diff options
Diffstat (limited to '76563-0.txt')
| -rw-r--r-- | 76563-0.txt | 10932 |
1 files changed, 10932 insertions, 0 deletions
diff --git a/76563-0.txt b/76563-0.txt new file mode 100644 index 0000000..9d4c54c --- /dev/null +++ b/76563-0.txt @@ -0,0 +1,10932 @@ + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76563 *** + + + PELLE EROBREREN. + I + + + M. ANDERSEN NEXØ + + + + + PELLE EROBREREN. + BARNDOM + + + ROMAN + + FOLKEUDGAVE + + + KØBENHAVN OG KRISTIANIA + GYLDENDALSKE BOGHANDEL + NORDISK FORLAG + FORLAGETS BOGTRYKKERI + 1906 + + + OPLAG 2500 EKSEMPLARER + + + + + TIL + MESTEREN + HENRIK PONTOPPIDAN + + + + + TIL LÆSEREN! + + +Den brave Knægt jeg her sender ud i Verden nykonfirmeret og fuld af +Appetit, er det ørkesløst at gaa rundt og søge Fader-Lighed til. I tolv +Aar har jeg nu kælet for ham paa min Maade, og alle hans Glæder og +Sorger har lydt i mig selv, fra jeg kunde krybe — i mit Sind, i mine +Tarme, paa mine Rygstykker. Han er i højeste Grad min egen, og er i sin +gode Ret til — som Sagaens Sønner, naar de forlod Hjemmet — at kræve +Rejseordet af mig. Andre vil let nok kunne faa Øje paa alle hans Fejl, +men der er ingen, der kender ham som jeg. + +Er han ikke blevet til i en Haandevending, saa kræver han til Gengæld +Plads — Beretningen om „Pelle Erobreren“s Kampe og Sejr bliver paa fire +Bind. Men det forskrækker vel ingen i dette Land, hvor man paa Vuggen +opøves i at tage de vægtigste Bøger i stiv Arm. — — + +Han skulde ogsaa gærne komme i stort Følge! „Pelle Erobreren“ skulde +være en Bog om Proletaren — altsaa om Mennesket selv — der nøgen, kun +udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i Livets Sold; om Arbejderens +brede Gang over Jorden paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod +Lyset! Intet andet Samfundslag har saa stor en Baggrund for sin +Livsvandring som Almuen, eller saa stærke Skæbner — hvor Proletaren +kæmper, er det bestandig for det fundamentale, _han_ bliver endnu Martyr +paa de simpleste Retfærdighedskrav. + +Pelle kommer til at tage sin Tørn med. Andet Bind skildrer hans Læreaar +i den lille Provinsby med dens gammeldags Haandværkerforhold; i tredje +Bind drager han over Havet som ung Svend — mod _Kongens København_ — og +er med i Arbejdernes Rejsning; sidste Bind foregaar i København som det +nu er, gennemorganiseret og styret af Arbejderhænder — _Folkets +København_. + +Som den Svend han er, kommer han med i det hele. Og det hele skulde +gærne klinge igen i ham: i _hans_ Skridt skulde det uendelige Traadd +lyde af de mange, der vil kæmpe sig frem, _hans_ Sorger og Glæder skulde +være bærende for de manges Livslykke. + +Hvad Bogen indfrir her, bliver det Læsernes Sag at dømme om. Men til +dem, der ærgrer sig over baade den ene og den anden Udgivemaade, vil jeg +sige, at den her valgte Form for Udgivelse er den naturligste, hvor det +drejer sig om en Bog paa fire stærke, naturligt afsluttende Bind — og at +Forlaget kun fortjener Tak, fordi det ved at udsende Bogen i et +forholdsvis stort Oplag og til meget billig Pris, sætter en ung +Forfatter i Stand til overhovedet at faa saa stort et Værk ud. + +Espergærde, 28. Februar 1906. + + FORFATTEREN. + + + + + I + + +Det var den første Maj 1877, lige i Dagningen. Fra Søen kom Taagen +fejende, i et graat Slæb der laa tungt paa Vandet. Her og dér rykkede +det i den; den vilde lette, men lukkede sig igen og lævnede lige en +Stump Strand med to gamle Baade der laa med Bunden i Vejret; Stævnen af +en tredje Baad og en Stump Mole ragede frem af Tykningen et Par Skridt +til Siden. Med bestemte Mellemrum gled en flad Bølge graablank frem af +Taagen, slikkede ind over det raslende Strandgrus, og trak sig igen +tilbage; det virkede som laa der et stort Dyr skjult derinde i +Taagemassen og labede efter Land. + +Et Par sultne Krager holdt til paa en sort oppustet Genstand dernede — +vel sagtens Aadslet af en Hund. Hvergang Bølgeslikket gled frem, lettede +de og holdt sig svævende et Par Alen oppe med Benene strakt lodret ned +mod Byttet, som hang de usynligt ved. Naar Søen igen sukkede tilbage, +lod de sig dumpe og borede Hovedet dybt ned i Aadslet; men Vingerne +holdt de nu højt opspilede, klar til at lette for det næste Slik. Det +virkede med en Tidsmaalers Regelmæssighed. + +Et Raab dirrede ind over Havnen, og lidt efter hørtes den tunge Lyd af +Aarer der arbejdede over en Baadkant. Lyden fjærnede sig udefter og +hørte tilsidst helt op. Men saa gav en Malmklokke sig til at arbejde, +det maatte være paa den yderste Mole. Og ude fra Dybet hvor Aareslagene +var forsvundne, svarede et Tudehorn. De blev ved at svare hinanden med +et Par Minutters Mellemrum. + +Byen var ikke til at se, men nu og da flaktes Stilheden deroppe af en +Sten- eller Kaolinarbejders Jærnklamper mod Stenbroen. Den skarpe Takt +kunde høres længe, til den pludselig blev borte om et eller andet +Hjørne. Saa blev en Dør aabnet og der lød en kraftig Morgengaben, nogen +gav sig til at feje Fortov. Vinduer blev slaaet op her og dér, og +forskellige Lyd drog ud som Hilsen til den graa Dag. „Dit Svin, har du +nu ikke ligget tør igen!“ skreg en skarp Kvindestemme; der lød korte +gennemtrængende Smæk og et Barns Graad. En Skomager begyndte at banke +Lær, lidt efter faldt han ind i Arbejdet med en hellig Sang: + + „Kun én er værd vor Sang I Brødre kære: + det Lam paa hvem Alverdens Synder laa.“ + +Melodien tilhørte en af Mendelssohns _Lieder ohne Worte_. + +Paa Bænken under Kirkemuren sad et Baadelav og stirrede langsynet ud +efter Søen. De lænede forover med Hænderne hængende foldede ned mellem +Knærne, og bakkede paa deres Snadder. Alle tre havde Ringe i Ørerne mod +Forkølelse og andet Ondt og indtog nøjagtig samme Stilling — som var den +ene bange for i mindste Maade at adskille sig fra den anden. + +En Rejsende kom slentrende ned oppe fra Hotellet og gik hen til +Fiskerne. Han havde Kraven op om Ørerne og krøb sammen i Morgenkulden. +„Er der noget paa Færde?“ spurgte han høfligt og tog Huen af. Hans +Stemme lød morgenrusten. + +En af Fiskerne bevægede Knoen en Smule i Retning af Hovedtøjet, det var +Formanden for Baadelavet. De andre stirrede urokkeligt lige ud med +lukkede Miner. + +„Jeg mener siden der ringes og Lodsbaaden ligger ude og tuder,“ gentog +han. „Ventes der maaske Skib?“ + +„Det kan gærne være; én kan jo aldrig vide’t!“ svarede Baadføreren +utilgængeligt. + +Den Fremmede saa ud som han var Genstand for grov Uforskammethed, men +tog sig i det. Det var jo ikke andet end det sædvanlige +Hemmelighedskræmmeri — indgroet Mistro mod alt, hvad der ikke talte +deres egen Dialekt og saa ud nøjagtig som de selv. De sad der og var +indvendig urolige trods det træede Ydre, skelede til ham i Smug og +ønskede ham godt og vel borte igen. Han fik Lyst til at pine dem lidt. + +„Gudbevares, det er maaske en Hemmelighed?“ sagde han leende. + +„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Fiskeren knotten. + +„Ja jeg forlanger naturligvis ikke noget for ingenting! Det slider jo +ogsaa paa Kæbetøjet at lukke det op og i. Hvor meget plejer De at faa?“ +Han tog til Pungen, det var hans Hensigt at fornærme nu. + +De andre Fiskere kastede stjaalne Blikke til Baadføreren — bare han ikke +løb den paa Grund! + +Baadføreren tog Piben fra Tænderne og vendte sig mod sine Kammerater: +„Nej som jeg sagde jer, hvad det angaar, saa kan somme Folk rejse om og +prange med hvad det skal være.“ Han varskoede dem med Øjnene, Udtrykket +i hans Ansigt var uldent. Kammeraterne nikkede; de gottede sig, den +Handelsrejsende kunde se det paa deres fjogede Miner. + +Han var rasende, her stod han og blev behandlet som Luft og var +alligevel til Bedste for dem. „For Fanden Mennesker, har I ikke lært saa +meget, at man svarer høfligt paa et høfligt Spørgsmaal?“ sagde han +opbragt. + +Fiskerne saa frem og tilbage til hinanden, de holdt stum Raadslagning. + +„Nej men jeg skal sige os, at engang skal den jo komme kantro,“ sagde +Baadføreren endelig. + +„Hvad for en den for Pokker?“ + +„Damperen kan jeg vel vide. Og det plejer gærne at være ved denne Tiden +— dermedsaa!“ + +„Naturligvis — det forstaar sig,“ vrængede den Rejsende. „Men er det nu +ogsaa værd at tale saa højt om det?“ + +Fiskerne havde vendt ham Ryggen og stod og gravede i deres Snadder. + +„Her til vort er vi ikke saa aabenmundede som visse andre Folk, og vi +faar Føden alligevel,“ sagde Formanden til de andre. De brummede noget +til Bifald. + +Den Fremmede drev ned ad Havnebakken, Fiskerne saa lettet efter ham. +„Sikken en Hagga!“ sagde den ene, „han vilde nok gøre sig til. Men du +gav ham da hvad han har godt af længe.“ + +„Ja gu bed det,“ svarede Baadføreren selvfølende. — „Det er det fine +Skidt én skal vare sig mest for.“ + +Nede midt paa Havnebakken stod en Værtshusholder og gabede uden for sin +Dør, til ham gentog Morgenvandreren sit Spørgsmaal og fik straks Svar — +Manden var Københavner: + +„Jo ser De, vi venter jo Damperen i Dag fra Ystad med en gevaltig +Ladning Slaver. Billig svensk Arbejdskvaj forstaar De, som lever af +Fedtebrød og Spegesild og slæber for tre. De sku’ piskes paa Navlen sku’ +de, med en gloende Istap — og Bønderbæsterne forresten med. — — Det skal +vel ikke være et lille Glas paa Morgenkvisten?“ + +„Nej tak, jeg tror næsten ikke — saa tidlig.“ + +„Ja ingen Aarsag. Saa lidt kan jeg sku ikke give tilbage paa.“ + +— — — + +Paa Havnepladsen holdt der allerede en Del Bøndervogne, og hvert Øjeblik +kom ny rullende oppe fra, i fuld Fart. De nyankomne styrede deres Spand +saa langt frem som muligt, undersøgte med et kritisk Blik Sidemandens +Heste, og satte sig saa til at halvsove, sammenfaldne, med Pelskraven op +om Hovedet og en stor klar Draabe under Næsen. Uniformerede Toldere, og +Lodser der lignede uhyre Pingviner drev uroligt om, spejdede ud over +Søen og lyttede. Hvert Øjeblik ringedes der med Klokken paa den yderste +Mole, og Lodsbaadens Tudehorn svarede et Steds ude i Tykningen over Søen +— med en lang grim Tuden som fra et sygt Dyr. + +„Hvad Bølen var det?“ spurgte en Bonde der lige var kommet, og tog +forskrækket i Tømmerne. Frygten meddelte sig fra ham til Hestene; de +stod og sitrede med Hovedet højt løftet, og blev ved at lytte ud over +Søen med spørgende Angst i Øjnene. + +„Det var bare Søslangen der gav sig lidt,“ svarede en Toldbetjent. „Den +lider altid af Vinde i dette taagede Vejr — den er Vindsluger skal jeg +sige os.“ Tolderne stak Hovederne sammen og grinede. + +Glade Søgutter i blaat Tøj og hvid Halsklud gik omkring og kælede for +Hestene, eller pirrede dem i Næseborerne med et Halmstraa for at faa dem +til at stejle. Naar Bønderne vaagnede op og skældte, lo de fornøjet og +sang: + + „En Sømand han maa lide + langt mere ondt end godt, godt, godt!“ — + +En stor Lods i Islænder og Bælgvanter fór uroligt rundt med en Raaber i +Haanden og brummede som en nervøs Bjørn. Nu og da krøb han op paa +Molehovedet, satte Raaberen for Munden og brølede ud over Vandet: „Hører +— I — noget?“ Brølet blev længe ved at ride udad paa de lange Dønninger +op og ned; herinde efterlod det trykkende Tavshed. Og pludselig kom det +igen oppe fra Byen som en uformelig Lallen der fik Folk til at le. + +„N-e-j“ lød det lidt efter tyndt og langtrukkent ude fra Dybet. Og man +hørte atter Hornet tude, en lang hæs Lyd der vuggedes ind med +Dønningerne og brast gurglende i Skvulpet under Bolværk og paa +Beddinger. + +Bønderne var nærmest uden for det hele, de smaablundede eller sad og +svippede med Pisken for at faa Tiden til at gaa. Men alle andre var +under Spænding. Efterhaanden var der samlet en Del Mennesker paa Havnen: +Fiskerne, Søfolk som endnu ikke var forhyrede, og Smaamestre som ikke +kunde blive hjemme paa Værkstedet for Uro. De kom strygende med +Skødskindet for og begyndte hæsblæsende at drøfte Stillingen; de brugte +Søudtryk, de fleste af dem havde faret til Søs i deres unge Dage. Det at +Damperen skulde komme var altid en Begivenhed der samlede Mennesker til +Havnen; men i Dag havde den de mange Mennesker om Bord, og der var +allerede gaaet en Time over Tiden. Den farlige Taage gav Spændingen et +Højtryk; men efter som Tiden gik veg Spændingen for en dump trykket +Stemning. Taagen er den Søfarendes værste Fjende, og der forelaa mange +uhyggelige Muligheder. I bedste Fald havde Skibet vel ramt Land for +langt til Nord eller Syd og laa nu et Steds derude paa Søen og brølede +og tog Lodskud, uden at turde røre sig. Saa var Kaptejnen som et ondt +Vej, og Matroserne sprang som Katte. Stop! — Langsomt frem! — Stop! — +Langsomt back! Første Mester stod selv ved Maskinen og var graa og +nubret af nervøs Spænding. Dernede i Maskinen hvor de slet intet vidste, +lyttede de sig Ørerne ud af Hovedet til ingen Nytte; men oppe paa Dækket +sansede hver Mand for Livet. Rorgængeren vogtede paa Kaptejnens styrende +Haandbevægelser saa Sveden sprak af ham, Udkigsmanden paa Bakken +stirrede og lyttede ind i Taagen til han hørte sit eget Hjærte slaa, +hver Mand paa Dækket var saa han spillede. Og Dampfløjten tudede +advarende. — Men kanske laa Skibet allerede paa Havets Bund. + +Alle kendte det, hver Mand havde paa en eller anden Maade været med i +denne overladede Farespænding — som Skibsdreng, Fyrbøder, Kaptejn, Kok — +og fik noget af den i Blodet igen nu. Kun Bønderne var udenfor det hele, +de blundede, nikkede op med et Sæt og gabede lydeligt. + +Søfolkene og Bønderne havde altid ondt ved at forliges, de var lige saa +forskellige som Jorden og Havet. Men i Dag gik man ligefrem og saa sig +indædt arrig paa Bønderne for deres ligegyldige Holdning. Den tykke Lods +havde allerede flere Gange været i Klammeri med dem, fordi de holdt i +Vejen for ham; og da en af dem gav sig en Blottelse faldt han straks +over ham. Det var en ældre Bonde, som vaagnede op ved at han var ved at +nikke forover; han saa utaalmodigt paa sit Ur og sagde: + +„Det trækker ellers noget længe ud, Kaptejnen kan nok ikke finde Baasen +i Dag.“ + +„Han er nok snarere dumpet ind i en Kro under Vejs!“ sagde Lodsen +lysende af Ondskab. + +„Ogsaa det saagu!“ svarede Bonden uden i Øjeblikket at gøre sig nøjere +Rede for Havets Veje. Tilhørerne slog en hoverende Latter op og lod +Misforstaaelsen gaa videre ud over Havnepladsen. Man stimede sammen om +den uheldige Mand. „Hvor mange Kroer er der herfra til Sverig?“ raabtes +der. + +„Ja der er for nem Adgang til det vaade derude, det er Ulykken,“ blev +Lodsen ved. „Ellers kunde enhver Grødæder føre et Skib. Det er jo bare +at holde godt til højre om Mads Hansens Gaard, saa er Landevejen lige +for. Og Satan til Landevej! Telegraftraad og Grøfter og en Rad Popler +paa hver Side — lige grundforbedret af Sogneraadet. Grøden af Skæget, et +Smask til Kællingen og op paa Kommandobroen. Er Maskinen smurt Hans? Ja, +ja, saa rejser vi af i Guds Navn — ræk mig Stadspisken!“ Han +efterlignede Bøndernes Maade at tale paa. „Pas nu paa Kroerne, Far!“ +føjede han til med pibende Kvindestemme. Der var umaadelig Latter, den +klang ondt af den trykkede Understemning. + +Bonden sad ganske roligt og tog imod hele Skyllen; han dukkede blot +Hovedet lidt. Da Latteren var ved at lægge sig, pegede han paa Lodsen +med Pisken og sagde til de omstaaende: + +„Det var Fanden til Hoved der sidder paa det Barn! Hvis Far er du min +Dreng?“ vendte han sig til Lodsen. + +Der var flere der lo, og den tykhalsede Lods blev opsvulmet i Hovedet af +Raseri. Han greb fat i Vognfadingen og rystede den, saa Bonden havde +ondt ved at blive siddende. „Din visne Knoldsparker, din Svineavler, din +Møgkører!“ brølede han rasende „skal du komme her og dutte voksne Folk +og kalde dem Dreng! og ræsenere over Skibsfarten oven i Købet hæ — +saadan en luset Kreditpels! — Nej skulde du nogentid faa Lyst til at +tage din fedtede Nathue af for andre end Degnen derhjemme, saa tag du +den af for den Skibsfører, der kan finde sin Havn i en Taage som denne +her. Det kan du hilse og sige jeg har sagt.“ Han slap sit Tag i Vognen +saa den slog over i den anden Side. + +„Jeg maa vel hellere tage den af for dig, siden det ikke lader til at +den anden kan finde os i Dag,“ sagde Bonden grinende og strøg sin lodne +Hue af, saa et stort skaldet Hoved kom til Syne. + +„Skjul den Barnerumpe i en Fart, eller min Salighed jeg giver dig nogen +i den!“ raabte Lodsen blind af Raseri og vilde krybe op i Vognen. + +I det samme lød som gennem Telefon en fjærn spæd Kvækken ude fra Dybet: +„Vi — hører — en — Dampfløjte!“ + +Lodsen sprang ud over Molen og slog i Forbifarten til Bondens Heste saa +de stejlede; Mænd gjorde klar ved Fortøjningspælene og kom skurende frem +med Landgangsbroerne i vild Fart; Vognene der havde Halm bag i som de +skulde hente Kvæg, gav sig til at køre skønt de ingen Steder havde at +køre hen, de malede rundt paa én Plet. Alt var i Bevægelse. Fæstemænd +med røde Næser og slu Øjne kom pilende oppe fra Skipperknejpen hvor de +havde holdt Varmen. + +Og som om en mægtig Klo havde grebet ind i Bevægelsen stod alt pludselig +stille igen i anspændt Lytten — en fjærn forsvindende Brølen af en +Dampfløjte klagede nyfødt et Steds langt borte. Man listede sammen i +Klynger, stod i forstenet Lytten og sendte onde Blikke til de urolige +Køretøjer; var det virkeligt, eller var det et Foster af saa manges +hæftige Ønsker? — maaske et Varsel for hvermand om at Skibet i dette +Øjeblik gik til Bunds? Havet sender altid Bud om sine onde Gærninger; en +Lem knirker for de Efterladte, naar Forsørgeren gaar bort, eller der +pikkes tre Gange paa de Vinduer, som vender ud mod Søen — der er saa +mange Maader. + +Men saa lød det igen, og denne Gang gik Lyden i fine Toneriller over +Vandet, det samme sitrende Halvfløjt som naar Gaddiserne letter — den +var levende. Og Tudehornet svarede den ude i Sejlløbet, og Malmklokken +inde paa Molehovedet; saa atter Tudehornet — og Dampfløjten i det +fjærne. Og saaledes blev det ved, en Ledetraad af Lyd blev spundet +mellem Land og det ubestemte Graa derude, frem og tilbage. Det kunde +tydelig fornemmes herinde paa den faste Jord, hvorledes man famlede sig +frem efter Lyden derude — den hæse Brølen tiltog langsomt i Styrke, veg +lidt til Syd eller Nord men tiltog stadig. Og andre Lyd brød igennem, +tung Skuren af Jærn paa Jærn, Skruens Larm naar den bakkede eller atter +slog fremad. + +Lodsbaaden gled langsomt frem af Taagen. Den holdt sig midt i Sejlløbet, +bevægede sig sindigt indad og tudede uophørligt. Den slæbte ved Lyden en +usynlig Verden efter sig hvor Hundreder af Stemmer mumlede tykt ind i +Raab og Klange og klaskende Fodtrin — en Verden der flød i Blinde her i +Rummet tæt ved. Saa dannede der sig en Skygge i Taagen hvor ingen havde +ventet det, og det lille Dampskib brød frem — en Kolos at se til i det +første Overraskelsens Øjeblik — og lagde sig midt i Indløbet. + +Nu brast den sidste Rest af Spænding over det hele, hvert Menneske +maatte foretage sig et eller andet for at løse sig ud. De tog ved +Hovedet af Bøndernes Heste og rykkede dem tilbage, bankede Hænder, +forsøgte en Vittighed eller lo blot støjende og stampede i Stenbroen. +„God Rejse?“ spørges der af en Snes Stemmer paa én Gang. + +„_All right!_“ svarer Kaptejnen oprømt. Og nu er ogsaa han udløst, +Kommandoraabene ruller fra ham, Skruen løber kogende baglæns, Trosser +flyver gennem Luften, Dampspillet gaar med syngende Metalklang. Og +bredsides arbejder Skibet sig ind til Bolværket. + +I Druknehullet mellem Bakken og Broen, inde under Overdækket og Agter — +alle Vegne myldrer det. Det er et underligt fjoget Mylr som af Faar der +rejser sig paa hinandens Ryg og maaber. „Sikken en Ladning Kvæg!“ raaber +den tykke Lods op til Kaptejnen og stamper henrykt i Molen med sine +Træskostøvler. Der er Faareskindshuer, gamle Soldaterkasketter, ræverøde +skabede Hatte, og Kvindernes tækkelige sorte Hovedtørklæder. Ansigterne +er saa forskellige som gammelt indskrumpet Svinelær og ung gulnende +Frugt, men Savn og Forventning og en vis Livsgraadighed lyser af dem +alle. Og Øjeblikkets Usædvanlighed lægger et Skær af Dumhed over dem, +som de dér kiler sig frem eller rejser sig over hinanden og stirrer med +aabne Miner paa dette Land, hvor Lønnerne skal være saa høje og +Brændevinen saa gudsforbasket stærk. + +De ser de tykke pelsklædte Bønder og de anløbne Fæstemænd. + +De ved ikke hvor de skal gøre af sig selv og staar i Vejen overalt, +Matroserne jager dem bandende fra Side til Side i Skibet, eller slænger +uden Varsko Luger og Stykgods over Benene paa dem. „Varsko, din svenske +Jævel!“ raaber en Matros der skal slaa Jærnportene op. Svenskeren hummer +sig forfjamsket, men Haanden farer for egen Regning til Lommen og piller +nervøst ved den store Foldekniv. + +Landgangen er klar, og de halvtredje Hundrede Passagerer strømmer fra +Borde — Stenhuggere, Havnearbejdere, Tjenestepiger, mandlige og +kvindelige Daglejere, Karle, Røgtere, en og anden ensom lille +Vogterdreng, og elegante Skræddere der holder sig langt fra de øvrige. +Der er unge Mænd saa ranke og velskabte som de ikke fostres paa Øen her, +og Stakler saa tilrakkede af Slid og Savn som de aldrig bliver det +herhjemme. Der er endogsaa Ansigter imellem som lyser af aaben Ondskab — +og andre der gnistrer af Energi eller skæmmes af store Ar. + +De fleste er i Arbejdstøj og har kun det med sig de gaar og staar i, her +og dér har en et Stykke Redskab paa Nakken — en Skovl eller Jærnstang, +De der har noget Rejsegods faar vendt godt op og ned paa det af +Toldvæsnet — Tøj er saa billigt i Sverig. En og anden Pige som er lidt +svær maa finde sig i Toldernes grovkornede Spøg, dér er f. Eks. den +smukke Sara fra Cimrishamn som alle kender. Hvert Efteraar rejser hun +hjem og kommer igen hvert Foraar — i de mest velsignede Omstændigheder. +„Det er Kontrabande,“ siger Tolderne og peger; de siger den samme +Vittighed hvert Aar og har gaaet og glædet sig til den. Men Sara som +ellers er saa ilter og rap i Kæften, stirrer bly mod Jorden — hun har 20 +Alen Klæde viklet under Skørterne. + +Bønderne er lysvaagne nu. De der tør, forlader Hestene og søger ind i +Flokken, de andre vælger sig deres Arbejdskraft ud med Øjnene og raaber +den an. Hver anlægger sit Maal — Skulderbrede, beskeden Holdning, +Usselhed; men de arrede og ondskabsfulde Ansigter er de bange for, de +overlades til Forvalterne paa de større Gaarde. Der bydes og tinges, +hvert Øjeblik kryber en eller to Svenskere op i Halmen bagi og ruller +bort. — — + +Lidt afsides stod en ældre ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en +8-9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres Fødder stod en grøn Kiste. De +fulgte opmærksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med +nogle af deres Landsmænd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der +saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand undersøgte Bønderne én for +én med bekymret Mine og bevægede Læberne imens — han tænkte. Stadig løb +de røde vippeløse Øjne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han +tørrede dem med den grove snavsede Sækkehals. + +„Ser du den dér?“ sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille +tyk Bonde med Æblekinder. „Tro om han ikke skulde være god mod Børn? +Skal vi forsøg’en, Pøjke?“ + +Drengen nikkede alvorligt, og de styrede løs paa Bonden. Men da han +hørte at de skulde følges ad, vilde han slet ikke have dem — Drengen var +altfor lille til at tjene Føden. Og saadan gik det dem hver Gang. + +Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans Søn Pelle. + +Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde været paa Øen en Gang før — +for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at +sige i sin bedste Arbejdskraft, og havde ikke en lille Dreng ved Haanden +som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden — det var Forskellen. +Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede +til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa ét Kort han, +og benyttede de Par Kroner han fik for Huden af Koen til at drage til +Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var de tre Munde, men +da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i Møde med. + +Lasse havde dengang været Mand for at redde Situationen; og endnu kunde +det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at +tænke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om +at sælge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta +skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og der blev intet af det — ikke +før hun døde efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte +Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik +med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde tæret. Huset og +Jorden tilhørte Patronen. En grøn Kiste som havde hørt til Bengtas +Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres +Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til +Havnebyen med en kørende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen +vilde byde paa, stoppede han i en Sæk, og med den paa Nakken og Drengen +ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra +Rønne lagde til. Skillingerne kunde lige række til Overfarten. + +Han havde været saa sikker paa sig selv under Vejs og i høje Toner +fortalt Pelle om dette Land, hvor Lønnerne var saa ufattelig høje, og +hvor man somme Steder fik Paalæg paa sit Brød og altid Øl til, saa +Vandvognen i Høstens Tid ikke kørte rundt til Arbejderne men kun til +Kvæget. Og — ja de der vilde kunde drikke Brændevin som Vand saa billigt +var det, men det var saa stærkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang. +De brændte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det +til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde Pøjken fryse dér, for det var +Uldent inderst og ikke dette her Blaarlærred, som det blæste rags +igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt magelig sine to +Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 Øre paa +egen Kost. + +Pelle havde hørt det samme mange Gange før — af Faderen, af Ole og +Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde været her. Om Vinteren +naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks Nød, +snakkede simpelt hen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem +der ikke selv havde været paa Øen men kun hørte Fortællingerne om den, +skød Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne. +Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres +bedste Tøj altid, og spiste Fedtebrød med Sukker paa saa tidt de vilde. +Her flød Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne +gad nok ikke engang bukke sig og tage dem op. Men Pelle skulde samle, +saa Far Lasse kom til at hælde Skramlet ud af Sækken og tømme Læddiken i +den grønne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de +nu snart kom af Sted — han ruskede utaalmodigt i Faderen. + +„Ja, ja,“ sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, „ja ja, du faar vel +give Tid du.“ Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al +Herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og +Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig +siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede Hænder, da den +sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hjælpeløst efter den; +saa bar han og Drengen den grønne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand +vandrede de op mod Byen. + +Lasse gik og bevægede Læberne — han tænkte. Til daglig tænkte han bedst +ved at tale højt med sig selv; men i Dag var alle Ævner oppe i ham, og +han kunde nøjes med at bevæge Læberne. + +Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til +undskyldende Ord. „Fan,“ udbrød han og sendte med et Stød af Ryggen +Sækken længere frem over Nakken, „inte skal man tage det første det +bedste som mælder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel +Ansvaret for to kan jeg tænke, og han ved hvad han vil — og saadér! Har +vel været i fremmed Land før i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det +bedste altid til Slut, at du véd’et, Pøjke.“ + +Pelle hørte kun svagt efter. Han havde allerede trøstet sig, og Faderens +Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt +Udtryk for en mægtig Sandhed — den at hele Verden skulde blive deres med +alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i Færd +med at tage den i Besiddelse — med vidtaaben Mund. + +Han gik med en Mine som skulde han sluge Havnen med alle dens Skibe og +Baade, og de store Bræddestabler, der nok saa ud til at være hule +indeni. Her var Legeplads her — men ingen Drenge! Mon Drengene her var +ligesom de hjemme? han havde ingen set endnu. Kanske havde de helt andre +Maader at slaas paa, men han skulde nok klare sig — blot de vilde komme +én ad Gangen. Dér stod jo et stort Skib helt oppe paa Land, og man var +nok i Færd med at flaa Huden af det. Jasaa, Skibene havde Ribben ogsaa, +ligesom Kørne! + +Ved det store Træskur midt oppe paa Havnepladsen satte Lasse Sækken fra +sig. Han gav Drengen et Stykke Brød og sagde til ham, at han skulde +blive og passe paa Sækken; saa gik han opefter og forsvandt. Pelle var +dygtig sulten, han holdt om Brødet med begge Hænder og huggede graadigt +i sig. + +Da han havde pillet de sidste Krummer op af sin Trøje gav han sig i Lag +med Omgivelserne. Det sorte i den vældige Gryde dér var Tjære, han +kendte det godt men havde aldrig set saa meget paa engang. Fy Fan, om +man drattede dér ned mens det kogte — det blev nok værre end selve +Svovlpølen i Helvede det. Og dér laa nogle vældige Fiskekroge, just Mage +til dem der hang i tykke Jærnkæder ud af Skibenes Næsebor! Mon der endnu +fandtes Kæmper der kunde fiske med en saadan Krog? Stærke Johan lod dem +nok ligge han! + +Han fastslog ved Selvsyn, at Bræddestablerne virkelig var hule, og at +han med Lethed kunde komme ned paa Bunden af dem — blot han ikke havde +haft Sækken at trækkes med. Faderen havde sagt han skulde passe paa den, +og han slap den ikke ud af Hænderne et Øjeblik; da den var for tung at +bære, maatte han slæbe den efter sig fra Genstand til Genstand. + +Han opdagede et lille Skib, ikke større end at en Mand kunde ligge +strakt i det, og fuldt af borede Huller i Bunden og paa Siderne; han +forskede sig frem til Skibstømrernes store Slibesten, der var næsten saa +høj som en Mand. Her laa krumme Planker hvori der sad Søm saa store som +Lensmandens ny Tøjrpæle derhjemme; og det Skibet var tøjret ved dér, var +det ikke en rigtig Kanon som de havde plantet? + +Pelle saa det altsammen og undersøgte hver eneste Ting paa fornøden +Maade — snart blot ved at spytte vurderende paa den, snart ved at sparke +mod den eller kradse i den med sin Lommekniv. Traf han paa et eller +andet sælsomt Vidunder der ikke ad anden Vej vilde ind i hans lille +Hjærne, saa satte han sig overskrævs paa det. + +Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke +en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla +her, saa skulde han have forklaret og sat dem ind i det altsammen. +Jøsses hvor de vilde glo stort! Men naar han igen kom hjem til Sverig +vilde han fortælle om det; saa sagde de nok Løgnhals til ham haabede +han. + +Pelle sad og red paa en uhyre Mast, der laa strakt hen ad Tømmerpladsen +paa nogle Egeknægte. Han spændte Fødderne sammen under Masten, som han +havde hørt Ridderne i gamle Dage gjorde det ved deres Hest, og +fantaserede at han greb fat i en Ring og løftede sig selv, Hest og det +hele. Han sad til Hest midt i sin nyopdagede Verden og struttede af +Erobrerstolthed, slog med den flade Haand paa Hestens Kryds, og huggede +Hælene i Siden paa den mens hun skraalede en Vise af fuld Hals. Sækken +havde han maattet slippe for at komme herop: + + Højt oppe i Smaaland der dansede Smaadjævle + med ladede Pistoler og riflede Gevær; + alle de Smaadjævle de spilled paa Fioler, + selve Gubben Satan spillede Klaver. + +Midt i sin støjende Glæde kastede han et Blik i Vejret, stak i at +tudbrøle og lod sig dumpe lige ned i Hugspaanerne. Oven paa Skuret +Faderen havde anbragt ham ved stod en sort Mand og to sorte, halsende +Helvedeshunde; Manden stak Overkroppen helt ud af Tagrygningen og truede +ad ham. Det var en gammel Galionsfigur, men Pelle troede, det var selve +Gubben Satan der kom for at tage ham til Straf for den dristige Vise, og +stak i Rend opefter. Et Stykke oppe kom han i Tanke om Sækken og +stansede. Han brød sig ikke om den Sæk — og Prygl fik han heller ikke om +han lod den i Stikken, for Far Lasse slog aldrig; den fule Djævel vilde +ogsaa æde ham op om han vovede sig derned igen — allermindst; han saa +tydelig, hvor det lyste rødt af Næseborerne baade paa ham og Hundene. + +Men Pelle betænkte sig alligevel. Faderen var saa øm over den Sæk, han +vilde ganske sikkert blive bedrøvet om han mistede den — kanske græde +som da han mistede Mor Bengta. For første Gang maaske var Drengen ude +for en af Livets alvorlige Jærnprøver og stod — som saa mange Mennesker +havde staaet før ham — med Valget imellem at ofre sig selv eller ofre +andres. Kærlighed til Faderen, Drengestolthed, den Pligttroskab der er +Samfundets Vuggegave til de Fattige — det ene med det andet afgjorde +Valget. Han bestod Prøven — men ikke tappert; han tudbrølede hele Tiden +mens han med Øjnene stivt rettede paa den Onde og hans Helvedeshunde +luskede tilbage efter Sækken og i stift Løb slæbte den efter sig op ad +Gaden. + +Ingen er vel en Helt før Faren er overstaaet. Men heller ikke da fik +Pelle Lejlighed til at gyse over sit eget Mod; for da han først var uden +for den sorte Mands Rækkevidde og Skrækken skulde have sluppet sit Tag i +ham, tog den blot en ny Form. Hvor blev nu Faderen af? han havde jo sagt +at han straks kom igen! Om han nu slet ikke kom igen mere? Kanske var +han gaaet bort for at blive af med sin lille Dreng, der blot var til +Besvær og gjorde det vanskeligt for ham at faa Tjeneste. + +Pelle forstod saa fortvivlet godt at det maatte komme dertil, mens han +brølende trak af med Sækken. Saadan var det jo gaaet andre Børn ogsaa af +hans inderlige Bekendtskab. Men de kom til Pandekagehuset og fik det +godt, og Pelle selv han skulde nok — — kanske opsøgte han selve Kongen +og blev taget i Huset og fik Prinsepogene til Legekammerater og sit eget +lille Slot at bo i. Men Far Lasse skulde ikke faa et Fnug, for nu var +Pelle vred og hævngærrig skønt han brølede lige løssluppent. Tre Dage +skulde han faa Lov at staa og dundre paa Porten og tigge for sig, og +først naar han græd ynkeligt — nej han fik vel have Lov at komme ind +straks, for Far Lasses Graad det var det pinagtigste i hele Verden. Men +han skulde ikke faa et eneste af de Søm, Pelle havde fyldt sine Lommer +med nede paa Tømmerpladsen; og naar Kongens Kone kom med Kaffe paa +Sengen til dem — — + +Pelle stansede baade sin fortvivlede Graad og sine lykkelige Fantasier — +ud fra en Beværtning øverst i Gaden kom Far Lasse selv lyslevende. Han +saa sjæleglad ud og holdt en Flaske i Haanden. + +„Dansk Brændevin, Pøjke!“ raabte han og vinkede med Flasken. „Huen af +for det danske Brændevin! — Men hvorfor har du grædt? — jasaa du blev +bange. Og hvorfor blev du bange? hedder ikke din Far Lasse kanske — +Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Og han er ikke godt at drages med, han +slaar haardt han, om han tirres! Komme og kyse smaa skikkelige Pøjker, +fy fan! de faar vel agte paa deres Indvolde! Var end den hele vide +Verden fuld af brændende Djævle, Lasse er her han, og du skal ikke være +ræd!“ + +Mens han skældte saa opbragt tørrede han ømt Drengens graadsnavsede +Kinder og Næse af med sin ru Haandbalg og fik atter Sækken paa Nakken. +Der var noget rørende brøstfældigt over hans ludende Skikkelse, idet han +pralende og trøstende travede ned mod Havnen igen med Drengen ved +Haanden. Han stolprede i de store Fedtlærsstøvler, hvis Stropper stak ud +til Siden og havde en forbavsende Lighed med Pelles Øren; af den gamle +Vinterfrakkes gabende Lommer stak til den ene Side den røde Lommeklud, +til den anden Flasken. Han var blevet lidt løsere i Knærne nu, og Sækken +truede hvert Øjeblik med at tage Magten fra ham — den stødte ham forover +og tvang ham til at smaaløbe ned ad Bakken. Affældig saa han ud, maaske +de store Ord bidrog deres dertil. Men Øjnene lyste fortrøstningsfuldt, +og han smilede ned til Drengen, der løb ved hans Haand. + +De nærmede sig Skuret, og Pelle blev helt kold af Skræk — Manden stod +der endnu. Han søgte om paa den anden Side af Faderen og vilde trække +ham ud over Havnepladsen i en stor Bue. „Der er han igen,“ sagde han +klynkende. + +„Ja saa det var den dér, som var efter dig?“ sagde Lasse og lo højt — +„og han er tilmed af Træ. Da er du ogsaa den tapreste Pøjke, jeg har +kendt! Der skal ikke mangle stort i, at én kan sende dig mod en død Høne +naar du faar en Kæp i Haanden.“ Lasse blev ved at le og ruskede fornøjet +i Drengen. Men Pelle var lige ved at gaa i Jorden af Skamfuldhed. + +Nede ved Toldboden traf de en Forvalter, som var kommen for sent til +Dampskibet og ingen Folk havde faaet. Han stansede sit Køretøj og +spurgte Lasse om han søgte Tjeneste. + +„Ja vi søger begge to,“ svarede Lasse kry. „Vi vil tjene i samme Gaard — +som Ræven sagde til Gaasen.“ + +Forvalteren var en stor kraftig Mand, og Pelle gøs af Beundring over +Faderen, der turde tale ham saa dristigt til. + +Men den store Mand lo godmodigt. „Saa skal han dér vel være Forkarl?“ +sagde han og svippede til Pelle med Pisken. + +„Ja det bliver han sikkert engang,“ sagde Lasse med stærk Overbevisning. + +„Han kommer nok til at spise nogle Skæpper Salt først. Naa men jeg har +Brug for en Røgter og vil give dig 100 Kr. for et Aar — skønt du skal +have forbandet ondt ved at fortjene dem, efter hvad jeg kan se. Drengen +bliver der vel altid en Bid Brød til, men han maa naturligvis udrette +den Smule han kan. Du er vel hans Bedstefar!“ + +„Jeg er hans Far — for Guds og Hvermands Aasyn,“ svarede Lasse stolt. + +„Se se, saa maa der jo alligevel være lidt ved dig endnu — hvis du da er +kommet ærligt til ham. Men kryb nu op om du vil dit eget Vel, jeg har +ikke Tid at holde her. Du faar ikke et saadant Tilbud hver Dag.“ + +Pelle syntes hundrede Kroner var en syndig Masse Penge, Lasse som den +ældste og fornuftigste havde derimod en Fornemmelse af at det var altfor +lidt. Men skønt det ikke var gaaet op for ham endnu havde Morgenens +Erfaringer pillet stærkt ved hans lyse Syn paa Fremtiden; Snapsen havde +til Gengæld gjort ham ligeglad og rundhaandet til Sinds. „Lad gaa til +da,“ sagde han og slog stort ud med Haanden. „Men Patronen skal vide, at +vi ikke vil have Spegesild og Søbe tre Gange om Dagen. Et ordenligt +Kammers faar vi ogsaa have — og Søndagsfrihed.“ Han hev Sækken og +Drengen op i Vognen og kravlede selv bagefter. + +Forvalteren lo: + +„Du har nok været her paa Landet før, Gamle? Men det kommer vi nok ud af +altsammen; du skal faa Flæskesteg med Rosiner i og Rabarbergrød med +Peber paa, saa tidt du gider aabne Munden.“ + +De kørte ned til Dampskibet efter Kisten og rullede saa ud ad Landet +til. Lasse som genkendte dette og hint forklarede vidt og bredt for +Drengen. Ind imellem stjal han sig til at tage en Dram, Forvalteren +maatte ikke se det. Pelle frøs og borede sig ned i Halmen, han krøb helt +ind under Faderen. + +„Tag dig en Slurk,“ hviskede Lasse og listede Flasken til ham. „Men pas +paa, at han ikke ser det, for han er ful. Det er en Jude.“ + +Pelle vilde ingen Snaps have. „Hvad er en Jude for en?“ spurgte han +hviskende. + +„En Jude — Kors i Jøsses Pøjke at du ikke ved det; det var jo Juderne +som korsfæstede Kristus. Derfor maa de nu vandre hele Verden over og +sælge Uldtøj og Naale og saadér; og snyder gør de overalt hvor de kommer +frem. Kan du ikke huske ham som snød Mor Bengta for hendes vakre Haar? +nej det var jo nok før din Tid — det var en Jude det ogsaa. Han kom en +Dag jeg ikke var hjemme, og pakkede alt sit fine Kram ud, der var nok +baade Kamme og Naale med blaa Glashoveder og de fineste Hovedtørklæder. +Og Kvindfolk kan jo ikke staa for saadant fint Kram, de bliver ligesom +jeg vil sige en af vi andre naar nogen holder os en Flaske Brændevin for +Næsen. Mor Bengta havde nu ingen Penge, men han den fule Fan vilde give +hende det fineste Hovedklæde, naar han maatte skære en liden Ende af +Flætningen. Og saa skærer han den af helt oppe ved Nakken. Kors i +Herrens Fryd hvor var hun som Flint og Staal naar hun blev gal — hun +pryglede ham ud af Huset med en Rage. Men Flætningen tog han med sig, og +Tørklædet var noget Skidt som det var at vente. For Juderne er nogle +fule Djævle, som har korsfæstet — — —“ Lasse begyndte forfra. + +Pelle mærkede lige akkurat Faderens sagte Brummen. Det drejede sig om +Mor Bengta, men hun var jo død nu og laa i sorten Jord — hun knappede +ikke hans Underbul i Ryggen mere, og varmede hans Hænder naar han frøs. +— Jasaa de kom tilmed Rosiner i Flæskestegen her til Lands; de maatte +have Penge som Græs. Der laa nu ingen paa Vejene og flød, og farlig fine +var Husene og Gaardene ikke heller. Men det besynderligste var, at +Jorden her havde samme Farve som hjemme, skønt det var et fremmed Land. +I Tommelilla havde han set et Landkort, hvor hvert Land havde sin egen +Farve. Men det var altsaa Løgn det! + +Lasse var forlængst gaaet i Staa, han sov med Hovedet paa Drengens Ryg. +Flasken havde han glemt at skjule. + +Pelle vilde lige til at skyde den ned i Halmen, men Forvalteren — der +forresten ikke var Jyde men Sjællænder — vendte sig i det samme og fik +Øje paa den. Han bød Drengen kaste den i Grøften. + +Ved Middagstid naaede de deres Bestemmelsessted. Lasse vaagnede idet de +rullede ind paa Stenbroen i den store Gaard og famlede mekanisk i +Halmen. Men pludselig besindede han sig paa hvor han var, og blev ædru +med et Ryk. Dette var jo saa deres nye Hjem! det eneste de havde at +holde sig til og vente sig noget af paa denne Jord. Og idet han saa ud +over den store Gaard, hvor Middagsklokken netop lød og kaldte Tyende og +Daglejere ud af alle Døre, forsvandt al hans Selvtillid. En fortvivlet +Følelse af Værgeløshed overvældede ham og fik hans Ansigt til at skælve +i afmægtig Bekymring for Sønnen. + +Hans Hænder rystede under ham da han krøb af Vognen; han stod der +raadvild og prisgivet alle de forskende Blikke derhenne fra Nedgangen +til den mægtige Stuebygnings Kælder. De snakkede om ham og Drengen og lo +allerede. I sin Forvirring greb han til den Beslutning at gøre saa +gunstigt et Førsteindtryk som muligt, og gav sig til at tage Huen dybt +af for hver enkelt; Drengen stod ved Siden af og gjorde lige som +Faderen. Det mindede om Markedets Klovner, og derhenne ved Kælderhalsen +lo de højt og bukkede efterabende, de begyndte ogsaa at raabe op. Men +saa kom Forvalteren atter ud til Vognen, og de forsvandt hurtigt ned i +Kælderen. Oppe fra Stuehuset lød en fjærn enstonig Lyd som ikke vilde +høre op og uvilkaarlig bidrog til at virke nedtrykkende paa de to. + +„Staa nu ikke dér og skab jer,“ sagde Forvalteren haardt — „men skrup +ned til de andre og faa noget i Skrutten. I faar Tid nok til at gøre +Abekattestreger for dem.“ + +Ved disse opmuntrende Ord tog den Gamle Drengens Haand og stavrede hen +mod Kælderen med fortvivlet Sind. I hans Indre græd det af alle Kilder +efter Tommelilla og Kungstorpet; Pelle knugede sig angst ind til ham. +Det uventede var pludselig blevet til et ondt Udyr i begges Fantasi. + +Nede i Kældergangen lød den underlig langtrukne Lyd forstærket, og det +gik op for dem begge, at det var en Kvindes Graad. + + + + + II + + +Stengaarden som for Fremtiden skulde være Lasses og Pelles Hjem, var en +af Øens største Gaarde. Men gamle Folk vidste, at da deres +Bedsteforældre var Børn laa der kun et Tohestesavl, som tilhørte en +Vevest Køller, et Barnebarn af Jens Kofod, Bornholms Befrier. Under ham +blev Huset til Gaard — han sled sig ihjæl paa det, undte nok hverken sig +selv eller de andre Maden. Og de to Ting blev ved at gaa i Arv i Slægten +— den elendige Føde og det med at udvide. + +Markerne paa den Kant havde været Sten og Lyng for ikke saa +forskrækkelig mange Kuld siden; Smaakaarsfolk havde brudt Jorden og +slidt sig op Hold efter Hold for at holde den i Kultur. Rundt om +Stengaarden boede lutter Husmænd og Tohestes Folk, som havde købt med +Sved og Sult og lige saa let kunde tænke sig at sælge deres Forældres +Grav som deres lille Ejendom; de hang ved den til de faldt fra, eller +til Uheldet tog dem. + +Men Stengaardsslægten vilde købe — bestandig købe og udvide sig, og den +maatte købe ved Ulykke. Overalt hvor Misvækst og Sygdom og Uheld med +Kreaturer slog til en Mand saa han ravede, købte Køllerne. Saaledes +voksede Stengaarden, fik mange Bygninger og fik Tyngde; den blev saa +tung en Nabo som Havet er det, hvor det æder af Landmandens Jord, Mark +for Mark og der intet er at stille op. Saa blev én ædt og saa den næste; +enhver vidste at Turen kom til ham før eller senere. Ingen gaar i Rette +med Havet; men alt hvad der rugede af Ondt og Uhygge over Fattigmands +Liv kom svævende deroppe fra. Dér holdt Mørkets Magter til, rædde Sind +pegede bestandig mod Stengaarden. „Det er godt gødet Jord,“ kunde Egnens +Folk sige med et eget Tonefald der rummede Forbandelsen; men videre +vovede de sig ikke. + +Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det +skumle Lys der faldt over Gaarden af saa mange rædde Sind — og følte det +som Magt. Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de drak aldrig +mere end at de baade kunde se og sanse, og spillede de sig en Hest fra +først paa Aftenen, saa vandt de gærne to i Nattens Løb. + +Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes de gamle Husmænd endnu +Bonden fra _deres_ Barndom Janus Køller — ham der mere end nogen anden +satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges han en Nat Kl. 12 med Fanden +oppe i Kirketaarnet og overvandt ham — og siden lykkedes alting for ham. +Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa hans Tid den ene Nabo efter +den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en Hest +mere spillede han sig den til i Trekort — og saadan paa alle Omraader; +den Lede selv lagde alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse +var at køre gale Heste til og de der traf til være født Julenat paa +Slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i Sædet og holde +Tømmen. Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig Morgen kom +Hestene løbende hjem til Gaarden, og ham selv fandt man ved Vejsiden med +Hovedet knust mod et Træ. + +Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde af den Slægt. Han var en +gal Djævel med meget godt i; naar nogen havde en anden Mening end han +slog han ham i Jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. Paa den +Maade blev der aldrig nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde det +i sig at han skulde gøre Gaarden større han ogsaa, købte han Land op +inde i Lyngen og Klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det +Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved sine Haandsrækninger, og +gjorde dem afhængige saa de aldrig forvandt det; Husmændene maatte +slippe deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig i Bekneb for +billig Arbejdskraft. Det var knap nok Folkeføde den Mand bød paa, men +han spiste altid selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos ham paa +det sidste, der var ikke noget at sige paa hans Henfart. + +Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt det han havde for det +var en Datter med den sidste. Og hun var ikke engang helt rigtig. +Allerede da hun var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun løb da og +gjorde sig til for alle og enhver. Men der var ingen der blot turde se +til hende, for de var bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog hun +sig til den anden Side igen, hun udstafferede sig med en Stok ligesom et +andet Mandfolk, og gik og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for +at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær. + +Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var ført. Han kom til Øen +bortefra for en Snes Aar siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham. +Han havde det dengang med at drive om i Lyngen og ingenting tage sig til +ligesom hun, og saa var det jo ikke saa underligt, om han kom ud for den +Gamles Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det! + +Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk saadan dér hvor han kom +fra? Han havde saa én Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen +havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med Akkordarbejde ved. Saadan +gik han og hittede paa Tossestreger til at begynde med, og lod det være +frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde paa Gaarden; det gik saa +vidt med ham, at han sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres Korn +— og lod sit eget staa og ødelægges. Men det gik jo skidt ogsaa kantro, +og efterhaanden maatte han æde sine Tosserier i sig igen. + +Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at knurre. Fra Far til Søn +var de vant til at gaa ind og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad +der blev forlangt — saa pligtmæssigt som Hoveribønder. Til Gengæld slap +de al deres Trang til Tragedie, al Livets Rædsel og skumle Mystik løs +paa Stengaarden. De lod Djævlen husere deroppe, spille Trekort med +Mændene om deres Sjæle — og ligge hos Kvinderne; og de tog Huen dybere +af for Stengaardsfolkene end for andre. + +Alt dette var vel noget ændret med Aarene, den værste Brod var slidt af +Overtroen. Men den onde Luft som ligger over Herregaarde — over al stor +Ophobning af hvad der burde tilhøre de mange — laa ogsaa tungt om +Stengaarden. Det var Almuens Dom, dens eneste Hævn over sig og sine. + +Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende Luft, og kom til at se med +de andres halvrædde Øjne endnu før de selv havde hørt noget videre. Især +Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad her, saa tungt +det bestandig hang om én. Og saa den Graad som man ikke havde Rede paa! + + * * * * * + +Hele den lange lyse Dag havde Graaden sivet ud fra Stengaardens Stuer: +haa, haa, haa! ligesom Omkvædet paa en sørgelig Folkevise. Nu var der +endelig en Stansning i det. Lasse gik i den nedre Gaard og puslede — han +blev ved at have Lyden i Øret. Trist, saa trist var det med denne +stadige Kvindegraad, som var der et Barn død, eller en der sad tilbage +med Skammen. Og hvad kunde der saa være at græde for, naar man havde en +Gaard paa flere Hundrede Td. Land og boede i et højt Stuehus med tyve +Fag Vinduer. + + Rigdom det er kun en Gave fra Gud, + men Fattigdom ja det er en Belønning. + Hvo som Rigdommen har + han er aldrig rigtig glar, + den Fattige er altid saa fornøjet! + +Karna sang det derovre i Mælkestuen, og jagu var det sandt ogsaa. Om +Lasse blot havde vidst hvor han skulde tage Penge fra til en ny +Busserunne til Pøjken, saa skulde han aldrig misunde et Menneske her paa +Jorden. Hvorvel det kunde være rart nok at have Penge baade til Tobak og +en Snaps iblandt, naar man ikke kom til at gaa andre for nær ved det. + +Lasse gik og jævnede Møddingen, han var færdig med Middagsarbejdet i +Stalden og gav sig god Tid — dette var blot noget han stak imellem. Nu +og da skottede han dog op til de høje Vinduer og tog i med et Ryk, men +Trætheden var den stærkeste; det skulde have gjort godt med en lille +Eftermiddagshvil, men han vovede det ikke. Der var stille paa Gaarden, +Pelle var sprunget et Ærinde til Landhøkerens for dem i Køkkenet, og +alle Mandfolk var i Marken for at dække den sidste Vaarsæd. Stengaarden +var sent efter det. + +Nu kom Landvæsenseleven snusende ud af Stalden, han var gaaet den anden +Vej ind for at komme bag paa Lasse, Forvalteren havde sendt ham. „Er du +dér din lede Politispion,“ mumlede Lasse da han saa Eleven, „en Dag +slaar jeg dig nok ihjæl!“ Men han tog Huen dybt af. Den lange Elev gik +op over Gaarden uden at se til ham og gav sig til at holde Fjas med +Pigerne nede i Bryggerset. Det lod han nok være med om Karlene var +hjemme — Spøgelset! + +Kongstrup kom ud paa Trappen deroppe, han stod lidt og saa paa Vejret, +saa gik han ned mod Kostalden, Hut, hvor var han stor — han fyldte hele +Stalddøren. Lasse satte Greben og skyndte sig ind for at være ved +Haanden. + +„Naa hvordan gaar det Gamle?“ spurgte Proprietæren venligt — „kan du +klare Sagerne?“ + +„Aa jo det gaar vel“ svarede Lasse „men der er ikke noget at give hen. +Det er en stor Besætning for én Mand.“ + +Kongstrup stod og følte en Malkeko paa Bagredet. „Du har jo Drengen til +Hjælp, Lasse. Hvor er han for Resten henne, jeg ser ham ikke?“ + +„Han er til Landhøkerens for Kvindfolkene.“ + +„Ja saa — hvem sendte ham af Sted?“ + +„Fruen selv tror jeg nok.“ + +„Hm — er det længe siden han løb?“ + +„Aa ja, han maa snart kunne være her igen.“ + +„Faa fat i ham naar han kommer, og send ham op til mig med Varerne — vil +du det?“ + +Pelle var ikke dristig ved den Gang op paa Kontoret; Fruen havde tilmed +befalet ham at holde Flasken godt skjult under Blusen. Der var mægtig +højt til Loftet inde, paa Væggene hang der fine Jagtgeværer; og oppe paa +en Hylde stod der Cigarkasser den ene oven paa den anden helt til Loftet +— ligesom det kunde være en Tobaksbutik. Men det forunderligste var dog +at de havde i Kakkelovnen nu midt i Maj — og for aabent Vindu. De vidste +nok ikke, hvordan de skulde faa Ende paa alle deres Penge! men hvor var +Pengekisterne henne? + +Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han stod inden for Døren paa +sine bare Fødder og ikke turde slaa Øjnene op af lutter Benovelse. Saa +drejede Storbonden sig i Stolen og trak ham hen til sig ved Kraven. „Lad +os saa se hvad du har under Blusen lille Mand,“ sagde han venligt. + +„Det er Konjak,“ sagde Pelle og trak Flasken frem. „Fruen sagde jeg ikke +maatte vise den til nogen.“ + +„Du er en dygtig Dreng,“ sagde Kongstrup og klappede ham paa Kinden — +„du bliver nok til noget engang. Giv du mig nu Flasken, saa skal jeg +bære den ud til Fruen saa ingen faar den at se.“ Han lo hjærteligt. + +Pelle rakte ham Flasken — dér paa Skrivebordet stod der Penge i en hel +Stabel, tykke runde Tokroner den ene oven paa den anden. Hvorfor fik Far +Lasse saa ikke det Forskud han havde bedt saadan om? + +Nu kom Fruen ind, og Storbonden gik straks hen og lukkede Vinduet. Pelle +vilde gaa, men hun stansede ham. „Du har jo nogle Varer til mig?“ sagde +hun. + +„Jeg har taget imod _Varerne_“ svarede Kongstrup. „Du kan faa dem — naar +Drengen er gaaet.“ + +Men hun holdt for Døren. Drengen skulde netop blive og være Vidne til, +at hendes Mand forholdt hende de Sager hun skulde bruge i Køkkenet — +alle skulde vide det. + +Kongstrup gik frem og tilbage og sagde ingenting. Pelle ventede han +skulde slaa til hende; for hun brugte onde Ord — meget værre end Mor +Bengta naar Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. Men han lo bare. +„Nu er det vist godt“ sagde han, førte hende bort fra Døren og lukkede +Drengen ud. + +Lasse var ilde ved det. Han havde troet, at Proprietæren blandede sig i +det for at hindre at de alle kørte med Drengen — saa haardt han havde +hans Hjælp behov til Røgtningen. Og nu tog det den liderlige Vending. + +„Ak saa det var Konjak“ gentog han — „ja saa kan jeg forstaa det. Men at +hun tør gaa saadan løs paa’n al den Stund _hun_ sidder i Lasten — han +maa være en skikkelig Bjørn.“ + +„Han er jo selv glad for Stærkt,“ mente Pelle som havde hørt et og andet +om Proprietærens Ture. + +„Ja men et Kvindfolk du, det er dog en anden Sag. Husk paa det er fine +Folk. — Ja ja, det tilkommer ikke os at resenere over Herskabet, vi kan +have nok at gøre med at varetage vort eget. Men jeg vilde give meget +til, at hun ikke sendte dig i sine Ærender oftere — vi kan let komme til +at sidde som Lusen mellem to Negle.“ + +Lasse gik til sit Arbejde. Han sukkede og rystede paa Hovedet mens han +slæbte Foder frem — han var sletikke glad. + + + + + III + + +Det var oplivende med alt det Solskin, der fyldte Rummet til alle Sider +uden at være ledsaget af tilsvarende Varme. Foraarets Dampe var borte af +Luften, og Sommerens Varmedis endnu ikke kommet. Der var kun Lys over de +grønne Agre og Havet derude, Lys der trak Landskabets Linjer klart op +mod den blaa Luft og udaandede mild behagelig Varme. + +Det var en af de første Dage i Juni, den første rigtige Sommerdag. Og +det var Søndag. + +Stengaarden laa og ruttede med Sol. Alle Vegne fik den Lov at trænge ind +med sit klare gyldne Skær; og hvor den ikke kunde naa hen, skælvede +dunkle Farvetoner som en hed lønlig Aande ud i Dagen. Luge- og +Døraabninger stod som slørede Øjne midt i Lyset, og hvor Taget laa i +Skygge sugede det som Fløjl. + +Oppe i Stuehuset var der stille i Dag, Kiven holdt nok Søndag den ogsaa. + +Den store Gaardsplads var delt i to ved et Stakit. Den nederste Halvdel +bestod hovedsagelig af en stor dampende Møddingskule med Køreplanker paa +Kryds og tværs og nogle endevendte Hjulbøre øverst oppe. Et Par Svin laa +nedgravet i Gødningen og sov — i Aile til midt paa Livet, en travl +Hønseflok spredte ivrigt de firkantede Bunker Hestegødning fra sidste +Morgens Mugning. En stor Hane stod midt i Flokken og ledede Arbejdet, +den lignede en Forvalter. + +Oppe i den øverste Gaard var en Flok hvide Duer i Færd med at pille Korn +op af den rene Brolægning. Uden for den aabne Vognport gik en Karl og +saa Jagtvognen efter, en anden Karl stod inde i Porten og pudsede +Stadsseletøjet. + +Karlen ved Vognen var i Skjorteærmer og nysmurte Knæstøvler; hans Legeme +var ungt og spænstigt og valgte smukke Stillinger under Arbejdet. Han +havde Huen helt nede i Nakken og fløjtede dæmpet, mens han arbejdede +Hjulene ud og ind og sendte stjaalne Blikke ned til Bryggerset. Dernede +under Vinduet stod en af Pigerne og holdt Søndagsvask, med nøgne Skuldre +og Arme, og Særken krænget ned under Brysterne. + +Den svære Malkepige Karna gik forbi ham hen til Posten med to store +Spande. Da hun kom tilbage slog hun en Sjat Vand paa hans ene Støvle, og +han saa op med en Ed. Hun tog det som en Opfordring til at stanse og +satte Spandene fra sig med en forsigtig Skelen op til Stuehusets +Vinduer. + +„Du har nok daarlig udsovet, Gustav,“ sagde hun og lo drilsk. + +„Det er da ikke din Skyld ved jeg,“ svarede han studs. „Kan du lappe +mine Arbejdsbukser for mig i Dag?“ + +„Nej tak! Jeg lapper ikke dér hvor en anden klapper.“ + +„Vil du ikke gaa i din Mor igen da! Der er nok som vil lappe om mig dig +foruden.“ Han bøjede sig atter over Arbejdet. + +„Jeg skal se om jeg kan faa Tid,“ svarede det store Kvindfolk inderlig +spagt. „Men jeg bliver næsten ene om alting i Eftermiddag, alle de andre +skal paa Farten.“ + +„Ja jeg ser Bodil vasker Patterne,“ han spyttede en Straale Snus hen mod +Bryggersvinduet. „Hun skal vel paa Session, siden hun gør det saa +grundigt?“ + +Karna saa træsk ud: + +„Hun bad sig fri fordi hun vilde til Kirke — hun gaa i Kirke, jo kys mig +paa Mandag! Nej hun skal ned til Skrædderens i Lejet; dér skal hun vel +saa mødes med Malmberg — sit Bysbarn. At hun ikke holder sig for god til +at rode sig op i det med en gift Mand.“ + +„For mig maa hun gaa paa Sjus med hvem fan hun vil!“ svarede Gustav og +sparkede det sidste Hjul paa Plads med Foden; den store Karna stod og +saa mildt paa ham. Men saa opdagede hun et Ansigt oppe bag Gardinerne og +skyndte sig af Sted med sine Spande. Gustav spyttede foragteligt efter +hende mellem Tænderne — hun var dog for gammel for hans sytten Aar; +fyrre maatte hun vel mindst være. Han kastede endnu et langt Blik ned +efter Bodil og gik over i Vognporten med Smørekande og Nøgle. + +Det høje hvide Stuehus der lukkede for Gaardens øverste Ende, var ikke +bygget sammen med de øvrige Længer men holdt sig fornemt tilbage, et Par +Stumper Plankeværk besørgede Forbindelsen. Det havde Kvist til begge +Sider, og en høj Kælder hvori der var Folkestue, Pigekamre, Bryggers, +Rullestue og de store Forraadskamre; paa Kvisten ind mod Gaarden sad et +Ur som ikke viste Tiden. Pelle kaldte Bygningen Slottet og var ikke saa +lidt stolt af, at han havde Lov at betræde Kælderen. Gaardens andre Folk +havde ikke saa kønne Navne til den. + +Han var den eneste, hvis Ærefrygt for Hovedbygningen ikke rummede nogen +skummel Tilsætning, paa de andre virkede den som en fjendtlig Skanse. +Enhver der gik over Brolægningen i den øvre Gaard skelede uvilkaarligt +op til de høje tilslørede Vinduer, bag hvilke der i Smug kunde holdes +Øje med alt herude. Det var noget i Retning af at passere en Række +Kanonmundinger — det gjorde usikker i Benene; og ingen gik hen over den +rene Brolægning uden han var nødt til det. Derimod færdedes de frit nede +i den anden Halvdel af Gaarden, der var lige saa let at overskue fra +Stuehuset. + +Dernede løb et Par af de yngre Karle og legede. Den ene havde erobret +den andens Hue og løb med den, og det gik i vild Jagt ud ad én Lodør og +ind ad den næste hele Gaarden rundt, under Pusten og kaad Latter og +snappende Udraab. Lænkehunden glammede henrykt og væltede sig +sindsforvirret rundt i sin Lænke, den vilde med i Legen. Oppe ved +Stakittet blev Røveren indhentet og kastet til Jorden, men han saa sit +Snit til at sende Huen op i Luften, den dalede ned lige for Stuehusets +høje Stentrappe. + +„Ak dit lumske Kadaver!“ udbrød Ejermanden med en Stemme der klang af +fortvivlet Bebrejden, idet han bearbejdede den anden med sine +Støvlesnuder, „ak din fule Forvalterspire!“ Han holdt pludselig inde og +maalte vurderende Afstanden. „Giver du en Pægl, om jeg tør gaa op og +hente Huen?“ spurgte han hviskende. Den anden nikkede og rejste sig +hurtigt over Ende, for at se hvordan dét vilde spænde af. „Er det +svoret? du vover ikke at snyde dig fra det,“ han løftede Haanden +besværgende. Kammeraten gjorde en højtidelig Bevægelse hen over Struben +som snittede han den over, Eden var aflagt. Han der havde mistet Huen +trak op i Bukserne og stod lidt og tog sig sammen, hele hans Skikkelse +tætnede til af Beslutsomhed. Han lagde Hænderne paa Stakittet og satte +over, gik med ludende Hoved og faste Skridt over Gaarden — han lignede +en der har sat alt paa ét Kort. Da han havde Huen og rettede sig med +Ryggen til Hovedbygningen, sendte han en frygtelig Grimasse ned over +Gaardsrummet. + +Nu kom Bodil op af Kælderen i sine fineste Kisteklæder, med sort +Silkeklæde om Hovedet og en Salmebog i Haanden. Lyse Himmerig hvor var +hun vakker! Og tapper — hun gik forbi Stuehuset i hele dets Længde og +ud. Men hun kunde vel ogsaa blive klappet af selve Proprietæren hvad Dag +hun vilde. + +Uden om den egenlige Gaard laa de mange smaa og store Udbygninger: +Kalve- og Svinehuse, Redskabsskur, Vognrum, en Smedje som ikke +benyttedes mere. De laa der som lige saa mange Mysterier, med Lemme der +førte ned til bælgmørke underjordiske Roe- og Kartoffelkældere, hvorfra +man naturligvis ad hemmelige Gange kunde naa til de besynderligste +Steder under Jorden — og andre Lemme, der førte op til mørke Loftsrum, +hvor de vidunderligste Skatte opbevaredes i Form af gammelt Skrammel. + +Men Pelle har desværre ikke megen Tid til at gennemforske alt dette. +Hver Dag maatte han hjælpe Faderen med at passe Kreaturerne, og Arbejdet +med den store Besætning var lige ved at overstige deres Kræfter. Saa +snart han havde et Pusterum, var de andre straks ude efter ham. Han +maatte bære Vand for Bryggerspigerne, smøre Landvæsenselevens Støvler og +løbe til Landhøkeren for Karlene efter Brændevin, eller Snus til at +lægge i Munden. Der var nok et lege med, men ingen kunde taale at se ham +lege; altid fløjtede de ad ham som ad en Hund. + +Han søgte Erstatning ved at skabe selve Arbejdet om til Leg, og det lod +sig i mange Tilfælde gøre. Det at vande Kreaturerne var saaledes +morsommere end nogen rigtig Leg, naar Faderen stod ude i Gaarden og +pumpede og Drengen blot skulde lede Vandet fra Krybbe til Krybbe. Han +følte sig under dette Arbejde altid som noget af en stor Ingeniør. Men +meget andet Arbejde var til Gengæld for svært til at være morsomt. + +I dette Øjeblik gik Drengen og drev om ude ved Udhusene, hvor der ingen +var til at jage med ham. Der stod aabent ind til Kostalden, og han kunde +høre Kørnes vedholdende Gumlen der nu og da afbrødes af en hyggelig +Pusten, eller af Lænkens regelmæssige Skuren op og ned naar en Ko kløede +sin Hals paa Stolpen. Faderens Træsko lød betryggende frem og tilbage +inde paa Fodergangen. + +Ud af de smaa Udhuses aabne Halvdøre steg der varm Em som lugtede +behageligt af Kalve og Svin. Inde hos Svinene var der umaadelig Flid; +hele den lange Sti igennem gnaskedes og smaskedes der, en og anden +gammel So slubrede det Vaade i sig med Mundvigene, eller blæste boblende +rundt med Trynen langs Trugets Bund for at finde de raadne Kartofler +under Væsken. Her og dér sloges et Par om Truget og udsendte skærende +Hvin. Men Kalvene stak deres savlende Muler frem i Døraabningerne, +gloede ud i det gode Vejr og brølede varmt. En af de smaa Fyre tog Luft +ind ovre fra Kostalden paa en egen omstændelig Maade, og vrængede saa +Mulen op over Ansigtet i et fjollet Grin — det var en Tyrkalv. Den lagde +Hagen paa Halvdøren og forsøgte at sætte over, Pelle jagede den ned +igen. Saa slog den bagop, saa paa ham fra Siden, og stod med krum Ryg og +stampede i Gulvet som en Gyngehest. Den var skør af Solen. + +Nede i Dammen stod Ænder og Gæs paa Hovedet i Vandet og fægtede i Luften +med de røde Ben. Og pludselig kunde hele Flokken faa et Anfald af ør +Solglæde og baske skrigende fra Bred til Bred; det sidste Stykke Vej +rutsjede de paa Vandet og vrikkede latterligt med Gumpen. + +Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer, som var helt og holdent +hans egne, da Faderen havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom. +Men nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rigdommen overvældede +ham. Var det morsomst at sejle paa Dammen paa to korslagte Vognfjæl? — +der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller skulde han gaa ind og +tumle med Smaakalvene? eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i +Smedjen? Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og trak godt til, +kunde der komme et pænt Skud ud af det. + +Pelle fór sammen og søgte at gøre sig usynlig — selve Storbonden var +kommet frem om Hjørnet og stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede +ned over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje paa Pelle nikkede +han udtryksløst og sagde: „Goddag min Ven, naa hvordan gaar det!“ Han +stirrede stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det og klappet +Drengen paa Skulderen med Enden af sin Stok — Stengaardsbonden gaar ofte +i Halvsøvne. + +Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddommelig Art, og løb straks +over i Stalden for at fortælle Faderen hvad der var hændt ham. Han havde +en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde han faaet Ridderslaget, +Stokken blev ved at føles der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet +ud i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham til Hovedet og +ham selv til at svulme. Han lettede sandt at sige og gik til Vejrs i en +uklar svimlende Fantasi — noget om at Stengaardsbonden antog sig ham som +sin Søn. + +Han kom hurtigt ned igen, for inde i Stalden løb han lige i Armene paa +Søndagens Skrubvask. Søndagsvasken var det eneste vægtige han havde at +indvende mod Tilværelsen; alt andet kom og glemtes igen, men den meldte +sig bestandig paa ny. Han afskyede den, og da navnlig den Del som +drejede sig om det indvendige af Ørerne. Men der hjalp ingen kære Mor, +Lasse stod parat med en Spand koldt Vand og grøn Sæbe paa et Potteskaar, +og Drengen maatte af Tøjet. Som om Skrubningen ikke var tilstrækkelig +maatte han bagefter krybe i en ren Skjorte — heldigvis kun hveranden +Søndag. Bagefter var det hele rart nok at se tilbage paa — som noget der +var overstaaet og ikke kom igen for det første. + +Pelle stod i Stalddøren ind til Gaarden og vigtede sig med strittende +Haar og rene Skjorteærmer; Hænderne havde han begravet i Stiklommerne. +Lige foran i Panden slog Haaret en Hvirvel, og det saakaldte „Koslik“ +der skal betyde Lykke; og Ansigtet, der trak sig sammen mod det stærke +Lys, dannede det snurrigste hulter til bulter hvor ikke en eneste Ting +var paa Plads. Pelle svajede Læggene bagud og stod og vuggede let i +Benene, lige som han saa Gustav gøre det oppe ved Hovedtrappen hvor han +stod og holdt i Tømmen og ventede paa Herskabet. + +Nu kom Fruen ud og Proprietæren ogsaa; en Pige løb foran ned til Vognen +med en lille Trappestige og hjalp Fruen op, Proprietæren blev staaende +øverst paa Trappen til hun var kommet til Sæde. Hun var daarlig til +Bens. Men sikken et Par Øjne der sad i Hovedet paa hende i Dag! Pelle +skyndte sig at se til den anden Side da hun vendte Ansigtet ned mod +Gaarden — Folkene hviskede om, at hun kunde se et Menneske i Ulykke naar +hun vilde. — Nu slap Gustav Hunden løs, den dansede foran Hestene og +glammede idet de kørte ud af Gaarden. + +Saadan lyste Solen alligevel ikke paa en Hverdag. Det skar i Øjnene, +naar de hvide Duer fløj hen over Gaarden i samlet Flok og slog Sideslag +saa regelmæssige som om et stort hvidt Lagen drejede sig i Sollyset; +Skæret fra deres Vinger jog i Blink over Møddingen og fik Svinene til at +lette Hovedet med et spørgende Grynt. Ovre paa Kamrene sad Karlene og +spillede „Sekstiseks“ eller beslog Træsko, Gustav gav sig til at spille +paa sin Harmonika: Gubben Noah, Gubben Noah! + +Pelle drev forsigtigt op i den øvre Gaarddel til det store Hundehus der +var til at dreje for Vinden; han satte sig paa Kanten af Taget og kørte +Karussel, ved at støde fra med Foden hvergang han passerede Stakittet. +Med ét kom han i Tanker om, at han selv var alles Hund og helst maatte +gemme sig. Han lod sig dumpe lige ned, krøb ind i Hundehuset og lagde +sig rund paa Halmen med Hovedet mellem Forpoterne. Der laa han en Stund +og stirrede ud paa Stakittet og lod Tungen hænge gispende ud af Munden. +Saa fik han pludselig en Idé, den kom over ham som en Nysen og fik ham +til at glemme al Forsigtighed. I næste Øjeblik var han i fuld Gang med +at rutsje ned ad Hovedbygningens Trappelæn. + +Han havde rutsjet sytten Gange og var stærkt optaget af at naa de +halvtreds, da han hørte en skarp Fløjten ovre fra den store Vognport. +Derovre stod Landvæsenseleven og vinkede ad ham. Pelle drev slukøret +derhen, han fortrød bitterligt sin Tankeløshed. Nu skulde han vel igen +smøre Transtøvler, maaske for dem alle sammen. + +Eleven trak ham inden for Porten og skød den i. Der blev mørkt, Drengen +som kom fra det stærke Dagslys kunde lige straks intet skelne, og det +han efterhaanden skimtede tog uformelige Omrids i hans rædde Fantasi. +Stemmer lo og brummede plumret for hans Øren, og nogle Hænder der +forekom ham forfærdelig store tumlede ham imellem sig. En uhyggelig +Rædsel krøb over ham ledsaget af forrykte springende Forestillinger om +Røvere og Mord, og han gav sig til at skrige højt af Angst. En mægtig +grov Haand lagde sig over hele hans Ansigt, og i Stilheden som fulgte +paa hans kvalte Skrig hørte han en Stemme ude i Gaarden kalde paa +Pigerne, de skulde komme og se noget morsomt. + +Han var for lammet af Skræk til at fatte hvad der blev gjort ved ham, og +undrede sig blot svagt over hvad der kunde være af morsomt derude i +Sollyset. Mon han nogensinde fik Solen at se mere? + +Som Svar paa hans Tanke blev Porten i det samme slaaet op. Lyset vældede +ind, han kendte Ansigterne om sig og stod der selv med nøgen Krop midt i +Dagen, Bukserne ned om Hælene og Skjorten kiltet op under Vesten. Henne +til Siden stod Eleven med en Kørepisk og klippede efter hans nøgne +Legeme. + +„Spring!“ raabte en bydende Stemme, og Pelle sprang sanseløs af Skræk og +Forvirring ud i Gaarden. Dér stod Pigerne ude, de lo og hvinede ved +Synet af ham, han vendte sig for at flygte ind i Porten igen. Men Pisken +traf ham, og han maatte atter frem i Dagslyset, han humpede som en +Kænguru og kaldte ny Jubel ned over sig. Derude stansede han, stod ret +op og ned og græd hjælpeløst, mens det regnede ned over ham med raa +Bemærkninger, især fra Pigerne. Han ænsede ikke Pisken mere men krøb +blot sammen for at skjule sig, til han sank om paa Stenbroen i en +krampagtig hulkende Klump. + +Den sværlemmede Karna kom stormende op fra Kælderen og trængte sig +skældende frem. Hun var ildrød i Hovedet af Vrede, paa hendes fregnede +Hals og svære Arme sad brune Dask af Kohaler fra sidste Malkning, de +lignede kluntede Tatoveringer. Hun sendte sin Tøffel svirrende lige i +Synet paa den lange Elev, svøbte Pelle ind i sit Sækkelærreds Forklæde +og bar ham ned i Kælderen. + +Da Lasse hørte hvad der var overgaaet Drengen, tog han en Hammer og gik +rundt for at slaa Landvæsenseleven ihjæl. Den gamle Mand saa saadan ud +af Øjnene, at ingen havde Lyst til at stille sig i Vejen for ham. Eleven +havde imidlertid fundet det klogest at forsvinde; og da Lasse ikke fik +Afløb for sin Vrede, faldt han i rystende Graad og Frysninger. Han blev +helt syg, saa Karlene maatte kvikke ham op med en god slurk Brændevin. +Den tog med ét Slag Koldfeberen, og Lasse blev igen sig selv og kunde +nikke fortrøstningsfuldt til den forskræmte snøftende Pelle. + +„Bare roligt Pøjke,“ sagde han trøstende — „bare roligt du! Endnu har +aldrig noget Menneske kunnet løbe fra sin Straffedom, og Lasse skal +knuse Skallen paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte ham ud +af Snudeskaftet, vær vis paa det.“ + +Ved Udsigten til denne kraftige Oprejsning lysnede det over Pelles +Ansigt, og han krøb op paa Stænget for at vælte Hø ned til Kreaturernes +Middagsmaal. Lasse, der ikke var saa glad ved at krybe til Vejrs, gik +paa Fodergangen og fordelte Høet. Han gik og smaatyggede paa noget, +Pelle hørte ham stadig tale højt med sig selv. Da de havde syslet af, +gik Lasse ind til den grønne Kiste og hentede et sort Silkeklæde frem +som havde været Bengtas Stadsklæde; han saa højtidelig ud da han kaldte +paa Pelle: + +„Spring over til Karna med det og bed at ikke hun forsmaar! For nok er +vi ikke saa fattige heller, at vi lar Godheden selv gaa tomhændet fra +os. Men du skal ikke lade nogen anden se det, at de ikke skal faa ondt +af det. Mor Bengta vil sikkert ikke fortryde paa det dér hun ligger i +sin Grav; hun havde foreslaaet det selv hun — i Fald hun kunde sige fra. +Men hun har jo Muld i Munden, Stakkel!“ Lasse sukkede tungt. + +Han stod endnu en Stund og vejede Tørklædet i Haanden, inden han gav +Pelle det at løbe med; han var ikke slet saa sikker paa Bengta som hans +Ord lod, den gamle Mand vilde gærne forskønne hendes Minde baade for sig +selv og Drengen. Nægtes kunde det vel ikke, at hun helst stillede sig +krængd i et Tilfælde som dette her — sjalu som hun var; og kanske faldt +hun paa at gaa igen over det Tørklæde. Men Hjærte havde hun alligevel +haft baade for ham og Pøjke, og som oftest sad det hvor det skulde sidde +— det Lov maatte de give hende. Saa fik Gud Herren dømme hende saa mildt +han kunde. + + * * * * * + +Om Eftermiddagen var der stille paa Gaarden. Folkene var næsten alle +ude, hvor de nu var henne — til Kros vel eller inde hos Stenhuggerne paa +Værket. Herskabet var ogsaa ude, straks efter Middag lod Proprietæren +spænde for og kørte til Staden, og en halv Time efter trillede Fruen af +Sted i Ponyvognen — hun skulde ud og passe paa ham sagde Folkene. + +Gamle Lasse sad oppe i en tom Baas og bødede Pelles Tøj, Drengen gik paa +Fodergangen og legede. Han havde fundet en gammel Støvleknægt i +Røgterkamret, den satte han under Knæet og lod som han gik paa Træben. +Imens pludrede han sorgløst med Faderen. Han var dog ikke saa højrøstet +som ellers, Formiddagens Oplevelse sad endnu i Kroppen paa ham og +virkede dæmpende; den sad der nærmest som noget af en Bedrift han havde +udført og nu var benovet over. En Omstændighed til gjorde ham højtidelig +stemt — Forvalteren havde været ovre og sagt, at Kreaturerne skulde ud +næste Dag. Pelle skulde vogte Ungkvæget, og dette blev altsaa den sidste +Fridag, kanske for hele Sommeren. + +Han stoppede op ud for Faderen: „Hvad slaar du ham ihjæl med Far?“ + +„Med Hammeren kan jeg tro.“ + +„Slaar du ham helt pladask ihjæl — saa død som en Hund?“ + +Lasse nikkede ildevarslende: „Ja for alt!“ + +„Men hvem skal saa læse Navnene for os da?“ + +Den Gamle rokkede betænkeligt paa Hovedet. „Da var det ogsaa et sandt +Ord!“ udbrød han og kløede sig saa ét Sted saa et andet. Hver Ko havde +sit Navn staaende med Kridt over Baasen, men ingen af dem kunde læse. +Forvalteren havde rigtignok gaaet Navnene igennem med dem én Gang; men +det var ikke til at huske halvhundrede Navne for den ene Gang — end ikke +for Pøjken som havde saadan en masakrerende god Hukommelse. Slog Lasse +nu Eleven ihjæl, ja hvem skulde saa hjælpe dem at tyde Navnene? +Forvalteren taalte saa vist ikke at man kom til ham og spurgte anden +Gang. + +„Vi faar vel hellere nøjes med at piske ham,“ sagde Lasse grundende. + +Drengen legede en Stund, saa kom han igen hen til Lasse: + +„Tror du ikke Svenskerne kan prygle alle Folk i Verden, Far?“ + +Den Gamle saa betænkelig ud: „Ja — jo, det er vel troligt.“ + +„Ja for Sverig er meget større end hele Verden, det er det du!“ + +„Ja stort er det,“ sagde Lasse og gjorde et Forsøg paa at forestille sig +dets Udstrækning. Der var 24 Len, deraf var Malmøhus bare et og +Ystadtrakten en liden Del af det igen. I det ene Hjørne af Ystadtrakten +laa saa Tommelilla, og en verdsens liden Del af Tommelilla det var hans +Torp, som han engang syntes var saa vældigt med sine fire Tønder Land! +Ak ja, Sverig var stort — ikke større end hele Verden forstaas, for det +var jo bare Barnesludder det, men nok større end hele den øvrige Verden +tilsammens. „Ja det er stort! — Men hvad er det du bestiller Pøjke?“ + +„Jeg er jo en Krigskarl der har faaet det ene Ben skudt af ser du vel!“ + +„Ja saa du er en Invalid. Men det skulde du ikke, for Gudfader lider +ikke saadan noget; du kunde let blive til en rigtig Krøbling, og det var +ondt og ilde.“ + +„Aa, han ser ikke det, for han er jo i Kirkerne i Dag!“ svarede Drengen +men var dog saa forsigtig at holde op. Han stillede sig i Stalddøren og +fløjtede men kom pludselig sættende i stor Iver: „Far nu er Landvæsnet +der, skal jeg springe hen efter Pisken?“ + +„Nej vi maa vel lade det være. Han kunde dø mellem Hænderne paa os, +saadant fint Skidt holder ikke at slaa paa. Han kunde dø af Skrækken +alene.“ Lasse skelede betænkeligt til Drengen. + +Pelle saa meget skuffet ud: „Og hvis han nu gør det igen?“ + +„Nej han slipper ikke fra dette her uden Skrækken. Jeg skal tage ham i +stive Arme og lette paa ham, saa han hænger og dingler i lyse Luften og +ber ynkeligt for sit kære Liv; og saa skal jeg sætte ham lige saa roligt +ned paa Jorden igen. For Lasse kan ikke med at være ond, Lasse er et +skikkeligt Fæ!“ + +„Saa skulde du lade som du tabte ham, naar du holder ham helt højt oppe +i Luften. Saa skreg han vist og troede han skulde dø, og de andre kom og +lo ad ham.“ + +„Nej, nej, du maa ikke friste din Far heller! Maaske jeg da fik Sind til +at smide ham i Jorden, og det var et Mord det og Slaveri paa Livstid! +Nej jeg maa hellere skælde ham Huden fuld, det bider bedst paa saadan en +fin Gavflab.“ + +„Ja og saa skulde du kalde ham en tyndskanket Knoldsparker, det gør +Forvalteren naar han er gal paa ham.“ + +„Nej det gaar vel ikke det heller. Men jeg skal nok tale et Alvorsord +med ham som han ikke glemmer saa snart igen.“ + +Pelle var velfornøjet. Der var ingen som Faderen — heller ikke naar det +galdt at tale Donner naturligvis. Han havde aldrig hørt det, og glædede +sig mægtigt til det mens han gik og stavrede med Støvleknægten. Han +brugte den ikke længer som Træben for ikke at æske Guds Straffedom; men +holdt den under Armhulen som en Krykke og støttede den mod Fodmurskanten +fordi den var for kort. Hvem der gik paa to Krykker ligesom Præstens Søn +hjemme! — han kunde springe over de længste Vandpytter. + +Lys og Skygge fik pludselig travlt oppe under Loftet, og da Pelle vendte +sig om, stod der en fremmed Dreng i Døren ud til Marken. Han var +jævnstor med Pelle, men Hovedet var næsten som en voksen Mands. I første +Øjeblik saa det ud som han var skaldet over det hele; men saa drejede +han sig i Solen, og det bare Hoved glinsede som af Sølvskæl. Det var +dækket af tyndt hvidligt Haar, der var ganske smaat og temmelig jævnt +fordelt over Ansigt og det hele; Huden var lyserød og det hvide i Øjet +ogsaa. Ansigtet vaandede sig under Lyset og var dækket af gamle Rynker; +Baghovedet ragede stærkt frem og saa ud til at være altfor tungt. + +Pelle stak Hænderne i Stiklommerne og gik hen til ham. „Hvad hedder du?“ +spurgte han og sprøjtede en Straale Spyt ud mellem Fortænderne ligesom +Gustav plejede. Kunststykket mislykkedes desværre, Spyttet slap ikke men +løb ham ned ad Hagen. Den fremmede Dreng grinede. + +„Rud,“ sagde han tilsløret, hans Tunge var noget tyk og uregerlig. Han +stirrede misundeligt paa Pelles Stiklommer. „Er det din Far?“ spurgte +han og pegede paa Lasse. + +„Det er klart,“ sagde Pelle vigtigt — „og han kan prygle alle +Mennesker.“ + +„Men min Far kan købe alle Mennesker, for han bor deroppe.“ Rud pegede +over i Retning af Stuehuset. + +„Saa-aa gør han det mon?“ sagde Pelle vantro. „Hvorfor bor du saa ikke +med der?“ + +„Jeg er jo en Horeunge — det siger Mor selv.“ + +„Fy fan siger hun det!“ Pelle skottede til Faderen i Anledning af den +lille Ed. + +„Ja naar hun er arrig — og saa banker hun mig. Men saa stikker jeg fra +hende.“ + +„Naa det gør du?“ faldt en Stemme i udefra; Drengene fór sammen og trak +sig dybere ind i Stalden. Et stort fedt Kvindfolk kom frem i Stalddøren +og jog sine gale Øjne ind i Halvmørket; da hun fik Øje paa Rud skældte +hun videre, hendes Tonefald var svensk: + +„Ih, saa du render dit Hvidkaalshoved — ja saa? Bare du vilde løbe saa +langt da, at du ikke fandt tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa +her og tæske sig angpusten paa saadan et ledt Skabelse! I Helvede ender +du saamænd alligevel, saa det skal du ikke græde for! — — Saa er det vel +Drengens Far?“ afbrød hun sig selv da hun fik Øje paa Lasse. + +„Ja det er nok saa,“ svarede Lasse roligt — „og det skulde vel aldrig +være Skolelærer Johan Pihls Johanne fra Tommelilla — hun som rejste af +Lande for nærved 20 Aar siden?“ + +„Og det skulde vel aldrig være Smedens Hankat fra Sulitjelma, han som +fik Tvillinger med en gammel Træsko Aaret før i Forfjor?“ spurgte det +store Kvindemenneske vrængende. + +„Ja ja, I maa være for mig, hvem I vil!“ sagde Lasse krænket. „Jeg er +ikke Politispion.“ + +„Da skulde man tro det, siden I holder Forhør. Ved I naar Kreaturerne +skal ud?“ + +„I Morgen om alt gaar vel til. Det er kanske jer Pøjke, der skal hjælpe +Pelle ind i Sagerne? Forvalteren talte om én, som kunde følge med ud og +anvise Vogtepladsen.“ + +„Ja det er ham Søren Skidthas dér — kom frem og lad os se ordenlig paa +dig din Følfod! Naa Fyren er væk — ja ja. — Faar jer Dreng mange Prygl?“ + +„Aa ja ibland faar han jo“ svarede Lasse, som skammede sig ved at +tilstaa at han aldrig straffede Drengen. + +„Jeg lægger heller ikke Fingrene imellem! der skal noget til om der skal +blive Folk af det Skrabsammen — Prygl er halve Maden. Saa jager jeg +Hvalpen herop i Morgen tidlig — men pas paa at han ikke viser sig i +Gaarden, for saa er Fanden løs.“ + +„Fruen taaler ikke at se ham kan jeg vel tænke?“ sagde Lasse. + +„Nej akkurat — hun har jo ikke lagt Redskab til, det halvgale Spektakel. +Ellers skal Gud vide der ikke var noget at misunde én. Men jeg kunde +været Gaardmandskone den Dag i Dag og haft en pæn Mand til, om ikke han +Stolthenrik heroppe havde lagt sig ud efter mig. Vil du tro det dit +gamle sprukne Overlær?“ Hun klaskede sin Haand i hans Hofte og lo. + +„Det vil jeg godt tro du kunde“ sagde Lasse. „For du var den vakreste +Pige dengang du tog hjemme fra.“ + +„Æv — du med dit hjemmefra,“ vrængede hun. + +„Ja ja da, jeg kan jo nok baade se og forstaa, at du helst vil jævne +Fodsporene til efter dig. Og jeg kan saamænd godt lege Fremmede, i hvor +vel jeg har holdt dig paa mit Skød mere end engang, da du var en liden +Tøs. — Men ved du ellers af, at din Mor ligger og drages med Døden?“ + +„Ih nej, ih nej!“ udbrød hun og saa paa ham med et Ansigt, der forskød +sig mere og mere. + +„Jeg tog jo Farvel med hende, inden jeg forlod Hjemmet nu for en Maaned +siden godt og vel — hun var meget simpel. Farvel du Lasse — sagde hun — +og tak for godt Naboskab gennem alle Aarene. Og træffer du Johanne +derovre saa hils hende — sagde hun. Hun er jo kommet rent forskrækkeligt +ud i det efter hvad én har hørt — men hils hende alligevel fra hendes +Mor. Johannebarnet, lille Barn! hun var sin Mors Hjærte næst, derfor kom +hun til at træde paa det! Kanske var det vor egen Skyld. Vil du hilse +hende det fra hendes Mor, vil du Lasse? Det var de Ord hun sagde — og nu +er hun saavist død, saa maadelig som hun var.“ + +Johanne Pihl havde ikke Raadighed over sig selv. Hun var nok ikke i Vane +med at græde, saa forfærdeligt det rev og sled i hende. Taarer kom der +ingen af, og hun pintes som kunde det være Fødselsveer. „Lille Mor, +lille lille Mor!“ sagde hun ind imellem og sad og rokkede paa +Krybbekanten. + +„Saa, saa, saa!“ sagde Lasse og klappede hende paa Hovedet. „Jeg sagde +jo nok til dem at de var for haard ved dig. Men hvad skulde du nu ogsaa +krybe ind ad det Vindu for — sejstenaars Barn og midt om Natten! én kan +ikke undres paa om de glemte sig selv et Gran. Saa meget mere som han jo +tjente for Føde og Klær, og var en daarlig Fyr der altid kom fra sin +Plads i Utide.“ + +„Jeg holdt jo af ham,“ sagde Johanne grædende — „han var den eneste jeg +nogensinde har holdt af. Og jeg troede at han ogsaa holdt af mig, skønt +han aldrig havde set mig — saa dum var jeg.“ + +„Ak ja du var et Barn — jeg sagde det jo til dine Forældre. Men at du +kunde hitte paa noget saa uanstændigt!“ + +„Der var ikke noget ondt i det, jeg mente blot at vi to maatte søge til +hinanden, saadan som vi holdt af. Nej jeg tænkte ikke det engang, jeg +krøb bare ind til ham — uden at gøre mig nogen Tanker ved det. Vil du +tro det, at jeg var saa ren dengang? Der skete heller intet ondt!“ + +„Der skete ikke engang noget?“ sagde Lasse. „Men det er jo forfærdeligt, +saa trist at tænke paa som det er gaaet. Og det tog din Fader sin Død +over.“ + +Det svære Kvindfolk gav sig til at græde hjælpeløst; hun var som en Klud +syntes Lasse, og han var lige ved at komme i Graad han ogsaa. + +„Ak ja jeg skulde vel aldrig sagt det, men jeg troede jo du havde hørt +om det!“ sagde han fortvivlet. „Han mente vel han som Skolelærer havde +Ansvaret for saa mange, og derfor aad det sig ind i ham, at du havde +kastet dig hen paa den Maade — med en fattig Tjenestekarl til og med. +For vel omgikkes han paa lige med os Fattigfolk, men Æren er der jo +alligevel; og det tog haardt paa ham, da de fine Folk ikke vilde se til +ham mere. — Og saa var det hele tomt Mundsvejr, der skete ingenting? Men +hvorfor sagde du da ikke det til dem?“ + +Johanne græd ikke mere, hun sad og saa forgræmmet hen til Siden, +Trækkene dirrede bestandig paa hende. + +„Jeg sagde det, men de vilde ikke høre. Man traf mig jo dér! Jeg skreg +om Hjælp, da jeg blev klar over, at han ikke engang kendte mig, men blot +var vigtig over at jeg kom, og vilde tage mig ind til sig! Saa kom de +andre løbende og traf mig dér. De lo, og ved du hvad de sagde til +hinanden? — at jeg havde skreget, fordi min Uskyldighed sprang! Mine +Forældre mente det samme kunde jeg forstaa; selv de kunde ikke taale at +der ikke var sket noget, hvad saa det andet Rak? — Saa betalte de ham +for at rejse hertil, og mig sendte de bort til nogen Familie.“ + +„Ja ja, og saa gjorde du dem den Ulykke at rømme bort.“ + +„Jeg fulgte bagefter ham, jeg tænkte han maatte komme til at holde af +mig, naar blot jeg var i hans Nærhed. Han havde taget Tjeneste her paa +Stengaarden, og her tog jeg saa ogsaa Tjeneste som Stuepige. Men han saa +kun til mig for én Ting, og det vilde jeg ikke, naar han ikke holdt af +mig. Han gik saa og gjorde sig til af, at jeg var løbet hjemme fra for +hans Skyld — og det andet ogsaa som var Løgn; saa enhver troede de kunde +gaa og tage paa mig og byde sig til. Kongstrup var nygift dengang, men +han var ikke anderledes end de andre. Jeg fik Pladsen i Utide, fordi den +anden Stuepige maatte søge hen et Sted og ligge, saa jeg tog mig vel i +Agt. Han fik hende siden gift med en Stenhugger inde ved Værket.“ + +„Saa han er den Slags Mand,“ udbrød Lasse — „ja jeg har jo nok haft mine +Tvivl om’et. Men hvad blev der af den anden Kalurius?“ + +„Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi havde tjent sammen et +Par Aar og han havde gjort mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han +og svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte ham ofte, for jeg +kunde ikke slaa ham af Hovedet — og fuld var han altid. Tilsidst kunde +han ikke være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa henne +Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og huserede. Han tog nok hvad han +havde Brug for, hvor der var nærmest til det, og slog Folk ned for et +godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde erklæret ham fredløs, +saa hvem der vilde kunde slaa ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed +til Proprietæren, som alligevel var den eneste der vilde mig vel; og han +trøstede mig med, at saa galt blev det vel ikke; Knud skulde nok hytte +sig.“ + +„Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse. „Se se, da har jeg jo +hørt om ham. Han huserede som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og +tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. En Mand slog han ihjæl +med en Hammer, og da de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge fra +Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden gjort sagde han — han selv +havde blot værget for sig. De kunde ingenting gøre ham saa. — Saa det +var ham! men hvad var det saa for en han levede sammen med da? — de +sagde, at han den Sommer boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et +Kvindfolk hos sig.“ + +„Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind at jeg rejste hjem — +jeg havde hørt om hvor elendigt han laa i det; hele Hovedet var flækket +paa ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.“ + +„Saa gav du dig alligevel til Slut,“ sagde Lasse og blinkede skælmsk. + +„Han pryglede mig hver Dag!“ svarede hun hæst. „Og da han ikke kunde faa +Magt med mig, jog han mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet +at han skulde holde af mig først.“ Hun var blevet grov og haard i Mælet +igen. + +„Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at du kastede dit Behag paa +saadan en haard Bøddel. Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at +vide om det dér — hun havde vist ikke overlevet det.“ + +Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. „Enhver faar holde til det han +kan!“ sagde hun haardt. „Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk +og fed jeg er bleven.“ + +Lasse rystede paa Hovedet: „Du er vist ikke god at bides med længer. Men +hvordan gik det dig saa siden da?“ + +„Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved Fistje. Fruen vilde ikke +fæste mig paany, for hun saa hellere min Hæl end min Taa; men Kongstrup +trumfede igennem at jeg blev her som Malkepige. Han blev ved at være +lige mild imod mig, skønt jeg havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa +var’et at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende længer, han uroede +for meget; og de holdt Jagt paa ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat +paa ham, men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for at skjule +sig da det kneb; for en Dag de sprængte deroppe, kom hans Krop frem +mellem Klippestykkerne — helt smadret. De kørte Stumperne her ned til +Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham komme til mig paa den Maade, +at jeg maatte krybe til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat, +for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det kneb værst for ham. +Kongstrup sad nede hos mig og trøstede mig naar de andre var i Marken, +og han misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje. + +„Der var en yngre Broder til Bakkebonden som godt kunde lide mig, han +havde været i Amerika i sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig +Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar gjorde han mig Tilbud — +præcis paa Nytaarsdag. Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død +kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og blive Madmoder paa en +Bondegaard. Men jeg maatte sige nej til det alligevel, og du kan tro, +det var drøjt da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed have +mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det satte jeg mig imod. Jeg +vilde blive og føde mit Barn her paa Gaarden hvor det hørte til. Han +brød sig ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde Øjne paa mig +hver Dag, og der var ingen som var god ved mig. Dengang havde jeg ikke +det gale Sind som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke at græde +altid. + +„Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen bed jeg Tænderne +sammen, for at ingen skulde haane mig. Jeg var i Marken den Dag det +skete ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og bar ham selv hjem +til Gaarden i mit Forklæde. Han var allerede saadan vanskabt dengang — +Fruens onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku ogsaa have +Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde jeg til mig selv og nægtede at +rejse min Vej. Ligefrem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke faa sig +til, og saa anbragte han mig i Huset hernede efter Stranden.“ + +„Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden i den travle Tid?“ +spurgte Lasse. + +Hun blæste haanligt: „Gaa paa Arbejde — synes du jeg skulde behøve det? +Kongstrup maa vel nok kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og +saa for Resten kommer der Govenner til mig, saa én og saa en anden, og +har lidt med — naar de da ikke har drukket det op. Du kan komme ned og +besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig imod dig.“ + +„Nej Tak!“ sagde Lasse alvorligt. „Vel er jeg et Menneske jeg ogsaa, men +jeg tyr ikke til den, der har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit +eget Barn.“ + +„Har du Brændevin da?“ sagde hun og stødte haardt til ham. + +Lasse troede ikke der var mere, men gik for at se. „Nej du, ikke en +Draabe!“ sagde han og kom med Flasken. „Men her skal du se hvad jeg har +til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde — det var dog godt +jeg kom i Tanke om det.“ Han rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt +paa hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa hendes Vegne. Det var +en Salmebog. „Er den ikke fin du?“ sagde han. „Guldkors og ægte Spænde — +og saa er det jo din Mors.“ + +„Hvad skal jeg med den?“ spurgte Johanne — „jeg synger ikke Salmer.“ + +„Naa ikke?“ sagde Lasse stødt. „Men din Moder har vel ikke vidst bedre +end at du endnu holdt paa din Barnetro — saa du faar tilgive hende for +denne ene Gang.“ + +„Er det alt hvad du har til mig?“ hun stødte til Bogen saa den fløj. + +„Ja det er,“ sagde Lasse dirrende og tog den op. + +„Hvem skal have Resten?“ + +„Ja Huset var jo fæstet, og Sager var der ikke mange til Rest, det er +længe siden din Far døde — husk paa det! Dér hvor du skulde have været, +har Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har passet hende, skal +vel have det der er, saa vidt jeg kan forstaa. Men kanske var der Tid +endnu — om du tog med første Damper.“ + +„Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet og angergiven — nej tak! +Lad saa hellere Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor — har hun levet +uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa krepere den foruden. Naa jeg skal vel +hjemad! — hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort af sig?“ Hun +lo af fuld Hals. + +Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun intet fejlede i den +Retning, og alligevel dinglede hun paa Benene da hun gik bag om +Kalvehusene for at lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, om +hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, men opgav det. Der var saa +meget oppe i hende nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede +han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne Kiste. + + * * * * * + +Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum fra med Brædder; det +havde ingen Dør, og der var en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa +det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. Et bredt Sengested optog +det meste af Pladsen; det var tømret op af raa Brædder, og Kamrets +Stengulv gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm laa nogle +Sengeklæder hulter til bulter, de tykke stribede Uldvaar var stive af +skorpet Kosnavs, hvori der strittede Fjær og Halmstraa. + +Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han havde Dynen op om Nakken og +laa og gassede sig. Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne +Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig. + +Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for Stump tog han langsomt de +Smaating frem der var bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter +Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, der gik med +efterhaanden til at holde hans og Drengens Klæder ved Lige. Men for ham +var hver Ting en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det blødte i +ham hvergang en eller anden Del slap op. For hver Genstand han lagde til +Side gentog han langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse, +da hun laa for Døden og ordnede alt paa det bedste for ham og Drengen: +„Garn til Pøjkens graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje som skal +snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske ikke at gaa for længe med Hoserne +forinden de bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den blev +efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den ordret trods sin daarlige +Hukommelse. + +Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta selv, billig Pynt med hver +sin glade Historie fra Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede. + +Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som han ikke behøvede at høre +efter eller svare paa — og som var saa behagelig at glide bort i. Han +laa og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, mæt og træt og med en +svag Fornemmelse af noget uhyggeligt der var overstaaet. + +Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til Kostalden gaa, og nu lød +der Støvleskridt paa den lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte +straks de forhadte Skridt igen. + +Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr faa at føle, at man ikke +maatte gøre Drenge noget, naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand +i stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end Forvalteren. Nu skulde — +han rejste sig over Ende og stirrede spændt paa Faderen. + +„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden. + +Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende men flyttede uroligt paa +sig. + +„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt. + +„Ja—ha!“ Lasse rejste sig og gik derud. + +„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, din svenske Hallunk? Er du +døv?“ + +„Jo svare kan jeg vel,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Men Hr. Eleven +skulde nu ikke — — jeg er Fader skal jeg sige — — og Faderhjærtet — —“ + +„Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du svare naar man kalder! +Ellers skal jeg faa Forvalteren til at snakke lidt med dig — forstaar du +det!“ + +„Ja saa, ja jo — Hr. Eleven faar undskylde, men jeg hørte ikke —“ + +„Naa men vil du saa huske, at Aspasia ikke skal med paa Græs i Morgen.“ + +„Skal hun kælve kanske?“ + +„Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde fole?“ + +Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem Stalden. Nu +maatte det vel komme, Pelle sad op og stirrede i stiv Lytten. Men han +hørte blot Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren og komme +tilbage med langsomme stolprende Skridt. Saa brast han i Graad og krøb +langt ned under Dynen. + +Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede over et eller andet; saa +kom han hen og trak varsomt Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle +borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen drejede det mod +sig, mødte han et fortvivlet uforstaaende Blik der fik hans eget til at +flakke hvileløst i Kamret. + +„Ja“ sagde han med et Forsøg paa at være gnaven „du kan sagtens tude. +Men naar én nu ikke ved hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig +ved jeg.“ + +„Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra Døren her,“ hulkede +Drengen. + +Lasse vilde give et vrangt Svar men sank sammen i det, grebet og +afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. Han overgav sig paa Naade og Unaade, +bøjede sig ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og sagde +hjælpeløst: + +„Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab kan spille ham paa +Snuden. Gnistre i Vrede kan han ikke længer, og ingen Kræfter er der i +Næven — hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa han tage imod — +og lade sig slænge hid og did — og takke til! — saadan er gamle Lasse. +Men saa maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig spytte paa; +ellers tog Lassefar sit Kram og gik — alt det gammel han er. Men du kan +gro af det din Far muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!“ Han tørrede +Drengens vaade Øjne med Dynen. + +Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede ham alligevel, og +lidt efter faldt han i Søvn. Men længe laa han og snøftede i Søvne. + +Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til Drengens Søvn, og da den +var blevet nogenlunde rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde +været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og se, om nogen af +Karlene var hjemme og havde Besøg — for saa vankede der Brændevin. Lasse +nænnede ikke selv at tage op af Lønnen til at købe Snaps for; de Penge +fik nok at gøre om de skulde strække til det nødvendige. — + +Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt og med Støvlerne +paa — han var døddrukken. Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa +Snapsen og stolprede over mod Kælderen for at se, om der skulde være +lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde godt have Mod paa et eller andet — +nu han var løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens Vaar. + +Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner der plejede at malke for +Pigerne Søndag Aften. De var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid; +Munden gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden Elendighed i en +klynkende Tone. Lasse følte en øjeblikkelig Trang til at slutte sig til +dem, Æmnet klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, han kunde +falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. Men han strittede imod og +gik forbi dem ned ad Kældertrappen. „Ak ja, Døden er os alle vis!“ sagde +en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter for sig selv idet han gik +ned. + +Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa Gustavs Molskindsbukser; Gustav +laa paa Bænken og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde smidt sine +beskidte Fødder op i Karnas Skød — uden saa meget som at tage Skoene af! +Og hun sad og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker ikke skulde +glide ned. + +Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at gøre sig til, han +trængte til lidt Hygge. Men Karna var ikke til at komme nær — de +beskidte Drengekoder gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse havde glemt +det, eller han manglede Sikkerheden — hvergang han forsøgte med en +Venlighed, slog hun fra sig. + +„Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,“ sagde han haabløst. + +„Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der manglede,“ sagde Gustav +og kiggede frem bag Huen. Den Flab som laa der og blærede sig med sine +sytten Aar! — Lasse havde Sind til at vælte sig ind paa ham og lade det +komme an paa Kræfterne endnu engang. + +Men han nøjedes med at sidde og se hen paa ham, til de røde vippeløse +Øjne løb fulde af Vand. Saa rejste han sig. + +„Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!“ sagde han bittert til Karna — +„men dine Aar løber du vel ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare +til at slikke Skeen efter de andre.“ + +Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med de tre Husmandskoner, der +fremdeles talte om Sygdom og Elendighed og Død som var der ikke andet +til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: „Ja ja, det er vist.“ Han kunde +af Hjærtet sige god for det alt sammen, og han kunde lægge mangt og +meget til de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han blev helt +behagelig til Mode — saa lemydig! + +Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det tunge igen, og han kunde ikke +sove. Til daglig sov han som en Sten saa snart han fik smidt sig over +Ende, men i Dag var det Søndag og han havde dette pinende Nag i sig over +at være forbigaaet af Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen +her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb og Bekymring — ikke det +Gran andet. + +„Lasse er gammel ja!“ sagde han pludselig højt, og de Ord blev han ved +at gentage, lidt og lidt varierede, til han faldt i Søvn: „Gammel er han +Staklen — og ude af Spillet! — Ak saa gammel!“ De Ord rummede det hele. + +Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa Landevejen: + + „Og Drengen som du gav mig + med det sorte krøllede Haar, + han er nu voksen bleven, + ja bleven, ja bleven, + ret til en Yngling stor!“ + +Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der kom hjem fra Morskab. Da de +svingede ind paa Kørevejen til Gaarden blev de tavse. + +Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel være to. + + + + + IV + + +Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden +ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og +Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i +Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner +og Lærkesangen — alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med +aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag +var med alle sine utænkelige Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med, +for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa sige; og Pelle kiggede +ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det +slog gærne til. + +Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og +fejede efter i Floren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken +halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild og Søbe. + +Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og +Klaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort +tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget; +men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at +bruge den. + +Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de +store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at +lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe +ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen. +Kreaturerne var morgensultne; og de store Stude gad slet ikke flytte sig +for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod +og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange +Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa +trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i +Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og græssede +sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen, +eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme +Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid +faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var +for kraftige. + +Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En +Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden +blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han +ogsaa at finde de Steder paa Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde +deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et +velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at bøge af +Smærte. + +Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget +først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og +lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille +Krop af Stolthed og Magtfølelse. + +Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til +Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over +ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den +store Tyr havde taget ham paa Hornene — et eller andet. Saa lod han det +hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske +Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen +ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med +Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte +Malkekvæget. + +Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke +med mønstret Bark — Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den +flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en Bavtasten — han +troede det var en Ledstolpe — og forsøge at slaa de skudlignende Knald +med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten +fra Jorden. + +Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt. +Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om +Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende +som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange +om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord. + +Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham +hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv +med ham, men krævede at han skulde genne et vist Antal Gange for hvert +Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De +tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen +tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde +komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med +hinanden om Halsen. + +En halv Fjerdingvej bred Bræm af Klitter skilte mellem Stengaardens +Marker og Havet. Inden for Klitterne var Jorden stenet og laa hen som +mager Græsning; men paa begge Sider af Aaen kilede en Strimmel saftig +Eng sig ind mellem Klitterne, der var dækkede af Dværgfyr og Marehalm +for at binde Sandet. Her paa Engen var der bedst Græsning, men det var +besværligt at passe begge dens Sider, da Aaen løb imellem. Og det var +med haarde Trusler indskærpet Drengen, at intet Dyr maatte sætte sin Fod +i Klitten, da den mindste Rift kunde fremkalde Sandflugten. Pelle tog +Tingene helt bogstaveligt, hele den Sommer tænkte han sig noget som en +Eksplosion, der fik det hele til at ryge i Luften saasnart et Kreatur +betraadte det. Og denne Mulighed hang bagved alting som en Skæbne, naar +han vogtede hernede. Naar Rud kom og de skulde lege, drev han Kvæget op +paa den magre Græsgang, hvor der var Plads nok for det. + +Saasnart det var Solskin løb de nøgne om. Havet turde de ikke vove sig +ned til af Frygt for Forvalteren, der ganske sikkert stod oppe i +Hovedbygningens Kvist og holdt Øje med Pelle altid gennem sin Kikkert. +Men i Aaen badede de — af Vandet og i Vandet igen i det uendelige. Efter +stærk Regn svulmede den op og var da ganske mælkehvid af Kaolin, som den +rev løs af Brinkerne længere inde; Drengene troede det var Mælk fra en +uhyre stor Gaard langt inde i Landet. Med Højvande gik Havet ind og +fyldte Aaen med Tang, der raadnede og farvede dens Vand purpurrødt. Det +var Blodet af alle de druknede derude fra Søen. + +Mellem Badene laa de under Klitten og lod Solen slikke sig tørre. De +undersøgte vidtløftigt deres Legemer og udvekslede Mening om de +forskellige Legemsdeles Brug og Betydning; paa dette Punkt var Rud den +overlegne i Viden og optraadte belærende. Ofte kom de op at trættes om, +hvem der var bedst udstyret med et eller andet —: havde det største. +Pelle misundte saaledes Rud hans uforholdsmæssig store Hoved. + +Pelle var en lille harmonisk bygget Fyr, han havde lagt sig Huld til +siden han kom til Stengaarden. Huden strammede glansfuld over Legemet og +havde en varm solbagt Farve. Rud havde en tynd Hals i Forhold til +Hovedet, Panden var kantet og fuld af Ar efter talrige Fald. Han +manglede fast Herredømme over sine Lemmer og var slem til at slaa og +støde sig; rundt om paa ham var der blaa, underløbne Pletter som +vanskelig vilde fortage sig — han havde daarligt Lægekød. Men han var +ikke saa redelig i sin Misundelse som Pelle; han hævdede sig ved at +prale sine Skavanker op til lutter Bedrifter, saa Pelle endte med at +misunde ham alting af et ærligt Hjærte. + +Rud havde ikke Pelles aabne Sanser mod Verden, men han havde mere +Instinkt og besad paa Punkter en næsten genial Ævne til at foregribe +det, Erfaringen først skulde lære Pelle. Han var allerede til en vis +Grad gærrig — og mistænksom uden at forbinde bestemte Tanker med det. +Han aad Broderparten af Maden og havde mange Udveje til at sno sig fra +Arbejdet. + +Bag deres Leg laa, klædt i de barnligste Former, en Kamp om Overtaget, +og Pelle var indtil videre den der trak det korteste Straa; i værste +Fald forstod Rud altid at tale til hans gode Egenskaber og vende dem mod +ham. + +Og under dette var de de bedste Venner af Verden og kunde ikke undvære +hinanden. Pelle gik og kiggede langt efter „Soens“ Hytte naar han var +alene, og Rud stak hjemmefra saa snart han saa sit Snit. + + * * * * * + +Det havde regnet stærkt op ad Morgenen til Trods for Lasse, og Pelle var +gennemblødt til Skindet. Nu trak den blaasorte Byge bort derude over +Havet, og Baadene stod midt i den med alle de røde Sejl oppe og kom dog +ikke af Stedet. Solen stak og glitrede i det vaade, saa alting kom til +at se henrykt ud; og Pelle gik og hængte sit Tøj til Tørre paa +Dværgfyrren. + +Han frøs og krøb ind under Pær, den største af Studene, der laa og +tyggede. Det dampede af Studen, men Pelle kunde ikke blive myg ude i +Lemmerne hvor Kulden havde bidt sig fast. Kinderne faldt ogsaa ind mod +Tænderne, og Mellemgulvet bævrede paa ham. + +Og saa kunde den ene af „Rinkerne“ ikke engang unde ham Ro. Hvergang han +rigtig fik boret sig ind under Studen og skulde samle lidt Varme, +stræbte den bort over Skellet mod Nord. Der var ikke andet end Sand dér, +men dengang den var Kviekalv havde der været et Stykke Blandsæd — det +kunde den huske endnu. + +Rinkerne var to Kør der var skudt ud af Malkebesætningen paa Grund af +Goldhed. Det var to sure Kreaturer, altid misfornøjede og ude paa +Fortræd; og Pelle hadede dem rundeligt. To rigtige Pulverhekse var det, +som ikke engang Prygl bed paa. Den ene var en Brumleko, den sparkede i +Jorden og brumlede som en gal Tyr, bedst som den gik og græssede; og +naar Pelle gik imod den vilde den tage ham paa Hornene. Kalv kunde den +ikke blive med, men den gik og vilde ride de andre — og satte de +skikkelige Stude Fluer i Hovedet; og naar den kunde se sit Snit, aad den +Pelles Madklæde. Den anden Rinke var gammel og havde Kringelhorn, der +pegede ind imod dens Øjne, af hvilke det ene var hvidt i Stenen. + +Det var Brumlekoen, der nu var paa Spil. Hvert Øjeblik maatte Pelle op +fra sit Leje og skælde: Hej Blakka din nederdrægtige Rinke, vil du +vende! — han var hæs af Fortørnelse. Endelig brast hans Taalmodighed, +han greb en forsvarlig Fæpāl og tog sig for at løbe Koen ind. Saasnart +den saa Hensigten, satte den i Løb opefter mod Gaarden, Pelle maatte +gøre en stor Bue for at faa den drejet ned mod Hjorden igen. Saa gik det +i strakt Løb ud og ind mellem de andre Kreaturer, Hjorden blev forvirret +og løb hid og did, Pelle maatte for en Stund opgive Forfølgelsen mens +han fik den samlet. Men straks tog han fat igen, Forbitrelsen kogte i +ham og fik ham til at springe som en Bold, hans nøgne Legeme tegnede +lysende Sløjfer mod den grønne Eng. Han var kun et Par Favne fra Koen, +men Afstanden blev ved at holde sig, han kunde ikke løbe den ind i Dag. + +Han stansede oppe ved Rugen, og Koen stansede næsten i samme Øjeblik; +den huggede et Par Duske Sæd og slog lange Slag med Hovedet for at vælge +sin Retning. I to Kattespring var Pelle der og havde den i Halen. Han +drev den Fæpālen over Snuden saa den snurrede ud af Sæden, og nu gik det +i flyvende Fart ned mod de andre, mens Slagene regnede ned over dens +Knokler. Henne fra Klitten kom hvert Slag drabeligt igen som Hug mod en +Træstamme og fik Pelle til at svulme, Koen forsøgte at slaa ham fra sig +under Løbet, men han var ikke til at ryste af. Den satte over Aaen i +lange Spring, frem og tilbage, Pelle hang nærmest og svævede i Luften; +men Slagene blev ved at regne ned over den. Den blev træt og sagtnede +Løbet; tilsidst stod den helt stille, hostede og lod sig prygle. + +Pelle smed sig plat ned paa Maven og gispede. Haa haa, det gav endelig +Varmen! Nu skulde hun nok, Bæstet —. Han væltede pludselig om paa Siden +med et Sæt — Forvalteren! Der stod en fremmed skægget Mand over ham og +saa paa ham med alvorlige Øjne. Den Fremmede blev længe ved at stirre +paa ham uden at sige noget, og Pelle vidste ikke sine levende Raad for +de Øjne; saa havde han ogsaa Solen lige i Ansigtet om han vilde se igen +paa Manden — og Koen stod endnu der henne og hostede. + +„Hvad tror du nu Forvalteren siger?“ spurgte Manden endelig stille. + +„Han har vist ikke set det,“ hviskede Pelle og saa sig sky om. + +„Men Vorherre har set det, for han ser alting. Og han førte mig paa din +Vej for at stanse det onde i dig, mens det endnu er Tid. Vil du ikke +gærne være Guds Barn?“ Manden satte sig ved Siden af ham og tog hans +Haand. + +Pelle sad og ruskede i Græsset, og ønskede han havde haft sine Klæder +paa; han nikkede. + +„Saa maa du heller aldrig glemme, at Gud Fader ser alt hvad du gør, selv +i den mørkeste Nat ser han det. Vi vandrer altid for Guds Aasyn. Men kom +nu; det er ikke sømmeligt at løbe nøgen om!“ Manden tog ham ved Haanden +og førte ham hen til Tøjet; derpaa gik han over til den nordre Side og +gennede, mens Pelle klædte sig paa — Rinken var allerede derovre igen og +havde trukket et Par andre med sig. Pelle saa forundret efter ham, han +drev ganske stilfærdigt Kvæget tilbage, brugte hverken Sten eller Raab. +Inden han naaede tilbage, havde Blakka igen overskredet Skællet; han +vendte om og gennede den ind, lige saa sagtmodigt som før. + +„Det er ikke nogen nem Ko,“ sagde han mildt, da han kom tilbage — „men +du har jo unge Ben. Skal vi saa ikke brænde den dér?“ han tog den tykke +Knippel op fra Jorden — „og gøre vor Gærning med de bare Hænder? Gud vil +altid staa dig bi, naar det kniber! Og vil du være Vorherres rette Barn, +saa skal du i Aften fortælle Forvalteren, hvordan du har baaret dig ad — +og tage din Straf.“ Han lagde Haanden paa Pelles Hoved og saa en Stund +paa ham med dette uudholdelige Blik. Saa gik han, Kniplen tog han med +sig. + +Pelle kiggede længe efter ham. Saadan saa altsaa en ud, der var udsendt +af Gud for at vare ham ad! Nu vidste han det, og det skulde vare noget, +før han igen løb en Ko fordærvet. Men gaa til Forvalteren og melde sig +selv — og faa af Piskesnærten over de bare Ben — det skulde han dog ikke +have noget af! Saa maatte Gud Herren hellere blive vred — om han nu +ogsaa virkelig kunde se alting? Værre end Forvalterens kunde det aldrig +blive. + +Hele Formiddagen var han stille til Sinds. Mandens Øjne hvilede paa ham +ved alt hvad han foretog sig, og røvede hans Frejdighed. Han prøvede sig +tyst frem og fik alting fat fra en ny Side; det var ikke raadeligt at +støje op, naar man altid vandrede for Gud Faders Aasyn. Han slog ingen +Knald med Klaffen, men pønsede saa smaat paa at brænde den ogsaa. + +Men lidt før Middag kom Rud, og det hele var glemt. Han røg af et Stykke +Spanskrør, som han havde snittet af sin Moders Kakkelovnsrenser, og +Pelle tiltuskede sig et Par Drag for et Stykke Mad. Først satte de sig +op at ride paa Studen Amor, der laa og tyggede Drøv. Den tyggede roligt +videre med lukkede Øjne, lige til Rud trykkede det brændende Spanskrør +mod dens Halerod; saa lettede den sig hastigt, og Drengene trillede ud +over Hovedet paa den. De lo og udmalede brovtende hver sin Kolbøtte for +den anden, mens de gik op i Rén for at søge efter Brombær. Derfra gik +det til nogle Fuglereder i de smaa Graner, og endelig tog de fat paa +deres bedste Leg — at grave Musereder ud. + +Pelle kendte hvert et Musehul i Engen; de laa paa Maven og undersøgte +dem omhyggeligt. „Her er et som er beboet“ sagde Rud, „vil du bare se +her er Møddingen.“ — „Ja her lugter af Mus,“ bekræftede Pelle og stak +Næsen ned i Hullet. „Og Straaene vender udad — de gamle er nok ude!“ + +Med Pelles Kniv skar de Grønsværen bort og gav sig ivrigt til at grave +med to Stykker Potteskaar. Jorden røg dem om Ørerne mens de snakkede og +lo. + +„Naa for Søren hvor det gaar strygende!“ + +„Ja saa rask kan Strøm da ikke arbejde.“ — Det var en berømt Slider, der +fik 25 Øre mere om Dagen end andre Høstarbejdere og brugtes til at +„trække“ Arbejdet. + +„Vi kommer snart lige rags ind i Maven paa Jorden.“ + +„Ja, men der er gloende hedt inde.“ + +„Aa Sludder vel?“ Pelle holdt betænkeligt inde med Gravningen. + +„Jo det siger Skolelæreren.“ + +Drengene tøvede og stak en Haand ned i Hullet — jo der var varmt nede. +Saa varmt endda, at Pelle syntes han maatte trække Haanden til sig og +sige: Av for Pokkeren! De overvejede en Stund og gav sig derpaa til at +skrabe videre nede i Hullet, saa forsigtigt som galdt det Livet. Men om +lidt kom der Halmstraa til Syne i Gangen, og Jordens indre Hede var med +ét Slag glemt. I en Fart havde de afdækket Reden, og lagt de nyfødte +lyserøde Unger op paa Græsset — de lignede halv udrugede Fugleunger. + +„De er grimme,“ sagde Pelle der ikke var helt modig ved at tage paa dem +men skammede sig ved at vedgaa det. „De er meget væmmeligere at røre ved +end Skrubtudser — jeg tror nok de er giftige.“ + +Rud laa og klemte dem mellem Fingrene: + +„Giftige — er du tosset, de har jo ingen Tænder! — Der er slet ikke Ben +i dem, de kunde vist godt spises.“ + +„Py, ha!“ Pelle spyttede. + +„Jeg tør da godt bide i en — tør du?“ Rud nærmede en Museunge til +Munden. + +„Tør — ja vel tør jeg — men —“ Pelle nølede. + +„Nej du tør ikke, for du er en _Blaapung_!“ + +Øgenavnet passede egenlig kun paa Drenge, der led af Vandskræk, men +Pelle greb rask om en Museunge og førte den op efter Munden — nøjagtig +saa nær til Læberne som Rud holdt sin. „Vil du saa selv se!“ udbrød han +krænket. + +Rud snakkede, med mange Fagter: + +„Du er bange, det er fordi du er svensk. Men naar man er bange, skal man +bare lukke Øjnene — saadan, og gabe op. Saa lader man, som om man førte +Museungen lige ind i Gabet, og saa“ — Rud gabede og holdt Haanden helt +oppe ved Munden; Pelle var under hans Magt og efterlignede hans +Bevægelser. „Og saa —“ pludselig fik Pelle et Stød, saa Museungen fløj +ned i Halsen paa ham. Han kløgedes og spyttede; Hænderne famlede i +Græsset og fik fat i en Sten. Men da han kom paa Benene og skulde kaste +den, var Rud allerede langt oppe paa Markerne. „Nu skal jeg hjem,“ +raabte han uskyldigt, „der er noget, jeg skal hjælpe Mor med.“ + +Pelle elskede ikke Ensomheden, og Udsigten til en Blokade stemte ham +straks til Forhandling. Han smed Stenen for at vise sin alvorlige Vilje +til Forlig, og maatte sværge dyrt paa ikke at trække Had. Saa kom Rud +endelig tilbage, fnisende. + +„Jeg vilde have vist dig noget morsomt med Museungen,“ sagde han +afledende, „men du holdt jo paa den som et Fæ.“ Han vovede sig ikke helt +hen til Pelle men stod og fulgte hans Bevægelser med Øjnene. + +Pelle kendte den lille Nødløgn, naar der var overhængende Fare for +Prygl, men Løgnen som Angreb var ham endnu fremmed. Naar Rud, nu da det +hele var glemt, sagde at han blot vilde have vist ham noget morsomt, saa +var det vel sandt. Men hvorfor var han da mistroisk? Som saa ofte før +forsøgte Pelle at bøje sin lille Hjærne om mulige Bagtanker hos +Kammeraten, men kunde ikke. + +„Du kan lige saa godt komme helt herhen,“ sagde han firskaarent. „For +hvis jeg vilde, kunde jeg magelig løbe dig op.“ + +Rud kom. „Nu vil vi til at fange store Mus,“ sagde han. „Det er +morsommere.“ + +De tømte Pelles Mælkeflaske og søgte sig en Muserede ud, der kun saa ud +til at have to Udgange — den ene oppe i Engen, den anden midt nede paa +Aabrinken. Hernede stak de Flaskehalsen ind, Hullet oppe i Engen blev +udvidet til en Tragt, og de skiftedes til at holde Øje med Flasken og +bære Vand op i Hullet med deres Huer. Det varede ikke længe, før en Mus +smuttede ud i Flasken; og de slog Proppen i for den. + +Hvad skulde de nu gøre med den? Pelle foreslog at de skulde tæmme den og +dressere den til at trække deres smaa Markredskaber; men Rud satte som +sædvanlig sin Vilje igennem — den skulde ud at sejle! + +Henne hvor Aaen drejede og havde hulet sit Leje ud til en hel Kedel, +lavede de en skraa Bane og lod Flasken rutsje ned i Vandet med Halsen +forrest, som en Skude der løber af Stabel. De kunde følge den i dens Bue +under Vandet, til den dukkede op med et skraat Stød og stod og vuggede +paa Vandet som en Bøje med Halsen lige op. Musen gjorde de grinagtigste +Hop mod Proppen for at slippe ud; Drengene sprang i Græsset af +Henrykkelse. + +„Den ved godt hvad Vej den kom ind — den ved det!“ De gjorde dens +mislykkede Hop efter, tumlede ned paa Maven igen og vred sig overgivent +i Græsset. Men omsider blev det gammelt. + +„Skal vi tage Proppen af?“ foreslog Rud. + +„Ja — aa ja!“ Pelle vadede hurtigt ud efter Flasken og vilde sætte Musen +i Frihed. + +„Vent lidt dit Øg!“ Rud rev Flasken fra ham. Han holdt over Mundingen, +mens han satte den midt ud i Vandet. „Nu skal vi faa Løjer!“ raabte han +og skyndte sig op. + +Det varede lidt, inden Musen opdagede at der var fri Bane, saa sprang +den. Det mislykkedes, og Flasken kom i vuggende Bevægelse, saa andet +Spring blev skraat og prellede af mod Siden. Men saa fulgte en Række +Spring lynsnart paa hinanden, et helt Bombardement; og pludselig fløj +den højt ovenud af Flaskehalsen og paa Hovedet i Vandet. + +„Det var et Spring der havde vasket sig!“ raabte Pelle og sprang oppe i +Græsset, lige op, med Armene strakt ned ad Siden, „— den kunde lige +knibe sin Krop igennem, lige akkurat du!“ Han sprang igen og gjorde sig +tynd. + +Musen svømmede til Land, men der var Rud og satte den midt ud igen med +Foden. „Den svømmer godt,“ sagde han og lo. Saa styrede den mod den +anden Bred. „Pas paa for Søren!“ skreg Rud, og Pelle sprang til og satte +den fra Land med et kraftigt Spark. Den svømmede raadvild frem og +tilbage midt i Hullet, saá de to dansende Skikkelser hvergang den +nærmede sig en Bred, og vendte og vendte i en Uendelighed. Den laa +dybere og dybere — Pelsen blev vaad og trak den nedad; tilsidst svømmede +den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til +Bunds, med alle fire Lemmer udstrakte som en aaben Favn. + +Pelle havde i et Glimt fanget det raadvilde og hjælpeløse — maaske +genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad — et lille Skrig — og +løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantningen. Noget efter kom han +tilbage. „Jeg troede gale mig Amor var løbet væk,“ sagde han gentagende +og undgik omhyggeligt at se Rud i Øjnene. Stille vadede han ud og +fiskede med Foden den døde Mus op. + +De havde lagt den paa en Sten i Solen for at den skulde leve op igen. Da +det ikke lykkedes, huskede Pelle en Historie om nogle Folk der var +druknet i en Sø derhjemme, og som kom til sig selv igen da man skød med +Kanoner over dem. De slog de hule Hænder sammen over Musen, og da det +heller ikke førte til noget besluttede de at begrave den. + +Rud kom i Tanke om, at hans Bedstemor i Sverig netop blev begravet i +disse Dage, og det fik dem til at gaa frem med en vis Højtidelighed. De +lavede Kiste af en Tændstikæske og pyntede den med Mos; de laa paa Maven +og firede med Sejlgarn Kisten ned i Graven — med stor Omstændelighed +forat den ikke skulde komme til at staa paa Hovedet. Et Tov kunde jo +springe, det hændte undertiden; og Illusionen tillod ikke, at de rettede +ved Kistens Stilling med Hænderne bagefter. Siden kiggede Pelle ned i +sin Hue, mens Rud læste over den afdøde og kastede Jord paa. Og de smed +Graven til. + +„Bare den nu ikke er skindød og vaagner op igen!“ udbrød Pelle +pludselig. De havde begge hørt mange uhyggelige Historier om Skindøde, +og gennemgik sammen alle Muligheder: hvordan man vaagnede op, og ikke +kunde faa Luft, og bankede paa Laaget, og gav sig til at æde af sine +egne Hænder — til Pelle tydeligt kunde høre det banke paa Laaget +dernede. I en Fart fik de Kisten op og undersøgte Musen; ædt af sine +Forpoter havde den ikke, men den havde ganske bestemt drejet sig om paa +Siden. De begravede den igen; for en Sikkerheds Skyld gav de den en død +Skarnbasse med i Kisten og stak et Halmstraa ned i Graven for +Lufttilførsel. Saa pyntede de Tuen op og satte en Mindesten. + +„Nu er den død du!“ fastslog Pelle alvorligt. + +„Ja det er den min Sjæl — saa død som en Sild.“ Rud havde lagt Øret til +Straaet og lyttede. + +„Nu er den vist oppe hos Gud i al sin Herlighed, helt højt højt oppe.“ + +Rud blæste foragteligt: + +„Aa dit Fjols, tror du den kan kravle der op.“ + +„Mus kan da godt kravle!“ Pelle var muggen. + +„Ja, men ikke gennem Luften — det kan kun Fuglene.“ + +Pelle følte sig slaaet af Marken og trængte til Hævn. + +„Saa er din Bedstemor heller ikke i Himlen!“ erklærede han afgjort. Der +sad alligevel Nag i ham endnu fra det med Museungen. + +Men det var mere end Rud kunde lade sidde paa sig. Han var ramt lige i +Slægtsfølelsen og gav Pelle en i Siden med Albuen; og i næste nu +trillede de rundt i Græsset med hinanden i Haaret og gjorde kejtede +Forsøg paa at ramme hinandens Næse med knyttet Næve. De væltede rundt i +en Klump hvor snart én snart den anden var ovenpaa, hvæsede hæst, +stønnede og gjorde drabelige Bevægelser. „Jeg skal faa dig til at nyse +rødt“, sagde Pelle indædt og hævede sig over Modstanderen. Men i næste +Øjeblik var han nede igen; og Rud hang over ham og udstødte de +frygteligste Trusler om blaa Øjne og dansende Sole. Deres Stemmer var +tykke af Lidenskab. + +Og pludselig sad de over for hinanden i Græsset og overvejede, om de +skulde stikke i at skraale. — Saa rakte Rud Tunge, Pelle gjorde Skridtet +videre og gav sig til at le, de var igen de bedste Venner af Verden. De +rejste Mindestenen der var væltet i Kampens Hede, og sad siden med +hinanden i Haanden og hvilede ud efter Stormen — noget mere stille end +sædvanlig. + +Det var ikke fordi der sad mere ondt i Pelle; men Spørgsmaalet havde +faaet selvstændig Betydning for ham, der maatte Mening ind i det. Det +sprang grundende frem i hans Øjne, og han udbrød tænksomt: + +„Ja men du har jo selv fortalt, at hun var lam i Benene.“ + +„Ja hvad saa?“ + +„Saa kunde hun da ikke kravle op i Himlen.“ + +„Aa dit Kadaver — det er jo hendes Aand!“ + +„Saa kan Musens Aand ogsaa godt være deroppe.“ + +„Pyh! Nej for Mus har ingen Aand.“ + +„Saa? — Ellers kunde de vel ikke aande!“ + +Dér stod Rud! og der var det kedelige ved det at han gik paa +Søndagsskole. Næverne havde været gode nu igen; men hans Instinkt sagde +ham, at Pelle før eller senere vilde faa Overtaget i at slaas. Og +Bedstemoderen var i al Fald reddet. + +„Ja“ — sagde han eftergivende — „og aande det kunde den. Men saa har +dens Aand faret op og væltet Stenen om du — det har den!“ + +En fjærn Lyd naaede ned til dem, langt oppe mod Hytten tegnede en tyk +Kvindeskikkelse sig; hun stod og vinkede truende. + +„Soen kalder paa dig,“ sagde Pelle; de to Drenge kaldte hende aldrig +andet indbyrdes. + +Saa maatte Rud af Sted. Han fik Lov at tage det meste af Madkurvens +Indhold og aad løbende; de havde haft for travlt til at spise. + +Pelle satte sig op i Klithegnet og holdt Maaltid. Som sædvanlig naar Rud +havde været ude hos ham begreb han ikke, hvor Dagen var blevet af. Der +var et Ophold i Fuglesangen, og ikke et eneste Kreatur laa ned længer, +saa Klokken maatte mindst være fem. + +Oppe ved Gaarden var de i Færd med at age ind. I fuld Trav gik det, ud +og hjem, ud og hjem; Karlene stod op i Vognbunden og pryglede løs paa +Hestene med Enden af Tømmen. Og de svingende Læs fór af Sted langs +Markvejene; de lignede strittende Smaakryb, der er bleven overrasket og +piler i Skjul. + +Der kørte en Enspænder ud fra Gaarden og tog Landevejen fat mod Staden, +i stærkeste Trav. Det var Stengaardsbonden; han skulde nok til Staden og +ture, saadan som han kørte! Saa var det galt derhjemme, og der blev +Graad paa Gaarden til Natten. + +Ja, ja, nu kørte Far Lasse ud med Vandvognen, saa var Klokken halv seks. +Det kendtes ogsaa paa, at Fuglene begyndte deres hyggelige Aftenkvidder, +der gik lav og tindrende lige som Solens Straaler. + +Langt inde over Stenværket hvor Kranerne tegnede sig mod Himlen, steg nu +og da en Røgsky til Vejrs og brast i et Springvand af Klippestykker. +Langt om længe kom Knaldet drattende, i Stumper og Stykker; det lød som +en løb og daskede sig paa Laarene med Bælgvanter. + +De sidste Timer var altid lange — Solen blev saa langsom i det. Og Tiden +havde heller intet Indhold, Pelle selv var træt, og Aftenstilheden lagde +sig dæmpende i Vejen for stærke Ytringer. Men nu kørte de ud til +Malkning deroppe, og Kvæget begyndte at græsse sig op efter den Kant af +Engen der vendte mod Gaarden; saa stundede det. + +Og endelig begyndte Vogterdrengene at jodle ovre ved Nabogaardene, først +én, saa faldt der flere ind —: + + „Aa driv hjem, aa—haa, aa—aa—haa! + Aa—haa, aa—haa! + Aa—haa, aa—haa! + Aa driv hjem, aa—aa—haa! + aa—haa!“ + +Fra alle Sider dirrede den bløde Sang over det faldende Land; som en +lykkelig Graad løb den ud i Luftens begyndende Tindren, og Pelles Kvæg +blev saa langstrakt i sine Bevægelser. Men endnu turde han ikke drive +hjem; der vankede Knubs af Forvalteren eller Eleven om han kom for +tidlig. + +Han stod øverst ved Engen og gennede for Hovedet af sine stundende +Kreaturer. Og da de sidste Toner af Hjemdriftsangen var døet helt hen, +stemte han selv i og traadte til Side. Kreaturerne løb med en egen kort +Trippen og fremstrakte Hoveder; Græssets Skygger laa i lange fine +Striber hen over Jorden; Dyrenes Skygger var uendelige. Nu og da brølede +Kalvene langeligt og slog over i Galop. De længtes — og Pelle længtes. + +Bag en Glime skød Solen lange Straaler ind gennem Rummet, som havde den +taget alle sine Ævner hjem for Natten og nu strakte dem i én Higen, fra +Vest til Øst. Alting pegede i lange tynde Striber, Kreaturernes Higen +laa synlig efter dem i Luften. + +I Barnets Sind var der slet intet ude mere; alt var taget hjem og rakte +sig fremover i en næsten syg Længsel efter Faderen. Og naar han endelig +svingede om Hjørnet med Hjorden og gamle Lasse stod der, lykkeligt +smilende med sine hudløse Øjne, og aabnede Leddet til Folden, saa brast +det for Drengen og han kastede sig grædende ind til Faderen. + +„Hvad er der Pøjke, hvad er der?“ spurgte den Gamle saa med Bekymring i +Stemmen, og strøg en rystende Haand over Barnets Kind. „Har nogen gjort +dig ondt? Naa ikke — da var det vel! Bedst er det nok at de hytter sig — +for glade Børn staar i Guds egen Varetægt. Og Lasse skulde vel heller +ikke blive god at nappes med han, om det kom dertil. — Ja saa du har +længtes? Da er der skønt at være i dit lille Hjærte, og Lasse kan kun +være glad han. — Men gaa du nu ind og æd — og græd ikke.“ + +Han snød Drengens Næse med sine haarde krogede Fingre og skubbede ham +læmpeligt af Sted. + + + + + V + + +Manden som var udsendt af Gud og havde de alvorligt bebrejdende Øjne, +var Pelle ikke længe om at komme ud over. Han viste sig at være en slet +og ret Smaamester nede i Lejet, som talte i Forsamlingshuset om +Søndagen; det hed sig tilmed at hans Kone drak. Rud gik i Søndagsskole +hos ham, og han sad smaat i det — han var ganske almindelig. + +Desuden havde Gustav faaet en Kasket, hvis Puld kunde vende tre +forskellige Sider ud — en af blaa Dyffel, en af vandtæt Voksdug, og en +af hvidt Lærred til Solskinsbrug. Det var en spændende Viden, som +fortrængte alt andet og laa pirrende fremme i Pelles Bevidsthed mange +Dage; han brugte Vidunderkasketten til at maale alt stort og +attraaværdigt med. Indtil han en Dag gav en smukt snittet Haandstok for +Tilladelsen til selv at gøre Kunststykket med at krænge Pulden. Saa fik +han endelig Ro, og Kasketten maatte ind i hans dagligdags Verden den +ogsaa. + +Men hvordan saa der ud i Proprietær Kongstrups store Sale? Dér laa vel +Pengene paa det bare Gulv, Guldet for sig og Sølvet for sig; og midt i +hver Dynge stod et Skæppemaal! Hvad betød Ordet _formaalstjenlig_, som +Forvalteren brugte naar han talte med Storbonden? og hvorfor brugte +Karlene Ordet _Svensk_ som Skældsord mod hinanden — de var jo svenske +allesammen? — Inde bag Klippebrynet hvor Stenværket laa, hvad var dér? — +ja dér var jo Gaardens Grænse til den ene Side! Han havde ikke været der +endnu, men skulde derind med Faderen saa snart Lejlighed gaves; rent +tilfældigt havde de faaet Spørgedom paa, at Lasse havde en Broder som +ejede Hus derinde. Saa det var jo forholdsvis kendt. + +Histnede laa Havet, det havde han selv sejlet paa! Ude paa det gled +Skuder baade af Jærn og Træ, men hvordan kunde Jærn flyde som var saa +tungt? Vandet i Havet maatte være stærkt, for i Dammen gik Jærn +øjeblikkelig til Bunds. Midt ude var Dammen bundløs, saa der blev man +nok ved at synke i al Evighed! Den gamle Tækkemand havde i sin Ungdom +haft over hundrede Favne Reb dernede med et Dræg ved for at finde en +Spand op, men han naaede aldrig Bund. Og da han vilde drage Rebet op +igen, var der nogen dybt nede som greb fat i Drægget og vilde trække ham +ned, saa han maatte slippe det hele. + +Gud Herren — ja han havde stort hvidt Skæg lige som Kaasegaardsbonden; +men hvem holdt Hus for ham paa hans gamle Dage? Sankte Peter det var nok +hans Forvalter det! — Hvordan kunde de gamle tørre Kør føde lige saa +unge Kalve som Kvierne? — — — — — — — — — — — — — — — — — + +Der var én stor Selvfølgelighed, som man ikke rettede sin Spørgen paa og +overhovedet ikke tænkte over i den Forstand, fordi det var selve +Grundlaget for al Tilværelse — Far Lasse. Han var der simpelthen, stod +som en tryg Mur bag alt hvad man foretog sig. Han var det egenlige +Forsyn, den sidste store Tilflugt i ondt og godt; han kunde alt hvad han +vilde — Far Lasse var almægtig. + +Saa var der ét, naturligt Midtpunkt i Verden, Pelle selv. Om ham maatte +alt lejre sig, hver Ting var til for hans Skyld — for at han kunde lege +med den, gaa og grue for den, eller lægge den til Side til en stor +Fremtid. Selv de fjærnere Trær, Huse og Stene i Landskabet, som han +aldrig havde været paa nært Hold, tog Stilling til ham, enten +venligsindet eller som Fjender. Og Forholdet maatte gøres nøje op for +hver ny Ting der kom inden for hans Sfære. + +Lille var hans Verden, han havde først lige begyndt at skabe den. En god +Armlængde til alle Sider var der nogenlunde fast Land, udenfor drev den +raa Materie, Kaos. Men Pelle fandt allerede sin Verden uhyre, og havde +god Vilje til at gøre den uendelig. Han huggede umætteligt ind, hans +opspilede Sanser drog alt det til der kom inden for Rækkevidde; de var +som et Maskinsvælg hvori Materien uafladelig styrtede sig i hvirvlende +Smaadele. Og i Suget bag dem kom andre og andre — hele Verdensaltet var +paa Vandring hen imod ham. + +Pelle formede og satte fra sig, tyve ny Ting i Sekundet. Jorden voksede +ud under ham til en Verden, der var rig paa Spænding og groteske Former, +Uhygge og de mest dagligdags Ting. Han færdedes utrygt i den, for idelig +var der noget der forskød sig og maatte omvurderes eller skabes om; de +selvfølgeligste Ting slog over og blev med ét til haarrejsende Vidundere +— eller omvendt. Han gik om i en bestandig Undren, og forholdt sig +afventende selv til de kendteste Ting. For hvem vidste hvilke +Overraskelser de vilde berede. + +Dér havde han hele sit Liv haft Lejlighed til at fastslaa, at +Bukseknapper var drejede af Ben og havde fem Huller, et stort i Midten +og fire mindre udenom! Og saa kommer en Dag en af Karlene hjem fra +Staden med et Par nye Bukser, hvori der sidder Knapper som er af +skinnende Metal og ikke større end en 25-Øre. De har kun fire Huller, og +Traaden skal ligge overkors i dem, ikke fra Midten og ud som i de gamle. + +Eller den store Solformørkelse som han havde været spændt paa hele +Sommeren, og som alle de Gamle sagde vilde drage Verdens Undergang efter +sig. Han havde glædet sig til det — navnlig det med Undergangen; det +vilde være noget af en Oplevelse, og et eller andet Sted i ham sad der +en Stump Fortrøstning til, at han nok skulde klare den for sit +Vedkommende. Solformørkelsen kom ogsaa som den skulde, det blev tilmed +Nat som ved Dommedag, Fuglene blev saa stille, og Kreaturerne brølede og +vilde løbe hjem. Men saa blev det lyst igen som ellers, og det hele løb +ud i ingenting. + +Saa var der uhyre Rædsler, der med et Slag afslørede sig som bitte smaa +Ting — gudskelov da! Men der var ogsaa Glæder som skabte hæftig +Hjærtebanken — og blev til slet og ret Kedsomhed naar man kom hen til +dem. + +Langt ude i den taagede Masse drev der usynlige Verdener forbi som intet +havde med hans egen at skaffe; en Lyd ude fra det ubekendte skabte dem +helt og holdent i samme Nu. De blev til paa samme Maade, som Landet her +den Morgen han stod paa Damperens aabne Mellemdæk og hørte Stemmer og +Støj gennem Taagen: vamsede og mægtige, med Former der virkede som uhyre +Bælgvanter. + +Og inden i én var der Blodet og Hjærtet og Sjælen. Hjærtet havde Pelle +selv fundet ud af, det var en lille Fugl som var lukket inde; men Sjælen +borede sig som en Orm derhen i Kroppen hvor Begæret sad. Gamle Tækkemand +Holm havde trukket Sjælen som en tynd Traad ud af Tommelen paa en, der +led af Stjælesyge. Pelles egen Sjæl var kun god, den sad ham i begge +Øjenstene og spejlede Far Lasses Billede, saa tidt denne saa ind i dem. + +Blodet var det værste, derfor lod Far Lasse sig altid aarelade naar der +var noget i Vejen med ham — de onde Vædsker skulde ud. Gustav tænkte +meget paa Blodet og kunde fortælle de underligste Ting om det; han gik +og snittede i sine Fingre blot for at se om det var modent. En Aften kom +han over i Kostalden og viste en blødende Finger frem; Blodet var helt +sort. „Nu er jeg en Mand,“ sagde han og svor vældigt. Men Pigerne gjorde +blot Nar ad ham, han havde ikke baaret sin Tønde Ærter paa Loftet endnu. +— — — — + +Saa var der jo Helvede og Himlen — og Stenværket hvor de huggede +hinanden med tunge Hammere naar de var fulde. Folkene i Stenværket det +var Jordens største Kæmper, en af dem havde spist ti Spejlæg paa én Gang +uden at blive syg. Og Æg var dog selve Kraften. + +Nede i Engen hoppede der Lygtemænd søgende om i de dybe Sommernætter; en +af dem holdt sig altid i Nærheden af Aaen, og stod og spillede paa +Toppen af en lille Stenbunke som laa der midt i den fede Eng. For et Par +Aar siden havde en Pige en Nat født et Barn herude i Klitterne, og da +hun ikke vidste sine levende Raad for Far til Barnet, druknede hun det i +et af de Huller, Aaen skærer hvor den drejer. Gode Mennesker rejste den +lille Dysse, for at Stedet ikke skulde gaa i Glemme; og over Dyssen gav +Barnets Sjæl sig til at brænde i de dybe Nætter, paa den Aarstid Pigen +havde født. Pelle troede, Barnet selv var begravet under Stenene, og +pyntede nu og da Bunken med en Fyrregren; men paa det Sted af Aaen +legede han aldrig. Pigen kom jo over Havet, i Slaveriet paa mange Aar; +og Folk undredes paa Faderen. Hun havde ingen lagt ud, men Gud og +hvermand vidste hvem det var alligevel. Det var en ung fremmelig Fisker +nede fra Lejet, og Pigen var af fattigste Slags; saa der kunde aldrig +blevet Tale om et Par af de to. Pigen havde vel saa foretrukket dette +her, fremfor at løbe ham paa Dørene om Hjælp til Barnet — og sidde i +Lejet som Væverpige med en uægte Unge til Spot og Spe! Og det maatte man +sige, at han holdt Ørerne godt stive, hvor mangen en maaske vilde have +skammet sig og taget ud paa Langfart. + +Nu i Sommer, to Aar efter at Pigen kom hen, gik Fiskeren en Nat langs +Stranden hjem mod Lejet med nogle Garn paa Nakken. Han var en haard Hund +og betænkte sig ikke paa at tage den korteste Vej op over Engen; men da +han kom godt inden for Klitten, var der en Lygtemand i hans Spor og han +blev angst og gav sig til at løbe. Den halede stærkt ind paa ham, og da +han sprang over Aaen for at lægge Vand mellem sig og Aanden, greb den +fat i Garnet. Saa skreg han Guds Navn og løb sanseløs fra det hele. +Næste Morgen ved Solopgang hentede han og Faderen Garnet, det havde +faaet fat om Dyssen og laa tværs over Aaen. + +Saa søgte Knøsen til de Hellige, og Faderen forlod sin Svir og fulgte +ham. Tidlig og silde kunde man træffe den unge Fisker ved deres Møder, +og ellers gik han om som en Misdæder med hængende Hoved, og ventede blot +paa at Pigen skulde komme hjem fra Slaveriet, saa han kunde gifte sig +med hende. + +Pelle var med i det hele. Pigerne talte gysende om det, naar de hang paa +Karlenes Skød i de lange Sommeraftener, og en kærlighedssyg Karl indefra +havde lavet en Vise om det, som Gustav sang til sin Harmonika. Saa græd +alle Gaardens Piger, selv Raske Sara fik Vand i Øjnene og begyndte at +tale til Mons om Forlovelsesringe. + +En Dag Pelle laa paa Maven og trallede og fægtede med de nøgne Fødder i +den blanke Luft, saa han en ung Mand staa nede ved Dyssen og lægge Stene +paa den som han tog af sine Lommer; derpaa knælede han. Pelle gik hen +til ham. + +„Hvad bestiller du?“ spurgte han dristigt — han følte sig paa sit eget. +„Læser du Aftenbøn?“ + +Manden svarede ikke men blev ved at ligge bøjet. Endelig rejste han sig +og spyttede Skraasovs ud. + +„Jeg beder til ham som skal dømme os alle,“ sagde han og saa vist paa +Pelle. + +Pelle kendte det Blik igen, der var det samme Udtryk som hos Manden +forleden — ham som var udsendt af Gud. Der var blot ingen Bebrejden i +det. + +„Har du kanske ingen Seng at sove i?“ spurgte Pelle — „jeg læser altid +min Aftenbøn under Dynen. Han hører det alligevel han! Gud Herren ved +alting.“ + +Den unge Mand nikkede og gav sig til at flytte med Dyssens Sten. + +„Den maa du ingen Fortræd gøre,“ sagde Pelle bestemt, „for der ligger et +lidet Barn begravet.“ + +Knøsen vendte et underligt Ansigt imod ham. + +„Det er ikke sandt!“ sagde han med tyk Stemme, „for Barnet ligger oppe +paa Kirkegaarden, i rigtig viet Jord.“ + +„Ja-saa?“ sagde Pelle med Faderens langtrukne Tonefald — „da var det vel +nok Forældrene som druknede det ved jeg — og begravede det her.“ Han var +for stolt af sin Viden til saadan uden videre at opgive den. + +Manden saa ud som han vilde slaa, og Pelle trak sig lidt af Vejen; der +stod han og lo aabenlyst, han var sikker paa sine Ben. Men den anden +ænsede ham ikke længer, han stod sløvt og saa hen forbi Dyssen. Saa kom +Pelle igen hen. + +Manden fór sammen ved hans Skygge og hentede Vejret i et dybt Suk. „Er +du dér?“ sagde han tonløst uden at se paa Pelle, „hvorfor kan jeg ikke +være i Fred for dig?“ + +„Det er _min_ Eng,“ svarede Pelle „for jeg vogter her. Men du maa gærne +være her naar du lader være med at slaa. Og Dyssen skal du lade være, +for dér ligger et lille Barn begravet.“ + +Den unge Mand saa alvorligt paa Pelle: „Det er ikke sandt du siger, hvor +tør du lyve saadan? Gud kan ikke lide Løgn. Men du er kun et godtroende +Barn, og jeg skal fortælle dig hvordan det gik til uden at skjule noget +— saa sandt jeg kun ønsker at vandre helt for Guds Aasyn.“ + +Pelle saa uforstaaende paa ham: „Hvordan det gik til ved jeg vel nok +selv, naar jeg kan hele Visen udenad. Jeg kan godt synge den for dig, +hvis du vil have det; den gaar saadan.“ Pelle begyndte at synge, lidt +usikker i Stemmen af Undseelse: + + Saa lykkelig er vi i Barndommens Aar + og kender ej Sorrig og Synd; + vi leger og aner ej, Vejen vi gaar + os fører i Fængselet ind. + + Helt mangen maa mindes med klagende Røst + den Lykke han ejed engang. + For Tiden at lette i Fængslet saa trist + vil jeg nu fremføre min Sang. + + Jeg leged med Fader og leged med Mor, + og Barndommens Aar de gled hen. + Hver Dag skinned Solen — og da jeg blev stor, + saa legede jeg med min Ven. + + Jeg gav ham min Dag og jeg gav ham min Nat, + og tænkte slet ikke paa Svig. + Men da jeg ham sagde hvordan det var fat, + saa var det med Legen forbi. + + „Jeg elsked dig aldrig“ han svarede fort, + „kom ikke for Øje mig mer!“ + Han vendte mig Ryggen, saa vred gik han bort. + Da var det at Morder jeg blev. + +Pelle holdt forundret inde, den voksne Mand var sunket helt forover og +sad og hulkede. „Ja det var ondt,“ sagde han — „for saa dræbte hun sit +Barn og kom i Tugthuset.“ Han talte med en vis Ringeagt, han kunde ikke +lide grædende Mandfolk. „Men det er da ikke noget for dig at græde +over,“ henkastede han lidt efter. + +„Jo for hun havde jo ingenting gjort, det var Barnets Fader der slog det +ihjæl. Det var mig der gjorde det forfærdelige; ja ja jeg tilstaar jo at +jeg er en Morder. Vedgaar jeg da ikke aabent nok min Brøde?“ Han vendte +sit Ansigt opad som talte han mod Gud. + +„Ja saa det var dig?“ sagde Pelle og rykkede lidt bort fra ham. „Slog du +dit eget Barn ihjæl? — det kunde Far Lasse aldrig gøre. Hvorfor er du +saa ikke i Slaveriet da? Løj du kanske og skyldte _hende_ for det?“ + +Disse Ord havde en egen Virkning paa Fiskeren. Pelle stod og iagttog ham +lidt, saa udbrød han: „Du snakker saa underligt: blop-blop-blop ligesom +du kunde være fra et andet Land! Og hvorfor kradser du saadan i Luften +med Fingrene og græder? faar du da Prygl naar du kommer hjem?“ + +Ved Ordet _græder_ brast han helt i Graad, Pelle havde aldrig set noget +Menneske græde saa løssluppent, Ansigtet var helt i ét. + +„Vil du have et Stykke Mad?“ spurgte han for at trøste. „Jeg har med +Rullepølse paa.“ + +Fiskeren rystede paa Hovedet. + +Pelle saa hen paa Dyssen, han var stædig og vilde ikke give sig. + +„Det _er_ nu begravet der,“ sagde han. „Jeg har selv set Sjælen brænde +oven paa Stenene om Natten. Det er fordi den ikke kan komme i Himlen.“ + +Der trængte en uhyggelig Lyd ud af Fiskerens aabne Mund, et dumpt Brøl +der fik Pelles lille Hjærte til at hoppe i Livet paa ham. Han gjorde +selv nogle Spring i Angst, og da han besindede sig og stansede, saa han +Fiskeren løbe stærkt foroverbøjet ned over Engen og forsvinde i +Klitterne. + +Pelle stirrede forundret efter ham og gik langsomt hen til Madkurven — +hans Resultat var foreløbig Skuffelse. Han havde sunget for en +vildfremmed, det var unægtelig en Bedrift — saa svært det kunde være +blot at svare ja eller nej til én man aldrig havde set før. Men han var +brændt inde med de fleste af Versene, og det enestaaende laa dog navnlig +i at han kunde hele Visen uden ad. Nu sang han den for sig selv fra +først til sidst, idet han holdt Tal paa Versene med Fingrene. Og han tog +den drabeligste Oprejsning ved at skraale op saa det kunde høres vidt og +bredt. + +Om Aftenen drøftede han som sædvanlig Dagens Oplevelse med Faderen; og +da forstod han et og andet som for en Stund fyldte hans Sind med Uhygge; +Far Lasses var endnu den eneste menneskelige Røst Drengen helt forstod. +Den Gamles blotte Suk og Hovedrysten havde en overbevisende Magt som +ingen anden Tale. + +„Ak ja,“ blev han ved at gentage — „ondt og ondt allevegne, Sorg og Nød +hvor man saa vender sig hen! Han gav nok gærne sit Liv hen for at slide +Slavelænken i hendes Sted — nu det er for sent! — Saa han løb sin Vej +dengang du sagde dét til ham? Ja ja, Guds Ord i en Barnemund er heller +ikke godt at staa for, naar Samvittigheden har taget Skade. Og et +daarligt Levebrød er det at handle med andres Lykke. — Men tag du nu og +to dine Fødder Pøjke.“ — — — + +Livet gav nok at tage i, og bakses med — og adskilligt at grue for. Men +værre end alt det der vilde Pelle selv ondt, var næsten de Glimt der nu +og da steg op til ham fra Menneskedybet; over for dem var hans +Barnehjærne magtesløs. Hvorfor græd Fruen saa meget og drak i Smug? hvad +foregik der dérinde bag Ruderne i det høje Stuehus? Han begreb det ikke, +og hvergang han brød sit lille Hoved med det, gloede blot Uhyggen ud paa +ham af alle Ruder, og stundom lukkede den sig over ham med det +ufatteliges hele Rædsel. + +Men Solen gik højt paa Himlen, Nætterne var lyse, Mørket laa +sammenkrøbet under Jorden og havde ingen Magt. Og han besad Barnets +lykkelige Ævne til at glemme paa en Studs — og sporløst. + + + + + VI + + +Pelle havde en hurtig Puls og megen Fremfærd; der var altid noget hans +rastløse Higen maatte forsøge at vinde ind paa — om ikke andet saa selve +Tiden. Nu var Rugen under Tag, nu forsvandt den sidste Stak af Marken, +Skyggerne blev længere for hver Dag. Men en Aften overraskede Mørket ham +inden hans Sengetid, og han blev betænkelig. Han skyndede ikke længer +paa Tiden men søgte at holde igen, ved mange smaa Solemærker. + +En Dag gik Folkenes Middagshvile ind. De spændte for igen saa snart de +havde sat Middagen til Livs, og Hakkelseskæringen blev forlagt til om +Aftenen. Hestegangen laa paa den udvendige Side af Staldbygningen, og +ingen af Karlene havde Lyst til at traske rundt derude i Mørket og køre +for Maskinen — saa maatte Pelle til det. Lasse protesterede og truede +med at gaa til Storbonden, men det hjalp ikke; hver Aften maatte Pelle +derud et Par Timer. Det var hans bedste Timer man tog fra ham: de Timer +hvor han og Far Lasse smaanussede i Stalden og sorgløst snakkede sig +gennem alle Dagens Genvordigheder ind i den fælles lyse Fremtid — og +Pelle græd. Naar Maanen jog Skyerne og han kunde se alting tydeligt +omkring sig, gav han sine Taarer frit Løb. Men i de mørke Aftener tav +han og holdt Vejret. Naar Regnen drev kunde det være saa mørkt, at +Gaarden og alting var borte, og da saa han hundrede Væsner som Lyset +ellers skjulte. De traadte frem i Mørket derude, forfærdelig store, +eller kom glidende paa deres Bug hen imod ham. Han stivnede i Stirren og +kunde ikke rive sit Blik til sig; inde under Muren søgte han Ly og sad +og hyppede paa Hesten derfra — og en Aften løb han ind. De jog ham ud +igen, og han lod sig jage; han var da det kom til Stykket mere angst for +dem derinde end dem herude. Men en bælgmørk Aften var han særlig ilde +stedt, og da han saa opdagede at Hesten, hans eneste Trøst ogsaa var +angst, slap han alt og løb ind for anden Gang. Han var ikke til at true +ud igen, og Knubs hjalp heller ikke. Saa tog en af Karlene ham i Favnen +og bar ham derud. Men da glemte Pelle alt og skreg saa det rystede i +Gaarden. + +Mens de baksede med ham kom Proprietæren til. Han blev gal i Hovedet, da +han hørte hvad der var i Vejen, og skældte Forkarlen Hæder og Ære fra. +Saa tog han Pelle ved Haanden og fulgte ham ned til Kostalden. „Sikken +et Mandfolk, der er bange for lidt Mørke!“ sagde han spøgende — „det maa +du se at vænne dig af med. Og hvis Karlene gør dig Fortræd saa kom kun +til mig.“ + +Over Markerne gik Ploven Dagen lang og gjorde Jorden tung i Farven, +Løvet blev broget, og der var mange Sluddage. Toet rejste sig paa +Kreaturerne, de blev langhaarede og forskød sig i Ryggen; Pelle døjede +ondt, og hele Tilværelsen blev en Skygge alvorligere. Hans Klæder blev +ikke tættere og varmere med Kulden som Kreaturernes; men han kunde slaa +Knald med Klaffen der i heldigste Tilfælde lød som smaa Skud, han kunde +prygle Rud naar det gik helt ærligt til, og springe over Aaen hvor den +var smallest. Det gav altsammen Varme i Kroppen. + +Han vogtede nu ud over Gaardens Jorder, overalt hvor der havde været +tøjret; Malkekørne stod inde. Eller ogsaa var han inde paa Mosen hvor +alle Gaardene havde hver sit Stykke Græsmark. Herinde stiftede han +Bekendtskab med Vogterdrengene fra de andre Gaarde og saa ind i en helt +anden Verden, hvor der ikke styredes med Forvalter og Landvæsenselev og +Prygl, men hvor alle spiste ved samme Bord og Madmoderen selv sad og +spandt Garn til Strømper til Vogterdrengen. Men derind kunde han aldrig +komme, for de tog ikke Svenskere paa de smaa Gaarde — de indfødte vilde +heller ikke tjene sammen med dem. Det gjorde ham ondt. + +Saa snart Efteraarspløjningen var i Gang oppe paa Agrene, nedlagde +Drengene efter gammel Skik Skellene og lod alle Kreaturer gaa sammen — +det kaldtes at vogte over Luvt. De første Dage gav det mere at bestille, +Dyrene kæmpede inden de blev fortrolige med hinanden. Og helt blandede +blev de aldrig; de græssede stadig i Pletter, hver Gaards Besætning for +sig. Madkurvene blev ogsaa slaaet sammen, og en Dreng efter Tur taget ud +til at passe hele Flokken. De andre Drenge legede Røvere oppe i +Klipperne, eller turede rundt til Lundene og Stranden. Naar det var +rigtigt koldt, tændte de Baal op, byggede Ildsteder af flade Sten og +stegte Æbler og Æg som de stjal paa Gaardene. + +Det var et herligt Liv, og Pelle var lykkelig. Ganske vist var han den +mindste i Flokken, og der hæftede det ved ham at han var svensk; bedst +som de legede kunde de andre give sig til at vrænge efter hans Maal, og +naar han blev vred, spurgte de hvorfor han ikke trak Kniv. Men saa var +han fra den største Gaard — og den eneste der havde Stude i sin +Besætning; han stod ikke tilbage for dem i Legemsfærdigheder, og ingen +af dem kunde snitte som han. Og naar han blev stor, var det hans Agt at +prygle dem allesammen. + +Foreløbig maatte han læmpe sig frem, smigre sig ind hos de store, hvor +han opdagede der var en Sprække i Forholdet, og være tjenstvillig. Han +maatte tage Tur oftere end de andre, og blev forfordelt ved Maaltiderne. +Han tog det som noget uundgaaeligt og satte hele sin lille Person ind +paa at faa det bedst mulige ud af Forholdene. Men han lovede sig som +sagt en uhyre Oprejsning naar han blev stor. + +Et Par Gange blev det ham for hedt, og han opgav Fællesskabet og holdt +sig for sig selv. Men han søgte hurtig tilbage til de andre igen. Hans +lille Krop var sprækfuld af Mod paa Livet og tillod ham ikke at skulke +udenom; han maatte tage sin Chance — æde sig igennem. + +En Dag kom der to nye Drenge til, som vogtede Kvæget fra et Par Gaarde +inde til den anden Side Stenværket; de var Tvillinger og hed Alfred og +Albinus. Det var to lange tynde Fyre som kunde se ud til at have sultet +som smaa; de var blaalige af Hudfarve og stod daarligt for Kulde. +Fodrappe og smidige var de, de kunde løbe den hurtigste Kalv ind, gaa +paa Hænderne og ryge Tobak til, og slaa Luftspring uden at tage Næverne +til Hjælp. Slaas duede de ikke meget til; de manglede Modet til at gaa +paa, og deres Legemsfærdighed svigtede dem naar det kneb. + +De to Brødre havde et komisk Skær over sig. „Der har vi Tvillingerne, +Tolvlingerne!“ raabte hele Flokken dem i Møde den første Morgen de viste +sig. „Naa hvor mange Gange har I saa faaet Smaa hjemme siden i Fjor?“ — +De var tolv Søskende, og deriblandt var der to Gange Tvillinger, alene +dette var en uudtømmelig Kilde til Spot — desuden var de halvsvenske. De +kom til at staa halv Skade med Pelle. + +Men der bed ingenting paa dem, de grinede ad alt og gav sig yderligere +til Pris. Pelle kunde forstaa paa alting, at deres Hjem havde et +latterligt Skær over sig ude i Sognet; men det var de ikke kede af. Det +var navnlig Forældrenes Frugtbarhed Spotten hang sig ved, og de to +Drenge udleverede med glade Miner Forældrene og gav sig til at fortælle +om de lønligste Forhold i Hjemmet. En Dag Flokken var særlig ihærdig til +at raabe Tolvlinger, fortalte de grinende, at Moderen gik med den +trettende. De var usaarlige. + +Hvergang de udleverede deres Forældre, gav det et Stik i Pelle, han +havde selv sine helligste Følelser paa dette Punkt. Alt det han brød sit +Hoved, begreb han dem ikke; han maatte til Faderen med det en Aften. + +„Saa de gør deres egne Forældre til Spot og Grin?“ sagde Lasse — „da +gaar det dem aldrig godt her paa Jorden; for man skal ære sin Far og +Mor. Skikkelige Forældre som har sat dem til Verden med Smærte og maa +slide haardt, kanske sulte og døje selv, for at skaffe Føde og Klæder +til dem — ak hvor er det syndigt! — — Og de hedder Karlsson til +Efternavn lige som vi siger du? — og bor inde i Lyngen bag Stenværket? +Men saa maa det jo være Bror Kalles Sønner! ja Gud min Sjæl om jeg ikke +tror det er det ogsaa! Spørg du dem i Morgen, om ikke deres Far har et +Hak i det højre Øre. Jeg huggede det jo selv med et Stykke af en +Hestesko dengang vi var Smaagutter — en Dag jeg var rasende paa ham, +fordi han gjorde mig til Grin for de andre. Han var akkurat lige saadan +som de to han; men han mente ikke større med det, der var ikke ondt i +ham.“ + +Drengenes Far havde ganske rigtig et Hak i det højre Øre. Pelle og de +var altsaa Søskendebørn, og det var baade til at le og græde over, +saadan som de og Forældrene var til Grin. Det gik jo paa en Maade ud +over Lassefar ogsaa, og den Tanke var næsten ikke til at udholde. + +De andre Drenge opdagede hurtig hans Saarbarhed her og benyttede sig af +den til deres Fordel; og Pelle maatte bøje af og finde sig i en Del for +at holde Faderen udenfor. Alligevel lykkedes det ikke altid. Naar de var +i det Hjørne, sagde de Ting helt hen i Vejret om hinandens Hjem; det +skulde ikke tages for mere end det var, men Pelle forstod ikke Spøg paa +det Punkt. En Dag sagde en af de største Drenge til Pelle: „Din Far, han +har jo gjort sin egen Mor med Barn.“ Pelle forstod ikke Ordspillet i +denne Raahed, men han hørte de andres Latter og blev blind af Raseri. +Han gik løs paa den store Kammerat og sparkede ham saadan i Underlivet, +at han maatte ligge hjemme i flere Dage. + +De følgende Dage gik Pelle og var hed om Ørerne. Han turde ikke fortælle +Faderen, hvad der var sket, da han saa vilde være nødt til at gentage +Drengens grimme Beskyldning ogsaa; saa gik han der og gruede for de +skæbnesvangre Følger. De andre Drenge havde trukket sig tilbage fra ham +for ikke at faa Skyld med, hvis der kom noget op; Drengen var +Gaardmandssøn — den eneste i Flokken — og de skimtede Øvrighed bag +Historien, kanske Ris paa Raadhuset. Pelle gik saa for sig selv med sine +Kreaturer og havde god Tid til at sysle med Begivenheden; den voksede +sig større og større i sine Følger under hans livlige Indbildningskraft +og var tilsidst ved at sprænge ham af Rædsel. Hver Vogn han saa køre hen +ad Landevejen fik det til at krybe i ham; og drejede den op mod +Stengaarden, saa kunde han tydelig skelne Politiet, der kom tre Mand +stærk og med forsvarlige Haandjærn — lige som da Erik Erikson blev +afhentet fordi han havde mishandlet sin Kone. Han turde knap drive hjem +om Aftenen. + +Saa en Formiddag kom Drengen drivende derovre med sine Kreaturer, der +var en voksen Mand med, Pelle dømte af Klæder og det hele at han var +Gaardmand — det maatte være Drengens Fader. En Stund stod de derovre og +snakkede med Vogterdrengene, saa kom de over ad med hele Flokken i +Hælene, Faderen holdt sin Søn ved Haanden. + +Pelle sprang i Sved; han følte sig stærkt tilskyndet til at løbe sin Vej +men tvang sig til at blive staaende. Far og Søn bevægede paa én Gang +Haanden, og Pelle skød begge Albuer i Vejret for at afbøde to Lussinger. + +Men de strakte blot Hænderne frem. „Om Forladelse,“ sagde Drengen og tog +Pelles ene Haand; „Om Forladelse!“ gentog Faderen og lukkede hans anden +Haand i sin. Og Pelle stod forvirret og flyttede Øjnene fra den ene til +den anden. Straks troede han, at Manden her var den samme som ham der +var udsendt af Gud; men det var alligevel kun Øjnene — de underlige +Øjne. Saa brast han pludselig i Graad og glemte alt for at græde sig ud +af den forfærdelige Spænding; og de to sagde nogle gode Ord og gik +stille deres Vej for at lade ham være ene. + +Siden blev han og Peter Kure gode Venner; og da Pelle lærte ham nøjere +at kende opdagede han, at Drengen til Tider kunde have noget af det +samme i Øjet som Faderen, den unge Fisker og Manden, der var udsendt af +Gud. Begivenhedens mærkelige Forløb sysselsatte ham længe. En Dag kom +hans Erfaringer til at ligge saadan Side om Side, at han opdagede +Sammenhæng mellem dette gaadefulde Øjenudtryk og de mærkelige +Handlinger; de, der havde set paa ham med de Øjne, havde alle tre +handlet uventet. Og en anden Dag gik det op for ham, at disse Folk var +de _Hellige_; Drengene var uenige med Peter Kure den Dag og brugte det +som Skældsord mod hans Forældre. + +En Ting var der som stod — og stod ovenud af alting — selve Sejren. Han +havde bundet an med en Dreng, der var større og stærkere end han selv, +og klaret sig — fordi han for første Gang i sit Liv slog hensynsløst +til. Vilde man slaas, maatte man sparke dér hvor det gjorde mest ondt. +Gjorde man blot det og forresten havde Retten paa sin Side, saa kunde +man godt binde an selv med en Gaardmandssøn. Det var to betryggende +Opdagelser, som indtil videre intet kunde rokke ved. + +Saa havde han værget Faderen; det var noget ganske nyt og +betydningsfuldt i hans Liv. Han krævede mere Plads nu. + +Ved Mikkelsdagstid kom Kreaturerne ind, og de sidste Daglejere rejste. +Der var sket flere Forandringer med Gaardens faste Tyende i Sommerens +Løb, men nu til Flyttedag var der ingen der forandrede; Stengaarden +havde det ikke med at skifte til de fastsatte Skiftetider. + +Pelle hjalp saa atter Faderen med Indefodringen. Egenlig skulde han have +begyndt at gaa i Skole, og der skete en spagfærdig Henvendelse fra +Skolemyndighederne til Proprietæren. Men der var god Brug for Drengen +hjemme, da én Mand ikke kunde overkomme Røgtningen, og saa blev der +Stilhed om Spørgsmaalet. Pelle var glad det blev skudt ud; han havde +tænkt meget paa Skolen i Sommerens Løb, og udstyret den med saa meget +fremmedartet og stort, at han nu var helt bange for den. + + + + + VII + + +Juleaften kom som en stor Skuffelse. Det var Skik, at Vogterdrengene kom +ud og tilbragte hele Julen paa den Gaard hvor de havde tjent om +Sommeren, og Pelles Vogtekammerater havde fortalt ham om alle Julens +Herligheder: Steg og søde Drikke, Julelege og Pebernødder og Bagværk — +det var én endeløs Æden og Drikken og Legen Julelege fra Lille Juleaften +til „Knud bar Julen ud“. Saadan var det paa alle de smaa Gaarde, den +eneste Forskel var, at de der var hellige, ikke spillede Kort men sang +Salmer i Stedet. Men Maden var ligegod. + +De sidste Dage før Jul maatte han op Kl. tohalvtre og hjælpe Pigerne at +plukke Fjærkræ og den gamle Tækkemand Holm at hede Ovnen. Dermed var +hans Forhold til Julens Herligheder udtømt. Juleaften vankede der +Klipfisk og Risengrød, og det smagte godt nok; men alt det øvrige +manglede. Der var et Par Flasker Brændevin paa Bordet til Mandfolkene — +det var det hele. Karlene var misfornøjede og krængde, de hældte Mælk og +Grød i Skaftet paa Karnas Strikkestrømpe saa hun var fnysende gal den +hele Aften, forresten hang de med hver sin Pige paa Skødet og skumlede +over alting. De gamle Husmænd og deres Koner der var indbudt til at +spise Julemad, snakkede om Død og Alverdens Elendighed. + +Ovenpaa var der stort Gilde; hele Konens Slægt var indbudt, og det gik +nok løs paa Gaasestegen. Gaarden var fuld af Køretøjer, og den eneste, +der var i godt Humør var Forkarlen, han fik alle Drikkepengene. Gustav +var nu i rent elendigt Humør, for Bodil var ovenpaa og vartede op. Han +havde taget sin Harmonika over og spillede Kærlighedssange; Sindene blev +blidere ved det, og det onde gled af Øjnene. En for en gav de sig til at +synge med, og det var lige ved at blive helt hyggeligt hernede. Men saa +kom der Bud ned, at de maatte være lidt stille. Saa opløste det hele +sig, de gamle gik hjem, og de unge spredtes Par om Par som de i +Øjeblikket var Venner til. + +Lasse og Pelle gik i Seng. + +„Hvorfor er det egenlig Jul?“ spurgte Pelle. + +Lasse kløede sig betænkeligt paa Hoften. + +„Det skal nu engang være saa,“ svarede han nølende. — „Ja og saa er der +jo det med Aaret som vender sig og gaar opad ser du! — — Og i denne Nat +blev Kristusbarnet jo ogsaa født forstaas!“ Det sidste var han længe om +at skaffe til Veje, men det kom ogsaa helt sikkert. — „Det ene med det +andet ser du vel,“ føjede han samlende til lidt efter. + +Anden Juledag var der Sammenskudsgilde hos en foretagsom Husmand nede +ved Lejet; det kostede 2½ Krone Parret for Musik, skaaret Mad og +Brændevin midt paa Natten, og Kaffe hen paa Morgenen. Gustav og Bodil +skulde med. Det var dog altid lidt af Julen, der drog forbi, Pelle var +saa optaget af det som galdt det ham selv; Lasse havde ikke Ro for hans +Spørgsmaal den Dag. Saa var Bodil altsaa alligevel Gustav god! + +Om Morgenen de kom op, laa Gustav ude paa Marken ved Døren til Kostalden +og kunde ikke hjælpe sig selv; hans pæne Tøj var i en sørgelig +Forfatning. Bodil var ikke med ham. „Saa har hun sveget ham,“ sagde +Lasse idet de hjalp ham ind. „Stakkels Gut, sytten Aar og allerede +Hjærtesaar! Kvindfolkene bliver nok hans Ulykke engang, skal vi faa at +se!“ + +Til Middag da Husmandskonerne kom for at malke, bekræftedes Lasses +Formodning; Bodil havde slaaet sig paa en Skræddersvend inde fra Lejet +og var brudt op midt paa Natten sammen med ham. Man lo medlidende ad +Gustav, og der blev stiklet en Del i den følgende Tid til den kranke +Lykke han gjorde; men over Bodil var Dommen enstemmig. Hun havde Lov at +komme og gaa med hvem hun vilde; men saa længe hun morede sig for +Gustavs Penge, burde hun have holdt sig til ham. Hvem vilde vel holde +Haanden over de Høns, der aad deres Korn hjemme og lagde Æggene hos +Naboens? — hvem andre end Naboens? + +Der havde endnu ingen Lejlighed været til at besøge Lasses Broder inde +bag Stenværket, men anden Nytaarsdag skulde det være. I Mellemjulen +bestilte Karlene intet efter Mørkets Frembrud, og det var overalt Skik +at de hjalp Røgteren med Aftensyslerne. Det blev der nu intet af til +daglig, Lasse var for gammel til at gøre sig gældende og Pelle for +liden; de maatte være glade, de ikke ogsaa skulde fodre for de Karle der +gik i Besøg. + +I Dag var det Alvor, Gustav og Lange Ole havde paataget sig +Aftensyslerne. Pelle glædede sig allerede fra tidlig Morgen — han var +oppe hver Dag Kl. halv fire. Men som Lasse plejede at sige, den der +synger paa fastende Hjærte kommer til at græde inden Aften. + +Efter Middag stod Gustav og Ole og sleb Hakkelseknive nede i den nedre +Gaard. Truget var læk, og Pelle maatte hælde Vand paa Stenen af en +gammel Kedel. Han var saa glad, at enhver kunde se det paa ham. + +„Hvorfor er du saa glad?“ spurgte Gustav. „Dine Øjne skinner jo som +Katteskidt i Maaneskin.“ + +Pelle fortalte det. + +„Jeg er nu bange, I ikke kommer af Sted!“ sagde Ole og blinkede til +Gustav. „Vi faar ikke skaaret Hakkelse saa betids at vi kan røgte. Fan +ogsaa som den Slibesten er tung at trække, havde bare Selvtrækkeren ikke +været itu!“ + +Pelle spidsede Øren. + +„Selvtrækkeren hvad er det for noget?“ spurgte han. + +Gustav hoppede rundt om Slibestenen og slog sig paa Laaret af bare Grin: + +„I Gud, i Gud hvor du er dum dit Frø! kender du ikke engang +Selvtrækkeren? Det er en Indretning, man bare behøver at slippe løs paa +Slibestenen, saa trækker den det hele selv. — De har forresten en ovre +paa Kaasegaarden,“ vendte han sig til Ole „— bare det ikke var saa +langt.“ + +„Er den tung?“ spurgte Pelle lavmælt — alting afhang af Svaret. „Kan jeg +løfte den?“ hans Stemme rystede. + +„Nej ikke saa farlig tung heller — du kan nok bære den! Men det er fine +Sager.“ + +„Jeg kan godt springe over efter den — jeg skal nok bære den +forsigtigt.“ Pelle saa paa dem med et Ansigt der maatte indgyde Tillid. + +„Ja ja, da. Men tag saa en Sæk at have den i — og vær varsom værre end +Fan, du! Det er dyrebare Sager.“ + +Pelle fik en Sæk fat og sprang af Sted over Markerne, han var henrykt +som et ungt Kid. Han nappede i sig selv, i alting under Løbet og sprang +i kysende Sæt ud til Siden for at skræmme Kragerne — Lykken stod ham ud +af Halsen. Her reddede han da Turen for sig og Far Lasse! Gustav og Ole +var gode Mennesker! — han skulde være saa hurtig tilbage, at de blev fri +for at slide mere med at trække Slibestenen. — „Hov, er du allerede +dér!“ sagde de og gjorde store Øjne. „— Da har du vel ikke slaaet den +dyrebare Mekanisme i Stykker paa Vejen?“ Saa tog de den forsigtigt ud af +Sækken — hel og holden var den. „Det var dog et Herrens Vidunder af en +Dreng det! En hel Prins!“ + +Ovre paa Kaasegaarden vilde de have ham ind til en Julemad mens +Indretningen kom i Sækken; men Pelle sagde nej og stod fast ved det — +han havde ikke Tid. Saa fik han en kold Æbleskive ude paa Trappen, for +at han ikke skulde bære Julen ud. De var saa milde i Øjnene derovre og +kom allesammen til, da han fik Sækken paa Nakken og slæbte sig hjemad. +Ogsaa de anbefalede ham stor Forsigtighed og lod bekymrede — som om han +ikke nok vidste hvad han havde mellem Hænder. + +Der var en god Fjerdingvej mellem Gaardene, men det tog halvanden Time +inden Pelle kom hjem, og da var han segnefærdig. Han turde ikke sætte +Sækken ned for at hvile, men dinglede sig frem Skridt for Skridt; kun en +Gang hvilede han sig ved at læne sig til et Stengærde. Da han endelig +ravede ind i Gaarden, kom alle Folkene til for at se Naboens nye +Selvtrækker; og Pelle var sig sin Betydning bevidst, da Ole varsomt +løftede Sækken af ham. Han sank et Øjeblik over mod Muren inden han +fandt Ligevægt — Jorden var saa underlig at træde paa nu han var af med +Byrden — den skød ham fra sig. Men hans Ansigt straalede. + +Gustav aabnede for Sækken der var forsvarligt lukket, og rystede dens +Indhold ud paa Stenbroen — det var Murbrokker, et Par gamle Plovskær og +lignende. Pelle stirrede forvildet og angst paa Skramlet, han saa ud som +var han lige dumpet fra en anden Klode ned paa Jorden. Men da Latteren +brød ud fra alle Sider, forstod han Sammenhængen; han rullede sig sammen +som en Klump og skjulte sit Ansigt. Han vilde ikke græde, ikke for nogen +Pris — den Fornøjelse skulde de dog ikke have. Nede i ham hulkede det, +men han kneb Munden sammen. Det gik sygt gennem hans Blod af Raseri. De +Djævle — de onde Sataner — de! — Pludselig sparkede han Gustav over +Benet. + +„Ho, ho, saa han sparker!“ udbrød Gustav og løftede ham op i Luften. +„Vil I se Gubben Satan fra Smaaland, han har lige holdt Flyttegilde og +flyttet Bagen op i Ansigtet“ — han viste Pelles tykke Kinder frem. Pelle +søgte at dække sit Ansigt med Armene og sparkede for at komme ned; han +gjorde ogsaa et Forsøg paa at bide. „Aj saa han bider, Djævleungen!“ +Gustav maatte tage haardt paa ham for at kunne tumle ham. Han holdt ham +i Kraven og satte Knoen ind i Kværken paa ham saa han gispede, mens han +talte med haanende Mildhed. „Rask Unge det, han er ikke tør bag Ørerne +endnu og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, det saa ud +som pralede han af sine overlegne Kræfter. + +„Ja nu har vi jo saa set at du er den stærkeste,“ sagde Forkarlen +endelig „— lad du ham nu gaa!“ Og da Gustav ikke straks hørte, fik han +en knyttet Næve mellem Skulderbladene. Saa slap Drengen løs og kom over +i Stalden til Lasse, der havde set det hele men ikke turde nærme sig. +Han kunde intet udrette, og hans Nærværelse vilde blot skade. + +„Ja og saa den Turen du,“ forklarede han undskyldende, mens han trøstede +Drengen. „Jeg skulde vel kunne prygle en saadan Hvalp som Gustav, men +saa var vi ikke kommet af Sted i Aften, for saa havde han ikke syslet +for os. Og ingen af de andre heller — for de hænger sammen som +Vikkehalm. — Men du kan jo selv! Tror jeg ikke du sparkede selve Satan +lige paa Klumpfoden! Ja ja, godt var det, men én faar nu være forsigtig +og ikke skyde med skarpt for Plasér heller! Det betaler sig ikke.“ + +Drengen var ikke saa nem at trøste længer. Langt inde i ham sad det og +gjorde ondt, fordi han havde handlet i saa god Tro; de havde ramt ham i +hans aabne glade Tillid. Det skete sved haardt til hans Ærgærrighed +ogsaa; han var gaaet i en Fælde, havde løbet Nar for dem. Denne +Oplevelse brændte sig dybt ind i ham og fik stor Indflydelse paa hans +videre Udvikling. Det var hændt før at Menneskers Ord ikke var til at +stole paa, og han havde gjort kejtede Forsøg paa at komme bag om dem. Nu +stolede han ikke uden videre paa nogen mere; og han havde opdaget +hvordan man kom efter Hemmeligheden — man skulde blot se efter Folks +Øjne naar de sagde noget. De havde set saa underlige ud baade her og paa +Kaasegaarden ved den Selvtrækker, som om de grinede indvendig. Og +Forvalteren havde lét dengang han lovede dem Flæskesteg og Rabarbergrød +hver Dag; de fik næsten aldrig andet end Sild og Søbe. Folk talte med to +Tunger, Far Lasse var den eneste der ikke gjorde det. + +Pelle blev opmærksom paa sit eget Ansigt. Det var Ansigtet der talte; +derfor gik det ham uheldigt, naar han vilde knibe sig fra Prygl med en +lille Nødløgn. Og det var Ansigtet der var Skyld i Dagens Ulykke — var +man glad maatte man ikke vise det. Han havde opdaget Faren ved at lade +sit Sind ligge aabent; og hans lille Organisme tog rastløs fat paa at +udskille haard Hud til at trække over de ædlere Dele. + +— — — — + +Efter Aftensmaaltidet travede de af Sted over Markerne, Haand i Haand +som altid. Ellers gik Munden ustanselig paa Pelle naar de var ene +sammen, men i Aften var han mere stille; Eftermiddagens Begivenhed sad +ham i Kroppen, og Besøget fyldte ham med højtidelig Spænding. + +Lasse havde et rødt Knytte i Haanden, deri var en Flaske med Sødt — +Solbærrom — som de havde faaet Per Olsen til at købe i Staden i Gaar han +var inde for at sværge sig fri. 66 Øre havde den kostet, og Pelle gik og +var i Bekneb med noget, men vidste ikke om det gik an. + +„Far, maa jeg ikke bære den lidt?“ spurgte han endelig. + +„Hyst er du galen Dreng, jeg tror du raser — det er dyrt Kram! Du kunde +tabe den.“ + +„Jeg taber den nok ikke — men bare holde den lidt da? Aa du Far hvad? +Snilde Far!“ + +„Iss, sikke nu et Paahit! Du kan blive god du, om ikke man siger Stop i +Tide. Jeg tror Gud forbaske mig du er syg, saa urimelig som du bliver!“ +Lasse gik og vrissede en Stund, men saa stansede han og bøjede sig over +Drengen. + +„Hold den saa da, dit Narrehoved, men tag varligt du! Og du maa ikke +gøre et eneste Skridt med den at du ved det.“ + +Pelle klemte Flasken ind til Kroppen med Armene, han turde ikke stole +paa sine Hænder; Maven skød sig langt frem for at bære med. Lasse stod +og holdt Hænderne parat nede under Flasken for at gribe den om den +faldt. + +„Saa, nu er det nok!“ sagde han febrilsk og tog Flasken. + +„Den er tung den!“ sagde Pelle beundrende og gik tilfreds videre med sin +Far ved Haanden. + +„Men hvorfor skulde han sværge sig fri?“ spurgte han med ét. + +„Fordi han havde Skylden for at have gjort en Pige med Barn. Har du ikke +hørt det?“ + +Pelle nikkede: + +„Har han saa ikke gjort det da? Alle siger det jo.“ + +„Det tør én vel ikke tro; det vilde jo være visse Helvede for Per Olsen. +Men Pigen siger jo det er ham og ingen anden, forstaas. Ak ja det er +farligt Legeværk de Piger — du faar passe paa naar din Tid kommer. For +de kan rage den bedste Karl i Ulykke.“ + +„Hvordan sværger man da — er det _Fan hakke_?“ + +Lasse maatte le: + +„Nej det var nok ikke saa vel for dem som sværger falsk. Nej, se inde i +Retten der sidder hele Guds høje Øvrighed om et Bord, der er præcist som +en Hestesko, og inden for igen er der et Alter med selveste den +korsfæstede Kristus paa. Paa det Alter ligger der en stor stor Bog som +er gjort fast til Væggen med en Jærnkæde, for at den Onde ikke skal føre +den væk ved Nattetider — og det er Guds hellige Skrift det. Den som +sværger skal lægge sin venstre Haand paa Bogen, og den højre skal han +række i Vejret med de tre Fingre fri — som er Gudfader, Søn og +Helligaand. Men om han sværger falsk kan Landshøvdingen straks se det, +for saa er der røde Blodpletter i Skriftens Blade.“ + +„Og hvad saa da?“ spurgte Pelle spændt. + +„Ja saa visner jo hans tre Fingre, og det æder sig videre ned i Kroppen +paa ham. Saadanne Folk lider forfærdeligt, de raadner helt op.“ + +„Kommer de ikke i Helvede da?“ + +„Jo det gør de ogsaa. Undtagen naar de melder sig selv og tager deres +Straf, saa skal de kunne fri sig i det andet Liv. Men visne hen kan de +ikke blive fri for.“ + +„Hvorfor tager Landshøvdingen dem ikke af sig selv og straffer dem, naar +han kan se i den Bog at det var falskt?“ + +„Nej for saa slap de jo for Helvede. Og det er en Akkord med Satan, at +han skal have alle dem der ikke angiver sig selv, forstaar du vel.“ + +Pelle gøs, en Stund gik han tavs ved Faderens Haand. Men saa havde han +glemt det hele. + +„Farbror Kalle han er vel rig?“ spurgte han. + +„Rig er han vel ikke, men han er dog Jordejer. Det er ikke Smaating +det!“ — Lasse var aldrig selv naaet længer end til at leje Jord. + +„Naar jeg bliver stor, vil jeg have en vældig Gaard,“ erklærede Pelle +afgjort. + +„Ja det faar du nok,“ sagde Lasse smaaleende. Men det var ikke for det, +han ventede sig ogsaa noget stort af Drengen — om ikke just en +Proprietærgaard. Skønt hvem vidste, kanske en eller anden +Gaardmandsdatter kunde træffe at forsé sig paa ham — der var Kvindetække +i Familien. Flere af Mandfolkene havde bevist det opefter, som nu +Farbroderen der pyntede selve Præstens Pande. Saa galdt det for +Pellefyren at klippe til, saa ikke Familien kunde sætte sig imod det for +Skammen. Og Pellen var god nok; han havde det her Koslik i Panden, fine +Haar ned under Nakken og et Modermærke paa Lænden — det betød altsammen +Lykke. Lasse gik og smaasnakkede med sig selv; han gjorde Drengens +Fremtid op med store runde Tal — og der faldt lidt af til ham ogsaa. For +hvad der nu end skulde komme af stort, saa kom det altid saa betids, at +Lasse kunde være med og glæde sig ved det paa sine helt gamle Dage. + +De gik markløst opefter mod Stenværket, fulgte Stengærder og tilsneede +Grøfter og arbejdede sig op gennem det slaan- og enebærbevoksede Bryn +bag hvilket Klipperne og _Lyngen_ laa. De kom inden om de dybe Stenbrud +og søgte i Mørket efter hvor Rosset blev kastet; dér maatte Skærvebanen +ligge. + +Ovre fra Banen lød der Hammerslag, og de opdagede Lys paa flere af +Pladserne. Under en skraa Halmskærm, hvorfra der hang en Lygte ned, sad +en lille bred Mand og hamrede løs paa Brokkerne. Han arbejdede med en +egen Appel: slog tre Slag og strøg til Side, tre Slag igen og til Side +med det. Og mens den ene Haand skød Skærverne til Side lagde den anden +en ny Brokke til Rette paa Stenen — det gik saa flittigt og jævnt som et +Urs Dikken. + +„Jagu om det ikke er Bror Kalle der sidder!“ sagde Lasse med en Stemme +som var dette Træf et Himmerigs Jærtegn. „God Aften Kalle Karlsson, +hvordan staar det til?“ + +Skærveslageren saa op. + +„Ja saa, dér har vi jo Bror,“ sagde han og rejste sig besværligt; de to +hilste paa hinanden som havde de sidst set hinanden i Gaar. Kalle +samlede Værktøjet sammen og lagde Skærmen ned over det, mens de +snakkede. + +„Du slaar Skærver ogsaa, giver det noget til Føden?“ spurgte Lasse. + +„Aa aller bedst er det jo ikke. Vi faar tolv Kroner Favnen, og naar jeg +arbejder ved Lygte Morgen og Aften kan jeg slaa en halv Favn om Ugen. +Det er ikke til Øllet, men saa lever vi da. Men et liderlig surt Arbejde +er det — ikke til at holde Varmen paa. Og stiv bliver man i Skrævet af +at sidde femten Timer paa den kolde Sten, saa stiv som var man Far til +hele Verden ene Mand.“ Han skridtede møjsommeligt foran de andre ind +over Lyngen mod et lavt skutrygget Bondehus. + +„Se nu kommer Maanen, nu én ikke længer har Brug for den!“ sagde Kalle +der begyndte at blive i Humør. „Og jøs hvor ser han ud den Søvnetryne — +Skidtklatter i Øjenkrogene og surt Vand i Munden! Han har nok været til +Nytaarsgilde hos Vorherre.“ + +Husets Væg skød sig ud i en stor Knude paa den ene Side; Pelle maatte +hen og beføle den. Det var helt mystisk hvad dér kunde være indenfor — +et hemmeligt Rum kanske? Han rykkede spørgende i Faderen. + +„Det dér, det er jo Ovnen hvor de bager deres — Brød,“ sagde Lasse. „Den +ligger saadan for at skaffe Plads.“ + +„Ja og det dér er Banken, hvor vi anbringer hvad vi faar til overs,“ +sagde Kalle og viste Pelle et lille faldefærdigt _Hus_. „Har du Lyst at +gøre Indskud saa værsgod.“ Lasse lo. + +„Du er den samme glade Fanden som i gamle Dage,“ sagde han. + +„Ja hvad, Humøret er snart det eneste én faar gratis. — Men gaa nu +indenfor, værsgod!“ + +Kalle stak Hovedet ind ad en Dør der førte fra Køkkenet til Kostalden. — +„Hov Marie du faar sætte det lange Ben foran,“ raabte han dæmpet. +„Jordemoderen er her!“ + +„Hvad Skam vil hun? — du lyver gør du din gamle Tokke.“ Man hørte atter +Mælken straale i Spanden. + +„Lyver — saa det gør jeg. Nej men du maa gaa ind og lægge dig; hun +siger, at det er paa høje Tid. Du gaar alt for længe i Aar! — Pas paa +din Mund“ hviskede han ud i Stalden, „for hun er her virkelig! Og skynd +dig lidt.“ + +De kom ind i Stuen, og Kalle gik og famlede for at tænde Lys. Han havde +to Gange fat i Svovlstikkerne og smed dem igen for at tænde ved +Kakkelovnen, men der var daarlig Ild i Tørvene, „Skidt!“ sagde han saa +og strøg resolut en Svovlstik — „det er ikke hver Dag én faar Fremmede.“ + +„Du er nok dansk gift,“ sagde Lasse beundrende. „Og Ko har du ogsaa!“ + +„Ja her er ingen smalle Steder,“ svarede Kalle og brystede sig. „En Kat +hører der ogsaa til Besætningen — og Rotter saa mange den vil æde.“ + +Nu kom Konen forpustet ind og saa forbavset paa de Fremmede. + +„Ja Jordemoderen er gaaet igen,“ sagde Kalle, „hun havde ikke Tid, vi +fik opsætte det til en anden Gang. Men det dér er store Fremmede, saa du +maa snyde Næsen med Fingrene før du giver Haand!“ + +„Aa du Narrifas, jeg er vel ikke noget Barn heller. — Det er Lasse kan +jeg vide, og Pelle!“ hun gav Haanden. Hun var lille ligesom Manden, +smilede bestandig og havde krogede Arme og Ben ligesom han. Sliddet og +det gemytlige Sindelag gav dem begge et rundt Udseende. + +„Her er da Børn i Guds Velsignelse!“ sagde Lasse og saa sig om. Der laa +tre i Slagbænken under Vinduet: to mindre i den ene Ende og en lang +12-aars Dreng i den anden; hans sorte Fødder stak frem mellem +Smaapigernes Hoveder. Desuden var der redt paa Stole, i et gammelt +Dejgtrug, og paa det bare Gulv. + +„Ja—ha, nogle Unger har vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde Kalle og løb +forgæves rundt efter noget til Gæsterne at sidde paa — alt var taget i +Brug til Natteleje. „I faar spytte en Klat og sætte jer i,“ sagde han +leende. + +Men nu kom Konen ind med en Vaskebænk og et tomt Ølanker. + +„Værsgod og lad Hvilen falde paa jer,“ sagde hun og anbragte Sæderne om +Bordet. „Og saa maa I saa meget undskylde, men Børnene skal jo ogsaa +have et Sted at være.“ + +Kalle skød sig ind og tog Sæde paa Kanten af Slagbænken. „Ja nogle har +vi jo faaet skrabet sammen,“ sagde han igen „— én maa tænke paa sine +gamle Dage mens Kræfterne er der. Vi har Dusinet fuldt og lagt +Begyndelsen til det næste. Det var nu ellers ikke Meningen, men Mor gik +hen og narrede os.“ Han kløede sig i Nakken og saa uhyre fortvivlet ud. + +Konen stod midt paa Gulvet med Hænderne hvilende paa sin Mave; Skørterne +kortede betydeligt foran. „Bare det nu ikke bliver Tvillinger denne Gang +ogsaa,“ sagde hun leende. + +„Ja se det vilde nu være en stor Besparelse, naar vi alligevel skal have +Bud efter Madamen,“ mente Kalle. „Folk siger jo om Mor, at naar hun har +lagt Børnene i Seng maa hun tælle dem, for at holde Rede paa om de er +der alle. Men det er nu Løgn, for hun kan ikke tælle længer end til ti.“ + +Inde i Alkoven begyndte en Lille at klynke. Moderen trak den frem og +satte sig hen paa Kanten af Slagbænken for at give den Bryst. Hun sad +imod dem med Brystet blottet og kildede den Lille paa Næsen med +Brystvorten for at faa den til at le. Kalle saa forelsket paa hende. +„Marie har altid været saa skær i Huden som en Præstedatter,“ sagde han +og saa stolt paa de andre. + +„Det er saa Mindsten!“ sagde Moderen og holdt den Lille hen imod Lasse. +Han stak en kroget Finger ned efter dens Hals. + +„Sikken en Tyksak!“ sagde han med sløret Stemme — han var glad for Børn. +„Og hvad hedder saa den?“ + +„Den hedder Dusine Sluttine — for dengang mente vi jo det skulde være +forbi. Og den er den tolvte, dermedsaa.“ + +„Dusine Sluttine det var da et gudsforbasket fint Navn,“ udbrød Lasse. +„Det lyder livagtig som kunde det være en Prinsesse.“ + +„Ja og den forud hedder Ellen — af elleve forstaas — hun ligger der i +Dejgtruget,“ sagde Kalle. „Den forud igen hedder Tilius, og saa +Nikoline, og Otto. De foregaaende har ikke faaet Navn paa den Maade, for +da tænkte én jo ikke paa, at der skulde blive saa mange. Men det er Mors +Skyld det, bare hun skal sætte en Lap paa mine Arbejdsbukser er det +straks galt fat.“ + +„Du skulde rigtig skamme dig skulde du, at skulke dig fra det paa den +Maade,“ sagde Konen og truede ad ham. — „Det er ikke for det,“ vendte +hun sig til Lasse, „de andre har saamænd heller ikke noget at klage over +hvad Navnegivningen angaar. Albert, Anna, Alfred, Albinus, Anton, Alma +og Alvilda — lad mig se, jo der var de alle — de kan aldrig komme og +sige, der er blevet gjort Uret mod dem. Far havde det med A dengang, det +skulde rime paa A altsammen. Han har altid haft saa let for Verset.“ Hun +saa beundrende paa ham. + +Kalle klippede med Øjnene af Undseelse. „Nej men det er da det første +Bogstav ved jeg — og kønt lyder det,“ sagde han beskedent. + +„Ja han har jo Snille til at finde paa — han kunde godt have gaaet den +studerendes Vej. Mit Hoved kunde nu aldrig have holdt til saadan noget. +Han vilde saamænd have, at Navnene baade skulde begynde og ende med A, +men det sidste vilde ikke gaa med Drengene; der maatte han lige godt +give fortabt. Men han er jo ikke boglærd heller.“ + +„Nej ved du hvad Mor, fortabt gav jeg ikke; jeg havde lavet et Navn til +den første Dreng som godtnok havde sit A i Enden ogsaa. Men saa gjorde +Præsten og Degnen Vrøvl, og jeg maatte lade det fare. De sagde jo imod +ved Dusine Sluttine ogsaa, men saa slog jeg i Bordet — for Kalle kan +ogsaa blive gal i Hovedet om han tirres for længe. — Jeg har nu altid +holdt af, at der var en Sammenhæng og Mening i alting; og det er ikke +ilde, at der er noget at udfinde ogsaa for dem som søger dybere. — Har +Bror Lasse bemærket noget særligt ved et Par af Navnene?“ + +„Nej“ svarede Lasse usikkert, „jeg ved i det mindste ikke af det at +sige. Men jeg har ikke Hoved for saadant heller.“ + +„Jo se Anna og Otto giver akkurat det samme, om man læser dem forfra +eller bagfra — præcist det samme. Her skal du se.“ Han tog en Barnetavle +der hang paa Væggen med en Stump Griffel ved, og begyndte møjsommeligt +at skrive Navnene. „Her skal du bare se, Bror.“ + +„Ja jeg kan jo ikke læse,“ sagde Lasse og rystede opgivende paa Hovedet. +„Jasaa det giver det samme paa begge Vis? — det var Satans, gu var det +mærkværdigt!“ han kunde ikke komme sig af sin Forundring. + +„Men nu kommer det som mærkværdigere er,“ sagde Kalle og saa over Tavlen +hen paa sin Bror, med et Blik som en Tænker der overskuer hele +Verdenssystemet. „Otto som kunde læses paa begge Leder, betyder jo otte; +men tegner jeg et Ottetal, saa kan det ogsaa vendes paa Hovedet og giver +dog det samme. Se her du!“ Han skrev et Ottetal. + +Lasse drejede Tavlen op og ned og kiggede: + +„Ja Gud min Sjæl er det det samme, vil du se her Pelle! Det er ligesom +Katten det, der altid kommer ned paa Benene hvordan én saa smider +med’en. Kors i Herrens Fryd hvor maa det være skønt at kunne bogstavere, +hvor har du lært det Bror?“ + +„Aa,“ sagde Kalle overlegent — „jeg har jo siddet og set lidt til, naar +Mor har lært de smaa ABC-ten. Det er slet ingenting, naar én bare har +Mønningen i Orden.“ + +„Nu skal Pelle jo snart til at gaa i Skole,“ sagde Lasse overvejende „— +saa kunde jeg kanske ogsaa — — for skønt vilde det jo være. Men jeg har +vel ikke Hoved til det? Nej jeg har saavist ikke Hoved til det.“ Det lød +helt fortvivlet. + +Kalle lod ikke til at ville sige ham imod. Men Pelle satte sig for, at +han engang skulde lære Faderen at læse og skrive — meget bedre end +Farbror Kalle kunde det. + +„Men vi glemmer nok helt at vi har en Juleskænk med!“ sagde Lasse og +løste Tørklædet op. + +„Sikken en Kraftkarl!“ udbrød Kalle og gik henrykt rundt om Bordet hvor +Flasken stod. „Da var det ligegodt det bedste du kunde give os Bror — +den bliver god at have til Barselgildet. _Solbærrom_ — og med +Forgyldning omkring — det syner det!“ han holdt Etiketten op mod Lyset +og saa sig om med glade Øjne. Saa aabnede han nølende Vægskabet. + +„De Fremmede skulde da smage deres egen Skænk,“ sagde Konen. + +„Ja jeg staar netop og pines i det!“ sagde Kalle og lo fortvivlet rundt, +„— for det skulde I dog helst. Men kommer der først Hul paa den, saa ved +én nok hvordan det lister væk.“ Han rakte langsomt op efter +Proptrækkeren paa Sømmet. + +Men Lasse tog for sig med begge Hænder; han vilde ikke for sit Liv smage +Drikken. Var det noget for en Lus som ham at give sig til at drikke +Solbærrom — og paa en Hverdag tilmed? Vist ikke! + +„Ja og I kommer jo til Barselgildet I to,“ sagde Kalle lettet og +stillede Flasken ind i Skabet. „Men en „Gjøk“ vil vi nu have, for her er +en Slat Brændevin fra Juleaften, og jeg tænker Mor trakterer med Kaffe.“ + +„Jeg har Kaffen ovre,“ svarede Konen lunt. + +„Ja har én nu kendt Mage til Kælling; aldrig kan man faa Lov at ønske +sig noget før det allerede er der!“ + +Pelle savnede sine to Vogtekammerater Alfred og Albinus, de var ude i +deres Sommerpladser for at faa Del i den gode Julemad og kom ikke igen +før _Knud_. „Men denne her er heller ikke at foragte,“ sagde Kalle og +pegede paa den lange Knægt i Slagbænken, „— skal vi se paa ham?“ Han +trak et Halmstraa frem og kildede Drengen i Næsen med det: „Kan du nu +komme op min rare Anton og spænde for Trillebøren, vi skal ud og køre i +Stads.“ + +Drengen fór over Ende og gav sig til at bearbejde sine Øjne — til stor +Fornøjelse for Kalle. Endelig opdagede han at der var Fremmede, og trak +i Tøjet der havde tjent ham som Hovedgærde. Pelle og han blev straks +gode Venner og kom i Gang med at lege, og saa hittede Kalle paa, at de +andre Børn ogsaa skulde have Del i Festen; han og de to Knægte gik rundt +og kildede dem vaagne alle seks. Konen protesterede, men det var ikke +videre bevendt; hun lo hele Tiden og hjalp dem selv i Tøjet, mens hun +gentog: „Ih sikke dog noget Pjank, jeg har forlade mig aldrig kendt +sligt! — Saa skal denne her heller ikke staa tilbage!“ sagde hun +pludselig og trak den mindste ud af Alkoven. + +„Det var saa de otte,“ sagde Kalle og pegede paa Flokken. „De fylder +godt i Stuen! Alma og Alvilda dér er Tvillinger som du nok kan se. Og +Alfred og Albinus ogsaa, som er ude nu i Julen; de skal læse til Sommer, +saa er de fra Haanden.“ + +„Hvor er saa de to ældste henne?“ spurgte Lasse. + +„Anna tjener Nord henne, og Albert farer til Søs — han er ude med en +Hvalfanger for Tiden. Det er en Stadskarl, vi fik hans Billede sendende +i Efteraaret. Kan du ikke tage det frem Marie.“ + +Konen gav sig nølende til at søge efter det men kunde ikke finde det. + +„Jeg tror jeg ved hvor det er Mor,“ sagde en af Smaapigerne Gang efter +Gang uden at blive hørt. Saa kravlede hun selv op paa Bænken og fik en +gammel Bibel ned fra Hylden, den laa det i. + +„Ja sikkert er det en Stadskarl!“ sagde Lasse, „der er Krop dér! Han +ligner ikke paa vor Slægt; det maa være din Familie han har den Rejsning +efter Marie.“ + +„Det er en Kongstrup,“ sagde Kalle dæmpet. + +„Jasaa, er det det?“ sagde Lasse usikkert; han mindedes Johanne Pihls +Fortælling. + +„Marie tjente der paa Gaarden som Stuepige, og saa besnakkede han hende +— som han har gjort saa mange. Det var jo før min Tid — og han svarede +da hvad han skulde.“ + +Konen stod og flyttede Blikket fra den ene til den anden med et +herreløst Smil, hun var en Kende rød over Panden. + +„Der er Herreblod i den Gut,“ sagde Kalle beundrende, „han bærer sit +Hoved anderledes end de andre. Og god er han — saa rent umanerlig god.“ +Saa kom hun langsomt hen, lagde Armen over Mandens Skuldre og saa med +paa Billedet. „Han er god nok du Mor!“ sagde Kalle og strøg hende over +Ansigtet. + +„Og vakkert klædt er han ogsaa,“ udbrød Lasse. + +„Ja han passer paa sine Penge — det er ikke som Faderen den Sviregast. +Bange om en Tikrone er han heller ikke, naar han er herhjemme paa +Besøg.“ + +Det puslede ved Inderdøren, og en lille rynket Gammelmor kom listende +frem paa Tærsklen; hun følte sig for med Fødderne og holdt Hænderne +beskyttende op for Ansigtet. „Er der nogle Dødninge?“ spurgte hun ind i +Stuen. + +„Der har vi jo Mormor!“ sagde Kalle. „Jeg troede I var i Jer Seng.“ + +„Det var jeg ogsaa, men saa hørte jeg her var Fremmede — og saa vilde én +jo gærne spørge Nyt. — Er der nogle Dødninge i Sognet?“ + +„Nej der er ikke Mormor — Folk har andet at bestille end at dø. Her er +en Frier til Jer, det er meget bedre. — Det er Svigermor,“ henvendte han +til de andre, „saa kan I nok forstaa hvad hun er for en.“ + +„Ja kom du her hen, saa skal jeg give dig Svigermor,“ sagde den Gamle +med et mat Forsøg paa at gaa ind paa Lystigheden. „Ja ja, velkommen til +Gaards da,“ sagde hun og strakte Haanden frem. + +Kalle stak først sin frem, men saa snart hun rørte ved den slog hun den +til Side: „Tror du ikke jeg kender dig din Nar!“ Lasses og Pelles Hænder +befølte hun længe med sine bløde Fingre før hun slap dem. „Nej jeg +kender jer ikke!“ sagde hun. + +„Det er Bror Lasse og hans Søn nede fra Stengaarden!“ oplyste Kalle +endelig. + +„Nej se, saa det er jer — ih nej nu har jeg da! — ih saa gon! Og I er +kommet over Havet I ogsaa! Ja her gaar jeg gamle Menneske og tridser om +saa alene — og se kan jeg heller ikke.“ + +„Helt alene er I dog heller ikke Mormor,“ sagde Kalle leende. „Vi er to +Voksne og en halv Snes Børn om Jer hver Dag.“ + +„Ja vist saa, du snakker du! Men alle de jeg var ung imellem er døde nu +— og mange til som jeg har set vokse op. Hver Uge dør der nogen jeg +kender, og her skal jeg Stakkel gaa og ligge andre til Byrde.“ + +Kalle hentede den Gamles Lænestol ind fra hendes Stue og bragte hende +til Sæde. „Hvad er det nu alt for noget Snak?“ sagde han bebrejdende, „I +betaler jo for Jer.“ + +„Betaler, ak Herregud, de faar 20 Kroner om Aaret for at have mig,“ +sagde den Gamle ud i Luften. + +Kaffen kom ind, og Kalle hældte Brændevin oven i Koppen til alle de +Voksne. „Nu skal Mormor være i godt Humør!“ sagde han og klinkede med +hende „hvor Gryden koger til tolv, koger den til den trettende med. +Skaal Mormor, vi ønsker Jer mange Aar endnu at ligge os til Byrde i — +som I kalder det!“ + +„Ja jeg ved det jo godt, jeg ved det jo godt,“ rokkede den Gamle, — „I +mener mig det saa vel allesammen. Men alt det Lyst jeg har til at leve — +det er tungt at pille Paalæget af andres Mad. Koen æder, og Katten æder, +Børnene æder — vi æder alle sammen. Hvor skal din Stakkel tage det fra.“ + +„Stakle den som ingen Bagdel har, og ynk den som har to,“ sagde Kalle +muntert. + +„Hvor megen Jord har du?“ spurgte Lasse. + +„Fire Tønder Land. Men det meste er jo Sten.“ + +„Kan du saa nok holde Føden til Koen?“ + +„I Fjor var det galt nok. Vi maatte rive Taget af Udhuset sidste Vinter +og fodre det op — det har jo sat os en Del tilbage. Men hvad, des højere +blev der til Loftet.“ Kalle lo. „Nu bliver jo ogsaa flere og flere af +Børnene saa vidt, at de kan faa Føden selv.“ + +„De der er vokset til, giver de ikke ogsaa en Haand?“ spurgte Lasse. + +„Hvor skal de vel kunne? naar man er ung har man Brug for sit selv. De +faar se at tage Fornøjelserne mens Tid er; i Barndomsaarene er det ikke +blevet til mange Forlystelser, og er de først gift og bosiddende, saa +bliver der andet at tænke paa. Albert er god nok naar han er hjemme paa +Besøg; sidst gav han os ti Kroner og en Krone til hver af Børnene. Men +naar de er ude, ved én nok hvor Pengene bliver af, hvis de ikke vil staa +som nogle Skrog over for Kammeraterne. Anna er nu af det Slags, som kan +bruge alt sit selv til Klæder; hun har Vilje god nok til at afsé, men +hun ejer bare aldrig en Øre. Og Tøj har hun knap paa Kroppen, alt det +hun køber og køber.“ + +„Nej hun er da den underligste Skabning,“ sagde Konen, „der vil +ingenting forslaa til hende.“ + +Slagbænken blev lukket for at skaffe Siddeplads om Bordet, og et gammelt +Spil Kort kom frem. Alle skulde være med saa nær som de to mindste, der +ligefrem var for smaa til at holde om et Kort; Kalle vilde forresten +haft dem med ogsaa, men det gik ikke. Der spilledes „Svelte Svin“ og +„Sortepær“; Mormor maatte lade sine Kort raabe op for sig. „Vi spiller +med Blind!“ sagde Kalle og skuttede sig henrykt — „det skal jo være det +aller fineste.“ Og Mormor var den ivrigste til at le ad Vittigheden. + +Ind imellem gik Snakken blandt de Voksne. + +„Hvad synes du saa om at tjene Stengaardsbonden?“ spurgte Kalle. + +„Ham selv ser vi jo ikke meget til — han er paa Farten snart sagt altid, +eller ogsaa sover han Donneren ud. Han er vist ellers skikkelig nok. Og +det er et rigtig ordenligt Madsted.“ + +„Ja vi har vel nok de Madsteder der er værre,“ mente Kalle, „men det +bliver vist ikke mange. De fleste maa nok siges at være bedre.“ + +„Jasaa, er det virkelig saa?“ spurgte Lasse forundret. „Ja ja, jeg skal +nu ikke klage hvad Kosten angaar. Men lidt for meget er der at gøre for +os to; og saa kan det jo blive trist at gaa og høre det Kvindfolk græde +snart sagt altid. Monstro han mishandler hende? de siger jo nej.“ + +„Det gør han sikkert ikke,“ sagde Kalle. „Selv om han kanske skulde faa +Lyst til det — hvad én godt kan forstaa, saa tør han ikke. Han er ræd +for hende. For hun er djævlebesat, skal jeg sige os.“ + +„De siger, hun er Varulv om Natten,“ sagde Lasse med et Ansigt som +ventede han at se et Spøgelse i en af Krogene. + +„Det er bare dumt Sludder og Overtro,“ udbrød Kalle. „Nej men hun er +besat af en uren Aand, som vi ogsaa kender det fra Biblen. Spørg du +Marie dér, hun har tjent hende.“ + +„Hun er et stakkels Skrog som har sit at trækkes med,“ sagde Konen. +„Ethvert Kvindfolk ved nok noget om hvad det vil sige. Og +Stengaardsbonden er nu ikke det bare Godhed heller, om end han ikke +prygler hende. Hans Utroskab tager mere paa hende end noget andet +vilde.“ + +„Ja I Koner holder jo altid sammen,“ sagde Kalle, „men en anden har da +ogsaa Øjne og kan se. Eller hvad mener I Mormor; I kender det dog bedre +end nogen anden.“ + +„Ja noget kender én jo altid til Sagerne,“ sagde den Gamle. „Jeg husker +saa tydeligt som var det i Gaar den Tid Kongstrupperen kom her til Øen. +Han ejed saamænd ikke andet end det Tøj han gik og stod i; men en +Finstikker var han jo ligefuldt, og han holdt da ogsaa til i +Hovedstaden.“ + +„Hvad vilde han herovre?“ spurgte Lasse. + +„Hvad han vilde — gaa paa Jagt efter en Pige med Penge vel. Han gik saa +her i Lyngen og drev med sin Gebøs, men det var nok ikke Ræven han var +ude om. Hun løb jo ogsaa om i Lyngen og tossede, Stengaardsdatteren; hun +gik nok og sværmede for den vilde Natur og saadan noget Pjank — og teede +sig halv som et Mandfolk. I Stedet for at de skulde holdt hende hjemme +og lært hende at spinde og koge Grød; men hun var jo eneste Datter og +fik Lov at skabe sig som hun vilde. Og saa møder hun jo denne her +Kræmmer, og de bliver gode Venner kantro. Han var nok Kandidatus eller +Pave eller saadan noget fint Skidteri, og saa kan én vel ikke sige noget +til, at et sølle Pigebarn ikke ved hvad hun gør.“ + +„Nej det er vist,“ sagde Lasse. + +„Det har altid været pinenes galt med Blodet hos Kvindfolkene i den +Familie!“ vedblev den Gamle. „Og det har sig nok saadan, at der engang +var en af dem som holdt Omgang med selve Satanas. Siden har han jo +Kravet paa dem, og farer ilde med dem hvergang Maanen er i Aftagende — +hvad enten de saa vil eller ej selv. De rene har han ingen Magt over +forstaar sig; men da de to først havde kendt hinanden, blev det nok galt +med hende ogsaa. Det har han vel saa mærket — og villet drage sig ud af +Tingene; for de sagde at den gamle Stengaardsbonde med sin Gebøs tvang +ham til at tage hende til Kone. Og han var en haard Hund den Gamle, som +nok kunde skyde sin Mand ned om saa skulde være. Men Bonde var han i +hver en Del, han gik i hjemmegjort Tøj og var ikke bange for at gøre sin +Dag med fra Sol stod op til Sol gik ned. Det var ikke saadan som nu, med +Gæld og Solderi og Spil, derfor havde Folk noget dengang.“ + +„Ja nu skal Sæden helst tærskes mens den staar paa Roden, og Kalvene +sælger de i Moderens Liv,“ sagde Kalle. „Men der blev I skam Sortepær, +Mormor!“ + +„Det har man fordi man lader Munden løbe og glemmer at skøtte sit eget!“ +sagde den Gamle. + +„Mormor skal sværtes!“ raabte Børnene. Den Gamle bad for sig, nu var hun +lige vasket til Natten. Men Børnene sværtede en Prop i Kakkelovnen og +omringede hende; hun fik sin sorte Streg paa Næsen. De morede sig alle, +baade store og smaa. „Det er godt jeg ikke selv kan se den,“ sagde +Mormor og lo med. — „Aldrig saa ondt, det er dog godt for noget. Men jeg +vilde gærne have mit Syn igen, bare i fem Minutter, før jeg dør. Det +vilde være skønt at se det hele endnu engang, saadan som Kalle siger at +Trær og alting vokser til — det hele Land har nok forandret sig. Og de +mindste Børn har jeg jo aldrig set.“ + +„Det siges at de kan tage Blindheden væk derovre i København,“ sagde +Kalle til Broderen. + +„Det koster vel Guld det?“ spurgte Lasse. + +„Hundrede Kroner koster det nok allermindst,“ mente Mormor. + +Kalle saa tankefuld ud: „Om vi nu solgte hele Skidtet, skulde det være +underligt, om der ikke blev et Hundrede Kroner til overs. Saa kunde +Mormor faa sit Syn igen.“ + +„I Gud Fader fri os!“ udbrød den Gamle „sælge Hus og Hjem — du er nok +ikke rigtig i Hovedet du. Smide store Kapitaler væk paa en gammel +udslidt Ting som mig, der staar med det ene Ben paa Kirkegaarden. Jeg +kunde vist aldrig ønske mig det bedre end jeg har det!“ Hun havde Taarer +i Øjnene. „Gud fri mig dog vel for at gøre en saadan Ulykke paa mine +gamle Dage.“ + +„Skidt vi er jo unge endnu!“ sagde Kalle. „Vi kunde sagtens faa begyndt +paa noget nyt Marie og jeg.“ + +„Har ingen af jer hørt, hvordan Jakob Kristians Enke har det?“ spurgte +den Gamle afledende. „Det staar nu for mig, at hun skal først til’et og +saa jeg. Jeg hørte Kraagen minde derover ad i Nat.“ + +„Det er vor næmste Nabo inde i Lyngen,“ sagde Kalle forklarende. „Ja +saa, skulde det være paa Hældingen med hende? hun har ikke fejlet noget +i Vinter det jeg ved af.“ + +„Da kan du godt tro der er noget om’et,“ sagde den Gamle sikkert. „Lad +hellere en af Børnene løbe derover i Morgen.“ + +„Ja naar Mormor har taget Varsel saa — Jakob Kristian selv varede ogsaa +godt nok ad, da han gik hen og døde. Vi var jo ogsaa gode Venner gennem +mange Aar han og jeg.“ + +„Viste han sig?“ spurgte Lasse højtideligt. + +„Nej men en Nat — rigtig stygt Oktobervejr var’et — vaagner jeg ved at +det banker paa Yderdøren; det er nu tre Aar siden godt og vel. Marie +hørte det ogsaa, og vi laa og snakkede om jeg skulde staa op. Det blev +nu bare ved Snakken, og vi var lige ved at nikke hen, da det igen gav +sig til at banke. Jeg springer saa op, faar et Par Bukser paa og aabner +lidt paa Døren, men der var ingen. Det var da besynderligt, siger jeg +til Marie og kryber i Seng igen; men jeg er ikke kommet godt og vel +under Dynen før det banker tredje Gang. Nu blev jeg ærgerlig, jeg tændte +Lygten og gik rundt om Huset; der var ingenting at se eller høre. Men om +Morgenen kom der jo Bud, at Jakob Kristian var død om Natten netop ved +den Tiden.“ + +Pelle sad og lyttede efter Samtalen, han skubbede sig helt ind til +Faderen af Frygt. Men Lasse saa ikke selv videre tapper ud. „De Døde er +nok ikke altid lige gode at komme ud for,“ sagde han. + +„Aa Fan, naar én ikke har gjort noget Menneske ondt og altid givet +enhver sit, hvad kan de vel saa gøre én?“ sagde Kalle. Mormor sagde +ingenting men sad og rokkede meget sigende med Hovedet. + +Nu kom Konen ind og satte en Krukke Fedt og et stort Rugbrød paa Bordet. + +„Det er Gaasen,“ sagde Kalle og stak overgivent til Brødet med sin +Tollekniv „vi har ikke rørt den endnu — der er Svedsker indeni. Og det +dér er Gaasefedtet. Værsgod og hug ind!“ — — + +Saa skulde Lasse og Pelle tænke paa at komme hjemad, og begyndte at +binde Tørklæder om Halsen. De andre vilde ikke slippe dem endnu; de +snakkede frem og tilbage, og Kalle sagde Morsomheder for at holde paa +dem en Stund endnu. Men pludselig blev han gravalvorlig — der hørtes +Klynken ude i den lille Gang, nogen tog i Døren og opgav det igen. „Jagu +er dette Spøgeri,“ udbrød han og saa ræd fra den ene til den anden. + +Saa klynkede det igen, og Konen slog Hænderne sammen. „Det er jo Anna!“ +udbrød hun og aabnede hurtigt Døren. Anna traadte grædende ind. De faldt +forundret over hende med Spørgsmaal fra alle Sider, hun svarede ikke men +græd blot. + +„Og du har faaet Frihed til at besøge os i Julen? — og kommer grædende +hjem, du er mig en net en,“ sagde Kalle leende. „Sikken én — du faar +tygge en Sut til hende Mor.“ + +„Jeg er jo jaget af Plads,“ fik Pigen endelig hulket frem. + +„Da er du vel ikke det!“ udbrød Kalle med forandret Tonefald. „Men +hvorfor da? — har du stjaalet? eller været storsnudet?“ + +„Nej men Bonden skyldte mig for, at jeg var gode Venner med Sønnen paa +Gaarden.“ + +Som et Lyn gik Moderens Øjne fra Pigens Ansigt til hendes Skikkelse — +saa brast hun ogsaa i Graad. + +Kalle kunde intet se, men han fangede sin Kones Adfærd og forstod. „Ja +saa,“ sagde han stille — „ja saa?“ Den lille Mand lignede et stort Barn, +hans Udtryk svingede, det kom og gik skælvende i hans godlidende Ansigt. +Saa sejrede Smilet igen. „Naa men saa er det jo udmærket!“ udbrød han og +lo op. „Skal gode Børn kanske ikke tage Møjen fra Forældrene, alt som de +vokser til og ævner det? Faa du nu Tøjet af Anna og sæt dig hen, du er +vel sulten du. — Det kunde heller aldrig falde bedre, nu vi skal have +Bud efter Madammen alligevel!“ + +Lasse og Pelle trak Halsklæderne op for Munden efter at have budt Farvel +Stuen rundt. Kalle kredsede omkring dem og snakkede ivrigt, han havde +ingen Ro: „Kom snart igen I to, og tak for Besøget og Skænken Bror +Lasse! — Ja saa“ sagde han pludselig ude i Yderdøren og lo helt ovenud +„— og det bliver tilmed stort; Svoger til Bonden paa en Maade! Fy fan +Kalle Karlsson, du og jeg skal nok til at sætte Næsen højt nu.“ Han +fulgte dem lidt hen ad Stien, stadig snakkende; Lasse var helt trist ved +det. + +Pelle vidste vel, at det med Anna betragtedes som en stor Skam, og +begreb ikke at Farbror Kalle kunde bære sig saa glad. „Ja, ja“ sagde +Lasse, idet de stolprende fandt sig Vej mellem Brokkerne, „Kalle er den +han altid har været han! Han ler dér hvor andre græder.“ + +Det var for mørkt til at gaa markløst, de fulgte Stenværkets Kørevej +Sønder efter for at naa ned til Landevejen. Her ved Korsvejen, hvis +fjerde Arm førte ned til Lejet, laa Landhøkerens Bod der tillige var +Smugkro. + +Da de kom ned mod Smugkroen, lød der stærk Larm indefra. Døren sprang +op, og nogle Mænd væltede ud med et Mandslegeme foran sig der trillede +rundt paa Vejen. „Nu har nok Politiet overrasket Smugdrikkerne!“ sagde +Lasse og gik ud i Pløjningen med Drengen for at slippe uset forbi. Men i +det samme blev der sat en Lampe i Vinduet indefra og man fik Øje paa +dem. + +„Dér gaar jo Stengaardsrøgteren!“ lød en Stemme „— høj Lasse, kom +herhen!“ De gik derhen og saa en Mand ligge paa Jorden og sparke med +Ansigtet nedad; Hænderne havde han bundne paa Ryggen, han kunde ikke +holde Ansigtet fri af Snavset. + +„Men det er jo Per Olsen,“ udbrød Lasse. + +„Ja vist saa“ svarede Høkeren. „Kan I ikke tage ham med hjem? han er +ikke rigtig i Hovedet.“ + +Lasse saa betænkelig fra sig til Drengen. „En rasende Mand — det kan vi +to ikke.“ + +„Aa han har Hænderne bundne. I holder bare i Enden af Rebet, saa gaar +han skikkeligt med,“ sagde en af Mændene. Det var Stenarbejdere oppe fra +Værket. „Ikke sandt du, du vil gaa skikkeligt med?“ spurgte han og +sparkede ham ind i Siden med Træskosnuden. + +„Ak Jesus, Jesus!“ stønnede Per Olsen blot. + +„Hvad har han gjort da?“ spurgte Lasse — „hvorfor har I slaaet ham +fordærvet?“ + +„Vi maatte give ham nogle Prygl, fordi han vilde hugge sin ene +Tommelfinger af. Han forsøgte det flere Gange Svinet, og fik den halv af +— vi maatte prygle ham til at lade være.“ De viste hans Tommelfinger +frem, den var helt blodig. — „Saadan et Kreatur, begynde at hugge og +skære i sig selv fordi han faar en Pægl Brændevin! Vilde han slaas, var +her vel Mandfolk nok det foruden!“ + +„Vi maa vel have en Klud om, han forbløder sig jo Staklen!“ sagde Lasse +og trak nølende sit røde Lommetørklæde frem. Det var hans +Søndagstørklæde, og han havde lige faaet det rent. Høkeren kom med en +Flaske og hældte Fingeren over med Brændevin — for at der ikke skulde +gaa Kulde i den. Den Saarede skreg højt og slog sin Kind mod Jorden. + +„Vil ikke en af jer slaa Følge?“ spurgte Lasse. Men ingen svarede, de +ønskede at trække sig ud af det, for det Tilfælde noget kom op for +Øvrigheden. „Ja ja, saa faar vi to til det i Guds Navn,“ sagde han +henvendt til Pelle, hans Stemme rystede. „Men I kan vel hjælpe ham op i +det mindste — saadan som I har smidt med’en.“ + +De rejste ham op; hans Ansigt var forslaaet og blodigt. I deres Iver for +at redde hans Finger havde de mishandlet ham, saa han knap kunde staa +paa Benene. + +„Det er Lasse og Pelle,“ sagde den Gamle og forsøgte at tørre hans +Ansigt af „— du kender os vel Per Olsen? Vi vil følge dig hjem, hvis du +vil være god og ikke gøre os ondt — vi mener dig det vel, vi to.“ + +Per Olsen stod og skar Tænderne mod hinanden og rystede ned gennem +Kroppen. „Ak Jesus, ak!“ var det eneste han sagde; der stod hvid Væske i +hans Mundvige. + +Lasse gav Drengen Enden af Rebet at holde i. „Han skærer Tænder, Djævlen +har vel allerede sit for med ham,“ hviskede han. „Men hvis han vil noget +ondt, trækker du i Rebet af al Magt. Og gaar det rent galt faar vi +springe over Grøfterne.“ + +Saa satte de sig i Bevægelse hjemefter. Lasse maatte have Per Olsen +under Armen, han vaklede og vilde falde hvert Øjeblik; stadig mumlede +han for sig eller skar Tænder. + +Pelle traskede bagefter og holdt i Rebet; det krøb koldt igennem ham — +af Frygt og hemmelig Tilfredshed. Saa havde han da set én, som han +vidste var evig fordømt! — saadan som Per Olsen saa de altsaa ud, der +blev Djævle i det andet Liv. Men ond var han ikke! han var den +skikkeligste af Gaardens Karle mod Pelle, han havde købt den Flaske til +dem — ja og han havde lagt Pengene ud af sin egen Lomme indtil Majdag! + + + + + VIII + + +Ilél, ilél, hvor hun skar! Stengaardsbonden lod den graa Hingst stryge +til og sad og saa optaget ud over Markerne, som anede han ikke at der +var nogen i Hælene paa ham — men Fruen generede sig saa sandt ikke. Hun +piskede paa den Røde af alle Kræfter, og lod Gud og hvermand se hvad hun +var ude for! + +Og det var ved højlys Dag de saadan kørte og tossede paa Vejene, i +Stedet for at holde Ufreden inden for fire Vægge som andre ordenlige +Folk! Det maatte man sande, at fine Folk var der ingen Skam i! + +Saa skreg hun og stod op i Vognen og slog løs paa Hesten — med Skaftet +saa galt! Kunde hun nu ikke lade ham køre ud til sin Dulle hvem det nu +var, og saa fyre i for ham naar han kom hjem. Herregud at hun blev ved +efter tyve Aars det samme og det samme — Kvindfolk var sandelig +udholdende! + +Og at _han_ gad! Ligge i evig Ufred hjemme for en Hotelmadams eller et +andet Kvindfolks Skyld, der vel ikke kunde være stort anderledes at gaa +i Lag med end hans egen! Der skulde sku et langmodigt Sind til for at +være Jon paa den Manér — men det var vel det der kaldtes Kærlighed, ret +betragtet! + +Tærskemaskinen var gaaet i Staa, Folkene paa Stengaarden hang ud af +Lugerne og morede sig kongeligt. Det var da Væddeløb, et Syn for Guder +var det at se den røde Hoppe hale ind paa Hingsten som havde han glemt +at yde Vederlag for sig! Tju hej, her var der sku to Søndage i én Uge! +Lasse var kommet frem om Hjørnet og fulgte den vilde Kørsel med Haanden +over Øjnene — Mage til Kælling havde han ligegodt aldrig kendt, saa var +Bengta da et rent Guds Lam! Kaasegaardsbonden, som stod i Porten da det +skar forbi, tænkte i sit stille Sind det samme; og ud over Markerne slap +de Redskabet, stirrede og korsede sig. De var sandelig besat af Driften +de to! det var den rene Djævel der red dem begge! + +Tilsidst maatte han jo stanse for Skams Skyld og vende om. Hun krøb over +i Vognen til ham, og den Røde gik pænt bagefter med sit tomme Køretøj. +Hun havde lagt Armen hen om hans Ryg og saa glad og sejrsæl ud, præcis +som Herredsbetjenten naar han havde gjort en god Fangst; men han lignede +en Forbryder af værste Slags. Saadan kom de agende ind paa Gaarden igen! +— — — — + +En Dag kom Kalle for at laane ti Kroner og indbyde Lasse og Pelle til +Barsel næste Søndag. Pengene fik Lasse efter nogen Vanskelighed af +Forvalteren oppe paa Kontoret, men Indbydelsen maatte de sige nejtak +til, saa haardt det holdt; der var ikke Tale om at faa fri igen. En +anden Dag var Forkarlen borte. Han var forsvundet om Natten og havde +ført sin store Kiste med sig, saa nogen maatte have været ham +behjælpelig. Men de andre Karle i Kamret svor dyrt paa at de intet havde +mærket, og Forvalteren maatte opgive at komme ind i Sagen alt det +fnysende han var. + +Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en +Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket +havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det +aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den +hyggelige Stald; der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det +tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at +have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og +spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige Historier, der +gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til +Stalden naar man skulde i Seng. + +Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden +rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti +naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle +Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden. +Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men +de vidste hvorfor og holdt af ham — fordi han stod paa den Svages Ret, +og for den Skæbne der hang over ham. „Han gaar og _lyes_“ sagde de, og +naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa +vidt muligt at forstyrre ham. + +„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,“ mente baade +Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per +Olsens Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at +udsætte paa.“ + +Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens +Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde! + +Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. Hele Dagen gik han +og travede rundt paa Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og +Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste Tilværelsen endnu +havde budt ham; han kunde ikke engang snitte — det var for koldt om +Fingrene — og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin egen Herre, +tusend Ting kaldte paa ham; men her maatte han gaa rundt og rundt efter +en Bom, bestandig rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var at holde +Rede paa Omgangene han kørte, men det var en fortærende Beskæftigelse, +man blev endnu mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren +rundt, og kunde ikke slippe det igen! — Tiden fik intet Indhold, Dagen +vilde aldrig faa Ende saa kort den var. + +Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han hver Morgen og var led +ved det hele — det var den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden +blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han havde gaaet der en +Timestid. Tilstanden indfandt sig af sig selv, og han længtes paa +Forhaand efter den. Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og +ikke interesserede sig for noget men blot stolprede mekanisk bag efter +Bommen. Maskinen brummede ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved +Lige, Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled umærkeligt. Som +oftest overraskede nu Middag eller Aften ham; undertiden syntes han der +lige var spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene ind. Han +havde fundet ind i den Tilstand af syngende Idioti, der er Tilværelsens +eneste Barmhjærtighed mod Dødsfanger og Folk som tilbringer deres Liv +ved en Maskine. Men der kom noget søvnigt over ham, naar han var fri +ogsaa; han var ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om alting; +Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og Paahit. + +Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand ved, at et sort +svedigt Ansigt kom frem i Lugen og bandte fordi han ikke kørte jævnt; +saa vidste han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det ellers +tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, at Piskesnærten fik fat om +Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns; +og den Dag faldt han ikke i Døs mere. + +Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; endnu laa der Sne i +Lavningerne, men deres Kvidren mindede saa varmt om Sommer og græssende +Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, at der sad en Stær oppe +paa Husryggen og skreg og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag +skinnede Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men Havet laa +endnu bleggraat dernede. + +Pelle begyndte at blive Menneske igen — det var Foraaret, og saa den +Ting at paa et Par Dage var man færdig med Tærskningen. Men mest var det +alligevel den Vestelomme — den kunde nok gøre sin Mand levende. Han løb +i Smaatrav efter Bommen, der maatte køres hurtig nu for at blive færdig, +alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar han klemte Haanden +ind mod Brystet, kunde han tydelig fornemme Papiret den var i. For den +var der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se ad, man maatte +klemme sig frem. + +Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre — en aldeles ægte 50-Øre. Udover +2- og 1-Ører var det de første Penge han endnu havde besiddet, og han +havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed. + +Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, og saa hittede en +af dem paa at de skulde have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde +springe til Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og Paalæg om +at gaa bagind da det var Søndag. Pelle havde ikke glemt sin Oplevelse +fra Julen og holdt Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at +glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav som gav ham +Pengene, vendte stadig Ansigtet bort og kiggede efter noget ude i +Gaarden. + +Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte sit Ærende. „Nej se, +er du saadan en Karl!“ udbrød hun. „Hvordan — var det ikke ogsaa dig der +hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft megen Nytte af?“ + +Pelle blev blodrød. „Jeg mente nok det var for at narre, men turde ikke +sige nej,“ sagde han lavmælt. + +„Nej man maa jo sommetider være Bajads enten man er det eller ej,“ sagde +Konen. + +„Hvad er saa Hasselfedt da?“ spurgte Pelle. + +„Ih Herregud — du har vist faaet det mange Gange dit Skrog! Men saadan +maa én døje saa meget, én ikke ved Navnet paa.“ + +Der gik et Lys op for ham: „Det er Prygl af en Hasselkæp kanske?“ + +„Ja vidste jeg ikke nok du kendte det!“ + +„Nej jeg har kun faaet af Pisken — over Benene.“ + +„Ja ja, det skal du ikke være ked af — det ene kan saamænd være lige saa +godt som det andet. Men faa du nu en Taar Kaffe værsgod, saa skal jeg +imens pakke Varen ind til dem.“ Hun skød en Kop Kaffe med brunt Sukker +hen til ham og gav sig til at øse Grøn Sæbe i et Papir. „Se her, giv du +dem det, det er bedste Hasselfedt. Pengene kan du selv beholde.“ + +Pelle var ikke dristig ved den Ordning. + +„Ja saa beholder jeg selv Pengene,“ sagde hun „— os begge to skal de +ikke holde for Nar. Saa kan du selv om det. Men nu maa du jo holde +Ørerne godt stive.“ + +Han holdt dem godt stive, men han var dygtig hed om dem. Karlene bandede +over Tabet af 50-Øren og udnævnte ham til den største Idiot paa Guds +grønne Jord; men han havde den Tilfredsstillelse, at det var fordi han +ikke var dum nok. Og 50-Øren var hans! + +Hundrede Gange om Dagen følte han til den uden at den blev forslidt, her +var endelig noget som ikke tabte sin Glans ved Besiddelsen. Han købte i +det uendelige for den — snart til Lasse snart til sig selv. De dyreste +Ting erhværvede han sig, og naar han havde dvælet tilstrækkeligt i ét +Køb og blev mæt af Besiddelsen, gav han sig til at købe noget andet. +Mønten beholdt han lige god. Pludselig kunde han gribes af vanvittig +Frygt for at Pengene var borte; naar han saa følte til dem var han +dobbelt lykkelig. + +Pelle var med ét Slag blevet Kapitalist — ved egen Dygtighed — og han +aagrede godt med sin Kapital. Han havde allerede erhværvet sig alt hvad +han kendte af attraaværdigt — han havde i al Fald det hele paa Haanden; +og efterhaanden som der dukkede noget nyt inden for hans Verden, sikrede +han sig Forkøbsret til det. Lasse var den eneste som vidste Besked med +hans Rigdom, og han maatte modstræbende lade sig trække ud i de vildeste +Spekulationer. — — — + +Han hørte paa Lyden at der var Kludder i Maskinen; Hestene hørte det +ogsaa, de stansede endnu inden der blev raabt Holdt. Saa gik det Slag i +Slag: Holdt! Kør saa! Holdt! Kør igen! Stop! Ryk! og Pelle trak Bommen +baglæns, kørte frem og rykkede, til det hele snurrede igen. Saa vidste +han at det var Lange Ole der lagde i Maskinen, mens Per Olsen maalte Sæd +— Ole var et Fæ til at lægge i. + +Han var kommet godt i Gang igen og gik og holdt Øje med Hjørnet henne +ved Kostalden. Naar Lasse kom frem dér og klappede sig paa Maven, betød +det at det snart var Middag. + +Det stemmede op i Bommen, Hestene maatte lægge sig i, og den sprang med +et Ryk frem over den usynlige Forhindring. Inde fra Tærskeloen lød et +Skrig og et mangestemmigt Holdt! Hestene stansede pludselig, og Pelle +maatte gribe i Bommen for at den ikke skulde løbe dem paa Benene. Det +varede noget, inden man kom ud og tog Hestene ind, saa Pelle kunde komme +ind paa Loen og se hvad der var i Vejen. + +Derinde gik Lange Ole og vred sig sammen over den ene Haand; Blusen var +viklet om den, men Blodet dryppede gennem Tøjet ned paa Logulvet. Han +bukkede sig langt forover og humpede om, kastede med Kroppen til Siderne +og sagde uforstaaelige Ting. Pigerne stod blege og stirrede paa ham, +Karlene skændtes om, hvilket Raad der var det bedste til at stanse +Blodet — en af dem kom glidende ned oppe fra Stænget med en Haandfuld +Spindelvæv. + +Pelle gik og kiggede ind i Maskinen for at komme efter, hvad der var saa +glubsk ved den. Imellem to Drev sad noget som en Negl, da han rørte ved +Valsen faldt det meste af en Finger ned paa Logulvet. Han tog den mellem +nogle Avner og bar den hen til de andre — det var en Tommelfinger. Da +Lange Ole saa Fingeren daanede han; der var ikke noget at sige til det, +han var jo nu Krøbling for Livstid. — Men Per Olsen maatte sige, han var +kommet væk fra Maskinen i en heldig Stund. + +Der blev ikke tærsket mere den Dag. Om Eftermiddagen gik Pelle i Stalden +og legede, han var helt fri for at bestille noget. Under Legen udkastede +han Fremtidsplaner for Faderen, de var midt i det. + +„Saa drager vi til Amerika da — og graver Guld!“ + +„Ja—ha, det var nok ikke det daarligste. Men der skal mange Halvkroner +til for at gøre den Tur.“ + +„Saa kan vi give os til at være Stenhuggere da.“ + +Lasse stansede midt paa Fodergangen og stod og overvejede med sænket +Hoved. Han var inderlig misfornøjet med Stillingen, de var to om at +slide hundrede Kroner sammen, og det slog ikke til; Frihed var der +heller aldrig, man var simpelthen en Slave. — Af sig selv kom han aldrig +længer end til at være misfornøjet og skuffet af alting, han var for +gammel. Den blotte Forsken efter Udveje til noget nyt var et +uoverkommeligt Slid, og alting tog sig saa haabløst ud. Men Pelle var +rastløs, hvergang han var utilfreds med noget udkastede han Planer i +Snesetal, vilde og saapas fornuftige mellem hverandre. Og rev den Gamle +med. + +„Vi kunde ogsaa tage til Staden og arbejde,“ sagde Lasse funderende — +„derinde tjener de den ene blanke Krone oven paa den anden. Men hvad +skal vi saa stille op med dig? — du er for lille til at haandtere et +Stykke Værktøj.“ + +Denne haarde Kendsgærning satte i Øjeblikket Bom for Pelles Planer; men +saa dukkede hans Mod op paa ny. „Jeg kan godt komme med til Byen“ sagde +han „for jeg skal nok —“ han nikkede forblommet. + +„Naa hvad skal du da?“ spurgte Lasse spændt. + +„Jo kanske gaar jeg nede ved Havnen og har ingenting at bestille; saa +falder der en lille Pige i Vandet, og jeg redder hende. Men den Pige er +nok bare en fin Mands Datter, og saa —“ Pelle overlod Resten til Lasses +egen Fantasi. + +„Saa maatte du nok lære at svømme først,“ sagde Lasse alvorligt. „Ellers +drukner du bare.“ + +Ovre fra Karlekamret lød der Skrig, det var Lange Ole; Lægen var kommet +og var i Lag med hans lemlæstede Haand. „Aa spring over og se hvad det +bliver til!“ sagde Lasse. „I saadan en Stund er der ingen der lægger +Mærke til dig, om du gør dig liden.“ + +En Stund efter kom Pelle tilbage og berettede: de tre Fingre var helt +masede og hang i Laser, nu havde Doktoren renskaaret det. + +„Var det de her tre?“ spurgte Lasse spændt og viste Tommel-, Pege- og +Langfinger. Sandt at sige havde Pelle intet set, men hans Fantasi løb af +med ham. + +„Ja det var Sværgefingrene!“ sagde han og nikkede bestemt. + +„Saa er Per Olsen udfriet,“ sagde Lasse og drog et dybt Suk. „Hvor var +det _vel_, det — en Guds Lykke!“ + +Det samme mente Pelle. + +Stengaardsbonden kørte selv ud med Doktoren, og lidt efter kom der Bud +efter Pelle. Han skulde løbe et Ærende til Landhøkeren for Fruen. + + + + + IX + + +For Pelle var det ingen Sag, blev han slaaet ned paa ét Punkt, rejste +han sig paa to andre — han var uovervindelig. Og han havde Barnets rige +Ævne til at tilgive, ellers maatte han have hadet alle Voksne undtagen +netop Far Lasse. Men skuffet var ham! + +Det var svært at sige hvem der havde lovet sig mest, Drengen hvis +Barnefantasi havde bygget ustyrligt af alt det fortalte, eller den Gamle +som selv havde været her engang. + +Men Pelle raadede selv for at give Tilværelsen rigt Indhold, og var saa +optaget til alle Sider at han lige fik Tid til at fastslaa Skuffelsen i +Forbifarten. Hans Verden var oversanselig som Fakirens: et lille Frøkorn +kunde i Løbet af Minutter skyde op og blive til et mægtigt Træ der +overskyggede alt andet. Aarsag svarede aldrig til Virkning i den, og der +galdt en anden Tyngdelov — Begivenhederne bar ham altid oppe. + +Virkeligheden kunde trænge ham saa haardt den vilde, altid kom han ud af +Klemmen beriget paa et eller andet Punkt. Og Faren kunde aldrig blive +overhængende stor, saalænge Far Lasse ragede betryggende mægtig op bag +alting. + +Men — Lasse havde svigtet i det afgørende mere end én Gang, og hvergang +han truede med ham blev han blot lét ud. Den Gamles Almagt kunde ikke +vedblivende bestaa ved Siden af hans tiltagende Affældighed, den +smuldrede fra Dag til Dag. Pelle maatte saa nødig han vilde slippe sit +Forsyn og søge den beskyttende Udvej i sig selv. Det var lovlig tidlig, +men han tog Forholdene op paa sin Maade. Mistro havde han allerede lagt +sig til — og Sky! han gjorde daglig kluntede Forsøg paa at komme bag om +Folks Ord og bag om Tingene. Der var noget igen bagved alt! Ofte førte +det ham ud i Forvirring, men stundom var Udfaldet iøjenfaldende godt. + +Der var Prygl man kunde løbe fra fordi Vreden gik over imens, og andre +Prygl hvor det galdt om at græde det mest mulige. De fleste slog kun til +der kom Taarer, men Forvalteren kunde ikke fordrage Flæben, saa der +galdt det om at bide Tænderne sammen og gøre sig haard. Folk raabte paa +at man skulde sige Sandheden; men de fleste Prygl undgik man ved at lave +en Nødløgn — naar den var godt fundet paa og man passede paa sit Ansigt. +Sagde man Sandhed, sad deres Haand løs. + +Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad. Rud kunde han banke naar +han vilde, men over for større Drenge maatte man helst have Retten paa +sin Side — som f. Eks. det at Faderen blev angrebet! Saa hjalp Gud til. +Her var et Punkt, hvor Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte +sig som den Gamles Beskytter. + +Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand, og dog gik de hver sin +Vej — Lasse følte det selv. „Vi har fat ved hver sin Ende!“ sagde han +stundom mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor stærkt +frem — „han er for Opgaaende, Pøjken!“ + +Det saas bedst paa de andre. I Længden maatte man synes godt om Drengen, +det kunde ikke være andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære +ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham. Pelle var den +allerlyseste vordende Ungdom — de kunde tage ham paa Skødet og kysse ham +bedst som han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage i Favnen og +lade enhver se det. + +„Ja han faar Kvindetække han!“ sagde Lasse saa, „det har han efter sin +Far.“ Men saa lo de. + +Altid blev der lét, naar Lasse vilde være med i de Voksnes Lag! Forrige +Gang — ja da var han god nok. „Hvor er Lasse?“ hed det altid naar der +spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller Demonstration — „kald paa +Lasse Karlsson!“ Han behøvede ikke trænge paa, han var selvskreven. +Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham — gift Mand som han +var; og han holdt Sjus med dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta +var ikke blid at nappes med om hun hørte noget. + +Men nu! Ja — jo — han fik Lov at hente Brændevin til de andre! og gøre +Arbejdet for dem naar de havde fri, uden at de gjorde noget til +Vederlag. „Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i Aften? — Kan du +tage min Plads i Hakkelseloen i Morgen Kvæld?“ + +Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde selv fundet Forklaringen — +han var ved at blive gammel. Selve Opdagelsen gav ham yderligere Ret, +den lagde Affældighed over ham, tog Spændingen af hans Sind og de sidste +Spændingsrester af hans Legeme. Haardest slog det ham, da han opdagede +at han intet vejede for Pigerne, slet ikke indgik i deres Tanker om +Mændene. I Lasses Verden vejede intet Ord til som Ordet _Mand_, og det +blev Pigerne der til syvende og sidst afgjorde, om man var det eller +ikke. Lasse var det ikke — han var ikke farlig! Han var kun nogle sølle +Efterladenskaber af et Mandfolk, en komisk Rest af noget forbigangent — +de lo højt af ham naar han vilde gøre sig til. + +Latteren knuste ham, og han trak sig tilbage og indrettede sig nedslaaet +i sin Gammelmandsverden. Det eneste der holdt ham levende var hans +Bekymringer for Drengen, og han klamrede sig fortvivlet til sin Stilling +som hans Forsyn. Det var kun lidt han kunde gøre for ham, des flere +store Ord talte han; og naar noget gik Drengen imod udstødte han endnu +større Trusler mod Verden end før. Han følte ogsaa at Drengen var i Færd +med at frigøre sig, og kæmpede en fortvivlet Kamp for at bevare den +sidste Skinrest af sin Magtstilling. + +Men Pelle havde ikke Raad til at tage hans Indbildning under Armene — +vel heller ikke Forstand til det. Han voksede godt og havde Brug for alt +sit selv. Nu Faderen ikke stod skærmende bagved, var han som en lille +Plante der er flyttet ud paa Friland og kæmper haardt for at erkende +Omgivelsernes Natur og læmpe sig ind i den. For hver Rodtrævl der fik +Føling med Jordbunden sank et af de sarte Blade til Jorden, og to +kraftige skød frem. Følelse efter Følelse af Barnets Værgeløshed faldt +og gav Plads for mere haardhændede — Jegets. + +Drengen var i Færd med at bygge sig selv op — efter usynlige Love. Han +tog Stilling til Omgivelserne paa alle Punkter, men han efterlignede dem +ikke. Folkene paa Gaarden var f. Eks. ikke gode ved Dyrene. Karlene +piskede ofte løs paa Hestene blot for at faa Afløb for et ondt Lune, og +Pigerne havde det paa samme Maade med Smaakræet og Malkekørne. Og af +disse Forudsætninger lærte Pelle sig Medlidenhed. Han kunde ikke taale +Dyrplageri, og pryglede første Gang Rud da denne en Dag havde plyndret +en Fuglerede. + +Pelle var som Killingen der triller med alt. I sin Leg optog han uden at +ane det mange af Livets alvorlige Foreteelser og boltrede sig med dem, i +kaade Spring. Han øvede sin Stump Aand som han øvede sit Legeme; +krængede sig ind i alt og ud af alt; efterlignede Arbejde og Løjer og +Skulken til Side; lærte at puste sig op til en allerhelvedes Karl hvor +Omgivelserne veg, og at gøre sig næsten usynlig af Beskedenhed naar de +gik for haardt paa. Han uddannede sig til den lille Tusendkunstner +Mennesket. + +Og det blev vanskeligere og vanskeligere at træffe ham uforberedt. +Første Gang han for Alvor skulde i Lag med noget havde han gærne +Haandelaget; han var saa svær at overrumple som en Kat. + + * * * * * + +Det var Sommer igen. Varmen stod stille og legede over Jorden, +tindrende, med doven Vellyst og bløde Lader som Aaens Fisk. Langt inde +dirrede Klippens Bryn i et uroligt Flimmer af hvidblaat; nedenfor +strakte Markerne sig under den bagende Sol, det drev over dem som +Krudtrøg naar Rugen dræed. Oppe over Kløvermarken stod Stengaardens Kør +i lange Rækker, de hang tungt med Hovedet og holdt Halerne i jævn +svingende Bevægelse. Lasse gik deroppe imellem Rækkerne og ledte efter +Tøjrkøllen, nu og da saa han bekymret ned mod Engen ved Klitterne og gav +sig til at tælle Ungkvæget og Studene. De fleste laa ned, nogle stod med +Hovederne ind til hinanden og gumlede med lukkede Øjne. Drengene var +ikke at se. + +Lasse stod og tænkte paa, om han ikke skulde give Pelle et advarende +Raab; det gik pinegalt om Forvalteren nu kom. Men saa lød der Stemmer +inde i Klittens unge Graner, en nøgen Dreng kom til Syne, og en til. +Deres Legemer stod som gyldne Funker i Luften, idet de løb hen over +Marehalmen og Engen med hver sin lukkede Hue i Haanden. + +De slog sig ned paa Aabrinken med Fødderne i Vandet og aabnede +forsigtigt for deres Fangst — det var Guldsmede. Efterhaanden som +Insekterne kom kravlende frem af den snævre Aabning, nappede Drengene +Hovedet af dem og lagde dem paa Rad i Græsset. Ni havde de fanget, og ni +Gange 35 — ja det blev da over tre Kroner. Den svimlende Sum gjorde +Pelle skeptisk. + +„Er det nu ikke Løgn bare!“ sagde han og slikkede sig paa Skulderen, +hvor han havde et Myggestik. Det hed sig at man fik 35 Øre for Stykket +af Guldsmede inde paa Apoteket. + +„Løgn?“ fór Rud op. — „Jo det kan godt være“ føjede han spagfærdigt til, +„det er nok Løgn, for det er saadan noget altid. Du kunde give mig dine +ogsaa du!“ + +Men det vilde Pelle ikke. + +„Saa giv mig 50-Øren da, saa skal jeg gaa til Bys og sælge dem for dig. +De koster nu 35 Øre, for det siger Karl, og hans Mor har gjort rent paa +Apoteket.“ + +Pelle rejste sig, ikke for at hente 50-Øren — den vilde han ikke give +fra sig for alt i Verden — men for at forvisse sig om, at den endnu laa +i hans Vestelomme. + +Da han havde bortfjærnet sig, løftede Rud hastigt en Græstørv i Brinken, +stak noget ind under den og sprang ud i Vandet. Og da Pelle kom tilbage, +med tung, faretruende Gang, krøb han op paa den anden Bred og satte i +Rend. + +Pelle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste at han var den +hurtigste, og det gjorde ham kaad. Han daskede sig ned ad det nøgne +Legeme under Løbet som var han leddeløs, svajede til Siderne som en +Ballon, stejlede og stampede i Jorden — og fór frem igen. Saa lukkede de +unge Graner sig om dem igen, Toppenes Bevægelser angav hvor de løb, +fjærnere og fjærnere, til alt blev stille. + +Paa Engen gumlede Kreaturerne med lukkede Øjne og vagtsomme Øren. Varmen +stod og legede over Jorden, flimrende, gispende — som en Fisk i Vand. +Det summede tungt og bedøvende; Lyden kom allevegne og ingen Steder fra. + +Oppe over Agrene kom et stort svært Kvindfolk gaaende. Hun var i Skørt, +Særk og Hovedklæde, hun skyggede over Øjnene og spejdede. Hun skraaede +ned over Engen, fandt Pelles Madkurv, tog dens Indhold og stak det ind +under Særken paa sit nøgne svedige Bryst. Saa tog hun Retningen mod +Havet. + +Det brast i Granernes Bryn, og frem kom Rud med Pelle hængende paa sin +Ryg. Ruds altfor store Hoved hang forover, han vaklede i Knærne, hans +Pande, som faldt ind ved Øjnene og sprang stærkt frem oppe i Haarlinien, +var fuld af Stødpletter og gamle Ar — de blev stærkt synlige nu under +Anstrængelsen. Begge Drengene var skoldede over hele Kroppen af +Grannaalenes Gift. Pelle lod sig falde ned paa Engen og blev liggende +paa Maven, Rud gik langsomt hen efter 50-Øren og rakte den nølende til +Ejermanden. Han ludede overvunden, men i hans Blik lurede Tanken om et +nyt Slag. + +Pelle saa kærligt paa Mønten. Nu havde han haft den lige fra April, fra +dengang han skulde købe Hasselfedt; alt attraaværdigt havde han +erhværvet sig for den, og to Gange var den blevet borte for ham — han +elskede den Skilling. Den var som en Kriblen i Fingrene — i hele +Kroppen, altid tilskyndede den ham til at give den ud, kom saa med et +Forslag, saa med et andet. Trille, trille! det var nok det den længtes +efter; og det var fordi den var rund sagde Far Lasse. Men blive rig det +var det samme som at stoppe Pengene i Farten! Pelle skulde nok blive rig +han! Og saa kriblede det stadig i ham efter at give den ud, give den +saadan ud, at han fik alting for den — eller noget han kunde have hele +sit Liv. + +De sad og smaakævledes paa Aabrinken; Rud lagde an paa at imponere og +sad og pralede for at gøre Indtryk. Han lagde Fingrene bag hen ad +Haanden og bevægede Ørerne, han kunde dreje dem lyttende fremefter som +en Hest. Det drillede altsammen Pelle mægtigt. + +Pludselig holdt han inde. „Faar jeg saa ikke 50-Øren? Saa faar du ti +Kroner, naar jeg bliver stor.“ Rud samlede paa Penge — han var allerede +gærrig — og havde en hel Æske fuld af Mønter som han havde listet fra +Moderen. + +Pelle grundede lidt. „Nej for du bliver aldrig stor — du er jo en +Dværg!“ Der var skær Misundelse i hans Stemme. + +„Det siger Soen ogsaa! Men saa viser jeg mig frem for Penge paa +Markederne og St. Hans Aften i Almindingen. Saa bliver jeg knasende +rig.“ + +Det gjorde ondt i Pelle indvendig. Skulde han give ham hele 50-Øren, for +slet ingenting? det havde endnu ingen gjort at han vidste. Og saa engang +kanske, naar Rud blev vældig rig, fik han Halvparten. — „Vil du have +den?“ spurgte han men fortrød det straks. + +Rud rakte begærligt Haanden frem, men Pelle spyttede i den. „Det kan vel +vente til vi har spist,“ sagde han og gik over efter Madkurven. En Stund +stod de og gloede i den tomme Kurv. + +„Soen har været her,“ sagde Rud og rakte Tunge. + +Pelle nikkede: „Hun er en rigtig Satan.“ + +„En Tyvemær,“ sagde Rud. + +De tog Maal af Solen. Rud paastod, at naar man kunde se den ved at bøje +sig forover og kigge gennem Skrævet, var Klokken fem. Pelle begyndte at +iføre sig sit Tøj. + +Rud kredsede om ham. „Du“ sagde han pludselig „hvis jeg maa faa den, +skal du faa Lov at piske mig med Nælder.“ + +„Paa den bare Krop?“ spurgte Pelle. + +Rud nikkede. + +I et Spring var Pelle af Bukserne igen og henne ved en Gruppe Nælder. +Han rykkede dem op ved Hjælp af et Skræppeblad, saa mange han kunde +gribe om, og kom tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en Tue, og +Piskningen begyndte. + +Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde faaet de ti rejste han sig +og vilde ikke mere. + +„Saa faar du heller ikke Pengene,“ sagde Pelle. „Vil du, eller vil du +ikke?“ Han var rød af Spænding og Anstrængelse, Sveden stod allerede i +Perler ned ad hans slanke Ryg — han havde lagt godt i. „Vil du eller vil +du ikke? — Fem og halvfjerds Slag da!“ Pelles Stemme dirrede af Iver, +han maatte spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans Lemmer kom til +at ryste. + +„Nej — tres kun — du slaar saa haardt! Og saa vil jeg have Skillingen +først, ellers kan du snyde.“ + +„Jeg snyder ikke,“ sagde Pelle mørk. Men Rud stod ved sit. + +Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har smagt Blod. Med et Ryk +slængte han Mønten til Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i +ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede sig selv at lægge +des bedre i. + +Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud borede Hovedet ned i +Græsset og knugede Pengestykket fast for at samle Styrke. Der var Had i +hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem Kammeratens Legeme, men +han vaandede sig ikke. Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig, +Mønten han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men om Pelles Krop brændte +Luften som Ild, Armene begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag +sank hans Lyst — det var et Slid, surt Slid bare. Og Skillingen — den +dejlige 50-Øre gled længer og længer bort, nu skulde han til at være +fattig igen — og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte han +Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et i at tudbrøle, smed de +optrævlede Nældestængler langt fra sig og løb over ad Granerne til. + +Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit og sørgede over sit Tab, +mens Rud laa nede under Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad +Ler. + + + + + X + + +Per Olsen var alligevel ikke den de havde anset ham for. Nu da han var +blevet udfriet paa den Maade, havde det vel været i sin Orden om han +havde givet det stakkels Skrog Lange Ole en hjælpende Haand — som dog +var kommet i Elændighed for hans Skyld. Men se om han gjorde! Nej han +tog fat at ture. Svir og Sværm og flagrende Skørter stod der om ham hele +Sommeren, og nu til Fistje flyttede han op og tog Arbejde paa Stenværket +— for at blive mere sin egen Mand. Der var ikke Frihed nok for ham paa +Stengaarden. Det gode i ham han endnu ikke havde sat over Styr skulde +nok faa Fødder at gaa paa deroppe. + +Lange Ole kunde jo ikke blive paa Stengaarden, Krøbling som han var. Han +fik halv Løn udbetalt som en Forekommenhed fra Bondens Side; det var +mere end han havde Kravet paa — og altid saa meget at han kunde komme +hjem og forsøge sig med et eller andet. Mangt et Arbejde lod sig til Nød +udrette med én Haand, og nu mens han havde Pengene skulde han vel ogsaa +anskaffet sig en Jærnklo; den kunde spændes paa Haandleddet og var ikke +ueffen til at holde paa Redskab med. + +Men Ole var blevet svag i det og havde svært ved at tage en Bestemmelse. +Han blev ved at gaa paa Gaarden og drive, alt det Forvalteren jog med +ham for at faa ham væk. Til sidst maatte de sætte hans Tøj Vesterud, +uden for Gaarden; og der stod det og flød det meste af Sommeren. Han +selv laa omkring i Stakkene og tiggede sig Mad af Folkene i Marken. +Saadan kunde det jo ikke blive ved at gaa naar Kulden indfandt sig. + +Men saa en Dag i Efteraaret var Tøjet væk; Johanne Pihl — Soen kaldet +til daglig Brug — havde taget ham til sig. Hun følte vel Kulden hun +ogsaa trods alt sit Fedt, og som Ordet siger: to holder lettere Varmen +end én. Men enten hun nu gjorde det for det ene eller det andet — Lange +Ole kunde takke sin Skaber for hende. Der hang altid Flæsk i hendes +Skorsten. + +Lasse og Pelle imødesaa Skiftedagen med Spænding. Hvad vilde den bringe +for Folk denne Gang — deraf afhang jo saa meget. Foruden Hovdreng +(Forkarl) skulde de have ny Anden- og Tredjekarl og nogle ny Piger. — +Paa Stengaarden skiftede hvad skifte kunde. Karna det Skrog var jo +bunden til at blive, hun havde sat sine gamle Aar op efter Ungdom og +vilde partu være dér hvor Gustav var! Gustav blev fordi Bodil blev — saa +umenneskeligt han holdt af den Pige, skønt hun ikke var det værd. Og +Bodil selv vidste nok hvad hun gjorde! Det kunde aldrig gaa helt +naturligt til, naar man som hun klædte sig i kostbare bokøbte Klæder. + +Lasse og Pelle _blev_ simpelt hen, fordi de ikke havde noget andet Sted +i Verden at ty hen. Hele Aaret ud kastede de Planer til at gøre +Forandring, men naar Opsigefristen nærmede sig blev Lasse stille og lod +den drive over. + +I den senere Tid havde han drømt ikke saa lidt om at gifte sig igen. Der +var noget gudsforladt over denne enlige Tilværelse for en Mand i hans +Alder; man blev gammel og udslidt før Tiden, naar man ikke havde Kone og +Hus at raade over. Inde i Lyngen i Nærheden af Bror Kalles laa der et +Hus han kunde faa uden Udbetaling. Han drøftede det ofte med Pelle, og +Drengen var med paa alt nyt. + +Det skulde være en Kone, som kunde efterse alting og gøre det lidt +hyggeligt inden Dørs; og et Arbejdsmenneske maatte hun fremfor alt være. +Lidt til bedste var heller ikke ilde, men det fik nu blive som det kunde +med det, bare Sindet var godt. Karna havde passet i alle Maader, baade +Lasse og Pelle havde bestandig noget til overs for hende fra den Gang +hun udfriede Pelle af Elevens Klør; men der var jo ikke noget at stille +op saa længe hun havde den Kuller. De fik se Tiden an; kanske fik hun +sin Fornufts Brug — eller der viste sig noget andet. + +„Saa bliver det nok Kaffe paa Sengen Søndag Morgen!“ sagde Pelle +henrykt. + +„Ja og kanske anskaffer vi os en lille Hest og indbyder Bror Kalles til +en Køretur iblandt,“ føjede Lasse højtideligt til. + + * * * * * + +Nu var det endelig Alvor. Om Aftenen havde Lasse og Pelle været hos +Landhøkeren og købt Tavle og Griffel, nu stod Pelle i Stalddøren med +bankende Hjærte og Tavlen under Armen. Det var en rimkold Oktobermorgen, +men Drengen var ganske hed i Hovedet efter Vasken; han havde sin pæne +Trøje paa og var vandkæmmet. + +Lasse gik og trippede omkring ham, børstede her og dér med sit Ærme og +var endnu mere benovet end Drengen. Pelle var kommet til Verden til +trange Kaar, var blevet holdt over Daaben og maatte tjene for sit Brød +fra liden af — altsammen lige som han selv. For saavidt var der ikke +Forskel at se, det kunde godt være Lasse selv om igen, lige fra +Slugørerne og Koslikket i Panden til den Maade Drengen slog Skank og +sled sine Bukser forneden. Men dette her var noget lysende nyt. Aldrig +havde Lasse selv eller nogen af hans gaaet i Skole, det var noget nyt +der kom inden for Slægtens Rækkevidde, en Himmelens Miskundhed var det +der timedes Drengen og ham selv. Det føltes som en Forskydning opad, det +umulige kom inden for Rækkevidde, hvad kunde der ikke alt hænde et +Menneske som havde Boglærdom. Man kunde blive Smaamester, Skriver, ja +kanske Skolelærer. + +„Pas nu for alting paa Tavlen, at den ikke gaar itu!“ sagde han manende. +„Og se til at gaa af Vejen for de store Drenge til du kan klare dig med +dem. Men vil nogen for ingen Pris lade dig i Fred, saa se du kan komme +til at slaa først! Det betager de fleste Lysten, især om du lægger godt +i; den der slaar først slaar to Gange, siger man for et gammelt Ord. Og +saa faar du høre godt efter og lægge dig paa Sinde alt hvad Læreren +siger; og vil nogen lokke dig til Sjov og Løjer bag hans Ryg skal du +ikke gaa med til det. Husk ogsaa at du har et Lommeklæde og brug ikke +Fingrene, for det er ikke annasét. Men naar ingen ser det kan du godt +spare Kluden forstaas — des længer varer den. Og tag Vare paa din pæne +Trøje. — Skulde Lærerens Madam byde dig ind til Kaffe, saa maa du ikke +tage mere end ét Stykke Kage at du ved det.“ Lasse rystede paa Hænderne +mens han talte. + +„Det gør hun vist ikke,“ sagde Pelle lidt overlegent. + +„Ja, ja, gaa nu at du ikke skal komme for sent — den allerførste Dag +tilmed. Og skulde der mangle et og andet Værktøj, saa maa du sige at vi +skaffer det straks — vi er jo ikke rene Lus heller.“ Lasse slog sig paa +Lommen; men der var ikke rigtig Smæld i det Slag, Pelle vidste godt at +de ingen Penge havde — de havde taget Tavle og Griffel paa Kredit. + +Lasse stod og saa efter Drengen saa længe han kunde øjne ham — saa gik +han til sit Arbejde med at knuse Oljekager. Han kom dem i Blødekarret og +bar Vand paa, mens han gik og smaasnakkede med sig selv. + +Det bankede paa den udvendige Stalddør, og Lasse gik hen for at lukke op +— det var Bror Kalle. + +„Goddag Bror!“ sagde han med sit fornøjelige Smil — „se her kommer +Makkedoren fra Stenløse.“ Han vrikkede indenfor paa sine Hjulben, og de +hilste hjærteligt, Lasse var henrykt for Besøget. + +„Tak for sidst!“ sagde han og tog Broderen om Haandleddet. + +„Det er ellers noget længe siden. Men nu kigger I vel op en Aften med +det første? Mormor har et godt Øje til jer begge to.“ Kalle stod og +plirede gavtyveagtigt. + +„Hvordan har hun det saa det gamle Skind, kom hun nogenledes over det +med Øjet? Pelle kom forgangen hjem her og fortalte, at Børnene var +kommet for Skade at stikke en Kæp ind i Mormors Øje. Jeg blev helt ilde +ved’et — I maatte nok til og med have Dokter.“ + +„Ja det kom nu lidt paa en anden Maade,“ sagde Kalle. „Jeg havde selv +flyttet Mormors Spinderok om Morgenen jeg lavede noget i hendes Stue — +og saa glemte jeg jo at sætte den paa Plads igen. Da hun saa vil bukke +sig ned og tage noget op fra Gulvet, støder hun Blaartjørnen op i Øjet — +hun er jo vant til at enhver Ting staar nøjagtig paa sit Sted. Saa det +er egenlig mig Æren tilkommer.“ Han lo over hele Ansigtet. + +Lasse rokkede medfølende med Hovedet: „Og hun kom nogenledes over det?“ + +„Nej det er nu saa rent galet og — hun mistede Synet paa det Øje.“ + +Lasse saa misbilligende paa ham. + +Kalle tog sig i det, meget forskrækket saa det ud til. + +„Ih sikke noget Sludder jeg staar og fortæller — hun mistede Blindheden +paa det Øje vilde jeg jo have sagt. Er det nu ikke for galt ogsaa — man +stikker Øjet ud paa et Menneske, og saa tager hun fat at se. Jeg tror +sku jeg vil ud og kurere for Blindhed herefter, for det er der ikke +mange Ben i.“ + +„Hvad siger du har hun taget fat at —? Nej nu bliver du for lystig; man +skal ikke spøge med alting heller.“ + +„Ja ja, Spøg til Side som Profeten sagde han fik Klø af sin Kælling. Men +hun kan virkelig se med det Øje nu du!“ + +Lasse saa en Stund mistroisk paa ham før han overgav sig. „Det er +ligegodt et Mirakel!“ sagde han saa. + +„Ja det samme sagde jo Dokteren — den spidse Pind havde nok virket som +en Slags Operation. Men det kunde lige saa godt have taget den anden +Retning. Jo vi havde sku Dokter tre Gange til hende — det kunde jo ikke +nytte at knibe paa Skillingen.“ Kalle stod og forsøgte at mave sig, han +havde stukket Tommelfingrene i Vestelommerne. + +„Det kostede vel mange Penge det?“ + +„Det samme tænkte jeg ogsaa, og jeg var ikke aller gladest, da jeg +spurgte Dokteren hvor meget det blev. 25 Kroner sagde han, og det lød +ikke anderledes end naar vi andre beder om et Stykke Fedtebrød. Vil +Dokteren gøre mig den Tjeneste at vente et Par Dage, saa jeg kan faa +Koen lidt ordenlig solgt, spurgte jeg. Hvad — siger han og glor oven +over Brillerne, De vil vel ikke sælge Koen for at betale mig — det maa +De paa ingen Maade gøre, jeg venter til bedre Tider. Vi slipper +alligevel let, selv om vi skal af med Koen, sagde jeg. — Og hvordan det? +spørger han mens vi gaar ud til Vognen — det var Kaasegaardsbonden der +kørte for mig. Saa fortalte jeg ham, at Marie og jeg havde tænkt en Del +paa at sælge det hele, for at Mormor kunde komme over og blive opereret. +Han sagde ingenting til det men krøb op i Vognen, og jeg stod saadan og +knappede Fodposen om ham. Men med et griber han mig i Kraven og siger: +Hør ved De hvad De lille hjulbenede Væsen? (Kalle efterlignede Lægens +„fine“ Tale) De er det bedste Mennesker jeg har truffet, og De skylder +mig ikke en rød Øre! Det var jo forresten Dem selv der udførte +Operationen. Saa skulde jeg vel næsten haft Penge til, sagde jeg. Saa lo +han og slog mig oven i Krukken med sin Skindhue. — Det er en Stadsmand +den Dokter — og forpinenes dygtig; de siger om ham, at han kun har en +Slags Mikstur, som han kurerer al Slags Daarlighed med.“ + +De sad oppe i Røgterkamret paa den grønne Kiste, Lasse havde fundet en +Slat Brændevin frem. „Drik Bror“ sagde han gentagende „der skal noget +til at holde Fugten ude i dette Oktoberrusk.“ + +„Tak for det — men drik selv du! Nej men hvad jeg skulde sige, du skulde +se Mormor, hun gaar omkring og titter paa alting med sit ene Øje; om det +saa bare er en Knap kan hun blive ved at glo paa den. Ja saa det ser +saadan ud og det saadan? hun har jo glemt hvordan Tingene ser ud. Og +naar hun saa ser en Ting, gaar hun hen og føler paa den bagefter — for +at faa at vide hvad den er for noget siger hun min Sjæl. Os vilde hun nu +slet ikke kendes ved de første Dage; naar hun ikke hørte os tale eller +gaa, troede hun vi var fremmede Mennesker — alt det hun saa os for sine +Øjne.“ + +„Og de Smaa —?“ spurgte Lasse. + +„Jo tak, Annas den er tyk og fed, men vor egen staar ligesom lidt i +Stampe. Det er ligegodt de unge Søer man skal lægge til paa. Det er +sandt —“ Kalle tog sin Pengepung frem „mens vi er ved det, lad mig saa +ikke glemme de ti Kroner jeg fik af dig til Barslerne.“ + +Lasse tog afværgende for sig. „Lad det være du, du kan have ondt nok at +døje endda. Hvormange Munde er I nu, 14-15 Stykker vel?“ + +„Ja, men de to patter deres Mor ligesom Præstekonens Kyllinger, saa det +er den rene Besparelse. Og skulde det gaa haardt paa, er én vel nok Mand +for at snyde et Par Skilling ud af Næsen ogsaa.“ Han snød Næsen med et +rask Tag og rakte Haanden frem — der laa en sammenlagt Tier i den. + +Lasse lo ad Kunststykket, men vilde ikke høre Tale om Pengene. En Stund +stod de og stak dem til hinanden. „Naa ja ja!“ sagde Kalle tilsidst og +beholdt Sedlen — „saa faar du have hjærtelig Tak da. Og Farvel Bror, nu +maa jeg hjemad.“ Lasse fulgte ham ud og sendte mange Hilsener. „Vi +kommer nok og ser til jer med det første,“ raabte han efter Broderen. + +Da han lidt efter kom ind i Kamret, laa Sedlen paa Sengen; Kalle maatte +have set sit Snit til at lægge den der, Tusendkunstner som han var. +Lasse lagde den saa til Side for at stikke den til Kalles Kone naar +Lejlighed gaves. + +Længe før Tiden gik Lasse og holdt Udkig efter Drengen. Ensomheden faldt +ham lang, nu han var vant til at have ham om sig fra Morgen til Aften. +Endelig kom han, forpustet af Løb, han havde længtes han ogsaa. + +Der var intet sket hverken af frygteligt eller mærkværdigt i Skolen, +Pelle maatte fortælle omstændeligt Punkt for Punkt. „Naa hvad kan saa +du?“ havde Læreren spurgt og taget ham i Øret — helt venligt forstaas. +„Jeg kan trække den gale Tyr til Vands, uden at Far Lasse hjælper det +mindste til,“ havde Pelle svaret, og saa lo hele Klassen højt. „Ja ja +men kan du læse?“ + +Nej det kunde Pelle jo ikke — „ellers var jeg vel ikke kommet her“ havde +han været lige ved at tilføje. „Godt var det at du ikke svarede det“ +sagde Lasse „— men hvad saa mer da?“ Ja saa blev Pelle sat paa den +nederste Bænk, og hans Sidekammerat blev sat til at lære ham +Bogstaverne. + +„Kan du saa dem da?“ + +Nej Pelle kunde dem ikke den Dag. Men da der var gaaet et Par Uger, +kunde han de fleste af dem og skrev dem efter med Kridt paa Stolperne. +Han havde ikke lært at skrive, men hans Haand kunde gengive alle Ting +han havde set, og han tegnede Bogstaverne ligesom de stod trykt paa +Tabellerne. + +Lasse gik og kiggede paa dem under Arbejdet og fik dem gentaget i det +uendelige; men de vilde ikke rigtig hænge ved. „Hvad er saa det for en, +den dér?“ maatte han idelig spørge. + +Pelle gav den overlegne: „Den, har du allerede glemt den? den kunde jeg +bare jeg havde set den én Gang! Det er jo F.“ + +„Ja det er det jo ogsaa, ja vist! — jeg begriber ikke hvor jeg har mit +Hoved henne i Dag. F ja — det er jo F det! — Mon hvad den kan anvendes +til?“ + +„Den skal staa først i Ordet Eftermiddag naturligvis!“ sagde Pelle +vigtigt. + +„Ja naturligvis du — men det har du nu ikke af dig selv, Læreren har +sagt dig det.“ + +„Nej jeg har selv fundet det ud.“ + +„Naa har du det? Ja klog er du jo blevet — bare du ikke bliver saa klog +som syv galne.“ + +Lasse var forstemt; men snart gav han Køb og slog over i udelt Beundring +for Sønnen. Og Undervisningen fortsattes mens de syslede. Det var et +Held for Pelle, at Faderen var saa langsom i det; for selv kom han ikke +stort af Stedet, da han først havde tilegnet sig alt det der umiddelbart +lod sig gribe af en kvik Forstand. Drengen der skulde undervise ham — +Sjæsk kaldtes han — var Klassens dummeste og havde altid siddet nederst, +til Pelle nu kom og løste ham af. + +To Ugers Skolegang pillede stærkt ved Pelles Forestillinger paa dette +Omraade. Han mødte op i ængstelig Forventning de første Dage, al hans +Kækhed havde forladt ham da han traadte over Skolens Tærskel, for første +Gang i sit Liv syntes han han var saa rent umulig. Skælvende af Højtid +aabnede han sig for dette ukendte ny, der vilde afsløre Alverdens +Mysterier for ham blot han holdt sine Slugøren godt aabne — og det +gjorde han. Men der var ingen ærfrygtindgydende Mand som betragtede dem +kærligt gennem Guldbriller — mens han fortalte dem om Sol og Maane og +Alverdens Vidundere. Op og ned ad Midtergangen gik en Mand i snavset +Lærredsfrakke og med graa Skægstubbe ud af Næsen; han gik og svippede +med Spanskrøret og røg sin Pibe, eller sad oppe ved Katedret og læste +sin Avis. Skolebørnene larmede og tumlede, og naar Larmen brød ud i +aabent Slagsmaal, fór Manden ned fra Katedret og slog løs med sin Kæp. +Og Pelle selv, ja han var — for bestandig syntes det — koblet til en +beskidt Dreng, der var fuld af Kirtelsaar og som kneb ham i Armen, +hvergang han ikke læste sit b-a — ba, b-e — b rigtig. Den eneste +Afveksling var en Times daglig Overhøring i Lærebogens tunge +Anmærkninger, og saa Lørdagens uhaandterlige Salmevers. + +En Tid slugte Pelle det hele raat og bragte det trofast videre til +Faderen, men saa løb han træt. Det laa ikke til ham at forholde sig +ørkesløs til Omgivelserne ret længe, og en skønne Dag havde han smøget +alle Formaninger og Forsætter af sig og var midt ude i Løjerne. + +Der blev mindre at lære fra sig, men saa var der til Gengæld de tusend +Gavtyvestreger at fortælle om. Og Far Lasse rystede paa Hovedet og +begreb ingenting; men le med maatte han. + + + + + XI + + + „Vor Gud han er saa fast en Borg, + han kan os vel beva—re, + han er vor Hjælp i al vor Sorg, + vort Værn i al vor Fa—re; + den gamle Fjende led + er nu for Alvor vred, + stor Magt og Argelist + han samler mod os vist, + ej Jorden har hans Li—ge.“ + +Hele Skolen sad og bølgede i Takt frem og tilbage og tærskede Salmer i +en ustanselig Liren. Lærer Fris gik frem og tilbage i Midtergangen og +røg sin Pibe, han tog sin Bevægelse efter en Times Læsning i +Berlingeren. Spanskrøret vuggede i Luften som en Taktstok; nu og da +faldt det ned paa Ryggen af en Synder, men altid kun naar en Linje gik +ud — som en Slags Udraabstegn. Lærer Fris holdt ømt over at Rytmen ikke +brødes. — De Børn der ikke kunde Salmen, blev baaret med af Massen, +nogle nøjedes med at bevæge Læberne, andre lavede selv Fyldetekst. Naar +den blev for slem lo Sidemændene, og saa faldt Spanskrøret. + +Naar et Vers løb ud slog Fris hastigt det næste an — Kværnen var tung at +sætte i Gang igen naar den først gik i Staa. „Vor eg—!“ og de +halvhundrede Unger kørte videre: + + „Vor egen Magt den er kun svag, + let kan os Fjenden fæl—de — — —“ + +Saa havde Fris igen et Pusterum, han kunde nyde sin Pibe og naa at lulle +sig ind i denne Støj der talte om stor og flittig Virken. Naar det gik +som nu satte Forbitrelsen sig for en Stund, han kunde smile i Tanker +mens han gik op og ned, og — saa gammel han var — se lyst paa +Tilværelsen. Den og den kom forbi og stansede for at glæde sig over +Fliden herinde, og Fris slog forstærkende med Spanskrøret og følte et +længst hensovet Ideal røre paa sig: Det var et helt Kuld af Ungdom han +opdrog for Livet, det næste Slægtled han var i Færd med at skabe. + +Da Salmen løb ud fik han dem uden Ophold drejet over i „Hvo ikkun lader +Herren raade —“ og derfra igen i „Vi tro, vi alle tro paa Gud!“ De havde +haft dem alle tre for hele Vinteren, og nu havde han dem endelig efter +et uhyre Arbejde saa vidt, at de kunde dem nogenlunde i Kor. + +Salmebogen var Lærer Fris’ Livs Bedrift, fyrretyve Aars Degnevirksomhed +havde ført med sig at han kunde den hele udenad. Dertil kom saa medfødte +Anlæg! Fris var fra Barn udset til Præst og drev som ung sine Studier i +Overensstemmelse dermed. Guds Ord faldt godt i hans Mund, og han havde +de bedste Udsigter, da en ond Fugl kom helt nede fra Faraos Enge for at +bringe ham i Ulykke. Fris faldt to Trapper ned fra Sjælesørger til Degn +og Børnepisker. Han tog dét med Børnene som en næsten for gennemskuelig +Straf fra Himlen, og indrettede Skolen som et Præstekald i det smaa. + +Hele Lejet bar Spor af hans Virksomhed; det stod smaat til med Læsning +og Skrivning, men naar det drejede sig om Salmevers og Skriftsteder var +disse Fiskere og Smaahaandværkere ikke nemme at slaa. Fris tilskrev sig +Æren af, at de voksne sad nogenlunde i det og de unge fik ordenlig Hyre. +Han fulgte hver enkelt af dem med noget af et Faderøje og fandt dem +egenlig vellykkede alle. Og han stod sig godt med dem naar først de var +ude af Skolen; saa kunde de komme til den gamle Pebersvend og faa en +Passiar, og lette sig for et eller andet. + +Med den forbandede Yngel der netop nu sled Skolebænkene, var det derimod +altid en anden Sag; den strittede imod Lærdommen med Hænder og Fødder, +og Fris lovede den intet godt af Fremtiden. + +Fris hadede Ungerne. Men han elskede disse firskaarne Salmer, som hele +Klassen syntes at forslæbe sig paa mens han selv kunde traktere dem i +stiv Arm. Og naar det gik som i Dag, kunde han helt glemme at der var +Unger til, og give sig hen i dette endeløse Optog, hvor Kolonne efter +Kolonne defilerede forbi ham — i Rytmens Fodslag. Det var ikke Salmevers +heller, det var en mægtig Opmarsj af Livets stærke; under det spandt sig +i én endeløs Tone alt det Fris selv var kommet tilkort paa. Derfor +nikkede han saa lykkeligt, og det stærke Fodslag slog op om ham som en +Hærenes Tak, et Ave Cæsar. + +Han sad over tredje Tillæg af Berlingeren men læste ikke; Øjnene holdt +han lukkede, Hovedet bevægede sig sagte efter Rytmen. + +Børnene plaprede ustanselig løs, de trak knap Vejret, de var +hypnotiserede af den monotone Ordflom. Det mindede om Gæssene, der af +Ræven havde faaet Lov at bede en Bøn før de blev ædt, og nu bad og bad i +en Ustanselighed. Da alle tre Salmer var til Ende begyndte de af sig +selv forfra, Kværnen gik stadig højere, de traadte Rytmen med Fødderne, +og det blev til mægtige Stempelslag — hele Drøn! Fris nikkede med saa +den lange Haardusk slog ham i Ansigtet, han kom i Ekstase, reves med saa +han ikke kunde sidde roligt paa Stolen. + + „Og myldred Djævle frem paa Jord + og os opsluge vil—de, + vi frygte dog ej Faren stor + de deres Trusler spil—de.“ + +Det lød som et Stampeværk, nogle huggede Tavlerne mod Bordene, andre +brugte Albuen mod Pladen. Fris hørte det ikke; han hørte kun den mægtige +Takt — af fremrykkende Hærskarer. + + „Lad rase Mørkets Drot + med Løgn og Mord og Spot — — + +Pyh! Pyh!“ — det hele var stanset med ét Slag, hele Skolen sad og holdt +sig for Næsen. „Pyh! Pyh!“ + +Fris dalede saa det krøb igennem ham. Han aabnede Øjnene og begreb +bitterligt, at han igen havde ladet sig overrumple! „I Satans Unger, I +Helvedes Unger!“ — han stod brølende midt iblandt dem med Spanskrøret. +„Hvem? Hvem?“ spurgte han hidsigt „er det dig Morten?“ + +Morten gav sig til at græde helt vellykket og mumlede noget om at han +ikke tog imod den Slags — han skulde nok faa sin Far til at snakke med +Læreren. + +„Peter, Marta!“ hvæsede Fris. En Dreng og en Pige rejste sig og gav sig +til at gaa Rækkerne ned og snuse til Rygge for at finde den skyldige. +Det hele var i Opløsning nu, der brød Slagsmaal ud rundt om; Pigerne var +de værste, de hvinede og anklagede hverandre. Fris slog haandløst. + +Han forsøgte at faa dem ind under Remsningen igen. „Hvo ikkun lader +Herren raade!“ raabte han overdøvende; men de bed ikke paa — de Satans +Unger! Saa slog han i Flæng; han vidste godt at de var nogenlunde lige +gode alle, og tog det ikke saa nøje med hvor han ramte. De langhaarede +greb han i Haartoppen, trak dem op paa Bordet og pryglede løs til +Spanskrøret splintrede. Dette Øjeblik havde Drengene ventet paa; de +havde selv gnedet Spanskrøret ind med Løg om Morgenen, og de mest +udfordrende af dem havde i Dagens Anledning flere Par Bukser paa. + +Da den sprukne Lyd fortalte, at Spanskrøret var i Opløsning, brød hele +Skolen ud i øredøvende Jubel. Fris havde opgivet Ævred og lod dem rase. +Han gik op og ned ad Midtergangen som et sygt Dyr, Galden stod ham +brændende i Halsen. „Satans Unger!“ hvæsede han „Helvedes Unger! — naa +sid nu stille Børn!“ Det kom saa morsomt rørende midt i det andet, det +maatte efterlignes. + +Pelle sad aller nederst, i Krogen; han var temmelig ny i det men gjorde +sit bedste. Pludselig stod han oppe paa Bordet og dansede paa +Strømpesokker. Fris stirrede saa underligt paa ham, Pelle syntes, han +lignede Far Lasse naar alt gik i Stykker for ham — og krøb skamfuld ned. +Der var for Resten ingen der havde lagt Mærke til hans Bedrift, den var +altfor almindelig. + +Det var et øredøvende Mudder det hele, og ud af Koget fløj nu og da et +ondskabsfuldt Udraab. Hvor de kom fra var vanskeligt at afgøre, men de +ramte Fris hver og et, saa han jog sammen. Ungdoms Fejltrin som var +begaaet paa den anden Side Vandet for halvhundrede Aar siden, kom op her +i disse uvidende Ungers Mund, sammen med nogle af hans bedste +Handlinger, der havde været saa uegennyttige at Egnen maatte lægge dem +ud til det aller værste. Og som det ikke var nok — men tys! — han +hulkede. + +Tsss! Tsss! — det var Henrik Bødker, Skolens sværeste Dreng, han stod op +paa Bænken og hvislede truende. Pigerne forgudede ham og blev straks +rolige, enkelte af Drengene vilde ikke lystre Ordren; men da Henrik +holdt sin knyttede Haand mod det ene Øje faldt ogsaa de til Ro. + +Fris gik op og ned ad Midtergangen som en Benaadet; han turde ikke se +op, men alle kunde se at han græd. „Det er Synd!“ sagde en Stemme +halvhøjt. Alle Øjne var rettede paa ham, der var dødsstille i Klassen. +„Frikvartér!“ sagde saa en bydende Drengestemme — det var Nilens. Fris +nikkede svagt, og de stormede ud. + +Fris blev lidt tilbage for at samle sig; han gik op og ned med Hænderne +paa Ryggen og svalgte tungt; han var i Færd med at tage sin Afsked. +Hvergang det gik rigtig galt tog Fris sin Afsked, og naar han fik samlet +sig lidt, udsatte han det til Foraarseksamen var overstaaet. Han vilde +ikke gaa af paa denne Maade, som en Slags Fallit. Netop i Vinter havde +han arbejdet som aldrig før, for at hans Afgang kunde virke som noget af +en Bombe, og de rigtig kunde føle Savnet naar han var gaaet. Naar +Eksamen blev afholdt, vilde han tage Salmebogen til Korremsning — helt +forfra. Nogle af Børnene vilde hurtigt falde fra, men der var ogsaa dem +imellem, han i Tidens Løb havde banket det meste af dens Indhold ind i. +Længe inden de løb tomme skulde Præsten løfte Haanden afværgende og +sige: „Det er nok min kære Degn! det er nok!“ — og takke ham bevæget; +mens Skolekommissionen og Forældrene stak Hovederne hviskende sammen og +korsede sig af Beundring. + +Saa var Tidspunktet der til at gaa af! + +— — — — + +Skolen laa i Udkanten af Fiskerlejet, og Legepladsen var Strandkanten. +Naar Drengene slap ud efter nogle Timers Skolegang, lignede de Ungkvæget +første Dag det er ude efter den lange Vinter. De fór som krydsende +Svaler i alle Retninger, styrtede sig over den friske Vold af Blæretang +og piskede hinanden om Ørerne med de saltvaade Planter. Pelle var ikke +henrykt for den Leg, de skarpe Planter sved godt, og ved nogle af dem +hang der Sten fastgroet. Men han turde heller ikke holde sig udenfor, +det trak straks Opmærksomheden over paa én. Det galdt om at være med og +dog ikke med, at gøre sig lille og stor efter Øjeblikkets Tarv, saa man +snart forblev uset snart virkede skræmmende. Han fik travlt med at sno +sig og smutte ud og ind. + +Pigerne samlede sig henne ved de smaa _Huse_ — der holdt de altid til. +De stod og sladrede og spiste deres Skolemad, men Drengene kredsede over +Pladsen som Svaler, i formaalsløst Løb. Der stod en stor Dreng og krøb +sammen henne ved Klatremaskinen, han holdt Ærmet skjulende for Ansigtet +og stod og tyggede. Ham hvirvlede de om i hidsigt Løb, mens saa én saa +en anden trak Kredsen snævrere og snævrere. Per Kofod — Tudeper — saa ud +som sejlede Jorden under ham, han klamrede sig til Klatrestangen og +skjulte Ansigtet. Naar de var tæt inde paa ham slog de bagop med et +Brøl; saa skreg Drengen angst, vendte Ansigtet opad og brølede +langtrukkent. Bagefter fik han saa al den Mad de andre ikke gad æde. + +Tudeper aad altid og brølede altid. Han var et Fattighusbarn uden Far og +Mor, storvoksen var han, men underlig blaafrossen i Farven. Øjnene stod +ham livsrædde ud af Hovedet, under dem hang der tykke Graadposer. Ved +den mindste Lyd fór han sammen, Rædslen talte ud af ham altid! Drengene +gjorde ham aldrig rigtig Fortræd, men de skreg og huggede sammen i +Kroppen hvergang de gik forbi ham — det var ikke til at modstaa. Saa +skreg han ogsaa og huggede sammen af Angst. Pigerne kunde falde paa at +løbe hen og tjatte til ham, saa skreg han sanseløst, og de vidste at han +tabte sit Vand af Skræk. Bagefter fik han Mad af alle Børnene, han aad +det hele, brølede og var lige forkommen. + +Det var ikke til at forstaa hvad der fejlede ham. To Gange havde han +gjort Forsøg paa at hænge sig, uden at nogen kunde nævne Grunden — end +ikke han selv. Og helt dum var han dog ikke. Lasse mente, at han var +synsk og saa noget andre ikke kunde se, saa selve det at leve og drage +Aande skræmte ham. Hvorom alting var, Pelle maatte for ingen Pris gøre +ham noget, ikke for alt i Verden. + +Drengesværmen havde trukket sig ned til Stranden, og pludselig kastede +den sig over Henrik Bødker med den lille Nilen i Spidsen. Han blev revet +omkuld og helt begravet under Skaren, der laa i en sprællende Dynge oven +paa ham og masede knyttede Næver ned hvor der var en Aabning. Men saa +begyndte et Par Næver at gaa stødende opad, tju, tju, som +Maskinstempler, Drengene trillede til Siderne og holdt sig for Ansigtet, +Henrik Bødker skød lige op af Dyngen og sparkede haandløst. Nilen hang +endnu som en Igle i Nakken paa ham, Henrik maatte flænge sin Bluse for +at faa ham slængt til Side. Pelle syntes, han blev overmægtig stor som +han stod der, han pustede bare en Smule — og nu kom Tøserne, de fæstede +hans Bluse sammen med Naale og gav ham Brystsukker. Til Tak greb han dem +i Flætningerne og bandt dem sammen, fire-fem Stykker saa de ikke kunde +komme fra hinanden. De stod stille og fandt sig taalmodigt i det — hang +bare hengivent ved ham med Øjnene. + +Pelle havde vovet sig ind i Kampen og faaet et Spark. Men der sad intet +Nag i ham. Havde han haft et Brystsukker, vilde han ligesom Pigerne have +givet det til Henrik Bødker og taget imod ublid Behandling til. Han +forgudede ham. Men Nilen maalte han sig selv med — den lille +blodtørstige Nilen der ikke kendte til Frygt og var saa hensynsløs i +Angrebet, at de andre gik af Vejen for ham! Han var altid i hvor Flokken +var tykkest, sprang ud i det værste af enhver Slags — og kom godt fra +alting. Pelle gik sig selv kritisk efter for at finde Lighedspunkter og +fandt dem — i sit Forsvar for Far Lasse den første Sommer hvor han +sparkede en stor Dreng Brok til, og i Forholdet til den gale Tyr som han +ikke var Spor af bange for. Men paa andre Punkter glippede det — han var +mørkræd og kunde ikke staa for en Lussing! Nilen kunde tage imod sin med +Hænderne i Lommen. — Det var Pelles første Forsøg paa at faa et samlet +Overblik over sig selv. + +Fris var gaaet op ad Landet til, rimeligvis til Kirken; saa blev det et +Frikvarter paa Timer. Drengene begyndte at se sig om efter varigere +Tidsfordriv. „Studene“ gik ind i Skolestuen og gav sig til at holde Sjov +paa Borde og Bænke, men „Aalekvabberne“ holdt sig til Stranden. „Stude“ +og „Aalekvabber“ det var Landjorden og Søen i Kamp med hinanden, Skellet +kom af sig selv ved enhver alvorligere Lejlighed, undertiden blev der +hele Slag ud af det. + +Pelle holdt sig til Strandens Drenge — Henrik Bødker og Nilen var +imellem dem! — og de var noget nyt! De brød sig ikke om Jorden og +Kreaturer, men Havet som han var bange for var for dem som en Vugge. De +tumlede sig paa Vandet som i deres Moders Dagligstue, og havde ikke lidt +af dets Letbevægelighed i sig. De var hurtigere i Vendingen end Pelle +men ikke saa holdbare, saa var de friere af Væsen, og gjorde mindre ud +af den Plet de tilhørte. De talte om England som den mest dagligdags +Ting, og havde Genstande med i Skolen som Fædre og Brødre havde bragt +med hjem fra den anden Side Jorden, fra Afrika og Kina. De tilbragte +Nætter paa Søen i aaben Baad, og naar de skulkede var det altid for at +fiske. De dygtigste af dem havde egne Fiskeredskaber og smaa fladbundede +Pramme, som de selv havde tømret sammen og kalfatret med oppillet +Tovværk; de fiskede for egen Regning, Gedder, Aal og Suder, som de +afsatte til Egnens finere Folk. + +Han mente han kendte Aaen ud og ind, men nu fik han den at se fra en ny +Side. Her var Drenge, som i Marts og April Maaned — i Legetiden — var +oppe Kl. tre om Morgenen og gik og vadede barfodede i Aamundingen, paa +Jagt efter de Gedder og Aborrer der søgte op i det færske Vand for at +yngle. Og ingen sagde til Drengene at de skulde, de gjorde det fordi det +morede dem. + +Underlige Lyster havde de! Nu stod de „for Sjø“ — i en lang overstadig +Række. De løb med Bølgesuget ud til de større Stene ude i Vandet, der +stod de saa paa Stenene og hoppede naar Vandet kom igen, som en hel +Skare Strandfugle. Kunsten bestod i at holde sig tørskoet, men de der +blev mest vaade var alligevel de raskeste. Der var jo Grænser for, hvor +længe man kunde holde sig svævende. Naar Sø fulgte paa Sø Slag i Slag, +maatte man ned midt i det, og saa gik den stundom over Hovedet. Eller en +uberegnelig stor Sø kom og slog til alle de optrukne Ben midt i Springet +— saa drejede Rækken lige saa nydeligt og faldt plask i Vandet. Og med +øredøvende Larm gik det op mod Skolestuen for at jage Studene væk fra +Kakkelovnen. + +Hen langs Stranden sad der gærne nogle Drenge med Hammer og et stort +Spiger og borede Huller i Strandstenene. Det var Sønner af Stenhuggerne +inde bag Værket, Pelles Søskendebarn Anton var imellem dem. Naar +Hullerne var dybe nok blev der stampet Krudt i dem, og hele Skolen +overværede Sprængningen. + +Om Morgenen naar man ventede paa Læreren, stod de store Drenge op ad +Skolemuren med Hænderne i Lommen og drøftede Sejlføring og Hjemsted for +Skibe, som gik over Havet langt ude. Pelle stod maabende hos — det var +altid Havet og hvad Havets var de talte om, og det meste af det forstod +han ikke. Alle disse Drenge vilde et og det samme naar de blev +konfirmerede — til Søs. Men Pelle havde faaet nok af Overfarten fra +Sverig — han begreb dem ikke. + +Saa omhyggeligt havde han altid lukket Øjnene og stukket Pegefingrene i +Ørerne, for at Hovedet ikke skulde løbe fuldt af Vand, naar han tog sig +en Dukkert i Aaen. Men disse her de svømmede nede under Vandet ligesom +rigtige Fisk; og han forstod paa dem, at de kunde dykke ned paa det dybe +og tage Stene op fra Bunden. + +„Kan man da se dernede?“ spurgte han forundret. + +„Ja naturligvis! Hvordan skulde Fiskene ellers kunne tage sig i Agt for +Garnene? Bare det er Maaneskin gaar de langt udenom, hele Stimen!“ + +„Og Vandet løber ikke ind i Hovedet, naar I tager Fingrene af Ørerne?“ + +„Tager Fingrene af Ørerne?“ + +„Ja for at tage Stenen med jer op.“ + +En Haanlatter slog ham i Møde, og de gav sig til at spørge ham +underfundigt ud — han var kostelig, en rigtig Bondeknold! De +grinagtigste Forestillinger havde han om alting, og det fremgik da ogsaa +hurtigt, at han aldrig havde badet i Havet. Han var Vandskrækker — +_Blaapung_; Aaen kunde ikke gøre det af. + +Siden hed han Blaapung, og det hjalp ikke han en Dag tog Klaffen med i +Skole og viste dem, hvorledes han kunde klippe trekantede Huller i et +Par Bukser med den lange Snært, ramme en lille Sten saa den blev borte i +Luften, og slaa de mægtige Knald. Det var altsammen udmærket, men Navnet +klæbede alligevel ved ham; og det sved i hans lille Person. + + * * * * * + +I Vinterens Løb kom der unge stærke Knøse hjem til Lejet i blaat Tøj og +hvidt Halsbind. De havde lagt op kaldte man det, og nogle af dem gik +hele Vinteren og trak Hyre uden at bestille noget. De kom altid over i +Skolen og hilste paa; midt i Timen kom de, det gjorde ingenting, Fris +var Glæden selv. Saa havde de et og andet til ham, en Cigar der var saa +fin at den var lukket inde i Glas, eller andre mærkelige Ting. Og de +talte til Fris som til en Kammerat, fortalte om hvad de havde oplevet, +saa de lyttende Unger skuttede sig af Fryd, og røg ganske ugenert deres +Kridtpibe i Klassen — med Aabningen vendende flot nedad uden at Tobakken +faldt ud. De havde fóret som Kokkedrenge og Jungmænd, i Spanskesøen og +paa Middelhavet og mange andre æventyrlige Steder; en af dem havde redet +op ad et ildsprudende Bjærg paa et Æsel. Og de bragte Tændstikker med +hjem, der var saa store som pommerske Bjælker næsten — og som skulde +stryges af paa Tænderne. + +Skoledrengene forgudede dem og talte ikke om andet; det var en stor Ære +at turde vise sig i Selskab med en saadan Knøs. For Pelle var det aldrig +at tænke paa. + +Saa skete det ogsaa, at Lejet gik og ventede en saadan Gut hjem, men han +kom ikke. Og en Dag kom Budskabet: Barkskib det og det gaaet under med +Mand og Mus! — det var Vinterstormene, sagde Drengene og spyttede +voksent fra sig. En Uge holdtes Søskendene hjemme fra Skolen, og naar de +kom igen kiggede Pelle nysgærrigt paa dem — det maatte være underligt at +have en Bror, der laa paa Havets Bund midt i sin fagre Ungdom. „Saa vil +I vel ikke til Søs?“ spurgte han. — Jo de vilde ogsaa til Søs! + +Saadan kom Fris en Dag efter et ualmindelig langt Frikvarter og var i +daarligt Humør. Han gik og pudsede sin Næse stærkt og tørrede nu og da +sine Øjne bag Brillerne; Drengene puffede til hinanden. Han rømmede sig +stærkt men kunde ikke skaffe sig Ørenlyd, slog saa nogle Slag i Pulten +med Spanskrøret. + +„Har I hørt det Børn?“ spurgte han da der blev nogenlunde Ro. + +„Nej! Jo — jo! Hvilket!?“ raabte de i Kor. „— At Solen er faldet ned i +Havet og har stukket Ild til det!“ sagde én. + +Lærer Fris tog stille Salmebogen. „Skal vi synge _Lyksalig, lyksalig_ +—?“ sagde han. Saa vidste de at der var sket noget, og sang alvorligt +med. + +Men ved det femte Vers stansede Fris, han kunde ikke mere. „Peter Funk +er druknet!“ sagde han med en Stemme der kvalte den sidste Stavelse. Der +gik en Hvisken af Forfærdelse gennem Klassen, og de saa paa hinanden med +store uforstaaende Øjne. Peter Funk var Lejets raskeste Dreng, den +bedste Svømmer, den største Gavtyv Skolen havde haft — og han var +druknet. + +Fris gik op og ned og kæmpede for at beherske sig, Børnene faldt i +stille hviskende Samtale om Peter Funk, alle Ansigter var blevet gamle i +Alvor. „Hvor skete det?“ spurgte en stor Dreng. + +Fris vaagnede med et Suk — han gik og tænkte paa denne Dreng, der havde +snydt sig fra alting og saa var blevet Lejets flinkeste Søgut; paa alle +de Prygl han havde givet ham, og paa de hyggelige Vintertimer de havde +tilbragt siden, naar Knøsen kom hjem fra Langfarten og om Aftenen +kiggede op til sin gamle Lærer. Der havde været adskilligt at raade Bod +paa, skæbnesvangre Ting Fris maatte lappe paa for Knøsen i al +Hemmelighed, at de ikke skulde give ham et Knæk for hele Livet — og — + +„Det var i Nordsøen,“ sagde han „de havde været i England tror jeg.“ + +„I Spanien med Klipfisk,“ sagde en Dreng. „Og saa gik de derfra til +England med Appelsiner — og tog Kulladning med hjem.“ + +„Ja saadan var det nok,“ sagde Fris. „De var i Nordsøen, og der blev de +overfaldet af Storm, Peter maatte nok til Vejrs.“ + +„Ja for Trokkadej er saa rank; saa snart det blæser lidt maa de op og +bjærge Sejl,“ sagde en anden Dreng. + +„Saa faldt han ned“ vedblev Fris — „og slog sig mod Rælingen — og +styrtede i Søen. Der var Mærker i Rælingen af hans Søstøvler. De brasede +eller hvad de kalder det, og fik vendt; men det tog dem en halv Times +Tid at komme op til Stedet. Og da de endelig kom op, sank han lige for +deres Øjne. En halv Time havde han kæmpet i det isblandede Vand — med +Søstøvler og Olietøj paa — og saa alligevel —“ + +Der gik et langt Suk gennem Klassen. „Han var den bedste Svømmer paa +hele Stranden!“ sagde Henrik. „Han gik baglæns paa Hovedet fra Rælingen +af en Bark som laa her paa Reden og tog Vand — og kom op paa Skibets +anden Side. Han fik ti Skonrokker af Kaptejnen selv for det.“ + +„Han maa have lidt frygteligt,“ sagde Fris — „det var næsten bedre for +ham, om han ikke havde kunnet svømme.“ + +„Saadan siger min Far ogsaa!“ sagde en lille Dreng. „Han kan ikke +svømme, for han siger det er bedst for en Sømand ikke at kunne det — man +pines bare.“ + +„Min Far kan heller ikke svømme!“ udbrød en anden. — „Og min heller +ikke! han kunde godt lære det men han vil ikke.“ Saadan blev de ved og +rakte Hænderne i Vejret. De svømmede selv alle sammen, men det viste sig +at næsten ingen af Fædrene kunde — de havde Overtro imod det. „Far siger +at man ikke skal friste Gud, om man forliser,“ føjede en Dreng til. + +„Men saa gør man jo ikke sit bedste!“ indvendte en usikker Stemme. Fris +vendte sig brat mod Krogen, Pelle sad og var ildrød langt ud i det +yderste af sine Slugøren. + +„Se mig til den lille Mand!“ sagde Fris slaaet — „og har han saa ikke +Ret mod alle os andre? Hjælp dig selv saa hjælper Gud dig!“ + +„Maaske“ sagde en Stemme — det var Henrik Bødker. + +„Ja ja, jeg ved nok at han ikke hjalp her — men alligevel; man bør nu +engang gøre hvad man kan i alle Livets Forhold. Peter Funk gjorde sit +bedste — og han var den flinkeste Dreng jeg har haft.“ + +Børnene lo til hinanden, de mindedes baade det ene og det andet — Peter +Funk havde nok engang drevet det til at tage Livtag med selve Læreren — +men de nænnede ikke at drage det frem. „Han naaede aldrig længer end til +den 27nde Salme!“ sagde en af de største dog — halv paa Dril. + +„Naa ikke det!“ snærrede Fris „naa ikke det! Du mener formodenlig du er +dygtigere? Lad os saa se om du er naaet længer da!“ + +Fris greb Salmebogen med rystende Haand; han taalte ikke der blev sagt +noget om de afgaaede Drenge. + +— — + +Blaapungen blev ved at sidde haardt paa Pelle, aldrig havde noget brændt +ham paa Pelsen som dette Navn. Og det var ikke til at ryste af sig før +Sommeren kom — det havde lange Udsigter. + +En Dag løb Fiskerdrengene ude paa Molen i Frikvarteret. En Baad var lige +kommet ind gennem Skrueisen med en uhyggelig Last — fem stivfrosne Mænd +hvoraf den ene var død og laa i Sprøjtehuset; de andre fire var anbragt +rundt omkring i Hytterne, hvor man gned dem med Is for at faa Frosten +trukket af dem. Al den Herlighed fik Bønderdrengene ingen Del i, Lejets +Drenge som gik ud og ind og saa paa det hele, gennede dem væk om de +nærmede sig — og solgte karrige Oplysninger i dyre Domme. + +Baaden havde truffet en finsk Skonnert drivende i Søen, helt overiset og +med fastfrossent Ror. Den var for dybt lastet, saa Søerne gik rags hen +over den og frøs paa; Isen havde tynget den yderligere ned. Da de fandt +den flød Dækket lige i Vandskorpen; fingertykke Tove havde faaet en Arms +Tykkelse af Isbelægning, Mændene der sad fastsurrede i Riggen var helt +uformelige af Isslag. De lignede Riddere i Rustning og med lukket Visir +da man tog dem ned, Klæderne maatte hugges af Kroppen paa dem. Nu var +tre Baade gaaet ud for at forsøge at bjærge Skuden; det vilde blive +Masser af Penge til Delings om det lykkedes. + +Pelle vilde ikke staa uden for dette her, om han saa skulde faa +Skinnebenene sparket ind, og holdt sig lyttende i Nærheden. Drengene +talte højtideligt og saa dystre ud — de Folk havde døjet de, kanske +skulde de have Hænder eller Fødder sat af for Koldbrand. Hver Knægt +førte sig som bar han sin Part af Lidelserne, de talte mandigt og med +tykt Mæle. „Pil af, Stud!“ raabte de til Pelle — de holdt ikke af +Blaapunge i dette Øjeblik. + +Pelle havde Taarer i Øjnene, men give sig vilde han ikke; han drev hen +langs Bolværket. + +„Pil af!“ raabte de igen og tog truende efter Sten, „op til de andre +Bønder med dig!“ De kom hen og knubsede til ham. „Hvad staar du dér og +glor ned i Vandet for? Du kan blive svimmel og falde paa Hovedet ud! Op +til de andre Bønder med dig, Blaapung!“ + +Pelle var virkelig svimmel, saa kraftigt greb en Beslutning om hans +lille Hjærne. „Jeg er ikke mere Blaapung end I!“ sagde han. „I tør jo +ikke springe i Vandet engang.“ + +„Hør paa ham! Han tror man springer i Vandet for Grin midt om Vinteren — +og faar Stivkrampe.“ + +Pelle hørte lige deres hoverende Latter, idet han satte ud over Molen og +det isgrødede Vand lukkede sig over ham. Han kom op igen med det øverste +af Haaret, gjorde et Par Hundetag — og sank. + +Drengene løb forvirret frem og tilbage og raabte, en af dem fik fat i en +Baadshage. Saa kom Henrik Bødker løbende, han gik paa Hovedet ud i +løbende Udspring og forsvandt; et Isstykke slog Smut henad Vandet, han +havde ramt det med Panden. To Gange stødte han Hovedet gennem Grødisen +for at snappe Luft, saa kom han op med Pelle. De fik ham verpet op paa +Molen, og Henrik gav sig til at prygle blindt løs paa ham. + +Pelle havde mistet Bevidstheden, men Pryglene virkede oplivende. +Pludselig slog han Øjnene op, var paa Benene i et Sæt og pilede indad +som en Strandløber. + +„Løb hjem!“ brølede Drengene efter ham — „løb alt hvad du kan, ellers +bliver du syg! Sig bare til din Far at du er faldet i!“ Og Pelle løb, +han behøvede ingen Opfordring. Da han naaede Stengaarden var Klæderne +stivfrosne, Bukserne kunde staa alene da han kom af dem. Men han var +selv varm som en Smed. + +Han vilde ikke lyve for Faderen, og fortalte det som det var. Lasse var +gal i Hovedet, saa gal som Drengen aldrig havde set ham før. — Lasse +vidste hvordan en Hest skulde behandles for ikke at blive forkølet, og +gav sig til at gnide Pelles nøgne Krop med en Halmvisk, mens Drengen laa +paa Sengen og væltede sig under den haarde Behandling. + +Lasse ænsede ikke hans Stønnen men brugte Mund: „Din gale Fanden — +springe bardus i Havnen midt om Vinteren som et forelsket Fruentimmer — +din Smaadjævel! Du skulde have Klø skulde du, rigtig mange Tæsk. Men nu +faar du slippe for denne Gang, naar du saa vil sove og se at komme i +Sved, saa vi kan faa det væmmelige Saltvandet af Kroppen paa dig igen. +Jeg funderer paa, om ikke en Aareladning vilde være god.“ + +Pelle vilde ikke aarelades; han laa og havde det rigtig godt nu efter at +have kastet op. Men han var meget alvorlig til Sinds. „Hvad om jeg nu +var druknet?“ sagde han højtideligt. + +„Ja da havde jeg slaaet dig halv fordærvet,“ sagde Lasse hidsigt. + +Pelle lo. + +„Ja du ler, du Ordkrænger!“ vrissede Lasse. „Men naar én nu er blevet +Far til saadan en sakramenskedes Hvalp!“ Dermed gik han vred ud i +Stalden. Hvert Øjeblik lyttede han dog og kom hen for at kigge — for om +der skulde blive Feber eller sligt Djævelstøj ud af det. + +Men Pelle sov trygt med Hovedet under Dynen. Han drømte at han var +selveste Henrik Bødker. + + * * * * * + +Pelle lærte ikke at læse nogenlunde den Vinter; men han lærte nogle og +tyve Salmer udenad blot ved at bruge sine Øren, og han fik Navnet +Blaapung strøget forsvarligt af sig. Han havde vundet Land og betryggede +sin Stilling ved flere dristige Streger — Skolen begyndte at regne med +ham som en rask Dreng. Og Henrik som ellers ikke brød sig om nogen, tog +ham flere Gange under Vingen. + +Nu og da havde han ond Samvittighed, især naar Faderen i sin nyvakte +Videbegærlighed kom til ham for at faa Løsningen paa en eller anden +Gaade. Saa stod han der og kunde ikke svare. + +„Du er dog den der skulde have Lærdommen,“ sagde saa Lasse bebrejdende. + +Da Vinteren løb ud og Eksamen nærmede sig, blev han hed i Hovedet. Der +gik mange uhyggelige Frasagn om Overhøringens Strænghed blandt Drengene +— om Nedrykning og fuldstændig Bortvisning fra Skolen. + +Pelle var saa uheldig ikke at blive hørt selvstændig i en eneste Salme. +Han skulde fortælle om Syndefaldet, Æbletyveriet var nemt at klare, men +Forbandelsen —! „Og Gud sagde til Slangen: du skal krybe paa din Bug, du +skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug!“ videre kunde han +ikke komme. + +„Gør den saa det endnu da?“ spurgte Præsten godmodigt. + +„Ja — for den har ingen Lemmer.“ + +„Og kan du saa forklare mig hvad et Lem er — ikke _en_ Lem men _et_ +Lem?“ Præsten var bekendt som den bedste Overhører paa Øen, han kunde +begynde i en Rendesten og ende i Himlen sagde man. + +„Et Lem det er — en Haand.“ + +„Ja — blandt andet. Men kan du ikke sige noget som kendetegner alle +Lemmer fra andre Legemsdele? — Et Lem er — naa? — en? — en Legemsdel der +kan bevæges selvstændigt. F. Eks.? Naa!“ + +„Ørerne!“ sagde Pelle, om det nu var fordi det brændte i dem. + +„Saa—aa? Kan du da bevæge Ørerne?“ + +„Ja.“ — Pelle havde med stor Ihærdighed lagt sig Kunsten til sidste +Sommer, for ikke at staa tilbage for Rud. + +„Da vilde jeg sandelig gærne se det!“ udbrød Præsten. + +Saa klippede Pelle dygtigt med sine Slugøren, og baade Præst, Skoleraad +og Forældre lo. Pelle fik ug i Religion. + +„Saa blev det ligevel Ørerne som reddede dig,“ sagde Lasse fornøjet „— +sagde jeg ikke nok at du skulde bruge dem godt! Bedste Karaktér i +Religion blot for at klippe med Ørerne — du skulde vel kunne blive Præst +du, om du selv vilde!“ + +Og han blev ved længe. Men var det ikke ogsaa Satan til Pøjke til at +kunne gøre Besked for sig! + + + + + XII + + +„Kom Kybbe, Kybbe, Kybbe! Kom saa da din Høne, du har ikke noget at være +bange for.“ Pelle gik med en Visk grøn Sæd og lokkede for sin Kælekalv, +men den var ikke rigtig tryg ved ham i Dag. Den havde faaet Bank, og det +kom igen af at den havde været skarnagtig. + +Pelle var til Mode omtrent som en Fader, hvis Barn gør ham Sorg og +tvinger ham til strænge Midler. Og nu denne Misforstaaelse, at Kalven +ikke vilde kendes ved ham, skønt det var til dens eget Bedste han havde +banket den! Men det fik ikke hjælpe, saa længe Pelle vogtede skulde der +lystres. + +Endelig lod den ham komme helt hen, saa han kunde kæle for den. Den stod +lidt og var tvær; men overgav sig til sidst; aad Grøntfoderet og snusede +ham i Ansigtet til Tak. + +„Kan du saa være god?“ sagde Pelle og ruskede den i Hornstumperne — „kan +du hvad?“ Den slog uvorn med Hovedet. „Ja saa faar du ikke Lov at bære +min Trøje i Dag.“ + +Der var det underlige ved den Kalv, at første Dag den var ude var den +ikke til at drive af Stedet. Til sidst slap Drengen den bagud, for at +Lasse kunde tage den ind igen; men saa snart den var bag ham fulgte den +med af sig selv — med Panden lige i hans Ryg. Siden gik den altid bag +ham naar de drev ud og hjem, og den bar Stortrøjen over Ryggen naar det +saa ud til Regn. + +Pelle havde ikke mange Aar paa Bagen, men over for sine Kreaturer var +han en Mand. Tidligere havde han kun kunnet sætte sig saa vidt i +Respekt, at de adlød ham paa nært Hold. Men i Aar kunde han ramme en +Krage paa hundrede Skridts Afstand med en Sten, og det gav ham +Afstandsmagt over Dyrene — især da han fandt paa, at han skulde raabe +Dyrets Navn idet han ramte det. Derved blev Kreaturerne klar over at +Smærten kom fra ham, og de lærte at bøje sig for det blotte Raab. + +Der var det ved Straf, at den skulde følge lige oven paa Forseelsen for +at virke gavnlig. Derfor var der heller ikke mere noget der hed, at gaa +paa Lur efter et Kreatur der havde forbrudt sig — og komme bag paa det +naar det siden gik og græssede fredeligt; det forvirrede blot! At løbe +et Dyr træt, hænge sig ved Halen af det og prygle det hele Engen rundt +blot for at hævne sig var ogsaa dumt; hele Flokken kom i Uro af det og +var svær at styre Resten af Dagen! — Pelle vejede Maal og Midler mod +hinanden; han lærte at slukke sin Hævntørst — med gode praktiske Grunde. + +Pelle var en Dreng, og han var ikke doven! Hele Dagen fra fem Morgen til +ni Aften var han paa Færde og gjorde de mest ørkesløse Ting, øvede sig i +timevis i at gaa paa Hænder, slaa Hovedspring og springe over Aaen — var +i Bevægelse altid. Time efter Time kunde han løbe utrætteligt rundt i en +Cirkel paa Engen — som et Føl i et Tøjrslag — hælde sig indad i Løbet +saa hans Haand nappede Græsset, slaa bagop og vrinske og pruste; han +øste Kræfter ud fra Morgen til Aften, i ovenud Rundhaandethed. + +Men Vogtningen var _et Arbejde!_ og her husholdt han med sine Kræfter. +Ethvert Skridt der kunde spares her var som en erhværvet Kapital, og +Pelle lagde nøje Mærke til alt og forbedrede stadig Arbejdsmaaden. Han +lærte, at Straf virkede bedst naar den kun hang som en Trusel — for +mange Prygl gjorde et Dyr forstokket. Og lærte at skønne, naar det var +tvingende nødvendigt at gribe ind. Hvis det ikke lod sig gøre paa færsk +Gerning, beherskede han sig og søgte i Kraft af sine Erfaringer at +fremkalde nøjagtig den samme Situation paa ny — og da at være forberedt. +Det lille Menneske var sig selv uafvidende bestandig i Færd med at lægge +en Alen til sin Vækst. + +Han havde opnaaet gode Resultater. Ud- og Hjemdriften voldte aldrig +Besvær mere; han havde gjort det Kunststykke en hel Uge at drive Flokken +ad en snæver Markvej med Sæd paa begge Sider, uden at der blev bidt saa +meget som et Straa af. Og det endnu større Kunststykke at beherske dem +en rigtig varm blytung Bissedag — gærde dem ind i stivt Løb, saa de stod +midt i Engen og stampede med løftede Haler af Skræk for Bræmserne. Og +hvis han vilde, skulde han den koldeste Oktoberdag faa alle Haler til +Vejrs og Dyrene til at stampe hjem mod Stalden i vild Flugt — blot ved +at lægge sig i Græsset og efterligne Bræmsernes Summen. Men det var en +frygtelig Hemmelighed, som ikke engang Far Lasse vidste om at sige. + +Der var forresten det morsomme ved Bisningen, at Kalve som var ude +første Aar og aldrig havde gjort Bekendtskab med en Bræms, straks satte +Halen til Vejrs og løb naar de hørte dens hidsige Summen. + +Pelle havde sit fjærne Ideal — at ligge paa et højt Sted og lede hele +Flokken, uden andet end Stemmens Brug — aldrig behøve at gribe til +Pryglene. Far Lasse slog jo heller aldrig, hvor galt det saa kunde gaa! + +Der var Dage — ja hvor blev de af? inden han vidste et Ord af det var +det Tid at drive hjem. Andre Dage var lange nok men lige som sang sig +hen, i Klange af Leer, i Kvægs Brølen og Menneskeraab fra langt borte. +Da gik Dagen selv syngende over Jorden, Pelle maatte stanse hvert +Øjeblik og lytte: hør det spillede! og han løb op i Klitten og stirrede +ud over Havet. Men dér var det ikke, og inde over Landet var der ingen +Fest det han vidste af, og i Luften fløj der ikke Trækfugle paa denne +Aarstid. Og igen: hør det spillede! rigtigt, som en Musik langt ude i +det fjærne — saadan en Musik hvor man endnu ikke kunde skelne Melodien +eller sige, paa hvad de spillede. Var det maaske Solen selv? + +Da strømmede Lys og Liv igennem ham, syngende som var han en Kilde; og +han gik i en drømmende Halvdøs af Toner og Lykke. + +Naar Regnen silede ned hængte han sin Frakke over en Tjørn og laa i Ly +derinde, snittede, eller tegnede med en Blyknap paa Papir — Heste og +liggende Stude. Men helst Skibe, Skibe der gik over Havet paa deres egen +bløde Melodi, langt bort til fremmede Lande — til Negerland og Kina +efter sjældne Ting. Og naar han var rigtig oplagt ledte han en brækket +Kniv og en Stump Skifer frem fra et hemmeligt Sted og gav sig til at +arbejde. Paa Stenen var der ridset et Billede og nu var han i Færd med +at skære det ud i Relief — hele Sommeren havde han arbejdet paa det fra +og til. Og nu begyndte det at træde frem — en Bark var det, der gik for +fulde Sejl hen over riflet Vand. Til Spanien, til Spanien gik den nok — +efter Druer og Appelsiner! Og alle de andre Herligheder Pelle endnu ikke +havde smagt! + +Paa Regnvejrsdage var det et helt Arbejde at holde Rede paa hvad Klokken +var, man maatte anspænde sig til det yderste. Ellers var det let nok, +Pelle havde det mest paa Fornemmelsen. Der var Tegn hjemme paa Gaarden, +som sagde hvad Klokken kunde være visse Tider paa Dagen, Kreaturerne +angav i deres Vaner andre Klokkeslæt! Ved Nitiden lagde det første sig +til Formiddagens Drøv, og efterhaanden faldt de én for én — der var +altid et Øjeblik ved Titiden, hvor de alle laa og tyggede; Kl. elleve +var de sidste paa Benene igen. Paa samme Maade om Eftermiddagen mellem +tre og fem. + +Middag var let at bestemme naar Solen skinnede, Pelle vidste det altid +paa sig naar den vendte i sin Bane. Og der var hundrede andre Ting i +Naturen, som satte ham i Forbindelse med Dagtiderne, Fuglenes Vaner f. +Eks., og noget ved Grantrærne! Og meget andet som han ikke kunde sætte +Fingeren paa og sige dér, fordi det blot lige var en Fornemmelse. +Hjemdriften angav Kreaturerne selv. Naar den nærmede sig, græssede de +sig langsomt rundt til de pegede i Retning af Gaarden med deres Hoveder; +og der kom Ræk i deres Kroppe — de higede! + + * * * * * + +Hele Ugen havde Rud ikke ladet sig se, og aldrig saa snart var han +kommen i Dag, før Pelle maatte give ham en Overhaling for noget +Lumskeri. Saa løb han hjem, men Pelle lagde sig oppe i Granbrynet og +sang, paa Maven og med Fodsaalerne i Vejret. Rundt om var der Mærker +efter hans Kniv paa Trærnes Stammer — paa de ældste Skibe saa man Kølen, +og Dækket var kommet til at staa lodret paa Skroget; dem havde han +skaaret den første Sommer. Her var ogsaa en lille Samling Agre i +Engkanten, rigtig pløjede, harvede og tilsaaede. Hver Ager var en +Kvadratalen stor. + +Men nu laa Pelle og hvilede sig ud efter Anstrængelsen med Rud — i en +jublende Skraalen, der fik Luften til at gynge. Oppe ved Gaarden kom en +Karl ud, han gik hen ad Landevejen med en Bylt under Armen; det var Erik +der skulde møde i Retten for Slagsmaal. Nu kom Proprietæren kørende og +strøg i rask Fart ad Byen til, saa skulde han ind og ture. Hvorfor kunde +Karlen ikke age med, naar de dog skulde samme Vej. Saa hurtig han kørte, +skønt hun aldrig fulgte efter ham mere — hun trøstede sig hjemme nu! Var +det mon sandt, at han havde sviret 500 blanke Kroner op paa én Aften? + + „Grumt raser Krigen og Blodet flyder, + imellem Bjærgene Raabet lyder! + Med grulig Rædsel gaar Tyrken frem + og ødelægger saa mangt et Hjem. + + De dra — + +hov!“ Pelle stod i et Spring paa sine Fødder og stirrede op efter +Kløveren. Malkekørne deroppe havde det sidste Kvarters Tid kigget op +efter Gaarden hvert Øjeblik, nu brølede Aspasia, saa maatte Faderen +snart være paa Vej ud for at flytte! Dér kom han vrikkende frem om +Gaardhjørnet. Der var ikke langt over til den nederste Ko; naar Faderen +var dér, kunde Pelle nok se sit Snit og lige rende over og sige Goddag +til ham. + +Pelle samlede Kreaturerne bedre og drev langsomt over til det andet Skel +og op over Markerne. Lasse havde flyttet den øverste Halvdel, nu +skraaede han hen imod Tyren der stod lidt for sig selv. Tyren bromlede +og sparkede Jorden op; den havde Tungen ude i den ene Side og stak kort +i Luften med det ene Horn — den var ond. Saa gik den frem med korte +Skridt og en Masse Hokuspokus — hvor den sparkede! Pelle fik Lyst til at +sparke den over Snuden som han saa tidt havde gjort; lignede det nu +noget at høde ad selve Lasse, omend den ikke mente Spor med det. + +Far Lasse ænsede den da heller ikke, han stod og hamrede paa den svære +Tøjrpæl for at faa den løs. „Goddag!“ raabte Pelle, Lasse vendte Hovedet +og nikkede, saa bøjede han sig og slog Pælen i Jorden. Tyren stod lige +bag ham og stampede kort, Munden stod aaben paa den og Tungen hang ud; +det saa ud som den brækkede sig, og Lyden svarede nøjagtigt til det. +Pelle lo mens han sagtnede Løbet, han var lige ved. + +Men pludselig vendte Far Lasse en Kolbøtte, faldt og var i Luften igen — +og faldt lidt henne. Igen skulde Tyren kyle med ham, men Pelle var for +Hovedet af den; han havde ikke sine Træsko men sparkede den med de bare +Fødder saa det gik sort for hans Øjne. Tyren kendte ham og vilde søge +udenom, men Pelle sprang for dens Hoved og raabte, sparkede og greb den +ude af sig selv i Hornene. Saa slængte den ham læmpeligt til Side og gik +frem mod Lasse som laa lidt henne, den blæste langs Jorden, saa Græsset +bølgede. + +Den havde ham i Blusen og rystede lidt op i ham, tog saa søgende under +ham med begge Horn for at sende ham højt til Vejrs. Men Pelle var paa +Benene igen, som et Lyn havde han Kniven fremme og jog den ind mellem +Tyrens Bagben. Tyren udstødte et kort Brøl, væltede Lasse til Side og +fór af Sted over Markerne i Spring, den _stak_ i Luften under Løbet og +bromlede. Ovre ved Aaen gav den sig til at brække Brinken op, Luften var +tyk om den af Jord og Græstørv. + +Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle stod og sled forgæves i en +Arm for at hjælpe ham op. „Far, lille Lassefar!“ kaldte han grædende. +Omsider satte Lasse sig over Ende. + +„Hvem er det der synger?“ spurgte han. „Saa det er dig Pøjke — og du +græder! Har nogen gjort dig Fortræd? — Ak saa ja det var Tyren, den var +nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad gjorde du ved den, at +Fanden tog den saa hastigt? Du har nok reddet din Faders Liv du, saa +lille du er. — Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.“ Lasse kastede op. +„Ak ja“ sagde han og tørrede Sveden af Panden „hvem der havde haft sig +en Dram. — Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke sluppet +saa let. Han vilde bare lege lidt med mig forstaar du — han var et Gran +hadsk fordi jeg gennede ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mærkede det +jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde forgribe sig paa én. Naa det +havde han nu heller ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at gaa i +fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her, jeg laante den af ham mens +jeg vaskede min egen. Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage +paa mig. — Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger til denne her Flænge, +han bliver nok ikke blid han.“ + +Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund, inden han forsøgte at +rejse sig og kom paa Benene ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig +paa Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. „Jeg kunde næsten godt +være fuld, om det ikke havde været for Smærterne!“ sagde han og lo +ømskindet. „Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid gør du mit +Hjærte glad, og nu har du bjærget mit Liv ogsaa.“ + +Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten af Kørne paa Vejen +ned til sit eget. Han var baade stolt og rystet, men mest stolt. Han +havde reddet Far Lasses Liv — og mod den store rasende Tyr som ingen +anden paa Gaarden turde have med at gøre. Næste Gang Henrik Bødker kom +herud og saa til ham, skulde han faa det hele. + +Lidt ked var han af, at han havde trukket Kniv; her paa Landet saa alle +ned paa det og sagde det var svensk. Det skulde heller ikke behøves, om +der havde været Tid — eller han blot havde haft Træsko paa til at sparke +Tyren i Øjet med. Han var saa tidt gaaet løs paa den med Træskosnuderne, +naar den skulde drives ind i Stalden igen efter en Bedækning; og den +hyttede sig altid vel for at gøre ham noget. Maaske vilde han sætte en +Finger i Øjet paa den og gøre den blind — eller tage den ved Hornene og +vride til, lige som i Historien, saa Halsen drejedes om paa den. + +Pelle voksede og svulmede op til han overskyggede alt; der var ikke Ende +paa de Kræfter han havde, mens han løb og gennede sine Kreaturer sammen +igen. Han gik i Stormgang hen over det hele, slængte stærke Erik og +Forvalteren hid og did, og løftede — ja hele Stengaarden blot ved at +sætte en Haand under Bjælken. Det var en hel Bersærkergang. + +Og midt i det kom han i Tanke om, hvor galt det vilde blive, hvis +Forvalteren fik at vide at Tyren rendte løs. Saa blev der maaske Klø +baade til Lasse og ham selv. Han maatte ud og lede efter den; for en +Sikkerheds Skyld tog han Klaffen med og Træsko paa. + +Nede i Aabrinken havde den lavet et syndigt Roderi, et helt Stykke ind +var Engen pløjet op. Der var Blod efter den nede i Aalejet og op over +Markerne, Pelle fulgte det over mod Rén, dér fandt han Tyren. Det svære +Dyr var søgt helt ind under Tjørnene og stod og slikkede sit Saar. Da +den hørte Pelles Stemme, kom den frem. „Omkring!“ raabte han og klippede +den over Snuden. Den satte Hovedet mod Jorden, bøgede og trak sig tungt +tilbage; og Pelle blev ved at klippe den over Snuden, Skridt for Skridt +rykkede han frem, hans Stemme gik ubøjeligt: „Omkring! vil du omkring!“ +Saa vendte den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og fulgte efter; +med Klaffen holdt han den i Aande, for at den ikke skulde faa Tid at +pønse paa ondt. + +Da saa det var overstaaet sank han sammen af Træthed. Han laa +sammenkrøben under Granbrynet og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok +gik syg om derhjemme og ingen havde til at give sig en Haand med +Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uudholdelig, han maatte hjem. + +Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen og efterlignede +Bræmsernes irriterende Summen. Han stemte Tonen ud mellem Tænderne, +stigende og faldende som fløj den hid og did over Græsset; Kreaturerne +hørte op at græsse, de stod dødsstille med vagtsomme Øren. Saa gik det +nervøst i dem, de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i smaa +Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han gjorde Lyden mere arrigt +paagaaende, hele Flokken kørte rundt, de smittede hinanden og stampede +rundt i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og tog den lige Vej +mod Gaarden, og hele Flokken fulgte — tværs hen over alting. Nu var det +blot at løbe bagefter med meget Spræl — og underfundigt holde Lyden ved +Lige, saa Humøret ikke lagde sig inden de naaede hjem. + +Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet op for Løkken, han hjalp +til at genne Kreaturerne derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev +staaende, men Forvalteren saa blot paa ham med et ejendommeligt Smil. +„De begynder nok at tage Magten fra dig,“ sagde han og kiggede Pelle ind +i Øjnene „— ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!“ Han gjorde Nar, +Pelle blev brændende rød i Kammen. + +Far Lasse var krøbet til Køjs. „Da var det godt du kom!“ sagde han, „jeg +laa netop her og funderede paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet. +Røre mig kan jeg jo føje ikke — end sige staa op.“ + +Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa Benene igen; i den Tid stod +Engkvæget i Løkken og Pelle gik hjemme omkring og gjorde Faderens +Gærning. Han spiste med de andre og sov sin Middagssøvn i Loen lige som +de. + +En Middag kom Soen ind i Gaarden og var fuld. Hun stillede sig op i den +øvre Gaard hvor det var hende forment at komme, og stod og raabte paa +Kongstrup. Proprietæren var hjemme men viste sig ikke; der var dødt bag +de høje Vinduer. „Kongstrup, Kongstrup! kom herud lidt du!“ raabte hun +og stod og saa ned i Brostenene, hun kunde ikke løfte Hovedet. +Forvalteren var ikke til Stede, og Karlene holdt sig i Skjul inde paa +Loen — de glædede sig til lidt Fest i Landskabet. „Du Kongstrup, kom +herud lidt, jeg vil snakke med dig!“ sagde Soen tykt. Saa gik hun op ad +Trappen og tog i Døren. Hun dundrede nogle Gange og stod og talte med +Ansigtet helt op ad Døren; da der ingen kom ravede hun ned og gik +smaasnakkende sin Vej uden at se til Siderne. + +Lidt efter begyndte den lange tudende Graad deroppe; og ligesom Folkene +skulde i Marken kom Bonden tumlende ud og gav Ordre til at spænde for +Enspænderen. Han gik nervøst ved Vognen saalænge og jog hovedkulds af +Sted. Da han svingede ud om Gavlen blev et Vindu aabnet, og en Stemme +kaldte bedende: Kongstrup, Kongstrup; men han kørte rask til. Saa gik +Vinduet i, og Graaden tog fat igen. + +— — — — + +Om Eftermiddagen Pelle gik og puslede i den nedre Gaard, kom Karna og +sagde at han skulde komme op til Fruen. Pelle gik nølende derop, han var +ikke tryg ved hende, og alle Mandfolkene var ude i Marken. + +Fruen laa paa Sofaen i sin Mands Arbejdsværelse, dér opholdt hun sig +bestandig Nat og Dag, naar Manden var ude. Hun havde et vaadt Haandklæde +over Panden og var helt rød i Ansigtet af Graad. + +„Kom her hen,“ sagde hun med mat Stemme. „Du er vel ikke bange for mig?“ + +Pelle maatte hen og sidde paa Stolen ved hende; han vidste ikke hvor han +skulde gøre af sine Øjne. Og Næsen gav sig til at løbe ved Spændingen, +og han havde ingen Klud. + +„Er du bange for mig?“ spurgte hun igen, og det drog bittert om hendes +Mund. + +Han maatte se paa hende for at vise at han ikke var bange; og sandt at +sige lignede hun ikke nogen Heks, men bare et Menneske der græd og var +ulykkelig. + +„Kom her,“ sagde hun, og saa snød hun hans Næse i sit eget fine Tørklæde +og strøg ham op over Haaret. „Du har jo ikke engang en Mor, din +Stakkel.“ Hun strøg ned ad hans ubehjælpsomt bødede Bluse. + +„Det er tre Aar nu, siden Mor Bengta døde; hun ligger i det vestre +Hjørne af Kirkegaarden.“ + +„Savner du hende ikke meget?“ + +„Aa — Far Lasse lapper jo mit Tøj!“ + +„Hun har vist ikke været meget god ved dig.“ + +„Jo da!“ Pelle nikkede ivrigt. „Men hun var saa gnaven, hun skrantede jo +altid — og saa er det bedst de slipper. Men nu gifter vi os snart igen; +naar Far Lasse har fundet en som duer.“ + +„Og saa rejser I vel herfra? Du har det vist heller ikke godt her?“ + +Pelle havde faaet Munden paa Gled, men nu frygtede han en Fælde og blev +stum. Han nikkede blot — ingen skulde komme og brænde dét i ham igen at +han havde klaget. + +„Nej du har det ikke godt,“ sagde hun i en klagende Tone — „ingen har +det godt paa Stengaarden. Her bliver alt til Ulykke.“ + +„Det er nok gammel Forbandelse det!“ sagde Pelle. + +„Siger de saadan? Ja ja, jeg ved det nok! Og om mig siger de at jeg er +en Djævel — bare fordi jeg holder af én eneste en — — og ikke kan finde +mig i at blive traadt ned.“ Hun græd og trykkede hans Haand mod sit +dirrende Ansigt. + +„Jeg skal vist ud og flytte,“ sagde Pelle og vred ulykkeligt paa sig for +at komme løs. + +„Nu er du jo bange for mig igen!“ sagde hun og forsøgte at smile — det +var lige som Solglitteret derude efter Regn. + +„Nej — men jeg skal bare ud og flytte.“ + +„Der er en hel Time til endnu! Men hvorfor vogter du ikke i Dag — er din +Far syg?“ + +Saa maatte Pelle fortælle det med Tyren. + +„Du er jo en god Dreng,“ sagde Fruen og klappede ham. „Hvis jeg havde en +Søn skulde han ligne dig! Men nu skal du have noget Syltetøj, og saa maa +du løbe til Landhøkeren efter en Flaske Solbærrom, saa vi kan lave din +Far en varm Drik. Naar du skynder dig, kan du nok naa det inden +Flyttetid.“ + +Lasse fik sin varme Drik endnu inden Drengen kom tilbage; og hver Dag +mens han laa fik han noget styrkende — omend der ikke var Solbærrom i. + +Pelle var næsten hver Dag oppe hos Fruen i denne Tid — Kongstrup var nok +rejst et Ærende til København. Hun var god imod ham og gav ham søde +Sager, og mens han huggede i sig fortalte hun ustanselig om Kongstrup, +eller spurgte ham om hvad Folkene mente om hende. Pelle maatte ud med +det, og saa blev hun syg og faldt i Graad. Der var ingen Ende paa hendes +Snakken om Proprietæren, men hun slog sig selv paa Munden, og Pelle +maatte opgive at finde Rede i det. Han havde ogsaa nok at varetage med +de gode Sager. + +Nede paa Kamret gengav han det hele ordret, og Lasse laa og lyttede og +undredes paa denne Knægt, der gik ud og ind paa højeste Steder og havde +selve Fruens Fortrolighed. Alligevel led han det ikke rigtig. + +„— — Hun kunde knap støtte paa Benene, hun maatte holde sig ved Bordet +da hun skulde hente Tvebakkerne til mig — saa syg var hun. Det var bare +fordi han havde handlet ilde med hende, sagde hun. Hun hader ham du! og +kunde gærne slaa ham ihjæl siger hun. Men alligevel siger hun at han er +den smukkeste Mand paa Jorden, og om jeg vel har set nogen smukkere i +hele Sverig. Og saa græder hun helt i Vildelse.“ + +„Ja saa,“ sagde Lasse tankefuld — „ja saa! Hun ved nok ikke meget hvad +hun siger — eller ogsaa hun har sit eget for. Men usandt er det +ligefuldt at han slaar hende! hun lyver vist.“ + +„Og hvorfor skulde hun lyve da?“ + +„Fordi hun vil ham ilde vel. Men vist er det at han er en statelig Karl +— og bryder sig om alle andre end bare hende; det er vel hele Ulykken +det. Jeg lider nu ikke at du er saa meget oppe hos hende; bare du ikke +tager Fortræd af det.“ + +„Hvordan saa da? — hun er saa god, saa god.“ + +„Ja hvad ved en anden Stakkel! Nej hun er ikke god, i det mindste ikke i +Øjnene — hun har nok set baade den ene og den anden i Ulykke. Men der er +vel ingenting at gøre ved den Sag; Fattigmand maa vove alt.“ + +Lasse tav lidt og stavrede omkring, saa kom han hen: + +„Se nu her du, her er et Stykke Staal jeg har fundet! det maa du huske +at have hos dig altid — særlig naar du gaar _derop_! Ja og saa — — saa +faar vi lægge Resten i Gudfaders Haand du! Han er den eneste, som kanske +ser til Smaastaklerne han.“ + +Lasse var lidt oppe den Dag. Gudskelov det skred rask fremad, om to Dage +kunde de være inde i de gamle Folder igen. Og til Vinter fik de se at +komme væk fra alt dette her! + +Sidste Dag Pelle var hjemme omkring, var han ogsaa oppe hos Fruen og +sprang sit Ærende for hende. Og den Dag saa han noget uhyggeligt, som +fik ham til at være glad ved at dette var forbi — hun tog Tænder, Gane +og alting ud af Munden og lagde det foran sig paa Bordet! + +Hun _var_ en Heks! + + + + + XIII + + +Pelle kom drivende hjem med Ungkvæget. Idet han drev neden om Gaarden +kommanderede han højt, for at Faderen skulde høre det: „Hov Spasianna +din gamle Rinke, hvor skal du hen? — Dannebrog din forbandede Knævædder, +vil du vende!“ Men Lasse kom ikke og aabnede for Løkken. + +Da han havde faaet Kreaturerne ind i Løkken, løb han ind i Kostalden. +Faderen var hverken dér eller i Kamret; men Søndagstræskoene og den +laadne Hue var borte. Saa huskede Pelle, at det var Lørdag — den Gamle +var nok rendt til Landhøkeren efter Brændevin til Karlene. + +Pelle gik ned i Folkestuen for at faa sin Aftensmad. Karlene var kommet +sent hjem og sad endnu ved Bordet der flød af spildt Mælk og +Kartoffelpil. De var midt oppe i et Væddemaal — Erik vilde tage sig paa +at æde tyve Spegesild med Kartofler, efter at han allerede havde holdt +op. Det galdt en Flaske Brændevin, og de andre skulde pille Kartoflerne +til ham. + +Pelle fik sin Lommekniv frem og pillede sig en Stabel Kartofler. Skindet +lod han blive paa Silden, men han skrabede den omhyggeligt og skar Hoved +og Hale af; saa skar han den i Stykker og aad den med Benene i, til +Kartoflerne og Meldyppet. Imens kiggede han paa Erik, Kæmpen Erik der +var saa smadrende stærk og turde vove alt mellem Himmel og Jord. Erik +havde Børn i hver en Krog! Erik kunde stikke Fingeren i et Bøsseløb og +holde Bøssen udstrakt i stiv Arm! Erik kunde drikke lige saa meget som +tre andre! + +Og nu sad Erik og aad tyve Spegesild efter at han var mæt. Han tog +Silden ved Hovedet, trak den en Gang gennem Skrævet, og aad den saa som +den var. Og Kartofler aad han til, lige saa rask som de andre kunde +pille dem. Ind imellem svor han, fordi Forvalteren havde nægtet ham +Frihed i Aften; det skulde blive en evig Løgn, at de holdt Erik hjemme +naar han selv vilde ud! + +Pelle fik i en Fart Silden og Vandgrøden til Livs og satte ud igen for +at løbe Faderen i Møde, han længtes mægtigt efter at se ham. Ude ved +Posten havde Pigerne travlt med at skure Mælkespande og Køkkenkar; +Gustav stod i den nedre Gaard med Armene paa Stakittet og underholdt +dem. Han passede nok paa Bodil, som hele Tiden havde sine Øjne efter den +nye Elev, der spankede frem og tilbage og vigtede sig i lange Støvler +med Lakkraver. + +Pelle blev stoppet i Farten og sat til at poste Vand. Nu kom Karlene op +og gik over paa Loen, kanske for at gøre Kraftprøver; siden Erik kom gik +de altid og gjorde Kraftprøver i Fritiden. Pelle vidste ikke noget saa +spændende som Kraftprøver, han kilede paa for at blive færdig og komme +derover. + +Men Gustav som ellers var den ivrigste, blev ved at staa og hænge og +give ondt af sig over Eleven. „Han skinner jo som Katteskidt i +Maaneskin!“ sagde han højt. + +„Der maa være Penge dér!“ sagde Bodil tankefuld. + +„Ja du skulde prøve ham — kanske blev du Proprietærfrue. Forvalteren vil +nok ikke alligevel; og Proprietæren — ja du saa vel Soen forleden, det +maa være vakre Udsigter at have.“ + +„Hvem siger dig at Forvalteren ikke vil?“ svarede Bodil skarpt. „Bild +dig ikke ind, at vi tog dig til at holde Lyset for os! Det er ikke +alting man lar Smaabørn se paa heller.“ + +Gustav var rød i Hovedet. „Aa hold Kæft din Daase!“ mumlede han og drev +ned mod Loen. + + „Aa Herre Jøs for min gamle Mor + som gaar paa Dækket og ruller!“ + +sang Mons ovre i Stalddøren, hvor han stod og hamrede paa en sprukken +Træsko. Pelle og Pigerne skændtes, og oppe paa Kvisten hørte man +Forvalteren gaa til og fra, han var i Færd med at gøre Piber i Stand. Nu +og da trængte en langtrukken Lyd ud fra det høje Stuehus; det lød som et +Dyrs Tuden langt borte, og fik Folkene til at skutte sig af Uhygge. + +En Karl smøg sig ud af Døren ovre ved Kamrene, han var søndagsklædt og +havde en Tøjbylt under Armen. Det var Erik, han luskede langs Bygningen +i den nedre Gaard. + +„Hej dér! hvor Djævlen skal han hen?“ tordnede det oppe fra Forvalterens +Vindu. Karlen dukkede Hovedet lidt og lod som ingenting. „Vil du høre +din forbandede Kabyler! — _Erik!_“ Denne Gang gjorde Erik omkring og +smuttede ind ad en Lodør. + +Straks efter kom Forvalteren ned og gik over Gaarden. Inde paa +Hakkelseloen stod Karlene og morede sig over Eriks Uheld. „Han er en +Djævel til at holde Udkig!“ sagde Gustav „du maa staa tidlig op om du +vil pudse ham.“ + +„Aa jeg skal vel lure ham,“ sagde Erik — „jeg er ikke født i Gaar jeg +heller. Og bliver han altfor gesnausig, saa vanker der paa Tandkødet.“ + +De blev med ét tavse, Forvalterens velkendte Skridt lød udenfor paa +Stenbroen. Erik luskede væk. + +Forvalterens Skikkelse dækkede hele Døraabningen: „Hvem har sendt Lasse +efter Brændevin?“ spurgte han barsk. + +De saa uforstaaende rundt paa hinanden. „Er Lasse væk?“ spurgte saa Mons +med den uskyldigste Mine af Verden. „Ja Gamlingen er jo glad for +Brændevin,“ sagde Anders forklarende. + +„Jo I er nogle nette Kegler,“ sagde Forvalteren „først kóster I den +Gamle af Sted, og saa lader I ham i Stikken. I fortjente Tæsk +allesammen.“ + +„Nej Tæsk fortjener vi ikke og tager heller ikke imod,“ sagde Forkarlen +og traadte et Skridt frem. „Forvalteren skal vide —“ + +„Hold Mund Mand!“ raabte Forvalteren ham ind i Ansigtet, og Karl Johan +trak sig tilbage. + +„Hvor er Erik henne?“ + +„Han er i Kamret vel.“ + +Forvalteren gik ind gennem Hestestalden, noget i hans Holdning sagde, at +han ikke var helt uforberedt paa et Angreb i Ryggen. Erik laa i sin Seng +med Dynen op over Næsen. + +„Hvad skal det sige — er du daarlig?“ spurgte Forvalteren. + +„Ja jeg tror nok jeg har taget Kulde — jeg ryster saa fælt.“ Han +forsøgte at klapre med Tænderne. + +„Det er davel ikke Faaresyge?“ sagde Forvalteren deltagende — „lad os se +lidt paa dig, stakkels Mand.“ Han vippede Dynen af ham ved et Snuptag. +„Se se, og du ligger med Søndagstøj paa — og lange Støvler! Det er +maaske Ligdragten? — du vilde vel blot ud og bestille Fattigjord til dig +selv hvad? Det er nok ogsaa paa Tiden vi faar dig i Jorden — synes jeg +ikke allerede du lugter!“ Han snusede ind et Par Gange. + +Men Erik sprang som en Staalfjeder ud af Sengen og stod rank op ad ham. +„Jeg er ikke død endnu, og lugter gør jeg kanske ikke mer end visse +andre!“ sagde han. Blikket gnistrede paa ham og jog lynsnart ud i Rummet +efter et Vaaben. + +Forvalteren mærkede hans brændende Aande i sit Ansigt — her var det ikke +raadeligt at trække sig tilbage! Han satte ham den knyttede Haand i +Mellemgulvet, saa Erik faldt bagover paa Sengen og hev efter Vejret; +greb ham saa i Bringen og holdt ham nede. Men det brændte i ham efter +noget mere — efter at hugge en tung Næve ned i Ansigtet paa dette Rak, +som grinede naar han vendte Ryggen til, og skulde drives til hver en +Smule. Her havde han endelig i Bringen alt det Tyendekvalm der gav +Tilværelsen den harske Smag — Misfornøjelse med Kosten, Krakileri under +Arbejdet, Trusler om at gaa naar der var aller travlest — Vrøvl i det +uendelige. Her var Slav for mange Aars Ærgrelse og Forsmædelse, han +manglede blot det lille Paaskud — et Knubs fra denne store Tamp der ikke +anvendte sine Kræfter i Arbejdet, men brugte dem til at gaa i Spidsen +som Urostifter. + +Men Erik laa ganske stille og saa paa sin Fjende med vagtsomme Øjne. +„Værsgod slaa kun, der er vel en Øvrighed her i Landet ogsaa,“ sagde han +med irriterende Ro. Det brændte i Forvalterens Muskler, men han maatte +slippe ham for ikke at faa Sag og Vrøvl. „Vil du saa huske til en anden +Gang ikke at være opsætsig!“ sagde han og slap sit Tag — „ellers skal +jeg vise dig at der er en Øvrighed til.“ + +„Naar Lasse kommer sender I ham op til mig med Brændevinen!“ sagde han +til Karlene idet han gik gennem Loen. + +„Fanden heller vel?“ svarede Mons halvhøjt. + +Pelle var løbet sin Far i Møde. Den Gamle havde smagt paa Varerne og var +i godt Humør. „Der var syv Mand i Baaden, og de hed Ole alle saa nær som +den ene, for han hed Ole Olsen!“ sagde han højtideligt da han saa +Drengen. „Ja var det ikke besynderligt du Pellemand, at de skulde hedde +Ole allesammen — saa nær som den ene forstaas, for han hed jo Ole +Olsen.“ Saa lo han og puffede hemmelighedsfuldt til Drengen. Og Pelle lo +med, han kunde godt lide at se Faderen i Humør. + +Karlene kom imod dem og tog Flaskerne fra Røgteren. „Han har smagt!“ +sagde Anders og holdt Flaskerne op mod Lyset. „Se til den gamle Dranker, +han har hilst paa Varerne.“ + +„Nej saa maa Flaskerne være utætte i Bunden!“ sagde Lasse der var helt +dristig af Snapsen — „for jeg har ikke andet end lige lugtet. Man maa +dog sikre sig, at det er riælle Sager og ikke det rene Vand man faar.“ + +De drev neden om Løkken, Gustav gik foran og spillede paa sin Harmonika, +over Flokken var der noget anspændt lystigt. En og anden sprang i Vejret +bedst som han gik, de udstødte korte Hyl og sendte løsrevne Eder ud i +Luften paa maa og faa. Bevidstheden om de fyldte Flasker, Lørdagaftenen +med dens Hviledag i Ryggen og fremfor alt Krigen med Forvalteren satte +Sindet op i dem. + +De lejrede sig neden for Kostalden, i Græsset tæt ved Dammen. Solen var +forlængst gaaet ned, men Aftenhimlen faldt lysende ind. Naar Ansigterne +vendte sig mod Vest var det som et Brandskær gik over dem, og de hvide +Gaarde indover lo blændende i Skumringen. + +Nu kom Pigerne gaaende over Græsset. De gik med Hænderne under Forklædet +og lignede sorte Udklip i den straalende Himmel; de nynnede paa en blød +Folkesang og lod sig glide ned i Græsset ved Siden af Karlene; +Aftenskumringen sad dem i Sindet og gjorde deres Skikkelser og Stemmer +blide som et Kærtegn. Men Karlene var ikke blidt stemte, de foretrak +Flasken. + +Gustav gik rundt og smaafantaserede paa sin Harmonika. Han søgte et Sted +at sidde, smed sig endelig i Skødet paa Karna og spillede op. Erik var +først paa Benene, han førte an i Anledning af sit Udestaaende med +Forvalteren og rev Bengta op af Græsset med et Ryk. De dansede svensk +Polka, og paa et bestemt Sted i Melodien hev han hende op i Luften med +et Raab. Hvergang hvinede hun, og de tunge Skørter stod om hende som +Halen paa en kalkunsk Hane, saa enhver kunde se hvor langt der var til +Søndag. + +Midt i en Hvirvel slap han hende, saa hun tumlede hen over Græsset og +faldt. Forvalterens Vindu kunde ses hernede fra, og en lys Plet var +kommet til Syne i det. „Han glor, Kors i Herrens Fryd hvor han glor! Kan +du se denne her du?“ Erik raabte højt og holdt en Brændevinsflaske i +Vejret. Saa drak han: „Skaal! Gubben Satans Skaal! Han lugter, Svinet! +Fy ptøj!“ De andre lo, Ansigtet deroppe trak sig tilbage. + +Ind imellem Dansen legede de, drak og tog Krafttag. De blev bestandig +uberegneligere i deres Handlinger, udstødte pludselige Vræl der fik +Pigerne til at skrige højt, smed sig midt i Dansen plask paa Jorden og +stønnede som var de døende, sprang pludselig op igen med vilde Fagter og +spændte Ben for den nærmeste. Et Par Gange sendte Forvalteren Eleven ned +og bød dem forholde sig rolige, men Larmen blev blot værre deraf. „Hils +ham og sig, at han kan gaa sine Hundeærender selv!“ raabte Erik efter +Eleven. + +Lasse puffede til Pelle og trak sig lidt og lidt tilbage. „Nu er det nok +bedst vi to gaar til Hvile,“ sagde han da de var sluppet ubemærket bort +— „én ved aldrig hvad dette kan føre til. De ser rødt allesammen, ret +snart begynder de vel at danse Bloddansen. Ak ja havde jeg været ung, +skulde jeg vist ikke lusket bort som en Tyv, men blevet og taget hvad +der maatte komme. Der var en Tid, da Lasse kunde sætte begge Hænder i +Jorden og slaa sin Modstander i Ansigtet med Støvlehælene, saa han sank +til Jorden som et Straa. Men nu er den Tid forbi, og det er klogest at +hytte sig. Der kan komme baade Politi og meget andet ud af dette her. +Ikke at tale om Forvalteren du! Nu har de gaaet og tirret ham hele +Sommeren med den Erik i Spidsen; men faar de ham først rigtig gal i +Hovedet, saa kan Erik godt gaa hen og lægge sig.“ + +Pelle vilde gærne blive lidt oppe og se paa dem. — „Naar jeg kryber hen +bag Gærdet og lægger mig — aa du Far hvad!“ tryglede han. + +„Æv det er noget dumt Paahit, de kan hitte paa at handle ilde med dig om +de faar fat i dig — det værste er oppe i dem. Naa men du maa selv staa +for’et — og pas for alting paa at de ikke ser dig.“ + +Saa gik Lasse i Seng, men Pelle krøb frem paa Maven bag Gærdet, til han +kom tæt ind paa dem og kunde se alting. + +Gustav sad endnu paa Karnas aabne Skød og spillede, og hun holdt trofast +om ham med Armene. Men Anders havde lagt Armen om Livet paa Bodil. +Gustav opdagede det, kylede med en Ed Harmonikaen saa den trillede over +Græsset, og sprang op. De andre smed sig i en Rundkreds og laa og +pustede inderligt, de ventede sig noget. + +Gustav lignede en Vild der danser Krigsdansen. Munden stod aaben paa +ham, Øjnene stirrede blankt. Han var ene Mand paa Græsset og gik som en +Bold mod Jorden og fra Jorden igen, hoppede paa Hælene og slog skiftevis +Benene op i Højde med sit Hoved; ved hvert Kast udstødte han sit +skingrende Tju! Saa skød han lige til Vejrs og snurrede rundt oppe i +Luften, kom ned paa den ene Hæl og blev ved at snurre rundt som en Top. +Idet han snurrede, gjorde han sig mindre og mindre som vilde han gaa +helt i Jorden, eksploderede saa i et Spring og faldt lige ned i Skødet +paa Bodil, der henrykt slog Armene om ham. + +Som et Lyn havde Anders begge Hænder i hans Skuldre bagfra, satte +Fødderne i Ryggen paa ham og lod ham „skyde Krage“ saa han trillede. Det +hele skete i Tempo, og Gustav blev kaadt ved at rulle hen over Græsset, +i Stød som en ujævn Kugle. Men pludselig stansede han og stod med et +Spring paa Fødderne; han stirrede stivt frem for sig, gjorde saa omkring +med et Ryk og gik langsomt hen imod Anders. Anders rejste sig hurtigt, +skubbede Huen paa Snur, smækkede med Tungen og gik frem. Bodil satte sig +bredere til Rette paa Jorden, hun saa sig hoverende om i Kredsen og +indkasserede begærligt de andres Misundelse. + +De to Modstandere stod Ansigt til Ansigt og følte sig frem til et godt +Greb. De strøg kælent ned ad hinanden, kneb hinanden i Siden og kom med +smaa spøgefulde Vendinger. + +„Kors i Jøsses hvor du er fed, Bror.“ Det var Anders. + +„Og sikke Batterier du har, du kunde godt være et Kvindfolk,“ svarede +Gustav og tog Anders paa Brystet. „Ih saa blød du dog er!“ Deres +Ansigter lyste af Haan. Men Øjnene fulgte aarvaagent Modstanderens +mindste Bevægelser, hver af dem ventede et Snuptag fra den anden. + +De andre laa og strakte sig rundt om i Græsset. „Kan I snart faa Ende +paa det?“ raabte de utaalmodigt. + +De to blev ved at staa og lege som var de angst for at tage fat — eller +maaske trak det ud for at nyde det desto mere. Men pludselig havde +Gustav Anders i Kraven, kastede sig bagover og slyngede ham hen over +Hovedet paa sig. Det gik saa hurtigt, at Anders intet Hold fik i Gustav; +men i Svinget hagede han sig fast i hans Haar, og de faldt begge — paa +Ryggen, med Hovederne sammen og Kroppene udstrakt til hver sin Side. + +Anders var faldet tungt og laa halvbedøvet men slap ikke sit Tag i +Gustavs Haar. Gustav snoede sig rundt og forsøgte at komme paa Benene +men kunde ikke frigøre sit Hoved. Saa vred han sig i Stilling igen +hurtig som en Kat, skød en baglæns Kolbøtte hen over Kammeraten og faldt +ned paa ham med sit Ansigt mod hans. Anders prøvede at sætte Fødderne i +Vejret og opfange ham men kom for sent. + +Anders kastede sig i de voldsomste Ryk, laa stille og spændte igen i med +pludselig Styrke for at vælte Gustav af, men Gustav var sej. Han smed +sig tungt ned paa sin Modstander og jog alle fire Lemmer ud til Støtte +mod Jorden, sad pludselig op igen og stødte sit Sæde ned i Anders’ +Bughule for at tage Vejret fra ham. De havde begge hele Tiden Tanken +henvendt paa at faa Kniven listet frem; og Anders der nu var helt Herre +over sin Forstand igen, huskede tydelig at han ingen havde hos sig. „Ak, +ak!“ sagde han højt — „jeg elendige Fusk!“ + +„Du jamrer dig jo!“ sagde Gustav og sænkede sit Ansigt over ham. „Vil du +bede om Godtvejr kanske?“ + +I det samme følte Anders Gustavs Kniv trykke mod sit Laar, i et Lyn +havde han Haanden dernede og vristede den frem. Gustav prøvede at tage +den fra ham men opgav det for ikke at blive smidt af; han indskrænkede +sig saa til at sikre sig Anders’ ene Haand saa han ikke kunde folde +Kniven ud, og gav sig til at _sætte_ med Kroppen ned mod hans Bughule. + +Anders laa halv opgivet og tog imod Stødene uden at værge for sig — der +undslap ham et Gisp for hvert Sæt. Men hans venstre Haand arbejdede +ivrigt paa at aabne Kniven mod Jorden, og pludselig jog han den i +Gustav, netop som denne hævede sig højt op for at bibringe ham et +kraftigt Stød. + +Gustav greb Anders om Haandleddet, hans Ansigt fortrak sig. „Fy fan dit +Svin, hvad roder du dér efter?“ sagde han og spyttede Anders ned i +Ansigtet. „Han søger til Bagdøren den Stymper — for at slippe væk!“ +Gustav saa sig om i Kredsen, frynende som en ung Tyr. + +De kæmpede rasende om Kniven, brugte Hænder og Tænder og Panden med. Da +Gustav ikke kunde bemægtige sig Vaabnet, gik han ud paa at føre Anders’ +Haand saaledes at han stødte det i sig selv. Det lykkedes ham, men +Stødet var skævt; Bladet lukkede sig om Anders’ Fingre, saa han slængte +Kniven fra sig med en Ed. + +Erik sad og fik ondt op i sig over, at han ikke længer var Aftenens +Helt. „Er I snart færdige I to Hanekyllinger, eller maa jeg kanske faa +en lille Bid med?“ sagde han og forsøgte at skille dem ad. De bed sig +fast i hinanden, men saa blev Erik gal og gjorde noget som der gik Ry af +siden hen. Han tog et fast Tag i dem og plantede dem begge paa Benene. + +Gustav stod og saa ud som vilde han kaste sig ind i Striden igen, der +gik sure Trækninger over hans Ansigt. Men saa begyndte han at svaje som +et rodhugget Træ og sank lige ned. Bodil var den første der kom ham til +Hjælp, med et Skrig løb hun hen og slog Armene om ham. + +Han blev baaret ind og lagt i Seng, Karl Johan hældte Brændevin i det +dybe Snit for at rense Saaret ud, og holdt det sammen mens Bodil næstede +med Naal og Traad fra en af Karlenes Læddiker. Saa spredtes de, Par om +Par som de var Venner til. Men Bodil blev hos Gustav — hun var ham +alligevel god. + + * * * * * + +Saadan var det den Sommer, Krig og Ufred med Forvalteren, som de +alligevel ikke turde gøre noget naar det kom til Stykket. Saa slog det +Onde sig indad, og de gik løs paa hinanden. „Et Sted skal det jo ud,“ +sagde Lasse, der ikke holdt af denne Tilstand og dyrt lovede sig selv at +flytte saa snart der tilbød sig noget andet — om de saa skulde rømme fra +Løn og Klæder og alting. + +„Lønnen er de misfornøjede med, Arbejdstiden er dem for lang, og Føden +er ikke god nok. Den kaster de i Grams med, saa det kan gøre én ondt at +se paa — det er dog ligefuldt Guds Gaver om end den kunde været bedre. +Og det er Erik det hele skriver sig fra! Altid gaar han og skryder og +skræpper op, og ondt sætter han i de andre saa lang Dagen er. Men +saasnart Forvalteren er over ham, tør han alligevel ingenting han +heller. Saa kryber de i et Musehul hver og én; Far Lasse er nok ikke saa +stor en Kryster som nogen af dem, alt det gammel og til Aars han er. + +„Samvittigheden er vel nok det bedste Rygstød, har man den og har gjort +sin Pligt, saa kan man se baade Forvalter og Proprietær — og Gudfader +med — frit i Øjnene. For det maa du altid huske Pøjke, ikke at sætte dig +op imod dem der er sat over dig. Der skal nogle være Tjenere og andre +Herrer; hvordan skulde det ellers gaa med alting, om ikke vi som +arbejder vilde gøre vor Pligt. De fine kan én vel ikke forlange skal +mugge i Kostalden og give sig til at rense Lokum.“ + +Alt dette laa Lasse og udviklede, efter at de var kommet i Seng. Men +Pelle havde andet at bestille end at høre efter. Han sov trygt og +drømte, at han var Erik selv og pryglede Forvalteren med en stor Kæp. + + + + + XIV + + +Paa Pelles Tid var Spegesild Bornholmerens vigtigste Føde. Det var den +staaende Frokostret i alle Lag af Samfundet, og nedefter beherskede den +Aftensbordet ogsaa — og gik stundom igen ved Middag i en lidt ændret +Skikkelse. „Det er et daarligt Madsted,“ sagde Folk spottende om den og +den Gaard — „man faar kun Sild 21 Gange om Ugen.“ + +Naar Hylden stod i Blomst væltede ordenlige Mennesker efter god gammel +Skik Saltkarrene frem og begyndte at kigge mod Havet — da er Silden +fedest. Fra det skraa Land, der næsten overalt har et Glimt af Søen, +spejdedes der i de tidlige Sommermorgener langt efter de hjemvendende +Baade; Vejret og Baadenes Leje i Søen gav Varsler for Vintersulet. Saa +kunde Rygtet komme vandrende op over Øen — om stor Fangst og godt Køb. +Bønderne rullede til Staden eller Lejet med deres rummeligste Vogne, og +Sildemanden arbejdede sig op gennem Landet fra Hytte til Hytte med sin +Krikke, der var saa ussel at enhver havde Lov at skyde den for Panden. + +Om Morgenen naar Pelle slog Stalddørene op ud til Marken, stod Disen som +et lysegraat Vand i alle Lavninger; og inde paa Højdedragene hvor Røgen +stod frisk af Huse og Gaarde, saa han Mænd og Kvinder komme frem om +Gavlen, halvtpaaklædte eller i bart Linned, og stirre udover. Han løb +selv hen om Udhusene og kiggede ud mod Søen, der laa blank som Sølv og +tog Farver af Dagen. De røde Sejl hang slappe ned og lignede Blodplask i +Dagglansen, Baadene laa dybt i Vandet og stræbte langsomt hjemad for +Aareslagene, sled sig frem som altfor drægtige Kør. + +Men det kom altsammen ikke ham og hans ved. Stengaarden købte ligesom +Sognets Fattige først sin Sild efter Høst, naar den var tør som en Pind +og næsten ingenting kostede. Paa den Tid af Aaret faldt Silden gærne +rigeligt, og solgtes for 15-20 Øre Olen saa længe Efterspørgslen varede. +Siden afsattes den i Læssevis til Svineføde eller gik paa Møddingen. + +En Søndag Morgen Senhøstes kom der løbende Bud til Stengaarden fra +Staden, at nu var der Sild at faa. Forvalteren kom ned i Folkestuen mens +de sad ved Morgenmaalet, og gav Ordre til at rykke ud med alle +Arbejdsspand. „Det bliver saa jer ogsaa!“ sagde Karl Johan til de to +Stenværkskuske, som var gift og bosiddende oppe mod Værket men kom ned +og spiste. + +„Nej vore Heste kommer ikke af Stalden til det Brug!“ sagde Kuskene — +„de og vi kører kun Sten og intet andet.“ De sad en Stund og bredte sig +med Spydigheder til visse Folk som ikke engang havde Søndagen til egen +Raadighed; den ene strakte sig paa en forbandet drillende Maade. „Aah! +jeg tror jeg gaar hjem og tager en Formiddagslur. Det gør alligevel godt +at være sin egen Mand én Gang om Ugen.“ Saa gik de hjem til Kone og Børn +for at holde Søndag. + +Karlene gik en Stund og gav ondt af sig — det skulde nu saadan være. I +og for sig havde de ikke noget imod Turen, lidt Fest kunde der vel ikke +undgaa at blive. Der var Beværtninger nok i Staden, og de skulde sagtens +indrette det med den Sild, saa de ikke kom hjem meget før Aften. I +værste Fald kørte Erik sin Vogn i Stykker, saa var de nødt til at blive +derinde, mens den blev gjort i Stand. + +De stod ude i Stalden og vendte Pengepungene — store solide Skindpunge +med Staallaas, der kun lod sig aabne ved et Tryk paa en hemmelig +Mekanisme; men de var tomme. + +„Det var Satans,“ sagde Mons og kiggede skuffet ned i sin Pung — „ikke +saa meget som Lugten af en Enøre er der! Den maa jo være læk saa.“ Han +kiggede den efter i Sømmene, holdt den klods op ad Øjnene, lyttede til +sidst ned i den. „Fan kan forstaa det, jeg synes jeg hører en Tokrone +smaasnakke. Det maa jo være Spøgeri!“ Han sukkede og stak Pungen i +Lommen. + +„Du din fattige Lus,“ sagde Anders „har du nogensinde snakket med en +Tokrone? Nej her er Karl her!“ Han halede en stor Pung frem. „Jeg har +den Tikrone endnu, som Forvalteren snød mig for ved Majdag; men jeg +ømmer mig ved at bruge den, den skal gemmes til jeg bliver gammel.“ Han +greb ned i den tomme Pung og lod som han viste noget frem. De lo og +gjorde Løjer, Humøret var højt ved Tanken om Byturen. + +„Men Erik dér har sikkert Penge paa Kistebunden!“ sagde saa én — „han +tjener for en høj Løn og har en rig Moster i Helvede.“ + +„Ak nej“ svarede Erik klynkende „jeg maa jo betale til en halv Snes +Unger, som ingen anden Far kan faa udlagt. Men Karl Johan faar skaffe, +hvad er han ellers Forkarl for.“ + +„Det gaar ikke!“ sagde Karl Johan betænkeligt. „Beder jeg Forvalteren om +Forskud nu vi skal til Staden, saa siger han blankt nej. Gud ved om ikke +Pigerne har Løn liggende?“ + +De kom netop skramlende op fra Kostalden med deres Mælkespande. + +„Hør Piger!“ raabte Erik ud til dem „kan ikke en af jer laane os ti +Kroner? Hun skal faa Tvillinger for det til næste Paaske — saa farrer +Soen alligevel.“ + +„Du lover godt du!“ sagde Bengta og stansede; de satte Mælkespandene og +snakkedes ved om det. „Mon ikke Bodil har?“ sagde Karna. „Nej for hun +sendte de ti Kroner hun havde liggende, til sin Mor forleden Dag,“ +svarede Marie. + +Mons klaskede Kasketten i Gulvet og gjorde et Hop. „Jeg gaar op til +selve Gubben Satan,“ sagde han. + +„Saa kommer du paa Hovedet ned ad Trapperne, at du ved det!“ + +„Fan heller vel, naar ens egen gamle Mor ligger dødsens syg derinde i +Staden og hverken har til Dokter eller Mikstur. Jeg er vel ikke +daarligere Barn end Bodil.“ Han gik op mod Stentrappen. De stod og +kiggede efter ham gennem Stalddøren, til Forvalteren kom og de fik +travlt med Vognene. Gustav gik søndagsklædt med en Bylt Tøj under Armen +og saa paa dem. + +„Hvorfor gaar du ikke i Gang?“ sagde Forvalteren. „Se at faa spændt +for.“ + +„Forvalteren har selv givet mig fri i Dag,“ sagde Gustav og fortrak +Ansigtet — han skulde ud med Bodil. + +„Av — det er sku sandt! — saa bliver der en Vogn mindre. Du maa tage fri +en anden Dag i Stedet.“ + +„Det kan jeg ikke.“ + +„Hvad F— og hvorfor ikke om man tør spørge?“ + +„Nej for jeg har faaet fri i Dag.“ + +„Jamen for Pokker Menneske, naar jeg nu siger du maa faa fri en anden +Dag i Stedet for.“ + +„Nej det kan jeg ikke.“ + +„Men hvorfor dog Menneske — er der noget presserende du skal?“ + +„Nej, men jeg har faaet fri i Dag.“ Det saa ud som Gustav grinede lumsk, +men han vendte nok blot Skraaen i Munden. Forvalteren traadte haardt af +Vrede. + +„Men jeg kan saa godt blive helt væk, om Forvalteren har ondt af at se +paa mig!“ sagde Gustav blødt. + +Forvalteren hørte det ikke, men vendte sig rask; lang Erfaring havde +lært ham at overhøre den Slags Tilbud i den travle Tid. Han saa op til +sit Vindu som kom han pludselig i Tanker om noget, og løb i Spring op ad +Trappen. De havde Krammet paa ham, naar de slog paa den Stræng. Men til +Vinter kom Turen til ham, og saa blev det de andre der maatte tie og +taale — for at have Tag over Hovedet i den sløje Tid. + +Gustav blev ved at spanke om med sin Bylt uden at tage en Haand i; de +andre lo opmuntrende til ham. + +Forvalteren kom ned igen og gik hen til ham. „Spænd saa for inden du +gaar,“ sagde han kort. „Saa kører jeg dine Heste.“ + +Der gik en ond Knurren fra Mand til Mand. „Vi skal have Hunden med!“ +sagde de halvhøjt til hinanden. „Hvor er Hunden henne? vi skal have +Hunden med.“ Forvalteren skulde høre det. + +Det blev ikke bedre, fordi Mons kom ned ad Trappen med Ansigtet i en +vidunderlig from Skelen, og holdt en Tikroneseddel foran Maven. „Nu kan +det være lige fedt, for vi skal have Hunden med!“ sagde Erik. Mons’ +Ansigt skiftede med et Ryk, han gav sig til at bande indædt. De gik og +pillede ved Vognene uden at tage fat, deres Øjne lyste ondt. + +Forvalteren kom ud paa Trappen i Overtøj. „Kan I snart faa spændt for!“ +tordnede han. + +Stengaardens Folk holdt lige saa stærkt over Rangfølgen som Øens egen +Befolkning, og den var lige saa indviklet. Forkarlen sad øverst ved +Bordet og tog først, han gik forrest ved Mejningen, og havde første Pige +til at lægge Læsset naar der kørtes ind; han var første Mand oppe, og +forrest naar de drog i Marken, ingen maatte smide Redskaberne før han +havde gjort det. Efter ham kom anden Karl, tredje o. s. v. og endelig +Daglejerne. Hvor ikke personligt Tykke greb stærkt ind, var Forkarlen +som en Selvfølge Kærest med første Pige o. s. v. nedefter; flyttede en +af dem overtog Efterfølgeren Forholdet — det var Ligevægtstilstanden. +Her blev Rangfølgen dog ofte brudt, men aldrig naar det angik Hestene. +Gustavs Heste var de simpleste, og ingen Magt i Verden skulde have faaet +Forkarlen eller Erik til at køre dem — end ikke Proprietæren selv. + +Forvalteren vidste det, og saa hvordan Karlene gottede sig, da Gustavs +Krikker blev spændt for. Han bed Ærgrelsen i sig; men da de hoverende +stillede Gustavs Køretøj bagest i Rækken, blev det ham for meget. Han +befalede at de skulde køre det frem foran de andre. + +„Mine Heste plejer ikke at gaa bagved Rumpedragerens!“ sagde Karl Johan +og smed truende Tømmen; det var Øgenavnet for den sidste i Rækken. De +andre stod og gemte Grin af Vejen, saa Forvalteren var lige ved at koge +over. + +„Er du saa endeklemt efter at være i Spidsen, saa værsgod,“ sagde han +behersket. „Jeg kan godt køre efter dig.“ + +„Nej mine Heste hører til efter Forkarlens, ikke efter Rumpedragerens,“ +sagde Erik. + +Dette her var nok et Skældsord, saadan som de smagte paa det den ene +efter den anden og skelede forblommet. Skulde han døje det Rækken ud, +saa var han med det samme umulig her paa Gaarden. + +„Ja og mine gaar bagefter Eriks,“ begyndte Anders nu „— ikke efter — — +efter Gustavs,“ rettede han det hurtigt. Forvalteren havde hugget sit +Blik i ham og gjorde et Skridt frem for at slaa ham i Stenbroen. + +Forvalteren stod et Øjeblik stille, ligesom lyttende — hans Armmuskler +skælvede. Saa sprang han op i Vognen. + +„I er jo skrupkuldrede i Dag,“ sagde han. „Men nu kører jeg foran, og +den der understaar sig i at mukke, skal faa en i Synet saa han ryger fem +Dage ind i næste Uge.“ Han svingede uden om Rækken, Eriks Heste som +vilde dreje for, fik en af Pisken saa de stejlede. Erik gav sig til at +rase med Dyrene. + +De gik slukørede om og gav sig Tid for at lægge Vej mellem sig og +Forvalteren. „Ja saa faar vi vel se at komme af Sted,“ sagde endelig +Karl Johan og satte sig til Vogns. Forvalteren var allerede godt paa +Vej, Gustavs Krikker tog sig svært sammen i Dag — de holdt nok af at +være foran. Men Karl Johans Heste var misfornøjede og drev paa, de led +ikke den nye Ordning. + +Ved Landhøkerens gjorde de Holdt og fik Humøret sat lidt op. Da de igen +tog Landevejen fat gjorde Karl Johans Heste sig balstyrige, han maatte +file dem til Ro. + +Rygtet om Fangsten havde bredt sig op over Landet, og Vogne fra andre +Gaarde indhentede dem eller krydsede dem paa Vej til Fiskerlejerne. De +der boede nærmere ved Byen var allerede paa Hjemvejen med svingende Læs. +„Ses vi i Staden til en Skænk?“ raabte en Karl i Forbifarten til Karl +Johan „jeg skal ind efter et Læs til.“ + +„Nej vi kører Herskabskørsel i Dag!“ svarede Forkarlen og pegede frem +mod Forvalteren. + +„Ja jeg ser’en — han er fint kørende i Dag. Jeg troede det var Kong +Lasarus!“ + +En Kending af Karl Johan kom imod dem med et svingende Læs Sild, han var +eneste Karl paa en af de smaa Gaarde. „Du har nok ogsaa været i Staden +efter Vintersul,“ sagde Karl Johan og holdt Hestene an. + +„Ja til Svinene!“ svarede den anden — „os andre blev der rigtignok lagt +til paa Forhøsten. Dette er jo ikke Folkeføde!“ Han tog en Sild mellem +Fingrene og lod som han brækkede den midt over. + +„Nej for saadanne store Herrer vel ikke,“ svarede Karl Johan bidsk. „Du +er jo saa højt paa Straa at du spiser ved samme Bord som Husbond og +Madmoder, har jeg hørt.“ + +„Ja det er nu saadan Skik og Brug til vort,“ svarede den anden. „Vi +kender ikke til det med Herrer og Hunde.“ + +„Saa er det vel ogsaa sandt at du ligger hos Konen hveranden Nat?“ sagde +Karl Johan giftigt. De andre lo; den fremmede Karl svarede ikke men +kørte videre. I Karl Johan aad det indvendig — han kunde ikke lade være +at sammenligne. + +De havde indhentet Forvalteren, og nu blev Hestene spiltossede; de vilde +bestandig forbi, og benyttede hvert uforvarende Øjeblik til at gaa frem, +saa Karl Johan var lige ved at køre Drætten ind i Forvalterens Baggavl. +Til sidst blev han træt af at regere med dem og gav dem Tømmen, de strøg +ud over Grøftekanten og frem foran Gustavs Spand, dansede lidt paa +Landevejen og faldt saa til Ro. Nu var det Eriks Heste der var tossede. + +— — + +Paa Gaarden blev alle Husmandskonerne stævnet sammen til om +Eftermiddagen, Ungkvæget var i Løkken, og Pelle løb fra Hytte til Hytte +med Budstikken. Han skulde selv gaa Kvindfolkene til Haande sammen med +Lasse, og var henrykt over denne Afbrydelse i det daglige; det var en +hel Fridag for ham. + +Ved Middagstid kom Karlene hjem med de tunge Læs Sild, der blev væltet +ud over Stenbroen i den øvre Gaard omkring Posten. Der havde ingen +Lejlighed været til at slaa sig løs i Staden, og de var i ondt Lune. Kun +Mons den Abekat gik og grinede over hele Ansigtet; han havde været henne +hos sin syge Mor med Pengene til Doktor og Mikstur, og kom igen i sidste +Øjeblik med en Bylt under Armen, i det mest straalende Humør. „Det var +en Mikstur!“ gik han og gentog og slog Smæld med Tungen — „en fortærende +stærk Mikstur.“ + +Han havde haft en haard Tørn at bestaa med Forvalteren, inden han fik +Lov at gaa sit Ærende. Forvalteren var en mistænksom Mand, men over for +Mons’ skælvende Tale om, at det dog vilde være for haardt at nægte en +stakkels Mand Ret til at hjælpe sin syge Mor, var det vanskeligt at +holde Stand. „Tilmed bor hun tæt herved og jeg ser hende maaske ikke +mere i dette Liv,“ sagde Mons bedrøvet. „Og Pengene som jeg fik i +Forskud af Proprietæren til det samme? skal jeg maaske gaa og klatte dem +hen i Drik, mens hun ligger og har ikke til det bare Brød?“ + +„Naa hvordan havde saa din Mor det?“ spurgte Forvalteren, da Mons kom +halsende i sidste Øjeblik. + +„Ak hun gør’et saa vist ikke længe!“ sagde Mons med Dirren i Røsten. Men +han straalede over hele Ansigtet. + +De andre gik og saa ondt til ham, mens de læssede Silden af; de kunde +godt pryglet ham for hans svinagtige Held. Men det gik over, da han inde +paa Kamret løste op for Bylten. „Det er til jer fra min syge Mor!“ sagde +han og trak en Dunk Brændevin frem. „Og saa skulde jeg jo hilse mange +Gange, og takke jer fordi I er saa gode ved hendes lille Søn.“ + +„Hvor var du henne?“ spurgte Erik. + +„Jeg sad oppe i Beværtningen paa Havnebakken hele Tiden for at have et +Øje med jer; jeg kunde ikke undvære at se jer, saa henrivende tørstige I +saa ud. At I ikke lagde jer plask ned paa Maven og drak af Havet alle +Mand.“ — — + +Om Eftermiddagen sad Husmandskonerne og Gaardens Piger om de store +Sildedynger ude ved Posten og gællede Silden. Lasse og Pelle pumpede +Vand til Skylningen og rensede de store Saltkar, som Karlene trillede op +fra Kælderen; to af de ældste Koner havde det betroede Hværv at mænge. +Forvalteren gik frem og tilbage ved Hovedtrappen og røg sin Pibe. + +Sildelægningen hørte ellers til de fornøjelige Arbejder, men i Dag var +der Misstemning over hele Linjen. Kvinderne sladrede løs under Arbejdet, +men Snakken var ikke uskadelig, den havde sin Adresse — Karlene havde +sat ondt i dem. Naar de lo, lød det af Bagtanke. Karlene maatte kaldes +frem og have Ordre for hver enkelt Ting der skulde udføres; de gik +trevent til det og trak sig straks tilbage til Kamrene. Men derinde var +de des lystigere, de sang op og morede sig. + +„De gør sig til Gode de,“ sagde Lasse med et Suk til Pelle; „de har en +hel Dunk Brændevin, som Mons havde skjult i sin Sild. Den skal være saa +ekstra umanerlig god.“ Lasse havde ikke selv smagt den. + +De to holdt sig uden for Krægleriet — de følte sig for svage. Pigerne +havde ikke haft Mod til at nægte det ekstra Søndagsarbejde, men de var +ikke bange for at smaasnærte, og fniste ad ingenting, for at Forvalteren +skulde tro det var ad ham. Hvert Øjeblik spurgte de højt hvad Klokken +var, eller stansede Arbejdet for at lytte over mod Karlekamrene hvor det +gik stadig lystigere til. Nu og da blev en Karl slynget ud i Gaarden +indefra; han skrubbede duknakket og grinende ind igen. + +Efterhaanden kom Karlene drivende ud; de havde faaet Huen i Nakken nu, +og deres Blik veg ikke. De stillede sig op i den nedre Gaard — hængende +over Stakittet — og betragtede Pigerne. Hvert Øjeblik spruttede de ud i +Grin og holdt brat inde, med et forskrækket Blik hen til Forvalteren. + +Forvalteren gik frem og tilbage ved Trappen, han havde sat Piben fra sig +og samlet sig mere, da Karlene kom ud, han gik og knaldede med en +Kørepisk og øvede sig i Selvbeherskelse. „Om jeg vilde, bukkede jeg +begge Ender sammen paa’en!“ hørte han Erik sige højt inde i en Samtale. +Forvalteren ønskede inderligt, at Erik vilde gøre Forsøget; hans Muskler +laa og brændte sammen under denne utilfredsstillede Trang til at udlade +sig. Men hans Hjærne svælgede i Slagsmaal, han var i Kast med hele +Flokken og gennemgik alle Kampens Enkeltheder. Disse Kampe havde han +gennemlevet saa tidt, især i den senere Tid; han havde tænkt sig ind i +alle vanskelige Situationer, og der var ikke et Sted paa hele +Stengaarden, uden han vidste hvad der dér egnede sig til Vaaben. + +„Hvad er Klokken?“ spørger en af Pigerne højt, vel for tyvende Gang. + +„Lidt sidere end Særken,“ svarer Erik rask. + +Pigerne ler. „Aa Snak sig os nu hvad den er?“ udbryder en anden. + +„Tre Kvarter paa Møllerens Pige,“ svarer Anders. + +„Aa I er nogle Narre — kan I nu ikke svare ordenligt. Du Karl Johan?“ + +„Den er rund!“ siger Karl Johan alvorligt. + +„Nej alvorlig talt, nu skal jeg sige jer hvad den er,“ udbryder Mons +troskyldigt og trækker et stort „Koøje“ op af Lommen. „Den er —“ han ser +skarpt paa Uret og bevæger Læberne efterregnende. „Det var dog som +Pokkers!“ udbryder han og klasker himmelfalden Haanden i Stakittet — +„den er jo akkurat det samme som i Gaar ved denne Tid.“ Spøgen er +gammel, men Kvindfolkene hviner op af Latter — det er jo Mons der siger +det. + +„Bryd jer ikke om Klokken,“ kommer Forvalteren og siger. „Se hellere at +faa Arbejdet fra Haanden.“ + +„Nej Klokken er for Skræddere og Skomagere — ikke for ærlige Folk!“ +siger Anders halvhøjt. + +Forvalteren drejer sig mod ham hurtigt som en Kat, og Anders jager Armen +krum op for Hovedet som vil han afbøde et Slag. Saa spytter Forvalteren +blot med et haanligt Grin og genoptager sin Vandring, og Anders staar +der brændende rød i Hovedet, og ved ikke hvor han skal gøre af sine +Øjne. Han klør sig et Par Gange i Nakken, men det kan ikke bortforklare +den besynderlige Armbevægelse; de andre staar og griner ad ham, der maa +gøres noget ovenud dristigt for at redde Æren. Saa haler han op i +Bukserne og slaar en stor Fjært, idet han driver ned mod Kamrene for at +være paa den rigtige Side. Kvindfolkene hviner op, og Karlene lægger +Hovedet ned paa Stakittet og ryster af Grin. — — + +Saadan gik Dagen, med Ondskab og Drilleri i det uendelige. Om Aftenen +drev Karlene ud for at holde Sjov paa Landevejen og fortrædige de +Vejfarende. Lasse og Pelle var trætte og gik tidlig i Seng. + +„Gudskelov vi har denne Dag taget!“ sagde Lasse da han kom under Dynen — +„det har været en rigtig ond Dag. Et Guds Mirakel er det at der ikke +flød Blod, der var en Stund da Forvalteren saa mig ud til det værste. +Men Erik ved jo nok, hvor langt det kan gaa an at vove sig ud.“ + +Næste Morgen lod det hele til at være glemt, de røgtede Hestene som +sædvanlig, og Kl. 6 drog de i Marken med deres Leer for at slaa noget +tredje Slæts Kløver. De saa surøjede, slappe og utidige ud. Blikdunken +laa uden for Stalddøren og var tom, idet de gik forbi sparkede de til +den. + +Pelle hjalp til med Silden i Dag ogsaa, men syntes ikke det var morsomt +længer. Han længtes allerede efter at være ude i det fri igen med sine +Kreaturer, her maatte han springe for alle og enhver. Saa tidt han turde +gjorde han sig Ærende uden for Gaarden, for saa imens gik den Tid! + +Op ad Formiddagen bedst som Karlene gik og slog den tynde Kløver, +slængte Erik sin Le saa den hoppede syngende over Skaarene. De andre +stansede Arbejdet. + +„Hvad er det med dig Erik?“ sagde Karl Johan „har du Fluer i Hovedet?“ + +Erik stod med sin Kniv i Haanden og følte paa Eggen, han hverken hørte +eller saa. Saa vendte han Ansigtet opad og frynede mod Himlen, Øjnene +laa langt inde og virkede ikke, Læberne vældede tykke frem. Han udstødte +nogle uforstaaelige Lyde og kom i Drift, op mod Gaarden. + +De andre stod en Stund og fulgte ham med stikkende Øjne, saa smed de +Leen en efter en og satte sig i Bevægelse. Kun Karl Johan blev hvor han +var. + +Pelle var netop ude ved Løkken for at efterse, at ingen af Ungkvæget var +brudt ud. Da han saa Karlene komme stilende op mod Gaarden, spredt, som +en Flok Kvæg i Drift, anede han Uraad og løb ind. „Nu kommer Karlene +ansættende Far!“ hviskede han. + +„Da gør de vel ikke det?“ svarede Lasse og kom til at ryste. + +Forvalteren gik og bar Sager fra sit Værelse ned i Ponyvognen, han +skulde køre til Bys. Han havde Favnen fuld da Erik kom søgende gennem +den store aabne Port dernede, med fordrejet Ansigt og en stor bredbladet +Kniv i Haanden. „Hvor Djævlen er han?“ sagde han højt og gik en Gang +rundt om sig selv med sænket Hoved, han lignede en ond Tyr. Saa søgte +han op gennem Stakittet, lige mod Forvalteren. + +Det gav et Sæt i Forvalteren da han saa ham — og derude gennem Porten +kom de andre halsende. Han maalte Afstanden til Trappen, men tog sig i +det og gik Erik i Møde; holdt sig bag om en Arbejdsvogn og havde Øje med +hver af Eriks Bevægelser, mens han søgte sig et Vaaben. Erik fulgte ham +rundt om Vognen; han gik og skar Tænder, Blikket stak skraat op nede +fra. + +Forvalteren gik rundt og rundt om Vognen og foretog halve Bevægelser, +han kunde ikke faa Samling paa sig. Men saa kom de andre op nede fra og +spærrede Vejen for ham. Han blev hvid i Ansigtet af Skræk, rev en +Svingel af Hammelstokken og satte med et Stød Vognen løs paa Flokken saa +de tumlede af Vejen. Der blev aabent Rum mellem ham og Erik, og Erik +sprang som en Fjeder frem over Drætten, med Kniven i kort Hug. Midt i +Springet traf Svingelen ham i Hovedet, Knivstikket ramte Forvalteren i +Skulderen, men det var mat; Kniven skrabede ned ad hans Side idet Erik +sank til Jorden. De andre stod og gloede fortumlet. + +„Bær ham ned i Rullekælderen!“ raabte Forvalteren bydende; de smed deres +Knive og adlød. + +Henne ved Posten stod Pelle og smaahoppede. Kampen havde sat hans Blod i +det forfærdeligste Oprør; Lasse maatte tage et fast Tag i ham, fordi det +saa ud som vilde han kaste sig midt op i Slagsmaalet. Da saa den store +stærke Erik sank død til Jorden for et Slag i Hovedet, kom Hopningen +over ham som kunde det være Saføjdans. Han stod og sprang med fældet +Hoved og lod sig dratte dødt gennem Luften, mens han gjalrede en kort +uophørlig Latter. Lasse talte ham vredt til, fordi han syntes det var +noget utilbørligt Fjanteri. Saa holdt han ham fast i sine Arme, og den +lille Fyr rystede over hele Kroppen og vilde frigøre sig, for at blive +ved med sin Hoppen. + +„Han har faaet Lyde,“ sagde Lasse grædende til Husmandskonerne. „Herre +Jesus hvad skal jeg gamle Mand gøre?“ Han bar ham ned i Røgterkamret, +trist til Sinds fordi Maanen var i Tiltagende — saa fortog det sig +aldrig! + +Nede i Rullekælderen baksede de med Erik, hældte Brændevin i Munden paa +ham og vaskede hans Hoved med Eddike. Kongstrup var jo ikke hjemme, men +Fruen var selv dernede, hun gik og vred Hænderne og forbandede +Stengaarden — sit eget Barndomshjem! Stengaarden var blevet til et +Helvede med Mord og Liderlighed! sagde hun, uden at bryde sig om at de +stod omkring hende og hørte hvert et Ord. + +Forvalteren var jaget af Sted i Ponyvognen for at hente Læge og melde +det passerede for Livs og Døds Skyld. Konerne stod om Posten og +sladrede, Karle og Piger drev forvirrede om, der var ingen der gav +Ordrer. Men saa kom Fruen frem paa Trappen og saa vist paa dem en Stund, +og de fandt hver til sit. Der var Bid i de Øjne! De gamle Koner skuttede +sig og tog fat — det mindede saa hyggeligt om gamle Dage, da +Stengaardsbonden fra deres Ungdom kom farende og saa gal ud af Øjnene +naar de drev den af. + +Inde paa Kamret sad Lassefar over Pelle, der laa og muntrede sig i +Vildelse saa det var baade til at le og græde over. + + + + + XV + + +„Ret har hun vel nok haft, siden han aldrig sagde et hæftigt Ord naar +hun tog paa Vej — med Klager og Bebrejdelser saa det gik tværs gennem +Væggene, ned i Folkestuen og helt ud i Gaarden. Men dumt var det +alligevel af hende, for hun gjorde ham blot forstyrret i Hovedet og jog +ham hjemme fra. Og hvordan skal det vel i Længden gaa en Gaard, hvis +Husbond ligger og driver paa Landevejene altid fordi han ikke kan være +hjemme. Det er en skidt Kærlighed som jager Manden hjemmefra.“ + +Lasse stod i Stalden Søndag Aften og talte med Husmandskonerne om det +mens de malkede. Pelle gik der ogsaa og havde sit for, men hørte +alligevel efter. + +„Helt dum var hun nu heller ikke,“ sagde Tækkemand Holms Kone. „Som nu +det at hun tog Lyse Marie ind til Stuepigearbejdet, for at han kunde +have et net Ansigt at se paa her hjemme ved. Hun vidste nok, at den der +har Føden i Huse gaar ikke udenom. Men det førte jo ingenting til, naar +hun ikke kunde lade være at skræmme ham fra Gaarden med sin Graad og sin +Drikken.“ + +„Han drikker vel ogsaa, han!“ sagde Pelle kort. + +„Javist tager han sig nok en Rus iblandt“ sagde Lasse i en +irettesættende Tone — „men han er et Mandfolk at du ved det — og kan vel +desuden have sine Grunde. Men det lader ilde naar et Kvindfolk hengiver +sig til Spiritus.“ Lasse var gnaven, Knægten begyndte at have egne +Meninger om snart sagt alting, og blandede sig rask væk op i naar voksne +Folk talte. + +„Jeg holder nu for“ henvendte han sig atter til Konerne „at han er en +god Mand, naar blot han ikke plages med Graad og Samvittighedsnag. Det +gaar jo ogsaa rigtig godt nu hun er borte. Han er hjemme snart sagt hver +Dag og tager sig af Sagerne selv, saa Forvalteren er helt syg — for +_han_ vil jo helst være Kongen for det hele. Os andre er Bonden mod som +en af vore Lige; om det saa er Gustav har han glemt sit Nag.“ + +„Han har vel heller ikke saa meget at nages for — det skulde da være +det, at han faar en Kone med Penge. Bodil skal nok have over hundrede +Kroner paa Kistebunden efter de to-tre Maaneders Arbejde som Stuepige. +Somme Folk kan — de faar Betaling for det, vi andre al vor Tid har +maattet gøre for intet.“ Det var en af de gamle Koner. + +„Ja lad os nu først se, om han nogensinde faar hende til Kone — jeg +tvivler om’et. En skulde vel ikke sige noget ondt om sine Medtjenere, +men Bodil er ikke trofast. Det med Proprietæren fik være det det var — +som jeg ogsaa sagde til Gustav engang han rasede vildt; Husbonden gaar +forud for Folkene! Bengta var mig en god Kone i enhver Retning, men hun +havde svært ved at sætte sig op imod Patronen derhjemme hun ogsaa. De +største tager først, det er ikke anderledes her i Verden! Men Bodil har +syv Sind over én Tærskel, nu fjaser hun med Eleven skønt han ikke er +sine sejsten Aar endnu, og tager mod Foræringer af ham. Gustav skulde +rede sig ud af det i Tide — det fører altid til Ulykke naar Kærligheden +faar Indpas i et Menneske. Vi har Eksempel for’et her paa Gaarden.“ + +„Jeg snakkede med nogen i Dag der mente, at Fruen slet ikke var rejst +til Hovedstaden men var hos sin Slægt nede Sønder paa Landet. Hun er +rendt fra ham skal I faa at se.“ + +„Det skal jo være fint, det!“ sagde Lasse. „Men naar hun saa bare vil +blive væk; det gaar aller bedst som det gaar.“ + +— — + +Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. Uhyggen var borte, +der sank ingen Klagetoner gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort +Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen kendtes mest paa; han +var ti-tyve Aar yngre, og slog til Side i godt Humør som en der er løst +af Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et Par Gange hver Dag +til Stenværket i sin Gig, mødte frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt +finde paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse Marie dækkede hans +Bord og redte hans Seng, og han var ikke bange for at vise at han var +god ved hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel Pige bekendt ved +højlys Dag! Hans Humør virkede helt smittende og forjog baade det ene og +det andet. + +Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde sit at trækkes med. +Giftesygen faldt tungt over ham med den haarde Kulde, som allerede +indfandt sig i December; han længtes efter at faa Foden under eget Bord +og have sig en Kvinde der var alt for ham. Helt opgivet Karna havde han +vel endnu ikke; men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone ti blanke +Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede noget der passede for ham. + +Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet som en Umulighed og +begivet sig ind i sin Alderdoms Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke +sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene for at slippe ud igen. +Lasse saa sig ud endnu engang, og det blev som altid Pelle der bragte +Livet og Glæden til Huse. + +Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en Kone, hvis Mand fór til Søs +og ikke havde ladet høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle +Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret i hendes Forstue, og +efterhaanden blev de gode Bekendte; han gjorde hende Smaatjenester og +fik en Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig hvas, kaldte hun +ham altid ind. Saa fortalte hun ham om Søen og om sin Skarns Mand, der +blev borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved at bøde +Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til Gengæld fortælle om Far Lasse, +og Mor Bengta som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. Det blev +ikke til meget andet med Snakken, for bestandig kom hun tilbage til sin +Mand der blev borte og lod hende sidde Enke. + +„Han er vel druknet,“ sagde saa Pelle gærne. + +„Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel haft!“ svarede hun +bestemt, altid med den samme Vending. + +Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var meget interesseret. +„Naa var du saa ind om hos Madam Olsen i Dag?“ var det første han sagde +naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle enhver Ting flere +Gange, Lasse kunde ikke faa det grundigt nok: + +„Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? — ja vist det har du +jo! Naa hvad spurgte hun dig saa ud om mig i Dag? — Ved hun om Arven? +(Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror). Du kunde jo +godt lade et Ord falde om det — for at hun ikke skal anse os for rene +Lus.“ + +Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. Fra Lasse fik han +Smaating med som Vederlag for det gode hun gjorde ham, broderede +Lommeklæder og et fint Silketørklæde — det var de sidste Rester af Mor +Bengtas Efterladenskaber. Det vilde blive svært at undvære dem hvis +dette ny glippede — saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! Men +Lasse satte alt paa ét Kort. + +En Dag kunde Pelle fortælle, at nu havde det varslet hos Madam Olsen. Om +Natten var hun vaagnet ved, at en stor sort Hund stod og gispede ved +hendes Hovedgærde, dens Øjne lyste i Mørket, og hun hørte Vandet dryppe +fra dens Pels. Hun forstod, at det maatte være Skibshunden med Bud til +hende, og gik til Vinduet. Og ude i Maaneskinnet over Søen saa hun et +Skib gaa med alle Sejl til. Det byggede højt op for Synet, og man saa +Hav og Himmel tværs igennem det. Over Rælingen hang hendes Mand og de +andre, de var gennemsigtige, og Saltvandet drev dem af Haar og Skæg og +randt ned over Skibssiden. + +Om Aftenen iførte Lasse sig sin bedste Stads. + +„Skal vi ud i Aften?“ spurgte Pelle glad forundret. + +„Nej — ja det vil sige jeg skal, et lille Ærende bare. Hvis nogen +spørger efter mig, maa du sige at jeg er gaaet til Smeden efter en ny +Næsering til Tyren.“ + +„Og jeg skal ikke med da?“ Pelle var lige ved at græde. + +„Nej du maa være skikkelig og blive hjemme denne ene Gang.“ Lasse +klappede ham paa Hovedet. + +„Hvor skal du hen da?“ + +„Jeg skal —“ Lasse vilde lave en Løgn men kunde ikke faa det over sit +Hjærte. „Du maa hellere lade være at spørge mig!“ sagde han. + +„Faar jeg det saa at vide en anden Dag — uden at spørge?“ + +„Ja det gør du — ganske bestemt!“ + +Lasse gik men kom tilbage igen. Pelle sad paa Sengekanten og græd — det +var første Gang Lassefar gik uden at tage ham med. + +„Nu maa du være fornuftig og gaa i din Seng,“ sagde han alvorligt. +„Ellers bliver jeg hjemme hos dig, men saa gaar der kanske meget i +Stykker for os begge to.“ + +Saa tog Pelle sig i det og begyndte at klæde sig af. Og Lasse kom +endelig paa Vej. + +Der var lukket og slukket da han naaede ned til Madam Olsens Hus. Han +kendte det let efter Pelles Beskrivelser, og gik et Par Gange rundt om +det for at se hvordan Væggene stod. Det saa helt godt ud baade i Tømmer +og Klining, og en god Bid Jord hørte der til — lige stor nok til at den +kunde tilses om Søndagen, saa man kunde passe sin Dagløn de søgne Dage. + +Lasse bankede paa Døren, lidt efter kom en hvid Skikkelse frem ved +Vinduet. „Hvem er det?“ blev der spurgt. + +„Det er Pelles Far, Lasse Karlsson,“ sagde Lasse og traadte frem i +Maaneskinnet. + +Skodden blev slaaet fra. „Kom kun indenfor, staa ikke der i Kulden!“ +sagde en blød Stemme, og Lasse traadte over Tærsklen. Der var Sovelugt i +Stuen, Lasse vejrede Alkoven men kunde intet se, han hørte Pusten som om +et fedt Menneske trak i Strømper. Saa strøg hun en Tændstik og tændte +Lampen. + +De gav Haanden og saa imens hinanden an. Hun var i stribet Dynevaarskørt +der holdt Nattrøjen samlet, og havde blaa Natkappe paa Hovedet. Gode +Lemmer havde hun og en god Barm; Ansigtet lovede ogsaa godt. Hun var af +den Slags, som ikke vilde gøre en Kat Fortræd naar hun ikke blev +strabeseret — men nogen Slider var hun ikke, dertil var hun for blød i +det. + +„Saa det er Pelles Far!“ sagde hun — „det er en ung Søn du har. Naa men +sid ned værsaagod.“ + +Lasse missede lidt, han havde nok frygtet at hun vilde finde ham gammel. + +„Ja han er jo hvad man vilde kalde en Sildefødning; men jeg kan dog gøre +Mands Gærning endnu — baade her og der.“ + +Hun lo til ham mens hun gik til og fra og satte paa Bordet — koldt Flæsk +og Medisterpølse, Snaps og Brød og en Lerskaal med Fedt. „Spis! men +spis!“ sagde hun „det er derpaa et Mandfolk skal kendes. Du har gaaet en +lang Vej.“ + +Nu først kom Lasse i Tanke om, at han dog maatte give et Paaskud for sit +Besøg. „Jeg skulde egenlig af Sted igen med det samme. Jeg vilde blot +ned og sige dig Tak for din Godhed mod Drengen.“ Han lettede endogsaa +paa sig som for at bryde op. + +„Nej men hvad er det nu for noget Sludder!“ udbrød hun og trykkede ham +ned i Stolen igen. „Det er jo kun simpelt men værsgod og lad det smage.“ +Hun trykkede ham Redskabet i Haanden og skubbede ivrigt Maden hen foran +ham. Hele hendes Skikkelse udstraalede Varme og Hjærtensgodhed, som hun +stod der tæt ind over ham og puslede for ham. Og Lasse hyggede sig i +det. + +„Du har vist været en god Kone for din Mand,“ sagde han. + +„Ja det er saamænd sandt ogsaa!“ sagde hun, idet hun satte sig ned og +saa aabenhjærtet paa ham. „Han fik alt hvad han kunde have Krav paa og +vel det, naar han var i Land. Han laa til Middag, og jeg passede ham som +et lille Barn. Men ikke en Haandsrækning han gav mig for’et — saa bliver +én jo træt tilsidst.“ + +„Det var Uret af ham“ sagde Lasse „for den ene gode Gærning bør kalde +paa den anden. Jeg tror ikke Bengta skulde have noget saadant at sige +mig paa, om hun blev adspurgt.“ + +„Ja der er saamænd meget at gøre i et Hus, naar det ellers er en Mand +der har Vilje til at hjælpe. Jeg har jo kun én Ko, for mere kan jeg ikke +overkomme; men to kunde der godt holdes, og Gæld paa Stedet er der +ikke.“ + +„Jeg er jo kun en fattig Djævel imod dig!“ sagde Lasse nedslaaet. „Jeg +har vel alt i alt halvhundrede Kroner, og ordenligt Tøj har vi at tage +paa begge to, men ellers ejer jeg kun et Par gode Næver paa Skaft.“ + +„Det er jo ogsaa meget værd. Og bange for at hente en Spand Vand eller +sligt er du ikke, kan jeg forstaa paa dig?“ + +„Nej det er jeg ikke. Og jeg er heller ikke bange for en Kop Kaffe paa +Sengen en Højtidsmorgen.“ + +Hun lo til ham. „Saa skulde jeg vel have en Kys!“ sagde hun. + +„Ja det skulde du vel,“ sagde Lasse glad og kyssede hende. „Og saa maa +vi haabe paa Lykke og Velsignelse for os alle tre. Pøjken ved jeg jo du +holder af.“ + +Der var endnu adskilligt at drøfte, Kaffen skulde drikkes, og Lasse +skulde se paa Koen og paa Husets Indretning. Imens blev Klokken mange. + +„Du maa jo hellere indrette dig her for Natten!“ sagde Madam Olsen. + +Lasse stod og vaklede i det — der var Gutten som laa alene, og han +skulde være paa Gaarden Kl. fire. Men ude var det koldt, og her var saa +lunt og hyggeligt i alle Maader. + +„Ja, jeg maa kanske hellere det,“ sagde han og lagde Tøjet fra sig igen. + +— — — + +Da han ved Firetiden sneg sig bag ind gennem Kostalden, brændte Lygten +endnu i Røgterkamret. Lasse troede han var opdaget, og kom til at ryste, +det var halsløs og uforsvarlig Gærning at være borte fra Besætningen en +hel Nat. Men det var blot Pelle der laa sammensunken paa Kisten, fuld +paaklædt, og sov. Han var sort og ophovnet i Ansigtet af Graad. + +Hele Dagen var der noget lukket, næsten fjendsk over Pelles Færd. Lasse +led under det; der var ikke andet for, han maatte ud med Sproget. + +„Nu er det afgjort du,“ sagde han endelig. „Vi faar Hus og Hjem — og en +vakker Mor paa Købet. Det er Madam Olsen, er du saa tilfreds?“ + +Pelle havde ikke noget imod det. „Maa jeg saa komme med næste Gang?“ +spurgte han, lidt mut endnu. + +„Næste Gang kommer du med — det bliver nok paa Søndag. Saa ber vi os +tidlig fri og gaar i Besøg.“ Lasse sagde det med et eget Sving — han +havde rettet sig. + +Pelle var med om Søndagen, de havde fri fra midt paa Eftermiddagen. Saa +gik det ikke an at bede sig fri saa snart igen, men Pelle saa jo sin +vordende Mor saa at sige hver Dag. For Lasse var det vanskeligere. Naar +Længslen efter Kæresten kom for stærkt over ham, gik han og nussede til +Pelle var faldet i Søvn, saa klædte han sig om og listede af. + +Dagen efter en saadan forvaaget Nat var han ikke meget værd til sit +Arbejde, han gik og snublede over sine egne Trin. Men hans Øjne lyste +ungdommeligt, som havde han sluttet hemmeligt Forbund med Livets +stærkeste Magter. + + + + + XVI + + +Erik stod oppe ved Hovedtrappen, med hængende Skuldre og Ansigtet vendt +halvt mod Muren; der stillede han sig op hver Morgen ved Firetiden; han +stod og ventede paa at Forvalteren skulde komme ned. Klokken var seks, +det var lige begyndt at lysne. + +Lasse og Pelle var færdige med Mugningen og den første Fodring, nu var +de sultne. De stod i Døren til Kostalden og ventede paa at Madklokken +skulde lyde; ovre i Dørene til Hestestalden stod Karlene og kiggede +langt de ogsaa. Da den var et Kvarter over gik de mod Kælderen med Karl +Johan i Spidsen, Lasse og Pelle rykkede ogsaa ud og skyndte sig mod +Folkestuen, Madlængslen lyste ud af dem. + +„Naa Erik, nu skal vi ned og æde!“ raabte Karl Johan i Forbigaaende; +Erik kom frem fra Krogen ved Trappen og tøflede efter dem ned. I Maven +fejlede han da ingenting. + +De aad Silden i Tavshed — Maden tæppede Munden fuldstændig. Da de var +færdige, bankede Forkarlen i Bordet med Knivskaftet, og Karna kom ind +med to Fade Søbe og en Stabel Fedtebrød. + +„Hvor er Bodil i Dag?“ spurgte Gustav. + +„Hvad ved jeg af det? hendes Seng stod urørt i Morges,“ svarede Karna +hoverende. + +„Det er Løgn i din Hals og Bump i din fede Nakke,“ sagde Gustav og +huggede Skeen i Bordpladen. + +„Du kan jo selv gaa ind paa Kamret og se efter — du kender jo Vejen,“ +sagde Karna spydsk. + +„Og hvad gaar der af Eleven i Dag, at han ikke ringer?“ sagde Karl +Johan. „Har ingen af jer Piger set ham?“ + +„Nej han sover nok over sig,“ raabte Bengta ude fra Bryggerset. „Men lad +ham det — jeg har ingen Lyst til at løbe der og ruske Liv i ham hver +Morgen.“ + +„Skulde du ikke gaa op og vække ham, Gustav?“ sagde Anders plirende. +„Kanske saa du noget morsomt.“ De andre lo saa smaat. + +„Skal jeg vække ham, saa bliver det med denne her Musegilder,“ svarede +Gustav og viste en stor Kniv. „For saa tror jeg nok jeg tager hans +Virkemidler.“ + +Nu kom Storbonden selv ned, han holdt et Papir i Haanden og saa meget +oprømt ud. „Har I hørt det sidste Nyt Folkens? Hans Peter har i Nattens +Mulm og Mørke bortført Bodil.“ + +„Hvad Fan, begynder nu Pattebørnene ogsaa?“ udbrød Lasse kry. „Jeg maa +vel til at passe paa Pelle dér, at han ikke skal løbe bort med Karna — +hun har det jo med Ungdom.“ Lasse følte sig som Mand i Laget, og var +ikke bange for at stikke en ud. + +„Hans Peter er femten Aar,“ sagde Kongstrup irettesættende — „og i hans +Hjærte raser Lidenskaben.“ Han sagde det saa komisk alvorligt at de alle +brast i Latter. Kun Gustav lo ikke, han sad og klippede med Øjnene og +hev op i sit Hoved som en fuld Mand. + +„Hør selv her hvad han skriver — det laa paa hans Seng.“ Kongstrup holdt +Papiret teatralsk ud fra sig: + + „Naar Proprietæren læser dette, er jeg borte for bestandig; Bodil og + jeg har besluttet at flygte bort i Natten. Min strænge Fader giver + aldrig sit Minde til vor Forening, derfor vil vi nyde vor Kærligheds + Lykke paa et skjult Sted, hvor ingen kan finde os. Det er stor Synd + at lede efter os, for saa har vi besluttet at dø sammen hellere end + at falde i vore Fjenders onde Hænder. Jeg væder dette Papir med + Bodils og mine Taarer. Men Proprietæren maa ikke fordømme mig for + mit sidste fortvivlede Skridt, naar jeg ikke kan andet for min store + Kærligheds Skyld. + + Hans Peter.“ + +„Han læser nok Historiebøger den Fyr,“ sagde Karl Johan. „Han kan blive +god engang.“ + +„Ja han kender paa en Prik hvad der skal til til en Bortførelse“ svarede +Kongstrup fornøjet. „Om det saa er en Stige, har han faaet den slæbt hen +til Pigekammervinduet — skønt det er i Højde med Jorden. Bare han var +halv saa grundig til Landvæsnet.“ + +„Hvad nu? de skal vel eftersøges?“ spurgte Forkarlen. + +„Ja jeg ved ikke — det er næsten Synd at forstyrre deres unge Lykke. De +kommer jo nok af sig selv naar de bliver sultne. Hvad mener du Gustav — +skal vi holde Klapjagt paa dem?“ + +Gustav svarede ikke; han rejste sig kort og gik over mod Kamrene. Da de +andre kom over var han gaaet i Seng. + +Hele Dagen laa han og sagde hverken bu eller bæ, naar nogen kom ind til +ham. Det gik ud over Arbejdet, og Forvalteren var gal i Hovedet. Han led +i det hele ikke den ny Maade Kongstrup var ved at indføre — med Frihed +for enhver til at tale og gøre akkurat som de lystede. + +„Gaa ind og vip Gustav af Sengen!“ sagde han om Eftermiddagen de gik paa +Loen og rensede Sæd. „Vil han ikke med det gode, saa klæd ham paa med +Magt.“ + +Men Kongstrup, som selv stod og førte Vægten til Bogs, lagde sig +imellem. „Nej er han syg, maa han ogsaa have Lov at ligge,“ sagde han. +„Men det er vor Skyldighed at gøre noget for hans Helbredelse.“ + +„En Sennepskage,“ foreslog Mons og saa udfordrende paa Forvalteren. + +Kongstrup gned sig i Hænderne: „Ja det var godt! Gaa du over Mons og faa +Pigerne til at lave en Sennepskage vi kan lægge ham i Hjærtekulen; det +er jo dér han har Ondet.“ + +Da Mons kom med Kagen, gik de i Procession over for at anbringe den, med +Proprietæren selv i Spidsen. Kongstrup saa godt Forvalterens onde Øjne: +Igen et Spild af Arbejde for nogle Tossestregers Skyld! sagde de. Men +han havde nu engang Lyst til at more sig lidt, og Arbejdet kom vel nok +fra Haanden. + +Gustav havde nok lugtet Lunten, for da de kom var han i Tøjet. Siden gik +han og passede sit, men var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp. +Han lignede en der har faaet Maanesyge. + +Nogle Dage senere rullede en Vogn ind i Stengaarden. I Agestolen sad en +bred Bonde i Pels, Hans Peter sad ganske indhyllet ved Siden af ham, og +bag i Vognbunden laa den smukke Bodil i lidt Halm og krøb sammen af +Kulde. Det var Elevens Fader der bragte de to Flygtninge tilbage, han +havde fundet dem paa et Logi inde i Staden. + +Oppe paa Kontoret fik Hans Peter sine Klø saa det kunde høres. Saa blev +han sluppet ud i Gaarden og gik der tudende og skamfuld, til han faldt i +Leg med Pelle nede bag Kostalden. + +Bodil blev der taget strængere paa. Det var nok den fremmede Bonde, der +forlangte at hun skulde væk straks; for Kongstrup var ikke ellers haard +af sig. Hun maatte pakke sit Tøj, og over Middag blev hun kørt af +Gaarde. Hun saa blid og god ud som altid, ret et Himmerigs Barn lignede +hun da hun kørte væk — havde man ikke vidst bedre. + +Næste Morgen var Gustavs Seng tom. Han var som blæst væk — med Kiste, +Træsko og alting. + +Lasse saa paa det hele med en Mands overbærende Smil — Barnestreger! Nu +fattedes det blot, at Karna skulde klemme sin tykke Krop gennem +Kældervinduet en Nat og forsvinde som en Røg hun ogsaa — paa Jagt efter +Gustav. + +Det skete nu ikke. Men hun blev mild til Sinds mod Lasse igen, spurgte +til hans og Pelles Tøj og vilde gærne gøre det godt for dem. + +Lasse var ikke blind, han saa godt hvad det trak op til, og det gik i +ham af Magtfølelse. Der var to, han kunde faa nu naar det skulde være; +blot han strakte en Haand ud, greb Kvindfolkene efter den. Han gik i en +Festrus hver Dag, og der var Dage hvor han var saa højt oppe, at det +hviskede ubændigt i ham om at gribe til. Der havde han gaaet og traadt +saa adstadigt paa Jorden alle sine Dage, gjort sin Pligt og levet sit +Liv i al pæn Skikkelighed! Hvorfor skulde han ikke for én Gangs Skyld +lade staa til — og prøve at springe igennem de brændende Tøndebaand han +ogsaa? Der var en lokkende Kraftudfoldelse i det. + +Men det retskafne i ham sejrede. Han havde altid holdt sig til den ene +som Skriften paabød, og det vilde han blive ved med. Det andet var kun +for de store — Abraham som Pelle var begyndt at fortælle om, og +Kongstrup. Pelle maatte heller aldrig faa Anledning til at sige sin +Fader noget paa dér; han vilde staa ren for sit Barn og kunne se ham i +Øjnene uden at blinke. Og saa — ja Tanken om, hvordan de to Kvinder +vilde tage det i Fald det blev opdaget, kunde rent ud sagt faa Lasse til +at misse med sine røde Øjne og dukke Hovedet. + + * * * * * + +Lidt hen i Marts kom Fruen uventet tilbage. Proprietæren havde indrettet +sig helt hyggeligt uden hende, og hun kom nok temmelig bag paa ham. Lyse +Marie blev straks furet ned i Bryggerset; naar hun ikke helt blev jaget +væk, var det fordi der var bart om Pigehjælp paa Gaarden siden Bodil +rejste. Fruen havde en ung Slægtning med, som skulde være hende til +Selskab og hjælpe hende med det indvendige. + +Det syntes at gaa rigtig godt imellem dem, Kongstrup holdt sig hjemme +omkring og var adstadig. De tre kørte ud sammen, og det var svært saa +Fruen hængte sig ved hans Arm, naar de var ude og viste den Unge +Gaardens Tilliggende. Det var let at se, hvorfor hun var kommet tilbage +— hun kunde ikke leve ham foruden! + +Men Kongstrup lod ikke nær saa glad ved det; han havde sat sin Kaadhed +over Styr igen og trukket sig mere tilbage. Naar han saadan færdedes, +kunde han godt se ud, som laa der noget usynligt paa Lur efter ham og +han frygtede en Overrumpling. + +Dette usynlige rakte efter de andre ogsaa. Fruen greb aldrig ondt ind i +noget, hverken lige til eller ad Omveje; men alligevel strammedes +alting; man bevægede sig ikke længer frit over Gaarden, men skottede op +til de høje Vinduer og skyndte sig forbi. Luften fik igen det trykkende +over sig, som gjorde uvillig og krængd og i daarligt Humør. + +Gaaden lagde sig atter tung over Stengaardens Tag. Gaarden havde gennem +Slægtled været saa manges timelige Velfærd eller Ulykke — den var bygget +op paa det; derhen drog endnu bestandig de fleste Tanker. Det dunkle — +Rædslen, Uhyggen, de uklare Anelser om Magter der vilde ilde — var vant +til at søge den Vej som mod en Kirkegaard. + +Og nu samlede det sig over denne Kvinde, der havde saa tung en Skygge, +at alting lysnede naar hun drog bort. Hendes uendelig jamrende Protest +mod Forurettelsen slog formørkende ud og drog alt det tunge til sig. Hun +kom ikke engang tilbage for at bøje sig ind under, hvad der ikke kunde +være anderledes —, men for at fare fort med fornyet Styrke. Undvære ham +kunde hun ikke og byde ham noget godt heller ikke; hun var som de +Væsner, der kun kan leve og aande i Ilden og alligevel jamrer sig +derinde. Hun vred sig i Flammerne og holdt dem dog selv ved Lige — Lyse +Marie var hendes Værk, og nu havde hun bragt den nye Slægtning til Huse. +Saadan kom hun ham i Møde, for saa at ryste Huset over ham med sin +Klage. + +En saadan Kærlighed var ikke Vorherres Værk; _Magter_ holdt til i hende. + + + + + XVII + + +Hu som det bed! Pelle var paa Vej til Skole, han pressede sig i +Luntetrav op mod Stormen. Ved den store Tjørn stod Rud og ventede; han +sluttede op, og de løb ved hinandens Side som to medtagne Øg, pustende +og med sænkede Hoveder. Trøjekraven var krænget op om Ørerne, og +Hænderne søgte ned inden for Bukselinningen for at faa Del i +Kropsvarmen; Pelles Trøjeærmer stumpede, hans Haandled var violette af +Kulde. + +De sagde ikke stort men bare løb; Stormen snappede dem straks Ordene af +Munden og stoppede den med Hagl, det var ikke til at faa Luft nok til +Løbet eller lukke et Øje op. Hvert Øjeblik maatte de stanse og sætte Ryg +mod Vejret, mens de fyldte Lungerne og pustede varm Aande op over det +følesløse Ansigt. Det værste var Overgangen inden man kom rigtig op mod +Vinden og i Trit igen. + +De tre Fjerdingvej fik Ende, og Drengene drejede ind i Fiskerlejet. +Hernede ved Stranden var der næsten Læ, det oprørte Hav brød Vinden. Der +var ikke stort af Søen at se; det der stak frem her og dér af Bygerne, +kom som en vandrende Mur og væltede brølende sammen i hvidgrønt Kog. +Vinden rev Toppen af Bølgerne i arrige Rusk og førte salt Regn ind over +Landet. + +Læreren var ikke kommet. Oppe ved Pulten stod Nilen, han var i Færd med +at dirke den op for at faa fat i en Pibe, Fris havde beslaglagt i Timen. +„Her er din Kniv!“ raabte han og smed en Tollekniv over til Pelle der +rask stak den til sig. Nogle Bønderdrenge væltede Kul i Kakkelovnen der +i Forvejen var gloende, henne ved Vinduerne sad en Flok Tøser og hørte +hinanden i Salmevers. Udenfor brød Havet ustanselig ind og væltede +sammen; naar dets Drønen sank et Øjeblik steg vilde Drengestemmer i +Vejret. Alle Lejets Drenge løb derude i Havstokken, de sprang ud og ind +under Brændingen der saa ud som vilde den knuse dem — og halede +Drivtømmer i Land. + +Pelle var knap tøet op, da Nilen fik ham med ud; de fleste af Drengene +var dyngvaade, men de lo og dampede af Iver. En af dem havde bjærget et +Navnebrædt fra et Skib — _Enfoldigheden_ stod der. De slog Kreds om det +og drøftede Skibets Art og Hjemsted i en mundhuggende Tone. + +„Saa er Skibet gaaet under,“ sagde Pelle alvorligt. De andre svarede +ikke, det var altfor selvfølgeligt. + +„Ja“ sagde en Dreng nølende „Navnebrædtet kan da ogsaa være revet løs af +Søerne; det har jo bare været sømmet paa.“ De undersøgte det omhyggeligt +igen — Pelle kunde intet særligt opdage ved det. + +„Jeg tror nu snarere Mandskabet har revet det af og smidt det i Søen — +den ene Nagle er trukket ud,“ sagde Nilen og nikkede mystisk. + +„Hvorfor skulde de vel gøre det?“ spurgte Pelle vantro. + +„Fordi de har slaaet Kaptejnen ihjæl og selv taget Kommandoen, dit Nød! +Saa døber de bare Skuden om og sejler som Sørøvere.“ De andre Drenge +bekræftede det med Øjne der lyste af Æventyret — _dens_ Far havde +fortalt det, og _dens_ havde endda selv været med til det. Han vilde jo +ikke naturligvis, men saa blev han bare bundet til Masten mens Mytteriet +gik for sig. + +En Dag som denne var Pelle den lille paa alle Omraader. Havets Raseri +knugede ham og fik ham til at føle sig utryg; men de andre var rigtig i +deres Es. De bemægtigede sig Havets hele Uhygge og lod den gaa +overdreven igen i deres Forestillinger, alle Søens Rædsler hobede de +legende sammen paa Stranden: Skibe gik til Bunds med Mand og Mus eller +strandede paa Klipperne, Strandvaskere laa og rullede i Havstokken, +druknede Mænd i Søstøvler og Sydvest kom op af Søen ved Midnat og +trampede lige ind i Lejets smaa Stuer for at varsko om deres Henfart. De +dvælede ved det med et Alvor der lyste af indvendig Glæde — som sang de +Lovsange til _Den Vældige_. Men Pelle stod uden for alt dette og følte +sig fejg ved deres Fortællinger. Han holdt sig bag de andre, og ønskede +han kunde trække den store Tyr herned og slippe den løs imellem dem. Saa +skulde de ty til ham for Beskyttelse. + +Drengene havde Ordre fra deres Forældre om at passe vel paa sig selv — +den gamle Skipperenke Marta havde tre Nætter i Træk hørt Søen kræve Lig +med en kort Gøen. De talte om dét ogsaa, og om hvornaar Fiskerne vel +vilde vove sig ud igen, mens de sprang i Havstokken. „En Flaske, en +Flaske!“ raabte pludselig en af dem og fór af Sted langs Stranden, han +havde ganske bestemt set en Flaske dukke ud af Brændingen lidt henne og +forsvinde igen. Hele Flokken stod længe og stirrede spændt ud i +Skumkoget, Nilen og en til havde smidt Trøjen, for at være parat til at +springe ud naar den viste sig igen. + +Flasken kom ikke til Syne mere, men Fantasien var kommet i Skub, hver +Dreng havde sin egen højtidelige Viden om den Ting. Nu i +Jævndøgnsstormene gik der nok mangen Flaske ud over Skibssiden med +sidste Hilsen til dem paa Landjorden. Det var jo strængt besét derfor +man lærte at skrive — for at kunne skrive sin Seddel naar ens Time kom. +Saa gik Flasken maaske i Maven paa en Haj, maaske blev den fisket op af +dumme Bønder der tog den med hjem til Konen at tappe Drikke paa — det +var et velment Spark til Pelle. Men det hændte ogsaa, at den drev i Land +lige dér hvor den var bestemt for; og ellers blev det Finderens Sag at +bringe den til nærmeste Øvrighed, om ikke han vilde miste sin højre +Haand. + +Henne paa Havnen brød Søen over Molen, Fiskerne havde bjærget deres +Baade op paa Land. De havde ingen Ro paa sig til at blive inde i den +varme Stue, Søen og det onde Vejr bandt dem til Stranden Nat og Dag. De +stod i Læ bag Baadene, gabede tungt og stirrede ud efter Dybet, hvor en +og anden Sejler flaksede forbi som en stormslagen Fugl. + +„Ind, ind!“ raabte Tøserne oppe fra Skoledøren, Drengene slentrede +langsomt opefter. Fris gik frem og tilbage foran Pulten, han røg sin +Pibe med Kongebilledet, Berlingeren stak ham ud af Lommen. „Paa Plads!“ +raabte han og slog med Spanskrøret i Pulten. + +„Er der noget nyt?“ spurgte en Dreng da de var kommet paa Plads — det +hændte at Fris læste „Skibsefterretninger“ højt for dem. + +„Det ved jeg ikke,“ svarede Fris gnavent. „Kan I faa Tavler og +Regnebøger frem.“ + +„Ahh, vi skal regne, ahh det er Sjov!“ hele Klassen gottede sig lydeligt +mens de fik Sagerne frem. + +Fris delte ikke Børnenes Glæde over Regnefaget — hans Begavelse var af +ren historisk Art plejede han at sige. Men han imødekom deres Trang, +fordi aarelang Erfaring sagde ham, at der let kunde blive Hus i Helvede +en Uvejrsdag som denne; Vejret havde en mærkelig Indflydelse paa +Ungerne. — Han selv forstod sig kun paa Chr. Hansens I. Del, men der var +et Par Bønderdrenge som paa egen Haand havde arbejdet sig hen i tredje +Del, de hjalp de øvrige. + +Børnene var optagne af Arbejdet og hang ivrigt i, deres lange jævne +Aandedræt steg og faldt i Rummet som dyb Ro, der var en flittig Vandren +hen til de to Regnemestre. Kun nu og da afbrødes Fliden af en lille +Gavtyvestreg, der kom over en og anden som en Mindelse, men de faldt +hurtigt i Lave igen. + +Nederst i Klassen lød der Snøften, lydeligere og lydeligere; Fris lagde +utaalmodigt Avisen fra sig. + +„Peter græder“ sagde de nærmeste. + +„Saa — aa!“ Fris kiggede langt over Brillerne. „Hvad er der nu i Vejen?“ + +„Han siger, han ikke husker hvad to Gange to er.“ + +Fris stødte Luft ud gennem Næsen og greb Spanskrøret — men tog sig i +det. „To Gange to er fem!“ sagde han roligt. Saa lo de lidt ad Peter og +tog fat igen. + +Længe var der kun Flid, saa rejste Nilen sig; Fris saa det men blev ved +at læse. + +„Hvad er lettest, et Pund Fjær eller et Pund Bly? det staar ikke i +Facitlisten.“ + +Fris rystede paa Hænderne mens han holdt Avisen op foran sig for rigtig +at se et eller andet. Det var hans Maadelighed som Regnelærer de +Smaadjævle idelig stak til; men han _vilde_ ikke i Lag med dem. Nilen +gentog sit Spørgsmaal under de andres Fnisen, men Fris overhørte det — +han var saa langt inde i Læsningen. Saa faldt det hele hen. + +Fris saa paa sit Ur, han kunde snart give dem Frikvarter — et rigtig +langt Frikvarter. Saa blot en lille Times Plage igen, og den Skoledag +kunde lægges hen som endnu en overstanden Genvordighed. + +Pelle _stod_ op paa sin Plads midt i Klassen, han havde Mas med at faa +sit Ansigt til at makke ret, og maatte lade som Sidemændene forstyrrede +ham. Endelig fik han det frem, men Slugørerne var lidt røde i Spidserne: +„Naar et Pund Mel koster 12 Øre, hvad koster saa en Tønde Kul?“ + +Fris sad en Stund og saa ubestemmeligt paa Pelle, det gjorde altid mere +ondt i ham naar Pelle var skarnagtig, end naar det var en af de andre — +han havde forsét sig paa den Dreng. „N-naa!“ sagde han bittert og kom +langsomt ned med det tykke Spanskrør i Haanden — „n-naa!“ + +„Dæk dig!“ hviskede Drengene og lavede sig til at gøre Fris Adgangen +vanskelig. Men Pelle gjorde en af disse Ting, der gik paa tværs af alle +vedtagne Regler og alligevel skaffede ham Respekt. I Stedet for at dække +sig mod Pryglene traadte han frit ud paa Gulvet og rakte begge Hænder +frem med det indvendige opad; han var ildrød i Hovedet. + +Fris saa overrasket paa ham og havde Lyst til alt andet end at slaa — +Pelles Øjne glædede ham helt ind i Hjærtet. Han forstod sig ikke paa +Kategorien Drenge; men over for Mennesker var han fintmærkende, og her +var noget menneskeligt fremme — det vilde være Synd ikke at tage det +alvorligt! Han drev Pelle et godt Slag over Hænderne og smed saa +Spanskrøret. „Frikvarter“! sagde han kort og vendte sig fra dem. + +Skumsprøjtet stod helt op paa Skolemuren. Et Stykke til Søs gik en +Skude, der saa helt medtaget ud og var i Vejrets Vold; den jog rask +forover et Stykke, og stod saa stille og ravede en Stund inden den igen +flyttede sig — som en fuld Mand. Den havde Retning efter det søndre Rev. + +Drengene var søgt om bag Skolen for at spise deres Mad i Læ, men +pludselig dundrede det hult af Træskostøvler omme paa Strandsiden; +Strandfogden og et Par Fiskere løb udefter. Og nu kom de rullende med +Redningsapparaterne i susende Fart, Hestenes Manker føg for Vinden. Der +var noget besættende ved den Fart, Drengene maatte smide alt og slutte +op. + +Skuden var nu helt nede ved Odden, hun laa og huggede for Ankeret og tog +Søer over sig med Agterenden til Revet, hun lignede et gammelt Øg der +slaar arrigt bagop mod Hindringen. Ankeret kunde ikke holde hende, hun +drev baglæns ind paa Revet. + +Der var en Del Folk paa Stranden, baade fra Kysten og inde fra +Bondelandet — Bønderne var nok nede for at se om Vandet var vaadt! +Skuden var grundstødt og laa og rullede paa Revet; de havde manøvreret +som Svin om Bord — sagde Fiskerne — for Resten var det ingen Russer men +en Lappeskude. Søerne gik hen over hende, saa det spillede i hele +Kadaveret; Mandskabet var krøbet op i Riggen, der hang de og fægtede med +Armene. De raabte vel noget, men Brændingen tog det. + +Pelle hang med Øjne og Øren ved alle Forberedelser; han sitrede af +Spænding og maatte kæmpe med sit Lyde, der vilde komme igen hvergang +noget satte Blodet op i ham. Paa Stranden havde de travlt; de drev Pæle +i Sandet til at holde Spillet, og ordnede Tov og Trosser for at det hele +kunde gaa glat. Den lange smækre Line, som Raketten skulde føre ud til +Skibet, blev der ofret særlig Omhu paa; der blev rettet ved den vel de +tyve Gange. + +Redningsformanden stod og stillede Raketapparatet ind til Sigte — hans +Blik var som en Klo, idet det gik ud og tilbage igen for at maale +Afstanden. „Alt klar!“ sagde de andre og flyttede sig til Side. „Alt +klar!“ svarede han alvorligt. Der var helt dødt et Øjeblik, han stillede +og stillede tilbage igen. + +Hu-y-y-y-uh! den tynde Line stod som en sitrende Orm i Luften, med sit +løbske Hoved borende ude i Tykningen over Søen; fra Rullen jog dens Krop +i hvinende Rusk og red udad paa dybe Brummetoner, og langt ude huggede +det sig frem i Stormen. Raketten havde klaret Vejlængden fortræffeligt, +den var et godt Stykke uden for Vraget men for langt til Luvart. Den +havde løbet sig mat, og stod nu og vuggede i Luften som et uroligt +Slangehoved mens den dalede. + +„Den gaar forom,“ sagde en Fisker. De andre tav, men man kunde se paa +dem, at de mente det samme. „Det kan komme endnu!“ svarede Formanden. +Raketten havde ramt Vandet et godt Stykke til Nord, men Linen stod endnu +i en Bue i Luften, Presset holdt den oppe. Den faldt i lange Stød Sønder +over, slog et Par Læg paa sig for Stormen, og lagde sig mat over Skibets +Forstævn. „Der var den, den traf godt nok!“ raabte Drengene og sprang i +Sandet, Fiskerne trampede rundt af Glæde, slog med Hovedet efter +Formanden og nikkede anerkendende til hinanden. Derude kravlede en Mand +rundt i Riggen til han fik fat i Linen, saa krøb han ned i Vanterne til +de andre igen. Det maatte være smaat bevendt med Kræfterne, for de rørte +ikke ellers paa sig. + +Herinde var der Travlhed. Spillet blev befæstet yderligere i Grunden og +Redningsstolen gjort klar; den tynde Line blev knyttet sammen med et +trekvart Tommers Tov, som igen skulde trække den svære Trosse ombord — +det galdt om at Grejerne holdt. Ved Trossen hang der en Pullje saa stor +som et Hoved til Træktovene at løbe i; man vidste jo ikke, hvad de havde +af Remedier ombord i saadan en Smadrekasse. For en Sikkerheds Skyld blev +der ved Linen bundet en Tavle som paa Engelsk sagde, at de skulde hale +til sig til Trosse den og den Kaliber kom ombord; det var overflødigt +for almindelige Mennesker, men man vidste aldrig hvor dumme saadanne +Finlapper kunde være. + +„Nu maatte de gærne hale til sig derude, saa vi kunde faa en Ende paa +det,“ sagde Formanden og bankede Hænderne. + +„De er kanske for medtagne — de har vel døjet ondt!“ sagde en ung +Fisker. + +„Et trekvart Tommers Tov maatte de vel kunne hale til sig. Stik en +Hjælpeline til Tovet, saa vi kan give dem en Haand med at faa Trossen +ombord — naar saavidt kommer.“ + +Det blev gjort. Men ude paa Vraget hang de saa meningsløst dumt i Riggen +uden at røre paa sig — hvad i Alverdens Navn gik der dog af dem? Linen +laa bestandig død over Sandet uden at glide. Ved Bund hang den ikke, det +spillede i den da den blev strammet op i Søen; den maatte være fastgjort +ved Riggen. + +„De har gjort den fast, de Høveder,“ sagde Formanden. „De venter vel at +vi skal hale Skuden paa Land for dem — ved den Garnende!“ — han lo +fortvivlet. + +„De ved vel saa ikke bedre, de Stakler!“ sagde _Mormonen_. + +Der var ingen der talte eller rørte sig. De stod lammede af det +ufattelige; deres Øjne vandrede i forfærdelig Spænding fra Vraget ned +paa den ubevægelige Line og tilbage igen. Den tunge Rædsel, som følger +hvor Mennesker har opbudt deres yderste og slaas tilbage af Dumheden +selv, krøb ind over dem. Det eneste de Skibbrudne foretog sig var at +fægte med Armene. De mente vel, man kunde staa herinde og gøre Mirakler +— paa Trods af dem. + +„Om en Time er det forbi med dem,“ sagde Formanden tungt — „det er drøjt +at staa stille og se paa.“ + +En ung Fisker traadte frem. Pelle kendte ham godt, han havde truffet ham +nogle Gange inde ved Dyssen hvor Barnesjælen brændte i Sommernætterne. +„Hvis en af jer gaar med, vil jeg forsøge at drive ned paa dem!“ sagde +Niels Køller stille. + +„Det er den visse Død Niels!“ sagde Formanden og lagde Haanden paa hans +Skulder „— det er du vel klar over? Jeg er ikke bange af mig, men kaste +mig hen gør jeg ikke. Nu ved du min Mening.“ + +De andre saa ikke anderledes paa det. Det var simpelthen umuligt at faa +en Baad ud af Havnen i det Vejr — den vilde straks blive maset mod +Molerne — end sige arbejde sig ned til Vraget med Storm og Sø paa tværs! +At Havet tilmed havde rettet sine Krav paa Lejet fik saa være — sin +Tilskikkelse vilde ingen luske udenom! Men dette var vitterligt Vanvid. +Med Niels Køller selv fik det vel ogsaa være; han stod i det paa en egen +Maade: Med et Barnemord halv om halv paa Samvittigheden og Kæresten i +Slaveriet! Han havde sit eget Opgør med Vorherre — ham havde ingen Lov +til at raade fra! + +„Der vil saa ingen af jer?“ sagde Niels og stirrede ned i Jorden „— ja +saa faar jeg jo forsøge det alene.“ Han gik tungt indefter. Hvordan han +vilde fare frem begreb ingen, han selv nok heller ikke — Magten var +tydeligt nok over ham. + +De stod og saa efter ham. „Jeg faar vel gaa med og tage den ene Aare,“ +sagde saa en ung Søgut langsomt — „selv kan han jo ingenting udrette.“ +Det var Nilens Broder. + +„Det vilde lyde underligt af mig at holde dig tilbage Søn,“ sagde +Mormonen — „men kan I udrette mere to end en?“ + +„Niels og jeg har siddet paa Skolebænk sammen og bestandig været +Kammerater,“ svarede den unge og saa en Stund paa Faderen. Saa gik han, +lidt henne gav han sig til at løbe for at indhente Niels. + +Fiskerne saa tavse efter dem. „Ungdom og Galskab!“ sagde saa én. „En +Guds Lykke er det, at de aldrig faar Baaden ud af Havnen.“ + +„Kender jeg Karl ret, skal de nok faa Baaden ud!“ sagde Mormonen +dystert. + +Der gik en drøj Stund. Saa dukkede en Baad frem paa den søndre Side +Havnen, hvor der var lidt Læ — de maatte have slæbt den ind over Land +ved Kvindfolkenes Hjælp. Havnen skød sig et Stykke ud, og Baaden kom fri +af den værste Brænding, inden Beskyttelsen slap op. De arbejdede sig +udad, det var lige alt det de kunde holde Baaden op mod Vejret, og stort +af Stedet kom de ikke. Hvert Øjeblik viste Baaden alt det indvendige +frem, som skulde den gaa rundt for et godt Ord. Men det var godt for saa +meget, at det Vand de tog ind løb udenbords igen. + +Det var tydeligt, de vilde arbejde sig saa langt ud, at de kunde benytte +den høje Sø og lænse ned paa Vraget — et desperat Paafund. Men det hele +var jo halsstarrigt Galmandsværk, man skulde ikke tro det var Folk, som +var barnefødt ved Vandet. Efter en halv Times Roning kunde de nok ikke +mere, de var kun kommet et Par gode Kabellængder ud fra Havnen. De laa +stille, den ene havde ved Aarerne og holdt Baaden op i Søen, mens den +anden baksede med noget — en Stump Sejl saa stor som en Sæk. Saadan ja! +Naar de nu tog Aarerne ind og gav sig Vejret i Vold — med Vind og Sø +agten for tværs! — saa løb de da fulde af Vand med det samme! + +Men de tog ikke Aarerne ind. Den ene sad og skottede som en Gal mens de +løb for Vejret; helt akaved saa det ud, men man maatte sande at det gav +større Herredømme over Baaden. Saa med ét smed de Sejlet og roede Baaden +haardt op mod Vejret — naar en Sø vilde bryde. Mage til Sejlads mindedes +ingen Fisker at have oplevet før; det var ungt Blod, og de forstod deres +Sager! Hvert Øjeblik maatte man sige Nu! men Baaden var som et +spillevende Væsen, der forstod at møde alt — bestandig kom den ovenud af +alle Luner. Synet satte Varmen op i én, saa man for en Stund glemte, at +det var og blev en Sejlads for Døden. Klarede de sig end ned til Vraget +— hvad da? de blev jo saa knust mod Skibssiden. + +Gamle Ole Køller, Niels’ Far, kom ned over Klitterne. „Hvem er det der +er ude for at kaste sig hen?“ spurgte han, Spørgsmaalet virkede brutalt +ind i Tavsheden og Spændingen. Ingen saa til ham — Ole var noget +aabenmundet. Han kastede et Blik rundt paa Flokken, som ledte han efter +nogen bestemt. „Niels — har ingen af jer set Niels?“ spurgte han stille. +En nikkede ud mod Søen. Saa blev han tavs og sank sammen. + +Søen maatte have knækket Aarerne eller slaaet dem fra dem; de fik smidt +Sejlstumpen, Baaden rodede raadløst med sin Stævn og lagde sig dovent +med Bredsiden til Vejret. Saa tog en stor Sø dem og førte dem i et langt +Kast mod Vraget, de blev borte i de sammenbrydende Vandmasser. + +Da Vandet faldt til Ro, laa Baaden og rullede i Læ af Skibet med Kølen i +Vejret. + +En Mand var i Færd med at arbejde sig fra Dækket op i Riggen. „Det er +vist Niels?“ sagde Ole og stirrede saa hans Øjne løb fulde — „mon det +ikke er Niels?“ + +„Nej det er min Broder Karl,“ sagde Nilen. + +„Saa er Niels gaaet væk,“ sagde Ole klynkende — „saa er Niels jo gaaet +væk.“ De andre vidste intet at sige til det; det var jo givet paa +Forhaand, at Niels vilde gaa væk. + +Ole stod lidt og krøb sammen, som ventede han paa, at nogen skulde sige +det var Niels. Han tørrede sine rindende Øjne og forsøgte at stirre +derud paa egen Haand; men de løb fulde af Vand. „Du har jo unge Øjne,“ +sagde han til Pelle — „kan du ikke se at det er Niels?“ hans Hoved +dirrede. + +„Nej det er Karl,“ sagde Pelle sagte. Saa gik Ole ludende ind gennem +Flokken uden at se til nogen eller vare sig til Siden. Han gik som om +han var ene i Verden, og fulgte langsomt den søndre Strand udefter — han +gik for at møde Liget. + +Der var ikke Tid til at tænke Tanker, Linen begyndte at blive levende, +den gled i Søen og trak Tovet efter sig. Favn for Favn rullede det sine +Bugtninger op og gled langsomt i Havet som et vaagnende Sødyr, og den +tykke Trosse begyndte at røre paa sig. + +Karl fik den anbragt højt oppe paa Masten; og der var Brug for alle Mand +— Drengene med, til at hale den tot. Alligevel hang den i en tung Bue +for sin Vægt, og Redningsstolen maatte slæbe sig gennem Bølgetoppene da +den gik tom ud. Den gik mere under end over Vandet, da de trak den +tilbage igen med den første af Besætningen, en løjerlig lille +sortsmusket Mand, klædt i graat afgnavet Skind. Han var omtrent kvalt af +Turen, men da de først fik hældt Vandet af ham, fejlede han ingenting og +pludrede ustanselig løs i et grinagtigt Sprog som ingen forstod. Fem +smaa skindklædte Væsner kom Stolen vandrende med én for én; og tilsidst +kom Karl med en lille skrigende Gris i Favnen. + +„Det var nogle slemme Søfolk!“ sagde Karl ind imellem han gylpede Vand +op — „de forstod Gud hjælpe mig ingenting. Raketlinen havde de gjort +fast i Vantet og slaaet den løse Ende om Livet paa Kaptejnen! Og I +skulde set et Rod om Bord.“ Han talte højrøstet, men hans Blik var som +Slør over noget. + +Saa drog man hjem til Lejet med de Skibbrudne; Skuden saa ud til at +modstaa Vandet en Stund endnu. + +Da Skolebørnene skulde gaa hjem, kom Ole slingrende med sin Søns Lig paa +Nakken. Han løb med løse Knær, strøg lavt hen over Jorden og smaajamrede +under sin Byrde. Fris stansede ham og hjalp med at lægge Liget ind i +Skolestuen, det havde et stort Hul i Panden. Da Pelle saa Liget med det +gabende udvaskede Saar, begyndte han at smaahoppe; han stødte kort i +Luften og lod sig dratte som en død Fugl. Pigerne trak sig skrigende +tilbage fra ham; Fris bøjede sig ned over ham og saa smærteligt paa ham. + +„Det er ikke af Skarnagtighed,“ sagde de andre Drenge, „det er hans Lyde +— han bliver saadan sommetider. Det fik han engang han saa en Mand blive +slaaet fordærvet.“ De trak af med ham ud til Pumpen for at kalde ham til +sig selv igen. + +Fris og Ole gik og puslede med Liget, lagde det noget under Hovedet, og +vaskede Grus bort som havde skuret sig ind i Ansigtshuden. „Han var min +bedste Dreng,“ sagde Fris og strøg med skælvende Haand hen over Ligets +Hoved. „Se kun rigtigt paa ham Børn og glem ham aldrig igen — han var +min bedste Dreng.“ + +Saa stod han tavs og stirrede ud, med uklare Briller og Hænderne slapt +hængende. Ole stod og smaajamrede; han var bleven ynkelig gammel med et, +helt sammenfalden. „Jeg skulde vel saa have ham hjem?“ sagde han +klynkende og tog under Sønnens Skuldre, men Kræfterne var borte. + +„Lad ham kun ligge!“ sagde Fris. „Han har haft en stræng Dag, og nu +hviler han sig.“ + +„Ja han har haft en stræng Dag,“ sagde Ole og førte Sønnens Haand til +sin Mund for at aande paa den. „Og se dér hvor han har brugt Aaren — +Blodet er sprængt ud gennem Fingerenderne!“ — Ole lo gennem Graaden. +„Han var en god Dreng, han var Maden for mig — og Lys og Varme med. +Aldrig gik der et ondt Ord ud af hans Mund, mod mig som laa ham til +Byrde. Og nu er jeg sønneløs Fris — jeg er barnløs nu! Og ingenting er +jeg til mere!“ + +„Du skal nok faa Udkommet Ole,“ sagde Fris. + +„Uden at komme paa Sognet? Jeg vil saa nødig paa Sognet.“ + +„Ja uden at komme paa Sognet Ole.“ + +„Naar han saa maatte faa Fred nu; han havde saa lidt Fred her paa Jorden +nu paa det sidste. Der gaar en Vise om hans Ulykke Fris; hvergang han +hørte den, var han som et nyfødt Lam i Kulden. Børnene synger den +ogsaa.“ Ole saa bedende rundt paa dem. — „Det var jo kun i Ungdoms +Letsindighed, og nu har han taget sin Straf.“ + +„Din Søn har ingen Straf faaet — og heller ingen fortjent Ole!“ sagde +Fris og lagde Armen om hans Skulder. „Men en stor Gave har han givet, +som han ligger dér og maa tie til alting. Fem Menneskeliv gav han og sit +eget til! for det ene han i Tankeløshed havde forbrudt. Det var en +gavmild Søn du havde Ole.“ Fris saa ham lyst ind i Ansigtet. + +„Ja,“ sagde Ole tindrende „han reddede jo fem Mennesker — det gjorde han +jo — ja han gjorde!“ Ole havde slet ikke tænkt paa det før — det var vel +aldrig faldet ham ind. Men nu havde en anden givet det Form, og han blev +ved at klynge sig til det. „Fem Menneskeliv reddede han dog, om end det +kun var Finlapper. Saa vil Vorherre vel kanske kendes ved ham.“ + +Fris nikkede saa det graa Haar faldt ham ned over Øjnene. „Glem ham +aldrig Børn!“ sagde han „og gaa nu stille hjem.“ Børnene tog stille +deres Sager og gik; de vilde i dette Øjeblik have gjort alt hvad Fris +befalede dem — han havde den fuldkomne Magt over dem. + +Ole stod der og stirrede fraværende, saa tog han Fris ved Ærmet og drog +ham hen til Liget. „Han har roet godt!“ sagde han — „Blodet er traadt ud +af Fingerenderne, se selv!“ og han løftede Sønnens Hænder mod Lyset. +„Der er ogsaa Haandled Fris! mig gamle Mand kunde han tage og gaa med +som et lille Barn,“ — Ole lo forkomment. „Men jeg bar ham, hele Vejen +fra det søndre Rev bar jeg ham paa min Nakke. Jeg er for tung en Byrde +for dig Far! kunde jeg høre ham sige, for han var en god Søn. Men jeg +bar ham — og nu kan jeg ikke mere. — Bare de nu faar Øje paa det,“ han +saa atter paa de blodsprængte Fingre — „han gjorde jo sit bedste. Naar +blot Vorherre selv vilde mønstre ham af.“ + +„Ja“ sagde Fris. „Vorherre vil selv mønstre ham af — og han ser jo alt, +Ole.“ + +Der kom nogle Fiskere ind i Stuen. De strøg Huen af, gik én for én +stille hen og tog Ole i Haanden. Saa strøg de sig over Ansigtet Mand for +Mand og vendte sig spørgende mod Degnen — Fris nikkede. De tog Liget +imellem sig og gik med tunge varlige Trin ud gennem Forstuen og ind mod +Lejet. Ole trippede bagefter dem, sammenfalden og smaaklynkende. + + + + + XVIII + + +Det var Pelle der en Dag i det første Skoleaar, han var oppe i Religion +og Fris spurgte om han kunde nævne Aarets tre største Helligdage, morede +alle ved at svare: „St. Hansaften, Høstgildesdagen og — og —“ Der var en +tredje ogsaa, men da det kom til Stykket undsaa han sig for at nævne den +— hans Fødselsdag! I visse Maader var den Aarets største, ihvorvel ikke +andre end Far Lasse kendte den. Og saa de der skrev Almanaken jo — de +vidste simpelthen Rede paa alting. + +Den faldt paa den 26. Juni og hed Pelagius i Kalenderen. Om Morgenen +kyssede Faderen ham og sagde: Til Lykke og Velsignelse Pøjke! — og saa +laa der altid en lille Ting i Lommen naar han skulde trække i Bukserne. +Faderen var lige saa spændt som han selv, og stod inde hos ham mens han +trak i Tøjet, for at faa Del i hans Overraskelse. Men Pelle havde det +med at trække i Langdrag naar der forestod noget hyggeligt — des større +blev Glæden. Han gik med Vilje uden om den spændende Lomme, mens +Lassefar stod og trippede og ikke kunde nære sig. „Nej hvad er det med +den Lomme du? den er mig saa tyk! Du har vel aldrig været ude og +stjaalet Hønseæg i Nat?“ Saa maatte Pelle have Tingen frem — en stor +Bylt Papir — og til at pakke ud, Lag efter Lag. Og Lasse var +himmelfalden. „Hæ, det er jo ikke andet end Papir! Det var ogsaa noget +Skidt at gaa og fylde Lommerne med.“ Men inderst inde var der en +Svanekniv med to Blade. Tak! hviskede Pelle saa og havde Taarer i +Øjnene. „Aa fan, det er fattig Skænk det!“ sagde Lasse og klippede med +sine røde vippeløse Øjenlaag. + +Ud over det mødte der ikke Drengen mere godt den Dag end ellers, men +alligevel var han højtidsstemt hele Dagen. Det fejlede aldrig at Solen +skinnede — saa sjælden klart endogsaa; og Kreaturerne saa vist paa ham +mens de laa og gumlede. „Det er min Fødselsdag i Dag du!“ sagde han og +hængte sig om Halsen paa Studen Nero — „kan du sige til Lykke?“ Og Nero +pustede varm Aande ned paa hans Ryg sammen med grøn Saft fra Tygningen. +Saa gik han lykkelig om og stjal grøn Sæd til den og sin Yndlingskalv, +holdt den ny Kniv — eller hvad det nu var blevet — i Haanden den +udslagne Dag, og lagde en egen højtidelig Dvælen ind i alt hvad han tog +sig for. Hele den lange Dag kunde han faa til at svulme af +Højtidsstemning; og naar han kom i Seng laa han og kæmpede med Søvnen, +for at Dagen skulde blive endnu længere. + +Men St. Hansaften var paa sin Vis større Festdag alligevel — den havde i +al Fald Skæret af det uopnaaelige over sig. Den Dag tog alt hvad der +kunde krybe og gaa op til Almindingen; der var ikke det Tyende paa hele +Øen saa usselt at det fandt sig i at blive nægtet Frihed den Dag — ikke +andre end netop Lasse og Pelle. + +Hvert Aar havde de set Dagen komme og gaa uden at faa Del i dens Glæde. +„Nogen maa der sku blive hjemme!“ sagde Forvalteren bestandig, „eller +mener I maaske jeg kan gøre det hele for jer?“ De var for magtesløse til +at hævde sig. Lasse var med til at pakke Vognrummene med lækker Mad og +Drikkevarer og hjælpe de andre vel af Gaarde — for saa at gaa mismodig +derhjemme, ene Mand om alt Arbejdet. Pelle saa fra Marken deres glade +Udfart og den lyse Støvstribe langt bort bag Klipperne. Og ved +Maaltiderne hørte de dem halve Aar efter opfriske Drik og Slagsmaal og +Kærlighed — hele Festen. + +Men nu var det Slut. Lasse var ikke den Mand som blev ved at lade sig +træde paa Tæerne; han havde en Kvindes Kærlighed — og Hus i Ryggen! han +kunde sige op hvad Dag det skulde være. Nu var Øvrigheden vel nok i Gang +med den foreskrevne Efterlysning af Madam Olsens Mand, og saa snart den +lovbefalede Frist var udløben vilde de sammen. + +Lasse gik ikke af Vejen for en Opsigelse længer. Allerede i Vinters +havde han sat Forvalteren Stolen for Døren og kun ladet sig fæste igen +paa den udtrykkelige Betingelse, at de to kom med paa Almindsturen — der +var Vidner paa det. Dérinde hvor al Kærlighed holdt Stævne den Dag, +skulde Lasse og hun saa ogsaa mødes, men det vidste Pelle ikke noget om. + +„I Dag kan vi sige i Overmorgen, og i Morgen kan vi sige i Morgen,“ gik +Pelle og gentog for Faderen to Aftner før Dagen; han havde holdt +Regnskab med Tiden lige siden Majdag ved at sætte Streger for alle +Dagene indvendig paa Kistelaaget og krydse dem ud én for én. „Ja og i +Overmorgen siger vi i Dag,“ sagde Lasse og kastede ungdommeligt med +Benene. + +Saa slog man sine Øjne op i en ubegribelig tindrende Verden, og opdagede +først bagefter at dette var Dagen. Lasse havde taget fem Kroner op af +sin Løn, og han havde faaet en gammel Husmand til at røgte for sig — for +50 Øre og Føden. „Det er jo ingen stor Dagløn,“ sagde Husmanden, „men +giver jeg dig en Haand, giver Vorherre maaske mig en igen.“ + +„Ja vi har ikke andre end ham at holde os til, vi fattige Lus,“ svarede +Lasse. „Men jeg skal takke dig i min Grav.“ + +Husmanden kom allerede Kl. fire, og Lasse kunde gaa og holde helligt fra +Morgenstunden. Hvergang han vilde tage en Haand i med, sagde den anden: +„Nej lad det være; du har vist ikke for ofte fri du!“ + +„Nej dette er første rigtige Fridag, siden jeg kom her til Gaarden,“ +sagde Lasse og rankede sig som en Greve. + +Pelle var i Stadsen fra Morgenstunden, han gik omkring og smilede, +vandkæmmet og i Skjorteærmer; Stadshuen og den pæne Trøje maatte ikke +tages paa før de skulde køre. Naar Solen faldt i hans Ansigt, tindrede +det som dugslaaet Græs. Der var slet intet at bekymre sig om, +Kreaturerne var i Løkken, Forvalteren vilde selv tilse dem. + +Han holdt sig nær op ad Faderen der jo havde fremtvunget dette — +Lassefar var mægtig han! „Det var nok godt du truede med at sige op,“ +udbrød han hvert Øjeblik. + +Og Lasse svarede hvergang det samme: „Ja én faar anvende den haarde +Haand, om man vil opnaa noget her i Verden!“ — og nikkede magtbevidst. + +De skulde køre Kl. 8, men Pigerne kunde ikke blive færdige med +Tillavningen. Der var Krukker med Stikkelsbærgrød, store Stabler +Pandekager, et haardkogt Æg til Mands, kold Kalvesteg og en Uendelighed +af skaaren Mad. Vognrummene kunde langtfra tage imod det, der blev +skubbet store Kurve ind under Sæderne. For i Vognen kom et Anker Øl, +dækket med grøn Havre for at Solen ikke skulde falde i det; en hel Lejl +Brændevin var der, og tre Flasker kold Puns. Hele Bunden i den store +Lastfjedervogn var næsten dækket, det kunde blive vanskeligt nok at faa +Plads til Benene. + +Fruen havde alligevel det rette Sind for Folkene naar hun selv vilde; +hun gik som en god Madmoder og saa efter, at alt var pakket godt hen og +der ingenting manglede. Det var ikke som med Kongstrup, der altid skulde +have en Forvalter mellem sig og de andre. Hun skæmtede saamænd og gjorde +sit bedste, det var tydeligt at hun undte Folkene en glad Dag — hvad der +saa ellers kunde være at sige hende paa. At Ansigtet var lidt trist +kunde én ikke undres paa, da dog Proprietæren til Morgen var kørt ud med +den unge Slægtning. + +Saa endelig var Pigerne færdige, og man steg til Vogns — i højt Humør. +Karlene satte sig af Vanvare paa Skødet af Pigerne og fór forskrækket i +Vejret. „Av, av! jeg kom nok for nær til en Kakkelovn!“ sagde den Gavtyv +Mons og gned sig bagpaa. Selve Fruen maatte le. + +„Skal Erik ikke med?“ spurgte hans gamle Kærest Bengta, som blev ved at +have en Slat til overs for ham. + +Forvalteren fløjtede skarpt et Par Gange, saa kom Erik langsomt luskende +inde fra Loen, hvor han havde staaet og holdt Øje med sin Herre. + +„Vil du ikke med i Skoven i Dag Erikmand?“ spurgte Forvalteren +gemytligt. Erik stod og vred paa sin store Krop, han mumlede noget som +ingen kunde faa Meningen af, og stødte uvilligt med den ene Skulder. + +„Det er bedst du kommer med!“ sagde Forvalteren, og lod som han vilde +tage ham og sætte ham op i Vognen. „Jeg faar saa se hvordan jeg +overvinder Savnet.“ De paa Vognen lo. Men Erik tøflede af ned gennem +Gaarden med sit Hundeblik rettet ufravendt bagud paa Forvalterens +Fødder. Han stillede sig bag Staldhjørnet og stod og kiggede spejdende +frem; Huen holdt han paa Ryggen, som Drenge gør naar de leger Røver. + +„Han er snedig han!“ sagde Mons. Saa styrede Karl Johan forsigtigt ud af +Porten, og de satte i Vej med et Knald. + +Langs alle Veje arbejdede Køretøjer sig frem mod Øens Top, overlæssede +med glade Mennesker der sad paa Skødet af hinanden og hang helt ud over +Fadingen. Støvet steg fra Køretøjerne og stod hvidt i Luften, det angav +i milelange Striber hvordan Vejene laa som Eger i et Hjul og pegede mod +Midten af Landet. Luften summede af glade Menneskestemmer og +Harmonikaer; nu savnede man Gustavs Spilleværk. Ja og Bodils vakre +Aasyn, der kunde skinne saa velsignet mildt en saadan Dag. + +Pelle havde Aars Appetit paa den store Verden og slugte alt med Øjnene. +„Se dér du Far! Se nu bare dér!“ — intet undgik ham. De andre saa sig +glade paa ham, saa rød og køn han var. Han havde en nyvasket blaa +Busserunne under Vesten, den saas i Halsen og ved Haandleddene og gjorde +det af for Kravetøj. Men Lyse Marie bøjede sig bagover fra Kuskesædet +hvor hun sad ene med Karl Johan, og bandt ham et rigtig hvidt Klæde om +Halsen; og Karna, der vilde vise sig moderlig, gik hans Ansigt efter med +Snippen af sit Lommeklæde, som hun vædede paa Tungen. Hun var ude om +sig; men det var forresten troligt nok, at Drengen allerede havde griset +sig til igen efter den grundige Morgenvask. + +Bivejene hældte stadig deres Indhold ud paa Landevejen, og det blev til +en hel Flod af Vogne. Saa langt man kunde se frem og bagud var der +Køretøjer; én skulde føje tro der fandtes saa meget Køreværk i hele +Verden. Karl Johan var en god Kusk at have, bestandig pegede han med +Pisken og fortalte; hvert et Hus vidste han Rede paa. Gaardene og +Agerlandet var det forbi med; men inde i Lyngen hvor selvsaaet Birk og +Asp stod og flimrede uroligt i Sommerdagen, laa der øde Nybyggerhuse med +nøgne klinede Vægge og uden saa meget som en Bulmeurt i Vinduet eller en +Stump Gardin. Markerne omkring dem var saa stenede som en nyskærvet Vej, +og Sæden skreg gudsjammerligt til Himlen; den var kun 2-3 Tommer høj i +Straaet og allerede i Aks. Folkene herinde var allesammen svensk Tyende +som havde sparet sig lidt sammen og nu sad her som Jordejere; Karl Johan +kendte ikke saa faa af dem. + +„Det ser helt trist ud,“ sagde Lasse, som i Tankerne sammenlignede +Stenene her med Madam Olsens fede Lod. + +„Aa ja“ svarede Forkarlen „aller bedste Vare er det jo ikke. Men noget +giver Jorden dog,“ han pegede paa de store pyntelige Bunker Skærver og +tilhuggen Sten der omgav hver Hytte. „Om det ikke just er Korn, bliver +det dog til Brød. Og saa er det vel den eneste Jord, der er til at +overkomme for Fattigfolks Pengepung.“ Han og Lyse Marie tænkte selv paa +at bosætte sig herinde, Kongstrup havde lovet at hjælpe dem til et +Tohestesavl naar de giftede sig. + +Inde i Skoven var Fuglene midt i deres Formiddagskvidder — de var senere +efter det her end nede i Klitplantningen lod det til. Luften tindrede +saa festligt, og fra Skovbunden var der noget usynligt der steg — her +var ligesom i en Kirke, naar Solen skinnede ned gennem høje Vinduer og +Orglet spillede. De drejede om Foden af en stejl Klippevæg med +fremvældende Løvmasser for oven, og kom ind under Trærne. + +Det var næsten ikke til at sno sig frem for Heste og fraspændte +Køretøjer; man maatte holde Ørerne godt stive, vilde man ikke ødelægge +Remedierne for sig selv og andre. Karl Johan sad og kiggede efter begge +Forhjul og ledte sig frem Fjed for Fjed; han lignede en Kat i Tordenvejr +saa visser var han. „Hold Kæft,“ sagde han skarpt, naar nogen paa Vognen +aabnede Munden. Endelig fandt de Plads nok til at spænde fra; der blev +slaaet Reb fra Træ til Træ i en Firkant, derinde blev Hestene bundet. +Saa fik man Kardæsker frem — jøsses hvor det havde støvet! Og endelig — +ja der var ingen der sagde noget, men de stod alle afventende med halv +Retning mod Forkarlen. + +„Vi skulde vel saa en Tur i Skoven og se paa Udsigten!“ sagde han. + +De smagte paa det, mens de drev ørkesløst rundt om Vognen og skelede til +Fødevarerne. „Bare den kan holde sig,“ sagde Anders og tog i en Madkurv. +„Jeg ved ikke — jeg er saa besynderlig i Maven i Dag,“ begyndte nu Mons. +„Det skulde vel ikke være den tærende Syge?“ + +„Kanske vi skulde smage paa Madvarerne først da?“ sagde Karl Johan. + +Ja — jo — der kom det endelig! + +I Fjor havde de spist i det Grønne — det var Bodil der fandt paa det, +hun var jo altid saadan lidt paa Tæerne. I Aar var der ingen der turde +lægge Person til et saadant Forslag. De saa lidt paa hinanden — +afventende; saa krøb de op i Vognen og indrettede sig dér ligesom andre +skikkelige Mennesker. Maden var jo dog den samme naar det kom til +Stykket. + +Pandekagerne var store og tykke som et Grydelaag — det mindede om +Erikmand der i Fjor havde spist ti. „Skade han ikke er med i Aar!“ sagde +Karl Johan, „han var en glad Fanden.“ + +„Han har det godt nok,“ mente Mons — „faar Føden og Klæden og bestiller +ikke andet end gaar og aber i Hælene paa Forvalteren. Og tilfreds er han +altid nu — jeg skulde gærne bytte med ham.“ + +„Og løbe om som en Hund med Snuden i Jorden og snuse efter sin Herres +Fjed — fy fan!“ sagde Anders. + +„Hvordan siden Snakken gaar, saa faar I huske, at det er Vorherre selv +der har taget hans Forstand i Forvaring,“ sagde Lasse advarende. De var +en Stund helt alvorlige ved det. + +Men saa havde ogsaa Alvoren faaet hvad den kunde tilkomme. Anders skulde +klø sig paa Benet, men tog fejl og kneb Raske Sara i Læggen saa hun +hvinede; saa blev hans Haand helt forfjamsket og kunde ikke finde op, +men fór rundt dernede og gjorde Ulykker. Mons rejste sig og spurgte +højtideligt, om nogen vilde se Præsten paa Prækestolen. De lo og holdt +Kommers. + +Karl Johan tog ikke rigtig Del i Lystigheden, han sad nok og funderede +paa noget. Endelig brød han overtvært og trak Pengepungen frem. „Skidt +jeg giver Øl!“ sagde han kækt — „Bajerskøl at I forstaar det. Hvem vil +hente?“ + +Mons sprang hurtig af Vognen: „Hvor mange?“ + +„Fire“ — Karl Johan lod Blikket løbe tællende ud over Vognen. „Nej tag +kun fem du, det giver en Spids til hver!“ sagde han flot. „Men se nøje +til, at det er rigtigt Bajerskøl de giver dig.“ + +En Spids — saa det hed en Spids? Der var nu ingen Ende paa alt det, den +Karl Johan havde Rede paa. Og Ordet Bajerskøl udtalte han lige saa let +som andre vendte Skraaen i Munden. Men han var jo betroet Mand paa +Gaarden nu, og kørte ofte Ærende til Staden! + +Det gav Humør og Spænding — de fleste af dem havde aldrig smagt +Bajerskøl før. Lasse og Pelle vedgik aabent deres Uerfarenhed; men +Anders lod som han havde drukket sig fuld i det mere end én Gang, skønt +enhver vidste det var Løgn. + +Mons kom varligt balancerende med Øllet i Favnen — det var dyrebare +Sager. Drikken blev skænket op i de store Snapseglas som var til Punsen +— i Staden drak man jo Øllet af vældige Krus, men Karl Johan fandt at +det var noget svinsk Fylderi. Pigerne vægrede sig ved at drikke og var +henrykte alligevel. „Saadan er de altid naar én byder dem det bedste,“ +sagde Mons. De blev røde i Hovedet af Begivenheden, og troede de var +fulde. Lasse skyllede sit Øl ned med en Snaps Brændevin — det smagte ham +rent ud sagt ikke. „Jeg er bleven for gammel,“ sagde han undskyldende. + +Maden blev pakket ned, og de begav sig ud i sluttet Trop for at se paa +Udsigten. Man maatte arbejde sig gennem en hel Vognborg for at naa op +til Paviljonen. Overalt vrinskede Heste og slog bag op saa Barken røg af +Trærne, Karle væltede sig ind paa dem og flaaede dem i Mulen til de blev +skikkelige igen; Kvinderne skreg og løb hid og did som forskrækkede +Høns, med løftede Skørter. + +Oppe fra Højen tog de et Skøn over Menneskemængden, ned ad Højens Sider +og ind i Skoven hinsides Vejene — overalt var der tæt med Køretøjer. Og +nede ved Trekanten hvor de to store Landeveje mødtes, svingede bestandig +nye Læs ind. „Her er langt over tusend Par Heste i Skoven i Dag,“ sagde +Karl Johan. Ja langt over! — her var en Million om det forslog, tænkte +Pelle. Han var fast besluttet paa at faa saa meget som muligt ud af +alting i Dag. + +Dér holdt Brogaardsvognen, og dér kom Folkene fra Hammersholm helt ude +paa det yderste af Nordlandet. Her var Folk fra Strandgaardene ved +Dueodde, og Rønnebo og Neksøbo i Mængde — hele Øen var her. Men det var +ikke Tiden nu at falde i med Kendinger. „Vi ses i Eftermiddag!“ raabtes +der paa Kryds og tværs. + +Karl Johan førte an paa Turen — det hørte med til en Forkarls Pligter at +vide Vej i Almindingen. Lyse Marie holdt sig trofast ved hans Side, +enhver kunde se hvor stolt hun var af ham. Mons gik med Raske Sara i +Haanden, de gik og slængede og lignede et Par glade Børn. Bengta og +Anders havde lidt svært ved at forliges, de trættedes hvert Øjeblik men +mente forresten ikke større med det. Og Karna gik og gjorde sig til. + +Ned i en Mose kom man, og op igen ad stejle Sider hvor de vældige Trær +stod med Tæerne i Nakken paa hverandre. Pelle sprang som et Kid til alle +Sider. Inde under Granerne var der Myretuer saa store som Høstakke, +Myrerne havde brede trampede Veje, der løb som Fodstier bort mellem +Trærne og ingen Ende vilde tage; det var Hærskarers Mangfoldighed der +vandrede frem og tilbage paa de Veje. Under nogle smaa Graner var et +Pindsvin i Færd med at angribe en Hvepserede; det løb Snuden ind i +Reden, trak sig hastigt tilbage og nyste. Det saa fortærende grinagtigt +ud, men Pelle maatte videre — efter de andre. Og snart var han langt +forud for dem, og laa paa Maven i en Grøft hvor han havde lugtet +Skovjordbær. + +Lasse kunde ikke holde Trit med Ungdommen op ad Bakke, og Karna gik det +ikke bedre. „Vi er halvgamle vi to,“ sagde hun, mens de pustende slæbte +sig opad. + +„Ja saa, er vi det mon?“ svarede Lasse som følte sig helt ung i Sindet — +det var blot Pusten det kneb med! + +„Det gaar vel dig som mig: Nu har én stræbt for andre i saa mange Aar og +føler Trang til at faa sit eget.“ + +„Ja det kan jo nok være,“ sagde Lasse undvigende. + +„Helt tomhændet kom én jo heller ikke ind til det — hvis at det var.“ + +„Ja saa.“ + +Karna blev ved med sit, men Lasse kneb bestandig bag om Ord til de +naaede hen til _Rokkesten_, hvor de andre stod og ventede. Højsa, det +var en ordenlig Blok! tusend Skippund sagde man den vejede. Men Mons og +Anders kunde rokke den ved at stikke et Spær under dens ene Ende. + +„Saa skulde vi vel til Røverborgen,“ sagde Karl Johan; og de travede +videre — op og ned bestandig. Lasse masede paa for at blive paa Siden af +de andre, han var ikke rigtig tapper ved at være ene med Karna. Det var +dog en ukristelig Masse Trær, og Skoven var ikke ensartet som andre +Steder i Verden. Der var Birk og Gran, Bøg og Lærk og Røn mellem +hverandre — og Kirsebærtrær i lange Baner. Forkarlen førte dem hen over +et lille sort Vand, der laa under Klippen og stirrede op som et ondt +Helvedesøje. „Her var det, Liden Anna druknede sit Barn — hun som blev +besvangret af sin Husbond!“ sagde han dvælende. De kendte alle Historien +og stod tavse over Vandet, Pigerne havde Taarer i Øjnene. + +Som de stod der tavse og ofrede Liden Annas triste Skæbne en alvorlig +Tanke, steg en usigelig blød Tone op til dem efterfulgt af en lang +hjærtevarmende Hulken. De flyttede sig og tyede nærmere ind til +hinanden. „Jesus“ hviskede Lyse Marie frysende „nu græder Barnesjælen.“ +Pelle stod stivnet i Lytten, Kulden gik i Bølger over hans Ryg. + +„Det er jo Fjælstavnen“[1] sagde Karl Johan „kender I ikke engang den? +Der er hundetykt af den her i Skoven, og den synger midt om Dagen.“ Det +virkede befriende paa de voksne, men Pelle kunde ikke saadan slippe sin +Gru. Han havde stirret dybt ind i den anden Verden, og enhver Forklaring +prellede af paa ham. + +Men saa kom Røverborgen som en stor Skuffelse. Han havde tænkt sig den +befolket af Røvere; og saa var det ikke andet end nogle Kampestens +Ruiner, der laa paa et lille Bjærg midt i en Mose. Han gik paa egen +Haand neden om det hele for at se, om der ikke skulde være en hemmelig +underjordisk Gang som førte ned til Vandet. Hvis der var, vilde han i al +Stilhed faa fat paa Faderen og trænge ind og lede om Pengekisterne — +ellers blev de for mange om at dele. Men det strøg forbi, for en egen +Duft fangede ham ind. Han dumpede ned i en Skovbund, der var +saftdrivende grøn af Konvaller som blomstrede svagt endnu — og af vilde +Jordbær. Her var saa mange, at han maatte hen og kalde paa de andre. + +Saa glemte han ogsaa det, mens han banede sig Vej gennem Rankerne for at +slippe op. Han havde tabt Stien og forvildet sig ind i det klamme Mørke +under Klippen. Ranker og Tjørn flættede sig ind i de overhængende Grene +til et lavt tungt Loft; der var ikke Dag at skelne til nogen Side, men +Løvet gød sælsomt grønt Lys gennem Flætværket. Bunden var slibrig af +Væde og forraadnet Kryb; under Klippevæggen hang dirrende Bregner med +Toppen nedad; der sivede Vand fra dem som fra dryppende Haar. Vældige +Trærødder laa udspændte over Klipperne, og lignede nøgne sorte +Djævlekroppe der vred sig for at komme løs. Et Sted lidt fremme slog +Solen tværs gennem Mørket i brændende Ild, udenom dampede det blaaligt +og tonede — som fra et Tærskeværk langt borte. + +Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans Haser klippede. Saa +sprang han som en besat, tusend Skyggehænder rakte efter ham i det +samme; han sled sig gennem Tjørn og Ranker med en svag Tuden. Dagslyset +kom som et Slag imod ham, og bagved havde nogen et fast Tag i hans +Klæder; han maatte raabe paa Far Lasse af al sin Nød før det slap. + +Saa stod han midt ude paa Mosen, og dér højt oppe over hans Hoved sad +de, paa en Klippespids midt i Løvmasserne. Deroppe fra saa det ud som +Verden var lutter Skovtop, der steg og faldt igen i det uendelige; det +var Løv dybt nede under ens Fødder og ud saa langt Øjet rakte, op og +ned. Man kunde fristes til at kaste sig ud i det, saa indbydende blødt +saa Dybet ud. Karl Johan maatte til Advarsel for de andre fortælle om +Skræddersvenden, der sprang lige ud fra en Klippespids her i Almindingen +— netop fordi Løvet saa saa fristende blødt ud. Mærkværdig nok slap han +levende fra det, men det høje Træ han faldt igennem klædte ham +fuldstændig af. + +Mons havde staaet og drillet Sara med, at han vilde springe ned, nu trak +han sig forsigtigt tilbage. „Jeg vil ikke vove Konfirmationstøjet,“ +sagde han og forsøgte at se gemytlig ud. + +Det mærkværdigste af alt var alligevel Rytterknægten med Kongemindet. +Alene det Taarn — ikke en Stump Træ var der benyttet til det, men bare +Granit; og saa gik man rundt og rundt i en Uendelighed. „I tæller vel +Trinene?“ sagde Karl Johan manende. Ja da, de talte indvendig alle +sammen. + +Det var klart Vejr, Øen bredte sig under dem i al sin Frodighed. Karlene +skulde først og fremmest prøve, hvordan det var at spytte ned, men +Pigerne var svimle og stod sammen i en Klynge midt paa Platformen. +Kirkerne blev talt under Karl Johans kyndige Vejledning, og alle de +kendte Steder peget ud. „Dér har vi jo Stengaarden ogsaa,“ sagde Anders +og viste paa noget langt borte mod Havet. Det var ikke Stengaarden, men +Karl Johan kunde paa en Prik sige, bag hvilken Bakke den skulde ligge, +og Stenværket fik de da draget Kending paa. + +Lasse tog ingen Del i det, han stod helt stille for sig selv og stirrede +over mod Sverigs Kyst, som traadte blaanende frem langt borte bag det +lysende Vand. Synet af Hjemlandet gjorde ham veg og gammel; hjem kom han +vel aldrig mere, skønt han skulde have svært Mod paa at se Bengtas Grav +engang endnu. Ja ja, og det bedste der kunde times én, var vel at faa +Lov at hvile sig ved hendes Side, naar alting andet var slut. I dette +Øjeblik angrede han paa, at han var gaaet i Landflygtighed paa sine +gamle Dage — Kungstorpet hvordan mon det saa ud nu? mon de nye Folk +holdt Jorden i nogenlunde Drift? Og alle de gamle Kendinger — hvordan +mon de trivedes? Gammelmands Minderne kom saa stærkt op i ham, at han +for en Stund glemte Madam Olsen og alt hendes. Han lod sig vugge hen af +alt det gamle, og græd indvendig som et lille Barn. Ak ja, det var ødt +at være borte fra Hjemstavn og alting paa sine gamle Dage. Men maatte +det blive til Velsignelse for Pøjken paa en eller anden Vis, saa var alt +jo godt og vel. + +„Det er vel saa Kongens København man ser derovre?“ spurgte Anders. + +„Det er Sverig,“ svarede Lasse stille. + +„Sverig, saa saa? Men det laa jo til den Side i Fjor om jeg ret mindes.“ + +„Ja naturligvis! Hvad gik Jorden vel ellers rundt for?“ udbrød Mons. + +Anders var lige ved at tage det for gode Varer, men opfangede en +Grimasse Mons lavede til de andre. „Ak din fule Abekat,“ udbrød han og +sprang efter Mons der satte ned ad Stentrappen, det buldrede hult efter +dem dernede som i en vældig Tønde. Pigerne stod lænede til hinanden og +vuggede svagt, i tavs Stirren mod det lysende Vand, der fjærnt ude slog +sig om Øen. Svimmelheden havde løsnet deres Legemer. + +„I staar jo og drømmer lige ud af Øjnene,“ sagde Karl Johan og forsøgte +at slaa Armene om dem alle. „Vil I ikke med ned?“ + +Nu var alle godt trætte. Ingen sagde noget, for Karl Johan førte jo; men +Pigerne havde en Tilbøjlighed til at sætte sig ned. + +„Nu er der kun Ekkodalen til Rest,“ sagde han opmuntrende, „og den +ligger paa Vejen tilbage. Den maa vi have med, for det er Tøj det! Der +skal I høre et Ekko, som hede Helvede ikke har Mage til.“ + +Det gik trevent, Fødderne var ømme af Lærfodtøjet og den megen Gaaen til +Unytte. Men da de saa kom fra den stejle Klippevæg ned i Dalen og havde +drukket af Kilden, kviknede de til. Karl Johan stillede sig op med +skrævende Ben og raabte over mod Klippen: „Hvad er Karl Johans største +Glæde?“ Og Ekkoet svarede paa staaende Fod „Æde!“ Det var ovenud +grinagtigt, de maatte alle forsøge det hver med sit Navn — selv Pelle. +Da det var udtømt lavede Mons paa Stedet et Spørgsmaal, som fik Ekkoet +til at svare med en Uartighed. + +„Saadan noget maa du ikke lær’en,“ sagde Lasse. „Sæt nu her kom fine +Damer, og han saa gav sig til at raabe det efter dem.“ De var lige ved +at dø af Latter over den Gamles Vittighed; og han var saa henrykt over +Bifaldet, at han blev ved at gentage den for sig selv paa Tilbagevejen. +Ho, ho — helt til Rotterne var man vel ikke endnu heller. + +Da de naaede tilbage til Vognen, var de skrupsultne og gav sig til at +holde Maaltid. „Noget maa man jo have at staa imod med, naar man gaar +saadan og driver,“ sagde Mons. + +„Se nu,“ sagde Karl Johan da de var færdige, „nu kan enhver have Lov at +gaa som han lyster. Men Kl. 9 paa Slaget samles vi her igen. Saa skal vi +køre hjem.“ + +Oppe ved Pladsen gav Lasse Pelle et hemmeligt Puf, og de gav sig til at +handle med en Kagekone til de andre var kommet godt foran. „Det er ikke +rart at være tredje Hjul til en Vogn,“ sagde Lasse. „Nu vil vi to gaa +lidt paa egen Haand.“ + +Lasse gik og strakte Hals. „Søger du nogen?“ spurgte Pelle. + +„Nej ikke just det, men jeg undres paa hvor alle de Mennesker kommer +fra. Her er fra hele Landet, kun nede fra Lejet har jeg ingen set.“ + +„Tror du ikke Madam Olsen kommer herind i Dag?“ + +„Ja Gud ved,“ sagde Lasse — „det kunde forresten være morsomt at hilse +paa hende. Jeg skulde nu gærne tale et Par Ord med hende ogsaa. Du har +jo unge Øjne — kan du ikke holde Udkig?“ + +Pelle fik 50 Øre, som han maatte give ud til hvad han vilde. Rundt om +Pladsen sad Lyngens fattige Koner ved smaa Stader og solgte kulørte +Sukkerstænger, Honningkager og Toøres-Cigarer. Foreløbig gik han fra +Kone til Kone og købte for én eller to Øre af hver. + +Henne under Trærne stod Blinde Høyer, som var kommet lige fra +Hovedstaden med nye Viser; der var tæt med Mennesker omkring ham. Han +spillede Melodien paa sin Harmonika, hans lille visne Kone sang for, og +hele Skaren fulgte forsigtigt med. De der havde lært Melodierne gik +syngende bort, og andre trængte sig frem paa deres Plads og erlagde +5-Øren. + +Lasse og Pelle stod og lyttede i Udkanten. Der var ingen Nytte til at +betale Penge, før man vidste hvad man fik for Varer; i Morgen var de +Viser alligevel over hele Øen og gik gratis fra Mund til Mund. — „_En +Mand paa firsindstyve Aar_ — ny og gemytlig Vise om hvordan det gaar, +naar en affældig Mand tager sig en ung Kone!“ raabte Høyer hæst, inden +Sangen begyndte. Den Vise brød Lasse sig nu ikke stort om. Men saa kom +den forfærdelig sørgelige Vise om Sømanden George Semon der tog saa øm +en Afsked med sin Pige: + + — — + og sagde naar atter her jeg staar, + da glad med dig jeg til Kirke gaar. + +Men han kom aldrig tilbage, for Stormen faldt over dem i femogfyrretyve +Dage, Provianten slap op, og Pigens Ven sank hen i Vanvids Mørke. Han +drog sin Kniv mod Kaptejnen og forlangte at komme hjem til sin Brud; +Kaptejnen skød ham ned. Saa styrtede de andre sig over Liget, bar det +til Kabyssen og kogte Suppe paa det: + + „Men hjemme venter den stakkels Pige, + hun vil fra Stranden slet ikke vige. + Hun vil staa Brud, ak den stakkels Mø + ved ej, at Brudgommen maatte dø.“ + +„Den er vakker,“ sagde Lasse og rodede rundt i Pengepungen efter en +5-Øre, „den faar du forsøge at lære — du har jo Gehør for sligt.“ De +puffede sig gennem Mængden helt hen til Spillemanden og begyndte varsomt +at synge med, rundt om dem snøftede Pigerne. — — — — + +De drev op og ned mellem Teltene, Lasse var noget stundesløs. Det var en +hel lang Gade af Danseboder, Telte med Gøglere og Panoramamænd, +Beværtninger. Udraaberne stod og svedte, Værtshusholderne gik frem og +tilbage foran Teltaabningen som graadige Rovfugle. Endnu var der ikke +rigtig Gang i Sagerne, de fleste Mennesker var ude omkring paa +Udsigtspunkterne; eller de morede sig i al Skikkelighed — kilede løs paa +Kraftprøven og gled ud og ind af Gøglerteltene. Der var ikke den Mand, +uden han var i Følge med sin Kvinde. Ved Beværterteltene gik mangen en i +Staa, men Fruentimmeret svang ham forbi; saa gabede han og lod sig slæbe +op i en Karussel, eller ind i Panoramateltet hvor man saa de dejligste +Billeder af, hvordan Kræft og andre Elendigheder regerer i Menneskets +Indre. + +„Det er rigtig Sager for Kvindfolkene dette her,“ sagde Lasse og sendte +et Suk ud efter Madam Olsen paa maa og faa. + +Paa Madvigs Karussel sad Gustav højt til Hest med Bodil om Livet. „Tju +Gamle!“ raabte han idet han snurrede forbi, og daskede Lasse om Ørerne +med sin Kasket der havde den hvide Side udad. De straalede som Dagen og +Solen, de to. + +Pelle vilde have sig en Karusseltur. „Saa vil jeg jagu ogsaa have noget, +der kan faa det til at gaa rundt!“ sagde Lasse og gik ind og tog sig en +„Gjøk“ — Kaffe med Brændevin i. „Der er somme der kan gaa saadan ud af +den ene Beværtning og ind i den anden, uden at det mindsker i +Pengepungen,“ sagde han da han kom ud. „Det kunde være morsomt at +forsøge — et Aar bare. — Hyss!“ Henne ved Max Alexanders „Grønne Hus“ +stod Karna ganske alene og saa sig saa langeligt om; Lasse trak Pelle +udenom i en stor Bue. + +„Dér staar jo Madam Olsen hos en fremmed Mand,“ sagde pludselig Pelle. + +„Hvor?“ det gav et Sæt i Lasse. — Ja dér stod hun jo, og havde Mandfolk +paa! og ivrig var hun i Snakken! De gik foran hende uden at stanse op — +saa kunde hun jo selv vælge. + +„Ih men saa vent dog lidt,“ raabte Madam Olsen og kom løbende saa +Skørterne slog Smæld om hende; hun var rund og mild som altid, og +struttede af mange Lag godt hjemmevirket Tøj — der var ingen knappe +Steder. + +De gik sammen opefter og talte lidt om ligegyldige Ting; af og til +vekslede de Øjekast om Drengen, som var dem i Vejen. De maatte gaa saa +adstadigt uden at turde røre ved hinanden — han led ikke det mindste +Fjas. + +Oppe ved Paviljonen var der helt sort af Mennesker nu, man kunde føje +gaa et Skridt uden at træffe Kendinger. „Det er værre endnu end naar +Bierne sværmer,“ sagde Lasse, „det er ikke værd at vove sig derind.“ Et +Sted var Bevægelsen udadgaaende, og ved at følge den kom de ned i en +Dal, hvor en Mand stod og raabte og huggede Næverne i en Talerstol. Der +var Missionsmøde; Tilhørerne laa lejret i Smaagrupper langt op ad +Skraaningerne, en Mand i lange sorte Klæder gik stille fra Gruppe til +Gruppe og solgte Smaaskrifter. Han var hvid i Ansigtet, og havde tyndt +rødt Skæg der faldt langt ned. + +„Ser du ham dér?“ hviskede Lasse og puffede til Pelle. „Gud min Sjæl om +det ikke er Lange Ole — og med Handske paa den lemlæstede Haand. — Det +var ham, som maatte tage Synden paa sig for Per Olsens falske +Sværgedom!“ vendte Lasse sig forklarende til Madam Olsen. „Han stod ved +Maskinen dengang Per Olsen skulde have undgældt med sine tre Fingre, og +saa blev det hans der røg i Stedet for. Han kan nu være glad for den +Fejltagelse alligevel, de siger han er kommet svært saa højt paa Straa i +de Helliges Lag. Og fin i Huden er han blevet som en Frøken — det er +noget andet end da han læssede Møg paa Stengaarden. Det skal være Plasér +at sige Goddag til ham engang igen.“ + +Lasse var helt stolt af at have tjent sammen med den Mand og stillede +sig foran de andre, han vilde gøre Indtryk paa sin Veninde ved at sige +et rigtig djærvt: Goddag du Ole! Lange Ole var ved den nærmeste Gruppe, +nu kom han hen til dem og skulde række Traktaterne frem. Men et Blik paa +Lasse fik ham til at tage Haand og Øjne til sig; han sukkede dybt og gik +med bøjet Hoved til den næste Gruppe. + +„Saa I hvor han vred Øjnene i Hovedet?“ sagde Lasse spottende. „Naar +Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan det vil være! Han havde jo +ogsaa faaet Ur paa Lommen og lange Klæder paa — forhen havde han ikke +engang Skjorten paa Kroppen. Og en ugudelig Djævel var han! Men Fanden +hytter sine, som Ordet gaar; det er nok han som har hjulpet ham frem, +ved at forbytte Pladserne ved Maskinen. Der har de ligegodt snydt +Vorherregubben saa Øjnene randt paa’n.“ + +Madam Olsen tyssede paa Lasse, men „Gjøken“ kom op i ham sammen med +Vreden: „Saa _han_ vil ikke kendes ved hæderlige Folk, som kommer til +sit paa en ærlig Maade og ikke ved Filureri! Ja de siger jo, at han nu +er Kærest med Gaardmandskonerne hvor han kommer frem; men engang maatte +han sku tage til Takke med Soen.“ + +Folk begyndte at lægge Mærke til dem, og Madam Olsen tog Lasse bestemt +ved Armen og trak af med ham. + +Solen stod lavt nu. Oppe paa Pladsen gik Masserne og trampede rundt og +rundt som i en Trædemølle; nu og da kom en fuld Mand farende og banede +sig en bred Vej i Folkestimen. Nede fra Teltpladsen kogte Larmen op: +Lirekasser der sled hver sin Melodi, Udraabere, Dansegulvenes Orkestre +og de taktfaste Stamp af en Skotsk eller Rejlænder. Kvinderne gik i +Klynger og drev op og ned, med lange Blikke ind i Beværterteltene, hvor +deres Mandfolk sad, nogle stillede sig op ved Teltaabningen og stod og +gjorde lokkende Tegn ind. + +Inde under Trærne stod en døddrukken Karl og labbede op ad en Træstamme, +en Pige stod hos ham og græd i sit sorte Damaskes Forklæde. Pelle +betragtede dem længe, Karlen havde Klæderne i Uorden, og dængede sig +over Pigen med et fjollet Grin naar hun grædende søgte at rette ved hans +Tøj. Da Pelle vendte sig om, var Lasse og Madam Olsen blevet borte for +ham i Færdslen. + +De var nok gaaet saa smaat i Forvejen, og han gik nedad, hele Gaden til +Ende. Saa vendte han mismodig om og søgte op efter Pladsen; han borede +sig ind og ud i Strømmen og havde sine Øjne alle Vegne. „Har I ikke set +Far Lasse?“ spurgte han ynkeligt naar han traf Kendinger. + +Inde i den tykkeste Sværm gik en stor Mand og deklamerede lyksaligt, med +Panden i Sky. Han var Hovedet højere end de andre og meget bred; men +Godheden lyste af ham, han vilde omfavne alle. De veg skrigende til +Side, saa der blev en bred Vej, hvor han gik. Pelle holdt sig bagefter +ham og slap frem gennem den tykkeste Masse; derinde stod Herredsbetjente +og Skovløbere fordelte hver paa sin Post, støttet paa tykke Knipler. De +havde Øjne og Øren paa Vagt, men blandede sig ikke i noget. Det hed sig, +at de havde Haandjærn i Baglommen. + +Pelle var kommet ned paa Vejen i sin fortvivlede Søgen. Vogn efter Vogn +arbejdede sig forsigtigt frem gennem Dunkelheden ind under Trærne, saa +rullede de frem i det blændende Aftenlys og tog Landevejen fat med store +Knald. Det var de Hellige der kørte hjem. + +Han kom i Tanke om Tiden og spurgte en Mand hvad Klokken var. Ni! Pelle +maatte løbe for ikke at komme for sent til Vognen. Paa Vognen sad Karl +Johan og Lyse Marie og spiste: „Kom op med og faa dig nogen Mad!“ sagde +de. Pelle var hungersulten, han glemte alting mens han aad. Men saa +spurgte Karl Johan om Lasse, og Kvalen meldte sig paa ny. + +Karl Johan var gnaven; ikke en eneste var mødt ved Vognen, skønt det var +den aftalte Tid. „Nu er det bedst du holder dig nær ved os!“ sagde han +da de gik opefter, „ellers kan du let blive slaaet fordærvet.“ + +Oppe i Skovbrynet kom Gustav løbende. „Har ingen af jer set Bodil?“ +spurgte han gispende, han havde oprevne Klæder og Blod paa +Skjortebrystet. Han jog stønnende videre og forsvandt under Trærne. +Derinde var der helt mørkt, men Pladsen laa i et sælsomt Lys, som ingen +Steder kom fra men syntes at være ladt i Stikken der af den flygtende +Dag. Ansigterne tonede spøgelseagtigt blege frem derude i Lyset — eller +stod som sorte Huller i det for pludselig at bryde frem, dybtrøde af +Blodbrand. + +Menneskene tumlede rundt i øre Klynger, hvinende og larmende. Hede Par +glemte sig selv midt i Vrimlen; to Mænd kom gaaende med hinanden kærligt +om Halsen, pludselig laa de og væltede sig i Slagsmaal. Andre blandede +sig i det og tog Parti uden at kere sig om Oplysninger — det blev til en +hel væltende Dynge. Saa kom Øvrigheden og slog løs med sine Stokke; de +der ikke løb deres Vej blev bundne og smidt ind i en tom Stald. + +Pelle var helt syg og holdt sig ind til Karl Johan, det sprat i ham +hvergang en Bande nærmede sig dem. „Hvor er Far Lasse?“ sagde han +klynkende, „lad os gaa og finde ham.“ + +„Aa hold Mund!“ udbrød Forkarlen, der stod og anstrængte sig for at faa +Øje paa sine Medtjenere. Han var gal i Hovedet over denne +Uefterrettelighed. „Staa ikke der og tud! Løb hellere ned ved Vognen og +se om der er nogen kommet.“ + +Pelle maatte af Sted, saa ilde han var ved at vove sig ind under Trærne. +Løvet hang lyttende tyst, men oppe fra Pladsen drev Larmen herned i +Byger, og i Mørket under Buskene rørte Livet sig puslende og tog Stemmer +af Fryd eller Graad. Pludselig skar et Hvin sig gennem Skoven og fik ham +til at klippe sammen i Knærne. + +Karna sad bag i Vognen og sov, lænet til Forsædet stod Bengta og græd. +„De har sat Anders fast,“ hulkede hun. „Han blev vild, og saa lagde de +Haandjærn paa ham og satte ham fast.“ Hun fulgte med op. + +Lasse stod hos Karl Johan og Lyse Marie; han saa udfordrende paa Pelle, +inde i hans sammenknebne Øjne var der tændt en lille opsætsig Glød. + +„Saa var det altsaa kun Mons og Raske Sara,“ sagde Karl Johan og +mønstrede dem. + +„Men Anders da? Du vil vel ikke køre fra Anders?“ hulkede Bengta. + +„Anders ham er der ingenting at gøre ved!“ sagde Forkarlen. „Han kommer +nok af sig selv, naar han engang slipper ud.“ + +De fik opspurgt, at Mons og Raske Sara var nede paa et af Dansegulvene, +og gik derned ad. „Nu bliver I her!“ sagde Karl Johan haardt og gik ind +for at tage et Overblik over de Dansende. Derinde brændte Blodet som +dansende Sole; Ansigterne lignede Ildkugler der trak røde Kredse i den +blaa Taage af Sveddamp og Støv! Dump! dump! dump! Takten faldt drønende +som en Dommedagsnæve; og ude midt paa Gulvet stod en Karl og vred sin +Jakke, saa Vandet plaskede. + +Fra et af Gulvene væltede en stor Karl ud med to Piger. Han havde en Arm +om Halsen paa hver af dem, og de foldede trofast Armene om hans Ryg. +Huen sad ham i Nakken, han var ved at gaa i Luften af Ubændighed, men +følte sig for behageligt besværet til at ytre sig ved Spring; saa +spærrede han Munden vidt op: „Tag mig Fanden! tag mig Satan! tag mig syv +Hundred Djævle!“ jublede han saa det gjaldede, og drog ind under Trærne +med sine Piger. + +„Det var nok selve Per Olsen,“ sagde Lasse og saa langt efter ham — „det +er et Mandfolk det! Han ser vist ikke ud, som om han skulde bære paa +nogen Syndegæld til Vorherre.“ + +„Hans Dag kan vel komme endnu,“ mente Karl Johan. + +Ved et rent Tilfælde fandt de Mons og Raske Sara, som sad og sov i +hinandens Favn paa en Bænk under Trærne. „Saa skulde vi vel se at komme +hjem?“ sagde Karl Johan langtrukkent; han havde gaaet saa længe og været +retskaffen, at han var blevet tør i Halsen. „Der er vel ingen af jer, +der giver et Afskedsglas?“ + +„Det gør jeg,“ sagde Mons — „hvis I vil gaa med op i Paviljonen og +drikke det.“ Mons var gaaet Glip af noget ved at sove, og følte Trang +til at komme Pladsen en Gang rundt. Hvergang et Hyl traf dem, sprang han +ved Raske Saras Side og svarede med en lang Hujen. Han prøvede at slide +sig løs, men hun holdt ham fast i Armen; saa svingede han med den tunge +Ende af sin Kuglestok og hujede udfordrende. Lasse spjættede med sine +gamle Lemmer og efterlignede Mons’ Hujen; han havde Mod paa alt andet +end at køre hjem han ogsaa. Men Karl Johan slog i Bordet — nu skulde det +være! Og han fik Medhold af Pelle og Kvinderne. + +Ude paa Pladsen fik et Vræl dem til at stanse, Kvinderne søgte bagved +hver sit Mandfolk. En Mand kom løbende i bart Hoved, fra et stort Hul i +Tindingen flød Blodet ned over Ansigt og Kravetøj, hans Træk var +fordrejede af Rædsel. Bagefter ham kom en anden, ogsaa i bart Hoved — og +med dragen Kniv. En Skovløber traadte i Vejen for ham men fik hans Kniv +i Skulderen og faldt; Forfølgeren sprang videre. Idet han jog forbi dem, +udstødte Mons et kort Hyl og sprang ret i Luften; den anden fik hans +Kuglestok lige i Nakken og sank sammen med et Suk. Mons gled bag nogle +Klynger og forsvandt; nede ved Skovbrynet stod han og ventede paa dem. +Han svarede ikke paa Hylene mere. + +Karl Johan maatte føre Hestene ved Hovederne til de fandt ud paa Vejen, +saa satte man sig til Vogns. Bagved var Larmen forsvunden, kun et enkelt +langt Raab om Hjælp skar Luften og faldt igen. + +Nede ved en lille Skovsø havde nogle forglemte Piger samlet sig paa +Engen og legede paa egen Haand. Den hvide Damp laa over Græsset som et +lysende Vand, og Pigerne stod frem af den med Overkroppen. De gik i +Rundkreds og sang Skærsommernattens Sang. Ren og klar steg den muntre +Sang op, og var saa underlig trist at høre paa alligevel — fordi de der +sang den var ladt i Stikken af Svirekarle og Slagsbrødre: + + Vi skal danse paa Bjærg og Bakker, + slide op vore Sko og Sokker. + Hej hop, min lille Hjærtesnup! + vi vil danse til Solen rinder op. + Hejhop, du skønne! + nu har vi danset i det Grønne. + +Tonerne lagde sig saa mildt i Øre og paa Sind; Minde og Tanke maatte +rense sig for det der kunde være af hæsligt, og lade Dagen selv komme +til sin Ret som den Festdag den var. En uforlignelig Dag havde det nu +været for Lasse som for Pelle — med Oprejsning for mange Aars +Tilsidesættelse. Skade at den var forbi og ikke først skulde til at +begynde. + +Paa Vognen var de matte nu, de nikkede hen eller holdt sig tavse. Lasse +sad og arbejdede nede i Lommen med den ene Haand. Han søgte at faa et +Skøn over, hvad Penge der var til Rest. Det var dyrt at holde Kærest, +naar man ikke vilde staa tilbage for Ungdommen i nogen Henseende. Pelle +sov og gled længer og længer nedad, til Bengta tog hans Hoved i sit +Skød; hun selv sad og græd sine modige Taarer over Anders. + +Det dagedes stærkt, da de rullede ind paa Stengaarden. + +---------- + +[1] Nattergalen. + + + + + XIX + + +Herskabet paa Stengaarden var næsten bestandig i Folkemunde, aldrig var +de helt ude af Befolkningens Sind. Der blev tænkt og talt lige saa meget +om Kongstrup og hans Kone som om hele det øvrige Sogn tilsammen, de var +jo Brødet for saa mange, Forsynet baade i ondt og godt; intet af hvad de +foretog sig kunde være ligegyldigt. + +Det faldt ingen ind at anvende samme Maal og Vægt paa dem som paa andre; +de var noget for sig selv, Væsner der havde faaet meget at raade med og +kunde gøre og lade som de vilde — sætte sig ud over alle Hensyn, og +holde Lidenskaber. Det der udgik fra Stengaarden var for stort for +almindelige Mennesker at sidde til Doms over, det kunde være svært nok +at tyde hvad der gik for sig — selv om man var det hele paa saa nært +Hold som Lasse og Pelle. For dem som for de andre var Stengaardsfolkene +Væsner for sig, der levede deres Liv under større Forhold saa halvvejs +mellem Mennesker og Magter — i en Verden hvor saadan noget som +uudslukkelig Brynde og vanvittig Kærlighed huserede. + +Hvad der skete paa Stengaarden gav derfor anderledes Spænding end +Sognets andre Begivenheder. Man lyttede maabende og spændt til den +mindste Ytring deroppe fra det høje Stuehus, og ved Udbruddene kom man +til at ryste og gik om knuget af Uhygge. Saa klart Lasse i de rolige +Perioder kunde synes han havde det hele for sig, saa rykkede Livet +deroppe pludselig uden for den daglige Erkendelse igen, og slog sig +omkring hans og Drengens Verden som en Taagesfære hvor lunefulde Magter +krigede — lige over éns Hoved. + +— — — + +Nu var Jomfru Køller paa Gaarden paa andet Aar trods alle ilde +Spaadomme; det havde tvært imod udviklet sig derhen, at enhver maatte +tage sin Tanke i sig igen. Hun holdt bestandig mere af at age med +Kongstrup til Staden, end af at blive hjemme og være Fruen til +Opmuntring i hendes Forladthed — saadan er nu engang Ungdommen. Ellers +bar hun sig anstændigt nok, og det var vitterligt, at Proprietæren igen +var faldet tilbage i sit gamle Hotelkæresteri derinde. Fruen selv nærede +da heller ingen Mistro mod sin unge Slægtning — om hun nogensinde havde +gjort det. Hun havde kastet al sin Godhed paa den Unge som kunde det +været hendes Datter; og ret ofte var det hende selv, der fik Jomfru +Køller med paa Vognen for at passe paa ham. + +Ellers gik Dagene som sædvanlig, Fruen laa jævnt under for sin Smaadrik +og sin Kummer. Naar det onde havde sin Tur, græd hun over sit forspildte +Liv; og var han hjemme paa det samme, fulgte hun ham med sin Anklage fra +Stue til Stue, indtil han spændte for og tog Flugten — midt om Natten. +Væggene var saa inddrukne af hendes Stemme, at den aad sig tværs igennem +alt som en sørgelig Dur. De der traf til at være oppe om Natten for at +vaage ved Kreaturer eller lignende, kunde høre hendes tunge Tale hakke +endeløst deroppe, selv om hun var alene. + +Men saa begyndte Jomfru Køller at lave paa at rejse; hun hittede ret +hovedkulds paa, at hun vilde til Hovedstaden og lære noget saa hun kunde +sørge for sig selv. Det kom besynderligt, da hun dog havde al Udsigt til +at arve Proprietærens engang. Fruen blev helt elendig ved at skulle +miste hende, hun glemte rent sine andre Bekymringer og gik og snakkede +for hende bestandig. Selv efter at det hele var slaaet fast, da de stod +i Rullestuen sammen med Pigerne og gjorde Jomfru Køllers Tøj i Orden til +Rejsen, blev hun ved med sit — til ingen verdens Nytte. Hun havde det jo +med ikke at kunne slippe Taget igen hvor hun først fik fat — som alle +Stengaarderne! + +Der var noget besynderligt ved Jomfru Køllers Paastaalighed; hun havde +ikke engang klart for sig hvad hun vilde tage sig til derovre. „Hun skal +vel saa over og lære at koge?“ sagde en og anden med et forblommet Smil. +Husmandskonerne gjorde sig Ærende op paa Gaarden med Mælkespanden for at +forhøre sig hos Pigerne om Jomfru Køllers Vask: Der var Tegn her og Tegn +dér! + +Fruen selv havde ingen Mistanke. Hun som ellers altid laa under for +Mistanken baade i Tide og Utide, var slaaet med Blindhed her. Det kom +vel af, at hun stolede saa fuldt ud paa sin Slægtning — og saá saa meget +i hende! Hun sansede ikke at sukke engang, saa optaget var hun af at faa +alt i god Orden. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; Jomfru Køller havde +nok haft Hovedet fuldt af helt andre Ting, slig en Forfatning hendes +Sager var i. + +„Jeg er nu glad for, at Kongstrup rejser over med hende,“ sagde Fruen +til Lyse Marie, en Aften de sad omkring den store Stoppekurv og bødede +den Unges Hoser efter Vasken. „København skal være en slem By for +uforfaren Ungdom at komme ind til. Men Sine begaar sig nok, hun har +Køllerslægtens gode Bund i sig.“ Hun sagde det helt barne-enfoldigt; der +kunde trampes ud og ind i hendes Hjærte med store Træsko paa, saa +mistroen hun ogsaa var. — „Til Julen kommer vi kanske over og ser til +dig Sine,“ føjede hun til i sin Hjærtens Godhed. + +Jomfru Køller aabnede Munden og snappede Vejret i Angst men svarede +ikke. Hun holdt sig bøjet over sit Arbejde, og saa ikke paa nogen den +hele Aften. Hun saa aldrig frit paa nogen mere. „Hun skammer sig over +sin Træskhed!“ sagde de. Hende kunde Dommen da naa, hun skulde have +vidst hvad hun gjorde og ikke gaaet mellem Barken og Træet — tilmed her +hvor den ene havde sat al sin Lid til hende. — + +Oppe i den øvre Gaard var den ny Karl Pær i Færd med at gøre den lukkede +Vogn i Stand. Erik stod hos og hang, han saa ulykkelig og forpint ud +Staklen — som altid naar han ikke var i Nærheden af Forvalteren. +Hvergang et Hjul skulde af eller paa, maatte han sætte sin Kæmperyg +under den svære Vogn og løfte. Lasse kom frem i Stalddøren engang +imellem, for at danne sig et Skøn over hvad der stod paa; Pelle var i +Skole første Dag i det ny Halvaar. + +I Dag skulde hun saa rejse — Falskeblakken som havde ladet sig forlede +til at bedrage den der var som en Moder for hende! Fruen fulgte dem nok +tilmed ud til Dampskibet, siden den lukkede Vogn skulde af Sted! + +Lasse gik ind i Kamret for at lægge et og andet til Rette, saa han kunde +slippe bort i Aften uden at Pelle mærkede det. Han havde givet Pelle et +Papir med lidt Sukkersager med til Madam Olsen. Paa Papiret havde han +malet et Kryds med en Blyknap, og det Kryds betød i al Hemmelighed, at +han vilde komme til hende om Aftenen. + +Mens han tog sit pæne Tøj frem og skjulte det under noget Hø tæt ved +Uddøren, gik han og nynnede: + + „— men Kærligheds Trang + den letted min Gang, + og Vejen forkortes ved Nattergals Sang.“ + +Han glædede sig saa urimeligt til om Aftenen, han havde ikke været paa +Tomandshaand med hende nu snart et helt Fjerdingaar. Saa var han ogsaa +stolt af at have taget Skriften til sin Raadighed — og det en Skrift som +Pellen nok lod være at udgranske, saa skarp en Skriftlæser han ogsaa +var. + +Mens de andre tog deres Hvil efter Middag, gik Lasse ude og jævnede +Møddingen. Vognen stod deroppe med en stor Kuffert spændt bagpaa og en +anden staaende paa Højkant oppe paa Forsmækken. Lasse gik og grundede +paa, hvordan nu saadan en Pige bar sig ad, naar hun laa alene ude i den +store vide Verden og skulde yde Vederlag for sin Synd. Der maatte vel +være Steder, hvor de antog sig saadanne for god Betaling — derovre +fandtes jo alt! + +Johanne Pihl kom vraltende ind ad Porten deroppe. Det gav et Ryk i Lasse +da han saa hende — hun kom aldrig for noget godt. Naar hun saadan frækt +stillede sig frem heroppe, var hun altid svirende, og saa veg hun ikke +tilbage for noget. Det var sørgeligt saa langt Ulykken kunde trække et +Menneske nedad — Lasse maatte mindes, hvilken vakker Pige hun havde +været i sin lyse Ungdom. Og nu gik hun kun ud paa at presse Mønt af sin +Skændsel! Han trak sig forsigtigt ind i Stalden for ikke at blive det +aabenbare Øjenvidne til noget. Derinde stod han og kiggede. + +Soen gik frem og tilbage under Vinduerne og kaldte med tykt Mæle, +Stemmen vilde ikke rigtig lystre hende: „Kongstrup, Kongstrup! kom herud +og lad mig snakke med dig! Du maa afse nogle Penge til mig, din Søn og +jeg har ikke faaet Mad i tre Døgn.“ + +„Det er nu en helvedes Løgn!“ sagde Lasse indædt til sig selv „— for hun +har sit gode Udkomme. Men hun sviner med Guds Gaver — og nu er hun ude +paa at gøre Ondt.“ Han havde den største Lyst til at tage Greben og jage +hende paa Porten; men hendes giftige Tunge var ikke god at komme ud for. + +Hun havde Foden paa Trappen men turde ikke gaa op, noget holdt hende i +Ave saa omtaaget hun var. Der stod hun saa og famlede ved Lænet og +gumlede paa en eller anden Tanke. Ind imellem hævede hun sit fede Ansigt +og raabte paa Kongstrup. + +Jomfru Køller kom uforvarende op af Kælderen og gik mod Trappen; hun +havde Øjnene i Jorden, og saa ikke Soen før det var for sent. Saa gjorde +hun hurtigt omkring. Johanne Pihl stod og grinede. + +„Kom her hen Jomfru og lad mig hilse paa dig!“ raabte hun. „Er du +storagtig du? — den ene kan vel være lige saa ren som den anden! Det er +kanske fordi du kan fare bort i en Karet og _faa_ din over Havet? mens +jeg fik min i en Roerække. Er det ogsaa noget at være kar over — vi har +vel staaet for den samme Korthorns? — — Du, gaa op og sig til +Stolthenriken, at hans Ældste svelter! Jeg tør ikke selv for de onde +Øjne!“ + +Jomfru Køller var forlængst nede i Kælderen igen; men Johanne Pihl blev +ved at staa der og køre løs med det samme og det samme, til Forvalteren +kom farende ud imod hende. Saa trak hun sig kæftende ud af Gaarden. + +Karlene var blevet vækkede i Utide ved hendes Skrigen op, de stod +søvndrukne og spejdede bag Lodørene. Lasse holdt spændt Udkig fra +Stalden og Pigerne havde samlet sig i Bryggerset — hvad vilde der nu +ske. De ventede alle et eller andet forfærdeligt Udbrud. + +Men der skete ingenting. Her hvor Fruen havde haft Ret til at ryste +Himmel og Jord, — saa troløst havde de faret frem imod hende — her tav +hun. Gaarden laa saa rolig som paa de Dage, hvor det var kommet til en +Slags Forklaring mellem dem og Kongstrup holdt sig i Skindet. Fruen gik +forbi Vinduerne deroppe og var at se til som enhver anden — der skete +ingenting! + +Ord maatte der dog være faldet, for den Unge saa dygtig forgrædt ud da +de steg til Vogns, og Kongstrup havde sit fortumlede Væsen. Saa rullede +Karl Johan af med de to; Fruen lod sig ikke se. Hun skammede sig vel dér +hvor det tilkom de andre. + +Der var intet sket som kunde løse Spændingen ud, og den laa som et Tryk +over dem alle. Hun maatte have besindet sig paa sin ulykkelige Lod og +opgivet at staa paa sin Ret, netop nu da enhver maatte give hende +Medhold! Denne Ro var saa unaturlig, saa urimelig, at den gjorde tung og +forstemt i Sindet. Det var jo, som led andre paa hendes Vegne og hun +selv ikke havde noget Hjærte! + +Men saa gik der Hul paa det, Graaden begyndte at sive ud over Gaarden, +stille og jævnt som et rindende Hjærteblod. Hele Aftenen randt den +udover, saa fortvivlet havde Graaden aldrig lydt over Stengaarden — den +gik alle til Marv og Ben. Hun havde taget det fattige Barn til sig som +sit eget, og det fattige Barn sveg hende — enhver følte paa sig selv +hvor ondt hun maatte have det. + +Om Natten steg Graaden til Skrig saa desperate, at selv Pelle vaagnede +ved det — vaad af Sved. „Det lyder som af en i den yderste Nød!“ sagde +Lasse og trak hastigt Bukserne paa, hans Hænder rystede og vilde ikke +makke ret. „Hun har da vel aldrig lagt formastelig Haand paa sig selv?“ +Han tændte Lygten og gik ud i Stalden, Pelle fulgte nøgen efter. + +Saa med et tav Skrigene, saa brat som var Lyden hugget over med Økse; +Stilheden der faldt paa sagde saa dødt, at det var for stedse. Gaarden +sank i Nattemulmet som en udslukt Verden. „Nu døde vor Madmoder,“ sagde +Lasse frysende og bevægede Fingrene hen over sine Læber, „maatte Gud +tage lidt mildt imod hende.“ De krøb angst i Seng. + +Men da de kom op om Morgenen, saa Gaarden ud som paa enhver anden Dag; +Pigerne klaprede og larmede ovre i Bryggerset som sædvanlig. Lidt efter +hørtes Fruens Stemme deroppe, hun sagde Besked om Arbejdet. „Jeg +begriber det ikke,“ sagde Lasse hovedrystende „— saa brat kan ellers kun +Døden stanse noget. Hun maa have en forbasket Magt over sig selv.“ + +Nu saas det ret, hvilket dygtigt Kvindfolk hun var. Hun havde ikke sat +noget til i den lange Ørkesløshed, der kom Gang i Pigerne, og Kosten +blev bedre. Og en Dag mødte hun op i Kostalden for at efterse om de +malkede rent. Ret og Skel øvede hun ogsaa. En Dag kom de fra Stenværket +og klagede, de havde ikke faaet Arbejdsløn i tre Uger. Paa Gaarden +fandtes ikke Penge nok. „Saa maa vi skaffe,“ sagde Fruen, og de maatte +paa Stedet stille an med at tærske. Og en Dag Karna gjorde for meget +Vrøvl, fik hun en knaldende Lussing. + +„Hun har lagt sig et nyt Sind til,“ sagde Lasse. + +Men de gamle Arbejdsfolk kunde genkende baade det ene og det andet fra +deres unge Dage. „Hun har taget Slægtens Sind,“ sagde de „— en rigtig +Køller er hun.“ + +Saadan gik Tiden uden Forandring, hun var støt i sin Ro som hun forhen +havde været støt i sin Jammer. Det laa ikke til Køllerne at sadle om, +naar de først havde sat deres Sind ind paa noget. Saa kom Kongstrup hjem +fra Rejsen; hun kørte ikke ud efter ham men tog imod ham paa Trappen, +mild og god. Enhver kunde se hvor glad og forundret han blev — han havde +nok ventet sig en anden Modtagelse. + +Men om Natten da alle laa i deres gode Søvn kom Karna og bankede paa +Karlenes Vindu. „Staa op og kør efter Doktoren!“ raabte hun „men I faar +skynde jer!“ Raabet klang af Liv og Død, og de tørnede hovedkulds ud. +Lasse der havde for Vane kun at sove med det ene Øje ligesom Hønsene, +var første Mand paa Pletten og havde allerede Hestene ude af Stalden, +faa Minutter efter jog Karl Johans Køretøj ud af Gaarden. Han havde en +Mand med sig til at holde Lygten. Det var bælgmørkt, men man kunde høre +Vognen skære sig frem i vild Fart, til Lyden blev ubegribelig tynd. Et +Øjeblik tog den ny Klang — Køretøjet var drejet ind paa den +makadamiserede Vej en halv Mil borte; saa døde den hen. + +I Gaarden gik de og skuttede sig og kunde ikke finde Ro, de drev ind i +Kamrene og ud igen for at stirre op til de høje Vinduer, hvor man løb +frem og tilbage med Lys. Hvad var der sket? Det var noget med +Proprietæren, for nu og da hørte man Fruens kommanderende Stemme nede i +Køkkenet — men hvad? I Bryggers og Folkestue var der mørkt og stængt. + +Hen paa Morgenen da Doktoren var kommet og havde taget Sagerne i sin +Haand, faldt der noget mere Ro over det hele, og Pigerne saa Lejlighed +til at smutte ud i Gaarden. Straks vilde de ikke sige, hvad der var paa +Færde; de stod og saa undvigende til hinanden og lo saa besynderlig +fæisk. De fik det da efterhaanden frem ved at fortælle saa den ene saa +den anden i smaa Stød: Kongstrup havde i et Anfald af Vildelse øvet Vold +mod sig selv — han havde nok været drukken. Deres Ansigter fortrak sig +hæsligt i en Blanding af Rædsel og Fnisen; og da Karl Johan alvorligt +spurgte Lyse Marie: I lyver da vel ikke? brast hun i Graad. Der stod hun +og lo og græd mellem hinanden, det hjalp ikke, alt det Karl Johan +skammede hende ud. + +Men sandt var det, skønt det lød som den forrykteste Sansage, at en Mand +kunde gøre noget saadant ved sig selv. Det var en Sandhed der tog baade +Mund og Mæle! + +Det varede noget inden man kom sig saa vidt, at man kunde anvende sin +Tanke paa det; men saa var der ogsaa et og andet der faldt lidt +urimeligt. I Beruselse kunde det ikke være sket, for Stengaardsbonden +drak aldrig hjemme; han drak overhovedet ikke at nogen vidste, men tog +sig blot et Glas i et godt Lag. Snarere var det Anger og Ruelse; med det +Liv han havde ført lod det sig dog høre — skønt det faldt underligt ud, +at en Mand af hans Beskaffenhed skulde bære sig saa desperat ad. + +Men det var ikke tilfredsstillende! Og ganske læmpeligt, uden at nogen +kunde pege paa noget Spring, vendte alle Tanker sig mod hende. Hun havde +ændret sig paa det sidste, det Køllerske Blod var brudt frem i hende! Og +i den Slægt havde de aldrig ladet sig træde ned uhævnet. + + + + + XX + + +Ude i Læ bag Stuehusgavlen sad Kongstrup vel indpakket og stirrede frem +for sig med intet sigende Øjne; den tynde Vintersol stod lige ind paa og +narrede Foraarstegn frem, Spurvene muntrede sig i Solskinnet omkring +ham. Hans Hustru gik fra og til og puslede om ham, svøbte bedre om hans +Fødder, og kom med et Sjal han skulde have over Skuldrene. Hun rørte +varmt ved ham med Bryst og Arme, idet hun bagfra bredte Sjalet over ham; +og han rejste langsomt Hovedet og lod sin Haand glide ned over hendes. +Der blev hun saa staaende en Stund med Brystet lænet til hans Skulder og +saa ned paa ham som en Moder, med Øjne der hvilede i lykkelig Besidden. + +Pelle kom daskende ned over Gaarden, slikkende sig om Munden. Han havde +benyttet Madmoderens Optagethed til at liste ned i Mejeriet og faa sig +en Drik skørnet Fløde hos Pigerne — og drille dem lidt. Han struttede af +Sundhed og slentrede saa lykkelig skødesløst af Sted som ejede han +Alverden. + +Rent umanerligt saa han voksede og sled — det var ikke til at holde +Klæder paa Raden af ham! Han stak sine Lemmer langt ud af hver Stump Tøj +han fik paa, og sled af sig lige saa fort Lasse bare kunde skaffe. +Bestandig maatte der anskaffes nyt til ham, og før man fik vendt Øjnene +i Hovedet havde han jaget Arme og Ben langt ud af det ogsaa. Stærk var +han som en Eg, hvor det galdt en Løft eller andet der ikke fordrede +Udholdenhed, maatte Lasse lade sig sætte til Vægs. + +Selvstændighed havde han ogsaa lagt sig til, Fyren; det blev med hver +Dag vanskeligere at gøre sin Faderret gældende. Det vilde nu komme, saa +snart Lasse blev Mand i sit eget Hus og kunde slaa Næven i eget Bord — +men naar skete det? Som Sagerne nu stillede sig, saa det nærmest ud, som +Øvrigheden ikke vilde have at han og Madam Olsen kom skikkeligt sammen. +Baadsmand Olsen havde jo varslet redeligt om sin Hedenfart, og Lasse +mente det blot var at bestille Lysning. Men Øvrigheden blev ved at gøre +Vanskeligheder og krongle rundt — paa rigtig Prokuratormaner; saa var +der et Spørgsmaal som maatte undersøges og saa et andet, der var Frister +og Tilsigelser til en død Mand om at indfinde sig inden den og den Tid — +og Fanden og hans Oldemor. Det hele var bare sat op, for at Lovtrækkerne +kunde fede sig rigtig. + +Opholdet paa Stengaarden var han grundig træt af; hver Dag fremsatte han +den samme Klage til Pelle: „Det er jo ét surt Slid fra man staar op til +man lægger sig — den ene Dag som den anden Aaret rundt, som var man i +Slaveriet! Og Vederlaget for det rækker knap til at holde Bagen ordenlig +dækket. Intet er der at lægge til Side af, og naar man en Dag er udslidt +og ikke duer mere, kan man lægge sig over paa Fattigvæsnet.“ + +Værst af alt var dog Driften efter engang igen at arbejde med sit eget, +den sad som et Suk i Kødet paa Lasse, han kunde blive syg i sine Hænder +af Længsel efter den Fornemmelse det var at gribe i sit eget. I den +senere Tid funderede han bestandig paa at bryde over tvært og flytte +sammen med sin Kærest uden Lov og Dom. Hun var villig det vidste han — +hun trængte haardt til at faa en Mandshaand i Huset. Og Snakken gik +alligevel om dem; det kunde ikke arte sig stort anderledes, om han og +Drengen kom til at gaa og gælde for hendes Logerende. Navnlig naar de +gik paa selvstændigt Arbejde. + +Men Drengen var ikke til at overtale, han var for nidkær paa Æren; +hvergang Lasse slog paa den Stræng, blev han besynderlig studsk. Lasse +lod som det var Madam Olsens Paahit og ikke hans. „Jeg er jo heller ikke +særdeles stemt for det,“ sagde han — „Folk vil vel jage til at tro det +værste straks! Men her kan vi dog ikke blive ved at gaa og slide hver en +Trævl af Kroppen for ingenting. Og ikke et frit Aandedrag har man her +paa Gaarden — altid bunden.“ + +Pelle svarede ikke paa det; han var ikke stærk i Grunde, men vidste hvad +han vilde. + +„Om jeg nu rømte herfra en Nat, saa tænker jeg du kom lunkende +bagefter.“ + +Pelle tav stædigt. + +„Jeg tror nu jeg gør det — for dette er ikke til at holde ud. Nu skal du +have ny Skolebukser, hvor skal det komme fra?“ + +„Ja gør du det da — saa gør du som du siger.“ + +„Du har let nok ved at slaa alting hen i Røg,“ sagde Lasse mismodigt „— +du har Tiden og Aarene for dig! Men jeg lakker mod Alderdommen, og ingen +har jeg til at tage sig af mig.“ + +„Hjælper jeg dig da ikke med alting?“ spurgte Pelle bebrejdende. + +„Jo — jo vist, du gør saamænd dit bedste for at gøre det lettere for +mig, ingen skal komme og sige andet. Men ser du — der er visse Ting du +ikke — der er noget“ — Lasse gik i Staa, hvad kunde det nytte at +forklare en Dreng Mandslængsler. „Du skulde nu ikke være saa stiv, +skulde du ikke!“ Lasse strøg bedende ned ad Drengens Arm. + +Men Pelle var stiv. Han havde allerede døjet nok af Spydigheder fra +Kammeraterne i Skolen og ligget i adskillige Slagsmaal, siden det kom ud +at Faderen var Kærest med Madam Olsen. Gav de sig nu til at leve sammen +for alles Øjne, saa blev det ikke til at begaa sig. Pelle var ikke bange +for et Slagsmaal, men han maatte have Retten paa sin Side naar han +skulde sparke ordenlig fra sig. + +„Flyt du saa ned til hende da! saa drager jeg bort!“ + +„Hvor vil du saa drage hen?“ + +„Ud i Verden og blive rig!“ + +Lasse løftede Hovedet som en gammel Dragonhest der lytter til et Signal; +saa blev han duknakket igen. + +„Ud i Verden og blive rig — javist,“ sagde han dvælende, — „saadan +tænkte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men det gaar ikke saadan til — +naar ikke man er født med Sejrsskjorten.“ Lasse tav og sparkede +tankefuld Strøelsen ind under en Ko; han var nu ikke helt vis paa, at +Drengen ikke var født med Sejrsskjorten alligevel. Han var en +Sildefødning — de var altid bestemt for det værste eller det bedste; saa +havde han det Koslik i Panden som betød Lykke. Glad og fuld af Sang var +han — og lethaandet til alting; alle vandt han for sig ved sit Sinds +Beskaffenhed. Troligt nok laa Lykken og ventede ham et Steds derude. + +„Men dertil fordres nok først og fremmest, at man er ordenlig +konfirmert. Tag du hellere dine Bøger og læs paa din Præstelektie, at du +ikke skal blive vist tilbage! Jeg skal nok fodre færdig.“ + +Pelle tog sine Bøger og satte sig oppe paa Fodergangen midt for den +store Tyr; han læste halvhøjt, Lasse gik frem og tilbage og syslede. En +god Stund passede enhver sit; saa kom Lasse hen — de nye Lærebøger Pelle +havde faaet til Præstelæsningen trak ham. + +„Er det Bibelhistorien, den dér?“ + +„Ja.“ + +„Staar det deri om ham som drak sig svirende?“ + +Lasse havde forlængst opgivet at lære at læse — han havde ikke Hoved til +det. Men han var bestandig optaget af hvad Drengen foretog sig, Bøgerne +øvede en egen Tryllevirkning paa ham. „Hvad kan nu dér staa for noget?“ +kunde han forundret spørge og pege paa noget Tryk, eller: „Hvad for +mærkværdigt har du saa om i Dag da?“ Pelle maatte fra Dag til Dag holde +ham underrettet. Og de samme Spørgsmaal vendte ofte tilbage, Lasse +huskede ikke godt. + +„— Ham du ved som Sønnerne trak Bukserne af, og blottede deres egen +Faders Skam?“ vedblev Lasse da Pelle ikke svarede. + +„Naa Noah!“ + +„Ja rigtigt, Gubben Noah — den som Gustav brugte at spille. Hvad mon han +drak sig svirende i — han Gubben?“ + +„Vin.“ + +„Var det Vin?“ Lasse trak Øjenbrynene i Vejret — „da har han Noah været +en fin Mand. Patronen derhjemme drak ogsaa Vin naar det skulde gaa stort +til! Jeg har ladet mig fortælle, at der skal meget til før det slaar sin +Mand — og det er dyre Sager. Staar _han_ ogsaa deri som snød saa +gudserbarmeligt? — hvad var det nu han hed?“ + +„Laban kanske?“ + +„Laban, ja vist! At jeg kunde glemme det ogsaa, for en rigtig Laban var +han, saa Navnet slaar mærkværdigt godt til paa’n. Det var ham som lod +sin Svigersøn faa begge Døtrene — og tjene dem af paa Dagløn tilmed! Om +de havde levet nu, var de vist kommet i Slaveriet baade han og +Svigersønnen, men i de Tider tittede Øvrigheden nok ikke Folk saa nøje +paa Papirerne. Det skulde være Plasér at vide, om en Kone ogsaa havde +Lov at have to Mænd dengang. Beretter Bogen ikke noget om det?“ Lasse +stod og rokkede nysgærrigt. + +„Nej det gør den vist ikke,“ svarede Pelle aandsfraværende. + +„Naa, ja, jeg skulde vel ikke forstyrre,“ sagde Lasse og gik til sit +Arbejde. Men det varede ikke længe før han igen kom hen: „De var nu +sluppet fra mig ved et Tilfælde de to Navne; jeg begriber ikke, hvor jeg +havde mit Hoved henne i det Øjeblik. Men de store Profeter har jeg godt +nok Rede paa — hvis du vilde overhøre mig.“ + +„Kom saa med dem da!“ sagde Pelle uden at tage Øjnene fra Bogen. + +„Du faar vel stoppe Læsningen saalænge,“ sagde Lasse „— ellers kunde du +gaa vild i det.“ Han holdt ikke af, at Pelle havde Lyst til at behandle +det som Barnemad. + +„Naa jeg gaar vel ikke vild i de fire store!“ sagde Pelle overlegent, +men lagde alligevel Bogen sammen. + +Lasse tog Snusen ud fra Underlæben med Pegefingeren og slog den i Gulvet +for at have Munden klar; han trak op i Bukserne og stod en Stund med +lukkede Øjne, mens han bevægede Læberne i indvendig Overhøring. + +„Kommer de snart?“ spurgte Pelle. + +„Jeg maa vel først se til at de er der!“ svarede Lasse ærgerlig over +Forstyrrelsen, og tog fat at memorere igen. — „Esajas, Jeremias, Exekiel +og Daniel!“ han slyngede dem hastigt ud, for at ikke noget skulde slippe +fra ham under Vejs. + +„Skal vi ogsaa tage Jakobs tolv Sønner?“ + +„Nej ikke i Dag, det turde blive for meget for mig paa én Gang. I min +Alder faar man fare frem med Læmpe, jeg har jo ikke dine Aar. Men hvis +du vil gaa de tolv smaa Profeter igennem med mig.“ + +Pelle gik dem langsomt igennem, og Lasse gentog dem én for én. „Djævel +til Navne de har kunnet finde paa i de Tider!“ udbrød han pustende — „én +kan føje krænge Munden efter dem! Men jeg skal vel faa Krammet paa dem.“ + +„Hvad vil du med dem, du Far?“ spurgte Pelle pludselig. + +„Hvad jeg vil med dem —“ Lasse kløede sig paa det ene Øre. „Jeg vil +naturligvis — hæ — da var det Fanden til dumt Spørgsmaal! — hvad vil vel +_du_ med dem? Lærdom er nok god at have for den ene som for den anden — +og naar nu alt det vakre er blevet mig forholdt i min pure Ungdom. Du +vilde kanske beholde det for din egen Mund?“ + +„Nej for jeg gav nok Pokkeren i alt det Profetvæsen — om ikke jeg +_skulde_.“ + +Lasse var ved at gaa bagover: + +„Da er du ogsaa den ugudeligste Prygl jeg har truffet paa, og fortjente +ikke at være født til Verden! Agter du ikke Lærdommen større? Du skulde +være glad, du er kommet til Verden i en Tid hvor Fattigmands Barn faar +Del i alt saa vel som den rige. Saadan var det nok ikke i min Tid — +ellers — hvem ved? — kanske gik jeg nu ikke her og muggede, om jeg havde +lært noget i min Ungdom. Se du til, at du ikke sætter en Ære i din +Skændsel!“ + +Pelle fortrød halvvejs hvad han havde sagt. „Jeg er paa øverste Bænk +nu!“ sagde han for at rense sig. + +„Ja jeg ved det vel, men derfor bør du ikke stikke Hænderne i +Bukselommen — for mens du puster æder de andre Grøden. Der er vel intet +sluppet fra dig i den lange Juleferie?“ + +„Nej vist er der ikke det!“ sagde Pelle selvsikkert. + +Lasse tvivlede heller ikke, men lod blot som han gjorde det, for at faa +Drengen til at gaa i Tøjet. Han vidste ikke noget herligere end at høre +Lærdommen bruse af fuldt Vejr, men det blev vanskeligere og vanskeligere +at faa Pøjken til at yde sig. „Kan du nu ogsaa være sikker?“ blev han +ved „var det ikke bedst at se efter? Det er saa beroligende at vide, at +ikke noget er kommet bort for dig — saa meget som du maa have i +Hovedet.“ + +Pelle følte sig smigret og overgav sig. Han strakte begge Ben fra sig, +lukkede Øjnene og begyndte at vugge mekanisk frem og tilbage. Og de ti +Guds Bud fra Bjærget, Patriarkerne, Dommerne, Josef og hans Brødre, de +fire store og de tolv smaa Profeter — hele Verdens Lærdom hvirvlede fra +hans Læber i ét langt Aandedræt. For Lasse var det som selve Universet +malede lysende rundt om Gudfaders Aasyn med det mægtige hvide Skæg. Han +maatte dukke Hovedet og korse sig, saa meget der dog kunde rummes bag +den Drengs Barnepande. + +„Gad vidst hvad det koster at gaa den studerende Vej?“ sagde Lasse da +han igen følte Jorden under sig. + +„Det er nok dyrt — tusend Kroner vel, aller mindst!“ mente Pelle. Ingen +af dem forbandt noget bestemt ved Tallet — det betød blot det +uoverkommeligt store. + +„Skulde det være saa ufattelig dyrt?“ sagde Lasse. „Jeg funderer paa, +naar vi nu faar vort eget — det maa vel blive til noget engang — kunde +du saa ikke komme til at gaa hos Fris og lære ham Haandværket af for en +rimelig Betaling, og have Kosten hjemme? Saa blev det vel til at +overkomme.“ + +Pelle svarede ikke — han følte ingen Trang til at komme i Degnelære. Han +havde faaet sin Kniv frem og stod og skar paa noget i en af +Baasstolperne, det forestillede den store Tyr med Hovedet nede ved +Jorden og Tungen ud af den ene Mundvig. En Klov helt fremme ved Mulen +angav, at Dyret sparkede Jorden op i Vrede. Lasse maatte stanse, for nu +begyndte det at tage Lighed efter noget. „Det skal nok være et Kreatur +det?“ sagde han — han havde gaaet og grundet paa det hver Dag, +efterhaanden som det blev til. + +„Det er Volmer dengang han tog dig paa Hornene!“ sagde Pelle. + +Lasse kunde straks se, at det skulde forestille den Ting, nu da han fik +det fortalt. „Det er svært saa troværdigt,“ sagde han — „men saa +fnysende vred som du har gjort’en, var han nu heller ikke! Ja ja, lad os +nu hellere se at komme i Gang med Arbejdet; det dér kan ikke brødføde +sin Mand.“ Lasse holdt ikke af den Skavank hos Drengen, at han skulde +ligge og sætte Tegninger op med Kridt eller Lommekniv alle Vegne; der +var snart ikke en Bjælke eller Væg uden den bar Mærker efter ham. Det +var brødløse Tossestreger, og Proprietæren var i Stand til at blive gal +i Hovedet, om han kom i Stalden og traf til at se det. Lasse maatte +jævnlig slaa Kogødning over de mest fremtrædende Tegninger, at de ikke +skulde træde i Øjnene paa urette vedkommende. + +Deroppe søgte netop Kongstrup ind ved sin Kones Arm; han var bleg men +ved godt Huld. „Han er halvdaarlig til Bens endnu!“ sagde Lasse og +kiggede. „Men det varer vel ikke længe, før vi har’en hernede — saa det +er ikke raadeligt du ødelægger Stolpen helt.“ + +Pelle blev ved at stikke Træmasse ud. + +„Holder du nu ikke op med det Pjank, saa slaar jeg Komøg i!“ sagde Lasse +vredt. + +„Saa tegner jeg dig og Madam Olsen af paa den store Port!“ svarede Pelle +skalkagtigt. + +„Ja du — du — du kunde bare prøve! Jeg skulde vist forbande dig for mit +Aasyn og faa Præsten til at vise dig bort — om du slap med det!“ Lasse +var helt fra’et, han fór ned i den anden Ende af Kostalden og begyndte +Eftermiddagsmugningen, slog og rev med Redskaberne. Saa stod han og +halkede i det, han havde i sin Vrede læsset for meget paa Børen og kunde +hverken komme frem eller tilbage. + +Pelle kom derned med sit mildeste Ansigt. „Maa jeg ikke trille Børen +ud?“ sagde han — „dine Træsko staar ikke saa fast i Stenbroen.“ + +Lasse brummede noget og lod ham komme til. En stakket Stund var han mut, +men det var ikke til — Pøjken havde Satan til Humør naar han vilde. + + + + + XXI + + +Pelle havde været til Præsten, nu sad han nede i Folkestuen og slugte +sin Middagsmad — kogt Sild og Grød. Det var Lørdag, og Forvalteren var +kørende til Bys, derfor sad Erik hernede og hang i Varmen. Han sagde +aldrig noget af sig selv men havde det med at glo, hans Øjne fulgte +Pelles Bevægelser frem og tilbage mellem Mund og Tallerken. Øjenbrynene +holdt han bestandig løftede som var alting nyt for ham — de var ved at +tabe deres Form helt. Foran ham stod Drikkekruset i en stor Sø, han drak +jævnlig og spildte hvergang. + +Lyse Marie stod ved Opvasken, hvert Øjeblik kiggede hun ind, for at se +om Pelle snart var færdig. Da han slikkede Hornskeen af og smed den i +Skuffen, kom hun ind med noget paa en Tallerken — de havde faaet +Ribbenssteg til Middag ovenpaa. + +„Her er en lille Mundsmag til dig — du er vist mer sulten,“ sagde hun. +„Hvad faar jeg saa for den?“ hun beholdt Tallerkenen i Haanden og stod +og smiskede. + +Pelle var meget sulten endnu — skrupsulten; han sad og saa paa den lækre +Bid til Tænderne løb i Vand. Saa rakte han pligtmæssigt Munden frem, og +Marie kyssede ham. Hun skottede uvilkaarligt hen til Erik, der gik et +Strejf af noget over hans dumme Ansigt — som en fjærn Mindelse. + +„Her sidder han den store Krop og slabber!“ sagde hun skændende og rev +Drikkekruset fra ham. Hun holdt det under Bordpladen og strøg med +Haanden det spildte Øl ned i det igen. + +Pelle huggede løs paa Ribbensstykket og brød sig om ingenting andet. Men +da hun var ude, spyttede han forsvarligt ned mellem sine Ben og foretog +en lille Renselse med Bluseærmet. + +Siden gik han i Stalden og rensede Krybber, Lasse striglede Kør — der +skulde se lidt ordenligt ud til om Søndagen. Under Arbejdet fortalte +Pelle udførligt Dagens Oplevelser, og gentog alt hvad Præsten havde +sagt. Lasse lyttede opmærksomt til og kom med smaa Udbrud: Ja saa! — Det +var fans! — Saa David var saadan en Buk, og vandrede ligefuldt for +Herrens Aasyn! Ja Guds Langmodighed er stor — det er vist og sandt! + +Der blev banket paa Uddøren. Det var et af Kalles Børn med Besked, at +Mormor gærne vilde be’ Farvel med dem inden hun drog hen. + +„Saa har hun visselig ikke langt igen,“ udbrød Lasse. „Det bliver et +stort Savn for Kalles at undvære hende, saa godt som de har haft det +sammen. Men lidt mere Mad bliver der jo til de andre forstaas.“ + +De enedes om at vente med at gaa derop, til de var helt færdige — og saa +stjæle sig af Sted. Bad de sig tidlig fri, fik de næppe fri igen til +Begravelsen. „Og det bliver Heldagsgilde med Mad og Drikke i store +Maader, kender jeg Bror Kalle ret!“ sagde Lasse. + +Da de havde afsyslet og spist, sneg de sig gennem Uddøren ud paa Marken. +Lasse havde poset Dynen op, og lagt en gammel laadden Hue saa den lige +stak frem ved Hovedgærdet; i en Hast kunde det godt tages for Haaret af +en Sovende, om nogen kom for at efterse. Da de var kommet et Stykke paa +Vej, maatte Lasse endnu engang tilbage og efterse for Ild. + +Det sneede blidt og stille, Jorden var frossen saa de kunde gaa ret hen +over alting. Nu Vejen faldt kendt var der slet ikke saa langt op; før +man vidste af det, slap Agerlandet op og Klippen begyndte. + +Der var Lys i Stuen, Kalle sad oppe og ventede dem. „Nu lakker det med +Mormor,“ sagde han saa alvorlig, som Lasse aldrig mindedes at have set +ham før. + +Kalle aabnede Døren til Mormors Stue og hviskede noget ind, hans Kone +svarede sagte derinde fra Mørket. + +„Jo jeg er saamænd vaagen,“ lød den Gamles Stemme langsom og enstonig. +„I kan godt snakke højt, for jeg er vaagen.“ + +Lasse og Pelle trak Lærskoene af og traadte ind paa Strømpefødder. „God +Aften Mormor“ sagde de begge højtideligt „— og Guds Fred!“ føjede Lasse +til. + +„Ja her ligger nu jeg,“ sagde Mormor og klappede svagt paa Dynevaaret, +hun havde store Vanter paa. „Jeg var saa fri at sende Bud efter jer, for +nu er der ikke langt igen med mig. — Hvordan har det sig i Sognet, er +der nogen Dødninge?“ + +„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Lasse. — „Men hvad I selv Mormor, I +ser jo saa rask ud — saa rød og rund! Om to-tre Dage er I saamænd paa +Benene igen skal vi faa at se.“ + +„Ja ja gon!“ den Gamle smilede overbærende. „Jeg ligner vel en ung Brud +som ligger første Gang Barselseng? Men I faar have Tak fordi I kom — I +er lige som éns egne! — — Ja nu er der saa Bud efter mig, og jeg gaar +herfra med Fred. Jeg har saamænd haft det godt her paa Jorden, der er +intet at klage over. En god Mand fik jeg og en god Datter — Kalle dér +ikke at forglemme. Og mit Syn fik jeg tilbage, saa jeg fik Verden at se +endnu engang.“ + +„Men I saa kun paa den med det ene Øje — ligesom Fuglene, Mormor!“ sagde +Kalle og forsøgte at le. + +„Ja ja — den var god nok saadan ogsaa; der var kommet saa meget nyt og +grant til, siden jeg misted Synet. Skoven havde bredt sig, og en hel +Slægt var vokset til uden jeg ret vidste af det. Ak ja det har været +skønt at være til i Alderdommens Aar og have dem alle om sig — Kalle og +Marie og Børnene. Og alle mine Jævnaldrende er gaaet forud; det har +været skønt at være til og se, hvad der blev af dem hver især.“ + +„Hvor gammel er I nu Mormor?“ spurgte Lasse. + +„Kalle har slaaet det efter i Kirkebogen, efter det skulde jeg jo være +nær de firs. Men det er føje rigtigt.“ + +„Jo det er rigtigt nok“ sagde Kalle, „Præsten søgte det selv op for +mig.“ + +„Ja ja da — Tiden er gaaet fort, og jeg kunde godt ville leve lidt endnu +om saa var Guds Vilje. Men nu minder Graven, jeg kan mærke det paa +Øjenlaagen’.“ Den Gamle havde lidt ondt for Vejret, men Munden stod ikke +paa hende. + +„Mor snakker saa rent for meget!“ sagde Marie. + +„Ja I trænger vist til at hvile Jer og sove,“ sagde Lasse. „Mon vi ikke +skulde sige Jer Farvel?“ + +„Nej nu vil jeg have Lov til at snakke, det bliver vel sidste Gang jeg +ser jer; og jeg faar Stunder nok at hvile ud i. Min Øjne er blevet saa +lette — Gud ske Lov og Tak; der er ikke Søvnfnug i dem.“ + +„Mormor har ikke sovet en hel Uge tror jeg,“ sagde Kalle betænkelig. + +„Nej hvad skulde jeg vel sove min sidste Tid hen for — naar jeg faar +Stunder nok til det siden hen. Om Nætterne naar I andre sover, saa +ligger jeg og lytter Pusten af en og hver — og glæder mig ved jer +Helsen. Eller ogsaa jeg ser paa Lyngkosten og tænker paa Anders og al +den Gammen vi havde med hverandre.“ + +Mormor laa tavs en Stund og indhentede sit Vejr, mens hun stirrede paa +en vissen Lyngbuket der hang under Bjælken. + +„Den bandt han saamænd til mig, første Gang han redte vort Leje i den +blomstrende Lyng. Han holdt saa urimeligt af Lyngen Anders, og hvert Aar +tog han mig af Søvnen og førte mig derud naar den blomstred — lige til +han blev kaldt hen. Jeg var bestandig ny for ham som paa den første Dag +— derfor tog Lykken og Glæden varig Bolig i mig. Der kunde ikke Klæder +holde over mit Bryst saa glad jeg trak Vejret, og mine Forklæ’baand tog +han itu i sin Glæde for mig.“ + +„Nu skulde Mor tie og ikke snakke om saa meget saadant!“ sagde Marie og +glattede undseligt ved den Gamles Hovedgærde. + +Men Mormor lod sig ikke stanse, hendes Tanker forskubbedes blot lidt. + +„Ja ja, Tænderne havde jeg ondt for at faa og ondt for at miste, mine +Børn fik jeg med Smærte og lagde dem i Graven med Sorg — det ene som det +andet. Men ellers har jeg aldrig fejlet noget, og en god Mand har jeg +haft. Han havde Øjet opladt for Guds Skaberværk, og vi stod op med +Fuglene Sommermorgen. Saa gik vi sammen ud i Lyngen og saa Solen løfte +sig forunderligt af Havet, før vi tog til vort Dagværk.“ + +Mormors tungtvandrende Stemme faldt hen, det var som et Kvæde hørte op +at lyde i deres Øren. De rettede sig og drog dybt efter Vejret. „Ak ja, +Mindernes Røst er vakker!“ sagde Lasse. + +„Hvordan er det Lasse, jeg hører at du gaar og ser dig om efter en +Kone?“ sagde den Gamle pludselig. + +„Gør jeg?“ udbrød Lasse forskrækket. Pelle saa, at Kalle blinkede til +Marie. De vidste altsaa Besked de ogsaa. + +„Kommer du ikke snart og viser Kæresten frem?“ spurgte Kalle. „Det skal +være godt Parti siges der.“ + +„Jeg ved slet ikke, hvad det er I taler om.“ Lasse var helt forfjamsket. + +„Ja ja, det er nu ikke saa ilde det du dér har for!“ sagde Mormor. „Hun +er god nok — alt det jeg ved. Maatte I nu ogsaa passe helt for hinanden, +som Anders og jeg. Det var en skøn Tid — om Dagene naar en gik og +ordnede alt paa det bedste hver for sig, og om Nætterne naar Vinden tog +i alting. Da var det godt at være to som kunde søge Varmen hos +hinanden.“ + +„I har været svært saa glad for alting Mormor,“ udbrød Lasse. + +„Ja og jeg gaar herfra med Fred og kan ligge rolig i min Grav; jeg er +ikke blevet misligholdt paa noget Omraade, og har intet at gaa igen +efter. Naar blot Kalle sørger for, at jeg bæres ud med Fødderne udfor, +saa tænker jeg ikke jeg skal uroe jer.“ + +„Kom I kun og besøg os engang imellem om Jer lyster, vi skal tage imod +Jer uden Frygt! — saa godt vi har haft det sammen her,“ sagde Kalle. + +„Nej ingen ved af, hvordan man bliver til Sinds i det andet Liv! Du faar +love mig at jeg kommer med Fødderne udfor; jeg vil ikke forstyrre jer +Nattero, saa haardt I maa slide om Dagen begge to. Nu kan I ogsaa have +haft mig længe nok at drages med; det skal vist blive godt for jer at +have det for jer selv engang. Og lidt mere Mad bliver der ogsaa til jer +andre efter dette.“ + +Marie gav sig til at græde. + +„Ja se nu der se!“ udbrød Kalle iltert. „Den Snak vil jeg ikke høre mere +om, ingen af os har lidt Mangel for Jer Skyld. Hvis I nu ikke er +skikkelig, holder jeg stort Kalads efter Jer, af bare Glæde over Jer +Bortgang.“ + +„Nej du gør ikke!“ sagde Mormor helt hvast — „tre Dages Øfrøl vil jeg +slet ikke høre om at sige! Lov mig det du Marie, at I ikke ødelægger jer +for at gøre Væsen af mig gamle Skidt. Men de nærmeste faar I bede til om +Eftermiddagen — Lasse og Pelle ikke at forglemme. Og hvis I bad Hans +Henrik, saa kanske tog han sin Harmonika med og I kunde faa jer en Leg i +Logulvet.“ + +Kalle kløede sig i Nakken: + +„Saa maa I pinedød vente med at gøre Forandring paa Jer, til jeg faar +aftærsket — rømme af Gulvet nu er jeg ikke meget for. Kunde vi saa ikke +laane Jens Kures Øg og tage en lille Tur i Lyngen om Eftermiddagen da?“ + +„Ogsaa det! men Børnene skal have Del i det, hvad I saa end bestemmer +jer for. Det vil være en Beroligelse at tænke paa, at de har en glad Dag +ud af det — de har saa vist ikke for megen Højtid! Og Pengene er der +jo.“ + +„Ja vil du tro Lasse, Mormor har spundet halvhundrede Kroner sammen, som +ingen af os vidste om — til at gøre hendes Gilde for.“ + +„Jeg har ogsaa lagt hen til det i tyve Aar nu; én vil jo gærne skille +sig herfra paa en pæn Maade — og uden at trække Klæderne af Kroppen paa +de nærmeste. Ligtøjet er ogsaa i Orden, for min Brudesærk har jeg +liggende, den har kun været i Brug én Gang; og andet end den og Kappen +skøtter jeg nu ikke om at have paa.“ + +„Det er nu saa meget bart,“ indvendte Marie. „Hvad vil Naboerne ikke +have at sige, naar vi ikke klæder Mor ordenligt.“ + +„Det kerer jeg mig ikke om!“ svarede Mormor bestemt. „Saadan led Anders +mig bedst, og andet har jeg nu ikke ligget med i tredsindstyve Aar. At +du ved’et!“ Hun drejede Hovedet om mod Væggen. + +„Det skal nok blive altsammen som Mor vil!“ sagde Marie. + +Den Gamle vendte sig igen og søgte paa Dynen efter Datterens Haand. „Og +saa faar du stoppe en Pude lidt blødt til mit gamle Hoved, for det er +blevet saa galet til ikke at ville finde Hvile.“ + +„Vi kan tage en af de Smaas Hovedpuder og trække over med hvidt,“ sagde +Marie. + +„Ja Tak. Og saa synes jeg, I skulde sende Bud over til Jakob Kristians +efter Snedkeren i Morgen han alligevel er her oppe omkring, og lade ham +tage Maal af Kisten. Saa kunde jeg ogsaa faa et Ord med om hvordan den +skal være — Kalle er saa lethaandet til at strø Penge ud.“ + +Mormor lukkede Øjnene, nu var hun vist alligevel kørt træt. + +„Nu tror jeg vi skal liste ind i den anden Stue, og lade hende have Ro,“ +hviskede Kalle og rejste sig. Men saa slog hun Øjnene op. + +„Vil I alt gaa?“ spurgte hun. + +„Vi tænkte I sov Mormor!“ sagde Lasse. + +„Nej jeg sover vel ikke mere i dette Liv — Øjen er saa lette, saa lette. +Ja ja Farvel med jer Lasse og Pelle — maatte I have det saa godt, saa +godt, lige saa godt som det har været mig beskaaret. Marie var den +eneste Graven skaanede, men hun har været mig en god Datter; og Kalle +har været saa god og overbærende som kunde jeg været hans Ungdoms +Kærlighed. — En god Mand havde jeg ogsaa, som huggede Brænde til mig om +Søndagen, og stod op om Natten efter de Smaa den Tid jeg laa i +Barselseng. — Vi havde det saamænd godt: Blylodder i Klokken og rigeligt +at lægge i Kakkelovnen; og en Tur til Kongens København gav han mig +Løfte om. — Mit første Smør kærnede jeg i en Flaske, for vi ejed jo +ingen Stavkærne til at begynde med; jeg maatte slaa Hul paa Flasken for +at faa det ud. Saa lo han, altid lo han naar jeg gjorde noget forkert. — +Og saa glad han var for hvert et Barn jeg fødte ham! Mangen Morgen tog +han mig ogsaa af Søvnen, og vi maatte nøgne ud og se Solen gaa af Havet. +Vil du se Anna, i Nat er Lyngen sprunget ud! sagde han saa og tog om mig +— men det var bare Solen som gød sit Rødt over den! — Vi havde en halv +Mil til næmste Nabo, men han brød sig om ingenting — bare han havde mig. +De største Glæder kunde jeg berede ham saa fattig jeg var. — Kreaturerne +var mig saamænd ogsaa hengivne, alting lykkedes for os i det smaa.“ + +Mormor laa og vrikkede med Hovedet, Taarerne randt ned ad hendes Kinder. +Stemmen var ikke besværet længer, Ord kaldte paa Ord i hende og gled som +en lang Tone over hendes Læber. Hun vidste nok ikke længer hvad hun +sagde, men var bestandig i Talens Magt. Hun begyndte forfra og gentog +Ordene, ligeligt og syngende — som én der er revet hen og _maa_ snakke. + +„Mor“ sagde Marie angst og holdt om hendes vrikkende Hoved „kom nu til +dig selv Mor!“ + +Saa gik den Gamle i Staa og saa forundret paa hende. „Ak ja, Minderne +fór saa haardt frem med mig!“ udbrød hun. „Nu tror jeg næsten jeg kunde +sove lidt.“ + +Lasse rejste sig og gik frem til Sengen: „Farvel Mormor og en god Rejse, +om vi ikke ses mere!“ Pelle kom efter og gentog Ordene. Mormor saa +spørgende paa dem men rørte sig ikke. Saa tog Lasse varsomt hendes +Haand, Pelle ogsaa, og de listede ind i den anden Stue. + +„Saa usædvanlig klart hendes Livslys brænder ud!“ sagde Lasse da Døren +var lukket. Pelle lagde Mærke til at Stemmerne blev saa fri i Klangen +igen. + +„Ja hun holder sig godt lige til det sidste; der har været udmærket +Tømmer i hende. — Folk her omkring har ondt over at vi ikke henter +Doktor til hende. Hvad mener du — skal vi sætte os for den Udgift?“ + +„Hun fejler vel nok ikke andet end at hun ikke kan leve længer,“ sagde +Lasse tankefuldt. + +„Nej og selv vil hun nu slet ikke høre Tale om det. — Kunde han endda +holde Livet i hende en Stund endnu.“ + +„Ja Tiderne er knappe!“ sagde Lasse og gik rundt og kiggede paa Børnene. +De sov alle, Stuen var tung af deres Aandedrag. „Det svinder godt i +Flokken nu.“ + +„Ja der flyver jo en eller to fra Reden snart hvert Aar,“ svarede Kalle, +„og nu faar vi vel ikke flere. Det er et uheldigt Tal vi er blevet +staaende ved — et rigtig skidt Tal. Men Marie er blevet døv paa det Øre, +og ene formaar jeg jo ingenting.“ Kalle havde igen faaet Skælmen frem i +Øjenkrogene. + +„Vi kan saamænd godt hjælpe os med dem vi har faaet,“ sagde Marie. „Naar +vi tager Annas med bliver det fjorten.“ + +„Ja tæl du bare de andres med ogsaa — des nemmere slipper du selv!“ +sagde Kalle drillende. + +Lasse stod og betragtede Annas Barn, der laa sammen med Kalles den +trettende. „Der er mere Trivsel i hende end i Mosteren,“ sagde han — „én +skulde knap tro de var lige gamle. Hun er lige saa rød som den anden er +bleg.“ + +„Ja der er jo en Forskel“ indrømmede Kalle og saa kærligt paa Børnene. +„Det maa vel være det, at Annas er lagt til paa Ungdom — _vort_ Blod +begynder jo alt at blive gammelt. Og saa lykkes de jo altid bedst, der +falder paa det løse — som nu vor Albert; han har en hel anden Føring end +de andre. Ved du forresten af, at han faar sit eget Skib at føre til +Foraaret.“ + +„Det er vel Løgn vel? skulde han virkelig naa at blive Kaptejn!“ Lasse +var ved at gaa bagover. + +„Det skal nok være Kongstrup som staar bagved — i al Gedulgthed +forstaas!“ + +„Yder Annas Barnefader fremdeles hvad han skal?“ spurgte Lasse. + +„Ja han er redelig nok! Vi har vore fem Kroner om Maaneden for at have +Barnet — det er jo en god Hjælp til Afgifterne.“ + +Marie gik og satte Snaps, Brød og en Skaal Fedt frem. „Værsgod og faa en +Bid Mad“ sagde hun. + +„I holder godt ud paa Stengaarden,“ sagde Kalle da de satte sig til +Bords — „vil I blive dér alle jeres Dage?“ han blinkede skælmsk. + +„Det er ikke saa lige en Sag at kaste sig ud i det uvisse!“ svarede +Lasse undvigende. + +„Aa nu spørges der vist snart nyt fra jer,“ faldt Marie ind. „Ægtesengen +minder vel?“ + +Lasse svarede ikke, han arbejdede løs paa en Skorpe. + +„Men saa skær dog Skorpen fra, hvis det er smaat med Tænderne!“ ivrede +Marie. Hvert Øjeblik lyttede hun ved Mormors Dør. „Nu har hun alligevel +faaet Blund paa Øjen, det gamle Skind!“ sagde hun. + +Kalle lod som han først opdagede Flasken nu. „Hvad, vi har jo Brændevin +paa Bordet ogsaa — at ingen af os har kunnet lugte det!“ udbrød han og +skænkede tredje Gang til dem. Saa slog Marie Prop i Flasken. „Under du +os nu ikke Maden engang?“ sagde han og saa paa hende med store Øjne — +Djævlen til Skælm. Og Marie gloede igen paa ham med lige saa store Øjne +og sagde: „Bøh, skal vi stanges!“ Lasse sad og saa sig helt varm paa +deres Lykke. + +„Hvordan har det sig med Stengaardsbonden, nu er han vel snart over det +værste?“ sagde Kalle. + +„Ja, nu er han vist saa meget Menneske han bliver, saadan noget mærker +jo sin Mand,“ svarede Lasse. Marie stod og smilede, saa snart de saa til +hende tog hun Øjnene bort. + +„Du griner du!“ sagde Lasse — „jeg finder nu det er sørgeligt!“ Saa +kunde Marie ikke mere, hun maatte gaa ud i Køkkenet og le sig færdig. + +„Saadan griner Kvindfolket overalt blot hans Navn nævnes,“ sagde Kalle +„saa det er en trist Omskiften den — i Dag rød, i Morgen død. Naa det +har hun da opnaaet, at hun beholder ham for sig selv — paa en Maade. Men +at han kan leve sammen med hende efter det dér.“ + +„Da synes de saa glade for hverandre, som én aldrig har set dem før — +han kan nok ikke undvære hende en Minut paa Dagen. Men forstaar sig — +han fandt vel heller ingen anden som kunde bære Kærlighed til ham nu. +Det er noget ubegribeligt Djævletøj, den Kærlighed! — Men vi faar nok se +at komme hjemefter.“ + +„Ja saa skikker jeg Bud, naar hun skal i Jorden,“ sagde Kalle da de stod +uden for Huset. + +„Ja gør det. Og skulde du komme i Bekneb for en Tikrone til Begravelsen, +maa du sige fra! — Farvel med dig da!“ + + + + + XXII + + +Endnu stod Mormors Begravelse som en Lysning bag alt hvad man tænkte paa +og foretog sig; det var med den som med visse Slags Mad, der blev ved at +efterlade Behag i Munden længe efter at den var fortæret og alting. +Kalle havde nu ogsaa opbudt alt for at faa en festlig Dag ud af det; det +flød med Mad og Drikke, og der var ingen Ende paa hans grinagtige +Paafund. Og som den fine Filur han var, havde han fundet et Paaskud til +at bede Madam Olsen med — det var en nok saa nydelig Maade at lyse +Forholdet i Kuld og Køn. + +Der var nok at snakke om for Lasse og Pelle en hel Maaned; og efter at +det var udsnakket og lagt til Side for andet, blev det siddende inde bag +alting som et Velvære, ingen ret vidste hvor kom fra. + +Men nu rykkede Foraaret frem, og med det kom Bekymringerne; ikke de +daglige Smaatterier som kunde være sure nok, men store Bekymringer der +mørknede alting — ogsaa naar én ikke havde dem i Tanker. Pelle skulde +konfirmeres til Paaske, og Lasse vidste ikke sine levende Raad til at +skaffe ham alt det der skulde til: nyt Tøj, ny Hue, nye Sko! Drengen +talte tidt om det, han var nok bange han skulde komme til at staa til +Skamme for de andre paa Kirkegulvet. + +„Ja det gaar nok i Orden altsammen,“ sagde Lasse, men anede ikke selv +mindste Udvej. Paa de almindelige Gaarde hvor god gammel Skik herskede, +sørgede Husbond og Madmoder for det hele; men her var alting saa +forbandet nymodens, med rede Penge som blev borte mellem Hænderne paa +én. Hundrede Kroner i Løn syntes jo en forskrækkelig Sum naar man tænkte +paa dem under ét; men de blev bare optaget Øre for Øre efterhaanden, +uden at man kunde sætte Fingeren noget Sted og sige: dér fik du noget +klækkeligt! — „Ja ja, det gaar nok i Orden altsammen!“ sagde Lasse højt, +naar han havde filtret sig ind i de fortvivlede Spekulationer; og med +det slog Pelle sig til Taals. Der var kun én Udvej — at laane Pengene af +Madam Olsen — og den blev Lasse nødt til at benytte saa nødig han vilde. +Men Pelle skulde ikke vide noget om det. + +Lasse vred sig ved det i det længste, og haabede der skulde ske et eller +andet og fri ham for noget saa forsmædeligt som at tage Laan af sin +Kærest. Men der skete intet, og Tiden led. En Morgen brød han saa +overtvært, Pelle stod og skulde løbe til Skole. „Hvis du vil løbe ind om +og give Madam Olsen det,“ sagde han og rakte Drengen en Pakke — „det er +noget hun har lovet at gøre i Stand for os.“ Indvendig paa Papiret var +det store Kryds som meldte Lasses Komme til om Aftenen. + +Oppe fra Bakkerne saa Pelle at Isen var brudt op om Natten. Snart en +Maaned havde den nu fyldt Bugten som en ru kompakt Masse, hvor man +tumlede sig lige saa sikkert som paa Landjorden. Det var en ny Side af +Havets Væsen, og Pelle havde følt sig forsigtig frem med Træskosnuderne +til stor Fornøjelse for de andre. Siden lærte han at gaa frit paa Isen +og lade være at gyse ved Tanken om, at Havets store Fiske gik lige under +hans Træsko og kanske blot ventede paa at han skulde plumpe igennem. +Hver Dag var han Turen ude ved den høje Vold af Skrueis der dannede +Grænsen en Fjerdingvej ude, hvor det aabne Hav laa og smaamalede under +Sollyset som et grønt Øje. Han gik derud, fordi han nu engang ikke +_vilde_ staa tilbage, men tryg ved Havet følte han sig aldrig. + +Nu laa det hele i Opbrud, Bugten var fuld af vuggende Isflager der gned +sig raslende op ad hinanden; de yderste Isstykker med Stumper af Volden +var allerede paa Vandring ud over Havet. Pelle havde øvet mange +Bedrifter derude, men var i Grunden ganske glad ved, at det hele nu +pakkede sammen og drog bort — saa det igen var en ærlig Sag at blive paa +Landjorden. + +Gamle Fris sad oppe paa sin Plads; han forlod den aldrig i Timen hvor +galt det saa var fat nede i Klassen, men nøjedes med at slaa i Pulten +med Spanskrøret. Han var nærmest en Skygge af sig selv, Hovedet dirrede +bestandig paa ham og Hænderne greb let forkert. Avisen havde han +fremdeles med og foldede den ud ved Timens Begyndelse, men han læste +ikke. Han faldt hen, sad ret op og ned med Hænderne paa Pulten og Ryggen +mod Væggen og var væk i det. Saa kunde Børnene te sig saa lystig de +vilde, han rørte sig ikke; kun en svag Forskydning i Øjets Udtryk sagde +at han overhovedet levede. + +Der var roligere i Skolen nu, det lønnede ikke Umagen at drille Læreren +— han mærkede det knap; derved tabte Løjerne en væsenlig Del af deres +Tillokkelse. Der havde lidt efter lidt dannet sig en Art Selvjustits +blandt de større Drenge, de bestemte Skoletimernes Gang; Ulydighed og +Uenighed om Magten afgjordes paa Legepladsen — med knyttede Næver og +Træskosnuder. Undervisningen gik som før ved, at de klogere lærte fra +sig til de andre; der blev regnet og læst noget mere end i Fris’ Dage, +til Gengæld gik det ud over Salmerne. + +Det hændte endnu, at Fris vaagnede og greb ind i Undervisningen. +„Salmer!“ raabte han med sin halv visnede Stemme og smækkede i Pulten af +gammel Vane. Saa lagde de Tingene til Side for at føje den Gamle og tog +fat paa Remsningen af en eller anden Salme; de hævnede sig ved at remse +det samme Vers om og om igen en hel Time. Det var deres eneste større +Spas med den gamle Mand, og Fornøjelsen blev mellem dem — Fris sansede +ingenting. + +Fris havde saa længe snakket om at gaa af, nu sansede han ikke dét +engang. Han sjokkede til Skole og fra Skole til de bestemte Tider — og +vidste vel ikke engang af det. Ligefrem afsætte ham nænnede man ikke. +Naar undtoges Salmerne som det skortede lidt paa, var der heller ikke +noget at sige paa ham som Lærer; endnu var der aldrig udgaaet nogen fra +hans Skole, som ikke kunde baade skrive sit Navn og læse i en trykt Bog +— naar det da var gammel Tryk. Den nymodens Tryk med latinske Bogstaver +lærte Fris ikke fra sig, ihvorvel han havde studeret Latin i sin Ungdom. + +Selv følte Fris næppe Forandringen, han havde ophørt at føle baade for +sig selv og andre. Ingen bar sine menneskelige Sorger til ham mer og +fandt Trøst hos en medfølende Sjæl — hans Sjæl var ikke til Huse. Den +svævede uden for ham saa halvvejs løsreven, som en Fugl der har ondt ved +at forlade sin gamle Rede for at gaa paa ukendt Langfart; det var vel +Sjælens Flakken hans Øjne fulgte bestandig, medens de matte stod og +flyttede sig vendt mod det tomme Rum. Men de Unge, der kom hjem til +Lejet for at overvintre og søgte til Fris som til en gammel Ven, følte +Forandringen. For dem var der blevet en tom Plads herhjemme; de savnede +den gamle Brumbasse, der hadede dem alle over én Bank i Skolen! — for +siden at holde af dem alle, gode og daarlige, og sige sit pudsige: han +var min bedste Dreng! om enhver af dem. — — + +Børnene tog sig tidlig Frikvarter og væltede ud endnu før Pelle havde +givet Signalet; Fris trippede sin Vanegang ind mod Lejet for at blive de +sædvanlige Par Timer borte, Pigerne stillede sig op henne ved de smaa +Huse og spiste deres Skolemad, Drengene hvirvlede rundt om Pladsen som +løsslupne Fugle. + +Pelle var godt gal i Hovedet over Opsætsigheden og pønsede paa en Udvej +til at sætte sig i Respekt — han havde i Dag haft de andre store Drenge +imod sig. Han fór over Pladsen som en kredsende Maage, med Kroppen i +skraat Fald og Armene udspilede til et Vingepar. De fleste gjorde god +Plads for ham, de der ikke flyttede sig godvillig kom alligevel af +Vejen. Stillingen var truet, og han holdt sig uafladelig i Bevægelse — +som for at holde Spørgsmaalet svævende til der viste sig en Mulighed for +at slaa ned. + +Saadan gik det en Stund, han væltede nogle og slog til andre i sin +Flugt, mens det gik i ham af fortørnet Magtfølelse; han vilde have dem +alle til Fjender. — Henne ved Klatremaskinen begyndte de at rotte sig +sammen, og pludselig havde han hele Flokken oven paa sig. Han forsøgte +at rejse sig og ryste dem alle af saa de slængte hid og did — men kunde +ikke; og Knoerne gik stive ovenfra ned gennem Klyngen og traf ham saa +det bed. Han arbejdede ufortrødent, men det vilde ikke blive til noget, +før han gik ud af sit godmodige Skind og tog til de mindre fine Midler: +satte Fingre i Øjnene, i Mulen og Kværken og hvor han kunde. Saa blev +der Luft, og han kunde rejse sig op og slænge en sidste Smaafyr hen over +Pladsen. + +Pelle var godt forslaaet og helt udgaaet for Vejr — men glad; hele +Flokken stod maabende og lod ham børste sig af — han var Sejrherre. Han +søgte over til Pigerne med sin forrevne Bluse, og de fæstede den sammen +med Knappenaale og gav ham Slikkerier. Til Tak bandt han to af dem +sammen ved Flætningerne, de hvinede og lod ham tumle med sig uden at +blive arrige — det hele var som det skulde være. + +Men helt tryg ved sin Sejr var han ikke. Han kunde ikke — som Henrik +Bødker i sin Tid — gaa tværs igennem hele Flokken med Hænderne i +Bukselommen lige efter et Slag, og lade som om de ikke var til. Han +maatte jævnlig skæve hen til dem, mens han drev ned mod Stranden og af +al Magt arbejdede paa at presse sit Aandedræt i Lave; næst efter at +brøle var det at blive forpustet den værste Skam der kunde overgaa én. + +Pelle gik nede ved Stranden og fortrød, at han ikke var sprunget paa dem +igen straks mens Gaapaa Modet endnu var i ham — nu var det for sent. Saa +var det maaske kommet til at hedde om ham ogsaa, at han kunde banke hele +den øvrige Klasse tilsammen; nu maatte han nøjes med at være den +stærkeste Dreng i Skolen. + +Et vildt Krigshyl oppe fra Skolen fik ham til at spjætte, hele +Drengeflokken kom frem bag Gavlen med Kæppe og Træstykker i Hænderne. +Pelle vidste, hvad der stod paa Spil om han veg; han tvang sig til at +staa rolig afventende skønt det rykkede i hans Ben. Men pludselig satte +de løs paa ham i vild Fart, og han vendte sig i et Spring for at flygte. +Dér laa Havet spærrende for ham, tæt pakket med gyngende Is. Han løb ud +paa en Isflage, sprang fra den til den næste, der ikke var stor nok til +bære — maatte videre. + +Flugten var i ham og gjorde Skrækken for det bagved overmægtig stor. +Under ham veg Isstykkerne, han maatte springe fra Stykke til Stykke, +Fødderne gik paa ham som Fingre over Tangenter — han sansede lige at +tage Retning mod Havnemolen. Inde paa Stranden stod de andre og maabede, +mens Pelle dansede paa Vandet som en Sten der slaar Smut. Isstykkerne +dykkede under saa snart han rørte dem, eller drejede sig paa Højkant; +men Pelle kom og gled forbi som et Anslag, kastede sig lynsnart ud til +Siderne, greb ændrende ind midt i Springet som en Kat. Det var som en +Dans paa gloende Jærn saa hurtig tog han Foden til sig, anbragte den et +nyt Sted og havde den oppe igen; Vandet stod i lysende Skvæt fra +Isstykkerne hvor han rørte, og bag ham laa en krum Stribe af Uro ind til +det Sted, hvor Drengene stod og holdt Vejret. Der var ingen som Pelle, +ikke én kunde gøre ham det dér efter! Da han i et sidste Spring kastede +sig paa Maven ind over Molen, raabte de Hurra for ham. Pelle havde +sejret i sin Flugt! + +Han laa udpint og gispende paa Molen og stirrede sløvt ud paa en Brig, +der havde kastet Anker ud for Lejet. En Baad kom roende ind — maaske med +en Syg der skulde afsondres. Skibets afrakkede Ydre fortalte at det +havde været ude paa Vintertur, i Is og haard Sø. + +Fiskerne kom ned fra Hytterne og drev ud mod det Sted hvor Baaden skulde +lægge til, alle Skolebørnene kom dragende. Paa Baadens Agtertoft sad en +ældre vejrbidt Mand med Kransskæg, han var i blaat Tøj, foran ham stod +en Skibskiste. „Det er jo Baadsmand Olsen,“ hørte Pelle en Fisker sige. +Saa steg Manden i Land og gav Haanden rundt. Fiskerne og Skolebørnene +dannede en tæt Kreds om ham. + +Pelle tog Vejen opefter — han sneg sig frem bag Baade og Skur; saa snart +han var dækket bag Skolebygningen satte han i Løb ret over Markerne mod +Stengaarden. Græmmelsen brændte bittert i hans Strube, Skammen fik ham +til at søge langt uden om Huse og Folk; Pakken som han ikke havde set +Lejlighed til at aflevere om Morgenen, var som et aabenbart Vidne for +alle om hans Skændsel, han smed den fra sig i en Mergelgrav under Løbet. + +Ind i Gaarden vilde han ikke men dundrede paa Uddøren til Stalden. +„Kommer du allerede hjem?“ udbrød Lasse glad. + +„Nu — nu er Madam Olsens Mand kommet hjem!“ stønnede Pelle og gik forbi +Faderen uden at se paa ham. + +For Lasse var det, som hele Verden brast og Stumperne borede sig ind i +Kødet paa ham. Alting svigtede ham, han gik der og rystede og tog +forkert om enhver Ting; tale kunde han ikke, han var gaaet rent i Staa. +Han havde faaet en Strikke i Haanden og gik frem og tilbage, frem og +tilbage kiggende i Vejret. + +Saa kom Pelle hen til ham. „Hvad vil du med den?“ spurgte han haardt. + +Lasse lod Strikken falde ud af Haanden og begyndte at klage sig, saa +trist og fattigt det var at være til. Saa røg der én Fjer og saa én; +tilsidst stod man i Ælten og traadte som en fjerløs Fugl — gammel og +udgaaet og røvet for ethvert Haab om en glad Alderdom. Saadan blev han +ved at klage halvhøjt hen for sig, og Klagen lindrede ham. + +Pelle svarede ikke. Han tænkte kun paa den Tort og Skam, der var +overgaaet dem, og fandt ingen Lindring. + +Næste Morgen tog han sin Skolemad og gik som sædvanlig, men da han var +kommet halvvejs lagde han sig under en Tjørn. Der laa han og græmmede +sig og frøs, til det var ved den Tid de fik fri, saa gik han hjem. Det +gentog sig flere Dage. Over for Faderen var han tavs, næsten ond. Lasse +gik og smaaklagede, og Pelle havde nok i sit eget; de gik i hver sin +Verden, og der var ikke Bro imellem, ingen af dem havde et godt Ord at +sige den anden. + +Men en Dag Pelle saadan kom luskende hjem, tog Lasse imod ham med +straalende Mine og løse Knær. „Hvorfor fan skal én vel gaa og sørge du?“ +sagde han med missende Ansigt og vendte sine klikkende Øjne mod Pelle — +for første Gang siden Ulykkesbudskabet kom. „Her skal du bare se en ny +Kærest jeg har fundet — kys hende Pøjke!“ Lasse trak en Flaske Brændevin +frem af Strøelsen og holdt hen imod ham. + +Pelle stødte den vredt fra sig. + +„Saa du er storagtig!“ udbrød Lasse. „Ja ja, det vilde være Synd og Skam +at nøde godt i ondt.“ Han satte Flasken for Munden og sejlede bagover. + +„Nu lader du være du!“ udbrød Pelle tudbrølende og tog ham i Armen saa +Væsken sprøjtede. + +„Hov hov!“ sagde Lasse forundret og tørrede sig af med Haandbalgen „— +svært saa hun er sprælsk, hov hov!“ Han fattede om Flasken med begge +Hænder og holdt den godt fast, som havde den forsøgt at slaa sig fra +ham. „Saa du er obsternasig du!“ Saa fik han Øje paa Pelle. „Og du +græder du! har nogen gjort dig Fortræd kanske? Ved du ikke, at din Far +hedder Lasse — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Du skal ikke være ræd, +for Lasse er her han! Og han skal nok drage hele den vide Verden til +Ansvar.“ + +Pelle saa, at Faderen blev hastig mere omtaaget og maatte i Seng, om +ikke nogen skulde komme og se ham ligge og flyde. „Kom nu du Far,“ bad +han. + +„Ja nu skal jeg gaa. Han skal staa mig til Regnskab, om saa han var +selve Gubben Satan fra Smaaland — du skal ikke græde!“ Lasse vilde ud +Gaarden. + +Pelle spærrede for ham: „Nu skal du komme med, Far! — der er ingen som +skylder dig Regnskab.“ + +„Naa ikke — og du græder jo! Men han skal staa mig til Regnskab for alle +Aarene — Proprietærsnuden!“ + +Nu blev Pelle bange. „Far dog, Far!“ brølede han „gaa ikke derop! Han +bliver rasende og jager os paa Porten! — du er jo svirende husk dog +paa!“ + +„Ja vist er jeg fuld“ svarede Lasse „men jeg er ikke ondskabsfuld.“ Han +stod og famlede for at faa Krogen af Underdøren. + +Det var jo Uret at lægge Haand paa sin egen Far, men nu nødtes Pelle til +at sætte sig ud over alle Hensyn. Han tog et fast Tag i Kraven paa den +Gamle. „Nu skal du komme her!“ sagde han og trak ham med sig op mod +Kamret. + +Lasse lo og hikkede og strittede imod; han hagede sig fast hvor han +kunde — i Stolperne og Kreaturernes Haler, mens Pelle trak brølende af +med ham. Pelle havde faaet ham fat bagfra om Livet og halv bar ham; i +Døraabningen blev de stikkende, den Gamle spændte imod med begge Hænder. +Pelle maatte slippe og slaa Armene fra ham saa han faldt; saa fik han +ham slæbt over paa Sengen. + +Lasse lo fjantet under det hele som kunde det være Leg, og gjorde sig +skarnagtig hvor han kunde. Et Par Gange søgte han at staa op naar Pelle +vendte Ryggen til; Øjnene var krøbet i Skjul, men det spillede +underfundigt om hans Mund — han lignede en uvorn Unge. Pludselig faldt +han bagover og snorksov. + +Næste Dag var der Frihed fra Skolen, og Pelle behøvede ikke forstikke +sig. Lasse skammede sig og gik og var ydmyg. Han havde nok en ganske +klar Forestilling om hvad der var sket Dagen forud, for bedst som han +gik kom han hen og rørte ved Pelles Arm. „Du er som Noahs gode Søn, der +dækkede over sin Faders Skam!“ sagde han „— men Lasse er et Svin. Et +haardt Bagslag har det nu ogsaa været for mig, det faar du tro paa! Men +jeg ved vel, at det ikke hjælper at drikke sig fra Vid og Samling; den +Sorg er skidt jordet som manes ned med Brændevin. Hvad der fjæles i Sne +kommer op i Tø, som Ordet gaar.“ + +Pelle svarede ikke. + +„Hvordan tager de det ude omkring?“ spurgte Lasse forsigtigt, han var nu +naaet til at have Tanke for det beskæmmende ved Sagen. „Her paa Gaarden +tror jeg endnu ikke det har spurgtes, men hvad siges der ude omkring?“ + +„Hvad ved jeg af det?“ svarede Pelle mut. + +„Du har saa intet hørt da?“ + +„Tror du kanske, jeg vil gaa i Skolen og være til Spot for dem alle?“ +Pelle var nær ved Graaden igen. + +„Saa har du flakket om da, og ladet din Far i den Tro at du gik til +Skole? det var uret handlet af dig. Men jeg skal vist ikke gaa i Rette +med dig, saa megen Skam jeg har forvoldt dit ærekære Sind. Og hvis du nu +uforskyldt kommer i Ulejlighed for din Skulken? — den ene Ulykke har den +anden ved Haanden, og Ondt yngler som Lus i Skindpelse. Vi faar vide +hvad vi gør, vi to — at det ikke skal gaa os altfor ilde.“ + +Lasse gik med raske Skridt op i Kamret og kom tilbage med Flasken, han +tog Proppen af og lod Brændevinen løbe langsomt ud i Floren. Pelle saa +forundret paa ham. „Gud forlade mig at jeg handler ilde med hans Gaver!“ +sagde Lasse — „men det er en slem Frister at have staaende naar én har +Hjærtesaar. — Og naar jeg nu giver Haand paa at du aldrig oftere skal se +mig saadan som i Gaar, vil du saa ikke prøve Skolegangen igen i Morgen — +og se at komme over det med Læmpe? Vi kan komme i det med selve +Øvrigheden, om du bliver ved at holde dig borte; der er nok stor Straf +for saadant her til Lands.“ + +Pelle lovede det og holdt sit Ord. Men han var forberedt paa det værste +og stak i Smug en Blykno i Lommen, som Erik havde benyttet i sine +Velmagtsdage, naar han gik paa Skovballer og andre Steder hvor man +maatte slaa et Slag for sin Tøs. Der blev dog ingen Anvendelse for den, +Drengene var helt optagne af et Skib, som havde maattet gaa paa Grund +for ikke at synke og nu laa og lossede sin Hvedeladning over i Lejets +Baade. Paa Havnen laa Hveden allerede i store Dynger, vaad og udbulnet +af Saltvandet. + +Og et Par Dage efter da det var gammelt, skete der noget som for +bestandig satte Bom for Pelles Skolegang. Børnene regnede under en jævn +Pludren og skramlede med Tavlerne, Fris sad som sædvanlig oppe paa sin +Plads med Nakken hvilende mod Væggen og Hænderne støttet paa Pulten; de +halvbrustne Øjne var ude i Rummet et Steds, ikke en Trækning forraadte +at han levede. Det var hans sædvanlige Stilling, og han havde siddet +saadan helt siden Frikvarteret. + +Børnene blev urolige, Tiden nærmede sig da de skulde hjem. En +Gaardmandssøn der havde Ur, holdt det op saa Pelle kunde se det, „to“ +sagde han højt. De pakkede larmende Tavlerne ned og begyndte at slaas, +Fris plejede at vaagne ved denne Opbrudsstøj men rørte sig ikke. Saa +trampede de ud, en Tøs strøg i Kaadhed over Lærerens Haand idet hun gik +forbi. Hun jog forskrækket sammen. „Han er ganske kold!“ sagde hun +gysende og trak sig hen bag de andre. + +De slog Kreds om Pulten og stod og spejdede efter Fris’ halvaabne Øjne, +saa gik Pelle de to Trin op og lagde Haanden paa sin Lærers Skulder. „Vi +skulde hjem,“ sagde han med unaturlig Stemme. Fris’ Arm faldt stiv ned +fra Pulten, Pelle maatte støtte hans Krop. „Han er død!“ det gik som en +Frysen over Børnenes Læber. + +Fris var død — død paa sin Post som Sognets skikkelige Beboere udtrykte +det. Pelle var færdig med sin Skolegang for bestandig og kunde trække +Vejret frit. + +Han gik hjemme og hjalp Faderen, de havde det rigtig hyggeligt sammen og +kom helt nær til hinanden igen, nu der ikke stod nogen tredje Person +imellem dem. Stiklerierne fra Gaardens andre Folk var for intet at +regne, Lasse var gammel i Gaarde og vidste for meget om hver enkelt, han +kunde bide igen. Han solede sig rigtig i Pelles milde Barnesind og holdt +ustanselig Snakken gaaende. Stadig kom han tilbage til det samme: „Jeg +maa være glad for dig, for havde du ikke holdt igen dengang jeg partu +vilde flytte ned til Madam Olsen, saa var det blevet en gal en for os. +Jeg tænker vel han havde slaaet os ihjæl i sin Vrede. Her som altid har +du været min gode Engel.“ + +Paa Pelle virkede Lasses Snakken velgørende som Kærtegn, han gik og +hyggede sig og var mere Barn end hans Aar forudsatte. + +Men om Lørdagen kom han hjem fra Præsten og var helt forandret; han hang +med alting som en død Sild, gik ikke over og spiste men kom lige ind +gennem Uddøren og smed sig over en Foderbunke. + +„Hvad er der nu kommet paa?“ spurgte Lasse og kom hen til ham. „Har +nogen været ond imod dig?“ + +Pelle svarede ikke men laa og pillede. Lasse vilde vende hans Ansigt mod +sig, men Pelle borede det ned i Foderet. „Kan du ikke engang have +Fortroende til din egen Far, jeg vil jo dog ikke andet her paa Jorden +end dit Vel!“ Lasses Stemme var bedrøvet. + +„Jeg skal vises bort,“ fik Pelle sagt, og borede i Høet for at holde +Graaden tilbage. + +„Da skal du vel ikke det?“ Lasse kom til at ryste. „Hvad kan du have +forbrudt da?“ + +„Jeg har slaaet Præstens Søn halv fordærvet.“ + +„Ak, det var snart det værste du kunde gøre — lægge Haand paa Præstens +Søn! Jeg ved vel at han maa have gjort sig fortjent til det, men — du +skulde nu alligevel ikke gjort det. Undtagen han har tyvtet dig da — det +behøver ærlig Mand ikke at tage imod af nogen, var det saa Kongen selv.“ + +„Han — han kaldte dig for Madam Olsens Medhustru.“ Pelle havde Møje med +at faa det sagt. + +Lasse blev skarp om Munden og knyttede Hænderne. „Ja saa, ja saa! havde +jeg ham her skulde jeg træde Tarmene ud af Livet paa ham, den Abeunge! +Du gav ham vel hvad han har godt af længe?“ + +„Nej ikke saa farligt, for han vilde ikke staa for Slagene — han smed +sig ned og skreg. Og saa kom Præsten!“ + +Lasse gik en Stund og var skæmmet af Vrede, nu og da udstødte han en +Trusel. Saa vendte han sig mod Pelle: „Og de har vist dig væk tilmed? — +bare fordi du antog dig din gamle Faders Sag! Altid skal jeg ogsaa +bringe dig i Ulykke, skønt jeg kun pønser paa dit Vel. — Men hvad gør vi +nu, du?“ + +„Jeg vil ikke være her længer,“ sagde Pelle bestemt. + +„Nej lad os kun komme bort herfra, der har aldrig groet andet end Malurt +for os to her paa Gaarden. Kanske ligger der nye glade Dage og venter os +derude. Og Præster findes der vel overalt. Naar vi to slaar os sammen om +et godt Arbejde derude, skal vi tjene Penge som Græs. Saa gaar vi en Dag +op til en Præst kan jeg tro, og smider halvhundrede Kroner for Snuden +af’en, og det skulde være underligt om han ikke konfirmerede dig lige +paa Stedet — og kanske lod sig sparke bagi paa Købet. Saadanne Folk er +svært glade for Penge.“ + +Lasse havde ranket sig under Vreden og faaet et hvast Udtryk i Øjnene. +Han traadte raskt i Fodergangen og slængte skødesløst med Tingene, +Pelles æventyrlige Forslag smittede Ungdom af paa ham. Ind imellem +Arbejdet samlede de alle deres Smaating sammen og pakkede den grønne +Kiste. „Der bliver nok store Øjne her paa Gaarden i Morgen tidlig naar +de kommer og finder Reden tom,“ sagde Pelle muntert. Lasse kluklo. + +Det var deres Plan at ty op til Kalle og være der et Par Dage, mens de +tog Overblik over hvad Verden bød paa. Da alt var besørget om Aftenen +tog de den grønne Kiste imellem sig og listede gennem Uddøren ud paa +Marken. Kisten var tung, og Mørket gjorde ikke Gangen lettere; de +bevægede sig fremad i smaa Stød, skiftede Hænder, og hvilede. „Vi har jo +Natten for os!“ sagde Lasse oprømt. + +Han var svært oplivet; mens de sad paa Kistelaaget og hvilede, snakkede +han løs om alt det der laa og ventede dem. Naar han gik i Staa, tog +Pelle fat. Ingen af dem havde opgjort sig noget bestemt for Fremtiden; +de ventede sig simpelthen Æventyret selv med dets ufattelige +Overraskelser. Alt hvad de saadan vilde være i Stand til at sætte sig +hen og udforme af bestemt, faldt saa smaat ud mod det der _maatte_ +komme; derfor lod de være og gav sig Overfloden i Vold. + +Lasse var usikker paa Foden i Mørket og maatte bestandig hyppigere sætte +Byrden ned. Han blev træt og forpustet, de lyse Ord døde bort paa hans +Læber. „Ak hvor den er tung!“ sukkede han — „saa meget Skidt én ogsaa +faar skrabet sammen i Tidens Løb.“ Saa sad han paa Kisten og hev efter +Vejret — han kunde ikke mere. „Havde én blot haft noget at styrke sig +paa,“ sagde han mat. „Saa mørkt og trist det ogsaa er i denne Nat.“ + +„Hjælp mig den paa Nakken!“ sagde Pelle — „saa skal jeg bære den et +Stykke.“ + +Lasse vilde ikke men gav tilsidst efter, og det gik atter fremad; han +smaaløb foran og varskoede for Grøfter og Diger. „Om Bror Kalle nu ikke +kan have os?“ sagde han pludselig. + +„Det kan han sikkert — der er jo Mormors Seng, den er bred nok til to.“ + +„Men om vi nu ingenting faar fat i? — saa ligger vi ham til Byrde.“ + +„Vi skal nok faa fat i noget — der er bart om Arbejdskraft overalt.“ + +„Ja dig vil de nok tage imod med Kyshaand; men jeg er vist for gammel +til at byde mig ud.“ Lasse havde tabt ethvert Haab og undergravede +Pelles ogsaa. + +„Nu kan jeg ikke mere!“ sagde Pelle og lod Kisten dumpe. De stod med +hængende Arme og stirrede paa maa og faa ud i Mørket; Lasse røbede ingen +Trang til at tage fat igen, og Pelle var nu udmattet. Natten laa mørk om +dem og gjorde alting saa forladt som flød de ene to om i Verdensrummet. + +„Saa skulde vi vel se at komme videre,“ udbrød Pelle og tog et Tag i +Kisten; da Lasse ikke rørte sig slap han og satte sig ned. De sad med +Ryggen til hinanden og kunde ikke faa sagt det rette Ord — der lagde sig +stadig større Afstand imellem dem. Lasse krøb frysende sammen for +Nattekulden. „Var man bare hjemme i sin gode Seng,“ sukkede han. + +Pelle var lige ved at ønske at han havde været alene, saa skulde han nok +ført Vejen igennem. Den Gamle var lige saa tung at slæbe paa som Kisten. + +„Jeg tror jeg gaar tilbage igen du!“ sagde Lasse endelig slukøret — „jeg +duer vist ikke til at træde de løse Veje. — — Og du bliver jo heller +aldrig konfirmeret paa denne Maade! Om vi gik tilbage og fik Kongstrup +til at lægge et godt Ord ind for os hos Præsten.“ Lasse stod og holdt i +Kistens ene Hank. + +Pelle sad en Stund som hørte han intet. Saa tog han stiltiende fat, og +de sled sig hjemad over Markerne i en træls Vandring. Hvert Øjeblik var +Pelle træt og maatte sætte fra sig; nu det bar hjemad var Lasse den +udholdende. „Jeg kunde vist godt bære den en Tørn alene — om du hjalp +mig den paa Nakken,“ sagde han. Men det vilde Pelle ikke høre om. + +„Puh ha!“ Lasse pustede behageligt ud da de igen stod i Kostaldens Varme +og hørte Kreaturerne aande ud i dovent Velvære — „her er hyggeligt her. +Det er som kunde det være éns Barndomshjem man var kommet ind i. Jeg +tror jeg skulde kende Stalden her igen paa Luften, hvor i Verden de saa +førte mig ind i den med bundet for Øjnene.“ + +Nu de var hjemme igen, var Pelle heller ikke fri for at synes her var +rigtig rart. + + + + + XXIII + + +Søndag Formiddag mellem Vanding og Middagsmaal steg Lasse og Pelle op ad +den høje Stentrappe. De satte Træskoene oppe i Gangen og stod og +skuttede sig uden for Kontordøren — de graa Strømpefødder var fulde af +Avner og Jord. Lasse løftede Knoen prøvende men holdt inde. „Har du nu +snydt godt ud?“ spurgte han hviskende, hans Mine var anspændt. Pelle +snuste op endnu engang og gik efter med Bluseærmet. + +Lasse løftede igen Knoen, han var svært beladen. „Kanske du kunde være +et Gran stille da?“ sagde han ærgerlig til Pelle der stod som en Mus. +Lasses Kno gik vejende i Luften tre-fire Gange inden den faldt mod +Døren; saa stod han med Panden helt inde ved Fyldingen og lyttede. „Der +er nok ingen inde,“ hviskede han raadvild. + +„Gaa bare ind,“ udbrød Pelle — „vi kan vel ikke staa her hele Dagen.“ + +„Saa kan du jo gaa først, naar du mener du bedre forstaar at føre dig!“ +svarede Lasse stødt. + +Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen paa Kontoret, men der +stod aabent ind til Dagligstuen, og derinde fra lød Kongstrups +velbehagelige Pusten. „Er der nogen?“ spurgte han. + +„Ja det er Lasse og Pelle,“ svarede Lasse med en Stemme der ikke lød +helt tapper. + +„Kan I komme herind?“ + +Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, paa Bordet ved Siden af +ham stod en Stabel gamle Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt. + +Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang mens Haanden gik saa +hjemmevant op til Fadet efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede +det i sig og smaasank alt mens han læste; dem havde han ikke Øje for — +ikke et Spørgsmaal om hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i +Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje og ikke faa at vide +hvor. Han var vel midt i noget spændende maaske. + +„Naa hvad vil saa I?“ spurgte Kongstrup endelig med sin dvale Stemme. + +„Ja — ja Proprietæren faar saa meget undskylde, at vi saadan kommer om +noget som ikke angaar Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig +har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger til Pøjken: +Husbond vil sikkert ikke vredes, han har mangen god Gang vist Hjærtelag +for os stakkels Lus — og saadér! Nu er det jo nok saaledes her i Verden, +at omend man er et fattigt Skrog som ikke duer til andet end at tage +Skidtet fra de andre, saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én +Faderhjærtet. Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens Synd skal +ryge lige i Benene paa Sønnen.“ + +Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt det hele, og lagt det +saaledes at det paa en snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men +nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, og Proprietæren saa +ikke ud til at have forstaaet et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og +kiggede hjælpeløst til Døren. + +„Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan blive træt af den enlige +Stand,“ begyndte Lasse igen men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan +han saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen og fik ikke Hold +noget Sted — og nu gav Kongstrup sig til at læse igen. Et bitte lidet +Spørgsmaal fra ham kunde have ført midt op i det hele; men han proppede +bare Munden og gav sig til at tygge rigtig bredt. + +Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, han stod og samlede sig +sammen til at gaa. Pelle gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle +skinnende Mahognimøbler, han tog sit Skøn over enhver Ting. + +Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne — de kunde følges helt +nede fra Køkkenet. Kongstrup fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede +sig. „Staar I to dér?“ sagde Fruen paa sin sikre Maade der tydede paa +saa megen Omsorg „— men saa sid dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem +til Sæde Far?“ + +Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads henne ved sin Mand med +Armen støttet paa hans Hovedgærde. „Hvordan er det med dig Kongstrup — +har du faaet hvilet?“ spurgte hun deltagende og pillede ved hans +Skulder. Kongstrup smaagryntede noget; det kunde være baade ja og nej og +ingenting. + +„Og hvad saa I to — trænger I til Penge?“ + +„Nej det er Pøjken — han skal vises væk,“ svarede Lasse ligetil. Over +for Fruen blev man selv saa fast i det. + +„Skal du vises væk?“ udbrød hun og saa gammelkendt paa Pelle, „hvad har +du gjort da?“ + +„Aa jeg sparkede Præstens Søn.“ + +„Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?“ + +„Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men smed sig ned.“ + +Fruen lo og stødte til Kongstrup: „Ja vist saa — — — men hvad havde han +gjort dig?“ + +„Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.“ + +„Var det meget stygt det han sagde?“ + +Pelle saa fast paa hende — hun skulde nu ogsaa føle enhver Ting under +Bunden. „Jeg siger det ikke!“ erklærede han bestemt. + +„Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os af det.“ + +„Jeg faar vel lige saa godt sige det,“ faldt Lasse ind „— han kaldte mig +for Madam Olsens Medhustru — efter Bibelhistorien kan jeg tro.“ + +Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen havde hvisket ham en +Sjofelhed i Øret og han ikke kunde lade være. Fruen selv var alvorlig +nok. „Jeg forstaar det vist ikke?“ sagde hun og lagde sin Haand dæmpende +paa Mandens Arm. „— Lasse faar forklare sig.“ + +„Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam Olsen i Lejet, som alle +tog for at være Enke — og saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har +de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring kan jeg forstaa.“ + +Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, Lasse sad og missede helt +forpint ved det. + +„Værsgod og tag jer en Kage!“ sagde Fruen meget højt og skød Fadet hen +til dem. Saa tav Kongstrup; han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med +opmærksomme Øjne. + +Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen mens de tyggede. +„Saa blev den skikkelige Pelle rasende og sparkede haandløst?“ sagde hun +pludselig. Der var Ild i hendes Øjne. + +„Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!“ svarede Lasse klynkende. + +Fruen satte et Par Øjne paa ham. + +„Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at hakke i.“ + +„Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og forsvarer Reden saa +fattig den er. — Ja ja nu faar vi se! — — Og han skal konfirmeres han +her? Det er jo rigtig sandt ogsaa — at jeg kunde være saa glemmen! Saa +maa vi nok til at tænke paa Stadsen.“ + +— — + +„Det var to Sorger slukket det!“ sagde Lasse da de igen gik nede i +Stalden. „Men bemærkede du ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du +skulde konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det af sig selv. Nu +bliver du nok som en Butikssvend i Tøjet skal vi se; Folk som +Proprietærens ved hvad der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. — +— Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan — de er vel ikke mere end +som Mennesker. — Naar bare én træder frit op —.“ Lasse kunde ikke glemme +det heldige Udfald. + +Pelle lod den Gamle skryde. „Tror du jeg faar Lærsko ogsaa af dem?“ +spurgte han. + +„Ja det faar du! Og troligt nok gør de Konfirmationsgilde for dig ogsaa. +Jeg siger _de_, men det er jo hende som staar for det hele, lad os være +glade for det. Bemærkede du at hun sagde _vi_ — vi skal nok og saadér — +bestandig? Hun er fin hun, for han ligger jo bare og æder og lader hende +om alting. Som han dog har det godt, jeg tror hun kunde springe gennem +Ild for at tækkes ham. Men Kommandoen har hun sku! — Ja ja, vi skulde +vel ikke sige ondt om nogen; dig er hun jo mod som kunde hun være din +egen Mor.“ — — — + +Fruen sagde intet om Udfaldet af sin Køretur til Præsten — hun havde +ikke for Vane at føre Bagsnak om en Ting. Men Lasse og Pelle traadte +igen trygt paa Jorden; naar _hun_ gav sig i Kast med en Sag var den paa +Forhaand gaaet i Orden. + +Hen i Ugen kom Skrædderen en Morgen haltende med en Saks, Alen og +Pressejærn; Pelle maatte ned i Folkestuen, og der blev taget Maal af ham +paa Kryds og tværs som kunde han være et Præmiedyr. Hidtil havde han +altid faaet sit Tøj syet paa Slump. — Det var noget nyt, at der var +Vanke-Haandværkere paa Stengaarden; siden Kongstrup kom for Styret, +havde hverken Skomager eller Skrædder sat sin Fod i Folkestuen. Dette +her var god gammel Bondeskik, som igen satte Stengaarden paa lige Fod +med de andre Gaarde; Folkene gik og behagede sig i det, saa tidt de +kunde var de nede i Folkestuen for at tage Luften ind dernede og høre en +af Skrædderens Løgnehistorier. „Det er Fruen der har fat nu!“ sagde de +til hinanden; i hendes Haand var der godt Bondeblod, hun førte Tingene +tilbage til det gode gamle. — Pelle gik sin Gang til Folkestuen som en +Herremand; han prøvede flere Gange om Dagen. + +Han prøvede hele to Sæt, det ene var til Rud som ogsaa skulde +konfirmeres. Det blev nok det sidste Rud og hans Mor fik dér fra +Gaarden. Fruen havde sat igennem, at de blev sagt ud af Hytten til Maj. +Paa Stengaarden vovede de aldrig at sætte deres Fod mere. Fru Kongstrup +sørgede selv for, at de fik hvad de skulde have; men hun gav ikke rede +Penge naar hun kunde slippe fri. + +Pelle og Rud søgte for Resten aldrig hinanden mere — de fulgtes sjældent +ad til Præsten. Det var Pelle der trak sig tilbage, da han blev træt af +at være paa Vagt mod Ruds evige Bagtanker. Pelle havde vokset sig større +og kraftigere end Rud, og hans Sind havde — maaske paa Grund af hans +legemlige Overlegenhed over andre — taget aabnere Veje. I Ævne til at +tilegne sig og lære udenad var Rud ogsaa den lille; til Gengæld kørte +han rundt med Pelle og de andre Drenge, blot han fik fat med sin +praktiske Menneskeforstand. — — — + +Paa selve den store Dag kørte Karl Johan for Pelle og Lasse i den lille +Enspændervogn. „Vi er fint kørende i Dag!“ sagde Lasse straalende; han +var helt ør, skønt han ikke havde smagt stærkt. Der laa en Flaske +Brændevin hjemme i Kisten, til at skænke for Karlene naar den hellige +Handling var overstaaet; men Lasse var ikke den, som slog Spiritus paa +sig inden han tog til Kirke. Pelle var _helt_ fastende — saa bed Guds +Ord bedst. + +Pelle straalede ogsaa trods sin Sult. Han var i flunkende nyt Firskaft — +saa nyt at det slog Smæld hver Gang han gjorde en Bevægelse. Paa +Fødderne havde han Fjedersko, som havde tilhørt selve Kongstrup. De var +godt store, men „der er gode Raad for den Pølse der er for lang,“ som +Lasse sagde. Han kom en tyk Saal i og Papir i Taaen, Pelle fik to Par +Strømper paa — og Skoene sad som de var støbt til Foden. Paa Hovedet bar +Pelle en blaa Kasket, som han selv havde valgt ud nede hos Landhøkerens. +Den var til at vokse i, og red paa hans Slugøren, der i Dagens Anledning +blussede som to Roser. Rundt om den løb et bredt Baand, hvori var vævet +River, Leer og Plejle over Kors med Neg helt rundt. + +„Det er godt du er med,“ sagde Pelle da de rullede op ved Kirken og +befandt sig mellem de mange Folk. Lasse var jo nær ikke kommet med; den +Karl der skulde tage sig af Kreaturerne saa længe, maatte i sidste +Øjeblik af Sted til Dyrlægen. Men Karna kom og tilbød at vande og give +Middagsmaal, skønt ingen af dem kunde sige med sig selv, at de havde +været som de skulde mod hende. + +„Har du nu Tingen du ved?“ hviskede Lasse inde i Kirken. Pelle følte til +Lommen og nikkede, dér laa det lille runde Stykke Pokkenholt som skulde +bringe ham over Dagens Vanskeligheder. „Saa svar du bare højt og frit +ud,“ hviskede Lasse og skubbede sig ind paa en Bænk i Baggrunden. + +Pelle svarede frit ud, hans Stemme lød helt vakkert i Rummet syntes +Lasse. Heller ikke var der Tale om, at Præsten gjorde noget for at hævne +sig, han behandlede Pelle præsist lige saa net som de andre. Da +Handlingen var paa sit højtideligste, kom Lasse i Tanker om Karna, saa +rørende hun var i sin Troskab. Han skammede sig selv ud med halvhøje Ord +og gjorde et helligt Løfte. Hun skulde ikke forgæves gaa og sukke +længer. + +Lasse havde forresten en hel Maaned gaaet saa smaat og syslet med Tanker +om Karna, snart for snart imod. Men nu i denne højtidelige Stund, da +Pelle var i Færd med at gøre det store Skridt ind i Fremtiden og Lasses +Sind var bevæget paa saa mangen Vis, brød Karnas Troskab ind over ham +saa tungt som en Sang om forsmaaet Kærlighed, der endelig endelig kommer +til sin Ret. + +Lasse gav Pelle Haanden. „Til Lykke og Velsignelse!“ sagde han med +skælvende Stemme. Ønsket omfattede hans egen Pagt ogsaa, og han havde +Møje med at tie om sin Beslutning saa bevæget han var. „Til Lykke og +Velsignelse!“ lød det til alle Sider; Pelle gik rundt og trykkede sine +Kammerater i Haanden. Saa kørte de hjem. + +„Det gik jo utroligt saa glat for dig,“ sagde Lasse stolt „— og nu er du +en Mand du!“ + +„Ja nu faar du se dig om efter en Kærest!“ mente Karl Johan. + +Pelle bare lo. + +Om Eftermiddagen var de fri. Pelle maatte først op til Herskabet for at +sige Tak for Tøjet og tage mod Lykønskning; Fruen trakterede med Ribsvin +og Kage, og Kongstrup gav ham en Tokrone. + +Saa gik de ind til Kalles ved Stenværket. Pelle skulde fremstille sig i +sit ny Tøj og be’ Farvel med dem; der var kun et Par Uger til Majdag. +Lasse vilde benytte Lejligheden til i al Hemmelighed at skaffe sig +Oplysninger om et Hus, der var til Salg inde i Lyngen. + + + + + XXIV + + +Endnu blev der snakket om det hver Dag, den korte Tid der var igen! +Lasse som bestandig havde gaaet med Opbruddet i sig, og kun var blevet +og blevet gennem Aarene fordi Drengens Vel krævede det — han var saa +træg i det nu da intet holdt ham tilbage. Han vilde jo nødig give Slip +paa Pelle og gjorde alt for at holde paa ham; men begive sig ud i Verden +igen vilde han ikke for nogen Pris. + +„Bliv her du!“ sagde han overtalende. „Saa snakker vi med Fruen, og hun +skal nok fæste dig for en ordenlig Løn. Du har jo baade Kræfter og +Haandelag — og set venlig til dig har hun altid!“ + +Men Pelle vilde ikke tjene Bonden, der var ingen Anseelse og Fremgang i +det. Et eller andet stort vilde han være; men her paa Landet var der +ingen Udvej for noget — her fik man gaa bag Rumpen paa Kørne alle sine +Dage. Han vilde til Staden — kanske videre fort over Havet til Kongens +København. + +„Du skulde tage med du!“ sagde han. „Des fortere bliver vi rige og kan +købe os en stor Gaard!“ + +„Ja ja,“ sagde Lasse og nikkede langsomt — „du taler godt for din syge +Mor! Men det gaar nok ikke altid til som Præst præker. Vi kan komme til +at staa paa bar Bakke! hvad ved én vel om Fremtiden du?“ + +„Aa jeg skal nok —!“ Pelle nikkede fortrøstningsfuldt. „Kan jeg ikke +tage fat paa hvad som helst maaske?“ + +„Jeg har jo heller ikke sagt op i Tide,“ undskyldte Lasse sig. + +„Saa røm da!“ + +Men det vilde Lasse ikke. + +„Nej jeg vil blive, og arbejde paa at faa mig noget for mig selv herinde +omkring,“ sagde han — lidt vigende i Tonefaldet. „Det vil ogsaa være +rart nok for dig at have et Hjem, du kan besøge iblandt. Og skulde det +gaa skidt for dig derude, var det nok ikke det værste at have noget at +falde tilbage paa! Du kunde blive syg, eller der kan hænde andet galt — +Verden er ikke at lide paa. Derude faar én nok have haard Hud over det +hele.“ + +Pelle svarede ikke. Det med Hjemmet lød hyggeligt nok; og han forstod +godt, at det var Karnas Person der tyngede den anden Ende ned. Naa, hun +havde gaaet alt hans Tøj efter nu til Udfærden, og et skikkeligt Skrog +havde hun altid været — han havde ikke noget imod det! + +Det vilde blive svært nok at leve borte fra Far Lasse, men Pelle maatte +ud. Ud! — det var som Foraaret smældede ham om Ørerne med det Ord. Her +kendte han hver Sten i Landskabet og hvert Træ — ja hver en Kvist paa +Trærne med; her fandtes intet mere, der kunde fylde hans blaa Øjne og +Slugøren og mætte hans Sind. + +Dagen før Første Maj gik de og ordnede Pelles Udstyr. Lasse laa paa Knæ +foran den grønne Kiste; hvert Stykke blev lagt omhyggeligt sammen og fik +sine Bemærkninger, inden det kom i Lærredssækken der skulde tjene Pelle +som Rejsekuffert. + +„Husk nu, at du ikke gaar for længe med dine Hoser før du bøder dem!“ +sagde Lasse og lagde Stoppegarn til Side. „Den der gaar sit Tøj efter i +Tide, slipper for det halve Arbejde og hele Skammen.“ + +„Jeg skal nok huske det,“ sagde Pelle stille. + +Lasse laa og vejede en sammenlagt Skjorte i Haanden. „Den du har paa har +du jo lige faaet ren,“ sagde han tankefuld. „Men jeg kan ikke vide — — +to Skjorter bliver vist for lidt i det Fremmede? Du faar have min den +ene; jeg kan altid faa gjort Udvej til en ny, til jeg skal skifte. Og +længer end fjorten Dage maa du aldrig gaa, at du ved det! Du som er ung +og sund kunde let sanke Utøj — og blive til Spot og Spe for hele Staden; +saadant taales ikke hos den der vil vinde frem til Anseelse. Skulde galt +være faar du selv stille an med en lille Vask; du kan jo gaa til +Stranden om Aftenen — om ikke andet!“ + +„Gaar man med Træsko i Staden?“ spurgte Pelle. + +„Ikke de som vil frem til noget! Jeg tænker, du lader mig beholde +Træskoene og faar mine Støvler i Stedet; de pynter altid sin Mand, om +end de er gamle. Dem kan du saa bruge paa Vandringen i Morgen, og skaane +de fine Sko.“ + +Det ny Tøj kom øverst i Sækken, med en gammel Bluse om for at det ikke +skulde tage mod Snavs. + +„Nu tror jeg nok, vi har faaet alting med,“ sagde Lasse og kastede et +undersøgende Blik ned i den grønne Kiste; der var ikke meget tilbage i +den. „Ja ja, saa binder vi i Guds Navn, og ber til at du maa komme godt +frem — hvorhen Bestemmelsen nu er!“ Lasse bandt for Sækken, han var slet +ikke glad. + +„Du ber jo pænt Farvel med hver især paa Gaarden, at de ikke skal faa +noget at rive mig i Synet bagefter,“ sagde Lasse efter en Stund. „Karna +vilde jeg nu gærne, at du sagde lidt vakkert Tak, fordi hun har ordnet +alting saa godt. Det var ikke enhver, der vilde have det Drav.“ + +„Ja det skal jeg nok,“ sagde Pelle sagte; hans Stemme vilde ikke rigtig +bryde igennem i Dag. + + * * * * * + +Pelle var oppe og i Tøjet ved svageste Gry; der laa Taage over Søen og +varslede godt for Dagen. Han gik omkring skuret og vandkæmmet og saa paa +alt med et stort Blik; Hænderne havde han i Stiklommerne. Det blaa +Tvistestøj han havde gaaet til Præsten i, var vasket og nyrullet; det +klædte ham svært saa godt endnu. Og Stropperne paa de gamle +Fedtlærsstøvler, der stammede helt fra Lasses Velmagtsdage, struttede +omkap med hans Øren. + +Han havde sagt sit: Farvel og Tak for alt godt! til enhver paa Gaarden — +selv Erikmand; og et godt Flæskefoder havde han sat til Livs. Nu gik han +i Stalden og summede sig, ruskede Tyren i Hornene og lod Fedekalvene +patte paa sine Fingre — det var en Slags Afsked det ogsaa! Kørne satte +Mulen helt ind paa ham og pustede langt af Velvære naar han gik forbi; +Tyren slog overgivent efter ham med Hornene. Og lige i Hælene paa ham +trippede Lasse; han talte ikke stort men holdt sig bestandig i Nærheden +af Drengen. + +Her var saa inderlig godt at være, og det sank blødt gennem Pelle, +hvergang en Ko slikkede sig eller den varme Em slog imod ham fra frisk +faldende Gødning. Hver en Lyd tog om ham som Moderkærtegn, og hver en +Ting var et fortroligt Stykke Legetøj, hvormed den lyseste Verden kunde +bygges. Rundt paa alle Stolper var der Billeder han havde skaaret ud; +Lasse havde klinet dem til med Kogødning igen, for at Proprietæren ikke +skulde komme og sige at de ødelagde alting for ham. + +Pelle tænkte ikke men gik og døsede; det sank saa varmt og tungt gennem +hans Barnesind. Han havde faaet Kniven frem og tog fat om Tyrens Horn +som vilde han skære noget i det. „Det finder han sig ikke i,“ sagde +Lasse forundret. „Prøv hellere med en af Studene.“ + +Men Pelle stak Kniven i Lommen igen, han havde ingenting villet. Han gik +og sjanglede paa Fodergangen uden Maal eller Med. Lasse kom hen og tog +ham i Haanden. + +„Du skulde hellere blive her en Tid endnu,“ sagde han. „Vi har det jo +saa hyggeligt.“ + +Men saa levede Pelle op. Han fæstede sine store trofaste Øjne paa +Faderen og gik saa ned i Kamret. + +Lasse kom bagefter. „I Guds Navn da, saa skal det vel være?“ sagde han +tonløst og tog i Sækken for at hjælpe Pelle den paa Nakken. + +Pelle gav Haanden. „Farvel og Tak du Far — for alt godt!“ sagde han +blødt. + +„Ja, ja; ja, ja!“ sagde Lasse og rokkede med Hovedet; mere kunde han +ikke faa frem. + +Han fulgte med ud forbi Smaahusene, dér blev han staaende. Pelle gik +videre langs Digerne med sin Sæk paa Nakken — op mod Landevejen. Et Par +Gange vendte han sig og nikkede; Lasse stod sammenfalden og stirrede, +med Haanden over Øjnene — saa gammel havde han aldrig før set ud. + +Ud over Agrene kørte de med Sæddækkeren — Stengaarden var tidlig efter +det i Aar. Kongstrup og Fruen vandrede Arm i Arm ned langs en Grøft; +hvert Øjeblik stansede de og hun pegede — de snakkede nok om Avlingen. +Hun lænede sig ind til ham, naar de gik — hun havde rigtig fundet Hvile +i sin Kærlighed nu! + +Nu vendte Lasse sig og gik ind — saa forladt han saa ud! Pelle følte en +hastig Trang til at smide Sækken og løbe tilbage for at sige ham et godt +Ord; det kom som en Mindelse og gled bort i den friske Morgenbrise. Hans +Ben bar ham videre den lige Vej, ud, ud! — Oppe paa en Bakkekam gik +Forvalteren og skridtede en Ager af; Erik gik lige bag ham og abede ham +efter med tossede Fagter. + +Oppe i Højde med Klippebrynet stødte Pelle til den store Landevej. Her +vidste han, vilde Stengaarden og dens Jorder blive borte for Synet, og +han satte Sækken fra sig. Dér stod Klitterne mod Havet med hver en +Trætop synlig; dér var Granen som Guldspurven altid byggede i, Aaen løb +mælkehvid efter det stærke Tøbrud, og Engen var ved at grønnes. Men +Dyssen var borte, skikkelige Folk havde i Smug fjærnet den, da Niels +Køller druknede og Pigen ventedes hjem fra Slaveriet. + +Og Gaarden laa klart fremme i Morgenlyset, med sit høje hvide Stuehus, +de store Ladelænger og alle Smaahusene. Hver Plet dernede lyste saa +fortrolig mod ham; hvad ondt han havde døjet meldte sig ikke — eller var +med til at danne Hyggen det ogsaa. + +Pelles Barndom havde været lykkelig i Kraft af alt; en graadblandet Sang +til Livet havde den været. Graaden gaar paa Toner saa vel som Glæden, +hørt paa Afstand bliver den til Sang. Og som Pelle stirrede ned over sin +Barndoms Verden, var det kun gode Minder, der flimrede op til ham gennem +den lyse Luft. Alt andet var ikke, havde aldrig været. + +Han havde set nok af ondt og uheldigt, men var kommet ovenud af alting; +ingenting bed paa ham. Med Barnets Graadighed havde han forbrugt det alt +til at vokse sig stærk paa. Og nu stod han her sund og kraftig — +udstyret med Profeterne, Dommerne, Apostlene, Budene og 120 Salmer! — og +satte en aaben, svedig Erobrerpande ud mod Verden. + +Foran ham laa Landet i rigt Fald Sønder efter, indgærdet af Havet. Langt +nede stod to høje sorte Skorstene mod Havfladen, og endnu længer mod Syd +laa jo Staden! Bort fra den løb Havets Veje mod Sverig og København! +Dette her var Verden — selve den store vide Verden! + +Pelle blev skrubsulten ved Synet af den store Jord; og det første han +tog sig for var at sætte sig ned paa Bakkekammen med Udsigt baade +tilbage og frem, og æde al den Mad Karna havde givet ham med til hele +Dagen. Saa havde Maven da Ro for det! + +Han rejste sig vel tilpas, fik Sækken paa Nakken og vandrede nedad for +at erobre Verden, mens han af fuld Hals galede en Sang ud i den lyse +Dag: + + „En Fremling faar jeg være + blandt Engelskmændene; + blandt afrikanske Negre + mit Selskab dertil er! + Og dertil find’s paa Jorden + Portugisere ogsaa! + Og alle Slags Nationer + under Himmelen den blaa.“ + + + + + Afskriverens bemærkninger + + +I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis +og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle +forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent. + +Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse +typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre +ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter): + + [p. 26]: + ... Trist, saa trist var det men denne stadige Kvindegraad, ... + ... Trist, saa trist var det med denne stadige Kvindegraad, ... + + [p. 43]: + ... Helvede ender du saamænd alligevel, saa del skal ... + ... Helvede ender du saamænd alligevel, saa det skal ... + + [p. 94]: + ... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved krævte ham, ... + ... og vil allerede slaas!“ Gustav blev ved at krævte ham, ... + + [p. 293]: + ... og Proprietæren sáa ikke ud til at have forstaaet ... + ... og Proprietæren saa ikke ud til at have forstaaet ... + + + + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 76563 *** |