summaryrefslogtreecommitdiff
path: root/61328-h/61328-h.htm
blob: c7ec6357bc6515352cce5c2528f8e4d948f89c82 (plain) 
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
111
112
113
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
125
126
127
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
139
140
141
142
143
144
145
146
147
148
149
150
151
152
153
154
155
156
157
158
159
160
161
162
163
164
165
166
167
168
169
170
171
172
173
174
175
176
177
178
179
180
181
182
183
184
185
186
187
188
189
190
191
192
193
194
195
196
197
198
199
200
201
202
203
204
205
206
207
208
209
210
211
212
213
214
215
216
217
218
219
220
221
222
223
224
225
226
227
228
229
230
231
232
233
234
235
236
237
238
239
240
241
242
243
244
245
246
247
248
249
250
251
252
253
254
255
256
257
258
259
260
261
262
263
264
265
266
267
268
269
270
271
272
273
274
275
276
277
278
279
280
281
282
283
284
285
286
287
288
289
290
291
292
293
294
295
296
297
298
299
300
301
302
303
304
305
306
307
308
309
310
311
312
313
314
315
316
317
318
319
320
321
322
323
324
325
326
327
328
329
330
331
332
333
334
335
336
337
338
339
340
341
342
343
344
345
346
347
348
349
350
351
352
353
354
355
356
357
358
359
360
361
362
363
364
365
366
367
368
369
370
371
372
373
374
375
376
377
378
379
380
381
382
383
384
385
386
387
388
389
390
391
392
393
394
395
396
397
398
399
400
401
402
403
404
405
406
407
408
409
410
411
412
413
414
415
416
417
418
419
420
421
422
423
424
425
426
427
428
429
430
431
432
433
434
435
436
437
438
439
440
441
442
443
444
445
446
447
448
449
450
451
452
453
454
455
456
457
458
459
460
461
462
463
464
465
466
467
468
469
470
471
472
473
474
475
476
477
478
479
480
481
482
483
484
485
486
487
488
489
490
491
492
493
494
495
496
497
498
499
500
501
502
503
504
505
506
507
508
509
510
511
512
513
514
515
516
517
518
519
520
521
522
523
524
525
526
527
528
529
530
531
532
533
534
535
536
537
538
539
540
541
542
543
544
545
546
547
548
549
550
551
552
553
554
555
556
557
558
559
560
561
562
563
564
565
566
567
568
569
570
571
572
573
574
575
576
577
578
579
580
581
582
583
584
585
586
587
588
589
590
591
592
593
594
595
596
597
598
599
600
601
602
603
604
605
606
607
608
609
610
611
612
613
614
615
616
617
618
619
620
621
622
623
624
625
626
627
628
629
630
631
632
633
634
635
636
637
638
639
640
641
642
643
644
645
646
647
648
649
650
651
652
653
654
655
656
657
658
659
660
661
662
663
664
665
666
667
668
669
670
671
672
673
674
675
676
677
678
679
680
681
682
683
684
685
686
687
688
689
690
691
692
693
694
695
696
697
698
699
700
701
702
703
704
705
706
707
708
709
710
711
712
713
714
715
716
717
718
719
720
721
722
723
724
725
726
727
728
729
730
731
732
733
734
735
736
737
738
739
740
741
742
743
744
745
746
747
748
749
750
751
752
753
754
755
756
757
758
759
760
761
762
763
764
765
766
767
768
769
770
771
772
773
774
775
776
777
778
779
780
781
782
783
784
785
786
787
788
789
790
791
792
793
794
795
796
797
798
799
800
801
802
803
804
805
806
807
808
809
810
811
812
813
814
815
816
817
818
819
820
821
822
823
824
825
826
827
828
829
830
831
832
833
834
835
836
837
838
839
840
841
842
843
844
845
846
847
848
849
850
851
852
853
854
855
856
857
858
859
860
861
862
863
864
865
866
867
868
869
870
871
872
873
874
875
876
877
878
879
880
881
882
883
884
885
886
887
888
889
890
891
892
893
894
895
896
897
898
899
900
901
902
903
904
905
906
907
908
909
910
911
912
913
914
915
916
917
918
919
920
921
922
923
924
925
926
927
928
929
930
931
932
933
934
935
936
937
938
939
940
941
942
943
944
945
946
947
948
949
950
951
952
953
954
955
956
957
958
959
960
961
962
963
964
965
966
967
968
969
970
971
972
973
974
975
976
977
978
979
980
981
982
983
984
985
986
987
988
989
990
991
992
993
994
995
996
997
998
999
1000
1001
1002
1003
1004
1005
1006
1007
1008
1009
1010
1011
1012
1013
1014
1015
1016
1017
1018
1019
1020
1021
1022
1023
1024
1025
1026
1027
1028
1029
1030
1031
1032
1033
1034
1035
1036
1037
1038
1039
1040
1041
1042
1043
1044
1045
1046
1047
1048
1049
1050
1051
1052
1053
1054
1055
1056
1057
1058
1059
1060
1061
1062
1063
1064
1065
1066
1067
1068
1069
1070
1071
1072
1073
1074
1075
1076
1077
1078
1079
1080
1081
1082
1083
1084
1085
1086
1087
1088
1089
1090
1091
1092
1093
1094
1095
1096
1097
1098
1099
1100
1101
1102
1103
1104
1105
1106
1107
1108
1109
1110
1111
1112
1113
1114
1115
1116
1117
1118
1119
1120
1121
1122
1123
1124
1125
1126
1127
1128
1129
1130
1131
1132
1133
1134
1135
1136
1137
1138
1139
1140
1141
1142
1143
1144
1145
1146
1147
1148
1149
1150
1151
1152
1153
1154
1155
1156
1157
1158
1159
1160
1161
1162
1163
1164
1165
1166
1167
1168
1169
1170
1171
1172
1173
1174
1175
1176
1177
1178
1179
1180
1181
1182
1183
1184
1185
1186
1187
1188
1189
1190
1191
1192
1193
1194
1195
1196
1197
1198
1199
1200
1201
1202
1203
1204
1205
1206
1207
1208
1209
1210
1211
1212
1213
1214
1215
1216
1217
1218
1219
1220
1221
1222
1223
1224
1225
1226
1227
1228
1229
1230
1231
1232
1233
1234
1235
1236
1237
1238
1239
1240
1241
1242
1243
1244
1245
1246
1247
1248
1249
1250
1251
1252
1253
1254
1255
1256
1257
1258
1259
1260
1261
1262
1263
1264
1265
1266
1267
1268
1269
1270
1271
1272
1273
1274
1275
1276
1277
1278
1279
1280
1281
1282
1283
1284
1285
1286
1287
1288
1289
1290
1291
1292
1293
1294
1295
1296
1297
1298
1299
1300
1301
1302
1303
1304
1305
1306
1307
1308
1309
1310
1311
1312
1313
1314
1315
1316
1317
1318
1319
1320
1321
1322
1323
1324
1325
1326
1327
1328
1329
1330
1331
1332
1333
1334
1335
1336
1337
1338
1339
1340
1341
1342
1343
1344
1345
1346
1347
1348
1349
1350
1351
1352
1353
1354
1355
1356
1357
1358
1359
1360
1361
1362
1363
1364
1365
1366
1367
1368
1369
1370
1371
1372
1373
1374
1375
1376
1377
1378
1379
1380
1381
1382
1383
1384
1385
1386
1387
1388
1389
1390
1391
1392
1393
1394
1395
1396
1397
1398
1399
1400
1401
1402
1403
1404
1405
1406
1407
1408
1409
1410
1411
1412
1413
1414
1415
1416
1417
1418
1419
1420
1421
1422
1423
1424
1425
1426
1427
1428
1429
1430
1431
1432
1433
1434
1435
1436
1437
1438
1439
1440
1441
1442
1443
1444
1445
1446
1447
1448
1449
1450
1451
1452
1453
1454
1455
1456
1457
1458
1459
1460
1461
1462
1463
1464
1465
1466
1467
1468
1469
1470
1471
1472
1473
1474
1475
1476
1477
1478
1479
1480
1481
1482
1483
1484
1485
1486
1487
1488
1489
1490
1491
1492
1493
1494
1495
1496
1497
1498
1499
1500
1501
1502
1503
1504
1505
1506
1507
1508
1509
1510
1511
1512
1513
1514
1515
1516
1517
1518
1519
1520
1521
1522
1523
1524
1525
1526
1527
1528
1529
1530
1531
1532
1533
1534
1535
1536
1537
1538
1539
1540
1541
1542
1543
1544
1545
1546
1547
1548
1549
1550
1551
1552
1553
1554
1555
1556
1557
1558
1559
1560
1561
1562
1563
1564
1565
1566
1567
1568
1569
1570
1571
1572
1573
1574
1575
1576
1577
1578
1579
1580
1581
1582
1583
1584
1585
1586
1587
1588
1589
1590
1591
1592
1593
1594
1595
1596
1597
1598
1599
1600
1601
1602
1603
1604
1605
1606
1607
1608
1609
1610
1611
1612
1613
1614
1615
1616
1617
1618
1619
1620
1621
1622
1623
1624
1625
1626
1627
1628
1629
1630
1631
1632
1633
1634
1635
1636
1637
1638
1639
1640
1641
1642
1643
1644
1645
1646
1647
1648
1649
1650
1651
1652
1653
1654
1655
1656
1657
1658
1659
1660
1661
1662
1663
1664
1665
1666
1667
1668
1669
1670
1671
1672
1673
1674
1675
1676
1677
1678
1679
1680
1681
1682
1683
1684
1685
1686
1687
1688
1689
1690
1691
1692
1693
1694
1695
1696
1697
1698
1699
1700
1701
1702
1703
1704
1705
1706
1707
1708
1709
1710
1711
1712
1713
1714
1715
1716
1717
1718
1719
1720
1721
1722
1723
1724
1725
1726
1727
1728
1729
1730
1731
1732
1733
1734
1735
1736
1737
1738
1739
1740
1741
1742
1743
1744
1745
1746
1747
1748
1749
1750
1751
1752
1753
1754
1755
1756
1757
1758
1759
1760
1761
1762
1763
1764
1765
1766
1767
1768
1769
1770
1771
1772
1773
1774
1775
1776
1777
1778
1779
1780
1781
1782
1783
1784
1785
1786
1787
1788
1789
1790
1791
1792
1793
1794
1795
1796
1797
1798
1799
1800
1801
1802
1803
1804
1805
1806
1807
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
1816
1817
1818
1819
1820
1821
1822
1823
1824
1825
1826
1827
1828
1829
1830
1831
1832
1833
1834
1835
1836
1837
1838
1839
1840
1841
1842
1843
1844
1845
1846
1847
1848
1849
1850
1851
1852
1853
1854
1855
1856
1857
1858
1859
1860
1861
1862
1863
1864
1865
1866
1867
1868
1869
1870
1871
1872
1873
1874
1875
1876
1877
1878
1879
1880
1881
1882
1883
1884
1885
1886
1887
1888
1889
1890
1891
1892
1893
1894
1895
1896
1897
1898
1899
1900
1901
1902
1903
1904
1905
1906
1907
1908
1909
1910
1911
1912
1913
1914
1915
1916
1917
1918
1919
1920
1921
1922
1923
1924
1925
1926
1927
1928
1929
1930
1931
1932
1933
1934
1935
1936
1937
1938
1939
1940
1941
1942
1943
1944
1945
1946
1947
1948
1949
1950
1951
1952
1953
1954
1955
1956
1957
1958
1959
1960
1961
1962
1963
1964
1965
1966
1967
1968
1969
1970
1971
1972
1973
1974
1975
1976
1977
1978
1979
1980
1981
1982
1983
1984
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
2024
2025
2026
2027
2028
2029
2030
2031
2032
2033
2034
2035
2036
2037
2038
2039
2040
2041
2042
2043
2044
2045
2046
2047
2048
2049
2050
2051
2052
2053
2054
2055
2056
2057
2058
2059
2060
2061
2062
2063
2064
2065
2066
2067
2068
2069
2070
2071
2072
2073
2074
2075
2076
2077
2078
2079
2080
2081
2082
2083
2084
2085
2086
2087
2088
2089
2090
2091
2092
2093
2094
2095
2096
2097
2098
2099
2100
2101
2102
2103
2104
2105
2106
2107
2108
2109
2110
2111
2112
2113
2114
2115
2116
2117
2118
2119
2120
2121
2122
2123
2124
2125
2126
2127
2128
2129
2130
2131
2132
2133
2134
2135
2136
2137
2138
2139
2140
2141
2142
2143
2144
2145
2146
2147
2148
2149
2150
2151
2152
2153
2154
2155
2156
2157
2158
2159
2160
2161
2162
2163
2164
2165
2166
2167
2168
2169
2170
2171
2172
2173
2174
2175
2176
2177
2178
2179
2180
2181
2182
2183
2184
2185
2186
2187
2188
2189
2190
2191
2192
2193
2194
2195
2196
2197
2198
2199
2200
2201
2202
2203
2204
2205
2206
2207
2208
2209
2210
2211
2212
2213
2214
2215
2216
2217
2218
2219
2220
2221
2222
2223
2224
2225
2226
2227
2228
2229
2230
2231
2232
2233
2234
2235
2236
2237
2238
2239
2240
2241
2242
2243
2244
2245
2246
2247
2248
2249
2250
2251
2252
2253
2254
2255
2256
2257
2258
2259
2260
2261
2262
2263
2264
2265
2266
2267
2268
2269
2270
2271
2272
2273
2274
2275
2276
2277
2278
2279
2280
2281
2282
2283
2284
2285
2286
2287
2288
2289
2290
2291
2292
2293
2294
2295
2296
2297
2298
2299
2300
2301
2302
2303
2304
2305
2306
2307
2308
2309
2310
2311
2312
2313
2314
2315
2316
2317
2318
2319
2320
2321
2322
2323
2324
2325
2326
2327
2328
2329
2330
2331
2332
2333
2334
2335
2336
2337
2338
2339
2340
2341
2342
2343
2344
2345
2346
2347
2348
2349
2350
2351
2352
2353
2354
2355
2356
2357
2358
2359
2360
2361
2362
2363
2364
2365
2366
2367
2368
2369
2370
2371
2372
2373
2374
2375
2376
2377
2378
2379
2380
2381
2382
2383
2384
2385
2386
2387
2388
2389
2390
2391
2392
2393
2394
2395
2396
2397
2398
2399
2400
2401
2402
2403
2404
2405
2406
2407
2408
2409
2410
2411
2412
2413
2414
2415
2416
2417
2418
2419
2420
2421
2422
2423
2424
2425
2426
2427
2428
2429
2430
2431
2432
2433
2434
2435
2436
2437
2438
2439
2440
2441
2442
2443
2444
2445
2446
2447
2448
2449
2450
2451
2452
2453
2454
2455
2456
2457
2458
2459
2460
2461
2462
2463
2464
2465
2466
2467
2468
2469
2470
2471
2472
2473
2474
2475
2476
2477
2478
2479
2480
2481
2482
2483
2484
2485
2486
2487
2488
2489
2490
2491
2492
2493
2494
2495
2496
2497
2498
2499
2500
2501
2502
2503
2504
2505
2506
2507
2508
2509
2510
2511
2512
2513
2514
2515
2516
2517
2518
2519
2520
2521
2522
2523
2524
2525
2526
2527
2528
2529
2530
2531
2532
2533
2534
2535
2536
2537
2538
2539
2540
2541
2542
2543
2544
2545
2546
2547
2548
2549
2550
2551
2552
2553
2554
2555
2556
2557
2558
2559
2560
2561
2562
2563
2564
2565
2566
2567
2568
2569
2570
2571
2572
2573
2574
2575
2576
2577
2578
2579
2580
2581
2582
2583
2584
2585
2586
2587
2588
2589
2590
2591
2592
2593
2594
2595
2596
2597
2598
2599
2600
2601
2602
2603
2604
2605
2606
2607
2608
2609
2610
2611
2612
2613
2614
2615
2616
2617
2618
2619
2620
2621
2622
2623
2624
2625
2626
2627
2628
2629
2630
2631
2632
2633
2634
2635
2636
2637
2638
2639
2640
2641
2642
2643
2644
2645
2646
2647
2648
2649
2650
2651
2652
2653
2654
2655
2656
2657
2658
2659
2660
2661
2662
2663
2664
2665
2666
2667
2668
2669
2670
2671
2672
2673
2674
2675
2676
2677
2678
2679
2680
2681
2682
2683
2684
2685
2686
2687
2688
2689
2690
2691
2692
2693
2694
2695
2696
2697
2698
2699
2700
2701
2702
2703
2704
2705
2706
2707
2708
2709
2710
2711
2712
2713
2714
2715
2716
2717
2718
2719
2720
2721
2722
2723
2724
2725
2726
2727
2728
2729
2730
2731
2732
2733
2734
2735
2736
2737
2738
2739
2740
2741
2742
2743
2744
2745
2746
2747
2748
2749
2750
2751
2752
2753
2754
2755
2756
2757
2758
2759
2760
2761
2762
2763
2764
2765
2766
2767
2768
2769
2770
2771
2772
2773
2774
2775
2776
2777
2778
2779
2780
2781
2782
2783
2784
2785
2786
2787
2788
2789
2790
2791
2792
2793
2794
2795
2796
2797
2798
2799
2800
2801
2802
2803
2804
2805
2806
2807
2808
2809
2810
2811
2812
2813
2814
2815
2816
2817
2818
2819
2820
2821
2822
2823
2824
2825
2826
2827
2828
2829
2830
2831
2832
2833
2834
2835
2836
2837
2838
2839
2840
2841
2842
2843
2844
2845
2846
2847
2848
2849
2850
2851
2852
2853
2854
2855
2856
2857
2858
2859
2860
2861
2862
2863
2864
2865
2866
2867
2868
2869
2870
2871
2872
2873
2874
2875
2876
2877
2878
2879
2880
2881
2882
2883
2884
2885
2886
2887
2888
2889
2890
2891
2892
2893
2894
2895
2896
2897
2898
2899
2900
2901
2902
2903
2904
2905
2906
2907
2908
2909
2910
2911
2912
2913
2914
2915
2916
2917
2918
2919
2920
2921
2922
2923
2924
2925
2926
2927
2928
2929
2930
2931
2932
2933
2934
2935
2936
2937
2938
2939
2940
2941
2942
2943
2944
2945
2946
2947
2948
2949
2950
2951
2952
2953
2954
2955
2956
2957
2958
2959
2960
2961
2962
2963
2964
2965
2966
2967
2968
2969
2970
2971
2972
2973
2974
2975
2976
2977
2978
2979
2980
2981
2982
2983
2984
2985
2986
2987
2988
2989
2990
2991
2992
2993
2994
2995
2996
2997
2998
2999
3000
3001
3002
3003
3004
3005
3006
3007
3008
3009
3010
3011
3012
3013
3014
3015
3016
3017
3018
3019
3020
3021
3022
3023
3024
3025
3026
3027
3028
3029
3030
3031
3032
3033
3034
3035
3036
3037
3038
3039
3040
3041
3042
3043
3044
3045
3046
3047
3048
3049
3050
3051
3052
3053
3054
3055
3056
3057
3058
3059
3060
3061
3062
3063
3064
3065
3066
3067
3068
3069
3070
3071
3072
3073
3074
3075
3076
3077
3078
3079
3080
3081
3082
3083
3084
3085
3086
3087
3088
3089
3090
3091
3092
3093
3094
3095
3096
3097
3098
3099
3100
3101
3102
3103
3104
3105
3106
3107
3108
3109
3110
3111
3112
3113
3114
3115
3116
3117
3118
3119
3120
3121
3122
3123
3124
3125
3126
3127
3128
3129
3130
3131
3132
3133
3134
3135
3136
3137
3138
3139
3140
3141
3142
3143
3144
3145
3146
3147
3148
3149
3150
3151
3152
3153
3154
3155
3156
3157
3158
3159
3160
3161
3162
3163
3164
3165
3166
3167
3168
3169
3170
3171
3172
3173
3174
3175
3176
3177
3178
3179
3180
3181
3182
3183
3184
3185
3186
3187
3188
3189
3190
3191
3192
3193
3194
3195
3196
3197
3198
3199
3200
3201
3202
3203
3204
3205
3206
3207
3208
3209
3210
3211
3212
3213
3214
3215
3216
3217
3218
3219
3220
3221
3222
3223
3224
3225
3226
3227
3228
3229
3230
3231
3232
3233
3234
3235
3236
3237
3238
3239
3240
3241
3242
3243
3244
3245
3246
3247
3248
3249
3250
3251
3252
3253
3254
3255
3256
3257
3258
3259
3260
3261
3262
3263
3264
3265
3266
3267
3268
3269
3270
3271
3272
3273
3274
3275
3276
3277
3278
3279
3280
3281
3282
3283
3284
3285
3286
3287
3288
3289
3290
3291
3292
3293
3294
3295
3296
3297
3298
3299
3300
3301
3302
3303
3304
3305
3306
3307
3308
3309
3310
3311
3312
3313
3314
3315
3316
3317
3318
3319
3320
3321
3322
3323
3324
3325
3326
3327
3328
3329
3330
3331
3332
3333
3334
3335
3336
3337
3338
3339
3340
3341
3342
3343
3344
3345
3346
3347
3348
3349
3350
3351
3352
3353
3354
3355
3356
3357
3358
3359
3360
3361
3362
3363
3364
3365
3366
3367
3368
3369
3370
3371
3372
3373
3374
3375
3376
3377
3378
3379
3380
3381
3382
3383
3384
3385
3386
3387
3388
3389
3390
3391
3392
3393
3394
3395
3396
3397
3398
3399
3400
3401
3402
3403
3404
3405
3406
3407
3408
3409
3410
3411
3412
3413
3414
3415
3416
3417
3418
3419
3420
3421
3422
3423
3424
3425
3426
3427
3428
3429
3430
3431
3432
3433
3434
3435
3436
3437
3438
3439
3440
3441
3442
3443
3444
3445
3446
3447
3448
3449
3450
3451
3452
3453
3454
3455
3456
3457
3458
3459
3460
3461
3462
3463
3464
3465
3466
3467
3468
3469
3470
3471
3472
3473
3474
3475
3476
3477
3478
3479
3480
3481
3482
3483
3484
3485
3486
3487
3488
3489
3490
3491
3492
3493
3494
3495
3496
3497
3498
3499
3500
3501
3502
3503
3504
3505
3506
3507
3508
3509
3510
3511
3512
3513
3514
3515
3516
3517
3518
3519
3520
3521
3522
3523
3524
3525
3526
3527
3528
3529
3530
3531
3532
3533
3534
3535
3536
3537
3538
3539
3540
3541
3542
3543
3544
3545
3546
3547
3548
3549
3550
3551
3552
3553
3554
3555
3556
3557
3558
3559
3560
3561
3562
3563
3564
3565
3566
3567
3568
3569
3570
3571
3572
3573
3574
3575
3576
3577
3578
3579
3580
3581
3582
3583
3584
3585
3586
3587
3588
3589
3590
3591
3592
3593
3594
3595
3596
3597
3598
3599
3600
3601
3602
3603
3604
3605
3606
3607
3608
3609
3610
3611
3612
3613
3614
3615
3616
3617
3618
3619
3620
3621
3622
3623
3624
3625
3626
3627
3628
3629
3630
3631
3632
3633
3634
3635
3636
3637
3638
3639
3640
3641
3642
3643
3644
3645
3646
3647
3648
3649
3650
3651
3652
3653
3654
3655
3656
3657
3658
3659
3660
3661
3662
3663
3664
3665
3666
3667
3668
3669
3670
3671
3672
3673
3674
3675
3676
3677
3678
3679
3680
3681
3682
3683
3684
3685
3686
3687
3688
3689
3690
3691
3692
3693
3694
3695
3696
3697
3698
3699
3700
3701
3702
3703
3704
3705
3706
3707
3708
3709
3710
3711
3712
3713
3714
3715
3716
3717
3718
3719
3720
3721
3722
3723
3724
3725
3726
3727
3728
3729
3730
3731
3732
3733
3734
3735
3736
3737
3738
3739
3740
3741
3742
3743
3744
3745
3746
3747
3748
3749
3750
3751
3752
3753
3754
3755
3756
3757
3758
3759
3760
3761
3762
3763
3764
3765
3766
3767
3768
3769
3770
3771
3772
3773
3774
3775
3776
3777
3778
3779
3780
3781
3782
3783
3784
3785
3786
3787
3788
3789
3790
3791
3792
3793
3794
3795
3796
3797
3798
3799
3800
3801
3802
3803
3804
3805
3806
3807
3808
3809
3810
3811
3812
3813
3814
3815
3816
3817
3818
3819
3820
3821
3822
3823
3824
3825
3826
3827
3828
3829
3830
3831
3832
3833
3834
3835
3836
3837
3838
3839
3840
3841
3842
3843
3844
3845
3846
3847
3848
3849
3850
3851
3852
3853
3854
3855
3856
3857
3858
3859
3860
3861
3862
3863
3864
3865
3866
3867
3868
3869
3870
3871
3872
3873
3874
3875
3876
3877
3878
3879
3880
3881
3882
3883
3884
3885
3886
3887
3888
3889
3890
3891
3892
3893
3894
3895
3896
3897
3898
3899
3900
3901
3902
3903
3904
3905
3906
3907
3908
3909
3910
3911
3912
3913
3914
3915
3916
3917
3918
3919
3920
3921
3922
3923
3924
3925
3926
3927
3928
3929
3930
3931
3932
3933
3934
3935
3936
3937
3938
3939
3940
3941
3942
3943
3944
3945
3946
3947
3948
3949
3950
3951
3952
3953
3954
3955
3956
3957
3958
3959
3960
3961
3962
3963
3964
3965
3966
3967
3968
3969
3970
3971
3972
3973
3974
3975
3976
3977
3978
3979
3980
3981
3982
3983
3984
3985
3986
3987
3988
3989
3990
3991
3992
3993
3994
3995
3996
3997
3998
3999
4000
4001
4002
4003
4004
4005
4006
4007
4008
4009
4010
4011
4012
4013
4014
4015
4016
4017
4018
4019
4020
4021
4022
4023
4024
4025
4026
4027
4028
4029
4030
4031
4032
4033
4034
4035
4036
4037
4038
4039
4040
4041
4042

<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
"http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" lang="da" xml:lang="da">
<head>
<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" />
<title>The Project Gutenberg eBook of Indtryk og Minder fra Dybbøl, by Carl Castenschiold</title>
   <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
   <!-- TITLE="Indtryk og Minder fra Dybbøl" -->
   <!-- AUTHOR="Carl Castenschiold" -->
   <!-- LANGUAGE="da" -->
   <!-- PUBLISHER="G. E. Gad, København" -->
   <!-- DATE="1908" -->
   <!-- COVER="images/cover.jpg" -->

<style type='text/css'>

body       { margin-left:15%; margin-right:15%; }

div.frontmatter { page-break-before:always; }
div.backmatter { page-break-before:always; }
.halftitle { text-indent:0; text-align:center; margin-top:4em; margin-bottom:4em;
             font-size:1.6em; font-weight:bold; }
.halftitle .line1 { font-size:0.5em; }
h1.title   { text-indent:0; text-align:center; }
h1.title .line1 { font-size:0.5em; }
.aut       { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; margin-bottom:8em; }
.aut .line1{ font-size:0.8em; }
.pub       { text-indent:0; text-align:center; }
.printer   { text-indent:0; text-align:center; margin-top:4em; font-size:0.8em; }
.end       { margin:4em; }

div.chapter{ page-break-before:always; }
h2         { text-indent:0; text-align:center; margin-top:2em; margin-bottom:1em; }

p          { margin:0; text-align:justify; text-indent:1em; }
p.noindent { text-indent:0; }
p.first    { text-indent:0; margin-top:4em; }
span.firstchar { font-size:2em; font-weight:bold; }

/* "emphasis"--used for spaced out text */
em         { font-style:italic; }

/* math (fractions) */
span.lfrac { white-space:nowrap; display:inline-block; text-indent:0; }
span.dvd   { font-size:0.7em; vertical-align:30%; }
span.dvs   { font-size:0.7em; vertical-align:-5%; }

.underline { text-decoration: underline; }
.hidden    { display:none; }

a:link      { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
a:visited   { text-decoration: none; color: rgb(10%,30%,60%); }
a:hover     { text-decoration: underline; }
a:active    { text-decoration: underline; }

/* Transcriber's note */
.trnote     { font-size:0.8em; line-height:1.2em; background-color: #ccc;
              color: #000; border: black 1px dotted; margin: 2em; padding: 1em;
              page-break-before:always; margin-top:3em; }
.trnote p   { text-indent:0; margin-bottom:1em; }
.trnote ul  { margin-left: 0; padding-left: 0; }
.trnote li  { text-align: left; margin-bottom: 0.5em; margin-left: 1em; }
.trnote ul li { list-style-type: square; }
.trnote .transnote { text-indent:0; text-align:center; font-weight:bold; }

/* page numbers */
a[title].pagenum { position: absolute; right: 1%; }
a[title].pagenum:after { content: attr(title); color: gray; background-color: inherit;
              letter-spacing: 0; text-indent: 0; text-align: right; font-style: normal;
              font-variant: normal; font-weight: normal; font-size: x-small;
              border: 1px solid silver; padding: 1px 4px 1px 4px;
              display: inline; }

div.centerpic { text-align:center; text-indent:0; display:block; }

@media handheld {
   body { margin-left:0; margin-right:0; }
   a.pagenum { display:none; }
   a.pagenum:after { display:none; }
}

</style>
</head>

<body>
<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 61328 ***</div>

<div class="centerpic">
<img src="images/cover.jpg" alt="" /></div>

<div class="frontmatter chapter">
<p class="halftitle">
<span class="line1">INDTRYK OG MINDER</span><br />
<span class="line2">FRA DYBBØL</span>
</p>

</div>

<div class="frontmatter chapter">
<h1 class="title">
<span class="line1">INDTRYK OG MINDER</span><br />
<span class="line2">FRA DYBBØL</span>
</h1>

<p class="aut">
<span class="line1">FORTALTE AF</span><br />
<span class="line2">C. CASTENSCHIOLD</span>
</p>

<p class="pub">
FORLAGT AF G. E. C. GAD &mdash; KØBENHAVN 1908
</p>

</div>

<div class="frontmatter chapter">
<p class="printer">
Trykt hos Nielsen &amp; Lydiche (Axel Simmelkiær).
</p>

</div>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-1">
<a id="page-5" class="pagenum" title="5"></a>
I.
</h2>

</div>

<p class="first">
<span class="firstchar">I</span> Februar 1861 blev jeg tilligemed de andre
antagne Officersaspiranter til Infanteriet indkaldt
til at møde paa det gamle Landkadetakademi
(i den nuværende Rigsdagsbygning).
Jeg var dengang 24 Aar og havde nylig taget
Afgangsexamen som Polytekniker med Mekanik
til Hovedfag.
</p>

<p>
Vi var ialt 75 Aspiranter og kom til at ligge
paa 2 Sovesale i Mansardetagen. Der var meget
koldt, Lagnerne fugtige, Hovedpuden haard
som en Sten.
</p>

<p>
Kl. 6 Morgen blev vi purrede ud og gik
ned paa Stuerne; vi var 15 paa min Stue. Vi
fik udleveret Uniformer og gamle Geværer, Model
1822, med fornødent Lædertøj. Da vi havde
faaet Morgenthe hos Marketenderen (vi maatte
selv betale Forplejningen), begyndte vi strax
inde paa Gymnastiksalen med Geværgreb. Det
blev drevet med stor Kraft, saa man blev øm
i Hænderne. Jeg skruede alt løst paa mit Gevær,
<a id="page-6" class="pagenum" title="6"></a>
saa det raslede, naar man rørte ved det.
Appel skulde der være.
</p>

<p>
Ogsaa Gymnastiken blev drevet med Kraft,
baade ved Træhest, Klatremaskine osv. Her
var der stor Ulighed; flere havde aldrig prøvet
det før, men for mig, som privat havde gennemgaaet
et Kursus paa Gymnastisk Institut,
var det temmelig nemt.
</p>

<p>
Der blev exerceret tilfods i Gaarden, i smaa
Tropper paa c. 15 Mand, hver under Kommando
af en Underofficer. En Løjtnant <em>Munch</em>
læste Felttjeneste for os; det var enormt kedeligt.
Og der var iblandt os flere Holstenere,
som ikke kunde dansk; de forstod ikke et Muk.
</p>

<p>
Chefen var en Kaptajn, saaret fra Treaarskrigen,
meget højttalende. Vi kaldte ham Storrøfleren.
Han holdt god Orden og forlangte
en Del Arbejde af os. Under ham stod, foruden
Løjtnant Munch, Premierløjtnant <em>Møller</em>,
Sekondløjtnant <em>Pingel</em> og en Sekondløjtnant
<em>Christensen</em>. Den sidste var den dygtigste praktiske
Officer.
</p>

<p>
Vi havde c. 8 Timers Øvelse daglig. I Fritimerne
havde vi Lov til at gaa ud i Byen og
kunde faa Nattegn til Kl. 12. Kom man senere,
maatte man se at klare sig med den vagthavende
Underofficer &mdash; hvilket ikke var vanskeligt.
</p>

<p>
Jeg var dengang en renommeret Dansehest
og var de 3 første Aftener inviteret paa Bal.
<a id="page-7" class="pagenum" title="7"></a>
En Nat, da den vagthavende Underofficer sov,
skrev jeg selv mit Navn: Hjemkommen Kl. 12.
Den var en Del mere.
</p>

<p>
Om Chefen saa igennem Fingre med saadant,
veed jeg ikke. Han fortalte ialtfald sit
andet Hold Aspiranter, at første Hold kunde
buldre hele Natten og dog gøre deres Pligt.
»Det er Karle,« tilføjede han, »men I dingler i
Geleddet, saa snart I har været ude lidt over
Sengetid.«
</p>

<p>
Det var en mærkelig Samling unge Mennesker
jeg her befandt mig imellem. Fløjmanden
var over 6 Fod, den mindste vel 5; nogle
var 24-25 Aar, andre kun 17. Men det var
vist et af de bedste Hold Reserveofficerer.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-2">
II.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg søgte om at komme over til Artilleriet,
og det lykkedes, da jeg var cand. polyt. Chefen
ærgrede sig over det, og udtalte ved en
Præsentation for Krigsministeren, Oberst <em>Thestrup</em>,
sin Beklagelse over at skulle miste sine
Elever, naar de var begyndt at komme efter
Tjenesten.
</p>

<p>
Jeg forstod nok hans Misfornøjelse; jeg var
som sagt polyteknisk Kandidat, 24 Aar gammel
og baade legemlig og aandelig udviklet,
medens mange af de andre var meget unge
<a id="page-8" class="pagenum" title="8"></a>
og uudviklede Mennesker uden synderlige
Kundskaber. Der var flere andre, der søgte at
komme til Artilleriet, men jeg var den eneste
som slap derover.
</p>

<p>
Ved Artilleriet maatte vi selv skaffe os Logis.
Jeg kom til at bo i Strandgade, paa Gamle
Artillerikaserne hos Major <em>Wegener</em>, hvor jeg
havde det godt. Det var jo langt behageligere
at bo for sig selv.
</p>

<p>
Vi var 30 Aspiranter ved Artilleriet, hvoraf
8 polytekniske Kandidater. Kanonexercits havde
vi paa det gamle Laboratorium, mest med svært
Skyts, men ogsaa med Feltskyts &mdash; der dog
betjentes paa samme Maade; vi uddannedes
kun til Fæstningskonstabler.
</p>

<p>
Vi gjorde en Del Gymnastik, havde megen
Fodexercits og lavede Ammunition paa Laboratoriet
baade til Haandvaaben og til Kanoner,
dog kun til glatløbede og Espingoler. Vi lavede
ogsaa Raketter, særlig Faldskærms.
</p>

<p>
Saasnart Vejret tillod det, kom vi ud paa
Amagerfælled til Fodexercits, Kanonbetjening
og Skydning. Vi havde ogsaa en Del Theori,
Instruktion for Menige, Beregning af Skydetabeller
samt Tegning af Kanoner. Flere kunde
vanskeligt følge med, idet de ikke havde lært
Plantrigonometri.
</p>

<p>
Vi skulde have lært at tegne Kort i Marken
(»Croquis«), men fik kun 1 Time i Kortsignaturer,
<a id="page-9" class="pagenum" title="9"></a>
der blev vist os paa et lille Blad &mdash; hvorefter
vi alle til Examen blev hørt i det. Vi
kunde ikke meget, naturligvis.
</p>

<p>
Man havde sagt os, at vi kun skulde have
Karakterer i praktisk Tjeneste, ikke i Theori.
Og saa fik vi til Examen kun Karakterer i
Theori, slet ikke i praktisk Tjeneste. Den Slags
Bagvendthed var der ikke saa lidt af.
</p>

<p>
Først paa Aaret trak det stærkt op til Krig;
der kom Ordre til at afslutte vor Uddannelse
paa det halve af den planmæssige Tid, som var
1 Aar. Da Faren for dengang drev over, var
vi altsaa uddannede og kunde nu begynde forfra.
De af os, der ønskede det, fik da Lov at
lære Ridning og Exercits med Feltskyts. Blandt
dem var jeg. Den Kundskab vi fik i at betjene
Feltkanoner var dog ikke meget værd, da vi
øvede uden Bespænding.
</p>

<p>
De sidste 3 Maaneder gjorde vi Tjeneste
som Officerer, og blev derefter hjemsendt i
Marts 1862.
</p>

<p>
Gennemgaaende var vor Uddannelse temmelig
mangelfuld. Vi var f. Ex. dygtigere, da
vi kom fra Rekrutskolen, end da vi forlod Uddannelsesskolen.
Infanteriets Reserveofficerer
fik mulig en bedre Uddannelse end vi; de beholdt
de samme Lærere hele Tiden, medens vi
ved Artilleriet kom til forskellige Skoler og
Øvelser, stadig med andre Lærere.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-3">
<a id="page-10" class="pagenum" title="10"></a>
III.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Den 1ste November 1863, da de politiske
Forhold paany blev truende, blev vi atter indkaldt;
jeg laa i København en Maanedstid til
Tjeneste ved 3die Batteri, Kaptajn <em>Klein</em>, hvor
jeg havde Læsning med Folkene og var Inspektionshavende
ved flere Afdelinger paa Gl.
Artillerikaserne i Strandgade.
</p>

<p>
Til at begynde med syntes jeg ikke om Kaptajnen
og beklagede mig til en Artilleriofficer,
som tidligere havde staaet under ham. Her fik
jeg den Trøst, at Kaptajn Klein skulde have
Tid til at vænne sig til et nyt Ansigt. Mit
blev han aabenbart efterhaanden vant til, for
da jeg meldte mig til Afgang sagde han: »Jeg
havde ønsket at beholde Dem ved Batteriet.«
Da jeg var uddannet til Fæstningsartillerist, vovede
jeg imidlertid ikke at gaa i Krig som Officer
ved et Feltbatteri.
</p>

<p>
Sidst i November (eller først i December)
blev jeg sammen med Løjtnanterne <em>Petersen</em>
og <em>Schønheyder</em> &mdash; begge ligesom jeg polytekniske
Kandidater fra 61 &mdash; samt Løjtnant <em>Anker</em>
af Bornholms Milits, hvortil senere kom
en Borgerofficer, Andersen, sendt over Kiel-Neumünster
til Sønderborg for under Kaptajn
<em>Bartholins</em> Kommando at danne 4de Fæstningskompagni
med Mandskab af alle Feltbatteriers
ældre Aargange.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-4">
<a id="page-11" class="pagenum" title="11"></a>
IV.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Mit første Indtryk af Dybbølstillingen blev
ikke senere afkræftet. Forsvaret var slet forberedt.
</p>

<p>
Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var
paapeget Nødvendigheden af »en stærk, tildels
permanent Befæstning« paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets
Forslag af 53 krævede paa Dybbølbjerg
»tre stærke permanente Forter« foruden
enkelte mindre Værker og Brohovederne.
Til Als og Sundeved var her ialt beregnet
2,300,000 Rigsdaler.
</p>

<p>
Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt
en ny Kommission, bestaaende bl. a. af
Generalerne <em>de Meza</em>, <em>Fibiger</em>, <em>Schlegel</em> og <em>Baggesen</em>.
I denne Kommissions Januar 51 enstemmig
afgivne Betænkning krævedes til Als med
Dybbølbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s.
Kommissionen tiltraadte Ingeniørkorpsets Forslag,
kun med Udeladelse af Værkerne om Sønderborg
mod Alssiden.
</p>

<p>
Dette af en stor Kommission efter omhyggelig
Overvejelse stillede Forslag gjorde den daværende
Krigsminister, Oberst <em>Lundbye</em>, intet
Forsøg paa at faa gennemført.
</p>

<p>
Istedet modtog Ingeniørkorpset i Maj 57 en
ministeriel Skrivelse, der paalagde det at udarbejde
nye Planer over <em>det absolut nødvendige</em>
under stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet
<a id="page-12" class="pagenum" title="12"></a>
paa Forhaand opgav Kommissionsforslaget,
som ved »den blotte Talstørrelse« &mdash; ialt
krævedes 32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets
Sø- og Landbefæstning &mdash; »vil virke saa
afskrækkende, at ingen virkelig grundig Behandling
i den pengebevilgende Forsamling bliver
mulig.« Saaledes skrev Ministeriet.
</p>

<p>
Ingeniørkorpset afgav herefter, med det forlangte
Hovedhensyn til Bekostningen, en ny
Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges
Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med
muret Reduit og Gravkaponierer til Infanteriforsvar.
Dertil beregnedes 794,000 Rigsdaler,
Armeringen ikke medregnet.
</p>

<p>
Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen
til Beslutning; Krigsministeren var stadig
bange for Bekostningen. Først Lundbyes Efterfølger
som Krigsminister, Oberst <em>Thestrup</em>, gennemførte
under den umiddelbart truende Krigsfare
1861 Dybbølstillingens Befæstning &mdash; til
et Beløb af 199,600 Rigsdaler, <em>altsaa godt <span class="lfrac"><span class="dvd">1</span>/<span class="dvs">20</span></span> af
det, som den sagkyndige Kommission havde
krævet, og godt <span class="lfrac"><span class="dvd">1</span>/<span class="dvs">7</span></span> af det, Ingeniørkorpset havde
krævet som absolut nødvendigt</em>.
</p>

<p>
Men denne Befæstning blev da ogsaa nærmest
kun en Feltbefæstning, beregnet paa at
støtte Hæren, ikke paa at modstaa en Belejring.
Det var hastigt opkastede Jordværker, uden
Gravforsvar og uden bombesikre Rum for
Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet
<a id="page-13" class="pagenum" title="13"></a>
med det gammeldags glatløbede Skyts,
vilde det have været en vanskelig Sag at forsvare
denne Stilling mod en regelmæssig Belejring.
</p>

<p>
Men til vor Ulykke var vor Modstander for
en stor Del væbnet med det nye riflede Skyts.
Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed
blevet almindelig anerkendt, og det
blev Dybbøls Skæbne at afgive det praktiske
Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige
havde ikke været uvidende om Virkningen
af det riflede Skyts; bl. a. havde en
dansk Officer i 1858 overværet de bekendte
Jülicherforsøg, som viste Muligheden af ved
indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde
Bresche i Fæstningsværker.
</p>

<p>
Men Dybbøls Befæstning var anlagt uden
Hensyn til disse Erfaringer, og vort Artilleri
var kun saa smaat begyndt paa at indføre det
nye Skyts. Dels var det for dyrt, dels var flere
af vore ellers dygtigste Artilleriofficerer endnu
ret uvillige til at godkende dets Fortrin fremfor
det glatløbede, som de var indlevede med
og havde Forkærlighed for. Vi stod med Hensyn
til Indførelsen af riflet Skyts ikke tilbage
for nogen af de andre Smaastater. Men det
var ikke dem vi havde at gøre med, det var
Prøjsen, som af alle Stormagter var videst
fremme paa dette Omraade. Her havde man
i 1861 med stor Energi taget fat paa Indførelsen
<a id="page-14" class="pagenum" title="14"></a>
af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts.
Og ganske vist er det en Fejltagelse,
naar mange tror, at Prøjserne førte lutter riflet
Skyts imod os ved Dybbøl; endnu den 18. April
var omtrent Halvdelen af deres Kanoner glatløbede.
Men de havde paa deres Fæstninger
en anselig Mængde tildels svært Skyts af den
ny Konstruktion; og af dette blev efterhaanden
det meste ført op til Brug mod Dybbøl. Da
først det var bragt i Stilling imod os, var Udfaldet
givet. Fra Broagerland kunde de dermed
over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa
venstre Fløj, som ikke var tilstrækkelig dækkede
mod den Side, hvor de ved Afstanden
over Vandet vilde have været beskyttede mod
Angreb af det glatløbede Skyts.
</p>

<p>
Prøjsernes Granater gik lukt igennem de
svære Blokhuse, som var beregnede til Ophold
for Mandskabet. Hurtig viste det sig, at disse
Blokhuse var ikke Tilflugtssteder men Rettersteder.
Skansernes Besætning maatte, da Beskydningen,
særlig fra Broager, blev stærkere,
søge Ly bag ved Skanserne i Løbegravene, og
endda yderligere grave sig ned der, saa langt
borte, at Fjendens Infanteri ved Stormen flere
Steder naaede ind i Skansen næsten samtidig
med vort eget.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-5">
<a id="page-15" class="pagenum" title="15"></a>
V.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Vi fandt Skanserne ved vor Ankomst liggende
omtrent som Ingeniørerne havde forladt
dem i 61. Foran Stillingen laa uforstyrret
endnu baade Hegn og Huse til Fjendens Dækning.
Ogsaa i selve Værkerne manglede en Del
vigtige Arbejder. Man skulde da tro, at der
strax var sat al Kraft ind paa saavidt mulig at
bøde Manglerne. Men det skete ikke.
</p>

<p>
Det varede ikke længe før vi ved 4de Fæstningskompagni
under Kaptajn Bartholin havde
300 Mand; senere blev vi 600. Det var ikke
noget udsøgt Mandskab, mest Feltartillerister
af ældre Aargange, Folk, som aldrig havde lært
at betjene Fæstningsartilleri og havde glemt det
meste af det, de engang havde lært. Saa meget
uheldigere virkede det knappe Officerstal, Kaptajnen
som eneste Linjeofficer med tre unge
Reserveofficerer, en Milits- og en Borgerofficer.
Kommandersergeanten var en ældre Mand, som
næppe kunde have gjort Fyldest ved et Feltbatteri,
og ej heller gjorde det hos os; Foureren
ganske ung, ikke fyldt de tyve. Saa var der
et Par Reservekorporaler, udtagne blandt Underkorporalerne,
og et Par Underkorporaler,
udtagne blandt de menige. Det var hele det
kommanderende Personale.
</p>

<p>
Men Folk havde vi dog, og der var nok
at tage fat paa. Vi ventede paa Ordrer; vi
fik ingen og bestilte intet. Maaske gik man ud
<a id="page-16" class="pagenum" title="16"></a>
fra, at Krigen ikke vilde bryde ud før til Foraaret.
Alligevel syntes vi unge Officerer, at det
var en underlig Maade at forberede Stillingens
Forsvar paa.
</p>

<p>
Jeg spurgte Kaptajnen, om vi ikke skulde
begynde. Han gav mig det mærkelige Svar,
at Folkenes Uniformer jo ikke var kommet
endnu. Jeg mente, at Folkene nok kunde arbejde,
fordi de ingen Uniformer havde; de fik
jo Erstatning for hver Dag de brugte deres
eget Tøj. Hertil svarede Kaptajnen kun: »Aa,
jeg har saadan en Hovedpine.«
</p>

<p>
Saa blev vi ved med at drive bag de ufærdige
Skanser.
</p>

<p>
Fejlen var vel, at ikke strax en handlekraftig
Mand var blevet udnævnt til Stillingens
Kommandant med Myndighed over alt det der
liggende Militær, &mdash; nemlig en Bataljon Fodfolk,
nogle Ingeniører under Kommando af en
Kaptajn, Artilleridepotet, og nu 4de Fæstningskompagni
samt Feltartilleriet paa Als.
</p>

<p>
Der kunde med dette Mandskab have været
udført et stort Arbejde til Fuldstændiggørelse
og Styrkning af Stillingen. Nu blev en Maaned
ligefrem spildt.
</p>

<p>
Aldrig i mit Liv har jeg bestilt saa lidt som
denne Tid i Sønderborg, og aldrig har jeg været
saa slet tilpas.
</p>

<p>
Maaske troede Kaptajn Bartholin ikke, at
man kunde udrette noget med Reserveofficerer.
<a id="page-17" class="pagenum" title="17"></a>
Ialtfald sjoflede han os i høj Grad. Da Major
<em>Lunddahl</em> blev udnævnt til Øverstkommanderende
for Artilleriet i Dybbølstillingen, undlod
Kaptajnen saaledes at meddele os det.
</p>

<p>
Vi plejede at spise i et Hus ved Sønderborg
Havn, hos Havnefogeden &mdash; en ældre
Mand, der vist havde været Tjener hos Hertugen
af Augustenborg. Han var ialtfald meget
fortrolig med dennes Forhold og viste os en
Gang Hertugens Portræt, som han havde liggende
i en Dragkisteskuffe.
</p>

<p>
Da vi en Dag først i Januar ved Tretiden
kom og skulde spise til Middag, sad Major
Lunddahl i Havnefogedens Stue sammen med
Kaptajnen. Majoren sagde: »De Herrer kender
vel Armébefalingen?« Som ældst Officer svarede
jeg: nej, vi kendte den ikke.
</p>

<p>
Lunddahl vendte sig da til Kaptajnen: »Har
De ikke gjort de Herrer bekendt med Armébefalingen?«
»Nej,« svarede Kaptajnen, »jeg
troede ikke det var nødvendigt at underrette
Reserveofficererne.« Hertil bemærkede Lunddahl:
»<em>Jeg</em> kender ingen Forskel; Reserveofficererne
bærer Porteépée lige saa vel som Linjeofficererne
og maa behandles som dem.«
</p>

<p>
Dermed var Kaptajn Bartholins Rolle egentlig
udspillet. Ved Appellen Dagen efter inddelte
Major Lunddahl Folkene, medens Kaptajnen
stod som Statist. Og fra den Tid var
det Majoren vi henvendte os til i Tjenestesager,
<a id="page-18" class="pagenum" title="18"></a>
selv om Kaptajnen var tilstede. Under hele
Belejringen veed jeg ikke af, at jeg har set
Kaptajn Bartholin, skønt jeg stod ved hans
Kompagni. Paa denne Mand hviler en stor Del
af Ansvaret for, at Dybbølstillingen ikke var i
bedre Stand end den var, da Prøjserne kom.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-6">
VI.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Major Lunddahl havde Artillerikommandoen
i Dybbølstillingen til den 10de Februar,
da han maatte træde tilbage paa Grund af Sygdom.
Han var høflig og hensynsfuld overfor
sine Officerer. Politisk var han Nationalliberal
af reneste Vand, og det var vel af politiske
Grunde han overfor mig udtalte, at han betragtede
mig som sin personlige Fjende. I Tjenesten
kom vi godt ud af det.
</p>

<p>
Han var en ivrig Mand til sit Arbejde; strax
efter Middagen den første Dag han var kommen,
gik han hele Stillingen igennem med sine
Officerer, og Dagen efter blev vi sat i Gang.
Jeg fik Udtransport af Materiel og Ammunition,
mest fra Sønderborg Slot, og særlig til Skanserne
paa Dybbøl Bjerg.
</p>

<p>
En Dag da vi førte en Krudttransport derud,
kom en ung Fyr gaaende imod os, meget overlegen,
med brændende Cigar i Munden. Han
var næsten naaet op paa Siden af første Ammunitionsvogn,
før jeg opdagede ham. Jeg sagde
<a id="page-19" class="pagenum" title="19"></a>
ganske stille: »Der er Krudt i Vognen!« Det
var tilstrækkeligt. Jeg maa endnu smile ved at
tænke paa hans hovedkulds Flugt ind over Markerne.
</p>

<p>
Paa Skolen havde vi lært, foruden mange
andre Forsigtighedsregler, at foran hver Krudttransport
skulde der ride en Mand og fordre
al Ild slukket undervejs, f. Ex. i Smedierne.
Her kom en Mand med brændende Cigar gaaende
lige op mod en fuldtlæsset Krudtvogn.
</p>

<p>
Ved Sønderborg Slot laa et stort Træskur
fyldt med Materiel, f. Ex. Slæder, Raperter
m. m. til de svære Kanoners Affutage; jeg havde
i flere Dage ført Materiel ud herfra.
</p>

<p>
En Morgen, da det blæste stærkt, kom Marketenderen
og bad om han maatte gøre Ild paa
til Kaffen inde i det halvtømte Skur. Tilfældig
kom i det samme Depotkaptajnen gaaende. Jeg
henviste Manden til ham &mdash; og vi fik den Oplysning,
at en stor Mængde Trækasser, der stod
langs Væggen, netop hvor Marketenderen vilde
tænde sit Baal, var fyldt med Ammunition til
Haandvaaben!
</p>

<p>
Jeg havde godt set Kasserne, men tænkt at
de indeholdt Geværer. Kaptajnen havde intet
sagt om hvad der var i dem, og jeg kunde ikke
ane, at man var saa uforsigtig at blande Ammunition
med Materiel.
</p>

<p>
Der var lidt for stor Forskel paa de Regler,
man i Fredstid iagttog ved Laboratoriet, og
<a id="page-20" class="pagenum" title="20"></a>
den Sorgløshed, hvormed man her behandlede
de farlige Stoffer.
</p>

<p>
Der var i Skanserne ikke andre bombesikre
Rum end Krudtmagasinerne, der paa Dybbøl
var af Beton. Derfor søgte Folkene ofte Ly
der; de laa som Sild i en Tønde, og der var
en Stank, saa man daarlig kunde trække Vejret.
Naar Sikkerhedslampen ikke vilde brænde i
den tykke Luft, satte man en tændt Lygte paa
en Krudtkasse! Det var ikke noget sjældent
Syn.
</p>

<p>
Naar det gik godt, maa man her som paa
saa mange andre Punkter sige, at Lykken var
bedre end Forstanden.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-7">
VII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Hvad Jordarbejdet angaar, hindredes det i
høj Grad ved det nu indtraadte Frostvejr.
</p>

<p>
Heller ikke tog man overalt lige kraftig
fat. Bataljonschefen tilbød Ingeniørkaptajnen
at stille hele Bataljonen til hans Raadighed til
Sløjfning af de mange Hegn foran Stillingen.
Men Kaptajnen afslog det med den Bemærkning,
at det Arbejde kunde hans Ingeniører
udføre paa faa Dage. Den 18de April var han
ikke blevet færdig med det.
</p>

<p>
Med Hensyn til selve Skanserne var det naturligvis
ikke muligt paa den givne Tid og med
<a id="page-21" class="pagenum" title="21"></a>
de forhaandenværende Midler i væsenlig Grad
at ændre deres Karakter. Svagt var de anlagt, og
svage maatte de vedblive at være. Frosten var
i Vejen, Dagene var korte, og vi manglede
Hestekraft til Transporten.
</p>

<p>
Der laa nogle Feltbatterier, som ikke havde
noget videre at tage sig til; men det syntes
ikke, at de kunde afgive deres Heste. Vi fik
Infanteribataljonens Chef til at laane os de 16
Heste, som hørte til Bataljonens Ammunitionskærrer,
men paa den Betingelse, at Trænkuskene
skulde køre dem.
</p>

<p>
De stillede da med Hestene en Morgen paa
Slotspladsen. Men disse Trænkuske var blevet
vant til at drive og havde ikke Lyst til her at
sættes i Arbejde; de gjorde Hestene kørestædige,
saa de stod ret op i Luften. Jeg som
Landmandssøn kunde nok se, hvordan det gik
til. Jeg henvendte mig til Lunddahl, som stod
og saa paa det: »Tillader Majoren, at jeg smider
de Karle ned og sætter mine Konstabler op?
Saa skal vi nok faa Vognene ud.«
</p>

<p>
Men Majoren rystede paa Hovedet; det gik
ikke an. Saa maatte vi lade Trænkuskene føre
deres Heste hjem igen.
</p>

<p>
Trods alt blev der udrettet en Del. Vi hængte
godt i, og efter Omstændighederne blev Resultatet
nogenlunde. Det er galt, naar Oberst <em>N. P.
Jensen</em> i sin Bog om Krigen 64 paastaar, at
ikke en eneste Skanse var i Forsvarsstand, da
<a id="page-22" class="pagenum" title="22"></a>
Hæren kom fra Dannevirke den 7de Februar.
I alle Skanserne var der Kanoner og Ammunition,
og de fleste af dem var forsynede med
Stormpæle i Gravene.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-8">
VIII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Den 7de Februar Kl. 7½ Morgen blev jeg
kaldt op til Kommandoen. Jeg traf Major Lunddahl
syg og meget nervøs. Han gav mig følgende
Ordre:
</p>

<p>
»De rykker uopholdelig ud og tager Kommando
i Skanserne IX og X. De vil finde Betjeningsmandskab
derude. De skal gøre færdig
til Skydning inden Aften, til hvilken Tid De
kan vente Prøjserne foran Stillingen. Jeg skal
foranledige Dem afløst mellem 2 og 3, for at De
kan ordne Deres Sager, da De strax rykker lige
derud.«
</p>

<p>
Altsaa skyndte jeg mig ud til Skanserne IX
og X.
</p>

<p>
De vare bestykkede med ialt 17 Kanoner,
tildels af svært Kaliber. Efter almindelige Regler
havde der vel til dette Skyts været Brug for
2 Officerer og 4 Underofficerer. Dette Skyts
var nu, fordelt i to lukkede Skanser, undergivet
mig som eneste Officer, uden Befalingsmænd,
og med et Mandskab, som i og for sig var utilstrækkeligt
til Kanonernes Betjening, og tilmed
<a id="page-23" class="pagenum" title="23"></a>
uøvet, uensartet, de ældre Aargange fra alle
Feltbatterierne, og mig ganske fremmed.
</p>

<p>
Vejret var uheldigt, af og til Sne med svag
Frost; Terrepleinet (det indre af Skansen) blev
snart trampet op; vi vadede hele Dagen i Snesjap.
</p>

<p>
Da vi var færdige med det groveste, og jeg
efter et anstrængende Dagværk ved Aftenstid
gav mig til at undersøge Ammunitionen, opdagede
jeg til min Skræk, at der manglede Friktionsrør.
Skansen var altsaa ude af Stand til
at skyde. Jeg kunde ikke gaa ud fra, at min
Naboskanse Nr. VIII havde flere Friktionsrør,
end den selv havde Brug for, &mdash; hvis den i det
hele taget havde nogen.
</p>

<p>
Altsaa maatte Rørene hentes fra Sønderborg.
Tilfældigvis vidste jeg, hvor paa Slottet
de laa. Men ingen af Mandskabet var kendt
derinde, og da Hæren fra Dannevirke allerede
var begyndt at rykke ind i Byen, kunde jeg
vide, at der maatte være stor Forvirring. Sendte
jeg en af mine Folk afsted, var det højst usandsynligt,
at han under disse Forhold kunde finde
netop en af de faa, der vidste Besked med disse
Rørs Magasinering.
</p>

<p>
Men Friktionsrørene maatte vi have, naar
jeg efter Ordre skulde staa rede til at modtage
Fjenden. Min eneste Udvej var da selv at gaa
til Sønderborg &mdash; og lade mine to Skanser klare
sig uden mig saa længe.
</p>

<p>
<a id="page-24" class="pagenum" title="24"></a>
For ikke at gøre Mandskabet uroligt, listede
jeg mig ubemærket bort, saa snart Mørket faldt
paa; der var jo ingen, jeg kunde give Kommandoen
til imens. Jeg løb alt hvad jeg kunde,
lige ind til Sønderborg. Der var ikke et Menneske
paa Slottet; jeg gik uhindret ind i det
Rum, hvor Rørene laa, tog hvad jeg havde Brug
for og skyndte mig tilbage ud i Nr. IX og X.
</p>

<p>
Det var en sørgelig Tur; jeg mødte Tropperne,
der kom fra Dannevirke, alle Vaabenarter
blandede mellem hverandre.
</p>

<p>
En Underkorporal af Artilleriet spurgte mig
om sit Batteri. To Infanterister gik og støttede
hinanden i det glatte Føre, de kunde næsten
ikke mer. Lige som jeg gik forbi, faldt
en af dem baglæns om; hans Gevær gik af, og
Kuglen traf en Marketenderhest, som faldt død
ned i Vejgrøften.
</p>

<p>
Jeg drejede af ad Aabenraavejen og naaede
mine Skanser, vistnok uden at nogen havde
mærket min Fraværelse.
</p>

<p>
Hen paa Natten kom der Fodfolk ind i
Skansen. Det skulde have været til Nr. VIII,
men kendte ikke Vejen. Officeren forlangte en
Fører, og det skulde være strax. Hans Folk
var saa udmattede, at han tvivlede om at faa
dem op igen, hvis de først kom til Sæde. De
kom lige fra Dannevirke.
</p>

<p>
Det sneede stærkt nu, og ingen af mit Mandskab
vidste Vejen til Nr. VIII, som laa temmelig
<a id="page-25" class="pagenum" title="25"></a>
langt borte. Altsaa maatte jeg selv ud.
De arme Folk stønnede ved at følge mig; jeg
havde Hastværk. Forsvare to Skanser, imens
jeg viste Vej til en tredje, kunde jeg ikke. Jeg
fandt Skanse VIII nøjagtig, idet jeg gik paa
Hovedet ned i dens Grav. Saa lod jeg Folkene
selv om at hitte ind og skyndte mig tilbage.
</p>

<p>
Det var anden Gang, jeg forlod min Post
den Nat.
</p>

<p>
Længere hen paa Natten kom der Artilleri
ind i Nr. X. Det skulde have været op i Nr. IV.
Havde jeg ingen, der kunde vise Vej til Nr. VIII,
saa havde jeg det langt mindre til Nr. IV, som
laa helt ovre bag Dybbøl Mølle. Det var en
lang og besværlig Vej ved Nattetid i stærkt
Snevejr. Jeg tvivlede meget paa, at jeg selv i
det tætte Snefald kunde finde derover. Men
Artillerikaptajnen vilde ingen Indvendinger
høre. Han var ikke blid, hans Stemme skingrede
som en Trompet: Jeg havde at lystre
Ordre, og det strax!
</p>

<p>
Altsaa maatte jeg ud igen. De udmattede
Artillerister maatte se at følge mig saa godt
de kunde. For mig gjaldt det at komme tilbage
hurtigst mulig; jeg gik med en ond Samvittighed.
Heldigvis fik vi Øje paa Dybbøl
Mølle. Derfra var der ikke langt til Skanse IV.
Men der var langt til min Post &mdash; som jeg nu
for tredje Gang havde forladt!
</p>

<p>
<a id="page-26" class="pagenum" title="26"></a>
Om det blev opdaget, paa hvilken Maade
jeg havde forsvaret Skanserne IX og X Natten
mellem den 7de og 8de Februar, veed jeg
ikke. Jeg var mig bevidst, at jeg havde fejlet,
men veed endnu den Dag idag ikke, hvordan
jeg skulde have undgaaet det. Jeg fortalte engang
en Artillerigeneral om min Skansevagt den
Nat: han mente, at jeg havde handlet rigtigt.
Men en Krigsretsdom vilde vel have lydt paa
Dødsstraf.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-9">
IX.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Det var de fra Dannevirke tilbagevendende
Tropper, der skulde have udstillet Forpostkæde
foran Stillingen den Nat. Men de var for udmattede;
der blev i Virkeligheden ingen Forposter
udstillet. Det fik jeg senere at vide.
</p>

<p>
Det havde ikke været rart, hvis Prøjserne
var kommet. Havde de kendt vor Svaghed,
kunde de vist have fulgt vore vigende Tropper
lige ind i Sønderborg; ved en rask Fremrykning
vilde hele Stillingen have været deres.
</p>

<p>
De troede os stærkere, end vi var, og deres
egne Folk var nok lige saa medtagne af Forfølgelsen
som vore af Tilbagetoget. Nok er
det, de kom ikke. Men det kunde jeg ikke
dengang vide; min Ordre lød paa, at de kunde
ventes, og at jeg skulde staa rede til at modtage
dem.
</p>

<p>
<a id="page-27" class="pagenum" title="27"></a>
Det var en skrækkelig Nat. Stadig Forstyrrelser;
borte fra Skanserne tre Gange; hele Tiden
i Uro for det ventede Angreb. Frygteligt,
hvis det kom, mens jeg ikke var tilstede! Og
umuligt for mig, selv naar jeg var der, at modtage
Fjenden forsvarligt, som ene Kommandant
i to lukkede Skanser med uøvet og utilstrækkeligt
Mandskab, uden Befalingsmænd.
</p>

<p>
Der var ikke en tør Trevl paa mig. Støvlerne
var fulde af Snevand, og træt var jeg
efter at have arbejdet hele Dagen og haft mine
natlige Extrature, til Sønderborg og til Skanserne
VIII og IV, foruden de mange Smaature
mellem mine egne to. Jeg maatte uafbrudt gaa
op og ned for at holde Blodet i Omløb.
</p>

<p>
Der var ganske vist en meget god Vagthytte
til Skansekommandøren udenfor Nr. IX.
Men den overlod jeg Mandskabet til at koge
Kaffe i. Og Kedlen stod over Ilden hele Natten.
Det kom bl. a. en Konstabel tilgode. Han kom
ind til os lige fra Marschen fra Dannevirke,
kun i Vaabenfrakke. Kappen og Tæppet havde
han kastet undervejs. Han blev sat hen ved
Kakkelovnen og fik en Kop glohed Kaffe; det
rettede ham noget. Men Fødderne var slemt
medtagne.
</p>

<p>
Majoren havde glemt den lovede Times Afløsning
om Eftermiddagen, og jeg havde ikke
haft Lejlighed til at sende Bud efter Mad. Sulten
var jeg derfor ogsaa. Der var om Natten
<a id="page-28" class="pagenum" title="28"></a>
kommet Fodfolksbesætning i Skanse IX; jeg
husker, at en af Underofficererne overlod mig
et Stykke Flæsk og en Bid Brød. Det gjorde
godt. Søvn fik jeg ikke den Nat, og meget lidt
kun de følgende.
</p>

<p>
Men endelig blev det da Morgen, og glad
var jeg. Der kom en Skansekommandør til
Nr. X; saa havde jeg kun een Skanse at svare til.
</p>

<p>
Men i Nr. IX blev jeg i 4 Dage og 5 Nætter;
saa længe lod Afløsningen vente paa sig. Den
5te Nat var extra. Den Officer, der kom for at
afløse mig, erklærede at han var syg og ikke
kunde tage Kommandoen.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-10">
X.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Som sagt, kom allerede den første Nat Infanteriet,
der skulde danne Skansebesætning i
Nr. IX. Det skulde have Nattekvarter i Blokhuset;
der inde var mørkt som i en Grav. Kompagnichefen
bandede som en Tyrk paa, at han
rykkede ikke ind i det sorte Hul, før han fik
Lys. Vi havde streng Ordre paa ikke at brænde
Lys i Blokhuset; hvorledes man har tænkt sig,
at Infanteriet ved en Allarmering da skulde
finde ud gennem den meget smalle Dør, veed
jeg ikke. Jeg fandt det ikke mer end billigt,
at Kaptajnen forlangte Lys, og jeg skaffede
ham Lys. Men det var stik imod min Ordre.
</p>

<p>
Herefter blev han helt medgørlig og lovede
<a id="page-29" class="pagenum" title="29"></a>
at støtte mig paa bedste Maade i min fortvivlede
Stilling. Overhovedet var det mig en stor
Beroligelse at se og tale med Infanteriets Officerer.
De hjalp mig efter Evne og med god
Vilje.
</p>

<p>
Vi unge Reserveofficerer af Artilleriet led
meget ved ikke at have ældre Officerer at raadføre
os med. Ved Fodfolket havde de dog altid
deres Kompagnichef at holde sig til. Vi derimod
blev sendt ud i en Skanse, snart hist og
snart her, og skulde klare os paa egen Haand.
</p>

<p>
Jeg veed ikke af, at jeg, mens jeg var paa
højre Fløj, saa noget til den jourhavende Artillerikaptajn,
skønt han opholdt sig i Nr. VI.
Og da jeg laa paa Als, kunde der gaa en Ugestid,
uden at jeg saa en højere Officer af mit
eget Vaaben. Man forstaar, at dette var uheldigt.
</p>

<p>
Af Befalingsmænd under sig havde Skansekommandøren
maaske en Underkorporal, højst
en Reservekorporal. De var yngre og ikke
mere erfarne end vi selv; saa til megen Støtte
for os var de ikke.
</p>

<p>
Og vore Kammerater saae vi kun lidt til.
Ved Afløsningen var der ikke Lejlighed til Samtale.
Vi gik i Almindelighed ud med Ordren:
Handl efter Konduite! Og saa maatte vi under
Ilden skøtte os selv.
</p>

<p>
Skansekommandørens Stilling var i det hele
taget ikke misundelsesværdig. Maaske var der
<a id="page-30" class="pagenum" title="30"></a>
intet Vaaben, hvor tilstrækkelig Uddannelse
savnedes mer end ved Artilleriet, baade hos
Mandskab og Officerer. Som før omtalt, havde
man indtil 64 kun haft meget ringe Interesse
for Fæstningsartilleriet, der betragtedes som noget
underordnet.
</p>

<p>
Hvorledes Krigsministeren overhovedet havde
tænkt sig at forsyne Hæren med Artilleriofficerer,
forstaar jeg ikke. Han kendte dog
Stillingen, saavel Dannevirke som Dybbøl og
Fredericia, maatte forud vide, hvor mange Officerer
der behøvedes. Og saa var der næppe
Officerer nok til Feltbatterierne. 3die Batteri,
Klein, rykkede i Felten med følgende Officersbesætning:
Kaptajnen, en Premierløjtnant, som
var sindssyg, og Artilleriets yngste Reserveløjtnant,
som kun var uddannet ved Fæstningsartilleriet.
</p>

<p>
Endnu knappere var Officersbesætningen
ved Fæstningsskytset. I Dybbølstillingen var
næsten alle Skansekommandørerne Reserveofficerer.
Og ganske vist kan man sige, at denne
Tjeneste rent teknisk frembyder færre Vanskeligheder
end ved Feltartilleriet, hvor man er
fuldstændig umulig uden grundig og særlig Uddannelse.
Men hverken dette eller den Omstændighed,
at Reserveofficererne gennemgaaende
gjorde god Fyldest, ophæver de Ansvarhavendes
Forsømmelse: Vi havde alt for faa
Officerer, og altfor faa med tilstrækkelig Uddannelse.
</p>

<p>
<a id="page-31" class="pagenum" title="31"></a>
Der blev ved Dybbøl kun ringe Afgang paa
Artilleriofficerer. Hvordan skulde Stillingen
have ladet sig forsvare, hvis et større Tal var
gaaet ud som faldne og saarede?
</p>

<p>
Som det var, medførte dette Faatal af Officerer
ulidelige Vanskeligheder for de Overordnede
med Posternes Besættelse. Gang efter
Gang stod de og vidste ikke, hvor de skulde
finde en Stedfortræder for en enkelt Skansekommandør,
som uventet fik Forfald ved Sygdom
eller paa anden Vis. Og for os yngre var
Følgen et grovt Misbrug af vore Kræfter.
</p>

<p>
Om Dagen sloges vi, om Natten maatte vi
tilse Skansernes Udbedring og modtage Ammunition.
Vi blev jagede fra Skanse til Skanse,
stadig til nyt Mandskab; ja vi maatte kommandere
to Skanser samtidig. Det er hændt
mig, at jeg, kommende fra Skansevagt i 1ste
Linje, har meldt mig ved Kommandoen og
strax er bleven sendt ud paa Skansevagt i den
tilbagetrukne Linje; derfra igen paa Vagt i
Nr. II, og derfra til Kirkebatteriet og Brohovedet
samtidig, og saa fremdeles, uden Mellemrum,
uden Hvil. Det sled paa Nervesystemet.
</p>

<p>
En Nat efter en anstrængende Dag modtog
jeg fra Artillerikommandoen et Brev med 2
Segl, altsaa til hurtig Expedition. Jeg var saa
træt, at jeg faldt i Søvn med Brevet i Haanden:
først en Time senere vaagnede jeg op i
stor Forskrækkelse. Det var Bud om, at vi
<a id="page-32" class="pagenum" title="32"></a>
kunde vente et Stormangreb den Nat. Heldigvis
udeblev det.
</p>

<p>
Jeg mener ikke, at det var særlig mig, det
gik ud over; en anden Officer ved Kompagniet,
Løjtnant <em>Petersen</em>, havde 15 Dages Tjeneste
i Nr. IV, med kun 1 Dags Hvil. Og jeg
beklager mig ikke, det var nødvendigt saaledes,
eftersom der nu en Gang var for faa
Officerer, og een Officers Ukampdygtighed gik
ud over alle de andre.
</p>

<p>
Men det kunde ikke være andet, end at
baade vi og Tjenesten maatte lide derunder.
Og at der var i den Grad for faa Officerer,
kan man dog med Rette bebrejde de Mænd,
der bar Ansvaret for vort Krigsberedskab.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-11">
XI.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Særlige Vanskeligheder fulgte af den Fejl,
at Mandskabet ikke blev afløst samtidig med
Skansekommandøren. Da der ikke altid var
Officerer til at følge Afløsningen ud, var der
ikke sjælden enkelte af Mandskabet, som benyttede
sig af det og blev hjemme. Man vidste
aldrig bestemt, naar man overtog en Skanse,
hvor mange Mand man havde i den. Nøjagtig
Kontrol var umulig; skudfri Rum havde vi
ikke, og man kunde dog ikke lade Mandskabet
stille til Appel under Fjendens Ild.
</p>

<p>
<a id="page-33" class="pagenum" title="33"></a>
Det kunde ogsaa give Besværligheder paa
anden Maade. Engang fik jeg Extravagt. Officeren
havde faaet Mavepine og meldt sig syg
med det Løfte til Mandskabet, at det skulde
blive afløst samme Aften.
</p>

<p>
Da jeg indfandt mig i Skansen, blev jeg
modtaget med temmelig nærgaaende Krav paa
den lovede Afløsning. Jeg svarede, at de maatte
vente, til Afløsningen kom; vi kunde ikke lade
Skansen ligge uden Besætning.
</p>

<p>
De gentog imidlertid deres Fordring og trak
sig tilbage for at forhandle indbyrdes om, hvad
de skulde gøre. Jeg lovede at skyde den første,
som forlod Batteriet før Afløsningen var der.
Men det er ikke godt at vide, hvad det kunde
være blevet til, hvis der ikke til alt Held I
Besætningen havde været 6 Mand af min gamle
Besætning fra Flankebatteriet paa Als; de lod
meget bestemt de andre vide, at de taalte intet
Vrøvl, saa længe jeg kommanderede. Og dette
virkede maaske nok saa meget som min Trusel.
Men vist er det, at man under saadanne Forhold
maatte tage Folkene med en fast Haand,
om ikke det hele skulde blive til Bolledejg.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-12">
XII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Ogsaa paa andre Maader kunde man komme
til at overtage Skansen i Uorden efter sin Formand.
</p>

<p>
<a id="page-34" class="pagenum" title="34"></a>
Det meste af den Tid, jeg stod paa venstre
Fløj, var det Artilleristerne selv, der sørgede
for Skansernes Udbedring. Og de gjorde det
godt. Det var jo dem, der om Dagen skulde
staa for Skud bag de Volde og Traverser, de
om Natten havde udbedret. De regulære Arbejdskommandoer
tog det ikke saa nøje, og
deres Reserve-Konduktører var temmelig ukyndige
i dette Arbejde, mest civile Haandværkere,
som tog den Fortjeneste med.
</p>

<p>
Men det kunde jo ske, at en Skansekommandør
enten af Ligegyldighed eller for at
vinde en billig Popularitet hos Mandskabet, lod
fem være lige med disse Arbejder, saa man
ved Overtagelsen fandt Skansen mindre godt
istandsat eller Materiellets Fornyelse forsømt.
Saa blev den ny Kommandør nødt til at kræve
dobbelt Slid af Mandskabet for at faa Sagerne
i Orden, og han maatte da med Mandskabets
Uvilje betale sin Formands Popularitet.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-13">
XIII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Det var som sagt ikke altid rart for en
ung Officer at blive sendt uden Medhjælp ud
som Skansekommandør med Ordren: Handl
efter Konduite!
</p>

<p>
Men værre var det, naar man ude i Skanserne
fik for mange Ordrer, &mdash; der ikke altid
<a id="page-35" class="pagenum" title="35"></a>
vidnede om Kendskab til de virkelige Forhold.
Over sig havde man først den øverstkommanderende
Artilleriofficer. Saa kunde der komme
en Adjutant, »udsendt af Overkommandoen«.
Saa var der den jourhavende Kaptajn. Endelig
den Officer, som førte Skansens Infanteri &mdash;
nemlig naar han var ældre Officer end En selv.
I den almindelige Forvirring kunde man, naar
galt skulde være, og det skulde det ikke saa
sjældent, fra disse tre-fire Steder faa tre-fire
indbyrdes modstridende Ordrer paa een Gang.
</p>

<p>
Ved Skansens Istandsættelse kunde man
støde sammen med den Officer, som ledede
Ingeniørerne. Han mente jo for det meste,
at han som Fagmand var den, der bedst forstod
sig paa, hvad der skulde gøres. Og Artilleriofficeren,
der kendte Skansen ud og ind,
ogsaa i Kamp, tænkte, at det maaske dog var
ham, der bedst vidste, hvor Skoen trykkede.
Ialtfald var det ham og hans, der kom til at
lide under Skansens mulige Fejl og Mangler.
</p>

<p>
Havde man efter Kompagniets Ordre indsendt
Fortegnelse bl. a. over sin Forsyning
med Skyts, Lavetter, Værktøj osv., kunde det
ske, at Depotkommandøren krævede udleveret,
hvad han i sin fjærntsiddende Visdom mente,
at man havde for meget.
</p>

<p>
Kort sagt, der kom alt for mange indbyrdes
modstridende Ordrer, og for mange, der ikke
stemte med Skansens Velfærd. Hvis ikke alt
<a id="page-36" class="pagenum" title="36"></a>
skulde gaa hulter til bulter, blev man tit nødt
til paa eget Ansvar at lade disse Ordrer ophæve
hinanden og holde sig til den, der passede En
bedst: »Handl efter Konduite!« Den var ialtfald
velgørende klar. Og det samme var den
altid gældende Ordre: »De skal forsvare Skansen
til det yderste!«
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-14">
XIV.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg har i det foregaaende særlig talt om
Skansekommandørernes Stilling. Mandskabet
havde det ikke stort bedre. De svagt anlagte
og ufuldkomne Værker fordrede uafbrudt stor
Arbejdskraft, først til Istandsættelse, saa til Vedligeholdelse.
Naar Folkene ikke havde Tjeneste,
maatte de arbejde paa Værkerne med Bør og
Skovl; det var umuligt at faa givet dem den
haardt savnede artilleristiske Øvelse.
</p>

<p>
Nogle af de bedste Folk vi havde til at
begynde med var Holstenerne. Men da Infanteriet
hjemsendte sit holstenske og sydslesvigske
Mandskab paa Grund af dets Upaalidelighed,
blev det ogsaa hjemsendt fra os.
</p>

<p>
Helt havde man vel ikke stolet paa dem.
Ved Tronskiftet overværede jeg deres Edsaflæggelse
foran Sønderborg Slot. Ellers blev
Eden aflagt ved Infanteriet til Fanen, ved Kavaleriet
til Estandarten, ved Artilleriet idet en
Mand traadte frem og lagde Haanden paa en
<a id="page-37" class="pagenum" title="37"></a>
Kanon. Men Holstenerne maatte enkeltvis eftersige
Edsformularen, som den Stykke for Stykke
blev fremsagt for dem.
</p>

<p>
Det hed sig dog, da senere Overkommandoen
fik Tilladelse til at aabne en Del af de
til det tysktalende Mandskab ankommende
Breve, at Slægt og Venner hjemmefra tit skrev
omtrent saaledes: Lorens eller Hans &mdash; hvad
de nu hed &mdash; er kommet hjem og gaar omkring,
foragtet af alle. Du maa love os, kære
Søn eller Broder, at Du ikke handler saa skammeligt
og bryder din Ed.
</p>

<p>
Imidlertid, ved Infanteriet <em>havde</em> dette Mandskab
vist sig upaalideligt og blev altsaa hjemsendt,
ogsaa fra os. Det var dygtige Folk, vi
dermed mistede; vi kunde daarlig undvære dem.
De maatte nu i en Hast erstattes, dels fra Forstærkningen,
dels med uøvet, ungt Mandskab.
</p>

<p>
Det blev en ufuldstændig og en daarlig Erstatning.
De færreste af disse Folk havde før
betjent Fæstningskanoner, endsige riflet Skyts.
Og for en ikke ringe Del maatte vi endda hjælpe
os med Infanterister til Kanonbetjeningen. Selv
om de viste god Vilje, var det vanskeligt at
lære dem op helt for fra under Fjendens Ild,
og dobbelt vanskeligt, da vi havde saa faa Befalingsmænd.
</p>

<p>
Tilmed var Mandskabet uheldigt stillet
baade ved Skansernes Indretning og ved Arten
af vort Skyts. Naar vi paa den gammeldags
<a id="page-38" class="pagenum" title="38"></a>
Maade skød over Bænk &mdash; med lavt Brystværn
&mdash; ja selv gennem Skydeskaar, led vi altfor
store Tab, baade paa Mandskab og Materiel,
overfor det riflede Skyts. Det skød jo baade
længere og sikrere end det glatløbede.
</p>

<p>
Vi maatte da paa forskellig ureglementeret
Vis se at skaffe ialtfald Mandskabet lidt bedre
Dækning. Men det lod sig ikke altid gøre. Følgen
blev et uforholdsmæssigt Mandefald, hvilket
tillige med de andre Vanskeligheder gav en
trykket Stemning.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-15">
XV.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg tror ikke, at Forholdene ved Infanteriet
var stort bedre. Ogsaa her var vore Vaaben de
underlegne. Mod det prøjsiske Fodfolks hurtigskydende
Bagladerifler havde vort kun de langsomme
Forladerifler, som for en Del var omdannede
gamle, glatløbede Geværer af meget
stort Kaliber.
</p>

<p>
Og heller ikke her var der Overflod af Officerer,
særlig ikke af de faste. Meget skadeligt
virkede den umiddelbart før Krigen befalede
Forandring i Hærens Sammensætning. Meningen
var ved Udvidelse af Rammerne gennem 4
Stadier at fremstille en krigsberedt Hær af betydelig
øget Styrke til Foraaret 64. Men Krigen
ventede ikke, til vi var kommet i Orden; vi
<a id="page-39" class="pagenum" title="39"></a>
maatte rykke i Marken med en Hær, hvis
gamle Baand var opløst, og de ny ikke bundne
endnu.
</p>

<p>
Officererne fik Mandskab, som var uddannet
af andre, og hvis Paalidelighed de ikke
vidste noget om. Og Folkene fik Officerer, som
de ikke kendte og derfor ikke kunde have den
rette Tillid til. Hvor trykkende et saadant Forhold
virker til begge Sider under Kamp, veed
kun den, der selv har prøvet det.
</p>

<p>
De højere Officerer følte sig knugede af de
store Kommandoer, der blev dem tildelt. Nu
skulde de pludselig i Krig føre større Troppemasser,
end de nogensinde havde ført i Fredstid,
endda uøvede Folk, med for faa Befalingsmænd,
mod en i alle Maader overlegen Fjende.
Det var ikke let, især da de altfor sjælden
havde haft Lejlighed til at handle paa egen
Haand og ikke var vant til under overvældende
Travlhed til alle Kanter at skulle tage en hurtig
Beslutning paa eget Ansvar. Tit stod de derfor
i afgørende Øjeblikke tvivlraadige og spildte
Tiden.
</p>

<p>
Da jeg var i Familie med Forpostkommandøren
og stod Stabschefen ved Artilleriet nær,
kom jeg i Forbindelse med en Del af de højere
Officerer. Det var mærkeligt at se, hvor forskelligt
de uheldige Forhold virkede paa dem;
nogle blev langt blidere, end man tidligere
havde kendt dem, andre saa irritable, at man
<a id="page-40" class="pagenum" title="40"></a>
knap vidste, hvad man turde sige til dem.
Stærkt nervøse blev de efterhaanden næsten
alle.
</p>

<p>
Og der kunde selv blandt Officererne ved
Overkommandoen herske en mærkværdig Uvidenhed
om de faktiske Forhold. Det var vist
den 22de Februar, hvor Overkommandoen var
tilstede under den haarde Fægtning foran Stillingen.
En af de Tilstedeværende har fortalt
mig, at Stabschefen sagde til Overgeneralen:
»Man veed jo ikke, hvad man tør gøre, da der
ingen Ammunition er i Skanserne.« Hertil bemærkede
den højstkommanderende Artilleriofficer:
»Jeg skal tillade mig at meddele, at der
i Skanserne er den normerede Ammunition;
befaler Generalen, kan vi begynde Skydningen
<em>strax</em>!« Og dette var rigtigt.
</p>

<p>
Allerede den 7de Februar var der i Skanserne
den normerede Ammunition; jeg har selv
transporteret den derud, og har siden flere
Gange gendrevet den urigtige Paastand om
Skansernes manglende Ammunitionsforsyning.
Men man kunde dog vente, at Armeens Stabschef
vidste Besked om et saa vigtigt Forhold.
</p>

<p>
Man maa udentvivl, trods alle Undskyldninger
bebrejde flere af vore Officerer i 64
Mangel paa Handlekraft. Og man kan heller
ikke nægte, at der fandtes Mangler ved deres
faglige Uddannelse. Dette havde vel sin Hovedgrund
i de <em>for lave Lønninger</em>. De uformuende
<a id="page-41" class="pagenum" title="41"></a>
Officerer var i Fredstid nødt til at
søge Biindtægter ved privat Arbejde. Uundgaaelig
maatte dette virke afledende paa deres
Interesse for Tjenesten. De fleste Ingeniørofficerer
havde saaledes væset sysselsat ved Bygningsvæsen,
Vejanlæg og andet lignende, som
optog Tid og Tanker og hindrede dem i at følge
Udviklingen i deres militære Fag. Ligesaa gik
det Infanteriofficererne, der for en stor Del
virkede privat som Lærere i Sprog osv. Da
Krigen kom, stod de derfor ret fremmede overfor
den hurtige Udvikling netop i de sidste Aar,
særlig med Hensyn til de hurtigtskydende riflede
Bagladevaaben.
</p>

<p>
I Korthed kan Forholdet vel fremstilles saaledes:
<em>Vi</em> havde en Hær, som Afdeling for Afdeling
var sammenblandet af ældre og yngre
Aargange Mandskab, alle med gammeldags Vaaben,
med kort og ufuldstændig Øvelse, utilstrækkelig
Disciplin og stor Mangel paa Befalingsmænd.
<em>Fjenden</em> havde en Hær, som Afdeling
for Afdeling var sammensat af udsøgte
unge Folk, gennemgaaende fortrinligt væbnede,
alle fuldt uddannede, under fast Mandstugt og
rigeligt forsynede med Befalingsmænd.
</p>

<p>
Selv med lige Mandtal vilde vi altsaa have
været de underlegne. Men vi var en lille Stat
imod to store; Fjenden var os ogsaa i Mandtal
overlegen fra Begyndelsen af. Og mens vi kun
i meget ringe Grad var istand til at erstatte
<a id="page-42" class="pagenum" title="42"></a>
Afgang paa Mandskab og Materiel, havde Fjenden
let ved øjeblikkelig at erstatte alle Tab.
</p>

<p>
En stærk permanent Fæstning vilde have
opvejet meget af Uligheden. Vi havde &mdash; det
før beskrevne Dybbøl!
</p>

<p>
Man behøvede da ikke at spørge om det
endelige Udfald, naar Danmark skulde staa ene
i Kampen. Det var ikke muligt at begynde
Dybbøls Forsvar i nogen munter Stemning. Dog
blev der mange Steder taget fat med Kraft;
man havde aflagt Ed, og den vilde man holde.
Saa maatte Skæbnen raade for Resten.
</p>

<p>
Afgørelsen tog længere Tid, end mange
havde tænkt sig. Enten den prøjsiske Overkommando
kendte vor Svaghed eller ej, vist
er det, at den foreløbig holdt sig temmelig uvirksom.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-16">
XVI.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Uheldigt var det, at vi fem Gange skiftede
højstkommanderende Artilleriofficer i Dybbølstillingen.
Det kunde ikke andet end give Uro
og Usikkerhed helt ned gennem Rækkerne.
</p>

<p>
Den 10de Februar blev Major Lunddahl
paa Grund af Sygdom afløst af Oberst <em>Vahl</em>.
Han fungerede kun i denne Stilling en halv
Snes Dage; saa blev Artillerikommandoen ved
Dybbøl overdraget Oberstløjtnant <em>Haxthausen</em>,
<a id="page-43" class="pagenum" title="43"></a>
og denne blev atter senere fulgt af sin Stabschef
Major <em>Jonquières</em>, som trolig holdt ud Resten
af Belejringen.
</p>

<p>
Oberst Vahl var en Mand af den meget
gamle Skole. Han hang sig i Smaating og forlangte
Melding næsten hver Dag. Hos ham
maatte man staa ret lige indenfor Døren; naar
han, gaaende op og ned ad Gulvet, havde faaet
at vide, hvad han ønskede, sagde han: Godt!
Saa kunde man træde af igen.
</p>

<p>
Hans Efterfølger, Oberstløjtnant Haxthausen,
var en anderledes Mand. Han var meget
venlig, bød Cigar og satte sig ned. Han vilde
nok vide Besked, men forstod at skelne mellem
væsenligt og uvæsenligt, og man kunde godt
faa Lov til at komme frem med, hvad man
selv ønskede. Han var en Chef, der holdt paa
sine Undergivne; man vidste, at man havde en
Støtte i ham; det har stor Betydning for de
yngre Officerer. Desværre var han syg fra Tilbagetoget
og maatte snart opgive sin Stilling.
</p>

<p>
Saa kom altsaa Major Jonquières. Han var
overordenlig pligtopfyldende og meget hensynsfuld
overfor sine Officerer. Der skulde meget
til, før han viste Tænder. Overfor mig er det
kun en Gang hændt, og det kom af hans Forkærlighed
for vort glatløbede Skyts, hvis Udvikling
han havde haft en Del at gøre med, og
som virkelig ogsaa i sin Slags var udmærket.
Han vilde have mig til at skyde over Vemmingbund
<a id="page-44" class="pagenum" title="44"></a>
fra Nr. II med en 84 Pd.&rsquo;s Granatkanon,
og blev vred, da jeg mente, at Træfsikkerheden
vilde blive meget ringe med den store Elevation,
som var nødvendig, om denne Kanon skulde
række saa langt.
</p>

<p>
Engang da jeg meldte mig hos Major Jonquières,
kommende fra Skansevagt Kl. 11 om
Aftenen, traf jeg ham i temmelig nedtrykt Stemning.
En Skansekommandør var blevet syg.
»Nu har jeg ikke een Officer at sende derud
istedet,« sagde han, »jeg maa give Kommandoen
til en Underofficer.« »Det kan Majoren
let komme over,« sagde jeg, »De kan jo give
mig Ordre til at overtage Vagten.« Majoren
blev synlig glad over denne Udvej, men sendte
mig først afsted, efterat han gentagende havde
spurgt, om jeg nu ogsaa troede, at jeg kunde
holde det ud.
</p>

<p>
Det var maaske for meget Hensyn at tage,
men den Slags gjorde, at Major Jonquières blev
meget afholdt af sine Undergivne; de mærkede,
at han var ikke ligegyldig for deres Velfærd.
</p>

<p>
Han forlangte meget af os, men kunde det
med Rette, da han aldrig sparede sig selv, og
ikke krævede mer end det nødvendigste hverken
af Hvile eller Bekvemmelighed. Dette betød
saa meget mere, som han næppe var synderlig
hærdet; han havde i en Aarrække mest
været Kontormand.
</p>

<p>
Som et Tegn paa hans fordringsløse Indretning
<a id="page-45" class="pagenum" title="45"></a>
kan det nævnes at jeg saae, han havde
kun 1 Lagen i sin Seng, og det led ikke af
Renlighed. Jeg gjorde Nar ad hans Adjudant
for det; jeg syntes, det var lige tarveligt nok til
Stillingens øverstkommanderende Artilleriofficer.
</p>

<p>
Jonquières var en alvorlig Mand, men kunde
ogsaa skæmte paa den elskværdigste Maade.
Da jeg laa saaret efter den 18de April, skrev han
et nydeligt Brev til mig med den Tilføjelse, at
han haabede, jeg intet havde imod, at man
havde erobret min Kasse (med Smør, Ost, Vin
osv., som jeg havde faaet sendt hjemmefra den
17de April), da den var til stor Nytte.
</p>

<p>
Den 16de April fik jeg min sidste Ordre
af Jonquières; den gjaldt Udtransport fra Nr. II
af to riflede Kanoner, som jeg havde bedt om
Lov til at redde fra Ødelæggelse eller Erobring.
Da mærkede jeg nok, at han saae skeptisk paa
Forsvaret. Senere fortalte han mig, at han den
Aften havde meddelt Overkommandoen, at han
betragtede Dybbølstillingens Artilleriforsvar hovedsagelig
som endt.
</p>

<p>
Med andre Ord, han gjorde, hvad han
kunde, for at vi skulde trække os tilbage i Tide.
Men alt var forgæves. Vi veed jo forlængst,
at der ogsaa fra andre højtstaaende Officerer
skete Henvendelse til Overgeneralen i samme
Retning, men denne, der laa syg, turde hverken
selv paatage sig Ansvaret eller overlade det til
<a id="page-46" class="pagenum" title="46"></a>
en af de andre Generaler. Han spurgte Ministeriet,
og Svaret blev Nej.
</p>

<p>
Selvfølgelig maa <em>Lundbye</em>, som dengang atter
var Krigsminister, foruden sit øvrige store
Ansvar fra tidligere Tid ogsaa bære Ansvaret
for den 18de April; men <em>Monrad</em> var dog vist
i dette Tilfælde den egentlige Skyldige. Han
vilde jo, at vi skulde holde Stillingen til Londonnerkonferencen
traadte sammen, hvilket
skulde ske den 20de April. Som om ikke Bismarck
nemt kunde have faaet Konferencen udsat,
hvis Dybbøl ikke var taget til den Tid!
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-17">
XVII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Efter de mere almindelige Bemærkninger i
det foregaaende vender jeg tilbage til mine egne
Oplevelser under Tjenesten ved Dybbøl.
</p>

<p>
Fra Nr. IX kom jeg over til <em>Flankebatteriet</em>
paa Als. Det skulde bestykkes med 7 Stkr.
84 Pd.&rsquo;s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage.
</p>

<p>
Det var et besværligt Arbejde. Hver af
disse Kanoner vejede 8,500 Pd. Ordren lød
paa hurtig Udførelse; men Regn og Sne havde
opblødt Jorden. Underlagsklodserne kunde ikke
bære den store Vægt oppe; de sank i, naar vi
skulde flytte Kanonen. Og naar vi tog Kanonen
op, som det hedder, sank Kranen i med alle
fire Ben lige til Spilbommen.
</p>

<p>
<a id="page-47" class="pagenum" title="47"></a>
En Dag kom den øverstkommanderende Artilleriofficer
tilstede; det var paa dette Tidspunkt
Oberst Vahl. Han syntes, at det gik for
smaat, og tog Kommandoen fra mig for selv
at lede Arbejdet. Han var Forfatter af Manipulationsreglementet,
altsaa Specialist paa det
Omraade. Det lykkedes ham at vælte Kranen,
og Kanonen sank ned i Leræltet.
</p>

<p>
Saa forsvandt Obersten med den Bemærkning,
at det var et slemt Arbejde. Det vidste vi
i Forvejen. Og han havde just ikke gjort det
lettere. Nu skulde vi først have Kranen rejst
igen og Kanonen gravet fri. Men det gik. Mandskabet
tog flinkt fat. Og der var nok at gøre;
Batteriet laa urørt fra 61.
</p>

<p>
En Dag saae jeg Prøjserne sætte nogle Granater
i Brystværnet af Nr. X lige paa den anden
Side Sundet. Mit Krudtmagasin var af Træ
og fyldt med Ammunition; Ingeniørerne skulde
have dækket det med Jord, men det var endnu
ikke blevet til noget. Hvis nu Prøjserne fandt
paa at sende ogsaa mig en Granat, kunde den
ved at træffe Krudtmagasinet sprænge det hele
i Luften. Jeg blev bange og lod mine Folk tage
fat med at klaske Jord paa.
</p>

<p>
Jeg stod i nogen Afstand med Ryggen til.
Pludselig blev der stille: jeg vendte mig om
og saae Ingeniørkaptajnen, som skulde have
udført Arbejdet. Han tog mig aabenbart ilde
op, at jeg selv lod det gøre. »Jeg har stoppet
<a id="page-48" class="pagenum" title="48"></a>
Deres Folk,« sagde han, »det er en Skandale,
at De tager saa meget Jord fra Marken! Som
om den arme Mand [Gaardens Ejer] ikke havde
Ulemper nok!« Og saa vendte han sig til sin
Konduktør: »Vil De regne mig ud, hvor stort
Flademaal der skal udgraves til 2 Alens Dybde
for at dække Krudtmagasinet!«
</p>

<p>
Konduktøren, rimeligvis af Profession Snedkersvend,
fik sin Lommebog frem og regnede
og regnede. Endelig kom Resultatet. »Netop
saa meget har jeg befalet mine Folk at tage,«
sagde jeg. »Har Kaptajnen noget imod, at vi
fortsætter?«
</p>

<p>
Han snurrede rundt paa Hælen og forduftede.
»Paa&rsquo;en igen, Karle!« raabte jeg. Og det
kan nok være det gik.
</p>

<p>
Samme Kaptajn havde været der før; da
der skulde sættes Ammunitionshylder i Magasinet.
Han vilde absolut indrette dem til 24
Pd.&rsquo;s Ammunition, skønt jeg gjorde ham opmærksom
paa, at vor Ammunition, som var
84 Pd.&rsquo;s, i saa Fald ikke vilde kunne komme
ind paa Hylderne.
</p>

<p>
Da han ikke lod til at tillægge dette Forhold
nogen Betydning, maatte jeg forsikre ham,
at fik vi ikke de rigtige Hylder, vilde jeg rive
hele Krammet ned igen øjeblikkelig. For ind
skulde Ammunitionen!
</p>

<p>
Det hjalp. Men det var just ikke Velsignelser,
vi to nedkaldte over hinandens Hoveder.
</p>

<p>
<a id="page-49" class="pagenum" title="49"></a>
Min Trøst var, at jeg stod mig godt med
Mandskabet. Det var for største Delen villige
og dygtige Folk. Og da jeg var saa heldig
at staa mig godt med Kompagniet, kunde jeg
blive af med de enkelte, jeg ikke syntes om,
og faa andre i Stedet, mest af dem, der blev
udskrevet fra Lasarettet. Paa den Maade fik
jeg efterhaanden her i Flankebatteriet en ret
udsøgt Besætning; jeg tror ikke, der var nogen
bedre i hele Stillingen. Det var mig en Fornøjelse
at arbejde med de Folk.
</p>

<p>
Jeg mødte engang den Officer, der havde
afløst mig i Flankebatteriet; han mente, at jeg
havde forkælet Besætningen. Det tror jeg ikke,
jeg havde. Men jeg havde saa godt som ingen
Underofficerer og skulde betjene syv 84 Pd.&rsquo;s
Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage med ca. 60
Mand, hvoraf jeg maatte udtage de bedste til
Kanonkommandører. Det var under de Forhold
nødvendigt for mig at kende hver enkelt
Mand og staa mig saa godt som muligt med
dem alle.
</p>

<p>
Gensidig Tillid og Velvilje var uundværlig.
Jeg fordrede meget Arbejde, men gav dem det,
saa vidt gørligt, paa Akkord. Jeg blev da ogsaa
hurtigere færdig end min Nabokommandør,
skønt jeg udførte en Del Arbejde, der tilkom
Ingeniørerne. Og ved stadig selv at være tilstede
under Arbejdet og deltage deri kom jeg
til at kende mine Folk og havde aldrig Vrøvl
<a id="page-50" class="pagenum" title="50"></a>
med dem, &mdash; medens en af mine Naboer, en
fast Officer, maatte rekvirere Haandjern for at
klare sig.
</p>

<p>
Det var kun rimeligt, at jeg til Gengæld for
Mandskabets Flid og gode Opførsel værnede
dets Interesser, hvor jeg kunde.
</p>

<p>
En Overintendant befalede mig at udlevere
de Tæpper, som en Del af mine Folk selv havde
baaret op fra Dannevirke. Jeg svarede, at vilde
han have dem, maatte han tage dem; jeg udleverede
ikke de Tæpper.
</p>

<p>
Han tog dem ikke. Derimod rekvirerede
jeg 36 Tæpper extra, og fik dem. Mine Folk
laa i Kostalden i en gammel Bondegaard; med
det Nattelogis ved Vintertid kunde de nok
trænge til et extra Tæppe.
</p>

<p>
Og da jeg hørte, at der var kommet frivillige
Gaver af Uldtøj, samlede jeg mit Mandskab
og skrev op, hvad hver især ønskede sig.
Jeg fik alle deres Ønsker opfyldt; Gaverne maa
være indkommet rigeligt. Ogsaa fra min Hjemstavn
fik jeg Uldtøj og Tobak m. m., som gjorde
megen Lykke hos Folkene. Særlig glade var
de for Aviserne &mdash; som desværre indeholdt en
forkert Bedømmelse af Stillingen.
</p>

<p>
Som sagt, vi fik arbejdet os fast sammen.
Men en kort Glæde fik jeg deraf. Omtrent
samme Dag som Batteriet stod færdigt, fik jeg
Ordre til at overtage en anden Kommando. Saaledes
blev vi Artilleriofficerer jo stadig kastede
<a id="page-51" class="pagenum" title="51"></a>
fra den ene Stilling til den anden, til stor Skade
for Tjenesten.
</p>

<p>
Da jeg i sin Tid rykkede ind i den Gaard,
hvor Folkene skulde ligge, kom Bonden farende
ud og jamrede sig over den Indkvartering. Man
havde bildt ham ind, at Artilleristerne var rene
Røvere.
</p>

<p>
Nu da jeg skulde bort, kom han og bad
mig, om han dog maatte beholde sin Indkvartering;
det var den behageligste, han nogensinde
havde haft. Jeg mindede ham om, hvad
han havde sagt den Dag vi kom, og udtalte min
Glæde over, at han havde skiftet Mening.
</p>

<p>
Ellers var det med Sorg jeg forlod Flankebatteriet
og mit gode Mandskab der. Baade
Folkene og jeg bad, om vi atter maatte komme
sammen, men det skete ikke. Siden blev ogsaa
Mandskabet splittet ad. Og jeg saae aldrig tiere
Flankebatteriet, hvor jeg havde arbejdet fra
11te Februar til 20de Marts 1864, da jeg fik
Ordre til at tage Kommandoen i Skanse II,
hvor Anker var blevet saaret.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-18">
XIX.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Det hedder sig, at Flankebatteriet kom aldrig
til Skud, da det blev demonteret af Prøjsernes
riflede Skyts.
</p>

<p>
Det var ogsaa et mærkeligt Batteri, anlagt
<a id="page-52" class="pagenum" title="52"></a>
næsten i en ret Linje, saavidt jeg mindes, med
5 Stkr. 84 Pd.&rsquo;s Granatkanoner Nr. 1 i Fronten
og 2 paa de svagt tilbagebøjede Flanker uden
Traverser. Der burde været mindst een Travers
for hver 2 Kanoner.
</p>

<p>
Syv saadanne Kanoner indtager en anselig
Plads i Længden og frembyder et stort Maal
for en Fjende, der kan, om end ikke ligefrem
enfilere, saa dog skyde skraat ind fra højre.
</p>

<p>
Man havde ikke tænkt paa det langtrækkende
Skyts, der kunde indskære sig i Egnen
om Randsgaard eller Ravnskobbel og derfra
tage Batteriet under Behandling, uden at dette
var istand til at svare.
</p>

<p>
Hvad hjalp det, at hvert Lag fra Batteriet
udslyngede 400 Pd. Jern, naar det kunde demonteres
blot af 1 à 2 12 Pd.&rsquo;s riflede Kanoner,
og det paa Afstande, hvor de 84 Pd.&rsquo;s
Granatkanoner ikke kunde virke.
</p>

<p>
I 48 vilde dette Batteri have været noget
værd. Ikke nu.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-19">
XX.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Samme Dag Major Lunddahl som højstkommanderende
Artilleriofficer i Dybbølstillingen
kom til Sønderborg, gik han hele Skanserækken
paa Dybbøl Bjerg igennem med sine
Officerer. Da han kom til venstre Fløj, udtalte
<a id="page-53" class="pagenum" title="53"></a>
han: »Nr. I og II er meget udsatte; saafremt
Prøjserne anlægger Batterier med riflet
Skyts paa Broagerland, vil de kunne beskyde
Skanserne paalangs og ødelægge dem.«
</p>

<p>
Lunddahl fik Broagerfronten forstærket i
Nr. II, medens man ikke fik Tid til at kassemattere
de Kanoner i Nr. I, som skulde have
virket mod Broager.
</p>

<p>
Vi unge saae paa hinanden og gik og gættede
paa, hvem af os der skulde have disse
Kommandoer. Ingen af os var lysten efter dem.
Det blev <em>Anker</em>, der fik Nr. II.
</p>

<p>
Naar han kom derud, veed jeg ikke. I Løbet
af Januar afgik der Transporter af Mandskab
og Materiel til Dannevirke, og sidst paa
Maaneden blev Anker og Schønheyder sendt
derned.
</p>

<p>
Schønheyder var syg og naaede ikke længer
end til Lasarettet i Flensborg. Anker derimod
fik Kommando paa Holmen i Slesvig By og
skiftede den 3die Februar nogle Skud med
Fjenden. Ellers har jeg intet hørt om hans
Virksomhed dernede. Men paa Flankebatteriet
fik jeg siden 11 Mand af hans Besætning fra
Holmen; de fortalte, at Anker havde gjort forgæves
Forsøg paa at faa Batteriets Kanoner
med op ti Dybbøl, og at han undervejs paa
Tilbagetoget var blevet borte for dem.
</p>

<p>
Formodentlig har han faaet Kommandoen
i Skanse II den 6te eller 7de Februar, omtrent
<a id="page-54" class="pagenum" title="54"></a>
samtidig med, at jeg fik IX og X. Den 20de
Marts Kl. 4 om Eftermiddagen fik jeg Ordre
til at tage Kommandoen i Nr. II. Anker var
den Dag som let saaret afløst af Løjtnant Petersen
fra Nr. IV, hvem atter jeg afløste.
</p>

<p>
Faa Dage efter meldte Anker sig til Tjeneste
igen. Fra den Tid af og Belejringen ud skiftedes
han og jeg til at have Kommando i Nr. II.
Den af os, der ikke var i Nr. II, havde som
Tjeneste i anden Linje Kommando i Kirkebatteriet
paa Als og senere tillige Inspektion i N.
Brohoved.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-20">
XXI.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg mindes Anker fra den Tid, vi sammen
kom til Sønderborg, som en temmelig høj
Mand, vel voxen, mørk, med krøllet Fuldskæg.
Hudfarven noget ufrisk. Han var da 32 Aar
gammel (efter Biogr. Lex.), havde forsøgt sig
ved Landvæsenet paa sin Fødeø Bornholm og
siden i København gennemgaaet den toaarige
Skole for Artilleriets Underofficerer, hvorefter
han fik Ansættelse som Sekondløjtnant ved
Bornholms Milits. I 1860 havde han giftet sig
og med sin Kone faaet en Gaard i Rønne; da
dette Ægteskab snart efter blev opløst, havde
han en Tid forsøgt sig som Skuespiller ved
Alhambra-Teatret i København.
</p>

<p>
Herfra kom han, da han i 1863 under de
<a id="page-55" class="pagenum" title="55"></a>
truende Krigsudsigter meldte sig som frivillig
og blev ansat ved 4de Fæstningskompagni, hvor
jeg gjorde hans Bekendtskab.
</p>

<p>
Jeg er tit blevet spurgt om Anker og mit
Forhold til ham. Da han er død for mange
Aar siden, og jeg selv er en gammel Mand,
tænker jeg, at jeg nu kan besvare Spørgsmaalet
uden at blive misforstaaet.
</p>

<p>
Før vi kom til at skiftes i Nr. II, havde
jeg kun meget lidt med Anker at gøre; i den
Tid, da vi laa ledige, saa godt som intet. Jeg
veed kun, at han for det meste var at finde
paa Reimuths Hotel eller i Klubben, hvor Officererne
søgte hen om Aftenen for at faa Tiden
til at gaa. For Resten benyttede Kaptajn Bartholin
ham paa Kontoret, skønt Anker med
sine væsentlig paa Elevskolen erhvervede Kundskaber
ikke egnede sig for den Slags Arbejde.
Men han blev af Kaptajnen som en Slags fast
Officer behandlet med adskillig større Hensyn
end vi Reserveofficerer. Anker vilde Kaptajnen
f. Ex. nok sidde tilbords med, derimod ikke
gerne med os.
</p>

<p>
Da Major Lunddahl overtog sin Post og
satte Artilleriet i Arbejde, fik Anker det Hverv
at modtage Materiel i Alsbatterierne, medens
jeg, som før nævnt, havde med Udtransporten
at gøre. Det kom her til et lille Sammenstød
imellem os. Han var ikke meget ivrig med sin
Del af Arbejdet, og jeg har maaske paatalt det
<a id="page-56" class="pagenum" title="56"></a>
noget tydelig; ialtfald blev der lidt Mundhuggeri,
hvorunder han bl. a. kaldte mig »en arrogant
Hund«. Det gjorde ikke Forholdet varmere.
Vi talte ikke stort sammen, var vel ogsaa
af altfor uens Karakter.
</p>

<p>
Allerede den Gang jeg kom ud til Skanse
II, var Anker en berømt Mand. Flere Forhold
gjorde, at hans Navn var det eneste i den Krig,
der blev rigtig kendt og yndet af Folket. Han
kommanderede jo fra først af i den Skanse,
der paa Grund af sin Beliggenhed var mest
udsat, og dog paa Grund af sit riflede Skyts
istand til i nogen Tid at holde Kampen gaaende.
Uvilkaarlig gjorde man da baade her og paa
fjendtlig Side ham og Skansen til Et. Aviserne
var fulde af Beretninger om ham; man mente,
at naar han ikke var i Stillingen, faldt det hele
sammen.
</p>

<p>
Engang i April kom en Officer ud til Skanse
II og spurgte Vagten for Gevær, om Løjtnant
Anker var i Skansen. »Nej,« sagde Vagten,
»det er Løjtnant Castenschiold.« »Ham kender
jeg ikke og bryder mig ikke om at gøre hans
Bekendtskab,« var det Svar, som foer Officeren
ud af Munden. Hvortil Soldaten bemærkede:
»Men vi, hans Mandskab, kender ham.«
</p>

<p>
Officeren har selv senere fortalt mig Historien
med den Tilføjelse, at han efter dette
Svar var gaaet flov bort.
</p>

<p>
I Bladene hed det bl. a., at Anker nægtede
<a id="page-57" class="pagenum" title="57"></a>
at lade sig afløse fra sin Skansevagt. Det mærkede
jeg ikke noget til i den Tid, vi skiftedes.
Det hændte, at han den Dag, han skulde afløses,
allerede Kl. 5 om Eftermiddagen sendte mig
sin Ordonnans med Bud, at jeg maatte komme
hurtigst muligt. Og jeg rykkede altid strax ud,
medens han paa sin Side gerne lod mig vente
til ca. Kl. 11 om Aftenen.
</p>

<p>
Her som overalt gælder det, at den, der vil
skrive Dybbøls Historie efter Aviserne, kommer
galt afsted. Det meste af, hvad der stod i
dem, var Løgn.
</p>

<p>
Jeg tror det var den 14de April, jeg kom
ud for at overtage Skansen, og Anker gik Ronden
med mig. Med et Smil sagde han: »Naa,
lille Castenschiold, hvorledes synes De, Skansen
tager sig ud? Mig synes, den er godt pyntet.
Vi sees vist ikke saa snart. Hvor tror De, De
kommer hen?«
</p>

<p>
Hvortil jeg svarede: »Enten mod Syd eller
tilvejrs.« »Farvel,« sagde han, »det tror jeg
med.«
</p>

<p>
Men Anker maatte afløse mig endnu en
Gang. Det var, saavidt jeg husker, den 16de
April ca. Kl. 11 om Aftenen, han kom derud.
Da jeg viste ham Skansen, som ikke saae godt
ud, sagde han: »Fy for Satan, det gaar ikke.«
»Ja nu Farvel,« sagde jeg; »det var nok et
uventet Møde.«
</p>

<p>
<a id="page-58" class="pagenum" title="58"></a>
Jeg gav ham Haanden til Afsked; han saae
meget alvorlig ud.
</p>

<p>
Derefter saaes vi ikke, før jeg tilfældig
mødte ham i København en Dag, efter hans
Hjemkomst fra Fangenskabet.
</p>

<p>
Anker blev som bekendt taget til Fange
den 18de April. De Prøjsere, der gik mod
Skanse II, havde Ordre til at tage ham levende,
sagde man. Under Fangenskabet blev der gjort
megen Stads af ham, skønt han ikke forstod
Tysk. Han modtog bl. a. en anerkendende
Adresse fra fjendtlige Officerer. Og han og Rasmus
Nellemann er de danske Hovedskikkelser
paa den prøjsiske Sejrssøjles Relief af Skanse
II&rsquo;s Erobring.
</p>

<p>
Da jeg efter den 18de April laa saaret paa
Lasarettet i København, havde jeg en Del Besøg,
men jeg mærkede nok, at de fleste kom
for at høre noget om Anker. Dekoreret var
han blevet allerede under Kongens Besøg i Stillingen.
Ved sin Hjemkomst blev han Genstand
for almindelig Hyldest. Hans Portræt blev malet
og senere købt af Frederiksborgmuseet, og
der blev overrakt ham en Æressabel, tilvejebragt
gennem Nationalsubskription; den hænger
nu ved Maleriet. Damerne var rent vilde
efter ham, og han kunde ikke gaa paa Gaden
uden at blive tiltalt af Folk, der smigrede og
trakterede ham.
</p>

<p>
Paa hans videre Bane har jeg ikke fulgt
<a id="page-59" class="pagenum" title="59"></a>
ham. Jeg fik en anstrængende Virksomhed ude
paa Landet, som i mange Aar optog mig helt.
Men jeg var med ved Ankers Begravelse i 1876.
Det var paa Garnisons Kirkegaard; der var
mange flere Mennesker, end Kapellet kunde
rumme, og blandt dem, der maatte staa udenfor,
var jeg, saa jeg hørte ikke Talen.
</p>

<p>
Siden har man talt om, at Anker i sine
sidste Leveaar led Nød. Det hørte jeg ikke
noget til. Da jeg sidste Gang talte med ham
i København, efter hans Hjemkomst fra Fangenskabet,
havde han Penge nok. Han fik sin
Afsked med Premierløjtnants Karakter, havde
en Pension paa 1200 Kr. og en lønnet Plads
ved Laboratoriet; blev ogsaa paa anden Maade
støttet.
</p>

<p>
Derimod hørte jeg, at han søgte mindre
godt Selskab og tilbragte sin meste Tid paa
Kafeer. Han har vel næppe haft Karakter til
at taale al den Virak, man ofrede ham. Han
var, saa længe jeg kendte ham, paa ingen Maade
forfalden, kun efter mit Skøn noget let &mdash; en
ikke meget tænksom, ikke meget kundskabsrig,
men godhjertet Svend. At se til var han baade
kønnere og mere militær af Holdning end paa
Frederiksborgmaleriet, hvor han fremstilles i
Kappe, staaende ved en 84 Pd.&rsquo;s Granatkanon
bag et pynteligt Jordbrystværn med Skansekurve
og Skydeskaar &mdash; vist fra faste Batteri
paa Amager!
</p>

<p>
<a id="page-60" class="pagenum" title="60"></a>
For nogle Aar siden saae jeg Ankers Grav.
Den laa uden omhyggelig Røgt. Det synes mig
usømmeligt. Var Anker et Meteor, saa var han
dog som saadan usædvanlig glimrende. Og har
Nationen saaledes overøst en Mand med Æresbevisninger
i levende Live, bør den holde baade
hans Grav og hans Navn i Ære efter Døden.
</p>

<p>
Den Ære man fra alle Sider viste Anker,
har jeg aldrig misundt ham, selv ikke da han
stod i Lyset og jeg i Skyggen. Min Virksomhed
ved Dybbøl er senere blevet mer end tilstrækkelig
paaskønnet, og allerede under Krigen havde
jeg den Tilfredsstillelse at blive anerkendt af
min Chef og mit Mandskab.
</p>

<p>
Daværende Major Jonquières har privat
meddelt mig, at det var hans Skyld, jeg ikke
blev dekoreret før den 17de April 1864; han
var af Princip imod Dekoration. Derimod indstillede
han mig to Gange til Kaptajn; det blev
afslaaet. Senere tilbød Kongen mig Kaptajns
Karakter; da nægtede jeg at modtage den. I
mine unge Dage vilde jeg gærne have været
Kaptajn paa min Chefs Indstilling.
</p>

<p>
Da jeg fik Ordre til i Ankers Forfald øjeblikkelig
at overtage Kommandoen i Nr. II,
var det med den Tilføjelse, at man ikke et
Minut havde været i Tvivl om, at man burde
betro mig den Kommando. De Ord glædede
mig, ligesom mit Mandskabs Bøn om at maatte
følge mig derover.
</p>

<p>
<a id="page-61" class="pagenum" title="61"></a>
Jeg har nævnt disse Ting, for at man skal
forstaa, at jeg ikke misundte Anker hans Udmærkelser.
</p>

<p>
Derimod er der een Ting, jeg har haft vanskeligt
ved at tilgive ham. Det er hans Forsømmelse
af Brohovedet i den Tid, vi skiftedes
til Kommando der. Dette Punkt skal jeg senere
vende tilbage til.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-21">
XXII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Det var den 20de Marts om Eftermiddagen,
jeg efter Ordre tog Kommandoen i Nr. II. Jeg
havde ikke tidligere kommanderet riflet Skyts,
ej heller været i Ilden.
</p>

<p>
Den 21de om Formiddagen Kl. ca. 10 begyndte
Skydningen fra Broager; vi fik vist den
Dag i Skanse II 136 Granater, for en Del af
de store Sprænggranater, som vejede 60 Pd.
Stykket. Naar en saadan Granat slog ind i
Brystværnet, rystede det.
</p>

<p>
De prøjsiske Spidsgranater sprang i Anslaget.
Havde de uden at gøre Ulykker passeret
Brystværn og Kanoner, var de lidet farlige;
slog de ned i Blokhuset eller i Jorden, virkede
deres Explosion som en lille Minesprængning;
Jord og Sten kastedes op i Luften. Traf de en
Palisadepæl, klippede de den over og slyngede
Stumpen tilvejrs.
</p>

<p>
<a id="page-62" class="pagenum" title="62"></a>
De murede Luftskorstene paa Krudtmagasinet
blev strax skudt bort, og Brokkerne fløj
os om Ørerne. Vi maatte tage Sandsække til
at dække Krudtmagasinet med, da dettes Jorddække
tildels blev fejet bort, og Granaterne
slog saa voldsomt mod Betonmuren, at vore
Granater, som var stablede op langs Muren
inde i Magasinet, raslede ud paa Gulvet med
stort Spektakel. Magasinfolkene kom farende
op og mente, der var ikke til at være; men
da de saae, hvordan vi andre havde det, kravlede
de ned igen.
</p>

<p>
Prøjserne skød den Dag udmærket. Ellers
skød de tit for højt; maaske var det vanskeligt
at skelne Brystværnet fra Jordfylden paa
det bagved liggende Blokhus. Den prøjsiske
Artilleriofficer, der havde Kommando over Broagerbatterierne,
paastod at vi gjorde det samme.
</p>

<p>
Under en saadan Skydning var Skansen intet
hyggeligt Opholdssted. En Del af Brystværnet
blev skudt ned over Kanonerne, saa
vi maatte rage Jord ud af deres Mundinger,
før vi selv kunde skyde igen. En Mand blev
overdænget med Jord, saa vi maatte grave
ham ud.
</p>

<p>
Der blev den Dag skudt en Del Materiel
itu for os, men faldne havde vi ingen af. Pladsen
udenom er nu engang størst. Alligevel undrede
man sig over Heldet; man troede en saadan
<a id="page-63" class="pagenum" title="63"></a>
Dag kunde umuligt gaa til Ende uden Tab
af Menneskeliv.
</p>

<p>
Men saa kunde der en anden Dag komme
en Granat, som var ondsindet; engang gik i
eet Skud 9 Mand bort. Under saadanne Forhold
gælder det, ikke at tabe Hovedet. Hvis
Fjenden mærker, at der er noget galt, forøger
han Skydningen. Og bliver de trufne for længe
liggende, virker det nedslaaende paa deres Kammerater.
De døde bærer man bort afsides og
dækker dem til med et Tæppe; de saarede ser
man hurtigst muligt at faa ud, hvilket kan have
sine Vanskeligheder, naar Broen er i Uorden;
man maa have Hjælp af Infanteriets Ambulancer.
Uhyggeligt er det at se, naar Kanonerne
driver af Blod, og Blodet fra den ene saarede
sprøjter over paa den anden, saa man ikke
veed, hvem der er værst faren.
</p>

<p>
Den moralske Side af Projektilernes Virkning
har maaske endnu større Betydning end
den umiddelbare Skade de gør. Naar en af de
gammeldags runde Granater kom sejlende i
Luften, kunde man staa og drøfte, hvor nu
den skulde hen. Dens Bane var synlig og der
var Tid til at gaa afvejen. Tilmed sprang den
ikke ved Anslaget, men paa Tid, og Temperingen
var mangelfuld. Det hændte ogsaa at
den slet ikke sprang. Det var en hel Hvile,
en sjælden Gang at blive beskudt med den
Slags, naar man havde staaet for de langtrækkende
<a id="page-64" class="pagenum" title="64"></a>
Spidsgranater. Dem hørte der meget til
med Ro at modtage et hundrede Stykker af paa
en Time.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-22">
XXIII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
De Følelser der behersker Folk, naar de
staar under Fjendens Ild, er meget forskellige.
</p>

<p>
Helt rolige er kun faa. Det er jo Livet,
der staar paa Spil; hvert Øjeblik kan Døden
komme. Selv om man har travlt, ser man nok,
naar Ens Sidemand falder. Men jo mer man
har at bestille, des bedre gaar det; Arbejdet
afleder Opmærksomheden fra Tanken om hvad
der kan træffe En selv.
</p>

<p>
I nødtvungen Uvirksomhed at udholde en
stærk Beskydning er det værste. Selv de, der
er kede af Livet, vil dog nødig skydes til Krøblinger.
Andre tænker paa deres Hjem, paa Kone
og Børn, hvis Kaar maaske vil blive trange,
dersom Forsørgeren falder fra; dem er det
strængt for. Andre kan saa daarligt beherske
deres Nerver, at de er umulige som Soldater.
Slemt er det, at man ikke forud kan være vis
paa, hvordan man vil stille sig; fordi man en
Dag har været rolig, kan man godt blive nervøs
den næste.
</p>

<p>
Somme viser et vist Galgenhumør; de er
ikke til at stole paa, det kan hvert Øjeblik slaa
<a id="page-65" class="pagenum" title="65"></a>
om i Fortvivlelse. De bedste Soldater, særlig
under en Fæstningskrig, der fremfor alt kræver
Udholdenhed, er efter min Erfaring de, der
mener sig i Forsynets Haand, eller under en
forud bestemt Skæbne, eller holdes oppe af en
ubøjelig Pligtfølelse.
</p>

<p>
Ilde stillede er de forvænte, som ikke kan
taale Savnet af det daglige Velvære. De bliver
legemlig slappe og synker snart sammen i Mismod
eller Sygdom. Dog ser man ikke sjælden
tarvelig vante Folk bukke under før de bedre
vante, som har aandelig Spændkraft nok til at
aflokke det uvante Spil med Liv og Lemmer
dets Interesse, gennem de Krav det stiller til
Ens Mod og Raadsnarhed. Derover kan Ubehagelighederne
glemmes.
</p>

<p>
Hvad man end kan indvende mod Krigen,
saa er den med sine Anstrengelser og Farer en
Prøvesten for Mennesker. I en Tid som den
vi havde ved Dybbøl, gaar de svage og uduelige
tilgrunde, og de dygtige modnes.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-23">
XXIV.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
De før omtalte Vanskeligheder ved Skansekommandørens
Stilling i Almindelighed mærkedes
ikke mindst i Nr. II.
</p>

<p>
En Dag blev jeg kaldt op til Oberst Vahl
og irettesat, fordi jeg hele Natten brændte Davys
<a id="page-66" class="pagenum" title="66"></a>
Sikkerhedslampe i Skansens Krudtmagasin.
Vi brændte for 8 Skilling Olie hver Nat;
Obersten mente, at det var en utilladelig Ødslen
med Statens Penge.
</p>

<p>
Vi kunde imidlertid hvert Øjeblik vente at
blive alarmerede. Hente Ammunition i Mørke
kunde vi ikke; og stryge Svovlstikker i Krudtkammeret
var dog sin Sag.
</p>

<p>
(Jeg saae ganske vist engang en Ingeniørkonduktør
stryge en Svovlstik ved den aabne
Dør til Krudtmagasinet &mdash; for at tænde sig
en Cigar. Men jeg blev meget bestyrtet over
dette Syn, og tror nok jeg gav ham en knyttet
Næve mellem Øjnene med det samme, hvilket
han opfattede som en personlig Fornærmelse.)
</p>

<p>
Altsaa tog jeg min Røffel og blev ved med
at brænde Lampe som før.
</p>

<p>
En anden Gang kom der Ordre til, at der
ved hver Kanon skulde ligge 2 Granater temperede
til 800 Alen, for at vi kunde have dem
ved Haanden, naar Fjenden stormede. Naar
de laa fremme, blev de imidlertid overdængede
med Jord, tit helt begravede, saa snart Fjenden
tog fat paa sin Beskydning. Først maatte man
saa grave dem ud, og dernæst rense dem, inden
de kunde gaa i. Vi foretrak derfor vedblivende
at hente dem fra Magasinet, naar der blev Brug
for dem.
</p>

<p>
I saadanne Tilfælde havde det sine Fordele
at være Reserveofficer. Vi havde ingen
<a id="page-67" class="pagenum" title="67"></a>
Forfremmelseslister at tage Hensyn til. Men
naar Fjenden holdt op at skyde paa os, kom
vore egne og skældte os ud. Det var Krig hele
Tiden; man maatte have sine Kløer hvæssede.
Undvære os kunde de ikke; dog havde det været
rart med lidt bedre Orden i Tingene, lidt mindre
unødvendigt Bryderi.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-24">
XXV.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Skanse II var fra først af bestykket udelukkende
med glatløbet Skyts, hvoriblandt 2
84 Pd.&rsquo;s Granatkanoner. Da Prøjserne begyndte
deres Batterianlæg paa Broager, blev Broagerflanken
monteret med 4 12 Pd.&rsquo;s riflede Metalkanoner,
og da den ene blev demonteret, ombyttedes
den med en 4 Pd.&rsquo;s riflet Jernkanon,
som senere blev demonteret ved at en Granat
slog Mundingen flad. Istedet for den kom der
en lignende, som Mandskabet <em>stjal</em> en Nat, da
den bag Skansen var kørt fast og forladt. Det
var særlig disse riflede Kanoner, der i nogen
Tid satte os istand til at holde Kampen gaaende.
</p>

<p>
I Begyndelsen var det de svære Fireogfirspundige,
der havde Mandskabets Tillid. Da
jeg den 28de Marts om Morgenen kom ind i
Skansen, fandt jeg Folkene i en løftet Stemning;
en Infanterist var ifærd med at forklare
sin Kammerat, at ved det første Skud, der faldt
<a id="page-68" class="pagenum" title="68"></a>
fra den 84 Pd.&rsquo;s Granatkanon, »skvat« alle de
der stod omkring den, som han udtrykte sig.
</p>

<p>
Men da vi fik de riflede Kanoner, og Mandskabet
havde set deres Virkning, varede det
ikke længe, før »riflet« blev det staaende Ord
for alt, hvad de vilde sige noget godt om. Med
de fire Kanoner af 4de Batteri fulgte deres Betjeningsmandskab.
Det var et udmærket Mandskab,
med godt Sammenhold, og grundigt øvet
i Brugen af det riflede Skyts, hvilket de andre
Konstabler ogsaa snart lærte. Efterhaanden
smeltede Halvbatteriets Mandskab sammen med
Skansens andre Artillerister.
</p>

<p>
Der var i Skanse II saa lidt som andre Steder
Overflod paa Befalingsmænd; men de der
var, duede til noget. Fra 4de Batteri kom med
Kanoner og Mandskab de to Linjekorporaler
<em>Vilhelm Hansen</em> og <em>August</em>. Og da de forfremmedes
til mere selvstændige Stillinger, erstattedes
de med Reservekorporalerne <em>Ludvig Hansen</em>
af 4de Batteri og <em>Chr. Christensen</em> (Dons)
af Fæstningsartilleriet. Alle fire blev med Ære
Dannebrogsmænd for udmærket Tjeneste under
Belejringen, og har siden i høj Grad nydt
deres Medborgeres Agtelse, hver i sin Stilling.
August blev Inspektør ved Usserød Klædefabrik,
Vilhelm Hansen Stationsforstander, først
i Fredensborg saa i Fredericia; jeg tror, han
af Hensyn til sin Alder siden har søgt en lettere
Plads. Ludvig Hansen er Bud i Krigsministeriet,
<a id="page-69" class="pagenum" title="69"></a>
og Chr. Christensen Gaardejer i sin Hjemstavn.
</p>

<p>
Dette Mandskab og disse Befalingsmænd
maa ikke glemmes, naar man taler om Skanse II.
</p>

<p>
Da jeg første Gang mødtes med Anker i
Skansen, spurgte jeg ham, om han ikke kunde
anbefale mig en særlig paalidelig Mand; han
henviste mig da til Christensen Dons, som
havde været der hele Tiden. Det var ingen fejl
Anvisning. Christensen var en Mand med stærke
Nerver og en ligesaa stærk Pligtfølelse. Om
ham er det sandt, at han nægtede at tage mod
Afløsning. Kun en Gang imellem gik han hjem
i et Par Nattetimer for at faa lidt varm Mad.
Ellers var han i Skansen lige til det sidste;
han blev fangen den 18de April. Mærkeligt
nok er det, at Christensen var fraværende den
28de Marts, da Nr. II ved forskellige Uheld
kom »Hors de combat«, netop som der var
Brug for dens Indgriben i Fægtningen. Jeg
havde den Dag Extravagt i den tilbagetrukne
Linje.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-25">
XXVI.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
I Begyndelsen gik det helt godt, den ene
Dag omtrent som den anden, med Skydning
i c. 6 Timer, Udbedring af Skansen om Natten,
Modtagelse af nyt Materiel istedetfor det
der blev skudt itu, og Komplettering af Ammunitionsbeholdningen.
<a id="page-70" class="pagenum" title="70"></a>
Under Arbejdet om Natten
fik vi undertiden en Granat, men mange
kom der ikke, og havde man gode Observationsposter,
sinkede det ikke synderlig.
</p>

<p>
Disse Nattegranater kom næsten saa regelmæssig
som efter et Urværk. Da Kongen kom
ind i Skansen Natten mellem den 22de og 23de
Marts, ventede vi netop en Granat. Infanteribesætningens
Chef, Kaptajn Drastrup, der blev
saaret den 18de April og siden faldt i Kampen
paa Als, modtog Kongen og underrettede ham
om, hvor der var den bedste Dækning. Men
Kongen lod, som om han ikke hørte ham. Det
var saa meget uhyggeligere, som Kongen stod
paa det mest udsatte Sted.
</p>

<p>
Jeg holdt mig afsides for ikke at sinke Kongen,
der mulig vilde have henvendt nogle Ord
til mig i min Egenskab af Skansekommandør.
Drastrup kom farende hen til mig og sagde:
»Hvad skal vi gøre? Kongen vil intet høre om
Dækning &mdash; vi venter jo en Granat!« Og vi
stod alle i stærk Spænding, indtil Kongen trak
sig tilbage. Et Par Minutter efter kom Granaten
&mdash; og slog ned paa den Plet, hvor Kongen
havde staaet!
</p>

<p>
Saalænge vi blot nogenlunde kunde svare
igen, var Stemningen i Nr. II udmærket. Den
23. Marts skød vi 183 Skud, Fjenden 176.
</p>

<p>
Men da han mærkede, at vi ikke gav os
for saa lidt, bragte han bestandig flere Kanoner
<a id="page-71" class="pagenum" title="71"></a>
i Batteri mod os. Hans Granater fra
Broager naaede op i Nr. VI, det var c. 6000
Alen, og over til Sønderborg, et Par hundrede
Alen længere; det længste, de kunde naa, var
vist henved 7000 Alen. Det var hidtil ukendte
Afstande.
</p>

<p>
I de første Dage var det særlig Nr. II, der
var Skive for Kanonerne fra Broager; senere
fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de
var saa godt som ude af Stand til at besvare
denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar den blev
dem for generende, at trække Ilden paa sig
ved forceret Skydning. Det var en Ordre, som
passede os; der er ingen Fornøjelse ved at lade
sig overdænge med Granater og miste Mandskab
og Materiel, naar man ikke maa bide fra
sig efter Evne.
</p>

<p>
Mindre let var det dog, naar vi samtidig
skulde efterkomme en anden Ordre, som bød
os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til
de ikke ret store Beholdninger.
</p>

<p>
Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen.
Skulde vi have raabt Dæk, hver Gang
vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart
blevet til Dæk allesammen. Men den preussiske
Granat var c. 13 Sekunder om at passere
Vemmingbund. En dygtig Observationspost
kunde nok vente c. 10 Sekunder, for at blive
klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den
kunde man ikke; men man lærte efterhaanden
<a id="page-72" class="pagenum" title="72"></a>
at høre paa dens Lyd, hvor den skulde hen, til
Sønderborg, til Dybbøl Mølle, helt op til Nr. VI,
eller ned til os. Og man kunde nok dække sig
paa 3 Sekunder; det fik man snart Øvelse i.
Men hørte man Granaten brøle i Luften, var
det yderste Øjeblik; saa var den der med det
samme.
</p>

<p>
Prøjserne opgiver, at de skød i Gennemsnit
<em>pr. Dag</em>: Fra 13de Marts til 1ste April
227 Skud; fra 2den til 9de April 2,866 Skud;
fra 10de til 18de April 4,967 Skud. Og den
18de April skød de paa sex Timer fra Kl. 4
Morgen til Kl. 10 Form. 7,900 Skud.
</p>

<p>
Fra den anden April var Beskydningen altsaa
voldsom; og fra den 10de ligefrem overvældende.
Jeg tror nok, det var den 10de jeg
fik Ordre til at trække Ilden fra Broager paa
Nr. II: mine 3 riflede 12 Pd.&rsquo;s Forladere fik
Svar fra mindst 15 riflede Bagladekanoner derovre.
En saadan Kamp var det ikke muligt
at holde gaaende; vi vilde meget hurtig have
faaet Mandskabet skudt og Kanonerne ødelagte.
</p>

<p>
Vi maatte da blænde Skydeskaarene med
Sandsække og saa vidt muligt trække Kanonerne
i Læ bag Tværvolde o. s. v. for dog
at have nogle i Behold til Kardætskskydning,
naar Stormen kom. Om Aftenen aabnede vi
atter Skydeskaarene og trak de ladte Kanoner
<a id="page-73" class="pagenum" title="73"></a>
paa Plads for at være beredt paa alle Eventualiteter.
</p>

<p>
Under den stærkt forøgede Beskydning blev
det meget vanskeligt i Nattens Løb at bringe
Skanserne i blot nogenlunde Orden; de fik
efterhaanden et slemt forrevet Udseende.
</p>

<p>
Og Terrænet udenom blev saa oprodet, at
Transport af nyt Materiel til Erstatning for
det ødelagte i høj Grad besværliggjordes. Ogsaa
Broerne var i en maadelig Forfatning. Ligesaa
Stormpælene i Skansen og Gravene. Og
en stor Del af Skytset blev trods alle Forsigtighedsregler
demonteret.
</p>

<p>
Nr. II maatte, i den Tid Anker og jeg skiftedes,
begrave 9 ødelagte Kanoner; deraf begravede
jeg de 7, bl. a. en 84 Pd.&rsquo;s Granatkanon
Nr. I. Det var en svær Karl; den vejede
8,500 Pd.; vi maatte grave et dybt Hul og vælte
den ned med Affutagen &mdash; som vi saa hejsede
op igen, før vi kastede Graven til.
</p>

<p>
Den 16de April gav Major Jonquières mig
Lov til at trække to af de riflede Kanoner ud
af Skansen for at bringe dem i Sikkerhed paa
Als. (Den tredie var kun brugelig til nogle
Kardæskskud).
</p>

<p>
Bruge dem mod Broager kunde vi jo ikke,
og baade jeg og Mandskabet syntes det var
en Skam de skulde ødelægges eller falde i Fjendens
Hænder; de havde tjent os godt. Broen
var istykker, saa vi maatte trække dem ud over
<a id="page-74" class="pagenum" title="74"></a>
Graven, et besværligt Arbejde. Det sønderskudte
Materiel slængte vi udenfor, Hjul, Lavetter,
Slæder, Rapperter, Palissadepæle o. s. v.
Det blev tilsidst en køn Bunke.
</p>

<p>
Under disse Forhold maatte Betjeningsmandskabet
om Dagen søge Tilflugt i Krudtmagasinet,
med kun en enkelt Vagtpost ude.
Infanteriet laa i Løbegravene, hvor de som sagt
yderligere søgte Ly i selvlavede Huller, undertiden
i større Afstand fra Skanserne end det
fjendtlige Infanteri i Parallelerne foran Stillingen.
Alt Mandskabet havde ligget for længe,
værgeløst overdænget med Fjendens Projektiler,
med vaagne Nætter i Kulde og Regn. De
mindre Sammenstød med Fjenden var næsten
altid faldet uheldigt ud. Der var kun faa brugelige
Kanoner tilbage i Skanserne. Ingen troede
mer, at vi kunde afslaa Stormen. Humøret var
borte, selv hos de frejdigste, og Disciplinen gennemgaaende
stærkt svækket. Stillingen var for
øjensynlig haabløs.
</p>

<p>
Der blev talt om Udfald; mange mente at
saadanne vilde have styrket Soldaternes Selvtillid
m. m. Det var dog vist heldigt, ialtfald
nu mod Slutningen, at Kommandoen afholdt
sig fra den Slags Forsøg. Vi vilde overalt være
kommet i Kast med en i Tal, Vaaben, Uddannelse
og Disciplin langt overlegen Fjende; og
mislykkede Udfald er næppe synderlig opmuntrende.
</p>

<p>
<a id="page-75" class="pagenum" title="75"></a>
Derimod kan man med Grund beklage, at
Kommandoen ikke bestemte sig til, som tilraadet
af Major Jonquières og foreslaaet af General
du Plat, at opgive den ødelagte Stilling og
trække Hæren over til Als.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-26">
XXVII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Den 1ste April skød Prøjserne næsten ikke
fra Broager; de havde bragt deres Skyts op
langs Alssund til Understøttelse for den planlagte
Overgang til Als. Den skulde have fundet
Sted tidlig om Morgenen den 2den April fra
Ballegaards Færge, men maatte paa Grund af
Storm udsættes til næste Morgen. Og da Vejret
vedblev at være meget uroligt, blev Foretagendet
helt opgivet for den Gang.
</p>

<p>
Men for at aflede vor Opmærksomhed fra
disse Planer var det, at Prøjserne den 2den
April bombarderede Sønderborg. De rettede
særlig efter Raadhustaarnet, saa de bagved liggende
Bygninger blev slemt medtagne. En enkelt
Granat slog 28 Mand ned lige udenfor mit
Kvarter; jeg boede hos min Fætter Forpostkommandøren,
han stod ved Vinduet og saa
det. Selv var jeg heldigvis ikke hjemme den
Gang, og da jeg kom, var det værste overstaaet.
</p>

<p>
Om Natten fortsattes imidlertid Bombardementet,
<a id="page-76" class="pagenum" title="76"></a>
der naturligvis fulgtes af langvarige
Ildebrande. Der kom Brandmandskab fra København,
men det maatte opgive den sydlige
Del af Byen, hvor det meste brændte ned. Under
saadanne Forhold fandt selvfølgelig nogen
Uorden Sted; Soldaterne fik Skyld for Plyndring.
»Redde« gjorde de ialtfald. Jeg saa en
Mand hente en Fjerding Smør og en Del andre
Varer ud af et brændende Hus; havde han ikke
taget det, vilde Flammerne have gjort det.
</p>

<p>
Det var ikke nemt at skaffe Proviant under
de Forhold. Men vi havde en Ordonnans, der
forstod Kunsten. Efter sin Hjemstavn hed han
aldrig andet end »Fre&rsquo;sber&rsquo;«. For at hindre
Plyndring, var der sat Gardister ved Broen;
ingen af Mandskabet maatte paa egen Haand
gaa fra Stillingen over til Byen. Men naar
Fresber kom, brølede han hovent: »Jeg er <em>Ordonnans</em>!«
Saa turde de ikke andet end lade
ham passere. Ude fra Broen haanede han til
Tak de dumme »Ben-Gardister«. Og naar han
kom tilbage, havde han gerne Kurven fuld.
</p>

<p>
»Det gaar ikke, Fresber,« sagde vi; »hvor
har du faaet det, og hvad koster det?« Det
kunde han aldrig »huske«; men han skulde
se at komme i Tanker om det, sagde han. Naar
vi saa havde spist, kom han: »Undskyld, Hr.
Løjtnant, der skulde vel ikke være en Slat tilovers?«
Det var undertiden ikke saa smaa
Slatter han fik. Saa lavede han med stor Færdighed
<a id="page-77" class="pagenum" title="77"></a>
Kaffe og brølede paa de andre: »I Bønder,
kom her og træd an til Kaffe!«
</p>

<p>
Han havde rigtig hvad man kalder Københavnerhumør,
aldrig forknyt. Engang saae jeg
ham gaa ved Siden af en Kammerat, en Bonde,
da der faldt en Granat lige for Fødderne af
dem. Den anden sank lidt i Knæene, men
Fresber ikke saa meget som blinkede. »Kan
du gi&rsquo; igen paa den, Hans Pe&rsquo;sen?« sagde han.
</p>

<p>
Som bekendt fraterniserede Mandskabet undertiden
med Prøjserne. Fresber var tit derude
og blev vel modtaget. Engang spurgte de ham:
»Hvad er det, I saadan har tømret paa inat?«
»Minerne«, svarede han; »nu ryger I snart i
Luften!«
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-27">
XXVIII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Om Aftenen den 2den April var det Bestemmelsen
at jeg skulde blive i Forpostkommandørens
og mit fælles Kvarter for at passe paa
Tøjet, men jeg maatte opgive det; der kom
lovlig mange Granater. Jeg gik saa ud for at
finde Natteleje et andet Sted.
</p>

<p>
Der var ikke hyggeligt at gaa i Sønderborg
Hovedgade den Nat. Granaterne slog ind i
Husene rundt om, og Tagstenene raslede med
stort Rabalder ned paa Gaden mellem de flygtende
Beboere, der skyndte sig nordpaa, belæssede
<a id="page-78" class="pagenum" title="78"></a>
med deres Sengklæder og andre Ejendele.
</p>

<p>
Jeg fik Natteleje i en Ingeniørofficers Kvarter
med den Bemærkning, at Sengens Ejer
kunde ventes om Morgenen; han kom ogsaa,
jog mig ud og krøb selv tilkøjs. Mens jeg stod
og vadskede mig, slog en Granat ned i Genbohuset,
saa Tagstenene raslede ned paa Gaden.
Ingeniøren var øjeblikkelig faldet i Søvn; han
foer op med Raabet: »Hvad er det?« »En Granat,«
svarede jeg, temmelig tvært.
</p>

<p>
»Her er vist ikke sikkert?« sagde han tvivlraadig.
Da kom der en ny Granat, som kastede
en Skorsten ned paa den anden Side af Gaden
med et stort Spektakel. Nu foer Manden ud af
Sengen og forlod Huset efter at have indbudt
mig til Frokost. Da jeg kom hen, hvor vi skulde
spise, &mdash; det var i et Hjørneværelse med Vindu
til begge Sider &mdash; var Stuen skudt ud i eet, og
der var ingen Frokost.
</p>

<p>
Jeg gik hen til mit Kvarter for at se efter
Tøjet; begge Nabohusene stod i Brand, og
Flammerne slog ind ad Husets sønderskudte
Vinduer. Dørene fandt jeg lukkede; jeg
sprængte dem, og fik ved Hjælp af et Par Soldater
Tøjet slæbt i Sikkerhed.
</p>

<p>
Da jeg kom ned ad Trapperne, stak en ung
Pige Hovedet op af Kælderlemmen. Jeg forklarede
hende den farlige Stilling hun befandt
sig i; Huset vilde snart brænde og styrte sammen
<a id="page-79" class="pagenum" title="79"></a>
over hende, hvis ikke en Granat forinden
gjorde Ende paa hendes Liv. Hun svarede at
hun blev der; hun havde lovet sin Madmoder
at passe paa hendes Tøj, og lod sig ikke rokke,
hverken af Trusler eller Bønner.
</p>

<p>
Jeg maatte da sende Bud ud til Forpostkommandøren,
og indtrængende opfordre ham
til at skaffe en Vogn, idet jeg forklarede ham,
at Pigen ellers ufejlbarlig vilde blive enten kvalt
i Kælderen eller dræbt af en Granat. Det har
ikke været let at skaffe den Vogn; men den
kom. Pigen blev nu sammen med sin Madmoders
Tøj kørt ud paa Als; hun havde holdt
sit Løfte.
</p>

<p>
Hvad mon den Piges Skæbne er blevet?
Hun staar ofte for mine Øjne: lille og uanselig,
men med en Pligtfølelse og staalsat Vilje. Lever
hun endnu, maa hun være over 60 Aar.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-28">
XXIX.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg havde en Gang Kommando i <em>den tilbagetrukne
Linje</em>.
</p>

<p>
Den var anlagt under Belejringen, til Støtte
for venstre Fløj, og bestod af en lav Jordvold
med foranliggende Grav, i skraa Retning fra
Skanse IV, bag III, II og I, ned til Vemmingbund.
Der var tre Indskæringer med hver 4
Stk. 24 Pd.&rsquo;s Granatkanoner i Feltlavet. Anlægget
<a id="page-80" class="pagenum" title="80"></a>
begyndtes 11te Marts, og Værkerne monteredes
Natten til den 25de.
</p>

<p>
Denne Linje kunde efter sin Retning ikke
godt enfileres fra Broager. Men naar Skanse
IV var taget, kunde man fra dens Brystværn
skyde lige ned i den nærmeste Indskæring og
feje Mandskabet fra Kanonerne. Jeg gjorde
Kommandoen opmærksom paa denne Fejl, og
det var dens Mening, at jeg skulde have været
ud at anlægge en Tværvold, der kunde hindre
en saadan Beskydning fra Nr. IV; men det
naaedes ikke.
</p>

<p>
Uheldigt var det, at den over disse tre Kanonplacementer
kommanderende Officer ingen
Underofficerer skulde have. Der burde have
været en dygtig Underofficer i hver Indskæring.
Men jeg kunde ikke andet end misunde
den Mand, som kunde raade over en saadan
Bestykning. De 24 Pd.&rsquo;s Granatkanoner var af
lettere Skyts det bedste vi havde til Kardætskskydning,
og anbragt i Feltlavetter kunde de
betjenes meget hurtig.
</p>

<p>
Den tilbagetrukne Linje havde lidt forholdsvis
ringe Molest under Beskydningen, og var
endnu den 18de April fuldt monteret. Jeg nægter
ikke, at jeg kunde haft Lyst til at optage
en Kamp her, med mit Mandskab fra 4de Batteri
eller Flankebatteriet. Havde vi her optaget
vore tilbagegaaende Tropper fra 1ste Linje og
holdt Stillingen til vore Reserver (8de Brigade)
<a id="page-81" class="pagenum" title="81"></a>
naaede frem, turde det have givet nogen Forandring.
Og det havde ikke været nogen uløselig
Opgave. Det havde ikke været nogen Spøg
for Prøjserne at gaa frem mod den tilbagetrukne
Linje over udækket Terræn, udsatte for
en stærk Kardætsk- og Riffelild paa nært Hold.
</p>

<p>
Den tilbagetrukne Linje blev imidlertid den
18de April saaledes forsvaret, at Prøjserne besatte
den uhindret; og det blev 8de Brigade,
der maatte gaa frem uden Dækning. Resultatet
er kendt.
</p>

<p>
Derimod turde det være mindre kendt, at
den i den tilbagetrukne Linje kommanderende
Artilleriofficer, en Løjtnant <em>Kofoed</em>, den 18de
April rendte fra sin Post paa Strømpesokker,
med Støvlerne i Haanden &mdash; naturligvis fulgt
af sit Mandskab.
</p>

<p>
Han kom forbi Forpostkommandørens Adjudant,
den flotte og kække Løjtnant Binzer,
og spurgte ham i Farten: »Hvad skal jeg
gøre? &mdash;« »Rejs ad Hedehusene til!« raabte
Binzer.
</p>

<p>
Løjtnant Kofoed havde ingen Kommando
ved Alssund den 29de Juni!
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-29">
XXX.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Man har sagt om Artilleriforsvaret af <em>Nordre
Brohoved</em> den 18de April, at det lod en Del
<a id="page-82" class="pagenum" title="82"></a>
tilbage at ønske. Det er rigtigt. Jeg veed det
bedst. Det var mig, som ledede det.
</p>

<p>
Den Officer, som den meste Tid havde været
Skansekommandør i N. Brohoved, havde ikke
med synderlig Troskab opfyldt sine Pligter. Det
var, saavidt jeg husker, først den 7de April,
Anker og jeg som Tjeneste i anden Linje fik
tildelt Kommando i Brohovedet (foruden Kirkebatteriet
paa Als). Da jeg overtog Brohovedet,
fandt jeg det i en meget daarlig Tilstand. Kanonerne
skød over Bænk, og Brystværnet var
ikke rørt siden 61; alt var i Uorden, Mandskabet
demoraliseret. (Brohovedet havde vel at
mærke ikke været Genstand for nogen Beskydning.
Men den sygemeldte Artilleriofficer, hvem
vi nu afløste, havde nok aldrig været paa Batteriet.)
Tilmed var der for faa Folk, nemlig 18
Mand til Betjening af 2 Stkr. 84 Pd.&rsquo;s Granatkanoner
Nr. 2 og 2 Stkr. 12 Pd.&rsquo;s Kuglekanoner
samt et meget ubekvemt liggende Krudtmagasin.
</p>

<p>
Jeg arbejdede efter bedste Evne i Brohovedet,
naar jeg var afløst fra Skanse II og ikke
blev sendt andre Steder hen. Og jeg bad Anker,
om han ligeledes vilde gøre sit til at faa Batteriet
istand, naar han havde sin to Dages Vagt
der. Det maatte, mente jeg, være ham ligesaa
magtpaaliggende at faa Værket i Forsvarsstand,
da det ligesaa godt kunde træffe ham at faa
Kommandoen der under en Storm.
</p>

<p>
<a id="page-83" class="pagenum" title="83"></a>
Dertil svarede han med en drøj Ed: »Nej,
jeg kører lige til Høruphav og kommer ikke
derfra, før jeg skal afløse Dem i Nr. II!« Og
han holdt Ord. Han kørte lige til Høruphav og
var der sammen med Dampskibet Zampas Kaptajn
istedetfor at gaa til Brohovedet, hvor han,
saa vidt jeg veed, ikke har sat sin Fod.
</p>

<p>
Det blev mig, som kom til at kommandere
Brohovedet under Stormen. Jeg havde arbejdet
paa det saa godt jeg kunde, al den Tid, jeg
var afløst fra Nr. II og fri for Extraarbejde
andre Steder. Det vilde dog have været en Skandale,
om Artilleriet i N. Brohoved havde spillet
samme Rolle som det i den tilbagetrukne Linje.
Det er ikke godt at vide, hvordan det var gaaet
Tropperne paa Retræten fra Skanserne, om ikke
Brohovedet havde hjulpet med til at dække
dem. Men Anker havde forsømt sin Pligt paa
denne Post; derfor var Brohovedet ikke i fuld
Forsvarsstand og virkede ikke saa kraftigt som
det skulde. Herfra skriver sig den eneste Bitterhed,
jeg har næret imod Anker.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-30">
XXXI.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg gjorde et Forsøg paa at faa udleveret
Skansekurve til Fuldstændiggørelse af Brystværnet,
saa Mandskabet under Betjeningen ialtfald
kunde have Dækning mod Infanteriild.
<a id="page-84" class="pagenum" title="84"></a>
Skulde vi skyde over Bænk udsat baade for
Riffel- og Kanonild, vilde det føre til en Forblødning,
før Batteriet havde løst sin Opgave.
</p>

<p>
Jeg gik til Artillerikommandoen og 4de
Fæstningskompagni og bad om disse højst nødvendige
Skansekurve. Man henviste mig til Ingeniørerne;
de mente ikke det var muligt at
skaffe dem. De kunde med Nød og neppe skaffe
de nødvendige til 1ste Linje.
</p>

<p>
Men have dem skulde og maatte jeg. Saa
fandt jeg dem selv og stjal dem om Natten.
Paa den Maade fik jeg samlet 27 Kurve; det
var nok til Dækning for de 3 Kanoner.
</p>

<p>
Jeg havde faaet Kompagniets Løfte om ialtfald
nogle Sandsække; med dem agtede jeg at
dække den fjerde Kanon. Men det trak ud
trods gentagne Mindelser fra min Side og blev
ikke til noget. Endnu den 17de April Kl. 11
Aften ventede jeg forgæves paa de Sandsække;
de kom ikke. Den 18de April stod derfor den
fjerde Kanon mindre godt dækket.
</p>

<p>
Utvivlsomt blev derved Batteriets Tab større
end det burde have været. Men lige saa vist er
det, at Tabet var blevet endnu større, havde jeg
ikke faaet de tre andre Kanoner dækkede.
</p>

<p>
Jeg stod den 18de April Kl. 10 paa Kirkebatteriet;
pludselig hørte jeg en stærk Infanteriild,
forstod at det var Stormen, løb strax over
paa Nordre Brohoved og fik Mandskabet til
<a id="page-85" class="pagenum" title="85"></a>
Kanonerne. I det samme blev der raabt: »Den
sorte Fane paa Nr. IV!«
</p>

<p>
Endskønt jeg maatte gaa ud fra, at vore
Egne endnu stod der som Fanger, ansaa jeg
det for min Pligt strax at lade Kanonerne rette
paa denne Skanse. Klokken var da c. et Kvarter
over 10. Først en Times Tid efter lød Alarmsignalet.
</p>

<p>
Hele Tiden maatte vi fra Brohovedet skyde
paa Fjenden over vore egne tilbagegaaende
Tropper. Det var en uhyggelig Tanke: hvis nu
en Granat sprang for tidlig! Og det kunde
godt ske.
</p>

<p>
Vi blev hurtig Genstand for en stærk Beskydning.
Saasnart Skanserne var tagne, kørte
Fjenden Feltbatterier frem i Fægtningslinjen og
beskød os fra dem saa vel som fra Batterierne
paa Broager. Grev Waldersee opgiver, at der
mod Brohovederne rettedes 60 Kanoner. De
skød undertiden for højt; og en Del af Skytset
var vel tillige rettet mod Alsbatterierne og Sønderborg.
Der var hele Tiden en underlig Lyd
i Luften over os. Vist er det dog, at vi til omkring
Kl. 1 stod som Midtpunktet for den voldsomme
Ild og sammen med Alsbatterierne besvarede
den, skønt vi hindredes af mange uheldige
Forhold.
</p>

<p>
Venstre Fløjkanon maatte jeg i Førstningen
lade staa; der var ikke Mandskab til den. Senere
blev den betjent af Infanteri. Af mine egne
<a id="page-86" class="pagenum" title="86"></a>
Folk mistede jeg strax ved Kampens Begyndelse
de 6, nemlig to som faldne, to som saarede og
to vistnok som Desertører. De to 84 Pd.&rsquo;s Granatkanoner
i 24 Pd.&rsquo;s Belejringsaffutage havde
meget stærk Rekyle; det var Meningen, at de
skulde stanses ved et anbragt Stoppetov, men
det sprang, saa Stumperne røg os om Ørene.
Vi lagde da Tornystre under Forhjulene og
Svansen til Hindring af Rekylen. Men det var
som sagt et daarligt Mandskab; dets Holdning,
særlig nu i den stærke Ild, var mindre tilfredsstillende;
det hændte, at de smed sig under
Brystværnet, saa jeg maatte tampe dem op.
Og Tornystrene glemte de. Det havde til Følge,
at de svære Kanoner gentagende løb ned ad
deres Brisker; jeg maatte have Infanteri til at
hjælpe dem op igen.
</p>

<p>
I Terrepleinet kørte Espingolerne forvildet
rundt uden at vide hvad de skulde gøre; jeg
maatte hjælpe deres Mandskab med at faa dem
af Vognene og lægge dem op paa Brystværnet
og forklare, at der godt kunde skydes med dem
saaledes.
</p>

<p>
Et Sted var der nogen der brølede: »I skyder
paa vore Egne!« Jeg troede, det var os,
det gjaldt, og svarede: »Det er Løgn!« Man
raabte tilbage: »Det er de forbandede Infanterister,
der skyder paa deres Egne.«
</p>

<p>
Altsaa, der var megen Forvirring. Og heldigt
virkede det ikke under saa daarlige Forhold,
<a id="page-87" class="pagenum" title="87"></a>
at der i Brohovedet opholdt sig flere højere
Officerer.
</p>

<p>
Midt under Skydningen fik jeg Ordre til at
optælle Ammunitionen. Da jeg gik forbi Krudtmagasinet,
kom der en Granat og slog ned i
Jorden, meget nær forbi mig. Jeg fornam intet
Lufttryk, som jeg har hørt at man skulde ved
en saadan Lejlighed. Men det var ikke hyggeligt
at skulle gaa op til Kanonerne igen.
</p>

<p>
Heldigvis holdt vi det gaaende, til Ordren
kom at vi skulde forlade Batteriet. Men det
var ikke Præcisionsskydning, vi leverede. Rimeligt
at Chefen for det i N. Brohoved staaende
Infanteri (2den Brigade) blev vred og skældte
mig ud paa Stedet. Men havde han kendt Batteriets
Forhistorie, vilde han vel nok have givet
sin Vrede en anden Adresse.
</p>

<p>
Og trods alt fik vi ikke saa lidt Jern kastet
ind blandt Prøjserne. Vor Ammunition var
næsten opbrugt, før Batteriet forlodes.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-31">
XXXII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Det var omkring Kl. 1½ at først Infanteriet,
saa Ingeniørerne og Artilleriet i Brohovedet
fik Ordre til at trække sig tilbage til Als. Brohovedet
havde nu opfyldt sin Bestemmelse og
været med til at dække Troppernes Tilbagegang.
Vi skulde over den søndre Bro; den nordre
var allerede noget tidligere blevet afbrudt.
</p>

<p>
<a id="page-88" class="pagenum" title="88"></a>
Jeg lod de tiloversblevne Krudtkasser kaste
i Sundet og fornaglede Kanonerne med nogle
store Søm, som Ingeniørerne havde efterladt.
Ved en af Kanonerne laa der en Mand og
klemte sig saa tæt som mulig op under Brystværnet;
han havde aabenbart tabt Modet og
vilde helst fanges; jeg jog ham ud.
</p>

<p>
Ligesom vi var rykket ud af Brohovedet,
kom der Ordre, at vi skulde forsvare det til det
yderste. Hvad Meningen dermed var, er ikke
godt at vide. For sent var det ialtfald.
</p>

<p>
Der var tænkt paa at sprænge Krudtmagasinet
i Brohovedet i Luften, men Major Jonquières
forbød det, da han var bange for, at
det skulde afstedkomme Tab blandt vore egne.
Stor Nytte havde det heller ikke været til, da
vi fra Als kunde bestryge hele det Indre af Brohovedet.
</p>

<p>
Den søndre Bro blev afbrudt ved Udsvingning
af et Broled. Da Artilleriet i N. Brohoved
var blandt de sidste, der fik Ordre til at trække
sig over til Als, var jeg ganske naturlig blandt
de sidste, der gik over Broen. Der var flere
Officerer dér foruden de Ingeniører, som under
Oberstløjtnant Dreyers Kommando skulde udføre
Afbrydningen. Jeg saa bl. a. af Ingeniørerne
Kaptajnerne Hedemann og Thulstrup, af
Artilleriet min Chef, daværende Major Jonquières.
</p>

<p>
Da Ingeniørerne var ifærd med at afbryde
<a id="page-89" class="pagenum" title="89"></a>
Broen, saa det saae ud til, at en Del af disse
Officerer maatte blive paa Sundevedsiden,
gjorde jeg Majoren opmærksom derpaa. Han
svarede mig ikke; jeg troede, at han mulig ikke
havde hørt mig, han var noget tunghør paa det
ene Øre. Jeg gik derfor over paa den anden
Side af ham og sagde højt: »Broen bliver brudt
af, Hr. Major, før De kommer over den!« Han
svarede stadig ikke, <em>vilde</em> altsaa ikke høre.
</p>

<p>
Jeg løb da og kom tidsnok over; der var
ingen Mening i uden Nytte at blive og lade
sig skyde. Tilmed havde jeg den Pligt at se
at komme over og samle mit Mandskab. Men
Jonquières med flere andre blev staaende, og
det allerede afbrudte Broled maatte for deres
Skyld svinges ind igen. Saa kom de over.
</p>

<p>
Tilfældigvis havde Prøjserne ikke vovet sig
saa langt frem, at de kunde se vore Officerer
staa der paa Broen; de var ellers blevet pillet
væk til ingen Nytte.
</p>

<p>
Jeg tillod mig senere overfor Jonquières og
Thulstrup at udtale min Opfattelse af det meningsløse
i til ingen Nytte at lade sig skyde ned.
Jeg fik det Indtryk, at den ene ikke havde villet
gaa før den anden. Det synes mig en Misforstaaelse
paa den Maade at ville kappes om at
vise Mod. Hvor Pligten byder En at udsætte
sig, er der intet at sige dertil. Men da vi paa
ingen Maade havde Raad til at miste flere af
vore ældre Officerer end nødvendigt, havde det
<a id="page-90" class="pagenum" title="90"></a>
efter mit Skøn her været deres Pligt at bringe
sig i Sikkerhed.
</p>

<p>
En Officer tilhører ikke sig selv og har ikke
Lov til af Trods eller Stolthed at udsætte hverken
sig selv eller sit Mandskab. Men det saa
man adskillige Exempler paa.
</p>

<p>
En Morgen, da et Par Officerer stod inde
i Nr. II, kom der en rund Granat, som faldt
foran dem og laa og snurrede rundt med rygende
Brandrør. De saa noget betænkeligt til
den, men rørte sig ikke, før jeg sagde: »De Herrer
burde dække Dem, før Granaten springer!«
Ogsaa her har rimeligvis den ene ikke villet
være ringere end den anden.
</p>

<p>
En Nat kom en Infanterikaptajn &mdash; det
var den fra Mysunde bekendte Kaptajn Svane
&mdash; med sit halve Kompagni ind i Nr. II og
stillede paa to Geledder ved Broagerflanken.
Jeg bad ham rykke bort, da vi ventede en Granat,
som rimeligvis vilde komme paa det Sted.
Han nægtede det.
</p>

<p>
Jeg løb ud efter Afløsningen og fik dennes
Kaptajn med tilbage for at tale Svane til Rette.
Det blev gjort meget eftertrykkeligt, men til
ingen Nytte.
</p>

<p>
I det samme kom heldigvis den Ingeniørofficer,
som skulde tilse Nattearbejdet. Ham
fik jeg til at befale den stædige Kaptajn øjeblikkelig
at rykke ud af Skansen, da han generede
Arbejdet. Det var en Ordre; den maatte
<a id="page-91" class="pagenum" title="91"></a>
lystres. Og saaledes fik vi endelig Infanteriet
ud, før Uheld skete. Men en saadan Mand
burde efter mine Begreber ikke have Kommando.
</p>

<p>
Noget andet er det, naar man har bebrejdet
os Artilleriofficerer, at vi undertiden kommanderede
fra Brystværnet under fjendtlig Ild. Det
gjorde man ikke for Morskab, men kun naar
Stemningen var trykket, for at berolige Mandskabet
og vise det, at Faren var ikke saa stor.
</p>

<div class="chapter">

<h2 class="chapter" id="part-32">
XXXIII.
</h2>

</div>

<p class="noindent">
Jeg kom over Broen og gik op forbi Kirken.
Der stod i en Indskæring lige op ad Kirkemuren
fire 4 Pd.&rsquo;s riflede Kanoner af 2det
Batteri. Med disse Kanoner skulde de bl. a.
skyde Pontonbroen isænk.
</p>

<p>
Jeg spurgte Officeren om Jonquières; han
mente, Majoren var i Kirkebatteriet, hvor jeg
saa gik op. Han var der ikke, men jeg traf
hans Næstkommanderende Major W. Kauffmann,
hos hvem jeg meldte mig til Tjeneste.
</p>

<p>
Der kom en Officer hen til mig og sagde:
»Det var jo Dem, der kommanderede i N. Brohoved?
De maa have haft svære Tab. Hele
Terrepleinet ligger fuldt af Døde.«
</p>

<p>
Med det Svar, at efter mit Skøn havde vi
haft forholdsvis ringe Tab, gik han hen og
<a id="page-92" class="pagenum" title="92"></a>
saae over til Brohovedet gennem et Skydeskaar
ved en af de svære Kanoner. I det samme
kom der en Granat, som ramte Rappertens
Brystrigel og ved Sprængningen saarede mig
og tre Mand til. Jeg meldte mig da som saaret
til Major Kauffmann; det var for saa vidt unødvendigt,
som jeg stod i mit Blod.
</p>

<p>
Jeg havde i Brohovedet været saa uheldig
at miste min Kappe. Istedet havde jeg faaet
en Underkorporalskappe; det var nok den, der
gjorde Ulykken. I alle Tilfælde var Kuglerne
efter mig, lige siden jeg fik den paa; paa en
halv Time fik jeg to Træffere og flere Skud i
Kappen, medens min egen var uskadt efter at
have gjort hele Belejringen med.
</p>

<p>
Majoren bandt sit Lommetørklæde om min
Arm for at stanse Blodet. Jeg kunde godt gaa,
men blev dog taget op af Ambulancen. Vi kom
forbi en Løbegrav, hvor der stod en norsk
Læge; han anlagde den foreløbige Forbinding.
Det saae ikke godt ud; der stak Benstumper ud
af Saaret; venstre Underarm var knust.
</p>

<p>
Lægen smed Majorens Lommetørklæde og
mit afskaarne Skjorteærme hen til en Side.
Han saae meget forbavset ud, da jeg efter endt
Behandling forlangte min Mansjetknap. Han
kunde jo ikke vide, at det var en Gave, som
jeg nødig vilde miste.
</p>

<p>
Herfra kom jeg hen paa Feltlasarettet, hvor
jeg blev rigtig forbundet af en Læge Arendrup;
<a id="page-93" class="pagenum" title="93"></a>
han stod i travlt Arbejde og lignede en Slagter.
En af mine Folk havde fulgt mig; han stod
ved Siden af og græd. Da en anden Soldat
spurgte ham, hvem jeg var, skældte han ham
ud, fordi han ikke vidste det. Manden holdt
af en høj Snaps; det var formodentlig Paavirkning
af den Slags, der gjorde ham saa rørende.
</p>

<p>
Jeg blev atter overgivet til Ambulancen. Da
de gik med mig, knækkede begge Bærestænger,
saa jeg kørte et Stykke hen ad Vejen. Heldigvis
kom der en Vogn med andre Saarede
forbi; den tog mig op. Vi blev kørt ned til
Høruphav og kom ombord i et norsk Dampskib
»Nordstjernen«.
</p>

<p>
Jeg kunde selv gaa ud paa Skibet. Ved
Bulværket traf jeg en højere Søofficer, som
jeg var lidt i Familie med. Ham bad jeg telegrafere
til mit Hjem, og Telegrammet kom afsted.
</p>

<p>
Paa »Nordstjernen« var alle Pladser optagne
af Saarede. Enkelte var saa haardt medtagne,
at de døde ombord; men man hørte ingen klage
sig. Jeg overlod min Køje til en Officersaspirant,
cand. jur. Haxthausen; han havde faaet
6 Lod Jern i Underlivet, hørte jeg siden. Jeg
gav ham lidt Limonade og saae til ham engang
imellem. Han laa stille hen, men døde et Par
Dage efter.
</p>

<p>
Jeg traf her paa »Nordstjernen« min gamle
Lærer fra Landkadetakademiet, Løjtnant <em>Pingel</em>.
<a id="page-94" class="pagenum" title="94"></a>
Da jeg i sin Tid forlod Skolen for at gaa
over til Artilleriet, havde han sagt til mig: »Naa,
De vil nok i Livsforsikringsanstalten!« Saaledes
lod det til, at Fodfolket betragtede Artilleriet.
</p>

<p>
Her mødtes vi nu paa Lasaretskibet, begge
saarede. Og jeg var noget værre tilredt end
han; saa Livsforsikringsanstalten havde just
ikke vist sig paalidelig.
</p>

<p>
Ved Landgangen i København blev jeg paa
Grund af min Underofficerskappe vist paa Lasaret
sammen med de Menige. Mine Forældre,
som var rejst ind for at se mig, gik længe omkring
og ledte efter mig.
</p>

<p>
Jeg laa et Par Maaneder paa Lasarettet i
Wildersgade. Der kom en Del Benstumper og
Klædeslapper ud af Saaret; Overlægen sagde,
at jeg kunde takke mit sunde Legeme for, at
jeg slap vel over den Historie.
</p>

<div class="centerpic end">
<img src="images/end.jpg" alt="" /></div>

<div class="backmatter chapter">
<p class="printer">
KBHVN. &mdash; NIELSEN &amp; LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)
</p>

</div>

<div class="trnote chapter">
<p class="transnote">
Afskriverens bemærkninger
</p>

<p>
Overskriften XVIII. mangler. Det blev efterladt som i originalen.
</p>

<p>
Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret.
</p>

</div>

<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 61328 ***</div>
</body>
</html>
generated by cgit v1.2.3 (git 2.25.1) at 2026-04-05 16:05:41 +0000