild. Den skal være saa ekstra +umanerlig god.“ Lasse havde ikke selv smagt den. +</p> + +<p> +De to holdt sig uden for Krægleriet — de følte sig +for svage. Pigerne havde ikke haft Mod til at nægte +det ekstra Søndagsarbejde, men de var ikke bange +for at smaasnærte, og fniste ad ingenting, for at Forvalteren +skulde tro det var ad ham. Hvert Øjeblik +spurgte de højt hvad Klokken var, eller stansede +Arbejdet for at lytte over mod Karlekamrene hvor +det gik stadig lystigere til. Nu og da blev en Karl +slynget ud i Gaarden indefra; han skrubbede duknakket +og grinende ind igen. +</p> + +<p> +<a id="page-193" class="pagenum" title="193"></a> +Efterhaanden kom Karlene drivende ud; de havde +faaet Huen i Nakken nu, og deres Blik veg ikke. +De stillede sig op i den nedre Gaard — hængende +over Stakittet — og betragtede Pigerne. Hvert Øjeblik +spruttede de ud i Grin og holdt brat inde, med +et forskrækket Blik hen til Forvalteren. +</p> + +<p> +Forvalteren gik frem og tilbage ved Trappen, han +havde sat Piben fra sig og samlet sig mere, da Karlene +kom ud, han gik og knaldede med en Kørepisk +og øvede sig i Selvbeherskelse. „Om jeg vilde, bukkede +jeg begge Ender sammen paa’en!“ hørte han +Erik sige højt inde i en Samtale. Forvalteren ønskede +inderligt, at Erik vilde gøre Forsøget; hans +Muskler laa og brændte sammen under denne utilfredsstillede +Trang til at udlade sig. Men hans Hjærne +svælgede i Slagsmaal, han var i Kast med hele Flokken +og gennemgik alle Kampens Enkeltheder. Disse +Kampe havde han gennemlevet saa tidt, især i den +senere Tid; han havde tænkt sig ind i alle vanskelige +Situationer, og der var ikke et Sted paa hele +Stengaarden, uden han vidste hvad der dér egnede +sig til Vaaben. +</p> + +<p> +„Hvad er Klokken?“ spørger en af Pigerne højt, +vel for tyvende Gang. +</p> + +<p> +„Lidt sidere end Særken,“ svarer Erik rask. +</p> + +<p> +Pigerne ler. „Aa Snak sig os nu hvad den er?“ +udbryder en anden. +</p> + +<p> +„Tre Kvarter paa Møllerens Pige,“ svarer Anders. +</p> + +<p> +„Aa I er nogle Narre — kan I nu ikke svare +ordenligt. Du Karl Johan?“ +</p> + +<p> +„Den er rund!“ siger Karl Johan alvorligt. +</p> + +<p> +„Nej alvorlig talt, nu skal jeg sige jer hvad den +er,“ udbryder Mons troskyldigt og trækker et stort +„Koøje“ op af Lommen. „Den er —“ han ser skarpt +paa Uret og bevæger Læberne efterregnende. „Det +var dog som Pokkers!“ udbryder han og klasker +himmelfalden Haanden i Stakittet — „den er jo akkurat +det samme som i Gaar ved denne Tid.“ Spøgen +er gammel, men Kvindfolkene hviner op af Latter +— det er jo Mons der siger det. +</p> + +<p> +<a id="page-194" class="pagenum" title="194"></a> +„Bryd jer ikke om Klokken,“ kommer Forvalteren +og siger. „Se hellere at faa Arbejdet fra Haanden.“ +</p> + +<p> +„Nej Klokken er for Skræddere og Skomagere — +ikke for ærlige Folk!“ siger Anders halvhøjt. +</p> + +<p> +Forvalteren drejer sig mod ham hurtigt som en +Kat, og Anders jager Armen krum op for Hovedet +som vil han afbøde et Slag. Saa spytter Forvalteren +blot med et haanligt Grin og genoptager sin Vandring, +og Anders staar der brændende rød i Hovedet, +og ved ikke hvor han skal gøre af sine Øjne. Han +klør sig et Par Gange i Nakken, men det kan ikke +bortforklare den besynderlige Armbevægelse; de +andre staar og griner ad ham, der maa gøres noget +ovenud dristigt for at redde Æren. Saa haler han +op i Bukserne og slaar en stor Fjært, idet han driver +ned mod Kamrene for at være paa den rigtige +Side. Kvindfolkene hviner op, og Karlene lægger +Hovedet ned paa Stakittet og ryster af Grin. — — +</p> + +<p> +Saadan gik Dagen, med Ondskab og Drilleri i det +uendelige. Om Aftenen drev Karlene ud for at holde +Sjov paa Landevejen og fortrædige de Vejfarende. +Lasse og Pelle var trætte og gik tidlig i Seng. +</p> + +<p> +„Gudskelov vi har denne Dag taget!“ sagde Lasse +da han kom under Dynen — „det har været en rigtig +ond Dag. Et Guds Mirakel er det at der ikke flød +Blod, der var en Stund da Forvalteren saa mig ud +til det værste. Men Erik ved jo nok, hvor langt +det kan gaa an at vove sig ud.“ +</p> + +<p> +Næste Morgen lod det hele til at være glemt, de +røgtede Hestene som sædvanlig, og Kl. 6 drog de i +Marken med deres Leer for at slaa noget tredje +Slæts Kløver. De saa surøjede, slappe og utidige ud. +Blikdunken laa uden for Stalddøren og var tom, idet +de gik forbi sparkede de til den. +</p> + +<p> +Pelle hjalp til med Silden i Dag ogsaa, men syntes +ikke det var morsomt længer. Han længtes allerede +efter at være ude i det fri igen med sine Kreaturer, +her maatte han springe for alle og enhver. +Saa tidt han turde gjorde han sig Ærende uden for +Gaarden, for saa imens gik den Tid! +</p> + +<p> +<a id="page-195" class="pagenum" title="195"></a> +Op ad Formiddagen bedst som Karlene gik og slog +den tynde Kløver, slængte Erik sin Le saa den hoppede +syngende over Skaarene. De andre stansede +Arbejdet. +</p> + +<p> +„Hvad er det med dig Erik?“ sagde Karl Johan +„har du Fluer i Hovedet?“ +</p> + +<p> +Erik stod med sin Kniv i Haanden og følte paa +Eggen, han hverken hørte eller saa. Saa vendte han +Ansigtet opad og frynede mod Himlen, Øjnene laa +langt inde og virkede ikke, Læberne vældede tykke +frem. Han udstødte nogle uforstaaelige Lyde og kom +i Drift, op mod Gaarden. +</p> + +<p> +De andre stod en Stund og fulgte ham med stikkende +Øjne, saa smed de Leen en efter en og satte +sig i Bevægelse. Kun Karl Johan blev hvor han var. +</p> + +<p> +Pelle var netop ude ved Løkken for at efterse, +at ingen af Ungkvæget var brudt ud. Da han saa +Karlene komme stilende op mod Gaarden, spredt, +som en Flok Kvæg i Drift, anede han Uraad og løb +ind. „Nu kommer Karlene ansættende Far!“ hviskede +han. +</p> + +<p> +„Da gør de vel ikke det?“ svarede Lasse og kom +til at ryste. +</p> + +<p> +Forvalteren gik og bar Sager fra sit Værelse ned +i Ponyvognen, han skulde køre til Bys. Han havde +Favnen fuld da Erik kom søgende gennem den store +aabne Port dernede, med fordrejet Ansigt og en stor +bredbladet Kniv i Haanden. „Hvor Djævlen er han?“ +sagde han højt og gik en Gang rundt om sig selv +med sænket Hoved, han lignede en ond Tyr. Saa +søgte han op gennem Stakittet, lige mod Forvalteren. +</p> + +<p> +Det gav et Sæt i Forvalteren da han saa ham — +og derude gennem Porten kom de andre halsende. +Han maalte Afstanden til Trappen, men tog sig i det +og gik Erik i Møde; holdt sig bag om en Arbejdsvogn +og havde Øje med hver af Eriks Bevægelser, +mens han søgte sig et Vaaben. Erik fulgte ham rundt +om Vognen; han gik og skar Tænder, Blikket stak +skraat op nede fra. +</p> + +<p> +<a id="page-196" class="pagenum" title="196"></a> +Forvalteren gik rundt og rundt om Vognen og +foretog halve Bevægelser, han kunde ikke faa Samling +paa sig. Men saa kom de andre op nede fra +og spærrede Vejen for ham. Han blev hvid i Ansigtet +af Skræk, rev en Svingel af Hammelstokken +og satte med et Stød Vognen løs paa Flokken saa +de tumlede af Vejen. Der blev aabent Rum mellem +ham og Erik, og Erik sprang som en Fjeder frem +over Drætten, med Kniven i kort Hug. Midt i Springet +traf Svingelen ham i Hovedet, Knivstikket ramte +Forvalteren i Skulderen, men det var mat; Kniven +skrabede ned ad hans Side idet Erik sank til Jorden. +De andre stod og gloede fortumlet. +</p> + +<p> +„Bær ham ned i Rullekælderen!“ raabte Forvalteren +bydende; de smed deres Knive og adlød. +</p> + +<p> +Henne ved Posten stod Pelle og smaahoppede. +Kampen havde sat hans Blod i det forfærdeligste +Oprør; Lasse maatte tage et fast Tag i ham, fordi +det saa ud som vilde han kaste sig midt op i Slagsmaalet. +Da saa den store stærke Erik sank død til +Jorden for et Slag i Hovedet, kom Hopningen over +ham som kunde det være Saføjdans. Han stod og +sprang med fældet Hoved og lod sig dratte dødt +gennem Luften, mens han gjalrede en kort uophørlig +Latter. Lasse talte ham vredt til, fordi han syntes +det var noget utilbørligt Fjanteri. Saa holdt han ham +fast i sine Arme, og den lille Fyr rystede over hele +Kroppen og vilde frigøre sig, for at blive ved med +sin Hoppen. +</p> + +<p> +„Han har faaet Lyde,“ sagde Lasse grædende til +Husmandskonerne. „Herre Jesus hvad skal jeg gamle +Mand gøre?“ Han bar ham ned i Røgterkamret, +trist til Sinds fordi Maanen var i Tiltagende — saa +fortog det sig aldrig! +</p> + +<p> +Nede i Rullekælderen baksede de med Erik, hældte +Brændevin i Munden paa ham og vaskede hans +Hoved med Eddike. Kongstrup var jo ikke hjemme, +men Fruen var selv dernede, hun gik og vred Hænderne +og forbandede Stengaarden — sit eget Barndomshjem! +Stengaarden var blevet til et Helvede +<a id="page-197" class="pagenum" title="197"></a> +med Mord og Liderlighed! sagde hun, uden at bryde +sig om at de stod omkring hende og hørte hvert +et Ord. +</p> + +<p> +Forvalteren var jaget af Sted i Ponyvognen for at +hente Læge og melde det passerede for Livs og +Døds Skyld. Konerne stod om Posten og sladrede, +Karle og Piger drev forvirrede om, der var ingen +der gav Ordrer. Men saa kom Fruen frem paa Trappen +og saa vist paa dem en Stund, og de fandt hver +til sit. Der var Bid i de Øjne! De gamle Koner +skuttede sig og tog fat — det mindede saa hyggeligt +om gamle Dage, da Stengaardsbonden fra deres Ungdom +kom farende og saa gal ud af Øjnene naar de +drev den af. +</p> + +<p> +Inde paa Kamret sad Lassefar over Pelle, der +laa og muntrede sig i Vildelse saa det var baade +til at le og græde over. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-16"> +XV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +„Ret har hun vel nok haft, siden han aldrig sagde +et hæftigt Ord naar hun tog paa Vej — med Klager +og Bebrejdelser saa det gik tværs gennem Væggene, +ned i Folkestuen og helt ud i Gaarden. Men dumt +var det alligevel af hende, for hun gjorde ham blot +forstyrret i Hovedet og jog ham hjemme fra. Og +hvordan skal det vel i Længden gaa en Gaard, hvis +Husbond ligger og driver paa Landevejene altid +fordi han ikke kan være hjemme. Det er en skidt +Kærlighed som jager Manden hjemmefra.“ +</p> + +<p> +Lasse stod i Stalden Søndag Aften og talte med +Husmandskonerne om det mens de malkede. Pelle +gik der ogsaa og havde sit for, men hørte alligevel +efter. +</p> + +<p> +„Helt dum var hun nu heller ikke,“ sagde Tækkemand +Holms Kone. „Som nu det at hun tog Lyse +Marie ind til Stuepigearbejdet, for at han kunde +<a id="page-198" class="pagenum" title="198"></a> +have et net Ansigt at se paa her hjemme ved. Hun +vidste nok, at den der har Føden i Huse gaar ikke +udenom. Men det førte jo ingenting til, naar hun +ikke kunde lade være at skræmme ham fra Gaarden +med sin Graad og sin Drikken.“ +</p> + +<p> +„Han drikker vel ogsaa, han!“ sagde Pelle kort. +</p> + +<p> +„Javist tager han sig nok en Rus iblandt“ sagde +Lasse i en irettesættende Tone — „men han er et +Mandfolk at du ved det — og kan vel desuden have +sine Grunde. Men det lader ilde naar et Kvindfolk +hengiver sig til Spiritus.“ Lasse var gnaven, Knægten +begyndte at have egne Meninger om snart sagt +alting, og blandede sig rask væk op i naar voksne +Folk talte. +</p> + +<p> +„Jeg holder nu for“ henvendte han sig atter til +Konerne „at han er en god Mand, naar blot han +ikke plages med Graad og Samvittighedsnag. Det +gaar jo ogsaa rigtig godt nu hun er borte. Han er +hjemme snart sagt hver Dag og tager sig af Sagerne +selv, saa Forvalteren er helt syg — for <em>han</em> vil jo +helst være Kongen for det hele. Os andre er Bonden +mod som en af vore Lige; om det saa er Gustav +har han glemt sit Nag.“ +</p> + +<p> +„Han har vel heller ikke saa meget at nages for +— det skulde da være det, at han faar en Kone med +Penge. Bodil skal nok have over hundrede Kroner +paa Kistebunden efter de to-tre Maaneders Arbejde +som Stuepige. Somme Folk kan — de faar Betaling +for det, vi andre al vor Tid har maattet gøre for intet.“ +Det var en af de gamle Koner. +</p> + +<p> +„Ja lad os nu først se, om han nogensinde faar +hende til Kone — jeg tvivler om’et. En skulde vel +ikke sige noget ondt om sine Medtjenere, men Bodil +er ikke trofast. Det med Proprietæren fik være +det det var — som jeg ogsaa sagde til Gustav engang +han rasede vildt; Husbonden gaar forud for Folkene! +Bengta var mig en god Kone i enhver Retning, +men hun havde svært ved at sætte sig op imod +Patronen derhjemme hun ogsaa. De største tager +først, det er ikke anderledes her i Verden! Men +<a id="page-199" class="pagenum" title="199"></a> +Bodil har syv Sind over én Tærskel, nu fjaser hun +med Eleven skønt han ikke er sine sejsten Aar endnu, +og tager mod Foræringer af ham. Gustav skulde +rede sig ud af det i Tide — det fører altid til Ulykke +naar Kærligheden faar Indpas i et Menneske. Vi +har Eksempel for’et her paa Gaarden.“ +</p> + +<p> +„Jeg snakkede med nogen i Dag der mente, at +Fruen slet ikke var rejst til Hovedstaden men var +hos sin Slægt nede Sønder paa Landet. Hun er rendt +fra ham skal I faa at se.“ +</p> + +<p> +„Det skal jo være fint, det!“ sagde Lasse. „Men +naar hun saa bare vil blive væk; det gaar aller +bedst som det gaar.“ +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. +Uhyggen var borte, der sank ingen Klagetoner +gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort +Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen +kendtes mest paa; han var ti-tyve Aar yngre, og +slog til Side i godt Humør som en der er løst af +Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et +Par Gange hver Dag til Stenværket i sin Gig, mødte +frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt finde +paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse +Marie dækkede hans Bord og redte hans Seng, og +han var ikke bange for at vise at han var god ved +hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel +Pige bekendt ved højlys Dag! Hans Humør virkede +helt smittende og forjog baade det ene og det andet. +</p> + +<p> +Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde +sit at trækkes med. Giftesygen faldt tungt over ham +med den haarde Kulde, som allerede indfandt sig i +December; han længtes efter at faa Foden under +eget Bord og have sig en Kvinde der var alt for +ham. Helt opgivet Karna havde han vel endnu ikke; +men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone +ti blanke Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede +noget der passede for ham. +</p> + +<p> +Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet +som en Umulighed og begivet sig ind i sin Alderdoms +<a id="page-200" class="pagenum" title="200"></a> +Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke +sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene +for at slippe ud igen. Lasse saa sig ud endnu engang, +og det blev som altid Pelle der bragte Livet +og Glæden til Huse. +</p> + +<p> +Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en +Kone, hvis Mand fór til Søs og ikke havde ladet +høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle +Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret +i hendes Forstue, og efterhaanden blev de gode Bekendte; +han gjorde hende Smaatjenester og fik en +Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig +hvas, kaldte hun ham altid ind. Saa fortalte hun +ham om Søen og om sin Skarns Mand, der blev +borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved +at bøde Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til +Gengæld fortælle om Far Lasse, og Mor Bengta +som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. +Det blev ikke til meget andet med Snakken, for bestandig +kom hun tilbage til sin Mand der blev borte +og lod hende sidde Enke. +</p> + +<p> +„Han er vel druknet,“ sagde saa Pelle gærne. +</p> + +<p> +„Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel +haft!“ svarede hun bestemt, altid med den samme +Vending. +</p> + +<p> +Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var +meget interesseret. „Naa var du saa ind om hos +Madam Olsen i Dag?“ var det første han sagde +naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle +enhver Ting flere Gange, Lasse kunde ikke +faa det grundigt nok: +</p> + +<p> +„Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? +— ja vist det har du jo! Naa hvad spurgte hun dig +saa ud om mig i Dag? — Ved hun om Arven? +(Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror). +Du kunde jo godt lade et Ord falde om det +— for at hun ikke skal anse os for rene Lus.“ +</p> + +<p> +Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. +Fra Lasse fik han Smaating med som Vederlag for +det gode hun gjorde ham, broderede Lommeklæder +<a id="page-201" class="pagenum" title="201"></a> +og et fint Silketørklæde — det var de sidste +Rester af Mor Bengtas Efterladenskaber. Det vilde +blive svært at undvære dem hvis dette ny glippede +— saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! +Men Lasse satte alt paa ét Kort. +</p> + +<p> +En Dag kunde Pelle fortælle, at nu havde det +varslet hos Madam Olsen. Om Natten var hun vaagnet +ved, at en stor sort Hund stod og gispede ved +hendes Hovedgærde, dens Øjne lyste i Mørket, og +hun hørte Vandet dryppe fra dens Pels. Hun forstod, +at det maatte være Skibshunden med Bud til +hende, og gik til Vinduet. Og ude i Maaneskinnet +over Søen saa hun et Skib gaa med alle Sejl til. +Det byggede højt op for Synet, og man saa Hav +og Himmel tværs igennem det. Over Rælingen hang +hendes Mand og de andre, de var gennemsigtige, +og Saltvandet drev dem af Haar og Skæg og randt +ned over Skibssiden. +</p> + +<p> +Om Aftenen iførte Lasse sig sin bedste Stads. +</p> + +<p> +„Skal vi ud i Aften?“ spurgte Pelle glad forundret. +</p> + +<p> +„Nej — ja det vil sige jeg skal, et lille Ærende bare. +Hvis nogen spørger efter mig, maa du sige at jeg +er gaaet til Smeden efter en ny Næsering til Tyren.“ +</p> + +<p> +„Og jeg skal ikke med da?“ Pelle var lige ved +at græde. +</p> + +<p> +„Nej du maa være skikkelig og blive hjemme +denne ene Gang.“ Lasse klappede ham paa Hovedet. +</p> + +<p> +„Hvor skal du hen da?“ +</p> + +<p> +„Jeg skal —“ Lasse vilde lave en Løgn men +kunde ikke faa det over sit Hjærte. „Du maa hellere +lade være at spørge mig!“ sagde han. +</p> + +<p> +„Faar jeg det saa at vide en anden Dag — uden +at spørge?“ +</p> + +<p> +„Ja det gør du — ganske bestemt!“ +</p> + +<p> +Lasse gik men kom tilbage igen. Pelle sad paa +Sengekanten og græd — det var første Gang Lassefar +gik uden at tage ham med. +</p> + +<p> +„Nu maa du være fornuftig og gaa i din Seng,“ +sagde han alvorligt. „Ellers bliver jeg hjemme hos +<a id="page-202" class="pagenum" title="202"></a> +dig, men saa gaar der kanske meget i Stykker for +os begge to.“ +</p> + +<p> +Saa tog Pelle sig i det og begyndte at klæde sig +af. Og Lasse kom endelig paa Vej. +</p> + +<p> +Der var lukket og slukket da han naaede ned til +Madam Olsens Hus. Han kendte det let efter Pelles +Beskrivelser, og gik et Par Gange rundt om det for +at se hvordan Væggene stod. Det saa helt godt ud +baade i Tømmer og Klining, og en god Bid Jord +hørte der til — lige stor nok til at den kunde tilses +om Søndagen, saa man kunde passe sin Dagløn de +søgne Dage. +</p> + +<p> +Lasse bankede paa Døren, lidt efter kom en hvid +Skikkelse frem ved Vinduet. „Hvem er det?“ blev +der spurgt. +</p> + +<p> +„Det er Pelles Far, Lasse Karlsson,“ sagde Lasse +og traadte frem i Maaneskinnet. +</p> + +<p> +Skodden blev slaaet fra. „Kom kun indenfor, +staa ikke der i Kulden!“ sagde en blød Stemme, og +Lasse traadte over Tærsklen. Der var Sovelugt i +Stuen, Lasse vejrede Alkoven men kunde intet se, +han hørte Pusten som om et fedt Menneske trak i +Strømper. Saa strøg hun en Tændstik og tændte +Lampen. +</p> + +<p> +De gav Haanden og saa imens hinanden an. Hun +var i stribet Dynevaarskørt der holdt Nattrøjen +samlet, og havde blaa Natkappe paa Hovedet. Gode +Lemmer havde hun og en god Barm; Ansigtet lovede +ogsaa godt. Hun var af den Slags, som ikke +vilde gøre en Kat Fortræd naar hun ikke blev strabeseret +— men nogen Slider var hun ikke, dertil +var hun for blød i det. +</p> + +<p> +„Saa det er Pelles Far!“ sagde hun — „det er en +ung Søn du har. Naa men sid ned værsaagod.“ +</p> + +<p> +Lasse missede lidt, han havde nok frygtet at hun +vilde finde ham gammel. +</p> + +<p> +„Ja han er jo hvad man vilde kalde en Sildefødning; +men jeg kan dog gøre Mands Gærning endnu +— baade her og der.“ +</p> + +<p> +Hun lo til ham mens hun gik til og fra og satte +<a id="page-203" class="pagenum" title="203"></a> +paa Bordet — koldt Flæsk og Medisterpølse, Snaps +og Brød og en Lerskaal med Fedt. „Spis! men spis!“ +sagde hun „det er derpaa et Mandfolk skal kendes. +Du har gaaet en lang Vej.“ +</p> + +<p> +Nu først kom Lasse i Tanke om, at han dog +maatte give et Paaskud for sit Besøg. „Jeg skulde +egenlig af Sted igen med det samme. Jeg vilde blot +ned og sige dig Tak for din Godhed mod Drengen.“ +Han lettede endogsaa paa sig som for at bryde op. +</p> + +<p> +„Nej men hvad er det nu for noget Sludder!“ +udbrød hun og trykkede ham ned i Stolen igen. +„Det er jo kun simpelt men værsgod og lad det +smage.“ Hun trykkede ham Redskabet i Haanden +og skubbede ivrigt Maden hen foran ham. Hele +hendes Skikkelse udstraalede Varme og Hjærtensgodhed, +som hun stod der tæt ind over ham og puslede +for ham. Og Lasse hyggede sig i det. +</p> + +<p> +„Du har vist været en god Kone for din Mand,“ +sagde han. +</p> + +<p> +„Ja det er saamænd sandt ogsaa!“ sagde hun, idet +hun satte sig ned og saa aabenhjærtet paa ham. +„Han fik alt hvad han kunde have Krav paa og +vel det, naar han var i Land. Han laa til Middag, +og jeg passede ham som et lille Barn. Men ikke en +Haandsrækning han gav mig for’et — saa bliver én +jo træt tilsidst.“ +</p> + +<p> +„Det var Uret af ham“ sagde Lasse „for den ene +gode Gærning bør kalde paa den anden. Jeg tror +ikke Bengta skulde have noget saadant at sige mig +paa, om hun blev adspurgt.“ +</p> + +<p> +„Ja der er saamænd meget at gøre i et Hus, naar +det ellers er en Mand der har Vilje til at hjælpe. +Jeg har jo kun én Ko, for mere kan jeg ikke overkomme; +men to kunde der godt holdes, og Gæld +paa Stedet er der ikke.“ +</p> + +<p> +„Jeg er jo kun en fattig Djævel imod dig!“ sagde +Lasse nedslaaet. „Jeg har vel alt i alt halvhundrede +Kroner, og ordenligt Tøj har vi at tage paa begge +to, men ellers ejer jeg kun et Par gode Næver paa +Skaft.“ +</p> + +<p> +<a id="page-204" class="pagenum" title="204"></a> +„Det er jo ogsaa meget værd. Og bange for at +hente en Spand Vand eller sligt er du ikke, kan +jeg forstaa paa dig?“ +</p> + +<p> +„Nej det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke bange +for en Kop Kaffe paa Sengen en Højtidsmorgen.“ +</p> + +<p> +Hun lo til ham. „Saa skulde jeg vel have en Kys!“ +sagde hun. +</p> + +<p> +„Ja det skulde du vel,“ sagde Lasse glad og kyssede +hende. „Og saa maa vi haabe paa Lykke og +Velsignelse for os alle tre. Pøjken ved jeg jo du +holder af.“ +</p> + +<p> +Der var endnu adskilligt at drøfte, Kaffen skulde +drikkes, og Lasse skulde se paa Koen og paa Husets +Indretning. Imens blev Klokken mange. +</p> + +<p> +„Du maa jo hellere indrette dig her for Natten!“ +sagde Madam Olsen. +</p> + +<p> +Lasse stod og vaklede i det — der var Gutten +som laa alene, og han skulde være paa Gaarden +Kl. fire. Men ude var det koldt, og her var saa lunt +og hyggeligt i alle Maader. +</p> + +<p> +„Ja, jeg maa kanske hellere det,“ sagde han og +lagde Tøjet fra sig igen. +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +Da han ved Firetiden sneg sig bag ind gennem +Kostalden, brændte Lygten endnu i Røgterkamret. +Lasse troede han var opdaget, og kom til at ryste, +det var halsløs og uforsvarlig Gærning at være borte +fra Besætningen en hel Nat. Men det var blot Pelle +der laa sammensunken paa Kisten, fuld paaklædt, +og sov. Han var sort og ophovnet i Ansigtet af +Graad. +</p> + +<p> +Hele Dagen var der noget lukket, næsten fjendsk +over Pelles Færd. Lasse led under det; der var ikke +andet for, han maatte ud med Sproget. +</p> + +<p> +„Nu er det afgjort du,“ sagde han endelig. „Vi faar +Hus og Hjem — og en vakker Mor paa Købet. Det +er Madam Olsen, er du saa tilfreds?“ +</p> + +<p> +Pelle havde ikke noget imod det. „Maa jeg saa +komme med næste Gang?“ spurgte han, lidt mut +endnu. +</p> + +<p> +<a id="page-205" class="pagenum" title="205"></a> +„Næste Gang kommer du med — det bliver nok +paa Søndag. Saa ber vi os tidlig fri og gaar i Besøg.“ +Lasse sagde det med et eget Sving — han +havde rettet sig. +</p> + +<p> +Pelle var med om Søndagen, de havde fri fra +midt paa Eftermiddagen. Saa gik det ikke an at bede +sig fri saa snart igen, men Pelle saa jo sin vordende +Mor saa at sige hver Dag. For Lasse var det +vanskeligere. Naar Længslen efter Kæresten kom for +stærkt over ham, gik han og nussede til Pelle var +faldet i Søvn, saa klædte han sig om og listede af. +</p> + +<p> +Dagen efter en saadan forvaaget Nat var han ikke +meget værd til sit Arbejde, han gik og snublede +over sine egne Trin. Men hans Øjne lyste ungdommeligt, +som havde han sluttet hemmeligt Forbund +med Livets stærkeste Magter. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-17"> +XVI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Erik stod oppe ved Hovedtrappen, med hængende +Skuldre og Ansigtet vendt halvt mod Muren; der +stillede han sig op hver Morgen ved Firetiden; han +stod og ventede paa at Forvalteren skulde komme +ned. Klokken var seks, det var lige begyndt at lysne. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle var færdige med Mugningen og +den første Fodring, nu var de sultne. De stod i +Døren til Kostalden og ventede paa at Madklokken +skulde lyde; ovre i Dørene til Hestestalden stod +Karlene og kiggede langt de ogsaa. Da den var et +Kvarter over gik de mod Kælderen med Karl Johan +i Spidsen, Lasse og Pelle rykkede ogsaa ud og +skyndte sig mod Folkestuen, Madlængslen lyste ud +af dem. +</p> + +<p> +„Naa Erik, nu skal vi ned og æde!“ raabte Karl +Johan i Forbigaaende; Erik kom frem fra Krogen +ved Trappen og tøflede efter dem ned. I Maven fejlede +han da ingenting. +</p> + +<p> +<a id="page-206" class="pagenum" title="206"></a> +De aad Silden i Tavshed — Maden tæppede Munden +fuldstændig. Da de var færdige, bankede Forkarlen +i Bordet med Knivskaftet, og Karna kom ind +med to Fade Søbe og en Stabel Fedtebrød. +</p> + +<p> +„Hvor er Bodil i Dag?“ spurgte Gustav. +</p> + +<p> +„Hvad ved jeg af det? hendes Seng stod urørt i +Morges,“ svarede Karna hoverende. +</p> + +<p> +„Det er Løgn i din Hals og Bump i din fede +Nakke,“ sagde Gustav og huggede Skeen i Bordpladen. +</p> + +<p> +„Du kan jo selv gaa ind paa Kamret og se efter +— du kender jo Vejen,“ sagde Karna spydsk. +</p> + +<p> +„Og hvad gaar der af Eleven i Dag, at han ikke +ringer?“ sagde Karl Johan. „Har ingen af jer Piger +set ham?“ +</p> + +<p> +„Nej han sover nok over sig,“ raabte Bengta ude +fra Bryggerset. „Men lad ham det — jeg har ingen +Lyst til at løbe der og ruske Liv i ham hver Morgen.“ +</p> + +<p> +„Skulde du ikke gaa op og vække ham, Gustav?“ +sagde Anders plirende. „Kanske saa du noget morsomt.“ +De andre lo saa smaat. +</p> + +<p> +„Skal jeg vække ham, saa bliver det med denne +her Musegilder,“ svarede Gustav og viste en stor +Kniv. „For saa tror jeg nok jeg tager hans Virkemidler.“ +</p> + +<p> +Nu kom Storbonden selv ned, han holdt et Papir +i Haanden og saa meget oprømt ud. „Har I hørt +det sidste Nyt Folkens? Hans Peter har i Nattens +Mulm og Mørke bortført Bodil.“ +</p> + +<p> +„Hvad Fan, begynder nu Pattebørnene ogsaa?“ +udbrød Lasse kry. „Jeg maa vel til at passe paa +Pelle dér, at han ikke skal løbe bort med Karna +— hun har det jo med Ungdom.“ Lasse følte sig +som Mand i Laget, og var ikke bange for at stikke +en ud. +</p> + +<p> +„Hans Peter er femten Aar,“ sagde Kongstrup +irettesættende — „og i hans Hjærte raser Lidenskaben.“ +Han sagde det saa komisk alvorligt at de alle +brast i Latter. Kun Gustav lo ikke, han sad og klippede +<a id="page-207" class="pagenum" title="207"></a> +med Øjnene og hev op i sit Hoved som en +fuld Mand. +</p> + +<p> +„Hør selv her hvad han skriver — det laa paa +hans Seng.“ Kongstrup holdt Papiret teatralsk ud +fra sig: +</p> + +<div class="letter"> +<p class="noindent"> +„Naar Proprietæren læser dette, er jeg borte for +bestandig; Bodil og jeg har besluttet at flygte bort +i Natten. Min strænge Fader giver aldrig sit Minde +til vor Forening, derfor vil vi nyde vor Kærligheds +Lykke paa et skjult Sted, hvor ingen kan finde os. +Det er stor Synd at lede efter os, for saa har vi +besluttet at dø sammen hellere end at falde i vore +Fjenders onde Hænder. Jeg væder dette Papir med +Bodils og mine Taarer. Men Proprietæren maa ikke +fordømme mig for mit sidste fortvivlede Skridt, naar +jeg ikke kan andet for min store Kærligheds Skyld. +</p> + +<p class="sign"> +Hans Peter.“ +</p> + +</div> + +<p class="noindent"> +„Han læser nok Historiebøger den Fyr,“ sagde +Karl Johan. „Han kan blive god engang.“ +</p> + +<p> +„Ja han kender paa en Prik hvad der skal til til +en Bortførelse“ svarede Kongstrup fornøjet. „Om det +saa er en Stige, har han faaet den slæbt hen til +Pigekammervinduet — skønt det er i Højde med +Jorden. Bare han var halv saa grundig til Landvæsnet.“ +</p> + +<p> +„Hvad nu? de skal vel eftersøges?“ spurgte Forkarlen. +</p> + +<p> +„Ja jeg ved ikke — det er næsten Synd at forstyrre +deres unge Lykke. De kommer jo nok af sig +selv naar de bliver sultne. Hvad mener du Gustav +— skal vi holde Klapjagt paa dem?“ +</p> + +<p> +Gustav svarede ikke; han rejste sig kort og gik +over mod Kamrene. Da de andre kom over var +han gaaet i Seng. +</p> + +<p> +Hele Dagen laa han og sagde hverken bu eller +bæ, naar nogen kom ind til ham. Det gik ud over +Arbejdet, og Forvalteren var gal i Hovedet. Han led +i det hele ikke den ny Maade Kongstrup var ved +<a id="page-208" class="pagenum" title="208"></a> +at indføre — med Frihed for enhver til at tale og +gøre akkurat som de lystede. +</p> + +<p> +„Gaa ind og vip Gustav af Sengen!“ sagde han +om Eftermiddagen de gik paa Loen og rensede Sæd. +„Vil han ikke med det gode, saa klæd ham paa med +Magt.“ +</p> + +<p> +Men Kongstrup, som selv stod og førte Vægten +til Bogs, lagde sig imellem. „Nej er han syg, maa +han ogsaa have Lov at ligge,“ sagde han. „Men det er +vor Skyldighed at gøre noget for hans Helbredelse.“ +</p> + +<p> +„En Sennepskage,“ foreslog Mons og saa udfordrende +paa Forvalteren. +</p> + +<p> +Kongstrup gned sig i Hænderne: „Ja det var godt! +Gaa du over Mons og faa Pigerne til at lave en +Sennepskage vi kan lægge ham i Hjærtekulen; det +er jo dér han har Ondet.“ +</p> + +<p> +Da Mons kom med Kagen, gik de i Procession +over for at anbringe den, med Proprietæren selv i +Spidsen. Kongstrup saa godt Forvalterens onde Øjne: +Igen et Spild af Arbejde for nogle Tossestregers +Skyld! sagde de. Men han havde nu engang Lyst til at +more sig lidt, og Arbejdet kom vel nok fra Haanden. +</p> + +<p> +Gustav havde nok lugtet Lunten, for da de kom +var han i Tøjet. Siden gik han og passede sit, men +var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp. +Han lignede en der har faaet Maanesyge. +</p> + +<p> +Nogle Dage senere rullede en Vogn ind i Stengaarden. +I Agestolen sad en bred Bonde i Pels, +Hans Peter sad ganske indhyllet ved Siden af ham, +og bag i Vognbunden laa den smukke Bodil i lidt +Halm og krøb sammen af Kulde. Det var Elevens +Fader der bragte de to Flygtninge tilbage, han havde +fundet dem paa et Logi inde i Staden. +</p> + +<p> +Oppe paa Kontoret fik Hans Peter sine Klø saa +det kunde høres. Saa blev han sluppet ud i Gaarden +og gik der tudende og skamfuld, til han faldt +i Leg med Pelle nede bag Kostalden. +</p> + +<p> +Bodil blev der taget strængere paa. Det var nok +den fremmede Bonde, der forlangte at hun skulde +væk straks; for Kongstrup var ikke ellers haard af +<a id="page-209" class="pagenum" title="209"></a> +sig. Hun maatte pakke sit Tøj, og over Middag +blev hun kørt af Gaarde. Hun saa blid og god ud +som altid, ret et Himmerigs Barn lignede hun da +hun kørte væk — havde man ikke vidst bedre. +</p> + +<p> +Næste Morgen var Gustavs Seng tom. Han var +som blæst væk — med Kiste, Træsko og alting. +</p> + +<p> +Lasse saa paa det hele med en Mands overbærende +Smil — Barnestreger! Nu fattedes det blot, at Karna +skulde klemme sin tykke Krop gennem Kældervinduet +en Nat og forsvinde som en Røg hun ogsaa +— paa Jagt efter Gustav. +</p> + +<p> +Det skete nu ikke. Men hun blev mild til Sinds +mod Lasse igen, spurgte til hans og Pelles Tøj og +vilde gærne gøre det godt for dem. +</p> + +<p> +Lasse var ikke blind, han saa godt hvad det trak +op til, og det gik i ham af Magtfølelse. Der var to, +han kunde faa nu naar det skulde være; blot han +strakte en Haand ud, greb Kvindfolkene efter den. +Han gik i en Festrus hver Dag, og der var Dage +hvor han var saa højt oppe, at det hviskede ubændigt +i ham om at gribe til. Der havde han gaaet og +traadt saa adstadigt paa Jorden alle sine Dage, gjort +sin Pligt og levet sit Liv i al pæn Skikkelighed! +Hvorfor skulde han ikke for én Gangs Skyld lade +staa til — og prøve at springe igennem de brændende +Tøndebaand han ogsaa? Der var en lokkende +Kraftudfoldelse i det. +</p> + +<p> +Men det retskafne i ham sejrede. Han havde altid +holdt sig til den ene som Skriften paabød, og +det vilde han blive ved med. Det andet var kun +for de store — Abraham som Pelle var begyndt at +fortælle om, og Kongstrup. Pelle maatte heller aldrig +faa Anledning til at sige sin Fader noget paa +dér; han vilde staa ren for sit Barn og kunne se +ham i Øjnene uden at blinke. Og saa — ja Tanken +om, hvordan de to Kvinder vilde tage det i Fald +det blev opdaget, kunde rent ud sagt faa Lasse til +at misse med sine røde Øjne og dukke Hovedet. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +<a id="page-210" class="pagenum" title="210"></a> +Lidt hen i Marts kom Fruen uventet tilbage. Proprietæren +havde indrettet sig helt hyggeligt uden +hende, og hun kom nok temmelig bag paa ham. +Lyse Marie blev straks furet ned i Bryggerset; naar +hun ikke helt blev jaget væk, var det fordi der var +bart om Pigehjælp paa Gaarden siden Bodil rejste. +Fruen havde en ung Slægtning med, som skulde +være hende til Selskab og hjælpe hende med det +indvendige. +</p> + +<p> +Det syntes at gaa rigtig godt imellem dem, Kongstrup +holdt sig hjemme omkring og var adstadig. De +tre kørte ud sammen, og det var svært saa Fruen +hængte sig ved hans Arm, naar de var ude og viste +den Unge Gaardens Tilliggende. Det var let at se, +hvorfor hun var kommet tilbage — hun kunde ikke +leve ham foruden! +</p> + +<p> +Men Kongstrup lod ikke nær saa glad ved det; +han havde sat sin Kaadhed over Styr igen og trukket +sig mere tilbage. Naar han saadan færdedes, +kunde han godt se ud, som laa der noget usynligt +paa Lur efter ham og han frygtede en Overrumpling. +</p> + +<p> +Dette usynlige rakte efter de andre ogsaa. Fruen +greb aldrig ondt ind i noget, hverken lige til eller +ad Omveje; men alligevel strammedes alting; man +bevægede sig ikke længer frit over Gaarden, men +skottede op til de høje Vinduer og skyndte sig forbi. +Luften fik igen det trykkende over sig, som +gjorde uvillig og krængd og i daarligt Humør. +</p> + +<p> +Gaaden lagde sig atter tung over Stengaardens +Tag. Gaarden havde gennem Slægtled været saa +manges timelige Velfærd eller Ulykke — den var +bygget op paa det; derhen drog endnu bestandig de +fleste Tanker. Det dunkle — Rædslen, Uhyggen, de +uklare Anelser om Magter der vilde ilde — var +vant til at søge den Vej som mod en Kirkegaard. +</p> + +<p> +Og nu samlede det sig over denne Kvinde, der +havde saa tung en Skygge, at alting lysnede naar +hun drog bort. Hendes uendelig jamrende Protest +mod Forurettelsen slog formørkende ud og drog alt +<a id="page-211" class="pagenum" title="211"></a> +det tunge til sig. Hun kom ikke engang tilbage for +at bøje sig ind under, hvad der ikke kunde være +anderledes —, men for at fare fort med fornyet Styrke. +Undvære ham kunde hun ikke og byde ham noget +godt heller ikke; hun var som de Væsner, der kun +kan leve og aande i Ilden og alligevel jamrer sig +derinde. Hun vred sig i Flammerne og holdt dem dog +selv ved Lige — Lyse Marie var hendes Værk, og +nu havde hun bragt den nye Slægtning til Huse. +Saadan kom hun ham i Møde, for saa at ryste Huset +over ham med sin Klage. +</p> + +<p> +En saadan Kærlighed var ikke Vorherres Værk; +<em>Magter</em> holdt til i hende. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-18"> +XVII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Hu som det bed! Pelle var paa Vej til Skole, han +pressede sig i Luntetrav op mod Stormen. Ved den +store Tjørn stod Rud og ventede; han sluttede op, +og de løb ved hinandens Side som to medtagne Øg, +pustende og med sænkede Hoveder. Trøjekraven +var krænget op om Ørerne, og Hænderne søgte +ned inden for Bukselinningen for at faa Del i Kropsvarmen; +Pelles Trøjeærmer stumpede, hans Haandled +var violette af Kulde. +</p> + +<p> +De sagde ikke stort men bare løb; Stormen snappede +dem straks Ordene af Munden og stoppede +den med Hagl, det var ikke til at faa Luft nok til +Løbet eller lukke et Øje op. Hvert Øjeblik maatte +de stanse og sætte Ryg mod Vejret, mens de fyldte +Lungerne og pustede varm Aande op over det følesløse +Ansigt. Det værste var Overgangen inden man +kom rigtig op mod Vinden og i Trit igen. +</p> + +<p> +De tre Fjerdingvej fik Ende, og Drengene drejede +ind i Fiskerlejet. Hernede ved Stranden var der +næsten Læ, det oprørte Hav brød Vinden. Der var +ikke stort af Søen at se; det der stak frem her og +<a id="page-212" class="pagenum" title="212"></a> +dér af Bygerne, kom som en vandrende Mur og +væltede brølende sammen i hvidgrønt Kog. Vinden +rev Toppen af Bølgerne i arrige Rusk og førte salt +Regn ind over Landet. +</p> + +<p> +Læreren var ikke kommet. Oppe ved Pulten stod +Nilen, han var i Færd med at dirke den op for at +faa fat i en Pibe, Fris havde beslaglagt i Timen. +„Her er din Kniv!“ raabte han og smed en Tollekniv +over til Pelle der rask stak den til sig. Nogle +Bønderdrenge væltede Kul i Kakkelovnen der i Forvejen +var gloende, henne ved Vinduerne sad en Flok +Tøser og hørte hinanden i Salmevers. Udenfor brød +Havet ustanselig ind og væltede sammen; naar dets +Drønen sank et Øjeblik steg vilde Drengestemmer i +Vejret. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken, +de sprang ud og ind under Brændingen der +saa ud som vilde den knuse dem — og halede Drivtømmer +i Land. +</p> + +<p> +Pelle var knap tøet op, da Nilen fik ham med +ud; de fleste af Drengene var dyngvaade, men de +lo og dampede af Iver. En af dem havde bjærget +et Navnebrædt fra et Skib — <em>Enfoldigheden</em> stod +der. De slog Kreds om det og drøftede Skibets Art +og Hjemsted i en mundhuggende Tone. +</p> + +<p> +„Saa er Skibet gaaet under,“ sagde Pelle alvorligt. +De andre svarede ikke, det var altfor selvfølgeligt. +</p> + +<p> +„Ja“ sagde en Dreng nølende „Navnebrædtet kan +da ogsaa være revet løs af Søerne; det har jo bare +været sømmet paa.“ De undersøgte det omhyggeligt +igen — Pelle kunde intet særligt opdage ved det. +</p> + +<p> +„Jeg tror nu snarere Mandskabet har revet det af +og smidt det i Søen — den ene Nagle er trukket +ud,“ sagde Nilen og nikkede mystisk. +</p> + +<p> +„Hvorfor skulde de vel gøre det?“ spurgte Pelle +vantro. +</p> + +<p> +„Fordi de har slaaet Kaptejnen ihjæl og selv taget +Kommandoen, dit Nød! Saa døber de bare Skuden +om og sejler som Sørøvere.“ De andre Drenge bekræftede +det med Øjne der lyste af Æventyret — +<em>dens</em> Far havde fortalt det, og <em>dens</em> havde endda +<a id="page-213" class="pagenum" title="213"></a> +selv været med til det. Han vilde jo ikke naturligvis, +men saa blev han bare bundet til Masten mens +Mytteriet gik for sig. +</p> + +<p> +En Dag som denne var Pelle den lille paa alle +Omraader. Havets Raseri knugede ham og fik ham +til at føle sig utryg; men de andre var rigtig i deres +Es. De bemægtigede sig Havets hele Uhygge og lod +den gaa overdreven igen i deres Forestillinger, alle +Søens Rædsler hobede de legende sammen paa +Stranden: Skibe gik til Bunds med Mand og Mus +eller strandede paa Klipperne, Strandvaskere laa og +rullede i Havstokken, druknede Mænd i Søstøvler +og Sydvest kom op af Søen ved Midnat og trampede +lige ind i Lejets smaa Stuer for at varsko om +deres Henfart. De dvælede ved det med et Alvor +der lyste af indvendig Glæde — som sang de Lovsange +til <em>Den Vældige</em>. Men Pelle stod uden for alt +dette og følte sig fejg ved deres Fortællinger. Han +holdt sig bag de andre, og ønskede han kunde trække +den store Tyr herned og slippe den løs imellem +dem. Saa skulde de ty til ham for Beskyttelse. +</p> + +<p> +Drengene havde Ordre fra deres Forældre om at +passe vel paa sig selv — den gamle Skipperenke +Marta havde tre Nætter i Træk hørt Søen kræve +Lig med en kort Gøen. De talte om dét ogsaa, og +om hvornaar Fiskerne vel vilde vove sig ud igen, +mens de sprang i Havstokken. „En Flaske, en Flaske!“ +raabte pludselig en af dem og fór af Sted +langs Stranden, han havde ganske bestemt set en +Flaske dukke ud af Brændingen lidt henne og forsvinde +igen. Hele Flokken stod længe og stirrede +spændt ud i Skumkoget, Nilen og en til havde +smidt Trøjen, for at være parat til at springe ud +naar den viste sig igen. +</p> + +<p> +Flasken kom ikke til Syne mere, men Fantasien +var kommet i Skub, hver Dreng havde sin egen +højtidelige Viden om den Ting. Nu i Jævndøgnsstormene +gik der nok mangen Flaske ud over Skibssiden +med sidste Hilsen til dem paa Landjorden. +Det var jo strængt besét derfor man lærte at skrive +<a id="page-214" class="pagenum" title="214"></a> +— for at kunne skrive sin Seddel naar ens Time +kom. Saa gik Flasken maaske i Maven paa en Haj, +maaske blev den fisket op af dumme Bønder der +tog den med hjem til Konen at tappe Drikke paa — +det var et velment Spark til Pelle. Men det hændte +ogsaa, at den drev i Land lige dér hvor den var +bestemt for; og ellers blev det Finderens Sag at +bringe den til nærmeste Øvrighed, om ikke han +vilde miste sin højre Haand. +</p> + +<p> +Henne paa Havnen brød Søen over Molen, Fiskerne +havde bjærget deres Baade op paa Land. De +havde ingen Ro paa sig til at blive inde i den varme +Stue, Søen og det onde Vejr bandt dem til +Stranden Nat og Dag. De stod i Læ bag Baadene, +gabede tungt og stirrede ud efter Dybet, hvor en og +anden Sejler flaksede forbi som en stormslagen Fugl. +</p> + +<p> +„Ind, ind!“ raabte Tøserne oppe fra Skoledøren, +Drengene slentrede langsomt opefter. Fris gik frem +og tilbage foran Pulten, han røg sin Pibe med Kongebilledet, +Berlingeren stak ham ud af Lommen. „Paa +Plads!“ raabte han og slog med Spanskrøret i Pulten. +</p> + +<p> +„Er der noget nyt?“ spurgte en Dreng da de var +kommet paa Plads — det hændte at Fris læste +„Skibsefterretninger“ højt for dem. +</p> + +<p> +„Det ved jeg ikke,“ svarede Fris gnavent. „Kan I +faa Tavler og Regnebøger frem.“ +</p> + +<p> +„Ahh, vi skal regne, ahh det er Sjov!“ hele Klassen +gottede sig lydeligt mens de fik Sagerne frem. +</p> + +<p> +Fris delte ikke Børnenes Glæde over Regnefaget +— hans Begavelse var af ren historisk Art plejede +han at sige. Men han imødekom deres Trang, fordi +aarelang Erfaring sagde ham, at der let kunde blive +Hus i Helvede en Uvejrsdag som denne; Vejret +havde en mærkelig Indflydelse paa Ungerne. — +Han selv forstod sig kun paa Chr. Hansens I. Del, +men der var et Par Bønderdrenge som paa egen +Haand havde arbejdet sig hen i tredje Del, de hjalp +de øvrige. +</p> + +<p> +Børnene var optagne af Arbejdet og hang ivrigt +i, deres lange jævne Aandedræt steg og faldt i Rummet +<a id="page-215" class="pagenum" title="215"></a> +som dyb Ro, der var en flittig Vandren hen til +de to Regnemestre. Kun nu og da afbrødes Fliden +af en lille Gavtyvestreg, der kom over en og anden +som en Mindelse, men de faldt hurtigt i Lave igen. +</p> + +<p> +Nederst i Klassen lød der Snøften, lydeligere og +lydeligere; Fris lagde utaalmodigt Avisen fra sig. +</p> + +<p> +„Peter græder“ sagde de nærmeste. +</p> + +<p> +„Saa — aa!“ Fris kiggede langt over Brillerne. +„Hvad er der nu i Vejen?“ +</p> + +<p> +„Han siger, han ikke husker hvad to Gange to er.“ +</p> + +<p> +Fris stødte Luft ud gennem Næsen og greb Spanskrøret +— men tog sig i det. „To Gange to er fem!“ +sagde han roligt. Saa lo de lidt ad Peter og tog fat igen. +</p> + +<p> +Længe var der kun Flid, saa rejste Nilen sig; +Fris saa det men blev ved at læse. +</p> + +<p> +„Hvad er lettest, et Pund Fjær eller et Pund Bly? +det staar ikke i Facitlisten.“ +</p> + +<p> +Fris rystede paa Hænderne mens han holdt Avisen +op foran sig for rigtig at se et eller andet. Det +var hans Maadelighed som Regnelærer de Smaadjævle +idelig stak til; men han <em>vilde</em> ikke i Lag med +dem. Nilen gentog sit Spørgsmaal under de andres +Fnisen, men Fris overhørte det — han var saa langt +inde i Læsningen. Saa faldt det hele hen. +</p> + +<p> +Fris saa paa sit Ur, han kunde snart give dem +Frikvarter — et rigtig langt Frikvarter. Saa blot en +lille Times Plage igen, og den Skoledag kunde lægges +hen som endnu en overstanden Genvordighed. +</p> + +<p> +Pelle <em>stod</em> op paa sin Plads midt i Klassen, +han havde Mas med at faa sit Ansigt til at makke +ret, og maatte lade som Sidemændene forstyrrede +ham. Endelig fik han det frem, men Slugørerne var +lidt røde i Spidserne: „Naar et Pund Mel koster +12 Øre, hvad koster saa en Tønde Kul?“ +</p> + +<p> +Fris sad en Stund og saa ubestemmeligt paa Pelle, +det gjorde altid mere ondt i ham naar Pelle var +skarnagtig, end naar det var en af de andre — han +havde forsét sig paa den Dreng. „N-naa!“ sagde han +bittert og kom langsomt ned med det tykke Spanskrør +i Haanden — „n-naa!“ +</p> + +<p> +<a id="page-216" class="pagenum" title="216"></a> +„Dæk dig!“ hviskede Drengene og lavede sig til +at gøre Fris Adgangen vanskelig. Men Pelle gjorde +en af disse Ting, der gik paa tværs af alle vedtagne +Regler og alligevel skaffede ham Respekt. I Stedet +for at dække sig mod Pryglene traadte han frit ud +paa Gulvet og rakte begge Hænder frem med det +indvendige opad; han var ildrød i Hovedet. +</p> + +<p> +Fris saa overrasket paa ham og havde Lyst til +alt andet end at slaa — Pelles Øjne glædede ham +helt ind i Hjærtet. Han forstod sig ikke paa Kategorien +Drenge; men over for Mennesker var han +fintmærkende, og her var noget menneskeligt fremme +— det vilde være Synd ikke at tage det alvorligt! +Han drev Pelle et godt Slag over Hænderne og +smed saa Spanskrøret. „Frikvarter“! sagde han kort +og vendte sig fra dem. +</p> + +<p> +Skumsprøjtet stod helt op paa Skolemuren. Et +Stykke til Søs gik en Skude, der saa helt medtaget +ud og var i Vejrets Vold; den jog rask forover et +Stykke, og stod saa stille og ravede en Stund inden +den igen flyttede sig — som en fuld Mand. Den +havde Retning efter det søndre Rev. +</p> + +<p> +Drengene var søgt om bag Skolen for at spise +deres Mad i Læ, men pludselig dundrede det hult +af Træskostøvler omme paa Strandsiden; Strandfogden +og et Par Fiskere løb udefter. Og nu kom +de rullende med Redningsapparaterne i susende Fart, +Hestenes Manker føg for Vinden. Der var noget besættende +ved den Fart, Drengene maatte smide alt +og slutte op. +</p> + +<p> +Skuden var nu helt nede ved Odden, hun laa og +huggede for Ankeret og tog Søer over sig med +Agterenden til Revet, hun lignede et gammelt Øg +der slaar arrigt bagop mod Hindringen. Ankeret +kunde ikke holde hende, hun drev baglæns ind paa +Revet. +</p> + +<p> +Der var en Del Folk paa Stranden, baade fra +Kysten og inde fra Bondelandet — Bønderne var +nok nede for at se om Vandet var vaadt! Skuden +var grundstødt og laa og rullede paa Revet; de +<a id="page-217" class="pagenum" title="217"></a> +havde manøvreret som Svin om Bord — sagde Fiskerne +— for Resten var det ingen Russer men en Lappeskude. +Søerne gik hen over hende, saa det spillede +i hele Kadaveret; Mandskabet var krøbet op i Riggen, +der hang de og fægtede med Armene. De raabte +vel noget, men Brændingen tog det. +</p> + +<p> +Pelle hang med Øjne og Øren ved alle Forberedelser; +han sitrede af Spænding og maatte kæmpe +med sit Lyde, der vilde komme igen hvergang noget +satte Blodet op i ham. Paa Stranden havde de travlt; +de drev Pæle i Sandet til at holde Spillet, og ordnede +Tov og Trosser for at det hele kunde gaa +glat. Den lange smækre Line, som Raketten skulde +føre ud til Skibet, blev der ofret særlig Omhu paa; +der blev rettet ved den vel de tyve Gange. +</p> + +<p> +Redningsformanden stod og stillede Raketapparatet +ind til Sigte — hans Blik var som en Klo, idet det +gik ud og tilbage igen for at maale Afstanden. „Alt +klar!“ sagde de andre og flyttede sig til Side. „Alt +klar!“ svarede han alvorligt. Der var helt dødt et +Øjeblik, han stillede og stillede tilbage igen. +</p> + +<p> +Hu-y-y-y-uh! den tynde Line stod som en sitrende +Orm i Luften, med sit løbske Hoved borende ude +i Tykningen over Søen; fra Rullen jog dens Krop i +hvinende Rusk og red udad paa dybe Brummetoner, +og langt ude huggede det sig frem i Stormen. Raketten +havde klaret Vejlængden fortræffeligt, den var +et godt Stykke uden for Vraget men for langt til +Luvart. Den havde løbet sig mat, og stod nu og +vuggede i Luften som et uroligt Slangehoved mens +den dalede. +</p> + +<p> +„Den gaar forom,“ sagde en Fisker. De andre tav, +men man kunde se paa dem, at de mente det samme. +„Det kan komme endnu!“ svarede Formanden. Raketten +havde ramt Vandet et godt Stykke til Nord, +men Linen stod endnu i en Bue i Luften, Presset +holdt den oppe. Den faldt i lange Stød Sønder over, +slog et Par Læg paa sig for Stormen, og lagde sig +mat over Skibets Forstævn. „Der var den, den traf +godt nok!“ raabte Drengene og sprang i Sandet, Fiskerne +<a id="page-218" class="pagenum" title="218"></a> +trampede rundt af Glæde, slog med Hovedet +efter Formanden og nikkede anerkendende til hinanden. +Derude kravlede en Mand rundt i Riggen til +han fik fat i Linen, saa krøb han ned i Vanterne til +de andre igen. Det maatte være smaat bevendt med +Kræfterne, for de rørte ikke ellers paa sig. +</p> + +<p> +Herinde var der Travlhed. Spillet blev befæstet +yderligere i Grunden og Redningsstolen gjort klar; +den tynde Line blev knyttet sammen med et trekvart +Tommers Tov, som igen skulde trække den +svære Trosse ombord — det galdt om at Grejerne +holdt. Ved Trossen hang der en Pullje saa stor som +et Hoved til Træktovene at løbe i; man vidste jo +ikke, hvad de havde af Remedier ombord i saadan +en Smadrekasse. For en Sikkerheds Skyld blev der +ved Linen bundet en Tavle som paa Engelsk sagde, +at de skulde hale til sig til Trosse den og den Kaliber +kom ombord; det var overflødigt for almindelige +Mennesker, men man vidste aldrig hvor dumme +saadanne Finlapper kunde være. +</p> + +<p> +„Nu maatte de gærne hale til sig derude, saa vi +kunde faa en Ende paa det,“ sagde Formanden og +bankede Hænderne. +</p> + +<p> +„De er kanske for medtagne — de har vel døjet +ondt!“ sagde en ung Fisker. +</p> + +<p> +„Et trekvart Tommers Tov maatte de vel kunne +hale til sig. Stik en Hjælpeline til Tovet, saa vi kan +give dem en Haand med at faa Trossen ombord — +naar saavidt kommer.“ +</p> + +<p> +Det blev gjort. Men ude paa Vraget hang de saa +meningsløst dumt i Riggen uden at røre paa sig — +hvad i Alverdens Navn gik der dog af dem? Linen +laa bestandig død over Sandet uden at glide. Ved +Bund hang den ikke, det spillede i den da den blev +strammet op i Søen; den maatte være fastgjort ved +Riggen. +</p> + +<p> +„De har gjort den fast, de Høveder,“ sagde Formanden. +„De venter vel at vi skal hale Skuden paa +Land for dem — ved den Garnende!“ — han lo +fortvivlet. +</p> + +<p> +<a id="page-219" class="pagenum" title="219"></a> +„De ved vel saa ikke bedre, de Stakler!“ sagde +<em>Mormonen</em>. +</p> + +<p> +Der var ingen der talte eller rørte sig. De stod +lammede af det ufattelige; deres Øjne vandrede i +forfærdelig Spænding fra Vraget ned paa den ubevægelige +Line og tilbage igen. Den tunge Rædsel, +som følger hvor Mennesker har opbudt deres yderste +og slaas tilbage af Dumheden selv, krøb ind over +dem. Det eneste de Skibbrudne foretog sig var at +fægte med Armene. De mente vel, man kunde staa +herinde og gøre Mirakler — paa Trods af dem. +</p> + +<p> +„Om en Time er det forbi med dem,“ sagde Formanden +tungt — „det er drøjt at staa stille og se +paa.“ +</p> + +<p> +En ung Fisker traadte frem. Pelle kendte ham +godt, han havde truffet ham nogle Gange inde ved +Dyssen hvor Barnesjælen brændte i Sommernætterne. +„Hvis en af jer gaar med, vil jeg forsøge at drive +ned paa dem!“ sagde Niels Køller stille. +</p> + +<p> +„Det er den visse Død Niels!“ sagde Formanden +og lagde Haanden paa hans Skulder „— det er du +vel klar over? Jeg er ikke bange af mig, men kaste +mig hen gør jeg ikke. Nu ved du min Mening.“ +</p> + +<p> +De andre saa ikke anderledes paa det. Det var +simpelthen umuligt at faa en Baad ud af Havnen i +det Vejr — den vilde straks blive maset mod Molerne +— end sige arbejde sig ned til Vraget med Storm +og Sø paa tværs! At Havet tilmed havde rettet sine +Krav paa Lejet fik saa være — sin Tilskikkelse vilde +ingen luske udenom! Men dette var vitterligt Vanvid. +Med Niels Køller selv fik det vel ogsaa være; han +stod i det paa en egen Maade: Med et Barnemord +halv om halv paa Samvittigheden og Kæresten i +Slaveriet! Han havde sit eget Opgør med Vorherre +— ham havde ingen Lov til at raade fra! +</p> + +<p> +„Der vil saa ingen af jer?“ sagde Niels og stirrede +ned i Jorden „— ja saa faar jeg jo forsøge det +alene.“ Han gik tungt indefter. Hvordan han vilde +fare frem begreb ingen, han selv nok heller ikke — +Magten var tydeligt nok over ham. +</p> + +<p> +<a id="page-220" class="pagenum" title="220"></a> +De stod og saa efter ham. „Jeg faar vel gaa med +og tage den ene Aare,“ sagde saa en ung Søgut +langsomt — „selv kan han jo ingenting udrette.“ Det +var Nilens Broder. +</p> + +<p> +„Det vilde lyde underligt af mig at holde dig tilbage +Søn,“ sagde Mormonen — „men kan I udrette +mere to end en?“ +</p> + +<p> +„Niels og jeg har siddet paa Skolebænk sammen +og bestandig været Kammerater,“ svarede den unge og +saa en Stund paa Faderen. Saa gik han, lidt henne +gav han sig til at løbe for at indhente Niels. +</p> + +<p> +Fiskerne saa tavse efter dem. „Ungdom og Galskab!“ +sagde saa én. „En Guds Lykke er det, at de +aldrig faar Baaden ud af Havnen.“ +</p> + +<p> +„Kender jeg Karl ret, skal de nok faa Baaden +ud!“ sagde Mormonen dystert. +</p> + +<p> +Der gik en drøj Stund. Saa dukkede en Baad +frem paa den søndre Side Havnen, hvor der var +lidt Læ — de maatte have slæbt den ind over Land +ved Kvindfolkenes Hjælp. Havnen skød sig et Stykke +ud, og Baaden kom fri af den værste Brænding, +inden Beskyttelsen slap op. De arbejdede sig udad, +det var lige alt det de kunde holde Baaden op mod +Vejret, og stort af Stedet kom de ikke. Hvert Øjeblik +viste Baaden alt det indvendige frem, som skulde +den gaa rundt for et godt Ord. Men det var godt +for saa meget, at det Vand de tog ind løb udenbords +igen. +</p> + +<p> +Det var tydeligt, de vilde arbejde sig saa langt ud, +at de kunde benytte den høje Sø og lænse ned paa +Vraget — et desperat Paafund. Men det hele var +jo halsstarrigt Galmandsværk, man skulde ikke tro +det var Folk, som var barnefødt ved Vandet. Efter +en halv Times Roning kunde de nok ikke mere, +de var kun kommet et Par gode Kabellængder ud +fra Havnen. De laa stille, den ene havde ved Aarerne +og holdt Baaden op i Søen, mens den anden baksede +med noget — en Stump Sejl saa stor som en Sæk. +Saadan ja! Naar de nu tog Aarerne ind og gav +sig Vejret i Vold — med Vind og Sø agten for +<a id="page-221" class="pagenum" title="221"></a> +tværs! — saa løb de da fulde af Vand med det +samme! +</p> + +<p> +Men de tog ikke Aarerne ind. Den ene sad og +skottede som en Gal mens de løb for Vejret; helt +akaved saa det ud, men man maatte sande at det +gav større Herredømme over Baaden. Saa med ét +smed de Sejlet og roede Baaden haardt op mod +Vejret — naar en Sø vilde bryde. Mage til Sejlads +mindedes ingen Fisker at have oplevet før; det var +ungt Blod, og de forstod deres Sager! Hvert Øjeblik +maatte man sige Nu! men Baaden var som et spillevende +Væsen, der forstod at møde alt — bestandig +kom den ovenud af alle Luner. Synet satte Varmen +op i én, saa man for en Stund glemte, at det var +og blev en Sejlads for Døden. Klarede de sig end +ned til Vraget — hvad da? de blev jo saa knust +mod Skibssiden. +</p> + +<p> +Gamle Ole Køller, Niels’ Far, kom ned over +Klitterne. „Hvem er det der er ude for at kaste sig +hen?“ spurgte han, Spørgsmaalet virkede brutalt ind +i Tavsheden og Spændingen. Ingen saa til ham — +Ole var noget aabenmundet. Han kastede et Blik +rundt paa Flokken, som ledte han efter nogen bestemt. +„Niels — har ingen af jer set Niels?“ spurgte +han stille. En nikkede ud mod Søen. Saa blev han +tavs og sank sammen. +</p> + +<p> +Søen maatte have knækket Aarerne eller slaaet +dem fra dem; de fik smidt Sejlstumpen, Baaden +rodede raadløst med sin Stævn og lagde sig dovent +med Bredsiden til Vejret. Saa tog en stor Sø dem +og førte dem i et langt Kast mod Vraget, de blev +borte i de sammenbrydende Vandmasser. +</p> + +<p> +Da Vandet faldt til Ro, laa Baaden og rullede i Læ +af Skibet med Kølen i Vejret. +</p> + +<p> +En Mand var i Færd med at arbejde sig fra +Dækket op i Riggen. „Det er vist Niels?“ sagde Ole +og stirrede saa hans Øjne løb fulde — „mon det +ikke er Niels?“ +</p> + +<p> +„Nej det er min Broder Karl,“ sagde Nilen. +</p> + +<p> +„Saa er Niels gaaet væk,“ sagde Ole klynkende — +<a id="page-222" class="pagenum" title="222"></a> +„saa er Niels jo gaaet væk.“ De andre vidste intet +at sige til det; det var jo givet paa Forhaand, at +Niels vilde gaa væk. +</p> + +<p> +Ole stod lidt og krøb sammen, som ventede han +paa, at nogen skulde sige det var Niels. Han +tørrede sine rindende Øjne og forsøgte at stirre +derud paa egen Haand; men de løb fulde af Vand. +„Du har jo unge Øjne,“ sagde han til Pelle — „kan +du ikke se at det er Niels?“ hans Hoved dirrede. +</p> + +<p> +„Nej det er Karl,“ sagde Pelle sagte. Saa gik Ole +ludende ind gennem Flokken uden at se til nogen +eller vare sig til Siden. Han gik som om han var +ene i Verden, og fulgte langsomt den søndre Strand +udefter — han gik for at møde Liget. +</p> + +<p> +Der var ikke Tid til at tænke Tanker, Linen begyndte +at blive levende, den gled i Søen og trak +Tovet efter sig. Favn for Favn rullede det sine Bugtninger +op og gled langsomt i Havet som et vaagnende +Sødyr, og den tykke Trosse begyndte at røre +paa sig. +</p> + +<p> +Karl fik den anbragt højt oppe paa Masten; og +der var Brug for alle Mand — Drengene med, til at +hale den tot. Alligevel hang den i en tung Bue for +sin Vægt, og Redningsstolen maatte slæbe sig gennem +Bølgetoppene da den gik tom ud. Den gik mere +under end over Vandet, da de trak den tilbage igen +med den første af Besætningen, en løjerlig lille +sortsmusket Mand, klædt i graat afgnavet Skind. +Han var omtrent kvalt af Turen, men da de først +fik hældt Vandet af ham, fejlede han ingenting og +pludrede ustanselig løs i et grinagtigt Sprog som +ingen forstod. Fem smaa skindklædte Væsner kom +Stolen vandrende med én for én; og tilsidst kom +Karl med en lille skrigende Gris i Favnen. +</p> + +<p> +„Det var nogle slemme Søfolk!“ sagde Karl ind +imellem han gylpede Vand op — „de forstod Gud +hjælpe mig ingenting. Raketlinen havde de gjort fast +i Vantet og slaaet den løse Ende om Livet paa Kaptejnen! +Og I skulde set et Rod om Bord.“ Han +talte højrøstet, men hans Blik var som Slør over noget. +</p> + +<p> +<a id="page-223" class="pagenum" title="223"></a> +Saa drog man hjem til Lejet med de Skibbrudne; +Skuden saa ud til at modstaa Vandet en Stund endnu. +</p> + +<p> +Da Skolebørnene skulde gaa hjem, kom Ole slingrende +med sin Søns Lig paa Nakken. Han løb med +løse Knær, strøg lavt hen over Jorden og smaajamrede +under sin Byrde. Fris stansede ham og hjalp med +at lægge Liget ind i Skolestuen, det havde et stort +Hul i Panden. Da Pelle saa Liget med det gabende udvaskede +Saar, begyndte han at smaahoppe; han +stødte kort i Luften og lod sig dratte som en død +Fugl. Pigerne trak sig skrigende tilbage fra ham; +Fris bøjede sig ned over ham og saa smærteligt +paa ham. +</p> + +<p> +„Det er ikke af Skarnagtighed,“ sagde de andre +Drenge, „det er hans Lyde — han bliver saadan +sommetider. Det fik han engang han saa en Mand +blive slaaet fordærvet.“ De trak af med ham ud til +Pumpen for at kalde ham til sig selv igen. +</p> + +<p> +Fris og Ole gik og puslede med Liget, lagde det +noget under Hovedet, og vaskede Grus bort som +havde skuret sig ind i Ansigtshuden. „Han var min +bedste Dreng,“ sagde Fris og strøg med skælvende +Haand hen over Ligets Hoved. „Se kun rigtigt paa +ham Børn og glem ham aldrig igen — han var min +bedste Dreng.“ +</p> + +<p> +Saa stod han tavs og stirrede ud, med uklare +Briller og Hænderne slapt hængende. Ole stod og +smaajamrede; han var bleven ynkelig gammel med +et, helt sammenfalden. „Jeg skulde vel saa have ham +hjem?“ sagde han klynkende og tog under Sønnens +Skuldre, men Kræfterne var borte. +</p> + +<p> +„Lad ham kun ligge!“ sagde Fris. „Han har haft +en stræng Dag, og nu hviler han sig.“ +</p> + +<p> +„Ja han har haft en stræng Dag,“ sagde Ole og +førte Sønnens Haand til sin Mund for at aande paa +den. „Og se dér hvor han har brugt Aaren — Blodet +er sprængt ud gennem Fingerenderne!“ — Ole lo +gennem Graaden. „Han var en god Dreng, han var +Maden for mig — og Lys og Varme med. Aldrig +gik der et ondt Ord ud af hans Mund, mod mig +<a id="page-224" class="pagenum" title="224"></a> +som laa ham til Byrde. Og nu er jeg sønneløs Fris +— jeg er barnløs nu! Og ingenting er jeg til mere!“ +</p> + +<p> +„Du skal nok faa Udkommet Ole,“ sagde Fris. +</p> + +<p> +„Uden at komme paa Sognet? Jeg vil saa nødig +paa Sognet.“ +</p> + +<p> +„Ja uden at komme paa Sognet Ole.“ +</p> + +<p> +„Naar han saa maatte faa Fred nu; han havde +saa lidt Fred her paa Jorden nu paa det sidste. Der +gaar en Vise om hans Ulykke Fris; hvergang han +hørte den, var han som et nyfødt Lam i Kulden. +Børnene synger den ogsaa.“ Ole saa bedende rundt +paa dem. — „Det var jo kun i Ungdoms Letsindighed, +og nu har han taget sin Straf.“ +</p> + +<p> +„Din Søn har ingen Straf faaet — og heller ingen +fortjent Ole!“ sagde Fris og lagde Armen om hans +Skulder. „Men en stor Gave har han givet, som han +ligger dér og maa tie til alting. Fem Menneskeliv +gav han og sit eget til! for det ene han i Tankeløshed +havde forbrudt. Det var en gavmild Søn du +havde Ole.“ Fris saa ham lyst ind i Ansigtet. +</p> + +<p> +„Ja,“ sagde Ole tindrende „han reddede jo fem +Mennesker — det gjorde han jo — ja han gjorde!“ +Ole havde slet ikke tænkt paa det før — det var +vel aldrig faldet ham ind. Men nu havde en anden +givet det Form, og han blev ved at klynge sig til +det. „Fem Menneskeliv reddede han dog, om end +det kun var Finlapper. Saa vil Vorherre vel kanske +kendes ved ham.“ +</p> + +<p> +Fris nikkede saa det graa Haar faldt ham ned +over Øjnene. „Glem ham aldrig Børn!“ sagde han +„og gaa nu stille hjem.“ Børnene tog stille deres +Sager og gik; de vilde i dette Øjeblik have gjort alt +hvad Fris befalede dem — han havde den fuldkomne +Magt over dem. +</p> + +<p> +Ole stod der og stirrede fraværende, saa tog han +Fris ved Ærmet og drog ham hen til Liget. „Han +har roet godt!“ sagde han — „Blodet er traadt ud af +Fingerenderne, se selv!“ og han løftede Sønnens +Hænder mod Lyset. „Der er ogsaa Haandled Fris! +mig gamle Mand kunde han tage og gaa med som +<a id="page-225" class="pagenum" title="225"></a> +et lille Barn,“ — Ole lo forkomment. „Men jeg bar +ham, hele Vejen fra det søndre Rev bar jeg ham +paa min Nakke. Jeg er for tung en Byrde for dig +Far! kunde jeg høre ham sige, for han var en god +Søn. Men jeg bar ham — og nu kan jeg ikke mere. +— Bare de nu faar Øje paa det,“ han saa atter paa +de blodsprængte Fingre — „han gjorde jo sit bedste. +Naar blot Vorherre selv vilde mønstre ham af.“ +</p> + +<p> +„Ja“ sagde Fris. „Vorherre vil selv mønstre ham +af — og han ser jo alt, Ole.“ +</p> + +<p> +Der kom nogle Fiskere ind i Stuen. De strøg +Huen af, gik én for én stille hen og tog Ole i Haanden. +Saa strøg de sig over Ansigtet Mand for Mand og +vendte sig spørgende mod Degnen — Fris nikkede. +De tog Liget imellem sig og gik med tunge varlige +Trin ud gennem Forstuen og ind mod Lejet. Ole trippede +bagefter dem, sammenfalden og smaaklynkende. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-19"> +XVIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Det var Pelle der en Dag i det første Skoleaar, +han var oppe i Religion og Fris spurgte om han +kunde nævne Aarets tre største Helligdage, morede +alle ved at svare: „St. Hansaften, Høstgildesdagen +og — og —“ Der var en tredje ogsaa, men da det +kom til Stykket undsaa han sig for at nævne den +— hans Fødselsdag! I visse Maader var den Aarets +største, ihvorvel ikke andre end Far Lasse kendte +den. Og saa de der skrev Almanaken jo — de vidste +simpelthen Rede paa alting. +</p> + +<p> +Den faldt paa den 26. Juni og hed Pelagius i +Kalenderen. Om Morgenen kyssede Faderen ham +og sagde: Til Lykke og Velsignelse Pøjke! — og +saa laa der altid en lille Ting i Lommen naar han +skulde trække i Bukserne. Faderen var lige saa +spændt som han selv, og stod inde hos ham mens +han trak i Tøjet, for at faa Del i hans Overraskelse. +<a id="page-226" class="pagenum" title="226"></a> +Men Pelle havde det med at trække i Langdrag +naar der forestod noget hyggeligt — des større blev +Glæden. Han gik med Vilje uden om den spændende +Lomme, mens Lassefar stod og trippede og +ikke kunde nære sig. „Nej hvad er det med den +Lomme du? den er mig saa tyk! Du har vel aldrig +været ude og stjaalet Hønseæg i Nat?“ Saa maatte +Pelle have Tingen frem — en stor Bylt Papir — +og til at pakke ud, Lag efter Lag. Og Lasse var +himmelfalden. „Hæ, det er jo ikke andet end Papir! +Det var ogsaa noget Skidt at gaa og fylde Lommerne +med.“ Men inderst inde var der en Svanekniv med +to Blade. Tak! hviskede Pelle saa og havde Taarer +i Øjnene. „Aa fan, det er fattig Skænk det!“ sagde +Lasse og klippede med sine røde vippeløse Øjenlaag. +</p> + +<p> +Ud over det mødte der ikke Drengen mere godt +den Dag end ellers, men alligevel var han højtidsstemt +hele Dagen. Det fejlede aldrig at Solen skinnede +— saa sjælden klart endogsaa; og Kreaturerne +saa vist paa ham mens de laa og gumlede. „Det +er min Fødselsdag i Dag du!“ sagde han og hængte +sig om Halsen paa Studen Nero — „kan du sige +til Lykke?“ Og Nero pustede varm Aande ned +paa hans Ryg sammen med grøn Saft fra Tygningen. +Saa gik han lykkelig om og stjal grøn Sæd til den +og sin Yndlingskalv, holdt den ny Kniv — eller hvad +det nu var blevet — i Haanden den udslagne Dag, og +lagde en egen højtidelig Dvælen ind i alt hvad han +tog sig for. Hele den lange Dag kunde han faa til +at svulme af Højtidsstemning; og naar han kom i +Seng laa han og kæmpede med Søvnen, for at Dagen +skulde blive endnu længere. +</p> + +<p> +Men St. Hansaften var paa sin Vis større Festdag +alligevel — den havde i al Fald Skæret af det uopnaaelige +over sig. Den Dag tog alt hvad der kunde +krybe og gaa op til Almindingen; der var ikke det +Tyende paa hele Øen saa usselt at det fandt sig i +at blive nægtet Frihed den Dag — ikke andre end +netop Lasse og Pelle. +</p> + +<p> +<a id="page-227" class="pagenum" title="227"></a> +Hvert Aar havde de set Dagen komme og gaa +uden at faa Del i dens Glæde. „Nogen maa der +sku blive hjemme!“ sagde Forvalteren bestandig, +„eller mener I maaske jeg kan gøre det hele for +jer?“ De var for magtesløse til at hævde sig. Lasse +var med til at pakke Vognrummene med lækker +Mad og Drikkevarer og hjælpe de andre vel af +Gaarde — for saa at gaa mismodig derhjemme, ene +Mand om alt Arbejdet. Pelle saa fra Marken deres +glade Udfart og den lyse Støvstribe langt bort bag +Klipperne. Og ved Maaltiderne hørte de dem halve +Aar efter opfriske Drik og Slagsmaal og Kærlighed +— hele Festen. +</p> + +<p> +Men nu var det Slut. Lasse var ikke den Mand +som blev ved at lade sig træde paa Tæerne; han +havde en Kvindes Kærlighed — og Hus i Ryggen! +han kunde sige op hvad Dag det skulde være. Nu +var Øvrigheden vel nok i Gang med den foreskrevne +Efterlysning af Madam Olsens Mand, og saa snart +den lovbefalede Frist var udløben vilde de sammen. +</p> + +<p> +Lasse gik ikke af Vejen for en Opsigelse længer. +Allerede i Vinters havde han sat Forvalteren Stolen +for Døren og kun ladet sig fæste igen paa den udtrykkelige +Betingelse, at de to kom med paa Almindsturen +— der var Vidner paa det. Dérinde hvor al +Kærlighed holdt Stævne den Dag, skulde Lasse og +hun saa ogsaa mødes, men det vidste Pelle ikke +noget om. +</p> + +<p> +„I Dag kan vi sige i Overmorgen, og i Morgen +kan vi sige i Morgen,“ gik Pelle og gentog for +Faderen to Aftner før Dagen; han havde holdt +Regnskab med Tiden lige siden Majdag ved at sætte +Streger for alle Dagene indvendig paa Kistelaaget +og krydse dem ud én for én. „Ja og i Overmorgen +siger vi i Dag,“ sagde Lasse og kastede ungdommeligt +med Benene. +</p> + +<p> +Saa slog man sine Øjne op i en ubegribelig tindrende +Verden, og opdagede først bagefter at dette +var Dagen. Lasse havde taget fem Kroner op af sin +Løn, og han havde faaet en gammel Husmand til +<a id="page-228" class="pagenum" title="228"></a> +at røgte for sig — for 50 Øre og Føden. „Det er +jo ingen stor Dagløn,“ sagde Husmanden, „men giver +jeg dig en Haand, giver Vorherre maaske mig en +igen.“ +</p> + +<p> +„Ja vi har ikke andre end ham at holde os til, +vi fattige Lus,“ svarede Lasse. „Men jeg skal takke +dig i min Grav.“ +</p> + +<p> +Husmanden kom allerede Kl. fire, og Lasse kunde +gaa og holde helligt fra Morgenstunden. Hvergang +han vilde tage en Haand i med, sagde den anden: +„Nej lad det være; du har vist ikke for ofte fri du!“ +</p> + +<p> +„Nej dette er første rigtige Fridag, siden jeg kom +her til Gaarden,“ sagde Lasse og rankede sig som +en Greve. +</p> + +<p> +Pelle var i Stadsen fra Morgenstunden, han gik +omkring og smilede, vandkæmmet og i Skjorteærmer; +Stadshuen og den pæne Trøje maatte ikke tages +paa før de skulde køre. Naar Solen faldt i hans +Ansigt, tindrede det som dugslaaet Græs. Der var +slet intet at bekymre sig om, Kreaturerne var i +Løkken, Forvalteren vilde selv tilse dem. +</p> + +<p> +Han holdt sig nær op ad Faderen der jo havde +fremtvunget dette — Lassefar var mægtig han! „Det +var nok godt du truede med at sige op,“ udbrød han +hvert Øjeblik. +</p> + +<p> +Og Lasse svarede hvergang det samme: „Ja én +faar anvende den haarde Haand, om man vil opnaa +noget her i Verden!“ — og nikkede magtbevidst. +</p> + +<p> +De skulde køre Kl. 8, men Pigerne kunde ikke +blive færdige med Tillavningen. Der var Krukker +med Stikkelsbærgrød, store Stabler Pandekager, et +haardkogt Æg til Mands, kold Kalvesteg og en +Uendelighed af skaaren Mad. Vognrummene kunde +langtfra tage imod det, der blev skubbet store Kurve +ind under Sæderne. For i Vognen kom et Anker +Øl, dækket med grøn Havre for at Solen ikke skulde +falde i det; en hel Lejl Brændevin var der, og tre +Flasker kold Puns. Hele Bunden i den store Lastfjedervogn +var næsten dækket, det kunde blive vanskeligt +nok at faa Plads til Benene. +</p> + +<p> +<a id="page-229" class="pagenum" title="229"></a> +Fruen havde alligevel det rette Sind for Folkene +naar hun selv vilde; hun gik som en god Madmoder +og saa efter, at alt var pakket godt hen og der +ingenting manglede. Det var ikke som med Kongstrup, +der altid skulde have en Forvalter mellem +sig og de andre. Hun skæmtede saamænd og gjorde +sit bedste, det var tydeligt at hun undte Folkene en +glad Dag — hvad der saa ellers kunde være at +sige hende paa. At Ansigtet var lidt trist kunde én +ikke undres paa, da dog Proprietæren til Morgen +var kørt ud med den unge Slægtning. +</p> + +<p> +Saa endelig var Pigerne færdige, og man steg til +Vogns — i højt Humør. Karlene satte sig af Vanvare +paa Skødet af Pigerne og fór forskrækket i +Vejret. „Av, av! jeg kom nok for nær til en Kakkelovn!“ +sagde den Gavtyv Mons og gned sig bagpaa. +Selve Fruen maatte le. +</p> + +<p> +„Skal Erik ikke med?“ spurgte hans gamle Kærest +Bengta, som blev ved at have en Slat til overs for +ham. +</p> + +<p> +Forvalteren fløjtede skarpt et Par Gange, saa kom +Erik langsomt luskende inde fra Loen, hvor han +havde staaet og holdt Øje med sin Herre. +</p> + +<p> +„Vil du ikke med i Skoven i Dag Erikmand?“ +spurgte Forvalteren gemytligt. Erik stod og vred +paa sin store Krop, han mumlede noget som ingen +kunde faa Meningen af, og stødte uvilligt med den +ene Skulder. +</p> + +<p> +„Det er bedst du kommer med!“ sagde Forvalteren, +og lod som han vilde tage ham og sætte ham op i +Vognen. „Jeg faar saa se hvordan jeg overvinder +Savnet.“ De paa Vognen lo. Men Erik tøflede af +ned gennem Gaarden med sit Hundeblik rettet +ufravendt bagud paa Forvalterens Fødder. Han stillede +sig bag Staldhjørnet og stod og kiggede spejdende +frem; Huen holdt han paa Ryggen, som +Drenge gør naar de leger Røver. +</p> + +<p> +„Han er snedig han!“ sagde Mons. Saa styrede +Karl Johan forsigtigt ud af Porten, og de satte i +Vej med et Knald. +</p> + +<p> +<a id="page-230" class="pagenum" title="230"></a> +Langs alle Veje arbejdede Køretøjer sig frem mod +Øens Top, overlæssede med glade Mennesker der +sad paa Skødet af hinanden og hang helt ud over +Fadingen. Støvet steg fra Køretøjerne og stod hvidt +i Luften, det angav i milelange Striber hvordan +Vejene laa som Eger i et Hjul og pegede mod +Midten af Landet. Luften summede af glade Menneskestemmer +og Harmonikaer; nu savnede man +Gustavs Spilleværk. Ja og Bodils vakre Aasyn, der +kunde skinne saa velsignet mildt en saadan Dag. +</p> + +<p> +Pelle havde Aars Appetit paa den store Verden +og slugte alt med Øjnene. „Se dér du Far! Se nu +bare dér!“ — intet undgik ham. De andre saa sig +glade paa ham, saa rød og køn han var. Han havde +en nyvasket blaa Busserunne under Vesten, den saas +i Halsen og ved Haandleddene og gjorde det af for +Kravetøj. Men Lyse Marie bøjede sig bagover fra +Kuskesædet hvor hun sad ene med Karl Johan, og +bandt ham et rigtig hvidt Klæde om Halsen; og +Karna, der vilde vise sig moderlig, gik hans Ansigt +efter med Snippen af sit Lommeklæde, som hun +vædede paa Tungen. Hun var ude om sig; men det +var forresten troligt nok, at Drengen allerede havde +griset sig til igen efter den grundige Morgenvask. +</p> + +<p> +Bivejene hældte stadig deres Indhold ud paa +Landevejen, og det blev til en hel Flod af Vogne. +Saa langt man kunde se frem og bagud var der +Køretøjer; én skulde føje tro der fandtes saa meget +Køreværk i hele Verden. Karl Johan var en god +Kusk at have, bestandig pegede han med Pisken og +fortalte; hvert et Hus vidste han Rede paa. Gaardene +og Agerlandet var det forbi med; men inde i Lyngen +hvor selvsaaet Birk og Asp stod og flimrede uroligt +i Sommerdagen, laa der øde Nybyggerhuse med +nøgne klinede Vægge og uden saa meget som en +Bulmeurt i Vinduet eller en Stump Gardin. Markerne +omkring dem var saa stenede som en nyskærvet +Vej, og Sæden skreg gudsjammerligt til Himlen; den +var kun 2-3 Tommer høj i Straaet og allerede i +Aks. Folkene herinde var allesammen svensk Tyende +<a id="page-231" class="pagenum" title="231"></a> +som havde sparet sig lidt sammen og nu sad her som +Jordejere; Karl Johan kendte ikke saa faa af dem. +</p> + +<p> +„Det ser helt trist ud,“ sagde Lasse, som i Tankerne +sammenlignede Stenene her med Madam Olsens +fede Lod. +</p> + +<p> +„Aa ja“ svarede Forkarlen „aller bedste Vare er +det jo ikke. Men noget giver Jorden dog,“ han +pegede paa de store pyntelige Bunker Skærver og +tilhuggen Sten der omgav hver Hytte. „Om det ikke +just er Korn, bliver det dog til Brød. Og saa er +det vel den eneste Jord, der er til at overkomme +for Fattigfolks Pengepung.“ Han og Lyse Marie +tænkte selv paa at bosætte sig herinde, Kongstrup +havde lovet at hjælpe dem til et Tohestesavl naar +de giftede sig. +</p> + +<p> +Inde i Skoven var Fuglene midt i deres Formiddagskvidder +— de var senere efter det her end +nede i Klitplantningen lod det til. Luften tindrede +saa festligt, og fra Skovbunden var der noget usynligt +der steg — her var ligesom i en Kirke, naar +Solen skinnede ned gennem høje Vinduer og Orglet +spillede. De drejede om Foden af en stejl Klippevæg +med fremvældende Løvmasser for oven, og kom +ind under Trærne. +</p> + +<p> +Det var næsten ikke til at sno sig frem for Heste +og fraspændte Køretøjer; man maatte holde Ørerne +godt stive, vilde man ikke ødelægge Remedierne for +sig selv og andre. Karl Johan sad og kiggede efter +begge Forhjul og ledte sig frem Fjed for Fjed; han +lignede en Kat i Tordenvejr saa visser var han. +„Hold Kæft,“ sagde han skarpt, naar nogen paa +Vognen aabnede Munden. Endelig fandt de Plads +nok til at spænde fra; der blev slaaet Reb fra Træ +til Træ i en Firkant, derinde blev Hestene bundet. +Saa fik man Kardæsker frem — jøsses hvor det +havde støvet! Og endelig — ja der var ingen der +sagde noget, men de stod alle afventende med halv +Retning mod Forkarlen. +</p> + +<p> +„Vi skulde vel saa en Tur i Skoven og se paa +Udsigten!“ sagde han. +</p> + +<p> +<a id="page-232" class="pagenum" title="232"></a> +De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt +om Vognen og skelede til Fødevarerne. „Bare den +kan holde sig,“ sagde Anders og tog i en Madkurv. +„Jeg ved ikke — jeg er saa besynderlig i Maven i +Dag,“ begyndte nu Mons. „Det skulde vel ikke være +den tærende Syge?“ +</p> + +<p> +„Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først +da?“ sagde Karl Johan. +</p> + +<p> +Ja — jo — der kom det endelig! +</p> + +<p> +I Fjor havde de spist i det Grønne — det var Bodil +der fandt paa det, hun var jo altid saadan lidt paa +Tæerne. I Aar var der ingen der turde lægge Person +til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden — +afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede +sig dér ligesom andre skikkelige Mennesker. Maden +var jo dog den samme naar det kom til Stykket. +</p> + +<p> +Pandekagerne var store og tykke som et Grydelaag +— det mindede om Erikmand der i Fjor havde +spist ti. „Skade han ikke er med i Aar!“ sagde Karl +Johan, „han var en glad Fanden.“ +</p> + +<p> +„Han har det godt nok,“ mente Mons — „faar Føden +og Klæden og bestiller ikke andet end gaar og aber +i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han altid +nu — jeg skulde gærne bytte med ham.“ +</p> + +<p> +„Og løbe om som en Hund med Snuden i Jorden og +snuse efter sin Herres Fjed — fy fan!“ sagde Anders. +</p> + +<p> +„Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske, +at det er Vorherre selv der har taget hans Forstand +i Forvaring,“ sagde Lasse advarende. De var en +Stund helt alvorlige ved det. +</p> + +<p> +Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den +kunde tilkomme. Anders skulde klø sig paa Benet, +men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun +hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og +kunde ikke finde op, men fór rundt dernede og +gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte højtideligt, +om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen. +De lo og holdt Kommers. +</p> + +<p> +Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han +sad nok og funderede paa noget. Endelig brød han +<a id="page-233" class="pagenum" title="233"></a> +overtvært og trak Pengepungen frem. „Skidt jeg +giver Øl!“ sagde han kækt — „Bajerskøl at I forstaar +det. Hvem vil hente?“ +</p> + +<p> +Mons sprang hurtig af Vognen: „Hvor mange?“ +</p> + +<p> +„Fire“ — Karl Johan lod Blikket løbe tællende +ud over Vognen. „Nej tag kun fem du, det giver en +Spids til hver!“ sagde han flot. „Men se nøje til, at +det er rigtigt Bajerskøl de giver dig.“ +</p> + +<p> +En Spids — saa det hed en Spids? Der var nu +ingen Ende paa alt det, den Karl Johan havde Rede +paa. Og Ordet Bajerskøl udtalte han lige saa let +som andre vendte Skraaen i Munden. Men han var +jo betroet Mand paa Gaarden nu, og kørte ofte +Ærende til Staden! +</p> + +<p> +Det gav Humør og Spænding — de fleste af dem +havde aldrig smagt Bajerskøl før. Lasse og Pelle +vedgik aabent deres Uerfarenhed; men Anders lod +som han havde drukket sig fuld i det mere end én +Gang, skønt enhver vidste det var Løgn. +</p> + +<p> +Mons kom varligt balancerende med Øllet i Favnen +— det var dyrebare Sager. Drikken blev skænket +op i de store Snapseglas som var til Punsen — +i Staden drak man jo Øllet af vældige Krus, men +Karl Johan fandt at det var noget svinsk Fylderi. +Pigerne vægrede sig ved at drikke og var henrykte +alligevel. „Saadan er de altid naar én byder dem +det bedste,“ sagde Mons. De blev røde i Hovedet +af Begivenheden, og troede de var fulde. Lasse skyllede +sit Øl ned med en Snaps Brændevin — det +smagte ham rent ud sagt ikke. „Jeg er bleven for +gammel,“ sagde han undskyldende. +</p> + +<p> +Maden blev pakket ned, og de begav sig ud i +sluttet Trop for at se paa Udsigten. Man maatte +arbejde sig gennem en hel Vognborg for at naa op +til Paviljonen. Overalt vrinskede Heste og slog bag +op saa Barken røg af Trærne, Karle væltede sig +ind paa dem og flaaede dem i Mulen til de blev +skikkelige igen; Kvinderne skreg og løb hid og did +som forskrækkede Høns, med løftede Skørter. +</p> + +<p> +Oppe fra Højen tog de et Skøn over Menneskemængden, +<a id="page-234" class="pagenum" title="234"></a> +ned ad Højens Sider og ind i Skoven +hinsides Vejene — overalt var der tæt med Køretøjer. +Og nede ved Trekanten hvor de to store +Landeveje mødtes, svingede bestandig nye Læs ind. +„Her er langt over tusend Par Heste i Skoven i +Dag,“ sagde Karl Johan. Ja langt over! — her var +en Million om det forslog, tænkte Pelle. Han var +fast besluttet paa at faa saa meget som muligt ud +af alting i Dag. +</p> + +<p> +Dér holdt Brogaardsvognen, og dér kom Folkene +fra Hammersholm helt ude paa det yderste af Nordlandet. +Her var Folk fra Strandgaardene ved Dueodde, +og Rønnebo og Neksøbo i Mængde — hele +Øen var her. Men det var ikke Tiden nu at falde i +med Kendinger. „Vi ses i Eftermiddag!“ raabtes der +paa Kryds og tværs. +</p> + +<p> +Karl Johan førte an paa Turen — det hørte med +til en Forkarls Pligter at vide Vej i Almindingen. +Lyse Marie holdt sig trofast ved hans Side, enhver +kunde se hvor stolt hun var af ham. Mons gik med +Raske Sara i Haanden, de gik og slængede og lignede +et Par glade Børn. Bengta og Anders havde +lidt svært ved at forliges, de trættedes hvert Øjeblik +men mente forresten ikke større med det. Og Karna +gik og gjorde sig til. +</p> + +<p> +Ned i en Mose kom man, og op igen ad stejle +Sider hvor de vældige Trær stod med Tæerne i +Nakken paa hverandre. Pelle sprang som et Kid til +alle Sider. Inde under Granerne var der Myretuer +saa store som Høstakke, Myrerne havde brede trampede +Veje, der løb som Fodstier bort mellem Trærne +og ingen Ende vilde tage; det var Hærskarers +Mangfoldighed der vandrede frem og tilbage paa de +Veje. Under nogle smaa Graner var et Pindsvin i +Færd med at angribe en Hvepserede; det løb Snuden +ind i Reden, trak sig hastigt tilbage og nyste. +Det saa fortærende grinagtigt ud, men Pelle maatte +videre — efter de andre. Og snart var han langt +forud for dem, og laa paa Maven i en Grøft hvor +han havde lugtet Skovjordbær. +</p> + +<p> +<a id="page-235" class="pagenum" title="235"></a> +Lasse kunde ikke holde Trit med Ungdommen +op ad Bakke, og Karna gik det ikke bedre. „Vi er +halvgamle vi to,“ sagde hun, mens de pustende slæbte +sig opad. +</p> + +<p> +„Ja saa, er vi det mon?“ svarede Lasse som følte +sig helt ung i Sindet — det var blot Pusten det +kneb med! +</p> + +<p> +„Det gaar vel dig som mig: Nu har én stræbt for +andre i saa mange Aar og føler Trang til at faa sit +eget.“ +</p> + +<p> +„Ja det kan jo nok være,“ sagde Lasse undvigende. +</p> + +<p> +„Helt tomhændet kom én jo heller ikke ind til +det — hvis at det var.“ +</p> + +<p> +„Ja saa.“ +</p> + +<p> +Karna blev ved med sit, men Lasse kneb bestandig +bag om Ord til de naaede hen til <em>Rokkesten</em>, +hvor de andre stod og ventede. Højsa, det var en +ordenlig Blok! tusend Skippund sagde man den vejede. +Men Mons og Anders kunde rokke den ved at +stikke et Spær under dens ene Ende. +</p> + +<p> +„Saa skulde vi vel til Røverborgen,“ sagde Karl +Johan; og de travede videre — op og ned bestandig. +Lasse masede paa for at blive paa Siden af de andre, +han var ikke rigtig tapper ved at være ene med +Karna. Det var dog en ukristelig Masse Trær, og +Skoven var ikke ensartet som andre Steder i Verden. +Der var Birk og Gran, Bøg og Lærk og Røn +mellem hverandre — og Kirsebærtrær i lange Baner. +Forkarlen førte dem hen over et lille sort Vand, +der laa under Klippen og stirrede op som et ondt +Helvedesøje. „Her var det, Liden Anna druknede sit +Barn — hun som blev besvangret af sin Husbond!“ +sagde han dvælende. De kendte alle Historien og +stod tavse over Vandet, Pigerne havde Taarer i +Øjnene. +</p> + +<p> +Som de stod der tavse og ofrede Liden Annas +triste Skæbne en alvorlig Tanke, steg en usigelig +blød Tone op til dem efterfulgt af en lang hjærtevarmende +Hulken. De flyttede sig og tyede nærmere +ind til hinanden. „Jesus“ hviskede Lyse Marie frysende +<a id="page-236" class="pagenum" title="236"></a> +„nu græder Barnesjælen.“ Pelle stod stivnet +i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg. +</p> + +<p> +„Det er jo Fjælstavnen“<a class="fnote" href="#footnote-1" id="fnote-1">[1]</a> sagde Karl Johan „kender +I ikke engang den? Der er hundetykt af den +her i Skoven, og den synger midt om Dagen.“ Det +virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde +ikke saadan slippe sin Gru. Han havde stirret dybt +ind i den anden Verden, og enhver Forklaring prellede +af paa ham. +</p> + +<p> +Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse. +Han havde tænkt sig den befolket af Røvere; og +saa var det ikke andet end nogle Kampestens Ruiner, +der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik +paa egen Haand neden om det hele for at se, om +der ikke skulde være en hemmelig underjordisk +Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde +han i al Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind +og lede om Pengekisterne — ellers blev de for +mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen +Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skovbund, +der var saftdrivende grøn af Konvaller som +blomstrede svagt endnu — og af vilde Jordbær. Her var +saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre. +</p> + +<p> +Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig +Vej gennem Rankerne for at slippe op. Han havde +tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke +under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i +de overhængende Grene til et lavt tungt Loft; der +var ikke Dag at skelne til nogen Side, men Løvet +gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden +var slibrig af Væde og forraadnet Kryb; under Klippevæggen +hang dirrende Bregner med Toppen nedad; +der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar. +Vældige Trærødder laa udspændte over Klipperne, +og lignede nøgne sorte Djævlekroppe der vred sig +for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog Solen +tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom +dampede det blaaligt og tonede — som fra et Tærskeværk +langt borte. +</p> + +<p> +<a id="page-237" class="pagenum" title="237"></a> +Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans +Haser klippede. Saa sprang han som en besat, tusend +Skyggehænder rakte efter ham i det samme; +han sled sig gennem Tjørn og Ranker med +en svag Tuden. Dagslyset kom som et Slag imod +ham, og bagved havde nogen et fast Tag i hans +Klæder; han maatte raabe paa Far Lasse af al sin +Nød før det slap. +</p> + +<p> +Saa stod han midt ude paa Mosen, og dér højt +oppe over hans Hoved sad de, paa en Klippespids +midt i Løvmasserne. Deroppe fra saa det ud som +Verden var lutter Skovtop, der steg og faldt igen i +det uendelige; det var Løv dybt nede under ens +Fødder og ud saa langt Øjet rakte, op og ned. Man +kunde fristes til at kaste sig ud i det, saa indbydende +blødt saa Dybet ud. Karl Johan maatte til Advarsel +for de andre fortælle om Skræddersvenden, der +sprang lige ud fra en Klippespids her i Almindingen +— netop fordi Løvet saa saa fristende blødt ud. +Mærkværdig nok slap han levende fra det, men det +høje Træ han faldt igennem klædte ham fuldstændig +af. +</p> + +<p> +Mons havde staaet og drillet Sara med, at han +vilde springe ned, nu trak han sig forsigtigt tilbage. +„Jeg vil ikke vove Konfirmationstøjet,“ sagde han +og forsøgte at se gemytlig ud. +</p> + +<p> +Det mærkværdigste af alt var alligevel Rytterknægten +med Kongemindet. Alene det Taarn — ikke en +Stump Træ var der benyttet til det, men bare Granit; +og saa gik man rundt og rundt i en Uendelighed. +„I tæller vel Trinene?“ sagde Karl Johan manende. +Ja da, de talte indvendig alle sammen. +</p> + +<p> +Det var klart Vejr, Øen bredte sig under dem i al +sin Frodighed. Karlene skulde først og fremmest +prøve, hvordan det var at spytte ned, men Pigerne +var svimle og stod sammen i en Klynge midt paa +Platformen. Kirkerne blev talt under Karl Johans +kyndige Vejledning, og alle de kendte Steder peget +ud. „Dér har vi jo Stengaarden ogsaa,“ sagde Anders +og viste paa noget langt borte mod Havet. Det var +<a id="page-238" class="pagenum" title="238"></a> +ikke Stengaarden, men Karl Johan kunde paa en +Prik sige, bag hvilken Bakke den skulde ligge, og +Stenværket fik de da draget Kending paa. +</p> + +<p> +Lasse tog ingen Del i det, han stod helt stille for +sig selv og stirrede over mod Sverigs Kyst, som +traadte blaanende frem langt borte bag det lysende +Vand. Synet af Hjemlandet gjorde ham veg og gammel; +hjem kom han vel aldrig mere, skønt han +skulde have svært Mod paa at se Bengtas Grav +engang endnu. Ja ja, og det bedste der kunde times +én, var vel at faa Lov at hvile sig ved hendes Side, +naar alting andet var slut. I dette Øjeblik angrede +han paa, at han var gaaet i Landflygtighed paa sine +gamle Dage — Kungstorpet hvordan mon det saa +ud nu? mon de nye Folk holdt Jorden i nogenlunde +Drift? Og alle de gamle Kendinger — hvordan mon +de trivedes? Gammelmands Minderne kom saa stærkt +op i ham, at han for en Stund glemte Madam Olsen +og alt hendes. Han lod sig vugge hen af alt det +gamle, og græd indvendig som et lille Barn. Ak ja, +det var ødt at være borte fra Hjemstavn og alting +paa sine gamle Dage. Men maatte det blive til Velsignelse +for Pøjken paa en eller anden Vis, saa var +alt jo godt og vel. +</p> + +<p> +„Det er vel saa Kongens København man ser +derovre?“ spurgte Anders. +</p> + +<p> +„Det er Sverig,“ svarede Lasse stille. +</p> + +<p> +„Sverig, saa saa? Men det laa jo til den Side i +Fjor om jeg ret mindes.“ +</p> + +<p> +„Ja naturligvis! Hvad gik Jorden vel ellers rundt +for?“ udbrød Mons. +</p> + +<p> +Anders var lige ved at tage det for gode Varer, +men opfangede en Grimasse Mons lavede til de andre. +„Ak din fule Abekat,“ udbrød han og sprang +efter Mons der satte ned ad Stentrappen, det buldrede +hult efter dem dernede som i en vældig Tønde. +Pigerne stod lænede til hinanden og vuggede svagt, +i tavs Stirren mod det lysende Vand, der fjærnt ude +slog sig om Øen. Svimmelheden havde løsnet deres +Legemer. +</p> + +<p> +<a id="page-239" class="pagenum" title="239"></a> +„I staar jo og drømmer lige ud af Øjnene,“ sagde +Karl Johan og forsøgte at slaa Armene om dem alle. +„Vil I ikke med ned?“ +</p> + +<p> +Nu var alle godt trætte. Ingen sagde noget, for +Karl Johan førte jo; men Pigerne havde en Tilbøjlighed +til at sætte sig ned. +</p> + +<p> +„Nu er der kun Ekkodalen til Rest,“ sagde han +opmuntrende, „og den ligger paa Vejen tilbage. Den +maa vi have med, for det er Tøj det! Der skal I +høre et Ekko, som hede Helvede ikke har Mage +til.“ +</p> + +<p> +Det gik trevent, Fødderne var ømme af Lærfodtøjet +og den megen Gaaen til Unytte. Men da de +saa kom fra den stejle Klippevæg ned i Dalen og +havde drukket af Kilden, kviknede de til. Karl Johan +stillede sig op med skrævende Ben og raabte +over mod Klippen: „Hvad er Karl Johans største +Glæde?“ Og Ekkoet svarede paa staaende Fod +„Æde!“ Det var ovenud grinagtigt, de maatte alle +forsøge det hver med sit Navn — selv Pelle. Da +det var udtømt lavede Mons paa Stedet et Spørgsmaal, +som fik Ekkoet til at svare med en Uartighed. +</p> + +<p> +„Saadan noget maa du ikke lær’en,“ sagde Lasse. +„Sæt nu her kom fine Damer, og han saa gav sig +til at raabe det efter dem.“ De var lige ved at dø +af Latter over den Gamles Vittighed; og han var saa +henrykt over Bifaldet, at han blev ved at gentage +den for sig selv paa Tilbagevejen. Ho, ho — helt +til Rotterne var man vel ikke endnu heller. +</p> + +<p> +Da de naaede tilbage til Vognen, var de skrupsultne +og gav sig til at holde Maaltid. „Noget maa +man jo have at staa imod med, naar man gaar saadan +og driver,“ sagde Mons. +</p> + +<p> +„Se nu,“ sagde Karl Johan da de var færdige, „nu +kan enhver have Lov at gaa som han lyster. Men +Kl. 9 paa Slaget samles vi her igen. Saa skal vi køre +hjem.“ +</p> + +<p> +Oppe ved Pladsen gav Lasse Pelle et hemmeligt +Puf, og de gav sig til at handle med en Kagekone +til de andre var kommet godt foran. „Det er ikke +<a id="page-240" class="pagenum" title="240"></a> +rart at være tredje Hjul til en Vogn,“ sagde Lasse. +„Nu vil vi to gaa lidt paa egen Haand.“ +</p> + +<p> +Lasse gik og strakte Hals. „Søger du nogen?“ +spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Nej ikke just det, men jeg undres paa hvor alle +de Mennesker kommer fra. Her er fra hele Landet, +kun nede fra Lejet har jeg ingen set.“ +</p> + +<p> +„Tror du ikke Madam Olsen kommer herind i Dag?“ +</p> + +<p> +„Ja Gud ved,“ sagde Lasse — „det kunde forresten +være morsomt at hilse paa hende. Jeg skulde +nu gærne tale et Par Ord med hende ogsaa. Du har +jo unge Øjne — kan du ikke holde Udkig?“ +</p> + +<p> +Pelle fik 50 Øre, som han maatte give ud til hvad +han vilde. Rundt om Pladsen sad Lyngens fattige +Koner ved smaa Stader og solgte kulørte Sukkerstænger, +Honningkager og Toøres-Cigarer. Foreløbig +gik han fra Kone til Kone og købte for én eller to +Øre af hver. +</p> + +<p> +Henne under Trærne stod Blinde Høyer, som +var kommet lige fra Hovedstaden med nye Viser; +der var tæt med Mennesker omkring ham. Han +spillede Melodien paa sin Harmonika, hans lille visne +Kone sang for, og hele Skaren fulgte forsigtigt med. +De der havde lært Melodierne gik syngende bort, +og andre trængte sig frem paa deres Plads og erlagde +5-Øren. +</p> + +<p> +Lasse og Pelle stod og lyttede i Udkanten. Der +var ingen Nytte til at betale Penge, før man vidste +hvad man fik for Varer; i Morgen var de Viser alligevel +over hele Øen og gik gratis fra Mund til +Mund. — „<em>En Mand paa firsindstyve Aar</em> — ny og +gemytlig Vise om hvordan det gaar, naar en affældig +Mand tager sig en ung Kone!“ raabte Høyer hæst, +inden Sangen begyndte. Den Vise brød Lasse sig nu +ikke stort om. Men saa kom den forfærdelig sørgelige +Vise om Sømanden George Semon der tog saa +øm en Afsked med sin Pige: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse15">— —</p> + <p class="verse">og sagde naar atter her jeg staar,</p> + <p class="verse">da glad med dig jeg til Kirke gaar.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +<a id="page-241" class="pagenum" title="241"></a> +Men han kom aldrig tilbage, for Stormen faldt +over dem i femogfyrretyve Dage, Provianten slap +op, og Pigens Ven sank hen i Vanvids Mørke. Han +drog sin Kniv mod Kaptejnen og forlangte at komme +hjem til sin Brud; Kaptejnen skød ham ned. Saa +styrtede de andre sig over Liget, bar det til Kabyssen +og kogte Suppe paa det: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„Men hjemme venter den stakkels Pige,</p> + <p class="verse">hun vil fra Stranden slet ikke vige.</p> + <p class="verse">Hun vil staa Brud, ak den stakkels Mø</p> + <p class="verse">ved ej, at Brudgommen maatte dø.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +„Den er vakker,“ sagde Lasse og rodede rundt i +Pengepungen efter en 5-Øre, „den faar du forsøge +at lære — du har jo Gehør for sligt.“ De puffede +sig gennem Mængden helt hen til Spillemanden og +begyndte varsomt at synge med, rundt om dem snøftede +Pigerne. — — — — +</p> + +<p> +De drev op og ned mellem Teltene, Lasse var +noget stundesløs. Det var en hel lang Gade af Danseboder, +Telte med Gøglere og Panoramamænd, Beværtninger. +Udraaberne stod og svedte, Værtshusholderne +gik frem og tilbage foran Teltaabningen +som graadige Rovfugle. Endnu var der ikke rigtig +Gang i Sagerne, de fleste Mennesker var ude omkring +paa Udsigtspunkterne; eller de morede sig i al +Skikkelighed — kilede løs paa Kraftprøven og gled +ud og ind af Gøglerteltene. Der var ikke den Mand, +uden han var i Følge med sin Kvinde. Ved Beværterteltene +gik mangen en i Staa, men Fruentimmeret +svang ham forbi; saa gabede han og lod sig slæbe +op i en Karussel, eller ind i Panoramateltet hvor +man saa de dejligste Billeder af, hvordan Kræft og +andre Elendigheder regerer i Menneskets Indre. +</p> + +<p> +„Det er rigtig Sager for Kvindfolkene dette her,“ +sagde Lasse og sendte et Suk ud efter Madam Olsen +paa maa og faa. +</p> + +<p> +Paa Madvigs Karussel sad Gustav højt til Hest +med Bodil om Livet. „Tju Gamle!“ raabte han idet +han snurrede forbi, og daskede Lasse om Ørerne +<a id="page-242" class="pagenum" title="242"></a> +med sin Kasket der havde den hvide Side udad. De +straalede som Dagen og Solen, de to. +</p> + +<p> +Pelle vilde have sig en Karusseltur. „Saa vil jeg +jagu ogsaa have noget, der kan faa det til at gaa +rundt!“ sagde Lasse og gik ind og tog sig en „Gjøk“ +— Kaffe med Brændevin i. „Der er somme der kan +gaa saadan ud af den ene Beværtning og ind i den +anden, uden at det mindsker i Pengepungen,“ sagde +han da han kom ud. „Det kunde være morsomt at +forsøge — et Aar bare. — Hyss!“ Henne ved Max +Alexanders „Grønne Hus“ stod Karna ganske alene +og saa sig saa langeligt om; Lasse trak Pelle udenom +i en stor Bue. +</p> + +<p> +„Dér staar jo Madam Olsen hos en fremmed +Mand,“ sagde pludselig Pelle. +</p> + +<p> +„Hvor?“ det gav et Sæt i Lasse. — Ja dér stod +hun jo, og havde Mandfolk paa! og ivrig var hun i +Snakken! De gik foran hende uden at stanse op — +saa kunde hun jo selv vælge. +</p> + +<p> +„Ih men saa vent dog lidt,“ raabte Madam Olsen +og kom løbende saa Skørterne slog Smæld om hende; +hun var rund og mild som altid, og struttede af +mange Lag godt hjemmevirket Tøj — der var ingen +knappe Steder. +</p> + +<p> +De gik sammen opefter og talte lidt om ligegyldige +Ting; af og til vekslede de Øjekast om Drengen, +som var dem i Vejen. De maatte gaa saa adstadigt +uden at turde røre ved hinanden — han led +ikke det mindste Fjas. +</p> + +<p> +Oppe ved Paviljonen var der helt sort af Mennesker +nu, man kunde føje gaa et Skridt uden at træffe +Kendinger. „Det er værre endnu end naar Bierne +sværmer,“ sagde Lasse, „det er ikke værd at vove +sig derind.“ Et Sted var Bevægelsen udadgaaende, +og ved at følge den kom de ned i en Dal, hvor en +Mand stod og raabte og huggede Næverne i en +Talerstol. Der var Missionsmøde; Tilhørerne laa lejret +i Smaagrupper langt op ad Skraaningerne, en +Mand i lange sorte Klæder gik stille fra Gruppe til +Gruppe og solgte Smaaskrifter. Han var hvid i Ansigtet, +<a id="page-243" class="pagenum" title="243"></a> +og havde tyndt rødt Skæg der faldt langt +ned. +</p> + +<p> +„Ser du ham dér?“ hviskede Lasse og puffede +til Pelle. „Gud min Sjæl om det ikke er Lange Ole +— og med Handske paa den lemlæstede Haand. — +Det var ham, som maatte tage Synden paa sig for +Per Olsens falske Sværgedom!“ vendte Lasse sig forklarende +til Madam Olsen. „Han stod ved Maskinen +dengang Per Olsen skulde have undgældt med +sine tre Fingre, og saa blev det hans der røg i Stedet +for. Han kan nu være glad for den Fejltagelse +alligevel, de siger han er kommet svært saa højt +paa Straa i de Helliges Lag. Og fin i Huden er han +blevet som en Frøken — det er noget andet end +da han læssede Møg paa Stengaarden. Det skal være +Plasér at sige Goddag til ham engang igen.“ +</p> + +<p> +Lasse var helt stolt af at have tjent sammen med +den Mand og stillede sig foran de andre, han vilde +gøre Indtryk paa sin Veninde ved at sige et rigtig +djærvt: Goddag du Ole! Lange Ole var ved den +nærmeste Gruppe, nu kom han hen til dem og +skulde række Traktaterne frem. Men et Blik paa +Lasse fik ham til at tage Haand og Øjne til sig; +han sukkede dybt og gik med bøjet Hoved til den +næste Gruppe. +</p> + +<p> +„Saa I hvor han vred Øjnene i Hovedet?“ sagde +Lasse spottende. „Naar Skidt kommer til Ære, ved +det ikke hvordan det vil være! Han havde jo ogsaa +faaet Ur paa Lommen og lange Klæder paa — +forhen havde han ikke engang Skjorten paa Kroppen. +Og en ugudelig Djævel var han! Men Fanden +hytter sine, som Ordet gaar; det er nok han som +har hjulpet ham frem, ved at forbytte Pladserne ved +Maskinen. Der har de ligegodt snydt Vorherregubben +saa Øjnene randt paa’n.“ +</p> + +<p> +Madam Olsen tyssede paa Lasse, men „Gjøken“ +kom op i ham sammen med Vreden: „Saa <em>han</em> vil +ikke kendes ved hæderlige Folk, som kommer til +sit paa en ærlig Maade og ikke ved Filureri! Ja de +siger jo, at han nu er Kærest med Gaardmandskonerne +<a id="page-244" class="pagenum" title="244"></a> +hvor han kommer frem; men engang maatte +han sku tage til Takke med Soen.“ +</p> + +<p> +Folk begyndte at lægge Mærke til dem, og Madam +Olsen tog Lasse bestemt ved Armen og trak af med +ham. +</p> + +<p> +Solen stod lavt nu. Oppe paa Pladsen gik Masserne +og trampede rundt og rundt som i en Trædemølle; +nu og da kom en fuld Mand farende og banede +sig en bred Vej i Folkestimen. Nede fra Teltpladsen +kogte Larmen op: Lirekasser der sled hver +sin Melodi, Udraabere, Dansegulvenes Orkestre og +de taktfaste Stamp af en Skotsk eller Rejlænder. +Kvinderne gik i Klynger og drev op og ned, med +lange Blikke ind i Beværterteltene, hvor deres Mandfolk +sad, nogle stillede sig op ved Teltaabningen og +stod og gjorde lokkende Tegn ind. +</p> + +<p> +Inde under Trærne stod en døddrukken Karl og +labbede op ad en Træstamme, en Pige stod hos +ham og græd i sit sorte Damaskes Forklæde. Pelle +betragtede dem længe, Karlen havde Klæderne i +Uorden, og dængede sig over Pigen med et fjollet +Grin naar hun grædende søgte at rette ved hans +Tøj. Da Pelle vendte sig om, var Lasse og Madam +Olsen blevet borte for ham i Færdslen. +</p> + +<p> +De var nok gaaet saa smaat i Forvejen, og han +gik nedad, hele Gaden til Ende. Saa vendte han +mismodig om og søgte op efter Pladsen; han borede +sig ind og ud i Strømmen og havde sine Øjne alle +Vegne. „Har I ikke set Far Lasse?“ spurgte han +ynkeligt naar han traf Kendinger. +</p> + +<p> +Inde i den tykkeste Sværm gik en stor Mand og +deklamerede lyksaligt, med Panden i Sky. Han var +Hovedet højere end de andre og meget bred; men +Godheden lyste af ham, han vilde omfavne alle. +De veg skrigende til Side, saa der blev en bred +Vej, hvor han gik. Pelle holdt sig bagefter ham +og slap frem gennem den tykkeste Masse; derinde +stod Herredsbetjente og Skovløbere fordelte +hver paa sin Post, støttet paa tykke Knipler. De +havde Øjne og Øren paa Vagt, men blandede sig +<a id="page-245" class="pagenum" title="245"></a> +ikke i noget. Det hed sig, at de havde Haandjærn i +Baglommen. +</p> + +<p> +Pelle var kommet ned paa Vejen i sin fortvivlede +Søgen. Vogn efter Vogn arbejdede sig forsigtigt frem +gennem Dunkelheden ind under Trærne, saa rullede +de frem i det blændende Aftenlys og tog Landevejen +fat med store Knald. Det var de Hellige der +kørte hjem. +</p> + +<p> +Han kom i Tanke om Tiden og spurgte en Mand +hvad Klokken var. Ni! Pelle maatte løbe for ikke +at komme for sent til Vognen. Paa Vognen sad Karl +Johan og Lyse Marie og spiste: „Kom op med og +faa dig nogen Mad!“ sagde de. Pelle var hungersulten, +han glemte alting mens han aad. Men saa spurgte +Karl Johan om Lasse, og Kvalen meldte sig paa ny. +</p> + +<p> +Karl Johan var gnaven; ikke en eneste var mødt +ved Vognen, skønt det var den aftalte Tid. „Nu er +det bedst du holder dig nær ved os!“ sagde han da +de gik opefter, „ellers kan du let blive slaaet fordærvet.“ +</p> + +<p> +Oppe i Skovbrynet kom Gustav løbende. „Har +ingen af jer set Bodil?“ spurgte han gispende, han +havde oprevne Klæder og Blod paa Skjortebrystet. +Han jog stønnende videre og forsvandt under Trærne. +Derinde var der helt mørkt, men Pladsen laa i et +sælsomt Lys, som ingen Steder kom fra men syntes +at være ladt i Stikken der af den flygtende Dag. +Ansigterne tonede spøgelseagtigt blege frem derude +i Lyset — eller stod som sorte Huller i det for +pludselig at bryde frem, dybtrøde af Blodbrand. +</p> + +<p> +Menneskene tumlede rundt i øre Klynger, hvinende +og larmende. Hede Par glemte sig selv midt +i Vrimlen; to Mænd kom gaaende med hinanden +kærligt om Halsen, pludselig laa de og væltede sig +i Slagsmaal. Andre blandede sig i det og tog Parti +uden at kere sig om Oplysninger — det blev til en +hel væltende Dynge. Saa kom Øvrigheden og slog +løs med sine Stokke; de der ikke løb deres Vej +blev bundne og smidt ind i en tom Stald. +</p> + +<p> +Pelle var helt syg og holdt sig ind til Karl Johan, +<a id="page-246" class="pagenum" title="246"></a> +det sprat i ham hvergang en Bande nærmede sig +dem. „Hvor er Far Lasse?“ sagde han klynkende, +„lad os gaa og finde ham.“ +</p> + +<p> +„Aa hold Mund!“ udbrød Forkarlen, der stod og +anstrængte sig for at faa Øje paa sine Medtjenere. +Han var gal i Hovedet over denne Uefterrettelighed. +„Staa ikke der og tud! Løb hellere ned ved +Vognen og se om der er nogen kommet.“ +</p> + +<p> +Pelle maatte af Sted, saa ilde han var ved at vove +sig ind under Trærne. Løvet hang lyttende tyst, men +oppe fra Pladsen drev Larmen herned i Byger, og +i Mørket under Buskene rørte Livet sig puslende +og tog Stemmer af Fryd eller Graad. Pludselig skar +et Hvin sig gennem Skoven og fik ham til at klippe +sammen i Knærne. +</p> + +<p> +Karna sad bag i Vognen og sov, lænet til Forsædet +stod Bengta og græd. „De har sat Anders +fast,“ hulkede hun. „Han blev vild, og saa lagde de +Haandjærn paa ham og satte ham fast.“ Hun fulgte +med op. +</p> + +<p> +Lasse stod hos Karl Johan og Lyse Marie; han +saa udfordrende paa Pelle, inde i hans sammenknebne +Øjne var der tændt en lille opsætsig Glød. +</p> + +<p> +„Saa var det altsaa kun Mons og Raske Sara,“ +sagde Karl Johan og mønstrede dem. +</p> + +<p> +„Men Anders da? Du vil vel ikke køre fra Anders?“ +hulkede Bengta. +</p> + +<p> +„Anders ham er der ingenting at gøre ved!“ sagde +Forkarlen. „Han kommer nok af sig selv, naar han +engang slipper ud.“ +</p> + +<p> +De fik opspurgt, at Mons og Raske Sara var nede +paa et af Dansegulvene, og gik derned ad. „Nu bliver +I her!“ sagde Karl Johan haardt og gik ind for +at tage et Overblik over de Dansende. Derinde +brændte Blodet som dansende Sole; Ansigterne lignede +Ildkugler der trak røde Kredse i den blaa +Taage af Sveddamp og Støv! Dump! dump! dump! +Takten faldt drønende som en Dommedagsnæve; og +ude midt paa Gulvet stod en Karl og vred sin Jakke, +saa Vandet plaskede. +</p> + +<p> +<a id="page-247" class="pagenum" title="247"></a> +Fra et af Gulvene væltede en stor Karl ud med +to Piger. Han havde en Arm om Halsen paa hver +af dem, og de foldede trofast Armene om hans Ryg. +Huen sad ham i Nakken, han var ved at gaa i +Luften af Ubændighed, men følte sig for behageligt +besværet til at ytre sig ved Spring; saa spærrede +han Munden vidt op: „Tag mig Fanden! tag mig +Satan! tag mig syv Hundred Djævle!“ jublede han +saa det gjaldede, og drog ind under Trærne med +sine Piger. +</p> + +<p> +„Det var nok selve Per Olsen,“ sagde Lasse og +saa langt efter ham — „det er et Mandfolk det! +Han ser vist ikke ud, som om han skulde bære +paa nogen Syndegæld til Vorherre.“ +</p> + +<p> +„Hans Dag kan vel komme endnu,“ mente Karl +Johan. +</p> + +<p> +Ved et rent Tilfælde fandt de Mons og Raske +Sara, som sad og sov i hinandens Favn paa en +Bænk under Trærne. „Saa skulde vi vel se at +komme hjem?“ sagde Karl Johan langtrukkent; han +havde gaaet saa længe og været retskaffen, at han +var blevet tør i Halsen. „Der er vel ingen af jer, +der giver et Afskedsglas?“ +</p> + +<p> +„Det gør jeg,“ sagde Mons — „hvis I vil gaa med +op i Paviljonen og drikke det.“ Mons var gaaet +Glip af noget ved at sove, og følte Trang til at komme +Pladsen en Gang rundt. Hvergang et Hyl traf +dem, sprang han ved Raske Saras Side og svarede +med en lang Hujen. Han prøvede at slide sig løs, +men hun holdt ham fast i Armen; saa svingede han +med den tunge Ende af sin Kuglestok og hujede +udfordrende. Lasse spjættede med sine gamle Lemmer +og efterlignede Mons’ Hujen; han havde Mod +paa alt andet end at køre hjem han ogsaa. Men Karl +Johan slog i Bordet — nu skulde det være! Og han +fik Medhold af Pelle og Kvinderne. +</p> + +<p> +Ude paa Pladsen fik et Vræl dem til at stanse, +Kvinderne søgte bagved hver sit Mandfolk. En Mand +kom løbende i bart Hoved, fra et stort Hul i Tindingen +flød Blodet ned over Ansigt og Kravetøj, +<a id="page-248" class="pagenum" title="248"></a> +hans Træk var fordrejede af Rædsel. Bagefter ham +kom en anden, ogsaa i bart Hoved — og med dragen +Kniv. En Skovløber traadte i Vejen for ham +men fik hans Kniv i Skulderen og faldt; Forfølgeren +sprang videre. Idet han jog forbi dem, udstødte +Mons et kort Hyl og sprang ret i Luften; den anden +fik hans Kuglestok lige i Nakken og sank sammen +med et Suk. Mons gled bag nogle Klynger og +forsvandt; nede ved Skovbrynet stod han og ventede +paa dem. Han svarede ikke paa Hylene mere. +</p> + +<p> +Karl Johan maatte føre Hestene ved Hovederne +til de fandt ud paa Vejen, saa satte man sig til Vogns. +Bagved var Larmen forsvunden, kun et enkelt langt +Raab om Hjælp skar Luften og faldt igen. +</p> + +<p> +Nede ved en lille Skovsø havde nogle forglemte +Piger samlet sig paa Engen og legede paa egen +Haand. Den hvide Damp laa over Græsset som et +lysende Vand, og Pigerne stod frem af den med +Overkroppen. De gik i Rundkreds og sang Skærsommernattens +Sang. Ren og klar steg den muntre +Sang op, og var saa underlig trist at høre paa alligevel +— fordi de der sang den var ladt i Stikken af +Svirekarle og Slagsbrødre: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">Vi skal danse paa Bjærg og Bakker,</p> + <p class="verse">slide op vore Sko og Sokker.</p> + <p class="verse">Hej hop, min lille Hjærtesnup!</p> + <p class="verse">vi vil danse til Solen rinder op.</p> + <p class="verse2">Hejhop, du skønne!</p> + <p class="verse">nu har vi danset i det Grønne.</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Tonerne lagde sig saa mildt i Øre og paa Sind; +Minde og Tanke maatte rense sig for det der kunde +være af hæsligt, og lade Dagen selv komme til sin +Ret som den Festdag den var. En uforlignelig Dag +havde det nu været for Lasse som for Pelle — med +Oprejsning for mange Aars Tilsidesættelse. Skade at +den var forbi og ikke først skulde til at begynde. +</p> + +<p> +Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen +eller holdt sig tavse. Lasse sad og arbejdede nede i +Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et +<a id="page-249" class="pagenum" title="249"></a> +Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var +dyrt at holde Kærest, naar man ikke vilde staa tilbage +for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle sov +og gled længer og længer nedad, til Bengta tog +hans Hoved i sit Skød; hun selv sad og græd sine +modige Taarer over Anders. +</p> + +<p> +Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden. +</p> + +<hr class="footnote"> + +<p class="footnote"> +<a class="footnote" href="#fnote-1" id="footnote-1">[1]</a> Nattergalen. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-20"> +XIX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Herskabet paa Stengaarden var næsten bestandig +i Folkemunde, aldrig var de helt ude af Befolkningens +Sind. Der blev tænkt og talt lige saa meget +om Kongstrup og hans Kone som om hele det +øvrige Sogn tilsammen, de var jo Brødet for saa +mange, Forsynet baade i ondt og godt; intet af hvad +de foretog sig kunde være ligegyldigt. +</p> + +<p> +Det faldt ingen ind at anvende samme Maal og +Vægt paa dem som paa andre; de var noget for sig +selv, Væsner der havde faaet meget at raade med +og kunde gøre og lade som de vilde — sætte sig ud +over alle Hensyn, og holde Lidenskaber. Det der +udgik fra Stengaarden var for stort for almindelige +Mennesker at sidde til Doms over, det kunde være +svært nok at tyde hvad der gik for sig — selv om +man var det hele paa saa nært Hold som Lasse og +Pelle. For dem som for de andre var Stengaardsfolkene +Væsner for sig, der levede deres Liv under +større Forhold saa halvvejs mellem Mennesker og +Magter — i en Verden hvor saadan noget som uudslukkelig +Brynde og vanvittig Kærlighed huserede. +</p> + +<p> +Hvad der skete paa Stengaarden gav derfor anderledes +Spænding end Sognets andre Begivenheder. +Man lyttede maabende og spændt til den mindste +Ytring deroppe fra det høje Stuehus, og ved Udbruddene +kom man til at ryste og gik om knuget +af Uhygge. Saa klart Lasse i de rolige Perioder +<a id="page-250" class="pagenum" title="250"></a> +kunde synes han havde det hele for sig, saa rykkede +Livet deroppe pludselig uden for den daglige +Erkendelse igen, og slog sig omkring hans og Drengens +Verden som en Taagesfære hvor lunefulde +Magter krigede — lige over éns Hoved. +</p> + +<p> +— — — +</p> + +<p> +Nu var Jomfru Køller paa Gaarden paa andet +Aar trods alle ilde Spaadomme; det havde tvært +imod udviklet sig derhen, at enhver maatte tage sin +Tanke i sig igen. Hun holdt bestandig mere af at +age med Kongstrup til Staden, end af at blive hjemme +og være Fruen til Opmuntring i hendes Forladthed +— saadan er nu engang Ungdommen. Ellers bar hun +sig anstændigt nok, og det var vitterligt, at Proprietæren +igen var faldet tilbage i sit gamle Hotelkæresteri +derinde. Fruen selv nærede da heller ingen +Mistro mod sin unge Slægtning — om hun nogensinde +havde gjort det. Hun havde kastet al sin Godhed +paa den Unge som kunde det været hendes +Datter; og ret ofte var det hende selv, der fik Jomfru +Køller med paa Vognen for at passe paa ham. +</p> + +<p> +Ellers gik Dagene som sædvanlig, Fruen laa jævnt +under for sin Smaadrik og sin Kummer. Naar det +onde havde sin Tur, græd hun over sit forspildte +Liv; og var han hjemme paa det samme, fulgte hun +ham med sin Anklage fra Stue til Stue, indtil han +spændte for og tog Flugten — midt om Natten. +Væggene var saa inddrukne af hendes Stemme, at +den aad sig tværs igennem alt som en sørgelig Dur. +De der traf til at være oppe om Natten for at vaage +ved Kreaturer eller lignende, kunde høre hendes +tunge Tale hakke endeløst deroppe, selv om hun +var alene. +</p> + +<p> +Men saa begyndte Jomfru Køller at lave paa at +rejse; hun hittede ret hovedkulds paa, at hun vilde +til Hovedstaden og lære noget saa hun kunde sørge +for sig selv. Det kom besynderligt, da hun dog +havde al Udsigt til at arve Proprietærens engang. +Fruen blev helt elendig ved at skulle miste hende, +hun glemte rent sine andre Bekymringer og gik og +<a id="page-251" class="pagenum" title="251"></a> +snakkede for hende bestandig. Selv efter at det hele +var slaaet fast, da de stod i Rullestuen sammen med +Pigerne og gjorde Jomfru Køllers Tøj i Orden til +Rejsen, blev hun ved med sit — til ingen verdens +Nytte. Hun havde det jo med ikke at kunne slippe +Taget igen hvor hun først fik fat — som alle Stengaarderne! +</p> + +<p> +Der var noget besynderligt ved Jomfru Køllers +Paastaalighed; hun havde ikke engang klart for sig +hvad hun vilde tage sig til derovre. „Hun skal vel +saa over og lære at koge?“ sagde en og anden med +et forblommet Smil. Husmandskonerne gjorde sig +Ærende op paa Gaarden med Mælkespanden for at +forhøre sig hos Pigerne om Jomfru Køllers Vask: +Der var Tegn her og Tegn dér! +</p> + +<p> +Fruen selv havde ingen Mistanke. Hun som ellers +altid laa under for Mistanken baade i Tide og Utide, +var slaaet med Blindhed her. Det kom vel af, at +hun stolede saa fuldt ud paa sin Slægtning — og +saá saa meget i hende! Hun sansede ikke at sukke +engang, saa optaget var hun af at faa alt i god +Orden. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; Jomfru +Køller havde nok haft Hovedet fuldt af helt andre +Ting, slig en Forfatning hendes Sager var i. +</p> + +<p> +„Jeg er nu glad for, at Kongstrup rejser over +med hende,“ sagde Fruen til Lyse Marie, en Aften +de sad omkring den store Stoppekurv og bødede +den Unges Hoser efter Vasken. „København skal +være en slem By for uforfaren Ungdom at komme +ind til. Men Sine begaar sig nok, hun har Køllerslægtens +gode Bund i sig.“ Hun sagde det helt +barne-enfoldigt; der kunde trampes ud og ind i +hendes Hjærte med store Træsko paa, saa mistroen +hun ogsaa var. — „Til Julen kommer vi kanske +over og ser til dig Sine,“ føjede hun til i sin Hjærtens +Godhed. +</p> + +<p> +Jomfru Køller aabnede Munden og snappede Vejret +i Angst men svarede ikke. Hun holdt sig bøjet over +sit Arbejde, og saa ikke paa nogen den hele Aften. +Hun saa aldrig frit paa nogen mere. „Hun skammer +<a id="page-252" class="pagenum" title="252"></a> +sig over sin Træskhed!“ sagde de. Hende kunde +Dommen da naa, hun skulde have vidst hvad hun +gjorde og ikke gaaet mellem Barken og Træet — +tilmed her hvor den ene havde sat al sin Lid til +hende. — +</p> + +<p> +Oppe i den øvre Gaard var den ny Karl Pær i +Færd med at gøre den lukkede Vogn i Stand. Erik +stod hos og hang, han saa ulykkelig og forpint ud +Staklen — som altid naar han ikke var i Nærheden +af Forvalteren. Hvergang et Hjul skulde af eller +paa, maatte han sætte sin Kæmperyg under den +svære Vogn og løfte. Lasse kom frem i Stalddøren +engang imellem, for at danne sig et Skøn over hvad +der stod paa; Pelle var i Skole første Dag i det ny +Halvaar. +</p> + +<p> +I Dag skulde hun saa rejse — Falskeblakken som +havde ladet sig forlede til at bedrage den der var +som en Moder for hende! Fruen fulgte dem nok +tilmed ud til Dampskibet, siden den lukkede Vogn +skulde af Sted! +</p> + +<p> +Lasse gik ind i Kamret for at lægge et og andet +til Rette, saa han kunde slippe bort i Aften uden at +Pelle mærkede det. Han havde givet Pelle et Papir +med lidt Sukkersager med til Madam Olsen. Paa Papiret +havde han malet et Kryds med en Blyknap, +og det Kryds betød i al Hemmelighed, at han vilde +komme til hende om Aftenen. +</p> + +<p> +Mens han tog sit pæne Tøj frem og skjulte det +under noget Hø tæt ved Uddøren, gik han og +nynnede: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse2">„— men Kærligheds Trang</p> + <p class="verse2">den letted min Gang,</p> + <p class="verse">og Vejen forkortes ved Nattergals Sang.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<p class="noindent"> +Han glædede sig saa urimeligt til om Aftenen, +han havde ikke været paa Tomandshaand med hende +nu snart et helt Fjerdingaar. Saa var han ogsaa stolt +af at have taget Skriften til sin Raadighed — og det +en Skrift som Pellen nok lod være at udgranske, +saa skarp en Skriftlæser han ogsaa var. +</p> + +<p> +<a id="page-253" class="pagenum" title="253"></a> +Mens de andre tog deres Hvil efter Middag, gik +Lasse ude og jævnede Møddingen. Vognen stod deroppe +med en stor Kuffert spændt bagpaa og en anden +staaende paa Højkant oppe paa Forsmækken. Lasse +gik og grundede paa, hvordan nu saadan en Pige +bar sig ad, naar hun laa alene ude i den store vide +Verden og skulde yde Vederlag for sin Synd. Der +maatte vel være Steder, hvor de antog sig saadanne +for god Betaling — derovre fandtes jo alt! +</p> + +<p> +Johanne Pihl kom vraltende ind ad Porten deroppe. +Det gav et Ryk i Lasse da han saa hende — +hun kom aldrig for noget godt. Naar hun saadan +frækt stillede sig frem heroppe, var hun altid svirende, +og saa veg hun ikke tilbage for noget. Det +var sørgeligt saa langt Ulykken kunde trække et +Menneske nedad — Lasse maatte mindes, hvilken +vakker Pige hun havde været i sin lyse Ungdom. +Og nu gik hun kun ud paa at presse Mønt af sin +Skændsel! Han trak sig forsigtigt ind i Stalden for +ikke at blive det aabenbare Øjenvidne til noget. +Derinde stod han og kiggede. +</p> + +<p> +Soen gik frem og tilbage under Vinduerne og +kaldte med tykt Mæle, Stemmen vilde ikke rigtig +lystre hende: „Kongstrup, Kongstrup! kom herud +og lad mig snakke med dig! Du maa afse nogle +Penge til mig, din Søn og jeg har ikke faaet Mad i +tre Døgn.“ +</p> + +<p> +„Det er nu en helvedes Løgn!“ sagde Lasse indædt +til sig selv „— for hun har sit gode Udkomme. +Men hun sviner med Guds Gaver — og nu er hun +ude paa at gøre Ondt.“ Han havde den største Lyst +til at tage Greben og jage hende paa Porten; men +hendes giftige Tunge var ikke god at komme ud for. +</p> + +<p> +Hun havde Foden paa Trappen men turde ikke +gaa op, noget holdt hende i Ave saa omtaaget hun +var. Der stod hun saa og famlede ved Lænet og +gumlede paa en eller anden Tanke. Ind imellem +hævede hun sit fede Ansigt og raabte paa Kongstrup. +</p> + +<p> +Jomfru Køller kom uforvarende op af Kælderen +og gik mod Trappen; hun havde Øjnene i Jorden, +<a id="page-254" class="pagenum" title="254"></a> +og saa ikke Soen før det var for sent. Saa gjorde +hun hurtigt omkring. Johanne Pihl stod og grinede. +</p> + +<p> +„Kom her hen Jomfru og lad mig hilse paa dig!“ +raabte hun. „Er du storagtig du? — den ene kan +vel være lige saa ren som den anden! Det er kanske +fordi du kan fare bort i en Karet og <em>faa</em> din over +Havet? mens jeg fik min i en Roerække. Er det +ogsaa noget at være kar over — vi har vel staaet +for den samme Korthorns? — — Du, gaa op og sig +til Stolthenriken, at hans Ældste svelter! Jeg tør ikke +selv for de onde Øjne!“ +</p> + +<p> +Jomfru Køller var forlængst nede i Kælderen igen; +men Johanne Pihl blev ved at staa der og køre løs +med det samme og det samme, til Forvalteren kom +farende ud imod hende. Saa trak hun sig kæftende +ud af Gaarden. +</p> + +<p> +Karlene var blevet vækkede i Utide ved hendes +Skrigen op, de stod søvndrukne og spejdede bag +Lodørene. Lasse holdt spændt Udkig fra Stalden og +Pigerne havde samlet sig i Bryggerset — hvad vilde +der nu ske. De ventede alle et eller andet forfærdeligt +Udbrud. +</p> + +<p> +Men der skete ingenting. Her hvor Fruen havde +haft Ret til at ryste Himmel og Jord, — saa troløst +havde de faret frem imod hende — her tav hun. +Gaarden laa saa rolig som paa de Dage, hvor det +var kommet til en Slags Forklaring mellem dem og +Kongstrup holdt sig i Skindet. Fruen gik forbi Vinduerne +deroppe og var at se til som enhver anden +— der skete ingenting! +</p> + +<p> +Ord maatte der dog være faldet, for den Unge +saa dygtig forgrædt ud da de steg til Vogns, og +Kongstrup havde sit fortumlede Væsen. Saa rullede +Karl Johan af med de to; Fruen lod sig ikke se. +Hun skammede sig vel dér hvor det tilkom de +andre. +</p> + +<p> +Der var intet sket som kunde løse Spændingen +ud, og den laa som et Tryk over dem alle. Hun +maatte have besindet sig paa sin ulykkelige Lod og +opgivet at staa paa sin Ret, netop nu da enhver +<a id="page-255" class="pagenum" title="255"></a> +maatte give hende Medhold! Denne Ro var saa +unaturlig, saa urimelig, at den gjorde tung og forstemt +i Sindet. Det var jo, som led andre paa hendes +Vegne og hun selv ikke havde noget Hjærte! +</p> + +<p> +Men saa gik der Hul paa det, Graaden begyndte +at sive ud over Gaarden, stille og jævnt som et rindende +Hjærteblod. Hele Aftenen randt den udover, +saa fortvivlet havde Graaden aldrig lydt over Stengaarden +— den gik alle til Marv og Ben. Hun havde +taget det fattige Barn til sig som sit eget, og det +fattige Barn sveg hende — enhver følte paa sig selv +hvor ondt hun maatte have det. +</p> + +<p> +Om Natten steg Graaden til Skrig saa desperate, +at selv Pelle vaagnede ved det — vaad af Sved. +„Det lyder som af en i den yderste Nød!“ sagde Lasse +og trak hastigt Bukserne paa, hans Hænder rystede +og vilde ikke makke ret. „Hun har da vel aldrig +lagt formastelig Haand paa sig selv?“ Han tændte +Lygten og gik ud i Stalden, Pelle fulgte nøgen efter. +</p> + +<p> +Saa med et tav Skrigene, saa brat som var Lyden +hugget over med Økse; Stilheden der faldt paa +sagde saa dødt, at det var for stedse. Gaarden sank +i Nattemulmet som en udslukt Verden. „Nu døde +vor Madmoder,“ sagde Lasse frysende og bevægede +Fingrene hen over sine Læber, „maatte Gud tage +lidt mildt imod hende.“ De krøb angst i Seng. +</p> + +<p> +Men da de kom op om Morgenen, saa Gaarden +ud som paa enhver anden Dag; Pigerne klaprede +og larmede ovre i Bryggerset som sædvanlig. Lidt +efter hørtes Fruens Stemme deroppe, hun sagde +Besked om Arbejdet. „Jeg begriber det ikke,“ sagde +Lasse hovedrystende „— saa brat kan ellers kun +Døden stanse noget. Hun maa have en forbasket +Magt over sig selv.“ +</p> + +<p> +Nu saas det ret, hvilket dygtigt Kvindfolk hun +var. Hun havde ikke sat noget til i den lange Ørkesløshed, +der kom Gang i Pigerne, og Kosten blev +bedre. Og en Dag mødte hun op i Kostalden for at +efterse om de malkede rent. Ret og Skel øvede hun +ogsaa. En Dag kom de fra Stenværket og klagede, +<a id="page-256" class="pagenum" title="256"></a> +de havde ikke faaet Arbejdsløn i tre Uger. Paa +Gaarden fandtes ikke Penge nok. „Saa maa vi skaffe,“ +sagde Fruen, og de maatte paa Stedet stille an med +at tærske. Og en Dag Karna gjorde for meget Vrøvl, +fik hun en knaldende Lussing. +</p> + +<p> +„Hun har lagt sig et nyt Sind til,“ sagde Lasse. +</p> + +<p> +Men de gamle Arbejdsfolk kunde genkende baade +det ene og det andet fra deres unge Dage. „Hun +har taget Slægtens Sind,“ sagde de „— en rigtig +Køller er hun.“ +</p> + +<p> +Saadan gik Tiden uden Forandring, hun var støt +i sin Ro som hun forhen havde været støt i sin +Jammer. Det laa ikke til Køllerne at sadle om, naar +de først havde sat deres Sind ind paa noget. Saa +kom Kongstrup hjem fra Rejsen; hun kørte ikke ud +efter ham men tog imod ham paa Trappen, mild og +god. Enhver kunde se hvor glad og forundret han +blev — han havde nok ventet sig en anden Modtagelse. +</p> + +<p> +Men om Natten da alle laa i deres gode Søvn +kom Karna og bankede paa Karlenes Vindu. „Staa +op og kør efter Doktoren!“ raabte hun „men I faar +skynde jer!“ Raabet klang af Liv og Død, og de +tørnede hovedkulds ud. Lasse der havde for Vane +kun at sove med det ene Øje ligesom Hønsene, var +første Mand paa Pletten og havde allerede Hestene +ude af Stalden, faa Minutter efter jog Karl Johans +Køretøj ud af Gaarden. Han havde en Mand med +sig til at holde Lygten. Det var bælgmørkt, men +man kunde høre Vognen skære sig frem i vild Fart, +til Lyden blev ubegribelig tynd. Et Øjeblik tog den +ny Klang — Køretøjet var drejet ind paa den makadamiserede +Vej en halv Mil borte; saa døde den +hen. +</p> + +<p> +I Gaarden gik de og skuttede sig og kunde ikke +finde Ro, de drev ind i Kamrene og ud igen for at +stirre op til de høje Vinduer, hvor man løb frem +og tilbage med Lys. Hvad var der sket? Det var +noget med Proprietæren, for nu og da hørte man +Fruens kommanderende Stemme nede i Køkkenet +<a id="page-257" class="pagenum" title="257"></a> +— men hvad? I Bryggers og Folkestue var der +mørkt og stængt. +</p> + +<p> +Hen paa Morgenen da Doktoren var kommet og +havde taget Sagerne i sin Haand, faldt der noget +mere Ro over det hele, og Pigerne saa Lejlighed +til at smutte ud i Gaarden. Straks vilde de ikke +sige, hvad der var paa Færde; de stod og saa undvigende +til hinanden og lo saa besynderlig fæisk. +De fik det da efterhaanden frem ved at fortælle +saa den ene saa den anden i smaa Stød: Kongstrup +havde i et Anfald af Vildelse øvet Vold mod +sig selv — han havde nok været drukken. Deres +Ansigter fortrak sig hæsligt i en Blanding af Rædsel +og Fnisen; og da Karl Johan alvorligt spurgte Lyse +Marie: I lyver da vel ikke? brast hun i Graad. Der +stod hun og lo og græd mellem hinanden, det hjalp +ikke, alt det Karl Johan skammede hende ud. +</p> + +<p> +Men sandt var det, skønt det lød som den forrykteste +Sansage, at en Mand kunde gøre noget +saadant ved sig selv. Det var en Sandhed der tog +baade Mund og Mæle! +</p> + +<p> +Det varede noget inden man kom sig saa vidt, at +man kunde anvende sin Tanke paa det; men saa +var der ogsaa et og andet der faldt lidt urimeligt. I +Beruselse kunde det ikke være sket, for Stengaardsbonden +drak aldrig hjemme; han drak overhovedet +ikke at nogen vidste, men tog sig blot et Glas i et +godt Lag. Snarere var det Anger og Ruelse; med +det Liv han havde ført lod det sig dog høre — +skønt det faldt underligt ud, at en Mand af hans +Beskaffenhed skulde bære sig saa desperat ad. +</p> + +<p> +Men det var ikke tilfredsstillende! Og ganske læmpeligt, +uden at nogen kunde pege paa noget Spring, +vendte alle Tanker sig mod hende. Hun havde ændret +sig paa det sidste, det Køllerske Blod var brudt +frem i hende! Og i den Slægt havde de aldrig ladet +sig træde ned uhævnet. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-21"> +<a id="page-258" class="pagenum" title="258"></a> +XX +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Ude i Læ bag Stuehusgavlen sad Kongstrup vel +indpakket og stirrede frem for sig med intet sigende +Øjne; den tynde Vintersol stod lige ind paa og +narrede Foraarstegn frem, Spurvene muntrede sig i +Solskinnet omkring ham. Hans Hustru gik fra og +til og puslede om ham, svøbte bedre om hans Fødder, +og kom med et Sjal han skulde have over Skuldrene. +Hun rørte varmt ved ham med Bryst og Arme, +idet hun bagfra bredte Sjalet over ham; og han +rejste langsomt Hovedet og lod sin Haand glide ned +over hendes. Der blev hun saa staaende en Stund +med Brystet lænet til hans Skulder og saa ned paa +ham som en Moder, med Øjne der hvilede i lykkelig +Besidden. +</p> + +<p> +Pelle kom daskende ned over Gaarden, slikkende +sig om Munden. Han havde benyttet Madmoderens +Optagethed til at liste ned i Mejeriet og faa sig en +Drik skørnet Fløde hos Pigerne — og drille dem +lidt. Han struttede af Sundhed og slentrede saa lykkelig +skødesløst af Sted som ejede han Alverden. +</p> + +<p> +Rent umanerligt saa han voksede og sled — det +var ikke til at holde Klæder paa Raden af ham! +Han stak sine Lemmer langt ud af hver Stump Tøj +han fik paa, og sled af sig lige saa fort Lasse bare +kunde skaffe. Bestandig maatte der anskaffes nyt til +ham, og før man fik vendt Øjnene i Hovedet havde +han jaget Arme og Ben langt ud af det ogsaa. Stærk +var han som en Eg, hvor det galdt en Løft eller +andet der ikke fordrede Udholdenhed, maatte Lasse +lade sig sætte til Vægs. +</p> + +<p> +Selvstændighed havde han ogsaa lagt sig til, Fyren; +det blev med hver Dag vanskeligere at gøre sin +Faderret gældende. Det vilde nu komme, saa snart +Lasse blev Mand i sit eget Hus og kunde slaa +Næven i eget Bord — men naar skete det? Som +Sagerne nu stillede sig, saa det nærmest ud, som +Øvrigheden ikke vilde have at han og Madam Olsen +kom skikkeligt sammen. Baadsmand Olsen havde jo +<a id="page-259" class="pagenum" title="259"></a> +varslet redeligt om sin Hedenfart, og Lasse mente +det blot var at bestille Lysning. Men Øvrigheden +blev ved at gøre Vanskeligheder og krongle rundt +— paa rigtig Prokuratormaner; saa var der et Spørgsmaal +som maatte undersøges og saa et andet, der +var Frister og Tilsigelser til en død Mand om at +indfinde sig inden den og den Tid — og Fanden og +hans Oldemor. Det hele var bare sat op, for at +Lovtrækkerne kunde fede sig rigtig. +</p> + +<p> +Opholdet paa Stengaarden var han grundig træt +af; hver Dag fremsatte han den samme Klage til +Pelle: „Det er jo ét surt Slid fra man staar op til +man lægger sig — den ene Dag som den anden +Aaret rundt, som var man i Slaveriet! Og Vederlaget +for det rækker knap til at holde Bagen ordenlig +dækket. Intet er der at lægge til Side af, og naar +man en Dag er udslidt og ikke duer mere, kan man +lægge sig over paa Fattigvæsnet.“ +</p> + +<p> +Værst af alt var dog Driften efter engang igen at +arbejde med sit eget, den sad som et Suk i Kødet +paa Lasse, han kunde blive syg i sine Hænder af +Længsel efter den Fornemmelse det var at gribe i +sit eget. I den senere Tid funderede han bestandig +paa at bryde over tvært og flytte sammen med sin +Kærest uden Lov og Dom. Hun var villig det vidste +han — hun trængte haardt til at faa en Mandshaand +i Huset. Og Snakken gik alligevel om dem; det +kunde ikke arte sig stort anderledes, om han og +Drengen kom til at gaa og gælde for hendes Logerende. +Navnlig naar de gik paa selvstændigt Arbejde. +</p> + +<p> +Men Drengen var ikke til at overtale, han var for +nidkær paa Æren; hvergang Lasse slog paa den +Stræng, blev han besynderlig studsk. Lasse lod som +det var Madam Olsens Paahit og ikke hans. „Jeg +er jo heller ikke særdeles stemt for det,“ sagde han +— „Folk vil vel jage til at tro det værste straks! +Men her kan vi dog ikke blive ved at gaa og slide +hver en Trævl af Kroppen for ingenting. Og ikke +et frit Aandedrag har man her paa Gaarden — altid +bunden.“ +</p> + +<p> +<a id="page-260" class="pagenum" title="260"></a> +Pelle svarede ikke paa det; han var ikke stærk i +Grunde, men vidste hvad han vilde. +</p> + +<p> +„Om jeg nu rømte herfra en Nat, saa tænker jeg +du kom lunkende bagefter.“ +</p> + +<p> +Pelle tav stædigt. +</p> + +<p> +„Jeg tror nu jeg gør det — for dette er ikke til +at holde ud. Nu skal du have ny Skolebukser, hvor +skal det komme fra?“ +</p> + +<p> +„Ja gør du det da — saa gør du som du siger.“ +</p> + +<p> +„Du har let nok ved at slaa alting hen i Røg,“ +sagde Lasse mismodigt „— du har Tiden og Aarene +for dig! Men jeg lakker mod Alderdommen, og ingen +har jeg til at tage sig af mig.“ +</p> + +<p> +„Hjælper jeg dig da ikke med alting?“ spurgte +Pelle bebrejdende. +</p> + +<p> +„Jo — jo vist, du gør saamænd dit bedste for at +gøre det lettere for mig, ingen skal komme og sige +andet. Men ser du — der er visse Ting du ikke — +der er noget“ — Lasse gik i Staa, hvad kunde det +nytte at forklare en Dreng Mandslængsler. „Du +skulde nu ikke være saa stiv, skulde du ikke!“ +Lasse strøg bedende ned ad Drengens Arm. +</p> + +<p> +Men Pelle var stiv. Han havde allerede døjet nok +af Spydigheder fra Kammeraterne i Skolen og ligget +i adskillige Slagsmaal, siden det kom ud at Faderen +var Kærest med Madam Olsen. Gav de sig nu til +at leve sammen for alles Øjne, saa blev det ikke +til at begaa sig. Pelle var ikke bange for et Slagsmaal, +men han maatte have Retten paa sin Side +naar han skulde sparke ordenlig fra sig. +</p> + +<p> +„Flyt du saa ned til hende da! saa drager jeg +bort!“ +</p> + +<p> +„Hvor vil du saa drage hen?“ +</p> + +<p> +„Ud i Verden og blive rig!“ +</p> + +<p> +Lasse løftede Hovedet som en gammel Dragonhest +der lytter til et Signal; saa blev han duknakket +igen. +</p> + +<p> +„Ud i Verden og blive rig — javist,“ sagde han +dvælende, — „saadan tænkte jeg ogsaa, da jeg var i +din Alder. Men det gaar ikke saadan til — naar ikke +<a id="page-261" class="pagenum" title="261"></a> +man er født med Sejrsskjorten.“ Lasse tav og sparkede +tankefuld Strøelsen ind under en Ko; han var +nu ikke helt vis paa, at Drengen ikke var født med +Sejrsskjorten alligevel. Han var en Sildefødning — +de var altid bestemt for det værste eller det bedste; +saa havde han det Koslik i Panden som betød +Lykke. Glad og fuld af Sang var han — og lethaandet +til alting; alle vandt han for sig ved sit +Sinds Beskaffenhed. Troligt nok laa Lykken og ventede +ham et Steds derude. +</p> + +<p> +„Men dertil fordres nok først og fremmest, at +man er ordenlig konfirmert. Tag du hellere dine +Bøger og læs paa din Præstelektie, at du ikke skal +blive vist tilbage! Jeg skal nok fodre færdig.“ +</p> + +<p> +Pelle tog sine Bøger og satte sig oppe paa Fodergangen +midt for den store Tyr; han læste halvhøjt, +Lasse gik frem og tilbage og syslede. En god Stund +passede enhver sit; saa kom Lasse hen — de nye +Lærebøger Pelle havde faaet til Præstelæsningen +trak ham. +</p> + +<p> +„Er det Bibelhistorien, den dér?“ +</p> + +<p> +„Ja.“ +</p> + +<p> +„Staar det deri om ham som drak sig svirende?“ +</p> + +<p> +Lasse havde forlængst opgivet at lære at læse — +han havde ikke Hoved til det. Men han var bestandig +optaget af hvad Drengen foretog sig, Bøgerne +øvede en egen Tryllevirkning paa ham. „Hvad kan +nu dér staa for noget?“ kunde han forundret spørge +og pege paa noget Tryk, eller: „Hvad for mærkværdigt +har du saa om i Dag da?“ Pelle maatte fra +Dag til Dag holde ham underrettet. Og de samme +Spørgsmaal vendte ofte tilbage, Lasse huskede ikke +godt. +</p> + +<p> +„— Ham du ved som Sønnerne trak Bukserne +af, og blottede deres egen Faders Skam?“ vedblev +Lasse da Pelle ikke svarede. +</p> + +<p> +„Naa Noah!“ +</p> + +<p> +„Ja rigtigt, Gubben Noah — den som Gustav +brugte at spille. Hvad mon han drak sig svirende i +— han Gubben?“ +</p> + +<p> +<a id="page-262" class="pagenum" title="262"></a> +„Vin.“ +</p> + +<p> +„Var det Vin?“ Lasse trak Øjenbrynene i Vejret +— „da har han Noah været en fin Mand. Patronen +derhjemme drak ogsaa Vin naar det skulde gaa stort +til! Jeg har ladet mig fortælle, at der skal meget til +før det slaar sin Mand — og det er dyre Sager. +Staar <em>han</em> ogsaa deri som snød saa gudserbarmeligt? +— hvad var det nu han hed?“ +</p> + +<p> +„Laban kanske?“ +</p> + +<p> +„Laban, ja vist! At jeg kunde glemme det ogsaa, +for en rigtig Laban var han, saa Navnet slaar mærkværdigt +godt til paa’n. Det var ham som lod sin +Svigersøn faa begge Døtrene — og tjene dem af +paa Dagløn tilmed! Om de havde levet nu, var de +vist kommet i Slaveriet baade han og Svigersønnen, +men i de Tider tittede Øvrigheden nok ikke Folk +saa nøje paa Papirerne. Det skulde være Plasér at +vide, om en Kone ogsaa havde Lov at have to Mænd +dengang. Beretter Bogen ikke noget om det?“ Lasse +stod og rokkede nysgærrigt. +</p> + +<p> +„Nej det gør den vist ikke,“ svarede Pelle aandsfraværende. +</p> + +<p> +„Naa, ja, jeg skulde vel ikke forstyrre,“ sagde +Lasse og gik til sit Arbejde. Men det varede ikke +længe før han igen kom hen: „De var nu sluppet +fra mig ved et Tilfælde de to Navne; jeg begriber +ikke, hvor jeg havde mit Hoved henne i det Øjeblik. +Men de store Profeter har jeg godt nok Rede paa +— hvis du vilde overhøre mig.“ +</p> + +<p> +„Kom saa med dem da!“ sagde Pelle uden at +tage Øjnene fra Bogen. +</p> + +<p> +„Du faar vel stoppe Læsningen saalænge,“ sagde +Lasse „— ellers kunde du gaa vild i det.“ Han +holdt ikke af, at Pelle havde Lyst til at behandle +det som Barnemad. +</p> + +<p> +„Naa jeg gaar vel ikke vild i de fire store!“ sagde +Pelle overlegent, men lagde alligevel Bogen sammen. +</p> + +<p> +Lasse tog Snusen ud fra Underlæben med Pegefingeren +og slog den i Gulvet for at have Munden +klar; han trak op i Bukserne og stod en Stund med +<a id="page-263" class="pagenum" title="263"></a> +lukkede Øjne, mens han bevægede Læberne i indvendig +Overhøring. +</p> + +<p> +„Kommer de snart?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Jeg maa vel først se til at de er der!“ svarede +Lasse ærgerlig over Forstyrrelsen, og tog fat at +memorere igen. — „Esajas, Jeremias, Exekiel og +Daniel!“ han slyngede dem hastigt ud, for at ikke +noget skulde slippe fra ham under Vejs. +</p> + +<p> +„Skal vi ogsaa tage Jakobs tolv Sønner?“ +</p> + +<p> +„Nej ikke i Dag, det turde blive for meget for +mig paa én Gang. I min Alder faar man fare frem +med Læmpe, jeg har jo ikke dine Aar. Men hvis du +vil gaa de tolv smaa Profeter igennem med mig.“ +</p> + +<p> +Pelle gik dem langsomt igennem, og Lasse gentog +dem én for én. „Djævel til Navne de har kunnet +finde paa i de Tider!“ udbrød han pustende — „én +kan føje krænge Munden efter dem! Men jeg skal +vel faa Krammet paa dem.“ +</p> + +<p> +„Hvad vil du med dem, du Far?“ spurgte Pelle +pludselig. +</p> + +<p> +„Hvad jeg vil med dem —“ Lasse kløede sig paa +det ene Øre. „Jeg vil naturligvis — hæ — da var +det Fanden til dumt Spørgsmaal! — hvad vil vel +<em>du</em> med dem? Lærdom er nok god at have for den +ene som for den anden — og naar nu alt det vakre +er blevet mig forholdt i min pure Ungdom. Du +vilde kanske beholde det for din egen Mund?“ +</p> + +<p> +„Nej for jeg gav nok Pokkeren i alt det Profetvæsen +— om ikke jeg <em>skulde</em>.“ +</p> + +<p> +Lasse var ved at gaa bagover: +</p> + +<p> +„Da er du ogsaa den ugudeligste Prygl jeg har +truffet paa, og fortjente ikke at være født til Verden! +Agter du ikke Lærdommen større? Du skulde være +glad, du er kommet til Verden i en Tid hvor Fattigmands +Barn faar Del i alt saa vel som den rige. +Saadan var det nok ikke i min Tid — ellers — +hvem ved? — kanske gik jeg nu ikke her og muggede, +om jeg havde lært noget i min Ungdom. Se +du til, at du ikke sætter en Ære i din Skændsel!“ +</p> + +<p> +Pelle fortrød halvvejs hvad han havde sagt. „Jeg +<a id="page-264" class="pagenum" title="264"></a> +er paa øverste Bænk nu!“ sagde han for at rense +sig. +</p> + +<p> +„Ja jeg ved det vel, men derfor bør du ikke +stikke Hænderne i Bukselommen — for mens du +puster æder de andre Grøden. Der er vel intet +sluppet fra dig i den lange Juleferie?“ +</p> + +<p> +„Nej vist er der ikke det!“ sagde Pelle selvsikkert. +</p> + +<p> +Lasse tvivlede heller ikke, men lod blot som han +gjorde det, for at faa Drengen til at gaa i Tøjet. +Han vidste ikke noget herligere end at høre Lærdommen +bruse af fuldt Vejr, men det blev vanskeligere +og vanskeligere at faa Pøjken til at yde sig. +„Kan du nu ogsaa være sikker?“ blev han ved +„var det ikke bedst at se efter? Det er saa beroligende +at vide, at ikke noget er kommet bort for +dig — saa meget som du maa have i Hovedet.“ +</p> + +<p> +Pelle følte sig smigret og overgav sig. Han strakte +begge Ben fra sig, lukkede Øjnene og begyndte at +vugge mekanisk frem og tilbage. Og de ti Guds Bud +fra Bjærget, Patriarkerne, Dommerne, Josef og hans +Brødre, de fire store og de tolv smaa Profeter — +hele Verdens Lærdom hvirvlede fra hans Læber i +ét langt Aandedræt. For Lasse var det som selve +Universet malede lysende rundt om Gudfaders Aasyn +med det mægtige hvide Skæg. Han maatte dukke +Hovedet og korse sig, saa meget der dog kunde +rummes bag den Drengs Barnepande. +</p> + +<p> +„Gad vidst hvad det koster at gaa den studerende +Vej?“ sagde Lasse da han igen følte Jorden under +sig. +</p> + +<p> +„Det er nok dyrt — tusend Kroner vel, aller +mindst!“ mente Pelle. Ingen af dem forbandt noget +bestemt ved Tallet — det betød blot det uoverkommeligt +store. +</p> + +<p> +„Skulde det være saa ufattelig dyrt?“ sagde Lasse. +„Jeg funderer paa, naar vi nu faar vort eget — det +maa vel blive til noget engang — kunde du saa ikke +komme til at gaa hos Fris og lære ham Haandværket +af for en rimelig Betaling, og have Kosten +hjemme? Saa blev det vel til at overkomme.“ +</p> + +<p> +<a id="page-265" class="pagenum" title="265"></a> +Pelle svarede ikke — han følte ingen Trang til +at komme i Degnelære. Han havde faaet sin Kniv +frem og stod og skar paa noget i en af Baasstolperne, +det forestillede den store Tyr med Hovedet +nede ved Jorden og Tungen ud af den ene Mundvig. +En Klov helt fremme ved Mulen angav, at Dyret +sparkede Jorden op i Vrede. Lasse maatte stanse, +for nu begyndte det at tage Lighed efter noget. „Det +skal nok være et Kreatur det?“ sagde han — han +havde gaaet og grundet paa det hver Dag, efterhaanden +som det blev til. +</p> + +<p> +„Det er Volmer dengang han tog dig paa Hornene!“ +sagde Pelle. +</p> + +<p> +Lasse kunde straks se, at det skulde forestille den +Ting, nu da han fik det fortalt. „Det er svært saa +troværdigt,“ sagde han — „men saa fnysende vred +som du har gjort’en, var han nu heller ikke! Ja ja, lad +os nu hellere se at komme i Gang med Arbejdet; +det dér kan ikke brødføde sin Mand.“ Lasse holdt +ikke af den Skavank hos Drengen, at han skulde +ligge og sætte Tegninger op med Kridt eller Lommekniv +alle Vegne; der var snart ikke en Bjælke eller +Væg uden den bar Mærker efter ham. Det var brødløse +Tossestreger, og Proprietæren var i Stand til +at blive gal i Hovedet, om han kom i Stalden og +traf til at se det. Lasse maatte jævnlig slaa Kogødning +over de mest fremtrædende Tegninger, at de +ikke skulde træde i Øjnene paa urette vedkommende. +</p> + +<p> +Deroppe søgte netop Kongstrup ind ved sin Kones +Arm; han var bleg men ved godt Huld. „Han er +halvdaarlig til Bens endnu!“ sagde Lasse og kiggede. +„Men det varer vel ikke længe, før vi har’en hernede +— saa det er ikke raadeligt du ødelægger +Stolpen helt.“ +</p> + +<p> +Pelle blev ved at stikke Træmasse ud. +</p> + +<p> +„Holder du nu ikke op med det Pjank, saa slaar +jeg Komøg i!“ sagde Lasse vredt. +</p> + +<p> +„Saa tegner jeg dig og Madam Olsen af paa den +store Port!“ svarede Pelle skalkagtigt. +</p> + +<p> +<a id="page-266" class="pagenum" title="266"></a> +„Ja du — du — du kunde bare prøve! Jeg skulde +vist forbande dig for mit Aasyn og faa Præsten til +at vise dig bort — om du slap med det!“ Lasse +var helt fra’et, han fór ned i den anden Ende af +Kostalden og begyndte Eftermiddagsmugningen, slog +og rev med Redskaberne. Saa stod han og halkede +i det, han havde i sin Vrede læsset for meget paa +Børen og kunde hverken komme frem eller tilbage. +</p> + +<p> +Pelle kom derned med sit mildeste Ansigt. „Maa +jeg ikke trille Børen ud?“ sagde han — „dine Træsko +staar ikke saa fast i Stenbroen.“ +</p> + +<p> +Lasse brummede noget og lod ham komme til. +En stakket Stund var han mut, men det var ikke +til — Pøjken havde Satan til Humør naar han vilde. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-22"> +XXI +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Pelle havde været til Præsten, nu sad han nede +i Folkestuen og slugte sin Middagsmad — kogt Sild +og Grød. Det var Lørdag, og Forvalteren var kørende +til Bys, derfor sad Erik hernede og hang i +Varmen. Han sagde aldrig noget af sig selv men +havde det med at glo, hans Øjne fulgte Pelles Bevægelser +frem og tilbage mellem Mund og Tallerken. +Øjenbrynene holdt han bestandig løftede som var +alting nyt for ham — de var ved at tabe deres +Form helt. Foran ham stod Drikkekruset i en stor +Sø, han drak jævnlig og spildte hvergang. +</p> + +<p> +Lyse Marie stod ved Opvasken, hvert Øjeblik +kiggede hun ind, for at se om Pelle snart var færdig. +Da han slikkede Hornskeen af og smed den i Skuffen, +kom hun ind med noget paa en Tallerken — +de havde faaet Ribbenssteg til Middag ovenpaa. +</p> + +<p> +„Her er en lille Mundsmag til dig — du er vist +mer sulten,“ sagde hun. „Hvad faar jeg saa for den?“ +hun beholdt Tallerkenen i Haanden og stod og +smiskede. +</p> + +<p> +<a id="page-267" class="pagenum" title="267"></a> +Pelle var meget sulten endnu — skrupsulten; han +sad og saa paa den lækre Bid til Tænderne løb i +Vand. Saa rakte han pligtmæssigt Munden frem, og +Marie kyssede ham. Hun skottede uvilkaarligt hen +til Erik, der gik et Strejf af noget over hans dumme +Ansigt — som en fjærn Mindelse. +</p> + +<p> +„Her sidder han den store Krop og slabber!“ +sagde hun skændende og rev Drikkekruset fra ham. +Hun holdt det under Bordpladen og strøg med +Haanden det spildte Øl ned i det igen. +</p> + +<p> +Pelle huggede løs paa Ribbensstykket og brød sig +om ingenting andet. Men da hun var ude, spyttede +han forsvarligt ned mellem sine Ben og foretog en +lille Renselse med Bluseærmet. +</p> + +<p> +Siden gik han i Stalden og rensede Krybber, +Lasse striglede Kør — der skulde se lidt ordenligt +ud til om Søndagen. Under Arbejdet fortalte Pelle +udførligt Dagens Oplevelser, og gentog alt hvad +Præsten havde sagt. Lasse lyttede opmærksomt til +og kom med smaa Udbrud: Ja saa! — Det var +fans! — Saa David var saadan en Buk, og vandrede +ligefuldt for Herrens Aasyn! Ja Guds Langmodighed +er stor — det er vist og sandt! +</p> + +<p> +Der blev banket paa Uddøren. Det var et af +Kalles Børn med Besked, at Mormor gærne vilde +be’ Farvel med dem inden hun drog hen. +</p> + +<p> +„Saa har hun visselig ikke langt igen,“ udbrød +Lasse. „Det bliver et stort Savn for Kalles at undvære +hende, saa godt som de har haft det sammen. +Men lidt mere Mad bliver der jo til de andre forstaas.“ +</p> + +<p> +De enedes om at vente med at gaa derop, til de +var helt færdige — og saa stjæle sig af Sted. Bad +de sig tidlig fri, fik de næppe fri igen til Begravelsen. +„Og det bliver Heldagsgilde med Mad og Drikke i +store Maader, kender jeg Bror Kalle ret!“ sagde +Lasse. +</p> + +<p> +Da de havde afsyslet og spist, sneg de sig gennem +Uddøren ud paa Marken. Lasse havde poset Dynen +op, og lagt en gammel laadden Hue saa den lige +<a id="page-268" class="pagenum" title="268"></a> +stak frem ved Hovedgærdet; i en Hast kunde det +godt tages for Haaret af en Sovende, om nogen +kom for at efterse. Da de var kommet et Stykke +paa Vej, maatte Lasse endnu engang tilbage og efterse +for Ild. +</p> + +<p> +Det sneede blidt og stille, Jorden var frossen saa +de kunde gaa ret hen over alting. Nu Vejen faldt +kendt var der slet ikke saa langt op; før man vidste +af det, slap Agerlandet op og Klippen begyndte. +</p> + +<p> +Der var Lys i Stuen, Kalle sad oppe og ventede +dem. „Nu lakker det med Mormor,“ sagde han saa +alvorlig, som Lasse aldrig mindedes at have set +ham før. +</p> + +<p> +Kalle aabnede Døren til Mormors Stue og hviskede +noget ind, hans Kone svarede sagte derinde +fra Mørket. +</p> + +<p> +„Jo jeg er saamænd vaagen,“ lød den Gamles +Stemme langsom og enstonig. „I kan godt snakke +højt, for jeg er vaagen.“ +</p> + +<p> +Lasse og Pelle trak Lærskoene af og traadte ind +paa Strømpefødder. „God Aften Mormor“ sagde de +begge højtideligt „— og Guds Fred!“ føjede Lasse til. +</p> + +<p> +„Ja her ligger nu jeg,“ sagde Mormor og klappede +svagt paa Dynevaaret, hun havde store Vanter paa. +„Jeg var saa fri at sende Bud efter jer, for nu er +der ikke langt igen med mig. — Hvordan har det +sig i Sognet, er der nogen Dødninge?“ +</p> + +<p> +„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Lasse. — „Men +hvad I selv Mormor, I ser jo saa rask ud — saa +rød og rund! Om to-tre Dage er I saamænd paa +Benene igen skal vi faa at se.“ +</p> + +<p> +„Ja ja gon!“ den Gamle smilede overbærende. +„Jeg ligner vel en ung Brud som ligger første +Gang Barselseng? Men I faar have Tak fordi I kom +— I er lige som éns egne! — — Ja nu er der saa +Bud efter mig, og jeg gaar herfra med Fred. Jeg +har saamænd haft det godt her paa Jorden, der er +intet at klage over. En god Mand fik jeg og en god +Datter — Kalle dér ikke at forglemme. Og mit Syn +fik jeg tilbage, saa jeg fik Verden at se endnu engang.“ +</p> + +<p> +<a id="page-269" class="pagenum" title="269"></a> +„Men I saa kun paa den med det ene Øje — +ligesom Fuglene, Mormor!“ sagde Kalle og forsøgte +at le. +</p> + +<p> +„Ja ja — den var god nok saadan ogsaa; der var +kommet saa meget nyt og grant til, siden jeg misted +Synet. Skoven havde bredt sig, og en hel Slægt var +vokset til uden jeg ret vidste af det. Ak ja det har +været skønt at være til i Alderdommens Aar og +have dem alle om sig — Kalle og Marie og Børnene. +Og alle mine Jævnaldrende er gaaet forud; +det har været skønt at være til og se, hvad der blev +af dem hver især.“ +</p> + +<p> +„Hvor gammel er I nu Mormor?“ spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Kalle har slaaet det efter i Kirkebogen, efter det +skulde jeg jo være nær de firs. Men det er føje +rigtigt.“ +</p> + +<p> +„Jo det er rigtigt nok“ sagde Kalle, „Præsten +søgte det selv op for mig.“ +</p> + +<p> +„Ja ja da — Tiden er gaaet fort, og jeg kunde +godt ville leve lidt endnu om saa var Guds Vilje. +Men nu minder Graven, jeg kan mærke det paa +Øjenlaagen’.“ Den Gamle havde lidt ondt for Vejret, +men Munden stod ikke paa hende. +</p> + +<p> +„Mor snakker saa rent for meget!“ sagde Marie. +</p> + +<p> +„Ja I trænger vist til at hvile Jer og sove,“ sagde +Lasse. „Mon vi ikke skulde sige Jer Farvel?“ +</p> + +<p> +„Nej nu vil jeg have Lov til at snakke, det bliver +vel sidste Gang jeg ser jer; og jeg faar Stunder nok +at hvile ud i. Min Øjne er blevet saa lette — Gud +ske Lov og Tak; der er ikke Søvnfnug i dem.“ +</p> + +<p> +„Mormor har ikke sovet en hel Uge tror jeg,“ +sagde Kalle betænkelig. +</p> + +<p> +„Nej hvad skulde jeg vel sove min sidste Tid hen +for — naar jeg faar Stunder nok til det siden hen. +Om Nætterne naar I andre sover, saa ligger jeg og +lytter Pusten af en og hver — og glæder mig ved +jer Helsen. Eller ogsaa jeg ser paa Lyngkosten og +tænker paa Anders og al den Gammen vi havde +med hverandre.“ +</p> + +<p> +Mormor laa tavs en Stund og indhentede sit Vejr, +<a id="page-270" class="pagenum" title="270"></a> +mens hun stirrede paa en vissen Lyngbuket der +hang under Bjælken. +</p> + +<p> +„Den bandt han saamænd til mig, første Gang +han redte vort Leje i den blomstrende Lyng. Han +holdt saa urimeligt af Lyngen Anders, og hvert Aar +tog han mig af Søvnen og førte mig derud naar den +blomstred — lige til han blev kaldt hen. Jeg var +bestandig ny for ham som paa den første Dag — +derfor tog Lykken og Glæden varig Bolig i mig. +Der kunde ikke Klæder holde over mit Bryst saa +glad jeg trak Vejret, og mine Forklæ’baand tog han +itu i sin Glæde for mig.“ +</p> + +<p> +„Nu skulde Mor tie og ikke snakke om saa meget +saadant!“ sagde Marie og glattede undseligt ved den +Gamles Hovedgærde. +</p> + +<p> +Men Mormor lod sig ikke stanse, hendes Tanker +forskubbedes blot lidt. +</p> + +<p> +„Ja ja, Tænderne havde jeg ondt for at faa og +ondt for at miste, mine Børn fik jeg med Smærte +og lagde dem i Graven med Sorg — det ene som +det andet. Men ellers har jeg aldrig fejlet noget, og +en god Mand har jeg haft. Han havde Øjet opladt +for Guds Skaberværk, og vi stod op med Fuglene +Sommermorgen. Saa gik vi sammen ud i Lyngen +og saa Solen løfte sig forunderligt af Havet, før vi +tog til vort Dagværk.“ +</p> + +<p> +Mormors tungtvandrende Stemme faldt hen, det +var som et Kvæde hørte op at lyde i deres Øren. +De rettede sig og drog dybt efter Vejret. „Ak ja, +Mindernes Røst er vakker!“ sagde Lasse. +</p> + +<p> +„Hvordan er det Lasse, jeg hører at du gaar og +ser dig om efter en Kone?“ sagde den Gamle pludselig. +</p> + +<p> +„Gør jeg?“ udbrød Lasse forskrækket. Pelle saa, +at Kalle blinkede til Marie. De vidste altsaa Besked +de ogsaa. +</p> + +<p> +„Kommer du ikke snart og viser Kæresten frem?“ +spurgte Kalle. „Det skal være godt Parti siges der.“ +</p> + +<p> +„Jeg ved slet ikke, hvad det er I taler om.“ Lasse +var helt forfjamsket. +</p> + +<p> +„Ja ja, det er nu ikke saa ilde det du dér har +<a id="page-271" class="pagenum" title="271"></a> +for!“ sagde Mormor. „Hun er god nok — alt det jeg +ved. Maatte I nu ogsaa passe helt for hinanden, som +Anders og jeg. Det var en skøn Tid — om Dagene +naar en gik og ordnede alt paa det bedste hver for +sig, og om Nætterne naar Vinden tog i alting. Da +var det godt at være to som kunde søge Varmen +hos hinanden.“ +</p> + +<p> +„I har været svært saa glad for alting Mormor,“ +udbrød Lasse. +</p> + +<p> +„Ja og jeg gaar herfra med Fred og kan ligge +rolig i min Grav; jeg er ikke blevet misligholdt paa +noget Omraade, og har intet at gaa igen efter. Naar +blot Kalle sørger for, at jeg bæres ud med Fødderne +udfor, saa tænker jeg ikke jeg skal uroe jer.“ +</p> + +<p> +„Kom I kun og besøg os engang imellem om Jer +lyster, vi skal tage imod Jer uden Frygt! — saa +godt vi har haft det sammen her,“ sagde Kalle. +</p> + +<p> +„Nej ingen ved af, hvordan man bliver til Sinds +i det andet Liv! Du faar love mig at jeg kommer +med Fødderne udfor; jeg vil ikke forstyrre jer +Nattero, saa haardt I maa slide om Dagen begge to. +Nu kan I ogsaa have haft mig længe nok at drages +med; det skal vist blive godt for jer at have det +for jer selv engang. Og lidt mere Mad bliver der +ogsaa til jer andre efter dette.“ +</p> + +<p> +Marie gav sig til at græde. +</p> + +<p> +„Ja se nu der se!“ udbrød Kalle iltert. „Den Snak +vil jeg ikke høre mere om, ingen af os har lidt +Mangel for Jer Skyld. Hvis I nu ikke er skikkelig, +holder jeg stort Kalads efter Jer, af bare Glæde over +Jer Bortgang.“ +</p> + +<p> +„Nej du gør ikke!“ sagde Mormor helt hvast — „tre +Dages Øfrøl vil jeg slet ikke høre om at sige! Lov +mig det du Marie, at I ikke ødelægger jer for at +gøre Væsen af mig gamle Skidt. Men de nærmeste +faar I bede til om Eftermiddagen — Lasse og Pelle +ikke at forglemme. Og hvis I bad Hans Henrik, saa +kanske tog han sin Harmonika med og I kunde faa +jer en Leg i Logulvet.“ +</p> + +<p> +Kalle kløede sig i Nakken: +</p> + +<p> +<a id="page-272" class="pagenum" title="272"></a> +„Saa maa I pinedød vente med at gøre Forandring +paa Jer, til jeg faar aftærsket — rømme af Gulvet +nu er jeg ikke meget for. Kunde vi saa ikke +laane Jens Kures Øg og tage en lille Tur i Lyngen +om Eftermiddagen da?“ +</p> + +<p> +„Ogsaa det! men Børnene skal have Del i det, +hvad I saa end bestemmer jer for. Det vil være en +Beroligelse at tænke paa, at de har en glad Dag ud +af det — de har saa vist ikke for megen Højtid! +Og Pengene er der jo.“ +</p> + +<p> +„Ja vil du tro Lasse, Mormor har spundet halvhundrede +Kroner sammen, som ingen af os vidste +om — til at gøre hendes Gilde for.“ +</p> + +<p> +„Jeg har ogsaa lagt hen til det i tyve Aar nu; én +vil jo gærne skille sig herfra paa en pæn Maade — +og uden at trække Klæderne af Kroppen paa de +nærmeste. Ligtøjet er ogsaa i Orden, for min Brudesærk +har jeg liggende, den har kun været i Brug +én Gang; og andet end den og Kappen skøtter jeg +nu ikke om at have paa.“ +</p> + +<p> +„Det er nu saa meget bart,“ indvendte Marie. +„Hvad vil Naboerne ikke have at sige, naar vi ikke +klæder Mor ordenligt.“ +</p> + +<p> +„Det kerer jeg mig ikke om!“ svarede Mormor +bestemt. „Saadan led Anders mig bedst, og andet +har jeg nu ikke ligget med i tredsindstyve Aar. At +du ved’et!“ Hun drejede Hovedet om mod Væggen. +</p> + +<p> +„Det skal nok blive altsammen som Mor vil!“ +sagde Marie. +</p> + +<p> +Den Gamle vendte sig igen og søgte paa Dynen +efter Datterens Haand. „Og saa faar du stoppe en +Pude lidt blødt til mit gamle Hoved, for det er +blevet saa galet til ikke at ville finde Hvile.“ +</p> + +<p> +„Vi kan tage en af de Smaas Hovedpuder og +trække over med hvidt,“ sagde Marie. +</p> + +<p> +„Ja Tak. Og saa synes jeg, I skulde sende Bud +over til Jakob Kristians efter Snedkeren i Morgen +han alligevel er her oppe omkring, og lade ham +tage Maal af Kisten. Saa kunde jeg ogsaa faa et +<a id="page-273" class="pagenum" title="273"></a> +Ord med om hvordan den skal være — Kalle er +saa lethaandet til at strø Penge ud.“ +</p> + +<p> +Mormor lukkede Øjnene, nu var hun vist alligevel +kørt træt. +</p> + +<p> +„Nu tror jeg vi skal liste ind i den anden Stue, +og lade hende have Ro,“ hviskede Kalle og rejste +sig. Men saa slog hun Øjnene op. +</p> + +<p> +„Vil I alt gaa?“ spurgte hun. +</p> + +<p> +„Vi tænkte I sov Mormor!“ sagde Lasse. +</p> + +<p> +„Nej jeg sover vel ikke mere i dette Liv — Øjen +er saa lette, saa lette. Ja ja Farvel med jer Lasse +og Pelle — maatte I have det saa godt, saa godt, +lige saa godt som det har været mig beskaaret. +Marie var den eneste Graven skaanede, men hun +har været mig en god Datter; og Kalle har været +saa god og overbærende som kunde jeg været hans +Ungdoms Kærlighed. — En god Mand havde jeg +ogsaa, som huggede Brænde til mig om Søndagen, +og stod op om Natten efter de Smaa den Tid jeg +laa i Barselseng. — Vi havde det saamænd godt: +Blylodder i Klokken og rigeligt at lægge i Kakkelovnen; +og en Tur til Kongens København gav han +mig Løfte om. — Mit første Smør kærnede jeg i en +Flaske, for vi ejed jo ingen Stavkærne til at begynde +med; jeg maatte slaa Hul paa Flasken for at faa +det ud. Saa lo han, altid lo han naar jeg gjorde +noget forkert. — Og saa glad han var for hvert et +Barn jeg fødte ham! Mangen Morgen tog han mig +ogsaa af Søvnen, og vi maatte nøgne ud og se Solen +gaa af Havet. Vil du se Anna, i Nat er Lyngen +sprunget ud! sagde han saa og tog om mig — men +det var bare Solen som gød sit Rødt over den! — +Vi havde en halv Mil til næmste Nabo, men han +brød sig om ingenting — bare han havde mig. De +største Glæder kunde jeg berede ham saa fattig jeg +var. — Kreaturerne var mig saamænd ogsaa hengivne, +alting lykkedes for os i det smaa.“ +</p> + +<p> +Mormor laa og vrikkede med Hovedet, Taarerne +randt ned ad hendes Kinder. Stemmen var ikke +besværet længer, Ord kaldte paa Ord i hende og +<a id="page-274" class="pagenum" title="274"></a> +gled som en lang Tone over hendes Læber. Hun vidste +nok ikke længer hvad hun sagde, men var bestandig +i Talens Magt. Hun begyndte forfra og gentog +Ordene, ligeligt og syngende — som én der er +revet hen og <em>maa</em> snakke. +</p> + +<p> +„Mor“ sagde Marie angst og holdt om hendes +vrikkende Hoved „kom nu til dig selv Mor!“ +</p> + +<p> +Saa gik den Gamle i Staa og saa forundret paa +hende. „Ak ja, Minderne fór saa haardt frem med +mig!“ udbrød hun. „Nu tror jeg næsten jeg kunde +sove lidt.“ +</p> + +<p> +Lasse rejste sig og gik frem til Sengen: „Farvel +Mormor og en god Rejse, om vi ikke ses mere!“ +Pelle kom efter og gentog Ordene. Mormor saa +spørgende paa dem men rørte sig ikke. Saa tog +Lasse varsomt hendes Haand, Pelle ogsaa, og de +listede ind i den anden Stue. +</p> + +<p> +„Saa usædvanlig klart hendes Livslys brænder ud!“ +sagde Lasse da Døren var lukket. Pelle lagde Mærke +til at Stemmerne blev saa fri i Klangen igen. +</p> + +<p> +„Ja hun holder sig godt lige til det sidste; der +har været udmærket Tømmer i hende. — Folk her +omkring har ondt over at vi ikke henter Doktor til +hende. Hvad mener du — skal vi sætte os for den +Udgift?“ +</p> + +<p> +„Hun fejler vel nok ikke andet end at hun ikke +kan leve længer,“ sagde Lasse tankefuldt. +</p> + +<p> +„Nej og selv vil hun nu slet ikke høre Tale om +det. — Kunde han endda holde Livet i hende en +Stund endnu.“ +</p> + +<p> +„Ja Tiderne er knappe!“ sagde Lasse og gik rundt +og kiggede paa Børnene. De sov alle, Stuen var +tung af deres Aandedrag. „Det svinder godt i Flokken +nu.“ +</p> + +<p> +„Ja der flyver jo en eller to fra Reden snart hvert +Aar,“ svarede Kalle, „og nu faar vi vel ikke flere. +Det er et uheldigt Tal vi er blevet staaende ved — +et rigtig skidt Tal. Men Marie er blevet døv paa +det Øre, og ene formaar jeg jo ingenting.“ Kalle +havde igen faaet Skælmen frem i Øjenkrogene. +</p> + +<p> +<a id="page-275" class="pagenum" title="275"></a> +„Vi kan saamænd godt hjælpe os med dem vi +har faaet,“ sagde Marie. „Naar vi tager Annas med +bliver det fjorten.“ +</p> + +<p> +„Ja tæl du bare de andres med ogsaa — des nemmere +slipper du selv!“ sagde Kalle drillende. +</p> + +<p> +Lasse stod og betragtede Annas Barn, der laa +sammen med Kalles den trettende. „Der er mere +Trivsel i hende end i Mosteren,“ sagde han — „én +skulde knap tro de var lige gamle. Hun er lige saa +rød som den anden er bleg.“ +</p> + +<p> +„Ja der er jo en Forskel“ indrømmede Kalle og +saa kærligt paa Børnene. „Det maa vel være det, at +Annas er lagt til paa Ungdom — <em>vort</em> Blod begynder +jo alt at blive gammelt. Og saa lykkes de jo +altid bedst, der falder paa det løse — som nu vor +Albert; han har en hel anden Føring end de andre. +Ved du forresten af, at han faar sit eget Skib at +føre til Foraaret.“ +</p> + +<p> +„Det er vel Løgn vel? skulde han virkelig naa at +blive Kaptejn!“ Lasse var ved at gaa bagover. +</p> + +<p> +„Det skal nok være Kongstrup som staar bagved +— i al Gedulgthed forstaas!“ +</p> + +<p> +„Yder Annas Barnefader fremdeles hvad han skal?“ +spurgte Lasse. +</p> + +<p> +„Ja han er redelig nok! Vi har vore fem Kroner +om Maaneden for at have Barnet — det er jo en +god Hjælp til Afgifterne.“ +</p> + +<p> +Marie gik og satte Snaps, Brød og en Skaal Fedt +frem. „Værsgod og faa en Bid Mad“ sagde hun. +</p> + +<p> +„I holder godt ud paa Stengaarden,“ sagde Kalle +da de satte sig til Bords — „vil I blive dér alle jeres +Dage?“ han blinkede skælmsk. +</p> + +<p> +„Det er ikke saa lige en Sag at kaste sig ud i +det uvisse!“ svarede Lasse undvigende. +</p> + +<p> +„Aa nu spørges der vist snart nyt fra jer,“ faldt +Marie ind. „Ægtesengen minder vel?“ +</p> + +<p> +Lasse svarede ikke, han arbejdede løs paa en +Skorpe. +</p> + +<p> +„Men saa skær dog Skorpen fra, hvis det er smaat +med Tænderne!“ ivrede Marie. Hvert Øjeblik lyttede +<a id="page-276" class="pagenum" title="276"></a> +hun ved Mormors Dør. „Nu har hun alligevel faaet +Blund paa Øjen, det gamle Skind!“ sagde hun. +</p> + +<p> +Kalle lod som han først opdagede Flasken nu. +„Hvad, vi har jo Brændevin paa Bordet ogsaa — +at ingen af os har kunnet lugte det!“ udbrød han +og skænkede tredje Gang til dem. Saa slog Marie +Prop i Flasken. „Under du os nu ikke Maden engang?“ +sagde han og saa paa hende med store Øjne +— Djævlen til Skælm. Og Marie gloede igen paa +ham med lige saa store Øjne og sagde: „Bøh, skal +vi stanges!“ Lasse sad og saa sig helt varm paa +deres Lykke. +</p> + +<p> +„Hvordan har det sig med Stengaardsbonden, nu +er han vel snart over det værste?“ sagde Kalle. +</p> + +<p> +„Ja, nu er han vist saa meget Menneske han bliver, +saadan noget mærker jo sin Mand,“ svarede +Lasse. Marie stod og smilede, saa snart de saa til +hende tog hun Øjnene bort. +</p> + +<p> +„Du griner du!“ sagde Lasse — „jeg finder nu det +er sørgeligt!“ Saa kunde Marie ikke mere, hun +maatte gaa ud i Køkkenet og le sig færdig. +</p> + +<p> +„Saadan griner Kvindfolket overalt blot hans +Navn nævnes,“ sagde Kalle „saa det er en trist +Omskiften den — i Dag rød, i Morgen død. Naa +det har hun da opnaaet, at hun beholder ham for +sig selv — paa en Maade. Men at han kan leve +sammen med hende efter det dér.“ +</p> + +<p> +„Da synes de saa glade for hverandre, som én +aldrig har set dem før — han kan nok ikke undvære +hende en Minut paa Dagen. Men forstaar sig +— han fandt vel heller ingen anden som kunde +bære Kærlighed til ham nu. Det er noget ubegribeligt +Djævletøj, den Kærlighed! — Men vi faar nok +se at komme hjemefter.“ +</p> + +<p> +„Ja saa skikker jeg Bud, naar hun skal i Jorden,“ +sagde Kalle da de stod uden for Huset. +</p> + +<p> +„Ja gør det. Og skulde du komme i Bekneb for +en Tikrone til Begravelsen, maa du sige fra! — Farvel +med dig da!“ +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-23"> +<a id="page-277" class="pagenum" title="277"></a> +XXII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Endnu stod Mormors Begravelse som en Lysning +bag alt hvad man tænkte paa og foretog sig; det +var med den som med visse Slags Mad, der blev +ved at efterlade Behag i Munden længe efter at den +var fortæret og alting. Kalle havde nu ogsaa opbudt +alt for at faa en festlig Dag ud af det; det flød med +Mad og Drikke, og der var ingen Ende paa hans +grinagtige Paafund. Og som den fine Filur han var, +havde han fundet et Paaskud til at bede Madam +Olsen med — det var en nok saa nydelig Maade at +lyse Forholdet i Kuld og Køn. +</p> + +<p> +Der var nok at snakke om for Lasse og Pelle en +hel Maaned; og efter at det var udsnakket og lagt +til Side for andet, blev det siddende inde bag alting +som et Velvære, ingen ret vidste hvor kom fra. +</p> + +<p> +Men nu rykkede Foraaret frem, og med det kom +Bekymringerne; ikke de daglige Smaatterier som +kunde være sure nok, men store Bekymringer der +mørknede alting — ogsaa naar én ikke havde dem +i Tanker. Pelle skulde konfirmeres til Paaske, og +Lasse vidste ikke sine levende Raad til at skaffe +ham alt det der skulde til: nyt Tøj, ny Hue, nye +Sko! Drengen talte tidt om det, han var nok bange +han skulde komme til at staa til Skamme for de +andre paa Kirkegulvet. +</p> + +<p> +„Ja det gaar nok i Orden altsammen,“ sagde Lasse, +men anede ikke selv mindste Udvej. Paa de almindelige +Gaarde hvor god gammel Skik herskede, +sørgede Husbond og Madmoder for det hele; men +her var alting saa forbandet nymodens, med rede +Penge som blev borte mellem Hænderne paa én. +Hundrede Kroner i Løn syntes jo en forskrækkelig +Sum naar man tænkte paa dem under ét; men de +blev bare optaget Øre for Øre efterhaanden, uden +at man kunde sætte Fingeren noget Sted og sige: +dér fik du noget klækkeligt! — „Ja ja, det gaar nok i +Orden altsammen!“ sagde Lasse højt, naar han havde +filtret sig ind i de fortvivlede Spekulationer; og med +<a id="page-278" class="pagenum" title="278"></a> +det slog Pelle sig til Taals. Der var kun én Udvej +— at laane Pengene af Madam Olsen — og den +blev Lasse nødt til at benytte saa nødig han vilde. +Men Pelle skulde ikke vide noget om det. +</p> + +<p> +Lasse vred sig ved det i det længste, og haabede +der skulde ske et eller andet og fri ham for noget +saa forsmædeligt som at tage Laan af sin Kærest. +Men der skete intet, og Tiden led. En Morgen brød +han saa overtvært, Pelle stod og skulde løbe til +Skole. „Hvis du vil løbe ind om og give Madam +Olsen det,“ sagde han og rakte Drengen en Pakke — +„det er noget hun har lovet at gøre i Stand for os.“ +Indvendig paa Papiret var det store Kryds som +meldte Lasses Komme til om Aftenen. +</p> + +<p> +Oppe fra Bakkerne saa Pelle at Isen var brudt +op om Natten. Snart en Maaned havde den nu fyldt +Bugten som en ru kompakt Masse, hvor man tumlede +sig lige saa sikkert som paa Landjorden. Det +var en ny Side af Havets Væsen, og Pelle havde +følt sig forsigtig frem med Træskosnuderne til stor +Fornøjelse for de andre. Siden lærte han at gaa frit +paa Isen og lade være at gyse ved Tanken om, at +Havets store Fiske gik lige under hans Træsko og +kanske blot ventede paa at han skulde plumpe igennem. +Hver Dag var han Turen ude ved den høje +Vold af Skrueis der dannede Grænsen en Fjerdingvej +ude, hvor det aabne Hav laa og smaamalede under +Sollyset som et grønt Øje. Han gik derud, fordi han +nu engang ikke <em>vilde</em> staa tilbage, men tryg ved Havet +følte han sig aldrig. +</p> + +<p> +Nu laa det hele i Opbrud, Bugten var fuld af +vuggende Isflager der gned sig raslende op ad hinanden; +de yderste Isstykker med Stumper af Volden +var allerede paa Vandring ud over Havet. Pelle +havde øvet mange Bedrifter derude, men var i Grunden +ganske glad ved, at det hele nu pakkede sammen +og drog bort — saa det igen var en ærlig Sag +at blive paa Landjorden. +</p> + +<p> +Gamle Fris sad oppe paa sin Plads; han forlod +den aldrig i Timen hvor galt det saa var fat nede i +<a id="page-279" class="pagenum" title="279"></a> +Klassen, men nøjedes med at slaa i Pulten med +Spanskrøret. Han var nærmest en Skygge af sig +selv, Hovedet dirrede bestandig paa ham og Hænderne +greb let forkert. Avisen havde han fremdeles +med og foldede den ud ved Timens Begyndelse, +men han læste ikke. Han faldt hen, sad ret op og +ned med Hænderne paa Pulten og Ryggen mod +Væggen og var væk i det. Saa kunde Børnene te +sig saa lystig de vilde, han rørte sig ikke; kun en +svag Forskydning i Øjets Udtryk sagde at han overhovedet +levede. +</p> + +<p> +Der var roligere i Skolen nu, det lønnede ikke +Umagen at drille Læreren — han mærkede det +knap; derved tabte Løjerne en væsenlig Del af deres +Tillokkelse. Der havde lidt efter lidt dannet sig en +Art Selvjustits blandt de større Drenge, de bestemte +Skoletimernes Gang; Ulydighed og Uenighed om +Magten afgjordes paa Legepladsen — med knyttede +Næver og Træskosnuder. Undervisningen gik som +før ved, at de klogere lærte fra sig til de andre; +der blev regnet og læst noget mere end i Fris’ Dage, +til Gengæld gik det ud over Salmerne. +</p> + +<p> +Det hændte endnu, at Fris vaagnede og greb ind +i Undervisningen. „Salmer!“ raabte han med sin +halv visnede Stemme og smækkede i Pulten af gammel +Vane. Saa lagde de Tingene til Side for at føje +den Gamle og tog fat paa Remsningen af en eller +anden Salme; de hævnede sig ved at remse det +samme Vers om og om igen en hel Time. Det var +deres eneste større Spas med den gamle Mand, og +Fornøjelsen blev mellem dem — Fris sansede ingenting. +</p> + +<p> +Fris havde saa længe snakket om at gaa af, nu +sansede han ikke dét engang. Han sjokkede til Skole +og fra Skole til de bestemte Tider — og vidste vel +ikke engang af det. Ligefrem afsætte ham nænnede +man ikke. Naar undtoges Salmerne som det skortede +lidt paa, var der heller ikke noget at sige paa ham +som Lærer; endnu var der aldrig udgaaet nogen fra +hans Skole, som ikke kunde baade skrive sit Navn +<a id="page-280" class="pagenum" title="280"></a> +og læse i en trykt Bog — naar det da var gammel +Tryk. Den nymodens Tryk med latinske Bogstaver +lærte Fris ikke fra sig, ihvorvel han havde studeret +Latin i sin Ungdom. +</p> + +<p> +Selv følte Fris næppe Forandringen, han havde +ophørt at føle baade for sig selv og andre. Ingen +bar sine menneskelige Sorger til ham mer og fandt +Trøst hos en medfølende Sjæl — hans Sjæl var ikke +til Huse. Den svævede uden for ham saa halvvejs +løsreven, som en Fugl der har ondt ved at forlade +sin gamle Rede for at gaa paa ukendt Langfart; det +var vel Sjælens Flakken hans Øjne fulgte bestandig, +medens de matte stod og flyttede sig vendt mod det +tomme Rum. Men de Unge, der kom hjem til Lejet +for at overvintre og søgte til Fris som til en gammel +Ven, følte Forandringen. For dem var der blevet +en tom Plads herhjemme; de savnede den gamle +Brumbasse, der hadede dem alle over én Bank i +Skolen! — for siden at holde af dem alle, gode og +daarlige, og sige sit pudsige: han var min bedste +Dreng! om enhver af dem. — — +</p> + +<p> +Børnene tog sig tidlig Frikvarter og væltede ud +endnu før Pelle havde givet Signalet; Fris trippede +sin Vanegang ind mod Lejet for at blive de sædvanlige +Par Timer borte, Pigerne stillede sig op +henne ved de smaa Huse og spiste deres Skolemad, +Drengene hvirvlede rundt om Pladsen som løsslupne +Fugle. +</p> + +<p> +Pelle var godt gal i Hovedet over Opsætsigheden +og pønsede paa en Udvej til at sætte sig i Respekt +— han havde i Dag haft de andre store Drenge imod +sig. Han fór over Pladsen som en kredsende Maage, +med Kroppen i skraat Fald og Armene udspilede +til et Vingepar. De fleste gjorde god Plads for ham, +de der ikke flyttede sig godvillig kom alligevel af +Vejen. Stillingen var truet, og han holdt sig uafladelig +i Bevægelse — som for at holde Spørgsmaalet +svævende til der viste sig en Mulighed for at slaa +ned. +</p> + +<p> +Saadan gik det en Stund, han væltede nogle og +<a id="page-281" class="pagenum" title="281"></a> +slog til andre i sin Flugt, mens det gik i ham af +fortørnet Magtfølelse; han vilde have dem alle til +Fjender. — Henne ved Klatremaskinen begyndte de +at rotte sig sammen, og pludselig havde han hele +Flokken oven paa sig. Han forsøgte at rejse sig og +ryste dem alle af saa de slængte hid og did — men +kunde ikke; og Knoerne gik stive ovenfra ned gennem +Klyngen og traf ham saa det bed. Han arbejdede +ufortrødent, men det vilde ikke blive til noget, +før han gik ud af sit godmodige Skind og tog til de +mindre fine Midler: satte Fingre i Øjnene, i Mulen +og Kværken og hvor han kunde. Saa blev der Luft, +og han kunde rejse sig op og slænge en sidste +Smaafyr hen over Pladsen. +</p> + +<p> +Pelle var godt forslaaet og helt udgaaet for Vejr +— men glad; hele Flokken stod maabende og lod +ham børste sig af — han var Sejrherre. Han søgte +over til Pigerne med sin forrevne Bluse, og de fæstede +den sammen med Knappenaale og gav ham +Slikkerier. Til Tak bandt han to af dem sammen +ved Flætningerne, de hvinede og lod ham tumle med +sig uden at blive arrige — det hele var som det +skulde være. +</p> + +<p> +Men helt tryg ved sin Sejr var han ikke. Han +kunde ikke — som Henrik Bødker i sin Tid — +gaa tværs igennem hele Flokken med Hænderne i +Bukselommen lige efter et Slag, og lade som om +de ikke var til. Han maatte jævnlig skæve hen til +dem, mens han drev ned mod Stranden og af al +Magt arbejdede paa at presse sit Aandedræt i Lave; +næst efter at brøle var det at blive forpustet den +værste Skam der kunde overgaa én. +</p> + +<p> +Pelle gik nede ved Stranden og fortrød, at han +ikke var sprunget paa dem igen straks mens Gaapaa +Modet endnu var i ham — nu var det for sent. +Saa var det maaske kommet til at hedde om ham +ogsaa, at han kunde banke hele den øvrige Klasse +tilsammen; nu maatte han nøjes med at være den +stærkeste Dreng i Skolen. +</p> + +<p> +Et vildt Krigshyl oppe fra Skolen fik ham til at +<a id="page-282" class="pagenum" title="282"></a> +spjætte, hele Drengeflokken kom frem bag Gavlen +med Kæppe og Træstykker i Hænderne. Pelle vidste, +hvad der stod paa Spil om han veg; han tvang sig +til at staa rolig afventende skønt det rykkede i hans +Ben. Men pludselig satte de løs paa ham i vild +Fart, og han vendte sig i et Spring for at flygte. +Dér laa Havet spærrende for ham, tæt pakket med +gyngende Is. Han løb ud paa en Isflage, sprang fra +den til den næste, der ikke var stor nok til bære +— maatte videre. +</p> + +<p> +Flugten var i ham og gjorde Skrækken for det +bagved overmægtig stor. Under ham veg Isstykkerne, +han maatte springe fra Stykke til Stykke, Fødderne +gik paa ham som Fingre over Tangenter — han sansede +lige at tage Retning mod Havnemolen. Inde +paa Stranden stod de andre og maabede, mens Pelle +dansede paa Vandet som en Sten der slaar Smut. +Isstykkerne dykkede under saa snart han rørte dem, +eller drejede sig paa Højkant; men Pelle kom og +gled forbi som et Anslag, kastede sig lynsnart ud til +Siderne, greb ændrende ind midt i Springet som en +Kat. Det var som en Dans paa gloende Jærn saa +hurtig tog han Foden til sig, anbragte den et nyt +Sted og havde den oppe igen; Vandet stod i lysende +Skvæt fra Isstykkerne hvor han rørte, og bag ham +laa en krum Stribe af Uro ind til det Sted, hvor +Drengene stod og holdt Vejret. Der var ingen som +Pelle, ikke én kunde gøre ham det dér efter! Da +han i et sidste Spring kastede sig paa Maven ind +over Molen, raabte de Hurra for ham. Pelle havde +sejret i sin Flugt! +</p> + +<p> +Han laa udpint og gispende paa Molen og stirrede +sløvt ud paa en Brig, der havde kastet Anker ud +for Lejet. En Baad kom roende ind — maaske med +en Syg der skulde afsondres. Skibets afrakkede Ydre +fortalte at det havde været ude paa Vintertur, i Is +og haard Sø. +</p> + +<p> +Fiskerne kom ned fra Hytterne og drev ud mod +det Sted hvor Baaden skulde lægge til, alle Skolebørnene +kom dragende. Paa Baadens Agtertoft sad +<a id="page-283" class="pagenum" title="283"></a> +en ældre vejrbidt Mand med Kransskæg, han var i +blaat Tøj, foran ham stod en Skibskiste. „Det er jo +Baadsmand Olsen,“ hørte Pelle en Fisker sige. Saa +steg Manden i Land og gav Haanden rundt. Fiskerne +og Skolebørnene dannede en tæt Kreds om ham. +</p> + +<p> +Pelle tog Vejen opefter — han sneg sig frem bag +Baade og Skur; saa snart han var dækket bag Skolebygningen +satte han i Løb ret over Markerne mod +Stengaarden. Græmmelsen brændte bittert i hans +Strube, Skammen fik ham til at søge langt uden om +Huse og Folk; Pakken som han ikke havde set +Lejlighed til at aflevere om Morgenen, var som et +aabenbart Vidne for alle om hans Skændsel, han +smed den fra sig i en Mergelgrav under Løbet. +</p> + +<p> +Ind i Gaarden vilde han ikke men dundrede paa +Uddøren til Stalden. „Kommer du allerede hjem?“ +udbrød Lasse glad. +</p> + +<p> +„Nu — nu er Madam Olsens Mand kommet hjem!“ +stønnede Pelle og gik forbi Faderen uden at se paa +ham. +</p> + +<p> +For Lasse var det, som hele Verden brast og +Stumperne borede sig ind i Kødet paa ham. Alting +svigtede ham, han gik der og rystede og tog forkert +om enhver Ting; tale kunde han ikke, han var gaaet +rent i Staa. Han havde faaet en Strikke i Haanden +og gik frem og tilbage, frem og tilbage kiggende i +Vejret. +</p> + +<p> +Saa kom Pelle hen til ham. „Hvad vil du med +den?“ spurgte han haardt. +</p> + +<p> +Lasse lod Strikken falde ud af Haanden og begyndte +at klage sig, saa trist og fattigt det var at +være til. Saa røg der én Fjer og saa én; tilsidst +stod man i Ælten og traadte som en fjerløs Fugl — +gammel og udgaaet og røvet for ethvert Haab om +en glad Alderdom. Saadan blev han ved at klage +halvhøjt hen for sig, og Klagen lindrede ham. +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke. Han tænkte kun paa den Tort +og Skam, der var overgaaet dem, og fandt ingen +Lindring. +</p> + +<p> +Næste Morgen tog han sin Skolemad og gik som +<a id="page-284" class="pagenum" title="284"></a> +sædvanlig, men da han var kommet halvvejs lagde +han sig under en Tjørn. Der laa han og græmmede +sig og frøs, til det var ved den Tid de fik fri, saa +gik han hjem. Det gentog sig flere Dage. Over for +Faderen var han tavs, næsten ond. Lasse gik og +smaaklagede, og Pelle havde nok i sit eget; de gik +i hver sin Verden, og der var ikke Bro imellem, +ingen af dem havde et godt Ord at sige den anden. +</p> + +<p> +Men en Dag Pelle saadan kom luskende hjem, +tog Lasse imod ham med straalende Mine og løse +Knær. „Hvorfor fan skal én vel gaa og sørge du?“ +sagde han med missende Ansigt og vendte sine +klikkende Øjne mod Pelle — for første Gang siden +Ulykkesbudskabet kom. „Her skal du bare se en +ny Kærest jeg har fundet — kys hende Pøjke!“ +Lasse trak en Flaske Brændevin frem af Strøelsen +og holdt hen imod ham. +</p> + +<p> +Pelle stødte den vredt fra sig. +</p> + +<p> +„Saa du er storagtig!“ udbrød Lasse. „Ja ja, det +vilde være Synd og Skam at nøde godt i ondt.“ +Han satte Flasken for Munden og sejlede bagover. +</p> + +<p> +„Nu lader du være du!“ udbrød Pelle tudbrølende +og tog ham i Armen saa Væsken sprøjtede. +</p> + +<p> +„Hov hov!“ sagde Lasse forundret og tørrede sig +af med Haandbalgen „— svært saa hun er sprælsk, +hov hov!“ Han fattede om Flasken med begge Hænder +og holdt den godt fast, som havde den forsøgt +at slaa sig fra ham. „Saa du er obsternasig du!“ +Saa fik han Øje paa Pelle. „Og du græder du! har +nogen gjort dig Fortræd kanske? Ved du ikke, at +din Far hedder Lasse — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? +Du skal ikke være ræd, for Lasse er her +han! Og han skal nok drage hele den vide Verden +til Ansvar.“ +</p> + +<p> +Pelle saa, at Faderen blev hastig mere omtaaget +og maatte i Seng, om ikke nogen skulde komme og +se ham ligge og flyde. „Kom nu du Far,“ bad han. +</p> + +<p> +„Ja nu skal jeg gaa. Han skal staa mig til Regnskab, +om saa han var selve Gubben Satan fra Smaaland +<a id="page-285" class="pagenum" title="285"></a> +— du skal ikke græde!“ Lasse vilde ud +Gaarden. +</p> + +<p> +Pelle spærrede for ham: „Nu skal du komme +med, Far! — der er ingen som skylder dig Regnskab.“ +</p> + +<p> +„Naa ikke — og du græder jo! Men han skal +staa mig til Regnskab for alle Aarene — Proprietærsnuden!“ +</p> + +<p> +Nu blev Pelle bange. „Far dog, Far!“ brølede +han „gaa ikke derop! Han bliver rasende og jager +os paa Porten! — du er jo svirende husk dog paa!“ +</p> + +<p> +„Ja vist er jeg fuld“ svarede Lasse „men jeg er +ikke ondskabsfuld.“ Han stod og famlede for at faa +Krogen af Underdøren. +</p> + +<p> +Det var jo Uret at lægge Haand paa sin egen +Far, men nu nødtes Pelle til at sætte sig ud over +alle Hensyn. Han tog et fast Tag i Kraven paa den +Gamle. „Nu skal du komme her!“ sagde han og +trak ham med sig op mod Kamret. +</p> + +<p> +Lasse lo og hikkede og strittede imod; han hagede +sig fast hvor han kunde — i Stolperne og Kreaturernes +Haler, mens Pelle trak brølende af med +ham. Pelle havde faaet ham fat bagfra om Livet og +halv bar ham; i Døraabningen blev de stikkende, +den Gamle spændte imod med begge Hænder. Pelle +maatte slippe og slaa Armene fra ham saa han faldt; +saa fik han ham slæbt over paa Sengen. +</p> + +<p> +Lasse lo fjantet under det hele som kunde det +være Leg, og gjorde sig skarnagtig hvor han kunde. +Et Par Gange søgte han at staa op naar Pelle vendte +Ryggen til; Øjnene var krøbet i Skjul, men det spillede +underfundigt om hans Mund — han lignede en +uvorn Unge. Pludselig faldt han bagover og snorksov. +</p> + +<p> +Næste Dag var der Frihed fra Skolen, og Pelle +behøvede ikke forstikke sig. Lasse skammede sig og +gik og var ydmyg. Han havde nok en ganske klar +Forestilling om hvad der var sket Dagen forud, for +bedst som han gik kom han hen og rørte ved Pelles +Arm. „Du er som Noahs gode Søn, der dækkede +over sin Faders Skam!“ sagde han „— men Lasse +er et Svin. Et haardt Bagslag har det nu ogsaa +<a id="page-286" class="pagenum" title="286"></a> +været for mig, det faar du tro paa! Men jeg ved +vel, at det ikke hjælper at drikke sig fra Vid og +Samling; den Sorg er skidt jordet som manes ned +med Brændevin. Hvad der fjæles i Sne kommer op +i Tø, som Ordet gaar.“ +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke. +</p> + +<p> +„Hvordan tager de det ude omkring?“ spurgte +Lasse forsigtigt, han var nu naaet til at have Tanke +for det beskæmmende ved Sagen. „Her paa Gaarden +tror jeg endnu ikke det har spurgtes, men hvad +siges der ude omkring?“ +</p> + +<p> +„Hvad ved jeg af det?“ svarede Pelle mut. +</p> + +<p> +„Du har saa intet hørt da?“ +</p> + +<p> +„Tror du kanske, jeg vil gaa i Skolen og være til +Spot for dem alle?“ Pelle var nær ved Graaden +igen. +</p> + +<p> +„Saa har du flakket om da, og ladet din Far i +den Tro at du gik til Skole? det var uret handlet +af dig. Men jeg skal vist ikke gaa i Rette med dig, +saa megen Skam jeg har forvoldt dit ærekære Sind. +Og hvis du nu uforskyldt kommer i Ulejlighed for +din Skulken? — den ene Ulykke har den anden +ved Haanden, og Ondt yngler som Lus i Skindpelse. +Vi faar vide hvad vi gør, vi to — at det ikke +skal gaa os altfor ilde.“ +</p> + +<p> +Lasse gik med raske Skridt op i Kamret og kom +tilbage med Flasken, han tog Proppen af og lod +Brændevinen løbe langsomt ud i Floren. Pelle saa +forundret paa ham. „Gud forlade mig at jeg handler +ilde med hans Gaver!“ sagde Lasse — „men det er +en slem Frister at have staaende naar én har Hjærtesaar. +— Og naar jeg nu giver Haand paa at du +aldrig oftere skal se mig saadan som i Gaar, vil du +saa ikke prøve Skolegangen igen i Morgen — og se +at komme over det med Læmpe? Vi kan komme i +det med selve Øvrigheden, om du bliver ved at +holde dig borte; der er nok stor Straf for saadant +her til Lands.“ +</p> + +<p> +Pelle lovede det og holdt sit Ord. Men han var +forberedt paa det værste og stak i Smug en Blykno +<a id="page-287" class="pagenum" title="287"></a> +i Lommen, som Erik havde benyttet i sine Velmagtsdage, +naar han gik paa Skovballer og andre Steder +hvor man maatte slaa et Slag for sin Tøs. Der blev +dog ingen Anvendelse for den, Drengene var helt optagne +af et Skib, som havde maattet gaa paa Grund +for ikke at synke og nu laa og lossede sin Hvedeladning +over i Lejets Baade. Paa Havnen laa Hveden +allerede i store Dynger, vaad og udbulnet af Saltvandet. +</p> + +<p> +Og et Par Dage efter da det var gammelt, skete +der noget som for bestandig satte Bom for Pelles +Skolegang. Børnene regnede under en jævn Pludren +og skramlede med Tavlerne, Fris sad som sædvanlig +oppe paa sin Plads med Nakken hvilende mod +Væggen og Hænderne støttet paa Pulten; de halvbrustne +Øjne var ude i Rummet et Steds, ikke en +Trækning forraadte at han levede. Det var hans +sædvanlige Stilling, og han havde siddet saadan helt +siden Frikvarteret. +</p> + +<p> +Børnene blev urolige, Tiden nærmede sig da de +skulde hjem. En Gaardmandssøn der havde Ur, +holdt det op saa Pelle kunde se det, „to“ sagde +han højt. De pakkede larmende Tavlerne ned og +begyndte at slaas, Fris plejede at vaagne ved denne +Opbrudsstøj men rørte sig ikke. Saa trampede de +ud, en Tøs strøg i Kaadhed over Lærerens Haand +idet hun gik forbi. Hun jog forskrækket sammen. +„Han er ganske kold!“ sagde hun gysende og trak +sig hen bag de andre. +</p> + +<p> +De slog Kreds om Pulten og stod og spejdede +efter Fris’ halvaabne Øjne, saa gik Pelle de to Trin +op og lagde Haanden paa sin Lærers Skulder. „Vi +skulde hjem,“ sagde han med unaturlig Stemme. +Fris’ Arm faldt stiv ned fra Pulten, Pelle maatte +støtte hans Krop. „Han er død!“ det gik som en +Frysen over Børnenes Læber. +</p> + +<p> +Fris var død — død paa sin Post som Sognets +skikkelige Beboere udtrykte det. Pelle var færdig +med sin Skolegang for bestandig og kunde trække +Vejret frit. +</p> + +<p> +<a id="page-288" class="pagenum" title="288"></a> +Han gik hjemme og hjalp Faderen, de havde det +rigtig hyggeligt sammen og kom helt nær til hinanden +igen, nu der ikke stod nogen tredje Person +imellem dem. Stiklerierne fra Gaardens andre Folk +var for intet at regne, Lasse var gammel i Gaarde +og vidste for meget om hver enkelt, han kunde bide +igen. Han solede sig rigtig i Pelles milde Barnesind +og holdt ustanselig Snakken gaaende. Stadig kom +han tilbage til det samme: „Jeg maa være glad for +dig, for havde du ikke holdt igen dengang jeg partu +vilde flytte ned til Madam Olsen, saa var det blevet +en gal en for os. Jeg tænker vel han havde slaaet +os ihjæl i sin Vrede. Her som altid har du været +min gode Engel.“ +</p> + +<p> +Paa Pelle virkede Lasses Snakken velgørende +som Kærtegn, han gik og hyggede sig og var mere +Barn end hans Aar forudsatte. +</p> + +<p> +Men om Lørdagen kom han hjem fra Præsten og +var helt forandret; han hang med alting som en død +Sild, gik ikke over og spiste men kom lige ind +gennem Uddøren og smed sig over en Foderbunke. +</p> + +<p> +„Hvad er der nu kommet paa?“ spurgte Lasse +og kom hen til ham. „Har nogen været ond imod dig?“ +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke men laa og pillede. Lasse vilde +vende hans Ansigt mod sig, men Pelle borede det +ned i Foderet. „Kan du ikke engang have Fortroende +til din egen Far, jeg vil jo dog ikke andet +her paa Jorden end dit Vel!“ Lasses Stemme var +bedrøvet. +</p> + +<p> +„Jeg skal vises bort,“ fik Pelle sagt, og borede i +Høet for at holde Graaden tilbage. +</p> + +<p> +„Da skal du vel ikke det?“ Lasse kom til at +ryste. „Hvad kan du have forbrudt da?“ +</p> + +<p> +„Jeg har slaaet Præstens Søn halv fordærvet.“ +</p> + +<p> +„Ak, det var snart det værste du kunde gøre — +lægge Haand paa Præstens Søn! Jeg ved vel at han +maa have gjort sig fortjent til det, men — du skulde +nu alligevel ikke gjort det. Undtagen han har tyvtet +dig da — det behøver ærlig Mand ikke at tage imod +af nogen, var det saa Kongen selv.“ +</p> + +<p> +<a id="page-289" class="pagenum" title="289"></a> +„Han — han kaldte dig for Madam Olsens Medhustru.“ +Pelle havde Møje med at faa det sagt. +</p> + +<p> +Lasse blev skarp om Munden og knyttede Hænderne. +„Ja saa, ja saa! havde jeg ham her skulde +jeg træde Tarmene ud af Livet paa ham, den Abeunge! +Du gav ham vel hvad han har godt af længe?“ +</p> + +<p> +„Nej ikke saa farligt, for han vilde ikke staa for +Slagene — han smed sig ned og skreg. Og saa kom +Præsten!“ +</p> + +<p> +Lasse gik en Stund og var skæmmet af Vrede, +nu og da udstødte han en Trusel. Saa vendte han +sig mod Pelle: „Og de har vist dig væk tilmed? — +bare fordi du antog dig din gamle Faders Sag! Altid +skal jeg ogsaa bringe dig i Ulykke, skønt jeg kun +pønser paa dit Vel. — Men hvad gør vi nu, du?“ +</p> + +<p> +„Jeg vil ikke være her længer,“ sagde Pelle bestemt. +</p> + +<p> +„Nej lad os kun komme bort herfra, der har +aldrig groet andet end Malurt for os to her paa +Gaarden. Kanske ligger der nye glade Dage og +venter os derude. Og Præster findes der vel overalt. +Naar vi to slaar os sammen om et godt Arbejde +derude, skal vi tjene Penge som Græs. Saa gaar vi +en Dag op til en Præst kan jeg tro, og smider halvhundrede +Kroner for Snuden af’en, og det skulde +være underligt om han ikke konfirmerede dig lige +paa Stedet — og kanske lod sig sparke bagi paa +Købet. Saadanne Folk er svært glade for Penge.“ +</p> + +<p> +Lasse havde ranket sig under Vreden og faaet et +hvast Udtryk i Øjnene. Han traadte raskt i Fodergangen +og slængte skødesløst med Tingene, Pelles +æventyrlige Forslag smittede Ungdom af paa ham. +Ind imellem Arbejdet samlede de alle deres Smaating +sammen og pakkede den grønne Kiste. „Der +bliver nok store Øjne her paa Gaarden i Morgen +tidlig naar de kommer og finder Reden tom,“ sagde +Pelle muntert. Lasse kluklo. +</p> + +<p> +Det var deres Plan at ty op til Kalle og være +der et Par Dage, mens de tog Overblik over hvad +Verden bød paa. Da alt var besørget om Aftenen +<a id="page-290" class="pagenum" title="290"></a> +tog de den grønne Kiste imellem sig og listede gennem +Uddøren ud paa Marken. Kisten var tung, og +Mørket gjorde ikke Gangen lettere; de bevægede +sig fremad i smaa Stød, skiftede Hænder, og hvilede. +„Vi har jo Natten for os!“ sagde Lasse oprømt. +</p> + +<p> +Han var svært oplivet; mens de sad paa Kistelaaget +og hvilede, snakkede han løs om alt det der +laa og ventede dem. Naar han gik i Staa, tog Pelle +fat. Ingen af dem havde opgjort sig noget bestemt +for Fremtiden; de ventede sig simpelthen Æventyret +selv med dets ufattelige Overraskelser. Alt hvad de +saadan vilde være i Stand til at sætte sig hen og +udforme af bestemt, faldt saa smaat ud mod det der +<em>maatte</em> komme; derfor lod de være og gav sig Overfloden +i Vold. +</p> + +<p> +Lasse var usikker paa Foden i Mørket og maatte +bestandig hyppigere sætte Byrden ned. Han blev +træt og forpustet, de lyse Ord døde bort paa hans +Læber. „Ak hvor den er tung!“ sukkede han — „saa +meget Skidt én ogsaa faar skrabet sammen i Tidens +Løb.“ Saa sad han paa Kisten og hev efter Vejret +— han kunde ikke mere. „Havde én blot haft noget +at styrke sig paa,“ sagde han mat. „Saa mørkt og +trist det ogsaa er i denne Nat.“ +</p> + +<p> +„Hjælp mig den paa Nakken!“ sagde Pelle — „saa +skal jeg bære den et Stykke.“ +</p> + +<p> +Lasse vilde ikke men gav tilsidst efter, og det gik +atter fremad; han smaaløb foran og varskoede for +Grøfter og Diger. „Om Bror Kalle nu ikke kan +have os?“ sagde han pludselig. +</p> + +<p> +„Det kan han sikkert — der er jo Mormors Seng, +den er bred nok til to.“ +</p> + +<p> +„Men om vi nu ingenting faar fat i? — saa ligger +vi ham til Byrde.“ +</p> + +<p> +„Vi skal nok faa fat i noget — der er bart om +Arbejdskraft overalt.“ +</p> + +<p> +„Ja dig vil de nok tage imod med Kyshaand; men +jeg er vist for gammel til at byde mig ud.“ Lasse +havde tabt ethvert Haab og undergravede Pelles +ogsaa. +</p> + +<p> +<a id="page-291" class="pagenum" title="291"></a> +„Nu kan jeg ikke mere!“ sagde Pelle og lod Kisten +dumpe. De stod med hængende Arme og stirrede +paa maa og faa ud i Mørket; Lasse røbede ingen +Trang til at tage fat igen, og Pelle var nu udmattet. +Natten laa mørk om dem og gjorde alting saa forladt +som flød de ene to om i Verdensrummet. +</p> + +<p> +„Saa skulde vi vel se at komme videre,“ udbrød +Pelle og tog et Tag i Kisten; da Lasse ikke rørte +sig slap han og satte sig ned. De sad med Ryggen +til hinanden og kunde ikke faa sagt det rette Ord +— der lagde sig stadig større Afstand imellem dem. +Lasse krøb frysende sammen for Nattekulden. „Var +man bare hjemme i sin gode Seng,“ sukkede han. +</p> + +<p> +Pelle var lige ved at ønske at han havde været +alene, saa skulde han nok ført Vejen igennem. Den +Gamle var lige saa tung at slæbe paa som Kisten. +</p> + +<p> +„Jeg tror jeg gaar tilbage igen du!“ sagde Lasse +endelig slukøret — „jeg duer vist ikke til at træde de +løse Veje. — — Og du bliver jo heller aldrig konfirmeret +paa denne Maade! Om vi gik tilbage og fik +Kongstrup til at lægge et godt Ord ind for os hos +Præsten.“ Lasse stod og holdt i Kistens ene Hank. +</p> + +<p> +Pelle sad en Stund som hørte han intet. Saa tog +han stiltiende fat, og de sled sig hjemad over Markerne +i en træls Vandring. Hvert Øjeblik var Pelle +træt og maatte sætte fra sig; nu det bar hjemad var +Lasse den udholdende. „Jeg kunde vist godt bære +den en Tørn alene — om du hjalp mig den paa +Nakken,“ sagde han. Men det vilde Pelle ikke høre +om. +</p> + +<p> +„Puh ha!“ Lasse pustede behageligt ud da de igen +stod i Kostaldens Varme og hørte Kreaturerne aande +ud i dovent Velvære — „her er hyggeligt her. Det +er som kunde det være éns Barndomshjem man var +kommet ind i. Jeg tror jeg skulde kende Stalden her +igen paa Luften, hvor i Verden de saa førte mig ind +i den med bundet for Øjnene.“ +</p> + +<p> +Nu de var hjemme igen, var Pelle heller ikke fri +for at synes her var rigtig rart. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-24"> +<a id="page-292" class="pagenum" title="292"></a> +XXIII +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Søndag Formiddag mellem Vanding og Middagsmaal +steg Lasse og Pelle op ad den høje Stentrappe. +De satte Træskoene oppe i Gangen og stod og skuttede +sig uden for Kontordøren — de graa Strømpefødder +var fulde af Avner og Jord. Lasse løftede +Knoen prøvende men holdt inde. „Har du nu snydt +godt ud?“ spurgte han hviskende, hans Mine var +anspændt. Pelle snuste op endnu engang og gik efter +med Bluseærmet. +</p> + +<p> +Lasse løftede igen Knoen, han var svært beladen. +„Kanske du kunde være et Gran stille da?“ sagde +han ærgerlig til Pelle der stod som en Mus. Lasses +Kno gik vejende i Luften tre-fire Gange inden den +faldt mod Døren; saa stod han med Panden helt +inde ved Fyldingen og lyttede. „Der er nok ingen +inde,“ hviskede han raadvild. +</p> + +<p> +„Gaa bare ind,“ udbrød Pelle — „vi kan vel ikke +staa her hele Dagen.“ +</p> + +<p> +„Saa kan du jo gaa først, naar du mener du bedre +forstaar at føre dig!“ svarede Lasse stødt. +</p> + +<p> +Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen +paa Kontoret, men der stod aabent ind til Dagligstuen, +og derinde fra lød Kongstrups velbehagelige +Pusten. „Er der nogen?“ spurgte han. +</p> + +<p> +„Ja det er Lasse og Pelle,“ svarede Lasse med +en Stemme der ikke lød helt tapper. +</p> + +<p> +„Kan I komme herind?“ +</p> + +<p> +Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, +paa Bordet ved Siden af ham stod en Stabel gamle +Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt. +</p> + +<p> +Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang +mens Haanden gik saa hjemmevant op til Fadet +efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede +det i sig og smaasank alt mens han læste; dem +havde han ikke Øje for — ikke et Spørgsmaal om +hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i +Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje +og ikke faa at vide hvor. Han var vel midt i noget +spændende maaske. +</p> + +<p> +<a id="page-293" class="pagenum" title="293"></a> +„Naa hvad vil saa I?“ spurgte Kongstrup endelig +med sin dvale Stemme. +</p> + +<p> +„Ja — ja Proprietæren faar saa meget undskylde, +at vi saadan kommer om noget som ikke angaar +Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig +har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger +til Pøjken: Husbond vil sikkert ikke vredes, han +har mangen god Gang vist Hjærtelag for os stakkels +Lus — og saadér! Nu er det jo nok saaledes her +i Verden, at omend man er et fattigt Skrog som +ikke duer til andet end at tage Skidtet fra de andre, +saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én Faderhjærtet. +Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens +Synd skal ryge lige i Benene paa Sønnen.“ +</p> + +<p> +Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt +det hele, og lagt det saaledes at det paa en +snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men +nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, +og Proprietæren <a id="corr-24"></a>saa ikke ud til at have forstaaet +et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og +kiggede hjælpeløst til Døren. +</p> + +<p> +„Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan +blive træt af den enlige Stand,“ begyndte Lasse igen +men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan han +saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen +og fik ikke Hold noget Sted — og nu gav Kongstrup +sig til at læse igen. Et bitte lidet Spørgsmaal +fra ham kunde have ført midt op i det hele; men +han proppede bare Munden og gav sig til at tygge +rigtig bredt. +</p> + +<p> +Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, +han stod og samlede sig sammen til at gaa. Pelle +gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle +skinnende Mahognimøbler, han tog sit Skøn over +enhver Ting. +</p> + +<p> +Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne +— de kunde følges helt nede fra Køkkenet. Kongstrup +fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede sig. +„Staar I to dér?“ sagde Fruen paa sin sikre Maade +der tydede paa saa megen Omsorg „— men saa sid +<a id="page-294" class="pagenum" title="294"></a> +dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem til Sæde +Far?“ +</p> + +<p> +Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads +henne ved sin Mand med Armen støttet paa hans +Hovedgærde. „Hvordan er det med dig Kongstrup +— har du faaet hvilet?“ spurgte hun deltagende og +pillede ved hans Skulder. Kongstrup smaagryntede +noget; det kunde være baade ja og nej og ingenting. +</p> + +<p> +„Og hvad saa I to — trænger I til Penge?“ +</p> + +<p> +„Nej det er Pøjken — han skal vises væk,“ +svarede Lasse ligetil. Over for Fruen blev man selv +saa fast i det. +</p> + +<p> +„Skal du vises væk?“ udbrød hun og saa gammelkendt +paa Pelle, „hvad har du gjort da?“ +</p> + +<p> +„Aa jeg sparkede Præstens Søn.“ +</p> + +<p> +„Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?“ +</p> + +<p> +„Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men +smed sig ned.“ +</p> + +<p> +Fruen lo og stødte til Kongstrup: „Ja vist saa — +— — men hvad havde han gjort dig?“ +</p> + +<p> +„Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.“ +</p> + +<p> +„Var det meget stygt det han sagde?“ +</p> + +<p> +Pelle saa fast paa hende — hun skulde nu ogsaa +føle enhver Ting under Bunden. „Jeg siger det ikke!“ +erklærede han bestemt. +</p> + +<p> +„Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os +af det.“ +</p> + +<p> +„Jeg faar vel lige saa godt sige det,“ faldt Lasse +ind „— han kaldte mig for Madam Olsens Medhustru +— efter Bibelhistorien kan jeg tro.“ +</p> + +<p> +Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen +havde hvisket ham en Sjofelhed i Øret og han ikke +kunde lade være. Fruen selv var alvorlig nok. „Jeg +forstaar det vist ikke?“ sagde hun og lagde sin Haand +dæmpende paa Mandens Arm. „— Lasse faar forklare +sig.“ +</p> + +<p> +„Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam +Olsen i Lejet, som alle tog for at være Enke — og +saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har +<a id="page-295" class="pagenum" title="295"></a> +de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring +kan jeg forstaa.“ +</p> + +<p> +Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, +Lasse sad og missede helt forpint ved det. +</p> + +<p> +„Værsgod og tag jer en Kage!“ sagde Fruen meget +højt og skød Fadet hen til dem. Saa tav Kongstrup; +han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med opmærksomme +Øjne. +</p> + +<p> +Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen +mens de tyggede. „Saa blev den skikkelige +Pelle rasende og sparkede haandløst?“ sagde hun +pludselig. Der var Ild i hendes Øjne. +</p> + +<p> +„Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!“ svarede +Lasse klynkende. +</p> + +<p> +Fruen satte et Par Øjne paa ham. +</p> + +<p> +„Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at +hakke i.“ +</p> + +<p> +„Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og +forsvarer Reden saa fattig den er. — Ja ja nu faar +vi se! — — Og han skal konfirmeres han her? +Det er jo rigtig sandt ogsaa — at jeg kunde være +saa glemmen! Saa maa vi nok til at tænke paa +Stadsen.“ +</p> + +<p> +— — +</p> + +<p> +„Det var to Sorger slukket det!“ sagde Lasse da +de igen gik nede i Stalden. „Men bemærkede du +ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du skulde +konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det +af sig selv. Nu bliver du nok som en Butikssvend +i Tøjet skal vi se; Folk som Proprietærens ved hvad +der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. — — +Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan — de +er vel ikke mere end som Mennesker. — Naar bare +én træder frit op —.“ Lasse kunde ikke glemme +det heldige Udfald. +</p> + +<p> +Pelle lod den Gamle skryde. „Tror du jeg faar +Lærsko ogsaa af dem?“ spurgte han. +</p> + +<p> +„Ja det faar du! Og troligt nok gør de Konfirmationsgilde +for dig ogsaa. Jeg siger <em>de</em>, men det er +jo hende som staar for det hele, lad os være glade +<a id="page-296" class="pagenum" title="296"></a> +for det. Bemærkede du at hun sagde <em>vi</em> — vi skal +nok og saadér — bestandig? Hun er fin hun, for han +ligger jo bare og æder og lader hende om alting. Som +han dog har det godt, jeg tror hun kunde springe +gennem Ild for at tækkes ham. Men Kommandoen +har hun sku! — Ja ja, vi skulde vel ikke sige ondt +om nogen; dig er hun jo mod som kunde hun være +din egen Mor.“ — — — +</p> + +<p> +Fruen sagde intet om Udfaldet af sin Køretur til +Præsten — hun havde ikke for Vane at føre Bagsnak +om en Ting. Men Lasse og Pelle traadte igen +trygt paa Jorden; naar <em>hun</em> gav sig i Kast med en +Sag var den paa Forhaand gaaet i Orden. +</p> + +<p> +Hen i Ugen kom Skrædderen en Morgen haltende +med en Saks, Alen og Pressejærn; Pelle maatte ned +i Folkestuen, og der blev taget Maal af ham paa +Kryds og tværs som kunde han være et Præmiedyr. +Hidtil havde han altid faaet sit Tøj syet paa Slump. +— Det var noget nyt, at der var Vanke-Haandværkere +paa Stengaarden; siden Kongstrup kom for Styret, +havde hverken Skomager eller Skrædder sat sin +Fod i Folkestuen. Dette her var god gammel Bondeskik, +som igen satte Stengaarden paa lige Fod med +de andre Gaarde; Folkene gik og behagede sig i +det, saa tidt de kunde var de nede i Folkestuen for +at tage Luften ind dernede og høre en af Skrædderens +Løgnehistorier. „Det er Fruen der har fat +nu!“ sagde de til hinanden; i hendes Haand var der +godt Bondeblod, hun førte Tingene tilbage til det +gode gamle. — Pelle gik sin Gang til Folkestuen +som en Herremand; han prøvede flere Gange om +Dagen. +</p> + +<p> +Han prøvede hele to Sæt, det ene var til Rud +som ogsaa skulde konfirmeres. Det blev nok det +sidste Rud og hans Mor fik dér fra Gaarden. Fruen +havde sat igennem, at de blev sagt ud af Hytten til +Maj. Paa Stengaarden vovede de aldrig at sætte deres +Fod mere. Fru Kongstrup sørgede selv for, at de +fik hvad de skulde have; men hun gav ikke rede +Penge naar hun kunde slippe fri. +</p> + +<p> +<a id="page-297" class="pagenum" title="297"></a> +Pelle og Rud søgte for Resten aldrig hinanden +mere — de fulgtes sjældent ad til Præsten. Det var +Pelle der trak sig tilbage, da han blev træt af at +være paa Vagt mod Ruds evige Bagtanker. Pelle +havde vokset sig større og kraftigere end Rud, og +hans Sind havde — maaske paa Grund af hans +legemlige Overlegenhed over andre — taget aabnere +Veje. I Ævne til at tilegne sig og lære udenad var +Rud ogsaa den lille; til Gengæld kørte han rundt +med Pelle og de andre Drenge, blot han fik fat med +sin praktiske Menneskeforstand. — — — +</p> + +<p> +Paa selve den store Dag kørte Karl Johan for +Pelle og Lasse i den lille Enspændervogn. „Vi er +fint kørende i Dag!“ sagde Lasse straalende; han +var helt ør, skønt han ikke havde smagt stærkt. Der +laa en Flaske Brændevin hjemme i Kisten, til at +skænke for Karlene naar den hellige Handling var +overstaaet; men Lasse var ikke den, som slog Spiritus +paa sig inden han tog til Kirke. Pelle var <em>helt</em> +fastende — saa bed Guds Ord bedst. +</p> + +<p> +Pelle straalede ogsaa trods sin Sult. Han var i +flunkende nyt Firskaft — saa nyt at det slog Smæld +hver Gang han gjorde en Bevægelse. Paa Fødderne +havde han Fjedersko, som havde tilhørt selve Kongstrup. +De var godt store, men „der er gode Raad +for den Pølse der er for lang,“ som Lasse sagde. +Han kom en tyk Saal i og Papir i Taaen, Pelle fik +to Par Strømper paa — og Skoene sad som de var +støbt til Foden. Paa Hovedet bar Pelle en blaa Kasket, +som han selv havde valgt ud nede hos Landhøkerens. +Den var til at vokse i, og red paa hans Slugøren, +der i Dagens Anledning blussede som to Roser. +Rundt om den løb et bredt Baand, hvori var vævet +River, Leer og Plejle over Kors med Neg helt +rundt. +</p> + +<p> +„Det er godt du er med,“ sagde Pelle da de rullede +op ved Kirken og befandt sig mellem de mange +Folk. Lasse var jo nær ikke kommet med; den Karl +der skulde tage sig af Kreaturerne saa længe, maatte +i sidste Øjeblik af Sted til Dyrlægen. Men Karna +<a id="page-298" class="pagenum" title="298"></a> +kom og tilbød at vande og give Middagsmaal, skønt +ingen af dem kunde sige med sig selv, at de havde +været som de skulde mod hende. +</p> + +<p> +„Har du nu Tingen du ved?“ hviskede Lasse +inde i Kirken. Pelle følte til Lommen og nikkede, +dér laa det lille runde Stykke Pokkenholt som skulde +bringe ham over Dagens Vanskeligheder. „Saa svar +du bare højt og frit ud,“ hviskede Lasse og skubbede +sig ind paa en Bænk i Baggrunden. +</p> + +<p> +Pelle svarede frit ud, hans Stemme lød helt vakkert +i Rummet syntes Lasse. Heller ikke var der +Tale om, at Præsten gjorde noget for at hævne sig, +han behandlede Pelle præsist lige saa net som de +andre. Da Handlingen var paa sit højtideligste, kom +Lasse i Tanker om Karna, saa rørende hun var i +sin Troskab. Han skammede sig selv ud med halvhøje +Ord og gjorde et helligt Løfte. Hun skulde ikke +forgæves gaa og sukke længer. +</p> + +<p> +Lasse havde forresten en hel Maaned gaaet saa +smaat og syslet med Tanker om Karna, snart for +snart imod. Men nu i denne højtidelige Stund, da +Pelle var i Færd med at gøre det store Skridt ind +i Fremtiden og Lasses Sind var bevæget paa saa +mangen Vis, brød Karnas Troskab ind over ham +saa tungt som en Sang om forsmaaet Kærlighed, +der endelig endelig kommer til sin Ret. +</p> + +<p> +Lasse gav Pelle Haanden. „Til Lykke og Velsignelse!“ +sagde han med skælvende Stemme. Ønsket +omfattede hans egen Pagt ogsaa, og han havde Møje +med at tie om sin Beslutning saa bevæget han var. +„Til Lykke og Velsignelse!“ lød det til alle Sider; +Pelle gik rundt og trykkede sine Kammerater i +Haanden. Saa kørte de hjem. +</p> + +<p> +„Det gik jo utroligt saa glat for dig,“ sagde Lasse +stolt „— og nu er du en Mand du!“ +</p> + +<p> +„Ja nu faar du se dig om efter en Kærest!“ mente +Karl Johan. +</p> + +<p> +Pelle bare lo. +</p> + +<p> +Om Eftermiddagen var de fri. Pelle maatte først +op til Herskabet for at sige Tak for Tøjet og tage +<a id="page-299" class="pagenum" title="299"></a> +mod Lykønskning; Fruen trakterede med Ribsvin +og Kage, og Kongstrup gav ham en Tokrone. +</p> + +<p> +Saa gik de ind til Kalles ved Stenværket. Pelle +skulde fremstille sig i sit ny Tøj og be’ Farvel med +dem; der var kun et Par Uger til Majdag. Lasse +vilde benytte Lejligheden til i al Hemmelighed at +skaffe sig Oplysninger om et Hus, der var til Salg +inde i Lyngen. +</p> + +<div class="chapter"> + +<h2 class="chapter" id="chapter-0-25"> +XXIV +</h2> + +</div> + +<p class="first"> +Endnu blev der snakket om det hver Dag, den +korte Tid der var igen! Lasse som bestandig havde +gaaet med Opbruddet i sig, og kun var blevet og +blevet gennem Aarene fordi Drengens Vel krævede +det — han var saa træg i det nu da intet holdt +ham tilbage. Han vilde jo nødig give Slip paa Pelle +og gjorde alt for at holde paa ham; men begive sig +ud i Verden igen vilde han ikke for nogen Pris. +</p> + +<p> +„Bliv her du!“ sagde han overtalende. „Saa snakker +vi med Fruen, og hun skal nok fæste dig for en +ordenlig Løn. Du har jo baade Kræfter og Haandelag +— og set venlig til dig har hun altid!“ +</p> + +<p> +Men Pelle vilde ikke tjene Bonden, der var ingen +Anseelse og Fremgang i det. Et eller andet stort +vilde han være; men her paa Landet var der ingen +Udvej for noget — her fik man gaa bag Rumpen +paa Kørne alle sine Dage. Han vilde til Staden — +kanske videre fort over Havet til Kongens København. +</p> + +<p> +„Du skulde tage med du!“ sagde han. „Des fortere +bliver vi rige og kan købe os en stor Gaard!“ +</p> + +<p> +„Ja ja,“ sagde Lasse og nikkede langsomt — „du +taler godt for din syge Mor! Men det gaar nok ikke +altid til som Præst præker. Vi kan komme til at +staa paa bar Bakke! hvad ved én vel om Fremtiden +du?“ +</p> + +<p> +„Aa jeg skal nok —!“ Pelle nikkede fortrøstningsfuldt. +<a id="page-300" class="pagenum" title="300"></a> +„Kan jeg ikke tage fat paa hvad som helst +maaske?“ +</p> + +<p> +„Jeg har jo heller ikke sagt op i Tide,“ undskyldte +Lasse sig. +</p> + +<p> +„Saa røm da!“ +</p> + +<p> +Men det vilde Lasse ikke. +</p> + +<p> +„Nej jeg vil blive, og arbejde paa at faa mig noget +for mig selv herinde omkring,“ sagde han — lidt +vigende i Tonefaldet. „Det vil ogsaa være rart nok +for dig at have et Hjem, du kan besøge iblandt. Og +skulde det gaa skidt for dig derude, var det nok +ikke det værste at have noget at falde tilbage paa! +Du kunde blive syg, eller der kan hænde andet +galt — Verden er ikke at lide paa. Derude faar én +nok have haard Hud over det hele.“ +</p> + +<p> +Pelle svarede ikke. Det med Hjemmet lød hyggeligt +nok; og han forstod godt, at det var Karnas +Person der tyngede den anden Ende ned. Naa, hun +havde gaaet alt hans Tøj efter nu til Udfærden, og +et skikkeligt Skrog havde hun altid været — han +havde ikke noget imod det! +</p> + +<p> +Det vilde blive svært nok at leve borte fra Far +Lasse, men Pelle maatte ud. Ud! — det var som Foraaret +smældede ham om Ørerne med det Ord. Her +kendte han hver Sten i Landskabet og hvert Træ — +ja hver en Kvist paa Trærne med; her fandtes intet +mere, der kunde fylde hans blaa Øjne og Slugøren +og mætte hans Sind. +</p> + +<p> +Dagen før Første Maj gik de og ordnede Pelles +Udstyr. Lasse laa paa Knæ foran den grønne Kiste; +hvert Stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik +sine Bemærkninger, inden det kom i Lærredssækken +der skulde tjene Pelle som Rejsekuffert. +</p> + +<p> +„Husk nu, at du ikke gaar for længe med dine +Hoser før du bøder dem!“ sagde Lasse og lagde +Stoppegarn til Side. „Den der gaar sit Tøj efter i +Tide, slipper for det halve Arbejde og hele Skammen.“ +</p> + +<p> +„Jeg skal nok huske det,“ sagde Pelle stille. +</p> + +<p> +Lasse laa og vejede en sammenlagt Skjorte i +<a id="page-301" class="pagenum" title="301"></a> +Haanden. „Den du har paa har du jo lige faaet +ren,“ sagde han tankefuld. „Men jeg kan ikke vide +— — to Skjorter bliver vist for lidt i det Fremmede? +Du faar have min den ene; jeg kan altid +faa gjort Udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og +længer end fjorten Dage maa du aldrig gaa, at du +ved det! Du som er ung og sund kunde let sanke +Utøj — og blive til Spot og Spe for hele Staden; +saadant taales ikke hos den der vil vinde frem til +Anseelse. Skulde galt være faar du selv stille an +med en lille Vask; du kan jo gaa til Stranden om +Aftenen — om ikke andet!“ +</p> + +<p> +„Gaar man med Træsko i Staden?“ spurgte Pelle. +</p> + +<p> +„Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du +lader mig beholde Træskoene og faar mine Støvler +i Stedet; de pynter altid sin Mand, om end de er +gamle. Dem kan du saa bruge paa Vandringen i +Morgen, og skaane de fine Sko.“ +</p> + +<p> +Det ny Tøj kom øverst i Sækken, med en gammel +Bluse om for at det ikke skulde tage mod Snavs. +</p> + +<p> +„Nu tror jeg nok, vi har faaet alting med,“ sagde +Lasse og kastede et undersøgende Blik ned i den +grønne Kiste; der var ikke meget tilbage i den. +„Ja ja, saa binder vi i Guds Navn, og ber til at du +maa komme godt frem — hvorhen Bestemmelsen nu +er!“ Lasse bandt for Sækken, han var slet ikke glad. +</p> + +<p> +„Du ber jo pænt Farvel med hver især paa Gaarden, +at de ikke skal faa noget at rive mig i Synet +bagefter,“ sagde Lasse efter en Stund. „Karna vilde +jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert Tak, fordi +hun har ordnet alting saa godt. Det var ikke enhver, +der vilde have det Drav.“ +</p> + +<p> +„Ja det skal jeg nok,“ sagde Pelle sagte; hans +Stemme vilde ikke rigtig bryde igennem i Dag. +</p> + +<hr class="tb"> + +<p class="first"> +Pelle var oppe og i Tøjet ved svageste Gry; der +laa Taage over Søen og varslede godt for Dagen. +Han gik omkring skuret og vandkæmmet og saa +<a id="page-302" class="pagenum" title="302"></a> +paa alt med et stort Blik; Hænderne havde han i +Stiklommerne. Det blaa Tvistestøj han havde gaaet +til Præsten i, var vasket og nyrullet; det klædte +ham svært saa godt endnu. Og Stropperne paa de +gamle Fedtlærsstøvler, der stammede helt fra Lasses +Velmagtsdage, struttede omkap med hans Øren. +</p> + +<p> +Han havde sagt sit: Farvel og Tak for alt godt! +til enhver paa Gaarden — selv Erikmand; og et +godt Flæskefoder havde han sat til Livs. Nu gik han +i Stalden og summede sig, ruskede Tyren i Hornene +og lod Fedekalvene patte paa sine Fingre — det +var en Slags Afsked det ogsaa! Kørne satte Mulen +helt ind paa ham og pustede langt af Velvære naar +han gik forbi; Tyren slog overgivent efter ham med +Hornene. Og lige i Hælene paa ham trippede Lasse; +han talte ikke stort men holdt sig bestandig i Nærheden +af Drengen. +</p> + +<p> +Her var saa inderlig godt at være, og det sank blødt +gennem Pelle, hvergang en Ko slikkede sig eller den +varme Em slog imod ham fra frisk faldende Gødning. +Hver en Lyd tog om ham som Moderkærtegn, +og hver en Ting var et fortroligt Stykke Legetøj, +hvormed den lyseste Verden kunde bygges. Rundt +paa alle Stolper var der Billeder han havde skaaret +ud; Lasse havde klinet dem til med Kogødning igen, +for at Proprietæren ikke skulde komme og sige at +de ødelagde alting for ham. +</p> + +<p> +Pelle tænkte ikke men gik og døsede; det sank +saa varmt og tungt gennem hans Barnesind. Han +havde faaet Kniven frem og tog fat om Tyrens Horn +som vilde han skære noget i det. „Det finder han +sig ikke i,“ sagde Lasse forundret. „Prøv hellere +med en af Studene.“ +</p> + +<p> +Men Pelle stak Kniven i Lommen igen, han havde +ingenting villet. Han gik og sjanglede paa Fodergangen +uden Maal eller Med. Lasse kom hen og +tog ham i Haanden. +</p> + +<p> +„Du skulde hellere blive her en Tid endnu,“ sagde +han. „Vi har det jo saa hyggeligt.“ +</p> + +<p> +Men saa levede Pelle op. Han fæstede sine store +<a id="page-303" class="pagenum" title="303"></a> +trofaste Øjne paa Faderen og gik saa ned i Kamret. +</p> + +<p> +Lasse kom bagefter. „I Guds Navn da, saa skal +det vel være?“ sagde han tonløst og tog i Sækken +for at hjælpe Pelle den paa Nakken. +</p> + +<p> +Pelle gav Haanden. „Farvel og Tak du Far — +for alt godt!“ sagde han blødt. +</p> + +<p> +„Ja, ja; ja, ja!“ sagde Lasse og rokkede med Hovedet; +mere kunde han ikke faa frem. +</p> + +<p> +Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dér blev +han staaende. Pelle gik videre langs Digerne med +sin Sæk paa Nakken — op mod Landevejen. Et +Par Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod +sammenfalden og stirrede, med Haanden over Øjnene +— saa gammel havde han aldrig før set ud. +</p> + +<p> +Ud over Agrene kørte de med Sæddækkeren — +Stengaarden var tidlig efter det i Aar. Kongstrup +og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft; +hvert Øjeblik stansede de og hun pegede — de +snakkede nok om Avlingen. Hun lænede sig ind til +ham, naar de gik — hun havde rigtig fundet Hvile +i sin Kærlighed nu! +</p> + +<p> +Nu vendte Lasse sig og gik ind — saa forladt +han saa ud! Pelle følte en hastig Trang til at smide +Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt Ord; +det kom som en Mindelse og gled bort i den friske +Morgenbrise. Hans Ben bar ham videre den lige +Vej, ud, ud! — Oppe paa en Bakkekam gik Forvalteren +og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag +ham og abede ham efter med tossede Fagter. +</p> + +<p> +Oppe i Højde med Klippebrynet stødte Pelle til +den store Landevej. Her vidste han, vilde Stengaarden +og dens Jorder blive borte for Synet, og han satte +Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med +hver en Trætop synlig; dér var Granen som Guldspurven +altid byggede i, Aaen løb mælkehvid efter +det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes. +Men Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug +fjærnet den, da Niels Køller druknede og Pigen +ventedes hjem fra Slaveriet. +</p> + +<p> +<a id="page-304" class="pagenum" title="304"></a> +Og Gaarden laa klart fremme i Morgenlyset, med +sit høje hvide Stuehus, de store Ladelænger og alle +Smaahusene. Hver Plet dernede lyste saa fortrolig +mod ham; hvad ondt han havde døjet meldte sig +ikke — eller var med til at danne Hyggen det ogsaa. +</p> + +<p> +Pelles Barndom havde været lykkelig i Kraft af +alt; en graadblandet Sang til Livet havde den været. +Graaden gaar paa Toner saa vel som Glæden, hørt +paa Afstand bliver den til Sang. Og som Pelle stirrede +ned over sin Barndoms Verden, var det kun gode +Minder, der flimrede op til ham gennem den lyse +Luft. Alt andet var ikke, havde aldrig været. +</p> + +<p> +Han havde set nok af ondt og uheldigt, men var +kommet ovenud af alting; ingenting bed paa ham. +Med Barnets Graadighed havde han forbrugt det +alt til at vokse sig stærk paa. Og nu stod han her +sund og kraftig — udstyret med Profeterne, Dommerne, +Apostlene, Budene og 120 Salmer! — og satte +en aaben, svedig Erobrerpande ud mod Verden. +</p> + +<p> +Foran ham laa Landet i rigt Fald Sønder efter, +indgærdet af Havet. Langt nede stod to høje sorte +Skorstene mod Havfladen, og endnu længer mod +Syd laa jo Staden! Bort fra den løb Havets Veje +mod Sverig og København! Dette her var Verden +— selve den store vide Verden! +</p> + +<p> +Pelle blev skrubsulten ved Synet af den store +Jord; og det første han tog sig for var at sætte sig +ned paa Bakkekammen med Udsigt baade tilbage og +frem, og æde al den Mad Karna havde givet ham +med til hele Dagen. Saa havde Maven da Ro for det! +</p> + +<p> +Han rejste sig vel tilpas, fik Sækken paa Nakken +og vandrede nedad for at erobre Verden, mens han +af fuld Hals galede en Sang ud i den lyse Dag: +</p> + +<div class="poem-container"> + <div class="poem"> + <div class="stanza"> + <p class="verse">„En Fremling faar jeg være</p> + <p class="verse">blandt Engelskmændene;</p> + <p class="verse">blandt afrikanske Negre</p> + <p class="verse">mit Selskab dertil er!</p> + <p class="verse">Og dertil find’s paa Jorden</p> + <p class="verse">Portugisere ogsaa!</p> + <p class="verse">Og alle Slags Nationer</p> + <p class="verse">under Himmelen den blaa.“</p> + </div> + </div> +</div> + +<div class="trnote chapter"> +<p class="transnote"> +Afskriverens bemærkninger +</p> + +<p> +I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent. +</p> + +<p> +Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. +Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. +Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter): +</p> + + + +<ul> + +<li> +... Trist, saa trist var det <span class="underline">men</span> denne stadige Kvindegraad, ...<br> +... Trist, saa trist var det <a href="#corr-1"><span class="underline">med</span></a> denne stadige Kvindegraad, ...<br> +</li> + +<li> +... Helvede ender du saamænd alligevel, saa <span class="underline">del</span> skal ...<br> +... Helvede ender du saamænd alligevel, saa <a href="#corr-4"><span class="underline">det</span></a> skal ...<br> +</li> + +<li> +... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved krævte ham, ...<br> +... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved <a href="#corr-11"><span class="underline">at</span></a> krævte ham, ...<br> +</li> + +<li> +... og Proprietæren <span class="underline">sáa</span> ikke ud til at have forstaaet ...<br> +... og Proprietæren <a href="#corr-24"><span class="underline">saa</span></a> ikke ud til at have forstaaet ...<br> +</li> +</ul> +</div> + + +<div style='text-align:center'>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76563 ***</div> +</body> +</html> + diff --git a/76563-h/images/cover.jpg b/76563-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..5b9d875 --- /dev/null +++ b/76563-h/images/cover.jpg diff --git a/76563-h/images/logo.jpg b/76563-h/images/logo.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..2b5de2f --- /dev/null +++ b/76563-h/images/logo.jpg |
