diff options
Diffstat (limited to 'old/44275-h')
| -rw-r--r-- | old/44275-h/44275-h.htm | 12185 | ||||
| -rw-r--r-- | old/44275-h/images/cover.jpg | bin | 0 -> 28206 bytes |
2 files changed, 12185 insertions, 0 deletions
diff --git a/old/44275-h/44275-h.htm b/old/44275-h/44275-h.htm new file mode 100644 index 0000000..34467f2 --- /dev/null +++ b/old/44275-h/44275-h.htm @@ -0,0 +1,12185 @@ +<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN" + "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd"> +<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da"> + <head> + <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" /> + <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" /> + <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" /> + <title>Fru Marie Grubbe, by J. P. Jacobsen; an eBook from Project Gutenberg</title> + <style type="text/css"> + /* <![CDATA[ */ +h1, h2, h3, h4, h5, h6 { + text-align: center; + clear: both; +} +h1, h2, body h2 { + page-break-before: always; + padding-top: 2em; +} +h1 { + text-transform: uppercase; + padding-bottom: 2em; +} +.trnote h2, .footnotes h2 { + padding-top: .4em; +} + +p { + text-align: justify; + margin: 0 auto; + text-indent: 1em; +} +p.noindent, p.center { text-indent: 0; } +p.invindent { text-indent: -1em; padding-left: 1em; } + +hr { + width: 33%; + margin: .5em auto; + clear: both; +} + +table { margin: .5em auto; border-collapse: collapse; } +td { vertical-align: top; } +ol, ul { margin-left: 0; padding-left: 0; } +li { list-style-type: none; padding-left: 1em; text-indent: -1em; } + +.pagenum { + /*visibility: hidden;*/ + color: #999; + position: absolute; + left: 92%; + font-size: smaller; + text-align: right; + font-style: normal; + font-variant: normal; + font-weight: normal; + text-transform: none; + text-decoration: none; + letter-spacing: normal; + text-indent: 0; +} /* page numbers */ +a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); } + +.center { text-align: center; } +.bold { font-weight: bold; } +.smaller { font-size: 85%; } +.larger { font-size: 115%; } +.huge { font-size: 180%; } + +/* Footnotes */ +.footnotes { border: 1px dashed; margin-top: 4em; padding-bottom: 1em; } +.footnote { margin: auto 10% .2em; font-size: .9em; } +.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; } +.footnote a { text-decoration: none; } + +.fnanchor { + vertical-align: top; + font-size: 70%; + text-decoration: none; + white-space: nowrap; +} + +/* Poetry */ +.poem { text-align: left; margin-left: 1.5em; } +.poem br { display: none; } +.poem .stanza { padding: .5em 0em; } +.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; } + +/***/ + +.front { + padding-top: 2em; + margin-bottom: 2em; +} +.front p { + text-align: center; + margin-top: .75em; + margin-bottom: 1.5em; + text-indent: 0; +} + +.trnote { + font-family: sans-serif; + font-size: 90%; + background-color: #ccc; + color: #000; + border: black 1px dotted; + margin-top: 1em; + padding: 1em; + page-break-before: always; +} +.trnote ul li { list-style-type: none; } +.toc td { text-align: center; + font-family: serif; + font-weight: bold; + font-size: 110%; + padding-bottom: .1em; +} + +hr.partbreak { width: 65%; margin-left: 17%; } +hr.chapbreak { width: 45%; margin-left: 27%; } +hr.tb { width: 25%; margin-left: 37%; } +hr.partbreak, hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; visibility: hidden; } +hr.partbreak { page-break-after: always; } + +a.corr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ } +.r1 { text-align: right; padding-right: 1em; } + +/* Screen-dependent settings */ +table.toc { width: 100%; } +.r2 { text-align: right; padding-right: 1em; } +.blockquot { margin: 1em 0 1em 8%; padding-bottom: 1.5em; } + +@media screen { /* on computer screen only */ + body { margin: auto 10%; } + p { margin: .75em auto; text-indent: 0; } + .front { padding-top: 0; } + .blockquot { padding-bottom: 3em; } + p.invindent + { text-indent: 1em; padding-left: 0; } + + hr { margin: 2em auto; } + hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.tb + { margin-left: auto; visibility: visible; } + + em { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em; + font-style: normal; font-weight: normal; + font-variant: normal; text-decoration: none; } + .spaced { letter-spacing: .4em; } + + .poem { display: inline-block; margin: auto 10%; } + .centerblock + { display: inline-block; text-align: center; } + + .r2 { padding-right: 2em; } + + .trnote { margin: 2em 15%; } + + table.toc { width: auto; margin: 0 auto; } + .toc td { padding: .1em 1em; } + .toc .makewide:before, .toc .makewide:after + { content: "\b7"; } +} + + /* ]]> */ + </style> + </head> +<body> + + +<pre> + +The Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + + +Title: Fru Marie Grubbe + Interieurer fra det syttende Aarhundrede + +Author: Jens Peter Jacobsen + +Release Date: November 24, 2013 [EBook #44275] + +Language: Danish + +Character set encoding: ISO-8859-1 + +*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE *** + + + + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + + + + + +</pre> + + + +<h1>Fru Marie Grubbe</h1> + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2> +<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning +er for øvrigt bevaret. +En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret +sidst i bogen.</p> + +<h3 class="center">Indhold</h3> +<table class="toc" summary="Indholdsfortegnelse"> +<tr><td><a href="#KAPITEL_I" class="makewide">I</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_II" class="makewide">II</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_III" class="makewide">III</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_IV" class="makewide">IV</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_V" class="makewide">V</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_VI" class="makewide">VI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_VII" class="makewide">VII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_VIII" class="makewide">VIII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_IX" class="makewide">IX</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_X" class="makewide">X</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_XI" class="makewide">XI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XII" class="makewide">XII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XIII" class="makewide">XIII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XIV" class="makewide">XIV</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XV" class="makewide">XV</a></td></tr> +<tr><td><a href="#KAPITEL_XVI" class="makewide">XVI</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XVII" class="makewide">XVII</a></td> +<td><a href="#KAPITEL_XVIII" class="makewide">XVIII</a></td></tr> +</table> +</div> + +<hr class="partbreak" /> + + + +<div class="front"> +<p class="huge">FRU MARIE GRUBBE.</p> + +<p>INTERIEURER FRA DET SYTTENDE<br /> +AARHUNDREDE.</p> + +<p class="smaller">AF</p> + +<p class="bold larger">J. P. JACOBSEN.</p> + +<p class="smaller">ANDET OPLAG.</p> + +<p>KJØBENHAVN.<br /> +<span class="smaller">GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).<br /> +GRÆBES BOGTRYKKERI.<br /> +1877.</span></p> +</div> + +<hr class="partbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_I" id="KAPITEL_I"></a>I.</h2> + + +<p>Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, +havde vugget sig frem over den brune Hede og +de tørstige Marker; den var bleven baget af Solen +og støvet af Vejene, men nu var den renset af +det tætte Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, +og Duften af Lindens gule <span class="sic" title="[sic]">Bloster</span> havde gjort +den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og +blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, +kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule +Sommerfugles flimrende Vingeslag.</p> + +<p>De Menneskelæber, som aandede denne Luft, +vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, +var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden +var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var +en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt +var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der +halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, +mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om +Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen +som en lille Munkehætte. Ellers var der intet +Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren +Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span> +med korte og vide, opskaarne Ærmer; +ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, +hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet +og højrøde Sløjfer paa Skoene.</p> + +<p>Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med +foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt +gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem; +hun gik i Bugter; snart var hun ved at +støde imod et Træ paa den ene Side, snart var +hun ved at komme ud mellem Træerne paa den +anden Side. En Gang imellem standsede hun, +rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset. +Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt +en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger +under Øjnene mindre synlige; de røde Læber +blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten +sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, +svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe +og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske +smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ... +Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa +Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring +hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede +og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt +til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne +paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket +opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt +med sin Svingen.</p> + +<p>Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin +ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span> +Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae lige +ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt +sig tæt ind til Foden af de klippede Buksbomhække. +Det skar i Øjnene, selv Hækken stod og gnistrede +Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink. +Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, +frem og tilbage, om tørstige Balsaminer, Boboreller, +Gyldenlakker og Nelliker, der stod og stak Hovederne +sammen ligesom Faar paa aaben Mark. +Ærterne og Bønnerne henne ved Lavendelrækken +vare ved at falde fra Stængerne af Varme, Morgenfruerne +havde opgivet det Hele og stod og saae +Solen lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde +kastet deres store, røde Blomsterblade og stod i +de bare Stilke.</p> + +<p>Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, +løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved, +som man løber over en Gaard i Regnvejr. Hun +styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, +smuttede om bagved dem og gik saa ind i den +store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers +Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de +flettet sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, +og det runde Hul i Midten havde de gitret til med +Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske +Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede +godt, men til den ene Side var de slaaet +fejl, og Humlen, der var plantet efter med, havde +forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at +lukke for Hullet.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span> +For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede +Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og +et Bord; Pladen til Bordet var af Sten: stor og +oval havde den været, men det Meste af den laa +paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa +løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det +satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken, +lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. +Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der +kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang +imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:</p> + +<p>«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den +forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens +Fødder, men han støder hende bort; nys har han +revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han +den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft +strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger +paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem +det kolde Nattepust og hendes varme, hvide +Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager +hende ud og laaser Døren efter hende. Og hun +trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte +Dør og hulker og hører ham gaa blødt inde paa +Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer +Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som +en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og +hun lister sig bort og gaar ned ad den mørke +Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører +ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine +nøgne Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span> +hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det +skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned +paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes +Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, +og hun træder med de skære Fødder i det bløde, +kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under +Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende +og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen +Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! +— der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, +alle de Nødder, der var paa Viborg Marked +... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine +Tænder ... Nej! Bruhnhylde! — den vilde Hest +sprænger afsted ... Bruhnhylde og Grimmild — +Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender +sig og gaar bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde +frem, og en lav, sort Karl med svære, lange +Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes +Bælte og rykker det over, og han smøger hendes +Kittel og hendes Underkjortel af hende, og med +sine sorte Næver stryger han Guldringene af de +hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun +og laadden Karl lægger sin haarede Arm om hendes +Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder +han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes +lange, sorte Lokker om sin Haand og trækker +bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet +Krop, og den Store lægger sine svedige +Haandflader paa hendes nøgne Ryg og skubber +hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span> +Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv +paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om +hendes Ankler ...»</p> + +<p>Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, +hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere +fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste +sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.</p> + +<p>Myggene dansede henne for Aabningen mellem +Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven +stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd og +imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, +tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende hen over +hendes Haand og fik hende til at springe op fra +Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte +efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun +kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede +af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo +ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet +fuldt. Hun bar dem ind i Løvstuen og satte sig +ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet +og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, +og snart var Stenen skjult under et blegrødt, +duftende Svær.</p> + +<p>Den sidste Rose var tagen, hun glattede +Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de +grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens +Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med +Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret.</p> + +<p>Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær +og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span> +blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til +et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om +det drev i Luften —. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, +yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men +i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og +Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer +og spredt i Huden ... og saa den tunge, søde +Duft, den drivende Em af <em>den</em> røde Nektar, som +koger i Blomsterets Bund.</p> + +<p>Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde +de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. +Hun vred dem rundt i Roserne, der med +løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun +op og fejede med eet Strøg Alt det bort, der var +paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine +Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt +gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte +saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen. Paa +den var der kort før Indkjørslen til Gaarden et +Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde +ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken +med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.</p> + +<p>Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk +paa Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt +op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til Bryggerset +stod aaben; hun smuttede derned og slog +Døren i efter sig.</p> + +<p>Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter +af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span></p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen +var falden og havde gjort Ende paa Høkjørslen. +Gaardens Piger var i Stalden og malkede; +Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; +Hovbønderne stode i Flok uden Porten +og ventede paa at blive ringet til Nadvre.</p> + +<p>I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae +ud over Gaardspladsen: langsomt og een for een +kom Hestene helt fri for Seler og Grime udad +Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i +Gaarden stod en Dreng med rød Hue ved en af +Bindestenene og satte nye Tænder i sin Rive, og +henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat +mellem Træhesten og den store Slibesten.</p> + +<p>Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere +frem i Stalddørene, saae sig om og trak sig fløjtende +eller trallende tilbage; en Pige med fyldt +Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over +Gaarden, og Hovbønderne begyndte at trække sig +inden Porten som for at skynde paa Nadverklokken. +Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og +Raslen med Spande, Fade og Brikker, saa blev +der taget et Par stærke Tag i Klokken, og den +rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart +døde hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, +der skurede mod Fældingen. Saa var Gaarden +tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud +ad Porten.</p> + +<p>Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig<span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span> +betænksomt ned. Det var i Vinterstuen han sad. +De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til +Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten +aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt +tofags Værelse med højt Brystpanel af mørkt +Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af +hollandske Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide +i Bunden og malede med store, blaa Roser. Kaminen +var sat med brændte Mursten, en Dragkiste +var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække +naar der blev gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord +med to store, halvrunde Klapper, der +næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole +med Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, +grønmalet Skab, der hang højt oppe paa Væggen, +andet var der ikke derinde.</p> + +<p>Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, +kommer hans Husholderske, Ane Jensdatter, ind +med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm +Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, +selv sætter hun sig ved Bordet og Lyset foran +sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men +sidder og drejer den rundt med sin store, røde +Haand, der glimter af mange Ringe og store Stene.</p> + +<p>«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun +satte sig.</p> + +<p>«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae +hen paa hende.</p> + +<p>«Aa, En kan da nok give sig, naar En har +støjet om til En hverken aarker eller sanser!»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span> +«Ja! — travle Tider! — Folk faar de Sommerdage +rende den Varme op, de om Vinteren skal +sidde i.»</p> + +<p>«Ja! — I snakker! — der er Maade med +Alting, men Hyvl i Grob og Hamler i Gras det +er en lied Kongkyren<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" title="Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu." class="fnanchor">[1]</a>. Jenne er En om Alting; +de indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder +og Byssens Nyt, det kan de nok kom' +igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa +gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der +kommer te ed, de æ misæl A. Wulborg æ syg +aa Stine aa Buel, de Malosier<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" title="Malosie = stort, klodset Fruentimmer." class="fnanchor">[2]</a>, de staar og bødler +te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En +ku' da osse ha' nøj Hjælp a' Mari naar I vild' +tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov te' +aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»</p> + +<p>«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr +og Aande og fra Landsens Maal tillige. Klag +ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du +havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende +lempelig op og viist hende ret Haandelag paa Alting, +saa havde du nu havt Gavn af hende; men +du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun +blev trodsig, I var jo ved at splitte hinanden levende +ad. Det er saamænd mere end Tak værd, +at det blev forbi.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span> +«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa +nærmest til det; men værger I Jeres, saa værger +A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller +hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i +Mari end hun kan komme gjennem Verden med. +Men det fik nu være den Fejler det er, men hun +er ond — ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig +kan hun lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun +ligger over hende med Pluk og Nap og lede Ord +saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske +det aldrig var bleven til og det maatte A og, og +A ønsker det, saa travrig som det er. Aa! Gud +inderlig se i Naade til os! I er ikke ens Fader +for de to Børn; men det forstaar sig, det er som +ret er, Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene +i tredje, ja i fjerde Led, og Moderens Synd +ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge, — +jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, +en Horeunge baade for Gud og Mennesker! — +men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer, +maatte I, — ja, det siger A om I saa lægger +Haand paa mig for det, som den Mikkelsdagsaften +for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi +maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, +at det er undfangen udi Synd, og I lader hende +formærke det, baade I og Mari lader hende og +mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I +hende det mærke ...»</p> + +<p>Erik Grubbe sprang op og trampede haardt +i Gulvet.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span> +«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset +Kvind? — du er drukken er du, ind og +læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden +væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, +galsindede Kvind! — nej, ikke et Ord til! — +Marie skal bort, hun skal herfra den Dag imorgen, +— Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»</p> + +<p>Ane hulkede højt.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! — +en Verdens Skam! — lægge mig ud for Drik! — +har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til hinanden +og al den Tid der forved gaaet i Stegers +med en ruset Pande? har I hørt mig snakke over +mig? hvor er den Plet, I har seet mig ligge mendrukken? +Det er den Tak, En faar! Sove min +Rus væk! — ja, give til Gud A maatte sove hen, +give til Gud A maatte synke død ned for Jer, +som I bær Spot og Spe ind paa mig ...»</p> + +<p>Hundene glammede op derude i Gaarden, og +der lød Hovslag under Vinduerne.</p> + +<p>Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe +aabnede Vinduet og spurgte hvem det var.</p> + +<p>«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af +Husets Karle.</p> + +<p>«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» +og dermed blev Vinduet lukket.</p> + +<p>Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede +med Haanden for de rødgrædte Øjne.</p> + +<p>Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab +fra Stiftsbefalingsmand Christian Skeel til<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span> +Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag +havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret +under første Juni; af den Grund var det nødvendigt +at han for flere Aarsagers Skyld tog til Aars +og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor +spørge, om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt +Omstændighederne vilde Vejen gjøre, de kunde da +i alt Fald faa endt den Sag, de havde sammen +med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn +saa vidste Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe +didhen havde mere Ærinde end nok var. I alle +Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad +fire Slæt over Middag.</p> + +<p>Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være +rede til Rejsen.</p> + +<p>Med den Besked red saa Budet hjem.</p> + +<p>Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad +der skulde gjøres medens han var borte, og det +blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse med +til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et +Aarstid eller to.</p> + +<p>Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem +begge roligere, men den gamle Tvist var nærved +at flamme op igjen, da de kom til at tale om, +hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder +Marie skulde føre med; det blev dog afgjort i +Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig tidligt, +da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen +blev gjort saa lang som muligt var.</p> + +<p>Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span> +Denne Gang var det dog ikke andre end +Sognepræsten for Tjele og Vinge, Hr. Jens Jensen +Paludan.</p> + +<p>Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte +han ind.</p> + +<p>Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand +med lange Lemmer og ludende Hoved; rundrygget +var han ogsaa, og hans Haar var stort som en +Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt +havde en underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød +Farve, der ikke passede godt til de grove, +knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.</p> + +<p>Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte +ham, hvorledes det gik med hans Høbjergning. +Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens +vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over +det forgangne Aars daarlige Kornavl.</p> + +<p>Præsten sad og skelede paaskjøns over til +Stoben og sagde saa: «Velbyrdighed altid synderlig +maadeholden! holder sig altid til naturlig +Drikke. — Det er og det sundeste! nysmalket +Mælk er en Himmerigs velsignet Ting, det er det, +baade for ond Mave og æng Bryst.»</p> + +<p>«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten +de malkes eller tappes os til. — I faar nu sætte +Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen +fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god +og tysk endda jeg ikke kan skjønne at Tolderen +har mærket hende.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span> +Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og +siret med Sølvringe blev sat frem.</p> + +<p>Saa drak de hinanden til.</p> + +<p><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» +udbrød Præsten med en Stemme, der skjalv af +Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde sig +tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.</p> + +<p>«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik +Grubbe.</p> + +<p>«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide +Intet,» mumlede Præsten aandsfraværende, «ellers +tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet Røst, +«om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg +har ladet mig fortælle om de Heydenkampers Bryghus. +— Det var en Frimestere, der fortalte mig +det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg +rejste med Junker Jørgen. — Se! han sagde, at +de begyndte altid deres Brygning en Fredag Nat, +men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til +Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og +lægge sine Hænder paa den store Vægt og sværge +ved Ild og Blod og Vand, at han ingen hadske +og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde +gjøre Øllet Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag +Morgen naar Kirkeklokkerne begyndte at gaa, saa +slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for +at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste +det blev gjort naar Øllet var sat hen for +at gjæres, saa kom Mesteren selv med en prægtig +Lade, deden op han drog baade svære Guldringe<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span> +og Kjæder og kostelige Stene, som der var sære +Tegn paa, og det blev tilhobe lagt ned i Øllet, +og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme +maa give Drikken Lod og Andel i de hemmelige +Krafter, der er i dem fra Naturen af.»</p> + +<p>«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» +mente Erik Grubbe, «jeg har nu mere Tro til den +Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter +til.»</p> + +<p>«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa +Hovedet, «det maa vi ikke sige, der er meget +Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok. +Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum +i sig, det er kuns om at gjøre at have +Taalmod til at søge og opladte Øjne til at finde, +— ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange +Tider siden at Gud Herren havde taget sine Hænder +af Jorden, da var hver en Ting saa bespændt +med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom +og alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig +hverken er fin eller ny længer og vanhelliget +af mangfoldige Slægters Synder, nu er det kuns +ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, +til visse Timer og paa visse Steder, naar +mærkelige Himmeltegn er oppe; det sagde jeg +nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om +det gruelig flammendes Skjær, der i de sidste Nætter +har været at se den halve Himmel rundt. — +Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi +os — herop til, jeg tror?»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span> +«Det var saa, Hr. Jens.»</p> + +<p>«Han red vel intet med Andet end som godt +var?»</p> + +<p>«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»</p> + +<p>«Herre Jesus, nej da! — ja, ja, en Gang +maatte det jo komme.»</p> + +<p>«Ja, men har de biet saa længe, skulde de +biet til Folk havde deres Avl inde.»</p> + +<p>«Det er de Skaaninger, der har drevet det +frem, sagtens; de formærker endnu den sure Svie +af sidste Krig og venter at komme efter den søde +Kløe i denne.»</p> + +<p>«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne +vil altid Krig, de veed jo vel, at dem +gaar den immer udenom, — ja, det er gode Tider +for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere +galne tilhobe ...»</p> + +<p>«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig +til det.»</p> + +<p>«Ja, Fanden tro det! — kan jo dog nok +være, men det kjendes kun lidtagtig at prædike +Rolighed i en Myretue, — naa, Krig har vi, og +nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er +nok at tage sig til i alle Maader.»</p> + +<p>Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse +og gik nu en Tid om de slette Veje, vendte tilbage +til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring og +gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde +forsømt Kanden, Øllet var steget dem svært til +Hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span> +Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde +ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, +hver Gang en ny Pudserlighed randt ham i Minde.</p> + +<p>Præsten blev jo længer jo alvorligere; han +laa sammensunken ned i Stolen, men en Gang +imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud +for sig og bevægede Læberne som om han talte; +gestikulerede derhos med den ene Haand, ivrigere +og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet; +saa faldt han sammen igjen med et forskrækket +Blik over paa Erik Grubbe. Endelig da denne +var kjørt aldeles fast i Skildringen af en over al +Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst +op og tog paa at tale med en dump, højtidelig +Røst.</p> + +<p>«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal +vidne med min Mund — med min Mund — at I +er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand — +det var Jer bedre, I blev kastet i Havet — sandelig! +med en Møllesten og to Tønder Malt, — +to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner +jeg højtideligen og med min Mund, — to topfulde +Tønder Malt i mine egne nye Sække, — for det +var ikke mine Sække, — aldrig i Evighedens Rige, +— det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, +dem beholdt I — og det <em>var</em> bedærvet Malt, — +sandelig! se Ødelæggelsens Vederstyggelighed og +Sækkene høre mig til og jeg vil betale, — Dommen +hører mig til, siger jeg. — Skjælver I ikke +i Eders gamle Ben — I gamle Skjørlevnere! —<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span> +kristeligen skulde I leve, — er det kristelig at leve +med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig +Sognepræst? — I er en — I er en — +kristelig Skjørlevnere — ja —.»</p> + +<p>Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens +Tale smilet over hele Ansigtet og venskabeligt +rakt sin Haand ud imod ham over Bordet, +senere stødte han ud med Albuen som for at puffe +en usynlig Tilhører i Siden, at han skulde se, +hvor ubetalelig drukken Præsten var, men omsider +maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; +thi han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog +Tudekanden og slængte mod Præsten, der tumlede +baglæns over i Stolen og fra den gled ned paa +Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han +faldt, thi Kanden naaede ham ikke, den blev liggende +ved Randen af Bordpladen; Indholdet drev +over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned +paa Gulvet og paa Præsten.</p> + +<p>Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, +saa der snart var lyst i Værelset, snart saa +mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem +Vinduerne.</p> + +<p>Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var +hans Røst dyb og truende, det andet pibende og +næsten klynkende.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger +her og Hundene slikke mine Saar — og hvad +lagde I i Abrahams Skjød? — hvad Offer gav I? +— I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span> +Abrahams Skjød. — Og nu pines I svarligen +— men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand for +Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, +«men jeg vasker mine Hænder, — begge to, — +jeg har advaret Jer, — hi, — der gaar I, — +ja, der gaar I i Sæk og Aske, — i mine to nye +Sække — Malt ...»</p> + +<p>Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han +i Søvn, men Erik Grubbe gjorde imens Forsøg +paa at komme til at hævne sig; han tog haardt +fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte +sig med at sparke Bordbenet eftertrykkeligt i det +Haab, at det var Præsten.</p> + +<p>Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun +de to gamle Herrers Snorken og den ensformige +Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe ned fra +Bordpladen.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_II" id="KAPITEL_II"></a>II.</h2> + + +<p>Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze +Grubbe havde sin Gaard liggende paa Hjørnet +af Østergade og Pilestræde.</p> + +<p>Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk +Opholdssted; her boede Medlemmer af +Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og Krag; +Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, +og i Carl van Manderns nye, røde Gaard logerede +som oftest to eller flere udenlandske Residenter. +Dog var det kun den ene Side af Gaden, der var +saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene +lave og her boede mest Haandværkere, Kræmmere +og Skipperfolk. Et Par Værtshuse var der ogsaa.</p> + +<p>Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen +af September.</p> + +<p>I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod +Marie Grubbe og saae ud: ikke en Vogn. Ingen +Travlhed, lutter <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: adstadige">astadige</a> Fodtrin og en enkelt +Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede +ned over Tage og Brosten, og alle Skygger stode +skarpt og kraftigt, vare næsten firskaarne. Alt +Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span> +«Passt au...f!» raabtes der bagved hende +med en Kvindestemme, der heldigt efterlignede et +af megen Kommanderen hæst Organ.</p> + +<p>Marie vendte sig om.</p> + +<p>Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. +Hun havde en Tidlang siddet stille oppe paa et +Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben +med et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed +deraf og havde raabt, og nu sad hun og lo af +alle Kræfter og svingede overgivent frem og tilbage +med Benene.</p> + +<p>Marie trak paa Skuldrene og vilde med et +halvt gnavent Smil vende sig om til Vinduet igjen, +men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om +Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille +Halmstol, der stod derhos.</p> + +<p>«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»</p> + +<p>«Naa!»</p> + +<p>«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet +og halvgaaen to har vi de Fremmede, saa hun +har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal +have? Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden +bred Fisk, stegte Høns udi Trisanet og Mansfelder +Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er <em>det</em>, +fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer +da ogsaa!»</p> + +<p>«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.</p> + +<p>«Gud Fader bevar os! det er da hverken +Lysning eller Trolovelse, fordi jeg siger det. —<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span> +Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun ikke +gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, +lysteligste Mandfolk, jeg veed. De Fødder +han har! — Og kongeligt Blod er der i ham; +En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte +smaa de er! — aa, og saa ligesom de var støbte, +— bare hans Negle, de er ikke større end Halvsyslinger +og saa røde og runde. — Hvad! han +kan mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, +naar han kommer gaaendes, — hu hej! og +hans Øjne de blistrer og blinker ...»</p> + +<p>Hun slog Armene om Marie og kyssede hende +paa Halsen saa hæftigt og sugende stærkt, at +Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.</p> + +<p>Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en +Besat.</p> + +<p>«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, +«farer Du fort med det, saa gaar jeg nedenunder.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men hvad i Alverden? En faar da have Lov +til lidt Lystighed iblandt. Der er saamænd Bedrøvelse +nok her i Verden. Jeg har da mere, +end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min +Kjæreste i Krigen og ligger og døjer baade ondt +og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. +Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig! +Gud naade mig arme Pige, jeg blev da aldrig +til Menneske mere.»</p> + +<p>Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og +hulkede: «aa nej, nej, nej, min egen, egen Lorens, +— jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare Vorherre<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span> +vil lade mig faa dig hjem hel — aa, Jomfru, +Jomfru! det <em>er</em> aldrig til at udholde!»</p> + +<p>Marie søgte at berolige hende med Ord og +med Kjærtegn. Omsider kom hun saa vidt, at +Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.</p> + +<p>«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad +jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen +immer være som En skulde. Og det hjælper +intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om +alle unge Karle; kommer de med Lystighed og +Komplimenter, om det saa var mit Liv om at +gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra +dem; det klør mig paa Tungen for at svare dem +igjen og saa bliver det jo let til mere Ganteras, +end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. +Men naar jeg saa tænker paa, hvor farligt han er +stedt, aa! saa fortryder jeg det mere end tænkelig +er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham, +Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun +tro. Aa! naar jeg er kommen i Seng og Maanen +skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver jeg et +helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig +for og saa græder jeg og græder og det trykker +her oppe i Halsen, som jeg skulde kvæles — +aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger +mig i Sengen og beder til Vorherre og veed knap, +hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg +helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen +og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig +bange for at jeg skal gaa fra min<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span> +Forstand af at længes. — Men Herre Gud, Jomfru! +hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig +og længes efter Nogen, saa ung hun er?»</p> + +<p>Marie rødmede og smilte svagt; der var noget +Smigrende for hende i den Tanke, at hun kunde +være forelsket og gaa og længes.</p> + +<p>«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, +det du siger, det er ligesom Alting var +ene Kummerlighed og Fortræd.»</p> + +<p>«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde +Lucie og rejste sig, da de kaldte paa hende dernede, +og saa gik hun med et skjælmsk Nik til +Marie.</p> + +<p>Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae +ud, ned paa St. Nikolaj grønne, kjølige Kirkegaard, +paa Kirkens <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: rølige">rødlige</a> Mure, henimod Slottet +med det irrede Kobbertag, udover Holmen og +Reberbanen, rundt til Østerport med det spidse +Spir og til Hallandsaas med dens Haver og Træskure +og med det blaalige Sund udenfor, der gik +i Et med den blaa Himmel, hen under hvilken +hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev over +mod den skaanske Kyst.</p> + +<p>Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. +Dengang hun rejste hjemmefra havde hun +troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget +vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. +Det var aldrig faldet hende ind, at der kunde +være mere ensomt <em>der</em>, end paa Tjele Hovedgaard, +hvor hun dog havde havt det ensomt nok.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span> +Sin Fader havde hun intet Selskab af, han +var altid saa ganske sig selv, at han aldrig kunde +være Noget for Andre; han blev ikke fjorten Aar, +naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev +ikke Kvinde, fordi han talte med en lille Pige; +han var altid paa den anden Side de Halvtreds +og han var altid Erik Grubbe.</p> + +<p>Faderens Frille, der herskede, som var hun +Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at +Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks +blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer +havde saaret og pint hende saa ofte, at +Marie end ikke kunde høre Lyden af hendes Trin, +uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig +haard, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den +lille Ane, var sygelig og forkjælet, Omstændigheder, +der ingenlunde gjorde hende omgængelig, +og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik +Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igjennem +hende.</p> + +<p>Hvad Selskab hun da havde?</p> + +<p>Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum +Skov, hver en Ko, der græssede i Engen, hver +en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes +og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi +dem, blev der sagt: Jomfruen lider Uskæl og vi +seer det, vi ere bedrøvede over det og vi har det +samme Sind til Kvinden deroppe som I.</p> + +<p>Men i Kjøbenhavn?</p> + +<p>Her havde hun Lucie og hun holdt meget af<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span> +Lucie, men det var jo dog et Tyende; hun havde +Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den og +taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes +Fortrolighed. Hun kunde ikke give sine Klager +Luft overfor hende, hun vilde ikke have det <em>sagt</em> +til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var +stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et +Tyende talte om hendes ulykkelige Familieforhold; +end ikke om Fasteren vilde <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: kun">hun</a> høre et Ord. Og +dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller +ingen Grund til det.</p> + +<p>Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge +Anskuelser om det Gavnlige ved en haard og lidet +lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at opdrage +Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde +heller ingen havt, hun var derfor en yderst utaalmodig +Plejemoder, dertil meget ubehjælpsom, da +Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de +smaa og saare nyttige Kunstgreb, der gjør det +saa meget lettere for Barn og Læremester at +komme Vejen frem. Og dog — en saadan barsk +Opdragelse havde maaske været Marie mest tjenlig. +Hun, hvis Sind og Tanke, paa den ene Side, næsten +var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og +fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet +af urimelig og lunefuld Grusomhed, maatte +næsten have følt det som Fred og Lindring at +blive styret støt og haardhændet den Vej, hun +skulde, af En, der fornuftigvis ikke kunde ville +hende andet end Godt.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span> +Men hun blev ikke styret paa denne Maade.</p> + +<p>Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i +Politik og Intriger, levede saa meget sammen med +Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage var +hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at +Marie kunde gjøre med sig selv og sin Tid, hvad +hun vilde. — Fik Fru Rigitze saa endelig et +Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen +Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt +skrap. Det hele Forhold maatte derfor for +Marie komme til at tage sig ud som den rene, +skære Urimelighed og var nærved at bibringe +hende den Forestilling, at hun var et Skumpelskud, +som Alle hadede og Ingen elskede.</p> + +<p>Som hun nu stod der ved Vinduet og saae +ud over Byen, kom denne Følelse af Forladthed +og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved +mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de +langsomt glidende Skyer.</p> + +<p>Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie +havde sagt om at længes; det var ligesom det +brændte inden i En, og der var ikke Andet at +gjøre end at lade det brænde som det vilde, — +hun kjendte det saa godt. — Hvad skulde det +blive til? — den ene Dag ligesom den anden — +Ingenting, ingenting, — aldrig Noget at glæde sig +til; kunde det blive ved? — Ja! længe endnu; — +ogsaa naar En var bleven seksten Aar? — Det blev +da ikke saadan ved for alle Mennesker; — det +var da umuligt hun kunde blive ved at gaa med<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span> +Barnehue naar hun var seksten Aar! — Det havde +Søster Ane Marie da ikke gjort; — hun var nu +gift. — Hun kunde saa tydelig huske al den +Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe +efter at hun var bleven sendt i Seng, — og Musiken. +— Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. +— Med hvem skulde det være? maaske med sin +Svogers Broder. — Han var jo rigtignok forfærdelig +grim; men naar det <em>skulde</em> være .... +Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var +der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var +der Noget? — ikke det hun kunde se.</p> + +<p>Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt +ved Bordet og gav sig til at skrive:</p> + +<div class="blockquot"> +<p>«Min ganske venlig Hilsen altid forsendt +med Vorherre, kjære Ane Marie, gode Søster +og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen +Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive +<span xml:lang="fr" lang="fr">pour vous congratuler</span>, saasom din Nedkomst +haver været lykkelig og du nu er frisk og ved +godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt +og er baade frisk og rask. Faster lever jo i +megen Storhed, og er her tidt mange Gjæster, +de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden +nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. +Der er mange af dem, som have +kjendt vor sal. Moder og berømme hende for +hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid +tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig +noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span> +uden, eftersom han immer er mere for Chicane +og Raillerie end for <span class="sic" title="[sic]">fornumftig</span> Konversation. +Han er kuns meget ung og haver ikke det +bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa +Herberger og Ølstuer og disligeste. Nu veed +jeg knap andet Nyt end at vi idag have Forsamling +og at han er deri. Hver Gang jeg +tal' Franzøsisk da ler han meget og siger det +er hundrede Aar gammel, som jo nok kan +hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid +han var paa Rejser, ellers giver han mig godt +Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det sammen, +han siger ingen Hofdame kan det bedre, +men, det tror jeg er Komplimenter og bryder +mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra +Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader +ilde hver den Gang hun taler om den Enormität +det er vor kjære Fader lever den han lever med +et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg +sørger tidt derover, som dog intet baader. Du +lade nu intet Stycho se dette Brev, men hilse +ham af Hjærte. September 1657.</p> + +<p class="r2"><span class="r2">Din kjære Søster</span><br /> +Marie Grubbe.</p> + +<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, +Stycho Høeghs til Gjordslev, min gode Ven og +Søster venligen tilskreven.»</p> +</div> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span></p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet +ind i Storstuen, hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. +Marie var tyet hen i en Vinduesfordybning +og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik +Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven +ærbødigt for hende og sagde med et yderst alvorligt +Ansigt, at det gjorde ham ondt at han ved +Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. +Som han saaledes talte, lagde han sin lille, brune +Haand i Vindueskarmen. Marie saae paa den og +blev rød som et dryppende Blod.</p> + +<p>«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske +rød af Vrede, at jeg tillader mig at gjøre +Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det er nu +vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har +været saa jammerlig at fortørne Eder?»</p> + +<p>«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»</p> + +<p>«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for +hvid? Bien! Det skulde kun forlange mig at vide, +hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte +<em>røde</em> Rose har?»</p> + +<p>«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt +Ord?»</p> + +<p>«Ja — lad mig se! — jo, jeg maa bekjende, +at det virkeligen er hændtes mig — men ikkuns +sjældent —</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i0">Doch <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Cloë">Chloë</a>, Chloë zürne nicht!<br /></span> +<span class="i0">Toll brennet deiner Augen Licht<br /></span> +<span class="i0">Mich wie das Hundsgestirn die Hunde<br /></span> +<span class="i0">Und Worte schäumen mir vom Munde<br /></span> +<span class="i0">Dem Geifer gleich der Wasserscheu ..."<br /></span> +</div></div></div> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span> +«Ja, det maa I nok sige!»</p> + +<p>«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til +<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Amorns">Amors</a> Magt! — Skulde I tro det? der gives +Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til +Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til +Christen Skeel sin Have, og da stander jeg som +en Statu mellem duftige Roser og Filitter og stirrer +til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige +Aurora løber sine rosige Fingre gjennem mine +Lokker.»</p> + +<p>«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af +Navnet, der I nævnte Amor; Evan skulde I visseligen +sagt — og maa hænde En let gaar vilse, +naar En støjer om ved Nattetider, for intet har I +staaet i Skeels Have, I har været hos «Mogens i +Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og har +I intet kunnet røre Jer og været stille som en +Statu, da har det aldrig været Elskovstanker, der +har udvirket, at I intet kunde flytte Jeres Ben.»</p> + +<p>«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa +ibland at jeg kommer i Vinkyperes Huse, da er +det intet for Plaser eller Lystighed, det er aleneste +at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler +mig.»</p> + +<p>«Aa!»</p> + +<p>«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til +min Amours Bestandighed — Himmel! seer I det +østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage tilende +har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige +Aasyn, som I sad ved Jer Syramme.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span> +«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig +lukke Jer Mund op, En kan jo gribe Jer i løs +Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud +til Nikolaj. — Kjender I den Ramse:</p> + +<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Det var svart Nat,<br /></span> +<span class="i0">Mand fik i Trold fat,<br /></span> +<span class="i0">Mand sa' til Trold:<br /></span> +<span class="i0">"Vil du ud af min Vold,<br /></span> +<span class="i0">Vil du hjem i Nat,<br /></span> +<span class="i0">Saa lær mig brat<br /></span> +<span class="i0">Uden List eller Svige<br /></span> +<span class="i0">Det Sandeste du veed af at sige."<br /></span> +<span class="i0">«Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.<br /></span> +<span class="i0">Mand slap og Trold foer,<br /></span> +<span class="i0">Ingen paa Jord<br /></span> +<span class="i0">Sige Trold paa, han med Løgn foer.""<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende +og gik uden at sige et Ord.</p> + +<p>Hun saae efter ham som han gik hen over +Gulvet; den <em>var</em> smuk hans Gang; hans Silkestrømper +var saa skinnende hvide og de sad saa +stramt, der var hverken Læg eller <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Eold">Fold</a> paa dem; +det var saa kjønt det dernede ved Anklen! og den +lange, smalle Sko — det var saa morsomt at se +paa ham — hun havde aldrig før lagt Mærke til, +at han havde et lille rosenrødt Ar i Panden.</p> + +<p>Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, +trak lidt paa Munden, — hun syntes de var for +korte i Fingrene.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_III" id="KAPITEL_III"></a>III.</h2> + + +<p>Vinteren kom. Det blev haarde Tider for +Skovens Dyr og Markens Fugle; det blev fattig +Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter. +Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede +Skrog, splintrede Master, braadne Baade og døde +Skibe. Rigdom laa der og rullede i Havstokken, +sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev +af eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med +Storm og slemt Hav og dræbende Kulde, saa der +ikke var Tag at faa for Menneskehænder. Himmel +og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; +den vældede ind over Armod og Pjalter, gjennem +utætte Lemme og sprukne Luger, pinte sig ind +under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede +Kapper. Tiggere og vildfarent Folk frøs +ihjel i Ly af Grøfter og Diger, Fattigmand døde +af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg +gik det lidet bedre.</p> + +<p>Saa lagde Stormen sig og det blev stille, +skingrende Frost. Det blev dyre Tider for Riger +og Lande, der faldt Vinterbøde for Sommerdaarskab<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span> +— den svenske Hær <em>gik</em> over de danske +Vande.</p> + +<p>Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst +Løv og lyst Vejr, men de sjællandske Knøse red +ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af Svenskens +Soldater allevegne; der var Fred, men der +var Krigens Byrder alligevel, og Freden saae ikke +ud til at leve længe.</p> + +<p>Den gjorde det ikke heller.</p> + +<p>Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under +Midsommersolens Brand gik Svensken mod Kjøbenhavns +Volde.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig +under Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, +at Svensken var landet i Korsør.</p> + +<p>Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik +roligt og <span class="sic" title="[sic]">astadigt</span> omkring, men de talte meget; +de talte Allesammen, og Lyden af deres Stemmer +og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, +summende Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig +svagere, heller ikke holdt op, men blev ved — +blev ved med en underlig tung Ensformighed.</p> + +<p>Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. +I hurtig, stakaandet Hvisken sprang det +fra nederste Stolestade til En, der sad i det andet, +til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til +dem i femte og videre, helt op. Folk midt i vendte +sig om mod dem bagved og nikkede betydningsfuldt; +øverst oppe var der enkelte, der rejste sig og<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span> +saae spejdende mod Udgangen. — Lidt efter var +der ikke et Ansigt, der saae paa Præsten; Alle +sade med bøjet Hoved som for at samle Tankerne +om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden, +holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik +spændt paa Præsten, som for at skjønne hvor +langt der var til Enden, — saa hviskede de videre. +Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa +Gaden var tydelig at høre, blev utaalelig at høre; +Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikke +Psalmebogen i Lommen.</p> + +<p>«Amen!»</p> + +<p>Alle Ansigter saae op paa Præsten.</p> + +<p>Under den almindelige Del af Bønnen tænkte +Alle paa om Præsten vidste Noget. Saa bades +der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige +Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling +eller Embede at forestaa og da var der mange, +der havde Taarer i Øjnene; men da den næste +Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, +og sagte, men dog hørligt lød det fra hundrede +Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra disse +Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse +og Braddød, Hunger og Dyrtid, Storm og +Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for saadan +faderlig Naade maa love og prise hans hellige +Navn.»</p> + +<p>Før Psalmen var tilende var Kirken tom, +kun Orglets Toner sang derinde.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span> +Den næste Dag havde de Folkemasser, der +igjen vare paa Benene, faaet et bestemt Maal at +gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten +kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre +Uro over Folk den Dag, sagtens fordi det var almindelig +bekjendt, at to af Rigens Raader vare +tagne afsted for at underhandle med Fjenden og +det hed sig: med saa vid Fuldmagt at det <em>maatte</em> +føre til Fred. Men da Raaderne om Tirsdagen +vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke +var til at faa, skete der et brat og voldsomt +Omslag.</p> + +<p>Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, +der vare blevne rastløse ved store og farlige +Tidender. Det var en hel Malstrøm af sælsomme +Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens +Volde og som slet ikke saae ud som de boede +i disse rolige, ædruelige Huse med deres mange +Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. +Denne Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! +Denne Helvedeslarm fra disse alvorlige +Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme +i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, +Ingen vil være inde, der staa de midt paa Gaden +med deres Angst og Fortvivlelse, med deres Jamren +og deres Taarer.</p> + +<p>Se den statelige, gamle Mand med det blottede +Hoved og de blodskudte Øjne; han vender sit askegraa +Ansigt mod Muren og hamrer paa den med +de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span> +over Rigens Raad og denne usalige Krig! +Føl hvor Blodet brænder i hine unge Kinder af +Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler +med sig, han allerede nu har gjennemlidt i sin +Fantasi!</p> + +<p>Hvor de brøle af Raseri over at de er saa +afmægtige som de tror, og Gud i Himlen, hvilke +Bønner, hvilke vanvittige Bønner!</p> + +<p>Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk +sætte deres Kurve og Spande fra sig i Bislag +og Porte og hist og her komme Enkelte hastigt +ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i +Ansigtet af Anstrængelse og de se sig forbavsede +omkring, se nedad dem selv, fare omkring blandt +Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden +bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de +paa? og hvorfra komme alle disse lurvede, drukne +Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og raabe, +kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er +syge, de skoggerle, jage efter Fruentimmerne og +vil slaaes med Mændene.</p> + +<p>Det var den første Rædsel — Instinktets +Rædsel. Over Middag var den forbi. Man var +bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med Helligdagskræfter, +havde seet Grøfter dybes og Brystværn +højnes under sin Spade; Soldater vare trukne +forbi, Haandværkssvende, Studenter og Adelstjenere +holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner +var kjørt op, Kongen var reden over Volden og<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span> +man vidste han vilde blive — der var Rimelighed +i Tingene, man blev rimelig selv.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen +sat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport. Brandlugten +drev ind over Staden og gjorde Folk urolige, +og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit +røde Skjær over Fruetaarns vejrgraa Mure og +spillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir, +hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke, +gik der som et bange Suk gjennem den ganske +By. Gjennem alle Gader, Gænger og Gyder lød +det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!» +Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med +skingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirrede +ængsteligt vesterud, Boderne lukkedes, Jernkræmmerne +samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det +var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens +vældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.</p> + +<p>Langs Volden og i de tilstødende Gader var +der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog +var der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor man +ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor +Løngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting +paa Tale der: først og fremmest naar Svenskerne +vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først +imorgen?</p> + +<p>Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, +mente nu det vilde gaa an, straks de vare komne +i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span> +Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra +Farvergade mente det var saa en vovsom Sag i +Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor +En knap vidste hvad der var Landjord og hvad +der var Vand.</p> + +<p>«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud +vi vidste selv kuns halv saa god Besked med vore +Anstalter som Svensken han veed det! Tal aldrig +om det! Han har sine Spioner, har han, der En +mindst skulde tro det. Jo! — det veed Borgermester +og Raad ogsaa hjærtelig vel, for fra Morgenstunden +af har Rodemestrene været rundt i alle +Steder og Bebyggelser for at finde hans Spionerere +frem; men lur ham om I kan! Svensken er habil, +er han, synderlig i den Commerce; det er en naturlig +Gave; jeg veed det jo fra mig selv — det er +vel nu en halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham +det aldrig af det Spøgelse ... Indigofarve ser I, +hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør +mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen +det kommer an paa. Skolde og rette Løddegryden +til, det kan hver en Bursch, det er kuns +Haandelag om at gjøre, men bejtse! — retteligen +— det er en Kunstighed. Bejtser En for stærkt, +saa brænder En Garnet eller Tøjet eller hvad det +nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne, +og bejtser En for knapt, saa kan Farven a—ldrigen +holde, om En saa farvede med det allerdyrbarste +Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen ogsaa en lukt<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span> +Geheimniss, En intet lærer fra sig — til Ens +Søn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»</p> + +<p>«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, +«vel saa, vel saa!»</p> + +<p>«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde +fortælle, saa havde jeg en halv Snes Aar forleden +en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til +Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde +makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte +til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af +til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet +saa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saa +det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu kuns! +Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa +Kunsten, de skjærer os baade Uld og Tvist, og +desformedelst hænger vi immer det, der er flyet +til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker. +Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken +en af Drengerne til at klynge ham op i en +de der Sækker og — jeg kommer ind og vejer og +blander og retter til og er halv ved at være til +Ende med det, saa skikker det sig saa kunstigen +at Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækken +og han tager paa at stime og raabe jeg skulde +forhjælpe ham ned ... og om jeg hjalp ham! — +Død og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg +han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er +de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem +over et Dørtrin.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span> +«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle +grimme Folk de Svenske,» talte Erik Lauritzen, +«Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er +hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, +saa helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen; de +er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for +nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen +tillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værre +end Ravnefugle og Rakkerfolk; — og saa morderiske +de er! det er intet for Ingenting En siger: +han har nemt til Kniven som svenske Lasse.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det +skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en +Kvind af By og En spørger sig for, hvad det +mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at +det er en svenska Dulle.»</p> + +<p>«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og +Dyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk, +hvad Marekattern' er iblandt de uvittige Bæster; +der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hans +Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som +Gud jo har beskjænket alle Mennesken' med, intet +kan raade med hans arge Drifter og syndige Begjæringer.»</p> + +<p>Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden +fremsatte og sagde saa: «Rigtig, Erik +Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og synderlig +Natur, anderlund end som andre Mennesker. +Jeg kan immer lugte, naar der triner en udenlandsk +Person ind til mig i min Bod, om han er<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span> +en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken +har saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukker +eller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egne +Betænkninger ved den Ting, men det er som I +lægger det ud, det er Dunster af hans hidsige og +bestialske Vædsker, er det.»</p> + +<p>«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en +gammel Kone, der stod hos, «om Svensker og +Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»</p> + +<p>«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» +afbrød Farveren hende, «tror hun Svensken +ikke er Kristenfolk?»</p> + +<p>«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, +om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og +Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk efter +min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, +at det gik saadan til i højsalig Kong Kristians +Levetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at et +helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst +kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte +fra hverandre som ene Varulver og andet Djævelskab +og bissed tudendes omkring, alle Lunder og +Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk +og Fæmon.»</p> + +<p>«Men de søger da Kirke om Søndag, veed +jeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.»</p> + +<p>«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! +det søger Kirke det Djævelens Pak iligemaade som +Hekser de far' til Aftensang naar den Lede holder +St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span> +forgjorte er de og kugelfaste; paa dem bider hverken +Lod eller Krud og de har et ondt Øjesyn de +halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern' +har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner +har havt deres forbandede Fødder her i +Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver! +Svar mig til paa det, om I kan!»</p> + +<p>Farveren skulde just til at svare, da Erik +Lauritzen, som i nogen Tid havde staaet, og seet +sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys, Gert Pyper, +hvad er vel den for en Person, som tal' saa +prækendes histhenne og Folken' staar saa digt +omkring?»</p> + +<p>De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede +Gert Farver, at han skjønnede det var en +vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i +Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde +Folk sige ikke var saa ret i sin Tro som det hans +Salighed og gejstlige Karriere tjenligt var.</p> + +<p>Det var en doggeagtig, lille Mand paa en +tredive Aar med et langt, glat og sort Haar, +bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, brune +Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe, +gestikulerede stærkt og talte hurtigt og +fyrigt, men temmelig tykt og læspende:</p> + +<p>.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde +han, «skriver Evangelisten Matthæus 51—54 saalunde: +Og se, een af dem, som vare med Jesu, +rakte Haanden ud, og slog den ypperste Præstes +Svend, og hug et Øre af hannem. Da sagde<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span> +Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi +hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med +Sværd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bede +min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv +Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? +Det skal Alt saa gaa til.»</p> + +<p>«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa +til. — Nu ligger uden denne Bys ringe Volde +og svage Befæstning en almægtig Hob af velberuste +Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver +opladt sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling +til dem, at de med Ild og Sværd, med +Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og +hvem som er deri, underdan og ganske deres +egen.»</p> + +<p>«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart +truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet, +de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere og +anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale +sig selver, sigendes: bør det os ikke med +brændendes Lue og blanke Sværde at gaa den +Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge +os øde? hvortil haver vel Gud i Himlen opvakt +Koradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken's +Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og +fordærve? Og som Peter den Apostle drage de +deres Glavind og ville pludseligen afhugge Malcho +hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit +Sværd i sin Sted, thi hvo som tager Sværdet, +han skal omkomme med Sværd. Vel maa dette<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span> +lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges +Ufornumftstighed og synes en Daarskab for den +Hadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikke +som en Lyd af en Trompete, blot at høre; — +ligervis som et Skiberum, der er ladet med mange +gavnlige Ting, saaledes er Ordet ladet med Fornumstighed +og Betænkning, thi Ordet er en Mening +til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os +udgrandske Ordet og successive fremfinde, hvorlunde +det retteligen bør udlægges. — Af hvad +Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, +der tager Sværdet omkomme med Sværd? Dette +er for os at betænke udi trende Poster:<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p> + +<p>«Denne er da den første Post, at Mennesket +er en viselig og over al Maade herligen indrettet +Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en +Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi +er, som Jacob den Apostle siger, alene Tungen +en Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikke +det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes +Øjne, de hastige Fødder og de gribendes +Hænder; baade den umættelig' Bug<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> de bedendes +Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en +Verden, hvormeget mere er da ikke vor dyr'bare +og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en Have +fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde +Drifters glubendes Vilddyr og af Dydernes hvide +Lam? Og er da den, som lægger en saadan Verden +øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span> +Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvad +Straf det bør sig en Saadan at lide og udstaa.»</p> + +<p>Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren +omkring Prædikanten saaes kun som en +stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.</p> + +<p>«Den anden Post er denne, at Mennesket er +en Mikrotheos, det er: en Afspejlning eller Lignelse +af Gud den Almægtigste. Og er den, der +forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte +slemmer' end den, der stjæl' Kirkens hellige Kar +eller Klæder eller øver Vold mod et Kirkehus? og +I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide +og udstaa.»</p> + +<p>«Den sidste og tredie Post er denne, at først +haver Mennesket Pligter imod sin Gud og er skyldig +for hannem ideligen at kæmpe og stride, iført +et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og +omgjordet med Sandhedens skjærendes Glavind. +Saadan berust falder det hannem til at stride, en +Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube +og søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør +det os at lade den legemlig' Sværd blive i sin +Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med +den aandelig!»</p> + +<p>Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da +Folk komme, der lyste sig hjem med smaa Haandlygter. +Efterhaanden som de stødte paa Forsamlingen, +stillede de sig op blandt de Yderste, saa +der snart var dannet en bugtet Halvkreds af blinkende +Smaalys, der sluktes og lyste op, alt som<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span> +Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en +Lygte i Vejret og lod sit Skjær flakke søgende +om paa Husenes hvidtede Mure og mørke Ruder, +indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige +Ansigt.</p> + +<p>«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: +skulle vi da overantvorde os selv, bunden +paa Hænder og Fødder, til vor Fjende, til Trældommens +og Fornedrelsens bitre Sørgestand? — +O! mine Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I +at regne som dem der men', at Jesus ikke kunde +bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere +end tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, +knurrer ikke i Eders Hjærter mod Herrens Raadslagning +og gjører ikke Eders Lever sort imod +hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den +knuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed. +Og han er den, som haver mange Veje at føre os +ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan +han ikke vende Fjendens Hjærte, eller lod han +ikke den Dødsengle gaa gjennem Sancheribs Lejr, +eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende +Vande eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»</p> + +<p>Her blev Jesper Kiim afbrudt<span class="corr" title="var: ,">.</span></p> + +<p>Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; +kun ude fra de yderste Rækker havde der nu og +da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var +det Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede +ind imod ham: «Hu, din Helvedesgast! vil du tie<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span> +den sorte Hund du er! — hør intet paa ham, det +er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»</p> + +<p>Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa +brød Larmen løs; Haansord, Eder og Forbandelser +skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale, +men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest +ved Trappen trængte truende op imod ham. +En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele +Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende +efter ham med sin lange, sølvknappede Stok.</p> + +<p>«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! +han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal +tilstaa hvad han har faaet for at beføre os. Ned +med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! +vi skal nok plukke det ud af ham.»</p> + +<p>«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte +andre, «han skal i Raadstukjælderen. Lang ham +ned! lang ham ned!»</p> + +<p>Et Par stærke Karle havde allerede Tag i +ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens +Trærækværk; saa spændte de baade det og +ham ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han +blev modtaget med Spark og Næveslag. Kærlinger +rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, +der stode med deres Fader i Haanden og saae til, +hoppede af Fornøjelse.</p> + +<p>«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, +«gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham i +Forhør.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span> +Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk +i sig igjen? vil han Mester Lurifas?»</p> + +<p>«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' +end som Mennesken', som skreven staar.»</p> + +<p>«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel +af og truede ham med, «men Mennesken' har +Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt +og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, +saa din Hjærne skal sidde paa Muren næst herved;» +og hun slog ham med Tøffelen.</p> + +<p>«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.</p> + +<p>«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.</p> + +<p>«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, +og stim ikke saa, her kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»</p> + +<p>En høj Skikkelse red forbi.</p> + +<p>«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» +brølede Hoben.</p> + +<p>Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene +vilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bort +ad Volden.</p> + +<p>Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst +tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens +Halvbroder.</p> + +<p>Mængden spredtes, der blev færre og færre, +snart kun nogle faa.</p> + +<p>«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert +Farver, «her slaar vi Hovedet i Bræk paa den,<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span> +som tal' om Fredelighed og raaber os hæse for +den, som mest er Skyld i Krigen.»</p> + +<p>«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og +en ønskelig Godnat,» sagde Kjøbmanden afbrydende +og skyndte sig fra ham.</p> + +<p>«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede +Farveren; saa gik ogsaa han.</p> + +<p>Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene +tilbage og holdt paa sit værkende Hoved, og oppe +paa Volden gik Vagterne langsomt frem og tilbage, +stirrende ud over det mørke Land, hvor +Alt var stille, ganske stille, skjøndt Tusinder af +Fjender laa derude.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_IV" id="KAPITEL_IV"></a>IV.</h2> + + +<p>Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa +Taagebanke i Horizonten og de tændte Luften +over sig saa den brændte i en mild, rosengylden +Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere +og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i +dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden, +blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af +violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. +Duggen tindrede paa Vestervolds høje Græs og +Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og i Haverne +foran, saa at Luften stod i eet skjælvende +Skinger. Fra Haverne drev en let, fin Damp i +smalle Striber, og Træerne bøjede langsomt de frugttunge +Grene for Luftningen ude fra Sundet.</p> + +<p>Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal +lød fra Vesterport og blev besvaret fra de +andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad +Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage +paa deres Poster, rystede Kapperne og rettede ved +deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.</p> + +<p>Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, +stod Ulrik Frederik Gyldenløve og saae paa<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span> +de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg op og +ned over Voldgravens blanke Vandflade.</p> + +<p>Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, +snart farverigt stærke, brandlevende og klare jog +hans tyveaarige Minder forbi hans Sjæl. De kom +i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne +Skove, de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers +Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet +dernede i den holstenske By med de røde +Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae +sin Moders, Fru Margrethe Pappens høje Skikkelse, +hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; den +fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae +han og den bulne Fægtemester med det rødblaa +Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have drog +forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved +Fjorden og der stod Jægerens kluntede Heinrich, +der kunde gale som en Hane og slaa saa mageløst +Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, +sit stønnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde +Jerngitter og den magre Kristus, der havde +den røde Fane i Haanden.</p> + +<p>Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, +og Sollyset brød frem i det samme, skarpt og +varmt og forjog alle Taager og disede Toner.</p> + +<p>Saa var der Jagten, hvor han skød sin første +Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden +med Dyrets Blod, mens de stakkede Jægerdrenge +blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der +Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span> +Scene med Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen +med den første Duel i den dugfriske +Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, +med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour +uden Byens Porte, da hans Hoved værked af den +første Rus. Saa kom der en gylden Taage med +Klang af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen +og der var Lotte og der var Marthas hvide +Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen +til Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, +Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og +vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset rased, +afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm +og natlige Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups +Have eller Hillerødslottets gyldne Sale.</p> + +<p>Men langt klarere end Alt dette saae han +Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen +mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde, +dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med +hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der +stiger og spotter En med kaade Triller, mens den +flygter ....</p> + +<p>En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte +ham af hans Drømme.</p> + +<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Wer da</span>!» raabte han.</p> + +<p>«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel +Knopf,» svaredes der og en lille, værkbruden Mand +kom frem af Buskene og bukkede.</p> + +<p>«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind +Syger gjør han der?»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span> +Manden saae trist ned for sig.</p> + +<p>«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og +smilede, «han er intet gaaet uskadt ud af «den +gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har nok +fyret ham for strengt.»</p> + +<p>Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad +Voldskrænten. Daniel Knopf, ogsaa paa Grund af +sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en rig Storkjøbmand +paa nogle og tyve Aar, og var lige saa +bekjendt for sin Rigdom som for sin skarpe Tunge +og sin Fægtekunst. Han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: omgikes">omgikkes</a> meget med den +unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, +der var bekjendt under Navn af «<span xml:lang="fr" lang="fr">le cercle des +mourants</span>», som navnlig bestod af de yngre Mænd, +der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var +Sjælen i denne Kreds, som var mere livslysten end +intelligent, mere berygtet end afholdt, men egenlig +ligesaa beundret og misundt som berygtet.</p> + +<p>Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede +Daniel med disse Mennesker. Han færdedes ikke +med dem paa alfar Gade eller i adelige Huse, men +i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var +han dem ganske uundværlig. Ingen kunde tale +saa videnskabeligt om Boldtspil og Hundedressur +eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. +Ingen kjendte Vin som han. Han havde dybsindige +Theorier om Terningspil og Elskovskunst +og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige +ved at krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. +Han havde endelig Anekdoter om<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span> +Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker +overordenligt, han havde bestemte Meninger +om Alt.</p> + +<p>Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, +glemte aldrig Forskjellen mellem sig og +Adelen og havde et saa vidunderlig latterligt Udseende, +naar de i Kaadhed eller Drukkenskab +stafferede ham ud paa en eller anden urimelig +Maner. Han lod sig hundse og skjælde ud, uden +at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig, +at han mangen en Gang gav sig selv til +Pris, naar han derved kunde standse en Samtale, +der begyndte at faa en farlig Vending for Freden +i Laget.</p> + +<p>Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt +for ham at omgaaes disse Folk og han <em>maatte</em> +omgaaes dem; for ham, den vanføre Borgerlige, var +Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog +var menneskelig Tale, over deres Tilværelse +laa der en Dag af Lys og et Hav af +Duft, medens de andre Stænder sled Livet hen i +farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede +det, at han var borgerlig født, som en langt større +Ulykke end hans Vanførhed og græmmede sig derover, +naar han var ene, med en Bitterhed og +Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.</p> + +<p>«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den +Lille var kommen op til ham, «det har intet +været nogen ringe Taage, der har været for hans +Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span> +Vestervold, eller stod Luttendranken saa overhaands +højt i Kvæld, siden jeg træffer ham an her, liggendes +tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»</p> + +<p>«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I +tror jeg var i Lag sammen med Eder inat!»</p> + +<p>«Men hvad tusind Pokker er det da med +ham?» raabte Ulrik Frederik utaalmodigt.</p> + +<p>«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og +saae op paa ham med Taarer i Øjnene, «jeg er +en elendig Menneske.»</p> + +<p>«Han er en Kræmmerhund er han! Er det +en Sildeskude han er bange for at Svensken han +skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive +Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil +tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og +Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der intet +var andet for en god Borgere at tage sig nær end +om hans sølle Kram gaar Satan i Vold, nu det +tegner til Fald baade for Konge og Rige!»</p> + +<p>«Hr. Gyldenleu!»</p> + +<p>«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»</p> + +<p>«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt +og traadte et Skridt tilbage, «for hverken +klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af +Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel +og en Døjt om Sild og Safran, men skikkes væk +som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig baade +af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret +imod mig, Hr. Gyldenleu; — derfor har jeg ligget<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span> +i Græsset inat og tvinet som en skamskabet Hund, +der er lukket ude, for det har jeg krympet og +krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og +raabet til den Himmerigs Gud i min Sørgelighed +og Vanmagt, og er gangen i Rette med hannem, +hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm +skal sees an for vissen og uduelig til at føre Vaaben +og Gevær, aldenstund der rustes ud baade +Tjenere og Handtværksburscher ...»</p> + +<p>«Men hvem den skinnendes Satan har da viset +ham af?»</p> + +<p>«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene +ligesom de andre de løb, men kom jeg til det ene +Hold sagde de, de kunde intet være flere og kom +jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns +ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner +og fornemme Folk og anden Snak mere; men +der var ogsaa de Hold, hvor de sagde, de skulde +intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der +var Ulykke ved dem og Kuglerne trak efter dem, +og de skjøttede aldeles intet om unyttigen at hazardere +deres Liv og Lemmer ved at have saadan +et Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem +sig. Saa supplicerte jeg Generalmajor Ahlefeldt +om at blive en Sted anviset, men han bare rysted' +paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet +saa styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne +ud med saa stynede Stumper, som mere vilde være +dem til Ulejlighed end til Hjælp.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"> </a></span> +«Men hvorfor gik han intet til nogle af de +Officiers, han er kjendt med?»</p> + +<p>«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg +tænkte straks paa Circlen og kom da ogsaa to af +de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og +den Ridder Forgyldt.»</p> + +<p>«Naa og de hjalp ham?»</p> + +<p>«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. — Hr. +Gyldenleu, de hjalp mig saa Gud finde dem for +det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og lysk +han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde +de, jeg havde havt saamegen Conduite, at jeg intet +vilde komme her med mine Abenpudserier. Et +var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller +og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, +men naar de var i deres Embede skulde jeg blive +dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu, +nej det var syndigt, syndigt var det! Den +Gemenhed, de havde viset mig paa Vinstuer, betød +intet at de saae mig an for deres Lige, at jeg +skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde +faa deres Omgængelse og Selskab nu de vare i +deres Bestilling. Jeg var dem for nærgaaendes, +Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde +trænge mig ind i deres Kompagnie her paa denne +Sted, her brugte de ingen Lust-Major! Det sagde +de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo +dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om +Side med de andre Bysens Borgere.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span> +«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, +«jeg forstaar nok, det harmer ham at han skal +være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa falde +ham noget langsomt at sidde stille og svede ved +hans Pult, mens Rigens Fremtid bliver afgjort +her oppe paa Voldene. Naa, han <em>skal</em> komme +med. For ...», han saae mistænksomt ned paa +Daniel, «der stikker vel ingen Lumskerier under, +Mester?»</p> + +<p>Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han +blev bleg som en kalket Væg og hans Tænder +skar imod hinanden.</p> + +<p>«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg +stoler paa ham; men han kan da heller intet forlange +En skal tro ham som om han havde et adeligt +Ord at give; — og husk: hans Egne har +vraget ham først og ... tys!»</p> + +<p>Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne +ved Østerport, det første, der blev løsnet +i denne Krig.</p> + +<p>Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham +til Kinderne, hans Øje stirrede begjærligt og betaget +efter den hvide Røg, og da han talte, var +der en sælsom Skjælven i hans Stemme.</p> + +<p>«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen +kan han melde sig hos mig og bryd han sig +intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt +henad Volden.</p> + +<p>Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span> +han dybt, satte sig i Græsset og græd som et +ulykkeligt Barn græder.</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, +ujævn Vind blæste gjennem Byens Gader og hvirvlede +Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et +Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene +løse, stemmede Røgen ned i Skorstenene +og foer ilde med Skiltene.</p> + +<p>Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den +i Vejret i dunkle Buer, smældede dem ud i sorte +Bugter og surred dem rundt om de svajende +Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst +frem og tilbage, Bundtmagerskiltene slog med de +laadne Haler og Glarmestrenes pragtfulde Glassole +svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med Badskærernes +blankt polerede Bækner.</p> + +<p>I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, +Hønsene maatte krybe i Ly bag Tønder og Skur +og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar Vinden +peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.</p> + +<p>Trods Blæsten var det trykkende hedt; det +blæste Varme ned.</p> + +<p>Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, +kun Fluerne summede livligt omkring i den lummervarme +Luft.</p> + +<p>Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene +trak det, derfor søgte da ogsaa overalt de, +der havde Haver, ud i dem. I den store Have, der<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span> +laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, +sad en ung Pige i Skyggen af et af de +store Løntræer.</p> + +<p>Hun sad og syede.</p> + +<p>Det var en høj, slank Skikkelse; næsten +spinkel var den, men Barmen var bred og fyldig. +Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved +det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt +store, sorte Øjne. Næsen var skarp, men fin, +Munden stor, men ikke fyldig og med en syg +Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og +Hagen noget spids, men dog stærk og kraftig +formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig: +en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget +Guldbroderi, en ny, grøn Filthat med store, snehvide +Strudsfjer og Lædersko med rødslidte Næser. +Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes +Halskrave eller hendes lange hvide Hænder var +ganske rene.</p> + +<p>Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. +Hendes Fader, Rigens Raad og Marsk, Jørgen +Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død +allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe +Marsvin for et Par Aar siden. Hun havde derfor +nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder og da han +var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der +styrede Huset.</p> + +<p>Hun sad og syede og nynnede til, mens hun +i Takt vuggede den ene af sine Sko paa Spidsen +af Foden.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span> +Over hendes Hoved susede og svajede de +tætløvede Kroner i den stærke Blæst med en Lyd +som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede +deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage +i ustadige Buer som grebet af uroligt Vanvid og +Hindbærriset dukkede sig forknyt og vendte den +lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve +ved hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem +Luften, Græsset lagde sig fladt henad Jorden og +paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den hvide +<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Bomsterfraade">Blomsterfraade</a> op og ned i evig Skiften.</p> + +<p>Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede +sig, endnu som dirrende af Angst og i aandeløs +Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned +igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, +dens vilde Vuggen og rastløse Vekslen bredte +sig atter ud over Haven.</p> + +<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Fillis sad udi en Skøyte,<br /></span> +<span class="i0">Koridon blæst' i sin Fløjte<br /></span> +<span class="i0">Højt saa at det Fillis hørte<br /></span> +<span class="i0">Og sin Roer ej mere rørte,<br /></span> +<span class="i0">Thi drev Skøyten paa en Sand,<br /></span> +<span class="i0">Thi drev Skøyten <span class="spaced">.....</span>"<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven +kom Ulrik Frederik gaaende. Sofie saae et Øjeblik +forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter over +sit Sytøj og nynnede videre.</p> + +<p>Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, +stod nu og da stille og saae paa Blomsterne +og lod i det Hele taget som om han ikke havde<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span> +seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede +saa ind paa en Sidesti, standsede bag en stor Jasminbusk +og rettede paa sin Uniform og sit Belte, +tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa +videre.</p> + +<p>Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.</p> + +<p>«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han +ganske overrasket.</p> + +<p>«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede +betænksomt sin Naal i Sytøjet, glattede det +med Haanden, saae saa smilende op og nikkede. +«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»</p> + +<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Das nenn' ich blindes Glück</span>,» sagde han og +bukkede, «jeg ventede kun at finde Jomfruens +Hr. Cousin herude.»</p> + +<p>Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han +er her intet,» sagde hun og rystede paa Hovedet.</p> + +<p>«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned +for sig.</p> + +<p>Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: +«Hvad for en Lummervarme det da ogsaa er idag!»</p> + +<p>«Ja, det falder trolig ud til Torden, om +Blæsten stiller af.»</p> + +<p>«Ja—a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt +op mod Huset.</p> + +<p>«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik +Frederik og rettede sig som for at antyde, at han +vilde gaa.</p> + +<p>«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar +imod i denne Sommer. En kan fluks blive svagsindet<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span> +ved at tænke paa al den Farlighed baade +for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange +kjære Slægtninge og gode Venner som jeg har, +der allesammen er med i denne ulykkelig' Affaire +og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed +eller hvad de ejendes er, saa er der ogsaa mer +end Aarsage nok til at komme paa alskens modige +og underlige Tanker.»</p> + +<p>«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den +lebendiges Gud intet falde hen i Taarer, I maler +Eder alting altfor dyster af</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">Tousiours Mars ne met pas au jour<br /></span> +<span class="i0">Des objects de sang et de larmes<br /></span> +<span class="i0">Mais»<br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">og han greb hendes Haand og førte den op til +sine Læber</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">«.... tousiours l'Empire d'amour<br /></span> +<span class="i0">Est plein de troubles et d'alarmes.»<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Sofie saae naivt op paa ham.</p> + +<p>Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, +sugende Nat, hvor Dagen vældede frem i Stimer +af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten, +der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne +Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt +svandt i rosengylden Rødme, lig en Sky, som Morgensolen +belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade +de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte +sig op i det mørke Haar ....</p> + +<p>Hendes Haand skjælvede i hans, kold som +Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slog<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span> +Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik +Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at +tage det op og blev liggende i den knælende +Stilling.</p> + +<p>«Jomfru Sofie!» sagde han.</p> + +<p>Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae +mildt alvorligt, næsten smerteligt paa ham.</p> + +<p>«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «<span class="corr" title="var: Tag">tag</span> mig +det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besværger +Eder intet at lade Eder henføre af en øjeblikkelig +Sentiment til at søge at provocere en Forandring +i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden +os imellem. Det tjener til Intet uden at +føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder op +fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen +hos mig her paa Bænken, at vi kan tales +ved i al Rolighed.»</p> + +<p>«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op +nu i denne Time,» sagde Ulrik Frederik og blev +liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og brændendes +er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet +tænke, jeg skulde nøjes med slet og bart at være +Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld +tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings +umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen +ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan øge +eller svække med Eders Munds Vejr, alt som Eders +Hu er; <span xml:lang="fr" lang="fr">par dieu</span>! den er en luestærk og fortærendes +Ild, men det staar til Eder om den skal spredes +og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammer<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span> +og irrende Vejrlys eller den skal brænde fort varmendes +og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»</p> + +<p>«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig +og hav Medynk med mig og stæd mig intet +i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod, +thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, +men netop af den Aarsag vil jeg til det +Yderligste værge mig mod at bringe Eder i en +falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes +fideliter kan meintenere. I er vel seks Aar paa +det Nærmeste yngre end jeg er og det, som udi +min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan +Alderen lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. +Ja! I smiler, men supponer at I, naar I er +fyldt de Tredive, drages med en rynket Heks af +en Kjæreste<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" title="Kjæreste, dengang = Kone." class="fnanchor">[3]</a>, der kuns har ført Eder en ringe +Medgift og heller intet paa anden Maade har +været Eder til Forfremmelse; tænker I intet, I +vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde +giftet en ung, fyrstelig Person, hvad der baade +havde været Eders Alder og Byrd allermest gemäss +og som og vilde have baaret Eder bedre +frem end den simple Adelspige vilde have gjort? +Hjærte Ulrik Frederik, talte I til Eders høje +Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme; men de +vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru +som var ældre end Jer, vilde hun kvæle +Eder tildøde med sin Iversyge; iversyg vilde hun<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span> +være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste +Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde +sluppet saa meget for at fange hende, vilde hun +strænge sig an for at hendes Elskov kunde være +Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder +med sin afgudiske Kjærlighed som med et Bur af +Jern, og fornam hun I længtes ud deraf et Minut, +hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre +Eder hver en Time med sin mistrøstige +Sorg.»</p> + +<p>Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. +«Farvel, Ulrik Frederik, det er bedskt som Døden +at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg +er en gammel, gusten Pige eller er en gammel +Mands halvgamle Kjæreste, vil I sande at Sofie +Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand +over Jer. — Mindes I den spanske Romanbog, +den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der +har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver +ved at vinde sig om det længe efter at Træet er +morsk og ude og er tilsidst den, der holder Træet, +som intet kan støtte mere. Tro, Ulrik Frederik, +saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af +Eders Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet +og vejret hen.»</p> + +<p>Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig +for at gaa, men Ulrik Frederik holdt Haanden fast.</p> + +<p>«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! +skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du +har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre Skilsmisse<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span> +mellem os. Aner du da intet at det er +daarligt at tale om hvad du eller jeg vil. Er +intet mit Blod som drukken af dig, er jeg mig +selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du +i denne Time vendte din Hu fra mig, du skulde +dog blive min, dig til Trods, mig til Trods. Jeg +elsker dig som om jeg hadede — — jeg tænker +intet paa <em>din</em> Lykke, hvad rører det mig om du +kommer i Lykke eller Ulykke, blot <em>jeg</em> er med i +din Glæde, blot <em>jeg</em> er med i din Lidelse, blot +<em>jeg</em> ....<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p> + +<p>Han slængte hende med et Ryk ind mod sig +og knugede hende op til sit Bryst.</p> + +<p>Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham +og saae længe paa ham med taarefyldte Øjne; +smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og +hun kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter +hinanden.</p> + +<p>Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen +Pragt. Kongen havde villigt givet sit Samtykke, +for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik Frederiks +vel lystige Ungkarleliv.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_V" id="KAPITEL_V"></a>V.</h2> + + +<p>Efter Hovedudfaldene anden September og +tyvende Oktober var Byen fuld af Ulrik Christian +Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne +kaldte ham. Hans Navn var i Alles Munde; der +var ikke det Barn i Byen uden det kjendte Bellarina, +hans Fuks med de hvide Sokker, og naar +han red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende +efter den slanke, høje Skikkelse i den bredskjødede, +blaa Drabantfrakke med de vældige, hvide Opslag, +det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, +og de var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte +dem et Nik eller et Øjekast fra den frække +Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og deres +kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem +han var, og kjendte alle hans kjønne Historier, +nikkede fornøjet til hinanden, naar de havde mødt +ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal +om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar +han ikke havde været.</p> + +<p>At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede +ham, var nu intet Under, thi han havde ganske +sin Faders, Kong Christians, folkevindende Gaver.<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span> +Men ogsaa i andre Henseender havde han taget +Arv efter ham, han havde faaet baade hans Hidsighed +og hans Umaadelighed, men ogsaa en Del +af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans +Overblik. Han var meget ligefrem; flere Aars +Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort +nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en +Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han +stødende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig +sin Mund op uden at han bandede og svor +som den gemeneste Matros.</p> + +<p>Men Soldat det var han. Trods sin unge +Alder, han var kun otte og tyve Aar, ordnede +han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men +vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og +en saa stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe +havde været i saa gode Hænder hos nogen anden +af Frederik den Tredies Mænd.</p> + +<p>Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede +alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres +versificerede Beretninger om Udfaldene tilraabte +ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks +Fiende-Frelse», eller hilste ham med et: «o, hil +dig, hil du nordisk' Mars, du tapre David danske,» +og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et +<span xml:lang="la" lang="la">cornu copiae</span> eller Overflødighedens Horn, fuldt +med Roes og Ære, Sundhed, Velstand og Lykke; +og det var saare naturligt, at mangen stille Aftenandagt +endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen +at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, der<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span> +fandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til +Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens +slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, +som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende +Lyskrands, at den, som i saa fuldt Maal +havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte +blive delagtig i den eneste sande og rette Ære.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Marie Grubbe var meget optaget af denne +hendes Fasters nære Slægtning. Tilfældigvis havde +hun aldrig været sammen med ham, hverken hos +Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde +hun seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie +havde viist hende ham.</p> + +<p>Alle talte om ham; næsten hver Dag blev +der fortalt hende nye, modige Træk af ham; hun +baade hørte og læste, at han var en Helt, og den +jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben +hin Skumringsstund, da han red forbi, havde +gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende.</p> + +<p>Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede +ham ganske ud af de almindelige Menneskers +Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig +Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander +af Macedonia, Olger Danske, Ridder Bayard +og de der, det var Helte, store, fjerne, straalende +Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan +Noget end de var Mennesker som andre Folk. +Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig havde +troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span> +sirligt som de Forskrifter, En skrev efter, saadan +var det heller ingensinde faldet hende ind, at Nogen +kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var +noget Forbigangent, Noget, der havde været til. +At man kunde møde en Helt, en virkelig Helt, +møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa vildt +havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig +helt anderledes ud, der var Andet til i Verden +end det Dagligdags; det Store, Skjønne, det brogede +Rige, som der stod om i Historiebøger og +Viser, det kunde En Altsammen møde. Der var +da virkelig Noget til, En kunde længes efter af +sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger +var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der +var Mening i hendes uklare Drømme og Længsler, +det var ikke Noget, hun var ene om; voksne Folk +troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.</p> + +<p>Endnu anede hun det kun, hun var overbevist +om at det var sandt, men hun kunde ikke +se og føle at det var det. Han alene var det +Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, +at det var saaledes. Derfor drejede alle hendes +Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt om +ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, +naar hun hørte Hestetrav nede paa Gaden, +og hun overtalte ofte den villige Lucie, naar de +var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad +Slottet, men de saae ham aldrig.</p> + +<p>Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, +hen paa Eftermiddagen, at hun sad og<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span> +kniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange +Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved +Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gløder +hos sig og tog nu og da lidt tørrede Blomster +og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, +og lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue +var hed og kvalm og sød, og mellem de brede, +mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget +lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes +en Rok snurre, og altimellem nikkede Fru Rigitze +saa smaat i sin polstrede Stol.</p> + +<p>Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun +søgte at kjøle sine hede Kinder mod de smaa, +duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa +Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde +Luften skjærende lys. Saae hun saa ind i Stuen +igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. Pludselig +traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad +Døren, at det gav et Sæt i Fru Rigitze. Han +saae ikke Marie og satte sig straks henne ved +Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende +Ord om at det var saa længe siden, han havde +været der, sagde, at han var træt, satte sig saa +forover paa Stolen med Haanden under Kinden og +tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes +livlige Tale.</p> + +<p>Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, +da hun saae ham træde ind! hun lukkede +et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for hende, +saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span> +trække Vejret. Hun havde en Fornemmelse som +Gulvet sank under hende eller som at hele Stuen +med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem +Luften, og Alt hvad der var derinde saae +hun saa underlig skarpt og bestemt, men dog saa +uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde +holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden +saa nyt og fremmed ud altsammen. Imidlertid, +længe før dette fortog sig varede det ikke, +og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. +Hun vilde ønske, hun var langt borte eller +blot oppe paa sit Kammer, sit fredelige, lille +Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke +hendes Hænder rystede. Bare han ikke saae +hende!</p> + +<p>Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen +og fæstede nu først bestemt Blikket +paa sin Fasters Gjæst.</p> + +<p>Var det saadan han saae ud! Ikke meget, +meget større; og hans Øjne var jo slet ikke skinnende +sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige +Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han +var saa bleg og saae saa bedrøvet ud; — nu +smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder +var saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa +fin og lille.</p> + +<p>Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere +syntes han hende, og hun begyndte at undres +over, at hun kunde have tænkt sig ham større +eller anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span> +Frygt og tænkte kun paa al den Roes og Berømmelse, +hun havde hørt over ham. Hele Tiden +saae hun paa ham og hun forestillede sig ham i +Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under +Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet +tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende +springe op mod en Sejlers brede Bringe. +Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler +peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte +fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme +slæbte Sejren, som der stod i Krøniken, hun +havde læst.</p> + +<p>Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes +Øje paa ham.</p> + +<p>Ved en pludselig Bevægelse fangede han +Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, saae +ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende +Smil, saa rejste han sig op og lod som +om han først nu fik Øje paa Marie Grubbe.</p> + +<p>Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, +og Marie gjorde sin Kompliment.</p> + +<p>Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt +skuffet ved at erfare at de Øjne, der havde seet +saaledes paa ham, vare et Barns.</p> + +<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Ma chere</span>,» sagde han lidt spidst og saae +ned paa hendes Arbejde, «hun er den største +Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg +nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det +Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span> +«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, +«der jeg saae Generallieutenanten,» og hun skjød +den svære Kniplepude ind i Vindueskarmen, «kom +det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge +for Lægevæle<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" title="Lægevæle = Charpi." class="fnanchor">[4]</a> end for Huestads.»</p> + +<p>«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant +i Krigstid som ellers,» sagde han og saae paa +hende.</p> + +<p>«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne +Tider som nærværendes!»</p> + +<p>«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte +at more sig over hendes Alvorlighed, «og jeg +for een.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae +alvorligt op paa ham, «det er jo kuns et Barn, +I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter +Knipletøjet.</p> + +<p>«Tøv lidt, lille Jomfru!»</p> + +<p>«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder +længer.»</p> + +<p>«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt +om Haandledene og bøjede hende over mod sig +over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en vanskelig +Person, men,» hviskede han, «har En bedet +mig Goddag med et Øjekast som det, hun saae +paa mig med, saa vil jeg intet, at En en Haandevending +efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg +vil det intet — saa — kys hun mig nu!»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span> +Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine +skjælvende Læber mod hans, han slap hende og +hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende +paa sine Arme.</p> + +<p>Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag +og den næste havde hun en dump Fornemmelse af +Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det +var hende som var der bleven sat en Fod paa +hendes Nakke, som var hun bleven traadt i Støvet +og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var ingen +bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, +ingen Ønsker om Hævn var der. En sælsom +Ro var kommen over hendes Sind, ingen flyvende +Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler +mere. Overfor Ulrik Christian følte hun ikke +noget Bestemt, hun vidste blot at hvis han sagde: +kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, +maatte hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men +saadan var det, det vilde blive ved at være saaledes +og anderledes kunde det ikke blive.</p> + +<p>Hun kniplede og syede den ganske Dag med +en usædvanlig Udholdenhed og mens hun arbejdede +nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte om +Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred +paany, om Svenden, der maatte forlade sin +Mø og drage til det fremmede Land, hvorfra han +aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der +sad i det skumle Taarn saa sørgelig længe og +hvordan saa først hans ædle Falk den <em>døde</em>, dernæst +hans trofaste Hund <em>døde</em> og sidst hans gode<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span> +Ganger graa <em>døde</em>, men hans troløse Viv Malvina +hun levede frydelig og fro og uden Sorger. De +Viser sang hun og mange andre, og imellem sukkede +hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie +troede hun var syg og vilde have, hun skulde +lægge Vejbredblade i sine Strømper.</p> + +<p>Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter +saae ind og talte mildt og venligt til hende, var +ogsaa hun som om der Intet havde været dem +imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed +paa de store<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> hvide Hænder, der havde +taget saa haardt paa hende og hun spejdede efter, +hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, +der saaledes havde kunnet kyse hende, og ogsaa +Munden med det smale nedadbøjede Overskjæg betragtede +hun, men stjaalent og med en hemmeligt +kildrende Skræk.</p> + +<p>I den nærmest følgende Tid kom han næsten +hver eller hveranden Dag, og Marie Grubbe blev +mere og mere optaget af ham. Naar han var +borte, var der øde og livløst i den gamle Gaard, +syntes hun, og hun længtes efter ham som den +Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men +naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig +fuld og fri, hun følte sig altid saa usikker overfor +ham.</p> + +<p>En Nat drømte hun at hun saae ham ride +gjennem den tætopfyldte Gade ligesom hin første +Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter +saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span> +bange i Tavsheden og turde ikke smile til ham, +men gjemte sig bag Hoben; da saae han sig om +med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det +fæstede sig paa hende, det Blik, og hun trængte +sig frem gjennem Folkestimlen, kastede sig ned +lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko +paa hendes Nakke ...</p> + +<p>Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae +sig forbavset om i det kolde, maanelyse Kammer: +ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede, hun +vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun +elskede ham. — Ja saadan var det, hun havde +ikke vidst det før, hun elskede ham. Det blev +hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det +flimrede for hendes Øjne og alle Hjertets Pulse +banked, banked, banked. Hun elskede ham; hvor +det var forunderligt at sige, hun elskede ham! +saa herligt var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, +men dog saa uvirkeligt. Herregud, hvad +kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik +Taarer i Øjnene af Medlidenhed med sig selv — +men alligevel! og hun gjemte sig lunt og blødt +under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge +og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, +sin store, store Kjærlighed.</p> + +<p>Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var +der ingen Følelse af Usikkerhed hos hende, tvertimod, +den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde hende +betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at +røbe den gjorde hendes Væsen mere behersket,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span> +næsten voksent. Der kom nu en dejlig Tid fuld +af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk +dejlig Tid; eller var det ikke dejligt, naar Ulrik +Christian gik, skjult for ham og alle Andre, at +tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar +han kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede +Ven vilde tage hende i Favn, kalde hende ved +alle Verdens søde Navne og sætte sig hos hende +og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene — +længe, og hun vilde lade sin Haand glide igjennem +hans bløde, brune, buklede Haar? Hvad gjorde +vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev +ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der +virkelig kunde ske.</p> + +<p>Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var +det at Ulrik Christian sidst i November blev saa +farligt syg. Hans Helbred, der længe havde været +svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, +havde maaske ikke kunnet udholde den vedholdende +Nattevaagen og det anstrengende Arbejde, der var +forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa +var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for +højt. En smertefuld, tærende Sygdom med vilde +Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog efter +kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det +var øjensynligt at Sotens Navn var Døden.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Det var den ellevte December.</p> + +<p>I det store, læderbrune Gemak, der førte ind +til Ulrik Christians Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span> +Hans Didrichsen Bartskjær urolig frem +og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter +belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende +foran Malerierne paa Væggene og betragtede +tilsyneladende med stor Opmærksomhed de +bare, fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen +af mørke Træer, de badende Susanner og den +sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme; men +længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik +hen til Vinduet og lod Blikket rastløs vandre om +fra den graahvide Himmel til de vaade, glindsende +Kobbertag og de langlige Dynger af grumset +Tøsne nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han +igjen sin urolige Vandring, mumlende og gestikulerende.</p> + +<p>Det synes ham de gik med Døren, han +standsede pludseligt og lyttede: nej! Saa trak +han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en +Stol og der sad han og sukkede og gned beklemt +sine Haandflader mod hinanden, da Døren virkelig +gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en +stor Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt +vinkede ad ham.</p> + +<p>Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen +under Armen, glattede paa sin Samarie og traadte +ind i Sygeværelset.</p> + +<p>Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft +med mørkt Panel, fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger +en Rad grimme, broget malede Hoveder +af Tyrker og Morer grinede frem med hvide<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span> +Tænder. Et tyndt, blaagraat Klæde, hvormed +det smale, dybe Gittervindue var hængt til forneden, +holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt +Halvmørke, medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, +hvor Heste, Vaaben og nøgne Legemer +vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa +Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede +Omhæng af gult Damassin.</p> + +<p>En varm, af Salver og andre Medikamenter +beklumret Luft slog Præsten imøde som han traadte +ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han +greb efter en Stol og støttet til den saae han i +sin Svimmelhed Alting dreje sig forbi, Bordet +med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken +med hendes Kappe, Sengen med den +Syge, Vaabenstativet og den aabne Dør ind til +Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.</p> + +<p>«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende +Røst, da Svimmelheden havde fortaget sig.</p> + +<p>«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den +Syge og lettede sig op i Sengen.</p> + +<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Gemach, gnädigster Herr, gemach</span>,» tydsede +Ane Skomagers, Sygekonen, og gik hen mod Sengen +og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «<span xml:lang="de" lang="de">es +is de hochwürdige Confessionar sejner Majestät, +der hiegeschicket is und Euch beichten soll</span>.»</p> + +<p>«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte +Præsten og nærmede sig Sengen, «vel veed +jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller +vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span> +deres idelige Støttestav og hans Hus til deres +stadige Herberge, og skjøndt den Gud, der lader +Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som +holder Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets +bloddryppende Cypresser i sin Haand, saa er det +dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa +dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er +givet at byde over og at foregaa med sit vaillante +Exemple, kan for en Stund forgjætte at vi ere +som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som +kraftløse Ymper i Verdens Skaberes vældige Hænder +og at han daarligen tænker: dette haver jeg +udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver +bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men, +dyrebare Herre! nu I er hvilendes paa Eders +haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, +som er Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders +Forstand og tilvendet sig Eders Hjærte, saa at I +med Angst og Bævelse haver lidet efter at bekjende +Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde +modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade +kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: Anammelse">Annammelse</a>. +Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»</p> + +<p>«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og +Bedring, Syndernes Forladelse og det evige Liv,» +vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i +Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han +er, tror han, fordi Ens Ben bulner ud af Kroppen +i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span> +skulde blive mere genegen til at høre paa hans +Præstepjadder?<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p> + +<p>«Naadigste Herre, I misbruger højligen det +Privilegium, Eders høje Stand og endmere Eders +ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen at +overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns +gjør sin Pligt ved at søge at vende Eders Tanker +til det for Eder visseligen ene Fornødne. Ak, +høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod +Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver +slagen Eders Legeme, lært Eder, at Ingen kan +undgaa Herrens Straffedomme og at Himlens Svøbeslag +falder paa Høje som paa Lave?»</p> + +<p>Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler +I, Helved fortære mig, som en uvittig Pog; det, +der mig nager, det har jeg ærligen og redeligen +skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel +eller Helved' skikker Folk saadant paa, saa skal +jeg sige Jer, at de faar det ved Drik og ved +Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, +det kan I stole paa. Naa, men tag han mig nu +sine højlærde Ben ud af Kammerset her det +Forteste han kan, ellers skal jeg ...»</p> + +<p>Her fik han et af sine Anfald og medens han +vred og vaandede sig under heftige Smerter, svor +og bandte han saa bespottelig og saa kurieus forfærdeligt, +at Præsten blev bleg af Forargelse og +Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende +Kraft, at det dog maatte forundes ham +at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl tilgængelig<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span> +for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og +da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han +atter: «Herre, Herre! med grædendes Røst anraaber +og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan +vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk +dog at Øksen alt ligger ved Træets Rod og at +det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om +det farer fort med sin Goldhed og intet i den +ellevte Time bryder ud i Blomst og sætter Frugt! +Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og +kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres +Fødder ...»</p> + +<p>Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, +sat sig op paa Hovedgjærdet og nu viste han +truende mod Døren og raabte den ene Gang efter +den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg +taal' ham intet længer!»</p> + +<p>«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I +gjør Eder haard, fordi I mistvivler om at finde +Naade, fordi Eders Syndebjerg er saa overmaade, +saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld +er uudtømmeligt ...»</p> + +<p>«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede +Ulrik Christian frem <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: mellen">mellem</a> de sammenbidte Tænder, +«ejns — zwej —!»</p> + +<p>«og om Eders Synder vare røde som Blod, +ja, som tyriske Purpur ...»</p> + +<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Rechtsum</span>!»</p> + +<p>«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span> +«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans +hellige Engle,» brølte Ulrik Christian, idet han +sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde fra +Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men +denne havde hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset +og slaaet Døren i efter sig. Ulrik Christian løb +nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om +paa Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men +han tog Kaarden med sig.</p> + +<p>Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, +han havde ingen Smerter, og den Mathed, der var +kommen over ham, fandt han behagelig og velgjørende. +Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, +som trængte sig ind mellem Traadene i +Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte de +sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, +naar han kom til at tænke paa Præstejagten +og blev kun gnaven hvergang Ane Skomagers +vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge +paa at sove.</p> + +<p>Lidt over Middag bankedes der haardt paa +Døren, og umiddelbart efter traadte Præsten ved +Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store +føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort +sort Haar og store dybtliggende Øjne, traadte +straks hen til Sengen og hilste: Goddag.</p> + +<p>Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var +en Præst for hans Seng, blev han saa rasende, at +han rystede paa alle Lemmer, og Eder og Skjældsord +foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers,<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span> +der ikke bedre kunde vare hans Fred, og +mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.</p> + +<p>«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, +«er det en Mund at føre for En, der alt har sit +ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende +Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders +Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med +Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de Misdædere +og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden +og de ser, de intet kunne undgaa Tængerne +og Øksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres +usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre +med skidne Vanvittighedsord, for dermed at +sætte Mod i sig selv og saalunde holde sig oppe +over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, den +lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige +Anger, i hvilken dog slige Kumpaner paa +det Sidste hensynke, og som de fast mere have i +Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»</p> + +<p>Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han +havde faaet listet Kaarden frem over Dynen, da +raabte han: «var dig, Præstevom!» og gjorde et +Udfald efter Hr. Jens, men denne <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: afparrerede">afparerede</a> +sikkert Stødet med sin brede Alterbog.</p> + +<p>«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde +han haanligt, «dertil er vi vel begge to for gode, +og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane +Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»</p> + +<p>Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span> +Sengen og Ulrik Christian lagde Kaarden fra sig +ovenpaa Dynen.</p> + +<p>Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden +og Syndens Sold, om Guds Kjærlighed til +Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.</p> + +<p>Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og +legede med Kaarden, at Lyset kunde spille paa +den blanke Klinge, og han bandede, nynnede +Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham +med gudsbespottelige Spørgsmaal, men Hr. Jens +lod sig ikke forstyrre og talte videre om de syv +Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes +Forladelse og Himmerigs Glæde.</p> + +<p>Men saa rejste Ulrik Christian sig overende +i Sengen og sagde lige i Ansigtet paa Hr. Jens: +«det er idel Løgn og Digt tilhobe.»</p> + +<p>«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det +sandt!» raabte Præsten, «hvert evige Ord,» og +han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede +mellem hinanden og nu rejste han sig op og med +streng Røst talte han ham til og sagde: «I fortjente, +jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede +Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene +her tilbage som et sikkert Bytte for Djævelen og +hans Rige, thi did skal <span class="corr" title="var: i">I</span> visseligen komme. I +er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum +ind til Korsens Galge og for dem er al Helvedes +Gaarde beredt. Spot intet ad Helvedes frygtelige +Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild af +Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span> +Vaandefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! +Ak, Helvedes Nød og Kvaler er større end +noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket +og under Kneb af gloendes Tænger og +han vaagnede udi Helvedes Ild, han vilde længes +til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel +er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, +naar de som en Trækvind piner sig Tomme for +Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder +Senerne som de skulde briste, naar de brænder +som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med +sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men +Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af +Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led, +som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en +evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een +Bølge skyller mod Stranden og en næste følger og +den næste igjen i al Evindelighed, saaledes følge +Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden +evig og evindelig og uden Ende og uden Ophør.»</p> + +<p>Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg +vil intet,» mumlede han, «jeg vil intet; jeg har +hverken at skaffe med Jeres Helved' eller Himmerig; +jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting +andet.»</p> + +<p>«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men +for Enden af Dødsens mørke Gang der er kuns +tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde og een +til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej +at komme, visseligen ingen.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span> +«Jo der er, Præst, jo, der er, — er der +ikke? svar! er der ikke en dyb, dyb Grav, digt +hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb, +sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens +Ting?»</p> + +<p>«De, der gik deres egne Veje, de styre mod +Djævelens Rige; der myldrer af dem for Helvedes +Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge, de skubbes +og drages for at undgaa den gabendes Svælg og +de raabe ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de +intet vilde følge, at han skal føre dennem bort. +Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de +krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes +Porte skal lukke sig over dem som Vandene lukke +sig over den Druknede.»</p> + +<p>«Er det nu Noget, I fortæller, er det? +Ved Eders ærlige Navn, er det andet end som +Digt?<span class="corr" title="var: «">»</span></p> + +<p>«Ja!»</p> + +<p>«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres +Vorherre foruden, jeg vil slet intet udi Himmerig, +bare dø.»</p> + +<p>«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige +Pinested, hvor den uendelige Svovlsøs kogende +Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis Lemmer +trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde +suger efter Vejr imellem Overfladens spillende +Luer. — Jeg ser deres Kropper drives om som +hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade +i blæsende Storm, og deres Skrig ere som Jordens<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span> +Brølen, naar Jordskjælv ryster dens Indvolde og +deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte +turde bede dig løs, du Arme! men Naaden haver +tilhyllet sit Aasyn og Barmhjærtighedens Sol er +gangen under.»</p> + +<p>«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» +stønnede Ulrik Christian, «hvad er du Præst for, +naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds Skyld +bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv +mig din Vin og dit Brød, der er jo Frelse, siger +de, i Vinen og Brødet; eller er det Løgn, lutter +forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som +en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig +stærk, saa trøstesløs mægtig; gjør ham god, +din Gud, gjør ham god imod mig, jeg bøjer mig, +jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»</p> + +<p>«Bed!»</p> + +<p>«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det +skal være — ja!» og han lagde sig paa Knæ i +Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte +han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal +jeg sige?»</p> + +<p>Præsten svarede ikke.</p> + +<p>En Stund laa Ulrik Christian saaledes og +stirrede opad med store, feberstraalende Øjne, +«der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre +Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende +sammen.</p> + +<p>Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød +den itu og raabte: «Herre Jesus Christus, se, jeg<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span> +brækker min Kaarde!» og han holdt de blanke +Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»</p> + +<p>Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham +og skyndte sig med at berette ham, da han ikke +saae ud til at have meget igjen.</p> + +<p>Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers +og gik.</p> + +<p>Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der +ingen af de Nærmeste ind til den Syge, men i et +Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og Venner, +Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede +for at modtage de Besøg af Adelspersoner, +Gesandter, Officerer, Hoffolk og Raadmænd, som +kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets +Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik +Christian var atter allene med Ane Skomagers.</p> + +<p>Det begyndte at skumre, Ane lagde noget +Brænde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys tændt, +tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt tilrette; +hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i +Søvn. Ude i Forværelset var der bleven posteret +en Badskærer og en Lakaj i Tilfælde af at der +skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa +Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger +paa Straamaatten for at det ikke skulde rasle og +de var saa optagne af deres Spil, at de ikke mærkede +at der var En, der listede sig gjennem Stuen, +før de hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.</p> + +<p>Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede +paa hinanden.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span> +Det var Marie Grubbe.</p> + +<p>Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede +sig over den Syge, der laa stille hen og blundede. +I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg og +fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene +saa sælsomt store og de magre, voksgule Hænder +famlede matte og hjælpeløse om paa det mørkeblaa +Bolster.</p> + +<p>Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede +hun. Hun lagde sig ned paa Knæ foran Sengen, +støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae +ham lige ind i Ansigtet.</p> + +<p>Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende +og uroligt var Blikket.</p> + +<p>«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin +Haand paa hans Skulder.</p> + +<p>«Er her flere?» stønnede han mat.</p> + +<p>Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget +syg?» spurgte hun.</p> + +<p>«Ja, det er snart forbi med mig.»</p> + +<p>«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har +jeg tilbage, naar du gaar hen? Nej, nej, hvor +skal jeg holde det ud?»</p> + +<p>«At leve! — det er let at leve; men jeg +har faaet Dødsens Brød og Dødsens Vin, jeg +maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og +Blod — tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi +Navn, Jesu Christi Navn! Bed en Bøn, Barn, ret +en stærk Bøn!»</p> + +<p>Marie foldede sine Hænder og bad.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span> +«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en +Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen, +en lang Bøn med mange Ord — mange Ord! — +aa, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? +— hold fast, hold fast! den gaar rundt ... som +et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel +af Kval og ... ha, ha, ha <span class="corr" title="var: ..,">...</span> er jeg drukken +igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har +jeg da drukken? — Vin! — ja vist, det var +Vin, jeg drak! <span xml:lang="de" lang="de">ha, ha, lustig, mein Kind, lustig!</span> +kys mig, min Høne!</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i0">Herzen und küssen<br /></span> +<span class="i0">Ist Himmel auf Erd ....<br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er +rund og varm ... kys mig varm? — og du er +hvid og trind og hvid og glat ....»</p> + +<p>Han havde slaaet sine Arme om Marie og +knugede det forskrækkede Barn ind til sig. I det +samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge +sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. +Truende holdt hun sin Bønnebog op i Vejret og +raabte: <span class="corr" title="tilføjet: «">«</span><span xml:lang="de" lang="de">h'raus du höllisch' Weib — sitzt mich das +lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! +h'raus wer du bist — elender Bote des Menschenfeindes, +des lebendigen Teufels!</span>»</p> + +<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Teufel!</span>» brølede Ulrik Christian og slyngede +forfærdet Marie Grubbe fra sig. «Vig bort Satan! +ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o, du forbandede +Djævel! du vilde bringe mig til Synd i +mit sidste Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span> +være saa forsigtig, bort, bort i Herrens velsignede +Navn, du forbandede Gestalt.» Med vidtopspilede +Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i +Sengen og pegede mod Døren.</p> + +<p>Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede +Marie ud.</p> + +<p>Den Syge kastede sig ned og bad og bad, +mens Ane Skomagers højt og langsomt læste den +ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.</p> + +<p>Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_VI" id="KAPITEL_VI"></a>VI.</h2> + + +<p>Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds +trak Svensken sig tilbage og nøjedes +med at holde Byen indesluttet.</p> + +<p>De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder +blev mindre tunge end før, man fik Aanderum til +at glæde sig over det, man havde gjort og over +det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. +Vel var der de, der havde faaet Smag paa det +bevægede Krigerliv og som med Mismod saae en +trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags +Scener, men Hovedmassen af Befolkningen var glad +og følte sig let om Hjærtet. Og Glæden fik Luft +i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder +og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens +Fjenden var saa knugende nær, de samlede nu +glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i Byen.</p> + +<p>Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig +med sine Naboer og til at gjøre Skjæven i deres +Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at bagtale +hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og +Lykkenid levede kraftigt op og gammelt Fjendskab +slog ud i nyt Nag og ny Hævntørst. En var der,<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span> +som i den seneste Tid havde forøget Tallet paa +sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit +Hoved, og det var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde +man nu ikke ramme, thi han var tryg i Fjendens +Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, +som man troede vare venligt sindede mod ham, dem +betragtede man med mistænksomme Blikke, belurede +og fortrædigede dem og Hoffet kjendte dem ikke.</p> + +<p>Det var vel ikke mange dette gjaldt, men +blandt de faa var Sofie Urne, Ulrik Frederiks +Fæstemø.</p> + +<p>Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru +end hun hadede Ulfeldt selv, havde fra Begyndelsen +af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse med +en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore +Christine, og nu da Ulfeldts sidste Handlinger havde +stillet ham og hans i et endnu hadefuldere Lys +end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen +og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen +hævet.</p> + +<p>Det varede ikke længe før Kongen havde +samme Ønske som Dronningen, thi man havde +skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne +som saa listig og farlig og Ulrik Frederik som +saa letsindig og let at lede, at det blev ham klart, +hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der heraf +kunde vokse frem; men han havde nu engang givet +sit Minde og var altfor øm over sit Ord og sin +Ære til at tage det tilbage. Han forsøgte derfor +at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span> +let det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, +kunde forstyrres ved en Person, der med Rette +var ham og Dronningen saa meget imod, da hendes +Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender +og endvidere hvorledes han stod sin egen Lykke +i Vejen, idet der vanskelig blev den vigtige Æresposter +betroet, som vidstes under stadig Paavirkning +af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede +han hen til Jomfru Sofies intriguante Karakter og +yttrede sin Tvivl om at hun virkelig bar Kjærlighed +til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, +sagde han, vilde hellere have forsaget end at bringe +sin Objekt i Vaade og Vanskelighed, hellere sørgende +have holdt sig fordækt end jubilerende aabenbare +sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig +Skrupler, tvertimod hun havde benyttet sig af hans +Ungdom og blinde Elskov. Saaledes talte Kongen, +men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik, +thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse +det havde kostet ham at faa Jomfruen til at give +sit Sindelag tilkjende, og da han gik fra Kongen, +var han endnu fastere end før besluttet paa at +Intet skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie +var det første alvorlige Skridt han i sit Liv havde +taget og han satte sin Ære i at det blev taget +fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder +rede til at lede og føre ham, men han var nu for +gammel, han kunde gaa alene og han vilde det. +Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var +Glands og Ære for ham mod hans Kjærlighed,<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span> +kun for den vilde han kæmpe og savne, kun i +den vilde han leve.</p> + +<p>Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at +han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor +lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug +kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var +dette som Blæst til brændendes Lue, men efterhaanden +voldte det, at han sjældnere saae sin +Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for +hende<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> og der var Øjeblikke, hvor han tvivlede om +hendes Kjærlighed, ja end ikke ret vidste om hun +hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, +medens hun syntes at holde ham tilbage.</p> + +<p>Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med +aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde<span class="corr" title="var: .">,</span> +Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget sig +med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; +nu var der ingen Hænder strakte frem for at lede +ham og han begyndte at savne dem, han var slet +ikke den Mand, der duede til at stævne <em>mod</em> +Strømmen, blot den ikke bar <em>med</em>, var han modløs. +Fra hans Fødsel var der lagt ham en gylden Traad +ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke +og Ære, den havde han sluppet for selv at finde +sig frem, endnu glimtede den for ham, — skulde +han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig +op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe +Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at besøge +hende, hans Stolthed led ved denne uværdige +Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span> +af Alt, han var vant til at komme i Pomp og +Pragt, vant til at tage i Fyrstestil hvert Skridt +han tog, og dette var saa ganske anderledes. Dage +gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte +Planer, han lededes ved sin Raadløshed, kom +i Foragt for sig selv, og saa Tvivlen: havde ikke +hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed eller +havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog +sagde de, ja vist var hun klog, men var hun <em>saa</em> +klog, som de sagde? aa nej, hvad var da Kjærlighed, +naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Bagom Christoffer Urnes Have gik der en +lille Smøge, ikke bredere end at en Mand kunde +klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik +Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin +Fæstemø, <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: sg">og</a> han havde da gjerne Livsens Korthed +med til at holde Vagt for Enden af Smøgen, +forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over +Plankeværket.</p> + +<p>Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire +Timer over Sengetid; Daniel havde svøbt sig +ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa Resterne +af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var +kastet over i Smøgen; han var glad tilmode, en +Kjende drukken og sad og smaafniste ad sine egne +lystelige Tanker. Ulrik Frederik var allerede over +Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, +paa Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide +Stykker, det susede sagte i Løntræet over ham og<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span> +i Roserne ved Siden; de var fulde af røde Blomster, +men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten +hvide. Han gik op mod Huset, der laa det med +sin skjærende hvide Væg og de gulligt glittrende +Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille ... +Nu <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: sittrende">sittrede</a> en Faarekyllings svirrende Glastoner +hen gjennem Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige +Skygger stod som malede paa den hvide Mur, en +fin Em steg op over Blegen — nu, Krogen af +Døren og han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede +han op ad den gamle Trappe, den lumre, +krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans +Fødder knirked og knirked det møre Gulv. Maanen +skinnede derind gjennem et lille Tagvindue og aftegned +i Lys dets firkantede Form midt paa en +Korndynges jævne Overflade — over Dyngen, +Støvet hvirvlede i Skjæret bag ham, nu var han +ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, +et svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, +den skraa, sodgule Skorsten og Tagets Lægter +træde ud af Mørket, saa var det borte og han +stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.</p> + +<p>Det var lavt og lille, opfyldt med store +Linnedskabe, under Loftet hang Lærredsposer med +Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene +og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg +og sølvbeslaaet Seletøj. Henne under Vinduet, +der var lukket med store Træskodder, stod paa en +messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie +aabnede dens Hornrude, at den kunde lyse lidt<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span> +bedre; hendes Haar var løst og hang ned paa +Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun +havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt +var blegt og forgræmmet, men hun smilede +lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat +sig paa en lav Skammel, foldet Hænder om sine +Knæ og snakkede muntert op til Ulrik Frederik, +der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede +af Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende +bange.</p> + +<p>«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du +siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer +intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at +hviske mig til, aa, da har du intet længtes som +jeg,» hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre +og kastede den glødende Tande paa Gulvet +og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem +og traadte Gnisten ud.</p> + +<p>«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen +og sæt dig ned, men først maa du knæle og sukke +og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg +sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg +forgjæves og vented og længtes til mine Øjne blev +dumme.» Hun løftede truende Haanden: «paa +Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert +Liv;» det sagde hun med spøgende Højtidelighed, +saa smilte hun og bad halv bønligt, halv utaalmodigt: +«kom nu hen og knæl, kom nu hen og +knæl!»</p> + +<p>Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om,<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span> +det var saa latterligt at knæle her i Christoffer +Urnes Pulterkammer, men han knælte dog, lagde +sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i +hendes Skjød, men han sagde Intet.</p> + +<p>Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun +havde seet at Ulrik Frederik var bleg og forpint +og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand legede +sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede +heftigt i anelsesfuld Angst.</p> + +<p>I den Stilling sad de længe.</p> + +<p>Pludselig sprang Ulrik Frederik op.</p> + +<p>«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan +blive ved! Det veed Gud Fader, vor +Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit +inderste Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv +det bliver at føre, som skal leves dig foruden. +Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? +de staar os jo Alle saa haardt imod, der er +ikke en Mund, der har Trøst i Mæle, de vender +sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb +dem en kold Skygge over, naar de nu ser mig; +men før, da var det som kom der et Lys naar +jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig, +bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig +ad — og jeg har Synd og Skam af at bede den +Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid, den +har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa +jeg brændende af Skam, men forknyt og forpint, +beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord tilbage, +hjærtensdyre Pige!»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span> +Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og +kold som en Støtte og stirrede alvorligt paa ham +mens han talte.</p> + +<p>«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt +og fast.</p> + +<p>Havde hun sagt ja, havde hun givet ham +fri, Ulrik Frederik følte det, han havde ikke +taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende +for hendes Fødder, han vilde have trodset +Kongen og dem alle, sikker paa hende; men hun +gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke +for at vise ham hvor godt han var bunden, o, +hun var klog, som de sagde; det kogte i ham, +han kunde kastet sig over hende, grebet hende i +hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud +af hende, for at tvinge hende til at lægge hvert +Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben for ham i +hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog +kunde faa Vished, men han tvang sig og sagde +med et Smil: «javist, jeg veed — det var jo ene +Spøg, forstaar du vel.»</p> + +<p>Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke +ene Spøg, det var det ikke, hvorfor kom han ikke +hen og kyssede hende, hvis det var Spøg, hvorfor +blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, +blot hun kunde se hans Øjne, nej det var ikke +Spøg, han havde spurgt ligesaa alvorligt som hun +havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun +havde tabt ved det, han havde ikke forladt hende, +hvis hun havde sagt ja; «o Ulrik Frederik,»<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span> +sagde hun, <span class="corr" title="var: »">«</span>jeg havde kuns vort Barn i Tanker, +men har du mig intet længer kjær, saa gaa, +skynd dig at gaa og byg op paa din Lykke, jeg +holder dig intet tilbage.»</p> + +<p>«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; +vil du tro, jeg kunde tigge mit Ord tilbage og +luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! +Jeg maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg +løfted mit Hoved, være i Angst for at det Blik, +der havde seet min Vanære, skulde mødes med mit +og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han +mente hvad han sagde, havde hun elsket ham saa +inderligt som han havde elsket hende, da maaske, +men nu, aldrig.</p> + +<p>Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved +paa hans Skulder og græd.</p> + +<p>«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, +gaa, intet om jeg kunde binde dig med et Haar +vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes +bort.»</p> + +<p>Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte +Sofie,» sagde han og løste sig ud af hendes Arme, +«lad os nu intet drive Comediespil med hinanden, +jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig +at Præsten lægger vore Hænder tilsammen, det +kan kuns intet ske for snart og derfor skal det +ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa +for sig i alt Fordulgthed, for det er til ingen +Nytte at sætte Verden mere op imod os end skeet +er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte<span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span> +hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig +bad de hinanden kjærligt Farvel.</p> + +<p>Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var +Maanen borte og Alting mørkt, enkelte tunge +Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene +galede de aarvaagne Haner, men Daniel var +falden i Søvn paa sin Post.</p> + +<p>I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru +Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en +fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke +bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage +efter talte til Kongen derom. Følgen heraf var +at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes +ved kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes +Jomfru Sofie med hendes Frænders Samtykke til +Frøkenklostret i Itzehoe.</p> + +<p>Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at +afværge dette Skridt; vel følte han sig krænket +derved, men han var træt og sløvet og bøjede +sig i dump Mismodighed for det, der som han +sagde, nu en Gang saa skulde være. Næsten +hver Dag var han drukken og han elskede, naar +Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste +Svirebrødre, der var hans eneste stadige +Omgang, grædende og klagende at skildre det +søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være +blevet hans og endte saa altid med tungsindige +Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i +Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span> +til den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte +Dun og hvor Ormene var Badskjær.</p> + +<p>For at gjøre Ende paa dette Levnet lod +Kongen ham følge med de Tropper, som Hollænderne +overførte til Fyen, og herfra vendte han +midt i November tilbage med Budskabet om +Sejren ved Nyborg. Han indtog nu igjen sin +Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev +udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at +være bleven sig selv igjen.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_VII" id="KAPITEL_VII"></a>VII.</h2> + + +<p>Marie Grubbe er nu sytten Aar.</p> + +<p>Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet +fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var hun +kommen styrtende op paa sit Kammer og var +gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende +sig som stædt i stærke legemlige Smerter, +saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru Rigitze +og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun +troede der Noget var sprungen inden i Jomfru +Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa derop, men +hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun +havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit +Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze +spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun +vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive længer, og +hun græd og hulkede og rokkede med Hovedet +fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru +Rigitze hende et Livfuld Hug og skjældte Lucie +ud fordi de havde været ved at tage Livet af +hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte +sig selv.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span> +Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. +I hendes Kjærligheds lykkelige Dage, var der da +bleven budet hende Hug, vilde det have ramt +hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste +Beskæmmelse, men nu var det hende ligegyldigt, +nu alle hendes Længsler, hendes Tro og hvert +hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet +sammen og vejret hen. Hun tænkte paa, hun +en Gang hjemme paa Tjele havde seet Karlene +stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den +højgjærdede Andepark; det arme Dyr svømmede +stumt omkring; op kunde det ikke komme, og +Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en +anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for +hver Sten, der faldt, at den maatte ramme ret +dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde +været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv +som den stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og +Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme, +for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var +al hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var +Enden paa al Storhed: en trælleagtig Klynken, et +lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa var der +ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, +han red ud ad Dødens Porte med klirrende Spore +og ringende Bidsel; med blottet Hoved og sænket +Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke med +Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da +ingen straalende Skikkelser at længes frem imod +i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span> +lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og +Farver! mat og graat — Altsammen saa var det +mat og graat og øde, bundløs Hverdag, lunken +Søgnedagsliv tilhobe.</p> + +<p>Saadan var hendes Tanker i den første Tid, +det var hende som havde hun en stakket Stund +været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden, +i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes +Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed +Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet +Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin +Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder +ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig +Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun +var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, +og saadan var den hele Verden, alle de Mennesker, +der var til, saa var de saadan. Og dog +levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte +blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede +og strække deres usle Armod og stolte lytte efter +lødig Klang i deres Tomheds Buldren.</p> + +<p>Nu greb hun begjærligt efter den Skat af +gamle Postiller, der saa tidt var bleven hende +budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt en mismodig +Trøst i deres strenge Ord om Verdens +Elende og alle jordiske Tings Forfængelighed, men +een Bog, var der, som hun fremfor alle andre +hængte over og stadig vendte tilbage til, og det +var Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke +blive træt af at beskue det himmelske <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Jerusalens">Jerusalems</a><span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span> +Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder, +gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad +alle Døre; hun lod sig blænde af Straaleglandsen +fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth, +hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede +sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte +hun sig ogsaa hvordan hun og Lucie og Faster +Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te +sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes +Skaal over Jorden og naar den anden udgød sin +Skaal, og den tredie sin, længer kom hun aldrig, +thi hun begyndte altid forfra.</p> + +<p>Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit +Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med høj +og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun +paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller +«de tolv gudelige Maaneds Stemmer,» for de to +kunde hun næsten udenad.</p> + +<p>Der var i al denne Fromhed endel forklædt +Ærgjærrighed, thi vel følte hun virkelig Tynge +af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund +med Gud, men der laa dog tillige til Grund for +alle disse gudelige Øvelser en halvklar Lyst til +Magt, et halvbevidst Haab om at blive en af de +udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges +Rige. Hendes Væsen var ved Alt dette bleven +helt forandret; hun var bleven indesluttet og +folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; +hun blev mager og bleg og hendes Øjne fik en +haard, brændende Glands og det var intet Under;<span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span> +thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende +gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede +hendes Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt +og Tungt, og om Aftenen naar Lucie var falden +i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk +asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine +bare Knæ paa Gulvet og bede til hendes Ben +værkede eller hun ikke mere kunde føle sine Fødder +af Kulde.</p> + +<p>Saa var det at den Tid kom da Svensken +trak sig tilbage og det hele Kjøbenhavn delte sin +Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som +Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag +hos Marie, thi paa den kom Fru Rigitze fulgt af +en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte Bord +og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og +perlestukne Huer, som Marie havde faaet i Arv +efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven +funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne +Klæder.</p> + +<p>Det var saa betagende at blive gjort til +Gjenstand for al den Travlhed, der nu brød ind +over det lille Kammer, for al denne Sprætten-op +og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og +hvor kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar +det gløded tungt i lange, rige Folder eller straalede +blankt, hvor det sad tæt og stramt og hvor +fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det +ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt +hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udhæve<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span> +Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt vel +vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen +tungsindige Drømmerier kunde staa for denne +glade, straalende Virkelighed. Og nu blot een +Gang<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> at sidde ved Gildesbord, — og nu kom +hun til Gilder —, med denne snehvide, krusede +Halskrave blandt andre Jomfruer med ligesaa krusede +Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed +som en døgngammel Drøm, og blot een Gang at +have traadt Sarabande og Pavone i sidskjørtet +Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og +med spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde +bringe hendes Kind til at brænde af Skamrødme.</p> + +<p>Og hun kom til at skamme sig, hun kom til +at træde Sarabanden og Pavonen, for to Gange om +Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier sammen +med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels +Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede +dem i Holdning, Pas og Reverentser efter +de nyeste spanske <span class="sic" title="[sic]">Facons</span>. Desuden blev hun oplært +i at spille paa Luth og blev yderligere perfectioneret +i det Franske, thi Fru Rigitze havde +nu saa sine egne Planer.</p> + +<p>Marie var lykkelig.</p> + +<p>Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været +holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og +Fangevogterens barske Omgang af et jublende +Folk løftes op paa Tronen, faar Magtens og +Ærens Guldring trykket fast paa sine Lokker og +ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span> +sig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var +ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i +Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende +som havde hun været en Dronning, Alle havde +smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.</p> + +<p>Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, +som den er blaa, saaledes var hendes Øjne +i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe +i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i +Skygge. De kunde sænkes saa blyt som en sød +Tone, der dør, og løfte sig saa kjækt som en +Fanfare. Vemodigt — ja, naar Dagen kommer, +saa ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, +saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt. +Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev +det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, +men indtrængende kalder paa Ens Navn, men naar +det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt, +var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.</p> + +<p>Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste +det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt +og havde hun været ældre, end hun var, maaske +hun da vilde være bleven som til Sten ved sin +egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et +sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes +blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive +Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet +sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes +Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og +hun havde saa pludselig lært dens Magt at kjende,<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span> +at det varede længe før hendes Væsen med Ro og +Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig +bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen +Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og +meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt +hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende +Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit +Hjærte.</p> + +<p>Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, +den første Søndag efter Fredsslutningen. Om +Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste +og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en +Eftermiddagstour med Fru Rigitze.</p> + +<p>Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, +for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne +lukkede op igjen, efter at have været stængede i +samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor +ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor +Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet; +man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn; +der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved +Skandsekurvene; der havde <em>den</em> staaet og der var +<em>den</em> falden, hin havde rykket frem hist og var +bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, +fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes +Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk +og de solblegede Horsepander, og der var en +Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, +opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge +og nedad Stolper.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span> +Gert Pyper og hele hans Familie spanked +omkring der og han stamped vel hundrede Gange +paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa +synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak +ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor +forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt +endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, +hvor det var at han var posteret den Nat, de +skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens +Søn blev skudt Hovedet af; medens de +smaa Børn græd over, at de ikke maatte beholde +den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde +være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde, +thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den +halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet, +eftersom han mindedes en Historie om en Soldat, +der blev hængt for Magdeborg, og under hvis +Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt saamange +Penge, at de deserterede da Plyndringen af +Staden skulde til at gaa for sig.</p> + +<p>Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de +grønne Marker og hvidgraa Veje var prikkende +sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte +Steder saa nøje og opmærksomt, som om +det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før +kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens +Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen +ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng +bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst +og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste af<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span> +Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men +udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog +de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til +Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende +store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, +at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede +der og drog frisk Luft i de grønne Træers +Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran +Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og +Kirkegaarden havde været tom de Helligdage som +de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen, +og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade +myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe +og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards +bredkronede Linde.</p> + +<p>Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten +laa Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone, +Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; Læredrengen +stod bagved og gumled fornøjet paa det +lækre Søndagsbrød, mens han ventede paa Kurven. +Smaabørn trippede med Hænderne fulde af Levninger +hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved +Muren, videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem +de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende +til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de +Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik +de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt +senere end de andre og spiste enten hjemme eller +paa Trakteurstederne i Haverne bagved.</p> + +<p>Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span> +Raadmænd og unge Officerer, brede Herremænd +og fremmede Residenter. Her gik den rørige graa +Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han +lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige +Villem Fiuren og lyttede til hans pibende Røst; +der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, +her stod Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og +talte med gamle Axel Urup med det evige Smil +og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, +Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med +Søster Rigitze og den utaalmodige Marie, og der +var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen +med hans hørgule Manke og Peder Retz med +hans spanske Lader og spanske Dragt.</p> + +<p>Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i +Følge med Niels Rosenkrands, den kjække Oberstlieutenant +med det franske Væsen og de livlige +Gebærder.</p> + +<p>De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik +Frederik hilser koldt og fornemt og vil gaa forbi, +thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer han +Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens +varmeste Tilhængere, mistænker for at have +havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands +standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt +spise til Aften med i Johan Adolfs Have, +at det var vanskeligt at slippe, og de gaa begge +to med.</p> + +<p>Lidt efter sidder da hele Selskabet i det +murede Lysthus og tager for sig af de landlige<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span> +Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte +med.</p> + +<p>«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru +Ide Daa, «at de svenske Officiers skal havt saa +særdeles angenemme Manerer med de sjællandske +Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud +af Land og Rige?»</p> + +<p>«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, +«er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde +til Jomfru Dyre.»</p> + +<p>«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru +Rigitze.</p> + +<p>«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte +Søster, dem der er saa lyse i Haarlød, de er i +Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, +der forløb Landet, hun var Datter af Henning +Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie, +den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med +sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, +baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede +Pengestykker.»</p> + +<p>«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager +stort Læs.»</p> + +<p>«Jo — at forstaa —» bekræftede Oluf Daa, +han slog altid ud med den venstre Haand, naar +han talte, «Elskov — at forstaa — den er — +den er stærk.»</p> + +<p>«El—skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt +sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger, +«er som Her—kules udi Fruentimmersdragt, af<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span> +Lader er den mild og charmant og ser ud som +idel Veg—hed og Tam—hed, men ligegodt har +den i sig Kra—ft og Listighed nok til at føre +igjennem de tolv herku—liske Prøver tilhobe.»</p> + +<p>«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru +Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel +med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed +Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, +ligesaavel som han rensed Urias, eller hvad han +hed, hans Stald, I veed.»</p> + +<p>«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, +henvendt til Marie Grubbe, «at Elskov er som +naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner +op i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan +Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens +Sind, saa det, der før syntes En gold og øde, det +skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og +Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov, +skjønne Jomfru Marie?»</p> + +<p>«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for +at være lig en Demant, for ligesom Demanten er +skjøn og prægtig at se til, saadan er og Elskov +skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig +for den, der nedsvælger den, saaledes er ogsaa +Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds +Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund +En da skal gjøre sin <span xml:lang="fr" lang="fr">Jugement</span> efter de synderlige +Fagter, En antræffer hos amoureuse Personer, +og efter den remarkable Discours, de føre.»</p> + +<p>«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span> +kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres +af dens Glindsenhed!»</p> + +<p>«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte +Axel Urup og holdt op igjen for at smile +og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til +Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer +i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med +Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive +koldsindige Personer den mest brændendes +Passion?»</p> + +<p>«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da +aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds Værk — +og paa en Søndag!»</p> + +<p>«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min +Tro ingen Synd, tværtimod ... nej ... nej ... +Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst +Gyldenleu? — Nej? — nej vist intet; taler intet +ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde +Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad +jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de +har deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En +hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem +sig og svømme En baade for Øjne og Øren? +og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret +ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev +helt svalt med det Samme? skulde det, tror I, +være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men +Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, +ingen — ingenledes! alle Menneskens Affekter de +forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse;<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span> +og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet +ved sytten—atten Aars Omskiftning af Varme og +Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det +paa at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov +det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og +blærer sig op, det sætter Varme og tager paa Vej +saa ingen Menneske ret er sig selv saalænge det +staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som +anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, +mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en +Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig' +Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme +og vil som til at gjæres, naar den Foraarstid kommer, +der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver +ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en +kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til +Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet +aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i +Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang +Aarsens Foraar vender tilbages og forsøger at gjæres +igjen.»</p> + +<p>«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa +— Blodet, det er — det — at forstaa det +er en subtilig Materie nok — at forstaa.»</p> + +<p>«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, +alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane +og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som +det var prentet.»</p> + +<p>«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede +Fru Ide, «jeg veed det fra min ældste<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span> +Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret +som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa +at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom +hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de +kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes +Fæstemand, som var i Holland, han var saa grim +til at længes og laa tænkte paa hende Nat med +Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller +ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke +ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig +hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem +igjen?»</p> + +<p>«Om jeg gjør! var det at tale om! — den +kjære Sjæl! men saa blomstred' hun ogsaa op som +nogen Rosensknop at se til. — Herre Gud hendes +første Barselseng ....» og saa hviskede hun +videre om den.</p> + +<p>Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, +«Formener I da vel,» sagde han, «at en Elixire +d'am—our er som en gjæ—rendes Materie, der +bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at +ra—se, saa takler det hel vel til en Aventure, +den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en +Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant—werpen +i <span xml:lang="fr" lang="fr">Hotellerie des trois bro-chets</span>, hvor han +havde sit Logemente at det passerte. Om Mor—genen +havde han i Messen faaet Øje paa en skjøn—ne, +skjønne Jomfru — og hun hav—de seet helt +mildt til ham, men den hele Dag havde han in—tet +havt hende i Tan—ker. Saa kommer han ud paa<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span> +Af—tenen ind paa sit Kam—mer, og da ligger +der en Ro—se paa Hovedgjærdet af hans Se—ng, +og han tager Ro—sen og lugter ti—l den, og i +samme Minute staar den skjønne Jomfrues Af—billede +li—vagtigen for hans Øje som va—r det +kontrafejet af paa Væggen li—gehos og den hef—tigste +Forlæng—sel opstod hos ham efter samme +Jom—fru saa plud—seligen og stærk at han sag—de, +han kunde have skre—get i vilden Sky af +Smerte, ja ha—n ble—v som hel vild og furieus, +saa han strøg u—d af Huset og løb jamrendes +op ad en Ga—de nedad en an—den, ret som +han var be—hekset og han vid—ste ikke af sig +selv; det var som noget dro—g og dro—g og det +brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at +løbe til den lyse Morgen.»</p> + +<p>Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen +gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de +skumrende Gader.</p> + +<p>Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget +tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige +Samtale, da han var bange for at man, +dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde +opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk +fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var forøvrigt +heller ikke oplagt til at tale, og da han +blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort +og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed +af ham og gik sin Vej.</p> + +<p>Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span> +den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da +hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og +han sad alene og i Mørke i den store Stue til +henad Midnat.</p> + +<p>Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, +halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende +Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver +nedad en langsomt glidende Strøm medens taageflygtige +Billeder drage henover Breddens mørke +Træer, og halve Tanker som store, svagtskinnende +Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod, +glide med — glide med og briste. Efterklang af +Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, +Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen, +Kongens Naade, Kongens Vrede dengang +— — Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg +og fjern — endnu blegere, endnu fjernere, — Rosen +paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen +af et enkelt Ord, Betoningen af det, — han +sad og lyttede efter det og hørte det igjen og +igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.</p> + +<p>Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede +det og lagde sig paa Albuerne udover den brede +Karm: saa friskt som det var — saa svalt og stille.</p> + +<p>Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den +friske Bitterhed af nysudfoldet Løv og krydret Vinduft +fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude +fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra +Himlen og bredte et blaanende, sitrende Mørke<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span> +ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens +slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod +som Skygger aanded hen paa en Baggrund af +glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe skød +i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag +var falden.</p> + +<p>Stille var der som dybt i en Grav, kun den +ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald +var at høre som en næsten umærkelig, stadigt +hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag +de vædeglindsende Stammer.</p> + +<p>Saadan underlig Hvisken det var at lytte +paa, saa vemodigt den lød! var det som de lette +Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi +i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte +Illusioners visne Løv? — Ak saa ene, saa sørgeligt +alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde +Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet +Hjærte, der længtes imod ham ... Vidt over Jorden +var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt +Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere +end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen +til ham. Hjemløs, forladt! — Forladt? — Klang +det derude som Bægre og Kys? blinked det derude +som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det +ikke lydt igjennem Natten? — Hvadsaa! — hellere +Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin +giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit +Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span> +.... for Blinde, for — Stakler .... — Som en +Rose .... o Gud skjærm og bevar hende vel i +den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og +Vagt at jævne hver en Sti og dække for hver en +Vind .... saa skjøn .... lyttende lig et Barn +.... — som en Rose! ....</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_VIII" id="KAPITEL_VIII"></a>VIII.</h2> + + +<p>Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede +hun dog snart, at var hun end kommen ud +af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun +dog ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer +blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier +holdt nede paa en egen, underordnet Plads +i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af +Smaating, der hver for sig var ubetydelig nok, +men som tilsammen dog betød en Del. Først var +nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod +dem og befandt sig saa drilagtig godt i deres +Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og saa +Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den +Maade, paa hvilken den gamle Tjener tog mod en +Frues eller en Jomfrues Kaabe, og en ganske lille +Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det +var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. +Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere +tillod sig, var højst ubehagelig, og det ringe Indtryk +som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger +gjorde paa dem, var til at fortvivle over. +Bedst gik det med de yngre Kavallerer, thi selv<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span> +naar de ikke var forelskede i En, saa tog de dog +de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste +de kunde finde paa med en gallant Ærbødighed +i Miner og Lader, som hæved En i Ens egne +Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som +man kunde mærke paa at de mest gjorde det for +Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var der +nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres +overdrevne Komplimenter og spøgende Cour, men +Fruerne var dog de værste, især de unge nygifte; +det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, +den lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og +det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed +de hørte paa En — det var ikke til at udholde. Saa +var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer +selv; det skulde da heller ikke hæve dem; der var +ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede +den anden en Ydmygelse saa gjorde den det, +de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde +slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at +omgaaes hinanden værdigt og med alle mulige Tegn +paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et +Skjær af Værdighed. Det var i det Hele slet +ingen misundelsesværdig Stilling, og det var derfor +ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle +Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder +havde paatænkt en Forbindelse mellem hende og +Ulrik Frederik, saa blev denne Meddelelse, uagtet +Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget +i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span> +Budskab, der aabnede store Bredder af fornøjelige +Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende, +hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse +vilde være, hvorledes <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: hunvilde">hun vilde</a> blive optaget i den +snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive +holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed, +der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige +Søn og hvad mere var, hans erklærede Yndling, +medens hun selv i sit stille Sind tilføjede, +hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og +forelsket, saa syntes det hende næsten, at hendes +Lykke var for stor, og hun blev ganske ængstelig +ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer +og løs Tale og løst Haab.</p> + +<p>Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; +ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine +Tanker og bedet hende være ham en god Talsmand +hos Marie, men han havde ogsaa formaaet +hende til at undersøge, hvorvidt det vilde være +Dronningens og Kongens naadige Villie med, og de +havde begge optaget det saare vel og givet deres +Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.</p> + +<p>Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes +fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde +denne Forbindelse vistnok alt længere Tid været +omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden +af Dronningens Overtalelser sikkert ogsaa bevæge +af den Omstændighed at Marie Grubbe var saa +rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt +med Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span> +Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdaadighed +lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo saa +den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da +Maries Moder, Fru Marie Juul jo var død, vilde +hun saasnart hun var gift faa sin Mødrenearv, og +hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer +af Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup +og Nørbek Hovedgaarde, foruden Strøgods trindt +omkring, saa der efter ham var en god Arv i +Vente, tilmed da han havde Ord for at være en +skrap Husholder, der Ingenting forødte.</p> + +<p>Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde +trøstigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag +blev de da saa højtideligt trolovede.</p> + +<p>Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke +paa en saadan stormende, urolig Maade som da +Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende, +blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov +var det, ingen livsmodig, rødmusset, frisk.</p> + +<p>Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige +Barndomshistorie, og han elskede, drømmende at +udmale sig hendes unge Lidelser med det samme +medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer +den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skjønne, +hvide Martyrkvinde bløde mellem Tornehjulenes +hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes +af mørke Anelser om at det ikke vilde blive +ham forundt at beholde hende, men at en tidlig +Død vilde rive hende ud af hans favnende Arme, +og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span> +dyre Eder, at han skulde bære hende paa Hænder +og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at +han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær +ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde +hende Sorg.</p> + +<p>Men der var ogsaa den Stund, hvor han +hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige +Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var given +ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, +til at træde i Støvet om han vilde, til at opløfte +naar han vilde, til at ydmyge, til at bøje.</p> + +<p>At saadanne Tanker som denne kunde blive +vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv +Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var +af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde +kun være et dunkelt og halvsandt Billede, naar +der sagdes, at hendes Kjærlighed til den afdøde +Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, +jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed +til Ulrik Frederik var at ligne ved den +samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget, +spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse +end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens +dunkle Siv. Og dog vilde det paa en Maade være +ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og +rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de +brogede, myldrende Drømme og Livstanker, som +hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede +og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse +Magsvejr.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span> +Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var +det ikke mere fordi han var som den magiske +Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed +og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest +Pragten, hun egenlig elskede?</p> + +<p>Det kunde se ud undertiden som det var ikke +saa. Naar hun i Skumringen sad paa hans Skjød +og, akkompagnerende sig selv, sang smaa franske +Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da +imellem standsede, og medens hun skjødesløst lod +Fingrene lege med Citharens Strænge, lænede sit +Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde +og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at +ingen ret Elskov har dem sødere, og der var +kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun Kjærlighedens +milde Uro dugger frem — og dog — +kunde det ikke være at hun i Længsel, paa en +svunden Følelses Minder byggede en Stemning op, +der skjærmet af det milde Mørke, næret af det +blussende Blod og de bløde Toner, narrede hende +selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot +jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde +hende karrig paa Elskovsord, og utaalmodig ved +Kjærtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes +saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og Haan +paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad +om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det +Ord fra hendes Mund, som alle Elskere saa gjerne +høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar +hun var alene og hendes Fantasi var bleven træt<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span> +af for tusinde Gange at udmale sig Fremtidens +Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt ud +for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik +Frederik og Marie, som saa ofte før, henad den +sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.</p> + +<p>Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen +i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort +i det Fjerne.</p> + +<p>Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade +de og Lakejen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. +Forbi Haverne red de, hvor de grønne +Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi +de udspændte Bundgarn, paa hvis Traade endnu +de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus +forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens +Gaard, hvor Røgen stod lige som en +Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte +og lo og jog afsted.</p> + +<p>Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red +gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det +saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod +Overdrupsøens<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" title="Overdrupsø nu = Ordrupmose." class="fnanchor">[5]</a> blanke Vandflade.</p> + +<p>Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne +Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og +blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span> +Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var +brun af vissent Løv, faldt af mod Vandet. Oppe +i Luften, under Bladhangets Skjærm, hvor en +Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, +hvirvlede Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl +lyste der et Øjeblik, saa fløj den ud i Solskjæret +ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde +blinkede blankt <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: gjennen">gjennem</a> Luften og jagende Gjedder +drog hurtig glidende Bølgelinier hen over Fladen. +Fra en Gaard bag Krattet lød Hønsenes Kaglen +derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne +under Dyrehavens kuplede Bøge.</p> + +<p>De holdt Hestene an og lod dem langsomt +pjadske ud i Vandet for at skylle de støvede Koder +og læske deres Tørst. Marie holdt lidt længere +ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne +slappe, for at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; +i Haanden havde hun en lang Bøgegren, hvis +Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det +nu smaat skvulpende Vand.</p> + +<p>«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og +fulgte opmærksomt et svagt Vindpust, der ved sin +hvirvlende Bevægelse frembragte runde, mørktkrusede +Pletter ude over Søen.</p> + +<p>«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.</p> + +<p>«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig +sin Hest i Land.</p> + +<p>I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til +Vejen og ind i Storskoven.</p> + +<p>«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span> +følte Skovfriskheden paa sin Kind og længe i lange +Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg gad +vidst,» længer kom hun ikke, men saae med +straalende Blikke op i det grønne Løv.</p> + +<p>«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»</p> + +<p>«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk +galne. — Aa, for de mange Gange jeg har løbet +i Lindum Skov og holdt ved med at løbe længere +og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. +Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld +Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og +kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar +de fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa +underlig skræmt og sky, — aa, jeg blev saa beklemt +og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged', +foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg +næsten mere bange for end for alting Andet. Er +aldrig det hændt dig?»</p> + +<p>Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte +hun at synge i vilden Sky:</p> + +<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Jeg ganger mig i Skoven fro,<br /></span> +<span class="i0">Hvor Ælm og Abild gro,<br /></span> +<span class="i0">Og smykker der med Roser to<br /></span> +<span class="i0">Vel mine Silkesko.<br /></span> +<span class="i0">For en Dands,<br /></span> +<span class="i0">For en Dands,<br /></span> +<span class="i0">For en Tralala,<br /></span> +<span class="i0">For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"<br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten +og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span> +Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, hvor +Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne +funklede og Kinderne brændte, hun hørte ikke paa +Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken hvinede ned og +afsted stod det med slappe Tøjler — Skummet +sad i Flager paa hendes flagrende Skjørt, den +bløde Skovjord haglede op om Hestens Sider og +hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.</p> + +<p>Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad +og Gren og flygted for et regntungt Mørke. +Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun +red frem over en lang Skovslette. Til begge +Sider: Skovens Træer som en tung, mørk Ringmur; +over hende: truende sort Himmel med jagende, +graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte, +taagebegrændsede Flade. Hun strammede +Tøjlerne og det udmattede Dyr standsede villigt. +I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede +op imod hende og holdt snart ved hendes Side.</p> + +<p>I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, +regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet; +et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over +det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed +som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe. +Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide +Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, +stænkede bort fra Hestenes Manke og sprang og +trilled omkring i Græsset, som myldred de op +af Jorden.</p> + +<p>For at komme i Ly, red de ind imellem<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span> +Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart +udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.</p> + +<p>En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede +Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der, +som han sagde, allerede var en Fremmed inde.</p> + +<p>Det var Livsens Korthed, og han rejste sig +straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt +Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men +Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.</p> + +<p>«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre +os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal +vide, min Hjærte,» og han vendte sig mod Marie, +«at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte +Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, +Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom +Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab +og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den +gode Stad Kjøbenhavn.»</p> + +<p>Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, +saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe +og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord, +men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag +paa han brede Ryg vakte ham, blussede hans +Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte +sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme +og sagde med sit koldeste Smil: «vi er vist intet +nok drukne, Hr. Oberst.»</p> + +<p>Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og +raabte: «o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes +Karl nu lade mig staa til Skamme som en<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span> +usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge +sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, +for al den Del! er det Ret? har jeg intet de +Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed for +denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har +ytret den største Forlængsel efter at se og høre +dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan +jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglefænger +og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med +den kranke Hane og <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: de">den</a> skrukke Høne!»</p> + +<p>Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, +at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun +tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad for +Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, +der kunde holde de unge Cavalliers fast paa smudsige +Ølkipper halve Dage og hele Nætter i Rad, +og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille +hendes Længsel og ikke lade sig for længe bede.</p> + +<p>Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel +hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at +give ørhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed +til at brøle og stime endnu højere, end til saadan +fin og skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog +fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at +ham nogen Tid var noget af hendes skjønne Velbaarenhed +befalet eller ombedet, uden han jo det +havde paa Stand exequeret og udført.</p> + +<p>«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag +og slængte sig ved Bordet med Albuerne ud +til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af Eders<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span> +Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt +gode Venner.»</p> + +<p>Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, +lagde dem paa Bordet, strøg Haaret ned i Øjnene +og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog +raslende med Pengene som det var Terninger, «er +jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for +Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig +ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti, +saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger +jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, +kan du? Eller skal jeg aabne din Bælg +med min Stingendal, saa din Lever og Lunge +kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt +du er!»</p> + +<p>Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:</p> + +<p>«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk +Accent, «vet din Dræksjung hvem du høder? +Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p> + +<p>«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, +«det er sagte vel stor Lystighed at fange an med; +nej, nu!» og han satte sig ned, støttede Hænderne +helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, +gjorde sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig +Betænksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil +og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket +med Øjnene og raabte kjælent:</p> + +<p>«Poppegøj—e! lille Poppegøj—e,» fløjtede igjen,<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span> +men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at +trække Munden op til et indsmigrende Smil. +«Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! +om til mig, lille Nus, om til mig! labe +Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af +lille Krus?»</p> + +<p>Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem +i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med +krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.</p> + +<p>«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu +her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og +du maa heller aldrig forlade mig,» og hans Stemme +blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, +min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. — Gods +og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og +dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det +er mig som Drank det og Bærmevalle. — Fine +Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig +hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den +Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold +og Mærke, de! — skulde de være bedre +for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! +det røde Mærke paa din hvide Skulder, som Mester +Anders har brændt med sit røde Jern, det er +Adelstegn det, — jeg spier paa mit Skjold for +at kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg +Skjold for — ja. For er der i hele Sjællands +Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er? +spørger jeg — er der? — nej, der er ikke, ikke +en Stump af en!»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span> +«Det — det — det er Løgn at forstaa,» +raabte han med ny Røst, sprang op og gestikulerede +henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa +— din Hjadderkop — hun har Skabning, du, at +forstaa — Lemmer — hun har Lemmer, siger +jeg, din Rakkesvands ...»</p> + +<p>Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa +Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev +den bort, faldt han og trillede henad Gulvet. +Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang +hurtig op, rakte begge sine Hænder ud som for +at hjælpe Daniel op. Den Lille greb halvt liggende, +halvt knælende Haanden og stirrede paa +hende med et saa taknemmelighedsfuldt og hengivent +Blik, at hun længe ikke kunde glemme det.</p> + +<p>Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, +der tænkte paa, at dette tilfældige Møde i «Statafkroen» +skulde række længere end det havde rakt.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_IX" id="KAPITEL_IX"></a>IX.</h2> + + +<p>Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var +bragt tilende, tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn, +førte jo en Mængde af Landets Adel til Byen, +alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, +men ogsaa betænkte paa at forlyste sig +ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke var +det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde +den siden Krigen temmelig højttalende, kjøbenhavnske +Befolkning ved deres Pragt og Rigdom +og derved give den en liden Mindelse om at +Skjællet mellem Landets gode Mænd og den ufri +Hob endnu stod støt og trygt, trods kongelige +Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands +og trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.</p> + +<p>Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede +da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige +Heste med sølvspændt Seletøj og brogede +Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren <em>og</em> +Beværten i alle Byens Adelsgaarde — til sent +ud paa Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale +ud over Byen og fortalte de blundende Borgere<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span> +at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig +Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin +i arvede Pokaler.</p> + +<p>Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var +der Ingen, der bød til Gjæst, thi dels mentes der +at endel af de Grubber, paa Grund af deres Forbindelse +med Kongehuset, stod mere paa dettes +end paa Standens Side og dels hadede den gode +gamle Adel oprigtigt den i de senere Aartier +temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes +naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie +blev da saaledes af en dobbelt Grund forbigaaet, +og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede +meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.</p> + +<p>I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt +haardt, men da det blev ved, vakte det snart hendes +Sinds let vækkelige Trods og havde den saare +naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig +inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde +mere af ham, fordi der, som det syntes hende, +for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne +hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, +saa der, da de den sekstende December sekstenhundrede +og treds i al Stilhed blev viede til hinanden, +var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv +mellem hende og Rigens Jægermester, denne Tittel +og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af +det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.</p> + +<p>At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod +hvad der havde været paatænkt, for det havde<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span> +længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre deres +Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde +havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i +den sidste Time fik man Skrupler og mente, af +Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal +og Skilsmisse, at burde lade det blive som det +saa blev.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, +og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel — +og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det +er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander +og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid, +saa er Aanden ikke altid over Leanders Kjærlighed, +uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu +stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. +Thi, medens hun er som de smaa Børn, der finder +det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles +med <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: det">de</a> selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser +og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa +er Leander saa fordringsfuld, at han trættes, saasnart +hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv. +Saasnart han ikke længer er helt beruset, er han +ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende +lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds +Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han +ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser +tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsløb, +sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han +føler sig som En, der er kommen hjem efter en<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span> +langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter +ser de saa inderlig velkjendte, saa lang Tid forglemte +Steder liggende for sig, og alt mens han +ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig +har været borte fra denne hjemlige Verdenspart +saa længe.</p> + +<p>I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik +en regnfuld Septemberdag.</p> + +<p>Han havde havt sine Hunde inde at lege +med, havde forsøgt paa at læse og havde spillet +Daldøs<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" title="Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger." class="fnanchor">[6]</a> med Marie. Regnen skyllede ned, det var +ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet +ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i +den Tanke at pudse og efterse sine Skatte — +det var det just Vejr til — og var saa kommen +til at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde +faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet +den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede +Arven Stykke for Stykke.</p> + +<p>Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning +og sølvblanke med mat Gravering; der +var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade, +med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse +Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger, +lette som Rør og bøjelige som Vidjer, +med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet +Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt<span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span> +dem, den havde kun Fæste af ætset Staal, den +var stukken igjennem et lille Spændebaand af +Silke, besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler +og grøn Floksilke. Enten var det et Armbaand, +et simpelt Armbaand eller, som Ulrik +Frederik troede, et Strømpebaand — og Kaarden +var stukket der igjennem.</p> + +<p>Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, +for der havde den Afdøde været i ni Aar og +tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have +været i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men +saa kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at +tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. +Altid leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt +kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme. +— Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i +Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad +og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian +og beholde sin Bestilling, nu og da bruges +til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive +gammel, faa Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, +det var den glimrende Bane, der var ham afstukken. +— Nu krigedes de nede i Spanien, der var Hæder +at vinde, Liv at leve — der var Kaarden og +Baandet fra. Nej — han maatte tale med Kongen, +det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg, +men det fik ikke hjælpe, vente kunde +han ikke, det maatte afgjøres.</p> + +<p>Kongen syntes godt om Forslaget. Imod +Sædvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span> +for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet +og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det +vanskeligt, urimeligt, umuligt — og nu sagde +Kongen ja, til Jul kunde han rejse, til den Tid +kunde nok de indledende Skridt være gjorte og +den spanske Konges Svar være kommet.</p> + +<p>Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af +December, men Ulrik Frederik kom dog først til at +rejse noget hen i April; der var saa meget, der skulde +gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk, +der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; +men saa rejste han da.</p> + +<p>Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med +denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende +til at indse, at det var nødvendigt, at Ulrik Frederik +rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse +for at Kongen ret kunde gjøre noget for +ham; thi vistnok var hans Majestæt en absolut +Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig +for Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa +denne Tid saa forkert og vrangvilligt, at det +visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog sig +ud i den daarligste Mening — men alligevel, +Kvinder have nu en Gang en medfødt Frygt for +al Sigen Farvel og her var meget at være bange +for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren +og den lange, farlige Rejse og trøste sig +ved at der jo nok blev taget vel Vare paa en +Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end +ængstes for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt,<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span> +ved en maaske mer <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: en">end</a> aarelang Adskillelse +kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig +kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres +Kjærlighed var saa ny og saa lidet befæstet, og +nu just som den var kommen i Vækst, skulde den +skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og +Fare; var det ikke ret at stile henimod at lægge +den øde? — og det havde hendes korte Ægtestand +lært hende, at det Slags <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: Ægsteskab">Ægteskab</a> hun i sin Trolovelsesstand +havde set an for saare let at føre, +det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej, +det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel +Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu +her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde +det skulde komme saaledes indvortes, men det +var at friste Lykken haardt at aabne Dør for +saadan Skilsmisse.</p> + +<p>Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt +det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens +Riger og Lande.</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Frederik den Tredie, der, som saamange andre +Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, +havde medgivet Ulrik Frederik det +Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager, +Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede +sig til Danmark og underhaanden lade ham +forstaa at saavel Kongen som den rige Christen<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span> +Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag +betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.</p> + +<p>Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned +Toogtreds naaede den nævnte By, lod han sig ved +Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt +med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang +lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand +lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til Fedme, +let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort +Haar og en smal Knebelsbart, runde Kinder, +fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse og smaa, +blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig +Mængde smaa og store Rynker, som i en Vifte +gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et paa en +Gang fiffigt og godlidende Udseende.</p> + +<p>Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne +Sølvknapper, sorte Knæbenklæder, sorte +Silkestrømper og Sko med store, sorte Baandroser +var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa +Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet +og i Enderne af sin Halsklud og baade om Haandledene +og fra Kanten af hans Knæbenklæder +hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder. +Hans Hænder var hvide, fede, buttede og smaa +og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, +at han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa +om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende +Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte +han, uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span> +en stor Skindmuffe, for han frøs altid sine Hænder, +som han sagde.</p> + +<p>Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var +stor og rummelig med Hvælvingsloft og smale +spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen. Et +stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af +Træstole, paa hvis Sæder der laa bløde Hynder +af rødt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire +Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor +Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de +tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. +En Rad Strudsæg hang paa Snor ned +fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i +graa og røde Tavl, og indenfor Døren var gamle +Hestesko i Triangel indfældede i Gulvplankerne. +Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et +mørkt, udskaaret Træskab med Messingbeslag under +det andet. I en Krog var anbragt en Voksdukke +i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og langs +Væggen laa Blokke af Tinerts og <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: Kobbermaln">Kobbermalm</a>. +Morianen havde et tørt Palmeblad i Haanden.</p> + +<p>Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de +første Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik +Frederik — de talte Fransk — Burrhi om han +ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks +Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.</p> + +<p>Burrhi rystede paa Hovedet.</p> + +<p>«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' +Kunst har fornemme og mægtige Dyrkere i Danmark, +men jeg har nu underviset saa mange fyrstelige<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span> +Herrer og Prælater, og har jeg end ikke +altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede +Løn, saa har jeg dog mødt saa megen Vrangsindethed +og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager +mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede +Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter +hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen +af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse +mod ham kan have til Indhold, men jeg kan +i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer +af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og +Arveherrer, der vare saa uvittige i deres <span xml:lang="la" lang="la">Historia +naturalis</span> og <span xml:lang="la" lang="la">Materia magica</span>, at den gemeneste +Marktskrigere ikke kan være mere bondeagtig overtroisk +end som de var. De slaa endog deres Lid +til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at +det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik +eller Lægedomspillula; blot En har den rette +Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, +en Formula udsiges, og saa skal Guldet være +der. Saadant har Styverfængere og ignorantiske +Personer udspredt — dem Djævelen have! Kan de +Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik +an, da vilde Verden svømme udi Guld. Vel er +det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode, +saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af +Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi +vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten +er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der +maa en lykkelig Haand til, der maa være visse<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span> +særdeles Constellationer og Conjunctioner forhaanden, +om Guldet ret skal vælde. Intet alle Aaringer +er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker +dog at det ingen ringe <span xml:lang="la" lang="la">Destilatio</span> eller <span xml:lang="la" lang="la">Sublimatio</span> +er, men en Naturens Omskabelse, der skal gaa an. +Ja, jeg tør sige, at der gaar en Sittring gjennem +Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del +af det pure, tindrendes blanke Guld fries ud af +Materia vilis's tusindaarige Omfavnelse!»</p> + +<p>«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig +jeg spørger, men sætter En intet ved slige lønlige +Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»</p> + +<p>«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil +I tro! hvilken Mager var vel større en Salomo, +hvis Segl, baade det store og det lille, vidunderligen +er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo +gav vel Mosem Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, +Stormenes Aand, den Forfærdelige?» og han trykkede +Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo, +jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets +Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, +der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige +Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici +gjøre, fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i +Gehennas Lænker. Men vi, vi paakalde dem ikkuns +for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og +jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; +thi det <em>er</em> Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, +som det gaves at give Lys før<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span> +Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»</p> + +<p>Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten +og andre Lønvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte +ham om han ved Hjælp af den lille Seddel, han +for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke +ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop.</p> + +<p>«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel +nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men naar +ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet +fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og +Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide paa. +Dog veed jeg noget. Ja ja,» vedblev han og +strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig +født og i en Medikusses ringe Stilling, da havde +jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu +vil Verden intet blive Eder fuldt saa let. Det er +paa visse Maader meget at beklage, at Verdens +Gang i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres +Søn bliver og en Haandværkere, en Kjøbmands +Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn en Bonde +og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke +har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i +en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling +ved deres Fødsel anviser Dem. Om saaledes En, +der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, +giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for +ham, og Saar og liden Forfremmelse og tidlig +Død vil være ham vis, men om han tager sig til +at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span> +Stensnidere, vil Alting staa for ham som paa Pinde. +En, der er født under Fiskenes Tegn, i den første +Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han +er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er +født i sidste Part, maa søge sin Lykke paa Søen, +enten det saa maa være som gemen Børtskippere +eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for +Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne +som I er født under, er som jeg siger for Medici +i første Part, og for Kjøbmænd i anden Part. — +Men lad mig nu se Eders Haand!»</p> + +<p>Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi +gik hen til Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko +henover dem, som en Linedandser stryger sine +Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa +Tovet. Saa saae han i Haanden.</p> + +<p>«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og +lang, ser jeg, og rækker saa vidt, den række +kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen +er mat paa nogen Tid, men bliver alt mere og +mere klar. Der er Livsfuren, den ser hel ilde ud +desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har +naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv +haardt og hemmeligt truet, men saa bliver Linien +klar og stærk helt op i høj Alderdom, men den +skyder kun en Streg ud — jo dog, der er alt en +mindre hos — ja, I vil faa Livsarvinger i tvende +Kuld, det fejler intet, men faa i hvert.»</p> + +<p>Han slap Haanden.</p> + +<p>«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span> +for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet, +dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde +det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag +her disse trekantede Malakiter, de er af en særdeles +Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem +selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra +Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa +Jert blotte Bryst, eller om I lader dem sætte i +en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa +røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, +kan I se, der sidder i den som et Træes +Lignelse, den er saare rar og fin, og god mod +snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg +beder Eder end en Gang, min dyrebare, unge +Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; jeg +veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, +at Faren blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg +veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor +ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere, +for kolde Vande og for lange Nætter.»</p> + +<p>Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og +glemte ikke den følgende Dag at sende Guldmageren +en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode Raad +og gode Værgestene.</p> + +<p>Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige +til Spanien.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_X" id="KAPITEL_X"></a>X.</h2> + + +<p>Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, +da Hestenes Hovslag var døet bort i det +Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter Afskedsstundens +Travlhed, endnu stod Bordet dækket, +hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet +laa endnu ved hans Couvert, saaledes som han +havde krammet den sammen, og fugtige Spor af +hans store Ridestøvler var endnu synlige hele +Gulvet over.</p> + +<p>Derhenne ved det store Pillespejl havde han +trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende +til Farvel og søgt at trøste hende ved svorne +Løfter om snarligt Gjensyn.</p> + +<p>Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for +at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast, +saaledes som hun for et Øjeblik siden, indesluttet +i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme, +forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte +Ansigt mødte hendes søgende Blik inde bag Spejlets +glatte, blanke Flade.</p> + +<p>Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog +af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin,<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span> +hans kjæreste Hunde, der havde været lukket inde, +løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt +i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men +kunde ikke for Graad. Passando, den store, røde +Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede ned +og klappede den og strøg den, men den logrede +kun adspredt med Halen og saae hende med store +Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.</p> + +<p>Hine første Dage, — hvor dog Alt var tomt +og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor +knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og +hvor Længslen saa imellem var skjærende skarp +som Salt i en aaben Vunde.</p> + +<p>Ja, det var de første Dage, men da det saa +ikke var nyt længer og blev ved at komme Altsammen, +Mørket og Tomheden, Længslen og Sorgen, +Dag for Dag, som et Snevejr, der falder +Flok paa Flok, den ene langsomt dalende Flage +efter den anden, da kom der en underlig Haabløshedens +Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som +en Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i +Sorgens Hygge.</p> + +<p>Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.</p> + +<p>Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, +alle Aarer bankende af livstørstigt Blod og +hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af +farverige Billeder og daarende Syner.</p> + +<p>I slige Dage følte hun sig som en Fange, +der utaalmodigt ser sin Ungdomstid, Vaar paa<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span> +Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat og +øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det +var hende som Tidens Sum blev talt hende til +Time-Hvid for Time, og som hver af dem med +Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes +Fødder og smulnedes og blev til Støv, og da kunde +hun i kvalfuld Livslængsel vride sine Hænder og +skrige som i Pine.</p> + +<p>Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos +sin Slægt, thi Etiketten fordrede, at hun holdt +sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt +til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og +hun var ganske overladt til sig selv.</p> + +<p>En lad Mathed blev snart Følgen af denne +ensomme Grublen og Sørgen, og hele Dage og +Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte +her at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende +Tilstand, der affødte æventyrlige Drømme, +som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns +taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som +virkelige, og gav en kjærkommen Erstatning for +det Liv, hun savnede.</p> + +<p>Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, +saa den mindste Larm voldte hende Smerte, og +hun kunde faa de sælsomste Indfald og pludselige, +vanvittige <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: Ønker">Ønsker</a>, der næsten maatte vække Tvivl +om hendes Forstand.</p> + +<p>Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde +mellem Vanviddet og denne sælsomme Lystenhed, +som betog hende efter at udføre en eller anden<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span> +fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke +fordi hun havde mindste Grund dertil, ja ikke en +Gang rigtig ønskede det.</p> + +<p>Saaledes hændte det undertiden, naar hun +stod ved det aabne Vindue, lænet til Vindueposten +og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under +hende, at der foer igjennem hende en fristende +Drift til at kaste sig derned, blot for at gjøre +det. Men i det samme Nu havde hun i Fantasien +gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige +Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer +og hun foer fra Vinduet ind i det Inderste af +Stuen, rystende af Angst og med Billedet af sig +selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, +saa tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet +igjen og se ned, for at jage Billedet bort.</p> + +<p>Mindre farlig og af en lidt anden Natur +var den Lyst hun følte, naar hun, hvad der +stundom hændte, kom til at se paa sin blottede +Arm, og næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og +dunkeltviolette Aarers Løb under den hvide Hud, +den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens +hvide Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst +og bed som et grumt lille Rovdyr Mærke paa +Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt +hun straks op og gav sig til at kjæle for den +stakkels mishandlede Arm.</p> + +<p>Til andre Tider kunde hun, bedst som hun +sad, finde paa at gaa ind og klæde sig af, blot +for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span> +mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring +eller for at lægge en iskold Staalklinge nedad sin +blottede Ryg.</p> + +<p>Af saadanne Indfald havde hun mange.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender +saa Ulrik Frederik hjem.</p> + +<p>Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, +hun laa og lyttede paa den langsomt pibende +Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende +Tanker.</p> + +<p>De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik +Frederik hver Time i Døgnet, ønskende hans +Komme, frygtende hans Komme.</p> + +<p>Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, +for fjorten Maaneder siden? — det syntes hende +nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun kunde nu +ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun +var bleven saa gammel i al den Tid, saa forsagt +og stilfærdig, og nu kom han hjem, vant til Glands +og Tummel, friskere og mere ungdommelig end +før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind +— tung i Gang, slet ikke den Gamle, og i det +første Møde vilde han være saa fremmed og kjølig +overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere +forskræmt, og han vilde vende sig fra hende, men +aldrig vilde hun vende sig fra ham, nej, nej, hun +vilde vaage over ham som en Moder, og naar +Verden gik ham imod, saa vilde han komme til +hende, og hun vilde trøste ham og være ham saa<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span> +god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre +Alt for hans Skyld. — Saa syntes det hende igjen +at saasnart hun saae ham, vilde Alt være som +det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som kaade +Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd +af Latter og Jubel og Krogene hviskede med +Kys —.</p> + +<p>Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i +en let Blund og det larmed og legte ind i hendes +Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu, +raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, +Døre lukkedes, Vogne rumlede paa Gaden og Hestehove +skrabede i Stenbroen.</p> + +<p>Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb +det store, stukne Sengetæppe, og svøbt i det som +en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I +Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas +i en Træstage nede paa Gulvet og brændte, et Par +af Lysene i Armstagerne var tændte, Tjeneren +var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed. +Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks +Røst, hun skjælvede af Bevægelse.</p> + +<p>Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og +Kappe omkring sig stormede han ind, vilde gribe +hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes +Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed +ud, hun kjendte ikke hans Dragt, han var bleven +saa brun og saa fyldig, og under Kappen var han +i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet +Mage til, det var den nye Mode med lang Vest<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span> +og skindbræmmet Kjole, og den forandrede helt +hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.</p> + +<p>«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og +han vred hende ind til sig, saa det værkede i +hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte. +Men han mærkede det ikke, han var temmelig +drukken, thi Natten var ikke varm og de havde +bedet godt i den sidste Kro.</p> + +<p>Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han +kyssede og klappede hende vildt og ubændigt. +Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende +Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den +nærmeste Stue; saa kom hun dog i Tanker om, +at det maaske var en vel sælsom Velkomst og +vendte tilbage.</p> + +<p>Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt +forvirret, delt imellem Bestræbelsen for at faa sin +omtaagede Forstand til at fatte, hvad der foregik, +og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin +Kappe op, men hans Tanker og hans Hænder var +lige hjælpeløse. Da nu Marie kom tilbage og +friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende +nok skulde være Spøg og brast ud i en +skogrende Latter, slog sig paa Laarene, vred og +vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk +ad Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde +aabenbart noget Spøgefuldt, han vilde sige, begyndte +ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem, +og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned +paa en Stol, stønnende og gispende af al den<span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span> +Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet.</p> + +<p>Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, +saa rejste han sig op og gik i tavs, misfornøjet +Majestæt frem og tilbage over Gulvet, stillede sig +omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den +ene Arm i Siden, den anden støttet paa Gesimsen +og saae overlegent — stadig slynget af den stærke +Rus — ned paa hende.</p> + +<p>Han holdt nu en lang, usammenhængende +Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den Ære, +der var viist ham udenlands, og om den store +Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands +Datter, at have til Gemal En, der om han +havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse af +Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at +sige, at han vilde være Herre i sit Hus, og truede +Marie, at hun skulde være saa lydig, saa lydig, +han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et +Kny, ikke eet; hvor højt han ogsaa havde hævet +hende, saa blev hun dog altid hans Slave, hans +lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa +mild som en legende Los, græd og smiskede og +trængte med hele en drukken Mands Ihærdighed +ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe +Elskovsord — uundgaaelige, uafviselige.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe +før Ulrik Frederik.</p> + +<p>Det var næsten med Had, hun betragtede<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span> +den sovende Skikkelse ved hendes Side. Hendes +Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra +hans voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa +han med de kraftige Arme under den stærke, laadne +Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende, aandede +det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil +paa de røde, fugtigt glindsende Læber.</p> + +<p>Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, +ved at se paa ham. Næsten fremmed for hende +ved den lange Adskillelse, var han trængt ind, +pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, +overmodig vis paa hele hendes Sjæls Hengivenhed +og Tilbøjelighed, som En er vis paa at finde sine +Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. +Vis paa at være savnet, vis paa at Længsels +Klager havde svunget sig fra hendes skjælvende +Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle +hendes Ønskers Maal var hans brede Favn —.</p> + +<p>Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende +halvt siddende, halvt liggende paa en Løjbænk +inde i den blaa Stue. Hun var bleg, Ansigtstrækkene +slappe, Øjnene nedslagne, og den syge +Haand laa mat ned i hendes Skjød, svøbt i et +Kniplingslommetørklæde; han greb efter den, men +hun rakte ham langsomt den venstre og heldte +med et smerteligt Smil Hovedet tilbage.</p> + +<p>Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte +Haand, kom med nogle spøgefulde Bemærkninger +om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte sig +med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span> +havde faaet en eneste god Rus, fordi Spanierne +slet ingen Forstand havde paa at drikke, og han +tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak +han heller den uægte Alikant og Malagavin fra +Johan Lehns Stue eller fra Bryhanskjælderen, end +det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.</p> + +<p>Marie tav.</p> + +<p>Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik +spurgte, om de ikke skulde spise.</p> + +<p>Marie skulde Ingenting have, hun bad ham +undskylde, han maatte spise ene, hun havde ingen +Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han +havde rent kvæstet den.</p> + +<p>Saa fik han da at vide, hvor skyldig han +var, og han vilde endelig se den syge Haand og +kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin +Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, +med et Blik som en Tigerinde, der forsvarer sit +værgeløse Afkom. Han bad længe, men det hjalp +ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste +med en Appetit, der levende mishagede Marie. +Roligt kunde han imidlertid ikke sidde, han maatte +hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for alle +Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, +og han fik snart ved denne idelige Løben +den halve Opdækning spredt rundt omkring i Stuen, +hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i +det andet, hans Serviet hang over Vasen paa den +forgyldte Gueridon og en Kringle laa paa det lille +Bord i Krogen.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span> +Endelig blev han færdig og satte sig hen ved +Vinduet og sad længe og saae ud, snakkende til +Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede +ham sjeldent eller slet ikke svarede.</p> + +<p>Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, +hvor han sad. Hun sukkede og saae tungsindigt +ud i Luften.</p> + +<p>Ulrik Frederik smilte og drejede med stor +Ihærdighed sin Signetring rundt paa Fingeren.</p> + +<p>«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» +sagde han i en klagende, medlidende Tone.</p> + +<p>Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden +at sige et Ord og blev ved at se ud.</p> + +<p>«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde +han og saae et Øjeblik op.</p> + +<p>Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den +syge Haand mod Vindueskarmen og spillede med +Fingrene, som paa et Klavikordium, frem og +tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens +Skygge og ud af Skyggen og ind i Solen igjen, +frem og tilbage.</p> + +<p>Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag +paa den smukke, blege Haand, der som et vevert, +smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i Karmen, +krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, +skød Ryg, tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede +med Skaftet, krøb tilbage, lagde sig fladt ned i +Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven igjen, +snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span> +Bladet og lod det spille blankt i Solen, fløj saa +op med Kniven ...</p> + +<p>I samme Nu lynede Kniven ned imod hans +Bryst, men han værgede med Armen, og Klingen +skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned +i Ærmet og han hugged den til Side ned paa +Gulvet, sprang med et Forfærdelsesraab op, saa +Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort Sekund, +ligesom med en eneste Bevægelse.</p> + +<p>Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op +mod sit Bryst, hendes Blik var stivt og forfærdet, +det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik Frederik +havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en +skærende, død Latter trængte sig over hendes +Læber, og hun sank om paa Gulvet, lydløst og +ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.</p> + +<p>Dengang hun legede med Kniven, havde hun +pludselig lagt Mærke til, at Ulrik Frederiks +Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, +og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift +opstaaet hos hende, at hugge det kolde, blinkende +Blad ind i det hvide Bryst, og hun gjorde det; +ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at +saare ham, maaske kun fordi Kniven var kold og +Brystet varmt, eller mulig fordi hendes Haand +var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men +først og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, +fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes +Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over +hendes Vilje.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span> +Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med +Haandfladerne paa Frokostbordet, han skjælvede, +saa Bordet rystede og Fadene klirrede mod hinanden. +Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber +eller Mod blandt hans Mangler, men dette +var kommet saa uanet, var saa vanvittig ubegribeligt, +at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke +paa den Skikkelse, der laa livløs og stille paa +Gulvet henne ved Vinduet. Burrhis Ord om Faren, +der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham, +han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, +al forstandig Tryghed var vegen fra Jordelivet +og al menneskelig Vished ogsaa, thi det var +Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, +der styred, overjordiske Magter og Tegn, +der bestemte. Hvorfor skulde hun ellers ville +dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor, +hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.</p> + +<p>Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede +Bladet over og kastede Stumperne ind i den +tomme Kamin.</p> + +<p>Endnu rørte Marie sig ikke.</p> + +<p>Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var +jo blank, og der var ingen Blod paa hendes Mansketter, +men hun laa saa stille, dødsens stille; +han ilede hen til hende og løftede hende op i sine +Arme.</p> + +<p>Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og +dødt ud for sig, saae paa Ulrik Frederik, og hun +slyngede sine Arme om ham, kyssede og kjærtegnede<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span> +ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel +saa lykkelig og glad, men der var en spørgende +Angst i hendes Blik, hun saae henad Gulvet som +om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik +Frederik om Haandledet og følte paa hans Ærme, +og da hun saae, at det var udrevet og Mansketten +flænget, skreg hun i Forfærdelse.</p> + +<p>«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, +«aa Gud i din højeste Himmel, bevar min +Forstand, saa mindelig jeg beder! — Men hvorfor +spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, +«hvorfor slænger du mig intet fra dig som en +forgiftig Eddersnog! Alligevel, Gud skal vide, jeg +intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde; +det kom saadan paa mig, der var <em>det</em>, der tvang +mig, jeg svær' dig min højeste Helgens Ed, der +var <em>det</em>, der styred' min Haand; men du tror +det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og +jamred.</p> + +<p>Men Ulrik Frederik troede hende ganske. +Det var jo den fuldeste Bekræftelse af hans egne +Tanker, og han trøstede hende med gode Ord og +Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel +for hende som den, der var et stakkels vanvittigt +Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han +overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag +for Dag opbød al en klog Kvindes Kløgt for at +vinde hans Tillid. For havde hun hin første +Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik +skulde faa Lov til at udfolde al sin Elskværdighed<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span> +og bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen, +saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte; +hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt +Løfte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader, +i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun +ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde +Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet +om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var +Sejren ogsaa bleven hende vis.</p> + +<p>Men større Fjender stod hendes Sag imod.</p> + +<p>Ulrik Frederik var draget bort som fattig +Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde +betragtede en Konges uægte Børn som mere +end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og +den Betragtning, at Kongen var en Mand, der +kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare +gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider +omstraalede den absolute Arveherre, om det end +alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og +spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor +nær.</p> + +<p>Fra dette Land drog Ulrik Frederik til +Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev +han overvældet med Gaver og Æresbevisninger, +udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes +paa lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de +Spanskes Konge lod sig det være magtpaaliggende, +i hans Person at hylde Frederik den Tredie og +ved overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke +sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmark<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span> +og sin Anerkjendelse af Kong Frederiks +sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de +absolute Herskeres Række.</p> + +<p>Løftet og beruset af al denne Hæder, som +ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen +Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han +havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en +menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og +Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gaa ud +over hende, Tanker om at lade hende ophøje og +om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget +Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og +da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var +truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, +indtil han kunde skjønne, hvad der videre var at +foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt, +og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det +gamle, <span class="sic" title="[sic]">idyliske</span> Forhold tillive igjen.</p> + +<p>Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen +ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik +ikke var vel fornøjet med sit Ægteskab og forstod +ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor +enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke +Marie Grubbe, og overvældede hende med Tegn +paa Gunst og Naade, og troede paa denne Vis at +kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, +men det hjalp ikke, det bidrog kun til at +skabe en Hær af aarvaagne og misundelige Fjender +rundt om den Udkaarne.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span></p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Den Sommer, som saa ofte ellers, boede +Kongefamilien paa Frederiksborg.</p> + +<p>Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, +thi de skulde hjælpe med til at udfinde og optænke +alle mulige Festligheder og Optog, som i +September og Oktober skulde gaa for sig, naar +Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig +med Prindsesse Anna Sofie.</p> + +<p>Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, +først i Slutningen af Avgust skulde den udvides, +thi da skulde Prøverne paa Balletter og anden +Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, +og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik +Frederik var næsten hver Dag paa lange Jagt- og +Fisketoure, Kongen havde travlt med sit +Drejelad og sit Laboratorium, som han havde +ladet indrette i et af de smaa Taarne, og Dronningen +og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende +Fest.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>I den Allee, som fra Skoven fører op mod +Laagen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe +at gaa sin Morgengang.</p> + +<p>Hun var der ogsaa idag.</p> + +<p>Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde +Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det +grønne Løv.</p> + +<p>Langsomt kom hun nærmere.</p> + +<p>Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke +end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet +Solitaire paa den opkrammede Sideskygge,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span> +sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. +Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre +til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede, +hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder +og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet +Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, +der bagtil slæbte en Smule, var paa Siderne +højt ophæftet og faldt i rundede Folder +kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet +Silkeskjørt tilsyne, saa langt, at Foden med +de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop +kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af +Svanefjer og Fjer af Ravne.</p> + +<p>Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i +sin hule Haand og holdt den først for det ene, +saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af +og lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, +men det <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: knnde">kunde</a> alligevel sees, at hun havde grædt. +Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet, +vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.</p> + +<p>Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne +Buksbomhække, før der oppe i Alleen viste +sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der +gik langsomt og vaklende som En, der nys var +kommen op af en haard Sygdom, støttede sig til +et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe +og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden +vilde gaa hurtigere til, end han ret vel kunde +aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede +smaaskjændende med.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span> +«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine +Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en +skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres. +Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone +i Lynge. Er det at stolpre afsted paa Ben, som +der intet er mere Støtte og Stivelse i, end som i +gammel Sime!»</p> + +<p>«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede +den Syge og standsede, da Knæene rystede +under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han +saae langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og +der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren +sagt, og der er saa længe til imorgen!»</p> + +<p>«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og +saa kan du hvile idag, saa er du saameget des +stærkere imorgen, saa følger vi hende hele Skoven +igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu +gaar vi hjem, og saa skal du ligge paa den bløde +Løjbænk og have et godt Krus Øl, og saa spiller +vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk, +naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger +du Nyt og vi faar os en god, trofast Lanter +til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille Daniel, +ja, vi gjør!»</p> + +<p>«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, +«du med din Lanter og Spil og Verkehring! naar +det brænder i min Hjærne som Løbebly og min +Forstand er i vilden Vaade og — hjælp mig hen +til Vejkanten, at jeg kan sætte mig lidt — saa, +saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? — jeg er<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span> +galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors +og Sakrament! det er klog Mands Fart for en +vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbraaden +Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en +Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at længes +Øjnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som +en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af +hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, +hun har traadt, det er klogt, siger jeg! — aa, +var der intet de Drømme, Magnille, hvor hun +bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand +paa mit pinefulde Bryst eller ligger saa stille og +aander saa sagte og er saa kold og forladt og har +Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller +hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som +en nøgen Lilie! — men det er nichtige Drømmer, +Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»</p> + +<p>De gik igjen.</p> + +<p>Ved Laagen standsede de.</p> + +<p>Daniel støttede sig med Armene paa den og +stirrede op imellem Hækkene.</p> + +<p>«Derinde!» sagde han.</p> + +<p>Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft +og Sol i Løv. Kisel og Smaaskaar nede i Gangen +kasted Lyset tilbage i dirrende Straalebundter, +flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften +og tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes +Grene, mens højt oppe mod den blaa Himmel +Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld +over de hurtige Vinger.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span> +Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi +dæmpet derned.</p> + +<p>«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde +En tro det, Magnille, at En, der har Indialands +dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og +løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe +og — Karen Fiol! er <em>han</em> klog? og nu tænker +de, han jagter, tænker de, fordi han lader Vildtskytten +skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer +og Tredækkere i Bundter og Par, og +imens saa stimer og fjaser han nede i Lynge +med en Kjøbemø, en Carnaille — tvi, tvi, i +Helvedes Hav for skidden Commerce! — og han +er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, at +han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag +tilende, mens ...»</p> + +<p>Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod +lige foran ham indenfor Laagen.</p> + +<p>Dengang hun drejede af ned i Haven, var +hun nemlig gaaet ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene +og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var +derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod +Laagen. Her havde hun hørt Daniels Ord til +Magnille og nu:</p> + +<p>«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, +de Ord, I sagde?»</p> + +<p>Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved +Laagen, saadan rystede han.</p> + +<p>«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne +Daniel,» svarede han, «bryd Jer intet om hans<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span> +Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt og +Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, +Tungetærsken og intet Andet.»</p> + +<p>«I lyver, Daniel.»</p> + +<p>«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det +er troligt nok, for her, velbaarne Madame,» og +han pegede paa sin Pande, «her er det som en +Jerusalems Forstyrrelse — nej dig, Magnille, nej +dig høvisk og sig den velbaarne Madame Gyldenleu, +hvor galen jeg er bleven, — vær intet undseendes! +Herregud, vi har jo alle vores smaa +Bræk og Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, +vi er jo ligegodt dog kuns saa galne, som Vorherre +han gjør os.»</p> + +<p>«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie +Magnille.</p> + +<p>Magnille dyppede sig forvirret, greb efter +Maries Kjoleflig ind mellem Laagens Tremmer og +kyssede paa den og saae ganske forskrækket ud: +«Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»</p> + +<p>«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med +Haanden en Kreds i Luften, «vi passer paa hinanden, +vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet +for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne +gaa, ved fælles Hjælp de Graven naa, men der +bliver intet ringet over dem, det maa intet være. +Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, +mange Tak og Gud i Vold.»</p> + +<p>«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet +mere galen, end I gjør Jer selv. I skal tale,<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span> +Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer, +at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og +min Hr. Gemal? vil I det?»</p> + +<p>«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel +og slog undskyldende ud med Haanden.</p> + +<p>«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt +Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget, +meget bedre!»</p> + +<p>«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» +raabte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde, +«saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare +spørg!»</p> + +<p>«Var de sande, de Ord ...»</p> + +<p>«Som Evangelium, men ...»</p> + +<p>«Er I vis derpaa? I fejler intet?»</p> + +<p>Daniel smilte.</p> + +<p>«Er ... han der idag?»</p> + +<p>«Er han paa Jagt?»</p> + +<p>«Ja.»</p> + +<p>«Saa ja.»</p> + +<p>«Hvad er —,» begyndte Marie igjen efter en +lille Pavse, «hvad er hun for Slags Person, om I +veed det?»</p> + +<p>«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og +rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med +leendes Mund og væver Tunge.»</p> + +<p>«Men af hvad Folk er hun kommen?»</p> + +<p>«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun +gift med en fransøsk <span xml:lang="fr" lang="fr">Valet de chambre</span>, som forløb +Landet og lod hende blive siddendes, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span> +sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog +med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris +og <em>der</em> og til Bryssel har hun været, til hun +kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. +Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme +Manerer, undtagen naar som er, at hun +er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg +haver.»</p> + +<p>«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.</p> + +<p>«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, +«er Eder nu og evindelig saa tro som Eders +højre Haand.»</p> + +<p>«Vil I da være mig til Hjælp? — Kan I +komme over ... over en Vogn og en Agesvend, +der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer +Varsel?»</p> + +<p>«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time +efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers +Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I +kuns paa det, velbaarne Madame.»</p> + +<p>Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte +sig. «Vi tales ved igjen,» sagde hun saa, nikkede +venligt til Magnille og gik.</p> + +<p>«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» +udbrød Daniel og stirrede henrykt opad +Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa +ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun +vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin +Hæl paa min Nakke og træde mig sagtelig ned i +det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span> +Daniel drømmer om hendes Person. — Saa brændendes +skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet +for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig! +nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men +der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs +Fryd, Magnilleke!»</p> + +<p>Saa stavrede de af med hinanden.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>At Daniel og hans Søster var komne til +Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme +Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen +fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. +En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, +fordrede eller ventede andet end golde Drømme. +Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der krævedes +til at farve Drømmene med et svagt Skjær +af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at +se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis +nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men +da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog +ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til +den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede +ham omsider paa Sygelejet.</p> + +<p>Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, +var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries +Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han, +at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke +var det Bedste, og denne Efterretning gav hans +umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets +overnaturlig frodige Vækst. Inden han<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span> +endnu havde forvundet sin Sygdom saameget, at +han ret kunde staa og støtte, rejste Marie til +Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde +han ikke. Han sagde, han vilde tage til den +kloge Kone i Lynge for at blive fuldstændig +helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge +ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad +for sine daarlige Øjne. Det fandt Venner og Bekjendte +rimeligt og afsted kjørte de Daniel og +Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves +Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han +sig fuldstændig til Magnille, sagde hende sin besynderlige +Elskov, sagde hende, at der for ham +kun var Lys og Livsens Aande, hvor Marie Grubbe +var, og besvor hende at følge ham til Frederiksborgby, +for at han kunde være den nær, der saa +ganske fyldte hans Hu.</p> + +<p>Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg +og havde nu alt i mange Dage fra +det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme +Morgengange.</p> + +<p>Og saa var det, de mødtes.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XI" id="KAPITEL_XI"></a>XI.</h2> + + +<p>Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var +Ulrik Frederik i Lynge.</p> + +<p>Han laa paa alle Fire ude i den lille Have +foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands +af Roser i den ene Haand, medens han med den +anden søgte, snart at lokke, snart at trække en +lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i +Hjørnet.</p> + +<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur</span>, +kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din +Narrifas — aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund! +— forbandede, stædige Tingest ...»</p> + +<p>Karen stod i Vinduet og lo.</p> + +<p>Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede +og bandede.</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Amy des morceaux delicats,"<br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Et de la debauche polie<br /></span> +<span class="i0">Viens noyer dans nos Vins Muscats<br /></span> +<span class="i0">Ta soif et ta melancolie!"<br /></span> +</div></div></div> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span> +Hun var meget oprømt, meget hed, og somme +af Sangens Toner gik højere, end de egenlig +skulde.</p> + +<p>Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.</p> + +<p>Triumferende bar han den hen for Vinduet, +trykkede den Rosenkrandsen ned over Ørerne og +rakte den knælende op mod Karen.</p> + +<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Adorable Venus, reine des coeurs, je vous +prie accepter de <span class="sic" title="[sic]">ton</span> humble esclave cet petit agneau +innocente, couronné des fleurs ...</span>»</p> + +<p>I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. +Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik +paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad +det var, op mod det røde, leende Kvindfolk, og +hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den +af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten +af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede +ned paa Jorden.</p> + +<p>Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik +saa ængsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen +Hunden, men beholdt Krandsen, og stod +nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt +mellem sine Hænder.</p> + +<p>«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf +dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,» og +hun trak en lang, svær Staalnaal med rubinforsiret +Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for +sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, +næsten hoppende Løb op imod Huset; det var +ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span> +paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter +Husets Dør.</p> + +<p>Der standsede Ulrik Frederik hende.</p> + +<p>«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, +«du med din Krands.»</p> + +<p>«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte +sig fra den ene Side til den anden for at smutte +ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen, +«saadan En binder du Krandse til, <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: Rosenskrandse">Rosenkrandse</a>, +ja—a, her er du den kjælne Hyrde; har +du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?» +gjentog hun og snappede i det Samme +Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa +Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav, +Amaryllis? med en Silkesløjfe?»</p> + +<p>«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede +hun og løftede Naaledolken mod ham.</p> + +<p>Han greb hende om begge Haandled og +holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde +han skarpt.</p> + +<p>Marie saae op paa ham.</p> + +<p>«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, +«<em>jeg</em> er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor +elsker du mig intet mere? Følg med, lad +hende derinde være den, hun er og følg med. +Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad +brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt +jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg +med!»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span> +Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende +Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes +Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han +hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa +Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken +ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, +og hviskede saa til ham, da de stod der +foran:</p> + +<p>«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt +hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut, +før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender +mig vel!»</p> + +<p>Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden +af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken +susede ned over Hestene, han sprang tilbage og +Vognen foer afsted.</p> + +<p>Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken +til at standse, paa at gribe Tøjlerne, paa at springe +ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med +Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en +kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og +stille, stirrende ud for sig, uden at lægge Mærke +til Vognens rasende Fart.</p> + +<p>Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, +var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just +ængstelig var <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ham">han</a>, men betaget af den Spænding, +som lister sig over Folk, naar de har den bestemte +Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span> +og Ubehageligheder imøde, og som +ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.</p> + +<p>Marie havde naturligvis klaget til Kongen, +og denne vilde nu gjøre ham kjedsommelige Bebrejdelser, +som maatte høres til Ende; Marie vilde +hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske +Tavshed, hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed +at ignorere. Stemningen deroppe vilde +være yderst trykkende, Dronningen vilde se træt +og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, +der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde +tavse, nu og da sagte sukkende løfte deres Hoveder +og se mildt bebrejdende paa ham med store, +tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til +den Glorie af højhjertet Trofasthed og heroisk +Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker +vilde søge at omgive sit smalle Hoved, +ved med komisk Modighed at stille sig ved hans, +Ulrik Frederiks, Side, overvældende ham med +Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens +hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle +Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde: +se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med +Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, +trøster jeg den Forladte! Jeg sætter mit trofaste +Bryst mod ... aa, hvor han kjendte det godt, +Altsammen, Alting, det Hele.</p> + +<p>Han tog fejl.</p> + +<p>Kongen modtog ham med et latinsk <span xml:lang="de" lang="de">Sprichwort</span>, +hvad der var et ubedrageligt Kjendetegn<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span> +paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig +og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere +maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes, +end han havde ventet det.</p> + +<p>Heller ikke da de blev alene, hentydede hun +saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge, +og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover; +han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde +gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.</p> + +<p>Han vilde næsten hellere, hun havde talt!</p> + +<p>Skulde han lokke hende til at tale, takke +hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og +Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede +igjen?</p> + +<p>Han turde ikke ret prøve derpaa, for han +havde lagt Mærke til, at hun nu og da saae hen +paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk +i sine Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende +Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten +haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af Hævn +eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, +ikke et sittrende Blink af tilbagetrængt Vemod! +Intet saadant, slet intet!</p> + +<p>Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting +sagt.</p> + +<p>Engang imellem i de paafølgende Dage, +kunde hans Tanker dvæle uroligt derved, og en +feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos +ham.</p> + +<p>Men det skete ikke, og han kunde ikke lade<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span> +være med at tænke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser, +de laa nu som Lindorme ligger i deres +mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der +voksede alt som Øglerne vokste, blodrød Karfunkel +løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg Opal +langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende +og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men +ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt, +løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige +Mylder.</p> + +<p>Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og +gjemme paa Hævntanker, thi en saadan Forhaanelse +som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke +glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst +i Forbindelse med det sælsomme Optrin, da hun +løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis +varslende Ord, og han undgik hende endnu mere +end før, og ønskede endnu ivrigere, at deres Veje +maatte blive skilte.</p> + +<p>Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde +glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut +af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven +udslettet, sporløst udslettet, som en straalende +Boble, der brister i Støv og ikke er mere. Og +dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende +Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede +i sig, ikke heller de er mere. De er det +ikke, og Blikket, som den fængslede ved sin Pragt +og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span> +og ser vidt udover Verden, den Verden, som i +farvede Billeder spejledes i Boblens Glar.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de +Fremmede vokset. Balletprøverne vare allerede i +fuld Gang og Dandsemestere og Akteurer, Pilloy +og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at +instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller +utaknemmeligste Roller.</p> + +<p>Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten +og tog med Iver Del i Øvelserne. Hun +var siden Dagen i Lynge bleven langt mere +virksom og selskabelig, saa at sige mere vaagen.</p> + +<p>Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser +temmelig udvortes; naar der ikke just var +Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes +Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun +straks ned i sin egen lille Verden og saae derfra +ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.</p> + +<p><a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: Nn">Nu</a> derimod levede hun med; og havde hendes +Omgangskreds ikke været saa optaget af alle hine +Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, vilde +de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes +Væsen var blevet. Der var kommen en rolig +Sikkerhed over hendes Bevægelser, en næsten +fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed +i hendes Miner.</p> + +<p>Men det var der Ingen, der mærkede, kun +Ulrik Frederik greb sig enkelte Gange i at beundre<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span> +hende som en fremmed, ham ubekjendt +Person.</p> + +<p>Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, +var der ogsaa en af Maries Slægtninge, Sti Høg, +hendes Søsters Mand.</p> + +<p>Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter +hans Ankomst, stod de med hinanden paa en +Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen +og det flade, solsvedne Land bagved den.</p> + +<p>Store, langsomt glidende Regnskyer samlede +sig oppe paa Himlen, og fra Jorden steg der en +bitter, vissen Duft, som var det de matte, halvtudgaaede +Urters Suk efter Livsens Væde.</p> + +<p>Den svage Luftning, der næppe var stærk +nok til at holde Møllen dernede ved Korsvejen +i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det +lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og +Sommerbrynde, — og som Tiggeren, der blotter sit +medynksvækkende Saar, saaledes syntes de gule, +fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer +aaben for Himlens Blikke.</p> + +<p>Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og +enkelte store Regndraaber, ganske enkelte, faldt +med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et +Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig +blev stille igjen. Svalerne strøg lavt langs med +Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog slørende +ned over de sorte Straatage i den nære By.</p> + +<p>En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, +og nede fra Gange og Stier rundt om Højens<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span> +Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen +af Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde +og Lyden af tørre Grene, der knagede og +knækkedes.</p> + +<p>Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.</p> + +<p>Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de +Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de +tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at +have besteget den bratte Skraaning.</p> + +<p>Sti Høg var den Gang et Par Aar over de +Tredive, han var en høj Mand, høj og mager, +rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han +var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn +buede højt op over hans blanke, lysgraa +Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene +var ganske rosenrøde, og derved at han, +naar han blinkede, blinkede langsommere, eller +bedre: lod Øjet længere være lukket end andre +Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen +var den stærkt rundet og blank. Næsen, +smal og langsomt krummet, var lidt for lang og +Hagen baade for lang og spids, medens Munden var +fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres +Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men +det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa +ejendommelig, det var det, at han havde dette +underlig sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden +findes hos store Vellystninge, dette Smil, +der er higende Begjær og foragtende Træthed paa<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span> +een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som +søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede +Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig +ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i +det bævrende Bytte.</p> + +<p>Saadan saae Sti Høg ud.</p> + +<p>Dengang.</p> + +<p>«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket +Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters +Porte, saadan som de har dem i Italien og de +Steder der?»</p> + +<p>«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg +komme paa slige katoliske Tanker?»</p> + +<p>«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? +Livsens Drik er for Eder da skær og frisk, den +smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, varmer +Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det +Sanden! aldrig bærmebedsk, doven og forfulet? +aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der +mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget +Fejl af Eders Øjesyn da?»</p> + +<p>«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den +Vis!» sagde Marie og lo ham lige op i Øjnene.</p> + +<p>Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille +Græsbrink deroppe, og de satte sig ned.</p> + +<p>Han saae forskende op paa hende.</p> + +<p>«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende +forlegen og uvis paa, om han skulde tie +eller tale, «veed I intet, Madame, at der her i +Verden er en gehejm Societet, som En kunde<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span> +kalde for de Melankoliskes Kompagnie? Det er +Folk, som fra Fødselen af er givne en anden +Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et +større Hjærte og fortere Blod, de higer og attraar +mere, begjærer stærkere, og deres Forlængsel er +vildere og mere brændendes, end den er hos den +gemene Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, +deres Øjne er mere aabne, alle deres Sandser er +subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab +og Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, +imens de Andre de kuns griber dem med deres +grove Hænder.»</p> + +<p>Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden +og lod Fingrene legende glide hen over den fyldige +Fjerbusk.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme +og ligesom for sig selv, «Vellyst i Dejlighed, +Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes kan, +Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i +de lønlige Drifter og Tanker, Mennesken selv +aldrig ret kan begribe, alt Dette, som for Andre +tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket +Kortvil eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle +som Lægedom og kostelig Balsam. Det er Livsens +eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de +dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa +paa Livsens Træ Blomster op, hvor hine aldrig +vilde tro de fandtes, under mørke Blade og paa +tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til +Vellyst i Sorg eller i Fortvivlelse?»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span> +Han smilte haanligt og tav.</p> + +<p>«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt +bort fra ham, «hvorfor kalder I dem Melankoliske, +medens det jo kun er Verdens Glædskab +og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt +er eller travrigt heller?»</p> + +<p>Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde +Mine til at rejse sig, som om han var træt af +at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde +Samtalen.</p> + +<p>«Men hvorfor da?» gjentog Marie.</p> + +<p>«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med +en foragtelig Betoning, «fordi al Jorderigs Fryd +er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk og ufuldkommen, +fordi hver Vellyst den Stund den blusser +op som rigen Rose, løves af som Træ i Høst, +fordi hver Livsens prægtig Lyst straalendes i Dejlighed +og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks +som den favner dig med sunde Arme, eddres af +Dødens Kræft, saa du just som den minder din +Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens +Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den +Tanke æde sig ind som røden Rust paa hver en +lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim +fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til +dens dybeste Rod?»</p> + +<p>Han sprang op fra Brinken og talte med +hæftige Gebærder ned imod hende.</p> + +<p>«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, +naar al Vellyst, som den gribes, skyder<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span> +Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er Glædskabens +sidste vaandefulde Aandedrag, naar al +Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke +er Lykke, der brister!»</p> + +<p>Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran +hende.</p> + +<p>«Det er da det, der bringer <em>Eder</em> paa +Klostertanker?» sagde Marie og saae smilende ned.</p> + +<p>«Det er saa, Madame; mangen en Stund er +den, da jeg stiller mig fore, at jeg her stænget +inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes +fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder +ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen +og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og +stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min +Sjæl og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod. +— Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og +Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over +mig, jeg vilde længes som Brand og røden Lue, +længes ud af Vid og Samling efter Livet igjen og +hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, +jeg her præker. Lad os gaa, <span xml:lang="fr" lang="fr">ma chere</span>! det +vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har +lagt sig.»</p> + +<p>«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den +hele Himmelsrand rundt!»</p> + +<p>«Ja vel, det letter og tætter.»</p> + +<p>«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.</p> + +<p>«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»</p> + +<p>Marie løb nedad Bakken.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span> +«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte +hun tilbage, «kom I nu ned i Eders!»</p> + +<p>Da de vare nede, drejede Marie af, bort +fra Slottet, og Sti Høg fulgte med ved hendes +Side.</p> + +<p>Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til +at optage den afbrudte Samtale.</p> + +<p>«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa +egenlig gode Tanker om mig, Sti Høg, Vejr har +jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til +mig, forstaar jeg ikke heller.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Aa jo!»</p> + +<p>«Men intet, hvad I talte til mig.»</p> + +<p>«Nej.»</p> + +<p>«Nu bander jeg: jo.»</p> + +<p>«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden +Næve følger efter.»</p> + +<p>«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender +grant nok, veed Vorherre, den svære, stille Bedrøvelse, +der kommer over En, uden En veed +hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var +Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls +rette Hjemland er, men jeg tror det knap. +En længes og trænges og veed ikke levendes Haab +at trøste sig med; nej, nej, for den stride Graad, +det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig +tungt og tærendes paa, saa En sygner i +sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker +og ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentid +været Lykkens eller Verdens Forkrænkelighed,<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span> +der har ligget mig tungt i Tanker, at det var det, +jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en +anden Vej, det var ... ja, det er nu saa plat +umuligen at give den Sorrig Navn, men det kommer +mig for, at det stundom var mest lig en +Sorg for en fordækket Brøst ved Ens Natur, en +indvendig Skade paa Ens Sjæl, som gjorde En +hel anderledes end andre Folk; ringere i alle +Maader ... nej, det er nu saa overhaands svært, +at faa det fundet i Ord, just i den rette Mening! +Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig +prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og +lystelig over al Maade, at være med deri; om i +Sorg eller Lykke, det skjællede Intet, blot jeg +led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt +som i en Mummenskands eller Fastnachtsspil. +Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa stærkt +at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet +var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, +der løftede mig op, eller det, som der bøjed' mig +ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer eller +brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter +det aldrig! — om jeg blev som en af det romerske +Landeriges Feltherrer, der førtes i Triumfvogn +gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, +at Sejren og Jubileringen det var mig, og Stoltheden +og Folkets Frydeskrig og Basunernes Lyd, +Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes +Klang, saadan vilde jeg være det, men intet som +den, der i usselig Æresyge og koldt Hovmod,<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span> +medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte +paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge +Øjne, og hvor afmægtigt Misundelsens Bølger +slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag +føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen +kjølig om sin Pande. — Forstaar I, Sti Høg, +<em>det</em> tror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg +tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at +saadan kunde det aldrig blive for mig, og det +bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en +eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet +mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg +veed intet, men det syntes mig, som vældede derudaf +min bitre Kummer, at jeg havde rørt ved +en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens +Klingen var der Noget revet sønder i mig, der +ingentid vilde læges, saa jeg aldrig vilde fange +den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets +Dør aaben, men maatte staa derudenfor og lytte +til Festens Toner, ubuden og usøgt, som en vanfør +Terne.»</p> + +<p>«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes +hans Miner pludseligt og han sagde med +et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu ser jeg, +hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad +hende, «Herre du Godeste, hvad et Menneske har +nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det +er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, +at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men +vi løber saa bus til, gladelig hen, blot vi øjner<span class="pagenum"><a name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"> </a></span> +den Ting, der kan lignes ved et Spor, og er rede +til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg +Uret, <span xml:lang="fr" lang="fr">ma chere</span>? Er vi intet begge to, en for sig +og hver for en, der vi søgte en Aarsage til vor +Melankolie, gaaet hen og har kejset den gjenneste +den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den +eneste sandfærdige Forklaring. Skulde En intet +efter det, vi hver har sagt, tænke, at jeg gik +omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens +Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, +deres Ustadighed og Forgængelighed, og at I, +min hjærte Frænke, var helt igjennem overbeviset +om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er +lukt og Lyset slukt, og som knap har Mod til +Haab? — Men det har Alt kuns lidet paa sig, +for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa +drikkes vi saa lettelig drukne af vore egne Ord +og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi +kuns kan faa Grime paa!»</p> + +<p>Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og +de fulgtes med dem ad Slottet til.</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den +seksogtyvende September, da Knaldet af Kanoner +og en festlig Marsches skingrende Trompettoner +gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af +hans kurfyrstelige Højhed Prinds Johan Georg af +Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i Spidsen<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span> +for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra +Slottet begav sig ned igjennem Haven for at +overvære den Ballet, der nu der skulde tage sin +Begyndelse.</p> + +<p>En Række af Begblus kastede et brandrødt +Skjær over Havefacadens røde Mure, lod Taks og +Buksbom rødme med en Glands af Bronze og +alle Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke +Lød.</p> + +<p>Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række +holde blomsteromvundne Kjærter op i den mørke +Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og kunstige +Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem +Træernes gulnende Blade, tvinge Mørket tilside og +holde en straalende Sti aaben for det prægtige Tog.</p> + +<p>Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, +spejler sig blankt i Sølv og Staal og glider i +glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og Silkeslæb. +Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over +det dunkle Fløjel, og sprudende hvidt sætter det +sig som Stjerner paa Rubiner og Diamanter, og +røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa +lukker for det Brune, blandt Hvidt og +Violblaat skjærer Søgrønt sig lysende frem, Koralrødt +synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt +og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem +hinanden, lyst og dunkelt, Lød paa Lød i broget +Bølgen.</p> + +<p>Forbi — nede i Gangen nikke endnu de +buskede Fjer hvidt, hvidt i den dæmrende Luft ...</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span> +Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, +hedder «<span xml:lang="de" lang="de">Die Waldlust</span>».</p> + +<p>Scenen er en Skov.</p> + +<p>Kronprinds Christian som Jæger tolker sin +Glæde over det frejdige Jægerliv under de løvrige +Kroner, spadserende Damer nynne om Violernes +Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke +Bær i nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd +jubilere over den rene Luft og den klare +Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med +forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.</p> + +<p>Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige +Diana, hendes kongelige Højhed Prindsesse +Anne Sofie.</p> + +<p>Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster +hende Fingerkys med begge Hænder, mens hele +Hoffet jubler.</p> + +<p>Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige +Bejler fører i overstrømmende glad Taknemmelighed +de høje Forældres Hænder til sine +Læber.</p> + +<p>Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand +og Bondekone træde frem og synge en Duet om +Kjærligheds Lykke.</p> + +<p>Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge +Herrer pynte og glæde sig i det Grønne, fire Officerer +er glade, to Bondekarle komme veltilmode +fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet +synger og endelig seks Personer, der paa allehaande<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span> +kaade Instrumenter opføre en meget overgiven +Musik.</p> + +<p>Nu Slutningsscenen.</p> + +<p>Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige +Højheder Prindsesserne Anne Sofie, Friderica +Amalie og Vilhelmina Ernestina, Madame +Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.</p> + +<p>De dandse nu med stor Kunstfærdighed en +landlig Dands, hvori det forestilles, at Madame +Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes, fordi +hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage +i deres lystige Menuette, og de spotte hende, +fordi hun har givet Afkald paa sin Frihed og +bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da +triner hun frem og i en sirlig Pas de deux, som +hun dandser med Prindsesse Anne Sofie, udtrykker +hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og +Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende +sig imellem hverandre i vanskelige Toure, +medens et usynligt Chor bagved Scenen, ledsaget +af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,<br /></span> +<span class="i0">Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen<br /></span> +<span class="i0">Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,<br /></span> +<span class="i0">Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier<br /></span> +<span class="i0">Der Glieder Hurtigkeit, die euch <a class="corr" name="rett_27" id="rett_27" title="var: darüm">darum</a> gegeben<br /></span> +<span class="i0">So schön und prächtig sind, und zu den End erheben<br /></span> +<span class="i0">Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr<br /></span> +<span class="i0">Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span> +sig i Haven og lystvandrede mellem de oplyste +Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt indrettede +Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som +italieniske eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin +og Bagværk og Konfiturer omkring i flettede Kurve, +som de bar paa deres Hoveder.</p> + +<p>De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet +og modtage Komplimenteringer for deres store +Kunstfærdighed og Adræthed, men Alle er enige +om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne +Sofie havde Ingen ageret sin Part saa vel som +Madame Gyldenløve, og baade Majestæterne saa +vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og +Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre +havde intet kunne føre den Rolle ud med større +Gratie eller med livagtigere Gebærder.</p> + +<p>Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved +i de oplyste Gange og i de mod Haven vendende +Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands +og bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv +ud paa Søen strakte Festen sig, og munter Latter +klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler +derude.</p> + +<p>Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte +og Tonerne legte, færre hvor Lyset var fjernt, men +selv hvor Mørket herskede alene og Tonerne halvt +gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige +Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den +fjerne Grotte længst mod Øst, havde her en enlig +Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var travrig<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span> +tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang +kastede sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og +mismodige Bryn.</p> + +<p>Hvidgule Bryn.</p> + +<p>Det var Sti Høg.</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="it" lang="it"><div class="stanza"> +<span class="i0">"<span class="spaced">......</span> È di persona<br /></span> +<span class="i0">Anzi grande, che no; di vista allegra,<br /></span> +<span class="i0">Di bionda chioma, e colorita alquanto."<br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">hviskede han for sig selv.</p> + +<p>Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem +Uger stadig været sammen med Marie Grubbe. +Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes +kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab +og hans Fortvivlelse. Han havde elsket før, men +aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt og modløst. +Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks +Gemalinde, ikke heller det, at han var gift +med hendes Søster, der betog ham Haabet. Men +det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være +modløs, hans Pogekjærlighed, som han bittert +kaldte den. Den havde i sig saa liden Begjær, +saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en +anden Vis saa megen Begjær. En feberbrændende, +vemodig Længsel ind imod hende, en sygelig +Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, +drømme med i hendes Drømme, lide hendes +Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere, +ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, +men endnu mere fremmed, endnu mere fjern;<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span> +de runde, blændende Skuldre, den rige Barm og +de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; +al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu +rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den +bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans +Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage +deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den +svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed +derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse +Læber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige +Vanvidsdrømme; denne Mund ...</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="it" lang="it"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Paragon di dolcezza!<br /></span> +<span class="i0"><span class="spaced">..............</span><br /></span> +<span class="i0"><span class="spaced">...</span> bocca beata,<br /></span> +<span class="i0"><span class="spaced">...</span> bocca gentil, che può ben dirsi<br /></span> +<span class="i0">Conca d'Indo odorata<br /></span> +<span class="i0">Di perle orientali e pellegrine;<br /></span> +<span class="i0">E la porte, che chiude<br /></span> +<span class="i0">Ed apre il bel tesoro,<br /></span> +<span class="i0">Con dolcissimo mel porpora mista."<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som +i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til +sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte sig i +Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig +fast til sin Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet +af hendes Ligegyldighed op for sine Øjne, +da — stod Marie Grubbe for ham i Grottens +hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.</p> + +<p>Hun havde den hele Aften været i en sælsom +lyksalig Stemning; hun følte sig saa tryg og sund<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span> +og mægtig; Festens Pragt og Toner, Mændenes +Hyldest og Beundring, hun skred hen derover +som var det et Skarlagenstæppe, bredt ud for +hendes Fod at træde paa. Thi hun var saa helt +betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det +var, som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler +ud fra hendes Hjærte og blev til Skjønhedssmil +paa hendes Læber, til Straaleglands i hendes +Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var +en jubelmættet Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed +over hendes Tanker, en frodig Folden-ud i +hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.</p> + +<p>Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, +med Lykkens overmodige Smil paa sine Læber, og +i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan +stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, +lys imod Mørket derude. Hun saae ned paa Sti +Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, +og hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt +sin hvide Haand paa hans Haar og kyssede ham. +Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der +skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til +Tegn paa sin kongelige Yndest og Naade, saaledes +gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.</p> + +<p>Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra +hende, hun rødmede og slog Øjnene ned.</p> + +<p>Havde nu Sti Høg grebet til, havde han +taget det Kys som mer end en fyrstelig Gave,<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span> +han havde mistet hende for bestandig. Men han +knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig +hendes Haand til sine Læber, veg saa ærbødigt +til Side og hilste hende dybt og ærefrygtsfuldt +med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred +stolt forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XII" id="KAPITEL_XII"></a>XII.</h2> + + +<p>I Januar seksten hundrede og fire og treds +udnævntes Ulrik Frederik til Statholder i Norge, og +i de første Dage af April samme Aar rejste han +derop.</p> + +<p>Marie Grubbe fulgte ham.</p> + +<p>Forholdet mellem dem havde senere ikke +forbedret sig synderligt, blot at deres Mangel paa +indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed +ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som +en uforanderlig Kjendsgjerning og havde fundet +sit Udtryk i den yderst ceremonielle Maade, paa +hvilken de omgikkes med hinanden.</p> + +<p>Det første Aarstid, eller halvandet, efter at +de havde taget Bolig paa Aggershus, levede de +saaledes, og Marie ønskede heri for sit Vedkommende +ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik +forholdt det sig anderledes: han var nemlig +igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.</p> + +<p>Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod +Skumringen, at Marie Grubbe sad alene i +den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af: +Daasen.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span> +Det var raat og blæsende Vejr, graat og +mørkt. De tunge Tøsneflokke klinede sig op i +Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det +halve af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, +som hvirvledes ned mellem de høje Mure, ligesom +tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem og +dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig +lige op i Luften med en hæs og hundeagtig Tuden. +Mægtige Vindpust kom hujende ned over Taget +derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur +med et Slag som en Bølges, og blev borte med +det Samme. Og der var andre Vindpust, der +brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig +af Angst og den hvidlige Brænderøg forskrækket +krummede sig som en Bølgekam henimod Kaminaabningen, +parat til at kaste sig ud i Stuen, men +saa i næste Nu hvirvled den tynd og let og blaa +op igjennem Skorstenen, og Flammerne raabte efter +den, hopped og sprang og sendte den spragende +Gnister i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa +begyndte Ilden først rigtig at brænde, lagde sig +med brummende Velbehag bredt over Gløder og +Aske og Emmer, kogte og syded af Fryd i det +hvide Birkeveds inderste Marv, snurred og spandt +som en brandrød Kat og strøg saa med Luer og +Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne +Knuder og hedhovede Favnestykker.</p> + +<p>Rød og lun og lysende strømmede den lystige +Ilds Aande ud i den lille Stue. I en flimrende +Lysvifte spilled den hen over det tavlede Gulv og<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span> +jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, +saa det bange gjemte sig som zittrende Skygger +tilhøjre og tilvenstre bag de snirklede Stoleben, +eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt +og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller +lagde sig plat ned under den store Dragkiste.</p> + +<p>Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset +og Varmen buldrende til sig igjen, og Mørket +bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en +Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men +saa kom Ildskjæret jagende henover Gulvet igjen, +saa Skumringsmulmet fløj til alle Sider, og Skjæret +efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over +den blanke Messingklinke, — ingensteds var det sikkert; +ja, der sad Mørket og klemte sig ind til +Mur og Loft som en Kat i et Træ, og Skjæret +sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende +og jagende som Hunden ved Træets Rod. Ikke +engang mellem Glas og Pokaler højt oppe paa +Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for +de røde Rubinglas, de blaa Pokaler og grønne +Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og hjalp +Skjæret at finde det frem.</p> + +<p>Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog +til, men derinde, der luede der Ild og der dandsed +der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang +hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart +nynnede hun blot Melodien; hun havde sin Luth i +Haanden, men hun spillede ikke, hun blot nu og<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span> +da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, +længe klingende Toner.</p> + +<p>Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige +Sange, som gjør Ens Hynde blødere og Ens +Stue lunere, en af disse sagteligt bølgende Melodier, +der ligesom synger sig selv i deres magelige +Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme +lyde saa fornøjeligt fyldig, saa svulmende og saa +rund. Marie sad lige i Skjæret fra Kaminen, omspillet +af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst +velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv +med sin egen Røst.</p> + +<p>Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks +høje Skikkelse dukkede ind ad den.</p> + +<p>Marie holdt straks op med at synge.</p> + +<p>«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en +mildt bebrejdende Tone, idet han med bønfaldende +Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg +vidst, I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»</p> + +<p>«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine +Drømme vaagne.»</p> + +<p>«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede +sig ned over Varmebukken foran Kaminen og +varmede sine Hænder paa dens blanke, røde Kobberkugler.</p> + +<p>«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med +Haanden over Luthens Strenge.</p> + +<p>«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» +og han saae smilende paa hende.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span> +Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:</p> + +<p>«En kan være ret ung og have gamle Drømme +endda.»</p> + +<p>«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt +herinde! — men er ellers min Ringhed med i <em>de</em> +gamle Drømme, Madame? — om En tør spørge.»</p> + +<p>«Ak nej!»</p> + +<p>«Der var dog en Tid ...»</p> + +<p>«Blandt alle andre Tider.»</p> + +<p>«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var +der en Gang en underskjønne Tid, hvor jeg var +Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en +Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller +ved det Lav? Det var en Blæst og Sne ...»</p> + +<p>«Ret som nu.»</p> + +<p>«I sad foran Kaminen ...»</p> + +<p>«Ret som nu.»</p> + +<p>«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders +kjære Hænder legte I mit Haar.»</p> + +<p>«Ja, den Gang elskede I mig!»</p> + +<p>«O, ret som nu! — og I — I bøjede Eder +ned over mig, I græd, saa Taarerne randt Jer +ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa +ømt og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn +for mig i Eders Hjærte, og saa paa een Gang, +— kan I mindes? — saa bed i mig i Halsen.»</p> + +<p>«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede +Jer, min Hr. Gemal! Naar jeg hørte Eders Sporer +klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod +for mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span> +og mine Hænder blev saa kolde som en Is. +Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders +Arme ...»</p> + +<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">De grace, Madame</span>!»</p> + +<p>«Aa, det er jo kuns døde Minder om en +Amour, som længst er slukket ud.»</p> + +<p>«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog +hedere end før.»</p> + +<p>«Nej, den er dækket til med altfor mange +Dages kolde Aske.»</p> + +<p>«Men den rejser sig af Asken som den Fugl +Fønix, skjønnere og fyrigere end før — sig, gjør +den intet?»</p> + +<p>«Nej, Elskov er som en <a class="corr" name="rett_28" id="rett_28" title="var: fine">fin</a> Blomst; om en +frostig Nats Kulde forvisner dens Hjærte, saa +gaar den ud fra Top til Rod.»</p> + +<p>«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for +Jerichos Rose; om Tørken kommer, saa tørres +den bort og krymper sig sammen, men bliver det +saa en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa +slaar den alle sine Blade ud igjen og er saa +grøn og frisk som ingen Tid før.»</p> + +<p>«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov +til.»</p> + +<p>«Det er der, — ja, og vor var just saadan +Elskov.»</p> + +<p>«At Eders var det, det siger I mig nu, men +min, aldrig var den det, aldrig.»</p> + +<p>«Saa har I aldrig elsket.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a></span> +«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor +jeg har elsket — Det var paa Frederiksborg ...»</p> + +<p>«O, Madame, I er uden Skaansel!»</p> + +<p>«Nej, nej, det er slet intet det. — Det var +paa Frederiksborg. Ak, I veed kuns lidet, hvad +jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed til +mig var intet nær som før. Ak, som en Moder +vaager over sit kranke Barn og giver Agt paa +hvert et lille Tegn, saaledes fulgte jeg med Angst +og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i +Eders kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte +i Eders Kys, hvor svagt dens Pulse slog, da var +det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine. +Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, +jeg bad for den som for et Hjærtens dyrebart +Barn, der dør og dør, Time for Time. Og jeg +spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, +efter Lægedom for Eders kranke Kjærlighed og +hvad gehejme Midler, som kom mig for Øre, af +Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med +tvivlendes Haab i Eders Morgendrikke og Aftenvin. +Jeg lagde Eders Brystdug ud for trende voksende +Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa +Eders Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit +eget Blod tretten Hjærter i Kors, men uden Gavn, +min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank +til Døden. — Se, saadan var I elsket!»</p> + +<p>«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, +den er opstanden. Hør mig, Hjærte! hør mig, +for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span> +Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg +ned for Eders Fødder, og se, jeg bejler igjen, +med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har +været som et vægelsindet Barn, men nu er den +vokset op til Mand, o, giv Jer trygt hen i dens +Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og +Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer +igjen.»</p> + +<p>«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»</p> + +<p>«O, tro mig dog, Marie!»</p> + +<p>«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der +er ikke Trevl eller Traad af Tvivl i mit Sind, +jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed +er stor og stærk, men <em>min</em>! den har I kvalt med +egne Hænder, den er et Lig, og hvor højt saa +Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig vække +den op igjen.»</p> + +<p>«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg +veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de +elsker en Mand, saa om han støder dem bort med +sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for +deres Kjærlighed er fast mod alle Saar.»</p> + +<p>«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg — +jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I +— er intet af de rette Mænd.»</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<div class="blockquot"> +<p>«Gud holde sin beskjærmendes Haand over +dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være<span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span> +dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdig +er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker +jeg dig af Hjærte.</p> + +<p>Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min +eneste velmenendes Ven fra Børnetid, vil jeg +nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har af +min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet +fra den Dag, den begyndte; thi den har, som +Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og Tribulats +i fulde Skaale.</p> + +<p>Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse +paa bagvendt Vis, som allerkjæreste Søster nu +skal høre, og som vel hende allerede i mange +Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at +Søster jo af hendes kjære Mand har fornummet +at det, allerede mens vi var paa Sjælland at +bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og +min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var +det paa nogen Tid ikke anderledes, thi han har +ført sig saaledes op imod mig som mestendels +er utroligen at fortælle, men som nok stod til +ventendes af slig en smukke Junkere. Men jeg +bryder mig kuns fejl om hans skidne Galanterier, +thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær' +til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, +at det jo intet skulde være nok til at holde en +kranker Ælling ved Live, og kan han for mig +løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det +skulde være hans Ønske, kuns han i Ingenting +kommer mig for nær at fægte, som han just<span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span> +netop gjør, og i saa Manering, at man skulde +undres paa, om han er optændt af Galenskab +heller Djævelen har besættet ham, og det har +deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en +Dag med fine Ord og strunke Løfter og vilde, +Alting skulde være godt igjen os imellem, mens +han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg +ham og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham +altfor god at være; men da var det, det ret +gik an, thi <span xml:lang="de" lang="de">wenn's de Düwel friert</span>, plejer man +sige, <span xml:lang="de" lang="de">macht er sein Hölle glühn</span>, og tændte han +mig fluks en Helvedes Badstue op, i saa Maade, +at han kjørte herind paa Slottet i Hobevis af +løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede +paa dem med Mad og Drikke i store Stykker, +ja med dyrebar Snemos og bekostlige Schauessen, +som til nogen fyrstelig Banquete, og der skulde +mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg +har i Arv efter vor sal. Moder, være lagt frem, +og mine Silkeshynder med Fryndserne om ligedan, +men blev der Intet af, som jeg slog det bag +Laas tilhobe, saa han maatte laane i Staden +baade til Borde og Bænke at brede.</p> + +<p>Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil +nu intet trætte hende længer med saadan garstig +Kompagnie, men er det intet forsmædeligt, at +saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres +Ret, skulde have deres Hud strøgen brav af +ved Stadens Kag, skal sidde paa Stadsebænk i +kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener,<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span> +det er saa uerhørt og bespotteligen, at om det +kom kongelig Majestæt til Gehør, som jeg ønsker +af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde +han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, +som han kuns lidet skulde forlystes at høre paa. +Den artigste af hans Streger imod mig har jeg +endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den +skete forgangen Dag, der jeg lod sende efter +en Kræmmere, at han skulde komme op med +nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg +vilde have forneden en Trøje; men han lod +svare, om jeg vilde skikke Pengene ned, skulde +Varerne vel komme, men Statholderen havde +forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og +ligedan Bud kom der fra Hattestaffereren, som +der var sendt efter, saa jeg formener, han har +gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens +jeg har ført i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler +og tusinder til. Nu intet mere for denne +Gang. Gud være alting befalet, og han sende +mig altid gode Bud fra dig.</p> + +<p class="norewrap smaller">af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.</p> + +<p class="r2">Din fuldtro Søster altid<br /> +<span class="r1"><em>Marie Grubbe</em>.</span></p> + +<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge +Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte +kjære Søster huldeligen tilhaande.»</p> +</div> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span></p> + +<div class="blockquot"> +<p>«GUD have hende i sin Forvaring, min +allerkjæreste Søster, nu og altid, det vil jeg +ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg +bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et +oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke, +thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi +svømme og bade i idel Elendighed.</p> + +<p>Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen +mig tilhaande, uskadt og ubrudt i alle Maader, +og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte +den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører +hende paa, som er en store Uret af kongelig +Majestæts Statholdere at gjøre, som han gjør. +Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi +hun har Aarsage til Taalmod, som hende er +saa høj en Plads anviset, som ikke var god at +gaa Forlis af, og som vel er det værd med +Uro at bevare, thi om hendes Gemal sværmer +hen og spilder meget Gods, saa er det af hans +eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand +har sat Veje for baade hans og mit, som er en +Ynk, at en Mand, der skulde holde sammen paa, +hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter +og øder det aldeles. Vilde kuns GUD skille +mig vel ved ham, om det blev saa heller +saa, da var der derudi stor Almisse mod mig +arme Kvinde, og som ikke nok var at takke +for, og kunde det ligesaavel ske, som vi det +sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, +som GUD have Lov og Tak for, om det maatte<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span> +vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne, at +ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, +men M. A. K. S. maa tænke, at hendes Gemal +stiller sig nok og kommer til Fornuft igjen, at +han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og +Skarns-Folk, og som hans Embed giver ham +stor Indtægt, skal hun ikke lade sit kjære +Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed +eller af hans Uhuldhed heller. GUD vil det +bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu vel, min +Høne, og have hun mange tusind gode Nætter +fra mig,</p> + +<p class="r2">hendes tro Søster, mens jeg lever,<br /> +<span class="r2"><em>Ane Marie Grubbe</em>.</span></p> + +<p class="smaller">af Vang, 6 Februari 1666.</p> + +<p class="invindent">A Madame<br /> +Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, +venligen tilskreven.»</p> +</div> + +<div class="blockquot"> +<p>«Gud holde sin beskjærmendes Haand over +dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være +dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdigt +er i alle Maader til Liv og Sjæl, det +ønsker jeg dig af ganske Hjærte.</p> + +<p>Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger +vel af Gammelt, at Ingen er saa rasendes galen, +den jo helmer et Blink mellem St. Hans og<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a></span> +Paulinus<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" title="Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni." class="fnanchor">[7]</a>, men det vil her ingen Skik have, thi +min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin +Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold +galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev +om, det er kuns for Børneværk at regne mod +det, som nu gaar an, som er over al Maade; +at vide, allerkjæreste Søster, han har været til +Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, +havde med sig hertil <a class="corr" name="rett_29" id="rett_29" title="var: en">en af</a> hans gamle +Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks +lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet +og som er over alle Ting og regjerer i alle +Maader, mens jeg er sat bag Døren at staa; +men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre +mig den Villighed, at hun forhører sig om vor +kjære Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg +rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen +kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling +anse, og det som byltes mig paa, er saa +ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre +Ret, om jeg kaster det af. Det er intet længer +end som nu, dyre vor Frue Dag<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" title="Frue Dag = 15 August." class="fnanchor">[8]</a>, jeg var gangen +ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind +igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt +for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den +Streg skulde læses for, svartes mig, at den +Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen,<span class="pagenum"><a name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"> </a></span> +have, og var min Seng flyttet op i den vestre +Stue, som er saa kold som en Kirke, naar +Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og +Gulvet aldeles frønnet og her og der med ganske +store Huller. Men skulde jeg tilfulde beskrive +al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det +saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det +paa den Vis farer fort, da tror jeg knap, mit +Hoved skal holde. Gud være alting befalet og +han sende mig altid gode Bud fra dig,</p> + +<p class="r2">din fuldtro Søster altid<br /> +<span class="r1"><em>Marie Grubbe</em>.</span></p> + +<p class="smaller">af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.</p> + +<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti +Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min +hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»</p> +</div> + +<p>Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af +Tilstanden paa Slottet, som Marie Grubbe var det.</p> + +<p>Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. +Det var kun tarvelige Svirebrødre, disse fattige, +simple Officerer der i Norge, og deres Soldaterskjøger +var heller ikke til at holde det ud med +ret længe. Karen Fiol var den eneste, der ikke +var idel Raahed og Plumphed, men selv hende +sagde han hellere Farvel idag end imorgen.</p> + +<p>Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, +at han havde gjort disse Folk til sit Selskab;<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a></span> +saa havde det en Stund moret ham, men ikke længe, +og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og +næsten ubehageligt, og der ligesom var kommen +en svag Fornemmelse af Anger over ham, saa +trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde +været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at +tro, at det var det, og at han havde havt en +Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe +Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre +hende angrende tilbage. Men da det nu ikke syntes, +at Fortrydelsen vilde komme, saa tog han +haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende +Livet saa ubehageligt som muligt, nok skulde +overvinde hendes Stædighed; for at hun ikke elskede +ham mere, det troede han ikke paa, han +følte sig overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes +efter at kaste sig i hans Arme, men at hun, +da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt +til Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over +ham for hans Frafald ... og han undte hende +denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde +hævne sig, men hun trak det for længe ud, det +blev ham altfor langvarigt her i dette barbariske +Norge.</p> + +<p>Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, +om han ikke havde gjort bedst i at lade Karen +Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den ene Side +kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, +og paa den anden var Skinsyge en mægtig Allieret,<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a></span> +og Marie Grubbe <em>havde</em> været skinsyg paa Karen, +det vidste han.</p> + +<p>Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, +og han begyndte at tvivle paa, at hun nogensinde +vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med +hans Tvivl.</p> + +<p>Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts +Spænding over Forholdet.</p> + +<p>Det var med ængsteligt Sind, med beregnende +Frygt, at han voldte Marie Grubbe den ene Tort +efter den anden og han ventede spændt paa et +Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit +Vildt paa den rette Vej, men der skete intet.</p> + +<p>Jo endelig.</p> + +<p>Endelig skete der Noget, og han var vis paa, +at det var Tegnet, just det Tegn, han ventede. +Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde +tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, +en god, stærk Lædertømme i sin Haand, +gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor +Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene +til indenfra og gav den forfærdede Skjøge et godt +Livfuld Hug af den tunge Tømme og gik saa +roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem +alle de maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen +havde kaldt til.</p> + +<p>Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; +Karen sendte ham straks Bud, men han forhastede +sig ikke med at komme, først langt ud paa Eftermiddagen<span class="pagenum"><a name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"> </a></span> +hørte den ventende Karen hans Hest i +Gaarden.</p> + +<p>Hun løb ned imod ham, men han skød hende +lempeligt, men bestemt til Side, og gik lige op til +Marie Grubbe.</p> + +<p>Døren stod paa Klem — saa var hun vel +ikke derinde.</p> + +<p>Han stak Hovedet ind, vis paa at finde +Stuen tom, men hun var der, hun sad ved +Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, +saa forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles +ædru.</p> + +<p>I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den +synkende Septembersol ind i Kammeret og hæved +de fattige Farver derinde til Glands og Herlighed; +de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede +Træloft Malmens Glød, og det falmende +Sengeomhæng blev vinrøde Folder og purpurne +Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var +i Skygge, det lysned endda, det var som skimted +det frem af en Taage af løvgult Lys. Om Marie +Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og +kyssed hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund +var dybt i Skygge, det voldte et gulnende Æbletræ, +der holdt sine abbildrødmende Grene fristende +op for Ruden.</p> + +<p>Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med +Hænderne foldede i Skjødet.</p> + +<p>Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen<span class="pagenum"><a name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"> </a></span> +til Marie, og Glorien svandt, da han stillede sig +mellem Vinduet og hende.</p> + +<p>Han betragtede hende nøje.</p> + +<p>Hun var blegere end før. Hun saae saa god +og blid ud som hun sad der, med Hovedet bøjet +tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide +Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen +banked paa Siden af Halsen, lige under det brune, +lille Modermærke. Han fulgte Skulderens faste +Runding under den stramme Silke og den slanke +Arm, til den hvide, hvilende Haand. — Og den +var hans. — Han saae, hvordan den knyttede de +trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan +Armen i dens hvide, aareløbne Former blev fast +og blank, blev slap med mattet Glands i Slaget, +som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, +hvordan hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, +og hvordan hendes vrede Læber smilte grusomt +ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys +med Tømmesvøben. — Og hun var hans. — Han +havde været ond og stræng og grusom, han havde +ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og +disse røde Læber aabne sig i Klage.</p> + +<p>Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han +tænkte saa, og han følte sig gjennemtrængt af +hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed, +og han blev ved at staa og stirre i dorsk og +drukken Følsomhed, til Solens rige Lysstrøm var +tæret ind til en tynd, lille, blinkende Traad, højt +mellem Loftets mørke Bjælker.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a></span> +Da vaagnede Marie Grubbe.</p> + +<p>«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op +og kasted sig tilbage, saa Stolen tumlede henad +Gulvet.</p> + +<p>«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som +han formaaede, og strakte bønfaldende Hænderne +ud imod hende.</p> + +<p>«Hvad vil I? — I vil vel klage for de Hug, +Eders Skjøge bekom?»</p> + +<p>«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode +Venner!»</p> + +<p>«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte +sig fra ham.</p> + +<p>«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg +drukken, jeg er svimlendes drukken af din Dejlighed, +min Hjærtens Dukke.»</p> + +<p>«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet +Jer fejl, og I har taget Andre for mig.»</p> + +<p>«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»</p> + +<p>Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.</p> + +<p>«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad +dig selv, nu du tog den Ridetømme, du veed ... +men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og +dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet +mere den Uhulde med mig, som jeg har leget den +troløse Gast med dig, med al denne Slemmen og +Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en +Helvedes Kule deraf, for det kunde være en Himmerigs +Sal. — Du skal faa din Villie i hvad du +vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot,<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a></span> +vil du have Perler i Strænge, saa lange som dit +Haar, du skal faa det, og Ringe og Gyldenstyksstoffer +i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du +kuns vil, der er Ingenting for dyr'bart til at +slides af dig.»</p> + +<p>Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, +men hun greb ham om Haandleddet og holdt ham +ud fra sig.</p> + +<p>«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige +dig en Ting? — Om du kunde svøbe din Kjærlighed +i Sindal og Maar, om du kunde klæde den +i Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko +af den skære Demant, jeg vilde kaste den fra mig +som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer' +end den Jord, som jeg træder med min Fod. +Der er intet en Dryp af mit Blod, der er dig god, +intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder dig +væk, — hører du! der er intet en Vraa i min +Sjæl, du jo kaldes med Navne. — Forstaa mig +kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en Helsots +Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at +blive som Din, jeg gjorde det intet.»</p> + +<p>«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»</p> + +<p>«Nej og nej og mer' end nej!»</p> + +<p>«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes +forbandede Navn.»</p> + +<p>Han var hvid som en Væg og rystede paa +alle Lemmer. Mælet var hæst og ukjendeligt og +han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig +Mand.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"> </a></span> +«Tag din Fod af min Vej! tag din — tag +din — tag din Fod af min Vej, eller jeg flækker +din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt +for mit Syn. — Ud, ud af Norges Land og Rige +og Helvedes Brand til Gefährt<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" title="Gefährt = Kjøretøj." class="fnanchor">[9]</a>! Ud ...»</p> + +<p>Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa +løb hun, hvad hun kunde, ud af Stuen, bort fra +Slottet.</p> + +<p>Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik +Stolen, hun havde siddet i, da han kom, og rendte +den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng af +Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens +han flakkede frem og tilbage i Værelset; saa sank +han ned paa Gulvet og krøb omkring paa sine +Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende +sine Knoer tilblods. Omsider trættedes han, krøb +hen til Sengen og kastede sig i den med Ansigtet +ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme +Navne og græd og hulkede og forbandede hende, +og talte saa igjen, som kjælede han for hende, med +blid og sagte Røst.</p> + +<p>Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til +for gode Ord og stor Betaling at sejle sig til +Danmark.</p> + +<p>Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol +bort af Slottet, og faa Dage efter rejste han til +Kjøbenhavn.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XIII" id="KAPITEL_XIII"></a>XIII.</h2> + + +<p>En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe +ved at se Madame Gyldenløve kjøre ind paa Tjele.</p> + +<p>Han skjønnede straks, at der var noget Galt +paafærde, som hun saadan kom agende uden Tjenerskab +og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan +det egenlig forholdt sig, var det ikke noget +varmt Velkommen, han bød hende, for han blev +saa vred, at han gik sin Vej, smeldende Døren i +efter sig og viste sig ikke mere den Dag.</p> + +<p>Men da han fik sovet paa det, blev han mere +omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter +med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der +kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed +i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker +om, at endnu var der jo egenlig ingen Ulykke +skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem +de unge Ægtefolk, men Marie var endnu Madame +Gyldenløve, og Sagen maatte uden stor Vanskelighed +kunne bringes i den gamle Skure igjen.</p> + +<p>Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og +vilde ikke høre et Ord om Forsoning, men det +vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige i<span class="pagenum"><a name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"> </a></span> +den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle +Minder vare ømme Vunder og gabende Saar, saa +det lagde han ingen Vægt paa; der vilde Tiden +hjælpe, det var han overbevist om.</p> + +<p>Der var desuden en Omstændighed af hvilken +han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie +var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden +Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne +den Pragt, hun havde lært at anse for dagligdags, +og selv den jævne Kost paa Tjele, den +ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed +vilde faa hende til at længes efter det, hun +havde forladt. Paa den anden Side kunde Ulrik +Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig +tænke paa Skilsmisse. Hans Pengesager var +ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries +Medgift, thi tolv tusind Daler var mange +rede Penge, og Guld og Jordegods og anden +Herlighed var ogsaa haardt at komme af med, +naar man nu endelig en Gang havde faaet det.</p> + +<p>Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. +Marie befandt sig vel paa den stille Gaard. Den +dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed +og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder +var noget Nyt for hende, og hun nød det +med et drømmende, passivt Velbehag.</p> + +<p>Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende +for som en trættende Kæmpen og Bryden, en +rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et +skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a></span> +utaalelig, bedøvende Tummel, og der kom en frydelig +Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro, +af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød +og venlig Tavshed; og hun yndede at forhøje sit +Tilflugtssteds Fred ved at tænke sig, at i Verden +derude der larmede og stredes og trængtes de +endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom +bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor +Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes +yndigt dunkle Ensomhed.</p> + +<p>Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung +og Freden død og Skyggen mørk, og hun begyndte +nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra Livet +derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, +at Erik Grubbe foreslog en Forandring. +Han vilde nemlig have, at hun skulde tage hen +og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede +for hende, at da hendes Gemal havde hele +hendes Medgift i Besiddelse og dog Intet sendte +til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun +lod sig underholde af Kalø Gods, og der kunde +hun saa leve som Blommen i et Æg, holde stort +Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning, +langt anderledes end her paa Tjele, som var +altfor tarveligt til hende, der var saa meget bedre +vant. Desuden var der i Kongens Morgengavebrev +til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde +Tønder Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø +fra hende, aabenbarlig tænkt paa Kalø Gods, som +netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a></span> +Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. +Dersom nu de ikke skulde blive forligte igjen, +saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik Frederik +kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte +Gods, og det var derfor tjenligt, baade at +hun lærte det at kjende og at Ulrik Frederik +vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse, +desto lettere vilde han maaske afstaa det.</p> + +<p>Erik Grubbes Mening med denne Ordning +var den, at blive fri for de Bekostninger, han +sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i +Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik +og hans Gemalinde mindre end det var; desuden +var det jo altid en Tilnærmelse, og man +vidste aldrig, hvad den kunde føre til.</p> + +<p>Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til +at leve der som hun havde tænkt sig det, for +Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan +Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde +Madame Gyldenløve, men ikke at lade hende faa +Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø var +der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere +end paa Tjele, saa Marie var neppe blevet der +længe, hvis hun ikke havde faaet en Gjæst, der +snart skulde blive hende mere end en Gjæst.</p> + +<p>Hans Navn var Sti Høg.</p> + +<p>Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde +Marie Grubbe ofte tænkt paa denne sin Svoger og +altid med en Følelse af inderlig Taknemmelighed, +og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus<span class="pagenum"><a name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"> </a></span> +var bleven krænket eller saaret særlig føleligt, +havde det været hende en Trøst at mindes Stis +ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen +var det samme nu, hun var forglemt og forladt, +som i hine hendes Herligheds Dage; der var den +samme smigrende Haabløshed i hans Miner, den +samme ydmyge Beundring i hans Blik.</p> + +<p>Mere end to—tre Dage ad Gangen blev han +aldrig paa Kalø, saa tog han en otte Dages Tid +paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes +efter, at han skulde komme, og at sukke, naar +han drog bort, thi han var saa godt som hendes +eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige, +og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.</p> + +<p>«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er +det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence, +om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»</p> + +<p>«Om han saa kom krybendes hertil paa sine +Knæ,» svarede hun, «vilde jeg støde ham bort. +Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte, +for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, +intet een ærlig, varm Blodsdraabe i hans Legem'; +han er en Skjøge, ret en forfulet, forbandet Skjøge, +og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, +troløse Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. +Aldrigen har en ærlig, blodsvarm Passion +reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord +raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for +jeg føler mig som besudlet af hans listende Hænder +og hans skjøgeagtige Ord.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"> </a></span> +«I vil da andrage paa Separation, Madame?»</p> + +<p>Marie svarede, hun vilde det, og om det +ellers havde været hendes Fader med, vilde den +Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han forhastede +sig ikke, saasom han havde den Tro, at +Alt endnu vilde gaa i Lave, men det vilde det aldrig.</p> + +<p>De talte saa om, hvad hun kunde vente at +faa til sit Underhold efter Skilsmissen, og Marie +mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig +vilde gjøre Fordring paa Kalø.</p> + +<p>Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han +havde i sine Tanker viist hende et andet Liv ud +end det at sidde Enke i en afsides Krog af Jylland +og saa maaske tilsidst blive gift med en menig +Adelsmand, thi højere vilde hun ikke naa +her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, for +der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at +han ikke skulde kunne holde hende borte fra det +og det fra hende. Nej, han havde nu den Mening, +at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i +rede Penge og saa forrejse Landet og aldrig sætte +sine Fødder der mere; thi med hendes Skjønhed +og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes +fager Skjæbne end her i dette usselige Land +med dets bondeagtige Adel og fattige Kontrafej +af et Hof.</p> + +<p>Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs +Ensomhed var saa god en Baggrund for de bedaarende +Billeder, han udkastede af Ludvig den +Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig<span class="pagenum"><a name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"> </a></span> +fængsledes deraf og i den nærmest følgende +Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for +alle sine Drømme.</p> + +<p>Sti Høg var endnu lige saa betagen af +Kjærlighed til Marie Grubbe som før, og han +talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke +bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab +eller i Klage, tvertimod, fuldstændig haabløst, altid +forudsættende Umuligheden af, at hun kunde +gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. +I Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en +ængstelig Forbavselse, men efterhaanden begyndte +det at interessere hende at lytte til disse haabløse +Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde +hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende +Magtfølelse, at hun hørte sig gjort til +Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur +som Sti Høgs. Alligevel varede det ikke +længe, inden det Modløse i Stis Ord vakte en +Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse +af Kamp, fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, +hans tamme Slaaen sig til Ro ved at for højt +var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke +om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige +Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner, +men om han ikke talte stærkere end han følte, thi +denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede +Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt +stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde +hun ikke tro paa, og hun dannede sig et Billede<span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a></span> +af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved +ligesom evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, +var kommen til at tro sig rigere og større og meget +betydeligere, end han var, og som nu, da ingen +Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og +løj sig ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, +der kun var fødte i fantastisk Svangerskab +af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste +Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, +hun tog nemlig paa sin Faders Opfordring tilbage +til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun +til at befæste hende i den Tro, at Billedet var +ham i Alting ligt.</p> + +<p>Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel +og stod med Haanden paa Klinken, at han vendte +sig om mod hende og sagde: «det er en sort Side +af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, +nu eders Kalødage er forbi, og jeg vil længes i +Kval og i Pine og sørge som En, der har tabt det, +der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab +og Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang +skulde times, at der var skjællig Aarsag til at +tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa, +da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre +mig til. Kan hænde det vækked op i mig de +Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres +Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der +er tørstig for Daad og brændendes af Haab, vilde +vinde Overhaand og gjøre mit Navn berømmeligt +og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig<span class="pagenum"><a name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"> </a></span> +unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt +Stræng, tage Mælet fra hvert raabendes Krav og +døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes Land +blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»</p> + +<p>Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun +tænkte, og hun indsaae, at det var bedst saaledes, +men dog sukkede hun derved.</p> + +<p>Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe +ønskede denne Venden tilbage, fordi han var bange +for, at Sti Høg skulde faa hende til at tage +Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, +og desuden vilde han prøve, om det ikke nu +var muligt, ved Overtalelser at gjøre hende villig +til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved +Ægteskabet blev staaende ved Magt.</p> + +<p>Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, +men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved +Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie +til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, +han ønskede at holde det hen i det Uvisse, saalænge +det var muligt, thi enhver af Skilsmissen +nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles +ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer +om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik +Grubbes Usandfærdighed var altfor vel bekjendt.</p> + +<p>Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid +mere og mere truende, og der begyndte at blive +Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik +Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes +ved længe, og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin<span class="pagenum"><a name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"> </a></span> +Ridefoged paa Kalø, Johan Utrecht et Brev, hvori +han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse sig +om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med +ham paa Kalø Slot, uden at Erik Grubbe fik Noget +at vide derom. Dette Brev blev skrevet i +Marts, Niogtreds.</p> + +<p>Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede +Sammenkomst at erfare Marie Grubbes +sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig, +vilde han straks tage hende med sig til <a class="corr" name="rett_30" id="rett_30" title="var: Aggershuus">Aggershus</a>, +men hvis ikke, da ventede han ved Løftet om at +virke for en øjeblikkelig Separation, at skaffe sig +saa blide Skilsmissekaar som muligt.</p> + +<p>Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik +Frederik rejste med uforrettet Sag til Norge.</p> + +<p>Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit +unyttige Skriveri, men saa var det, i Februar, +Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den +Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var +Tid til at handle; thi Kong Frederik havde altid +sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt og havt en +saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag +som denne vilde fundet al Skyld hos Modparten, +men med Kong Christian var det at vente, at det +vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik +Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede +Selskabsbrødre, men det var dog muligt der var +en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, thi han +var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge +af den mere begavede og langt anseeligere Halvbroder,<span class="pagenum"><a name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"> </a></span> +desuden holdt unge Fyrster af at vise +deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres +iltre Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, +Almenheden kunde tro, de netop vilde tage under +deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor bestemt, +at de, saasnart Foraaret kom, begge to +skulde tage til Kjøbenhavn, og Marie skulde se +ad i Mellemtiden at faa tohundrede Rigsdaler af Johan +Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun +kunde vise sig med Anstand for den nye Konge; +men Ridefogeden turde ingen Penge levere fra sig +uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at +rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde +ingen betale og mente desuden, at denne Mangel +saameget bedre viste hendes Elendighed.</p> + +<p>Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da +et Møde mellem Fader og Svigersøn intet Resultat +bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at han +ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, +med hvad Spot, Beskæmmelse og Vanære hans +Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden havde +udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus +og givet hende til Pris for Vejr og Vind og Kapere, +som den Gang heftig grasserede i Søen, +eftersom der da var en brændendes Fejde mellem +Holland og England. Gud havde imidlertid +naadig bevaret hende for ovenskrevne Livsfare, +og hun var kommen til hans Hus med Liv og +Helbred. Men det var en uhørt Beskæmmelse, +der var overgaaet hende, og han havde nu mange<span class="pagenum"><a name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"> </a></span> +Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer +besøgt sin høje, højtærede Søn, velbaarne hans +Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig +betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa +hende, hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller +ogsaa tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid +Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde ført +i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke +desto mindre havde hun ikke kunnet faa saa meget +som to hundrede Daler til at kjøbe Sørgeklæder +for; in summa: hendes Elendighed var altfor +vidtløftig at beskrive, og derfor indflyede de +til hans kongelige Majestæt, deres allernaadigste +Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed +med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering +om, at hans Majestæt for Guds Skyld vilde forbarme +sig over ham, Erik Grubbe, for hans høje +Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og +over hende for hendes store Elendigheds og Beskæmmelses +Skyld og naadigst lade sig behage at +befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste +Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus +siger, at Ægtefolk maa skilles ad, hvad han +aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende +til sig igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet +Ægteskab holdtes udi den Agt, som Gud det +selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, +store Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra +Fordømmelse.</p> + +<p>Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn<span class="pagenum"><a name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"> </a></span> +under denne Supplike, da hun paa ingen Maade +vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan +det saa end skulde gaa<span class="corr" title="var: ,">.</span> Men Faderen forsikkrede +hende, at det var kun Formaliteter med det Forlangende, +at Ulrik Frederik skulde tage hende til +sig igjen, thi han <em>vilde</em> nu have Skilsmisse for +enhver Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet +paa, tvang ham til at begjære det, og det +vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe +hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja +hun føjede endog paa <a class="corr" name="rett_31" id="rett_31" title="var: Faderes">Faderens</a> Opfordring og efter +hans Udkast følgende Efterskrift til Suppliken:</p> + +<div class="blockquot"> +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige +Majestæt, <a class="corr" name="rett_32" id="rett_32" title="var: mens">men</a> jeg Elendige har ikke de +Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm +Eder over mig, allernaadigste Arveherre +og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette. +Gud vil det belønne.<span class="corr" title="fjernet: »"></span></p> + +<p class="r2"><em>Marie Grubbe</em>.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p> +</div> + +<p>Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik +Grubbes Ord, fik <a class="corr" name="rett_33" id="rett_33" title="var: kun">hun</a>, ved en af sine gamle Hofvenners +Mellemkomst, Kongen en ganske privat +Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, +hvor stærkt hun afskyede Ulrik Frederik, +hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og hvor +nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet +skulde komme til at have selv +den fjerneste Forbindelse med ham.</p> + +<p>Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene +Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederik <em>vilde</em> skilles.<span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a></span> +Hans Stilling ved Hoffet var en anden som Kongens +Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. +Det var nu ikke nok at stole paa faderlig Godhed, +han maatte ligefrem kappes med andre Hoffets +Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som +den foreliggende verserende bidrog kun lidet til +at styrke hans Anseelse, det vilde være langt +tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt +og i et nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge +Erstatning for det, Skilsmissen kunde koste baade +af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse, +han havde, til at naa dette Maal.</p> + +<p>Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, +at det derover kunde afgive sin Betænkning, +og denne var saaledes, at Ægteskabet ved Højesteretsdom +af fjortende Oktober seksten hundrede og +halvfjerds erklæredes for ophævet, saaledes at +begge Parter havde Lov til at gifte sig igjen. +Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al +den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, +og saasnart hun havde faaet Pengene udbetalt, +beredte hun sig trods Faderens Forestillinger +til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik +Frederik angaar, tilskrev han straks sin Halvsøster, +Kurfyrste Johan Georg af Sachsens Gemalinde, +om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte +hende, om hun vilde vise ham saamegen søsterlig +Kjærlighed, at han turde hengive sig til det +smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes +fyrstelige Hænder.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XIV" id="KAPITEL_XIV"></a>XIV.</h2> + + +<p>Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge +at raade over, og derfor syntes det hende, nu hun +havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at hendes +Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det +var hende, som om selve Vidunderlighedens Ønskekvist +var lagt i hendes Haand, og hun længtes +som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og +kalde alle Jordens Herligheder hen for sine Fødder.</p> + +<p>Hendes nærmeste Ønske var at være langt +borte fra Kjøbenhavns Taarne og Tjeles Enge, +fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang +hun da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl +over Vand og Vej førtes hun bort fra Sjælland, +ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks +By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, +som hun havde faaet sin Faster til at overlade +sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi +først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser +træffes.</p> + +<p>Det var Sti Høg, der havde bragt hende +paa den Tanke at rejse, og den Gang havde han +sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a></span> +sin Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes +Rejsemarskalk. Han kom nu ogsaa, hidkaldt ved +et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten +Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte +straks paa at gjøre sig nyttig ved at træffe +de Foranstaltninger, en saa lang Rejse gjorde +nødvendig.</p> + +<p>I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt +at være en Velgjører for den stakkels Sti Høg, +ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne +ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, +indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde +vilde vælde for ham. Hun blev derfor, da den +stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde +ham klædt med megen Pragt, udmærket bereden +og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det +Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung ingenlunde +trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. +Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der +syntes at være foregaaet i hans Sind, han var livlig +og næsten munter, og mens han før saae ud, som om +han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, +saa traadte han nu i Gulvet som en Mand, der +ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel +i Vente. Der havde været Noget af en plukket +Fugl ved ham før, nu ligned han mest en Ørn +med brusende Fjer og skarpe Øjne, der talte om +endnu skarpere Klør.</p> + +<p>Marie tænkte først, at det var Glæden over +at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagved<span class="pagenum"><a name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"> </a></span> +sig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var +værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; +men da han havde været der i nogle Dage +uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge, +modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun +at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab +og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin +Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og +stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske +nysgjærrig efter at faa at vide, om hun havde +gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig +med det Samme, at jo mere hun saae til +Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.</p> + +<p>En Samtale, hun havde med Lucie, kunde +ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes +Formodning.</p> + +<p>Det var en Formiddag, de begge to gik +frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes +i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang og +Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for +de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa +Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i, +blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere +Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret +Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt +Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fjælhylder +op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over +røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.</p> + +<p>Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a></span> +Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende +Strømme.</p> + +<p>Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte +paa til at gaa ud, den Ene i en skindbræmmet +Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat +Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen +skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage +over det røde Murstensgulv, med smaa trampende +Trin, som om de havde ondt ved at holde +Fødderne varme.</p> + +<p>«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker +Ledsagere, I tror?» spurgte Lucie.</p> + +<p>«Sti Høg? — ja, ja er han da saa, skulde +jeg tænke. Hvad mener du med det?»</p> + +<p>«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i +det paa Veien.»</p> + +<p>«Hvad!»</p> + +<p>«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske +med ... I veed, han har det Ord paa sig, at +hans Hjærte er gjort af saa glødendes Materie, +at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns +er et Skjørt, der vifter til.»</p> + +<p>«Hvem har holdt Tossemarked for dig med +de Parabler?»</p> + +<p>«Men Herregud, har I da aldrig hørt <em>det</em> +før? Jeres egen Svoger! — Hvem kunde tvivle +paa<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" title="Tvivle paa: i Betydningen: tro." class="fnanchor">[10]</a>, at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt<span class="pagenum"><a name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"> </a></span> +være falden paa at fortælle Jer, at der er syv +Dage i en Uge.»</p> + +<p>«Hvad mon der har seet dig idag, du primer +som havde du faaet spansk Vin til Morgenkost?»</p> + +<p>«Ja, een af os, lader det til. — Sig mig: +Ermegaard Lynow, har I aldrig hørt det Navn +før?»</p> + +<p>«Nej!»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes +at kjende det, og nævn saa med det Samme Jydte +Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og +Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, +han kunde træffe til at vide nogle Parabler, som +I kalder det, om dem alle tilhobe.»</p> + +<p>Marie standsede i sin Gang ved den aabne +Port og saae længe vist ud paa Regnvejret. «Veed +du kanhænde<span class="corr" title="var: «">»</span>, sagde hun saa og begyndte at gaa +igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de +Parabler at sige?»</p> + +<p>«Det skulde En næsten vente sig.»</p> + +<p>«Om Ermegaard Lynow?»</p> + +<p>«Jo besynderlig om hende.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Hvad da?»</p> + +<p>«Aa det var med en af de Høger, Sti tror +jeg han hed, en høj, rødhaaret, bleg ....<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p> + +<p>«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»</p> + +<p>«Veed I ogsaa det med Forgiften?»</p> + +<p>«Nej, nej!»</p> + +<p>«Eller Brevet da?»</p> + +<p>«Naa, fortæl!»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a></span> +<span class="corr" title="var: »">«</span>Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»</p> + +<p>«Naa!»</p> + +<p>«Jo, den Høg han var nok gode Venner, +det var da førend som han blev gift, ja han var +de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun +havde det længste Haar nogen Jomfru kunde have, +for hun kunde fast træde i det, og hun var saa +hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun, +men han var saa haard og bøs mod hende, sagde +de, som var hun en opsætsig Myndehund og intet +den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han +var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have +slaaet hende blaa og grøn, om han intet gjorde +det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det +er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk' +kan være, naar den ret har sat sit Sind til en +Anden. Men saa blev han kjed af hende og saae +aldrig den Vej hun var, for det han havde faaet +en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun +græmmed' sig og sørged' og var ved at gaa til af +ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda, +det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det +længer ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti +Høg ride Gaarden forbi og var rendt ud efter +ham og havde løbet en Mil Side om Side med +hans Hest, uden at han skulde saameget som standse +et Trin eller skulde ville høre paa hendes Bønner +og Begrædelser, men bare red haardt til og bort +fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog +hun dræbendes Forgift ind og skrev saa til Sti<span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a></span> +Høg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu +skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot +hun maatte se ham engang inden hun døde.»</p> + +<p>«Og saa?»</p> + +<p>«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk +siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sjæl +som nogen Helvedes Pine kan vente paa; — saa +skrev han tilbages — ja, saadan var det, han +skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde +gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed, +men den stod det intet i hans Magt at give hende, +men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde +ogsaa være godt, og det vilde han raade hende +til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I? +kan der nu være Noget mer skammeligt til end +som det?»</p> + +<p>«Og Jomfru Ermegaard?»</p> + +<p>«Jomfru Ermegaard?»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja vist.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde +intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev +saa krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen +til Helsen igjen.»</p> + +<p>«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid +hidførte en eller anden lille Forandring i Marie +Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved ogsaa i +den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a></span> +Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen +Drømmer, af den Omsigt og Raadsnarhed hvormed +han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder, +Rejsen frembød, og det var ligeledes +let at blive klog paa, at han baade i Manerer og +Begavelse stod langt over selv de ypperste af de +Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans +Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det +var som havde han en egen, kun af ham kjendt +Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det +var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han +bekjendte sin Tro paa, hvor stærkt Dyret i Mennesket +var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i +dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige +Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe +Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor +uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende +og ganske i Tilfældets Vold det, der var +ædelt og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl, den +Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende +dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun +begyndte at tro at sjældnere Gaver og mægtigere +Kræfter vare blevne ham til Del end der ellers +faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, +ja næsten i Tilbedelse for den Vældigheds +Magt hun anede; men dog var der med alt dette +i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende +Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men +kun i dunkel, instinktmæssig Følelse rørtes af +Frygt for at Magten var en Magt, der trued og<span class="pagenum"><a name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"> </a></span> +rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, +aldrig greb til.</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, +lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her +var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter +at Solen var gaaet ned, taget ind.</p> + +<p>Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var +gaaet til Hvile i Udhusene, sad Sti Høg, Marie +og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsmænd +i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet +Bord foran den store Bilæggerovn i Kroens +Skjænkestue.</p> + +<p>Ved det lange Bord henne under Vinduerne, +med Ryggen støttet mod Bordpladens Kant, sad +Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og +saae til.</p> + +<p>Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i +en gul Leerstage og spredte sit søvnige Skjær +over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i +den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. +Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran +sig, Sti Høg en større, medens de to Oldenborgere +vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der +stadig tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret +Karl, som laa og drev paa en Gaasebænk +inderst i Stuen.</p> + +<p>Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a></span> +sig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsmænd +var ikke noget muntert Selskab; og de +havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været +saa isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme +dem endnu værre end Kulden, hvad de havde erfaret +da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; +Tørvene var nemlig der paa Egnen saa svovlede, +at kun Folk, der var vante til dem, kunde +faa deres Vejr, hvor de var i Glød.</p> + +<p>Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede +nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor +Umag for at udtrykke sig saa belevent som +det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet +fik mere og mere Magt over dem, blev ogsaa +det Baand, de havde lagt paa sig selv, slappere +og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et +endnu mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt +blev massivere og deres Spørgsmaal nok saa nærgaaende.</p> + +<p>Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, +begyndte Marie at blive urolig i Sædet, +og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de skulde +gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede +med en vel grov Hentydning, som fik Sti +til at rynke Brynene og se truende paa ham, men +dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne +Skjæmt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik +Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i +sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme +Slags.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a></span> +Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet +med sit Strikketøj for at se at finde en Maske, +hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger +sig; han tog hende om Livet, tvang +hende ned paa sit Skjød og trykkede et forsvarligt +Smækkys paa hendes Læber.</p> + +<p>Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han +slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.</p> + +<p>I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden +saa kraftigt og sikkert, at han sank over mod +Bilæggeren med et dybt Grynt.</p> + +<p>I næste Sekund var Sti og den Mørke ude +midt paa Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet +hen i et Hjørne.</p> + +<p>Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et +Brøl fra sig ud ad Stuens ene Dør, løb selv hen +til den anden og gav sig til at stænge den med +en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa +smække for Husets Bagdør. Det var nemlig Skik +der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, at stænge +saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme +til at tage Del i Striden og saaledes give den +større Udstrækning end nødvendigt, men det var +ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen +var besørget, listede de straks til deres Senge; +for den, der Ingenting saae, kunde heller Ingenting +forklare.</p> + +<p>Der var ingen af de Kæmpende, der havde +Vaaben hos sig, saa de havde kun Næverne at +jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den<span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a></span> +Mørke og bandte og brødes. De trak hinanden +fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende +Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge; +de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens +Tag, bøjed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne +trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled +de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde +lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved +tungt mod det kolde Lergulv, da han følte to +kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den +Lyse, der var kommen til sig selv igjen.</p> + +<p>Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans +Strube, det sortned for hans Øjne, og hans Lemmer +lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og +trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde +Hænderne om hans Hals og Knæene i hans Sider.</p> + +<p>Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie +havde slynget sine Arme om hende i et næsten +krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.</p> + +<p>Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, +huggede han sig med en sidste Kraftanstrængelse +forover, saa den Mørkes Baghoved +hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede +lidt i sit Greb og aabned Vej for en Kjende +Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig +bort til Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa +han vælted til Jorden, bøjed sig dernæst rasende frem +over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hjærtekulen, +saa han næsten segned; men saa greb han +med den ene Haand om Anklen den Fod, der<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a></span> +havde ramt ham, og med den anden Haand fik han +Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede +saaledes Benet i Vejret og hug det ned mod sit +fremspændte Laar, saa Knoglerne brødes i Støvlen +og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som +laa og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, +da han saae dette, et saa vaandefuldt Vræl, +som havde det været ham selv, det gik udover, og +kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, +og dermed var det Slagsmaal da forbi.</p> + +<p>Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed +havde viist at der boede i hans Sind, havde +en mægtig, forunderlig Indflydelse paa Marie; thi +da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, +sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og +da Sti Høg i de paafølgende Dage havde lagt +Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og +Adfærd, der tydede paa, at der var skeet en stor +Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og +han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, +fik han det Svar, han ønskede.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XV" id="KAPITEL_XV"></a>XV.</h2> + + +<p>Nu i Paris.</p> + +<p>Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, +og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet, +var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie +Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra +hinanden.</p> + +<p>De veed det beggeto, men det er ikke blevet +til Ord imellem dem; der er saamegen Bitterhed +og Smerte, saa megen Nedværdigelse og Selvforagt +gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der +er Lindring i at tøve.</p> + +<p>I det er deres Sind ens.</p> + +<p>Men i deres Maade at bære deres Kummer paa +er de yderst forskjellige. Thi mens Sti Høg i +haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod Smertens +hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs +Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr gaar frem +og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, saa +er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har +revet sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig +hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, i<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a></span> +vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende slæber +i dens Spor.</p> + +<p>Hun vilde glemme.</p> + +<p>Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun +af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og +Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.</p> + +<p>Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder +og kjøbte sig Pragt; hun greb hver Nydelses Bæger, +som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed +og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.</p> + +<p>Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, +og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde +det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe, ikke +en Lettelse, men blot en Forandring i hendes +Pine, det havde været gjort for længe siden, men +det var ligegyldigt, ganske det Samme, om det skete +eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om Lindring +i det, ligesaa godt følges ad som skilles, +deri var der ingen Redning.</p> + +<p>Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, +der foreslog det.</p> + +<p>De havde ikke seet hinanden et Par Dage, +da Sti traadte ind i det forreste af de pragtfulde +Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles, Værtinden +i <span xml:lang="fr" lang="fr">la croix de fer</span>.</p> + +<p>Marie var der, og hun sad og græd.</p> + +<p>Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog +Plads i den anden Ende af Stuen.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_261" id="Side_261" title="[S. 261]"> </a></span> +Det var saa tungt at se hende græde og vide, at +hvert trøstende Ord fra Ens Læber, hvert medlidende +Suk og deltagende Blik kun vilde gjøre +Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.</p> + +<p>Han gik hen imod hende.</p> + +<p>«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os +endnu en Gang ret rigtigen tales ved og saa +skilles.»</p> + +<p>«Ja, hvad kan det nytte?»</p> + +<p>«Sig intet det, Marie, der venter paa dig +endnu glade Dage i tykke Skarer.»</p> + +<p>«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og +ubrydelig Kjæde.»</p> + +<p>«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du +siger, for jeg forstaar dem, som du aldrig vilde +tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa +smerteligen haardt.»</p> + +<p>«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem +agter jeg kuns ringe og har aldrig havt i Tanke +at skaane dig for dem.»</p> + +<p>«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget +som et Blink mere; sig mig, du kjender dig +fornedret ved din Kjærlighed til mig, laveligt fornedret! +Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for +at vriste hvert eneste Minde om mig ud af din +Sjæl! Og gjør mig saa til Hund og giv mig +Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du +veed af at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne +og sige du har Ret, fordi du <em>har</em> Ret, <em>har</em> Ret, +saa pinendes, som det er at sige. For hør, Marie,<span class="pagenum"><a name="Side_262" id="Side_262" title="[S. 262]"> </a></span> +hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du +ræddes, ved dig selv, for du har været min, og +sygner i din Sjæl hver Gang du tænker derpaa +og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker +jeg dig dog — jo, jo, af al min Magt og +Formue elsker jeg dig, Marie.»</p> + +<p>«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig +dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler. +Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, +saa ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor +er du den Bondesjæl du er, den krybendes Maddikeorm, +som trædes og stinger dog intet? Om du +vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og +stærk, du som er saa svag. Men det voldte dine +klingrendes Ord, som løj om en Magt, du aldrig +ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad +din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det +Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl +for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev +din Stolthed af?»</p> + +<p>«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, +men jeg fortjener intet mere, thi jeg har været +lidet bedre end en Falsknere imod dig. — Marie, +jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, +aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var +der Tro i min Sjæl. Ak, som jeg gjerne vilde +tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge +Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' +paa mig med de kolde Øjne og alle mine +Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den<span class="pagenum"><a name="Side_263" id="Side_263" title="[S. 263]"> </a></span> +bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg +kunde ikke tro du elskede mig, Marie, og dog +greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder +og al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i +Angst og bange Lykke, som en Røver kan fryde +sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han +veed den rette Ejersmand vil komme om en stakket +Stund og rive ham det ud af hans kjært belastede +Hænder. For <em>den</em> vil komme en Gang, Marie, som +er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, +og han vil intet tvivle, intet trygle eller skjælve, +han vil bøje dig som lødigt Guld i sin Haand og +sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham +følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet +fordi han elsker dig mere end som jeg, for det +kan intet være, men for han mer har Tro til sig +selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, +Marie.»</p> + +<p>«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der +ramser op, Sti Høg, men det er som I plejer, +immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just +som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; +istedenfor at lege med det og fornøjes ved det, +har de ingen Ro, før de faar seet hvad der er +inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik +aldrig Tid til at holde og vare for at fange og +gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i Tankespaaner +tilhobe.»</p> + +<p>«Farvel, Marie.»</p> + +<p>«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a></span> +«Tak — Tak — det maa saa være — men +jeg beder om en Ting.»</p> + +<p>«Nu.»</p> + +<p>«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide +den Vej I vil, at jeg intet skal faa det at høre, +for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik +Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»</p> + +<p>Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.</p> + +<p>«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»</p> + +<p>Saa gik han.</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune +Lys tøvende trækker sig bort fra høje +Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens +Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors +og gyldne Krandse deroppe, løses i lysende Luft +og svinder, mens Maanen alt har løftet sin runde, +blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt +rundede Liniers Drag.</p> + +<p>I gule, blaanende og violette Flager spejles +Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydløst +rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og +Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, +flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af +den blanke Flade og glider med langs ludende +Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under +tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, +fanger et Glimt fra de glødende Kul i den rødtoplyste<span class="pagenum"><a name="Side_265" id="Side_265" title="[S. 265]"> </a></span> +Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde +Strøm fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem +Siv og lække Baade, imellem sænkede Kar og +dyndede Risgjærders druknende Fletværk.</p> + +<p>En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige +Mørke over Torve og aabne Pladser, hvor Vandet +sløret blinker, mens det strømmer fra vaade Slangesnuder +og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes +fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, +slanke Fialer; det mumler blidt og risler +koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt og +danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt +overflydende Kummebassins mørke Spejl. Et sagte +Vindpust suser over Pladsen, og rundt omkring +fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle +Gyder, stirrer et andet Mørke ud i Mørket.</p> + +<p>Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær +over Tag og Tinder og deler Lys og Skygge +af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et +snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave +Gelænder, bliver tegnet af paa Mur og Væg. Alt +skjæres ud i skarpe, sorte Former, de kunstigt +brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. +Georg med hans Landse hist paa Husets Hjørne +og Blomsten med dens Blade her i Vinduet. Og +som den lyser i den brede Gade og som den spejler +sig i Flodens Vand! Og der er ingen Skyer +paa Himlen, en hvidlig Kreds, en Glorie om Maanen, +og ellers Intet uden tusind Stjerner.</p> + +<p>En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og<span class="pagenum"><a name="Side_266" id="Side_266" title="[S. 266]"> </a></span> +i den stejle Gade op til Borgen og i den Gaard +som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde +denne samme Aften.</p> + +<p>De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, +lystige og drukne. Paa En nær var de alle ældre +Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han +havde ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det +var stort nok til det, gyldent, langt og lokket. +Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges, hvidt +og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.</p> + +<p>Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, +og gylden ikke blot for hans Haars Skyld, men +for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar +var han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch +Wald, — for bayrisch Wald der var han fra.</p> + +<p>De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer +ved det gode Bord, og alle var de enige om, at +den Gang de var unge, da vrimled Verden af +Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds +Navn, slet ingen Sammenligning kunde taale.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» +sagde en rødmusset Tyksak med smaa, +bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea +v. Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, +hun var rød som en Rose og hvid som et Lam, +hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv +og en Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg +uden de gik istykker, saa let var hendes Gang +paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben +for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der<span class="pagenum"><a name="Side_267" id="Side_267" title="[S. 267]"> </a></span> +sejler paa en Dam og fast som nogen Raa, der +springer i en Skov.»</p> + +<p>Saa drak de paa det.</p> + +<p>«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som +I er!» raabte en lang, gammel Knark for Enden +af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for +Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae +rundt paa dem, «hvad for Karle vi dog var! +men saa Fanden med det endda. Men hvor i al +Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle +mig det? hvad? — kan der? — hvem kan? — +kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde Værtinder +med deres leendes Munde og spillendes Øjne +og nette Fødder, og saa Krokonens Datter med det +gule, gule Haar og med Øjne saa blaa, hvor er +de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En +komme i et Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, +hvad, kunde En komme der, uden de +var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed, +hvad er det for skrutryggede Døttre med +Griseøjne og brede Hofter, de Værtshusfolk lægger +sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse, skalhovede +Hekser, der nu faar Brev og Bevilling +paa at skræmme Livet af sultne og tørstige Folk +med deres rindendes Øjne og runkne Hænder? Uh, +føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare +Fanden, for jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde +er gift med Døden fra Lübeck i egen lede Gestalt, +og naar som En først er bleven saa gammel<span class="pagenum"><a name="Side_268" id="Side_268" title="[S. 268]"> </a></span> +som jeg, saa er der Noget i memento mori, En +heller vil glemme end huskes paa.»</p> + +<p>Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig +bygget og ret fyldig i Ansigtet, der var gult som +Voks, han havde graa og buskede Bryn og klare +spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, +men som om han havde lidt meget, lidt store +legemlige Smerter, og der var et Træk ved hans +Mund naar han smilte, som om han sank noget +Bedskt med det Samme. Han sagde med en blød +og dæmpet Stemme, lidt hæs var den: «den brune +Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere +end nogen Dronning, jeg har seet for mine +Øjne. Hun kunde bære den stiveste Gyldenstykspragt, +som var det den bekvemmeligste Husdragt, +der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og +Midie, paa Bryst og paa Haar, det hang og det +sad, som var det de Krandse af vilde Bær, som +Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. +Der var ingen, der var som hun; naar de andre +unge Jomfruer de prunked i deres Stads som +prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og +med Lænker af Guld, med Roser af dyr'bare Stene, +saa var hun at se til, saa festlig og fager og +frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. +Der var Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»</p> + +<p>«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte +den unge Remigius og sprang op. Han bøjede sig +ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand, +medens han i den anden svingede en blank Pokal<span class="pagenum"><a name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a></span> +hvis gyldne Drue skvulpede over Randen og vædede +hans Finger og hans Haandled, og dryppede i +klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket. +Hans Kinder blussede af Vin, hans +Øjne funkled, og han talte med usikker Stemme.</p> + +<p>«Dejlighed!<span class="corr" title="var: «">»</span> sagde han, «er I blinde allesammen, +eller har der ingen af Jer seet den danske +Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes +Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng +og Græsset staar i Aks, hendes Øje er mere blaat +end som en Klinge, og hendes Læber er saa røde +som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, +der gaar over Himlen, hun er rank som et Scepter +og statelig som en Trone, aa, alle, alle Legemsdyder +og Dejligheders Flok er i Blomster hos +hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt. +Men der er det ved hendes Dejlighed, som gjør, +at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som +naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra +Domkirkens Taarne; En bliver saa stille, for hun +er ligesom den hellige Smertens Moder paa den +skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens +Sorg i hendes klare Øjne, og det samme haabløse +Taalmodssmil om hendes Mund.»</p> + +<p>Han var helt bevæget og havde Taarer i +Øjnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev +staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for +at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans +Naboer ham venligt paa Skuldren, og fik ham til +at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa<span class="pagenum"><a name="Side_270" id="Side_270" title="[S. 270]"> </a></span> +Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles +Lystighed gik højt som før, og Alt blev Jubel, +Sang og Latter.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Marie Grubbe var da i Nürnberg.</p> + +<p>Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun +flakket om i det meste af et Aar, og havde nu +endelig slaaet sig til Ro her.</p> + +<p>Hun havde forandret sig meget siden den +Aften, hun tog Del i Balletten i Frederiksborg +Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte +Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde +gjort et mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. +Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og +fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor +Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret +hine sin første Ungdoms Drømme om, at +den, en Kvinde skulde følge, han skulde være +hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed +og ydmygt kunde tage af hans Hænder +Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu +havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for +denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand. +Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver +umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig +Skamplet paa sig selv. Hun væmmedes ved +sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og gav den +lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde +kysset ham, gid de maatte visne, disse Øjne, som +havde smilt til ham, gid de maatte dummes, dette<span class="pagenum"><a name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a></span> +Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte +briste. Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet +den ved denne Kjærlighed, hver Følelse, +hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al +Tillid til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og +i Fremtiden — der lyste intet Haab for hende i +Fremtiden.</p> + +<p>Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb +fuldendt; en rolig Krog, hvor hun kunde lægge +sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte det +mere, det var alle hendes Ønskers Maal.</p> + +<p>Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. +Et Tilfælde førte hende sammen med den +gyldne Remigius, og hans inderlige, men tilbageholdne +Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske +Tilbedelse, hans jublende Tro paa hende, og hans +Lykke ved hans Tro paa hende, har været som +kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser +sig vel ikke, men den visner ikke heller, den folder +endnu de fine, farverige Blade ud for Lyset, og +dufter og straaler i tøvende Livskraft. Og saadan +hun. For der var Lise i at se sig ren og +skær og ubesmittet i en Andens Tanker, og der +var halvt som Frelse i at vide, at En var den, +der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid, +Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, +hos hvem de vaktes, rig. Og det var ogsaa blidt +og dulmende, i vage Billeder og dunkle Ord at +klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv +uprøvet og fri for Kummer, med stille Vellyst led<span class="pagenum"><a name="Side_272" id="Side_272" title="[S. 272]"> </a></span> +hver Lidelse af hendes, og var taknemmelig, fordi +at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede, +men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det +var blidt at klage, naar En saae Ens Sorger +vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de blev +som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om +Ens Skuldre, et taarefunklende Diadem om Ens +Pande.</p> + +<p>Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at +forsones med sig selv, men saa hændte det en Dag, +Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky, +kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i +Stigbøjlerne.</p> + +<p>Da Marie hørte dette, sank hun hen i en +tung, sløv og taareløs Sorg. Hun sad i hele Timer +og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst +Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var +ikke til at bevæge til at tage sig Nogetsomhelst +for, ja hun vilde end ikke at der taltes til hende; +gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat +Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa +Hovedet, ligesom om det voldte hende Smerte.</p> + +<p>Dette varede nu længe, men imidlertid var +næsten alle hendes Penge opbrugte, og der var +næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem +for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde +Marie dette, men det var først langt om længe at +det fandt Gehør.</p> + +<p>Endelig rejste de da.</p> + +<p>Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev<span class="pagenum"><a name="Side_273" id="Side_273" title="[S. 273]"> </a></span> +meget forlænget, og Lucie maatte sælge den ene +rige Dragt efter den anden, det ene kostbare +Smykke efter det andet, for at de kunde komme +Vejen frem.</p> + +<p>Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe +mere end de Klæder, hun havde paa sig.</p> + +<p>Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru +Rigitze, Marie tog til Tjele.</p> + +<p>Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_274" id="Side_274" title="[S. 274]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XVI" id="KAPITEL_XVI"></a>XVI.</h2> + + +<p>Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til +Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin +Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds +lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad +Palle Dyre, og med ham levede hun saa i et, indtil +seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsløst +Ægteskab.</p> + +<p>Det er et Tidsrum, der begynder med hendes +tredivte Aar og ender med hendes seks og <a class="corr" name="rett_34" id="rett_34" title="var: fyrgetyvende">fyrretyvende</a>, +fulde seksten lange Aar.</p> + +<p>Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags +Bekymringer, i smaalige Pligter og i sløvende +Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold +til at give det Varme, ingen forsonende +Hygge til at gjøre det lyst. Evindelige +Trætter om Ingenting, larmende Skjænderi for ubetydelige +Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her +og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes +Øren hørte. Og saa hver sollys Levnetsdag møntet +ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der lød, +et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske +om Vinding, hvert Haab et Haab om Mere. Og<span class="pagenum"><a name="Side_275" id="Side_275" title="[S. 275]"> </a></span> +luvslidt Karrighed paa alle Kanter, hyggefjendsk +Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid +spejdende Øje stirrende vaagent ud af hver en +Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe +leved.</p> + +<p>I den første Tid hændtes det ofte, at hun +midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring +sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende +som Skyer, rige som Lyset.</p> + +<p>Men der var een især.</p> + +<p>Det var Drømmen om det slumrende Slot, +som Roserne skjulte.</p> + +<p>Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile +i Luft og i Løv, og som en Nat uden Mørke, +Tavsheden drømmende over det Hele. Der blunded +Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det +spæde Græsblads bøjelige Klinge. Der sov Violen +med halvvejsaaben Mund under Bregnens krummede +Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset +i Søvn midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne +Træers Kviste. — Hun kom til Borgens +Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst +den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og +Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder +og Rosenstænk. Fra Marmorløvens aabne +Grab stod den springende Vandstraale som et +spindelvævsgrenet Krystaltræ, og blanke Heste spejled +deres aandeløse Muler og lukkede Øjne i Porfyrkummens +slumrende Vand, mens Pagen sovende +gned Søvnen af sit Øje.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_276" id="Side_276" title="[S. 276]"> </a></span> +Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile +i den tavse Gaard, hvor faldne Rosenblade +laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte +med deres rødmende Sne den brede Marmortrappes +brede Trin.</p> + +<p>— At kunne hvile! — I salig Fred at lade +Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens +alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde Bølger +randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste +Drøm, hun kjendte.</p> + +<p>Det var den første Tid; men Fantasien trættedes +af evigt frugtesløst at flyve mod det samme +Maal, som en indelukket Bi, der summer imod +Ruden, og alle Evner trættedes med den.</p> + +<p>Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers +Hænder forsømmes og fordærves, idet de dristige +Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine +Ornamenter brydes Led efter Led, og den +rige Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende +Kalk, saaledes forsømtes og fordærvedes Marie +Grubbe i disse seksten Aar.</p> + +<p>Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og +affældig, og det syntes at Alderen, ligesom den +havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frastødende, +saaledes havde den ogsaa skærpet og +fremhævet alle hans slette Egenskaber. Han var +gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil Barnagtighed, +hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, +listig, uærlig og gjerrig. Han førte nu paa sine +gamle Dage altid Gud i Munden, især naar der<span class="pagenum"><a name="Side_277" id="Side_277" title="[S. 277]"> </a></span> +var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og +han havde da en Hærskare af krybende, sledske +Tilnavne af egen Opfindelse til Vorherre. Det +var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære +ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, +fordi han ved aldrig opfyldte Løfter, ved Trudsler +om at gjøre hende arveløs og om at jage hende +fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde +formaaet hende til at gifte sig med Palle Dyre; +skjøndt det, der mest havde tilskyndet hende til +dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig +af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid +ikke var blevet opfyldt, paa Grund af, at Palle +Dyre og Erik Grubbe vare komne overens om at +drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var +given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele +var den største af Gaardene, og Erik Grubbe ikke +kunde aarke at føre Tilsynet, medførte dette at +de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag +end under deres eget.</p> + +<p>Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs +Dyre til Sandvig og Krogsdal, senere til Vinge, +og hans Hustru Edele Pallesdatter Rodtsteen, var +en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige +Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid +vansiredes noget af et Lungeslag, som bredte +sig over hele den højre Kind.</p> + +<p>Marie foragtede ham.</p> + +<p>Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som +Erik Grubbe, men egenlig var han en dygtig<span class="pagenum"><a name="Side_278" id="Side_278" title="[S. 278]"> </a></span> +Mand, klog, rask og modig, kun manglede han +fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar +han kunde komme afsted med det, og skammede +sig aldrig, naar det blev opdaget; han lod sig +skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe +ham en Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, +og dersom en Bekjendt eller Slægtning overdrog +ham at besørge et Kjøb eller Salg eller et +andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning +at bruge denne Tillid saaledes, at den bragte ham +selv Fordel. Uagtet hans Ægteskab i Hovedsagen +havde været ham en Forretning, var han dog stolt +af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, +hvad der imidlertid ikke forhindrede ham fra at +tiltale og behandle hende paa en Maade, der syntes +uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han +paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, +ingenlunde, men han hørte til det Slags Mennesker, +der i en stolt og selvtilfreds Bevidsthed om +deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte +og normale Hverdagsmennesker, ikke kunne +afholde sig fra at lade Andre, i den Henseende mindre +heldigt stillede, føle deres Overlegenhed, og med +en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre +til Efterfølgelse — og Marie var jo nu ikke blandt +de heldigt Stillede; baade hendes Skilsmisse fra +Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes Mødrenearv +var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.</p> + +<p>Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den +Tredie i Livet paa Tjele, og der var ingen af<span class="pagenum"><a name="Side_279" id="Side_279" title="[S. 279]"> </a></span> +hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at +han skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, +hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid +og Uenighed, gjensidig Tværhed og indbyrdes Pukken +paa hinanden, det var det, den ene Dag førte +med sig efter den anden.</p> + +<p>Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, +duftende og fagre, der hidtil i frodige, vistnok +ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde +slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort +og døde Døden. Raahed i Tanker som i Tale, en +plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store, +og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse +seksten Tjeleaar bragt hende.</p> + +<p>Og Eet endnu.</p> + +<p>Der var kommet en tykblodet Sandselighed +over hende, en higende Attraa efter Livets gode +Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og Drikke, +ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig +Fryd ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken +smagbehersket eller skjønhedsadlet Hang til +Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen +fik stillet — men, det gjorde jo ikke hendes +Attraa mindre stærk.</p> + +<p>Hun var bleven fyldig og bleg og der var +en dvælende Ladhed over alle hendes Bevægelser. +Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt +og udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og +hun var kommen i Vane med at stille sine Læber +til et uforanderligt og intetsigende Smil.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_280" id="Side_280" title="[S. 280]"> </a></span> +Saa skrives der seksten hundrede og ni og +firs. — Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder.</p> + +<p>De flakkende Flammer flagrede frem gjennem +den tykke, brandbrune Røg og lyste over hele den +græssede Gaardsplads, hen paa de lave Udhuslænger, +paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens +sorte Trækroner, der løftede sig op over Taget. +Karle og tilløbne Folk løb frem og tilbage mellem +Brønden og Brandstedet med ildblankt blinkende +Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et +Steds fra og et andet Steds hen med Haaret flyvende +om Ørerne og med en rødmalet Rive i +Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en +gammel udbjerget Skjærekiste og fulgte med stigende +Angst Ildens Fremskridt fra Spænde til +Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en +Flamme fik Luft og triumferende svinged sin gnistomflagrede +Hvirvel højt over Huset.</p> + +<p>Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik +havde andet Maal end Branden.</p> + +<p>Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de +forskrækkede, ildsky Heste ud af den røgopfyldte +Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet +udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage +Raastensmur var reven ned til begge Sider, og +ud ad denne Aabning førte han Hestene, en ved +hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede +af Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt +efter Siden, saasnart det skjærende, usikre<span class="pagenum"><a name="Side_281" id="Side_281" title="[S. 281]"> </a></span> +Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae +ud som Kudsken skulde rives i Stykker eller +trampes ned imellem dem, men han hverken slap +eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden +og jog med dem, halvt løbende eller springende, +halvt slæbende, tværs over Gaarden og slap +dem saa løs indad Haveporten.</p> + +<p>Der var mange Heste paa Tjele, og Marie +Grubbe havde rig Lejlighed til at beundre den +skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i +vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu +næsten hængende i oprakt Arm, løftet i Vejret af +en stejlende Hingst, nu kastende sig voldsomt tilbage +paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem +frem i Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, +fjedrende Bevægelser, som er ejendommelige for +alle overhaands stærke Folk.</p> + +<p>De korte Lærredsbenklæder og den graalige +Blaargarnsskjorte, som Branden gav et gulligt +Skjær og tegnede med skyggestærke Folder, fremhævede +ypperligt de prægtige Former og stemmede +skjønt og simpelt med det kraftigt farvede Ansigt, +de fine blonde Dun om Mund og Hage og det +store, lyse, brusende Haar.</p> + +<p>Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige +Kæmpe, egenlig hed han Søren Sørensen Møller, +men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der +havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i +Hvornum.</p> + +<p>Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned,<span class="pagenum"><a name="Side_282" id="Side_282" title="[S. 282]"> </a></span> +Ilden i Grunden blev slukket, og Folkene gik hen +at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa den +gjennemvaagede Nat.</p> + +<p>Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun +sov ikke, hun laa og tænkte, og imellem rødmede +hun over sine Tanker, imellem kastede hun sig +uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.</p> + +<p>Endelig stod hun op.</p> + +<p>Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, +mens hun klædte sig paa. I Almindelighed plejede +hun om Hverdagen at gaa skjødesløst, urenligt, +næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at +pynte sig saa meget desto stærkere paa en mere +iøjnefaldende end smagfuld Maade; men i Dag var +det anderledes; hun tog en gammel, men ren, +mørkeblaa Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt +Silketørklæde om sin Hals og tog en net, +lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig +og valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og +bruntblomstrede Kant og sit Nakkeskjæg af +uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det Øvrige. +Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke +om Branden, men sagde til sig selv, at der blev +ingen Heste til hende at kjøre med. Hun blev +imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke +rigtig gaa, der var saadan en Uro over hende, +hun slap det Ene for det Andet, for at slippe det +igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, +det var for at rette ved det, Hestene havde lagt +øde om Natten; men hun gjorde ikke megen Gavn<span class="pagenum"><a name="Side_283" id="Side_283" title="[S. 283]"> </a></span> +derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset +med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt +ud for sig.</p> + +<p>Den Uro, som var kommen over hende, fortog +sig ikke, den blev snarere stærkere Dag for Dag, +og hun havde faaet en pludselig Lyst til ensomme +Vandringer over ad Fastruplund til eller i den +nederste Del af Yderhaven. Baade hendes Mand +og hendes Fader skjændte paa hende derfor; men +hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget +som blot svarede dem, og saa tænkte de, det var +bedst at lade hende raade sig selv en stakket Tid, +saalænge Travlheden ikke var større. —</p> + +<p>En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag +sin vante Gang over ad Fastrup til, og +fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt Krat +af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig +saae Søren Ladefoged liggende, ligesaalang han +var, i Kratbrynet, med lukkede Øjne ligesom om +han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset +var slaaet hvor hun stod og et langt Stykke +opefter.</p> + +<p>Hun blev længe staaende, stirrende paa hans +store, regelmæssige Træk, paa hans brede, kraftigt +aandende Bryst og hans mørke, storaarede Hænder, +som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere +hvilte sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og +saae lysvaagent op paa hende. Det gav et Sæt i +ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde +truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje;<span class="pagenum"><a name="Side_284" id="Side_284" title="[S. 284]"> </a></span> +men han var bleven saa forbavset over Udtrykket +i Maries Blik, at det var først da hun rødmende +sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, +først da var det, at han kom til Besindelse og +sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og +gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede +hen igjennem den varme, sitrende Luft.</p> + +<p>Og saa begyndte han at slaa, som det var +Livet om at gjøre.</p> + +<p>Endelig da han saae Marie gaa over Stenten +til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende +efter hende, med Armene støttede paa Leen. +Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og +satte sig ned med skrævende Ben, med aaben +Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i +Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille +Forundring over sig selv og sine egne forunderlige +Tanker.</p> + +<p>Han lignede ganske en Mand, der lige var +faldet ned fra et Træ.</p> + +<p>Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom +om han drømte. — Om der nu ikke var +Nogen, der havde gjort noget <a class="corr" name="rett_35" id="rett_35" title="var: Troldom">Trolddom</a> ved ham? +for saadan havde han aldrig været, det myldred +paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var +just som om han kunde tænke paa syv Ting ad +Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det, +det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen, +ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre. +— Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa<span class="pagenum"><a name="Side_285" id="Side_285" title="[S. 285]"> </a></span> +ham, og hun havde Ingenting sagt om, at han laa +og sov der midt paa Dagen. — Lige ud af sine +klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... +ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa +ham. Den naadige Frue. Den naadige Frue. Der +var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, +som var løbet bort med sin Skytte; om han nu +ogsaa var bleven seet saadan paa, mens han laa +og sov? — Den naadige Frue! mon han kunde +blive gode Venner med den naadige Frue, ligesom +den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon +han var syg? det brændte i en Plet paa hver af +hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, +og det var ilde nok han kunde faa sit +Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre; +men kunde ikke faa den op, som han sad; +saa rejste han sig og sled den løs, kastede den, +greb sin Le og gav sig til at slaa saa Græsset +røg af Skaaret.</p> + +<p>I de nærmeste Dage derefter traf det sig +tidt, at Marie kom tæt om ved Søren Ladefoged, +fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, og +han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, +forvirret og spørgende Blik, som om han vilde +bede hende om Løsningen paa den forunderlige +Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie +saae blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet +bort.</p> + +<p>Søren var ganske skamfuld over sig selv, og +gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenere<span class="pagenum"><a name="Side_286" id="Side_286" title="[S. 286]"> </a></span> +skulde mærke, at det ikke var rigtig fat med ham. +Han havde aldrig i sine Dage været betaget af +nogen Følelse eller Længsel, der blot var det +mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det +ham urolig og bange. Det kunde jo være, han +var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo +aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han +lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa det +mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, +hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop +det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker, +hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for +han sammenlignede det med, hvad han havde hørt +om Cyprianus, med at En kunde brænde den og +drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og +dog nærede han inderst inde et Ønske om, at +Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde +blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han +ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, +saa hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt +overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og +havde i Tanker. —</p> + +<p>En Ugestid efter at hun havde fundet Søren +sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg, +paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun +sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde +en opslaaet Bog paa Skjødet, men hun læste ikke, +hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor, +mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende +Flugt svævede hen over de løvtunge Kroners<span class="pagenum"><a name="Side_287" id="Side_287" title="[S. 287]"> </a></span> +uendelige, bølgede Flade. Den lysopfyldte, solede +Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters +enstonede, søvndyssende Summen, og søde, +altfor søde Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og +den bitre Duft af det solvarmede Birkeløv ved +Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft +og den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt +borte i Lavningen.</p> + +<p>Marie sukkede.</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Petits oiseaux des bois,<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span><br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">hviskede hun klagende,</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">"que vous estes heureux,<br /></span> +<span class="i0">De plaindre librement vos tourmens amoureux.<br /></span> +<span class="i0">Les valons, les rochers, les forests et les plaines<br /></span> +<span class="i0">Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte +sig for at huske Resten, saa tog hun Bogen, og +læste med sagte og modfalden Røst:</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,<br /></span> +<span class="i0">Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,<br /></span> +<span class="i0">Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,<br /></span> +<span class="i0">Sous de si dures loix la retient asservie,"<br /></span> +<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span> +</div></div></div> + +<p class="noindent">Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:</p> + +<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza"> +<span class="i0">"Il est vray je ressens une secréte flame<br /></span> +<span class="i0">Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame<br /></span> +<span class="i0">Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau<br /></span> +<span class="i0">Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."<br /></span> +</div></div></div> + +<p>Hendes Stemme var igjen falden af, og de +sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og +udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes Fantasi<span class="pagenum"><a name="Side_288" id="Side_288" title="[S. 288]"> </a></span> +til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et +andet Billede, end det, Ordene tegned.</p> + +<p>Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine +Øjne. Det var saa besynderligt, saa ængstende, +nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget +af de samme tungtaandende Længsler, de samme +anelsesfulde Drømme og urolige Forhaabninger, som +havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de +vare, vilde de være anderledes end det korte Flor, +som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et +Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens +allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i +Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse +Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad +vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal +opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke +rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen +om igjen?</p> + +<p>Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde +alvorligt ment med disse Tanker, det var +kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom +med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen +Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed, +og den havde fyldt hende saa ganske og saa +uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads +blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse +af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et +Øjeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og +hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede<span class="pagenum"><a name="Side_289" id="Side_289" title="[S. 289]"> </a></span> +hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og +saa var hendes Tanker andetsteds bundne.</p> + +<p>Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod +til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det. +Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig +hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene — +hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende, +selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte paa hans +simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige +Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, +hans slidhærdede Legeme og hans plumpe +Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under +alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af +denne sorte Haand ... der var i denne Selvnedværdigelse +en sælsom Nydelse, som halvt var i +Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt +med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i +Kvindens Natur.</p> + +<p>Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af +hvilket hun var skabt —.</p> + +<p>Nogle Dage senere færdedes Marie <a class="corr" name="rett_36" id="rett_36" title="var: Grnbbe">Grubbe</a> i +Bryggerset paa Tjele i Færd med at blande Mjød; +thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde +taget Skade den Nat, Branden var.</p> + +<p>Hun stod just inderst inde ved Gruen og +stirrede ud gjennem Døren, i hvis Aabning Hundrede +af Bier, lokkede af den søde Honninglugt, +summede omkring, gyldne og glindsende af det +indfaldende Sollys.</p> + +<p>I det Samme kom Søren Ladefoged svingende<span class="pagenum"><a name="Side_290" id="Side_290" title="[S. 290]"> </a></span> +ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken +han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.</p> + +<p>Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at +spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene +paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med +Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke +og med Blikket heftet paa sine store Støvler. +Pludselig drejede han rundt og gik hen mod +Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, +rynkende Panden og bidende sig i Læben, som en +Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men +uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt +paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til +Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en +lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.</p> + +<p>Han tog sin Hat i Haanden, da han kom +ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod +og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af +Bryggekarret.</p> + +<p>Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende +fra hendes Mand.</p> + +<p>Nej.</p> + +<p>Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller +han vilde have et Stykke Stenhonning?</p> + +<p>Jo tak, — nej, ellers Tak, det var ikke det, +han var kommen om.</p> + +<p>Marie blev rød og følte sig hel beklemt.</p> + +<p>Om han maatte spørge om en Ting?</p> + +<p>Jo, det maatte han saa godt.</p> + +<p>Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare<span class="pagenum"><a name="Side_291" id="Side_291" title="[S. 291]"> </a></span> +sige det, at han var ikke rigtig, for baade naar +han sov og naar han var vaagen, havde han alletider +den naadige Frue i Tanker, men han kunde +ikke gjøre for det.</p> + +<p>Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.</p> + +<p>Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for +det var ikke med at passe det, han skulde, at +han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa +en anden Maner; han tænkte paa hende i hvad +Folk kaldte for Kjærlighed.</p> + +<p>Han saae ængsteligt spørgende paa hende og +blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da +Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad +Præsten sagde, alle Mennesker skulde.</p> + +<p>Nej, det var heller ikke paa den Vis, det +var saadan elskendes. Men det var nok uden +Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, +ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine +Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel +Bondekarl som han, endda Bønder alligevel +var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde +Vand eller sur Vælling til Blod mere end som +andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de +holdt dem for at være en Slags for sig selv, men +det var da nok det Ene som det Andet, skulde +han da tro, for de baade aad og drak og sov og +saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog +gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke, +at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han +kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun<span class="pagenum"><a name="Side_292" id="Side_292" title="[S. 292]"> </a></span> +tog af en Herremands Kys. — Ja, hun skulde +nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa +fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han +sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for +naar han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens +Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.</p> + +<p>Det maatte han ikke sige, hun havde slet +ikke tænkt paa at nævne et Ord om ham til noget +Menneske i Verden.</p> + +<p>Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde +En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller +ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde +ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene +hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han +elsked hende da saa inderlig.</p> + +<p>Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og +sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedrøvet +Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens +hans Læber dirrede, som om han kæmpede med +Graaden.</p> + +<p>Hun kunde ikke lade være at gaa hen til +ham og trøstende at lægge sin Haand paa hans +Skulder.</p> + +<p>Men det maatte hun ikke, han vidste godt, +at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde +nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun læse +Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. +Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af +ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl, +naar hun betænkte at han var død inden Aften.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_293" id="Side_293" title="[S. 293]"> </a></span> +Marie satte sig.</p> + +<p>Søren skulede hen til hende og flyttede sig +lidt bort paa Bænken, saa rejste han sig pludseligt +op. Han vilde da sige Farvel og takke den +naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde +kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans +Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige +der paa Gaarden.</p> + +<p>Marie holdt hans Haand fast.</p> + +<p>Ja, nu vilde han da gjerne afsted.</p> + +<p>Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, +hun holdt saa meget af, som ham.</p> + +<p>Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var +bange for, at han skulde gaa og pusle om hende +alle Steder, men det kunde hun være rolig for, +for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde +aldrig komme hende nær, efter at han var død, +det skulde han baade love og holde, om hun saa +vilde slippe.</p> + +<p>Nej, hun vilde aldrig slippe.</p> + +<p>Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev +sin Haand til sig og løb ud af Bryggerset, og +tværs over Gaarden.</p> + +<p>Marie var lige bag efter ham, da han smuttede +ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig +og stemmede Ryggen imod.</p> + +<p>«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg +alle Folkene sammen.»</p> + +<p>Søren svarede ikke, men tog ganske rolig +noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig<span class="pagenum"><a name="Side_294" id="Side_294" title="[S. 294]"> </a></span> +til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren +i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene +frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i +Engene ved Høet.</p> + +<p>Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun +kunde.</p> + +<p>«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom +da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske +elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker +dig, elsker dig, — aa, han tror mig intet, hvad +skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?»</p> + +<p>Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem +Karlekammeret, og ind i et lille Kammer +der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove. +Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om +derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var +Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude, +hvor de laa saa mange sammen. Han gik +ud i Karlekammeret igjen.</p> + +<p>«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad +mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han hænger +sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges +Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo +elsket dig fra den første Gang jeg saae dig. Kan +du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa kjær, +som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»</p> + +<p><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs +og ukjendelig, lige ved Døren.</p> + +<p>«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, +Søren, det er sandt, det er sandt, jeg svær' dig<span class="pagenum"><a name="Side_295" id="Side_295" title="[S. 295]"> </a></span> +den højeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg +elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have +evig Lov og Tak ...»</p> + +<p>Søren havde taget Snoren af, og Døren +gik op.</p> + +<p>Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig +om hans Hals, hulkende og jublende.</p> + +<p>Søren stod ganske forvirret og forlegen ved +det Hele.</p> + +<p>«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» +raabte Marie, «men hvor var det, du vilde have +gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig nysgjerrigt +om i Kammeret, med dets uredte Senge, +hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede +Læderlagner laa uordenligt over hinanden.</p> + +<p>Men Søren svarede ikke, han stirrede truende +paa Marie: <span class="corr" title="var: »">«</span>hvafor saa do ed et nøj far?<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" title=""Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"" class="fnanchor">[11]</a>» sagde +han og slog hende over Armen.</p> + +<p>«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span> græd +Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes +Øjne bedende søgte hans.</p> + +<p>Søren bøjede sig undrende ned over hende, +og kyssede hende. Han var ganske forbavset.</p> + +<p>«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" title="Obenbarels = Aabenbarelse." class="fnanchor">[12]</a>?» +spurgte han stille hen for sig.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_296" id="Side_296" title="[S. 296]"> </a></span> +Marie rystede smilende paa Hovedet.</p> + +<p>«Aa den Unde<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" title="Unde = Onde." class="fnanchor">[13]</a>! hvem skuld' da ha' tint<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" title="tint = tænkt." class="fnanchor">[14]</a> ....»</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie +og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres +hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold +der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde +dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed +for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae +sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at +holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre +befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke +i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke +om; naar han truede ad Søren med sin Krykkestok, +truede denne igjen med sin Næve, og naar +han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at +bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at +ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve +sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var +nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han +var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa +Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en +Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind +til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham +mere lydhør.</p> + +<p>At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,<span class="pagenum"><a name="Side_297" id="Side_297" title="[S. 297]"> </a></span> +var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige +Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning, +selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, +eller naar han ellers havde Lejlighed, at +søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og +det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, +der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at +blive røbet.</p> + +<p>Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, +idet han undertiden kunde komme i Tanker +om, at hun var stolt og foragtede ham, og han +blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og +behandlede hende haardere og raaere, end han +egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og +Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til +Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig +og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig +med sine Klager over hendes Mand og hendes +Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt +forurettet, thi saa blev han gal og rasende, +og svor, han vilde slaa Hjærnen ind paa Palle +Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes +tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde +sin Trudsel, at der maatte Bønner og Taarer til, +for at faa ham gjort rolig igjen.</p> + +<p>Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende +paa Forholdet mellem Søren og Marie, var +der dog Intet, der var mere vedholdende eller +mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de +var selvfølgelig yderst forbittrede over dette<span class="pagenum"><a name="Side_298" id="Side_298" title="[S. 298]"> </a></span> +Kjærresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo +stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end +de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens +Fraværelse, en Indflydelse, hvortil han +ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og +plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige +Maader, saa han tidt var ude af sig selv, og +snart var bestemt paa at rømme, snart paa at +tage sig af Dage.</p> + +<p>Pigerne var naturligvis de, der var værst +ved ham.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. +Marie stod ved den i et halmfyldt Kar nedsænkede +Kobberform<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" title="Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er." class="fnanchor">[15]</a> og dyppede Vægerne, som Bryggerspigen +Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod +dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte +og hentede Brikkerne, hængte dem op under Lysebordet, +og tog Lysene af, naar de var bleven +tykke nok. Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged +og saae til, han havde en rød Klædeshue +paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte +Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, +og han sad og spiste af et stort Stykke Steg, +som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa +en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, +drak imellem af Kruset, og besvarede nu og<span class="pagenum"><a name="Side_299" id="Side_299" title="[S. 299]"> </a></span> +da Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende +Hovedbevægelse.</p> + +<p>Hun spurgte ham, om han sad godt.</p> + +<p>Det var der Maade med.</p> + +<p>Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret +og hentede en Pude til ham.</p> + +<p>Det gjorde hun saa, men ikke uden at +gjøre en hel Del Tegn til den anden Pige, bag +Maries Ryg.</p> + +<p>Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?</p> + +<p>Jo, det kunde ikke være saa ilde.</p> + +<p>Marie tog en Vægeten<a name="FNanker_16" id="FNanker_16" href="#Fodnote_16" title="Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder." class="fnanchor">[16]</a>, og gik efter Kagen, +men blev temmelig længe borte.</p> + +<p>Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne +gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom +efter Aftale.</p> + +<p>Søren skjævede arrigt hen til dem.</p> + +<p>«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede +Marie Grubbes Røst og Tale, «vil Søren +intet have en Salvet at tørre Sørens fine Fingre +paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? +Og kan Søren nu ogsaa se at spise ved det ene +tykke Lys, eller skal jeg tænde bedre op for ham? +hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid, +blommerantes<a name="FNanker_17" id="FNanker_17" href="#Fodnote_17" title="blommerantes = broget blomstret." class="fnanchor">[17]</a> Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg<span class="pagenum"><a name="Side_300" id="Side_300" title="[S. 300]"> </a></span> +intet hente den, den vilde være saa stads til Sørens +røde Kabuds?»</p> + +<p>Søren værdigede hende ikke et Svar.</p> + +<p>«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» +fortsatte Ane, «saadan simple Folk som os og +vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, og +jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, +Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog +med al Slags Finhed i, og det kan jo +aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan +baade stave og læse, enten det saa skal være forlænds +eller baglænds.»</p> + +<p>Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, +og saae vredt til hende.</p> + +<p>«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' +dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do +plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den +Gammel ...»</p> + +<p>I det Samme traadte Marie ind med Kagen +og satte den for Søren, men han slængte den hen +over Bordet.</p> + +<p>«Jav di Kvinner ud!» raabte han.</p> + +<p>Ja men Tællen blev jo kold.</p> + +<p>Det brød han sig ikke om.</p> + +<p>Saa blev Pigerne da sendt udenfor.</p> + +<p>Søren smed den røde Hue langt fra sig og +bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og +bringe Æde for ham, som om han var en mager +Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk +ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham, +det skulde have en Ende dette her, det var ham,<span class="pagenum"><a name="Side_301" id="Side_301" title="[S. 301]"> </a></span> +der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at +han gik her og lod sig kjæle for, han havde ikke +ment det saaledes, han vilde raade og hun skulde +lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han +vidste nok, han Ingenting havde at give af, men +derfor skulde hun ikke gaa og gjøre ham til Nummer +Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gaa +med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de +skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun +skulde give sig rigtig i hans Magt og rømme med +ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige +Frue, saa han altid skulde se op til hende, +han trængte til hun skulde være Hund med ham, +hun skulde have det saadan at han kunde være +god imod hende og faa Tak af hende, og hun +skulde være bange for ham, og hun skulde Ingenting +have at stole paa uden paa ham.</p> + +<p>En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da +det skjønnedes at maatte være Palle Dyre, listede +Søren ned til Karlekammeret.</p> + +<p>Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden +Skytten Søren Jensen, som stod op.</p> + +<p>«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, +som Kudsken traadte ind.</p> + +<p>«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den +Anden med forstilt Ængstelighed.</p> + +<p>«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' +it vær' i hanses Sted for saamanne Rosenobler, +som der kan gaa i en Møl'sæk.»</p> + +<p>Søren saae sig urolig omkring og satte sig +saa ned paa en Kiste, der stod opimod Væggen.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_302" id="Side_302" title="[S. 302]"> </a></span> +«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde +den, der havde tiet og gøs.</p> + +<p>Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og +sukkede.</p> + +<p>«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren +med forstilt Ligegyldighed.</p> + +<p>Ingen svarede.</p> + +<p>«Er et herover?» spurgte den første Karl og +lod Fingeren glide tversover sin Nakke.</p> + +<p>«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad +Spørgeren.</p> + +<p>«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, +«saa sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.»</p> + +<p>«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk +paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa +ham. «Ja, Søren, det <em>er</em> om dig. Herregud! ...» +han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig +i mørke Grublerier. «Søren,» begyndte han saa +igjen og tørte sig om Næsen, «det er halsløs +Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,» +han talte som om han læste det op af en Bog, +«vend om, Søren! der staar Galgen og Blokken,» +han pegte imod Hovedbygningen, «der er en kristelig +Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue +Haanden i Retning af Hestestalden. «For du skal +straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord, +ja det er, det er det, betænk det.»</p> + +<p>«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e +mæ?»</p> + +<p>«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som<span class="pagenum"><a name="Side_303" id="Side_303" title="[S. 303]"> </a></span> +om der var bleven fremført en Ting, der meget +forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? Søren, +Søren, hvem vil angive dig? — Du er jo Fanden +partere mig ogsaa taabelig,» fortsatte han i en +ganske uhøjtidelig Tone, «og det ogsaa rigtig +taabeligen at rende efter saadan en halvgammel +Kvind, naar der er det at vove ved det, som der +er. Var hun endda ung! — Og saa en gal Satan +ogsaa, lad du den Blaakindede beholde <em>hende</em> i +Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til +end som hende.»</p> + +<p>Søren havde hverken Mod eller Lyst til at +forsøge paa at forklare dem, at han slet ikke +kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv +ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, +men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og +Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor løj +han saa og fornægtede sin Kjærlighed.</p> + +<p>«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men +sier I Folkens, A haar en Rigsdaler, naar som +Ajer<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" title="Ajer = andre." class="fnanchor">[18]</a> di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" title="jen Ralt = een Pjalt." class="fnanchor">[19]</a>, og +jen til og manne flier<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" title="flier = flere." class="fnanchor">[20]</a>, det blyver en hiel Las<a name="FNanker_21" id="FNanker_21" href="#Fodnote_21" title="hiel Las = helt Læs." class="fnanchor">[21]</a>, +bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa +kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer +forsøg hans Lyk'.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_304" id="Side_304" title="[S. 304]"> </a></span></p> + +<p>«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, +«men det er at stjæle Penge med Rebet om sin +Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok +at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, +og det kan jo ogsaa være skjønt nok at ligge og +strække sig paa sin Seng, og give sig ud for syg, +og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er +sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem +saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag, +og saa er det værste i Verden dig vist.»</p> + +<p>«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde +Søren lidt modløs.</p> + +<p>«Ja, de vil da gjerne af med hende begge +to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er' +ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem, +naar de kan faa hende gjort arveløs.»</p> + +<p>«Aa, Fajen i hvi't<a name="FNanker_22" id="FNanker_22" href="#Fodnote_22" title="hvi't = hvilket." class="fnanchor">[22]</a>, saa hjælper hun mæ +nok!»</p> + +<p>«Tror du? hun kan have nok med at hytte +sig selv, det har været galt med hende for tidt, +til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe +hende med saa meget som en Havresaa.»</p> + +<p>«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, +«truet Mand ka' læng' løv'<a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" title="løv' = leve." class="fnanchor">[23]</a>.»</p> + +<p>Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod +og hvor han gik, høre paa skumle Hentydninger +til Galgen og Blokken og de gloende Tænger og<span class="pagenum"><a name="Side_305" id="Side_305" title="[S. 305]"> </a></span> +Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken +borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, +og da Marie jævnlig havde stukket Penge +til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru. +Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for +Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end +før, holdt sig mere til Folkene og søgte sjeldnere +Marie.</p> + +<p>Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom +hjem og blev hjemme, ophørte Møderne mellem +Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere +at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var +forbi og saaledes afholde dem fra at sladre til +Husbonden, gav Søren sig til at lege Kjæreste +med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, +endogsaa Marie, hvem han dog havde indviet +i Planen.</p> + +<p>Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i +Kirke, stod Søren for Enden af Hovedbygningen +og legede med en af Hundene, da han hørte +Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, +syntes han.</p> + +<p>Han vendte sig om, og saae da Maries +Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden, +Lugen til Saltkjælderen.</p> + +<p>Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne +stirrede saa forvildet og ængsteligt under de <a class="corr" name="rett_37" id="rett_37" title="var: smerligt">smerteligt</a> +sammendragne Bryn.</p> + +<p>«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort +dig, at du intet mere holder af mig?»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_306" id="Side_306" title="[S. 306]"> </a></span> +«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, +te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po +ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. +Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil +ha e Hjæl a mæ<a name="FNanker_24" id="FNanker_24" href="#Fodnote_24" title="tage Hjællet af En = slaa En ihjæl." class="fnanchor">[24]</a>.»</p> + +<p>«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du +stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over +dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige, +og du har altid havt Sind til Ane, men du har +Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel +betænkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig +dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig +det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og +Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et +Par for os selv, og det var da ogsaa knap at +ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan +lade det være.»</p> + +<p>«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller +møj, den Buentøs<a name="FNanker_25" id="FNanker_25" href="#Fodnote_25" title="Buentøs = Bondetøs." class="fnanchor">[25]</a> hun er, A holder a Ingen i +Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ +gammel og und og hvad Dævlen di vil.»</p> + +<p>«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Trover do mæ it?»</p> + +<p>«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det +var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde +lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i +Mørket.»</p> + +<p>«Du skal nok kom' te og trov mæ.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_307" id="Side_307" title="[S. 307]"> </a></span> +«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i +Verden du kunde gjøre, der kunde faa mig til det, +for der er intet en Rimelighedstanke deri.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil +do fortryd', for om saa A skal brindes løvendes +op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa skal +do kom' te aa trov mæ.»</p> + +<p>Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet +paa ham.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja saa mo et vær'<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" title="saa mo et vær' = saa maa det ske." class="fnanchor">[26]</a>, i hunt<a name="FNanker_27" id="FNanker_27" href="#Fodnote_27" title="i hunt = hvordan end." class="fnanchor">[27]</a> et saa gor,» +raabte Søren og løb bort.</p> + +<p>Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte +efter Ane Trinderup og fik til Svar at hun var i +Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog +en ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i +Haven.</p> + +<p>Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik +Øje paa hende. Hun havde Forklædet fuldt af +Blade og holdt den ene Haands Fingre op til +Munden for at aande dem varme. Ganske langsomt +listede Søren henimod hende, med Blikket +fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han +vilde ikke se Ansigtet.</p> + +<p>Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, +og hans mørke Miner, Bøssen og den listende +Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod +ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede<span class="pagenum"><a name="Side_308" id="Side_308" title="[S. 308]"> </a></span> +Bøssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende +Skrig afsted hen igjennem Sneen.</p> + +<p>Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig +saa til Kinden og sank om med et forfærdet +Raab.</p> + +<p>Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden +af Vaaningshuset.</p> + +<p>Lugen var lukket.</p> + +<p>Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle +Stuer, til han fandt Marie.</p> + +<p>«Det er forbi!» hviskede han bleg som +et Lig.</p> + +<p>«Er de efter dig, Søren?»</p> + +<p>«Nej, A haar skot hende.»</p> + +<p>«Ane? aa hvordan skal det gaa os? — rend +Søren, rend — tag en Hest og røm, skynd dig, +skynd dig, tag den Graa.»</p> + +<p>Søren løb.</p> + +<p>Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.</p> + +<p>Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, +før Kirkefolkene kom hjem.</p> + +<p>Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.</p> + +<p>«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» +svarede Marie; hun skjælvede over hele Legemet +og kunde neppe staa paa sine Ben.</p> + +<p>Palle og en af Karlene bar Ane ind, der +skreg, saa det kunde høres langt bort; men forøvrigt +var Faren ikke stor, Bøssen havde været +ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet +igjennem Kinden og nogle flere havde boret sig<span class="pagenum"><a name="Side_309" id="Side_309" title="[S. 309]"> </a></span> +ind i Skulderen, men da det blødte stærkt og hun +klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til +Viborg efter Badskjæreren.</p> + +<p>Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde +havde fattet sig, om hvorledes det Hele var +gaaet til og fik da baade det at vide og hele +Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.</p> + +<p>Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte +Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fortælle +ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig +bange for at de ellers paa en eller anden Maade +kunde komme til at blive straffede. Palle vilde +imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det var +Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det +Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse, +Forhørsrejser, Proces og lignende Udgifter, det +vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses +og Alt gaa i Orden igjen og blive som +det var. Selve Maries Utroskab var ham taalelig +ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det +Gode derved, at han kunde faa mere Magt over +hende og muligvis ogsaa over Erik Grubbe, hvem +det sagtens vilde være meget om at gjøre, at +Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.</p> + +<p>Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han +alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den +Gamle var ikke til at blive klog paa, han var +meget ophidset og havde straks sendt fire beredne +Karle afsted med Ordre til at anholde Søren død +eller levende, og det var ingen god Maade at<span class="pagenum"><a name="Side_310" id="Side_310" title="[S. 310]"> </a></span> +sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde +komme saa meget Andet op under Forhørene angaaende +Mordforsøget.</p> + +<p>Den næste Dags Aften vendte de tre af +Karlene hjem; de havde fanget Søren ved Dallerup, +hvor den Graa var styrtet, og havde bragt +ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. +Den fjerde Karl var redet vild og kom først +Dagen efter.</p> + +<p>Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie +til Nørbækgaard, thi Folkene havde lettere ved +at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne, +men sidst i Februar blev de da mindet om Alting +igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg +og skulde forhøre, om Søren ikke var seet +der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. +Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, først +en Fjortendagstid efter vovede Søren sig en Nat +til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue. +Det Første, han spurgte om, da hun +lukkede op, var om Ane var død, og det lod til +at lette hans Sind for en tung Byrde, da han +hørte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold +i et øde Hus i Gassum Hede og kom senere ofte +igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge +og Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre +vidste at han havde sin Gang paa Gaarden, men +Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig +heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden +var saa ligegyldig derved.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_311" id="Side_311" title="[S. 311]"> </a></span> +Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage +til Tjele, og der turde Søren ikke vise sig. Baade +herover og over Faderens idelige Stiklerier og +Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset, +at hun et Par Gange tog Faderen for sig +i Enerum og skjældte ham ud som han kunde +have været hendes Hundedreng. Følgen heraf +var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et +Klagebrev til Kongen. Dette Brev endte, efter +at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser, +hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum +begaaes, og snart al Kvindkjøn forarges, +saaledes:</p> + +<div class="blockquot"> +<p>«For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds +og Ulydigheds Skyld er jeg foraarsaget +at gjøre hende arveløs, som jeg beder +Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst +vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl. +Majt. ydermere vilde bevise mig den Naade at +tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste +Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel +at han efter Erforskning paa saadan hendes +Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes +egen Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min +egen Bekostning maatte vorde hensat paa Borringholm, +for Guds Vrede og Fortørnelse at +forekomme over hende, som er saadant et ulydigt +Kreatur, Andre til Afsky, og derved +hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det +Alleryderste mig ikke dertil havde drevet,<span class="pagenum"><a name="Side_312" id="Side_312" title="[S. 312]"> </a></span> +skulde jeg ikke understaaet mig om dette at +anholde; men lever i den allerunderdanigste +visse Forhaabning om Eders kgl. Majt. allernaadigste +Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud +skal visseligen belønne. Jeg lever og dør</p> + +<p class="smaller">Tjele, 14 Avg. 1690.</p> + +<p class="r2"><span class="centerblock">Eders kgl. Majestæts<br /> +Allerunderdanigste og pligtskyldigste<br /> +tro Arve-Undersaat</span><br /> +<span class="r2"><em>Erik Grubbe</em>.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></span></p> +</div> + +<p>Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres +Erklæring, og denne gik da ud paa, at Marie +Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig +Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen +vilde bevise ham den Naade at ophæve Ægteskabet +uden Proces.</p> + +<p>Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve +skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sekstenhundrede +og enoghalvfems.</p> + +<p>Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at +maatte gjøre hende arveløs og lade hende indespærre, +blev hørt; han maatte lade sig nøje med +at holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning +af Bønder, saalænge Processen stod paa, og han +var da ogsaa en af de Sidste, det kunde tillades, +at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.</p> + +<p>Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie +Grubbe Tjele med en fattig Bylt Klæder i Haanden. +Hun traf Søren der syd paa Heden og fik +i ham sin tredie Mand.</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_313" id="Side_313" title="[S. 313]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XVII" id="KAPITEL_XVII"></a>XVII.</h2> + + +<p>En Maaned senere, en Aftenstund i April var der +stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til +Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden, +og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge +den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt +Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa +kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel +som dens agtbare Borgerfolk derhen for at +spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig +Organist legte for dem paa Orgelet. Men +de ringere Folk maatte nøjes med at høre til +der udenfor.</p> + +<p>Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.</p> + +<p>Deres Klæder vare simple og forrevne, og +de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet +det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok, +for det var ikke nogen indbringende Haandtering, +de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem +Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg +Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham +en lille, haardt medtaget Lire, et Sæt brogede +Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, og<span class="pagenum"><a name="Side_314" id="Side_314" title="[S. 314]"> </a></span> +nu levede han og Marie af at trække fra Marked +til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens +han, iført de brogede Klæder, stod paa det tærnede +Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange +Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og +lange Jernstænger, som de laante hos Kjøbmændene.</p> + +<p>Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at +deres Vej faldt igjennem Ribe.</p> + +<p>De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et +svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over +deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge +af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme +i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og +høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der +tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og +forandrede deres Gang.</p> + +<p>Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og +hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de +kunde jo da forsøge paa det, da der ikke kunde +hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud +igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, at <em>hun</em> +skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple +Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og +hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække +hende med sig; men saa med Et kom hun paa +andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog +Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed +eller luskende Forsigtighed, tværtimod, +ligesom om hun var opsat paa at blive bemærket<span class="pagenum"><a name="Side_315" id="Side_315" title="[S. 315]"> </a></span> +og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der +standsede dem, men da de lige skulde til at træde +ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de +bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der +efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i +Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende +Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran +sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et +Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, +som om han lagde den det nyligt Forefaldne til +Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende +op paa sin Post.</p> + +<p>Hoben modtog de Udjagne med en skraldende +Haanlatter, og en Regn af drillende Spørgsmaal, +som fik Søren til at brumme og se sig truende +om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig +for det Slag, den respektable Del af Samfundet +altid har paa rede Haand for Folk som <em>ham</em> og +hans Lige, og hun havde faaet Slaget.</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad +Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede +Styrvolt.</p> + +<p>Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. +Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar +og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens +Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre +i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge +var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskaar,<span class="pagenum"><a name="Side_316" id="Side_316" title="[S. 316]"> </a></span> +og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden +var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes +for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge Øjes +Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at +han havde Udseende af at holde sig parat til at +kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille +Aabning.</p> + +<p>Kortspillerne sad ved Enden af det lange +Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus +stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem, +var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren +med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset +gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt, +langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben +paa en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær +paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede +Flasker med Brændevin og Bitter, nogle +Potte og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas +havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt +af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte +Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken +optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og +strikkede, og i det andet sad der en Mand med +foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. +Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at +trække sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet +som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat +i den brede Skygge, drejede med sammenknebne +Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det<span class="pagenum"><a name="Side_317" id="Side_317" title="[S. 317]"> </a></span> +rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet, +og saa begyndte han forfra.</p> + +<p>«Det er saa Mesterspil<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" title="Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke." class="fnanchor">[28]</a> vi spiller,» sagde +Jens Nedenom og spillede ud.</p> + +<p>Rasmus <a class="corr" name="rett_38" id="rett_38" title="var: Kik">Kig</a> bankede med Knoerne i Bordet, +for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.</p> + +<p>Salmand stak med en To.</p> + +<p>«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig +andet end Duser og Trester<a name="FNanker_29" id="FNanker_29" href="#Fodnote_29" title="Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf." class="fnanchor">[29]</a> paa din Haand.»</p> + +<p>«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der +har altid været Fattigfolk til og nogle faa +Stakler.»</p> + +<p>Søren Ladefoged stak over med en Seks.</p> + +<p>«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han +have den for en Pavst<a name="FNanker_29b" id="FNanker_29b" href="#Fodnote_29" title="Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf." class="fnanchor">[29b]</a>? hvad den Djævelen sidder +du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for, +Salmand!»</p> + +<p>Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.</p> + +<p>«Kirsten Myg<a name="FNanker_30" id="FNanker_30" href="#Fodnote_30" title="Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort." class="fnanchor">[30]</a>,» sagde Søren og spillede +Hjerter fire ud.</p> + +<p>«Og hendes halvgale Søster<a name="FNanker_30b" id="FNanker_30b" href="#Fodnote_30" title="Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort." class="fnanchor">[30b]</a>,» fortsatte Rasmus +og lagde Firen til i Ruder.</p> + +<p>«En Styrvolt<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" title="Styrvolt = Es." class="fnanchor">[31]</a> kan vel være stor nok,» sagde +Jens, og stak med Trumf Es.</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_318" id="Side_318" title="[S. 318]"> </a></span> +«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal +stikke mere,» raabte Rasmus.</p> + +<p>«Den er for dyr,» klynkede Salmand og +gav til.</p> + +<p>«Saa fører jeg min Syv<a name="FNanker_32" id="FNanker_32" href="#Fodnote_32" title="fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere ustikkelige." class="fnanchor">[32]</a> og een endda,» sagde +saa Jens.</p> + +<p>Søren tog Stikkene hjem.</p> + +<p>«Og saa Bukskin<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" title="Bukskin = Ni og Otte i Trumf." class="fnanchor">[33]</a>,» vedblev Jens og spillede ud.</p> + +<p>«Nu maa jeg til med det gule Øg<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" title="det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet." class="fnanchor">[34]</a>,» raabte +Salmand, og stak med Hjærter to.</p> + +<p>«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og +stak over med Spader fire<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" title="Spader fire = det højeste Kort." class="fnanchor">[35]</a>.</p> + +<p>«Jan<a name="FNanker_36" id="FNanker_36" href="#Fodnote_36" title="Jan = Beet." class="fnanchor">[36]</a>!» brølede Rasmus <a class="corr" name="rett_39" id="rett_39" title="var: Kik">Kig</a>, og smed sine +Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god +Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi +intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse +paa Kortene, der har vundet.»</p> + +<p>De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og +imens kom der en førladen, velhavende paaklædt +Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og +satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi +Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok +ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_319" id="Side_319" title="[S. 319]"> </a></span> +«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.</p> + +<p>Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og +en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede +saa med sin Stok i Bordet.</p> + +<p>En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med +Gløder og et stort Stenkrus med Tinlaag.</p> + +<p>Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme +og lagde med den Gløder paa Piben, stillede +Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde +sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen +tillod.</p> + +<p>«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som +det, Mester der har?» spurgte Salmand, idet han +gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung +med røde Snore.</p> + +<p>«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, +ligesom for at undskylde denne Ødselhed, «den er +saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.»</p> + +<p>«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» +vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.</p> + +<p>«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, +vel nok; men En bliver jo gammel, skal +jeg sige Jer.»</p> + +<p>«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo +heller Intet behov at være om Jer for at skaffe +Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.»</p> + +<p>«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering +med det, og En slider intet paa sit Mundlæder +heller med at snakke Folk Varerne paa, de<span class="pagenum"><a name="Side_320" id="Side_320" title="[S. 320]"> </a></span> +maa tage dem som de falder, og kan hverken +vælge eller vrage.»</p> + +<p>«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev +Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der +kommer dem til, med Ret og Skjæl.»</p> + +<p>«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren +halvt hviskende.</p> + +<p>«Ja, de griner da sjælden.»</p> + +<p>«Hu, de er en grimme Handtiering.»</p> + +<p>«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning +paa Jer til at hjælpe mig.»</p> + +<p>«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte +Rasmus og rejste sig truende.</p> + +<p>«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men +jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være +mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet +efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg +sige Jer.»</p> + +<p>«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte +Jens Nedenom meget alvorligt.</p> + +<p>«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart +af Klæderne og en Mark af hver Daler, som +tjenes efter Taksten.»</p> + +<p>«Hvad er det for en Takst?»</p> + +<p>«Det er saadan Takst, at jeg faar fem +Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at +pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, +og ligesaa for at brændemærke.»</p> + +<p>«Men nu for det bedre Arbejde?»</p> + +<p>«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind,<span class="pagenum"><a name="Side_321" id="Side_321" title="[S. 321]"> </a></span> +men ellers er det otte Daler for at hugge En +Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er +det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det +bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler, +de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen +ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning +er syv Daler, for en hel Krop da, og saa +lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned ogsaa. +Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og +Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til +Stejls, det giver fjorten — det giver fjorten, og +for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning +med røde Tænger, det er to Daler for hvert +Nap, det er det Hele, saa er der intet mere, uden +hvad særdeles kan være.»</p> + +<p>«Det er vel intet vanskelig at lære?»</p> + +<p>«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men +hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og +Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning. +Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme +afsted med, der skal jo et vist Tag til med de +tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan +gaa flaadig og flydende som En vifter med en +Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt +i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse +det fordrer.»</p> + +<p>«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og +sukkede ved det.</p> + +<p>Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.</p> + +<p>«Her er Fæstepenge!» fristede han ved<span class="pagenum"><a name="Side_322" id="Side_322" title="[S. 322]"> </a></span> +Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud +for sig.</p> + +<p>«Betink et val!» bad Søren.</p> + +<p>«Betænke og sulte og vente og fryse, det er +to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens +og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,» +vedblev han og rakte Søren Haanden.</p> + +<p>«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» +svarede Søren.</p> + +<p>Saaledes gik det Bordet rundt med samme +Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog +Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte +slippe sin Hat saalænge.</p> + +<p>Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, +som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe +fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen, +Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse +gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning +at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse +og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt +til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse +Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, +trykkede Mesteren Jens de blanke +Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig +op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om +det maatte forundes ham den Ære at byde de +gode Vidnere en Drik Polak.</p> + +<p>Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, +at det vilde være ham en stor, en meget stor<span class="pagenum"><a name="Side_323" id="Side_323" title="[S. 323]"> </a></span> +Ære at byde dem en Drik Polak<a name="FNanker_37" id="FNanker_37" href="#Fodnote_37" title="Polak = Blanding af Mjød og Brændevin." class="fnanchor">[37]</a>, at de imellem +dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders +Velgaaende.</p> + +<p>De tre ved det lange Bord saa spørgende paa +hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.</p> + +<p>Den barbenede Pige bragte nu en simpel +Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her +vare forsynede med røde og gule Stjernepletter. +Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene +for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor +Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds +Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten +i Mester Hermans private Pokal.</p> + +<p>Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, +de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de +en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af +dem ret havde Lyst til at være den Første, der +drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til +Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede +med at ryste paa Hovedet. Hun vilde +saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre. +Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun +hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med +de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren +skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i +Armen og satte hende ud af Døren, idet han +barskt befalede hende at gaa op. Saa forlangte<span class="pagenum"><a name="Side_324" id="Side_324" title="[S. 324]"> </a></span> +han en Pægel Brændevin og gik tilbage +til sin Plads.</p> + +<p>«Det skulde min salig Abelone have dristet +sig til,» sagde Rasmus og drak.</p> + +<p>«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet +fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min +Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget +Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i +Skarnet.»</p> + +<p>«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus +med et fiffigt Blink over til Mester Herman, +«din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur +af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel +Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine +Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik +og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun +i det Sted været en højadelig Ting, saa vilde du +skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre +hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig +mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»</p> + +<p>«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, +«jeg skulde have smurt hende til hun +hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet +hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om +hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" title="Nalle = Bjørnen." class="fnanchor">[38]</a> +staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg +alene at høre det; men at hun skulde komme +her som jeg sidder og slaa min Drikke paa<span class="pagenum"><a name="Side_325" id="Side_325" title="[S. 325]"> </a></span> +Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige +Datter skulde hun blive striglet af, saalænge jeg +kunde røre en Haand og der knus var Livsvejr i +mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig +vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner +de er, at hun saadan tør skamme sin Mand ud i +gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade, +naar du rørte ved hende desformedelst du havde +drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej, +om du vil lyde mig, Søren, saa,» og han gjorde +en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du +aldrig i Evigheden Gavn af hende.»</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende +over til Søren.</p> + +<p>«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ +hvor e Høns di pikker.»</p> + +<p>Saa gik han.</p> + +<p>Da han kom op til Marie, sparkede han +Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb, +som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.</p> + +<p>Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, +der var slaaet sammen for at tjene til Seng. +«Er du vred Søren?» spurgte hun.</p> + +<p>«Det skal du faa at formærk'.»</p> + +<p>«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt +mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg +taaler det intet.»</p> + +<p>Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, +Hug skulde hun have.</p> + +<p>«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld,<span class="pagenum"><a name="Side_326" id="Side_326" title="[S. 326]"> </a></span> +slaa mig intet, læg intet voldelig Haand paa mig, +det vil du fortryde.»</p> + +<p>Men Søren tog hende i Haaret og slog hende +med Strikken.</p> + +<p>Hun skreg ikke, men blot stønnede under +Slagene.</p> + +<p>«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa +Sengen.</p> + +<p>Marie blev liggende paa Gulvet.</p> + +<p>Hun var ganske forbavset over sig selv, hun +ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sjæl +skulde fødes en Følelse af rasende Had til Søren, +uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom +ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, +ligesom en stille Sorg over et Haab, +der var bristet <span class="spaced">.......</span> hvor kunde han +nænne det?</p> + +<hr class="chapbreak" /> +<p><span class="pagenum"><a name="Side_327" id="Side_327" title="[S. 327]"> </a></span></p> + + + + +<h2><a name="KAPITEL_XVIII" id="KAPITEL_XVIII"></a>XVIII.</h2> + + +<p>I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems +døde Erik Grubbe, syv og firsindstyve Aar gammel. +Arven skiftedes straks mellem hans tre Døttre; +men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde +før sin Død, ved pro forma-Skyldbreve og paa +anden Maade, til Skade for Marie og til Gavn +for de to Andre, unddraget Skiftet den største +Part af Formuen.</p> + +<p>Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok +til at gjøre hende og hendes Mand fra Stoddere +til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven +kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige +til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte +Søren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og +efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af Pengene +tabte. Resten var dog saa meget at Søren +for den kunde komme i Besiddelse af Færgestedet +Burrehuset paa Falster, og dertil blev den saa +ogsaa brugt.</p> + +<p>I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, +og Marie kom tidt til Aaren; men senere var det +hendes meste Bestilling at passe det Øludsalg, der<span class="pagenum"><a name="Side_328" id="Side_328" title="[S. 328]"> </a></span> +var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i +det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at +elske sin Mand over Alt i Verden, og om han +end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde +det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var +Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun +havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt +Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds +naar hun kom til at tænke paa, at den Søren, +der var saa haard og barsk, var den Samme, +der engang havde skudt et Menneske for hendes +Skyld.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>De Folk, de havde at færge over, var for +det Meste Bønder og Prangere, men stundom kunde +der jo ogsaa komme de, der var højere paa +Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie +og hendes Mand roede for ham, og han satte sig +bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie, +der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende +straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn +paa Forundring; maaske han havde vidst, han +vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange +til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var +meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt +og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben +hang som om han var lam i Mundvigene, saa var +hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende, +kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv +fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning,<span class="pagenum"><a name="Side_329" id="Side_329" title="[S. 329]"> </a></span> +og det havde ogsaa været han Livs Hovedindhold +siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde +hans Historie været den, at han en Tidlang havde +været Gentilhomme og <span xml:lang="fr" lang="fr">maître d'hôtel</span> hos en fyrstelig +Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen, +var rejst til sin Broder Just Høg, den +Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, +var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst +hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet +hos Broderen.</p> + +<p>«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet +i Retning af Søren, «er det ham, jeg spaaede +der skulde komme efter mig?»</p> + +<p>«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; +hun havde mest Lyst til at lade være +med at svare.</p> + +<p>«Og han er større end jeg — var?» spurgte +han igjen og rettede sig i Sædet.</p> + +<p>«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders +Naade,» svarede hun med paatagen Bondeagtighed.</p> + +<p>«Ja saamænd, saadan gaar det, — vi har da +givet Kjøb vi to, saa godt som alle Andre, og +givet os Livet i Vold for en billigere Penge end +vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde — I paa +een Vis og jeg paa en anden.»</p> + +<p>«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» +spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.</p> + +<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Godt nok,» lo han, «godt <em>nok</em> er halv fordærvet; +jeg har det saamænd just godt <em>nok</em>, og +I, Marie?»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_330" id="Side_330" title="[S. 330]"> </a></span> +«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider +ret udaf den karske Bælg, har vi Brød og Brændevin +til.»</p> + +<p>De var ved Land, og Sti steg ud og bød +Farvel.</p> + +<p>«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende +efter ham, «ham har det da skaaret baade Vinger +og Top.»</p> + +<hr class="tb stars" /> + +<p>Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene +med dagligt Arbejde og daglig Vinding. +Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre +Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, +drev en Del Smaahandel og bygged op paa deres +gamle Hus. De leved det gamle Aarhundrede ud +og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev +treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask +og rørig, arbejdsfør og arbejdsmunter, som var hun +paa den rette Side af de Halvtreds; men saa var +det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag +i Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, +under meget mistænkelige Omstændigheder, ved et +Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra +Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.</p> + +<p>Det var et haardt Stød for Marie, og den +lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi +Dommen faldt først Aaret efter ved Midsommerstid, +og hendes Frygt for, at den gamle Sag med<span class="pagenum"><a name="Side_331" id="Side_331" title="[S. 331]"> </a></span> +Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme +op, ældede hende meget.</p> + +<p>En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik +Marie ud for at tage mod Færgen, som just lagde +til Land. Der var to Rejsende ombord, og +den ene af disse, en Haandværkssvend, optog +ganske hendes Opmærksomhed ved at nægte at +vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist +Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse +imidlertid benægtede. Da hun imidlertid truede +Svenden med at han skulde betale hel Takst, naar +han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var +rejsende Svend og som saadan kun pligtig at betale +det Halve, faldt han tilføje. Først da dette +var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden +Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og +frysende af den nys overstandne Søsyge stod stramt-indhyllet +i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe og +støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. +Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde faa +Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde +se paa Lejligheden.</p> + +<p>Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden +Seng og Stol indeholdt en Tønde Brændevin +med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med +Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede +Ben og Plade af firkantede Lertøjsfliser, +hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet +Scener af det gamle og det nye Testamente. Den +Fremmede bemærkede straks, at der var tre af<span class="pagenum"><a name="Side_332" id="Side_332" title="[S. 332]"> </a></span> +Fliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i +Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden +paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde +han vilde faa Snue, dersom han var saa uforsigtig +at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.</p> + +<p>Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at +han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens +Skyld og vilde blive her paa Stedet til den var +holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen +og kunde ikke taale Saltmad eller friskbagt +Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus +paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig +Holberg.</p> + +<p>Magister Holberg var en meget stille Mand +med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han +saae ved første Øjekast kun ud til at være en +atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke +til hans Mund og hans Hænder og Udtrykket i +hans Stemme, kunde man nok skjønne, han maatte +være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget +for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke +gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar +han blot kunde have det saaledes, at man lod +ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, +og det var ham aabenbart en Fornøjelse, +naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller +naar Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i +Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til +deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han +meget af at se Folk arbejde, enten det saa var<span class="pagenum"><a name="Side_333" id="Side_333" title="[S. 333]"> </a></span> +med at pløje eller stække eller sætte Baade ud, +og var der En, der tog et Tag, som oversteg det +almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, +kunde han smile helt tilfreds derved og løfte paa +Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været +i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme +sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig +ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og +talte med hinanden en Timestid eller to i Træk +inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og +gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blaaligt +dæmrende Møen.</p> + +<p>En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var +blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt +ham sin Historie og endt den med et Klagesuk +over, at Søren var bleven taget fra hende.</p> + +<p>«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg +er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I +har kunnet præferere en gemen Staldkarl og +Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans +<a class="corr" name="rett_40" id="rett_40" title="var: Excellence">Exellence</a> Statholderen, der jo dog af alle berømmes +som en Mester i Belevenhed og fine Manerer, +ja som et Mønster paa hvad som besynderligen +er gallant og aimabelt.»</p> + +<p>«Endog han havde været deraf saa fuld +som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule, +det vilde intet have vejet saa meget som +en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham +en saadan degout og Afsky, at jeg knap kunde +taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor aldeles<span class="pagenum"><a name="Side_334" id="Side_334" title="[S. 334]"> </a></span> +uovervindelig en saadan degout kan være, saa om +En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde +den naturlige Afsky dog bære Sejren derfra. +Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes +jeg af en saa hastig og uformodenlig +Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive +det en naturlig Attraktion, som heller intet var +at modstaa.»</p> + +<p>«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har +da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en +Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter +vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den +Uterlighed til, En nævne vil, den jo kan klædes +op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion, +og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle +de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig +siger sig den fra, thi der vil være den, som +haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed +og den for Ærbarhed, og saadan naturlig degout +er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den, +som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. +Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke +skulde vide, at saadant er kuns skammeligt +Hjernespind og Daarekistesnak.»</p> + +<p>Marie svarede ikke.</p> + +<p>«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» +vedblev Magisteren, «og paa det evige Liv?»</p> + +<p>«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg +tror paa Vorherre.»</p> + +<p><span class="pagenum"><a name="Side_335" id="Side_335" title="[S. 335]"> </a></span> +«Men den evige Straf eller evige Løn, +Morlille?»</p> + +<p>«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget +Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.»</p> + +<p>«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»</p> + +<p>«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, +uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem +Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, +eller som den Gang, jeg æret og misundt som +Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg +opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie +Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, +hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde +de synded', eller skal en af dem svare for mig? +Kan I sige mig det, Hr. Magister?»</p> + +<p>«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»</p> + +<p>«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i +Tanker. «Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,» +fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror +I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet +sig haardeligen mod sin Gud og Skabere, +men som i sin sidste Stund, naar han ligger og +drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt +Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold +uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er +Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været +ham haardt imod med Synd og Forargelse, men +saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre<span class="pagenum"><a name="Side_336" id="Side_336" title="[S. 336]"> </a></span> +sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, +men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt +sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet +som hun har troet, var rettelig levet, men uden +Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, +tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste +hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens +Ord?»</p> + +<p>«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde +Magisteren og gik.</p> + +<p>Kort efter rejste han.</p> + +<hr class="tb" /> + +<p>Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over +Søren Færgemand, og lød paa tre Aars Arbejde i +Jern paa Bremerholm.</p> + +<p>Lang Tid var det at lide, længere Tid at +vente, saa gik da ogsaa den.</p> + +<p>Søren kom hjem, men Fangenskabet og den +haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed, +og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de +ham paa Kirkegaarden.</p> + +<p>Endnu et langt, langt Aar maatte Marie +drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg +og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet +ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde +derfor hverken bede med hende eller berette +hende.</p> + +<p>En sollys Sommerdag begrov de hende ved +Sørens Side, og udover det blanke Sund og de<span class="pagenum"><a name="Side_337" id="Side_337" title="[S. 337]"> </a></span> +korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt +af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:</p> + +<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza"> +<span class="i0">Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,<br /></span> +<span class="i0">Riset det blodigt, som os over Maade,<br /></span> +<span class="i0">Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,<br /></span> +<span class="i0">Fordi vi synde.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0">Thi om du efter vore Synder onde,<br /></span> +<span class="i0">Straffed', som du med al Rette kunde,<br /></span> +<span class="i0">Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,<br /></span> +<span class="i0">Ja, een og alle.<br /></span> +</div><br /><div class="stanza"> +<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span> +<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span> +</div></div></div> + + + +<hr class="chapbreak" /> +<div class="footnotes"> +<h2><a name="FODNOTER" id="FODNOTER"></a>FODNOTER</h2> + + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1">[1]</a></span> + Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel +at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2">[2]</a></span> + Malosie = stort, klodset Fruentimmer.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3">[3]</a></span> + Kjæreste, dengang = Kone.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4">[4]</a></span> + Lægevæle = Charpi.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5">[5]</a></span> + Overdrupsø nu = Ordrupmose.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6">[6]</a></span> + Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker +og Tærninger.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7">[7]</a></span> + Mellem St. Hans og Paulinus = fra <span class="sic" title="[sic]">24 til 23</span> Juni.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8">[8]</a></span> + Frue Dag = 15 August.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9" href="#FNanker_9">[9]</a></span> + Gefährt = Kjøretøj.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10">[10]</a></span> + Tvivle paa: i Betydningen: tro.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11">[11]</a></span> + "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke +noget før?"</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12">[12]</a></span> + Obenbarels = Aabenbarelse.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13">[13]</a></span> + Unde = Onde.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14">[14]</a></span> + tint = tænkt.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_15" id="Fodnote_15" href="#FNanker_15">[15]</a></span> + Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_16" id="Fodnote_16" href="#FNanker_16">[16]</a></span> + Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken +med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion +som en Voksstabelholder.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_17" id="Fodnote_17" href="#FNanker_17">[17]</a></span> + blommerantes = broget blomstret.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_18" id="Fodnote_18" href="#FNanker_18">[18]</a></span> + Ajer = andre.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_19" id="Fodnote_19" href="#FNanker_19">[19]</a></span> + jen Ralt = een Pjalt.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_20" id="Fodnote_20" href="#FNanker_20">[20]</a></span> + flier = flere.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_21" id="Fodnote_21" href="#FNanker_21">[21]</a></span> + hiel Las = helt Læs.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_22" id="Fodnote_22" href="#FNanker_22">[22]</a></span> + hvi't = hvilket.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_23" id="Fodnote_23" href="#FNanker_23">[23]</a></span> + løv' = leve.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_24" id="Fodnote_24" href="#FNanker_24">[24]</a></span> + tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_25" id="Fodnote_25" href="#FNanker_25">[25]</a></span> + Buentøs = Bondetøs.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_26" id="Fodnote_26" href="#FNanker_26">[26]</a></span> + saa mo et vær' = saa maa det ske.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_27" id="Fodnote_27" href="#FNanker_27">[27]</a></span> + i hunt = hvordan end.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_28" id="Fodnote_28" href="#FNanker_28">[28]</a></span> + Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker +i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_29" id="Fodnote_29" href="#FNanker_29">[29]</a> + <a href="#FNanker_29b">[b]</a></span> + Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_30" id="Fodnote_30" href="#FNanker_30">[30]</a> + <a href="#FNanker_30b">[b]</a></span> + Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_31" id="Fodnote_31" href="#FNanker_31">[31]</a></span> + Styrvolt = Es.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_32" id="Fodnote_32" href="#FNanker_32">[32]</a></span> + fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver +ere ustikkelige.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_33" id="Fodnote_33" href="#FNanker_33">[33]</a></span> + Bukskin = Ni og Otte i Trumf.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_34" id="Fodnote_34" href="#FNanker_34">[34]</a></span> + det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i +Spillet.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_35" id="Fodnote_35" href="#FNanker_35">[35]</a></span> + Spader fire = det højeste Kort.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_36" id="Fodnote_36" href="#FNanker_36">[36]</a></span> + Jan = Beet.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_37" id="Fodnote_37" href="#FNanker_37">[37]</a></span> + Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.</p> +</div> + +<div class="footnote"> +<p><span class="label"><a name="Fodnote_38" id="Fodnote_38" href="#FNanker_38">[38]</a></span> + Nalle = Bjørnen.</p> +</div> +</div> + + + +<div class="trnote"> +<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2> +<ul> +<li><a href="#rett_1">s. 21</a>: Travlhed, lutter astadige[adstadige] Fodtrin og en enkelt</li> +<li><a href="#rett_2">s. 25</a>: paa Kirkens rødlige[rølige] Mure, henimod Slottet</li> +<li><a href="#rett_3">s. 27</a>: end ikke om Fasteren vilde hun[kun] høre et Ord. Og</li> +<li><a href="#rett_4">s. 31</a>: Doch Chloë[Cloë], Chloë zürne nicht!</li> +<li><a href="#rett_5">s. 32</a>: Amors[Amorns] Magt! — Skulde I tro det? der gives</li> +<li><a href="#rett_6">s. 33</a>: stramt, der var hverken Læg eller Fold[Eold] paa dem;</li> +<li><a href="#rett_7">s. 55</a>: og sin Fægtekunst. Han omgikkes[omgikes] meget med den</li> +<li><a href="#rett_8">s. 63</a>: Blomsterfraade[Bomsterfraade] op og ned i evig Skiften.</li> +<li><a href="#rett_9">s. 84</a>: kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til Annammelse[Anammelse].</li> +<li><a href="#rett_10">s. 86</a>: Ulrik Christian frem mellem[mellen] de sammenbidte Tænder,</li> +<li><a href="#rett_11">s. 88</a>: Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede[afparrerede]</li> +<li><a href="#rett_12">s. 101</a>: Fæstemø, og[sg] han havde da gjerne Livsens Korthed</li> +<li><a href="#rett_13">s. 102</a>: Nu sittrede[sittrende] en Faarekyllings svirrende Glastoner</li> +<li><a href="#rett_14">s. 112</a>: blive træt af at beskue det himmelske Jerusalems[Jerusalens] </li> +<li><a href="#rett_15">s. 131</a>: vilde være, hvorledes hun vilde[hunvilde] blive optaget i den</li> +<li><a href="#rett_16">s. 136</a>: blinkede blankt gjennem[gjennen] Luften og jagende Gjedder</li> +<li><a href="#rett_17">s. 140</a>: den kranke Hane og den[de] skrukke Høne!»</li> +<li><a href="#rett_18">s. 146</a>: med de[det] selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser</li> +<li><a href="#rett_19">s. 150</a>: ved en maaske mer end[en] aarelang Adskillelse</li> +<li><a href="#rett_20">s. 150</a>: lært hende, at det Slags Ægteskab[Ægsteskab] hun i sin Trolovelsesstand</li> +<li><a href="#rett_21">s. 152</a>: Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm[Kobbermaln].</li> +<li><a href="#rett_22">s. 160</a>: vanvittige Ønsker[Ønker], der næsten maatte vække Tvivl</li> +<li><a href="#rett_23">s. 175</a>: men det kunde[knnde] alligevel sees, at hun havde grædt.</li> +<li><a href="#rett_24">s. 186</a>: «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse[Rosenskrandse],</li> +<li><a href="#rett_25">s. 187</a>: ængstelig var han[ham], men betaget af den Spænding,</li> +<li><a href="#rett_26">s. 191</a>: Nu[Nn] derimod levede hun med; og havde hendes</li> +<li><a href="#rett_27">s. 204</a>: Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum[darüm] gegeben</li> +<li><a href="#rett_28">s. 215</a>: «Nej, Elskov er som en fin[fine] Blomst; om en</li> +<li><a href="#rett_29">s. 223</a>: havde med sig hertil en [af] hans gamle</li> +<li><a href="#rett_30">s. 241</a>: vilde han straks tage hende med sig til Aggershus[Aggershuus],</li> +<li><a href="#rett_31">s. 244</a>: hun føjede endog paa Faderens[Faderes] Opfordring og efter</li> +<li><a href="#rett_32">s. 244</a>: Majestæt, men[mens] jeg Elendige har ikke de</li> +<li><a href="#rett_33">s. 244</a>: Grubbes Ord, fik hun[kun], ved en af sine gamle Hofvenners</li> +<li><a href="#rett_34">s. 274</a>: tredivte Aar og ender med hendes seks og fyrretyvende[fyrgetyvende],</li> +<li><a href="#rett_35">s. 284</a>: Nogen, der havde gjort noget Trolddom[Troldom] ved ham?</li> +<li><a href="#rett_36">s. 289</a>: Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe[Grnbbe] i</li> +<li><a href="#rett_37">s. 305</a>: stirrede saa forvildet og ængsteligt under de smerteligt[smerligt]</li> +<li><a href="#rett_38">s. 317</a>: Rasmus Kig[Kik] bankede med Knoerne i Bordet,</li> +<li><a href="#rett_39">s. 318</a>: «Jan!» brølede Rasmus Kig[Kik], og smed sine</li> +<li><a href="#rett_40">s. 333</a>: Exellence[Excellence] Statholderen, der jo dog af alle berømmes</li> +</ul> +</div> + + + + + + + + + +<pre> + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen + +*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE *** + +***** This file should be named 44275-h.htm or 44275-h.zip ***** +This and all associated files of various formats will be found in: + http://www.gutenberg.org/4/4/2/7/44275/ + +Produced by The Online Distributed Proofreading Team at +http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned +images of public domain material from the Google Print +project.) + + +Updated editions will replace the previous one--the old editions +will be renamed. + +Creating the works from public domain print editions means that no +one owns a United States copyright in these works, so the Foundation +(and you!) can copy and distribute it in the United States without +permission and without paying copyright royalties. Special rules, +set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to +copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to +protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project +Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you +charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you +do not charge anything for copies of this eBook, complying with the +rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose +such as creation of derivative works, reports, performances and +research. They may be modified and printed and given away--you may do +practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is +subject to the trademark license, especially commercial +redistribution. + + + +*** START: FULL LICENSE *** + +THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE +PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK + +To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free +distribution of electronic works, by using or distributing this work +(or any other work associated in any way with the phrase "Project +Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project +Gutenberg-tm License available with this file or online at + www.gutenberg.org/license. + + +Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm +electronic works + +1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm +electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to +and accept all the terms of this license and intellectual property +(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all +the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy +all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. +If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project +Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the +terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or +entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. + +1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be +used on or associated in any way with an electronic work by people who +agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few +things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works +even without complying with the full terms of this agreement. See +paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project +Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement +and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic +works. See paragraph 1.E below. + +1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" +or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project +Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the +collection are in the public domain in the United States. If an +individual work is in the public domain in the United States and you are +located in the United States, we do not claim a right to prevent you from +copying, distributing, performing, displaying or creating derivative +works based on the work as long as all references to Project Gutenberg +are removed. Of course, we hope that you will support the Project +Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by +freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of +this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with +the work. You can easily comply with the terms of this agreement by +keeping this work in the same format with its attached full Project +Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. + +1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern +what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in +a constant state of change. If you are outside the United States, check +the laws of your country in addition to the terms of this agreement +before downloading, copying, displaying, performing, distributing or +creating derivative works based on this work or any other Project +Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning +the copyright status of any work in any country outside the United +States. + +1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: + +1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate +access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently +whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the +phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project +Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, +copied or distributed: + +This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with +almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or +re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included +with this eBook or online at www.gutenberg.org + +1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived +from the public domain (does not contain a notice indicating that it is +posted with permission of the copyright holder), the work can be copied +and distributed to anyone in the United States without paying any fees +or charges. If you are redistributing or providing access to a work +with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the +work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 +through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the +Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or +1.E.9. + +1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted +with the permission of the copyright holder, your use and distribution +must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional +terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked +to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the +permission of the copyright holder found at the beginning of this work. + +1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm +License terms from this work, or any files containing a part of this +work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. + +1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this +electronic work, or any part of this electronic work, without +prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with +active links or immediate access to the full terms of the Project +Gutenberg-tm License. + +1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, +compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any +word processing or hypertext form. However, if you provide access to or +distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than +"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version +posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), +you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a +copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon +request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other +form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm +License as specified in paragraph 1.E.1. + +1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, +performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works +unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. + +1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing +access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided +that + +- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from + the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method + you already use to calculate your applicable taxes. The fee is + owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he + has agreed to donate royalties under this paragraph to the + Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments + must be paid within 60 days following each date on which you + prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax + returns. Royalty payments should be clearly marked as such and + sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the + address specified in Section 4, "Information about donations to + the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." + +- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies + you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he + does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm + License. You must require such a user to return or + destroy all copies of the works possessed in a physical medium + and discontinue all use of and all access to other copies of + Project Gutenberg-tm works. + +- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any + money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the + electronic work is discovered and reported to you within 90 days + of receipt of the work. + +- You comply with all other terms of this agreement for free + distribution of Project Gutenberg-tm works. + +1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm +electronic work or group of works on different terms than are set +forth in this agreement, you must obtain permission in writing from +both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael +Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the +Foundation as set forth in Section 3 below. + +1.F. + +1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable +effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread +public domain works in creating the Project Gutenberg-tm +collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic +works, and the medium on which they may be stored, may contain +"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or +corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual +property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a +computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by +your equipment. + +1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right +of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project +Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project +Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all +liability to you for damages, costs and expenses, including legal +fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT +LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE +PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE +TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE +LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR +INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH +DAMAGE. + +1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a +defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can +receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a +written explanation to the person you received the work from. If you +received the work on a physical medium, you must return the medium with +your written explanation. The person or entity that provided you with +the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a +refund. If you received the work electronically, the person or entity +providing it to you may choose to give you a second opportunity to +receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy +is also defective, you may demand a refund in writing without further +opportunities to fix the problem. + +1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth +in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER +WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO +WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. + +1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied +warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. +If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the +law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be +interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by +the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any +provision of this agreement shall not void the remaining provisions. + +1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the +trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone +providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance +with this agreement, and any volunteers associated with the production, +promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, +harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, +that arise directly or indirectly from any of the following which you do +or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm +work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any +Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. + + +Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm + +Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of +electronic works in formats readable by the widest variety of computers +including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists +because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from +people in all walks of life. + +Volunteers and financial support to provide volunteers with the +assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's +goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will +remain freely available for generations to come. In 2001, the Project +Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure +and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. +To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation +and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 +and the Foundation information page at www.gutenberg.org + + +Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive +Foundation + +The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit +501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the +state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal +Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification +number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent +permitted by U.S. federal laws and your state's laws. + +The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. +Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered +throughout numerous locations. Its business office is located at 809 +North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email +contact links and up to date contact information can be found at the +Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact + +For additional contact information: + Dr. Gregory B. Newby + Chief Executive and Director + gbnewby@pglaf.org + +Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg +Literary Archive Foundation + +Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide +spread public support and donations to carry out its mission of +increasing the number of public domain and licensed works that can be +freely distributed in machine readable form accessible by the widest +array of equipment including outdated equipment. Many small donations +($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt +status with the IRS. + +The Foundation is committed to complying with the laws regulating +charities and charitable donations in all 50 states of the United +States. Compliance requirements are not uniform and it takes a +considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up +with these requirements. We do not solicit donations in locations +where we have not received written confirmation of compliance. To +SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any +particular state visit www.gutenberg.org/donate + +While we cannot and do not solicit contributions from states where we +have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition +against accepting unsolicited donations from donors in such states who +approach us with offers to donate. + +International donations are gratefully accepted, but we cannot make +any statements concerning tax treatment of donations received from +outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. + +Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation +methods and addresses. Donations are accepted in a number of other +ways including checks, online payments and credit card donations. +To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate + + +Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic +works. + +Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm +concept of a library of electronic works that could be freely shared +with anyone. For forty years, he produced and distributed Project +Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. + +Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed +editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. +unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily +keep eBooks in compliance with any particular paper edition. + +Most people start at our Web site which has the main PG search facility: + + www.gutenberg.org + +This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, +including how to make donations to the Project Gutenberg Literary +Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to +subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. + + + +</pre> + +</body> +</html> diff --git a/old/44275-h/images/cover.jpg b/old/44275-h/images/cover.jpg Binary files differnew file mode 100644 index 0000000..a485c1a --- /dev/null +++ b/old/44275-h/images/cover.jpg |
