1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
61
62
63
64
65
66
67
68
69
70
71
72
73
74
75
76
77
78
79
80
81
82
83
84
85
86
87
88
89
90
91
92
93
94
95
96
97
98
99
100
101
102
103
104
105
106
107
108
109
110
111
112
113
114
115
116
117
118
119
120
121
122
123
124
125
126
127
128
129
130
131
132
133
134
135
136
137
138
139
140
141
142
143
144
145
146
147
148
149
150
151
152
153
154
155
156
157
158
159
160
161
162
163
164
165
166
167
168
169
170
171
172
173
174
175
176
177
178
179
180
181
182
183
184
185
186
187
188
189
190
191
192
193
194
195
196
197
198
199
200
201
202
203
204
205
206
207
208
209
210
211
212
213
214
215
216
217
218
219
220
221
222
223
224
225
226
227
228
229
230
231
232
233
234
235
236
237
238
239
240
241
242
243
244
245
246
247
248
249
250
251
252
253
254
255
256
257
258
259
260
261
262
263
264
265
266
267
268
269
270
271
272
273
274
275
276
277
278
279
280
281
282
283
284
285
286
287
288
289
290
291
292
293
294
295
296
297
298
299
300
301
302
303
304
305
306
307
308
309
310
311
312
313
314
315
316
317
318
319
320
321
322
323
324
325
326
327
328
329
330
331
332
333
334
335
336
337
338
339
340
341
342
343
344
345
346
347
348
349
350
351
352
353
354
355
356
357
358
359
360
361
362
363
364
365
366
367
368
369
370
371
372
373
374
375
376
377
378
379
380
381
382
383
384
385
386
387
388
389
390
391
392
393
394
395
396
397
398
399
400
401
402
403
404
405
406
407
408
409
410
411
412
413
414
415
416
417
418
419
420
421
422
423
424
425
426
427
428
429
430
431
432
433
434
435
436
437
438
439
440
441
442
443
444
445
446
447
448
449
450
451
452
453
454
455
456
457
458
459
460
461
462
463
464
465
466
467
468
469
470
471
472
473
474
475
476
477
478
479
480
481
482
483
484
485
486
487
488
489
490
491
492
493
494
495
496
497
498
499
500
501
502
503
504
505
506
507
508
509
510
511
512
513
514
515
516
517
518
519
520
521
522
523
524
525
526
527
528
529
530
531
532
533
534
535
536
537
538
539
540
541
542
543
544
545
546
547
548
549
550
551
552
553
554
555
556
557
558
559
560
561
562
563
564
565
566
567
568
569
570
571
572
573
574
575
576
577
578
579
580
581
582
583
584
585
586
587
588
589
590
591
592
593
594
595
596
597
598
599
600
601
602
603
604
605
606
607
608
609
610
611
612
613
614
615
616
617
618
619
620
621
622
623
624
625
626
627
628
629
630
631
632
633
634
635
636
637
638
639
640
641
642
643
644
645
646
647
648
649
650
651
652
653
654
655
656
657
658
659
660
661
662
663
664
665
666
667
668
669
670
671
672
673
674
675
676
677
678
679
680
681
682
683
684
685
686
687
688
689
690
691
692
693
694
695
696
697
698
699
700
701
702
703
704
705
706
707
708
709
710
711
712
713
714
715
716
717
718
719
720
721
722
723
724
725
726
727
728
729
730
731
732
733
734
735
736
737
738
739
740
741
742
743
744
745
746
747
748
749
750
751
752
753
754
755
756
757
758
759
760
761
762
763
764
765
766
767
768
769
770
771
772
773
774
775
776
777
778
779
780
781
782
783
784
785
786
787
788
789
790
791
792
793
794
795
796
797
798
799
800
801
802
803
804
805
806
807
808
809
810
811
812
813
814
815
816
817
818
819
820
821
822
823
824
825
826
827
828
829
830
831
832
833
834
835
836
837
838
839
840
841
842
843
844
845
846
847
848
849
850
851
852
853
854
855
856
857
858
859
860
861
862
863
864
865
866
867
868
869
870
871
872
873
874
875
876
877
878
879
880
881
882
883
884
885
886
887
888
889
890
891
892
893
894
895
896
897
898
899
900
901
902
903
904
905
906
907
908
909
910
911
912
913
914
915
916
917
918
919
920
921
922
923
924
925
926
927
928
929
930
931
932
933
934
935
936
937
938
939
940
941
942
943
944
945
946
947
948
949
950
951
952
953
954
955
956
957
958
959
960
961
962
963
964
965
966
967
968
969
970
971
972
973
974
975
976
977
978
979
980
981
982
983
984
985
986
987
988
989
990
991
992
993
994
995
996
997
998
999
1000
1001
1002
1003
1004
1005
1006
1007
1008
1009
1010
1011
1012
1013
1014
1015
1016
1017
1018
1019
1020
1021
1022
1023
1024
1025
1026
1027
1028
1029
1030
1031
1032
1033
1034
1035
1036
1037
1038
1039
1040
1041
1042
1043
1044
1045
1046
1047
1048
1049
1050
1051
1052
1053
1054
1055
1056
1057
1058
1059
1060
1061
1062
1063
1064
1065
1066
1067
1068
1069
1070
1071
1072
1073
1074
1075
1076
1077
1078
1079
1080
1081
1082
1083
1084
1085
1086
1087
1088
1089
1090
1091
1092
1093
1094
1095
1096
1097
1098
1099
1100
1101
1102
1103
1104
1105
1106
1107
1108
1109
1110
1111
1112
1113
1114
1115
1116
1117
1118
1119
1120
1121
1122
1123
1124
1125
1126
1127
1128
1129
1130
1131
1132
1133
1134
1135
1136
1137
1138
1139
1140
1141
1142
1143
1144
1145
1146
1147
1148
1149
1150
1151
1152
1153
1154
1155
1156
1157
1158
1159
1160
1161
1162
1163
1164
1165
1166
1167
1168
1169
1170
1171
1172
1173
1174
1175
1176
1177
1178
1179
1180
1181
1182
1183
1184
1185
1186
1187
1188
1189
1190
1191
1192
1193
1194
1195
1196
1197
1198
1199
1200
1201
1202
1203
1204
1205
1206
1207
1208
1209
1210
1211
1212
1213
1214
1215
1216
1217
1218
1219
1220
1221
1222
1223
1224
1225
1226
1227
1228
1229
1230
1231
1232
1233
1234
1235
1236
1237
1238
1239
1240
1241
1242
1243
1244
1245
1246
1247
1248
1249
1250
1251
1252
1253
1254
1255
1256
1257
1258
1259
1260
1261
1262
1263
1264
1265
1266
1267
1268
1269
1270
1271
1272
1273
1274
1275
1276
1277
1278
1279
1280
1281
1282
1283
1284
1285
1286
1287
1288
1289
1290
1291
1292
1293
1294
1295
1296
1297
1298
1299
1300
1301
1302
1303
1304
1305
1306
1307
1308
1309
1310
1311
1312
1313
1314
1315
1316
1317
1318
1319
1320
1321
1322
1323
1324
1325
1326
1327
1328
1329
1330
1331
1332
1333
1334
1335
1336
1337
1338
1339
1340
1341
1342
1343
1344
1345
1346
1347
1348
1349
1350
1351
1352
1353
1354
1355
1356
1357
1358
1359
1360
1361
1362
1363
1364
1365
1366
1367
1368
1369
1370
1371
1372
1373
1374
1375
1376
1377
1378
1379
1380
1381
1382
1383
1384
1385
1386
1387
1388
1389
1390
1391
1392
1393
1394
1395
1396
1397
1398
1399
1400
1401
1402
1403
1404
1405
1406
1407
1408
1409
1410
1411
1412
1413
1414
1415
1416
1417
1418
1419
1420
1421
1422
1423
1424
1425
1426
1427
1428
1429
1430
1431
1432
1433
1434
1435
1436
1437
1438
1439
1440
1441
1442
1443
1444
1445
1446
1447
1448
1449
1450
1451
1452
1453
1454
1455
1456
1457
1458
1459
1460
1461
1462
1463
1464
1465
1466
1467
1468
1469
1470
1471
1472
1473
1474
1475
1476
1477
1478
1479
1480
1481
1482
1483
1484
1485
1486
1487
1488
1489
1490
1491
1492
1493
1494
1495
1496
1497
1498
1499
1500
1501
1502
1503
1504
1505
1506
1507
1508
1509
1510
1511
1512
1513
1514
1515
1516
1517
1518
1519
1520
1521
1522
1523
1524
1525
1526
1527
1528
1529
1530
1531
1532
1533
1534
1535
1536
1537
1538
1539
1540
1541
1542
1543
1544
1545
1546
1547
1548
1549
1550
1551
1552
1553
1554
1555
1556
1557
1558
1559
1560
1561
1562
1563
1564
1565
1566
1567
1568
1569
1570
1571
1572
1573
1574
1575
1576
1577
1578
1579
1580
1581
1582
1583
1584
1585
1586
1587
1588
1589
1590
1591
1592
1593
1594
1595
1596
1597
1598
1599
1600
1601
1602
1603
1604
1605
1606
1607
1608
1609
1610
1611
1612
1613
1614
1615
1616
1617
1618
1619
1620
1621
1622
1623
1624
1625
1626
1627
1628
1629
1630
1631
1632
1633
1634
1635
1636
1637
1638
1639
1640
1641
1642
1643
1644
1645
1646
1647
1648
1649
1650
1651
1652
1653
1654
1655
1656
1657
1658
1659
1660
1661
1662
1663
1664
1665
1666
1667
1668
1669
1670
1671
1672
1673
1674
1675
1676
1677
1678
1679
1680
1681
1682
1683
1684
1685
1686
1687
1688
1689
1690
1691
1692
1693
1694
1695
1696
1697
1698
1699
1700
1701
1702
1703
1704
1705
1706
1707
1708
1709
1710
1711
1712
1713
1714
1715
1716
1717
1718
1719
1720
1721
1722
1723
1724
1725
1726
1727
1728
1729
1730
1731
1732
1733
1734
1735
1736
1737
1738
1739
1740
1741
1742
1743
1744
1745
1746
1747
1748
1749
1750
1751
1752
1753
1754
1755
1756
1757
1758
1759
1760
1761
1762
1763
1764
1765
1766
1767
1768
1769
1770
1771
1772
1773
1774
1775
1776
1777
1778
1779
1780
1781
1782
1783
1784
1785
1786
1787
1788
1789
1790
1791
1792
1793
1794
1795
1796
1797
1798
1799
1800
1801
1802
1803
1804
1805
1806
1807
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
1816
1817
1818
1819
1820
1821
1822
1823
1824
1825
1826
1827
1828
1829
1830
1831
1832
1833
1834
1835
1836
1837
1838
1839
1840
1841
1842
1843
1844
1845
1846
1847
1848
1849
1850
1851
1852
1853
1854
1855
1856
1857
1858
1859
1860
1861
1862
1863
1864
1865
1866
1867
1868
1869
1870
1871
1872
1873
1874
1875
1876
1877
1878
1879
1880
1881
1882
1883
1884
1885
1886
1887
1888
1889
1890
1891
1892
1893
1894
1895
1896
1897
1898
1899
1900
1901
1902
1903
1904
1905
1906
1907
1908
1909
1910
1911
1912
1913
1914
1915
1916
1917
1918
1919
1920
1921
1922
1923
1924
1925
1926
1927
1928
1929
1930
1931
1932
1933
1934
1935
1936
1937
1938
1939
1940
1941
1942
1943
1944
1945
1946
1947
1948
1949
1950
1951
1952
1953
1954
1955
1956
1957
1958
1959
1960
1961
1962
1963
1964
1965
1966
1967
1968
1969
1970
1971
1972
1973
1974
1975
1976
1977
1978
1979
1980
1981
1982
1983
1984
1985
1986
1987
1988
1989
1990
1991
1992
1993
1994
1995
1996
1997
1998
1999
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
2021
2022
2023
2024
2025
2026
2027
2028
2029
2030
2031
2032
2033
2034
2035
2036
2037
2038
2039
2040
2041
2042
2043
2044
2045
2046
2047
2048
2049
2050
2051
2052
2053
2054
2055
2056
2057
2058
2059
2060
2061
2062
2063
2064
2065
2066
2067
2068
2069
2070
2071
2072
2073
2074
2075
2076
2077
2078
2079
2080
2081
2082
2083
2084
2085
2086
2087
2088
2089
2090
2091
2092
2093
2094
2095
2096
2097
2098
2099
2100
2101
2102
2103
2104
2105
2106
2107
2108
2109
2110
2111
2112
2113
2114
2115
2116
2117
2118
2119
2120
2121
2122
2123
2124
2125
2126
2127
2128
2129
2130
2131
2132
2133
2134
2135
2136
2137
2138
2139
2140
2141
2142
2143
2144
2145
2146
2147
2148
2149
2150
2151
2152
2153
2154
2155
2156
2157
2158
2159
2160
2161
2162
2163
2164
2165
2166
2167
2168
2169
2170
2171
2172
2173
2174
2175
2176
2177
2178
2179
2180
2181
2182
2183
2184
2185
2186
2187
2188
2189
2190
2191
2192
2193
2194
2195
2196
2197
2198
2199
2200
2201
2202
2203
2204
2205
2206
2207
2208
2209
2210
2211
2212
2213
2214
2215
2216
2217
2218
2219
2220
2221
2222
2223
2224
2225
2226
2227
2228
2229
2230
2231
2232
2233
2234
2235
2236
2237
2238
2239
2240
2241
2242
2243
2244
2245
2246
2247
2248
2249
2250
2251
2252
2253
2254
2255
2256
2257
2258
2259
2260
2261
2262
2263
2264
2265
2266
2267
2268
2269
2270
2271
2272
2273
2274
2275
2276
2277
2278
2279
2280
2281
2282
2283
2284
2285
2286
2287
2288
2289
2290
2291
2292
2293
2294
2295
2296
2297
2298
2299
2300
2301
2302
2303
2304
2305
2306
2307
2308
2309
2310
2311
2312
2313
2314
2315
2316
2317
2318
2319
2320
2321
2322
2323
2324
2325
2326
2327
2328
2329
2330
2331
2332
2333
2334
2335
2336
2337
2338
2339
2340
2341
2342
2343
2344
2345
2346
2347
2348
2349
2350
2351
2352
2353
2354
2355
2356
2357
2358
2359
2360
2361
2362
2363
2364
2365
2366
2367
2368
2369
2370
2371
2372
2373
2374
2375
2376
2377
2378
2379
2380
2381
2382
2383
2384
2385
2386
2387
2388
2389
2390
2391
2392
2393
2394
2395
2396
2397
2398
2399
2400
2401
2402
2403
2404
2405
2406
2407
2408
2409
2410
2411
2412
2413
2414
2415
2416
2417
2418
2419
2420
2421
2422
2423
2424
2425
2426
2427
2428
2429
2430
2431
2432
2433
2434
2435
2436
2437
2438
2439
2440
2441
2442
2443
2444
2445
2446
2447
2448
2449
2450
2451
2452
2453
2454
2455
2456
2457
2458
2459
2460
2461
2462
2463
2464
2465
2466
2467
2468
2469
2470
2471
2472
2473
2474
2475
2476
2477
2478
2479
2480
2481
2482
2483
2484
2485
2486
2487
2488
2489
2490
2491
2492
2493
2494
2495
2496
2497
2498
2499
2500
2501
2502
2503
2504
2505
2506
2507
2508
2509
2510
2511
2512
2513
2514
2515
2516
2517
2518
2519
2520
2521
2522
2523
2524
2525
2526
2527
2528
2529
2530
2531
2532
2533
2534
2535
2536
2537
2538
2539
2540
2541
2542
2543
2544
2545
2546
2547
2548
2549
2550
2551
2552
2553
2554
2555
2556
2557
2558
2559
2560
2561
2562
2563
2564
2565
2566
2567
2568
2569
2570
2571
2572
2573
2574
2575
2576
2577
2578
2579
2580
2581
2582
2583
2584
2585
2586
2587
2588
2589
2590
2591
2592
2593
2594
2595
2596
2597
2598
2599
2600
2601
2602
2603
2604
2605
2606
2607
2608
2609
2610
2611
2612
2613
2614
2615
2616
2617
2618
2619
2620
2621
2622
2623
2624
2625
2626
2627
2628
2629
2630
2631
2632
2633
2634
2635
2636
2637
2638
2639
2640
2641
2642
2643
2644
2645
2646
2647
2648
2649
2650
2651
2652
2653
2654
2655
2656
2657
2658
2659
2660
2661
2662
2663
2664
2665
2666
2667
2668
2669
2670
2671
2672
2673
2674
2675
2676
2677
2678
2679
2680
2681
2682
2683
2684
2685
2686
2687
2688
2689
2690
2691
2692
2693
2694
2695
2696
2697
2698
2699
2700
2701
2702
2703
2704
2705
2706
2707
2708
2709
2710
2711
2712
2713
2714
2715
2716
2717
2718
2719
2720
2721
2722
2723
2724
2725
2726
2727
2728
2729
2730
2731
2732
2733
2734
2735
2736
2737
2738
2739
2740
2741
2742
2743
2744
2745
2746
2747
2748
2749
2750
2751
2752
2753
2754
2755
2756
2757
2758
2759
2760
2761
2762
2763
2764
2765
2766
2767
2768
2769
2770
2771
2772
2773
2774
2775
2776
2777
2778
2779
2780
2781
2782
2783
2784
2785
2786
2787
2788
2789
2790
2791
2792
2793
2794
2795
2796
2797
2798
2799
2800
2801
2802
2803
2804
2805
2806
2807
2808
2809
2810
2811
2812
2813
2814
2815
2816
2817
2818
2819
2820
2821
2822
2823
2824
2825
2826
2827
2828
2829
2830
2831
2832
2833
2834
2835
2836
2837
2838
2839
2840
2841
2842
2843
2844
2845
2846
2847
2848
2849
2850
2851
2852
2853
2854
2855
2856
2857
2858
2859
2860
2861
2862
2863
2864
2865
2866
2867
2868
2869
2870
2871
2872
2873
2874
2875
2876
2877
2878
2879
2880
2881
2882
2883
2884
2885
2886
2887
2888
2889
2890
2891
2892
2893
2894
2895
2896
2897
2898
2899
2900
2901
2902
2903
2904
2905
2906
2907
2908
2909
2910
2911
2912
2913
2914
2915
2916
2917
2918
2919
2920
2921
2922
2923
2924
2925
2926
2927
2928
2929
2930
2931
2932
2933
2934
2935
2936
2937
2938
2939
2940
2941
2942
2943
2944
2945
2946
2947
2948
2949
2950
2951
2952
2953
2954
2955
2956
2957
2958
2959
2960
2961
2962
2963
2964
2965
2966
2967
2968
2969
2970
2971
2972
2973
2974
2975
2976
2977
2978
2979
2980
2981
2982
2983
2984
2985
2986
2987
2988
2989
2990
2991
2992
2993
2994
2995
2996
2997
2998
2999
3000
3001
3002
3003
3004
3005
3006
3007
3008
3009
3010
3011
3012
3013
3014
3015
3016
3017
3018
3019
3020
3021
3022
3023
3024
3025
3026
3027
3028
3029
3030
3031
3032
3033
3034
3035
3036
3037
3038
3039
3040
3041
3042
3043
3044
3045
3046
3047
3048
3049
3050
3051
3052
3053
3054
3055
3056
3057
3058
3059
3060
3061
3062
3063
3064
3065
3066
3067
3068
3069
3070
3071
3072
3073
3074
3075
3076
3077
3078
3079
3080
3081
3082
3083
3084
3085
3086
3087
3088
3089
3090
3091
3092
3093
3094
3095
3096
3097
3098
3099
3100
3101
3102
3103
3104
3105
3106
3107
3108
3109
3110
3111
3112
3113
3114
3115
3116
3117
3118
3119
3120
3121
3122
3123
3124
3125
3126
3127
3128
3129
3130
3131
3132
3133
3134
3135
3136
3137
3138
3139
3140
3141
3142
3143
3144
3145
3146
3147
3148
3149
3150
3151
3152
3153
3154
3155
3156
3157
3158
3159
3160
3161
3162
3163
3164
3165
3166
3167
3168
3169
3170
3171
3172
3173
3174
3175
3176
3177
3178
3179
3180
3181
3182
3183
3184
3185
3186
3187
3188
3189
3190
3191
3192
3193
3194
3195
3196
3197
3198
3199
3200
3201
3202
3203
3204
3205
3206
3207
3208
3209
3210
3211
3212
3213
3214
3215
3216
3217
3218
3219
3220
3221
3222
3223
3224
3225
3226
3227
3228
3229
3230
3231
3232
3233
3234
3235
3236
3237
3238
3239
3240
3241
3242
3243
3244
3245
3246
3247
3248
3249
3250
3251
3252
3253
3254
3255
3256
3257
3258
3259
3260
3261
3262
3263
3264
3265
3266
3267
3268
3269
3270
3271
3272
3273
3274
3275
3276
3277
3278
3279
3280
3281
3282
3283
3284
3285
3286
3287
3288
3289
3290
3291
3292
3293
3294
3295
3296
3297
3298
3299
3300
3301
3302
3303
3304
3305
3306
3307
3308
3309
3310
3311
3312
3313
3314
3315
3316
3317
3318
3319
3320
3321
3322
3323
3324
3325
3326
3327
3328
3329
3330
3331
3332
3333
3334
3335
3336
3337
3338
3339
3340
3341
3342
3343
3344
3345
3346
3347
3348
3349
3350
3351
3352
3353
3354
3355
3356
3357
3358
3359
3360
3361
3362
3363
3364
3365
3366
3367
3368
3369
3370
3371
3372
3373
3374
3375
3376
3377
3378
3379
3380
3381
3382
3383
3384
3385
3386
3387
3388
3389
3390
3391
3392
3393
3394
3395
3396
3397
3398
3399
3400
3401
3402
3403
3404
3405
3406
3407
3408
3409
3410
3411
3412
3413
3414
3415
3416
3417
3418
3419
3420
3421
3422
3423
3424
3425
3426
3427
3428
3429
3430
3431
3432
3433
3434
3435
3436
3437
3438
3439
3440
3441
3442
3443
3444
3445
3446
3447
3448
3449
3450
3451
3452
3453
3454
3455
3456
3457
3458
3459
3460
3461
3462
3463
3464
3465
3466
3467
3468
3469
3470
3471
3472
3473
3474
3475
3476
3477
3478
3479
3480
3481
3482
3483
3484
3485
3486
3487
3488
3489
3490
3491
3492
3493
3494
3495
3496
3497
3498
3499
3500
3501
3502
3503
3504
3505
3506
3507
3508
3509
3510
3511
3512
3513
3514
3515
3516
3517
3518
3519
3520
3521
3522
3523
3524
3525
3526
3527
3528
3529
3530
3531
3532
3533
3534
3535
3536
3537
3538
3539
3540
3541
3542
3543
3544
3545
3546
3547
3548
3549
3550
3551
3552
3553
3554
3555
3556
3557
3558
3559
3560
3561
3562
3563
3564
3565
3566
3567
3568
3569
3570
3571
3572
3573
3574
3575
3576
3577
3578
3579
3580
3581
3582
3583
3584
3585
3586
3587
3588
3589
3590
3591
3592
3593
3594
3595
3596
3597
3598
3599
3600
3601
3602
3603
3604
3605
3606
3607
3608
3609
3610
3611
3612
3613
3614
3615
3616
3617
3618
3619
3620
3621
3622
3623
3624
3625
3626
3627
3628
3629
3630
3631
3632
3633
3634
3635
3636
3637
3638
3639
3640
3641
3642
3643
3644
3645
3646
3647
3648
3649
3650
3651
3652
3653
3654
3655
3656
3657
3658
3659
3660
3661
3662
3663
3664
3665
3666
3667
3668
3669
3670
3671
3672
3673
3674
3675
3676
3677
3678
3679
3680
3681
3682
3683
3684
3685
3686
3687
3688
3689
3690
3691
3692
3693
3694
3695
3696
3697
3698
3699
3700
3701
3702
3703
3704
3705
3706
3707
3708
3709
3710
3711
3712
3713
3714
3715
3716
3717
3718
3719
3720
3721
3722
3723
3724
3725
3726
3727
3728
3729
3730
3731
3732
3733
3734
3735
3736
3737
3738
3739
3740
3741
3742
3743
3744
3745
3746
3747
3748
3749
3750
3751
3752
3753
3754
3755
3756
3757
3758
3759
3760
3761
3762
3763
3764
3765
3766
3767
3768
3769
3770
3771
3772
3773
3774
3775
3776
3777
3778
3779
3780
3781
3782
3783
3784
3785
3786
3787
3788
3789
3790
3791
3792
3793
3794
3795
3796
3797
3798
3799
3800
3801
3802
3803
3804
3805
3806
3807
3808
3809
3810
3811
3812
3813
3814
3815
3816
3817
3818
3819
3820
3821
3822
3823
3824
3825
3826
3827
3828
3829
3830
3831
3832
3833
3834
3835
3836
3837
3838
3839
3840
3841
3842
3843
3844
3845
3846
3847
3848
3849
3850
3851
3852
3853
3854
3855
3856
3857
3858
3859
3860
3861
3862
3863
3864
3865
3866
3867
3868
3869
3870
3871
3872
3873
3874
3875
3876
3877
3878
3879
3880
3881
3882
3883
3884
3885
3886
3887
3888
3889
3890
3891
3892
3893
3894
3895
3896
3897
3898
3899
3900
3901
3902
3903
3904
3905
3906
3907
3908
3909
3910
3911
3912
3913
3914
3915
3916
3917
3918
3919
3920
3921
3922
3923
3924
3925
3926
3927
3928
3929
3930
3931
3932
3933
3934
3935
3936
3937
3938
3939
3940
3941
3942
3943
3944
3945
3946
3947
3948
3949
3950
3951
3952
3953
3954
3955
3956
3957
3958
3959
3960
3961
3962
3963
3964
3965
3966
3967
3968
3969
3970
3971
3972
3973
3974
3975
3976
3977
3978
3979
3980
3981
3982
3983
3984
3985
3986
3987
3988
3989
3990
3991
3992
3993
3994
3995
3996
3997
3998
3999
4000
4001
4002
4003
4004
4005
4006
4007
4008
4009
4010
4011
4012
4013
4014
4015
4016
4017
4018
4019
4020
4021
4022
4023
4024
4025
4026
4027
4028
4029
4030
4031
4032
4033
4034
4035
4036
4037
4038
4039
4040
4041
4042
4043
4044
4045
4046
4047
4048
4049
4050
4051
4052
4053
4054
4055
4056
4057
4058
4059
4060
4061
4062
4063
4064
4065
4066
4067
4068
4069
4070
4071
4072
4073
4074
4075
4076
4077
4078
4079
4080
4081
4082
4083
4084
4085
4086
4087
4088
4089
4090
4091
4092
4093
4094
4095
4096
4097
4098
4099
4100
4101
4102
4103
4104
4105
4106
4107
4108
4109
4110
4111
4112
4113
4114
4115
4116
4117
4118
4119
4120
4121
4122
4123
4124
4125
4126
4127
4128
4129
4130
4131
4132
4133
4134
4135
4136
4137
4138
4139
4140
4141
4142
4143
4144
4145
4146
4147
4148
4149
4150
4151
4152
4153
4154
4155
4156
4157
4158
4159
4160
4161
4162
4163
4164
4165
4166
4167
4168
4169
4170
4171
4172
4173
4174
4175
4176
4177
4178
4179
4180
4181
4182
4183
4184
4185
4186
4187
4188
4189
4190
4191
4192
4193
4194
4195
4196
4197
4198
4199
4200
4201
4202
4203
4204
4205
4206
4207
4208
4209
4210
4211
4212
4213
4214
4215
4216
4217
4218
4219
4220
4221
4222
4223
4224
4225
4226
4227
4228
4229
4230
4231
4232
4233
4234
4235
4236
4237
4238
4239
4240
4241
4242
4243
4244
4245
4246
4247
4248
4249
4250
4251
4252
4253
4254
4255
4256
4257
4258
4259
4260
4261
4262
4263
4264
4265
4266
4267
4268
4269
4270
4271
4272
4273
4274
4275
4276
4277
4278
4279
4280
4281
4282
4283
4284
4285
4286
4287
4288
4289
4290
4291
4292
4293
4294
4295
4296
4297
4298
4299
4300
4301
4302
4303
4304
4305
4306
4307
4308
4309
4310
4311
4312
4313
4314
4315
4316
4317
4318
4319
4320
4321
4322
4323
4324
4325
4326
4327
4328
4329
4330
4331
4332
4333
4334
4335
4336
4337
4338
4339
4340
4341
4342
4343
4344
4345
4346
4347
4348
4349
4350
4351
4352
4353
4354
4355
4356
4357
4358
4359
4360
4361
4362
4363
4364
4365
4366
4367
4368
4369
4370
4371
4372
4373
4374
4375
4376
4377
4378
4379
4380
4381
4382
4383
4384
4385
4386
4387
4388
4389
4390
4391
4392
4393
4394
4395
4396
4397
4398
4399
4400
4401
4402
4403
4404
4405
4406
4407
4408
4409
4410
4411
4412
4413
4414
4415
4416
4417
4418
4419
4420
4421
4422
4423
4424
4425
4426
4427
4428
4429
4430
4431
4432
4433
4434
4435
4436
4437
4438
4439
4440
4441
4442
4443
4444
4445
4446
4447
4448
4449
4450
4451
4452
4453
4454
4455
4456
4457
4458
4459
4460
4461
4462
4463
4464
4465
4466
4467
4468
4469
4470
4471
4472
4473
4474
4475
4476
4477
4478
4479
4480
4481
4482
4483
4484
4485
4486
4487
4488
4489
4490
4491
4492
4493
4494
4495
4496
4497
4498
4499
4500
4501
4502
4503
4504
4505
4506
4507
4508
4509
4510
4511
4512
4513
4514
4515
4516
4517
4518
4519
4520
4521
4522
4523
4524
4525
4526
4527
4528
4529
4530
4531
4532
4533
4534
4535
4536
4537
4538
4539
4540
4541
4542
4543
4544
4545
4546
4547
4548
4549
4550
4551
4552
4553
4554
4555
4556
4557
4558
4559
4560
4561
4562
4563
4564
4565
4566
4567
4568
4569
4570
4571
4572
4573
4574
4575
4576
4577
4578
4579
4580
4581
4582
4583
4584
4585
4586
4587
4588
4589
4590
4591
4592
4593
4594
4595
4596
4597
4598
4599
4600
4601
4602
4603
4604
4605
4606
4607
4608
4609
4610
4611
4612
4613
4614
4615
4616
4617
4618
4619
4620
4621
4622
4623
4624
4625
4626
4627
4628
4629
4630
4631
4632
4633
4634
4635
4636
4637
4638
4639
4640
4641
4642
4643
4644
4645
4646
4647
4648
4649
4650
4651
4652
4653
4654
4655
4656
4657
4658
4659
4660
4661
4662
4663
4664
4665
4666
4667
4668
4669
4670
4671
4672
4673
4674
4675
4676
4677
4678
4679
4680
4681
4682
4683
4684
4685
4686
4687
4688
4689
4690
4691
4692
4693
4694
4695
4696
4697
4698
4699
4700
4701
4702
4703
4704
4705
4706
4707
4708
4709
4710
4711
4712
4713
4714
4715
4716
4717
4718
4719
4720
4721
4722
4723
4724
4725
4726
4727
4728
4729
4730
4731
4732
4733
4734
4735
4736
4737
4738
4739
4740
4741
4742
4743
4744
4745
4746
4747
4748
4749
4750
4751
4752
4753
4754
4755
4756
4757
4758
4759
4760
4761
4762
4763
4764
4765
4766
4767
4768
4769
4770
4771
4772
4773
4774
4775
4776
4777
4778
4779
4780
4781
4782
4783
4784
4785
4786
4787
4788
4789
4790
4791
4792
4793
4794
4795
4796
4797
4798
4799
4800
4801
4802
4803
4804
4805
4806
4807
4808
4809
4810
4811
4812
4813
4814
4815
4816
4817
4818
4819
4820
4821
4822
4823
4824
4825
4826
4827
4828
4829
4830
4831
4832
4833
4834
4835
4836
4837
4838
4839
4840
4841
4842
4843
4844
4845
4846
4847
4848
4849
4850
4851
4852
4853
4854
4855
4856
4857
4858
4859
4860
4861
4862
4863
4864
4865
4866
4867
4868
4869
4870
4871
4872
4873
4874
4875
4876
4877
4878
4879
4880
4881
4882
4883
4884
4885
4886
4887
4888
4889
4890
4891
4892
4893
4894
4895
4896
4897
4898
4899
4900
4901
4902
4903
4904
4905
4906
4907
4908
4909
4910
4911
4912
4913
4914
4915
4916
4917
4918
4919
4920
4921
4922
4923
4924
4925
4926
4927
4928
4929
4930
4931
4932
4933
4934
4935
4936
4937
4938
4939
4940
4941
4942
4943
4944
4945
4946
4947
4948
4949
4950
4951
4952
4953
4954
4955
4956
4957
4958
4959
4960
4961
4962
4963
4964
4965
4966
4967
4968
4969
4970
4971
4972
4973
4974
4975
4976
4977
4978
4979
4980
4981
4982
4983
4984
4985
4986
4987
4988
4989
4990
4991
4992
4993
4994
4995
4996
4997
4998
4999
5000
5001
5002
5003
5004
5005
5006
5007
5008
5009
5010
5011
5012
5013
5014
5015
5016
5017
5018
5019
5020
5021
5022
5023
5024
5025
5026
5027
5028
5029
5030
5031
5032
5033
5034
5035
5036
5037
5038
5039
5040
5041
5042
5043
5044
5045
5046
5047
5048
5049
5050
5051
5052
5053
5054
5055
5056
5057
5058
5059
5060
5061
5062
5063
5064
5065
5066
5067
5068
5069
5070
5071
5072
5073
5074
5075
5076
5077
5078
5079
5080
5081
5082
5083
5084
5085
5086
5087
5088
5089
5090
5091
5092
5093
5094
5095
5096
5097
5098
5099
5100
5101
5102
5103
5104
5105
5106
5107
5108
5109
5110
5111
5112
5113
5114
5115
5116
5117
5118
5119
5120
5121
5122
5123
5124
5125
5126
5127
5128
5129
5130
5131
5132
5133
5134
5135
5136
5137
5138
5139
5140
5141
5142
5143
5144
5145
5146
5147
5148
5149
5150
5151
5152
5153
5154
5155
5156
5157
5158
5159
5160
5161
5162
5163
5164
5165
5166
5167
5168
5169
5170
5171
5172
5173
5174
5175
5176
5177
5178
5179
5180
5181
5182
5183
5184
5185
5186
5187
5188
5189
5190
5191
5192
5193
5194
5195
5196
5197
5198
5199
5200
5201
5202
5203
5204
5205
5206
5207
5208
5209
5210
5211
5212
5213
5214
5215
5216
5217
5218
5219
5220
5221
5222
5223
5224
5225
5226
5227
5228
5229
5230
5231
5232
5233
5234
5235
5236
5237
5238
5239
5240
5241
5242
5243
5244
5245
5246
5247
5248
5249
5250
5251
5252
5253
5254
5255
5256
5257
5258
5259
5260
5261
5262
5263
5264
5265
5266
5267
5268
5269
5270
5271
5272
5273
5274
5275
5276
5277
5278
5279
5280
5281
5282
5283
5284
5285
5286
5287
5288
5289
5290
5291
5292
5293
5294
5295
5296
5297
5298
5299
5300
5301
5302
5303
5304
5305
5306
5307
5308
5309
5310
5311
5312
5313
5314
5315
5316
5317
5318
5319
5320
5321
5322
5323
5324
5325
5326
5327
5328
5329
5330
5331
5332
5333
5334
5335
5336
5337
5338
5339
5340
5341
5342
5343
5344
5345
5346
5347
5348
5349
5350
5351
5352
5353
5354
5355
5356
5357
5358
5359
5360
5361
5362
5363
5364
5365
5366
5367
5368
5369
5370
5371
5372
5373
5374
5375
5376
5377
5378
5379
5380
5381
5382
5383
5384
5385
5386
5387
5388
5389
5390
5391
5392
5393
5394
5395
5396
5397
5398
5399
5400
5401
5402
5403
5404
5405
5406
5407
5408
5409
5410
5411
5412
5413
5414
5415
5416
5417
5418
5419
5420
5421
5422
5423
5424
5425
5426
5427
5428
5429
5430
5431
5432
5433
5434
5435
5436
5437
5438
5439
5440
5441
5442
5443
5444
5445
5446
5447
5448
5449
5450
5451
5452
5453
5454
5455
5456
5457
5458
5459
5460
5461
5462
5463
5464
5465
5466
5467
5468
5469
5470
5471
5472
5473
5474
5475
5476
5477
5478
5479
5480
5481
5482
5483
5484
5485
5486
5487
5488
5489
5490
5491
5492
5493
5494
5495
5496
5497
5498
5499
5500
5501
5502
5503
5504
5505
5506
5507
5508
5509
5510
5511
5512
5513
5514
5515
5516
5517
5518
5519
5520
5521
5522
5523
5524
5525
5526
5527
5528
5529
5530
5531
5532
5533
5534
5535
5536
5537
5538
5539
5540
5541
5542
5543
5544
5545
5546
5547
5548
5549
5550
5551
5552
5553
5554
5555
5556
5557
5558
5559
5560
5561
5562
5563
5564
5565
5566
5567
5568
5569
5570
5571
5572
5573
5574
5575
5576
5577
5578
5579
5580
5581
5582
5583
5584
5585
5586
5587
5588
5589
5590
5591
5592
5593
5594
5595
5596
5597
5598
5599
5600
5601
5602
5603
5604
5605
5606
5607
5608
5609
5610
5611
5612
5613
5614
5615
5616
5617
5618
5619
5620
5621
5622
5623
5624
5625
5626
5627
5628
5629
5630
5631
5632
5633
5634
5635
5636
5637
5638
5639
5640
5641
5642
5643
5644
5645
5646
5647
5648
5649
5650
5651
5652
5653
5654
5655
5656
5657
5658
5659
5660
5661
5662
5663
5664
5665
5666
5667
5668
5669
5670
5671
5672
5673
5674
5675
5676
5677
5678
5679
5680
5681
5682
5683
5684
5685
5686
5687
5688
5689
5690
5691
5692
5693
5694
5695
5696
5697
5698
5699
5700
5701
5702
5703
5704
5705
5706
5707
5708
5709
5710
5711
5712
5713
5714
5715
5716
5717
5718
5719
5720
5721
5722
5723
5724
5725
5726
5727
5728
5729
5730
5731
5732
5733
5734
5735
5736
5737
5738
5739
5740
5741
5742
5743
5744
5745
5746
5747
5748
5749
5750
5751
5752
5753
5754
5755
5756
5757
5758
5759
5760
5761
5762
5763
5764
5765
5766
5767
5768
5769
5770
5771
5772
5773
5774
5775
5776
5777
5778
5779
5780
5781
5782
5783
5784
5785
5786
5787
5788
5789
5790
5791
5792
5793
5794
5795
5796
5797
5798
5799
5800
5801
5802
5803
5804
5805
5806
5807
5808
5809
5810
5811
5812
5813
5814
5815
5816
5817
5818
5819
5820
5821
5822
5823
5824
5825
5826
5827
5828
5829
5830
5831
5832
5833
5834
5835
5836
5837
5838
5839
5840
5841
5842
5843
5844
5845
5846
5847
5848
5849
5850
5851
5852
5853
5854
5855
5856
5857
5858
5859
5860
5861
5862
5863
5864
5865
5866
5867
5868
5869
5870
5871
5872
5873
5874
5875
5876
5877
5878
5879
5880
5881
5882
5883
5884
5885
5886
5887
5888
5889
5890
5891
5892
5893
5894
5895
5896
5897
5898
5899
5900
5901
5902
5903
5904
5905
5906
5907
5908
5909
5910
5911
5912
5913
5914
5915
5916
5917
5918
5919
5920
5921
5922
5923
5924
5925
5926
5927
5928
5929
5930
5931
5932
5933
5934
5935
5936
5937
5938
5939
5940
5941
5942
5943
5944
5945
5946
5947
5948
5949
5950
5951
5952
5953
5954
5955
5956
5957
5958
5959
5960
5961
5962
5963
5964
5965
5966
5967
5968
5969
5970
5971
5972
5973
5974
5975
5976
5977
5978
5979
5980
5981
5982
5983
5984
5985
5986
5987
5988
5989
5990
5991
5992
5993
5994
5995
5996
5997
5998
5999
6000
6001
6002
6003
6004
6005
6006
6007
6008
6009
6010
6011
6012
6013
6014
6015
6016
6017
6018
6019
6020
6021
6022
6023
6024
6025
6026
6027
6028
6029
6030
6031
6032
6033
6034
6035
6036
6037
6038
6039
6040
6041
6042
6043
6044
6045
6046
6047
6048
6049
6050
6051
6052
6053
6054
6055
6056
6057
6058
6059
6060
6061
6062
6063
6064
6065
6066
6067
6068
6069
6070
6071
6072
6073
6074
6075
6076
6077
6078
6079
6080
6081
6082
6083
6084
6085
6086
6087
6088
6089
6090
6091
6092
6093
6094
6095
6096
6097
6098
6099
6100
6101
6102
6103
6104
6105
6106
6107
6108
6109
6110
6111
6112
6113
6114
6115
6116
6117
6118
6119
6120
6121
6122
6123
6124
6125
6126
6127
6128
6129
6130
6131
6132
6133
6134
6135
6136
6137
6138
6139
6140
6141
6142
6143
6144
6145
6146
6147
6148
6149
6150
6151
6152
6153
6154
6155
6156
6157
6158
6159
6160
6161
6162
6163
6164
6165
6166
6167
6168
6169
6170
6171
6172
6173
6174
6175
6176
6177
6178
6179
6180
6181
6182
6183
6184
6185
6186
6187
6188
6189
6190
6191
6192
6193
6194
6195
6196
6197
6198
6199
6200
6201
6202
6203
6204
6205
6206
6207
6208
6209
6210
6211
6212
6213
6214
6215
6216
6217
6218
6219
6220
6221
6222
6223
6224
6225
6226
6227
6228
6229
6230
6231
6232
6233
6234
6235
6236
6237
6238
6239
6240
6241
6242
6243
6244
6245
6246
6247
6248
6249
6250
6251
6252
6253
6254
6255
6256
6257
6258
6259
6260
6261
6262
6263
6264
6265
6266
6267
6268
6269
6270
6271
6272
6273
6274
6275
6276
6277
6278
6279
6280
6281
6282
6283
6284
6285
6286
6287
6288
6289
6290
6291
6292
6293
6294
6295
6296
6297
6298
6299
6300
6301
6302
6303
6304
6305
6306
6307
6308
6309
6310
6311
6312
6313
6314
6315
6316
6317
6318
6319
6320
6321
6322
6323
6324
6325
6326
6327
6328
6329
6330
6331
6332
6333
6334
6335
6336
6337
6338
6339
6340
6341
6342
6343
6344
6345
6346
6347
6348
6349
6350
6351
6352
6353
6354
6355
6356
6357
6358
6359
6360
6361
6362
6363
6364
6365
6366
6367
6368
6369
6370
6371
6372
6373
6374
6375
6376
6377
6378
6379
6380
6381
6382
6383
6384
6385
6386
6387
6388
6389
6390
6391
6392
6393
6394
6395
6396
6397
6398
6399
6400
6401
6402
6403
6404
6405
6406
6407
6408
6409
6410
6411
6412
6413
6414
6415
6416
6417
6418
6419
6420
6421
6422
6423
6424
6425
6426
6427
6428
6429
6430
6431
6432
6433
6434
6435
6436
6437
6438
6439
6440
6441
6442
6443
6444
6445
6446
6447
6448
6449
6450
6451
6452
6453
6454
6455
6456
6457
6458
6459
6460
6461
6462
6463
6464
6465
6466
6467
6468
6469
6470
6471
6472
6473
6474
6475
6476
6477
6478
6479
6480
6481
6482
6483
6484
6485
6486
6487
6488
6489
6490
6491
6492
6493
6494
6495
6496
6497
6498
6499
6500
6501
6502
6503
6504
6505
6506
6507
6508
6509
6510
6511
6512
6513
6514
6515
6516
6517
6518
6519
6520
6521
6522
6523
6524
6525
6526
6527
6528
6529
6530
6531
6532
6533
6534
6535
6536
6537
6538
6539
6540
6541
6542
6543
6544
6545
6546
6547
6548
6549
6550
6551
6552
6553
6554
6555
6556
6557
6558
6559
6560
6561
6562
6563
6564
6565
6566
6567
6568
6569
6570
6571
6572
6573
6574
6575
6576
6577
6578
6579
6580
6581
6582
6583
6584
6585
6586
6587
6588
6589
6590
6591
6592
6593
6594
6595
6596
6597
6598
6599
6600
6601
6602
6603
6604
6605
6606
6607
6608
6609
6610
6611
6612
6613
6614
6615
6616
6617
6618
6619
6620
6621
6622
6623
6624
6625
6626
6627
6628
6629
6630
6631
6632
6633
6634
6635
6636
6637
6638
6639
6640
6641
6642
6643
6644
6645
6646
6647
6648
6649
6650
6651
6652
6653
6654
6655
6656
6657
6658
6659
6660
6661
6662
6663
6664
6665
6666
6667
6668
6669
6670
6671
6672
6673
6674
6675
6676
6677
6678
6679
6680
6681
6682
6683
6684
6685
6686
6687
6688
6689
6690
6691
6692
6693
6694
6695
6696
6697
6698
6699
6700
6701
6702
6703
6704
6705
6706
6707
6708
6709
6710
6711
6712
6713
6714
6715
6716
6717
6718
6719
6720
6721
6722
6723
6724
6725
6726
6727
6728
6729
6730
6731
6732
6733
6734
6735
6736
6737
6738
6739
6740
6741
6742
6743
6744
6745
6746
6747
6748
6749
6750
6751
6752
6753
6754
6755
6756
6757
6758
6759
6760
6761
6762
6763
6764
6765
6766
6767
6768
6769
6770
6771
6772
6773
6774
6775
6776
6777
6778
6779
6780
6781
6782
6783
6784
6785
6786
6787
6788
6789
6790
6791
6792
6793
6794
6795
6796
6797
6798
6799
6800
6801
6802
6803
6804
6805
6806
6807
6808
6809
6810
6811
6812
6813
6814
6815
6816
6817
6818
6819
6820
6821
6822
6823
6824
6825
6826
6827
6828
6829
6830
6831
6832
6833
6834
6835
6836
6837
6838
6839
6840
6841
6842
6843
6844
6845
6846
6847
6848
6849
6850
6851
6852
6853
6854
6855
6856
6857
6858
6859
6860
6861
6862
6863
6864
6865
6866
6867
6868
6869
6870
6871
6872
6873
6874
6875
6876
6877
6878
6879
6880
6881
6882
6883
6884
6885
6886
6887
6888
6889
6890
6891
6892
6893
6894
6895
6896
6897
6898
6899
6900
6901
6902
6903
6904
6905
6906
6907
6908
6909
6910
6911
6912
6913
6914
6915
6916
6917
6918
6919
6920
6921
6922
6923
6924
6925
6926
6927
6928
6929
6930
6931
6932
6933
6934
6935
6936
6937
6938
6939
6940
6941
6942
6943
6944
6945
6946
6947
6948
6949
6950
6951
6952
6953
6954
6955
6956
6957
6958
6959
6960
6961
6962
6963
6964
6965
6966
6967
6968
6969
6970
6971
6972
6973
6974
6975
6976
6977
6978
6979
6980
6981
6982
6983
6984
6985
6986
6987
6988
6989
6990
6991
6992
6993
6994
6995
6996
6997
6998
6999
7000
7001
7002
7003
7004
7005
7006
7007
7008
7009
7010
7011
7012
7013
7014
7015
7016
7017
7018
7019
7020
7021
7022
7023
7024
7025
7026
7027
7028
7029
7030
7031
7032
7033
7034
7035
7036
7037
7038
7039
7040
7041
7042
7043
7044
7045
7046
7047
7048
7049
7050
7051
7052
7053
7054
7055
7056
7057
7058
7059
7060
7061
7062
7063
7064
7065
7066
7067
7068
7069
7070
7071
7072
7073
7074
7075
7076
7077
7078
7079
7080
7081
7082
7083
7084
7085
7086
7087
7088
7089
7090
7091
7092
7093
7094
7095
7096
7097
7098
7099
7100
7101
7102
7103
7104
7105
7106
7107
7108
7109
7110
7111
7112
7113
7114
7115
7116
7117
7118
7119
7120
7121
7122
7123
7124
7125
7126
7127
7128
7129
7130
7131
7132
7133
7134
7135
7136
7137
7138
7139
7140
7141
7142
7143
7144
7145
7146
7147
7148
7149
7150
7151
7152
7153
7154
7155
7156
7157
7158
7159
7160
7161
7162
7163
7164
7165
7166
7167
7168
7169
7170
7171
7172
7173
7174
7175
7176
7177
7178
7179
7180
7181
7182
7183
7184
7185
7186
7187
7188
7189
7190
7191
7192
7193
7194
7195
7196
7197
7198
7199
7200
7201
7202
7203
7204
7205
7206
7207
7208
7209
7210
7211
7212
7213
7214
7215
7216
7217
7218
7219
7220
7221
7222
7223
7224
7225
7226
7227
7228
7229
7230
7231
7232
7233
7234
7235
7236
7237
7238
7239
7240
7241
7242
7243
7244
7245
7246
7247
7248
7249
7250
7251
7252
7253
7254
7255
7256
7257
7258
7259
7260
7261
7262
7263
7264
7265
7266
7267
7268
7269
7270
7271
7272
7273
7274
7275
7276
7277
7278
7279
7280
7281
7282
7283
7284
7285
7286
7287
7288
7289
7290
7291
7292
7293
7294
7295
7296
7297
7298
7299
7300
7301
7302
7303
7304
7305
7306
7307
7308
7309
7310
7311
7312
7313
7314
7315
7316
7317
7318
7319
7320
7321
7322
7323
7324
7325
7326
7327
7328
7329
7330
7331
7332
7333
7334
7335
7336
7337
7338
7339
7340
7341
7342
7343
7344
7345
7346
7347
7348
7349
7350
7351
7352
7353
7354
7355
7356
7357
7358
7359
7360
7361
7362
7363
7364
7365
7366
7367
7368
7369
7370
7371
7372
7373
7374
7375
7376
7377
7378
7379
7380
7381
7382
7383
7384
7385
7386
7387
7388
7389
7390
7391
7392
7393
7394
7395
7396
7397
7398
7399
7400
7401
7402
7403
7404
7405
7406
7407
7408
7409
7410
7411
7412
7413
7414
7415
7416
7417
7418
7419
7420
7421
7422
7423
7424
7425
7426
7427
7428
7429
7430
7431
7432
7433
7434
7435
7436
7437
7438
7439
7440
7441
7442
7443
7444
7445
7446
7447
7448
7449
7450
7451
7452
7453
7454
7455
7456
7457
7458
7459
7460
7461
7462
7463
7464
7465
7466
7467
7468
7469
7470
7471
7472
7473
7474
7475
7476
7477
7478
7479
7480
7481
7482
7483
7484
7485
7486
7487
7488
7489
7490
7491
7492
7493
7494
7495
7496
7497
7498
7499
7500
7501
7502
7503
7504
7505
7506
7507
7508
7509
7510
7511
7512
7513
7514
7515
7516
7517
7518
7519
7520
7521
7522
7523
7524
7525
7526
7527
7528
7529
7530
7531
7532
7533
7534
7535
7536
7537
7538
7539
7540
7541
7542
7543
7544
7545
7546
7547
7548
7549
7550
7551
7552
7553
7554
7555
7556
7557
7558
7559
7560
7561
7562
7563
7564
7565
7566
7567
7568
7569
7570
7571
7572
7573
7574
7575
7576
7577
7578
7579
7580
7581
7582
7583
7584
7585
7586
7587
7588
7589
7590
7591
7592
7593
7594
7595
7596
7597
7598
7599
7600
7601
7602
7603
7604
7605
7606
7607
7608
7609
7610
7611
7612
7613
7614
7615
7616
7617
7618
7619
7620
7621
7622
7623
7624
7625
7626
7627
7628
7629
7630
7631
7632
7633
7634
7635
7636
7637
7638
7639
7640
7641
7642
7643
7644
7645
7646
7647
7648
7649
7650
7651
7652
7653
7654
7655
7656
7657
7658
7659
7660
7661
7662
7663
7664
7665
7666
7667
7668
7669
7670
7671
7672
7673
7674
7675
7676
7677
7678
7679
7680
7681
7682
7683
7684
7685
7686
7687
7688
7689
7690
7691
7692
7693
7694
7695
7696
7697
7698
7699
7700
7701
7702
7703
7704
7705
7706
7707
7708
7709
7710
7711
7712
7713
7714
7715
7716
7717
7718
7719
7720
7721
7722
7723
7724
7725
7726
7727
7728
7729
7730
7731
7732
7733
7734
7735
7736
7737
7738
7739
7740
7741
7742
7743
7744
7745
7746
7747
7748
7749
7750
7751
7752
7753
7754
7755
7756
7757
7758
7759
7760
7761
7762
7763
7764
7765
7766
7767
7768
7769
7770
7771
7772
7773
7774
7775
7776
7777
7778
7779
7780
7781
7782
7783
7784
7785
7786
7787
7788
7789
7790
7791
7792
7793
7794
7795
7796
7797
7798
7799
7800
7801
7802
7803
7804
7805
7806
7807
7808
7809
7810
7811
7812
7813
7814
7815
7816
7817
7818
7819
7820
7821
7822
7823
7824
7825
7826
7827
7828
7829
7830
7831
7832
7833
7834
7835
7836
7837
7838
7839
7840
7841
7842
7843
7844
7845
7846
7847
7848
7849
7850
7851
7852
7853
7854
7855
7856
7857
7858
7859
7860
7861
7862
7863
7864
7865
7866
7867
7868
7869
7870
7871
7872
7873
7874
7875
7876
7877
7878
7879
7880
7881
7882
7883
7884
7885
7886
7887
7888
7889
7890
7891
7892
7893
7894
7895
7896
7897
7898
7899
7900
7901
7902
7903
7904
7905
7906
7907
7908
7909
7910
7911
7912
7913
7914
7915
7916
7917
7918
7919
7920
7921
7922
7923
7924
7925
7926
7927
7928
7929
7930
7931
7932
7933
7934
7935
7936
7937
7938
7939
7940
7941
7942
7943
7944
7945
7946
7947
7948
7949
7950
7951
7952
7953
7954
7955
7956
7957
7958
7959
7960
7961
7962
7963
7964
7965
7966
7967
7968
7969
7970
7971
7972
7973
7974
7975
7976
7977
7978
7979
7980
7981
7982
7983
7984
7985
7986
7987
7988
7989
7990
7991
7992
7993
7994
7995
7996
7997
7998
7999
8000
8001
8002
8003
8004
8005
8006
8007
8008
8009
8010
8011
8012
8013
8014
8015
8016
8017
8018
8019
8020
8021
8022
8023
8024
8025
8026
8027
8028
8029
8030
8031
8032
8033
8034
8035
8036
8037
8038
8039
8040
8041
8042
8043
8044
8045
8046
8047
8048
8049
8050
8051
8052
8053
8054
8055
8056
8057
8058
8059
8060
8061
8062
8063
8064
8065
8066
8067
8068
8069
8070
8071
8072
8073
8074
8075
8076
8077
8078
8079
8080
8081
8082
8083
8084
8085
8086
8087
8088
8089
8090
8091
8092
8093
8094
8095
8096
8097
8098
8099
8100
8101
8102
8103
8104
8105
8106
8107
8108
8109
8110
8111
8112
8113
8114
8115
8116
8117
8118
8119
8120
8121
8122
8123
8124
8125
8126
8127
8128
8129
8130
8131
8132
8133
8134
8135
8136
8137
8138
8139
8140
8141
8142
8143
8144
8145
8146
8147
8148
8149
8150
8151
8152
8153
8154
8155
8156
8157
8158
8159
8160
8161
8162
8163
8164
8165
8166
8167
8168
8169
8170
8171
8172
8173
8174
8175
8176
8177
8178
8179
8180
8181
8182
8183
8184
8185
8186
8187
8188
8189
8190
8191
8192
8193
8194
8195
8196
8197
8198
8199
8200
8201
8202
8203
8204
8205
8206
8207
8208
8209
8210
8211
8212
8213
8214
8215
8216
8217
8218
8219
8220
8221
8222
8223
8224
8225
8226
8227
8228
8229
8230
8231
8232
8233
8234
8235
8236
8237
8238
8239
8240
8241
8242
8243
8244
8245
8246
8247
8248
8249
8250
8251
8252
8253
8254
8255
8256
8257
8258
8259
8260
8261
8262
8263
8264
8265
8266
8267
8268
8269
8270
8271
8272
8273
8274
8275
8276
8277
8278
8279
8280
8281
8282
8283
8284
8285
8286
8287
8288
8289
8290
8291
8292
8293
8294
8295
8296
8297
8298
8299
8300
8301
8302
8303
8304
8305
8306
8307
8308
8309
8310
8311
8312
8313
8314
8315
8316
8317
8318
8319
8320
8321
8322
8323
8324
8325
8326
8327
8328
8329
8330
8331
8332
8333
8334
8335
8336
8337
8338
8339
8340
8341
8342
8343
8344
8345
8346
8347
8348
8349
8350
8351
8352
8353
8354
8355
8356
8357
8358
8359
8360
8361
8362
8363
8364
8365
8366
8367
8368
8369
8370
8371
8372
8373
8374
8375
8376
8377
8378
8379
8380
8381
8382
8383
8384
8385
8386
8387
8388
8389
8390
8391
8392
8393
8394
8395
8396
8397
8398
8399
8400
8401
8402
8403
8404
8405
8406
8407
8408
8409
8410
8411
8412
8413
8414
8415
8416
8417
8418
8419
8420
8421
8422
8423
8424
8425
8426
8427
8428
8429
8430
8431
8432
8433
8434
8435
8436
8437
8438
8439
8440
8441
8442
8443
8444
8445
8446
8447
8448
8449
8450
8451
8452
8453
8454
8455
8456
8457
8458
8459
8460
8461
8462
8463
8464
8465
8466
8467
8468
8469
8470
8471
8472
8473
8474
8475
8476
8477
8478
8479
8480
8481
8482
8483
8484
8485
8486
8487
8488
8489
8490
8491
8492
8493
8494
8495
8496
8497
8498
8499
8500
8501
8502
8503
8504
8505
8506
8507
8508
8509
8510
8511
8512
8513
8514
8515
8516
8517
8518
8519
8520
8521
8522
8523
8524
8525
8526
8527
8528
8529
8530
8531
8532
8533
8534
8535
8536
8537
8538
8539
8540
8541
8542
8543
8544
8545
8546
8547
8548
8549
8550
8551
8552
8553
8554
8555
8556
8557
8558
8559
8560
8561
8562
8563
8564
8565
8566
8567
8568
8569
8570
8571
8572
8573
8574
8575
8576
8577
8578
8579
8580
8581
8582
8583
8584
8585
8586
8587
8588
8589
8590
8591
8592
8593
8594
8595
8596
8597
8598
8599
8600
8601
8602
8603
8604
8605
8606
8607
8608
8609
8610
8611
8612
8613
8614
8615
8616
8617
8618
8619
8620
8621
8622
8623
8624
8625
8626
8627
8628
8629
8630
8631
8632
8633
8634
8635
8636
8637
8638
8639
8640
8641
8642
8643
8644
8645
8646
8647
8648
8649
8650
8651
8652
8653
8654
8655
8656
8657
8658
8659
8660
8661
8662
8663
8664
8665
8666
8667
8668
8669
8670
8671
8672
8673
8674
8675
8676
8677
8678
8679
8680
8681
8682
8683
8684
8685
8686
8687
8688
8689
8690
8691
8692
8693
8694
8695
8696
8697
8698
8699
8700
8701
8702
8703
8704
8705
8706
8707
8708
8709
8710
8711
8712
8713
8714
8715
8716
8717
8718
8719
8720
8721
8722
8723
8724
8725
8726
8727
8728
8729
8730
8731
8732
8733
8734
8735
8736
8737
8738
8739
8740
8741
8742
8743
8744
8745
8746
8747
8748
8749
8750
8751
8752
8753
8754
8755
8756
8757
8758
8759
8760
8761
8762
8763
8764
8765
8766
8767
8768
8769
8770
8771
8772
8773
8774
8775
8776
8777
8778
8779
8780
8781
8782
8783
8784
8785
8786
8787
8788
8789
8790
8791
8792
8793
8794
8795
8796
8797
8798
8799
8800
8801
8802
8803
8804
8805
8806
8807
8808
8809
8810
8811
8812
8813
8814
8815
8816
8817
8818
8819
8820
8821
8822
8823
8824
8825
8826
8827
8828
8829
8830
8831
8832
8833
8834
8835
8836
8837
8838
8839
8840
8841
8842
8843
8844
8845
8846
8847
8848
8849
8850
8851
8852
8853
8854
8855
8856
8857
8858
8859
8860
8861
8862
8863
8864
8865
8866
8867
8868
8869
8870
8871
8872
8873
8874
8875
8876
8877
8878
8879
8880
8881
8882
8883
8884
8885
8886
8887
8888
8889
8890
8891
8892
8893
8894
8895
8896
8897
8898
8899
8900
8901
8902
8903
8904
8905
8906
8907
8908
8909
8910
8911
8912
8913
8914
8915
8916
8917
8918
8919
8920
8921
8922
8923
8924
8925
8926
8927
8928
8929
8930
8931
8932
8933
8934
8935
8936
8937
8938
8939
8940
8941
8942
8943
8944
8945
8946
8947
8948
8949
8950
8951
8952
8953
8954
8955
8956
8957
8958
8959
8960
8961
8962
8963
8964
8965
8966
8967
8968
8969
8970
8971
8972
8973
8974
8975
8976
8977
8978
8979
8980
8981
8982
8983
8984
8985
8986
8987
8988
8989
8990
8991
8992
8993
8994
8995
8996
8997
8998
8999
9000
9001
9002
9003
9004
9005
9006
9007
9008
9009
9010
9011
9012
9013
9014
9015
9016
9017
9018
9019
9020
9021
9022
9023
9024
9025
9026
9027
9028
9029
9030
9031
9032
9033
9034
9035
9036
9037
9038
9039
9040
9041
9042
9043
9044
9045
9046
9047
9048
9049
9050
9051
9052
9053
9054
9055
9056
9057
9058
9059
9060
9061
9062
9063
9064
9065
9066
9067
9068
9069
9070
9071
9072
9073
9074
9075
9076
9077
9078
9079
9080
9081
9082
9083
9084
9085
9086
9087
9088
9089
9090
9091
9092
9093
9094
9095
9096
9097
9098
9099
9100
9101
9102
9103
9104
9105
9106
9107
9108
9109
9110
9111
9112
9113
9114
9115
9116
9117
9118
9119
9120
9121
9122
9123
9124
9125
9126
9127
9128
9129
9130
9131
9132
9133
9134
9135
9136
9137
9138
9139
9140
9141
9142
9143
9144
9145
9146
9147
9148
9149
9150
9151
9152
9153
9154
9155
9156
9157
9158
9159
9160
9161
9162
9163
9164
9165
9166
9167
9168
9169
9170
9171
9172
9173
9174
9175
9176
9177
9178
9179
9180
9181
9182
9183
9184
9185
9186
9187
9188
9189
9190
9191
9192
9193
9194
9195
9196
9197
9198
9199
9200
9201
9202
9203
9204
9205
9206
9207
9208
9209
9210
9211
9212
9213
9214
9215
9216
9217
9218
9219
9220
9221
9222
9223
9224
9225
9226
9227
9228
9229
9230
9231
9232
9233
9234
9235
9236
9237
9238
9239
9240
9241
9242
9243
9244
9245
9246
9247
9248
9249
9250
9251
9252
9253
9254
9255
9256
9257
9258
9259
9260
9261
9262
9263
9264
9265
9266
9267
9268
9269
9270
9271
9272
9273
9274
9275
9276
9277
9278
9279
9280
9281
9282
9283
9284
9285
9286
9287
9288
9289
9290
9291
9292
9293
9294
9295
9296
9297
9298
9299
9300
9301
9302
9303
9304
9305
9306
9307
9308
9309
9310
9311
9312
9313
9314
9315
9316
9317
9318
9319
9320
9321
9322
9323
9324
9325
9326
9327
9328
9329
9330
9331
9332
9333
9334
9335
9336
9337
9338
9339
9340
9341
9342
9343
9344
9345
9346
9347
9348
9349
9350
9351
9352
9353
9354
9355
9356
9357
9358
9359
9360
9361
9362
9363
9364
9365
9366
9367
9368
9369
9370
9371
9372
9373
9374
9375
9376
9377
9378
9379
9380
9381
9382
9383
9384
9385
9386
9387
9388
9389
9390
9391
9392
9393
9394
9395
9396
9397
9398
9399
9400
9401
9402
9403
9404
9405
9406
9407
9408
9409
9410
9411
9412
9413
9414
9415
9416
9417
9418
9419
9420
9421
9422
9423
9424
9425
9426
9427
9428
9429
9430
9431
9432
9433
9434
9435
9436
9437
9438
9439
9440
9441
9442
9443
9444
9445
9446
9447
9448
9449
9450
9451
9452
9453
9454
9455
9456
9457
9458
9459
9460
9461
9462
9463
9464
9465
9466
9467
9468
9469
9470
9471
9472
9473
9474
9475
9476
9477
9478
9479
9480
9481
9482
9483
9484
9485
9486
9487
9488
9489
9490
9491
9492
9493
9494
9495
9496
9497
9498
9499
9500
9501
9502
9503
9504
9505
9506
9507
9508
9509
9510
9511
9512
9513
9514
9515
9516
9517
9518
9519
9520
9521
9522
9523
9524
9525
9526
9527
9528
9529
9530
9531
9532
9533
9534
9535
9536
9537
9538
9539
9540
9541
9542
9543
9544
9545
9546
9547
9548
9549
9550
9551
9552
9553
9554
9555
9556
9557
9558
9559
9560
9561
9562
9563
9564
9565
9566
9567
9568
9569
9570
9571
9572
9573
9574
9575
9576
9577
9578
9579
9580
9581
9582
9583
9584
9585
9586
9587
9588
9589
9590
9591
9592
9593
9594
9595
9596
9597
9598
9599
9600
9601
9602
9603
9604
9605
9606
9607
9608
9609
9610
9611
9612
9613
9614
9615
9616
9617
9618
9619
9620
9621
9622
9623
9624
9625
9626
9627
9628
9629
9630
9631
9632
9633
9634
9635
9636
9637
9638
9639
9640
9641
9642
9643
9644
9645
9646
9647
9648
9649
9650
9651
9652
9653
9654
9655
9656
9657
9658
9659
9660
9661
9662
9663
9664
9665
9666
9667
9668
9669
9670
9671
9672
9673
9674
9675
9676
9677
9678
9679
9680
9681
9682
9683
9684
9685
9686
9687
9688
9689
9690
9691
9692
9693
9694
9695
9696
9697
9698
9699
9700
9701
9702
9703
9704
9705
9706
9707
9708
9709
9710
9711
9712
9713
9714
9715
9716
9717
9718
9719
9720
9721
9722
9723
9724
9725
9726
9727
9728
9729
9730
9731
9732
9733
9734
9735
9736
9737
9738
9739
9740
9741
9742
9743
9744
9745
9746
9747
9748
9749
9750
9751
9752
9753
9754
9755
9756
9757
9758
9759
9760
9761
9762
9763
9764
9765
9766
9767
9768
9769
9770
9771
9772
9773
9774
9775
9776
9777
9778
9779
9780
9781
9782
9783
9784
9785
9786
9787
9788
9789
9790
9791
9792
9793
9794
9795
9796
9797
9798
9799
9800
9801
9802
9803
9804
9805
9806
9807
9808
9809
9810
9811
9812
9813
9814
9815
9816
9817
9818
9819
9820
9821
9822
9823
9824
9825
9826
9827
9828
9829
9830
9831
9832
9833
9834
9835
9836
9837
9838
9839
9840
9841
9842
9843
9844
9845
9846
9847
9848
9849
9850
9851
9852
9853
9854
9855
9856
9857
9858
9859
9860
9861
9862
9863
9864
9865
9866
9867
9868
9869
9870
9871
9872
9873
9874
9875
9876
9877
9878
9879
9880
9881
9882
9883
9884
9885
9886
9887
9888
9889
9890
9891
9892
9893
9894
9895
9896
9897
9898
9899
9900
9901
9902
9903
9904
9905
9906
9907
9908
9909
9910
9911
9912
9913
9914
9915
9916
9917
9918
9919
9920
9921
9922
9923
9924
9925
9926
9927
9928
9929
9930
9931
9932
9933
9934
9935
9936
9937
9938
9939
9940
9941
9942
9943
9944
9945
9946
9947
9948
9949
9950
9951
9952
9953
9954
9955
9956
9957
9958
9959
9960
9961
9962
9963
9964
9965
9966
9967
9968
9969
9970
9971
9972
9973
9974
9975
9976
9977
9978
9979
9980
9981
9982
9983
9984
9985
9986
9987
9988
9989
9990
9991
9992
9993
9994
9995
9996
9997
9998
9999
10000
10001
10002
10003
10004
10005
10006
10007
10008
10009
10010
10011
10012
10013
10014
10015
10016
10017
10018
10019
10020
10021
10022
10023
10024
10025
10026
10027
10028
10029
10030
10031
10032
10033
10034
10035
10036
10037
10038
10039
10040
10041
10042
10043
10044
10045
10046
10047
10048
10049
10050
10051
10052
10053
10054
10055
10056
10057
10058
10059
10060
10061
10062
10063
10064
10065
10066
10067
10068
10069
10070
10071
10072
10073
10074
10075
10076
10077
10078
10079
10080
10081
10082
10083
10084
10085
10086
10087
10088
10089
10090
10091
10092
10093
10094
10095
10096
10097
10098
10099
10100
10101
10102
10103
10104
10105
10106
10107
10108
10109
10110
10111
10112
10113
10114
10115
10116
10117
10118
10119
10120
10121
10122
10123
10124
10125
10126
10127
10128
10129
10130
10131
10132
10133
10134
10135
10136
10137
10138
10139
10140
10141
10142
10143
10144
10145
10146
10147
10148
10149
10150
10151
10152
10153
10154
10155
10156
10157
10158
10159
10160
10161
10162
10163
10164
10165
10166
10167
10168
10169
10170
10171
10172
10173
10174
10175
10176
10177
10178
10179
10180
10181
10182
10183
10184
10185
10186
10187
10188
10189
10190
10191
10192
10193
10194
10195
10196
10197
10198
10199
10200
10201
10202
10203
10204
10205
10206
10207
10208
10209
10210
10211
10212
10213
10214
10215
10216
10217
10218
10219
10220
10221
10222
10223
10224
10225
10226
10227
10228
10229
10230
10231
10232
10233
10234
10235
10236
10237
10238
10239
10240
10241
10242
10243
10244
10245
10246
10247
10248
10249
10250
10251
10252
10253
10254
10255
10256
10257
10258
10259
10260
10261
10262
10263
10264
10265
10266
10267
10268
10269
10270
10271
10272
10273
10274
10275
10276
10277
10278
10279
10280
10281
10282
10283
10284
10285
10286
10287
10288
10289
10290
10291
10292
10293
10294
10295
10296
10297
10298
10299
10300
10301
10302
10303
10304
10305
10306
10307
10308
10309
10310
10311
10312
10313
10314
10315
10316
10317
10318
10319
10320
10321
10322
10323
10324
10325
10326
10327
10328
10329
10330
10331
10332
10333
10334
10335
10336
10337
10338
10339
10340
10341
10342
10343
10344
10345
10346
10347
10348
10349
10350
10351
10352
10353
10354
10355
10356
10357
10358
10359
10360
10361
10362
10363
10364
10365
10366
10367
10368
10369
10370
10371
10372
10373
10374
10375
10376
10377
10378
10379
10380
10381
10382
10383
10384
10385
10386
10387
10388
10389
10390
10391
10392
10393
10394
10395
10396
10397
10398
10399
10400
10401
10402
10403
10404
10405
10406
10407
10408
10409
10410
10411
10412
10413
10414
10415
10416
10417
10418
10419
10420
10421
10422
10423
10424
10425
10426
10427
10428
10429
10430
10431
10432
10433
10434
10435
10436
10437
10438
10439
10440
10441
10442
10443
10444
10445
10446
10447
10448
10449
10450
10451
10452
10453
10454
10455
10456
10457
10458
10459
10460
10461
10462
10463
10464
10465
10466
10467
10468
10469
10470
10471
10472
10473
10474
10475
10476
10477
10478
10479
10480
10481
10482
10483
10484
10485
10486
10487
10488
10489
10490
10491
10492
10493
10494
10495
10496
10497
10498
10499
10500
10501
10502
10503
10504
10505
10506
10507
10508
10509
10510
10511
10512
10513
10514
10515
10516
10517
10518
10519
10520
10521
10522
10523
10524
10525
10526
10527
10528
10529
10530
10531
10532
10533
10534
10535
10536
10537
10538
10539
10540
10541
10542
10543
10544
10545
10546
10547
10548
10549
10550
10551
10552
10553
10554
10555
10556
10557
10558
10559
10560
10561
10562
10563
10564
10565
10566
10567
10568
10569
10570
10571
10572
10573
10574
10575
10576
10577
10578
10579
10580
10581
10582
10583
10584
10585
10586
10587
10588
10589
10590
10591
10592
10593
10594
10595
10596
10597
10598
10599
10600
10601
10602
10603
10604
10605
10606
10607
10608
10609
10610
10611
10612
10613
10614
10615
10616
10617
10618
10619
10620
10621
10622
10623
10624
10625
10626
10627
10628
10629
10630
10631
10632
10633
10634
10635
10636
10637
10638
10639
10640
10641
10642
10643
10644
10645
10646
10647
10648
10649
10650
10651
10652
10653
10654
10655
10656
10657
10658
10659
10660
10661
10662
10663
10664
10665
10666
10667
10668
10669
10670
10671
10672
10673
10674
10675
10676
10677
10678
10679
10680
10681
10682
10683
10684
10685
10686
10687
10688
10689
10690
10691
10692
10693
10694
10695
10696
10697
10698
10699
10700
10701
10702
10703
10704
10705
10706
10707
10708
10709
10710
10711
10712
10713
10714
10715
10716
10717
10718
10719
10720
10721
10722
10723
10724
10725
10726
10727
10728
10729
10730
10731
10732
10733
10734
10735
10736
10737
10738
10739
10740
10741
10742
10743
10744
10745
10746
10747
10748
10749
10750
10751
10752
10753
10754
10755
10756
10757
10758
10759
10760
10761
10762
10763
10764
10765
10766
10767
10768
10769
10770
10771
10772
10773
10774
10775
10776
10777
10778
10779
10780
10781
10782
10783
10784
10785
10786
10787
10788
10789
10790
10791
10792
10793
10794
10795
10796
10797
10798
10799
10800
10801
10802
10803
10804
10805
10806
10807
10808
10809
10810
10811
10812
10813
10814
10815
10816
10817
10818
10819
10820
10821
10822
10823
10824
10825
10826
10827
10828
10829
10830
10831
10832
10833
10834
10835
10836
10837
10838
10839
10840
10841
10842
10843
10844
10845
10846
10847
10848
10849
10850
10851
10852
10853
10854
10855
10856
10857
10858
10859
10860
10861
10862
10863
10864
10865
10866
10867
10868
10869
10870
10871
10872
10873
10874
10875
10876
10877
10878
10879
10880
10881
10882
10883
10884
10885
10886
10887
10888
10889
10890
10891
10892
10893
10894
10895
10896
10897
10898
10899
10900
10901
10902
10903
10904
10905
10906
10907
10908
10909
10910
10911
10912
10913
10914
10915
10916
10917
10918
10919
10920
10921
10922
10923
10924
10925
10926
10927
10928
10929
10930
10931
10932
10933
10934
10935
10936
10937
10938
10939
10940
10941
10942
10943
10944
10945
10946
10947
10948
10949
10950
10951
10952
10953
10954
10955
10956
10957
10958
10959
10960
10961
10962
10963
10964
10965
10966
10967
10968
10969
10970
10971
10972
10973
10974
10975
10976
10977
10978
10979
10980
10981
10982
10983
10984
10985
10986
10987
10988
10989
10990
10991
10992
10993
10994
10995
10996
10997
10998
10999
11000
11001
11002
11003
11004
11005
11006
11007
11008
11009
11010
11011
11012
11013
11014
11015
11016
11017
11018
11019
11020
11021
11022
11023
11024
11025
11026
11027
11028
11029
11030
11031
11032
11033
11034
11035
11036
11037
11038
11039
11040
11041
11042
11043
11044
11045
11046
11047
11048
11049
11050
11051
11052
11053
11054
11055
11056
11057
11058
11059
11060
11061
11062
11063
11064
11065
11066
11067
11068
11069
11070
11071
11072
11073
11074
11075
11076
11077
11078
11079
11080
11081
11082
11083
11084
11085
11086
11087
11088
11089
11090
11091
11092
11093
11094
11095
11096
11097
11098
11099
11100
11101
11102
11103
11104
11105
11106
11107
11108
11109
11110
11111
11112
11113
11114
11115
11116
11117
11118
11119
11120
11121
11122
11123
11124
11125
11126
11127
11128
11129
11130
11131
11132
11133
11134
11135
11136
11137
11138
11139
11140
11141
11142
11143
11144
11145
11146
11147
11148
11149
11150
11151
11152
11153
11154
11155
11156
11157
11158
11159
11160
11161
11162
11163
11164
11165
11166
11167
11168
11169
11170
11171
11172
11173
11174
11175
11176
11177
11178
11179
11180
11181
11182
11183
11184
11185
11186
11187
11188
11189
11190
11191
11192
11193
11194
11195
11196
11197
11198
11199
11200
11201
11202
11203
11204
11205
11206
11207
11208
11209
11210
11211
11212
11213
11214
11215
11216
11217
11218
11219
11220
11221
11222
11223
11224
11225
11226
11227
11228
11229
11230
11231
11232
11233
11234
11235
11236
11237
11238
11239
11240
11241
11242
11243
11244
11245
11246
11247
11248
11249
11250
11251
11252
11253
11254
11255
11256
11257
11258
11259
11260
11261
11262
11263
11264
11265
11266
11267
11268
11269
11270
11271
11272
11273
11274
11275
11276
11277
11278
11279
11280
11281
11282
11283
11284
11285
11286
11287
11288
11289
11290
11291
11292
11293
11294
11295
11296
11297
11298
11299
11300
11301
11302
11303
11304
11305
11306
11307
11308
11309
11310
11311
11312
11313
11314
11315
11316
11317
11318
11319
11320
11321
11322
11323
11324
11325
11326
11327
11328
11329
11330
11331
11332
11333
11334
11335
11336
11337
11338
11339
11340
11341
11342
11343
11344
11345
11346
11347
11348
11349
11350
11351
11352
11353
11354
11355
11356
11357
11358
11359
11360
11361
11362
11363
11364
11365
11366
11367
11368
11369
11370
11371
11372
11373
11374
11375
11376
11377
11378
11379
11380
11381
11382
11383
11384
11385
11386
11387
11388
11389
11390
11391
11392
11393
11394
11395
11396
11397
11398
11399
11400
11401
11402
11403
11404
11405
11406
11407
11408
11409
11410
11411
11412
11413
11414
11415
11416
11417
11418
11419
11420
11421
11422
11423
11424
11425
11426
11427
11428
11429
11430
11431
11432
11433
11434
11435
11436
11437
11438
11439
11440
11441
11442
11443
11444
11445
11446
11447
11448
11449
11450
11451
11452
11453
11454
11455
11456
11457
11458
11459
11460
11461
11462
11463
11464
11465
11466
11467
11468
11469
11470
11471
11472
11473
11474
11475
11476
11477
11478
11479
11480
11481
11482
11483
11484
11485
11486
11487
11488
11489
11490
11491
11492
11493
11494
11495
11496
11497
11498
11499
11500
11501
11502
11503
11504
11505
11506
11507
11508
11509
11510
11511
11512
11513
11514
11515
11516
11517
11518
11519
11520
11521
11522
11523
11524
11525
11526
11527
11528
11529
11530
11531
11532
11533
11534
11535
11536
11537
11538
11539
11540
11541
11542
11543
11544
11545
11546
11547
11548
11549
11550
11551
11552
11553
11554
11555
11556
11557
11558
11559
11560
11561
11562
11563
11564
11565
11566
11567
11568
11569
11570
11571
11572
11573
11574
11575
11576
11577
11578
11579
11580
11581
11582
11583
11584
11585
11586
11587
11588
11589
11590
11591
11592
11593
11594
11595
11596
11597
11598
11599
11600
11601
11602
11603
11604
11605
11606
11607
11608
11609
11610
11611
11612
11613
11614
11615
11616
11617
11618
11619
11620
11621
11622
11623
11624
11625
11626
11627
11628
11629
11630
11631
11632
11633
11634
11635
11636
11637
11638
11639
11640
11641
11642
11643
11644
11645
11646
11647
11648
11649
11650
11651
11652
11653
11654
11655
11656
11657
11658
11659
11660
11661
11662
11663
11664
11665
11666
11667
11668
11669
11670
11671
11672
11673
11674
11675
11676
11677
11678
11679
11680
11681
11682
11683
11684
11685
11686
11687
11688
11689
11690
11691
11692
11693
11694
11695
11696
11697
11698
11699
11700
11701
11702
11703
11704
11705
11706
11707
11708
11709
11710
11711
11712
11713
11714
11715
11716
11717
11718
11719
11720
11721
11722
11723
11724
11725
11726
11727
11728
11729
11730
11731
11732
11733
11734
11735
11736
11737
11738
11739
11740
11741
11742
11743
11744
11745
11746
11747
11748
11749
11750
11751
11752
11753
11754
11755
11756
11757
11758
11759
11760
11761
11762
11763
11764
11765
11766
11767
11768
11769
11770
11771
11772
11773
11774
11775
11776
11777
11778
11779
11780
11781
11782
11783
11784
11785
11786
11787
11788
11789
11790
11791
11792
11793
11794
11795
11796
11797
11798
11799
11800
11801
11802
11803
11804
11805
11806
11807
11808
11809
11810
11811
11812
11813
11814
11815
11816
11817
11818
11819
11820
11821
11822
11823
11824
11825
11826
11827
11828
11829
11830
11831
11832
11833
11834
11835
11836
11837
11838
11839
11840
11841
11842
11843
11844
11845
11846
11847
11848
11849
11850
11851
11852
11853
11854
11855
11856
11857
11858
11859
11860
11861
11862
11863
11864
11865
11866
11867
11868
11869
11870
11871
11872
11873
11874
11875
11876
11877
11878
11879
11880
11881
11882
11883
11884
11885
11886
11887
11888
11889
11890
11891
11892
11893
11894
11895
11896
11897
11898
11899
11900
11901
11902
11903
11904
11905
11906
11907
11908
11909
11910
11911
11912
11913
11914
11915
11916
11917
11918
11919
11920
11921
11922
11923
11924
11925
11926
11927
11928
11929
11930
11931
11932
11933
11934
11935
11936
11937
11938
11939
11940
11941
11942
11943
11944
11945
11946
11947
11948
11949
11950
11951
11952
11953
11954
11955
11956
11957
11958
11959
11960
11961
11962
11963
11964
11965
11966
11967
11968
11969
11970
11971
11972
11973
11974
11975
11976
11977
11978
11979
11980
11981
11982
11983
11984
11985
11986
11987
11988
11989
11990
11991
11992
11993
11994
11995
11996
11997
11998
11999
12000
12001
12002
12003
12004
12005
12006
12007
12008
12009
12010
12011
12012
12013
12014
12015
12016
12017
12018
12019
12020
12021
12022
12023
12024
12025
12026
12027
12028
12029
12030
12031
12032
12033
12034
12035
12036
12037
12038
12039
12040
12041
12042
12043
12044
12045
12046
12047
12048
12049
12050
12051
12052
12053
12054
12055
12056
12057
12058
12059
12060
12061
12062
12063
12064
12065
12066
12067
12068
12069
12070
12071
12072
12073
12074
12075
12076
12077
12078
12079
12080
12081
12082
12083
12084
12085
12086
12087
12088
12089
12090
12091
12092
12093
12094
12095
12096
12097
12098
12099
12100
12101
12102
12103
12104
12105
12106
12107
12108
12109
12110
12111
12112
12113
12114
12115
12116
12117
12118
12119
12120
12121
12122
12123
12124
12125
12126
12127
12128
12129
12130
12131
12132
12133
12134
12135
12136
12137
12138
12139
12140
12141
12142
12143
12144
12145
12146
12147
12148
12149
12150
12151
12152
12153
12154
12155
12156
12157
12158
12159
12160
12161
12162
12163
12164
12165
12166
12167
12168
12169
12170
12171
12172
12173
12174
12175
12176
12177
12178
12179
12180
12181
12182
12183
12184
12185
12186
12187
12188
12189
12190
12191
12192
12193
12194
12195
12196
12197
12198
12199
12200
12201
12202
12203
12204
12205
12206
12207
12208
12209
12210
12211
12212
12213
12214
12215
12216
12217
12218
12219
12220
12221
12222
12223
12224
12225
12226
12227
12228
12229
12230
12231
12232
12233
12234
12235
12236
12237
12238
12239
12240
12241
12242
12243
12244
12245
12246
12247
12248
12249
12250
12251
12252
12253
12254
12255
12256
12257
12258
12259
12260
12261
12262
12263
12264
12265
12266
12267
12268
12269
12270
12271
12272
12273
12274
12275
12276
12277
12278
12279
12280
12281
12282
12283
12284
12285
12286
12287
12288
12289
12290
12291
12292
12293
12294
12295
12296
12297
12298
12299
12300
12301
12302
12303
12304
12305
12306
12307
12308
12309
12310
12311
12312
12313
12314
12315
12316
12317
12318
12319
12320
12321
12322
12323
12324
12325
12326
12327
12328
12329
12330
12331
12332
12333
12334
12335
12336
12337
12338
12339
12340
12341
12342
12343
12344
12345
12346
12347
12348
12349
12350
12351
12352
12353
12354
12355
12356
12357
12358
12359
12360
12361
12362
12363
12364
12365
12366
12367
12368
12369
12370
12371
12372
12373
12374
12375
12376
12377
12378
12379
12380
12381
12382
12383
12384
12385
12386
12387
12388
12389
12390
12391
12392
12393
12394
12395
12396
12397
12398
12399
12400
12401
12402
12403
12404
12405
12406
12407
12408
12409
12410
12411
12412
12413
12414
12415
12416
12417
12418
12419
12420
12421
12422
12423
12424
12425
12426
12427
12428
12429
12430
12431
12432
12433
12434
12435
12436
12437
12438
12439
12440
12441
12442
12443
12444
12445
12446
12447
12448
12449
12450
12451
12452
12453
12454
12455
12456
12457
12458
12459
12460
12461
12462
12463
12464
12465
12466
12467
12468
12469
12470
12471
12472
12473
12474
12475
12476
12477
12478
12479
12480
12481
12482
12483
12484
12485
12486
12487
12488
12489
12490
12491
12492
12493
12494
12495
12496
12497
12498
12499
12500
12501
12502
12503
12504
12505
12506
12507
12508
12509
12510
12511
12512
12513
12514
12515
12516
12517
12518
12519
12520
12521
12522
12523
12524
12525
12526
12527
12528
12529
12530
12531
12532
12533
12534
12535
12536
12537
12538
12539
12540
12541
12542
12543
12544
12545
12546
12547
12548
12549
12550
12551
12552
12553
12554
12555
12556
12557
12558
12559
12560
12561
12562
12563
12564
12565
12566
12567
12568
12569
12570
12571
12572
12573
12574
12575
12576
12577
12578
12579
12580
12581
12582
12583
12584
12585
12586
12587
12588
12589
12590
12591
12592
12593
12594
12595
12596
12597
12598
12599
12600
12601
12602
12603
12604
12605
12606
12607
12608
12609
12610
12611
12612
12613
12614
12615
12616
12617
12618
12619
12620
12621
12622
12623
12624
12625
12626
12627
12628
12629
12630
12631
12632
12633
12634
12635
12636
12637
12638
12639
12640
12641
12642
12643
12644
12645
12646
12647
12648
12649
12650
12651
12652
12653
12654
12655
12656
12657
12658
12659
12660
12661
12662
12663
12664
12665
12666
12667
12668
12669
12670
12671
12672
12673
12674
12675
12676
12677
12678
12679
12680
12681
12682
12683
12684
12685
12686
12687
12688
12689
12690
12691
12692
12693
12694
12695
12696
12697
12698
12699
12700
12701
12702
12703
12704
12705
12706
12707
12708
12709
12710
12711
12712
12713
12714
12715
12716
12717
12718
12719
12720
12721
12722
12723
12724
12725
12726
12727
12728
12729
12730
12731
12732
12733
12734
12735
12736
12737
12738
12739
12740
12741
12742
12743
12744
12745
12746
12747
12748
12749
12750
12751
12752
12753
12754
12755
12756
12757
12758
12759
12760
12761
12762
12763
12764
12765
12766
12767
12768
12769
12770
12771
12772
12773
12774
12775
12776
12777
12778
12779
12780
12781
12782
12783
12784
12785
12786
12787
12788
12789
12790
12791
12792
12793
12794
12795
12796
12797
12798
12799
12800
12801
12802
12803
12804
12805
12806
12807
12808
12809
12810
12811
12812
12813
12814
12815
12816
12817
12818
12819
12820
12821
12822
12823
12824
12825
12826
12827
12828
12829
12830
12831
12832
12833
12834
12835
12836
12837
12838
12839
12840
12841
12842
12843
12844
12845
12846
12847
12848
12849
12850
12851
12852
12853
12854
12855
12856
12857
12858
12859
12860
12861
12862
12863
12864
12865
12866
12867
12868
12869
12870
12871
12872
12873
12874
12875
12876
12877
12878
12879
12880
12881
12882
12883
12884
12885
12886
12887
12888
12889
12890
12891
12892
12893
12894
12895
12896
12897
12898
12899
12900
12901
12902
12903
12904
12905
12906
12907
12908
12909
12910
12911
12912
12913
12914
12915
12916
12917
12918
12919
12920
12921
12922
12923
12924
12925
12926
12927
12928
12929
12930
12931
12932
12933
12934
12935
12936
12937
12938
12939
12940
12941
12942
12943
12944
12945
12946
12947
12948
12949
12950
12951
12952
12953
12954
12955
12956
12957
12958
12959
12960
12961
12962
12963
12964
12965
12966
12967
12968
12969
12970
12971
12972
12973
12974
12975
12976
12977
12978
12979
12980
12981
12982
12983
12984
12985
12986
12987
12988
12989
12990
12991
12992
12993
12994
12995
12996
12997
12998
12999
13000
13001
13002
13003
13004
13005
13006
13007
13008
13009
13010
13011
13012
13013
13014
13015
13016
13017
13018
13019
13020
13021
13022
13023
13024
13025
13026
13027
13028
13029
13030
13031
13032
13033
13034
13035
13036
13037
13038
13039
13040
13041
13042
13043
13044
13045
13046
13047
13048
13049
13050
13051
13052
13053
13054
13055
13056
13057
13058
13059
13060
13061
13062
13063
13064
13065
13066
13067
13068
13069
13070
13071
13072
13073
13074
13075
13076
13077
13078
13079
13080
13081
13082
13083
13084
13085
13086
13087
13088
13089
13090
13091
13092
13093
13094
13095
13096
13097
13098
13099
13100
13101
13102
13103
13104
13105
13106
13107
13108
13109
13110
13111
13112
13113
13114
13115
13116
13117
13118
13119
13120
13121
13122
13123
13124
13125
13126
13127
13128
13129
13130
13131
13132
13133
13134
13135
13136
13137
13138
13139
13140
13141
13142
13143
13144
13145
13146
13147
13148
13149
13150
13151
13152
13153
13154
13155
13156
13157
13158
13159
13160
13161
13162
13163
13164
13165
13166
13167
13168
13169
13170
13171
13172
13173
13174
13175
13176
13177
13178
13179
13180
13181
13182
13183
13184
13185
13186
13187
13188
13189
13190
13191
13192
13193
13194
13195
13196
13197
13198
13199
13200
13201
13202
13203
13204
13205
13206
13207
13208
13209
13210
13211
13212
13213
13214
13215
13216
13217
13218
13219
13220
13221
13222
13223
13224
13225
13226
13227
13228
13229
13230
13231
13232
13233
13234
13235
13236
13237
13238
13239
13240
13241
13242
13243
13244
13245
13246
13247
13248
13249
13250
13251
13252
13253
13254
13255
13256
13257
13258
13259
13260
13261
13262
13263
13264
13265
13266
13267
13268
13269
13270
13271
13272
13273
13274
13275
13276
13277
13278
13279
13280
13281
13282
13283
13284
13285
13286
13287
13288
13289
13290
13291
13292
13293
13294
13295
13296
13297
13298
13299
13300
13301
13302
13303
13304
13305
13306
13307
13308
13309
13310
13311
13312
13313
13314
13315
13316
13317
13318
13319
13320
13321
13322
13323
13324
13325
13326
13327
13328
13329
13330
13331
13332
13333
13334
13335
13336
13337
13338
13339
13340
13341
13342
13343
13344
13345
13346
13347
13348
13349
13350
13351
13352
13353
13354
13355
13356
13357
13358
13359
13360
13361
13362
13363
13364
13365
13366
13367
13368
13369
13370
13371
13372
13373
13374
13375
13376
13377
13378
13379
13380
13381
13382
13383
13384
13385
13386
13387
13388
13389
13390
13391
13392
13393
13394
13395
13396
13397
13398
13399
13400
13401
13402
13403
13404
13405
13406
13407
13408
13409
13410
13411
13412
13413
13414
13415
13416
13417
13418
13419
13420
13421
13422
13423
13424
13425
13426
13427
13428
13429
13430
13431
13432
13433
13434
13435
13436
13437
13438
13439
13440
13441
13442
13443
13444
13445
13446
13447
13448
13449
13450
13451
13452
13453
13454
13455
13456
13457
13458
13459
13460
13461
13462
13463
13464
13465
13466
13467
13468
13469
13470
13471
13472
13473
13474
13475
13476
13477
13478
13479
13480
13481
13482
13483
13484
13485
13486
13487
13488
13489
13490
13491
13492
13493
13494
13495
13496
13497
13498
13499
13500
13501
13502
13503
13504
13505
13506
13507
13508
13509
13510
13511
13512
13513
13514
13515
13516
13517
13518
13519
13520
13521
13522
13523
13524
13525
13526
13527
13528
13529
13530
13531
13532
13533
13534
13535
13536
13537
13538
13539
13540
13541
13542
13543
13544
13545
13546
13547
13548
13549
13550
13551
13552
13553
13554
13555
13556
13557
13558
13559
13560
13561
13562
13563
13564
13565
13566
13567
13568
13569
13570
13571
13572
13573
13574
13575
13576
13577
13578
13579
13580
13581
13582
13583
13584
13585
13586
13587
13588
13589
13590
13591
13592
13593
13594
13595
13596
13597
13598
13599
13600
13601
13602
13603
13604
13605
13606
13607
13608
13609
13610
13611
13612
13613
13614
13615
13616
13617
13618
13619
13620
13621
13622
13623
13624
13625
13626
13627
13628
13629
13630
13631
13632
13633
13634
13635
13636
13637
13638
13639
13640
13641
13642
13643
|
<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
"http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
<head>
<meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" />
<meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
<link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
<title>J. N. Madvigs Livserindringer; an eBook from Project Gutenberg</title>
<style type="text/css">
/* <![CDATA[ */
h1,h2,h3,h4,h5,h6 {
text-align: center;
clear: both;
}
h1 a, h2 a, h3 a { text-decoration: none; }
h1, h2, body h2 {
page-break-before: always;
padding-top: 2em;
}
h1 {
padding-bottom: 2em;
page-break-after: always;
}
h2 {
font-weight: normal;
line-height: 140%;
}
.trnote h2, .footnotes h2 {
padding-top: .5em;
p {
text-align: justify;
margin: 0 auto;
text-indent: 1em;
}
p.noindent, p.center { text-indent: 0; }
hr {
width: 33%;
margin: 2em auto;
clear: both;
}
ol, ul { margin-left: 0; padding-left: 0; }
.pagenum {
/*visibility: hidden;*/
color: #999;
position: absolute;
left: 92%;
font-size: smaller;
text-align: right;
font-style: normal;
font-variant: normal;
font-weight: normal;
text-transform: none;
text-decoration: none;
letter-spacing: normal;
text-indent: 0;
} /* page numbers */
a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); }
.pagenum a { display: block; }
.blockquot {
margin: auto 0 auto 8%;
}
.center { text-align: center; }
.smcap { font-variant: small-caps; font-style: normal; }
.caps { text-transform: uppercase; }
.italic { font-style: italic; }
.smaller { font-size: 80%; }
.huge { font-size: 180%; }
.right { text-align: right; }
.note { border-top: solid 1px #333; padding: 0 1em; }
/* Images */
img { border: none; }
.figcenter {
margin: auto;
text-align: center;
}
/* Footnotes */
.footnotes { border: 1px dashed; margin-top: 4em; padding-bottom: 1em; }
.footnote { margin: auto 10%; font-size: .9em; }
.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; }
.footnote a { text-decoration: none; }
.fnanchor {
vertical-align: top;
font-size: 70%;
text-decoration: none;
white-space: nowrap;
}
/* Poetry */
.poem { text-align: left; }
.poem br
.poem .stanza { padding: .5em 0em; }
.poem span.i0, .poem span.i6 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; }
.poem span.i0 { margin-left: 0em; }
.poem span.i6 { margin-left: 3em; }
/***/
.front {
padding-top: 2em;
}
.front p {
text-align: center;
margin-top: .75em;
margin-bottom: .75em;
text-indent: 0;
}
.linespread {
line-height: 400%;
}
.trnote {
font-family: sans-serif;
font-size: 90%;
background-color: #ccc;
color: #000;
border: black 1px dotted;
margin-top: 1em;
padding: 1em;
}
.trnote ul li { list-style-type: none; }
.trnote p { margin-bottom: .2em; }
p.toc
.toc li { padding: 0; list-style-type: upper-roman; margin-bottom: .2em; font-weight: bold; }
.toc li .p { margin-top: 0; padding-top: 0; text-align: left; }
.toc .num { position: absolute; right: 26%; top: auto; text-align: right; }
.toc ol li .num { position: absolute; right: 26%; }
.toc ol li { list-style-type: none; padding-left: 1em; font-weight: normal; }
li.noitem { list-style-type: none; }
.push { visibility: hidden; }
.push .push { content: "-"; }
.topmarg, .front .topmarg { margin-top: 2em; }
hr.pagebreak, hr.partbreak { width: 65%; margin-left: 17%; }
hr.chapbreak { width: 45%; margin-left: 27%; }
hr.tb, hr.secbreak { width: 25%; margin-left: 37%; }
hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.secbreak { margin-bottom: 4em; visibility: hidden; }
hr.partbreak { page-break-after: always; }
a.corr { text-decoration: none; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
/* Screen-dependent settings */
.l2 { text-align: left; padding-left: 1em; text-indent: 0; }
.l4 { text-align: left; padding-left: 2em; text-indent: 0; }
.r2 { text-align: right; padding-right: 1em; }
.r4 { text-align: right; padding-right: 2em; }
.r8 { text-align: right; padding-right: 8em; }
.r12 { text-align: right; padding-right: 6em; }
@media screen { /* on computer screen only */
body { margin: auto 10%; }
p { margin: .75em auto; text-indent: 0; }
.front { padding-top: 0; }
hr.pagebreak, hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.secbreak, hr.tb
{ margin-left: auto; visibility: visible; }
em { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em;
font-style: normal; font-weight: normal;
font-variant: normal; text-decoration: none; }
.gesperrt
{ letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em; font-style: normal; }
.poemcontainer { text-align: center; }
.poem { display: inline-block; text-align: left; }
.l2 { padding-left: 2em; }
.l4 { padding-left: 4em; }
.r2 { padding-right: 2em; }
.r4 { padding-right: 4em; }
.r8 { padding-right: 8em; }
.r12 { padding-right: 12em; }
.trnote { margin: 2em 15%; }
.toc { margin: 0 20% auto 20%; }
.trnote .toc { margin-left: 10%; }
p.toc { display: block; font-size: 60%; margin-bottom: 0; padding-bottom: 0; }
.toc li .p { padding-right: 4.5em; }
.toc li li .p{ padding-right: 5em; }
.toc ol { margin-right: 4.5em; }
.toc ol li .num { padding-right: 4em; }
}
/* ]]> */
</style>
</head>
<body>
<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44967 ***</div>
<h1 class="caps">Livserindringer.</h1>
<div class="trnote">
<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai
Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt
bevaret. Den græske tekst er gengivet som trykt i originalen.
En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
sidst i bogen.</p>
<p class="center"><a href="#Indholdsfortegnelse">Indholdsfortegnelsen kan findes her.</a></p>
</div>
<hr class="partbreak" />
<div class="figcenter" style="width:402px">
<img src="images/portrait.jpg" width="402" height="600" alt="Portræt og signatur: J. N. Madvig" />
</div>
<hr class="partbreak" />
<div class="poemcontainer"><div class="poem italic"><div class="stanza">
<span class="i0">Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,<br /></span>
<span class="i0">der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;<br /></span>
<span class="i0">der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;<br /></span>
<span class="i0">vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.<br /></span>
</div><br /><div class="stanza">
<span class="i0">Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;<br /></span>
<span class="i0">hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;<br /></span>
<span class="i0">han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;<br /></span>
<span class="i0">i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.<br /></span>
</div><br /><div class="stanza">
<span class="i0">De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,<br /></span>
<span class="i0">og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,<br /></span>
<span class="i0">og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,<br /></span>
<span class="i0">som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.<br /></span>
</div><br /><div class="stanza">
<span class="i0">Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;<br /></span>
<span class="i0">for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,<br /></span>
<span class="i0">og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,<br /></span>
<span class="i0">saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.<br /></span>
</div><br /><div class="stanza">
<span class="i0">Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,<br /></span>
<span class="i0">og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;<br /></span>
<span class="i0">da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,<br /></span>
<span class="i0">da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.<br /></span>
</div><br /><div class="stanza">
<span class="i0">Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;<br /></span>
<span class="i0">det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:<br /></span>
<span class="i0">og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,<br /></span>
<span class="i0">vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.<br /></span>
</div>
<p class="l2">17de November 1879.</p>
<p class="r2">Edv. Lembcke.</p>
</div></div>
<hr class="partbreak" />
<div class="front">
<p class="linespread"><span class="huge">LIVSERINDRINGER</span><br />
AF<br />
J. N. MADVIG.</p>
<div class="figcenter topmarg">
<img alt="Forlagets logo" src="images/logo.png" width="88" height="100" />
</div>
<p>KJØBENHAVN.<br />
<span class="smaller">GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).<br />
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.</span><br />
1887.</p>
</div>
<hr class="pagebreak" />
<p><a class="pagenum" name="Side_i" id="Side_i" title="[S. i]"> </a></p>
<h2><a name="Fortale" id="Fortale"></a>Fortale.</h2>
<p>I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, ɔ: dikterede,
min Fader — tildels efter Opfordring af Andre —
de efterfølgende Livserindringer. Ligesom det imidlertid
ikke havde været hans Hensigt at lade dem udgive, saalænge
han levede, saaledes havde han ikke taget nogen
Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da jeg
tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været
sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en
temmelig søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans
Alder kom til at ligge tilsengs uden at vide, hvorlænge
det kunde vare, maatte man ialtfald være forberedt paa,
at Sygeleiet først endtes med Døden, — og for dette Tilfælde
overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage
Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig
enkelte andre Ting derefter skulde udgives. Det følgende
Par Dage, da hans Tilstand var bedre — han døde, som
bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop den 12te Decb.
f. A. —, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa
Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke<a class="pagenum" name="Side_ii" id="Side_ii" title="[S. ii]"> </a>
at være ene om derefter at træffe Bestemmelse i saa
Henseende — en Bestemmelse der i mine Øine altid har
sine betænkelige Sider —, og det var først, efterat min Faders
Discipel, Kollega og Ven: Professor i Historie E. Holm
paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til
Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede
mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren.
Inden min Faders Død havde jeg, paa enkelte Undtagelser
nær hist og her, ikke kjendt andre Dele af Manuskriptet
end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene.
Af enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte
jeg vel antage, at det havde været min Faders Hensigt dels
maaske at tilføie yderligere Bemærkninger om sin Stilling
til flere af de Mænd, med hvilke han særlig gjennem det
politiske Liv var kommen i nærmere Berøring, dels vistnok
at foretage en Revision ialtfald af enkelte af de
senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse
være blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne
Omtale af enkelte Ting sammendragen paa ét Sted.
Dette var imidlertid ikke sket, og en saadan Revision var
nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar Optegnelserne skulde
fremtræde som min Faders egne, anse mig for uberettiget
til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den
af mig inden Trykningen foretagne Revision har troet at
burde og kunne gjøre, har derfor alene bestaaet i at
berigtige og supplere Angivelsen af Bogtitler, Datoer og
Aarstal samt Smaafakta, at fjerne ligefremme Ord- og
Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre nøiagtig
Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig
at udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private
Forhold og ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse<a class="pagenum" name="Side_iii" id="Side_iii" title="[S. iii]"> </a>
kunde have for Offentligheden. Ved de af mig til
Supplering og Oplysning tilføiede enkelte Anmærkninger har
jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det rent Faktiske,
idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse.
Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de
benyttede forskjellige Sekretærers egen, da er den ved
Trykningen søgt lempet, saavidt muligt, efter den af
min Fader i de sidste Aar, i hvilke han endnu selv skrev,
fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.</p>
<p>Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende
Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder
jeg at tilføie, at min Fader vel i det sidste Par Aar paa
Grundlag af de af ham særlig da i stort Omfang foretagne
philosophiske Studier, til hvilke i selve Erindringerne
gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere
nogle foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske
Bemærkninger om Tilværelse og Erkjendelse, men disse,
hvorom han vistnok havde talt til Enkelte, havde ikke
modtaget en saadan Afslutning enten i Form eller Indhold,
at jeg har troet at burde eller kunne medtage
dem her.</p>
<p>Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne
med medfølgende Billede af min Fader fra Universitetsfesten
i 1879, udført efter Blochs bekjendte Maleri
paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv. Lembckes
ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.</p>
<p>Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle
Ord, som en af min Faders nærmeste Disciple og Venner
i Norge tilskrev mig efter hans Død, idet han mindede
om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders Sommerbolig:
"Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget<a class="pagenum" name="Side_iv" id="Side_iv" title="[S. iv]"> </a>
min Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig
Erindring en gammel Mand, hvis Haand De vistnok
for sidste Gang trykker. Han stod da for mig saa stærk
og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe,
at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft
bevaredes lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans
lette, smertefrie Død befriede ham for den af ham saa
frygtede Skæbne: aandelig og legemlig at overleve sig selv.</p>
<p class="l2">Den 30te April 1887.</p>
<p class="r2"><span class="gesperrt">J. N. A. Madvig</span>,<br />
Overretsassessor.</p>
<hr class="chapbreak" />
<h2><a name="Indholdsfortegnelse" id="Indholdsfortegnelse"></a>Indholdsfortegnelse.</h2>
<p class="toc"> <span class="num">Side</span></p>
<ol class="toc">
<li><span class="p"><a href="#I">Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til 1817</a></span>
<span class="num">1—51</span></li>
<li><span class="p"><a href="#II">Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820</a></span>
<span class="num">53—67</span></li>
<li><span class="p"><a href="#III">Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad<span class="corr" title="fjernet: ."></span> 1820 til 1826</a></span>
<span class="num">69—86</span></li>
<li><span class="p"><a href="#IV">Ansættelse ved Universitetet, Embeds og videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848</a></span>
<span class="num">87—134</span><ol>
<li><span class="p"><a href="#IV_UNIVERSITETSVIRKSOMHED">Universitetsvirksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">S. 89—102</span></li>
<li><span class="p"><a href="#IV_FORFATTERVIRKSOMHED">Forfattervirksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 102—119</span></li>
<li><span class="p"><a href="#IV_BIBLIOTHEKSVIRKSOMHED">Bibliotheksvirksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 119—122</span></li>
<li><span class="p"><a href="#IV_ANDEN_OFFENTLIG_VIRKSOMHED">Anden offentlig Virksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 123—131</span></li>
<li><span class="p"><a href="#IV_PERSONLIGE_FORHOLD_OG_REISE">Personlige Forhold og Reise</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 131—134</span></li></ol></li>
<li><span class="p"><a href="#V">Tidsrummet som Minister 1848 til 1851</a></span>
<span class="num">135—202</span><ol>
<li><span class="p"><a href="#V_1848_FOER_MINISTERUDNAEVNELSEN">1848 før Ministerudnævnelsen</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">S. 137—141</span></li>
<li><span class="p"><a href="#V_NOVEMBERMINISTERIET_I_ALMINDELIGHED">Novemberministeriet i Almindelighed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 142—151</span></li>
<li><span class="p"><a href="#V_DEN_GRUNDLOVGIVENDE_RIGSFORSAMLING">Den grundlovgivende Rigsforsamling</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 152—158</span></li>
<li><span class="p"><a href="#V_VIRKSOMHED_SOM_KULTUSMINISTER_I_OG_UDENFOR_RIGSDAGEN">Virksomhed som Kultusminister i og udenfor Rigsdagen</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 158—181</span></li>
<li><span class="p"><a href="#V_KRIGEN_OG_DE_YDRE_POLITISKE_FORHOLD">Krigen og de ydre politiske Forhold</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 181—200</span></li>
<li><span class="p"><a href="#V_PERSONLIGE_FORHOLD">Personlige Forhold</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 200—202</span></li></ol></li>
<li><span class="p"><a href="#VI">Videnskabelig, Universitets<span class="corr" title="tilføjet: -">-</span> og Skolevirksomhed med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852 til 1884</a></span>
<span class="num">203—284</span><ol>
<li><span class="p"><a href="#VI_POLITISK_VIRKSOMHED_I_OG_UDENFOR_RIGSDAG_OG_RIGSRAAD">Politisk Virksomhed i og udenfor Rigsdag og Rigsraad</a></span>
<span class="num">S. 205—235</span></li>
<li><span class="p"><a href="#VI_UNIVERSITETSVIRKSOMHED">Universitetsvirksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 236—244</span></li>
<li><span class="p"><a href="#VI_UNDERVISNINGSINSPEKTOERVIRKSOMHED">Undervisningsinspektørvirksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 246—254</span></li>
<li><span class="p"><a href="#VI_VIDENSKABELIG_FORFATTERVIRKSOMHED">Videnskabelig Forfattervirksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 254—265</span></li>
<li><span class="p"><a href="#VI_ANDEN_OFFENTLIG_VIRKSOMHED">Anden offentlig Virksomhed</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 265—268</span></li>
<li><span class="p" style="margin-right:3.5em">Personlige Forhold</span>
<span class="push"> </span><span class="num"><a href="#VI_PERSONLIGE_FORHOLD_1">244</a>—246, <a href="#VI_PERSONLIGE_FORHOLD_2">268</a>—272<br /> og <a href="#VI_PERSONLIGE_FORHOLD_3">282</a>—283</span><br /><span class="push"> </span></li>
<li><span class="p"><a href="#VI_REISER">Reiser</a></span>
<span class="push"> </span><span class="num">- 272—281</span></li></ol></li>
<li class="noitem"><span class="p"><a href="#TILLAEG_I">Tillæg I.</a></span>
<span class="num">285—319</span><ol>
<li><span class="p"><a href="#TALE_VED_SOERGEHOEITID_FOR_KONG_FREDERIK_VII">1. Tale ved Sørgehøitid for Kong Frederik VII</a></span>
<span class="num">S. 287—304</span></li>
<li><span class="p"><a href="#BEMAERKNINGER_OM_KONG_FREDERIK_VII">Bemærkninger om Kong Frederik VII</a></span>
<span class="num">- 304—311</span></li>
<li><span class="p"><a href="#NATIONALITETSPRINCIPET_I_POLITIKEN">2. Nationalitetsprincipet i Politiken</a></span>
<span class="num">- 311—319</span></li></ol></li>
<li class="noitem"><span class="p"><a href="#TILLAEG_II">Tillæg II. Forskjellige Breve</a></span>
<span class="num">321—371</span></li>
</ol>
<hr class="chapbreak" />
<p><a class="pagenum" name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"> </a></p>
<h2><a name="I" id="I"></a><span class="smaller">I.</span><br />
<span class="smcap">Barndomsaarene paa Bornholm.</span><br />
<span class="smaller">1804 til 1817.</span></h2>
<div class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a>
<a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></div>
<div class="r4 smaller"><div class="poem"><div class="stanza">
<span class="i0">Motto: O Barndomstid,<br /></span>
<span class="i6">hvor er du blid,<br /></span>
<span class="i6">hvor lyse dine Drømme<br /></span>
<span class="i6">og dine Minder ømme!<br /></span>
</div></div></div>
<p>Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de
Omgivelser, i hvilke jeg fødtes og tilbragte hele min
Barndom, og langt fra de Livsvilkaar, under hvilke mine
første Aar hengik. Denne Omskiftning vilde dog ikke
have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der blot
var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men
dermed forener sig for mig, foruden den store Forskjellighed
i ydre Naturforhold, tillige Modsætningen imellem
det da mest afsides og i sin Udvikling mest eiendommelige
og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det
danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste
Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg
nu uafbrudt har henlevet 64 Aar. Det er imidlertid saa
langt fra, at denne tidlige Ombytning af Barndomshjemmet
med andre Steder og andre Forhold har svækket
og afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere
ikke blot strax ved Afbrydelsen indprægede sig dybere
og skarpere gjennem Længsel og Savn, men nu i Alderdommen
fremtræde med en Livlighed, en Lyst og Glands,
hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen
paa en neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste
Indtryk paa selve min under saa forandrede Betingelser<a class="pagenum" name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a>
foregaaede Udvikling. Det er mig derfor ogsaa umuligt
overhovedet at see tilbage paa og omtale mit senere Liv
og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske
mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer,
selv om jeg derved maatte trætte Andre. Og jeg kan
derhos ikke fremkalde hos mig selv eller for Andre fremstille,
hvad der nærmest og personlig angaaer min Barndom,
uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele den
særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af
Natur, af Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da
levede. Det er et saadant Omrids, jeg her vil forsøge
at give, saaledes at jeg deri indfører min egen lille
Person.</p>
<p>Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af
Sjælland strækker Bornholm, som bekjendt, sin temmelig
regelmæssige, skjævt aflange (rhomboidale) Firkant fra
Nordvest, hvor Øen er fjernet 6—7 Mile fra Skaane,
ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile
og en Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme
falder dels af mod Østersøen i bratte Klippevægge og
Tinder, der paa den nordlige Del af Vestsiden naae en
Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels af en
sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme
af nøgne, i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede
Klipper. Kun paa en kortere Strækning af Sydøst- og
Sydsiden, hvor Landet indenfor danner en lavere Flade,
afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand. Intetsteds
frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige
Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra
Østsiden begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der,
efter at have dannet et Knudeparti, hvis øverste Punkt
— det saakaldte Rytterknegten — naaer en Høide af omtrent
500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest og ender i den
før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af hint
Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"),
danner Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af<a class="pagenum" name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a>
Klipper gjennembrudt, af en fattig Lyngvæxt bedækket
Hede, der hist og her omslutter mindre Moser og Kjær,
den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet deles i to
omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere
Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" class="fnanchor">[1]</a>. Det fra
Lyngen mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket
Klippeunderlaget mangfoldige Steder bryder frem i Klinter,
Bakker og Klippeflader, og som endog omfatter flere Høilyngen
ganske lignende, udyrkede og afhegnede Stykker
(Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures af et
ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den
største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede
Aaer og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en
smal Skovrand, medens derhos Smaaskove, hist og her i
mere sammenhængende Grupper, tillige ere adspredte over
hele Landet og paa enkelte Steder mod Vest og Nord gaae
lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet fra de høiere
Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove savne
den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre
smukke Avnbøg<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" class="fnanchor">[2]</a>, fremtræder paa Nordlandet et enkelt
Sted Birkeskov paa nedfaldende Klippesider. Det dyrkede
Land er med Undtagelse af ganske enkelte Punkter —
navnlig hvor Smaaskovene strække sig lige ned til Kysten
— ved et sammenhængende naturligt Stengjærde adskilt
fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden
selve den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en
mellem denne og Gjærdet liggende Grusflade, bedækket
med en saare tarvelig Græsvæxt og hist og her fremvisende
nogle faa tynde Pilestammer omkring en lille
Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles- eller
Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte
Køer søge Næring. Over det hele dyrkede Land ligge<a class="pagenum" name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a>
Bøndergaardene adspredte uden nogensomhelst Forbindelse
til Byer, skjøndt Navnet "By" (men kun i Sammensætning
som Egennavn) forekommer som Betegnelse af
enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper
eller Rækker af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.).
Huse som Modsætning til Gaarde findes kun sparsomt
ved og imellem Gaardene (tildels som Undtagelser af
særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler
o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs
med Høilyngen eller de mindre Lyngpartier med smaae
fra Heden indvundne eller fra Nabogaarde udlagte Jordstykker,
dels paa den førnævnte Udmark. Paa denne sidste
ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse,
nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige
Kjøbstæder — der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte
omkring Landet gaaende Stengjærde have Adgang
til det dyrkede Land, naturligvis særlig til deres
egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses
fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde
Side, — og dernæst en især paa Nordsiden talrig Række
Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie Sogne saaledes Listed,
udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn, Ypnasted,
Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og
imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med
enkelte Huse. Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til
at være Kjøbstæder ved Besiddelsen af en Kirke, ved
deres Størrelse, Havneanlæg og nogle kommunale Indretninger,
saasom Gudhjem og det forenede Allinge og
Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i
Landet liggende Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens
eneste Landsby, opstaaet af et særligt Forhold i den katholske
Tid. Af hele den her antydede Beskaffenhed
følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi
Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi
igjennem særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede
Navne. Ikke blot de allerfleste Gaarde have Navne<a class="pagenum" name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a>
(saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde Syd for Svanike
Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og
Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene
(f. Ex. Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden,
Pil paa Pilegaarden), men ogsaa en utallig Mængde
høie Bakker, Dale, enkelte Træer og særlig formede Klipper
have faste Navne, der stundom fremkalde karakteristiske
Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex. Tindingen og
Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel
noget derfra o. s. v.).<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" class="fnanchor">[3]</a> Men alle disse Enkeltheder
samle sig med det omgivende Hav til en rigt afvexlende
Skjønhed, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig, naar
jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende paa en
Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei,
saae nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper
og Klipper til den rolige og blaa Vandflade; de
vestligere, storartede Kystpartier kjendte jeg ikke dengang.
Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet Skovene
stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.</p>
<p>Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under
en Kommandant i Rønne, medens Amtmanden tidligere
boede i Nexø, deler sig i 4 Herreder, hvert knyttet til sin
Kjøbstad (Vesterherred til Rønne, Nørreherred til Hasle,
Østerherred til Svanike, Sønderherred til Nexø) og i 16
Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter Kirkernes
Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, ɔ: Ibs eller Jacobs
Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster
og Vester Lars eller Larskersogn o. s. v.)</p>
<p>Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes
Forbindelser ikke umærkelig Grændse imellem de
nordlige og sydlige Sogne. Den eiendommelige Naturbeskaffenhed<a class="pagenum" name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a>
og de historiske Forhold, derimellem maaske
ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige
og sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande
og Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig
gjennem Tidernes Løb, idet Øens afsides Beliggenhed og
sammenligningsvis ringere Betydning medførte, at den hos
Statsmagten almindelige Stræben efter at tilveiebringe
Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der, ogsaa
efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i
Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres
Befalingsmand paa Hammershus og gjennem de Kanniker,
hvis Erindring bevares i Navnet "Kannikegaard", var
gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig havt nogen
særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden
dens Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere
af større Gaarde af Erkebisperne havde som "Frimænd"
tilkjøbt sig visse Fritagelser og Rettigheder for deres
Gaarde og derved havde erhvervet en vis Anseelse for
deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en
Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte
Familier, som Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme.
Ligesaalidt har nogen Slægt af den virkelige danske Adel
varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa Bornholm<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" class="fnanchor">[4]</a>.
Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede
Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med
Livsfæste (undtagen for Huse). Endnu mindre findes der
da noget Spor af Livegenskab. Den gammelnordiske<a class="pagenum" name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a>
Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig der. Vel deles de
bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et ganske
lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt
Navn for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede
Oprindelse, i to Rækker: "Selveiergaarde" og
"Vornedgaarde", der ere særskilt talte for hvert Sogn
(første og anden Selveiergaard, første og anden Vornedgaard
i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke
ikke faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene
fra de andre ved en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom
Proprietærgaardene ved Fritagelse for nogle ringe
Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med fuldkommen ens
Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til
Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig
og fra al dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere
paa fast Sædvane og Vedtægt beroende, men endnu saa
sent som 1773 ved en kongelig Forordning af 14de Oktober
fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for
de bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den
yngste Søn ved Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen
forvansket til "Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden
udlagt til Eiendom mod en ringe Affindelse til sine
Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en Brugsret,
som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden
Mand. Er der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden
den ældste Datter og hendes Mand. Tanken ved denne
Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af Tydskland,
navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis
været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en
Stilling udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage,
medens af Døtrene den havde Fortrinet, som snarest
ved Giftermaal kunde vinde en Beskjermer for Eiendommen
og de yngre Søstre, og denne Arvegang førte
ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa
Frieri til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her
ingen Lykke gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller<a class="pagenum" name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a>
paa Søen eller endelig levede som beskedne Medhjælpere
og stille Onkler i Fædregaarden.<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" class="fnanchor">[5]</a></p>
<p>Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i
de bornholmske Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges
under det almindelige Forsvarsvæsen ved Udskrivning
til Krigstjeneste udenfor Øen, men beholdt sin egen
Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den mere
ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i
Kjøbstæderne af dermed ligestillede Borgere, kun under
Overbefaling af en kongelig, tidligere paa Hammershus,
siden i Rønne boende Kommandant. Om denne Landmilits,
der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne
i 1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i
Krigsaarene fra 1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse
indtil Indførelsen af almindelig Værnepligt og en ny Hærordning,
bevaredes Erindringen fra sammes stille Tid i min
Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde Officerer ophængte
Faner og Indskrifter. — Af mindre Betydning for
de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at
Bornholm tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark,
var og er Bevarelsen af den særegne gamle Matrikel, beregnet
efter en Tønde Hartkorn, der kun er lidt større
end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og Udskrivningen
af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en
Tønde bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt
Hartkorn yder, hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse
i Tiendepligten, at ingen Kongetiende ydedes.
Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret Brændevinsbrænden,
som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori
først henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete
en dengang kun kortvarig Indskrænkning.</p>
<p>Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig<a class="pagenum" name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a>
ved Bornholms Gjenindtræden under dansk Herredømme
i 1660 efter den kortvarige Afstaaelse saaledes betegnede
og bekræftede Forhold og Indretninger gave den bornholmske
Bondestand en ganske anden Stilling og Standsfølelse
ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men
ogsaa ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig
fandtes hos den danske Bonde i det øvrige Rige<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" class="fnanchor">[6]</a>.
Bonden fra en jevn god bornholmsk Gaard, endsige fra de
større, med ret smukke Bygninger og Haver forsynede,
ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig Kjøbstadhaandværkeren
og Skipperen afgjort overlegen. Med
Eierne af de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants
eller endog en Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand
maale sig, der selv besad ikke altfor liden Jordeiendom
og dertil maaske endog føiede en Borgerkaptains
Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller geistlige
Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede
Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde
undertrykke Følelsen af en vis Underordning i Dannelse
og selskabelig Livsform. Den udenfor Bornholm opdragne
(efter bornholmsk Sprogbrug den "førte") Embedsmand
forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og Lighedsfølelse.
Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede Dialekt,
den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den
Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags
og naive Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt
Samkvem og for Familieforbindelse, selv naar
Embedsmanden ikke medførte en i Forholdene mindre
let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis fremmed<a class="pagenum" name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a>
og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde
sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at
den efter Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant,
en tidligere ved Gouvernementet ansat Kaptain
af det kongelige Artilleri, da Oberstlieutenant, giftede sig
med en baade vakker og rig Datter af en Kjøbmand fra
min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling,
og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede
Ægteskab. — Indenfor den bornholmske Bondestand
gjorde der sig iøvrigt ikke ringe Forskjel i Standsfordringer
gjældende imellem Besidderne af de større og smukkere
Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og
yderst tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.</p>
<p>En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning
indeholdt — for ikke at tale om Sandemanden istedetfor
Sognefogden — Bevarelsen i adskillige Sogne af "Gildesboer",
hvis Beboer og Bruger havde den Forpligtelse aarlig
paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en
vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog
vare disse Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe
af ansete Bønder. Det faldt i min Lod som Kultusminister
modstræbende at forvandle to, formodentlig de
sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder efter
Sogneboernes egen Anvisning<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" class="fnanchor">[7]</a>.</p>
<p>De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som
Barn kun selv lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede
sig meget nær til Landbefolkningen. Om en forskjellig
Klædedragt for Kjøbstad og for Land var der ikke Tale,
og Samkvemmet besværedes heller ikke ved Accise, hvis
man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige
Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves
til en fattig Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede<a class="pagenum" name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a>
dettes Oplukning imod et Par Tørv, en Haandfuld Ax
eller deslige, ved Reisevogne et Par Skilling. Kjøbstadborgere
dreve ikke blot de særskilt skyldsatte Byjorder,
men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem
indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende
saakaldte "Stæle", ɔ: som Bøndergaarde skyldsatte
og betegnede, sammenhørende, men ubebyggede
Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte Kjøbstadboerne —
min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" ɔ:, saavidt
jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige
udenfor Byleddet —, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden
en noget større Anseelse. Handelsforbindelsen
indskrænkede sig næsten ganske til Kjøbenhavn, hvorfra
de gængse Artikler hentedes, og hvortil Landets ikke store
Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var simpel,
men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter
om Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen
beskæftigede sig med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn,
der udvidedes til Afhentning af Fisk fra Jylland
(Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes til Handelen paa
Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra
flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske
Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier.
Et tremastet Skib hørte i min Barndom ikke hjemme i
nogen bornholmsk Havn, men vel senere, da man fra
Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet Fiskeri
i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende
Baadeeiere, især paa <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: Øst">Øst-</a> og Nordsiden af Landet, forbandt
med Fiskeriet, hvad de kaldte "at seile til Skibe",
ɔ: Kadreiehandel, hvorved neppe Told- og Karantainelovene
meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede
Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis
meget stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og
derpaa videre; de bornholmske Sømænd have til alle Tider
havt et ligesaagodt Lov for Dygtighed og Raskhed
baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de have den<a class="pagenum" name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a>
Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til
gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være
godt at have flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib,
end det havde Master. Man fulgte dem fra Hjemmet
med en Interesse, der for mig fremtræder særlig i Erindringen
dels om den Glæde og Stolthed, som min Familie
følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra
Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i
Fregatten Najadens Undergangskamp, ved hvilken han
sagdes at have understøttet den fra Vraget ilandsvømmende
tappre Chef, dels fra en anden Side om den store
Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste
en af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven
meget simpel og ensformig Beretning om hans talrige
Reiser i det ostindiske Kompagnis Tjeneste og de derunder
udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte
bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu
fore til Søs, eller som efter et strengt Liv udhvilede sig
hjemme, dannede en dengang mere end nu mærkelig Koloni
paa Kristianshavn, medens andre af dem trak sig
tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur Kofod,
der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som
gammel Ven korresponderede med min Fader og især i
1814 meddelte ham Nyheder og Rygter, stod for min
barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der nærmede
sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager
hos Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen
til Bornholmere, der havde svunget sig op til en Plads i
det Borgeraristokrati, som Bryggere eller Grosserere da
dannede, især naar de <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: gavnmildt">gavmildt</a> understøttede nære
Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved Siden
af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring
sig i min Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt
bemærket i Kjøbenhavn, nemlig Tjenestepigernes, idet
foruden Maalet ogsaa i den første Tid efter deres Ankomst
hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem kjendelige;<a class="pagenum" name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a>
nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen
noget og mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts
Forsvinden.</p>
<p>At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som
Haandværk, viste sig en stærk Hængen ved det Overleverede,
var en naturlig Følge af den afsides Beliggenhed
og de smaae Forhold. Min Fader plejede at rose sig
af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i
Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til
Bondegaardene. En Landinspekteur, der tillige var Bestyrer
af de kongelige Sandstensbrud ved Nexø, forbausede
Befolkningen ved sin Dyrkning og Afsætning af Havevæxter,
thi efter den almindelige Forestilling dengang
trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten
enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok
Hvidkaalshoveder som Retourfragt. Boglige Kunster dreves
trods Befolkningens opvakte og livlige Natur og Bondestandens
freidigere Væsen ingenlunde ivrig, <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: skøndt">skjøndt</a> Rønne
havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i
min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse),
som omtrent ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes
af en fuldstændig lærd Skole, der siden atter har
veget Pladsen for en saakaldet høiere Realskole. Hverken
Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa Bornholm;
Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser,
af hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn
kun udkom et Par, erindrer jeg aldrig som Barn at
have set i Svanike og paa Østlandet; men vistnok var
der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser
udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens
temmelig talrige Embedsmænd og større Handel og de
østlige Kjøbstæder, især Svanike. Almueskolevæsenet
begyndte først i min Barndom at organiseres lidt fastere
i Byerne og paa Landet endnu senere. Den faste Skole
erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle
og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende
og til Huse tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange<a class="pagenum" name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a>
og Viser havdes ikke meget og, saavidt mig bekjendt,
intet gammelt og hjemligt eller ret karakteristisk. Det
fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig tilfældigt; jeg
hørte i min Barndom ved Vandring i smukke Sommeraftener
eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med
Glas i Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning
til hans Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge,
Dale," der var ligesaa yndet som en tragisk Romance,
der, saavidt jeg erindrer, handlede om en adelig Forfører
og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig bornholmsk
Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa
sungne. Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt
et Par lidet høviske Matros- og Soldaterviser ("o Rendsborg,
o Rendsborg, saa mangen brav Soldats Grav" var
den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig
Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende,
en stor Mængde af de nordiske og germaniske Eventyr,
som i Sverrig Afzelius, hos os særlig Thiele og Svend
Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have samlet og
udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede
Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig
nye Skat af "Sandsager" fra en gammel ugift Fasters
Læber i mangen Aftendæmring, f. Ex. baade om "Tokken"
ɔ: Kokken eller Hanen, der laae død i Ølkarret, eller
om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede
op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne,
eller om Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike
rigtig har overtaget Arven efter "Faster Malene". Til
disse Sandsager og enkelte paa historiske Begivenheder
hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af Folk fra
Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede
sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element
i Gemyttet mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den
første Plads indtoge her de Underjordiske, der ikke blot
betegnedes som virksomme i fjernere Tider eller sagdes
paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse under
visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og<a class="pagenum" name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a>
med straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk
Kvinde kunde indtages (— en saadan Høi, "Svendshøi",
laae paa min Faders Mark —), men som ogsaa
mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise
sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne
indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods
Gjennemsnit med en paa skarp Kant stillet tynd Sten i
Midten: "Hammersletten" tæt Vest for Svanike. I 1807
eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at have
afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved
at vise sig talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten.
En egen Ironi over denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd
om dens Magt over et ubefæstet og sygt Sind afgav
i min Barndom en stakkels Mand, Ole Haakensen, der stadig
vandrede omkring paa Landet iført en gammel Soldatertrøie
og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige
behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed
han handlede. Krigerdragten bar han som den, der
mente ved et Oprør at være fordreven fra sit Kongedømme
hos de Underjordiske, til hvilket han dog fast
haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte
engang, selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne
Regent, om han kunde skaffe mig de Underjordiske
at se, men jeg befandtes ikke at være noget Søndagsbarn.
Spøgerier og Gjengangere dreve i de forskjelligste
Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor
min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om
Aaret: efter Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med
et tændt Lys i hver Haand, efter Andres en Mand med
sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et lidet Stræde
imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af et
der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem
høie Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar
Storm truede, Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og,
forat den nyeste Tid ogsaa skulde give sit Bidrag til
Skrækkebillederne, troede jeg og mine Brødre fuldt og
fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i Raadstuen,<a class="pagenum" name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a>
spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper,
hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til
vort Hjem, og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg,
hvad stundom skete, vare blevne uenige ved Legen, forsonede
vi os altid for at gaa hjem sammen, idet vi med
fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at Spøgelser
ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige
Blanding, som undertiden viser sig af virkelig Overtro
med bevidst Opdigtelse for at gjøre sig vigtig, havde jeg
Leilighed til at iagttage, da jeg en sildig Sommeraften
med en Murer kjørte ud til min paa en Bondegaard
boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række
selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde
flyttet ham i Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg
var halvdød af Angst, da vi naaede Gaarden, og han
selv ikke vel tilmode, især da vi passerede en Busk med
saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke mindes
ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres
Kunster fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi
Drenge forbi et lidet Hus paa Udmarken, der beboedes
af "Steffanskan", ɔ: Stefans Kone, der iblandt Andet
ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i Skikkelse
af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede
Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At
overtroiske Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa
anvendtes til Helbredelse af Syge, er naturligt. Den
lærde Lægekunst var da paa hele Østlandet kun svagt
repræsenteret af den i Nexø boende, med en tydsk halvstuderet
Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og
Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag.
Da Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar
hos min egen Fader, hentedes "den gamle Handskemager"
fra Rønne, destoværre ikke med nogen Nytte, og
det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" class="fnanchor">[8]</a></p>
<p><a class="pagenum" name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a>
De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og
stærkt fremtrædende Præg ved Danmarks Krigsforhold til
England 1807 til 1814 og til Sverrig fra 1812 til 1814.
For at hindre Englænderne fra at sætte sig fast paa Øen
lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning
under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en
Søofficer, først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain
Kofod og dernæst, efter hans Død i 1808, den
ved sin saare hæderlige Deltagelse i Slaget den 2den
April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende
paa Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp
bekjendte Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral
og Holmens Chef), enten man nu efter Flaadens
Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere Søofficer,
eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde
et Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem
Landofficerer som Instrukteurer for de særlige Vaabenarter
af Militsen, der sattes i en muligst kampdygtig Stand
og som i Forhold til Øens Befolkning var talrig nok. Den
bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4 Dragonkompagnier
og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk
endnu betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden
af 4 saakaldte Herredskompagnier, dannede af sindige
Veteraner, der ikke lagde Vægt paa militær Prunk eller
imponerende Optræden, og som vistnok bedst egnede sig
til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5
Borgerkompagnier (— Rønne havde nemlig 2 —), der
heller ikke vare indøvede hverken til Parademarche eller
Bajonetangreb, og hvis Uniform ikke var ganske uniform.
Paa Kysterne, navnlig ved Kjøbstæderne og deres Havne,
anlagdes Batterier, og det lille Svanike forsvaredes af to
saadanne med tilsammen fire Attenpundigere, det sværeste<a class="pagenum" name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a>
dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre med
Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede Feltbatteri
eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes
eller gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte
Høider opstilledes Signalkanoner. Foruden de regelmæssige
aarlige Vaabenøvelser i de enkelte Distrikter, der
vare Festdage for Byerne og de nærmeste Gaarde, hvorfra
Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld
Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med
Baunernes Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til
stor Gammen for Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes
tillige paa Bornholm en af de annekterede Batailloner
af Dronningens Livregiment, hvis Hovedgarnison
var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa
en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes
ved Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret
1813. Heldigvis kom disse Forsvarsanstalter ikke til at
bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle mindre Krigsbilleder
fremtraadte dog, og det for det meste alle i
Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning
til, at fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og
stundom nærmede sig, hvorved indtraadte Alarmering. I
Efteraaret 1807 opstod endog en saa stor Frygt for en
engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende
tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil
fra Byen og opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel
af denne Gaards (store Gadebygaards) Omgivelser
med den runde, af Træer omringede Dam udenfor Storstuen
indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar
efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende
den. I 1808 eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre
Kristiansø, og jeg stod da ved min Faders Side imellem
en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved Svanike
iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel
Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en
kortere eller længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne
og et eller et Par Krigsfartøier, mest Brigger, en<a class="pagenum" name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a>
enkelt Gang en Fregat, som oftest fremkaldt inde fra Land
for at afvise den overmodige udfordrende Fjende. Reglen
var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til
de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor
Skudvidde; kun engang erindrer jeg med mine ældre
Brødre og et Par andre Drenge at have unddraget os
denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne at
betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende
Skydning. Naar Faren syntes større, saasom ved to
Briggers forenede Angreb, spændtes min Faders to Heste
for Vognen for at bortføre Byskriverembedets Archiv; de
to andre Heste vare indskrevne til Forspandstjeneste ved
det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse Fægtninger,
hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og Borgerkompagniet
ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid
Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev
skudt; mig bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes
at have truet min Moder, som var ved at samle os Børn
til Udvandring, borttog en stor Gren af vort bedste
Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved,
at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat
og bestyredes ved Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en
ubetinget Respekt og Anerkjendelse, ikke blot som Militær,
men som en i høj Grad redelig og ubestikkelig Mand, en
Anerkjendelse, der kom ham til Gode under Udførelsen
af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig
af Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al
Brændevinsbrænden og at lade samtlige Brænderiredskaber
aflevere til Opbevarelse i Kirkernes Klokketaarne (— de
fleste Kirker have paa Bornholm et særskilt Træklokketaarn,
"Stevelen", det tyske "Glockenstapel" —). Denne
Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt,
ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik
saa vidt, at ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en
enkelt Ladestok antoges af denne Grund rettede mod
<a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Gouvernøren">Gouverneuren</a>. Da han imidlertid, efter at være gjort opmærksom
herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange<a class="pagenum" name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a>
havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet
Øvelsen, uden at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede
Misfornøielsen, og med Freden forsvandt Foranstaltningen.</p>
<p>Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen
medførte midlertidig Savnet af visse Varer. Man kunde
imidlertid finde sig i at lave sin Punsch med Tamarinther
istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men langt
føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten
ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning
solgtes da ved Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen
betaltes med indtil 36 Daler af de rigtignok en
yderst ringe Værdi repræsenterende gamle Kourantsedler.
Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig
det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og
dermed af Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede
Søfolk. For begge disse Onder søgtes Erstatning
i Kaperiet, der neppe fra noget Sted i Danmark
dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede
med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier
lige fra en med flere Kanoner udrustet Skonnert,
hvis dristige Fører bestod hæderlige Kampe med fjendtlige
Orlogskrydsere og vandt den for en privat Kaperfører
enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af Dannebrog,
ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede
med nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens
østlige eller sydlige Havne kommende eller derhen styrende
Skibe og indbragte talrige Priser. Disse og deres Ladninger
solgtes for meget høie Beløb i de stedse dalende
Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge pludselige
Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig
Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig
Matador tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer"
som Salomon Goldkalb, saa dog med Femdalersedler.
Men ved Siden af den lystige Rolle, som de overgivne
Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte den virkelige
Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at<a class="pagenum" name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a>
have set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve
Mand, der alle havde været Skibsførere eller Styrmænd
fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i Kapernes Lotteri,
saa vidt jeg husker uden Gevinst.</p>
<p>Under Bornholms Gouvernement henhørte som et
fremskudt Fort Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid
blot "Øen" i Modsætning til "Landet" ɔ: Bornholm, bestaaende
af to i Christian den 5tes Tid opbyggede, med
Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to Klippeøer,
og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I
Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte
Søstyrke: fire af de underlige, med en bred og
en spids Hale forsynede, ved noget stærkere Søgang yderst
ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange besøgte Svanikehavn,
og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under en
livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde
tage Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget
over to Mile nord for Svanike liggende lille Fæstning var
det faste og Blikket altid tiltrækkende Punkt, naar jeg
ene eller med Legekammerater, ofte med min Faders
Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir
henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den
hemmelighedsfulde Stilhed, der hvilede over "Fæstningen",
afbrødes i en vis Tid hyppig af Minesprængninger til
Regulering af Terrainet. I Krigsaarene betragtedes den
stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der
aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til
Tjeneste der, ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden
nødig vilde slippe; men kun i den allerførste Tid troede
man at turde forsøge at indvirke paa Udskrivningen gjennem
Gunst og Gave.</p>
<p>Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af
hele Bornholm, maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv
dog ikke bevægede sig over hele denne Skueplads. Jeg
saae, førend jeg vendte tilbage til Bornholm som Student,
aldrig <a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Vest">Vest-</a> eller Nordvestlandet, hverken Rønne, Hammershus
eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte<a class="pagenum" name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a>
kun at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen
og Almindingen og kastede kun et stjaalent Sideblik til
Røsogns østligste Klippevægge. Af Østlandets to Kjøbstæder
havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som jeg under
min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes
en nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde
og Huse dannet Gade med i det ringeste et toetages
Huus; dér boede den konstituerede (efter Freden virkelige)
Amtmand og Landkirurgen; dér var en grundmuret
hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede
den Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin
Dreng og en Bagage af Klæde og Tøi hentedes til mine
Forældres Huus som til andre Huse i Svanike for at
fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes
endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og
ugentlig sendte en Kone med Tvebakker til Svanike,
hvilke forresten meget vel kunde gjemmes tre Uger og
endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men eet
Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre
Kjøbstæder: den eiendommelige og maleriske Beliggenhed.
Byen ligger lige der, hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse
af Landet pludselig skarpt bøier om imod Syd,
i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter gjennembrudt
Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa
den ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining,
der følger med Bygjerdet og gaaer over i Bymarken,
men imod Nord springer over i et Par isolerede Bakker,
som falde af imod Nordostpynten; den høieste betegnes
ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet
og Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget
hæver sig Kirken med sit Spir, til hvilken man
stiger op ad steile Bakker og Stier og en Vogn kun kunde
naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man ned
over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt
ud imod Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre
end to Forstæder, den ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt
Væjen) omkring og imellem høie Klipper ved en lille<a class="pagenum" name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a>
Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den endnu
høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til
Byen paa denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en
særskilt Kløft, hvorfra man kom ud til en Udmarkslette:
"Frændemark", for en Del besat med talrige, henimod
en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste høie
og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere
forsvundne. Havet udenfor denne dannede "Frænderhed",
den sædvanlige Ankerplads for de østfra kommende Seilskibe
(— i min Barndom havde man jo kun saadanne —),
der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile
Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange
og lave Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede
ind i Byens lille, under visse Vinde vanskelig tilgængelige
Havn. Engang hvert Efteraar bedækkedes disse Skær og
den nærmest liggende Kyst gjerne henimod Aften af en
utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om
Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de
den omgivende Klipper laae aabne mod de fra Nord og
Øst indbrydende Storme og de af dem fra den botniske
og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med voldsom
Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen,
uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte
Tilfælde, en Nordost. — Paa regelmæssige Gader maa
der ved Svanike ikke tænkes; et svagt Tilløb til en saadan
udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet snart bredere,
snart smallere, stigende og faldende, begrændset
snart af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder
om Haverne og endelig, efter at være trængt ned igjennem
en smal Klippekløft (— nu er Klippen paa den ene
Side fordetmeste bortfjernet —), standsende ved en Gaardport
uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til hvilken
en Omvei maatte benyttes. — Iøvrigt laae Huse og Gaarde
adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og
smallere Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes
et Par Fortouge udenfor større Gaarde. Den aldeles
overveiende Del af Byen var straatækket, og selv, da fra<a class="pagenum" name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a>
1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms Kjøbstæder dømtes
til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en fortvivlet
og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende
Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden
af den laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning
paa det over Klippen udbredte Jordlag vidnede enkelte
yppigbærende Morbærtræer og endmere i en enkelt Have
en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet Vinranke, der
næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens
Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en
Kreds af Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden
ved Ibs Kirke, omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod
af Byfogden, Byskriveren, to Borgerkaptainer, et Par
Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene af
Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det
første Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur
for en af de fire Divisioner, hvori Militsen da inddeltes,
og skrev sit Navn med den fremmede og fornemmere
Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt hed
Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain.
Imellem Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en
Mand, der for Fortjenester af Byens Havns Uddybning
og Sikring var bleven udnævnt til Dannebrogsmand kort
efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid var
den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste
paa Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores
var at kunne spille Lanter (det ogsaa hos Holberg
forekommende Kortspil imellem fire Spillere) istedetfor
Styrvolt eller Polskpas og at være optagen imellem Lanterspillerne.
Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller
Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved
festlige Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og
Korsklæde anlagde enten en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning,
der kaldtes "Hat og Hue", eller endog den saakaldte
"Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet opstaaende
Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa<a class="pagenum" name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a>
det tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis
væsentligste Bestanddel var Straahatten og det, naar
denne aftoges, kunstig opfæstede bare Haar, bares kun
enten af meget fornemme Kvinder eller af Piger, der
vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og
disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i
Svanike. Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu
i sin Alderdom bar Korsklæde og gik med bare Arme til
op over Albuen, hed i høflig Tiltale og imellem Honoratiores:
Madame Madvig, men hos jævnere Folk og til daglig
Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige
Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste
Aar vare indfødte Bornholmere og havde bornholmske
Hustruer, bar Livet da et aldeles rent bornholmsk Præg.</p>
<p>I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten
freidige og lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke
savnende Barndomsaar, de sidste under Anelse om og
Længsel efter større Forhold og videre Blik.</p>
<p>Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte
jeg kun mine Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader.
En ivrig og heldig Genealog har nu oplyst, at
min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig under Krigen
mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og
al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske
Konge Christian den 5te — Jordegodset har formodentlig
udgjort en hel eller halv Bondegaard — og til
Gjengjæld derfor efter nogen Tids Ophold i Kjøbenhavn
i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa Bornholm,
hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker
Sogn, idet der formodentlig dengang ikke har været nogen
Skovriderbolig ved Almindingen. Familienavnet stammer
fra Fiskerleiet Matvik imellem Ronneby og Karlshamn i
Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom. Hans
ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd
Kirke i Skaane, — den eneste, af hvem der mig bekjendt
lever Afkom, — blev, efter at have været Constabel ved
"Haandlangerne" (og formodentlig Avlsbruger), i 1727<a class="pagenum" name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a>
Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og Sønder
Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen
juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i
Svanike, hvori efter ham min Bedstefader og Fader
boede. Hans Søn Jørgen Olsen Madvig, der 1745, efter
skriftligen at have besvaret de af det juridiske Facultet
fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos Amtmand
Urne<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" class="fnanchor">[9]</a>, erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede
at forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder.
Han efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver
i Østerherred, idet Sønderherred fraskiltes, af sin
i 1764 fødte Søn, min Fader Poul Anthoni Madvig, der,
efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt det til at
være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle
Aar var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte
Herred blev min Fader enten strax eller siden tillige
Toldbetjent. Man ser, at jeg saaledes kan regne,
om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere ligesaavel som Oldfux
sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og det
endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg
maaske ogsaa selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge,
kunde have opnaaet, hvis min første Livsplan var bleven
fastholdt.</p>
<p>Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte
Kofod, født i 1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" class="fnanchor">[10]</a>
i Ibsker Sogn. Hun hørte til en af de videst forgrenede
bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den
anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde
havt og min Fader havde flere Søskende (dog kun enkelte<a class="pagenum" name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a>
Brødre og disse uden videre Afkom), saa at det ikke
kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle Grader eller
paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog alle
Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig
og munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved
Raskhed, navnlig som dristig Rytter. Af boglig Dannelse
havde han kun lidet — jeg har aldrig hørt ham omtale
sin Examen eller Forberedelsen dertil —, men han besad
en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt
hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg
erindrer, at han om Søndagen, naar der var Hindring for
Kirkegang, stundom i Ensomhed læste en Prædiken for
min Moder. Denne var ligeledes en frisk og freidig, men
tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber, der
end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige
Enkestand. I sin Ungdom havde hun været
en god Skøiteløberske, noget i den Tid vist saare sjeldent.
Af mine Forældres Ægteskab, der var stiftet i
Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7
Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2
Døttre, foruden en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse
7 Børn, hvoraf de to ældste bleve Sømænd, var jeg det
tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd druknede
den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor
han var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster,
medens den anden, der var gift og boede i Svanike,
allerede var død i 1877 og min ene yngre Broder, der var
Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af alle
mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der
lever som Læge i Haderslev, tilbage.</p>
<p>Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader
nede paa Udmarken ved Auktionen over en indstrandet
Ladning Pibestaver, en glædelig og indbringende Forretning,
og de ved Auktionen tilstedeværende Honoratiores
tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader
hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes
jeg ikke af Storken, men kom ligesom alle nyfødte<a class="pagenum" name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a>
Børn i Svanike fra "Davids Dam", et lille Vand i Bymarken.
Jeg voxede op, fulgt med korte Mellemrum af
mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte muntert,
men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands
og en Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af
de to forenede Embeder vare i den ulykkelige Tid fra
1807 af utilstrækkelige for den talrige Familie og maatte
udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde arvet
fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda
blev det min Fader, især da langvarig Sygdom stødte til,
vanskeligt at komme igjennem, og jeg har været Vidne
til Bekymring og Sorg i den Anledning, men aldrig til
deraf opstaaet Tvist<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" class="fnanchor">[11]</a>. Mit Hjem omfattede altsaa ved
Siden af Byskriverkontoret — hvis hele Arbejde bestredes
af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af
en Søstersøn og siden af mig, — en lille Avlsgaard med
dertil hørende Tyende, nemlig en "Hoveddreng"<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" class="fnanchor">[12]</a> eller
Avlskarl og en Halvdreng eller ringere Karl, stundom
med nogen extra Hjælp, — og der førtes under min
Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig
bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for
Landbrugets Standpunkt var Besætningens Bestand: 4
Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4 Heste. Den
hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse,
der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes
af en dygtig Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel
deraf ud imod Gaden forbeholdt mine Forældre, som spiste
Middagsmaden der ved et eget Bord med os Børn,<a class="pagenum" name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a>
medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte
med Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede
et Parti Piquet med min Moder eller min ældste
Broder og i sin sidste Levetid med mig. Morgen og Aften
spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre Ende af
Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov,
naar Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde
optage dem, i Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge
stundom i det om Vintren bitterlig kolde Karlekammer
med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede og spandt Pigerne
i samme Værelse under min Moders Tilsyn og Deltagelse
omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet
Lys, og Billedet af hele denne Virksomhed under alle
Slags munter og alvorlig Samtale og Fortælling, ja stundom
Sang, er ofte fremtraadt for min Erindring, naar jeg læste
Livius's Skildring af Lucretias og hendes Terners sildige
Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min
Moder. Jeg lærte med mine Søskende at kjende det hele
regelmæssige Kredsløb igjennem Aarets Tider af Bagning,
Brygning, Brændevinsbrænden, Slagtning med tilhørende
Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert større Hus
besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller
de Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende
ved f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig
til Bageren; Bagerens Opgave var da væsentlig at bage for
Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød til Salg. Talrige
Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske Husholdning
ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde
mig herved i Minde, men jeg skal indskrænke mig til at
nævne to. Paa en bestemt Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen
og to leiede Mænd med Heste og Vogne og forsynede
med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen, hvor
de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et
betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom
paa en lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den<a class="pagenum" name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a>
skaanede Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst
med det indvundne Forraad af adskillige Læs,
erhvervede i vaadt og koldt Veir med endel Besvær,
vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori vi
Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre
var lagt ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig
tidligere og holder sig bedre paa Bornholm end i Sjælland),
udsendtes derhos meget aarle om Morgenen 3 store Slæder
til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget sydfor Nexø
og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem
efter en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour
over Bakker og ad daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var
ligesaa varm. Sandet var foruden til andet Brug nødvendigt
til den idelige Bestrøen af de feiede Gulve; et Gulv
uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt. Stranden
ved Svanike leverede kun grovt Grus. — Til virkelig
Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren
ved at sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede
dog kun i ringe Grad denne Tjeneste, da jeg først var
for lille og siden fandtes brugbar i anden Retning, men
jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende
Vei ivrig byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem
med Ærtebælge som Kanoner, thi krigerisk var Tiden.
Jeg vover neppe at fortælle, at det engang en hed Sommerdag
faldt mig med fire eller fem andre Drenge i en
Alder af 7—8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og
løbe tversover Agre og Enge hen til en lille skyggefuld
Lund, hvorfra vi derpaa under største Angst og Frygt for
Straf ilede tilbage.</p>
<p>Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags
strenge Former. At sige "du" til Forældre var aldeles
uhørt; sædvanlig brugtes i Tiltalen tredie Persons Form
("vil Moder", sjeldent: "vil hun, Moder"), og jeg beholdt
senere hen temmelig længe denne Form i Brevene til min
Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.<a class="pagenum" name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a>
Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte
Kjøbenhavn og saae mine Børn, bemærkede hun,
at deres "du" i Tiltale til mig forekom hende underligt,
men hun vænnede sig dog meget hurtig til Børnebørnenes
kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,
<em>staaende</em> ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de
ældste, voxne eller næsten voxne Brødre. Vor daglige
Fodbeklædning var Træsko, til hvis Forfærdigelse en Træskomand
aarlig opholdt sig nogle Dage i Huset. Legemlig
Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang
havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne
Retning, men han overdrog ikke sjeldent min Moder at
straffe os paa denne Maade. Jeg selv, der var føjelig og
godmodig og unegtelig indtil en vis Grad Kjæledægge,
erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min
Moder, den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det
var ikke usædvanligt, at man krydrede Rugbrød, der gaves
Børn, med lidt Brændevin istedetfor med Smør ("Brændevinsbrød"),
og jeg havde faaet Smag for denne Spise; da
det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet,
som kom i Forretninger til min Fader, en Snaps, og der
ofte blev en Levning tilbage i Glasset, sneg jeg mig
oftere til at tømme disse Levninger; derved var jeg engang
bleven beruset og faldt staaende i Søvn med Armene
lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom
til og opdagede ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag,
hvorefter fulgte en alvorlig Revselse med min Faders
Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante Beskæmmelse,
gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar
gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin,
et Løfte, som jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig
og siden af Føielighed kun har brudt i yderst
ringe Grad, ved egentlig dansk Brændevin saa godt som
aldrig.</p>
<p>Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed
gik dog, som omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed,<a class="pagenum" name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a>
der sjeldent fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn
i varme Sommeraftener leirede os paa Husets Trappe
omkring Fader og Moder, den første med sin Pibe, alle
lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider Vogterdrengene
drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede
lystige Skader i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens
Have, i hvis Hegn man havde sagt os, at der var
en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede varmt
Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige
Sten. Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders
hyppige Ledsager paa hans jevnlige Vandringer
igjennem hans Sædemarker og Enge. For at lege i fri
Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi
vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i
Veien, og Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende.
Kun et Par Huse var det paa Grund af Beboernes Smuds
og Usædelighed eller Tyvagtighed forbudt os at betræde,
ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene derfra.
Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede
en fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte
Smaabilleder af Pariastanden. Under vore Lege tumlede
vi os i Byen, paa Udmarken og i Klipperne ved Havet,
hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende Vand og
Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter,
skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads
for Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved
Havnen, hvor Søfolk og Fiskere om Aftenen holdt en
Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger vi stundom vare
ivrige Tilhørere.</p>
<p>Vore Lege bare stærkt Præg af den omgivende Natur;
vi opkastede store Grusdæmninger, der kæmpede
mod de mellem Klipperne indtrængende Bølger; vi opbyggede,
naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene
Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende
Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa
stundom styrtede med Stenhoben ned i Vandet; vi sammensatte<a class="pagenum" name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a>
med Pinde Skibe eller Flaader af tørre Rørsiv
og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil.
Mange Børn havde ogsaa større og mindre, med
velvillige Fiskeres og Tømmermænds Hjælp tilveiebragte
og kunstmæssig med Seil tiltaklede og med Ror forsynede
Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger, med
hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af
Havet. Vore temmelig store og aflange Kælker slæbte
vi ikke langsomt hen ad Jorden, men ad en speilglat, paa
en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi liggende paa Maven
og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar Fart
ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart
i opreist Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug,
tversover en liggende Kammerat paa Slædemederne, en
Idræt, der ikke altid var farefri. En yndet Øvelse var
ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en skraa
og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig
et meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende
for et vist Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes
den almindelige Tagfat og Kapløben til en Efterligning af
Kaperiet ("tage til Kaps"). Om Sommeren legede ogsaa
Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier, med paa
den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par
meget kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters
Veninder; den sidste af dem døde i 1884.</p>
<p>En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen,
hvortil der var den ypperligste Leilighed, og som
Enhver lærte sig selv under ringe Anvisning af en ældre
Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og siden
en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var
herligt fra det friske Vand at krybe op paa den af Solen
gjennemvarmede Klippe og der klæde sig paa; jeg har
bragt det til indtil 6 Gange efter hinanden at iføre mig
Skjorten og atter at krybe ud med nye Kammerater;
jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det
som en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller<a class="pagenum" name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a>
tiende Aar en Kone, som laae og vaskede paa et Klippeskær,
til hvilket jeg svømmede hen, paastod at have
trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi Kræfterne
svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af
synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af
endnu efter det fyldte 80de Aar at svømme let og godt
baade forlængs og baglængs. — En enkelt Gang mindes jeg
at have deltaget i et Bombardement paa en Gniers Pæretræer,
der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog,
uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel
i Udbyttet.</p>
<p>Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse
aarlige Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare
de vigtigste, skjøndt ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert
Aar, feiredes med en lille Ringrenden til Hest af Byens
i besynderlige Dragter udpyntede Karle. St. Hansdag
feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem Havklipperne,
hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille
Slette i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og
Pigerne dansede, medens der beværtedes fra Vogne.
Mere glimrende var dog Forsamlingen i Almindingen,
hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra
hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og
Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode.
Det Hele havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som
disse vare i deres Glandstid for halvhundrede Aar siden,
men Glæden var langt inderligere paa Bornholm ved at
sammentrænges paa én Dag og ved Fjernelsen af alle
Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare langt
mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at
have ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende,
men mindre Fest, der paa en anden Dag holdtes
i et meget venligt og af talrige Nattergale (paa Bornholmsk
"Fjældstavne") beboet Skovparti imellem Svanike og
Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen
paa Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed<a class="pagenum" name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a>
de vandrede til Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at
spise sig rigtig mætte i de mangfoldige Kirsebærtræer i
de derværende Haver. — Julen holdtes overalt i By og
paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i Hjemmene
med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der
havde deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et
Slags Klientelforhold til Huset. Der dandsedes og gjordes
Løier, hvorved blandt andet de af Karlene om Efteraaret
fyldte Nøddesække og listige Snit i disse spillede en
Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes
heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt
til Gamle og Svage, stode hele istykker skaarne Brød,
Kar med Ærter og Gryn, Stykker af Flesk og Pølser i
Beredskab for at uddeles til de fattige Børn, der gik om
og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os Børn
ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra
Tillæg til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes
ved en Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til
Kirkens Belysning fornødne Tællelys vare indsamlede ved
frivillige Bidrag, og vi Børn undlode ikke at bede Moder
om at give sin Andel rundelig, thi i Grunden var denne
Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste" (nemlig
en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil),
en Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den
paafølgende Juleuge, i hvilken Familierne flittig besøgte
hinanden, beværtedes alle Besøgende, især af den jevnere
Klasse, rundelig med den allerede Juleaften indviede Festdrik:
"Honning og Brændevin", ɔ: Brændevin skænket
sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump
Honning (naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller
tømtes af den Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets
Tambour og Piber i Forening paa Borgerofficererne,
Byfogden, Byskriveren og enkelte andre Honoratiores
og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at
de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens
Ungdom. — Det vil af det Foregaaende ses, at ogsaa<a class="pagenum" name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a>
disse Festligheder havde deres Særegenheder paa Bornholm
ved Siden af de for hele Norden fælles Karaktertræk.</p>
<p>Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden
ved Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke
sjeldne Besøg hos Slægtninge og Bekjendte paa de større
Gaarde paa Landet eller af disse i Byen. Naar den trestolede
Stadsvogn var trukken frem for at forspændes til
at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn staaende
Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene
eller den anden af mine Søskende timevis paa Vognen,
førend Reisen tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige
Modtagelse og de nye Gjenstande, der ventede os paa
Vallensgaarden — Landets største Gaard, hvor under
Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens Tid
den lybske strenge Landfoged havde boet, — eller paa
store Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den
firsindstyveaarige "Lars Mariska", ɔ: Lars Mauritsens
Enke, hvert Aar selv ved Besøg hos os bragte en stor
Dunk Honning — eller paa lille Ravnsgaard hos vor
eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre
ved Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre
knyttede Gaarde. Min Moders Fødegaard, det en
god Fjerdingvei fra Svanike smukt beliggende Skovsholm,
hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og ligeledes,
men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved Paradisbakkerne,
hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren
skete lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved
det et Par Gange hændte sig, at vi under min Faders egen
Styrelse kjørte vild paa de tilsneede Veie og Marker og
tilsidst væltede. Stundom var der forberedt eller improviseredes
et lidet Bal, og<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> var Antallet af de Gjæster, der
overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med
at sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet
Værelse en Række Stole lagdes ved Siden af hinanden
med Benene opad og der saa paa Stoleryggene som<a class="pagenum" name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a>
Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes ved
Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med
Hø og Halm; Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten
paaklædte paa de udbredte Lagener og dækkede og varmede
sig efter Leilighed.</p>
<p>Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse
og vakte livlig Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger,
ikke forbigaaes. Strandinger paa Bornholm vare
i den Tid, saavidt jeg kan skjønne, endel hyppigere end
nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø og
paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa
Landets Øst- og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes
i farlig Nærhed af den klippefulde Kyst eller om Natten
Nødskrig hørtes, udbredte Efterretningen sig saare hurtig,
undertiden ved høie Raab paa Gader og Veie, og
fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen
ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens
Ære maa det siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres,
for at komme det i Nød stedte Skib eller de allerede
Skibbrudne til Hjælp; men Kystens Beskaffenhed, der
paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud med
en Baad, — man havde kun almindelige Fiskerbaade,
ofte endda ikke i Nærheden, — gjorde ikke blot Ydelsen
af Hjælp før Strandingen, men ogsaa Bjergningen af
Mandskabet fra det strandede Skib vanskelig. Stod
imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne og vare
Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren,
bjergede, da gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende,
der erindrede om Holbergs Anholtsboere, der "leve kristelig
og nære sig af Vrag", Noget, der ikke maa regnes en
fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid for
strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere
og Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i
Bjergningen, men ogsaa de, der ifølge visse Stillinger
havde en Bjergerlod — f. Ex. Sandemanden, hvis Strandingen
var sket paa et Landsogns Kyst, — eller som<a class="pagenum" name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a>
paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom
ved Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede
Gods — i hvilket Tilfælde min Fader var —, tænkte
paa Ladningens Omfang og Værdi, og en livlig og munter
Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere.
Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have
været upaaagtet Vidne til en Samtale imellem mine Forældre,
i hvilken min Fader, der baade ifølge sin hele
Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom havde
den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser,
med alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke
vidste, hvorledes han skulde have gjennemstridt det trange
Aar, "hvis ikke Vorherre havde sendt de to deilige
Vrag".</p>
<p>Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold
blandede sig for mig, efterhaanden som jeg voxede
til, stundom med bløde og halvt melankolske Drømmerier
og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i hvilken
jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af overtroiske
Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel
jeg engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere
nævnte Hammerslette, saa at jeg i ustandselig
Fart over Klipper og Kløfter styrtede hjem og sittrende
kastede mig i min Moders Skjød, og hvorledes jeg en
anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø for
min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale
(en Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at
vandre om i mørke Grublerier og efter nogen Tids Omflakken,
ude af Stand til at udføre et Ærinde, som jeg
ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte tilbage
til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.</p>
<p>Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning
og Skole i naiv Skikkelse og fremadskridende
igjennem smaae Trin. Først sendtes jeg til en "Skolemoder",
en gammel, værkbruden Kone, hos hvem vi sad
6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste.<a class="pagenum" name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a>
Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok,
naar nogen af os vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse
eller Forseelser fremkaldte en bestemt Trusel
med at bringes op til "Bobbarægus", et frygteligt Væsen,
der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet. Enkelte
Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin
opad Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning
erklærede Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae
det uhyggelige Rum, at hun for denne Gang vilde eftergive
den forfærdelige Straf imod Løfte om Bod og Bedring.
Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det
Halve sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus
med "Drikka" (meget tyndt Øl); jeg var dengang saa
lille, at jeg to Dage efter hinanden tabte og ituslog mit
Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren (— thi
alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker
over hinanden —). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en
meget sygelig Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat
Hus, vel maa have havt en Slags offentlig Ansættelse,
siden jeg dér engang saae Amtsprovsten. Efter hans
Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og Piger hans
unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna
ind i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen;
efter nogen Tid begyndte hun dog at sygne, sørge
og græde, og, efter at Skolen i nogen Tid var standset,
saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i slige Ting ikke
særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den
stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer
for en Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand,
der kaldtes Kaptain, og hos hvem jeg erindrer at have
set nogle Gjenstande, der hentydede paa Landmaaling og
Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun
kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole
under en ny Degn, der dog ikke var Seminarist, men en
forhenværende Haandværker (Glarmester) fra Kjøbenhavn,
foreløbig med Plads i Byens Raadstue og i selve Thingsalen,<a class="pagenum" name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a>
hvorfor Undervisningen maatte hvile paa Retsdagen.
Her saae og beundrede jeg for første Gang en
Vindovn, da ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i
Svanike. Endelig fik man ogsaa et eget Skolehus. Jeg
lærte der at skrive og regne godt, det sidste efter Chr.
Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller Cambiokonto",
og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af
Skolen for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter
som den, der havde læst Balles Lærebog 6 Gange og
var imod Slutningen af den 7de Gang. Udenfor Regning,
Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod
ikke, at der var Tale om nogen anden Læregjenstand,
og i det sidste Aar af mit Ophold i Svanike besøgte jeg
neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen skaffede mig ved
den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg har
modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens
Drenge til i Forening med Degnen at lede og støtte
Sangen i Kirken, fik Plads imellem de Udvalgte, skjøndt
Gud veed, at jeg aldrig i mindste Maade har været
Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens
Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i
Byen og Sognet var saare ringe, idet Præsteembedet den
længste Tid af min Barndom beklædtes af en godmodig,
men yderst affældig og noget forfalden Mand og derefter
af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne
fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde;
den traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten
holdt sig dog temmelig usvækket. — Den tidlig
vaagnede Lyst hos mig til Kundskab og Anelse om en
videre aandelig Horizont fandt yderst ringe Midler til
Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde
sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte
og blandede Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend
skjulte og i Stilhed. Der behøves ikke mange Linier
til en nogenlunde fuldstændig Opregnelse af de Bøger,
som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt enten hos<a class="pagenum" name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a>
min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende
Skipper, der var gift med en Faster af mig,
eller hos en velstaaende Fisker og Kadreier, med hvis
Børn jeg og mine Søskende stode i det nærmeste Omgangsforhold.
Til de to første Bind af Holbergs Komedier
i den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel
Duodezudgave af Peder Paars med saare naive Træsnit,
hvilket Digt jeg trods de mange mig uforstaaelige klassiske
Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus' Udtog
af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som
jeg ivrig studerede med den mest ubetingede Tilslutning
til Sverre og Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar
Peder Rothes meget udførlige, men for mig aldrig trættende
Biographi af Tordenskjold, en dansk Oversættelse
af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt Dugay-Trouin,
i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og
Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse
af en svensk Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede:
"den svenske Robinson eller den svenske
Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige Hændelser", af
hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds skildredes
en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien,
en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min
Phantasi og vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles
i 1869 og det ikke uden en haard Skuffelse ved
Indtrædelsen i det forjættede Italien, thi jeg foer da i
en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient,
hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af
Forestillingen om Vindruer og anden sydlig Vegetations
Pragt. Fremdeles havde og slugte jeg den gamle danske
Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af tusend og én
Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte
Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning,
men som dog fængslede mig ved en Skildring
af det skotske Høiland, som indprægede sig dybt og i
Studenterdagene smeltede sammen med Walter Scotts<a class="pagenum" name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a>
Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere
nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en
Oversættelse af Sallust og som lettere Tropper "den
danske Kongebog", Till Uglspil, "Vigolais eller Ridderen
med Guldhjulet" og et Par oversatte franske Ridderromaner,
hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og
"Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale
om "Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde
Kloppenburgs Geographi have givet mig, hvis den ikke
strax endog for Drengen havde røbet sig som forældet
og ubrugbar ved totalt at stride imod de Forestillinger,
jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller andet
populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme.
Af Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede
jeg mig og bevarede nogle Forestillinger om Danmark
og andre europæiske Lande, især Tydskland, og om
Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa
Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa,
husker jeg ikke; men de temmelig mange Søkort,
jeg fik i Hænde, vakte og dannede geographiske Forestillinger.
Til den omtalte underlig sammensatte Litteratur
kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse.
Da Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa
Bornholm udenfor Kjøbstæderne og i disse antoges ikke
at tilvirkes i tilstrækkelig Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer
i Kjøbenhavn, der tillige var Chorist ved det
kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin, hvormed
han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang
som Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et
Værelse i mine Forældres Hus, efterlod han der som en
Foræring tre Theaterstykker, nemlig to høist ubetydelige
oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang paa
alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig
Udgang) Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken
inderlig Bekymring jeg spurgte min Moder, om Stykkets
Indhold var sandt, og af hende, der aldrig havde set<a class="pagenum" name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a>
nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde beroligedes.
Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike
kun af simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To
saadanne Billeder, der fremstillede Ludvig den 16des og
Marie Antoinettes Henrettelse, prydede mine Forældres
Storstue og betragtedes af mig med dyb Deltagelse.</p>
<p>Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at
opfatte det Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at
hjælpe min Fader ved Kontorarbeider, ved at afskrive
Thingsvidner og andre Retsakter og især ved at indskrive
Skjøder og Pantebreve i vedkommende Protokoller.
Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da
min Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende.
Saare eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet.
Den daværende Byfoged led, som jeg straks
nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde et meget
uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion
skulde foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn
forspænde og befordrede da som Kusk (— thi han satte
Pris paa sin Færdighed i denne Retning —) Degnen og
mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende
Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten
og oplæste Auktionskonditionerne, hvorefter han
gik ind i Huset og satte sig paa en Stol; Degnen oplæste
derpaa atter Konditionerne, hvorefter Auktionen foregik
med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren
og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator.
Jeg erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion
i Ibsker Præstegaard efter den førnævnte svage
Præsts Død og med nogen Forundring betragtede den
ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden, om det dog
gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv
at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" class="fnanchor">[13]</a></p>
<p><a class="pagenum" name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a>
Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt
Gang til at optræde under Omstændigheder, der særlig
indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib, ladet med
Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved
Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten",
Vest for Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje
Brinker udmærkede Bobbeaa falder ud, dannende Grændseskjellet
imellem Øster og Nørre Herred. Efterat nu først
Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand
Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til
Gunst for Øster Herred, begyndte den besværlige og
langsomme Indbringen af Ladningen til Stranden, og Optegnelsen
og Numereringen af de ilandbragte Stykker betroedes
mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8 Dage imellem
de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg
hver Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae
et enkelt Udmarkshus, over Bakker og gjennem smukke
Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi havde Nattekvarter.
Medens de gjorde sig en lystig Aften efter
Dagens Møie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring
i den stille, alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa
mit Hjem, min syge Fader og mine egne Længsler og
Drømme. — Den vanskeligste og besynderligste Opgave,
der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa
Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa
Hollandsk afgiven Forklaring over en Stranding. Den<a class="pagenum" name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a>
kom istand ved fælles Flid af den neppe meget fintfølende
eller nøieregnende Strandingskommissionær og
mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget
og en vis anticiperet sammenlignende Sprogforskning,
men vakte hos mig stærk Formodning om, at Fartøiet
med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte dette for min
sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte
sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens
Beedigelse for Retten.</p>
<p>Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet
sluttede sig meget naturlig Tanken paa min videre Uddannelse.
Byfogden, der stod i det venskabeligste Forhold
til min Fader, og som selv var juridisk Kandidat
med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted,
paatog sig gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen.
Jeg begyndte da i en Alder af høist 11 Aar med at lære
Schlegels Natur- og Folkeret udenad og at examineres
deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en
kort Definition af Erkjendelsen <i xml:lang="la" lang="la">a priori</i> og <i xml:lang="la" lang="la">a posteriori</i>
og indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og
Folkerettens Historie, der først hos mig vakte Forestillingen
om sammenhængende videnskabelig Forskning
og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo Grotius og Puffendorf,
ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have bevaret
sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte
vel, medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser.
Byfogden led af Sovesyge i en Grad og i en Form, som
aldrig siden, endog blot tilnærmelsesvis, er fremtraadt for
mig. I Retten faldt han, medens han examinerede et
Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men bevarede
temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar
han efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar
paa det forud givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen.
Paa samme Maade gik det ved min Examination; han
spurgte, blundede, tabte stundom den sjeldent eller aldrig
bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende og harkende<a class="pagenum" name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a>
vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og
modtage et nyt Spørgsmaal. — Efter Tilendebringelsen
af Naturretten skulde der tages fat paa Hurtigkarls
danske Ret. Men denne Bog var ikke tilstede, heller
ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den
kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium,
hvormed endogsaa havde været forbundet en
meget ringe og ligesaa hurtig standset Undervisning i
Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op paa Landet,
dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen
med Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske
Undervisning bleve dog ikke uden Betydning for min
senere Udvikling. Den vakte min Sands for retlige Former,
Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde
Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative
Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig
tilgode.</p>
<p>Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816.
Efterat Taleevnen den sidste Dag havde svigtet ham,
medens hans urolige Bevægelser syntes at antyde et
Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder mig
hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa
mit Hoved. — Først to Maaneder efter fødtes min
yngste og, som tidligere omtalt, eneste endnu levende
Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at have været Fysikus
i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende
Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min
Moders Sorg og saae hende kæmpe med Bekymringerne
over den Fremtid, der fuld af Trang og Savn laae for
hende og Børnene<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" class="fnanchor">[14]</a>, betoges jeg, samtidig med at jeg foreløbig<a class="pagenum" name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a>
vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min
Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste
Længsel efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om
at lade mig, som det hedder, studere var allerede opstaaet,
medens min Fader levede, hvortil, efter hvad mig
er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige Yttringer om
mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have bidraget,
— og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne
Retning, saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk
og saare ringe Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" class="fnanchor">[15]</a>.
En meget rig og meget velgjørende, paa Bornholm
født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis Navn
baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til
meget betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til
min Moder var tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget
fjernt, lovede at betale Halvdelen af Udgiften ved mit
Ophold i en By med Latinskole, og Direktionen for Universitetet
og de lærde Skoler tilstod mig, efter Sigende
tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have
bevaret mig i Erindring<a name="FNanker_16" id="FNanker_16" href="#Fodnote_16" class="fnanchor">[16]</a>, fri Undervisning uden foregaaende
Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive
indmeldt, hvorved først var tænkt paa Herlufsholm (i
Kjøbenhavn antoges der ikke at være god Plads for mig).
Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to Sønner i
Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa<a class="pagenum" name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a>
skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var
jeg bleven aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte
min stakkels Moder, der havde ondt ved at tilveiebringe
det tarveligste Udstyr og sørgede ved at sende sit kjære
Barn bort til hende aldeles ubekjendte Omgivelser og
Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da
jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste
Oktober, seilede jeg i de første Dage af den nævnte
Maaned 1817 med en Onkel, der var Skipper, til Kjøbenhavn,
ledsaget af min sextenaarige ældste Broder, der da
skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg forlod
min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe
efter flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa
Klippen liggende lille Hus, hvor hun boede i over tredive
Aar, og hvor jeg har besøgt hende som Student,
som Professor og som afskediget Minister og sagt hende
det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem
medtog jeg en ægte bornholmsk Udtale, som under de
forskjelligste Livsstillinger aldrig ganske er udslettet<a name="FNanker_17" id="FNanker_17" href="#Fodnote_17" class="fnanchor">[17]</a>.</p>
<p>Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske
Liv uden endnu at nævne en Række af Indtryk, som jeg
10 Aar gammel og i den fjerne Afkrog af Danmark, som
min Fødeø da udgjorde, modtog af større Begivenheder
udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og Omstændigheder
og Forhold i min Familie henledede stærkt min
Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten
i Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori
hele Fædrelandet da var stedt, og Deltagelsen i Sorgen
derover skærpedes, da samtidig med Napoleons Fald det
gamle Dobbeltrige Danmark—Norge opløstes<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" class="fnanchor">[18]</a>. Jeg lyttede<a class="pagenum" name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a>
begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret
og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem.
Tilfældigvis forøgede den ganske usædvanlig strenge
Vinter 1813—1814 vor Isolering. Næsten hele Østersøen
var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm havde
brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre
Masser deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en
sammenhængende Isvold, tillagdes Søen atter, saa at Beboerne
færdedes tilfods vidt ud paa Havet uden for hin Vold.
Gouverneuren paa Bornholm, der havde modtaget Meddelelser
om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten,
var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med
de Begivenheder, der vare fulgte efter. For at skaffe
nogen Kundskab herom og for i det Ringeste at faae at
vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig, udsendtes
en Expedition af syv behjertede Sømænd med
en noget større almindelig Fiskerbaad, der dels blev
trukken over Isen, dels roedes igjennem aabne Revner
til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de bragte
Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa
Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm
Gjenstand for min Opmærksomhed og barnlige
Politiseren.</p>
<hr class="chapbreak" />
<div class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a>
<a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></div>
<h2><a name="II" id="II"></a><span class="smaller">II.</span><br />
<span class="smcap">Skoleaarene i Frederiksborg.</span><br />
<span class="smaller">1817 til 1820.</span></h2>
<p><span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a>
<a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span>
De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte
i Kjøbenhavn, have kun efterladt hos mig en uklar
og mørk Erindring. Uden nogen paa en Gang fast og
kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af Følelsen
af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og
Længsel efter det moderlige Hjem, paa den anden Side
af urolig Higen efter det Sted og den Gjerning, hvortil
jeg søgte hen, med Angst for ikke at naae Maalet i rette
Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af en Bornholmer
bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt
Sømandslogis i en Kjælder i <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: lille">Lille</a> Torvegade paa Kristianshavn,
hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes
til et lidt mere anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade,
i hvilket jeg engang blev tagen med paa en
Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig en saakaldet
Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde
se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves
efter Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille
til fra Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af
nogle Landsmænd, ude paa Amager de paa Steile og
Hjul liggende Kroppe af de syv Børnehusfanger, der vare
henrettede efter Opstanden og Ildspaasættelsen i Straffeanstalten
paa Kristianshavn kort Tid i Forveien; med
Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der, saa<a class="pagenum" name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a>
vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre
Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig
for Øiet paa mine korte Vandringer med min Broder,
som forberedte sig til sin Vestindiefart. For den Velgjørerinde,
der havde tilsagt Hjælp til min Undervisning,
blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke
Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid.
Kun husker jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig
paa min Faders Mødreneside, der som Koffardikaptain laae
ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og virkede for mig.<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" class="fnanchor">[19]</a>
Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller noget
mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis
lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn.
Det var blevet ganske mørkt, da vi, jeg i det Ringeste
med temmelig Angst, gjennemvandrede "Store Dyrehave",
en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg indtil
da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen,
kom vi, jeg ved ikke hvorledes, formodentlig ved den
Opmærksomhed, som vor bornholmske Udtale vakte, i
Samtale med en Mand, der udenfor en Kjøbmandsgaard
var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være
en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og
der stiftet Bekjendtskab med min Fader, men som da
var Sognepræst i Skjævinge Nord for Hillerød (Fader til
den senere Biskop Gad i Fyen og fem andre Præster).
Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og
vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin
Ven, Rektor og Professor Bendtsen og fik mig meldt til
Møde i Skolen næste Dag, skjøndt denne iøvrigt saa milde
Mand ikke var uden Betænkelighed ved at optage den
lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste Klasse,<a class="pagenum" name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a>
især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra
Skolen førte Præsten os dernæst til Forstanderen for
Byens Hospital Dahlerup, hos hvem de to Sønner af
Amtmanden paa Bornholm, min Faders og Præstens
fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks indtingedes
til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse
med Skraatag og et enkelt Vindue<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" class="fnanchor">[20]</a>. I dette
boede jeg da i tre Aar, hele min Skoletid, i hvilken jeg
ikke fjernede mig over en halv Mil fra Byen med Undtagelse
af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge, hvorfra
jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog
en Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en
halv Dags Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne
fra Skolen.</p>
<p>Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder,
Frederiksborg<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> adskilte sig fra de øvrige inde i Landet
liggende Kjøbstæder, hvis stille Præg og, især under
Datidens yderst indskrænkede Kommunikationsmidler,
stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt delte, ved Latinskolen,
ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af Skove
og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis
yngre Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter,
endsige øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden
Amtmand og Amtsforvalter imellem sine Beboere
at tælle enkelte pensionerede militære og civile Embedsmænd,
men som alle levede i saare beskedne økonomiske
Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved
Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken
foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken
der faa Dage efter min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest
for Reformationens Indførelse med en
latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg naturligvis ikke forstod<a class="pagenum" name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a>
et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa Minder om Tilstanden
før Skolereformen af 1806, der under Landets
yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende
blev gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa
den — uden Tvivl af Engelstoft conciperede — uklare
og i nogle Punkter rent forvirrede Forordning om de
lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.) Fattigdommen
mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes
trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes
væsentlig oppe ved dens Rektor. Denne for mig og
mange Andre uforglemmelige Mand var vel ikke nogen
fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig
philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort
Ophold i Gøttingen, hvor han promoveredes som <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Doctor
philosophiæ</span>, ganske kunnet gjennembryde den Begrændsning
af Synskredsen, som befæstedes ved hans
Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv
var opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger,
især da Omsorgen for en talrig Familie i trange Tider
hvilede tungt paa ham; men han var en Mand af dygtige
og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl overgik
de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af
O. Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning
og fremfor Alt af et overordentlig mildt og
kjærligt Gemyt, der omfattede enhver god og villig Discipel
med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik kjær,
har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning,
ogsaa udover Skoletimernes Grændse (— thi jeg og Andre
bragte ham om Aftenen vore extra Stile, efter hans med
egen Haand skrevne Opgaver, til Gjennemsyn og Rettelse,
og jeg bevarer et levende Billede af, hvorledes han stod
der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham til
Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte
Kappe ved et eneste Tællelys —), men han har derhos
indgydt mig Tillid og Fortrøstning og opretholdt mit Mod,
der maaske ellers vilde have svigtet, ligefra den Tid, da<a class="pagenum" name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"> </a>
han ved den første Kvartalsexamen efter min Indtrædelse
i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa tage
dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil
han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig
maa huske paa <span class="greek" xml:lang="grc" lang="grc" title="aien aristeuein kai hypeirochos emmenai allôn, egl. αἰὲν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχον ἔμμεναι ἄλλων">ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων</span><span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span><a name="FNanker_21" id="FNanker_21" href="#Fodnote_21" class="fnanchor">[21]</a><a name="FNanker_22" id="FNanker_22" href="#Fodnote_22" class="fnanchor">[22]</a>.
Han læste Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste
Klasse, i hvilken Disciplene pleiede at tilbringe tre eller
dog 2 Aar, og han hjalp mig til hurtig at komme under
hans umiddelbare Paavirkning ved at lade mig gjennemgaae
hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde
dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers
krævedes mindst et Aar. Ligesom skarp logisk Form i
Begrebsudvikling og Forklaring ikke just var hans stærke
Side, saaledes var hans æsthetiske Dannelse og Betragtning
bleven staaende omtrent ved 1790—1800 uden at
berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde
Interesse, og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax,
læste han med os, foruden Noget af Voltaires Karl XII,
Stykker af Laharpes <span class="gesperrt" xml:lang="fr" lang="fr">cours de littérature</span>, der vare os
for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han betragtede
som et sandt episk Digt. Det forekommer mig
ret mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre
vakte Bevægelse og nye Retning i Litteraturen efter omtrent
et Decenniums Forløb mærkedes i en By saa nær
Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds af Beboere,<a class="pagenum" name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a>
hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde forudsættes;
ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig
gjældende. I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur
alene af Sanders Odeum (1807), hvori dog
fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og "Guldhornene",
og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en
Scene af Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med
den fremmede, navnlig den tydske Litteratur. For den
danske Litteraturs Vedkommende skete heri dog nogen
Forandring, da J. P. F. Dahl, der — efter et indholdsrigt
akademisk Liv i Kjøbenhavn — et Par Aar havde været
konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,
ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som
Lærer i de gamle Sprog var Dahl, trods sine gode Kundskaber,
mindre heldig paa Grund af hans Undervisnings
Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste Klasse
var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende
og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den
nyere Litteratur og Poesi ledede han de mere opvakte
Disciple hen, forsaavidt hans egen med saare ringe Midler
tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte til; Bekjendtskabet
med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede
jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere
imellem Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen
vare jevne Mænd med ringe speciel Fagdannelse og paavirkede
mig ikke udover den brugte Lærebogs Grændser.
En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl
oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved
sørgelige økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod
brugte Trøstemiddel, en Gjenstand for min og de
bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi holdt over, at
han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i
de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time
spadserede i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis
var dette Skolens Religionslærer. En Timelærer i
Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke samme Hensyn<a class="pagenum" name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a>
og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og
Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor
Bendtsens milde og bløde Karakter og endnu mindre
Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.</p>
<p>Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog
min Interesse overveiende hen til de Fag, hvori han
underviste med Alvor og dyb Tro paa Gjenstandens
Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min
hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste
paa egen Haand Plautus's <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Aulularia</span> ved Hjælp af
Schmieders meget overfladiske Kommentar og Aischylos's
Eumenider ved Hjælp af et efter F. C. Petersens Forelæsninger
nedskrevet Hefte; navnlig til det sidste Arbeide
vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget
utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen
af et forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der
tilhørte mine to Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa
laante Badens latinske Ordbog; derimod var jeg selv, jeg
ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af Eschenburgs
Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig
deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et
ganske foreløbigt Bekjendtskab med og Interesse for philologisk
Litteratur. Et Bevis paa, hvor ivrig jeg drev
Studiet af Latin, var endelig en efter min Rektors specielle
Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par hundrede
latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og
Phyllis; Digt kunde jeg ikke kalde dette i November 1820
tabte Værk. Udenfor de gamle Sprogs Omraade var jeg
blottet for næsten alle Midler til Tilfredsstillelse af min
Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver studerede
jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis
Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen
et stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet
Stof. Archenholz's Geschichte des siebenjährigen Krieges
faldt ligeledes tilligemed et andet større Værk af speciellere
militær Karakter (jeg tror af Tempelhof) tilfældig i<a class="pagenum" name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a>
mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i Byen
boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel
i øverste Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines
paa Dansk oversatte Romaner, hvilke igjennem denne
Kammerats Medvirkning udlaantes og læstes af os i stort
Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og Elendighedens
Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi
forsynedes fra samme Sted.</p>
<p>Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste
Forhold, og de fleste af dem, med hvilke jeg sad sammen
i øverste Klasse, have siden givet mig talrige, med Tak
modtagne og besvarede Prøver paa bevaret Velvillie.
Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt
udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem
med min ene Kontubernal, der med usvækket
Hengivenhed har hængt fast ved mig (den anden, skikkelig,
men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet glædeligt
Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig
Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse
paa min Udvikling deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt
venlige og kjærlige Berørelser og Stemninger aldrig savne
Betydning for den senere Gemytsudvikling og Livsopfatning.<a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" class="fnanchor">[23]</a>
At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer
med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom
ret alvorlige Spørgsmaal kom frem, derom vidner
den Erindring, jeg har, at jeg der engang udviklede den
aldeles selvstændig hos mig opstaaede Betænkelighed ved,
at den guddommelige Aabenbarings Indhold var kommen
til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed<a class="pagenum" name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a>
og Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske
Tvivl og Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en
Udtalelse af Lessing stemmende Grundtvigske Opdagelse, der
sætter <i xml:lang="la" lang="la">Symbolum apostolicum</i> som et gjennem de første
Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke gjort.</p>
<p>Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater
hvilede der over mit Forhold og Væsen gjennem
hele min Skoletid et tungt Tryk. Fattigdom og Savn
vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde snart
paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og
Ophold, at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig
Anskaffelsen af Læremidler og paatrykte efterhaanden
mit Ydre et altfor tydeligt Præg. Om Deltagelse i Noget
udenfor Skolen, der krævede Udgift, f. Ex. Dandseundervisning,
kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at jeg
for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til
vor kjære Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg
havde medbragt fra Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der
var givet mig i Faddergave. Nøden blev mig desto
bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min Moder,
der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende,
alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis
store Opoffrelser og Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen
mellem Fremmede, der ikke altid forstod dens Virkninger
eller ydede den Deltagelse eller dog Skaansel. I det Hus,
i hvilket jeg boede, og hvis med mig jevnaldrende Sønner
vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for
den talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld
nok, aflede Interessen temmelig fra de der anbragte
fremmede Skoledisciple og sjeldent og sparsomt lade
disse tilflyde en Opmuntring og venlig Ytring, og til ingen
anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak mig
sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød
en vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg
en Aften, efterat en adskillige Aar ældre Datter af Huset
ved det store Fællesbord i nogen Tid havde drillet<a class="pagenum" name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a>
mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et komisk
Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager
De Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn,
Jomfru", og derved imponerede hele Forsamlingen, den
strenge og myndige Husfader iberegnet. Ogsaa paa Skolen
kom det en enkelt Gang til et lignende Udbrud ligeoverfor
en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men
som havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet
at krænke mig<a name="FNanker_24" id="FNanker_24" href="#Fodnote_24" class="fnanchor">[24]</a>. En Erstatning for Meget, jeg savnede,
bød mig i de tre Somre, jeg var i Frederiksborg,
den deilige Skovnatur, i Særdeleshed Indelukket og Præstevangen,
i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore Græsbænke,
og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning,
hvis Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker
og Uhr hørtes vidt om i Skovene og vakte Minder og
Drømme, ligesom Aftenvandringerne under Taarne og
Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert
Udraab. — Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen
udenfor Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg
(kun engang medtoges jeg til en Forestilling paa
et Privattheater), og desto naturligere synes jeg at kunne
og burde forbigaae "de tredive Tyranner", men kan det
dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i Brug just
i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og
bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med<a class="pagenum" name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a>
Frederiksborg, den Kreds af smukke eller dog tækkelige
og tiltrækkende unge Piger af bedre Familier, der i hine
Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede dets Baller og
dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske
naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske
Historie og den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen
hentedes, kan udfylde Rammen helt med Navne.
Efter min hele Stilling til Selskabslivet har jeg ikke vexlet
noget Ord med nogen af disse Tyranner med Undtagelse
af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af hvilke
den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og
maaske en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede
dengang noget svage Syn tillod, glædet mig ved Beskuelsen
og været inddraget i den eiendommelige, maaske ikke
i alle Henseender sunde Athmosphære af Fortryllelse og
Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk erindrer
jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener
vandrende igjennem Staldbygningerne foran Slottet at
høre to unge Piger, som jeg neppe nogensinde ellers
mødte, synge indenfor det aabne Vindue i Husareskadronens
Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til
Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter
Professor Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund
af mine Arbeider ved Indtrædelsen i øverste Klasse (man
pleiede ellers at konfirmeres i tredie Klasse) fritoges for hvert
andet Møde hos Præsten, deltog to Døtre af en Adelsmand,
der beboede et Landsted ganske nær ved Frederiksborg
og havde en Mellemting imellem et Hof- og et
Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen.
De traadte som andre Døtre af Honoratiores
altid i Følge med Præsten ind i Konfirmandværelset,
hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som den
eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg
har altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg
desuden efter Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have
vovet, men jeg glædede mig aldeles uskyldigen hver Gang<a class="pagenum" name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a>
ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser og deres Skønhed,
og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af
det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med
trofast Glæde, og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg
Slot havde deres Moder til Borddame, kunde jeg
ikke lade være at sige hende, hvilken stille Hengivenhed
jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har talt.<a name="FNanker_25" id="FNanker_25" href="#Fodnote_25" class="fnanchor">[25]</a></p>
<p>Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige
Maade, men med dyb Bevægelse Afsked med min Rektor
og med Skolen. Det var Skik, at Dimittenderne paa en
bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i den Skoleklasse,
hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog
sit Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig
Tiltale og Formaning. Denne bar for mit Vedkommende
det stærkeste Præg af hans Godhed og besvaredes, omend
ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et besynderligt
Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen
uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i
3die Person med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel,
Nielsen"), efter Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa
uforanderlig anvendte Pronomenet "De"; det var Emancipationstegnet.
Og dog har jeg i min Skoletid aldrig
betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som
var mig saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng
var Afsondringen imellem hans vistnok saare tarvelige
Husliv og Skolen. — Særegne Forhold bevirkede, at jeg<a class="pagenum" name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a>
i mine akademiske Aar yderst faa Gange og yderst kort
gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte
bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld
for den kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings
Fremskridt paa den akademiske Bane som Lærer i
hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa, at han satte
Pris paa, at hans tredie Søn — den for nogle Aar siden,
efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe
Kathedralskole, afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat
og Ven af mig, — som philologisk Student var min Respondens,
som det da hed, da jeg i 1828 disputerede for
Doktorgraden. — Den 25de September 1820 kjørte jeg med
en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans
Raadighed stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober
at indstille mig til Examen artium, saaledes som
den dengang afholdtes ved Universitetet.</p>
<hr class="chapbreak" />
<div class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a>
<a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></div>
<h2><a name="III" id="III"></a><span class="smaller">III.</span><br />
<span class="smcap">Studenteraarene, Embedsexamen og
Magistergrad.</span><br />
<span class="smaller">1820—1826.</span></h2>
<p><span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a>
<a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre
Forhold foreløbig ordnede, idet jeg paa den førnævnte
Velgjørerindes Bekostning og ved fra hende udgaaet Omsorg
var tinget i Pension hos en borgerlig Familie i smaae
Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder, saaat
jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende
kunde gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald — jeg
opnaaede Udmærkelse — tilfredsstillede ikke blot særdeles
min Velgjørerinde, til hvem jeg fra nu af fik en nærmere
stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af hvis
Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt
samme Held, og som, med Ret eller med Uret, ansaae
sig for mindre vel anskreven hos en af de indflydelsesrige
Examinatorer, og Glæden var desto større, da tilfældigvis
i 1820 ingen anden Kandidat blev udmærket<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" class="fnanchor">[26]</a>.
Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i Kommunitets- og
Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender
fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten<a class="pagenum" name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a>
ind at se en Misbrug deri, at jeg boede frit
udenfor Regentsen (— jeg troer dog, at jeg selv overlod
de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som Provsten
indlagde paa det mig anviste Værelse —), hvad der var
fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling,
at Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa
ungt Menneske. Men hertil kom ganske uventet en anden
betydelig Understøttelse, idet daværende Etatsraad L.
Engelstoft sendte Bud efter mig og opfordrede mig til
med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V. Moltke-Bregentved
om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds
studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes
endog med en overraskende Anticipation. Paa hvilken
Maade Engelstoft i det mig af ham til Greven medgivne
Brev havde skildret min Stilling, veed jeg ikke. Han
havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom,
og jeg modtog de Understøttelser, der dengang uden
nogetsomhelst Initiativ eller ivrig Bestræbelse fra min
Side faldt i min Lod, uden nogen Overveielse af, om jeg
ikke ubillig begunstigedes paa Andres Bekostning<a name="FNanker_27" id="FNanker_27" href="#Fodnote_27" class="fnanchor">[27]</a>. De<a class="pagenum" name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a>
Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket mig,
vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste
af en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden
Tid af mit Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade
ved Bogkjøb og ved at hjælpe mine Brødre under deres
Forberedelse til Styrmandsexamen og ved andre Udgifter,
der vare mindre berettigede, af og til bragte mine Finantser
i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende,
at jeg i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier
uden nogensomhelst Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring
for mine Fornødenheder.</p>
<p>Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen
om nær forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede
over Landet og i Hovedstaden stærkt paatrængte sig
igjennem Ruiner, derimellem Universitetsbygningens, eller
gjennem ufuldendte Nybygninger, og med denne Erindring
forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle Sider
sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller
ikke Landets høieste Undervisningsanstalt<span class="sic" title="[sic]">:</span> Universitetet
befandt sig i nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand.
Naar et isoleret og fra livlig Udvexling af Kræfter
og ansporende Væddekamp afskaaret Universitet altid
kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde sig
paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed
særlig gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle
Betingelser i en længere Aarrække svigtede ikke
blot ved det ydre Apparat af Bygninger, Samlinger og deslige,
men ogsaa ligeoverfor Lærerpersonalet, idet ikke faa
Medlemmer af dette levede i meget trange Vilkaar, medens
baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet Vedtægt
hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare
Kræfter og disses Erstatning med nye. Dertil kom, at
de i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede
tildels under Hertugen af Augustenborgs ikke
altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og paabegyndte
Reformer og Indretninger under den efter 1807<a class="pagenum" name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a>
følgende Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes,
gik istaa, hvorpaa i den Retning, i hvilken mine Studier
førte mig, det i den spædeste Alder henvisnede pædagogiske
Seminarium frembød et Exempel. Gammelt og
Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade,
der for mig afprægede sig i et lille Træk. Hver Student
skulde efter Immatrikulationen vælge sig et Medlem af
Konsistorium til saakaldet Privatpræceptor. Denne skulde
efter de ældre Bestemmelser have et særligt Tilsyn med
de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og
støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var
end ikke det allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage
efter Immatrikulationen havde Studenten ofte glemt, hvem
der var hans Privatpræceptor, og Præceptoren, hvilke
Studenter der havde valgt ham. Men, naar Studenten
efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et
Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt
af Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren.
Jeg valgte til Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall,
tidligere ogsaa Professor i Græsk, dels af Respekt for
Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels fordi andre mig
maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren
kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles
imellem samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige
og akademiske Virksomhed var imidlertid ophørt
længe iforveien, og jeg har aldrig set ham, da han ikke
længer gik ud. Medens i flere Retninger hæderlige
Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands
over Universitetet (— Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse
af Elektromagnetismen —), fremtraadte paa andre
Punkter Svaghederne stærkt, vistnok fornemmelig, men
dog ikke udelukkende, i det philosophiske <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: Falkultet">Fakultet</a> (der
dengang tillige omfattede det mathematisk-naturvidenskabelige);
selv raa Mangel paa al sømmelig Holdning og
Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet
Repræsentant. — I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturliv<a class="pagenum" name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a>
stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige
Veteraner som Repræsentant for eller Minde om
Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet det sagdes at høre
til de Formaninger, som min Privatpræceptor A. Kall,
medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags
Strenghed pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med
Rahbek, fandt jeg mig selv hædret ved i mit 17de Aar
at indtræde i Dusbroderskab med den elskværdige gamle
Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang
lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige
Kamp imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den
Sidstes Bortdragen var der indtraadt en Art mat Stilstand,
og, skjøndt Værket: Nordens Guder var udkommet
i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten
imod Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet,
da der i 1820 skete et raat Angreb paa ham i Anledning
af et af ham affattet Universitetsprogram<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" class="fnanchor">[28]</a>. Det var
Skade, at man ikke havde fundet noget andet Middel til
at sikre Digterens Existens end et Professorembede, hvortil
han hverken ved Aandsretning eller Uddannelse egnede
sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet, og den
anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens
Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed
var ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg
havde som Lektor i Kiel foreløbig standset sin digteriske
Produktion, Poul Møller var paa sin Kinareise, og Henrik
Hertz, Christian Winther og Christian Wilster fandt saaledes
en temmelig fri Plads ved deres da begyndende
Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. — I
Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig
Bevægelse ved Dannelsen af Studenterforeningen, Formen
for et før ukjendt friere og alsidigere Samliv, i Sommeren
1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af den første<a class="pagenum" name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a>
Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele
min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere
Bekjendtskabs- og Venskabsforhold til en hel Række ansete
og dygtige Studenter udenfor mit eget Specialfag,
der vare adskillige Aar ældre end jeg, derimellem f. Ex.
Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som Etatsraad
og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk
dannede Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden
er død som afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole,
og Digteren Henrik Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger
begavede og elskværdige, men ved en tidlig begyndt
Tunghørighed i sine Livsforhold endel tilbagetrængte
Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt fjernere, —
Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere Retninger.
Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens
litterære Forhandlinger (— jeg erindrer, at jeg
i mit andet eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste
en Afhandling af mig om Hertug Henrik Løve og opponerede
stærkt imod en af Historikeren, siden Kunstlæreren
L. N. Høyen da opstillet Thesis om Kardinal
Fleurys udmærkede politiske Dygtighed —), i dens smaae
parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser,
iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar
havde nogle smaae Sommerværelser med Have paa Vesterbro,
navnlig som Keglespiller. Ogsaa med Mange af dem,
der kom til Universitetet samme Aar som jeg uden at
vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det
første Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes
til Juristen F. U. Timm, først noget senere derimod
til den baade videnskabelig og kunstnerisk (i Musik) saare
begavede Ernst Bojesen, begge mine trofaste Venner indtil
deres Død; fra den sidste var jeg i det første Par
Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge
imellem de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere
Litteratur mere udviklede Studenter fra Kjøbenhavn paa
den ene Side og paa den anden Provindsskolernes Dimittender,<a class="pagenum" name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a>
hvis stiltiende Repræsentant jeg var bleven ved
den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald
havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig
Individualitet. — Min Aandsretning og de tidligere
modtagne Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium
kun Valget imellem Retsvidenskaben og Philologien,
der, efterat den ved Universitetsfundatsen af 1788
indrettede philologiske Skoleembedsexamen i en lang
Række af Aar var gaaet i Forglemmelse, atter havde
faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved Anordningen
af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget
broget Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk
og Historie examineredes der saaledes dengang,
for at omfatte alle eller dog de fleste og vigtigste Skolefag,
ogsaa i Philosophi, Theologi og Mathematik, naturligvis
dog saare elementært og overfladisk, saaat Philologien
med Historie ikke blot gav Examen det almindelig
vedtagne Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens
væsentlige Indhold. Den i Frederiksborg vakte og til
Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig udviklede Interesse
overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den fra
Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære
og Praktiske henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien,
et Studium, hvorom allerede, ogsaa ved en vis
Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke talrig, saa dog
virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde begyndt
at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere
theologiske Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg,
og J. Hage, siden Overlærer i Roskilde, død
som Journalist, samt B. Borgen, død som afskediget fra
Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i Alder
temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske
Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student
fra 1818), Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der
døde som Rektorer eller afskedigede fra Rektoraterne i
Odense, Viborg og Roskilde, samt Rasmussen, der blev<a class="pagenum" name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a>
Student med mig, men var nogle Aar ældre (død ung),
og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende
inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i
Spøg paa Latin benævnt <i xml:lang="la" lang="la">baculus fixus</i>), der imidlertid
først fuldstændig knyttedes 1821, efterat jeg og Rasmussen
havde tilendebragt "anden Examen". — Paa denne
philologisk-philosophiske Examen — som den officielt
kaldtes — rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle
Aar som Docent at have medvirket ved den, i en Afhandling
i Maanedsskrift for Litteratur, hvorom siden vil blive
at tale, et stærkt Angreb og udtalte tilsidst i 1849
som Minister den endelige Dødsdom over dens hele Indretning,
efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845
havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde
dens Ophævelse. Jeg har, saalænge denne Examen og
Forberedelsen dertil bestod, som Professor for min Del
redelig søgt at udrette det Bedste, der efter Omstændighederne
lod sig udrette ved den, og jeg har under mine
Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de
Studerendes Velvillie og Imødekommen, men jeg har
hverken i de mellemliggende Aar eller ved nu at opfriske
det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student
og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre
min Dom om den. Vistnok havde Examens anden
Del, der omfattede dels Logik og Psychologi under Et
som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk Philosophi,
dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større
Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og
Stykker, der ved første Del føiedes til Skolekurset, idet
den, dog med Undtagelse af Moralen, virkelig bød de
unge Studenter noget Nyt; men Forelæsninger i et halvt
Aar for et meget talrigt, til at høre Forelæsningerne vel
nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget løst sammenhængende
Auditorium var en saare uheldig Form for
Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab,
især naar den derved forudsatte mathematiske Kundskab<a class="pagenum" name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a>
var meget forskjellig og ikke samtidig øvedes, hvortil kom,
at man i et Hovedfag: Physiken ikke naaede til den for
Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske Physik;
Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted
et Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær
Ven, imellem hvem og mig Uenigheden om anden Examen
og Forhandlinger derom langt senere endog fremkaldte
nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian
Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen
med betydelige Videnskabsmænd og deres levende
Fremstilling maatte have paa de Unge; men selv for den
baade dygtige og aandrige Docent var det vanskeligt at
lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de givne
Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde
sagt, at jeg er tilfreds med den Maade, hvorpaa der
senere af Philosophien alene skabtes en Art anden Examen,
og hvorpaa det derhenhørende Kursus en Tidlang
behandledes. — Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved
den nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige
Indtryk: i Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom
og Overfladiskhed, i Historie (om det østgothiske Rige) ved
Foredragets Tørhed og Mathed, i Mathematik ved den
uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors (Degens)
totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg
efter nogetsomhelst bestemt Maal<a name="FNanker_29" id="FNanker_29" href="#Fodnote_29" class="fnanchor">[29]</a>. Fra at yde Forelæsningerne<a class="pagenum" name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a>
til den anden Del af anden Examen den tilbørlige
Opmærksomhed, med Undtagelse af Sibberns, som
allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det
første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig
Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de
i Januar 1821 (ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte
akademiske Prisopgaver havde nemlig den philologiske,
der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler og andetsteds
adspredte Notitser og Domme om Værker af den
bildende Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og
Smag, vakt min Opmærksomhed, og over denne Opgave
kastede jeg mig derfor, skjøndt ganske uforberedt, hvad
Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med Kunsthistorie
angik, og frembragte, idet jeg helligede min
meste Tid til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig
for mig ikke unyttig Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk
Afhandling, der uden Tvivl bar det stærkeste Præg
af Umodenhed, men som dog belønnedes med et Accessit,
medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med
Hensyn til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte
Olsen. Men herved og ved samtidig Læsning af Græsk
skete et saa stort Indgreb i Forberedelsen til anden
Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste Pladser
imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er
det mig næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og
maaske endnu i et Fag til opnaaede Laud.</p>
<p>Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar,
i hvilket jeg ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder
ved et Besøg hos min Moder og derhos i Sommerferien
ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa hendes Gods Aastrup
imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere
aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv,
kastede jeg mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi.<a class="pagenum" name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a>
Deri vare dengang fire Professorer ansatte, af
hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min Studietid og
i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B. Thorlacius,
Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den
nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn
og selv i sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i
Virkeligheden havde han imidlertid kun en temmelig udbredt,
men overfladisk og aandløs Læsning i klassisk, især
latinsk og islandsk, Litteratur uden nogensomhelst sikker
og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig eller
historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i
Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske
uberørt, og selv Heynes Indflydelse havde kun i ringe
Grad paavirket ham. Hans skriftlige Behandling af det
latinske Sprog havde aldrig været streng korrekt og var
efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom, at
der meget tidlig (— han var i 1820 kun 45 Aar gammel —)
var indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der
fremtraadte stærkt i de to eneste Forelæsninger, som jeg
og mine fire nævnte Studiefæller hørte hos ham efter
anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys delvis
gjenfundne Skrift <i xml:lang="la" lang="la">de republica</i>; af de øvrige af ham
i hine Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte
Forelæsninger og Øvelser er neppe nogen kommen istand.
Hos N. Schow, Professor i Græsk og Archæologi, var der
tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af hans
Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold
i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig
Forstyrrelse og Forvirring i den hele Kundskabskreds,
der ved Siden af et besynderligt Væsen i mange Aar
gjorde den ulykkelige Mand til en Gjenstand for de unge
Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg selv ved at
examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til
Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige
Historier, der fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog
mine philologiske Venner, at vi, da den gamle Mand dog<a class="pagenum" name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a>
skulde examinere os, burde vise ham den Opmærksomhed
at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give os
en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne
øve os i at læse græske Haandskrifter, hvormed han i
sin Ungdom havde givet sig meget af, men Udfaldet var
et saadant, at det kun efterlod en Blanding af Forundring,
Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun tilbage min
senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C.
Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig
Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning,
men en flittig, den tydske philologiske Litteratur omhyggelig
benyttende Mand med stor Imødekommen mod os
Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og archæologiske
Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham
til Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede
os med stor Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min
Opgave ved disse Øvelser, istedetfor Excerperen af Scholier
og nyere Commentarer over Pindar og Tragikerne
med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa
Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt,
bygget paa mere omfattende Læsning og egen grammatisk
Iagttagelse og ved Siden deraf paa historisk Opfatning,
hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere inddroges i
Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang
mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax
og ikke sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder
med den ulykkelige Partikel <span class="greek" xml:lang="grc" lang="grc" title="an">ἄν</span>. Til Øvelserne hos Petersen
føiedes Disputerøvelser paa Latin i Sammenkomster
paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke Sammenkomster
ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært Foretagende,
men som dog har sin Betydning som Minde om
den ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede
os, nemlig det <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">per quinque juvenes Haunienses</span>
paabegyndte Aftryk med enkelte Tilføielser af Italieneren
C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros Taler, et dengang
Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig tilgængeligt<a class="pagenum" name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a>
Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis
Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende
i deres Form til saaledes særskilt at udgives, og, da
Touren kom til mig at besørge et Afsnit, var det mig
meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst til Fortsættelse.
Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede
jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis
ikke Alt lige grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til
Examen med Haabet om, at Totalindsigten skulde opveie
Manglerne i Memorering af det Enkelte. Ved Siden af
denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig omfattende
historisk Studium og gjennemgik navnlig for
Middelalderens Vedkommende meget omhyggelig Raumers
da nye og meget anerkjendte Arbeide over Hohenstauferperioden,
hvoraf dog de to sidste, Forfatningen skildrende
Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg selv læste betydelige
Stykker af et Par didhørende middelalderlige
Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck).
Hertil kom et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk
(3 Mosebøger, Josva, Ruth, Salomons Ordsprog og Jesaias).
Endda beholdt jeg, understøttet af en let Opfattelse og
sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert Biarbeide,
Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk
og tydsk Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter
Scotts Romaner. Det er maaske her Pladsen at indskyde
den ogsaa for hele den følgende Tid gjældende Bemærkning,
at min æsthetiske Nydelse og Dannelse, hvis Extensitet
jeg altid har underordnet Intensiteten, i original
Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet
Dansk, Tydsk og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi
har jeg kun kunnet nyde i Oversættelser og derfor ogsaa
i indskrænket Maal; den franske har ikke tiltrukket mig.</p>
<p>Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821—1824,
omend ikke aldeles uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte
nemlig en Begivenhed, som maatte faae en væsentlig
Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang. Jeg<a class="pagenum" name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a>
forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med
Datteren af den Familie, hos hvilken jeg boede, og som
levede i trange og usikre Kaar. Da hun derhos var
nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt bevidst, at
jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre regelmæssig
og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse
med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers
kunde synes berettigede og naturlige. Det var ikke let,
men Beslutningen toges og fastholdtes, og det Offer, som
jeg derved bragte, blev gjengjældt og opveiet ved en til
Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og Overbærelse
med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier havde
stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse
af den rigelig ydede private Understøttelse havde
kunnet synes en Misbrug, maatte derfor selve det saaledes
stiftede Forhold, især da det noget maatte overraske min
Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til Afslutning af
Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December
1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer)
i sin nye Form afholdte Examen. Den mundtlige Prøve
fandt Sted den 7de Februar 1825, og der tilkjendtes mig
Karakteren <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la"><a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Landabilis">Laudabilis</a> unanimi consensu</span>, den ved
nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse<a name="FNanker_30" id="FNanker_30" href="#Fodnote_30" class="fnanchor">[30]</a>. Ved<a class="pagenum" name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a>
Prøven havde jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og
endnu en anset Svensk — vistnok Atterbom — paa en
Gjennemreise vare tilstede en kort Tid. Den næstfølgende
26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen den
foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.</p>
<p>I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt
anstrengt og trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte
dog ikke i en saadan Form, at jeg, for en Tid løsreven
fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i hvilken jeg
hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til
nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig
et ikke ganske ringe Undervisningsarbeide og vikarierede
iblandt Andet et Par Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen
paa Kristianshavn i den øverste Klasse, jeg husker
ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det ene
Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet
har givet som Lærer i en Skole. Ved Siden
heraf udfyldte jeg mit Bekjendtskab med og Læsning af
de gamle, navnlig græske, Forfattere og syslede endog en
kort Tid med Arabisk for nogenlunde at fuldstændiggjøre
Billedet af den semitiske Sprogform; men min Hovedopgave
blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere
mig som videre fremadstræbende Philolog ved et
Prøveskrift for Magistergraden, der dengang, fra 1824 af,
i en Række Aar var adskilt fra den philosophiske Doktorgrad.
Stoffet til et saadant Prøveskrift tilbød sig lettest
og nærmest i de kritiske og exegetiske Optegnelser, som
jeg efterhaanden havde samlet til græske og latinske Forfattere,
og i de grammatiske og i det Hele sproglige Bemærkninger,
som jeg havde sat i Forbindelse dermed;
det var i denne grammatisk-kritiske Retning, at mine
Studier hidtil overveiende havde bevæget sig, og hvori
jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg deraf særlig<a class="pagenum" name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a>
fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den latinske
Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk
Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af,
at jeg paa dette Punkt var i Besiddelse af et større, om
en enkelt Forfatter samlet Materiale, dels i Harmen over
det af Uvidenhed, Tankeløshed og Hovmod sammensatte
Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en
tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine
Landsmænd som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske
Arbeider. Saaledes opstod den Afhandling, hvorover
jeg den 14de Juli 1826 disputerede (<span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Emendationes
in Ciceronis libros de legibus et Academica</span>,
205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget
anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet
Fakultetet forlangte den hele Indledning, der indeholdt en
fuldt retfærdig, men i Formen streng og aldeles tilintetgjørende
Bedømmelse af Goerenz's Arbeider og flere ikke
milde Domme om adskillige andre ældre og nyere Philologer
udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa
anse for at have været saa meget mere berettiget, som ingen
af Censorerne var istand til at paatage sig noget Ansvar
paa dette Omraade, men hvorved Afhandlingen ikke destomindre
tabte sit almindelige Grundlag og det, der skulde
sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser
og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende
Digressioner ogsaa til græsk Sprogbrug. Jeg kommer
nedenfor tilbage til dette første Ungdomsarbeide.</p>
<hr class="chapbreak" />
<p><a class="pagenum" name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></p>
<h2><a name="IV" id="IV"></a><span class="smaller">IV.</span><br />
<span class="smcap">Ansættelse ved Universitetet.
Embeds- og videnskabelig Virksomhed.</span><br />
<span class="smaller">1826 til 1848.</span></h2>
<div class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a>
<a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></div>
<h3 class="hide">Universitetsvirksomhed</h3>
<p><a name="IV_UNIVERSITETSVIRKSOMHED" id="IV_UNIVERSITETSVIRKSOMHED"></a>
I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse
til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse,
at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under
hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne
i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige,
imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning
i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af
300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt
ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede
herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver
for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte
Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi
til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid
tænkte paa at underkaste sig philologisk Embedsexamen,
foretrak at følge en til ham paa samme Tid stillet Opfordring
om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi,
og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at
opnaae en fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet,
Vikariatet for Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg
først den 25de September konstitueredes som midlertidig
Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken Dag Examen artium
begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere Dage
iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed
var min Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig,<a class="pagenum" name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a>
dog i Virkeligheden i det Væsentlige bestemt ikke blot
for en lang Række Aar, men i dens Helhed. Thorlacius
vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet, hvormed
min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg
under denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende
og de Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede
ved anden Examen, tilbød man mig, skjøndt man ønskede
at knytte mig til Universitetet, eftersom ingen af de derved
normerede Pladser var ledig, foreløbig et af de Reisestipendier,
der dengang af Fonden <i xml:lang="la" lang="la">ad usus publicos</i> næsten
efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd,
der syntes at egne sig for Universitetet. Dette
Tilbud vilde jeg selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde
havt at tage Hensyn til mig selv alene, have grebet med
Begjærlighed som svarende baade til Længsler, jeg havde
næret fra de tidligste Aar, og til mit i Øieblikket tilstedeværende
aandelige Behov; men den Bestemmelse,
jeg engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog
mig i modsat Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg,
hvis jeg modtog Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive
henvist til at vente paa Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed
først fjerne Afgang, saa at jeg imidlertid maatte
søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte paa for
strax at blive fast ansat, — og der havde imidlertid dannet
sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere
uddannet og efter strengere Methode virkende Universitetslærer
i Philologi, navnlig latinsk Philologi, at mit
Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de September 1828 udnævntes
til Lektor i Philologien. Kort efter, den 8de
November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning
af Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik
VII's, første Formæling for den philosophiske Doktorgrad.
Thorlacius, der i Vinteren 1828—29 ved Siden af mig
holdt Forelæsninger i Latin til anden Examen, skjøndt
kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod Slutningen
af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og<a class="pagenum" name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a>
døde, da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober
1829, hvorefter jeg den 17de November s. A. udnævntes
til Professor extraordinarius i Philologi — ifølge Kommunikationen
særlig i det latinske Sprog og dets Litteratur
—, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848. Den
Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil
kom 100 Rd. som Honorar for den Forpligtelse paa Latin
at skrive samtlige Universitetsprogrammer, dengang
tre hvert Aar, siden, da Rektorskiftet sloges sammen med
Reformationsfesten, to. Endnu førend jeg udnævntes til
Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet mig. Da
mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en
betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor
det i 1832 ved R. <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: Rask's">Rasks</a> Død ledigblevne Embede som
Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes
af Konsistorium; Valget bekræftedes af Universitetsdirektionen
den 29de December 1832. Denne Stilling beholdt
jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte den,
fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til
Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post
jeg atter tilligemed mit Professorembede opgav den 16de
November 1848 for at overtage Stillingen som Kirke- og
Undervisningsminister. Disse korte Angivelser omfatte de
faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22 Aar. Det
var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de
sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig
nogle Spor af aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender
udenfor mit Embede. De, der altsaa overhovedet noget
nærmere ville kjende min Færd i dette Tidsrum, maae
finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret
Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine
videnskabelige Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over
til denne Fremstilling i det Enkelte og til, forsaavidt det
her kan og skal ske, tillige at vise, hvorledes mit rent
personlige Liv føiede sig sammen med denne Virksomhed,
paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg<a class="pagenum" name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a>
maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det
Hele.</p>
<p>Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil
1848 var et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings
og Opgaves Tjeneste, idet Forberedelsesstadiet umiddelbart
fulgtes af Embedsgjerningen, uden at der imellem
begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som Kandidataarene
for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab
og Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse
paa det Kommende og til Bearbeidelse af Personligheden
under Omskuen paa de forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser
i Forhold til det særlige Kald og den særlige
Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og fra den
kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart
over til at examinere og docere i samme Fag og
fortsatte derefter denne Virksomhed uafbrudt indenfor de
givne Grændser. En kort Tid kunde nu vel herunder
den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab og Arbeidet
paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning
af denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere
Overblik og til en dybere Begrundelse, der førte ud over
Specialvidenskaben, var tilstede og gjorde sig efterhaanden
gjældende med Uro og Kamp, endog tildels fremkaldt
ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor Specialvidenskabens
Omraade. En Forelæsning over Philologiens Encyclopædi,
som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk Følelse
af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses
Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning
og i Sommerferien, umiddelbart efter mit første
Barns Fødsel, maatte søge Ro og Ligevægt ved en kort
Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos Venner i Nordsjælland.
Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg
ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor
Lyst til ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min
Embedsstilling. Denne med Møie gjennemgaaede Krisis
gjentog sig derhos, omend i en mindre paafaldende Skikkelse,
i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels<a class="pagenum" name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a>
efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med
ufuldkomment Herredømme over Stoffet holdt en Række
ogsaa af adskillige Ældre og det ikke blot Philologer
besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og forskjellige
Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og
Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og
efterhaanden lykkedes det mig fredelig at forene det
ivrige Specialstudium med en stille Sysselsættelse med
almindeligere Spørgsmaal. Philologien beholdt derved sin
Betydning for mig som et væsentligt Led i Tilveiebringelsen
og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed,
der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende
Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære
Befrugtelsen og Stødet fra Nutidsdannelsen. Det
philologiske Arbeide var mig vel ogsaa kjært ved den
virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig opnaae i Løsningen
af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde
ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk
Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen
af det en Tid lang herskende philosophiske Systems
— det Hegelskes — Formler var min hele Natur imod,
og først længere hen, for en Del først i den anden Periode
af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed
til et mere sammenhængende Studium af de philosophiske
Systemer fra Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter
det som en ikke ringe Del af mit Livs Lykke, at
der i en høi Alder gaves mig Ro og bevaredes mig Kraft
til paa min Vis saaledes at afslutte og fuldstændiggjøre
mit Livs aandelige Indhold<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" class="fnanchor">[31]</a>.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a>
Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en
Udenlandsreise før min faste Embedsansættelse vilde have
givet, hang den Indskrænkning i ydre Anskuelse af Natur- og
Livsphænomener sammen, som var en Følge af mit
hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning
til et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns
Universitet, igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42
Aar gammel, inden jeg betraadte en fremmed Jordbund,
fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og et Besøg paa
Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke
set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig
hørt en eneste Times Forelæsning ved et fremmed Universitet
og ligesaalidt overværet en Undervisningstime i
en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet enhver
Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab
beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede
Videnskabsmænd, den Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser,
som ved saadan Berøring lettes, har jeg maattet
undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg
det ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og
havt Leilighed til at vinde Færdighed i mundtligt og
skriftligt Udtryk i de fremmede levende Hovedsprog. De
sociale Forhold, hvorunder jeg levede i Hjemmet, bødede
ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere ufuldstændig
afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn
til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket
min Evne til at virke for vigtige Interesser i anden Retning<a name="FNanker_32" id="FNanker_32" href="#Fodnote_32" class="fnanchor">[32]</a>.</p>
<p>Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne<a class="pagenum" name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a>
den ikke ringe Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen
og Redaktionen af det med Aaret 1829, faa Maaneder
efter min Udnævnelse til Lektor, paabegyndte Maanedsskrift
for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed
i de første Aar af mit Professorliv. Allerede
ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste
og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem
H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre
udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg,
og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig
Forbindelse med de fleste af dem foruden med
Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret
og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle
Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et
Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til
frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne
Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed.<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" class="fnanchor">[33]</a> —
Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes
min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab
den 27de December 1833.</p>
<p>Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to
Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende
Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden
Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for
et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere
derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider
Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil
1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen,
om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en
særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følge<a class="pagenum" name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a>
den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette,
hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester
forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk
Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik
jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller
de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids.
Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin,
i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i
samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne
Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter
kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at
foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en
virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den
latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og
lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af
visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere
udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i
Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og
endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i
levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger
uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium
til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en
løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og
meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte
Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu
holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte
meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for
Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand
at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er
ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om
hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været
med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel
Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for
baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse
for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske
vist især i de første Aar ikke uden at medtage for<a class="pagenum" name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a>
Meget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne
over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække
almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den
Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang,
maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og
ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en
kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et
talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere
Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg
begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse
Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis
Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning
fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af
den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten
frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel
Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester
fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da
Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa
forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt
indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers
mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser
lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort
Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel
endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at
formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den
elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre),
der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning
for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig
som den, hvem det bedst overdroges at give de unge
Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: Lejligheder">Leiligheder</a>.<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" class="fnanchor">[34]</a>
Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforhold<a class="pagenum" name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a>
mellem mig og mine yngste Tilhørere var,
troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen
at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for
lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige
Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min
ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med
en tidligere noget savnet Konsekvens. — Til de behageligste
Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de
yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen
om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par
Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en
mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev
Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge
saaledes i Vintersemestret 1827—28 F. C. Bornemann,
O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann,
Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig
nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere
Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter
det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere
maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.</p>
<p>Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende
(ogsaa for min egen Udvikling) var den efter et friere
og høiere videnskabeligt Maal anlagte Virksomhed, som
forbandt mig med de Studerende, der hengav sig til
Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte<a class="pagenum" name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a>
stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel,
til Færdighed og Takt uddannet Indsigt i det gamle
Sprog. Den rationelle Indsigt maatte bygges paa en klar
Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen og forskjellige
Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne latinske
Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk
System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling
af den beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog
altsaa nødvendig den almindelige, om man saa vil,
philosophiske Sprogbetragtning som en Del af mit Fagstudium
og min Fagundervisning og som positivt Underlag
for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning
i den Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig
for dette Øiemed, idet jeg ikke gik ud paa
etymologisk Detailforskning, men paa en i egen Anskuelse
hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs
Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et
sikkert Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper,
en Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede
Kjendskab til den semitiske Sprogform kom mig tilgode.<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" class="fnanchor">[35]</a>
Jeg haaber, at Mænd som Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen
og Wimmer, der alle have været mine Tilhørere, have
medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og fjernere
Retninger førte Studier. — Den næste Opgave, jeg stillede
mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var
Udprægningen af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende
Methode for Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig
da Litteraturværkerne, til Fastsættelse af deres Plads
og Form og til udtømmende Udfinden af deres Indhold<a class="pagenum" name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a>
og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin
maatte naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse
skulde da gaaes frem til Beskuelse af Oldtidens
Kulturindhold, som det fremtræder dels i enkelte Hovedskikkelser
og Hovedværker, dels i Overblik over hele
Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet Betragtning
af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til
Grund, men Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige
og Fælles og paa de karakteristiske Modsætninger
imellem det Antike og Primitive og det Moderne,
naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og
Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede
Grundtræk søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent,
at indrette mine Forelæsninger og Øvelser. Imellem
Forelæsningerne blev mere og mere Forelæsningen over
philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en muligst
skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave
som Form for den alsidige historiske Beskuelse af
Kulturtilstande og specielt af den klassiske Philologis Opgave
foredrog jeg i denne Forelæsning den hele almindelige
Sprogbetragtning som Grundlag for det specielle
Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske
Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige
Former, f. Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg
sluttede med et Overblik over de Discipliner, i hvilke
Philologien som historisk Videnskab samler og fremstiller
Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling. Der var
Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at
have fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne
centrale Forelæsning sluttede sig udførlige Foredrag over
de romerske Statsindretninger med en almindelig Indledning
om Kilderne til den romerske historiske Oldkyndighed
og over den romerske Litteraturs Historie samt
enkelte Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom
(før Udgivelsen af min latinske Grammatik) over Afsnit<a class="pagenum" name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a>
af den latinske Sproglære og over antik Metrik.<a name="FNanker_36" id="FNanker_36" href="#Fodnote_36" class="fnanchor">[36]</a> Af
latinske Forfattere behandlede jeg hele Værker eller Stykker
af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius og
Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca
og Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter
en forudskikket orienterende Indledning de Studerende
øvede sig i Fortolkning af det Enkelte med ligeligt Hensyn
til Indhold og Iagttagelse af den grammatiske og
lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske
Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede
jeg alene de latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække
foruden leilighedsvis i Antikviteterne. Den Adgang, som
ved de tydske Universiteter de philologiske Seminarier
give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af de Studerende
og til at yde et Vederlag for mere omfattende og sammenhængende
Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. —
Efter Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog
jeg et Par Gange efter Anmodning græsk Syntax
efter samme System, hvoraf fremgik den i 1846 trykte
Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over
græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen
for ikke at støde min for den græske
Philologi særlig ansatte Kollega. Med særlig Tilfredshed
erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse over Thukydid,
hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den livligste<a class="pagenum" name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a>
Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz
og Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom,
og en tredie kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af
hans Embedsbane (Borries); en 4de (Fibiger) er død senere,
og kun tre af dem leve saaledes endnu. Mine fleste Tilhørere
fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu,
efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller
satte i Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode
samtlige Rektorpladser ved vore Skoler og andre
Lærerstillinger. — Oftere havde jeg den ved vort isolerede
Universitet sjeldne Opmuntring at se en eller endog samtidig
flere norske Studerende, derimellem den senere Expeditionssekretær
i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig
Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser,
nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg,
død som Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været
Statsraad for "Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae
jeg af og til en Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en
Forelæsning; for særlige Forelæsninger af populærere Art
over latinske Forfattere eller romerske Forhold var der
neppe Modtagelighed; jeg følte i det Ringeste intet Kald
dertil.</p>
<h3 class="hide">Forfattervirksomhed</h3>
<p><a name="IV_FORFATTERVIRKSOMHED" id="IV_FORFATTERVIRKSOMHED"></a>
Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske
omfattende Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng
med hin og i derved betinget Form. Endnu som
konstitueret Docent udgav jeg, med Benyttelse af en i
Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et Pariserhaandskrift,
i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium
af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af
Ciceros verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar
fulgte min Disputats for Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes
klarede Forholdet imellem de ægte Levninger af
den Midten af det første Aarhundrede efter Christus tilhørende
Samling af historiske Oplysninger til Ciceros
Taler af G. Asconius og de mindst tre Aarhundreder<a class="pagenum" name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a>
senere, men tildels med hine sammenblandede Stykker af
forskjellige Skolekommentarer, at Resultaterne strax anerkjendtes
og ikke senere ere betvivlede. — Fra 1829 af
fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til
de akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds
Ferdinands og Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet
saa hurtig, at jeg nær ikke selv havde faaet Bryllup), i
hvilke dels undersøgtes Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter
eller den latinske Litteraturhistorie, dels meddeltes
Bemærkninger til Textberigtigelse og Forklaring
af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en
gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne
Henseende meget forsømte Taler af Cicero,<a name="FNanker_37" id="FNanker_37" href="#Fodnote_37" class="fnanchor">[37]</a> dels behandledes
flere tvivlsomme eller urigtig fremstillede Punkter
af den latinske Sproglære. I 1834 udgav jeg de
indtil da <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: udkomme">udkomne</a> Programmer i en Samling under
Titlen: Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny
Samling: Opuscula academica altera med Tilføielse af
nogle Smaastykker af beslægtet Indhold. Naar jeg nu
ser tilbage paa denne særlige Del af mit Forfatterskab,
føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed, idet
samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser,
hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig
begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste
Del ere gaaede over i den philologiske Erkjendelse,
derimellem nogle af større Omfang og Rækkevidde, saasom
Undersøgelsen om de romerske Kolonier, ligesom
ogsaa saavel de enkelte Programmer som især Samlingerne
i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed
og Indflydelse, end der pleier at blive slige<a class="pagenum" name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a>
Leilighedsskrifter og Samlinger deraf tildel.<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" class="fnanchor">[38]</a><a name="FNanker_39" id="FNanker_39" href="#Fodnote_39" class="fnanchor">[39]</a> Men paa
den anden Side følte jeg allerede dengang og udtalte i
Fortalen til den første Samling en Misstemning ved denne
spredte og tilfældige Meddelelse af Enkeltheder, i hvilken
den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede sig, neppe
kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det
ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar
disse tildels paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende
Undersøgelser i latinsk Indklædning i Universitetets
Navn stadig udsendtes til alle Sider til Folk, hos
hvem det var lige urimeligt at forudsætte Modtagelighed
enten for Indholdet eller for Formen.</p>
<p>Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere
en videnskabelig Afhandling til Programmet, maatte jeg
naturligvis hente Stoffet fra alle Philologiens Enemærker,
ogsaa de fjernere og speciellere, saameget mere som
Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den latinske
Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos
det ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære
Emner allerede ved den latinske Indklædning var tilstrækkelig
betegnet som unyttigt. Det var mig derfor
en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af
de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer
herefter skulde skrives dels af hvert Aars
Rektor, dels af de øvrige Professorer efter Tour, saa at
jeg kun personlig for min Embedstid beholdt Forpligtelsen<a class="pagenum" name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a>
til at skrive Programmerne ved overordentlige Leiligheder
og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne
Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten
i Anledning af Kong Christian VIII's og hans
Dronnings Kroning at udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning
med Hensyn til Udviklingen af Monarkiet og
en omfattende Statsorganisme" — en Afhandling, der
indeholder Antydninger af den Betragtning af Oldtidens,
ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere
har udført videre,<a name="FNanker_40" id="FNanker_40" href="#Fodnote_40" class="fnanchor">[40]</a> — og dernæst i 1842 ved, da Universitetets
Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne
af et Ulykkestilfælde, i Indbydelsesskriftet til Kongens
Fødselsdag den 18de September at levere første
Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling
og Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider
i Kvart), der maatte udføres uden foregaaende Varsel i
faa, endda ikke for andre Beskæftigelser frie Uger, har
stedse været mig et af de kjæreste af mine Smaaskrifter,
fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke blot streng,
men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige,
med ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist
Punkt (Ordenes Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger)
Sprogets naturlige Fremkomst af den menneskelige
Forestillingsevne igjennem det sig tilbydende Stof
(Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem ubevidst
Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med
Afvisning af mange forvirrede, hule eller famlende og
usikre Forestillinger selv hos Mænd som J. Grimm og
W. Humboldt.<a name="FNanker_41" id="FNanker_41" href="#Fodnote_41" class="fnanchor">[41]</a> Manglen af en ydre Anledning af<a class="pagenum" name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a>
samme Art og andre tildels overmaade forskjellige Opgaver,
der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte
Traad først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da
af mig som Universitetets Rektor i to Programmer udgivne
udførlige Afhandling: Om de grammatikalske Betegnelsers
(Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg naaede
deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig
Klaring af de hos Mange og derimellem hos udmærkede
historiske Sprogkjendere forekommende falske og halvt
overtroiske Forestillinger om Modsætningen imellem de
saakaldte organiske eller Form-Sprog og de moderne,
mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige
Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem
Folkenes Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen
af det til grammatisk Formbygning eller anden
Betegnelse fremskredne Sprogs videre Udvikling og Bevægelse
har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke kunnet
naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor
Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes
som jeg i en noget lettere og populærere Skikkelse foredrog
den i en Række Forelæsninger, som jeg i Efteraaret
1870 efter Opfordring holdt i Kristiania. Et med disse
Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i 1835 forelagt
Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i
Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske
og historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del,
i hvilket adskillige under Skinnet af Dybsind sig skjulende
Fordomme ere fjernede og ved Siden af Eftervisningen af
Kjønsforestillingens tilfældige og derfor saare vaklende<a class="pagenum" name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a>
Optræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af Kasuslæren:
Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene
Side og de øvrige Kasus paa den anden Side først er
bragt paa det Rene, saaledes som det nu væsentlig betragtes
af de Allerfleste.</p>
<p>Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som
Program udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger)
ere senere oversatte paa Tydsk og udgjøre den større Del
af mine "kleine philologische Schriften" (Leipzig 1875).
Derimod er deri ikke optaget to i Videnskabernes Selskab
forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af Sprogenes
Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets
Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber,
hvilken sidste i Udtog er optagen i Oversigten
over Selskabets Forhandlinger for 1841 og derfra
uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte Anzeigen
der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer
ud paa at bevise en Sætning, som man ikke skulde troe
trængte til noget Bevis, nemlig at den antike Versbygning
hvilede paa Kvantiteten, ikke som vor paa Accenten,
fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig Kvantiteten,
ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa
andre Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer
kæmpe for den Anskuelse, at Natur, ikke
Kunst og Valg, var Grundlaget for de gamle Folks Benyttelse
af deres Sprog. — Jeg kom tilbage til denne
Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første
Stykke af en kortfattet græsk Metrik, som der destoværre
dengang ikke blev Leilighed til at slutte, og som det nu
vilde være mig vanskeligt at fuldende, skjøndt jeg havde stor
Lyst dertil for at bringe Simpelhed og Klarhed tilveie
paa et Omraade, som falsk Spekulation og Indblanding
af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker Musiklære
har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende
i Philologien.</p>
<p>Til denne lange Række af monographiske Arbeider,<a class="pagenum" name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a>
hvortil endnu i 1830 kom en Textudgave til Skolebrug
af (12) udvalgte Taler af Cicero (senere oftere udgivne
paany) og i 1835 af Ciceros <span xml:lang="la" lang="la">Cato major</span> og Lælius med
ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i
et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af
"Carmina selecta poetarum aliquot latinorum", sluttede
sig endelig et større Værk, nemlig min i 1839 udkomne
Bearbeidelse af Ciceros Skrift: <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">de finibus bonorum
et malorum</span>. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et
enkelt vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas
Hovedforfatter strengt at gjennemføre de Grundsætninger
for kritisk Textbehandling og fyldig Fortolkning, som jeg
havde tilegnet mig, idet saavel enhver Særegenhed i
Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig selv
og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den
græske Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros
philosophiske Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter
oversaaes eller tildækkedes. Idet derhos tillige til
Methodens Retfærdiggjørelse og til Advarsel og Belærelse
det Mangelfulde og rent Forkerte i den nærmest forudgaaende
(Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift
maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede
Excurser op til et betydeligt Omfang, men indtog
tillige, som jeg vel tør sige, strax en siden ikke anfægtet
Plads som veivisende Hovedarbeide paa det nærmeste
philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget
langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave
i 1869, hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie
i 1876<a name="FNanker_42" id="FNanker_42" href="#Fodnote_42" class="fnanchor">[42]</a>.</p>
<p>Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens"<a class="pagenum" name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a>
ydre Mærker optrædende Arbeide førtes jeg
over til en almindeligere og i meget beskednere Form sig
indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at udarbeide
en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der
havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer
oprigtig, at jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste
Tanken om at skrive en Bog, der for lang Tid
uadskillelig vilde knytte mit Navn til Skolebænken og hos
den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en eiendommelig
Forestilling om min Person, men jeg overvandt
snart denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad
der kunde udrettes ved at gyde det traditionelle Stof og
de igjennem Aarhundreder forplantede løse Begrebsbestemmelser
og usikre og kun halvt træffende Regler i en
ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og Bevægelse
forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk
i skarpt formulerede og begrændsede og just derved
trods Skinnet af Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser
og Regler, og hvor frugtbar Gjennemførelsen af et
saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa denne
Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske
Sproglære, der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger
i Anledning af Professor Madvigs latinske
Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens hele Anlæg
og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og
Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som
jeg maatte tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad
kunde den Anke være, at jeg i Syntaxen i min Iver for
at lade Systemet gjennemtrænge alle Stoffets Forgreninger
havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes, og
været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes
senere Bod ved en Forkortning, der dog først skete
ved fjerde Udgave, en Forkortning, hvorved imidlertid
Lærerne og de philologiske Studerende tabte. — Paa Tydsk
udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters Langsomhed,
<a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: forst">først</a> i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige<a class="pagenum" name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a>
Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer)
foretagen Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion
udgaves først i 1867 paa Tydsk. Som egentlig
Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge igjennem eller
holde sig i Tydskland; dertil var de tydske Boghandleres
og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse
med Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed
Land, især det forhadte Danmark, for stærk, saameget mere
som Forfatteren fra 1848 af særlig var lagt for Had som
dansk Minister; men dette har ogsaa ved de philologiske
Seminarier i Tydskland været tilhinder for en fuld Tilegnelse
af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk
oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England
som i Amerika oplevet en Række Oplag; i Holland er
den almindelig indført i Skolerne i en udførligere og en
kortere Form ("der groote Madvig" og "der kleene M",
som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken Udbredelse
den franske og den italienske Oversættelse have,
veed jeg ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en
lille Feide imellem Oversætteren og Forsvarerne af de
ældre indenlandske Grammatiker<a name="FNanker_43" id="FNanker_43" href="#Fodnote_43" class="fnanchor">[43]</a>. — Til den latinske
Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten nødvendig
Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være
foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende,
udkom i 1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg
forsaavidt tillægger en større Betydning, som der her
endnu mere savnedes et naturligt og konsekvent System.
Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der udkom
i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde
den samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk,
som ogsaa Forlæggeren, en yderst ivrig Forkæmper for<a class="pagenum" name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a>
Schleswigholsteinismen, gjerne opgav Bogen. I Stilhed
skaffede den sig dog ved Universiteternes philologiske
Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten umuligt
at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte
Bog. En ung Franskmand, som under sit Ophold ved
tydske Universiteter havde lært Bogen at kjende, bad mig
i 1883 samtidig om at skaffe ham et Exemplar og om
Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette foranledigede
en ny tydsk Udgave, samtidig med at den
franske Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne
nye tydske Udgave betegnedes Bogen som bestemt "<span xml:lang="de" lang="de">für
Schulen und jüngere Philologen</span>"; kun for de sidste er
den imidlertid i Virkeligheden ligefrem beregnet; Skolerne
kan den efter den Udstrækning, som den græske
Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem
forsigtig Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes
Bogen paa Engelsk efter den ansete Thomas Arnolds
(Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853<a name="FNanker_44" id="FNanker_44" href="#Fodnote_44" class="fnanchor">[44]</a>.</p>
<p>Den lange Række af philologiske Skrifter, som her
ere opregnede, og til hvilke endnu kunde føies kritiske
Meddelelser til mine jævnaldrende Venners og til Disciples
philologiske Arbeider, de betydeligste til Henrichsens Udgave
af Ciceros Værk <span xml:lang="la" lang="la">de oratore</span> (i 1830) og til Tidsskriftet
"Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis med
Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et
meget lille Publikum udenfor hin Kreds af Venner og
Disciple. Nogle heftige og gnavne Angreb i de første
Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg under Navnet<a class="pagenum" name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a>
Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf
Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale;
derimod maa jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold
til den tydske philologiske Verden idethele. Dette var noget
eiendommeligt. Mine tre første Arbeider (de to Disputatser
og Epistola ad Orellium) fandt strax meget velvillig Modtagelse
og de deri nedlagte Resultater fuld Benyttelse.
Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold
og ved Udgaven af <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">de finibus</span> indtog jeg dernæst,
det tør jeg vel sige, en anerkjendt Plads imellem
de ledende Philologer paa det latinske og romerske Omraade,
men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og
Angreb og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at
lade mine Arbeider og Anskuelser faae Indgang og Virkning.
Det forekom en stor Mængde tydske Philologer af
den almindelige Art som en Anmasselse, at paa dette
Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt
en aldeles afgjort Overvægt (— "præcipua sine dubio
hujus studiorum generis sedes" kaldes Tydskland af mig
selv i Fortalen til første Bind af Opuscula —), en ung
Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde frembragt
nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske Litteratur,
og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed
af Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot
optraadte selvstændig og med Fordring paa fuld Ligeberettigelse,
men endog tillod sig skarpe Domme og Udtalelser
om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske
klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for
faa Aar siden har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske
nordiske Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om
de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige
Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet det som en
Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges
os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe
vort Tankearbeide Indgang og Indflydelse i den store
videnskabelige og litterære Bevægelseskreds, at vi kunne<a class="pagenum" name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a>
indtage en upartisk og af Øieblikets tilfældige Strømninger
i de store Lande nogenlunde uafhængig Iagttagerstilling,
og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af
ikke blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i
Tydskland, men jeg har med Uforbeholdenhed udtalt
de af mig gjorte Iagttagelser om falske Retninger og
forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af det
Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil,
selv ligeoverfor høit ansete og af mig selv i andre Henseender
anerkjendte Mænd, saasom Niebuhr, W. Humboldt
og den af en talrig Discipelskare altfor høit stillede
G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da
ikke undre mig, at der fra underordnede Forfattere,
navnlig de stundom altfor skrivelystne Gymnasiallærere,
fremkom en Række Bebreidelser imod mig for Miskjendelse
af tydsk Fortjeneste, for Overmod og Forfængelighed
og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden Forvanskning
af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i
mit andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til
eftertrykkelig at gjøre opmærksom<a name="FNanker_45" id="FNanker_45" href="#Fodnote_45" class="fnanchor">[45]</a>. Jeg trøstede mig
snart ved kompetente og upartiske Medforskeres Anerkjendelse
uden at forlange, at de særlig skulde tage mig<a class="pagenum" name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a>
i Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den efterhaanden
ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen
en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere,
hvis jeg havde været Lærer ved et tydsk Universitet, tog
jeg som et naturligt Forhold. Med det tydske Recensentvæsen
har jeg aldrig indladt mig i den allermindste
Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der
hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om
mig, at jeg havde en særlig Tilbøielighed til at strides
med Tydskere som saadanne, medens man rigtignok samtidig
lagde mig en overdreven Forkjærlighed for tydsk
Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og
at jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem,
blev haard indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender
tog den latinske Pen i Haanden. Det virkelige
Forhold er dette, at jeg med en levende Nationalfølelse,
der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere som
Tydsker<a name="FNanker_46" id="FNanker_46" href="#Fodnote_46" class="fnanchor">[46]</a>, stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse
af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige
Dannelse skylder tydsk Paavirkning, og at
jeg, hvergang jeg nødtes til en bestemt og advarende
Paavisning af det Urigtige og af den videregaaende Misvisning,
der røbede sig i enkelte Feil, med ængstelig
Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae
i Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage
det Indtryk, jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe;
mangt et strengt Ord er kun nedskrevet med Modstræben,
medens det vel kan hænde, at et kort og prægnant
Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig Forkerthed
er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte<a class="pagenum" name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a>
større Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det
for min Pligt grundig og fuldstændig at forvise, og ved
disse har de tydske Philologers Omdømme stiltiende ganske
givet mig Ret og ladet det Hele falde i Forglemmelse
(saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros Skrifter
eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische
Grammatik" osv.)<a name="FNanker_47" id="FNanker_47" href="#Fodnote_47" class="fnanchor">[47]</a>. Adskillige tydske Philologer have
givet mig Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres
Arbeider at vise et Sindelag, for hvilket i Videnskaben
national Antipathi var aldeles fremmed (Orelli, Zumpt,
Halm, Baiter, Kiessling).</p>
<p>Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger
den større og vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift
for Litteratur; thi vel anmeldte jeg der (og i
dansk Litteraturtidende) de fleste i hin Periode herhjemme
udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne undtagne,
men efter selve Skrifternes Natur har ingen af
disse Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille,
strax i det første Aar opstaaet Kontrovers angaaende en
Anmeldelse af Rektor, Professor Blochs Udgave af Ciceros
udvalgte Taler havde kun en vis Betydning, forsaavidt
den betegnede Modsætningen imellem den strengere
videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende
paa det philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition.
Heller ikke en sammesteds skreven Afhandling:
"Om Betydningen af den Sætning, at man i Skolen kun<a class="pagenum" name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a>
skal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind XIX)
eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag
af historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet,
er der nu Anledning for mig til nærmere at omtale,
skjøndt jeg ikke med Utilfredshed ser tilbage paa
den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det fine psychologiske
Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske og
skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten
Stensen Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem
hans ypperlige og troe Billeder af hjemlig Natur og hjemlige
Menneskeskikkelser og de mindre heldige Forsøg paa
at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse og
dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen
Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders
Levned" at have paavist et unegteligt Talents Udskeielse
i, hvad man nu vilde kalde realistisk Retning. Langt
vigtigere baade i og for sig og ved sine Virkninger var
den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de
Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200
Sider omfattende Anmeldelse af en Række i Aarene
1829—1832 udkomne Skrifter om det lærde Undervisningsvæsen,
hvortil et Program fra Sorø havde givet det
første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele
Form mere end tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige
indre Kamp, hvorunder den er udarbeidet, men
indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt udtaler, under
den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet
imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under
Opgivelse af mange traditionelle Fordomme, at vinde et
friere og fastere Stade, fra hvilket den historisk-philologiske
Side af Skoleundervisningen viste sig i et klarere
Lys og forsonede sig med de til berettigede Grændser
indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne
Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af
den gamle Verden og dens Værker som en for den nyere
Dannelse regelgivende, men uopnaaelig Mønsterverden<a class="pagenum" name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a>
sattes Henvisningen til den primitive, i en særlig Form
afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles Udgangspunkt
og Grundlag for den moderne, i forskjellige
Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden
af Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for
Orientering og fuldere Indsigt i Menneskekulturen i det
Hele, og istedetfor Anprisningen af de gamle Sprog som
de i eminent Forstand logiske sattes Nødvendigheden af
Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen, for
grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i
Sprogene udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos
optoges og behandledes i speciel og praktisk Form Spørgsmaalet
om de forskjellige Dannelsesmidlers rette Sammenordning
i et enkelt og helt Skolekursus med rigtig Begrændsning
mod Universitetet, hvortil dengang ved anden
Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt
i Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling
ikke alle mine allerede i Skolelivet virkende philologiske
Venner, endsige de ældre Skolemænd. Medens saaledes
Bojesen udtalte, at en saa fordomsfri og alsidig Behandling
af det foreliggende Spørgsmaal hidtil ikke var fremkommen,
betegnede Elberling de kun med længere Mellemrum
trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige
sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og
den moderne Dannelses Forkæmperes Misstemning mod
Skolen i dens hidtilværende Opfattelse og Skikkelse aabnede
der sig ved Afhandlingen en Udsigt til Overenskomst;
hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk Forhandling
og Handling, bliver nedenfor at omtale<a name="FNanker_48" id="FNanker_48" href="#Fodnote_48" class="fnanchor">[48]</a>. — Endnu<a class="pagenum" name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a>
troer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet,
der bærer et andet Navn, og som i sin Tid
gjorde stor Opsigt og fremkaldte en ikke ringe Bevægelse.
I 1831 oplæste H. N. Clausen i et Redaktionsmøde en
Artikel, hvortil Anledningen var tagen af Oberstlieutenant
Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes
Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv
velvalgt og morsom Anthologi af de svulstige, krybende
og i det Hele smagløse Udtalelser af Rapportens Forfatter
og af en stor Mængde Provster og andre Geistlige,
der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI i
høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den
kaldtes) og ved næsten underdanig Ærbødighed for den
kongelige Adjutant, der i denne Methodes Navn beherskede
Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener og
øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en
Konklusion og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade
andre Redaktionsmedlemmer og især jeg bemærkede, at
Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde Latter over
enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende Udbytte;
jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres
saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund
af hele Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed
og Mangel paa ethvert virkeligt Indhold, efter at have
gjennemgaaet denne og alle de foregaaende Rapporter,
slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom om den
indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og
dens Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen
paa Papiret sagdes indført i saa og saa mange Skoler,
og at der derfor trængtes til en alvorlig Undersøgelse for<a class="pagenum" name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a>
at adskille løgnagtigt Skin og forfængelig Leg fra Virkeligheden.
Det overdroges da mig og N. David at forhandle
med Clausen om en saadan Omredaktion, paa
hvilken han ogsaa villig gik ind. I den nye Skikkelse
blev Artiklen modtagen med fuld Tilstemning af alle Forstandige,
der længe havde anet, at der paa dette Omraade
dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis
ikke blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne
Personers Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der
i god Tro og med Forvisning om at fremme noget Nyttigt
havde overladt hele Sagen til Abrahamson. Af Frygt
for Forstemningen mod det allerede iforveien som noget
oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa
Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne
spredte sig, og den hele forkerte Indblanding af en begavet,
men ærgjærrig Generalstabsofficer i Skolestyrelsen
ophørte kort efter, og selve den indbyrdes Undervisnings
Methode, der aldeles ikke passede til vore Skoler, trængtes
tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den
Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde
befordres til Præsteembede, iforveien skulde aflægge en
Prøve i en saakaldet Normalskole for den indbyrdes
Undervisning, indrettet i Sølvgadens Kaserne, først ophævedes
ved en af mig som Minister udvirket kongelig
Resolution.</p>
<h3 class="hide">Bibliotheksvirksomhed</h3>
<p><a name="IV_BIBLIOTHEKSVIRKSOMHED" id="IV_BIBLIOTHEKSVIRKSOMHED"></a>
Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i
denne Periode — et Par Brochurer kommer jeg siden til
at nævne — maa jeg et Øieblik vende mig til det Embede,
som jeg ved Siden af Professoratet beklædte, nemlig
som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor
sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af
Lyst til den bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig
bevidst at have besørget det med samvittighedsfuld Troskab
og deri at have gjort nogenlunde Fyldest. For Bogvæsenet
i Almindelighed med dets Krav paa Opmærksomhed
for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har<a class="pagenum" name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a>
jeg aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun
Redskaber for det videnskabelige Studium eller den æsthetiske
Nydelse. Men jeg medbragte ved Siden af Pligtfølelsen
et uundværligt Hjælpemiddel i en let og tro Hukommelse,
og, ligesom jeg selv glædede mig ved som Bibliothekar
at have til fri Raadighed et rigt Apparat i
mit eget Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i
samtlige til Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet
af fagkyndig Bistand, at anskaffe saa Meget af det
Bedste i Litteraturen, som Midlerne tillod, og at gjøre det
Anskaffede saa tilgængeligt for Ældre og Yngre, som god
Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et betydeligt
Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets
Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod
ved saaledes daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke
fra mine specielle og alvorlige Studier, at sysle overfladisk
med alle Videnskabers Apparat, og jeg ombyttede derfor
i 1848 gjerne Tilsynet over de stille og lydige Bogrækker
med noget mindre fredelige Sysler, dog uden at opgive
Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og Studerende
saa overordentlig vigtige Institution. Under min
Styrelse blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet
udarbeidet og gjennemført og et særeget Læseværelse
blev indrettet, medens der hidtil ingen anden Plads havde
været for dem, der paa Bibliotheket benyttede Bøger eller
Manuskripter, end selve Udlaansværelset med dets Sneverhed,
Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen,
der i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges,
fik derhos en bedre og rummeligere Plads, idet det
i Bibliothekslokalet (dengang, som bekjendt, Loftsetagen
over Trinitatis Kirke) opstillede og da unegtelig indskrænkede
Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i ikke
ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden,
flyttedes ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket
ved betimelig og med al Kraft at trænge paa
Tilveiebringelsen af et nyt Lokale istedetfor det ikke blot<a class="pagenum" name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a>
ved sin Beliggenhed ubekvemme, men efterhaanden aldeles
utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere lod
sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11).
Da endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet
var vendt tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny
Bibliotheksbygning søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig
og ivrig i alle om dette Anliggende og om Bygningens
Indretning førte Forhandlinger, ligesom jeg ogsaa, da min
tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var bleven
min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at
tabe Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den
vistnok saare besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte
træde til for at støtte hans driftigere og mere energiske
Medhjælpere: afdøde Bibliothekar Gundorph, der da bar
Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar Hannover.
Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i Bibliotheket
havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs
Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere
efter Bibliothekets Flytning var mig, der som Konsistoriums
Delegerede med Geheimeraad Tillisch paa det
Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede den
derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om
det i flere Retninger vigtige og kostbare Classenske <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: Bibliothets">Bibliotheks</a>
Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket;
thi ogsaa da svigtede praktisk Handlekraft den brave
Mand, der nærmest skulde repræsentere dette sidste. Endnu
før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig Leilighed
til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde
Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede,
omend mere fremragende, mod mig altid saare velvillige
Werlauff, der styrede det kongelige Bibliothek, den
frygtsomme Fredsommelighed og Angsten for enhver alvorlig
Kamp lammede selv den varme Kjærlighed, hvormed
begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger<a name="FNanker_49" id="FNanker_49" href="#Fodnote_49" class="fnanchor">[49]</a>.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a>
Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er,
at det ved det ringe Maal af personlige Kræfter, der da
havdes til Raadighed ligeoverfor det bestandig stigende
Udlaan og Benyttelsen af Læseværelset (foruden Bibliothekaren
kun en Underbibliothekar og en yderst ringe
lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig fat
paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog
(en ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller
at føre en Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob
uordnede Breve og Dokumenter.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></p>
<h3 class="hide">Anden offentlig Virksomhed</h3>
<p><a name="IV_ANDEN_OFFENTLIG_VIRKSOMHED" id="IV_ANDEN_OFFENTLIG_VIRKSOMHED"></a>
I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at
jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab i 1834 (den
21de November) blev valgt til Medlem af dets Ordbogskommission,
hvori jeg sad indtil Udgangen af November
1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen
for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.</p>
<p>Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed
i Forening med den stadige Bearbeidelse
af min egen videnskabelige Personlighed gjorde saadanne
Fordringer til mine Kræfter, at der i lang Tid ikke blev
Plads for nogen Trang eller Evne til en videre gaaende
Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet
selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med
Hensyn til Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts
1837 indgav jeg et Andragende om en Forandring i saa Henseende,
foreløbig uden Resultat<a name="FNanker_50" id="FNanker_50" href="#Fodnote_50" class="fnanchor">[50]</a>. Og dog er det allerede
af Hensyn til det paafølgende Tidsafsnit ikke muligt her
ganske at forbigaae mit Forhold da til Politiken, saa beskedent
dette end stillede sig. Fra min første Indtræden
paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal
imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke
troede det overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik
VI's jævne og elskværdige, men ogsaa Jævnheden
hos Andre foretrækkende Person, istand til at fyldestgjøre
Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde gjort Fyldest<a class="pagenum" name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a>
i Aarhundredets to første Decennier, og som heldede til
konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok
temmelig spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke
lyse Udsigter begyndte i 1830 med Schleswigholsteinismens
aabenlyse Optræden (Uve Lornsen), hvorefter fulgte
Oprettelsen af den slesvigholstenske Fællesregjering paa
Gottorp og af de fire Provinsialstænders Forsamlinger.
En endnu alvorligere Skikkelse antog Bevægelsen under
Christian VIII, der, uden som Forgængeren at omgives af
en tilvant Pietetsfølelse, ikke kunde unddrage sig Indflydelsen
af visse Erindringer fra Norge og derpaa byggede
Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Uddøen
rykkede nærmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs,
Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne
og Regjeringens vaklende og svage Optræden ligeoverfor
den aabenbare Tilsidesættelse og Krænkelse af den danske
Nationalitet i Slesvig vakte en dyb Misstemning, der
ogsaa omfattede den hidtil populæreste af Regjeringsmændene:
A. S. Ørsted. Medens Arvefølgepatentet af
1846 stødte paa stærk Modstand fra Slesvigholstenerne
og deres Tilhæng i Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse
opretholdtes, ingen Sikkerhed for, at den danske
Nationalitet kom til sin fulde Ret indenfor Monarkiets
Grændser. Jeg var imellem dem, der dybt følte Krænkelsen
og Faren, men der var i al den Tid, hvorom
der her er Tale, Intet, der kunde bevæge mig til at
ombytte en bekymret Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse.
Jeg havde intet fuldt gjennemtænkt og mig selv
tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads og Stemme,
der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre,
forøget Vægt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af
dem, der da førte Ordet, var det en efterhaanden (jeg
kan ikke nu sige, i hvilken Orden og med hvilke Mellemrum)
modnet Indsigt i og Følelse af de Opgavers Vanskelighed,
der skulde løses; jeg saae, at Bestræbelserne for
Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionel<a class="pagenum" name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a>
Regjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg
følte, at der hos dem, hvem jeg i det Hele stod nærmest,
baade med Hensyn til Holsten og med Hensyn til Slesvig
lagdes en større Vægt paa det folkeretlige og traktatmæssige
Grundlag og en mindre paa det da virkelig
bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige.
Jeg følte at det maatte komme til en grundig Opgjørelse
imellem Dansk og Tydsk, selv med Fare for at tabe det
Tydske, men tillige, at ingen dansk Regjering kunde stille
sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en voldsom
Rystelse<a name="FNanker_51" id="FNanker_51" href="#Fodnote_51" class="fnanchor">[51]</a>. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde
havt friere Raadighed over en større Kraft, til Afholdenhed.
Jeg har altid havt en afgjort Uvillie imod uden et
klart og bestemt Maal at deltage i "Røre" (en dengang
og siden fra en vis Side meget brugt og yndet Kategori)
og en stundom maaske for ængstelig Ulyst til at deltage
i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstændighed
at følge min Overbevisning i forekommende Spørgsmaal.
Jeg var derfor uden nærmere Forbindelse med
nogen af de Grupper, for ikke at sige Partier, der dengang
deltoge i den offentlige Forhandling fra et halvt
eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de Ældres
(hvortil hørte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som
mere fremrykkede David, Clausen og Schouw) som de<a class="pagenum" name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a>
Yngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og dog var min
Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en noget
forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det første
Trin paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under
Kristian VIII, ved hvis Regjeringstiltrædelse jeg regnedes
imellem de for Fagdygtighed anerkjendte og hos de Studerende
vel ansete og populære Professorer, og med hvem
jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven
bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets
Præsident, skjønt vistnok kun paa Afstand og uden
nogensomhelst Adgang til personlig Tilnærmelse, endsige
til at give politiske Raad<a name="FNanker_52" id="FNanker_52" href="#Fodnote_52" class="fnanchor">[52]</a>. — Kristian VIII's første Regjeringsdag
kaldte mig endog til en gjentagen offentlig
Optræden, men som ganske svarede til den her betegnede
Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til
Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839
henimod Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevægelsen
i Anledning af Thronskiftet havde kaldt mig,
vendte tilbage til min Bolig paa Nørregade, mødte jeg
ved Metropolitanskolen daværende Lektor, senere Konferentsraad
og Notarius publicus Abrahams, der med stor
Uro og Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter
var samlet i Universitetsbygningens Vestibule og
Korridorer, hvorfra de vilde drage ud til Amalienborg for
at bringe den nye Konge en Hilsen og et Leveraab, uden
Tvivl med Antydning af politiske Ønsker og Fordringer.
Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over
Trappen, bad om Ordet og forestillede de Studerende
kort, men alvorlig, at det i sig selv ikke var sømmeligt
udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's Lig laae og
hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en ny<a class="pagenum" name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a>
og særlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham
ved selve Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilfælde
et saadant improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode
Orden og Iagttagelse af tilbørlige Grændser Ingen havde
Ansvaret, kun vilde fremkalde uhyggelige Sammenstød
med Politi og Vagter. Man hørte mig villig og det Hele
blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre
Ledere af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug
og Andre stævnet de Studerende til et Møde i Hôtel
d'Angleterre's store Sal for at vedtage en Adresse til
den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid i Norge at
give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede.
Jeg gik da hen til dette Møde og fraraadede det hele
Foretagende, om hvis Ubetimelighed jeg havde en inderlig
Overbevisning, idet jeg dels lagde dem, der virkelig kunde
betragtes som Studenter ved Universitetet, paa Hjertet,
at Studenterstanden ikke havde nogen Ret og Kald til
at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes
Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den
allerstørste Del savnede ethvert Bekjendtskab med den
Grundlov, de opstillede som Mønster, dels udviklede, hvor
vanskeligt det under det danske Monarkis indviklede
Sammensætning og Forhold var for den ny tiltrædende
Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov,
især i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hørt med
Opmærksomhed; det kunde naturligvis i den blandede
Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet ikke i egentlig
Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel
var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre
Adressens Vedtagelse, men det bevægede en stor Mængde
til at holde sig tilbage og svækkede i væsentlig Grad
Betydningen af det Hele. Adressen blev indsendt, lagt
til Side og glemt; men, da mine Ytringer om Studenterstandens
ubestemte Grændser og det Misbrug, der derfor
kunde drives med Studenternavnet, havde givet Anledning
til en i Møder og Blade fortsat Forhandling om en Organisation<a class="pagenum" name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a>
og Repræsentation af Studenterstanden, bragtes
jeg derved til at udgive en Brochure: "Et Par Ord om
Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af stærk
Hævdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt
fremhævede den Begrændsning af deres Ret til
aktiv politisk Optræden, navnlig korporativt, der fulgte
af deres juridiske og økonomiske Uselvstændighed og af
deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden Erfaring.
Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede
ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem
Studenterne og mig. Min hele Optræden havde været
absolut individuel, men fandt Tilslutning hos mine Kolleger.
Med Regjeringsmænd, endsige med Kongen, havde
jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berørelse,
og min Udnævnelse til Ridder af Dannebrog den 28de
Juni 1840 i Anledning af Kroningen skete kun efter sædvanlig
Orden.</p>
<p>I 1843 fandt det første skandinaviske Studentertog
til Upsala Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig
og frygtede for Ubesindigheder, troede, at det vilde være
hensigtsmæssigt at formaae en indflydelsesrig og populær
Professor til at følge med Toget som modererende Iagttager
og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo ellers
ingenlunde var <i xml:lang="la" lang="la">persona grata</i>, opfordre til at paatage sig
dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af
Studenterne vilde blive betragtet med mistænksom Uvillie
som en ubeleilig Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis
der indtraf noget Ubehageligt, som han ikke havde kunnet
hindre, og han bad sig derfor fritagen. Opfordringen
rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens
Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid
viste mig stor Velvillie, til mig, men med samme Udfald,
just ikke til Hansens Forundring. — Aaret efter oprettedes
af endel Mænd, der livlig interesserede sig for aandeligt
Samkvem og gjensidig Velvillie og Tilnærmelse mellem
de tre nordiske Folk, i Kjøbenhavn det skandinaviske<a class="pagenum" name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a>
Selskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet,
omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for
og Udstrækningen af de paatænkte Sammenkomster og
om Foredragenes Virkning, imellem Stifterne og holdt i
et af Selskabets første Møder den 27de Januar 1844 et
Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen: "Om
Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I
Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse
har fastholdt og forsvaret, hævdede jeg deri paa den
ene Side de skandinaviske Folks Ret og Pligt til at gjøre
sig selvstændig gjældende efter deres Eiendommelighed
og Kræfter i det almindelige Kulturarbeide og vindicere
sig deres særlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste
paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende
og overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik
ikke blot til den grundtvigske Retning, men ogsaa
til "Fædrelandets" og Andres daværende ungdommelige
Overdrivelser. Foredraget vandt stærkt Bifald; men, da
jeg havde berørt Ensidigheder, der dengang indenfor den
egentlige Oppositions Rækker skulde skaanes, udbragte
Orla Lehmann, der førte Forsædet ved det paafølgende
Selskabsmaaltid, en Skaal for "Moderation i Moderationen".
Jeg var for maadeholden; derved var min Stilling til
Oppositionen, som den da og stundom siden førtes, forsaavidt
ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt
særlig Gunst paa den anden Side. Det skandinaviske
Selskab selv udfoldede jo iøvrigt paa Grund af Forholdenes
Udvikling kun en ringe og kortvarig Virksomhed<a name="FNanker_53" id="FNanker_53" href="#Fodnote_53" class="fnanchor">[53]</a>.</p>
<p>Under denne Afholdenhed fra politisk Optræden faldt<a class="pagenum" name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a>
det i min Lod temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse
i et meget vigtigt administrativt Anliggende. Den Forhandling,
der fra 1829 af var ført om det lærde Skolevæsen,
havde efterhaanden ledet Direktionen for Universitetet
og de lærde Skoler til den Overbevisning, at en
omfattende Reform var nødvendig, og, efterat Direktionen
— hvis kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang,
efter J. P. Mynsters Udtrædelse og den svage og forhen afskedigede
Engelstofts Gjenindsættelse som første Medlem,
aabenbart var den ovenfor nævnte Etatsraad Hansen — i
Almindelighed havde sikret sig Kongens Samtykke, anmodedes
uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med kort
Varsel H. C. Ørsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentræde
med Direktionens Medlemmer til en fortrolig
Forhandling om det hele Anliggende, saaledes at altsaa
Ørsted og Schouw skulde repræsentere den mathematisk-naturvidenskabelige
Side af Dannelsen, jeg den historisk-philologiske.
Forhandlingerne førtes i Hansens private
Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tør sige,
at de af mig i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare
optagne, navnlig hvad angik Ophævelsen af den saakaldte
anden Examen og Inddragelsen af dens Stof med
Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlæggelsen af
Afgangsprøven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid
udvidedes med ét Aar<a name="FNanker_54" id="FNanker_54" href="#Fodnote_54" class="fnanchor">[54]</a>. Med en Anstrengelse, der navnlig
for Engelstoft var aldeles overvældende, førtes det
Hele tilende i et Par Dage, og Resultatet fremtraadte i
den af Kongen approberede provisoriske Undervisningsplan
for nogle af de lærde Skoler af 1844, idet der først
skulde gjøres en Prøve med Planen i Metropolitanskolen<a class="pagenum" name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a>
og Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere
denne Prøve ved at overvære Afgangsexamen i disse tre
Skoler og deltage i Censuren bestemtes Ørsted, jeg, der
strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en Fremstilling af,
hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og Professor
Velschow. De ifølge heraf i Aarene 1845—1848 foretagne
Skolereiser, der bragte mig i endnu nærmere Forhold til
Ørsted, og som for første Gang førte mig til Fyen og
Jylland, ydede mig ved Siden af Hovedopgaven en kjærkommen
Forfriskelse, medens de forberedede min senere
mangeaarige og kjære Virksomhed ved de lærde Skoler.</p>
<h3 class="hide">Personlige Forhold og Reise</h3>
<p><a name="IV_PERSONLIGE_FORHOLD_OG_REISE" id="IV_PERSONLIGE_FORHOLD_OG_REISE"></a>
Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrække
skal jeg fatte mig kort, thi Erindringerne derom
tilhøre og vedkomme i det Væsentlige kun mine Nærmeste.
Med min trofaste og hengivne Hustru, der to
Aar før vort Bryllup med mig havde besøgt min Moder
paa Bornholm,<a name="FNanker_55" id="FNanker_55" href="#Fodnote_55" class="fnanchor">[55]</a> førte jeg et stille og beskedent Liv i en
snever Kreds, snart omgiven af en Børneflok, idet der
indtil 1839 fødtes mig to Døtre, to Sønner og atter to
Døtre, af hvilke den ene dog døde ganske spæd og den
anden berøvedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg
den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine
egne Børn var det selvfølgelig min ueftergivelige Pligt at
fritage min Moder, der havde gjort saa store Opofrelser
for mig, for Omsorgen for mine to yngste Brødre, af
hvilke den næstyngste oplærtes til Snedker her i Byen
og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nærmeste Aar,
efterat jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og
efterat han i 1835 var bleven Student, indtil han som
saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde for at gifte mig
stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtægter betydelig
Gjæld, og denne var, inden mine Indtægter forbedredes<a class="pagenum" name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a>
noget ved Bibliotheksembedet, forøget saaledes, at det
heller ikke senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevægt,
selv med Tillæg af nogen Indtægt af litterære Arbeider,
der imidlertid dengang betaltes efter en meget lavere
Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i det
Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg
har i en Række Aar følt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse
og forstyrrende og lammende Tryk i en ikke ringe Grad,
og jeg søgte i den Tid gjentagende forbigaaende Lettelse
af dette Tryk ved økonomiske Udveie, der gjorde Ondet
værre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en Forbedring
og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paafølgende
Livsafsnit imøde med en ikke ringe Byrde, for
hvilken det heller ikke nogensinde senere er lykkedes
mig at gjøre mig ganske fri<a name="FNanker_56" id="FNanker_56" href="#Fodnote_56" class="fnanchor">[56]</a>. At dette uheldige Forhold
ogsaa medførte en vis selskabelig Isolation, er naturligt.
Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse,
stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen
en Trøst og Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt.
Med stor Glæde erindrer jeg derfor den Vederkvægelse,
som i en Række af Aar i den dengang korte Sommerferie
Opholdet i Frederikssund hos en Slægtning af min
Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en
Triumph, da jeg i Sommeren 1845 selv gik til at leie et
Par Værelser for min Familie og mig paa den saakaldte
gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier var
Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til
den dengang for Publikum utilgængelige Søndermark. Mine
philologiske Tilhørere gik ind paa, at jeg i den Sommer
læste over Cicero <i xml:lang="la" lang="la">de natura deorum</i> om Morgenen fra<a class="pagenum" name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a>
Kl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen mellem
Mark og Skov og den græske Syntax, der udarbeidedes
derude. — Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods
med nogle kjære Venner (Bojesen, Mathematikeren Chr.
Jürgensen og Astronomen P. Pedersen) (derunder en lille
Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en hyppigere
Omgang med et Par kjære Familier (derimellem min
endnu levende Ven, Etatsraad Møhls og den ikke ubekjendte
bornholmske Pastor Marckmanns, hvis Hustru
var en Datter af Notarius publicus H. G. Olsen). Den
største Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i
1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understøttelse
af 400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en
kort Reise i Tydskland. Naar det i Resolutionen betegnedes
som min Reiseopgave at gjøre mig bekjendt med
det tydske høiere Undervisningsvæsen, var dette et temmelig
let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjøres
paa en Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte.
Det virkelige Øiemed saae Direktionen ligesaavel som jeg
i en efter mange Aars uafbrudte og strenge Arbeide saare
ønskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang til i visse
Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend
indskrænket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmænd,
og dette Øiemed opnaaedes. I Forening
med to Venner (de nævnte E. Bojesen og P. Pedersen)
tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli — efter midlertidig
at have bosat min Familie i et lille Hus i Øverød ved
Søllerød — og ilede i en deilig og varm Sommer med
mine Reisefæller hurtig, men med livlig Opmærksomhed
for alt det Nye, som Natur, Kunst og Folkeliv tilbød, over
Berlin, Dresden, Prag, Wien, München, Heidelberg, Frankfurt
og Göttingen og tilbage over Hamburg og Kiel, hvorfra
jeg den 3die September igjen naaede til Kjøbenhavn.
Ved at lægge Veien fra Wien til München over Semmering
gjennem Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeg<a class="pagenum" name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a>
et foreløbigt Indtryk af Bjergnaturen. I Berlin<a name="FNanker_57" id="FNanker_57" href="#Fodnote_57" class="fnanchor">[57]</a> fandt
jeg den venligste Modtagelse hos Böckh, Savigny og
Zumpt ligesom i Göttingen hos C. F. Hermann og H.
Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det
har glædet mig mange Aar efter at se, at Böckh udtrykkelig
engang paaberaabte sig Ytringer af mig i den
Samtale, vi en Timestid førte med hinanden. Paa flere
Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsøge de
Mænd, jeg kunde have ønsket at tale med, eller de vare
paa Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent
fra Heidelberg af, havde jeg Leilighed til at bemærke
den heftige Bevægelse, som det kort forinden udkomne
aabne Brev om Thronfølgen i det danske Monarki
havde fremkaldt, og den stærke Sympathi, som
det var lykkedes Slesvigholstenerne at vække for sig,
allermest i Universitetsbyerne, ligesom jeg ogsaa i det
vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk af den i
sig selv naturlige Længsel efter Tydsklands Enhed og
denne Længsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til
Kiel samme Dag, som Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes
ivrigste Ledere, var ført som Arrestant til
Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg overnattede,
høre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra Kjøbenhavn
ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende
Jægerkorps, for hvilket Slesvigholstenerne havde ønsket
en til deres Parti hørende Officier sat i Spidsen. —
Reisen havde i al sin Korthed for mig været ikke blot
oplivende, men frugtbringende.</p>
<hr class="chapbreak" />
<p><a class="pagenum" name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></p>
<h2><a name="V" id="V"></a><span class="smaller">V.</span><br />
<span class="smcap">Tidsrummet som Minister.</span><br />
<span class="smaller">1848—1851.</span></h2>
<div class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a>
<a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></div>
<h3 class="hide">1848 før Ministerudnævnelsen</h3>
<p><a name="V_1848_FOER_MINISTERUDNAEVNELSEN" id="V_1848_FOER_MINISTERUDNAEVNELSEN"></a>
Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv
og af den tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i
Omvæltningsaaret 1848 først til en enkelt energisk Fremtræden
i den politiske Forhandling og dernæst til en
politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle Aar
ganske løsrev mig fra mine tidligere Beskæftigelser og
gav mine Kræfter og Bestræbelser en anden Retning.
Faa Dage efter Christian VIII's Død den 20de Januar
1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de Januar, indeholdende
de naturligvis ialtfald i det Væsentlige før Thronskiftet
fastsatte Grundtræk af en paatænkt Fællesforfatning
for hele Monarkiet. Det var mig ikke noget Øieblik
tvivlsomt, at istedetfor den Svaghed og Vaklen, over
hvilken der hidtil kunde klages, forelaae der nu det afgjørende
Valg af et System, ved hvilket det danske Monarkis
Karakter fra Grunden af forvanskedes og det
danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker
Bevarelse af den ydre løse Sammenhæng imellem de
Landsdele, der vare blevne samlede under det danske
Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk Stat, i hvilken,
forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske Element
vilde underkue det fra Begyndelsen af nedværdigede
danske, og at man derfor var kommen til et Punkt, hvor
en bestemt Indsigelse maatte reises, en Afvisning udtales.
Grundtrækkene gik, som bekjendt, ud paa en fælles<a class="pagenum" name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a>
Stænderforsamling med ligemange Deputerede fra Kongeriget
[c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdømmer
[c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig
bekræftedes, med afvexlende Møde i Kongeriget
og i Hertugdømmerne. I Hovedsagen bedømtes vistnok
Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor
Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold
tænkende Mænd; men Ordførerne for Oppositionen havde
hidtil saa ensidigen lagt Vægt paa en konstitutionel Forfatning
for hele Monarkiet, at de bragtes ud af Fatning
og ligefrem forbløffedes ved denne eiendommelige Imødekommen.
Et Par Dage efter Reskriptets Offentliggjørelse
traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen med
Clausen, L. N. Hvidt, L. Høyen, Lehmann, Monrad,
Ploug og Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg
nu kan gjøre Rede for, hvorledes eller af hvem jeg, der
ellers slet ikke hørte til denne Kredses Fortrolige, var
bleven indbudt til Mødet. Stemningen var saare trykket,
og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og
modløst og ikke kunde sættes i en kraftig Bevægelse,
hvorpaa man efter nogen Indsigelse af mig og Høyen
skiltes ad. Inderlig utilfreds og misfornøiet gik jeg hjem
og skrev samme Aften og næste Formiddag den Artikel,
der, efter at være gjennemlæst af en eneste Ven (den
ovenfor nævnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fædrelandet"s
Redaktion og optoges i "Fædrelandet" for 4de
Februar: "Et Par Ord om det i Hans Majestæts Reskript
af 28de Januar 1848 antydede Grundlag for en
Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet."
Artiklen, der var skreven med den stærkeste Overbevisning
og varmeste Følelse, vakte, tildels just derved, at
den kom fra en navngiven Mand, der hidtil havde holdt
sig ganske udenfor den politiske Polemik, en ualmindelig
Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den Stemning og den
tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at
kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos Professor<a class="pagenum" name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a>
Clausen den 23de Februar holdt Forsamling af 45
Mænd med mere eller mindre indflydelsesrige Navne,
hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den Erklæring imod
Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i "Fædrelandet"
for 28de Februar. Men med dette Møde ophørte
foreløbigen min Deltagelse i Bevægelsen,<a name="FNanker_58" id="FNanker_58" href="#Fodnote_58" class="fnanchor">[58]</a> og jeg blev i
det Hele udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og
som vel ikke vare uden Paavirkning af den fra Februarrevolutionen
i Paris udgaaede almindelige Bevægelse,
men især bleve drevne frem ved de ogsaa af hin Bevægelse
paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der
endte med aabenbart Oprør og Brud af Statsforbindelsen.
Grunden til denne Afholdenhed fra min Side var aldeles
overveiende den dybe Sorg, der rammede mig, idet mit
yngste elskelige Barn i de sidste Dage af Februar angrebes
af en Hjernebetændelse og efter haarde Lidelser
bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men
desforuden havde Andre baade ved Anlæg og Evner og
ved tidligere Virksomhed ikke blot et langt nærmere Kald
til at gribe ledende ind i Folkebevægelsen, men ogsaa en
almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en
aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes
Styrelse under denne. Om den hele Situation vil<a class="pagenum" name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a>
jeg iøvrigt nedenfor komme til at udtale mig nærmere;
men om Nødvendigheden af at ombytte den alderssvage
Absolutisme og dens Bærere med en friere og folkeligere
Regjeringsform og med nye og yngre personlige Kræfter
var der, hvad jeg strax bør nævne, for mig ingen Tvivl.
Jeg sluttede mig forsaavidt gjerne til Martsministeriet og
ønskede det oprigtigen Held til Løsningen af dets ligesaa
vanskelige som for Fædrelandet vigtige Opgaver, om der
end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i Anskuelser
og Optræden, som ikke havde min fulde Sympathi,
eller som endog vakte Betænkelighed hos mig; med
ingen af dem stod jeg i noget nærmere Forhold eller
endog blot i almindelig Omgangsberørelse. I Løbet af
Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen
øvede min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse
Kampen i Slesvig og med Spænding Forberedelserne til
den nye Forfatning<a name="FNanker_59" id="FNanker_59" href="#Fodnote_59" class="fnanchor">[59]</a>. Da modtog jeg ved Midsommerstid
fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til at
paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprette<a class="pagenum" name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a>
for en Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, idet
jeg samtidig opgav Embedet som Universitetsbibliothekar.
Jeg havde selv i de tidligere omtalte Artikler fra 1832 udtalt
mig for, at der maatte skabes en livligere Forbindelse imellem
Undervisningsvæsenets Overbestyrelse (dengang Universitetsdirektionen)
og Skolerne og tilveiebringes et nærmere
og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale
og dettes Arbeide, Anskuelser og Ønsker gjennem
en regelmæssig Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa
Ministerens Forslag, saamegetmere som de i de nærmest
forudgaaende Aar i Forening med Ørsted og Velschow
foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min Overbevisning
om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled
og skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig
ordnet, og under 22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør
ved de lærde Skoler i Henhold til en Instrux,
hvortil jeg selv havde gjort Udkastet. Om den
Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da den
foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens
Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.</p>
<p>Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør
gjorde, førte mig efter Afslutningen af Skolearbeidet
sammen med en Del af Hæren og med dens Hovedkvarter,
der, efter Felttogets Ende i 1848 med Vaabenstilstanden
i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens.
Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til
Bornholm for i dettes 2den Valgkreds at søge Valg til
den grundlovgivende Rigsforsamling, hvilket jeg med Lethed
opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme
det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at
arbeide for Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med
Hensyn til Værnepligten. Jeg havde, idet jeg søgte dette
Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at ombytte min videnskabelige
Gjerning og mit Universitetsembede med en
politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af
Lyst til efter Evne at gjøre de efterhaanden hos mig<a class="pagenum" name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a>
modnede Anskuelser gjældende ved den forestaaende Afgjørelse
af vore ydre og indre Anliggenders Ordning.</p>
<h3 class="hide">Novemberministeriet i Almindelighed</h3>
<p><a name="V_NOVEMBERMINISTERIET_I_ALMINDELIGHED" id="V_NOVEMBERMINISTERIET_I_ALMINDELIGHED"></a>
I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober,
blev det, medens man endnu ikke var rykket langt frem
i Forhandlingerne om en Forretningsorden, snart bekjendt,
at der var indtraadt Uenighed i Ministeriet, og at en Krisis
var udbrudt. Uden Anelse om, at denne kunde komme
til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke
uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen
fremtrædende Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind
i Krisens Gang og Udvikling. Pludselig anmodedes jeg
af Grev A. V. Moltke, hvem det af Kongen var overdraget
at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i hans
Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen
gjorte Tilbud om at overtage Kultusministeriet og
hans Vægring derved, formode Samtalens Hensigt. Greven,
med hvem jeg ikke siden 1830 havde havt den
mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige
elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig
til at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave
og hindre de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde
fremkalde i Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en
Dags Betænkning gav jeg mit Tilsagn, og Ministeriet udnævntes
den 16de November, idet Clausen indtraadte som
Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit Professorembede.
Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig i
dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg
handlede rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende
Virksomhed med Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre
det lededes af rene Bevæggrunde. Jeg kjender for godt
den menneskelige Svaghed og min Delagtighed i den til
at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til Indflydelse
og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt
sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære,
at jeg aldeles overveiende lod mig bestemme af
Hensyn til Pligt, maaske skjærpet ved en Trang til selv<a class="pagenum" name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a>
at vinde en alsidigere Livsuddannelse og en fyldigere Beskuelse
end den, som den uafbrudte Færden mellem Bøger
og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at
jeg fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede
Hovedformaal kunde og vilde gjøre Forsøget med bedre
Evne, eller som medbragte bedre Forudsætninger. Til
Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt endnu kun
gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation
og min egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det
var, skjøndt ingen officiel Bekræftelse fremkom, ingen
Hemmelighed, at Martsministeriets Opløsning, bortset fra
andre Disharmonier imellem Personer og Karakterer, var
fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth
tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning
havde, da de danske Befuldmægtigede ved de i
London forestaaende Underhandlinger om Monarkiets Anliggender
skulde forsynes med Instruxer, forlangt, at der
for det overveiende sandsynlige Tilfælde, at det saakaldte
Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig med Bibehold
af særlige provindsielle Institutioner skulde konstitutionelt
forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige
danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten
skulde staae i et friere og løsere Forhold, ikke helt lod
sig gjennemføre, skulde optages som subsidiært Grundlag
en Beføielse til at gaae ind paa en Udskillelse af en Del
af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes med Holsten,
medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs
Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre,
havde afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt
om den principale Paastand, der skulde opstilles, og da
det var aldeles urimeligt at antage, at de tre, den ældre
Regjering tilhørende og dens Anskuelser nærmere staaende
Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have villet
sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden
Udvei, laae det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet
tilsyneladende fastholdtes, bagved Afslaget<a class="pagenum" name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a>
skjulte sig Tanken paa at opnaae en Ordning ved saadanne
Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling, hvorved det
kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget
og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det
øvrige Monarki (den saakaldte Helstatstanke). Til denne
Side heldede da ogsaa rimeligvis i det Hele det fremmede
Diplomati, der helst regnede med den bekjendte gamle
Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig om dets
indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan
kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor
Alt den Magt, til hvem vi nærmest støttede os i Kampen
mod "Oprøret" og Tydsklands Indblanding, nemlig
Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede med en
efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse
eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom
fra den demokratiske Side af Ministeriet. Naar nu jeg,
der stedse har betragtet Nationaliteten som den sande og
eneste faste Grundvold for Staterne, og som heller ikke i
mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen som
Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke
i November 1848 dannede, var det med den bestemte
Hensigt at vogte paa, at der ikke ved de fremtidige
Underhandlinger vedtoges Noget, der tilføiede det danske
Folks og dets Nationalitets berettigede Krav Skade eller
fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa
af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og
denne Opfattelse omgav os med en vis Popularitet, om
end ikke hos de egentlige "Bondevenner"; men jeg var
ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst ikke fulgte
mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede
en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det,
hvortil vi efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte
komme tilbage, men som det, hvorpaa vi egentlig direkte
burde styre løs, og som i og for sig selv var billigt og
rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i hvilket jeg deltog,
udtalte jeg klart og <span class="sic" title="[sic]">tydelig</span>, at jeg, villig til at underkaste<a class="pagenum" name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a>
mig den da givne Situation og de deraf følgende Forsøg,
men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig
i sin Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket
ikke turde betrædes.</p>
<p>Under den heftige indre Bevægelse og overhængende
Fare udenfra var der i Marts 1848 ved en Forbindelse
imellem Repræsentanter for det Overleverede og de nye,
hidtil udenfor Administrationen staaende Mænd, der bares
frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art foreløbig
ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element
ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da
nu just Ministrene af denne Side i November traadte ud,
fordi de hverken hos Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen
turde regne paa Understøttelse for den Modifikation
i deres oprindelige Program, som de erkjendte
for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var
det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident,
hvem det overdroges at danne det nye Ministerium,
vel ikke paa Grundlag af en vedtagen Forfatningslov,
men dog ligeoverfor en allerede til Vedtagelsen
af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og et denne
forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende imellem
Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt
Andel i Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne,
men saaledes, at Frygten for et Brud med den nye Retning
i Statslivet og med den nationale Stræben udelukkedes.
Det nye Ministerium rykkede derved i Personer og
Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion.
At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en
harmonisk Samvirken gjorde sig gjældende, vil jeg ikke
sige. De Kræfter, der overhovedet vare til Raadighed,
tillode ikke noget strengt Udvalg, og Gjennemførelsen af
et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes Personlighed
ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang
dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev
Moltke var en saare elskværdig Privatmand, en <i xml:lang="fr" lang="fr">grand<a class="pagenum" name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a>
seigneur</i> med fuld Følelse af denne Stillings Forpligtelser,
og havde Styrke nok til den passive Opofrelse for at
lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at underkaste
sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd
af meget afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer;
men han besad ligesaalidt klart og omfattende
Blik paa indviklede Statsforhold som streng Arbeidsomhed
eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I selve
sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler
til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser.
Uden nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring
paatog den mere end tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen
af Udenrigsministeriet, understøttet med Hensyn til det
Formelle ved den diplomatiske Korrespondance af en
brav, men hverken ved Begavelse eller ved i høiere Stillinger
vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig
Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille.
Den Karakter af ubestemt Passivitet, der herved paatryktes
Regjeringen, var imidlertid under de givne Forhold
maaske endog ret heldig, indtil det Tidspunkt, da
det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851 gjaldt
om at benytte den relativt gunstige Stilling til en selvstændig
og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte
Bang som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og
Arbeidslyst, omfattende juridisk Indsigt og, navnlig hvad
Landboforholdene angik, ogsaa administrativ Erfaring, men
der fattedes ham Forstaaelse af høiere politiske Spørgsmaal
og Karakterfasthed; hans Betragtning havde ligesom
hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt. Finantsminister
Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere
indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette
Ministeriums Medlemmer) forenede betydeligt Talent og
Fagkundskab med ungdommelig Kraft og Mod; han ledede
baade sit eget Ministerium med Dygtighed og Sikkerhed
og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I almindeligere
politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser
imidlertid neppe meget faste, og man mærkede vel hos<a class="pagenum" name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a>
ham en vis aristokratisk farvet Lyst til med Benyttelse
af Omstændighederne at naae en overlegen Rolle og
Stilling. Krigsministeren: General Hansen medbragte
fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i Generalkommissariatskollegiet
den ældre militære Rutine; han
besad Sands for Orden og Regelmæssighed og en til
Stivsind og stødende Særhed udartende Fasthed; det hele
konstitutionelle Væsen var ham fremmed og imod; i Felttoget
1848 havde han havt Sammenstød med den udmærket
begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde
sin Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet
vanskeligt at fastholde Grændsen imellem sin
Virksomhed som Krigsminister og Førelsen af den aktive
Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore smaae
Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare
elskværdig og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles
skarpsindig Jurist eller hurtig og sikker i en Debat,
og Zahrtmann, der havde tabt noget af Sømandens Energi
og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos Christian VIII,
gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres Specialministerier.
Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser
grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed
ved at gjøre sig fortrolige med andre Forestillinger om
Monarkiets og dets Deles Sammenhæng end dem, hvorunder
de længe havde virket, især med Tanken om en
løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck
holdt vel paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men
uden at gjøre sig Nationalmodsætningens Forhold til det
slesvigske Spørgsmaal ret klart. Bang gik med sine
Tanker ikke meget udover Kongeriget, til hvilket hans
tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig. Rosenørn,
der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island,
hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden
trætte Bang som Indenrigsminister, var en
arbeidsom og samvittighedsfuld Mand med mange Kundskaber,
men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt i smaalig<a class="pagenum" name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a>
Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar og
i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte
nu jeg aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine,
ubekjendt med alle Former. Det faldt mig imidlertid
ikke vanskeligt temmelig hurtig at sætte mig ind heri og
i den mit Specialministerium vedkommende Lovgivning,
dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende
Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede,
ved den Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere
Foresatte, nu min Departementschef: Konferentsraad
J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder berededes mig paa
den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab saavel
med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil
udenfor Embedsstanden politisk virksomme Mænd (— thi
med den yngre politiske Opposition og Journalistik havde jeg
som anført heller ikke hidtil staaet i nogensomhelst nærmere
Forbindelse —), paa den anden Side ved min Uvanthed
til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende
økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede<a name="FNanker_60" id="FNanker_60" href="#Fodnote_60" class="fnanchor">[60]</a>. Adgangen til
ved nogen Berørelse med de fremmede Diplomater baade
at lære deres Forestillinger nærmere at kjende og maaske
at indvirke berigtigende paa dem, i det Ringeste forsaavidt
de i mig og Clausen blot saae radikale Demokrater,
afskares mig tillige ved min med Undseelse forbundne
Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den besynderlige
Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede
efter Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig
kongelig Repræsentation. Alle disse Forhold<a class="pagenum" name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a>
ligesaavelsom min Mangel baade paa Evne og Lyst til at
samle om mig Noget, der lignede et Parti, forbød mig
at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel
jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds
i vor politiske Stilling og Betingelserne for dens
Klaring end de fleste af mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne
ikke savnede Evne til i rette Øieblik at
gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det bedste
Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General
Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden
forsvindende Uvillie imod mig.<a name="FNanker_61" id="FNanker_61" href="#Fodnote_61" class="fnanchor">[61]</a> I Statsraadet
stod naturligvis Clausen mig nærmest som Repræsentant
for den samme Grundanskuelse, men dels gik han meget
nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil Nationalitetsprincipet
maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels
fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved
en under den lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod
og tydske Overgreb naturligen fremkaldt Bitterhed, der
navnlig fremtraadte ligeoverfor Universitetet i Kiel. I
indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at Clausen
som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de
praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes
noget formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer.
Naar jeg nu ved i Erindringen at sammenfatte
Totalbilledet af det Ministerium, om hvis enkelte Medlemmer
jeg her har talt, og ved at maale den deri samlede
politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke
paa de Ord, hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede
sin Søn Jacob, da denne havde Betænkelighed ved
at paatage sig Underhandlingerne ved Fredskongressen<a class="pagenum" name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a>
i Münster og Osnabrück: "<i xml:lang="la" lang="la">Nescis, mi fili, quantilla prudentia
mundus regatur</i>," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat det
hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre
konstitutionelle Ministerier, hvori ikke — en sjelden Undtagelse
— en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det
var et Ministerium af redelige, uegennyttige Mænd, og
det blev et efter de givne Omstændigheder for Landet
og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt Ministerium;
Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til
Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.</p>
<p>Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig
set naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens
Vedtagelse; i Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog
ligesaa lidt frem som om Ministeriets Stilling til Slesvig
og Holsten efter Vedtagelsen af den foreløbig alene i
Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat Enevoldsmagtens
Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af
hans ikke stærke Hænder (— thi deri bestod, naar vi
ville tale sandt, Gaven af Friheden —), havde Kongen
trukket sig tilbage til Frederiksborg i Omgivelser efter
sit Valg og ytrede ikke synderlig Deltagelse for de offentlige
Anliggender eller i det Ringeste Lyst til alvorlig at
sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det laae
ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den
nedarvede Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at
fremkalde en Forandring heri ved maaske besværlige
Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og Former. Jeg
erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse
i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist
er det, at Kongen meget sjeldent deltog i Statsraadets
Forhandlinger, selv ved vigtige Spørgsmaal baade om
ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede eller
modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i
Sager, der berørte Kongens Sympathier og Antipathier
i Forhold til Personer, stundom blot grundet i Luner,
kunde enkelte Gange Vanskelighed opstaae. Var Ministeriets<a class="pagenum" name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a>
Handlefrihed paa Grund heraf stor, forringedes paa
den anden Side (— jeg vilde krænke min Overbevisning
ved ikke at sige dette —) den Understøttelse, som, navnlig
i Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed
skulde yde, ved visse personlige Svagheder
hos Frederik VII, derimellem en Mangel paa Herredømme
over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved Ministerskiftet
i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851
en diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har
paavirket Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet,
derom har jeg ingen Vished. Det i November 1848 af ham
givne Afslag paa den af Flertallet af Martsministrene gjorte
Indstilling om et subsidiært Grundlag for Forhandlingerne i
London kan jeg efter mit hele Kjendskab til Frederik VII's
Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning af
ham selv<a name="FNanker_62" id="FNanker_62" href="#Fodnote_62" class="fnanchor">[62]</a>.</p>
<p>For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed
og for Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium
skal jeg nu i det Følgende efter Evne søge at
gjøre Rede.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></p>
<h3 class="hide">Den grundlovgivende Rigsforsamling</h3>
<p><a name="V_DEN_GRUNDLOVGIVENDE_RIGSFORSAMLING" id="V_DEN_GRUNDLOVGIVENDE_RIGSFORSAMLING"></a>
Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med
Dagen efter dets Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære
(se dens Forhandlinger Sp. 345), at det vilde fortsætte
det Regjeringssystem, der var fulgt af det tidligere Ministerium,
og at det vedkjendte sig det forelagte Grundlovsudkast
i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs
Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling
i Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den
havde fastsat sin Forretningsorden, af Behandlingen af
det samtidig forelagte Udkast til en Lov (Forordning) om
Værnepligten, som herefter skulde være almindelig. Denne
Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der berørte
mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den
geistlige Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt
fremkaldte imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle
Misforstaaelser med Hensyn til Adgangen til geistlig Ordination
(Forhandlingerne Sp. 619), ikke synderlig Strid
eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte Septemberlov
— ɔ: Forordningen af 23de September 1848 om en
extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige
Mandspersoner, fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en
Forordning, der ogsaa fandt Anvendelse paa et Antal Studenter,
— baade ved en særlig af den bekjendte Jurist:
Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation og ved
at inddrages under den almindelige Forhandling om
Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger,
hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen
mod Forordningens Ophavsmand: Tscherning havde sin
Del. I denne Forhandling kunde jeg, da man idelig kom
tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken Krigsministeren
eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og
hvori min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede
med Angriberne, ikke undgaae at tage Ordet, og
jeg gjorde det med fuld Overbevisning til Forsvar for
Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet
jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra<a class="pagenum" name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a>
Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden
som almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet,
men fuldtud anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og
derimellem ikke mindst de Frivillige af Studenterstanden
havde ydet Hæren i det foregaaende Felttog. Det lykkedes
mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp. 1005)
fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal
og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen,
medens jeg ved denne bestemte Optræden slet Intet
tabte hos de akademiske Borgere.</p>
<p>I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet
vel forlade det Grundlag, som indeholdtes i det af det
foregaaende Ministerium forelagte Udkast, men det hævdede
dog i sin den 12te Februar 1849 afgivne Erklæring (Forhandlingerne
Sp. 1474) Retten til og Nødvendigheden af
at undergive dette, der var udarbeidet efter de dengang
paa det europæiske Fastland gængse og af den engelske
Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen
og Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger,
uden Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske
Forfatningslov, men tillige under Indflydelse af den i 1848
baade andetsteds og her stærkt fremtraadte demokratiske
Bevægelse, en indgaaende Prøvelse. Opmærksomheden
maatte saavel fra Ministeriets som fra det af Forsamlingen
nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig
paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning.
Jeg nærede dengang som nu den Overbevisning,
at den Forestilling, som man har hentet fra England om
et Tokammersystems afgjørende Betydning for en rolig
og besindig Udvikling, men som man har maattet søge
at tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil
i England givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens
Magt og andre sociale Forholds Bistand, ikke var
fuldt berettiget, og at det, som tilsigtes, lod sig bedre og
fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei, navnlig i en
mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage<a class="pagenum" name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a>
i passende Forhold og Styrke de særlige konservative
Elementer og ved Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen
mod al Overilelse (— thi i et græsk eller norsk
Etkammersystem har jeg aldrig set noget Mønster —).
Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning; thi,
hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne
Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en
i Ministeriets Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst
for et Etkammersystem (Forhandlingerne Sp. 2147), angik
væsentlig og, saavidt jeg erindrer, næsten alene mig.
Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere konservative
Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde
nogen Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne
for at give Landstinget et bedre Grundlag end
den i Udkastet som eneste Middel opstillede Diætløshed
for Medlemmerne. Ved den endelige Behandling blev
det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa Ministeriets
Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag af
Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem
(27de April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for
det fra Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne
Forslag til Landstingets Sammensætning i de meget
stærkt bevægede Møder den 30te April og 1ste Mai, i
hvilke efter Afvisning af temmelig bitre Angreb og Beskyldninger
mod Ministeriet Sagen gjennemførtes og Grundlovsarbeidet
frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse
(Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014).
At det saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre
og sikkrere i 1866, erkjender jeg; men, at det da dannede
Landsthing i sin særskilte Stilling øver en bedre og
kraftigere Indflydelse paa Lovgivningsarbeidet i Almindelighed,
end de samme Elementer vilde have øvet i en
enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod
har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og
Uheld, at man i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets
Renhed opgav det Forslag, der først var gjort<a class="pagenum" name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a>
af Udvalgets Flertal og betingelsesvis anbefalet og tiltraadt
af Ministeriet, at <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Finansloven">Finantsloven</a> skulde behandles i forenet
Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge Things
Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede
Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer
i Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven
opfyldt, men man var dog kommen den meget nærmere:
i ethvert Tilfælde burde der været underhandlet yderligere,
hvorved man maaske var kommen til den endelige Afgjørelse
af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold
dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt
eller dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak
sig tilbage og altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende.
Denne giver vel tilsyneladende Landsthinget lige Ret med
Folkethinget over Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden
Evnen til at opretholde eller indføre nogensomhelst
ikke absolut bunden Bevilling mod Folkethingets
Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til hvis
Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige
Mening i denne Sag findes noksom antydet i
Rigsdagstidenden Sp. 6367 ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig
efterviste, at i andre Stater med Tokammersystem
det første Kammer enten slet ingen Del havde i Finantsloven
eller kun en uvæsentlig<a name="FNanker_63" id="FNanker_63" href="#Fodnote_63" class="fnanchor">[63]</a>. Min uforandrede Betragtningsmaade
af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand
tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale
(man se f. Ex. Landsthingstidenden for 5te Session 1853—54<a class="pagenum" name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a>
Sp. 1954 og for 7de Session 1855—56 Sp. 1051 ff.)
og har senere paa andre Steder gjort den gjældende,
navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om Landsthingets
og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen
af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst
sluttede Rigsdagsforsamling" og de <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: der til">dertil</a> sig sluttende
"yderligere Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse
Blade (April 1885), have vi Leilighed til atter at skjønne,
til hvilke Følger og Tilstande en virkelig Konflikt imellem
begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade fører.</p>
<p>En særlig Opgave tilfaldt mig som Kultusminister
ved Forhandlingen af det lille Afsnit af Grundlovsudkastet,
der angik de kirkelige Forhold. Naar jeg paa det Punkt
først kraftig understøttede den af Udvalgets Flertal foreslaaede
nye Paragraf om Folkekirkens Ordning ved Lov,
der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et
forudgaaende Kirkemøde optoges i Grundloven som § 80,
da havde dette sin Grund i min inderlige Overbevisning
baade om, at Kirken ikke i Længden i en konstitutionel
Stat kan vedblive at staae i den Forvikling med og Afhængighed
af den rent politiske Statsmagt, hvori den i
de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevælde,
og om Nødvendigheden af at holde udenfor Grundloven
specielle Afgjørelser, som slet ikke hørte derhen,
og som slet ikke vare tilbørlig overveiede i deres Sammenhæng
og Rækkevidde, f. Ex. om Sognebaandet. Medens
Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan Kirkeforfatningslov,
hvilken Kirken væsentlig maatte give sig
selv, ingenlunde undgik min Opmærksomhed, og medens
jeg navnligen var mig vel bevidst, hvad der fattedes mig
selv til ledende Medvirkning ved dens Tilblivelse, fastholdt
jeg dengang og fastholder endnu, navnlig ligeoverfor den
grundtvigianske Lære om Præstefriheden, at Staten kun
kan træde i et særligt Beskyttelses og Understøttelses
Forhold og overlade store Eiendomme og Indtægter til et
paa et fast Grundlag bygget og fuldt organiseret Samfund.<a class="pagenum" name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a>
En lignende Betragtning bragte mig til ved Grundlovens
§ 81 at holde paa, at Tilstedeligheden af religiøse Samfund
skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem "foretoges",
men af, hvad der i dem "lærtes", idet det religiøse
Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved
sin Lære, hvoraf Handlingerne fremgaae, forsaavidt de
skulle tilregnes Samfundet, ikke Individerne. Derimod
kunde jeg ikke slutte mig til eller støtte den af Udvalgets
Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre
de til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler
en særlig Ukrænkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende
den hele Betragtning, ifølge hvilken disse efterhaanden af
Staten eller dog ved Statens Medvirkning tilveiebragte og
til visse Formaal henlagte Midler som en samlet og dog
efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske skulde
unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse
om, hvem der skulde regulere og vaage over
den fremtidige Anvendelse. Min Stilling syntes ved
dette Punkt at ville blive saameget vanskeligere, som
min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til Forsvar
for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget
vilde falde, udenat jeg behøvede aktivt at optræde derimod;
min fuldstændige Taushed var tilstrækkelig. Den
samme eller næsten den samme Taushed kunde jeg da
ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af nogle Medlemmer
udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at indbringe
nogle Bestemmelser om Almueskolevæsenet.</p>
<p>Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet
forestod der mig endnu under Forhandlingen
af Udkastet til Valgloven en temmelig heftig Kamp, idet
Tscherning for at svække Betydningen af den for Valgbarhed
til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse
af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller
Kommunen vilde have Tienden medregnet ved Opgjørelsen
af dette Skattebeløb, medens jeg paa Regjeringens Vegne
maatte hævde, at der ved Bestemmelsen i Grundloven<a class="pagenum" name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a>
ikke var eller kunne være tænkt paa Tienden, der aldrig
var opfattet eller betegnet som Stats- eller Kommuneskat,
endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel
hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.</p>
<p>Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den
5te Juni med Sanktionen af Grundloven og Valgloven at
bringe Rigsforsamlingens Opgave tilende. Hvilke Spirer
i Grundloven selv foruden de ovenfor udtrykkelig nævnte
og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse paa Opfattelsen
og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke
Stedet at undersøge eller at udtale nogen Dom om.</p>
<h3 class="hide">Virksomhed som Kultusminister i og udenfor Rigsdagen</h3>
<p><a name="V_VIRKSOMHED_SOM_KULTUSMINISTER_I_OG_UDENFOR_RIGSDAGEN" id="V_VIRKSOMHED_SOM_KULTUSMINISTER_I_OG_UDENFOR_RIGSDAGEN"></a>
Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde
Medlemsplads i Rigsforsamlingen (— Tscherning indtraadte
først i denne efter Nedlæggelsen af Ministerposten —),
havde ogsaa Clausen og jeg ved vor Indtrædelse i Ministeriet
anset det for rigtigst strax at nedlægge vore Mandater
som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de første
Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede
jeg mig imidlertid — den 4de December 1849 — som
Kandidat og valgtes paa Frederiksværk, ɔ: i Frederiksborg
Amts 4de Valgkreds, med hvilken Kreds jeg iøvrigt kun
havde den tilfældige Forbindelse, at min yngste Broder
da havde en udbredt og paaskjønnet Lægevirksomhed
sammesteds.</p>
<p>Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehør varede
(November 1848 til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg
naturligvis i det mig betroede specielle Ministerium ved
Siden af at besørge de løbende Forretninger begyndt paa
de større Arbeider og Opgaver, der forelaae. Kultusministeriet
var dannet ved Sammensmeltning af, hvad
der hidtil havde hørt under Direktionen for Universitetet
og de lærde Skoler og under det danske Kancellis Departement
for Kirkevæsenet og Almueskolevæsenet, hvorhos
tillige derunder var inddraget de videnskabelige Samlinger
(det store kongelige Bibliothek) og de Kunstanstalter
og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige Malerisamling<a class="pagenum" name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a>
o. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de
kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrædelse
lagdes endnu det kongelige Theater som Nationaltheater
og det dermed forbundne Kapel ind under
dette Ministerium. Af de saaledes til Omsorg og Behandling
under mig samlede Gjenstande kjendte jeg dem,
der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen
Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne nøiere end
det lærde Skolevæsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine
tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte
Forretningsforbindelse; med de øvrige Gjenstande
havde jeg derimod, hvad Indretning og Ordning angik,
hidtil ikke havt nogen særlig Opfordring til at sysselsætte
mig. Det traf sig nu saa, at der ved min Indtrædelse i
Ministeriet forelaae til Afgjørelse efter flere Aars Overveielse
og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende
Universitetet og de lærde Skoler. Dette var paa
den ene Side heldigt for mig, forsaavidt det paa engang
tvang mig til at udforme mine Tanker og Meninger i
bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig Leilighed
til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst,
men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke
udebleven Mistanke om ensidig Lyst til at beskæftige mig
med denne Side af det Kultusministeriet paahvilende Arbeide
og ringere Iver for at fremme de andre Sider, især dem,
der hidtil havde ligget under Kancelliet, og der unegtelig
i en Række Aar havde været behandlede noget slendriansmæssig
og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed
specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var
denne Mistanke meget ubillig, thi jeg rettede strax mine
Tanker paa de her stillede Opgaver; men, medens saavel
disses egen Vanskelighed som mit personlige Savn af en
tidligere Forberedelse maatte rykke Behandlingen af dem
længere ud i Tiden, turde jeg ikke forsømme at fremme,
hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og
burde fremmes, især da her den administrative Anordnings<a class="pagenum" name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a>
kortere og lettere Vei kunde benyttes. Saaledes
fremkom i 1849 og 1850 i Form af Bekjendtgjørelse af
kongelige Resolutioner en Række tildels vigtige Foranstaltninger
vedkommende Universitetet og de lærde Skoler.
Ved Universitetet forandredes ved Bekjendtgjørelse af
13de Mai 1850 den tidligere Inddeling af det akademiske
Aar — i et Sommer- og et Vintersemester med Sommerferien
i Midten af det ene og Juleferien i Midten af det
andet — til den endnu gjældende med et Foraars- og et
Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene
faldende Ferier, af hvilke Sommerferien forlængedes endel,
men saaledes at, afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved
Fjernelsen af andre Afbrydelser Forelæsningstiden nøiagtig
blev ligesaa lang som før, og under 1ste September 1850
omdannedes Sammensætningen af det akademiske Raad,
Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet der
med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes
en ny Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem
med et af Valg fremgaaet Element, og idet
der oprettedes en almindelig Forsamling af de akademiske
Lærere, hvilken det overdroges saavel frit imellem Konsistorii
Medlemmer at vælge Universitetets Rektor for
hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en
fast Tour, som at besætte fem Pladser i Konsistorium og
derhos at overveie og erklære sig om Anliggender af almindelig
Interesse for Universitetet. Ligeledes gaves der
efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved særlige
Bekjendtgjørelser flere Bestemmelser vedkommende
de akademiske Examina, f. Ex. under 23de September
1849 om Ophævelse af Brugen af det latinske Sprog ved
theologisk Embedsexamen og Indførelsen af en særlig
Prøve for Bekjendtskab med det kirkelige og patristiske
Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og
den, ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse
havde gjort sig mest gjældende, var Anordningen af
2den Februar 1849 om de Examina, der skulde give<a class="pagenum" name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a>
Adgang til overordnede Lærerpladser ved de lærde Skoler,
altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen,
der afløste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen,
og om polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens
som Kvalifikation for Overlærerembede i de mathematiske
og naturvidenskabelige Fag, en Anordning, der naturligvis
var af stor Betydning for de lærde Skoler<a name="FNanker_64" id="FNanker_64" href="#Fodnote_64" class="fnanchor">[64]</a>.</p>
<p>For Læreanstalten i Sorø var den kongelige Resolution
af 12te April 1849 af afgjørende Vigtighed. Derved
ophævedes ganske den akademiske Undervisning dersteds,
hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet fuld Anerkjendelse,
og som allerede under Christian VIII var bragt i
Opløsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig
Realhøiskole, en Plan, der hverken havde kunnet vinde
fast Skikkelse eller Tillid og Bifald udenfor et enkelt
Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel udgik fra min
Side af en længe og ved den omhyggeligste Prøvelse
modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare
og stærke, at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte
forstumme og senere paany have maattet vige. Jeg har
gjentagne Gange paavist, hvorledes det ridderlige Akademi
i Sorø i Historien kun viser sig som et to Gange (under
Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket
Forsøg paa, med Tilsidesættelse af den af Frederik II i
Sorø grundlagte lærde Skole, at stifte en særlig, for vor
nuværende Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles
fremmed aristokratisk Undervisningsanstalt, og at der derfor
ikke fra Fortiden kan hentes nogensomhelst Støtte eller
Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller Vedligeholdelsen af
en særlig, den almindelige lærde Skoles Grændser overskridende
Læreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan
maa retfærdiggjøres ved Paavisningen af et berettiget
Formaal, der ikke kan tilfredsstilles ved Landets øvrige<a class="pagenum" name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a>
Læreanstalter, navnlig Universitetet, og af Byen Sorø som
særlig skikket til dette Formaals Realisation, og denne
Paavisning er udebleven. Sidste Gang og udførlig har
jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklæring, som
jeg som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler efter
Ministeriets Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte
over den Betænkning, der under 9de August 1867 var
afgiven af en i Anledning af et Andragende fra Soransk
Samfund om en udvidet Virksomhed for Sorø Akademi
nedsat Kommission. Denne Erklæring, der er trykt i Lindes
Meddelelser angaaende Sorø Akademi for Aarene
1857—78 (Kjøbenhavn 1880) S. 41—58 og særskilt, er skreven
noget skarpt, fordi jeg følte en vis Harme over den Maade,
hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og
Sammenhæng havde søgt hver lidt Plads for sin Yndlingsidé
og dernæst i Forening deraf havde sammensat et
aldeles løst Skin af Helhed, men den er fuldt retfærdig.
De rige Midler, der ere samlede i Sorø, tildels hidlagte
andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig hidlokkede
(den Holbergske og den Kalkreutzske Donation), tildels
opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt
de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens
og Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles
som en almindelig Fond til Fremme af høiere Undervisnings- og
Oplysningsformaal, men rigtignok efter en
fastere Plan, end der hidtil viser sig.</p>
<p>Ved de lærde Skoler gjennemførtes under 13de Mai
1850 som almindelig Norm den Undervisningsplan, der
fra 1845 af foreløbig havde været fulgt og prøvet ved
tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som den
vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig
ophævedes den hidtilværende Examen artium, idet Modenhedsprøven
henlagdes til Skolerne. Efterat ved denne
Foranstaltning den hidtilværende anden Examens Lærestof
ligeledes for Størstedelen var overgaaet til Skolerne, gaves
Bestemmelserne for det ved Universitetet tilbageblivende<a class="pagenum" name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a>
philosophiske Kursus og den dertil hørende Prøve ved Bekjendtgjørelsen
af 7de September 1850. De Forhandlinger
og Overveielser, der vare indledede angaaende Indførelsen
af en særskilt Realundervisning ved de lærde Skoler, medens
den videnskabelige Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes
derimod først tilende efter min Fratrædelse fra Kultusministeriet.</p>
<p>En allerede før Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling
om en Indskrænkning i de lærde Skolers Antal
samtidig med Skolernes Udvidelse kom til Afslutning ved
kongelig Resolution af 6te Mai 1850, hvorved Slagelse
Skole nedlagdes og Rønne lærde Skole forvandledes til en
høiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med
Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengespørgsmaal,
der især ved Slagelse Skole vare af Vigtighed, et
Forbehold, der opfyldtes ved det i Rigsdagens 3die Session
1851 forelagte Lovudkast om de økonomiske Forhold
ved Nedlæggelsen af den lærde Skole i Slagelse og om
Rønne lærde Skoles Overgang til en Realskole.</p>
<p>En ikke liden Vægt lagde jeg paa, at det System,
der i de nærmeste Aar før min Indtrædelse i Ministeriet
ved den almindelige Skolefonds forøgede Indtægter havde
udviklet sig, nemlig i større Omfang end før at bøde paa
den meget utilstrækkelige Løn for den yngste Lærerklasse,
Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjøn, afløstes
af en fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lønningsklasser
efter Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution
af 10de Marts 1849. Denne Resolution blev en
Forløber for den nogle Aar efter tilveiebragte Lønningslov
for hele Lærerpersonalet ved de lærde Skoler af 28de
Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser,
til hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektør
medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige
Lov fjernede sig endel fra Forslaget.</p>
<p>Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved
kongelige Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjorte<a class="pagenum" name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a>
vigtige Sager, navnlig om Sorø Akademis og Slagelse og
Rønne Skolers Nedlæggelse og om de lærde Skolers Undervisningsplan,
under almindelige Forhold vilde have
krævet Rigsdagens Medvirkning og Afgjørelse ved Lov, at
det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller
Statsraadets Opmærksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne
forhandledes, førend de forelagdes Kongen. Det var saaledes
ganske i sin Orden, at Grundtvig i Rigsdagens 1ste
Session 1850 den 27de Juni stillede en Forespørgsel til
mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde
handlet. Naar jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret
for den valgte Afgjørelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens
stiltiende Anerkjendelse, idet ingen videre Anke
eller Forslag fremkom og selv Grundtvig beroligede sig
ved de af mig givne Erklæringer, hvorved Rigsdagens
Kompetence under almindelige Forhold ganske indrømmedes,
da laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling,
hvori disse Anliggender vare komne ved, hvad der var
sket og foretaget før Regjeringsforandringen og endvidere
før Grundlovens Vedtagelse, og i den stærke Nødvendighed
af at komme til en Afslutning af de svævende Spørgsmaal,
medens Rigsdagen, da den først i 1850 sammentraadte,
selv uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige
disse Gjenstandes Behandling i den Skikkelse, i hvilken
de stykkevis og betinget af mange Slags Forudsætninger
forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast om materielle
Sager, der ikke taalte Opsættelse, samt endelig
deri, at den i de enkelte Sager trufne Afgjørelse i det
Hele havde den offentlige Mening for sig og derfor ogsaa
grundlagde en Tilstand, der længe holdt sig med ringe
Modifikationer.</p>
<p>Ligeoverfor denne omfattende Række af større Foranstaltninger
angaaende det høiere Undervisningsvæsen tog
unegtelig min Virksomhed paa Almueskolevæsenets Omraade
sig fattig ud, forsaavidt den maales efter enkelte,
særligen fremtrædende Ytringer; thi baade en lille Lov<a class="pagenum" name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a>
om Ophævelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension"
hvilede paa enkelte Skolelærerembeder, og et
andet, desuden af et Medlem af Folkethinget (Frølund)
indbragt, men af mig understøttet Lovforslag, hvorved
Skolelærerne fritoges for en dem fra gammel Tid paahvilende,
men praktisk allerede for en Del ophørt Forpligtelse
til Befordring af visse Breve imellem Provster
og Præster, angik kun ubetydelige Gjenstande, og samme
ringe Vigtighed havde den Forandring, der administrativt
gjennemførtes i Kaldsretten til visse Skolelærerembeder
som Følge af Grundlovens Bestemmelse om Ophævelsen
af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae
imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider
eller indledende Skridt til enkelte særlige Foranstaltninger
og Anordninger, og der lod sig, just paa Grund af Sammenhængen
imellem alle Led af det for hele Landet ensartede
Almueskolevæsen, Intet af nogen Betydning for det
Hele udrette uden ved at søge at vinde et nyt Grundlag
istedetfor den efter sin Aand og Bestræbelse saare fortjenstlige,
men under uheldige og fattige Forhold fremkomne,
i Redaktionen ofte mangelfulde og i Virkeligheden
kun ufuldstændig gjennemførte og i flere Punkter ikke
længer til de ved Grundloven givne Forudsætninger passende
Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag
skabtes, maatte Bestræbelserne derfor gaae ud paa saavidt
muligt ad administrativ Vei paa de enkelte Steder
fuldstændigen eller dog fuldstændigere end hidtil at gjennemføre
den gjældende Anordnings Bestemmelser om
Skolernes Antal og Indretning og Lærernes Kaar, og i
denne Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem
Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse
imellem Strenghed ligeoverfor Kommunerne og billigt
Hensyn til Omstændighederne. En almindelig ny Lov om
Almueskolevæsenet var en Opgave, der krævede de vanskeligste
og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn
til Undervisningens Fastsættelse og Begrændsning og<a class="pagenum" name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a>
med Hensyn til alle de ydre Midler og Betingelser i Forhold
til Almuens mangfoldig nuancerede Livsvilkaar, og
den forudsatte derhos et Kjendskab til det virkelig, ikke
blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at opnaae.
Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup
i Rigsdagens første Session i 1850, efter Forudskikkelse
af adskillige Bemærkninger om Kultusministeriets
ringe Virksomhed paa Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning
med de øvrige Ministerier, rettede den Forespørgsel
til mig, om jeg snart vilde forelægge Udkast til en
fuldstændig Lov om Almueskolevæsenet, svarede, at jeg
hverken i denne eller den næste Session (i Efteraaret
1850) tænkte paa at forelægge et saadant Udkast, idet
jeg derhos under Henvisning til, hvad jeg allerede strax
efter Begyndelsen af Sessionen ved Forelæggelsen af det
lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner havde
ytret om den ringe Opfordring, der for Øieblikket var
for Kultusministeren til at besvære Rigsdagen og afdrage
dens Opmærksomhed fra de af de øvrige Ministerier forelagte
paatrængende Udkast om materielle Gjenstande, gav
en saadan Fremstilling af, hvad der krævedes til at frembringe
et forsvarligt Udkast til en Almueskolelov, at det
kunde skønnes, at jeg allerede alvorligen havde gjennemtænkt
Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den<a name="FNanker_65" id="FNanker_65" href="#Fodnote_65" class="fnanchor">[65]</a>.<a class="pagenum" name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a>
Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den
ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelægge et saadant
Udkast; men selv dette Løfte blev jeg hindret fra at opfylde
baade ved Arbeidets Omfang og Vanskelighed og
ved de almindelige politiske Forhandlinger, der i 1850 og
1851 optog en stor Del af min Tid og Opmærksomhed
og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig
tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland
for med egne Øine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige
Egne, efterat jeg iforveien i Stilhed havde gjort
nogle lignende Iagttagelser i Sjælland. Da jeg altsaa i
November 1851 paa en Tid, hvor det var mig klart, at
jeg meget snart vilde træde ud af Ministeriet, ved en Interpellation
mindedes om mit Løfte, maatte jeg (den 10de
November, se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff{}.{–})
nøies med at forklare, hvorledes jeg havde søgt at fremme
Sagen, og hvorvidt jeg var naaet. Efterat jeg ved Begyndelsen
af 1852 atter havde overtaget min Universitetsvirksomhed
og Inspektionen ved de lærde Skoler, optoges
min Tid og mine Kræfter saa stærkt af Embedsgjerningen
og Fornyelsen af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at
jeg først mod Slutningen af Aaret kunde lægge sidste
Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide og udgive
det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevæsenet
udenfor Kjøbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den
10de Januar 1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med
Tilfredshed, idet hele Opgaven deri er søgt løst i fuldstændig
og klar Sammenhæng; ikke Lidet af, hvad der
deri er foreslaaet om hele den økonomiske Side (om Skolelærernes
Løn, Alderstillæg og Pensionering og om Fordelingen<a class="pagenum" name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a>
af Skoleudgifterne paa større Kredse), er mere
eller mindre <span class="sic" title="[sic]">direkt</span> benyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte
Lov, medens der destoværre, til Skolernes og
Skolelærernes Skade, i denne blev fulgt et helt andet
Princip for Lærernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt
Grændsen imellem Almueskolen, ɔ: Skolen for den Undervisning,
som skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage,
og den høiere Skole, hvis Undervisning frit vælges og
modtages med Offer af større Kraft, Tid og Vederlag,
men dog anviste Veien til en naturlig Fortsættelse og
fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi
med Kjøbstadsskolen, regner jeg mig ikke til særlig Fortjeneste,
da man endnu ikke dengang var kommen ind
paa Forsøget paa at forkvakle baade den obligatoriske
og den friere høiere Skole ved kunstige Forbindelser og
Lempninger.</p>
<p>Hvad Kirkevæsenet angik, var det fra det første
Øieblik af, da jeg fik dermed at gjøre, min Overbevisning,
at Staten og dens Tjener: Ministeren skulde yde
Folkekirken den Understøttelse og det Værn, der i Grundloven
tilsagdes den, men saa lidet som muligt og allerhelst
slet ikke befatte sig med dens indre Anliggender,
hvilke Kirken imidlertid da maatte sættes istand til selv
at varetage. Dette skulde skee ved den kirkelige Forfatningslov,
som Grundlovens § 80 stillede i Udsigt. Men,
medens det stod mig fast, at Staten kun kunde staae i
et Understøttelsesforhold til en virkelig ordnet og paa et
bestemt, omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og
uforanderligt Læregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor
var en ligesaa bestemt Modstander af den Grundtvigske
Præstefrihed, der lod Kirkesamfundet forsvinde, som af
Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og Præsteligt, kunde
jeg ikke være blind for den Vanskelighed, der laae deri,
at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles uselvstændige
Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en
borgerlig Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeides<a class="pagenum" name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a>
hen til, at denne Forfatningslovs Indhold saavidt
muligt fremgik af Kirkens egen Trang og Overbevisning
og kun fik sin ved Tilsagnet om Understøttelse betingede
Sanktion af Statslovgivningen. <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: Ieg">Jeg</a> maatte derfor uden
Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af
Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse
om et forberedende Kirkemøde var udgaaet,
fastholde den af min Formand i Ministeriet, Monrad, opstillede
Tanke om et saadant Kirkemøde som nødvendigt
til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte
i det første Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i
den første Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl.
til Afholdelse af et saadant Møde. Efterat jeg baade
ved første og anden Behandling havde udtalt mig i den
her antydede Retning, især ligeoverfor Grundtvig og
Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjældende, at
den danske Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad
han kaldte den, en Menighedskirke, bevilgedes der 5000
Rdl. Jeg modtog denne Bevilling med en dyb Tvivl om,
hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det næste vilde være
istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen,
og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot,
hvilke stærke og skærende Modsætninger der i det
Øieblik fandt Sted imellem de fremragende Ordførere i
den danske protestantiske Kirke, saasom J. P. Mynster,
Clausen og Grundtvig, men jeg nærede derhos Tvivl om,
at der da overhovedet var et saadant Menighedsliv og
en saadan hengiven Tilslutning til Kirken tilstede hos
Folket, at Bygningen lod sig opføre paa denne Grundvold,
og, hvad der for mig personlig var det Tungeste
og maaske bestyrkede og skærpede hin Tvivl om Andre:
jeg følte, at jeg selv, skjøndt paa min Maade inderlig
religiøs stemt, dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens
Standpunkt, at jeg tillidsfuld, med Fasthed
og uskrømtet Alvor kunde deltage i, endsige lede Forhandlingen
om en Forfatning for den evangelisk-lutherske<a class="pagenum" name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a>
Kirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svække,
men skyldte at befæste og opbygge; jeg frygtede for at
vakle eller at hykle; jeg led derved stærkt og lod derfor
Sagen, som heller ingen Anden dengang ytrede ret
Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. — Men udenfor
Hovedspørgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrængte
der sig efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige
særlige Spørgsmaal, der angik Berøringen imellem Folkekirken
og Personer, der befandt sig udenfor den, og den
disse Personer nu tilkommende Uafhængighed af Folkekirkens
Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i
Rigsdagens første Session 1850 i Anledning af et Andragende
fra den mosaiske Menighed i Kjøbenhavn og en
derved fremkaldt Forespørgsel i Folkethinget havde forelagt
et Udkast til Lov om den religiøse Opdragelse af
Børn, der vare fødte i Ægteskab mellem Personer af forskjellig
Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af
dets Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet
til Behandling, havde forelagt det paany i anden
Session samme Aar, fremkom der i denne fra et Medlem
af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et Forslag
til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede
om, hvad Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke
hidtil kirkelige Handlinger og Former vare satte i Forbindelse
med borgerlige Rettigheder, og som gik ud paa
overalt at ophæve denne Forbindelse paa en Maade, der
baade unødvendig og forstyrrende greb ind i Folkekirkens
Opfattelse og Vedtægt og lidet tilfredsstillede den
borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu
under første Behandling af dette Lovforslag paaviste og
bekæmpede denne dobbelte Mangel ligeoverfor den selv
meget alvorlig religiøse Forslagsstiller og hans to fra
høist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfæller:
Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt
og aabent, at der var Punkter og Tilfælde, for
hvilke der nødvendig maatte skaffes nyere og friere<a class="pagenum" name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a>
Former og Bestemmelser, navnlig med Hensyn til Ægteskabs
Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige Trossamfund
eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund
og med Hensyn til Opdragelsen af Børn fødte
i slige Ægteskaber, og, da et Udvalg var nedsat efter
første Behandling, meddelte jeg dette et Udkast til Lov
om den saaledes begrændsede Gjenstand, hvori da ogsaa
Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om
Børneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som særskilt.
Det nævnte Udkast tiltraadtes i alt Væsentligt af
Udvalget og førtes derpaa til endelig Vedtagelse gjennem
en Forhandling, som jeg saameget mere maatte lede
baade med Kraft og Forsigtighed, som den i Udkastet
ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt Ægteskab
fandt ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart
bekæmpedes af min Kollega Clausen, idet han sluttede
sig til et Forslag, der søgte at bevare et tomt Skin af
præstelig Medvirkning. Medens jeg i Folkethinget havde
maattet kæmpe for Lovens Indskrænkning til det Nødvendige
og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen
Forandring var fuldt nødvendig, maatte jeg omvendt i
Landsthinget føre en meget skarp Kamp imod Ørsted
og Blechingberg, der stædigen afviste enhver Reform.
Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg
siden administrativt maatte supplere ved en af mig selv
affattet Formular for den borgerlige Vielse, da var aldeles
tilstrækkelig for Formaalet og ikke har beredet nogensomhelst
Vanskelighed eller Uorden. Den heftige Bevægelse,
som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt
i og udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart<a name="FNanker_66" id="FNanker_66" href="#Fodnote_66" class="fnanchor">[66]</a>. <a class="pagenum" name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a>Et
af Pastor (senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget
i første Session 1850 indbragt Forslag om Menighedernes
Ret til Indførelse af nye Psalmebøger bortfaldt
ved anden Behandling i Henhold til en af mig afgiven
Erklæring om, hvilken Myndighed jeg troede, at
Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes
jeg for min Del vilde benytte denne Ret. Hele
Forhandlingen var ført i velvillige Former<a name="FNanker_67" id="FNanker_67" href="#Fodnote_67" class="fnanchor">[67]</a>.</p>
<p>Under Kultusministeriet henhører som bekjendt dels
den egentlige Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og
Benyttelsen af store Indtægter og Eiendomme, der ere
henlagte til Kirkens og Geistlighedens og til de høiere
Undervisningsanstalters Underhold. At jeg med Hensyn
til den store Kapital- og Godsformue, som tilhørte Universitetet,
Kommunitetet, Sorø Akademi og den almindelige
Skolefond, strax og fuldstændig anerkjendte den
samme Ret til Kontrol og Bevilling hos Rigsdagen, som
denne udøvede med Hensyn til den almindelige Statsformue,
finder vel nu Enhver naturligt og nødvendigt; i
1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller ubetydelige
Mænd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto
bestemtere hævdede jeg navnlig under den første Finantslovs
Behandling og kunde jeg hævde Berettigelsen og
Hensigtsmæssigheden af at respektere og beholde Fortidens
Overlevering i denne Henseende og forsvare de enkelte
Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til
Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om
Universitetet, Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088<a class="pagenum" name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a>
om Sorø, navnlig om Skolen ligeoverfor Akademiet, og
om den lærde Skoledannelse, jvf. Sp. 4097<a name="FNanker_68" id="FNanker_68" href="#Fodnote_68" class="fnanchor">[68]</a>. Den
samme Betragtning førte mig da ogsaa til den Overtydning,
at den Lov, der for Statsdomænernes Vedkommende
vedtoges om Fæstegodsets Overdragelse til Brugerne
som Eiendom i Henhold til tidligere Antydninger og
Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det Fæstegods,
der tilhørte de under Kultusministeriet henlagte
Stiftelser, navnlig Sorø Akademi, og jeg forelagde henimod
Slutningen af den anden Rigsdagssession i 1850
det hertil sigtende Lovudkast og gjentog det, da det dengang
ikke kunde komme til Forhandling, i 1851, hvor det
dog først blev endelig vedtaget efter min Udtrædelse af
Ministeriet efter en temmelig udførlig Forhandling om en
særskilt Afdeling af det soranske Fæstegods, det saakaldte
Kalkreutzske Gods. At jeg som Udøver af
Godseierretten gjorde mig den største Umage for at forbinde
Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret,
der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og
den eneste Klage, der i Folkethinget fremdroges over
et ganske enkelt Tilfælde, var det mig let fuldkommen
at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som Begivenhederne
i 1848 og den fortsatte Krig medførte, gav
mig Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig
Sorøs, Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade
for Stiftelserne lettede Privates Forlegenhed. — Hvad angaaer
de til de geistlige Embeder henlagte Eiendomme, gjorde
der sig i Tilslutning til den almindelige Opfattelse af Landboforholdene
en noget større Tilbøielighed end tidligere gjældende<a class="pagenum" name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a>
til at afhænde til Selveiendom eller Arvefæste
Annex- og Mensalgods eller overflødige eller ubekvemme
Præstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes
Interesse. Paa et gjentaget og indstændigt Andragende
fra Grev Knuth til Knuthenborg om at afhænde ham
Tienderne til Kirkerne paa hans Grevskab, forat han
kunde bortsælge Bøndergaardene frie for Kirketiende, ansaae
jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden
Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhændelsen økonomisk
forsvarlig, uagtet Greven tilbød en efter de daværende
Sædpriser tilsyneladende uforkastelig Kjøbesum. Erfaringen
har vist, at min Betænkelighed var vel grundet.</p>
<p>En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets
Omhu er den tilbørlige Besættelse af de derunder henhørende
Embeder, især de saare talrige geistlige. Jeg
gjorde mig med Hensyn til de sidste al Umage for —
med Benyttelse af Biskoppernes Erklæringer, forsaavidt
jeg fandt disse bestemte og paalidelige, — at forene
Hensynet til Dygtighed og til visse Embeders særlige
Krav med Aldershensynet; medens jeg rigtignok troer,
at det var uberettiget, naar en Præst ytrede, at han
vilde være bleven befordret hurtigere og bedre, hvis han
ikke havde været en personlig Ven af Madvig, er jeg
dog temmelig vis paa, at Ingen er bleven befordret,
<em>fordi</em> han var en Ven af mig. Et Misgreb vedkjender
jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for strengt
at opstille og gjennemføre den Regel ikke at befordre
Præster til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar,
skjøndt en rigtig Tanke laae til Grund, nemlig
at den Præst, hos hvem Alderen begynder at gjøre sin
Indflydelse gjældende, helst bør blive der, hvor han før
har virket med fuld Kraft. — En særlig og ikke let Opgave
stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851
at skulle understøtte den slesvigske Bestyrelse i Valget
af de bedste Kræfter til at reorganisere den geistlige
Embedsstand og Lærerpersonalet ved de høiere Skoler i<a class="pagenum" name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a>
Hertugdømmet; jeg troer, at der i saa Henseende udrettedes
omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold
kunde udrettes, og at den hele Række af geistlige og
Skoleembedsmænd i Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd
om Tillisch's, <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: Regenburgs">Regensburgs</a> og min samvittighedsfulde
Omhu. — Det tilfaldt mig i tre Aar at foreslaae
Kongen Udnævnelsen af fire Biskopper, nemlig i Lolland-Falsters,
Fyens, Aalborgs og Als og Ærøs Stifter. Besættelsen
af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete
dog ikke efter ganske frit Valg, da han før sin Udtrædelse
af Ministeriet af Konseilpræsidenten, Grev Moltke,
havde ladet sig give et Tilsagn om dette Embede, som
jeg, da han fastholdt det, troede at maatte respektere;
for min egen Del havde jeg ønsket, at den begavede
Mand havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen
af Engelstoft og Bindesbøll til Bispeembederne
i Odense og Aalborg mit eget Valg fuldkommen faldt
sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg hensynsfuldt
overlagde Sagen med ham, bemærker jeg blot, fordi
Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrædelse
af Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade
tilsidesatte Hensynet til mig ved ikke at lade mig indbyde
til at være tilstede derved. Denne høitbegavede,
men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med
den nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte
ham til en Minister, som før havde været hans Underordnede
ved Universitetet, — og den hele Forhandling om
Grundloven og siden Loven om borgerligt Ægteskab havde
ikke virket formildende<a name="FNanker_69" id="FNanker_69" href="#Fodnote_69" class="fnanchor">[69]</a>.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a>
Det er mig kjært endnu at tilføie et Par Ord om
den af mig gjennemførte Ordning af det kongelige Theaters
Bestyrelse, fordi jeg kan udtale, at Overhofmarskalk
Levetzau med en Ro og Anstand, der siden gik over til
virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i Ophævelsen af
Theaterdirektionen, hvis første Medlem han var, og at
Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede høit, men
hvem jeg skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage,
baade erkjendte Forandringens Nødvendighed og fuldstændig
billigede det Valg, jeg havde truffet ved at indstille
Digteren I. L. Heiberg til at udnævnes til Theaterdirektør.
Theatret har ikke havt og vil, hvad den paafølgende
Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktør, der
staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i
æsthetisk Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side;
jeg siger dette saameget heller, som underordnede Intriguer
senere forenede sig med politisk Misgunst til en
ubillig Forfølgelse og et usømmeligt Drilleri imod Heiberg.
— De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget,
saaledes som det var forelagt i de to første Finantslovudkast,
havde givet Anledning, og en ligefrem Beslutning
af Folkethinget foranledigede mig til at nedsætte en
Kommission til Overveielse af hele Theatrets Stilling til
Staten og af dets Økonomi og til Udarbeidelse af et Lovudkast
derom. I denne Kommission, der bestod af Theaterdirektøren,<a class="pagenum" name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a>
Finantsbogholder Schiern, Departementschef
Weis og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte
Meningerne sig imidlertid saaledes (Heiberg og Schiern
mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter først mod Slutningen
af September 1851 at have modtaget Betænkningen,
maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde
faa Dage før min Udtrædelse af Ministeriet. Men,
efterat atter det efter første Behandling nedsatte Udvalg,
hvori David og Fenger havde Plads, havde foreslaaet
indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax
ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar
1852, at der, selv uden Hensyn til Rigsdagens
ikke fjerne Slutning, kun var ringe Tro paa idetmindste
for Øieblikket at kunne ved Lov hensigtsmæssigen ordne
Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse
for det hele Anliggende baade hos Folkethinget og den
nye Kultusminister; anden Behandling var derfor slæbende
og mat, og, skjøndt Overgangen til tredie Behandling
vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede Udkastet
dog ikke til denne Behandling.</p>
<p>For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange
Krigsaar ikke let tænkes paa at udrette Mere end at
bringe Bevillingerne til dem i en fastere og regelmæssigere
Form, end de havde havt tidligere, og at afvende
Indskrænkninger paa svævende Punkter, hvilket i det
Hele lykkedes. Da Kongen i 1851 ønskede et extraordinært
Tilskud til Civillisten og der fra Førerne for
Bondevennepartiet underhaanden gjordes ham Tilbud i
denne Retning, besluttedes det i Statsraadet efter Samraad
imellem Finantsministeren og mig at afkjøbe Kongen
de af Christian den VIII efterladte naturhistoriske
(conchyliologiske) og archæologiske Samlinger for 200,000
Rd., idet tillige nogle ved Overdragelsen foranledigede
Udgifter, især Pensioner, overtoges af Statskassen ifølge
et af mig derom forelagt Lovudkast.</p>
<p>Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragte<a class="pagenum" name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a>
meget faa Dage før min Udtrædelse, gik ud paa ved en
maadeholden Forhøielse af Pensionen for den kort forud
afdøde H. C. Ørsteds Enke at yde den udmærkede Videnskabsmands
Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et
enkelt Medlem af Folkethinget reiste en Indvending, som
jeg, da som Medlem, let gjendrev. Det havde været mig
en Glæde Aaret iforveien at udvirke Ørsteds Udnævnelse
til Geheimeraad ved hans Afsked fra det Lærerembede,
i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor
Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var
det faldet i min Lod ved Øhlenschlægers 70aarige Fødselsdag
at bringe ham Udnævnelsen til Storkors af Dannebrog.
Ved Finantsloven for 1851—52 var det endelig
lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Müller
(for H. C. Andersen var der sørget) et livsvarigt
Honorar af 1000 Rd. for hver. At der ved Siden deraf
kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd. aarlig, havde sin
Grund i den Forudsætning, at der af Civillisten var sikret
ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's
anden Gemalinde, en Forudsætning, der destoværre viste
sig urigtig, idet dette Honorar ophørte; for Forfatteren
St. Aubain (Carl Bernhard) blev der sørget gjennem Anvendelsen
af de almindelige Midler under Kultusministeriet.</p>
<p>Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit
eget Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session
1850 en temmelig betydelig Indgriben i Forhandlinger,
der angik to andre Ministerier. B. Christensen havde
kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af ham i
Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov,
der gik ud paa en Deling af Riget i to store
Kredse, Jylland og Øerne, med næsten fuldstændig Sondring
i alle Anliggender, der paa nogen Maade kunde
betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i
Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret
til en Mængde Embeder, hvorved Kongemagten og<a class="pagenum" name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a>
Centralregjeringen aldeles lammedes og den betænkeligste
Forvirring maatte indtræde. Det var af den største Vigtighed,
at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette Lovudkast,
hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem,
vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels
vistnok Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev
paavist og tilbagevist, saa at ingen Del af Spirerne kom
til Udvikling; men denne Opgave laae udenfor den daværende
Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han tabte
sig under den første Behandling (den 1ste November) i
en Række lidetsigende Detailbemærkninger, billigende,
misbilligende og tvivlende, og det saae næsten ud til, at
Lovudkastet vilde faae en vis Anerkjendelse ved Henvisning
til anden Behandling, maaske med ikke ringe Stemmeflerhed
og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i
sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at
belyse Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod
under bestemte, skarpt fremtrædende Hovedpunkter;
Følelsen af Sagens Vigtighed gav mig Kraft, og ved den
umiddelbart paafølgende Afstemning ved Navneopraab
negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der
baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen
hilstes med mere end almindeligt Bifald<a name="FNanker_70" id="FNanker_70" href="#Fodnote_70" class="fnanchor">[70]</a>. Mindre iøinefaldende,<a class="pagenum" name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a>
men af mere positiv Betydning var min Medvirkning
ved Presselovens Behandling. Da den Tilstand, der
var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af 24de Marts
1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen
af 1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var
uholdbar og uklar, havde Justitsministeren Bardenfleth
allerede i den første Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget
indbragt et Lovforslag om Pressens Brug, der med ikke
uvæsentlige Ændringer gik over til Folkethinget, men dér,
efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet yderligere Forandringer,
paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom
til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse
fremlagde Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling
1850, men derimod indbragte syv Medlemmer
af Folkethinget, derimellem Damkier, Hall, Krieger og
Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og Forhandlingerne
derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug.
Til dette Forslag stillede Justitsministeren sig under første
Behandling temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst
syntes meget ringe. Da jeg imidlertid baade i
Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart Grundlag og
ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side
af Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget
uheldigt, navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af
første Behandling Ordet for at anbefale Forslaget til
Fremme. Ved anden Behandling syntes Forholdet imellem
Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke at blive bedre,
og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget heftig
opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik Beskyttelsen
af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod
Krænkelser i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg
i det Hele maatte tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen
af anden Behandling lykkedes det mig imidlertid
at tilveiebringe en fortrolig Forhandling i Bardenfleths
Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen og
mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte,<a class="pagenum" name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a>
overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand
ved gjensidige mindre Indrømmelser og Lempelser, og,
idet de deraf følgende Ændringsforslag gik igjennem ved
3die Behandling, skjøndt Clausen endnu var misfornøiet
med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget med meget
stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved
første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig
den omstridte ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og
Blechingbergs heftige Angreb; ved anden og tredie Behandling
opgav de og deres Meningsfæller Kampen, og
Lovudkastet gik da stille igjennem begge Behandlinger og
bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige Gjenstand.</p>
<hr class="tb" />
<h3 class="hide">Krigen og de ydre politiske Forhold</h3>
<p><a name="V_KRIGEN_OG_DE_YDRE_POLITISKE_FORHOLD" id="V_KRIGEN_OG_DE_YDRE_POLITISKE_FORHOLD"></a>
Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var
bragt tilende og Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet
deltage i Ansvaret for en Fornyelse af Krigen, da Tilstandene
i Slesvig vare utaalelige og Underhandlingerne
hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken Retning
de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark
endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres
paa Grundlag af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens
Forvanskning tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele
Slesvig var i Fjendens Magt. I Krigsførelsen selv havde
naturligvis jeg som de øvrige civile Ministre kun den Andel,
der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens Bestræbelser
ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende
Rolle tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren,
og maaske raadgivende at indvirke paa visse
almindelige Planer for Kampens Ledelse. I sidstnævnte
Henseende indtraadte strax en vigtig Overveielse, idet
Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til den i den
danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og
strategiske Indsigt — en Mistillid, der specielt rettedes<a class="pagenum" name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a>
mod Læssøe, — forlangte og, ikke med min gode Villie,
fik Samtykke til at indkalde en fremmed, hvilket, da man
var udelukket fra Tydskland, vilde sige en fransk, General
til at overtage Overanførselen eller i det Ringeste udkaste
Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte Hansen
sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General
Fabvier, der tidligere havde været Stabschef hos Marechal
Marmont, og med hvem Hansen havde gjort Bekjendtskab
i Grækenland, hvor Fabvier organiserede og kommanderede
græske Tropper paa samme Tid, som Hansen i
Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere
Chef for Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til
det franske Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea.
Fabvier gjorde ved Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt
Indtryk, og den Plan, han her fremsatte for Felttogets
Aabning, maatte ved nogen Eftertanke forekomme
Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud
paa, at en Del af den danske Armee, der forudsattes i
sin Helhed ikke at være istand til ligefrem at møde den
fra Holsten over Slesvig nordefter mod Flensborg og
videre fremrykkende fjendtlige Styrke og optage Kampen
med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage
en Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og
derved hindrede hans Fremtrængen<a name="FNanker_71" id="FNanker_71" href="#Fodnote_71" class="fnanchor">[71]</a>. Det faldt ikke
Fabvier ind, at Fjenden, der antoges stærkere end vor
Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod denne, som,
hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten
og dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe,
ialtfald efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte.
Medens i Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over
denne Plan, for hvilken Forbilledet syntes at have været
Udkastet til en Landgang og et lille Streiftog af græske<a class="pagenum" name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a>
Palikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var Stabschef
hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i
Sundeved førende General Krogh, da Krigsministeren med
Fabvier reiste derover, en streng og skaanselløs Kritik
over Fabviers Planer og Ytringer, ved hvilken Kritik Hansen,
der havde indkaldt ham, ikke berørtes behagelig og
hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han
lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i
Danmark at efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i
Statskalenderen af det Storkors, han selv medtog, og de
to Ridderkors, hvormed to saakaldte Sekretærer hos ham
dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender. De
nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte.
Ulykken ved Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at
fjerne Krogh og Læssøe, der afløstes af den kække og
kamplystne Bülow og den brave og forstandige, men ikke
geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke trak
sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til Nørrejylland,
og efter den blodige og resultatløse Kamp ved
Kolding den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved
Gudsø osv. indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller
gik under Bülow over til Fyen, medens en anden Del
under Rye hæderlig førtes tilbage mod Nord forbi Aarhus
til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne,
idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren.
Under disse Omstændigheder gjaldt det i April,
Mai og Juni for Ministeriet om baade selv at beholde Mod
og Fatning og at opretholde Modet hos Befolkningen.
Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann kaldtes
ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin
Adjutant at modtage og bringe os andre Efterretningen
om Tabet af to af Marinens bedste Skibe ved Ekernførde,
og dernæst hvorledes jeg Morgenen efter Kampen ved
Kolding, da jeg uden nogen Anelse om denne Begivenhed
kom op i Ministerialbygningen, dér traf Indenrigsministeren
Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen<a class="pagenum" name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a>
høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det
store Tab. Jeg spurgte ham øieblikkelig, om der var
tabt Faner eller Kanoner eller et stort Antal Fanger; da
han benegtede dette, men vedblev at jamre over de 700
Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi
opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart,
at man ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede,
og bad ham indstændig om at dæmpe og skjule sin Forsagthed;
jeg bør dog tilføie, at Bang ved Modtagelsen af
Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt større Fatning
og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige
Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer
jeg Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen
af Mai havde ganske alene og i fuld Fortrolighed med
Krigsministeren om Udsigten for Fredericias Modstand,
hvorom han mistrøstig udtalte, at Fæstningen for Ærens
Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men da
maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg
vis, endnu ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort
Udfald og Angreb. At Planen dertil derefter lagdes og
forhandledes imellem Hansen, Bülow og Flensborg og dernæst
udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes saa
fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis
urolige og utaalmodige, Kolleger — jeg troer ikke
engang Marineministeren — havde nogen Anelse om Forehavendet,
regner jeg Hansen til stor Fortjeneste. Hvem
det første Initiativ tilhører, véd jeg ikke, men allerede
temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af Ministeriets
civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow
ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias
Fald. Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede
for, at Bülows Handlelyst skulde lammes ved Hansens
Indblanding og Flensborgs for store Betænksomhed, maaske
ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow gjerne
vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et
Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa<a class="pagenum" name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a>
Spil; vi skrev i Forening til Bülow, at vi forudsatte, at
han var sig sin Stilling og sit Ansvar som kommanderende
General, der havde at handle efter egen bedste
Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt
sig trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de
egentlige Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring
i Stabschefsposten, skulde finde den kraftigste og afgjørende
Støtte i Statsraadet, naar han henvendte sig dertil.
Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han tog hele Ansvaret
for at handle eller undlade at handle paa sig, og
at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under
Beleiringen af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere
jævnlig Breve fra den ved Hæren ansatte Feltpræst Boisen
(senere død som Stiftsprovst i Ribe), og, da disse begyndte
at bære Spor af Mismod ikke blot hos Brevskriveren,
men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del
af Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer
(derimellem dog i intet Øieblik den tapre Kommandant
Lunding) samt at udtale et noget utaalmodigt Ønske om
Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed, som
hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig,
at udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede
Fred, men en hæderlig og varig, og at en saadan
kun kunde opnaaes, naar ved en heldig og ikke ubetydelig
Vaabendaad Slesvigholstenernes øieblikkelige Overmod
nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke for den
danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg
har Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en
anden og større Publicitet, end der var tilsigtet, men de
skadede i ethvert Tilfælde ikke. Udentvivl ved urigtig
Opfattelse og Fremstilling af Boisen opstod en Art Mythe
om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette Brev,
forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende
Heftighed besluttede at foretage et større Udfald
og kun ved sin Stabschefs og Andres Forestillinger
bragtes derfra. Urigtigheden af denne Fortælling er bevidnet<a class="pagenum" name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a>
mig af nuværende General Ernst, der dengang
stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder
jeg, at mit Brev til Boisen ikke er blevet
Lunding ubekjendt<a name="FNanker_72" id="FNanker_72" href="#Fodnote_72" class="fnanchor">[72]</a>. Den af mig ønskede Vaabendaad
kom, forberedet fra anden og kompetent Side,
stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa,<a class="pagenum" name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a>
hvorledes mit som Andres Sind i hine Dage med yderste
Spænding dvælede ved Fredericia, skal jeg, hvor smaaligt
det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par Dage iforveien
en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt,
at Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant.
Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen
ud for at have en Samtale paa Amalienborg med
Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til Overdirektør
for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa
Veien besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal,
om der fortaltes noget Nyt i Byen — Morgenaviser
udkom dengang ikke —, svarede Barberen, at han havde
hørt fortælle, at der skulde have staaet et Slag, hvori vi
skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel ikke
var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne
søge nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv
Times Konference med Levetzau, hvorefter jeg ilede
hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned i Ministeriet,
idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen var
sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I
Bredgaden (jeg boede dengang i Dronningens Tvergade)
mødte jeg tre mig bekjendte Embedsmænd, derimellem
den senere Stiftamtmand i Lollands Stift, Baron Holsten,
der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien havde talt
med Marineministeren, der havde sagt dem, at der telegrafisk
(naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen
var forlangt Midler til at transportere 1800 tagne
Fanger. Jeg ilede da tilbage for at sige til Portneren i
den Gaard, hvori jeg boede, at han skulde gaae op til
min Hustru og sige, at "det var sandt", og fortsatte,
efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring gjentaget
den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen
for at søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen
holdt jeg Seiersfest i Dyrehaven, hvor jeg med mig selv
og mødende Venner ivrig drøftede Spørgsmaalet, om
Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod Veile<a class="pagenum" name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a>
for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei
flygtende Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og
hvad der stod imellem Kolding og Als. Jeg erfarede
snart, at min Fantasi havde taget for rask Flugt;
den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og
krævet nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens
og en udholdende Anstrengelse fra Kavallerikommandoens
Side uden synderligt Offer kunde have
forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede
Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.</p>
<p>Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger
fortsatte, men deres Sæde forlagt fra London til
Berlin, hvor de førte til de paa Danmarks Vegne af
Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede Fredspræliminarier
og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under
hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission,
sammensat af et dansk, et preussisk og et engelsk
Medlem, og Sydslesvig holdes besat af preussiske Tropper,
Nordslesvig af et neutralt — svensk — Troppekorps. At
disse Underhandlinger og deres tilsyneladende Resultat,
Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare
fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge
man fra dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik,
som man hverken havde Kraft til at gjennemføre eller
kunde faae Understøttelse for hos Stormagterne (og som,
vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var bleven seirrig,
utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet slesvig-holstensk
Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt
Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun
ved Ruslands Tryk gik ind paa Noget, der ad Omveie
maatte føre tilbage til, hvad Rusland i sig selv begunstigede,
et løst sammenklistret, saakaldet dansk Monarki,
indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne Schlesvigholsteinisme
dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin
tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at
gjentage, hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England<a class="pagenum" name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a>
havde fra den Tid, da den af Palmerston optagne Tanke
om en Deling af Slesvig var afvist fra dansk Side, kun
beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det danske
Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig
derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd
(i London Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse
af de nye Forholds Krav og uden nogensomhelst
selvstændig Opfattelse kun bevægede sig i de overleverede
Forestillinger<a name="FNanker_73" id="FNanker_73" href="#Fodnote_73" class="fnanchor">[73]</a>. Opgaven for den Del af Ministeriet, der
stod paa et nationalt Standpunkt (og til denne Side sluttede
sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var altsaa
at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser
og Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og
Paastande paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan
Virksomhed gav Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre
forsaavidt Adgang, som den diplomatiske Korrespondance,
især saalænge Kammerherre A. H. Bille var Moltkes Medhjælper,
i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet og
forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min
Lod at staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen
af Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde
Sagen hen, indtil et Omsving herhjemme kunde tilveiebringes
og Initiativet til en virkelig definitiv Løsning tages
herfra. Men allerede dengang frygtede jeg, hvad der
siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag,
der skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede<a class="pagenum" name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a>
som Demokrater, efterhaanden blev desto vanskeligere, jo
mere de saakaldte venskabelige Magter satte sig fast i
de gamle Forestillinger og bleve kjede af vor Nølen. Og
dog var Øieblikket til at fremtræde med den engang forkastede
Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg,
endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu
havde skaffet sig Plads nok og Beviset for den rene
Eiderpolitiks Umulighed endnu ikke var ført fuldt ud,
men fordi Danmarks militære Stilling, saalænge endnu
ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for
ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod
svigtede da. De efter <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: Fredspræliminærerne">Fredspræliminarierne</a> og Vaabenstilstanden
af 10de Juli 1849 i Berlin under Englands Mægling
fortsatte Underhandlinger, hvori fra dansk Side tilligemed
Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist
A. W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen
virkelig og endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men
kun til den ubestemte og foreløbige Fred (paix pure et simple)
imellem Preussen og Danmark af 2den Juli 1850<a name="FNanker_74" id="FNanker_74" href="#Fodnote_74" class="fnanchor">[74]</a><a name="FNanker_75" id="FNanker_75" href="#Fodnote_75" class="fnanchor">[75]</a>.
Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget vigtige
Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper,
og at det tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse
af dette Hertugdømme, forsaavidt han saae sig
istand til at gjennemføre og hævde dets Besiddelse.
Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny virkelig Krig,<a class="pagenum" name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a>
idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig,
samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland
understøttede slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind
deri fra Syd. Det ingenlunde farefrie Foretagende kronedes
med Held i det blodige, vel mere ved Hærens og
dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse vundne
Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes
ved Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding
ogsaa jeg ikke blot som Dansk, men som Medlem af det
Ministerium, der bar Ansvaret, fulgte disse Begivenheder,
behøver ikke at siges<a name="FNanker_76" id="FNanker_76" href="#Fodnote_76" class="fnanchor">[76]</a>.</p>
<p>Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den
2den August i London den Protokol, i hvilken Stormagterne,
af hvilke dog Østerrig først lidt senere tiltraadte
med et vist Forbehold, erklærede Opretholdelsen af det
danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning for at
være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat,<a class="pagenum" name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a>
der væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til
deres Politik, og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske
Krav tilfredsstilledes og seirede over Insurrektionen, forsaavidt
denne gik ud paa en fuldkommen Løsrivning.
Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor den saaledes
givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets
Dele paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes,
at Rammen ikke udsattes for paany at sprænges,
eller at, hvis en saadan Sprængning indtraadte (hvad jeg
for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede mig
for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig
danske Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens
Løsning gjaldt det at benytte den vundne Stilling: den<a class="pagenum" name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a>
seirrig hævdede Besiddelse af saagodtsom hele Slesvig.
Derhen vendte sig da, medens den danske Bestyrelse af
Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes,
min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste
Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet
af 13de Oktober 1850, der nu er trykt i dansk historisk
Tidsskrifts femte Rækkes 4de Bind (for 1883), hvori jeg
anbefalede, at vi snarest muligt selv skulde fremtræde
med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og administrative
Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs
med Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om
Monarkiets Ordning. Det lykkedes mig ikke at vinde,
jeg vil ikke sige Samstemning med, men end ikke blot
alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine Kolleger
skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den
rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition
som Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig,
nu stolende paa at fastholde hele Slesvig. — Med Grev
Sponnecks Sendelse over Berlin til Wien indlededes istedet
Notabelforhandlingerne i Flensborg. — Det havde maaske
været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra Begyndelsen
af havde været ledende for mig med Hensyn
til Statens Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken
jeg ene havde nogen Tillid, saaledes tilbagetrængtes og
opgaves, paa det Tidspunkt var traadt ud af Ministeriet.
Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive dels af et,
omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme
paany efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels
af Trangen til at fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene
for det mig betroede specielle Ministerium:
Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der ingen Tvivl
blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i
saa Henseende givne Løfter<a name="FNanker_77" id="FNanker_77" href="#Fodnote_77" class="fnanchor">[77]</a>.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a>
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen
af Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke
blot Folket, men ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal.
Da jeg en Dag i Slutningen af Juli eller de allerførste
Dage af August gik over Slotspladsen henimod
Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig op i
Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt
paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad
mig trine ind til sig. Efter min Indtrædelse spurgte han
mig, om Kongen havde havt Bud hos mig for at spørge
om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig. Da
jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om
jeg vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse,
havde svaret, at jeg formodede, at Kongen maaske
vilde kommunicere, betroede Overhofmareschallen mig, at
Kongen vilde have Biskoppen hentet for at vie ham til
Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne Efterretning,
som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger,
den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at
Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der
tilfældigvis var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger
imod dette Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod
sig indvende derimod, medførte, at der under de Forhandlinger,
som netop da paa Grundlag af Londonnerprotokollen
skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke
til Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse
kunde hentydes til Muligheden af et nyt standsmæssigt
Ægteskab. Konseilpræsidentens Forestillinger, om hvis
Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve imidlertid
uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne
foretage Videre i dette Anliggende<a name="FNanker_78" id="FNanker_78" href="#Fodnote_78" class="fnanchor">[78]</a>.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a>
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at
Keiseren af Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske
Hus fik en væsentlig Indflydelse, og at der ikke
kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans Samtykke.
Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al
Magt maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger,
der ikke var Danmark og det danske Folk aldeles fremmed,
eller som endog medførte ligefrem tydske og slesvigholstenske
Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var
givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg,
der var bragt paa Bane; om en ligeledes under
Omtale bragt Søn af den i Petersborg levende Prinds
Peter af Oldenburg vidstes blot i denne Henseende Intet.
Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den VIII's
Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift
med Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den
tydske Stat Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at
vinde danske Sympathier. Der var altsaa for os kun
Tale om at arbeide hen til Valget af Prinds Christian af
Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare hæderlig
bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til
Dronning Marie Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik
af Hessens Søster samt født og opdragen i Kjøbenhavn,
og som derhos under hele Krigen havde staaet
i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er
et slaaende Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod<a class="pagenum" name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a>
og simpel Værdighed, der karakteriserede Reedtz som
dansk Udenrigsminister, til hvilken Post han var bleven
udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der
skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens
Dom, og hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater
vare betegnede som mulige, vægrede sig ved at
optage enhver Antydning om, hvem den danske Regjering
og det danske Folk helst kunde ønske til Konge.
Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under
hvilken jeg strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede
øieblikkelig at ville tage vor Afsked, hvis han
ikke gav efter, lykkedes det til Henstillingen til Keiseren
at faae tilføiet, at, hvis der skulde tages noget Hensyn
til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare disse ubetinget
for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig
Sagen var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis
fulde Samtykke det Hele var indledet og fremmet, i et
egenhændigt Brev skulde bevidne Keiseren sin Tilfredshed
med Valget af Prinds Christian og udbede sig hans
Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og
Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over
den Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets
øvrige Medlemmer iagttog ligeoverfor Grevinde Danner,
ved at skrive Brevet, idet han yttrede, at det altid kunde
ske senere, og at han vilde betænke sig. Men, da Statsraadet
erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde
være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken
Ministeriet ikke kunde eller vilde paatage sig Ansvaret,
gav Kongen efter; Sagen gik i Orden og bekræftedes
derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni 1851. Om
mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu
her at burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det
ringeste personlige Bekjendtskab til Prinds Christian eller
hans Gemalinde og, saavidt jeg erindrer, aldrig havde
vexlet noget Ord med ham, men Hensynet til, hvad Fædrelandets
Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik være<a class="pagenum" name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a>
usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt
jeg end omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket
om muligst nær Sammenslutning imellem dem, den
hos Andre opstaaede Tanke om en dynastisk Forbindelse
med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere Carl
XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind;
jeg vidste altfor vel, at hverken Stormagterne,
navnlig Rusland, vilde finde sig i en saadan Udvidelse
af Huset Bernadottes Magt eller dette Hus vove alvorlig at
gribe og forfølge en saadan Plan, om den end, saalænge den
blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en
platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre
Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg
heller ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige
Umulighed, kunde overses, som Opretholdelsen af et
fælles Kongedømme for tre Folk med tre forskjellige Forfatninger
vilde medføre.</p>
<p>Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg
i 1851 fik, som man kunde forudse, det Udfald, at det
forelagte Udkast blev vedtaget med nogle Ændringer af
et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget forkastet
af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af
det dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse
hos Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig,
der efter Grev Sponnecks Reise til Wien mere og mere
indblandede sig i vore Anliggender, var der imidlertid
ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets
Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær
og derpaa som Minister, stred ganske mod den
russiske Regjerings, som jeg ovenfor har sagt, i Grunden
gottorpske og slesvigholstenske Opfattelse, mod hvilken
det kun vilde have været muligt at kæmpe med Held
ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter Nationaliteterne.
Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen
og Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark
kun beroede, opveiedes af Misfornøielsen med det<a class="pagenum" name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a>
hele konstitutionelle Væsen i Kongeriget og dettes demokratiske
Karakter. Til at bekæmpe denne Stemning og
fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og Absolutismens
Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun
i de overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz,
der i Sommeren 1851 sendtes til Warschau for personlig
at forhandle med Keiser Nikolai og Grev Nesselrode,
saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist
i sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart
Standpunkt yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse
af hele Stillingens Usikkerhed havde jeg i Juni 1851,
som ovenfor antydet, tiltraadt en Reise til Jylland for
uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af Almueskolevæsenet
dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved Efterretningen
om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en
Beretning om Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod
det danske Ministerium med særlig Betegnelse af Clausen
og Madvig som Repræsentanter for den demokratiske
Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem
herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning,
hvorfor de, hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge
deres Poster. Som Følge af disse Beretninger fra
Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om Afsked.
For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister
uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning,
blev Afskeden definitiv; mig derimod søgte Grev A. V.
Moltke, der atter dannede det nye Ministerium, tilligemed
de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den ogsaa da
som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl
Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist
af den gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet
og kantet, ivrigen at fastholde, dels fordi man,
hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for et altfor stærkt
Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en
Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor
den russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætning<a class="pagenum" name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a>
baade var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse
af den keiserlige Bedømmelses Rigtighed. Endnu
denne Gang lod jeg mig overvinde af de samme Grunde,
som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det forfængelige
Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle
Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt,
Tanken om en forsonende Adskillelse imellem
Nationaliteterne kunde gjøre sig gjældende, — samt Lysten
til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en Reform
af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851
blev uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen
af Kongens Myndighed i Holsten, for hvilket
Land Grev Reventlow-Criminil den 28de Juli udnævntes
til Minister, indtraadte under Forudsætninger, der yderligere
bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke
kunde følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast
og træt og derfor forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen
komme med Indtrædelsen af den nye Udenrigsminister.
Med Statsraadets Samtykke forhandlede Ministerpræsidenten
Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte,
men siden som Kabinetssekretær hos Kongen
forblevne Geheimeraad Bluhme om Overtagelsen af denne
Post, men under den bestemte og tilsagte Forudsætning,
at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden skulde
konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges
i Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som
den 18de Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden
uden Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt
her: Baron Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast
til den danske Regjerings Fremgangsmaade og blev
derom enig med ham. Derved var Grundlaget for de
fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik Monarkiets
Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at
man ikke kunde komme bort derfra uden i høi Grad at
støde Rusland, selv om det havde været muligt i Statsraadet
at samle en Flerhed for en anden Retning, hvilket<a class="pagenum" name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a>
det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive
en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad
jeg ansaae for fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at
Bluhme ugjerne saae min Udtrædelse som et Tegn paa,
at man ogsaa med Hensyn til Personligheder ganske
rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det varede ikke
længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, —
men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes
og flere af mine andre Kollegers Side for at holde paa mig af
Hensyn til Rigsdagen og under Arbeidet paa at finde
min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at min Afsked først
udfærdigedes den 7de December 1851.</p>
<h3 class="hide">Personlige Forhold</h3>
<p><a name="V_PERSONLIGE_FORHOLD" id="V_PERSONLIGE_FORHOLD"></a>
Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og
Livsopgave, som jeg tre Aar iforveien havde forladt, og jeg
vendte tilbage dertil med fuld Hengivelse. Under 23de
December 1851 ansattes jeg atter som Professor i klassisk
Philologi, idet der, da Professor Ussing havde indtaget
min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig
med den samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg
uafbrudt var bleven ved Universitetet, og med Rettigheder
som Professor ordinarius, og samtidig udnævntes
jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør ved
de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet
den aarlige Examenskontrol var bleven besørget af den
tidligere Rektor ved Vordingborg Skole, Professor F. O.
Lange<a name="FNanker_79" id="FNanker_79" href="#Fodnote_79" class="fnanchor">[79]</a><a name="FNanker_80" id="FNanker_80" href="#Fodnote_80" class="fnanchor">[80]</a>.</p>
<p>Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets
vigtigste Sag ikke at have naaet det Maal, hvorefter
jeg stræbte, medens jeg i de mig specielt betroede Anliggender,<a class="pagenum" name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"> </a>
uden at gjennemføre store Reformer, dog havde
faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og derhos
ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu
i liberal Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos
en ikke ringe Berigelse i Livserfaring og Livsanskuelse,
derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed om min
Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og
langt senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa,
at min Færd, hvorledes man end dømte om min politiske
Dygtighed og Kraft, havde skaffet og bevaret mig
Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og Undergivne
i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos
Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd,
paa hvis Skæbne jeg som Minister havde udøvet Indflydelse.</p>
<p>Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke
jeg var Minister, i det Væsentlige bevaret sin tidligere
stille Gang uden Forstyrrelse og uden synderlig Forandring
i dets ydre Form. Til enten selv at udvikle et
synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos Andre
fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed.
Min hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele
til den tidligere Vennekreds, om denne end ved selve
Forholdenes Natur efterhaanden blev noget udvidet, hvortil
ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor Marckmanns
Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den
første Vinter (1850—1851), efterat han fra Kapellaniet
ved Frelserens Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland.
Egentlig politiske Elementer hørte ikke til min
Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min yngste Søn
først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var
bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der
havde rammet ham i de første Barneaar, gik i Løbet
af disse Aar sunde og glade fra Barndommen
over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte
i 1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort<a class="pagenum" name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a>
før min ældste Søn blev Student. — Min økonomiske
Stilling var med de forøgede Udgifter, trods al Sparsomhed
og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke bleven
forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke
høie Lønning med forøget Gjæld.</p>
<hr class="chapbreak" />
<p><a class="pagenum" name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></p>
<h2><a name="VI" id="VI"></a><span class="smaller">VI.</span><br />
<span class="smcap">Videnskabelig, <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: Universitetets-">Universitets-</a> og
Skolevirksomhed
med fortsat Deltagelse i det politiske Liv.</span><br />
<span class="smaller">1852 til 1884.</span></h2>
<div class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a>
<a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></div>
<h3 class="hide">Politisk Virksomhed i og udenfor Rigsdag og Rigsraad</h3>
<p><a name="VI_POLITISK_VIRKSOMHED_I_OG_UDENFOR_RIGSDAG_OG_RIGSRAAD" id="VI_POLITISK_VIRKSOMHED_I_OG_UDENFOR_RIGSDAG_OG_RIGSRAAD"></a>
Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet
og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre
mig fra en fortsat politisk og parlamentarisk Virksomhed
ved Siden af min specielle Hovedgjerning; deri hindredes
jeg saavel af min egen engang vakte Interesse for de
offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som af
Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst
i Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at
betragte denne, den politiske, Side af mit Liv og min
Gjerning i den paafølgende Aarrække for siden at gaae
over til den anden Side, hvor, som jeg haaber, et selvstændigere,
mere sammenhængende og fyldigere Indhold
vil vise sig.</p>
<p>Jeg vedblev ved min Afgang fra Ministeriet at være
Medlem af Folkethinget og fandt dér snart ikke blot Leilighed,
men en stærk Opfordring til at udtale mig om
min Stilling og Stræben i den Post, som jeg havde forladt,
og om min Betragtning af den politiske Situation,
der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af
Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852
havde afløst Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve
Fireaarsdagen efter Forfatningsreskriptet af 28de Januar
1848, havde udfærdiget Kundgjørelsen om den nye Plan
for Monarkiets Ordning, nemlig ved Monrads Forespørgsel<a class="pagenum" name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a>
til Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg ved den
Leilighed stærkt fremhævede, at Ministeriet udtrykkelig
havde betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet
af fremmed Tryk, men som valgt efter dets egen
Overbevisning om det Rigtige og Bedste, og idet jeg opgav
at reise en principiel Modstand derimod, da den Vei, som
jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjøbe en ren
dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke
af Slesvig til et løsere med Danmark forbundet Holsten,
ikke havde fundet nogen kraftig Tilslutning, udtalte jeg
strax aabent, hvilken Stilling der ved Kundgjørelsen var
indtraadt med Hensyn til Grundloven og Kongerigets derpaa
byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at
Grundloven fra dette Øieblik af maatte ansees for at
hvile, forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve fælles
for alle Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat.
Formanden: Andræ troede ikke at kunne tillade, at nogen
Del af Grundloven sagdes at hvile; jeg véd ikke, hvorvidt
han selv i det Øieblik troede paa den Grundlovens
vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt
og officielt mente at burde hævde; at jeg i Virkeligheden
havde Ret, følte vel Mange strax, og snart overbevistes
Alle derom. Forresten deltog jeg kun Lidet i den allerede
langt fremrykkede Sessions Arbeider, fraregnet den kjedelige
og resultatløse Forhandling om det af mig forelagte <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: Theatorlovforslag">Theaterlovforslag</a>.
Da ved de i Sommeren 1852 (den 4de August)
foretagne Valg til Folkethinget Andræ ikke havde stillet
sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i
Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning
i Efteraaret til Formand i Folkethinget, paa hvilken
Plads jeg bestræbte mig for at vise den samme Fasthed
og Upartiskhed, som havde betegnet Andræs Ledelse af
Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som Formandspladsen
forlangte og gav, ophørte imidlertid, da det kongelige
Budskab om Arvefølgesagens Ordning forelagdes
den forenede Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadte<a class="pagenum" name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a>
ved Siden af Rigsdagens sædvanlige Forhandlinger i de
adskilte Thing. I det i den nedsatte Udvalg af 25 Medlemmer,
hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i
den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side
reistes i Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning,
nemlig Ophævelsen af den kognatiske Arveret til
Thronen, en Opposition, der paa en Opsigt vækkende
Maade understøttedes i et af Geheimearkivar Wegener
udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret
Flyveskrift, da jeg hverken i sig selv lagde Vægt paa
Vedligeholdelsen af den kognatiske Arveret eller kunde
negte, at de med Stormagterne førte Forhandlinger syntes
at gaae ud fra og forudsætte dens Ophævelse. Men det
forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde
mod Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun,
Hall, Knuth, Monrad, F. F. Tillisch og Unsgaard), at man
i Budskabet havde valgt en uheldig Form ved uden
nogensomhelst i de førte Forhandlinger liggende tvingende
Grund at stille Ophævelsen af hele Kongelovens Arvefølge
i Spidsen og lade Prinds Christian af Glücksburgs Kaldelse
til Thronen indtræde som et mere tilfældigt end i historiske
og Retsforhold begrundet Arrangement — istedetfor
først at knytte den nye Thronfølge til Kongeloven og
opretholde den danske Krones med Kongelovens Arvefølge
forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til Slesvig
og Dele af Holsten for fjernere Tilfælde og derefter ophæve
den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den
den 10de Januar 1853 afgivne Betænkning, at den Form
og Gang, der forekom os den rigtige, skulde følges i den
Statsakt, hvori den nye Arvefølge efter Vedtagelsen af
Kongen skulde kundgjøres. Da Sagens Behandling var
bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betænkningens
Afgivelse indtraadte Opløsning af Folkethinget, fordi dette
ikke havde vedtaget det forelagte Lovudkast om Toldgrændsens
Flytning til Elben, og da Budskabet paany i
samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen af<a class="pagenum" name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a>
Folkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte
forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var
bleven gjenvalgt i samme Kreds, med mine Meningsfæller
det samme Forslag, og jeg talte ivrig derfor og bidrog
derved tillige med dem til, at der ved den endelige Afstemning
ikke afgaves det nødvendige Antal Stemmer for
simpel Tiltrædelse til det kongelige Budskab. Jeg nærer
endnu den Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde
Ret, og at Regjeringen, uden at støde paa Vanskeligheder
fra de fremmede Magters Side, kunde have gjort en Indrømmelse
paa dette Punkt, skjøndt jeg vel erkjender, at
en vis Misstemning kunde være bleven fremkaldt over, at
den danske demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade
sig at tale det mindste Ord med i denne paa Aftaler
med Stormagterne beroende Sag, men en Misstemning,
som neppe havde været uovervindelig, hvis Bluhme
havde havt Mod og Lyst til at bekæmpe den. Men med
det Flyveskrift ("om Arvefølgesagens Behandling i den forenede
Rigsdag"), hvori jeg efter anden Samling gjorde Rede
for min Optræden, og hvori jeg erklærede ikke atter at
ville stille mig til Valg til Folkethinget, burde jeg, eftersom
jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand. Det var
udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere Ministerier
ubillige Optræden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte
Indsigelsen, da Ørsted som nyindtraadt Premierminister
i den i Juni Maaned for tredie Gang sammentraadte
forenede Rigsdag, hvori jeg fik Plads som imidlertid i
Kjøbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter forelagde
Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse.
Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde
give efter uden at forøge den antydede Misstemning og
ganske svække sin egen Anseelse, og at Sagen ikke havde
den praktiske Betydning, at man derfor burde paadrage
sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre og
skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I
ethvert Tilfælde var det mig ikke ganske værdigt, at jeg ved<a class="pagenum" name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a>
den endelige Afstemning var fraværende tilligemed nogle
Medlemmer, der stode paa et andet Standpunkt (J. E.
Larsen, Clausen og nogle Faa til). At denne min Opposition
i Spørgsmaalet om Formen, hvorunder den nye
Arvefølge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste
at gjøre med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den
nye Thronfølger, er det, efter hvad jeg allerede ovenfor
har sagt, aldeles unødvendigt at udtale. Jeg vedblev
som før at betragte det som saare magtpaaliggende, at
Thronfølgeren — efter et Udtryk, som jeg erindrer blev
brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, — blev
sat muligst <span xml:lang="fr" lang="fr">en évidence</span>, Noget, der just ikke laae Frederik
VII paa Hjerte, og kom i det bedste Forhold til
sine fremtidige Undersaatter. Jeg erindrer, at jeg, da jeg
mødte Andræ og Hall, idet de kom fra det første Statsraad,
i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte
denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om,
at det lige var vedtaget, at Prindsen skulde træde ind i
Geheimestatsraadet. Jeg betragtede med stor Harme den
usømmelige Maade, hvorpaa "Fædrelandet", i, som det
syntes, fortsatte Drømme om en dynastisk-skandinavisk
Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til Thronfølgeren,
og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det
forsaavidt ret naturligt, at "Fædrelandets" Forbitrelse
ved en sidste og afgjørende Leilighed udgød sig i de
groveste Udbrud imod mig, nemlig da jeg ved Thronskiftet
i 1863 som Præsident i Rigsraadet med dettes fulde
Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets
Hilsen og Lykønskning<a name="FNanker_81" id="FNanker_81" href="#Fodnote_81" class="fnanchor">[81]</a><a name="FNanker_82" id="FNanker_82" href="#Fodnote_82" class="fnanchor">[82]</a>. — Til personlig Nærmelse<a class="pagenum" name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a>
til ham som Prinds havde jeg derimod hverken indre
eller ydre Opfordring, og jeg betraadte med Undtagelse
af et enkelt Selskab i Anledning af Rigsraadets første
Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen af
1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg
Slot om Aftenen brændte, følte mig dreven til at henvende
mig til ham for indstændig at bede ham om ikke
at modtage den Stilling, som den da nysindtraadte Udenrigsminister,
Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet Kongen
at give ham som Statholder og kommanderende General
i Holsten (eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona;
jeg forudsaae nemlig, som vistnok mange Andre, at
Prindsen derved vilde blive bragt i en for hans Fremtid
i høieste Grad farlig Stilling mellem paa den ene Side
den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske Ridderskab,
som han skulde skaane og søge at vinde, og
paa den anden Side det danske Folk, der ængstelig vilde
vogte paa ethvert af hans Skridt. Hans kongelige Høihed
beroligede mig ved bestemt at udtale sin egen Beslutning
om ikke at gaae ind paa Tilbudet.</p>
<p>Efter Arvefølgesagen fulgte i Rigsdagssessionen
1853 til 54 — i hvilken jeg som Medlem af Landsthinget
deltog i de almindelige Lovarbeider, navnlig ved det
vigtige Tyendelovforslag og som Medlem af Udvalget om
et Par Almueskolevæsenet berørende mindre Lovudkast,
— Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrænkning
til Kongerigets særlige Anliggender for at gjøre Plads til
den paatænkte Fællesforfatning for Monarkiet. Under
første Behandling af denne Sag ansaae jeg mig, idet jeg
sluttede mig til den i Folkethinget vedtagne Bestemmelse,<a class="pagenum" name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a>
at den endelige Beslutning om Indskrænkningen først
kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med
Fællesforfatningens Indhold, for nødt til at optræde temmelig
skarpt mod Premierministeren Ørsted. Jeg hævdede
nemlig dels, at det allerede var uheldigt, at der, førend
Nogen kjendte Fællesforfatningen, var kommet til at bestaae
i deres hele Anlæg væsentlig forskjellige Specialforfatninger
for Kongeriget og for hvert af Hertugdømmerne,
hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhæng med
Fællesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe,
dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af
28de Januar 1848, af hvis Underskrivere tre, derimellem
Ørsted selv, havde Plads i det daværende Ministerium,
nødvendig medførte, at man før Vedtagelsen af Grundlovens
Indskrænkning krævede Sikkerhed for, at Kongeriget
i Fællesforfatningen fik den det efter Omfang og
Indbyggerantal tilkommende Ret. Da Ørsted herpaa
svarede, at Hertugdømmerne ved Oprøret havde forspildt
den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse, kunde
jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke
skulde bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig
Ret og med Erkjendelse af, at dennes Krav i 1848 ikke
var fyldestgjort overfor Kongeriget, ligesom jeg heller
ikke kunde forbigaae den mærkelige Ytring af Krigsministeren,
at han ikke havde mindste Kundskab om,
hvorledes Fællesforfatningen tænktes indrettet, hvorved
der kastedes et eiendommeligt Lys paa den ubegrændsede
Frihed, som Ministeriet forlangte med Hensyn til denne
Forfatnings Dannelse for sig eller for et muligt andet
Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede hos Ørsted
som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i Nationalitetens
Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans
store Humanitet, at dette Sammenstød ikke havde mindste
Indflydelse paa mit Forhold til ham som Kultusminister
i min særlige Embedsstilling som Undervisningsinspektør
og heller ikke blev til Hinder for, at, da derpaa ved Forordningen<a class="pagenum" name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a>
af 26de Juli 1854 et Rigsraad af foreløbig 20
kongelig udnævnte Medlemmer oprettedes, jeg strax kaldtes
til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg imidlertid
ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen
fastsatte Fællesforfatnings Beskaffenhed baade med
Hensyn til Repræsentationens Sammensætning (20 kongevalgte
Medlemmer af 50 i det hele) og dens Kompetence,
der for en stor Del kun var raadgivende, i Forhold til
den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af
1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig
konstitutionel Forfatning, og jeg begjærede derfor,
medens de 11 andre for Kongeriget Udnævnte modtog
Kaldelsen, Fritagelse derfor og fik den ogsaa under 28de
August, dog først efter en fornyet Opfordring til at indtræde
og efter en temmelig varm forudgaaende Forhandling
med Indenrigsministeren Tillisch.<a name="FNanker_83" id="FNanker_83" href="#Fodnote_83" class="fnanchor">[83]</a> Da det imidlertid
ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at træde
i et bestemt Oppositionsforhold til Regjeringen, og da
Sammenstød i Rigsdagen maatte skade de Interesser, for
hvilke jeg som Embedsmand skulde virke, frasagde jeg
mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i Landsthinget og
blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854—1855.</p>
<p>I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium,
hvori Hall og Andræ fik Plads, var dannet, indtraadte
jeg derimod ved de nye Valg (den 12te Juli) atter i Landsthinget,
i hvilket jeg derefter vedblev at have Sæde som
Medlem, i de senere Aar som første Medlem, for Kjøbenhavn,
indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. — Som
Medlem deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets
Forhandlinger saavel i den Periode, i hvilken det efter
Rigsraadets Oprettelse var indskrænket til Kongerigets
særlige Anliggender (indtil 1865), som i den paafølgende,<a class="pagenum" name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a>
da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde Myndighed;
men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke
bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte
Udkast, og da jeg hverken ved indre Drift, idet
Middelpunktet for mit Arbeide og mine Bestræbelser nu
laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning, eller
ved nogensomhelst Partistilling lededes til at sætte mig
en særlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse
Optegnelser at dvæle synderlig ved Enkelthederne i dette
mit Rigsdagsarbeide. Naturligvis kaldtes jeg baade ved
indre Tilskyndelse og Andres Opfordring og Valg først
og nærmest til Deltagelse i Behandlingen af Gjenstande,
der berørte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums
Omraade, saasom, idet jeg foreløbig indskrænker mig til
den første Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen
udgaaede Lovudkast om Almueskolevæsenet
(1855—56), om Menighedsraad (1860—61) og hele Geistlighedens
Lønning (1860—61 og især 1861—62) og om
Lønningerne ved Universitetet (1863—64). Navnlig medførte
det i Sessionen 1861—62 forelagte Udkast om Forandringer
i de Geistliges Lønning for mig som Formand
og Ordfører i det nedsatte Udvalg et meget betydeligt
Arbeide ved at lede de saare omfattende Forhandlinger
i dette og gjøre Rede for dem fra mit og de mig nærmeststaaende
Medlemmers Standpunkt; til det egentlige Lønningsspørgsmaal,
der ikke førtes til nogen Løsning, knyttede
sig en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken
henlagte Midler, idet fra en Side (Clausen og endnu
stærkere Stiftsprovst F. Nielsen) Kirkens egentlige og
særlige Eiendomsret over disse opstilledes og forsvaredes,
medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten
til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke
tilsikret Understøttelse og kun fra dette Standpunkt
bestemt modsatte mig letfærdig og hensynsløs Indgriben
og Løsriven. Men ogsaa i Behandlingen af Sager, der
laae udenfor det nævnte Omraade, gjorde jeg efter Evne<a class="pagenum" name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a>
min Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved særlig
Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjøbenhavns
Kommunallov (1856—57), ved Loven om Eftertryk
(1857—58) og ved det af B. Christensen indbragte
Forslag til Lov om Fæstes Overgang til Selveiendom
(1857—58), ved hvilket sidste jeg som Ordfører motiverede
den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til
Regjeringens Overveielse og Fremme, eller kun krævedes
af min egen Overveielse, saasom ved det oftere gjentagne
Lovudkast om Erklæringers Meddelelse, om hvilket
jeg, da det første Gang forhandledes (1856—57), ligefrem
sagde Sandheden. Overhovedet bestræbte jeg mig
ved enhver betydeligere Sag for paa den ene Side at
henvise til dens Sammenhæng med almindelige Grundsætninger
og med beslægtede offentlige Forhold og Interesser
og paa den anden Side at udtale mig om den selv
med Klarhed og Bestemthed, men tillige med det nødvendige
Hensyn og ad begge Veie at bidrage til at holde
Landsthingets Forhandlinger paa en vis Høide af Indholdsfylde
og Sømmelighed.</p>
<p>Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte
foreløbige Rigsraad havde givet sit Samtykke til
det samme forelagte Udkast til en Fællesforfatning for
Monarkiet og til en midlertidig Valglov til Rigsraadet og
Kundgjørelsen af 29de August om Indskrænkning af
Grundloven var udkommen og dernæst Forfatningsloven
var bekjendtgjort den 2den Oktober s. A., valgtes jeg
ved de umiddelbare Valg den 13de Februar 1856 i første
Kreds (Sjællands Stift) selvsyvende til Medlem af Rigsraadet<a name="FNanker_84" id="FNanker_84" href="#Fodnote_84" class="fnanchor">[84]</a>,
— og under 19de Februar udnævntes jeg derpaa
efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varsel<a class="pagenum" name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a>
ved kongelig Reskript til som Præsident at lede dets
Forhandlinger i den første Session, der aabnedes den
1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere efterhaanden
(28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og
23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paafølgende
Samlinger indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori
jeg saaledes indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange
Maader vanskelig og lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte,
at de i Januar 1852 givne Tilsagn om Tilveiebringelsen
af en Fællesforfatning for hele Monarkiet tvang det i
December 1854 indtraadte nye Ministerium (Scheele, Hall,
Andræ osv.) til i det Ringeste foreløbig at fortsætte de af
Ministeriet Bluhme-Ørsted begyndte Forsøg, og jeg paaskjønnede,
at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog
havde en sandere konstitutionel Karakter end den i 1854
kundgjorte; men der fattedes mig, som det af det Foregaaende
vil være klart, blandt Andet baade paa Overbevisning
om Forsøgets <em>indre</em> Berettigelse og paa Tillid
til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at
turde negte min Hjælp, naar den forlangtes, til, at Forsøget
gjordes loyalt, og jeg var ikke istand til at paavise
nogen Anden, der i det Hele havde bedre Betingelser
for at yde den hos mig forlangte Understøttelse. Af de
ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold
til Hall og Andræ, uden at der dog enten strax bestod
eller senere udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed
eller mere indgaaende politisk Tankeudvexling. At Scheele,
med hvem jeg før Rigsraadets Aabning ikke havde havt
nogensomhelst Berøring, ved Karakter, Dannelse og Optræden
ligesaavelsom ved tidligere Stilling og Forhold var
lidet skikket for Pladsen som Premierminister og Udenrigsminister,
blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor
Hall, der strax med Andræ øvede stor Indflydelse,
og som senere med Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858
overtog Hovedstyrelsen, opstod der efterhaanden hos mig
Tvivl, om han havde sat sig nogen Grændse for Forsøg<a class="pagenum" name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a>
og Udveie og fuldt gjennemtænkt hele Stillingen, om jeg
end vedblev at erkjende hans Kløgt i at bekæmpe de
enkelte Vanskeligheder. — Min Opgave som Præsident
blev det med Upartiskhed og Ro at opretholde Orden og
Sømmelighed i en Forsamling, i hvilken ikke blot to Sprog
vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et ikke ringe
Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den
Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen
forhandlede, medens fra den anden Side ikke
ganske Faa længselfuldt skuede tilbage til Kongerigets
Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og Former som for
dem langt mere tilfredsstillende. Den stærke Prøve,
hvorpaa jeg efter nogle Forpostfægtninger snart stilledes
i saa Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige
Forhandling af Scheel-Plessens og 10 andre holstenske
Medlemmers Andragende om Fællesforfatningens Forelæggelse
for de holstenske og slesvigske Provindsialstænder
og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog at
bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig
udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor
dem og deres efterfølgende Protester hævdede Forsamlingens
Ret og Myndighed, og jeg troer, at man ogsaa
baade i Resten af denne Samling og i de senere i det
Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og
med den Maade, hvorpaa jeg søgte at forbinde Bestemthed
med velvillige og forsonlige Former. — Men den
virkelige Gjennemførelse og Opretholdelse af Forfatningen
af 2den Oktober 1855 og af Rigsraadet som Repræsentation
for hele Monarkiet viste sig snart umulig ligeoverfor
indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den 6te
November 1858 var bleven ophævet for Holstens og
Lauenborgs Vedkommende, henslæbte det saaledes indskrænkede
Rigsraad en mat Tilværelse under Følelsen af,
at Forudsætningerne for dets Indretning og Former ikke
længere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske
Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevægede<a class="pagenum" name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a>
sig langsomt og usikkert. Et forbigaaende Stød
i denne langsomme Bevægelse føltes herhjemme, da i
1859 det af den holstenske Stænderforsamling paa Grundlag
af et letfærdigt Indfald af Lord John Russell byggede
Forslag til en Ordning af det danske Monarki, ifølge
hvilket Monarkiets Fællesanliggender uden nogen Fællesrepræsentation
skulde behandles og afgjøres i Landsdelenes
(Kongerigets, Slesvigs og Holstens) ligeberettigede særlige
repræsentative Forsamlinger, fra dansk Side blev
anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev Sponneck
i en Brochure: "Den holstenske Stænderforsamling og
Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar
Løsning. Den Harme, som fremkaldtes hos mig over,
at et saadant Misfoster, der paa engang nedsatte Kongeriget
til en Trediedel af Indflydelse i Monarkiet og fordømte
Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed,
kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede
Skinnet af et til Elben gaaende Monarki med
falsk Navn af dansk, gav jeg Udtryk i en lille Brochure
under Titlen: "De holstenske Stænders Forfatningsforslag
og Grev Sponneck", der gjorde fuldstændig Virkning
og blev uden Tilsvar.<a name="FNanker_85" id="FNanker_85" href="#Fodnote_85" class="fnanchor">[85]</a> Hele Projektet, som neppe fra
de holstenske Stænders Side var ret alvorlig ment, faldt
til Jorden og forsvandt sporløst, men det var ikke uden
Beklagelse, at jeg havde maattet optræde saa skarpt og
saa afvisende mod en tidligere Kollega. — I Slutningen af
November samme Aar afskedigedes som bekjendt det
Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes
den 2den December et nyt Ministerium under Forsæde
af den hidtilværende Amtmand i Frederiksborg og Formand
i Folkethinget Rotwitt, der i sin Stilling som Amtmand
var kommen i et nærmere Forhold til Kongen og
hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister
og forresten sammensat af svage og uprøvede<a class="pagenum" name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a>
Kræfter. Ikke saameget nogen stærk Hengivenhed for
Hall som Minister som Overtydningen om, at hele Ministerforandringen
var fremkaldt ved en Hofintrigue (forsaavidt
man under Frederik VII kunde tale om et Hof),
der for en stor Del dreiede sig om en underordnet og
lidet værdig Personlighed, Civillisteintendanten Berling,
men især Frygten for de Eventyr, hvorpaa den aldeles
uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en Demokrat
legende overmodig Aristokrat, der særlig støttede sit
Krav om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have
været Bismarcks Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift
under Titlen: "Ministeriet af anden December, betragtet
fra Monarkiets Standpunkt", der udkom i Begyndelsen
af 1860 (naturligvis, som de tidligere nævnte, under
mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele Ministeriums
Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af
Baron Blixen-Finecke paatænkt Skridt, den i Kongens Omgivelser
ikke med Gunst omfattede Thronfølgers Fjernelse
ved en meget betænkelig Ansættelse i Holsten, er ovenfor
omtalt.</p>
<p>Medens dette Flyveskrift ivrig diskuteredes, indtraf
aldeles uventet Konseilpræsidentens pludselige Død, hvorom
jeg personlig modtog Underretning, idet jeg som Viceformand
i Landsthinget i Formandens Sted var ifærd med
at aabne et Møde. Ved dette Dødsfald opløstes Ministeriet,
og til min største Overraskelse kaldtes jeg samme eller
næste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at
danne et nyt Ministerium. Skjøndt nu den Stemning,
som jeg maatte forudsætte, at der i det Øieblik var tilstede
imod mig i Kongens Omgivelser, i og for sig maatte
gjøre mig betænkelig, troede jeg dog, da Kongen aabenbart
befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imøde,
ikke strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da
jeg paa den anden Side følte, at jeg, der hverken stod i
Spidsen for endog blot en Brøkdel af et Parti i Repræsentationen
eller havde Tilbøielighed til eller Talent for<a class="pagenum" name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a>
overhovedet at danne og sammenholde noget Parti, derhos
endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning
af de herskende Stemninger, at danne et saadant
paa Grundlag af den Løsning af Striden med Tydskland,
der efter min Mening burde tilstræbes som den ene naturlige
og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden
andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilpræsident
savnede Evnen til at lede Forhandlingerne med
Udlandet, lovede jeg kun Kongen at forsøge, om det
skulde være muligt at tilveiebringe en Kombination uden
eller med mig ved Forsoning mellem de to Mænd, der
havde bekæmpet og afløst hinanden som Hovedledere af
den danske Politik siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg
gjorde ogsaa med Halls foreløbige Samtykke et Forsøg i
saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi kom ind
paa de speciellere Spørgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos
ham imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax
maatte opgive den nævnte, i sig selv ganske vist noget
naive Tanke. Jeg underrettede umiddelbart efter Hans
Majestæt derom og bad mig samtidig fritagen for et
Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen
henvendte sig til Hall. Efterat jeg kort før Middag havde
faaet Fritagelse af Hans Majestæt, modtog jeg iøvrigt om
Eftermiddagen et Besøg af den mig hidtil kun af Ydre
bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev Wachtmeister, der
kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved en
telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive
mig, at den med Fornøielse vilde se mig i Spidsen for
det danske Ministerium og med mig fortsætte det venskabelige
Forhold, hvori den havde staaet til det Hallske
Ministerium. Denne i et saa tidligt Øieblik lidt besynderlige
Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at
jeg allerede hos Hans Majestæt Kongen havde frasagt mig
al Deltagelse i det nye Ministeriums Dannelse. Samme
Aften reiste jeg med Professor Steen ganske stille til Slagelse<a class="pagenum" name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a>
for at udføre en mig af Kultusministeriet overdragen
Undersøgelse af den derværende Realskole.</p>
<p>I Efteraaret 1863 forelagde, som bekjendt, Hall som
Konseilpræsident og Udenrigsminister Rigsraadet Udkastet
til en ny Fællesforfatning for Kongeriget og Slesvig med
et til den danske Rigsdags Forbillede sig meget nærmende
Tokammersystem. Udkastet, der paa engang opretholdt
den danske Opfattelse af Slesvigs Stilling og tiltalte den
i Kongeriget overveiende politiske Retning, gik igjennem
første Behandling med en saadan Lethed og Tilslutning,
idet der kun fra yderste Høire og Andræ ytredes Betænkelighed,
at jeg, da jeg efter min Stilling som Præsident
ikke kunde udtale mig, følte mig foranlediget til
imellem første og anden Behandling i et lille, under en
let gjennemsigtig Anonymitet udgivet Skrift ("Om Udkastet
til Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet
Slesvigs Fællesanliggender osv. af en Tilhører") at
forsøge paa at fremkalde en alvorligere Prøvelse af samme.
Idet jeg deri erkjendte og forsvarede Berettigelsen til og
Nødvendigheden af under de givne Forhold, da man allerede
brugte Forfatningen af 2den Oktober og Rigsraadet
som Forfatning og Fællesrepræsentation for Kongeriget og
Slesvig alene, at søge en mere tilfredsstillende Form for
samme, opfordrede jeg dog stærkt til ikke at overse og
paa den nye Forfatning at overføre de Mangler, der fandtes
og allerede havde vist sig ved den danske Grundlov, især
med Hensyn til Landsthingets Sammensætning og Bestemmelserne
om Finantsloven, hvilke Bestemmelser man
da allerede i Praxis havde udvidet til alle saakaldte finantsielle
Love, og antydede dernæst (S. 20 og 21) baade
den provisoriske Karakter, som den Forfatning, man vedtog,
i visse Punkter maatte have med Hensyn til den
endelige Fastsættelse af Statslegemets Omfang og Begrændsning,
og navnlig, at der maatte skjelnes imellem
"Vedtagelsen" og Forfatningens "virkelige endelige Ikrafttræden",
for hvilken Betingelserne maaske ikke øieblikkelig<a class="pagenum" name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a>
vilde være fuldt tilstede. Hvorvidt Hall dengang er gaaet
i sin Forventning om at kunne gjennemføre og opretholde
den Forfatning, han foreslog, og hvorvidt han selv dengang
har været hildet i den falske Opfattelse af Ytringer
af Bismarck, som senere er bleven gjort gjældende, og
har set Tilsagn, hvor saadanne i Virkeligheden slet ikke
vare givne, hvad jeg har omtalt og oplyst i den tidligere
nævnte Afhandling i Dansk historisk Tidsskrifts 5te Rækkes
4de Bind for 1883<a name="FNanker_86" id="FNanker_86" href="#Fodnote_86" class="fnanchor">[86]</a>, kan jeg ikke sige, skjøndt hans
Udtalelser især under tredie Behandling (se f. Ex. Rigsraadstidendens
Sp. 1299) antydede en mærkelig Tillid.
Men mig var det i ethvert Tilfælde klart, at Tydskland
og Preussen aldrig vilde tillade og de øvrige Magter aldrig
understøtte den fuldstændige Gjennemførelse af Fællesforfatningen
for Kongeriget og Slesvig, ɔ: i det Væsentlige
Virkeliggjørelsen af Eiderprogrammet fra 1848. Jeg antog
imidlertid og maatte antage, at ogsaa Hall gik ud fra, at,
naar Fællesforfatningen forelaae som et Udtryk for den
kongerigske og Størstedelen af den slesvigske Befolknings
bestemte Forlangende, da var derved givet det bedste<a class="pagenum" name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a>
"Udgangspunkt" for nye Forhandlinger, hvilke da nødvendig
maatte dreie sig om, hvad der skulde indrømmes de
tydske Fordringer ved territorial Indskrænkning af det
Slesvig, der blev under den opretholdte Forfatning, skjøndt
jeg tilstaaer, at jeg ogsaa da ikke lidt tvivlede om, hvorvidt
Hall under Kampen med de enkelte og øieblikkelige
Vanskeligheder tænkte hele Situationen tilende og stillede
sig et besindig beregnet, men fast Slutningsmaal. Den
ved tredie Behandling af Forfatningsudkastet tilføiede og
vedtagne Bestemmelse om Forfatningens Ikrafttræden den
1ste Januar 1864 blev yderst betænkelig ved Frederik VII's
imidlertid indtraadte farlige Sygdom, der to Dage efter
Forfatningsudkastets Vedtagelse (13de November) endte
hans Liv (15de November). Det er grundforkert at antage,
at Frederik VII's Død omstyrtede et Værk, der ellers
med Sikkerhed vilde have staaet opreist og enten være
blevet aldeles uanfegtet eller let have beseiret Anfegtelserne.
Protesterne vilde være komne ligefuldt, og Danmark
maatte indtil en vis Grad have givet efter for dem
i den ene eller den anden Retning. Men Stillingen ligeoverfor
Protesterne vilde ganske vist have været bedre
og Leiligheden til en Forhandling med nogenlunde Udsigt
til et billigt Udfald været en ganske anden. Frederik
VII indtog nemlig som <em>født</em> Repræsentant for det gamle
Monarki en sikrere Plads ligeoverfor Udlandet, og selve
de forskjellige Vendinger, som han og hans Ministerier i
femten Aar havde foretaget, gjorde for hans Vedkommende
den nye Vending mindre paafaldende og lovede den en
roligere Modtagelse. Og paa den anden Side stod hans
Anseelse herhjemme hos den store Masse af Befolkningen
saa høit og fast, at man lettere vilde have fundet sig i
de Indrømmelser, som han havde maattet gjøre Udlandet,
maaske gjennem en foreløbig Suspension af den nye Forfatning,
men i ethvert Tilfælde med Hensyn til det Landomraade,
hvorfor den opretholdtes. Med den nye Konge
forholdt det sig ganske anderledes. Indsat til Arving ved<a class="pagenum" name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a>
en ikke mange Aar forinden tagen Beslutning havde han
ikke været og kunde ikke antages at ville blive Gjenstand
for særlig hensynsfuld Behandling fra Udlandets
Side, og Thronledigheden fremkaldte derhos Begjærligheder,
der før ikke havde vovet sig frem. I Indlandet krævede
man paa den anden Side med Heftighed som Betingelse
for Thronbestigelsen den ubetingede Underskrift under
den den folkelige Følelse tiltalende Forfatning og forlangte
dernæst dens fulde Opretholdelse. Det var aldeles naturligt,
at den nye Konge, stillet imellem denne Stemning
og de fremmede Magters dels skarpe Protester og Fordringer,
dels indtrængende Formaninger om Eftergivenhed,
betænkte sig og følte sig trykket. De første Dage efter
Thronskiftet vare pinlige, ogsaa særlig for mig som Formand
i den Forsamling, hvis Beslutning krævedes sanktioneret
og underskreven af den nye Konge. Der udeblev
ikke Spørgsmaal til mig fra forskjellige Sider, gaaende
ud paa, om Rigsraadet dog ikke uden videre kunde
gjenoptage Sagen og forandre sin Beslutning, hvilket jeg
naturligvis maatte erklære for aldeles umuligt. Underskriften
gaves, og Dagen efter udtalte jeg i Spidsen for
Rigsraadet dets Lykønskning til den nye Konge og hans
Dronning paa Kristiansborg med samme dybe Bekymring
i Hjertet, med hvilken jeg den 13de om Aftenen havde
meddelt Udfaldet af Rigsraadets Slutningsafstemning. Kort
efter sluttedes min Virksomhed som dettes Præsident. — I
Resten af November og December havde jeg ingen Del i
nogen politisk Forhandling, indtil jeg pludselig om Morgenen
den 23de December igjennem Overhofmarechal
Oxholm anmodedes om samme Aften i det af Kongen
dengang endnu beboede lille Palais i Amaliegade at deltage
i en Forhandling imellem et Antal mere fremtrædende
Mænd af de forskjellige politiske Partier, der kunde føre
til en Afgjørelse af Spørgsmaalet om det hidtilværende
Ministeriums Forbliven eller Dannelsen af et nyt og til en
Plan for den nærmeste Tids Politik. Som Deltagere i<a class="pagenum" name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"> </a>
dette Møde, hvilket jeg derhos ved min Ankomst dertil
om Aftenen blev anmodet om at lede, kan jeg kun med
Bestemthed nævne Hall, Andræ, Lehmann, Monrad, Krieger,
Fenger, Bluhme, David og Algreen-Ussing, men der
var i det Hele omtrent tyve tilstede, derimellem vistnok
ogsaa Tscherning. Forhandlingen varede fra Klokken
omtrent 8 til Midnat, men var lidet aaben og indgaaende
og blev resultatløs. Et nedslaaende Indtryk gjorde paa
mig den Bitterhed, hvormed nogle Medlemmer syntes
mere at lægge Mærke til deres Modstanderes, det hidtilværende
Ministeriums og det saakaldte nationalliberale
Partis, Forlegenhed end til Fædrelandets farlige Stilling.
Jeg maatte endnu i den sildige Aftenstund meddele Hans
Majestæt Udfaldet, navnlig at der hverken var fremkommet
noget Grundlag for et nyt Ministerium eller en kraftig
Tilslutning til det nuværende paa Grundlag af et bestemt
Program, udenat der til denne Meddelelse fra min
Side knyttede sig nogen nærmere Samtale med Hans
Majestæt. Faa Dage efter dannede Monrad det nye
Ministerium, udenat jeg aner, paa hvilken endelig Udvei
hans Tanke var rettet<a name="FNanker_87" id="FNanker_87" href="#Fodnote_87" class="fnanchor">[87]</a>.</p>
<p>Derpaa fulgte da Krigen, den ulykkelige, men, lad
mig paany med stærk Overbevisning udtale det, ingenlunde
uhæderlige, ja i dens største og væsentligste Afsnit
tillands: Kampen paa Dybbøl endog ærefulde Krig.
Skjøndt jeg under den sad stille hjemme, kun deltagende
i Sorgen, ikke i Farerne, forundtes det mig dog ikke at
sørge i Taushed. — Preussen, Østerrig og Tydskland havde
i første Linie stillet Fordringen om Novemberforfatningens
øieblikkelige og fuldstændige Ophævelse, medens de ligesaalidt<a class="pagenum" name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a>
da som tidligere udtrykkelig angave eller antydede,
hvad der skulde følge efter, idet de ei engang tilbagetoge
eller udelukkede nogetsomhelst af de videstgaaende slesvigholstenske
Krav. Krigen begyndte med, at den danske
Overgeneral efter et Par Dages mindre Fægtninger
ansaae det for nødvendigt at forlade en Stilling, hvis Forsvar
efter dens Udstrækning og Fjendens store Overmagt
og bedre Udrustning i en høist ugunstig Aarstid oversteg
Armeens Kræfter, men som uheldigvis ved Siden af dens
rent militære Betydning havde en dyrebar symbolsk for
den patriotiske Følelse, og under store Anstrengelser at
føre Hæren tilbage til Dybbøl. Udentvivl havde han,
som det nu erkjendes, fra det rent militære Standpunkt
gyldig, i ethvert Tilfælde forsvarlig Grund dertil, men der
opstod en Række Klager og Beskyldninger imellem ham,
Krigsministeren og Konseilpræsidenten om Tilbagetogets
Iværksættelse uden Krigsministeriets og Regjeringens Vidende
og Samtykke, en Strid, der førtes ganske aabenlyst
og ikke kunde Andet end forvirre det almindelige
Omdømme, da den endtes med Generalens Afskedigelse,
efter hvilken Hæren i fjorten Dage var uden definitivt udnævnt
Anfører. Derved fremkaldtes da høitlydende Ytringer
og bitter Kamp mellem to stærkt modsatte Stemninger.
Der gaves endel Mennesker, overveiende i de bedrestillede
Klasser af Samfundet, hvem de senere Aars konstitutionelle
Bevægelser med deres i Kongeriget temmelig
udprægede demokratiske Retning vare saameget imod, at
Ophævelsen og Tilintetgjørelsen af en konstitutionel Forfatning
i og for sig selv var dem behagelig og betragtedes
som en Udsigt til videre Systemforandringer; der vare
Andre, der uden at gaae saavidt dog ifølge Opdragelse,
Livsstilling og Livsvaner saae temmelig ligegyldig paa de
konstitutionelle Former og ikke ugjerne lod dem vige for,
hvad de kaldte Monarkiets Enhed, idet de kun meget
overfladisk overveiede, hvormeget af denne Enhed vore
Fjender vilde levne, og til denne sidste Klasse hørte<a class="pagenum" name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a>
ganske vist endel af Hærens ældre og høiere Officerer.
Men, medens Officererne, omend en enkelt uklog og ubesindig
Ytring faldt fra dem, i det Hele gjorde deres Pligt
med Resignation, ja med opofrende Iver og Heltemod, opløftedes
der af den førstbetegnede Klasse i Forening med
nogle Officerers Familier og Venner et Skrig imod den
uforsvarlige Krig for et Stykke Papir, og man var fra
den Side ikke langt fra i General Mezas Tilbagetog at se
en politisk Handling nærbeslægtet med General Monks
Kontrarevolution i Storbritannien i 1660 og udtalte sig i
fornemme Saloner, paa offentlig Gade og i Blade saaledes,
at der baade kastedes en Skygge paa Hærens Ære,
hvis Kampberedvillighed droges i Tvivl, og høie Personer
udsattes for skjæve Forestillinger og Domme, som om de
ikke stode dette Uvæsen fjernt. Paa den anden Side
opstod der hos den menige Mand, navnlig i Hovedstaden,
hvor i den store Masse under en Krigs Omskiftelser den
patriotiske Følelse lettest taber Maadehold og Ligevægt,
en bitter Stemning imod Alle, der ikke ansaaes for tilstrækkelig
krigerisk stemte, og tildels imod Hæren selv,
især dens høiere Befalingsmænd, idet man, ubekjendt med
den ufuldendte Omorganisation af Armeen og med vort
Artilleris og især vore Infanterivaabens langt ringere Beskaffenhed,
stillede saare ubillige Fordringer, en Stemning,
der desværre næredes af enkelte Blade, navnlig det da
endnu af skandinaviske Drømme forblindede "Fædreland",
ikke uden stundom betænkelige Hentydninger, og det kom
endog i Hovedstaden til enkelte Pøbelexcesser ved den
regjerende Dronnings og Enkedronningens Palaiser under
Kongens Fraværelse. Disse Udvæxter kastedes af Modpartiet
sammen med Alt, hvad der aandede Iver for den
engang begyndte Krigs kraftige Førelse, under Navnet:
"Kjøbenhavneri". Under disse Omstændigheder troede
jeg, at der var Anledning til alvorlig Paamindelse til
begge Sider, og jeg gav den uden Skaansel, men heller
ikke ganske uden Virkning i "Dagbladet" for 1ste til 3die<a class="pagenum" name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"> </a>
Marts 1864 under Titelen: "Dannevirkestillingens Opgivelse
og Stemningerne i Anledning deraf", jfr. en Bemærkning
af mig i "Berlingske Tidende" for 5te Marts<a name="FNanker_88" id="FNanker_88" href="#Fodnote_88" class="fnanchor">[88]</a>. — Derefter
fulgte den haarde og seige Kamp paa Dybbøl, hvis Fortjeneste
vi, der sad hjemme, ikke strax fuldt kunde paaskjønne,
fordi vi ikke vidste, hvor svage Forskandsningerne
vare ligeoverfor det riflede Skyts af svært Kaliber, og
hvilken uhyre Overvægt Bagladegeværet gav det preussiske
Infanteri<a name="FNanker_89" id="FNanker_89" href="#Fodnote_89" class="fnanchor">[89]</a>. Det var da ogsaa undskyldeligt, at vi,
da Vaabenstilstanden nærmede sig, ønskede, som jeg
erindrer selv at have udtalt ved et tilfældigt Møde med
Hall, at den sidste Kraft maatte blive sat paa at bevare
Dybbøl indtil efter Stilstandens Indtræden, fordi det vilde
være af Betydning i det Øieblik, da den indtraadte,
endnu at have Fod paa Slesvigs Fastland. Men Regjeringen
og specielt Krigsministeriet kan det ikke tilgives,<a class="pagenum" name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"> </a>
at det ikke efter de paa Stedet kæmpende høieste Officerers
Indstilling befalede eller tillod de ødelagte Værkers
Rømning, og det maa beklages, at den personlig brave,
men Overkommandoen aldeles ikke voxne General Gerlach
hverken selv turde paatage sig Ansvaret derfor eller
overlade General du Plat, der tilbød sig dertil, at paatage sig
Ansvaret<a name="FNanker_90" id="FNanker_90" href="#Fodnote_90" class="fnanchor">[90]</a>. Hvis Hæren, overladende de fuldstændig
ødelagte Værker til Fjenden, frivillig var gaaet over til
Als, vilde ikke blot et stort og unyttigt Tab, derimellem
af nogle fortrinlige Officerer, være undgaaet, men Indtrykket
af og Mindet om to Maaneders ærefulde Modstand
var ikke blevet fordunklet ved en ulykkelig Slutning og
Hærens moralske Kraft var bleven bevaret for de følgende
Begivenheder. — Om de derpaa i London paafulgte
Underhandlinger skal jeg kun sige, at, hvis de ikke
efter Sagernes Stilling fra vor Side kunde indledes med
et Forslag til Slesvigs Deling, burde i det Ringeste det
Forslag, der senere fra anden Side fremkom i denne Retning,
ikke blot ikke været afvist, men grebet af al Magt
som sidste Udsigt til at bevare Noget.</p>
<p>Spørger man mig, ved hvis Skyld Danmark har
mistet Hertugdømmerne (forsaavidt der ved Holsten, der
aldrig helt, undtagen fra 1806 til 1815, har tilhørt den
danske Krone, kan være Tale om at miste), da svarer
jeg, at Holstens Adskillelse fra Danmark var en uundgaaelig
Følge af den i Tydskland vakte nationale Enhedstanke
og vilde være indtraadt, hvilke kunstige Midler man
end, selv med Kongerigets dybe Fornedrelse, havde anvendt
derimod, hvad senere Begivenheder overfor andre
Magter vistnok tilstrækkelig have godtgjort. At et Stykke
af Slesvig maatte følge med Holsten, var forskyldt ved
lang Forsyndelse i Fortiden; at hele Slesvig tabtes, derfor
hviler Skylden paa dem, der ikke havde havt Mod til at<a class="pagenum" name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a>
aabne deres egne og Folkets Øine; hverken yderste Høire
eller yderste Venstre skal her hovmode sig; de vare allerblindest.
Den lidenskabelige Partiskhed, hvormed man,
som det gaaer under store Ulykker, søgte at vælte Skylden
over paa et enkelt Parti og nærmest en enkelt Mand,
Hall, bragte mig til i et i December 1864 udgivet Skrift:
"Den nationale Politik og det danske Monarki" at forsøge
at skaffe en billigere Bedømmelse Indgang; jeg troer ikke,
at det i Form og Fremstilling noget tunge Skrift gjorde
eller under de givne Forhold og Stemninger kunde gjøre
stor Virkning, skjøndt Indholdet vel fortjente Overveielse,
selv om visse Mangler og Svagheder maatte være stillede
i et noget mildt Lys<a name="FNanker_91" id="FNanker_91" href="#Fodnote_91" class="fnanchor">[91]</a>.</p>
<p>I det ved Novemberforfatningen dannede Rigsraad,
bestaaende af to Thing, indtraadte jeg i Landsthinget ifølge
umiddelbart Valg i Kjøbenhavn. Den væsentligste Opgave
for dette Rigsraad, der holdt tre overordentlige Sessioner
i 1864, 1864—65 og 1865 og en ordentlig i 1866, var — næst
Reguleringen af de finantsielle Forhold med Hensyn
til de Anliggender, der havde været bestemte til at være
fælles for Kongeriget og Slesvig, og en Mængde Anliggender,
der stod i Forbindelse med Krigen og de ved
dens Udfald fremkomne Forhold, — Fastsættelsen af de
Betingelser, hvorunder Novemberforfatningen og Rigsraadet
skulde ophæves og vige Plads for den fornyede
Grundlov for Kongeriget og for Rigsdagen. I de forskjellige
Forhandlinger derom tog jeg baade i Thinget selv<a class="pagenum" name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a>
og i Udvalg og Fællesudvalg ikke ringe Del, navnlig sluttende
mig til Bestræbelsen for ved denne Leilighed at
give Rigsdagens Landsthing en mere tilfredsstillende
Sammensætning, en Bestræbelse, som jeg naturligvis paa
tilsvarende Maade med ligefrem og aaben Vedgaaelse af,
hvad jeg savnede i den hidtidige Ordning, understøttede
i Rigsdagens samtidige Forhandlinger om Revisionen af
Grundloven, der førte til den gjennemsete Grundlov af
28de Juli 1866; men der forefaldt under disse Forhandlinger
Intet, som jeg finder Anledning til her særlig at
omtale; paa ved denne Leilighed at tilveiebringe bedre
Bestemmelser om begge Things Delagtighed i <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: Finanslovens">Finantslovens</a>
Behandling var der efter Sagernes Stilling for mig ingen
Anledning til at gjøre noget Forsøg; det vilde dengang
være blevet uden ethvert Resultat.</p>
<p>Ligesaalidt føler jeg, efter hvad jeg allerede ovenfor
i Almindelighed og særlig med Hensyn til Tiden før 1865
har bemærket om min Rigsdagsvirksomhed, her Opfordring
til at dvæle i det Enkelte ved denne, som den
fortsattes efter Grundlovens Fornyelse fra 1866 indtil 1874.
Jeg stræbte nu som tidligere at gjøre min Pligt og at bidrage
til de forelagte Sagers omhyggelige og grundige
Prøvelse i sømmelig Form. Som Medlem af Udvalg deltog
jeg i Behandlingen af en Række vigtige Lovudkast,
dels saadanne, der efter tidligere Stilling og efter Personlighed
laae mig nærmere, saasom om Valgmenigheder
(1867—68), om Besættelse af Præsteembeder i Folkekirken
og om de geistlige Embedsmænds Lønning (1870—71
og 1871—72), dels ogsaa af saadanne, til hvilke jeg ikke
medbragte nogen særlig Forudsætning, ja som endog syntes
at ligge mig meget fjernt, saasom om Indkomstskat
(1866—67), om en Livsforsikringsanstalt (1867—68 og
1869—70), om Lønninger for Retsbetjente (1869—70),
om Digevæsenet (1872—73), i hvilken Sag jeg troer ved
et Foredrag ved Slutningen af første Behandling at have
fremkaldt en fuldstændig og mærkelig Vending. Ved<a class="pagenum" name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"> </a>
andre Sager greb jeg ind i Forhandlingen uden saadan
særlig Stilling, enten fordi intet Udvalg var nedsat, saasom
ved Lovudkastet om Undervisningen i de lærde Skoler
(1870—71), et Lovudkast, som jeg senere hen vil
komme til at omtale, og om Almueskolevæsenet (1873—74),
eller fordi jeg efter Sagernes Beskaffenhed mere tilfældig
og kun fra enkelte Synspunkter følte mig opfordret til
Deltagelse, saasom ved Værnepligtsloven (1868—69), hvor
jeg iøvrigt i Anledning af Spørgsmaalet om de ordinerede
Geistliges Stilling blev Medlem af og Ordfører for det
nedsatte Fællesudvalg, og om Hærens Ordning og Lønninger
ved Hæren (1866—67). Jeg erindrer med Tilfredshed,
at jeg ved første Behandling af det sidstnævnte Lovudkast
tidligere end nogen Anden i Rigsdagen med fuld
Bestemthed udtalte mig om Nødvendigheden af Fæstningsanlæg
uden udtrykkelig at nævne Kjøbenhavn, men allerede
dengang med Tanken fast rettet paa dette Punkt<a name="FNanker_92" id="FNanker_92" href="#Fodnote_92" class="fnanchor">[92]</a>.</p>
<p>Ved Landsthingets Fornyelse i September 1874 frabad
jeg mig i en Skrivelse til de daværende Valgmænd
for Kjøbenhavn baade paa Grund af min Alder, der opfordrede
til Begrændsning af Arbeider og Tankeformaal,
og af mit allerede dengang stærkt svækkede Syn<a name="FNanker_93" id="FNanker_93" href="#Fodnote_93" class="fnanchor">[93]</a><a class="pagenum" name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a>
Gjenvalg, idet jeg betonede, at jeg vel ikke uden Betænkning
og nogen indre Modstræben i en alvorlig og
vanskelig Tid trak mig tilbage fra en Stilling, hvis Krav
jeg efter Evne havde bestræbt mig for at opfylde, og
hvori der i saa lang Tid var vist mig Tillid, men hvortil
der paa den anden Side kunde ønskes yngre Kræfter, medens
jeg paa det stærkeste maatte føle mig opfordret til at
anvende den Tid og den Arbeidskraft, der endnu kunde
være mig levnet, paa min Embedsgjerning og de videnskabelige
Opgaver, som jeg havde stillet mig; — jeg modtog
derpaa fra Valgmændene en venlig Svar- og Afskedsskrivelse.
— Skjøndt man endnu ikke da var naaet til
det Punkt, at Utilstrækkeligheden af Grundlovens Bestemmelser
om Forholdet imellem begge Thing med Hensyn
til Finantsloven havde vist sig gjennem en nødvendig bleven
provisorisk Finantslov, hvad jo først skete i 1877,
havde jeg dog set Nok til at finde mine Betænkeligheder
fra 1849 bestyrkede og til, at mit Sind var fyldt med en
Bekymring for Fremtiden, der destoværre har fundet sin
fulde Bekræftelse paa den Tid, da jeg nedskriver disse
Blade, og jeg havde ogsaa i andre Retninger havt rig <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: Lejlighed">Leilighed</a>
til at føle saavel Vanskeligheden ved at gjennemføre
en virkelig Ligeberettigelse og lige Indflydelse for to
Afdelinger af Folkerepræsentationen, naar denne Deling
kun er fremkommen ved en uhistorisk positiv Bestemmelse,
som den Svækkelse af den hele Repræsentations Totalkarakter
og af de konservative Elementers virkelige Indflydelse,
der følger af disses Udsondring for sig og deres kun tilsyneladende
anseligere Stilling. — Naar jeg ser tilbage paa
min egen Deltagelse i det politiske Liv og de parlamentariske
Forhandlinger, paatrænger der sig mig Følelsen af derved
at have lagt større Stræben efter indtrængende Erkjendelse
og Uafhængighed af traditionelle Meninger og Forestillinger
for Dagen end praktisk ihærdig Handlekraft; mest
har det skortet mig paa, hvad jeg vil kalde den agitatoriske
og partisamlende Evne og Lyst; naar jeg havde udtalt,<a class="pagenum" name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"> </a>
hvad der forekom mig at være det Sande og Rette,
stundom med Klarhed og ikke uden Kraft og Iver, har
jeg for ofte ladet det blive derved og stolet formeget paa
Sandhedens Magt.</p>
<p>Ganske har jeg dog efter min Udtrædelse af Rigsdagen
ikke kunnet tie, hvor det forekom mig, at uberettigede
og vilkaarlige Anvendelser af traditionelle og fra
Udlandet laante Forestillinger eller aabenbart urigtige
Fortolkninger af Grundloven og vor derpaa byggede Forfatnings
Indretning fremtraadte altfor kækt. Ligesom jeg,
medens jeg endnu havde Plads i Landsthinget, i en ogsaa
særskilt aftrykt Artikel i "Dagbladet" for 17de Oktober
1873 (under Mærket g): "Finantslovens Nægtelse" stærkt
havde hævdet og paavist Forpligtelsen for hvert Thing
til at vedtage en til dets Overbevisning svarende Finantslov,
saaledes fandt jeg Opfordring til i "Dagbladet" for 1876
først i en Artikel for 4de April: "Landsthinget og Situationen"
at hævde det nævnte Things Stilling overfor Ministeriet
og dernæst i ommeldte Blads Nummere for den 18de
og 20de November i en Artikel med Overskriften: "Grundloven
og Ministerskifter" (ligeledes under samme Mærke)
bestemt at udtale mig imod Kravet paa en saakaldet
parlamentarisk, paa Ministeriets Overensstemmelse med
Folkethinget beroende Regjering som paa nogensomhelst
Maade forudsat i vor Grundlov, idet jeg ikke forbigik den
Svaghed, hvormed Mænd, der ellers ikke stode mig
fjernt, bekæmpede Fordringen med blotte Betimelighedshensyn,
medens de af doktrinær Respekt for det engelske
Forbillede ikke vovede ligefrem at forkaste den. I 1876
udgav jeg derhos i Anledning af det da forelagte Befæstningslovudkast
en Piece: "Om Danmarks Forsvar og dets
Understøttelse ved Fæstningsværker af en civil Mand",
hvori jeg bestemt udtalte mig for Kjøbenhavns Befæstning
som Hovedsagen, hvilken Piece, der da gik ubemærket
hen, senere med mit Minde er bleven gjenoptrykt<a class="pagenum" name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a>
i Septb. 1880 under mit Navn af Forsvarsforeningen for
Fyens Stift<a name="FNanker_94" id="FNanker_94" href="#Fodnote_94" class="fnanchor">[94]</a>. Endelig kunde jeg i 1882, hvormeget jeg
end i de fleste Punkter ellers var uenig med Folkethingets
Venstre, ikke billige den Maade, hvorpaa adskillige
indflydelsesrige Høiremænd af Landsthingets og Folkethingets
Ligeberettigelse søgte at udlede Gyldigheden af
Finantsbevillinger givne alene af det ene Thing (Landsthinget),
og efterviste, hvad jeg endnu føler mig overbevist
om, aldeles afgjørende Nødvendigheden af begge
Things samstemmende Bevilling (den med Navnet "Nei-Theori"
stemplede Mening) i de tidligere nævnte "Bemærkninger
om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes
Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt
Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagssamling", der fandtes
for heterodoxe til at finde Optagelse i "Berlingske Tidende"<a name="FNanker_95" id="FNanker_95" href="#Fodnote_95" class="fnanchor">[95]</a>,
og jeg føiede dertil i Anledning af en temmelig
overmodig Modartikel i "Berlingske Tidende": "Endnu et
Par Ord om Landsthingets og Folkethingets forenede
Bevillingsret<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span><a name="FNanker_96" id="FNanker_96" href="#Fodnote_96" class="fnanchor">[96]</a>.</p>
<p>For at fuldstændiggjøre den her givne Oversigt<a class="pagenum" name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a>
over min Medvirkning i offentlige Anliggender udenfor
min direkte Embedsvirksomhed skal jeg endnu kun
tilføie, at jeg har været Medlem af tre til Behandling af
kirkelige Anliggender ved kongelig Resolution nedsatte
Kommissioner. I den første, hvis Kommissorium, fremkaldt
af Ørsted som Minister, var af 17de December
1853, overtog jeg, efterat I. P. Mynster var død efter Afholdelsen
af et Par Møder, Formandspladsen og søgte alvorligen
at fremme saavel Afgivelsen af Betænkningerne
over de enkelte af Ministeriet forelagte Sager som Indgivelsen
af et Andragende om en Kirkeforfatning, en Sag,
i hvilken jeg ansaae mig for bunden ved den af mig som
Minister paatagne Forpligtelse, og hvori jeg sluttede mig
sammen med Clausen, I. F. Fenger, Casse, Hall, Tryde
og Andre, medens Martensen, Brammer og Flere bleve
staaende ved et mere begrændset Forslag om et Kirkeraad.
Kommissionens Betænkninger og Andragender ere
trykte i 1854. Den anden Kommission, der nedsattes
den 5te Juli 1859, beskæftigede sig kun med Spørgsmaalet
om Fraskiltes Vielse, der dog ikke derved bragtes
til en endelig Løsning, som det fremgaaer af den særlig
trykte Betænkning. I den 3die Kommission, der nedsattes
den 18de Juni 1868 efter Indstilling af Kultusminister
Aleth Hansen, og hvori Hall førte Forsædet, havde
jeg maaske gjort rettest i ikke at indtræde, da jeg i de
mellemliggende Aar havde fjernet mig længere og bestemtere
fra den givne faste kirkelige Grundvold; men,
da jeg undvigende en Erklæring herom havde modtaget
Udnævnelsen, bestræbte jeg mig for at hævde og forsvare,
hvad der fulgte af den givne konfessionelle Kirkes
Væsen som Forudsætning for Statens Forhold til
den, og jeg kom herved til at indtage et mere
konservativt Standpunkt, navnlig ligeoverfor de forskjellige
Afskygninger af Grundtvigianismen, end tidligere.
Iøvrigt frembragte heller ikke denne Kommission,<a class="pagenum" name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"> </a>
hvis Forhandlinger tryktes i 1870, noget praktisk
Resultat<a name="FNanker_97" id="FNanker_97" href="#Fodnote_97" class="fnanchor">[97]</a>.</p>
<hr class="tb" />
<h3 class="hide">Universitetsvirksomhed</h3>
<p><a name="VI_UNIVERSITETSVIRKSOMHED" id="VI_UNIVERSITETSVIRKSOMHED"></a>
Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige
Arbeider min Livsvirksomhed fra 1852 af atter
væsentlig tilhørte, begyndte jeg strax i Februar det nævnte
Aar mine Forelæsninger og fortsatte dem uafbrudt med
Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det meste
af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870,
da jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsættelse
paa Grund af Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879,
i de sidste tre Aar dog noget hindret i fuld Virksomhed
ved det svigtende Syn.</p>
<p>Medens jeg før 1848 ifølge min Ansættelse og den
overleverede Vedtægt, som kollegiale Hensyn ikke tillode
at forandre, havde indskrænket min Lærevirksomhed til
den latinske Philologi med Undtagelse af, som tidligere
berørt, halvt hemmelige exegetiske Øvelser i de sidste
Aar over græske Prosaister og af den encyclopædiske
Fremstilling af hele den klassiske Philologis Opgave og
Methode, var jeg nu ved selve min Udnævnelse til Professor
i klassisk Philologi ligesaavelsom ved Fritagelsen
for de tidligere til 2den Examen holdte Forelæsninger,
men fremfor Alt ved min egen indre Drift opfordret til
i Kredsen af mine Forelæsninger og Øvelser ligelig at
omfatte begge Sider af den klassiske Oldtid, og denne
Udvidelse af min Lærevirksomhed stødte heller ikke
længer paa nogen Vanskelighed fra min ældre Kollegas
og Vens F. C. Petersens Side. Jeg holdt altsaa fra nu af
ikke blot exegetiske Forelæsninger og Øvelser saavel over<a class="pagenum" name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"> </a>
græske Digtere, navnlig Sophokles, Euripides, Aristophanes
og en enkelt Gang Pindar, som over Prosaister: Thukydid,
Plato, Demosthenes og andre Talere samt sjeldnere Polyb
og Plutarch, men foredrog ogsaa med stor Interesse den
græske Litteraturs Historie (indtil og med den alexandrinske
Tid) og en Fremstilling af de græske, navnlig attiske,
Statsindretninger, idet jeg, efter at have orienteret
mig i de nærmest forudgaaende tre Aars philologiske
Litteratur, ved Siden af mine gjenoptagne latinske Studier
begyndte og efterhaanden gjennemførte et nyt sammenhængende
Studium af den opbevarede græske Litteratur,
som jeg fra Homer af fuldstændig gjennemgik indtil de
alexandrinske Digtere (Apollonius Rhodius, Kallimachus og
Theokrit) og i Prosa (med Undtagelse af Aristoteles's og
Theophrats naturhistoriske Skrifter og den førstes Metaphysik)
helt ned gjennem Polyb, Diodorus Sikulus og
Strabo lige til Plutarch og Lukian. Af hvad der ligger
efter denne Tidsgrændse medtog jeg derhos i sammenhængende
Læsning nogenlunde tilstrækkelige Prøver til at
orientere mig med Hensyn til Benyttelsen af de mangfoldige
deri adspredte Levninger fra og Erindringer om
den ældre Tid; kun Athenæus gjennemarbeidede jeg tilsidst
helt, for ikke at tale om de græske Skribenter over
romersk Historie indtil og med Herodian. Ogsaa paa den
latinske Side førte jeg den fuldstændige Læsning af den
prosaiske Litteratur ned til det fjerde Aarhundrede med
Tilføielse af ikke ubetydelige Afsnit af Retskilderne. Et
Vidnesbyrd om denne Gjennemarbeidelse af Oldtidsforfatterne
foreligger i mine Adversaria Critica, hvorom nedenfor.
Heller ikke de græske Indskrifter, især de attiske, forsømte
jeg; med de latinske havde jeg allerede før beskæftiget
mig ikke ganske lidet, men udvidede og uddybede
Studiet, efter at den af Mommsen grundlagte
Samling havde gjort Stoffet tilgængeligere. Mine Forelæsningers
og Øvelsers Karakter blev, omend i det Enkelte
modificeret ved vunden Erfaring, i Hovedsagen den samme<a class="pagenum" name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"> </a>
som tidligere, idet jeg fremdeles stræbte efter paa Grundlaget
af en sikker Sprogkundskab, klaret ved Indsigt i
Sprogets almindelige Væsen, hos de Studerende at opbygge
en alle væsentlige Momenter omfattende Oversigt over
Oldtidslivet i dets særegne og historiske Udvikling. Jeg
søgte at fremkalde Tilfredsstillelse ved Forstaaelsesvirksomheden
og alvorlig og flersidig historisk Interesse, naturligvis
med Glæde henvisende til det Skjønne og Dygtige,
især de primitive, simple og naturlige Kulturformer,
men uden begeistret Prisen af Oldtiden som den bedre
Tid, som den i uopnaaelig Herlighed straalende Menneskehedens
Adel. Overhovedet bestemtes mine Forelæsningers
Form og Indhold ved min Forestilling om den
vordende philologiske Lærers Evne til at gjennemføre den
Opgave, jeg stillede den humanistiske Side af Skoleundervisningen,
nemlig dybere at begrunde Dannelsen ved
Selvbeskuelse af Oldtidens eiendommelige Kultur i Modsætning
til den moderne, og ved min derefter formulerede
Anordning af den philologisk-historiske Embedsexamen.
De Unge, der henvendte sig til mig ved deres Studiers
Begyndelse, gjorde jeg mig Umage for klart at fremstille,
hvad de i Studiet havde at vente, og hvilke Krav det
gjorde til dem, idet jeg tillige opfordrede dem til at overveie,
hvorvidt de troede at have Forudsætningerne for
med Held og Tilfredshed at udøve den Undervisningsgjerning,
hvortil Studiet for de Fleste maatte lede. Forlokket
til at vælge det philologiske Studium har jeg Ingen,
forsaavidt det ikke er sket ved at ses selv at drive
det med Lyst og Tilfredshed; afskrækket har jeg maaske
En og Anden, maaske ikke altid dem, der vare mindst
kaldede. Men med dem, der fastholdt Valget, har jeg
arbeidet ikke blot med embedsmæssig Troskab, men med
personlig Velvillie og Imødekommen, støttende dem det
Bedste, jeg kunde, og følgende dem med Deltagelse, og
jeg har al Grund til at paaskjønne, at der er sket mig<a class="pagenum" name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a>
fuld Gjengjæld fra deres Side baade i Universitetsaarene
og siden.</p>
<p>Mine Forelæsningers i det Hele rent fagmæssige Karakter
satte mig ikke umiddelbart i Forhold til noget
stort Antal af de Studerende; men mine stadige Besøg
ved Skolerne, navnlig ved deres Afgangsexaminer, udvidede
det gjensidige Bekjendtskab med en større Kreds, hvilket
tillige fremmedes ved min ikke ringe Deltagelse i Universitetets
almindelige Anliggender. Min Lærevirksomheds
Form udtrykte sig baade tidligere og i de senere Aar i
den bestemtere Udsondring af den klassiske Philologi til
selvstændig, men i sin Fremtræden begrændset Specialvidenskab
i Modsætning til den tidligere Udbredelse af et
vist almindeligt philologisk, nærmest latinsk Præg over
det hele Universitetsvæsen. Den i sig selv ogsaa efter
min Mening berettigede Bestræbelse for at fjerne dette
Præg, der besværede Videnskabens og Tankens frie Udtryk,
gik herhjemme paa Grund af særlige nordiske Reminiscenser
noget hurtigere frem end i Tyskland, stundom
med nogen Bitterhed og Miskjendelse af Fortidens
Forhold. Ligesom jeg gjerne havde nedlagt min Post
som Universitetets sidste latinske Programskriver, saaledes
faldt det ogsaa i min Lod ved Reformationsfesten i 1854
at holde den sidste latinske Universitetstale, og, idet jeg
delvis gav den Formen af en "parentatio", greb jeg da
Leiligheden til baade i det Hele at paavise, hvilken Tjeneste
den latinske Form havde ydet til Videnskabens
Almindeliggjørelse som europæisk Fælledseiendom, og i
Særdeleshed at fremhæve, at denne latinske Form maaske
i Reformationstiden havde været et væsentligt Værn mod
en Fare for vor Dannelses Germanisering.</p>
<p>Ligesom i Forholdet til de Studerende saaledes har
ogsaa i Forholdet til mine Kolleger mit fornyede Universitetsliv
været et ved gjensidig Velvillie og Imødekommen
særdeles glædeligt, hvilket jeg har saa meget mere Grund
til at paaskjønne, som Tilbagetrædelsen fra en Foresats<a class="pagenum" name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"> </a>
Stilling i Rækken af de gamle Embedsbrødre ikke altid
sker uden Anstød. Det første Bevis paa mine Kollegers
vedblivende Velvillie modtog jeg — næst (som tidligere
berørt) den enstemmige Indrømmelse af en vis til Ancienniteten
knyttet Ret, som jeg ikke havde sikret mig, —
ved Valget til Medlem af Konsistorium den 1ste Gang, et
saadant Valg foretoges efter min Tilbagevenden (den
8de Januar 1852), og jeg havde derefter uafbrudt Sæde
i samme, efter ikke lang Tids Forløb ifølge Alder, lige
til min Afgang fra Universitetet og deltog til enhver Tid
ivrig i dets og i den akademiske Lærerforsamlings Forhandlinger.
Derpaa fulgte den 11te Oktober 1855 mit
første Valg til Universitetets Rektor for 1855—56, hvilket
senere fornyedes for 1856—57, 1863—64, 1866—67,
1870—71 og sidste Gang for 1878—79. — Med særlig
Tilfredshed overtog jeg kort efter min Indtrædelse i <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: Konstorium">Konsistorium</a>
Bestyrelsen af det nyoprettede betydelige Smithske
Stipendium (over 20,000 Kr. aarlig), der efter dets
Oprettelse kun et halvt Aar forinden havde været overdragen
til Krieger og blev ledig ved hans Bortgang fra
Universitetet. Jeg beholdt denne Bestyrelse (Ephori) i
femogtyve Aar og troer i denne Stilling, under Samvirkning
med Fakulteterne og Konsistorium at have bidraget
Mit til, at der er blevet udrettet endel Godt. Vi bragte det
dertil, at det for yngre Videnskabsmænd og Studenter
ikke blot betragtedes som en Fordel, men som en Udmærkelse
at opnaae Stipendiet. — Imellem de forskjellige
administrative Anliggender ved Universitetet, hvori der
betroedes mig virksom Andel, vil jeg her kun nævne Opførelsen
af den nye Bibliotheksbygning, Bibliothekets
Flytning og Indlemmelsen af det Classenske Bibliothek
deri, idet jeg allerede tidligere har havt Leilighed til nærmere
at omtale min Virksomhed derved. Den Plan, hvorefter
det zoologiske Museum opførtes, fandt jeg i Landsthinget
Leilighed til at støtte mod Indsigelser og mod Ministerens
(Monrads) ikke utydelige Lyst til at opgive samme. Ligesom<a class="pagenum" name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"> </a>
jeg til enhver Tid med Iver havde virket for Universitetets
og dets Læreres fælles Interesser, saaledes fik
jeg derhos endnu i mit sidste Universitetsaar særlig Leilighed
dertil, idet jeg fungerede som Formand for og tog
ivrig Del i Forhandlingerne i den af Kultusministeriet i
Juli 1879 nedsatte Kommission, hvis i Oktober s. A. afgivne
Betænkning blev Grundlaget for det derefter forelagte,
men ikke gjennemførte Forslag til Lov om Tilveiebringelse
af Ligevægt mellem Universitetets Indtægter og
Udgifter, og idet jeg endvidere kom til at fungere som
Formand for et af den akademiske Lærerforsamling ligeledes
i 1879 nedsat Udvalg, der under 31te December
afgav en udførlig Betænkning og Forslag om Universitetets
Lærerkræfter<a name="FNanker_98" id="FNanker_98" href="#Fodnote_98" class="fnanchor">[98]</a>.</p>
<p>Der indtraf i det her omhandlede Tidsrum flere Anledninger
for vort Universitet til ved festlige Leiligheder at
lade sig repræsentere ved fremmede Universiteter, saaledes
1861 i Kristiania, 1868 i Lund, 1875 i Leyden og 1877 i Upsala,
og mine Embedsbrødre kaldte mig hvergang til i Forening
med Rektor alene (i Kristiania F. C. Bornemann, i Leyden
Nellemann) eller med Rektor og en anden Kollega at
udføre dette Hverv. Til Festen i Upsala havde jeg
faaet en personlig Indbydelse fra Universitetet dersteds.
Alle disse Reiser bragte mig Tilfredsstillelse for vort Universitets
Vedkommende og Glæde ved den Modtagelse og
Indgang, jeg personligen vandt. Det kom mig tilgode, at
min Optræden og mine Udtalelser tydede paa et friere
og videre videnskabeligt Standpunkt, paa en alsidigere Livsdannelse
og paa et livligere og mildere Sind, end man
maaske havde forudsat det hos den strenge Grammatiker<a class="pagenum" name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"> </a>
og Faglærer. De knyttede Bekjendtskaber og Forbindelser,
og det ikke udelukkende med Universitetslærere, have
bevaret sig. I Kristiania fandt jeg Leilighed til i en forresten
saare bekymringsfuld Tid, nemlig i Efteraaret 1870
under den tydsk-franske Krig, at opfriske disse Bekjendtskaber,
idet jeg var anmodet om dér at holde en Række
Forelæsninger, hvortil jeg som Emne valgte Sprogets
Væsen og Liv. — Til disse Repræsentationer af vort Universitet
paa fremmede Steder knyttede sig tilsidst det
Hverv, som mine Embedsbrødres Tillid og Velvillie overdrog
mig, og for hvis Skyld jeg indstændig var bleven
opfordret til at fortsætte noget længere i mit Embede,
end jeg ellers formedelst min Alder og mit Syns stærke
Svækkelse havde villet, nemlig som Rektor at lede vort
Universitets egen Firehundredaarsfest i 1879. Det er
noksom bekjendt, at Preussens og Østerrigs aldeles vilkaarlige
Ophævelse af Pragerfredens femte Artikel i Begyndelsen
af Aaret foranledigede Universitetets Lærerforsamling
til den Beslutning at opgive den paatænkte Indbydelse
til samtlige europæiske Universiteter til at deltage
i dets Fest, fordi Samkvemmet med de udentvivl i størst
Antal indtræffende tydske Universitetsrepræsentationer
baade vilde have været ydmygende og let kunde fremkalde
Ubehageligheder, og at indskrænke Indbydelsen til
et Antal Videnskabsmænd fra de nordiske Broderriger,
hvem akademiske Grader tildeltes. Denne Beslutning, der
ikke toges uden Modstand, navnlig ogsaa fra Kultusministeriets
Side, anbefalede jeg selv efter alvorlig Overveielse
og føler mig overbevist om, at vi deri valgte den rigtige
Vei, og at vore Bevæggrunde forstodes rigtig baade udenfor
Tydskland og ligeledes i Tydskland. Festen selv fik
maaske ved Indskrænkningen et stærkere Præg af Inderlighed
og forløb heldig og glædelig under stærk Deltagelse
af de Studerende, Statsmyndighederne og Kjøbenhavns
Kommune samt de nordiske Fremmede. Til Emne for
Talen ved Hovedfesten i Frue Kirke valgte jeg Fremstillingen<a class="pagenum" name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"> </a>
af Universiteternes egentlige Opgave: ikke ene at
besidde og beherske Videnskaberne, men at bevare, forplante
og bearbeide dem i Sammenhæng og gjensidig
Paavirkning, saaledes at en sand folkelig Dannelse derfra
kunde hente Udspring og Styrke og den sig frit bevægende
nationale Litteratur og Kunst der finde Støtte ved Selvbetragtning
og Tradition, overalt med Henblik derhos
paa de særlige Forhold, hvorunder vort eget Universitet,
paa engang stillet ene og sluttende sig sammen med den
europæiske Videnskab, havde virket og virker. Talen,
der aabent gik ind paa ikke uvigtige Spørgsmaal, syntes
at finde Anerkjendelse<a name="FNanker_99" id="FNanker_99" href="#Fodnote_99" class="fnanchor">[99]</a>, og jeg havde al Grund til at
glæde mig ved den Velvillie, der samtlige Festdage kom
mig imøde og lettede mig den ikke ganske ringe Anstrengelse,
ligesom den havde staaet mig bi under Festens
Forberedelse og de dermed forbundne Vanskeligheder
og Meningsforskjelligheder. — Med denne Fest var min
Universitetsgjerning i det Væsentlige afsluttet. For at
føre Rektoratet tilende og i December Termin at kunne
afslutte mine Stipendieregnskaber havde jeg dog faaet det
ordnet saaledes, at min Afsked som Professor, der bevilgedes
mig under 18de August 1879, først blev at regne
fra 1ste Januar 1880, dog saaledes at jeg fritoges for at
holde Forelæsninger i Efteraarssemestret 1879. Dette gav
Anledning til, at Embedsbrødre, Studerende og Medborgere
udenfor Universitetet endnu beredede mig personlig en
med talrige Lykønskninger (Adresser og Deputationer), rige
Gaver og Æresbevisninger forbunden Afskedsfest den
17de November: 50 Aarsdagen for min Udnævnelse til
virkelig Professor (de tre Aar, i hvilke jeg havde været
borte fra Universitetet, erstattedes paa en Maade ved de
tre Aar, i hvilke jeg inden 1829 havde været konstitueret
Docent og Lektor). Særlig bør jeg her nævne det ved<a class="pagenum" name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"> </a>
denne Leilighed til Ære for mig ved Sammenskud af
Landsmænd stiftede, til Universitetet knyttede Madvigske
Jubilæumslegat paa 10,000 Kr., hvoraf dog mine Døttre
skulde nyde Renten i deres Livstid, og den til Ære for
mig samtidig prægede Guldmedaille<a name="FNanker_100" id="FNanker_100" href="#Fodnote_100" class="fnanchor">[100]</a>.</p>
<h3 class="hide">Personlige Forhold</h3>
<p><a name="VI_PERSONLIGE_FORHOLD_1" id="VI_PERSONLIGE_FORHOLD_1"></a>
Kort efter min Afgang fremkom der under Behandlingen
af Finantslovudkastet for 1880—81 i Finantsudvalget
et Forslag om at yde mig en aarlig Extrapension, som
jeg ikke mente at kunne og burde modtage, hvad jeg
lettest kan udvikle ved nedenfor at meddele de tvende
Skrivelser, som jeg i den Anledning tilstillede Kultusministeren
og Finantsudvalget<a name="FNanker_101" id="FNanker_101" href="#Fodnote_101" class="fnanchor">[101]</a>.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a>
Med Paaskjønnelse af at jeg efterhaanden har nydt
alle de Goder og Fordele, som Universitetet kan yde sine<a class="pagenum" name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a>
Lærere, vil jeg tilsidst endnu her nævne, at jeg fra Efteraaret
1872 kom i Besiddelse af den eneste tilbageværende
virkelige Professorgaard, efterat jeg et Par Aar
iforveien havde været ubetænksom nok til at lade den
gaae mig forbi, og at jeg efter min Afskedigelse ved
venlig Imødekommen af og Overenskomst med tidligere
Kolleger (Hermansen og Holten) deri er vedbleven at
have en hyggelig Alderdomsbolig i nær Berøring med de
Institutioner, hvortil jeg i saa mange Aar har været
knyttet, — samt at jeg ved alle festlige Sammenkomster
mellem Lærerne ved vort eget og vort Nabouniversitet
i de følgende Aar vedblivende er regnet med iblandt disse.</p>
<h3 class="hide">Undervisningsinspektørvirksomhed</h3>
<p><a name="VI_UNDERVISNINGSINSPEKTOERVIRKSOMHED" id="VI_UNDERVISNINGSINSPEKTOERVIRKSOMHED"></a>
Med Professoratet overtog jeg i Januar 1852 tillige
atter det Embede som Undervisningsinspektør ved de
lærde Skoler, som jeg i 1848 kun havde beklædt i nogle
faa Maaneder, og udførte det med Lyst og Kjærlighed.
Den personlige Inspektion af Skolerne maatte paa Grund
af mit Universitetsembede med ganske faa Undtagelser
indskrænkes til og forbindes med den Reise, jeg hvert
Aar i Løbet af en Maaned foretog for at kontrolere Afholdelsen
af Afgangsexamen til vexelvis det halve Antal
af offentlige lærde Skoler og til Dimission berettigede
private Instituter. Da jeg ved de offentlige Skoler foruden
Afgangsexamen gjorde mig Umage for at se og
høre saameget af Klasseundervisningen, som det paa
nogen Maade var muligt, og at samtale med Rektorer
og Lærere om Skolernes Anliggender, var Reisen travl
og anstrengende, idet den mindst mulige Tid anvendtes
til Flytning fra Sted til Sted og til Hvile; men den var
tillige i dobbelt Henseende oplivende, dels ved de vexlende
Naturindtryk, som jeg nød med stor Glæde, og
som efterhaanden samlede sig til en fyldig Anskuelse af
hele vort Fædreland og dets Egne, dels og fornemmelig
ved den Imødekommen og Velvillie, som jeg næsten uden
Undtagelse traf hos Lærerpersonalet og hos de stedlige
Embedsmænd, med hvem min Gjerning bragte mig i Berørelse;<a class="pagenum" name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a>
jeg troer, at jeg navnlig hos Lærerpersonalet
nogenlunde fortjente denne Imødekommen ved human
Optræden og ved alvorlig Bestræbelse for at fremme dets
Interesser og Vel, om jeg end ofte kun kunde udrette
Lidet. Ogsaa har jeg bevaret en glædelig Erindring af,
hvad jeg ad forskjellige Veie kunde overbevise mig om, at
jeg heller ikke af Disciplene, navnlig Dimittenderne, betragtedes
med Ugunst eller Frygt, men fandt Paaskjønnelse
som en vel alvorlig, men derhos mild og upartisk og
ligeoverfor særlige Tegn paa Dygtighed eller Bekymring
og Tryk opmuntrende og deltagende Dommer. Forat
Undervisningen i de Fag, i hvilke jeg ikke turde tiltroe
mig selv nogen sikker Dom, kunde blive behørig kontroleret
og de dem repræsenterende Lærere finde Opmuntring
i Berørelse med fuldt fagkyndige Mænd, formaaede
jeg med Ministeriets Tilladelse afvexlende Universitetslærere
i de naturvidenskabelige og mathematiske
Fag (navnlig oftere Steenstrup, Holten og Steen) eller i
de nyere Sprog (Bjerring) til at ledsage mig paa disse
Reiser, og jeg troer, at de derfra have bevaret Erindringen
baade om alvorligt Samarbeide og livligt og venligt
Samkvem, stundom maaske med lidt Beklagelse over
den noget anstrengende Færd, jeg bød Andre, fordi et
stærkt Helbred tillod mig selv at udholde den. — Til Inspektionsreiserne
og Indberetningerne om dem sluttede
sig i den øvrige Del af Aaret Indstillinger og Betænkninger
til Ministeriet samt Cirkulærskrivelser til Skolerne
om allehaande Skoleanliggender efter Ministeriets Krav
eller af egen Drift<a name="FNanker_102" id="FNanker_102" href="#Fodnote_102" class="fnanchor">[102]</a>. Ministeriets Arkiv bevarer Vidnesbyrd<a class="pagenum" name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"> </a>
om, at denne Virksomhed var omfattende og
indgaaende, navnlig da ogsaa i Alt, hvad der vedkom
Embedsbesættelser, Befordringer og stundom Afskedigelser,
og at jeg i denne Henseende lod mig det være
magtpaaliggende at erhverve mig paalideligt Kjendskab
til hele Personalet og i Henhold til dette Kjendskab at
udtale mig for Ministeriet aabent og uforbeholdent, men
tillige billig, skaansomt og med Overveielse af alle i Betragtning
kommende Omstændigheder. Paa den anden
Side maa jeg erkjende, at de forskjellige Ministre idethele
ydede mine Indstillinger i personlige Anliggender
den Opmærksomhed, jeg kunde forlange. At de tretten
Mænd, der i Tidsrummet 1852—1874<a name="FNanker_103" id="FNanker_103" href="#Fodnote_103" class="fnanchor">[103]</a> beklædte Posten
som Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet, ingenlunde
alle havde tilegnet sig et nærmere Kjendskab til
eller en fast Mening om det lærde Undervisningsvæsen,
og at de, der i større eller mindre Grad havde saadan
Kundskab og Mening og en dermed forbunden alvorligere
Interesse for Gjenstanden, tildels stode paa meget
afvigende Standpunkter, behøver ikke at siges. Disse
Uoverensstemmelser traadte da naturligen frem i Behandlingen
af de tildels indgribende Spørgsmaal, der
efterhaanden i Ministeriet selv eller fra forskjellige Sider
udenfor Ministeriet reistes om selve den i 1849 fastsatte<a class="pagenum" name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a>
Undervisningsplan, og den omfattende Deltagelse i disse
Forhandlinger, som mit Embede paalagde mig, og som
min Interesse for Sagen skærpede, kunde ikke undgaae
enkelte Gange at blive noget vanskeligere ved min eiendommelige
Stilling som den, der havde en væsentlig Del
i Undervisningsplanens Udarbeidelse og Ansvaret for dens
almindelige Indførelse. Det kan ikke være Hensigten
her i det Enkelte at gjennemgaae disse Forhandlinger,
hvis officielle Aktstykker findes samlede i Lindes og Asmussens
Meddelelser angaaende de lærde Skoler for
Aarene 1857—1878 (Kjøbenhavn 1879 ff.), og der, som
jeg haaber, bære tilstrækkeligt Vidnesbyrd om den Alvor
og Frimodighed, hvormed jeg ligeoverfor samstemmende
eller afvigende Ministre gik ind paa Drøftelsen. — Efterat
Undervisningsplanen i det Væsentligste var bleven gjennemført
uantastet i Aarene 1850—1858<a name="FNanker_104" id="FNanker_104" href="#Fodnote_104" class="fnanchor">[104]</a> (— i disse
Aar var jeg i 1855 Medlem af en Kommission om Realundervisningen
ved nogle lærde Skoler og i 1857 af en
Kommission om Undervisningen og Afgangsprøverne i de
lærde Skoler —), falder det første Hovedafsnit af de omtalte
Forhandlinger i Aarene 1859 til 1864 under Monrads,
Engelstofts og Heltzens Bestyrelse af Ministeriet.
V. Borgen kom i sin korte Funktionstid ikke til nogen
Virksomhed i denne Retning. En livlig Deltagelse udenfra
udtalte sig i det nævnte Tidsrum i et Par Adresser
og i et ikke ganske ringe Antal af Smaaskrifter og Bladartikler
(opregnede i de nævnte Meddelelsers første Hefte
S. 39), paa hvilke jeg delvis svarede i en Piece fra August
1860: "I Anledning af de Angreb, der nylig ere
gjorte paa de lærde Skolers Undervisningsplan". Monrad,
hvis Indflydelse tillige ganske beherskede den lidet<a class="pagenum" name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"> </a>
selvstændige Engelstoft, havde dengang en stærk Tilbøielighed
til at ophæve den i 1849 trufne Grændse imellem
Skolerne og Universitetet og ved Gjenoprettelse af den
saakaldte anden Examen, omend i noget forandret Skikkelse,
ganske at borttage Grundlaget for Undervisningsplanen
af 1849, men begge Ministre fandt i det Hele en
bestemt Modstand mod deres gjentagne Forslag og
Henvendelser hos Skolerne og Konsistorium, til hvilke
jeg kunde slutte og støtte mig uden at miskjende, at
den siden 1849 og 1850 bestaaende Indretning paa nogle
Punkter trængte til ikke uvæsentlige Ændringer. Min
Slutningsindstilling herom fremkom til Ministeriet under
15de Oktober 1864 og lagdes af Ministeren (Heltzen) med
ganske ringe Modifikationer til Grund for den efter kongelig
Resolution udfærdigede Bekjendtgjør. af 30te Novb.
1864, hvorved Afgangsexamens Deling i to selvstændige
Afdelinger ophævedes og mindre Modifikationer indførtes
i Bestemmelserne om de enkelte Læregjenstande, deriblandt
om Latinundervisningens Begyndelse og om Adgang
til Undervisning i Engelsk i øverste Klasse. Ved
de trufne Bestemmelser var tillige det Hensyn taget, som
jeg og Andre troede, at der kunde og burde tages til de
under de forudgaaende Forhandlinger stærkt fremtraadte
Klager over Disciplenes Overbebyrdelse. Selv fremgaaet
sund og stærk fra et til kun faa Aar concentreret
Skolearbeide, men med dengang meget kortere Ferier
og under Fattigdommens tilføiede Tryk, har jeg altid
havt en varm Følelse for Bevarelsen af Disciplenes
Sundhed og legemlige Velvære og for Tilstedelsen af
Adgang til barnlig og ungdommelig Forfriskelse og Glæde;
men i mange af Klagerne over Tilsidesættelse af disse
Hensyn har jeg maattet skrive en stor Del paa Forældres
og Slægtninges Uforstands og paa en slap Forlystelsessyges
Regning, medens en anden Del faldt paa en
forkert Bedømmelse af Børnenes Evne til overhovedet at<a class="pagenum" name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a>
gjennemgaae den lærde Skole. — Forsaavidt nu ved
Bedømmelsen af denne Evne dog tillige unegtelig Begavelsens
og dermed den naturlige Lysts forskjellige Retning
fremtræder som et berettiget Moment, saaat mindre
gode Anlæg i én Retning ikke bør udelukke Anlæg i
anden Retning fra at komme til Anerkjendelse og Udvikling,
og forsaavidt et tilbørligt Hensyn til denne Forskjellighed
kan gjøre den Unges Vei igjennem Skolen
lettere, bleve i det næste Afsnit af min Skolevirksomhed
Overveielserne rettede herpaa, og disse ledede til Loven
af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler.
I Forberedelsen af denne Lov og særlig i Udarbeidelsen
af Udkastet dertil, som Hall, efter at være indtraadt i
Ministeriet den 28de Mai 1870, allerede i Oktober samme
Aar forelagde Rigsdagens Folkething, havde jeg ingen
fremragende Andel, hvorvel jeg baade i Løbet af Juni
Maaned privat samtalte saavel med Ministeren som med
Departementschefen om det allerede i længere Tid før
Halls Indtrædelse drøftede Spørgsmaal om en Deling af
Skoleundervisningen paa dens øverste Trin, et Spørgsmaal,
ved hvilket Opmærksomheden nødvendig ogsaa
rettedes paa den i Frankrig nylig indførte saakaldte "bifurcation"
af Lycealundervisningen, og deltog i den Forhandling
om Sagen, som Ministeren ved Skrivelse af
13de Juli foranledigede afholdt med en Del Skolemænd
(ogsaa Forstandere for Privatskoler) og Professor Steen
(se de før citerede Meddelelser S. 201 ff.). Medens jeg
fuldkommen billigede og selv tidlig havde henpeget paa
en vis Deling af Disciplene paa det øverste Trin i to
Grupper med ikke ringe Lempelser i de forskjellige Fag
for hver af Grupperne, mente jeg allerede dengang, at
Udkastet ved fuldstændig Tilslutning til det franske System
gjorde Adskillelsen for stor og derved Undervisningen
i de høiere Klasser for hver Gruppe noget for ensidig
ved fuldstændig Udelukkelse i Skoletidens sidste og modneste
Aar af Fag, med Hensyn til hvilke jeg ikke kunde<a class="pagenum" name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a>
gaae videre end til at tilraade Indskrænkning og Lettelse.
Det var ogsaa den fuldstændige Adskillelse paa det øverste
Trin, der fremkaldte noget for strenge Fordringer paa og
foran det Trin, fra hvilket Adskillelsen skulde indtræde.
Dog skal jeg ikke nu kunne sige, med hvilken Grad af
Klarhed i det Enkelte Ulemperne allerede viste sig for
mig i 1870. Ganske bestemt var jeg allerede dengang,
hvad jeg ogsaa udtalte og motiverede under Lovudkastets
Forhandling i Landsthinget, imod Nedlæggelsen af Skolernes
to nederste Klasser, hvorved jeg antog, at den
faste Underbygning i Kundskabselementerne og Læremethoden
vilde svækkes ikke lidet, medens det tilstræbte
økonomiske Resultat vilde blive temmelig illusorisk.<a name="FNanker_105" id="FNanker_105" href="#Fodnote_105" class="fnanchor">[105]</a> I
Folkethinget, hvor Ministeren først forelagde Lovudkastet,
blev der af et ikke stort og i sin Overbevisning usikkert Flertal
vedtaget en fuldstændig omskabt Form deraf, i hvilken
det Eiendommeligste var Indførelsen af en besynderlig
tredie Undervisningslinie, bygget paa nordisk Sprog og
Historie, ved Siden af de to i Lovudkastet opstillede. I
Landsthinget blev derfor Hovedopgaven for Ministeren at
faae Lovudkastet fra denne aldeles ubrugelige Skikkelse
ført tilbage i det Væsentlige til den, hvori han først havde
forelagt det, hvilket Resultat ogsaa opnaaedes, hvorefter
Folkethinget vedtog Forslaget, som det var kommet tilbage
fra Landsthinget. Der var dog i det sidstnævnte
Thing sket nogle Lempninger og Indrømmelser, hvormed
jeg ikke kunde føle mig tilfreds, dels med Hensyn til de
nyere Sprog, af hvilke det tydske fortrængtes fra den faste
Stilling, som det efter min Mening, saa stærkt jeg end
til enhver Tid har kæmpet for mit Folks Ret mod Fortydskning<a class="pagenum" name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a>
og tydske Overgreb, ifølge vore geografiske og især
historiske Forhold og hele Stilling i Kulturen bør indtage,
dels med Hensyn til den skriftlige Indøvelse i den latinske
Sprogform ogsaa for de øverste Klasser i den sproglig-historiske
Afdeling af Disciple; den efter mit Forslag
i Stedet optagne franske Stilskrivning og Stilprøve var,
som jeg nu erkjender, en betænkelig Erstatning. Iøvrigt
ydede jeg i Landsthinget Ministeren min fulde Understøttelse
(naturligvis med Undtagelse af Spørgsmaalet om
Klassenedlæggelsen) med Tilbagetrængen af mine øvrige
Tvivl, navnlig ved kraftig og skaanselløs Bekæmpelse af
den forkerte og sygelige Særretning, der havde fremkaldt
Forslaget om den tredie Undervisningsafdeling, et Punkt,
hvori Hall baade efter sin Natur, sin Stilling og visse
Forbindelser og Sympathier var mindre oplagt til ganske at
tage Bladet fra Munden. Mig har det igjennem min hele
videnskabelige og politiske Virksomhed været en Hovedopgave
paa den ene Side at hævde og forsvare vor nordiske
Folkeeiendommelighed indenfor dens berettigede
Grændser og vort særlige Bidrag til den europæiske
Fælleskultur, men paa den anden Side uden Sky at gjøre
gjældende, at kun i Tilslutningen til denne Fælleskultur
og i Anerkjendelsen af dens universalhistoriske og centrale
Udvikling finde vi det faste Grundlag for et fyldigt
og tilfredsstillende nationalt Aandsliv. — Efter Lovens
Vedtagelse og Udstedelse medvirkede jeg endelig efter
Pligt i det sidste Afsnit af min Virksomhed som Undervisningsinspektør
ved den nærmere Udarbeidelse og Indførelse
i det Enkelte af Lovens Indhold. Allerede flere
Aar iforveien havde jeg imidlertid (i en Skrivelse af 15de
Oktb. 1864, se Lindes Meddelelser S. 161) for Ministeriet
udtalt, at det turde være hensigtsmæssigt at ophæve
Undervisningsinspektørens Embede og istedet derfor at
sætte en af forskjellige videnskabelige Fagmænd udført
flersidigere Kontrol med de lærde Skoler, og denne Tanke
fik ved Undervisningens Deling en endnu større Berettigelse,<a class="pagenum" name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"> </a>
og, da nu dertil kom dels min i visse Punkter
fra den nye Ordning noget afvigende Mening, dels min
fremrykkede Alder og den indtraadte Svækkelse af mit
Syn, trak jeg mig under uafbrudt venskabeligt Forhold
til Hall i Slutningen af 1874 (den 14de Decb.), altsaa
omtrent samtidig med Nedlæggelsen af min Rigsdagsvirksomhed,
tilbage fra mit omtalte Embede ved Skolerne
for derefter alene at arbeide i Universitetets Tjeneste og
for mig selv; at jeg ikke uden et vist Savn afbrød Forbindelsen
med Skolerne, ved hvilke jeg talte saamange
Venner og tidligere Disciple, behøver ikke at siges,<a name="FNanker_106" id="FNanker_106" href="#Fodnote_106" class="fnanchor">[106]</a> og
min Interesse for deres rolige Udvikling overfor nye
Reformplaner har jeg endnu i 1877 havt Leilighed til at
lægge for Dagen i mine da i "Berlingske Tidende" for
den 13de Marts indrykkede og særlig aftrykte: "Nogle
Ord til Fremme af Besindighed ved den lærde Skoles
Reform" med nogle Tillægsbemærkninger dertil i samme
Tidende for 11te April s. A., foranledigede ved de da
af Dr. V. Pingel fremsatte Ideer.</p>
<hr class="tb" />
<h3 class="hide">Videnskabelig Forfattervirksomhed</h3>
<p><a name="VI_VIDENSKABELIG_FORFATTERVIRKSOMHED" id="VI_VIDENSKABELIG_FORFATTERVIRKSOMHED"></a>
Af mit aandelige og videnskabelige Arbeide fra 1852
af har jeg her nærmest at omtale, hvad der hørte til
mit særlige Fag og Kald, sluttede sig til min Lærervirksomhed
ved Universitetet og fik Udtryk i litterære Frembringelser.
Dette Arbeide blev drevet med Iver og Flid
og fik et ikke ringe Omfang. Efter at have indhentet, hvad
der i tre Aar var forsømt i at følge og benytte den
philologiske Litteratur, og fuldendt Forarbeiderne til mine
Forelæsninger over den græske Side af Oldtiden, optog
jeg, som tidligere antydet, i to Universitetsprogrammer<a class="pagenum" name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a>
fra 1856 og 1857 den almindelige Undersøgelse om Sprog
og Sprogudvikling, som jeg havde indledet i 1835 og
1842, ved en grundig Bearbeidelse af de grammatiske
Betegnelsers (vel at mærke: ikke blot Formers) Væsen,
deres Opgave, Midlerne og Veiene til deres Frembringelse
og Udvikling fra en sporadisk Begyndelse til sammenhængende
Systemer og den heraf fremkommende Forskjellighed
i Sprogstammernes Bygning og Karakter samt
Betegnelsessystemernes Forhold til Sprogenes Brugbarhed
i Meddelelsens og Kulturens Tjeneste. Med disse to Afhandlinger,
hvori paa mange Steder ligesaafuldt taagede
saakaldte sprogphilosophiske Forestillinger som klassiske
Philologers Fordomme og ensidige Opfattelser angrebes
og afvistes, var i Hovedsagen Grundlaget for min hele
Sprogbetragtning fremstillet; dog bleve ikke uvigtige Afsnit,
som jeg i mine Forelæsninger udførte eller dog berørte
(f. Ex. om den lexikalske Betydningsrigdoms Udfoldning
og Bevægelse, om Forholdet mellem Tale- og
Skriftsprog, om Sprogrigtighed og Sprogfeil o. s. v.), tilbage,
og deraf fremkom kun enkelte Antydninger i en
senere (i 1871) ligeledes som Universitetsprogram udgiven
Afhandling: "Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger",
medens en i 1866 i Videnskabernes Selskab foredragen og
i Oversigterne over dets Forhandlinger gjengiven Række
"Bemærkninger om Sprogenes Udvikling af deres syntaktiske
Midler" særlig gik over til Fremstillingen af nogle
specielle Phænomener i Latin og saaledes kom til at staae
imellem den almindelige Sprogbetragtning og den specielle
klassiske Philologi. I Sammenhæng fremtraadte denne
Række af mine Arbeider først i den tidligere nævnte
tydske Oversættelse i mine "kleine philologische Schriften",
der udkom i 1875. Det blev derfor nødvendigt i Fortalen
til denne Samling at gjøre opmærksom paa, at den
hele Betragtning af Sprogets Fremkomst og Udvikling,
der i de da nærmest foregaaende Aar af Amerikaneren
Whitney var given i Arbeider, som i engelsk og tydsk<a class="pagenum" name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a>
Form havde fundet ikke ringe Udbredelse, ikke faa Aar
forinden i alle væsentlige Punkter og med skarpere dialektisk
Opløsning af modsatte og afvigende Opfatningsmaader
var fremsat af mig, og at Whitneys Fremstilling
stundom indtil det enkelte Udtryk saa stærkt nærmede
sig til min, at Formodningen om en Benyttelse af mine
Arbeider uvilkaarlig havde paatrængt sig mine yngre
Venner og heller ikke havde ladet mig uberørt. Mod
denne Formodning har Whitney, der er en Mand af meget
omfattende og selvstændige Studier, gjort Indsigelse, og
jeg opgiver den gjerne for blot at beholde og fremhæve
den Bekræftelse af Sandheden i den i de paagjældende
Arbeider fremsatte Betragtning, der ligger i Grundtankernes
uafhængige Fremtræden og Gjennemførelse paa to saa
fjerne Steder, medens jeg dog ikke kan undlade ved
Sammenligning af den fortsatte Benyttelse og Indflydelse
af Whitneys Skrifter i Modsætning til mine Afhandlinger
at se en ret mærkelig Prøve paa den uheldige Stilling,
hvori det mindre Folks Videnskabsmænd befinde sig ligeoverfor
dem, der færdes paa et vidt udstrakt Folke- og
Sprogomraade. Min (og Whitneys) hele Sprogbetragtning
gaaer ud paa i Sproget at erkjende og eftervise det
af Menneskets Forestillingsliv umiddelbart fremkaldte og
skabte Meddelelsesmiddel i dets af Forestillingernes Udvikling
uden beregnende Bevidsthed fremdrevne Uddannelse
og i denne Uddannelse at forfølge de naturlige
Analogier og deres tilfældige Brydninger og Spring, altsaa
overhovedet at se Sproget i det hele i dets Forhold til
Aandslivet, af hvilket det bæres, og hvilket det tjener, og
dernæst tillige i dets Sammenhæng med Folkelivet paa
dettes forskjellige Trin og i dets historiske Forgrening.
I den saavel Sprogbevægelsens Natur opklarende som
Folkenes Sammenhæng igjennem Sprogene opsporende
sammenlignende Sprogforskning erkjender jeg da ogsaa
fuldkomment Betydningen af Lydforskningen, forsaavidt
den efterviser de sammenhængende Bevægelser og Overgange<a class="pagenum" name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a>
i det af Naturen tilbudne bløde og for Tilfældigheden
mangesidig tilgængelige Stof og de deri liggende
fint udspundne Slægtskabsmærker, men jeg negter ikke,
at jeg tillægger en Phonetik, der forsøger at opstille et
regelmæssigt System af faste Love og ensidig fordyber
sig i denne rent ydre Side af Sproget, næsten ligesaa
ringe Værd som de overvundne Forestillinger enten om
Sprogets usvigelige Logik eller om dets Liv som en i sig
selv udenfor Menneskene voxende og skabende Organisme.</p>
<p>Denne almindelige Betragtning af Sproget i dets
Stræben efter Konsekvens og i dets Konsekvensen dog
brydende Bøielighed og usikre Griben gjorde sig da ogsaa
heltigjennem gjældende i min Opfattelse af de to klassiske
Sprog og i Forklaringen og Bedømmelsen af de deri
forekommende Phænomener og af de historiske Tvivl om
Sprogbrug og Betydning og traadte herigjennem i nær
Forbindelse med min kritiske Behandling af de gamle
Skribenters Text. Den sidstnævnte Side af mine Studier
fik efter min Tilbagekomst til Universitetet en enkelt omfattende
Opgave i Behandlingen af den romerske Historiker
Livius's Text. Under min gjentagne opmærksomme
Læsning af denne for den romerske Oldtidskundskab saa
overordentlig vigtige Forfatter havde jeg efterhaanden,
foruden at fremdrage en Mængde oversete og med Uret
tilsidesatte haandskriftlige Læsemaader eller Textrettelser
af ældre Philologer, selv med Benyttelse af de bedste
Haandskrifters Spor gjort et stort Antal for Meningen og
for det rigtige Udtryk mere eller mindre vigtige Rettelser,
af hvilke ikke faa dels vare meddelte i mine philologiske
Skrifter, især Opuscula Academica, dels komne i Omløb
blandt mine Tilhørere og yngre Venner. Efterat min
jævnaldrende Ven: Rektor Ingerslev i en af ham foranstaltet
Skoleudgave med Anmærkninger af tre Bøger
af Livius (21de-23de) efter særlig Tilladelse havde offentliggjort
og benyttet mine Rettelser til en Række Steder
i disse tre Bøger, lededes jeg baade ved Andres Opfordring<a class="pagenum" name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a>
og ved den Interesse, som Syslingen med og den
skarpere Begrundelse af de Rektor Ingerslev meddelte
Rettelser havde havt for mig selv, til at foretage en
sammenhængende Bearbeidelse af det hele Bidrag, som
jeg saae mig istand til at yde til Berigtigelsen af Livius's
Text, og saaledes fremkom mine i Aaret 1860 trykte
"Emendationes Livianæ", der paany bleve udgivne i 1877.
Skriftet knytter de enkelte Textrettelser og Bemærkninger
til en forudskikket methodisk Prøvelse af Overleveringskildernes
Beskaffenhed og Sammenhæng for hvert af de
opbevarede Afsnit af Livius's Værk og indeholder tillige
en stor Mængde mere eller mindre omfattende Bemærkninger
om latinsk og speciel liviansk Sprogbrug. Her
som tidligere ved Bearbeidelsen af Cicero <span xml:lang="la" lang="la">de finibus</span> var
det nødvendigt stundom temmelig skarpt at rydde op i
en vis philologisk Slendrian og at paavise Manglerne ved
nogle samtidige Arbeider af tydske Philologer paa samme
Omraade, og derved fremkaldtes naturligvis en vis Modstræben
og Uvillie mod den siden 1848 ogsaa af andre
Grunde ikke velsete Forfatter, men som ikke hindrede
Bogen fra snart at gjøre sig gjældende som Udgangspunktet
og Grundvolden for en ny og sikrere Fastsættelse
af Livius's Text, en Indflydelse, der ogsaa viste sig ved
at fremkalde en temmelig talrig Række Bidrag til Bearbeidelsen
af Livius, som i det Hele søgte at slutte sig
til min Methode, vistnok med meget forskjelligt Held.
Den Tanke laae nu nær til den i disse Emendationes
givne Behandling af en Række enkelte Steder, i hvilke
jeg havde egne nye Resultater at meddele, at føie en
hel Udgave af Livius, hvori Texten var fastsat efter de
samme Grundsætninger i Valget imellem Haandskrifternes
Læsemaader og Benyttelsen af Andres gode og sikre
Rettelser, og denne Tanke udførtes efter Opfordring fra
forskjellige Sider med Understøttelse af min Ven og
Kollega Ussing i 1861 og de følgende Aar. Denne Udgave,
hvis enkelte Dele efterhaanden ere optrykte flere<a class="pagenum" name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a>
Gange, gav naturligvis ved den fortsatte Prøvelse Anledning
til ikke faa nye Textrettelser, navnlig i stort Omfang
i de sidste fem Bøger, idet jeg dels selv i Sommeren
1863, dels min Discipel og Ven, nuværende Rektor Forchhammer
nøiagtig i Wien sammenlignede det eneste Haandskrift,
hvori disse Bøger ere opbevarede.</p>
<p>En Modsætning til denne omfattende Beskæftigelse
med en enkelt Oldtidsskribent dannede mit næste større
Skrift, mine i 1871 og 1873 i to Bind udgivne "Adversaria
Critica", hvortil i 1884 kom et mindre tredie Bind.
Min Bestræbelse for paa alle Hovedpunkter at vinde en
selvstændig Beskuelse af den græske og romerske Oldtid
igjennem den opbevarede Litteratur havde, som allerede
anført, ført mig til en gjennem hele min Professorvirksomhed
uafbrudt fortsat og navnlig i den anden Periode
af min akademiske Virksomhed udvidet Læsning af Oldtidsforfatterne,
saavel de græske som romerske, der, med
Udelukkelse af enkelte afsides liggende Skrifter, efterhaanden
i Sammenhæng var naaet omtrent ned til det
andet og tredie Aarhundrede efter Christus, medens jeg
naturligvis sporadisk i stor Udstrækning havde syslet med
langt sildigere Skrifter og Levninger. Under denne ogsaa
i sproglig og textkritisk Henseende, skjøndt naturligvis i
forskjellig Grad, omhyggelige Læsning var der nu opstaaet
en Række Textrettelser, som samlede nedlagdes og udgaves
under den anførte, ogsaa ved tidligere Philologers
Arbeider benyttede Titel ("Adversaria" betegner egentlig:
en Kladebog, Optegnelsesbog), indledede med en almindelig,
ved talrige Exempler oplyst Fremstilling af Konjekturalkritikens
Opgave og Methode. Det saare adspredte Stof,
som Værket i det Enkelte indeholder, kunde naturligvis
kun efterhaanden komme til Benyttelse og Anvendelse
ved nye Udgaver af de mange enkelte behandlede Oldtidsskrifter.
Det voldte nogen Overraskelse, at jeg, efterat
jeg hidtil væsentlig havde indskrænket mig til den romerske
Litteratur, her ogsaa gjorde Krav paa ikke ganske<a class="pagenum" name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a>
ringe Medvirkning ved de græske Forfatteres Bearbeidelse,
skjøndt min græske Syntax kunde have forberedt noget
herpaa, og at jeg, hvis tidligere kritiske Arbeider væsentlig
havde beskæftiget sig med to Prosaforfattere, Cicero og
Livius, ogsaa berørte Digterne, baade de græske og latinske,
og denne Udvidelse af min textkritiske Virksomhed
saaes ikke overalt med velvillige Øine, saameget mere
som jeg paa ikke faa Steder i Arbeidet havde tilføiet almindelige,
ikke altid behagelige Bemærkninger om de enkelte
Oldtidsforfatteres nyere og nyeste philologiske Behandling.
Hos mig selv var denne omfattende textkritiske
og særlig konjekturalkritiske Virksomhed fremkaldt ved en
logisk og æsthetisk Trang til skarp og klar Opfattelse af
de gamle Skribenters Forestillinger i Forhold til den gyldige
Sprogform og de historiske Forudsætninger under
Hensyn til de sandsynlige Afvigelser fra det Korrekte og
Almindelige, og denne Trang næredes og understøttedes
ved den efterhaanden opstaaende Følelse af en vis Sikkerhed
og Virtuositet og ved den vundne Erkjendelse af
en videnskabelig Methode for Bedømmelsen af den Paalidelighed,
hvormed vi overhovedet besidde de gamle
Skribenters Text og i det Enkelte kunne prøve og eventuelt
berigtige Overleveringen. Den tankeløse Syslen med
Læsemaader og Varianter, den grundløse Tvivl og de
famlende og letfærdige Indfald, de ofte aabenbare Forvanskninger
af Sprog, Tanke og Indhold, der tumle sig
paa dette philologiske Omraade, have altid været mig
modbydelige, og som første Hovedregel gjaldt det mig at
søge fast Grund og Udgangspunkt og ledende Begrændsning
for den omskuende Søgen. Men, hvorvel jeg stundom
maaske under Læsningen af de gamle Forfattere kan have
ladet mig fastholde og hendrage for meget af denne Interesse
for Textens Rigtighed, tabte jeg dog aldrig Hovedformaalet:
alsidig Beskuelse af Oldtiden og dybere Indtrængen
i enkelte Hovedsider af dens Udvikling af Syne.
Vidnesbyrd herom vare nogle mindre, til Philologiens reale<a class="pagenum" name="Side_261" id="Side_261" title="[S. 261]"> </a>
og historiske, baade græske og romerske Side hørende
Afhandlinger, som jeg efterhaanden i dette Tidsrum udgav,
nemlig: "Om Granius Licinianus" (i 1857 i Oversigten
over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger), "om den
dramatiske Poesis Frugtbarhed og de ydre Betingelser
derfor hos Athenæerne" (i 1863 i Tidsskrift for Philologi
og Pædagogik), "en Bemærkning om Forholdet mellem
Folkets og Domstolenes Kompetence hos Athenæerne, den
saakaldte <span class="greek" xml:lang="grc" lang="grc" title="Graphê paranomôn">Γραφὴ παρανόμων</span>" (i 1864 i Videnskabernes Selskabs
Oversigt), "om Befalingsmændene og Forfremmelsesvilkaarene
i den romerske Hær, betragtede i deres Sammenhæng
med Standsforholdene hos Romerne i det Hele"
(Universitetsprogram af mig som Rektor for 1864), "Bemærkninger
over T. Livius' Fremstilling af den romerske
Historie med Henblik paa den antike Historieskrivning i
det Hele" (1876 i Videnskabernes Selskabs Oversigt) og
endelig: "Bemærkninger om enkelte Punkter af den romerske
Strafferetspleie i Republikens Tid" (Universitetsprogram
i mit Rektorat for 1879). Disse Afhandlinger
bleve, med Undtagelse af den sidste, derefter optagne i
mine fornævnte "kleine philologische Schriften" i 1875. — I
1867 udgav jeg derhos, ligeledes som Universitetsprogram,
det allerede under Afsnitet for 1826 til 1848 omtalte<a name="FNanker_107" id="FNanker_107" href="#Fodnote_107" class="fnanchor">[107]</a>,
første Stykke af "Kortfattet græsk Metrik eller Fremstilling
af de græske Digteres Versbygning", hvis 2det
Stykke jeg desværre ikke senere har fundet Leilighed til
at udarbeide. I 1873 lod jeg i Tidsskrift for Philologi
og Pædagogik efter Opfordring trykke nogle af mig i philologisk
Samfund forinden fremsatte Bemærkninger om
"En nylig funden græsk Indskrift" (i Thisbæ), ligesom
jeg i samme Tidsskrift senere fremsatte forskjellige mindre
sproglige Bemærkninger.</p>
<p>Afhandlingen om Befalingsmændene i den romerske
Hær, i hvilken en vigtig og med den hele aristokratisk-timokratiske<a class="pagenum" name="Side_262" id="Side_262" title="[S. 262]"> </a>
Karakter af den romerske Statsordning paa
det Nøieste forbunden Særegenhed i Hærindretningen første
Gang opklaredes paa en Maade, der ikke tillod eller har
fundet Indsigelse i Hovedsagen, betegner i Forbindelse
med de tidligere latinske Afhandlinger om de romerske
Kolonier og om tribuni aerarii samt de to sidstnævnte
Afhandlinger fra 1876 og 1879 den under hele min philologiske
Virksomhed fastholdte Stræben efter en klar og
omfattende Erkjendelse af det romerske Statsliv i dets
hele indre Sammenhæng og historiske Udvikling indtil
Overgangen til det byzantinske Rige, og de vare saaledes
Forløbere for det omfattende Arbeide, hvormed jeg i
Hovedsagen afsluttede min historisk-philologiske Forfattervirksomhed:
"Den romerske Stats Forfatning og Forvaltning"
i to Dele, 1881—82, paa Tydsk i de samme Aar<a name="FNanker_108" id="FNanker_108" href="#Fodnote_108" class="fnanchor">[108]</a>.
Skjøndt først endelig redigeret og udgivet efter min Afgang
fra Universitetet, hænger dette Værk dog paa det
Nøieste sammen med min Professorvirksomhed som fremkaldt
af denne og i alle Retninger forberedet under den.
Dets karakteristiske Eiendommelighed vil jeg selv nærmest
sætte i den alsidige, efter et harmonisk Totalbillede stræbende
Opfattelse af de til enhver Tid jævnsides i Sammenhæng
sig udfoldende Instituter og deres historiske Fremskriden
og Omændring og i den besindige Ro, hvormed
under Betragtningen af det mægtige historiske Phænomen
den for de forskjellige Tidsaldre og tildels for de forskjellige
Sider af Indholdet i Fylde og Paalidelighed saa
yderst ulige historiske Overlevering er prøvet og sammenholdt<a class="pagenum" name="Side_263" id="Side_263" title="[S. 263]"> </a>
med den indre Udviklings naturlige Konsekvens og
frie Tilfældighed, med fast Adskillelse imellem fuld og
sikker Vished, ubestemte Omrids og udfyldende Formodning
og med Fjernelse af al <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: virkaarlig">vilkaarlig</a> Konstruktion. Men
ved denne Bestræbelse kom mit Værk nødvendigvis i
Modstrid med Retninger, der, fremtraadte og udviklede i
Tydskland, ogsaa havde vundet Indgang i England og
Frankrig: baade den Niebuhrske, der benytter den ogsaa
af mig fuldkomment erkjendte Usikkerhed i den ældre
romerske Overlevering til ved phantasirig Gisning at udmale
den ældste og ældre Tids Forfatning endog i Enkeltheder
og giver disse Hypotheser Indflydelse paa Opfattelsen
og Skildringen af den senere Romerstat, medens
for mig den senere, hos samtidige eller næsten samtidige
Vidner i brede Træk fremtrædende Skikkelse af de romerske
Statsindretninger danner Udgangspunktet, hvormed
Overleveringen om det Ældre og Oprindelige ved naturlig
Forklaring af virkelige Forandringer og Traditionens Misforstaaelser
skal bringes i Sammenhæng, — og den Mommsenske,
der lader de romerske Instituter udvikle sig efter
visse theoretiske Grundbegreber, der underlægges den
ældste Folkebevidsthed. Da min Fremstilling i sammentrængt
og overskueligt Omfang skulde sammenfatte den
romerske Stats Forfatning og Forvaltning ligefra den ældste
Tid ned til Overgangen i den byzantinske Form, tilstedede
den aldeles ikke den detaillerede Bevisførelse, som jeg
ved et Par enkelte Afsnits monographiske Behandling
tidligere havde givet. Den var derhos lige langt fra at
anbefale sig ved Foredragets rhetoriske Pragt og ved en
til Skue baaren Originalitet i Synsmaade; det var, som
jeg sagde i Fortalen, Originalitet nok paa dette Omraade
ikke at jage efter Originalitet. At nu en saadan Fremstilling
let og hurtig skulde trænge igjennem og i sin
Helhed gjøre sig gjældende, derpaa regnede jeg ved Udgivelsen
ikke, men at den efterhaanden vil skaffe sig<a class="pagenum" name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a>
Indgang og holde sig opreist, derom nærer jeg en rolig
Forventning.</p>
<p>Min philologiske Virksomhed som Lærer og Forfatter
har været baaren af en dyb Overbevisning om Betydningen
af, hvad jeg ofte har kaldt den autoptiske Beskuelse
af de primitive, til fuld Udvikling og Bevidsthed
bragte og i Ordets klare Form bevarede Kulturskikkelser
som Grundlag for den moderne Dannelse og for den denne
Dannelse forberedende og styrkende Undervisning. Men
ved Siden af den af denne Overtydning udspringende Glæde
ved mit philologiske Arbeide gik, som jeg ovenfor har
sagt, en tidlig vaagnet og omend tilbagetrængt, dog aldrig
udslukt Trang til Syslen med andre og mere almindelige
Erkjendelsesproblemer. Denne Trang forstærkedes med
Aarene og ved Livets Kampe og Erfaringer, og den gjorde
sig endmere gjældende, da med mit Syns Svækkelse og,
hvad Læsning og Skrift angaaer, Udslukning fra 1876 af
Beskæftigelsen med Oldtidens Skrifter og Monumenter i
den hidtidige indtrængende Form blev mig mere og mere
vanskelig. Efterat derfor Værket om den romerske Statsforfatning,
der for en Tid havde fremkaldt den ældre Interesse
i fuld Energi, var tilendebragt, har mit philologiske
Arbeide, foruden den fornyede Textrevision af Dele af
Livius og Cicero med de derved fremkaldte Overveielser,
væsentlig indskrænket sig til at forfølge, hvad der af nye
Mindesmærker og Vidnesbyrd fremkom om det romerske
offentlige Liv<a name="FNanker_109" id="FNanker_109" href="#Fodnote_109" class="fnanchor">[109]</a>, og til fornyet Læsning af enkelte Oldtidsskrifter<a class="pagenum" name="Side_265" id="Side_265" title="[S. 265]"> </a>
(særlig Homer) til Gjenoplivelse af det almindelige
Indtryk<a name="FNanker_110" id="FNanker_110" href="#Fodnote_110" class="fnanchor">[110]</a>. Muligvis har en vis Forstemning over den smaalige
og adspredte Travlhed, der ofte har gjort sig gjældende
i den philologiske Litteratur, idet, med ringe Indblik i det
Centrale af Oldtiden og dens Litteratur, afsides Bipunkter
uforholdsmæssig fremhæves eller ofte behandlede Spørgsmaal,
tildels af ringe Vigtighed og uden Stof til nogenlunde
sikker Besvarelse, gjennempløies med nye Gjætninger,
bidraget noget til denne Indskrænkning. Det
ligger i den klassiske Philologis Natur, at den af sine
Dyrkere mere kræver klar og indtrængende Tilegnelse og
Beskuelse i Forhold til den moderne Bevidstheds skiftende
Standpunkter end omfattende nye Resultater, og man
ledes derfor ofte til det Ønske, at Forfatterfrugtbarheden
paa dette Omraade var mindre, end den nu fremtræder,
navnlig i Programmer, Disputatser, Kommentarer over visse
Forfattere og Afhandlinger i Tidsskrifter. Men Hovedgrunden
til den forandrede Retning i min aandelige Sysselsættelse
laae dog andetsteds.</p>
<h3 class="hide">Anden offentlig Virksomhed</h3>
<p><a name="VI_ANDEN_OFFENTLIG_VIRKSOMHED" id="VI_ANDEN_OFFENTLIG_VIRKSOMHED"></a>
Jeg har allerede gjentagende havt Leilighed til at
nævne min Forbindelse med philologisk historisk Samfund,
der blev stiftet i 1854, og i hvis Møder jeg gjerne og
jævnlig deltog for derigjennem at vedligeholde og udvide
min Forbindelse med de yngre philologiske Studerende og
det ikke udelukkende af den klassiske Retning. — Men ogsaa
til Studenterne som Helhed traadte jeg paany i nærmere
Forbindelse, da Studenterforeningen den 13de April 1878
efter H. N. Clausens Død valgte mig til Æresmedlem, og
da man ved mit Professorjubilæum i 1879 opstillede min<a class="pagenum" name="Side_266" id="Side_266" title="[S. 266]"> </a>
Buste dernede og Studenterne bragte mig et Fakkeltog.
Ved begge Leiligheder afholdtes der Festligheder med
smukke Sange af Ploug, E. Lembcke o. s. v. Min høie
Alder og mit Syn tillod mig naturligvis kun i ringe Grad
at deltage i de Unges Samliv, men jeg fandt dog Leilighed
til at vise min Taknemmelighed ved der at holde
tvende Foredrag: i 1879 "Om Begrebet og Betydningen
af Folkeeiendommeligheden (Nationalkarakteren)" og i 1880
"Om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige
Aandsliv og Kulturbevægelsen", begge kort efter trykte
efter Hukommelsen i det da stiftede Letterstedtske Tidsskrift,
af hvis Bestyrelse for Danmark jeg var bleven
Medlem i April 1875. — Ved min mangeaarige Deltagelse
som gammel Examinator og Æresgjæst i de gamle Studenters
Jubelfester skal jeg ikke her dvæle, skjøndt den
har beredet mig megen Glæde ved den ogsaa derigjennem
vundne Bekræftelse paa det gode Forhold, hvori jeg altid
har staaet til de Studerende.</p>
<p>Jeg kan selvfølgelig ikke slutte Oversigten over dette
Afsnit af mit Liv og min Virksomhed uden endnu særlig
at berøre mit Forhold til det danske Videnskabernes Selskab,
i hvis Arbeider jeg ikke blot deltog som Medlem
— jeg har, som allerede omtalt, leveret flere Bidrag dertil
ogsaa efter min Tilbagetræden fra Universitetet —, men
for hvilket jeg derhos fra 14de Mai 1852 i en Aarrække
fungerede som Arkivar eller, som Stillingen nu rigtigere
betegnes, som Redaktør, idet det paahviler den nævnte
Funktionær at besørge Udgivelsen af Selskabets Skrifter.
Efter at have nedlagt denne lønnede Post, fungerede jeg
derhos efter A. S. Ørsteds Død først en kort Tid som
Vicepræsident for Selskabet og blev derpaa fra 1867 valgt
og senere gjenvalgt til dets Præsident. Hovedledelsen af
Selskabets Virksomhed har iøvrigt efter Selskabets Vedtægter
og hele Indretning altid ligget hos Sekretæren,
medens Præsidenten — hvilken Post fra den første Præsidents:
Grev Holsteins Tid stadig havde været beklædt<a class="pagenum" name="Side_267" id="Side_267" title="[S. 267]"> </a>
af Statsembedsmænd i de høieste Stillinger og først ved
Ørsted og endmere ved mig gik over til et af Selskabets
ordentlige Medlemmer — egentlig kun har at repræsentere
Selskabet udad og at lede Forhandlingerne i Møderne.
I denne sidste Henseende er det lykkedes mig at vinde
og vedligeholde mine Kollegers Velvillie og maaske at bidrage
til at afværge et og andet Sammenstød. Men jeg
blev unegtelig overrasket, om end paa en glædelig Maade,
da mine Kolleger i Selskabet, i Anledning af 50 Aarsdagen
for min Indtræden i samme, den 27de December
1883, til Minde om min Virksomhed i og for Selskabet
toge den Beslutning, at der hvert 5te Aar skulde kunne
tildeles en dansk Forfatter en Guldmedaille under Navn
af den Madvigske Æresmedaille som Belønning for et
Skrift over Emner af sproglige eller historiske Videnskaber,
hvilken Medaille derhos samtidig overraktes mig i Anledning
af mit Skrift om den romerske Statsforfatning og
Statsforvaltning<a name="FNanker_111" id="FNanker_111" href="#Fodnote_111" class="fnanchor">[111]</a>.</p>
<p>Da Eieren af Bryggeriet Carlsberg J. C. Jacobsen i
1876 med storartet Gavmildhed stiftede "Carlsbergfonden"
til Fremme af videnskabelige Formaal og stillede denne
Stiftelse med dens rige Midler under en lønnet Bestyrelse
af 5 Medlemmer, som vælges paa 5 Aar af Videnskabernes
Selskab, valgtes jeg til at indtræde i denne Bestyrelse og
gjenvalgtes senere dertil, idet jeg tillige af mine Kolleger
i Direktionen kaaredes til dens Formand. Den derved
mig tilfaldne Indflydelse paa videnskabelige Arbeiders og<a class="pagenum" name="Side_268" id="Side_268" title="[S. 268]"> </a>
Foretagenders Understøttelse og Fremme har jeg i <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: Froening">Forening</a>
med mine Medbestyrere bestræbt mig for at anvende
samvittighedsfuldt. — En lignende Indflydelse paa
et ganske specielt Omraade og med meget ringere Midler
betroedes mig ved den mig den 30te Mai 1879 efter A. W.
Scheels Død givne kongelige Udnævnelse til 2det Medlem
af Bestyrelsen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse,
der i sin Virksomhed iøvrigt væsentlig forfølger
philantropiske og patriotiske Formaal.</p>
<h3 class="hide">Personlige Forhold</h3>
<p><a name="VI_PERSONLIGE_FORHOLD_2" id="VI_PERSONLIGE_FORHOLD_2"></a>
At jeg efterhaanden gjennemgik en Række Trin af
Rang, Titler (den 6te Oktober 1852 udnævnt til Etatsraad,
den 1ste Januar 1856 til Konferentsraad) og Ordensdekorationer
er der kun forsaavidt Grund til at omtale, som
jeg ønsker at fremhæve, at det ingenlunde er undgaaet
min Opmærksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling
og Virksomhed usædvanlige og uforholdsmæssige
Mængde og Grad af deslige Udnævnelser, der er falden i
min Lod, for en stor Del er fremkaldt ved tilfældige Omstændigheder.
Jeg ønsker i denne Henseende her at
lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i
Efteraaret 1859 daværende Finantsminister Fenger henvendte
sig til mig om for den forestaaende Samling af
Rigsraadet paany at overtage Pladsen som Præsident,
udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens
iøvrigt paa den Tid lidet tiltrækkende Beskaffenhed,
ogsaa derved blev mindre behagelig, at Regjeringen selv
i sit Mismod over Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes
Udtræden deraf syntes at behandle dette
mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nævne de nylig
samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formænd tildelte
Dekorationer som Dannebrogsmænd med Forbigaaelse af
Rigsraadets Formand. Denne tilfældige Ytring havde
til Følge, at jeg faa Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes
i høi Grad ved at benaades med Storkorset af
Dannebrog, en Æresbevisning, der af Universitetsprofessorer
kun var bleven H. C. Ørsted tildel henimod Slutningen af<a class="pagenum" name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a>
hans lange Bane (— den 18de Novb. 1871 blev jeg først
Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved
en ubetænksom Ytring at have foranlediget mig tildelt en
overdreven og aldeles udenfor mine Tanker liggende Udmærkelse,
vil jeg paa den anden Side ikke fortie, at jeg
ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og Sorg
modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest.
Meddelelsen herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage
før Festen. Jeg følte mig aldeles overvældet ved mod
Slutningen af mit Professorliv at skulle modtage en Æresbevisning,
som ikke blot ingen Universitetslærer nogensinde
havde opnaaet eller kunnet tænke paa at opnaae (— og
jeg havde dog havt H. C. Ørsted og A. Øhlenschlæger til
Kolleger —), men som bestandig havde været betragtet
som Lønnen for udmærkede Tjenester i Statens høieste
og vigtigste Stillinger; jeg betragtede det paa engang
endog som et politisk Misgreb at forringe den Anseelse,
hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor
Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig
forudsatte snevre Kreds og som en Byrde for mig under
mine øvrige beskedne Livsvilkaar at betegnes som henhørende
til "de høie Herrer" (grands seigneurs); jeg forestillede
Ministeren dette og bad ham indstændigen foranledige
Udnævnelsen tagen tilbage, og, da han erklærede,
at dette var ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen
jeg end var af Festforberedelserne, i samme Øiemed
til Justitsministeren og til Geheimekabinetssekretæren,
men, da ogsaa disse betegnede Sagen som endelig afgjort,
maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var det
iøvrigt nærmest Universitetet i det Hele, som man ved
denne Udnævnelse vilde vise en Opmærksomhed i dets
Rektors Person, da der ikke kunde tillægges ham som
endnu fungerende Embedsmand en Rangtitel. Det var
da ogsaa nærmest paa Universitetets Vegne, at jeg modtog
de Dekorationer som Ridder af den hvide Ørns Orden<a name="FNanker_112" id="FNanker_112" href="#Fodnote_112" class="fnanchor">[112]</a><a class="pagenum" name="Side_270" id="Side_270" title="[S. 270]"> </a>
og som Storofficer af Æreslegionen, ved hvilke samtidig
den russiske og franske Regjering<a name="FNanker_113" id="FNanker_113" href="#Fodnote_113" class="fnanchor">[113]</a> vilde vise deres velvillige
Deltagelse i vort Universitetsjubilæum<a name="FNanker_114" id="FNanker_114" href="#Fodnote_114" class="fnanchor">[114]</a><a name="FNanker_115" id="FNanker_115" href="#Fodnote_115" class="fnanchor">[115]</a>, ligesom
det ogsaa skyldtes dette Jubilæum, at jeg af vort juridiske
Fakultet da kreeredes til "doctor juris", hvad jeg unegtelig
efter mine Interesser satte Pris paa<a name="FNanker_116" id="FNanker_116" href="#Fodnote_116" class="fnanchor">[116]</a>, og at jeg kort
efter valgtes til Æresprofessor ved Universiteterne i Odessa
og Kiew. — Ved Andet af denne Art (Udnævnelse til
Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der
ingen Anledning til at dvæle.</p>
<p>Mit Familieliv hengled i Aarrækken fra 1851 til 1879
uforstyrret i den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar,
hvori det tidligere var ført. I 1852 (den 3die August)<a class="pagenum" name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a>
døde min Moder, 75 Aar gammel, efterat jeg kort forinden
havde havt Leilighed til at besøge hende for sidste
Gang i min Fødeby, der i 1873 hædrede mig ved at
vælge mig til Æresborger, ligesom Bornholmere paa min
70aarige Fødselsdag i 1874 lode min Buste opstille ved
Indkjørslen til Byen Nord fra. — En rig Nydelse og
Glæde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer
ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder.
Saaledes besøgte jeg forskjellige Sommere i længere Tid
min yngre Broder Lægen og hans Hustru først paa
Frederiksværk og senere gjentagne Gange i Haderslev (i
1854, da jeg feirede mit Sølvbryllup dér i al Stilhed med
min Familie og min nær derved i Hoptrup boende Ungdomsven
Marckmann, i 1866, i 1873 og senest i 1883<a name="FNanker_117" id="FNanker_117" href="#Fodnote_117" class="fnanchor">[117]</a><span class="corr" title="tilføjet: )">)</span>.
I 1855 benyttede jeg under min Ven Bojesens og Hustrus
Fraværelse Rektorboligen i Sorø og i 1871 opholdt
jeg mig en kort Tid ved Geheimeraad Halls Velvillie paa
Herlufsholm. I 1858 og 1860 boede jeg paa Nybrogaard
ved Bagsværd, i 1863 i Hellebæk, i 1869 ved Nyholte
Kro og i 1865, 1867, 1868 og 1870 paa forskjellige
Steder mellem Rungsted og Vedbæk, og i denne
sidste Egn har jeg derpaa fra 1874 stadig havt Sommerbolig
i det af min Familie leiede saakaldte <span class="corr" title="var: «">"</span>Jægerhuset"
under Smidstrupgaard i Kanten af den smukke Folehaveskov
med en herlig Udsigt over Sundet og med Leilighed
for mig til at tilfredsstille min fra Barndommen bevarede
Trang til Søbade. Vor Kreds udvidedes i 1867,
da min ældste Søn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjøbenhavn,
tilførte mig en Datter af min oftere nævnte,
afdøde Ven, Professor i Mathematiken Chr. Jürgensen
som Svigerdatter, og med dem have vi havt fælles Sommerophold<a class="pagenum" name="Side_272" id="Side_272" title="[S. 272]"> </a>
saavel andetsteds som stadig paa Jægerhuset<a name="FNanker_118" id="FNanker_118" href="#Fodnote_118" class="fnanchor">[118]</a>.
Paa dette sidste Sted feiredes ogsaa i 1879 mit Guldbryllup
(den 7de August) kort efter Universitetsjubilæet; min allerede
dengang svagelige trofaste Hustru overlevede iøvrigt
kun denne Glædesdag lidt over et Aar (død 19de Septb.
1880, henved 83 Aar gammel).</p>
<h3 class="hide">Reiser</h3>
<p><a name="VI_REISER" id="VI_REISER"></a>
Jeg har allerede tidligere omtalt de af mig hvert
Aar til Landets forskjellige Egne foretagne Examensreiser,
hvortil knyttede sig enkelte Smaaudflugter, f. Ex.
til Himmelbjerget og Silkeborg osv. I 1856 fik jeg derhos
Leilighed til med mine Døtre at gjøre et kort Besøg
paa Møen. En endnu større Betydning for mig havde
i dette Tidsrum, foruden de ovenfor omtalte korte Besøg
ved nogle fremmede Universiteter i Anledning af Jubelfester,
et Par længere Reiser i Udlandet. — I 1860
tilstodes der mig saaledes et lille Beløb (saavidt jeg
mindes: 400 Rdl.) for under en Reise, der dog tillige
væsentlig skulde tjene til Forfriskelse, at gjøre mig noget
bekjendt med det franske lærde Skolevæsen: <span class="gesperrt" xml:lang="fr" lang="fr">enseignement
secondaire</span>; paa et længere Ophold i Tydskland
forbød Stemningen imod Danmark og særlig mod
Præsidenten i Rigsraadet mig at tænke. Reisen gik da
i den sidste Halvdel af August i hurtig Flugt ned til
Bodensøen og derfra over Kostnitz og Schaffhausen (Lauffen)
ind i Schweitz, hvor jeg i en Tid af omtrent 14 Dage
besøgte Zürich og Egnene omkring Vierwaldstättersøen
og gjorde et let Bekjendtskab med Alpenaturen ved en
Fodvandring fra Thun over Interlaken til Meyringen og
derfra gjennem Grindelwalddalen tilbage til Thun<a name="FNanker_119" id="FNanker_119" href="#Fodnote_119" class="fnanchor">[119]</a>. Derfra<a class="pagenum" name="Side_273" id="Side_273" title="[S. 273]"> </a>
reiste jeg over Bern og Neufchatel til Genf, hvor jeg
under et Ophold af en halv Snes Dage — de første, jeg tilbragte
i franske Omgivelser, — gjorde et flygtigt Bekjendtskab
med det derværende Akademi eller Gymnasium,
medens jeg tillige besteg det Genf mod Syd begrændsende
Mont Salève. Fra Genf reiste jeg til Lausanne og dernæst
hurtigen gjennem Wallis og over Simplon til Mailand,
idet jeg kun gjennem Taage og Regn skimtede Lago maggiore
ved Arona. Fra Mailand, hvis Domkirke og andre
Bygninger og Kunstsamlingen i Bréra i høi Grad sysselsatte
mig, medens jeg kun kunde gjøre et flygtigt Besøg
i det Ambrosianske Bibliothek, gjorde jeg en Udflugt til
Comosøen (Bellaggio og Villa Carlotta) og tog derfra over
Valpladsen ved Magenta forbi Marengo og Alessandria<a class="pagenum" name="Side_274" id="Side_274" title="[S. 274]"> </a>
over og, hvis man paa Grund af de mange Tunneler vil
udtrykke sig saa, gjennem Appenninerne til Genua, hvor
jeg ikke forsømte Malerisamlingen i Palazzo Brignole eller
Dorianernes Mindesmærker (Palads og Kirke), og hvor
jeg modtog et mægtigt Indtryk af det udenfor den herlige
By sig udbredende Middelhav. Efter en Udflugt til
Villa Palavicini, hvor jeg første Gang, en deilig Septemberdag,
saae Sydens Flora i fuld Pragt, gik jeg tilsøs til
Nizza, paa hvilken By med dens Omgivelser jeg kun
kunde ofre to Dage, men hvor jeg dog benyttede Leiligheden
til at se de i Nærheden liggende Levninger af et romersk
Amphitheater og at besøge det herlig liggende Kloster
Cimiès (Cimella-Cemenelium), i hvilket jeg havde en ret
interessant Samtale med en af sit Bekjendtskab med
Rousseau og Voltaire sig rosende Munk. Ligesom fra
Genua til Nizza havde jeg ogsaa fra Nizza til Marseille
en høist ubehagelig Dampskibsreise ved Nattetider uden
nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glæde over Hav
og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalænge,
at jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af
Marseilles storartede Havn, uopholdelig maatte ile over
Lyon og Dijon til Paris. Opnaaelsen af Adgangen til at
hospitere i de franske, navnlig parisiske, Lyceer var dengang
forbunden med saamange Formaliteter, idet Sagen
maatte gaae igjennem det danske Gesandtskab, det franske
Udenrigsministerium og Undervisningsministeriet, at Tilladelsen
dertil først meddeltes mig lige før min Afreise
og derfor ikke benyttedes. Desto friere kunde jeg anvende
Tiden, saavidt den strakte til, paa Louvres og
Luxembourgs Kunstskatte og paa at faae et klart Billede
af Paris og dens nærmeste Omgivelser (St. Cloud og
Versailles) som Skueplads for de store historiske Begivenheder,
der allerede fra min første Skoletid stærkt
havde beskæftiget mig. Efter 19 Dages Ophold i Paris
gik jeg over Lüttich, Aachen og Köln i Oktober tilbage
til Hjemmet. Det laae i Sagens Natur, at jeg ved en
saa hurtig Reise ikke kunde tænke paa at gjøre dybere<a class="pagenum" name="Side_275" id="Side_275" title="[S. 275]"> </a>
Indblik i videnskabelige og litterære Forhold eller træde
i nærmere aandelig Berørelse med betydelige Personligheder,
men maatte søge Udbyttet i de vexlende Naturindtryk,
som jeg stræbte at gribe og fastholde klart, og i
Beskuelsen af Kunstværker og Monumenter og Kulturlivets
ydre og iøinefaldende Præg. Dog bevarer jeg en venlig
Erindring om den Velvillie, hvormed i Paris Philologerne
og Litterærhistorikerne Hase, Le Clercq og Eggér og
Historikeren Geffroy, hvilken sidste jeg allerede havde
truffet i Kjøbenhavn, kom mig imøde, og det var ikke
uden Interesse, at jeg ved en Fest i Institutet, af hvis ene
Afdeling jeg senere blev Medlem, vexlede nogle Ord
med den næsten fra Aarhundredets Begyndelse bekjendte
Physiker Biot og den fra den Orléanske Parlamentarismes
Tid berømte Villemain. — Min tidligere nævnte korte Udflugt
til Wien i August 1863 (i det Hele ikke fulde fjorten
Dage) savnede dog ikke udenfor Arbeidet i det keiserlige
Bibliothek et pikant Indtryk, idet jeg, under Keiser Franz
Josephs Fraværelse ved den saakaldte Fyrstedag i Frankfurt,
der var beregnet paa at byde Preussen Spidsen,
saae Prinds Carl af Preussen inspicere Wiens Garnison
som Del af det østerrigske Forbundskontingent; at Preussere
og Østerrigere den følgende Vinter i Forening skulde
trænge ind i Danmark, anede dengang Ingen.</p>
<p>I 1869 opfyldtes, da jeg næsten var 65 Aar gammel,
min i Barndommen vakte og under mine <a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: plilologiske">philologiske</a>
Studier idelig fornyede og skærpede Længsel efter at se
det Italien, hvoraf jeg i 1860 kun havde berørt det nordlige
Forland (det gamle Gallia cisalpina) og endda kun
dettes vestlige Del, — og ved et, efterat Reisen allerede
var besluttet i et mindre Omfang, anonymt af en Kreds
af velstaaende Medborgere, hvis Navne jeg først flere
Aar efter maatte faae at vide, til min Raadighed stillet
Beløb af 3000 Kr., hvilket jeg efter nogen Betænkning
modtog, og for hvilket jeg blev dem megen Tak skyldig,
lykkedes det mig at give min Reise et Omfang i Tid,<a class="pagenum" name="Side_276" id="Side_276" title="[S. 276]"> </a>
Rum og Behagelighed, som væsentlig udvidede og forøgede
dens Udbytte. Den 20de Marts forlod jeg Kjøbenhavn
for over Hamborg, Kassel og München, hvor jeg
venlig modtoges af den gamle L. Spengel, af Halm og
Christ, men kun tilbragte en enkelt Dag, at ile over
Alperne og Brennerpasset til det med Længsel imødesete
Land. Det første Indtryk var ikke opmuntrende. Betagen
af et pludseligt og stærkt Mismod over min utilstrækkelige
Forberedelse til Reisen, særlig over min Mangel
paa Færdighed i Italiensk, førtes jeg i mørk Stemning
og i mørk og kold Nat paa Jernbanen fra Innsbruck
igjennem Etschdalen til Verona, hvor Veiret var koldt
og stormende<a name="FNanker_120" id="FNanker_120" href="#Fodnote_120" class="fnanchor">[120]</a> — hvilket dog ikke hindrede mig i
at glæde mig over Amphitheatret, Kirken St. Zeno og
Scaligernes Mindesmærker —, og under Rækker af Regnskyl
og gjennem Uveirsskyer, der ikke stod tilbage for
den mørkeste Novemberdag i Norden, fortsattes Reisen
uden Standsning over Vicenza og Bologna og over de
snebedækkede Apenniner, indtil jeg, medtagen af Kulde,
om Natten naaede Florents for at finde et Par Timers
Hvile i et slet Hotel i en Udkant af Byen. Næste Dag
var imidlertid Alt forandret. I varmt Solskin foer jeg,
destoværre altfor hurtig, forbi det gamle Østetruriens
Byer (Cortona, Arezzo) og Trasimenersøen gjennem Umbrien
(Spello, Perugia) til Foligno, hvor jeg paa Jernbanestationen
fik en dansk Hilsen, og derfra ind i Tiberegnene
og til Rom, som jeg naaede den 30te Marts.
Endnu fulgte der en kold og mørk Dag, men den sidste.</p>
<p>Jeg var i min fremrykkede Alder og med et allerede
aftagende Syn ikke kommen til Rom eller overhovedet
til Italien for at sammenligne Haandskrifter, dechiffrere
Indskrifter eller gjøre andre archæologiske Detailstudier,
men for dels at nyde den umiddelbare Glæde over alt
det Skjønne i Natur og Kunst, dels at vinde et klart Overblik,
omend kun i store Omrids, af de naturlige Forhold<a class="pagenum" name="Side_277" id="Side_277" title="[S. 277]"> </a>
og Betingelser, under hvilke den romerske Stat og overhovedet
det romerske Liv i Oldtiden havde udviklet sig,
og over det gamle Roms i Monumenterne fremtrædende
topografiske Skikkelse i det Store. I begge Retninger
havde jeg et rigt Udbytte og stor Tilfredsstillelse. Jeg
fandt mig, understøttet af en naturlig Evne til <span class="sic" title="[sic]">hurtig</span> og
sikkert at orientere mig, strax meget let tilrette i Rom og
dets nærmeste Omgivelser (— allerede den første Aften vandrede
jeg Kl. 9 alene fra Ripettaen gjennem en Række Gader
til Hotellet ved Kirken <span class="sic" title="[sic]">Sta</span> Maria sopra Minerva —) og færdedes
uafbrudt uden Træthed og uden ængstelig Forsigtighed
mellem Kunstsamlingerne og Mindesmærkerne, ogsaa
de fra den romerske og pavelige Middelalder, hvis Historie
levende havde interesseret mig. Den vundne Belæring
var, uden Fordybelse i specielle Enkeltheder, ikke ringe.
Naar man fra Kirken S. Pietro in Montorio, det gamle
Ianiculums Høidepunkt, udover den nedenfor liggende By
og Kampagnen tydelig ser Byerne paa Albanerbjergene
og skimter Volskerbjergene, falder der et eiendommeligt
Lys over den ældste romerske Historie, og mig i det Ringeste
tiltrak Caecilia Metellas Monument ikke meget stærkere
end de ligeoverfor liggende Levninger af en middelalderlig
Borg. Samtidig glædede jeg mig ved Samlivet
med danske Venner og Bekjendte, som tilfældigvis i det
Foraar og Sommer talrigen samledes i Rom; vi vare paa
en Gang syv forhenværende danske Ministre dér, nemlig
foruden mig Hall, Casse (begge med deres Familier),
Lehmann, Wolfhagen og en kort Tid Rosenørn-Teilmann
og Krieger. Til disse kom Familien Hammerich fra Iselingen,
V. Bergsøe, en kort Tid Skuespillerinderne Fru
Eckardt og Frk. Bournonville og ligefør min Afreise Malerne
Marstrand og Skovgaard, med hvem jeg derfor kun
traf saavidt sammen, at jeg mange Aar efter i en da udgiven
Samling af Breve af Marstrand med Tilfredshed
kunde læse et Vidnesbyrd af ham om, at, medens de andre
Danske fordetmeste vare tagne bort fra Byen, Madvig<a class="pagenum" name="Side_278" id="Side_278" title="[S. 278]"> </a>
endnu færdedes der med ungdommelig Kraft og Munterhed.
Ikke ringe Fornøielse skaffede mig ogsaa en ved Kvartetsang
forbunden Forening af Musikeren Ravnkilde, Maleren
Rosenstand og Billedhuggerne Børjeson (svensk) og Hartmann,
der venlig sluttede sig til mig, og med hvem jeg
gjorde et Par Udflugter. Albanerbjergene fra Albano
til Rocca di Papa og Monte Cavo gjennemvandrede jeg
med Rosenstand; andre Dele af disse Bjerge gjennemstreifede
jeg alene; den østlige Del (Frascati med det
gamle Tusculum i Nærheden) besøgte jeg med Hall og
Lehmann, Tivoli med dets Vandfald og Hadrians Villa
med Hall og Casse og deres Familier. Volskerbjergene
vare paa hint Tidspunkt meget usikre for Reisende, og
Ostia beklager jeg at have forsømt, medens jeg derimod
foretog en Udflugt til Cervetri (Cære), hvor jeg baade saae
et Par gamle etruskiske Grave og hos to Brødre, der
havde forpagtet Fyrst Ruspigliosi's store Landeiendom
deromkring, fik et lille Indblik i den Maade, hvorpaa
romerske Fyrstefamilier drive deres Eiendomme; jeg opholdt
mig nemlig hos Forpagterne den Dag, da nogle
hundrede fattige neapolitanske Arbeidere modtog deres
Løn for i nogle Dage forinden at have besørget Høsten
paa den uhyre Mark, hvis stadige Besaaen med Hvede,
saalænge den vilde bære, udgjorde hele Dyrkningen; efter
Betalingen drog den hele Flok om Natten gjennem den
romerske Kampagne til det neapolitanske Grændsedistrikt,
hvor den hørte hjemme<a name="FNanker_121" id="FNanker_121" href="#Fodnote_121" class="fnanchor">[121]</a>. — Hvor lidet jeg end havde<a class="pagenum" name="Side_279" id="Side_279" title="[S. 279]"> </a>
nogen Sympathi for Pavens verdslige Herredømme, maatte
jeg dog for mig selv betragte det som et Held, at jeg
lærte at kjende det pavelige og gammeldags Rom, inden
det i det næste Aar gik op i Kongeriget Italien; jeg saae
Pio Nono ved flere kirkelige Ceremonier, men ikke i Vatikanet.</p>
<p>Fra Rom, hvor jeg ogsaa tilegnede mig noget større
Kundskab og Færdighed i Italiensk<a name="FNanker_122" id="FNanker_122" href="#Fodnote_122" class="fnanchor">[122]</a>, gik jeg til Neapel,
men kunde destoværre kun anvende omtrent fjorten Dage
til at nyde Stadens og Egnens Naturskjønhed og levendegjøre
de dertil sig knyttende rige Minder. Det følger af
sig selv, at jeg hverken forsømte Vesuv og Pompei eller
Ischia og Sorrent; jeg naaede ikke Capri, men vel Salerno
og Amalfi, og jeg havde ikke Raad til at leie en Eskorte
af 6 Gendarmer, uden hvilken det just i de Dage ikke
ansaaes for sikkert at gjøre en Udflugt til Tempelruinerne
ved Paestum. — Under Natteopholdet ved Pompeii paadrog<a class="pagenum" name="Side_280" id="Side_280" title="[S. 280]"> </a>
jeg mig ved et Insektbid en Inflammation og en
Byld paa det venstre Haandled, der fulgte mig paa Tilbageveien
fra Neapel over Rom til Florents og under mit
imellem Bygningerne, Gallerierne og det medicæiske Bibliothek
delte Ophold i denne By efterhaanden foraarsagede
mig heftige Smerter, saa at jeg, efter en Udflugt til
Fiesole, maatte lade Bylden aabne af en tydsk Læge, som,
da der samtidigen i Juli indtraadte en endog for Florents
usædvanlig stærk Sommervarme, strengt paalagde mig at
opgive Venedig og hurtig over Mailand at søge til Bjergene.
Destoværre tabte jeg paa Jernbaneturen over
Modena, Parma og Piacenza til Mailand ved et tilfældigt
Uheld (Savnet af mine Briller) det fulde Indtryk af den
sydlige Pobreds yppige Frugtbarhed, der skulde have erstattet
mig den ved Nedreisen lidte Skuffelse. Heldigvis
kunde jeg derimod temmelig uforstyrret af Smerte nyde
Reisen fra Mailand over Lago Maggiore og igjennem Tessindalen,
og fra Airolo kunde jeg endnu, skjøndt med Armen
i et Bind, gaae omkaps med tre unge franske Abbéer, der
gjorde en Feriereise fra Seminariet i Rom til Hjemmet,
op til Hospitiet paa St. Gotthard. Over Luzern begav
jeg mig derpaa til den lille By Immensee ved Zugersøen,
hvor jeg et Par Uger legemlig udhvilede mig og samlede
de fra Italien medbragte Indtryk under daglige Vandringer
i Omegnen af Rigi og Küssnacht.</p>
<p>I Begyndelsen af August mødte min yngste Datter
og Søn mig, kommende direkte fra Hjemmet, i Luzern,
og vi foretoge derpaa, efter at have besteget Rigi, en
Tur igjennem Reussdalen til Hospenthal og derfra forbi
Galenstock over Furka til Foden af Rhonegletscheren.
Derfra vandrede vi over Maienwand og Grimsel gjennem
Over-Haslidalen forbi Vandfaldet ved Handeck til Meyringen
og Interlaken, hvorfra vedvarende Regn drev os
tilbage over Brünig gjennem Unterwalden til Luzern.
Efter at have besøgt Zürich og Schaffhausen gik vi over
Freiburg og Heidelberg videre til Hjemmet. — Jeg har<a class="pagenum" name="Side_281" id="Side_281" title="[S. 281]"> </a>
dvælet saalænge ved denne Reise, fordi den baade for
Italiens og Schweitz's Vedkommende har efterladt mig en
rig Skat af skjønne Billeder og glade Erindringer.</p>
<p>Ligesom i 1861 fik jeg i 1870 Leilighed til at sammenligne
de fra Italien i det foregaaende Aar medbragte
Naturindtryk med Billeder af en meget forskjellig, men
derfor ikke mindre tiltrækkende Karakter, idet jeg midt
under den Spænding, som Udbrudet af den tydsk-franske
Krig og de første Begivenheder i den havde fremkaldt,
efter et tidligere givet Tilsagn, ledsaget af min ældste
Datter, reiste gjennem Sverrig til Kristiania for der at
holde en Række Forelæsninger over Sprogets almindelige
Liv og Væsen, et Led i den Række af Forsøg, der i
nogle Aar gjordes med at oplive og støtte Forbindelsen
imellem de nordiske Universiteter ved Optræden af enkelte
Docenter fra det ene ved et af de andre. Jeg erindrer
endnu, hvilket eiendommeligt Indtryk den stille
Fred i Vermelands ensomme Skovbygder gjorde paa mig,
medens Sindet ikke kunde frigjøre sig for Tanken paa
den skæbnesvangre Kamp, der rasede i Mellemeuropa. I
Kristiania modtog jeg Efterretningen om Katastrofen ved
Sédan. Den Modtagelse, mine Forelæsninger og jeg selv
personlig fandt, var mig saare glædelig, og denne Glæde
forøgedes ved Udflugter i Byens skjønne Omegn og til
Ringerige. I det Indre af Norges storartede Fjeldnatur
fik jeg derimod heller ikke denne Gang Leilighed til at
trænge ind, og endnu mindre kunde der derom blive
Tale ved min senere Deltagelse i det andet nordiske Philologmøde
i Kristiania i 1881, ved hvilket jeg den 10de
August holdt et i det <a class="corr" name="rett_27" id="rett_27" title="var: Letterstedske">Letterstedtske</a> Tidsskrift efter Hukommelsen
trykt Indledningsforedrag: "Hvad er Sprogvidenskab?"
og ligeledes paa anden Maade — ligesom
under Philologmødet her i 1876 — deltog i Forhandlingerne.</p>
<h3 class="hide">Personlige Forhold</h3>
<p><a name="VI_PERSONLIGE_FORHOLD_3" id="VI_PERSONLIGE_FORHOLD_3"></a>
De Aar, som jeg efter min Afgang fra Universitetet
har tilbragt i stille Fred i mine Børns Kreds og i glædelig<a class="pagenum" name="Side_282" id="Side_282" title="[S. 282]"> </a>
Omgang med mine tidligere Embedsbrødre og andre
Venner, have ikke bragt ydre Begivenheder, der fortjene
her at omtales. Ved Siden af den allerede omtalte
indskrænkede Efterhøst af philologiske Studier, hvorom
ogsaa det i disse Aar udkomne tredie Bind af mine Adversaria
critica bærer Vidnesbyrd, og en mere omfattende
Udfyldning af det Overblik over den nyeuropæiske Historie
og Kulturudvikling samt Philosophi, som jeg allerede tidligere
havde søgt at tilegne mig, har der været levnet mig
Ro til at hengive mig til de Betragtninger over Livets og
Tilværelsens dybere Spørgsmaal, som i tidligere Aar specielle
Fagstudier og Deltagelse i Livets praktiske Opgaver
kun havde levnet ringe Raaderum, om end Driften dertil
altid var tilstede og efterhaanden skærpedes. Men, hvorledes
jeg paa dette Omraade har forsøgt at finde Ro og
Hvile og at forene Tankens Trang til Klarhed med Følelsens
Inderlighed og Kjærlighedskravet, derfor er det
ikke her Stedet at gjøre Rede<a name="FNanker_123" id="FNanker_123" href="#Fodnote_123" class="fnanchor">[123]</a>.</p>
<hr class="chapbreak" />
<div class="pagenum"><a name="Side_283" id="Side_283" title="[S. 283]"> </a>
<a name="Side_284" id="Side_284" title="[S. 284]"> </a>
<a name="Side_285" id="Side_285" title="[S. 285]"> </a></div>
<h2><a name="TILLAEG_I" id="TILLAEG_I"></a><span class="smaller">Tillæg I.</span><br />
<span class="smcap"><a class="corr" name="rett_28" id="rett_28"></a><a href="#TALE_VED_SOERGEHOEITID_FOR_KONG_FREDERIK_VII">1. Om <span class="corr" title="var: kong">Kong</span> Frederik VII.</a></span><br />
<span class="smcap"><a href="#NATIONALITETSPRINCIPET_I_POLITIKEN">2. Nationalitetsprincipet i Politiken.</a></span></h2>
<hr class="pagebreak" />
<div class="pagenum"><a name="Side_286" id="Side_286" title="[S. 286]"> </a>
<a name="Side_287" id="Side_287" title="[S. 287]"> </a></div>
<div class="blockquot smaller">
<p>Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som
Tillæg føiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede
Bemærkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis
Betydning og ialtfald havde tænkt sig engang offentliggjorte samt,
saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse
med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemærkninger
aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde
knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved
Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg
Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), først at burde
lade den nævnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens Helhed,
men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har været let tilgængelig
og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil derved ogsaa bedst ses,
hvorledes Talen og de efterfølgende Bemærkninger stille sig til hinanden.</p>
<p>Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemærkninger om
Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem
viser, ligeledes eventuelt havde tænkt sig medtagne som Tillæg, og
som derfor her trykkes saaledes.</p>
<p class="r2">Udgiveren.</p>
</div>
<h3><a name="TALE_VED_SOERGEHOEITID_FOR_KONG_FREDERIK_VII" id="TALE_VED_SOERGEHOEITID_FOR_KONG_FREDERIK_VII"></a>1.<br />
<span class="gesperrt">Tale ved Universitetets Sørgehøitid for Kong
Frederik VII af J. N. Madvig</span>.</h3>
<p>Høistærede, høit anselige Forsamling af Medborgere
af alle Klasser og Stænder, af Embedsbrødre og Medstuderende!
Sorgen over den gode Konge skal ikke være
taus eller ordknap. Kongen i Graven kræver Ordets Vidnesbyrd
og Hæder; Folkets Smerte finder Lettelse og
klarer sig ved Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der
søger sit Udtryk i fyldige Ord, har sin tilmaalte Tid, den
begrændses af Livets Færd, Livets Opgaver, Livets Glæder,<a class="pagenum" name="Side_288" id="Side_288" title="[S. 288]"> </a>
Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke forsvinde,
men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der
stille gjemmes i Sindet. Det er næsten to Maaneder
siden, at Kong Frederik VII kaldtes bort fra os; siden
den Tid har Klagen lydt gjennem mange Stemmer; hans
Lig er under Folkets Ledsagelse ført til hans Fædres
Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit trøsterige
Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over Landet,
er ophørt; Glæden — nei, ikke Glæden (thi den har
været sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste
den livlige Færd og Adspredelserne mærkes atter.
Bekymringerne omringe os saaledes fra alle Sider, de
trænge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum
tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi
da en ny Sørgehøitid? Hvi har den danske Høiskole samlet
sig og indbudt Medborgere til at samles med sig, og
det paa en Tid, hvor den ikke engang kan modtage sine
Gjæster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der minde om
dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage
dem paa et Sted, der vækker ganske andre Erindringer
end Høiskolens? Stod da Frederik VII i et saa særeget
nært Forhold til Høiskolen, at den, ikke tilfreds med
at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg, særlig
maa hæve sin Røst? Har Høiskolen Noget at sige om
Frederik VII af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke
tør tilbageholdes? Frederik VII var ogsaa os en god og
naadig Herre; under hans Regjering have vi set vore
Lærekræfter udvidede, vore Læremidler forøgede, forbedrede,
forskjønnede paa en Maade, som vi taknemmelig
paaskjønne; naar vi nærmede os til ham, modtoges vi
med venlig Nedladenhed; den akademiske Ungdoms muntre
Færd, de begeistrede Udbrud af dens Følelser betragtede
han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke
selv regnes blandt de Fyrster, der særlig søge Musernes
eller den alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik
i Tanken vandrede hen over Statslivets og det borgerlige
Livs forskjellige Kredse, da tør vi ikke troe, at det med<a class="pagenum" name="Side_289" id="Side_289" title="[S. 289]"> </a>
Forkjærlighed dvælede paa det Omraade, hvor vi have
at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os
til særlig at samles. De protestantiske Universiteter, for
største Delen stiftede eller udvidede af høihjertede Fyrster
i Reformationens Aarhundrede, have altid med Hengivenhed
sluttet sig til deres Landsherrers Person, dels i
taknemmelig Erindring, dels fordi de deri udtrykte Bevidstheden
om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens
almindelige Tjeneste, men ogsaa for det særlige Fædrelands
Oplysning og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes
Mærkedage til deres egne. Der var en Tid, da
Evnen til at indklæde Tanken i sammenhængende, fyldig
og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let fandtes uden
ved Høiskolen, og den Form, hvori Tanken dér indklædtes,
var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed,
men fælles for det hele lærde Europa, og det lærde Europa
faldt dengang nærmere sammen med det dannede
end nuomstunder. Det hørte med til den kongelige Herlighed,
at Kongens Minde ogsaa skulde hædres og bevares
i det ligesom almindelige europæiske Sprog. Den
fremmede Form er forsvunden, den ærefrygtsfulde Skik
er vedligeholdt. Ved alle danske Kongers Død siden den
Konges Tid, der fornyede og foryngede Universitetet, har
dettes Røst ladet sig høre, navnlig ved alle Enevoldskongernes
Død, og den Hæder, der er vist samtlige Enevoldskonger,
skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge,
ham, der var det i kort Tid, men frivillig hørte op at
være det; det skulde ikke synes og siges, at Indskrænkningen
af Magtfylden formindskede Hengivenheden eller
dens Udtryk. Saa har vor Konge villet det, saa ville vi
det selv, og derfor have vi samlet os til Frederik VII's
Minde.</p>
<p>Ved dette Minde ville vi et Øieblik dvæle, som det
sømmer sig Mænd, hvis daglige Gjerning er Tankens og
Prøvelsens i Sandhedens Tjeneste. Tankens, Prøvelsens,
i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at gaae<a class="pagenum" name="Side_290" id="Side_290" title="[S. 290]"> </a>
til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's
Liv og Regjering, at sætte os til Doms over den døde
Konge? Er det Meningen her at mønstre hans hele Færd,
i hans Regjering skarpt at adskille, hvad der tilhørte
ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad der var fri
Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Værk?
Er det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og
Kjærlighedskaaben at efterforske og udregne, hvormeget
der ogsaa i hans Liv og Væsen fandtes af menneskelig
Svaghed og Skrøbelighed, for derefter smaalig at udregne
Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at anvise
ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke
Tiden; dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os;
dertil have de, i hvis Navn jeg taler, ingen Beføielse og
have ikke villet overdrage mig nogen; dertil føler jeg selv
mindst noget Kald. Der er i denne Forsamling mere
end én, der ifølge den Stilling, han har havt til den bortgangne
Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have
et Vidnesbyrd at aflægge for Historien; vi ville ikke foregribe
det, ikke forsøge ligesom at tage det fanget. Vi
bøie os for, vi dele og istemme Folkets Sorg og Folkets
kjærlighedsfulde Dom om dets døde Konge, men, idet vi
agte og istemme den, ville vi et Øieblik fremkalde for os
Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de fornemmelig
have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om
Kongen ved hans Død og nær derefter dannes ikke ved
en Opløsning af hans Regjering i dens enkelte Bestanddele,
Foretagender og Begivenheder og Prøvelse deraf;
Folket og allermest det danske Folk, der i Aarhundreder
har været vant til i en Regjeringshandling at se den
umiddelbare Udstrømning af Kongens egen Villie, adskiller
ikke Kongen fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som
Regenten fra Mennesket. Dommen fremkommer ved en
almindelig Følelse af Folkets hele Skæbne under Kongen,
ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge
i hans Fremtræden for det og, for at bruge gammeldags,<a class="pagenum" name="Side_291" id="Side_291" title="[S. 291]"> </a>
men betegnende Ord, i hans Omgængelse med det; og, naar
Folket dog just vil fastholde Kongens Personlighed, da
fastholder det den ikke gjennem en omhyggelig Betragtning
af Karakteren i dens finere Sammensætning, af Elementernes
Forhold og Vexelvirkning deri, men det holder
sig til den udprægede og fremtrædende Form, under
hvilken Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket,
traadte det imøde. For hvem af os er det dernæst
skjult, at der i Folkets Omdømme om dets bortgangne
Konger optages Meget, der væsentlig vidner om Folkets
egne Stemninger, dets Ønsker, dets Forventninger og dets
Sorger? Vi tør vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart
efter en Konges, især efter en elsket Konges Død,
danner sig af ham hos den store Masse af Folket, er der
og maa der være Noget, som erindrer om, hvad vi hos
Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har
sin Sandhedskjerne, som Historien ikke tør vrage eller
bortkaste. Lader os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles
ikke glemme et Hensyn, som har en stor Betydning
saavel i den umiddelbare nærværende Paaskjønnelse som
i al historisk Bedømmelse. I vigtige Livsforhold, i ansvarsfulde
og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det
ikke blot an paa den rene Personlighed hos den, der skal
indtræde og virke i en Stilling, men ligesaameget og fornemmelig
paa Forholdet mellem Personligheden og Øieblikket
og den Opgave, som just Øieblikket byder og forelægger.
Dette gjælder ikke mindst om Konger; thi Kongen
kan ikke vælge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave;
kaldet til den ene bestemte Livsopgave ved Arv,
ikke ved særlig Tilbøielighed og Valg, maa han tage den,
som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og en
stærkere Drift til selvstændig Indgriben, der dog ikke
naaer enten til en genial Gjennemskuen af Forholdene
eller mægtig Omdannelse af dem, udretter stundom mindre
end en jævnere og villigere Tilslutning til det Givne,
Imødekommen mod det af Tid og Begivenheder Medførte.<a class="pagenum" name="Side_292" id="Side_292" title="[S. 292]"> </a>
Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og
hans Folk, at hans hele Væsen og Personlighed særdeles
egnede sig for de Omstændigheder, for de Forhold, under
hvilke han maatte overtage og bære Kronens Byrde, og
lader os søge en ikke ringe Fortjeneste i den heraf fremgaaede
villige Samvirken med Folkets Stræben.</p>
<p>Hvad dømmer da Folket om Frederik VII? Det siger,
at han var en dansk Konge i Væsen og Sind, at han var
en folkelig, en frihedselskende Konge, Frihedens Begrunder
i sit Rige, at han var et Værn og Skjold for sit
Folk og at der, trods al den Møie og Kamp, han og hans
Folk maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved
Frederik VII.</p>
<p>Frederik VII var en dansk Konge i Væsen og Sind.
Den Naturbestemmelse, der var givet ham ved hans Fødsel,
udviklede og pleiede han med den Hengivelse, der
ved at rette den almenmenneskelige Sympathi særlig mod
det Nærmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til
at handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk
Skikkelse i en varm Fædrelandskjærlighed; hans jævne
Væsen optog ikke og stræbte ikke efter noget Fremmed;
ingen Forfængelighed drev ham til at tilegne sig andre
Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde en
større Anerkjendelse; han elskede sit Fædrelands Naturskjønheder,
han elskede dets Sæder og Skikke, han elskede
dets Minder, han elskede dets Sprog. Der boede tidlig i
ham en stærk, til klar Tanke sig fremarbeidende Følelse
af, at ethvert Folk er en bestemt Personlighed i Historien,
udtrykt i særegne Livsformer, udtalende sig i sit eget
Sprog; han havde Følelse og Erkjendelse af Vigtigheden
af at bevare denne Personlighed ukrænket hos Folket i
fyldig, ren Skikkelse og Bevidsthed; han følte og saae, at
i denne bestemte Form, i denne under al Udvikling bevarede
Enhed af Folket laae det, der skulde bære Staten,
og at Folket var Mere og Andet end et Antal af
Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grændse<a class="pagenum" name="Side_293" id="Side_293" title="[S. 293]"> </a>
og forbundne ved ydre og tilfældige Baand. Men hvorfor
dvæle vi saalænge ved Noget, der synes saa simpelt og
naturligt, allermest for Kongen, der skal føle sig som sit
Folks <span class="sic" title="[sic]">Spidse</span>, som dets første Mand, og som, for at være
det, allermest og allerførst maa i Sandhed være En af
Folket? Vi vide for det Første og bør sige os selv, at
der for den danske Konge har været og endnu er en
særegen Vanskelighed ved at gjennemføre den Opgave at
være en i Sind og Væsen dansk Konge; der har været
og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og stærkt
dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den
anden Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det
danske Scepter, for den Nationalitet, der i dette Øieblik
har vendt sig saa fjendsk imod os, at det er vanskeligt,
som vi bør og ville, at bevare Billigheden i Tanke og
Tale om den. Vi vide dernæst, at hele dette Forhold en
Tid lang var blevet forvansket til Unatur, at der har været
en Række danske Konger, der baade selv glemte og
tillode deres Omgivelser at glemme, at de herskede og
levede i Danmark, og at det første Mærke paa al deres
Færd burde være Danskhedens. Men Kong Frederik VII var
jo dog ikke den første Enevoldskonge, hvem vi kunne tillægge
den Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge.
Enhver af de Ældre af os erindrer selv, hvilken god og
ren dansk Mand i sin hele Fremtræden Frederik VI var;
og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget Væsen
og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han — det
være sagt til Andres Roes og Ære — var bleven opdragen;
han satte ikke blot det Danske eller fandt det under
hans egen Barndom sat paa dets rette Plads i Kongens
Hus, i Kongens nærmeste Omgivelser, i det Land, der
særlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede
sig — og denne Fortjeneste var særligere hans —
paa at hævde Danskhedens Ret der, hvor Grændsen for
dens Udstrækning mere eller mindre var forrykket og
forrykkedes Dag for Dag; destoværre gjennemførte han<a class="pagenum" name="Side_294" id="Side_294" title="[S. 294]"> </a>
ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og
sin Dannelse dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig
for, hvad der i danske Former var frembragt af Dygtigt
i Videnskab og Skjønt i Kunst, og han havde udentvivl
modtaget langt mere omfattende og stærke Indtryk fra
denne Side end Frederik VII; men han følte ikke saa
skarpt, hvor det var, der skulde kæmpes, og hvorledes
der maatte kæmpes for Danskheden; hans Natur var mildere,
maaske svagere; dette Forhold blandedes for hans
Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf;
Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og
aabent for i dets hele Betydning. Næsten i det samme
Øieblik, da Frederik VII overtog Regjeringen, trykkede
Fjenderne ham det Sværd i Haanden og det Skjold i
Armen, som han skulde bære og hæve, ikke blot for
Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets
Karakter som dansk. Han optog gjerne, hvad der bødes
og paalagdes ham; han sluttede sig med Inderlighed til
sit Folk i dets hele Særegenhed; han bar høit og freidig
til Skue dets Mærke i sit Væsen og i sin Tale; han var
stolt af at være den danske Konge, af at bære et Navn,
for hvilket Folket vandt ny og frisk Hæder.</p>
<p>Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind
og Væsen dansk Konge, minde om Konger, der ikke
vare sig deres Forhold til Folket i dets Eiendommelighed,
dets Sæder og dets Sprog bevidste, ikke sluttede sig til
det i denne Eiendommelighed og værnede om dens Enemærker,
da paatrænger der sig en Betragtning og en dertil
knyttet Fortrøstning, som det synes mig naturligt at
give Ord. Spørge vi, hvo den Konge var, der ved Enevoldsmagtens
Indførelse tillige paatrykkede for længere
Tid den danske Kongeslægt, den danske Kongeborg et
halvfremmed, unationalt Præg, da var det ikke en Prinds
af et nyt Hus, men en Søn af den ægte danske Kong
Christian IV, af ham, om hvem Frederik VII saa gjerne
mindede sig og Andre. Opdragelsen for en Bestemmelse<a class="pagenum" name="Side_295" id="Side_295" title="[S. 295]"> </a>
uden for Danmark løsnede ham fra den danske Naturgrund
og den ved Enevælden indtraadte Adskillelse fra
Folket, de dermed følgende spændte Forhold selv til den
Klasse af Folket, der stod Thronen nærmest, fastholdt
ham og tildels hans Efterfølgere i en falsk Retning. I
Modsætning til denne Bortvendelse fra den givne Naturgrund
skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning
til det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten,
støttet af den Forbindelse og inderlige Berøring imellem
Konge og Folk, som den gjenfødte Frihed medfører, at
fornye og styrke Naturgrunden for den danske Kongeslægts
danske Væsen.</p>
<p>Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her
om Frederik VII bruger et Ord, hvori af Forskjellige lægges
en temmelig forskjellig Betydning, da tænker jeg ikke
nærmest og troer, for at Ordet i dets Anvendelse her
skal have et baade bestemt og sandt og særligt Indhold,
ikke nærmest at burde tænke paa en politisk Opfattelse
og Bedømmelse af Standsforhold og deres Betydning i
Statsordenen; jeg tænker paa Kongens Personlighed i dens
Fremtræden og i dens frie Forhold til det Menneskelige,
uafhængigt af de politiske Former, Indretninger og Adskillelser;
jeg tænker paa det uhildede Sind, den aabne
Sands for Anskuelsers og Følelsers jævne Udtryk, for Livets
Bevægelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede
Former og den heraf følgende sikkre og tillidsfulde
Optræden imellem det menige Folk, den Lethed til og
Glæde ved at færdes med det og forstaae det, som hørte
til Kongens Væsen. Der er høitbegavede Personer, som
ikke i deres Berøring med Andre kunne unddrage sig en
stærk og overveiende Indflydelse, et afgjort Præg af den
særlige Kreds, i hvilken de ere opdragne og leve, af den
særlige Plads, paa hvilken de ere stillede i Samfundet;
medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender
i videste Omfang, lære de ikke let at forstaae,
hvorledes menneskelige Tanker og Følelser yttre sig paa<a class="pagenum" name="Side_296" id="Side_296" title="[S. 296]"> </a>
de forskjellige Trin af Stilling og Dannelse, og de kunne
derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv bundne til
en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrædelsens Form, kunne
de kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imøde
i en lignende Form, og finde sig derved paa mange Maader
ligesom afspærrede. Vi ville ikke sige, at Frederik
VII besad en ved Reflexion uddannet dyb og omfattende
Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her
kommer an; men han var ikke indskrænket til en snever
Livsform; han var ikke bunden ved den særlige Horizont,
der begrændser Livet, set fra Thronen; han havde bevæget
sig imellem Folk paa Samfundets forskjellige Trin,
lige ned til den egentlige Almue; han kunde se deres
Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et
nært og rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jævne og aabne
Natur Nøglen til at forstaae, hvad der boede hos de lavere
Stillede, til at fatte de Ord, hvormed de talte, den
Form, hvori de fremtraadte, og, idet han forstod dem,
blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til dem,
han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben,
medens denne dog passede og sluttede sig fast om hans
Skuldre. Overalt, hvor han fremtraadte for Folket, følte
og udtalte det, at Kongen var som en af de Andre, og
at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at
han med det Samme var Konge.</p>
<p>Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og
frihedselskende Konge; han gav, han gjengav det danske
Folk Friheden og han gav den med rundelig Haand. Lader
os dog et Øieblik overveie, hvad der ligger i disse
Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg
sine Fædres Throne, vare henved 200 Aar henrundne
efter den mærkelige Begivenhed, da den danske Konge,
som det sagdes, med fuldt Samtykke af Folket, og, som
det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets Side,
tillagde Kongedømmet udelukkende al Ret og Myndighed
i Staten, saa at fra dette Øieblik Kongemagten ikke længere<a class="pagenum" name="Side_297" id="Side_297" title="[S. 297]"> </a>
betragtede sig som fremgaaet af Folket, som Folkets
Spidse og Statslegemets Afslutning, men som nedstegen
fra Himmelen med en særegen Sendelse, med en særegen
Ret til at beherske et den ovenfra til Varetægt og Ledning
betroet Folk. Se vi lidt nøiere til, er det danske
Enevoldsherredømme, saaledes som det grundlagdes 1660
og derefter udøvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens
Oprindelse, i Regjeringsgrundsætningerne og deres Udøvelse
aldeles ikke væsentlig forskjelligt fra, hvad der paa
samme Tid gjorde sig gjældende i de fleste af de europæiske
Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er dog
tilsidst ikke Andet end en udførlig Omskrivning, endog
formildet ved et religiøst Hensyn, af den enkelte Sætning,
hvori en fransk Konge sammenfattede sin Betragtning:
<i xml:lang="fr" lang="fr">l'état c'est moi</i>. Hvad der giver Indførelsen af Enevoldsherredømmet
i Danmark en særegen Karakter, er for det
Første just det, at vi kunne tale om en saadan enkelt
Akt, en udtrykkelig Indførelse, at vi kunne angive Aarstal
og Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer,
og dette staaer i Forbindelse med den forunderlige
Modsigelse, at man i det Land, hvor man tidligst
og bestemtest udtalte Læren om den absolute og
uindskrænkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts
guddommelige Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid
ikke i sin hele Fylde og Klarhed traadte frem for Lyset
førend en hel Del Aar efter 1660 ved Kongelovens Publikation,
med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten
med Folket og grundede Retten derpaa. Der var
imidlertid andre Forhold, som gave det danske Enevoldsherredømme,
saalænge det fortsattes i sin fulde og strenge
Skikkelse, sin Særegenhed og en visselig uheldig Særegenhed.
Den Ret, Kongedømmet alene tiltog sig paa hele
Folkets Vegne, var i Tiden nærmest forud for 1660 i
Virkeligheden ikke udøvet af Folket; en enkelt Stand
havde efterhaanden samlet alt det Væsentlige deraf; men,
idet den politiske Ret toges fra denne Stand, Adelen,<a class="pagenum" name="Side_298" id="Side_298" title="[S. 298]"> </a>
indtog denne i Begyndelsen en overvunden Modstanders
Stilling ligeoverfor Kongedømmet, og dette, der ved Indførelsen
af Regjeringsforandringen havde benyttet Fremmede,
ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode
i Forbindelse med det danske Rige, førtes til, som Modvægt
mod den misfornøiede og mistænkte danske Adel,
at omgive sig med en anden fremmed Adel. Da Adelen
efter Datidens Forhold var det Led, som sammenbandt
Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af
Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredømmet
blev derved tillige et i lang Tid for Folkets
Nationalitet ligegyldigt, derfra bortvendt Herredømme.
Folkets Ret udøvedes dernæst, sagde jeg, umiddelbart før
Enevoldsherredømmets Indførelse næsten ganske af en
enkelt Stand; den øvrige Befolkning eller dog den just i
Danmark og især i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen:
Bondestanden — thi Stadbefolkningen var da
forholdsvis ringere i Tal og Betydning end nu — var
allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og
trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes,
som om Enevoldsherredømmet fra sin høie Tinde aldeles
tabte Blikket for denne Del af Befolkningen; det vilde,
kunde det synes, udsone sig med Adelen ved at lade
Folket endyderligere bøies under dens Magt. Derfor
fulgte der med Enevoldsherredømmet en endnu større
Svækkelse af al folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig
Eiendommelighed, end ellers vilde have været Tilfældet.
Naar vi nu imidlertid sige, at Enevælden i Danmark
ophørte med Frederik VII, hvormeget og hvor Forskjelligt
sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget
staae vi da ikke Fare for i altfor høi Grad at betragte
som en enkelt Handling, hvad der var en lang
Udvikling, som fik sin Afslutning, sin store og afgjørende
Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten bestod
visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken
uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten<a class="pagenum" name="Side_299" id="Side_299" title="[S. 299]"> </a>
og Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse
Anskuelser gjordes gjældende i Gjerning og udtaltes i Ord,
imellem Frederik III's og Frederik VI's Dage? Hvilken
uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad Griffenfeldt skrev
under Frederik III, og hvad Christian Colbjørnsen udtalte
i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som
dengang endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI
gjengav under sin Faders Navn Folkets Masse den personlige
og individuelle Myndighed og Selvstændighed; men
derved grundlagde han med Nødvendighed Ophævelsen af
Enevoldsmagten. Frederik VI tænkte vistnok ikke selv paa
dette Maal, i det Ringeste ikke som saa nært. Han havde
set den store og stærke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet
over Europa; han saae det mægtige Krigerherredømme,
der fulgte derefter, og efter dets Fald Forsøgene
med konstitutionelle Formers Indførelse paa Fastlandet;
han oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevægelse,
der reiste sig mod Enevoldsmagten i dens
Form og i dens hele Væsen. De Bestræbelser, der
under den første franske Revolution herhjemme havde
yttret sig enkeltvis og ifølge deres umiddelbare Forbindelse
med denne tildels vildt og excentrisk, trængte
sig roligere, men alvorligere og stærkere frem henimod
Slutningen af Frederik VI's Regjering og fremkaldte
ikke ringe Afvigelse fra den tidligere Statsform.
Folket skulde høres, men det skulde dog endnu ikke beslutte.
Den Konge, der næsten i 50 Aar efter sin bedste
Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst
selv gaae over til ogsaa at regjere med Folket.
Kravene vare heller ikke stærke nok; Folket var ikke
modent; thi i den politiske Modenhed er Villien, den
enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie,
et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII,
der heller ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Løsning,
under hvem andre Sorger, Bekymringen for Monarkiets
Sammenhold, trængte sig imellem; og, steg end<a class="pagenum" name="Side_300" id="Side_300" title="[S. 300]"> </a>
Folkets Længsel efter en fri Statsordning, fremkom der
dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tænde ligesom en
elektrisk Gnist og ved den forene Kongens Sind og Folkets
Ønsker. Da traadte Frederik VII til. Lader os ogsaa
lægge Mærke til, at Frederik VII opgav Enevoldsherredømmet
efter en i kun kort Tid ført Regjering. Det er
ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder
han længe med god Villie og Stræben har hersket, saaledes
at ved Forandringen det Forbigangne stilles i Skygge
og ligesom fordømmes ved Siden af det Nye. Men heller
ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart
med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan
ensidig Handling ligeoverfor et blot modtagende
Folk. Det Oprør udbrød, der krævede Folkets hele Kraft
og Styrke til at staae imod. Da blev det paa engang
klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den
bedste, selv den ædleste Konge hele Ansvaret for den
Kamp, som nu skulde begynde, og for Kongen, at han
maatte frigjøre den Kraft, til hvilken han skulde stille
saa store Fordringer. Frederik VII, som endnu ikke
havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste Forestilling
om, den fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme,
gav Folket Friheden, idet hans Sind mødtes
med Folkets Røst. Og den Gave, han saaledes havde
skænket i sin Regjerings Begyndelse, den bevarede og
hævdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige
Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade
forandrede Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende
fra hele Monarkiets Standpunkt, faae Indflydelse
paa de Former, under hvilke Folkets Medvirkning i Regjeringen
skulde udøves ikke blot for en Landsdel, om
end den største Landsdel; men han blev sin Gaves Væsen
tro under alle Forhold. Har Frederik VII aldrig noget
Øieblik fortrudt sin Gave? <a class="corr" name="rett_29" id="rett_29" title="var: har">Har</a> han aldrig noget Øieblik
ønsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige det? Der
er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen Konge,<a class="pagenum" name="Side_301" id="Side_301" title="[S. 301]"> </a>
som ikke i enkelte Øieblikke, med den bedste Villie til
at bruge Magten vel, vilde ønske at have større Magt
end han har. Men Ønsket blev hos ham aldrig til Villie
og Stræben, til en udover Øieblikket virkende Attraa.
Han bevarede Folket den Frihed, han engang havde givet
det, og, at han bevarede den med den Overbevisning, at
det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig allermest
i den, jeg turde næsten sige, naive Glæde og Stolthed,
hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte
for Folket, naar han stødte sammen med det, den
Forandring, der var foregaaet, og at han selv havde indført
den. Lad da Frederik VII medtage fra os, hans
Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet
om, at han ved Frihedens Gave fuldstændig udsonede den
Slægt, til hvilken han hørte, med Folket, at han fyldte
og udslettede den Kløft, der i Fortiden havde dannet sig
mellem Folk og Regjering, og som hans nærmeste Forgængere,
trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke havde
formaaet aldeles at udslette. Vi ville tænke os ham hvile
i sin Grav rækkende den ene Haand til Enevoldskongerne
og helst til dem, som vare ham nærmest i Tid, i Slægt
og i Aand, men rækkende den anden Haand til den
Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi
saa vilde den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens
Stifters mandlige Slægt ikke skulde strække sig længere
end Enevoldsmagten selv; den, som fuldendte Forsoningsværket,
skulde være den Sidste af denne Slægt, og Herredømmets
Førelse efter den nye eller fornyede Frihedslov
skulde overgives til en anden Regentrække.</p>
<p>Frederik VII var sit Folks Værn og Skjold. Han
var det ikke ved udmærket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst,
ikke ved sjelden Statsmandskløgt, ikke ved
glimrende enkelt Bedrift. Hvormed værgede han da for
os? Der hvilede paa hans Person en Slægts ved Traditionens
Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet;
vi skulle ikke tillade, at de, der nu med Vold fare frem<a class="pagenum" name="Side_302" id="Side_302" title="[S. 302]"> </a>
mod Danmark, sige, at de have oppebiet Frederik VII's
Død for at reise Avindsskjold mod vort Land, for
at sønderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod
Frederik VII, da det Gøglebillede af Ret, som de
nu paaberaabe sig, ikke i nogen Maade blot som Skin
var tilstede. Men til Overvindelse af det dumdristige
Forsøg og al den Understøttelse, det fandt, laae der en
stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke
lagde Frederik VII med klar og stærk Villie i Vægtskaalen
for sit Folk. Han skilte sig ikke fra det,
han handlede ikke for sin særlige Interesse; idet han
stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han,
tryg ved dets Forsvar, Alt, hvad der tilhørte ham, til at
værne for det. Vi ville ikke prise Frederik VII som en
stor Personlighed, men vi ville sige, at Alt, hvad han var,
Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit Folk med
rolig og fast Beslutning.</p>
<p>Han havde Lykke med sig. Han maatte kæmpe en
vanskelig Kamp; der vedblev under hele hans Regjering
uafgjorte Stridigheder om Landsdelenes Forhold, og han
maatte imødese nye Kampe; men hvormeget opnaaede
han ikke? Han nedslog det Oprør, der havde reist sig
mod ham, og han nedslog det saaledes, at han med det
Samme opreiste sit danske Folks gamle Hæder. Hvormange
betydelige Foretagender saae han ikke ved Siden
deraf udvikle sig ved hans og Folkets indbyrdes Samvirkning,
Foretagender, som en Enevoldshersker ikke vilde
have havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemføre?
Og hvormeget udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte
Kraft uden Regjeringens Hjælp? Han gjennemlevede en
Regjering, fuld af Møisommeligheder og Vanskeligheder,
men som efterlod hans Folk stærkere, end han modtog
det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit Øie
mod de Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer,
som nu reise sig fra alle Sider: Dette var ikke kommet,
hvis vi havde beholdt vor gamle Konge. Men vi tør<a class="pagenum" name="Side_303" id="Side_303" title="[S. 303]"> </a>
ikke uden Indskrænkning følge Folket i den Slutning, det
i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf.
Det var jo ikke først ved Kongens Død, at Truslerne
reiste sig; de vare jo tilstede før, og, havde de end da
en anden Form, syntes de ikke at rettes saa langt, som
nu, hvo af os tør dog sige, at de, hvis de vare komne
til Udførelse, vilde have holdt sig indenfor den snevrere
Grændse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udføres,
og det kunde vel være sket ogsaa imod ham. Men fremfor
Alt maae vi erkjende, at, naar det hedder: "Dette
vilde ikke være hændet, hvis Frederik VII havde levet",
saa indbefatter dette <em>hvis</em> efter menneskelige Vilkaar et
"saalænge", og i dette <em>saalænge</em> ligger da tillige, at det
dog engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII
for det Værn, han var os, saalænge han kunde; men
lader os søge det Værn, vi nu behøve, hos os selv og
hos den, der sætter sig i Spidsen for os med fornyet
Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod
i Forsvaret for sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle
Maader uforandret; en ny Fyrsterække, ved Blodets Baand
nær knyttet til den forrige Kongeslægt, er kaldet til
Thronen; men den er tillige støttet paa en Grundvold
hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske
Ret. Vi ville samle os om denne Slægt og om dens Ret.
Vi skulle give vore Fjender den Roes, at de ikke forsøge
at drage vor Konge fra os; de trænge og trykke ham
ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om ham;
lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke
ved ham, at Truslerne og Farerne komme; de komme
mod ham og mod os samtidig.</p>
<p>Retfærdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis
det er muligt, begynde sin og sin Slægts Regjering i Fred!
Bøi de Mægtige til Retfærdighed og til at støtte vor retfærdige
Sag; men, hvis Krig ikke kan undgaaes — vi
trodse ikke paa vor Magt, vi udæske Ingen —, skænk os
da Styrke i den nødvendige Kamp og giv os gjennem en<a class="pagenum" name="Side_304" id="Side_304" title="[S. 304]"> </a>
hæderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og
Billighedens Aand, at vi ikke udstrække vore Krav
længere, end vor Ret gjør det nødvendigt; men giv os
ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae imod,
hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og Bestemthedens
Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke
vakle og famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrægtighedens
Aand!</p>
<p>Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Høiskoles
Forsamlinger uden ogsaa at rette en Bøn til Dig for os
selv. Vi ere Fredens Mænd; vor Gjerning er den, om
hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider, at den ikke
kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv
om Fred, men om den Fred, der baader vort Land.
Beskyt os og vor Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort
Folk, beskyt vort Land, beskyt vor Konge!</p>
<h3 class="gesperrt"><a name="BEMAERKNINGER_OM_KONG_FREDERIK_VII" id="BEMAERKNINGER_OM_KONG_FREDERIK_VII"></a>Bemærkninger om Kong Frederik VII.</h3>
<p>Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som daværende
Rektor ved Universitetet efter en ved dette nedarvet
Skik, der ikke kunde eller burde tilsidesættes, at holde
en Mindetale over Kong Frederik VII ved en Sørgefest,
der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af Universitetets
egen Festsal havde maattet opsættes og fandt
Sted i Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind
var i det Øieblik, næsten to Maaneder efter Kongens
Død og længe efter hans Begravelse i Roskilde med sædvanlig
kirkelig Høitidelighed, betaget af Tanken paa den
yderst farlige politiske Stilling og den nærforestaaende
Krig; men ved Siden af det Utilfredsstillende i under
saadanne Forhold overhovedet at holde en ny Sørgetale
gjordes Opgaven mig endnu vanskeligere, ikke blot ved
Andres stridende Stemninger ligeoverfor Frederik VII,<a class="pagenum" name="Side_305" id="Side_305" title="[S. 305]"> </a>
men især ved min egen Dom og Følelse. Jeg skulde yde
Pietet og Sømmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at
hykle en Mening, jeg ikke havde, eller aflægge et Vidnesbyrd,
for hvilket jeg ikke vilde bære det historiske Ansvar.
Det er rimeligt, at dette Forhold svækkede Talens
Virkning, der under de givne Omstændigheder aldrig
kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at
gjennemlæse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med
den Form, jeg valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen
til Talen tog til Fordel for den sande og
strenge historiske Doms Ret, som det da ikke var Tiden
og Stedet til at gjøre gjældende, ligeoverfor de Stemninger
og Betragtninger, som særlig Øiebliket gav naturlig
Berettigelse og Betydning<a name="FNanker_124" id="FNanker_124" href="#Fodnote_124" class="fnanchor">[124]</a>. Jeg antydede, at blandt
de da Tilstedeværende var der mere end én, der kunde
have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien om den
bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort
senere uden at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de,
der ere tilbage, eller nogle af dem ville aflægge det,
omendog først til Offentliggjørelse efter deres Død, véd
jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befæstede sig
den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede
som beslægtet med Mythen, i Offentligheden paa en
Maade, der er traadt Historiens Ret og Krav for nær,
om jeg end har bemærket, at den i den seneste Tid har
fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg føler mig derfor i
min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlægge
Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrække ved det
Betænkelige, der ligger i at udtale en mindre gunstig
Dom om den Konge, man har tjent, og af hvem man i
det Hele har været behandlet naadigen; men jeg haaber
at gjøre det med Bevarelse af et sømmeligt Hensyn til
dette Forhold.</p>
<p>Frederik VII fødtes og opvoxede i sine første Aar<a class="pagenum" name="Side_306" id="Side_306" title="[S. 306]"> </a>
under lidet heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev
brødefuld og beskæmmet skilt fra Faderen og fjernet;
Faderen drog fire Aar efter Sønnens Fødsel til Norge og
siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa at han
først fra 1821 af kunde have et nært Tilsyn med Sønnens
Opdragelse. Under disse Omstændigheder have de
oprindelig ikke fortrinlige intellektuelle og moralske Anlæg
neppe faaet den bedste Pleie. En vis Tilbøielighed til
lunefulde og drillevorne Brud paa Orden og Forskrift og
til betænkelig Udmaling i Beretning og Fortælling bemærkedes
og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke usandsynlig
nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand
for Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle
Kongeslægt forplantet med særligt Hensyn til begge fra
Frederik V nedstammende Liniers Forening, Planer, der,
hvad ikke bør lades uantydet, vistnok bleve mere betænkelige
ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med Bekymring
modtog de Mænd, der kort efter Prindsens Forlovelse
med Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise,
dette Hverv<a name="FNanker_125" id="FNanker_125" href="#Fodnote_125" class="fnanchor">[125]</a>. Skilsmissen fra den første Gemalinde
fulgtes af en Art Forvisning (til Fredericia), der ikke
var skikket til at hæmme en Tilbøielighed til at søge
mindre godt Selskab, som allerede tidligere var fremtraadt.
Ogsaa det andet Ægteskab maatte opløses, og
under og efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse
med en Dame, der drog sin tidligere Forlovede eller Beskytter
med sig ind i Prindsens Kreds som Omgangsven
og betroet Mand og overhovedet fremtraadte fordringsfuldt
og lidet sømmelig. At disse Forhold og Omskiftelser
ikke vare egnede til at hæve og styrke Selvagtelsen,
er klart nok. Frederik VII medbragte, da han tiltraadte<a class="pagenum" name="Side_307" id="Side_307" title="[S. 307]"> </a>
Regjeringen, en godmodig og jævn Natur, men uden sædelig
Holdning, ringe Dannelse, liden Tilbøielighed til
aandelig Sysselsættelse og Anstrengelse og ligesaa liden
Kraft til selvstændig Handling, forbunden med en noget
stædig, men svag Karakter.</p>
<p>Det var allerede før Christian VIII's Død erkjendt
og afgjort, at der, for at hindre den truende Opløsning
af Statslegemet, maatte ske en yderligere Modifikation
og Indskrænkning i den overleverede Enevælde, end der
var sket ved Provindsialstændernes Indførelse. En Stræben
efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens
Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik
VII's Tanke; det Magtbegjær, der er forbundet med
energisk Lyst til handlende Indgriben i de almindelige
Anliggender og med Drift til Arbeide, Anstrengelse og
Kamp for at gjøre sin Villie gjældende, fandtes ikke hos
ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med
ham, vide, at stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring
af Regjeringsformen besynderlige Erindringer om
den ældre Magtfylde og Indskydelser om at bruge denne
forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog
tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og
Fordele og at indrette sit daglige Liv, sine nærmeste Omgivelser
og sit Hof efter sit eget Behag. Men, ligesaa
lidt som Fastholden af Absolutismen saaledes kan bebreides
ham, ligesaa lidet kan der være Tale om en paa
egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at
indskrænke Enevælden og i denne Indskrænkning at gaae
til denne eller hin Grændse. Han underskrev uden Indvending
det under Christian VIII forberedte Forfatningsreskript
af 28de Januar 1848 og gav i Marts efter for de da
stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af Bevægelserne
i Europa og af det Oprør, der maatte kues (jfr. <a href="#Side_150">Side 150</a>).
Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne
om det Grundlovudkast, der udarbeidedes
og forelagdes af Martsministeriet, véd jeg ikke, men har<a class="pagenum" name="Side_308" id="Side_308" title="[S. 308]"> </a>
dog aldrig hørt mindste Antydning derom. Udkastets Behandling
i den grundlovgivende Rigsforsamling og de Forandringer,
det der undergik, berørte ham saagodtsom slet
ikke. Kongens Stilling til Spørgsmaalet om Slesvigs Deling,
hvorpaa Martsministeriet strandede og opløstes, var
efter min Overtydning ganske overveiende bestemt ved
Andres Indflydelse, dels herhjemme, dels udenfra. Derhos
skabte det ved en Slags Overrumpling tilveiebragte morganatiske
Ægteskab og de derved fremkaldte Stemninger
(f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slægtninge) Vanskeligheder
ogsaa udenfor Kongens særlige Omgivelser, saasom
i Forhandlingen om Arvefølgesagen, og Indflydelser fra
hin Kilde bleve senere hen ogsaa følelige ved Forholdet
til Ministerierne og ved Omskiftninger i deres Sammensætning.
At herved en saa underordnet Personlighed
som den fra Bogtrykker til Kammerherre og Civillisteintendant
forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var
beklageligt. En uheldig Følge af Ægteskabet med Grevinde
Danner var derhos en vis Isolation, idet det Selskab,
som naturligst og nærmest skulde have sluttet sig til
Hoffet, være sig nu som Følge af en strengere Sædelighedsfølelse
eller af lettere Anstandshensyn, holdt sig fjernt, hvorvel
jeg ikke vil negte, at hos en Del af Aristokratiet Misfornøielse
over Regjeringsforandringen virkede noget med.
Ogsaa overfor Udlandet svækkedes den nedarvede Kongeværdigheds
Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem,
der kom Kongen nærmere, særlig den hos ham efterhaanden
stærkt udviklede Tilbøielighed til at gjøre sig interessant
ved Fortællinger, i hvilke ikke blot Sandheden, men ogsaa
Sandsynligheden tilsidesattes, og som undertiden ved Omtale
af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp bleve
særdeles stødende<a name="FNanker_126" id="FNanker_126" href="#Fodnote_126" class="fnanchor">[126]</a>. — En vis Paaholdenhed og Smaalighed,<a class="pagenum" name="Side_309" id="Side_309" title="[S. 309]"> </a>
der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe
Anledning til Repræsentation og Familieudgift ret rundelig
udstyrede Civillistes Side, havde ikke sit Udspring fra
Kongens egen Tilbøielighed, men fra dem, der bag ham
sørgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde opsamler
ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue
af omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan
være tilflydt Andre. — Kongens huslige Forhold bleve
derhos i de sidste Aar formørkede og ulykkelige og bidrog
uden Tvivl deres til en ikke ringe Uregelmæssighed
i Diæt og til ved deraf opstaaet eller forværret Sygdom
at forkorte hans Liv<a name="FNanker_127" id="FNanker_127" href="#Fodnote_127" class="fnanchor">[127]</a>.</p>
<p>For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der
her ere antydede, ubekjendte eller bemærkedes dog kun
lidet, medens Kongens naturlige Jævnhed og Godmodighed,<a class="pagenum" name="Side_310" id="Side_310" title="[S. 310]"> </a>
hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere i og
udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget
mere som disse Egenskabers Virkning understøttedes af
en tiltalende og værdig Skikkelse og af en ikke ringe
Evne til at optræde en Tidlang paa rette Maade ved
offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store
Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nærede
Forestilling om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens
Udgang fra Monarkens personlige Initiativ og Beslutning,
bliver Folkestemningen mod Kong Frederik VII
og den Erindring om og det Billede af ham, der har forplantet
sig hos den store Mængde, forklarlig. — Naar
man ofte stærkt har fremhævet hans Danskhed, da maa
dog herved bemærkes, at denne væsentlig fremtraadte
som en umiddelbar Hengiven til de Omgivelser, hvori han
var opvoxet og havde levet uden for Exempel i yngre
Aar nogensinde at være bragt i nærmere Berørelse navnlig
med tydsk Dannelse eller at have følt Trang til i denne
Retning at udvide sin Synskreds. Hans Interesse for
danske Oldtidsminder forbandt sig ikke med nogen Drift
til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk og
dansk Historie. Oprøret i de tydske Landsdele trængte
ham nødvendig til desto stærkere at slutte sig til den tro
blevne Del af Monarkiet.</p>
<p>Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring
i Landet opreiste Mindesmærker for Frederik VII staae
vistnok efter streng historisk Betragtning mindre som Erindring
om en positiv Kongedaad end som Minde om en
uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring;
men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstændighederne
har sin Fortjeneste, især naar den fuldbyrdes og opretholdes
af en velvillig Personlighed uden Vrangvillie og
Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i Roskilde af danske
Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et ridderligt Forhold
til Kvinden og en derved betinget Optræden laae
vistnok neppe for Frederik VII's Natur. — Den Anskuelse,<a class="pagenum" name="Side_311" id="Side_311" title="[S. 311]"> </a>
at en Forlængelse af Frederik VII's Liv vilde have afværget
de Danmark i 1864 overgaaede Ulykker, indeholder
kun saamegen Sandhed, at der, hvis Kongen havde
levet længere, vilde have været Leilighed til endnu under
Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede
Kongeslægts sidste Repræsentant bar i sin Person, at forsøge
en sidste og endelig Løsning af den til det Yderste
strammede Knude, medens Tiden hertil og Støtten derigjennem
faldt bort ved Kongens Død; men, om Forsøget
vilde være blevet gjort paa rette Maade og have faaet
et forholdsvis heldigt Udfald, lader sig ikke sige.</p>
<h3><a name="NATIONALITETSPRINCIPET_I_POLITIKEN" id="NATIONALITETSPRINCIPET_I_POLITIKEN"></a>2.<br />
<span class="gesperrt">Nationalitetsprincipet i Politiken</span>.</h3>
<p>Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse
i Politiken har for mig en saadan Betydning, og der hersker
mærkværdig nok endnu saa mange Misforstaaelser i
denne Henseende, at jeg i Tilslutning til den Berøring af
dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen Livsvirksomhed
gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang
at burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte,
hvad jeg tidligere paa forskjellige andre, tildels afsides liggende
Steder har ytret derom. I og for sig antager jeg ikke,
at nogen tænksom Mand tvivler om, at Statssamfundene
bygges og bæres af og adskilles efter Folkene, ɔ: Menneskesamfund,
der sammenholdes i et særligt, ved Sprog
og Meddelelsesmiddel betinget og begrændset Fællesskab
af Forestillinger og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt
Medlem ved Fødsel og Opdragelse i Sproget modtager
et uudsletteligt og for ham selv uforglemmeligt
Mærke, og der gives heller ikke nu eller gaves i Fortiden
i Historien nogen kraftig og stærk Stat, uden at den tilhørte
et saadant Folk, en saaledes mærket Nationalitet.<a class="pagenum" name="Side_312" id="Side_312" title="[S. 312]"> </a>
Det falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning
ved Stater som England, Frankrig, Spanien eller
endog blot ved det salige romerske Riges: "deutsche
Nation". Men Forholdet kan ganske vist enkelte Steder
fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved
Omstændighedernes Magt opløse den Stat, hvori de tidligere
helt boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes
som det i sin Tid skete i Tydskland, hvor der da
opstaaer et Savn af og Trang til Helheden, medens andetsteds
fremmed Indblanding og Vold kan medvirke til slig
Opløsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder
undertrykker et stort Folk mindre mægtige og kraftige
Folk eller Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade
udstrækkes da udover dets egne Grændser og omfatter
Lydfolk under sin strengere eller mildere Vælde. Men,
fordi Rusland saaledes hersker over Polen og Finland osv.,
ophører den russiske Stat ikke at være baaren af det
russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke.
Man hører i russiske Regjeringskredse maaske ikke altid
gjerne tale høit om Nationaliteten som Statsgrundvold,
fordi denne Tale medfører Tanken paa den Ret, der
f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres særlige
og selvstændige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen
om Folket som Statens Eier og Bærer ikke maa træde
for stærkt frem i et om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk
regjeret Land; men Keiseren af Rusland véd
dog meget vel, naar det gjælder, at paakalde det russiske
Folk. Særlig ilde synes Talen om Nationaliteten som
Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilfælde
paa en Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes
over dets Repræsentant: Fyrsten, er under særegne Sammenstød
af mindre Folk med ufuldkomne Statsdannelser
frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved Overleveringens
Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat
eller Konglomerat, en kunstig Stat, som i Østerrig. Men
netop en saadan Stat viser særlig Nationalitetsprincipets<a class="pagenum" name="Side_313" id="Side_313" title="[S. 313]"> </a>
Betydning, thi Historien lærer, at den i sig bærer en
Svaghed og Følelse af Svaghed, som den vel søger at
dølge, men ikke kan dølge; hele Østerrigs Historie ligesaameget
som dets nuværende Tilstand, da det har maattet
opløse sig i to sidestillede Stater og kun med yderste
Møie har undgaaet yderligere Opløsning, vidner saaledes
noksom herom<a name="FNanker_128" id="FNanker_128" href="#Fodnote_128" class="fnanchor">[128]</a>. — Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse
som Statsgrundlag er stundom bleven forvexlet
med en uhjemlet Fordring om en Grændseregulering af de
bestaaende Stater efter nøiagtige Nationalitetsdelinger uden
ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret, ja med Forglemmelse
af de uundgaaelige Overgange og Blandinger,
og den har derfor undertiden i konservative Diplomaters
Øine faaet et revolutionært Skin. Til at fremkalde og
befæste dette Skin bidrog Napoleon III ikke Lidet ved
den Maade, hvorpaa han i sin urolige Politik brugte Nationalitetsprincipets
Navn til Skærm for egoistiske Bestræbelser,
medens han ikke tog i Betænkning at kræve
tydske Kompensationer for Preussens Magtforøgelse og
deslige. Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemærkninger
kun som Udtrykket for en Naturlov, til hvilken
der ved Bedømmelsen af Staternes Styrke og ved Bestræbelsen
for at forøge, befæste eller i det Ringeste ikke
at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet
imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver
Nationalitet til at stræbe efter selvstændig Bestaaen og den
historiske og positive Folkeret handles der derimod ikke her.</p>
<p>Vende vi nu Tanken mod vort eget Hjem, da vide
vi, at Nationalitetsprincipet ogsaa hos os har maattet
høre ilde som statsopløsende og revolutionært. Sandheden
er, at Paaberaabelsen deraf ikke kunde Andet end henlede<a class="pagenum" name="Side_314" id="Side_314" title="[S. 314]"> </a>
Opmærksomheden paa, hvad der unegtelig fattedes
det danske Monarki i Sammenhæng og indre Styrke, og
opfordre til at undersøge, hvad der kunde gjøres for at
befæste denne. Monarkiet dannedes af to Befolkninger,
der for den allerstørste Del ikke forstode hinanden indbyrdes,
en større med særeget Sprog og Folkeliv og en
mindre, der ikke blot havde Sprog og Folkeliv tilfælles
med et langt større og mægtigere Folk og paa mange
Maader aandelig og materielt hendroges til dette, men
som, forsaavidt den boede i Holsten eller Lauenburg, tillige
statsretlig var undergiven fremmed Indflydelse og
Kontrol. Det maatte synes klart, at Statens egentlige Styrke,
ja dens Ret til en særlig Bestaaen maatte søges i den
større, sproglig, aandelig og politisk selvstændige og ensartede
Befolkning, og at denne derfor baade burde vedligeholdes
i fuld Udstrækning og Sammenhæng og hævdes
i Følelsen af intetsteds at tilsidesættes eller underordnes.
Men just det Modsatte heraf fandt ifølge en historisk Udvikling,
som her ikke skal fremstilles, Sted, forsaavidt
man ikke blot overlod det danske Sprog og den danske
Dannelse i Slesvig uden Omhu og Pleie til en underkuet
Stilling og successiv Fortrængelse, men derhos trods Traktater
og tidligere Regjeringserklæringer (i 1720) mere og
mere sammenkoblede Slesvig i Indretninger og Interesser
med Holsten. Mod denne Forkerthed gjordes Nationalitetsprincipet
gjældende, idet der tillige henvistes til den overveiende
Indflydelse, som det tydske Element især igjennem
dets fra Suverænitetens Tid af begunstigede Aristokrati
havde havt og for en stor Del endnu havde i Statens
øverste Fællesstyrelse. Man tænke herved blot paa to
tydske Vidnesbyrd, det ene af den preussiske Historiker
Treitschke ("Deutsche Geschichte im neunzehnten Jahrhundert",
2ter Theil S. 459), der med Beklagelse lader
"die vielhundertjährige deutsche Adelsherrschaft in Dänemark"
ophøre med Statsforandringen i 1848, det andet
af den vakre og mod Fællesmonarkiet, som han tænkte<a class="pagenum" name="Side_315" id="Side_315" title="[S. 315]"> </a>
sig det, meget loyale Konferentsraad Rist, der i sine for
nogle Aar siden trykte Erindringer ligesom Treitschke finder
det høist besynderligt og formasteligt, at Frederik VI
engang i den vanskelige Tid før 1813 kunde tænke paa
et overveiende dansk Ministerium med Niels Rosenkrands
og Grev Joachim Godske Moltke, (der dog var Søn af en
indvandret Tydsker) i Spidsen. Derimod medførte Nationalitetsprincipet
ikke den ringeste Indsigelse imod, at
den tydske Befolkning levede med fuldkommen lige Ret
og Vilkaar under det danske Scepter, ja med bedre, hvis
Forholdet til Tydskland ydede den nogen særlig Fordel,
f. Ex. ved Toldlovgivningen osv. Hvorvidt iøvrigt den
tydske Befolkning hang fast ved Forbindelsen med Kongeriget,
og især hvorvidt den under et Sammenstød imellem den
danske Stats Interesser med de almindelige tydske Interesser
og folkelige Følelser vilde slutte sig til den danske
Side, derom kunde allerede Begivenhederne i Holsten i
1813 og 1814 maaske give et Vink (— man tænke blot
paa Glückstadts Beleiring dengang —); men efter 1830
(Lornsen) og efter den hele Bevægelse under Christian
VIII's Regjering (navnlig i Anledning af det aabne Brev
i 1846 om Arvefølgen) og Udbrudet i 1848 kunde ialtfald
ingen Tvivl i denne Henseende fornuftigvis finde
Sted. Den tydske Befolkning havde igjennem sine Talsmænd
og Repræsentanter paa det Utvetydigste erklæret,
at den ønskede Forbindelsen med Danmark opløst for
som selvstændig Stat at slutte sig til Tydskland, tagende
hele Slesvig eller den allerstørste Del med sig som Medgift.
Det har gjort et stundom oprørende, stundom til
Latter heldende Indtryk paa mig, naar jeg har hørt danske
Mænd, der en kort Tid havde havt en Ansættelse, f.
Ex. som Auditører, i Rendsborg, saasom iblandt Andre
Geheimeraad Bluhme, tilsyneladende med fuldt Alvor,
hvorvel i Alvoren blandede sig nogen Øieblikets Heftighed,
paastaae, <a class="corr" name="rett_30" id="rett_30" title="var: af">at</a> Rendsborgs Soldater og Borgere i deres Tid
vare fuldkommen saa gode danske Borgere og Soldater<a class="pagenum" name="Side_316" id="Side_316" title="[S. 316]"> </a>
som de i Kongeriget. Naturligvis underordnede den holstenske
Soldat i almindelige Tider sig ligesaagodt Disciplinens
Love som den i Kongeriget fødte, men anderledes
stillede Sagen sig, naar der spurgtes om den uvilkaarlige
Drift til under en Konflikt med Tydskland at bestemme
sig og handle. Man paaløi den tydskfødte Mand en
Sindsstemning, der ikke engang var naturlig i tidligere
Dage, hvor Folkebevidstheden dog tildels endnu slumrede,
men som endnu mindre lod sig forene med den nyere
Udvikling af Folkebevidstheden. Under disse Omstændigheder
og efter blodig Kamp fra dansk Side at opgive sin
Ret for at holde paa en Forbindelse, der saa lidet ønskedes
fra den anden Side, var taabeligt, fordi man hverken
havde Haab om at vinde Hjerterne eller kunde paatage
sig Gjennemførelsen og Opretholdelsen af et forhadt
Tvangsherredømme, til hvis Afrystelse overlegen tydsk
Hjælp vilde staae beredt. Derfor burde og maatte en
Opgjørelse og indtil en vis Grad Adskillelse imellem Dansk
og Tydsk tilveiebringes, saaledes at den historiske og
traktatmæssige Ret (for Danmark til at besidde hele Slesvig)
bøiedes efter den Billighed, som det nu bestaaende
Nationalitetsforhold medførte. Krævede efter Stormagternes
Formening europæiske og dynastisk-folkelige Interesser,
at Kongen af Danmark vedblev at være Hertug i det
selvstændige Holsten, og kunde Holstens Befolkning uden
Byrde og Besvær for Danmark bevæges til at anerkjende
denne Ordning, maatte man fra dansk Side gaae ind
derpaa baade under Erkjendelse af visse mulige Fordele
(ved forenet Optræden udad) og med Forsigtighed ligeoverfor
mulige Forviklinger og Farer. Ved hele denne
Betragtning over Nationalitetsprincipets Anvendelse paa
det overleverede danske Monarki og den dansk-tydske
Strid maae derhos endnu to Forhold fremhæves. Man
taler ofte, ja sædvanlig, som om Holstens Udsondring i
Forbindelse med et Stykke af Slesvig var en Opløsning
af en ældgammel og af Aarhundreder helliget Forbindelse,<a class="pagenum" name="Side_317" id="Side_317" title="[S. 317]"> </a>
og man glemmer med en forunderlig Vedhængen ved
Erindringen om en langt tidligere Tids Forhold og om
Forbindelsen da med ganske enkelte Dele af Holsten
gjennem fælles Fyrste, at før 1720 sad paa Gottorp et
med Danmark i stadig Strid og Feide levende Fyrstehus,
hvis Nag imod Danmark, efterat det var fjernet fra Slesvigs
Grund, bevaredes i Kiel og derfra forplantedes til
<span class="sic" title="[sic]">Stokholm</span> og Petersborg, og at Kiel for Danmark var en
fremmed Stad indtil det Aar, da den med Catharina II
af Rusland og Storfyrst Paul sluttede Mageskiftetraktat
kom til Udførelse, nemlig i 1773. Der levede endnu i
1848 i det tidligere hertugelige Holsten et ikke ganske
ringe Antal Mennesker, der ikke vare fødte som Undersaatter
af Kongen af Danmark, omend indfødte Holstenere.
Hermed hænger det andet Forhold, hvortil jeg sigter,
sammen. Den russiske Regjering har i 1848 og de
paafølgende Aar vist Danmark vigtige og paaskjønnelsesværdige
Tjenester; men man tager feil, naar man troer,
at denne Hjælp ydedes det egentlige Danmark imod
Schleswigholsteinismen i og for sig og i Almindelighed;
den ydedes den efter russisk Opfattelse legitime Regent
og den ved Traktater med Rusland, navnlig Mageskiftetraktaten,
opbyggede og ordnede danske Helstat imod
Oprøret. Indenfor denne Helstats Ramme bevarede den
russiske Regjering, forsaavidt den overhovedet indlod sig
nærmere paa Forholdene, i det Hele den gottorpske Opfattelse
af Slesvigs Stilling. Enhver af de gjennemgribende
Foranstaltninger, der i den saakaldte Helstat ved dens
Nydannelse maatte træffes for at give Slesvig den tilsigtede
ligelige Mellemstilling imellem Kongeriget og Holsten,
saasom om Sproggrændsen, om Sprogenes Ligeberettigelse
i Stænderforsamlingen og Bestyrelsen, om danskdannede
og tydskdannede Kandidaters lige Adgang til Ansættelse
i Slesvig i Forhold til hvert Sprogs Udstrækning, vakte
paa engang i Holsten voldsomme Udbrud af Harme og
bleve i Petersborg betragtede som uberettigede Daniseringsforsøg.<a class="pagenum" name="Side_318" id="Side_318" title="[S. 318]"> </a>
Et Fingerpeg gaves i denne Retning, da det
i 1851 fra russisk Side udtaltes, at det dog ikke kunde
være den danske Regjerings Mening at røre ved Bestemmelsen
om to Aars Studium i Kiel som Betingelse for
Ansættelse i et slesvigsk Embede. — Endnu vil jeg tilføie
én Bemærkning: Opstillingen af Nationalitetsprincipet som
Grundlag ogsaa for en sand og holdbar Løsning af Forviklingerne
i det danske Monarki var saa langt fra at
fremgaae af eller føre til Had og Forbitrelse mod den
anden Nationalitet, at den naturligen forbandt sig med en
billig og skaansom Betragtning og Bedømmelse af Stemninger
og Handlinger fra vore Modstanderes Side. Jeg
for min Del har saa stærkt som Nogen fordømt de Mænd,
der glemte deres særlige Stillings Ed og Pligt, jeg har saa
ivrig som Nogen hævdet Danskhedens Ret i Slesvig, og
jeg har med saa dyb Vrede og Forbitrelse som Nogen
tilbagevist tydsk Overmod og Haan imod vort Folk, —
men jeg har baade forstaaet, hvorledes den holstenske
Befolkning og især de dannede Stænder dér maatte føle
sig hendragne til Sammenslutning med Tydskland, og
hvorledes den Enkelte, navnlig de Unge, under Bevægelsens
Tummel lod sig henrive til at følge med langt udover
det Forsvarlige og Undskyldelige. Dette Sindelag
har jeg lagt for Dagen ligeoverfor kielske Studenter, der
fra Fangeskibet Dronning Marie henvendte sig til mig i
1848, og som Præsident i Rigsraadet uden at bortgive
det Mindste af min Retsoverbevisning eller af Kravet
paa Agtelse for mit Land og Folk. Jeg ansaae og anser
det fremdeles for en grundig politisk Misforstaaelse, at
man vilde tvinge til frugtbar og kraftig Samvirken under
samme Tag dem, der mødte til Sammenkomsten med
Sangen "Danmark deiligst Vang og Vænge", og dem, der
istemte "Was ist des Deutschen Vaterland" og "Schleswig-Holstein
meerumschlungen". Bedre end denne
i en uklar Tradition hvilende Forestilling og Tankegang
kan jeg saa endda forstaae den, der, mistvivlende<a class="pagenum" name="Side_319" id="Side_319" title="[S. 319]"> </a>
om de smaae Folks Udsigt til varig, sund og kraftig Bestaaen
imellem de Formynderskabet over Europa førende
Stormagter, forlanger, at disse Folk med fuld Bevidsthed
skulle opgive deres Selvstændighed og gaae op i den
nærmeste Stormagt, hvor stærkt jeg end selv forkaster
og afskyer en saadan Selvmordstanke.</p>
<hr class="chapbreak" />
<div class="pagenum"><a name="Side_320" id="Side_320" title="[S. 320]"> </a>
<a name="Side_321" id="Side_321" title="[S. 321]"> </a></div>
<h2><a name="TILLAEG_II" id="TILLAEG_II"></a><span class="smaller">Tillæg II.</span><br />
<span class="smcap">Forskjellige Breve.</span></h2>
<div class="pagenum"><a name="Side_322" id="Side_322" title="[S. 322]"> </a>
<a name="Side_323" id="Side_323" title="[S. 323]"> </a></div>
<div class="blockquot">
<p>Min Fader efterlod sig et stort Antal Breve og andre Aktstykker
fra mange forskjellige Personer, hvoraf en betydelig Del vare
ham tilskrevne, medens han var Kultusminister og Undervisningsinspektør,
og væsentlig omhandlede dermed i Forbindelse staaende
Forhold.<a name="FNanker_129" id="FNanker_129" href="#Fodnote_129" class="fnanchor">[129]</a> Derimod fandtes der mellem Brevene kun faa af egentlig
politisk Indhold, deriblandt egenhændige Gjenparter af nogle Breve,
som min Fader havde tilskrevet Andre, men aabenbart havde ønsket
at opbevare, for at hans egen Optræden ved disse Leiligheder kunde godtgjøres.
Medens nu nogle af disse politiske Breve overhovedet ikke egne
sig til Offentliggjørelse som altfor ubetydelige og andre enten ikke
egne sig dertil ialtfald for Tiden som hidrørende fra endnu levende
Personer eller dog ikke naturlig høre hjemme hér, har jeg, som
allerede i en <a href="#Fodnote_77">Anmærkning Side 193—194</a> berørt, ment nedenfor at
burde meddele 7 Breve fra 1850—1851, nemlig 4 til min Fader fra
afdøde Generalauditør A. W. Scheel under dennes Ophold ved Fredsunderhandlingerne
i Berlin og 2 fra min Fader til ham i samme
Tidsrum samt 1 fra min Fader til Grev Sponneck, idet disse alle
væsentlig tjene til at supplere, hvad der dels ovenfor i min Faders
egne Livserindringer og i hans deri gjentagende nævnte Afhandling
i historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883, dels i H. N.
Clausens Levnedsoptegnelser, udgivne i 1877, dels endelig i Thorsøes
Skrift om Kong Frederik VII's Regjering (I S. 722 ff.) og andetsteds
indeholdes om min Faders Stilling i Novemberministeriet og til
Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, medens der formentlig ikke i
Brevene forekommer Noget, som endnu ikke bør fremdrages, navnlig
naar henses til, hvad der allerede andetsteds er fremkommet.</p>
<a class="pagenum" name="Side_324" id="Side_324" title="[S. 324]"> </a>
<p>Endvidere har jeg ment ligeledes at burde lade trykke et af
min Fader i Gjenpart opbevaret Brev fra ham til afdøde Overkammerherre
Oxholm af 23de Decb. 1863, der kun tjener til yderligere at
konstatere hans egen allerede i Livserindringerne og den ovennævnte
Afhandling omtalte Stilling og Opfattelse paa det Tidspunkt (om
Originalen er bevaret, har jeg ikke kunnet faae oplyst).</p>
<p>Efter min Fader fandtes iøvrigt ogsaa hans originale, mærkelig
nok ikke i hans Erindringer nævnte Ansøgning om Afsked som Minister
af 2den Septb. 1849, der blev indgiven samtidig med en lignende
fra H. N. Clausen. Om dette Skridt henvises til H. N. Clausens
Levnedsoptegnelser Side 365—367, jfr. Side 354—365, hvor det
findes nærmere refereret. Det fremgaaer deraf, at Skridtet ligeledes
stod i den nøieste Forbindelse med Spørgsmaalet om Delingstankens
Opstillelse som ialtfald subsidiær Fredsbasis, og at Ansøgningerne
kun bleve tilbagetagne (tilbagesendte 14de Septb. 1849), fordi det øvrige
Ministerium og Kongen gik ind paa, <em>at</em>, hvis de danske Fredspræliminarier
forkastedes, da yderligere afgjørende Underhandlinger
ikke kunde finde Sted inden den danske Rigsdags Sammentræden,
samt paa, <em>at</em> A. W. Scheel blev sendt som 3die Fredsunderhandler
til Berlin ved Siden af Reedtz og Pechlin. — Af et andet forefundet
Aktstykke ses det derhos, at min Fader, da Ministeriet af 13de Juli
1851 blev dannet med Grev Carl Moltke-Nütschau som Minister uden
Portefeuille, udtrykkelig gjorde det til en Betingelse for sin Indtrædelse
i dette Ministerium, at Grev C. Moltke, naar han, saavidt
muligt, overtog den ham egentlig tiltænkte Stilling for Holsten,
skulde træde ud af det specielt danske Statsraad og staae i det Forhold
til dette, der, saalænge Monarkiets Deles indbyrdes Stilling ikke
definitiv var ordnet i Notabelprojektets Aand, var betegnet ved Grev
Reventlow-Criminils Exempel, og at denne Betingelse udtrykkelig blev
accepteret fra Konseilpræsidentens: Grev A. V. Moltkes Side. —
De omtalte tvende, iøvrigt kortfattede officielle Aktstykker har jeg
dog ment ikke at burde aftrykke her løsrevne fra de øvrige Akter,
hvortil de egentlig høre.</p>
<p>De ovennævnte 8 Breve ere aftrykte efter Tidsfølgen.</p>
<p class="gesperrt r2">Udgiveren.</p>
</div>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Berlin den 21de Januar 1850.</p>
<p class="l2">Høitagtede Hr. Minister!</p>
<p>Allerede har jeg opholdt mig i Berlin over en Maaned
og endnu har jeg ikke afgivet nogen Beretning angaaende
den Sag, hvorfor jeg er her. Herover vil man maaske<a class="pagenum" name="Side_325" id="Side_325" title="[S. 325]"> </a>
undre sig i Udenrigsministeriet, hvor hver Postdag derimod
indkomme Beretninger fra den ene eller den anden
af mine Medkommissarier eller fra dem begge. Men
disse betragte det som mere henhørende til deres end
til min Funktion at tale med de herværende diplomatiske
Personer og føle paa den snart stigende, snart faldende
politiske Puls, og herimod har jeg Intet at indvende, da
jeg virkeligen troer, at de udføre slige Forretninger langt
bedre, end jeg vilde være i Stand til, og det er meget
kjendeligt, at de diplomatiske Væsener langt heller indlade
sig med en Excellence eller med en her allerede
bekjendt og i Selskabslivet behagelig Kammerherre end
med den tørre Generalauditør, der i den diplomatiske
Verden er en ganske ubekjendt Størrelse, som derfor
ogsaa af den ses over Hovedet. At den, som har ageret
politisk Doktor, ogsaa maa skrive Sygejournalen, forstaaer
sig af sig selv. Imidlertid har jeg ikke været ledig. Der
var for mig, da jeg kom her, Meget tilbage at læse, og
dertil maatte jeg anvende den første Tid. Efter at have
gjennemgaaet det mest nødvendige Materiale og gjennemtænkt
Sagen, gik jeg til vore Instruktioner, som jeg modtog
om Aftenen Kl. over 10 Dagen før min Afreise. Da
jeg havde studeret dem, klarede jeg mine Ideer om, hvad
vi efter Præliminarierne nødvendigvis maatte drage frem
under Underhandlingerne, og hvad vi burde søge at holde
ude derfra. For at give mine Tanker et bestemt Udtryk
ansaae jeg det gavnligst at nedskrive dem, og til eventuelt
Brug valgte jeg Formen af et Brev. Da dette var
færdigt, meddelte jeg mine Kolleger samme for at erfare,
om de maatte være enige i samme, og om de ikke
maatte anse det passende at indsende et saadant Brev
til Udenrigsministeriet, for at dette kunde se, paa hvad
Maade jeg — eventuelt vi — opfattede Præliminarierne
og Instruktionerne, og for at dets nærmere Bestemmelse
kunde faaes, navnligen med Hensyn til Punkter, hvorom
Tvivl vare opstaaede. Mine Kolleger tiltraadte Skrivelsen,<a class="pagenum" name="Side_326" id="Side_326" title="[S. 326]"> </a>
af hvilken dog et enkelt Punkt udgik, iøvrigt i det Hele
og foranledigede kun, at en Bemærkning tilføiedes og
et Par Redaktionsforandringer foretoges. Det Punkt,
som paa Reedtz's Forslag udgik, angik et Spørgsmaal
om et eget Flag for Slesvig. Jeg erkjendte, at der ikke
for Tiden var tilstrækkelig Anledning til at sætte Ministeriet
i Forlegenhed med et saadant Spørgsmaal. Resultatet
er blevet en baade af Pechlin, Reedtz og mig
undertegnet Skrivelse, som under 10de d. M. er indgaaet
til Udenrigsministeriet. Paa Grund af dens Indhold anser
jeg det for sandsynligt, at den bliver forelagt Statsraadet.
Pechlin havde imidlertid været beskæftiget med
at opsætte en Note, som efter hans Mening skulde overleveres
den preussiske Kommissær ved Fredsunderhandlingernes
Aabning. Den modificeredes noget i Overensstemmelse
med fornævnte Skrivelse, men indeholdt dog
foruden de egentlige Forslag, der vare tagne af Instruktionerne,
en Del Sætninger, som, om de end vare sande,
vare af den Beskaffenhed, at Fjenden uden Tvivl vilde
have rettet sit Angreb mod dem. Et heldigt Vink om
at udelukke al Motivering gik P. ind paa, og han begyndte
derpaa at forfatte et nyt Udkast den 11te d. M.,
paa hvilken Dag Kammerherre Usedom meldte sig hos
ham med sin Fuldmagt, tilkjendegivende at han nu var
beredt til at begynde Underhandlingerne, hvad Dag det
skulde være. Et lidet formelt Spørgsmaal, nemlig angaaende
Fuldmagt for Preussen fra Frankfurt, gav os
Udsættelse i nogle faa Dage, men, da det dog hastede
meget med at faae færdigt, hvad der skulde forelægges,
og jeg frygtede for, at det nye Udkast ikke ganske vilde
tilfredsstille mig, skjøndt jeg efter vore Forhandlinger
maatte antage, at jeg maatte blive enig i Hovedsagen,
tilbød jeg mig at ville forsøge paa et Udkast. Dette
forfattede jeg om Aftenen den 12te og Natten til den 13de.
Den følgende Morgen leverede jeg det til Reedtz, som
ubetinget tiltraadte det og tilbød sig at oversætte det paa<a class="pagenum" name="Side_327" id="Side_327" title="[S. 327]"> </a>
Fransk. Pechlin erklærede sig ligeledes enig i samme.
Da det var oversat, diskuterede vi Redaktionen og fornemmeligen
de franske Udtryk. Ogsaa blev vedtaget en
Omsætning af Artiklerne. De Artikler, som angik Unionen
mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig,
vare nemlig overensstemmende med P.'s ældre Udkast satte
foran Bestemmelserne om Slesvigs indre Selvstændighed,
men det fandtes rigtigst at følge en omvendt Orden.
Den 16de om Eftermiddagen havde P. og jeg en endelig
Konference om den franske Redaktion af et Par Artikler,
og den nu vedtagne Redaktion kunde endeligen den 17de
om Morgenen gives til Renskrivning, paa hvilken Dag om
Middagen Kl. 1 Fredsunderhandlingerne skulde begynde.
Der var saaledes ikke megen Tid at give bort, og den
Maaned, som er hengaaet, og for hvilken Preussen maa
høre ilde, er kommen os ret godt tilpas. Tidligere vilde
vi vel have kunnet begynde paa mundtlige Forhandlinger,
men vi vilde have staaet med tomme Hænder, og det
vilde neppe have været os aldeles klart angaaende alle
Enkeltheder, hvad vi maatte bringe under Forhandlingerne,
og hvad vi skulde søge at holde udenfor samme. Den
omhandlede Opsats bestaaer af 14 Artikler, der ere fremlagte
som Grundlag for Underhandlingerne, men ikke som
endelige Artikler for Fredstraktaten. De vil let gjenkjende
Overensstemmelsen mellem disse 14 Artikler og Skrivelsen
af 10de d. M. At enkelte for Slesvig fordelagtige Vilkaar,
som vi ere bemyndigede til at indrømme — med Hensyn
til Kolonialanliggender, Sundtold, forstærket Repræsentation
paa den fælles Rigsdag —, ere udeladte, er sket
af Politik, for at der endnu kan være Noget at byde.
Artiklerne, hvoraf en Gjenpart er sendt til Udenrigsministeriet,
bleve i vor første Samling hos Grev Westmoreland
med Usedom den 17de ds. oplæste og af Sidstnævnte
tagne ad referendum. Fredsunderhandlingerne ere saaledes
aabnede 6 Maanedersdagen efter Præliminariernes
og Vaabenstilstandens Ratifikation. Gid de maatte føre<a class="pagenum" name="Side_328" id="Side_328" title="[S. 328]"> </a>
til en lykkelig Ende og det nogenlunde snart! Alt gik
meget venskabelig og forekommende til i den første
Samling. Paa Usedom kunde aldeles ikke mærkes, om
noget af Forslagene overraskede ham. At han lader sig
manuducere af Samwer, lover ingen venskabelig Stemning,
og derpaa tyder heller ikke hen, hvad der fortælles,
at han uddeler blandt de herværende Diplomater et af
Lasiauve, forhen Huslærer paa Augustenborg, forfattet
fransk Skrift om den danske Sag, hvilket Skrift aander
det bitreste Had mod Danmark. Vore Forslag skulle nu
naturligvis behandles paa preussisk Side, og det lader sig
saaledes ikke sige, naar næste Samling kan blive holdt.
Af det Ovenanførte vil De kunne slutte Dem til min
hidtilværende Virksomhed her, forsaavidt der gives et
skriftligt Vidnesbyrd om samme. Iøvrigt har jeg naturligvis
i Konferencerne med P. og R. efter Evne søgt at bidrage
til et rigtigt Resultat, naar en Beslutning har været
at tage i et eller andet Tilfælde, selv saadanne, forsaavidt
de ere blevne mig bekjendte, som kunne antages at ligge
udenfor den mig særligen anviste Virkekreds. Jeg begynder
at troe, at jeg muligen dog kan gjøre lidt Nytte
her, hvilket være sagt, uden at jeg miskjender mine
Kollegers gode Egenskaber. Pechlin er aktiv og paapassende;
han taler vor Sag med Varme og Værdighed,
og, da han forud allerede nyder megen Anseelse, gjøre
hans Forestillinger Indtryk. Reedtz er uden Tvivl en ret
fin Diplomat. Han forstaaer godt at holde P. tilbage,
naar denne bliver for ivrig, og at holde de fremmede
Diplomater, deriblandt ogsaa Westmoreland, som nok er
noget vanskelig at behandle, i godt Lune. Han véd godt
at pumpe Efterretninger og Meninger — de sidste vel
ikke altid ganske oprigtige — ud af Folk og har altid
en Vittighed paa rede Haand for at blive fri for at svare
paa et ubekvemt Spørgsmaal. Begge komme de meget
ud i Selskab og have derved Leilighed til at høre Udtryk
af de politiske Stemninger, hvorom nogle af deres Beretninger<a class="pagenum" name="Side_329" id="Side_329" title="[S. 329]"> </a>
ogsaa afgive Vidnesbyrd. At jeg behandles med
langt mindre Opmærksomhed — hvilket Tryk jeg forresten
haaber at kunne bære —, viser sig blandt Andet
ogsaa deri, at Adgangen til Selskaber ikke paa lige
Maade staaer mig aaben, og at man er mere tilbageholden
mod mig, hvortil dog Skylden for en Del kan ligge i min
Personlighed. Mine politiske Kombinationer maa jeg saaledes
i det Væsentlige danne af de Beretninger, som jeg
finder i Bladene, og derfor synes mig ikke, at der er
Anledning for mig til at meddele dem, da man i Kjøbenhavn
besidder samme Materiale, som jeg har, til at bygge
Slutninger paa. Med de for vor Sag vigtigste to Diplomater,
Westmoreland og Meyendorff, har jeg naturligvis
talt. Den Første anser det for en Naade, naar han engang
imellem byder mig Haanden, hvilket noksom viser,
at han ikke er stemt for at være fortrolig med mig. Jeg
troer forresten med Sikkerhed at kunne antage, at han
er lunken. England vil nok, at Freden skal komme i
Stand, men det vil ikke støde Preussen. Meyendorff er
en kundskabsrig og elskværdig Mand, der er fuldkomment
inde i vore Forhold og uden Tvivl mener det oprigtigen
godt med os, men, om han, hvis det skulde behøves, vil
optræde med alvorlig Kraft til Fordel for vor Sag, maa
dog staae derhen og vil sandsynligvis bero paa de større
politiske Kombinationers Beskaffenhed. Om sin — og
Pechlins — eventuelle Basis har han ikke indladt sig
videre med mig, da jeg aldeles bestemt har udtalt mig
for, at vi maatte holde fast paa Præliminariernes Basis,
og at vi ikke kunde have nogen Tvivl om, at der jo paa
samme vilde og maatte indrømmes en gunstig Fred.</p>
<p>Vi have her en vedvarende streng Kulde. ÷ 5 à 6°
anses for mildt Veir. Flere Dage have vi om Morgenen
havt ÷ 16° og midt paa Dagen ÷ 12° R. Desuagtet
har jeg hidtil befundet mig vel, ligesom jeg ogsaa godt
overstod Reisen hertil uden engang at paadrage mig en
Forkjølelse.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_330" id="Side_330" title="[S. 330]"> </a>
Idet jeg til Slutning venskabeligst siger Dem, Hr.
Minister, Levvel! beder jeg at bringe Minister Clausen en
lige venskabelig Hilsen fra</p>
<p class="r2"><span class="r4">Deres med sand Høiagtelse</span><br />
<span class="r2">ærbødigste og hengivne</span><br />
<span class="gesperrt">A. W. Scheel</span>.</p>
<p class="noindent">Høivelbaarne<br />
<span class="l2">Hr. Minister, Dr. Madvig, R. af D.</span></p>
<p class="right"><span class="note">Hermed et Bilag.</span></p>
<p class="noindent">Bilaget:</p>
<p>Allerede var jeg færdig med mit Brev, da Baron
Pechlin lod mig læse en Skrivelse til ham fra Kammerherre
Bille, hvori denne taler om en Kongres af Stormagterne
til Afgjørelsen af det danske Spørgsmaal og om
Ansættelsen af en fælles Statholder for Hertugdømmerne
Slesvig og Holsten. Skjøndt Baron Pechlin og formodentlig
ogsaa Kammerherre Reedtz ville udtale sig over disse
Spørgsmaal, vil jeg dog tillade mig i denne Skrivelse til
Dem med et Par Ord at berøre dem.</p>
<p>En Kongres i anførte Øiemed, hvorom der nok allerede
tidligere har været Tale, kan maaske blive ønskelig
og Successionsspørgsmaalet vil muligen kunne benyttes
som Anledning til at bringe en saadan i Stand, men for
Øiebliket vilde jeg dog ikke finde Omstændighederne
gunstige for en slig Kongres. Det forekommer mig nemlig,
at altfor mange Data tyde hen paa, at baade England
og Frankrig kokettere med Preussen. Medens dette
sker, udsætte vi os for ikke blandt de 5 store europæiske
Magter at faae mere end i det høieste 2 Stemmer for os,
men med denne Udsigt for os er det neppe tilraadeligt
at slippe vor Ret ganske ud af vor egen Haand. Saalænge
vi forblive paa Underhandlingernes Vei, have vi
Fredsbasis af 10de Juli f. A. for os, og dette giver os
efter min Mening en stor Fordel, da Preussen vistnok<a class="pagenum" name="Side_331" id="Side_331" title="[S. 331]"> </a>
gjerne vilde bort fra denne Basis, og vi kunne forsvare
vor Ret med de Midler, som maatte staae til vor Raadighed.
Overgives Sagen til en europæisk Kongres, maae vi
uden Tvivl ubetinget underkaste os dens Bene-placitum,
der efter Omstændighederne snarest vilde komme til at
gaae ud paa en konstitutionel Forening af Hertugdømmerne
Slesvig og Holsten, uden at Slesvig dog kom til at høre
til det tydske Forbund. Naar dette Sidste vedtoges og
den unionelle Forbindelse med Danmark sikredes ved en
fælles Arvefølge, vilde Stormagterne eller Flertallet af
dem sandsynligvis vise sig blinde for den Fare, som for
den nordiske Stat Danmark opstaaer af hin Forening
mellem Hertugdømmerne. Først naar det virkeligen viser
sig, at intet billigt Resultat er at opnaae paa Underhandlingernes
Vei, er det Tid at slaae ind paa en anden
Vei. Vi maae saaledes i alt Fald afvente Preussens Modforslag
eller Svar paa vore Fredsforslag.</p>
<p>Hvad dernæst Spørgsmaalet om en Statholders Ansættelse
for begge Hertugdømmer angaaer, da vilde jeg
gjerne, for at danne mig en Mening om Hensigten med
Forslaget derom, vide, fra hvilken Kant det kommer.
Har det ingen anden Rod end en Udtalelse af Radowitz,
kan det gjerne være ærlig ment, da man let kan tænke
sig, at en Mand, der staaer udenfor Forholdene, kan anse
Ansættelsen af en fælles Statholder som et tjenligt Middel
til Forsoning og til at bringe Regjeringerne i begge Hertugdømmer
i en regelmæssig Gang, uden at han aner enten
Vanskeligheden ved at give denne Statholder en uafhængig
og kraftig Stilling eller for Danmark Faren ved at fornye
et administrativt Tilknytningsmiddel mellem Hertugdømmerne.
Har Forslaget sin Oprindelse fra Slesvig-Holstenerne,
er Hensigten uden Tvivl at faae en Statholder
i deres Magt, der skulde være bunden ved deres Grundlov
af 15de Septb. 1848 og saaledes ved sin Underskrift
kom til ligesom at legalisere alle deres lovstridige Handlinger.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_332" id="Side_332" title="[S. 332]"> </a>
Skjøndt det vistnok er farligt for Følgernes Skyld at
gaae ind paa det omhandlede Tilknytningsmiddel mellem
Slesvig og Holsten, vilde jeg dog ikke være imod det som
en provisorisk Foranstaltning indtil Freden, saafremt man
derved kunde faae nogen Magt over Forholdene i begge
Hertugdømmer. Men, for at opnaae dette, maatte man
være forsigtig i <em>Valget</em>, sikre sig hans <em>Stilling</em> og
være vis paa en Regjering i Slesvig, der vilde handle i
den lovlige Tilstands Aand. I alle Henseender opstaae
Vanskeligheder. Da vi have saa yderst vanskeligt ved at
finde en passende Personlighed til Statholder hjemme,
falder Tanken snart paa at søge en Fremmed. En Tydsker
kunne vi naturligvis ikke tage, og der vilde, naar Statholderen
skulde være en Fremmed, neppe blive Andet
tilovers end at tage en Englænder. Et saadant Valg forekommer
mig meget betænkeligt; thi, om man end kunde
sikre sig en fornuftig og veltænkende Mand, vilde det ikke
alene være kompromitterende for Danmark, at en Fremmed
skulde staae i Spidsen for Regjeringen i en saa betydelig
Del af Monarkiet, men, da han vilde være ubekjendt med
Forholdene, lader det sig ikke beregne, til hvilke skadelige
Foranstaltninger han muligen i vigtige Tilfælde vilde
lade sig forlede, og heller ikke lader [det] sig forudse, hvilke
Instruktioner eller Vink han kunde faae fra England. Til
dem vilde han vel ikke være egentligen bunden, naar
han ei skulde forestaae Regjeringen i Englands Navn,
men han vilde dog ikke letteligen undlade at følge dem.
Jeg vilde derfor være tilbøielig til at foretrække at tage
tiltakke med fattig Leilighed hjemme. Nogen dansk Privatmand
vilde ikke blive modtagen i Holsten, og blandt
Prindserne kan der neppe blive Tale om andre end
Arveprindsen og Landgreve W. Den Førstnævntes Stilling
som nærmeste Agnat giver ham et Fortrin, men
formedelst hans Mangel paa Karakter og Mislighederne
af hans Pengeforhold skulde jeg dog troe, at man heller
maatte tye til Landgreven. Han er vel intet stort Lys,<a class="pagenum" name="Side_333" id="Side_333" title="[S. 333]"> </a>
men han har dog nogen Karakter, og jeg forudsætter, at
der kan stoles paa hans danske Sindelag. Af stor Vigtighed
vilde det være, at der medgaves en saadan Statholder
baade en dygtig militær Stabschef, som Krigsministeren
nok vil vide at finde, og en dygtig, med
Hertugdømmernes Lovgivning bekjendt og dansksindet
civil Embedsmand, der kunde forestaae Statholderskabets
civile Forretninger (Plessen?)</p>
<p>Kunde det end ikke bevirkes, at Grundlov af 15de
Septb. 1848 faktisk sattes ud af Kraft for Holsten, maatte
Statholderen dog have en aldeles uafhængig Stilling uden
at være bunden ved de i denne Lov om Statholderen
indeholdte Bestemmelser, da han ellers blev en <span class="sic" title="[sic]">Spillebolt</span>
for de slesvig-holstenske Ministre. Han maatte være
den høieste Befalingsmand for Krigsmagten i begge Hertugdømmerne,
dog med en vis Modifikation med Hensyn til
de fremmede Tropper, og alle [de] Sager maatte gaae til
hans Afgjørelse, som tidligere udfordrede Bestemmelse af de
høieste Kollegier eller endog kongelig Resolution, dog
muligen med en vis Lempning ogsaa heri, til hvis nærmere
Fastsættelse der ikke mangler Kræfter i Kjøbenhavn.<a name="FNanker_130" id="FNanker_130" href="#Fodnote_130" class="fnanchor">[130]</a> — Forsaavidt
jeg har forstaaet det, er Meningen, at der,
naar en Statholder udnævntes, skulde indsættes nye Regjeringer
i begge Hertugdømmer. For Holsten kunde
dette ikke lede <span>in pejus</span>, men for Slesvig er Experimentet
farligt. Al den Vanmagt uagtet, som paanødes Landsforvaltningen,
handler den dog i dansk Aand, og, hvor
slet end Tilstanden er i Slesvig, er den dog uden Tvivl
gunstigere for Danskheden end for Slesvig-Holsteinismen.
Da man nu har havt saa stor Vanskelighed ved at bringe
denne Regjering i Stand, maa man vel betænke sig, inden
man samtykker i, at den opløses, og være vis paa at<a class="pagenum" name="Side_334" id="Side_334" title="[S. 334]"> </a>
faae Mænd, til hvem man kan have samme Tillid som
til dem, der nu udgjøre Regjeringen. Men er dette muligt?
Dersom Forslaget om en Statholder er ærlig ment
som indeholdende i og for sig et Gode for Landene,
synes Øiemedet ogsaa at maatte kunne opnaaes, uden at
den nuværende Regjering i Slesvig i det Hele fratræder.
Det vil neppe blive indrømmet, at Kongen af Danmark
udnævner en hel ny Regjering, men, hvis der skal være
en Preusser i den, vil det være bedst at bevare i samme
baade Eulenburg og Tillisch. Derimod kan den engelske
Opmands Stilling neppe forenes med Statholderens.</p>
<p>Ser jeg tilbage paa de Vanskeligheder, som opstaae
ved Ansættelsen af en Statholder, som skulde indtage en
passende Stilling, anser jeg det ikke sandsynligt, at man
vil komme til nogen Enighed om samme. Skulde dette
desuagtet ske, vilde jeg ikke tilraade, at denne Statholder
— hvilket ligeledes er antydet — tillige ansattes for
Lauenburg; thi man vilde snart paaberaabe sig og benytte
den Enhed, som derved de 3 <em>tydske</em> (saa vilde
man udtrykke sig) Hertugdømmer i en vis Henseende
kom til at danne i Modsætning til Kongeriget.</p>
<p>De ovenstaaende Bemærkninger have spundet sig
længere ud, end jeg havde ventet. De ere nedskrevne i
Hast og jeg har ikke havt synderlig Tid til at overveie
Sagen, naar jeg vilde udtale mig over samme med denne
Post.</p>
<p class="r2"><span class="r2">Ganske som ovenfor</span><br />
<span class="gesperrt">A. W. Scheel</span>.</p>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Kjøbenhavn, den 1ste Februar 1850.</p>
<p class="l2">Høistærede Hr. Generalauditør!</p>
<p>Deres Skrivelse af 21de Januar modtog jeg den 29de
og benytter et Par korte Øieblike, som kunne unddrages
al den med Rigsdagens Aabning iforgaars følgende<a class="pagenum" name="Side_335" id="Side_335" title="[S. 335]"> </a>
usædvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret hjertelig at
takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel,
trods Deres milde og rolige Skildring, føler det mindre
Behagelige i Deres Stilling som tredie Underhandler uden
et længe baaret og anerkjendt diplomatisk Stempel, glæder
jeg mig dog først og fremmest ved, at Deres Helbred
har modstaaet Reisens og Vinterens Besværligheder og
vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et stort Ansvar,
[og] dernæst ved, at De har vundet den Overbevisning,
at De kan gjøre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne
Egenskaber hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider
sammen med dem. Jeg nærer det Haab, at det
maa lykkes Dem at bevare den rolige og uforsagte Stemning
under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende
mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne.
De kan i det Ringeste være forvisset om,
at vi herhjemme ikke ere tilbøielige til at undervurdere
Vanskeligheden ved Opgaven eller til at gjøre os sangvinske
Forhaabninger om snarlig, nogenlunde tilfredsstillende
Fremgang. At, som De antyder, Englands og Frankrigs
Forhold til Preussen i den sidste Tid ikke har antaget
nogen gunstigere Vending for os, derfor foreligger ogsaa
her, navnlig hvad England angaar, Indicier, skjøndt Grev
M. udentvivl har beholdt for sig selv en i det Ringeste
i Formen og Tonen ikke behagelig Meddelelse fra Lord
Palmerston, maaske stukket i Lommen, hvad der ikke
burde stikkes deri. Overhovedet forøges unegtelig det
Bekymringsfulde og Vanskelige baade her og hos Dem
ved vort Udenrigsministeriums Beskaffenhed, og jeg frygter
meget for, at De stundom ikke blot kan komme til
at mangle Anvisning og Understøttelse herfra, men vel
ogsaa forstyrres og ledes paa Vildspor. Denne Frygt er
baade hos mig og mine Kolleger Clausen og Sponneck
i høi Grad fornyet ved det i Deres Brev Meddelte om,
hvad Kammerherre Bille har skrevet om en Kongres af
Stormagterne til Afgjørelse af det danske Spørgsmaal<a class="pagenum" name="Side_336" id="Side_336" title="[S. 336]"> </a>
(Noget, hvorom i Eftersommeren herfra taltes og skreves,
men intet Ord er hørt i Statsraadet i de sidste Maaneder)
og fornemmelig om en fælles Statholder for <em>Slesvig og
Holsten</em> (!). De Bemærkninger, som De i Deres Brev har
knyttet til dette sidste Punkt, har jeg læst med Følelsen
af, at De meget skaansomt i Formen, men i Realiteten
alvorlig kritiserede en Ide, som De maatte antage havde
fundet nogen Anklang her. Os slaaer den med Forbauselse.
Da der, ligeledes for nogle Maaneder siden, taltes
om, hvad der under Forudsætning af, at Centralkommissionen
fjernede Statholderskabet (— hvad den nu ikke
gjør —), kunde substitueres derfor i <em>Holsten</em>, kom en
<a class="corr" name="rett_31" id="rett_31" title="var: Prindstatholder">Prindsstatholder</a> (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en
Beretning fra Bülow i Frankfurt om en Samtale med
Radowitz nævntes nu nylig imellem meget Andet, som
denne fra sit Standpunkt pathetisk docerende havde henkastet,
ogsaa Tanken om en fælles Statholder, noget,
hvorved Statsraadet, da Beretningen oplæstes, ikke fæstede
mere Opmærksomhed end ved det øvrige, med vort hele
Standpunkt aldeles uforenelige Indhold af Radowitzes
Tale, og nu er denne Idé herfra sendt til Berlin som Opmærksomhed
værdig. Udnævnelsen af en Fælles-Statholder
vilde jo være en komplet Tilintetgjørelse af Fredspræliminarierne
og Vaabenstilstanden, en Sanktion af den
slesvig-holstenske Idé lig Malmøerstilstanden og den dermed
forbundne eller snart paafølgende Opløsning eller
Omdannelse af "Landesverwaltung", en fuldstændig
Triumf for Modpartiet, en Erkjendelse af det Berettigede
i alle de Optøier, der nu i snart 7 Maaneder have fundet
Sted under Preussens Ægide. I et igaaraftes afholdt
Statsraadsmøde toge jeg og Sponneck af Rygter i Blade
og i Byen (— og der er virkelig her i Byen talt om en
Prinds som Statholder i ét eller begge Hertugdømmer —)
Anledning til, uden at Nogen anede den sande Grund
(naturligvis Clausen undtagen), at spørge, om der herfra
nogensinde var ytret Noget, der kunde give mindste Anledning<a class="pagenum" name="Side_337" id="Side_337" title="[S. 337]"> </a>
til et Rygte om en slesvigholstensk Statholder,
hvorpaa fulgte den formelleste Benegtelse fra Grev M.'s
og den ligeledes tilstedeværende Billes Side. Saaledes
staaer altsaa Sagen til Statsraadets vedkjendte Mening;
forresten vil jeg ikke indestaae for, at ikke Krigsministeren
og Marineministeren kunde gaae ind paa en saadan
Tanke; af de andre Ministre gjorde maaske Rosenørn det
(— hans hele Opfattelse er mig uklar —), men visselig
aldrig nogen af de øvrige, jeg troer ikke engang Grev M.
Men denne løse Tanke staaer destoværre i Forbindelse
med Tanker og Bestræbelser, som det i dette Øieblik er
nødvendigt at være paa Vagt imod baade ude og hjemme,
dem, der gaae ud paa at skaffe <em>Kongen</em> af Danmark en
tilsyneladende Satisfaktion ved Tilbagevendelsen af de
<em>oprørske</em> Undersaatter under hans Scepter, medens <em>Riget</em>
Danmark taber Alt, hvorfor det har ført Krigen, og
i Hertugdømmerne Alt ordnes slesvig-holstensk. At de
fremmede Magter, endog de, der have en vis Velvillie for
Danmark, af Mangel paa Indsigt i, hvorpaa det for Danmark
kommer an, kun altfor let ledes til denne Side, er
begribeligt; endnu mere gjælder det om dem, der ingen
Velvillie have for os, men blot en Interesse for at faae
Sagen nogenlunde endt. Herhjemme arbeides i samme
Retning af enkelte Mænd fra Hertugdømmerne (Reventlow-Criminil,
Scheel, Blome, da han var her), der personlig
ligeoverfor Kongen som Landsherre have bevaret
en loyal Holdning, og som maaske paa visse Steder som
rene Royalister ere bedre anskrevne end de konstitutionelle
Ministre; med dem sympathisere endel Tilhængere
af det ældre Regjeringssystem her, der lige indtil Udbrudet
i Marts i den danske nationale Bevægelse kun saae
idel ond Agitation og Forkerthed, og som hos Slesvigholstenerne
egentlig kun misbillige Oprøret mod Kongen,
men slet ikke Systemet ligeoverfor Danmarks Land og
Folk, som f. Ex. Zahrtmann. Hertil komme de totalt forknytte;
destoværre er jeg bange for, at Kammerherre Bille<a class="pagenum" name="Side_338" id="Side_338" title="[S. 338]"> </a>
har en god Del af begge disse sidste Klassers Stemning,
foruden at han er et saare ringe Hoved. Af allerstørste
Vigtighed forekommer det mig derfor at være saavidt
muligt at faae dem af de Indflydelsesrige, der ville begribe,
til at begribe noget af den danske Rigs- og Nationalitetsinteresse
i Sagen. Har Meyendorff Forestilling
herom? Kan man overtyde ham om, at Fastholdelsen af
denne Interesse fra vor Side kan være fri for enhversomhelst
Stræben efter at krænke en berettiget tydsk Interesse?
—. De af Dem udkastede og af Pechlin og Reedtz
medunderskrevne Bemærkninger og Spørgsmaal angaaende
Instruktionerne bleve forelæste og gjennemgaaede i Mandags
(28de ds.); om de Finantsvæsenet vedkommende
Punkter har Finantsministeren, troer jeg, allerede særlig
meddelt Udenrigsministeriet sine Ytringer; de als-ærøiske
og tørninglehnske Kirkeforhold har jeg under Overveielse;
Sagen er saare vanskelig; det, der i mange Maader var
naturligt, indeholder en Opgiven, hvis Følger Ingen kan
indestaae for. Medens jeg beskæftiger mig med dette
den slesvigske Forfatning vedkommende Spørgsmaal, faaer
jeg idag fra Lars<a name="FNanker_131" id="FNanker_131" href="#Fodnote_131" class="fnanchor">[131]</a> Krüger i Beftofte, en af de solideste
Formænd for det danske Folkeparti i Slesvig, et Brev
med et fra ham og en Mængde Ligesindede udgaaet Andragende
om for Alting ikke for det Første at faae nogen
konstitutionel Form eller parlamentarisk Indretning i Slesvig,
under hvilken det danske Element vil bukke under,
men indtil videre under det absolute Monarkis Ægide at
modtage kommunale Reformer og Indretninger skikkede
til at bryde den tydske Embedsstands Indflydelse. Der
ligger destoværre noget Sandt til Grund for disse Ønsker,
saa umuligt det end er at gaae ind derpaa ved Siden af
Danmarks og Holstens konstitutionelle Skikkelse. Korrespondencen
om Hidsendelsen af "Vertrauensmänner" vil,
da den nu er endt og det sidste Aktstykke trykt i de<a class="pagenum" name="Side_339" id="Side_339" title="[S. 339]"> </a>
hamborgske Blade, imorgen blive meddelt fuldstændig her.
Det første Brev herfra er destoværre ikke udfærdiget
ganske efter det vedtagne Koncept og derved [er der] givet
den anden Side en omend kun liden Hage. Det har ikke
været muligt i Statsraadet at faae opstillet og fastholdt
et fast Standpunkt for den hele Sags Behandling, hvorved
man fra først af eller dog i det andet Brev havde kunnet
udtrykke sig aabnere og klarere og strax <em>afvist</em> Formen
af en Kommission af fra begge Sider sammentrædende
"Vertrauensmänner", istedetfor at den nu kun er <em>ikke
tilsagt</em> og Modtagelsen af Udsendingene histfra til mundtlig
Forhandling betinget.</p>
<p>Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte
Wynn Grev M. en med al sædvanlig Korthed og Ugenerthed
i Tone affattet Opfordring fra Lord Palmerston til
Vaabenstilstandens Forlængelse. Der blev igaar i Statsraadet
vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde være
uvilligt til at gaae ind paa en Forlængelse, <em>forudsat</em> at
der ved en alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en
saadan Sikkerhed for Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse,
at Danmark kunde nyde Vaabenhvilens Goder.
De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger gjøre det
end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse,
men at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre
Gjennemførelse til. En sikker Forlængelse af en taalelig,
gjennemført Vaabenstilstand, der tillod en næsten fuldstændig
Desarmering eller dog en meget stor Indskrænkning
i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende
være af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg
ikke, hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6
Maaneder endnu.</p>
<p>Hvad Sick har bragt, véd De. Der skal nu uden
Opsættelse tages fat. Det er forresten et surt Æble at
bide i at hente sig Danmarks Konge fra den Krog<a name="FNanker_132" id="FNanker_132" href="#Fodnote_132" class="fnanchor">[132]</a>; men<a class="pagenum" name="Side_340" id="Side_340" title="[S. 340]"> </a>
det maa nu saa være; kun lad os ikke som Tilgift til et
anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i Danmark
selv!</p>
<p>Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige
jydske og fyenske Rigsdagsmænd laae i Nyborg, udgik
i Løverdags (den 26de) en Bekjendtgjørelse om Opsættelse
af den til Mandag den 28de berammede Aabning i
"nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nævnes
for ikke enten at bortgive mere Tid end absolut nødvendigt
(— det vil knibe med at faae Budgettet igjennem
til 31te Marts —) eller at udsætte sig for Nødvendigheden
af en ny Opsættelse. Mandagmorgen indtraf Rigsdagsmændene,
og Bardenfleth og Rosenørn reiste til Frederiksborg
for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag;
for at være visse paa at opnaae denne Dag (— man
forudsatte ikke stor Lyst —) skulde de begynde med at
proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt.
Da nu Bekjendtgjørelsen først kunde ske i Berlingske Tidende
Tirsdag Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen
(— Omsendelse af specielle Tilsigelser var ikke
vel mulig af Ubekjendtskab med de fleste Rigsdagsmænds
Bopæle —), fik Alle et kort, Nogle et yderst kort Varsel,
tildels da Andre allerede vare i Slotskirken. Bondevennernes
Parti er mødt fuldt organiseret; til den egentlige
faste Stok slutte sig ogsaa foreløbig de jydske Bønder,
fordi Kofte søger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og
endel adspredte, om just ikke bondevenske, saa dog
stærkt til Venstre heldende Elementer. Partiet har saaledes
i dette Øieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4 ere
borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort
alle Valg: Andræ, som forresten staaer langt over
Partiet og vel vil holde sig temmelig selvstændig, til Formand,
Otterstrøm, der synes gnaven over de kjøbenhavnske
"lærde og fornemme Medlemmer", og Spandet til
Viceformænd, mellem Sekretærerne Gleerup og B. Rée (!),
i en Komité til at foreslaae en Forretningsorden blandt<a class="pagenum" name="Side_341" id="Side_341" title="[S. 341]"> </a>
Andre Almuevennens Redaktør I. A. Hansen. Hvorvidt
det vil lykkes at sprænge denne Phalanx og nogenlunde
befrie Thinget fra dens brutale Herredømme, er uvist.
Jeg troer ikke, at der paa <em>denne</em> Rigsdag vil blive forsøgt
noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen
kan Bøndernes Flertal ikke føres, maaske ikke engang
mod Ministeriet i det Hele, naar dette ellers optræder
fast; men vort hele parlamentariske Liv antager en fordærvelig,
lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid
blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige,
og det er vel muligt, at der vil trænges stærkt ind
paa nogle Ministre, maaske særdeles paa mig, baade fordi
de Interesser, jeg skal forsvare, finde liden Gunst hos
Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de videste
Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og
fordi man fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig særlig ilde.
Om jeg nu, hos mig selv ængstet af megen Usikkerhed
og Tvivl ved de sig frembydende Hovedspørgsmaals uhyre
Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt uvist.
Skjøndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok,
véd jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde
sættes istedetfor det hele Ministerium, og det har ikke
en saa fast Kjerne, at jo partielle Modifikationer kunne
blive farlige for det hele.</p>
<p>Deres prindselige Klient har atter været paa Bane;
hverken Deres eneste tilbageblevne Medkommissarius eller
Finantsministeren kan finde paa Raad, til hvilke de selv
have nogen Tiltro.</p>
<p>Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste
hilset. Gud give Dem Styrke og Held i Deres Arbeide
og Dem selv Velbefindende!</p>
<p class="r2"><span class="r12">Med sand Høiagtelse</span><br />
Deres ærbødigste hengivne <span class="gesperrt">J. N. Madvig</span>.</p>
<p>P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet
en udførlig Beretning om Underhandlingerne fra
Malmøerkonventionen af; Arbeidet er under Revision.</p>
<p class="l2">Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., D. M.</p>
<hr class="secbreak" />
<p><a class="pagenum" name="Side_342" id="Side_342" title="[S. 342]"> </a></p>
<p class="smaller r4">Berlin den 19de Marts 1850.</p>
<p class="l2">Høistærede Minister!</p>
<p>For Deres ærede Brev af 1ste f. M. er jeg meget
forbunden. Der har vistnok derefter været Tid nok til
at tilskrive Dem og Anledning har heller ikke egentligen
manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har undladt det,
har Grunden været, at jeg ikke har havt noget Væsentligt
at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som
De ad anden Vei, nemlig gjennem Indberetningerne til
Udenrigsministeriet, har modtaget, og dels ubestemte
Indtryk af Svingningerne i den politiske Atmosphære. Da
de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en
større Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle
Linier at udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland,
England og Frankrig synes nu alle at betragte vor
Sag i et gunstigt Lys og de to første at trænge ind paa
Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig eftergivende
og bringe Sagen til Ende; dog <span class="sic" title="[sic]">tilraabe</span> de ogsaa
stedse os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville
støde Preussen og endnu mindre bryde med samme. De
os gunstige Noter fra Petersborg ere Dem bekjendte.
Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode
har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes
bære Præg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis,
i Virkelighed dog fjerne sig fra samme. Den
franske Gesandt Persigny vilde, strax efter at være kommen
hertil, gjøre sig vigtig og undfangede, famlende i
Mørke med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, den Idé,
at Preussen skulde for sit snevrere Forbund have Holsten
og det Stykke af Slesvig, der grændser til Kieler Fjord,
hvorved det vilde erhverve Kieler Havn for sin Flaade,
men at iøvrigt Danmark skulde have fri Haand over
Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter.
Uagtet han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa,
strax vilde have Fred, og at Preussen var tilfreds dermed,<a class="pagenum" name="Side_343" id="Side_343" title="[S. 343]"> </a>
bare hans Ytringer dog forresten Præg af, at Ideen var
rent personlig. Vi gjorde saadanne Stød imod samme,
som især vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfæste
i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens
virkelige Planer. Fra Preussens Side har man latterliggjort
den, hvilket naturligvis har krænket P.'s Egenkjærlighed.
Han har derfor nu lovet ganske at ville understøtte
de Forslag, som vi gjøre, og i denne Retning er
han ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord
Palmerston i en Depeche til Lord Westmoreland har erklæret,
at det aldrig har været hans Mening, at Slesvig
skulde have en saadan Selvstændighed, som de preussiske
Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et tidligere
Forslag af Lord Cowley om at gjøre Slesvigs Selvstændighed
til Fredsbasis. Paa den anden Side gjør han
Vanskeligheder imod, at de slesvigske Deputerede skulde
møde paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Paa Grund af de
Forestillinger, hvormed Rusland og England trængte ind
paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold
synes Preussen nu virkelig at ønske at komme til Fred.
Derpaa tyde hen saavel flere os meddelte Yttringer som
den Omstændighed, at Baron Schleinitz har begyndt selv
at deltage i Konferencerne. (Han har været tilstede i
to saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end
Usedom, der er proppet fuld af slesvig-holstenske Lærdomme,
som han gjerne vil gjøre gjældende. Imidlertid
have de ingen bestemt Erklæring afgivet om Hoveddifferentspunkterne,
men i sidste Samling (den 17de d. M.)
maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de
skulde ansætte næste Samling om ganske faa Dage og da
afgive deres Erklæring. Den næste Samling kan saaledes
blive af stor Vigtighed. Idag antages Sagen at skulle
endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det har
gjort et godt Indtryk, at vi som <em>Koncessioner</em> (ifølge den
vedtagne diplomatiske Taktik) have indrømmet Slesvigs
Deltagelse i Sundtolden og i Kolonierne og en forstærket<a class="pagenum" name="Side_344" id="Side_344" title="[S. 344]"> </a>
Repræsentation for Slesvig. Men tillige ere vi blevne nødsagede
til at erklære at ville tage ad referendum Forslag
om, at den fælles Rigsdag ei skal holdes i Kjøbenhavn,
men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen
hvert Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrømmelse
for Slesvig (mest dog i Formen) og vil medføre
Vanskeligheder i Udførelsen. Derhos indeholder den en
Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis den
bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten
vil blive nødvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag
møder saadan Modstand som det om en fælles Rigsdag,
og, naar Hovedsagen, den fælles Rigsdag, opnaaes, synes
mig, at man maa bringe det begjærte Offer. Dette maa
iøvrigt tages under nøie Overveielse i Kjøbenhavn. Forresten
have vi hidtil ikke indrømmet Noget imod vore
egne Forslag. Den fælles Krigsmagt bestrides stærkt,
men den maa <em>nødvendigvis</em> sættes igjennem, og i saa
Henseende have vi ogsaa Ruslands Understøttelse og tildels
Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod fælles
Told- og Postvæsen hentes fra den deraf nødvendig følgende
fælles Rigsdag. En hemmelig Grund, der dog har
skinnet frem, ligger i Henseende til Toldvæsenet deri,
at Preussen for sine egne Interessers Skyld ønsker at
have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For
den fælles Indfødsret have vi i sidste Samling maattet
kæmpe meget. Da, overensstemmende med vore Instruktioner,
ingen Bestemmelse derom er optagen i vore Forslag,
kunne vi ikke vente at faae i Traktaten indført en
Erkjendelse af den fælles Indfødsret, og det, som vi især
maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages.
Hvad Virkning <em>det</em> da kan have med Hensyn til
fremtidige Forandringer i den bestaaende fælles Indfødsret,
at den ikke er opregnet blandt Gjenstandene for l'union
politique, bliver i saa Fald staaende uafgjort. Meningen
af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske Forslag i Hænde,
tilskrev Grev Moltke om Indfødsretten, var kun, om det<a class="pagenum" name="Side_345" id="Side_345" title="[S. 345]"> </a>
ikke muligen kunde indrømmes, at Forandringer i den
maatte kunne ske saavel paa den slesvigske Landdag som
paa den særegne danske Rigsdag. Dette har man fra
preussisk Side paastaaet at maatte i alt Fald tilstaaes
som det Mindste, hvilket Westmoreland har understøttet,
men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til
Sproget anser jeg det næsten umuligt at erobre nyt
Terræn — som vi dog forsøge paa —, med mindre det
skulde være Ligeberettigelse for begge Sprog paa den
slesvigske Landdag imod en lignende paa den fælles
Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine"
have vi Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vi have
hidtil ikke anerkjendt dem, men Debatten om dem er
ikke endt. Det Nærmere om de omhandlede Punkter
vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette
Svar, som jeg har udarbeidet, er for længe siden færdigt
fra min Haand og Reedtz har ogsaa fuldendt den franske
Oversættelse. Da deraf vil bruges en hel Del Exemplarer,
have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved at tage
Aftryk paa en Metalplade, men desto værre gaaer dette
mod Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3
trykt. Imidlertid sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne,
som maaske endog bedst fremmes uden
Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands Mening.
Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters
end for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud
paa at skaffe den Fortolkning af Præliminarierne, hvorpaa
vore Forslag ere byggede, Indgang. Ved de specielle
Punkter i Kontraforslagene har jeg troet, at man kunde
opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa de
forsvarede Grundsætninger. — Da det har trukket saa
meget i Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg
flere Gange slaaet paa, at man ogsaa maatte komme frem
med Forslagene angaaende Holsten og Lauenburg, for at
hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere bringes
til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min
Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde<a class="pagenum" name="Side_346" id="Side_346" title="[S. 346]"> </a>
blande mig mere ind i den; men, da intet Videre foretoges,
nedskrev jeg i forrige Uge, medens Reedtz var beskæftiget
med Oversættelsen, Artikler (7) for Holsten og
Lauenburg, hvilke mine Kolleger tiltraadte og overleverede
i deres Navn ved Samlingen i Søndags (den 17de), efter
at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra
Preussens Side ikke bemærket noget Specielt om dem,
men kun spurgt, om Overappellationsretten ikke skulde
vedblive at være fælles for begge Hertugdømmer, hvilket
blev benegtet.</p>
<p>Skjøndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just
heller ikke er behagelig, er jeg dog nu ret vel fornøiet
med at have faaet Del i Underhandlingerne. Grunden
hertil ønsker jeg ikke at gaae fuldstændigen ind i; ikkun
vil jeg sige, at de tre Underhandlere have forskjellige
Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med
mine to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres
Plads her, lever jeg i bedste Forstaaelse. Min Helbred
vedbliver at være god. — De venskabeligste Hilsener til
Dem selv og Minister Clausen fra</p>
<p class="r2"><span class="r8">Deres</span><br />
<span class="r4">med største Høiagtelse</span><br />
<span class="r2">ærbødigst-hengivne</span><br />
<span class="gesperrt">A. W. Scheel</span>.</p>
<p class="noindent">Høivelbaarne<br />
<span class="l2">Hr. Minister Madvig, R. af D.</span></p>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Kjøbenhavn den 11te Juni 1850.</p>
<p class="l2">Høivelbaarne Hr. Generalauditør!</p>
<p>Efter lang Mellemtid og efter endog at have ladet
Deres sidste Brev ubesvaret, fordi jeg dengang og i de
nærmest paafølgende Uger ikke til Gjengjæld for dets
Oplysninger og Bemærkninger havde noget at meddele,
der kunde være Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter<a class="pagenum" name="Side_347" id="Side_347" title="[S. 347]"> </a>
i et efter min Mening meget vigtigt Øieblik at sende Dem
nogle Linier for at lette mit bekymrede Sind og for lidt
nærmere at forklare Forholdet med en Meddelelse, der
samtidig hermed vil indløbe til Dem og Deres Kolleger
fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra modtage
en Opfordring til at erklære Dem om et Spørgsmaal, der
maaske i dette Øieblik kan synes at falde noget pludselig
ligesom ned fra Himmelen, fordi man hverken paa hint
Sted eller i Statsraadet selv tidligere har villet forelægge
sig eller Andre det, ligesom man ogsaa nu, mig undtagen
og <em>indtil en vis Grad</em> Sponneck og Clausen,
nødig rykker frem dermed, Spørgsmaalet om Muligheden
af at opnaae en Løsning af vore Forviklinger
ved en under hvilketsomhelst Navn fremtrædende Deling
af Slesvig, altsaa om, hvad der ved Underhandlernes
Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for Underhandlingerne.
Jeg beder Dem om, at Spørgsmaalet, hvordan
saa Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet
med Hensyn til Alt, hvad der i Berlin kan tages med
til dets Belysning, og med Hensyn til de noget forskjellige
Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive betraadt,
og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar.
Paa Præliminariernes Basis efter den danske Opfatning
har jeg for min Del aldrig ventet at naae nogen Fred,
fordi Preussen ikke uden stærk Tvang kunde slutte den
og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne Tvang; i
mit Hjerte tilføier jeg — men det er nu blot min individuelle
Mening —, at en Fred paa den Basis vilde medføre
et saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender
ubilligt Forhold; om dette sidste (Ubilligheden) mindes
jeg stærkt, naar der, sædvanlig gjennem Clausen, fra
dansksindede, skjøndt tildels tydskfødte Slesvigere meddeles
mig Opfordringer til at virke for, at det <em>paalægges alle</em>
Slesvigere at studere i Kjøbenhavn, ikke at besøge Kiel o. s. v.
Med pinlig Følelse har jeg da betragtet den lange, møisommelige
og, trods hele vore Underhandleres Klogskab,<a class="pagenum" name="Side_348" id="Side_348" title="[S. 348]"> </a>
Fasthed og Ufortrødenhed, frugtesløse Arbeiden paa dette
Grundlag. At der ad denne Vei ikke vil opnaaes noget
Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i et Brev til Clausen<a name="FNanker_133" id="FNanker_133" href="#Fodnote_133" class="fnanchor">[133]</a>
udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrænger sig efterhaanden
selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilpræsident,
kunne holde længe fast ved Haab og længe berolige sig
ved at lade Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling
er imidlertid saare alvorlig og betænkelig og kræver en
snarlig Afgjørelse eller dog bestemt Tilnærmelse til den.
Vore Finantser udtømmes; Tilstanden i Slesvig er utaalelig
og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens Stemning
vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes, især
da der til dens Opløsning medvirker [paa den ene Side] en
radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens
[der] hos vore Modstandere er endel af den revolutionære
Enhed og Energi) og paa den anden Side Misfornøielsen med
Rigsdagen. Vor indkaldte Armee koster Penge, unddrager
Landboerne en overordentlig Del af Arbeidskraften og
lider sagtens selv ved den ørkesløse Stillestaaen; det var
udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevæget af en Utaalmodighed
og Harme, som jeg ofte og længe har bekæmpet
hos mig selv og Andre, indkaldte den ifølge nogle
Ytringer fra Pechlin og <a class="corr" name="rett_32" id="rett_32" title="var: Reedz">Reedtz</a> om deres og Meyendorffs
Mening om det Ønskelige i, at vi stode rustede. Sloges
Armeen, vilde Folkets Interesse følge Kampen og glemme
meget Andet, som nu beskæftiger dets Tanke. Der er
saaledes herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne
identisk og af Tscherning ført Fredsparti, — og,
hvorledes Tscherning springer om, véd De; han kan altsaa
uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt og
foregøgle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til
denne Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil
vige, naar en virkelig fremadskridende Bevægelse til
en god Fred, var det end gjennem Kamp, klart viser<a class="pagenum" name="Side_349" id="Side_349" title="[S. 349]"> </a>
sig, have da ogsaa Mændene fra Holsten ikke forsømt at
henvende sig; de have ivrig søgt Tscherning, medens de
ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede Diplomaterne,
især den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgængelige
Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres
Forslag trukket noget frem til Belysning; nu ere Heinzelmann
og Prehn reiste, og jeg venter, at Greven faaer
et høfligt consilium abeundi). De store Magter ere kjede
af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig, hvergang
en ny Vending forsøges, ikke forstaae, hvorpaa det for
os, for det danske Folk, kommer an ved Slesvig — Noget,
hvortil vi maaske bidrage ved at lægge mere Vægt paa
Adskillelsen fra Holsten end paa Tilslutningen til Danmark —,
kunne vi pludselig se en Afgjørelse kastet os
over Hovederne, der indeholder et mere eller mindre
maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi
stivt holde paa Præliminarierne og ikke ville vige derfra,
kunne faae Fredsdemonstrationer, der aldeles svække vor
Stilling. Under saadanne Omstændigheder maae vi paa
enhver Maade søge en virkelig Fremskriden til Afgjørelsen.
Med de Stipulationer om Medvirkning ved Arvefølgereguleringen
og om indtil en vis Grad at holde Indblanding
ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en
Separatfred med Preussen anses som et Skridt til Afgjørelse,
hvorved imidlertid altid endda staaer i Baggrunden
Spørgsmaalet (hvortil jeg antager, at en Ytring af Meyendorff,
som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter: "at
Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjøre
med Hertugdømmerne"), paa hvilken Maade Danmark,
efter foreløbig at have kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe
et Forhold, som det har Magt til at opretholde
uden at ødelægge sig selv. Kommer derimod en saadan
Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret
at udføre Vaabentilstandens første hemmelige Artikel, og
man maa maaske gjøre saa; men det forekommer mig,
sandt at sige, at mine Kolleger, dels af Frygt for Delingstanken
(Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann), dels af<a class="pagenum" name="Side_350" id="Side_350" title="[S. 350]"> </a>
en vis patriotisk (Clausen) eller militær Harme (Zahrtmann
og især Hansen, der nu synes at ville have Krig
à tout prix, medens han dog kaster al Skyld i Striden paa
Kasinomændene, ɔ: paa den danske Side, og til andre
Tider erklærer det for urimeligt at slaaes uden den fuldstændige
Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade
overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin
Artikel og Faren for en større Krig og fremfor Alt, at
Sagen ikke er endt, hverken naar vor Armee staaer Norden
for Eideren eller, om Gud saa vil, ved Elben, men at
Spørgsmaalet atter vender tilbage om den Ordning, hvorved
det da kan blive os muligt at trække vor Armee tilbage
igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu —
uagtet jeg gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan
blive nødvendigt at rykke frem med Armeen og da i
Guds Navn vil stemme for at gjøre det med al mulig
Kraft —, at det <em>iforveien</em> bør forsøges og overveies,
om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst
imellem det Mulige, kan opnaaes paa den <em>eventuelle</em> Basis,
hvad enten nu en Fred udtrykkelig sluttes derpaa eller
i Henhold til en derpaa aftalt og indledet Overenskomst
eller endog blot saaledes, at det ved Siden af en Separatfred
med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af
Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er
paa denne Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar
Ordningen overlades ham. Naturligvis er der kun Tale
om en Deling og Forbindelsen af et Stykke af Slesvig med
Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning
(fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten)
og Holstens Forbliven udenfor den preussiske
Union. Det er klart, at Forslaget til en Deling, baade
for at blive fordelagtigt og for at finde Indgang hos
Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte fremkomme
fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at
det, ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte
Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af<a class="pagenum" name="Side_351" id="Side_351" title="[S. 351]"> </a>
Rusland eller England og bødes begge Partier; direkt fra
os kan det ikke uden stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at
jeg i gjentagne Samtaler med Heinzelmann, der oftere
opsøgte mig, tildels ogsaa med Reventlow-Farve har lagt
dem Tanken saa nær, som det var mig muligt uden
selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at
det var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte
Forslag var aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde
en anden Vei, hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske
Interesse fandt sin Ret, og overveie, om de
efter den her iagttagne Stemning troede derved at kunne
udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet,
i Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen
Reservation, stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal
skulde forelægges vore Underhandlere, som de idag modtage
fra Udenrigsministeriet. Ogsaa Clausen og Sponneck
(vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde til Deling,
men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da
alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det
er for sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets
Forelæggelse i den Formening, at det vilde blive
besvaret med et simpelt Nei. Jeg beder indstændig om,
at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt med
Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt
angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et
Ja, og at en mulig Dissens ikke skjules. Vi staae paa et
Punkt, hvor man ikke for at komme ud af det med
hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin Overbevisning.</p>
<p>Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk
De har tilbragt nu snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg
først ret, hvilket Offer der forlangtes af Dem, dengang vi
bade Dem gaae derhen, og, idet jeg føler, hvad De har
gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved legemlig
at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har
befriet os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg,
ellers havde maattet gjøre os.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_352" id="Side_352" title="[S. 352]"> </a>
Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og
fremmest til vore Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!</p>
<p class="r2"><span class="r4">Med den oprigtigste Høiagtelse</span><br />
<span class="r2">Deres ærbødigste og hengivne</span><br />
<span class="gesperrt">J. N. Madvig</span>.</p>
<p>P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at
opsætte et Møde under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres
om Separatfred eller Forlangendet at rykke ind
efter den hemmelige Artikel, til den Tid, da Deres og
Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i
Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der
præjudicerer Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa
jeg for min Del maatte træde ud. Vi ere sædvanlig
skikkelig langsomme; kommer det saa engang med Hast,
ile vi stærkt.</p>
<p class="l2"><span class="l2">Høivelbaarne</span><br />
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.</p>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Berlin den 15de Juni 1850.</p>
<p class="l2">Høitærede Hr. Minister!</p>
<p>Hele Dagen er medgaaet til en Konference med
Hr. Usedom, Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger
og den yderst knappe Tid, som er mig levnet,
tillader mig kun i allerstørste Hast at nedskrive nogle
Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres ærede Brev
af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os bestemt
imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem
under Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt
og vil bringe os ind i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger.
Selv Preussen, som nok vilde gaae ind paa
samme, naar det selv kunde faae Fordel af den, vilde
komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne
Basis. England og Rusland vil den være imod, og de<a class="pagenum" name="Side_353" id="Side_353" title="[S. 353]"> </a>
ville ikke kunne bringes til at foreslaae den uden i alt
Fald efter megen Overveielse, Raadslagning og Brevvexling.
Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige
derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den
mindste Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant.
Efter flere Overveielser blev det mellem os vedtaget, at
vi i vort officielle Svar skulde indskrænke os til det officielle
Spørgsmaal. Kun vil Pechlin i sit Navn vedlægge
nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen tidligere er forsvaret
af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte
det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling
med Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for
det af Modpartiet paatænkte Slesvig-Holsten, ɔ: disse
Hertugdømmer forbundne indbyrdes i administrativ og legislativ
Henseende og med Kongeriget kun ved Personalunion,
da, naar Monarkiet skal opløses i to ligeberettigede Stater,
den danske Del helst maatte blive saa stor som muligt,
men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes
igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og
retfærdig Politik. Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække
Delingen for et aldeles selvstændigt Slesvig, men om et saadant,
som er alle Partier imod, kan der neppe længere
være Tale, efter at vi ere komne bort fra Præliminarierne,
paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et Medusahoved
end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da
tilbage, naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten
at tilkæmpe sig fri Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen.
Jeg har indtil den sidste Tid troet, at det Første
var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom i saa Henseende
efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de
Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau.
Herfra hørte vi stærke Toner, medens Preussen
endnu var noget moderat, men de ere blevne svagere og
svagere, eftersom Preussen har vist sig mere og mere
perfid. Ved egen Vaabenmagt — om man end kunde
tænke paa i Tidens Længde at støtte sig derpaa — kunne<a class="pagenum" name="Side_354" id="Side_354" title="[S. 354]"> </a>
vi neppe sætte en saadan Adskillelse af Slesvig og Holsten
igjennem, som de kongelige Tilkjendegivelser af 24de og 27de
Marts 1848 forudsætte. Tydskland, som er enigt i at holde
paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846, vil ikke tillade
det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed Hjælp.
Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar
vi først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke
ville tillade, at disse komme derind igjen. Vi trænges
saaledes hen paa Helstatsideen, som jeg havde troet begraven,
idet Oprøret opstod. Helstaten anses af de venskabelige
Magter som den eneste <em>kloge</em> og <em>retfærdige</em>
Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at
knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem
Sekler bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa
forskjellig Maade modificerede, men siden 1831 ved flere
kongelige Tilsagn garanterede Forbindelse mellem Slesvig
og Holsten giver en Ret til fremtidig Bestaaen. Ikke blind
for de Misligheder, som Helstaten fører med sig, maa jeg
dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg
troer ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne
vil møde saa stærk Modstand som i Aaret 1848. Det
har vist sig, at det Ønskelige ikke altid er opnaaeligt.</p>
<p>Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter
skarpt i Øie, hvad Danmark <em>kan</em> og <em>bør</em> gjøre med
Hensyn til Hertugdømmerne, og hurtig handler derefter.
Det gjør mig ondt, at de fremkomne Fredsforslag ere
saa slette, og at vi paa Grund af den stærke Rustning
ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte
den 1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede
Konflikt ere uoverskuelige.</p>
<p>I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet
gaaer i Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de
danske Underhandlere og Reventlow-Preetz Forslag om
en fælles Statholder for begge Hertugdømmer. I den
Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev til Minister
Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder,<a class="pagenum" name="Side_355" id="Side_355" title="[S. 355]"> </a>
bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom
fra Kjøbenhavn, har været mig aldeles ubekjendt, at M.<a name="FNanker_134" id="FNanker_134" href="#Fodnote_134" class="fnanchor">[134]</a>
i sine Samtaler med R. P.<a href="#Fodnote_134" class="fnanchor">[134]</a> har gaaet ind paa Ideen om
en fælles Statholder. Det forundrer mig saa meget mere,
som saavel jeg som mine Kolleger have flere Gange sagt
ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt paa
Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst
Fællesskab i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har
der ogsaa for flere Maaneder siden været talt om
Umuligheden af en fælles Statholder.</p>
<p>Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være
Sammenhæng i disse neppe læselige Linier, som Tiden
ei tillader at gjennemse.</p>
<p class="r2"><span class="r4">Med sand Høiagtelse</span><br />
<span class="r8">Deres</span><br />
ærbødigste og hengivneste<br />
<span class="r2"><span class="gesperrt">A. W. Scheel</span>.</span></p>
<p class="noindent">Hr. Minister Madvig, R. af D.</p>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Berlin den 18de Juni 1850.</p>
<p class="l2">Høistærede Hr. Minister!</p>
<p>Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring
over det Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven
bragt, og under det ubehagelige Indtryk, som var blevet
efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr. v. Usedom.
Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største Hast
og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der
er meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.</p>
<p>Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee
skal vedblive at holde et af de danske Lande besat.
Denne Bestemmelse gav Anledning til følgende Samtale
mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er Øiemedet?
U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han
rettende til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu<a class="pagenum" name="Side_356" id="Side_356" title="[S. 356]"> </a>
efter Freden betragte os som Fjender? U. Nei, men
lignende Exempler har man havt i Frankrig 1815, og, da
Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan Tydskland
ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger
altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger
sig en fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de
uafgjorte Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred
er uantagelig, forekommer mig klart, og det havde heller
ikke stor Vanskelighed at overbevise Baron Meyendorff
derom, uagtet han raader os at gaae ind paa enhver
Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen
vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være
i Holsten, kom dets Tropper uden Tvivl til at tjene
den slesvig-holstenske Armee som Repli og besatte vel,
saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg og
Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske,
dersom vi benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de
Juli 1849. Vel skal Preussen efter denne trække sine
Tropper ud af begge Hertugdømmer, men, da det tillige
skal opfordre Tydskland til at opfylde den Forbundspligt
at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke usandsynligt,
at det under Tydsklands nuværende Forhold vil
paa sin Vei selv overtage denne Forbundspligt. At
trække sig ud af Sagen har Preussen enten ikke Lyst
eller ikke Mod til.</p>
<p>Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for?
Forsaavidt derunder indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og
Holsten, har jeg ikke troet det letteligen muligt uden paa
Grund af Præliminarierne. Derfor har jeg holdt fast ved
dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem det
skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede
den forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre
det indlysende, at dette i høieste Grad vilde udsætte
Danmarks Vel og Europas Fred for ny Fare. Af de
fremmede Diplomater er det især paa Baron Meyendorff,
at man har maattet søge at virke. Han er gaaet fuldkomment<a class="pagenum" name="Side_357" id="Side_357" title="[S. 357]"> </a>
ind paa de fremførte Grunde, men har ikke
tillagt dem den Vægt, som vi gjøre. For ham er det
Hovedsagen, at det danske Monarkis Integritet sikres,
og, naar dette er opnaaet, mener han, at det er af underordnet
Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem Hertugdømmerne
bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader
til at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele.
Lignende Ytringer gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu
derhos Baron Meyendorff ikke arbeider saa meget for
nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt imellem
Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for
sig naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt,
troer jeg ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne
vente tilstrækkelig Hjælp til at opnaae en Fred endog
paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste ikke, hvis
Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder antagelig.
Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab,
som Meyendorff bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne
ifølge dette Budskab en fornyet Styrke, naar
Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og endmere,
dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet,
bliver underskreven, men efter det Foranførte og de
Betragtninger, som jeg i mit Brev til Minister Clausen
af 8de d. M. har opstillet angaaende Preussen, maa jeg
dog anse det i høieste Maade tvivlsomt, om Preussen
nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred
paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med.
Da Preussen fremkom med sit Fredsforslag af 17de April,
fandt Alle det i den Grad urimeligt, at man troede, at
vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt fremad ved det
Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer.
Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode
infamt. Men nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag,
i alt Fald med en Forandring i Artikel 3, naar det kun
kan blive til Sandhed og faae en virkelig Freds Virkning,
navnligen derved, at Preussen trækker sig ud af begge<a class="pagenum" name="Side_358" id="Side_358" title="[S. 358]"> </a>
Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har
vist sig, — fra sidste Halvdel af Mai — har jeg maattet
forelægge mig selv og omhandle med mine Kolleger det
Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at antage en saakaldet
simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at dette snarest
er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende Forhandlingers
lange Tid har betragtet som en Umulighed. I
den simple Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands
og Danmarks gjensidige Rettigheder for derved at
holde Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Ret til Forbindelse
aabent. Dette Spørgsmaal skal altsaa senere
omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at
Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan
ren administrativ Natur, at Regjeringen har været
beføiet til at hæve den, er rigtig, saa maa det dog anses
for temmelig afgjort, at Tydskland ikke vil anerkjende
Rigtigheden deraf, og jeg frygter for, at vi, hvis
fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre
en ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse.
De ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed
helst holde sig til den længe bestaaende status quo.
Under Samtalerne med Baron Meyendorff, der ikke kan
holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke
kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme,
at det kan være <em>tvivlsomt</em>, om Hertugdømmerne
have nogen egentlig Ret til fortsat administrativ Forbindelse.
I sit Hjerte anerkjender han maaske saadan
Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at indrømme
Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa
stor Pris paa, og at Danmark overvurderer den Fare,
som deraf kan befrygtes. Under slige Omstændigheder
vil det være <em>ved Hjælp af Helstaten, at man maa
beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten</em>.
Den franske Gesandt Persigny antager vel, at
Frankrig, England og Rusland, naar Fred først er afsluttet
og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande,<a class="pagenum" name="Side_359" id="Side_359" title="[S. 359]"> </a>
ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark
eller navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for
den gamle Strids Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden
bliver Danmark overladt uden fremmed Indblanding
at ordne Slesvigs Forhold. Men, foruden at jeg
ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa vil
det dog have den største Vanskelighed at indføre og
opretholde ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste
Indvaanere i Hertugdømmerne og hele Tydskland anse
for Uret, især da vi fra fremmede Magter end ikke kunne
vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville
være tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade
uklog og ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi
fik en Fred efter Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet
vilde i saa Fald være afgjort til Danmarks Fordel.</p>
<p>Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa
Helstaten antager jeg, at De er tilbøielig til Deling (den
eventuelle Basis). Delingen vil tilfredsstille Nationalitetshensynene,
give Ro i vort konstitutionelle Liv og gjøre
Statsmaskinen simplere, end naar der skulle være baade
Rigsstænder og Landstænder og man begge Steder skal
forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg
derfor maaske vilde berolige mig ved en udført Deling,
vilde jeg ikke have Dristighed nok til at gribe saa voldsomt
ind i den historiske Udvikling. Jeg ængstes ikke ved
den oftere fremførte Paastand, at Tydskerne, naar de
først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere vilde fordre
Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde
holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde
blive saa svagt, at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft
vilde briste, eller ialtfald ikke kunde forhindre,
at de to Dele i Sager angaaende baade den <a class="corr" name="rett_33" id="rett_33" title="var: indenlandke">indenlandske</a>
og udenlandske Politik gik hver i sin Retning.
Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge;
thi disse Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere
Omstændigheder henviste til at følge samme Politik, navnligen<a class="pagenum" name="Side_360" id="Side_360" title="[S. 360]"> </a>
med Hensyn til Udlandet. Heller ikke troer jeg,
at man kan henvise dertil, at vi efter Præliminarierne søge
at sætte Holsten i en isoleret Stilling; thi, ei at tale om, at
vi ikke derved rive et Land over, som i umindelige
Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald
vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig
fulgte med, saa antager jeg, at Hertugdømmerne ved de
mange Baand, som sammenknytte dem og skulde vedblive,
om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved en
ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter
Delingen den nordlige og sydlige Del af det danske
Monarki, da disse sandsynligvis vilde blive udviklede i
forskjellig Retning. Skjøndt jeg ikke anser det for en
Lykke, at vi have Tydskere Nord for Eideren, kunne de
dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at holde
fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse
mod Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte
Brødre. Angaaende Delingen kunde vel endnu
nogle Betragtninger være at tilføie, men, da Papiret er
fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.</p>
<p class="r2"><span class="r4">Med uskrømtet Høiagtelse</span><br />
Deres ærbødigste og hengivneste<br />
<span class="r2"><span class="gesperrt">A. W. Scheel</span>.</span></p>
<p class="noindent">Høivelbaarne<br />
<span class="l2">Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet,</span><br />
<span class="l4">Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.</span></p>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Kjøbenhavn den 10de Januar 1851.</p>
<p class="l2">Høistærede Hr. Kollega!</p>
<p>Ved Deres forestaaende Reise<a name="FNanker_135" id="FNanker_135" href="#Fodnote_135" class="fnanchor">[135]</a> ere det danske Monarkis
fremtidige Udviklings-Udsigter fra deres Side, som
hidtil have holdt paa Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen
eller den denne optagende gamle Helstat,<a class="pagenum" name="Side_361" id="Side_361" title="[S. 361]"> </a>
lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det Ringeste er
klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De,
omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer
og anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre,
hvad der ikke nu for visse Eventualiteter reserveres.
De vil da tilgive, at jeg i Erkjendelse af Øieblikets
afgjørende Vigtighed med faa Ord privatim og med den
af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed udtaler
for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg
end derved for den allerstørste Del kun henviser til Punkter,
der af Dem ere overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning
kan tages eller Forskrift gives. De véd, at for
mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det i mine
Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt,
som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt
trods den Dygtighed og Kløgt, hvormed det er udkastet
og motiveret. Men, afset herfra, kan jeg ikke tænke mig,
at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst Schwarzenberg
selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en
nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen
og det øvrige Tydskland gjorde Modstand — som de
visselig ville —, eller at bevæge Baron Meyendorff til bestemt
Virken derfor enten nu hos Schwarzenberg og Østerrig
eller siden mod Østerrig og Tydskland, især da det Sidste
vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og
Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne
opnaae, er i mine Tanker en mindre Paatrængen paa, at
vi øieblikkelig og før "de agtbare Mænds" Sammentræden
skulle erklære os for en Helstat bygget paa den ugunstige
Fortolkning af status quo ante. Der bliver da tilbage
at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang
for saadanne Forslag og Ideer, der, naar det principale
Forslag maa frafaldes, dog yde Danmark nogen Løn for
Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden. Det gjælder
at vinde, hvad der kan vindes, for den danske Nationalitet<a class="pagenum" name="Side_362" id="Side_362" title="[S. 362]"> </a>
baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et politisk
Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig
politisk Eiendom for Kongehuset, naar dette skal
betragtes som Statens Eier efter autokratiske Synsmaader;
men naturligvis maa Nationaliteten saalidet som muligt
fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres Fordringer for dens
egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende) betegnes
som politisk Moment og <em>Middel</em>, tildels (hos Schwarzenberg)
som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles
ikke beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde
høre Dem baade hos M. og Schw. spotte lidet, trække
med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over de bornerte
nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i Realiteten
fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde
sig hos Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med
tilbørlig Forsigtighed — især befriet fra al Bismag af
professorship — mere direkt gjøres gjældende. Særdeles
magtpaaliggende maa det i mine Tanker være, forsaavidt
man kommer ind paa dette Thema, at adskille Nationalitet
og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af Tilfredsstillelse
og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den
egne Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de
skandinaviske Ideer og Stræben for deres praktiske Realisation.
Det forekommer mig dernæst, at, ligesom Successionssagen
i og for sig er af største Vigtighed, saaledes
vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens Ordning
som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske
og hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed,
være egnet til at skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende
Synspunkter en velvilligere Betragtning. Den
Tanke, som jeg nu for min Del ønsker under denne
Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med
Hensyn til dens mulige Antagelse — thi videre kan der
jo <em>nu</em> ikke gaaes —, kjender De altfor vel, til at jeg her
udførlig skal komme ind paa dens Fremstilling; hvorledes
den bedst forskjønnes i den Retning, der kan regne paa<a class="pagenum" name="Side_363" id="Side_363" title="[S. 363]"> </a>
Bifald, vil De udentvivl selv bedst udfinde. Naar det
Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og Administration
lettende, det materielle Samkvem mindst mulig afficerende
og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie,
der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige
Forhandlinger og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter,
afviges der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet
maa jo undgaaes saameget [som] muligt og det Hele
fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig til
det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der,
naar Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten,
næsten bliver uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed,
der ogsaa i Virkeligheden skaffer Tanken
Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil der vel ikke
være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken
paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og
bortkastet af Lord Palmerston, men, træffer De Lord
Westmoreland, vilde det vel endda ikke være saa vanskeligt
at føle sig frem. Men, hvad det især ligger mig
paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke
Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen
spærret for en til Delingen sig nærmende Tanke<a name="FNanker_136" id="FNanker_136" href="#Fodnote_136" class="fnanchor">[136]</a>,
til hvilken De jo heller ikke har den Tillid som jeg, som
for en Løsning i Retningen af det udkastede Projekt, og
at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at udskyde Fastsættelsen
af Grundformen for den endelige Ordning endog
blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber
og ønsker af Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa
være saa; men jeg vil og tør ikke undlade at tænke mig,
at De kunde bringes til at anse en anden og virkeligere
Helstat end den, De forleden kaldte saaledes, for en
uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede
og paa det Praktiske rettede Karakter besluttede selv at<a class="pagenum" name="Side_364" id="Side_364" title="[S. 364]"> </a>
gaae ind paa Tanken og at træde i Spidsen for dens
Gjennemførelse til mindst mulig Skade for Danmark. For
dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig
om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede
Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder
denne kan blive til en Virkelighed, derved, at det nordlige
Slesvig i det, der mest umiddelbart berører og bestemmer
Folkedannelsen, i Kirke- og Undervisningsvæsen
underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse, saaledes
som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre
Virkning formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske,
hvilke Deles hidtilværende Stilling afgiver det
bedste Udgangspunkt for at skaffe denne, den beskedneste
og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i status quo
ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af
Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse
med Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa
her, hvad der ved Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet
og forberedet, vilde være at slaae Danmarks Sag
det sidste og dybeste Saar. Naturligvis hører med hertil
Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse, vunden
ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa
særdeles at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste
og Yderste, der maa søges reddet, ikke just ledes af
Stræben efter at udvide min Virkekreds og Indflydelse,
behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes
Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om
nogen Deltagelse i Regjering eller høiere Bestyrelse, en
Sphære, hvorfra jeg, ogsaa hvis vore Anliggender, som
Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne trækker mig
tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjøre Plads
for en Anden, hvis en god eller taalelig Løsning kunde
vinde større Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin
af ensidig Nationalitetsbestræbelse og doktrinært Demokrati,
der nu engang, det vide vi jo alle, klæber ved Ministre,
der 1848 vare Professorer.</p>
<p><a class="pagenum" name="Side_365" id="Side_365" title="[S. 365]"> </a>
Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands
Bedste!</p>
<p class="r2">Deres ærbødigst hengivne<br />
<span class="r2"><span class="gesperrt">J. N. Madvig</span>.</span></p>
<p class="noindent">Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.</p>
<hr class="secbreak" />
<p class="smaller r4">Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.</p>
<p class="l4">Deres Excellence</p>
<p class="noindent">véd, at jeg siden Hans Majestæts Thronbestigelse to Gange,
foruden de officielle Leiligheder, har havt den Ære at
tale med Hans Majestæt om offentlige Anliggender: Mandagen
den 14de dennes og i Løverdags. Den første Gang
dreiede Samtalen sig væsentlig kun om Muligheden af at
bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage
ved det da endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg
efter min Overbevisning maatte saagodtsom bestemt benegte;
i Løverdags havde jeg at meddele Hans Majestæt Resultatløsheden
af den imellem de dengang samlede Mænd
førte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, især efterat
have mærket Stemningen hos de Enkelte, medens vi
samledes og nogle Øieblikke ventede Hans Majestæt. Der
foresvævede, frygter jeg, Allerhøistsamme en Tanke, som
ikke lader sig realisere: Dannelsen af et moderat Koalitionsministerium
uden en forudgaaende Fastsættelse af og
Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades
tilside og henstaaer aabent, ikke noget Øieblik kunne være
uafgjorte, fordi der strax skal handles med Hensyn til
dem. Jeg var ikke berettiget til i det sildige Øieblik, da
jeg bragte Meddelelsen, medens de øvrige Herrer endnu
ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse
om Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af Hans<a class="pagenum" name="Side_366" id="Side_366" title="[S. 366]"> </a>
Majestæt, og jeg indskrænkede mig altsaa til væsentlig
at berette, at de Forsamlede med ringe Nuancer og én
Afvigelse, som jeg nævnte, havde udtalt sig for Bibeholdelsen
i det Hele af det hidtilværende Ministerium. Tillad
nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af Øieblikkets Alvor
og Vigtighed, forelægger Dem et Par Bemærkninger, som
jeg vilde ønske, jeg havde havt Ret til at udtale for Hans
Majestæt Kongen i Løverdags, og som i den Tid af to Dage,
der siden er hengaaet, have paatrængt sig mig stedse
stærkere. Det er en overordentlig bekymringsfuld og farefuld
Stilling, at vi endnu intet Ministerium have. Ikke
blot lide øieblikkelig de største og vigtigste Interesser og
Anliggender, men der tilføies os ved den blotte Udsættelse
stor og varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets
Virksomhed fortsættes, at Hæren med hvert Øieblik bliver
kampdygtigere for det Tilfælde, at der skal kæmpes, at
vi ikke overraskes halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren
nødvendig savne fuld Autoritet og sikker Ledelse
fra den almindelige Politiks Synspunkt med Hensyn til
Anordningen af Forsvaret; men dernæst forsømmes Alt,
hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side
til kraftig Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki,
lig det i Holsten (hvor man har været utilgivelig svag
ved Hesteudredningen og meget andet), kan begynde i enkelte
Dele af det sydligste Slesvig; men fremfor Alt vor
hele Stilling ligeoverfor Udlandet svækkes; vi faae Udseendet
af at være i en Opløsningstilstand, tvivlende om
vor egen Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes
som revolutionær, og her hjemme lammes ethvert
Opsving. Gud bevare mig nu fra at give Kongen Skyld
herfor; jeg véd, siden jeg igaar (Søndags) om Morgenen
Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestæts Palais,
ikke et Ord om, hvad der senere er forhandlet; men jeg
frygter én Ting: at Hans Majestæt ikke med tilstrækkelig
indtrængende Aabenhed af Hall er opklaret om <em>den absolute
Nødvendighed af en decideret Politik</em>, et<a class="pagenum" name="Side_367" id="Side_367" title="[S. 367]"> </a>
fast System, der maa være tilstede før og med Mændene,
og at maaske det personlige Spørgsmaal heller ikke opfattes
ganske klart, hvortil selve Udtalelsen i Løverdags kan
have for en Del bidraget. Hans Majestæt vil ikke uden
yderste Nødvendighed styrte sig og Landet i en Krig fuld
af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestæt vil, selv
naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige
Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at
betegne denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan
være Personer, med hvilke det kan falde Hans Majestæt
mindre let at forhandle, naar han nødtvungen maa gaae den
haardere Vei, fordi han troer, at de ikke vurdere og føle,
hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der
gives i dette Øieblik ingen Koncession (— uden Henvisning
til en Forhandling og Afgjørelse af Alt under
fremmed Medvirkning og Mægling —), som Kongen med
Nytte kan gjøre, uden saadanne, der ligge aldeles udenfor
Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste
Forstand). Preussen og Østerrig vilde ikke standse Exekutionen
uden Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852.
Men hvorledes skulle disse, om vi end nok saameget gaae
ind paa Østerrigs og Preussens Fortolkning, kunne udfindes
og formuleres, da begge Magter aldrig have villet
formulere dem? Men sæt, at vi fandt, hvad man tidligere
vilde, og indrømmede det, om det end var det
mest Ydmygende og Umulige! Kunde Østerrig og Preussen
<em>nu</em> hæve Exekutionen i Henhold dertil? Lad Kongen erklære
— hvad han aldrig uden at sætte sin Throne og
sit Hus i den øiensynligste Fare herhjemme kunde erklære
—, at han indrømmer Slesvigs og Holstens administrative
og i det Indre lovgivende Forening, at han i
Fællesstaten giver Slesvig og Holsten ligesaamange Repræsentanter
som Kongeriget! — Vil det hjælpe Noget?
Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske
Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i
ethvert Tilfælde Afgjørelsen af Arveretten baade i Holsten<a class="pagenum" name="Side_368" id="Side_368" title="[S. 368]"> </a>
og Slesvig, altsaa en Supremati over Slesvig, der er
lig med dets Inddragen i Forbundet, men dernæst Hertugdømmernes
Adskillelse fra Danmark? Er ikke Scheel-Plessen
bleven afvist med Personalunion og Slesvigs Deling?
Alt Andet, hvad Hans Majestæt kan og vil indrømme,
og som muligvis tilsidst maa indrømmes med Hensyn til
Finantsforhold, Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen
fra Tydskland i dette Øieblik være aldeles magtesløst.
En anden Sag er det, at Hans Majestæt ligeoverfor de
andre Magter kan antyde vid Frihed for Underhandlinger
om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan ikke
afvendes uden ved den Art af Indrømmelser, der gjøre
Underhandlingerne overflødige, men tillige — jeg siger
det aabent — Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom.
<em>Efter</em> en Kamp, ja da kan og maa man finde sig i store
Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort og ulykkelig
uden Hjælp, og den Konge, med hvem man har kæmpet
og ligget under, vil være Folket en kjær Ulykkesfælle, til
hvem det vil være stærkere bundet; men <em>før</em> Kampen — det
gaaer ikke an. Men, er dette nu saaledes, da maa
Hans Majestæt se at finde et Ministerium, der uden Overmod,
uden Trods, men med Kraft og Enighed optager
Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og
under de, om muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds.
Det kan kun skade i Ministeriet at optage Mænd,
der enten slet ikke ville Kampen under nogensomhelst
Betingelse, eller som dog <em>ene</em> have Øiet heftet paa de
Mangler, der kunne hefte ved den hidtilværende indre
og ydre Politik, og ville begynde med <em>enkelte</em> Koncessioner
før Underhandlingerne. Og det er dette Forsøg,
jeg er bange for, man gjør, idet man stræber efter et
<em>ved Blanding</em> modereret Ministerium; et saadant faaer
man langsomt, sandsynligvis <em>slet ikke</em> istand; faaer man
det, vil det hverken vække stor Tiltro eller handle med
Kraft, og om føie Tid vil det opløses ved Splid. Systemet:<a class="pagenum" name="Side_369" id="Side_369" title="[S. 369]"> </a>
Modstand for at hævde Danmarks og Slesvigs
Uafhængighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs
Forening med Monarkiet <em>enten</em> i en Fællesforfatning,
hvorom man er villig til at forhandle under Mægling,
<em>eller</em> i Personalunion, maa <em>nu</em> tages helt og decideret,
men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand, Nationalfanatismus
eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er
Gjenstand for Lempelse og Udjævning. Kan der nu til
dette System findes brugbare Mænd (endog blot dygtige
Forretningsmænd uden politisk og parlamentarisk Fortid),
der ikke ere mærkede saaledes ligeoverfor Udlandet som
et Par af de nuværende Ministre, nu vel, saa tage man
dem; ja, gives der til at gjennemføre dette System en
anden Udenrigsminister og Konseilpræsident end Hall,
da tage man ham; Halls Navn har ogsaa sin Misklang,
og jeg vil ingenlunde sige, at han har den Alvor, Fasthed,
Forsynlighed, Energi og Utrættelighed, som kunde ønskes;
men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende
Adskillelse af Partier og Anskuelser véd jeg ikke, hvor
den bedre eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der
i dette Øieblik ikke let lade sig adskille, skal findes.
Altsaa, mod at tage andre, mindre markerede, ved deres
hele Opfatning, Væsen og Optræden Hans Majestæt mere
tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer
ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet
Halls Venner: men Systemet kan ikke let forandres med
Undtagelse af en freidigere Indgaaen paa Forhandlinger,
et villigere Initiativ til at <em>søge</em> Løsning og fjerne underordnede
Punkter, og, kan Systemet ikke forandres, tør der
ikke dannes et Ministerium, der fra den første Dag bærer
Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan være
tungt, meget tungt for Kongen at hengive sig til et System,
som han ikke troer frit for Ensidighed; men han
<em>maa</em>, og hans Fjender have, synes mig, gjort Valget lettere
ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kunde<a class="pagenum" name="Side_370" id="Side_370" title="[S. 370]"> </a>
nærme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland
(— jeg siger ikke: alle Fyrsterne personlig —) ville i
dette Øieblik et fra Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og
hverken Preussen eller Østerrig har Mod og Kraft til alvorlig
at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds Friedrich
Carl af Preussen ville ikke kæmpe <em>imod</em> Sachserne og
Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse
kæmpe. Men, kunne og ville Preussen og Østerrig holde
igjen, da ville de det kun, naar vi med Bestemthed erklære
og fastholde, at, efterat nu Exekutionen er indtraadt
uden Modstand fra vor Side, have vi ikke Mulighed til
nogen Indrømmelse, førend vor Konge er anerkjendt og
internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet,
idet vi afvise enhver tydsk Afgjørelse af noget
Spørgsmaal for Slesvigs Vedkommende. Hvad Forhandlingerne
ville føre til, maae vi afvente og maaske finde os
i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt;
men vi kunne ikke begynde anderledes.</p>
<p>Jeg har følt mig destomere opfordret og forpligtet til
at udtale dette for Deres Excellence, som jeg i det Øieblik, da
jeg i Løverdags talte med Deres Excellence, førend jeg gik
til Hans Majestæt, kun uden nogen egentlig Motivering
ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle om Dannelsen af
et Ministerium af <em>moderate Mænd</em>, førend man nogenlunde
var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu,
hvad Hans Majestæts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt
den tænkes for sig, angaaer, ganske kort at formulere min
Mening saaledes: Ved en vidtgaaende Indrømmelse i dette
Øieblik er Hans Majestæt udsat for Intet at opnaae i Udlandet,
men vis paa at tabe i Indlandet; ved en Optræden
for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen
blive Hersker over et formindsket Land, men han bliver
sikkert Hersker; thi fra Danmarks Throne vil Ingen fortrænge
ham.</p>
<p>Undskyld, Deres Excellence, min Paatrængenhed med<a class="pagenum" name="Side_371" id="Side_371" title="[S. 371]"> </a>
min Hengivenhed for Hans Majestæt og den udmærkede
Høiagtelse, hvormed jeg har den Ære at være</p>
<p class="r2">Deres allerærbødigste<br />
<span class="r2"><span class="gesperrt">J. N. Madvig</span>.</span></p>
<p class="noindent"><span class="l4">Hans Excellence,</span><br />
Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm,<br />
<span class="l2">Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.</span></p>
<div class="footnotes">
<h2><a name="Fodnoter" id="Fodnoter"></a>Fodnoter</h2>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1"><span class="label">[1]</span></a>
I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne
indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2"><span class="label">[2]</span></a>
Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3"><span class="label">[3]</span></a>
Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille
Kløft og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende
Havvand bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes
af Pigerne ved Vask af Tøi.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4"><span class="label">[4]</span></a>
Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet
"Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen
og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden
Bygningsspor, indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg
og Eiendom maae antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt
Overfald. "Lilleborgs" yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen
hidrøre enten fra en Røverrede eller fra Boligen for en
ringere Embedsmand under Befalingsmanden paa Hammerhus
eller for denne selv ved særlig Leilighed.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5"><span class="label">[5]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m.
er, som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar
1887.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6"><span class="label">[6]</span></a>
I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes
stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa
Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og
Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i
Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm
stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7"><span class="label">[7]</span></a>
Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper,
5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke
ganske forglemte.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8"><span class="label">[8]</span></a>
I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der
iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn
meget om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte,
at deres Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede
hun meget tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som
hun, men ikke vilde være det bekjendt som lærd Mand.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9" href="#FNanker_9"><span class="label">[9]</span></a>
Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker,
om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde
antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive
Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han
forresten efterlod sig et godt Navn.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10"><span class="label">[10]</span></a>
Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt senere
brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn et
velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa Gaarden.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11"><span class="label">[11]</span></a>
I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles utilstrækkelig
lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af den
saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans
Eftermand tilgode.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12"><span class="label">[12]</span></a>
"En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den gammelnordiske
Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en Dreng,
hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves
har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13"><span class="label">[13]</span></a>
Denne Protokolføring ved Auktioner stillede mig et af de første
philologiske Problemer, der beskæftigede mig i flere Aar, da jeg
Ingen fandt, som kunde løse mig det, nemlig hvad det af
mig idelig nedskrevne Ord: <em class="gesperrt">ditto</em> (— jeg udtalte og skrev
som Andre <em class="gesperrt">dĩto</em> —) eller endog <em class="gesperrt">ditto ditto</em> betød, indtil jeg endelig
derunder opdagede den italienske Form af det latinske <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">dictus</span>.
Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig,
idet jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte
Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen:
"Hør mig, du Papst" osv. Jeg læste nemlig, ubekjendt
med Imperativen: "Var" (= vaer), især i Betydningen: "giv Agt",
og med Interpunktionens Love: "Det siger, Luther var derpaa".</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14"><span class="label">[14]</span></a>
Udgiverens Anmærkning:</p>
<p>Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene
Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte,
sælges (den er senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt
jeg har kunnet erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde
kjøbe det Hus Øst for Raadhuset, hvori hun derefter boede til
sin Død, og beholde en lille Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde
holde en Ko, var dette dog i Forening med hendes meget ringe
Pension selvfølgelig ikke nok til hendes og Børnenes Underhold,
og hun skal derfor i en Række af Aar have været nødt til at
skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen og paa Landet
for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og andre Høitideligheder.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_15" id="Fodnote_15" href="#FNanker_15"><span class="label">[15]</span></a>
Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik
paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_16" id="Fodnote_16" href="#FNanker_16"><span class="label">[16]</span></a>
Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første
Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad
jeg saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere
bekjendt med ham.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_17" id="Fodnote_17" href="#FNanker_17"><span class="label">[17]</span></a>
Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en ubekjendt
Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved
Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne
om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_18" id="Fodnote_18" href="#FNanker_18"><span class="label">[18]</span></a>
Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning (Clausens
Udtog af Snorre og Rothes <a class="corr" name="rett_34" id="rett_34" title="var: Tordensskjold">Tordenskjold</a>) og ved et Par
tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den
daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg
forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde
som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk
Fændrik, der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter,
havde derhos staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt
Minde i mit Hjem.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_19" id="Fodnote_19" href="#FNanker_19"><span class="label">[19]</span></a>
Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde
optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den
eneste Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders
Afkom hidtil har boet i Kjøbenhavn.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_20" id="Fodnote_20" href="#FNanker_20"><span class="label">[20]</span></a>
Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men Forstanderboligen
staaer endnu uforandret med Undtagelse af Vinduerne
i Stueetagen.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_21" id="Fodnote_21" href="#FNanker_21"><span class="label">[21]</span></a>
Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_22" id="Fodnote_22" href="#FNanker_22"><span class="label">[22]</span></a>
Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid
holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende
Ord, fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg
baade med Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke
sagde: "Og, som Ingen er i Sandhed ærværdig, uden at han er
from, saa var, saasandt en villig og hengiven Underordnen af
det Personlige under almindelige Love af et guddommeligt Udspring
og den inderlige Erkjendelse og Følelse af et høiere Liv,
til hvilket det enkelte er knyttet, fortjene Navn af Fromhed,
Bendt Bendtsen et fromt Menneske.<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span></p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_23" id="Fodnote_23" href="#FNanker_23"><span class="label">[23]</span></a>
Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have opnaaet
en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og
som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang,
T. A. Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg
kom ind i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes,
medens jeg endnu var i næstnederste Klasse.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_24" id="Fodnote_24" href="#FNanker_24"><span class="label">[24]</span></a>
Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig Interesse
for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over
min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne
fra de fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds
Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og
levede som Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus
som jeg, med Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem,
kun ufuldkomment det danske Sprog mægtige. De forsvandt
dog først efter min Bortreise fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt;
vi vidste kun, at deres Anliggender besørgedes
igjennem det kjøbenhavnske Handelshus Duntzfelt.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_25" id="Fodnote_25" href="#FNanker_25"><span class="label">[25]</span></a>
Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et
Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om,
at jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet
K. M., bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender
ønskelig Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg
nogensinde vexlet et Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved
at se, at hendes Mand efter alle vedtagne Regler var den nærmeste
til at indstilles til et godt Embede i Sjælland, og ilede
med at underrette hende om Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget
en Plads imellem Tyrannerne.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_26" id="Fodnote_26" href="#FNanker_26"><span class="label">[26]</span></a>
Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i Frederiksborg,
afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og besværlig
tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede samtlige
mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte
akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske
Poem indeholdtes.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_27" id="Fodnote_27" href="#FNanker_27"><span class="label">[27]</span></a>
Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit
første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min
Skæbne siden at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober
eller Begyndelsen af November kom ind til Greven, bad han
mig komme igjen ved Terminstiden i December. Da jeg til den
Tid indfandt mig, lagde han efter nogle venlige Ord og med
den ham under slige Forhold egne Forlegenhed en Hundrededalerseddel
i min Haand og sagde, at jeg skulde komme igjen
næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med Opfordring
til mig om atter at komme i December, og jeg troede naturligvis,
at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa denne
Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig,
at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet;
de to forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave.
Man maa herved ikke glemme, at en saadan Gave under de
daværende Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu
vilde være.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_28" id="Fodnote_28" href="#FNanker_28"><span class="label">[28]</span></a>
T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra
Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_29" id="Fodnote_29" href="#FNanker_29"><span class="label">[29]</span></a>
Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der
skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende
Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private
Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg
lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise
et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte
saa den yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket
Afsnit af Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han
ønskede at examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik
med eller uden Læren om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han
sig saa ved Examen. — Betalingsmaaden selv blev senere efter
min og nogle Kollegers Andragende forandret til Indtegning hos
og Betaling til en af Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen
om Fritagelse derfor overdrages til en Komité.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_30" id="Fodnote_30" href="#FNanker_30"><span class="label">[30]</span></a>
Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse
om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes
Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer
skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse
de forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig
Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne
i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og
Hebraisk den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe,
thi der krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad
der forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med
stor Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt
over Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den
nye Anordning af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop,
P. E. Müller gjorde mig ved Slutningen af sin Examination den
ironiske Kompliment: <span class="gesperrt" xml:lang="la" lang="la">Video te, qui in ceteris disciplinis
habitas, ne in theologia quidem hospitem esse.</span></p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_31" id="Fodnote_31" href="#FNanker_31"><span class="label">[31]</span></a>
At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min tidligere
Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af det
indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg
ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester
igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget Forelæsning
over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden
læste en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke
fuldendte Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse
almindelige Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven:
Professor Chr. Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning
og derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform
afbrødes ved en ham paakommen heftig Sygdom.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_32" id="Fodnote_32" href="#FNanker_32"><span class="label">[32]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860
tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive Fransk.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_33" id="Fodnote_33" href="#FNanker_33"><span class="label">[33]</span></a>
I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg, uagtet
jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae Manglerne
ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden
førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for Firmaets
Ophør.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_34" id="Fodnote_34" href="#FNanker_34"><span class="label">[34]</span></a>
Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal
jeg fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk.
En Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed,
hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere
tilsalg, hvervedes en Dag til midt i Timen at komme
ind i Auditoriet hos Professoren i Latin og trænge sig frem til
Kathedret med det gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser"
og maatte, da ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af
Professoren selv. En anden Gang overraskedes man under et
Examinatorium ved paa engang at høre en Examinand foredrage
Oversættelsen af nogle Vers i Ovids Fasti med en saa
slaaende Efterligning af Professorens Stemme og Deklamation,
at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre uhyggelig
Latter.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_35" id="Fodnote_35" href="#FNanker_35"><span class="label">[35]</span></a>
Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den almindelige
Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte
Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871:
"Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen
til den anden Udgave af min græske Syntax.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_36" id="Fodnote_36" href="#FNanker_36"><span class="label">[36]</span></a>
At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske Antikviteter",
der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af
hele Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling
angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig
de til anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var
sket med min Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at
omtale dette i Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk
Litteraturtidende for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer
Ostermann), som jeg maatte betage dens Braad ved en Erklæring
(i Nr. 42 for 27de Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk
oversatte Bog gik Paavirkningen noget videre omkring.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_37" id="Fodnote_37" href="#FNanker_37"><span class="label">[37]</span></a>
Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min
noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra
Paris.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_38" id="Fodnote_38" href="#FNanker_38"><span class="label">[38]</span></a>
Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har
gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave;
men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden
ved de Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af
Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu
var gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_39" id="Fodnote_39" href="#FNanker_39"><span class="label">[39]</span></a>
En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens
Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt
er nu udkommen.</p>
<p>Udgiverens Anm.</p>
</div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_40" id="Fodnote_40" href="#FNanker_40"><span class="label">[40]</span></a>
Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_41" id="Fodnote_41" href="#FNanker_41"><span class="label">[41]</span></a>
Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig
ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig
Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold
som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig
Tilbeder pristes som den, der havde naaet et høiere Stade,
maatte jeg nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet
imellem mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren
Whitneys Skrifter vil jeg faae Leilighed til at berøre,
naar jeg senere kommer til at omtale mine i 1875 udgivne
"kleine philologische Schriften".</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_42" id="Fodnote_42" href="#FNanker_42"><span class="label">[42]</span></a>
Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg
ikke set. — Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at
min jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere
havde givet Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler,
atter ved dette Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag
af kritisk og sproglig Art.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_43" id="Fodnote_43" href="#FNanker_43"><span class="label">[43]</span></a>
For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide;
paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra
1846).</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_44" id="Fodnote_44" href="#FNanker_44"><span class="label">[44]</span></a>
I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en meget
karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes forskjellige
Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin Tid,
især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler kom
til. — Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste
Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken
eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser
ere foretagne mig aldeles uafvidende.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_45" id="Fodnote_45" href="#FNanker_45"><span class="label">[45]</span></a>
Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning.
Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats
for at sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste
sig, Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser
havde besørget en Udgave af Ciceros Skrift <i xml:lang="la" lang="la">de legibus</i>, og han
havde ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen
Forespørgsel hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det
Ærbødigste ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu
vilde Skjæbnen, at Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter
Fortjeneste var bedømt meget strengt, og, medens Creuzer bittert
beklagede sig hos Münter, søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse
ved at tillægge mig Yttringer om andre Lærde, som
jeg ikke havde brugt eller i fjerneste Maade tænkt paa at
bruge.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_46" id="Fodnote_46" href="#FNanker_46"><span class="label">[46]</span></a>
I en Anmeldelse i de berlinske "<span xml:lang="de" lang="de">Jahrbücher für wissenchaftliche
Kritik</span>" af Napoleon III's "<span xml:lang="fr" lang="fr">vie de César</span>" bemærkes det, at Keiseren
kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde: Mommsen,
Zumpt <a class="corr" name="rett_35" id="rett_35" title="var: und">og</a> Madvig, "<span xml:lang="de" lang="de">den wir uns erlauben bei dieser Gelegenheit
zu <span class="sic" title="[sic]">annectiren</span></span>."</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_47" id="Fodnote_47" href="#FNanker_47"><span class="label">[47]</span></a>
Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov Feiltagelse
uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp Tilrettevisning
af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for Feiltagelsen
vil min philologiske Læser finde et Exempel i den første
Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil
føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt
og med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning,
vil kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns
af Livius sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind
af mine Opuscula og med mine Emendationes Livianæ.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_48" id="Fodnote_48" href="#FNanker_48"><span class="label">[48]</span></a>
Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede Betragtning
af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og Berettigelse
er i mine "kleine <a class="corr" name="rett_36" id="rett_36" title="var: plilologische">philologische</a> Schriften" S. 285 ff. føiet
som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser.
En Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske
Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte Antydninger,
om at skaffe ham vedkommende to Bind af Maanedsskriftet,
idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til at
forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig,
at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie
haben mir" — tilføiede han — "Viel zu denken gegeben."</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_49" id="Fodnote_49" href="#FNanker_49"><span class="label">[49]</span></a>
Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var Kultusminister
paany, havde Tscherning paastaaet, at det var urimeligt
i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at Kongens
Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes.
Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og
mig en Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham
en Støtte ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst
erklærede begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at
det jo vilde være aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige
Tscherning, og at man uden Nytte lagde sig for Had ved
at gjøre Modstand. Jeg skammede dem ud og forelagde dem
nogle Dage efter Udkast til en Betænkning, hvori det udvikledes,
at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om i det Øieblik
at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt Bogforraad,
vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen stillede
sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var, fra Fortiden
havde modtaget to ved store private Gaver og Legater forøgede
og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig særlige
Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent
og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede
for Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig
ved Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og
deslige, tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at
hele Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden
af et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets
Forøgelse. Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings
Rigtighed og Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive,
indtil de beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor
Tschernings Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod
deres Svaghed. Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast.
Sagen blev af Tscherning slet ikke forfulgt videre.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_50" id="Fodnote_50" href="#FNanker_50"><span class="label">[50]</span></a>
Efterat jeg i 19 Aar havde været Professor ved Universitetet,
var jeg i 1848 endnu paa Grund af Avancementsforholdene kun
extraordinarius og havde som saadan ikke Sæde i Konsistorium,
hvortil der da slet ikke skete Valg, og var saaledes afskaaren
fra Deltagelse i Universitetets almindelige Korporationsforhandlinger
og fra alle de Stillinger, hvori man som Professor kunde
komme til at optræde som Ordfører for Universitetet eller for
sit Fakultet. Jeg tilstaaer, at jeg under disse Omstændigheder
ikke følte stor Tilfredsstillelse ved at indsættes i endel Komiteer,
hvis Arbeider overgaves til Konsistorium, hvor man ikke kunde
følge dem, for at hendøe der eller senere ved Universitetsdirektionen.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_51" id="Fodnote_51" href="#FNanker_51"><span class="label">[51]</span></a>
Hvor tidlig Muligheden, ja Sandsynligheden af en saadan voldsom
Rystelse fremtraadte for mig, derom har jeg et Vidnesbyrd i en
Samtale, som jeg erindrer at have ført med den i 1843 afdøde
Kaptain i Artilleriet Bendz, en anset Mathematiker, om Forholdet
imellem de fra begge Sider disponible militære Kræfter ved et
slesvigholstensk Oprør. Det var mig mærkeligt, hvorledes Bendz
paavirkedes af den freidige Selvbevidsthed, med hvilken den
militære Standsfølelse fremtraadte i Fæstningen Rendsborg i
Modsætning til Officerskorpsets adspredte og trykkede Stilling i
Hovedstaden, og hvorledes ogsaa han i Prinds Frederik af Augustenborg
saae den ungdommelig kraftige Fører i Modsætning
til gamle, af tunge Erindringer bøiede Mænd. Lykkeligvis gjorde
disse gamle Mænd senere den unge Prinds til Skamme.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_52" id="Fodnote_52" href="#FNanker_52"><span class="label">[52]</span></a>
Med det her Sagte og nærmest Følgende kan sammenholdes en
kort Artikel af mig i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te Bind
Side 98, hvor nogle Træk fra Kristian VIII's Tid ere meddelte,
der ikke skulle gjentages her.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_53" id="Fodnote_53" href="#FNanker_53"><span class="label">[53]</span></a>
Et lille Sammenstød, hvorved jeg, idet jeg hævdede mit Embedes
Ret ligeoverfor en af Kongen begunstiget Tydskers Arrogance,
neppe gjorde mig behagelig i Kongens Øine, er fortalt i
den ovenfor nævnte Meddelelse i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes
5te B. S. 98, men tilføies bør det, at jeg aldrig mærkede
mindste Spor til høiere Ugunst i den Anledning.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_54" id="Fodnote_54" href="#FNanker_54"><span class="label">[54]</span></a>
Ved en besynderlig Forglemmelse har Clausen i sit Skrift om
Kjøbenhavns Universitets Virksomhed i Aaret 1837 i sin Oversigt
over de i dette Aar i Konsistorium førte Forhandlinger om
denne Gjenstand aldeles forbigaaet Diskussionen i Aarene 1829—1832
om mine da opstillede Forslag og betegnet som Udgangspunkt
et Udkast af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge fra 1836.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_55" id="Fodnote_55" href="#FNanker_55"><span class="label">[55]</span></a>
Det var endnu dengang en besværlig Reise, hvorfor jeg ogsaa
kun to Gange til i hele dette Tidsrum kom derover: den ene Gang
i 1843 med mine to ældste Børn, ligesom min Moder kun besøgte
Kjøbenhavn <span class="sic" title="[sic]">éngang</span>: i 1840.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_56" id="Fodnote_56" href="#FNanker_56"><span class="label">[56]</span></a>
Ved Normalreglementet for Universitetet af 13de Novbr. 1844
blev min Gage som Professor 1600 Rdl., hvori var indbefattet
et mig den 25de Marts 1843 tilstaaet personligt Tillæg af 200
Rdl. og den tidligere Godtgjørelse af 100 Rdl. for at skrive
Universitetets Programmer, hvortil Forpligtelsen da var bortfalden.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_57" id="Fodnote_57" href="#FNanker_57"><span class="label">[57]</span></a>
Den 23de Juni 1836 var jeg bleven valgt til Medlem af Berlinerakademiet,
ligesom jeg i 1840 blev Medlem af det nederlandske
Institut, i 1847 Medlem af philological society i London
og i 1848 af Videnskabernes Selskab i Trondhjem.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_58" id="Fodnote_58" href="#FNanker_58"><span class="label">[58]</span></a>
Længere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal
ældre og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere
Rigsdagsmand og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste,
med det Formaal at lede og moderere Studenternes Optræden
under den politiske Gjæring og Bevægelse og anmodede
mig om som Formand at slutte mig til dem. Jeg erklærede
mig beredt dertil under den Forudsætning, at man som Grundlag
vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget sluttede sig
til den patriotiske Bevægelse for Landets Ære og Forsvar, men
skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i de specielle politiske
Forhandlinger og Foretagender. Hermed var Schack enig,
og de øvrige traadte til. Der holdtes nogle Møder paa Borchs
Collegium, men til en virksommere Optræden blev der ved de
akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_59" id="Fodnote_59" href="#FNanker_59"><span class="label">[59]</span></a>
En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at søge
Efterretninger op i Athenæum og traf i Konversationsværelset
nuværende Geheimeraad Andræ i Samtale med Kaptain Læssøe,
maaske ogsaa med senere afdøde Professor V. Bierring. Pludselig
henvendte Læssøe, som jeg kun sjeldent havde talt med, det
Spørgsmaal til mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjøre med
den Troppestyrke, der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig.
"Trænge rask frem langs Østkysten med Kavalleriet udimod
Heden og søge Kampen saa sydlig som muligt i Slesvig for strax
at hæve Modet hos Armeen og den tro Befolkning" svarede jeg.
"Det er just ogsaa min Mening" gjentog Læssøe. Næste Dag
saae jeg, at han var udnævnt til Stabschef for Hærafdelingen i
Slesvig. I det samme Værelse maatte jeg efter Modtagelsen af
Efterretningen om Kampen ved Slesvig berolige og opmande
dem, der ved første Gang at læse om talrige Døde og Saarede
og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til Sandheden
føiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede Opmærksomheden
paa det Ærefulde og Dygtige i Kampen.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_60" id="Fodnote_60" href="#FNanker_60"><span class="label">[60]</span></a>
Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med Undtagelse
af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en
Krigsskat af over 300 Rd. — Jeg bør dog ikke her lade uomtalt,
at der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra
en Rigmand, hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt
skjult for mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet
for økonomisk Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da
paahvilende Gjerning. Efter den smukke Maade, hvorpaa det
skete, mente jeg ikke at turde fastholde min første Vægring ved
at modtage Beløbet.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_61" id="Fodnote_61" href="#FNanker_61"><span class="label">[61]</span></a>
Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter en
Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad
Kultusministeren sagde (— Hansen var virkelig noget tunghør —),
men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke
meget skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for
hans Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse
blev ikke uden Virkning.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_62" id="Fodnote_62" href="#FNanker_62"><span class="label">[62]</span></a>
Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa Novemberministeriet
dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte
det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne
af Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af
disse (Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen.
Det tog sig under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at,
da der kort efter Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et
meget beskedent Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk
Levetzau's Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet
ham og hans Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at
udbringe Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads
som Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet.
Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse
af Formens og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og
min Paaskjønnelse af Levetzau som Repræsentant for denne
Form og Anstand. Jeg følte virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau
var ingen Mand af dyb Dannelse eller streng Karakterfasthed,
men han var en velvillig Personlighed med smuk og
ædel Form.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_63" id="Fodnote_63" href="#FNanker_63"><span class="label">[63]</span></a>
Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side
reistes noget Spørgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets
§ 23, Grundlovens § 24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen
ikke uden Kongens Samtykke kan blive sammen udover
to Maaneder, skal have ved Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs
Nødvendighed og Manglen af enhver Forskrift om
Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til inden en vis Tid at
fuldende dennes Behandling. Dette er et Vidnesbyrd mere om,
at man slet ikke tænkte de Finantsloven vedkommende Spørgsmaal
fuldt tilende.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_64" id="Fodnote_64" href="#FNanker_64"><span class="label">[64]</span></a>
Om Foranstaltningerne vedkommende Universitetsbibliotheket er
det nok at henvise til Lindes Meddelelser.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_65" id="Fodnote_65" href="#FNanker_65"><span class="label">[65]</span></a>
Ved at gjennemgaae mine Rigsdagserindringer har der paatrængt
sig mig en Sammenligning imellem min tilbageholdne Optræden
og noget trykkede Stilling ved denne Leilighed, og hvad der
noget over 20 Aar senere tildrog sig paa det samme Lovgivningsomraade.
Hall oprullede da som Kultusminister, i Rigsdagssamlingen
1871—72 i Landsthinget, under stærkt Bifald et tiltalende
Billede af en omfattende Reform af Almueundervisningen. I
den næste Samling (1872—73) fremlagde han i Folkethinget et
Lovudkast om Almueskolevæsenet, hvorover der efter en lidet
gunstig første Behandling afgaves en ikke opmuntrende Udvalgsbetænkning,
og som ikke fremmedes videre; i næste Samling
(1873—74) forelagdes Udkastet i Landsthinget med Antydning af,
at Ministeren var villig til ikke uvæsentlige Modifikationer; men
heller ikke her naaede Udkastet videre end til første Behandling.
Hvad jeg under denne udtalte (Landsthingstidenden Sp. 153 ff<span class="corr" title="tilføjet: .">.</span>),
indeholdt ikke uvigtige, men heller ikke ganske behagelige Sandheder.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_66" id="Fodnote_66" href="#FNanker_66"><span class="label">[66]</span></a>
Imellem dem, hvem det Spandetske Lovforslag i høi Grad havde
ængstet, var ogsaa den fromme Enkedronning Marie Sophie
Frederikke, der i den Anledning kaldte mig til en Audients,
ved hvilken jeg første Gang havde den Ære at tale med hende.
Fornemmelig paa Grund af Hendes Majestæts Tunghørighed
havde hun ved Audientsens Slutning Forestillingen om en ikke
lidet større Enighed imellem hende og mig, end der virkelig
fandt Sted; men jeg troer ikke, at hun vrededes over det endelige
Udfald.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_67" id="Fodnote_67" href="#FNanker_67"><span class="label">[67]</span></a>
Ved kongelig Resolution af 13de April (Raadstueplakat af 24de
April) 1851 gjennemførtes en for Kjøbenhavn ikke uvigtig, men
vistnok Kirken selv saare lidet berørende Foranstaltning, nemlig
Forbudet mod al fremtidig Begravelse paa Kirkegaardene inde
i den gamle By.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_68" id="Fodnote_68" href="#FNanker_68"><span class="label">[68]</span></a>
Ved samme Finantslovsbehandling havde jeg Leilighed til at afvise
adskillige Misforstaaelser og uvillige Ytringer om de geistlige
Embeders Indtægter; kun med stor Møie lykkedes det mig
af Fyens Bispestols besparede Indtægter at faae 2000 Rd. bevilgede
til Understøttelse for aldeles utilstrækkelig lønnede
Præsteembeder.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_69" id="Fodnote_69" href="#FNanker_69"><span class="label">[69]</span></a>
At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmærksomhed, som
skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom
har jeg bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig
overraskede mig i 1850 eller 1851 med et Besøg for at udbede
sig Tilladelse til en kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at
en saadan Reisetilladelse for Geistlige altid forlangtes hos og
gaves af vedkommende Biskop, sagde han, at jeg nok vidste, at
han ikke stod sig godt med Mynster, og at det derfor var ham
ubehageligt at henvende sig til denne. Jeg svarede da, at personlige
Misstemninger slet Intet havde at gjøre med den regelmæssige
Forretningsgang i Embedssager, og henviste ham til at
følge denne. Paa hans yderligere Spørgsmaal om, hvad der
vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg, at jeg
under andre Omstændigheder neppe vilde have lagt Vægt paa
en ringe Uregelmæssighed, men at jeg nu, da jeg forud var
underrettet om, at han med Forsæt vilde forbigaae sin foresatte
Biskop, ikke vilde kunne undlade, hvis han udførte Forsættet,
at give ham en streng Irettesættelse. Alt ordnedes derefter i
tilbørlig Form.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_70" id="Fodnote_70" href="#FNanker_70"><span class="label">[70]</span></a>
Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig
nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en Kommunallov,
som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister selv
udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af
Vinteren 1850—1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter
sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg,
de til Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og
Theen indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation
at sige: "Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et
langt, roligt Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til
afbrudt ved en høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens
Lænestol. I Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som
Medlem af Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget
og for sig selv.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_71" id="Fodnote_71" href="#FNanker_71"><span class="label">[71]</span></a>
Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes Regjering"
denne Plan være General Hansens egen; maaske var den
begges i Forening.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_72" id="Fodnote_72" href="#FNanker_72"><span class="label">[72]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg
fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen,
skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte,
ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af
27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en
Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne —
der vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse
Breve, — ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder
nemlig deri: "Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav
Ministerens Skrivelse mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes
baade Himmelfreden og Landefreden maatte tilkæmpes, og
hvor vigtigt det var ikke at blive træt, men at holde ud til Enden.
Jeg viste ogsaa Kommandanten den Del af Deres Skrivelse,
som De havde paalagt mig at kundgjøre, og han glædede sig i
alle Maader over Deres Ord; men, da han endog forlangte en
Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at opfylde dette
Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg siger Dem, at
han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre nogle nye
Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde udsætte
Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den
28de Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten,
og han begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg
havde meddelt ham — —; hans Ytringer i denne Anledning
vare af den Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. — Imorges
skrev jeg derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer
kun var, at jeg skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet
til Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den
allermindste Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender,
ligesom at intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den
<em>private</em> Brevskriver. — — Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten,
hvori han aldeles beroliger mig med Hensyn til min
ytrede Frygt." — De nævnte Breve tjene iøvrigt til at bekræfte, at
der hos adskillige Militære havde dannet sig den Anskuelse, at
Krigsministeren ikke lod Generalkommandoen have fornødne frie
Hænder.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_73" id="Fodnote_73" href="#FNanker_73"><span class="label">[73]</span></a>
Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige Eiendommelighed
ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at Danmark i Udlandet
overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en national dansk
og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som derfor, hvor personlig
hæderlige de end vare, ikke egnede sig til hos Fremmede
at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og tænktes i Kjøbenhavn.
Men til en Fornyelse af det diplomatiske Korps savnedes
ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde været
Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og London
i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_74" id="Fodnote_74" href="#FNanker_74"><span class="label">[74]</span></a>
De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne
førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte
Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles
skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa
aldeles uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at
bemærke, at Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om
de virkelige Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra
tidligere Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde
ofte paalagt ham at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring
Slesvig, fordi Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_75" id="Fodnote_75" href="#FNanker_75"><span class="label">[75]</span></a>
Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg
(den 14de Juli) med <a class="corr" name="rett_37" id="rett_37" title="var: Danebrogsordenens">Dannebrogsordenens</a> Kommandeurkors.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_76" id="Fodnote_76" href="#FNanker_76"><span class="label">[76]</span></a>
Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om, hvorledes
Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om Formiddagen
den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad
Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt
Møde med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i
de allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være
lidet oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt
heftigt Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været
klar og strax derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede
os alle nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og
min ældste Datter (mine andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk)
næste Dag at seile ud til Humlebæk, hvor jeg vilde søge
Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg efterlod Forskrift om ad hurtigste
Vei at sende mig enhver fra Hæren indløbende Efterretning.
Da jeg imidlertid den 26de Juli om Morgenen endnu
ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik syntes at
høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en Vogn for
at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg Underretning
om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med Saarede
og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg
havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene
Vest for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg
under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10
om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af
en Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i Kjøbenhavn
indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt Slag
og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik
jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men
fandt Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg
maatte den Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad.
— Da jeg den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i
Kultusministeriet, mødte den Kontorchef, der skulde referere
nogle Almueskolesager, mig bleg og forstyrret med den i et nys
modtaget Nummer af "Hamburger Correspondent" indeholdte
Efterretning, at Frederiksstad var erobret af Slesvigholstenerne.
Jeg beholdt Fatning nok til at opfordre ham til ikke at skænke
en saadan Kilde Tiltro og gik over til Dagens Gjerning, skjøndt
visselig ikke uden Angst. Endnu den 6te Oktober ved Lykønskningskuren
hos Kongen i Anledning af hans Fødselsdag meddelte
nuværende Admiral Irminger mig, at et kort forud modtaget
Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en Brigade
i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem Frederiksstad
og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel endnu ikke
var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at den
kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid Efterretningen
om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at
der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_77" id="Fodnote_77" href="#FNanker_77"><span class="label">[77]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og
nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet
og Arbeide for Delingstanken, henvises til de som <a href="#TILLAEG_II">Tillæg II</a> aftrykte
Aktstykker.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_78" id="Fodnote_78" href="#FNanker_78"><span class="label">[78]</span></a>
Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog
anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave,
at have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster
selv, med hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen,
gjorde, saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at
det temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets
Form. Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold,
véd jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid
efter Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og
forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte
til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved
Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_79" id="Fodnote_79" href="#FNanker_79"><span class="label">[79]</span></a>
Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og
1000 Rdl.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_80" id="Fodnote_80" href="#FNanker_80"><span class="label">[80]</span></a>
Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen
til Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende,
hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget
at indføre mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_81" id="Fodnote_81" href="#FNanker_81"><span class="label">[81]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Min Faders Tale og "Fædrelandets"
Angreb paa ham i den Anledning findes i det nævnte Blad for
23de November 1863.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_82" id="Fodnote_82" href="#FNanker_82"><span class="label">[82]</span></a>
Destoværre vare disse Drillerier mod Thronfølgeren og denne
gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da
denne var tilstede ved en Høstmaneuvre i Dyrehaven og sammes
Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de
to mod hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed
Carl XV i "Fædrelandet" i Modsætning til vor Thronfølger fremhævedes,
som om han var en prøvet Feltherre, stundom ikke
Frederik VII ubehagelige.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_83" id="Fodnote_83" href="#FNanker_83"><span class="label">[83]</span></a>
Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte
Rygter og af mig offentlig afgivne Erklæringer henvises til
Bladene for det nævnte Tidspunkt.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_84" id="Fodnote_84" href="#FNanker_84"><span class="label">[84]</span></a>
Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken Understøttelse,
for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det Partis Side, der
betegnedes som det nationalliberale, til hvilket jeg ikke af samme
blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_85" id="Fodnote_85" href="#FNanker_85"><span class="label">[85]</span></a>
Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_86" id="Fodnote_86" href="#FNanker_86"><span class="label">[86]</span></a>
Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober
1863 havde givet nogetsomhelst Løfte om at ville respektere et
Danmark til Eideren, og tvertimod hævde, at han paa det Tydeligste
havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en
Antydning om at ville gjøre Tilstanden lige utaalelig for begge
Partier, har jeg naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han
ved Frederik VII's Død gjorde en saare paafaldende Vending og
indtog en anden og langt fjendtligere Holdning end før. — En
kyndig Ven har iøvrigt gjort mig den Bemærkning, at der dog
ved Opfattelsen af Bismarcks Holdning og Ytringer i Oktober
1863 burde tages Hensyn til den Forbitrelse, som den daværende
engelske Gesandt her: Lord A. Paget viste over Protesterne i
November som aldeles stridende mod tidligere Erklæringer. Men
dertil maa svares, dels at Paget udentvivl væsentlig havde sin
Forestilling om, hvad der var sagt i Oktober, fra Hall, dels at
Bismarcks Optræden i November maatte overraske i Sammenligning
med hans tidligere Tone, selv om han slet intet Tilsagn
havde givet.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_87" id="Fodnote_87" href="#FNanker_87"><span class="label">[87]</span></a>
En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i "Dagbladet"
for 2den Februar 1864 — "Hvor er i dette Øieblik Faren
for Danmarks Ret og Selvstændighed?<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span> — viser, at jeg dengang
nærede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag
og Tilsagn, der tilsidst vilde føre til Opgivelsen af alt nationalt
Grundlag for vor Politik.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_88" id="Fodnote_88" href="#FNanker_88"><span class="label">[88]</span></a>
Denne Artikel fremkaldte selvfølgelig forskjellige Modartikler,
deriblandt særlig i "Flyveposten" for 8de og 10de Marts af afdøde
Major Dinesen til Katholm, som jeg imødegik i "Dagbladet"
for den 17de Marts. — Jeg troer ikke ganske at burde forbigaae,
at jeg senere paa en noget særlig Maade kom tilbage til Talen
om det saakaldte Kjøbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland
i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende"
lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige
Fredsommelighed rostes i Modsætning til Kjøbenhavnernes
uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilpræsident
Bluhme og gjorde ham meget indtrængende opmærksom
paa, hvor uheldigt det var at lade Kongen paa denne
Maade tage Parti, især ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere,
og hvor ubillig i sig selv Bebreidelsen var mod Kjøbenhavnerne,
der havde hengivet sig til en ikke unaturlig og af Regjeringen
selv tidligere begunstiget Stemning. Efter en temmelig varm
Debat lovede Bluhme mig en Berigtigelse af Referatet, og den
kom et Par Dage efter.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_89" id="Fodnote_89" href="#FNanker_89"><span class="label">[89]</span></a>
Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennævnte Artikel om
Forpostfægtninger vilde være faldne anderledes, hvis jeg dengang
havde vidst saa meget om Bagladegeværet, som jeg snart
efter lærte.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_90" id="Fodnote_90" href="#FNanker_90"><span class="label">[90]</span></a>
Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet konstitutioneltsindede
eller specifik nationale Officerer, men med den
ubrødeligste Pligttroskab og Æresfølelse.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_91" id="Fodnote_91" href="#FNanker_91"><span class="label">[91]</span></a>
Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det følgende Aar:
"Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (først trykt
i "Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen.
Dengang var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede
Rygter og Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende
for os og hvor farligt for vor Selvstændighed det vilde være,
hvis vor Konge tillige blev Fyrste i en fuldstændig i Tydskland
indlemmet Stat: Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive
for vort Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte
sig, at slige Drømme næredes af Kongen og hans Slægt.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_92" id="Fodnote_92" href="#FNanker_92"><span class="label">[92]</span></a>
Landsthingstidenden for 1866—67 Sp. 4224: "Jeg gaaer ud fra,
at vi, ikke blot fordi vi faae et Fæstningsartilleri, maae have en
Fæstning eller Fæstninger, men at vi maae have en Fæstning,
fordi vi maae have en Hær, og fordi jeg ikke kan tænke mig en
Hær, der ikke har en stærk Vaabenplads."</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_93" id="Fodnote_93" href="#FNanker_93"><span class="label">[93]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Allerede i August 1852 forundtes der
min Fader Tilladelse til at udsætte Begyndelsen af sine Forelæsninger
i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt
sygelig Tilstand af det ene Øie. Et lignende Anfald tvang ham
til i Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide.
Den senere Svækkelse hidrørte fra, at der paa begge Øine udviklede
sig Stær, som man ikke turde gjøre til Gjenstand for
Operation under Hensyn til en ganske vist hævet Nethindebetændelse
paa det ene Øie, der befrygtedes at ville gjenindtræde
ved en Operation og da at ville medføre fuldstændig Blindhed,
medens nu dog en lille Rest af Synet paa det ene Øie var tilbage.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_94" id="Fodnote_94" href="#FNanker_94"><span class="label">[94]</span></a>
Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring
kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om
Strategi og Politik."</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_95" id="Fodnote_95" href="#FNanker_95"><span class="label">[95]</span></a>
"Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min
Piece Plads for nogle Modbemærkninger i dets Nummer for 15de
August ("Endnu nogle Bemærkninger om Neitheorien").</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_96" id="Fodnote_96" href="#FNanker_96"><span class="label">[96]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige
Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved
Kjøbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt
her, er det selvfølgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret
forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser.
I det jeg derfor kun nævner samme her, skal jeg ligeledes blot
nævne den i November f. A. kort før hans Død som Manuskript
i 50 Exemplarer trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af
Høiesteretsdommen den 15de Oktober 1886", der imod hans Villie
blev Gjenstand for offentlig Omtale, idet jeg tilføier, at hans Børn
have ment ikke at burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider
efter hans Død rettede Opfordringer om at offentliggjøre Piecen.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_97" id="Fodnote_97" href="#FNanker_97"><span class="label">[97]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Det bør her endnu nævnes, at min
Fader i 1878 under Mærket: "en Mand af Høire" havde i "Dagbladet"
for 2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om
"Stiftsmidlerne (Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste
fremkaldt ved en mellemliggende Modartikel.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_98" id="Fodnote_98" href="#FNanker_98"><span class="label">[98]</span></a>
I Forbindelse hermed skal jeg endnu nævne en af mig i "Dagbladet"
for 3die Januar 1876 skreven Artikel: "Et Par Ord om
Examenskommissioner<a class="corr" name="rett_38" id="rett_38" title='tilføjet: "'>"</a> af en "Ikke-Theolog" og en Artikel i
"Berlingske Tidende" for 28de Marts 1882 under Navn, betitlet:
"Et Par korte Bemærkninger i Anledning af Forhandlingerne
om Ophævelsen af den philologisk-historiske Embedsexamen".</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_99" id="Fodnote_99" href="#FNanker_99"><span class="label">[99]</span></a>
Den findes, stenografisk gjengiven, trykt i den af Universitetet
besørgede Beretning om Festlighederne.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_100" id="Fodnote_100" href="#FNanker_100"><span class="label">[100]</span></a>
Allerede adskillige Aar tidligere, nemlig i 1858, havde ældre og
yngre Kolleger og Disciple glædet mig og min Familie ved en
Gave af min Buste i Marmor, udført af den ældre Bissen, og
paa 50 Aarsdagen for min Docentvirksomhed i 1876 hædrede
12 ældre og yngre philologiske Disciple, der virkede i forskjellig
Retning, og hvoraf én Nordmand, mig ved Udgivelsen af et
Festskrift, ligesom det da i Kjøbenhavn samlede 1ste nordiske
Philologmøde overleverede mig en Adresse.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_101" id="Fodnote_101" href="#FNanker_101"><span class="label">[101]</span></a></p>
<div class="blockquot">
<p><span class="gesperrt">Kjøbenhavn</span> den 22de Febr. 1880.</p>
<p>Deres Excellence!</p>
<p>Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er
kommen mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at
Deres Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i
Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en
Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner
den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette
Forslag er udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig
dog nødsaget til indstændig at bede Deres Excellence at tage
dette Forslag tilbage, som jeg da haaber, at Ingen derefter vil
optage. De Grunde, der bevæge mig til denne Bøn, skal jeg
i al Korthed tillade mig at antyde, idet jo et rent personligt
Skjøn og en Følelse bestemmer deres afgjørende Vægt for mig.
Allerede de mange Beviser paa Regjeringens Naade og Kollegers
og Medborgeres Velvillie, der i Løbet af forrige Aar bleve
mig til Del, maatte hos mig stundom fremkalde en ængstende
Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige eller øvrige offentlige
Virksomhed havde fortjent dem, og denne Tvivl vilde ligeoverfor
en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede blive
forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok
har jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld,
havt at kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg
Statens Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden
at jeg er vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i
flere Aar efter at min Virkekraft var meget væsentlig svækket
ved mit Syns Svaghed, har jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet
den høieste lovbestemte Pension, men tillige næsten samtidig
havt det Held ved kongelig Udnævnelse til Medlem af
Direktionen for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae
en forholdsmæssig betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken
jeg oppebærer en mindre for et andet lignende, om endog kun
midlertidigt Hverv. Derved ere mine Vilkaar som pensioneret
Embedsmand blevne saa gunstige i Forhold til andre ikke mindre
fortjente Embedsmænds og Videnskabsmænds Indtægter under
deres Embedsvirksomhed eller efter den, at en yderligere Forbedring
af min personlige Stilling fra Statens Side vilde gjøre
Sammenligningen meget trykkende for mig selv, ganske bortset
fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at min Betragtning,
der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes fyldestgjørende
til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og
ikke kan frafalde.</p>
<p>Allerærbødigst<br />
<span class="gesperrt">J. N. Madvig</span>.</p>
</div>
<div class="blockquot">
<p><span class="gesperrt">Kjøbenhavn</span> den 22de Febr. 1880.</p>
<p>Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg
igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender
til Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig
vedkommende Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet,
beder jeg det meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste
Tak for den hædrende Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen
anførte Grunde ikke ser mig istand til at modtage.</p>
<p>Med største Høiagtelse<br />
ærbødigst<br />
<span class="gesperrt">J. N. Madvig</span>.</p>
<p>Til<br />
Formanden for Folkethingets<br />
Finantsudvalg.</p>
</div>
</div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_102" id="Fodnote_102" href="#FNanker_102"><span class="label">[102]</span></a>
Her skal jeg i saa Henseende særlig nævne de af mig under
27de Februar 1855 efter Aftale med Ministeriet udsendte trykte:
"Bemærkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning
nærmest i de lærde Skoler, henstillede til Lærernes Overveielse
af Undervisningsinspektøren", fordi disse Bemærkninger gjentagende
have været gjorte til Gjenstand for Omtale fra andre
Sider. — En senere Opfordring fra Ministeriet (i 1867) til at
udarbeide en egentlig Retskrivningslære, som det skulde paalægges
Skolerne at gjennemføre, mente jeg ikke at kunne efterkomme.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_103" id="Fodnote_103" href="#FNanker_103"><span class="label">[103]</span></a>
Kultusministeriet bestyredes efter min Udtrædelse og indtil min
Afgang fra Undervisningsinspektoratet af P. G. Bang (udnævnt
7de Decb. 1851), Simony (3die Juni 52), Ørsted (29de April
1853), Hall (12te Decb. 1854), Monrad (6te Mai 1859), Borgen (2den
Decb. 1859), atter Monrad (24de Februar 1860), Engelstoft (31te
Decb. 63), Heltzen (11te Juli 1864 ad interim), Bræstrup (7de
April 65 ad interim), Rosenørn-Teilmann (6te Novb. 65), Kierkegaard
(4de Septb. 1867), Aleth Hansen (15de Mai 1868), E. Rosenørn
(23de Septb. 1869), Hall (28de Mai 1870).</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_104" id="Fodnote_104" href="#FNanker_104"><span class="label">[104]</span></a>
Fra denne Periode skal jeg dog blot tillige nævne to Artikler
i "Dagbladet" for 11te og 13de Februar 1855, hvori jeg under
Mærket "j" imødegik fremkomne Ideer om Nedlæggelse af vore
offentlige lærde Skoler.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_105" id="Fodnote_105" href="#FNanker_105"><span class="label">[105]</span></a>
Som bekjendt, har Praxis søgt at raade Bod paa, hvad der ved
de offentlige Skoler tabtes ved de to Klassers Nedlæggelse, gjennem
Oprettelsen af Forberedelsesklasser, ledede og underviste
af Skolernes Lærere og i meget nær Forbindelse med Skolerne.
Privatskolerne nedlagde naturligvis ingen Klasser, men udstrakte
tildels den forberedende Undervisning endnu længere nedad.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_106" id="Fodnote_106" href="#FNanker_106"><span class="label">[106]</span></a>
En til den sidste Periode af min Virksomhed som Undervisningsinspektør
henhørende vigtig Erklæring angaaende Sorø fra 1868
er omtalt ovenfor <a href="#Side_162">Side 162</a>.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_107" id="Fodnote_107" href="#FNanker_107"><span class="label">[107]</span></a>
Se ovenfor <a href="#Side_107">Side 107</a>.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_108" id="Fodnote_108" href="#FNanker_108"><span class="label">[108]</span></a>
Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den forresten
samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae
mig bi ved Oversættelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid
min Tilhører), var betagen af en Forkjærlighed for gammeldags
Udtryk og Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal"
o. s. v.), der beredede mig ikke ringe Besvær med Fjernelsen
og hist og her efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrængte
og noget tunge Stil lettere.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_109" id="Fodnote_109" href="#FNanker_109"><span class="label">[109]</span></a>
I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun anføre, at jeg den
21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle "Bemærkninger
om Forskjellen mellem de hos Grækerne og Romerne
gjældende Bestemmelser og Vedtægter om Slavers Frigivelse
og de Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets
Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk
Samfund leverede et Par Bemærkninger til Livius (om Centumviralretten
m. m., se Udsigten over dets Virksomhed for
1884—1885).</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_110" id="Fodnote_110" href="#FNanker_110"><span class="label">[110]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Til den til Erindring om den afdøde
unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min
Fader var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling:
"mélanges Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter
af græske Digtere hos Athenæus.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_111" id="Fodnote_111" href="#FNanker_111"><span class="label">[111]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Det bør maaske rettest her nævnes,
at min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab
i Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i München, i
1871 af de tilsvarende Selskaber i Gøttingen og St. Petersborg,
i 1876 af det tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske
Instituts "academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant"
han havde været i flere Aar), i 1877 af "academia
dei Lincei<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span> i Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og
i 1885 af det helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_112" id="Fodnote_112" href="#FNanker_112"><span class="label">[112]</span></a>
Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i
Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister,
Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéré <a class="corr" name="rett_39" id="rett_39" title="var: á">à</a> iuste
titre comme doyen des latinistes du monde entier".</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_113" id="Fodnote_113" href="#FNanker_113"><span class="label">[113]</span></a>
Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig
traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874—75 for de fire
danske Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte
Forhandlinger derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg
med det russiske Undervisningsministerium.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_114" id="Fodnote_114" href="#FNanker_114"><span class="label">[114]</span></a>
Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske
Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat
jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske
noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_115" id="Fodnote_115" href="#FNanker_115"><span class="label">[115]</span></a>
Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af
min Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter
ved Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven
udnævnt til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og
til Storkors af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen
(i 1871). — Da jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder
af den preussiske Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse),
var det derimod unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden
at jeg her skal komme ind paa de Betænkeligheder, som jeg
under Hensyn til Tydsklands Forhold overfor Danmark nærede
ved at modtage samme, men som jeg — paa forud underhaanden
sket Forespørgsel — troede at burde tilsidesætte.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_116" id="Fodnote_116" href="#FNanker_116"><span class="label">[116]</span></a>
Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved
Universitetsjubilæet i <a class="corr" name="rett_40" id="rett_40" title="var: Edingburg">Edinburg</a> tilbudne Valg til "Doctor of
laws".</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_117" id="Fodnote_117" href="#FNanker_117"><span class="label">[117]</span></a>
Under Besøget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt
Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket selvfølgelig
beredede mig en stor Glæde, om end blandet med megen
Vemod.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_118" id="Fodnote_118" href="#FNanker_118"><span class="label">[118]</span></a>
Dér havde jeg ogsaa særlig Leilighed til at fortsætte min Samværen
med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit
svage Syn gjorde mig det nødvendigt at have en saadan boende
i min umiddelbare Nærhed for daglig at assistere mig i flere
Timer som Sekretær, — og der samledes jævnlig uden særlig
Indbydelse Venner af mig og mine Børn med os saavel som om
Vinteren Onsdag Aften i min Bolig i Kjøbenhavn.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_119" id="Fodnote_119" href="#FNanker_119"><span class="label">[119]</span></a>
Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidsætte et
Par Træk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig
fra Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes
friske Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning
gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den
nedre Haslidal; pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm
og Banken, der syntes at foregaae indenfor de glatte Klippeflader
paa min høire Haand, og blev et Øieblik noget uhyggelig tilmode,
indtil jeg opdagede, at det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider,
der foregik ved et Veianlæg i det ligeoverfor mod Nord
liggende Bjergpas Brünig, og paa en Gang fik Klarhed over,
hvorledes de oldnordiske Forestillinger om de i Bjergenes Indre
smedende Jætter rimeligvis ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog
jeg mig en heftig Forkølelse ved hed og træt at lægge mig til
at sove i det eneste Værelse i Hotellet, der kunde indrømmes
mig, men hvor Gulvet lige iforveien var vasket. Forkølelsen
blev efter den umiddelbart paafølgende Vandring over "Grosser
Scheideck" i Grindelwald og efter Besøget af den nederste Del
af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen Haand kurerede
ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for Fragtmænd
og Bjergførere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig Slurk
Vin for at falde i Søvn. Næste Dag var jeg istand til med en
Fører at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad
Bjergstier, der unegtelig saae noget betænkelige ud for en Mand,
der aldrig havde været Rytter eller havt Talent i den Retning,
og som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget
en Hest.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_120" id="Fodnote_120" href="#FNanker_120"><span class="label">[120]</span></a>
Jfr. <a href="#Side_43">Side 43</a>.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_121" id="Fodnote_121" href="#FNanker_121"><span class="label">[121]</span></a>
Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf
sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt
ham imøde fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans
første Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse,
som denne førte med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning
spurgte, om Egnen var saa usikker, at han ikke turde kjøre det
korte Stykke, vel noget over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede
han, at Egnen vel i Almindelighed ikke var usikker, men
at han imellem disse Mennesker, der vidste, at han i Rom havde
hentet Penge til Betalingen, ansaae det for sikrest at have et
godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien til Rom traf jeg i en
stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen med det vildeste
Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer, nogensinde har befundet
mig, nemlig en Mængde aldeles berusede, skrigende og bandende
hvervede Rekruter af forskjellige Nationer: Franskmænd, ogsaa
tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der under nogle gamle
Underofficerer førtes til det pavelige Zuavecorps. Imellem Rekruterne
havde forvildet sig en stakkels Tyrk, der efter Krimkrigen
var kommen til Paris og nu vendte tilbage til sit Hjem;
under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner nedslugte han
halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne bød
ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en
melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_122" id="Fodnote_122" href="#FNanker_122"><span class="label">[122]</span></a>
Som Lærer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en
uægte Søn af en ældre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog
ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte
Undervisningen med en særlig overfor mig overmaade snurrig
Undersøgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige
grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen
af, hvad en Artikel var, osv.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_123" id="Fodnote_123" href="#FNanker_123"><span class="label">[123]</span></a>
Anmærkninger af Udgiveren:</p>
<p>1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det
sidste Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af
ham ikke ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand
i vore offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske
Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober
1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for
7de December 1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet"
for 5te December 1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor
Lassens Artikler kort forud i "Dagbladet" om Lægmænds
Deltagelse i Strafferetspleien, "1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877"
i "Dagbladet" for 30te Juni 1877 til Anbefaling af Oprettelsen
af Monumentet for Niels Juel (— min Fader var Formand for den
Komité, der havde dannet sig i dette Øiemed, og holdt Talen
ved Monumentets Afsløring den 21de September 1881, se Bladene
for samme Dag —) og "Om det paatænkte Monument for Maleren
Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880.
Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for
1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige Nekrologer
over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.</p>
<p>2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser
med min Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil
da, som jeg ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende
Udtalelser om ham selv fra den Tid, der synes mig ikke at
savne al Interesse, idet de, skjøndt over 40 Aar gamle, ganske
vise den samme Grundanskuelse som hans seneste Meddelelser:
"Hans (ɔ: min Faders) Fremstilling vil altid synes at savne Fylde,
Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil søge at reducere de omkring
Punktet ubestemt oscillerende og flerformige Tankebevægelser
og Tankeudtryk til den muligst korte og stringente Formel.
Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i det Ringeste
selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed gjennem
Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor
i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser
og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse
i givne Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor
virkeligt, til det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har
havt at forsone og bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger
hænger stærkt sammen med det nordiske Hjem og deler
de romantiske og moderne Interesser, og som paa den anden
Side tidlig havde hengivet sig til den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen
for den nyere Tid. I hans Sysselsættelse med
Oldtiden kunde der, efterhaanden som Forholdene klarede sig
for ham, ikke være Tale om en paa særlig Congenialitet beroende
Hvile og Nydelse i Oldtiden — med en Opfattelse af samme
som den <em>bedste</em> Tid i den Betydning, hvori gammeldags Philologer
toge dette, eller som det forstaaes af Philosopher, der lade
de af dem selv opstillede, men med den haardnakkede Nutid i
Strid værende Idealer boe i den ingen haandgribelig Modstand
gjørende Oldtid —, men meget mere om en klar streng videnskabelig
Methode i Behandlingen af Grundlaget for al Oldtidskundskab,
nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og
Exegese."</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_124" id="Fodnote_124" href="#FNanker_124"><span class="label">[124]</span></a>
Se Talen ovenfor <a href="#Side_289">Side 289</a> til 292.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_125" id="Fodnote_125" href="#FNanker_125"><span class="label">[125]</span></a>
Med Bestemthed véd jeg, at Hertugen af Holsten-Glücksburg, vor
nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre Vanskeligheder
ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de Karaktertræk,
der allerede da fremtraadte hos Prindsen.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_126" id="Fodnote_126" href="#FNanker_126"><span class="label">[126]</span></a>
For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at forklare
Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der
som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget
ved Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig,
hvor uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne
Scene. Men hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om
Frederik VII's Regjering S. 259—261 aftrykte Brev fra Frederik VII
til Kong Oskar, i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige
Deltagelse i den første Indrykning i Slesvig i April 1848,
Fægtningen ved Bou og Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev
maatte en dansk Officer reise til en fremmed Monark, som naturligvis
havde fuld Kundskab om det virkelige Forhold. Ved
et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle Bønder, imellem hvilke
befandt sig den oplyste og hæderlige forhenværende Stænderdeputerede
og Rigsdagmand Ole Kirk, om Grundlovens Tilblivelse, at han
som Kronprinds, da hans Fader tænkte paa at give en Forfatning,
men naturligvis af de gamle Ministre modtog ubrugelige
Forslag, havde udbedt sig selv Tilladelse til at levere et Udkast;
dette var af hans Fader blevet henlagt, men af ham selv efter
Thronbestigelsen fremdraget fra dets Gjemme og forelagt den
grundlovgivende Rigsforsamling.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_127" id="Fodnote_127" href="#FNanker_127"><span class="label">[127]</span></a>
At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig
Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel
grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende
til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en
uheldig Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd
af den paalideligste Art.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_128" id="Fodnote_128" href="#FNanker_128"><span class="label">[128]</span></a>
Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden
et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for
Lyset, hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding
grundede Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands
Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_129" id="Fodnote_129" href="#FNanker_129"><span class="label">[129]</span></a>
Disse Breve ville efter fornødent Gjennemsyn blive afgivne til en af vore
offentlige Samlinger.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_130" id="Fodnote_130" href="#FNanker_130"><span class="label">[130]</span></a>
For at [hans] Stilling kunde forblive uafhængig, maatte han ikke
være Medlem af de særlige Regjeringer i Slesvig og Holsten,
men staae over dem begge.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_131" id="Fodnote_131" href="#FNanker_131"><span class="label">[131]</span></a>
Feilskrift for Hans. Udgiveren.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_132" id="Fodnote_132" href="#FNanker_132"><span class="label">[132]</span></a>
En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_133" id="Fodnote_133" href="#FNanker_133"><span class="label">[133]</span></a>
Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i Clausens
Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_134" id="Fodnote_134" href="#FNanker_134"><span class="label">[134]</span></a>
Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.</p></div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_135" id="Fodnote_135" href="#FNanker_135"><span class="label">[135]</span></a>
Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om Notabelprojektet
(Projektet om "de agtbare Mænd").</p>
<p><span class="gesperrt">Udgiveren</span>.</p>
</div>
<div class="footnote"><p><a name="Fodnote_136" id="Fodnote_136" href="#FNanker_136"><span class="label">[136]</span></a>
Tilføiet Randbemærkning: Skjøndt jeg vil være en af de sidste
til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.</p></div>
</div>
<div class="trnote">
<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
<ul>
<li><a href="#rett_1">s. 13</a>: Baadeeiere, især paa Øst[-] og Nordsiden af Landet, forbandt</li>
<li><a href="#rett_2">s. 14</a>: dannede, især naar de gavmildt[gavnmildt] understøttede nære</li>
<li><a href="#rett_3">s. 15</a>: freidigere Væsen ingenlunde ivrig, skjøndt[skøndt] Rønne</li>
<li><a href="#rett_4">s. 21</a>: Gouverneuren[Gouvernøren]. Da han imidlertid, efter at være gjort opmærksom</li>
<li><a href="#rett_5">s. 23</a>: aldrig Vest[-] eller Nordvestlandet, hverken Rønne, Hammershus</li>
<li><a href="#rett_6">s. 54</a>: Sømandslogis i en Kjælder i Lille[lille] Torvegade paa Kristianshavn,</li>
<li><a href="#rett_7">s. 74</a>: dog ikke udelukkende, i det philosophiske Fakultet[Falkultet] (der</li>
<li><a href="#rett_8">s. 84</a>: Karakteren Laudabilis[Landabilis] unanimi consensu, den ved</li>
<li><a href="#rett_9">s. 91</a>: det i 1832 ved R. Rasks[Rask's] Død ledigblevne Embede som</li>
<li><a href="#rett_10">s. 97</a>: Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligere Leiligheder[Lejligheder].[34]</li>
<li><a href="#rett_11">s. 103</a>: indtil da udkomne[udkomme] Programmer i en Samling under</li>
<li><a href="#rett_12">s. 110</a>: først[forst] i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige </li>
<li><a href="#rett_13">s. 121</a>: det i flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks[Bibliothets]</li>
<li><a href="#rett_14">s. 155</a>: af Ministeriet, at Finantsloven[Finansloven] skulde behandles i forenet</li>
<li><a href="#rett_15">s. 156</a>: sluttede Rigsdagsforsamling" og de dertil[der til] sig sluttende</li>
<li><a href="#rett_16">s. 169</a>: Sanktion af Statslovgivningen. Jeg[Ieg] maatte derfor uden</li>
<li><a href="#rett_17">s. 175</a>: om Tillisch's, Regensburgs[Regenburgs] og min samvittighedsfulde</li>
<li><a href="#rett_18">s. 190</a>: svigtede da. De efter Fredspræliminarierne[Fredspræliminærerne] og Vaabenstilstanden</li>
<li><a href="#rett_19">s. 203</a>: Videnskabelig, Universitets-[Universitetets-] og</li>
<li><a href="#rett_20">s. 206</a>: og resultatløse Forhandling om det af mig forelagte Theaterlovforslag[Theatorlovforslag].</li>
<li><a href="#rett_21">s. 230</a>: Bestemmelser om begge Things Delagtighed i Finantslovens[Finanslovens]</li>
<li><a href="#rett_22">s. 232</a>: Blade, og jeg havde ogsaa i andre Retninger havt rig Leilighed[Lejlighed]</li>
<li><a href="#rett_23">s. 240</a>: Tilfredshed overtog jeg kort efter min Indtrædelse i Konsistorium[Konstorium]</li>
<li><a href="#rett_24">s. 263</a>: og med Fjernelse af al vilkaarlig[virkaarlig] Konstruktion. Men</li>
<li><a href="#rett_25">s. 268</a>: Foretagenders Understøttelse og Fremme har jeg i Forening[Froening]</li>
<li><a href="#rett_26">s. 275</a>: min i Barndommen vakte og under mine philologiske[plilologiske]</li>
<li><a href="#rett_27">s. 281</a>: August holdt et i det Letterstedtske[Letterstedske] Tidsskrift efter Hukommelsen</li>
<li><a href="#rett_28">s. 283</a>: 1. Om Kong[kong] Frederik VII.</li>
<li><a href="#rett_29">s. 300</a>: Øieblik fortrudt sin Gave? Har[har] han aldrig noget Øieblik</li>
<li><a href="#rett_30">s. 315</a>: paastaae, at[af] Rendsborgs Soldater og Borgere i deres Tid</li>
<li><a href="#rett_31">s. 336</a>: Prindsstatholder[Prindstatholder] (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en</li>
<li><a href="#rett_32">s. 348</a>: Ytringer fra Pechlin og Reedtz[Reedz] om deres og Meyendorffs</li>
<li><a href="#rett_33">s. 359</a>: at de to Dele i Sager angaaende baade den indenlandske[indenlandke]</li>
<li><a href="#rett_34">s. 371</a>: Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold[Tordensskjold]) og ved et Par</li>
<li><a href="#rett_35">s. 371</a>: Zumpt og[und] Madvig, "den wir uns erlauben bei dieser Gelegenheit</li>
<li><a href="#rett_36">s. 371</a>: er i mine "kleine philologische[plilologische] Schriften" S. 285 ff. føiet</li>
<li><a href="#rett_37">s. 371</a>: (den 14de Juli) med Dannebrogsordenens[Danebrogsordenens] Kommandeurkors.</li>
<li><a href="#rett_38">s. 371</a>: Examenskommissioner["] af en "Ikke-Theolog" og en Artikel i</li>
<li><a href="#rett_39">s. 371</a>: Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéré à[á] iuste</li>
<li><a href="#rett_40">s. 371</a>: Universitetsjubilæet i Edinburg[Edingburg] tilbudne Valg til "Doctor of</li>
</ul>
</div>
<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44967 ***</div>
</body>
</html>
|
