summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/66058-h/66058-h.htm
blob: 55a540ecfe41f9aaee39d799914d3760dad0b550 (plain) 
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
111
112
113
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
125
126
127
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
139
140
141
142
143
144
145
146
147
148
149
150
151
152
153
154
155
156
157
158
159
160
161
162
163
164
165
166
167
168
169
170
171
172
173
174
175
176
177
178
179
180
181
182
183
184
185
186
187
188
189
190
191
192
193
194
195
196
197
198
199
200
201
202
203
204
205
206
207
208
209
210
211
212
213
214
215
216
217
218
219
220
221
222
223
224
225
226
227
228
229
230
231
232
233
234
235
236
237
238
239
240
241
242
243
244
245
246
247
248
249
250
251
252
253
254
255
256
257
258
259
260
261
262
263
264
265
266
267
268
269
270
271
272
273
274
275
276
277
278
279
280
281
282
283
284
285
286
287
288
289
290
291
292
293
294
295
296
297
298
299
300
301
302
303
304
305
306
307
308
309
310
311
312
313
314
315
316
317
318
319
320
321
322
323
324
325
326
327
328
329
330
331
332
333
334
335
336
337
338
339
340
341
342
343
344
345
346
347
348
349
350
351
352
353
354
355
356
357
358
359
360
361
362
363
364
365
366
367
368
369
370
371
372
373
374
375
376
377
378
379
380
381
382
383
384
385
386
387
388
389
390
391
392
393
394
395
396
397
398
399
400
401
402
403
404
405
406
407
408
409
410
411
412
413
414
415
416
417
418
419
420
421
422
423
424
425
426
427
428
429
430
431
432
433
434
435
436
437
438
439
440
441
442
443
444
445
446
447
448
449
450
451
452
453
454
455
456
457
458
459
460
461
462
463
464
465
466
467
468
469
470
471
472
473
474
475
476
477
478
479
480
481
482
483
484
485
486
487
488
489
490
491
492
493
494
495
496
497
498
499
500
501
502
503
504
505
506
507
508
509
510
511
512
513
514
515
516
517
518
519
520
521
522
523
524
525
526
527
528
529
530
531
532
533
534
535
536
537
538
539
540
541
542
543
544
545
546
547
548
549
550
551
552
553
554
555
556
557
558
559
560
561
562
563
564
565
566
567
568
569
570
571
572
573
574
575
576
577
578
579
580
581
582
583
584
585
586
587
588
589
590
591
592
593
594
595
596
597
598
599
600
601
602
603
604
605
606
607
608
609
610
611
612
613
614
615
616
617
618
619
620
621
622
623
624
625
626
627
628
629
630
631
632
633
634
635
636
637
638
639
640
641
642
643
644
645
646
647
648
649
650
651
652
653
654
655
656
657
658
659
660
661
662
663
664
665
666
667
668
669
670
671
672
673
674
675
676
677
678
679
680
681
682
683
684
685
686
687
688
689
690
691
692
693
694
695
696
697
698
699
700
701
702
703
704
705
706
707
708
709
710
711
712
713
714
715
716
717
718
719
720
721
722
723
724
725
726
727
728
729
730
731
732
733
734
735
736
737
738
739
740
741
742
743
744
745
746
747
748
749
750
751
752
753
754
755
756
757
758
759
760
761
762
763
764
765
766
767
768
769
770
771
772
773
774
775
776
777
778
779
780
781
782
783
784
785
786
787
788
789
790
791
792
793
794
795
796
797
798
799
800
801
802
803
804
805
806
807
808
809
810
811
812
813
814
815
816
817
818
819
820
821
822
823
824
825
826
827
828
829
830
831
832
833
834
835
836
837
838
839
840
841
842
843
844
845
846
847
848
849
850
851
852
853
854
855
856
857
858
859
860
861
862
863
864
865
866
867
868
869
870
871
872
873
874
875
876
877
878
879
880
881
882
883
884
885
886
887
888
889
890
891
892
893
894
895
896
897
898
899
900
901
902
903
904
905
906
907
908
909
910
911
912
913
914
915
916
917
918
919
920
921
922
923
924
925
926
927
928
929
930
931
932
933
934
935
936
937
938
939
940
941
942
943
944
945
946
947
948
949
950
951
952
953
954
955
956
957
958
959
960
961
962
963
964
965
966
967
968
969
970
971
972
973
974
975
976
977
978
979
980
981
982
983
984
985
986
987
988
989
990
991
992
993
994
995
996
997
998
999
1000
1001
1002
1003
1004
1005
1006
1007
1008
1009
1010
1011
1012
1013
1014
1015
1016
1017
1018
1019
1020
1021
1022
1023
1024
1025
1026
1027
1028
1029
1030
1031
1032
1033
1034
1035
1036
1037
1038
1039
1040
1041
1042
1043
1044
1045
1046
1047
1048
1049
1050
1051
1052
1053
1054
1055
1056
1057
1058
1059
1060
1061
1062
1063
1064
1065
1066
1067
1068
1069
1070
1071
1072
1073
1074
1075
1076
1077
1078
1079
1080
1081
1082
1083
1084
1085
1086
1087
1088
1089
1090
1091
1092
1093
1094
1095
1096
1097
1098
1099
1100
1101
1102
1103
1104
1105
1106
1107
1108
1109
1110
1111
1112
1113
1114
1115
1116
1117
1118
1119
1120
1121
1122
1123
1124
1125
1126
1127
1128
1129
1130
1131
1132
1133
1134
1135
1136
1137
1138
1139
1140
1141
1142
1143
1144
1145
1146
1147
1148
1149
1150
1151
1152
1153
1154
1155
1156
1157
1158
1159
1160
1161
1162
1163
1164
1165
1166
1167
1168
1169
1170
1171
1172
1173
1174
1175
1176
1177
1178
1179
1180
1181
1182
1183
1184
1185
1186
1187
1188
1189
1190
1191
1192
1193
1194
1195
1196
1197
1198
1199
1200
1201
1202
1203
1204
1205
1206
1207
1208
1209
1210
1211
1212
1213
1214
1215
1216
1217
1218
1219
1220
1221
1222
1223
1224
1225
1226
1227
1228
1229
1230
1231
1232
1233
1234
1235
1236
1237
1238
1239
1240
1241
1242
1243
1244
1245
1246
1247
1248
1249
1250
1251
1252
1253
1254
1255
1256
1257
1258
1259
1260
1261
1262
1263
1264
1265
1266
1267
1268
1269
1270
1271
1272
1273
1274
1275
1276
1277
1278
1279
1280
1281
1282
1283
1284
1285
1286
1287
1288
1289
1290
1291
1292
1293
1294
1295
1296
1297
1298
1299
1300
1301
1302
1303
1304
1305
1306
1307
1308
1309
1310
1311
1312
1313
1314
1315
1316
1317
1318
1319
1320
1321
1322
1323
1324
1325
1326
1327
1328
1329
1330
1331
1332
1333
1334
1335
1336
1337
1338
1339
1340
1341
1342
1343
1344
1345
1346
1347
1348
1349
1350
1351
1352
1353
1354
1355
1356
1357
1358
1359
1360
1361
1362
1363
1364
1365
1366
1367
1368
1369
1370
1371
1372
1373
1374
1375
1376
1377
1378
1379
1380
1381
1382
1383
1384
1385
1386
1387
1388
1389
1390
1391
1392
1393
1394
1395
1396
1397
1398
1399
1400
1401
1402
1403
1404
1405
1406
1407
1408
1409
1410
1411
1412
1413
1414
1415
1416
1417
1418
1419
1420
1421
1422
1423
1424
1425
1426
1427
1428
1429
1430
1431
1432
1433
1434
1435
1436
1437
1438
1439
1440
1441
1442
1443
1444
1445
1446
1447
1448
1449
1450
1451
1452
1453
1454
1455
1456
1457
1458
1459
1460
1461
1462
1463
1464
1465
1466
1467
1468
1469
1470
1471
1472
1473
1474
1475
1476
1477
1478
1479
1480
1481
1482
1483
1484
1485
1486
1487
1488
1489
1490
1491
1492
1493
1494
1495
1496
1497
1498
1499
1500
1501
1502
1503
1504
1505
1506
1507
1508
1509
1510
1511
1512
1513
1514
1515
1516
1517
1518
1519
1520
1521
1522
1523
1524
1525
1526
1527
1528
1529
1530
1531
1532
1533
1534
1535
1536
1537
1538
1539
1540
1541
1542
1543
1544
1545
1546
1547
1548
1549
1550
1551
1552
1553
1554
1555
1556
1557
1558
1559
1560
1561
1562
1563
1564
1565
1566
1567
1568
1569
1570
1571
1572
1573
1574
1575
1576
1577
1578
1579
1580
1581
1582
1583
1584
1585
1586
1587
1588
1589
1590
1591
1592
1593
1594
1595
1596
1597
1598
1599
1600
1601
1602
1603
1604
1605
1606
1607
1608
1609
1610
1611
1612
1613
1614
1615
1616
1617
1618
1619
1620
1621
1622
1623
1624
1625
1626
1627
1628
1629
1630
1631
1632
1633
1634
1635
1636
1637
1638
1639
1640
1641
1642
1643
1644
1645
1646
1647
1648
1649
1650
1651
1652
1653
1654
1655
1656
1657
1658
1659
1660
1661
1662
1663
1664
1665
1666
1667
1668
1669
1670
1671
1672
1673
1674
1675
1676
1677
1678
1679
1680
1681
1682
1683
1684
1685
1686
1687
1688
1689
1690
1691
1692
1693
1694
1695
1696
1697
1698
1699
1700
1701
1702
1703
1704
1705
1706
1707
1708
1709
1710
1711
1712
1713
1714
1715
1716
1717
1718
1719
1720
1721
1722
1723
1724
1725
1726
1727
1728
1729
1730
1731
1732
1733
1734
1735
1736
1737
1738
1739
1740
1741
1742
1743
1744
1745
1746
1747
1748
1749
1750
1751
1752
1753
1754
1755
1756
1757
1758
1759
1760
1761
1762
1763
1764
1765
1766
1767
1768
1769
1770
1771
1772
1773
1774
1775
1776
1777
1778
1779
1780
1781
1782
1783
1784
1785
1786
1787
1788
1789
1790
1791
1792
1793
1794
1795
1796
1797
1798
1799
1800
1801
1802
1803
1804
1805
1806
1807
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
1816
1817
1818
1819
1820
1821
1822
1823
1824
1825
1826
1827
1828
1829
1830
1831
1832
1833
1834
1835
1836
1837
1838
1839
1840
1841
1842
1843
1844
1845
1846
1847
1848
1849
1850
1851
1852
1853
1854
1855
1856
1857
1858
1859
1860
1861
1862
1863
1864
1865
1866
1867
1868
1869
1870
1871
1872
1873
1874
1875
1876
1877
1878
1879
1880
1881
1882
1883
1884
1885
1886
1887
1888
1889
1890
1891
1892
1893
1894
1895
1896
1897
1898
1899
1900
1901
1902
1903
1904
1905
1906
1907
1908
1909
1910
1911
1912
1913
1914
1915
1916
1917
1918
1919
1920
1921
1922
1923
1924
1925
1926
1927
1928
1929
1930
1931
1932
1933
1934
1935
1936
1937
1938
1939
1940
1941
1942
1943
1944
1945
1946
1947
1948
1949
1950
1951
1952
1953
1954
1955
1956
1957
1958
1959
1960
1961
1962
1963
1964
1965
1966
1967
1968
1969
1970
1971
1972
1973
1974
1975
1976
1977
1978
1979
1980
1981
1982
1983
1984
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
2024
2025
2026
2027
2028
2029
2030
2031
2032
2033
2034
2035
2036
2037
2038
2039
2040
2041
2042
2043
2044
2045
2046
2047
2048
2049
2050
2051
2052
2053
2054
2055
2056
2057
2058
2059
2060
2061
2062
2063
2064
2065
2066
2067
2068
2069
2070
2071
2072
2073
2074
2075
2076
2077
2078
2079
2080
2081
2082
2083
2084
2085
2086
2087
2088
2089
2090
2091
2092
2093
2094
2095
2096
2097
2098
2099
2100
2101
2102
2103
2104
2105
2106
2107
2108
2109
2110
2111
2112
2113
2114
2115
2116
2117
2118
2119
2120
2121
2122
2123
2124
2125
2126
2127
2128
2129
2130
2131
2132
2133
2134
2135
2136
2137
2138
2139
2140
2141
2142
2143
2144
2145
2146
2147
2148
2149
2150
2151
2152
2153
2154
2155
2156
2157
2158
2159
2160
2161
2162
2163
2164
2165
2166
2167
2168
2169
2170
2171
2172
2173
2174
2175
2176
2177
2178
2179
2180
2181
2182
2183
2184
2185
2186
2187
2188
2189
2190
2191
2192
2193
2194
2195
2196
2197
2198
2199
2200
2201
2202
2203
2204
2205
2206
2207
2208
2209
2210
2211
2212
2213
2214
2215
2216
2217
2218
2219
2220
2221
2222
2223
2224
2225
2226
2227
2228
2229
2230
2231
2232
2233
2234
2235
2236
2237
2238
2239
2240
2241
2242
2243
2244
2245
2246
2247
2248
2249
2250
2251
2252
2253
2254
2255
2256
2257
2258
2259
2260
2261
2262
2263
2264
2265
2266
2267
2268
2269
2270
2271
2272
2273
2274
2275
2276
2277
2278
2279
2280
2281
2282
2283
2284
2285
2286
2287
2288
2289
2290
2291
2292
2293
2294
2295
2296
2297
2298
2299
2300
2301
2302
2303
2304
2305
2306
2307
2308
2309
2310
2311
2312
2313
2314
2315
2316
2317
2318
2319
2320
2321
2322
2323
2324
2325
2326
2327
2328
2329
2330
2331
2332
2333
2334
2335
2336
2337
2338
2339
2340
2341
2342
2343
2344
2345
2346
2347
2348
2349
2350
2351
2352
2353
2354
2355
2356
2357
2358
2359
2360
2361
2362
2363
2364
2365
2366
2367
2368
2369
2370
2371
2372
2373
2374
2375
2376
2377
2378
2379
2380
2381
2382
2383
2384
2385
2386
2387
2388
2389
2390
2391
2392
2393
2394
2395
2396
2397
2398
2399
2400
2401
2402
2403
2404
2405
2406
2407
2408
2409
2410
2411
2412
2413
2414
2415
2416
2417
2418
2419
2420
2421
2422
2423
2424
2425
2426
2427
2428
2429
2430
2431
2432
2433
2434
2435
2436
2437
2438
2439
2440
2441
2442
2443
2444
2445
2446
2447
2448
2449
2450
2451
2452
2453
2454
2455
2456
2457
2458
2459
2460
2461
2462
2463
2464
2465
2466
2467
2468
2469
2470
2471
2472
2473
2474
2475
2476
2477
2478
2479
2480
2481
2482
2483
2484
2485
2486
2487
2488
2489
2490
2491
2492
2493
2494
2495
2496
2497
2498
2499
2500
2501
2502
2503
2504
2505
2506
2507
2508
2509
2510
2511
2512
2513
2514
2515
2516
2517
2518
2519
2520
2521
2522
2523
2524
2525
2526
2527
2528
2529
2530
2531
2532
2533
2534
2535
2536
2537
2538
2539
2540
2541
2542
2543
2544
2545
2546
2547
2548
2549
2550
2551
2552
2553
2554
2555
2556
2557
2558
2559
2560
2561
2562
2563
2564
2565
2566
2567
2568
2569
2570
2571
2572
2573
2574
2575
2576
2577
2578
2579
2580
2581
2582
2583
2584
2585
2586
2587
2588
2589
2590
2591
2592
2593
2594
2595
2596
2597
2598
2599
2600
2601
2602
2603
2604
2605
2606
2607
2608
2609
2610
2611
2612
2613
2614
2615
2616
2617
2618
2619
2620
2621
2622
2623
2624
2625
2626
2627
2628
2629
2630
2631
2632
2633
2634
2635
2636
2637
2638
2639
2640
2641
2642
2643
2644
2645
2646
2647
2648
2649
2650
2651
2652
2653
2654
2655
2656
2657
2658
2659
2660
2661
2662
2663
2664
2665
2666
2667
2668
2669
2670
2671
2672
2673
2674
2675
2676
2677
2678
2679
2680
2681
2682
2683
2684
2685
2686
2687
2688
2689
2690
2691
2692
2693
2694
2695
2696
2697
2698
2699
2700
2701
2702
2703
2704
2705
2706
2707
2708
2709
2710
2711
2712
2713
2714
2715
2716
2717
2718
2719
2720
2721
2722
2723
2724
2725
2726
2727
2728
2729
2730
2731
2732
2733
2734
2735
2736
2737
2738
2739
2740
2741
2742
2743
2744
2745
2746
2747
2748
2749
2750
2751
2752
2753
2754
2755
2756
2757
2758
2759
2760
2761
2762
2763
2764
2765
2766
2767
2768
2769
2770
2771
2772
2773
2774
2775
2776
2777
2778
2779
2780
2781
2782
2783
2784
2785
2786
2787
2788
2789
2790
2791
2792
2793
2794
2795
2796
2797
2798
2799
2800
2801
2802
2803
2804
2805
2806
2807
2808
2809
2810
2811
2812
2813
2814
2815
2816
2817
2818
2819
2820
2821
2822
2823
2824
2825
2826
2827
2828
2829
2830
2831
2832
2833
2834
2835
2836
2837
2838
2839
2840
2841
2842
2843
2844
2845
2846
2847
2848
2849
2850
2851
2852
2853
2854
2855
2856
2857
2858
2859
2860
2861
2862
2863
2864
2865
2866
2867
2868
2869
2870
2871
2872
2873
2874
2875
2876
2877
2878
2879
2880
2881
2882
2883
2884
2885
2886
2887
2888
2889
2890
2891
2892
2893
2894
2895
2896
2897
2898
2899
2900
2901
2902
2903
2904
2905
2906
2907
2908
2909
2910
2911
2912
2913
2914
2915
2916
2917
2918
2919
2920
2921
2922
2923
2924
2925
2926
2927
2928
2929
2930
2931
2932
2933
2934
2935
2936
2937
2938
2939
2940
2941
2942
2943
2944
2945
2946
2947
2948
2949
2950
2951
2952
2953
2954
2955
2956
2957
2958
2959
2960
2961
2962
2963
2964
2965
2966
2967
2968
2969
2970
2971
2972
2973
2974
2975
2976
2977
2978
2979
2980
2981
2982
2983
2984
2985
2986
2987
2988
2989
2990
2991
2992
2993
2994
2995
2996
2997
2998
2999
3000
3001
3002
3003
3004
3005
3006
3007
3008
3009
3010
3011
3012
3013
3014
3015
3016
3017
3018
3019
3020
3021
3022
3023
3024
3025
3026
3027
3028
3029
3030
3031
3032
3033
3034
3035
3036
3037
3038
3039
3040
3041
3042
3043
3044
3045
3046
3047
3048
3049
3050
3051
3052
3053
3054
3055
3056
3057
3058
3059
3060
3061
3062
3063
3064
3065
3066
3067
3068
3069
3070
3071
3072
3073
3074
3075
3076
3077
3078
3079
3080
3081
3082
3083
3084
3085
3086
3087
3088
3089
3090
3091
3092
3093
3094
3095
3096
3097
3098
3099
3100
3101
3102
3103
3104
3105
3106
3107
3108
3109
3110
3111
3112
3113
3114
3115
3116
3117
3118
3119
3120
3121
3122
3123
3124
3125
3126
3127
3128
3129
3130
3131
3132
3133
3134
3135
3136
3137
3138
3139
3140
3141
3142
3143
3144
3145
3146
3147
3148
3149
3150
3151
3152
3153
3154
3155
3156
3157
3158
3159
3160
3161
3162
3163
3164
3165
3166
3167
3168
3169
3170
3171
3172
3173
3174
3175
3176
3177
3178
3179
3180
3181
3182
3183
3184
3185
3186
3187
3188
3189
3190
3191
3192
3193
3194
3195
3196
3197
3198
3199
3200
3201
3202
3203
3204
3205
3206
3207
3208
3209
3210
3211
3212
3213
3214
3215
3216
3217
3218
3219
3220
3221
3222
3223
3224
3225
3226
3227
3228
3229
3230
3231
3232
3233
3234
3235
3236
3237
3238
3239
3240
3241
3242
3243
3244
3245
3246
3247
3248
3249
3250
3251
3252
3253
3254
3255
3256
3257
3258
3259
3260
3261
3262
3263
3264
3265
3266
3267
3268
3269
3270
3271
3272
3273
3274
3275
3276
3277
3278
3279
3280
3281
3282
3283
3284
3285
3286
3287
3288
3289
3290
3291
3292
3293
3294
3295
3296
3297
3298
3299
3300
3301
3302
3303
3304
3305
3306
3307
3308
3309
3310
3311
3312
3313
3314
3315
3316
3317
3318
3319
3320
3321
3322
3323
3324
3325
3326
3327
3328
3329
3330
3331
3332
3333
3334
3335
3336
3337
3338
3339
3340
3341
3342
3343
3344
3345
3346
3347
3348
3349
3350
3351
3352
3353
3354
3355
3356
3357
3358
3359
3360
3361
3362
3363
3364
3365
3366
3367
3368
3369
3370
3371
3372
3373
3374
3375
3376
3377
3378
3379
3380
3381
3382
3383
3384
3385
3386
3387
3388
3389
3390
3391
3392
3393
3394
3395
3396
3397
3398
3399
3400
3401
3402
3403
3404
3405
3406
3407
3408
3409
3410
3411
3412
3413
3414
3415
3416
3417
3418
3419
3420
3421
3422
3423
3424
3425
3426
3427
3428
3429
3430
3431
3432
3433
3434
3435
3436
3437
3438
3439
3440
3441
3442
3443
3444
3445
3446
3447
3448
3449
3450
3451
3452
3453
3454
3455
3456
3457
3458
3459
3460
3461
3462
3463
3464
3465
3466
3467
3468
3469
3470
3471
3472
3473
3474
3475
3476
3477
3478
3479
3480
3481
3482
3483
3484
3485
3486
3487
3488
3489
3490
3491
3492
3493
3494
3495
3496
3497
3498
3499
3500
3501
3502
3503
3504
3505
3506
3507
3508
3509
3510
3511
3512
3513
3514
3515
3516
3517
3518
3519
3520
3521
3522
3523
3524
3525
3526
3527
3528
3529
3530
3531
3532
3533
3534
3535
3536
3537
3538
3539
3540
3541
3542
3543
3544
3545
3546
3547
3548
3549
3550
3551
3552
3553
3554
3555
3556
3557
3558
3559
3560
3561
3562
3563
3564
3565
3566
3567
3568
3569
3570
3571
3572
3573
3574
3575
3576
3577
3578
3579
3580
3581
3582
3583
3584
3585
3586
3587
3588
3589
3590
3591
3592
3593
3594
3595
3596
3597
3598
3599
3600
3601
3602
3603
3604
3605
3606
3607
3608
3609
3610
3611
3612
3613
3614
3615
3616
3617
3618
3619
3620
3621
3622
3623
3624
3625
3626
3627
3628
3629
3630
3631
3632
3633
3634
3635
3636
3637
3638
3639
3640
3641
3642
3643
3644
3645
3646
3647
3648
3649
3650
3651
3652
3653
3654
3655
3656
3657
3658
3659
3660
3661
3662
3663
3664
3665
3666
3667
3668
3669
3670
3671
3672
3673
3674
3675
3676
3677
3678
3679
3680
3681
3682
3683
3684
3685
3686
3687
3688
3689
3690
3691
3692
3693
3694
3695
3696
3697
3698
3699
3700
3701
3702
3703
3704
3705
3706
3707
3708
3709
3710
3711
3712
3713
3714
3715
3716
3717
3718
3719
3720
3721
3722
3723
3724
3725
3726
3727
3728
3729
3730
3731
3732
3733
3734
3735
3736
3737
3738
3739
3740
3741
3742
3743
3744
3745
3746
3747
3748
3749
3750
3751
3752
3753
3754
3755
3756
3757
3758
3759
3760
3761
3762
3763
3764
3765
3766
3767
3768
3769
3770
3771
3772
3773
3774
3775
3776
3777
3778
3779
3780
3781
3782
3783
3784
3785
3786
3787
3788
3789
3790
3791
3792
3793
3794
3795
3796
3797
3798
3799
3800
3801
3802
3803
3804
3805
3806
3807
3808
3809
3810
3811
3812
3813
3814
3815
3816
3817
3818
3819
3820
3821
3822
3823
3824
3825
3826
3827
3828
3829
3830
3831
3832
3833
3834
3835
3836
3837
3838
3839
3840
3841
3842
3843
3844
3845
3846
3847
3848
3849
3850
3851
3852
3853
3854
3855
3856
3857
3858
3859
3860
3861
3862
3863
3864
3865
3866
3867
3868
3869
3870
3871
3872
3873
3874
3875
3876
3877
3878
3879
3880
3881
3882
3883
3884
3885
3886
3887
3888
3889
3890
3891
3892
3893
3894
3895
3896
3897
3898
3899
3900
3901
3902
3903
3904
3905
3906
3907
3908
3909
3910
3911
3912
3913
3914
3915
3916
3917
3918
3919
3920
3921
3922
3923
3924
3925
3926
3927
3928
3929
3930
3931
3932
3933
3934
3935
3936
3937
3938
3939
3940
3941
3942
3943
3944
3945
3946
3947
3948
3949
3950
3951
3952
3953
3954
3955
3956
3957
3958
3959
3960
3961
3962
3963
3964
3965
3966
3967
3968
3969
3970
3971
3972
3973
3974
3975
3976
3977
3978
3979
3980
3981
3982
3983
3984
3985
3986
3987
3988
3989
3990
3991
3992
3993
3994
3995
3996
3997
3998
3999
4000
4001
4002
4003
4004
4005
4006
4007
4008
4009
4010
4011
4012
4013
4014
4015
4016
4017
4018
4019
4020
4021
4022
4023
4024
4025
4026
4027
4028
4029
4030
4031
4032
4033
4034
4035
4036
4037
4038
4039
4040
4041
4042
4043
4044
4045
4046
4047
4048
4049
4050
4051
4052
4053
4054
4055
4056
4057
4058
4059
4060
4061
4062
4063
4064
4065
4066
4067
4068
4069
4070
4071
4072
4073
4074
4075
4076
4077
4078
4079
4080
4081
4082
4083
4084
4085
4086
4087
4088
4089
4090
4091
4092
4093
4094
4095
4096
4097
4098
4099
4100
4101
4102
4103
4104
4105
4106
4107
4108
4109
4110
4111
4112
4113
4114
4115
4116
4117
4118
4119
4120
4121
4122
4123
4124
4125
4126
4127
4128
4129
4130
4131
4132
4133
4134
4135
4136
4137
4138
4139
4140
4141
4142
4143
4144
4145
4146
4147
4148
4149
4150
4151
4152
4153
4154
4155
4156
4157
4158
4159
4160
4161
4162
4163
4164
4165
4166
4167
4168
4169
4170
4171
4172
4173
4174
4175
4176
4177
4178
4179
4180
4181
4182
4183
4184
4185
4186
4187
4188
4189
4190
4191
4192
4193
4194
4195
4196
4197
4198
4199
4200
4201
4202
4203
4204
4205
4206
4207
4208
4209
4210
4211
4212
4213
4214
4215
4216
4217
4218
4219
4220
4221
4222
4223
4224
4225
4226
4227
4228
4229
4230
4231
4232
4233
4234
4235
4236
4237
4238
4239
4240
4241
4242
4243
4244
4245
4246
4247
4248
4249
4250
4251
4252
4253
4254
4255
4256
4257
4258
4259
4260
4261
4262
4263
4264
4265
4266
4267
4268
4269
4270
4271
4272
4273
4274
4275
4276
4277
4278
4279
4280
4281
4282
4283
4284
4285
4286
4287
4288
4289
4290
4291
4292
4293
4294
4295
4296
4297
4298
4299
4300
4301
4302
4303
4304
4305
4306
4307
4308
4309
4310
4311
4312
4313
4314
4315
4316
4317
4318
4319
4320
4321
4322
4323
4324
4325
4326
4327
4328
4329
4330
4331
4332
4333
4334
4335
4336
4337
4338
4339
4340
4341
4342
4343
4344
4345
4346
4347
4348
4349
4350
4351
4352
4353
4354
4355
4356
4357
4358
4359
4360
4361
4362
4363
4364
4365
4366
4367
4368
4369
4370
4371
4372
4373
4374
4375
4376
4377
4378
4379
4380
4381
4382
4383
4384
4385
4386
4387
4388
4389
4390
4391
4392
4393
4394
4395
4396
4397
4398
4399
4400
4401
4402
4403
4404
4405
4406
4407
4408
4409
4410
4411
4412
4413
4414
4415
4416
4417
4418
4419
4420
4421
4422
4423
4424
4425
4426
4427
4428
4429
4430
4431
4432
4433
4434
4435
4436
4437
4438
4439
4440
4441
4442
4443
4444
4445
4446
4447
4448
4449
4450
4451
4452
4453
4454
4455
4456
4457
4458
4459
4460
4461
4462
4463
4464
4465
4466
4467
4468
4469
4470
4471
4472
4473
4474
4475
4476
4477
4478
4479
4480
4481
4482
4483
4484
4485
4486
4487
4488
4489
4490
4491
4492
4493
4494
4495
4496
4497
4498
4499
4500
4501
4502
4503
4504
4505
4506
4507
4508
4509
4510
4511
4512
4513
4514
4515
4516
4517
4518
4519
4520
4521
4522
4523
4524
4525
4526
4527
4528
4529
4530
4531
4532
4533
4534
4535
4536
4537
4538
4539
4540
4541
4542
4543
4544
4545
4546
4547
4548
4549
4550
4551
4552
4553
4554
4555
4556
4557
4558
4559
4560
4561
4562
4563
4564
4565
4566
4567
4568
4569
4570
4571
4572
4573
4574
4575
4576
4577
4578
4579
4580
4581
4582
4583
4584
4585
4586
4587
4588
4589
4590
4591
4592
4593
4594
4595
4596
4597
4598
4599
4600
4601
4602
4603
4604
4605
4606
4607
4608
4609
4610
4611
4612
4613
4614
4615
4616
4617
4618
4619
4620
4621
4622
4623
4624
4625
4626
4627
4628
4629
4630
4631
4632
4633
4634
4635
4636
4637
4638
4639
4640
4641
4642
4643
4644
4645
4646
4647
4648
4649
4650
4651
4652
4653
4654
4655
4656
4657
4658
4659
4660
4661
4662
4663
4664
4665
4666
4667
4668
4669
4670
4671
4672
4673
4674
4675
4676
4677
4678
4679
4680
4681
4682
4683
4684
4685
4686
4687
4688
4689
4690
4691
4692
4693
4694
4695
4696
4697
4698
4699
4700
4701
4702
4703
4704
4705
4706
4707
4708
4709
4710
4711
4712
4713
4714
4715
4716
4717
4718
4719
4720
4721
4722
4723
4724
4725
4726
4727
4728
4729
4730
4731
4732
4733
4734
4735
4736
4737
4738
4739
4740
4741
4742
4743
4744
4745
4746
4747
4748
4749
4750
4751
4752
4753
4754
4755
4756
4757
4758
4759
4760
4761
4762
4763
4764
4765
4766
4767
4768
4769
4770
4771
4772
4773
4774
4775
4776
4777
4778
4779
4780
4781
4782
4783
4784
4785
4786
4787
4788
4789
4790
4791
4792
4793
4794
4795
4796
4797
4798
4799
4800
4801
4802
4803
4804
4805
4806
4807
4808
4809
4810
4811
4812
4813
4814
4815
4816
4817
4818
4819
4820
4821
4822
4823
4824
4825
4826
4827
4828
4829
4830
4831
4832
4833
4834
4835
4836
4837
4838
4839
4840
4841
4842
4843
4844
4845
4846
4847
4848
4849
4850
4851
4852
4853
4854
4855
4856
4857
4858
4859
4860
4861
4862
4863
4864
4865
4866
4867
4868
4869
4870
4871
4872
4873
4874
4875
4876
4877
4878
4879
4880
4881
4882
4883
4884
4885
4886
4887
4888
4889
4890
4891
4892
4893
4894
4895
4896
4897
4898
4899
4900
4901
4902
4903
4904
4905
4906
4907
4908
4909
4910
4911
4912
4913
4914
4915
4916
4917
4918
4919
4920
4921
4922
4923
4924
4925
4926
4927
4928
4929
4930
4931
4932
4933
4934
4935
4936
4937
4938
4939
4940
4941
4942
4943
4944
4945
4946
4947
4948
4949
4950
4951
4952
4953
4954
4955
4956
4957
4958
4959
4960
4961
4962
4963
4964
4965
4966
4967
4968
4969
4970
4971
4972
4973
4974
4975
4976
4977
4978
4979
4980
4981
4982
4983
4984
4985
4986
4987
4988
4989
4990
4991
4992
4993
4994
4995
4996
4997
4998
4999
5000
5001
5002
5003
5004
5005
5006
5007
5008
5009
5010
5011
5012
5013
5014
5015
5016
5017
5018
5019
5020
5021
5022
5023
5024
5025
5026
5027
5028
5029
5030
5031
5032
5033
5034
5035
5036
5037
5038
5039
5040
5041
5042
5043
5044
5045
5046
5047
5048
5049
5050
5051
5052
5053
5054
5055
5056
5057
5058
5059
5060
5061
5062
5063
5064
5065
5066
5067
5068
5069
5070
5071
5072
5073
5074
5075
5076
5077
5078
5079
5080
5081
5082
5083
5084
5085
5086
5087
5088
5089
5090
5091
5092
5093
5094
5095
5096
5097
5098
5099
5100
5101
5102
5103
5104
5105
5106
5107
5108
5109
5110
5111
5112
5113
5114
5115
5116
5117
5118
5119
5120
5121
5122
5123
5124
5125
5126
5127
5128
5129
5130
5131
5132
5133
5134
5135
5136
5137
5138
5139
5140
5141
5142
5143
5144
5145
5146
5147
5148
5149
5150
5151
5152
5153
5154
5155
5156
5157
5158
5159
5160
5161
5162
5163
5164
5165
5166
5167
5168
5169
5170
5171
5172
5173
5174
5175
5176
5177
5178
5179
5180
5181
5182
5183
5184
5185
5186
5187
5188
5189
5190
5191
5192
5193
5194
5195
5196
5197
5198
5199
5200
5201
5202
5203
5204
5205
5206
5207
5208
5209
5210
5211
5212
5213
5214
5215
5216
5217
5218
5219
5220
5221
5222
5223
5224
5225
5226
5227
5228
5229
5230
5231
5232
5233
5234
5235
5236
5237
5238
5239
5240
5241
5242
5243
5244
5245
5246
5247
5248
5249
5250
5251
5252
5253
5254
5255
5256
5257
5258
5259
5260
5261
5262
5263
5264
5265
5266
5267
5268
5269
5270
5271
5272
5273
5274
5275
5276
5277
5278
5279
5280
5281
5282
5283
5284
5285
5286
5287
5288
5289
5290
5291
5292
5293
5294
5295
5296
5297
5298
5299
5300
5301
5302
5303
5304
5305
5306
5307
5308
5309
5310
5311
5312
5313
5314
5315
5316
5317
5318
5319
5320
5321
5322
5323
5324
5325
5326
5327
5328
5329
5330
5331
5332
5333
5334
5335
5336
5337
5338
5339
5340
5341
5342
5343
5344
5345
5346
5347
5348
5349
5350
5351
5352
5353
5354
5355
5356
5357
5358
5359
5360
5361
5362
5363
5364
5365
5366
5367
5368
5369
5370
5371
5372
5373
5374
5375
5376
5377
5378
5379
5380
5381
5382
5383
5384
5385
5386
5387
5388
5389
5390
5391
5392
5393
5394
5395
5396
5397
5398
5399
5400
5401
5402
5403
5404
5405
5406
5407
5408
5409
5410
5411
5412
5413
5414
5415
5416
5417
5418
5419
5420
5421
5422
5423
5424
5425
5426
5427
5428
5429
5430
5431
5432
5433
5434
5435
5436
5437
5438
5439
5440
5441
5442
5443
5444
5445
5446
5447
5448
5449
5450
5451
5452
5453
5454
5455
5456
5457
5458
5459
5460
5461
5462
5463
5464
5465
5466
5467
5468
5469
5470
5471
5472
5473
5474
5475
5476
5477
5478
5479
5480
5481
5482
5483
5484
5485
5486
5487
5488
5489
5490
5491
5492
5493
5494
5495
5496
5497
5498
5499
5500
5501
5502
5503
5504
5505
5506
5507
5508
5509
5510
5511
5512
5513
5514
5515
5516
5517
5518
5519
5520
5521
5522
5523
5524
5525
5526
5527
5528
5529
5530
5531
5532
5533
5534
5535
5536
5537
5538
5539
5540
5541
5542
5543
5544
5545
5546
5547
5548
5549
5550
5551
5552
5553
5554
5555
5556
5557
5558
5559
5560
5561
5562
5563
5564
5565
5566
5567
5568
5569
5570
5571
5572
5573
5574
5575
5576
5577
5578
5579
5580
5581
5582
5583
5584
5585
5586
5587
5588
5589
5590
5591
5592
5593
5594
5595
5596
5597
5598
5599
5600
5601
5602
5603
5604
5605
5606
5607
5608
5609
5610
5611
5612
5613
5614
5615
5616
5617
5618
5619
5620
5621
5622
5623
5624
5625
5626
5627
5628
5629
5630
5631
5632
5633
5634
5635
5636
5637
5638
5639
5640
5641
5642
5643
5644
5645
5646
5647
5648
5649
5650
5651
5652
5653
5654
5655
5656
5657
5658
5659
5660
5661
5662
5663
5664
5665
5666
5667
5668
5669
5670
5671
5672
5673
5674
5675
5676
5677
5678
5679
5680
5681
5682
5683
5684
5685
5686
5687
5688
5689
5690
5691
5692
5693
5694
5695
5696
5697
5698
5699
5700
5701
5702
5703
5704
5705
5706
5707
5708
5709
5710
5711
5712
5713
5714
5715
5716
5717
5718
5719
5720
5721
5722
5723
5724
5725
5726
5727
5728
5729
5730
5731
5732
5733
5734
5735
5736
5737
5738
5739
5740
5741
5742
5743
5744
5745
5746
5747
5748
5749
5750
5751
5752
5753
5754
5755
5756
5757
5758
5759
5760
5761
5762
5763
5764
5765
5766
5767
5768
5769
5770
5771
5772
5773
5774
5775
5776
5777
5778
5779
5780
5781
5782
5783
5784
5785
5786
5787
5788
5789
5790
5791
5792
5793
5794
5795
5796
5797
5798
5799
5800
5801
5802
5803
5804
5805
5806
5807
5808
5809
5810
5811
5812
5813
5814
5815
5816
5817
5818
5819
5820
5821
5822
5823
5824
5825
5826
5827
5828
5829
5830
5831
5832
5833
5834
5835
5836
5837
5838
5839
5840
5841
5842
5843
5844
5845
5846
5847
5848
5849
5850
5851
5852
5853
5854
5855
5856
5857
5858
5859
5860
5861
5862
5863
5864
5865
5866
5867
5868
5869
5870
5871
5872
5873
5874
5875
5876
5877
5878
5879
5880
5881
5882
5883
5884
5885
5886
5887
5888
5889
5890
5891
5892
5893
5894
5895
5896
5897
5898
5899
5900
5901
5902
5903
5904
5905
5906
5907
5908
5909
5910
5911
5912
5913
5914
5915
5916
5917
5918
5919
5920
5921
5922
5923
5924
5925
5926
5927
5928
5929
5930
5931
5932
5933
5934
5935
5936
5937
5938
5939
5940
5941
5942
5943
5944
5945
5946
5947
5948
5949
5950
5951
5952
5953
5954
5955
5956
5957
5958
5959
5960
5961
5962
5963
5964
5965
5966
5967
5968
5969
5970
5971
5972
5973
5974
5975
5976
5977
5978
5979
5980
5981
5982
5983
5984
5985
5986
5987
5988
5989
5990
5991
5992
5993
5994
5995
5996
5997
5998
5999
6000
6001
6002
6003
6004
6005
6006
6007
6008
6009
6010
6011
6012
6013
6014
6015
6016
6017
6018
6019
6020
6021
6022
6023
6024
6025
6026
6027
6028
6029
6030
6031
6032
6033
6034
6035
6036
6037
6038
6039
6040
6041
6042
6043
6044
6045
6046
6047
6048
6049
6050
6051
6052
6053
6054
6055
6056
6057
6058
6059
6060
6061
6062
6063
6064
6065
6066
6067
6068
6069
6070
6071
6072
6073
6074
6075
6076
6077
6078
6079
6080
6081
6082
6083
6084
6085
6086
6087
6088
6089
6090
6091
6092
6093
6094
6095
6096
6097
6098
6099
6100
6101
6102
6103
6104
6105
6106
6107
6108
6109
6110
6111
6112
6113
6114
6115
6116
6117
6118
6119
6120
6121
6122
6123
6124
6125
6126
6127
6128
6129
6130
6131
6132
6133
6134
6135
6136
6137
6138
6139
6140
6141
6142
6143
6144
6145
6146
6147
6148
6149
6150
6151
6152
6153
6154
6155
6156
6157
6158
6159
6160
6161
6162
6163
6164
6165
6166
6167
6168
6169
6170
6171
6172
6173
6174
6175
6176
6177
6178
6179
6180
6181
6182
6183
6184
6185
6186
6187
6188
6189
6190
6191
6192
6193
6194
6195
6196
6197
6198
6199
6200
6201
6202
6203
6204
6205
6206
6207
6208
6209
6210
6211
6212
6213
6214
6215
6216
6217
6218
6219
6220
6221
6222
6223
6224
6225
6226
6227
6228
6229
6230
6231
6232
6233
6234
6235
6236
6237
6238
6239
6240
6241
6242
6243
6244
6245
6246
6247
6248
6249
6250
6251
6252
6253
6254
6255
6256
6257
6258
6259
6260
6261
6262
6263
6264
6265
6266
6267
6268
6269
6270
6271
6272
6273
6274
6275
6276
6277
6278
6279
6280
6281
6282
6283
6284
6285
6286
6287
6288
6289
6290
6291
6292
6293
6294
6295
6296
6297
6298
6299
6300
6301
6302
6303
6304
6305
6306
6307
6308
6309
6310
6311
6312
6313
6314
6315
6316
6317
6318
6319
6320
6321
6322
6323
6324
6325
6326
6327
6328
6329
6330
6331
6332
6333
6334
6335
6336
6337
6338
6339
6340
6341
6342
6343
6344
6345
6346
6347
6348
6349
6350
6351
6352
6353
6354
6355
6356
6357
6358
6359
6360
6361
6362
6363
6364
6365
6366
6367
6368
6369
6370
6371
6372
6373
6374
6375
6376
6377
6378
6379
6380
6381
6382
6383
6384
6385
6386
6387
6388
6389
6390
6391
6392
6393
6394
6395
6396
6397
6398
6399
6400
6401
6402
6403
6404
6405
6406
6407
6408
6409
6410
6411
6412
6413
6414
6415
6416
6417
6418
6419
6420
6421
6422
6423
6424
6425
6426
6427
6428
6429
6430
6431
6432
6433
6434
6435
6436
6437
6438
6439
6440
6441
6442
6443
6444
6445
6446
6447
6448
6449
6450
6451
6452
6453
6454
6455
6456
6457
6458
6459
6460
6461
6462
6463
6464
6465
6466
6467
6468
6469
6470
6471
6472
6473
6474
6475
6476
6477
6478
6479
6480
6481
6482
6483
6484
6485
6486
6487
6488
6489
6490
6491
6492
6493
6494
6495
6496
6497
6498
6499
6500
6501
6502
6503
6504
6505
6506
6507
6508
6509
6510
6511
6512
6513
6514
6515
6516
6517
6518
6519
6520
6521
6522
6523
6524
6525
6526
6527
6528
6529
6530
6531
6532
6533
6534
6535
6536
6537
6538
6539
6540
6541
6542
6543
6544
6545
6546
6547
6548
6549
6550
6551
6552
6553
6554
6555
6556
6557
6558
6559
6560
6561
6562
6563
6564
6565
6566
6567
6568
6569
6570
6571
6572
6573
6574
6575
6576
6577
6578
6579
6580
6581
6582
6583
6584
6585
6586
6587
6588
6589
6590
6591
6592
6593
6594
6595
6596
6597
6598
6599
6600
6601
6602
6603
6604
6605
6606
6607
6608
6609
6610
6611
6612
6613
6614
6615
6616
6617
6618
6619
6620
6621
6622
6623
6624
6625
6626
6627
6628
6629
6630
6631
6632
6633
6634
6635
6636
6637
6638
6639
6640
6641
6642
6643
6644
6645
6646
6647
6648
6649
6650
6651
6652
6653
6654
6655
6656
6657
6658
6659
6660
6661
6662
6663
6664
6665
6666
6667
6668
6669
6670
6671
6672
6673
6674
6675
6676
6677
6678
6679
6680
6681
6682
6683
6684
6685
6686
6687
6688
6689
6690
6691
6692
6693
6694
6695
6696
6697
6698
6699
6700
6701
6702
6703
6704
6705
6706
6707
6708
6709
6710
6711
6712
6713
6714
6715
6716
6717
6718
6719
6720
6721
6722
6723
6724
6725
6726
6727
6728
6729
6730
6731
6732
6733
6734
6735
6736
6737
6738
6739
6740
6741
6742
6743
6744
6745
6746
6747
6748
6749
6750
6751
6752
6753
6754
6755
6756
6757
6758
6759
6760
6761
6762
6763
6764
6765
6766
6767
6768
6769
6770
6771
6772
6773
6774
6775
6776
6777
6778
6779
6780
6781
6782
6783
6784
6785
6786
6787
6788
6789
6790
6791
6792
6793
6794
6795
6796
6797
6798
6799
6800
6801
6802
6803
6804
6805
6806
6807
6808
6809
6810
6811
6812
6813
6814
6815
6816
6817
6818
6819
6820
6821
6822
6823
6824
6825
6826
6827
6828
6829
6830
6831
6832
6833
6834
6835
6836
6837
6838
6839
6840
6841
6842
6843
6844
6845
6846
6847
6848
6849
6850
6851
6852
6853
6854
6855
6856
6857
6858
6859
6860
6861
6862
6863
6864
6865
6866
6867
6868
6869
6870
6871
6872
6873
6874
6875
6876
6877
6878
6879
6880
6881
6882
6883
6884
6885
6886
6887
6888
6889
6890
6891
6892
6893
6894
6895
6896
6897
6898
6899
6900
6901
6902
6903
6904
6905
6906
6907
6908
6909
6910
6911
6912
6913
6914
6915
6916
6917
6918
6919
6920
6921
6922
6923
6924
6925
6926
6927
6928
6929
6930
6931
6932
6933
6934
6935
6936
6937
6938
6939
6940
6941
6942
6943
6944
6945
6946
6947
6948
6949
6950
6951
6952
6953
6954
6955
6956
6957
6958
6959
6960
6961
6962
6963
6964
6965
6966
6967
6968
6969
6970
6971
6972
6973
6974
6975
6976
6977
6978
6979
6980
6981
6982
6983
6984
6985
6986
6987
6988
6989
6990
6991
6992
6993
6994
6995
6996
6997
6998
6999
7000
7001
7002
7003
7004
7005
7006
7007
7008
7009
7010
7011
7012
7013
7014
7015
7016
7017
7018
7019
7020
7021
7022
7023
7024
7025
7026
7027
7028
7029
7030
7031
7032
7033
7034
7035
7036
7037
7038
7039
7040
7041
7042
7043
7044
7045
7046
7047
7048
7049
7050
7051
7052
7053
7054
7055
7056
7057
7058
7059
7060
7061
7062
7063
7064
7065
7066
7067
7068
7069
7070
7071
7072
7073
7074
7075
7076
7077
7078
7079
7080
7081
7082
7083
7084
7085
7086
7087
7088
7089
7090
7091
7092
7093
7094
7095
7096
7097
7098
7099
7100
7101
7102
7103
7104
7105
7106
7107
7108
7109
7110
7111
7112
7113
7114
7115
7116
7117
7118
7119
7120
7121
7122
7123
7124
7125
7126
7127
7128
7129
7130
7131
7132
7133
7134
7135
7136
7137
7138
7139
7140
7141
7142
7143
7144
7145
7146
7147
7148
7149
7150
7151
7152
7153
7154
7155
7156
7157
7158
7159
7160
7161
7162
7163
7164
7165
7166
7167
7168
7169
7170
7171
7172
7173
7174
7175
7176
7177
7178
7179
7180
7181
7182
7183
7184
7185
7186
7187
7188
7189
7190
7191
7192
7193
7194
7195
7196
7197
7198
7199
7200
7201
7202
7203
7204
7205
7206
7207
7208
7209
7210
7211
7212
7213
7214
7215
7216
7217
7218
7219
7220
7221
7222
7223
7224
7225
7226
7227
7228
7229
7230
7231
7232
7233
7234
7235
7236
7237
7238
7239
7240
7241
7242
7243
7244
7245
7246
7247
7248
7249
7250
7251
7252
7253
7254
7255
7256
7257
7258
7259
7260
7261
7262
7263
7264
7265
7266
7267
7268
7269
7270
7271
7272
7273
7274
7275
7276
7277
7278
7279
7280
7281
7282
7283
7284
7285
7286
7287
7288
7289
7290
7291
7292
7293
7294
7295
7296
7297
7298
7299
7300
7301
7302
7303
7304
7305
7306
7307
7308
7309
7310
7311
7312
7313
7314
7315
7316
7317
7318
7319
7320
7321
7322
7323
7324
7325
7326
7327
7328
7329
7330
7331
7332
7333
7334
7335
7336
7337
7338
7339
7340
7341
7342
7343
7344
7345
7346
7347
7348
7349
7350
7351
7352
7353
7354
7355
7356
7357
7358
7359
7360
7361
7362
7363
7364
7365
7366
7367
7368
7369
7370
7371
7372
7373
7374
7375
7376
7377
7378
7379
7380
7381
7382
7383
7384
7385
7386
7387
7388
7389
7390
7391
7392
7393
7394
7395
7396
7397
7398
7399
7400
7401
7402
7403
7404
7405
7406
7407
7408
7409
7410
7411
7412
7413
7414
7415
7416
7417
7418
7419
7420
7421
7422
7423
7424
7425
7426
7427
7428
7429
7430
7431
7432
7433
7434
7435
7436
7437
7438
7439
7440
7441
7442
7443
7444
7445
7446
7447
7448
7449
7450
7451
7452
7453
7454
7455
7456
7457
7458
7459
7460
7461
7462
7463
7464
7465
7466
7467
7468
7469
7470
7471
7472
7473
7474
7475
7476
7477
7478
7479
7480
7481
7482
7483
7484
7485
7486
7487
7488
7489
7490
7491
7492
7493
7494
7495
7496
7497
7498
7499
7500
7501
7502
7503
7504
7505
7506
7507
7508
7509
7510
7511
7512
7513
7514
7515
7516
7517
7518
7519
7520
7521
7522
7523
7524
7525
7526
7527
7528
7529
7530
7531
7532
7533
7534
7535
7536
7537
7538
7539
7540
7541
7542
7543
7544
7545
7546
7547
7548
7549
7550
7551
7552
7553
7554
7555
7556
7557
7558
7559
7560
7561
7562
7563
7564
7565
7566
7567
7568
7569
7570
7571
7572
7573
7574
7575
7576
7577
7578
7579
7580
7581
7582
7583
7584
7585
7586
7587
7588
7589
7590
7591
7592
7593
7594
7595
7596
7597
7598
7599
7600
7601
7602
7603
7604
7605
7606
7607
7608
7609
7610
7611
7612
7613
7614
7615
7616
7617
7618
7619
7620
7621
7622
7623
7624
7625
7626
7627
7628
7629
7630
7631
7632
7633
7634
7635
7636
7637
7638
7639
7640
7641
7642
7643
7644
7645
7646
7647
7648
7649
7650
7651
7652
7653
7654
7655
7656
7657
7658
7659
7660
7661
7662
7663
7664
7665
7666
7667
7668
7669
7670
7671
7672
7673
7674
7675
7676
7677
7678
7679
7680
7681
7682
7683
7684
7685
7686
7687
7688
7689
7690
7691
7692
7693
7694
7695
7696
7697
7698
7699
7700
7701
7702
7703
7704
7705
7706
7707
7708
7709
7710
7711
7712
7713
7714
7715
7716
7717
7718
7719
7720
7721
7722
7723
7724
7725
7726
7727
7728
7729
7730
7731
7732
7733
7734
7735
7736
7737
7738
7739
7740
7741
7742
7743
7744
7745
7746
7747
7748
7749
7750
7751
7752
7753
7754
7755
7756
7757
7758
7759
7760
7761
7762
7763
7764
7765
7766
7767
7768
7769
7770
7771
7772
7773
7774
7775
7776
7777
7778
7779
7780
7781
7782
7783
7784
7785
7786
7787
7788
7789
7790
7791
7792
7793
7794
7795
7796
7797
7798
7799
7800
7801
7802
7803
7804
7805
7806
7807
7808
7809
7810
7811
7812
7813
7814
7815
7816
7817
7818
7819
7820
7821
7822
7823
7824
7825
7826
7827
7828
7829
7830
7831
7832
7833
7834
7835
7836
7837
7838
7839
7840
7841
7842
7843
7844
7845
7846
7847
7848
7849
7850
7851
7852
7853
7854
7855
7856
7857
7858
7859
7860
7861
7862
7863
7864
7865
7866
7867
7868
7869
7870
7871
7872
7873
7874
7875
7876
7877
7878
7879
7880
7881
7882
7883
7884
7885
7886
7887
7888
7889
7890
7891
7892
7893
7894
7895
7896
7897
7898
7899
7900
7901
7902
7903
7904
7905
7906
7907
7908
7909
7910
7911
7912
7913
7914
7915
7916
7917
7918
7919
7920
7921
7922
7923
7924
7925
7926
7927
7928
7929
7930
7931
7932
7933
7934
7935
7936
7937
7938
7939
7940
7941
7942
7943
7944
7945
7946
7947
7948
7949
7950
7951
7952
7953
7954
7955
7956
7957
7958
7959
7960
7961
7962
7963
7964
7965
7966
7967
7968
7969
7970
7971
7972
7973
7974
7975
7976
7977
7978
7979
7980
7981
7982
7983
7984
7985
7986
7987
7988
7989
7990
7991
7992
7993
7994
7995
7996
7997
7998
7999
8000
8001
8002
8003
8004
8005
8006
8007
8008
8009
8010
8011
8012
8013
8014
8015
8016
8017
8018
8019
8020
8021
8022
8023
8024
8025
8026
8027
8028
8029
8030
8031
8032
8033
8034
8035
8036
8037
8038
8039
8040
8041
8042
8043
8044
8045
8046
8047
8048
8049
8050
8051
8052
8053
8054
8055
8056
8057
8058
8059
8060
8061
8062
8063
8064
8065
8066
8067
8068
8069
8070
8071
8072
8073
8074
8075
8076
8077
8078
8079
8080
8081
8082
8083
8084
8085
8086
8087
8088
8089
8090
8091
8092
8093
8094
8095
8096
8097
8098
8099
8100
8101
8102
8103
8104
8105
8106
8107
8108
8109
8110
8111
8112
8113
8114
8115
8116
8117
8118
8119
8120
8121
8122
8123
8124
8125
8126
8127
8128
8129
8130
8131
8132
8133
8134
8135
8136
8137
8138
8139
8140
8141
8142
8143
8144
8145
8146
8147
8148
8149
8150
8151
8152
8153
8154
8155
8156
8157
8158
8159
8160
8161
8162
8163
8164
8165
8166
8167
8168
8169
8170
8171
8172
8173
8174
8175
8176
8177
8178
8179
8180
8181
8182
8183
8184
8185
8186
8187
8188
8189
8190
8191
8192
8193
8194
8195
8196
8197
8198
8199
8200
8201
8202
8203
8204
8205
8206
8207
8208
8209
8210
8211
8212
8213
8214
8215
8216
8217
8218
8219
8220
8221
8222
8223
8224
8225
8226
8227
8228
8229
8230
8231
8232
8233
8234
8235
8236
8237
8238
8239
8240
8241
8242
8243
8244
8245
8246
8247
8248
8249
8250
8251
8252
8253
8254
8255
8256
8257
8258
8259
8260
8261
8262
8263
8264
8265
8266
8267
8268
8269
8270
8271
8272
8273
8274
8275
8276
8277
8278
8279
8280
8281
8282
8283
8284
8285
8286
8287
8288
8289
8290
8291
8292
8293
8294
8295
8296
8297
8298
8299
8300
8301
8302
8303
8304
8305
8306
8307
8308
8309
8310
8311
8312
8313
8314
8315
8316
8317
8318
8319
8320
8321
8322
8323
8324
8325
8326
8327
8328
8329
8330
8331
8332
8333
8334
8335
8336
8337
8338
8339
8340
8341
8342
8343
8344
8345
8346
8347
8348
8349
8350
8351
8352
8353
8354
8355
8356
8357
8358
8359
8360
8361
8362
8363
8364
8365
8366
8367
8368
8369
8370
8371
8372
8373
8374
8375
8376
8377
8378
8379
8380
8381
8382
8383
8384
8385
8386
8387
8388
8389
8390
8391
8392
8393
8394
8395
8396
8397
8398
8399
8400
8401
8402
8403
8404
8405
8406
8407
8408
8409
8410
8411
8412
8413
8414
8415
8416
8417
8418
8419
8420
8421
8422
8423
8424
8425
8426
8427
8428
8429
8430
8431
8432
8433
8434
8435
8436
8437
8438
8439
8440
8441
8442
8443
8444
8445
8446
8447
8448
8449
8450
8451
8452
8453
8454
8455
8456
8457
8458
8459
8460
8461
8462
8463
8464
8465
8466
8467
8468
8469
8470
8471
8472
8473
8474
8475
8476
8477
8478
8479
8480
8481
8482
8483
8484
8485
8486
8487
8488
8489
8490
8491
8492
8493
8494
8495
8496
8497
8498
8499
8500
8501
8502
8503
8504
8505
8506
8507
8508
8509
8510
8511
8512
8513
8514
8515
8516
8517
8518
8519
8520
8521
8522
8523
8524
8525
8526
8527
8528
8529
8530
8531
8532
8533
8534
8535
8536
8537
8538
8539
8540
8541
8542
8543
8544
8545
8546
8547
8548
8549
8550
8551
8552
8553
8554
8555
8556
8557
8558
8559
8560
8561
8562
8563
8564
8565
8566
8567
8568
8569
8570
8571
8572
8573
8574
8575
8576
8577
8578
8579
8580
8581
8582
8583
8584
8585
8586
8587
8588
8589
8590
8591
8592
8593
8594
8595
8596
8597
8598
8599
8600
8601
8602
8603
8604
8605
8606
8607
8608
8609
8610
8611
8612
8613
8614
8615
8616
8617
8618
8619
8620
8621
8622
8623
8624
8625
8626
8627
8628
8629
8630
8631
8632
8633
8634
8635
8636
8637
8638
8639
8640
8641
8642
8643
8644
8645
8646
8647
8648
8649
8650
8651
8652
8653
8654
8655
8656
8657
8658
8659
8660
8661
8662
8663
8664
8665
8666
8667
8668
8669
8670
8671
8672
8673
8674
8675
8676
8677
8678
8679
8680
8681
8682
8683
8684
8685
8686
8687
8688
8689
8690
8691
8692
8693
8694
8695
8696
8697
8698
8699
8700
8701
8702
8703
8704
8705
8706
8707
8708
8709
8710
8711
8712
8713
8714
8715
8716
8717
8718
8719
8720
8721
8722
8723
8724
8725
8726
8727
8728
8729
8730
8731
8732
8733
8734
8735
8736
8737
8738
8739
8740
8741
8742
8743
8744
8745
8746
8747
8748
8749
8750
8751
8752
8753
8754
8755
8756
8757
8758
8759
8760
8761
8762
8763
8764
8765
8766
8767
8768
8769
8770
8771
8772
8773
8774
8775
8776
8777
8778
8779
8780
8781
8782
8783
8784
8785
8786
8787
8788
8789
8790
8791
8792
8793
8794
8795
8796
8797
8798
8799
8800
8801
8802
8803
8804
8805
8806
8807
8808
8809
8810
8811
8812
8813
8814
8815
8816
8817
8818
8819
8820
8821
8822
8823
8824
8825
8826
8827
8828
8829
8830
8831
8832
8833
8834
8835
8836
8837
8838
8839
8840
8841
8842
8843
8844
8845
8846
8847
8848
8849
8850
8851
8852
8853
8854
8855
8856
8857
8858
8859
8860
8861
8862
8863
8864
8865
8866
8867
8868
8869
8870
8871
8872
8873
8874
8875
8876
8877
8878
8879
8880
8881
8882
8883
8884
8885
8886
8887
8888
8889
8890
8891
8892
8893
8894
8895
8896
8897
8898
8899
8900
8901
8902
8903
8904
8905
8906
8907
8908
8909
8910
8911
8912
8913
8914
8915
8916
8917
8918
8919
8920
8921
8922
8923
8924
8925
8926
8927
8928
8929
8930
8931
8932
8933
8934
8935
8936
8937
8938
8939
8940
8941
8942
8943
8944
8945
8946
8947
8948
8949
8950
8951
8952
8953
8954
8955
8956
8957
8958
8959
8960
8961
8962
8963
8964
8965
8966
8967
8968
8969
8970
8971
8972
8973
8974
8975
8976
8977
8978
8979
8980
8981
8982
8983
8984
8985
8986
8987
8988
8989
8990
8991
8992
8993
8994
8995
8996
8997
8998
8999
9000
9001
9002
9003
9004
9005
9006
9007
9008
9009
9010
9011
9012
9013
9014
9015
9016
9017
9018
9019
9020
9021
9022
9023
9024
9025
9026
9027
9028
9029
9030
9031
9032
9033
9034
9035
9036
9037
9038
9039
9040
9041
9042
9043
9044
9045
9046
9047
9048
9049
9050
9051
9052
9053
9054
9055
9056
9057
9058
9059
9060
9061
9062
9063
9064
9065
9066
9067
9068
9069
9070
9071
9072
9073
9074
9075
9076
9077
9078
9079
9080
9081
9082
9083
9084
9085
9086
9087
9088
9089
9090
9091
9092
9093
9094
9095
9096
9097
9098
9099
9100
9101
9102
9103
9104
9105
9106
9107
9108
9109
9110
9111
9112
9113
9114
9115
9116
9117
9118
9119
9120
9121
9122
9123
9124
9125
9126
9127
9128
9129
9130
9131
9132
9133
9134
9135
9136
9137
9138
9139
9140
9141
9142
9143
9144
9145
9146
9147
9148
9149
9150
9151
9152
9153
9154
9155
9156
9157
9158
9159
9160
9161
9162
9163
9164
9165
9166
9167
9168
9169
9170
9171
9172
9173
9174
9175
9176
9177
9178
9179
9180
9181
9182
9183
9184
9185
9186
9187
9188
9189
9190
9191
9192
9193
9194
9195
9196
9197
9198
9199
9200
9201
9202
9203
9204
9205
9206
9207
9208
9209
9210
9211
9212
9213
9214
9215
9216
9217
9218
9219
9220
9221
9222
9223
9224
9225
9226
9227
9228
9229
9230
9231
9232
9233
9234
9235
9236
9237
9238
9239
9240
9241
9242
9243
9244
9245
9246
9247
9248
9249
9250
9251
9252
9253
9254
9255
9256
9257
9258
9259
9260
9261
9262
9263
9264
9265
9266
9267
9268
9269
9270
9271
9272
9273
9274
9275
9276
9277
9278
9279
9280
9281
9282
9283
9284
9285
9286
9287
9288
9289
9290
9291
9292
9293
9294
9295
9296
9297
9298
9299
9300
9301
9302
9303
9304
9305
9306
9307
9308
9309
9310
9311
9312
9313
9314
9315
9316
9317
9318
9319
9320
9321
9322
9323
9324
9325
9326
9327
9328
9329
9330
9331
9332
9333
9334
9335
9336
9337
9338
9339
9340
9341
9342
9343
9344
9345
9346
9347
9348
9349
9350
9351
9352
9353
9354
9355
9356
9357
9358
9359
9360
9361
9362
9363
9364
9365
9366
9367
9368
9369
9370
9371
9372
9373
9374
9375
9376
9377
9378
9379
9380
9381
9382
9383
9384
9385
9386
9387
9388
9389
9390
9391
9392
9393
9394
9395
9396
9397
9398
9399
9400
9401
9402
9403
9404
9405
9406
9407
9408
9409
9410
9411
9412
9413
9414
9415
9416
9417
9418
9419
9420
9421
9422
9423
9424
9425
9426
9427
9428
9429
9430
9431
9432
9433
9434
9435
9436
9437
9438
9439
9440
9441
9442
9443
9444
9445
9446
9447
9448
9449
9450
9451
9452
9453
9454
9455
9456
9457
9458
9459
9460
9461
9462
9463
9464
9465
9466
9467
9468
9469
9470
9471
9472
9473
9474
9475
9476
9477
9478
9479
9480
9481
9482
9483
9484
9485
9486
9487
9488
9489
9490
9491
9492
9493
9494
9495
9496
9497
9498
9499
9500
9501
9502
9503
9504
9505
9506
9507
9508
9509
9510
9511
9512
9513
9514
9515
9516
9517
9518
9519
9520
9521
9522
9523
9524
9525
9526
9527
9528
9529
9530
9531
9532
9533
9534
9535
9536
9537
9538
9539
9540
9541
9542
9543
9544
9545
9546
9547
9548
9549
9550
9551
9552
9553
9554
9555
9556
9557
9558
9559
9560
9561
9562
9563
9564
9565
9566
9567
9568
9569
9570
9571
9572
9573
9574
9575
9576
9577
9578
9579
9580
9581
9582
9583
9584
9585
9586
9587
9588
9589
9590
9591
9592
9593
9594
9595
9596
9597
9598
9599
9600
9601
9602
9603
9604
9605
9606
9607
9608
9609
9610
9611
9612
9613
9614
9615
9616
9617
9618
9619
9620
9621
9622
9623
9624
9625
9626
9627
9628
9629
9630
9631
9632
9633
9634
9635
9636
9637
9638
9639
9640
9641
9642
9643
9644
9645
9646
9647
9648
9649
9650
9651
9652
9653
9654
9655
9656
9657
9658
9659
9660
9661
9662
9663
9664
9665
9666
9667
9668
9669
9670
9671
9672
9673
9674
9675
9676
9677
9678
9679
9680
9681
9682
9683
9684
9685
9686
9687
9688
9689
9690
9691
9692
9693
9694
9695
9696
9697
9698
9699
9700
9701
9702
9703
9704
9705
9706
9707
9708
9709
9710
9711
9712
9713
9714
9715
9716
9717
9718
9719
9720
9721
9722
9723
9724
9725
9726
9727
9728
9729
9730
9731
9732
9733
9734
9735
9736
9737
9738
9739
9740
9741
9742
9743
9744
9745
9746
9747
9748
9749
9750
9751
9752
9753
9754
9755
9756
9757
9758
9759
9760
9761
9762
9763
9764
9765
9766
9767
9768
9769
9770
9771
9772
9773
9774
9775
9776
9777
9778
9779
9780
9781
9782
9783
9784
9785
9786
9787
9788
9789
9790
9791
9792
9793
9794
9795
9796
9797
9798
9799
9800
9801
9802
9803
9804
9805
9806
9807
9808
9809
9810
9811
9812
9813
9814
9815
9816
9817
9818
9819
9820
9821
9822
9823
9824
9825
9826
9827
9828
9829
9830
9831
9832
9833
9834
9835
9836
9837
9838
9839
9840
9841
9842
9843
9844
9845
9846
9847
9848
9849
9850
9851
9852
9853
9854
9855
9856
9857
9858
9859
9860
9861
9862
9863
9864
9865
9866
9867
9868
9869
9870
9871
9872
9873
9874
9875
9876
9877
9878
9879
9880
9881
9882
9883
9884
9885
9886
9887
9888
9889
9890
9891
9892
9893
9894
9895
9896
9897
9898
9899
9900
9901
9902
9903
9904
9905
9906
9907
9908

<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
"http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" lang="da" xml:lang="da">
<head>
<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=utf-8" />
<title>The Project Gutenberg eBook of Med Luftskib til Mars, by Nils Meyn and August Klingsey</title>
   <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
   <!-- TITLE="Med Luftskib til Mars" -->
   <!-- AUTHOR="Nils Meyn and August Klingsey" -->
   <!-- LANGUAGE="da" -->
   <!-- PUBLISHER="Chr. Erichsens Forlag, København" -->
   <!-- DATE="1911" -->
   <!-- COVER="images/cover.jpg" -->

<style type='text/css'>

body       { margin-left:15%; margin-right:15%; }

div.frontmatter { page-break-before:always; }
h1.title   { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:1em; }
.aut       { text-indent:0; text-align:center; margin-bottom:2em; font-size:0.8em; }
.aut .line2{ font-size:0.8em; }
.ill       { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; margin-bottom:2em; }
.logo      { margin-bottom:3em; }
.pub       { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; }
.pub .line1{ font-size:1.25em; }
.printer   { text-indent:0; text-align:center; margin-top:8em; margin-bottom:1em;
             font-size:0.8em; }
.printer .line2 { font-size:0.8em; }
div.chapter{ page-break-before:always; }
h2         { text-indent:0; text-align:center; margin-top:3em; margin-bottom:1em; }
h3.date    { text-indent:0; text-align:right; margin-top:1em; margin-bottom:0.5em;
             margin-right:2em; font-size:1.2em; font-weight:normal; }
p.subt     { text-indent:0; text-align:center; }

p          { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; }
p.first    { text-indent:0; }
span.firstchar { font-size:2em; }
span.prefirstchar { font-size:0.5em; }
p.noindent { text-indent:0; }
p.cap      { text-indent:0; text-align:center; font-size:0.8em; margin-bottom:1em; }

hr         { border:0; border-top:1px solid black; text-align:center; margin:1em; }
hr.tb      { margin-left:45%; width:10%; }

/* fractions */
span.lfrac { white-space:nowrap; display:inline-block; text-indent:0; }
span.dvd   { font-size:0.7em; vertical-align:30%; }
span.dvs   { font-size:0.7em; vertical-align:-5%; }

/* spans */
.smallcaps { font-variant:small-caps; }
.underline { text-decoration: underline; }

/* poetry */  
div.poem-container { text-align:center; }
div.poem-container div.poem { display:inline-block; }
div.stanza { text-align:left; text-indent:0; margin-top:1em; margin-bottom:1em;
             font-size:0.8em; }
.stanza .verse { text-align:left; text-indent:-2em; margin-left:2em; }

a:link      { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
a:visited   { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
a:hover     { text-decoration: underline; }
a:active    { text-decoration: underline; }

/* Transcriber's note */
.trnote     { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc;
              color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em;
              page-break-before:always; margin-top:3em; }
.trnote p   { text-indent:0; margin-bottom:1em; }
.trnote ul  { margin-left: 0; padding-left: 0; }
.trnote li  { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; }
.trnote ul li { list-style-type: square; }
.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:left; font-weight:bold; }

/* page numbers */
a[title].pagenum { float:right; padding-left:1em; /*position: absolute; right: 1%;*/ }
h2 a[title].pagenum { margin-left:-3em; }
h3.date a[title].pagenum { margin-right:-2em; }
.centerpic a[title].pagenum { margin-left:-3em; }
.centerpic.landscape a[title].pagenum { padding-left:0; margin-left:0; }
a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit;
              letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal;
              font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small;
              border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px;
              display: block; /*inline;*/ }

img { max-width:100%; margin:0; padding:0; }
div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; clear:both; }
div.centerpic img { max-width:80%; }
div.centerpic.landscape img { max-width:100%; }

span.centerpic { float:left; padding:0; padding-top:4px; padding-bottom:4px;
               width:100%; text-indent:0; text-align:center; display:block; }
span.landscape { float:left; padding:0; padding-top:4px; padding-bottom:4px;
               width:100%; text-indent:0; text-align:center; display:block; }
span.centerpic img { max-width:80%; }
span.landscape img { max-width:100%; }

div.logo img { max-width:6em; }
div.centerpic.ornament { margin-top:1em; }
div.centerpic.ornament img { max-width:6em; }

/* .x-ebookmaker */
body.x-ebookmaker { margin-left:0; margin-right:0; }
.x-ebookmaker span.centerpic { float:left; width:100%; }
.x-ebookmaker span.landscape { float:left; width:100%; }
.x-ebookmaker div.poem-container div.poem { display:block; margin-left:2em; }
.x-ebookmaker a.pagenum { display:none; }
.x-ebookmaker a.pagenum:after { display:none; }

</style>
</head>

<body>

<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 66058 ***</div>


<div class="frontmatter chapter">
<h1 class="title">
MED LUFTSKIB TIL MARS
</h1>

<p class="aut">
<span class="line1">FANTASTISK FREMTIDSFORTÆLLING</span><br />
<span class="line2">AF</span><br />
<span class="line3"><em>N. MEYN</em> <span class="smallcaps">og</span> <em>A. KLINGSEY</em></span>
</p>

<p class="ill">
MED TEGNINGER AF<br />
<em>K. HANSEN REISTRUP</em>
</p>

<div class="centerpic logo">
<img src="images/logo.jpg" alt="" /></div>

<p class="pub">
<span class="line1">KØBENHAVN</span><br />
<span class="line2">TILLÆG TIL »BØRNEBLADET«</span><br />
<span class="line3">CHR. ERICHSENS FORLAG</span><br />
<span class="line4">1911</span>
</p>

</div>

<div class="frontmatter chapter">
<p class="printer">
<span class="line1">CITYTRYKKERIET</span><br />
<span class="line2">LAUR. MADSEN &amp; VALD. CARLSEN</span>
</p>

</div>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-1">
<a id="page-3" class="pagenum" title="3"></a>
<span class="firstline">FØRSTE KAPITEL.</span><br />
Planen.
</h2>

</div>

<p class="first">
<span class="firstchar"><span class="prefirstchar">»</span>A</span><span class="postfirstchar">l</span> Respekt for Deres Dygtighed, kære Professor;
men er den Plan ikke vel ... ja, skal vi sige
»original«?«
</p>

<p>
»Nej, kære, den er virkelig for dristig for et
almindeligt Menneske!«
</p>

<p>
»Jeg ser allerede i Aanden en Notits i »Daily
Mail«: Vi beklager at maatte bringe den sørgelige
Efterretning, at den berømte Astronom, Professor
Marcus Stone, er blevet indlagt paa en Sindssygeanstalt
som uhelbredelig.«
</p>

<p>
De tre Herrer, der var saa rørende enige om
det Forslag, den fjerde tilstedeværende var kommet
med, var ellers saa forskellige som vel muligt.
</p>

<p>
Den, der først havde talt, var Civilingeniør John
Hyde. Han var, hvad man kalder »en ægte Engelskmand«,
rolig og tilbageholdende. Ansigtet med det
brede, kraftige Kæbeparti tydede paa Villie og
Energi.
</p>

<p>
<a id="page-4" class="pagenum" title="4"></a>
Den anden af de talende var aabenbart Officer.
Hans runde, godmodige Ansigts sunde, friske Farve
og hans kraftige og smidige Legeme viste tydeligt,
at han tilbragte største Delen af sin Tid med Sport
i fri Luft. Sport var ogsaa hans Hovedinteresse,
og de Steder, den udøvedes, var hans Yndlingsopholdssteder.
For øvrigt havde han et storartet
Humør og en god jævn Forstand.
</p>

<p>
Hans Venner kaldte ham »lille Dick«, men
naar han blev forestillet for fremmede, hed han
Premierløjtnant i Marinen, Richard S. Dillingham.
</p>

<p>
Den tredie, der strakte sin temmelig lille Person
i en magelig Kurvestol, var noget ældre end Dillingham.
Han var en sirlig Skikkelse med et skarptskaaret
Ansigt og et Par lystigt blinkende graa
Øjne bag Guldbrillerne. Paa hans Visitkort stod:
Dr. med. William Burd, og der er ingen Grund til
at tro, at han hed noget andet.
</p>

<p>
Naar vi forestiller den fjerde af de tilstedeværende
til sidst, er det ikke, fordi han er en underordnet
Person; tværtimod: Professor Marcus Stone
var absolut den mest fremtrædende i det lille Selskab,
baade fordi han var Professor, fordi han
var berømt, og fordi han kunde raabe højest og
tale uafbrudt, næsten uden at trække Vejret. Han
var berømt i videnskabelige Kredse for sin store
Dygtighed, og han var frygtet, fordi han altid var
<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a>
ubehagelig, – et Ordskifte med ham endte før eller
senere med Klammeri.
</p>

<p>
»Nej, kære Professor,« bemærkede Burd, »det
er min Overbevisning, at det moderne Luftskib vil
faa overordentlig stor Betydning, større end de
fleste aner; men en Rejse til Mars tror jeg i alt
Fald ikke, det kan bruges til paa sit nuværende
Standpunkt. Det er for fantastisk en Tanke.«
</p>

<p>
»Men Herregud!« udbrød Stone, »hvor tidt skal
jeg sige Dem, at her er ikke Tale om et Jules
Vernesk Fantasifoster, men om et videnskabeligt
Eksperiment, der er teoretisk klargjort og praktisk
udførligt. Men der <em>er</em> selvfølgelig en vis Risiko.«
</p>

<p>
»Risiko,« snærrede Doktoren, »naar man falder
ned fra Eiffeltaarnet, er der ogsaa »en vis Risiko«.
Det er Hip som Hap!«
</p>

<p>
»Men er her da ikke et fornuftigt Menneske?«
stønnede Stone med himmelvendte Blikke.
</p>

<p>
»Nej,« erklærede Dillingham, »hvis denne Plan
er Fornuft, saa er vi andre Idioter. Naa, det har
De for Resten saa tidt ladet mig høre, saa hvorfor
ikke nu? Dør vi, saa ...«
</p>

<p>
»Saa falder vi som Ofre for Videnskaben,« afbrød
Stone begejstret.
</p>

<p>
»Saa falder vi som Ofre for vor Tillid til Dem,«
sagde Burd, »men lad os høre Planen, saa kan vi
bagefter kritisere.«
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a><img src="images/i006.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a>
»Vi skal selvfølgelig benytte Hydes Luftskib –
paa hvilken Maade skal jeg nu have den Ære at
forklare Dem.«
</p>

<p>
Professor Stone trak en Pakke Papirer op af
Inderlommen og begyndte:
</p>

<p>
»Som De ved, mine Herrer, eller rettere sagt,
som De burde vide, drejer Jorden sig i en Ellipse
omkring Solen. Foruden Jorden kredser der en
hel Del andre Planeter omkring Solen, og den nærmeste
af dem er Mars, der er 15 Millioner Kilometer
fra os, naar den er os nærmest. Aarsagen
til denne Kredsen er den saakaldte »almindelige
Tiltrækning«, som nærmere bestemmes ved Hjælp
af Newtons Lov. Mere derom ved indtil Dato kun
jeg, og jeg skal nu nærmere udvikle min Teori
for Dem.
</p>

<p>
Som De ved, defineres denne Tiltrækning som
Enhed af Elektricitet ...«
</p>

<p>
»Kan De ikke udtrykke Dem lidt mere populært?«
afbrød Dillingham, »for Resten er det os
nok, at Planeterne i det hele taget kredser, lad os
bare slippe for Grunde. Fortæl os hellere straks,
hvordan De har tænkt Dem, vi skal komme til
Mars?«
</p>

<p>
»Det er ubegribeligt,« vrissede Stone, »hvor lidt
en logisk Udvikling interesserer Dem, og jeg skal
derfor fatte mig i Korthed.
</p>

<p>
<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a>
Jeg har udfundet, at der gaar en elektrisk Strøm
fra den ene Planet til den anden, naar de er i en
vis, bestemt Stilling. Staar de anderledes for hinanden,
gaar Strømmen derimod fra den anden til
den ene. Et elektrisk Legeme, som findes i Æteren,
vil som Følge heraf bevæge sig med en Hastighed,
der forholder sig omvendt som Kvadratet paa Forholdet
mellem sin Masse og Jordens Masse i 3.
Potens.
</p>

<p>
Kraften vil efter mine Beregninger udgaa fra
Øen Staffa og have sin Maksimumsværdi den 17.
Oktober.
</p>

<p>
Med et Legeme af passende Vægt vil man kunne
faa Forbindelse med Mars!«
</p>

<p>
Stone tav og saa sig omkring. Hyde sad med
et Stykke Papir og forsøgte at danne sig en Figur
af den omtalte Tiltrækning. Dillingham saa alt
andet end begavet ud, det gik over hans Forstand.
</p>

<p>
Der blev en længere Pavse, saa tog Burd Ordet:
</p>

<p>
»Hvis dette er rigtigt, hvorfor har De saa ikke
offentliggjort Deres Teori?«
</p>

<p>
Stone maalte ham med et foragteligt Blik:
</p>

<p>
»Tror De, jeg gør noget halvt? Naar man har
en Sætning, maa der ogsaa følge et Bevis. Min
Teori kan ingen kontrollere Rigtigheden af; men kan
jeg komme til Mars og tilbage derfra, er der jo et
uomstødeligt Bevis, ikke sandt?«
</p>

<p>
<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a>
»Ja, hvis De kan det,« sagde Burd med et Smil,
der øjeblikkelig bragte Stone i Harnisk.
</p>

<p>
»Kan!« raabte han, idet han for op, »jeg kan,
og De og Hyde og Dillingham kan komme med.
Hyde giver os Midlet dertil.«
</p>

<p>
»De mener altsaa virkelig at kunne bruge mit
Luftskib til den Rejse?« spurgte Hyde.
</p>

<p>
»Jeg ikke blot mener det, men jeg ved det,«
raabte Stone; »jeg har set af Deres Tegninger og
Udkast, som De var saa god at laane mig, at Skibet
med Hensyn til Vægt, Rumfang og Stof, forarbejdet
som det er af hærdede Staalplader, vil
egne sig udmærket til Udførelse af min Plan. Stiger
vi op fra Staffa om godt 24 Uger, den 23nde
September Kl. 1⁵⁷ om Natten, vil vi kunne naa
Mars paa ca. 11 Dage med en Fart af omtrent
1,363,636,₃₆₄ km pr. Dag. Denne Fart vil muliggøres
ved de polarelektriserede Æterdele. 4 Maaneder
efter vil Kraften have modsat Retning som Følge
af, at de to Planeter atter fjerner sig fra hinanden.«
</p>

<p>
»Selv om dette virkelig var muligt,« indskød
Burd med et overlegent Smil, »saa kunde det ikke
udføres af andre Grunde. De har glemt den uendelig
lave Temperatur, som hersker i Rummet. Vi
vilde jo fryse ihjel, saa snart vi var uden for Atmosfæren,
og desuden vilde vi snart forbruge Luften
i Skibets Indre.«
</p>

<p>
<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a>
»Det er taget med i Betragtning! Det er alt
sammen taget med i Betragtning,« raabte Stone
triumferende. »Gnidningen mellem Skibet og de
elektriske Smaadele vil frembringe en Temperatur
paa 18⁷⁶ Grader Celsius i det indre. Desuden er Skibet
konstrueret saaledes, at det kan indeholde en Luftforsyning
for 25 Dage.«
</p>

<p>
»Men kan vi aande i Mars’s Atmosfære?« spurgte
Hyde.
</p>

<p>
»Hvis De havde læst mit Værk om Spektralanalysen
af Planetatmosfæren,« svarede Stone overlegent,
»vilde De i 7ende Bind nederst Side 347
have fundet, at Atmosfæren paa Mars indeholder
de samme Stoffer som Jordatmosfæren, nemlig:
Ilt, Kvælstof ...«
</p>

<p>
»Tak! Tak! Jeg er overbevist,« raabte Hyde.
</p>

<p>
»Og De, Doktor,« spurgte Stone, »har De mere
at indvende?«
</p>

<p>
»Nej, aldeles ikke, jeg er ganske vundet for
Deres Plan.«
</p>

<p>
»Jeg gaar med til alt,« udbrød Dillingham,
»gaar det, saa meget des bedre, saa faar jeg min
Del i Berømmelsen, og gaar det ikke, saa falder
jeg, som Professoren før bemærkede, som et Offer
for Videnskaben, som jeg ganske vist egentlig ikke
havde tænkt mig skulde blive Aarsag til min
Død.«
</p>

<p>
<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a>
»Altsaa, alvorlig talt, mine Herrer, skal vi saa
vove et Forsøg?« spurgte Stone højtideligt.
</p>

<p>
»Vedtaget!« raabte de tre andre som med een
Mund.
</p>

<p>
»Lad os da, inden vi skilles, benytte Tiden til
et lille Overslag over, hvad vi skal have med, og
det vilde maaske ogsaa interessere Dem at gøre
nærmere Bekendtskab med Skibet?«
</p>

<p>
Stone satte sig ned og overlod Hyde Ordet.
</p>

<p>
Denne rejste sig og tog et Stykke Papir frem,
som han foldede ud paa Bordet.
</p>

<p>
Det var en simpelt udført Tegning af hans Luftskib,
set i Gennemsnit.
</p>

<p>
»Skibet er bygget af tynde, hærdede Staalplader,«
sagde Hyde, »og det har Form omtrent som en
moderne Undervandsbaad. Foroven har vi Platformen
(P), hvorfra Døren (D) fører ind i Taarnet (T),
hvor Styremekanismen (L) samt en mindre Maskinkanon
(K) er anbragt. Fra Taarnet fører der en
Trappe (6) ned i det indre, der er delt i to Etager.
I øverste Etage findes et stort Lukaf (7) til Folkene.
Derpaa kommer et større Lokale, eller rettere
sagt en Salon (S), og Observationsrummet (O)
med en Rude (R). Helt forude findes et Magasin
(A) til Vaaben og Ammunition o. s. v. I den nedre
Etage findes et Forraadskammer (F) samt Beboelsesrummene
(1, 2, 3, 4) og endelig Køkkenet (5).
</p>

<div class="centerpic landscape">
<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a><img src="images/i012.jpg" alt="" />
<p class="cap">
Hydes Tegning af Luftskibet, set i Gennemsnit.
</p>

</div>

<p>
<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a>
Helt agterude findes Maskinen (M). Skibet styres
af et stort, lodret Ror (R) og drives opad og
fremad i Luften ved Hjælp af et stærkt sammensat
System af Skruer (Skr.). Maskinen drives med
Kul, der frembringer Elektricitet, hvorledes skal
jeg ikke trætte Dem med. Kullet faas fra Luftens
Kulsyreanhydrid, som spaltes i Kul og Ilt af selve
Maskinen. Den giver os derved ny Ilt, som vi i
vore Lunger igen »omdanner« til Kulsyre. Et saare
sindrigt Princip, ser De.«
</p>

<p>
De andre nikkede bifaldende.
</p>

<p>
»Undskyld,« afbrød Stone, idet han rejste sig
og saa paa sit Ur, »men jeg maa desværre forlade
Dem nu, jeg skal op paa Observatoriet og banke
Astronomi ind i Hovedet paa den ny Assistent,
der skal vikariere for mig, medens jeg er borte.
Videnskaben hernede paa Jorden maa ikke forsømmes,
medens vi foretager vor Luftrejse. Jeg
foreslaar, at vi træffes her igen paa Mandag for at
tale videre om vort Foretagende.«
</p>

<p>
De tre Herrer var enige med Stone, og han
forlod dem med et kort: »Paa Gensyn!«
</p>

<p>
»Han er en stor Mand,« sagde Burd. »Mon
hans Plan virkelig skulde kunne udføres? Det vil
blive interessant at erfare, hvorledes der ser ud
paa Mars.«
</p>

<p>
»Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde
<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a>
drukket for meget,« sagde Hyde, »det svimler ligefrem
for mig ved den blotte Tanke om denne
Plan. Jeg har tidt sejlet gennem Luften med en
Flyvemaskine; men gennem Verdensrummet med
Luftskib! – Det er mere, end jeg kan fatte i
Øjeblikket.«
</p>

<p>
»Naar bare der er god Jagt deroppe,« sagde
Dillingham, »saa skal jeg være glad. Tænk, at
kunne jage gennem fantastiske Skove efter sjældent,
ukendt Vildt, ja maaske efter et eller andet
glubende Uhyre; det kan give Anledning til Kamp
og Spænding.«
</p>

<p>
Han anede ikke paa dette Tidspunkt, hvilke
spændende Kampscener der ventede ham paa den
fjerne Planet.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-2">
<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a>
<span class="firstline">ANDET KAPITEL.</span><br />
Forberedelserne.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Paa Duncan og Deans store Maskinværksted i
Greenwich var der stor Travlhed.
</p>

<p>
Der byggedes Luftskibet under Ledelse af Hyde
selv, der sværtet og sodet tumlede med de store
Metalplader saa godt som nogen menig Arbejder.
</p>

<p>
Selve Stellet og den ydre Skal byggedes af hærdet
Staal, medens alle Skillevægge i det indre var
af Aluminium.
</p>

<p>
Det havde først været Hydes Hensigt at konstruere
Luftskibet til Krigsbrug med en Kanon af
svær Kaliber i Taarnet. Nu erstattedes Kanonen
af en lettere Maskinkanon.
</p>

<p>
Saavel hans eget Land som Europas øvrige
Stormagter havde budt ham fabelagtige Summer
for hans Skib, og han havde været lige ved at afhænde
det, ufærdigt som det var, da Stone gjorde
ham det Forslag at benytte det til deres eventyrlige
Rejse til Mars.
</p>

<p>
<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a>
Hyde afbrød da alle Forhandlinger med andre;
for det første fordi han var stærkt interesseret i
Stones Plan, og dernæst fordi han vidste, at Skibet
efter en saadan Rejse vilde faa mindst tidobbelt
Værdi.
</p>

<p>
To Maaneder efter den berømmelige Aften, da
Stone udviklede sine Planer for sine dengang skeptiske,
men nu begejstrede Venner, fejredes Skibets
Fuldendelse ved et Glas Champagne, – man »holdt
Rejsegilde«, som Doktoren sagde.
</p>

<p>
Om Natten foretoges en Prøvetur, der forløb
fuldkommen tilfredsstillende. Man fløj om Natten
for ikke at vække Opsigt, og da Dagen brød frem,
laa Skibet, der var blevet døbt »Meteor«, sikkert
indhyllet i svære Presenninger i et Skur en god
Mils Vej fra London.
</p>

<p>
Det gjaldt nu om at faa en Besætning, der var
til at stole paa.
</p>

<p>
Hyde hyrede straks en Mand ved Navn Leslie,
en ganske udmærket Mekaniker og Maskinist, der
i en lang Aarrække havde været Formand paa
Duncan og Deans Maskinværksted. Han var villig
til at tage med de fire Venner. Dillingham
skaffede to Mænd, hans Tjener Handerson og hans
forhenværende Oppasser Bill Smith.
</p>

<p>
Dertil kom Dick Craddock, som det nok er
værd at ofre et Par Ord paa.
</p>

<p>
<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a>
Da han for en Maaned siden var kommet til
London, ejede han med Undtagelse af en Jakke,
en snavset Skjorte, et Par Benklæder og et Par
lasede Støvler samt en dito Kasket – akkurat lige
saa meget, som da han for 44 Aar siden første
Gang saa Dagens Lys. Han havde som Sømand
været Jorden rundt adskillige Gange, han havde
set sig omkring i Verden og oplevet meget. I de
kolde nordlige Have havde han slynget Harpunen
i den mægtige Hval. Han havde gravet Guld baade
i Nordamerika og Australien, og han havde kæmpet
paa Liv og Død med malajiske og kinesiske
Sørøvere.
</p>

<p>
Der var kort sagt næsten ikke den Ting, en
Sømand kan opleve, som han ikke havde været
med til, ikke blot i Fantasien, som saa mange, der
»spinder en Ende« i Kammeraternes lyttende Kreds,
nej, han havde oplevet det alt sammen i Virkeligheden.
</p>

<p>
Han havde tjent sig en pæn lille Sum Penge i
Tidens Løb, men havde letsindigt sat dem til ved
en Ekspedition til det indre Peru for at opsøge en
stor indiansk Skat fra Inkaernes Tid.
</p>

<p>
Resultatet blev, at han maatte vende hjem til
England for at begynde helt forfra og endda være
glad, han slap derfra med Livet.
</p>

<p>
For at friste Livet havde han maattet tage Plads
<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a>
som slet og ret Kulsjover, da han en Dag saa et
Avertissement i en Avis. Det var indrykket af
Hyde, og der fremhævedes, at man havde Brug for
en modig, erfaren og paalidelig Mand, der ikke var
Familieforsørger.
</p>

<p>
Craddock meldte sig straks i Hydes Lejlighed
i Kensington Road.
</p>

<p>
Hyde fandt ham ikke særlig tiltalende ved første
Øjekast paa Grund af hans smudsige og mangelfulde
Paaklædning; men da han havde talt lidt
med Manden, opdagede han snart, at han forstod
sig en hel Del paa Mekanik og var kløgtig, kvik
og erfaren, og saa sagde Hyde til sig selv, at Snavs,
selv om det er nok saa gammelt, dog neppe sidder
mere fast, end at det kan vaskes af. Da denne
hans Hovedanke mod Manden altsaa forholdsvis
let kunde fjernes, saa antog han ham paa Stedet
og sendte ham bort, for at han kunde foretage de
meget nødvendige Forbedringer i sit Udseende og
i sin Paaklædning.
</p>

<p>
Nu var alt i Orden, og man ventede kun paa
den Nat, der var fastsat for Opstigningen.
</p>

<p>
Udrustningen havde man helt overladt til Dillingham,
der havde skilt sig mesterlig fra denne Opgave.
Der hang et helt Arsenal af Vaaben i Magasinet.
Der var et Jagtgevær, en Martini-Henry
Riffel og to store 12 <span class="lfrac"><span class="dvd">m</span>/<span class="dvs">m</span></span> Revolvere pr. Mand, og
<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a>
foruden Ammunitionen til alle disse Vaaben var der
store Kasser Patroner til Maskinkanonen i Taarnet.
</p>

<p>
I et Hjørne stod en sort Læderkasse med to
særlig fine Browning-Revolvere; de var Dillinghams
personlige Ejendom og Genstand for hans
Stolthed og varmeste Kærlighed.
</p>

<p>
Saa man ind i Proviantrummet, skulde man tro,
man befandt sig i et første Klasses Viktualie- og
Delikatesselager, at dømme efter Indskrifterne paa
de utallige Daaser med henkogte Sager.
</p>

<p>
De forskellige Lukafer og Salonen var udstyret
bekvemt og hyggeligt, og det var ikke med saa
lidt Stolthed, at Dillingham fremviste disse Resultater
af sin Smag og sin praktiske Sans for sine
tre Venner.
</p>

<p>
Doktoren og Hyde var begejstrede; men Stone
saa kun flygtigt paa det alt sammen og syntes at
tænke paa ganske andre Ting. Alt dette var for
ham kun kedelige Biting, uundværlige, men ligegyldige
Stationer paa hans Vej mod det store
Maal.
</p>

<p>
Observationsrummet var det eneste Rum i hele
Skibet, der var aflaaset, og Nøglen laa i Stones
Lomme. Hele Rummet var fyldt med Kikkerter,
Theodoliter, Penduler og alle andre fysiske og astronomiske
Instrumenter.
</p>

<p>
Herinde stod ogsaa Professorens store Spektroskop,
<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a>
et uhyre kostbart Instrument med hans Navn
indgraveret i en Sølvplade paa Fodstykket.
</p>

<p>
Det var en Gave fra samtlige Videnskabsmænd
i Europa som Anerkendelse af hans Værk om Planeternes
Spektra, og det var hans kæreste Eje.
</p>

<p>
Han tænkte med Fryd paa at kunne faa Jordens
Spektrum at se fra Mars.
</p>

<p>
Dillinghams Tjener, Handerson, kom ikke længere
end til Proviantrummet; der blev han staaende,
fortabt i Beskuelsen af al den dejlige Mad og i
Beregninger af, om det nu ogsaa vilde være tilstrækkeligt,
eller om de skulde blive nødt til at
tage for sig af Marsdyrenes forhaabentlig velsmagende
Kød.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-3">
<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a>
<span class="firstline">TREDIE KAPITEL.</span><br />
En Passager i sidste Øjeblik.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
I en lille Kro, en engelsk Mil fra det Sted, hvor
Luftskibet var fortøjet, gik Værten den Aften, Afrejsen
skulde finde Sted, og dækkede et Bord til
fire Personer. Han var lige bleven færdig og havde
kastet et sidste, prøvende Blik paa Anretningen, da
et Hornsignal hørtes, og straks efter rullede en stor,
blaa Automobil op foran Døren. Chaufføren, Dick
Craddock, sprang ned og aabnede Døren for de fire
rejsende, som een efter een kom frem fra Vognens
Indre.
</p>

<p>
»Er Maden færdig, Johnson?« spurgte Ingeniøren.
</p>

<p>
»Vær saa artig, mine Herrer!« svarede Værten
og bukkede dybt, »den har staaet færdig i lang
Tid.«
</p>

<p>
»Saa er den vel kold,« brummede Professoren,
idet de tog Overtøjet af.
</p>

<p>
»Kold eller ikke kold,« sagde Doktoren, »saa
<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i022.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a>
er jeg sulten, og vi har ikke alt for god Tid. Jeg
haaber ikke, vi bliver forstyrret?«
</p>

<p>
Dette Haab skulde nu imidlertid ikke gaa i
Opfyldelse. Neppe havde de sat sig til Bords,
før det velkendte skrattende Signal atter lød derude.
</p>

<p>
»Hvad er nu det?« sagde Hyde.
</p>

<p>
»Formodentlig Værtens Poder, der morer sig,«
mente Doktoren.
</p>

<p>
»Nej, det er ikke vort Horn. Her er nok god
Søgning i Aften.«
</p>

<p>
Dillingham, som sad nærmest Døren, aabnede
den og saa ud. Doktoren bøjede sig fremover og
fik Øje paa den ærbødigt bukkende Vært, som stod
og talte i en sagte Tone med en foreløbig usynlig
fremmed. Et Øjeblik efter viste denne sig i Spisestuedøren.
En høj, mager Skikkelse i en lang
Ulster, et skarptskaaret Ansigt med en bestemt
Mund og en let bøjet Næse. Overansigtet kunde
man ikke rigtig se, da det dækkedes af Skyggen
af en graaternet »Sixpence«, som det ikke i mindste
Maade faldt Ejeren ind at tage af.
</p>

<p>
Han stod lidt og saa stift paa vore Venner, saa
drejede han rundt paa Hælen og gik atter ud i
Forhallen.
</p>

<p>
»Hvem var den Gentleman?« spurgte Professoren
med et Tryk paa Gentleman, der sagde det samme
<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a>
som »Gaaseøjne« i Skrift, og højt nok til, at den
fremmede kunde høre det.
</p>

<p>
Værten lukkede forsigtigt Døren.
</p>

<p>
»Det er Inspektør Mac Carty,« sagde han og
bukkede uvilkaarlig lidt.
</p>

<p>
»Mac Carty, hvem er det?«
</p>

<p>
»Nej, ved De nu hvad, Professor,« sagde Hyde,
»kender De virkelig ikke Scotland-Yards dygtigste
Mand?«
</p>

<p>
»Nej, og efter hvad jeg har set til ham og hans
Høflighed, bryder jeg mig heller ikke om at komme
til det.«
</p>

<p>
»Hvad vil han her?« spurgte Dillingham.
</p>

<p>
»Han er her saamænd med en Dame,« svarede
Værten.
</p>

<p>
»En Dame,« sagde Burd, »det maa være behageligt
for hende, hvis han altid har det Ansigt paa!«
</p>

<p>
»Hun er her heller ikke med sin gode Villie,«
sagde Værten atter, »det er Ethel Gray.«
</p>

<p>
Ved dette Navn for Hyde i Vejret med et lille
Udbrud; Burd syntes at anstrenge sin Hukommelse,
mens Stone og Dillingham saa spørgende
paa hinanden.
</p>

<p>
»Frøken Gray,« udbrød Ingeniøren, »kan De
ikke huske det Navn?«
</p>

<p>
»Gray! Gray!« mumlede Stone, »det hed den
Mand, som paastod, at min Spektralanalyse ikke –!«
</p>

<p>
<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a>
»Ja, men det har hun ikke noget at gøre med,«
afbrød Dillingham, idet han rakte sin lærde Ven
en ny Tallerken, »analyser De foreløbig denne
Suppe, jeg haaber ikke, De vil finde, den indeholder
alt for meget Vand. Og lad os saa høre, hvad
Ingeniøren har at berette.«
</p>

<p>
Hyde saa sig om: »Sidder her virkelig tre Englændere,
som ikke husker den store Sag mod Ethel
Gray for et Aar siden?«
</p>

<p>
»Jeg var ude med »Edward VIII« den Gang,
jeg er undskyldt,« sagde Dillingham.
</p>

<p>
»Men De da, Burd?«
</p>

<p>
»Jeg husker nogle fede Overskrifter i »Daily
Mail«, ikke andet, jeg var optaget paa Charing-Cross,
da Sagen stod paa, og læste meget lidt. Hvad var
det for Resten?«
</p>

<p>
»Giftmord!«
</p>

<p>
»Fy for en Ulykke!«
</p>

<p>
»I det mindste erklærede Juryen hende skyldig;
nogen Tilstaaelse aflagde hun ikke; men Kendetegnene
paa hendes Brøde var for stærke.«
</p>

<p>
»Lad os høre om de Kendetegn; det begynder
at interessere mig,« sagde Dillingham.
</p>

<p>
Hyde fortsatte:
</p>

<p>
»Jeg fik ligesom Burd først Kendskab dertil
gennem Aviserne. De fortalte, at Sir Rupert Stafford
var død i en Alder af 60 Aar Natten mellem
<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a>
9. og 10. November, tror jeg det var. En Lægeundersøgelse
viste, at Døden var indtraadt som
Følge af, at han havde faaet for stor en Dosis Morfin.
Vor elskværdige Ven fra før fik Undersøgelsen
overdraget, og det endte med, at han arresterede
Frøken Ethel Gray som mistænkt for at have forøvet
Mordet. Hertil havde han følgende Grunde:
Frøken Gray var Sir Ruperts nærmeste Slægtning
og tillige hans Universalarving. Ved hans Død
vilde hun altsaa foruden at være en af de smukkeste
tillige blive en af de rigeste unge Piger i
England.
</p>

<p>
Et halvt Aars Tid, før Mordet fandt Sted, kom
det til et Brud mellem den gamle Herre og hans
smukke Arving, og Følgen blev, at hun rejste bort
og tog Plads paa et Kontor. Den gamle Sir Rupert
skal nemlig have været alt andet end behagelig at
omgaas.
</p>

<p>
Men saa nogle Maaneder efter blev han meget
syg, og hun opsagde straks sin Plads for at kunne
komme og pleje ham. En Tid saa det ud til, at
han skulde gaa bort; men han havde et kraftigt
Legeme og bedredes atter saa meget, at der var al
Udsigt til, at han skulde leve, skønt det naturligvis
ikke var udelukket, at han kunde faa et Tilbagefald.
Den unge Dame, som aabenbart længtes
meget efter hans Penge og blev skuffet ved at se,
<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a>
at der maaske kunde gaa mange Aar endnu, før hun
fik dem, menes saa at have ryddet ham af Vejen.
</p>

<p>
Beviserne for hendes Skyld var saa store, at en
Tilstaaelse ikke var nødvendig.
</p>

<p>
Hun var altid om den syge, hun tilberedte hans
Medicin og hans Maaltider; hun var den, som
havde Fordel af hans Død. Dertil kommer saa,
at man fandt Morfinpulvere i hendes Gemmer, og
at en fjern Slægtning af den afdøde, som havde
været der i Huset paa samme Tid, aflagde Ed paa,
at han gennem Vinduet havde set hende komme et
Pulver i den syges Glas.
</p>

<p>
Hun blev dømt til, jeg ved ikke hvor mange
Aars Fængsel, men blev imidlertid syg og laa paa
Hospitalet i lang Tid.
</p>

<p>
Men nu er hun altsaa rask og er her sandsynligvis
paa Vejen til sit fremtidige Opholdssted.«
</p>

<p>
Medens Hyde fortalte, var de blevet færdige
med Middagen, og knap var den sidste Bid Mad
forsvundet, før Stone saa paa sit Ur og sagde:
»Opbrud, mine Herrer!« Man rykkede Stolene tilbage
og skyndte sig ud.
</p>

<p>
Medens de andre hurtig kom i Tøjet og skyndte
sig ud til Bilen, voldte et drillende Overfrakkeærme
Dillingham en Del Besvær, og han var alene tilbage
i Forhallen, da han hørte Trin bag ved sig.
Han vendte sig hurtig om.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a><img src="images/i028.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a>
Nogle Alen fra ham stod en svær Mand, øjensynlig
en civilklædt Betjent, og ved Siden af ham
en slank Ungpigeskikkelse i en lang Kaabe med
Hætte; denne var gledet lidt bagud, og Dillingham
saa et smukt, fint Ansigt med et Væld af blond
Haar og et Par klare, blaa Øjne.
</p>

<p>
Morderske eller ikke; han følte pludselig en
dyb Medlidenhed med den smukke Pige, og han
tog Hatten af og bukkede dybt, idet han gik forbi.
Hun besvarede hans Hilsen med en yndefuld Bøjning
af Hovedet, medens Betjenten tog sin Inspektør
til Forbillede og lod, som han ingenting saa.
</p>

<p>
I det samme lød Professorens skarpe Stemme
ude fra Bilen: »Naa, Hr. Dillingham, kommer De
snart?« Og med et Ryk vendte Dillingham sig og
skyndte sig ned til sine Fæller.
</p>

<p>
10 Minutters Kørsel bragte dem til Bestemmelsesstedet.
</p>

<p>
Craddock kørte Bilen ind i et Skur i Nærheden,
og derefter gik de alle hen mod Luftskibet. Træhallen
var bleven fjernet, og det store Staallegeme
laa nu frit. Leslie og Smith modtog dem ved den
smalle Træbro, som førte op til Platformen.
</p>

<p>
»Alt i Orden!« meldte Maskinmesteren.
</p>

<p>
Snart stod de alle oppe paa Uhyrets flade Ryg.
</p>

<p>
»Om et Kvarter maa vi af Sted,« sagde Professoren.
»De ved jo, mine Herrer, at her maa vi
<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a>
være præcise. Et kvart Minut maa det afvige, men
absolut ikke mer.«
</p>

<p>
»Det er bedst endnu en Gang at efterse Maskinen,«
sagde Hyde, hvorpaa han og Professoren
forsvandt, fulgt af Leslie og Craddock. Alt var i
den skønneste Orden, som Leslie havde sagt.
</p>

<p>
Dillingham og Doktoren stod imedens oppe
paa Platformen og stirrede ud over det mørke
Land rundt omkring – det Land, som de ikke
skulde gense i lang Tid, hvis Ekspeditionen lykkedes,
og aldrig, hvis den mislykkedes. Langt borte
ude paa Landevejen skinnede to lyse Punkter, som
stadig kom nærmere.
</p>

<p>
»Der har vi vor Ven Politimandens Bil,« sagde
Doktoren, »han længes nok svært efter at aflevere
sin Fange. Sikken Fart han har paa!«
</p>

<p>
»Man maa haabe for ham, at han har en dygtig
Chauffør, ellers klarer han ikke Svinget i Hulvejen,
hvis han da ikke vil bremse,« sagde Dillingham.
</p>

<p>
Men Automobilen sagtnede ikke, den for af Sted
i vanvittig Fart. Saa forsvandt den i Hulvejen,
kom igen til Syne i det farlige Sving, og saa –!
</p>

<p>
Doktoren gav et Udraab, idet Braget fra den
mørke Masse, der væltede, naaede hans Øren.
</p>

<p>
Lyden af Glas, som knuses, og Lyden af de to
Hjul, som snurrede susende rundt i Luften med
tidobbelt Fart, naaede deres Øren.
</p>

<p>
<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a>
»Nu behøver de vist ikke at bekymre sig mere
om den stakkels Pige,« sagde Doktoren.
</p>

<p>
»Jo,« raabte Dillingham, »hun er fri. Se, der
løber hun! Hurra!«
</p>

<p>
»Det er ikke noget at raabe Hurra for,« sagde
Doktoren, »for der har vi ogsaa Inspektøren!«
</p>

<p>
Den unge Pige fløj som en Hind hen over
Marken, lige ned mod vore Venner. Men Inspektøren
vandt hurtigt og sikkert ind paa hende.
</p>

<p>
Dillingham støttede sig mod Rækværket og knugede
de tynde Metalstænger. Han havde mest Lyst
til at springe ned og hjælpe hende, som løb der,
snublende over Pløjejorden.
</p>

<p>
Han blev imidlertid brat afbrudt i sine Tanker.
</p>

<p>
»Ja, mine Herrer,« lød Professorens Røst fra
Døren til Taarnet, »nu er der kun tre Minutter igen.«
</p>

<p>
»Tre Minutter,« raabte Dillingham, »ja men vi
kan da ikke ...«
</p>

<p>
Hans Blik ud over Marken udtrykte lige saa
tydeligt som Ord, hvad han mente.
</p>

<p>
»Er De gal!« raabte Stone, »tror De, vi kan
risikere, at hele vor Plan ryger i Lyset. Kast Fortøjningerne
løs derhenne!«
</p>

<p>
Handerson og Smith gav sig i Lag med Staaltovene.
</p>

<p>
Den unge Pige havde nu faaet Øje paa Luftskibet
og styrede lige hen mod Broen.
</p>

<p>
<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a>
Inspektøren var ikke hundrede Skridt bag efter
hende.
</p>

<p>
»Et Minut,« raabte Stone, »Maskinen!« Hyde
forsvandt ned i Maskinrummet til Leslie.
</p>

<p>
Nu var den unge Pige ganske nær, hun gjorde
en sidste Anstrengelse, saa snublede hun og sank
om lige ved Foden af Broen.
</p>

<p>
Stone stod med Ansigtet vendt den anden Vej.
</p>

<p>
»Et halvt Minut,« raabte han, »træk Broen ind!«
</p>

<p>
Skruerne begyndte at dreje rundt, først langsomt,
saa hurtigere og hurtigere. Nu var Mac
Carty lige ved sin Fange.
</p>

<p>
»Nej,« raabte Dillingham, »jeg kan ikke!« Og
han for ned ad Broen, greb den unge Pige i sine
Arme og løb op med hende paa Skibet. I samme
Øjeblik, Inspektøren vilde følge, vippede Handerson
Broen op paa Platformen. Mac Carty søgte at faa
fat paa en fremspringende Kant.
</p>

<p>
»Mine Herrer,« raabte han, »jeg maa opfordre
Dem til ...«
</p>

<p>
»Vi har ikke Tid nu,« raabte Professoren. »Tag
den Haand bort, ellers svarer jeg ikke for, hvad
der kan ske. Sæt af!« raabte han ned i Maskinrummet.
</p>

<p>
En Sitren gik igennem »Meteor«.
</p>

<p>
»I Lovens Navn!« skreg Inspektøren rasende.
</p>

<p>
»Beklager oprigtigt, min Herre,« raabte Professoren
<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a>
tilbage, »jeg kan desværre ikke høre mere
paa Dem.«
</p>

<p>
Politimandens Stemme druknede i Skruernes
Larm, medens Skibet hævede sig, og snart var den
truende og rasende Inspektør kun et lille Punkt
dernede.
</p>

<p>
Stone og Doktoren stod foran paa Platformen,
Hyde var nede i Maskinrummet, og Handerson
var gaaet med Dillingham ned i Salonen til den
unge Pige.
</p>

<p>
Skibet for som en Pil gennem Nattens Mørke.
</p>

<p>
Stone stirrede frem for sig. »Nu er vi der,«
sagde han.
</p>

<p>
»Der har vi altsaa Forbjerget nede?« spurgte
Doktoren, idet han bøjede sig ud over Gelænderet
og stirrede ned i det sorte Dyb under sig.
</p>

<p>
Det var efterhaanden blevet et forfærdeligt Vejr.
</p>

<p>
Stormen tudede, og Regnen slog mod Skibets
Sider som smaa Bøssekugler.
</p>

<p>
Naar Maanen af og til kastede sine Straaler
gennem en Revne i Skylaget, kunde man dybt
nede skelne de mørke Basaltklipper, der som Landets
faste Bolværk trodsigt modstod Havets vilde
Rasen.
</p>

<p>
Man skimtede de hvide, fraadende Bølger og
hørte ganske svagt Havets Brølen, naar de tunge
Vandmasser knustes mod Klipperne.
</p>

<p>
<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a>
»Sikken et Vejr!« udbrød Doktor Burd, idet
han trak Sixpencen ned i Øjnene og saa nedefter,
»nu tror jeg sikkert, at vi maa være lige over
Forbjerget.«
</p>

<p>
»Hvor det dog ligner Dem!« for det ud af Stone,
»hvor tror De dog med Nøjagtighed at kunne bestemme,
hvor vi er, ved at stirre ned i Mørket.
Nej, se hellere opefter.«
</p>

<p>
Han trak en lille Kikkert frem, som han indstillede
efter en eller anden Fiksstjerne, som var
usynlig for alle andre. Pludselig tog han Kikkerten
fra Øjet, og idet han trak Doktoren med sig,
for han ind i Taarnet og lukkede Døren.
</p>

<p>
»Nu kun fuld Kraft opad i 10 Minutter,« sagde
han til Hyde.
</p>

<p>
Ingeniøren drejede straks paa det store Reguleringshjul,
og kort efter hørte man den stærke
Summen fra de store Skruer, der med den vældige
Omdrejningshastighed fuldstændig overdøvede
Stormens Hylen.
</p>

<p>
Professoren stod og betragtede Kronometret,
medens Hyde med Haanden paa Hjulet og hver
Muskel spændt ventede paa hans Ordre.
</p>

<p>
Aldrig var ti Minutter gaaet saa langsomt.
</p>

<p>
Pludselig raabte Stone et kort »Stop!« Ingeniøren
drejede Hjulet rundt. Den stærke Brummen
blev med eet afløst af en dyb Stilhed.
</p>

<p>
<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a>
Stone drog et Lettelsens Suk.
</p>

<p>
»Tænk rigtig over det!« udbrød han, idet han
vendte sig mod de andre. »Nu gaar det opad,
ført af den menneskelige Snilles Mesterværk,« her
hævede han Stemmen, »op, bort fra Armod og
Smaalighed, bort fra Kævl og Strid, op mod det
uendelige, det ukendte!«
</p>

<p>
Denne Talestrøm oversatte Handerson for Folket
ved med sine Lungers fulde Kraft at brøle ned
i Maskinrummet: »Nu kør vi!«
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-4">
<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a>
<span class="firstline">FJERDE KAPITEL.</span><br />
Gennem Verdensrummet!
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Neppe havde »Meteor« gjort Springet fra Jordatmosfæren
og ud i det uendelige Rum, før Professoren
ilede ned til sit Skrivebord i Observationsrummet.
Her satte han sig og lyttede til den høje
Knagen i de spændte Staalplader, som gav sig i
den stærke Kulde.
</p>

<p>
Et Øjeblik var han næsten bange for, at Sammenføjningerne
skulde briste; men det var unyttig Angest.
Staalet holdt, og Bragene blev svagere og svagere,
indtil de til sidst helt hørte op. Men saa begyndte
noget nyt. Der hørtes en ensformig Lyd, omtrent
som kunde man forestille sig Millioner og Millioner
uendelig bitte smaa Legemer, der med uhyre Kraft
stødte mod Skibet udefra.
</p>

<p>
Det var en underlig, klingrende Sitren, som
hverken tog af eller til, men vedblev uforandret.
</p>

<p>
Professoren sad længe med Hovedet støttet i
<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a>
Hænderne og lyttede dertil. Denne rytmiske Syngen
bragte ham Budskab om Tilstedeværelsen af den
Kraft, som skulde føre dem alle til den fjerne Klode.
Den beviste Nøjagtigheden i hans Teorier og Beregninger
og lød i hans Øren som en fin, melodisk
Stemme, der forudsagde ham de Tildragelser, han
skulde opleve, og de Ting, han skulde se.
</p>

<p>
Hans Læber fortrak sig til et svagt Smil.
</p>

<p>
I det samme gik Døren op, og Doktoren traadte ind.
</p>

<p>
»Naa, her sidder De, Professor, i Ensomheden
og Deres egne Tanker,« sagde han, »har De ganske
glemt vor smukke Passager?«
</p>

<p>
Professoren svarede ikke paa hans Spørgsmaal;
hans Sjæl var endnu saa langt inde i hans Tankers
Labyrint.
</p>

<p>
»Kan De høre det?« spurgte han, idet han langsomt
drejede sit Hoved hen mod Doktoren.
</p>

<p>
»Naa, den syngende Lyd,« svarede Burd, »det
er vel Staalet, som giver sig i Kulden!«
</p>

<p>
Stone var øjeblikkelig sig selv igen.
</p>

<p>
»Staalet, som giver sig i Kulden!« for det ud
af ham, »det er Æterdelenes Stød mod Skibets
Metalplader. Et smukkere Bevis paa min Teoris
Rigtighed kan ikke tænkes!«
</p>

<p>
»De lever og aander kun for Deres Videnskab,«
lo Doktoren, »mens De har siddet her, har vi
andre faaet Rede paa Frøken Grays Historie. Hun
<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a>
har selv fortalt os det hele. Det gør mig oprigtig
ondt for den stakkels Pige. Skinnet er fuldstændig
imod hende. Jeg er overbevist om, og det er de
andre ogsaa, at hun aldrig kan have begaaet den
Forbrydelse, som hun er blevet anklaget og dømt for.«
</p>

<p>
»Ja, begaaet og begaaet,« sagde Stone, »noget
maa hun da have gjort. Man dømmer da ikke et
fuldstændig uskyldigt Menneske for Mord. Det
vilde være alt for – – –«
</p>

<p>
»De ser jo, at hun er bleven dømt,« afbrød
Doktoren skarpt, »ganske vist var alt imod hende.
Onkelen, hun plejede, bliver næsten rask igen; saa
faar han pludselig et Tilbagefald og dør. Hun
havde været i hans Værelse hele Natten; Dødsaarsagen
var en for stor Dosis Morfin. Der findes
Morfin i det næsten tømte Drikkeglas, og i hendes
Gemmer finder man to Morfinpulvere, som hver
for sig er nok til at gøre det af med tre Mennesker.
Dertil kommer saa denne Halvfætter, som fra Vinduet
ser hende komme et Pulver i Glasset.«
</p>

<p>
Stone fulgte opmærksomt Doktorens Tale. Saa
gik der et Øjeblik i Stilhed, og man hørte atter
den ensformige Lyd fra Æterdelene.
</p>

<p>
»Er hun fuldkommen normal?« spurgte Stone
pludselig.
</p>

<p>
»Normal!« svarede Burd forbavset, »hun er
lige saa aandsfrisk som De og jeg.«
</p>

<p>
<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a>
»Saa er det det mærkeligste Tilfælde, jeg nogen
Sinde har hørt om,« sagde Stone, »jeg kan umuligt
tro paa hendes Skyld. Et fuldstændig normalt
Menneske kan ikke handle saa ulogisk. Tænk
Dem: man ønsker en Ting, i dette Tilfælde en
Arv, man udtænker et Middel, hvorved man kan
komme i Besiddelse af det ønskede. Men dette
Middel er tillige af en saadan Beskaffenhed, at
man ved at bruge det ikke alene mister ethvert
Haab, men oven i Købet styrter sig selv i Ulykke.
Ved De hvad? Det er mig en Gaade, at en
Dommer og en Jury ikke kan ræsonnere fornuftigt.«
</p>

<p>
»Ja, var De dømmende Myndighed,« sagde
Burd, »saa tror jeg nok, at – – –«
</p>

<p>
»Men naturligvis maa der findes en Grund,«
fortsatte Stone, »det er vel ikke ganske hen i det
blaa, at hun er bleven anklaget som den skyldige;
der maa være en eller anden, som har Interesse i,
at hun bliver bragt af Vejen. Og der ser De netop
det logiske. Denne Person ønsker at faa Fingre
i Arven. Hun staar i Vejen for ham, og ved at
rydde hende bort – – –! Ja, saadan maa det
være,« afbrød han sig selv, »der er en anden, som
skulde arve, ifald hun ikke var værdig, og denne
anden har saa – – –«
</p>

<p>
»Slaaet to Fluer med eet Smæk,« fortsatte Doktoren,
<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a>
»faaet Onkelen aflivet og hende af Vejen.
Stone, De er en hel Sherlock Holmes!«
</p>

<p>
Her standsede han et Øjeblik.
</p>

<p>
»Men det er jo kun Gisninger alt sammen,«
sagde han med et Suk, »hun er jo dømt, og selv
om vi maaske atter kan faa Sagen frem, naar vi
vender tilbage, saa maa hun dog vandre i Fængsel.
Mac Carty er ikke den Mand, som lader sit
Bytte slippe, naar han først har lagt sin Haand
paa det, og gemt er ikke glemt!«
</p>

<p>
Stone vilde til at svare, da Døren gik op, og
den meget omtalte unge Dame traadte ind, ledsaget
af Dillingham og Hyde.
</p>

<p>
»Her ser De Observationsrummet,« sagde Hyde,
»og maa jeg forestille Dem Professor Stone, i hvis
geniale Hjerne hele Planen er opstaaet.«
</p>

<p>
Stone rejste sig og bukkede, idet han saa skarpt
paa hende.
</p>

<p>
Heller ikke paa ham undlod hendes Skønhed
at gøre et vist Indtryk, og kort efter var han i
fuld Gang med at vise og forklare hende de forskellige
Instrumenter, som han havde staaende
omkring sig paa Bordet.
</p>

<p>
Han var netop i Færd med Spektroskopet, da
Uret inde i Salonen lod tre Slag høre. Neppe var
de døet hen, førend der lød en høj og inderlig
<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i041.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a>
velment Gaben fra Handerson, som sad i en Stol
derinde.
</p>

<p>
Dette var en yderst kærkommen Lejlighed for
Dillingham til at stoppe Stones Foredrag ved at
tilbyde den unge Pige sit Lukaf. Han selv vilde
tage til Takke med Sofaen i Doktorens Lukaf.
</p>

<p>
Hun takkede ham med et Smil, og kort efter
havde de alle indrettet sig for »Natten«, mens Skibet
for af Sted gennem det uendelige Rum som
den Meteor, det var opkaldt efter.
</p>

<hr class="tb" />

<p class="noindent">
Da Klokken stod paa, hvad der paa Jorden
svarede til 10 den næste Formiddag, vaagnede
Dillingham.
</p>

<p>
Det første, han gjorde, var som sædvanlig at
stikke Haanden ud efter Klokkestrengen for at
ringe paa sin Morgendrik. Længe laa han halvvaagen
og velsignede den forbistrede Tjener, indtil
det med eet gik op for ham, at det egentlig var
sine Seler, han laa og trak i; de hang paa en
Stol nær ved Sofaen.
</p>

<p>
Med et Spring var han ude paa Gulvet.
</p>

<p>
»Det havde jeg rent glemt,« udbrød han, »jeg
farer jo af Sted gennem Rummet. – Jeg maa
skam op! Saa for Søren, jeg har jo ikke noget
varmt Barbervand. Det er da ogsaa rent umuligt
<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a>
det hele.« Her sank hans Stemme ned til en
Brummen, idet han kom med nogle mere private
Ytringer, som ikke saa godt kan gengives. Saa
skyndte han sig at komme i Tøjet for trods Mangelen
paa Barbervand at fuldende sit Toilette.
</p>

<p>
I Salonen fandt han de andre siddende omkring
Frokostbordet.
</p>

<p>
»God Morgen,« sagde Doktoren, »det er svært
tidligt, De er kommet op i Dag.«
</p>

<p>
Dillingham hilste og satte sig.
</p>

<p>
Da de var ved Kaffen, rejste Professoren sig.
»De undskylder nok, at jeg trækker mig tilbage,«
sagde han; »men jeg maa ind til mine Instrumenter.«
Derefter forsvandt han ind i sit Observatorium.
</p>

<p>
»Hvor er han dog lærd,« sagde den unge Pige,
»jeg vilde ønske, jeg kunde forstaa lidt mere af
alt det, han forklarede mig.«
</p>

<p>
»Aah, bryd Dem ikke om det,« sagde Dillingham,
»man kan saamænd godt leve et lykkeligt
Liv uden at være inde i den højere Astronomi
eller vide, hvad (a + b)⁶ er.«
</p>

<p>
»Naar mener De, vi kan være paa denne Klode
– er det ikke Mars?« spurgte Ethel, idet hun
vendte sig mod Doktoren.
</p>

<p>
»Efter Professorens Beregninger om 10 Dage,«
svarede han, »det er ...« Her blev han afbrudt
<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a>
af Stone, der kom farende ud af sit Observatorium
som en Trold af en Æske.
</p>

<p>
»Manden er gal!« raabte han, »han ødelægger
os alle sammen.«
</p>

<p>
Med disse mærkelige Ord for han som en Raket
ud af Døren, saa han nær havde væltet hele Frokostbordet.
De andre sad som forstenede. Endelig
tog Doktoren Ordet.
</p>

<p>
»Da det ikke kan være sig selv, han omtaler
saa træffende, maa der sikkert være noget galt paa
Færde.«
</p>

<p>
Alle rejste sig og ilede ud af Døren og op i
Taarnet, hvorfra Professorens vrede Stemme lod
sig høre.
</p>

<p>
Et højst mærkeligt Syn viste sig for dem.
</p>

<p>
Leslie stod med Ryggen mod Væggen, og foran
ham dansede Professoren en ægte uforfalsket Krigsdans,
som vilde have faaet den vildeste Zulukaffer
til at blegne af Misundelse.
</p>

<p>
»Er De gal?« raabte han, »ved De, at De har
ødelagt det hele. Vi er redningsløst ...«
</p>

<p>
»Men Professor dog,« raabte Burd, »hvad i al
Verden er der da sket?«
</p>

<p>
»Ja, tænk Dem,« gispede Stone, »jeg sidder
nede i mit Observatorium; saa faar jeg pludselig
Øje paa et Lysskær gennem Ruden; og saa er det
det Menneske der, som har tændt en af Lyskasterne,
<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a>
og Lyset har truffet en Meteorsten. Og nu
ved De, at naar en Meteorsten træffes af Lysstraalerne,«
– her faldt han uvilkaarlig ind i sin Foredragstone
– »saa vil den forandre Retning og gaa
vinkelret paa sin oprindelige Vej. Hvilket vil sige,
at den om et Øjeblik træffer sammen med Skibet,
og vi er redningsløst fortabte!«
</p>

<p>
De andre stod aldeles forfærdede. Professoren
havde aldrig taget fejl i noget, som angik Beregninger,
altsaa var alt forbi. –
</p>

<p>
Det var paa dette afgørende Tidspunkt, at
Dillingham fik Lejlighed til at vise, hvad han
duede til.
</p>

<p>
Over for alle de videnskabelige Teorier havde
han staaet temmelig uforstaaende; men her var da
et praktisk Tilfælde. Det mindede ham om et
Sammenstød med et Isbjerg for nogle Aar siden,
da han var med paa en Ekspedition i Sydhavet,
og hvor hans Aandsnærværelse havde reddet ham
og alle hans Kammerater fra den visse Undergang.
</p>

<p>
Nu var han den eneste, som var Stillingen
voksen. I den almindelige Forvirring var der
ingen, som havde tænkt paa at slukke Lyset.
Rolig strakte han Haanden hen og rykkede Ledningen
over. Straks gik den store Buelampe ud.
Eet eller to Sekunder efter lød et Brag, og hele
Skibet rystede og knagede.
</p>

<p>
<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a>
»Alle Guder staa os bi!« raabte Burd uvilkaarlig.
</p>

<p>
De næste Minutter var der dyb Stilhed. Til
alles Forbavselse skete der intet.
</p>

<p>
»Det maa have været Roret, som gik sig en
Tur,« sagde Leslie.
</p>

<p>
Ingeniøren for hen til Talerøret.
</p>

<p>
»Sæt Maskinen i Gang!« raabte han.
</p>

<p>
Lidt efter hørte man Støjen fra Motoren.
</p>

<p>
»Det er godt! Stands den igen! – Gud ske
Lov! Skruerne har ingen Skade taget,« udbrød
han lettet.
</p>

<p>
»Bare der ikke er en af Professorens Skruer,
som har taget Skade,« bemærkede Dillingham.
</p>

<p>
Det saa næsten ud til det, for da Braget
lød, havde Stone rejst sig og var vaklet ud af
Døren.
</p>

<p>
»Lad os gaa ned og se efter ham,« sagde
Doktoren.
</p>

<p>
Til deres Forbavselse fandt de Stone, som sad
rask og velbeholden nede i Salonen, i dyb Samtale
med den unge Pige. Da de andre traadte ind,
brød han straks af og gav sig til at tale om noget
andet, og et Øjeblik efter rejste han sig og gik ind
i Observationsrummet.
</p>

<p>
Doktoren skyndte sig efter ham og fandt ham
<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a>
siddende ved Skrivebordet med Ansigtet skjult i
Hænderne.
</p>

<p>
Idet Døren gik, rettede han sig op og vendte
sig mod den indtrædende.
</p>

<p>
»Jeg forstaar det ikke,« sagde han, idet han
lod Haanden glide hen over sin Pande, »jeg talte
med hende om denne Arvesag.«
</p>

<p>
»Naa,« spurgte Burd spændt, »fik De noget af
Interesse at vide?«
</p>

<p>
»Jeg spurgte om denne Fætter, De ved. Jeg
bad hende sige mig, om det var ham, som skulde
arve Onkelen?«
</p>

<p>
»Og hun svarede?«
</p>

<p>
»Hun svarede bestemt nej,« sagde Stone.
</p>

<p>
Doktoren rystede paa Hovedet.
</p>

<p>
»Det er en højst indviklet Sag,« sagde han,
»men, Professor! Skal vi love hinanden at gøre,
hvad vi kan for den stakkels Pige og at kæmpe
for at bevise hendes Uskyldighed, hvis vi atter
kommer tilbage til Jorden.«
</p>

<p>
Stone rakte Haanden frem. Burd greb den, og
de to Mænd saa hinanden fast ind i Øjnene.
</p>

<p>
Saa vendte Doktoren sig om og gik atter ind
til de andre.
</p>

<p>
Et Øjeblik efter viste Professoren sig ogsaa.
</p>

<p>
»Jeg troede ikke, at De var saa dygtig til Beregninger,
<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a>
Hr. Dillingham,« sagde han, idet han
satte sig magelig til Rette i en Stol, »jeg kunde
aldrig i den Fart have regnet Formlen ud for Meteoren,
som unddrages Lyset.«
</p>

<p>
»Formlen,« udbrød Dillingham forbavset, »jeg
regnede ingen Formel ud. Jeg hørte Dem tale
om Lyset, der trak Meteoren til sig. Saa kan da
enhver finde paa at slukke.«
</p>

<p>
»Forkert! Rent forkert,« sagde Stone. »Deres
Teori er helt gal, om end Resultatet tilfældigvis
blev rigtigt. De ...«
</p>

<p>
»Lad nu hellere det være godt,« afbrød Hyde,
»Hovedsagen er jo dog, at vi slap helskindede derfra.«
</p>

<p>
Stone mumlede noget, og det var tydeligt at se,
at han var alt andet end oplagt til at opgive Ordstriden.
Det var kun ved den unge Piges Indblanden,
at det lykkedes at faa Striden bilagt.
</p>

<hr class="tb" />

<p class="noindent">
De følgende Dage vænnede man sig lidt efter
lidt til de nye Forhold, og alt gik sin regelmæssige
Gang. Den unge Piges temmelig pludselige Tilsynekomst
paa et saa kritisk Tidspunkt havde bidraget
sin Del til at gøre Overgangen fra det kendte
til det ukendte mindre brat.
</p>

<p>
De havde alle været saa optaget af hende –
og var det til Dels endnu –, at de ligesom glemte
at mærke den knugende Uhygge, som rugede omkring
<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a>
dem til alle Sider, og som de kun var skilt
fra ved den tynde Metalvæg.
</p>

<p>
Ensomheden, Kulden og Mørket derude laa for
dem som skjult bag et tæt Slør; de vidste, der var
noget, men lod dog være at tænke derpaa. Skete
der intet og gik alt vel, var der jo ingenting at
frygte. Og skulde der indtræffe noget, saa vilde
alt Haab om Frelse være uigenkaldelig, absolut
forgæves. –
</p>

<p>
Den 11te Dag var alle paa Benene. Hyde stod
selv i Styrerummet og holdt om Reguleringssvinget.
De andre stod ved Siden af. Professoren havde
Kronometret i Haanden, og hans Øje fulgte opmærksomt
Sekundviserens Gang.
</p>

<p>
»Nu!« raabte han pludselig.
</p>

<p>
»Fuld Kraft!« raabte Hyde ned til Maskinen.
</p>

<p>
»Bak!« raabte Stone.
</p>

<p>
Ingeniøren drejede Hjulet rundt. Det gav et
Stød i hele Skibet, saa de alle tumlede omkuld.
Stone var straks paa Benene.
</p>

<p>
»Fremad!« raabte han.
</p>

<p>
Hjulet blev igen drejet rundt. Et knapt Sekund
var der dødsstille, saa hørtes med eet den
dybe Brummen og Susen af Skruerne, der for
rundt i Luften.
</p>

<p>
Stone drog et Lettelsens Suk.
</p>

<p>
»Endelig!« udbrød han, »<em>nu</em> er vi paa Mars!«
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-5">
<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a>
<span class="firstline">FEMTE KAPITEL.</span><br />
Mars.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Luftskibet sank langsomt efter Ingeniørens
Ordre. Alle stod paa Platformen og saa ned i det
Hav af hvid Taage, der foreløbig skjulte denne
nye Verdens Herligheder for deres Blikke. De
glemte næsten at trække Vejret af lutter Forventning.
Hos Handerson og Maskinfolkene var det
dog nærmere Nysgerrighed, de var som Børn, der
første Gang er i Teatret og venter paa, at Tæppet
skal gaa op.
</p>

<p>
Og Taagen kunde ogsaa godt betragtes som et
Tæppe, der vilde glide til Side og aabenbare en
Scene for dem, som selv den mest fantasifulde
Teatermaler ikke kunde fremtrylle.
</p>

<p>
En svag plaskende Lyd naaede deres Øren.
</p>

<p>
»Vi maa være lige over et Hav,« sagde Leslie.
</p>

<p>
»Nej, det er faldende Vand,« sagde Stone, »den
Lyd er ikke til at tage fejl af, selv om ...« her
afbrød han sig selv: »Stop! opad, opad, hurtig for
Pokker!«
</p>

<p>
<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a>
»Hvad er der i Vejen?« spurgte Ethel.
</p>

<p>
»Se nedad, Frøken, saa vil De selv kunne opdage,
hvad der er i Vejen.«
</p>

<p>
Tæt under sig saa de en stor, mørk Masse.
</p>

<p>
»Et Bjerg,« udbrød Dillingham, »saa her er
altsaa Bjerge?«
</p>

<p>
»Naa, det vidste De ikke?« sagde Stone, »hvor
De dog egentlig er uvidende.«
</p>

<p>
»Lad os dog nu endelig ikke begynde vort Ophold
paa Mars med Skænderi,« formanede Doktoren,
»lad os hellere komme klar af denne Top og
ned paa den anden Side.«
</p>

<p>
Skibet hævede sig og gik fremad i nogle Minutter,
saa gik det rask nedad igen, og Taagen
lukkede sig atter om det og duggede Glassene i
Taarnet.
</p>

<p>
Saa med eet brød en klar, lys Solstraale igennem.
Taagen lettede lidt efter lidt, og Skibet svævede,
badet i Solens Straaler, som en uhyre Guldsmed
i den klare Luft.
</p>

<p>
Alle de ombordværende, med Undtagelse af
Stone, istemte uvilkaarligt et Hurra. Det var, som
om de havde truffet en god gammel Ven, der med
et lysende Smil bød dem velkommen.
</p>

<p>
»Aah, det er Solen!« jublede Ethel, »se Solen.«
</p>

<p>
»Herregud,« vrissede Professoren, »den har vi
da set saa tidt før, den kan De se paa hver Dag
<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a>
nede paa Jorden. Nej, se De hellere nedefter, der
er da noget at se paa.«
</p>

<p>
Under dem strakte der sig en mægtig »Skov«,
men ikke i den Forstand som Skovene her paa
Jorden i den nutidige Periode.
</p>

<p>
Træer med slanke Stammer fandtes overhovedet
ikke med Undtagelse af nogle enkelte Palmer med
nøgne Stammer og en lille »Kost« i Toppen, ellers
saa man kun korte, tykke Stubbe, hvorfra en Rigdom
af svære, urteagtige Stængler hævede sig i
Vejret, op mod Lyset, og hindrede de rejsende i
at se Skovbunden. Kun mellem Palmerne kunde
de godtgøre, at selve Jordbunden (hvis man kan
bruge dette Ord paa en anden Planet end Jorden)
var dækket af et Mylder af mindre Planter; der
var Slyngplanter, baade Epifyter og Parasiter, store
brede Bregner og en uhyre Masse Svampe, særlig
Paddehatte i alle Variationer og Farver.
</p>

<p>
Af og til afløstes denne Vildskov af aabne
Sletter, bevoksede med højt, stift og stridt Græs
af en underlig tør og saftløs Beskaffenhed.
</p>

<p>
Store Stene laa spredt omkring hist og her og
var dækkede med Mos og mindre Snylteplanter,
hvad der fik Stones Ansigt til at lyse af Glæde.
</p>

<p>
Men var Planternes Former og Arter end vidt
forskellige, saa var der dog eet, der var fælles for
dem alle, og det var deres Farve.
</p>

<p>
<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a>
Det saa ud, som om alle disse Træer og Planter
var dækkede fra øverst til nederst af et tykt
Lag graat Støv. De friske, grønne Farver, der
giver vore jordiske Skove et saa tiltalende og oplivende
Udseende, fandtes ikke her, Stammerne
saa ud, som var de huggede i graa Sten. Den
eneste Afveksling var de store Svampes dybtrøde
eller giftiggrønne Farver, der fremhævedes end
mere mod det triste graa.
</p>

<p>
Nu hørtes der atter Rislen af Vand, de sejlede
hen over en lille Dam. Vandet havde øjensynlig
en velsignende Virkning. Træerne og Planterne
var her oversaaede med mægtige Blomster i alle
Farver og Størrelser.
</p>

<p>
Nogle sad enkeltvis paa lange, tynde Stilke,
andre sad i store Klaser, direkte fæstede til Stammen
eller Hovedstænglen.
</p>

<p>
Denne Farverigdom dannede en mærkelig Modsætning
til Stænglernes graa Farve, der viste sig
mellem de brogede Blomster.
</p>

<p>
Det var altsaa ikke Mangel paa Fugtighed, der
var Skyld i dette graa Udseende.
</p>

<p>
Stone kommanderede stadig: »Videre!« og videre
gik det til ny Vidundere.
</p>

<p>
Snart sejlede de saa langt nede, at de næsten
kunde naa Palmetoppene, der ragede op over Skoven,
snart maatte de stige til Vejrs for at komme
<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a>
op over de talrige Klippekamme, der taarnede sig
i Vejret op mod Skyerne.
</p>

<p>
Til Tider maatte de over hele Bjergkæder af
hvid Tuf, hvis sønderrevne, vilde Toppe hævede
sig op over mørke, snævre Kløfter og Afgrunde,
hvor Vandfald og Bjergløb brusende banede sig
Vej.
</p>

<p>
De var netop kommet over en høj Kam, da
Stone pludselig holdt sig for Næsen.
</p>

<p>
»Svovlsyrling,« udbrød han, »der maa være en
virksom Vulkan her i Nærheden.«
</p>

<p>
Han havde Ret. Nogle faa Tusinde Meter borte
saa de en uhyre Kegle, hvis Top var omgivet af
hvide Dampe, medens der nu og da skød enkelte
Flammer til Vejrs.
</p>

<p>
Stanken blev utaalelig. Svovldampene rev i
Lungerne, saa man næsten ikke kunde faa Vejret.
</p>

<p>
»Vi maa dreje udenom,« sagde Hyde.
</p>

<p>
»Lad os hellere gaa højt over den,« hostede
Professoren, »saa at vi kan se ned i Krateret.«
</p>

<p>
Skibet hævede sig op, og da de var lige over
Krateret, fandt der netop et heftigt Udbrud Sted.
</p>

<p>
Der hørtes en buldrende Torden, og hele Keglen
revnede, idet den udspyede store Masser af
glødende Lava til alle Sider. Mægtige Skyer af
Damp og Aske slyngedes i Vejret.
</p>

<p>
»Det er skam godt, vi er saa højt oppe,« snøftede
<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a>
Handerson, »dette hersens er næsten som en
Forsmag paa selveste Helvede.«
</p>

<p>
»Det bliver maaske ikke ved Forsmagen,« bemærkede
Leslie venligt.
</p>

<p>
»Nu skal jeg sige Dem en Ting,« brummede
Tjeneren og skulde lige til at sige sin Mening til
Maskinmesteren, da et Blik fra hans Herre standsede
ham.
</p>

<p>
»Det lader til, at Luften her paa Mars ikke
har nogen gavnlig Indvirkning paa Humøret,«
sagde Burd, »det er det andet Sammenstød i Dag.«
</p>

<p>
»Nej, se der,« sagde Ethel, »der er noget, der
rører sig dernede!«
</p>

<p>
Træernes Toppe svajede hid og did, Skovbundens
Planter knasede under plumpe Fødder, og
de kunde skimte en mørk, laadden Ryg, forsynet
med en Kam af stive, sorte Børster.
</p>

<p>
Det store Dyr bevægede sig fremad i en kluntet,
hurtig Galop.
</p>

<p>
Handerson satte to Fingre i Munden og udstødte
en skingrende Piben.
</p>

<p>
Dyret standsede og saa op efter Lyden. Derved
fremviste det et lille Hoved med gnistrende,
ondskabsfulde Øjne. Det havde et bredt Gab med
lange, spidse Tænder. Paa Siderne af Gabet var
der stive Haar.
</p>

<p>
Dillingham forsvandt ned i Kahytten og vendte
<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i056.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a>
tilbage med en Jagtriffel; men førend han kunde
faa den kastet til Kinden, blev der gjort Indvendinger
fra tre forskellige Sider.
</p>

<p>
»Fy, Hr. Dillingham,« sagde Ethel, »De vil da
ikke begynde med at myrde.«
</p>

<p>
»Nej, Dillingham. De kan virkelig ikke være
bekendt at skyde dette sjældne Dyr, medens De
selv er i Sikkerhed,« lo Doktoren.
</p>

<p>
»Et Knald kan høres langt bort,« sagde Stone,
»og det er foreløbig bedst, at ingen lægger Mærke
til os.«
</p>

<p>
Dillingham lod Bøssen synke, mest dog af Hensyn
til Ethel.
</p>

<p>
»Hvem skulde vi skræmme?« spurgte han, »er
De bange for, at det Tusindben, eller hvad det er
for et Kryb, skal tage os Skuddet ilde op?«
</p>

<p>
»Hvem?« sagde Professoren, »Mennesker naturligvis!«
</p>

<p>
»Mennesker, skulde her være Mennesker paa
Mars, det tror jeg ikke paa!«
</p>

<p>
»Det kan ogsaa være det samme,« sagde Stone,
»det skal nok vise sig, at jeg har Ret.«
</p>

<p>
Under alt dette havde det kæmpemæssige Uhyre
set ufravendt op mod Skibet, medens det stod bomstille
paa samme Plet. Nu udstødte det et underligt,
uhyggeligt, tyndt, skingrende Skrig, der kun
daarlig samstemmede med den store, svære Krop.
</p>

<p>
<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a>
Skriget blev besvaret inde fra Tykningen.
</p>

<p>
»Saa, nu skal de til at holde Faddersladder,«
sagde Handerson.
</p>

<p>
»Synes de Herrer ikke, vi skulde se at komme
ned,« sagde Burd. »Det er meget rart at se
det i Fugleperspektiv, men det er vel dog Meningen,
at vi skal det hele nærmere ind paa
Livet?«
</p>

<p>
»Vi skal selvfølgelig ned, saa snart vi finder et
passende Sted til Nedstigningen,« sagde Hyde.
</p>

<p>
De fandt ogsaa snart et saadant Sted.
</p>

<p>
En bred Slette, som paa den ene Side grænsede
til en Skov og paa de andre Sider gik over i lave
Høje, der langt borte i Synsranden hævede sig til
Bjerge, syntes som skabt til Landingsplads, og den
Omstændighed, at der tæt ved laa en lille Dam,
gjorde ikke Stedet ringere.
</p>

<p>
Skibet sank langsomt og stod snart fast paa
Landet tæt ved Bredden af Dammen.
</p>

<p>
Det første, Professoren gjorde, var at tage lidt
af Vandet i et Glas og smage paa det.
</p>

<p>
»Temmelig stærkt jernholdigt,« sagde han smaskende,
med en dybsindig Mine, »men ellers godt
i enhver Henseende. Det var min værste Bekymring,
at Vandet ikke skulde være tjenligt for Mennesker.«
</p>

<p>
»Skal vi nu ikke se at faa lidt Middagsmad?«
<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a>
foreslog Doktoren, »jeg synes, vi kan trænge til
det.«
</p>

<p>
»Aah, jeg er saa ked af alle disse henkogte
Sager,« klagede Dillingham, »paa Skibet kunde det
være godt nok, men nu vi har fast Grund under
Fødderne, synes jeg, vi trænger til en noget kraftigere
Kost.«
</p>

<p>
»Jeg troede, De var Jæger, Dillingham,« sagde
Hyde, »saa hvis De vil have Kød, er De selv nærmest
til at skaffe det.«
</p>

<p>
»Det har De Ret i, men tror De, her findes Dyr,
som kan spises? Vor Ven fra før var meget agtværdig,
hvad Størrelsen angaar, men egentlig velsmagende
saa han ikke ud til at være.«
</p>

<p>
»Naturligvis er her planteædende Dyr, der kan
bruges til Føde,« sagde Stone, »hvad skulde Beboerne
ellers leve af?«
</p>

<p>
»De med Deres Beboere, det ved De jo dog
ikke noget om,« sagde Dillingham, »men lad os
bare komme paa Jagt.«
</p>

<p>
»Saa gaar jeg med,« sagde Stone.
</p>

<p>
»Nej, De gør ikke,« erklærede Dillingham, »hvis
De skal med, saa bliver De staaende ved hvert et
Træ og hver en Busk, og saa faar vi aldrig nogen
Mad.«
</p>

<p>
Og førend Stone kunde faa Tid til at gøre Indsigelser,
var Dillingham og Leslie paa Vej mod Skoven.
</p>

<p>
<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a>
De andre gav sig nu til at fortøje Skibet. Derpaa
blev der stillet Stole og Borde op paa Platformen,
og ved Handersons Hjælp stod der snart et
veldækket Bord. Ethel gik ned til Dammen og plukkede
Blomster til Bordet.
</p>

<p>
En Times Tid efter, da de netop var færdige
med Forberedelserne, viste de to Jægere sig igen
med en Byrde paa Skuldrene.
</p>

<p>
»Nu har jeg set det med!« raabte Handerson,
»et Daadyr, saa sandt jeg lever.«
</p>

<p>
»Ikke ganske,« sagde Dillingham, »eller har De
maaske set et Daadyr med Kohorn før?«
</p>

<p>
»Lad mig se!« raabte Stone.
</p>

<p>
»Det kan De faa Lov til siden,« sagde Dillingham.
»Hornene skal De faa at tygge paa, men nu
skal det skam spises, det ser helt godt ud, dette
Dyr, og det var saa elskværdigt at blive staaende,
til jeg havde skudt det.«
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-6">
<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a>
<span class="firstline">SJETTE KAPITEL.</span><br />
Professoren faar sin Teori bevist.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Der var gaaet tre Uger, siden »Meteor« landede
paa Mars, og i den Tid var man draget fra Sted
til Sted i smaa Dagsrejser, i hvilken Anledning
Doktoren erklærede dem for Nomader. Undertiden
slog de sig dog til Ro et Par Dage, naar Egnen
frembød et eller andet af særlig Interesse. Professoren
og Burd benyttede Tiden til et nøjere Studium
af Forholdene, ja Stone sad endogsaa oppe
det meste af Natten for at foretage Observationer
og beregne Formler.
</p>

<p>
Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for
at gøre det daglige Liv i Skibet saa hyggeligt som
muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede
Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage
havde han med Liv og Sjæl deltaget i alle Udflugterne
i Haab om at opdage nye og interessante
Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende
<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a>
Jagt; men da der stadig ikke viste sig noget
i den Retning, var han lige ved at opgive Ævred
af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst
af alt for Videnskaben, og de to lærde Herrer var
alt andet end morsomme, naar de i den korte Tid,
de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte
og diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar
han var paa Jagt, at Dyr interesserede ham; og
naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set
den første Dag, og saa »Daadyret«, var det kun
lykkedes at opspore Sommerfugle og mindre Krybdyr,
og de egnede sig nu engang ikke til spændende
Jagteventyr.
</p>

<p>
Det lod i det hele taget til, at de var havnet
paa en temmelig øde Del af Kloden; der var store
Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr
fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren
troede rigtignok Gang paa Gang, at han
havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig
stadig ikke, og de andre Herrer drillede ham med
det. Navnlig Dillingham trøstede sig i sin Ørkesløshed
med at drille og tirre sin lærde Ven.
</p>

<p>
Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt
lille Museum af Genstande, som han mente kunde
støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som
han mente maatte være fjernet fra sin Plads af
Menneskehænder, eller Gipsaftryk af Fodspor, der
<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a>
godt kunde tænkes at hidrøre fra menneskelignende
Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede
med Kløer.
</p>

<p>
Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde
Stone ordnet en lille Udflugt, og med Bøssen over
Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone
og Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.
</p>

<p>
Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen,
og mod Sædvane var det denne Gang den rolige,
fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.
</p>

<p>
»Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt
og ganske kønt, men det gør absolut ikke noget
kultiveret Indtryk,« sagde han, »her har Naturen
gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders
Arbejde.«
</p>

<p>
»Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor,
at han skulde blive saa grusomt skuffet,
han havde allerede glædet sig til at gøre Bekendtskab
med en lille Marsfrøken,« drillede Doktoren.
</p>

<p>
»Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor
kære Ven haabet at kunne tage med Luftbane herfra,«
lo Dillingham.
</p>

<p>
»Jeg holder fast ved min Mening,« snærrede
Professoren, »her er Mennesker.«
</p>

<p>
»Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har
skuet noget Menneske heroppe,« svarede Dillingham.
</p>

<p>
Nu blev Professoren for Alvor vred.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a><img src="images/i064.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a>
»Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara,
kan det ikke nytte, at De gaar omkring og
leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt,
og fordi De paa det første Stykke Vej her ikke
støder paa Mennesker, saa raaber De straks paa,
at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet.«
</p>

<p>
»Naa ja, det kan jo gerne være, men ...«
</p>

<p>
»Som De ser,« vedblev Stone uforstyrret, »befinder
vi os udmærket i Marsatmosfæren, og vi
har set Planter og Insekter, der staar højere end
dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser
til Stede for, at Mennesker kan leve her.
Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen tilstrækkelig
Udviklingstid for Racen.«
</p>

<p>
»Sig mig,« spurgte Hyde besindigt, »hvordan
tænker De Dem egentlig disse Væsener eller Mennesker?«
</p>

<p>
»Tænker mig!« svarede Stone arrigt, »jeg giver
mig virkelig ikke af med at tænke mig til noget,
jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal det
endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes
og Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage
henholdsvis Luften og de tilstedeværende Næringsmidler
i nærmere Betragtning – Sanseorganerne
maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet
umuligt at danne sig en Mening om, og De
vil kunne indse ...«
</p>

<p>
<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a>
»Det er godt, kære Videnskabsmand,« stønnede
Dillingham, »forspild os ikke denne smukke Dag
med Deres sprænglærde Teorier.«
</p>

<p>
»Forspilde!« skreg Stone opbragt, »o, <em>animal
brutum</em>, løb De omkring og skyd Dyr, og gab paa
Frøken Gray, det passer bedst for Dem, Kendsgerninger,
som De kunde høste Nytte af at høre
om, det »spilder« Deres Tid. Men de Herrer har
nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder mig en
Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar
jeg nærmere udvikler Grundene for min Antagelse.
Da De jo alligevel sidder og sover, Dillingham,
saa »spilder« De jo da ikke Deres Tid med at
høre efter, og jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse
af mit Arbejde, som jeg tydelig kan
mærke, De nærer for det.«
</p>

<p>
Dette Udfald besvarede Dillingham kun med
et ligeglad Smil, og Ordstriden døde hen.
</p>

<p>
Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat
<a id="corr-1"></a>end en ny Art af Tusindben, som Doktoren
havde fundet, satte de sig (Dillingham med
et dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.
</p>

<p>
Han var aabenbart i sit Es; med en højtidelig
Mine og dyb Rømmen rejste han sig, og med Hænderne
støttet mod Bordet begyndte han sit Foredrag:
</p>

<p>
»Som vi ved, nedstammer hele den organiske
Verden fra de saakaldte Protister ...!«
</p>

<p>
<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a>
»Hvor skulde vi vide det fra?« indskød Hyde.
</p>

<p>
»Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke
nytte, at jeg vil forklare Dem om de første, lavtstaaende
Organismer, og jeg vil forklare mig yderst
populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig
en højere Udvikling i Møde, og her paa Mars har
jeg truffet Plante- og Dyreformer, som i en vis
Forstand staar paa et højere Standpunkt end de
tilsvarende Former paa Jorden. Og, hvad mere
er, jeg har fundet fossile Knogler af et Væsen, der
paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.
</p>

<p>
Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end
den paa Jorden med lignende Sammensætning, fundet
Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting tilsammen
er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen
har haft mere Tid til at udvikle sig her end
hos os. Dermed er ikke sagt, at det har udviklet
sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed
for det.
</p>

<p>
Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes
menneskelignende Skabninger, der til Trods for,
at de har faaet en anden Udvikling, godt kan staa
paa et <em>efter deres Forhold</em> højere Kulturtrin end vi.«
</p>

<p>
»Ja!« indrømmede Dillingham villigt; han havde
ikke kunnet faa Lejlighed til at se en eneste Gang
paa Ethel, da Stone havde stirret ufravendt hen
paa ham. »Men Australnegre eller andre Halvaber
<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a>
har maaske ogsaa en høj Kultur efter deres Forhold.«
</p>

<p>
»De maa være gal!« raabte Stone, »for det første
har Australnegre og Halvaber ikke det mindste
at gøre med hinanden, og for det andet ...!«
</p>

<p>
»Ja, lad det nu være godt,« sagde Burd gemytligt,
»vi skal bande paa, at her gaves Selskaber og
Baller med Champagne og Østers, men at vi bare
ikke var med, fordi vi var landet paa et uheldigt
Sted.«
</p>

<p>
Dillingham lo. »Ja, kom blot med Beviset, saa
skal vi tro Dem.«
</p>

<p>
De anede ikke, hvor nær Beviset var. –
</p>

<p>
Næste Morgen var alle tidlig paa Benene. Man
havde nu i lang Tid foretaget videnskabelige Udflugter
under Stones Ledelse, men i Dag gjaldt det
en større Jagttur under Dillinghams Ledelse. Man
vilde prøve paa at opsøge et af de mærkelige Dyr,
de havde set den første Dag, de kom hertil, og
Dillingham var lige saa sikker paa, at han havde
fundet Spor af disse Dyr, som Stone var paa, at
han havde set Spor af Mennesker.
</p>

<p>
Dillingham, der brændte af Iver efter at nedlægge
et saa kosteligt Vildt, gik i Spidsen med
Stone, der ikke kunde faa et saadant Dyr anbragt
i sine Tanker, hverken blandt Pattedyrene eller
Krybdyrene.
</p>

<p>
<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a>
Ethel havde i Dag faaet Lov til at tage med,
og hun fulgte saa godt med de fire Herrer, at hun
ikke paa nogen Maade sinkede dem.
</p>

<p>
De havde allerede tilbagelagt et godt Stykke
Vej, og Skoven begyndte at afløses af et Klippelandskab.
Hvidgraa, porøse Tufklipper ragede op,
og der vældede talrige Kilder frem. Jordbunden
var sumpet og tæt bevokset med en blød Græsart.
</p>

<p>
»Her maa det være,« sagde Dillingham, og det
lod til, han havde Ret. Græsset var flere Steder
nedtrampet, som om et stort, svært Dyr var gaaet
herigennem over mod en Kløft, der aabnede sig
mellem to Klipper.
</p>

<p>
»Sporene er helt friske,« sagde Dillingham efter
at have undersøgt dem nøjere. »Dyret maa være
gaaet ind i Skoven mellem Klipperne. Vi gør
bedst i at dele os, inden vi begynder Jagten.«
</p>

<p>
Han sørgede snedigt for, at han og Ethel kom
til at følges ad. De gik gennem Kløften, der snart
bredte sig og blev til en kratbevokset Dal med
spredte Grupper af høje Palmer.
</p>

<p>
Mændene gik forsigtigt videre gennem Krattet
med Bøssehanen spændt og betragtede ivrigt enhver
lille Bevægelse i de mange Slyngplanter rundt om
dem.
</p>

<p>
Ethel og Dillingham var steget op paa en lille
Klippeflade mellem høje Palmer.
</p>

<p>
<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a>
Dillingham havde Bøssen rede, da det paa een
Gang forekom ham, at han hørte en stærk Raslen
i Krattet lige i Nærheden.
</p>

<p>
»Er det Dyret?« hviskede Ethel, der ogsaa
havde hørt det rasle.
</p>

<p>
»Det tror jeg ikke,« svarede Dillingham, »denne
Raslen er alt for svag for en saadan Kolos.«
</p>

<p>
Han lagde Bøssen til Kinden for i hvert Tilfælde
at være rede, da Stone i det samme viste
sig paa Skuepladsen fra det Sted, hvor den mistænkelige
Raslen lød.
</p>

<p>
Bøssen havde han tabt eller glemt, og i dens
Sted holdt han i Haanden et stort Stykke Palmebark,
som han ivrigt betragtede gennem en Lupe.
</p>

<p>
Dillingham sænkede Bøssen.
</p>

<p>
»Naa, er det ikke andre end Dem, jeg troede,
det havde været et værre Rovdyr,« udbrød Dillingham.
</p>

<p>
»Ikke andre end mig,« sagde Stone krænket,
»ved De, hvad jeg har her? Se en Gang.«
</p>

<p>
Han stak Palmebarken næsten lige op i Næsen
paa Dillingham.
</p>

<p>
»Kan De sige mig, hvad det er?«
</p>

<p>
»Det er jo et ganske almindeligt Stykke Bark.«
</p>

<p>
»Det er det ganske vist; men kan De se, hvad
der sidder? Dybe Mærker af Kløer eller Negle, og
hvor tror De, jeg har set lignende Mærker? – Jeg
<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a>
har set dem paa et Træ i Afrika, hvor der boede
en hel Koloni Aber; – men disse kan ikke hidrøre
fra Aber, de er for store og brede. Det <em>maa</em>
være Mennesker.«
</p>

<p>
»Ja, lad os blot se et af Deres Mennesker,«
sagde Dillingham, »det Bevis vil vi tro paa, det
venter vi stadig paa, dette afgørende Bevis for Deres
Paastande.«
</p>

<p>
Han havde ikke lagt Mærke til, at Stone under
hans lille Tale havde stirret stift i en bestemt Retning,
medens hans Ansigtsudtryk gik fra Forbavselse
til Sejrsglæde. Nu udstrakte han en lang,
mager Haand og raabte med en Stemme, der skælvede
af Ophidselse: »Der, se der, Dillingham, der
har De Beviset, lyslevende.«
</p>

<p>
Et modbydeligt Hoved var kommet til Syne
over Klipperanden, det var af en smudsigbrun
Farve og helt blankt og skaldet. Øjnene, der var
uforholdsmæssig store og kuglerunde, stirrede tomt
og udtryksløst frem under den lave, skraa Pande.
Næsen var flad og bred, og Munden, der var forsynet
med lange, hvide Tænder, gik næsten helt
op til de lange, spidse Øren.
</p>

<p>
I næste Nu stod hele Skikkelsen paa selve Kanten
af Klippen. Kroppen var lang og skindmager.
Ben og Arme lignede Stokke. Fingrene, der var
uforholdsmæssig lange og tynde, mindede med
<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i072.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a>
deres brede flade Negle om et Krybdyr. Men det
mest frastødende ved denne modbydelige Skabning
var det Udtryk af ondskabsfuld Glæde, der viste
sig i de tomme Øjne, medens Munden fortrak sig
til et modbydeligt Grin.
</p>

<p>
De tre Mennesker stod et Øjeblik som forstenede.
Stone var den første, der kom til Besindelse
igen.
</p>

<p>
»Jeg havde Ret,« jublede han, »min Teori er
bevist!«
</p>

<p>
Mere fik han ikke sagt, i næste Øjeblik var
Uhyret over ham og væltede ham omkuld.
</p>

<p>
Dillingham kunde ikke hjælpe ham, han havde
nok at gøre selv. Utyskerne kom myldrende op
over Klippekanten, og de kom dumpende med høje
Klask ned fra Palmetoppene rundt omkring.
</p>

<p>
Der var ikke Tale om egentlig Modstand. Ethel
blev straks slæbt af Sted, og kort efter fik Professoren
og Dillingham samme Skæbne.
</p>

<p>
De blev fuldstændig overvældede af Modstanderne,
som slyngede deres lange, tynde Lemmer omkring
dem og holdt dem fast som i en Skruestik.
</p>

<p>
De maatte finde sig i at blive halet ud over
Klippekanten og slæbt ned i en stor, mørk Hule.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-7">
<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a>
<span class="firstline">SYVENDE KAPITEL.</span><br />
I rette Tid.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
»Ser De noget, Leslie?«
</p>

<p>
»Ikke Spor, desværre, Hr. Ingeniør. Lad os
prøve Lyskasteren en Gang til.«
</p>

<p>
Det hvide, blændende Lys kastedes ud over Egnen
og belyste skarpt hver Gren og hvert Blad paa
de store Træer i Skovbrynet; men intet Spor af
de savnede var at se.
</p>

<p>
Vist tyve Gange mindst havde de allerede belyst
hele Omegnen, og Folkene fra Luftskibet havde
Gang paa Gang afsøgt Skoven, havde raabt og ledt
uden Resultat.
</p>

<p>
De havde fyret Revolvere og Bøsser af, men alt
forgæves.
</p>

<p>
Burd og Bill kom nu netop tilbage fra en saadan
Ekspedition.
</p>

<p>
»Intet, absolut intet,« meldte de sørgmodigt,
»vi har gennemsøgt hele denne Del af Skoven. Vi
<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a>
har intet fundet, Gud ske Lov heller ikke deres
afsjælede Legemer, men det er jo rigtignok kun en
daarlig Trøst.«
</p>

<p>
»Lad os prøve Kanonen!« raabte Leslie, »hvor
vi dog har været dumme, dens stærke Knald kan
da høres langt bort og lede dem paa det rette
Spor, hvis de er faret vild.«
</p>

<p>
I det samme lød der Trin udenfor.
</p>

<p>
»Hallo! Hyde! Burd!« lød Stones Stemme, og
i næste Øjeblik viste han sig paa den smalle Træbro.
</p>

<p>
»Hurra!« raabte Handerson og for ham i Møde;
»hvor er de andre?« tilføjede han, da han saa,
Stone var alene.
</p>

<p>
»Hvor i al Verden har De dog været?« spurgte
Hyde i Munden paa Handerson.
</p>

<p>
»Været! Jeg har været i Fangenskab!«
</p>

<p>
»I Fangenskab! Her er altsaa Mennesker?«
</p>

<p>
»Ja, Mennesker kan man maaske nok kalde
dem, en Slags menneskelignende Uhyrer er det i
hvert Fald. De er meget interessante,« tilføjede
Stone grundende, »de er vel værd at studere paa
nært Hold, tilbage til dem maa vi i alle Tilfælde,
for Frøken Gray og Dillingham er i deres Vold.«
</p>

<p>
»Hvordan slap De fri?« spurgte Hyde.
</p>

<p>
»Det var Dillingham, der friede sig selv og mig,
for at jeg skulde skynde mig efter Hjælp. Han
vilde absolut ned i Hulen igen for at være i Nærheden
<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a>
af Frøken Gray. Han fablede om at slaa
dem alle sammen ihjel paa een Gang, en aldeles
vanvittig Idé.«
</p>

<p>
»Lad os nu ikke spilde Tiden, men give os
paa Vej for at frelse dem!« raabte Hyde ivrigt.
</p>

<p>
Leslie havde allerede aabnet Ammunitionsrummet
og rakte Vaaben ud til de andre.
</p>

<p>
»Hvor mange var der?« spurgte Burd.
</p>

<p>
»Jeg antager et Par Snese,« svarede Stone.
</p>

<p>
»Well,« sagde Hyde, »lad os saa komme af
Sted. Naar vi laaser Døren i Taarnet, kan vi nok
alle forlade Skibet. Det skal de nok lade være at
løbe med.«
</p>

<p>
De gik nu alle ned fra Platformen, sidst Hyde,
der laasede Døren, og af Sted gik det ud i den
mørke Skov.
</p>

<p>
Det varede over en Time, inden de naaede
Stedet. Stone gav dem undervejs en udførlig Beretning,
der for en Gangs Skyld var helt uden videnskabelige
Forklaringer.
</p>

<p>
»Her er Nedgangen til Hulen,« sagde Stone,
da de stod foran den mørke Aabning, som gabede
dem i Møde.
</p>

<p>
De krøb alle forsigtigt ned gennem den lave
Gang.
</p>

<p>
Hulen udvidede sig snart saa meget, at de kunde
gaa videre oprejste.
</p>

<p>
<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a>
»Tænd Lygten,« sagde Stone.
</p>

<p>
Hyde tændte sin elektriske Lygte og kastede
Lyset rundt i Hulen.
</p>

<p>
Loft og Gulv var dannet af Drypsten. Væggene
var helt besatte med Krystaller af alle mulige Farver
og Former. Lyset brødes i dem og kastedes
tilbage i utallige Farveafskygninger – det var som
et Fepalads fra 1001 Nat.
</p>

<p>
I Øjeblikket havde de dog ikke Tanke for dette
pragtfulde Syn; de saa sig ivrig om for at finde
den rette Vej, for der førte mindst hundrede forskellige
Gange bort fra denne Hule.
</p>

<p>
»Hys!« sagde Stone, »lad os være ganske stille
og lytte efter, maaske en eller anden Lyd kan
bringe os paa Sporet.«
</p>

<p>
De stod med tilbageholdt Aandedræt og lyttede;
men der hørtes intet andet end den ensformige Plasken
af Vanddraaberne, der dryppede ned fra Hulens
Loft.
</p>

<p>
»Der bliver ikke andet for,« sagde Hyde til
sidst med et sørgmodigt Udtryk, »end at vi maa
undersøge hver Gang for sig.«
</p>

<p>
I det samme lød der en svag Raslen, som efterfulgtes
af en Række skarpe Klik fra Bøssehanerne
der spændtes.
</p>

<p>
Med Fingeren paa Aftrækkeren listede de fremad
i den Retning, hvor den svage Lyd kom fra.
</p>

<p>
<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a>
Med eet snublede Hyde og faldt saa lang han
var over noget, der laa paa det glatte Gulv. De
andre for til, og Leslie stødte med Kolben mod et
Legeme, der laa udstrakt paa Gulvet foran ham.
</p>

<p>
Det var et Marsvæsen med knust Hovedskal.
</p>

<p>
»Her var det,« sagde Stone, »at Dillingham
slog ham i Gulvet, da han vilde spærre Vejen for
os. Vi skændtes da, om vi skulde ile hurtigst muligt
efter Hjælp eller straks trænge dybere ind i Hulen.
Dillingham holdt paa det sidste og vilde slet ikke
høre paa mine Forestillinger om det unyttige og
dumdristige i hans Forslag. Til sidst vendte han
mig harmfuld Ryggen og forsvandt gennem den
runde Aabning derhenne.«
</p>

<p>
»Saa maa vi den Vej!« raabte Hyde, der nu
var kommet paa Benene igen, og de trængte alle
dybere ned i den mørke Gang, som mundede ud
i en stor, rund Hule, fra hvis Loft de hvide, halvt
gennemsigtige Drypsten hang ned i alle mulige
fantastiske og forvredne Former. Hyde lod sin
Lygte lyse rundt i Hulen, og langt om længe opdagede
de en Skikkelse, som stod med Ryggen op
mod Væggen og med en Revolver i hver Haand.
</p>

<p>
Det var Dillingham.
</p>

<p>
Det pludselige Lysskær blændede ham, saa han
ikke kunde se, hvem der nærmede sig.
</p>

<p>
»Hvor er Frøken Gray?« raabte Burd.
</p>

<p>
<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a>
»Jeg har ikke kunnet finde hende,« sagde han
med lav Stemme, idet han sænkede Revolverne.
</p>

<p>
Pludselig hørtes der et skingrende Skrig, der
lød som om det kom nede fra.
</p>

<p>
»Der maa være en Hule her lige under denne!«
raabte Stone.
</p>

<p>
De gav sig alle til at hugge løs paa Gulvet med
Bøssekolberne, og den skøre Kalk gav efter for
hvert Slag.
</p>

<hr class="tb" />

<p class="noindent">
Vi forlader nu for en Stund vore Venner i Hulen
og gaar tilbage til det Øjeblik, da Stone og
Dillingham var sluppet løs, og Stone var ilet efter
Hjælp, medens Dillingham forgæves søgte efter
Ethel.
</p>

<p>
Ethel, der kun havde gjort ringe Modstand, var
blevet slæbt dybere ned i Hulen end de to andre.
</p>

<p>
Først var der bælgmørkt, men efterhaanden
som hun kom længere ned, blev der lysere.
</p>

<p>
Hun befandt sig nu i en mægtig Drypstenshule,
hvis Gulv og Vægge var glatte og spejlblanke, medens
der fra Loftet hang mægtige Drypsten ned i
uhyre Mængde. Hulens Baggrund var opfyldt af
et mægtigt Vandfald, der kom oppe fra Loftet og
forsvandt i en stor Spalte i Gulvet.
</p>

<p>
Det var herfra, Lyset kom.
</p>

<p>
<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a>
Hulen var helt fuld af de uhyggelige Marsvæsener,
som allesammen stirrede paa hende med deres
udtryksløse, kolde Øjne, der sad store og runde i
de stive, ubevægelige Ansigter.
</p>

<p>
I næsten en Time stod hun saaledes, som fasttryllet
til den samme Plet, som en Fugl, der hypnotiseres
af en Slanges Blik.
</p>

<p>
Der hørtes ingen anden Lyd end Vandets dæmpede
Brusen.
</p>

<p>
Pludselig hørtes Støj fra Baggrunden, og alle
vendte paa een Gang Øjnene derhen.
</p>

<p>
Et stort Klippestykke var blevet væltet til Side,
og der viste sig en Fordybning i Klippen, som var
stor nok til, at et Menneske kunde staa oprejst
derinde. Indersiden af denne Fordybning var besat
med smaa, brune Knopper. En svag Vandstraale
begyndte at risle ned over denne Fordybning, og
Ethel saa, at de smaa Knopper begyndte at folde
sig ud. Hver af dem aabnede sig og viste sig at
indeholde et lille Krebsdyr, der var forsynet med
skarpe Kløer.
</p>

<p>
Samtidig begyndte Kredsen om hende at blive
snævrere. Marsvæsenerne kom nærmere og nærmere
og søgte øjensynlig at trænge hende hen mod Fordybningen
i Klippen.
</p>

<p>
En dyb Rædsel greb hende.
</p>

<p>
Det gik op for hende, at det var disse Uhyrers Mening
<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a>
at trænge hende ind i Fordybningen, for saa
rimeligvis at vælte Stenen for. Krebsdyrene vilde
da utvivlsomt pille Kødet af hendes Krop med
deres spidse Kløer.
</p>

<p>
Hun udstødte et fortvivlet Skrig og søgte at
bryde gennem Kredsen, der langsomt indsnævredes;
men det var forgæves. Uhyrerne strakte deres
modbydelige Hænder ud for at gribe hende, og hun
følte, at denne skrækkelige, grufulde Død var uundgaaelig.
</p>

<p>
Med et gennemtrængende Skrig sank hun om.
</p>

<p>
I det samme lød der en stærk Raslen og Bragen
fra den modsatte Side af Hulen.
</p>

<p>
Skulde der komme Hjælp? Hun stirrede derhen.
</p>

<p>
Hendes Plageaander stod stille og vendte Hovederne
hen i den Retning, hvor Støjen kom fra.
</p>

<p>
Det var intet overnaturligt Syn, hun saa, ingen
Aand, der kom til Syne for med et Flammesværd
at befri hende, det var kun et Par ternede Sportsbenklæder,
som sad paa Benene af en Mand, der
banede sig Vej ned gennem Hulens Loft.
</p>

<p>
Der lød et vældigt Brag, og midt imellem Jordklumper
og Stene kom Dillingham hovedkulds ned
i Hulen.
</p>

<p>
Han kom med utrolig Hurtighed paa Benene
igen, og de andre fulgte nu efter, een for een, med
Bøsser eller Revolvere i Hænderne.
</p>

<p>
<a id="page-82" class="pagenum" title="82"></a>
Der var et Øjeblik dødstille i Hulen, men saa
genlød det store Rum af en sand Helvedeslarm.
</p>

<p>
Knaldene fra Skydevaabnene blandedes med Modstandernes
vilde Hyl og blev tidobbelt forstærket
ved det voldsomme Ekko i Hulen.
</p>

<p>
Luften blev taaget af Krudtrøgen, gennem hvilken
man svagt skimtede de uhyggelige Væseners
hylende Masser og vore Venners mørke Skikkelser.
</p>

<p>
Partiet var ikke saa ulige endda, trods Marsvæsenernes
uhyre Masse, for mange af dem stod
endnu som forstenede af Rædsel over Skuddene,
og de, der havde overvundet den første Skræk og
rasende styrtede løs paa Fjenden, blev holdt saa
godt i Skak af de sikre Skud, at de ikke kom
Angriberne nærmere ind paa Livet.
</p>

<p>
Disse rykkede frem, Skridt for Skridt, med en
Koldblodighed, der var medfødt hos Hyde og Dillingham,
og som de andre søgte at efterligne, da
de vel vidste, at ethvert Fejlskud kunde komme
dem dyrt at staa.
</p>

<p>
Craddock var blevet skilt fra de andre, han
stod med Ryggen op mod et fremspringende Klippestykke,
omgivet af Fjender.
</p>

<p>
Bøssen og Revolveren var for længst skudt af
og derfor unyttige, og han brugte nu de Vaaben,
han havde mest Øvelse i at anvende, nemlig Næverne.
</p>

<p>
<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a>
Hans store Ansigt lyste af Kampiver; det var
det dejligste Slagsmaal – det mindede ham om
hans unge Dage, naar han ryddede Bulen i en
East-End Beværtning. Han anvendte alle de Kneb
og Stød, der dengang gjorde ham saa frygtet.
</p>

<p>
I over et Kvarter rasede Kampen vildt.
</p>

<p>
Snart blev de rejsende trængt tilbage af Marsbeboerne,
snart skaffede Revolverne dem atter
Plads.
</p>

<p>
Selv midt i det vildeste Virvar følte Professoren
en brændende Lyst til at kaste Bøssen og bøje sig
ned og undersøge Ligene nærmere.
</p>

<p>
Og Dillingham var ikke sammen med de andre.
Hvor var han? Tog han ikke Del i Kampen?
</p>

<p>
Jo, saa godt som nogen anden havde han kæmpet.
Kæmpet sig frem til det Sted, hvor Ethel var faldet
om. Et Blink! Et Knald! Og han havde gjort
det af med den sidste levende Hindring, der var
mellem hende og ham.
</p>

<p>
Han lagde Bøssen fra sig og bøjede sig ned over
hende, der laa bevidstløs paa Gulvet. Han vædede
sit Lommetørklæde og lagde det paa hendes Pande,
løftede derpaa forsigtigt hendes Fødder op fra Gulvet
for atter at bringe Blodet tilbage til Hjernen.
</p>

<p>
Et Øjeblik efter slog hun Øjnene op, netop som
et Triumfskrig fra de andre forkyndte, at Fjenden
nu for Alvor veg tilbage.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a><img src="images/i084.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a>
Hurtig greb han atter sin Bøsse og hjalp til
at trænge Fjenden helt ud af Hulen.
</p>

<p>
Nu gjaldt det om et hurtigt Tilbagetog.
</p>

<p>
En løs Klippeblok og en Del faldne Fjender
blev stablet op under Hullet i Loftet. Hyde svingede
sig op og tog mod Ethel, der blev løftet op
til ham af Dillinghams stærke Arme.
</p>

<p>
Den sidste var lige sluppet op, da Hylene lød
nede fra Hulen med fornyet Kraft. Fjenderne
vendte tilbage. Stone kastede gennem Hullet et
Blik ned i Hulen, som nu atter var opfyldt af Marsvæsenerne,
der alle var væbnede med lange, glinsende
Metalspyd.
</p>

<p>
I det samme lød Hylet ogsaa fra en af Gangene
bag ved dem.
</p>

<p>
»Af Sted!« raabte Hyde, og af Sted gik det i
vild Flugt, under øredøvende Hyl.
</p>

<p>
Paa Grund af, at Væggene kastede Hylene tilbage,
var det umuligt bestemt at afgøre, hvor Fjenderne
vilde komme fra. Hidtil havde de heldigt
undgaaet dem, og de skimtede allerede forude et
svagt Lysskær, saa at de maatte være i Nærheden
af Hulens Indgang, da der med eet viste sig et rødt
Skær foran dem.
</p>

<p>
Fjenden nærmede sig altsaa fra mere end een
Side.
</p>

<p>
»Ned bag Stenene!« kommanderede Stone, og
<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a>
et Sekund efter laa de alle skjult bag nogle Klippestykker.
</p>

<p>
I Gangen lige foran dem viste der sig et af
Uhyrerne med en Fakkel i Haanden, han saa sig
spejdende omkring.
</p>

<p>
Hyde greb Dillingham i Armen og viste med
Hovedet hen mod en anden Gang lige over for den,
hvor Manden med Faklen stod.
</p>

<p>
Dillingham forstod ham og lod den tavse Ordre
gaa videre.
</p>

<p>
Der viste sig endnu en Skikkelse ved Siden af
den anden; de saa sig begge omkring, uvisse om,
hvor de skulde søge de Fjender, der havde revet
deres Offer ud af Hænderne paa dem.
</p>

<p>
Et Par skarpe Knald gjorde en brat Ende paa
deres Tvivlraadighed, men paa samme Tid rigtignok
ogsaa paa deres Tilværelse. Faklen faldt ned
paa det fugtige Gulv og slukkedes.
</p>

<p>
De for nu alle tværs over Hulen hen mod den
snævre Gang, Hyde havde peget paa. De forsvandt
gennem den ind i Mørket og rutschede til
sidst ned ad en Skrænt. Her fandtes en Indgang
med mægtige Klippeblokke, der næsten skjulte den
udefra.
</p>

<p>
»Løb!« raabte Hyde til de andre, »jeg kommer
straks.«
</p>

<p>
Han bøjede sig ned og anbragte en lille Genstand
<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a>
under en af de store Stene, saa famlede han
med en Traad og en Tændstikæske og løb saa
efter de andre.
</p>

<p>
Det Brag, der hørtes, fortalte, hvad han havde
gjort. De skuffede Hyl indefra viste dem, at de
var i Sikkerhed.
</p>

<p>
Kort efter var de i Skoven, hvor den friske Luft
til Dillinghams Fryd bragte Ethel helt til Bevidsthed
igen.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-8">
<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a>
<span class="firstline">OTTENDE KAPITEL.</span><br />
Fauna og Flora.
</h2>

</div>

<p class="subt">
Af Professor Marcus Stones Optegnelser. (Brudstykker.)
</p>

<h3 class="date" id="subchap-0-8-1">
<span class="lfrac"><span class="dvd">31</span>/<span class="dvs">10</span></span>.
</h3>

<p class="noindent">
Det er i Sandhed et Herkulesarbejde at klassificere
Dyreverdenen heroppe.
</p>

<p>
Jeg havde ment, at de forskellige Former, selv
om der naturligvis var store Uoverensstemmelser,
dog vilde nærme sig saa meget til de paa Jorden
forekommende, at man med enkelte Afvigelser kunde
skematisere dem ligesom disse, hvilket jo i høj
Grad vilde lette Forstaaelsen.
</p>

<p>
Men det viser sig, at jeg har taget fejl. Der er
for store Afvigelser paa saa godt som alle Omraader.
</p>

<p>
Rent geologisk set maa hele Kloden henregnes
til en qvintær Tid. De fleste større Krybdyr (med
Undtagelse af Slangen) synes at være uddøde, man
finder kun fossile Rester af dem.
</p>

<p>
De højere Pattedyr er yderst sparsomt repræsenterede;
<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a>
jeg har kun set et eneste Rovdyr i al
den Tid, vi har været her.
</p>

<p>
Derimod har Pungdyrene naaet et Maksimum
af Udvikling.
</p>

<p>
Desværre har jeg kun set de store Former af
dem paa lang Afstand. Trods deres Plumphed kan
de bevæge sig ret hurtigt.
</p>

<h3 class="date" id="subchap-0-8-2">
<span class="lfrac"><span class="dvd">1</span>/<span class="dvs">11</span></span>.
</h3>

<p class="noindent">
Dillingham har nedlagt et højst besynderligt
Dyr.
</p>

<p>
Man staar fuldstændig uklar over for et saadant
Fænomen. Dets Længde er over 4 Meter, og det
har en vortet, tyk Hud og en lang, skællet Hale.
</p>

<p>
Dets Hoved er meget stort og forsynet med en
mægtig bred Mund. Hele Ganen er besat med
spidse, bagud-krummede Tænder.
</p>

<p>
Og saa har den oven i Købet Vinger.
</p>

<p>
Burd har udført en ret vellykket Tegning af
den, da vi jo desværre ikke kan fotografere den.
Der har nemlig vist sig den store Mærkelighed, at
Solstraalerne her paa Mars ikke er i Stand til at
paavirke den fotografiske Plade.
</p>

<p>
Jeg har uheldigvis ikke Tid til at undersøge
dette Tilfælde nærmere, men jeg formoder, det
skyldes en stærkere Absorption af de ultraviolette
Straaler.
</p>

<h3 class="date" id="subchap-0-8-3">
<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a>
<span class="lfrac"><span class="dvd">4</span>/<span class="dvs">11</span></span>.
</h3>

<p class="noindent">
Hvad Floraen heroppe angaar, volder den endnu
større Vanskeligheder end Faunaen. Alt viser sig
ved en Sammenligning med Jordens Flora i den
bagvendte Orden.
</p>

<p>
Man skulde vente sig en højere Udvikling af
Løvtræerne, men man finder i Stedet for mægtige
Former af Bregner, og enkelte Palmer, der paa
Jorden regnes til Carbontiden.
</p>

<p>
Der er Fattigdom paa Arter, men Rigdom paa
Individer.
</p>

<p>
Svampene har naaet en høj Udvikling, jeg finder
overalt en lille, mørkerød Svamp, der forekommer
i saa stor Mængde, at den fuldstændig dominerer
Overfladens Farve.
</p>

<p>
Det ser ud, som om »Træernes« Blomstringstid
var forbi lige nu. Kun ved Vandløbene træffes
der Blomster.
</p>

<p>
Blomsternes Størrelse og rige Farvepragt tyder
paa høj Udvikling hos Insektverdenen.
</p>

<p>
En højt udviklet Insektverden peger hen imod
et rigt Fugleliv, og saa findes her et Utal af Insekter,
men ikke en eneste Fugl!
</p>

<p>
Igen et af de Fakta, der vanskeliggør en logisk
Skematisering.
</p>

<h3 class="date" id="subchap-0-8-4">
<span class="lfrac"><span class="dvd">6</span>/<span class="dvs">11</span></span>.
</h3>

<p class="noindent">
Vi er nu fjernet over 500 Mile fra vort Udgangspunkt.
<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a>
Vi sejler over en stor Skov, der fuldkommen
ligner en Vildmark, stadig skuer man
Trætoppe og atter Trætoppe, saa langt Øjet rækker.
</p>

<p>
Kun en eneste Afbrydelse i dette ensformige
Hav af Træer saa vi i Gaar, da vi sejlede hen over
en dyb Kløft.
</p>

<p>
En flere Mil bred Spalte, som begrænset til begge
Sider af taarnhøje, stejle Klippevægge strakte sig
snorlige fra Øst til Vest og til begge Sider tabte
sig i Horisonten. Bunden af denne Spalte var jævn
og uden Spor af Vegetation.
</p>

<p>
Vi saa her uden Tvivl en af de berømte Marskanaler.
Adskilligt talte for, at det var et Værk
af »Menneskehænder«. Atter et Bevis paa, at her
findes kultiverede Væsener, men hvor?
</p>

<p>
Henad Aften fandt vi ved Kanten af Kanalen
et passende Sted, hvor vi kunde gaa ned med
Luftskibet for at overnatte.
</p>

<p>
Vi laa paa en lille aaben Plads, der paa den
ene Side var begrænset af Skrænten og paa den
anden af et lavt, sammenfiltret Krat, der gik i eet
med Skoven.
</p>

<p>
Doktoren og jeg stod paa Kanten af Skraaningen
og disputerede om Kanalen, da Frøken Gray, som
var trængt ind i Krattet for at lede efter Blomster,
kom styrtende hen imod os.
</p>

<p>
Jeg havde netop sagt Doktoren min Mening,
<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a>
og denne Afbrydelse kom mig meget tilpas, da jeg
ikke brød mig det mindste om at høre hans Mening
om Ting, som jeg vidste meget bedre.
</p>

<p>
Hun bad os følge med, da hun havde fundet
en mærkelig Ruin af en Bygning inde i Skoven.
</p>

<p>
Vi fulgte med hende, og hun førte os til en
aaben Plads inde i Skoven, lige bag ved det lave
Krat. Vi traadte nærmere og saa en lav, langstrakt
Bygning, som var opført af store, raat tilhugne
Sten. Der var ingen Tag og ingen Vinduer, og
overalt i de utallige Revner voksede der forskellige
Mosarter, som viste, at Bygningen havde staaet forladt
i mange Aar.
</p>

<p>
Midt paa var der en firkantet Aabning, gennem
hvilken vi gik ind i det indre.
</p>

<p>
Hele Huset dannede et eneste langt Rum, men
det interessanteste ved det hele var Væggene, med
en Alens Mellemrum stod der overalt hele Vejen
rundt afblegede, hensmuldrende Skeletter, der med
en Ring om Halsen var fastgjort med en kort
Lænke til Væggen bagved.
</p>

<p>
Jeg skulde netop til at undersøge disse Skeletter
– jeg havde ved første Øjekast set, at de ikke
lignede Hulebeboerne, af hvem Doktoren med Held
havde dissekeret et Hoved – da Frøken Gray udstødte
et Skrig og bad Doktoren føre hende tilbage
<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i093.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a>
til Skibet. Jeg bad ham blot gaa med hende, jeg
skulde snart følge efter.
</p>

<p>
Kvinder mangler da ogsaa ganske Interesse og
Forstaaelse. I Stedet for at opdage den store Forskel,
der var paa disse Skeletter og vore Marsvenner,
saa faar hun et nervøst Tilfælde.
</p>

<p>
Da de var gaaet, gav jeg mig til at undersøge
det største af Skeletterne nøje, de var højere, bredere,
med lange og svære Haand- og Fodknokler; men
den største Forskel var der dog paa Kranierne,
de var spidse og toppede med et bredt og fremstaaende
Kæbeparti.
</p>

<p>
Med stor Forsigtighed fik jeg skilt Kraniet fra
Kroppen og bar det med mig til Skibet.
</p>

<p>
Burd var den eneste, der havde Interesse for
mit kostbare Fund, og da Dillingham, der er blevet
endnu mere aandsforladt her paa Mars, end han
var paa Jorden, stadig stirrede fortvivlet paa Frk.
Gray, saa gik jeg hurtigst muligt ned i mit Lukaf
for at tænke nærmere over denne underlige Oplevelse.
</p>

<p>
Efter megen Grunden kom jeg til et Resultat,
som jeg foreløbig vil beholde for mig selv:
</p>

<p>
1) Jeg holder absolut paa Kanalteorien.
</p>

<p>
2) De Væsener, vi indtil Dato har set, er Hulebeboere,
der ikke kan have udtænkt et saadant Arbejde
som Kanalerne.
</p>

<p>
<a id="page-95" class="pagenum" title="95"></a>
3) Kanalerne findes. Kløften her er en saadan
Kanal, der er udtørret.
</p>

<p>
4) De Skeletter, jeg saa i Bygningen, er øjensynlig
af Skabninger, hvis Hjerne er endnu mindre
end Hulebeboernes; de har altsaa heller ikke udtænkt
Arbejdet.
</p>

<p>
5) Ergo maa der findes en højere Slags Væsener
som har undfanget Ideen, men brugt de stærkere
og mindre intelligente Skabninger til at udføre den.
</p>

<p>
Altsaa atter et Bevis for min Paastand om menneskelignende
Væsener.
</p>

<p>
De lænkede Skeletter, er rimeligvis Levninger
af opsætsige og genstridige Slaver, der er blevet straffet
paa denne Maade.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-9">
<a id="page-96" class="pagenum" title="96"></a>
<span class="firstline">NIENDE KAPITEL.</span><br />
En Udflugt. – Byen.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
I over en Maaned havde vore Venner været
undervejs paa deres Tur Mars rundt. Paa Grund
af Skibets store Hastighed behøvede de kun at flyve
af Sted om Natten; naar de da satte fuld Kraft
paa, kunde de med Lethed indhente den Tid, de
om Dagen brugte til at stige ned og foretage videnskabelige
Undersøgelser.
</p>

<p>
De Resultater, de erhvervede sig ved disse Undersøgelser,
var meget omstridte. Stone var sjæleglad,
han havde efterhaanden beriget sin Samling
med en Masse interessante Ting, og han havde
udarbejdet forskellige Optegnelser af stor Betydning
for sin Videnskab, hvad der gjorde den af Naturen
gnavne Mand næsten elskværdig.
</p>

<p>
Dillingham derimod, som trods store Anstrengelser
stadig søgte forgæves efter det mærkelige Dyr,
begyndte at blive saa pirrelig, som Stone tidligere
<a id="page-97" class="pagenum" title="97"></a>
havde været, og det var nu næsten altid ham, der
gav Anledning til de Ordkampe, der morede Doktoren
i lige saa høj Grad, som de ærgrede Hyde.
</p>

<p>
Hyde kom ned ad Trappen fra Taarnet og med
ham et Vindstød, der blæste Stones Papirer hen i
den anden Ende af Salonen.
</p>

<p>
»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet Mage til Storm,«
sagde Hyde, da han havde lukket Døren efter sig.
</p>

<p>
»Er der Fare for, at vi blæser ud af Kurs?«
spurgte Burd.
</p>

<p>
»Nej, Doktor, det er der ingen Fare for. Skruen
er god nok, men vi kan maaske nok udsætte os
for at faa Roret bøjet,« svarede Hyde, idet han
satte sig ned; »naa forhaabentlig holder det.«
</p>

<p>
Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og Hyde foreslog,
at de skulde følges ad op for at se paa Roret.
</p>

<p>
Der var heldigvis ingen Skade sket, og paa
Stones Forslag gik de lavere ned for at undersøge
Egnen ved Hjælp af Lyskasteren.
</p>

<p>
De gik nu i en halv Snes Meters Afstand fra
Trætoppene i den Skov, der strakte sig under dem.
</p>

<p>
»Lys!« kommanderede Hyde, og den hvide Stribe
kastedes ud i Rummet, gik rundt i en Halvcirkel
og derefter nedad.
</p>

<p>
Det Parti af Skoven, der blev oplyst, bestod af
samme Slags træagtige Bregner som dem, de havde
set ved Ankomsten. De store, trekantede Blade
<a id="page-98" class="pagenum" title="98"></a>
blev løftet op mod Lyset af slanke Stilke og lukkede
som et uigennemtrængeligt Tag for Skovbunden.
</p>

<p>
Lyset gav de graalige Blade en vidunderlig Glans,
som var det et Hav af Sølv, der laa udbredt under
dem.
</p>

<p>
Men snart skiftede Billedet. Bregnerne afløstes
af Palmer, hvis slanke Stammer hævede sig som
Søjler i et Fepalads, skarpt belyst mod den mørke
Baggrund, hvor Lyset ikke naaede hen.
</p>

<p>
Lyset blev kastet hid og did og viste hvert Træ
og hvert Blad med en Tydelighed, som var det den
klareste Dag.
</p>

<p>
Livet i Skoven begyndte at røre sig, snart var
det et mindre Dyr, der rejste Hoved og missede
med Øjnene mod det skarpe Lys, snart var det et
Krybdyr, der i en Fart bugtede sin Krop ind under
det skærmende Bladhang, eller de saa en kæmpemæssig,
haaret Edderkop, der fra en Gren kastede
sig ud i Luften, medens dens Spind glinsede og
glitrede i Lyset.
</p>

<p>
Videre gled Skibet, og Skoven gik over i lave
Buske og afløstes til sidst af et sumpet Krat med
lange, stive Græsstraa.
</p>

<p>
Da lød der pludselig et Brøl dernede fra, det
knagede og bragede i Buskene tæt ved et lille Vandløb,
og en mægtig, laadden, brun Skikkelse rejste
<a id="page-99" class="pagenum" title="99"></a>
sig med øjensynligt Besvær og forsvandt i et kluntet,
men ret hurtigt Trav.
</p>

<p>
»Nej, se, se!« raabte Dillingham, »der var det
igen!«
</p>

<p>
»Hvad mener De?« spurgte Burd.
</p>

<p>
»Monstrumet, Uhyret, Dyret, vi saa den Dag,
vi kom hertil!«
</p>

<p>
»Er De ganske vis paa, at det er det samme?«
spurgte Handerson.
</p>

<p>
»Tror De, jeg tager fejl, vil De lære mig at
kende Dyrene?«
</p>

<p>
»Handerson mente naturligvis bare, om De var
ganske sikker paa, at det var det samme Eksemplar;
det kunde jo være en Fætter eller en endnu
nærmere Slægtning,« blandede Burd sig smilende i
Samtalen.
</p>

<p>
»De ved jo meget godt, hvad jeg mente, Doktor,
og det ved Handerson ogsaa, men jeg maa straks
ned,« brummede Dillingham.
</p>

<p>
»Ned,« gentog Hyde, »vil De springe ned?«
</p>

<p>
»Springe, tror De, jeg er gal?«
</p>

<p>
»Ja, for hvis De for Alvor mener, at vi kan
lande her uden at støde sammen med Trætoppene,
saa maa De være gal,« svarede Hyde roligt.
</p>

<p>
Og Dillingham maatte pænt vente, saa nødig
han end vilde.
</p>

<p>
Næste Dag lykkedes det dem at finde et Sted,
<a id="page-100" class="pagenum" title="100"></a>
som var egnet til Nedstigning, og Dillingham fik
sin Lyst til at gaa paa Jagt styret, rigtignok uden
at opnaa andet end at gaa sig dødtræt i sine forgæves
Bestræbelser for at finde det attraaede Dyr.
</p>

<p>
Henimod Aften vendte han tilbage til Skibet,
støvet, varm og just ikke i det mest rosenfarvede
Humør, og Stones elskværdige Forespørgsel om,
hvor han havde nedlagt Dyret, gjorde det ikke
bedre.
</p>

<p>
Han var fast besluttet paa at blive der paa
Stedet, indtil han fik opsporet Dyret, og der maatte
mange Overtalelser til fra hans Rejsefællers Side,
førend det lykkedes dem at faa ham til at indse,
at Dyret efter al Rimelighed for længe siden var
over alle Bjerge, og at hele Ekspeditionen vilde
komme til at lide ved et længere Ophold. Han
gav da nødtvungent efter, og samme Aften kastedes
Fortøjningen los, og Skibet steg atter op.
</p>

<p>
Den Nat og hele den følgende Dag gik det med
jævn Fart hen over mægtige Skove. Hele Dagen
var Vejret straalende, men henad Aften begyndte
det at blæse op, og ved Midnat var Blæsten vokset
til en orkanagtig Storm, der gjorde Opholdet paa
Platformen alt andet end behagelig.
</p>

<p>
Først forsvandt Stone og saa Frøken Gray, og
til sidst var der ikke andre end Dillingham og Hyde
tilbage. Dillingham havde egentlig mest Lyst til
<a id="page-101" class="pagenum" title="101"></a>
at gaa ned til Ethel; men som alle Sportsmænd
havde han en Svaghed for at sætte en Rekord, og
saa længe Hyde blev staaende, vilde han heller ikke
gaa ned.
</p>

<p>
Stormen hylede om dem og drev Skyerne hen
over deres Hoveder i vild Fart.
</p>

<p>
Det begyndte at blive taaget, en tæt Taage, der
gjorde alting vaadt og føltes som en fin Støvregn.
</p>

<p>
»Vi maa ud af Taagen,« raabte Hyde.
</p>

<p>
Han rev Døren op og raabte sin Ordre ned i
Maskinrummet. Skibet hævede sig hastigt og var
snart oppe over Taagen og Skyerne.
</p>

<p>
»Fuld Kraft!« lød det fra Hyde.
</p>

<p>
Der gik et Ryk gennem Staaluhyret, Skruen
snurrede rundt med rivende Fart, dens Hvæsen
blandede sig med Stormens Hylen, og dirrende i
hele Skroget for Skibet af Sted. Dillingham klamrede
sig fast til Rækværket. Det var umuligt at
høre noget gennem Stormens Brølen, men da han
tilfældigvis kastede et Blik hen paa Hyde, kunde
han se paa hans Mund, at han sagde noget.
</p>

<p>
Han kæmpede sig hen til Kanonens Løb, der
stak ud af Taarnet og som Hyde holdt sig fast ved.
</p>

<p>
»Det er et frygteligt Vejr!« hylede Hyde.
</p>

<p>
»Ja, det har jeg ogsaa lagt Mærke til,« brølede
Dillingham, »jeg er hvert Øjeblik lige ved at blæse
ned i Skyerne!«
</p>

<p>
<a id="page-102" class="pagenum" title="102"></a>
»Men hvorfor i al Verden gaar De ikke ned?«
</p>

<p>
»Jeg venter paa Dem, hvad har De for Resten
at bestille heroppe?«
</p>

<p>
»Akkurat det samme, som De har,« lo Hyde,
»tror jeg ikke, vi har staaet her som to Skoledrenge,
der ikke vil give sig over for hinanden.«
</p>

<p>
De lo og kæmpede sig hen til Døren, som det
ved forenede Kræfter lykkedes dem at klemme saa
meget op, at de kunde slippe ned. De var neppe
kommet igennem, førend Døren smækkede i med
et Brag, og Dillingham trillede ned ad Trappen,
stødte mod Døren til Salonen og holdt sit Indtog
paa en højst mærkelig Maade, der gav Burd Anledning
til at spørge, om han legede Rutschbane.
</p>

<p>
Stormen rasede hele Natten, og den lagde sig
først henad Morgenstunden.
</p>

<p>
»Har vi holdt Kurs under Stormen?« var Stones
første Spørgsmaal.
</p>

<p>
»Ja,« svarede Hyde, »det er en solid Maskine.
Vi har holdt Kursen ganske støt.«
</p>

<p>
Det viste sig ved Eftersynet, at Skibet ingen
Skade havde lidt.
</p>

<p>
Men nede paa »Jorden« havde Stormen ikke
taget blidt. Flere Steder, navnlig i Skovene, var
der anrettet store Ødelæggelser.
</p>

<p>
»Der er maaske ogsaa kommet mange Mennesker
til Skade,« sagde Ethel.
</p>

<p>
<a id="page-103" class="pagenum" title="103"></a>
»Til Skade! Mennesker!« brummede Stone, »nu
maa De ikke blive blødsøden, Frk. Gray, vi har
saamænd ingen Grund til at føle Medlidenhed med
den Yngel dernede.«
</p>

<p>
»Det skulde saamænd glæde mig, om nogle Hundrede
af disse Uhyrer var kommet af Dage,« sagde
Dillingham blodtørstigt. Han vilde netop til at
tilføje, at det skulde være ham en Fornøjelse ved
Lejlighed at sende nogle af dem over i den anden
Verden, men da han mødte Ethels bebrejdende
Blik, beholdt han klogelig sin Mening hos sig selv.
</p>

<p>
Da de den Aften sad i Salonen, lød der en fjern
Brusen op til dem.
</p>

<p>
»Saa,« udbrød Dillingham, »skal vi nu have
Storm igen?«
</p>

<p>
»Nej,« svarede Stone kort, »det er Havet.«
</p>

<p>
Dette Ord »Havet« havde en vis Virkning paa
dem alle, det lød saa hjemligt.
</p>

<p>
Det kan nemlig ikke nægtes, at trods alt det
interessante, de havde oplevet, følte de alle heftig
Hjemve, og det ikke blot efter det Sted, hvor hver
enkelt boede, men efter London, England, Europa,
kort sagt efter hele Jordkloden.
</p>

<p>
Dillingham rejste sig og drog uvilkaarligt et
Suk.
</p>

<p>
»Hvem der nu var paa et jordisk Hav og stod
paa Dækket af et Skib, som skar gennem Bølgerne,«
<a id="page-104" class="pagenum" title="104"></a>
sagde han, »og med Ethel ved sin Side,« tilføjede
han i Tankerne, medens han sendte den unge Dame
et Blik, der var næsten lige saa tydeligt som Ord.
</p>

<p>
»De har nok Hjemve,« lo Stone tørt, »men lad
os nu komme op paa Platformen.«
</p>

<p>
De gik alle op.
</p>

<p>
Et storslaaet Rundmaleri laa udbredt under
dem. Maanen var staaet op og kastede sine hvide
Straaler ned over en mægtig Havflade. Landet,
som de lige var sejlet hen over, var allerede langt
bagved dem.
</p>

<p>
Det var Bølgernes blide Dønninger mod Stranden,
der havde frembragt den svage Brusen, de
før havde hørt. Skoven strakte sig helt ud til den
brede, flade Forstrand, ja paa nogle Steder var det
lave Vand helt inde bevokset med høje Sumptræer.
</p>

<p>
»Hvor er her dog smukt!« udbrød Ethel, henvendt
til Dillingham.
</p>

<p>
»Vidunderligt,« svarede han, medens hans Øjne
hang ved hendes Ansigt. »Det minder mig om en
Nat nede paa Jorden. Jeg havde Vagten om Bord
nede i det indiske Hav. Det var helt stille, ligesom
nu, Maanen var lige staaet op, og dens Straaler
spillede paa Bølgerne, hvor Krydseren laa til
Ankers mellem palmebevoksede Koraløer. Jeg stod
paa Kommandobroen og var ...«
</p>

<p>
Her blev han afbrudt af Handerson: »Nu har
<a id="page-105" class="pagenum" title="105"></a>
jeg set det med. Dette hersens minder ogsaa mig
om en stemningsfuld Aften nede paa Jorden. Det
var nu ikke just af Stemning, jeg var fuld; men
to Maaner saa jeg da ogsaa dengang.«
</p>

<p>
De saa alle op mod Himmelhvælvingen. Handerson
havde Ret, der var virkelig to Maaner.
</p>

<div class="poem-container">
  <div class="poem">
    <div class="stanza">
      <p class="verse">»Talt, fluks Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble</p>
      <p class="verse">Gangernes Spand, saa aksled han selv sin straalende Rustning,«</p>
    </div>
  </div>
</div>

<p class="noindent">
citerede Burd.
</p>

<p>
»Det er jo Iliaden, ikke sandt?« sagde Ethel.
</p>

<p>
»Rigtigt,« svarede Stone, »derfra har nemlig
Maanerne deres Navn. De kaldes Phobos og Deimos,
– det betyder Rædsel og Skræk.«
</p>

<p>
»Det Hav kan ikke være videre saltholdigt,« bemærkede
Burd, »siden der vokser Skov helt ud
til Kysten.«
</p>

<p>
»Kan vi ikke se den modsatte Kyst?« spurgte
Hyde i det samme, Iliaden interesserede ham ikke,
og han var bange for, at Doktorens Bemærkning
skulde aflokke Stone et længere Foredrag om Saltmængdens
Indflydelse paa Plantelivet.
</p>

<p>
»Se der!« udbrød Burd med eet, »jeg tror sandelig,
de brænder Festbaal eller Glædesblus af til
Ære for os!« Med disse Ord pegede han ud over
Havet.
</p>

<p>
<a id="page-106" class="pagenum" title="106"></a>
Langt, langt borte, ude i Synsranden, saas der
et stærkt Lysskær, som bredte sig vifteformigt opefter.
</p>

<p>
»Nordlys!« sagde Dillingham vigtigt.
</p>

<p>
»Vrøvl!« svarede Stone, »Nordlyset kan aldrig
antage saadan en Form. Nordlyset er jo en Udladning
af ...«
</p>

<p>
»Nej, kæreste Professor, nu skal vi skam nyde
Udsigten og ikke høre lærde Foredrag,« afbrød
Burd ham, »for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at det
ikke kan være Nordlys.«
</p>

<p>
»Det ser ganske ud som Lysskæret fra en stor
By,« sagde Hyde.
</p>

<p>
»Saa maa der findes andre Væsener her end
dem, vi har set,« svarede Burd.
</p>

<p>
»Hvem har sagt andet, jeg har hele Tiden ventet,
at vi vilde træffe andre,« sagde Stone.
</p>

<p>
»Skal vi sejle derhen?« spurgte Hyde.
</p>

<p>
»Naturligvis,« svarede Stone, »men vi maa være
forsigtige; man ved aldrig, om de kan skade os.«
</p>

<p>
Hyde forsvandt ned i Taarnet, og et Øjeblik
efter var der fuld Kraft paa Maskinen.
</p>

<p>
Lyset forude kom nærmere og nærmere, de
kunde til sidst se, at det kom fra en Kyst modsat
den, de nylig havde forladt. –
</p>

<p>
Nu var de ganske nær. Alle lænede sig ud
over Rækværket og stirrede ned.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-107" class="pagenum" title="107"></a><img src="images/i107.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-108" class="pagenum" title="108"></a>
De kom virkelig til en By.
</p>

<p>
Lange Rækker af hvide Firkanter, saa store som
de største Bygninger paa Jorden, strakte sig straaleformigt
ud i alle Retninger fra en stor, aaben Plads
i Midten. Det hele mindede paa Afstand om en
kæmpemæssig Søstjerne med mange Tusinde Arme.
En Del af dem strakte sig som lange Baand ud i
Landet, hvor de tabte sig i Synsranden.
</p>

<p>
Oven paa hver Firkant sad der en stor, lysende
Kugle, omtrent som en stor Buelampe, men den
lod til at være selvlysende, nærmest som en stor
Kugle af lysende Glas.
</p>

<p>
Skibet var nu lige over Byen og krydsede rundt
med smaa Slag. Maanen, eller rettere sagt Maanerne,
kastede deres Skær over hele den Del af
Kloden, der laa udbredt under dem.
</p>

<p>
Vore Venner kunde nu rigtig se de ejendommelige,
smukke Bygninger, hvoraf mange var forsynede
med høje, slanke Taarne, der øverst oppe
havde en Balkon. Hele Bygningsmaaden vidnede
om Beboernes vidt fremskredne Bygningskunst.
</p>

<p>
Til Bygningerne var anvendt hvide og svagt blegrøde
Sten, og de største af Husene var udsmykkede
med en ødsel, men meget afstikkende Farvepragt.
</p>

<p>
Der var efterhaanden blevet Liv i Byen. Freden
var veget for en rastløs Travlhed.
</p>

<p>
Skibet, der laa som en staalglinsende Kæmpefugl
<a id="page-109" class="pagenum" title="109"></a>
deroppe, syntes at skræmme Beboerne eller i
alle Tilfælde vække deres Nysgerrighed. Indbyggerne
myldrede op paa de flade Tage og paa de
smaa Balkoner, der kronede de slanke Taarne.
</p>

<p>
Det vrimlede af Masser af mørke Skikkelser
nede i de trange Gader og paa den store, runde
Plads i Midten. Flere Steder dukkede der brogede
Dragter og blanke Brynjer frem af den mørke Strøm.
</p>

<p>
Hele denne Masse af levende Skabninger bølgede
frem og tilbage, og en svag Summen naaede op til
Skibet.
</p>

<p>
Alle med Undtagelse af Bill og Craddock, der
passede Maskinen, var samlede paa Dækket.
</p>

<p>
»Der er Liv i Myretuen,« sagde Hyde, »et Luftskib
lader til at være et Særsyn heroppe.«
</p>

<p>
»Ja, man har da heldigvis noget frem for det
Folk,« sagde Dillingham med Selvfølelse. Han
vendte Ryggen til Stone, saa han saa ikke det Blik,
Professoren sendte ham ved Ordet »man«.
</p>

<p>
»Det er ikke sikkert, det bliver lutter Morskab,
naar vi skal til at betragte dem paa nært Hold,«
sagde Burd.
</p>

<p>
Stone for op som en Trold af en Æske.
</p>

<p>
»Nært Hold! det skal vi overhovedet slet ikke
for det første,« raabte han.
</p>

<p>
»Hvad behager?« udbrød Dillingham, »og hvorfor
ikke, om jeg maa spørge?«
</p>

<p>
<a id="page-110" class="pagenum" title="110"></a>
»Hvorfor ikke!« gentog Stone foragteligt og med
et Skuldertræk, som om han vilde sige: »Hvad kan
det nytte, at forklare Dem noget.«
</p>

<p>
»Ja, det maa jeg da rigtignok ogsaa spørge om,«
sagde Hyde, »det vilde da netop være meget interessant
at komme derned straks.«
</p>

<p>
»Interessant!« Stone havde den Vane altid at
gentage, hvad de andre sagde, for derved at udtrykke
sin Foragt kraftigere.
</p>

<p>
»Interessant! Ja, man skulde i Sandhed tro,
det var Børn, der skulde have et nyt Stykke Legetøj.«
</p>

<p>
»Vil De ikke forklare Dem nærmere,« sagde
Hyde skarpt.
</p>

<p>
Professorens Overlegenhed forsvandt et Øjeblik,
som om han selv følte, han var gaaet for vidt;
men han var snart sig selv igen, og idet han lænede
sig tilbage i Stolen, begyndte han sit Foredrag:
</p>

<p>
»Jeg har flere Grunde, mine Herrer, til paa det
bestemteste at fraraade og forhindre en Nedstigning,
saa længe vi er aldeles uvidende om, hvad det er
for Væsener, vi vil faa at gøre med. De staar jo
ganske vist paa et andet Kulturtrin end vore »Venner«
i Bjergets Huler; men deraf tør vi dog ingenlunde
slutte, at vi vil blive modtaget som kære
Gæster. Dette er min første Bevisgrund, og jeg tror,
at De maa give mig Ret, naar De tænker Dem om.«
</p>

<p>
<a id="page-111" class="pagenum" title="111"></a>
»Dertil vil jeg kun bemærke,« sagde Burd, »at
der, som De selv indrømmer, er en betydelig og
øjensynlig Forskel paa Folkene dernede og saa
paa de første Marsvæsener, vi mødte. For altsaa
at tage et Eksempel til Sammenligning, lad os da
antage, at vi, der her er til Stede, for nogle Hundrede
Aar siden havde kunnet opfinde et Luftskib,
som var en aldeles ukendt Befordring i hele den
øvrige Verden, og at vi foretog en Rejse Verden
rundt. Naar vi da paa vor Vej kom til Ildlandet,
vilde jeg ogsaa paa det kraftigste fraraade, at vi
steg ned og blandede os mellem disse menneskeædende
Utysker; men deraf fulgte dog ikke, at jeg
vilde være bange for at gaa ned i Rom f. Eks., der
vilde vi vist neppe blive skudt ned paa Stedet.«
</p>

<p>
»Men hvad mener De om at blive brændt som
Troldmænd. De husker maaske, at i forrige Aarhundrede
blev ikke saa faa Mennesker brændt som
Hekse, eller hvad mener De om at blive indespærret
som gal eller samfundsfarlig, – jeg behøver vist
ikke at bede Dem huske paa, at der har været
store Videnskabsmænd, som er blevet behandlet paa
den Maade af deres utaknemmelige samtidige. For
øvrigt halter den Sammenligning, men nok derom,
jeg har en anden og lige saa vigtig Grund, og det
er Tiden, – husk, vi har kun en begrænset Tid
til vore Undersøgelser. Og hvis vi skal blive anerkendt
<a id="page-112" class="pagenum" title="112"></a>
og troet nede paa Jorden, maa vi have Beviser,
mange Beviser, og vel har jeg samlet en hel
Del Materiale; men der er meget endnu at udrette,
og mere end et Par Dage tør vi ikke anvende paa
denne By. Sæt, at vi blev venlig modtaget, men
at de ikke vilde slippe os igen, eller at de fik ødelagt
Luftskibet, – ja, vi maa tage alle Tilfælde i
Betragtning, – hvad vilde De, mine Herrer, saa
synes om at tilbringe Resten af Deres Dage paa
Mars?«
</p>

<p>
Her saa Dillingham paa Frk. Gray med et Blik,
der skulde udtrykke, at han under visse Forhold
kunde tænke sig det.
</p>

<p>
»Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skulde
gøre os Umage for at faa et lille Indblik i denne
By og i Beboernes Liv og Færden, men det skal
gøres med stor Forsigtighed, og jeg raader derfor
til, at vi hurtigst fjerner os herfra, søger os et roligt
og øde Sted til at fortøje Skibet, og derpaa holder
Raad og lægger vore Planer. Naar vi saa har faaet
en Nats Hvile, kan vi altid i Morgen begynde vore
Udforskninger, alt ifølge de Planer, vi har fattet.«
</p>

<p>
»Jeg tror, Stone har Ret,« sagde Hyde, idet
han rejste sig.
</p>

<p>
I det, samme blev Døren revet op, og Craddock
kom styrtende ind.
</p>

<p>
<a id="page-113" class="pagenum" title="113"></a>
»Der er sprunget en Kobling paa den ene Motor,«
raabte han, »Maskinen gaar i Staa!«
</p>

<p>
Et let, blødt Stød beviste Sandheden af hans
Ord.
</p>

<p>
»Det lader til, Skæbnen har taget Parti imod
Dem, Professor,« sagde Burd.
</p>

<p>
Hyde styrtede ned i Maskinrummet, fulgt af
Craddock.
</p>

<p>
Den skarpe Støj af Skruerne tog gradvis af
og gik over til en sagte Brummen, medens Skibet
blidt og roligt dalede ned og lagde sig til Hvile
paa et af de flade Tage.
</p>

<p>
Saa gik Maskinen helt i Staa.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-10">
<a id="page-114" class="pagenum" title="114"></a>
<span class="firstline">TIENDE KAPITEL.</span><br />
Fanget og indespærret.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
I samme Øjeblik, som Skibet rørte Husets Tag,
forstærkedes Lyset fra den gennemsigtige Glaskugle
og udsendte et saa straalende Skær, at alle de ombordværende
blev aldeles blændede.
</p>

<p>
Rundt omkring til alle Sider var det, som om
hele Taget blev levende. Utallige smaa runde
Klapper blev hastig løftet i Vejret, og op af hvert
Hul dukkede der en sælsom Skikkelse frem.
</p>

<p>
De var alle høje og magre med uforholdsmæssig
lange og tynde Lemmer og lignede meget de Marsvæsener,
de rejsende først havde truffet.
</p>

<p>
De var iført underlige, brogede, fantastiske Dragter,
der sad stramt om dem og havde den mærkelige
Egenskab stadig at skifte Farve: snart var de
blaa, violette eller grønne, snart ganske mørke og
ubestemmelige, for saa atter at straale i skærende
<a id="page-115" class="pagenum" title="115"></a>
rødt eller flammende gult. Det var et uforklarligt
og forvirrende Syn.
</p>

<p>
Deres Hoveder mindede om Kranier, med unaturlig
store Hjernekasser. Deres Øjne var store og
runde med et klogt, men ondt Udtryk.
</p>

<p>
De »talte« aabenbart med hinanden, noget aldeles
uforstaaeligt Pluddervælsk, der ikke mindede om
noget jordisk Sprog. De talte ud i eet, og Stemmen
svingede lige fra den dybeste Bastone uden
Ophold op i skingrende Diskant. Mellemtoner
fattedes aldeles i deres Tale.
</p>

<p>
De samlede sig neden for Skibet og syntes alle
at tale i Munden paa hverandre.
</p>

<p>
Saa med eet entrede de som Aber op paa Platformen
og trængte ind paa vore Venner.
</p>

<p>
»Bring Frk. Gray ind i Taarnet og luk Døren!«
raabte Stone til Craddock, der stod nærmest ved
Ethel.
</p>

<p>
Craddock fik trukket Ethel med sig ind i Taarnet
og smækkede Døren i i samme Nu, som vore
Venner var overmandede af den stadig voksende
Skare Marsvæsener.
</p>

<p>
Stone paalagde dem alle med høj Røst at gaa
godvillig med uden Modstand og endelig ikke gaa
angrebsvis til Værks, før det var ganske nødvendigt
for at redde Livet, men rolig afvente, hvad disse
fremmedartede Væsener havde i Sinde.
</p>

<p>
<a id="page-116" class="pagenum" title="116"></a>
Marsbeboerne førte dem hen til de runde Aabninger
i Taget, stadig omklamrende deres Hænder
med kolde, fugtige Fingre.
</p>

<p>
De rejsende blev puttet ned gennem Hullerne.
Her var de i fuldkomment Mørke, Gulvet bevægede
sig under deres Fødder, og det gik nedad i
slingrende Fart i nogle Minutter. Saa hørtes et
hult Brag, en Jernport var gledet til Side, og de
stod ude i Lyset, Ansigt til Ansigt med den bølgende
Mængde, der fyldte Gaden.
</p>

<p>
En mærkelig Svirren og Summen lød fra Masserne,
der trængte paa for at se dem. En dobbelt
Kæde af »Mænd« i blanke Brynjer, der lynede og
funklede i Lysskæret, holdt med nogle korte Metalstokke
Pladsen fri foran Huset.
</p>

<p>
Pludselig hørte vore Venner en Susen oppefra,
der fik dem til hastigt at se i Vejret. Det var
Luftskibet, der hævede sig højere og højere, indtil
det til sidst forsvandt for deres Øjne.
</p>

<p>
Det maatte altsaa være lykkedes Craddock at
udbedre Skaden paa Motoren, og nu bragte han
Skibet i Sikkerhed.
</p>

<p>
»Det er saamænd rart,« udbrød Handerson,
»nu flyver han væk og lader os andre i Stikken.«
</p>

<p>
»Det var da det fornuftigste, han kunde gøre,
at bringe Skibet fra disse Bavianers Omraade. Hvis
<a id="page-117" class="pagenum" title="117"></a>
de nu fandt paa at ødelægge Skibet, hvorledes skulde
vi saa komme tilbage til Jorden, selv om vi slap
ud af deres Kløer?« svarede Hyde ham.
</p>

<p>
Dillingham sagde ingenting, han var glad over,
at Ethel i det mindste foreløbig var i Sikkerhed,
og ærgerlig over, at det ikke var ham, der var
med hende.
</p>

<p>
Han blev afbrudt i sine Betragtninger ved, at
han fik et ublidt Puf af en Stok midt i Ryggen.
Han vendte sig opbragt om, rede til at slaa løs,
men Burd standsede ham: »Det er Vanvid, Dillingham,
at sætte sig op mod Overmagten, følg nu
bare godvillig med.«
</p>

<p>
Dillingham brummede, men gik dog fremad
med sine Venner.
</p>

<p>
De var paa alle Sider omgivet af deres Vogtere,
der væbnede med Stokke banede sig Vej gennem
Folkemassen.
</p>

<p>
Det gik kun langsomt fremad, saa der var god
Tid til at se sig om.
</p>

<p>
Rundt om fra Tagene skinnede Lyset og viste
tydeligt de mærkelige Omgivelser, Bygningernes
fantastiske Bygningsmaade og Tilskuernes mærkelige
Dragter og Ansigtstræk. Man kunde tro sig
hensat paa et Karneval, hvor alle Gæsterne havde
den samme hæslige Maske.
</p>

<p>
Endelig standsede de foran en meget stor, hvid
<a id="page-118" class="pagenum" title="118"></a>
Bygning. En bred Trappe førte op til Portalen,
som var spærret af en tyk Metalplade.
</p>

<p>
En af Vogterne bankede paa med sin Stok, og
Døren gled lydløst til Side.
</p>

<p>
Indenfor saa de en stor, rummelig Hal.
</p>

<p>
»Hvad mon der nu vil ske?« spurgte Burd,
»hvis dette er et Hotel, ser det ikke videre hyggeligt
ud.«
</p>

<p>
»Snak,« svarede Stone, »det er snarere et Tempel
eller lignende, den Tingest der i Baggrunden minder
i høj Grad om et Alter.«
</p>

<p>
Medens han talte, blev den dæmpede Mumlen
fra Folkemængden derude svagere, idet den svære
Dør atter gled for.
</p>

<p>
Paa samme Tid viste der sig et blaaligt Skær
over Forhøjningen i Baggrunden, og der hørtes en
sagte knitrende Lyd.
</p>

<p>
Vore Venners Ledsagere knælede ned og bøjede
Hovederne.
</p>

<p>
I nogle Øjeblikke var der dødsstille, da brød
Professoren hviskende Tavsheden: »Jeg havde Ret,
det er deres Tempel, og <em>der</em> er Genstanden for
deres Tilbedelse,« – han pegede hen paa den blaa
Flamme over Alteret.
</p>

<p>
Leslie snøftede: »Det er alt andet end hyggeligt,
dette her, og saa denne modbydelige Lugt.«
</p>

<p>
I det samme slukkedes Lyset, der blev fuldstændig
<a id="page-119" class="pagenum" title="119"></a>
mørkt, og førend vore Venner kunde afværge
eller forhindre det, følte de sig grebet og
slæbt afsted i vild Fart.
</p>

<p>
Lige saa pludselig blev de atter sluppet, og der
hørtes en svag klirrende Lyd, omtrent som naar
to Stykker Metal støder sammen.
</p>

<p>
Dillingham var den første, der kom sig af Overraskelsen.
</p>

<p>
Hans Hænder søgte mekanisk ned i Lommen
og greb den elektriske Lommelygte. Ved dens
Lys saa han, at Vogterne var forsvundet; de var
alene i et smalt, langstrakt Rum. Ved hver Ende
var Væggen forsynet med 5-6 store, blanke Metalspidser,
der ragede godt og vel en halv Alen frem.
Den ene af Siderne dannedes af et svært Metalgitter,
hvorigennem man saa en Skillevæg af Træ.
</p>

<p>
Stone snøftede et Par Gange ud i Luften, saa
gik han hen og undersøgte en af Metalspidserne.
</p>

<p>
»Ozon,« udbrød han, »jeg tænkte det nok, jeg
kunde straks mærke Lugten, da vi kom indenfor.«
</p>

<p>
»Ja, De har Ret,« sagde Burd, »men hvor kan
det komme fra?«
</p>

<p>
»Naturligvis fra en elektrisk Udladning,« svarede
Stone, »har De allerede glemt den blaa Flamme
over Alteret?«
</p>

<p>
»Den blaa Flamme,« udbrød Hyde, »De mener
altsaa ...«
</p>

<p>
<a id="page-120" class="pagenum" title="120"></a>
»Jeg mener,« afbrød Professoren ham, »at disse
Marsvæsener, Mennesker eller hvad De nu vil kalde
dem, har ganske særlige Kundskaber med Hensyn
til alt, hvad der angaar Elektricitet; ja saa særlige,
at de i Elektriciteten ser Sindbilledet paa et højere
Væsen, som de tilbeder.«
</p>

<p>
»Og vi skulde altsaa befinde os i deres Tempel
nu?« spurgte Dillingham, »men kan De sige mig,
hvad Meningen er med dette besynderlige Rum?«
</p>

<p>
»Jeg tror, jeg kan forklare Dem det,« svarede
Stone, »jeg undersøgte de Spidser der; ved De,
hvad det er? Det er Polerne paa en eller anden
ualmindelig stærk Udladningsmaskine. En kraftig
Ladning Gnister kan i Løbet af faa Sekunder sendes
fra den ene til den anden Pol, som vi befinder
os imellem. De kan maaske selv tænke Dem til
Resten.«
</p>

<p>
Dillingham blev bleg.
</p>

<p>
»Kan De ikke tænke Dem nogen Udvej?« spurgte
han, idet han saa sig uroligt omkring.
</p>

<p>
Men der var ingen Udvej. Døren, som de var
kommet ind af, sluttede ualmindelig tæt, ja saa
tæt, at den slet ikke var til at se paa Væggen, der
overalt gav den samme Metalklang, naar man
bankede paa den.
</p>

<p>
Pludselig gav Leslie et Udraab:
</p>

<p>
»Jeg har en Idé, vi maa se at finde den elektriske
<a id="page-121" class="pagenum" title="121"></a>
Ledning og saa skære den over, saa kan der ingen
Udladning finde Sted.«
</p>

<p>
Men der var ingen Ledning at finde, den maatte
være paa den anden Side af Væggen.
</p>

<p>
Hyde stod imidlertid og prøvede paa at rokke
ved Metalgitteret, der modstod alle hans Anstrengelser,
hvilket var ham ganske ufatteligt, da han
tydeligt kunde se, at det var indrettet til at skyde
til Side, og det var ham umuligt at opdage nogen
som helst Laas, som holdt det fast.
</p>

<p>
Med eet slog en Tanke ned i ham.
</p>

<p>
De Døre, han havde set paa Turen hen til
Templet, havde heller ingen Laase, men var alle
af Metal. Hvad om de holdtes lukkede ved Elektricitet?
</p>

<p>
Hans Øjne søgte langs Randen af Gitteret, Rammen
var ogsaa af Metal. Hurtig trak han et lille Lommekompas
frem og holdt det hen mod Gitteret. Magnetnaalen
kom straks ud af Ligevægt og sattes i
voldsomme Svingninger.
</p>

<p>
I dette Øjeblik kom Stone hen til ham. Han gættede
i samme Nu Hydes Tanker.
</p>

<p>
»Elektromagnet!« sagde han blot.
</p>

<p>
Hyde hørte ham slet ikke, hans Øjne var fæstede
paa en tyk, rund Traad, der stak ned gennem et
ganske lille Hul i Loftet, og som var gjort fast i
Karmen.
</p>

<p>
<a id="page-122" class="pagenum" title="122"></a>
Han vendte sig hurtigt og kaldte paa Dillingham,
som straks kom hen til ham.
</p>

<p>
Hyde støttede Hænderne mod Muren og bøjede
sig forover, idet han sagde til Dillingham: »Kan
De se den runde Traad deroppe over Hovedet paa
mig? Naar De stiger op paa min Ryg, kan De vist
naa den; prøv saa, om De kan rykke den over.«
</p>

<p>
Som sagt, saa gjort.
</p>

<p>
Dillingham stod op paa hans Ryg, og ved Hjælp
af en Kniv lykkedes det ham at slide Traaden
over.
</p>

<p>
I samme Nu gav det et Ryk i Gitteret, som
med største Lethed lod sig skyde tilbage.
</p>

<p>
Der var altsaa kun den tynde Skillevæg igen,
og den lykkedes det dem med forholdsvis ringe
Anstrengelse at sprænge, rigtignok under et øredøvende
Spektakel.
</p>

<p>
De stod en Stund og lyttede med tilbageholdt
Aandedrag, om Fjenden skulde nærme sig; men
alt var og blev tyst og stille.
</p>

<p>
Saa gjorde de sig rede til at gaa videre, men
blev forhindret ved et advarende Raab fra Stone.
</p>

<p>
»Stop lidt! Nu glemmer De igen at tænke logisk.
Vi har set, hvor snedige, ja djævelsk snedige disse
Marsvæsener er, og vi gjorde et frygteligt Spektakel
ved Sprængningen af Døren. Havde der været sat
Vagtposter ud, saa havde de været over os for længe
<a id="page-123" class="pagenum" title="123"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i123.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-124" class="pagenum" title="124"></a>
siden. Men De kan være forsikret om, at naar
der ingen Vagtposter er, saa er det, fordi der er
andre og rimeligvis langt farligere Hindringer for
vor Frihed!«
</p>

<p>
»Hvad mener De?« raabte de alle i Munden
paa hverandre.
</p>

<p>
»Af hvad Grund tror De, at den tynde Snor
<em>der</em> er spændt ud for Døren?« spurgte Stone og lod
Lyset fra en Lommelygte falde lige paa den store,
firkantede Aabning, der gabede dem i Møde.
</p>

<p>
»Ser De den store Metalklods, som hænger der?«
spurgte Professoren, »i samme Øjeblik Snoren
strammes, bliver Klodsen vippet ud af Ligevægt,
styrter ned og knuser den, som prøver paa at
trænge ud eller ind gennem Døraabningen.«
</p>

<p>
»Saa maa vi krybe ud paa alle fire, under Snoren,«
sagde Bill med et bredt Grin.
</p>

<p>
»Ja, hvis vi vil ud, maa vi nok bukke os lidt,«
sagde Leslie.
</p>

<p>
De lagde sig nu alle ned, Dillingham forrest
med Lommelygten i den ene Haand, og nu gik
det langsomt og forsigtigt fremad, til de alle var
et Stykke paa den anden Side af Snoren.
</p>

<p>
De rejste sig da atter op og gik sagte fremad,
indtil der foran dem viste sig et Lysskær, der
kom fra en Slags aaben Forhal, som kun var skilt
fra Gaden ved en aaben Søjlegang.
</p>

<p>
<a id="page-125" class="pagenum" title="125"></a>
De stod endnu en Gang stille og saa sig om
til alle Sider for at være sikre paa, at de ikke
blev beluret, og saa traadte de alle ud paa Gaden,
som laa foran dem i det klare Maaneskin.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-11">
<a id="page-126" class="pagenum" title="126"></a>
<span class="firstline">ELLEVTE KAPITEL.</span><br />
Flugten.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Alt var tomt og øde i de før saa »menneskefyldte«
Gader.
</p>

<p>
Alle Husene var tæt tillukkede, og de lysende
Kugler paa Tagene var helt slukkede; men det
klare Maaneskin gjorde det ganske lyst og kastede
et hemmelighedsfuldt Skær over det hele.
</p>

<p>
Vore Venner spejdede ivrigt op mod Himlen i
Haab om at se »Meteor«, men det var forgæves,
der var ikke det mindste at se til Luftskibet; derimod
dæmrede det ganske lidt ude i Øst, og de
første svage Tegn paa Morgenrøden begyndte at
vise sig.
</p>

<p>
»Der er ikke andet for os at gøre, end hurtigst
muligt at se at slippe ud af Byen, inden det bliver
lyst,« sagde Burd, »men Spørgsmaalet er, hvilken
Vej vi skal tage?«
</p>

<p>
»Det er kedeligt, at der ikke er nogen Restaurationer,
<a id="page-127" class="pagenum" title="127"></a>
som har aabent paa denne Tid,« udbrød
Dillingham, »mine Tarme skriger af Sult.«
</p>

<p>
»Tror De, det gaar os andre bedre?« spurgte
Hyde.
</p>

<p>
»Hvis vi gaar mod Vest, er der mest Sandsynlighed
for at slippe ud af Byen og ind i Skoven,
inden vore elskværdige Værter opdager vor Flugt.
Jeg lagde Mærke til i Aftes, da vi sejlede hen
over Byen, at mod Vest hører Husrækkerne langt
tidligere op end mod Øst,« sagde Professoren,
medens han omhyggelig studerede sit Kompas. »Jeg
foreslaar altsaa, at vi gaar denne Vej.«
</p>

<p>
»De har vel nok Ret,« brummede Dillingham;
»men hvor der ingen Beboere er, er der heller ingenting
at faa at spise, saa jeg vil ubetinget foretrække
at gaa den anden Vej.«
</p>

<p>
»Saa skulde De følge Deres Lyst, De kan jo
spørge Dem for, se« – afbrød Burd sig selv, »der
kommer en Betjent, eller hvad det nu er for en,
henne paa Hjørnet.«
</p>

<p>
De saa alle derhen. Burd havde Ret. Inde fra
Skyggen fra et af Husene, hvor de stod, saa de en
Skikkelse dreje om Hjørnet og komme lige hen
imod dem.
</p>

<p>
Det var en kæmpemæssig Marsbeboer, iført
skinnende blank Brynje og med en spids Stok i
Haanden.
</p>

<p>
<a id="page-128" class="pagenum" title="128"></a>
Dillingham trak sin Revolver frem, men blev
standset af Stone, som lagde sin Haand paa hans
Arm.
</p>

<p>
»Lad hellere være,« hviskede Stone, »maaske
gaar han forbi uden at se os her i Skyggen, og
saa er der ingen Grund for Dem til at vække hele
Byen med Deres Skud og skaffe os alle Beboerne
paa Halsen!«
</p>

<p>
Dillingham indsaa det fornuftige i Stones Bemærkninger
og stak Revolveren i Lommen igen,
og alle trykkede sig tæt op mod Muren i den
mørke Skygge.
</p>

<p>
Det lod virkelig til, at det skulde gaa, som Stone
havde sagt.
</p>

<p>
»Betjenten« gik rolig forbi paa den anden Side
af Gaden, men da han var kommet et lille Stykke
bort, vendte han sig pludselig om, stirrede et Øjeblik
stift ind i Skyggen og for saa tværs over Gaden,
idet han udstødte et hæst, pibende Raab.
</p>

<p>
Dillinghams Revolver for ud som et Lyn. Et
Skud knaldede og Professoren, som vilde forhindre
det ved at holde Dillinghams Haand tilbage, opnaaede
ikke andet, end at Kuglen forfejlede sit
Maal og gik forbi Marsbeboerens ene Arm i Stedet
for at ramme ham.
</p>

<p>
Skuddet havde en forbavsende hurtig Virkning.
Ekkoet var neppe døet hen, førend Kuglerne rundt
<a id="page-129" class="pagenum" title="129"></a>
omkring paa Tagene atter begyndte at lyse. Dørene
gled til Side paa flere af Husene, og i Løbet af
faa Minutter havde der samlet sig en ganske anselig
Skare, som med høje Raab og truende Fagter
tøvende rykkede nærmere og nærmere.
</p>

<p>
Men vore Venner tabte ikke Modet.
</p>

<p>
Med Ryggen mod Muren og Revolveren i Haanden
stod de rede til at tage mod Fjenden.
</p>

<p>
Marsvæsenernes Holdning blev mere og mere
truende.
</p>

<p>
»Dette maa have en Ende, inden der kommer
endnu flere til,« raabte Dillingham, »Fyr!«
</p>

<p>
Alle Revolverne gik af og fandt hver sin Mand
i den tætte Skare.
</p>

<p>
Dette Angreb kom Marsbeboerne saa uventet og
gjorde dem saa forskrækkede, at de i vild Forvirring
spredtes til alle Sider og forsvandt ind i
Husene, efterladende deres døde og saarede paa
Gaden.
</p>

<p>
»Løb!« raabte Leslie, og af Sted gik det i vild
Fart.
</p>

<p>
De naaede snart Enden af Gaden. De var nu
i Udkanten af Byen, og foran dem laa en smal,
jævn Vej, indhegnet, ikke af en Hæk eller Grøft
som hos os paa Jorden, men af stramt udspændte
tykke Snore, der hist og her blev støttet og holdt
oppe af Stænger, der saa ud, som om de var af
<a id="page-130" class="pagenum" title="130"></a>
Metal. Stone paalagde sine Ledsagere paa det
indstændigste ikke at komme i Berøring med disse
Stænger eller Snore, da han mente, at de ikke
kunde være forsigtige nok efter de Erfaringer, de
havde gjort i Templet.
</p>

<p>
Paa begge Sider af Vejen var der flade Marker,
helt dækkede af noget lavt, bleggraat, stift Græs.
</p>

<p>
Maanerne havde tabt deres sølvhvide, straalende
Glans og saa blege og farveløse ud, medens Himlen
mod Øst havde faaet et fint, perlefarvet Skær, der
gennem utallige sarte Farveafskygninger af lyslila
og bleggult helt nede i Synsranden rødmede svagt
af den opstaaende Sols første Straaler.
</p>

<p>
Vejen gik et Stykke lige ud og drejede saa
pludselig til højre og løb langs en bred Kanal.
</p>

<p>
Stone standsede.
</p>

<p>
»Vi maa for enhver Pris over denne Kanal,«
sagde han bestemt.
</p>

<p>
»Det kan vel ikke være saa vanskeligt,« sagde
Hyde, »det ser jo næsten ud til, at vi har Lykken
med os,« og han pegede paa en lille firkantet,
klodset Pram, der laa fortøjet tæt inde ved Bredden.
</p>

<p>
Alle skyndte sig ned til Vandet, og Dillingham,
der var i Spidsen, skulde lige til at gaa om Bord,
da to Skikkelser rejste sig fra Fartøjets Bund.
</p>

<p>
Begge Parter stirrede et Øjeblik lige forbavset
paa hinanden, men saa for Dillingham ind paa
<a id="page-131" class="pagenum" title="131"></a>
den nærmeste, greb ham om Livet, løftede ham
op og kastede ham haardt mod Kanten af Prammen.
</p>

<p>
Han udstødte et pibende, skrattende Skrig, idet
han faldt, og blev liggende ganske stille med Armene
ud til Siden.
</p>

<p>
Paa samme Tid var Leslie og Bill løbet til og
havde grebet den anden, som de nu med Jerngreb
holdt fast imellem sig.
</p>

<p>
»Hvad skal vi gøre med ham?« spurgte Bill,
idet han gjorde en Bevægelse, som om han vilde
kaste Manden over Bord.
</p>

<p>
»Nej, nej,« raabte Doktoren, »her er ingen
Grund til at dræbe ham, fordi vi tager hans Baad
fra ham. Havde vi bare noget at binde ham med,
saa han maatte blive liggende her.«
</p>

<p>
Bill slap Fangen med sin ene Haand, som han
stak ned i Lommen.
</p>

<p>
Med et bredt, veltilfreds Smil trak han en lang,
tynd Snor op, idet han sagde: »Det er altid godt
at være forsynlig.«
</p>

<p>
I Løbet af et Øjeblik var begge Fangerne forsvarlig
bundet.
</p>

<p>
Alle sprang om Bord, hvilket straks fik Prammen
til at krænge paa en betænkelig Maade.
</p>

<p>
»Dette gaar ikke, Prammen kan umulig bære
os alle paa een Gang,« sagde Hyde, idet han rask
sprang i Land igen, »vi maa sætte over i to Partier,
<a id="page-132" class="pagenum" title="132"></a>
Bill, Leslie og jeg bliver her, medens Dillingham
sætter de andre over først.« Hans Ord blev adlydt,
og Dillingham greb den lange, flade Stok af
haardt graat Træ, som laa tværs over Prammen,
og begyndte at stage dem over.
</p>

<p>
Det tog lang Tid, da Vandet var dybt og der
var stærk Strøm i Kanalen, saa det var umuligt
at gaa lige over.
</p>

<p>
De tilbageblevne var saa stærkt optaget af at
holde Øje med Prammen, at de helt glemte at se
efter Fangerne, og derfor ikke bemærkede, at en
tredie Skikkelse krøb frem af det lange Græs og
naaede hen til de to bundne Marsbeboere.
</p>

<p>
I et Nu var deres Baand løste, og de styrtede
sig nu alle tre med et triumferende Skrig over vore
intetanende Venner, og i næste Øjeblik rullede de
alle tæt omslyngede omkring i Græsset.
</p>

<p>
»Det kommer der af denne Barmhjertighed,«
mumlede Leslie med sammenbidte Tænder, idet
han anbragte sine kraftige Hænder om Halsen paa
sin Modstander, hvem det var lykkedes ham at faa
under sig; saa klemte han til og mærkede, hvorledes
den andens Tag lidt efter lidt slappedes.
</p>

<p>
Bill foretrak at fælde sin Modstander med en
ærlig, gammeldags Skalle, hvorpaa han i næste Nu
havde Tag i den Fyr, som omklamrede Hyde.
</p>

<p>
Dillingham, som havde naaet den anden Bred,
<a id="page-133" class="pagenum" title="133"></a>
før Kampen var begyndt, vendte nu tilbage, og førend
de tre Marsbeboere kom til sig selv igen, var
de rejsende i Sikkerhed paa den anden Side.
</p>

<p>
»Nu af Sted i en Fart,« raabte Dillingham, og
af Sted gik det i Løb hen over den flade Slette,
der fuldstændig blottet for Plantevækst strakte sig
foran dem.
</p>

<p>
Omtrent en Mil forude hævede der sig en lav
Bjergkæde med vilde, sønderrevne Toppe.
</p>

<p>
»Kan vi kun naa de Bjerge der,« sagde Ingeniøren,
»saa er vi i større Sikkerhed end her paa
den aabne Slette.«
</p>

<p>
Handerson kastede Blikket op mod den lyse
Morgenhimmel: »Naar bare vort Skib vilde vise
sig nu, saa var alt godt!«
</p>

<p>
»Gud være lovet at Frøken Gray er i Sikkerhed!«
for det uvilkaarligt ud af Dillingham.
</p>

<p>
Burd undertrykte et Smil, ellers var der ingen,
der bemærkede noget, og Vejen fortsattes i Tavshed.
</p>

<p>
Da Solen var kommet helt op over Synsranden
og omgav Bjergtoppene med en gylden Glorie, var
vore Venner i Færd med at stige op af de første
Skraaninger. De var omtrent kommet halvvejs op,
da Dillingham snublede over et eller andet. Der
undslap ham et temmelig kraftigt Udraab af Ærgrelse.
</p>

<p>
Han havde faaet sin Fod ind under noget, der
<a id="page-134" class="pagenum" title="134"></a>
nærmest lignede en tynd Trærod, som laa hen ad
Jorden.
</p>

<p>
»Det er højst interessant!« udbrød Stone ivrigt,
»det er jo en Trærod, det tyder paa Planteliv paa
et Sted, hvor ...«
</p>

<p>
»Bare De ikke selv er en Trærod,« brummede
Dillingham, der syntes at have mistet sit gode
Humør fra det Øjeblik, Ethel steg til Vejrs med
Luftskibet. »Tror De, en Rod er lavet af overspundet
Metal? Men ødelægges skal den, om den
saa er aldrig saa sejg,« og han sled ihærdigt og
arrigt løs med sin Kniv, indtil den kabellignende
Genstand var skaaret midt over.
</p>

<p>
Bill, som imidlertid var steget lidt højere op,
udstødte paa een Gang et Udraab: »De er dernede!
En hel Trop af de Asener rykker frem over Sletten
efter os. Se, hvor Solen funkler i deres blanke
Brynjer.«
</p>

<p>
De andre steg op med fordoblet Hurtighed.
</p>

<p>
Marsvæsenerne nede paa Sletten syntes nu at
have faaet Øje paa dem, for ogsaa de satte Farten
betydelig op.
</p>

<p>
»Nu kun et Minut til, saa er vi oppe!« raabte
Hyde, der var forrest.
</p>

<p>
De andre fløj af Sted, hvis man da kan tale om
at »flyve«, naar man foran sig har en Bjergskraaning,
der hæver sig brat i Vejret, og hvor der kun
<a id="page-135" class="pagenum" title="135"></a>
hist og her er Plads nok til, at en Haand eller Fod
kan finde Støtte.
</p>

<p>
Endelig var Toppen naaet og alle standsede et
Øjeblik aldeles forpustede.
</p>

<p>
Nede paa Sletten gjorde Fjendens Rækker i det
samme Holdt, og vore forbavsede Venner saa i
næste Øjeblik Solen funkle og glitre i de blanke
Vaaben, idet hele Skaren gjorde omkring og marcherede
raskt tilbage den Vej, de var kommet
fra.
</p>

<p>
»Hvad er <em>den</em> af?« raabte Bill, »de kan da umulig
være bange for os, de er jo mer end tyve mod
een.«
</p>

<p>
»Det er saamænd første Gang, at Marsbeboerne
handler efter <em>mit</em> Hoved,« sagde Burd tørt.
</p>

<p>
»Det skal De ikke være sikker paa,« svarede
Stone, »De kan være overbevist om, at her stikker
noget under, som ikke betyder noget godt for os.
De Slyngler opgiver saamænd ikke at hævne sig.«
</p>

<p>
»Deres Hævn giver sig da et ret mærkeligt Udslag,«
sagde Hyde.
</p>

<p>
»Jeg tror, det er, fordi de ved, vi gaar vor Undergang
i Møde, at de tilsyneladende opgiver deres
Hævn,« sagde Stone. »De kan være vis paa, at
dersom de ikke troede, vi var Døden vis, var de
ikke vendt om.«
</p>

<p>
»Det kan være, De har Ret,« sagde Dillingham,
<a id="page-136" class="pagenum" title="136"></a>
»men enten der nu venter os det ene eller det andet,
saa maa vi fremad, at gaa tilbage vilde være
det rene Vanvid, og vi kan heller ikke blive her
og dø af Sult.«
</p>

<p>
De kunde alle indse, at Dillingham havde Ret,
og de gav sig da atter paa Vej.
</p>

<p>
Endnu en lille Bjergkam blev besteget, saa
skiftede Naturen Karakter som ved et Trylleslag.
Landet sænkede sig jævnt skraat hen imod en Skov,
der kun laa nogle Hundrede Alen borte.
</p>

<p>
Men ikke en Skov som de, vore Venner, før
havde truffet paa. Her var det en fuldkommen
tropisk Urskov, og Træerne havde en frisk, grøn
Farve.
</p>

<p>
Skovens friske og frodige Pragt fremhævedes
yderligere ved det ubevoksede Bælte, som laa mellem
den og den lave Bjergkam. Dette Bælte var oversaaet
med Skeletter og halvfortærede Aadsler af
større og mindre Dyr, der udbredte en ulidelig
Stank.
</p>

<p>
Alle holdt sig for Næsen, idet de gik videre ned
ad Skraaningen. Det var ikke nogen let Sag, for
overalt ragede der smaa Spidser op af Jorden, det
saa ganske og aldeles ud, som om man havde lagt
et Utal af Harver ved Siden af hverandre, med
Tænderne opad.
</p>

<p>
De var næsten ovre, da Stone bøjede sig ned
<a id="page-137" class="pagenum" title="137"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i137.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-138" class="pagenum" title="138"></a>
og følte paa en af de smaa Spidser. I samme Nu
for han op som stukket af en Bi og løb fremad,
saa hurtigt han kunde, alt imens han raabte til
de andre, at de skulde følge efter ham.
</p>

<p>
Han standsede ikke, førend de alle var naaet
indenfor i Skoven, <em>saa</em> raabte han med et Lettelsens
Suk: »Gud ske Lov, vi slap. Ved De, mine Herrer,
hvad det var for et Stykke Jord, vi kom over nu?«
</p>

<p>
»Det var ikke en Plet, jeg vilde vælge til Middagssøvn,«
sagde Leslie.
</p>

<p>
Stone sendte ham et harmfuldt Blik.
</p>

<p>
»De smaa Spidser var beregnet til Udladning
af Elektricitet med høj Spænding,« sagde Stone
højtideligt. »Naar Strømmen sluttes, bliver ethvert
levende Væsen, der kommer i Berøring med disse
Spidser, øjeblikkelig dræbt.«
</p>

<p>
»Saa var det godt, der ingen Strøm var for lidt
siden,« sagde Burd.
</p>

<p>
»Det var det,« indrømmede Stone beredvilligt,
»men jeg kan bare ikke fatte, hvorfor der ingen
Strøm var paa. Det er jo øjensynligt, at Marsbeboerne
omgiver deres By og opdyrkede Land med
saadant et Bælte, som ingen kan overskride, og
det forklarer ogsaa, hvorfor disse elskelige Væsener
rolig lod os fortsætte vor Vej før; men paa den
anden Side strider Manglen paa elektrisk Strøm
jo aldeles mod denne ...«
</p>

<p>
<a id="page-139" class="pagenum" title="139"></a>
Her blev han afbrudt ved en høj Susen i Luften.
Op over Bjergkammen hævede der sig en stor,
mørk Genstand, som kastede en lang, sort Skygge
foran sig. Nu var den helt over dem og styrede
lige ned mod den aabne Plads foran Skoven.
</p>

<p>
Alle udstødte et højt Fryderaab. Det var Luftskibet.
</p>

<p>
Faa Minutter efter laa det sikkert fortøjet paa
Jorden, og Gangbrættet blev skudt ned.
</p>

<p>
Paa Platformen stod Craddock og Ethel.
</p>

<p>
At komme om Bord var et Øjebliks Sag.
</p>

<p>
Efter at de almindelige Glædesudbrud over Gensynet
var til Ende, begyndte en gensidig Spørgen.
</p>

<p>
Men Dillingham lagde sig straks imellem.
</p>

<p>
»Jeg foreslaar,« sagde han, »at vi saa hurtigt
som muligt ser at komme langt bort fra dette Sted,
og dernæst tror jeg, vi trænger i høj Grad til noget
Mad, jeg er omtrent halvdød af Sult.«
</p>

<p>
Dillinghams fornuftige Raad blev straks fulgt.
</p>

<p>
En Time efter sejlede de for halv Kraft af Sted
gennem Luften.
</p>

<p>
Oppe paa Platformen laa alle magelig henslængt
i Kurvestole, og saa gik det løs med Beretningen
om de oplevede Eventyr.
</p>

<p>
Dillingham førte Ordet, og med mer eller mindre
velvillig Hjælp af sine Fæller fortalte han om det
mærkelige Fangenskab og om Flugten.
</p>

<p>
<a id="page-140" class="pagenum" title="140"></a>
Derpaa berettede Craddock om, hvordan han
og Ethel var sluppet ind i Taarnet og havde faaet
Døren laaset.
</p>

<p>
Medens Ethel fra Taarnet betragtede Begivenhedernes
Gang, var han ilet ned i Maskinrummet og havde
søgt at udbedre Skaden, hvad der hurtigt lykkedes ham.
</p>

<p>
Saa satte han atter Maskinen i Gang, og Skibet
hævede sig op i Luften. Nu havde han haft en
Kamp at bestaa med Ethel, førend han fik gjort
hende begribeligt, at de kunde yde deres Venner
langt mere Hjælp, naar de fri og uafhængige sejlede
over Byen og Omegnen med Luftskibet, end hvis
de sad belejrede nede paa et af Tagene.
</p>

<p>
Hele Natten havde de krydset omkring i Omegnen
for at finde et Sted, hvor de kunde gaa ned
i Sikkerhed, hvis det gjordes nødvendigt, og det
var først hen paa Morgenen, da Solen var helt
oppe, at Ethel havde faaet Øje paa Marsbeboerne,
som drog hen over Sletten.
</p>

<p>
»Vi satte da Kursen mod Bjergene, og Resten
kender De,« sluttede Craddock.
</p>

<p>
»Jeg har det, jeg har det!« raabte Stone pludselig,
idet han sprang op fra Stolen.
</p>

<p>
»Hvad har De nu igen?« for det ud af Burd,
som havde siddet og lyttet andægtigt til Sømandens
Beretning og nu følte sig helt revet ud af Stemningen
ved Stones pludselige Udraab.
</p>

<p>
<a id="page-141" class="pagenum" title="141"></a>
Bill gjorde hemmelig en lille Bevægelse, som
straks blev opfattet af Handerson, og som bestod
i, at han tegnede smaa, tænkte Cirkler med Fingeren
paa Panden, medens hans Øjne betydningsfuldt
dvælede ved Professoren.
</p>

<p>
»Roden!« raabte Stone imidlertid som Svar paa
Burds Spørgsmaal, »Metalsnoren, som Dillingham
skar over, var Ledningen, der førte Strøm til den
Del af »Bæltet«, vi overskred foran Skoven.«
</p>

<p>
Ethel stirrede uforstaaende paa ham.
</p>

<p>
»Hvad er det, De taler om, Professor?« spurgte
hun.
</p>

<p>
»Det kan De bede Dillingham forklare Dem,«
svarede Stone, »jeg har ingen Tid nu, jeg maa
ned og se til min Samling, om alt er i Orden.«
</p>

<p>
Med disse Ord forlod han Platformen, fulgt af
Hyde og Burd, medens Dillingham ædelmodigt paatog
sig at forklare Ethel det alt sammen. Men enten
har han ikke haft Ordet i sin Magt, eller ogsaa
maa den unge Dame have været meget tungnem,
for hans »Forklaring« tog over en hel Time.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-12">
<a id="page-142" class="pagenum" title="142"></a>
<span class="firstline">TOLVTE KAPITEL.</span><br />
Et mærkeligt Fund. – Dillinghams Eventyr.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Dagen efter at vore Venner var undsluppet
Marsvæsenernes Efterstræbelser, fandt de et godt Sted
til Nedstigning i Midten af en bred, skovbevokset
Kløft, der strakte sig i en lige Linie fra den ene
Ende af Synsranden til den anden.
</p>

<p>
Siderne var begrænsede af stejle Klippevægge.
</p>

<p>
Allerede næste Morgen blev der planlagt en ny
Udflugt, som Burd, Stone, Dillingham og Leslie
skulde deltage i, og i sidste Øjeblik havde den
utrættelige Ethel meldt sig som Deltager, til stor
Glæde for Dillingham, men til endnu større Ærgrelse
for Stone, der mumlede noget om Forsinkelser og
Fruentimmervrøvl.
</p>

<p>
Denne Gang havde den gode Professor maaske
nok lidt Grund til at være utilfreds, thi Turen gik
ikke, som ved tidligere Lejligheder, gennem Skov,
<a id="page-143" class="pagenum" title="143"></a>
men over Fjælde, der saa saa stejle og ufremkommelige
ud, at Leslie havde forsynet Deltagerne
i Turen med Tove og Hakker til en formelig Bjergbestigning.
</p>

<p>
Efter at have taget Afsked med Hyde og de tre
andre, som blev tilbage, drog de af Sted.
</p>

<p>
Den første Mils Vej gik forholdsvis let, men
efterhaanden som de nærmede sig Kløftens Side,
blev det sværere og sværere at trænge sig frem.
</p>

<p>
Egnen bar tydelige Spor af vulkansk Virksomhed,
og Vejen spærredes ideligt af store Klippeblokke,
der laa slængt omkring hist og her, eller
af Kløfter, som de maatte sætte over ved Hjælp af
Hakkerne og Tovene.
</p>

<p>
Dillingham hjalp og støttede Ethel, saa at hun
kom lige saa hurtig over som Mændene.
</p>

<p>
Jo længere de kom frem, des tydeligere hørte
de en underjordisk Buldren, og flere Steder trængte
der Røgsøjler op af Spalterne i Klippen, og Luften
fyldtes af en svag, svovlet Lugt.
</p>

<p>
Stone slog med sin Hakke paa Klippen.
</p>

<p>
Det lød hult og drønende.
</p>

<p>
»Her maa jeg anbefale Dem Forsigtighed,« sagde
han, »vi befinder os aabenbart paa en tynd Skal
af størknet Lava, hvorunder den flydende Magma
er sivet bort.«
</p>

<p>
De gik nu langsomt fremad, idet de følte sig
<a id="page-144" class="pagenum" title="144"></a>
for med Fødderne, før de satte dem fast ned, og for
hvert Skridt bankede de med Hakken paa Klippen.
</p>

<p>
Denne Fremgangsmaade friede dem virkelig et
Par Gange fra at falde gennem det tynde Dække,
der brast under Hakkeslagene.
</p>

<p>
Endelig naaede de frem til den store Klippevæg,
som hævede sig lodret op over Skoven. Det var ganske
umuligt at komme over den, saa Udflugten syntes
at maatte ende her, da Stone gjorde de andre opmærksom
paa en stor Aabning i Klippen nogle
Alen fra, hvor de stod.
</p>

<p>
»Bare vi ikke løber os en Staver i Livet,« sagde
Burd, »hvis nu den Gang der ender blindt?«
</p>

<p>
»Saa maa vi vende om,« sagde Stone, »men
det er dog et Forsøg værd, da vi umulig kan komme
længere paa anden Maade.«
</p>

<p>
De gik ind i Hulen og befandt sig i en lang,
temmelig høj Gang, der laa i et skummelt Halvmørke,
og de bevægede sig kun langsomt fremad
for ikke uformodet at falde i et eller andet Hul.
</p>

<p>
Gangen bugtede sig hid og did, snart udvidede
den sig til en mægtig Tunnel, snart snævrede den
ind, saa de maatte krybe paa alle fire.
</p>

<p>
Ved Indgangen havde Luften været frisk og
kølig, nu blev den varmere og varmere, og til deres
Forundring blev der ogsaa lysere og lysere, efter
som de kom længere ind.
</p>

<p>
<a id="page-145" class="pagenum" title="145"></a>
»Nu kommer vi til en Sidegang,« raabte Stone,
der stadig var i Spidsen. De hørte ham udstøde
et overrasket Raab, lige som han drejede om
Hjørnet.
</p>

<p>
De ilede alle hen til ham og blev staaende forundrede
og betagne.
</p>

<p>
Foran dem laa der en lang, bred og høj Gang.
Henved hundrede Meter borte ved den modsatte
Ende af Gangen var det, som om der stod en
uhyre Heksekedel over Kog.
</p>

<p>
Mægtige Flammer slog uafbrudt op og vekslede
stadig fra rødt til gult og derpaa til violet. Det
sydede og brusede i det frygtelige Svælg, og Gangens
og Hulens mangefarvede Stenarter glitrede og funklede
i det luende Skær.
</p>

<p>
Trods den stærke Hede, der endog gjorde sig
gældende paa saa lang Afstand, blev de alle staaende
nogen Tid for at nyde dette ejendommelige Syn,
som var noget af det mest storslaaede og trolddomsagtig
pragtfulde, de nogen Sinde havde set.
</p>

<p>
Stone, der var den mest prosaiske af dem, brød
først Tavsheden.
</p>

<p>
»Nu maa vi videre!« kommanderede han.
</p>

<p>
Men det var lettere sagt end gjort. Gangen,
de hidtil havde fulgt, endte blindt, som Burd havde
frygtet, og det var først efter lang Søgen, at de fandt
en fremkommelig Sidegang.
</p>

<p>
<a id="page-146" class="pagenum" title="146"></a>
Den gik temmelig stejlt opad; men efter en halv
Times Ilmarch naaede de ud under aaben Himmel.
De befandt sig nu paa en stor Højslette, som var
bevokset med Skov, der strakte sig langs den stejle
Bjergskrænt.
</p>

<p>
Det gik nu rask fremad gennem Skoven. Træerne
var overalt behængt med hele Kæder af Slyngplanter,
og Skovbunden var dækket med blødt Græs.
</p>

<p>
Da det vrimlede af store Insekter og Sommerfugle,
fik Stone og Burd hurtigt deres Net frem,
og saa gik den vilde Jagt.
</p>

<p>
Leslie hjalp til af bedste Evne, skønt Stone erklærede,
at han ødelagde alle de Eksemplarer, han fangede.
</p>

<p>
Ethel og Dillingham gik tavse ved Siden af
hinanden.
</p>

<p>
Ethel plukkede af og til en Blomst af de store
Epifyter, og Dillingham var netop kommet til det
Resultat, at nu var der en udmærket Lejlighed for
ham til at fortælle hende, hvor meget han holdt
af hende, da de i det samme hørte Stones Røst
lige i Nærheden.
</p>

<p>
»Kom,« sagde Dillingham, idet han bøjede
Bladene og Planterne til Side, »kom, lad os skjule
os for de andre.«
</p>

<p>
Hun fulgte ham smilende, men blev staaende
med et Udraab af Forbavselse, da Bladene havde
lukket sig bag hende.
</p>

<p>
<a id="page-147" class="pagenum" title="147"></a>
De var kommet ind paa en rund, aaben Plads,
omtrent seks Meter i Tværmaal.
</p>

<p>
Den var aldeles blottet for ethvert Spor af Planteliv,
det bløde Græs holdt op lige foran deres
Fødder under de nedhængende Slyngplanter.
</p>

<p>
Hvide, afblegede Knogler dækkede i et tykt Lag
hele Pladsen.
</p>

<p>
Men det, der mest fængslede hendes Opmærksomhed,
var Pladsens Midtpunkt.
</p>

<p>
Her laa en rund Sten, af omtrent samme Størrelse
som en stor Kokosnød, og den lyste med et
blaablegt Skær, omtrent som Fosfor i Mørke.
</p>

<p>
Ethel vilde nærmere; men Dillingham holdt
hende tilbage.
</p>

<p>
»Bliv her,« sagde han, »kan De se alle de
Knogler? De hidhører aabenbart fra Dyr eller Marsvæsener,
der er kommet for nær til Stenen.«
</p>

<p>
Ethel gyste. »Hvem kan have lagt den Sten
der lige i Midten af den runde Plads?« spurgte hun.
</p>

<p>
»Det er der ingen, der har gjort,« lød Stones
Stemme bagved dem.
</p>

<p>
Dillingham blev ærgerlig. Altid skulde Stone
forstyrre Ethel og ham.
</p>

<p>
»Den kan da ikke være kommet der af sig selv,«
svarede han gnavent.
</p>

<p>
»Det er et kosmisk Legeme, som hidhører fra
Himmelrummet,« oplyste Stone.
</p>

<p>
<a id="page-148" class="pagenum" title="148"></a>
»Men hvor kan den dog falde nøjagtig lige ned
i Midten af saadan en lille, rund Plads, det er da
et underligt Tilfælde, ikke sandt?« spurgte Ethel.
</p>

<p>
»De forveksler Aarsag og Virkning, bedste Frøken,«
sagde Stone. »Stenen er ved en eller anden
Lejlighed faldet ned i Skoven, og dens radioaktive
Straaler har umuliggjort al Plantevækst i de nærmeste
Omgivelser.«
</p>

<p>
»Men Skeletterne?« spurgte Dillingham.
</p>

<p>
Som Svar stak Stone Skaftet af sit Sommerfuglenet
inden for Kredsen, og de saa, hvorledes det
gule Bambusrør langsomt forkulledes.
</p>

<p>
Dillingham trak sin Revolver frem og sigtede
paa Stenen.
</p>

<p>
»Er De gal, Mand? Ved De, hvad De udsætter
os for?« raabte Stone; men førend han kunde
standse Dillingham, gik Skudet af.
</p>

<p>
Der hørtes et Brag, og derpaa regnede det ned
over dem med Smaasten, Grus og Benstumper i vild
Forvirring. Den runde Sten var forsvundet, og
Jorden rodet op i flere Meters Omkreds, som efter
en voldsom Granateksplosion.
</p>

<p>
»Saa,« sagde Dillingham, »nu kan det Djævelskab
ikke gøre mere Fortræd.«
</p>

<p>
Stone for tværs over Pladsen, kastede sig ned
og undersøgte med en Lupe det Sted, hvor Stenen
havde ligget.
</p>

<p>
<a id="page-149" class="pagenum" title="149"></a>
»Intet Spor, den er fuldstændig pulveriseret,«
mumlede han, idet han kastede en lille uformelig
Klump hen foran Fødderne af Dillingham.
</p>

<p>
»Hvad er dog det?« spurgte denne.
</p>

<p>
»Det er Deres Revolverkugle,« svarede Stone,
»den er helt smeltet ved Sammenstødet.«
</p>

<p>
Han gav sig derpaa igen ivrig i Færd med sine
Undersøgelser med Lupen, og først da Burd og
Leslie kom til, lykkedes det dem at faa ham bort.
</p>

<p>
De besluttede nu at give sig paa Hjemvejen,
og de gik et Stykke langs med den stejle Skraaning
i Haab om at finde et Sted, hvor de kunde klatre
ned i Kløften og undgaa den besværlige Vej gennem
Vulkanen.
</p>

<p>
De maatte gaa en lang Strækning, inden det
blev dem muligt at begynde Nedstigningen, der var
yderst besværlig, og da de endelig igen stod nede
i Kløften, var de kommet langt bort fra deres Udgangspunkt.
</p>

<p>
Der var ikke andet for end at gaa gennem
Skoven for om muligt at naa Skibet, inden det
blev mørkt.
</p>

<p>
Det lykkedes igen Dillingham at komme bagest
med Ethel, og nu skulde det være Alvor, tænkte
han ved sig selv. Han saa op mod Træerne for
at faa en Indskydelse, og da det ikke hjalp, saa
han ned mod Jorden og opdagede der noget, der
<a id="page-150" class="pagenum" title="150"></a>
fik ham til for en Stund næsten at glemme Genstanden
for sine varme Følelser.
</p>

<p>
Lige foran sig, krydsende den Vej, de fulgte, saa
han tydelige Spor af det Dyr, han nu flere Gange
havde jaget forgæves efter, og det var oven i Købet
ganske friske Spor.
</p>

<p>
Han kaldte paa Stone, der blev afbrudt i et
indviklet Væv af Tanker i Anledning af den mærkelige
Sten og derfor gav sig til at stirre paa ham
med et fraværende, aldeles udtryksløst Blik. Først
da Dillingham ærgerlig tog ham i Armen, medens
han pegede ned mod Jorden, forstod Stone, at der
blev talt til ham, og spurgte arrigt, hvad der nu
var i Vejen.
</p>

<p>
»Der er friske Spor af Uhyret,« svarede Dillingham.
</p>

<p>
»Hvad angaar det mig?« sagde Stone.
</p>

<p>
»Det angaar i alle Tilfælde mig,« sagde Dillingham
bestemt, »for jeg vil følge det.«
</p>

<p>
»Det bliver naturligvis Deres egen Sag,« sagde
Stone roligt, »men Skibet <em>skal</em> afgaa her fra Mars
om 4 Dage Kl. 7 Aften præcis, og De maa være
tilbage til den Tid, hvis De vil med os.«
</p>

<p>
Ethel var meget bekymret.
</p>

<p>
»De vil da ikke give Dem ene paa Vej efter
Dyret. De ved jo slet ikke, hvad Farer der kan
møde Dem, og tænk, hvis De nu blev forhindret
<a id="page-151" class="pagenum" title="151"></a>
fra at være i rette Tid tilbage?« sagde hun
urolig.
</p>

<p>
Dillingham smilede: »Jeg har mine Vaaben, saa
De skal ikke være urolig for min Skyld, og som
De selv kan se, er Sporet ganske friskt, saa Jagten
kan umuligt trække længere ud end til i Morgen
tidlig, ja jeg er rimeligvis tilbage længe før den Tid.«
</p>

<p>
»Maa jeg ledsage Dem?« spurgte Leslie.
</p>

<p>
Dillingham rystede paa Hovedet: »Jeg har bestemt,
at jeg alene vilde jage dette Dyr, hvis der
endnu en Gang viste sig en Lejlighed dertil. Og,«
tilføjede han, idet han bukkede for Ethel, »i Morgen
tidlig senest skal jeg have den Ære at nedlægge
mit Byttes afskaarne Øren for Deres Fødder.«
</p>

<p>
Trods alle Indvendinger tog han Afsked og forsvandt
ind mellem Træerne.
</p>

<p>
Da de andre uden Eventyr naaede tilbage til Skibet,
vil vi følge Dillingham paa hans Jagt efter Uhyret.
</p>

<p>
Egnen blev mere og mere sumpet, og han havde
derfor let ved at følge Sporet i den bløde Jordbund.
</p>

<p>
Efter nogen Tids Forløb afløstes Sumpen af
Krat, og det nedtraadte Græs og de brækkede Grene
viste ogsaa her tydelig Vej.
</p>

<p>
Han travede af Sted en Times Tid med Blikket
fæstet mod Jorden, indtil Krattet pludselig hørte
op og afløstes af en bar, solsveden Plads med sparsom
Plantevækst, men med Masser af store Stene.
<a id="page-152" class="pagenum" title="152"></a>
Jordbunden var aldeles haard og tør, og ethvert
Spor hørte selvfølgelig op.
</p>

<p>
Han gik paa maa og faa over Pladsen, hvor
Skoven atter begyndte, og efter at have søgt forgæves
en lille Tid lykkedes det ham ved et rent Tilfælde
at finde Sporet igen.
</p>

<p>
Et langt Stykke fulgte han det nu uden Vanskelighed,
saa drejede det paa tværs af Kløften
over mod den anden Side.
</p>

<p>
Atter standsede han ved en aaben, rund Plads,
der paa de tre Sider var omgivet af høje Klippevægge,
bevokset med Krat. Paa den fjerde Side,
hvor han befandt sig, var den aaben ud mod Skoven.
</p>

<p>
Det var begyndt at blive mørkt, men han var
vis paa, at han var naaet ind paa Kolossen, der
efter al Sandsynlighed, efter Sporet at dømme, var
inde i det høje, stive Græs ovre ved Klippevæggene.
</p>

<p>
Med Bøssen rede stod han nogle Minutter og
spejdede rundt.
</p>

<p>
Da faldt hans Blik paa en mægtig Hule i Klippen,
lige over for, hvor han stod.
</p>

<p>
Der var Dyret sikkert, han syntes, han hørte
noget pusle derinde.
</p>

<p>
Fod for Fod nærmede han sig forsigtigt.
</p>

<p>
Da han var naaet midt ud paa Pladsen, hørte
han bagved sig et Brøl, der uvilkaarligt fik det
til at løbe koldt ned af Ryggen paa ham.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-153" class="pagenum" title="153"></a><img src="images/i153.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-154" class="pagenum" title="154"></a>
Aldeles instinktmæssig sprang han til Side; men
traadte fejl og tabte Bøssen, idet han faldt.
</p>

<p>
I samme Nu blev Græsset paa det Sted, hvor
han lige havde staaet, trampet ned af mægtige
Fødder, og han mærkede en modbydelig Stank,
medens hans Bytte forsvandt i en kluntet Galop
ind i Skoven.
</p>

<p>
Da han var kommet paa Benene igen og havde
fundet sin Bøsse, var Uhyret ude af Syne, men
han kunde høre Drønene af dets plumpe Fødder.
</p>

<p>
Med sammenbidte Tænder, som for at stænge
sin Ærgrelse inde, begyndte han atter Jagten, der
varede hele Natten igennem i det klare Maaneskin.
</p>

<p>
Da Solen stod op den næste Morgen, befandt
Dillingham sig paa en lille, kratbevokset Høj, og
en Snes Alen foran ham stod den forfulgte.
</p>

<p>
Med Fraade om Gabet, med et mat Blik i de
grønne Øjne stod den der, udmattet efter det anstrengte
Løb, et let Bytte for en velrettet Kugle.
</p>

<p>
Dillingham hævede Bøssen og lagde roligt an,
da det i det samme raslede i Krattet paa Højens
Side, og op imod ham kom en Skikkelse, et
»Menneske«, krybende.
</p>

<p>
Med Lynets Hast forandrede han Sigte, og Fyren
tumlede livløs tilbage.
</p>

<p>
Det andet Skud i Bøssen gjorde det af med
<a id="page-155" class="pagenum" title="155"></a>
een til, men der myldrede stadig flere frem og op
imod ham.
</p>

<p>
Han rev Revolveren frem. Fire Skud ramte,
mens to gik forbi, saa blev den kastet i Ansigtet
paa den nærmeste Fjende, og Dillingham blev
overmandet.
</p>

<p>
De bandt ham med sejge Slyngplanter og slæbte
ham af Sted i vild Fart.
</p>

<p>
Han havde kæmpet som rasende for at faa fat
i sin anden Revolver, der laa i Hoftelommen inden
for Frakken, men forgæves.
</p>

<p>
Dyret var luntet af under Kampen.
</p>

<p>
Hvad vedkom det heller ham nu?
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-13">
<a id="page-156" class="pagenum" title="156"></a>
<span class="firstline">TRETTENDE KAPITEL.</span><br />
Den vilde Jagt.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
»De er vist neppe klar over vor fortvivlede
Stilling, mine Herrer?« sagde Stone til sine Fæller
den Aften, da Dillingham havde været borte i tre
Dage.
</p>

<p>
»Vi skriver i Dag efter Jordens Tidsregning
den 13de Marts, og Torsdag den 14de Marts skal
vi forlade Mars om Aftenen Kl. 7 præcis, om alt
skal gaa vel, og vi skal lande paa vort Udgangspunkt.
Er Dillingham ikke kommet til den Tid,
maa han blive her.«
</p>

<p>
»Maa <em>vi</em> blive her, mener De vel, Stone,« sagde
Hyde.
</p>

<p>
»Jeg mener, hvad jeg siger,« svarede Videnskabsmanden
skarpt, »jeg kan ikke finde mig i, at alle
de Resultater af vore Undersøgelser her og af hele
mit tidligere Livs Arbejde og Stræben tilintetgøres
for en enkelt Mands Dumhed. Jeg advarede ham,
<a id="page-157" class="pagenum" title="157"></a>
inden han gik fra os, mod at indlade sig paa et
saadant Vovestykke, som enten det lykkedes eller
ej kun havde liden eller rettere sagt ingen Betydning
for Videnskaben. Jeg sagde ham tillige aldeles
bestemt, hvad Tid vi maatte herfra. Han
og kun han selv er Skyld i, hvad der rammer
ham, og ethvert Menneske maa her som overalt
bære Følgerne af sine Handlinger.«
</p>

<p>
»Det kan ikke nytte at drøfte denne Sag saaledes;
hvad De synes er Ret, staar for mig som
Uret,« sagde Hyde, »for mig er Dillingham en
Kammerat, med hvem vi hidtil har delt ondt og
godt; hvis jeg nu rejste herfra uden at være vis
paa, at han var død, saa vilde jeg hele mit Liv
betragte mig som Skyld i hans Endeligt. De taler
om at maatte gaa Glip af Resultaterne af Deres
Forsken, men tror De da, det falder mig let at
give Afkald paa, hvad der venter mig af Hæder
og Rigdom, hvis jeg og mit Luftskib atter naar
Jorden? Jeg er ung og ærgerrig, og derfor er det
aldeles ikke let for mig at skulle give Afkald paa
Livet og dets Tillokkelser; men tilkøbe mig det
ved fejg og ussel Svigten af en Kammerat, det formaar
jeg ikke. Jeg anser det for vor Pligt at
blive.«
</p>

<p>
Stone kæmpede aabenbart med sig selv. »Tror
De da ikke, det vil falde mig meget svært at lade
<a id="page-158" class="pagenum" title="158"></a>
Dillingham i Stikken ...« stammede han, men
blev afbrudt af Ethel, der havde siddet stille og
bleg hos dem.
</p>

<p>
Hun rejste sig med et bønligt Udtryk i sit
smukke Ansigt, gik hen til Stone og tog en af hans
Hænder mellem begge sine.
</p>

<p>
»Kære Professor,« sagde hun blidt, »prøv engang
at vende Sagen om: vi er paa Udflugt, men
nu er det Dem, der træffer en pragtfuld Sommerfugl,
De aldrig har set Mage til. De vil absolut
have den, De <em>maa</em> have den, og den flyver lokkende
foran <a id="corr-6"></a>Dem i lunefulde Svingninger, medens
dens Vinger funkler som Guld, Leslie tilbyder at
hjælpe Dem, men De tør ikke lade ham fange
den. De beder os andre gaa hjem til Skibet, De vil
snart følge efter. Vi lystrer <a id="corr-7"></a>Dem, og <a id="corr-8"></a>De fortsætter
Deres Jagt, men farer vild eller falder i Hulebeboernes
Hænder. Det lykkes Dem at blive fri,
men en Time for sent. De iler hen til det Sted, hvor
De haaber at træffe Skibet og Deres Venner, og
hvad finder De? Proviant, Vaaben, Nødvendighedsgenstande
samt et Brev, hvori Deres Venner tager
Afsked med Dem og lader Dem vide, De selv er
Skyld i Deres Ulykke. Hvad tror De da, De vilde
tænke om os?«
</p>

<p>
Ethel havde talt roligt og behersket; men nu
strømmede Taarerne ned ad hendes Kinder, hun
<a id="page-159" class="pagenum" title="159"></a>
slap Stones Haand og fortsatte i stærkt Sindsoprør:
</p>

<p>
»Men det vilde ikke ske; som De hører, vilde
Hyde blive her, og det vilde Dillingham ogsaa,
det ved jeg saa sikkert og vist, og jeg vilde blive
hos ham, men jeg har jo ogsaa kun saa lidt at
miste ved ikke mere at komme ned paa Jorden.«
</p>

<p>
Her dækkede hun sit Ansigt med sine Hænder
og græd af Hjertenslyst.
</p>

<p>
Stone følte sig synlig truffet af hendes Ord.
</p>

<p>
Der blev en Pavse, som blev afbrudt af
Leslie:
</p>

<p>
»Maa jeg komme med et Forslag? Var det ikke
den bedste Løsning, at vi alle stemte paa, hvad
vi vilde, og saa hver fulgte sin Overbevisning. –
Jeg bliver hos Ingeniøren!«
</p>

<p>
»Ogsaa jeg bliver og venter paa min Herre!«
indskød Handerson, og Bill erklærede, at han forlod
ikke sine Kammerater.
</p>

<p>
Der blev atter en Pavse, saa lød Doktorens
Stemme, rolig og behersket:
</p>

<p>
»Ja, lad det være saadan. Rejs hjem, Hr. Professor.
Rejs hjem, bliv fejret og hold Foredrag i
British Museum om een Mand, der rejste hjem for
Videnskabens Skyld, og seks Mænd og en Kvinde,
som blev for en Vens Skyld.«
</p>

<p>
»Jeg kan ikke styre Skibet,« mumlede Stone lavt.
</p>

<p>
<a id="page-160" class="pagenum" title="160"></a>
»Det kan De snart lære,« svarede Hyde.
</p>

<p>
Men Ethels og Doktorens Ord havde ramt.
</p>

<p>
»Jeg bliver,« sagde Stone.
</p>

<p>
»Tak, Professor,« sagde Hyde varmt og rakte
sin Haand frem.
</p>

<p>
»Aah, jeg be’r,« sagde Stone kort og forsvandt
ned i sit Lukaf uden at tage den fremrakte Haand.
</p>

<hr class="tb" />

<p class="noindent">
Medens denne Kamp udfægtedes, laa den, Striden
gjaldt, i en Drypstenshule, der aabenbart tjente de
uhyggelige Væsener til Opholdssted.
</p>

<p>
Han laa i fuldstændigt Mørke, men at det
maatte være en Drypstenshule, var han ikke i Tvivl
om, paa Grund af den stadige Plasken af de ensformigt
faldende Draaber rundt omkring ham.
</p>

<p>
Han selv laa paa et nogenlunde tørt Sted, og
kun med meget lange Mellemrum faldt der en
Draabe paa ham.
</p>

<p>
Hvordan han var kommet der, vidste han ikke.
</p>

<p>
Havde han været besvimet? Det var en næsten
latterlig Tanke, – en saa jernstærk Mand.
</p>

<p>
Havde han sovet? Det var mere rimeligt. Jagten
efter Dyret havde været meget anstrengende. Men
hvor længe havde han sovet? Det anede han ikke.
Han var utrolig sulten og tørstig.
</p>

<p>
<a id="page-161" class="pagenum" title="161"></a>
Lidt efter lidt begyndte Hukommelsen at vende
tilbage. Han var ført gennem en stor Skov, hen
til et Sted, hvor der havde været en stor Forsamling
af Marsvæsener; der var han blevet lagt ned
midt imellem dem, og de havde skreget op som
snakkesalige Papegøjer, snart hvæsende, snart skrattende.
</p>

<p>
Men hvorledes han var kommet ned i Hulen,
kunde han ikke huske.
</p>

<p>
Saadan laa han i lang Tid, hvor længe kunde han
ikke afgøre, da der stadig var lige mørkt i Hulen;
der var ingen Forskel paa Nat og Dag.
</p>

<p>
Een Ting havde han opdaget, og det var, at
han var ualmindelig fast bundet paa en meget
snild Maade.
</p>

<p>
Rundt om hvert Haandled havde han som en
Slags Manchet af Snore, med en kort Snor imellem,
og denne Snor kunde godt strækkes lidt, men selve
Baandene om Haandledene udvidedes ikke. Hans
Fødder var bundet paa samme Maade. Han
maatte opgive alle Forsøg paa at løsne de stærke
Baand.
</p>

<p>
Han laa saa atter stille hen, plaget af Sulten
og Tørsten, der stadig blev stærkere.
</p>

<p>
Endelig saa han et Lysskær og hørte Støj, det
var »Folk« med Fakler, som kom ind i Hulen.
Der blev tændt flere Baal, og de rullede store Stene
<a id="page-162" class="pagenum" title="162"></a>
fra ved den anden Side af Hulen, for at Røgen
kunde trænge ud.
</p>

<p>
Efterhaanden kunde han tydelig se det ejendommelige
Optrin, som udfoldede sig for hans forbavsede
Blikke.
</p>

<p>
Der var en hel Del mindre, men sværere Skabninger
mellem denne Bande, og Dillingham var vis
paa, det var kvindelige Væsener, skønt de alle bar
den samme Dragt af graaligt, laaddent Stof af Form
som en stramtsiddende Svømmedragt.
</p>

<p>
Her var ogsaa Børn, tro Gengivelser af de voksne
Uhyrer, der var intet Udtryk i de tomme Øjne og
intet barnligt ved deres Maade at være paa.
</p>

<p>
De havde et Dyr med, Mage til det, han havde
nedlagt paa sin første Jagt paa Mars. Med utrolig
Hurtighed blev det flaaet, og store Stykker skaaret
ud og sat paa en stor Fork, som de holdt hen
over Ilden under stadig Omdrejning. Nogle kom
med Vand i store, grove Skaale, medens andre
kom med nogle Frugter, af Form som Pærer, men
af Udseende nærmest som et Granatæble.
</p>

<p>
De spiste alle hurtigt og graadigt, og da de
voksne havde spist, fjernede de sig ud af en anden
Gang, som Dillingham ikke kunde se derfra, hvor
han laa. Ingen havde set ham. Nu kastede Børnene
sig over de rigelige Levninger under Slag og
Hug for at faa de største Stykker.
</p>

<p>
<a id="page-163" class="pagenum" title="163"></a>
Under en af disse Kampe om Maden, skubbedes
en stor, brændende Træklods ud af Baalet og lige
hen til Dillingham, hvem det efter store Anstrengelser
lykkedes at faa brændt sine Baand mellem
Hænderne og Fødderne over.
</p>

<p>
Han rejste sig forsigtigt, og da han havde faaet
nogen Følelse igen i Hænder og Fødder, listede
han sig hen og tog to af de mærkelige Frugter,
der laa paa Hulens Gulv. De var syrlige og forfriskende,
men kunde ikke fylde hans tomme Mave.
Han maatte have et Stykke Kød og en Slurk Vand
for at blive Menneske igen.
</p>

<p>
Han traadte nærmere hen til Baalet, og greb
et godt Stykke Kød, der laa ved Siden af et af de
smaa Uhyrer.
</p>

<p>
Han spiste det med stor Madlyst og drak af en
af Skaalene.
</p>

<p>
Børnene havde nu opdaget ham, men sad
ganske stille og stirrede ufravendt paa ham med
deres stive, runde Øjne.
</p>

<p>
Da Dillingham var mæt, rejste han sig raskt
op fra det Klippestykke, han havde siddet paa,
medens han spiste, og løb af alle Kræfter hen mod
Indgangen.
</p>

<p>
Et af de smaa Uhyrer hvæsede i det samme
som en arrig, hæs Kat, og i samme Øjeblik, Dillingham
igen stod ude i Dagslyset, hørtes rædselsfulde
<a id="page-164" class="pagenum" title="164"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i164.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-165" class="pagenum" title="165"></a>
Hyl inde fra Hulen, og nu begyndte en fortvivlet
Jagt.
</p>

<p>
Foran ham laa en flad, haard Slette, og med
Albuerne trykket ind i Siderne og med Hovedet
tilbage flygtede Dillingham af Sted foran sine
Fjender.
</p>

<p>
Nu kom der en Kløft, han sprang ned i den,
faldt, rejste sig igen og styrtede videre op ad den
anden Side.
</p>

<p>
Hans Forfølgere var lige i Hælene paa ham.
Han greb en stor Sten og slyngede den imod dem,
to faldt, den ene rejste sig igen, den anden blev
hylende liggende.
</p>

<p>
Og videre gik det. Dillingham fik stadig større
Forspring; men nu sænkede Sletten sig, og foran
ham laa et Kratbælte. Marsvæsenerne istemte et
sejrsstolt Hyl. Nu var deres Fjende dem sikker
nok; i Krattet vilde han ikke være i Stand til at
komme saa hurtig af Sted.
</p>

<p>
Dillingham søgte at naa Krattet saa hurtigt som
muligt i Haab om at finde et Sted, hvor han kunde
skjule sig for sine Forfølgere; men disse satte Farten
op, som om de havde kunnet gætte hans Tanker,
og et Minut efter at han havde naaet Skoven,
knagede Grenene ved den første Fjendes Indtrængen
i det tætte Krat.
</p>

<p>
Dillingham snublede uafladelig over Rødder og
<a id="page-166" class="pagenum" title="166"></a>
Stubbe, og det stive Græs og de lavt hængende
Snylteplanter hæmmede hans Løb, medens Forfølgerne,
der var fortrolige med Stedet, vidste at
undgaa alle Vanskeligheder.
</p>

<p>
Og da Dillingham endelig naaede en temmelig
bred, aaben Sti, var de lige i Hælene paa ham.
Da lød der fra det høje Krat en tung Galop, og
frem mellem Stammerne kom en uhyre Skikkelse
med fraadende Gab og gnistrende Øjne. Det var
hans Bytte. Uhyret.
</p>

<p>
Hvilket Tankelune af Skæbnen var det ikke.
</p>

<p>
Dyret kom susende lige imod ham og bag ved
havde han sine Forfølgere. Krattet til Siderne var
alt for tæt til, at han kunde trænge derigennem.
Han standsede et Sekund. Skulde han overgive
sig til Uhyrerne eller lade sig trampe ned af Dyret?
</p>

<p>
Førend han kunde handle, fik han et heftigt
Stød, det store Dyr havde naaet ham, og dens
sænkede Pande ramte ham med frygtelig Kraft
og slyngede ham op i Luften, saa at han havnede
paa den brede, fede Ryg.
</p>

<p>
Han havde akkurat saa megen Besindelse tilbage,
at han klamrede sig fast til Dyret og holdt
sig oppe ved at gribe i de lange, stride Børster.
</p>

<p>
Der lød et vildt Brøl, og han saa sine Fjenders
Masse kløves i to Dele, ligesom Bølgerne for en
Skibsstævn.
</p>

<p>
<a id="page-167" class="pagenum" title="167"></a>
Saa lukkede han Øjnene, bed Tænderne sammen
og klamrede sig fast med Arme og Ben,
medens det gik af Sted.
</p>

<p>
Grenene piskede hans Ansigt og flaaede hans
Tøj, og han hørte Marsvæsenernes Hylen tabe sig
i det fjerne.
</p>

<p>
Skoven laa snart bagved dem.
</p>

<p>
Tusmørket faldt paa, det var ved at blive Aften,
men hans frygtelige Ridedyr fortsatte Farten med
uformindsket Kraft.
</p>

<p>
Foran sig saa han et rødgult, flammende Skær,
omgivet af en Røgsøjle, og der hørtes en tordenlignende
Buldren.
</p>

<p>
Det var Heksekedelen, nu vidste Dillingham,
hvor han var, de befandt sig paa den Højslette,
hvis stejle Klippevæg begrænsede Kløften, hvor
Skibet laa.
</p>

<p>
Han blev grebet af en ny Rædsel.
</p>

<p>
Dyret vilde naturligvis, skræmt som det var,
løbe planløst fremad, lige ned i den gabende Afgrund,
og de kunde ikke være mange Hundrede
Alen fra den nu.
</p>

<p>
Dyret sagtnede ikke Farten, hvad skulde han gøre?
</p>

<p>
Han kom pludselig til at tænke paa Revolveren,
han havde haft hos sig, da han blev taget til Fange.
</p>

<p>
Havde de taget den fra ham, saa var det ude
med ham.
</p>

<p>
<a id="page-168" class="pagenum" title="168"></a>
Han slap sit Tag i Dyret med den ene Haand
og følte uden paa Frakken. – Der var intet –
jo – den var der; men Hanen maatte have indviklet
sig i Bæltet, den var ikke til at faa løs.
</p>

<p>
Han rev og sled, men Tøjet var for stærkt.
</p>

<p>
Nu var der kun en halv Snes Meter tilbage.
</p>

<p>
Sveden brød frem paa hans Pande. »Ethel!
Ethel!« mumlede han.
</p>

<p>
Nu kun nogle faa Meter.
</p>

<p>
Den visse Død var nær, – ritsch, ratsch –
flaaedes Tøjet, Revolveren kom frem, og hurtigt
efter hinanden lød der to Skud.
</p>

<p>
Uhyret vaklede, faldt og furede hen ad Jorden
og blev liggende med Hovedet ud over Afgrunden.
</p>

<p>
<em>Frelst!</em>
</p>

<p>
Dillingham gjorde sig fri og stod et Øjeblik fortumlet,
men videre maatte han, der var sikkert
ingen Tid at give bort.
</p>

<p>
Der, hvor han stod, var Klippevæggen alt for
stejl til at stige ned, og han gik derfor langs med
Afgrunden, indtil han kom til et Sted, hvor der
vel var stejlt, men dog saa mange fremspringende
Holdepunkter, at det kunde lade sig gøre at vove
et Forsøg.
</p>

<p>
Langsomt og forsigtigt og med uendelig Besvær
lykkedes det ham at naa ned; men forslaaet,
mat og elendig, som han var, lykkedes det ham
<a id="page-169" class="pagenum" title="169"></a>
først et Par Timer efter at naa Skibet. Da var det
ganske mørkt, og han havde ikke fundet derhen,
hvis den utrættelige Leslie ikke havde brugt Lyskasteren.
</p>

<p>
Han vaklede op paa Dækket og blev hilst med
et Glædesskrig af sine Venner.
</p>

<p>
Han gik lige hen til Ethel, og idet han gjorde
et svagt Forsøg paa at bukke for hende, lagde han
to runde, laadne, blødende Skindlapper for hendes
Fødder. Det var Dyrets Øren.
</p>

<p>
Derpaa vendte han sig til Stone og spurgte:
</p>

<p>
»Kommer jeg i rette Tid?«
</p>

<p>
»De kommer,« sagde Stone, »en Time for sent,
og det vil vare femten Aar, før vi kan tænke paa
at komme bort herfra.«
</p>

<p>
Og med disse Ord drejede han sig om paa
Hælen og gik ind i Taarnet.
</p>

<p>
Dillingham stod som forstenet, saa vaklede han
og vilde være faldet, hvis Handerson ikke var faret
hen og havde støttet ham.
</p>

<p>
»Nu vil jeg skam raade,« sagde Doktoren, »man
kan da tydeligt se, at Mennesket er aldeles udmattet
af Anstrengelser, Sult og Tørst, han skal
ned og hurtigst muligt under min Behandling.«
</p>

<p>
Med disse Ord førte Doktoren og Handerson
Dillingham ned i Salonen, medens Ethel og Hyde
fulgte bagefter.
</p>

<p>
<a id="page-170" class="pagenum" title="170"></a>
Leslie blev staaende alene tilbage paa Platformen.
Han stirrede op mod Himlen, og hans Blik forvildede
sig blandt Stjernernes Vrimmel. Der var
særlig en stor, klar Stjerne, som han dvælede ved.
Den stod lavt paa Himlen, næsten helt nede ved
Synsranden. Han drog uvilkaarlig et Suk. Femten
Aar, havde Stone sagt før; saa længe skulde det
vare, inden de kunde naa hjem. Det hele forekom
ham saa underligt. At det lille, lysende
Punkt deroppe virkelig skulde være hele den store
Jord. Pludselig blev hans Tanker afbrudt ved et
hæst, pibende Skrig, der lød over til ham fra det
lave Krat. Han greb om Gelænderet og bøjede sig
forover, for at stirre ud i Mørket. Derhenne, knapt
hundrede Alen borte, stod et Marsvæsen og stirrede
over mod Skibet. Nu kom der en til – og nok
en. Et Øjeblik efter vrimlede der af dem. Han
for hen til Taarnet og rev Døren op.
</p>

<p>
»De er der,« skreg han, »Marsvæsenerne!« To
Minutter efter var alle paa Dækket.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-14">
<a id="page-171" class="pagenum" title="171"></a>
<span class="firstline">FJORTENDE KAPITEL.</span><br />
Den sidste Kamp.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
»Lad dem nu komme!« raabte Dillingham, idet
han mønstrede sine velpudsede Vaaben, der stod
opstillet paa Platformen.
</p>

<p>
»Send Lyset hen mod den nederste Del af Krattet,«
sagde Hyde til Leslie, der straks adlød hans
Befaling.
</p>

<p>
»Det er mærkeligt,« sagde Leslie, »for 10 Minutter
siden vrimlede her af disse væmmelige Fyre,
og nu er de som blæst bort.«
</p>

<p>
»De holder Krigsraad,« sagde Burd, »hvis jeg
maatte raade, saa gik vi nu alle ned i Skibet og
lukkede Dørene, saa var vi da i Sikkerhed.«
</p>

<p>
»Skulde vi ikke først sende dem en Salve ind
mellem Slyngplanterne?« foreslog Handerson, »det
skulde nok jage dem op, hvis de ligger paa Lur
derinde.«
</p>

<p>
»Saa maatte vi da hellere bruge Kanonen,«
sagde Leslie.
</p>

<p>
<a id="page-172" class="pagenum" title="172"></a>
»Nej,« svarede Hyde, »lad dem være i Fred, og
lad os indskrænke os til at forsvare os, naar vi
bliver angrebet.«
</p>

<p>
»De vil naturligvis have fat i Dillingham, og
de faar ham saamænd ogsaa nok, hvis da ikke en
anden kommer dem i Forkøbet.«
</p>

<p>
Her saa Doktoren skælmsk paa Ethel, der blev
rød og forlegen.
</p>

<p>
»De skal faa en varm Modtagelse,« sagde Dillingham
kamplysten.
</p>

<p>
»Det tvivler jeg ikke om, at De vil give begge
Parter, om end paa forskellig Maade,« svarede
Doktoren, som var i sit Drillehumør.
</p>

<p>
»Naa, naa, Doktor, tæm nu deres Tunge,« sagde
Hyde, der saa, at Dillingham var i Færd med at
blive gnaven, og at Ethel var pinlig berørt ved
Doktorens mindre fine Spøg.
</p>

<p>
Samtalen blev heldigvis her afbrudt af Stone,
der med en tankefuld Mine kom ud fra sit Observationsrum,
hvor han havde været sysselsat
med at pakke sine videnskabelige Skatte sammen.
</p>

<p>
»Ved De af, Stone, at vi er saa godt som belejrede?«
sagde Hyde til ham, »hele Skoven rundt
omkring er opfyldt af Marsvæsenerne, Leslie saa en
hel Sværm lige her i Nærheden for omtrent ti
Minutter siden, da han var heroppe for at trække
frisk Luft.«
</p>

<p>
<a id="page-173" class="pagenum" title="173"></a>
»Hvad kommer det mig ved?« spurgte Stone,
»jeg har to hele Skeletter af dem, foruden fire Kranier
nede i Observationsrummet, jeg har ikke Brug for
flere.«
</p>

<p>
»Det er virkelig ikke af den Grund, at Hyde
fortæller Dem det,« sagde Dillingham ærgerligt,
»men vi staar i Fare for at blive overmandet, hvad
dog maaske vilde forekomme ogsaa Dem mindre
morsomt. Tænk kun paa deres uvurderlige Stenstumper
og Barktrævler, eller hvad det nu er, De
har stuvet sammen, det kunde De let miste i saa
Tilfælde, for slet ikke at tale om Deres ganske vist
mindre kostbare Liv.«
</p>

<p>
»Jeg vil ikke raade dem til at komme mig for
nær,« raabte Stone kamplysten og kastede et morderisk
Blik over mod den belyste Del af Krattet.
</p>

<p>
»Naar en eller anden stor Kunstner igen engang
vil skænke Verden en Statue af den vrede Achilles,
skulde De tilbyde Dem som Model, Professor,«
sagde Burd spydigt.
</p>

<p>
»Spar Deres dumme Vittigheder,« sagde Stone
vredt, »De skulde hellere nu være alvorlig og tænke
paa, at vi er omgivet af Fjender. Naar vi senere
er i Sikkerhed, skal det være mig en Fornøjelse
at skifte Ord med Dem om en mulig anatomisk
Analogi mellem Achilles og mig. Men nu maa vi
først og fremmest tænke paa vor Sikkerhed. Det
<a id="page-174" class="pagenum" title="174"></a>
er nødvendigt at holde Vagt heroppe, men det er
ganske unødvendigt, at vi alle er heroppe for at
passe paa. Vi udstiller en Vagtpost, der afløses
hver Time, og saa gaar vi andre ned og hviler os
imens.«
</p>

<p>
»Bravo!« raabte Dillingham, »jeg melder mig
som første Mand.«
</p>

<p>
»Godt,« sagde Hyde, »og jeg afløser Dem om
en Time.«
</p>

<p>
De gik alle ned og lod Dillingham tilbage med
Bøssen paa Skulderen.
</p>

<p>
Dillingham kunde høre sit eget Hjerte banke,
men det var ikke af Frygt. Udtrykket »at være
bange« fandtes ikke i hans Ordbog.
</p>

<p>
Men han var forelsket i Ethel og havde i lang
Tid været i en højst pinlig Tvivl om, hvorvidt hun
besvarede hans Følelser eller ej.
</p>

<p>
Nu troede han at have faaet Vished.
</p>

<p>
Det Udtryk af inderlig, dyb Glæde, han havde
set lyse ud af Ethels Øjne, da han kom tilbage
fra sit sidste Eventyr, havde gjort ham sikker i
sin Sag.
</p>

<p>
Da Burd før var kommet med sine dumme og
alt andet end hensynsfulde Bemærkninger, havde
han meget godt lagt Mærke til hendes Rødme og
Undseelse, og begge Dele frydede ham, da han tog
sig det til Indtægt.
</p>

<p>
<a id="page-175" class="pagenum" title="175"></a>
Han havde meldt sig som første Vagtpost i det
stille Haab, at Ethel havde forstaaet hans lange,
bedende Blikke, da hun gik forbi ham ned til
Salonen.
</p>

<p>
Hun havde ladet sin Kaabe glide ned paa en
af Flugtstolene, da hun gik fra ham, og nu haabede
han, hun skulde komme igen for at hente den.
</p>

<p>
Hans Haab gik i Opfyldelse. Ethel kom op
til ham.
</p>

<p>
Hans Hjerte slog et voldsomt Slag, helt op i
Halsen paa ham, for saa at staa stille et Sekund,
medens hans Knæ dirrede, og det susede for hans
Øren.
</p>

<p>
Med et Ryk tog han sig sammen og gik tæt
hen til hende.
</p>

<p>
»Frøken Ethel,« begyndte han med lav Røst,
»De kan umulig være uvidende om, hvor kær De
er blevet mig under vort Samvær her paa Skibet,
og jeg tror og haaber, at jeg ikke er dem ligegyldig?«
Han saa hende kærligt spørgende ind i Øjnene.
</p>

<p>
»Nej, kære Dillingham, De er mig ikke ligegyldig,
det mærkede jeg bedst, da De forsvandt for
os, og vi frygtede for aldrig at skulle se Dem igen,«
svarede Ethel.
</p>

<p>
»Kære, lille Ethel, lad mig da være Deres bedste
Ven og Støtte, lad mig hjælpe og trøste Dem, naar
vi atter kommer ned paa Jorden; og naar det er
<a id="page-176" class="pagenum" title="176"></a>
lykkedes mig og mine Venner at fri Dem fra den
grusomme Anklage, vil De saa være min egen, kære
Hustru?«
</p>

<p>
Ethel saa op paa ham med Taarer i Øjnene,
idet hun sagde: »Aah, Dillingham, ved De, forstaar
De, hvad dette er for en Fristelse for mig,
men jeg bør og kan ikke give efter. Min Stilling
er saa sørgelig og fornedrende, at jeg maa holde
den Mand, jeg elsker, borte fra mig, indtil jeg helt
er renset for Beskyldningen for Mord, og De
maa derfor lade alle Planer for Fremtiden hvile
indtil da.«
</p>

<p>
»Nej, Ethel,« sagde Dillingham bestemt, »netop
som du nu er, forladt, hjælpeløs og fordømt, kalder
du paa de bedste Følelser i mig som Mand og
Menneske, og du maa give mig fuld Ret til at være
din Trøst og Støtte, for at jeg ved min Ømhed for
dig kan lette dig den tunge Tid, du gaar i Møde.«
</p>

<p>
Han lagde sin Arm om hendes Liv og hendes
Hoved paa sin Skulder.
</p>

<p>
Taarerne strømmede ned ad hendes blege Kinder,
men hun saa ikke bedrøvet ud, da hun hviskede:
»Hvor du er god, Dick!«
</p>

<p>
»Maa jeg ønske til Lykke,« lød i det samme
Burds Stemme bagved dem. »Det gør mig ondt
at maatte afbryde denne Idyl med en ubehagelig
Bemærkning. Jeg har aldrig haft videre Tillid til
<a id="page-177" class="pagenum" title="177"></a>
vore Officerers Dygtighed, men jeg troede dog i
det mindste, de kunde udrette en Skildvagts Pligter.
Havde jeg ikke passet paa inde fra Observationsrummet,
er jeg bange for, at Deres Lykke havde
faaet en noget brat Slutning.«
</p>

<p>
»Jeg har passet paa,« svarede Dillingham værdigt,
»der har intet mistænkeligt vist sig.«
</p>

<p>
»Det er netop Fejlen, at De ikke har opdaget
det mistænkelige,« sagde Burd, »jeg har i en halv
Time holdt Øje med de Bregner derhenne, de har
i den Tid flyttet sig over en Snes Alen frem, det
er et mærkeligt Naturfænomen, som jeg skal forklare
Dem. Vore elskværdige Fjender kommer
ganske langsomt krybende frem, medens de holder
de brede, afskaarne Bregneblade foran sig.«
</p>

<p>
»Tak Skæbne,« raabte Dillingham, idet han
greb til Bøssen, »det skal de snart blive vænnet af
med.«
</p>

<p>
Burd lagde Haanden paa hans Arm. »Spar
Kræfterne og Modet, til de andre kommer, jeg har
talt med dem om dette.«
</p>

<p>
De kom nu alle op, forsynede med Bøsser og
Revolvere.
</p>

<p>
Leslie gik ind i Taarnet for at gøre Kanonen
klar.
</p>

<p>
Ethel stod ved Dillinghams Side. Burd søgte
at overtale hende til at gaa ned, men hun sagde,
<a id="page-178" class="pagenum" title="178"></a>
det var jo ikke den første Kamp, hun havde overværet,
hun foretrak at blive.
</p>

<p>
Bregnerne rykkede langsomt nærmere, og man
afventede nu kun Ordre fra Dillingham, der som
Officer havde overtaget Kommandoen.
</p>

<p>
Alt var klar til Modtagelsen.
</p>

<p>
7 Bøsseløb støttedes mod Rækværket, og ud fra
Taarnet ragede Maskinkanonens slanke Løb. Dillingham
gav en sagte Ordre til Leslie, der lod Skæret
fra Lyskasteren falde hen mod Krattet.
</p>

<p>
»Fyr!« lød det, og Bregnerne faldt omkuld mellem
hverandre, medens en Mængde mørke Skikkelser
hylende sprang op og løb frem og tilbage
i vild Forvirring.
</p>

<p>
Saa kom der endnu en Salve, som drev dem
tilbage for et Øjeblik.
</p>

<p>
Men en ny Skare stormede frem, væbnet med
lange Spyd.
</p>

<p>
Dillingham lod dem komme ganske nær, før
han gav Ordre til at skyde.
</p>

<p>
Virkningen var forbløffende. Et Uvejr af Bly
susede ind imellem dem og drev dem for anden
Gang tilbage.
</p>

<p>
Tredje Gang stormede de frem, men den Salve,
de fik paa nært Hold, standsede dem ikke, og de
naaede saa nær ind under Skibets buede Sider, at
Kanonen ikke kunde bruges.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-179" class="pagenum" title="179"></a><img src="images/i179.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-180" class="pagenum" title="180"></a>
Enhver maatte nu stole paa sine Haandvaaben
og sine personlige Kræfter.
</p>

<p>
Det var ikke let for Uhyrerne at klatre op ad
Siden paa Skibet, og de faa, som det lykkedes for,
blev straks stødt ned igen eller skudt.
</p>

<p>
Men der kom fler og flere, de steg op paa hinanden
og klamrede sig fast til ethvert nok saa lille
fremspringende Punkt, greb fat i Rækværket og
svingede sig op.
</p>

<p>
Al Orden og Kommando var forbi. Enhver
kæmpede for sig selv og værgede sig, som han
kunde bedst.
</p>

<p>
Ethel var gaaet ned, hun fortrød, at hun ikke
straks havde fulgt Doktorens og Hydes Raad.
</p>

<p>
Hun var rædselsslagen.
</p>

<p>
Det var ikke Blodet, der randt hen ad Dækket
og dryppede ned ad Rækværket, det var ikke Fjendernes
modbydelige, fortrukne Ansigter og de knusende
Smask af de faldende Bøssekolber mod de
splintrede Hjerneskaller, der forfærdede hende, nej,
det var Udtrykket i Vennernes Ansigter.
</p>

<p>
Kampens Vildskab og Lugten af Blodet syntes
at have forandret dem helt og holdent; forvandlet
dem fra civiliserede, rolige Mennesker til vilde,
fraadende Dyr.
</p>

<p>
Hvert Spor af Kultur var som blæst bort i
den vilde Kamp for Livet. At disse Mænd havde
<a id="page-181" class="pagenum" title="181"></a>
Dannelse, Interesser, og Kundskaber, skulde man
ikke tro, naar man saa dem nu.
</p>

<p>
Kun i en Henseende adskilte de sig fra deres
Modstandere, de var tavse. Marsbeboerne hylede
og skreg under Kampen; Menneskene sloges med
funklende Øjne, sammenbidte Tænder og vilde Ansigter,
men uden en Lyd.
</p>

<p>
De kunde nu kun bruge Bøssekolben, og det
begyndte at se betænkeligt ud for dem. Leslie
havde faaet et Spydstik i den højre Arm og havde
maattet søge Ly i Taarnet. Dillingham sloges
ganske vist for tre, men det lykkedes flere og flere
af Fjenderne at trænge op paa Dækket, og der var
ikke mere den Kraft i vore Venners Slag som ved
Kampens Begyndelse.
</p>

<p>
Dick Craddock stod yderst ved Rækværket, da
et kæmpemæssigt Utyske arbejdede sig op. Han
rettede sit Spyd mod Dick, men dennes Kolbe susede
ned paa hans nøgne Isse, inden han kunde
naa at gøre nogen Fortræd.
</p>

<p>
Uhyret trillede livløs ned paa Dækket, og Craddock
traadte et Skridt frem for at tage mod den
næste, men gled i Blodet og faldt forover.
</p>

<p>
I det samme kom et stort Spyd susende, gik
ind gennem Ryggen og ud gennem den venstre
Skulder. Craddock udstødte et Gisp og søgte at
rejse sig; men Blodet strømmede ham ud gennem
<a id="page-182" class="pagenum" title="182"></a>
Næse og Mund, han faldt om paa den ene Side og
var død.
</p>

<p>
Han var Ekspeditionens første Offer, og hans
Død gjorde et stærkt Indtryk paa vore Venner.
</p>

<p>
»Dette her gaar ikke længer,« raabte Dillingham,
»vi maa tilbage til Kahytten.«
</p>

<p>
De trak sig tæt sammensluttede Skridt for Skridt
hen imod Taarnet. Fjenderne fulgte lige efter dem.
</p>

<p>
»Nu fremad for sidste Gang!« raabte Dillingham,
og de lagde alle Kræfter i dette Angreb for at drive
Fjenderne tilbage, ud over Rækværket.
</p>

<p>
Leslie, der inde fra Taarnet havde fulgt Kampens
Gang, lukkede hurtig op.
</p>

<p>
Alle stormede ind, og den tunge Staaldør slog
i bagved dem og blev øjeblikkelig laaset.
</p>

<p>
»En Barrikade!« raabte Dillingham, og straks
var alle i fuldt Arbejde med at bygge den.
</p>

<p>
Kasser og Kister, Bohave og Løsøre blev stablet
sammen i det snævre Rum inden for Staaldøren.
</p>

<p>
De sled alle i det og lod sig ikke forstyrre af
Slagene, der haglede ned mod den knagende og
rystende, svære Dør. De vidste, at den neppe vilde
give efter de første Par Timer.
</p>

<p>
Stone havde i Førstningen taget ivrig Del i
Arbejdet; men var saa pludselig forsvundet. De
hørte ham udstøde et Raab inde fra Observationsrummet;
Hyde rev sin Revolver op og styrtede
<a id="page-183" class="pagenum" title="183"></a>
hen mod Døren, da den i det samme blev revet
op af Professoren, der saa aldeles forstyrret ud.
</p>

<p>
»Begynder de at bryde ind fra den anden Side?«
spurgte Hyde bekymret, men Professoren hørte
ham slet ikke.
</p>

<p>
»Jeg havde en Kasse med Præparater staaende
herinde,« sagde han, »det var skøre Sager, der ikke
maatte trykkes. Hvor er de henne? Jeg er vis
paa, der er gaaet noget i Stykker.«
</p>

<p>
»Det var svært!« raabte Bill, »maatte den ikke
trykkes, det var skam kedeligt, for den ligger underst
i Bunken.« Og han pegede paa Barrikaden.
»Jeg snuppede den i Farten uden at vide, hvad
det var.«
</p>

<p>
Stone syntes først at have Lyst til at fare lige
løs paa Bill, men betænkte sig heldigvis og gjorde
Mine til at ville grave sin Skat ud af Bunken; men
da han kunde indse, at det var umuligt, segnede
han om paa en Stol som et Billede paa haabløs
Fortvivlelse.
</p>

<p>
Et nyt, heftigt Angreb paa Døren bortledte imidlertid
Opmærksomheden fra dette Optrin.
</p>

<p>
»Vi maa prøve, om vi kan sprænge Fortøjningerne
ved at sætte Maskinen i Gang og bruge
fuld Kraft,« sagde Hyde, »Leslie, gaa ned i Maskinrummet
og prøv.«
</p>

<p>
Leslie, der imidlertid var blevet forbundet af
<a id="page-184" class="pagenum" title="184"></a>
Ethel, rystede tvivlende paa Hovedet, idet han gik
for at adlyde Hydes Ordrer.
</p>

<p>
»Skal vi ikke først prøve at skaffe Luft ved at
bruge Kanonen,« spurgte Handerson, »saa kunde
det maaske lykkes os at faa Fortøjningen løs?«
</p>

<p>
»Handerson har Ret,« sagde Hyde, og Leslie,
der stod afventende henne ved Døren, fik Befaling
til at vente.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-15">
<a id="page-185" class="pagenum" title="185"></a>
<span class="firstline">FEMTENDE KAPITEL.</span><br />
Paa Lykke og Fromme.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Et Øjeblik efter gik det løs.
</p>

<p>
Paa Grund af Mørket var det umuligt at iagttage
Virkningerne gennem Ruden; men efter Hylene
at dømme lod det til, at Skuddene ryddede ordentlig
op mellem Fjenderne.
</p>

<p>
De rasende Anfald mod Døren hørte helt op.
</p>

<p>
»Nu har de faaet nok af at spadsere paa Dækket,«
sagde Burd, »bare de nu ogsaa vilde holde
Mund med deres Serenade.«
</p>

<p>
Hylene lød stadigvæk med uformindsket Styrke,
medens Utyskerne forgæves bearbejdede Skibets
Panserplader.
</p>

<p>
Det begyndte imidlertid at blive lyst udenfor,
og efterhaanden som Morgenen gryede, tav Hylene
derude.
</p>

<p>
Snart var det helt lyst.
</p>

<p>
<a id="page-186" class="pagenum" title="186"></a>
»Vi maa først og fremmest se at faa Fortøjningerne
løste,« sagde Hyde.
</p>

<p>
De gik straks i Arbejde med at rydde den Barrikade
af Vejen, som de havde lavet om Aftenen. Professoren
var den allerivrigste. Da de omtrent var
færdige, halede han med et Glædesraab en mindre,
flad Kasse frem. Ved et rent Tilfælde var hans
kære Præparater ikke blevet ødelagt, hvilket øjeblikkelig
satte ham i det mest straalende Lune.
</p>

<p>
Da Barrikaden var helt ryddet, lukkede de forsigtigt
Døren op.
</p>

<p>
Hyde og Doktoren var de første, der vovede
sig ud.
</p>

<p>
Et skrækkeligt Syn viste sig for deres rædselsslagne
Blikke. Kanonens Virkning paa Fjenden,
der øjensynlig havde opholdt sig paa Dækket i
tætte Skarer, var overvældende.
</p>

<p>
Overalt laa der lemlæstede Lig, og Dækket var
glat af Blod. Burd vendte sig om og rakte afværgende
Haanden ud mod Ethel, der netop, fulgt af
Dillingham, vilde træde ud af Døren.
</p>

<p>
»Kom ikke herud, Frøken Gray,« sagde han, og
Stone og Hyde stillede sig op foran Døren for at
skjule Dækket for hende. Det var ikke saa meget
for Synet af de dræbte Fjender, som for at hun
ikke skulde faa Øje paa Craddocks Lig, eller rettere
sagt, hvad der var tilbage af det.
</p>

<p>
<a id="page-187" class="pagenum" title="187"></a>
Udyrene havde ladet deres Raseri gaa ud over
hans Legeme paa den græsseligste Maade.
</p>

<p>
Ethel gik ned igen, og de andre begyndte at
rydde Dækket, idet de dog stadigvæk holdt Øje
med Skibets Omgivelser.
</p>

<p>
Bill og Handerson spulede Dækket, medens
Leslie og Doktoren syede Craddocks Lig ind i
Sejldug for at begrave det, hvis Omstændighederne
tillod det.
</p>

<p>
Nu var alt klart.
</p>

<p>
Landgangsbroen blev lagt ud, og de skulde lige
til at gaa ned, da der igen lød høje Hyl inde fra
Skoven, og store Sværme af Marsvæsener styrtede
frem mod Skibet.
</p>

<p>
De maatte trække Broen op i største Hast, medens
en Regn af lange Spyd susede ned over Dækket.
</p>

<p>
Dillingham vilde skyde, men Hyde trak ham
med sig ind i Taarnet og smækkede Døren i.
</p>

<p>
»Førend De kan faa skudt en af dem ned, vilde
De være saa spækket med Spyd som et Hulepindsvin,«
sagde han til Dillingham, da de var kommet
i god Behold inden for Døren.
</p>

<p>
Fjenderne udstødte rasende Hyl, da de saa sig
skuffede, men de vovede sig dog ikke op paa Dækket,
de havde aabenbart Virkningen af Kanonen i alt
for frisk Minde. Men de hamrede af alle Kræfter
løs paa Skibets Sider.
</p>

<p>
<a id="page-188" class="pagenum" title="188"></a>
Medens vore Venner forholdt sig afventende <a id="corr-11"></a>i
Salonen, nyttede Burd Lejligheden til at meddele
de andre Dillinghams Forlovelse. Denne Nyhed
syntes dog mærkelig nok ikke at komme dem synderlig
overraskende.
</p>

<p>
»Til Lykke!« lød det fra dem alle sammen, og
Stone tilføjede: »Kald paa Handerson og lad ham
hente nogle Flasker Vin fra Proviantrummet, saa
vil vi drikke Dillinghams og Frk. Ethels Skaal.«
</p>

<p>
Hyde gik hen for at kalde paa Handerson.
</p>

<p>
Nu er det ikke, fordi man skal beskylde Handerson
for at lytte ved Døren, tværtimod. Det
<em>maa</em> have været et »Tilfælde«, men mærkeligt var
det, for Hyde naaede ikke helt hen til Døren, førend
den gik op, og Handerson stak Hovedet ind og
raabte: »Vinen skal straks være her!« Hvorpaa
han skyndsomst forsvandt.
</p>

<p>
Et Øjeblik efter kom han igen med en Flaskekurv
paa Armen, og i den aabne Dør saas Bill og
Leslie, begge indtagende en forventningsfuld Holdning.
</p>

<p>
Handerson trak Flaskerne op, og Knaldet fik
Bill til at smække med Tungen, hvorpaa han
i en Fart gav sig selv et Dask paa Munden, som
en Straf for denne upassende Lyd, medens han
kastede et angergivent Blik rundt paa de tilstedeværende.
</p>

<p>
<a id="page-189" class="pagenum" title="189"></a>
»Hvor er Glassene?« spurgte Burd, »der stod
en hel Kasse med Glas her i Salonen, jeg flyttede
den selv herned for to Dage siden.«
</p>

<p>
Handerson kløede sig bag Øret.
</p>

<p>
»Undskyld, Hr. Doktor,« sagde han, »men den
smed jeg vist med i Barrikaden i Skyndingen i
Nat.«
</p>

<p>
Burd gjorde en ærgerlig Bevægelse. »De kunde
dog gerne have set Dem for,« sagde han, »naa,
det er der jo nu ikke noget at gøre ved. Saa maa
vi drikke af Flasken.«
</p>

<p>
»Vent lidt,« sagde Stone, »jeg har nogle tomme
Cylinderglas inde i Observationsrummet, dem skal
jeg hente.«
</p>

<p>
Han gik, og de hørte ham rumstere derinde.
Med eet udstødte han et højt Raab.
</p>

<p>
»Skynd Dem og kom,« raabte han.
</p>

<p>
Alle løb derind.
</p>

<p>
Stone stod med en Kurv med Glas paa den ene
Arm, den anden strakte han ud mod det lille,
runde Vindue.
</p>

<p>
Et hæsligt Ansigt var presset mod Ruden udefra
og stirrede stift ind paa dem, saa forsvandt det,
og der kom et andet i Stedet for, og saa endnu
et og saaledes videre.
</p>

<p>
»Hvor dog saadant et Ansigt tager sig ud i en
rund Ramme,« sagde Doktoren.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-190" class="pagenum" title="190"></a><img src="images/i190.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-191" class="pagenum" title="191"></a>
»Det er jo næsten som i en Kik-Kasse for levende
Billeder,« sagde Bill.
</p>

<p>
Burd skænkede i Glassene, og de drak alle med
Ethel og Dillingham.
</p>

<p>
Handerson foreslog et Hurra, og alle Herrerne
raabte et dundrende Hurra for de to.
</p>

<p>
»Jeg tror skam, de raaber med derude,« sagde
Leslie.
</p>

<p>
Raabet var nemlig blevet efterfulgt af et djævelsk
Hyl fra Fjenderne.
</p>

<p>
»Vore Venner derude viser os deres Deltagelse
i vor Glæde,« sagde Stone.
</p>

<p>
»Skal vi ikke byde dem ind paa en lille Genstand?«
spurgte Handerson, hvem Vinen havde
bragt i særdeles godt Humør.
</p>

<p>
»Jeg foreslaar dog, vi lader være,« sagde Burd,
»den Indbydelse vilde vist komme os dyrt at staa,
er jeg bange for.«
</p>

<p>
»Saa, nu er Forestillingen forbi,« lo Handerson
og trak det lille Gardin for Vinduet.
</p>

<p>
Hylene holdt nu pludselig op.
</p>

<p>
»Hvad mon der nu gaar for sig?« sagde Hyde.
</p>

<p>
»Skal jeg gaa op i Taarnet og muntre dem
lidt med Kanonen?« spurgte Leslie, »jeg skal nok
faa dem til at istemme en ny Sang, der siger
Sparto til den forrige.«
</p>

<p>
Og dermed for han hen mod Døren.
</p>

<p>
<a id="page-192" class="pagenum" title="192"></a>
Hyde kaldte ham tilbage.
</p>

<p>
»Lad dem nu være i Fred,« sagde han, »lad
os haabe paa, at de til sidst bliver ked af at
hamre forgæves paa de tykke Staalplader.«
</p>

<p>
I det samme begyndte de hæslige Hyl igen
med fordoblet Styrke, saa det rungede i hele
Skibet.
</p>

<p>
Lyset, der faldt ind gennem Gardinet, fik et
rødligt Skær.
</p>

<p>
Dillingham trak hurtigt Gardinet fra. Luften
udenfor var helt opfyldt af Røg.
</p>

<p>
»Hvad er nu det for Djævlekunster?« udbrød
han; men hans Stemme overdøvedes helt af en
stærk Knitren og Bragen.
</p>

<p>
»Til Maskinen,« raabte Hyde, »de har lagt
Kvas omkring Skibet og stukket Ild paa. Hurtig!
Der er ingen Tid at spilde.«
</p>

<p>
Og af Sted for han, fulgt af Leslie og Bill.
</p>

<p>
Et Øjeblik efter hørtes den kendte Susen af
Skruerne.
</p>

<p>
Men Skibet rørte sig ikke, det blev liggende
ganske stille.
</p>

<p>
Dillingham blegnede.
</p>

<p>
»Fortøjningerne holder igen, vi kan ikke komme
bort, vi er redningsløst fortabte.«
</p>

<p>
»Mine Papirer, mine Papirer,« raabte Stone og
for forvildet omkring.
</p>

<p>
<a id="page-193" class="pagenum" title="193"></a>
Ethel sad bleg og stille og saa paa Dillingham.
</p>

<p>
Doktoren var den eneste af dem, der var ganske
rolig. »Lad os ikke opgive Haabet endnu,« sagde
han, »lad os gaa op i Taarnet til Hyde og høre,
hvad han mener, og viser det sig, at vi ikke kan
komme løs, saa lad os gaa Døden i Møde som
Mænd, vi vidste jo alle som een, at der var en
stor Fare ved at foretage denne Rejse. Vi har
spillet Hasard og tabt, det maa enhver Spiller være
forberedt paa.«
</p>

<p>
De andre sagde ingenting, men fulgte bagefter
ham op i Taarnet.
</p>

<p>
Hyde stod ved Styrehjulet. Han var ligbleg.
</p>

<p>
»Jeg er bange for, at alt Haab er ude,« sagde
han, »jeg har ...«
</p>

<p>
Her afbrødes han af en Hylen, værre og vildere,
end nogen af de foregaaende, men denne
Gang lød det ikke sejrsstolt, det lød snarere, som
om de hylede i en ubeskrivelig Rædsel.
</p>

<p>
»Før var det Dur, nu er det snarere Moll,«
bemærkede Burd.
</p>

<p>
»Det er ikke Tid at spøge nu,« sagde Dillingham
vredt. Resten af hans Tale druknede i en
mægtig, øredøvende Brusen, som af et kæmpemæssigt
Vandfald.
</p>

<p>
Der lød en Buldren og en Brølen, og man
hørte Brag af faldende Træer.
</p>

<p>
<a id="page-194" class="pagenum" title="194"></a>
Samtidig var det, som om hele Skibet blev
løftet i Vejret, og de følte et stærkt Stød, der fik
dem til at tumle hovedkulds om mellem hverandre
i det lille Rum.
</p>

<p>
Stone kom først paa Benene igen.
</p>

<p>
»Kanalteorien!« raabte han triumferende.
</p>

<p>
»Aah, De med Deres Teorier!« brummede
Burd gnavent, idet han rejste sig med stort Besvær.
Han havde stødt sit Ben mod Kanonen, da han
væltede omkuld.
</p>

<p>
De var netop alle kommet paa Benene igen,
da de med vældig Kraft slyngedes op mod
Loftet.
</p>

<p>
Det var, som om Skibet med eet vendte Bunden
i Vejret, saa hele Besætningen rystedes rundt som
Tinsoldater i en Æske.
</p>

<p>
I næsten ti Minutter laa de alle halvt bedøvede,
overvældede af det sidste, frygtelige Stød, og imens
for Skibet, hvis Maskine ingen havde tænkt paa
at standse, lige op efter.
</p>

<p>
Der, hvor Skibet for faa Øjeblikke siden havde
ligget, var der nu et Hav med fraadende, skummende
Bølger, der førte Marsvæsener, Dyr og Træer
med sig i eet forvirret Kaos.
</p>

<p>
Hyde kom først til Besindelse igen. Hurtigt
for han op og greb efter Reguleringshjulet; men
førend han naaede at gribe om det, blev det paa
<a id="page-195" class="pagenum" title="195"></a>
een Gang fuldstændigt stille. Hverkens Bølgernes
vrede Brølen eller Skruernes Susen hørtes mere.
</p>

<p>
»Nu er vi sikre paa den visse Undergang,« udbrød
Stone, idet han langsomt rejste sig, »vi er
kommet uden for Atmosfæren og er blevet grebet
af den elektriske Æterstrøm; om godt og vel en
Snes Dage vil vi havne paa Solen.«
</p>

<p>
»Er der ingen Redning mulig?« spurgte Dillingham,
»er der intet Haab, ingen Udvej?«
</p>

<p>
»Der er kun een Udvej,« svarede Professoren
roligt, »det er, at vi muligvis støder sammen med
Maanen, men i saa Tilfælde vil vi enten blive knust
eller fryse ihjel!«
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-16">
<a id="page-196" class="pagenum" title="196"></a>
<span class="firstline">SEKSTENDE KAPITEL.</span><br />
En Fejlregning.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
De stod alle som forstenede ved Professorens
Ord.
</p>

<p>
Denne Gang var der ingen Udsigt til Frelse,
saaledes som hin mindeværdige Gang, da de ved
Dillinghams Aandsnærværelse undgik et skæbnesvangert
Sammenstød med en Meteorsten.
</p>

<p>
»De mener altsaa virkelig, at vi maatte have
tilbragt de femten Aar inden næste Opposition paa
Mars?« spurgte Doktoren.
</p>

<p>
»Det mener jeg,« svarede Stone, »vi har temmelig
sikkert endnu kun 14 Dage tilbage at leve i!«
</p>

<p>
»Well!« sagde Hyde, »naar vi nu altsaa ved,
at Døden er os vis til den Tid, saa – ja vi er jo
Mænd, ikke sandt? – er der ingen Grund til at
plage os selv og hinanden med unyttige Bekymringer.
Lad os ikke forbitre vore sidste Levedage.«
</p>

<p>
»Hyde har Ret!« sagde Burd, »det er vi altsaa
<a id="page-197" class="pagenum" title="197"></a>
enige om. – Sig mig, Dillingham ...! Men hvor
er han gaaet hen, han stod jo lige nu her?« afbrød
han sig selv.
</p>

<p>
Dillingham var ganske stille gaaet ud af Døren
og ned i Salonen til Ethel, hvem han nu fortalte
hele Sagens Sammenhæng.
</p>

<p>
Han var sønderknust over, at de nu alle skulde
lide Døden paa en saa grusom Maade, bare fordi
han ikke havde villet holde sin ubændige Jagtlyst
i Tømme.
</p>

<p>
Han bad Ethel om Tilgivelse, atter og atter, og
hun søgte at trøste ham med, at Skæbnen kunde
have været endnu mere haard imod hende. Hvis
de nu var naaet ned paa Jorden igen, og det til
Trods for Vennernes og Dillinghams Anstrengelse
havde været umuligt at bevise, hvem der havde begaaet
Mordet paa hendes Onkel, saa hun maatte
vandre i et livsvarigt Fængsel, hvor hun skulde
trælle sin elendige Tilværelse hen langt borte fra
ham, saa var da denne Død her sammen langt at
foretrække.
</p>

<p>
Hendes Ord og hendes blide og kærlige Maade
at trøste ham paa bragte ham lidt efter lidt til Ro.
</p>

<p>
Da de andre senere kom ned i Salonen, bad
han dem alle om deres Tilgivelse.
</p>

<p>
»Dillingham,« svarede Stone alvorligt, »det var
naturligvis meget urigtigt af Dem at fjerne Dem
<a id="page-198" class="pagenum" title="198"></a>
fra Skibet paa et saadant Tidspunkt; men nu da
Ulykken er sket og ikke staar til at ændre, er der
ingen af os, der bærer Nag til Dem. Vær nu ved
godt Mod, De er jo langtfra den af os, der er værst
stillet. De maa dø, – ja, men det skal vi jo nu
engang, før eller senere, og De faar Frøken Ethel
med Dem, hende vilde De vel neppe synes om at
overlade til hendes uvisse og ublide Skæbne. Helt
anderledes stiller Sagen sig for Hyde og min ringe
Person. Vi mister, foruden Livet, Frugterne af
hele vort Livs Arbejde og Slid, som maaske for
os betyder lige saa meget, som Frøken Ethel for
Dem. I Stedet for det berømte Navn, vi begge
havde erhvervet os og fuldtud fortjent, vil vi nu
blive omtalt af Efterverdenen som et Par halvgale,
fantastiske Sværmere, for til sidst at glide helt ud
af Sagaen.«
</p>

<p>
Dillingham tog hans Haand og søgte forgæves
at faa et Ord frem, mens han saa paa Stone med
sine ærlige, bedrøvede Øjne, hvad der fik Stone til
hastigt at trække Haanden til sig og ile ud af Døren,
og de hørte ham gaa ind i Observationsrummet.
</p>

<p>
Idet Stone gik forbi, saa Burd til sin Forbavselse,
at Professoren havde Taarer i Øjnene. Burd
og Hyde gik snart efter deres Vej, og lod Dillingham
ene med Ethel.
</p>

<p>
Udenfor traf de Handerson, Leslie og Bill. Hyde
<a id="page-199" class="pagenum" title="199"></a>
vilde give dem Nøglen til Proviantrummet, hvor
Vinen laa, men de afslog det.
</p>

<p>
»Skal vi endelig kradse af,« sagde Bill, »skal
det være uden Slinger i Valsen.«
</p>

<p>
Burd gik ind i sit Lukaf og gav sig til at undersøge
sin Morfinsprøjte.
</p>

<p>
»Skal jeg dø,« tænkte han, »saa foretrækker jeg
denne Dødsmaade.« I det samme bankede det paa
Døren. Han raabte: »Kom ind!«
</p>

<p>
Det var Ethel.
</p>

<p>
»Aah, Doktor,« sagde hun med Taarer i Øjnene,
»kan De ikke komme op at se til Dick, han er saa
aldeles ude af sig selv, kunde De ikke give ham
et Sovepulver, for at han kan faa lidt Ro over sig?«
</p>

<p>
Burd smilede uvilkaarligt. Det var næsten komisk,
syntes han, at søge Lægehjælp nu, da selv
ikke Alverdens Læger vilde kunne frelse dem fra
Døden.
</p>

<p>
Han gik dog med for at føje og berolige Ethel.
</p>

<p>
I det de gik op ad Trappen, kom de forbi Bill
og Handerson, der stod og talte sammen.
</p>

<p>
»Vi skal saa altsaa til det?« spurgte Bill.
</p>

<p>
»Det er sikkert nok,« svarede Handerson, »for
jeg hørte selv Professoren sige, at om en 14 Dage
vilde vi fryse ihjel paa Maanen eller brænde op
paa Solen.«
</p>

<p>
»Jeg har nu altid holdt mest af lidt Varme,«
<a id="page-200" class="pagenum" title="200"></a>
sagde Bill, »og det gaar maaske ogsaa hurtigere at
brænde op end ...«
</p>

<p>
Her sank deres Samtale ned til en sagte Hvisken,
da de fik Øje paa Ethel og Doktoren.
</p>

<p>
Da Ethel og Doktoren kom ind i Salonen, sad
Dillingham paa en Stol og stirrede hen for sig
med en fortvivlet Mine.
</p>

<p>
Doktoren gik hen til ham og lagde Haanden
paa hans Skulder, idet han sagde: »Tag Dem dog
sammen, kære Ven, om ikke for andet, saa for
Deres lille Kærestes Skyld.«
</p>

<p>
Dillingham saa op paa Doktoren med et mistrøstigt
Blik, og Burd belavede sig paa at tage ham
ordentlig i Skole, da Døren bag ved dem blev
revet op med et Brag og Stone styrtede ind i Salonen.
</p>

<p>
»Jeg har fundet en Fejl i Logaritmetabellen!«
raabte han, ude af sig selv af Henrykkelse.
</p>

<p>
»Hvorfor er De dog saa glad over det?« udbrød
Burd ærgerlig, »har De aldrig før fundet Fejl
i andre Folks Arbejde? Det forekommer mig dog,«
tilføjede han spydigt. »Saa at De nu har fundet
en Fejl i en eller anden Tabel, hvor De dog umuligt
paa Grund af Omstændighederne kan gøre Dem
endnu mere berømt derved, det begriber jeg ikke.
Det er jo en Fejl, De aldrig vil kunne paavise for
Verden!«
</p>

<p>
<a id="page-201" class="pagenum" title="201"></a>
»Aldrig paavise!« raabte Stone, »den Fejl er
netop selv Skyld i, at jeg kan komme til at paavise
den for Verden. Havde Professor Hopkins ikke
regnet sine Rækker galt ud, vilde vi, efter mine astronomiske
Beregninger, hvortil jeg har benyttet Hopkins
Logaritmer, aldrig have naaet Jorden, hvis vi
var afgaaet fra Mars i rette Tid.«
</p>

<p>
»Ja, men det er der jo ingen Grund til at tale
om nu,« sagde Burd gnavent, »vi kommer der jo
i alle Tilfælde ikke, efter hvad De selv har sagt os.«
</p>

<p>
»Men kan De da ingenting forstaa? Paa Grund
af denne Fejlregning er vi netop kommet af Sted
i rette Tid, det er det, jeg hele Tiden staar og forklarer
Dem,« sagde Stone overlegent.
</p>

<p>
Her sprang Dillingham op.
</p>

<p>
»Hvad er det dog, De siger, Stone? Er der
Haab om, at vi kan komme tilbage til Jorden?«
</p>

<p>
»Der er ikke Haab,« svarede Stone, »der er
Vished.«
</p>

<p>
»Hører du, Ethel, vi skal atter se Jorden sammen,
og jeg skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse
for at finde din Onkels Morder og rense dig for
den skrækkelige Beskyldning!«
</p>

<p>
Ethel klappede ham paa Kinden med et lille
bedrøvet Smil, hun havde gaaet alt for meget igennem
til at kunne være saa forhaabningsfuld som
Dillingham.
</p>

<p>
<a id="page-202" class="pagenum" title="202"></a>
Stone var imidlertid ilet ud af Døren, fulgt af
Burd, for at meddele de andre den lykkelige Nyhed.
Der blev en almindelig Jublen. Trods sin
Modstand blev han grebet af Handerson og Bill
og baaret i Triumf op i Salonen igen. Her raabte
de alle tre dundrende Hurraer for ham, hvad han
mod Sædvane lod til at føle sig tilfreds med. Han
nød det som en lille Forsmag paa de Triumfer,
han vilde høste, naar han naaede Jorden igen.
</p>

<p>
Derpaa udbad Hyde sig paa egne og de andres
Vegne en nærmere Forklaring af ham angaaende
Fejlen i Beregningerne.
</p>

<p>
Heri indvilligede han med Glæde og udviklede
i de næste to Timer en saadan Masse af Formler
og matematiske Beregninger, at det kørte aldeles
rundt for hans ulykkelige Tilhørere; men da det
aabenbart var til stor Glæde for ham selv, saa bar
hans Venner det med engleblid Taalmodighed og
søgte at lade, som om de forstod hvert eneste Ord.
</p>

<p>
Men hvad finder man sig ikke i, naar man
pludselig ser sig reddet fra den visse Undergang
og givet tilbage til Livet?
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-17">
<a id="page-203" class="pagenum" title="203"></a>
<span class="firstline">SYTTENDE KAPITEL.</span><br />
London. – Nedstigningen.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Betjent Nr. 454, Johnson, drejede om Hjørnet
af Jamesstreet og travede sindigt ned ad Budcasce
walk og op af Victoria embankment, ned forbi
Scotland Yard.
</p>

<p>
Klokken var fem om Morgenen, og Taagen begyndte
at lette, saa Betjenten slukkede Lygten, der
hang ved hans Bælte.
</p>

<p>
Der kom efterhaanden Liv i de øde Gader.
</p>

<p>
Ensomme Natteravne, der var sent paa Færde,
listede forpjuskede og med graa, trætte og slappe
Ansigter af Sted i det første kolde Dagslys.
</p>

<p>
Tjenestepigerne, der var tidlig paa Færde, frøs
om de bare Arme og skuttede sig i den skarpe,
disede Morgenluft, medens de stod stille for at
veksle et Par Ord med Betjenten eller en og anden
tjenstivrig Portner, som var kommet frem af sit Hi
for at feje Gaden.
</p>

<p>
<a id="page-204" class="pagenum" title="204"></a>
Svære Vogne kom rumlende gennem Gaderne,
Vinduerne blev smækket op, og Mælkedrengenes
Træsko slog »Klip Klap« hen ad Fliserne.
</p>

<p>
Arbejdernes duknakkede Skikkelser begyndte
at vise sig paa deres Vandring til Dagens Slæb og
Slid.
</p>

<p>
De havarerede Eksistenser kom listende fra Hyde
Park eller krøb frem fra de store Broer, eller hvor
de ellers havde søgt at faa deres Søvn, og gik paa
Rov efter noget spiseligt til deres tomme Maver.
</p>

<p>
Johnson skuttede sig og gabede, om et Kvarter
kom Afløsningen, og saa skulde Madammens Kaffe
smage efter den kolde Nattur.
</p>

<p>
Han spejdede hen imod Hjørnet, hvorfra Afløsningen
skulde komme, da der højt over hans Hoved
lød en Susen som af et mægtigt Fugletræk.
</p>

<p>
Han saa op. Hvad var dog det? Nu havde
han aldrig set saa galt. Et Luftskib over Byen.
Var der ikke udtrykkeligt Forbud mod Luftsejlads
over beboede Steder?
</p>

<p>
Han anstrengte sine Øjne for at se bedre. Det
var min Sandten for galt! Ikke engang deres
Nummer kunde han se.
</p>

<p>
Med eet slog en Tanke ned i ham.
</p>

<p>
Kunde det ikke være Ingeniør Hydes Luftskib,
der forsvandt pludselig en Dag, da Mac Carty selv
havde set dem bortføre Ethel Gray paa en Tur, som de
<a id="page-205" class="pagenum" title="205"></a>
ikke var vendt tilbage fra, saa alle mente, de maatte
være forulykkede? Det var bestemt dem, der kom
tilbage, det maatte meldes og det straks. Det havde
jo dobbelt Interesse netop nu, da Sagen mod Frøken
Gray havde været fremme igen.
</p>

<p>
Hende havde de saamænd nok gemt et Sted
ovre i Amerika, for at hun ikke skulde falde i
Politiets Hænder.
</p>

<p>
Medens disse Tanker for gennem Betjentens Hoved,
ilede han af Sted hen mod Scotland Yard og
løb i Porten lige i Armene paa sin overordnede,
Inspektør Mac Carty.
</p>

<p>
Med Haanden paa Hjelmen gjorde han sin Melding.
</p>

<p>
Inspektøren gik raskt ud paa Gaden og saa
opad, jo, Manden havde Ret, et Luftskib var det,
men om det var Hydes, var umuligt at afgøre paa
den Afstand, selv om man havde set det saa nær
ved, som Inspektøren havde, egentlig ikke for sin
Fornøjelses Skyld.
</p>

<p>
Han vendte sig mod Betjenten: »Har De Tjeneste,
<a id="corr-12"></a>454?«
</p>

<p>
»Ja, Hr. Inspektør, men om 5 Minutter kommer
Afløsningen.«
</p>

<p>
»Godt, giv mig Deres Bind, jeg tager Deres Post,
medens De henter Overbetjent Dirckins.«
</p>

<p>
»Well, Sir,« og <a id="corr-13"></a>454 forsvandt hastigt og kom
lidt efter tilbage med en svær, rødmosset Mand.
</p>

<div class="centerpic">
<a id="page-206" class="pagenum" title="206"></a><img src="images/i206.jpg" alt="" /></div>

<p>
<a id="page-207" class="pagenum" title="207"></a>
»Ser De det Skib deroppe?« spurgte Mac Carty
ham.
</p>

<p>
Dirckins saa opad, hvor Skibet svævede højt
over hans Hoved.
</p>

<p>
Han indrømmede derfor, overensstemmende med
Sandheden, at han saa det.
</p>

<p>
»Vil De have noget Mandskab og nogle Biler
parate i Udkanterne af Byen. Skibet maa jo ned
uden for London, men De maa se efter, hvor det
sker, og hurtigst sende mig Meddelelse derom og
samtidig lade de ombordværende bevogte, uden at
de aner det, saa at De kan underrette mig om,
hvor de tager hen.«
</p>

<p>
»Well, Sir,« var Dirckins’ korte Svar, inden han
skyndsomst forsvandt for at udføre Inspektørens
Ordre.
</p>

<hr class="tb" />

<p class="noindent">
Medens der saaledes allerede var sørget for at
tage imod dem hernede paa Jorden, svævede vore
Venner oppe i den klare Luft. De var alle samlede
paa Platformen med Undtagelse af Stone, der
var nede i Kahytten for at pakke sine Instrumenter
og Optegnelser ind.
</p>

<p>
Dernede, dybt under dem, laa London, den lignede
højt oppe fra en uhyre, graalig Masse af Sten.
</p>

<p>
Saa sank de, og Massen opløste sig i Huse,
Taarne, Monumenter, Skibe og smaa bitte Mennesker,
<a id="page-208" class="pagenum" title="208"></a>
medens der lød en Summen som af en Bisværm
op til dem. Det var Begejstringsraab fra
de tusinde og atter tusinde af Mennesker, der havde
samlet sig i utrolig kort Tid, da det rygtedes, at
Ingeniør Hydes i lang Tid savnede Luftskib var
vendt tilbage.
</p>

<p>
Der var en Larm og en Begejstring som i de
hedeste Zeppelin-Dage i Berlin, da »Meteor« kredsede
om St. Paulskirkens gyldne Spir.
</p>

<p>
Leslie og Folkene svingede med Hattene og udstødte
høje Raab, der var mere velmente end vellydende.
De vidste godt, at Menneskene dernede
intet kunde høre, men deres Jubel og Fryd over
igen at være nær Jorden maatte have Luft.
</p>

<p>
Hydes Ansigt havde det samme rolige, energiske
Udtryk som sædvanlig, han grundede paa, hvor
højt hans Skib var steget i Pris efter denne vidunderlige
Rejse til Mars.
</p>

<p>
Doktoren havde kastet sig ned i en Flugtstol
og smilede veltilfreds. Han var glad over atter at
være saa nær Hjemmet, og han saa i Aanden et
eller andet hyggeligt lille Sted ude paa Landet,
hvor han kunde nyde en velfortjent Ferie efter alle
sine Anstrengelser.
</p>

<p>
Dillingham og Ethel stod sammen og stirrede
ned paa Mængden, der bølgede frem og tilbage
som et uroligt Hav.
</p>

<p>
<a id="page-209" class="pagenum" title="209"></a>
For dem betød Tilbagekomsten jo kun Adskillelse,
i alle Tilfælde da foreløbig, og Ethels smukke
Ansigt var blegt og bedrøvet, medens Dillingham
følte sig ganske syg om Hjertet ved Tanken om,
at hun skulde skilles fra ham og maaske tilbage
til Fængslet med dets Rædsler og Uhygge.
</p>

<p>
Skibet steg nu paa Hydes Befaling atter til
Vejrs, og da det jo var ganske umuligt at gaa ned
i en Storstads Gader, fløj de af Sted hen over London
til den samme Plads uden for Byen, hvor de
6 Maaneder i Forvejen var steget op for at begynde
deres eventyrlige Fart.
</p>

<p>
Da det var et øde Sted, og det endnu var tidligt
paa Dagen, lykkedes det dem at slippe ubemærket
ned og fortøje Skibet, og de ilede da alle
hen til Kroen for at nyde det første Maaltid paa
Jorden efter deres lange Rejse.
</p>

<p>
Da vore Venner havde besluttet at afvente Begivenhedernes
Gang for Ethels Vedkommende,
maatte de jo have hende anbragt et Sted, hvor
hun kunde være, indtil Mac Carty dukkede op,
hvad de ikke var i Tvivl om, at han snart vilde gøre.
</p>

<p>
Professoren vilde straks til sit Hjem for at kunne
afhente de Skatte, der laa i Skibet, og Hyde maatte
se sig om efter Arbejdere, for at han snarest muligt
kunde faa Skibet under Tag, medens han ventede
paa den eventuelle Køber.
</p>

<p>
<a id="page-210" class="pagenum" title="210"></a>
Burd tilbød da at køre hen til et rigtig pænt
Hotel garni med de to bedrøvede Kærestefolk.
Han havde ofte selv boet der og mente, at det
vilde passe godt for Ethel.
</p>

<p>
Denne Plan bifaldt de alle, og da Værten havde
skaffet dem en Vogn, kørte de sammen ind til Byen.
</p>

<p>
Undervejs mødte de en Bil med en svær, rødmosset
Mand, der fikserede dem skarpt.
</p>

<p>
Det var Dirckins, der udførte Mac Cartys Ordre.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-18">
<a id="page-211" class="pagenum" title="211"></a>
<span class="firstline">ATTENDE KAPITEL.</span><br />
Inspektør Mac Carty igen.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Doktoren og Dillingham fik lykkelig og vel anbragt
Ethel i Hotellet, og da hun var nervøs og
forknyt af Angst for, hvad der nu vilde komme,
saa blev begge Herrerne og spiste til Middag med
hende.
</p>

<p>
Om Aftenen, da de skiltes, maatte baade Dillingham
og Burd love hende at komme igen næste
Dag, saa tidligt det var dem muligt.
</p>

<p>
De holdt Ord, og ved Titiden kørte de op for
Døren.
</p>

<p>
Den stakkels Ethel var endnu mere urolig end
den foregaaende Dag, og det gjorde Doktoren oprigtig
ondt for hende.
</p>

<p>
Et Kvarters Tid efter, at Herrerne var kommet,
lød der en forsigtig Banken paa Døren.
</p>

<p>
Burd raabte: »Kom ind!« og en ældre Mand
med rødt Haar og røde Whiskers traadte ind med
<a id="page-212" class="pagenum" title="212"></a>
sin Serviet i Haanden og meldte, at der var en
Herre, der ønskede at tale med Frk. Gray.
</p>

<p>
»Vær saa god at vise ham herop!« sagde Ethel
med blege Læber.
</p>

<p>
I det samme lukkede Tjeneren Døren indefra,
lod Haar og Whiskers forsvinde i Lommen, og
Mac Carty stod for deres forbavsede og forfærdede
Blikke.
</p>

<p>
»Jeg kom paa denne Maade for ikke at vække
Opsigt,« sagde han forklarende, »jeg er kendt af
hele Tjenerpersonalet her.«
</p>

<p>
»Skal vi maaske arresteres for Opsætsighed mod
Politiet?« spurgte Doktoren og søgte at anslaa en
spøgende Tone.
</p>

<p>
»Absolut ikke,« svarede Mac Carty, »efter at
jeg nu til Morgen har læst Bladene og set, hvilken
gyldig Grund De havde til ikke at parere Ordre,
vilde jeg føle mig som en Barbar og ikke som et
kultiveret Menneske, hvis jeg, efter hvad De har
udrettet for vort Land, vilde hænge mig i saadanne
Bagateller. Nej, mit Besøg gælder Frk. Gray.«
</p>

<p>
Ethel bad ham ved en Haandbevægelse at tage
Plads. Hun var bleg som et Lig og sendte Dillingham
et hjælpeløst og fortvivlet Blik, som han
besvarede ved at lægge sin Haand beskyttende over
hendes lille, kolde Haand, der laa paa Bordet, medens
han sendte Mac Carty et morderisk Blik.
</p>

<p>
<a id="page-213" class="pagenum" title="213"></a>
Inspektøren tog rolig Plads og begyndte: »Medens
De, mine Herrer, gjorde Menneskeheden en stor
Tjeneste, har jeg heller ikke ligget paa den lade
Side, idet det er lykkedes mig at finde Sir Rupert
Staffords virkelige Morder.«
</p>

<p>
Ethel græd: »Aah, er det sandt, De narrer mig
ikke, det er bevist, at jeg er uskyldig?«
</p>

<p>
Hun vendte sig mod Dillingham: »Hørte du
det, Dick, jeg er fri!«
</p>

<p>
»Forklar Dem nærmere,« bad Doktoren, »spænd
os ikke paa Pinebænken.«
</p>

<p>
»Ja, Miss Gray, De er frank og fri, og det var
ved et rent Tilfælde, at jeg kom paa Sporet. Som
De vel ved, havde Deres afdøde Onkel gjort et
Testamente, hvor han indsatte Dem til sin Universalarving,
hvis De overlevede ham og i alle Maader
viste Dem værdig dertil. I Tilfælde af Deres
Død indsatte han en Slægtning, der bar det samme
Navn som han selv, men som han var bleven
alvorlig Uvenner med adskillige Aar i Forvejen.
Denne Mand havde paa Grund af forskellige mindre
heldige Bekendtskaber med Spillere og andre
Driverter paadraget sig en Gæld, som Deres Onkel
betalte paa den udtrykkelige Betingelse, at han
forlod England og banede sig Vej i en anden Verdensdel.
En af denne unge Mands intimeste Venner
var den Mr. Brown, der optraadte som Vidne
<a id="page-214" class="pagenum" title="214"></a>
mod Dem, og som paastod, han havde set Dem
fylde et Pulver i Deres Onkels Glas, medens han
betragtede Dem gennem Vinduet. Mr. Brown var,
som De vel ved, paa mødrene Side langt ude
beslægtet med Deres Onkel.
</p>

<p>
Efter Trætten med sin Onkel rejste den unge
Stafford til Sydafrika, hvor han fik en ret taalelig
Stilling. Han vedblev at staa i Brevveksling med
Mr. Brown i de paafølgende Aar.
</p>

<p>
Otte Dage efter Deres Flugt, Miss Gray, meldte
en gammel Aagerkarl sig paa Scotland Yard og
bad om Beskyttelse mod en Person ved Navn
Brown. Denne, der havde en Del Veksler løbende
hos den gamle Mand, havde ikke set sig i Stand
til at indfri dem, og da Aagerkarlen trængte paa
og vilde have sine Penge, greb Brown ham i Struben
og var lige ved at kvæle den ulyksalige Mand.
Da der i det samme blev ringet, slap Brown Aagerkarlen
og styrtede af Sted under vilde Trusler.
</p>

<p>
Nu var Manden bange baade for sine Penge og
for sit Liv og henvendte sig til Politiet om Hjælp,
skønt hele Affæren ogsaa fra hans Side var af en
mer end tvivlsom Art.
</p>

<p>
Det blev overdraget mig at skaffe Oplysninger
om nævnte Brown, og jeg opdagede jo straks, at
det var den samme Mand, der havde optraadt som
Vidne i Ethel Grays Sag.
</p>

<p>
<a id="page-215" class="pagenum" title="215"></a>
Det forbavsede mig noget, og efter at jeg havde
faaet at vide, at det var Sir Rupert Staffords
Navn, der stod paa Vekslerne, begyndte min Mistro
at vaagne. Jeg fik opsporet, – hvorledes kommer
ikke denne Sag ved – at Vekslerne var falske, og
Mr. Brown blev sat fast for det morderiske Overfald
paa den gamle Mand.
</p>

<p>
Imedens undersøgte jeg hans Papirer, og mellem
en Masse Breve fra den unge Stafford i Afrika
fandt jeg et Brev dernede fra, skrevet med en ganske
anden Haandskrift. Det var nogle Maaneder
gammelt, og i det underretter en Mr. Philps, en
Ven af Stafford derovre, Mr. Brown om den unge
Mands Død og beder ham underrette hans Slægtninge
i England herom.
</p>

<p>
Dette Brev dømte Manden i mine Øjne.
</p>

<p>
Han havde falske Veksler løbende paa Sir Ruperts
Navn, altsaa kom dennes Død ham meget
belejlig. Men selv om Manden er død, staar der
to Mennesker mellem ham og Arven.
</p>

<p>
Tilfældet hjælper ham, og han gør selv Resten.
</p>

<p>
Det er et Tilfælde, at unge Stafford dør, og at
den gamle Sir Rupert bliver syg.
</p>

<p>
Saa træder han til; hvis den gamle Herre dør,
og Ethel er uværdig til at arve ham, er han nærmeste
Arving, og han kan dække sine Veksler og
skjule, han er en Falskner.
</p>

<p>
<a id="page-216" class="pagenum" title="216"></a>
Saa er Planen færdig i Forbryderens Hjerne,
han beholder Brevet for sig selv og vælter Anklagen
for det Mord, han naturligvis selv har begaaet,
over paa Dem, Frk. Gray.
</p>

<p>
Denne snedige Plan vilde ganske sikkert være
lykkedes, hvis ikke Deres lange Sygdom var kommet.
Som De husker, blev De syg, inden Dommen
faldt, og i alle de Maaneder, De laa bevidstløs og
svag paa Hospitalet, var De dog stadig Deres Onkels
Arving, først naar Juryen havde dømt Dem,
vilde Deres Halvfætter i Sydafrika være Arvingen.
</p>

<p>
Altsaa, De kom Dem endelig og blev dømt, og
samtidig gjorde Myndighederne Skridt til at sætte
sig i Forbindelse med unge Stafford, som jo ingen
andre end Brown vidste var død.
</p>

<p>
Men dette trak Sagerne i Langdrag for Brown,
der ikke kan dække Vekslerne. Saa er det han taber
Hovedet og forgriber sig paa Aagerkarlen.
</p>

<p>
Hele Sagen stod mig nu aldeles klar, og ved
en fornyet Undersøgelse af Deres Værelse i Sir Ruperts
Hus fandt jeg endnu et Bevis.
</p>

<p>
Som De ved, blev der af en Opdagelsesbetjent
fundet Morfinpulver i en lille Skuffe i Deres Juvelskrin,
jeg var de første Dage optaget af en anden
Sag og fik saa kun Mandens Rapport.
</p>

<p>
Jeg foretog nu en grundig Undersøgelse af Deres
Juvelskrin og fandt da en Del Aske af en Cigar.
<a id="page-217" class="pagenum" title="217"></a>
Med uendelig Forsigtighed fik jeg den samlet op
og sendt til kemisk Undersøgelse, og Resultatet
lød, at det var Aske fra en endogsaa meget stærk
Havannacigar.
</p>

<p>
Ved at udspørge Sir Ruperts gamle Tjenestefolk
fik jeg at vide, at Frk. Gray aldrig røg, medens
jeg hos Hr. Brown havde set et Utal af Cigarkasser
med stærke Havannesere.
</p>

<p>
Med disse forskellige Holdepunkter lykkedes
det mig i forholdsvis kort Tid at gøre Mr. Brown
mør – undskyld dette tekniske Udtryk, min Frøken!
Med andre Ord, han afgav en fuldstændig Tilstaaelse,
og da imidlertid Myndighederne har faaet
officiel Meddelelse om den unge Staffords Død,
saa er De, Frk. Gray, i dette Øjeblik ikke alene
fri og frank, men ogsaa Arving til Deres afdøde
Onkels meget store Formue. Det var dette, jeg ikke
kunde nægte mig Fornøjelsen af at meddele Dem.«
</p>

<p>
»Tak, tusind Tak, Hr. Inspektør,« sagde Ethel,
»men hvad er der blevet af den ulykkelige Brown?«
</p>

<p>
»Han tog det fornuftige Parti at forlade Skuepladsen,
nu da hans Rolle var udspillet. Han hængte
sig.«
</p>

<p>
Mac Carty rejste sig med disse Ord, satte atter
Haar og Whiskers paa Plads og forsvandt med Servietten
i Haanden og et elegant Kelnerbuk ud af
Døren.
</p>

<p>
<a id="page-218" class="pagenum" title="218"></a>
Doktoren var den første, der brød Tavsheden.
</p>

<p>
»Til Lykke, kære Frk. Gray, til Lykke, Dillingham!
Hvis De synes som jeg, saa kører jeg nu sporenstregs
hen til vore fælles Venner og beder dem
komme hen til en større Middag, som jeg med det
samme bestiller nede.
</p>

<p>
Dillingham, kan De passe paa Frk. Ethel saa
længe?«
</p>

<p>
Og smilende og nikkende forsvandt den joviale
Doktor ud af Døren og overlod de to lykkelige
Mennesker til hinanden.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="chapter-0-19">
<a id="page-219" class="pagenum" title="219"></a>
<span class="firstline">NITTENDE KAPITEL.</span><br />
Slutning.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Fire Maaneder efter, at vore Venner atter var
landede paa Jorden, fandt det store Gallataffel
Sted til Ære for dem. London var klædt i Festdragt,
fra alle Husene i de Gader, de berømte rejsende
skulde igennem, vajede Flag, der smældede
muntert i Solskinnet og syntes kaade at tage Del
i den fælles Glæde. Hist og her saas Stones og
Hydes Navne, anbragte paa Skjolde af Grønt og
Blomster. Pyntede Mennesker stod i Rækker over
en Time, før Vogntoget skulde komme, og i Vinduerne
saas unge, smilende, hvidklædte Piger med
store Kurve med Blomster til at kaste ned til de
forbikørende.
</p>

<p>
Der var Sommer og Solskin og Fest i Luften.
</p>

<p>
Engelske Borgere vilde hylde deres store Landsmænd,
der havde bragt Englands Flag endog ud
over Jordklodens Grænser og endnu en Gang gjort
<a id="page-220" class="pagenum" title="220"></a>
Englands Navn berømt over hele den civiliserede
Verden.
</p>

<p>
Stor Kamp havde der staaet om Rigtigheden af
disse Mænds Udsagn, og bitre Timer havde Stone
maatte opleve. Den beedigede Erklæring, der var
underskrevet af de 7 Mænd, havde ikke været nok
til at overbevise Folk, men Professor Stones overvældende
Bevisstof, der til fulde stadfæstede tidligere
Teorier, hans uomstridelige videnskabelige
Bevisgrunde og hans klare, logiske Udvikling slog
enhver Tvivl ned og overbeviste de lærde. Der var
ingen Indvending mulig, de havde været paa Mars.
</p>

<p>
Saa havde Doktoren haft det nemmere, han
havde trukket sig tilbage til en lille Villa, han ejede
paa Landet, da al den Opsigt, de vakte i London,
var ham saa uendelig imod.
</p>

<p>
Hyde havde set sine dristigste Forventninger
gaa i Opfyldelse, hans Fædreland havde afkøbt
ham Luftskibet for en svimlende Sum.
</p>

<p>
Dillingham var for tre Maaneder siden blevet
viet i al Stilhed til Ethel, kun Stone, Burd og
Hyde havde været til Stede som Forlovere. Lige fra
Kirken havde det lykkelige unge Par begivet sig
paa Bryllupsrejse, hvorfra de først var vendt tilbage
for otte Dage siden.
</p>

<p>
Samme Dag som Festen, hvortil de Kongelige
havde givet Løfte om at være til Stede, skulde finde
<a id="page-221" class="pagenum" title="221"></a>
Sted, havde hver af vore Venner faaet en officiel
Skrivelse, hvori der tilstodes dem en livsvarig Pension
i Forhold til deres borgerlige Stilling i Samfundet.
</p>

<p>
I Dag skulde de altsaa atter samles for at hyldes
for deres fælles store Bedrift.
</p>

<p>
Nu kom Vogntoget kørende. I den første Vogn
sad Stone, med sin sorte Kjole dækket af Ordener;
jublende Skrig fra de begejstrede Mennesker hilste
ham paa hans Vej, tunge og duftende faldt Sommerens
smukkeste Roser ned for hans Fødder, medens
unge, friske Pigeansigter sendte ham deres
bedste Smil. Da følte den kolde, kloge, gnavne
Mand for første Gang i sit Liv en underlig Fornemmelse,
en kold Strøm ned ad Ryggen, der fik
ham til at dirre og frembragte et underligt kvælende
Tryk i hans Hals, medens hans Øjne fyldtes af hede
Taarer. Og til sin egen Forbavselse mærkede han,
at alt, hvad den Anerkendelse, der var blevet ham
til Del af videnskabelige Autoriteter, og al den Virak,
der var ofret paa ham fra sagkyndig Side, alt, hvad
den ikke havde formaaet, det vaktes nu i ham ved
Folkets naive Hyldest. Og han mærkede, at han
var givet sine Følelser i Vold uden Hensyn til,
hvad hans Hjerne og Forstand mente derom.
</p>

<p>
Bagved hans Vogn kom Burd og Hyde sammen.
Hyde tog mod Hyldesten som noget, man var nødt
<a id="page-222" class="pagenum" title="222"></a>
<span class="centerpic"><img src="images/i222.jpg" alt="" /></span>
<a id="page-223" class="pagenum" title="223"></a>
til at tage med, medens Doktoren aabenbart ikke
var rigtig i sit Es.
</p>

<p>
Derefter kom Dillingham med sin unge Hustru.
Dillingham var rørt, og aaben, naturlig og oprigtig
som han var, lagde han aldeles ikke Skjul derpaa.
Ethel var aldeles henrivende i sin hvide Silkedragt,
og mange var de Blikke, der hang beundrende ved
hendes lykkelige Ansigt med det blide Smil.
</p>

<p>
I den sidste Vogn var de tre andre, der svingede
lystigt med Hattene og vinkede til Menneskemassen.
</p>

<p>
Modtagelsen var storartet og Middagen glimrende
i det store, festlig smykkede Rum, og mange var
de officielle Taler, som alle efter Aftale besvaredes
saa kort som muligt af Professoren.
</p>

<p>
Da de alle var vel overstaaede, rejste Professoren
sig og mindedes under dyb Tavshed med
smukke, varmtfølte Ord det Offer, deres eventyrlige
Rejse havde kostet, nemlig Craddock. Staaende
og i dyb Tavshed drak de alle Glasset ud.
</p>

<p>
Endnu en Gang rejste Stone sig op og udbragte
en Skaal – for Kvinden, idet han bad Ethel tage
imod den paa Damernes Vegne, som en Tak for
den Hygge, hun havde været til for dem alle paa
deres Luftrejse. Men da vekslede Burd og Hyde et
meget sigende Blik: det kunde ikke staa rigtig til
med deres gamle Ven.
</p>

<p>
<a id="page-224" class="pagenum" title="224"></a>
Næste Aften samledes vore Venner efter Aftale
ved Ballonhuset uden for London paa den Mark,
hvor Ethel slap fra Inspektør Mac Carty hin mindeværdige
Aften, da »Meteor« skulde til at stige op for
at føre dem til Mars.
</p>

<p>
Ved et Glas Champagne vilde de tage Afsked
med Skibet, der den næste Dag skulde overgaa i
de militære Myndigheders Hænder.
</p>

<p>
»Se der,« sagde Stone, idet han pegede opad,
»der er Mars, det lille lysende Punkt histoppe.«
</p>

<p>
Da satte Leslie Hænderne for Munden og raabte
op mod Himmelhvælvingen af sine Lungers fulde
Kraft:
</p>

<p>
»Tak for sidst!«
</p>

<div class="centerpic ornament">
<img src="images/ornament.jpg" alt="" /></div>

<div class="trnote chapter">
<p class="transnote">
Afskriverens bemærkninger
</p>

<p>
Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public domain.
</p>

<p>
<b>Afskriverens rettelser:</b>
</p>



<ul>

<li>
... <span class="underline">end end</span> en ny Art af Tusindben, som Doktoren ...<br />
... <a href="#corr-1"><span class="underline">end</span></a> en ny Art af Tusindben, som Doktoren ...<br />
</li>

<li>
... foran <span class="underline">dem</span> i lunefulde Svingninger, medens ...<br />
... foran <a href="#corr-6"><span class="underline">Dem</span></a> i lunefulde Svingninger, medens ...<br />
</li>

<li>
... snart følge efter. Vi lystrer <span class="underline">dem</span>, og <span class="underline">de</span> fortsætter ...<br />
... snart følge efter. Vi lystrer <a href="#corr-7"><span class="underline">Dem</span></a>, og <a href="#corr-8"><span class="underline">De</span></a> fortsætter ...<br />
</li>

<li>
... Medens vore Venner forholdt sig afventende  ...<br />
... Medens vore Venner forholdt sig afventende <a href="#corr-11"><span class="underline">i</span></a> ...<br />
</li>

<li>
... <span class="underline">457</span>?« ...<br />
... <a href="#corr-12"><span class="underline">454</span></a>?« ...<br />
</li>

<li>
... »Well, Sir,« og <span class="underline">457</span> forsvandt hastigt og kom ...<br />
... »Well, Sir,« og <a href="#corr-13"><span class="underline">454</span></a> forsvandt hastigt og kom ...<br />
</li>
</ul>
</div>


<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 66058 ***</div>
</html>
generated by cgit v1.2.3 (git 2.25.1) at 2026-01-06 17:26:56 +0000