diff options
Diffstat (limited to '75658-0.txt')
| -rw-r--r-- | 75658-0.txt | 5881 |
1 files changed, 5881 insertions, 0 deletions
diff --git a/75658-0.txt b/75658-0.txt new file mode 100644 index 0000000..e666107 --- /dev/null +++ b/75658-0.txt @@ -0,0 +1,5881 @@ + +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 75658 *** + + + + EN MAND GIK NED FRA + JERUSALEM + + + HELGE RODE + + STYRKE. En Fortælling. 1891. + + HVIDE BLOMSTER. Digte. 1892. + + DIGTE. 1896. + + KONGESØNNER. Skuespil i fire Akter. 1896. + + SOMMERÆVENTYR. Skuespil i tre Akter. 1897. + + DANSEN GAAR. Drama i fem Akter. 1898. + + DEN REJSENDE. Skitser. 1900. + + KAMPENE I STEFAN BORGS HJEM. Drama i fire Akter. 1901. + + LAMIA. Et dramatisk Digt. 1901. + + SOLSAGN. Drama i tre Akter. 1904. + + KOMEDIER. I. Mads Bondegaards Glorie. 1905. + + KOMEDIER. II. Amor Balles Æventyr. Bartholins Glædesdag. Enhver + Ting paa sin Plads eller Døden paa Natcafé. 1905. + + MORBUS TELLERMANN. Et Storstadsdrama i fem Akter. 1907. + + DIGTE, gamle og nye. 1907. + + ITALIEN. Streiftog Syd og Nord for Alperne. 1909. + + KAIN OG ABEL. Skuespil i en Akt. 1909. + + FLUGTEN. Komedie i fire Akter. 1909. + + GREV BONDE OG HANS HUS. Drama i tre Akter. 1912. + + ARIEL. En Digtsamling. 1914. + + DET STORE FORLIS. Et Skuespil. 1917. + + KRIG OG AAND. (1917). 3. Oplag 1918. + + * * * * * + + ET DRØMMESPIL. Af _August Strindberg_. Oversat af Helge Rode. + 1917. + + + HELGE RODE + + + + + EN MAND GIK NED + FRA JERUSALEM + + + SKUESPIL I TRE AKTER + + + GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK + FORLAG - KJØBENHAVN OG KRISTIANIA + MDCCCCXX + + + COPYRIGHT 1920 BY + GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG + + + OPLAG 1250 EKSEMPLARER + + + GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI + KØBENHAVN + + + + + PERSONERNE: + + +Doktor STERN, Ingeniør og Skribent. + +Fru ANNA STERN. + +GERDA. Deres Datter. + +ELI STERN. Sterns Datter. + +HENRIK VENDEL STERN. Fru Sterns Søn, adopteret af Stern. + +Professor LYNG. + +Fru LYNG. + +AKSEL LYNG. Deres Neveu. + +RAUM. En gammel tysk Tjener. + +Chauffeuren. + +En Pige. + +En gammel Skomager. + +En ung Mand. Hans Søn. + +En Armenier. + + Handlingen foregaar i Schweiz. + + + + + FØRSTE AKT + + + En lys Villagaard i sydlig Stil. I Baggrunden ser man igennem en + Porthvælving ud i Haven. Over Porten og langs venstre Mur løber + et Galleri baaret af Søjler. Herfra fører Døre ind til Værelserne + i anden Etage. Til Galleriet kommer man ad en bred stejl Trappe + langs højre Mur. Ved Opgangen staar en vinget Kvindeskikkelse, + som bærer en Buelampe. Tilvenstre er der fire Døre. I Forgrunden + tilhøjre en Dør og over denne to Vinduer. I Gaardens Midte findes + et Blomsterbed indhegnet af en Marmorbalustrade og her ligger en + Sfinks af sort Granit. Foran staar Borde og Kurvestole. Hist og + her er der indfældet gamle Relieffer i Murene. Mellem Dørene er + der anbragt Bænke og Stole. I Baggrunden løfter nogle Cypresser + sig over Huset og høje Bjerge ses. Chauffeuren (i Skjorteærmer) + er ifærd med at vande Blomsterne. Den gamle Tjener Raum sidder + ved den forreste, aabenstaaende Dør tilvenstre. En Pige kommer + fra Højre. + + PIGEN + + (idet hun samler Theservicet) + +Er du der din Svinehund? + + CHAUFFEUREN + +Maul halten! + + PIGEN + +Hvis du ikke betaler mig Pengene nu, saa siger jeg til Fruen, at Barnet +er dit. + + RAUM + + (ved Døren, taler med svag Accent) + +Det er forbudt at tale om Krigen! + + PIGEN + +Ja I kan tro, jeg skal krige jer! Igaar fik I Tæsk, saa det susede, +siger Fruen. Vil du betale, ellers skal du komme ud af Huset imorgen den +Dag! + + CHAUFFEUREN + + (taler gebrokkent) + +Du skal selv heraus, din Tøjte. + + PIGEN + +Boche! + + RAUM + +Det er forbudt at tale om Krigen! + + PIGEN + +Jeg skal fortælle Fruen, at du kissemisser med den unge Frøken. + + CHAUFFEUREN + +Det var den Sekretær. + + PIGEN + +Det var jer begge to. + + RAUM + +Doktoren har sat Plakat op i Køkkenet, at det er forbudt at tale om +Krigen! + + CHAUFFEUREN + +Og jeg skal fortælle Fruen, hvem som tog de seks bortekommene Sølvskeer. + + PIGEN + +Aa din Løgnhals! Det er — det er forbudt at tale om Krigen! (Hun gaar +med Theservicet tilhøjre) + + RAUM + +Hm. Sie schimpft immer so furchtbar das Weibchen! Doktoren er dog +neutral og arbejder for Freden. I tyve Aar har han og hans Venner i +Paris virket for et godt Forhold med os. Ja-Ja. Doktoren har været en +mægtig Mand hinter den Kulissen, kan De tro. Det er galt nok, at der kom +Krig alligevel, men den Skidtøs skal ikke ovenikøbet lave Forstyrrelse i +Huset! + + GERDA + + (er under den sidste Replik kommen ned ad Trappen) + +Raum! Er Sekretæren inde hos Far? + + RAUM + +Nej han er paa sit eget Værelse. + + GERDA + +Kald paa ham! + + RAUM + + (gaar ind ad den fjerde Dør tilvenstre) + + GERDA + + (dasker Chauffeuren paa Kinden) + +Naa lille Hans! + + CHAUFFEUREN + +Vorsicht! + + GERDA + +Kan han se at komme sig væk, hvad? + + CHAUFFEUREN + +Jeg er færdig — ogsaa med Frøkenen. + + GERDA + +Ja, det er han, det lille Nuss. Han er færdig. + + (Chauffeuren gaar) + + AKSEL + + (kommer fulgt af Raum, som trækker sig tilbage (forreste Dør + tilvenstre)) + +Hvad vil De? + + GERDA + +Jeg har noget vældig sjovt at fortælle Dem. Ved De hvor jeg skal hen? + + AKSEL + +Jeg troede De skulde over paa den anden Side af Søen og besøge — + + GERDA + + (afbryder) + +Pyh. Det er bare en Plade! — Jeg skal flyve til Fronten! Er _det_ ikke +sjov, saa ved jeg ikke, hvad der er sjov. + + AKSEL + +Med hvem tør jeg spørge? + + GERDA + +Med en lille knusende sød Millionær. + + AKSEL + +De udvikler Dem glimrende. + + GERDA + +Ja, ikke sandt. + + AKSEL + +De har sikkert læst Deres Fars Ungdomsværk „Revolutionens Bibel“ med +Udbytte. — Mig har De ialtfald lært at vurdere Frihedens Velsignelser. + + GERDA + +Aa hvor han er kær! Han tror man skal have det fra Bøgerne! Nej jeg er +lydig mod Papa og han har forbudt mig at læse den. + + AKSEL + +Det dydige Barn! + + GERDA + +Ja ikke sandt? den var nemlig saa rædsomt kedelig. Han har ogsaa forbudt +mig at gøre Øjne til Dem. + + AKSEL + +Men der adlød De ikke! + + GERDA + +Joh — da jeg opdagede, at De var lige saa kedelig som Bogen! — Farvel +Herr Pedant. Farvel Herr Skriftefader. Kan De saa være tavs og artig! +Jeg kommer tilbage imorgen! + + AKSEL + +Flyv De bare, hvorhen De vil. + + GERDA + +Hvordan gaar det med min hellige Søster? + + AKSEL + +Vogt Dem nu! + + GERDA + +Pyt tror De jeg er bange for Dem. _De_ er bange for mig. (Kysser paa +Fingeren) Der har De Flyverkysset! (Hun gaar) + + (Fra anden Dør tilvenstre kommer Professor Lyng med Frue. De følges + ud af Stern) + + FRUEN + +Ja saa siger vi Doktoren tusind tusind Tak — vi glemmer det aldrig, hvad +De har gjort for vores Neveu. Det skal jeg huske til mit sidste +Aandedræt. + + STERN + + (en lille hvid Mand i violet Silkeslobrok og med sort Fløjelsbaret + paa Hovedet, trækker venligt paa Skulderen. Han taler med noget + fremmedartet Accent og ofte meget hurtigt som en Franskmand) + +Vær mig taknemmelig i fjorten Dage, Frue, og had mig ikke før om en +Maaned, — ça suffit — saa er det nok! + + FRUEN + +Men Gud Herr Doktor. Ja ja — De kender Menneskenes Utaknemmelighed. Men +De skulde have læst det Brev Aksel skrev til os, da De kom til ham i +Fængslet og fik ham ud, saa vilde De vide, at den Slags glemmes ikke. +Han kaldte Doktoren for „den barmhjertige Samaritan“! — Kan du huske +Einar vi fik det i Dehli. Han citerede det nye Testamente: En Mand gik +ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt mellem Røvere. — Det var saa +smukt! + + PROFESSOREN + +Ja, jeg husker det godt. + + FRUEN + +Han ved slet ikke, hvordan han skal gengælde Doktoren alt det gode, De +har gjort ham. Det skrev han. + + STERN + +Han er jo en dygtig ung Mand og har været mig til ikke ringe Nytte. Jeg +er glad over, at jeg dengang endnu havde saa megen Indflydelse. Det +varede kun kort. + + FRUEN + +Ja, det er nogle forfærdelige Tider og det kan nok trænges at man +hjælper hinanden; men at de kunde tro i Paris, at Aksel var Spion! + + STERN + + (trækker paa Skulderen) + +Ja hvad, c’est la guerre — han var fremmed! Jeg selv havde boet tredive +Aar i Paris og følte mig som Franskmand! To Dage efter at jeg havde +skaffet Deres Søn fri, foretog de Husundersøgelse hos mig. Hvad gir De +mig! — Brækkede mine Skuffer op, snagede i mine Papirer, stak Hovederne +ind i mine Kakkelovne, Idioterne saa de blev sorte om Snuden af deres +beskidte Patriotisme. Fordi jeg havde en tysk Tjener! Jeg ved ikke hvad +De giver mig. Han som sidder der har fulgt mig overalt i tyve Aar, i +Danmark, i Amerika, i Frankrige. Han er ikke mere tysk end De og jeg. Ud +af Landet med ham! (Efterligner Husundersøgerne og gotter sig) De havde +aldrig seet en Kakkelovn, Fæene! + + FRUEN + +Ja det er forfærdeligt! + + STERN + +Jeg lagde desuden et godt Ord ind for en sølle tysk Journalist, som ved +Gud baade havde fransk Kone og franske Børn! Herut med ham! To Dage +efter blev jeg selv sat paa Porten! — En Uge i Forvejen havde jeg spist +til Middag hos Politidirektøren, den Tugthuskandidat, i hans Lejlighed +paa Champs Élysées. Han holdt Tale for mig og kaldte mig Aarhundredets +Lys og største Brobygger og en hel Del andet Sludder. Nu kommer jeg op +til ham. De skulde se den Mine. — Den var Guld værd for en Mand, som +holder af at beundre sine Medmennesker! Beklager monsieur — Beklager. +Der er ikke noget ved det at gøre. De er fremmed! Adieu! Jeg gik til +mine Venner, Ministre og Deputerede. Samme Historie! Beklager, monsieur, +Beklager — vi tør ikke, vi kan ikke. Sagen vil komme frem i la chambre. +De har tyske Venner. De er tysk Æresdoktor, tysk Æresborger. De er +Pacifist. — Tiderne er ekstraordinaire og ikke til Pacifisme. Adieu! +Dermed var jeg færdig og rimeligvis det meste af min Smule Formue tabt. +Mit chateau i Bretagne har de gjort til Fangelejr uden at spørge mig om +Forlov, de Slyngler! Det er det tyvende Aarhundrede, Frue! + + FRUEN + +Ja, det maa De rigtignok sige. Det tyvende Aarhundrede. Gode Gud! Ja vi +har jo haft vores Illiade fra Indien og hertil. + + STERN + +C’est la guerre! Værst er det dog gaaet min Søn, som var i Amerika. + + FRUEN + +Nej dog! — Jeg vidste ikke, at Doktoren havde en Søn. + + STERN + +Han havde lige oparbejdet en glimrende Forretning. Verden laa virkelig +saa lys foran ham, baade Rigdom og Berømmelse. Han er Ingeniør og +Fabriksbestyrer og havde ovenikøbet et stort Kanalprojekt for. En saa +ypperlig ung Mand, som man kan tænke sig, med Energi og vide Syner — +serén, seriøs! — Men han vilde ikke gaa i Krigen, hans Forlovede var +tysk — og han bar mit Navn. Det har maaske ogsaa hjulpet. Altsaa: Bind +ham og bast ham. I Fængsel med ham! + + PROFESSOREN + +Var det nok til at fængsle ham? + + STERN + +Ja, jeg husker ikke alt: hans Arbejdere sprængte vist Fabriken i Luften +eller saadan noget, fordi de ikke vilde lave Ammunition, som rimeligt +var — da de var tyske. — Nok er det. Herut — i Fængsel, transporteret +til England og tilbage igen — Torpederet. Ja jeg kan ikke huske det +altsammen. Horribelt! Det er skrækkeligt. — + + FRUEN + +Skrækkeligt. Jeg anede ikke, at Doktoren havde en Søn paa den Alder. + + STERN + + (lavmælt) + +Det er min Hustrus Søn af første Ægteskab; men han bærer mit Navn. Jeg +har adopteret ham og betragter ham som min Søn. Vi venter ham hertil i +disse Dage. Naar der nu bare ikke støder noget til. Han er forøvrigt en +Barndomsven af Deres Neveu, _ainsi vous le connaisse_. + + FRUEN + +Ja, nu husker jeg! + + STERN + +Ja, han har saa sandelig i Tide lært Verden at kende. Han havde opfundet +en glimrende Flyvemaskine, men hans bedste Ven stjal Idéen. + + FRUEN + +Og det var hans bedste Ven! + + STERN + +Selvfølgelig var det hans bedste Ven, for han var naturellement den mest +misundelige. Det kan man sige sig selv! — Ja, lad nu som De er hjemme. +Huset og Haven er vel værd at regardere. Jeg har købt det Hele af la +baronne Jeanne Durec, en charmant lille Brunette og ovenikøbet en ganske +intelligent, ingeniøs Personlighed. Det er saamænd hende jeg har faaet +denne Slobrok foræret af. (Lader Gæsterne føle paa Tøjet) Fem og tyve +Persere har arbejdet i tredive Aar paa det Stykke Silke! Det er +latterligt, men det er jo altsaa en god Vare! + + FRUEN + +Dejlig! + + STERN + +Men nu hader hun mig selvfølgeligt! + + FRUEN + +Hader hun Dem? + + STERN + +Om hun hader mig. Det var et charmant Spørgsmaal! Selvfølgeligt hader +hun mig. Mit Navn bliver dyppet i Løgn og naar det er rigtig vaadt +bliver det slæbt gennem Alverdens Smuds. Jeg kæmper for Freden — +selvfølgeligt siger man, at jeg er købt. Jeg kæmper for Sandheden og +selvfølgeligt skriger man, at jeg er en Løgner. I _tyve_ Aar har jeg +arbejdet for et menneskeligt Forhold i Europa — selvfølgeligt brøler de, +at jeg er et Udyr, mens de vælter sig i Blod. Navnlig hjemme er Pressen, +hvad hedder det, charming, reitzend, yndig, ja den er yndig! + + FRUEN + +Ja, det er forfærdeligt med Pressen. — Jeg læste — netop om Duval. + + STERN + +Løgn, Løgn — selvfølgelig Løgn! + + FRUEN + +Og det er den femte Stormagt! + + STERN + +Den anden, bedste Frue! Den anden! Den rangerer lige efter General +Satan! + +Men de miserable Mennesker vil blodigt snart komme til at indrømme mig, +at jeg havde Ret. (sukker) Saa kan jeg maaske slippe løs fra dette Hul. + + FRUEN + +Her er dog saa dejligt! + + STERN + +Aa jeg er syg af disse abominable Bjerge! Jeg vilde rejse til Danmark; +men der har man maltrakteret mig saaledes, at jeg har svoret aldrig mere +at sætte mine Ben i det Land, og jeg holder mine Løfter. — Danmark var +Torneroses Rige. Hun sov; men hun stak alligevel. + + FRUEN + +Hvor sørgeligt! + + STERN + +Kald det, hvad De vil. Allerede tidligt lod mine Landsmænd mig mærke, at +jeg ikke passede dem. Jeg har derfor befriet dem for min Nærværelse og +nu kan de rejse Verden rundt og se mit Værk, men hjemme er der ikke en +Bropille af min Konstruktion. + +Mais enfin (venligt) De skal nu ikke blive forskrækket, Frue. Det skal +ikke komme Dem til Skade, for De er en generøs og sympathetisk Person. — +Hvad Deres Pasvanskeligheder angaar saa skal jeg nok tage mig af dem. +Det er mig altid en Glæde, naar jeg kan række Landsmænd en hjælpende +Haand. (Han nikker og gaar ind) + + FRUEN + +Gud, hvor er han storartet! Og hvad han maa have lidt. Ja hvad siger du? + + PROFESSOREN + +Vi skylder ham ialtfald Tak. + + FRUEN + +Noget saa gnistrende aandfuldt! Og saa levende som han spiller alt, hvad +han fortæller. + + PROFESSOREN + +Ja, hvordan er det — var han ikke ogsaa Skuespiller en Tid i sin Ungdom? + + FRUEN + +Nej dog! — Kan han ogsaa spille Komedie? + + PROFESSOREN + +Naa det foregik nok i Provinsen en kort Tid og var vist ikke saa helt +godt. Men at Manden er en glimrende Begavelse, er der jo ingen Tvivl om. +— Skal vi saa se at faa fat i Aksel. + + FRUEN + +Du er nu underlig. Du sagde ikke et eneste Ord. + + PROFESSOREN + +Hvornaar skulde jeg have sagt det? + + FRUEN + +Nej han taler jo — naturligvis. Men det er storartet. + + RAUM + + (følger en Herre til Sterns Dør, som han aabner, idet han siger) + +Grev Hoyos! + + FRUEN + +Hører du? — En Greve. + + PROFESSOREN + +Ja det var altsaa en Ungarer! + + FRUEN + +Han saa rar ud. + + PROFESSOREN + +Jeg troede du hadede alle paa den Side. Det gjorde du imorges. + + FRUEN + +Nej, nu hader jeg Englænderne. + + (Aksel kommer fra sit Værelse) + + FRUEN + +Godmorgen min søde Dreng. (Hun kysser ham og han trykker sin Onkels +Haand) Jeg tænker saamænd tidt paa, at det er sørgeligt saa lidt, vi har +kunnet gøre for dig, men hvor er det dog dejligt, at du altid har fundet +gode Mennesker! + + AKSEL + +Er der nogen inde hos Doktoren? + + FRUEN + +Der blev lige meldt en Greve. + + AKSEL + +Fru Stern har sendt Bud ned. Hendes Søn telegraferer, at han kommer +imorgen. Men det gaar vel ikke an at forstyrre. Sæt dig dog, Tante +Sofie! + + (De sætter sig. Kun Aksel bliver staaende) + + FRUEN + +Vi hørte netop om Sønnen. Jeg var saa idiotisk. Jeg vidste det jo godt, +men vi har jo altid betragtet ham som Ingeniør Vendels Søn. + + PROFESSOREN + +Jeg synes nu ogsaa det er galt at give en anden Mands Søn sit Navn. + + AKSEL + +Forældrene spurgte ham. Men han var rigtignok ikke ti Aar gammel. + + FRUEN + +I disse Tider tager jo alle Mennesker Navneforandring, saa hvorfor ikke +han? + + PROFESSOREN + +Jeg husker hvor Vendel elskede den Søn — Han sad altid med ham paa +Skødet. — Saa kommer der en ny Mand, som Barnet aldrig har seet for sine +Øjne før og siger, at alt det skal være glemt. Han var en rar Mand, +Vendel! + + FRUEN + +Du kan tro, det har nok hjulpet ham godt frem at hedde Stern — før +Krigen. + + PROFESSOREN + +Ja hjælpe frem — hjælpe frem. Hvad synes du, Aksel? + + AKSEL + +Det maa jo blive en Sag mellem de to. — Stern har vel nok ønsket sig en +Søn — Han holder ialtfald meget af ham. Det kan man ikke nægte ham. + + PROFESSOREN + +Ja mig kommer det jo ikke ved — men sig mig nu du — hvad foregaar der +egentlig her? + + AKSEL + +Ingenting. Her bor i Omegnen nogle Pacifister, Neutralister og +Defaitister. De kommer sammen engang imellem. De skriver Artikler og +Brochurer og virker for en „Forstaaelsesfred“. Af og til er en af dem +maaske Mellemled for Udsendinge fra de krigsførende Magter, Sir Charles +Read og Baron Stein har vistnok været her. En Prælat, som muligvis var +Biskoppen af Bologna og en anden som muligvis var Fyrstbiskop Kramer har +beundret Udsigten til „Solporten“ sammen. Altsammen velment; men som +enhver, undtagen Stern, nu kan se til ingen Verdens Nytte. + + PROFESSOREN + +Men han gør altsaa ikke noget galt? + + AKSEL + +Nej. Jeg staar trods al Taknemmelighed ikke helt ukritisk overfor ham; +men han er en hæderlig Mand. + + PROFESSOREN + +Naa Gud ske Lov! + + FRUEN + +Hvor kunde du ogsaa tro! + + PROFESSOREN + +Naa nej. Jeg har jo ingen Fordomme. Men er der ikke noget broget ved +ham? + + AKSEL + +Det er som man tager det. Hans Mor var halvt fransk, halvt dansk og hans +Far var russisk; men af samme Race. + +Han blev født paa Atlanterhavet paa Vejen til Danmark, hvor Faderen +levede som Korrespondent til tyske Blade. Navnlig paa mødrene Side, har +han Fættere i alle Europas Lande, hvilket jo letter Neutraliteten. + + FRUEN + +Det kan man da kalde en Verdensborger! + + AKSEL + +Men Forældrene døde da han var femten Aar gammel og en Rigmand tog sig +af ham og han viste sig jo at være en Begavelse. + + PROFESSOREN + +Ja som Ingeniør er han jo stor. + + AKSEL + +Utvivlsomt en stor Dygtighed og en stor Ærgerrighed, men han har altsaa +haft det Uheld at dumpe ned i angiveligt pacifistiske Kredse og enkelte +af hans Forbindelser er unægtelig kompromitterede i deres Bestræbelser +for at skabe en continental Udsoning. Som Fremmed har han ikke helt +forstaaet Forholdene! + + PROFESSOREN + +Det maa have været et haardt Slag for ham. Han havde jo en glimrende +Position. Berømt og rig. + + AKSEL + +Javist! Mangemillionær! — Han fik Penge allerede med sin første Hustru, +Eli Sterns Mor, der døde af Tæring i Paris efter et vistnok temmelig +tragisk Ægteskab. Hun var Datter af en dansk Godsejer og fulgte Stern i +Landflygtigheden, da han var bleven dømt for sin Bog: „Revolutionens +Bibel“. — I de sidste tyve Aar har Sterns Karriere imidlertid været +glimrende, saa Slaget er selvfølgelig haardt. + + FRUEN + +Ja, det er forfærdeligt, at de som vil Fred skal forfølges! — Og tænk +Sønnen havde en Flyvemaskine, som hans bedste Ven stjal. + + PROFESSOREN + +Idéen, Sofie! + + AKSEL + +Naa, det er nu en Overdrivelse. Henrik havde en Mistanke; men ikke til +en nær Ven. + + FRU STERN + + (kommer i Morgenkjole med Papilotter i Haaret) + +Men Lyng. Det er idag! — han kommer idag! — Godmorgen — undskyld; men +min Søn. Det er idag han kommer. Se her. Der staar imorgen. Men nogen +siger, at Telegrammet er forsinket. Se her! Undskyld Godmorgen. Naa, jeg +har maaske sagt det. Det er min Søn, som kommer og jeg har ikke seet ham +i ti Aar. Hvad er Klokken? — Der er jo ikke engang Tid. De maa suse +derned i Automobilet, Lyng, til Dampskibet. Hvor er Stern? — Naaja, +skynd Dem bare, Lyng! Skynd Dem! + + AKSEL + + (gaar) + + FRU STERN + +Ja, De maa endelig ikke se paa mig. De forstaar jo nok, og tænk saa, +Telegrammet, og her staar jeg i Morgenkjole og kan ikke komme ned og +modtage ham. (Raaber) Lyng! sig til ham! — Naa han er borte. Ja det +haster jo ogsaa forfærdeligt. + +Jeg haaber De har sovet godt! + + PROFESSOREN + +Tak. Men De maa ikke tænke paa os, Frue! + + FRU STERN + +Aa bevares. Men jeg maa nok skynde mig! De maa endelig ikke se paa mit +Haar. Det ser forfærdeligt ud. Undskyld — (Hun vil gaa, men stanser og +kalder) Gerda! Gerda! Nej det er sandt, hun er jo rejst. Eli! Eli! + + ELI + + (kommer klædt i Røde Kors Søstres Dragt fra Højre) + + FRU STERN + +Han kommer. Han kommer nu straks! + + ELI + +Henrik! + + (Professoren og Fruen trækker sig tilbage) + + FRU STERN + +Idag, idag. Ligestraks. Du fik Ret, med din Drøm! Han kan være her om et +Minut. Du maa hjælpe mig, Eli, at faa dette ud af Haaret. Jeg ser jo +aldeles forfærdelig ud. Han skal da ikke træffe mig saadan. Kom lad os +gaa op! — Jamen der kommer de jo. — Nej — Jeg syntes jeg hørte en Vogn. +(op ad Trappen) Vi maa skynde os. Bare Lyng ikke er kommen for sent. + + ELI + +Det er han vist — for jeg hører nogen! + + FRU STERN + +Tag imod ham du — sig — jeg er her straks. (opad Trappen) Straks! + + ELI + + (vil gaa ind i Porthvælvingen. Her kommer Henrik fulgt af Aksel) + + HENRIK + +Eli! (Han tager først hendes ene Haand, saa ogsaa den anden) Er det +virkelig dig? (De kommer frem i Forgrunden) + + ELI + +Det er det Henrik. — Det er os begge to. + + FRU STERN + + (er stanset paa Trappen og har set ned) + +Henrik. Aa min elskede Dreng! (Hun iler ned ad Trappen og omfavner ham) +Aa min egen Dreng, hvor har jeg længtes efter dig. — Lad mig se paa dig. +Lad mig se rigtig paa dig engang igen. Har du det godt? Er du rask? + + HENRIK + +Tak Mor. Jeg er blot lidt træt. + + FRU STERN + +Aa men du er bleven mager, Henrik. Du kan ikke tænke dig, hvor jeg har +længtes i alle disse Aar. Aa men Gud ske Lov. Gud ske Lov, nu har jeg +dig. Du skal drikke Fløde, Henrik! Her kan vi faa saadan en udmærket +Fløde endnu —. Du maa ikke bryde dig om, at jeg græder. Jeg er bare lidt +tosset. De sidste Aar har været saa slemme. — Nej du maa endelig ikke se +paa mig. Ikke paa Haaret! Jeg skal straks være istand. Men jeg kunde da +ikke løbe min Vej, idet samme du kommer ind af Døren. Men nu er du her +jo. — Ikke se paa Haaret, Henrik! Det er Synd for mig, efter de lange +Aar. Du kan da lide Fløde. Ikke? Den er saa ganske udmærket! (Hun +nikker, kysser ham, og da han har sluppet hende, skynder hun sig opad +Trappen) Jeg kommer ligestraks! (Standser og gaar tilbage) Tænk dig jeg +har ikke faaet dine Breve i det sidste halve Aar, for jeg ved, du har +skrevet. Du har altid været en god Dreng til at skrive. — Men nu er det +jo overstaaet! + + HENRIK + +Er Stern ikke hjemme? + + FRU STERN + +Stern? Jo — jo — og han vil blive forfærdelig glad. Det er der ingen +Tvivl om. Men der er nogen hos ham. Du ved al denne Politik. Det er +skrækkeligt! (Tager Henriks Arm) Du Henrik sig mig — + + HENRIK + +Ja Mor! + + FRU STERN + + (dæmpet) + +Sig mig, hvorfor kaldte du ham Stern? + + HENRIK + +Aa jeg ved ikke. Det er jo, saa længe siden. Og han har jo saadan et +berømt Navn. + + FRU STERN + +Ja, det er ikke for det. Mig er det jo ligegyldigt. Men ikke til ham +vel? Han bliver saa let saaret. Og saa bliver her endnu mere uhyggeligt. +Ikke? — jeg skammer mig, Henrik — du stirrer hele Tiden paa mit Haar. + + (opad Trappen) + + HENRIK + +Mor er saa sød. — Men hvor Tiden dog er gaaet. + + ELI + +Mor kan saamænd se rigtig smuk ud endnu. — Hun har sit lange brune Haar +endnu, uden en graa Stribe. + + FRU STERN + + (stanser paa Trappen) + +Tal nu med Eli til jeg kommer! (Et Par Trin op) Men du skal da se dit +Værelse! Eli! hvorfor har du ikke sagt det? Vis ham hans Værelse! Der er +da heller ikke en, der har en Tanke i Hovedet. Nu skal jeg selv vise dig +det min Dreng! (Ned og tager ham under Armen) Det er ved Siden af mit +deroppe. Du maa ikke tro, at jeg altid er som idag. Jeg er saamænd +ellers meget rolig og fornuftig. Ikke sandt Eli? Sig til ham, at jeg +ikke er saadan. Og jeg plejer da heller ikke at se saa forfærdelig ud! + + ELI + + (smiler og ryster paa Hovedet) + + FRU STERN + +Der kan du selv høre! Kom saa min Dreng! (Fører ham triumferende opad +Trappen. Raaber ned) Eli! Sørg for at der er Fløde paa Bordet! (Hun gaar +ind med Aksel af den første Dør) + + ELI + + (gaar under dette hen og vinker Raum ud) + + ELI + +Er der nogen inde hos Far? + + RAUM + +Ja. + + ELI + +Er det vigtigt? + + RAUM + +Jeg tror det. + + ELI + +Jeg synes dog, jeg maa prøve. (gaar til Sterns Dør, banker forsigtig paa +og stikker Hovedet ind) + + STERN + + (kommer frem i Døren) + +Hvad er det? + + ELI + +Henrik er kommen. + + STERN + +Nej — er han kommen! + + ELI + +Jeg syntes, jeg maatte fortælle dig det. + + STERN + +Ja — javist. Nej er han virkelig kommen! — Hvor er han. Bare jeg dog +kunde faa det Menneske paa Porten. + + ELI + +Han er paa sit Værelse nu — saa du kan rolig gøre dig færdig. + + STERN + +Og hvordan har han det. Er han rask? + + ELI + +Ja. + + STERN + +Er han bleven højere, nej? + + ELI + +Han er middelhøj. + + STERN + +Han har vel ikke faaet Skæg? + + ELI + +Nej, han er glatraget. + + STERN + +Ligner han — sin Mor fremdeles. + + ELI + +Aaja — Han ligner jo egentlig kun sig selv. + + STERN + +Med den høje, hvide Pande, Hvad? — + + ELI + +Ja. + + STERN + +Ser han ud til at være _à son aise_? + + ELI + + (trækker paa det) + +Nej — det gør han egentlig ikke. + + STERN + +Naa men han er altsaa dog rask. Det er det vigtigste. + +Ja det er godt vi har ham hjemme igen. Jeg maa ind. Kald paa mig igen, +hvis jeg ikke kan faa det Menneske paa Porten — og hils ham og sig jeg +kommer straks. Jeg tager ikke mod andre idag. (Han gaar ind) + + ELI + + (til Raum) + +Er der andre, der venter paa Far? + + RAUM + +To Herrer. En høj ung Mand og en gammel Mand med et krumt Ben. + + ELI + +Naa dem som vi saa tidt har seet herudenfor. + + RAUM + + (smilende) + +Ja Doktoren gav dem Navne. Han kaldte den ene for „Det løftede Blik“ og +den anden for „Det eftertænksomme Ben“. + + ELI + +De maa sige, at Far ikke kan tage imod dem idag. + + RAUM + + (gaar ind. Straks efter kommer de to Mænd ud. Hilser paa Eli og + fjerner sig i Baggrunden. Eli sætter sig) + + AKSEL + + (er samtidig kommen. Stanser ved Elis Stol) + +De har faaet Deres Broder hjem? + + ELI + +Ja. + + AKSEL + +Vil De svare mig paa et Spørgsmaal? + + ELI + +Gerne. + + AKSEL + +Den Dag, da vi havde vor sidste Samtale, var det ikke den Dag, da De fik +Underretning om, at Deres Broder vilde komme? + + ELI + +Det kan godt være. + + AKSEL + +Var det Aarsagen? + + ELI + +Hvad mener De? + + AKSEL + +Det er ikke nogen Fornærmelse — for han er jo ikke Deres Bror. + + ELI + +Jeg forstaar ikke rigtig, hvad De mener. Hvad jeg har sagt Dem burde +være nok. + + AKSEL + +Det Løfte De gav mig, gælder altsaa? + + ELI + +Jeg har aldeles ikke givet Dem noget Løfte. + + AKSEL + +Jeg tænkte det nok. De gaar fra det. + + ELI + +Jeg har givet mig selv det Løfte, at ofre hele mit Liv for Sygeplejen. +Det Løfte gælder. — Er det saa nok? + + AKSEL + +Jeg kan ikke trænge tilbunds i det. Jeg piner mig selv Dag og Nat. +Hvorfor? + + ELI + +Fordi saadan er det bedst. + + AKSEL + +Men saa pludselig? + + ELI + +Det var aldeles ikke pludseligt. Det var Følgen af en langsom og +naturlig Modning. + + AKSEL + +Jeg kan ikke forstaa det. Vi var saa gode Venner. + + ELI + +Det kan vi være endnu. + + AKSEL + +Er der nogen Fejl begaaet fra min Side? + + ELI + + (tier) + + AKSEL + +Før jeg traf Dem, skete der noget. Er det det? + + ELI + +Nu forstaar jeg slet ikke, hvad De mener! + + AKSEL + +Deres Halvsøster. Jeg erkender saa fuldt ud min Svaghed. + + ELI + +Jeg vil ikke høre et Ord om Deres Svaghed. Den kommer mig ialtfald ikke +det fjerneste ved. + + AKSEL + +Aa De er en Mur af Sten, og jeg render min Pande blodig imod Dem. + + ELI + + (smiler og ryster paa Hovedet) + +Jeg en Mur? — Hør nu. Alt hvad jeg har seet af Livet. Alt hvad jeg har +følt — Alt, alt, alt gør det til det eneste naturlige, — det eneste +lykkelige, vidunderligt lykkelige, at være det, som jeg er nu. + + AKSEL + +Jeg ved snart ikke om De er forstenet, eller om der er et højere Liv i +Dem end i os andre. + + ELI + +Jeg har seet saa meget, Lyng. + + AKSEL + +De staar saa højt, Eli, jeg kan ikke hade Dem, men jeg har længtes saa +bittert efter et Hjem, og det er et koldt Land De jager mig ud i. + + HENRIK + + (kommer fra Baggrunden) + +Der sidder jo Raum! + + RAUM + + (nærmer sig) + +Saa den unge Herre kan dog kende mig. + + HENRIK + + (trykker hjerteligt hans Haand) + +Ja, ja. Kun lidt mere graa. + + RAUM + +Jeg er jo snart de treds nu, Herr Stern. (trækker sig tilbage) + + AKSEL + +— Din Søster fik Ret, Henrik, hun drømte, at du vilde komme idag. + + ELI + +Hvem har fortalt Dem det? + + AKSEL + +Fru Stern. + + HENRIK + +Er det sandt Eli? + + ELI + +Ja! — Drømme som kommer kort før Solopgang er ofte Sanddrømme. — Paa den +Tid er Sjælen mest levende. + + AKSEL + +Ved Doktoren, at du er kommen, Henrik? + + ELI + +Jeg har sagt det. Han blev umaadelig glad. Han kommer straks. + + (Lille Ophold) + + HENRIK + +Hvor er her dejligt! En saa fuldstændig Fred! + + ELI + +Det er Bjergene, som gør det. + + AKSEL + +Og alligevel kan vi mærke noget tværs gennem Klipperne — for der bagved +— er Krigen! — Fred er her ikke, Henrik! + +I Byerne koger det, og paa Landevejene kan du godt møde selve Krigen — +Desertører fra Fronterne og Flygtninge fra Fangelejrene, som vil +tilbage. Man skal i det hele taget være en Smule forsigtig. + +Naa, nu vil jeg gaa ind og telefonere til Fratelli Luni, at du allerede +er kommen. De vil sikkert straks tilbyde dig en glimrende Stilling. (Ind +i sit Værelse) + + HENRIK + +Der er gaaet lang Tid siden vi klatrede i Kirsebærtræerne sammen og gik +paa Jagt efter Moskedonnere i Mosen! + + ELI + +Der er navnlig gaaet de sidste Aar. (Hun har rejst sig og atter sat sig +paa Balustraden) + + HENRIK + +Den forbandede Krig, for mig har den ødelagt alt! Jeg var saa bange for, +at jeg ikke skulde faa dig at se her, Eli. + + ELI + +Du ved, hvordan det gik til, at jeg fik Orlov denne Gang. De kastede +Bomber paa Hospitalet og sprængte os halvt i Luften. + + HENRIK + +De Skurke! — + + ELI + +Jeg tror ikke de vidste, hvad de gjorde. Der var mange af deres egne, +som gik med. + + HENRIK + +Jeg fatter ikke disse Rædsler, og du har staaet midt i dem. Du maa tro, +jeg har ofte spurgt mig selv, om jeg nu ogsaa har Ret til at gaa omkring +med mit Hoved paa Skuldrene og hele Arme og Ben. Om det ikke er mig som +er den egentlige Krøbling? — Men jeg kan ikke faa mig til at se Sagen +blot fra den ene Side. + + ELI + +Vi som har med de Saarede at gøre, ser ialtfald, at de allesammen er +stakkels Mennesker, stakkels Børn. + + HENRIK + +Du ved, at min Forlovede er tysk og jeg havde mest med tyske Arbejdere +at gøre. Udmærkede, dygtige og brave Mennesker. Jeg kan ikke paa en Gang +begynde at hade dem. Ja du ved jo, at jeg er forlovet. + + ELI + +Ja, og til Lykke. Jeg har vist skrevet. + + (Lille Ophold) + + HENRIK + +Din Far er jo ogsaa neutral? + + ELI + +„Din Far“ siger du. Er vi da ikke Bror og Søster som før? + + HENRIK + +Jo Eli vi er. — Men det gaar ikke for mig længer at kalde ham Far. — Jeg +mærker det, jeg kan ikke! Medens jeg var borte er min egen Far bleven +saa levende i min Erindring. De Minder, jeg har er bleven saa dyrebare! +Kan du forstaa det. Jeg synes jeg tager noget fra ham, naar jeg kalder +en anden Mand for Far. Jeg føler det oprigtigste Venskab for — for +Stern, en stor Hengivenhed og Beundring. Mod mig har han været mageløst +god! Men — jeg kan ikke. — — Hvad er der i Vejen Eli? + + ELI + +Aa ingenting. + + HENRIK + +Du blev ganske bleg pludselig. + + ELI + +Det er ingenting — det er bare — Jeg forstaar det, du siger, men er det +alligevel ikke Synd — at tage noget fra et Menneske, — som man engang +har givet ham? Det er ikke blot for Fars Skyld, jeg tænker paa det. +Fuldt saa meget for Mors. Ja jeg kalder hende Mor. Det var ingenting +Henrik. Det var blot et Sting. + + HENRIK + +Du har overanstrengt dig. Jeg ser det paa dig. — (lidt efter) Er Mor +ikke rigtig lykkelig? Jeg synes jeg forstaar det? Ak, jeg havde glædet +mig til en fuldkommen Fred her. + + ELI + +Far er jo gammel og lidt irritabel, efter den Uret, han har lidt. — De +har egentlig ikke noget rigtigt tilfælles. Derfor betyder det saa meget, +at du er kommen. For jeg tror nok, du er det eneste Menneske, han bryder +sig rigtig for Alvor om. + + HENRIK + +Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan for, at han skal mærke det saa lidt som +muligt. Nej, hvor er du dog kommen til at ligne din Mor, Eli. + + ELI + +Mor var nu helt blond. + + HENRIK + +Husker du ikke, at jeg gik med hendes Billede; anderledes har jeg jo +ikke seet hende. Det var min Barndoms store Sværmeri det Billede med de +mørke dybe Øjne og de fine lange Bryn. At en, der var saa dejlig kunde +være død! Det var en sælsom Følelse — jeg har den endnu her nede. — En +Afgrund af Ømhed og Gru — mit lille Drengehjerte blødte som om der var +bleven rørt ved det med en vild Rosengren. Sig mig Eli, hvordan gik det +til, at du blev Sygeplejerske? + + ELI + +Kan man egentlig være noget andet nu? + + HENRIK + +Men hvorledes kan du holde det ud? + + ELI + +Et Menneske har flere Kræfter end man tror. Det er nu engang bleven mit +Liv! + + HENRIK + +Da vel ikke for bestandig? + + ELI + +Jo. + + HENRIK + +Og jeg som troede. Gerda skrev — + + ELI + +Hun tog Fejl. + + HENRIK + +Hvor er forresten Gerda. Jeg kender hende jo næsten ikke. Paa Billeder +ser hun ud som en Engel. + + ELI + +Hun er i Besøg. Hun kommer imorgen. + + (Lille Ophold) + + HENRIK + +Nej jeg kan ikke glemme, hvor du ligner din Mor! + +Hør Eli! Jeg er glad over, hvad du fortæller mig. Saa kan du blive ved +med at være min Søster hele Livet. Nu forstaar jeg ogsaa, at der altid +var noget uopnaaeligt ved dig! (Rækker hende Haanden) + + ELI + +Velkommen Bror! + + HENRIK + +Husker du, hvor vi holdt sammen, fordi vi var fremmede dernede i den +store By, vi to smaa, og hvor jeg græd, da jeg skulde rejse hjem for at +studere, for du var jo hele mit Danmark! Og jeg blev ensom siden. (ser +sig om) + +Hvor er her dog dejligt og hvor Luften er ren og styrkende, og hvor det +er godt og varmt at finde sin Barndom igen. Søster, Søster, Søster! +(Tager begge hendes Hænder og trykker dem) + + (Ud af Sterns Værelse kommer Grev Hoyos, som hilsende gaar forbi. + Straks efter kommer Stern) + + STERN + +Naa der er han! (aabner Armene; men nøjes med at tage begge hans Hænder) +Lad mig saa se paa dig! Velkommen min Dreng. Ja jeg kan da kende dig. +Men du kan vel knap nok kende mig. (Eli gaar under dette til Højre) + + HENRIK + +Du er bleven helt hvid. + + STERN + +Ja, der er snart ikke andet tilbage end Viljen med nogle hvide +Haartjavser paa. Viljen er den sidste, som forlader Huset ved du nok. +Den lader sig begrave i Ruinerne. Ja du kan jo nok tænke, at jeg længes +efter at tale med dig om alt muligt. — Har du faaet noget at leve af? + + FRU STERN + + (er kommen) + +Middagen er færdig om et Øjeblik. Naa du er vel glad, Stern, over at +have ham hjemme igen? + + STERN + +Foreløbig har jeg jo bare seet ham. Jeg længes efter at tale med ham! +Lad os nu faa den Dinér — _l’heure a sonné_! Men selvfølgelig har de +ikke ventet dig og er uforberedte! + + FRU STERN + +Jeg saa ikke Datoen paa Telegrammet. + + STERN + +Nous naturellement. Den Kvinde, som ser eller skriver et Datum er endnu +ikke født, lige saa lidt som den Kvinde, der læser Verdensbegivenhederne +før Feuilletonen! + + FRU STERN + +Saadan er han altid, Henrik! Vil du ikke forsvare mig? + + STERN + +Men Parti tager de alligevel! + + FRU STERN + + (hviskende) + +Jeg ønsker bare, at de skal faa nogle Tæsk! + + STERN + +Og skrige op gør de, som om Krigen var en _Invention boche deutsche +Erfindung, made in Germany_. — Krigen er ikke nogen tysk Opfindelse! Jeg +er glad min Dreng over, at du har holdt dig udenfor dette Vanvid! + + HENRIK + + (med et lidt spodsk Smil) + +Det var ikke saa let endda. Du ved, hvad jeg havde maattet døje af +Fængsel og Forhør, delvis fordi Mary var tysk og glødede for Tyskland; +men ikke desto mindre, da det kom til Stykket, saa var Mary mest +Amerikanerinde alligevel og glødede for Amerika, og det var saa sandelig +nær ved, at hun fik mig i Trøjen. + + FRU STERN + +Gud ske Lov, at du holdt Stand! + + HENRIK + +Hun fik mig med til et Møde, hvor de afrejsende Tropper sang „Nærmere +dig min Gud!“ Ja det var gribende, men jeg havde alligevel faaet nok. + + ELI + +Stakkels Drenge. De ved ikke, hvad de gaar ind til. + + STERN + + (vrængende) + +Det maa da være noget for dig, Eli med din nyopfundne Gud! + + ELI + +De _tror_ jo ialtfald paa Retten Far! + + HENRIK + +Og _sæt_, at det nu _var_ det store Skille! — Det er det, der stundom +plager min Samvittighed! + + STERN + + (med Væmmelse) + +„Nærmere dig min Gud!“ I Skyttegravenes Helvede og i Ildorkanerne over +_Ingenmandsland_, hvor der suser blodige Hoveder igennem Luften! +„Nærmere dig min Gud“ mellem raadne Kadavere af Mennesker og Dyr. +Tilknæes i en Pøl af Blod og Ekskrementer! „Nærmere dig min Gud“ med +Legemet vrimlende af Utøj! (Ler forbitret) + + HENRIK + +Aaja du har nok Ret! + + STERN + +Jeg vidste, at le bon Dieu var deplorabel; men aldrig har jeg dog ynket +ham som nu, hvor de inventerer Mordmaskiner i hans Navn, som Djævelen +end ikke havde drømt om i sine vildeste Drømme. „Nærmere dig min Gud!“ +Nej af alt Vanvid er Racehadet dog den menneskelige Ondskabs mest +himmelraabende Stupiditet. + + HENRIK + +Gid andre havde bevaret deres sunde Fornuft saa godt som du! + + STERN + +Jeg kender mange Lande og har siddet tilbords med Konger og Kejsere! +_Ens_ var de og de kunde lige saa gerne allesammen have heddet Sørensen! +Og saa taler man om Sørensens Instinkt med største Seriøsitet. Ha! det +er guddommeligt! Det skulde vel være Kvinderne, som havde det Instinkt; +men de falder gladelig enhver ildelugtende Neger om Halsen og maaske kan +det engang lykkes dem at frelse Verden paa den Manér og bringe den +„Nærmere dig min Gud!“ — Naa, lad det nu være. Jeg kan fortælle, at jeg +har faaet gode Efterretninger fra Paris idag. Man begynder at indse, at +vi havde Ret. (Ser paa engang bedrøvet og kærligt paa Eli, som har +nærmet sig) Vi er nok uenige om de højeste Ting; men vi kan være gode +Venner alligevel, ikke sandt? (Tager hende ved Armen) + + ELI + +Det kan vi Far! + + STERN + +Og Henrik er jo et helt Mandfolk, som jeg har faaet til at tale med. +(Tager ogsaa ham ved Armen) + + ELI + + (hvisker noget i hans Øre) + + STERN + +Hvad siger du? — Bruger jeg Mund? — Ikke nær nok! Hun siger, at jeg +bruger saa forfærdelig Mund, og det er Synd for dig, Henrik! + + ELI + + (hvisker igen) + + STERN + +Siger jeg aldrig et godt Ord om noget Menneske? — Jeg ikke? — Jeg synes +jeg er en Engel af Taalmodighed! + + ELI + + (ler) + + HENRIK + + (kommer ogsaa til at smile) + + STERN + +Det ler hun af! (ler med) + + ELI + +Nu lo du selv som i gamle Dage! + + STERN + +Der er ogsaa noget af gamle Dage, noget hjemligt ved at Henrik er her. + + RAUM + + (har under dette nærmet sig og staar afventende bag Stern) + + STERN + + (vender sig) + +Hvad er det? + + RAUM + +Jeg skulde spørge Doktoren, om der bor nogen som hedder Henrik Vendel +her? + + STERN + +Vendel? (Famler med Brevet) Hvad? — Jeg forstaar ikke. — Adressen er +Stern. Jo. (Rækker Brevet frem uden at se paa nogen) + + HENRIK + +Brevet er til mig. + + STERN + + (giver ham det) + + HENRIK + +Der skulde staa Vendel Stern. Men vedkommende har saa opfattet Stern som +Adresse. + + STERN + + (med et forgræmmet Udtryk) + +Ja jeg faar nok ikke Tid til at vente. (gaar imod sin Dør) + + FRU STERN + +Vil du ikke spise med os andre? + + STERN + +Lad mig faa det ind som sædvanligt! (Han gaar) + + FRU STERN + + (tager Henrik under Armen) + +Saa maa du nøjes med mig, Henrik! + + HENRIK + + (har sat sig med det aabne Brev i Haanden) + +Mor, dette gjorde mig bittert ondt. + + FRU STERN + +Tænk nu ikke paa det idag. Naar jeg har dig, er jeg saamænd ligeglad. + + HENRIK + +Hvad siger du, Mor? + + FRU STERN + +Jeg siger, at vi er ligeglade med ham. Ikke? — — Jerusalems Skomager! + + HENRIK + +Men Mor dog! + + Tæppet. + + + + + ANDEN AKT + + + Gaarden. Professoren og hans Frue sidder og drikker Morgenthe. + + FRUEN + +Du burde nu ikke have modsagt ham igaar Aftes. + + PROFESSOREN + +Naar han taler om Sanskrit, som han ikke har Begreb om. + + FRUEN + +Jeg synes det lød meget rigtigt, hvad han sagde. Dit var saa indviklet. + + PROFESSOREN + +Jeg bøjer mig for din Autoritet i Sanskrit. + + FRUEN + +Uf Einar! — Men det er virkelig sandt, man skal ikke modsige berømte +Mænd. Du glemmer ogsaa rent, at du skylder ham din Brodersøns Liv. + + PROFESSOREN + +Ja Liv — naa nej, jeg glemmer det skam ikke. Jeg har jo ogsaa takket +ham. Der er bare et stort Problem, som jeg grubler over. + + FRUEN + +Hvad er det for et Problem? + + PROFESSOREN + +Skal man synes om noget, som man ikke synes om, fordi man skylder en +Mand Tak? + + FRUEN + +Ja selvfølgeligt! + +Hvad var det forresten du sagde? + + PROFESSOREN + +Ja, kære — naar du kan løse Problemet uden at have hørt, hvad det drejer +sig om, hvorfor i Pokkers Skind og Ben vil du saa have nærmere +Underretning? + + FRUEN + +Nu er du utaalelig, Einar, som sædvanlig. + + PROFESSOREN + +Han blev ogsaa gal paa mig, da jeg roste en anden Ingeniør, den store +Luini! (Med et lille Kluk) Han kaldte ham en forfængelig Nar. + + FRUEN + +Saa skulde du ladet være! + + STERN + + (kommer fra Baggrunden fulgt af sin Hustru og skraar hurtigt hen mod + sin egen Dør uden at bemærke de Fremmedes Tilstedeværelse. Han er + klædt som en Godsejer i hvidt Tøj og med Lædergamasker og stor + graa Hat med broget Slør) + +Hvornaar rejser de? + + FRU STERN + +Efter Frokost? + + STERN + +Efter Frokost. Skal de være her til Frokost igen? + + FRUEN + +Du har jo selv inviteret dem. + + STERN + + (stanser udenfor sin Dør) + +Har jeg! — De keder Livet af mig. Jeg kan da ikke bespise den hele +Verden heller. Manden er ikke til at slaa et Ord af. + + FRUEN + +Du taler jo hele Tiden selv og de var saa begejstrede for dig. Du skulde +høre, hvad hun sagde. + + STERN + + (med Haanden paa Dørgrebet) + +Ja, hun er vist et ganske skikkeligt gammelt Fæ; men han er en kedelig +Fisk og naar han aabner Munden er det for at være ubehagelig! Jeg har +frelst deres Søns Liv og behandlet ham, som om han var mit eget Barn. + + FRUEN + +Deres _Neveu_, Stern! Du har da forresten ogsaa faaet Tak! + + STERN + +Har jeg faaet Tak! — Han siger aldrig et Ord. Disse bleghaarede +Mennesker smager mig ikke. Jeg stoler ikke paa dem. De har surt +Fiskeblod i Aarerne. + + FRUEN + +Det er dog ganske urimeligt! + + STERN + +Det er ogsaa Henriks Fiancé, som har ødelagt ham! Jeg kender dem, disse +smaa blonde Tingester, de hænger paa som Burrer og er ikke til at ryste +af. Naar de ikke faar deres blide lille Vilje, bliver de hadefulde og +arrige som Lemæn eller ogsaa græder de i spandevis. + + FRUEN + +Men Stern dog! + + STERN + +Ja, I er af samme Slags allesammen! Den lille Lyng gaar ogsaa mod mig. +Han kysser den Haand, som kastede ham i Fængsel og jog hans Velgører ud +af Landet. Jo! — Han har hjulpet en Flygtning tilbage til Fronten! Gid +jeg ialtfald kunde faa Lov til at spise min Mad i Fred! + + FRUEN + +Du kunde dog gerne tænke lidt paa mig og huske, at de er Danske. + + STERN + +Er de Danske? Saa meget desto værre! + + FRUEN + + (er kommen saa langt frem, at hun ser de Fremmede) + +Hyss, hyss! + + STERN + + (ser sig om) + +De har ikke hørt noget. (gaar hurtigt, fulgt af sin Hustru ind i sit +Værelse) + + PROFESSOREN + + (klør sig bag Øret) + +Ja det var jo tydeligt nok. Jeg tænker vi gaar. + + STERN + +Du tror da ikke det var os, han mente. + + PROFESSOREN + +Nej. + + FRUEN + +Du er altid saa mistænksom. + + PROFESSOREN + +Uden Grund. + + FRUEN + +Forresten talte han jo venligt om mig. + + PROFESSOREN + +Ja, det var venligt! + + FRUEN + +Jeg hørte ikke andet end at han syntes, jeg var rar eller saadan noget. +— Du _kunde_ nu ogsaa gerne have sagt noget mere, om hvad han er for en +Mand! + + PROFESSOREN + +Ja, det var saamænd ogsaa min Hensigt; men jeg er nu engang ikke smurt +som Smigermølle. + +Skal vi saa rejse? + + FRUEN + +Umuligt før efter Frokosten, vi maa da opføre os passende. + + PROFESSOREN + +Hele Verden slaar hinanden ihjel; men vi skal stadig opføre os passende. +(Klør sig bag Øret) Jeg _kan_ ikke tale med ham! Jeg er uenig med ham om +alting! Om Krigen og Freden, om Gud og Verden, om din Kjole og hans +Slobrok, som jeg finder forfærdelig! Kan han ikke lide mig, saa kan jeg +sku heller ikke lide ham. + + FRUEN + +Vi maa vente til efter Frokosten. + + FRU STERN + + (kommer ud og nærmer sig dem smilende venligt) + +Godmorgen. Jeg haaber De har sovet godt. + + FRUEN + +Jo mange Tak. + + FRU STERN + +Det er et dejligt Vejr idag, ikke sandt? ja jeg skal jo passe mit Hus. +Saa De undskylder mig nok. Vi sees til Frokosten! + + PROFESSOREN + +Vi tænkte netop paa at bryde op nu, Frue! + + FRU STERN + +Det maa De endelig ikke gøre! Doktoren vilde blive forfærdelig ked af +det. — Det maa De endelig ikke. + + FRUEN + +Ja saa siger vi mange Tak, vi vil jo ogsaa gerne hilse paa Doktor Stern +en Gang til. + + FRU STERN + +Det var rart. Det vil glæde ham, men skal vi ikke mødes nede i Haven Kl. +12 for Eksempel. Det var saa rart at snakke lidt Gammelt igen — Saa +siger vi det. Farvel saa længe! (Smiler venligt og gaar tilhøjre) + + PROFESSOREN + +Ja — saa sluger jeg altsaa den kedelige Fisk. Maaske har Manden +ovenikøbet Ret — for mit Vedkommende. + + FRUEN + +Vi har ogsaa glemt at rose hans Have. Aksel sagde, at vi skulde rose +hans Have! + + PROFESSOREN + +Ja, lad os det! (Klør sig bag Øret) Jeg ved mig, Gud ske Lov, fri for +Racefordom, men naar han ligefrem kalder mig en kedelig Fisk, saa kniber +det nu alligevel. + + FRUEN + +Du skulde skamme dig. Tænk paa vore Venner. + + PROFESSOREN + +Ja, de tilhører Slægter, som har slaaet Rod i Landet og jeg vurderer dem +saa højt som nogen. Men netop for deres Skyld kan jeg ikke lide ham. Jeg +synes ialtfald ikke om, at man ser os over Hovedet. + + FRUEN + +Du skulde skamme dig! + + PROFESSOREN + +Ja, jeg skammer mig naturligvis ogsaa! Der er ingen der mere end jeg +ønsker, at det Folk skal faa fuld Oprejsning og det vulgære Fjendskab er +mig en Pest. — Men de kan jo ogsaa have deres Fejl, ikke sandt? — Vi maa +jo se at tale os til Rette med hinanden og forstaa hinanden. Jeg ser +saamænd godt deres store Fortrin og den fuldkomne Loyalitet hos de +Bedste; men som god Dansker holder jeg af Fred og en vis Ligevægt og +Stern er mig alligevel for meget paa tværs af Tingenes Natur. Jeg synes +ialtfald vi skal se at faa Aksel hjem for han er ikke lykkelig her og +det hele er ikke rigtig „reggederligt“ paa denne Maade. + + FRUEN + +Er han ikke lykkelig? Du har ingen Iagttagelse og saa forresten skulde +du skamme dig en Gang til. + + PROFESSOREN + +Naturligvis er Stern god mod Smaafolk, det ser vi jo og det er en stor +Ting! + + FRUEN + +Naa nu begynder du jo at blive skikkelig og menneskelig. + + PROFESSOREN + +Naturligvis er jeg skikkelig. Jeg vil bare ikke være saa skikkelig at +det gaar udover Mennesket. Først og fremst maa vi tage ærligt og +redeligt paa Problemet: Race og Menneskelighed, undersøge det tilbunds +uden Ondskab og uden Skamfølelse, som den naturlige Ting det er. Jeg for +min Del er forøvrigt klar over, at hvor _Mennesket_ indgyder Respekt er +Raceuviljen en Gemenhed. + + STERN + + (kommer frem i Døren. Med et halvt muggent, halvt forlegent Smil + nikker han et Par Gange til det bliver bemærket) + + (Fruen og Professoren rejser sig) + + FRUEN + +Godmorgen Herr Doktor! Hvad De dog har for en dejlig Have! Vi har været +den yndigste Morgentur. Det maa rigtignok være en udmærket Gartner! + + STERN + +Gartneren, det Kvaj! Tror De han har Forstand paa Havebrug. Jeg har +lavet det Hele selv. De skulde have seet den Have, da jeg kom. +(Forsvinder halvt bag en Søjle) + + FRUEN + +Og sikken en Frugthøst, De har iaar. Det er mageløst! + + STERN + + (lidt frem) + +Saa De mine Ferskentrær? + + FRUEN + +Dejlige! + + STERN + + (lidt frem) + +Men De skal ogsaa lugte til dem og smage Dem! Hver eneste Fersken er en +hel lille sommersalig Klode at putte i Munden. + + PROFESSOREN + +Vi mødte forresten Gartneren. Han var meget nedslaaet, for hans Ko var +bleven stjaalet fra ham. + + STERN + + (nærmere) + +Ja han er en stor Idiot, som ikke passer sine Ting, men hyler op som et +Spædebarn. (mildere end Ordene tyder paa) Fjolset kan jo komme til mig +med det, saa skal han faa en Ko! Jeg er ikke bange for at give ham en +Ko! Jeg har givet en Mand en Ko før. Jeg æder ikke Smaafolk! +(mistænksom) Men han fortalte Dem vel ogsaa den Historie for at presse +mig! (De er nu kommen helt hen til hinanden) Alle render de til mig her! +Jeg forsikrer Dem, der gaar ikke en Dag, uden at jeg skal betale for +noget, Gud ved hvad, som ikke kommer mig det fjerneste ved. De kan +spørge Deres lille Neveu. Han kender til det. (gaar bag Søjlen) + + FRUEN + + (lidt efter) + +Jamen Folk er rigtignok ogsaa Doktoren taknemmelige her paa Egnen. + + STERN + + (kommer atter nærmere) + +Taknemmelige? Ja. — De har gjort mig til Æresborger! — Det er en dejlig +Ære at blive Medlem af deres Idiotsamfund. — Jeg har foræret dem et helt +Bibliotek. Har De set det? + + FRUEN + +Ja, det har vi rigtignok, og hørt saa meget om det ogsaa. + + STERN + + (lyser lidt op) + +Saa—aa? — Har De det? Ja — Men tror De, der er nogen, der læser Bøgerne? +og hvis de læser, saa forstaar de ialtfald ikke et Muk! + + PROFESSOREN + +Vi har ogsaa seet de Kalkmalerier, som De har ladet afdække! + + STERN + +Ja, de er da morsomme! Ikke? + + PROFESSOREN + +Ejendommelige! + + STERN + +Præsten den Ignorant satte sig imod med Hænder og Fødder! De skal se, +det Æresborgerskab kommer mig dyrt at staa. En skønne Dag smider de mig +ud, fordi jeg er „en assyrisk Mand“ — saa brænder de Bøgerne og smører +Billederne over med Okker og lader Haven forfalde. + + FRUEN + +Men Gud dog! + + (Henrik er kommen frem paa Galleriet og staar og ser ned) + + STERN + +Skønt jeg kan bevise, at min Far betalte en Præst for at slaa Vand paa +mit Hoved. Det kostede fem Kroner og halvtreds! Men jeg fik rigtignok +ikke derfor Vand i Hovedet som alle de andre. Det er det, de ikke kan +tilgive mig, Dumrianerne! (Gotter sig forbitret) Æresborger og +Æresdoktor! Den sidste Ære maa vist have været fra _Frank_furt, siden de +jog mig ud af _Frank_rige som en Hund. + + (Henrik er gaaet ind igen) + + FRUEN + +Jamen Herr Doktor dog! + + STERN + +De kan spare Dem Deres Medfølelse. Je m’en fiche: Jeg spiser min Mad og +drikker min Vin, saa længe der er Vejr i mig. (Vil gaa, men stanser) De +gravede min Afstamning op, da Krigen brød ud. Ingen havde skænket den en +Tanke før. Jeg selv havde fuldstændig glemt den. Mine Døtre er +Katholiker, omend de er frigjorte. Min Kone, min Søn og jeg selv er +Protestanter! Min første Kone var endogsaa baade Protestant og Katholik, +for hun lod sig konvertere af Kardinal Mayol, den detestable gamle +Tartuffe. Hvad mere kan man forlange! — „Assyrer!“ skreg hele +Hundekoblet pludselig. „Slaa ham ned, den Assyrer!“ Hvad har man saa for +de fem Kroner halvtreds og det vaade Hoved! + + FRUEN + +Nej det maa man nok sige! + + STERN + +De ved formodentlig ikke, at jeg i min Ungdom syslede lidt med +Litteraturen ved Siden af mit egentlige Arbejde. + + FRUEN + +Det ved hele Verden! + + PROFESSOREN + +Ja, jeg har saamænd selv engang dyrket „Revolutionens Bibel“. + + STERN + +Naa ja. En Smule Amatørarbejde. — I to svære Bind, som forskaffede mig +en Dom paa tre Maaneders Fængsel for Blasfemi og Landflygtighed for +Resten af mit Liv. Le bon Dieu var fornærmet, anlagde Sag og vandt den +med glimrende Succes i alle Instanser. Jeg skildrede Verden ganske godt +sort, tør jeg sige, med dens Løgne; men den har overtruffet mine +Forventninger. Alle mine bedste Broer har de sprængt i Luften, de +célérats — de — de Slyngler; men mit Verdensbillede staar fast! + + FRUEN + +Men nu maa man da haabe og tro, at det bliver bedre. + + STERN + +„Bedre!“ Haab og Tro er to unge Mennesker, Frue. De afgaar ved en tidlig +Død under stort Ak og Ve i syv og tyve Aars Alderen! + + FRUEN + +Jamen nu efter Krigen, mener jeg! + + STERN + + (vrængende) + +„Efter Krigen“. Après la guerre! Jeg nægter ikke, at De har bevaret +Deres Ydre ungdommeligt, Frue; men dog ikke i den Grad, som Deres Aand. + + (Lille Ophold. Derpaa venligere) + +Ja, De er en aimable Dame, som ikke kender Verdens Slethed. Til Lunch +skal De faa en hvid Vin fra Syden, som kan faa En til at glemme noget af +Hvert. Jeg har faaet den foræret at Hertugen af Saint Sully, Duc de +Saint Sully. Kender De ikke ham? _L’amant de la petite_ Madame Hugo +_vous savez_. Aa han er en af de vittigste og spirituelleste Oldinge i +Europa. Og den lille Marianne Hugo! — Charmant! Pale comme un beau soir +d’automne. (lidt efter) Nu hader han mig naturligvis, og hans Kælling, +den gamle Hejre, vilde gerne drukne mig i et Fad Vin. De skulde se +hende. Æv! Stramtandet, med sorte Ugleøjne og Paafuglefjer og Diamanter +i Parykken! Og et Ansigt og en Gorge som en slet bevaret Mumie — Æv! + + FRUEN + +Uha da! + + STERN + +Det er en melankolsk Tanke, at selv den lille Madame Hugo, som virkelig +var noget af det charmanteste, noget af det sødeste, man kunde se for +sine Øjne, gerne vilde rive de sidste hvide Totter ud af min Skalde, +hvis hun kunde faa fat i mig med sine allerkæreste smaa rosenrøde Negle. + + FRUEN + +Men Gud dog! + + STERN + +Ja saadan er det! Og hvis De spørger mig hvorfor, saa skal jeg sige Dem +det. Det er fordi, jeg er en Landsmand af Jesus Kristus fra Nazareth — — +som lærte Menneskene, at de skal elske hverandre! + + PROFESSOREN + +Nej det tror jeg skam ikke er Grunden. Gør De? + + STERN + +Ja jeg gør! + + (Pinlig Pause) + + PROFESSOREN + +Denne Fru Marianne Hugo — er hun — + + STERN + + (afbryder rettende hans Udtale) + +Madame Marianne Hugo — Danskerne taler et horribelt Fransk. + + PROFESSOREN + +Det synes jeg er revnende ligegyldigt. + + STERN + +Saa er det det? — Hun er en af de skønneste Damer i Verden. + + (Aksel og Henrik er under dette kommen ned ad Trappen og støder nu + til de andre) + + AKSEL OG HENRIK + +Godmorgen. + + STERN + + (nikker flygtigt uden at se paa dem og fortsætter) + +Nej, vi tilhører en forbandet Slægt i al Evighed, og faar ikke noget +blivende Sted. Det er Sandheden! Og da der heller ikke i Israel er nogen +følelig Mangel paa Kæltringer, saa skal vi alle lide for dem og +forraades af enhver. Vi kan faa lyse Øjne og gule Englekrøller under +Nordens Sol. Det hjælper ikke. Vi kan staa paa Hovedet i deres +Døbefonter, det hjælper ikke. + +Min Kone er lige saa mørk som jeg var; men hun har vel Kulsvierblod i +Aarerne og det er fint, det er meget fint! + +(med dyb Græmmelse) Ulykkelige Folk, som hades og forfølges lige saa +meget paa Grund af sin Dygtighed og sin klare Forstand som paa Grund af +sine Fejl. Naar Kapitalen fremmer Krigen, siger man jo med Rette, at den +mangler Hjerte for Menneskeheden; men hvad hjælper det os. — Hvis vi +fremmer Freden, siger man, at vi mangler Hjerte for Nationen. Man +forfølger os fordi vi er isolerede og hvis vi slutter os sammen, +forfølger man os dobbelt. Den, som hades, maa jo hade. Saaledes vokser +det Onde, som en Lavine! Det er forfærdeligt og ethvert Fejltrin hævnes +tifold paa os. + +Intetanende kommer vi til Verden. Intetanende ligger vi i vor Vugge og +smiler trygt til Livet; men den Dag vi træder paa Fødelandets Jord +fortæller man os, at den er ikke vor. Modersmaalet bliver bittert paa +vor Tunge, selve den Luft vi indaander tager Forbehold, Lyset som +skinner paa os, ser at vi er fremmede, Blomsterne og Træerne ved, at vi +kun er taalt. (Han gaar ind til sig selv uden at hilse paa nogen) + + FRUEN + +Hvor Deres Far dog har et mørkt Syn paa Livet. + + (Intet Svar) + + FRUEN + +Deres Stedfar. + + PROFESSOREN + +Nu tror jeg vi skal lade Herr Vendel — Herr Stern og Aksel faa Lov til +at tale sammen. + + FRUEN + +Men sig mig, Aksel. Du er da ikke saa lille. Doktoren sagde „Deres lille +Neveu“. Du er da et Hovede højere end han. + + PROFESSOREN + +Ja, det er vel mere en Talemaade. + + AKSEL + +Som Doktor Stern hyppig anvender, ja. + + (Professoren og Fruen gaar) + + HENRIK + + (har sat sig) + +Hvor er han dog bleven vredladen! Det er noget overdrevent, synes jeg, +og alligevel forstaar jeg ham godt. Dette jagede, hjemløse Liv! Kun +henvist til sig selv og omringet af Fjender, som vil ydmyge ham. — Hvis +hans Stolthed forhærder sig — er det saa ikke rimeligt? Og er det ikke +undskyldeligt, at han glæder sig over Forfængelighedens smaa Triumfer? + + AKSEL + +Jo — vist. _Mine_ Forældre døde, da jeg kun var to Aar gammel, saa jeg +har smagt en Del af Bitterheden selv — i Kaar, som jeg ikke var født +til. Jeg maatte altid se, at de andre fik det bedste Stykke og gaa iseng +uden Godnatkys. Stern har saamænd været forholdsvis lykkelig som ung — +for ikke at tale om siden. + + HENRIK + +Det maa have været et vidunderligt Øjeblik, da han kom til dig i +Fængslet. Jeg har saa tidt udmalet mig det og nydt det. Og at det saa +ovenikøbet var en Mand, som du saa længe havde beundret! + + AKSEL + +Ja naturligvis. + + HENRIK + +Og han tog dig med sig hjem og hjalp dig paa alle Maader og satte dig +istand til at fortsætte dine historiske Studier. Ikke sandt? Du skrev i +dit Brev til mig: „En Mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko og han faldt +iblandt Røvere, men en Samaritaner forbandt hans Saar og hældte Olie og +Vin i dem og han løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et +Herberge og plejede ham“. + + AKSEL + +Man bliver jo let lyrisk ved en saadan Anledning! + + HENRIK + +Jeg var saa glad for det Brev. Jeg hører gerne noget godt om Stern. — +Men jeg synes, jeg kan mærke, at der er et eller andet i Vejen nu? + + AKSEL + +Det daglige Samvær er jo ikke saa lyrisk! + + HENRIK + +Berømte Mænd er ofte lidt vanskelige, ikke sandt. Og han har haft megen +Modgang. Men der er dog saa meget godt og levende ved ham, synes du +ikke? + + AKSEL + +Ja—a — godt? — Jeg ved ikke, om jeg kan tale aabent til dig. — +Naturligvis er der noget godt. + + HENRIK + +Selvfølgelig kan du tale aabent. Jeg staar ham ikke nær paa den Maade. + + AKSEL + +Jeg har jo noget af en vis Fremmedfølelse overfor ham. Har du aldrig +mærket noget saadant? + + HENRIK + +Hvorledes? Jo, maaske en enkelt Gang, vel nærmest fordi der er noget +ikke helt naturligt i Forholdet. — — Er det hans politiske Syn, du har +imod? + + AKSEL + +_Han_ har ikke kunnet glemme den Krænkelse, han har lidt, forsaavidt er +der en Forskel i vore Sympathier; men det er ikke saa meget hans +Meninger, som hans Maade og da hans Maade gennemtrænger hans Meninger — +saa — synes jeg heller ikke helt om dem. — Han har jo ingen Følelse for +den nationale Storhed i Krigen, forstaar du, sér ikke dens vældige Vilje +og Hengivelse! + + HENRIK + +Fremtiden vil dog sikkert give ham Ret i, at den kunde og burde være +undgaaet! Kan du virkelig ikke se bort fra hans smaa Svagheder, efter +alt hvad han har gjort for dig? + + AKSEL + +Han vil have Betaling for det! + + HENRIK + +Hvordan? + + AKSEL + +Med Smiger! + + HENRIK + +Han vil have Varme for Varme, han som andre. — Han har en brændende +Trang til Hengivenhed, som altfor ofte er bleven skuffet. + + AKSEL + +Han vil have Smiger. Han er forfængelig. Han er frivol, ansvarsløs og +forfængelig! Der er ikke en Trevl i ham, som ikke er forfængelig! + + HENRIK + +Men du gode Gud! Saadan taler du nu om „den barmhjertige Samaritan!“ + + AKSEL + +Den barmhjertige Samaritan var selv en Røver, det er Sandheden. + + HENRIK + +Men du gode Gud, Mand! — Har du det paa den Maade? Det er den +uretfærdigste Forringelse af hans Væsen. Jeg bliver stum! — (lidt efter) +Tror du ogsaa det var Forfængelighed, at han løb fra Herodes til Pilatus +for din Skyld? + + AKSEL + +Ja. Det var Forfængelighed! + + HENRIK + +Nej hør nu Aksel. Jeg kender mange forfængelige Mennesker, som aldrig +har lagt to Pinde i Kors for andre end sig selv. Er jeg ikke +forfængelig? Er du ikke forfængelig? Men hvad har vi gjort? + + AKSEL + +Vent nu og se! + + HENRIK + +Og alt det han har udrettet blot i de Aar, han har boet her: Veje, +Broer, Bibliotheker har han skænket. + + AKSEL + +Rastløs Forfængelighed! — Intet andet! Og hvad skal de forresten ogsaa +med alt det Skidt? + + HENRIK + +Dette er jo taabeligt. Taabeligt! Du maa undskylde mig, men det +forekommer mig virkelig, at Stern er den Mand, som gik fra Jerusalem til +Jeriko. Han har jo Ret, Ret, Ret! Verden er ikke bedre end han siger. + + AKSEL + +Bedre? Nej den er værre! Den frivole taler om Sandhed og Skændegæsten om +Fred! Det har han ikke bemærket. — Vent nu og se! Naar Stern har snakket +med den Armenier, som er inde hos ham, vil han komme i glimrende Humør. +Armenieren vil sige: „Mester, man har voldtaget vore Hustruer, dræbt +vore Børn og stegt vore Bedstemødre.“ Stern vil høre paa dette med den +største Deltagelse og komme i glimrende Humør, fordi man har saa høje +Tanker om hans gode Hjerte og hans Ry i Armenien og samtidig vil han +sige: „Denne lille Armenier“! + + HENRIK + +Nej du maa undskylde mig. Dette er mig for meget af det gode! Det er kun +Overfladen du ser, ikke Impulsen, som er god! Du under ham jo ikke den +simpleste Retfærdighed, Menneske! + + AKSEL + +Kald det bare Misundelse! Men skal jeg da _unde_ et Menneske noget, som +han ikke _fortjener_? Er jeg misundelig paa _Sort_, naar jeg siger, at +_Sort_ ikke er _Hvidt_? + +Jeg kan ikke døje ham! + +Man kalder ham stolt og karakterfast og modig, fordi han ikke glemmer +sin krænkede Forfængelighed. Han! — Han er modig, fordi han vil hævne +sin krænkede Forfængelighed. Han er karakterfast, fordi han ikke +nogensinde kan glemme sin krænkede Forfængelighed! Der har du ham med +hans Retfærdighedsfølelse og hans Anklager mod Menneskene. Der har du +jøden med det golde Had, som gør alting skævt, fordi det har sin Grund i +en medfødt Krænkelse, der ikke kommer den sunde Menneskehed det +fjerneste ved! + + HENRIK + +Jeg synes du selv staar og hader, saa det oser af dig. + + AKSEL + +Ja, jeg hader ham og Had behøver ingen Grund. Had føder Had og skal +mødes med Had. Han skal faa at se, at _vi_ kan ogsaa! + + HENRIK + +Dette er mig i højeste Grad imod! Det er en Skændighed, som jeg aldrig +nogensinde vil være med til. Jeg fortryder at jeg gav dig Lov til at +tale frit. — + + AKSEL + +Men det lettede kan du tro! + + HENRIK + +Aa det er modbydeligt! Hans Had skal hudflettes; men dit skal være Ret. +Hans Smule Forfængelighed skal pidskes med Skorpioner; men din og min +gaar fri! Aldrig nogensinde har jeg seet ham saa hadefuld, som jeg ser +dig nu! Og det er en Mand, som har overøst dig med Velgerninger! + + AKSEL + +Djævelen giver os gerne den hele Verden, hvis vi vil falde ned og +tilbede ham. Gud er neppe saa gavmild. + + HENRIK + +Tal ikke du om Djævelen! Det mest djævelske af alt, det er at røve et +Menneske hans Ret i det Øjeblik han bliver født. + + AKSEL + +Min kære Henrik. Hjemløs er retsløs. Derved er intet at gøre. Og du skal +komme til at se det: — hans gode Impulser skal gaa under i +Forfængelighed. Hans Venskab skal dø i Had. Han skal saa uden at høste, +fordi hans Frøkorn er goldt. Og mens han taler om Fred i Verden, skal +hans eget Hus opløses og styrte i Grus! + + HENRIK + +Nok nok! Du kæmper med Boomeranger. Du skader kun dig selv. Du rammer +ikke ham; men du rammer tusinde, som er uskyldige og som helt gaar op i +det Folk, de tilhører. + + AKSEL + +Jeg taler ikke om dem og heller ikke om dem, som trofast holder ved +deres Æt. Jeg taler om den hjemløse og løsrevne, som vil tilrive sig +Magten og nu har jeg faaet Luft. Endelig har jeg faaet Luft! Jeg har +ikke _Lov_ til at tale saadan _her_, det ved jeg saa godt, saa godt; men +det skal ogsaa være forbi nu. Jeg vil bort fra dette Hus, hvor jeg har +mistet min Hæderlighed og min Tro paa Livet og min Sjæl! + +Ja, nu har jeg vel ogsaa mistet dit Venskab, Henrik? + + HENRIK + +Du har ialtfald gjort mig bittert ondt! + + (Eli kommer ned ad Trappen, klædt til at gaa ud) + + HENRIK + + (springer op) + +Godmorgen, Eli. Skal du ud? + + ELI + + (stanser paa det nederste Trin) + +Jeg skal til en Syg, som har sendt Bud efter mig. + + HENRIK + +Men kære. Har du syge ogsaa her? Jeg troede du skulde hvile dig nu. + + ELI + +Hvorfor skal jeg hvile mig, naar jeg ikke er træt? + + HENRIK + +Er du ofte ude paa den Maade? + + ELI + +Det meste af Dagen. + + HENRIK + +Og jeg som havde haabet, at nu skulde vi rigtig være sammen. Maa jeg +ikke køre med? + + ELI + +Der er nok ikke Plads til mere end en paa Vognen. + + HENRIK + +Det er en hel Skuffelse for mig. + + ELI + +Ja, hvad siger du saa til, at om otte Dage rejser jeg igen, jeg skal +lede et stort Hospital. — Jeg har faaet Ordre. + + HENRIK + +Om otte Dage? + +Saa faar Mary dig ikke engang at se. + + ELI + +Vi træffes nok senere engang. + + HENRIK + +Men de otte Dage, Eli! Du maa finde lidt Tid til mig! Jeg er ogsaa syg. +Jeg trænger ogsaa til dig. Det er sandt, blot jeg ser dig, synes jeg, +jeg bliver et bedre Menneske. Jeg kommer ialtfald højere op og aander en +renere Luft. + + ELI + +Det er Bjergene, som gør det! Jeg kan se mig saa glad paa dem, at jeg +helt bliver borte. (viser mod Baggrunden) + + HENRIK + +Men vi andre Mennesker, vi bliver ikke borte for os selv, uden Hjælp. — +Dig har Krigen gjort hel Eli; men mig har den slaaet istykker. Jeg er et +Folk i Splid med mig selv. Der maa have været noget galt i Støbningen. + +Jo, jeg synes, jeg har alle Menneskers Fejl — foruden mine egne! — Jeg +forstaar bare ikke, hvorfor jeg har faaet det frygtelige Forraad af +Kulde og Bitterhed. Det er sommetider nær ved at kvæle Livet for mig. + + ELI + + (peger atter) + +Ser du den store Aabning der imellem Klipperne. Den kaldes for +„Solporten“. Det er et vidunderligt Øjeblik, naar Solen staar der urolig +og skælver som et stort blussende Hjerte. — Da føler jeg, at Verden er +levende, og at det ikke er muligt for nogen at slaa den ihjel. Det er +ikke netop noget godt Hjerte! Det er lige saa grumt som Sfinksens! +Sfinksen behøver ikke at bruge sine Klør, den sønderriver uden Had blot +med sit rolige Blik. (Peger op mod Solen) Det er et _vildt_ Hjerte; men +til mig siger det altid: Op, op! videre frem! + + HENRIK + + (ser længe paa hende) + +Du er lykkelig, for jeg forstaar, at du lever paa en Tro. + + ELI + +Paa hvad ellers, Henrik? + + HENRIK + +Og det i en Tid, hvor vi andre sætter den til! + + ELI + +Hvorfor det, Henrik? + +Kan du huske, naar vi streifede om i gamle Dage og kom til et særligt +smukt og hemmelighedsfuldt Sted, et Vildnis i Skoven eller en lille Ø +med Siv og Fugle; saa syntes vi jo, der var dejligt; men jeg er vis paa +du følte det samme som jeg, en Slags skjult Skuffelse. Der manglede +noget! I Virkeligheden var der ingen Hemmelighed — vi kunde ialtfald +ikke faa fat i den. + + HENRIK + +Aa jeg kender det saa godt! + + ELI + +Det eneste man er vis paa at møde overalt, det er noget som mangler, +tilsidst bliver det, det egentlige. + + HENRIK + +Og alt dette siger du som har staaet Ansigt til Ansigt med Krigen! + + ELI + +Netop derfor, Henrik! Jeg staar altid midt i den brændende Hemmelighed. +Den Nat i Hospitalet, da det bragede og knitrede og flammede omkring mig +og jeg pludselig stod under aaben Himmel og højt oppe saa den sorte +Fjende brumme triumferende og veltilfreds bort, den Nat saa jeg Krigens +Ansigt. + + HENRIK + +Djævelens Ansigt var det! + + ELI + +Ikke Djævelens, Henrik — Dæmonens! — Men netop i det Øjeblik følte jeg +en guddommelig Tryghed. Der var et Hjerte i mit og ved siden af mit, som +var renere og varmere end Solens og jeg var svøbt i et Lys, som var +blødere og hvidere end Lyset. + + HENRIK + +Ja den som kunde naa saa højt op! + + ELI + +Menneskene maa jo komme op over Verden. Ellers er der ingen Fred og +Tilgivelse! (med et Smil) Det nytter ikke at skælde og smælde paa +Verden, naar vi dog tilhører den. — Vi maa højere op! (Hun nikker og +gaar) + + (Under dette er Raum gaaet til Aksels Dør, har banket og taler ind + til ham) + + RAUM + +Jeg skulde bede Herr Lyng om at være parat. + + AKSEL + + (kommer) + +Din Søster gik? + + HENRIK + +Hvor er hun dog bleven vidunderlig! Der er noget fortryllende ved at +have en Søster. Engang var hun saa munter og vittig. Og nu en Helt og +Helgeninde! + + AKSEL + +Hun er jo ikke din Søster. + + HENRIK + +For min Følelse er hun det, og det har en helt ny og ukendt Skønhed. +Hvorledes kan du have hadske Tanker i hendes Nærhed? Jeg synes du maa +forstaa, hvor lavt de ligger. — Det er Krigens Feberluft, som har +angrebet dig. + + AKSEL + +Hun ligner sin Mor! Hun har i Virkeligheden intet med sin Far at gøre. +Eli er venlig mod ham som mod enhver anden. Det er alt. + + HENRIK + +Hun har Ild og Vilje fra sin Far. De har Lov til at være stolte af deres +Blod. Du ved lige saa godt som Stern og jeg, at de fleste af vore +Landsmænd er træge og flove. — Gode Gud, hvor har jeg følt det bittert +selv! + + AKSEL + +Du og jeg har maaske Lov til at finde nogle af dem træge og flove. Stern +ikke! + + HENRIK + +Atter skal han være uden Ret! + + AKSEL + +Forøvrigt har din Søster fundet sit Hjem, hun tror paa Gud! Jeg ved +ikke, hvem der kan gøre hende det Kunststykke efter, og om hun er gal +eller klog ved jeg heller ikke. + +Krigens Feberluft siger du. Alt er Krig. Hele dette flydende, ynglende +Liv faar kun Form og Fasthed gennem Kærlighed og Had, og den som ikke +har et Hjem, den som ikke finder sin Plads paa Jorden, han er hjemfalden +til Helvede, hvis han ikke naar op til Gud. Jeg for min Del er nødt til +at nøje mig med Virkelighedens Luft! + + HENRIK + +Feberluft! Aksel! — Sumpluft! Pestluft! + + AKSEL + + (behersker sig) + +Jaja. Nu faar vi se! + +Hvornaar venter du din Forlovede herover? + + HENRIK + +Jeg vilde netop telegrafere til hende, at hun skal komme straks. Hvor er +Telegrafstationen? + + AKSEL + +I Byen. En halv Times Vej herfra. Jeg skal derind om lidt. + + HENRIK + + (skriver i en Noterebog og river Bladet ud) + +Hvis du vil besørge det for mig, skal du have Tak. Jeg glæder mig til at +hun skal lære Eli at kende. — Forresten kan det lige saa godt vente til +imorgen. (stikker Papiret til sig) + + AKSEL + +Dette vil sige, at du tager imod Tilbudet om at blive Fabriksbestyrer +hos Luini. + + HENRIK + +Ja — og jeg maa ogsaa sende dem et Telegram, men jeg vil tale med — +Stern først. + + AKSEL + +Du tager altsaa imod det? + + HENRIK + +Ja, det er et glimrende Tilbud, de har gjort mig. Men der var forøvrigt +en Ejendommelighed ved deres Brev, som jeg ikke er klar over. De kaldte +mig haardnakket kun for Vendel og anførte „Stern“ blot som Adresse. I og +for sig har jeg ikke noget imod det. + + AKSEL + +Da jeg forhandlede med dem forleden, mærkede jeg, at Navnet „Stern“ var +noget af en Anstødssten. Jeg forklarede dem, hvordan Sagen hang sammen. +De sagde: Men hvorfor vil Manden ikke bære sit eget gode danske Navn? Ja +hvad skulde jeg svare? — Maaske kaldte jeg dig ogsaa selv Vendel igaar. + + HENRIK + +Det var min Hensigt at tale med Stern om dette. Derovre kaldte alle mig +Vendel. Min Kæreste kunde bedre lide det. Og tilsidst hang „Stern“ bare +bag paa i en tynd officiel Traad. Jeg havde saamænd næsten glemt det. — +Jeg synes jeg har Ret og Pligt til at bære min egen Fars Navn, og Stern +maa forstaa den Følelse. — + + AKSEL + +Det ligner ham at ville rage andre Folks Børn til sig! — Ja undskyld! + + HENRIK + +Det var nu min Mor, som syntes jeg skulde bære samme Navn som hun. Men +forøvrigt er jeg enig med dig paa dette ene Punkt. Du ved, hvad min Far +var for en Mand og hvad han har betydet for mig! Blot jeg var fri for +det gemene, som er bleven blandet ind i Sagen: at Sterns Navn ikke er en +Fordel, som før. Værst er det, at jeg ikke selv kan blive klar over, om +det ikke ogsaa spiller en Rolle for mig. Det Hele opirrer mig +ubeskriveligt. + + AKSEL + +Mig forekommer Sagen soleklar. + + HENRIK + +Ogsaa mig. Men _du_ vil gerne krænke ham og _jeg_ holder af ham! — Jeg +maa tale med ham, som jeg oprindelig havde tænkt, uden at berøre den +Side af Sagen. Han maa forstaa, at jeg vil bære min Fars Navn, min +Slægts Navn og intet andet. (man hører en Klokke ringe i Sterns Værelse. +Raum gaar og lukker kun Døren halvt) + + AKSEL + + (dæmpet) + +Nu skal jeg straks derind! — Læg saa Mærke til Stern, naar han taler om +Armenieren. Det kan næppe slaa fejl, at han er henrykt. Senere skal du +faa besynderligere Mænd at se. Folk fra den yderste Opløsning, som +allerede er begyndt at luske omkring Huset. Mellem dem hører han hjemme, +og den Dag vil komme, hvor han bliver nødt til at kaste sig i deres +Arme. (Fra Sterns Værelse kommer en lille sortsmusket Mand, bukkende og +takkende. Han har en Tegnebog i Haanden og presser et Bundt Pengesedler +ned i den. Han taber nogle paa Gulvet. Henrik hjælper ham med at samle +dem op) + + ARMENIEREN + + (græder og ler) + +Merci Monsieur. Merci. Oh denne Mand — comme le bon Dieu — denne Mand +som man bagvasker — comme den gode Gud — Merci Monsieur. Merci! (ud) + + RAUM + + (kommer) + +Jeg skulde bede Herr Lyng om at se ind til Doktoren. + + HENRIK + +Sig at jeg gerne vil tale med ham. + + (Aksel gaar ind) + + STERN + + (i Døren) + +Vi kan godt tale sammen nu. I Øjeblikket har jeg en Smule Fred. Lyng vil +De saa læse den Korrektur igennem. (Kommer og sætter sig hos Henrik) Han +rørte mig, denne stakkels Armenier. Du saa ham maaske? Det er +forfærdeligt, hvad han fortæller. Hustruer skændet, smaa Børn dræbt, fem +hundrede tusind Mennesker brændt, slagtet, myrdet ned. Han havde en +Historie om en lille Pige, som kunde faa Stene til at græde. Hun saa sin +Moder paa Bajonetten. (Han gyser og bedækker Ansigtet med sine Hænder) + + HENRIK + +Hvad vilde han dig? + + STERN + + (ryster Synet af sig) + +At jeg skal gøre Forestillinger hos mine Forbindelser i Konstantinopel, +hvor jeg desværre har boet to Aar og kender alle Morderne. Han tror det +nytter! — Haabløst. Men det er umuligt at sige _nej_ og jeg har allerede +skrevet. Du skulde have hørt ham. Ja, det er en Verden! — Det er en +Verden! + + HENRIK + +Det er smukt af dig (med et prøvende Blik) og det er jo ogsaa smigrende +for dig! + + STERN + +Vil du tænke dig den stakkels Fyr var saa slet udstyret med Penge, at +han var halvdød af Sult og han var udsendt af en Komité, hvori der +sidder allermindst ti Millionærer! — Hvilket Syn denne arme forsultne +Diable fra Ulykkens Land, og de ti fede halvsprængte Pengesække! — En af +dem er den Usling Steinthal, som hører til mine værste Hadere, og +sikkert kommer til at ende i Tugthuset. En anden er min Fætter Julius i +København, den Clovn! Han er saa gerrig, at han aldrig kører med andet +end Sporvogn og principielt altid tager „Omstigningsbillet“ — selv om +han ikke har Brug for Omstigning, blot for at faa saa meget som muligt +for Pengene. (Han ler) Min gode Raum! Vi skal have to Kopper ekstra +stærk Kaffe. (gnider sig i Hænderne) + + RAUM + +Straks, Herr Doktor! (Han gaar tilhøjre) + + STERN + +Pauvre Diable! Ja, det er en Verden! Den sølle Stymper vilde partout +kysse mine Hænder og raabte op som til et Folkemøde: Eksellence! De er +den eneste Retfærdige. Kun De kan hjælpe os! Som om det kunde nytte at +skrive til de Herrer Mordere — der forøvrigt hører til de behageligste +Mennesker, jeg har truffet. _Bete!_ Hæhæ! Han tror, at det nytter, +Kvajet! Jeg vil imidlertid, at min Samvittighed skal være ren paa det +Punkt! — Men unægtelig vilde det være mere agreabelt hvis Folk vilde +lade være at plage mig. + + HENRIK + +Du har ikke Fred selv paa dette Sted. + + STERN + +Aa, jeg kvæles i denne Ensomhed mellem disse horrible Bjerge. Paris, +Paris! Sommetider længes jeg endogsaa efter min Barndoms København; men +jeg kommer aldrig til at gense Danmark. Jeg skulde have vist dig mit +chateau i Bretagne nu og mit hotel i Faubourg Saint Germain. + +Naa, nu maa vi jo prøve at lære hinanden at kende igen og faa det Bedste +ud af det. Her skal du faa en Cigar, som du vanskelig finder Magen til. +(De tænder) Jeg havde egentlig ventet, at du var kommen her som gift +Mand. Har du gjort det forbi? + + HENRIK + +Nej hvor kan du tro. + + STERN + +Hjertet er dog flygtigt og Havet er stort. Men din Trofasthed er altsaa +tusind Mile lang. + + HENRIK + +Det er ikke nogen letsindig Spøg for mig, dette. + + STERN + +Tilgiv mig. Jeg er nu engang bleven gammel og har svært ved at tage de +Ting saa alvorligt som man skal. Jeg forstaar, at man sender Skibe til +Amerika efter Kaffe, saasom det Træ ikke gror i denne Verdensdel. Men af +Kvinder findes dog sikkert henved hundrede Millioner dertil egnede i +Europien! + +Naa undskyld mig! — Det er jo en Følelsessag og charmant og vemodigt saa +længe det varer. (Han ser bedrøvet frem for sig) + + HENRIK + +Der er jo dog Værdier i Livet som ikke er saa flygtige. + + STERN + +Ak ja. Du er ung og jeg er gammel! Alle Slør er sønderrevne for mig og +jeg ser kun Virkeligheden. Det gode er de flygtige Smaablomster; men +Livets Rod er ond! + + (Lille Ophold) + + HENRIK + +Jeg venter kun paa at kunne byde Mary en Eksistens, og det gaar +hurtigere end jeg havde turdet haabe. Du kender Luini. + + STERN + +Hm. Ja! I gamle Dage sagde han altid: Jeg skylder Stern alt. + + HENRIK + +Han har gjort mig et udmærket Tilbud. + + STERN + +Til Lykke! + + HENRIK + +Men der er en Ting i den Forbindelse, som jeg gerne vilde tale med dig +om. + + STERN + + (mørkt) + +Det er? + + HENRIK + +Jeg kunde mærke, at det stødte dig igaar — at der kom et Brev — + + STERN + + (ser ned) + +Du behøver ikke at sige mere. + + HENRIK + +Jeg tror nok du vil forstaa, at jeg ikke gerne vil have, at min Slægts +gamle Navn skal forsvinde. + + STERN + + (ser ned uden Svar) + + HENRIK + +Jeg har derfor kaldt mig Vendel Stern, som det jo ogsaa oprindelig var +Meningen. Du kan ikke have noget at indvende mod det? — Jeg synes jeg +skylder min Slægt det. + + STERN + +Jeg har ingenting sagt — jeg — + + HENRIK + +Du maa forstaa, at det er en naturlig Pietet. + + STERN + +Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale? + + HENRIK + +Jeg syntes vi skulde komme paa det Rene med Tingen. Dette Brev, jeg fik +igaar — Maaske var det en Fejltagelse; men — + + STERN + +Men hvad? + + HENRIK + +Det viser sig, — at Firmaet vistnok ønsker — + + STERN + +Naa saaledes? + + HENRIK + +De mener — + + STERN + +Du behøver ikke at sige mere. — + + HENRIK + +I og for sig synes jeg jo det er naturligt — det er jo dog mit virkelige +Navn! + + STERN + +Skal vi ikke opsætte dette? + + HENRIK + +Jeg havde ikke tænkt at nævne den Ting. Jeg ved slet ikke, hvad de har +imod — + + STERN + + (med mørk Haan) + +„Har imod“! + + HENRIK + +Jeg vilde ikke saare dig — + + STERN + +Saare mig — bevares — + + HENRIK + +Naar Luini — + + STERN + +Luini! + + HENRIK + +Mine Grunde har ikke noget med dette at gøre. + + STERN + +Naa ikke — nej — + + HENRIK + +Maa jeg ikke forklare dig — + + STERN + +Hellere en anden Gang — Jeg har ikke Tid nu — (Til Raum, som kommer med +Kaffen) Raum sæt min Kaffe ind — + + (Han gaar fulgt af Raum, som kort efter vender tilbage. Samtidig + kommer Aksel) + + AKSEL + +Der er nok skeet noget. + + HENRIK + +Ja desværre! + + AKSEL + +Han blev vred? + + HENRIK + +Jeg bar mig klodset ad. Jeg kom til at sige det, som jeg ikke vilde +sige. Men han maa jo dog kunne forstaa mig! Jeg har jo dog Ret til mit +eget Navn. Min egen Fars Navn! Bare jeg ikke havde været saa klodset. + + AKSEL + +Han fik vel Martyrminen paa? + + HENRIK + +Ja — selvfølgelig. + + AKSEL + +Der ser du! + + HENRIK + +Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har taget min Beslutning. Vil du +besørge Svaret til Luini. — Aa bare Eli dog var her. (Skriver og rækker +Papiret til Aksel) Det ender med at jeg ogsaa kommer til at hade ham. +Det koger i mig, siger jeg dig. + + AKSEL + +Der ser du, Henrik! Man bliver ikke god af at være sammen med ham! + + HENRIK + +Det er jo dog for naragtigt at ville paatvinge et Menneske sit Navn. +Hvis han sætter den Mine op engang til, skal jeg sige ham Sandheden, saa +den svider i hans Øjne! — Denne utaalelige Forurettethed! — Armenieren! +— Hahaha. „Ekscellence. De er den eneste Retfærdige“! Hahaha — +Jerusalems Skomager! — + + AKSEL + +Ja. Der ser du! — + + HENRIK + +Saa. Nu begynder jeg ogsaa! — Men du skal ikke smitte mig! — Regn ikke +med hvad jeg sagde. Jeg ber dig! Glem det! Det var jo min egen Skyld +ogsaa! Hvad du sagde om Armenieren passede nu heller ikke helt. Der var +kun en Fjerdedel sandt. Aah — — Jeg har sommetider et Raseri i mig, som +jeg ikke forstaar! Det skærer mig selv i Sjælen. Det er jo skændigt af +mig at bagtale ham! og skændigt af dig, at hidse mig! (Han iler opad +Trappen og gaar ind) + + AKSEL + + (kaster et Blik paa Korrekturen, som han bar i Haanden og læser med + et Smil, idet han gaar til sit Værelse) + +„Om Freden“! + + RAUM + + (under dette ved Sterns Dør, banker paa, stikker Hovedet ind) + + STERN + + (i Døren) + +Jeg vil ikke tale med nogen. + + RAUM + +Det er de to med Blikket og „det eftertænksomme Ben“. De gav mig dette +Papir. + + STERN + +Hvad for et Papir? (Tager det, ser paa det og leverer det tilbage) Jeg +vil ikke have noget med det Papir at gøre! Jeg vil ikke se de Mennesker +for mine Øjne. Og hør nu her Raum! Det er hændt engang, at Sekretæren +har hjulpet en Flygtning til Fronten. — Hvis det sker igen, skal han +meldes, saa Politiet kan transportere dem begge to bort! — Vi leger ikke +Krig her i Huset. + + RAUM + +Man kan jo nok blive underlig i Hovedet Herr Doktor i disse Tider. + + (Under dette er de to Mænd kommen ud af Venteværelset og staar lige + overfor Stern) + + DEN UNGE + +Vi har en Hilsen til Mesteren fra ham. + + STERN + +„Ham“. Jeg kender ikke „ham“ og vil ikke kende „ham“ og vil De forsvinde +hurtigst muligt med Deres „ham“. + + DEN UNGE + +Mester! Vil De ikke være med i den store Tid, som kommer? + + STERN + +Den store Tid. De skulde se at blive tør bag Ørene! + + DEN UNGE + +Det dybe og gode Folk skal fornye Verden! + + STERN + +Imbecile! Det er umuligt at gøre alle rige; men det er let at gøre alle +fattige. + + DEN UNGE + +De har selv forberedt den store Tid, som skal komme. Nu skal det være +Alvor med Revolutionen. + + STERN + +Gaa hjem og faa Patte hos Deres Mor, mit stakkels Barn. Og kom tilbage, +naar De har lært at knappe Deres Bukser, saa kan vi tales ved, om den +store Tid. + + DEN UNGE + +Er dette Dem, Mester! + + DEN GAMLE + +Den store Tid — det er Hævnens Tid, Doktor Stern! + + DEN UNGE + +Retfærdighedens og Kærlighedens Tid! + + STERN + +Mit Barn! Faa ikke en gammel Mand til at græde; men prøv paa at blive et +skikkeligt Menneske og vogt Dem for den gamle Ahasverus der! (Slaar +Døren haardt i bag sig) + + DEN GAMLE + +Han har for længe spist Millionærmad! Han skal vogte sig, at hans eget +Hoved ikke kommer til at springe! + + DEN UNGE + +Jeg er saa skuffet, Far! + + DEN GAMLE + +Er du skuffet, saa har han Ret, saa er du endnu ikke tør bag Ørene, +Pattegris! (Stavrer mod Baggrunden, fulgt af den unge) + + Tæppet. + + Fru Sterns Dagligstue. Et Flygel tilhøjre. Sofa, Bord, Stole + tilvenstre. Dør paa begge Sider. I Baggrunden staar store Vinduer + og en bred Glasdør aabne til en Balkon. Man ser Søen og de fjerne + Bjerge. + + FRU STERN + + (sidder i Morgenkjole og lægger Kabale. Hun ryger en stor Cigar, som + hænger i hendes ene Mundvig. Hun nynner alt imens: „I bie mig + vel“. — Hun lægger op til en ny Kabale. Stanser midt i det og + synger højere: „I bie mig vel“. Hun støtter Hovedet i Hænderne, + græder et Øjeblik og nynner igen. — Det banker — Hun tager hurtig + Cigaren ud af Munden og skjuler den i den hule Haand) + +Kom ind! + + HENRIK + + (kommer fra højre) + +Forstyrrer jeg Mor? + + FRU STERN + +Aa er det dig, min Dreng. Nej hvor kan du tro. (Tager Cigaren frem) Jeg +blev skam helt bange — aa ikke for nogenting — Stern kan bare ikke lide, +at jeg ryger Cigar. — (Stikker den i Munden) Du kan maaske heller ikke +lide det? (Tager den prøvende ud af Munden) + + HENRIK + + (en Smule uvilligt) + +Mor maa gøre ganske, som hun vil. + + FRU STERN + +Det kan ogsaa godt være det samme. (Kaster Cigaren i Kaminen, skønt +Henrik gør en afværgende Bevægelse) Men du skal da ryge, min Dreng! +(Tørrer hastigt sine Øjne og lægger Kabale) + + HENRIK + + (staar ved Balkonen og ser ud) + +Nej — Hvor er her dog dejligt — og hvor det gør rolig at se! — De fjerne +Bjerge af Staal og Sølv og alligevel saa luftige som om de svævede. Og +den straalende stærke og dybe Sø! Ikke sandt, Mor? + + FRU STERN + + (uden at se op fra Kortene) + +Jo. + + HENRIK + +_Der_ bagved Bjergene gaar Mordmaskinen Dag og Nat! Dag og Nat, og +Menneskebølgerne vælter mod hinanden med blodigt Skum. Og her — denne +Fred over al Forstand! Ja er her da ikke dejligt? + + FRU STERN + + (stadig uden at se op) + +Her — jo ganske dejligt! — (Hun nynner) I bie mig vel. (Tørrer sine +Øjne) + + HENRIK + + (vender sig) + +Er der noget ivejen, Mor? + + FRU STERN + +Ingenting. — Jeg er bare kommen til at længes saadan efter en Rugmark +med Kornblomster og Valmuer idag. — (nynner ganske sagte) I bie mig vel! +Der er da dejligt hjemme ogsaa! Jeg synes Livet var saa underlig +naturligt i Doktorboligen hos Far og Mor. + + HENRIK + +Ja. Hjem maa jeg engang! + + FRU STERN + +De smaa gamle Bondehaver er da ogsaa rare, hvor man næsten sad fast i +Frodigheden mellem Æbler og Ribs og Blomster. Jeg kan saamænd godt +længes efter en Tørvemose og en Mødding bag Huset med Kyllinger. Og +Træskotrin paa Vejen! — Skønt det da ikke er noget særlig kønt. Synes du +ikke der er noget saa _levende_ ved alting hjemme. De lave lange Huse +med Straatagene, som saadan nogle rare, gamle lodne Dyr. — (nynner) I +bie mig vel! — Vi havde det egentlig vidunderlig godt de Aar, vi boede +hos Far og Mor vi to — efter Vendels Død. Kan du huske (nynner) I bie +mig vel. + + HENRIK + +Ja — Jeg har da nogle Minder. + + FRU STERN + +Jeg tror for Eksempel ikke Stern har Minder. + + HENRIK + +Ikke? Jeg husker, det var dengang, han kom og besøgte os først. + + FRU STERN + +Jeg ved ikke, hvad det er med den Sang? (Tørrer Øjnene) Kan du ikke +hjælpe mig at komme paa Ordene. — I bie mig vel. Det er Omkvædet. + + HENRIK + + (ryster paa Hovedet) + + FRU STERN + +Den er saa smuk! + + HENRIK + +Jeg husker paa en Maade bedre Tiden, før Far døde. Jeg husker jeg red +paa hans Knæ og holdt i hans lange Knebelsbarter som Tømme. Var han ikke +meget mild? + + FRU STERN + +Hvem? — Naaja — det var han. + +Sig mig! Har du saa faaet Svar fra det Firma? + + HENRIK + +Ja — det gaar i Orden. Jeg har en saa levende Følelse af, at han var +netop, hvad man kalder et godt Menneske. + + FRU STERN + +Hvem — Vendel mener du — ja det var han. + + HENRIK + +Det var det sidste Ord, han sagde til mig paa sit Dødsleje: Bliv et godt +Menneske, min Dreng. — Det har gjort et saa mærkelig dybt Indtryk paa +mig. — Maaske fordi det falder mig saa svært. + + FRU STERN + +Du er da god nok Henrik. Naa men jeg er glad over, at det gaar i Orden +med Firmaet. Saa kommer Mary da herover? + + HENRIK + +Ja! — — + +Stern vrængede engang af det, da jeg fortalte ham det. „Hvad er det for +noget, et godt Menneske,“ sagde han. Ja jeg kunde jo ikke svare. Det er +underlig med saadan et Ord, som ikke er dybsindigt — alligevel virker +det saa dybt. Har du endnu nogen Tro, Mor? + + FRU STERN + +Jeg ved knap nok, Henrik. Jeg holder af de gamle Sange fra Barndommen. — +De gør mig sommetider godt. + + HENRIK + +Du maa synge dem for mig engang. — Inden i mig er der bestandig noget, +der vrænger ad det milde og troende og Drømmeriet, som jeg har fra Far +og fra dig vel med. Det er vel Sterns Indflydelse, hans Skarpsyn og hans +Menneskeforagt! Jeg føler den som noget fremmed, der har skaaret sig ind +i mig. Det er en evig Strid mellem Tro og Tvivl. Jeg er som de to Røvere +paa hver sin Side af den Korsfæstede. Kunde de komme til, saa dolkede de +hinanden. + + FRU STERN + +Nu synes jeg, du er for haard mod Stern. — Eli, som er saa uenig med +ham, siger at han har lært hende meget. + + HENRIK + +Er jeg haard mod ham? — Nej. Jeg tror egentlig du er meget haardere. Jeg +forstaar godt, at han er bleven som han er. Det er en grusom Ubillighed, +at det som er Ret for andre ikke er Ret for ham, at enhver Ting, som han +gør, bliver værre, fordi det er ham! Altid er der et Plus til det gale +og altid et Minus fra det gode! Det oprører mig! Du maa tro, det har +gjort mig bittert ondt, at jeg er kommen til at krænke ham. + + FRU STERN + +Igaar kunde jeg slet ikke være ked af nogen Ting, saa jeg bar mig nok +temmelig galt ad. Men jeg vilde jo gerne, at der skulde være lidt Fred i +Huset. Ogsaa for Tjenestefolkenes Skyld! + + HENRIK + +Men hvad skal jeg gøre! + + FRU STERN + +Lad bare som ingenting. Tal ikke om det og vær venlig. + + HENRIK + +Jeg vil gerne være venlig. Han har altid været det mod mig. Men jeg ved +ikke, hvordan jeg skal forklare ham det, for det bliver jeg nødt til. + + FRU STERN + +Endelig ikke forklare nogen Ting. + + HENRIK + +Men det er nødvendigt. + +Jeg kan jo forstaa, at ikke alting er helt godt her i Huset. Skulde jeg +nu blot gøre det værre for dig? + + FRU STERN + +Aa jeg har saamænd ingen saadan Grund til at klage. — Jeg har det +egentlig rigtig godt. Stern er jo saa — du ved, der er jo ikke noget +hyggeligt ved ham. Han kan ikke saadan smaavrøvle som vi andre og have +det rart — det er bare store Ting; men han er jo saa umaadelig klog. Og +der er da ogsaa en Masse godt ved ham. + + HENRIK + +Det ved ingen bedre end jeg. + + FRU STERN + +Har du ikke en Cigar? + + HENRIK + + (byder hende) + + FRU STERN + + (tænder) + +Du maa endelig ryge selv. + + HENRIK + +Jeg har Indtryk af, at I næsten ikke er sammen. + + FRU STERN + +Ikke meget. — Han har jo saa meget at gøre. + + HENRIK + +Saa forstaar jeg knap nok, hvad der har bunden dig til ham i de lange +Aar. + + FRU STERN + +Aa vi har jo Gerda og Eli er jo sød imod mig og saa holder han jo saa +meget af dig! Og det er jo da ogsaa noget at være Fru Stern forstaar du, +og jeg har det jo rigeligt og godt. Naar han bare vilde tage mig med ud +i Selskab. + + HENRIK + +Gør han da ikke det? + + FRU STERN + +Sjelden og nødigt! Hvad tror du han regner os Kvinder for? Han har ikke +Brug for noget Hjem. Han skal have en Scene og et Publikum. (ler med en +brutal Latter) Han synes vist egentlig, han er en altfor stor Mand til +at være gift! Naar han kommer ind i Salen, forstaar du. „Her kommer den +store Stern!“ Det passer ham ikke at have Kællingen under Armen. + + HENRIK + +Nej men Mor dog — Det er da ikke noget Liv! + + FRU STERN + +Aaja hvad. Du forstaar sommetider — saa kommer jeg jo ud og saa er det +morsomt, saa er jeg jo Fru Stern. Og nu da du er kommen saa bliver det +nok altsammen bedre. — + + HENRIK + +Jeg er bange for at det bliver værre. Jeg er bange for, at det bliver +rent galt. Jeg har allerede talt med ham og det gik ikke godt. + + FRU STERN + +Jamen lad dog for Guds Skyld være! + + HENRIK + +Ja men Mor — + + FRU STERN + + (har lagt Cigaren) + +Der er slet ikke noget men — Henrik — Tal bare ikke om det og vær venlig +— saa gaar det Hele. Du maa endelig ikke bryde dig om hvad jeg siger — +Jeg har det saamænd rigtig godt, som jeg har det. Saa for min Skyld — + + HENRIK + +Dette er jo heller ikke for din Skyld — + + FRU STERN + +Jeg forsikrer dig, at du er det eneste Menneske i Verden han bryder sig +om. — Du kan faa ham aldeles som du vil. Han holder forfærdelig meget af +dig. + + HENRIK + +Alt dette tvivler jeg slet ikke om. + + FRU STERN + +Lad os dog ikke tale mere om det. Hvorfor ryger du ikke? Jeg skal ikke +ryge mere. Jeg kan se, at du ikke kan lide det. — Jeg skal i det Hele +taget gøre mit Bedste. + + HENRIK + +Jeg tror ikke rigtig Mor forstaar, hvad jeg mener. + + FRU STERN + +Jo jeg forstaar det saa godt. (Kort Tavshed) Bare jeg kunde komme paa +den Sang. Der er Omkvæd efter hvert Vers — — I bie mig vel! (gaar til +Pianoet, slaar en Akkord an, spiller og synger; men denne Gang +anstrengt, uden Stemning) I bie mig vel! + + HENRIK + +Jeg bliver nødt til at forklare dig det. + + FRU STERN + + (vender sig forskrækket) + +Hvad da? + + HENRIK + +Jeg kan ikke forraade min Fars Navn. + + FRU STERN + +Nej — men hvad mener du? + + HENRIK + +Jeg kan ikke kalde mig Stern. + + FRU STERN + +Vil du stryge det helt. Aa det maa du ikke, Henrik. Vi bliver saa +fortvivlede. — Hvorfor i Alverden — nu har du heddet det i tyve Aar. + + HENRIK + +Det var en Fejl I begik dengang, Mor! + + FRU STERN + +En Fejl! + + HENRIK + +At I fik mig til at tage Sterns Navn. + + FRU STERN + +Du vilde det selv, Henrik. — Det var dig selv. Vi spurgte. Du var saa +glad for det. + + HENRIK + +Jeg var kun ti Aar Mor, og jeg maa gøre det om igen, for det var en +Uret. + + FRU STERN + +Uret mod hvem? + + HENRIK + +Mod min Far! + + FRU STERN + +For en død Mands Skyld vil du nu gøre os allesammen ulykkelige. Jo vi +bliver ulykkelige. Jeg er dog et levende Menneske; men det bryder du dig +ikke om. + + HENRIK + +Jeg kan ikke forstaa, at du kan tage dig det _saa_ nær. — Græd nu ikke +Mor! Lad os tale roligt om det. — Det er en Beslutning, som langsomt er +modnet. — Jeg har i de sidste Aar aldrig kunnet skrive til ham af den +Grund. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde kalde ham. En Dreng kan bruge +Ordet Far. En voksen Mand ved, hvad det er værd. + + FRU STERN + +Hvis du vidste, hvad jeg har maattet lide, fordi du aldrig skrev til ham +og bare til mig. Han troede, at det var mig, som ikke undte ham dig. +Hver Gang jeg fik Brev, var der et Helvede. + + HENRIK + +Saa maa vi jo faa den Sag klaret, og hvis du ikke kan forstaa min +Følelse, saa maa du forstaa den rene Fornuft. Det gælder den Stilling, +jeg nu kan faa. + + FRU STERN + +Din Far er allerede saa bedrøvet, som jeg aldrig har seet ham. + + HENRIK + +Min Far! Min Far! + + FRU STERN + +Naaja. + +Aa hvorfor vil du dog krænke ham, Henrik. + + HENRIK + +Han er ikke min Far og hver Gang du kalder ham det, skal jeg krænke ham +og hver Gang han kalder sig det selv, skal jeg krænke ham. Jeg skal faa +det Ord til at dø paa jeres Læber. + + FRU STERN + +I ti Aar kaldte du ham det hver Dag og hvordan har han ikke været imod +dig! Hvilken Far kunde være som han. — Gør os ikke ulykkelige. Lad det +være som før. Behold hans Navn og kald ham Far. + + HENRIK + +Og hvad tror du min Far vil synes om det Forræderi? + + FRU STERN + +En død Mand! + + HENRIK + +Du skal ikke stjæle Retten fra en død Mand. Fordi du er troløs mod hans +Minde, skal jeg ikke være det. Hvis min Far er en død Mand, saa bliver +han dog ved i al Evighed at være min Far! + + FRU STERN + +Henrik! + +Stern er din Far! + + HENRIK + +Dette er ikke noget at lave Ordkunster med! — Det er en daarlig Spøg! + + FRU STERN + +Gud tilgive mig Henrik. Det er ingen Spøg. Du er hans Søn. + + HENRIK + +Tag den Løgn i dig igen! + + FRU STERN + +Aa gid det var Løgn! + + HENRIK + +Og min Far da? — Hvad han? — Du begriber ikke, hvad det betyder — Derfor +tror du, du kan sige det. Tag det i dig igen! + + FRU STERN + +Om jeg kunde! + + HENRIK + + (tæt hen til hende) + +Ved du hvad du gør. Du myrder en død Mand! — Du myrder ogsaa mig! (vil +ud, men vender sig i Døren og kommer tilbage) + +Sig at det er Løgn! (Bedende) Sig at det er Løgn, Mor! + + FRU STERN + + (skjuler Ansigtet i sine Hænder) + + HENRIK + +Aa du vil gøre mig gal! + + FRU STERN + +Henrik. Henrik! + + HENRIK + +Hvordan er det muligt? Aah — Løgn, Løgn, Løgn! Hvordan — aa det er jo +umuligt! + + FRU STERN + +Det er Sandheden, Henrik. Den frygtelige Sandhed! + + HENRIK + +Du kendte ham jo ikke. Aa jeg bliver gal. — Han kom jo først ti Aar +efter til Landet. + + FRU STERN + +Det var paa et Besøg i Udlandet! — en Kongres. + + HENRIK + + (holder Hænderne for Ørene) + +Et Besøg — jeg! — Hvad — Fjorten Dage! — Otte Dage! — _en_ Dag! Hvad? — +nok til mig! + + FRU STERN + +Han var som en Konge imellem os og alle forgudede ham. Henrik — Ingen +kunde modstaa ham. + + HENRIK + +Aa det er modbydeligt. Over al Forstand væmmeligt — Og han — min — hvad +skal jeg kalde ham — den anden, som ikke — som ikke længer kommer mig +ved. Han — som I bedrog — vidste han det? + + FRU STERN + +Jeg ved det ikke. + + HENRIK + +Mer! Mer! — Du store Gud! — Ulykkelige Mand, som spildte sin Kærlighed +paa en Skifting! + + FRU STERN + +Aa tænk ikke paa ham Henrik — tænk ikke paa ham! Jaja jeg ved godt, +Skylden er min, men han var ikke det Ideal, som du tror, Henrik — Det +maa du ikke tro længere — for din egen Skyld. — + + HENRIK + +Den døde Mand ikke? Bagvask ham bare! Han svarer ikke! + + FRU STERN + +Det er jo bedst, Henrik, at jeg siger dig Sandheden om ham nu. + + HENRIK + +Ja ja. Sandheden. Den hadefulde Sandhed som om han var levende. Eller +bedre endnu, som om han var død! Den eneste som holdt af ham var jeg og +det er forbi. Farvel med ham! Aa det er jo Vanvid! + + FRU STERN + +Han var god mod dig, det nægter jeg ikke; det var han; men han var en +svag og uselvstændig Mand, Henrik — saa paavirkelig — Stern kaldte ham +altid „den ædle Lirekasse“. + + HENRIK + +Gjorde Stern? Haha! Det gør godt at høre, hvad Stern kaldte ham! Aah det +er skønt. — At du vover! + + FRU STERN + +Det var ialtfald Vendels Ideal at komme til at ligne Stern i Et og Alt. +Det er for din Skyld jeg siger det, Henrik. — Han drak ogsaa. + + HENRIK + +Aa Gud i Himlen. Slaa ham bare i Ansigtet. Jeg slaar med! Spyt bare paa +ham! Jeg spytter med! Myrd ham bare ned Tomme for Tomme. Aldrig var +nogen saa død som han! Saa lad os danse paa hans Grav, Du og Stern og +jeg! (atter mod Døren; men vender tilbage) Hvad var det du sagde? Han +var paavirkelig, sagde du, ikke sandt? Det er jeg ogsaa! Det har jeg jo +fra ham. — Fra ham? — Hahaha. Haahaahaa — (Han bryder sammen i Hulken) + + FRU STERN + +Om Forladelse, Henrik. Omforladelse. Tilgiv mig! — Tilgiv din Mor. + + HENRIK + +Ja. Javel! — Jeg snakker sort! Men jeg da! Hvem er jeg! Hvad har du +gjort mig til? — Er jeg — en — Aa. — Nu forstaar jeg det altsammen. Nu +forstaar jeg, at jeg foragter mig selv helt ind til Marven! Og jeg +væmmes ved mit eget Legeme og jeg hader min egen Sjæl! — Det er godt, +ikke? Det er godt at være Menneske paa den Maade? Jeg takker dig Gud, +som har forraadt mig og knust mig i det Øjeblik, jeg blev født. + + FRU STERN + + (kaster sig foran ham og omklamrer hans Knæ) + +Tilgiv mig, Henrik. Tilgiv din Mor. — Tilgiv din ulykkelige Mor! + + HENRIK + +Farvel Mor — Farvel Mor — Rejs dig. + + FRU STERN + + (rejser sig og vil omfavne ham; men han holder hende tilbage) + + HENRIK + +Jeg gaar istykker forstaar du. Hvad er jeg for En. Er der ikke En, der +vil slaa mig ihjel? — Ja. — Farvel! + + STERN + + (kommer fra venstre) + + HENRIK + + (truende lige foran ham) + +Aldrig! (gaar ud) + + STERN + +Hvad — Henr— (Mælet svigter ham) + + FRU STERN + + (er sunket sammen med Hovedet paa sine Arme ved Bordet. Ser op et + Øjeblik) + +Han ved det. + + STERN + + (hæst) + +Hvad. + + FRU STERN + +Altsammen! Nu har du faaet din Vilje, som du har pint mig med — i tyve +lange Aar! — Og nu hader han os begge — det har du fortjent! + + STERN + +Hvorfor sagde du det ogsaa netop nu! + + FRU STERN + +Aa Gud i Himlen hvor er jeg ulykkelig — Aa hele vort Liv! hele vort Liv! +min arme Dreng! (springer op) Henrik! + + HENRIK + + (er kommen tilbage. Truende) + +Fred! Dette er Vold, dette er Had, dette er Krig. Inden i mig stod der +to med Kniv mod hinanden. Altid! Men nu er de enige. Forstaar du — nu +har de Fred. + + STERN + +Henrik! — + + HENRIK + + (flammende) + +Aldrig! (Han gaar) + + STERN + + (hæst, med sitrende Læber) + +Ogsaa han! — + + FRU STERN + + (grædende ved Døren) + +Aa. Han hader baade dig og mig. (Kalder ud) Henrik! + + STERN + +Ogsaa han! — Min Søn! Jeg skal da ikke spares for noget! — Det er _dig_, +jeg kan takke for dette! + + FRU STERN + + (støtter sig til Bordet) + +Nej dig selv! Og mest hader han dig! Og det gør jeg ogsaa! + + STERN + +Javist! Javist. Hvem hader ikke mig mest! (vender sig brat og gaar) + + FRU STERN + + (slæber sig ud paa Balkonen. Kalder) + +Henrik. Henrik! Henrik — Aa han hører ikke. — Han flygter fra sin Mor — +— Han flygter for sin Mor — Aa Gud i Himlen, hvor er jeg ulykkelig — Min +arme Dreng! (Hun synker sammen) + + Tæppet. + + + + + TREDIE AKT + + + I Gaarden. Morgenen nærmer sig; men der er endnu Stjerner paa Himlen + og Bjergene staar i Maaneklarhed. Den store Buelampe ved Trappen + er tændt. Det banker paa Porten. Aksel kommer fra sit Værelse og + aabner den. Professor Lyng træder ind. De gaar frem mod Forgrunden, + saa de kommer ind i Lyset. + + PROFESSOREN + +Ja det er en underlig Tid, jeg kommer paa, Aksel; men jeg saa, at der +var Lys hos dig, og havde du sovet, saa havde jeg nok vækket dig +alligevel. + + AKSEL + +Jeg har ikke været iseng inat. Her er skeet noget alvorligt. Henrik har +forladt Huset og er ikke kommen tilbage. + + PROFESSOREN + +Vi har hørt det. Vi rejste nemlig ikke til Byen, men gjorde en Udflugt +og tog saa ind paa Hotellet hernede. Er du alvorlig bekymret? + + AKSEL + +Naturligvis er jeg bekymret; men jeg kan dog ikke tro andet, end at han +kommer. + + PROFESSOREN + +Ja lad os haabe det! Naa, men Mor og jeg har altsaa besluttet os til at +gaa til Byen istedetfor at køre. Apostlenes Heste har godt af at blive +rørt engang igen. Derfor er vi saa tidligt paafærde. Og hvad jeg vilde +spørge dig om er dette: Har du ikke Lyst til at følge med os hjem? + + AKSEL + +Ak jo. Hellere end gerne; naar dette med Henrik blot er overstaaet. + + PROFESSOREN + +Endnu om tre Dage kan du træffe os i Geneve paa vort lille Hotel, som du +kender. Og saa haaber jeg bestemt at du kommer, for dette her er jo ikke +rigtig godt. Synes du vel? + + AKSEL + +Hvad mener du? + + PROFESSOREN + +Jeg mærker jo, hvordan det er fat — og det er ikke rigtig godt, synes +jeg, at du gaar her og hader en Mand, naar du er i hans Brød og dog +faktisk har al mulig Grund til at takke ham. Vel? Det er ikke rigtig +„reggederligt“. + + AKSEL + +Jeg ved det godt. + + PROFESSOREN + +Jeg har tænkt en Del over Sagen igaar og inat. Og det er jo dig, som er +paa den gale Side. Det maa du jo se; men nu er det saadan fat med mig, +at jeg synes ogsaa jeg har Skyld. + + AKSEL + +Har du? + + PROFESSOREN + +Jo dette hjemløse, som du finder ved ham, — det at han ikke har noget +Samfund i Ryggen, og det er jo en stor Ulykke, det kendetegner jo paa en +Maade ogsaa dig selv. Jeg tror Barndommen betyder uhyre meget. Det at +vokse op i Forstaaelse med Naturen og Menneskene, det er det egentlige +gode Grundlag for Livet; men jeg er bange for, at du har faaet en Splint +i Øjet i en Tid, hvor man helst skal se venligt og klart. — Jeg er glad +over, at du hører saa sagtmodigt paa mig. + + AKSEL + +Jeg er saa fortvivlet, Onkel Ejnar. Jeg er bange for, at det er min +Skyld, at det er gaaet galt med Henrik paa en eller anden Maade. + + PROFESSOREN + +Lad os nu haabe det bedste. Hvad jeg bebrejder mig selv er, at jeg ikke +tog dig i Huset, da din Far døde. Vi var rigtignok seks i tre smaa +Værelser; men man siger jo, at hvor der er Hjerterum er der ogsaa +Husrum, saa det maa vel være Hjerterummet, det har knebet med, og det er +jeg ikke videre stolt af. + +Saa sees vi altsaa i Geneve og prøv nu paa at komme herfra paa en +„reggederlig“ Maade i Venlighed og Mindelighed, for dette Hus er jo dog +_hans_ Hjem. + + AKSEL + +Hvis Henrik blot kommer, skal alt være godt. + + PROFESSOREN + +Du maa jo forstaa, at der er Krigsluft i dette og engang maa vi dog +hitte frem til den gode Menneskelighed. Naar de, du har seet dig ilter +paa, sætter deres Rigdom og Stolthed ind paa at genoprette deres Land, +vil det maaske lyse. — Vi maa alle blive bedre Mennesker Aksel. + + AKSEL + +Jeg synes der kom nogen. (Lytter) Nej. Det er forfærdeligt, hvis jeg har +nogen Skyld i dette. — (gaar op og ned i Angst) Vi fægter Allesammen i +Blinde og rammer den, som vi ikke vil. Jeg er naturligvis ogsaa selv en +Røver, som er faldet mellem Røvere. + + PROFESSOREN + +Røvere og Røvere, det er nu saa strengt! — Selv kan jeg jo ikke saadan +med Stern. Vi er stemt i forskellig Tonart, og det tager jo paa +Nerverne. Havde han bare ligget paa Bleg et lille hundred Aar ved +Øresund, saa havde han saamænd været lige saa god eller daarlig som vi +andre. Men som han er, saa er han jo dog en mærkelig Mand. Jeg har gaaet +og seet paa, hvad han har lavet her. Igaaraftes var vi paa Broen over +Kløften — Jo, den bliver selv om Krigen har sprængt alle de andre og kan +du ikke se, at der alligevel er en Drøm i den. — Det bilder jeg mig da +ind — en fin Drøm fra et skjult Sted i hans Hjerte: _om at binde +sammen!_ En Bro er det jo ialtfald og han har skænket den. Ja jeg ved, +hvad du tænker: Forfængelighed! men jeg er nu gammeldags og hvor jeg +møder det Gode lader jeg det gælde. Det værste ved Livet er, at Djævelen +altid er paa Spil og gerne lister sig til at sætte sin Signatur paa de +gode Gerninger ogsaa. Men jeg vil ikke lade mig narre af den Skelm. Jeg +lader det gode gælde, saa længe som muligt, ellers saa det altfor sort +ud i denne sørgelige Verden. + +Ja det blev et helt Foredrag. Jeg har da ogsaa indstuderet det grundigt, +kan du tro. + + (Gerda er kommen fra Porten og er hastigt gaaet til Trappen) + +Naa, nu siger jeg dig Farvel og paa Gensyn. Det lysner allerede, saa Mor +venter mig for at gaa. + + AKSEL + +Ja det lysner Gud ske Lov. Saa stiger ogsaa Modet. Farvel Onkel og Tak +og paa Gensyn. (Følger ham ud og vender straks efter tilbage.) + + GERDA + + (er bleven staaende paa Trappen) + +Hvad var det for et gammelt Sludrehovede? + + AKSEL + +Det var min Farbror. + + GERDA + +Saa passer det vist udmærket. Han bøvsede af lutter Selvbehagelighed. + + AKSEL + +Han er ialtfald velmenende. + + GERDA + +Det bilder De Dem jo ogsaa ind, at De er. Naa. Sig mig, om der blev sagt +noget igaaraftes? Var de vrede over, at jeg ikke kom hjem? + + AKSEL + +Ærlig talt tror jeg knap nok der blev lagt Mærke til det. + + GERDA + +Naa? Ja, jeg gaar iseng. — De kan tro jeg har haft det storartet! — Ih +du gode Gud, hvad har jeg ikke oplevet. Jeg har set døde Mænd ligge i +hele Bunker i Maaneskin. Frygtelig uhyggeligt! Jeg synes Krigen er +storartet og vældig sjov er den ogsaa. Bare den ikke holder op! + + AKSEL + +Der er vistnok Fare paa Færde nu! + + GERDA + +Jeg rejser imorgen efter Frokost igen. — Vi gifter os nemlig. De ved, +han, Jenkins, Millionæren og jeg. + + AKSEL + +Dyden belønnes! + + GERDA + +Aa jeg synes nu ikke De har faaet tilstrækkeligt, for De er da dydig. +Ikke? — Ved De hvad jeg engang har seet. Jeg har seet en Moralist i bar +Skjorte. Det var et kønt Syn! Godnat! + + AKSEL + +Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan kappes med Dem i Vid netop nu. Der +er skeet alvorlige Ting her i Huset. Deres Mor er syg og Deres Far i det +sorteste Humør. Han har faaet et Anfald af sin gamle Galdestenslidelse. + + GERDA + +Uf! Det var da et rædsomt kedeligt Hus. Saa vil jeg hellere rejse +straks! + + AKSEL + +Deres Bror kom hjem iforgaars; men han gik bort i Gaar Middags og har +ikke vist sig senere. Der har De Grunden til Husets særlige +„Kedelighed“. + + GERDA + +Hvad er der ivejen med ham? + + AKSEL + +Ingen ved det. Vi har søgt efter ham allevegne, men forgæves. + + GERDA + +Tænk, saa faar jeg ham maaske aldrig at se! + + AKSEL + +Vi maa jo haabe, at han kommer. Han vilde gaa en Tur, siges der, og har +saa maaske besluttet sig til at overnatte et eller andet Sted. + + GERDA + +Aah — er det ikke mere spændende? + + AKSEL + +Forhaabentlig ikke! + + GERDA + +Ja, det er et forfærdelig kedeligt Hus! Og Papa i frygteligt Humør! Saa +gaar jeg. Jeg bliver nødt til at faa et Automobil. + + AKSEL + +Men skal jeg da ikke sige noget til Deres Forældre? Deres Mand. Hvad +hedder han? Kommer De ikke med ham og forestiller ham? + + GERDA + +Næh — Han hader Papa og alle den Slags! Jeg skal skrive til _Mama_. + + AKSEL + +Det er ikke netop min Bestilling at tage Vare paa Deres Papas ulykkelige +Privatliv. Men jeg synes alligevel, at dette er et temmelig stivt +Stykke! + + GERDA + +Det kan jeg da ikke gøre ved, at han hader Papa. Alle Mennesker hader jo +hinanden. Det maa Papa virkelig kunne forstaa. Han vil jo, at alle +Mennesker skal være sig selv og det kan De tro Jenkins er. Uf! De er da +ogsaa Verdens kedeligste Menneske! I skulde være henrykte over, at jeg +overhovedet kommer her og De har ikke engang ønsket mig til Lykke. + + AKSEL + +Hm. Hvis en Moralist nu hviskede Deres stakkels ulykkelige Mand noget i +Øret. Hvad saa? + + GERDA + +Ja. Hvad tror De? + + AKSEL + +Ikke godt at vide! + + GERDA + +Jeg tror Moralisten vilde faa et Par paa Torsken. Min Mand er nemlig en +Gentleman, skal jeg sige Dem. + + AKSEL + +Ha! Er han ovenikøbet det, den stakkels Mand! + + GERDA + +Uf jeg ærgrer mig! Jeg havde glædet mig saadan til at fortælle om alt +muligt, og jeg havde de dejligste Presenter med til jer allesammen! +Pikkelhuer og Granatstumper! Nu er det Hele spoleret. — Til Dem har jeg +en giftig Gasmaske! Den skal De faa! (vil aabne sin Taske) + + STERNS STEMME + + (fra højre) + +Raum! — Raum! + + GERDA + + (dæmpet) + +Farvel med det samme! (Skynder sig ud. Tasken glemmer hun) + + STERNS STEMME + +Er der nogen? + + AKSEL + + (venter til Gerda er borte) + + STERNS STEMME + +Er der nogen? + + AKSEL + + (gaar til Døren) + + STERN + + (aabner) + +Jeg kalder og kalder! men ikke et Menneske bryder sig om det! (Han +kommer frem i Døren) Naa er det Dem? + + AKSEL + +Herr Doktor. De burde neppe staa op. + + STERN + +Det er saamænd ligemeget. Gamle Mænd bliver syge. Det hører til. (Han +sætter sig. Ser spørgende paa Aksel) Naa? + + AKSEL + +Han er desværre ikke kommen. + + STERN + +Naa! (Tier lidt) Ja hvad saa? + + AKSEL + +Forhaabentlig er han bleven forsinket paa en eller anden Maade og har +taget Natteophold undervejs. + + STERN + +Formodentlig. — Vil De slukke den Lampe? De ser, det er snart Dag. + + AKSEL + + (slukker. Det er Morgendæmring) + +Ja, jeg stod netop i Begreb med at begive mig afsted igen. + + STERN + +Naa ja. Og Raum? — Hvor er han? + + AKSEL + +Han er vistnok allerede gaaet. + + STERN + +Naa. + + AKSEL + +Men før jeg gaar, vilde jeg gerne vide, om Doktoren kan give mig +nogenslags Oplysninger til Vejledning? + + STERN + +Hvad Slags Oplysninger? + + AKSEL + +Fru Stern ved intetsomhelst til Forklaring; men tror ikke desto mindre +det værste. + + STERN + +Det værste? + + AKSEL + +At han selv — + + STERN + +Nej! Saa dum og svag er min Søn ikke! + + AKSEL + +Men kunde der da tænkes nogensomhelst Grund? + + STERN + +Nej. Der har været — der var været en ubetydelig Divergens — men aldrig +i Verden det! — Som Dreng var Henrik sommetider trodsig. Han har svært +ved at bøje sin Vilje. Engang forlod han Huset, blev borte om Natten. +Næste Dag fandt vi ham paa et Hotel ved Kysten. Jeg tænker dette er +noget lignende. + + AKSEL + +Det haaber jeg ogsaa. + + CHAUFFEUREN + + (kommer ilsomt gennem Porten. Aksel gaar ham imøde) + +Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller dæmpet til Aksel) + + AKSEL + +Det er godt. (Chauffeuren gaar) + + STERN + + (har med Vanskelighed rejst sig) + +Naa hvad saa? + + AKSEL + +Han siger, at Ingeniøren kommer om et Øjeblik. Han mødte ham paa Vejen +lige herhenne og spurgte om han vilde køre med; men han vilde gaa. Han +led af Hovedpine, sagde han. + + STERN + + (synker tilbage i Stolen) + +Naa — der kan De se! Der var ingen Grund til at skræmme Livet af mig! + + AKSEL + +Jeg vil gaa ham imøde. Vil Doktoren tale med ham? + + STERN + +Jeg vil iseng! Han kan jo komme og tale med mig. (Han ømmer sig) + + AKSEL + + (vil hjælpe ham op) + + STERN + +Tak! Jeg kan selv. (Han gaar til sit Værelse. Vender sig flere Gange om +for at se mod Porten, bliver et Øjeblik staaende i Døren og venter. Der +bankes. Henrik kommer tilsyne. Først da gaar Stern ind) + + HENRIK + + (kommer. Bleg, træt, forvildet) + + AKSEL + + (imod ham) + +Menneske, hvor har du gjort os bange! + + HENRIK + +Hyss vær stille! Jeg har gaaet i Bjergene. + + AKSEL + +Men hele Natten? — Aa, jeg har været saa bange for at det var min Skyld! + + HENRIK + + (sætter sig) + +Jeg havde Hovedpine. Jeg kan ikke blive af med den. Kan du skaffe mig +noget — Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Jeg er søvnløs. Det er mig +umuligt at sove og jeg _maa_ sove. — Veronal! + + AKSEL + +Du ser jo ud, som om du ikke kunde holde Øjnene aabne. Gaa dog iseng +Menneske. + + HENRIK + +Ja ja. Men skaf mig det straks, siger jeg, hvis du kan. Jeg vil sove. — +Det maa være stærkt, ellers nytter det ikke. + + AKSEL + + (ved Trappen) + +Jeg skal forhøre om der er noget i Husapotheket. — Men Henrik! — Du maa +være forsigtig. + + HENRIK + +Du har det med at passe paa dine Medmennesker! Tror du ikke jeg er +voksen? Tror du ikke jeg ved, hvor meget jeg kan taale. + + AKSEL + +Vent her saa længe. (Hastigt op og ind) + + RAUM + + (kommer fra Højre med sit Kluns og en Lygte) + +Aber Gott! Er det Dem, Herr Stern? + + HENRIK + +Raum? Gaa bare! Gaa! + + RAUM + +Ja „gaa, gaa“. Men Ingeniøren maa love mig ikke at sige noget til +Doktoren. (aander ud) Naa, det var da godt, at De kom, før jeg tog +afsted. Saa har jeg ikke det paa Samvittigheden. Jeg skulde været ud at +lede. + + HENRIK + + (ser opmærksomt paa ham) + +Hvor skal De hen, Raum? + + RAUM + +Det er paa Tide at drage, tænker jeg. + + HENRIK + +Hvorhen? + + RAUM + +Das Mädchen schimpft so furchtbar. Hun siger, at nu faar vi Tæsk. + + HENRIK + + (rejser sig halvt) + +Vil De — gaa i Krigen, Raum? + + RAUM + +Wenn das Vaterland ruft, muss man ja gehen. Habe ja kein Grund zu leben. +Habe auch nichts anderes zu geben. Drei Söhne schon gefallen. Das +Töchterlein vor Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger. +— Leben Sie recht wohl, Herr Stern. + + HENRIK + +Hvordan kommer De afsted? + + RAUM + +Aa, det er der altid nogen, der ordner. Jeg skal sammen med en hel Flok. +Lutter lustige Gesellen. Man bliver ung igen! Man faar Lov til at +strække Benene og skal ikke sidde og støve til i Krogen. De siger, det +er ikke saa farligt i Krigen, som man tror. De fleste lever! Ja mir +ist’s ganz egal! + + HENRIK + +Og der er Brug for Folk — og de kan komme til Fronten herfra? + + RAUM + +Ja, nu skal det store Slag staa, siger de. Spørg De bare Sekretæren. Han +kender til det hos dem paa den anden Side. Sender Flygtninge over +Grænsen og Frivillige. Sommetider flyver de til Fronten. + + AKSEL + + (kommer) + +Hvad gør De her, Raum, med Deres Tøj? + + RAUM + +Herr Ingeniøren kan forklare det. + + AKSEL + +Jeg kan ikke tillade Dem at gaa, uden at Doktoren ved det. + + HENRIK + +Det klæder dig ikke at optræde paa hans Vegne. Raum har Ret. + + RAUM + +Gaar De med, Herr Ingeniør? + + HENRIK + +Jeg hører vel til paa den anden Side, Raum! + + RAUM + +Ja natürlich. Ganz Recht! Ja skulde jeg komme til at staa overfor +Ingeniøren, saa skal jeg da skyde i Luften, for jeg har haft gode Dage +her i Huset, hos Doktoren og hans Familie. + + HENRIK + +Skyd bare, Raum, og hver Gang De ser en hjemløs Mand, saa sigt godt, for +hvis de ikke er de værste, saa har de det værst! + + AKSEL + +Hvad tænker du dog paa, Menneske? + + HENRIK + +Haha. Paa dig! — Paa dig! + + RAUM + +Ja Farvel, Herr Sekretær. Og Tak for mig. Jeg skilles i Venskab fra +alle. Das Mädchen wird wohl nicht mehr schimpfen und dann ist alles gut. +— Herzlichen Gruss til Herr Doktoren og Fruen og Frøkenerne. Gott mit +Euch Herr Ingeniør Stern! + + HENRIK + +Gud være med Dem, Raum! + + RAUM + + (gaar) + + AKSEL + +Vil den gamle Mand endelig dø, saa lad ham! Men gaa nu iseng, Henrik! +Gaa iseng! Din Søster kommer med Veronal. Hun vaagede hos din Mor. Gaa +blot iseng og hvil dig. + + HENRIK + +Jeg vil tale med Eli. — Jeg trænger ikke til at hvile. Jeg vil afsted og +du skal hjælpe mig. + + AKSEL + +Dette er Galskab Henrik! + + HENRIK + +Det er godt, at der er et Sted, hvor Mænd kan slaa hinanden ærligt +ihjel! Hvor det letter at tage sin Beslutning! Jeg er lysvaagen nu. +Ingen Hovedpine, det letter som naar Solen staar op. + + AKSEL + +Men i Himlens Navn. Hvorfor? + + HENRIK + +Det kan andre spørge om; men ikke du! + + AKSEL + + (heftigt) + +Det kan gerne være; men du er min Ven! Hvad vil du i dette modbydelige +Myrderi? Jeg er til Væmmelse træt af denne Krig. Ikke en Draabe Blod +mere vil jeg være med til at spilde! Ikke en Vens ialtfald! Ikke en +Vens! Alle er udpinte, skælvende, trætte til Døden. Hvad vil du dog der, +Menneske? + + HENRIK + +Jeg kommer med friske Kræfter. + + AKSEL + +Jeg besværger dig! Gør det ikke. Ligegyldigt, hvad jeg har sagt før. Det +Hele er Vanvid! Jeg kan ikke holde Illusionen ved Lige. Jeg _ved_ for +meget. Vi staar midt i Menneskehedens Fallit. Red sig, enhver som kan. + + HENRIK + +Hvis Menneskeheden er fallit, hvorfor skal jeg saa redde mig. — Jeg +redder mig selv ved at gaa med. + + AKSEL + +Tal ikke saadan! Efter alle disse Aars Erfaring! Ikke engang de Gale vil +melde sig frivilligt nu! + + HENRIK + +Saa forund mig den Ære at være den sidste Gale! og er du min Ven, saa +hjælper du mig! + + AKSEL + +Du har ikke engang den Lidenskab, som driver saa mange andre! + + HENRIK + + (rejser sig) + +Hvad ved du om mine Lidenskaber? Maaske har jeg ti som alle driver mig +derhen. Maaske har jeg en Lidenskab for Ret og Sandhed, — — maaske har +jeg en Lidenskab for at dø — (blusser op) Maaske har jeg en Lidenskab +for at slaa ihjel? — Hvor skal jeg ellers finde nogen at slaa ihjel? +Skal jeg slaa dig ihjel? Skal jeg slaa min Far ihjel? Skal jeg — Pin mig +nu ikke længere! + + AKSEL + +Jeg forstaar, at det ikke nytter at overtale dig. — Jeg skal skrive dig +et Brev til en Mand i Genf, som du kan henvende dig til. Han ved det +fornødne. Jeg maa saa bede dig om dine Data. + +Du er født, — November. + + HENRIK + +Tiende. + + AKSEL + +Og Navnet altsaa Henrik Vendel — + + HENRIK + +Stern! + + AKSEL + +Ogsaa Stern! + + HENRIK + +_Kun_ Stern! + + AKSEL + + (ser spørgende paa ham) + + HENRIK + +Det er nu engang brændt ind i mit Kød. + + AKSEL + +Store Gud! _Nu_ forstaar jeg! (lidt efter) Men din Kæreste Menneske! — +Du venter hende jo — din Forlovede kommer herover. + + HENRIK + +Jeg skal telegrafere, og skrive. Jeg bliver en anden for hende nu. (ser +paa ham) + + AKSEL + + (tier) + + HENRIK + +Hun er ogsaa bleven en anden for mig. — Aa nej, det var allerede forbi! +Han har bestandig Ret, bestandig Ret. Det var kun flygtige Blomster! — +Og hvad siger _du_? Jeg maa jo være en anden for dig ogsaa! Ja mig er +det ligegyldigt! + + AKSEL + +Aa Henrik! Du er min eneste Ven. Den eneste jeg har holdt af fra +Barndommen og op gennem Livet. Du var den bedste, den fineste og mest +forstaaende. Hvor kan du tro, at det kan forandres? — Det er maaske bare +mig, der er bleven vanvittig. Glem alt, hvad jeg har sagt? Alt! Alt! + + HENRIK + +Ja nu er du rørt. Men jeg er bleven en anden for mig selv og det er ikke +rørende! Men jeg skal vise jer, at jeg er lige saa god, som I andre! Gaa +saa og skriv det Brev, saa skal du have Tak! + + AKSEL + +Henrik! Jeg beder dig endnu en Gang! + + HENRIK + +Ikke flere Ord. Jeg har det godt nu. Jeg tror aldrig, jeg har haft det +saa godt. (Han sætter sig) Jeg er saa dejligt hel og haard. + + AKSEL + +Saa vil du vel tage med Postvognen nu til Morgen? + + HENRIK + + (svarer ikke. Han sover, siddende rank i Stolen) + + ELI + + (kommer ned ad Trappen) + + AKSEL + + (dæmpet) + +Han sover. + + ELI + +Saa behøver han ikke denne. + + AKSEL + +Hvad skal vi gøre, Eli? Han vil til Fronten. + + ELI + +_Vil?_ + + AKSEL + +Alle Overtalelser — forgæves. Jeg har tryglet ham om at lade være. + + ELI + +Naar han _vil_, saa gør han det. + + AKSEL + +Jeg tror han var knust indvendigt; men dette har underligt nok bygget +ham op igen. Jeg har lovet ham at skrive et Brev, jeg kunde ikke andet. +(Han gaar) + + ELI + + (staar med bøjet Hoved ved Henriks Side og betragter ham) + + HENRIK + + (slaar Øjnene op) + +Jeg vidste, at du var her. + + ELI + + (nikker til ham) + + HENRIK + +Jeg har været langt borte. + + ELI + +Du har kun sovet et Øjeblik, Henrik, men det har gjort dig godt. + + HENRIK + +Jeg drømte, at jeg var død og du var hos mig. Du stod med en vild +Rosengren i Haanden. Jeg gik baglæns bort fra Jorden og dine Øjne var +hele Tiden i mine. Højt oppe hørte jeg Sangen: Nærmere dig min Gud. Det +var en skøn Drøm. Eli — Om lidt staar Solen op. + + ELI + +Jeg tror du drømmer endnu, Henrik! + + HENRIK + + (tager sig med Haanden over Panden) + +Saa nu er jeg helt vaagen. Ja — det var godt! + + ELI + +Jeg har vaaget hos din Mor, Henrik. + + HENRIK + +Vil du at jeg skal tale med hende. + + ELI + +Jeg tør ikke lade dig se hende nu. + + HENRIK + +Jeg tør heller ikke selv. Jeg skal skrive til hende. Hils hende kærligt. + + ELI + +Og Far! + + HENRIK + +I denne Verden er det godt at være haard. Andet nytter ikke. Han har +bestandig Ret. Bestandig Ret. Det onde er stærkest i denne Verden. + + ELI + +Det er denne Verden, som har Brug for Tilgivelse. + + HENRIK + +Jeg kan ikke. + + ELI + +Den som er ren skal kaste den første Sten! + + HENRIK + + (skjuler Ansigtet i sine Hænder, ser op) + +Jeg er ikke ren, — ikke engang saa ren, at jeg kan tilgive. Jeg tænker +paa den døde Mand Eli og hans spildte Kærlighed. Det er et saa sørgeligt +Ansigt, jeg ser i Skyen nu og Vinden blæser det bort. + + ELI + +Alting i Verden er maaske spildt Henrik; men Kærlighed er ikke spildt. +Heller ikke Fars til dig. + + HENRIK + +Eli, naar jeg ikke længer kan sige nej; saa hils ham. — Paa Tilgivelsens +Dag. + +Jeg forstaar, at du ved alting? + + ELI + +Jeg forstod det allerede den Dag du kom. + + (Hun har sat sig paa Balustraden. Henrik staar nu ved hendes Side) + + HENRIK + +Du er saa rolig, Eli. + + ELI + +Er jeg? Jeg har grædt saa meget, Henrik, i gamle Dage. — Jeg har grædt, +da jeg forstod min døde Mors Liv. Jeg har grædt over Verden og over Far +og over dig og mig. Jeg har grædt over Krigen ogsaa! Nu er alting bleven +saa fjernt. Jeg lever mest i det Fjerne. + + AKSEL + + (kommer) + +Her er Brevet! Du finder ham efter Adressen. Skal du ikke have dit Tøj +med? + + HENRIK + +Den lille Kuffert, som staar paa mit Værelse. Den er ikke udpakket. Vil +du bringe mig den? + + AKSEL + + (gaar hastigt op og ind) + + HENRIK + +Paa denne Maade bliver alting godt, forstaar du. Mary faar sin Vilje, +det var ialtfald hendes Vilje en Tid, og det bliver ikke saa slemt, +hverken for hende eller mig. Jeg bliver fri for at tænke paa mig selv — +jeg gaar ind i Rækkerne og er lige saa god som de andre. Det er heller +ikke saa slemt for Mor, vel? for det er jo en hæderlig Ting dette. + + ELI + + (med et Smil) + +Du skammer dig ikke over at være min Bror, vel? + + HENRIK + +Jeg er stolt af dig, Eli! + + AKSEL + + (kommer med Kufferten) + +Naar jeg hører Postvognen siger jeg til! (Han gaar ud af Porten) + + HENRIK + +Jeg er stolt af det! + + ELI + + (har rejst sig) + +Der er vist ikke mange Minutter tilbage. + + HENRIK + +Der er vel heller ikke mere at sige. — Han kom med Kufferten ikke sandt? + + (De kaster sig pludselig grædende i hinandens Arme) + + ELI + +Aa hvor vi er ulykkelige! + + HENRIK + +Ulykkelige! + + ELI + +Aa Henrik. + + HENRIK + +Eli, Eli. + + ELI + +Vi er ogsaa lykkelige. + + HENRIK + +Ja, ja! — lykkelige — det er formeget! + + ELI + +Vi maa bære det! + + HENRIK + +Al min Sorg, al min Kærlighed, hele mit Liv til dig, saa er jeg dog ikke +fortabt — saa faar han dog ikke Ret. Tak Eli! + + AKSEL + + (i Porten. De slipper hinanden) + +Nu hører jeg Vognen. (Han gaar) + + (Det følgende Replikskifte hviskes i rivende hastigt Tempo) + + ELI + +Tænk paa mig, naar Solen staar op. Saa er jeg hos dig hele Dagen! + + HENRIK + +Og jeg hos Dig. + + ELI + + (meget hurtigt) + +Og naar Stjernerne kommer frem. Tænk paa mig. Saa er jeg hos dig hele +Natten! + + HENRIK + +Ja ja. Dag og Nat! Altid! + + ELI + +Og videre frem! Husk alt, hvad jeg har sagt! + + HENRIK + +Alt! Alt! — Og husk, hvad jeg ikke har sagt, alt, hvad jeg aldrig faar +sagt. Glem det ikke! + + AKSEL + +Vognen er der! + + HENRIK + +Din Haand! — Farvel! + + (Han gaar hurtig, vender sig kun en Gang i Porten) + + ELI + + (gaar langsomt opad Trappen, naar han er ude) + + (Den gamle Skomager sniger sig ind gennem Porten, gaar frem i + Forgrunden og sætter sig paa en Bænk tilhøjre. Han tager + forskellige Papirer frem, som han gennemser, ordner og atter + lægger tilbage i Brystlommen) + + STERNS STEMME + +Raum, Raum! — (lide efter) Raum! + + AKSEL + + (gaar til Sterns Dør, som i det samme aabnes) + + STERN + + (i Døren) + +Her ligger en gammel syg Mand og ringer og raaber; men ingen kommer. — + + AKSEL + +Jeg er her jo, Herr Doktor. + + STERN + + (sætter sig) + +Hvor er Raum? (Intet Svar) Jeg vaagnede, da nogen bankede paa min Rude. +Jeg kalder; men ingen bryder sig om det. — Hvor er Raum? + + AKSEL + +Jeg beklager det; Raum er rejst. + + STERN + +Rejst! Skal jeg nu ogsaa miste ham! + + AKSEL + +Den gamle Mand vilde til Fronten. + + STERN + +Har Vanvidet ogsaa grebet ham! — Jeg skal da heller ikke spares for +noget! Var det ham, der bankede paa min Rude? Hvem banker paa min Rude, +før Solopgang? + + DEN GAMLE SKOMAGER + + (nærmer sig) + +Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen? + + STERN + +Hvad vil De? + + DEN GAMLE + +Jeg er en gammel Skomager! Det er mig, som De kalder „Ahasverus med det +eftertænksomme Ben“. + + STERN + +Jeg sidder selv med en eftertænksom Galdeblære. Det er ikke stort bedre! + + DEN GAMLE + +Da jeg var ung, blev jeg overkørt af en Rigmand, som ikke vendte sig om +og saa efter mig engang. Ja saa faldt jeg jo i Tanker, paa Grund af +dette her Spørgsmaalstegn, jeg havde faaet i Benene. Navnlig da Folk lo +af mine Klager, og kaldte mig Schmaus! + + STERN + + (med knyttede Hænder) + +Ja saadan er de, og saadant skal man taale! + + DEN GAMLE + +Ikke længer, hvis vi ikke vil. + + STERN + +Hvad mener Manden? + + DEN GAMLE + +Afgørelsen nærmer sig. Det sidste Slag forestaar og dermed Sejren. Om +seks Uger kommer Freden og da har De tabt, Doktor Stern! + + STERN + +Det tror jeg ikke paa! + + DEN GAMLE + +Vi har gode Forbindelser. Læs dette Brev! Om en halv Time flyver jeg +herfra; men jeg vil have Deres Svar før jeg rejser. Er De med os eller +mod os? + + STERN + + (svarer ikke) + + DEN GAMLE + +Deres bedste Venner vil blive skudt eller landsforviste. De selv vil for +altid være en fældet og hjemløs Mand. Deres Formue vil andre stikke i +deres Lommer. + + STERN + + (til Aksel) + +Tror De paa noget af dette? + + AKSEL + +Ja. + + STERN + +Alting styrter sammen over en Oldings Hoved! Skal jeg da dø mellem disse +forbandede Bjerge? Den Sejr vil blive dem dyr! Talløse Ulykker vil vælte +ind over Verden! + + DEN GAMLE + +Ja, Doktor Stern. Med mindre De slutter Dem til os, for da skal De faa +Hævn! — Vi trænger til Mænd, som kan lyse op. + + STERN + +Hvor er han, den unge Mand? — Han med Haabet og Troen og det løftede +Blik? + + DEN GAMLE + +Haabet og Troen med det løftede Blik blev udenfor, han vilde ikke ind. + + STERN + +Han vilde ikke ind. Troligt nok! + + DEN GAMLE + +Men Hævn skal De faa, Doktor Stern. + + STERN + + (med Hovedet i Hænderne) + +Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser? Aartusinders +Uret ligger bag og hver Dag er en ny Græmmelse. + + DEN GAMLE + + (holder Brevet frem) + +Læs Brevet, Doktor Stern. + + STERN + +Skæbnen stod ved min Fødsel og saa til med onde Øjne og nu spotter den +mine hvide Haar! — Hvordan skal saa jeg gamle Mand faa Hævn? (virrer med +Hovedet) Giv mig Brevet! + + DEN GAMLE + + (giver ham det) + +Jeg venter saa længe, Herr Doktor. (Han trækker sig tilbage til Bænken) + + STERN + + (aabner Brevet med rystende Hænder) + +Og ikke et Menneske har jeg at tale med! Ingen at raadføre mig med! Min +Søn gik min Dør forbi. Han lod mig ligge i Angst og tænkte ikke paa mig, +da han kom. (ser spørgende paa Aksel, som ser bort) + +Hvorfor siger De ingenting? — Sover han? (Aksel tier) Er han gaaet igen? +(Aksel tier) Altsaa gaaet igen! + + CHAUFFEUREN + + (kommer hastigt, griber Gerdas Kuffert, som staar paa Balustraden, + og skynder sig ud) + + STERN + +Hvad betyder dette? — Stans ham! + + AKSEL + +Hov! Hvad skal De? + + CHAUFFEUREN + + (uden at vende sig) + +Fräulein Kuffert. (ud) + + STERN + +Efter hende! + + AKSEL + + (løber ud; men møder Chauffeuren og vender tilbage) + +Frøken Gerda var allerede kørt! + + STERN + +Hvorfor kommer hun ikke ind til sin Far? — De ved noget, sig hvad De +ved! + + AKSEL + +Frøken Gerda vilde skrive. Hun fortalte — + + STERN + + (virrer med Hovedet og gør en afværgende Bevægelse med Hænderne) + +Nej. Nej. Lad mig i Fred. Jeg har nok at bære! Hjemløs og venneløs er +jeg, fordi jeg har villet Ret og Sandhed! — Min egen Søn! (griber Aksel +om Armen, idet han rejser sig halvt) Har De blot et Gran af +Taknemmelighed — blot en Draabe Menneskelighed i Deres Blod, saa hjælp +mig nu! + + AKSEL + +Hvormed, Doktor Stern? + + STERN + +Husker De, hvad De sagde til mig og De skrev det ogsaa: „En Mand gik ned +fra Jerusalem til Jeriko“. Husker De eller har De glemt det? — De sagde: +„Hvorledes skal jeg kunne gengælde Dem alt det gode, De har gjort mig.“ +Husker De eller har De glemt det? + + AKSEL + +Jeg har ikke glemt, at jeg sagde dette engang. + + STERN + + (hviskende, idet han trækker Aksel ned til sig) + +Min egen Søn hader mig. Han har Valget mellem en anden Far og mig. Og +jeg siger Dem, et saa ynkværdigt Ingenting af en Mand, og dog forguder +han ham; men over mig, sin egen Far, skammer han sig, som om jeg var en +Hund. Jeg siger Dem et Menneske uden Kundskaber, uden Vilje, uden Tanke, +en Mand, som Grød og Vælling! + + AKSEL + +Har denne Mand gjort Dem noget ondt, Doktor Stern? + + STERN + + (synker tilbage i Stolen) + +Jeg forstaar Dem. De holder med ham! Ja ja. „En Mand gik ned fra +Jerusalem!“ — Har _jeg_ gjort _Dem_ noget ondt? + + AKSEL + +Jeg kender en anden Mand, som ogsaa kom fra Jerusalem. Han saa Skæven i +sin Broders Øje; men Bjælken i sit eget Øje blev han ikke var. + + STERN + +Den Mand som faldt mellem Røvere har andet at tænke paa end sine egne +Fejl — Jaja. Jaja. _Hvor er_ min Søn, saa sig mig bare det, for De ved +det! (Rejser sig og gaar hen til Trappen) + + AKSEL + +Deres Søn er paa Vej til Fronten. + + STERN + +Til Fronten. Hvad vil han der? + + AKSEL + + (tier) + + STERN + + (vakler, bider Tænderne sammen) + +I rammer godt! (sætter sig paa Trinet med Hovedet i sine Hænder) — I +rammer godt! (Han løfter Armene over sit Hoved) Har I nu faaet nok? — +Har I nu faaet nok! — Skub til den hældende Vogn! Spark en Olding ud +over Gravens Rand! — Har I nu faaet nok? (vendt mod Aksel) — Gaa Deres +Vej! Det er Dem, der er Skyld i dette! De har forlokket min Søn og min +Datter med. Jeg har seet Hadet i Deres Øjne. Jeg vil ikke se det oftere. +Gaa! + + AKSEL + +Jeg har ikke gjort, hvad De beskylder mig for. Ja, jeg ynkedes endogsaa +over Dem før! Men De behøver ikke at bede mig om at gaa. Der er tomt +omkring Dem og De skal sidde ensom og fryse inde i Deres eget Hovmod og +Deres eget Had! + + STERN + + (bider Tænderne sammen og ser ret frem for sig med sorgfulde Øjne) + +I mit Hjem vil jeg have Fred! — De har faaet Deres Løn og jeg har nu +faaet min. Vi er vel altsaa kvit! + + (Aksel gaar) + + DEN GAMLE + + (har nærmet sig) + +Hvad er Deres Svar, Doktor Stern? + + STERN + +Svar? + + DEN GAMLE + +Er De paa vor Side, naar Dommedag bryder ind over denne Verden? Vil De +drage ind i de store Hovedstæder som Triumfator? + + STERN + +Lad mig i Fred! Forfængelighedens Tid er forbi! (Han skjuler Ansigtet i +sine Hænder) + + DEN GAMLE + +Gamle Mand, har De ikke andet at sige mig? + + STERN + +Sig den unge, som har Troen i Behold, at han skal virke for sit eget +Folk. + + DEN GAMLE + + (gaar) + + ELI + + (kommer ned ad Trappen) + +Men kære Far, du skulde ligge i Ro. + + STERN + +Hjælp mig Eli! + + (i dette Øjeblik kommer Solen op i „Solporten“) + + ELI + + (stanser paa Trappens nederste Trin og vender Ansigtet mod Solen) + + STERN + +Hvem taler du med? + + ELI + +Solen staar op. + + STERN + +Gid den var slukket! + + AKSEL + + (kommer rejseklædt. Han nærmer sig bagom Sfinksen) + +Jeg tør vel næppe sige Dem Farvel, for jeg rejser fra dette Hus som +Fjende og De staar ved Deres Faders Side. + + ELI + +Det gør jeg. + +Men Gud, som jeg tjener, er intet Menneskes Fjende og jeg ønsker Dem som +enhver anden, at De maa leve — vel. + + AKSEL + + (bekæmper sin Bevægelse og gaar til sit Værelse) + + ELI + + (i stille Graad rører kærligt ved sin Faders Skulder) + +Men Far, Henrik var saa god og stille da han gik. — Far! — Hans Tanker +vil naa dig ... Vi maa ikke fortvivle. Der er noget Godt! — + + STERN + +Eli! Gaa ikke fra mig! + + ELI + +Jeg bliver, Far. + + STERN + + (med svag Stemme) + +Tak. Jeg takker dig! + +Jeg tror ikke paa din Gud! Men jeg takker ogsaa ham, fordi du ikke +svigter mig gamle Mand. + +Bed, at mit ensomme Hjerte maa briste! + + (Solen stiger i Solporten og forgylder de forrevne Tinder) + + Finis. + + + Helge Rode + + Krig og Aand + + 3. Oplag. Pris: 5 Kr. 25 Øre. + + Hvem skriver nu til Dags den danske Bog, den Bog, der giver os + vort eget, — vort Liv, vort Sprog, vore Tanker — dybere, finere, + skønnere end nogen anden? For mig er det Helge Rode ... Den, der + trænger til af en andens Mund at blive oplyst om de Kræfter, som + Verdenskrigens uhyre Spil, har sat i Gang i hans egen Sjæl, + raader jeg til at læse Helge Rodes „Krig og Aand“. + + (Vilhelm Andersen i „Nationaltidende“). + + I sin nye mærkelige Bog „Krig og Aand“ tager Helge Rode Krigens + uhyre Problem op paa sin meget personlige Maade, som den Digter + og Tænker han er. + + Det er meget fængslende og meget tankevækkende at læse Helge + Rodes Betragtninger ... og de kan virke saa sommerligt flygtige + paa den mørke Baggrund. Men saadan er Helge Rode jo netop — med + sit lyse Smil som en Befrielse, i det alt for tunge og saa igen + det søgende Dybsind, helt ind i Mystiken i Ekstasen. + + Den er et Værk, der lyser og lever paa Tidens blodigt mørke + Baggrund. + + („Berlingske Tidende“). + + Det nutidige Danmarks sublimeste Aand har følt Trang til at gaa + frem for Krigens Aasyn for at se, om der bag dets grumme Linier, + skulde gemme sig noget af den samme Sjæl, som er Menneskets + Adelsmærke, og hvad han saa, nedskrev han ... En Mand, et + Menneske, en Seer, som Ansigt til Ansigt med Krigen tilraaber den + sit: Hvem er du? Hvor kom du fra? + + (Oscar Geismar i „Fyns Venstreblad“). + + + Gyldendalske Boghandel + + + Helge Rode + + Styrke. En Fortælling, 1 Kr. 75 Øre. + + Hvide Blomster. Digte. 2. Oplag. 4 Kr. 75 Øre. + + Digte. 1 Kr. 75 Øre. Udsolgt. + + Kongesønner. Skuespil i fire Akter. 2 Kr. + + Sommeræventyr. Skuespil i tre Akter. 2 Kr. + + Dansen gaar. Drama i 5 Akter. 3 Kr. 25 Øre. + + Den Rejsende. Skitser. 2 Kr. 75 Øre. + + Kampene i Stefan Borgs Hjem. Drama i fire Akter. 2 Kr. 75 Øre. + + Lamia. Et dramatisk Digt. 75 Øre. + + Solsagn. Drama i tre Akter. 2 Kr. + + Komedier. I. Mads Bondegaards Glorie. 3 Kr. + + Komedier. II. Amor Balles Eventyr. Bartholins Glædesdag. Enhver + Ting paa sin Plads eller Døden paa Natcafé. 3 Kr. + + Morbus Tellermann. Et Storstadsdrama i fem Akter. 2 Kr. 75 Øre. + + Digte. Gamle og nye. Indb. i imit. Skind. 2 Kr. 50 Øre. + + Italien. Strejftog Syd og Nord for Alperne. 3 Kr. + + Flugten. Komedie i fire Akter. 3 Kr. + + Kain og Abel. Skuespil i en Akt. 85 Øre. + + Grev Bonde og hans Hus. Drama i tre Akter. 3 Kr. + + Ariel. En Digtsamling. 2 Kr. 75 Øre. + + Det store Forlis. Et Skuespil, 4 Kr. 50 Øre. + + Krig og Aand. 3. Oplag. 5 Kr. 25 Øre. + + * * * * * + + Et Drømmespil. Af _August Strindberg_. Oversat af Helge Rode. 5 + Kr. 50 Øre. + + + Gyldendalske Boghandel + + + GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI + KJØBENHAVN + + + + + Afskriverens bemærkninger + + +Afskriverens rettelser: + + [p. 30]: + ... vilde komme. ... + ... vilde komme? ... + + [p. 46]: + ... fordi man skylder en Mand Tak. ... + ... fordi man skylder en Mand Tak? ... + + [p. 60]: + ... smaa Triumfer. ... + ... smaa Triumfer? ... + + [p. 61]: + ... Er det hans politiske Syn, du har imod. ... + ... Er det hans politiske Syn, du har imod? ... + + [p. 63]: + ... end sig selv. Er jeg ikke forfængelig. Er du ikke + forfængelig? ... + ... end sig selv. Er jeg ikke forfængelig? Er du ikke + forfængelig? ... + + [p. 79]: + ... Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale. ... + ... Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale? ... + + [p. 113]: + ... Ich habe ihm. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller ... + ... Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller ... + + [p. 116]: + ... geben. Drei Söhne schon gefallen. Das Tochterlein von ... + ... geben. Drei Söhne schon gefallen. Das Töchterlein vor ... + + [p. 116]: + ... Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien von Hunger. ... + ... Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger. ... + + [p. 122]: + ... at lade være? ... + ... at lade være. ... + + [p. 129]: + ... Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen. ... + ... Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen? ... + + [p. 131]: + ... Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser. ... + ... Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser? ... + + [p. 132]: + ... Frauleins Kuffert. (ud) ... + ... Fräulein Kuffert. (ud) ... + + + + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 75658 *** |