NormalizeHEADmain

5 files changed, 17 insertions, 10806 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..d7b82bc
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,4 @@
+*.txt text eol=lf
+*.htm text eol=lf
+*.html text eol=lf
+*.md text eol=lf
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..9e9e2e2
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #51384 (https://www.gutenberg.org/ebooks/51384)
diff --git a/old/51384-0.txt b/old/51384-0.txt
deleted file mode 100644
index e119083..0000000
--- a/old/51384-0.txt
+++ /dev/null
@@ -1,10806 +0,0 @@
-The Project Gutenberg EBook of Lykke-Per, by Henrik Pontoppidan
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
-other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
-whatsoever.  You may copy it, give it away or re-use it under the terms of
-the Project Gutenberg License included with this eBook or online at
-www.gutenberg.org.  If you are not located in the United States, you'll have
-to check the laws of the country where you are located before using this ebook.
-
-Title: Lykke-Per
-       Første Del
-
-Author: Henrik Pontoppidan
-
-Release Date: March 6, 2016 [EBook #51384]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: UTF-8
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LYKKE-PER ***
-
-
-
-
-Produced by Thomas Hermansen
-
-
-
-
-LYKKE-PER
-
-
-
-
-HENRIK PONTOPPIDAN
-LYKKE-PER
-
-
-ANDEN UDGAVE
-
-
-GYLDENDALSKE BOGHANDEL
-NORDISK FORLAG
-KØBENHAVN OG KRISTIANIA
-1905
-
-
-
-
-FR. BAGGES BOGTRYKKERI
-KØBENHAVN
-
-
-
-
-FØRSTE DEL
-
-
-
-
-Første Kapitel.
-
-I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne
-Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og
-efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det
-var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin
-hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere,
-af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig
-Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af
-og forargedes over. Naar han -- høj og alvorlig -- kom gaaende
-gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa
-Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med
-Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han
-for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig
-uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og
-holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter.
-Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere,
-hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv
-viste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker og
-pattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel
-for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik
-klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med at
-skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havde
-været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, -- til
-Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd,
-der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og dens
-Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men som
-alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde
-følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige
-Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.
-
-Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været et
-Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine
-Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen til
-Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar det
-var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaa
-en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikke
-Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længere
-end til Pastor Sidenius’ gravkammeragtige Studereværelse, hvor
-Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikke
-taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af den
-snevre Gade.
-
-Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke at
-sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende
-udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem,
-som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv
-Byens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter i
-Præstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius
--- i Stedet for at byde Forfriskninger -- havde givet sig til at
-udspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en
-Maade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
-
-En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store
-Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt
-Optog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i
-guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, -- alle efter
-deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse
-efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en
-stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde
-indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af
-en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og
-Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter og
-stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning til hans Fortjenester af
-Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse for
-Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var næppe
-nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved Graven, og da
-altid kun med Tilføjelser som „denne usle Støvhob“ eller „denne
-Føde for Ormene“, -- og jo større og mere anset den Forsamling
-var, hvortil han talte, jo flere Faner og Bannere der smeldede i
-Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des
-ynkværdigere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget
-skiltes under en Ophidselse, der mere end een Gang paa lydelig
-Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.
-
-De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden,
-var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens Jomfrukloster
-samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en Skrædersvend
-foruden endnu enkelte andre saakaldte „vakte“ af de Ubemidledes
-Klasse, som i Pastor Sidenius’ Hjem havde fundet en længe savnet
-Tilflugt i den verdslig sindede By. Om nogen egenlig Omgang var
-der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget
-svag og i de sidste Aar havde ligget tilsengs. Men forresten var
-Pastor Sidenius selv ganske uden Anlæg for det selskabelige, og
-hans Tilhængere søgte ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte
-de regelmæssig hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede
-sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte
-Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en
-tilskuestillende Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden
-en eneste Gang at se i Salmebogen.
-
-Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt
-Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til
-Reformationen. I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig
-Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner -- ja
-til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde
-havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes
-Studiekammerater. Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for
-hvilken de Sidenius’ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt.
-Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af
-Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til
-Lydighed under Kirkens Lov.
-
-Naturligvis -- disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været
-lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdslig
-sindede Herrer imellem dem, -- Folk, hos hvem en kraftig, gennem
-Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet sig ret ubeherskede
-Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede en
-Vendsyssel-Præst, „gale Sidenius“, der skulde have ført et
-omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske Aas,
-hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og
-som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog Degnen i
-Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.
-
-Dog -- langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme
-Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd,
-teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under
-Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn
-i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres
-egen, indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens
-sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egenlige Maal.
-
-Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige
-Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius’ Værge i
-Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt trods
-Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende
-ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det
-inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig slet ikke
-lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt men -- i
-Modsætning til sin Mand -- en tungsindig, lidenskabelig Natur,
-hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindelig ubefæstet i
-Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun under
-Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos hvem den daglige Kamp
-for Udkommet og de mange Barselsenge havde affødt sygeligt
-overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og
-Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange Sengeleje; de mange
-Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget lammet i den
-mørke Sygestue; endelig den nylig overstaaede, ulykkelige Krig
-med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og
-blodige Ydmygelser -- alt dette havde ikke bidraget til at gøre
-hendes Syn paa Livet frejdigere.
-
-Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt hun
-aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun ogsaa
-selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til
-Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver
-Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt som
-en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en
-Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis der i Byen, om
-deres Selskaber med mange Retter Mad og tre-fire Slags Vin, om
-Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, -- ja hun
-havde endogsaa ondt ved at tilgive sin egen Mand, naar det
-engang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en
-eller anden beskeden Gave, som han med et vist, tavst Galanteri
-henlagde foran hende paa Dynen, -- et Par Roser i et Kræmmerhus,
-lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes
-Nattehoste. Vistnok blev hun baade glad og rørt over hans
-Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige,
-mens hun ømt kyssede hans Hænder:
-
-„Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.“
-
-I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn,
-elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der
-alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet
-paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav Drengene et
-lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt
-Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar langt og lokket,
-saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens Pigebørnenes laa
-fast nedglattet over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde
-en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.
-
-Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i
-Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja
-fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad
-Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner
-ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre i
-tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste
-Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen for
-den anden Bordende. Aldrig faldt det noget af Børnene ind at
-tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem, om
-deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres Lektier og
-kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade
-skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom,
-fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og
-Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden, naar han
-var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde Anekdoter
-fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet eller fra
-Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han
-paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig
-tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at
-vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og Pligtens Bud.
-
-Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde --
-først i Skolen, siden ude i Livet -- var efterhaanden bleven
-Pastor Sidenius’ Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed
-modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans
-Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt
-strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius’er, der en efter en
-voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i alle
-ydre Smaatræk -- lige til den selvbevidste Holdning og den
-taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene, af
-hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en
-Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i
-Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede i en
-tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed mod
-Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar, før han
-nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre Drengen blev, des
-tydeligere aabenbarede der sig hos ham en udæskende overmodig
-Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning
-formaaede at kue.
-
-Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte
-om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om
-hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med
-Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig paavirkede af
-Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa hans Søskende paa
-ham med fremmede Øjne og undveg ham sky i deres Lege.
-
-Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig
-paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende og fattigt
-befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og optoges
-af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var herved
-tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste
-Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men denne
-havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end
-nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre; og da hun
-tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa
-omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun
-herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.
-
-Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin
-Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar
-havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en
-gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle
-forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens
-Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i
-Nabolagets store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser,
-mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede
-sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidig
-udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt
-Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og
-Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af sine
-Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille
-Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at nogen i
-Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild. Det var
-først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen
-var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige
-Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik
-nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.
-
-Men da var det forsilde.
-
-*                *
-*
-
-Inde i Pastor Sidenius’ Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten
-en af Byens Smaaborgere for at bestille Barnedaab til om
-Søndagen. Han havde udrettet sit Ærinde med saa faa Omsvøb som
-muligt og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da
-han efter en kort Betænkning atter vendte sig mod Stuen og --
-temmelig udfordrende -- sagde:
-
-„Jeg kunde forresten med det samme anmode Hr. Pastoren om at
-være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Have. Han og nogle
-andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller i Fred --
-og det skøtter jeg, rent ud sagt, ikke stort om.“
-
-Pastor Sidenius, der sad dybt bøjet over Skrivebordet med sine
-store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at
-indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste ved disse Ord
-langsomt Hovedet, skød Brillerne paa Plads og sagde skarpt:
-
-„Hvad er det, De staar der og siger …? Vil De beskylde min Søn
-for at …“
-
-„Ja, det vil jeg,“ vedblev den anden med en Haand i Siden,
-særdeles tilfreds med engang at kunne triumfere over den
-selvbevidste Præst. „Hr. Pastorens Søn -- Peter Andreas hedder
-han nok -- han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for
-disseherre smaa Gavtyve, der kryber over Folkses Plankeværker.
-Og Ret skal vel være Ret -- ogsaa med Pastorens Børn. Jeg vil
-ellers blive nødsaget til at henvende mig til Politiet, og saa
-kan det jo let blive til en offenlig Afstraffelse for Drengen
-paa Raadstuen. Og det vilde vel ikke være saa heldig i
-Betragtning af Pastorens Embedsstilling her i Byen.“
-
-Pastor Sidenius lagde med en usikker Bevægelse Pennen bort og
-rejste sig.
-
-„Min Søn …“ gentog han, og hele hans Legeme skælvede.
-
-Mens dette foregik i Præstens Stue, sad den lille Synder henne
-paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og
-Kammeraterne bag en høj Stabel Bøger. Han havde paa Vejen til
-Skolen mødt den vrede Borgermand, der havde raabt til ham over
-Gaden: „Hold dig nu parat, min Dreng! For nu gaar jeg hen og
-snakker et lille Ord med din Far!“ Peter Andreas plejede ellers
-ikke at tage sig Faderens Vrede synderlig nær; men han havde
-dennegang undtagelsesvis en Fornemmelse af at have begaaet noget
-uværdigt, og han følte sig mere og mere utilpas, efterhaanden
-som Tiden nærmede sig, da han skulde hjem.
-
-Med røde Øren luskede han ind gennem Præstegaardsporten og forbi
-det Forstuvindu, hvorfra Faderen plejede at passe ham op og
-kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men Vinduet forblev
-lukket. Heller ikke ude paa Gaardspladsen, hvorover Vejen gik
-til Køkkenindgangen, saae han noget til Faderen, og han begyndte
-allerede at trække Vejret lettere. „Manden har naturligvis bare
-villet true,“ tænkte han og drev ind i Køkkenet for som
-sædvanlig at høre til Middagsmaden. Grebet af et pludseligt
-Overmod vovede han sig endog ind i Sovekammeret for at sige
-Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et
-mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard, ligesom fremmed Stemme
-sagde Moderen: „Gaa ind paa dit Kammer, -- jeg vil ikke se dig.“
-
-Drengen blev staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun
-havde grædt. „Hører du ikke? Bliv inde paa dit Kammer, indtil
-der kaldes paa dig.“ -- Saa listede han modfalden bort.
-
-Noget efter blev han af Husets gamle, eenøjede Tjenestepige
-kaldt ind til Middagsmaaltidet. Hans Søskende sad allerede paa
-deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme han
-viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed og
-af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste
-Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig ned
-paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen saae paa
-ham. Kun nede fra Bordenden rettedes et Øjepar imod ham, --
-Søsteren Signes store, lyse, tankefulde Øjne under mørke,
-sammenvoksede Bryn.
-
-Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt
-i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde denne ikke
-Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede
-Hænderne.
-
-Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han
-havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke Glas)
-noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt med
-sine kære Børn om, inden de idag begyndte deres Maaltid.
-Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem allerede i
-Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse af Moderen.
-
-„Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes,“
-fortsatte han. „Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der avles og
-fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan er nu ogsaa
-denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin Dom. Peter Andreas
-har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling. Som han har
-forhærdet sit Hjerte overfor sin Faders og Moders Formaninger,
-har han trodset det Bud af Herren, der lyder: du maa ikke
-stjæle. -- Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at høre din
-Synd nævnet med sit rette Navn. Men du skal ogsaa vide og
-forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og din
-Moder og alle dine store og smaa Søskende her taler til din
-Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe
-Haabet om, at det dog engang skal lykkes os at finde Vejen til
-dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin onde Broder, over hvem
-Herren udtalte sin frygtelige Forbandelse: fredløs og flygtig
-være du overalt paa Jorden. -- --“
-
-Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rød- og blaarudede
-Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd.
-Ogsaa de ældre Brødre var stærkt grebne og havde Møje med at
-skjule det, da Faderen endelig sluttede sin Tale med de Ord:
-
-„Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme mine Ord
-i sit Hjerte og ærlig søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin
-Overtrædelse, saa skal denne Sag ikke oftere berøres imellem os
-men være glemt af os, være død og udslettet. Saa lad os da --
-kære Børn! -- forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, at
-han vil tage Eders vildledte Broder ved sin Haand … bede, at Gud
-vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens
-Trældom, bort fra Fortabelsens Veje. Dette bønhøre du, o Gud,
-som er i Evighed, at ikke een af os skal savnes, naar dine Børn
-paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen!“
-
-Der var kun een, paa hvem det hele Optrin gjorde en Virkning,
-ganske modsat den tilsigtede, det var Peter Andreas selv. Han
-lod sig overhovedet aldrig let imponere af Faderen; dertil havde
-han været en for lærvillig Elev af sine ældre Venner,
-Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde
-omtalt Præsten i de respektfuldeste Udtryk. Alligevel havde han
-hidtil ikke kunnet gøre sig helt ufølsom for de mange gudelige
-Ord og det hele truende Bibelsprog, hvormed Forældrene idelig
-havde søgt at tale til hans Samvittighed, ja naar han om
-Søndagen saae sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran
-Alteret eller staa oppe under Prækestolens billedskaarne
-Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet føle sig greben af
-en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.
-
-Men ved denne Lejlighed fik end ikke Bibelordene nogen Magt over
-ham. I allerførste Øjeblik var han nok bleven en Del betuttet
-over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning; men
-Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne
-Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne
-højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han
-havde rapset over et Plankeværk; og jo længere Faderen vedblev
-at tale, jo lydeligere hans Søskendes Sindsbevægelse ytrede sig
-rundt om ham, med des større Ro og Ligegyldighed betragtede han
-den hele Scene.
-
-Der foregik virkelig i dette Øjeblik en Slags religiøst
-Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Helt overlegent
-iagttog han tilsidst de andre, -- ja, da ogsaa de to smaa
-Tvillinger, der hidtil havde stirret uforstaaende paa deres
-hjertegrebne Søskende, begyndte en ynksom Snøften, havde han
-ondt ved at undertrykke et Smil.
-
-Alligevel -- helt uden Tvang var denne Munterhed ikke. Dertil
-ramte dette Ydmygelsesforsøg ham for haardt paa hans
-allerømmeste Sted: hans Æresfølelse. Hans Kinder havde ogsaa
-efterhaanden mistet Kuløren. Dybest i hans Sind rørte der sig
-under hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse,
-en mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende
-Taage over hans Øjne.
-
-Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en
-skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det
-religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans hidtil
-sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig,
-stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans
-fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt,
-ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at
-spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme der; om han
-ikke var et fremmed Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo
-oftere han i sin Ensomhed overtænkte Tingen, des sandsynligere
-forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans
-Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham at bestyrke
-hans Mistanke. Havde han ikke ogsaa de hundrede Gange maattet
-høre, at han ikke var som de andre? Og havde Faderen nogensinde
-givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans
-Udseende? Naar han saae sig i Spejlet, fandt han, at han var
-mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke
-Tænder. Han huskede nu ogsaa, hvordan Naboens Gaardskarl engang
--- ligesom for Spøg -- havde kaldt ham en Gauner og Taterunge.
-
-Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Barn, forfulgte ham
-under hele Opvæksten og blev tilsidst hans fikse Ide. Den gav
-ham nemlig ikke alene Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet;
-den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han
-havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel,
-halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han
-følte sig tillige dybt beskæmmet af den Fattigdom, hvori
-Familjen levede. Han var ikke bleven gammel, før han hellere
-sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til at
-spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad i Kammeraternes Paasyn.
-Engang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler
-omsy til en Vinterfrakke til ham, vægrede han sig ved at tage
-den paa, fordi den med sit blanke Klæde altfor tydeligt røbede
-sin Oprindelse; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han
-den i et Udbrud af grædefærdig Trods og slængte den henad
-Gulvet.
-
-Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et efterladt Barn
-af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse
-vandrende Natmandsfamiljer, hvorom den gamle, eenøjede Barnepige
-saa ofte havde fortalt, og som netop havde deres Tilhold derude
-paa den øde Hede, hvor Forældrene før havde boet. Han
-forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig
-Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker hængende nedad Ryggen, en
-Slængkappe over Skuldrene, en Egestav i sin brune, stærke Haand,
-… en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige
-Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem.
-
-Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens
-Vinger faar deres Svingfjer. Og nu, da alle Muligheders Porte
-var slaaet op for ham, fik hans Indbildningskraft fri
-Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham
-selv. Regelmæssig endte han sin Drømmeflugt dybt inde i
-Eventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at
-være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop
-læste paa Skolen, var bleven bortført af omvandrende Folk og
-siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden. Og saa
-fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han
-undertiden syntes at kunne erindre Ting og Begivenheder fra en
-saadan i lykkelige Omgivelser henlevet Barndom, … f. Eks. en
-stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa
-hans lille Fod gled, … en blaa Sø mellem høje Bjerge … en Abekat
-i et gyldent Bur … en høj Mand i en rød Kappe, der satte ham
-foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke
-Skove …
-
-Baade hans Forældre og Lærerne paa Skolen blev efterhaanden
-opmærksom paa den dystre Indesluttethed, der var kommen over
-Drengen, og som undertiden næsten kunde antage Karakteren af en
-Monomani. Hjemme i Stuerne gik han tavs omkring --
-tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Og udenfor Hjemmet
-gik han sine egne, uopsporlige Veje. Faderen kunde saa at sige
-ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før
-havde ejet lidt af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det
-kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Forstaaelse og
-Overbærenhed, selv overfor hende blev han Aar for Aar mere
-tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar han
-vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes Seng og af
-sig selv tilbyde at gnide Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men
-aldrig fik hun andre Svar end Ja og Nej, naar hun søgte at
-trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og
-rugede over.
-
-Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at berolige sig med,
-at hans Utilgængelighed kunde være Tegn paa, at han var begyndt
-at gaa i sig selv. Men da hændte der en Dag noget, der udslukte
-det sidste Haab.
-
-*                *
-*
-
-En Vinteraften ved Nitiden sad Familjen samlet i Dagligstuen og
-ventede paa, at Vægteren skulde komme gennem Gaden og med sin
-Sang forkynde, at det var Sengetid. I Hestehaarssofaen bag det
-store Mahognibord sad den husmoderlige Signe med et Strikketøj
-og arbejdede ivrig med Hænderne paa samme Tid, som hun læste
-højt for Faderen af „Fædrelandet“, der laa udbredt foran hende
-under den søvnigt lysende Moderatørlampe. Faderen sad paa sin
-sædvanlige Aftenplads i en gammeldags, høj og stivrygget
-Lænestol, der var betrukken med et blomstret Stof af billigste
-Slags. Han sad der træt sammensunken, med bøjet Hoved; Armene
-var korslagte over Brystet. En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere
-end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt.
-Halvslumrende hørte han -- og hørte alligevel ikke -- den
-enstonige Oplæsning af Bladets fire Spalter lange
-Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand. Selv midt om
-Vinteren stod han op, naar Kirkeuret slog seks. Og forresten
-havde han ikke stort tilovers for Aviser og den Art verdslig
-Læsning, som han fortrinsvis anvendte som en Slags
-Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund efter
-Middags- og Aftensmaaltidet.
-
-Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i deres
-store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge -- skønt ganske
-rødøjede af Søvnighed -- flittig bøjet over et Hæklearbejde. De
-var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster, havde
-det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde
-Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt udhvælvede
-Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret stod
-aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens Seng sad et andet af
-de mindre Børn og gned hendes syge Ben.
-
-Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne ved et
-af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op til Uret paa
-Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar, tætbygget og
-sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder og Fødder. Hans
-to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet; de var begge bleven
-voksne og studerede ved Universitetet i København. Som Husets
-ældste, hjemmeværende Søn havde Peter Andreas arvet deres
-Værelse, -- et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for
-det meste opholdt sig, naar han var hjemme.
-
-Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han
-Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort; men Faderen
-standsede ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han
-allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu
-havde en Stil at skrive.
-
-„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?“ spurgte Faderen, da
-han var gaaet -- endnu lidt fortumlet af Søvnen.
-
-„Hvormange er Klokken, Børn?“ lød det i det samme med Moderens
-svage Røst inde fra Sovekammeret.
-
-„Klokken er ti Minutter over ni,“ svarede de to Smaapiger i
-Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa Uret.
-
-Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte
-Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi.
-Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne
-gjorde Skridtene lydløse.
-
-„Skal jeg læse mere?“ spurgte Signe, henvendt til Faderen.
-
-„Aa, lad det kun være,“ sagde han, rejste sig op, tog
-Øjenskærmen af og gav sig til at spasere frem og tilbage over
-Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.
-
-Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa
-Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang“. Det lød,
-som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. De to
-Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager sammen; ogsaa
-Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa blev de to
-Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe satte sig ved
-det opslaaede Klaver.
-
-Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.
-
-„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær.“
-
-„Hører du, Signe,“ sagde Faderen, han havde stillet sig hen bag
-den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede
-Hænder.
-
-Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med en
-ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning til
-det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos hende.
-Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle
-Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket løftet mod det
-Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var
-for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde givet denne
-endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan
-Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa
-Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed, hendes
-lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang, ikke denne
-overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig og Sjælen
-bortrives af salige Syner. Som den fuldblods Sidenius, hun var,
-havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre
-Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som
-gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft,
-udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet
-Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte
-Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen,
-hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje
-og alle Afsavn.
-
-Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede
-Hovedet med et lyttende Udtryk.
-
-„Stille!“ udbrød han og standsede Sangen.
-
-Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen, der
-ringer paa Portklokken,“ sagde hun.
-
-Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i
-den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i
-Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.
-
-Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der
-laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.
-
-„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?“ raabte han ud.
-
-Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude
-paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae
-paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven
-siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:
-
-„Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn, og hvor bor De? …
-Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! …
-Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at
-forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til
-daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har
-De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis
-skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt
-kan være parat, til jeg kommer. -- Og De maa sørge for, at der
-er Lys paa Trappen,“ raabte han efter Manden, som allerede havde
-fjernet sig.
-
-Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter
-Andreas.
-
-„Nu skal jeg kalde paa ham,“ sagde Signe, der vidste, at Faderen
-paa Grund af sit svage Syn ikke gerne gik ud om Aftenen eller i
-glat Føre uden Ledsagelse.
-
-„Boel kan hente ham,“ sagde Præsten til den gamle Tjenestepige
-og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du, Signe, maa
-blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.“
-
-Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.
-
-„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,“ sagde hun i sin
-altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften, jeg
-kunde høre det paa Kirkeuret før. -- Signe, hent Fa’ers forede
-Vest. Den hænger inde i Skabet.“
-
-Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at Peter
-Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke havde
-kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.
-
-Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop
-havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med en
-Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens
-forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun
-havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende:
-
-„Hvad er der? … Tal ud! … Du skjuler noget.“
-
-Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse og
-fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer paa
-Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste om
-deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt, havde
-hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet
-Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen
-udenfor.
-
-Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun
-sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden
-for Øjnene som En, for hvem det svimler.
-
-Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden Haand.
-
-„Rolig, Mo’er … rolig!“ sagde han, skønt hans egen Stemme
-skælvede.
-
-„Gud se i Naade til os!“ stønnede hun.
-
-„Amen!“ sagde Præsten stærkt, -- han slap ikke hendes Haand.
-
-
-Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker
-nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse
-Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den
-„kongelige Amtschaussé“, man havde udvalgt til Bane, -- en bred,
-jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt
-stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom
-man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægterne,
-rutsje gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet
-foran Raadhuset.
-
-Under denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og
-videste Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By
-med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene;
-dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig
-over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede
-Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane
-og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne -- som havde disse
-gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.
-
-Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de
-skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp
-af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror, … hoppede
-over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som
-en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod
-Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og
-med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe. Naar det
-nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover og blev
-siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde
-med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, -- opløftede der sig
-fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter, tilsat med en
-hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis i det samme foer
-forbi.
-
-Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge,
-„Studenterfrøene“, som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas’
-højeste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et
-saadant Nederlag.
-
-Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte,
-rødmalede Langslæde, „Blodørnen“ kaldet, den han udenvidere
-havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han om
-Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten
-fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i
-eetvæk brølte: „Varsko!“ Hans runde Kinder glødede; hans Øjne
-var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden rejste
-han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over
-Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej-Hallo-Ho! Hans
-sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft, han
-maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen, brød i saadanne
-Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der gjorde ham en Smule
-latterlig selv for hans bedste Venner mellem Kammeraterne.
-
-Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af
-Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Vejkanten og
-lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de,
-der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og
-Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes
-med at stikke Hovederne sammen og fnise.
-
-Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne. I sin
-lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som en
-Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke
-Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al
-Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde
-derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at
-sikre sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle“
-dernede og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens der
-hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk“ eller
-„Mi-jav“, efterfulgt af Grinen og Fnisen. Saa opløftede han
-truende sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind
-i Byen.
-
-Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par
-Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.
-
-Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne
-lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik
-Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas’ Bryst. Midt
-under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde
-Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge.
-Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs
-paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, -- og
-Blodørnen foer afsted.
-
-„Varsko!“ brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte
-forkynde Verden sin Triumf.
-
-„Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!“ hørte han i
-Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter
-med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den
-ufrivillige Beundring i Tonefaldet.
-
-Ogsaa Pigebarnet -- en sortøjet og sortlokket Tiggertøs --
-vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og
-grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til
-at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, … Drømme om
-Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om
-et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte,
-ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.
-
-Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet vilde
-nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter
-Andreas tvang hende til at blive siddende, -- han vilde ikke
-slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken. Fod for
-Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han indbildte sig
-at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i
-fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig
-Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje
-deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene, … og sporet af sin
-Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning med en
-Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.
-
-Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag
-paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og
-sagde:
-
-„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?“
-
-Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden,
-at han formelig blegnede derved.
-
-„Nej!“ stødte han frem mellem Tænderne -- med et Eftertryk, der
-forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj
-nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.
-
-Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette
-Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke,
-beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang
-Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt --
-en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru
-for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte
-derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og Stjernerne
-og de sejlende Skyer.
-
-Tys! -- Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang dernedefra
-… Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den
-op til ham gennem den sølvlyse Frostluft … elleve tunge, mørke,
-langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd! Allevegne og til alle
-Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkedrømme …
-advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at
-den ikke indhentede ham. Som en usynlig Aand forfulgte den ham
-paa alle hans forbudne Veje. Naar han om Foraaret havde stjaalet
-sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage „Heljo“, eller naar han om
-Sommeren drev med en Jolle ude paa Fjorden og trak Aborrer, …
-hvert Kvarter listede denne Spøgelserøst sig ind i hans Øre med
-sin besværgende Mumlen.
-
-„Hallo!“ skreg han for at overdøve Røsten og krystede i
-udfordrende Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun
-vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham
-en sød Kuldegysning nedover Ryggen.
-
-„Du er smuk,“ hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder du?“
-
-„Oline.“
-
-„Og hvor bor du?“
-
-„I Smedestrædet … Riisagers Gaard … Og hvor bor du?“
-
-„Jeg?“
-
-„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?“
-
-„Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig. -- Men skal vi
-mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven mørkt?“
-
-„Det kan vi jo gerne.“
-
-Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og foer
-nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke kommen
-langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og
-med et tordnende „Holdt“ huggede den krumme Ende af en Stok i
-Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i
-Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter
-Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.
-
-„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satens Drenger at holde
-Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! … Ingen Snak! … Hvem
-er du en forbandet Søn af?“
-
-Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed
-til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom
-aandeløs sagde han:
-
-„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal
-deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket
-Kniv. De maa skynde Dem, … han er helt rasende.“
-
-„Hvad er’et, han siger?“
-
-„Ja, han har stukket Alfred … Borgmesterens Søn. Bare han ikke
-er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.“
-
-„Borgmesterens Søn!“ stønnede Vægteren og slap sit Tag.
-
-„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor
-Carlsen,“ sagde Peter Andreas og greb hurtig efter Slæderebet.
-Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.
-
-Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget
-sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue,
-han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde
-trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt
-listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til
-Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe i
-sin opløftede Haand.
-
-I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden
-uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa
-Lampen i Pastor Sidenius’ sitrende Haand.
-
-„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,“ sagde
-Præsten endelig. -- „Hvor kommer du fra?“ tilføjede han lidt
-efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre
-Svaret.
-
-Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse,
-hvor han havde været, -- han ringeagtede i dette Øjeblik Faderen
-for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham. Og da
-han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det samme baade
-Købet af „Blodørnen“ og sin Gæld hos Hjulmanden.
-
-„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?“ sagde Faderen uden at
-lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var
-bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen
-fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for, at
-det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var bleven
-lokket hen. „Gaa i din Seng!“ fortsatte han. „Du er og bliver et
-Syndens Barn! … Imorgen tales vi nærmere ved.“
-
-Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til
-Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en
-Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var
-overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved
-Klaveret, hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store
-Stue laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud
-af Mundene paa dem, der sang.
-
-Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen
-tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen
-Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere paa
-Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde
-den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og Forældrene
-var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at
-forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, --
-der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets Tugt ved Guds
-Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev
-truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med
-opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften
-personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.
-
-Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog
-sig med ham i Hjemmet -- det være sig ondt eller godt -- gjorde
-længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da han lagde
-Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt -- en formelig
-Opstand eller en hemmelig Flugt -- at forkorte sin Pine og drage
-ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge det Kongerige,
-hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu baade gammel nok og
-forstandig nok til at indse, at han hurtigst og sikrest vilde
-kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodig gik sin
-Skolegang tilende, -- og forresten varede det heller ikke længe,
-før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens
-Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede han sig
-ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets
-Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden ned paa
-Gaden, -- og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden
-med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren
-sin Fangst for at holde hans Mund lukket.
-
-Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han
-fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par
-Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store
-Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med
-hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og
-Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem
-forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende
-fra sig og søgte hende ikke tiere.
-
-En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der --
-fattigt nok forresten -- rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene
-og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille
-Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og her
-tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa
-Søfolkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande, om
-de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde
-Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres
-vældige Skibsværfter og Dokker.
-
-Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større
-Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig
-at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm
-om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og
-spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan
-rent praktisk Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig
-fra sin Slægt og bryde med dens saa forherligede,
-aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udæskning,
-navnlig overfor Faderen, der plejede at tale meget nedsættende
-om Folks Glæde ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes
-havde han engang, da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne
-i Anledning af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart
-fremmet ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst
-ringeagtende om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige
-Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne,“ havde han
-sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være
-Ingeniør.
-
-En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra
-Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirket af Forældrenes
-Opfattelse af ham, allerede paa et tidligt Tidspunkt havde
-opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget
-ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter
-i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær, udtalte sig
-endog særdeles rosende om hans Evner overfor Faderen, naar denne
--- som det et Par Gange havde været Tilfældet -- i sin
-Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at
-sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten ud, som om den gamle
-Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse for Drengen og
-fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den strengt dømmende
-Præst til Tavshed med sine Lovord.
-
-Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor
-Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen
-havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende
-Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og
-Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offenlige
-Mening, i Aarenes Løb var døde, og -- hvad der var det
-væsenligste -- det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at
-hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i
-rimeligt Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle
-Byens Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle
-Skole, der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden løb
-fra dem, og som lod haant om de ændrede Former,
-Samfærdselsmidlernes Udvikling havde givet Handelen. Flere af
-Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet
-Rigdom, sank i Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og
-som Velstanden svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst.
-Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og
-Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse
-hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham
-haardest imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om
-Søndagen samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer,
-at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald naar
-han var i Ornat.
-
-*                *
-*
-
-Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at
-Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den
-gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen
-havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til
-Hovedstaden for at studere ved det polytekniske Institut. Han
-var nu seksten Aar.
-
-En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt dampede
-ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger paa Vej til
-København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen med en Taske
-over Skuldren og saae tilbage imod Byen, der tegnede sig
-bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel. Løsrivelsen fra
-Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen
-var gaaet for sig uden større Sindsbevægelse. Og dog, som han nu
-stod der i sin nye, skræddersyede Dragt, med en
-Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saae Byens
-Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den
-lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, ja der rørte sig en vag
-Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han syntes nu selv, at han
-ikke havde faaet sagt Hjemmet og Forældrene Farvel paa rette
-Maade, og han ønskede næsten, at han kunde vende om og tage
-Afsked endnu engang. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens
-Aftenklokke, der bares ud til ham over Engene som Hjemmets
-sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den nu kun hans forsonlige
-Følelser.
-
-Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid
-under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden
-som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse, der i
-Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By med dens lutter
-fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte ikke et Menneske i
-København. Ingen af hans Skolekammerater var endnu kommen
-dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang for at blive
-Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs i sin
-Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se, om der
-ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra, med hvem
-han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles Bekendte. Kun
-hans Følelser overfor Faderen undergik ingen væsenlig
-Forandring; det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han
-overhovedet lod høre fra sig.
-
-Af hans ældre Brødre havde den ene -- Thomas -- allerede for et
-Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan et
-Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig i
-Byen men var i Øjeblikket bortrejst; og selv da han kom tilbage,
-saaes de to Brødre saa godt som ikke. Eberhard var en
-omsigtsfuld og ængstelig Natur, der sluttede sig inde i sig selv
-af lutter Frygt for at komme i Berøring med noget, der kunde
-tænkes at skade hans Anseelse. Han følte sig derfor højst
-generet af denne vanslægtede Broder, der saaledes var kommen
-tilløbende og vilde gøre sig gældende uden engang at være
-Student.
-
-I det første Par Maaneder boede Peter Andreas oppe paa en
-elendig Bagstuekvist i den indre By med Udsigt til en Mængde
-røde Tage. Senere flyttede han ud til et Par gamle Folk i
-Nyboder.
-
-Da Vinteren kom og Julen nærmede sig, begyndte han at spare
-Penge sammen for at kunne rejse hjem i Ferien uden at behøve at
-bede Forældrene om Rejsepenge. Det var særlig Middagsmaden og
-Kakkelovnsvarmen, det gik ud over. Tilsidst levede han
-udelukkende af Brød og Kaffe.
-
-Lillejuleaftens Dag rejste han saa hjem landværts, efter
-forinden at have meldt sit Komme med et Par Linjer i et Brev.
-
-Under den daglange, uendelige Kørsel gennem Sjælland og Fyen og
-ved Synet af de mange glade Julerejsende, der fyldte Kupeerne og
-overalt ved Stationerne modtoges af jublende Slægt og Venner,
-voksede hans egen Forventning, saa den tilsidst stemte ham helt
-højtidelig. Han huskede derhjemmefra, med hvilken Spænding hans
-ældre Brødres Hjemkomst altid var bleven ventet; hvorledes
-Lamperne var tændt i alle Stuerne, og hvorledes Aftensmaaltidet
-var bleven udskudt til efter Togets Ankomst for at gøre
-Modtagelsen des mere festlig. Og han tænkte paa sine gamle
-Kammerater, som muligvis allerede nu vidste, at han vilde komme,
-og som maaske vilde modtage ham paa Stationen.
-
-Paa Vejen op gennem Jylland tømtes efterhaanden Kupeen, og
-tilsidst blev han alene. Mørket var faldet paa, Lygten under
-Loftet var bleven tændt, Storm og Regn slog mod Ruderne. Han
-havde endnu halvanden Time at køre i. Saa strakte han sig, saa
-lang han var, paa Bænken og faldt i Søvn.
-
-Han vaagnede ved, at Toget kørte over en Bro. Hans Hjerte kom
-til at banke. Den Lyd kendte han. Det var Skærbæk-Broen. Saa var
-der kun fem Minutter igen.
-
-Han foer til Vinduet og tørrede Duggen af … ja, der var Aaen …
-og Engene og Skærbæk Bakker. Og nu svingede Banen, og Byens
-første Lygter skimtedes gennem Regntaagen.
-
-Søsteren Signe stod paa Perronen for at modtage ham. Der jog
-straks en lille Ubehagsfornemmelse igennem ham, da han opdagede
-hende. Hun stod der, lidt rundrygget, i en halvkort, skrækkelig
-gammeldags Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne og
-Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par lange, tynde Ankler
-over et Par store Fødder i Galosjer. Det generede ham, at hun
-havde stillet sig saadan op og givet sin uheldige Figur til Pris
-for Folks Kritik. Desuden havde han bestemt ventet at se sine to
-yngre Brødre -- Tvillingerne -- og det vakte hans Mistanke, at
-det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun var den af alle
-hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.
-
-Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart af
-hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans
-Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede
-havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange
-Penge, sagde hun, -- han burde i hvert Tilfælde først have
-indhentet Faderens Tilladelse.
-
-Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas’ Følelser
-bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen og
-saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads i den
-gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene,
-fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Det
-var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse, at Faderen
-bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden. Døren ind til
-Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre, at der blev
-skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet fik Øje paa en
-Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at de andre havde
-spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes Velkomst manglede
-hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede ham bevæget paa
-begge Kinderne; men Peter Andreas’ Hjerte var bleven koldt.
-
-Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden
-Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en
-stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden
-af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver
-mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der
-lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per
-ved Sengetid blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gav han
-sig til at le. Han var i Grunden nu mere ærgerlig end krænket.
-Han gjorde Nar af sig selv. Han spottede over den
-Sentimentalitet, der havde faaet ham til at længes efter dette
-saakaldte Hjem, og han svor dyrt paa ikke oftere at lade sig
-narre af den Slags Fornemmelser.
-
-Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte
-Højtidelighed, han selv var ganske udenfor, med den stadige
-Kirkegang og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til
-han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København.
-Ogsaa Gensynet med Kammeraterne havde nemlig bragt Skuffelse.
-Nogle af dem vilde knap nok kendes ved ham igen, paavirkede som
-de var af deres Forældre. Paa Grund af, at hans Fader og
-Søskende kun ugerne talte om ham, havde Folk i Byen nemlig faaet
-den Mening, at han var et Menneske, der var kommen paa Afveje.
-Flere af Kammeraterne begyndte desuden allerede at føle sig i
-deres Værdighed som vordende akademiske Borgere. Han havde
-straks besøgt dem alle; men de fleste af dem modtog ham
-forlegent, og ingen af dem havde bedt ham om at komme igen.
-
-Straks efter Nytaar vendte han saa tilbage til København.
-
-
-
-
-Andet Kapitel.
-
-En af Nyboders bedst kendte og mest agtede Personer paa den Tid,
-hvorom her fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand
-Olufsen i Hjertensfrydgade. Hver Formiddag, naar St.
-Paulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, magre,
-lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, to
-Stokværks Sted, hvis øverste Lejlighed han beboede, og et
-Øjeblik blev han staaende ude paa Fortovet for paa Sømandsvis at
-kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe henover Tagryggene som
-over Takkelagen paa et Skib. Han var klædt i en noget falmet men
-yderst omhyggelig afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul der saaes
-et bredt Dannebrogsbaand. Paa sit hvide Hoved bar han en graa
-Cylinderhat, og paa den venstre Haand, med hvilken han støttede
-sig til sin Paraply, havde han en gammel, runken Skindhandske.
-
-Med den højre Arm lagt bag om Ryggen trippede han derpaa
-langsomt og forsigtigt henad den ujævne Fliserække. Samtidig kom
-hans Kone tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet, hvorfra
-hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var sluppen vel
-over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en
-storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert
-Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans velplejede Person med
-en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes
-eget Værk.
-
-I det Øjeblik, Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med den
-høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han Paraplyen over
-i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom
-nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør -- noget,
-han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa
-drejede han om ad Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg
-Slotsplads, hvor han daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da
-Vagtparaden trak op. Naar han nogen Tid havde hørt paa Musiken,
-gik han tilbage over Store Kongensgade og gennem Borgergade og
-videre ind i Byen.
-
-Her, hvor han var udenfor sit fordums Magtomraade; hvor Ingen
-kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen
-af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske
-almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde rende paa
-Albuen, -- her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og
-Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder
-mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til
-Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af
-denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags
-Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor
-Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne
-var Byens Hovedaarer; og forøvrig var det Kvarteret
-Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen
-udgjorde hans Verden. Naar han paa sin Spaseretur var naaet til
-den sidste Børstenbinder i Antonistræde eller havde været inde i
-Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog for
-sin Kone, vendte han om og gik hjem.
-
-I Almindelighed varede det dog endnu et Par Timer, inden han
-naaede tilbage til Hjertensfrydgade. Det var nemlig hans Vane at
-stille sig op paa alle Gadehjørner for at betragte de her
-sammenflydende Strømme af Mennesker og Vogne. Navnlig havde han
-trods sine firsindstyve Aar og sine rindende Øjne et
-langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særlig for dem, der
-gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan i Forbifarten strøg
-ham tæt forbi, tilhviskede han hende en eller anden
-Kærlighedserklæring og skyndte sig derpaa fnisende afsted med
-dukket Hoved.
-
-Hertil kom, at han nødvendigvis ogsaa skulde standse et Øjeblik
-udenfor Butiksvinduerne for at betragte de udstillede Varer og
-indprente sig Priserne paa alt lige fra Uldhandlernes
-Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker, --
-ikke fordi han havde til Hensigt ved Lejlighed at gøre Indkøb af
-disse Ting (heri var han lovlig forhindret alene af den Grund,
-at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor
-Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge); men med
-sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i
-Butikerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de
-forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste
-og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde „lade høre fra
-sig“.
-
-Eftermiddagen tilbragte Højbaadsmanden hjemme i sin Dagligstue
--- „Salen“, som den kaldtes paa Nybodersproget -- et
-kahytlignende, lavloftet Rum med en Række smaa Vinduesfag ud mod
-Gaden. Her sad han i Skjorteærmer og med Kalot paa Hovedet ved
-et af Vinduerne og iagttog i Timevis de Skarer af halvtamme
-Krager ude fra Grønningen, som gav Hals ovre paa Genbohusrækkens
-Tagryg eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne,
-der endnu paa den Tid af Dagen stod opstillet udenfor alle
-Dørene i den stille og tomme Gade. Af og til kunde der trække
-sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, Hovedet sank da
-langsomt ned mod Brystet, og Munden rundede sig.
-
-„Nu sidder du igen og koger Ærter, lille Fa’er,“ sagde da hans
-Kone og hentydede hermed til en egenartet Brummen, som
-Højbaadsmanden gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande
-ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne
-ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidig
-læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa
-Knæet, og hvis Blade hun vendte med sin Albu for ikke at afbryde
-Strikningen. Inde i Gaardværelset ved Siden af, hvortil Døren
-stod aaben, sad gerne en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren
-Trine, og syede. I Vinduet derinde stod ogsaa et Bur med en
-Kanarifugl, der hoppede paa sine Pinde.
-
-Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil
-en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa
-Moustache paa Overlæben. Naar hun om Formiddagen gik omkring i
-sin storblomstrede Nattrøje og med sine Avispapirs-Papilloter,
-var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet
-Snørliv og sin sorte Merinos Kjole paa og skjult sin
-halvskaldede Isse under en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu
-omhyggeligt ordnede Tindingekrøller præsenterede sig næsten
-koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt
-forstaa, hvad der fortaltes i Nyboder om hendes fordums
-Herlighed.
-
-Det havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden.
-Det havde ogsaa været et lykkeligt Par. Havde maaske
-Højbaadsmanden ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strengt
-efterrettelig, saa havde Madammen til Gengæld været trofast for
-dem begge, skønt det i hendes unge Dage ikke havde manglet hende
-paa Forlokkere. Dersom man kunde tro Rygtet, havde endog en af
-Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner,
-hvis Mænd var paa Langfart, en Aftenstund passet hende op paa
-Hjørnet af Haregaden og, efter at have givet sig tilkende for
-hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet
-Øjnene ned og derpaa stiltiende fulgt ham hen i en af de mørke
-og ensomme Alleer bag Volden. Men her i Ensomheden havde hun
-pludselig lagt den lille, visne Højhed over sit Knæ og af sit
-gode Hjerte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første
-Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men
-sikkert nok den kraftigste.
-
-Den medborgerlige Anseelse, dette aldrende Ægtepar nød, var da
-af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et yndet Samlingssted
-for adskillige af Nyboders Standspersoner. Ikke i mange
-Nybodershuse udfoldedes der en Selskabelighed som hos de to
-Gamle i Hjertensfrydgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og
-saadanne Bods- og Bededage, som overalt i Kristenheden
-festligholdes med fed Mad og varm Punsj, fejrede de en uendelig
-Række Familjebegivenheder og aarlig tilbagevendende Mærkedage af
-privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters
-Indlemmelse i Familjen; der var Mindefesten for Højbaadsmandens
-Storetaa, som engang for mange Aar siden var bleven bortklippet
-paa Grund af Beneder. Men frem for alt var der Madam Olufsens
-Kopsætningsdag, der indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i
-Luften, og som indlededes med en stor Chokoladefrokost for
-Barberen, der udførte Operationen.
-
-Selskabet bestod ved disse Lejligheder altid af de samme
-syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar
-havde fejret betydningsfulde Familjebegivenheder hos hinanden,
-nemlig: pensioneret „Obertømmermand“ Bendtz fra Tulipangade,
-pensioneret Kvartermand Mørup fra Delfingaden, Overkanoner
-Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen, alle med Madammer.
-Heller ikke Festlighedernes Forløb havde i den sidste
-Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Naar
-Gæsterne var bleven samlede i Gaardværelset, aabnede
-Højbaadsmanden Døren ind til „Salen“, hvor Bordet stod dækket,
-og bød Selskabet tilbords med den staaende Vittighed, at det nu
-var Tid at „faa puttet noget i Ansigtet“. Naar man saa var
-kommen til Sæde, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller
-Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa
-regelmæssigt, idet han i forstilt Overraskelse kastede sig
-tilbage mod Stoleryggen: „Naada, Madam Olufsen; der har De sgu
-lagt et forsvarligt Æg!“ -- hvorpaa Madammen kaldte ham et
-gammelt Vrøvl og bad Gæsterne lade, som de var hjemme.
-
-Paa dette Tidspunkt kunde det hænde, at Døren gik op for en
-krushaaret Yngling, hvis Ankomst blev hilst med et almindeligt
-Glædesudbrud. Alle de gamle Mennesker rejste sig ærbødigt op,
-idet de rakte ham Haanden, og den lille Trine -- Plejedatteren
--- der pludselig havde skiftet Farve, fik travlt med at bringe
-en Stol ind fra Sideværelset, sætte et nyt Dække frem og hente
-en varm Tallerken i Køkkenet.
-
-Den unge Fremmede var Olufsens Logerende, den eenogtyveaarige
-Polytekniker Sidenius, der i nogle Aar havde boet nede i Stuen i
-et Par smaabitte Gaardværelser, som hørte med til
-Højbaadsmandens Lejlighed. Han var alles Yndling her, og
-efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømtes, blev
-Stemningen meget lystig.
-
-Der var kun een, der vedblev at være lige tavs og stille, -- det
-var den lille Trine, som besørgede Opvartningen. Hun fyldte i
-Glassene, bragte Brød om, skiftede Tallerkener, pudsede Lysene,
-fremfandt Saltkarrene, optog tabte Lommetørklæder og hentede
-Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt
-eller at hikke, -- altsammen saa tyst, saa lydløst, at hendes
-Tilstedeværelse aldeles ikke mærkedes af nogen. Det var, som om
-man blev betjent af en usynlig Aand. Hun var nu ogsaa let at
-overse, saa lille og uudviklet hun var trods sine nitten Aar.
-Blandt de gamle Mennesker betragtedes hun endnu helt som Barn,
-tilmed som et meget indskrænket Barn, og i Virkeligheden
-manglede hun ogsaa lidt paa Forstanden. Hun var en stakkels
-Forældreløs, som Højbaadsmandens havde taget sig af, og hvis
-Herkomst ingen kendte. Nogen Skønhed besad hun ikke, og selv for
-den unge Hr. Sidenius var hun intet andet end det usynlige
-Redskab, der børstede hans Støvler og bragte hans Linned til
-Vadsk.
-
-Naar nu Punsjebollen og de sukkerstrøede Æbleskiver var kommen
-paa Bordet, fornøjede man sig en Tid med at afsynge forskellige
-Selskabs- og Fædrelandssange, hvorved navnlig Madam Fuss gjorde
-sig bemærket med en -- mere for sin Kraft end for sin Skønhed --
-højt beundret Diskant.
-
-Under Sangen forsvandt pludselig Trine efter at have forvisset
-sig om, at der ingenting manglede paa Bordet, og at alle
-Gæsterne var forsynede. Ude i Køkkenet tændte hun et Lys ved
-Gløderne paa den aabne Grue og steg saa ned ad Husets smalle og
-stejle Trappe -- en Slags Skibsstige -- for at gøre i Stand til
-Natten i Hr. Sidenius’ Værelser. Det var to smaa, mørke og
-fugtige Rum, saare fattigt udstyrede med en lille Voksdugspuf og
-et Klapbord, hvorpaa der hulter til bulter laa Bøger,
-Tegneredskaber og store Papirsruller med Mærker af
-Blyantsfingre.
-
-Trine satte Lyset fra sig paa Bordet, lukkede et Vindu op og
-stod et Øjeblik drømmende med Haanden paa Karmen og saae ud over
-den lilleputagtige, af nogle Plankeværker og et Nødvendighedshus
-omgærdede Have, hvorover et romantisk Fuldmaanelys skinnede. Men
-pludselig foer hun sammen, ligesom opskræmt af sine egne Tanker,
-og gav sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe
-Orden i Stuens Forstyrrelse. Hun samlede nogle Klædningsstykker,
-der laa henkastede rundt om paa Stolene, og hængte dem ind bag
-Hjørneforhænget i Sovekammeret. Hun ordnede Bøgerne paa Bordet
-og lagde alle de mange smaa Tegneapparater ned i de for hvert
-enkelt nøje afpassede Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre
-aldrig havde ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa
-Henseende, vidste hun nøjagtig, hvor hver Ting havde sin Plads,
-og hvor han ventede, ja fordrede at kunne finde den. Med det
-Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, havde
-hun lært sig selv alt, havde udfundet hans Vaner, gættet sig til
-hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den
-Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til en
-saadan ung Mands egenlige, endelige Vilje. Han havde engang for
-alle ladet hende vide -- og han havde ved den Lejlighed med en
-skrækindjagende Grimace opløftet sin Finger -- at hun maatte
-betragte det at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egenlige
-Bestemmelse, for hvis samvittighedsfulde Opfyldelse Gud engang
-vilde kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag.
-
-Det var derfor med en oprigtig Følelse af at røgte et højhelligt
-Kald, at hun færdedes dernede i hans smaa Stuer og syslede med
-hans Ejendele. Med en særlig Andagt dvælede hun inde i det lille
-Sovekammer, mens hun puslede med hans Seng, satte Tøflerne
-bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vendte indefter, og
-lagde Tændstikæsken paa den Side af Lysepladen, der var Sengen
-nærmest. Naar hun tilsidst tog Hovedpuden mellem sine Hænder for
-at rette paa Fylden, trykkede hun den et Øjeblik til sit Hjerte,
-idet hun med et saligt Udtryk lukkede Øjnene.
-
-Oppe i „Salen“ var de Gamle imidlertid bleven mere og mere
-overstadige. Bolteslager Fuss havde faaet sin Guitar frem og
-trods Konernes Indsigelser givet sig til at synge den berygtede
-Skillingsvise „En bøvet Kælling ved Gammelstrand“. Mændene
-jublede. Ogsaa den unge Sidenius lo, og inde i den 84-aarige
-Obertømmermand Bendz klukkede det som i en Flaske. Men Konerne
-rejste sig krænkede og fortrak ind i Gaardværelset, hvor nu
-Kaffen blev anrettet med Tilbehør af Kandis og Solbærlikør.
-
-Først henimod Morgen brød Selskabet op, og de forskellige
-Ægtepar trippede forsonede hjemad i en Lyksalighedstilstand, der
-henrev dem til Kys og Klap og kærlighedsfulde Omfavnelser midt
-paa aaben Gade.
-
-*                *
-*
-
-Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres
-høje Alderdom uden Anfægtelser tømte Nydelsernes Bæger lige til
-Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl, et
-midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans
-Drømme havde forjættet ham. Han havde her mødt den velvilligste
-Forstaaelse netop af det i hans Natur, som man hjemme i
-Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens
-og Djævlens Værk. Navnlig i sine første, ensomme Aar i København
-havde han været taknemlig for dette Hjem og for det hele muntre
-og idylliske Nyboder, der var som et hengemt Stykke Provins midt
-i Hovedstaden. Senere -- efterhaanden som han udvidede sin
-Bekendtskabskres -- havde hans Forhold til de to Gamle og deres
-lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt
-blev det aldrig, og de Gamle blev ved at holde af ham og tage
-sig af hans Vel, næsten som om han kunde have været en af deres
-egne. De havde ikke været længe om at opdage hans Fattigdom,
-skønt han gjorde alt for at skjule den; og mere end een Gang
-vilde han være gaaet i Seng med tom Mave, dersom ikke Madam
-Olufsen paa hensynsfuld Maade havde budt ham ind for at „smage
-paa“ en ny Ost eller „sige hende sin Mening“ om en friskkogt
-Skinke.
-
-Noget rigtigt Indblik i hans Forhold lykkedes det dem alligevel
-ikke at faa. Saa livlig og snaksom han til Tider kunde være --
-om sig selv og sine Forhaabninger talte han aldrig eller dog kun
-i Spøg, idet han, naar de spurgte ham, gerne svarede, at han
-„studerede til Minister“. Ligeledes bevarede han en haardnakket
-Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet
-til hans Familje, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af
-at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at ville betragte
-alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der end ikke
-som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde
-bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette hver
-bitter og ydmygende Erindring af sin Sjæl, at den kunde blive
-som en ubeskreven Marmortavle for Lykkens og Sejrens funklende
-Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa
-hans Væg saa meget som et Portræt, der kunde minde ham -- eller
-fortælle andre -- om det Hjem, han havde forladt, og som han
-ikke vilde gense, før han kunde komme som den, der krævede til
-Regnskab og holdt Dom. Dersom han pludselig var død, vilde man
-ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et
-opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, der kunde fortælle om, hvem
-han var, og hvorfra han stammede. Om det saa var sit Navn, saa
-havde han forandret det for saa vidt muligt at undgaa enhver
-Erindring om Fortiden. Han skrev sig ikke længer Peter Andreas
-men slet og ret Per, og det var hans Sorg, at han ikke ogsaa
-kunde skaffe sig et andet og mere standsmæssigt Efternavn.
-
-Al hans Forbindelse med Forældrehjemmet havde efterhaanden
-indskrænket sig til de korte Breve, hvormed han kvartalsvis
-kvitterede for den Pengehjælp, han endnu (og uden store
-Skrupler) modtog derfra, men som rigtignok var ganske
-utilstrækkelig, særlig paa Grund af de store Udgifter til
-Forelæsninger, Bøger, Tegne- og Maaleredskaber o. s. v., som
-hans Studium krævede. For overhovedet at kunne leve havde han
-fra sit attende Aar maattet give Regneundervisning i en
-Drengeskole og kopiere Arbejdstegninger for en Haandværksmester.
-Til sine gamle Skolekammerater, af hvilke de fleste forlængst
-var kommen til København som Studenter, stod han heller ikke i
-noget Forhold. Han saae dem næsten aldrig. Krænkede i deres
-Værdighed, fordi Per nogle Gange havde formastet sig til at gøre
-Løjer med deres akademiske Borgerskab, havde de hurtig trukket
-sig tilbage fra ham med noget af den samme højtidelige Skyhed,
-han kendte fra sine egne Brødre.
-
-Per lod ligeglad. Men helt ukunstlet var hans Ligegyldighed
-alligevel sjelden. Til Tider kunde han endogsaa være ret
-forstemt. Ikke alene følte han sig nedværdiget af sin Fattigdom
-og især af denne Pogeskolevirksomhed, som han aldrig nævnte for
-nogen. Værre var det, at han begyndte at skuffes af sit Studium
-og af de Fremtidsmuligheder, dette syntes i Stand til at skabe
-ham. Dengang han for fire-fem Aar siden første Gang nærmede sig
-den polytekniske Læreanstalt, havde det været med en næsten
-andagtsfuld Forventning. Han havde forestillet sig den som en
-Art Tempel, et højtideligt Tankeværksted, hvor den frigjorte
-Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under Aandens
-Lyn og Torden, -- og han fandt en grim og uanselig Bygning i
-Skyggen af en gammel Bispegaard og heri en Samling mørke og
-triste, af Tobak og Smørrebrødslugt gennemtrængte Rum, hvor en
-Del unge Mennesker stod bøjet over smaa, papirbeklædte Borde,
-mens andre sad med lange Piber og læste i Kollegiehefter eller i
-Smug spillede Kort. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere
-som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier,
-og han traf i Foredragssalene nogle gamle, hentørrede
-Skolemesterskikkelser, der ikke var synderlig forskellige fra
-dem, han netop havde taget Afsked med paa Skolen derhjemme. En
-af dem, en fuldkommen Mumie, hvis Stemme under Forelæsningen
-hvert Øjeblik blev borte og maatte klares med en Slurk af en
-medbragt Medicinflaske, underviste endnu paa Erindringer fra
-Hans Christian Ørsteds Dage. En anden -- Professor Sandrup,
-Læreren i de egenlige Ingeniørfag -- gik med hvidt Slips og
-lignede mest en ældre teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et
-vist Ry for teoretisk Viden men var en Pedant, der i pædagogisk
-Samvittighedsfuldhed havde udarbejdet lange, videnskabelig
-formede Beskrivelser af selv de simpleste Redskaber som Økse og
-Trillebør og fordrede dem ordret gengivet til Eksamen.
-
-Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør
-slet ikke (i hvert Fald ikke længer) var en saadan stolt,
-verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig,
-men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld
-Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De
-allerfleste af hans Medstuderende -- og netop de af dem, der
-baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende
--- drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa en eller
-anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Embedsstilling,
-der tillod dem at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre
-med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for
-engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille
-Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.
-
-Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte sig
-ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte
-Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved
-Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.
-
-Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der skulde
-sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte
-Uafhængighed. Samtidig med, at han nogenlunde regelmæssig
-passede sine Forelæsninger og Øvelser, og uden at han heller
-forsømte de ydmygende Smaabeskæftigelser, der sikrede ham
-Livsopholdet, havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at
-gøre Udkast til et stort Vandbygningsarbejde, en
-Fjordregulering, hvortil han havde fattet Planen allerede i sit
-første Studieaar i København. Den første Oprindelse dertil laa
-endda endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans
-Drengealder, nemlig i hint Tidsrum derhjemme, da der havde været
-saa megen Tale om at fremme den hensygnende Skibsfart paa
-Fjorden ved at uddybe og regulere Sejlløbet og ombygge Havnen,
--- dette Foretagende, hvorom hans Fader havde udtalt sig saa
-nedsættende paa Grund af det stærke Røre, det vakte i Byen, og
-som da ogsaa tilsidst var bleven opgivet. Allerede dengang havde
-han drømt om at blive den, der bragte den store Plan til
-Udførelse og ledede de friske Havstrømme og Verdenshandelens
-Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om
-paa saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der
-havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig
-siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg
-havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den
-ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse
-han tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs
-skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.
-
-I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil
-efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet
-paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin
-Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne
-Faskin-Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og
-Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde
-den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske
-Fagskrifter, som han havde anskaffet sig, var han saaledes
-kommen paa den Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig
-paa den anden Side af Byen som en Kanal eller et System af
-Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham som
-det endelige, vældige Maal var et Net af brede Vandaarer, der
-forbandt alle Midtjyllands større Aaer, Indsøer og
-Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og de
-opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet paa
-begge Sider.
-
-Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var
-det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig
-om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal!
-skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig
-nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre
-nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en
-Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed end den
-at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor en
-Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine
-Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa
-en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse. Har du
-allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds Mand
-Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor lagde dig
-paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at kramme ud
-med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte) Læsning i
-moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at bekæmpe
-Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke sandt?
-Lærerige Ord! Løfterige Ord!
-
-Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til
-at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans
-Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk
-Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med
-nogle Venner paa en Kafe, -- mere behøvedes der i Almindelighed
-ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var
-Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække
-sammen til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel,
-og Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage
-Herredømmet over hans Fantasi og give den en ny Horisont.
-
-*                *
-*
-
-En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags
-Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte
-kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af
-Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest
-omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet
-ikke havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet
-sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken -- en høj
-og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.
-
-„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende,
-der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens
-Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“
-
-Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider
-af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget
-indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen
-var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder til et
-fortroligt Forhold.
-
-Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre.
-Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med
-mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede
-Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg.
-Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han nogenlunde
-bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde heller ikke
-helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han bevægede sig
-ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide det, og
-dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke
-kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste
-Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke
-lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i
-sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte
-sig rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin
-hyppige Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert
-Fald naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og
-blæst. Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at
-der var Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig
-siddende Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands
-Fremtid end Aaringers selvforsagende Slid, -- at saalænge
-Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme
-derimod var han skødesløs med sig selv og følte endda en vis
-Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og slide paa sine gamle
-Laser.
-
-Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede
-mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig
-selv, var den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en
-oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre
-og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men
-alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten ikke rigtig
-udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den
-meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en bredskaaren
-Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset Haar og
-Skæg -- en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder
-Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs og upaalidelig
-som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad hver Formiddag i
-tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine
-Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i
-Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter
-Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine
-farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone
-i dansk Poesi. Der sad den unge, naturalistiske Figurmaler
-Jørgen Hallager med Bulbideransigtet -- Oprøreren, Anarkisten,
-der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe
-Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrig
-ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og der var
-den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren
-Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt
-skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt,
-gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, -- det
-uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens
-Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med
-den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen
-drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem
-Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske
-ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler.
-Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans
-Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige
-Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa
-sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste Græker“.
-
-Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv havde
-gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget i
-deres Kres, dels -- som Fritjof Jensen engang ytrede -- for sine
-„maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit
-Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis
-farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte
-Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste
-hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket
-foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det
-benaadede Kunstnerlav.
-
-Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse
-Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed,
-at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe
-Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig
-Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles
-taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev
-noget tilovers for Kunsten.
-
-Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i
-al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde
-springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig
-op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om
-Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han
-nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte le ved
-sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af
-Galskaben og -- stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes
-Betydning for Kunsten -- vilde have sit Liv opfattet som en
-begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.
-
-Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske
-særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i
-Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det
-var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd
--- en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende,
-lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa
-mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm
-engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa
-Jagt efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han
-kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed -- et
-Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et
-uklippet Haar -- saae han straks Tegn paa sjeldne Evner, og der
-fortaltes mange muntre Historier om de Skuffelser, han i saa
-Henseende havde lidt.
-
-Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid
-følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans
-Smiger var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham,
-naar Hr. Salomon -- med ret uforblommede Hentydninger til hans
-hurtige Held overfor Lisbeth -- smilende fortalte ham, at han
-var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske
-Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser,
-sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik
-hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte
-og ydmygede ham blot, at han første Gang skulde høre denne
-Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.
-
-En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da
-midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
-Jensen -- „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle -- der
-slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4
-Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer.
-Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
-Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en
-Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
-Boller med Champagnepunsj.
-
-For den øverste Bordende -- omhvirvlet af Tobaksskyer -- tronede
-Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige
-Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom
-blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det
-tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten,
-havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger,
-ude i Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han
-undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.
-
-Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med
-mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
-skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per
-hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen
-Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der
-regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og
-som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i
-Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig
-kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at
-støde paa hans Navn, -- „Dr. Satan“, som de sidste ufravigelig
-kaldte ham. At Manden var Jøde, havde gjort sit til, at Per
-aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger om
-ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde
-desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne
-Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet,
-dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske
-Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke.
-
-Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede
-begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med
-Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr.
-Nathan sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“,
-og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans
-Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene.
-
-Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at befinde
-sig i et Galehus.
-
-I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at
-skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde
-derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke
-i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
-dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et
-Dunderslag i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:
-
-„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg
-faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi
-vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! …
-Flyt ud, Venner!“
-
-Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde efter
-Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:
-
-„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og
-Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu
-mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af
-Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! …
-Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i
-Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører -- --!“
-
-Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til
-Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
-Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer
-meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken
-var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede
-een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.
-
-„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!
-Klokken er for Skrædere og Skomagere!“
-
-„Ja, ok for Kafeværter -- disvær!“ svarede den lille Mand med
-Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han
-mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et
-Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag;
-de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken
-syv.“
-
-Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb
-ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og
-strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa
-de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I
-ha’e mer! … Drik, Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke
-Spidsborgere!“
-
-Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev
-med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra
-Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:
-
-„Vin! -- Vin og Piger vil vi ha’e! -- Vin, siger jeg!“
-
-Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver
-enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at
-forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en
-Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.
-
-Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa
-han vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede,
-tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.
-
-Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer
-forsvarligt at lade Mennesket ene i en saa overspændt
-Sindsstemning. Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik
-de Kaffe og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende
-trippede tilbage til sit Lukaf.
-
-Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede
-sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven
-tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.
-
-Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk
-Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over
-deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes
-gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om
-stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som
-Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske,
-Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa
-iørefaldende stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som
-om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle
-Hjørnerne.
-
-Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han
-var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:
-
-„Skaal!“
-
-Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om
-Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom
-blinde Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig
-tilmode ved at tænke „paa detteher -- hvad det nu er -- paa den
-anden Side Graven.“
-
-Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu
-var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker
-tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik,
-at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb
-Fritjof ham i Armen og sagde -- halvt angstfuldt, halv bydende:
-
-„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge
-Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent,
-til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle
-en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres
-velplejede Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle
-hundrede sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet
--- færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i
-Kistelaaget og -- værs’artig -- Bordet er dækket! … Lad os
-ingenting forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere
-ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om.
-Og i saa Fald … hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag
-for os allesammen? … Vi bilder os nu ind at være bleven saa
-kloge. Ja vel! Men lykkeligere? … Skaal!“
-
-Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams,
-denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst, der
-pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders Aandsfrænde,
-en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget,
-kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, -- ræd for de
-Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde
-paakaldt. -- --
-
-
-Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant
-overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en
-Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i
-ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye.
-Om det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar
-han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa
-med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin
-Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik
-sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
-Efterhaanden dæmrede der da hos ham en Forestilling om, hvad det
-overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden
-til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning i
-Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre“ med
-drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i artistisk
-Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl under
-Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et
-fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, -- saadan
-sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet
-rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte
-det jo altsammen derhjemme fra!
-
-Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være
-noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et
-lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens
-frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans
-Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en
-ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at
-ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære -- og alle
-Livets Herligheder skulde blive ham til Del!
-
-Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om
-hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og
-læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!
-
-
-
-
-Tredje Kapitel.
-
-Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og
-Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans
-Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
-Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
-spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og
-smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i
-Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at
-slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe,
-før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.
-
-Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens
-Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte
-ikke et Ord til Forsvar.
-
-Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig
-ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom
-hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere
-at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at
-ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de
-foreskrevne Eksamensfag.
-
-Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og
-studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var
-uomtvistelig. Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af
-hans Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse
-vilde, som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den
-projekterede Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede
-Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele
-Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var ugennemførlig.
-
-Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele
-stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev
-han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder og
-rørte sig ikke.
-
-Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og
-Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en
-Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte
-Eftermiddagen i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring
-i Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var
-endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti.
-Ingen skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa
-forsmædeligt Nederlag.
-
-Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en
-tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval
-samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den
-straks.
-
-
-Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og ventede
-ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var
-Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det
-hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to
-Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store,
-hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres
-sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.
-
-Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han havde
-truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget stort
-Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans
-første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte
-havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest
-slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.
-
-Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte
-just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var
-et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et
-Brev.
-
-Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
-Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste
-han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe
-Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror,
-de mangler dansende Herrer.“ -- Brevet var uden Underskrift. En
-Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden
-meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“
-
-Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa
-Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i
-Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med
-deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et
-rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans
-Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante
-Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte
-Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme
-Tilstaaelser -- --
-
-Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i
-Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne
-Billedrække med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom
-en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt
-Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig
-genkendt ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.
-
-For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og
-vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var
-forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke
-Hr. Sidenius?“ nødte ham til at standse.
-
-„Dersom De er paa Vej til Gryden“ -- sagde Salomon, --
-„fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der
-er iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke
-andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles
-aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store
-Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet
-Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med
-mig? -- De er fri, ikke sandt?“
-
-Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al
-Modstand, -- han vilde dog ikke kunne finde paa nogen
-Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at
-slaa til Jorden.
-
-Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til
-sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der
-laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
-endelig vilde have ham med, saa -- for en Gangs Skyld. -- --
-
-Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant
-Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
-Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe
-dækkede Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge,
-Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og
-blandt Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes
-Samtalen med dæmpede Stemmer.
-
-Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke
-vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig
-generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved
-en noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en
-Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.
-
-Der var særlig een af Gæsterne, -- en enlig siddende Herre, som
-Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa -- der havde set
-irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i
-Fyrretyveaarsalderen, en høj, skeletagtig, slapt udseende
-Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent
-Ansigt, hvori der sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en
-Guld-Næseklemmer. Han havde betragtet Ivan Salomon med et
-foragtfuldt Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt
-Rødme op i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig
-saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af
-hans Person end et Par lange, korslagte Ben.
-
-„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak
-sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste
-Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“
-henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt
-skødesløst Buk.
-
-Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde
-synderlig Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side
-vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var
-bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han
-trængte til Kød, til Ost og Æg, -- mange Æg.
-
-„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er
-sulten som en Ulv.“
-
-„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne, mens
-alle Gæsterne -- endog Damerne -- vendte sig fortørnede om imod
-dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik
-spejdende over Kanten af Avisen.
-
-Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er
-der mere iaften?“
-
-Opvarteren opremsede en Række Retter.
-
-„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i
-løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende
-Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper! … Og
-lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“
-
-Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven
-overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at
-slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret
-paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et
-udfordrende Blik ud i Salen.
-
-Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker
-og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt,
-Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig
-til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu
-engang var kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og
-det var første Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig
-Opdækning.
-
-Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til
-Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
-Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ -- sagde han -- „da
-Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede
-som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens
-vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok
-regnes med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa
-ofte det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig
-river med. Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj
-Grad hans Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk
-Mesterværk. Og dog -- ikke sandt? -- Filigranarbejde,
-fortryllende Hjernespind, smukke Statuetter i Stedet for
-Monumenter. I tre Dage sidder han og grunder paa et Adjektiv.
-Der mangler ham de store Oplevelser, det er Sagen! … Aa, hvem
-der var rig … rig! … rig!“
-
-Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt om
-bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af den
-røde Silkestrømpe saaes.
-
-„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt -- for dog at
-sige noget.
-
-„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig …
-øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som
-Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde
-Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa
-Goethe! Tænk paa Voltaire!“
-
-Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas.
-Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig
-om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der
-var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en
-almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en
-eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at
-han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare noget
-derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin
-Støtte.
-
-Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
-Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han
-endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og
-lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre
-paa den andens Udgydelser.
-
-Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra
-Karnevalet … Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte
-Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans
-Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng,
-hvorimellem hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen
-Dejlighed. Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor
-forelsket han var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han
-tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke
-havde været synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære
-for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en
-Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog
-vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i hendes
-mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne Kastanier,
--- hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, de
-bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende Fløje, -- alt
-forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang,
-der trodsede Aar og Alder.
-
-Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der
-endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren
-for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge
-lidt op med en ceremoniel Hilsen.
-
-„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De ham?“
-
-„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“
-
-„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“
-
-„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. -- De var der altsaa
-ogsaa?“
-
-„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“
-
-Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse
-i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt
-nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin
-dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter,
-der hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.
-
-„De var der med en Dame?“ spurgte Per.
-
-„Min Søster -- ja!“
-
-„Aa --.“
-
-Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i
-Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit
-Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget
-korrekte og elegante Paaklædning og den
-Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han lod Opvarteren bringe ham
-baade Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse
-forlangte Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun
-vekslet nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han
-første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op
-ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han
-stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven
-enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.
-
-For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det
-Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig
-med Haanden og raabte:
-
-„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“
-
-Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa
-smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst
-Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han
-igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany
-blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.
-
-„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.
-
-Salomon trak paa Skuldrene.
-
-„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til
-ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang
-en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat,
-bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort
-sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere i vore
-smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte ham i
-Diplomatiet … ved Legationen i London, tror jeg. Selve Prinsen
-af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg veed ikke, hvad
-det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad han sig
-Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu sidder han i
-en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“
-
-*                *
-*
-
-Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru
-Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med
-at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
-københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de
-øvrige Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for
-ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte
-blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der
-gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til
-unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i
-Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og
-Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig Erklæring,
-afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.
-
-Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye
-Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store
-Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde
-være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet
-været meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden
-sjelden hjemme.
-
-Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var den tavse
-Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den enfoldige
-Pige -- saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting overhovedet
-rakte -- hurtig begrebet, hvad det var, der her forberedtes; og
-bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over i
-Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen
-overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde ud.
-
-Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og
-Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare
-paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette
-nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed,
-som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine
-Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde
-rent Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det
-altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende,
-der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige
-ham, om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det
-maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni
-og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt
-ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og
-Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.
-
-Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En
-halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et
-noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de
-sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød
-Silke og sad og viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved
-hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa
-sit Knæ -- Neergaard.
-
-Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det
-samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse kunde
-skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, ødelagde
-totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet
-ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor
-nogle ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod
-Slutningen af første „Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen
-med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke
-straks at ville genkende ham. Endelig rejste hun sig op, samlede
-Slæbet og lagde med et halvt moderligt Smil sit svære Legeme i
-hans Arm.
-
-„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit
-københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per
-havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg
-skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let,
-vil jeg fortælle Dem.“
-
-„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“
-
-„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“
-
-„Ja -- lidt.“
-
-„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“
-
-„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde
-gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“
-
-„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“
-
-Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.
-
-Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften
-fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans
-Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt,
-og da han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard
-forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende
-af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule
-Fletninger nedad Ryggen.
-
-Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,
-tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets
-Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en
-Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
-fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var
-Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan
-som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der
-mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer
-gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en
-Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade
-forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske
-utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et
-offenligt Lokale.
-
-Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet
-paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som
-den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han
-samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at
-faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa
-ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig
-lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden
-af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig
-med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret,
-men som ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans
-Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes
-for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne
-paa sit Balkort.
-
-Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde
-spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen
-og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille,
-svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side
-Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der
-stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.
-
-Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han
-rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til
-at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han
-skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde
-hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod …
-han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.
-
-Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
-end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af
-hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og
-Støjen fra Dansesalen lød ind til dem -- stærkt afdæmpet, som
-den blev, ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per
-pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun
-lod ham beholde den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord
-sin Kærlighed og gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde.
-Hun lovede tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over
-hendes hvide Arm og trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den
-oppe ved Albuen. Han havde i Grunden troet, at hun vilde have
-afværget det, og hun sagde da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig
-vred, dersom han gjorde det oftere -- men Øjnenes fugtige Glans
-og den mægtige Barms Svulmen modsagde hendes Ord.
-
-Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet
-kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste
-sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev
-han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han
-paa at gaa derind.
-
-„Træd nærmere,“ sagde Fruen.
-
-„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke
-syntes om, -- næsten brysk lød det.
-
-„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi
-gerne høre det.“
-
-„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa
-trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“
-
-„Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud
-og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er
-bleven træt … ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker.
-Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt
-engageret iaften.“
-
-„Aa nej, Frue,“ -- han besluttede sig endelig til at gaa derind
--- „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil
-indøve mig i at sige Verden ret Farvel. -- Tillader De?“
-
-Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den,
-hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt
-uden endnu at have hilst paa hinanden.
-
-Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun
-kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som
-hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de
-tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard
-og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet
-sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne
-hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder -- der rystede lidt --
-legede med de aftrukne Handsker.
-
-„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun
-pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa
-underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er
-naturligvis noget med en Dame.“
-
-„Det er det maaske.“
-
-„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være
-aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius
-… Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at
-han sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo
-ovenikøbet fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard.
-„Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille
-Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket Dem det. -- Hvornaar
-skal saa Bryllupet staa?“
-
-Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage
-mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
-Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har
-naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som
-en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg
-for en anstændig Begravelse.“
-
-Fru Engelhardt lo.
-
-„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi
-stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick
-derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung
-Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt
-Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke
-ivente.“
-
-Neergaard bøjede sig for hende.
-
-„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige
-Tale. Jeg veed jo nok, at man -- saavel Mænd som Kvinder -- i
-vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant
-Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, paa
-lignende Maade som man har lært at konservere Grønærter,
-Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt
-Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man
-skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa
-sparer man sig mangen Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man
-jo i min Alder have tilstrækkeligt endda. Gigten,
-Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og
-Operationsbordet -- det er de reelle Værdier, man har tilbage,
-naar man er kommen paa den forkerte Side af de fyrre.“
-
-„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
-„De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“
-
-„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte
-Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer,
-der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en
-Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi
-ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en
-bestandig svagere og mere trættende Gentagelse.“
-
-„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er
-syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De
-skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil
-tilraade Dem en Kur i Carlsbad.“
-
-„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde
-Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende
-Middel skal de være uden Lige.“
-
-„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et
-Øjeblik kan tale alvorligt!“
-
-Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene
-til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt
-usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold;
-men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt havde fortalt
-ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard var Bekendte
-fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen overfor ham -- for
-ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i
-det fjerne Carlsbad -- absolut kun paa, at han med sin
-Paatrængenhed var hende til Besvær.
-
-Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor trætte
-og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede
-Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i Salens
-Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og
-forelskede Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken
-gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo.
-
-Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og sagde
-Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær,
-godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen inde ved
-Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede Fruen til dennes
-største Forskrækkelse og forestillede de to Herrer for hinanden.
-Og Ægtemanden tog ham i Haanden og sagde ham nogle høflige Ord.
-Men Per blev undselig og kunde ikke faa sig til at møde hans
-Øjne.
-
-Hvorfor gjorde hun mon det? -- tænkte han lidt urolig, da han i
-det samme hørte hende sige meget højt til sin Mand midt i
-Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den bestemte Hensigt,
-at han skulde høre det:
-
-„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?“
-
-Grossereren bekræftede det. Og Per blev rød og smilte. Og smilte
-igen og blev bleg. Med et stort, skinnende Blik fulgte hans Øjne
-de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke. -- Ja, nu
-begyndte Livet for ham!
-
-*                *
-*
-
-Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare
-Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men da
-Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om
-de ikke skulde følges, da de dog skulde samme Vej, havde han
-ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet som den endelige
-Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen om Fru Engelhardt,
--- et Fredstilbud. Desuden havde han vanskelig ved at modstaa
-den verdensmandsagtige Høflighed, den anden vedblivende viste
-ham trods den store Aldersforskel.
-
-Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse
-i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og af
-Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene.
-Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj -- Neergaard
-svinglede lidt paa Benene -- gik Per med opknappet Frakke.
-Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han svære
-Tobaksskyer ud i den lyse Luft.
-
-De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre op mod
-Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi
-Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod
-Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød Kappe
-bevogtede Indgangen til dette Mammons stilfulde Mausoleum.
-
-Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle og
-uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved den
-brede Færdselsaare.
-
-„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig den
-Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det er jo
-endnu ikke sent.“
-
-Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa sig
-løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden den
-Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste
-Kommodeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse,
-som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.
-
-Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne
-bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe med
-grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved Siden af
-for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende omkring i en
-smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til med Bekymring at
-tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre. Hvorledes skulde han
-der kunne modtage en Dame som Fru Engelhardt? -- Her var Tæppe
-over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler. Vaser og forgyldte
-Armstager. Altsammen aabenbart gammelt Arvegods. Og derhenne paa
-Væggen over Skrivebordet fremtonede gennem Halvmørket en sand
-Hærskare af alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i
-forgyldte Rammer, Daguerreotypier, Silhuetter, smaa
-Elfenbensmedaljoner, Litografier, Haandtegninger og moderne
-Fotografier … et Skyggetog af den henfarne Neergaardske Slægt.
-
-Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere
-Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet. Paa
-det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker
-indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i
-Glasruderne.
-
-Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og to grønne
-Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og skænkede op
-med stor Omhyggelighed.
-
-„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab,“ sagde han og
-løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres
-Velgaaende, Hr. … Hr. Lykke-Per!“
-
-Per saae paa ham -- lidt overrasket og misfornøjet med denne
-lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men da
-Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre, vilde
-han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede
-Vinen.
-
-„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke
-synderlig vittige Tilnavn,“ vedblev Neergaard og gav sig til at
-pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg citerer …
-den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen med. Han er
-en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet efter min Mening
-ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken,
-at den er Daarernes Formynder. Og en ærværdig, latinsk Forfatter
-skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen.“
-
-Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!
-
-„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,“ -- fortsatte
-den anden -- „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer mig at
-være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse at kunne
-skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til
-Regnskab o. s. v., medens den, der -- som man siger -- sidder
-paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved indtræffende
-Uheld.“
-
-„Men hvorfor Uheld?“ bemærkede Per smilende og saae paa Røgen
-fra sin Cigar.
-
-„Hvorfor?“ sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden
-klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde Øre for.
-„Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør! Jeg mener
--- trods min Afsky for Paradokser -- at selve Heldet er det
-allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget Menneske,
-fordi … ja, fordi vi i nihundredeognioghalvfems af tusinde
-Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det ikke
-bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke
-oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige, -- det er
-Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved Kongens
-Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi allesammen
-den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekager for alle
-Slaraffenlands Herligheder. -- De kender rimeligvis Fortællingen
-om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige.
-Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den begynder at blive
-interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. Vi skulde have
-set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive
-bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i
-Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin
-Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at
-han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før
-han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og Scepter ombyttet
-med sin Faders Møggreb.“
-
-Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen
-med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved. Hans matte
-Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende og
-deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han fortsatte:
-
-„Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en
-grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor
-hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det
-overordenlige og eventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet
-virkelig aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os
-fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter
-Kakkelovnskrogen.“
-
-„De har vistnok Ret,“ sagde Per -- han saae stadig med et Smil
-ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar det
-vistnok saadan. Men der gives Undtagelser.“
-
-„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde. De
-vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt der
-ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske
-samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os
-gennem Livet en voksende Bagage af vor Slægts Efterladenskaber,
-der stabler sig op omkring os som en kinesisk Mur, og som vi dog
-ikke nænner at skille os af med. Vi hygger os inde i et
-Gravkapel af Familjeerindringer og har tilsidst ikke andre
-Følelser tilbage end Pieteten.“
-
-„Naa ja -- det kan da ikke gælde alle,“ sagde Per. „Jeg f. Eks.
-vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad jeg slæber med mig
-fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme.“
-
-„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog -- hvad hjælper det? Hjemmets
-forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle. Vi
-lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger
-eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse paa vore
-Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har man til
-Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler og Tanter
--- --.“
-
-„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa heldig
-stillet ikke at kende noget til den Slags.“
-
-„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. -- Men et Hjem har De
-dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa
-berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter af Deres Navn,
-kan De vide.“
-
-Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han
-ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere
-Paarørende.
-
-„Nej virkelig! De er maaske et --.“
-
-„Ja,“ sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er kun mig
-selv.“
-
-„Se-se!“ -- Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa Stolens
-Sidestykker og stirrede som nyvaagen over paa ham. -- „Saa har
-den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der jo
-virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn! Ingen
-Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter … Fri som
-Fuglen under Himlen!“
-
-Per tav bekræftende.
-
-Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et
-Øjebliks dyb Stilhed.
-
-„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske, Hr.
-Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig, kunde man
-fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle Forhold. Og
-med en Appetit paa Livet som en Solsort i et Kirsebærtræ. Ja,
-saadan skal det være! -- Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De
-Lænker, vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv paa os i
-Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun
-hjemme i Bolt og Jern. -- Hvad mener De derom?“
-
-„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,“ sagde
-Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over
-fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, -- var
-desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.
-
-Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig
-over paa Per med et optaget, anspændt Blik.
-
-„Hvad jeg tænker paa? … Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner,
-lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser.
-For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand og
-Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad De
-vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme
-mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed kan lægge
-sig om en Mand som en Jernbøjle.“
-
-„Aa, ikke saa det generer,“ sagde Per og lo. „Og mindst, naar de
-klemmer haardt.“
-
-„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel -- sæt, det ved
-Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk
-tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende … en
-Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres Ungdoms Uskyld
-havde kysset … kort sagt, et Væsen, som De ved Vanens eller
-gamle Minders Magt følte Dem knyttet til, … sæt nu, De vidste,
-at denne Kvinde koldblodig bedrog Dem bag Deres Ryg. Hvorledes
-vilde en fri Fugl som De forholde sig i et saadant Tilfælde?“
-
-Hvor vil han hen med det? -- tænkte Per. Højt sagde han:
-
-„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden.“
-
-„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise sig
-mindre tilfredsstillende -- og den Risiko løber man dog straks
--- hvad saa?“
-
-„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, … Herregud, der er
-jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!“
-
-„Ja, det er sandt! … Det er sandt!“
-
-Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede Øjnene,
-som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.
-
-Per gjorde Tegn til at bryde op. Han syntes, Samtalen begyndte
-at blive lidt for personlig. Det var ogsaa blevet silde. Et Par
-hastige Bagervogne havde allerede kørt gennem Gaden og
-tilkendegivet, at Morgenen stundede til.
-
-Men Neergaard blev nu greben af en pludselig og besynderlig
-Oprømthed. Han fyldte paany hans Glas og bad ham glemme Tiden.
-
-„Jeg priser mig virkelig lykkelig ved at have gjort Deres
-Bekendtskab, Hr. Sidenius. De er et ualmindelig friskt og
-fornøjeligt Menneske. Dersom De ikke vil tage mig det ilde op,
-kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag.“
-
-Hvad nu? tænkte Per.
-
-Ja, Sagen kunde maaske i første Øjeblik synes ham lidt underlig;
-men efter hvad han nu kendte til ham, vilde han sikkert ikke
-tage den højtideligere, end den fortjente. Det var en af hans
-Venner, en nær Paarørende, der laa for Døden. Han var
-uhelbredelig syg … havde ikke langt igen … var syg baade paa
-Sjæl og Legeme. Naa, det kom forresten ikke Sagen ved. Kort og
-godt altsaa: Manden, som var ugift, kunde ikke blive enig med
-sig selv om, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber, --
-der forresten ikke udgjorde andet end noget Bohave, et Par
-daarlige Malerier, lidt Bøger … omtrent saadan som han saae det
-her. Til Familjen vilde han ikke efterlade dem. Han vilde ikke
-have dem opbevarede paa Steder, hvor de risikerede at blive
-Genstand for Pietet. Han forlangte udtrykkelig, at Rub og Stub
-skulde stilles til Avktion og sælges, splittes for alle Vinde.
-Det var nu bleven den stakkels Mands fikse Ide paa det sidste,
-og da hans egen Slægt var velhavende og desuden rimeligvis vilde
-modsætte sig hans Ønske, fordi det meste af, hvad han ejede, var
-gammelt Arvegods, saa havde han talt om at ville
-borttestamentere det til en eller anden, hvem han maaske kunde
-gøre lidt Gavn eller dog et Øjebliks Glæde dermed.
-
-„Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov til at foreslaa
-ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han kendte Dem, vilde
-han af sig selv være kommen paa den samme Tanke. De er netop
-saadan, som han ofte har ønsket selv at være. Fri og frank og
-ubekymret. -- -- Nej, jeg be’r Dem … dersom De ikke har noget
-mod mit Forslag, maa De ingenting sige. Vi taler da slet ikke
-mere derom. Som sagt, det hele er ikke af stor Betydning …
-repræsenterer højst et Par tusinde Kroner, naar Gæld og andre
-Forpligtelser er fyldestgjorte.“
-
-Han maa være bleven fuld, -- tænkte Per og fandt det ikke Umagen
-værd at gøre Indvendinger. Han slog det hele hen i Spøg.
-
-„Ja ja -- det vilde ikke være saa ilde,“ sagde han. „Penge kan
-man jo altid bruge. -- Men nu er det paa Tide at komme hjem. Jeg
-siger Tak for iaften!“
-
-„Nej, hvorfor vil De gaa? Bliv dog lidt endnu! … Men her er
-kvalmt herinde. Lad os lukke op!“ -- Han rejste sig nervøst og
-slog et Vindu op, saa den kolde Luft foer ind i Stuen og jog en
-lang, rygende Ildtunge op af Lampeglasset. -- „Sæt Dem dog! Vi
-har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Flasken er
-ikke tømt. Og Vinen er god.“
-
-Men Per lod sig ikke længer overtale. Han begyndte at føle sig
-lidt uhyggelig tilmode ved den andens stigende Ophidselse. Han
-saae ogsaa nu, hvor gustent hans Ansigt var blevet, og han
-mærkede, hvor hans Haand var klam, og hvor den sitrede, idet han
-sagde ham Farvel.
-
-Saamange underlige Mennesker der fandtes i Verden! tænkte han,
-da han var kommen ned paa Gaden og med en frisktændt Cigar i
-Munden spaserede taktfast hjem gennem Byen, hvor der nu overalt
-begyndte at røre sig Liv. Han mindedes hin Nattescene med den
-store Fritjof henne i „Gryden“. -- Saasnart man bliver ene med
-dem, begynder de at se Spøgelser. Gravene aabner sig for dem. Og
-de holder Ligprækner over sig selv.
-
-Hist og her gik Mænd og fejede Gaden i Morgenens graa Dis. Smaa
-Kælderbeværtninger var bleven aabnede og en enkelt Tobaksbod.
-Lygterne var slukkede; men fra alle Bagerbutikerne skinnede der
-Lys, og en Duft af friskbagt Brød strømmede ud gennem de store
-Vinduers Trækruder. Udenfor en saadan Butik standsede han et
-Øjeblik som Tilskuer til en Scene mellem en fiks Bagerjomfru,
-der stod oppe paa en Trappestige beskæftiget med at anbringe
-store Kageplader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa
-Disken tæt under hende og dinglede med Benene. Per kunde ikke
-høre, hvad de talte om; men Svendens bredtskaarne Grin og den
-forstilte Forbitrelse, hvormed Pigebarnet ved Hjælp af Foden
-søgte at holde hans Hænder fra sig, gjorde alle Ord overflødige.
-
-Per smilte, mens han i Tankerne legede med Fru Engelhardt paa
-samme Maade. Ja, Natten var tilende nu, Livet vaagnede paany, og
-Elskovsdriften magttog Menneskene allerede paa fastende Hjerte.
--- Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. Han lyttede helt
-andægtig til dem. Først hørtes et Par Stykker ude paa Nørrebro,
-saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra -- et
-hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der engang skulde
-mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig i
-Jorden!
-
-
-
-
-Fjerde Kapitel.
-
-En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt
-Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi
-Husarkasernen og videre over det langstrakte, trekantede Torv
-foran Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om
-Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte
-kraftig mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed
-Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae
-Navnene paa alle Gadehjørnerne.
-
-Da han var kommen den hele Række forbi uden at have fundet det
-Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke saaes et
-Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af
-Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de mange, aldeles
-ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod. Alle Vinduerne i de
-lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der lyste blot en lille
-rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde, og med Lygter var
-der her endnu sparsommere end ude paa Torvet. Inde bag Skodderne
-var der livligt nok. Overalt hørtes Snakken, Barnegraad, hist og
-her Harmonikamusik, og man kunde ude paa Gaden tydelig høre
-hvert Ord, der blev sagt. Hist aabnedes en Dør, og en Kone i
-Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en lille Hund
-blev et Øjeblik sluppet ud i det Fri. Her løb et Par Katte om og
-opførte Elskovsduetter.
-
-Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer,
-han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade, fortsatte
-han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker
-aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per
-boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da
-han ingen fandt, gav han sig i Lag med den gammeldags Klinke,
-fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde aabnes og traadte
-ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid var saa mørkt,
-at han ikke kunde se en Haand for sig. I den Hensigt at hidkalde
-en eller anden af Beboerne rømmede han sig kraftig et Par Gange.
-
-Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en yngre
-Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte en
-Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet, strømmede
-Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af Mørket et ungt,
-langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og smaa Bakkenbarter
-under Ørene.
-
-„Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?“ spurgte han uden
-forudgaaende Hilsen.
-
-„Jo, -- han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme.“
-
-„Ja saa! … Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?“
-
-„Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen … Jeg skal kalde af
-Madammen.“
-
-I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin,
-og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin
-Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i Haanden.
-
-„Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?“ spurgte hun.
-
-„Ja, -- men han er nok ikke hjemme,“ svarede den Fremmede i en
-Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var
-gaaet forgæves. „Mener De, det kan nytte, at jeg venter paa
-ham?“
-
-„Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik.“
-
-„Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne træffe
-ham?“
-
-„Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers tror
-jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen.“
-
-„Tak. -- Farvel.“
-
-„Fra hvem skal jeg hilse?“ spurgte Madam Olufsen.
-
-Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte Lyden af
-hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens Dupsko tabe sig
-ned ad Gaden.
-
-„Det var da vist en Præst,“ sagde den lille Skibstømrerkone helt
-perpleks. „Hvad mon han vilde Ingeniøren?“
-
-Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig til at
-udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort „Godnat“ og vendte
-tilbage til sin Stue.
-
-Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa Næsen og
-læste i „Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet paa
-Malabarkysten“, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter
-bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang studerede med
-samme Beundring og Spænding.
-
-„Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius,“ spurgte han
-uden at løfte Øjnene fra Bogen.
-
-„Ja,“ svarede Madammen, -- hun trak med en frysende Bevægelse
-sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld
-Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin
-Armstol med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af
-mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at deres
-Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke til
-sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig
-stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv spøgte
-med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde han i
-næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar de saae ham,
-var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting, saa han
-endog havde talt om at ville flytte. Det kunde nu heller ikke
-være det bedste Selskab, han søgte, dersom det da var sandt,
-hvad han en Dag lod et Ord falde om, at han havde kendt den
-kongelige Fuldmægtig, som forleden havde taget Gift, hvad der
-havde staaet saa meget om i Bladene.
-
-Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage sig.
-De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden blev
-de daglig rendt paa Døren af paatrængende Personer, der mødte
-med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som han skyldte Penge.
-
-„Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke med
-Sidenius?“ spurgte Højbaadsmanden omsider.
-
-„Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu for, at
-jeg har set ham her engang før -- for længe siden. Jeg synes,
-Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden Verden. Men
-han saae da ellers ikke meget amerikansk ud.“
-
-Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne paa det
-samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang før havde
-staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang et mere
-velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde ganske vist
-ikke set hende siden Balaftenen, -- hun havde strengt forbudt
-ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden Maade søge at
-komme i Forbindelse med hende -- men det var idag, hendes Mand
-skulde rejse til London, og han havde den foregaaende Dag faaet
-tilsendt en uunderskreven Billet med Ordene „Imorgen Aften“. Han
-gik nu ud fra, at Mødested og Klokkeslet skulde være det samme
-som sidst.
-
-Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse, der
-næsten havde optaget ham mere end dette dog saa utaalmodigt
-ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører, der til hans
-største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard i et efterladt
-Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde „decideret ham den
-Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet nærmere fastsat
-offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave.“ Testamentet var,
-tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt, idet det ikke var
-opsat i de lovbefalede Former; men da den Afdødes to Søstre og
-eneste retmæssige Arvinger var meget velhavende gift, var der
-ingen Grund til at tro, at disse -- der i Øjeblikket begge
-opholdt sig i Udlandet -- ikke skulde godkende hans
-Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i sin Egenskab af
-Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej engang førte forbi
-hans Kontor.
-
-Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han
-skulde gøre ved den Historie, -- han havde i første Øjeblik følt
-sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt med
-Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet paa
-et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde han
-ikke faa sig til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice
-som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syntes han knap at
-kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig Sum, der for
-lang Tid vilde bringe ham ud over alle Genvordigheder. Af det
-Laan, han havde skaffet sig, var der allerede ikke meget
-tilbage; og det meste af hans Udstyr var tilmed endnu ikke
-betalt.
-
--- -- Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden. En
-lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i det
-samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte
-Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration ved Kongens
-Nytorv og krøb ind.
-
-Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse.
-Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig … at se hende
-rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og Skamfuldhed.
-Han havde endog forberedt sig paa nogle Talemaader, der kunde
-overvinde hendes Skyhed; -- men han fik aldeles ingen Brug for
-sine Forførelseskunster. Han var knap kommen tilsæde og havde
-takket hende, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa
-hans Skød ligesom en Glædespige og trykkede sig ind til ham med
-en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham.
-
-Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen,
-tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren og en
-lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af
-Separat-Kabinetterne, kastede hun straks baade Kaabe og Hat uden
-at generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig
-lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle
-sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak
-Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag
-det dækkede Bord.
-
-Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side Bordet.
-Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun befandt sig
-paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig sikkert at have
-set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem Opvarterens
-Bakkenbarter, da de traadte ind.
-
-„Hvorfor ser De saadan paa mig?“ spurgte hun, da de var bleven
-ene, -- hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte lidt for
-ungdommeligt. „Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! … Er
-der noget i Vejen med mit Toilette?“
-
-Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet
-Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, bred
-over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.
-
-„Men saa tal dog, Menneske! -- De er dog en skrækkelig Bjørn.
-Hvad er der nu gaaet Dem imod? … Nu faar De en paa Næsen!“
-
-Da hun for at skaffe sig Kasteskyts gav sig til at plukke nogle
-røde Blomsterbær af Bordopsatsen, flyttede Per sine Øjne ned paa
-hendes Hænder. Bleg om Munden af Betagethed betragtede han deres
-buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de
-perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under
-Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde
-Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i Flugten det
-Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme hendes Haand og
-vilde trække den til sig over Bordet for at føre den til sin
-Mund -- da Døren i det samme blev slaaet op, og Opvarteren og
-hans Følgesvend viste sig med Anretningen.
-
-Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og da de igen
-var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en
-Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig
-hans Misstemning. For Pokker -- sagde han til sig selv -- hvad
-vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog, at
-hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring. -- --
-
-Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord.
-Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været sindssyg,
-og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige
-Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse
-Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde
-testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang
-havde forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med,
-hvad der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en
-Kvinde med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have
-sin Viden fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en
-tilsløret Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter
-al Rimelighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde
-skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over
-hans Kiste.
-
-Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling med
-Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide rundt
-langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et halvt
-fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men ikke
-særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt
-Fortælling. Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards
-Fortid og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne
-diplomatiske Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa
-Utaalmodighed. Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i
-sin Vin og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa
-undskyldende med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der
-„pludselig faldt hende ind“, og bad ham samtidig ringe paa
-Opvarteren for at faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes
-tilbøjelig til at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde
-„Tak for Mad“ og gik hen til det opslaaede Klaver.
-
-„Hvad skal jeg spille?“ sagde hun efter at have prøvet
-Instrumentet med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne.
-„Kender De denne?“ spurgte hun, og et Brus af falske Toner
-hamredes op af Klaverets Dyb. -- „Waldtraum“, forklarede hun
-midt under Udførelsen, aabenbart selv vel tilfreds med
-Spektaklet.
-
-Men Per var paany bleven tavs og indadvendt. Det var ham
-paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt
-Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været
-hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten før
-han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt
-flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard
-have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt? Men
-han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten.
-Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt pludselig
-afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine Arme om
-hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres Øjne mødtes.
-Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smilet i hendes
-Blik. Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa hans Pande, hans
-Haar og paa begge hans Øjne … indtil hendes Læber med pludselig
-Vildskab søgte hans Mund og sugede sig fast der, ligesom for
-aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og
-han rejste sig. Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv
-Kaaben om sig, mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte
-sig ned til den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod
-Læbe, kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive
-som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.
-
-Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i det
-halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig atter
-over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han gennemgik
-paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue, erindrede
-sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke havde tillagt
-nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede han
-efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og sov ved hans Side,
-hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, Neergaard havde givet
-ham i Arv og Eje, -- ja hun havde været selve denne Mands
-„Skæbne“ og havde ved sin Utaknemlighed drevet ham i Døden.
-
-Og han -- han selv -- var hendes Medskyldige!
-
-Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge
-bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans nøgne Hoved
-frem af Halvmørket og saae hen paa ham med sit spotske Vemod. Og
-der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske, der havde stjaalet
-sig til at smykke hans Kiste med Roser. Hvem kunde forstaa det?
-… Trygt som et Barn i sin Vugge sov hun med lange, regelmæssige
-Aandedrag. Mens hendes Mand omtumledes paa Havet, og før Liget
-af hendes Elsker var faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig
-inde i en andens Favn. Og han -- han selv -- var hendes
-Medskyldige!
-
-Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke kunde
-blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.
-
-I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armen
-over Hovedet og sagde halvsovende:
-
-„Er du oppe?“
-
-Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham til at
-gyse. -- Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men havde ikke
-Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.
-
-Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde
-han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive
-en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.
-
-Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af
-Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang
-hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn
-Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og det
-ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde
-Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide
-Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke
-Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af
-Udmattelse.
-
-Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde ikke
-vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed og
-Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store,
-hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne
-Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes
-for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid i
-den menneskelige Natur hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem
-særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj,
-kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres
-Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For
-første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, han ikke havde
-villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans
-Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om
-„Mørkets Magt“ og „Satans Snarer“ og fik ham til at blegne.
-
-Men nu slog Fru Engelhardt sine store, brune Øjne op, vækket af
-hans vedholdende Stirren. Fortumlet af Søvnen strøg hun
-Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.
-
-„Hvad? … Er du paaklædt?“
-
-Han svarede ikke.
-
-„Er det Morgen allerede?“
-
-Han tav fremdeles.
-
-„Men hvad skal det sige? Er du bleven syg?“
-
-„Nej … endnu ikke?“
-
-„Endnu ikke? Hvad mener du? Du ser saadan paa mig. Hvad fejler
-dig?“
-
-„Jeg mener … jeg vil sikre mig imod at blive syg … dødssyg …
-saadan som Neergaard.“
-
-Der jog som Glimtet af et Lyn henover hendes Ansigt. Men
-Øjeblikket efter smilte hun. Saa bleg hun end var bleven, sagde
-hun i fuldkommen behersket Tone:
-
-„Hvad er nu det for Snak! Hvad har De med … Deres Vens Sygdom at
-gøre? Opfør Dem nu ordenlig!“
-
-„Det glæder mig, at De dog vægrer Dem ved at udtale hans Navn
-her paa dette Sted. Men det røber Dem samtidig, og jeg skal nu
-tale tydeligere. Det er gaaet op for mig, mens De sov -- paa
-hvilken Maade, kan jo være Dem ligegyldig -- at De har været
-Neergaards Elskerinde, og at det var Deres Bedrageri og
-Troløshed, der fik ham til at dræbe sig. Forstaar De mig nu?“
-
-Hun havde bøjet Hovedet og bed sig i sin dirrende Læbe.
-
-„Gaa!“ sagde hun lavmælt men bydende, og samtidig slog hun en
-Flig af Lagnet hen over sit Bryst. „Gaa, siger jeg! …
-Bondedreng, som De er!“
-
-Per bøjede sig frem for at slynge hende Ordet „Tæve“ i Ansigtet;
-men han besindede sig. Hans Følelse af Medskyld holdt Ordet
-tilbage, og han vendte sig tavs og gik.
-
-Nede i Portnerlukafet vækkede han Nattevagten og fik sin Regning
-afgjort. Og han tænkte, mens han talte Pengene op, at der jo nu
-ikke kunde være Tale om at modtage Neergaards Gave. Saa gik han
-hastig hjemad gennem den mørke og øde By.
-
-Det var paa den korte Tid af Natten, da Gaderne er tomme og
-Husene giver Genlyd af den Vandrendes Skridt. Kafeernes sidste
-Natteugler er ravet hjem, og Politibetjentene har trukket sig
-tilbage til deres Sladrehjørner. Kun Tyvene og de berygtede
-Smøgers Efternølere er paa Færde.
-
-En Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten nedover Øjnene
-hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede Per under
-en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over disse
-hjemluskende Synderes paa eengang frække og skamfulde Udtryk,
-vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet. Han tænkte
-paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde ikke Mod til at
-møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.
-
-Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et eget
-Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to
-smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget at
-udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig
-i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den,
-hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han havde
-siddet i Mørke og hørt den gamle, eenøjede Barnepige derhjemme i
-Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.
-
-*                *
-*
-
-Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han ved, at
-en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa Tonen, at
-det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende og gad ikke
-staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa op for? Han
-forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.
-
-Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den
-øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen for at
-sove videre.
-
-Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i disse
-ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En
-Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede op
-i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer. Og idet han
-nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens Oplevelse, var han
-ikke fri for at blive lidt forlegen over sin Opførsel. Han
-tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig noget ungdommelig
-ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame af Fru Engelhardts
-Kvalitet et vist Hensyn…
-
-Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev han
-ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han havde
-taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe. --
-Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?
-
-Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved at
-være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde tændt sin
-Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af en Gyngestol,
-mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens Smaahuse, hvis
-Salsvinduer han havde Udsigt til over Plankeværket. I et af
-Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn og en Kone, der sad og
-stoppede Strømper, og udenfor paa den solbeskinnede Mur hang et
-grønmalet Bur med en Irisk. Han gjorde sig det ikke klart, hvad
-det egenlig var, der fængslede ham derovre. Det var jo det samme
-lille Billede af tryg og rolig Hverdagslykke, han i saa mange
-Aar havde haft for Øje her. Men der var kommen ligesom noget
-nyskabt over det denne Morgen; det var næsten, som saae han det
-nu for første Gang.
-
-Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.
-
-Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den
-Herre, som havde været der den foregaaende Aften og spurgt efter
-ham.
-
-„Hvad var det for en Slags Herre?“
-
-„Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig ud.
-Forresten tror jeg nok, han har været her engang før.“
-
-Sandsynligvis en Rykker -- tænkte Per, og Spørgsmaalet om den
-Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde ham
-urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald paa
-disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?
-
-Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som hendes
-høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun havde mere paa
-Hjerte.
-
-„Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius. De
-snakkede jo om, at De vilde flytte.“
-
-Per smilte lidt forlegent.
-
-„Naa -- det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver
-her, Madam Olufsen! … Dersom De da vil have mig.“
-
-„Aa ja … naturligvis … dersom …“
-
-„De trækker sgu dog paa det … Naa ja, jeg veed det godt. Jeg har
-været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke om
-det. Men Gud bevares -- hvad er der paa Færde, Madam Olufsen? De
-er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til Alters?“
-
-„Nej, men -- veed De det ikke? -- Skipper Mortensen er kommen
-her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i Besøgelse i
-Eftermiddag.“
-
-„Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter
-engang igen at se den gamle Støder.“
-
-„Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke
-længer noget for Dem.“
-
-„Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som sagt
--- vi mødes ombord! Er det hørt?“
-
-Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden
-var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i det Lune.
-
-„Ja ja,“ sagde hun. „De veed, at De altid er velkommen hos
-Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem. Jeg
-tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem.“
-
-Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede i
-Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København med
-sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til nogle af
-Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige
-Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige
-Gennemlæsning af „Telegrafens“ Skibs- og Havneliste havde set,
-at Sluppen „Karen Sofie“ var passeret Toldbodbommen og laa
-fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig, før Dag og Tid
-for et Besøg var besluttet og Trine skikket i Byen for at varsko
-unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens Venner. Han var
-Droskekører og boede i Store Brøndstræde og havde i en Aarrække
-ved saadanne Lejligheder beredvillig stillet sig selv og sit
-Køretøj til de Gamles Raadighed.
-
-Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med sin
-nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt for et
-Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede det
-alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets Børn,
-der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange flere Ældre,
-der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette Triumftog. Madam
-Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet Vindrueklase
-paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste Begravelsespuds
-med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset glimtende frem bag
-den uknappede Overfrakke.
-
-Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed
-blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad der --
-hvidlokket og højtidelig -- med begge Hænder urokkelig hvilende
-paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget godt vække
-Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets
-Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt en hertil
-svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen -- stolt over sit
-Selskab -- hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med
-højrøstet og fortrolig Tiltale.
-
-Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae paa de
-store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne af
-Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa de
-nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg, og
-som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med Ryttere paa
-Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned imod Kanalen,
-standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke, hvor de for 52 Aar
-siden havde haft Bryllup, og havnede omsider paa Børsbryggen.
-
-Per var allerede kommen. Han hilste dem fra „Karen-Sofies“
-Ræling, hvor han -- lidt slap -- sad og lod sig bage af
-Foraarssolen, mens Skipperen -- en ældre Mand med graat Fuldskæg
--- gik fraborde for at tage imod.
-
-Paa Bunden af Skibets aabne Lasterum, saa at sige i „Karen
-Sofies“ Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, var der
-indrettet en Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser,
-røgede Bedelaar og møllestensstore Oste skinnede
-hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte i en Aladdinshule. Med Pers
-og Skipperens Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen,
-bagefter fulgte Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være
-rask paa det og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog
-enhver Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første
-Trin og vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom
-Skipperen ikke havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre
-haanede han unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad
-Stigen og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. „Saadan
-kravler en Lus i en Redekam,“ tilraabte han ham med en
-Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde
-Christians Dage.
-
-Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og Vejen
-og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer bragt paa
-Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter Aar
-gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af
-Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten
-og bad sine Gæster ind til en lille Forfriskning; men Madam
-Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom
-hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det
-bestemteste ved at opholde Tiden for deres Ven, medens unge
-Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter, rolig
-gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i Vestelommen.
-
-Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum ved
-et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt
-Beskedenhed.
-
-Per følte sig stadig vel tilpas i saadant folkeligt Selskab.
-Ligesom han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord
-som dette med solide Flæskevarer og Snaps og Øl, fandt han endnu
-sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre og
-ligefremme Tale. Her var han ikke -- som i „Gryden“ -- en tavs
-og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i
-Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne, om
-Færgevæsnet og Kommandantskabet.
-
-Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen paa
-Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende
-Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første
-Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig var
-bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset maatte
-rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den store Familje
-havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Værelser. Han var
-dengang kun syv-otte Aar gammel og havde fundet det yderst
-underholdende og ikke kunnet begribe, hvad der var at græde for.
-Skipper Mortensen derimod havde som Sønderjyde været de egenlige
-Krigsbegivenheder paa nærmere Hold, og han gjorde sig gerne en
-Fornøjelse af med saftig Pensel at udmale de Grufuldheder, han
-havde været Vidne til baade i 64 og i Treaarskrigen. Han havde
-da ogsaa nu den Tilfredsstillelse, at Madam Olufsen holdt sig
-for Ørene og erklærede Krig for en Afskyelighed.
-
-Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev let
-krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i 64
-allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget
-i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet
-for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om disse
-„Tyskerkrige“, hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde maale sig
-med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han havde set, baade
-den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi pænt af baade med
-Norgesland og hele Flaaden. Se, det var noget at snakke om! For
-at overtrumfe Skipperen, som havde fortalt om Dybbøl og
-Frederits, gav han sig til at berette om Københavns Bombardement
-og om Slaget paa Reden, som han, fem Aar gammel, havde været
-Øjenvidne til fra Toldboden, hvor han havde set de Saarede blive
-bragt i Land i Baade, der „var fulde af blodigt Kød ligesom et
-Slagtertrug.“
-
-Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da det
-desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme hjem. Men
-nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn under
-Indtrykket af sit Fædrelands Ydmygelser. Han sad med
-tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham,
-faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og Arme
-udover Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen til at
-vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne. Efterat
-man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret Tavshed,
-løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed var
-bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden var
-stivdrukken.
-
-Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen ventede
-Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid havde
-staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det gik hurtig
-op for dem alle, at der nu ikke var andet at gøre end at lade
-Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den store
-Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte sjokke
-afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket
-Skinke under Armen og med Pølser og Bedelaar stikkende frem af
-Lommerne.
-
-Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt i en
-Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at lufte sig
-lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke Drikke. Saa
-spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik langsmed
-Kanalen op mod Højbro.
-
-Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og gløder
-paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet allerede
-rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker. Ude
-paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede Spurvene
-omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte Lygter brændte
-med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas, hvori Solnedgangsskæret
-flimrede. Per gik langsomt ind gennem Østergade, hvor der var
-fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker gjorde ham lidt
-melankolsk. Trods Aftenkulden og de røde Næser bølgede der
-Foraar gennem Luften. Man kunde se det paa de Unges Øjne og høre
-det paa Stemmerne, der var fyldte af Forventning. Udenfor
-Dameskrædernes store Vinduesudstillinger stod Folk i Klynger for
-at betragte de nye Foraarsmoder. Og alle Modeherrerne bar
-Violbuketter i Knaphullet.
-
-Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik saa tæt
-ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som var de
-sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den unge Piges
-Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig Tilbedelse; og
-han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder og blev mere og mere
-forstemt. Han kunde ikke lade være med at ærgre sig over, hvad
-han nu rent ud kaldte sin enfoldige Forargelse. Han mindedes
-navnlig een Ting, der nu helt forsonede ham med den elskovsglade
-Frue; det var den Maade, hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da
-han var ved at gaa. Det havde i Grunden været næsten rørende. Og
-disse Roser paa Neergaards Kiste. -- Hun maatte jo altsaa
-virkelig have elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres
-over? Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at
-røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle
-Vedtægter. I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget
-næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig
-Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja
-selve Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet, altforglemmende
-Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk.
-De „Mørkets Magter“, han havde rystet for, da han stod foran
-hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig
-mægtig hendragen til hendes hvide Favn, -- det var selve
-Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød
-op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var
-det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene
-selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets
-Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor
-der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder;
-hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i
-Paradisets Have.
-
-Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig
-tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards
-spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som drog ud i
-Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig tilbage og
--- da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham med alle
-Slaraffenlands Herligheder -- flygtede hjem til den hyggelige
-Kakkelovnskrog og sin Mo’ers Skørter.
-
-Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort den
-første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og hans Mod.
--- Men lod den skete Skade sig ikke genoprette? Om han nu f.
-Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende alt og gjorde en
-Undskyldning? -- --
-
-Han var naaet hjem i Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen i
-Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en
-Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.
-
-„Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, … det er vist en
-Præst. Han har siddet derinde over en Time.“
-
-Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i
-Gyngestolen ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans
-Hoved tegnede sig uformelig som et Troldehoved paa den nøgne
-Væg. Han havde beholdt sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede
-Hænder hvilede paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.
-
-„Jeg havde nær opgivet at træffe dig,“ sagde han, da de havde
-hilst paa hinanden. „Du veed maaske, at jeg var her igaar?“
-
-Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at
-Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre
-ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det var nu
-heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig Besøgets
-Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var tydelig
-beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor tog denne
-sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og gjorde sig Umage
-for at synes ganske ligegyldig.
-
-„Vil du ha’e en Cigar?“ spurgte han, mens han -- helt svimmel --
-tænkte: Skulde Moder være død?
-
-„Tak, jeg skal ikke ryge,“ svarede Eberhard.
-
-„En Bajer maaske?“
-
-„Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det
-bekommer mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig
-noget udenfor Maaltiderne.“
-
-Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen Trang
-til at drikke, hentede han en Flaske Øl i sit Hjørneskab og trak
-den op.
-
-„Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens Krav
-ganske uden Hensyn til Klokkeslettet,“ sagde han.
-
-Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens hans store,
-blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den anden
-Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.
-
-„Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end det er
-nødvendigt,“ bemærkede han tilsidst.
-
-„Er det for at sige mig det, at du er kommen her?“ begyndte Per
-straks i stridbar Tone.
-
-Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med
-Haanden.
-
-„Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. -- Det er
-af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig.“
-
-Per vilde endnu ikke spørge, -- vovede det paa en Maade heller
-ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette
-stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab fra
-Hjemmet gjorde paa ham. Han havde troet forlængst at være kommen
-ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme havde jo i de
-senere Aar været som døde for ham allesammen, og det var langt
-fra, at Broderens Nærværelse vakte nogen Hjemlængsel hos ham.
-Tværtimod. Som Eberhard sad der med Hænderne over sin Paraply og
-iagttog ham fra Siden med sine Gedebukkeøjne, optændte han paany
-alle Fortidens uforsonlige Følelser hos ham. Denne ophøjede
-Anklage i Holdning og Miner, denne tavse Tilkendegivelse af
-krænket Familjeære, den hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære,
-der slog ham imøde fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte
-Mindet om Barndomstidens Trængsler saa levende tilbage, at det
-var, som om selve den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra
-Præstegaardens Stuer bragtes ind til ham med Broderens Person.
-
-Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard
-betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig
-broderlig Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer
-med de fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge,
-dette triste Rum, der -- trods al den Omhu, hvormed den lille
-Trine vaagede over sin Helligdom -- var som et Billede paa selve
-Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede blot
-paa en Anledning for at lade Hjertet tale.
-
-Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid
-tavse begge to.
-
-„Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse,“
-begyndte Eberhard ligesom prøvende. „Jeg har været hjemme paa
-Besøg i nogle Dage.“
-
-„Naa, de har det vel godt?“ henkastede Per.
-
-„Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa
-lidt i den sidste Tid.“
-
-„Ja saa.“
-
-„Han er endog temmelig daarlig.“
-
-„Af hvad?“
-
-„Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage,
-en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved
-bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft
-Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand
-giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort
-sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar
-bort.“
-
-Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak
-ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog
-ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke
-heller Anger. Den Uro, der greb ham, udsprang væsenlig fra en
-ham ikke helt bevidst Skuffelse. Aldrig var den Tanke falden ham
-ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk
-og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne
-Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store
-Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.
-
-„Det er efter al Sandsynlighed Kræft,“ fortsatte Eberhard.
-„Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med
-tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han
-var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin
-Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, … du kender hans strenge
-Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive
-saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt
-paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet; men --
-forunderlig nok -- det er, som om Bekymringen for Faders
-Tilstand har givet hende selv fornyet Livskraft. Hun er endogsaa
-begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fader i denne
-Tid; men jeg tror, at denne underlige Naade, saa taknemlig hun
-er for den, samtidig er hende en Bebudelse af, at Faders Time
-stunder til.“
-
-Skønt Eberhard ikke var Teolog af Fag, havde han en Forkærlighed
-for at udtrykke sig i bibelske Vendinger. Han var Jurist og
-betragtedes af sine Fagfæller endog som et ualmindelig klart og
-skarpt juridisk Hoved. Saa ung han var, besad han allerede megen
-Anseelse. Saaledes havde han nylig vakt Opmærksomhed ved en
-Tidsskrift-Afhandling om Fængselsvæsenet og dettes pædagogiske
-Opgaver. Selv havde han en Ansættelse i et af denne
-Administrationsgrens Hovedkontorer, og da han var et Mønster paa
-Flid og Pligtopfyldelse, stod han højt anskreven hos sine
-Foresatte.
-
-„Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse
-Forhold,“ vedblev han, da Per stadig ingenting sagde. „Jeg
-syntes, du skulde ikke være uforberedt, ifald Katastrofen skulde
-indtræffe tidligere end ventet. Vi -- for jeg taler her i alle
-dine Søskendes Navn og efter Samraad med dem -- vi har jo ogsaa
-tænkt os, at du, naar du blev bekendt med Faders Tilstand, mulig
-kunde føle dig opfordret til … jeg mener, kunde føle Trang til
-at søge en Tilnærmelse til Fader, inden det blev for silde.“
-
-„Jeg forstaar ikke … Hvorledes mener du?“ spurgte Per brysk men
-kunde dog ikke faa sig til at se over paa Broderen.
-
-„Ja, jeg vil -- som jeg før sagde -- slet ikke blande mig i dine
-Anliggender. Det skulde kun være en Henstilling til dig -- du
-maa nu afgøre med din egen Samvittighed, om du tror at kunne
-forsvare det Forhold, hvori du saa længe har stillet dig til
-dine Forældre … jeg ønsker ikke engang at udtale mig nærmere
-derom. Hvad jeg derimod føler mig forpligtet til allerede nu at
-præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo vil faa en væsenlig
-Indflydelse ogsaa paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg veed,
-at Fader hidtil -- uden iøvrig fra din Side at have mødt nogen
-Paaskønnelse derfor -- har ydet dig en regelmæssig Hjælp, som
-maaske ikke har været netop rigelig, men med hvilken han dog --
-jeg kan sige det med Sikkerhed -- har strakt sig endog udover
-sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne
-bebrejde sig at have vist Ligegyldighed for dine Studier --
-eller hvad man nu skal kalde det -- til Trods for, at han ikke
-har været i Stand til at bedømme dine Evner eller, hvad
-Fremskridt du har gjort.“
-
-„Jeg veed det.“
-
-„Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde,
-dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog
-meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den
-største Sparsommelighed paa alle Omraader.“
-
-„I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for min
-Skyld,“ svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at han vilde
-modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed
-af Hjemmet. „Jeg har netop selv tænkt at skrive hjem, at jeg er
-i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og holdent. Jeg
-trænger ikke Hjælp mere.“
-
-Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere
-Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en
-Tid tavs.
-
-Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.
-
-„Maa jeg spørge … hvorledes har du i Sinde at --“ begyndte han.
-
-Men Per afbrød ham.
-
-„Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at
-blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det er
-mig ubehageligt.“
-
-Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det
-fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.
-
-„Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig.
-Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter.“
-
-„Som du vil.“
-
-Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren, vendte
-han sig endnu engang om imod Per, der var bleven siddende ved
-Bordet, og sagde:
-
-„Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du -- med
-dine Følelser -- rimeligvis vil have vanskelig ved at forstaa
-det, skal du vide, at der er ingen, paa hvem Fader i denne Tid
-tænker mere end paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der ikke en
-Dag, uden at han talte til mig om dig … og Moder for den Sags
-Skyld ogsaa. De har jo for længe siden maattet opgive at forsøge
-at indvirke paa dig ved Overtalelser. De har maattet haabe paa,
-at Livet engang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder
-dem. Nu er Faders Tid rimeligvis snart omme. Vogt dig, Peter
-Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert -- tidlig eller
-sent -- bittert vilde komme til at angre.“
-
-Efter at Broderen var gaaet, blev Per nogen Tid siddende med
-Haanden under Kinden og saae mørkt ned for sig.
-
-„Bøje Sindet“ … „bitter Anger“ … „Synd“ … „Naade“ … Hvor han
-kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret!
-Og hvor var det betegnende -- et ægte „sideniusk“ Karaktertræk
--- saadan at benytte Sygdom og Død som Anledning til et fornyet
-Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Kirkens Fold …
-at bruge selve Døden som Hververkorporal for den sorte
-Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til
-Lydighed under Slægtens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud
-efter? Var det efter ham selv, saadan som Naturen i et af sine
-lyse, lykkelige Øjeblikke havde skabt ham? Nej, det var hans
-Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans
-Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde dø. Han kendte
-dem! For deres egen Sjælefreds Skyld skulde hans Livsmod
-stækkes. Deres Fromhed taalte ikke Synet af en rank Ryg og et
-løftet Hoved, naar ikke „Naaden“ havde Part deri.
-
-Han saae op og kom til at fryse. Der var bleven saa underlig
-koldt og skummelt i hans Stue efter Broderens Bortgang. Hvorfor
-kunde de ikke lade ham i Fred? Han havde jo selv begravet
-Fortidens gamle, grimme Følelser og slaaet en Pæl igennem dem.
-Hvorfor da komme nu og mane dem op igen? … Hans Fa’er? Nu ja,
-lad ham dø! Han skyldte ham ingen Kærlighed. Han skyldte ham en
-Række Aar, som han helst ikke tænkte paa. Nu havde han til
-Gengæld slettet ham ud af sin Erindring. De var kvit.
-
-Han drak ud af sit Glas. Saa rejste han sig med et Sæt, som om
-han rystede en ond Drøm af sig, og gik op til de Gamle for at
-snakke sit Sind i Ligevægt.
-
-
-
-
-Femte Kapitel.
-
-Eberhards Besøg og Budskabet om Faderens Sygdom fik dog den
-Betydning for Per, at det gjorde en Ende paa den tankeløse
-Omflakken, hvormed han de sidste Uger havde søgt at glemme sit
-Nederlag hos Professor Sandrup. Endnu den samme Aften tog han
-sine Tegninger og Beregninger frem af Kommodeskuffen, og hele
-Natten sad han ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og
-stirrede grundende ned paa sine Papirer, indtil Linjer og
-Streger dansede for hans Øjne og Hovedet var tungt af femsifrede
-Tal, der summede derinde som sværmelystne Bier i en Kube. Og han
-gjorde sig denne Nat højtideligt det Løfte ikke at helme, før
-han enten var bleven fuldt overbevist om Planens
-Uigennemførlighed eller havde overvundet alle Vanskeligheder og
-ført sin Tanke frem til Sejr.
-
-Det varede nu ikke ret mange Dage, før det virkelig lykkedes ham
-ved en Omlægning af sin Kanallinje at raade Bod paa den
-Grundskade, Professor Sandrup havde paavist. For at være sikker
-paa ikke igen at lade sig narre af en Regnefejl gjorde han
-dennegang en omstændelig Kontraprøve paa sin
-Strømhastighedsberegning, og da han saae, at Facit stemmede,
-udløstes hans Spænding og Glæde i en øreskingrende Fløjtetrille.
-Han følte atter fast Grund under Fødderne. Arbejdet var altsaa
-ikke spildt; de tusind Nætter, det havde kostet ham, var ikke
-bortødslede. -- Holla! Der var maaske endnu Tid til at vinde
-Sejr, før Faderen derhjemme i Præstegaarden lukkede sine Øjne.
-
-Sit Forhold til den neergaardske Arv fik han nu hurtig ordnet
-uden fornyede Skrupler. Han sagde til sig selv, at det dog ikke
-nyttede med for megen Finfølelse. Man maatte gøre sig haard
-overfor den Slags Fornemmelser, naar man skulde frem i Verden
-med et Par bare Næver. Forresten viste det sig, at Summen ikke
-var saa stor som ventet. Ved hans Besøg hos Sagføreren meddelte
-denne ham, at Boet „var en Del belastet“, og med denne Erklæring
-lod han sig nøje uden at tænke paa at foretage nogen nærmere
-Undersøgelse. Et Par Tusinde Kroner maatte der efter Sagførerens
-Mening dog sikkert blive til Rest, -- det vilde altsaa sige, at
-han foreløbig havde sikret sig Arbejdsro i det mindste et Aar.
-Et Forskud fik han straks og meget beredvilligt udbetalt, saa
-han kunde afgøre sin Gæld.
-
-Nu opgav han ogsaa sin Lærervirksomhed og den anden, nødtvungne
-Bibeskæftigelse for helt at kunne ofre sig for det store Værk.
-Utaalmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første
-Vinterhi, rystede han den lange Lediggangs Døsighed af sig og
-tumlede ud i sit Arbejde. Mens Foraaret drog henover Landet med
-Solskyer og sortblaa Hagelbyger, sad han hele Dagen og den halve
-Nat derinde i sit lille Kammer bøjet over sine Papirer, døv for
-Stærefløjtet derude i Træerne og for den rosenrøde Sne af
-Æbleblomster, der dryssede ned udenfor hans Vindu. Hver Morgen
-vækkedes han af Nybodersklokkens Klemten, og han sad allerede
-ved sit Arbejdsbord, naar Madam Olufsen viste sig udenfor i sin
-storblomstrede Nattrøje og med Sovekammermøblet under Forklædet
-for at vande Avriklerne i Haven.
-
-Trods den forholdsvise Velstand, han nu havde opnaaet, foretog
-han ingensomhelst Forandring i sin Levevis, der snarest i endnu
-højere Grad blev præget af hans medfødte og tilvante
-Sparsommelighed. Derimod anskaffede han sig forskellige ret
-kostbare Plancheværker og andre tekniske Skrifter, som han havde
-Brug for til sit Arbejde, ligesom han begyndte at holde baade et
-tysk og et amerikansk Fagtidsskrift. Paa den polytekniske Skole
-viste han sig aldrig mere. Han havde en Anelse om, at hans
-forrige Medstuderende havde faaet Nys om Anledningen til hans
-Besøg hos Professor Sandrup og hvad dette havde aabenbaret, --
-og forresten ansaae han det for Tidsspilde længer at høre disse
-endeløse Forelæsninger af pedantiske Stuelærde, der talte om det
-praktiske Livs Krav som den Halte om en Springdans.
-
-Fru Engelhardt saae han ikke tiere. Han tænkte vel endnu
-undertiden paa Muligheden af en Forsoning; men noget Skridt
-dertil havde han ikke gjort. Hvor flov han end vedblev at være
-over sin Optræden hin Nat, havde Oplevelsen alligevel efterladt
-en lille Mistro hos ham til det galante Eventyrs saa højt priste
-Glæder. Han havde spurgt sig selv, om de nu ogsaa virkelig var
-de mange dermed forbundne Besværligheder, det meget Komediespil
-og navnlig den store Bekostning værd. Hvergang Fristelsen til at
-forny Bekendtskabet med den forfarne Dame kom over ham, behøvede
-han blot at tænke paa den syndige Hoben Penge, hun havde kostet
-ham bare paa en Aften, -- og det faldt ham da i Almindelighed
-ikke svært at glemme hende for sine Kanalprofiler og
-Vandstandsberegninger.
-
-Naar Solen skinnede, stod hans Vinduer gerne aabne ud til det
-Fri. Sommerfugle og Humlebier forvildede sig da ind til ham ude
-fra Haven, uden at dette Syn dog stemte ham lyrisk. I det
-højeste kunde han give sig til at fløjte under Arbejdet, og da
-stak Højbaadsmanden undertiden sit kalotprydede Hoved ind ad
-Vinduet for at udtrykke sin Glæde over hans gode Humør, eller
-Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind paa Karmen og
-bad ham dog „unde sig Stunder til at trække Vejret“. Havde den
-gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Logerende var kommen
-alvorlig paa Afveje, saa gik hendes Bekymringer nu snarest i
-modsat Retning.
-
-„Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm,“ kunde hun sige
-i den kommanderende Tone, hvormed hun gerne skjulte sine
-moderlige Følelser for ham.
-
-Saa kastede Per sin Tusjpen eller Ridsefjer, tændte en lille
-Shagpibe og lagde sig hen i Vinduet for at slaa en Passiar af
-med de to Gamle, mens disse puslede om i den lille Stump Have,
-hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker
-daarlig kunde bukke sig uden at støde sammen med den Del af
-Ryggen, hvorom Olufsen (med en respektløs Hentydning til
-Skabelseshistorien) plejede at sige, at den blev „klasket paa
-bagefter af alt det, der var tilovers“.
-
-Det varede dog sjelden længe, før han fik Uro paa sig. Og atter
-sad han bøjet over sine Tegninger og saae i Aanden Hakker og
-Skovle blinke i Solen, saae, hvordan Høje jævnedes og Moser og
-Kær fyldtes, og hørte det dumpe Drøn af Miner, der rystede selve
-Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger. Han havde igen paa
-forskellig Maade omformet og udvidet sit Projekt. Saaledes havde
-han -- i nøje Tilknytning til Kanalnettet -- udkastet
-Grundplanen til en stor, ny Havn paa Jyllands Vestkyst, en
-Verdenshavn, der skulde kunne optage Kampen med Hamborg og
-Bremen. Og ikke nok dermed. Under sin Syslen med denne Opgave
-var han bleven ført ind paa den Ide at udløse
-Vesterhavsbølgernes Energimængder ved Hjælp af store Bøjer af
-sammennittede Jernplader, der skulde udlægges i Brændingen, og
-hvorfra Kraften igen førtes gennem Ledninger ind til
-industrielle Anlæg paa Stranden. Ogsaa Vindens Arbejdskraft
-tænkte han sig udnyttet gennem Motorer, der skulde være i Stand
-til at opsamle og ligesom nedpakke Energien, hvorved der vilde
-være tilvejebragt Betingelser for at omskabe hele Landet til et
-Fabriksland af allerførste Rang.
-
-Om Aftenen, naar Vejret var smukt og hans Hoved var svimmelt af
-Dagens Arbejde, satte han sig ud til Højbaadsmanden paa en Bænk,
-der var anbragt ved Plankeværket under et Par sammenslaaede
-Lægter med en Stump gammel Sejldug over. Det var det saakaldte
-„Lysthus“, hvorfra man efter de Gamles Mening havde det bedste
-Overblik over det samlede Haveanlæg. Undertiden kiggede saa en,
-saa en anden af Husets gamle Venner ind til dem, enten det nu
-var den mosbegroede Obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved
-sin Stok for at beklage sig over sin Lændegigt, eller det var
-den immerglade Bolteslager Fuss med sit kirsebærfarvede Ansigt
-og hvide Gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gerne en
-Romtoddy til hver af dem, og Trine maatte løbe hen i
-Krokodillegade til Bolteslagerens for at hente hans Guitar. Ovre
-i Salslejligheden i Huset bagved boede der nemlig en ung
-Overkanoner, der spillede smukt paa Humle. Hver Aften sad han
-ved sit aabne Vindu med det lange, hjemmelavede Instrument foran
-sig, og naar nu Bolteslageren faldt ind med sin Guitar, blev det
-til en hel Koncert, der vakte Glæde i det ganske
-Hjertensfrydkvarter. Rundt om i Nabohusenes Vinduer rakte Folk
-sig frem for at lytte; Børnene i de omliggende Smaagaarde
-standsede deres Leg og kravlede op paa Plankeværkerne for at
-komme til at se noget, -- ja, om det saa var Spurvene, der havde
-sat sig til Ro for Natten oppe i Trætoppene, svang de sig --
-ugletyst -- hen paa Tagryggene og sad deroppe med Hovedet
-paaskæve som smaa, andægtige Tilhørere.
-
-En saadan Musikaften fik Per Øje paa en nydelig ung Pige, der
-stod bag et aabent Salsvindue i et af Nabohusene. Hun havde lagt
-begge Armene paa Ryggen, tilsyneladende ganske optaget af at
-høre paa Koncerten og samtidig betragte Aftenhimlens drivende
-Skyer. Dog, Kindernes stadig tiltagende Rødme forraadte, at hun
-ikke var helt uvidende om det Par dristige Mandfolkeøjne, der
-iagttog hende ovre fra Højbaadsmandens Lysthus.
-
-Huset derinde tjente som Embedsbolig for en af Nyboders
-Rangspersoner, Mester Jacobæus, hvis Kone kaldtes Frue i hvert
-Fald af Mandens Underordnede. Per fik bagefter at vide af Madam
-Olufsen, at den unge Pige var denne Mands Broderdatter, og at
-hun nylig var kommen her til Byen for at lære Skrædersyning.
-
-Efter denne Aften tilbragte han mere regelmæssig
-Solnedgangstimen ude paa Bænken ved Siden af Højbaadsmanden for
-herfra at holde Øje med Nabohusets Vinduer; og det slog ogsaa
-kun sjelden fejl, at Pigebarnet kom tilsyne i et af dem og gav
-sig noget at bestille ved Blomsterne eller Fugleburet.
-Undertiden lukkede hun ogsaa et Vindu op, flyttede Urtepotterne
-tilside og lænede sig ud for at lade Blikket glide henover
-Tagryggene eller ned i Genbogaarden eller op mod Himlen -- kort
-sagt alle andre Steder hen end netop ned i Højbaadsmandens Have.
-
-Noget Blik blev der i det hele ikke vekslet imellem dem, hvor
-meget Per end anstrengte sig for at aabne det stumme Sprog en
-Telegrafforbindelse over Plankeværket. Saa en Morgenstund, da
-han kom ud af Gadedøren, saae han hende første Gang udenfor
-Huset. Hun skraaede netop over Gaden fra Bagerboden i
-Genbostedet -- iført grønne Plydses Hjemmesko og med en
-Hankekurv i Haanden. Han kunde ikke lade være med at smile, da
-han saae, hvor ulykkelig, ja næsten forbitret hun blev over, at
-han skulde møde hende under saa beskæmmede Omstændigheder; denne
-Skamfuldhed gjorde hende kun endnu mere indtagende i hans Øjne,
-og han bestemte sig til at løfte paa Hatten. Hun lod imidlertid,
-som hun ikke saae ham; og endnu samme Dags Eftermiddag skaffede
-hun sig en glansfuld Oprejsning. Per vendte just hjem fra en af
-sine smaa raske Spasereture paa Langelinje, da hun kom ud af
-Farbroderens Dør i en fiks, lys Foraarsjaket, med en stor
-Silkesløjfe under Hagen og slørombølget Hat. Et Øjeblik blev hun
-staaende paa Dørflisen for at knappe den sidste Knap i et Par
-skinnende nye, sorte Handsker; hvorpaa hun langsomt, med begge
-Hænder i Jaketlommerne, gik ned imod Volden -- uden at have saa
-meget som kastet et Strejfblik til den Side, hvorfra Per kom.
-Men ogsaa dennegang maatte Per smile. Han havde nemlig forinden
-skimtet hendes Ansigt oppe i Mester Jacobæus’ Gadespejl, og han
-gissede nu, at hun havde set ham gaa ud, og at hun havde staaet
-deroppe i al sin Puds for at vente paa hans Tilbagekomst.
-
-Men Per havde nu faaet Blod paa Tanden, og han besluttede sig
-til en dristigere Tilnærmelse. Han lod Trine skaffe ham
-Underretning om Beliggenheden af den Systue, hvor hun
-undervistes, og hvornaar hun plejede at gaa derfra, -- og en
-Eftermiddag ved Syvtiden overraskede han hende ved Nørrevold,
-bedst som hun stod og saae ind ad et Butiksvindu.
-
-Han hilste hende med stor Ærbødighed og udbad sig Tilladelse til
-at forestille sig for hende, og til hans Forundring viste hun
-sig ikke fornærmet over hans Paatrængenhed. Det saae ud, som om
-hun med provinsiel Enfoldighed fandt det ganske naturligt, at to
-Naboer, der mødtes i den store By, gav sig i Samtale og gjorde
-hinanden Følgeskab. Helt oprigtig var denne Troskyldighed
-imidlertid ikke. Hun røbede det selv, da de nærmede sig Nyboder,
-idet hun pludselig standsede og erklærede, at han nu ikke maatte
-følge hende længere. Og Per, som vidste, at Mester Jacobæus var
-en nidkær Mand, der var sig Ansvaret for den unge Broderdatter
-fuldt bevidst, forlangte da heller ikke nogen Forklaring men tog
-Afsked med Ønsket om et „snarligt Gensyn“.
-
-I den følgende Tid mødtes de nu hyppig paa samme Maade og
-fulgtes et Stykke hjemad. Ved en stiltiende Overenskomst lagde
-de dog af Forsigtighedshensyn Vejen om ad Kongens Have og
-Rosenborg-Gartnerierne, hvor de var mindre udsat for at møde
-Nybodersfolk; og desuden forlængede Per hver Gang Vejen med et
-lille Stykke, uden at hun gjorde Indsigelse derimod.
-
-Fransisca (saadan hed den unge Pige) var af Middelhøjde, blond,
-slank, nærmest mager, men meget velbygget. Mest ejendommeligt
-var hendes Fodskifte, der tydede paa noget rankt og „sikkert“ i
-Karakteren. Naar hun gik ned ad Gadens Fliserække med Hænderne i
-sine Jaketlommer og det unge Bryst kækt fremskudt, veg Folk
-uvilkaarlig tilside for hende, og Per morede sig over at se de
-slugne Blikke, Herrerne sendte hende. Det røde og hvide Ansigt
-havde gerne et mut Udtryk, Brynene var dystert sammentrukne, --
-hvad dog slet ikke betød noget, det var bare hendes Maade at
-hævde sig paa i de fremmede Omgivelser. Hun vilde med denne
-udfordrende Mine lade de gode Københavnere vide, at der ogsaa
-fandtes Folk i Kjerteminde.
-
-Hendes tilsyneladende saa dristige Forhold til Per skyldtes just
-den samme skjulte Frygt for at blive anset for et Guds Ord fra
-Landet. Og Per mistydede ikke denne Frimodighed, dertil var den
-for nær beslægtet med hans egen jyske Selvhævdelsestrang.
-
-Overhovedet havde det, at de begge var fra Provinsen, i høj Grad
-fremmet den gensidige Forstaaelse, -- ja selve Pers Optagethed
-af hendes Person kunde (hvad han dog ikke selv tænkte paa) føres
-tilbage til Fortidsindtryk hos ham, idet hun baade ved sin
-Skønheds Art, sine Manerer og sit ukøbenhavnske Sprog vakte hans
-Erindring om Hjemstavnens lysblonde, skjoldmøagtige Borgerdøtre,
-hvortil hans første erotiske Fornemmelser havde knyttet sig.
-
-Det faldt nu til al Ulykke ind med en Række ualmindelig smukke
-Sommeraftener, lyse, store og farvestraalende -- ret som skabte
-til at vække Uro i to unge, ledige Hjerter. De havde
-efterhaanden forlænget deres Spasereture helt udenom Søerne, og
-altid gik de hjem gennem det romantiske Anlæg bagved den endnu
-staaende Rest af Byens østre Fæstningsvold, i hvis højtliggende
-Alle af gamle, bredkronede Træer de tilsidst gik frem og tilbage
-adskillige Gange, før de kunde overvinde sig til at skilles.
-
-Hvad de talte om paa disse lange Vandringer? Om Vejret og om de
-Folk, de mødte; om fælles Nybodersbekendte og Dagens Nyt, --
-aldrig om Kærlighed. Per gjorde end ikke nogensinde Tilløb
-dertil. I Begyndelsen afholdt han sig derfra for ikke at skræmme
-hende. Siden undgik han Emnet for sin egen Skyld, -- af Frygt
-for den Magt, hun mere og mere fik over ham.
-
-Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt
-Hensigt, havde rent vanemæssigt søgt Adspredelse ved at gækkes
-med en ung Kvinde. Hans Arbejde havde saa fuldstændig opslugt al
-hans Interesse, og hans anspændte, blodoverfyldte Hjerne havde
-tæret saaledes paa hans Legemskraft, at der blev Brug ogsaa for
-det Forstærkningsfond, der i Ungdommen skaber de erotiske
-Trængsler. Men just dette, at han imod Sædvane intet begærede af
-Forholdet; og saa denne lyse Feststemning, hvori Naturen Aften
-efter Aften klædte sig, dette straalende Gyldenskær, der --
-netop som de mødtes -- omskabte Byen og dens Omgivelser til et
-Eventyrets Land; endelig denne store Hemmelighedsfuldhed, hvori
-de for Fransiscas Skyld maatte mødes, den Uro og Ængstelse, hun
-ikke formaaede at skjule for ham længer, naar de skiltes, -- alt
-dette havde efterhaanden givet deres Forhold en ham ukendt, ja
-uanet Fortryllelse, og en skøn Dag gjorde han den Opdagelse, at
-han aldrig før rigtig havde forstaaet, hvad Kærlighed var.
-
-Og han havde Ret.
-
-Virkelig elskede han nu for første Gang. Han, som i enkelte
-Retninger var saa langt forud for sin Alder, havde i Følelsernes
-Rige levet som et Barn eller en Vild. Nu gik han omkring med en
-halvt benauet Fornemmelse af, at der foregik en mystisk Fødsel i
-hans Indre, at en helt ny Verden var i Færd med at aabenbare sig
-for ham. Han, som ellers overfor Kvinder havde søgt at gøre
-Vejen fra Ord til Handling saa kort som mulig, blev i Forholdet
-til denne unge Pige Nænsomheden selv, saa ridderlig i sin Færd,
-saa angst for at saare, at det f. Eks. varede længe, før han ved
-Afskeden fik Mod til at bede hende om et Kys. Og da hun tilstod
-ham det og han saae Rødmen skylle hen over hendes Ansigt, var
-han ikke langt fra at fortryde sin Dristighed; og det var med en
-Følelse af at begaa Helligbrøde, at han berørte hendes
-jomfruelige Mund og stjal Varmen af hendes Læber.
-
-Henpaa Eftersommeren rejste Fransisca hjem til sine Forældre paa
-et længere Besøg. Trods den Regelmæssighed, hvormed de i den
-sidste Tid havde mødtes, og den Uforsigtighed, de havde begaaet
-ved at henlægge deres stadig ømmere Afskedsscene til Nyboders
-umiddelbare Nærhed, var der endnu ingen, der kendte deres
-Forhold, -- ingen uden Trine. Med den næsten synske Fantasi, der
-stod til dette lille svaghovedede Pigebarns Raadighed, saasnart
-det galdt Per, havde hun længe vidst Besked om alt; og forresten
-havde Per engang set sig nødsaget til at gøre hende til sin
-Fortrolige for at faa et vigtigt Brev bragt over i Nabogaarden,
--- hvilket vanskelige og slet ikke ufarlige Hverv hun havde
-udført, som var det en guddommelig Sendelse. Under det
-selvopfundne Paaskud at skulle hente en Klemme, der var blæst
-over Plankeværket, skaffede hun sig Adgang til Mester Jacobæus’
-velbefæstede Hus og overbragte ogsaa lykkelig og vel sit
-hemmelige Budskab i de rette Hænder. Men bagefter, da Per var
-gaaet, havde hun listet saa usædvanlig stille og bleg omkring og
-havde saa hyppig maattet søge Tilflugt ovre i Nødtørftshuset, at
-Madam Olufsen troede hende syg og tilsidst kommanderede hende i
-Seng og lagde hende et kraftigt Sennepsplaster paa Maven.
-
-Efter Fransiscas Tilbagekomst i Oktober naaede hendes og Pers
-Følelser for hinanden snart en saadan Inderlighedsgrad, at der
-nødvendig maatte handles. Per var fuld af Uro. Den Tanke at lade
-sine Følelser munde ud i Forsøget paa en Forførelse viste han
-afgørende fra sig. Paa den anden Side kunde han rigtignok heller
-ikke tænke sig at ophøje deres Forstaaelse til en regelret,
-officiel Forlovelse; men det var uden Tvivl alene en saadan
-Udgang af Sagen, Fransisca havde i Tankerne og utaalmodig gik og
-ventede paa. Hun havde et Par Gange -- ganske uopfordret -- sat
-ham ind i sine Familjeforhold, havde endog ved en enkelt
-Lejlighed ladet en lille Bemærkning falde om sin Faders ganske
-gode Formuesomstændigheder. Men at gifte sig med en
-Sadelmagerdatter fra Kjerteminde -- det stod for ham som ganske
-uforeneligt med det Livsmaal, han havde sat sig. Hvergang
-Fristelsen kom over ham, saae han Neergaard for sig og mindedes
-de Ord om Svinedrengeprinsen, der engang før havde lyst for ham
-i Flammeskrift som et spottende Mene-Tekel.
-
-Da hændte der noget, som hidførte en uformodet og hovedkulds
-Afgørelse.
-
-Allerede i nogen Tid havde Mester Jacobæus haft Mistro til
-Paalideligheden af de Fortællinger, hvormed hans Broderdatter
-forklarede Grunden til sin stadig senere Hjemkomst fra Systuen,
-og en Dag foresatte han sig at anstille en Efterforskning. Denne
-førte til et Forhør, hvorunder han tilsidst aftvang Pigen en
-fuldstændig Tilstaaelse.
-
-Dagen efter indfandt Mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham
-kort, endog uden først at sige, hvem han var, om det var hans
-Hensigt at gifte sig med hans Broderdatter. Per prøvede i
-Begyndelsen at snakke sig fra Sagen, bad ham tage Plads og lod
-halvt uforstaaende. Men med et Hovedkast bad den vrede Mand sig
-fritaget for Talemaader og fordrede klar Besked. Et Ja eller et
-Nej vilde han have -- intet andet.
-
-Per tøvede endnu med Svaret. Han tænkte paa, at dersom han nu
-sagde nej, vilde han rimeligvis aldrig se Fransisca mere -- og
-hans Hjerte blev tungt derved. Han saae hende for sig, saadan
-som hun rimeligvis nu gik derinde i Huset ved Siden af og i
-Angst og Spænding ventede paa Udfaldet. Og virkelig foer i dette
-Øjeblik den Tanke ham som en Lysning gennem Sjælen at lade alle
-tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde fast paa denne ene,
-sikre lille Lykke-Spurv, han holdt i sin Haand, og glemme
-Guldfuglene højt paa Tage og Tinder. Men atter dukkede
-Neergaards nøgne Hoved op for ham. Og han rettede sig i Vejret
-og svarede aabent Nej.
-
-Og nu forefaldt der en Scene, som han ikke siden kunde tænke paa
-uden at bide sig i Læben af Skam. Med begge Hænder i
-Bukselommerne traadte Mester Jacobæus ham i to tunge Skridt saa
-nær ind paa Livet, at han kunde føle Haar af hans graa Fuldskæg
-kilre ham i Ansigtet. Og den fremmede Mand kaldte ham en Flab,
-en Lømmel og en Gadedreng og lod ham vide, at dersom han endnu
-en eneste Gang nærmede sig hans Broderdatter, skulde han blive
-gennempryglet og lempet ud af Nyboder som en skabet Hund.
-
-Per var bleven kridhvid af Raseri; men han rørte sig ikke,
-svarede ikke heller. Dog var det ikke Mandens Trusler, der
-gjorde ham tavs. Han havde før været ude for et Par knyttede
-Næver, og hans første Tanke, da han saae Manden nærme sig, havde
-da ogsaa været den at gribe ham i Kværken og sætte ham op imod
-Væggen og holde ham fast der, indtil han havde faaet Galskaben
-sprællet af sig. Men da han stirrede ned i dette blege,
-fortrukne Ansigt med den dirrende Mund, der endnu tydeligere end
-hans fremstammede Tale viste, hvor nær den hele Sag var gaaet
-ham, hvor alvorligt den havde græmmet og ydmyget ham, rørte der
-sig i Dybet af hans Sind en Følelse af Skyld, der holdt hans
-Haand nede og hans Mund lukket.
-
-Bagefter, da Mester Jacobæus var gaaet, maatte han rigtignok
-spørge sig selv, hvormed han egenlig havde forbrudt sig. Han
-havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Dersom han fra
-Begyndelsen havde anet, at der skulde udvikle sig Kærlighed
-imellem dem, vilde han endda helt have holdt sig fra hende; men
-forresten havde han jo ikke misbrugt hendes Tillidsfuldhed. De
-Kys, de i Uskyldighed havde vekslet, kunde da for Pokker ikke
-kaste nogen Skygge over hendes Fremtid. Men hvad Skade var der
-saa sket?
-
-Det var altsaa igen hans „Samvittighed“, der havde overlistet
-ham, -- dette ubestemmelige, spøgelseagtige noget, der pludselig
-satte En et Troldspejl for Øjnene, hvori man saae sig selv i
-hæslig forvrænget Skikkelse. Han, som havde troet sig saa
-lykkelig frigjort for alle Slags Pukler og Knyster paa Sjælen,
-stod atter her beskæmmet som en Nar, -- og Ærgrelsen herover var
-nær ved at faa ham til at glemme baade Fransisca og Adskillelsen
-fra hende.
-
-Nu viste det sig desuden, at Mester Jacobæus’ Trusler havde
-været ganske overflødige. Allerede Dagen efter rejste nemlig
-Fransisca efter sit eget Ønske hjem til Fyen. To Dage senere
-modtog Per med Posten nogle Smaating, han nu og da havde foræret
-hende. Hun tilbagesendte dem uden at ledsage dem med et eneste
-Ord, endsige nogen Bebrejdelse; men hver enkelt Ting i Pakken
-var omhyggelig indsvøbt i rosenrødt Silkepapir. Og som Per nu
-stod med dem i Haanden, overgik der ham en ny Ydmygelse. Hans
-Øjne begyndte at fugtes. Han kunde ikke afværge det. Ja, havde
-han ikke skyndt sig at lukke det hele ned i sin Skuffe, kunde
-der let være overgaaet ham den endnu større Skam, at han
-virkelig var kommen til at græde.
-
-Men atter var Lykken ham huld. Ikke mange Dage efter skete der
-noget, der ikke alene fik ham til at glemme den bratte
-Udstødelse af Kærlighedens Paradis, men næsten tog sig ud som
-selve Skæbnegudens opmuntrende Vink til ham -- en Belønning for
-hans Standhaftighed. Havde han længe ligget og kæmpet i Dødvande
-og biet paa en gunstig Vind for sin Eventyrsejlads gennem Livet,
-saa rejste der sig i det hele nu en Storm af Begivenheder
-omkring ham, der bar ham ud paa det aabne Hav.
-
-*                *
-*
-
-Allerede for noget siden var han naaet saa vidt med Arbejdet paa
-sit Projekt, at han havde ment igen at turde forelægge en
-Avtoritet det til Bedømmelse. Han havde dennegang henvendt sig
-til Formanden for Ingeniørforeningen, en pensioneret
-Ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en
-fordomsfri Mand og en indsigtsfuld Tekniker, der sad inde med
-betydelig Indflydelse og blandt andet var Hovedredaktør af
-Foreningens meget ansete Maanedsskrift. Per havde sendt ham sine
-Oversigtsplaner tilligemed et Brev, undertegnet „P. Sidenius,
-Ingeniør“, hvori han havde givet en sammentrængt Fremstilling af
-sine forskellige Ideer og frimodig udtalt Haabet om, at Obersten
-vilde erkende de fremsatte Tankers Betydning og anbefale dem til
-Offenliggørelse i Maanedsskriftet.
-
-I et Par Uger havde han gaaet og ventet paa Svar, og han havde
-tilsidst opgivet Haabet om overhovedet at faa noget. Men nu var
-det, at der kom Brev fra Obersten, der skrev, at han „med
-særdeles Interesse“ havde gjort sig bekendt med hans Udkast, og
-bad ham om ved Lejlighed at se ind til ham i hans Kontortid og
-medbringe de Detajlplaner, han havde omtalt, for at de kunde
-forhandle nærmere om Sagen.
-
-Straks da Per havde fløjet Skrivelsen igennem, bankede han med
-Bagen af sin Haand op paa Loftet, hvilket var Tegn til Trine om
-at komme ned.
-
-„Kald paa de Gamle!“ kommanderede han.
-
-Derpaa tog han en Flaske med en Rest svensk Punsj frem fra
-Bunden af sit Klædeskab, opstillede tre Glas i Række paa Bordet
-og fyldte dem.
-
-„Hvad er der paa Færde?“ spurgte Madam Olufsen og stak sit
-papillotprydede Hoved ind, mens Højbaadsmanden hørtes at stolpre
-besværligt ned ad Stigetrappen.
-
-„Nyheder, Madam Olufsen! … Kom og gratuler mig!“
-
-„Min Gud, Hr. Sidenius, er De bleven forlovet?“
-
-„Ikke dengang, sa’e Kællingen. Bedre op, Madam Olufsen!“
-
-„Har De vundet i Lotteriet da?“
-
-„Saamænd, det kan man gerne kalde det … Ligemeget! Skaal, gamle
-Venner! Og Tak for alt godt! Skaal, Højbaadsmand! … Og bliv nu
-ikke altfor forskrækket, dersom De skulde høre noget om mig med
-det første!“
-
-Allerede den næste Dag stod Per udenfor Oberstens Dør med sine
-Tegneruller under Armen. En Pige lukkede op for ham, og efter at
-have maattet vente lidt i en Slags Forstue, mens Pigen bragte
-hans Kort ind, blev han ført ind i et stort, trefags
-Arbejdsværelse med klart Lys fra en udenfor liggende Have. En
-lille, blussende, purhaaret Mand rejste sig fra Skrivebordet og
-gik ham livlig imøde med en Næseklemmer i Haanden. Men midt paa
-Gulvet standsede Manden, satte Lorgnetten paa Næsen og saae et
-Par Gange op og ned ad Per med alle Tegn paa at være bleven
-ubehageligt overrasket.
-
-„Hvorledes?“ spurgte han. „Er det … Hr. Ingeniør Sidenius?“
-
-„Ja“.
-
-„Men -- du gode Gud! -- De er jo et purt ungt Menneske.“
-
-„Aa,“ sagde Per lidt stødt. „Jeg er da fyldt toogtyve.“
-
-„Ja-men … ja-men … saa er det hele jo en -- --.“
-
-Han vilde tydelig nok have sagt „en Misforstaaelse“ men tog sig
-i det og stod en Tid og vendte sig paa Hælen som et Menneske,
-der ærgrer sig over at have begaaet en Dumhed og ikke kan blive
-enig med sig selv om, hvordan han bedst skal dække over den.
-
-„Nu ja … sæt Dem ned,“ sagde han endelig, temmelig uvillig. „Vi
-kan jo i alt Fald tale om Sagen.“ -- Og efter med en
-Haandbevægelse at have anvist Per Plads i en lille Rørsofa ved
-Siden af Skrivebordet og anbragt sig selv i en bred Armstol
-foran dette fortsatte han i samme Tone: „Som jeg altsaa meddelte
-Dem, har jeg -- mellem en Bunke Urimeligheder for ikke at sige
-Galskaber -- fundet et og andet i Deres fremsendte Planer, som
--- maaske -- kunde fortjene nogen Paaagtning. Det vil rigtignok
-sige, selve Deres Ide om et storartet, jysk Kanalanlæg og hvad
-De har sat i Forbindelse dermed finder jeg -- mildelst talt --
-altfor ungdommeligt. Den Ting lader jeg altsaa rolig ligge. Hvad
-derimod Tanken om en Omregulering af de østlige Fjordindløb
-angaar, saa hviler den jo i hvert Fald paa et nogenlunde
-fornuftigt Grundlag … ligesom Maaden, hvorpaa De har tænkt Dem
-Sagen udført, jo virkelig røber delvis nye Synspunkter og nye
-Iagttagelser.“
-
-Mens han talte, drejede han langsomt en Lineal rundt i sin Haand
-og betragtede Per med et skarpt Blik over sin Lorgnet, der sad i
-en næsten vandret Stilling helt ude paa den rødlige Næse. Hans
-Tone var lidt efter lidt bleven noget mindre afvisende. Pers
-sunde, skulderbrede Skikkelse tiltalte øjensynlig den gamle
-Militær. Og pludselig standsede han midt i sin Tale for i
-fornyet Overraskelse og med begge Hænderne plantet i Siden at
-udbryde:
-
-„Men -- for al Landsens Ulykke! -- hvordan er De, unge Mand,
-kommen paa den forrykte Ide at lave hele dette taabelige
-Projekt? Nogen praktisk Betydning kan det jo dog umulig have for
-Dem. Og De ser mig, ærlig talt, mere ud til at have haft smukke
-Pigebørn og den Slags Ting i Hovedet end Logaritmer og
-Jordareal-Beregninger.“
-
-Per fandt det rigtigst at smile af Bemærkningen, skønt den ikke
-tiltalte ham. Og nu fortalte han ganske aabenhjertig, hvorledes
-han i en Aarrække havde syslet med Opgaven, der paa en Maade
-havde beskæftiget ham lige fra hans Drengetid. Og da han først
-havde faaet Munden paa Gang, blev han hurtig veltalende og
-udtrykte sig med ret ubehersket Selvfølelse om Sagens Betydning.
-Idet han blandt andet støttede sig paa Henvisninger til
-Udlandet, erklærede han det for sin Overbevisning, at
-Avtoriteterne herhjemme, siden vi var begyndt at bygge
-Jernbaner, i en utilgivelig Grad havde forsømt Udviklingen af
-Landets naturlige Samfærdselsveje, Vandløbene, der overalt
-henlaa næsten ubenyttede og efterhaanden vilde gro ganske til,
-til største Skade for Landets Trivsel og Befolkningens Vel.
-
-Obersten, i hvis Ansigt der under hele denne Tale havde spillet
-et Smil, brød efter denne sidste Tirade uvilkaarlig ud i Latter.
-
-„Hør, De er -- ved Gud! -- et modigt Mandfolk! Tror jeg ikke,
-Deres Projekt ovenikøbet skal være en Udfordring til os gamle
-Parykker, der saa skammeligt har vanrøgtet Landets Interesser!
-Og saa forlanger De tilmed at faa Lov til at kritisere og
-forhaane os i vort eget Tidsskrift. Det maa jeg sige, det er le
-comble! … Er det Deres Detajlplaner, De medbringer der? Lad mig
-se dem!“
-
-Per udrullede sine Tegninger, een efter een, og lagde dem foran
-ham paa Skrivebordet.
-
-„Du godeste Gud!“ udbrød Obersten forskrækket. „Det er jo et
-helt Arkiv! Hvor har det dog kunnet falde Dem ind. Det er jo det
-rene, skære Vanvid, kære! … Og med alt dette her ser jeg endnu
-ikke det Udkast til Fjordreguleringerne, vi talte om. Det
-interesserer mig unægtelig mest.“
-
-Per udrullede sin sidste Tegning, en mægtig Karton, der næsten
-dækkede hele Bordet. Det var Resultatet af et halvt Aars
-Jernflid, som forelaa paa dette Blad. Det var Omrids og Tværsnit
-af Parallelværker, Indbygninger, Faskinbeklædninger, Støttemure
-o. s. v., -- alt omhyggeligt, næsten pertentligt udført lige til
-Maalestokkene og de ligesom prentede Overskrifter.
-
-Obersten satte sin Lorgnet fastere paa Næsen og tog en Passer
-frem af sit Bestik.
-
-„Som De maaske veed,“ -- ytrede han efter en Tavshed, hvormed
-han ufrivillig tilkendegav, hvor imponeret han var, „som De
-maaske veed, tænkte man for en halv Snes Aar siden virkelig paa
-en Uddybning af netop dette Fjordindløb og en Ombygning af
-Havnen. Jeg blev dengang selv raadspurgt i den Anledning … og
-muligvis var det tildels paa Grund af de Erindringer, der vaktes
-hos mig gennem Deres Projekt, at det … at jeg … Naa, tag Dem nu
-en Stol og flyt Dem herhen, … og fortæl mig saa, hvordan De har
-tænkt Dem det.“
-
-I mere end en Time sad de to Mænd ved Siden af hinanden,
-fordybede i Udmaalinger og Beregninger. Gang efter Gang kastede
-Obersten Passeren fra sig og erklærede det hele for
-Galmandsværk; men et Øjeblik efter kunde han saa igen udtale sig
-med varm Anerkendelse om et eller andet lykkeligt Fund, en klog
-Terrænbenyttelse, en vel afpasset Funderingsmetode eller
-lignende. Per var hele Tiden fuldkommen rolig, viste sig i
-Modsætning til den Ældre som Koldblodigheden selv. Med klog
-Beregning gav han efter paa alle mindre væsenlige Punkter for
-med des større Virkning at fastholde sin Mening der, hvor
-Hovedangrebene paa hans Arbejde blev ført. Den lange Forhandling
-udviklede sig efterhaanden til en Slags Holmgang mellem den unge
-og den gamle Ingeniør, hvorunder den sidste mer end een Gang
-blev bragt til Tavshed, undertiden endog til Indrømmelser. Ja,
-saa ivrig blev tilsidst den gamle Oberst, at ogsaa det før saa
-haanligt affejede Kanalprojekt med dets Sluseværker og store
-Vestkysthavn blev taget frem til nøjere Undersøgelse.
-
-Ganske rød af Anstrengelse skød han pludselig alle Papirerne fra
-sig og sagde:
-
-„Lad mig beholde alle disse Ting en otte Dages Tid. Vi maa jo se
-at faa noget bragt ud af det, … at skille Hveden fra Klinten,
-den forskrækkelige Masse Klinte! Før der kan være Tale om at faa
-det frem i Maanedsskriftet, maa det hele jo sammentrænges … jeg
-skal forsøge, hvad jeg kan udrette. Nu, da jeg bedre forstaar
-Deres Tanker, indrømmer jeg, at Planen bør ses i Sammenhæng, maa
-fremstilles i sin Helhed for at komme til sin Ret. Som et rent
-Tankeeksperiment betragtet er den jo i hvert Fald ganske morsom
-og vil sikkert interessere i Tekniker-Krese. De har Ideer, unge
-Mand! … Hvor gammel var det, De sagde, De var?“
-
-„Toogtyve.“
-
-„En lykkelig Alder! … Altsaa, kom til mig om en Ugestid.“
-
-Obersten trykkede hjertelig og kollegialt Pers Haand til Afsked.
-
-„Det er dog Pokker til Øjne, De har!“ sagde han pludselig, idet
-han blev ved at holde om hans Haand. „Hvor har De faaet dem fra?
-De ser paa Folk ligesom en sulten Ulv. Naa -- god Jagt!“ endte
-han leende og slog endnu engang sin Haand i hans.
-
-Da Per traadte ud paa Gaden, syntes Verden ham forvandlet.
-Luften var saa mild, Himlen var bleven højere og Menneskene saa
-underlig smaa.
-
-Nu bare rolig! tænkte han og tvang sig til at se ganske nøgternt
-paa Sagen. Herregud -- det hele var jo kun kommet, som han havde
-vidst, at det maatte komme engang. Naar Tidsskriftheftet forelaa
-vilde han ikke engang sende det til nogen, heller ikke til
-Forældrene eller andre af Familjen, -- det kom dem saamænd nok
-ihænde alligevel. Og det havde jo altsammen foreløbig ingenting
-at betyde. Det var bare det allerførste, lillebitte Skridt ad
-Navnkundighedens Bane, han endelig havde gjort. Nu galdt det om
-at samle sig til det næste og større. Hvad der forestod, var den
-langt vanskeligere Opgave at føre Ideerne ud i Livet, at skabe
-Stemning for dem, at vinde dem Tilhængere baade blandt de
-Styrende og ude i Befolkningen.
-
-I de følgende Dage drev han igen en Del omkring paa
-Billardstuerne for at faa Tiden til at gaa og døve sin
-Utaalmodighed, indtil han paany kunde vise sig hos Obersten.
-Saaledes kom han en Aften ind i en Kafe ved Kongens Nytorv og
-stødte her paa Fritjof, hvem han ikke havde set siden hin
-Samtale efter Orgiet i „Gryden“, da den lodne Kæmpe i
-Drukkenskab havde aabenbaret sig som en spag og skælvende
-Konfirmand. Nu tronede han atter her i al sin Kunstnermajestæt
-som det talende Midtpunkt i en Kres af unge, tavse
-Skønhedsdyrkere, der alle ligesom han var klædt i Selskabsdragt
-og sad og drak Sodavand og Kognak efter en Grosserermiddag. Han
-havde skubbet sin store, graa Rubenshat bag ad Nakken og hvilede
-Hænderne paa Knappen af en frygtindgydende Bambusstok, der var
-plantet mellem hans fremstrakte Ben.
-
-„Guds Død! Er det ikke Salomons unge Aladdin!“ udbrød han ganske
-højt, da Per kom ind, og hilste ham med en naadig
-Haandbevægelse. „Hvor har Lampens Aand haft Dem henne i saa lang
-Tid? -- Sid hos!“
-
-Men Per følte ingen Lyst til at blive optaget i det Selskab og
-tog Plads for sig selv ved et Bord ved Siden af. Paa Fritjofs
-fornyede Spørgsmaal om, hvorfor han havde været usynlig saa
-længe, svarede han kort, at han havde været optaget af Arbejde.
-
-Fra Fritjofs store Legeme udrullede en olympisk Latter.
-
-„Ja, det er sandt! De hører jo ogsaa til disse moderne
-Nytte-Mennesker, som Nathan er begyndt at gøre Skrabud for. Jeg
-takker! -- Saa har De maaske været beskæftiget med at tappe
-Vandet af en eller anden af vore uskyldige Smaasøer -- hva’?
-Eller De har maaske fundet paa at hugge Møens Klint op i Skærver
-og lave Mørtel af den? Eller paa hvilken anden Maade har De
-gjort Dem fortjent af Fremskridtet og bidraget til vort
-Fædrelands Forskønnelse og Forbedring?“
-
-Per saae ud over Kresen af de unge Kunstnere, der sad der i
-højtidelig Dvaskhed og hang over Stoleryggene, som rugede de
-over indre Aabenbaringer. Og han henkastede, idet han tændte sig
-en Cigar:
-
-„Det er dog vist ganske godt, at vi ikke allesammen fødes med
-Geni til at skabe Paradiser -- paa et Stykke Lærred.“
-
-„Nej, naturligvis! Leve Industrien! Op med de stinkende
-Fabriksskorstene, og Vorherre forbedre vort Kloaksystem! Sig
-mig, unge Mand, har De nogensinde rigtig set, hvordan den ser
-ud, en saadan nymodens Lyksalighed, fabrikeret paa Maskine? Tjen
-mig i en Dag at ulejlige Dem ind i en af vore Smaagader og se
-paa den kælderblege Yngel, der vrimler der som Midder i en
-raadden Ost. Eller spankuler ind i de fine Røverkvarterer, gaa
-op til Millionær-Jøderne med deres fede Fruentimmer …
-Raaddenskab over det hele, min Ven! Aa, Gud hjælpe os! Og det
-skal kaldes for Fremskridt! Det skal være Videnskabens
-Velsignelser! Gud hjælpe os, si’er jeg! -- Nej, saa priser jeg
-dog hellere et troskyldigt Fæ af en Bondemand, der synger
-velfornøjet bag Ploven og lader sin „Vorherre“ om
-Verdensforbedringen. Han er alligevel mere Menneske end alle det
-moderne Fremskridts Jøde-Trompetere tilsammen. -- Hvad mener I?“
-henvendte han sig til sine tavse Bordfæller, der svarede med en
-bifaldende Mumlen.
-
-Paa Grund af Fritjofs lidt omtaagede Tilstand forundrede Per sig
-slet ikke over Udtalelsen, der mindede om hans Ord hin Nat i
-„Gryden“. Derimod forstod han ikke disse idelige, haanske
-Hentydninger til Dr. Nathan, af hvem Fritjof før havde været en
-saa højrøstet Beundrer. Men han fandt det ikke længer Umagen
-værd at fortsætte Samtalen og gav sig med et Skuldertræk til at
-læse i en Avis.
-
-I det samme blev Døren ud til Gaden revet op. Damer i
-Teatertørklæder og Herrer med Overfrakkerne hængende løst over
-Skuldrene stormede ustandselig ind og optog i Løbet af faa
-Minutter hver Siddeplads i den før næsten tomme Kafe. Der havde
-fundet en Førsteopførelse Sted paa den kongelige Scene denne
-Aften, og alle disse Mennesker førte med sig ligesom Luftningen
-af en bevæget Femteakts Sindsophidselse og Spænding. Det summede
-om Ørene med Forfatterens og Skuespillernes Navne; Rollerne
-drøftedes, og Stykkets Mening vakte mange Steder en
-lidenskabelig Diskussion. Men ogsaa Fritjof og de andre
-Kunstnere, af hvilke flere trods deres Ungdom allerede havde et
-almenkendt Navn, vakte efterhaanden megen Opmærksomhed mellem
-Gæsterne. Rundt om ved Bordene stak man Hovederne sammen, pegede
-og hviskede. Henne for sig selv i en Krog sad en ung, bleg Mand,
-der ligeledes samlede mange Øjne om sin mefistofeliske
-Skikkelse. Det var Digteren Povl Berger, en af den store
-Enevoldsens mange Elever og almindelig betragtet som literær
-Arvtager efter denne Sprogets Forfiner, der nylig var død under
-Udarbejdelsen af en Eftersætning. Per hørte nogle Damer ved
-Nabobordet tale interesseret om ham og hans Digte. Selv huskede
-han ham nu ogsaa fra Fritjofs store Bakkanal i „Gryden“. Det var
-ham, der var sprunget op paa en Stol for at udbringe Dr. Nathans
-Skaal og tilsidst i fjollet Vildskab havde knust Glasset mellem
-sine Fingre.
-
-Og med eet faldt der en dyb Mistrøstighed over Per, mens han
-saae ud over denne Staahej. Han kunde ikke lade være med at
-tænke paa, at hvor meget det saa end lykkedes ham at udmærke sig
-paa sit Omraade, vilde han dog aldrig kunne gøre sig Haab om at
-opnaa den Berømmelse som saadan en Smule Versemager, hvis Navn
-øjeblikkelig kom paa alles Læber. Naar hans Ideer nu blev
-offenliggjorte, vilde hans Navn næppe trænge udenfor Teknikernes
-snevre Kres. Mens Aviserne ofrede Spalter paa at anmelde den
-første den bedste Kærlighedsnovelle, vilde de rimeligvis bare
-omtale hans Værk i en lille Petit-Notits. Ja, dersom han havde
-skrevet et Digt om Havet eller malet et Vandløb i Stedet for at
-udkaste Kanalprojekter -- --
-
-Idet han rejste sig for at gaa, kunde han ikke lade være med at
-vende sig mod Fritjof og sige:
-
-„Jeg synes forresten ikke, de Herrer Skønaander har noget at
-beklage sig over hertillands. De ser selv, hvilken Ravage en
-stakkels Teaterpjes kan afstedkomme. I otte Dage vil hele Byen
-snakke om denne store Begivenhed.“
-
-„Naa ja! Hvad Djævlen vil De i Grunden ha’e, Folk ellers skal
-interessere sig for i dette Land?“
-
-Per følte sig slaaet af Ordet. Han saae et Øjeblik tavs paa ham.
-
-„De kan have Ret,“ sagde han. Og idet han derpaa saae ud over
-Kunstnerkresen med et hvast Blik, der ligesom tilslyngede den en
-Udfordring, føjede han til: „Men vent -- det skal snart blive
-anderledes!“
-
-„Igen en gal Mand!“ sagde Fritjof, da han var gaaet, og drak ud
-af sit Glas. Og avtomatisk greb hans Bordfæller ogsaa deres og
-mumlede bifaldende.
-
-*                *
-*
-
-Per styrede ikke sin Utaalmodighed længer end akkurat de otte
-Dage, Obersten havde forlangt til Betænkningstid. Men da han den
-niende Dag atter stod i dennes Arbejdsværelse, fandt han en helt
-anden Mand end den interesserede Kollega, med hvem han Ugen før
-havde taget en saa opmuntrende Afsked. Obersten hverken gav ham
-Haanden eller bød ham tage Plads. Med bulderbasagtig Bryskhed --
-som dog aabenbart dækkede over nogen Forlegenhed -- gav han ham
-straks alle hans Tegninger tilbage, idet han sagde, at han ved
-nærmere Undersøgelse alligevel ikke fandt disse Forsøg egnet til
-Optagelse i Tidsskriftet.
-
-„Det hele er for umodent. Men De er ogsaa altfor ung til
-saaledes at gaa paa egen Haand … Og De har jo ikke engang taget
-Deres Eksamen … er ikke Kandidat, efter hvad jeg hører.“
-
-Naa saadan! -- tænkte Per. Han har været forsigtig og anstillet
-Undersøgelser … rimeligvis forhørt sig hos selve Professor
-Sandrup. Ja, vent!
-
-Obersten havde imidlertid stillet sig hen foran Porcellænsovnen
-i den anden Ende af Stuen og mønstrede herfra med Mistænksomhed
-hans Person og Paaklædning lige ned til Støvlerne, -- ja kastede
-endog et undersøgende Blik hen paa hans Hat, som Per ved sin
-Indtræden havde lagt fra sig paa en Stol ved Døren.
-
-„Deres Navn er Sidenius,“ sagde han efter nogen Tavshed. „Er De
-maaske af den bekendte Præsteslægt af dette Navn?“
-
-Som altid, naar Per fik dette Spørgsmaal, lod han, som om han
-overhørte det. Og nu begyndte han i ret udfordrende Tone at
-ironisere over Oberstens saa pludselig ændrede Dom over hans
-Arbejdes Værd. Men Obersten afbrød ham hastig og noget nervøst
-med at sige, at en fortsat Diskussion var ganske unødvendig og
-fuldstændig ørkesløs. Hans Anskuelser om denne Sag, sagde han,
-lod sig ikke rokke.
-
-Det var let at se, at han ønskede at blive Per kvit hurtigst
-muligt. Det saae næsten ud, som om han ikke vilde lade ham komme
-til Orde -- af Frygt for igen at paavirkes til Gunst for ham.
-
-„Jeg beklager,“ sagde han tilsidst i mere velvillig Tone og
-traadte igen nogle Skridt frem, „jeg beklager, i Fald jeg med
-mine Ord forleden skulde have vakt falske Forhaabninger hos Dem;
-men jeg tvivler iøvrig ikke om, at jeg ved mit Afslag handler i
-Deres egen velforstaaede Interesse. Jeg frakender Dem ikke
-Evner; men foreløbig trænger De først og fremmest til en klarere
-Erkendelse af, hvad De mangler. Naar man er toogtyve Aar, skal
-man overhovedet ikke have anden Ærgerrighed end den, der gaar ud
-paa at lære. I hvert Tilfælde har vort Tidsskrift ikke til
-Opgave at tage sig af unge Menneskers umodne Forsøg.“
-
-Efter disse Ord vendte han sig bort med en Haandbevægelse, der
-skulde tilkendegive, at Avdiensen var sluttet.
-
-Men Per blev staaende.
-
-„Hvor affældig mener Obersten, jeg skal være for at kunne gøre
-mig Haab om at faa mit Arbejde anerkendt?“
-
-Krebserød i Ansigtet vendte den gamle Militær sig med en
-Hastighed, saa Gulvtæppet slog Folder omkring hans Fødder.
-
-„Er De gal!“ brød han ud -- men ved Synet af Pers dirrende,
-dødblege Kinder betvang han sig. Han saae, at det trak op til
-Haandgribeligheder, og af Frygt for at faa Skandale nøjedes han
-med paany at lade ham vide, at han fandt det ørkesløst at
-fortsætte Samtalen.
-
-„Jeg har dog endnu et Ord at sige Dem, Hr. Oberst,“ sagde Per.
-„De vil komme til at fortryde, at De har vist mig Døren.“
-
-„Jeg tror, De vover at true mig!“
-
-„Kald det, hvad De vil. Men næste Gang vi mødes, er det Dem, der
-søger mig! … De har taget fejl af mig, Hr. Oberst … og jeg af
-Dem. Havde jeg kendt Dem bedre, skulde jeg saavist ikke have
-ulejliget Dem. Paa Gensyn!
-
-Den gamle Militær havde under denne Tiltale staaet og kogt af
-Raseri. Men han svarede ikke. Der stod en Strid i hans Indre. Da
-Døren lukkede sig efter Per, gik der et Ryk igennem ham, som
-vilde han kalde ham tilbage. Men med et „Aa, den Dreng --“
-vendte han sig om og gik tilbage til Skrivebordet, hvor han i
-sin Forbitrelse gav sig til at rode frygtelig om i nogle
-Papirer.
-
-Lidt efter kom hans Frue ganske forskrækket ind fra Dagligstuen
-ved Siden af og sagde:
-
-„Hvad var det dog for et Menneske, der var inde hos dig? Du gode
-Gud! Han slog Entredøren i efter sig, saa der faldt et stort
-Stykke af Loftsgesimsen.“
-
-„Ja saa! … Ja, han vil vist komme til at gøre Ulykker paa mere
-end Loftsgesimser, den Fyr!“
-
-„Men hvad var det da for En?“
-
-„Ja, sig mig det, du! En Forrykt, antager jeg. Eller en
-Charlatan! … Maaske et Geni! … Tiden vil vise det.“
-
-
-
-
-Sjette Kapitel.
-
-En Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, en Foraarsdag med
-stille Vejr og høj Himmel, sad Per udenfor Restavrationen paa
-Langelinje og saae ud paa den uophørlig forbidragende Strøm af
-Spaserende, der efter Kirkegang og Frokost var kommen ud for at
-sole sig lidt og forfriske Lungerne med Saltvandsluft.
-
-Hans Ydre havde forandret sig i Løbet af de sidste Maaneder. Han
-var bleven mager (hvad dog ikke misklædte ham), og det Hageskæg,
-han havde lagt sig til i den bestemte Hensigt at gøre sig ældre
-af Udseende, gav hans Ansigt mere Karakter. Ikke heller
-Udtrykket var længer det gamle sorgløse og lidt forsorne. Som
-han sad der med Haanden under Hovedet og stirrede ud over de
-søndagspyntede Spaserende, var det ikke svært at se paa Blikket
-og de sammentrukne Bryn, at han var en ung Mand, hvem Livet
-havde beredt den første, alvorlige Skuffelse.
-
-Det var nu virkelig gaaet ham saare ilde. Han, som hidtil under
-Tilrettelæggelsen og Opbygningen af sin Fremtid havde besiddet
-den stærke Selvtillids Taalmodighed og været saa omskuende, saa
-behersket, til Tider saa klogt beregnende, havde efter
-Sammenstødet med Oberst Bjerregrav aldeles tabt Besindelsen. I
-Haab om at kunne faa Hævn over Obersten og Professor Sandrup,
-eller hvem det nu var, der havde staaet hans Fremgang imod,
-havde han ikke alene søgt en Række andre af Standens Førstemænd
-der i Byen og vist dem sit Arbejde; han var ogsaa gaaet rundt
-til Dagbladenes Redaktioner for at faa indrykket Artikler om
-sine Ideer, ja han havde tilsidst gjort et desperat Forsøg paa
-at faa Avdiens hos selve Indenrigsministeren for at forestille
-ham, hvor paatrængende nødvendigt det var at skride til en
-fuldstændig Omordning af vort hele Vandbygningsvæsen. Og
-allevegne havde han kun mødt Smil og Skuldertræk, naar man ikke
-ligefrem havde vist ham Døren.
-
-En Ulykke for ham var det nu under al denne Modgang, at han stod
-saa ensom, uden Tilknytning til noget Menneske, med hvem han
-kunde tale fortrolig om sine Skuffelser, og som kunde skaffe
-hans Harme Luft. Nu slog Forbitrelsen ind, gjorde ham
-menneskesky og avlede i Mørket sygelige Forestillinger om at
-være Genstand for en bevidst, planlagt Forfølgelse. Sine
-forhenværende polytekniske Medstuderende undgik han overalt. Han
-indbildte sig, at de allesammen ansaae ham for forrykt (hvad
-forresten adskillige af dem virkelig gjorde). I „Gryden“ havde
-han ikke sat sine Ben i over et Aar, skønt han vidste, at
-Lisbeth forlængst havde trøstet sig med en anden. Han var kommen
-til at nære formelig Afsky for Kunstnere, disse Nationens
-Kæledægger, som drev det samme hysteriske Afguderi med Naturen
-som Præsterne med det Hinsides og som derfor ogsaa betragtedes
-som benaadede Væsner, „Aandens“ Budbringere mellem Himmel og
-Jord. Naar det kom til Stykket, var disse Lærredstilbedere og
-Stemningsprædikanter i al deres Latterlighed slet ikke saa
-uskyldige eller ufarlige, som han havde troet. Ogsaa de havde
-været med til at undergrave Troen paa Mennesket som Jordens
-Herre og enevældige Behersker.
-
-I det hele genvaktes hos ham i disse Modgangens Dage den dystre,
-stridbare Ensomhedsfølelse, der havde forfulgt ham under
-Opvæksten i Barndomshjemmet. Som han der havde følt sig hjemløs
-mellem Forældre og Søskende, følte han sig nu som en vildfarende
-Fremmed i det hele hjemlige Samfund. Han saae i sine Landsmænd
-lutter selvgode Sidenius’er, der overkalkede deres
-smaaborgerlige Klejnmodighed med Farisæerens hovmodige Ringeagt
-for denne Verdens Glans og Herlighed; og han tænkte ofte paa,
-hvad det maatte være for en Velsignelse for Katolikerne, at
-deres Præster ikke giftede sig, at ikke al den aandelige
-Vanførhed, der opklækkedes af Kirkens falske Ydmyghed, og som i
-de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt,
-forplantede sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og
-endevendte alle Begreber ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor
-det Smaa kaldtes stort og det Skæve lige.
-
-Nu havde han tilmed haft andre Genvordigheder at kæmpe mod,
-blandt andet Pengebekymringer. Skønt han i den sidste Tid igen
-havde levet saa sparsommelig som nogen fattig Student, havde
-opsøgt Borgergadekvarterets allerbilligste Kælderrestavrationer
-og spist sammen med Droskekuske og Bybude, var Arven efter
-Neergaard næsten opbrugt. Han havde regnet ud, at hans Penge i
-det højeste vilde kunne strække til endnu et Par Maaneder. Og
-hvad saa? Skulde han saa igen begynde at være Drengepisker?
-Eller gaa Tiggergang til Fabrikanter og Haandværksmestre for at
-faa Kopieringsarbejde? …
-
-Desuden havde han Kærlighedssorger, forsaavidt som han dog
-aldrig ganske kunde glemme Fransisca. Han kunde undertiden sidde
-helt bevæget og betragte et Par opbevarede Smaaerindringer om
-hende: en hentørret Blomst, hun engang havde fæstet i hans
-Knaphul, et Gækkebrev, hun havde skrevet til ham med
-Spejlskrift, et blaat Silkebaand, han en Aften havde røvet fra
-hendes Hals. Ja, naar han i Mørkningstiden gik sine ensomme
-Spasereture og saae de andre unge Mænd, der i bedste Forstaaelse
-med alle himmelske og jordiske Avtoriteter nød Solnedgangen og
-Foraarsluften med deres Kærester eller unge Koner under Armen,
-kunde der komme Øjeblikke, da han overfaldtes af sin gamle
-Svaghed og spurgte sig selv, om han ikke havde ofret sin Lykke
-for et Blændværk, om han ikke lige saa godt først som sidst
-kunde skrinlægge alle stolte Drømme og blive som de andre,
-beskedent dygtiggøre sig til en eller anden haard Kontorstol for
-engang i Tiden at gifte sig med Fransisca og blive en velagtet
-Borger og en glad Familjefader i Kong Pukkelrygs Land.
-
-Og dette var endda ikke alt. Som om alle Magter havde
-sammensvoret sig for at prøve hans Standhaftighed, var han for
-et Par Dage siden bleven opskræmt af en uhyggelig Begivenhed
-derhjemme i Hjertensfrydgade, idet Højbaadsmanden pludselig var
-død. Den gamle Mand havde om Formiddagen foretaget sin
-sædvanlige Runde over Amalienborg Plads, gennem Borgergade og
-ind til Antonistræde og befandt sig paa Hjemvejen, da han paa
-Hjørnet af Goters- og Adelgade pludselig sank sammen og blev
-liggende paa Stenbroen. Han havde akkurat haft Samling nok til
-at fremstamme sit Navn og sin Bopæl, og gennem en tæt Sværm
-Nysgerrige, der øjeblikkelig havde samlet sig, var han bleven
-baaret ind i en lukket Droske og kørt til sit Hjem. Her stod
-hans Kone netop og kiggede efter ham i Gadespejlet, da Drosken
-standsede udenfor; og i det samme hun saae en Politibetjent
-stikke sin Arm ud af Vognvinduet for at aabne Døren, forstod
-hun, hvad der var sket, og foer ned ad Trappen. Per, der havde
-opholdt sig paa sit Værelse og pludselig mærkede Uro i Huset,
-var gaaet ud paa Gangen for at høre, hvad der var paa Færde; og
-herfra havde han da set, hvorledes Madam Olufsen ude foran
-Vogndøren resolut skubbede Betjenten til Side og et Øjeblik
-efter kom ind i Huset med Højbaadsmandens slapt nedhængende
-Legeme i sine Arme. Ganske alene, uden at ville modtage nogen
-Hjælp, havde den 73-aarige Kone baaret sin døende Mand op ad den
-stejle Stigetrappe, mens Politibetjenten med embedsmæssig
-Værdighed fulgte bagefter bærende Olufsens graa Cylinderhat og
-brune Stok. Efter at der i Hast var skikket Bud efter en Læge,
-og mens den af Ulykken ganske fortumlede Skibstømrerkone i Stuen
-for egen Regning løb efter en Præst, havde Per og Betjenten
-været Madam Olufsen behjælpelig med at bringe Manden i Seng,
-hvor han saa faa Minutter efter udaandede med Hovedet paa hendes
-Bryst.
-
-Per havde siden den Dag ikke følt sig vel tilpas derhjemme i
-sine Stuer. Det var første Gang, Døden traadte ham saa nær.
-Billedet af det stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige over
-Hovedet paa ham og gabede, havde holdt ham vaagen om Nætterne;
-og om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem
-Hænderne og stirrede fortabt ned paa sine Tegninger -- disse
-fem-seks ulyksalige Blade, der havde magtstjaalet al hans Tanke
-og Vilje -- da var det for ham, som om den Dødens Stilhed, der
-rugede over Huset, den Gravkulde, der trængte ned til ham gennem
-Loftet, spottede al hans Møje ved at minde ham om, hvor ringe og
-fattig selv den sejrrigste Skæbne blev overfor Dødens Vælde,
-hvor sekundkort selv det længste Menneskeliv var i Sammenligning
-med Intethedens Uendelighed.
-
-Han havde slet ikke været hjemme hele det sidste Døgn. For at
-dræbe Tankerne havde han drevet om paa Kafeer og Billardstuer og
-havde tilbragt Natten i Selskab med en fremmed Kvinde, en af
-Gadens barmhjertige Søstre, og sad nu her med et tømt Glas --
-jaget gennem Byen af den ham fra Barndommen saa forhadte Lyd af
-Kirkeklokkerne, der havde forfulgt ham den hele Formiddag som en
-besværgende Mumlen. Aldrig følte han sig saa fredløs, aldrig saa
-mistrøstig og modløs som paa en saadan Helligdag, naar han gik
-mellem Gadernes lange Rækker af tilskoddede Butiker og saae alle
-Parker og Spasereveje fulde af søndagsglade Borgere. Her kom en
-fednakket Herre med Næsen i Sky og Hænderne bag paa Ryggen, --
-en Jurist (skønnede han), maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring,
-der i en eller anden Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens
-Synder og nu luftede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i
-Munden. Og der kom en anden fednakket Herre, en Tvillingbroder
-til den første, med en yppig, blond Dame under Armen og en
-henrivende lille Pige ved Haanden, -- en lykkelig Familjefader,
-der havde fundet sit Kald her i Livet som Agent i Tinknapper
-eller maaske grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en
-Forretning med Klosetpapir. Og der kom Studenter og Soldater,
-leende unge Piger og surt smilende gamle Damer, alle udluftende
-hver sit lille, hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem
-betød den hele Verden. Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker!
-Brave, rettroende Sidenius’er.
-
-Han foer sammen ved det hæse Stød i en Dampfløjte. En stor
-Fragtdamper gled ud af Havnen under kraftige Stempelslag. Solen
-spejlede sig i dens sortmalede Skrog, og Røgen væltede ud over
-Skorstensranden som Bunker af sort Uld. Kaptajnen stod paa
-Kommandobroen med Haanden paa Signalskiven. Over Agterstavnen
-saaes det engelske Handelsflag.
-
-Der vaagnede ved dette Syn en heftig Længsel hos Per efter at
-rejse … efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en
-anden Jordbund, mellem andre Mennesker … at søge over til
-Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller
-andet fjernt og ukendt Land uden Degnesjæle og uden
-Kirkeklokker.
-
-Tanken var ham slet ikke fremmed, Fristelsen ikke ny. Og hvad
-hindrede ham vel egenlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens
-Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt om og selv var
-bleven et Offer for. Med det gamle Nyboderhjems forestaaende
-Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste Tilflugt
-herhjemme. Og var det ikke haabløst at vente sig nogen Fremtid i
-dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til
-en snarlig Undergang? Han havde i disse Dage efter
-Højbaadsmandens Død ofte maattet tænke paa, hvad den Gamle havde
-fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, der strakte sig lige
-fra Skærtorsdagsslaget derude paa Reden, til hvilket han havde
-været Vidne fra sin Moders Arm, og ned gennem den lange Række af
-Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse, hvortil hin
-Paasketorden havde været Indledningen. Men hvorfor blive ved at
-klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv
-var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et blegt og slapt
-Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme?
-
-Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel! … Der ligesom groede
-nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens hans Øjne
-blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede alle
-Drengetidens Fribytterlyster igen i hans Blod. Han sagde til sig
-selv, at derude -- langt borte -- ventede maaske den store
-Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens gyldne Drømme
-opfyldes. Der kunde han maaske endnu virkelig vinde Prinsessen
-og det halve Kongerige, -- selv om Prinsessen var sort, og
-Kongeriget en Palmeø i Sydhavet!
-
-Der faldt i dette Øjeblik en Skygge henover hans Bord. Foran ham
-stod en lille, modeklædt Herre med opløftet Hat og et henrykt
-Smil i Ansigtet, -- Ivan Salomon.
-
-„Syntes jeg ikke nok, det var Dem! … Hvor det var morsomt! Det
-er saa længe, siden jeg har set Dem! Jeg tror virkelig, De
-undgaar Deres gamle Venner. Hvorledes lever De dog?“
-
-Per rejste sig halvt op og mumlede nogle Ord. Han var ikke
-videre glad for dette Møde men bad dog den anden tage Plads.
-
-Salomon satte sig paa den modsatte Side af Bordet og slog et Par
-rappe Slag med Haandtaget af sin Stok paa dets Jernplade for at
-hidkalde en Tjener.
-
-„Er der ikke noget, jeg tør byde Dem?“ spurgte han. „Jeg ser,
-Deres Glas er tomt. En Absint?“
-
-„Tak, jeg skal ingenting have.“
-
-„Et Glas Øl maaske? Eller et Glas Vin … Et Glas engelsk Portvin
-f. Eks. Kan det ikke friste? Det er første Klasses Varer, der
-serveres her.“
-
-„Mange Tak. Jeg skal ikke have noget“, gentog Per meget bestemt,
-idet han melankolsk tænkte, at han jo virkelig her alligevel
-havde en Ven, endog en Beundrer. Og han mindedes et Ord, han
-engang havde hørt eller læst, at Ingen var saa ene, han havde jo
-sin Nar.
-
-Salomon bestilte et Glas Isvand til sig selv og bød Cigaretter
-af et Sølvetui.
-
-„De har naturligvis siddet begravet i Arbejde, Hr. Sidenius! I
-store Opfindelser! Det er derfor, De har søgt Ensomhed, ikke
-sandt? Det har jeg netop tænkt mig. -- Naa, skal Bomben snart
-springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres
-benaadede Haand?“
-
-Per svarede kun med et Skuldertræk.
-
-„Jeg vil betro Dem, at der ventes paa Dem. Ventes med Længsel.
-Jeg siger altid til Folk, der klager over, at der ikke mere sker
-noget af Betydning herhjemme, -- vent, siger jeg, der er i Færd
-med at gro en ny Slægt op i vort Fædreland. Fra den vil
-Revolutionen komme“.
-
-Per vilde stadig ikke ind paa det Emne. Han følte sig ogsaa
-altid ubehagelig berørt af Salomons Smiger, fordi den saa
-ublufærdig afdækkede Tanker og Forhaabninger, han mangen Gang
-knap rigtig havde Mod til at tilstaa for sig selv.
-
-„Har De læst Nathans sidste Afhandling i „Lyset“? De kender den
-ikke? … Aa, den skal De læse! Den er netop noget for Dem!
-Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! Som han der afklæder indtil
-Nøgenhed, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere herhjemme,
-og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær,
-… vidunderligt!“
-
-Per saae overrasket op.
-
-„Dr. Nathan?“ sagde han.
-
-Han mindedes med eet hin sidste Kafe-Samtale, han havde haft med
-Fritjof, og hvorledes denne idelig havde hentydet til den
-jødiske Skribent paa en Maade, han ikke dengang havde forstaaet
-eller havde brudt sig om at forstaa. Nu gjorde Salomons
-Meddelelse ham alligevel nysgerrig. Han spurgte, hvad det i
-Grunden var for noget, denne Universitetsdoktor havde skrevet,
-og øjeblikkelig tilbød den anden at laane ham den nævnte
-Afhandling.
-
-„Gør Dem ingen Ulejlighed“, sagde Per afværgende. „Jeg faar den
-dog næppe læst.“ -- Og efter at have lagt sig tilbage i Stolen
-tilføjede han henkastende: „Jeg tænker nemlig saa smaat paa at
-udvandre“.
-
-„Vil De rejse?“
-
-Det lød næsten som et Angstskrig.
-
-„Jeg tænker paa det.“
-
-„For bestandig?“
-
-„Maaske“.
-
-Den lille Ivan slog Øjnene mod Jorden og sad en Tid tavs.
-
-Han havde paa anden Haand hørt noget om Pers Projekt og om
-Oberst Bjerregravs og Professor Sandrups afvisende Holdning
-overfor det; men han havde ikke villet tro paa Muligheden af, at
-man i vore Dage kunde udsættes for en saadan Miskendelse.
-
-„Naa ja,“ sagde han. „Jeg forstaar det egenlig godt, at De føler
-Trang til at komme bort. Der er -- foreløbig -- næppe nogen
-gunstig Jordbund for Dem herhjemme. Jeg kommer til at tænke paa
-et Udtryk, De engang brugte om vort berømmelige polytekniske
-Læreværk. De kaldte det „en Udrugningsanstalt for Kontorister“.
-Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst. Og det er upaatvivlelig
-fuldkommen rammende. Alt i vor Tid indrettes jo paa at fremelske
-Middelmaadigheden. Der er ikke længer Plads for Undtagelserne,
-ingen Forstaaelse af, ja ikke engang nogen Trang til det
-særegne, det fremragende, det banebrydende. Det er, som Nathan
-skriver, -- vi har altfor længe plejet en letfærdig Omgang med
-Fantasien og derved i en betænkelig Grad svækket Nationens
-Viljeskraft.“
-
-„Skriver han det?“
-
-„Aa ja, -- og meget mere. Men jeg vil nu alligevel sende Dem den
-Afhandling. De maa læse den! -- Tænker De at rejse langt væk?“
-
-„Jeg veed ikke. Jeg har ikke saadan nærmere -- --.“
-
-„Aa, men De vil komme tilbage. De vil snart komme tilbage! Derom
-er jeg ganske overbevist! Fremtiden herhjemme hører nu engang
-Dem til! … Men maaske er det, alt vel betænkt, slet ikke afvejen
-saadan at gøre sig usynlig en lille Tid. Det vil vist endogsaa
-være ganske klogt. Et Ophold i Udlandet giver altid Prestige.
-Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos et af de store engelske
-eller franske Ingeniørfirmaer. Blackbourn & Gries f. Eks. …
-Firmaet med de store Broarbejder. Vi har undertiden haft lidt
-Forretning med det. Men maaske har De allerede andre Planer?“
-
-Per svarede undvigende.
-
-Salomon sad og famlede med sit brogede Silkelommetørklæde. Der
-havde hele Tiden brændt ham et Spørgsmaal paa Tungen; men han
-fik ikke Mod til at udtale det. Det var et Spørgsmaal om
-Rejseudgifterne. Han kendte Pers Forhold langt bedre, end denne
-anede, vidste ogsaa om hans Pengevanskeligheder, og det havde
-været hans store Sorg, at Pers Holdning overfor ham hidtil havde
-gjort ham det umuligt at tilbyde sin venskabelige Hjælp. Nu
-vaktes hans Haab om endelig at kunne faa Lejlighed til at vise
-Per en af de Tjenester, han var saa ivrig efter at yde Folk, paa
-hvis Talent og Fremtid han troede. Og denne Offervillighed var
-aldeles ikke udelukkende en Forfængelighedssag for ham. Med sine
-mange latterlige Egenskaber var den lille Ivan inderst inde et
-uegennyttigt og barnligt medfølende Menneske, hvis Væsen var
-Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede, og hvis eneste
-Passion var den at bidrage til, at hans Afguder kunde
-tilfredsstille deres.
-
-Pludselig rejste han sig med et Sæt, som om han blev vippet
-tilvejrs af en Mekanisme i Stolesædet.
-
-„Jeg beklager at maatte forlade Dem,“ sagde han. „Jeg har lovet
-min Moder og min Søster at tage med dem ud og se til vort
-Landsted, -- og der ser jeg Vognen komme.“
-
-Nede paa den smalle, dybtliggende Kørevej, der adskilte
-Restavrationen fra Spaserestien, og som var overbygget med en
-buet Bro, saaes en stor Herskabs-Ekvipage nærme sig. Bag et Par
-høje, brune Heste med sølvbeslaaet Seletøj tronede en Kusk og en
-Tjener i blaat Liberi, og bag disse igen øjnedes to
-Silkeparasoller, en hvid og en lilla.
-
-„De har ikke Lyst til at hilse paa min Familje?“ spurgte
-Salomon. „Det vilde glæde baade min Moder og min Søster at gøre
-Deres Bekendtskab.“
-
-Per kom med Udflugter. Han havde slet ingen Lyst til at blive
-trukket frem til Præsentation her for alle Menneskers Øjne. Men
-Salomon havde allerede givet Tegn til Kusken, og et Øjeblik
-efter standsede Vognen nedenfor en Trappe, der fra
-Restavrationen førte ned til Vejen.
-
-Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene -- den yngste
--- straks tog Pers Blik fangen. Han havde forresten set hende
-engang før men under Maske og uden at vide, hvem hun var. Det
-var den Karnevalsnat for noget over et Aar siden, da han ogsaa
-havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han huskede hende
-fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning i en
-hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og han havde siden
-altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset Jødedame, der
-udstillede sine Yndigheder og sine Juveler ligesom en Kræmmer
-sine Varer. Og nu saae han for sig en helt ung Pige, næppe meget
-over atten-nitten Aar, om hvis jødiske Herkomst der ganske vist
-ikke kunde tvivles, men som havde et friskt, regelmæssigt og
-rødkindet Ansigt, ombrust af et stort, krøllet Haar. Hun var
-iøjnefaldende men slet ikke smagløst klædt i en lille,
-tætsluttende, ulvegraa Fløjlsvams og havde paa Hovedet en lilla
-Hat, hvorfra to store, brogede Silkesløjfer udfoldede sig som et
-Par kæmpemæssige Sommerfuglevinger. Lige under disse Vinger sad
-et Par dejlige, sortebrune Øjne, fulde af Liv og Skælmeri. Og
-disse Øjne betragtede ham med umiskendelig Interesse, en dristig
-Nysgerrighed, der var nær ved at forvirre ham.
-
-Moderen derimod havde besvaret Pers Hilsen med et lidt afmaalt
-Nik.
-
-„Naa saaledes ser De altsaa ud,“ sagde hun. „Min Søn har ofte
-talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?“
-
-Per svarede mekanisk, -- han havde ikke sine Øjne fra den unge
-Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere og mere
-skjulte sig bag de lange, nedsænkede Øjenhaar.
-
-Iøvrig stod det hele Møde ikke længe paa. Ivan steg op i Vognen,
-og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns Venner altid
-var velkomne i hans Hjem, udveksledes der atter en ceremoniel
-Hilsen, Tjeneren steg op paa Bukken, og Vognen rullede afsted.
-
-Helt varm i Kinderne gik Per ind mod Byen.
-
-Han kunde ikke glemme det forvovne Udtryk i disse straalende,
-sortebrune Øjne … Og pludselig saae han ganske tydelig den unge
-Pige for sig, saadan som hun hin Karnevalsnat var skreden ham
-forbi gennem Mængden -- halvnøgen, med en Guldkrone paa sit
-mørke Uldhaar og med det lange, bølgende Slør tindrende af
-Diamanter.
-
-Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham ind i
-Øret:
-
-„Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!“
-
-*                *
-*
-
-Sit Løfte tro sendte Salomon endnu samme Aften Dr. Nathans
-omstridte Afhandling til Per, der i Mangel af anden
-Beskæftigelse straks gav sig til at kigge i den. Han blev hurtig
-fængslet baade af dens Sprog og Tone, der var saa ganske
-anderledes, end han havde ventet. Han mindedes de Bøger af noget
-lignende Art -- Martensens Etik f. Eks. --, af hvilke han i sine
-Drengeaar havde maattet læse højt for Faderen paa sine
-Frieftermiddage, en Beskæftigelse, der ikke var bleven uden
-Indflydelse paa hans Forhold til Literaturen udenfor hans eget
-Fag. Her saae han nu klart og myndigt udtalt, hvad hans egen
-Erfaring havde lært ham om Livet og Menneskene, og han frydede
-sig i sit Hjerte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb
-paa alt det, han selv hadede herhjemme, først og fremmest paa
-hele det smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius’erne, der ogsaa
-for denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam.
-
-Særlig opfyldt var han af den store Afhandlings Slutning, hvori
-Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed havde været
-Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav det første
-Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra
-et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han fortalte om,
-hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte Tysklands
-larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte
-Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og
-allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn
-var bleven grebet af en Fornemmelse af at glide ind i en anden
-Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke
-fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem
-Landet i et tungt rumlende Tog, der efterhaanden rystede alle de
-andre Passagerer i Søvn, og som hvert Kvarter standsede ved en
-lille Landstation, hvor et Par Bønder med grundtvigianske
-Pilgrimshatte og store Tobakspiber sad og ventede -- ikke paa
-det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time
-eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden
-ikke havde Værdi for Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand
-havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han
-naaede København og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet
-syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor
-Brolægningen var lige elendig, Butikerne lige provinsielle,
-Droskerne de samme Sneglehusbefordringer som før, og hvor
-Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme
-barnlige Ridderdramaer, som dengang han rejste. Det var, som om
-Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle
-Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig
-Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene
-højere og dristigere Maal.
-
-Tilsidst -- fortalte han -- var han kommen hen i Nærheden af
-Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis netop paa den
-Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde drukket sin
-Eftermiddagskaffe der sammen med nogle af sine
-Universitetsvenner. Idet han tænkte sig Muligheden af endnu at
-træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var han gaaet
-derind. Og stor blev nu hans Overraskelse, da han saae næsten
-hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i det
-samme Hjørne, med nøjagtig den samme Gruppering, som da han for
-mange Aar siden sad imellem dem. De var vel alle bleven ældede i
-den forløbne Tid, en enkelt allerede graahaaret, nogle var
-bleven magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk som
-Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed røbede en
-tidlig indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrig sad de der ganske, som
-havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten. Ja, om det
-saa var deres Samtale, til hvilken han -- ugenkendt som han var
--- nogen Tid havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene,
-bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske Væven,
-hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret Kaffen og Tobakken,
-og som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste
-Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Evropa,
-var trængt ind over dette Lands Grænser. Og i det samme forstod
-han, hvor han befandt sig. Han var kommen til Torneroses Rige,
-hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og
-Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det
-indre Forfald. Men i det samme (saadan sluttede han) havde han
-ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom hin „langsvejsfra
-hjemvendende“ Mand i Eventyret, der vristede Hanegals-Hornet af
-den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres
-Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv
-herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse
-navnlig paa de stærke og stridslystne, der havde Mod til at
-gennembryde og sønderhugge det sejge Drømmespind, det lodne,
-forhærdede Puppehylster, hvori Nationens Aand havde indkapslet
-sig.
-
-… Det var især dette sidste Kampsignal, der under Læsningen fik
-Blodet til at skyde op i Pers Kinder. Han følte det, som var
-dette æggende, ildnende Tilraab henvendt direkte til ham, ja
-ganske særlig til ham. Hans Haand faldt tungt mod Bordpladen, og
-han sagde to Gange ganske højt, som til Bekræftelse: „Ja! Ja!“
-Han mindedes, hvorledes Obersten hin Dag spøgende havde kaldt
-hans Projekt en Udfordring til den danske Teknikerstand. Nu vel!
-Det skulde blive det! … For det vidste han nu, at han var født
-til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i
-dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. Den
-lille Ivan havde haft Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham.
-
-Han rejste sig. Uden Tanke for den gamle Højbaadsmands Lig, som
-endnu laa deroppe i sin udhuggede Konditorpapirs Dragt, gik han
-frem og tilbage paa Gulvet med stærke Skridt. Og pludselig
-trykkede han den knyttede Haand mod sin Pande, mens han taktfast
-gentog sit bekræftende: „Ja -- ja -- ja!“
-
-Det var den unge Frøken Salomon, han nu tænkte paa. Han saae
-hendes store, sortebrune Øjne med det nyfigne, dristige,
-tilsidst (bag Øjenhaarenes Slør) næsten som lokkende Blik.
-
-Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at han jo kunde fremme
-sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han stolet for
-sikkert paa sin egen Krafts Tilstrækkelighed, -- og forresten
-var der ogsaa noget deri, som vilde have frastødt ham. Nu
-foreholdt han sig selv, at det i Kampen for de store Maal ikke
-nyttede at være for nøjeregnende med Midlerne. En Jødedame? Ja,
-hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden baade ung og smuk ja
-(saa vidt han havde kunnet se) overordenlig velskabt. Det var
-paa Tide, han kom bort fra den barnagtige Forestilling om Lykken
-som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en
-Lotterigevinst. Der gaves i hvert Fald ingen anden paalidelig
-eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen.
-Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste
-skulde Lykken jages, fanges og bastes … et Bytte for den
-snareste, den stærkeste, den modigste!
-
-Et Par Dage derefter fandt Højbaadsmandens højtidelige
-Begravelse Sted. Hans Lig var Aftenen forud bleven ført til
-Kapellet; og paa Begravelsesdagen samledes Husets gamle Venner
-til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen. Klokken tolv holdt
-unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori Madam
-Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene, mens de
-øvrige Deltagere tilfods begav sig ud til Holmens Kirkegaard.
-
-Det var en næsten sommerlig Foraarsdag. Ude omkring Gravene var
-mange Smaabuske grønne, og over Ligstenene tumlede Fuglene sig i
-deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Sørgeskare af
-gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende --
-støttende sig til Stokke og Paraplyer -- bevægede sig op ad
-Kirkegaardsgangen i deres falmede og forældede Højtidsdragter,
-tog sig helt gengangeragtig ud i dette klare Solskin. Kun Per,
-der gik bagest, syntes i Pagt med den levende og ynglende Natur
-rundtom. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade greben af
-Højtidelighed; men Dødens Magt over ham var brudt. Da han sammen
-med de andre slog Kres omkring Graven og saae den solbeskinnede
-Kiste glide ned i det mørke, snevre og kolde Jordhul, blandede
-der sig for hans Vedkommende en næsten vellystig Fornemmelse i
-Uhyggen. Endnu tilhørte han Livet og Solen. Endnu sang Blodet
-sin rigt forjættende Sang i hans Øre. Endnu -- endnu!
-
-Efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han vilde
-aflægge Salomons en Visit.
-
-Men hjemme i Hjertensfrydgade ventede der ham en sælsom
-Overraskelse. Der laa et Visitkort paa hans Bord, -- et Kort med
-adelig Krone og Navnet Baronesse v. Bernt-Adlersborg. Først
-tænkte han, at det var kommet til ham af en Fejltagelse; men da
-saae han, at der bag paa Kortet var skrevet et Par Linjer. I
-elskværdige, næsten ydmyge Udtryk udbad Baronessen sig en
-Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken hun den samme og
-den følgende Dag vilde kunne træffes paa Hotel d’Angleterre.
-
-Nu kom ogsaa Skibstømrerkonen ind og fortalte helt betagen om en
-fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og spurgt efter
-ham. Hun havde givet hende den „Seddel“ -- sagde hun -- og bedt
-hende lægge den ind paa hans Bord.
-
-Per stirrede igen paa Kortet.
-
-Baronesse v. Bernt-Adlersborg! -- -- Aldrig i Verden havde han
-hørt det Navn!
-
-„Det maa alligevel være en Fejltagelse. Spurgte hun virkelig
-efter mig? …. Nævnede hun mit Navn?“
-
-„Ih ja, det gjorde hun da rigtignok. Hr. Sidenius, sa’ hun. Og
-hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme.“
-
-Der foer Per en Række dristige Fantasibilleder gennem Hovedet.
-
-„Hvordan saae hun ud?“ spurgte han. „Var hun ung?“
-
-„Ja saamænd. Hun kunde vel saadan omtrent være paa min Alder,“
-svarede Kællingen, der var henimod de halvtres.
-
-„Og det var en Dame … en virkelig Dame, mener jeg?“
-
-„Jøsses Kors! Hun havde et stort Skind inde i Vognen.“
-
-Per saae paa sit Ur. Ifald han skulde træffe den mystiske
-Baronesse endnu den Dag, var der ingen Tid at spilde. Og han var
-unægtelig noget utaalmodig efter at faa Gaaden løst. Han opgav
-derfor Besøget hos Salomons, klædte sig i sin bedste Stads og
-begav sig afsted.
-
-Den langbartede Hotelportner gik ham straks noget overlegen
-imøde; men da han hørte, hvem Per søgte, bøjede han sig ærbødig,
-slog Trappedøren op for ham og ringede samtidig Allarm paa en
-Klokke, der i et Nu hidkaldte en Tjener og en Stuepige ovenfra.
-Med en Højtidelighed (saadan forekom det Per), som om han kunde
-have været en Konge, der kom for at gøre en Dronning sin
-Opvartning, ledsagede disse ham op ad den brede, tæppebelagte
-Trappe og hen gennem en lang Gang, for Enden af hvilken han
-overlodes til en svensktalende Kammerjomfru, der modtog hans
-Kort og førte ham ind i et Værelse, en lille Salon, som var
-udstyret med den sædvanlige -- for Per dog ret imponerende --
-Hotelelegance: nogle højrøde Fløjlsmøbler og en
-Glasprismelysekrone under Loftet.
-
-Per, der ellers ikke let lod sig forbløffe, var i dette Øjeblik
-ikke fri for at føle sig noget beklemt. Der foer ham pludselig
-den Tanke gennem Hovedet, at han havde ladet sig lokke i en
-Narrefælde, at det hele var en Komedie, arrangeret af en eller
-anden af hans Fjender, der vilde have ham tilbedste.
-
-Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En høj
-Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.
-
-Ung var hun ikke -- smuk var hun endnu mindre. Ansigtet var
-falmet, Næsen farvet af en mistænkelig Rødme. Og hendes dybsorte
-Dragt gjorde endda et ret tarveligt Indtryk paa Per. Alligevel
-var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame af den
-store Verden. Der var over hendes Skikkelse og Væsen -- ikke
-mindst i den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden og takkede ham
-for hans Komme -- saa meget af den fine og blide Ynde og den
-Takt, som ikke lader sig erhverve men er fornemme Slægters
-Særeje.
-
-„Det har -- haaber jeg -- ikke undret Dem, Hr. Sidenius, at jeg
-gerne vilde se Dem engang og tale lidt med Dem,“ begyndte hun,
-da de var kommen til Sæde overfor hinanden i et Par af de røde
-Lænestole. „De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og
-Fortrolige. De var vel næsten ogsaa den, der tog hans Farvel til
-denne Verden -- --.“
-
-Nu forstod Per Sammenhængen. Han huskede med eet, hvad
-Sagføreren, der ordnede Boet efter Neergaard, havde fortalt ham,
-at denne efterlod sig to Søstre, af hvilke den ene var rigt gift
-med en svensk Godsejer.
-
-Baronessen fortsatte:
-
-„Jeg har længe været besjælet af Ønsket om at lære den Mand at
-kende, til hvem min eneste Broder følte sig saa nøje knyttet, ja
-i hvem han havde fundet ligesom et forynget Genbillede af sig
-selv -- saaledes som han jo skrev til os i sit efterladte Brev i
-Anledning af sine testamentariske Bestemmelser. Men min
-højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit fjerne
-Hjem. Det blev mig jo ikke engang forundt at komme hertil og
-bivaane min kære Broders Jordfæstelse.“
-
-Baronessens besynderlige Udtryksmaade tilligemed nogle sære
-Ansigtstrækninger forraadte en vidt fremskreden Nervøsitet.
-Efter de sidste Ord faldt hun i heftig Graad og sad nogen Tid
-med et Kniplingslommetørklæde for Øjnene.
-
-Per følte sig ilde tilmode og sagde ingenting. Han kunde stadig
-ikke overvinde et vist Ubehag ved at blive mindet om sit Forhold
-til den ekscentriske Selvmorder.
-
-„Ja, jeg har haft megen Sorg,“ vedblev Baronessen, da hun var
-kommen lidt til sig selv. „De maa derfor give mig Lov til at
-græde … Som De maaske veed, har Vorherre nu ogsaa taget min
-ridderlige Husbond bort fra min Side og stillet mig ganske ene.“
-
-Per fandt det rigtigst at tilkendegive sin Deltagelse ved en
-Hovedbøjning.
-
-„Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt paa
-at skrive til Dem, -- ogsaa paa min Søsters Vegne -- for at De
-dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men jeg kunde
-aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa helst have
-været fri for at korrespondere med en Dem vildfremmed og maaske
-ganske ligegyldig Dame --.“
-
-Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indvending.
-
-„Ja, ja … Oprigtig talt, jeg havde vist heller ikke ulejliget
-Dem med noget Besøg idag, dersom ikke … ja, jeg kan ikke lade
-være med at sige det … da jeg idag kom ud paa Kirkegaarden og
-saae de dejlige, ganske friske Blomster paa min Broders Grav,
-kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa en saa smuk
-Maade havde mindedes hans Dødsdag, og jeg følte en uimodstaaelig
-Trang til at se Dem og bringe Dem min Tak, fordi De med en saa
-trofast og -- tør jeg sige? -- sønlig Kærlighed bevarer Mindet
-om min ulykkelige Broder.“
-
-Per stirrede ned paa sin Støvlenæse og blev meget rød. Fra den
-bageste Del af hans Bevidsthed sneg der sig en Tanke til Fru
-Engelhardt. Selv anede han end ikke, hvor Neergaard laa
-begravet.
-
-„Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem,“ vedblev Baronessen -- hun
-følte sig mere og mere tiltalt af denne tavse og forlegne unge
-Mand, der endog undsaae sig ved at vedkende sig sine
-Kærlighedsgerninger. „Hvor De ser sund og frisk ud! Ja, De hører
-sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker, der ødelægger
-deres Ungdom i Letsindighed. Hvor gammel er De, Hr. Sidenius?“
-
-„Treogtyve.“
-
-„Aa, saa ung! … Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt! Jeg veed
-jo, De har haft en trang Ungdom. Min Broder skrev det til os.
-Deres Moder blev Dem tidlig berøvet. Og Deres Fader … ja, Deres
-Fader har De jo aldrig kendt.“
-
-Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per. Han
-skyndte sig at skifte Emne.
-
-„Det er kun paa Gennemrejse, at Baronessen befinder sig her?“
-spurgte han.
-
-„Ja -- ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud det vil,
-igen herfra imorgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster,
-Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo -- som De nok veed -- for
-sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. De kan tænke
-Dem, jeg har nu ikke set hende i over to Aar, og vi tre Søskende
-har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre. Det var i
-mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve borte fra mit
-elskede Fædreland. Med Alexander var det jo ligedan. Ogsaa han
-hang ved Hjemmet med hele sit rige og varme Hjertes Kærlighed.
-Hr. Sidenius har rimeligvis hørt, at Hs. kgl. Højhed Prinsen af
-Wales i sin Tid var saa naadig at interessere sig for min
-Broder, og at der i den Anledning var Tale om en Ansættelse ved
-vort Gesandtskab i London. Der havde jo sikkert under en saadan
-Protektion kunnet aabne sig en glimrende Karriere for ham. Men
-trods det meget, der kunde friste en Mand som Alexander ved et
-saadant Tilbud, bestemte han sig til ikke at modtage det. Min
-ærværdige Moder levede endnu dengang i København, og min Søster
-var paa den Tid endnu ikke gift … og Alexander elskede København
-og forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de
-kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min
-Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans
-Tungsind stammede. Saa var han i den sidste Tid jo ogsaa
-legemligt syg … Og dog! At han kunde gøre det!“
-
-Mindet om Broderens blodige Endeligt bragte atter Lommetørklædet
-op for Øjnene, og Per snappede Lejligheden til at rejse sig for
-at gaa.
-
-Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog med moderlig Varme
-hans Haand mellem begge sine og sagde:
-
-„Hvor jeg nu er glad ved at have set Dem! Det er mit Haab, at vi
-oftere skal træffes. Vil De love mig, at De vil besøge mig, naar
-jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer
-jeg den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger paa
-Kærsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa hos dem vil være
-af Hjertet velkommen.“
-
-„Jeg siger saa mange Tak … naar blot jeg ikke bliver til
-Ulejlighed,“ fremstammede Per, -- han vidste i sin Forlegenhed
-ikke andet at svare.
-
-„Tal dog ikke saadan, kære! Husk paa, at De jo paa en Maade
-hører med til vor Familje nu. Saaledes vil i hvert Fald jeg
-opfatte min Broders sidste Ønske. Og jeg føler mig forvisset om,
-at min Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu
-rigtig, rigtig vel! Og endnu engang Tak, fordi De netop idag har
-tænkt saa kærligt paa Alexander.“
-
-Per steg langsomt, tilsidst næsten nølende ned ad Hotellets
-Trappe. Først nu bagefter gik det op for ham, hvor
-betydningsfuldt dette nye Bekendtskab var (eller vilde kunne
-blive) for ham, dersom han -- uden at gøre sig for mange
-Skrupler paa Grund af dets Oprindelse -- udnyttede det med
-Klogskab og Energi. Ved et eventyrligt Tilfælde aabnede der sig
-her en Vej for ham til Mennesker med betydelig Indflydelse.
-Dersom han ikke huskede fejl, laa den omtalte Hofjægermester
-Prangens Gaard endda paa selve det Terræn, hvorigennem han havde
-tænkt at føre sin midtjyske Forbindelseskanal, hvad der altsaa
-maatte give denne Mand en ganske særlig Grund til at omfatte
-hans Plan med Interesse. I hvert Fald, -- det galdt om ikke at
-lade nogen Chance uforsøgt. I det høje Spil, der nu skulde
-spilles, kunde han ikke have for mange Trumfer paa Haanden.
-
-Der foer ham et Øjeblik den Tanke gennem Hovedet, at det maaske
-nu slet ikke var nødvendigt for ham at træde i nøjere
-Forbindelse med Huset Salomon. Hvor meget han end havde følt sig
-tiltalt af den unge Pige, saadan ligefrem begærlig efter at
-gifte sig ind i en Jødefamilje var han dog ikke. Og hvem kunde
-vide, hvilke Muligheder der ogsaa i Henseende til Giftermaal
-kunde aabne sig for ham i de aristokratiske Krese?
-
-Paa den anden Side: i det salomonske Hus vilde han rimeligvis
-træffe Børsens Matadorer, Bankernes Chefer og Byens store
-Industridrivende, kort sagt, den lille Kres af Pengemænd, der,
-naar det kom til Stykket, regerede den øvrige Verden. Selv uden
-al Spekulation i noget Giftermaal vilde det være af stor
-Betydning for ham at komme sammen med saadanne Folk og faa
-Lejlighed til at paavirke dem til Gunst for sit Værk. Baronessen
-rejste jo nu desuden bort, -- og han havde ikke Tid til at
-vente. Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte
-han have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene,
-og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile.
-
-Han var kommen ud paa Torvet og saae op paa Uret i den høje
-Hjørnebygning. Der var endnu Tid til Visiten hos Salomons, og
-han bestemte sig til at gaa derhen. Men han var endnu lidt
-fortumlet af sin Oplevelse hos Baronessen, og han maatte først
-sætte sig ind i en Kafe et Øjeblik og drikke sig et Glas Øl for
-at falde lidt til Ro og ligesom forberede sig paa Besøget. Han
-havde aldrig før sat sine Ben i et jødisk Hjem, og han havde
-hørt saa meget om de gamle Skikke og Forskrifter, paa hvis
-Overholdelse der blev lagt saa stor Vægt. Det galdt jo nu om at
-gøre et godt Indtryk, og han var ængstelig for at komme til at
-støde an.
-
-Efterhaanden gled han dog tilbage til sine forrige Tanker. Han
-kunde ikke lade være med at forundre sig over, at hint
-uoverlagte Ord, som var undsluppet ham den Nat hos Neergaard,
-havde faaet saa vidtrækkende Følger. For det fremgik jo tydelig
-nok af Baronessens Tale, at det særlig havde været denne
-henkastede Bemærkning om hans Herkomst, der havde gjort Indtryk
-paa Broderen. Han huskede, at han allerede dengang havde
-fortrudt sin Kaadmundethed men dog ikke fundet det Umagen værd
-at gøre Fejlen god igen. Nu ønskede han alligevel, at han havde
-gjort det.
-
-Naa! -- han drak ud af sit Glas -- gjort var gjort! Tvivlsomme
-Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald:
-den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage…
-
-*                *
-*
-
-Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede i
-et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i
-Bredgadekvarteret, var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig
-ved første Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden,
-indeklemt som det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved
-nærmere Betragtning opdagede man dog, at der hvilede en egen fin
-Værdighed over det. Man saae det paa det høje, blaasorte Tegltag
-og paa Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem
-Oprindelse. Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret
-for „Palæet“. Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet
-Adelsfamilje, af hvilken Grosserer Salomons Fader havde købt det
-i Begyndelsen af Tredverne. Fra Portrummet kom man gennem en
-moderne Glasdør ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den
-gav Genlyd af Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger,
-gamle Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man
-havde Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik en
-dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne paa
-første Sal.
-
-Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en Slags
-Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog sig ned i
-en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt omkring.
-
-Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et
-tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet … Gyldenlæders
-Tapeter … Et ottekantet, med Sølv og Perlemoder indlagt Bord
-midt i Stuen … I Reolerne kostbart indbundne Bøger … Paa Væggene
-Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Indskrift …
-Langs den ene Væg en antik, rigt udskaaren Disk med en
-Opstilling af gammelt Sølv -- Stob, Krus og Bægre -- blandt de
-sidste endog et Par gamle Alterkalke.
-
-Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette havde
-vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have gjort
-et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde. Og dog var
-han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han af denne
-ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb ham et eget
-frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om denne Almagt, der
-havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags nedarvede Skatte, ja
-selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i denne Jødes
-Stue.
-
-Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte -- den lille
-Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe
-som Erstatning for, at hun var „sort“.
-
-Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende
-Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved
-tresindstyve Aar var han meget moderne og ganske ungdommelig
-klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende
-foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.
-
-„Mit Navn er Direktør Delft,“ sagde han med noget fremmed i
-Tonefaldet. „Jeg er Onkel her i Huset.“
-
-Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.
-
-„Mit Navn er Sidenius.“
-
-„Aa, -- den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt om Dem.
-Jeg be’r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon -- min Søster -- er i
-Øjeblikket med en Syjomfru engagert. Hun vil straks være til
-Tjeneste. Jeg be’r Dem! Gør Dem det mageligt!“
-
-Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen
-Afstand.
-
-„Tør jeg være saa fri at spørge … har jeg før haft den Ære at se
-Hr. Sidenius her i Huset?“
-
-„Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang.“
-
-„Aa ja, min Niece Nanny … Jeg tror, jeg har hørt derom.“
-
-Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og i en
-Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom ved
-hans overordenlige Høflighed, henkastede den Ytring:
-
-„Min Niece er ganske net, ikke sandt? …. Finder De ikke, Hr.
-Sidenius?“
-
-Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil saae
-han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:
-
-„Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed.“
-
-„Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige, tør
-man vistnok sige … Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius, hun
-trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og
-Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min
-Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler.“
-
-Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, -- tænkte Per og opgav
-Samtalen. Men den anden vedblev:
-
-„Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg, vil
-De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover. Man kan i
-den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer. For --
-ikke sandt, Hr. Sidenius? -- Penge er magnetiske. Disse smaa,
-runde Metalstykker tiltrækker de dybeste menneskelige Følelser …
-bringer Hjertets mest ædleste Rørelser frem i Dagens Lys.
-Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg ikke Ret?“
-
-Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom nu
-Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til
-Sideværelset, bad hun ham gaa derind.
-
-Per traadte ind i en Stue eller rettere en Sal, der i endnu
-højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham
-Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms -- Millionernes
--- Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt hvælvet
-Stukloft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæste
-til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs
-Selskabssal. Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs
-Væggen og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele
-Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og
-Dekorationsgenstande. Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole,
-Borde, Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med
-Statuetter, Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og
-større Borde, og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt
-paa et Staffeli. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet
-Koncertflygel. Fra en mindre Stue ved Siden af, der var
-indrettet som Vinterhave med Palmer, Gummitræer og syngende
-Fugle, hørtes et Springvands Plasken.
-
-Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af
-Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog ham
-med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.
-
-De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per hørte
-en Dør gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen, der
-hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik efter
-stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved at opdage
-Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang med en pudsig
-forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden -- ligesom for at
-standse et Udraab.
-
-Per rejste sig og bukkede.
-
-Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om hans
-Tilstedeværelse -- saa naturligt gennemførte hun sin
-Forstillelse.
-
-„Er du hjemme endnu, mit Barn,“ sagde Moderen. „Jeg troede, du
-var gaaet. -- Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender
-min Datter, ikke sandt?“
-
-Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik, der
-noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser, hvoraf han i
-dette Øjeblik beherskedes. Allerede forinden han havde set
-hende, alene ved den blotte Lyd af hendes Sangtriller, der i
-hans Øre lød som Klangen af Guldstykker, havde han slaaet sin
-Beslutning fast. Hun var Midlet! Her skulde Skatten hæves! -- Og
-som hun nu aabenbarede sig der i Døren med Vinterhavens Sol og
-Fuglekvidder bag sig, ung og yppig, fristende at skue som en
-østerlandsk Bajadere, syntes hun ham selve Eventyrets Fe med
-Sejrens palmebladsvingende Genier i sit Følge.
-
-Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en
-Ottendedel af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige
-Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer
-sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en
-Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.
-
-Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var
-han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde
-han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa
-lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i
-Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang
-nogen Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke
-desmindre nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa
-Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet
-Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste
-Tilstaaelser.
-
-Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede sig et
-Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans Øjne
-stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken om,
-at alt dette maaske engang skulde blive hans.
-
-Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge
-Underholdningen ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der
-paa Kanten af sin Taburet -- i den korrekteste Stilling, med
-Albuerne klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe
-i Skødet -- og lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa
-hendes Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse
-Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller og
-ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.
-
-Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.
-
-„Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime.“
-
-„Ja, lille Mama.“
-
-Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen og et
-mere dvælende og mere talende til Per svansede hun ud.
-
-Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var
-temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet
-Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af den
-unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde været
-mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en Smule
-tung og vraltende, saa havde den, da hun gik bort (og just af
-samme Grund) virket sært betagende paa ham. Den syntes ham saa
-udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig -- en ubevidst Logren.
-
-Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse -- en
-Dame -- der maatte være kommen ind ad en Dør bagved ham.
-
-„Min Datter Jakobe,“ forestillede Fru Salomon.
-
-Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde
-være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, -- og der sneg
-sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin
-Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske er der endda
-flere! -- foer det pludselig igennem ham med Skræk.
-
-Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var
-højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig
-mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde
-som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en
-stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren Hage.
-
-Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham,
-forbedredes Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun --
-tavs og paa Afstand -- besvarede hans Hilsen. Lidt efter rejste
-han sig da ogsaa og sagde Farvel.
-
-„Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni,“ sagde Frøken
-Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. „Han gjorde
-unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk.“
-
-„Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt,“ sagde Fru
-Salomon. „Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold,
-fortæller Ivan.“
-
-Datteren trak paa Skuldren.
-
-„Ak ja, naturligvis … alle er de jo fattige i dette Land. Gud
-give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse
-herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt ved
-det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. -- Og saa var
-han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden som en
-komplet Byron.“
-
-„Naa, køn … men han ser ganske godt ud.“
-
-„Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig,“ sagde
-Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet og
-bladet i. „Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet Hest.
-Og saa saae han saa brutal ud,“ tilføjede hun lidt efter med et
-Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem
-Sjælen.
-
-„Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe.“
-
-„Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer har
-faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det er,
-som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har paa
-Kroppen.“
-
-„Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa holde
-den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode,“ sagde Fru
-Salomon sagtmodig.
-
-„Ja, det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor vi
-skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Vi
-veed jo dog, hvad der kommer ud af det -- selv i bedste
-Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist ikke
-mødt andet end Venlighed her i Huset -- jeg veed da, at Far
-nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder. Og nu
-skraaler ogsaa han op om „Jøderne“ i Aviserne.“
-
-„Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa -- --.“
-
-„Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!“ lød det i det samme henne
-fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt viste
-sig i Klemmen.
-
-„Er det dig!“ sagde Fru Salomon. „Kom kun ind. Vi er alene nu …
-jeg syntes, jeg hørte Børnene.“
-
-„Her er Yngelen!“ sagde han.
-
-Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn i
-Alder fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem i Antal og
-alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde
-have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en
-øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke
-en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede
-de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de mørke Øjne
-lyste af Iver for at komme til at fortælle.
-
-Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:
-
-„Det er sandt … maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition. Jeg
-traf her for lidt siden en ung Hr. -- ja, hvad var det nu, han
-hed? Det var et uanstændigt Navn. En Søn af en Pibekrave, ikke
-sandt?“
-
-„Kommer nu ogsaa du!“ udbrød Fru Salomon. „Hør, nu vil jeg ikke
-høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan. Og han har
-gjort os en Visit idag. Punktum … Bliver du her til Middag,
-Heinrich?“
-
-„Her? -- Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en koscher
-Svinesteg?“ sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans
-Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der
-var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.
-
-Fru Salomon kom til at le.
-
-„Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa,
-stille! Jeg hører Salomon.“
-
-
-Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin
-store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Hjemmet til. Han
-havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, han
-trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet sin
-Vej og sit Maal men ogsaa Midlet. „Philip Salomons Svigersøn“,
--- det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for
-ham og gøre ham Menneskene underdanige.
-
-Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa sit
-Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give Ivan
-Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke? Og
-var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop var ham,
-Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans
-Pande: Jeg kommer, ser, sejrer!
-
-
-
-
-Syvende Kapitel.
-
-Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under
-Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den
-galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj og
-svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en hvidbarberet
-Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber
-mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter. Ogsaa inde i den
-brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi.
-Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos Kornagenterne i
-Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende
-Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre
-for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer Philip
-Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en
-af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem
-syv og otte Millioner.
-
-Hans Ophold paa Børsen varede sjelden længe. Allerede naar
-Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at
-forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i
-Almindelighed færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til
-sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en
-Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at
-snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling.
-Han viste sig ikke ofte i Teatrene og deltog kun nødtvungent i
-Selskabslivet. Han delte sig ligelig mellem sin Forretning og
-sin Familje, idet han ofrede den første sit klare og kolde
-Hoved, den sidste sit varmtfølende og let overvundne Hjerte. Og
--- som man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og
-hans Hjem laa i samme Gade -- det hændte ham aldrig, at han „tog
-fejl af Husnummeret“.
-
-Philip Salomon var eneste Barn af den i sin Tid meget omtalte
-Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde Navn, -- en i mange
-Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende
-Sjakrer havde svunget sig op til at indtage en fremragende
-Stilling paa det danske Pengemarked, -- „Salomon Goldkalb“, som
-Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde haft en Snes
-Fuldskibe paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager
-og havde ved sit Snille aabnet den danske Handel nyt Opland paa
-flere oversøiske Pladser. Under Jødeforfølgelsen i 1819 havde
-han da ogsaa været blandt dem, der led mest Overlast fra den
-københavnske Pøbels Side.
-
-Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt „Palæet“ og ladet
-det istandsætte med saa ødsel en Pragt. Lige saa uanfægtet af de
-Dydiges Forargelse som af Spotternes misundelige Forsøg paa at
-latterliggøre ham var han ikke vegen tilbage for i sin hele
-Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han lod
-sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved en
-bestemt, festlig Lejlighed haft to Lakajer staaende bag paa
-Karossen. Han gjorde sig til Beskytter for Videnskaben, stiftede
-Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, -- og alt dette tiltrods
-for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel
-efterhaanden ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en
-Del Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt
-sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i
-Jylland, hos hvem han engang under sin Omflakken havde haft
-Logis.
-
-Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa Forhallens orientalske
-Vaabensamling og de mange andre kostbare Snurrepiberier, hvoraf
-det salomonske Hjem endnu var fuldt, hele dette brogede og
-prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham fra
-alle Verdensdele, og som Sønnen -- mere af Pietetsfølelse end
-fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag -- havde ladet
-henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.
-
-Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet og
-Arbejdsomheden efter sin Fader. Maaske bestod der dog ogsaa en
-indre Sammenhæng mellem dennes Vandreaar og den Glæde ved
-Naturen, der var Sønnen egen. Om Sommeren laa han længere paa
-Landet end de fleste andre af Børsens Folk; og i den øvrige Tid
-af Aaret kunde han om Søndagen, naar Vejret blot var taaleligt,
-køre ud med hele Familjen allerede fra Morgenstunden. Han var da
-altid selv Kusk, og hans Kone sad ved Siden af ham, mens en
-Vrimmel af egne og andres Børn fyldte Charabanc’en bag dem.
-Først et Par Mil ude i Landet standsede de ved en Kro eller inde
-i en Skov, hvor Fru Salomon og de mindste blev ved Madkurvene,
-mens Salomon og saamange af Børnene, som var store nok dertil,
-drog paa Ekspedition omkring i Omegnen. Med sin store,
-bredskyggede Hat skubbet bag i Nakken og med Overfrakken paa
-Armen skridtede den frygtede Børskonge muntert afsted i Spidsen
-for sin Sværm af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og
-hujede omkring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og
-især jødiske Børn i det Fri. Og nu kunde de ikke komme i
-Nærheden af en Høj uden at bestorme den; ikke mødte de en
-Bondemand, uden at Salomon gav sig i Snak med ham; ikke forlod
-de nogen Vogterdreng, før han var blevet beriget med en Mark.
-Men navnlig var Salomon en ivrig Blomsterplukker, og aldrig var
-han gladere, end naar han ved Tilbagekomsten kunde overrække sin
-Kone en rigtig stor Buket, for hvilken hun da takkede ham ved
-smilende at give ham sin venstre Haand til Kys.
-
-Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtreserne saa berømte
-Lea Delft -- eller Fru Lea Moritz, som hun en kort Tid hed --
-hvis orientalske Skønhed havde bragt en lille Manufakturbutik i
-Silkegade i stort Ry blandt Datidens Modeherrer og gjort
-adskillige af dem mere og mindre afsindige af Kærlighed. Onkel
-Heinrich, hendes Broder, fortalte altid og med Fordring paa at
-blive troet, at hun havde været den egenlige Aarsag til
-Oprettelsen af Skt. Hans Hospital. Butiken tilhørte hendes
-Forældre, der var indvandret fra Tyskland, hvor hun ogsaa selv
-havde levet sine første Barndomsaar. Atten Aar gammel giftede
-hun sig allerede -- af flammende Kærlighed til en Fætter, Marcus
-Moritz, en fattig, brystsvag, tysk Lærd, der blev Fader til
-hendes to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke
-født, da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage til sine
-Forældre. Trods deres Uformuenhed tilhørte disse (der ogsaa var
-Fætter og Kusine) en af Tysklands fornemste Jødeslægter, hvoraf
-de begge var meget stolte. Da Lea efter et Par Aars Enkestand
-forlovede sig med Philip Salomon, var det ikke langt fra, at de
-betragtede det som en Selvfornedrelse; Brudgommens Millioner
-bødede i deres Øjne kun maadeligt paa, at hans Fader havde rendt
-Landene rundt med Kramkisten paa Ryggen. For den unge Enke
-derimod havde Salomons Formuesforhold og Hensynet til hendes
-Børns ubetryggede Fremtid været afgørende. Som hun havde sagt
-til sig selv: hun havde nu eengang ladet sit Hjerte raade, helt
-og fuldt; dennegang var Turen kommen til Fornuften. Og dog
-bedrog hun ingen. Hendes Hjerte var rigt nok til at kunne give
-Forstanden, hvad der tilkom den, uden derfor at lægges øde. Det
-ofrede kun af sin Overflod. I hvert Fald havde hun senere
-skænket Philip Salomon rundelig Erstatning for, hvad han paa
-Bryllupsdagen endnu havde maattet savne i sin Hustrus Kærlighed.
-
-I tyve Aar havde de nu levet sammen i et lykkeligt Ægteskab. Fru
-Lea -- om hvem en af hendes Tilbedere engang havde sagt, at hun
-ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste Figur
-og de dejligste Hænder i hele Verden -- var vel i Aarenes Løb
-bleven noget svær men bevarede baade i Ydre og Væsen et Præg af
-„Race“, som Kendere straks fik Øje paa. I Formen af Hovedet med
-den krogede Næse og den tredobbelte Hage -- og ikke mindst i
-Maaden, hvorpaa hun bar det -- var der en Højhed, der mindede om
-antike Kejserindebyster. I hendes tunge, sorte Haar, som fra en
-Skilning hang i to flettede Bukler ned over Ørene, saaes endnu
-kun ganske enkelte Sølvtraade; Ansigtets flødefarvede Hud var
-glat og fin, Tænderne velbevarede, Øjnene sortebrune med et
-gyldent Skær. Philip Salomon var da ogsaa stadig saa forelsket i
-sin Kone, at han undertiden forglemte sig inde i selve
-Dagligstuen og vedblev at trykke sine Negerlæber mod hendes
-Haand eller Kind paa en Maade, saa hun med et Blik maatte
-erindre ham om Børnenes Nærværelse.
-
-Kun i een Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn, som
-næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom paa sine
-hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab modtaget
-for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store Forhold til
-rigtig at kunne føle sig hjemme i København. Skønt hun vogtede
-sig for at betro det til andre end sin Mand, led hun stadig af
-Hjemve efter det Land, hun i sit Hjerte betragtede som sit
-egenlige Fædreland. Hvert Aar foretog hun gerne en maanedlang
-Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og endnu hændte
-det hende, naar hun vilde udtrykke sig rigtig betegnende, at hun
-maatte laane Ordet fra sit Modersmaal.
-
-Det var da ogsaa hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem,
-at de to ældste Børns -- Ivans og Jakobes -- Uddannelse for en
-væsenlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun vilde -- som
-hun plejede at sige i sit navnlig dengang ikke helt sikre Sprog
--- ikke have sine Børn „forklejnede“ i den Provinsby, som
-København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes Vedkommende
-endnu en anden Grund. Hun havde altid været et vanskeligt Barn,
-saa modtagelig for Indtryk, saa følsom navnlig for enhver
-Krænkelse, der hentydede til hendes jødiske Herkomst, dertil saa
-legemlig svag og ømfindlig, at hendes Barndom havde været en
-eneste lang Lidelseshistorie. Hun havde kunnet komme ligbleg
-hjem fra Skolen, blot en Dreng havde raabt „Smaus“ efter hende
-paa Gaden. Hun blev syg af Sorg og Ophidselse, hvergang en af
-hendes smaa, blaaøjede Kammerater -- som det Gang efter Gang
-hændte -- ydmygede hende ved at afvise et af disse Tilbud om
-Venindefortrolighed, som hun i sin lidenskabelige Trang til at
-finde Forstaaelse og Genkærlighed og trods alle bitre Erfaringer
-ikke kunde lade være med stadig at forny. Hun havde arvet sin
-Moders overdaadige Følelsesliv, men ikke hendes lykkelige Natur,
-ikke hendes sunde Sindsligevægt, ikke det stolte og overbærende
-Smil, hvormed Moderen mødte de Dannedes Fordomsfuldhed og
-Pøbelens Raahed.
-
-Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed.
-Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager og
-blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede intet af den
-myndeagtige Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens
-Opløbenhed. Det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere
-tiltalende, at hun ivrig søgte at skaffe sig Oprejsning for
-Kammeraternes Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne
-Omraader, hvor hun havde Betingelser for at gøre sig gældende.
-Da hun var et udmærket Hoved og dertil jernflittig, kunde hun
-under Overhøringerne brillere med en Kundskabsmasse, der
-virkelig var ualmindelig for hendes Alder, ja i sin Græmmelse
-kunde hun tage sin Tilflugt til saadanne Midler som at vække de
-andres Misundelse ved Hjælp af sine rigelige Lommepenge, f. Eks.
-ved at møde paa Skolen med en Pose af den fineste Konfekt,
-hvormed hun da tilkøbte sig en kortvarig Ombejlen.
-
-Forholdet til Kammerater og Lærerinder blev tilsidst saa spændt,
-at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at tage
-hende ud af Skolen; hvorefter hendes Uddannelse blev
-tilendebragt i en Pensionsanstalt i Schweiz.
-
-Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse
-ved et tysk Handelsakademi vakte imidlertid en Del Uvilje blandt
-Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar -- saa nær efter den
-ulykkebringende Krig -- endnu var i høj Grad pirrelig. Salomons
-gentog derfor heller ikke Forsøget med nogen af de andre Børn.
-
-Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes let
-omgængelig Natur. Allerede fra Vuggen en Øjenslyst af Sundhed og
-Rundhed var hun vokset op under almindelig Forgudelse, var
-bleven klappet og strøget som en lækker lille Kattekilling,
-tilsyneladende uden at have faaet anden Skade deraf end et lidt
-for behagelystent Væsen og noget Hang til Kælenskab.
-„Normalpigebarnet“ kaldte Faderen hende, fordi hun altid var i
-Ligevægt, aldrig havde kendt Sygdom, end ikke havde haft saa
-meget som ondt i en Tand. Ikke desmindre var hun netop „Uroen“ i
-det salomonske Hjem, bestandig paa Farten, den halve Dag i
-Overtøj. Hendes Stemme gjaldede gennem Stuerne og meldte ti
-Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man om Aftenen Latter
-og Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre og bagefter en dump Lyd
-af tunge Trin henover Gulvet deroppe, saa vidste man, at det var
-Nanny, der havde været i Bad, og som nu i hvidt Gevandt og med
-udslaaet Haar dansede Tarantella for sine Søstre.
-
-Dog, endnu eet uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig der
-i hvert Fald daglig; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons
-Broder. Denne lille Mand, hvis Ydre var saa paafaldende
-forskelligt fra Søsterens, var ogsaa i andre Henseender et
-Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i
-jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I
-sin Ungdom havde han begaaet en „Uagtsomhed“ med et ham betroet
-Pengebeløb, hvorefter han en lang Række Aar havde levet i
-Amerika og (efter sit eget Sigende) ogsaa i Indien og Kina som
-Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Han var nu vendt hjem
-med lidt Kapital, hvormed han endnu i sin fremrykkede Alder nød
-Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres
-Ensformighed. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine
-Formuesforhold ytrede han sig bestandig med en Forbeholdenhed,
-der skulde lade ane det overordenlige. Selv overfor sine
-Nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde eventyrlige
-Rigdomme, ligesom han paastod endnu at være Meddirektør for et
-engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrig levede han i en højst
-beskeden tre Værelsers Lejlighed og var yderst nøjeregnende med
-enhver Udgift, der ikke ligefrem bidrog til hans legemlige
-Velvære. Han ofrede en Del paa sin ydre Person, optog de nye
-Moder samtidig med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne
-af sit sorte Haar krølle og parfymere hos en Frisør og bar ved
-festlige Lejligheder et Pragtstykke af en Brystnaal, hvorom han
-plejede at sige, at han med den „vilde kunne faa en Dronning til
-at elske ham“. Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de
-derfor, at den var uægte; og han var engang gaaet bort som en
-Rasende og havde ikke vist sig der i Huset en hel Uge, fordi
-ogsaa hans Søster og Svoger havde tilladt sig at betvivle
-Stenens Renhed.
-
-Nogen blid eller behagelig Person i Omgang var han overhovedet
-ikke, omend der i Almindelighed var en halvbevidst, humoristisk
-Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne Rolle som
-Bindehund i Søsterens Hjem, hans Glæde ved at fare i Benene paa
-Folk, naar de af en eller anden Grund mishagede ham, og da
-særlig paa Enhver, som kunde mistænkes for at spekulere i
-Niecernes Medgift, -- alt dette stod i Forbindelse med den fikse
-Ide hos ham, at han havde en Mission som de unge Pigers
-Raadgiver og Beskytter. Der var i denne Opgave saa megen Alvor,
-som der overhovedet var i Manden. Han havde sin egen, hemmelige
-Tanke med saaledes at ville værne om de efterstræbte unge Piger.
-Skjult bag alle hans Skryderier laa Erkendelsen af den Skam, han
-havde kastet over sit ansete Slægtsnavn, og det var for at bøde
-herpaa, han nu vilde være Søsterdøtrenes Forsyn og gøre sit til,
-at de ikke valgte iblinde men gjorde et godt og navnlig et
-fornemt Parti.
-
-Salomons havde i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskres.
-Byens ortodokse Jøder holdt sig lidt tilbage fra dem paa Grund
-af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte sig med
-stor Aabenhjertighed. Selv havde de aldrig følt sig stærkt
-tiltrukket af det københavnske Selskabsliv og havde derfor
-indskrænket sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og
-iøvrig lade deres Venner vide, at de altid ventedes og til
-enhver Tid var velkomne.
-
-En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem fra
-Tyskland og Nanny blev voksen. Lykkedes det end ikke Ivan helt
-at virkeliggøre sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag med
-Renaissancens Fyrstehoffer, fik dog efterhaanden adskillige af
-det yngre Slægtleds ledende Mænd, deriblandt ogsaa dets
-Forfattere og Kunstnere, Indpas i Familjen.
-
-Jakobe opholdt sig paa den Tid endnu mest i Udlandet. Hun havde
-fundet et andet Hjem i sin gamle Pensionsanstalt i Schweiz,
-mellem hvis høje Bjerge hun søgte Sundhed for sit sarte og med
-Aarene stedse mere ømtaalige Legeme. Hun var hjemme i
-Sommermaanederne, naar Forældrene laa paa Landet, men længtes
-bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa
-Vinterselskabeligheden viste sig. Men en Dag -- hun gik dengang
-i sit nittende Aar -- næppe en Maaned efter, at hun sidst var
-rejst hjemmefra, fik Forældrene et lidt forvirret Brev fra
-hende, hvori hun midt imellem forskellige andre Ting pludselig
-henkastede den Tanke at opgive sit Pensionatsophold og slaa sig
-til Ro derhjemme. Et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog
-hendes snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et
-Telegram med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa
-Hjemvejen og vilde komme den følgende Dag.
-
-Saa karakteristisk denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet
-Beslutning nu end var for hende, saa satte den dog Forældrene i
-nogen Uro. De anede, at der var tilstødt hende noget alvorligt,
-og Fru Lea betroede sin Mand, at der rimeligvis var en
-Kærlighedshistorie med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren med
-megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat og bekendt Politiker,
-en Søstersøn af Pensionatsejerinden, hos hvem han et Par Gange
-havde været paa Besøg. Fru Lea kendte sin Datters letfængelige
-Blod, der allerede et Par Gange før havde voldt hende bitre
-Skuffelser. Da hun kom hjem, var det ogsaa let kendeligt paa
-hende, at hendes Hjerte blødte; men da hun ikke selv gav anden
-Forklaring paa sin Hjemkomst, end at hun dennegang havde følt
-sig ene mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem, var der
-ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende nogen
-Tilstaaelse -- mindst af alle Moderen, som altid for sit eget
-Vedkommende havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder respekteret
-og f. Eks. aldrig havde villet forklare sin Mand, hvorfor han
-ikke fik Lov at kysse hendes højre Haand. Hun havde kun ladet
-ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet sin Ungdoms
-Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for dem begge.
-
-Jakobe havde nu været hjemme i fire Aar. Hun havde fyldt de
-treogtyve og var stadig uforlovet. Det havde dog i den
-mellemliggende Tid ikke manglet hende paa Tilbud, endog af
-ganske smigrende Art. Hun havde med Aarene vokset sig næsten
-smuk trods sin Sygelighed. Særlig følte lidt ældre Herrer sig
-tiltrukket af hendes sære og blege Ydre. Enkelte foretrak det
-endog for Nannys straalende men noget mere almindelige Skønhed.
-I hendes Ansigt med den kraftig krogede Næse og det uudviklede
-Hageparti -- dette Ansigt, som hendes Beundrere kaldte for et
-Ørneansigt og Spotterne et Papegøjefjæs -- sad et Par store,
-dunkle Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt Skær,
-der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var absolut for
-stor, Munden for smallæbet og for bred; men disse Øjne havde et
-uforglemmeligt Blik, paa engang stolt og sky, mærket af Ensomhed
-og vidtflyvende Tanker. Af Skikkelse var hun højere end sine
-Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig, lydløs
-Gang med et let og hurtigt Fodskifte. De faa, der havde set
-hende smile, talte om hendes smukke Tænder. Og saa hvilede der
-over hele hendes tørre og nervøse Skikkelse den særegne, aandige
-Ynde, som Lidelser og Savn kan lægge om et sart Kvindelegeme.
-
-Det var dog hovedsagelig hendes indre Egenskaber, man tænkte
-paa, naar man talte om hende. Overalt berømmedes hendes
-Klogskab, hendes Viljeskraft og hendes mangfoldige Viden. Hun
-havde i sin Ensomhed kastet sin Kærlighed paa Bøger, studerede
-gamle og nye Sprog, Historie og Literatur og søgte utaalmodig
-stadig nye Felter for at tilfredsstille sin Kundskabstørst.
-
-Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders udtrykte
-Billede.
-
-Af de unge og yngre Mænd, der hyppigst gæstede det salomonske
-Hjem paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse deri, kom
-de fleste imidlertid for Nannys Skyld. Ikke alene betragtedes
-hun af Størsteparten som langt den smukkeste; men man antog
-desuden, at hun som Philip Salomons eget Barn vilde blive den
-mest begunstigede Arving af de to, endskønt baade Jakobe og Ivan
-allerede som Børn var bleven kuldlyst af ham. Saa indbød nu
-heller ikke Jakobes Væsen til nogen Slags Kurmageri. Man saae
-hende sjelden, og i sin Skyhed viste hun ofte Fremmede en
-fornærmende Kulde.
-
-Ved den lille Herremiddag, hvor Per for første Gang var
-Familjens Gæst, traf han -- foruden nogle ældre Herrer fra
-Forretningsverdenen -- Digteren Povl Berger, en Husarløjtnant
-Hansen-Iversen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring. Kun
-den første af dem havde han set før; men forresten havde han nær
-ikke kendt ham igen. Den fanatiske Himmelstormer og Nathandyrker
-havde, siden han sidst saae ham, ikke alene forandret sit
-Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet, men ogsaa
-Minen var bleven en ganske anden; han lignede nu mest de gængse
-Billeder af den lidende Kristus, hvad han -- som en af de andre
-Herrer senere i Fortrolighed tilhviskede Per -- netop ogsaa
-tilstræbte. Han havde, forklarede denne, i de samme Dage til
-sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers, med
-hvilke han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og til
-Udødeligheden paa det danske Parnas.
-
-Den, som fortalte Per alt dette, var Kandidat Balling, der ogsaa
-var en literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var
-en tre Alen høj, tarmetynd, løvemanket Lemmedasker med et Ansigt
-saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte
-Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot, der
-havde forset sig paa Dr. Nathan og nu ogsaa vilde være Geni og
-Banebryder men foreløbig bare havde opnaaet at studere sig en
-kronisk Mavekatar til. Balling var nu ganske rigtig uhyre
-belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa fuld af Citater,
-at man ikke kunde røre ved ham, uden at der slap ham en stjaalen
-Aandrighed ud af Munden -- kort sagt, han var en af disse
-Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og
-drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være lige
-klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog om den
-klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i Pressen,
-havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham i sit
-Hjem.
-
-Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde med
-sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af disse
-Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans Mod, skønt
-denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne
-og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.
-
-Hvad Dyhring -- Journalisten -- angik, saa kunde Per ikke blive
-klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse Maade,
-hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke
-derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget
-ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks,
-saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for
-hinanden; og efter Bordet søgte Ivan igen at føre dem sammen og
-at faa Per til at udtale sig om sine Planer.
-
-Men Per havde ikke mindste Lyst til at snakke fornuftigt. Dertil
-var han altfor optaget af Nanny, der nu ogsaa saae forlokkende
-dejlig ud i en udringet Raasilkekjole med røde Roser i sit sorte
-Haar. Han havde haft den Ære at føre hende tilbords, og denne
-Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham uvante Pragt
-var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham overstadig. Inde i
-Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes for Herrerne,
-og hvor Onkel Heinrich med diabolsk Skadefryd lumskelig blev ved
-at fylde i hans Glas, var han paa Nippet til at gøre Skandale.
-Han slog Philip Salomon fortrolig paa Skuldren, roste hans Vine
-og udtrykte i en hel Tale sin Beundring for Husets Damer. Nogle
-af de ældre Herrer samlede sig efterhaanden om ham og havde
-deres Morskab af den unge Mand, der saa aabenbart for første
-Gang var i ordenligt Selskab.
-
-Inde hos Fru Salomon og Jakobe i Dagligstuen sad en midaldrende,
-blond Herre, der ikke røg Tobak. Det var en vis Hr. Eybert, en
-af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som Politiker af
-den liberale -- saakaldte „evropæiske“ -- Gruppe, en fordomsfri
-og kundskabsrig Mand med megen Anseelse. Blandt den salomonske
-Familjes nærmeste Omgang betegnedes han i Fortrolighed som
-Jakobes tilkommende Mand. Han var noget ude over sin bedste
-Alder, nemlig omkring de fyrre, og forøvrig Enkemand med to
-Børn. Hans Kærlighed til Jakobe var en Kendsgerning. Han lagde
-ikke Skjul paa den hverken overfor Forældrene eller overfor
-hende selv. Forældrene var begge velstemte for Partiet; Hr.
-Eybert var en prøvet Ven af Huset og dertil en meget velstaaende
-Mand, der ikke kunde mistænkes for at spekulere i et rigt
-Giftermaal. De saae desuden af forskellige Grunde gerne, at
-Jakobe giftede sig; og de var i den Henseende under stadig
-Paavirkning af Familjens Læge, en jødisk Professor, der med stor
-Aabenhed erklærede, at „det Pigebarn sgu ikke var skabt til at
-leve som Nonne“.
-
-Med den Mistænksomhed, der regelmæssig vaktes hos den aldrende
-Frier, saasnart et nyt, ungt Mandfolkeansigt dukkede op i det
-salomonske Hus, havde Hr. Eybert straks ledet Samtalen hen paa
-Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske var, der tilsidst
-var bleven saa højrøstet ved Bordet.
-
-„Det er en Hr. Sidenius … en af Ivans Venner,“ sagde Fru Salomon
-i en Tone, hvori hun ligesom indlagde en lille Undskyldning paa
-Husets Vegne.
-
-„Ja saa, -- en Sidenius! Er han ikke saadan -- lidt --?“
-
-Hr. Eybert gjorde med Fingeren en Kresbevægelse foran sin Pande.
-
-„Aa, det tror jeg dog ikke,“ svarede Fru Salomon med en lille
-Latter. „Men et noget uroligt Hoved er han vistnok.“
-
-„Det ligger i saa Fald vist til Familjen.“
-
-Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun -- tilsyneladende
-udeltagende -- havde siddet og bladet i.
-
-„Men han er jo en Præstesøn,“ sagde hun.
-
-„Ja, der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen,“
-bemærkede Fabrikanten. „Rimeligvis netop af den Grund skyder
-Slægten saa af og til nogle slemme Vildskud. Jeg erindrer, at en
-af mine Onkler, der var Proprietær i Jylland, har fortalt mig om
-en -- vistnok nu forlængst afdød -- Vendsysselpræst, der gik
-under Navnet „gale Sidenius“ og virkelig ikke synes at have
-faaet sit Epitheton ufortjent. Dersom min gamle Jyde-Onkels Ord
-staar til troende -- hvad de forresten ikke altid gjorde -- maa
-han have været noget nær en Landevejsrøver, der laa i Slagsmaal
-rundtom paa Kroerne. Jeg husker ogsaa en Historie om en Degn,
-som han engang i Drukkenskab … med Respekt at sige knappede
-Permissionerne ned paa i Menighedens Paasyn, hvorpaa han i
-Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Aands tildelte ham tre
-Næveklask, saa det rungede i Kirken. Det var jo en egen Art
-Opbyggelse! Men efter den Historie blev den gode Pastor nok
-ogsaa dømt fra Kjole og Krave og spærret inde.“
-
-Mens Fru Salomon havde smilet af denne Historie, hørte Jakobe
-paa den med et formørket Udtryk; og det var netop dette Udtryk,
-saa fuldt af Afsky, der havde opildnet Fabrikanten til en ham
-saa uvant dristig Veltalenhed og endog forledet ham til at
-kolorere lidt paa Fortællingen for at gøre den des mere
-afskrækkende.
-
-Inde fra Rygeværelset hørtes igen Pers højrøstede Tale. Jakobe
-foer formelig sammen. Lyden af denne Stemme fik hende til at
-fryse. Hun gav sig atter til at blade i sin Bog, mens et bittert
-Minde gled hende gennem Sjælen.
-
--- -- Det var for fire Aar siden paa en af Berlins store
-Banegaarde. Hun var paa Vej til sin Pension i Schweiz, og det
-var netop hendes sidste Rejse dertil; kort efter var det, hun
-havde overrasket alle ved sin pludselige Hjemkomst. Hun skulde
-her i Berlin tage mod en fra Breslau kommende Veninde, sammen
-med hvem hun skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Hun var urolig og
-nervøs. Hun vidste, at hun snart igen skulde møde hin unge
-Advokat, som hun elskede, og af hvem hun troede sig genelsket.
-Derfor havde hun ikke kunnet finde Ro derhjemme og var rejst
-bort endnu tidligere, end hun plejede. -- Idet hun nu kom ind i
-den store Jernbanehal under Glashvælvingen, saae hun noget borte
-paa Perronen en Flok ynkværdige Pjalteskikkelser, hvorom en Kres
-af Nysgerrige stod og gabede, holdt i Afstand af et Par
-Politibetjente. Paa Grund af Skikkelsernes brogede Dragter og
-sydlandske Udseende tænkte hun, at det var en forkommen
-Zigøjnertrup, som Myndighederne sendte tilbage til dens
-Hjemsted; og i sin nervøse Frygt for stærke Indtryk vendte hun
-sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en
-Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en
-Sygebaare; og paa denne laa -- blot tildækket med en Kappe -- en
-gammel, udtæret Mand, der saae sig forvildet om med et Par
-store, blodsprængte, feberglødende Øjne. Helt uhyggelig tilmode
-henvendte hun sig til en Jernbanebetjent og spurgte, hvor
-Ventesalene var. Manden saae paa hende med et uforskammet Smil
-og sagde, at det maatte hun vist kunne lugte sig til; hun skulde
-bare gaa lige efter Næsen. Saa vendte hun ham Ryggen og skyndte
-sig videre. Udenfor en Række aabnede Fløjdøre, der afspærredes
-af Politi, stod igen en Samling Nysgerrige, der strakte Hals og
-løftede sig paa Tæerne for at komme til at se. Hun maatte
-besværlig bane sig Vej gennem Sværmen, og nu mødte der hende et
-Syn, der fik hende til at standse.
-
-Derinde over en stor, halvmørk Ventesals Gulv laa eller sad
-flere Hundrede af samme Slags fantastiske Pjalteskikkelser, som
-hun havde set paa Perronen: Mænd, Kvinder og Børn, graaskæggede
-Oldinge og Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Nogle var
-næsten nøgne; mange havde blodige Bind om Panden eller Hænderne;
-alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de
-vandret dagevis i Sol og Støv. Det faldt straks i Øjnene, at den
-store, brogede Skare, hvori kun Kvindernes hvide Hovedklæder
-skabte en vis Ensartethed, var grupperet slægtsvis, havde samlet
-sig om Familjeoverhovederne, af hvilke de fleste var smaa,
-sortøjede Mænd, klædt i lange Kaftaner med Bælte omkring Livet.
-Alle havde de Stave hos sig og et eller andet Drikkekar ved
-Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle
-medførte dog lidt Køkkentøj; og enkelte Steder saae man Børnene
-sidde trofast og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der
-aabenbart indeholdt Familjegods.
-
-Jakobe stod i allerførste Øjeblik ganske uforstaaende overfor
-hele dette Optrin. Da greb hun sig med eet til Hjertet. Hun
-havde i Halvmørket derinde faaet Øje paa et Par jødiske Herrer
-med hvide Mærker om Armen, der sammen med nogle Damer gik
-omkring og uddelte Klæder og Mad. I det samme forstod hun alt.
-Mens hun grebes af Svimmelhed, gik det op for hende, at hvad hun
-her saae for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske
-Jøder, som i det sidste halve Aar var bleven ført gennem
-Tyskland for at indskibes til Amerika. Hun havde den hele Sommer
-læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var
-halvvilde af Rædsel over de Skænselsgerninger, som Pøblen under
-Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde
-øvet imod dem. Der havde staaet, at man om Natten havde svedet
-Jødernes Huse af over Hovedet paa dem, udplyndret dem indtil den
-nøgne Krop, skændet deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet
-Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, … hun havde
-hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at
-Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed,
-begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en
-Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede.
-
-„Achtung!“ lød det bag hende.
-
-Det var de to Mænd med Baaren, som nu kom tilbage og med Besvær
-banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden af de
-mange Syge, der befandt sig derinde. Bagefter dem viste sig et
-Par uniformerede Politiembedsmænd, der med den uanfægteligste
-Inspektionsmine stillede sig op i den ene Dør og et Øjeblik
-betragtede den sørgelige Scene, hvorefter de sabelraslende gik
-videre.
-
-Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, det begyndte at lyne
-rødt for hendes Øjne. Hun vaklede ind i en Førsteklasses
-Ventesal ved Siden af og snappede efter Luft. Vinduerne vendte
-ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede og lo. Sporvogne
-kimede og Hunde løb omkring og legede i Solskinnet. Hun maatte
-holde sig fast til Vindueskarmen for ikke at falde. -- -- Og
-dette var ingen Drøm! Det var Virkelighed! Disse til Himlen
-skrigende Skænselsgerninger kunde foregaa for Evropas Øjne, uden
-at en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker
-ringede Gudsfred over denne By, og Præsterne stod paa
-Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og
-Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med koldblodig
-Nysgerrighed -- ja med Skadefryd -- betragtede disse Tog af
-stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og
-ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!
-
-Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa de to
-Politiofficerer. Det var to ægte prøjsiske Løjtnantsskikkelser
-med Nakkeskilning og Slæbesabel og skinnende Sølvepauletter paa
-de brede Skuldre. Hendes Hænder knyttedes. I deres
-embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige Miner
-syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa det hele
-farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun priste sig
-lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben hos sig før,
-da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte hun, at hun
-kunde have været i Stand til at dræbe dem med egen Haand.
-
-
-Naar senere hendes Kærlighedsskuffelse havde oprevet hende, som
-den gjorde, var det, fordi denne Sjælsrystelse var gaaet
-umiddelbart forud. Den ene Ydmygelse virkede tilbage paa
-Erindringen om den anden, ja Indtrykkene af de to Begivenheder
-blandede sig efterhaanden sammen for hende og fik en
-skæbnesvanger Magt over hendes Sind.
-
-Hun havde blandt andet i hine Dage besluttet aldrig at fæste sig
-til nogen Mand. Med en Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun vilde
-ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad hun
-selv havde maattet lide paa Grund af sin usalige Fødsel. Men at
-stifte Familje med en Kristen kunde hun heller ikke tænke sig.
-Dertil hadede hun for uforsonligt dette Samfund, der i
-Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige Bøddel.
-Selve Racen skræmmede hende desuden, virkede paa hende som en
-raa Trusel. Synet af en saadan firskaaren, blaaøjet og kødrig
-Nordbo som Per vakte straks Erindringen om hine to skulderbrede
-og magtglade Officiantskikkelser, som hun endnu efter Aars
-Forløb ikke kunde mindes uden at føle Mordlyst krible hende i
-Fingerspidserne.
-
-Saa var der ogsaa det, at hun nu begyndte at føle sig gammel.
-Hun havde været voksen siden sit ellevte-tolvte Aar. Allerede i
-Trettenaarsalderen havde hun haft sin første, dybt ulykkelige og
-oprivende Forelskelse, -- hun syntes derfor, hendes Hjerte nu
-fortjente Hvile.
-
-At hendes gamle Ven Eybert holdt af hende og gerne vilde have
-hende til Kone, havde hun længe vidst. Hun for sit Vedkommende
-satte stor Pris paa at tale med ham. Saa forskellige de end var,
-besad de mange fælles Interesser -- politiske og literære -- og
-havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det meste af, hvad
-der foregik herhjemme og rundt i Verden. I Grunden kunde hun
-rigtig godt lide ham. Den lille, stilfærdige Mand med det
-glatkæmmede lyse Haar og det tynde Fuldskæg havde en velgørende,
-beroligende Indflydelse paa hende, vakte intet af den Erindring
-om bredskuldret Brutalitet, der virkede saa afskrækkende paa
-hende overfor saa mange andre Mænd. Rigtignok var der saa heller
-ikke nogetsomhelst hos ham, der vakte det kvindelige Driftsliv i
-hende. Kun naar hun engang imellem hørte ham tale til andre om
-sine to moderløse Smaa, kunde der i Dybet af hendes Hjerte røre
-sig noget, der flygtigt bragte Blodet op i hendes Kinder; ja,
-der kunde være Øjeblikke, hvor hun i Trang til at udfylde en
-Plads her i Livet og ofre sig for et Kald flygtig lod sig gribe
-af den Tanke at blive Moder for denne ensomme Mands Børn.
-
-*                *
-*
-
-En Dag i Skumringen sad Onkel Heinrich hensunken i en dyb
-Lænestol inde i Biblioteket og røg en af sine stærke, sødligt
-duftende „Manillaer“ efter Middagen. Han havde siddet nogen Tid
-alene, da Ivan kom derind og kastede sig i en Stol overfor ham.
-
-„Onkel -- jeg har noget at tale med dig om.“
-
-„Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil. Du
-veed, det inkommoderer mig at tale, naar jeg har spist.“
-
-„Men du holder heller ikke af at tale, mens du spiser, -- det
-plejer du jo at sige -- saa jeg veed virkelig ikke, hvornaar jeg
-maa snakke til dig.“
-
-„Naar jeg sover. -- Naa, men hvad er det saa?“
-
-„Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?“
-
-„Du veed, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os
-altsaa tale om noget andet.“
-
-„Saa kald det en Forretning -- eller hvad du vil,“ sagde Ivan og
-anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe under
-sig. „Ser du, der er en ung Mand, som jeg interesserer mig for …
-et Menneske, som --.“
-
-„Kort og godt -- et af dine Genier. Videre!“
-
-„Jamen dennegang tager jeg ikke fejl, Onkel! Det er absolut et
-eminent Talent. Han vil engang komme til at præstere noget
-epokegørende i sit Fag. -- Men han er fattig.“
-
-„Fattig? Ja, det er jo en af Hovedegenskaberne hos Geniet, har
-jeg forstaaet.“
-
-„Og naturligvis vil man ikke give ham Lov til at gøre sig
-gældende herhjemme. Det er jo de store Begavelsers sædvanlige
-Lod. Men jeg er forresten ikke bange. Han skal slaaes op. Jeg
-har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig at interviewe
-ham ved Lejlighed og skrive en Artikel om de store Opfindelser,
-han beskæftiger sig med.“
-
-„Med andre Ord, Ivan -- det Menneske, du der taler om, det er
-den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der optraadte
-her forleden og gjorde Skandal’ -- ham med det uanstændige Navn.
-Hvad er det nu, han hedder?“
-
-„Sidenius.“
-
-„Herr Gott von Mannheim! At et stakkels Menneske kan hedde
-saadan!“
-
-„Nu veed jeg, at han har i Sinde at rejse bort og studere i
-Udlandet en Tid.“
-
-„Er han kommen til Penge da?“
-
-„Nej, ser du, Onkel, det er netop det, jeg gerne vilde tale med
-dig om. Forstaar du, jeg vilde gerne kunne tilbyde ham de
-nødvendige Rejsepenge, som jeg veed, han mangler. Men han er en
-stolt Natur. Og saa ømfindtlig paa det Omraade, at -- -- ja, --
--- jeg er næsten sikker paa, at han vilde sige nej, naar man gik
-hen og ligefrem tilbød ham Penge. Han vilde tage det op som en
-Fornærmelse. Saadan er han.“
-
-„Saa skulde du sgu beholde dine Moneter, Ivan.“
-
-„Snak, Onkel! Det er netop den Slags Folk, der skal hjælpes. --
-Og du maa finde paa en Udvej, Onkel.“
-
-„Jeg? Er du gal?“
-
-„Jeg har tænkt mig, at jeg kunde faa dig til at være Skærmbræt
-for mig. Og det vil du nok, Onkel, naar jeg ber dig pænt om det.
-Ser du, Pengene maa tilbydes ham paa en saadan Maade, at det
-ikke støder ham … og absolut anonymt, ellers tager han dem
-aldrig. Du kan jo sige, at det er nogle Venner og Beundrere, der
-har ønsket at vise ham en Opmærksomhed, inden han rejser … eller
-du kan tilbyde ham dem som Laan … eller hvad du nu kan finde
-paa.“
-
-Onkelen skød sine buskede Bryn i Vejret og overvejede et
-Øjeblik. Det var ham i Grunden ikke imod at optræde som
-Velgører, naar det ikke kostede ham noget. Han havde desuden
-selv faaet en Smule tilovers for Per, som blandt alle Nannys
-Kurmagere syntes ham den eneste, der sad inde med Betingelser
-for at slaa sig op i Verden og blive et standsmæssigt Parti.
-
-„Hvormeget har du tænkt at fylde i den Luks?“
-
-„Hvad der behøves, for at han skal slaa igennem. Jeg har ment en
-fem-seks Hundrede Kroner. Maaske mere. Jeg har ikke sat nogen
-Grænse. Han faar anvist en Konto hos Griesmann og kan saa trække
-paa mig gennem ham.“
-
-„Du er gal, min Søstersøn! Du er ligesom din Mor og din Far og
-alle dine Søskende og din hele Familje splittergal!“
-
-„Er der Nogen, der gi’er lidt Ild?“ lød det i det samme fra
-Døren til Dagligstuen. Det var Nanny; hun stod derhenne med
-begge Hænder spændt omkring Livet og stak Overkroppen frem. En
-utændt Cigaret vippede mellem hendes Læber.
-
-Onkelen skar en Grimace.
-
-„Der kommer hun med sin Papirpatte! … Har jeg ikke sagt dig, at
-det er en væmmelig, afskyelig, nederdrægtig Stank.“
-
-„Er du i daarligt Humør, Onkel? Det var kedeligt. For der er
-noget, jeg gerne skulde snakke med dig om.“
-
-„Du ogsaa! … Snak væk! Min Middagshvile er dog komplet ødelagt
-for idag.“
-
-„Jeg har en Høne at plukke med dig, lille Ven.“
-
-„Pluk væk! Og lad det faa en Ende!“
-
-„Jeg synes, du kunde være saa taktfuld ikke at gaa gennem
-Strøget med dine Damer paa den Tid, hvor ordenlige Folk spaserer
-der. I hvert Fald skulde du vise din Familje det Hensyn at vælge
-en mindre afskrækkende Ledsagerske end det Uglebillede, jeg saae
-dig med baade idag og forleden. Vi kan ikke være bekendt, at du
-har en saa skrækkelig Smag, Onkel.“
-
-Hun havde stillet sig hen bag hans Stol, paa hvis Ryg hun
-hvilede sine Arme, mens hun sendte Strøm paa Strøm af Cigaretrøg
-ned over hans tyndhaarede Isse. Saa opbragt han end var over
-hendes Ord, rørte han sig ikke, men hengav sig med halvlukkede
-Øjne til den lille Nydelse, det var for ham at føle disse varme
-Aandepust fra de friske Pigelæber.
-
-„Har jeg ikke sagt dig, Nanny, at det er væmmeligt, afskyeligt
-at høre en ung Pige føre saadan uanstændig Tale. Forresten er
-den unge Dame, du taler om --.“
-
-„Hvadfor en ung Dame?“
-
-„Hende, du maaske har set mig gelejde en enkelt Gang -- det er
-min Værtindes Datter, en meget dannet og højst respektabel --.“
-
-„Jeg har ikke talt om nogen ung Dame. Jeg har talt om en gammel
-Hejre med røde Uldblomster paa Hatten og fede Sminkeklatter paa
-Kinderne. Og jeg siger dig, Onkel -- hende kan du ikke være
-bekendt.“
-
-„Og jeg siger dig, Tøs, at du skulde sidst snakke om, hvad man
-kan være bekendt -- du! Hvad er maaske det for Personer, du
-trækker her til Huset med dit uanstændige Koketteri? En Hr.
-Sidenius! En Bondedreng, der akkurat har faaet saa megen
-Politur, at han ikke snyder sig med Fingrene! Og hvad for et
-Fjæs der sidder paa den Fyr! Han ser grangivelig ud, som om han
-havde haft en Jomfru Næsvis til Mor og en Hanswurst til Far.“
-
-„Jeg finder ham nu smuk.“
-
-„Ja … du finder ham smuk,“ vrængede han efter hende. „Men det
-siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en Døbt, som ikke i det
-mindste er Født, saa --.“
-
-„Hvad saa, Onkel?“
-
-Han sendte hende et frygteligt Blik over Stoleryggen og sagde
-langsomt, med højtideligt Eftertryk paa hvert Ord:
-
-„Saa faar du ikke min store Brillantnaal efter min Død.“
-
-„Jamen den har du jo ogsaa lovet Jakobe, Onkel. Og Rosalie har
-ogsaa faaet Løfte paa den. Og Ivan, tror jeg.“
-
-Han foer rasende op og styrtede ud af Stuen, idet han raabte: „I
-er allesammen splittergale i dette Hus! Jeg sætter ikke mere
-mine Ben her! Her er befængt! Jeg har faaet nok. -- --“
-
-Ivan og Nanny saae lidt betuttede paa hinanden. Som sædvanlig
-vidste de ikke rigtig, om han havde talt i Alvor eller halvt i
-Spøg.
-
-Men nu kom Jakobe frem i Dagligstuedøren.
-
-„Hvad har I gjort ved Onkel? Han var jo helt ude af sig selv.“
-
-„Ingenting,“ svarede Ivan. „Du veed, han kan aldrig lide mine
-Venner, -- og nu har han ogsaa set sig gal paa Sidenius. Det er
-det hele! Jeg fortalte ham, at Sidenius tænkte paa at rejse, og
-jeg bad ham om at gøre mig en Tjeneste i den Anledning -- det
-var det hele.“
-
-„Vil Hr. Sidenius rejse?“ spurgte Nanny -- og der var noget i
-Betoningen, som fik Søsteren i Døren til at se iagttagende paa
-hende.
-
-„Han tænker paa det, ja.“
-
-Nanny spurgte ikke om mere. Som i Tanker gik hun hen og kastede
-sin halvt udrøgne Cigaret fra sig i en Malmskaal, der stod paa
-Bordet.
-
-„Jeg tror virkelig, Nanny for Alvor har faaet et godt Øje til
-Hr. Sidenius,“ sagde Jakobe om Aftenen, da hun og Moderen sad
-alene i Dagligstuen omkring den tændte Arbejdslampe.
-
-„Aa, hvor falder det dig ind!“ sagde Fru Salomon i lidt uvillig
-Tone -- som var det en Tanke, der i Stilhed ogsaa havde
-beskæftiget hende og foruroliget hende en Smule. „Hr. Sidenius
-er jo en halvt utilregnelig Fusentast. Og Nanny mangler ikke
-Forstand. -- Desuden rejser han jo nu, og dermed ophører sagtens
-vort Bekendtskab med ham.“
-
-„Jeg har nu den Tro, at det vil trække ud med den Rejse,“ sagde
-Jakobe efter nogen Tavshed, -- hun sad tilbagelænet i
-Sofahjørnet ved Siden af Moderen og saae ud for sig i en egen
-mørk Grublen.
-
-„Kære Barn, hvad kan du vide om det?“
-
-„Aa, jeg er da ikke blind, Mor! Fra det første, jeg saae det
-Menneske her, var jeg klar over, hvad han kom her for. Og han er
-vist ikke af dem, der saa hastig opgiver, hvad de har sat sig i
-Hovedet. Det siger jo ogsaa Ivan om ham. Hvad der ellers kan
-være at udsætte paa ham -- og der er jo tilstrækkeligt endda! --
-noget af en Karakter synes han virkelig at være.“
-
-Fru Salomon smilte lidt.
-
-„Jeg tror, du begynder at forlige dig med ham, Jakobe.“
-
-„Nej, det gør jeg ikke, … og det vil jeg heller aldrig kunne.
-Dertil er selve hans Person mig for meget imod. Men jeg tænker
-paa, at han jo endnu er ganske ufærdig. Ingen kan vide, hvad han
-under gunstige Forhold vil kunne udvikle sig til. Maaske vil han
-virkelig engang kunne blive en ret antagelig Mand for Nanny. I
-hvert Fald tror jeg næsten, jeg vilde foretrække ham til Svoger
-f. Eks. for et Menneske som Dyhring.“
-
-„Hør, du er dog bleven en rigtig Kirsten Giftekniv, Jakobe,“
-sagde Fru Salomon. „Forleden var det Olga Davidsen, du havde
-travlt med; og idag er det din egen Søster, du vil have afsat.“
-
-Jakobe blev rød. Hun følte sig truffet af Moderens Bebrejdelse.
-
-„Lille Mor,“ -- hun bøjede sig frem for at skjule sin
-Forlegenhed og lagde Haanden hen paa Moderens Arm -- „Du veed
-nok, det er nu engang gamle Jomfruers Svaghed.“
-
-*                *
-*
-
-Per blev i disse Foraarsmaaneder en hyppig Gæst i det salomonske
-Hjem. Vistnok var det stadig Nannys Person, der hovedsagelig
-drog ham dertil; men ogsaa det ham saa nye og fremmedartede
-Familjeliv øvede en mægtig Tiltrækning paa ham.
-
-En Aften, da han var gaaet, kunde Jakobe ikke lade være med at
-henkaste det Spørgsmaal:
-
-„Gud veed, hvad Hr. Sidenius egenlig tænker paa, naar han saadan
-sidder og ser hen for sig uden at sige noget?“
-
-Han sad og tænkte paa sit eget Barndomshjem. Han saae for sig
-Dagligstuen derhjemme, saaledes som den stod tydeligst for hans
-Erindring: i de lange Vinteraftener, naar den enlige Lampe
-brændte døsigt paa Bordet foran Hestehaarssofaen og Faderen
-halvslumrede i den stivryggede Lænestol med sin grønne Papskærm
-for Øjnene, mens Signe læste højt af Avisen og de mindre Søstre
-sad krumme over deres Stoppearbejde og hvert Øjeblik skottede op
-til Uret paa Sekretæren for at se, om Vægteren ikke snart vilde
-komme og forkynde Sengetid. Han hørte igen hine smaa Suk, der nu
-og da lød fra Soveværelset ved Siden af, og hvormed Moderen
-derinde i Sengen gav sit altid lidt beklemte Hjerte Luft. Han
-hørte den stille Kogelyd fra Lampen, lugtede Tørveosen fra
-Kakkelovnen blandet med Lugten af Pletvand eller Medicin.
-
-Hvad der slog ham ved Sammenligningen, var dog ikke særlig
-Modsætningen mellem den Rigdom, han havde for Øje, og
-Barndomshjemmets Kummerlighed. Det var meget mere en Forskel i
-Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to
-Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten
-kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon
-drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale til dem om, hvilke
-Farver og hvilket Snit der klædte dem, ja ligefrem paalægge dem
-som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandig fandt Sindene
-livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men
-aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle „Hinsidige“,
-der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor
-man regelmæssig begyndte og afsluttede Dagen med at bortvende
-sig fra Verden i Bøn og Salmesang; hvor det at pynte sig, ja
-blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person næsten
-betragtedes som uværdigt for et af Aanden genfødt Menneske, --
-han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet,
-hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens
-Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede.
-
-Dog, ogsaa selve Rigdommen havde gennem det salomonske Hjem
-faaet ny Værdi for ham. Han havde hidtil paa Bondevis betragtet
-Pengene nærmest som et Vaaben, med hvilket man -- halvt
-snigmorderisk -- hævdede sig i Tilværelseskampen. Nu aabnedes
-hans Øjne for den Betydning, gode og betryggede Livsvilkaar
-kunde faa ogsaa for et Menneskes sunde aandelige Vækst, for hans
-rolige og frie Karakterudfoldelse. Han begyndte at forstaa den
-Ærefrygt for Guldet, man tillagde Jøderne, og som alle
-rettroende Sideniuser højlig forargedes over. Han huskede sin
-Faders foragtelige Udtryk om „Mammondyrkerne“ og mindedes sin
-Religionslærer, en bleg og luvslidt Teolog, som -- idet han
-strøg Eleverne over Haaret med en Haand, der stank af Bukselomme
--- indtrængende formanede dem til aldrig at eftertragte saadanne
-Skatte, som „Rust og Møl kan fortære“. Han tænkte paa, hvorledes
-i dette lille ludfattige Land Slægt efter Slægt var bleven
-optugtet til at nære en farisæisk Ringeagt for alt „timeligt
-Gods“, og hvorledes aandelig Forkommenhed og Pjalteri og
-Snuskethed samtidig havde præget det hele Samfund, og han følte
-en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et: „Respekt for
-Pengene! Paa Knæ for Mammon … Folkenes Opretholder og Forløser!“
-
-Han følte dog godt, at denne Lysskyhed overfor Guldets Glans
-endnu ikke var gaaet ham selv helt af Blodet. Naar han saae sig
-omkring i de overdaadigt udstyrede Stuer, mærkede han ofte
-Resterne af sin medfødte Troldenatur røre sig i ham. Ja, hver
-Gang han fra dette østerlandske Solskinshjem tænkte tilbage paa
-sit eget Liv med dets triste og fattige Glæder og
-Samvittighedskampenes Kval og Uhygge, følte han med Skamfuldhed,
-at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham, et
-„Mørkets Barn“, en Underjordisk -- en Sidenius.
-
-Livet i det store, rige og selskabelige Købmandshjem, hvor saa
-mange fribaarne og formsikre Mennesker mødtes, virkede
-overhovedet paa ham som et Aandens Spejl og vakte ham til
-fornyet Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her
-Folk, hvem han følte sig underlegen. Endog i Samtale med de unge
-Piger eller deres Veninder maatte han benytte allehaande
-Kunstgreb for at dække over Manglerne ved sin Kultur og skjule
-de store Huller i sin Viden. I al Hemmelighed søgte han da ogsaa
-skyndsomst at indhente, hvad han havde forsømt i Henseende til
-almindelig Dannelse. Navnlig havde han med Iver kastet sig over
-Studiet af Nathans Bøger, som han i disse Krese saa ofte hørte
-omtalt og omstridt. Ogsaa sine højst mangelfulde Sprogkundskaber
-søgte han at hjælpe paa for ikke at staa tilskamme i et Hus,
-hvor der kom saa mange Udlændinge, og hvor selv de yngre Børn
-talte de tre evropæiske Hovedsprog med Færdighed.
-
-Derfor, skønt han stadig søgte til Huset særlig for Nannys
-Skyld, holdt han undertiden mest af at sidde og snakke med Fru
-Salomon og Jakobe, hvis Underholdning syntes ham at være mest
-belærende. Navnlig havde han faaet stor Respekt for Jakobe, der
-med lige stor Lethed kunde tale om gamle, græske Filosofer og om
-den nyeste Bismarck-Politik, og som alligevel ikke var nogen
-Blaastrømpe. Trods det lidet behagelige Indtryk, hun straks
-havde gjort paa ham, og skønt hun endnu langtfra altid viste sig
-for ham fra sin tilgængeligste Side, satte han megen Pris paa at
-tale med hende om, hvad han havde læst eller tænkte paa at læse;
-og hun paa sin Side lod sig ved en Slags Overrumpling afvæbne af
-hans Optagethed af Dr. Nathan, en Mand, i hvem ogsaa hun saae
-Landets stærkeste Personlighed og en ny Tids Herold. De havde
-her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og
-hvortil de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i
-dem begge -- Hadet til den Kirke, der havde kastet Skygge over
-deres Ungdom. Og Per gjorde ingen Røverkule af sit Hjerte. Han
-udtalte sig om sine Følelser med en naiv Aabenhjertighed, der
-efterhaanden vandt ham -- om ikke hendes Sympati, saa dog hendes
-Overbærenhed. I Virkeligheden ledede hun i denne Tid hans
-Udvikling langt mere, end hun selv anede. Men heller ikke Per
-havde nogen rigtig Forstaaelse af den Indflydelse, hendes
-overlegne Personlighed var ved at faa paa ham. Med al sin
-Respekt for hende begreb han derfor heller ikke rigtig den
-overordenlige Hyldest, hun fra visse Sider var Genstand for, f.
-Eks. paa Husets store Modtagelsesaftener, hvor saa mange af det
-liberale Partis Bedstemænd var tilstede. Mens Nanny ved saadanne
-Lejligheder foer overgiven gennem Stuerne med Literaterne
-Balling og Povl Berger og den Slags Narrefølge, samlede Jakobe
-trods sit afmaalte, til Tider afvisende Væsen Selskabets Spidser
-om sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne
-og de mange ansete Læger, der udgjorde en saa betydningsfuld Del
-af Hovedstadens allerede ganske indflydelsesrige Fremgangsparti.
-Engang hørte han endog en af disse Folk udbryde i Beklagelser
-over, at en Kvinde af saa megen Aand og med saa mange Kundskaber
-ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. „Forresten,
-hvem skulde hun gifte sig med?“ havde Manden bagefter selv
-indvendt. „Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt,
-burde jo i det mindste have en Prins. Denne kedelige Eybert er
-da i hvert Fald ikke noget for hende.“ Disse Ord gjorde, skønt
-udtalte i Spøg, et alvorligt Indtryk paa Per og paavirkede lidt
-efter lidt hans Bedømmelse ogsaa af hendes Ydre. Han maatte
-indrømme, at hun bar sig ganske stolt, og at Ansigtsprofilen
-virkelig mere var en Ørns end en Papegøjes. Han fik Øjet op for
-Skønheden i hendes lette og dog saa sikre Gang med dens
-ejendommelige, rovdyrsagtigt lydløse Fodskifte. Han lagde Mærke
-til den overlegne Maade, hvorpaa hun kunde synke ned i en
-Lænestol, -- ja, om det saa var hendes hastige Maade at pudse
-Næsen paa, slog det ham med eet, hvor fornem den var.
-
-En Aften kom de tilfældig til at være nogle Øjeblikke alene inde
-i Biblioteksværelset. Nanny var i Middagsselskab og ventedes
-først hjem om en Timestid; han var netop bleven siddende for at
-bie paa hendes Hjemkomst. De sad paa hver sin Side af det store,
-ottekantede, perlemorsindlagte Bord, Lampen stod imellem dem og
-spejlede sin gule Silkeskærm i dets mørke Plade. Jakobe sad med
-Haanden under Kinden og bladede i et Billedværk. De havde i
-nogen Tid ikke talt, da hun pludselig gjorde ham det Spørgsmaal,
-hvorledes det egenlig var gaaet til, at han, som tilhørte en
-Slægt, der var saa udpræget præstelig, havde faaet Lyst til at
-gaa den praktiske Vej og blive Ingeniør.
-
-„Synes De maaske ikke om Stillingen?“ spurgte han afledende.
-
-„Jo -- hvorfor ikke?“ sagde hun og talte med megen Varme om den
-Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert
-engang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet man ved
-saaledes at formindske Afstanden mellem Landene ved Hjælp af
-Jernbaner og Telegrafer og Dampskibe bidrog til at udligne de
-indbyrdes Forskelligheder og dermed havde gjort det første
-Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle
-Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag.
-
-Per skottede ved disse Ord et Par Gange hurtigt over til hende
-og blev lidt rød. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed
-fra det Synspunkt men følte sig overordenlig tiltalt af at se
-sit Kanalprojekt stillet i en saa ophøjet Ides Tjeneste. Han
-blev formelig lidt højtidelig stemt.
-
-Saadan gik det ham iøvrig bestandig overfor hende. Det var med
-hendes Ord som med Nathans Bøger, de kunde glimtvis ligesom
-lynbelyse fjerne og fremmede Tankeegne, saa de virkede som en
-lokkende Aabenbaring. -- -- Hvor hun er klog! tænkte han ofte,
-naar han sad overfor hende og betragtede hendes sære,
-sfinksagtige Træk, og han kunde da have en helt eventyrlig
-Fornemmelse af at sidde Ansigt til Ansigt med en ungdommelig
-Sibylle. I saadanne Øjeblikke voksede hun ud i det
-overnaturlige, blev selve Visdomsdybets uudgrundelige
-Bevogterske.
-
-„Jeg vilde ønske, jeg havde kendt Dem for længe siden, Frøken.“
-
-Skønt han havde gjort sig Umage for at lægge lidt Lystighed i
-Stemmen, hørte han godt, hvor flovt det lød. Jakobe smilte da
-ogsaa paa en Maade, der ikke kunde smigre ham. Alligevel blev
-han ved:
-
-„Ja, det var naturligvis dumt sagt. Men det er nu ikke desmindre
-sandt, -- jeg gaar virkelig i denne Tid omkring med en
-Fornemmelse af, at jeg først nu begynder at blive rigtig
-Menneske. Og det har nu De en Smule Del i, Frøken … enten De saa
-bryder Dem om det eller ej.“
-
-„Hvad Slags Skabning mener De da at have været før?“
-
-Det varede lidt, før han svarede:
-
-„Husker De ikke fra Deres danske Læsebog et Sagn om en
-Bakketrold, der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve
-mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hvergang Solen
-brød gennem Skyerne? -- Aa, jeg kunde fortælle Dem en lang
-Historie derom!“
-
-Og, bedst som de sad, begyndte han virkelig at lukke noget af
-sit Allerinderste op for hende. Overrasket af en Trang til
-Fortrolighed fortalte han hende -- omend halvt spøgende -- om
-sin Barndom og om det brudte Forhold til Forældrehjemmet.
-
-Jakobe havde i Forvejen hørt noget derom gennem Ivan. Hun blev
-lidt sky ved denne pludselige Aabenhjertighed og opfordrede ham
-ikke til at fortsætte.
-
-Nu blev de ogsaa afbrudt af Onkel Heinrich, der kom ind fra
-Forstuen. Den gamle Udhaler forsømte sjælden nogen Lejlighed,
-hvor han kunde komme til at beskue sine Niecer i stort Toilette.
-Hans første Spørgsmaal galdt da ogsaa Nanny.
-
-I det samme hørte de Vognen rulle ind i Porten, og et Øjeblik
-efter fejede Nanny ind ad Døren.
-
-Idet hun opdagede Per, standsede hun og lod med beregnende
-Langsomhed det hvide Skindslag glide ned fra de blottede
-Skuldre.
-
-Per havde rejst sig og betragtede hende lidt forvirret.
-
-Ja, vist var det et dejligt Legeme, som stod der foran ham i en
-hvid, dybt nedringet Silkekjole, endnu blussende af
-Selskabssalenes Hede og med Øjnene straalende af Festglæde. Og
-dog -- da han lod Blikket glide tilbage til Søsterens sortklædte
-Skikkelse, som sad der med Haanden tænksomt under Hagen, omgydt
-af Lampens rolige Lys, slog det ham, hvor godt Jakobe taalte
-Sammenligningen.
-
-Helt underlig tilmode tog han lidt efter Afsked og gik langsomt
-hjemad. Og midt paa Gaden standsede han og sagde halvt
-forskrækket til sig selv, idet han skød Hatten tilbage fra
-Panden:
-
-„Jamen -- du gode Gud! Kan det da være Jakobe, jeg elsker?“
-
-
-
-
-Ottende Kapitel.
-
-For at gøre sit Navn kendt af Offenligheden og derved fremme
-ogsaa sine Planer i det salomonske Hjem havde Per i nogen Tid
-tumlet med den Tanke at udgive et lille Skrift om sine Ideer.
-Det skulde være hans Svar til Oberst Bjerregrav, og Skriftet
-skulde formes som en Udfordring til det hele hjemlige
-„Ingeniørkleresi“, der havde villet kneble ham og støde ham ned
-i Mørket. De Herrer skulde faa at mærke, at der endnu var Liv i
-Rebellen.
-
-Han vilde blandt andet udvikle Nødvendigheden af en fuldstændig
-Omordning af Landets Samfærdselsvæsen. Med Tal, som man nok
-skulde lade staa, vilde han godtgøre, hvor taabeligt det var for
-et brændselsfattigt, af Havet omflydt lille Land at begunstige
-Udviklingen af et kostbart Jernbanenet i Stedet for at lægge
-Hovedvægten paa et mangearmet Kanalsystem, der kunde bringe saa
-at sige hver eneste lille By i direkte Forbindelse med
-Verdenshavnene. Han vilde hermed først og fremmest slaa til Lyd
-for sit eget Projekt, hvoraf Bogen skulde indeholde en
-fuldstændig Beskrivelse ledsaget af Tegninger og Overslag.
-
-Iøvrig var det hans Hensigt ogsaa at meddele Betragtninger af et
-videre Omfang. Ægget af de Ord, Jakobe hin Aften havde ladet
-falde om Ingeniørvidenskabens naturlige Førerstilling i Nutidens
-Kulturkamp, besluttede han at udstyre Bogen med nogle kraftige
-Indledningsord, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig
-om Landets Fremtidsopgaver.
-
-Dette Kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Saa uvant det end
-var ham at udtrykke sig med Pennen, og skønt Ortografi og
-Tegnsætning ikke var hans stærke Side, gav han sig ufortrøden i
-Kast med Opgaven. I en Stil og Tone, der var farvet af hans
-Indtryk fra Dr. Nathans Skrifter, fastslog han først det dybe
-Forfald, hvori „det akademiske Spidsborgerskab“ i Løbet af det
-sidste Hundredaar havde styrtet Nationen, og gav en mørk
-Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst
-vilde synke ned, dersom man paa Trods af sund Fornuft og andre
-Landes Erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede
-Forestillinger om Smørrets og Flæskets Velsignelser og resolut
-skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Som Modstykke
-udkastede han et livfuldt Billede af det Vidunderrige, hvortil
-en kraftig Industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe
-Landet. Mens Pennen tumlede henover Papiret, saae han i Aanden
-store Skibe dampe frem ad hans Kanalers blanke Vandveje, tungt
-ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae stolte Fabriker
-rejse sig langs alle rindende Strømmes regulerede Løb, hørte
-Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Paa den golde,
-jyske Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig
-Føde, saae han menneskemylrende Stæder, travle Nybyggerbyer,
-hvor ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind
-i Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og dets
-Aander paa Flugt.
-
-En Dag, som han sad der og glødede af Inspiration, fik han et
-overraskende Besøg. Der blev slaaet et Par rappe Slag paa hans
-Dør med en Stokkeknap, og „Direktør“ Delft aabenbarede sig i lys
-Pariserdragt, pomadiseret og parfymeret, med et blaaligt Seglas
-for det ene, stærkt skelende Øje.
-
-„De har, ved Gud, skjult Dem godt,“ sagde han uden nogensomhelst
-Indledning og saae sig mønstrende omkring i den lille, mørke
-Bagstue, hvor det flød med Papirer og Tegneruller. „Saa her er
-det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa
-Fremtiden! Det er virkelig ogsaa et Ideal af en
-Falskmøntnerhule. -- For Guds Skyld! Jeg forstyrrer Dem dog vel
-ikke i Fabrikationen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!“
-
-Per kendte hans ligefremme Udtryksmaade for godt til at
-fornærmes af den. Alligevel smilte han lidt tvungent. Han kunde
-ikke lide denne grimme Mand og følte sig ubehagelig tilmode ved
-Besøget. Hvad kan den gamle Slubbert ville mig? tænkte han.
-
-„Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?“ spurgte Hr. Delft
-med paatagen Ængstelse, efter at han havde gjort sig det
-mageligt i den eenarmede Gyngestol, som Per havde budt ham Plads
-i. „Jeg har saamænd længe ligget paa Tur ud til Dem, Hr.
-Sidenius; men mine Forretninger har ikke levnet mig Tid før nu.
-De urolige Forhold i Kina og Forviklingerne i Indien skaffer
-vort Selskab et utroligt Bryderi. Jeg maa telegrafere den hele
-Dag. -- Naa, men nu sidder jeg altsaa her for at passiare lidt
-med Dem -- hen i Vejr og Vind, som man siger.“
-
-Han gjorde her et lille Ophold i den tydelige Hensigt at spænde
-Pers Nysgerrighed. Men Per forholdt sig roligt afventende og
-spurgte ikke.
-
-Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Hr. Delft paany
-gjorde den fattige lille Stue til Genstand for en nærgaaende
-Undersøgelse gennem sit Seglas.
-
-„Har De nogensinde opholdt Dem i Kina, Hr. Sidenius? … I Indien
-maaske? … Men i Amerika har De dog vel været? … Aa, der burde
-alle unge Mænd rejse over og tage sig et Kursus i den Kunst at
-kaste sig frem i Verden.“
-
-Fornyet Pavse. Hvorefter Hr. Delfts Tone slog om og blev mere
-forsigtig.
-
-„Skulde De, Hr. Sidenius, tilfældigvis kunne erindre en lille
-Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den
-Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? De var saa elskværdig at
-udtale nogle anerkendende Ord om min Niece, hvorfor jeg meget
-takkede Dem. Jeg tillod mig ved den Lejlighed at henlede Deres
-Opmærksomhed paa den Fornøjelse, De kunde skaffe Dem ved at
-studere de mange latterlige Personager, som de unge Piger
-trækker til Huset derhenne. Naa, har jeg ikke Ret? Er det ikke
-mangen Gang et virkelig komisk Syn? Der kommer de unge Fyre
-spankulerende og gør Haneben uden at have saa meget som en lybsk
-Skilling i Lommen og med Ansigter saa uskyldige som en nyvasket
-Barnerumpe.“
-
-Per tænkte ved sig selv, at havde det ikke været for Jakobes
-Skyld, skulde den gamle Kavaler snart være kommen paa Hovedet ud
-af Døren.
-
-„Og saa er det saa dansk … ikke sandt? … saa ægtepæredansk,“
-blev Hr. Delft ufortrøden ved, idet han kastede et nyt,
-medynksfuldt Blik om paa Stuens Kummerlighed. „I andre Länder
-vilde saadan noget være en Umulighed … lod sig ganske ikke
-tænke! I Amerika f. Eks. --.“
-
-Han gav sig til at fortælle om, hvad han engang havde oplevet i
-New-York med en ung Mand, der „machte en stor Karrier“ og
-snappede en Milliardærdatter væk for Næsen af fødte Grever og
-Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i
-en Saloon.
-
-„Det unge Menneske hed Stadlmann, en Østerriger. Han var saadan
-en Slags Geni eller Charlatan, man kalder det; han vilde lave
-Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem
-Køer. Storartet Ide! Saa var det paa et Laboratorium, han gik
-der og eksperimenterte og blev bekendt med en Søn af Samuel
-Smith -- De har nok hørt det Navn -- en af Børsens Matadorer i
-Fifth Avenue, en Mand paa sine syv-otte Hundrede Millioner --
-Dollars, forstaar De! Og Samuel havde en eneste Datter paa tyve
-Aar, og, Gud forlade mig, gaar hun ikke hen og forliber sig i
-denher Stymper og vil partu gifte sig med ham. Hvad gi’er De
-mig! Naa, Fyren kom jo paa Hovedet ned ad Trapperne --
-naturligvis. Dersom en Mand som Samuel havde saadan rent ud
-foræret sin Datter bort, var han bleven til Grin i hele Unionen.
-Men nu var vi nogle Stykker, der havde observeret detteher og
-fulgt Sagens Gang, som det hedder; og vi sidder en Dag i vor
-Klub og bliver enige om, at der maa kunne laves Forretning ud af
-den Historie. Og saa dannede vi med det samme et Aktieselskab.“
-
-„Et Aktieselskab? … Paa hvad?“ spurgte Per, der var begyndt at
-lytte.
-
-„Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis … paa hans Chancer
-altsaa. Vi samlede en Aktiekapital … først paa fem, siden paa ti
-Tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung
-Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa Broadway,
-holde Tjener og Ridehest og give Soupers for Journalisterne og
-blive omtalt i Bladene … kort at sige, efter Forløb af to
-Maaneder var hans Navn bekendt over hele The Street. Saa kørte
-han en Dag hen og friede hos Samuel.“
-
-„Naa. Og fik hende?“
-
-„Nej, ikke saa meget som en afklippet Negl af hende. Samuel
-havde sin egen Spekulation med Pigebarnet. Han var selv en
-Skarnkørers Søn og vilde derfor partu have sin Datter gift med
-en Adelsmand.“
-
-„Men hvordan gik det saa med Aktieselskabet?“
-
-„Det gik meget godt. Det blev en Forretning paa sine Tohundrede
-Procent.“
-
-„Det forstaar jeg ikke. Naar Faderen kun vilde give Datteren til
-en Adelsmand --“
-
-„Ja, vi skaffede naturligvis Fyren det Adelskab. Det kostede os
-fire Tusind Dollars. Men saa var det ogsaa et af Evropas ældste
-og fineste Navne. Det gik meget nemt. Fyren leverte os Adressen
-paa en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein i hans Hjemegn,
-en fattig Djævel, som levede af at have Pensionat for unge
-Piger. Vi sender hende en lang Skrivelse med Billet til New-York
-og Retur og udbeder os hendes ærefulde Nærværelse ved den
-højtidelige Aabning af et nyt Børneasyl, som vi havde oprettet i
-filantropisk Øjemed, -- det var tre Unger fra Gaden og en
-gammel, fordrukken Negerkælling, som vi havde engageret for tre
-Maaneder, -- men det fortalte vi naturligvis ikke. Asylet skulde
-bære Kejserindens Navn, skrev vi, og være særlig beregnet paa
-Børn af østerrigske Forældre, … den kunde hun jo ikke staa for!
-Det var en guddommelig Komedie! Ved hendes Ankomst med
-Dampskibet mødte hele Interessentskabet med Blomsterbuketter og
-kørte hende i en Karet med fire Heste til en Galladinner paa
-Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne
-som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, -- det stod altsammen at læse
-i Bladene Dagen efter. Saa viste vi hende et lovformelig opsat
-Adoptionsdokument og viftede hende lidt for Næsen med en
-Tusinddollar-Check indtil hun besvimede. Seks Maaneder efter
-blev den nybagte Greve von Raben-Rabensteins Bryllup fejret med
-fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg
-kan tale med derom, for jeg var selv blandt de Indbudne og havde
-den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson
-tilbords.“
-
-Per sad foroverbøjet og snoede nervøst sit Overskæg. Hr. Delft
-havde med sin Fortælling stukket til hans ømme Sted: hans
-Pengeforlegenhed. Det var daarlig nok, at hans Midler slog til
-for hans personlige Fornødenheder i denne Tid. Hvorledes han
-skulde skaffe sig Penge til at faa sin Bog trykt -- det
-Spørgsmaal havde kostet ham meget Hovedbrud.
-
-Han havde siddet ganske rolig og med et fremkunstlet Smil hørt
-paa den vidtløftige Fortælling, der iøvrig ganske lignede de
-Røverhistorier, Hr. Delft plejede at give tilbedste efter
-Middagen i sin Svogers Hus. Han var kommen til at tænke paa, at
-det muligvis vilde være klogt at holde gode Miner med denne
-gamle Hyæne, og han overvejede nu, om ikke denne skulde kunne
-benyttes til at skaffe et Laan tilveje paa ikke altfor ublu
-Betingelser.
-
-„Det er i Grunden ingen daarlig Tanke -- saadan at lave et
-Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter. Veed De hvad, Hr.
-Direktør, den Trafik skulde De se at faa indført herhjemme. Jeg
-har bare een Indvending. Hvorfor netop spekulere i
-Ægteskabs-Chancer? De hører dog i Almindelighed til de mest
-uberegnelige. Hvorfor ikke hellere spekulere i en anden af de
-mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og
-energisk ung Mand? Hvad siger De f. Eks. om en Ingeniør med en
-eller anden god Ide … et originalt Vandbygningsprojekt f. Eks.
-…?“
-
-„Jeg indrømmer Dem,“ svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt
-Smil, „paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er
-velklingende. Det Interessentskab, jeg talte om, hed saaledes
-„Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde“. Et
-fortræffeligt Navn! Vi fik paa det et Par godtroende Spækhøkere
-til at tegne sig som Garanter.“
-
-„Bien! De mener altsaa, at der kunde være Mulighed for at faa
-dannet et lignende Konsortium her, naar en Mand f. Eks.
-fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde
-godtgjorde, at hans Plan -- om den gennemførtes med Energi --
-engang vilde kunne indbringe Millioner?“
-
-„Ja -- hvorfor ikke?“
-
-Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per mistænksom. Han vil
-lokke mig i en Fælde, tænkte han. Han kender mine Planer, og nu
-er det hans Mening at faa mig til at udlevere mig, for at han
-bagefter kan prostituere mig for Jakobe og hendes Familje.
-
-Han trak sig atter ind i sig selv og tav. Men da Hr. Delft nu
-tog til sin Hat, som vilde han gaa, blev han alligevel urolig.
-Han sagde til sig selv, at han jo dog vilde være nødt til at
-gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe Penge,
-og han besluttede at vove sig i hvert Fald endnu et lille Stykke
-frem. Men pludselig faldt der en stor Lede over ham. Han følte
-sig saa nedværdiget af disse uendelige Pengebekymringer. Han
-harmedes ved saaledes stadig at maatte gaa Snigveje og hykle og
-lyve for at skaffe sig, hvad han skulde bruge. I en Slags
-Desperation brød han med alle Betænkeligheder og sagde:
-
-„Hr. Direktør -- skal vi ikke lade al Forstillelse fare? Jeg kan
-forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece,
-og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt
-af mig i min nuværende Stilling at gøre mig Forhaabninger
-overfor en Dame med saa mange udmærkede -- baade indre og ydre
--- Fortrin.“
-
-„Meget smukt talt. Meget smukt.“
-
-„Nu vel. De har nu selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved
-givet mig nogen Berettigelse til at gøre Dem følgende ligefremme
-Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for til
-Gunst for mig at faa dannet et saadant Interessentskab som det,
-vi før talte om?“
-
-„Jeg?“ udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse
-halvt op fra Stolen.
-
-„Ja, netop De!“ vedblev Per. „Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i
-stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge … Jeg skal have Penge, om
-jeg saa skal stjæle dem.“
-
-Hr. Delft, der iøvrig troede, at det stadig var Nanny, Pers
-Planer galdt, var nu kommen derhen, hvor han vilde. Pers sidste
-Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i
-Troen paa, at Per sad inde med Betingelser for at gøre Karriere
-og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig hans Søsters
-Datter.
-
-Han lo pludselig helt fornøjet.
-
-„De er ikke ueffen. Tror jeg ikke, De foreslaar mig en Geschæft
-om min egen Niece. Naa -- Tanken respekterer jeg. Men jeg gør
-ikke Privatforretninger mere. Heller ikke med unge Piger. Men nu
-skal jeg sige Dem, hvorfor jeg er kommen. Jeg har Tillid til
-Dem, unge Mand! Jeg har Tro paa Deres Fremtid, og jeg vil hjælpe
-Dem. De trænger til Penge. De skal faa dem. Men jeg siger Dem
-straks -- her bliver ikke Tale om at betale nogen Rente eller
-saadan noget. Det er altsaa ingen Forretning, forstaar De -- saa
-kan De ellers kalde det, hvad De vil. Kender De David Griesmann,
-Overretssagføreren? Han boer i Klosterstræde. Hos ham kan De
-hæve, hvad De foreløbig har Brug for, mod Sikkerhed i -- nu ja,
-i det forventede Udbytte af Deres eminente Opdagelser,
-naturligvis. Men -- jeg siger Dem -- jeg vil have mit Navn holdt
-udenfor. Dersom Nogen spørger mig, om det er mig, der
-forstrækker Dem, siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!“
-
-Per svarede ingenting. Hr. Delfts Tone og overlegne
-Beskyttermine gjorde ham det umuligt at fortsætte Forhandlingen;
-og desuden havde han ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af
-dette altfor uegennyttige Tilbud.
-
-Da „Direktøren“ nu igen tog til sin Hat, holdt han ham derfor
-ikke længer tilbage. Han sagde blot med et Smil -- for at give
-en Slags Forklaring:
-
-„Ja, naturligvis opfatter jeg Deres Tilbud som et muntert
-Indfald. Forhaabenlig forstod De ogsaa nok, at mine Ord var ment
-i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske
-Historie.“
-
-Hr. Delft saae først lidt overrasket paa ham. Derpaa smilte han
-med sit allerubarmhjertigste Smil.
-
-„Gudbevares, Hr. Ingeniør! De har altfor ringe Tillid til min
-Opfattelsesevne. Den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem.
-Imidlertid … skulde De ved Lejlighed faa Lyst til at fortsætte
-Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har
-Kontortid mellem ti og fire. Og jeg kan forsikre Dem, han har
-megen komisk Sans … megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!“
-
-Han stod allerede med Haanden paa Dørklinken, da han atter
-vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.
-
-„Endnu et Ord, Hr. Sidenius! De har til min Søstersøn omtalt en
-Enkebaronesse von Bernt-Adlersborg, ikke sandt? Undskyld mig mit
-paatrængende Spørgsmaal … kender De noget nøjere til den Dame?“
-
-„Nej. Jeg kendte en Smule til hendes afdøde Bror. Men hvorfor
-vil De --?“
-
-„Undskyld mig! Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok
-saadan lidt … lidt morsch i Hovedet?“
-
-„Maaske. Men maa jeg spørge -- --?“
-
-„Og De havde forleden et Brev fra hende, … et venligt Brev fra
-Udlandet. Ivan har fortalt mig det. Hun havde bedt Dem om at
-besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun
-gennemgaar en Kur og først kommer tilbage til Vinter. Er det
-ikke rigtigt?“
-
-„Men for Pokker!“ udbrød nu Per utaalmodig og slog Knoen i
-Bordet. „Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?“
-
-Men uden at lade sig forskrække gik den lille grimme Mandsling
-ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og sagde:
-
-„Jo -- jeg skal sige Dem -- der kunde muligvis ogsaa her i
-Landet tænkes Folk, der kun vil gifte deres Døtre bort til Mænd
-med et adeligt Navn. Adjø!“
-
-*                *
-*
-
-Salomons var allerede i Slutningen af Maj flyttet ud til deres
-Sommerbolig „Skovbakken“, en Villa ved Kysten en Times Rejse fra
-København. Per tog gerne derud om Søndagen, naar der var aabent
-Hus, men viste sig ogsaa til andre Tider under Paaskud af at
-ville raadføre sig med Ivan om Bøgers Trykning og lignende Ting,
-der angik hans Pjece. At ikke alle i Familjen var lige glade ved
-hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit
-Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var bleven
-vraget, bekymrede ham ikke. Fra det Øjeblik, han var kommen til
-den Overbevisning, at det var Søsteren, han holdt af, og at han
-næppe forringede sine Fremtidsudsigter ved at følge sin
-Tilbøjelighed, søgte han under sine Besøg udelukkende Jakobes
-Selskab.
-
-Nu var der ulykkeligvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i
-Jakobes Følelser for ham. Tværtimod. Noget af den Uhygge, hans
-Person havde indgydt hende ved deres allerførste Møde, var igen
-bleven levende hos hende efter hin Aftensamtale i København,
-hvor han havde betroet hende sit Forhold til Forældre og
-Søskende. Saa oprigtigt hendes eget Had til Kristendommen end
-var, stødtes hun tilbage af den tilsyneladende Ro og Ufølsomhed,
-hvormed han havde omtalt den hele Sag. I sin mosaiske Ærefrygt
-for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed
-overfor de Nærmeste.
-
-Saa var der desuden kommen noget i selve hans Optræden, der
-virkede ubehageligt paa hende. Efterhaanden som han overvandt
-sin selskabelige Usikkerhed, der hidtil havde lagt en Dæmper paa
-hans Selvfølelse, ytrede der sig blandt andet en uheldig
-Tilbøjelighed hos ham til at tale i Tide og Utide. Efter at have
-læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere
-følte han øjensynlig sin Viden tilstrækkelig grundfæstet og
-kastede sig med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om
-Tidens store Frigørelseskamp. Navnlig efter Middagsbordet, hvor
-han gerne drak tæt, gav han sig uforknyt til at forkynde, ja
-næsten præke om Menneskehedens kommende Stortid og
-Naturvidenskabens Evangelier -- paa en Maade, der undertiden
-vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte ham.
-
-Han skulde absolut paa enhver Vis udmærke sig. Paa Spasereturene
-ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de
-andre Herrer i Selskabet til at gøre ham det efter. Var de ude
-at ro, tog han straks begge Aarene for at gøre sig til af sine
-Armkræfter. -- Ogsaa med sin Paaklædning stødte han an. Efter
-tarvelig fransk Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og
-fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer. Dertil
-havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen Slags dybt
-udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære Hals
-men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad der gav ham
-en vis, utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der
-ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. Nanny hoverede
-regelmæssig, hver Gang han havde været der i Besøg. Hun plejede
-at sige: „Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg
-bange for, det bliver over Bagpartiet.“
-
-Jakobe havde trods alt nærmest ondt af ham. Men da det endelig
-begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke
-Søsteren, hans Efterstræbelse galdt, og at det var for at tækkes
-hende, han saadan slog om sig med sin Kraftnatur, vidste hun
-ikke længer, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for
-aldrig mere at blive ene med ham, og hun talte til sin Broder
-om, at han maatte se at faa ham til at gøre Alvor af den
-Udenlandsrejse, der havde været talt om. Det gik ikke an, sagde
-hun, at han blev ved at komme der i Huset, før han i det mindste
-selv indsaae sin Mangel paa Kulturafslibning; og hertil vilde et
-Ophold blandt Fremmede vistnok hurtigst hjælpe ham.
-
-Tilsidst blev Bevidstheden om hans Hensigter hende uudholdelig,
-og en Dag var det nær gaaet galt. Det var i Begyndelsen af Juli.
-Familjen sad ude paa den brede, gruslagte Terrasse foran Villaen
-og nød Aftenkøligheden efter en lummerhed Dag. Man havde nylig
-rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen. Paa den
-monumentale, togrenede Marmortrappe, der førte ned til Vandet
-mellem Rosenbudskadser, løb og krøb de mindre og mindste Børn op
-og ned i hvide Dragter og store Solhatte. Det var midt i
-Blomstringstiden. Buskene blussede af Farver, og ved hvert
-Vindpust gled en Vellugtsbølge henover Kaffebordet og blandede
-sig med Duften af Philip Salomons Havannacigar.
-
-Der var ingen andre Fremmede end Husvennen, Hr. Eybert, som
-Dagen i Forvejen var kommen hjem fra sin aarlige Baderejse med
-en ny, umærkelig lille Isseplade fra Gossec i Paris. Den
-fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad
-der, brunet af Sydfrankrigs Sol, og fortalte om sine
-Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet
-undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra
-Bordet for at gennemløbe Aftenaviserne, indskød nu og da et
-Spørgsmaal eller meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed
-fulgte denne Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at
-han multiplicerede femcifrede Tal i Hovedet og opskrev Facit et
-eller andet Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog. Og alligevel
-var der ingen af dem alle, der mere bevidst end han nød Aftenens
-Fred og Rosenduften og det hele Hjemmelivs Tryghed og Glæde.
-
-Nanny var ikke hjemme. Umiddelbart efter Bordet var hun taget
-bort for sammen med en Veninde at overvære en Sommerkoncert paa
-Klampenborg, hvortil hun var bleven indbudt af Dyhring --
-Journalisten.
-
-Ved Otte-Tiden dukkede Per pludselig op. Han var i slet Lune.
-Tvunget af Nøden og i Grunden uden at vente nogetsomhelst
-Resultat deraf havde han om Formiddagen opsøgt den
-Overretssagfører Griesmann, til hvem Hr. Delft med saa mystiske
-Ord havde henvist ham; og til sin Forbavselse havde han straks
-faaet udbetalt en større Sum alene ved at nævne sit Navn og
-udstede en Kvittering. Men til Trods for, at han herved for lang
-Tid var bleven befriet for den eneste, virkelige Sorg, han endnu
-kendte og anerkendte, var han gaaet utilfreds og urolig hjem.
-Med en Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde
-han laaset Seddelbunkerne inde i sin Kommodeskuffe uden engang
-at ville eftertælle dem.
-
-Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved
-Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning. I den Sum af
-meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til den
-unge Dame, var Forfængeligheden en af de mest fremtrædende; og
-selv et mindre mistænksomt Øje end hans vilde straks have kunnet
-se, at hun var ikke saa lidt optaget af Hr. Eyberts
-Tilbagekomst.
-
-Den beregnede Skødesløshed, hvormed han derfor hilste paa sin
-Rival, kom han imidlertid til at overdrive i en Grad, saa den
-forfejlede sin Virkning og fik Hr. Eybert til at smile.
-
-„Jeg tror, jeg har været saa uheldig at gøre mig den unge Mand
-til Fjende,“ bemærkede han paa Fransk halvhøjt til Jakobe, der
--- i sin Opbragthed over Pers Opførsel -- undlod at svare.
-
-Uheldigvis opfattedes Ordene ogsaa af Per, og hans Ansigt
-falmede. Trods gentagne Opfordringer til ham om at tage Plads
-blev han staaende. Selv da Ivan skød en Stol helt hen til ham,
-satte han sig ikke. Han anbragte blot Haanden paa dens Ryg, og i
-denne Stilling blev han ved at se over paa Eybert med et
-uforskammet Blik. Der blev nogen Uro mellem de andre. Men i det
-samme kom der heldigvis nye Besøgende, og en Skandale blev
-afværget.
-
-Jakobe forvandt dog ikke hele Aftenen disse Øjeblikkes
-angstfulde Ophidselse. Hun var formelig kommen til at ryste. Og
-hun lovede sig selv, at hun nu ikke længer vilde finde sig i
-denne taabelige Drengs Anmasselser. Hun havde aabenbart allerede
-vist ham en altfor stor Overbærenhed. Dersom han endnu en eneste
-Gang vovede en saadan Opførsel, vilde hun bede Faderen forbyde
-ham Huset. Den dumme, indbildske Knægt! Hvad maatte Eybert
-tænke?
-
-Da de Fremmede var gaaet og Moderen og Jakobe nogle Øjeblikke
-havde siddet alene paa Terrassen uden at sige noget, gav den
-første sig til at tale om Eybert.
-
-„Jeg tror, han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok
-igen ikke rigtig flink.“
-
-„Saa--aa,“ sagde Jakobe og blev langsomt rød. „Det har jeg ikke
-hørt ham tale om. Det er dog vel ikke noget slemt?“
-
-„Det tror jeg egenlig ikke; men det var dog vist af den Grund,
-han tog lidt tidlig hjem. Han har jo ingen stor Tillid til sin
-Husholderske, veed du. Han er virkelig rigtig ilde stillet,
-stakkels Mand.“
-
-Det sidste syntes Jakobe at overhøre. Hun lænede sig tilbage i
-Kurvestolen med Hænderne samlede i Skødet og saae ud over
-Sundet, der laa blankt og mælkefarvet under en stor og tom og
-stjerneløs Aftenhimmel. Ovre paa Svenskekysten brændte Ruderne
-endnu i Solnedgangsskæret.
-
-Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene gerne
-saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid havde
-Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den Retning,
-hvad der forresten havde opbragt hende en lille Smule, fordi det
-havde været saa ganske overflødigt. Hendes Tanker havde i den
-sidste Maaned ganske af sig selv søgt ham hyppigere end
-nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde under
-hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet hans Selskab.
-Hun havde næsten daglig længtes … ikke alene efter deres
-fortrolige Meningsudvekslinger om alt det mistrøstende, der
-skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige
-Nærværelse, efter hans lyse Smil, hans kloge Øjne, efter den
-hele afklarede Ro, der prægede hans Væsen, og som virkede saa
-velgørende paa hende. Naar hun før var kommen til at rødme, var
-det paa Grund af det stærke Indtryk, det gjorde paa hende at
-høre om hans lille Datters Sygdom. Hun havde i det Øjeblik med
-undselig Forvirring følt, at hun allerede halvvejs betragtede
-sig som hans Børns Moder.
-
-At hun ikke elskede ham saaledes, som hun før havde elsket
-andre, vidste hun godt; men herover gjorde hun sig ingen
-Skrupler. Nu i sin modne Alder foretrak hun denne tillidsfulde
-Tryghed, hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs
-hærgende Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke et
-saadant stolt og herligt Sandhedsvidne, som hun engang i sin
-Ungdoms Overmod havde drømt om at skænke Hvile og Glæde ved sit
-Bryst, saa var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning. Og
-var han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld ikke
-af den Ufærdighed og den forlorne Mandighed, der ofte gjorde
-unge Mænd saa usmagelige.
-
-Og saa var der altid en saadan ren og god Lugt ved hans Person,
--- hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke kunde være
-sammen med Nogen uden at modtage et ganske bestemt Lugtindtryk
-af Vedkommende og lang Tid efter til sin store Plage forfølges
-deraf, undertiden som en ulidelig Hallucination. -- Per sporede
-hun i over tre Alens Afstand paa den Fattigdommens Stank af
-Hengemthed og daarlig Vadsk og gammel Tobak, der hang ved hans
-Klæder.
-
-Endelig besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende,
-endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk. Han
-var af en anset Familje, og med sine gode Formuesforhold og sin
-akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat) var han
-hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske
-Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke helt
-ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig
-med at sammensætte Ministerlister for det -- just ikke
-sandsynlige -- Tilfælde, at frisindede Anskuelser skulde blive
-repræsenterede i Regeringen, nævnte gerne hans Navn i første
-Række; og denne Udsigt til Højhed og Magtbesiddelse havde
-bestandig haft noget stærkt tillokkende for hende. Den
-Ligegyldighed for selskabelig Rang og ydre Udmærkelse, som hun
-bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som
-Klogskab og Stolthed paabød hende. I flygtige Øjeblikke kunde
-endnu Drømme om i selve Hoffets Sale at skaffe sig Oprejsning
-for sine Ydmygelser og ved Kongers og Kejseres Arm at triumfere
-over sit Blods Forhaanere faa hendes Kinder til at gløde. Dersom
-ikke hendes nøgterne Forstand hurtig havde overbevist hende om
-Fantasteriet i slige Tanker, skulde hun visselig ikke have ladet
-den stakkels Eybert gaa saalænge og sukke forgæves.
-
-*                *
-*
-
-For Pers Vedkommende fik Sammenstødet med Eybert den Betydning,
-at han besluttede sig til at fri snarest mulig. Nu, da han var
-kommen til Penge, vilde han nemlig gøre Alvor af at rejse bort
-et Aarstid for at gøre praktiske Studier rundtom i Udlandet --
-baade i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han sikre sig
-Jakobe. Han turde ikke udsætte sig for, at Hr. Eybert eller en
-anden omluskende gammel Ræv snappede hende bort under hans
-Fraværelse.
-
-At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt
-undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra
-første Færd været klar over, at han maatte gaa lempelig
-tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, … og
-forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa
-nær, at han kunde høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed
-hun i den sidste Tid omgikkes ham, opfattede han netop som et
-godt Tegn. Nu vilde han holde sig lidt paa Afstand og give hende
-Ro og Tid til at overveje, forinden han skred til Handling.
-
-En Dag fik han et Ekspresbrev fra Ivan, der glædestraalende
-meddelte ham, at den Artikel, Dyhring havde lovet at skrive om
-hans Ideer, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i
-„Falken“ allerede den næste Dag.
-
-„Tjen mig nu i“ -- skrev han -- „at gøre Dyhring en Visit. Jeg
-veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive
-af Betydning for Dem at overvinde den Uvilje, De mulig føler ved
-at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader
-kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før
-har tilladt mig at sige Dem, kære Sidenius -- Pressens Bistand
-er i vore Dage en uomgængelig Nødvendighed!!“
-
-Per sov ikke meget den Nat. Ivan havde for en Ugestid siden igen
-ført ham sammen med den ansete unge Journalist, og Per havde ved
-den Lejlighed endelig givet efter for Vennens Bønner og lukket
-lidt op for sine Hemmeligheder. Forøvrig havde han selv anset
-det for ganske klogt saaledes at berede Vejen for sit Skrift, og
-han var nu spændt paa for første Gang at se sit Navn og sine
-Tanker forkyndt for den undrende Verden.
-
-Det blev dog kun til Skuffelse og Ærgrelse for ham. I Stedet for
-den ledende Artikel, han havde ventet, fandt han paa Bladets
-tredje Side en halv Spalte trykt med Petit og underskrevet med
-et af Dyhrings mange Mærker Si’l vous plaît. At Artiklen var
-holdt i en let spøgefuld Tone, mærkede han endda slet ikke.
-Endog Overskriften „Millionærer søges“ optog han i fuldeste
-Alvor. Derimod var han højlig misfornøjet med ikke et eneste
-Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig
-ubestemt betegnet som „Planens unge, talentfulde Ophavsmand“
-eller lignende. Ogsaa var han dybt forarget over den
-overfladiske Behandling af Bekostningsspørgsmaalet, og navnlig
-blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et
-Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde
-forvirre Begreberne om Værkets Karakter og Betydning.
-
-Det havde ellers været langt fra hans Hensigt at give efter for
-Ivans Ønske om, at han skulde gøre Hr. Dyhring en Takkevisit;
-han fandt, at det snarere maatte være denne, som var ham Tak
-skyldig for Stof til en opsigtsvækkende Artikel. Men nu
-betragtede han det som sin ligefremme Pligt at bekvemme sig til
-dette Besøg for at faa den kompromitterende Decimalbrøk rettet
-hurtigst mulig. Endnu samme Formiddag søgte han derfor Dyhring
-paa hans private Bopæl, -- en elegant Ungkarlelejlighed i et af
-Byens flotteste Kvarterer.
-
-Skønt Klokken var næsten tolv, var Dyhring endnu ikke paaklædt.
-Hans Husholderske nægtede ham af den Grund hjemme; men
-Sovekammerdøren blev i det samme aabnet lidt, og Journalistens
-gyldenblonde Hoved kiggede frem med en Silkepapirspapillot
-viklet om hver af Mustachespidserne.
-
-„Ah, er det Dem!“ -- Tonen lød lidt skuffet -- „Naa ja, gaa De
-kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal straks
-være til Tjeneste.“
-
-Per fik god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis
-udskejende Luksus der gik saa mange overdrevne Rygter. Elegant
-var der uimodsigeligt. Silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset …
-Gobelinstapet … Malerier … Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter
-henkastede paa Stolene. Et Harem af Dameportrætter paa
-Skrivebordet. -- Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren
-stod aaben, saaes et festlig dækket Frokostbord med en skinnende
-hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.
-
-Per kunde ikke lade være med i sit stille Sind at anstille en
-Sammenligning mellem dette Hjem og sine egne to smaa, mørke
-Kamre -- og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Det
-var ikke, fordi han paa nogen Maade misundte et Menneske som
-Dyhring, der i hans Øjne var en halvt foragtelig Person, en
-Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller den offenlige
-Mening. Men det harmede ham, at en saadan ussel Avisskriver
-allerede havde naaet en Uafhængighed og Magtstilling, som han
-selv endnu kun kunde drømme om.
-
-Endelig kom Dyhring ind: lille og spændstig, -- en Taagænger --
-klædt i chokoladefarvede Benklæder, Safianstøfler og en kort,
-kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag.
-
-„Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste, Hr. Sidenius?“ spurgte
-han som den, der var vant til at modtage Ansøgere. „Vil De ikke
-tage Plads.“
-
-Disse to omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der
-overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og
-kastede Benene overkors, havde -- trods al ydre Ulighed -- ikke
-saa lidt tilfælles. Otto Dyhring var ligesom Per et hjemløst
-Barn. Han var Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der
-efter faa Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden
-var død for egen Haand. Slægtninge i Provinsen havde givet ham
-Naadsensbrød, og atten Aar gammel var han kommen til København
-som Student, fattig og forsømt, men -- ligesom Per -- opfyldt af
-de dristigste Forventninger og fast besluttet paa for enhver
-Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for
-Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Med en soldatermæssig
-Koldblodighed, der ikke kendte til Anfægtelser, og med en
-instinktsikker Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa
-skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i
-de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt
-og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet
-Nyhedsstof. Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med de
-Uinteresseredes vevre Smidighed havde han -- støttet af et Ydre,
-der behagede Kvinderne -- hurtig opnaaet en indflydelsesrig
-Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede
-den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets Fordømmelse.
-Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst,
-der nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om
-at spille hans Farcebearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig
-hans Bevaagenhed ved at udgive hans (af en eller anden fattig
-Sproglærer besørgede) Oversættelser; Skuespillere og
-Varietesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer,
-Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, … alle bejlede de til
-hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, for Kvindernes
-Vedkommende ved Ydelser in natura. Som en ung Gud tronede han
-højt i sin uanfægtelige Sorgløshed -- tilbedt og afskyet,
-misundt og foragtet -- levende kongeligt paa Menneskenes Dumhed,
-Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.
-
-Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet for at tjene
-Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at anbringe
-en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og for
-hurtig at blive af med ham lovede han straks at ville indføre de
-begærede Rettelser i det næste Nummer af „Falken“. Men naar Per
-først var begyndt at tale om sit Værk, var han ikke let at
-standse. Dyhring blev fortvivlet og sad tilsidst og gabede
-ganske ugenert bag sin kvindelig hvide Haand. Han fandt denne
-skvaldrende Bonde uudholdelig. Desuden ventede han Damebesøg.
-Foruden Artiklen om Per havde han i Dagsnummeret af Bladet en
-lyrisk Lovprisning af en Balletdame, der for Tiden optraadte i
-Cirkus, -- og han ventede desaarsag den ham tilkommende Tribut.
-
-Endelig brød Per op, og Dyhring gik ind i sin Spisestue, hvortil
-Døren under Besøget var bleven lukket af en usynlig Haand. Idet
-han stod paa Tærskelen, gik han bagover af Forbavselse, …
-derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med
-bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret
-Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille
-skæve Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af
-forlegen Munterhed.
-
-„Maa jeg spørge … hvordan i Alverden er de ærede Damer sluppen
-herind? Jeg har ikke hørt det ringe.“
-
-„Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrenøgle,“ svarede
-Nanny med en Dristighed, der bragte Veninden til formelig at
-snappe efter Vejret. „Forresten stod Døren aaben, … Deres
-Madamme var ved at feje derude. Hun fortalte os, at der var
-Nogen inde hos Dem, og saa bad vi hende vise os herind … Det er
-ellers rigtig gode Radiser, De holder.“
-
-Hun udsøgte sig omhyggelig en ny af Assiettens Beholdning,
-dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i
-den.
-
-„De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der
-i dette Øjeblik forlod mig?“
-
-„Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig
-ikke fejl af.“
-
-„Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen
-blot to Minutter senere, -- saa var De løbet lige i Armene paa
-ham.“
-
-„Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.“
-
-Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.
-
-„Slemme -- letsindige -- henrivende Frøken Nanny! Hvad skal man
-dog tænke om Dem?“
-
-„Aa --,“ sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa
-Bordet. „De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg
-kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem … her
-er saa mange lækre Sager. Ym … Gaaseleverpostej! Min Livret …
-Naa, men lad os komme til Forretningerne,“ afbrød hun sig selv,
-viskede sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. „Veed De,
-at det idag er sidste Dag, „Bakken“ er aaben for i Sommer? Og
-skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at
-have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De
-veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama’er.“
-
-„Men, Herregud, hvad vil De paa Bakken?“
-
-„Hvad vi vil der? … Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv, han
-spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis! Vi vil
-høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler
-og se paa Ildmanden og paa den fede Dame --.“
-
-„Naa, ikke lidt mere?“
-
-„Jo, saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne
-Estrade … Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. En
-rigtig rød og væmmelig Skrigeballon, der kan sige Bæ--æh! At De
-veed det!“
-
-Dyhring, der med sammenknebne Øjne havde betragtet den unge
-Piges svulmende Bryster og hvide Arme, som skimtedes under
-Kjolelivets klare Sommerstof, var imidlertid gaaet hende ganske
-nær og sagde nu med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde
-høre det:
-
-„Det er meget betænksomt af Dem, Frøken Salomon, at De altid
-tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den
-Dragt der, at -- --.“
-
-Han fik ikke talt ud.
-
-„Olga,“ sagde Nanny vendt mod Veninden. „Nu gaar vi. Hr. Dyhring
-begynder at blive upassende … Tjenerinde!“
-
-Hun trak med to Fingre ud i sit Kjoleskørt og nejede. Saa gik
-hun stoltserende ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.
-
-Men i Døren standsede hun, saae sig tilbage over Skuldren og
-sagde:
-
-„Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved
-Klampenborgstationen? … Men det vil jeg sige Dem, at dersom De
-sladrer af Skole og fortæller Mama, at vi har været heroppe, saa
-siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at
-kysse mig -- uden paa Munden.“
-
-„Men, Nanny, du er dog helt tosset idag,“ hviskede Veninden,
-idet hun skyndsomst trak hende med sig.
-
-Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han et Par Gange
-tankefuldt sit Sherryglas og sank hen i alvorlige Betragtninger.
-Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig
-med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt Summerne paa
-sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han nu
-ikke længer turde opsætte at gøre et godt Parti. Af de
-forskellige unge Rigmandsdøtre, overfor hvem han i den Anledning
-havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon
-ikke netop den guldvægtigste og derfor heller ikke den, han
-hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget
-den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der
-mindede mest om den Slags løse Fugle, fra hvis Omgang han endnu
-slet ikke længtes bort.
-
-Men nu ringede det igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet
-Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre end en
-vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale
-højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren
-blev slaaet op, og paa Tærskelen stod en ældre, strengt udseende
-Herre med et blussende Ansigt -- Oberst Bjerregrav.
-
-„Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende …
-Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.“
-
-„Min ærbødige Hilsen, Onkel! … Vil du gøre mig den Ære at tage
-Plads ved mit Bord?“
-
-„Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offenlig
-Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer
-siden.“
-
-„Et Glas Vin maaske?“
-
-„Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele
-ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.“
-
-„Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget
-alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at
-se herind.“
-
-„Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter
-at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For altsaa at gaa
-lige til Sagen: jeg saae tilfældig imorges paa min Barberstue
-det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et
-saakaldt Vandbygningsprojekt … en Artikel, som du rimeligvis
-kender noget til … i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din
-flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel?
-Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv
-har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med
-Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i
-Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand
-paa, saa finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde at
-advare dig mod at fortsætte dine dumme Skriverier.“
-
-„Ja, jeg har allerede hørt det, … der skal nok være indløbet et
-Par Misforstaaelser,“ sagde Dyhring smilende.
-
-„Misforstaaelser? Det hele er en kolossal Taabelighed, min Ven,
-som du for din egen Skyld skulde vogte dig for oftere at røre op
-i. Og du tager storlig fejl, dersom du mener at gøre den unge
-Mand nogen Tjeneste dermed, -- du opnaar i det højeste at gøre
-ham endnu mere storforrykt, end han er i Forvejen.“
-
-„Du kender ham altsaa?“
-
-„Kender … og kender! Fyren har jo rendt mig paa Døren med det
-taabelige Projekt. Han er aldeles løbsk!“
-
-„Saa du mener ikke, han duer til noget?“
-
-„Nu, det vil jeg ikke netop sige. Aldeles ikke sige. Men han er
-ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og
-bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre … ja at
-have en Mission som Fornyer. Mindre kan ikke gøre det! Og nu vil
-han udgive en Pjece, skriver du.“
-
-„Gør jeg det?“
-
-„Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er
-denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Der
-skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal paa alle
-Omraader reformeres og revolutioneres -- --.“
-
-„Men sig mig, Onkel, trænges der egenlig ikke til det? Jeg synes
-at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den
-nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa
-Initiativ. Ja -- hvordan er det? -- du har jo selv engang
-udgivet en Pjece, som nok skal have været temmelig skrap i
-Tonen.“
-
-„Det er en ganske anden Sag … og jeg skal have mig meget
-frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger,“ sagde Onkelen
-og blev rød helt op over Skaldepanden. „De Anker, jeg i sin Tid
-efter samvittighedsfuld Overvejelse tillod mig at rette mod
-Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel begrundede.
-Dengang, ser du, var Oppositionen ikke et Udslag af drengeagtig
-Forvorpenhed men af alvorlige og fædrelandskærlige danske Mænds
-Bekymring for Landets Fremtid. Det gør en Forskel, min Far!“
-
-„Tror du, at den Tids Magthavere netop havde den Opfattelse af
-jer?“
-
-„Ja, det tror jeg … men forresten er det aldeles ikke min Agt at
-indlade mig i nogen Diskussion med dig om de Ting. Jeg har blot
-for din egen Skyld villet advare dig mod at støtte en
-Projektmager, som kun kan gøre dig og dit Blad latterlige i alle
-sagkyndige Folks Øjne. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen
-Beundrer af din Virksomhed, men den Ros maa jeg dog give dig, at
-du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem til Nar. Og -- da
-jeg nu engang er her -- lad mig saa med det samme sige dig
-noget, som jeg længe har haft Lyst til at tale til dig om, naar
-jeg læste dine Artikler. Det har undret mig, Otto, at du med din
-Forstand og dine -- jeg kan godt sige -- ikke almindelige
-journalistiske Evner ikke har indset, hvor du staar dig selv i
-Lyset ved at arbejde ved det ryggesløse Blad.“
-
-„Har du maaske noget bedre at tilbyde mig, Onkel?“
-
-„Det siger jeg ikke. Men det kunde maaske være. -- Du veed vist,
-at Redaktør Hammer ved „Dannevang“ hører til mine gode Bekendte.
-Vi har oftere talt sammen om dig. Han anerkender, som jeg, dit
-stilistiske Talent men beklager, at du anvender det i en saa
-slet Sags Tjeneste. Jeg vilde ikke anse det for usandsynligt, …
-ja, jeg har Lov at sige, at der sikkert kunde stilles dig en
-fordelagtig Ansættelse ved Bladet i Udsigt, dersom du vilde føre
-dig lidt skikkelig op.“
-
-„Dannevang! Jamen, det er jo reaktionært, Onkel! Og tilmed
-patentpatriotisk og militærbegejstret og skrupgudeligt. -- Du
-vil da ikke, jeg skal svigte min Overbevisning?“
-
-„Din Overbevisning! Hør, min Dreng, overfor mig kan du spare dig
-al Maskering. Jeg kender dig! Og nu vil jeg sige dig endnu en
-Ting. Jeg vil gøre dig en ny Indrømmelse. Du har i sin Tid valgt
-din Levevej med et Fremblik, som jeg maa yde min Anerkendelse.
-Journalistiken synes virkelig at skulle blive som et Springbræt
-for dem, der vil tilvejrs i Samfundet. Du har naturligvis set,
-at Redaktør Lille er bleven udnævnt til Gesandt i Washington.
-Nylig sprang jo en anden Journalist op til at blive Amtmand. Det
-være nu af det onde eller af det gode, saa er det altsaa et
-Faktum, at Regeringen yder den anstændige Presse sin
-Anerkendelse ogsaa ved Embedsbesættelser og det tilmed paa den
-fordomsfrieste Maade. Den Ting synes mig værd at betænke for
-dig, Otto! Husk paa, at overalt, hvor dine Kolleger har Chancer,
-har du det i ganske fortrinlig Grad. Du bærer et Navn, der er
-vel anset i Hæren og som saadant ogsaa skattet ved Hoffet. At
-jeg er din Onkel og gerne støtter dig i enhver hæderlig Stræben,
-kan maaske ogsaa blive af en Smule Betydning for dig. Og endelig
-mangler du jo heller ikke selv Egenskaber, der vil kunne være
-dig til Gavn f. Eks. paa den diplomatiske Løbebane. Hvem veed?
-Maaske afhænger det kun af dig selv, min Dreng, om du engang
-skal blive Hr. Lilles Afløser paa Gesandtskabsposten i
-Washington.“
-
-Dyhring, der havde smilet under denne Tale, gjorde sine Øjne
-smalle og sagde ud i Luften:
-
-„Washington? … Ja, hvorfor ikke? … De amerikanske Damer skal jo
-være højst bedaarende. Og Køkkenet er vistnok i de højere
-Stænder ligesaa meget fransk som engelsk. -- Jeg skal tænke over
-det, Onkel.“
-
-Men nu havde Obersten nok. Han røg op med glødende Ansigt.
-
-„Og saadan vover du at svare mig!“
-
-„Ja, du maa undskylde mig, Onkel. Jeg kan nu engang ikke tage
-Livet saa højtideligt.“
-
-„Nej -- det er sandt,“ sagde den gamle Militær efter et Ophold,
-og hans Stemme slog over af Bevægelse. „Du kan ikke tage Livet
-højtideligere. For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse
-og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god eller daarlig
-Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød, politiske
-Ulykker, Krig og Pest og Brand -- alt er for jer kun
-Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne.
-Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet
-heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer …
-spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til
-Tilintetgørelse! Vær vis paa det!“
-
-Dyhring sad med fremstrakte Ben og Hænderne hægtede til Lommerne
-ved Tommelen. Han saae stadig ud i Luften med sine slangeagtig
-tilknebne Øjne.
-
-„Tiden vil vise det, Onkel!“
-
-*                *
-*
-
-Ude paa „Skovbakken“ var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme.
-Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de
-yngste Børn, og Nanny var stadig i Byen. Jakobe opholdt sig i
-denne Tid mest paa sit Værelse. Hun havde igen faaet en af sine
-slemme Nedstemthedsperioder, led af stærke Hovedsmerter og laa
-søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige
-Plager, dels af urolige og lidelsesfulde Tanker, fremkaldt af et
-nedværdigende, sanseligt Begær. Udmattet efter en saadan
-gennemvaaget Nat havde hun lagt sig hen paa sin Langstol og laa
-der sammenkrøben med halvaabne Øjne og Hænderne under Kinden.
-Værelset laa paa første Sal, og gennem den aabne Altandør havde
-hun Udsigt over nogle Trætoppe til et stort Stykke blaa Himmel
-med mange smaa, dunformede Skyer. Den dybe Stilhed omkring
-hende, gennemvævet som den var med Bladesuset derude fra Haven,
-dyssede hende nu og da ind i det nervøse Halvblund, hvorunder
-Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Ved den mindste Lyd
-slog hun Øjnene op og var lysvaagen.
-
-„Jakobe! Er du deroppe? … For Pokker, er der Ingen hjemme i
-dette Forstyrrelsens Hus!“
-
-Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Hun rejste sig
-langsomt, sad nogle Øjeblikke med Hænderne trykket for Ansigtet
-og gik saa derned. Hun fandt Onkelen i Havesalen. Først
-beklagede han sig med sædvanlig Ubeherskethed over at have
-maattet vente, derpaa trak han en Pakke Papirer op af sin
-Brystlomme og kastede den hen paa et Bord.
-
-„Der!“ sagde han.
-
-I Jakobes trætte Ansigt lyste det pludselig op.
-
-„Du har købt!“
-
-„Jeg har fulgt din Ordre, … jeg siger dig det nok engang: Jeg
-vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkelig
-mod det Fluepapir. I Længden er det noget Snavs.“
-
-„Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde
-jeg?“
-
-„Hvad sagde jeg … hvad sagde jeg,“ vrængede han efter hende. „I
-Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig engang, bilder I
-jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. Saa er din
-Søster dog lidt fornünftigere, hun lader sig dog sige … løber
-ikke bestandig grassat.“
-
-Jakobe trak kækt paa Skuldren, tog Papirerne -- nogle usikre
-Sukkerandele -- og puttede dem til sig. Baade hun og Nanny drev
-i al Hemmelighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og
-Onkelen var den betroede Mellemmand ved disse Omsætninger. Begge
-spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny alene
-dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det
-beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var
-det hovedsagelig Spillets Spænding, der fristede Jakobe,
-tilligemed den Triumf, det var for hende, naar hun stik imod
-Onkelens eller Avisernes Advarsler var bleven ved at vove paa en
-„Hausse“ og slap heldig derfra.
-
-Hr. Delft havde imidlertid faaet fat i Dagsnummeret af „Falken“,
-der laa paa Bordet sammen med Dagens andre Aviser. Han stod lidt
-og kiggede i det og sagde saa:
-
-„Du har vel læst Dyhrings Artikel om ham, denne Sidenius? Jeg
-tror sgu, han slaar sig op, den Fyr!“
-
-„Aa, Dyhring gør jo i Grunden bare Løjer med ham.“
-
-„Løjer -- hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne
-hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har Lykken med
-sig, den Knægt! Ved Gud, de snakker allerede om ham paa Børsen.“
-
-Det sidste var nu pure Opspind; men Hr. Delft havde i den senere
-Tid grebet enhver Lejlighed til at holde Lovtaler over Per.
-Efter at det var gaaet op for ham, at det var selveste Jakobes
-Haand, Per efterstræbte, havde han faaet meget høje Tanker om
-hans Mod og søgte efter Evne at understøtte ham i hans dristige
-Foretagende. Dertil kom, at han nærede et ganske specielt Had
-til Eybert, hvem han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde været
-i Stand til at fortrænge af Familjens Gunst; og den blotte Tanke
-om endelig engang at se denne Mand ydmyget kunde faa Øjnene til
-at spille i Hovedet paa ham af Skadefryd.
-
-Igen ved Middagsbordet blev „Falkens“ Artikel bragt paa Bane,
-dennegang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt af
-fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han
-havde paa Vejen til Stationen været inde paa Redaktionskontoret
-hos Dyhring, der -- uden at nævne noget bestemt Navn -- havde
-fortalt om Onkelens Besøg og i det hele ladet ham forstaa, at
-han havde vovet sig meget langt ud ved at tjene ham i denne Sag
-og derfor haabede at kunne gøre Regning paa en Gentjeneste ved
-Lejlighed.
-
-„De gamle Parykker begynder at blive bange!“ jublede Ivan ud
-over Bordet. „De vil paa Forhaand knuse Sidenius ved at tvinge
-Bladene til Tavshed! Men det skal ikke lykkes dem! … Og faar han
-først Luft! Gud, hvor de vil hyle!“
-
-Hverken Philip Salomon eller Fru Lea svarede noget hertil;
-navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en paafaldende
-Tavshed, hver Gang Pers Navn nævnedes. Jakobe sagde heller
-ingenting men syntes ganske optaget af at hjælpe en af de smaa
-Søskende, der havde Plads ved Siden af hende. Dog var hun
-hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav det
-Udseende af. Broderens Fortælling om de foregivne Trusler mod
-„Falkens“ Redaktion drev hende endog et Øjeblik Blodet til
-Kinderne. Hun kunde nu engang ikke høre Tale om nogen Slags
-Tvang eller Forfølgelse uden straks at flamme op. Ivans
-overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende dog hurtig, og
-det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans
-triumferende Forkyndelser.
-
-Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, fik de Besøg af
-Eybert; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde -- som
-han med en hæslig Sigtelse plejede at sige -- „ikke aande samme
-Luft som den Kviksølvæder.“ Ogsaa Nanny tog kort efter bort for
-at køre til Stationen, mens Ivan allerede straks efter Bordet
-var ilet dertil -- utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne
-skulde indeholde noget om „Falkens“ Artikel.
-
-Eybert havde lejet sig Sommerbolig der i Nærheden og var i denne
-Tid næsten daglig Gæst paa „Skovbakken“. Alligevel kom han
-dennegang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte Hundene gø, havde
-hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun
-læste Artiklen om ham, havde hun ventet at se ham. Hun kunde
-ikke tænke sig, at han skulde kunne lade Dagen hengaa uden at
-fremstille sig her med sine friske Lavrbær, -- og hun havde paa
-Forhaand følt Ubehaget ved Synet og ynket ham. I sin glade
-Overraskelse gengældte hun nu Eyberts Hilsen med et usædvanlig
-varmt Haandtryk.
-
-Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier i
-denne Tid saae saa forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver
-Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse
-som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt at gaa
-med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende til en
-Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og naar
-hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen
-hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i Haven.
-
-Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende
-frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte, naar
-de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang
-Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne
-Krigsrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet om, at
-man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde
-sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den
-nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræsentere
-Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling og
-sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet til det
-brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været Udtryk
-for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han
-dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving
-for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun havde paa
-alle Omraader en Forkærlighed for de yderliggaaende
-Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet
-paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens
-Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og
-Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at
-sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv
-en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden
-en Umulighed. Hun vilde have, at der skulde rejses en Bevægelse
-herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja
-ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte
-sig Respekt hos de store.
-
-Det var imidlertid begyndt at smaaregne. Ved Solnedgang blev
-Himlen ganske overtrukken, og de maatte søge under Tag. Inde i
-Havesalen var der bleven tændt et Par Lamper, og paa Fru
-Salomons Opfordring satte Eybert sig til Klaveret og spillede et
-Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre
-fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være
-musikalsk. Han spillede godt og navnlig korrekt og dertil med
-megen Følelse. Særlig denne Aften lagde han en saadan Ømhed i
-Foredraget, at Hensigten ikke let kunde misforstaaes.
-
-Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren
-støttet til Karmen og saae ud paa Regnen, der nu styrtede ned
-spandevis. Hun var ganske umusikalsk og blev hurtig fraværende,
-naar der spilledes. Aldeles uden Virkning listede Eybert sin
-smægtende Kærlighedserklæring ind i hendes Øre. Hun stod og
-tænkte paa, at Per alligevel ikke havde vist sig. I dette
-Tilfælde havde hun altsaa gjort ham Uret. Og hun følte sig nu
-lidt skamfuld derved. Dagens megen forherligende Tale om ham var
-i det hele ikke gaaet hende ganske sporløst forbi. Hun spurgte
-sig selv, om hun maaske havde værdsat ham for ringe og muligvis
-derfor ogsaa havde bedømt hans Væsens Egenart for strengt.
-Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang skulde rydde
-Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje lidt
-af de fødte Høvdingers Evne til at vinde Vaabenfølge. At tænke
-sig, at han havde faaet selve Onkel Heinrich lænket til sin
-Triumfvogn! -- Naa, hun var jo endelig ikke selv helt ukendt med
-den Uhyggens Magt, der udgik fra hans lyse, havkolde Øjne. Mod
-manglede han jo heller ikke. Hun skulde ikke let glemme den
-Søndag Middag, da han havde sat dem alle i Skræk ved en
-dumdristig Svømmetur. Hun havde dengang tilfældig staaet her i
-Døren og set udover Vandet og hørt Kandidat Ballings og nogle
-andre Herrers barnligkaade Pjasken og Skrigen nede omkring
-Badehuset, som laa skjult af Haven. Da saae hun pludselig hans
-mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen
-slet ikke paa, at det kunde være et Menneske, endsige, at det
-var ham. Først idet der blev gjort Anskrig fra Badehuset,
-forstod hun det, … og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens
-kolde Lyn, der i det samme jog hende nedover Ryggen fra Nakke
-til Hæl.
-
-Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere og
-ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati, et
-Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse
-ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det netop de brede
-Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der
-ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk
-skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved
-Blod og Ild.
-
-
-
-
-Niende Kapitel.
-
-I Avgust havde Per fuldført sit Kampskrift og læste det en Dag
-op for Vennen Ivan, der ikke forstod meget af det men dog var
-bleg af Betagethed og straks udbad sig Tilladelse til at bekoste
-Trykningen.
-
-Og nu skulde han altsaa berede sig til at drage ud paa sin store
-Rejse. Han havde allerede nogen Tid taget Undervisning i Sprog
-„efter en letfattelig Metode“ og mente at kunne være færdig til
-Opbrud om et Par Uger. Men forinden skulde han ifølge sin Plan
-fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette den 3die
-September, der var en Søndag. Til den Tid havde Skræderen lovet
-ham den første af hans nye Klædninger, som han havde ladet sy
-efter engelsk Mode, fordi Jakobe engang i hans Nærværelse --
-ligesom med Hensigt -- havde ytret, at hun foretrak denne for
-den franske.
-
-Han havde oprindelig tænkt at vente, indtil hans Bog var
-udkommen og var bleven omtalt i Pressen; men han var bleven
-utaalmodig efter at faa en Ende paa den Uro og Spænding, som
-Tanken om Udfaldet af dette Frieri holdt ham i. Han kunde
-tilsidst næsten ikke sove om Natten. Han havde sat sin hele
-Velfærd i Vove paa dette Tærningekast, og han blev alvorlig hed
-om Ørene en Dag paa en Kafe, hvor han traf Løjtnant
-Hansen-Iversen, der bestemt mente at vide, at Jakobes Forlovelse
-med Eybert nu var en afgjort Sag.
-
-Paa den fastsatte Dag -- en straalende Solskinsdag med et Mylr
-af Mennesker omkring alle Stationsbygningerne -- tog han
-hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe Jakobe og
-finde Lejlighed til en Samtale med hende i Enrum, forinden det
-sædvanlige Tilløb af Søndagsgæster begyndte.
-
-Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaavidt som det viste sig,
-at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To-Tiden naaede ud
-til „Skovbakken“, fandt han Huset fuldt af Fremmede. Det var
-Familjens tredjeældste Datters -- den femtenaarige Rosalies --
-Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge og en
-sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder foruden
-forskellige andre Bekendte var kommen for at lykønske. Blandt de
-sidste var den lange Kandidat Balling, Literatur-Iglen, der --
-efter uden Held at have forsøgt sin Lykke hos Nanny -- nu havde
-udset Rosalie til at faa Del i hans forventede Berømmelse.
-
-Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet
-her; det var en halvgammel, ugift Timelærer, Kandidat Israel,
-der var beslægtet med Huset paa den salomonske Side. Han var en
-lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse
-Bevægelser. Altid stod han med Hænderne stukket ind i
-Frakkeærmerne og drejede sit halvskallede Hoved og sin tynde
-Fuglehals snart til den ene, snart til den anden Side, som om
-han bestandig frygtede for at være i Vejen for Nogen. Naar man
-ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst selv
-Tilhører) skulde Ingen let falde paa, at han var den Aron
-Israel, der i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med
-selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre Viden paa
-de forskelligste Omraader. Og dog var det ikke særlig hans
-Lærdom, man tænkte paa, naar hans Navn nævnedes. Hvad der havde
-skabt hans Anseelse, var hans sjeldne Uegennyttighed, en
-Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som fortrinsvis
-træffes mellem Jøder. Hans mange Venner sagde om ham, at hans
-Sjæl var lige saa ren, som hans Frakke gerne var plettet.
-Forgæves havde man flere Gange tilbudt ham ærefulde
-Universitetsstillinger; end ikke noget Adjunktembede havde han
-villet modtage for ikke at tage Pladsen op for Nogen, der maaske
-trængte til den. Han var selv ret formuende, men levede yderst
-tarveligt og meget tilbagetrukkent, mens han i det skjulte
-bortgav store Summer, særlig til fattige Studerende. Sammen med
-to ældre, ligeledes ugifte Søstre boede han i en gammeldags
-Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue, hvis Vægge fra Loft
-til Gulv dækkedes af fyldte Reoler, var et Samlingssted for hans
-forhenværende Elever og andre unge Studerende, der søgte hans
-Vejledning, laante Bøger af ham og paa alle Maader hensynsløst
-misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet som
-Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog ikke. Kun Folk,
-der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres Karakter, kunde
-sætte ham ved Siden af en revolutionerende Aand som Dr. Nathan.
-Selv nærede han en overordenlig Beundring for denne omstridte
-Mand og traadte ofte med stor Lidenskab i Skranken for ham paa
-Grund af den Smaalighed, hvormed man ogsaa mangen Gang i jødiske
-Krese -- dels af Frygtagtighed, dels af Skinsyge -- misbilligede
-Nathans Optræden og i Bedømmelsen af hans Person heftede sig ved
-den Slags -- ganske vist komiske -- Smaaskrøbeligheder, der saa
-hyppig følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa,
-bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige
-Purpur.
-
-Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanselige Ydre,
-og som forresten heller ikke sad inde med de fornødne
-Forudsætninger for Forstaaelsen af hans Værd, havde altid
-behandlet ham ganske overlegent. Ikke desmindre havde den lille
-Mand bestandig vist ham megen Deltagelse og altid været en
-opmærksom Tilhører, naar Per efter Middagen fik Tungen løst og
-paa sin højmælte og foredragsagtige Maade udviklede sine
-Fremtidsideer. Heller ikke nu havde Per opholdt sig længe i
-Stuen, før Hr. Israel stilfærdigt nærmede sig ham og indledte en
-Samtale med ham om hans Studier.
-
-Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Hun opholdt sig paa sit
-Værelse og viste sig først, da de fleste af Gæsterne var gaaet.
-Hun havde ikke villet udsætte sig for frittende Blikke, maaske
-endog for nærgaaende Spørgsmaal af Folk, der gik og ventede paa
-hendes Forlovelse med Eybert, -- saa meget mindre, som det
-afgørende Ord i dette Forhold endnu slet ikke var bleven sagt.
-
-Det var hende selv, der havde afværget det endelige Spørgsmaal
-fra Eyberts Side. Hun ønskede at udskyde Afgørelsen, indtil Per
-var rejst. Med Skamfuldhed havde hun maattet tilstaa for sig
-selv, at han i nogen Tid havde beskæftiget hende mere, end det
-var tilladeligt i et Øjeblik, da hun stod i Begreb med at
-bortgive sig til en anden. Hun havde i de sidste søvnløse Nætter
-maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, men hun var
-overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham borte, vilde
-det være forbi med det nedværdigende Herredømme, han havde faaet
-over hendes Fantasi.
-
-Idet hun nu fik Øje paa ham i hans ny, engelske Dragt, krøb hun
-uvilkaarlig lidt sammen. Det viljespændte, forskende Blik,
-hvormed han iagttog hende, vakte straks en Anelse hos hende om
-den Beslutning, hvormed han var kommen. I Begyndelsen undgik hun
-derfor at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae, at hun
-dog næppe vilde slippe for hans Frieri, og da hun nu ogsaa selv
-ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold, bestemte hun
-sig til lige saa godt først som sidst at lade det komme til en
-Afgørelse.
-
-Hun gik ene ned i Haven og spaserede lidt frem og tilbage i en
-af Gangene nærmest Huset. Hun ventede, at han nu vilde opsøge
-hende her, hvor de jo lettest blev uden Vidner.
-
-Hendes Beregning slog til. Det varede ikke mange Minuter, før
-hun hørte hans hurtige Skridt i en af Sidegangene; og pludselig
-overfaldtes hun af Svimmelhed. Hun havde maattet standse men gik
-nu atter nogle Skridt, idet hun ligesom søgte Tilflugt ved en
-stor Stenvase, der stod opstillet bag en Bænk paa en
-vedbendbevokset Sokkel midt i den overskyggede Gang. Hun gav sig
-Udseende af her at være beskæftiget med at ordne en Slyngranke,
-der hægtede sig op ad Stenen; men hendes Hænder rystede, og
-efterhaanden som Skridtene nærmede sig, tog hendes Hjertebanken
-til, saa Solpletterne paa Gruset dansede for hendes Øjne. Nu
-hørte hun ham lige bag sig, og i det samme vendte hun sig om med
-et af Angst og Had flammende Blik.
-
-„Hvad vil De mig?“ næsten raabte hun. „Hvorfor forfølger De
-mig?“
-
-Han blottede ærbødig sit Hoved og bad om Tilladelse til at tale
-med hende et Øjeblik.
-
-Hun bød ham at fatte sig i størst mulig Korthed, hvad han med en
-ny, dyb Hovedbøjning lovede.
-
-„Men De ser saa træt ud, Frøken! Vil De ikke hellere tage
-Plads?“
-
-Han viste hen paa Bænken, der stod under Stenvasen med Ryggen
-til dens Sokkel. Hun bad ham paany om ikke at opholde hende, men
-hun kunde virkelig næsten ikke holde sig oprejst og maatte sætte
-sig.
-
-Da hun havde taget Plads, satte Per sig i hensynsfuld Afstand
-ved Siden af hende. To Minuter efter havde han friet.
-
-Han sagde, hvad han vidste, der skulde siges ved en saadan
-Lejlighed, og føjede til:
-
-„De maa være overbevist om, Frøken, at jeg ikke vilde have talt
-saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie. De maa
-ikke tro, at det bare er en flygtig Sommerforelskelse, … hvad De
-maaske kunde mene paa Grund af den forholdsvis korte Tid, jeg
-har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den er,
-har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende
-Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag, jeg første
-Gang betraadte Deres Forældres Hjem og saae Dem, begyndte der et
-nyt Liv for mig. Frøken Jakobe! Man siger om mig, at jeg ikke
-mangler Evner, -- og jeg tror det selv! Jeg indbilder mig endog,
-at man har svært god Brug for mig herhjemme. Men samtidig føler
-jeg, at uden Dem vil jeg næppe nogensinde fuldtud kunne naa,
-hvad jeg tilsigter, … jeg veed jo godt, hvormeget De allerede
-har betydet for min Udvikling. Det er da ikke alene hele min
-personlige Lykke, men min hele Fremtid og Velfærd, der bestemmes
-af det Svar, De nu vil give mig.“
-
-Han havde faaet Lov at tale ud. Hun havde ikke kunnet faa sig
-til at afbryde ham, for hun maatte nu tilstaa for sig selv, at
-det var en uværdig Trang til at høre disse Kærlighedsord, der
-havde faaet hende til at søge denne sidste Samtale med ham. Der
-var desuden noget i selve hans Stemme, der gjorde hende svag.
-Dens dybe, stærke Mandsklang overvældede og bedøvede hende.
-Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere
-uklogt aabenhjertig, end han selv vidste af, gik det ikke op for
-hende, at han i Grunden hele Tiden havde været mere opfyldt af
-sig selv end af hende.
-
-Foruroliget af hendes Tavshed og af hendes mørke og ubevægelige
-Ansigtsudtryk vedblev Per:
-
-„Jeg indser meget godt, at det er temmelig dristigt af mig at
-henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en attraaet
-Dame, smuk, klog, formuende, -- og jeg en stakkels ukendt
-Ingeniør, der endnu kun har sine Fremtidsudsigter at byde paa.
-Men det er heller ikke noget endeligt, afgørende Svar, jeg
-forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, er blot, at De vil give
-mig lidt Haab … en Smule af et Løfte med paa Rejsen ud i Verden.
-Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er Intet, jeg ikke vil vove …
-Intet, jeg ikke vil udrette … for at kunne vinde Deres Bifald!“
-
-Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt i
-Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse;
-og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte ham til
-saa vidtgaaende Indrømmelser. Men nu vidste han heller ikke mer
-at sige. Og han bøjede sig for hende som for at erklære, at han
-var beredt paa at modtage sin Dom.
-
-Jakobe tog sig endelig sammen.
-
-„Jeg bør vel i Grunden sige Dem Tak for Deres gode Mening om
-mig. Forresten er jeg ganske overbevist om, at De i høj Grad
-overvurderer Deres Følelser for mig. -- I hvert Fald,“ afskar
-hun ham hurtigt Ordet, da han vilde gøre Indsigelse, „al videre
-Forklaring er jo unødvendig, naar jeg fortæller Dem, at jeg --
-allerede er forlovet.“
-
-„Det er altsaa virkelig Tilfældet? … Og med Eybert, ikke sandt?“
-
-„Derom har De ingen Ret til at spørge,“ sagde hun kort. Hvorpaa
-hun rejste sig og gik bort. -- Som ramt af et Hjerneslag blev
-Per siddende paa Bænken og stirrede udtryksløst efter hende.
-
-Ude paa Terrassen sad Fru Salomon og Aron Israels to smaa,
-tykke, borgerlig gemytlige Søstre; de kaldte paa Jakobe, da hun
-kom forbi, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og gik op paa
-sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor Døren, trak
-hun den højre Handske af og trykkede Haandbagen mod sine Kinder
-for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede; Knæene
-dirrede under hende. At noget saadant skulde overgaa hende! Hun
-følte sig som En, der lykkelig var undsluppen en dødelig Fare …
-Hurtig og ubehersket skilte hun sig af ogsaa med den anden
-Handske og med sin Hat og kastede det altsammen hen paa Sengen
-med et Udtryk, som om hun befriede sig for noget smudsigt.
-Ganske udmattet sank hun saa ned i sin Lænestol. -- Godt, at det
-nu var overstaaet, og at hun ikke skulde se ham mere! Stuen
-begyndte at løbe rundt for hende. Hun lukkede Øjnene og trykkede
-Haanden mod Siden. Aa, denne vilde Hjertebanken! Hvor hun kendte
-den igen! Hvormange stormfulde Timer, hvormegen kummerfuld Lykke
-den hamrede tilbage i hendes Erindring!
-
-Hun blev siddende med lukkede Øjne og lod sig glide ind i en
-drømmende Stemning, ind i hint Erindringens fredhellige
-Mausoleum, hvor hendes Fortids døde Kærlighedshaab hvilede. I
-sin Skamfuldhed søgte hun at forklare sig denne Betagethed af en
-hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det slet ikke var
-ham selv, men alene de Minder, han vakte, der gød Uro i hendes
-Sind. For at bortjage Billedet af Per lod hun Fortidens store
-Skygger drage hende lokkende forbi, gennemlevede alle sine gamle
-Lidenskaber lige fra den første Gang, hun som en lille
-trettenaars Pige følte denne smertelige Vellyst under det
-venstre Bryst, og til hendes sidste, skæbnesvangre Skuffelse,
-der havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt
-Haand, der knyttes.
-
-Men nu lød Gongonen til Middag. Hun foer op og saae paa sit Ur.
-Der var virkelig gaaet næsten to Timer. Og hun havde endnu ikke
-faaet sig omklædt! -- Ja ja, saa fik det være; hun var saa
-dødsens træt. -- Og Eybert, som sikkert ventede dernede! Hun tog
-sig til Panden og blev stille et Øjeblik. Ham havde hun i disse
-Timer ikke en eneste Gang haft i sine Tanker!
-
-Størsteparten af Formiddagens Gæster var nu gaaet. Der var kun
-nogle af Fødselsdagsbarnets unge Veninder; desuden Kandidat
-Balling og Aron Israel med sine Søstre. Den første kresede med
-rejst Løvemanke omkring Rosalie, der stod glædeshoppende midt i
-Stuen og holdt Philip Salomon under Armen -- parat til at gaa
-tilbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen ved sin
-Faders Side. Eybert var ganske rigtig kommen nu. Og i den anden
-Ende af Stuen stod Per -- i tilsyneladende rolig Samtale med
-Ivan.
-
-Der skød en rasende Forbitrelse op i Jakobe, da hun fik Øje paa
-ham. Men saa kom hun til at tænke paa, at han muligvis var
-bleven her for ikke at vække Mistanke og give Anledning til
-Sladder ved en pludselig Forsvinden, og hvor pinligt det end var
-hende at skulle være sammen med ham, maatte hun i sit stille
-Sind yde ham sin Anerkendelse for en saadan Omtanke.
-
-Da man satte sig tilbords, sørgede hun dog for, at de kom til at
-sidde saa langt fra hinanden som muligt, og i det hele gjorde
-hun sig Umage for at lade, som om han ikke var tilstede. Men hun
-kunde ikke lade være med at lægge Mærke til, at han imod Sædvane
-næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en besynderlig
-tilskuestillende Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med
-Vand, som han akkurat farvede med nogle Draaber Vin. Det var
-tilsidst ikke til at tage fejl af, at han gjorde det i en
-bestemt Hensigt, at han havde planlagt et eller andet Overgreb
-og paa Forhaand vilde sikre sig mod at kunne mistænkes for at
-handle under Paavirkning af stærke Drikke.
-
-En vild Angst greb hende med eet … Hvad havde det gale Menneske
-i Sinde?
-
-Middagen gik dog tilende, uden at der skete noget, og Selskabet
-spredte sig i Haven, de unge Piger med Cigaretter, Herrerne med
-nogle store, mørke Cigarer med et Bismarckportræt paa Beltet.
-Fru Salomon, Eybert, Aron Israel og hans to Søstre havde sat sig
-ind i et lukket Bjælkelysthus, hvor Kaffen blev udskænket af
-Husmoderen personlig. Ogsaa Jakobe var tyet derind, og pludselig
-formørkedes Indgangsdøren af Pers brede Skikkelse. Hans
-Ansigtsudtryk var sorgløst og smilende, men Holdningen
-udfordrende.
-
-„Undskyld, Hr. Sidenius,“ sagde Fru Salomon, der i den sidste
-Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns
-paagaaende Ven. „Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved
-Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned.“
-
-Per trak sig tavs tilbage, og Jakobe saae overrasket hen paa
-Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for at have faaet ham
-bort, følte hun sig dog lidt stødt af hendes Tone. Skulde hun
-ane noget? Umuligt var det ikke. Moderen havde aarvaagne Øjne.
-
-Forresten var hun fast bestemt paa, dersom Per fremtidig ikke af
-egen Taktfølelse holdt sig borte fra Huset, da selv at
-underrette Forældrene om hans Frieri. Hun vilde for enhver Pris
-forskaanes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun lagde
-sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets Bjælkevæg,
-lukkede hun et Øjeblik sine Øjne i en dejlig Forudfølelse af den
-Fred, hun igen vilde faa, naar hun vidste sig sikret mod Synet
-af ham.
-
-I det samme hørte hun hans Navn nævnet. Det var Aron Israel, der
-i al Troskyldighed havde givet sig til at tale om „Falkens“ to
-Uger gamle Artikel om hans Ideer og meget begejstret udtalte sig
-om „disse dristige og fantasifulde Fremtidsplaner for Land og
-Folk.“
-
-„Jeg er … naturligvis … ikke istand til at sige … til at dømme
-om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig,“ sagde den lille
-Mand paa sin underlig stammende og forlegne Maade. „Men Hr.
-Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning af vor
-ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore … som man vel
-altsaa maa sige … hidtil ubenyttede … eller … maaske snarere …
-hidtil upaaagtede naturlige Hjælpekilder har særegne Betingelser
-for at blive et Industriland af Rang, især naar de moderne
-Maskiner, han taler om … disse Bølgemaskiner og Vind-Motorer
-eller hvad det er, han kalder dem … engang har naaet fuld
-Udvikling. Som sagt, jeg drister mig ikke til at have nogen
-Mening om den tekniske Side af Sagen; men der synes mig at være
-noget saare tiltalende ved selve Tanken … saaledes at forvandle
-de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og
-Landets Ødelæggere … Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft-Uroen i det
-hele … at forvandle dem til vor sande Rigdomskilde, et
-uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil
-fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som
-et Eventyr.“
-
-Hans Ord vakte nogen Uro rundt om blandt Tilhørerne. Eybert sad
-og smilede lidt nervøst. Fru Salomon bød mere Kaffe. Kandidat
-Balling, der nu ogsaa var kommen derind, saae med Medynk paa
-Taleren. Selv de to gamle Frøkner Israel fik efterhaanden en
-Fornemmelse af, at Broderen havde vovet sig ud paa utryg Vej. Da
-han tav, blev der en længere Stilhed.
-
-Det var Eybert, der følte sig kaldet til at bryde den.
-
-„Ja Eventyrdigtning, kære -- den har vi jo sjelden Mangel paa
-hertillands.“
-
-„Hør!“ lød det med et Løvebrøl fra Balling, hvis Blodtørst
-vaktes, saasnart han hørte Nogen blive rost.
-
-Opmuntret af denne Tilslutning vedblev Eybert:
-
-„At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været vor
-Nationalskavank, og det har sandelig -- baade politisk og
-kommercielt -- været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed,
-hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket
-Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som
-Fantaster i dette Land.“
-
-Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa
-sagde han, ligesom undskyldende:
-
-„Ja -- mon der ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa? Jeg
-mener, holder ikke … gennemgaaende … vore unge Mænd sig i deres
-Stræben endogsaa paafaldende lavt ved Jorden? Jeg har som Lærer
-nogen Lejlighed til at lære vor Ungdom ret nøje at kende; og det
-har ofte forbavset mig, hvor sjelden deres Indbildningskraft
-beherskes af noget, der ligger udenfor Dagliglivets snevreste
-Rammer. I ni af ti Tilfælde gaar deres Fremtidsdrømme ikke ud
-over en eller anden ret beskeden Samfundsstilling, et
-Borgmesterembede, en indbringende Lægepraksis, en hyggelig
-Præstegaard paa Landet. Der synes mig derfor noget interessant …
-noget tiltrækkende ved at træffe en ung Mand, der som Hr.
-Sidenius sætter sit Maal saa højt … saa fantastisk stort, om De
-vil -- --.“
-
-„Jeg vil ikke strides med Dem om det enkelte Ord,“ afbrød Eybert
-ham ret hvast, mens Fru Salomon igen bød Kaffe og de to Frøkner
-Israel hemmelig forsøgte ved Tegn at faa Broderen til at
-standse. „Maaske maa man virkelig snarere kalde os et drømmesygt
-Folk end netop et fantastisk. Resultatet er i hvert Fald --
-desværre -- det samme.“
-
-Disse Ord bekræftede Balling med et Udtryk fra sin Citatsamling:
-
-„Ja, vi er et Taagefolk med uklare Hjerner og slappe Viljer,“
-udslyngede han uden dog at antyde noget Anførselstegn. Til
-Gengæld rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.
-
-Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om de
-andre vilde sige mere. Saa sagde han:
-
-„Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener … har
-ikke de største Mennesker væsenlig faaet deres Værd for os ved
-deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet har udført en
-Stordaad i Verden uden først at have drømt den? I Grunden vikler
-vel al Virkelighed sig ud af vore Fantasier, og --“
-
-„Gud bevares!“ lo Eybert. „Det er en anden Sag! Naar man ikke
-nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at realisere,
-saa --.“
-
-„Ja -- jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i hvert
-Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting. Jeg
-mener … er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet … dens
-Fader og Moder, kunde man maaske sige … Spor af en
-hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der kan faa Personligheden til
-at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse, Vane, Arv
-og andre Tilfældigheder har afstukket … og saaledes paa en Maade
-… i hvert Fald tilsyneladende … sprænge Naturens Skranker. Selv
-om det f. Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre
-sine dristige Fantasier … hvad unægtelig er det sandsynligste …
-saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans
-personlige Udvikling, hvilket dog … ideelt set … maa siges at
-være det vigtigste.“
-
-„Undskyld, mine Herrer!“ afbrød Fru Salomon lidt nervøst; hun
-havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et
-anstrengt Udtryk i Øjnene. „De maa ikke tage mig det ilde op,
-men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder
-for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken.“
-
-Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op.
-Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da hun
-var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet Terrassen
-foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med Haanden paa
-Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet.
-
-Vognen -- en Charabanc -- holdt udenfor Forstuetrappen, og
-Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med to af
-de halvstore Børn ved Siden. Da det kom til Stykket, foretrak
-Rosalie og hendes Veninder at blive hjemme og spille Kroket, og
-Kandidat Balling vilde derfor heller ikke med. Ligeledes
-undskyldte baade Aron Israel og Onkel Heinrich sig, fordi de
-ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Nanny, hvem Faderen
-nu spurgte om, var ikke til at finde; hun var gaaet bort straks
-efter Middagen, fordi hun havde sat Dyhring Stævne ved
-Stationen. Der blev saaledes god Plads baade til Per og Ivan,
-hvilket var ganske imod Fru Salomons Beregning. Endnu i sidste
-Øjeblik søgte hun at blive dem kvit ved at henstille til dem at
-følge Ballings Eksempel og vise sig galante overfor de unge
-Piger; men Per lod, som om han ikke hørte det, og satte sig med
-hele sin Vægt paa en af Yderpladserne.
-
-Solen var i sin Nedgang. Himlen lyste rødt over Skoven; der
-rørte sig ikke en Vind. Først kørte de et Stykke ud ad
-Strandvejen, saa drejede de ind i Skovens Skumring, hvor Philip
-Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa de sandede Veje.
-
-Passiaren i Vognen gik hele Tiden livlig, særlig var Eybert
-meget underholdende. Per derimod mælede ikke et Ord. Han sad
-ubevægelig ret op og ned; kun Øjnene flyttede sig urolig, og
-Farven paa hans Kinder skiftede idelig. Siden om Formiddagen, da
-Jakobe gik fra ham derude i Haven, og efter at den første
-Virkning af hendes Svar havde fortaget sig, havde han stadig
-gentaget den samme Sætning for sig selv: „Jeg vil endnu ikke
-give tabt“. Han havde opbygget alt for meget paa denne
-Forhaabning til straks at kunne opgive den. Det syntes ham, at
-selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen, dersom
-Lykken svigtede ham her. -- Og dog, alle disse Bekymringer for
-Fremtiden var i Løbet af Dagen trængt mere og mere tilbage i
-hans Sind af Sorgen eller Skuffelsen over ikke at eje Jakobes
-Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personlig betød saa
-meget for ham. Skønt han stadig godt kunde se, at hun ikke var
-nogen egenlig Skønhed, var den Tanke ham nu uudholdelig, at
-nogen anden skulde besidde hende. Egenkærligheden og hans
-saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op
-til den Indbildning, at han virkelig elskede hende. For første
-Gang i sit Liv syntes han at forstaa Ordet Tilbedelse. Som han i
-dette Øjeblik saae hende for sig, med det smalle, blege Ansigt
-indrammet af mørke Haarbølger, paa en Baggrund af luende
-Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træstammer, blev hun et
-helligt Væsen for ham, og han var ude af sig selv ved Tanken om,
-at den klamme Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde
-vanhellige denne skønne, stolte Jomfruelighed, at overhovedet
-nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte Øjnes
-uudgrundelige Sibylleblik til at briste i jordisk Elskovsfryd!
--- Men det skulde heller ikke ske. Med sammenbidte Tænder gentog
-han for sig selv, at han ikke vilde give tabt. Hans Livsløsen
-„Jeg vil“ skulde nu staa sin Prøve. Saa fik det gælde Knald
-eller Fald!
-
-Hvad han egenlig havde i Sinde at foretage sig for at tiltrodse
-sig Jakobes Gunst, vidste han endnu ikke. Han vilde i saa
-Henseende lade Tilfældet raade og blindthen give sig sine
-Indskydelser i Vold. En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge
-paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og nu paa
-Køreturen mente han at kunne spore, at Jakobe følte sig lidt
-besværet af Hr. Eyberts Elskværdigheder og undertiden maatte
-lægge Baand paa sig for ikke at blive utaalmodig over den ret
-fortrolige Tone, han allerede tillod sig overfor hende. Nu
-gjorde han en ny Iagttagelse. Ved et af de røde Skovled, der
-aabnedes for dem, stod en fattig Kone og falbød Blomster; Eybert
-købte en Buket og overrakte Jakobe den med et galant Sprikvort.
-Hun tog ogsaa imod den men uden Tak; og Per lagde Mærke til, at
-hun hele Tiden holdt den nede i Skødet uden en eneste Gang at
-lugte til den.
-
-De havde imidlertid naaet Raadvad og kom nu ud af Skoven. En Tid
-kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon
-tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over
-Eremitagesletten.
-
-Aftenen var allerede vidt fremskreden. Nede i Lavningerne og
-omkring de smaa Damme drev hvide Taager. Allevegne var der
-stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd end
-en flerstemmig Sang fra et Selskab, som drog gennem Skoven et
-Sted langt borte.
-
-Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Skulderstykker
-tættere om sig. Samtalen, der et Øjeblik var gaaet istaa, fik
-fornyet Liv ved en Flok Krondyr, der stod og græssede nær ved
-Vejen. De to gamle Frøkner Israel greb nemlig heraf Anledning
-til at fortælle en Historie om en svensk Student fra Lund, der
-havde indgaaet Væddemaal om at opløbe en Rudel af dette Kongens
-Vildt og indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som efter en
-Times vild Jagt gennem Skoven styrtede død om med et sprængt
-Hjerte.
-
-„Tror Damerne virkelig paa den Krønike?“ spurgte Eybert
-smilende. „Jeg kan erindre, at jeg hørte den som Dreng; men jeg
-havde -- ærlig talt -- allerede dengang ingen Tillid til den.“
-
-I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens
-Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i „Dagen“.
-
-„Med al Respekt -- jeg tvivler alligevel,“ drillede Eybert.
-„Selv en halvgal Svensker vilde næppe komme paa en saa forrykt
-Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig
-Besindighed til og sparet sit Hjerte.“
-
-Paa Per, som havde følt sig personlig berørt af Fortællingen,
-virkede disse Ord som en tilkastet Handske.
-
-„Jeg finder, at Historien lyder meget troværdig,“ sagde han.
-
-Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den
-udæskende Tone, hvori han talte, vakte Bemærkningen nogen
-Studsen.
-
-„Naa, saa De -- Hr. Sidenius! -- hører i dette Tilfælde ogsaa
-til de troende,“ bemærkede Eybert.
-
-„Jeg tror,“ svarede Per, „at hvad en Mand med en Smule Agtelse
-for sig selv har foresat sig, det gennemfører han -- koste hvad
-det vil!“
-
-Ved de sidste Ord søgte hans Blik Jakobe, der imidlertid hele
-Tiden havde ladet, som om han ikke var tilstede, og ogsaa nu
-saae til den anden Side.
-
-„Det lyder jo meget smukt og navnlig saare mandigt,“ svarede
-Eybert og saae smilende hen til Damerne. „Men den ubarmhjertige
-Natur har jo dog uimodsigelig sat Skranker, som selv den
-mandhaftigste Vilje bliver nødt til at respektere. Og Vorherre
-har nu engang udstyret den lige saa yndefulde som velsmagende
-Hjorteslægt med fire lange Gallopadeben, mens vi Mennesker har
-maattet nøjes med et Par Stolper, der absolut egner sig bedst
-til en sindigere Gangart.“
-
-„Talen er jo i dette Tilfælde ikke alene om Hurtighed men ogsaa
-om Udholdenhed. Og det er den sidste, der gør Underværkerne her
-i Verden. Som Ordsproget siger, Hr. Fabrikant -- den, som ler
-sidst, ler bedst!“
-
-Eybert løftede Øjenbrynene; han begyndte at forstaa den skjulte
-Trusel i Ordene. Med et medlidende Udtryk vendte han sig bort og
-svarede ikke.
-
-„Forresten,“ sagde han, idet han atter henvendte Ordet til
-Damerne. „Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i mine
-unge Dage oplevede en Historie, der minder en lille Smule om
-denne med den svenske Student, om den end fik en langt mindre
-tragisk Udgang. Jeg husker, at jeg var paa Hjemvejen fra en
-Skovtur sammen med nogle af mine Venner. Vi havde lejet en Vogn
-ved Klampenborg for at køre hjem ad Strandvejen, og en af
-Vennerne, der holdt af at gøre sig til af sin Styrke, tilbød saa
-et Væddemaal. Han vilde løbe den sidste halve Mil ved Siden af
-Vognen og forpligte sig til at følge den hele Tiden og være i
-København samtidig med os, hvor meget vi saa lod Hestene strække
-ud. Væddemaalet kom naturligvis i Stand, og da vi naaede
-Konstantia stod Manden af og begyndte at løbe. Vi havde et Par
-stivbenede Vognmandsheste for, og det var næsten ikke muligt at
-faa dem ud af deres mekaniske Luntetrav, saa der var i og for
-sig ikke noget urimeligt i Kapløbet; men allerede da min Ven
-havde løbet i fem Minuter, stønnede han som en Blæsebælg, og da
-der var gaaet ti, standsede han pludselig og erklærede
-højtidelig, at han ikke vilde løbe mere, „fordi det var Synd for
-Hestene“. Hvorpaa han -- ganske rørt over sig selv og med
-forskellige træffende Bemærkninger om det moralsk forkastelige i
-at misbruge de Umælende -- atter steg tilvogns.“
-
-Fortællingen gjorde Lykke. De gamle Damer lo, og Philip Salomon
-vendte sig om og sagde:
-
-„Dersom den Mand lever endnu, vil jeg som Bestyrelsesmedlem i
-Foreningen til Dyrenes Beskyttelse indstille ham til et
-Hædersdiplom.“
-
-Per svedte koldt af Raseri. Han følte sig overbevist om, at
-Historien var møntet paa ham; og skønt Jakobe ikke havde taget
-Del i Munterheden, martredes han af Medbejlerens Triumf og
-pønsede paa at skaffe sig Oprejsning.
-
-Da de gamle Frøkner Israel endelig blev færdig med at le, sagde
-han:
-
-„Jeg beklager Dem, Hr. Fabrikant, at De saa tidlig mistede Troen
-paa Viljekraften. Jeg faar Lyst til at spørge Dem, om der kunde
-være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden paatog sig
-at indfri Deres Ungdomsvens Ord?“
-
-Eybert løftede atter sine gule Øjenbryn.
-
-„Hvadbeha’r? Jeg forstaar Dem ikke.“
-
-„Jeg spørger, om der kunde være noget Haab for Dem om at
-genvinde Troen paa Viljekraften, dersom en anden indfriede Deres
-Ungdomsvens Ord? For i saa Fald skal jeg gerne paatage mig det.
-Og det straks paa Stedet.“
-
-Uden at vente paa noget Svar svang han sig ud over Bagsmækken og
-gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.
-
-Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:
-
-„Hr. Sidenius … jeg beder Dem … sæt Dem op i Vognen.“
-
-Men Per raabte overgiven: „Hr. Grosserer! Jeg forsikrer Dem, …
-det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt. Husk ogsaa
-paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det kan komme til at
-betyde for Gud, Konge og Fædreland, om Folketingsmanden for
-Holbæk Amts syvende genvinder sin Tro paa Viljekraften! Og for
-mit Hjerte skal De ingen Bekymringer gøre Dem. Det holder nok!“
-
-„Ligemeget, Hr. Sidenius,“ sagde Philip Salomon næsten bydende.
-„Jeg kan ikke tillade, at De løber saaledes ved Siden af
-Vognen.“
-
-„Nej, det er ogsaa bedst, jeg tager et Forspring!“
-
-Og idet han trykkede Hatten fast paa Hovedet, foer han frem i
-rasende Løb. Skønt Philip Salomon straks piskede paa Hestene for
-at indhente ham, var han efter faa Minutters Forløb ude af Syne
--- forsvunden i Taagedisen.
-
-„Det er dog virkelig for galt!“ mumlede Salomon, højrød af
-Vrede, og gav Hestene endnu et Rap.
-
-Men nu tog Fru Salomon tilorde.
-
-„Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene,“ sagde hun op til
-sin Mand. „Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig
-vel hos os og har saa -- paa sin egen Maade -- søgt en Anledning
-til at slippe bort. Han har jo ogsaa herfra den korteste Vej til
-Stationen, naar han skraar ind gennem Skoven.“
-
-Forklaringen lød naturlig nok; thi skønt Hestene endnu gik
-stærkt paa, saae man stadig ikke noget til ham; og nogen Genvej
-havde han ikke kunnet tage, da de kørte noget nær i Retning af
-„Skovbakken“, og Dyrehavshegnet desuden spærrede overalt.
-
-Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy sig
-for at tilhviske Fru Salomon en Bemærkning om den unge Mands
-Mangel paa Levemaade. Endogsaa Ivan fandt hans Indfald meget
-ilde anbragt, og Eybert tillod sig smilende en noget vovet
-Bemærkning om den mulige Anledning til Pers pludselige
-„Absentation“.
-
-Jakobe sad tavs og saae ud paa Maanen, der steg blodrød op over
-den svenske Kyst. Det saae ud, som om det hele Optrin ikke havde
-gjort synderligt Indtryk paa hende. Og dog følte hun sig dybt
-nedværdiget af det og samtidig saa underlig befriet, at hun var
-nær ved at le højt. Saa forbitret hun var bleven over Pers
-Opførsel, efter at det var gaaet op for hende, at den betød en
-bevidst, planlagt Forfølgelse -- inderst inde havde hun
-alligevel været højtideligt betaget ved at sidde saaledes og
-vente paa det ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu
-havde „Naturkraften“ udladet sig -- i en taabelig Drengestreg!
-
-De havde imidlertid naaet Springforbi og drejede igen ind paa
-Strandvejen. Hernede ved Søen luftede det lidt. Taagen blev
-holdt borte, vældige Myggesværme sydede over Hestenes Hoveder.
-
-De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt
-Hestene an.
-
-„Hvad er det? Er det ikke Louise, der kommer der? Der maa jo
-være noget paafærde.“
-
-En af Husets Tjenestepiger kom løbende imod dem henne paa Vejen.
-Endnu før hun havde naaet dem, raabte Philip Salomon:
-
-„Hvad er der? Er der hændt noget?“
-
-„Ja, det er … det er,“ stammede den stakaandede Pige. „Det er
-Hr. Sidenius.“
-
-„Er han hjemme!“ lød det med tre-fire Stemmer paa eengang.
-
-„Ja, -- og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe hen
-og hente Doktoren.“
-
-„Gud, hvad er det da?“ spurgte Ivan ligbleg.
-
-„Jeg veed ikke … Hr. Sidenius besvimede. Hr. Dyhring har givet
-ham nogle af Frøkenens Draaber; men jeg tror ikke, han er kommen
-til sin Bevidsthed.“
-
-Philip Salomon bed sig tavs i sin Negerlæbe og lod Pisken smælde
-over Hestenes Øren. Ogsaa han var bleven bleg. Alle var de tavse
-og blege, mens det i flyvende Hast gik mod Hjemmet.
-
-Allerede udenfor paa Vejen blev de modtaget af en Flok opskræmte
-unge Piger; og da de kørte op for Forstuetrappen, viste Aron
-Israel sig sammen med Balling og Nanny. Et Øjeblik efter kom
-Dyhring, og tilsidst traadte Per selv ud, endnu lidt farveløs i
-Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men med et stort Smil,
-der lod lystigt og tilfreds.
-
-„Ser De, Hr. Fabrikant, jeg holdt Ord!“ raabte han triumferende,
-endnu før Vognen var standset.
-
-„Var det et Væddemaal?“ udbrød de unge Piger i Munden paa
-hinanden og flokkede sig omkring Vognen.
-
-„Og hvad var Indsatsen -- om man tør spørge?“ sagde Nanny; hun
-stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes
-underfundige Øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe
-med et anelsesfuldt Blik.
-
-Ivan sprang straks af Vognen og fattede med ængstelig Mine om
-Pers Arm.
-
-„Men Gud, Sidenius -- De har jo været syg!“
-
-„Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig dumt
-ad. Som det jo viser sig, havde jeg ikke behøvet at skynde mig
-saa stærkt.“
-
-Nu kom ogsaa de andre af Vognen, stadig lige tavse. Philip
-Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han med sammenbidt Mine
-tilkastede ham Tømmerne:
-
-„Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte hende henne paa Vejen.
-Sig hende, at Doktoren ikke behøver at ulejlige sig herhen.“
-
-I de følgende Minutter var det hele Selskab samlet i den
-halvmørke Forstue, hvor Ungdommen højrøstet drøftede
-Begivenheden med den overstadige Livlighed, der gerne afløser en
-overstaaet Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig
-bleven ellevild af Begejstring for Pers Bedrift og maatte Gang
-efter Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der
-var kommen gaaende ovre fra Skoven, havde truffet ham paa
-Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et Øjeblik
-efter var besvimet inde i Dagligstuen.
-
-Henne under Knagerækken stod Eybert og hjalp Jakobe af med
-Overtøjet. Hans Øjne hvilede mistænksomt paa hende, mens han med
-en tøvende Bevægelse tog Skindslaget fra hendes endnu dirrende
-Skuldre.
-
-„Jeg tror, jeg er kommen til at fryse paa Turen,“ sagde hun for
-at forklare denne ubetvingelige, nervøse Skælven, der formelig
-fik Tænderne til at slaa sammen i hendes Mund. Straks efter gik
-hun op ad Trappen for at komme til sit Værelse.
-
-Skønt Per lo og talte højt, som om han slet ikke tænkte paa
-hende, havde han ikke et Øjeblik sluppet hende afsyne. I sin
-dødelige Ophidselse havde han gjort sig selv det Løfte, at han
-endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde bryde
-ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer. Og da han nu
-fik Øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig i
-Vindueskarmen og glemt at tage med, greb han straks dette som en
-Anledning til at nærme sig hende.
-
-„Frøken Jakobe! Deres Blomster!“ raabte han efter hende.
-
-Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen med Buketten.
-
-Han kom dog ikke helt op. Jakobe var netop naaet til det øverste
-Trin, hvorfra hun nu -- uden at vende sig om, endogsaa uden at
-sige Tak -- strakte Haanden ud efter Blomsterne.
-
-Men i Stedet for at give hende dem greb han fast om hendes
-Haand; og -- efter at have forvisset sig om, at der ingen var
-paa Gangen deroppe -- kyssede han den med Heftighed. Hun sank i
-Knæ. Hun mægtede end ikke at rive Haanden til sig. Og da han
-mærkede det, var han i næste Nu helt oppe hos hende og sluttede
-hende i sine Arme.
-
-„De elsker mig!“ hviskede han over hende. „Ikke sandt? De vil
-være min?“
-
-Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende
-i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig ud i
-Luften efter hans.
-
-„De vil være min?“ gentog han. „Er det sandt?“
-
-„Ja, ja,“ hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu
-ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.
-
-„Jeg kommer igen imorgen Formiddag … Vi tales da nærmere ved.“
-
-Han krystede hende paany, var saa i et Par Spring nede af
-Trappen og stod igen mellem de andre i Forstuen.
-
-Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et halvt
-Minut. Og Per var fra samme Øjeblik, han vidste Sejren vunden,
-atter helt sig selv. Han snakkede løs, som om der ingenting var
-sket, og fulgte med de andre ind i Havesalen, hvor nu Teen blev
-anrettet.
-
-Dog, lidt efter lidt meldte Eftervirkningen sig af den voldsomme
-Spænding. Nu, da Dødsspringet var lykkedes, forstod han næsten
-ikke, at han havde vovet det. Naar han saae sig tilbage,
-sortnede det for hans Øjne. Og vendte han Blikket ud mod
-Fremtiden, grebes han af ny Svimmelhed. Han kunde ligesom endnu
-ikke rigtig tro paa Begivenheden. Var det virkelig muligt, at
-han nu for alle Tider var Pengesorgen kvit, at han -- Per
-Sidenius, den fattige Præstesøn -- nu var den tilkommende
-Medejer af en Million! Ja, det var jo fuld Virkelighed!
-Tryllestaven holdt han i sin Haand! Verden havde aabnet sig for
-ham med alle sine eventyrlige Herligheder!
-
-Til Trods for, at det lykkedes ham ganske godt at skjule sin
-Sindsbevægelse, var der adskillige af de Tilstedeværende, særlig
-blandt de ældre, der fik en Fornemmelse af, at der maatte være
-forefaldet noget afgørende deroppe paa Trappen; og den
-Omstændighed, at Jakobe ikke lod sig se, bestyrkede
-Formodningen. Stemningen blev af den Grund mere og mere trykket,
-tilsidst helt uhyggelig. Eybert gik tavs omkring med graablegt
-Ansigt og nærmede sig et Par Gange Per paa en Maade, der vakte
-Uro hist og her. Alene Kandidat Balling spankulerede omkring med
-sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om
-Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at underholde
-Selskabet med at læse noget op.
-
-Endelig kom Pigen ind med den længselsfuldt ventede Melding, at
-Vognen til Stationen var kørt for Døren, og alle brød nu hurtig
-op. Kun Eybert, der ikke skulde til København, blev siddende
-lidt i det Haab, at Jakobe maaske skulde komme ned nu, da der
-var bleven stille. Men efter at have ventet forgæves en halv
-Snes Minuter rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed Afsked.
-
-„Nu, Philip --,“ sagde Fru Salomon, da hun endelig var bleven
-ene med sin Mand. „Hvad har du saa at sige?“
-
-„Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles
-utilregnelig.“
-
-„Det har jeg jo sagt dig længe.“
-
-„Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes til at
-indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere.“
-
-„Jeg frygter kun, det er forsilde, du! … Saae du rigtig paa
-Jakobe?“
-
-
-Straks efter at Vognen var kørt, var Nanny gaaet op paa sit
-Værelse. Hun havde listet sig hen til Jakobes Dør for at lytte;
-og da alt var stille indenfor, kiggede hun gennem Nøglehullet og
-saae, at der ikke var tændt Lys derinde. Heraf sluttede hun, at
-Søsteren allerede var gaaet i Seng, og skuffet listede hun
-tilbage til sit Værelse.
-
-Jakobe var dog endnu oppe. Døren til hendes Altan var aaben, og
-derude i Maaneskinnet stod hun og fulgte Lyden af Vognen, der
-førte Per bort. Hendes Ansigt var bleven gammelt i den sidste
-halve Time, Udtrykket mørkt og forgræmmet. Som en Støtte blev
-hun staaende derude, indtil den sidste Rumlen døde hen bag
-Skoven.
-
-Saa gik hun ind og lukkede Døren til efter sig. Et Par Gange gik
-hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa
-Langstolen og trykkede Ansigtet ned i sine Hænder.
-
-Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for den dybeste
-Fortvivlelse og Skam. Dette blev altsaa Enden! Dertil skulde
-hendes tungt tilkæmpede Selvforsagelse føre hende! Paa en saa
-forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde hendes
-Ungdomsdrøm om en Helte-Elsker virkeliggøres!
-
-Hun søgte ikke at besmykke de Følelser, der havde kastet hende i
-Pers Arme. Heller ikke prøvede hun paa at bedrage sig selv ved
-at mene, at hun vilde være i Stand til at rive sig ud af sin
-sanselige Forvildelse. Hun følte det kun altfor godt: hun var i
-hans Magt. Og det vilde jo da ogsaa kun gøre hendes Ydmygelse
-fuldstændig, om hun ovenikøbet blev nødt til at tilstaa, at hun
-havde givet sig viljeløst hen! Her var ingen frelsende Udvej.
-Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres Møde havde
-været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans Læber havde berørt
-hendes, og en Anelse om Elskovens Henrykkelse havde gennemrislet
-hende under hans Omfavnelse, -- hun var jo allerede halvvejs
-bleven hans.
-
-Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet ind.
-
-„Aa! Om Forladelse! Du sidder og sværmer i Maaneskin!“
-
-„Hvad vil du?“
-
-„Undskyld … jeg hørte, du endnu var oppe. Kunde du ikke laane
-mig et Par Haarnaale?“
-
-„Du kan jo se efter, om der er nogen.“
-
-Nanny var i Natdragt. Paa en egen kattelistende Maade gik hun
-over Gulvet hen til Jakobes Kommode og gav sig til at lede i en
-af Skufferne. Men pludselig vendte hun sig om og satte sig paa
-den halvt udtrukne Skuffe. Maanelyset faldt lige ind paa hende
-og gennemskinnede det tynde Natlinned, saa hele Legemets Form
-saaes derunder. Med indsmigrende fremstrakt Overkrop og lidt
-Ængstelse i Stemmen sagde hun:
-
-„Maa jeg spørge … tør man gratulere?“
-
-Jakobe foer sammen med en Kuldegysning.
-
-„Hvad mener du?“
-
-„Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed.
-Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt gemt.“
-
-„Hemmelighed? Hvilket? Jeg forstaar ikke et Muk.“
-
-„Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige Ting, du
-før derude paa Gangen forhandlede med Hr. Sidenius?“
-
-Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse
-hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! … Fru Sidenius!
-
-„Og det Væddeløb -- hm!“ vedblev Nanny. „Det var mig nu straks
-lidt mistænkeligt.“
-
-Jakobe rettede sig besluttet op.
-
-„Nu ja, du kan jo ogsaa lige saa godt faa det at vide iaften.
-Jeg er altsaa forlovet med -- den Mand, du der nævner. Det er
-hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig.“
-
-Der blev et Øjebliks Stilhed.
-
-„Om den interesserer mig? … Hvad mener du? Jeg er naturligvis
-glad paa dine Vegne.“
-
-„Saa -- er du det?“ sagde Jakobe.
-
-„Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad
-derved? … Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv …
-Jeg husker, du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men i den
-Henseende skal du nu ingensomhelst Bekymringer gøre dig. Jeg
-fragaar saamænd ikke, at jeg altid har syntes rigtig godt om din
-Forlovede; men jeg tror nu alligevel, at du og han, I passer
-vistnok meget bedre til hinanden.“
-
-Jakobe saae opmærksomt op.
-
-„Hvorfor mener du?“
-
-„Jo -- I er nu begge to mere i den højere Stil, mens jeg jo som
-bekendt kun er et stakkels tankeløst Hverdagsmenneske, et
-letsindigt Verdensbarn, -- det har du selv tidtnok fortalt mig.
-Naa, men nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels
-Eybert!“
-
-Jakobe rejste sig utaalmodig.
-
-„Hør Nanny -- det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder
-der --.“
-
-„Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis.
-Saa gaar jeg.“
-
-Hun blev alligevel siddende lidt. Og atter var der noget egent
-underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover
-Gulvet paa sine bare Fødder. Henne ved Døren vendte hun sig
-endnu engang om og sagde:
-
-„Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt
-interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig
-Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive
-belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg
-selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række
-Mund til en Person med Overskæg.“
-
-„Ja, du maa nu undskylde mig, -- jeg er træt,“ sagde Jakobe og
-begyndte at klæde sig af.
-
-„Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du
-gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften …
-udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den
-Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med
-Morgenposten. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt
-tilbageholden i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan
-du huske Rebekka, da hun blev forlovet; hun maatte i den første
-Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og
-dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste
-vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige
-Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!“
-
-
-
-
-Tiende Kapitel.
-
-Der var ikke gaaet mange Dage, før det stod klart for Per, at
-han trods det „Ja“, han havde fravristet Jakobe, ikke var naaet
-synderlig videre, end han var i Forvejen. For det første
-fordrede baade Jakobe og hendes Forældre -- de sidste endog „paa
-det bestemteste“ -- at Forlovelsen foreløbig skulde holdes
-hemmelig, i hvert Fald kun maatte betroes de allernærmeste.
-Dernæst var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en
-Lunefuldhed, der mangen Gang satte hans Taalmod paa en haard
-Prøve. Ved mere end een Lejlighed hændte det, naar han kom ud
-til „Skovbakken“, at hun slet ikke lod sig se men blev oppe paa
-sit Værelse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og
-det bødede kun lidt herpaa, at hun til andre Tider, naar de f.
-Eks. var bleven alene i en Skumringstime, kunde give sig endog
-ret lidenskabeligt hen til hans Kærtegn. Han var saa meget af en
-Kvindekender, at han forstod Sammenhængen mellem saadanne
-ubeherskede Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald
-af fornærmende Kulde; og han indsaae, at en fortsat
-Eftergivenhed fra hans Side kunde blive farlig for ham.
-
-Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin
-Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt
-sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst helt i nogle
-Dage.
-
-„Med Sult skal de Stridige tæmmes!“ tænkte han. Det skulde nu
-vise sig, om han havde Magt til at herske over Mennesker og gøre
-sig deres Vilje underdanig.
-
-Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse.
-Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag lidt urolig. Hun
-bestemte sig tilsidst til at skrive for at faa at vide, om han
-var bleven syg; men netop som hun havde faaet Pennen i Haanden,
-hørte hun hans Stemme nede i Haven. I samme Nu slog hendes
-Følelse om. Rigtignok var hendes Hjerte kommen til at banke, men
-hun ønskede ham atter langt bort. Hun vilde ikke engang se ham.
-Moderen lod straks en af hendes smaa Søskende melde hende hans
-Komme, men hun blev siddende oppe paa sit Værelse. Paa det Ark
-Papir, hun havde bestemt for ham, gav hun sig til at skrive et
-ligegyldigt Brev til en udenlandsk Veninde.
-
-Først efter en halv Timestids Forløb viste hun sig nede i
-Stuerne. Per modtog hende med sit ligegladeste Smil og gav
-ingensomhelst Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det meste af
-Aftenen opholdt han sig sammen med Ivan og Onkel Heinrich inde i
-Billardværelset og syntes at more sig fortræffeligt. Straks
-efter Tebordet tog han bort, uden at de i Grunden havde talt med
-hinanden.
-
-Den Nat blev afgørende for hendes Forhold til ham. Timevis gik
-hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv. Hun
-sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige og
-uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret hendes
-Forhold til Forældre og gamle Venner, men som var paa Veje til
-at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod Morgen
-satte hun sig ved sin Skrivepult for at meddele ham sin
-Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Ordene, var det, som om
-Haanden strittede imod. Kærlighedsbegæret flammede op i hendes
-Blod, -- hun kastede pludselig Pennen og blev siddende
-ubevægelig med Hænderne for Ansigtet.
-
-Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte
-hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det
-uafvendelige. Per vedblev at komme og gaa efter
-Forgodtbefindende. Naar han blev borte, sendte han undertiden et
-Brev med et Par undskyldende Linjer, ved en enkelt Lejlighed
-fulgte der ogsaa nogle Blomster med; men han gav i Almindelighed
-slet ingen Oplysning om Grunden til sin Udeblivelse, og Jakobe
-spurgte aldrig.
-
-En Dag opholdt hun sig inde i Kabinettet sammen med Moderen, der
-sad paa sin Sofaplads og syede. Selv havde hun slaaet sig ned
-henne ved Vinduet med en Avis. Hele Formiddagen havde hun
-tilbragt paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten havde hun
-vist sig. Hun var endnu ganske umeddelsom og saae ikke op fra
-Avisen, som hun ligegyldig gennemløb.
-
-„Du havde nok Brev imorges fra Sidenius,“ sagde Moderen efter en
-længere Tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit
-Syskrin.
-
-„Ja.“
-
-„Kommer han herud idag?“
-
-„Jeg veed det ikke.“
-
-Der blev igen en Pavse. Men saa lagde Fru Salomon ligesom med en
-Beslutning Hænderne ned i Skødet, saae paa Datteren og sagde:
-
-„Jakobe … sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen.“
-
-Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende rejste
-hun sig og gik hen til Moderen.
-
-„Hvad vil du?“ spurgte hun, idet hun med Haanden under Kinden
-lagde sig tilbage i Sofahjørnet, saa langt fra Moderen som
-gørligt.
-
-Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:
-
-„Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?“
-
-„Hvad mener du?“
-
-„Nej … bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind
-paa dig. Vil du blot -- aabent og ærligt -- svare din Moder paa
-et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?“
-
-„Det var da et besynderligt Spørgsmaal,“ sagde Jakobe og lod
-ganske uforstaaende, ja forsøgte endog at le, -- men hun var
-bleven meget bleg.
-
-„Aa, ikke saa besynderligt. Du veed, at jeg ellers ikke har for
-Skik at forlange mine Børns Fortrolighed i
-Kærlighedsanliggender. Men i dette Tilfælde mener jeg dog at
-have en Slags Ret til at spørge … og til at faa et ærligt Svar.“
-
-„Hvor du er underlig, Mor! Det er dog vel af egen fri Vilje, jeg
-har forlovet mig. Altsaa maa jeg vel være lykkelig.“
-
-„Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale
-lige ud af Posen. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig
-oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden
-du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et
-Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius’ Brev laa
-fremme paa din Skrivepult. Naa, deri var der i og for sig maaske
-ikke noget mærkeligt, skønt man jo ikke plejer at lade den Slags
-Breve ligge saadan og flyde. Hvad der derimod i høj Grad undrede
-mig, var -- at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet.“
-
-„Nu ja -- hvad saa?“ sagde Jakobe efter en kort Stilhed,
-hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven
-kold som Is.
-
-„Hvad saa? Hør Jakobe -- jeg er nok tilaars, men dog ikke ældre,
-end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket. Naar man
-lader sin Kærestes Breve ligge ulæste fra Klokken otte til
-Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være.“
-
-„Det forstaar du dig ikke paa, Mor! Det har i dette Tilfælde sin
-egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig.“
-
-Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.
-
-„Ja ja, mit Barn. Jeg vil -- som sagt -- ikke trænge ind paa
-dig. Naar du blot ganske oprigtig vil sige mig, om du er
-lykkelig. Er du?“
-
-„Ja -- naturligvis!“
-
-Hun sagde det uvilligt, trak Haanden til sig og stod op.
-
-Moderen fulgte hende med Øjnene; men i det samme tumlede Nanny
-ind i Overtøj og fyldt med Gadenyt, og al videre Samtale blev
-forpurret. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj, og Jakobe
-gik kort efter ud af Stuen og op paa sit Værelse.
-
-Moderens Spørgsmaal og navnlig den lidt medlidende Tone, hvori
-hun talte, havde krænket hende og fyldt hende med en ny Uro. Hun
-vilde ikke ynkes -- ikke af andre, ikke heller af sig selv. Af
-egen fri Drift havde hun knyttet sin Skæbne til denne fremmede
-Mand. Altsaa havde hun ingenting at beklage sig over.
-
-Rask skar hun nu Pers Brev op og gav sig til at læse det. Naar
-hun ikke før havde kunnet bekvemme sig dertil, var det af
-Grunde, som hun virkelig daarligt kunde fortælle sin Moder.
-Intet ydmygede hende mere end disse ligegyldige, ungdommeligt
-henjaskede, end ikke med Hensyn til Skrivemaaden helt fejlfri
-Breve, som Per sendte hende. Selv opfattede hun sin Sky overfor
-dem som en Angst for, at de skulde indeholde Hentydninger til de
-Øjeblikke, hvor hun under Samværet med ham modstandsløst gav sig
-sine Sanser i Vold, disse Øjeblikke, som hun bagefter altid
-tænkte paa med Skamfuldhed og Lede, -- men dette var halvvejs et
-Selvbedrag. Naar hun havde gennemlæst hans Breve uden at finde
-fjerneste Antydning af det, hun havde frygtet, ikke et
-Taknemlighedstegn, ikke et Længselsudbrud, kunde hun harmfuld og
-foragteligt knuge det sammen og kaste det i Kakkelovnen.
-
-Heller ikke dennegang indeholdt Brevet andet end et Par Ord om,
-at han ikke saae sig i Stand til at komme ud til „Skovbakken“
-den Dag. Men sammen med denne Meddelelse, der var skreven bag
-paa et Visitkort, sendte han hende nogle Papirer, der viste sig
-at være et Korrekturark af det Kampskrift, som Ivan havde talt
-saa meget om og udbasuneret som en Verdensbegivenhed. Hun tog
-Papirerne med Uvilje. Hvad skulde hun med dem? Hun havde stadig
-ingensomhelst Tillid til hans Evner og allermindst til hans
-Duelighed som Pennefører. Han kunde jo ikke engang skrive sit
-Modersmaal korrekt!
-
-Hun havde dog ikke læst mange Sider, før hendes Kinder begyndte
-at gløde. Saa fremmed hun end var for det meste af, hvad han
-skrev om, og skønt det ikke var vanskeligt at opdage det
-Forbillede, hvorefter han havde dannet sin Stil, gik det hurtigt
-op for hende, at der var noget virkelig nyt og friskt, ja paa
-sin Vis storladent i hans Syn paa Naturen og dens Kræfters
-Anvendelighed i Kulturens Tjeneste. Adskilligt genkendte hun
-iøvrigt fra hans mundlige Udtalelser, dem hun -- væsenlig paa
-Grund af deres vidtløftige, foredragsagtige Form -- aldrig havde
-kunnet faa noget alvorligt ud af. Andre Partier kunde hun føre
-tilbage til Tanker og Indfald, hun selv havde anvendt i deres
-Samtaler om disse Emner; men dette forringede saa langt fra
-Indtrykket, at hun tværtimod paa saadanne Steder ganske særlig
-fik Øjet op for hans Evners Oprindelighed og naturgroede Kraft.
-Udtryk, der i hendes Mund nærmest havde været tilfældige
-Talemaader, fik i hans Fremstilling en for hende selv ganske
-overraskende Betydning. Henkastede Ytringer, hvormed hun knap
-havde forbundet nogen alvorlig Tanke, var hos ham bleven til
-anskuelige Billeder, havde formet sig til fuldt færdige
-Fremtidssyner, der betog hende baade ved deres Dristighed og ved
-den Overbevisningens Magt, hvormed de her fremsattes.
-
-Efter at have endt Læsningen blev hun længe siddende med Haanden
-under Kinden og saae grundende ud for sig. Hvad var han egenlig
-for et Menneske, denne Fremmede, der var bleven hendes Skæbne? I
-Grunden kendte hun ham jo slet ikke, vidste intet andet om ham
-end det højst utroværdige, som Ivan og han selv havde fortalt.
-Hvad skjulte hans Fortid? Hvorover dækkede f. Eks. det mørke,
-kolde Had til Hjem og Slægt, som han hin Gang havde aabenbaret
-hende?
-
-Ofte i disse Dage havde hun følt Trang til at tale med nogen af
-hans Familje, for at faa Lys over alt dette uopklarede, der
-undertiden foruroligede og ydmygede hende mere end noget andet,
-og som hans egne Fortællinger blot gjorde bestandig dunklere.
-Hun vidste, at en af hans Brødre, der var Jurist, havde en
-Ansættelse paa et offenlig Kontor inde i København; Per havde
-selv fortalt, at han nylig havde truffet ham paa Gaden og da i
-Samtalens Løb i Fortrolighed meddelt ham deres Forlovelse. Saa
-lidet modig hun var ved Tanken om at fremstille sig for en
-vildfremmed Herre i en saadan Anledning, besluttede hun at
-opsøge denne Broder, der maatte kunne give Besked, og allerede
-den næste Formiddag tog hun ind til Byen.
-
-Det Regeringskontor for Fængselsvæsenet, hvor Eberhard Sidenius
-havde Ansættelse, var indrettet i en stor, skummel, skiddengraa
-Bygning ved Kanalen. Jakobe foer vild i en Labyrint af øde Gange
-og fandt omsider en Budstue, hvor to søvnige Mænd sad med Ryggen
-klistret opad Væggen og saae ned paa deres Støvlesnuder. Paa
-hendes Spørgsmaal om, hvor hun kunde finde Hr.
-Ekspeditionssekretær Sidenius, fik hun det lakoniske Svar:
-
-„Første Sal, tredje Dør tilhøjre.“
-
-Og næppe havde hun vendt de to Mænd Ryggen, før de ganske højt
-vekslede disse Bemærkninger:
-
-„Sikken et Næb.“
-
-„Ja, det var en Jødetøs.“
-
-Oppe paa første Sal fandt hun den hende opgivne Dør og kom ind i
-en tofags, halvmørk Stue, der vendte ud til en Gaardsplads med
-nogle grønne Træer. Henne ved det ene Vindue stod Eberhard og
-skrev ved en Fyrretræs Skrivepult, der tilligemed et Par
-Træstole og en Reol med Protokoller udgjorde Stuens Udstyr. Han
-havde en langskødet og sneverærmet, af Slid ganske spejlblank,
-sort Frakke knappet tæt omkring sig; og da det havde regnet lidt
-om Morgenen, var hans Benklæder omhyggelig opsmøgede forneden og
-aabenbarede et Stykke af et Par grove, mørkegraa Uldsokker over
-et Par dobbeltsaalede Ankelsko.
-
-Skønt han havde besvaret Jakobes Banken med et „Kom ind“, blev
-han staaende uden at se op og fortsatte nogle Øjeblikke
-uanfægtet sit Arbejde.
-
-Dels af denne Aarsag, dels paa Grund af hans Klædedragt antog
-Jakobe ham for en Skriver og bad om at faa
-Ekspeditionssekretæren i Tale. Først da han derefter med megen
-Værdighed lagde Pennen bort, og da hun mødte Blikket fra hans
-blege, vandkolde Øjne, saae hun med en Gysen Familjeligheden med
-Per.
-
-Hun sagde sit Navn og tilføjede:
-
-„Jeg veed, at Deres Broder -- at Per -- har talt til Dem om
-mig.“
-
-Eberhard gjorde tavs en embedsmandsmæssig Haandbevægelse henimod
-en af Stolene.
-
-„Grunden til, at jeg har søgt Dem, vil De rimeligvis af Dem selv
-forstaa,“ vedblev Jakobe efter at have taget Plads, -- hendes
-Stemme var usikker, Hjertet hamrede i hendes Bryst, og hun
-maatte gribe til disse Talemaader for overhovedet at faa en
-Samtale i Gang. „Jeg veed jo, at Deres Broder -- at min
-Forlovede -- i længere Tid har været noget fremmed ikke alene
-for Dem men ogsaa for sin øvrige Familje. Jeg kan -- naturligvis
--- ikke bedømme, hvad der ligger til Grund for denne
-Misstemning. Jeg behøver vist ikke at forsikre Dem om, at jeg er
-oprigtig bedrøvet over den.“
-
-Eberhard var bleven staaende ved Pulten, hvor han havde anbragt
-sig i en noget kunstlet Stilling, med Hovedet støttet til sin
-udspilede Haand paa en saadan Maade, at denne skyggede for hans
-Øjne. Han lod rolig Jakobe tale ud. Ikke en Trækning i hans
-Ansigt røbede hans Følelser, og dog var han som himmelfalden af
-Forbavselse. Han havde godt vidst, at Broderen var bleven
-indført i den rige Grosserer Salomons Hjem. Alligevel havde han
-ikke et Øjeblik troet paa Pers Fortælling om, at han var bleven
-forlovet med denne Mands Datter -- saa meget mindre, som Per
-udtrykkelig havde bedt ham om at hemmeligholde Sagen for alle
-Fremmede. Han havde opfattet Meddelelsen som et frækt Skryderi,
-der skulde dække over et eller andet Nederlag. Han vidste jo, at
-Philip Salomon var en Mand, hvis Formue taltes i Millioner.
-
-Hans første, bevidste Tanke var nu den, at denne Forbindelse for
-enhver Pris maatte forpurres. Og det var ikke Skadelyst, der
-indgav ham Tanken, endnu mindre nogen skjult Misundelse. Men han
-indsaae, at med de Fremtidsudsigter, som herved aabnede sig for
-Broderen, vilde han føres endnu dybere ind paa Fortabelsens
-Veje, og Haabet om hans Omvendelse vilde atter for lange Tider
-være udelukket. Langt nøjere, end Per anede, havde Eberhard i de
-forløbne Aar paa Afstand fulgt hans Færd; og netop nu havde han
-saa sikkert troet det Tidspunkt nær, da Per -- tvunget af Nød og
-Vanære -- endelig vilde gaa i sig selv og erkende sin Skyld mod
-Hjemmet og Forældrene.
-
-„Tør jeg spørge Dem,“ sagde han, da Jakobe nu tav, „er det kun
-Dem, der har ønsket denne Samtale om min Broders Forhold?“
-
-„Ja.“
-
-„Min Broder veed maaske slet ikke, at De vilde søge mig i den
-Anledning?“
-
-„Nej.“
-
-„De spørger altsaa udelukkende paa egne Vegne?“
-
-Ubehagelig berørt af hans Væsen havde Jakobe hurtig taget sig
-sammen. Denne forhørsmæssige Tone opæggede hende yderligere, og
-hun svarede fornemt afvisende:
-
-„Som sagt -- det er mig, der har ønsket denne Samtale, ikke
-Per.“
-
-„Jeg kunde tænke det. Det er jo nemlig -- desværre -- kun altfor
-sandt, at min Broder i en Aarrække, ja egenlig fra sin Barndom
-har skilt sig fra sit Hjem. Det kan vistnok siges, at han
-systematisk har forhærdet sig paa dette Punkt og følt en
-sørgelig Glæde ved at trodse ethvert Hensyn endogsaa til dem,
-hvem han først og fremmest skylder Taknemlighed og Ærbødighed.
-Disse Løsrivelsesforsøg har jo endog strakt sig til selve
-Daabsnavnet. Jeg hørte, at De kaldte ham Per. Maaske veed De
-ikke engang af, at det er et selvgjort Navn?“
-
-„Jeg tror, jeg har hørt det.“
-
-„Jeg vil nu heller ikke skjule for Dem, hvad der er min bestemte
-Mening -- og De har jo udtrykkelig ønsket en aaben Udtalelse --
-at ogsaa Forlovelsen med Dem er et saadant overlagt Oprør mod
-Hjemmet, en bevidst Fornægtelse af dets Aand -- --.“
-
-Jakobe saae op med sammentrukne Bryn.
-
-„Jeg forstaar Dem vist ikke,“ sagde hun.
-
-„Jeg skal forsøge at forklare mig nærmere. Det er Dem næppe
-ganske ubekendt, at Peter Andreas er udgaaet fra et kristeligt
-Hjem. Selv veed han, at for hans Forældre er Kristendommen den
-altbestemmende Livsmagt, og at de ikke anerkender nogen Lykke,
-hvor glimrende den maaske ellers kan tage sig ud, naar den ikke
-har sin Grund i kristen Gudsfrygt.“
-
-„Naa saaledes!“
-
-Jakobe bed sig i Læben, saa det smertede. Gennem Eberhards
-rolige og nøje afvejede Tale hørte hun hele Tiden det samme
-pøbelagtige Haansord, der nylig havde lydt ude paa Gangen, og
-som havde forfulgt hende hele hendes Liv.
-
-Hun havde allerhelst rejst sig med det samme for at vise ham sin
-Foragt. Men Trangen til at høre mere om Per var for stærk; hun
-beherskede sig og blev.
-
-„At Per ikke deler sin Familjes Syn paa det religiøse, har jeg
-vidst,“ sagde hun. „Men jeg tilstaar … det dømmer ham ikke i
-mine Øjne.“
-
-„Jeg kan tænke det.“
-
-„Jeg mener, at dersom Per ikke paa anden Maade har forbrudt sig
-mod sit Hjem, synes han mig at kunne undskyldes. At han har
-faaet et andet Syn paa Kristendommen, kan dog forklares uden
-netop at forudsætte ond Vilje hos ham; og at han aabent har
-tilstaaet det i Stedet for at hykle -- hvad maaske i mange
-Tilfælde kunde have været fordelagtigt for ham -- det kan dog
-kun tjene til hans Ros.“
-
-„Jeg tror ikke, Frøken Salomon, at det nytter at begynde en
-Meningsudveksling om dette Emne. Jeg skal derfor indskrænke mig
-til at sige, at der for mine Forældre -- paa hvis Vegne jeg her
-taler -- sikkert ikke gives Undskyldning for nogetsomhelst
-Menneske, der lukker sine Øren for Sandhedens Røst, allermindst
-da naturligvis for saadanne, der som Peter Andreas er udgaaet
-fra et Hjem, hvor den har lydt til dem fra den tidligste
-Barndom.“
-
-Herpaa svarede Jakobe ikke. Hun havde bøjet Hovedet; og som
-altid, naar hendes Sind var i heftig Bevægelse, skiftede
-Kindernes Farve med hvert Pulsslag.
-
-Imidlertid misforstod Eberhard denne Hovedbøjning saavelsom
-hendes Tavshed. Han troede at have naaet, hvad han i sin
-sideniuske Selvhævdelsestrang foreløbig havde tilsigtet med sine
-Ord, nemlig at ydmyge denne stolte Millionærdatter, i hvis Blik
-han straks havde ment at se et Glimt af Ringeagt, og hvis
-Silkedragt og lyse Handsker og lette Parfymeduft yderligere
-havde ægget hans evangeliske Nidkærhed.
-
-Nu ændrede han derfor sin Tone lidt. Med et Skær af Deltagelse
-sagde han:
-
-„Jeg vil jo nødig saare Deres Følelser, men jeg anser det for
-min Pligt at sige Dem, at min Broders Liv jo ogsaa i andre
-Henseender afgiver et sørgeligt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad
-han efterhaanden har mistet ethvert moralsk Holdepunkt. Det er
-jo i det hele en stor Vildfarelse at tro, at det religiøse Liv
-alene skulde ytre sig i Forholdet til det himmelske og ikke
-sætte sit dybe Præg paa vor hele Personlighed. Jeg skal iøvrigt
-ikke komme nærmere ind paa dette Punkt for Peter Andreas’
-Vedkommende. Der er jo ogsaa Ting, hvorom man vanskelig kan tale
-til en Dame, saa -- --.“
-
-„Jeg kan tænke mig, hvortil De sigter. Men netop Pers uheldige
-Forhold til Hjemmet og Beskaffenheden af det Selskab, hvortil
-han -- maaske tildels af den Grund -- i adskillige Aar har været
-henvist, kan -- mener jeg -- baade forklare og undskylde en Del.
-Og selv bortset herfra, saa synes jeg, at heller ikke, hvad De
-der har berørt, berettiger til en saa haard Fordømmelsesdom.“
-
-„De tager fejl, Frøken Salomon. Vi fordømmer ikke min Broder,
-men alene hans Gerninger, hans Liv.“
-
-„Men ogsaa i hans Liv og Gerninger er der dog adskilligt, som
-taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje
-til at dygtiggøre sig i sit Fag. Under vistnok ret vanskelige
-Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt
-Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn.“
-
-„Jeg tror at kunne høre paa Dem, at De ikke selv har synderlig
-Tillid hertil. Jeg veed jo nok, at en Avis har skrevet noget om
-et Kanalprojekt eller hvad det er, og gjort et Forsøg paa at
-tillægge det nogen Betydning. Jeg veed ogsaa, at han selv
-betragter sig som en Banebryder, en ny Tids Profet. Der er jo
-for Øjeblikket hos en Del af de Unge opkommen en Trang til at
-revolutionere, hvad der kun vilde være til at smile af, dersom
-den ikke afstedkom saa megen Ulykke paa unge og ubefæstede
-Sjæle. Det er jo i det hele det betænkelige ved en saadan
-aandelig Storm som den, der for Tiden gaar gennem visse Dele af
-den danske Ungdom, at det altid bliver de letteste og
-uselvstændigste Elementer, der -- lige­som Avnerne fra
-Kasteskovlen -- hvirvles højest tilvejrs og videst bort. Og hvad
-særlig Peter Andreas angaar, saa er jo Sandheden den
-uimodsigelige og nedslaaende, at han efter snart syv lange
-Studieaar endnu ikke har taget sin Eksamen eller paa anden Maade
-givet Bevis for en Udvikling, som staar i noget rimeligt Forhold
-til de store Ofre, der fra Hjemmets Side er bleven bragt. Men --
-jeg gentager det -- vi hverken fordømmer eller forkaster Peter
-Andreas, kun hans Handlinger, hans Liv. Vi har tværtimod alle
-den inderligste Medlidenhed med ham; og trods alt opgiver vi
-ikke Haabet om, at det gode engang skal vinde Sejr hos ham. Hvor
-Vejen til Oprejsning for ham efter hans Familjes Anskuelse alene
-gaar, behøver jeg sikkert nu ikke nærmere at forklare. Og skulde
-det have nogen Betydning for Dem at vide det -- og jeg
-forudsætter jo stadig, at De har henvendt Dem til mig for at faa
-et aabent, et utilsløret Svar -- saa kan jeg paa Forhaand sige
-Dem, -- hvad De antageligvis heller ikke nu vil forundres over
-eller misforstaa -- at der fra hans Forældres Side ganske
-sikkert ikke vil kunne ventes nogen Billigelse af hans
-Forbindelse med Dem.“
-
-Jakobe rejste sig. I en halvt bortvendt Stilling blev hun et
-Øjeblik staaende bagved Stolen og saae ned paa sin ene Fodspids,
-mod hvilken hun trykkede Duppen af sin Solskærm. Saa løftede hun
-med eet Hovedet og saae hen paa ham over sin Skulder. Hendes
-Ansigt var endnu præget af den voldsomste Ophidselse; dog
-spillede der i det Skjulte et lille Smil om hendes Mund, og det
-glimtede i de mørke Øjne af en nyskabt Lykke.
-
-„Jeg kom herhen i det Haab at skulle kunne indlede en
-Forsoning,“ sagde hun. „Det var -- jeg forstaar det nu -- meget
-naivt af mig. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg har søgt Dem.
-Jeg har her faaet de Oplysninger, jeg savnede. Og -- jeg kan
-ikke lade være med at sige Dem det -- jeg gaar gladere herfra,
-end jeg kom hertil.“
-
-Uvis om, hvad hun mente, vilde Eberhard paany tage Ordet; men
-Jakobe var allerede paa Vej mod Døren og gik bort uden Farvel.
-
-Da hun stod ude paa Gaden, grebes hun af en saa overmægtig
-Længsel efter at se Per, at hun efter en kort Kamp med sig selv
-søgte en Droske og kørte ud til Nyboder. Hun syntes ikke, hun
-kunde faa Ro i sit Sind, før hun havde gjort Afbøn for sin
-Mistro og bedt ham om Tilgivelse for det Forræderi, som Besøget
-hos Broderen (hun indsaae det nu!) i Grunden var. -- Aa, hvor
-godt hun forstod ham nu! Hvor levende hun følte, hvad han havde
-gennemgaaet derhjemme i Faderens Præstegaard! Hun havde under
-den selvretfærdige Broders Tale faaet et Indtryk af dette Hjem,
-der fik hende til at fryse.
-
-Hun naaede Hjertensfrydgade ikke fem Minutter efter, at Per var
-gaaet derfra. Graalige Røgstriber fra hans Cigar svævede endnu
-under det lave Loft i hans lille Stue, da Trine førte hende
-derind og paa hendes Forlangende lod hende alene.
-
-Hun blev staaende midt paa Gulvet og saae sig om. Hun saae paa
-de nøgne Vægge, paa den itubrudte Gyngestol, paa den lille sorte
-Voksdugspuf, og et Øjeblik glemte hun næsten sin Skuffelse af
-Forfærdelse over dette mørke Rum, der mindede hende om en
-Fængselscelle. Hun havde dog ikke troet, at han boede saa
-fattigt, saa umenneskelig trist! Og atter faldt der et nyt,
-forklarende og forsonende Lys over ham og hans hensynsløse Higen
-efter at naa om paa Livets Solskinsside. Omgivet af en saa
-nedslaaende Armod og med en saa glædeløs Barndom bag sig -- hvor
-kunde han da blive andet end en Lykkejæger? Og hun følte en ny,
-øm Tilfredsstillelse ved at vide sig rig nok til at kunne gøre
-ham glad.
-
-Hun tog nogle af de Smaating, der laa paa hans Arbejdsbord, og
-lagde dem stille ned igen paa deres Plads efter at have
-betragtet dem et Øjeblik med Forelskelsens andagtsfulde
-Nysgerrighed. Saa gik hun lidt omkring i Stuen, standsede hist
-og her og faldt i Tanker. I sin Trang til at være ham nær maatte
-hun røre ved alt, hvad der var hans. Idet hun kom forbi en
-gammel Slobrok, der hang paa Dørkarmen, strøg hun Haanden
-kærtegnende nedad den; ja da hun anden Gang kom den forbi, lagde
-hun Kinden ind til den og lukkede Øjnene for at indsuge den
-ejendommelige Lugt af hans Person, som hun -- der før havde
-afskyet Tobakslugt -- nu til Tider saa lidenskabelig længtes
-efter.
-
-Men nu kom Trine ind igen, og Jakobe satte sig ned og skrev bag
-paa et Visitkort:
-
-„Min Ven! Hvorfor ser jeg dig ikke? I tre Dage har du ikke været
-hos mig. Jeg venter dig i Aften. Jeg har saa meget at tale med
-dig om.“
-
-Det var hendes første Brev til ham. Hun puttede Kortet i en
-Konvolut, som hun fandt paa Bordet, og skrev hans Navn udenpaa.
-
-Saa saare hun var kørt, stødte Madam Olufsen med sin Stok i
-Sovekammergulvet ovenover for at kalde Trine derop til at afgive
-Melding. Den gamle Kone laa nu mest tilsengs. Efter Mandens Død
-var hendes Kæmpelegeme faldet sammen, og hun bevægede sig med
-Besvær. Dog havde hun ikke kunnet styre sin Nysgerrighed, da hun
-hørte en Fremmed tale nede i Forstuen, men var staaet op af
-Sengen og humpet hen til Køkkendøren for at lytte. Oppe bag
-Gadespejlet foran Salsvinduet fulgte hun nu den bortrullende
-Droske, indtil den forsvandt om Hjørnet ved Store Kongensgade.
-
-Da Per et Par Timer senere kom hjem og læste Jakobes Brev,
-smilte han selvtilfreds. Kuren syntes altsaa at være probat --
-tænkte han. Men det var for tidligt at vise Eftergivenhed. Der
-maatte endnu en Tid køres med Gaddebidsel!
-
-Om Eftermiddagen gik Jakobe to Gange ud ad Stationsvejen paa
-Tider, da der ventedes Tog fra København. Da hun for anden Gang
-vendte skuffet tilbage, fandt hun paa sit Værelse et Telegram,
-hvori Per paa sin sædvanlige Vis kort beklagede, at han heller
-ikke denne Aften saae sig i Stand til at komme til „Skovbakken“.
-
-Hun blev staaende med Telegrammet i Haanden og grundede. „Her
-stikker noget under,“ -- sagde hun pludselig højt til sig selv.
-Det kunde umuligt være Arbejde, der saaledes Aften efter Aften
-bandt ham til Byen.
-
-Hun var bleven meget bleg. Var maaske alt forbi? -- tænkte hun.
-Havde hun mistet ham? … Nej, nej! Det maatte ikke ske! Hun vilde
-skrive til ham. Hun vilde tilstaa alt, forklare ham det hele og
-bede ham om Tilgivelse for sin Mistro og Kulde.
-
-Hun satte sig ned og trykkede Hovedet mellem sine Hænder for at
-samle sig. Ja, hun kunde ikke slippe ham! Hun maatte vinde ham
-tilbage, om hun saa skulde trygle ham paa sine Knæ.
-
-I det samme aabnedes Døren paaklem, og Søsteren Rosalie stak
-Hovedet ind.
-
-„Jeg skulde bede dig kigge ned. Der er kommen en Herre.“
-
-Eybert! -- foer det med Angst igennem hende.
-
-Hendes gamle Frier var igen begyndt at vise sig der i Huset. Var
-det et ulykkeligt Varsel? Og at han skulde komme netop nu!
-
-Hun vilde først ikke gaa derned; men saa kom hun til at tænke
-paa, at Moderen vilde kunne fatte Mistanke, dersom hun blev paa
-sit Værelse. Rimeligvis vidste hun, at der var kommen Telegram
-til hende, anede ogsaa nok, at det igen var Afbud fra Per.
-
-Nede i den skumringsfyldte Havesal fandt hun begge Forældrene
-tilligemed en Herre, som hun i Halvmørket ikke straks kendte.
-Han havde netop taget Plads i en Lænestol, som stod med Ryggen
-til den Dør, hvorigennem hun kom ind.
-
-Men nu rejste han sig, og i det samme hun genkendte Per,
-trykkede hun overvældet Haanden for Øjnene, som blændet af et
-Syn. Han havde efter en fornyet Gennemlæsning af hendes lille
-Billet fortrudt sin Haardhed og havde faaet Lyst til at
-overraske hende. -- -- Med et højt Udbrud kastede hun sig om
-hans Hals.
-
-„Det er dig!“
-
-I et halvt Minut laa hun sanseløs ved hans Bryst. Saa tog hun
-sig sammen, skamfuld over at have givet sig saa ubehersket hen i
-Forældrenes Paasyn. Dog vedblev hun at holde ham krampagtig i
-Haanden, som var hun bange for igen at miste ham. Og under Smil
-og Taarer tog hun ham tilsidst under Armen og trak ham med sig
-ud i Haven.
-
-Philip Salomon og hans Kone saae efter dem og derpaa hen paa
-hinanden.
-
-„Her maa vi nok lade Skæbnen raade, Lea,“ sagde han.
-
-Fru Lea nikkede tavs.
-
-*                *
-*
-
-Trods Beslutningen om Forlovelsens Hemmeligholdelse varede det
-ikke længe, før der rundt om blev snakket ganske aabenlyst om
-den. Det laa kun daarligt for Jakobe at lægge Baand paa sine
-Følelser nu, da hun ikke længer skammede sig over dem. Hun gik
-omkring med en Fornemmelse som En, der har født i Dølgsmaal men
-pludselig tør bære sin Lykke frem for Alverden.
-
-Per mærkede da ogsaa, at man i visse Krese var begyndt at
-beskæftige sig med hans Person. Naar han kom ind i en af
-Kafeerne ved Kongens Nytorv, hvor han nu udelukkende søgte,
-hændte det undertiden, at et Par af Gæsterne stak Hovederne
-sammen og gav sig til at hviske om ham. Rundtom i Selskabslivet
-vakte den mærkelige Forbindelse den største Opsigt. Der
-fortaltes allerede de eventyrligste Ting om den unge
-Lykkeridder, som først havde arvet en rig Neergaard og nu havde
-„hugget sig“ den ene af Philip Salomons Millioner.
-
-Ogsaa til Pers fordums Studiefæller paa den polytekniske
-Læreanstalt naaede Forlovelsesrygtet. Her havde allerede
-„Falkens“ Artikel om ham og navnlig Bebudelsen af hans
-Kampskrift vakt en betydelig Forventning. Per havde hverken
-været saa ensom eller saa uforstaaet mellem Kammeraterne, som
-han selv havde troet. Ikke alene de urolige Hoveder, der ligesom
-han fandt Luften i Professor Sandrups Foredragssal for kvalm,
-men ogsaa alle Døgenigtene, der greb enhver Kritik af Skolen som
-en Undskyldning for deres Dovenskab, havde længe ventet, at han
-paa en eller anden opsigtsvækkende Maade skulde lade høre fra
-sig. Nu skabte hans begyndende Berømmelse ham til Gengæld en
-Række uforsonlige Fjender blandt de hæderlige Slidere, der
-hidtil havde betragtet ham med medlidende Ringeagt. Navnlig
-galdt dette en vis Marius Jørgensen, der var Professor Sandrups
-Øjesten, og hvem Per i den Anledning engang havde givet
-Øgenavnet „det gudvelbehagelige Tabelværk“. Denne vordende
-Samfundsbærer forberedte sig nu paa at tage en frygtelig Hævn
-over ham ved i Hemmelighed at forsyne „Industribladet“ med en
-latterliggørende Kritik, naar hans Skrift udkom.
-
-I den salomonske Familje begyndte man saa smaat at forlige sig
-med Forestillingen om Per som Husets tilkommende Svigersøn.
-Onkel Heinrich var næsten den, som nu lod mindst tilfreds. Skønt
-Per forlængst var kommen under Vejr med, hvorledes det forholdt
-sig med hans „Konsortium“, optraadte Hr. Delft stadig overfor
-ham som den faderlige Velgører og lod ham i fortrolige Samtaler
-vide, at han foreløbig kun var naaet det første og mindst
-betydende Skridt fremad. Bestandig talte han fordægtigt til ham
-om Enkebaronesse von Adlersborg; og Per, der havde faaet Blod
-paa Tanden nu, forstod hans halvkvædede Vise og gik i al Stilhed
-ind paa dens Tankegang. Han vidste, at Baronessen endnu opholdt
-sig paa en sydtysk Kuranstalt, og det var hans Agt at lægge sin
-Rejse deromad for at gøre hende et Besøg. Han havde dog
-foreløbig ingen anden Hensigt dermed end at vedligeholde
-Forbindelsen med den fornemme Dame for overhovedet at kunne
-udnytte de Muligheder, der skulde tilbyde sig fra den Kant. Men
-han skulde i Virkeligheden ikke have noget imod for bestandig at
-bortslænge det forhadte Sidenius-Navn, dette latterlige Stykke
-Degnelatin, denne Troldesvans, der overalt forraadte hans
-Oprindelse. Baron von Adlersborg! Hvorfor ikke? Det var et Navn,
-der vilde tage sig ud paa et Visitkort.
-
-Til Jakobe nævnte han endnu intet om disse Storhedsdrømme; han
-mente hende ganske ligegyldig for ydre Ærestegn og gik ud fra,
-at hun derfor ikke vilde billige dem. Han anede ikke, at hun i
-sine Tanker byggede endnu mere højtflyvende Planer for ham og
-deres fælles Fremtid. Han havde en Aften paa hendes Opfordring
-oplæst hele sit Skrift for hende i Sammenhæng; og nu, da hun
-hørte paa ham med Kærlighedens Lydhørhed, havde hver Sætning
-lydt for hende som en klingende Fanfare.
-
-Hun var dog saa fornuftig indtil videre at beholde dette Indtryk
-for sig selv. Trods sin Forelskelse var hun stadig ikke blind
-for hans mange Skrøbeligheder og forstod godt, at der endnu var
-meget at ophjælpe, før han stod fuldt rustet til den Kamp,
-hvortil han nu ogsaa i hendes Øjne var kaaret af selve Skæbnen.
-Til Gengæld gav hun sig mere og mere uforbeholdent hen i sin
-Lidenskab for hans Person. Det opstemte Ømhedsvæld i hendes
-Bryst, den brændende Hengivelsestrang, der fra hendes Barneaar
-havde voldet hende saa mangen bitter Ydmygelse, kunde nu endelig
-faa Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos ham. Hver Morgen
-sendte hun friske Blomster til at live op i hans triste Stue.
-Hun overvældede ham med allehaande unyttige Foræringer,
-anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udtænke noget, der
-kunde glæde ham. Tilsidst fik hun endog Forældrene overtalt til
-at flytte til Byen tidligere end sædvanlig, saa hun kunde se ham
-hyppigere, vente hans Komme hver Time paa Dagen og om Natten
-vide ham blot ottehundredeogtredive Skridt fra hendes Side, --
-hun havde selv engang i Smug opmaalt Afstanden. Men selv dette
-var hende ikke altid nok. En Time efter, at han var gaaet fra
-hende, kunde hun sætte sig ned og skrive til ham eller
-telegrafere. Bestandig var der noget, hun nødvendigvis straks
-maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke at have
-faaet sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt men nu
-fortrød og vilde bede ham glemme -- altsammen halvt ubevidste
-Paaskud for at sige ham dette ene og eneste: at hun elskede ham,
-og at hun talte Minuterne og sit Hjertes Sekundslag, til hun
-saae ham igen.
-
-„Bon jour, Monsieur!“ skrev hun til ham en Morgen, da Solen
-skinnede ind ad hendes Vindu. „Mon du skulde komme i Formiddag?
-I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men du er saa
-uberegnelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Jeg ventede til Klokken
-ti, gik saa i Seng i daarligt Humør og hadede dig af et
-oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for
-det prægtige Solskinsvejrs Skyld. -- Kunde du nu ikke for denne
-Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her ved
-To-Tiden; saa er kun Moder og jeg hjemme. Husk paa, at vi snart
-er langt borte fra hinanden, og naar du er rejst, gaar jeg i
-Kloster og gennemlever Evigheden, indtil du kommer tilbage.“
-
-Per gik under alt dette omkring med en lykkelig Pasjafornemmelse
-og tog i Løbet af en Maaned tolv Pund til i Vægt. Alligevel --
-den erotiske Atmosfære, hvori Jakobe indhyllede ham, kunde til
-Tider blive ham lidt for tropisk. Han kunde nok selv ved
-Lejlighed flamme op, navnlig naar de efter Middagen sad ene
-sammen i Kabinettet. Men Jakobes evigvarende Blussen var ham
-fremmedartet og i Længden temmelig anstrengende. Med sit fra
-Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for alle andre
-Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes af
-den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af hendes
-solmodnede Elskov. Han kunde sidde halvt forlegen under hendes
-ubeherskede Kærlighedsudbrud og var i det hele mangen Gang en
-ret kejtet Elsker.
-
-En Dag, da de sad ene i Mørkningen, lagde Jakobe Armene om hans
-Hals og sagde:
-
-„Har du rigtig tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt mig,
-at du elsker mig?“
-
-„Men du veed det jo.“
-
-„Jamen det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg maa
-dog i det mindste een Gang høre, hvordan det lyder, naar min
-Kæreste siger mig, at han elsker mig. -- Gør det nu, Per!“
-
-„Men, kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at -- --“
-
-„Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre. Husk
-paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde for vort Øre
-Dag og Nat, vaagen og i Drømme, lige fra vi kommer hjem fra vort
-første Bal. Sig dem, Per! Skal jeg hjælpe dig! Hør da -- nu
-gentager du mine Ord, saa bliver det ovenikøbet en gensidig
-Bekendelse -- Altsaa: Jeg --“
-
-„Jeg,“ gentog han.
-
-„Elsker --“
-
-„Nej, det er virkelig for dumt, Jakobe,“ indvendte Per, rød i
-Hovedet af Flauhed, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun
-vedblev at tigge, gjorde han sig vred og frigjorde sig for
-hendes Arme.
-
-Dog, saa lettet han ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter
-den sidste, stormfulde Afsked ude i Forstuen, kom ud paa Gaden
-og tændte sig en Cigar, -- han havde aldrig Lyst til straks at
-gaa hjem til sit Arbejde, endmindre til som i gamle Dage at
-drive ind paa en Kafe. Han var kommen til at holde af at spasere
-omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme, og give
-sig hen i visse nye Stemninger, som han ikke ret forstod.
-Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var kommen til at
-drikke af Evighedens Kilde, havde han en betagende, halvt
-skræmmende Fornemmelse af, at der var ved at aabne sig en
-Eventyrverden i hans Indre. Men medens den Kærlighedens
-Paradishave, hvori han var bleven indført ved den brave
-Fransisca, havde været en hyggelig lille Urtegaard med Reseda og
-Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han nu ind i en
-susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel. Han
-begyndte under disse Nattevandringer at faa en Anelse om en
-højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den, han
-hidtil havde eftertragtet. Han begyndte at forstaa, at Livet kun
-blev rigt ved en Kvindes Kærlighed, og at der var en dybere
-Sandhed, end han selv havde vidst, i hans letfærdigt mente Ord
-om det Favntagets Himmerig, hvor der var Glemsel for alle
-Sorger, Tilgivelse for alle Synder.
-
-En Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring skrev
-han disse Linjer til Jakobe:
-
-„Der var en Mand, der engang for Spøg kaldte mig for
-„Lykke-Per“. Nu, jeg har egenlig heller aldrig selv betragtet
-mig som Stedbarn her i Livet. Maaske har jeg i enkelte,
-mismodige Øjeblikke kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod
-mig fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes
-Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden
-opfyldte Jorden med to Millioner Sidenius’er. Men naar jeg nu
-ser tilbage paa de forløbne Aar, saa føler jeg, at en Skytsaand
-har fulgt mig gennem Livet, og skønt jeg ofte har været paa
-Vildspor og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med
-Sejrens Guldkrone i min Haand: dig og din Kærlighed.
-
-Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at
-indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode
-Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres
-Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt
-i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at sige, da
-jeg sad hos dig og du bad mig derom, det hvisker jeg nu til dig
-gennem Nattestilheden: Jeg -- elsker -- dig!“
-
-Da han den næste Dag i nøgtern Stemning gennemlæste Brevet,
-følte han sig flau og brændte det. Saa skrev han et andet i
-Stedet, hvori han mest fortalte om sin Bog.
-
-„Det er en Pokkers Tid, det tager med det Trykkeri. Det er nok
-de Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed du
-forresten, jeg tænker paa at ændre Bogens Titel. „Nye Tider“
-lyder saa almindeligt. „Fremtidsstaten“ vil jeg kalde den.
-Klinger det ikke godt?“
-
-*                *
-*
-
-Man var kommen ind i Oktober, og Per var endelig bleven færdig
-med sine Rejseforberedelser. Det var hans Hensigt først at
-tilbringe nogen Tid i Tyskland og besøge et Par af de
-bekendteste tekniske Instituter dernede. Senere vilde han se at
-faa Lejlighed til at følge et eller andet af de store
-Vandbygningsarbejder, der udførtes af det engelsk-amerikanske
-Verdensfirma Blackbourn & Gries, hvortil hans Svigerfader havde
-lovet at skaffe ham Anbefaling. Iøvrigt agtede han sig til
-Paris, London, New-York og et Par andre af de nordamerikanske
-Storstæder. I det hele vilde han blive borte et Par Aar.
-
-Skønt Jakobe ikke fattede, hvordan denne lange Tid skulde gaa
-for hende, gjorde hun ingen Indvendinger. Ja, det var endogsaa
-hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde ment
-at kunne nøjes med den halve Tid; men hun bad ham indtrængende
-om ikke at forhaste sig, og hun fandt i dette Punkt Medhold hos
-sin Fader, der en Dag lod Per kalde til sig paa sit Kontor og
-her overgav ham et Akkreditiv paa fem Tusinde Kroner med den
-Tilføjelse, at det skulde blive fornyet efter Udløbet af et Aar.
-
-Midt under Travlheden med Indpakning og Fuldstændiggørelse af
-sit ret vidtløftige Rejseudstyr modtog Per en Dag et Brev fra
-Eberhard. Broderen skrev, at det var kommet ham for Øre, at han
-stod i Begreb med at begive sig til Udlandet; han vilde derfor
-ikke undlade at gøre ham bekendt med Faderens Tilstand, der nu
-var en saadan, at Katastrofen kunde ventes naarsomhelst. Selv
-agtede han sig med det allerførste hjem for at kunne være
-tilstede ved Dødslejet, hvor i det hele alle de andre Søskende
-ventelig vilde samles.
-
-Efter Modtagelsen af dette Brev gik Per en halv Dag op og ned ad
-sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været
-usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde stemt ham selv
-forsonlig. Ingen vilde jo nu heller kunne mistænke ham for at
-vende tilbage som den fortabte Søn -- tænkte han.
-
-Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. -- Var hans Bog
-endda udkommen!
-
-Han brændte tilsidst Brevet sammen med en Del gamle Papirer, som
-han ryddede ud af sine Skuffer, og talte slet ikke til Jakobe om
-det.
-
-Dagen efter rejste han til Tyskland.
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Lykke-Per, by Henrik Pontoppidan
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LYKKE-PER ***
-
-***** This file should be named 51384-0.txt or 51384-0.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/5/1/3/8/51384/
-
-Produced by Thomas Hermansen
-Updated editions will replace the previous one--the old editions will
-be renamed.
-
-Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
-law means that no one owns a United States copyright in these works,
-so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
-States without permission and without paying copyright
-royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
-of this license, apply to copying and distributing Project
-Gutenberg-tm electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG-tm
-concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
-and may not be used if you charge for the eBooks, unless you receive
-specific permission. If you do not charge anything for copies of this
-eBook, complying with the rules is very easy. You may use this eBook
-for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports,
-performances and research. They may be modified and printed and given
-away--you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks
-not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the
-trademark license, especially commercial redistribution.
-
-START: FULL LICENSE
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full
-Project Gutenberg-tm License available with this file or online at
-www.gutenberg.org/license.
-
-Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project
-Gutenberg-tm electronic works
-
-1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or
-destroy all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your
-possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
-Project Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound
-by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the
-person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph
-1.E.8.
-
-1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement. See
-paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this
-agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm
-electronic works. See paragraph 1.E below.
-
-1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the
-Foundation" or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
-of Project Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual
-works in the collection are in the public domain in the United
-States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
-United States and you are located in the United States, we do not
-claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
-displaying or creating derivative works based on the work as long as
-all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
-that you will support the Project Gutenberg-tm mission of promoting
-free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg-tm
-works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
-Project Gutenberg-tm name associated with the work. You can easily
-comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
-same format with its attached full Project Gutenberg-tm License when
-you share it without charge with others.
-
-1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
-in a constant state of change. If you are outside the United States,
-check the laws of your country in addition to the terms of this
-agreement before downloading, copying, displaying, performing,
-distributing or creating derivative works based on this work or any
-other Project Gutenberg-tm work. The Foundation makes no
-representations concerning the copyright status of any work in any
-country outside the United States.
-
-1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
-immediate access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear
-prominently whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work
-on which the phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the
-phrase "Project Gutenberg" is associated) is accessed, displayed,
-performed, viewed, copied or distributed:
-
-  This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
-  most other parts of the world at no cost and with almost no
-  restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it
-  under the terms of the Project Gutenberg License included with this
-  eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the
-  United States, you'll have to check the laws of the country where you
-  are located before using this ebook.
-
-1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is
-derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
-contain a notice indicating that it is posted with permission of the
-copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
-the United States without paying any fees or charges. If you are
-redistributing or providing access to a work with the phrase "Project
-Gutenberg" associated with or appearing on the work, you must comply
-either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
-obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg-tm
-trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
-additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
-will be linked to the Project Gutenberg-tm License for all works
-posted with the permission of the copyright holder found at the
-beginning of this work.
-
-1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
-any word processing or hypertext form. However, if you provide access
-to or distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format
-other than "Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official
-version posted on the official Project Gutenberg-tm web site
-(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
-to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
-of obtaining a copy upon request, of the work in its original "Plain
-Vanilla ASCII" or other form. Any alternate format must include the
-full Project Gutenberg-tm License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works
-provided that
-
-* You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-  the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-  you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
-  to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he has
-  agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
-  Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
-  within 60 days following each date on which you prepare (or are
-  legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
-  payments should be clearly marked as such and sent to the Project
-  Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
-  Section 4, "Information about donations to the Project Gutenberg
-  Literary Archive Foundation."
-
-* You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-  you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-  does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-  License. You must require such a user to return or destroy all
-  copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
-  all use of and all access to other copies of Project Gutenberg-tm
-  works.
-
-* You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
-  any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-  electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
-  receipt of the work.
-
-* You comply with all other terms of this agreement for free
-  distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
-Gutenberg-tm electronic work or group of works on different terms than
-are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
-from both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and The
-Project Gutenberg Trademark LLC, the owner of the Project Gutenberg-tm
-trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
-Gutenberg-tm collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm
-electronic works, and the medium on which they may be stored, may
-contain "Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
-or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
-intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
-other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
-cannot be read by your equipment.
-
-1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from. If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium
-with your written explanation. The person or entity that provided you
-with the defective work may elect to provide a replacement copy in
-lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
-or entity providing it to you may choose to give you a second
-opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
-the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
-without further opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO
-OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
-LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of
-damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
-violates the law of the state applicable to this agreement, the
-agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
-limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
-unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
-remaining provisions.
-
-1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in
-accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
-production, promotion and distribution of Project Gutenberg-tm
-electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
-including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
-the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
-or any Project Gutenberg-tm work, (b) alteration, modification, or
-additions or deletions to any Project Gutenberg-tm work, and (c) any
-Defect you cause.
-
-Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of
-computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
-exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
-from people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future
-generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
-Sections 3 and 4 and the Foundation information page at
-www.gutenberg.org
-
-
-
-Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
-U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is in Fairbanks, Alaska, with the
-mailing address: PO Box 750175, Fairbanks, AK 99775, but its
-volunteers and employees are scattered throughout numerous
-locations. Its business office is located at 809 North 1500 West, Salt
-Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to
-date contact information can be found at the Foundation's web site and
-official page at www.gutenberg.org/contact
-
-For additional contact information:
-
-    Dr. Gregory B. Newby
-    Chief Executive and Director
-    gbnewby@pglaf.org
-
-Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment. Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements. We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
-DONATIONS or determine the status of compliance for any particular
-state visit www.gutenberg.org/donate
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations. To
-donate, please visit: www.gutenberg.org/donate
-
-Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic works.
-
-Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
-Gutenberg-tm concept of a library of electronic works that could be
-freely shared with anyone. For forty years, he produced and
-distributed Project Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of
-volunteer support.
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
-the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
-necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
-edition.
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search
-facility: www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
-
diff --git a/old/51384-0.zip b/old/51384-0.zip
deleted file mode 100644
index 1818d41..0000000
--- a/old/51384-0.zip
+++ /dev/null