initial commit of ebook 44275HEADmain

11 files changed, 41417 insertions, 0 deletions

diff --git a/.gitattributes b/.gitattributes
new file mode 100644
index 0000000..6833f05
--- /dev/null
+++ b/.gitattributes
@@ -0,0 +1,3 @@
+* text=auto
+*.txt text
+*.md text
diff --git a/44275-0.txt b/44275-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..198090e
--- /dev/null
+++ b/44275-0.txt
@@ -0,0 +1,8530 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44275 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i
+denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt
+bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er gengivet
+med _understreg_.
+
+
+
+
+ FRU MARIE GRUBBE.
+
+ INTERIEURER FRA DET SYTTENDE
+ AARHUNDREDE.
+
+ AF
+
+ J. P. JACOBSEN.
+
+ ANDET OPLAG.
+
+ KJØBENHAVN.
+ GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
+ GRÆBES BOGTRYKKERI.
+ 1877.
+
+
+
+
+I.
+
+
+Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem
+over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget
+af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte
+Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule
+Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
+blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af
+sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
+
+De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske,
+den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var
+spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i
+den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar,
+der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa
+Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand
+ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet
+Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned
+over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne
+Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk
+Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
+
+Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med
+legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke
+ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ
+paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne
+paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret
+fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes
+barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
+under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de
+store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige
+Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk,
+rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt
+tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa
+Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende
+med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt
+til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med
+Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
+med sin Svingen.
+
+Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven
+og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae
+lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til
+Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken
+stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
+Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om
+tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod
+og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. Ærterne og
+Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af
+Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen
+lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde
+Blomsterblade og stod i de bare Stilke.
+
+Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede
+Have, med bøjet Hoved, som man løber over en Gaard i Regnvejr.
+Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om
+bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning
+fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de flettet
+sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten
+havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske
+Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til
+den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter
+med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for
+Hullet.
+
+For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde
+stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten:
+stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden
+i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af
+Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,
+lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne
+og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
+imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
+
+«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger
+Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har
+han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle,
+rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels
+Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet
+mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det
+tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende.
+Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og
+hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem
+Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som
+en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort
+og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun
+hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder
+paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej,
+det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
+paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet
+driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i
+det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet.
+Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun
+har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! -- der
+maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var
+paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ...
+Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og
+Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar
+bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med
+svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og
+rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel
+af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de
+hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger
+sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder
+træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte
+Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med
+foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa
+hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte,
+fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen
+og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...»
+
+Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og
+saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste
+sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.
+
+Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det
+drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd
+og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk,
+gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til
+at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter
+en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik
+hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
+ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind
+i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af
+Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var
+Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
+
+Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse
+Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
+Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og
+saae paa Rosenfloret.
+
+Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt,
+der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er
+tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i
+Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i
+Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med
+alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa
+den tunge, søde Duft, den drivende Em af _den_ røde Nektar, som koger
+i Blomsterets Bund.
+
+Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes
+milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med
+løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med
+eet Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven,
+rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik
+hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op
+mod Kjørevejen. Paa den var der kort før Indkjørslen til Gaarden
+et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem.
+Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i
+Solen.
+
+Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt
+sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til
+Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
+
+Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til
+Tjele Hovedgaard.
+
+               *       *       *
+
+Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen var falden og havde
+gjort Ende paa Høkjørslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
+Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode
+i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.
+
+I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen:
+langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime
+udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod
+en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i
+sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem
+Træhesten og den store Slibesten.
+
+Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, saae
+sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage; en Pige med
+fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og
+Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde paa
+Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen
+med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par stærke Tag i
+Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde
+hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Saa
+var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten.
+
+Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i
+Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
+Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer
+end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel
+af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske
+Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med
+store, blaa Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste
+var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække naar der blev
+gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde
+Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med
+Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der
+hang højt oppe paa Væggen, andet var der ikke derinde.
+
+Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske,
+Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
+Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved
+Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
+sidder og drejer den rundt med sin store, røde Haand, der glimter af
+mange Ringe og store Stene.
+
+«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun satte sig.
+
+«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.
+
+«Aa, En kan da nok give sig, naar En har støjet om til En hverken
+aarker eller sanser!»
+
+«Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op,
+de om Vinteren skal sidde i.»
+
+«Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og
+Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de
+indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt,
+det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa
+gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl
+A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bødler
+te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj
+Hjælp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov
+te' aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»
+
+ [1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre
+ Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.
+
+ [2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.
+
+«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens
+Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
+havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist
+hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende;
+men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var
+jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak
+værd, at det blev forbi.»
+
+«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa nærmest til det; men værger
+I Jeres, saa værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
+hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan
+komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er,
+men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun
+lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk
+og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske
+det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A ønsker det, saa
+travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke
+ens Fader for de to Børn; men det forstaar sig, det er som ret er,
+Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene i tredje, ja i fjerde
+Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge,
+-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade
+for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
+maatte I, -- ja, det siger A om I saa lægger Haand paa mig for det,
+som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi
+maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen
+udi Synd, og I lader hende formærke det, baade I og Mari lader hende
+og mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mærke ...»
+
+Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.
+
+«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er
+drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
+væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! --
+nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag
+imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»
+
+Ane hulkede højt.
+
+«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lægge
+mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til
+hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande?
+har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig
+ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! -- ja,
+give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned
+for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig ...»
+
+Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under
+Vinduerne.
+
+Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og
+spurgte hvem det var.
+
+«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle.
+
+«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» og dermed blev Vinduet
+lukket.
+
+Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de
+rødgrædte Øjne.
+
+Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand
+Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
+havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af
+den Grund var det nødvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog
+til Aars og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge,
+om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt Omstændighederne vilde
+Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde
+sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn saa vidste
+Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end
+nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad fire
+Slæt over Middag.
+
+Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen.
+
+Med den Besked red saa Budet hjem.
+
+Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens
+han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse
+med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller
+to.
+
+Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den
+gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale
+om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre
+med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig
+tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort saa
+lang som muligt var.
+
+Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.
+
+Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og
+Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.
+
+Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte han ind.
+
+Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og
+ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort
+som en Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt havde en
+underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede
+godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.
+
+Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik
+med hans Høbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
+vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Aars
+daarlige Kornavl.
+
+Præsten sad og skelede paaskjøns over til Stoben og sagde saa:
+«Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til
+naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en
+Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og æng
+Bryst.»
+
+«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os
+til. -- I faar nu sætte Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen
+fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke
+kan skjønne at Tolderen har mærket hende.»
+
+Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev
+sat frem.
+
+Saa drak de hinanden til.
+
+«Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» udbrød Præsten med en
+Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde
+sig tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.
+
+«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik Grubbe.
+
+«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,» mumlede Præsten
+aandsfraværende, «ellers tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet
+Røst, «om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig
+fortælle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der
+fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste
+med Junker Jørgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres
+Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til
+Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder
+paa den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen
+hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjøre Øllet
+Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag Morgen naar Kirkeklokkerne
+begyndte at gaa, saa slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for
+at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort
+naar Øllet var sat hen for at gjæres, saa kom Mesteren selv med en
+prægtig Lade, deden op han drog baade svære Guldringe og Kjæder og
+kostelige Stene, som der var sære Tegn paa, og det blev tilhobe lagt
+ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme maa
+give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra
+Naturen af.»
+
+«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» mente Erik Grubbe, «jeg har
+nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter
+til.»
+
+«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa Hovedet, «det maa vi
+ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
+Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum i sig, det er
+kuns om at gjøre at have Taalmod til at søge og opladte Øjne til at
+finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at
+Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting
+saa bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og
+alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller
+ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det
+kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse
+Timer og paa visse Steder, naar mærkelige Himmeltegn er oppe; det
+sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig
+flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve
+Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os
+-- herop til, jeg tror?»
+
+«Det var saa, Hr. Jens.»
+
+«Han red vel intet med Andet end som godt var?»
+
+«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»
+
+«Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.»
+
+«Ja, men har de biet saa længe, skulde de biet til Folk havde deres
+Avl inde.»
+
+«Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker
+endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde
+Kløe i denne.»
+
+«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig,
+de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode
+Tider for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...»
+
+«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.»
+
+«Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok være, men det kjendes kun
+lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og
+nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i
+alle Maader.»
+
+Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de
+slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring
+og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden,
+Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just
+fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde
+ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny
+Pudserlighed randt ham i Minde.
+
+Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i
+Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
+for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos
+med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe
+i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa
+Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af
+en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog
+paa at tale med en dump, højtidelig Røst.
+
+«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med
+min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det
+var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Møllesten og
+to Tønder Malt, -- to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg
+højtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tønder Malt i mine egne
+nye Sække, -- for det var ikke mine Sække, -- aldrig i Evighedens
+Rige, -- det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt
+I -- og det _var_ bedærvet Malt, -- sandelig! se Ødelæggelsens
+Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, --
+Dommen hører mig til, siger jeg. -- Skjælver I ikke i Eders gamle Ben
+-- I gamle Skjørlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det
+kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
+Sognepræst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjørlevnere -- ja --.»
+
+Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele
+Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
+senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører
+i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var,
+men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi
+han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte
+mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled
+ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi
+Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen;
+Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned paa
+Gulvet og paa Præsten.
+
+Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst
+i Værelset, snart saa mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
+Vinduerne.
+
+Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende,
+det andet pibende og næsten klynkende.
+
+«Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke
+mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjød? -- hvad Offer gav I?
+-- I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød.
+-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand
+for Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, «men jeg vasker
+mine Hænder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar
+I, -- ja, der gaar I i Sæk og Aske, -- i mine to nye Sække -- Malt
+...»
+
+Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Søvn, men Erik Grubbe
+gjorde imens Forsøg paa at komme til at hævne sig; han tog haardt
+fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke
+Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Præsten.
+
+Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers
+Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe
+ned fra Bordpladen.
+
+
+
+
+II.
+
+
+Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard
+liggende paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde.
+
+Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdssted;
+her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og
+Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl
+van Manderns nye, røde Gaard logerede som oftest to eller flere
+udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der
+var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her
+boede mest Haandværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse
+var der ogsaa.
+
+Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September.
+
+I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud:
+ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter astadige Fodtrin og en enkelt
+Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og
+Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten
+firskaarne. Alt Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.
+
+«Passt au...f!» raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der
+heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ.
+
+Marie vendte sig om.
+
+Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet
+stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med
+et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt,
+og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og
+tilbage med Benene.
+
+Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig
+om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
+Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille Halmstol, der stod
+derhos.
+
+«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»
+
+«Naa!»
+
+«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de
+Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have?
+Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Høns udi
+Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er _det_,
+fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da ogsaa!»
+
+«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.
+
+«Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse,
+fordi jeg siger det. -- Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun
+ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, lysteligste
+Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! -- Og kongeligt Blod er der
+i ham; En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte smaa de er!
+-- aa, og saa ligesom de var støbte, -- bare hans Negle, de er ikke
+større end Halvsyslinger og saa røde og runde. -- Hvad! han kan
+mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer
+gaaendes, -- hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker ...»
+
+Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hæftigt og
+sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.
+
+Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.
+
+«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, «farer Du fort med det, saa
+gaar jeg nedenunder.»
+
+«Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt.
+Der er saamænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg
+kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og
+døjer baade ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. Om de nu
+har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud naade mig arme Pige, jeg
+blev da aldrig til Menneske mere.»
+
+Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: «aa nej, nej, nej,
+min egen, egen Lorens, -- jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare
+Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel -- aa, Jomfru, Jomfru! det
+_er_ aldrig til at udholde!»
+
+Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom
+hun saa vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.
+
+«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig
+selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper
+intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle;
+kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om
+at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig
+paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere
+Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg
+saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det
+mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham,
+Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er
+kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver
+jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig for og saa
+græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde
+kvæles -- aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen
+og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og
+sommetider er jeg helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen
+og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange for at jeg
+skal gaa fra min Forstand af at længes. -- Men Herre Gud, Jomfru!
+hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig og længes efter Nogen, saa
+ung hun er?»
+
+Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i
+den Tanke, at hun kunde være forelsket og gaa og længes.
+
+«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, det du siger, det
+er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.»
+
+«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde Lucie og rejste sig, da
+de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjælmsk Nik til
+Marie.
+
+Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj
+grønne, kjølige Kirkegaard, paa Kirkens rødlige Mure, henimod Slottet
+med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til
+Østerport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og
+Træskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa
+Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev
+over mod den skaanske Kyst.
+
+Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste
+hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
+vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig
+faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt _der_, end paa Tjele
+Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.
+
+Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig
+selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten
+Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde,
+fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side
+de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.
+
+Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde
+Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk,
+straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde
+saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af
+hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard,
+blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og
+forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og
+nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme
+Marie tillivs igjennem hende.
+
+Hvad Selskab hun da havde?
+
+Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der
+græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
+og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt:
+Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi
+har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.
+
+Men i Kjøbenhavn?
+
+Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog
+et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den
+og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed.
+Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke
+have det _sagt_ til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var
+stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes
+ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun høre et
+Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund
+til det.
+
+Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige
+ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at
+opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen
+havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget
+ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de smaa og
+saare nyttige Kunstgreb, der gjør det saa meget lettere for Barn og
+Læremester at komme Vejen frem. Og dog -- en saadan barsk Opdragelse
+havde maaske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa
+den ene Side, næsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
+fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og
+lunefuld Grusomhed, maatte næsten have følt det som Fred og Lindring
+at blive styret støt og haardhændet den Vej, hun skulde, af En, der
+fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.
+
+Men hun blev ikke styret paa denne Maade.
+
+Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger,
+levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage
+var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at Marie kunde
+gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. -- Fik Fru Rigitze
+saa endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
+Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det
+hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som
+den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den
+Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen
+elskede.
+
+Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne
+Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved
+mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende
+Skyer.
+
+Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes;
+det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at
+gjøre end at lade det brænde som det vilde, -- hun kjendte det saa
+godt. -- Hvad skulde det blive til? -- den ene Dag ligesom den anden
+-- Ingenting, ingenting, -- aldrig Noget at glæde sig til; kunde det
+blive ved? -- Ja! længe endnu; -- ogsaa naar En var bleven seksten
+Aar? -- Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; -- det var da
+umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten
+Aar! -- Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; -- hun var nu gift.
+-- Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved
+Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, -- og Musiken.
+-- Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. -- Med hvem skulde det være?
+maaske med sin Svogers Broder. -- Han var jo rigtignok forfærdelig
+grim; men naar det _skulde_ være .... Det kunde hun umulig glæde sig
+til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der
+Noget? -- ikke det hun kunde se.
+
+Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til
+at skrive:
+
+  «Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære
+  Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have
+  megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous
+  congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er
+  frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er
+  baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her
+  tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
+  nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af
+  dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes
+  Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede,
+  men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst
+  var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie
+  end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver
+  ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og
+  Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag
+  have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzøsisk
+  da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok
+  kan hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser,
+  ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det
+  sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er
+  Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
+  Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang
+  hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han
+  lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt
+  derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette
+  Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657.
+
+                                              Din kjære Søster
+                                                   Marie Grubbe.
+
+  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev,
+    min gode Ven og Søster venligen tilskreven.»
+
+               *       *       *
+
+Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen,
+hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en
+Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
+Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og
+sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han
+ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes
+talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae
+paa den og blev rød som et dryppende Blod.
+
+«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rød af Vrede, at jeg
+tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det
+er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været saa
+jammerlig at fortørne Eder?»
+
+«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»
+
+«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun
+forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte
+_røde_ Rose har?»
+
+«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?»
+
+«Ja -- lad mig se! -- jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er
+hændtes mig -- men ikkuns sjældent --
+
+    Doch Chloë, Chloë zürne nicht!
+    Toll brennet deiner Augen Licht
+    Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
+    Und Worte schäumen mir vom Munde
+    Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...»
+
+«Ja, det maa I nok sige!»
+
+«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amors Magt! -- Skulde I
+tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
+Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin
+Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter
+og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige Aurora løber
+sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.»
+
+«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor;
+Evan skulde I visseligen sagt -- og maa hænde En let gaar vilse, naar
+En støjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I
+har været hos «Mogens i Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og
+har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det
+aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte
+Jeres Ben.»
+
+«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i
+Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er
+aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.»
+
+«Aa!»
+
+«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed
+-- Himmel! seer I det østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage
+tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som
+I sad ved Jer Syramme.»
+
+«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan
+jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til
+Nikolaj. -- Kjender I den Ramse:
+
+    "Det var svart Nat,
+    Mand fik i Trold fat,
+    Mand sa' til Trold:
+    "Vil du ud af min Vold,
+    Vil du hjem i Nat,
+    Saa lær mig brat
+    Uden List eller Svige
+    Det Sandeste du veed af at sige."
+    «Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.
+    Mand slap og Trold foer,
+    Ingen paa Jord
+    Sige Trold paa, han med Løgn foer.""
+
+Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord.
+
+Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den _var_ smuk hans
+Gang; hans Silkestrømper var saa skinnende hvide og de sad saa
+stramt, der var hverken Læg eller Fold paa dem; det var saa kjønt det
+dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko -- det var saa morsomt
+at se paa ham -- hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et
+lille rosenrødt Ar i Panden.
+
+Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, trak lidt paa Munden, --
+hun syntes de var for korte i Fingrene.
+
+
+
+
+III.
+
+
+Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;
+det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
+Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede
+Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i
+Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af
+eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav
+og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.
+Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind
+over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte
+sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper.
+Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger,
+Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det
+lidet bedre.
+
+Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det
+blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for
+Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande.
+
+Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de
+sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af
+Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens
+Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe.
+
+Den gjorde det ikke heller.
+
+Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik
+Svensken mod Kjøbenhavns Volde.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under
+Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i
+Korsør.
+
+Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt
+omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres
+Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende
+Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,
+men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.
+
+Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet
+Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det
+andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i
+femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved
+og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste
+sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et
+Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at
+samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
+holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten,
+som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de
+videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig
+at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med
+at stikke Psalmebogen i Lommen.
+
+«Amen!»
+
+Alle Ansigter saae op paa Præsten.
+
+Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste
+Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
+Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at
+forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den
+næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog
+hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra
+disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød,
+Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for
+saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»
+
+Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang
+derinde.
+
+Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet
+et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
+kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,
+sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader
+vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med
+saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om
+Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at
+faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.
+
+Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne
+rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af
+sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og
+som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse
+med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne
+Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm
+fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
+i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde,
+der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres
+Jamren og deres Taarer.
+
+Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte
+Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
+de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens
+Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge
+Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig,
+han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!
+
+Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og
+Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!
+
+Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve
+og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte
+hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet
+af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,
+fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
+bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme
+alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og
+raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de
+skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene.
+
+Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var
+den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med
+Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under
+sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og
+Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt
+op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --
+der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden
+udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk
+urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær
+over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa
+Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
+gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,
+Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
+Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,
+Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne
+lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var
+som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde
+skylle hen over Staden.
+
+Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der
+stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,
+hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og
+Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar
+Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?
+
+Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa
+an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie
+efter?
+
+Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var
+saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En
+knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.
+
+«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv
+saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal
+aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde
+tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel,
+for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder
+og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I
+kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er
+en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en
+halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ...
+Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
+mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer
+an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det
+er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en
+Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet
+eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
+og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa
+farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen
+ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok,
+men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»
+
+«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»
+
+«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en
+halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
+Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var
+for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer
+af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at
+gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu
+kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de
+skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det,
+der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
+Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at
+klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og
+blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa
+skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe
+i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham
+ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en
+ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de
+tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»
+
+«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,»
+talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
+hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med
+Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
+nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og
+rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og
+saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har
+nemt til Kniven som svenske Lasse.»
+
+«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere
+at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
+mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska
+Dulle.»
+
+«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.
+Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de
+uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i
+hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har
+beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter
+og syndige Begjæringer.»
+
+Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde
+saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og
+synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer
+lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om
+han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en
+ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt
+havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det
+ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»
+
+«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos,
+«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»
+
+«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende,
+«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»
+
+«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men
+Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk
+efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik
+saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa
+i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
+kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene
+Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder
+og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»
+
+«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner
+ligesom vi har.»
+
+«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det
+Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den
+Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte
+er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har
+et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
+har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres
+forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
+Svar mig til paa det, om I kan!»
+
+Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen
+Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys,
+Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes
+histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»
+
+De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han
+skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i
+Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa
+ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt
+var.
+
+Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,
+glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende,
+brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
+gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og
+læspende:
+
+.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten
+Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte
+Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af
+hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
+hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at
+jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
+Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt
+saa gaa til.»
+
+«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden
+denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af
+velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt
+sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og
+Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er
+deri, underdan og ganske deres egen.»
+
+«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin
+umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere
+og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,
+sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa
+den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil
+haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i
+Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve?
+Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen
+afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin
+Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa
+dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed
+og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men
+Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis
+som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er
+Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening
+til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet
+og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. --
+Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager
+Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende
+Poster:»
+
+«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al
+Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
+Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den
+Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er
+da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de
+hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de
+bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget
+mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en
+Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes
+Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan
+Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand
+eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
+og udstaa.»
+
+Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten
+saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.
+
+«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en
+Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der
+forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,
+der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et
+Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og
+udstaa.»
+
+«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter
+imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride,
+iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med
+Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til
+at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og
+søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig'
+Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
+den aandelig!»
+
+Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste
+sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa
+Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var
+dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste
+op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i
+Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure
+og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
+Ansigt.
+
+«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da
+overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende,
+til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine
+Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at
+Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end
+tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders
+Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort
+imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren
+vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at
+føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke
+vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem
+Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande
+eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»
+
+Her blev Jesper Kiim afbrudt.
+
+Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste
+Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det
+Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din
+Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham,
+det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»
+
+Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord,
+Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
+men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte
+truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
+Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin
+lange, sølvknappede Stok.
+
+«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad
+han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os.
+Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok
+plukke det ud af ham.»
+
+«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i
+Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»
+
+Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede
+sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham
+ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og
+Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der
+stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.
+
+«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside!
+Mette skal tage ham i Forhør.»
+
+Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han
+Mester Lurifas?»
+
+«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som
+skreven staar.»
+
+«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med,
+«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
+og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal
+sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.
+
+«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.
+
+«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.
+
+«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her
+kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»
+
+En høj Skikkelse red forbi.
+
+«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.
+
+Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa
+red Skikkelsen bort ad Volden.
+
+Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,
+Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.
+
+Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.
+
+«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi
+Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse
+for den, som mest er Skyld i Krigen.»
+
+«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde
+Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.
+
+«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.
+
+Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit
+værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og
+tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille,
+ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.
+
+
+
+
+IV.
+
+
+Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten
+og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden
+Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op
+til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den
+glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af
+violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede
+paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og
+i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra
+Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede
+langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.
+
+Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport
+og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad
+Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster,
+rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.
+
+Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik
+Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg
+op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.
+
+Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt
+stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans
+Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove,
+de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende
+Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage
+drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe
+Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder;
+den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne
+Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have
+drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der
+stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa
+saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende
+Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre
+Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.
+
+Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i
+det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.
+
+Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von
+Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede
+Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
+Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med
+Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i
+den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med
+Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans
+Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang
+af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der
+var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til
+Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt
+kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset
+rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige
+Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets
+gyldne Sale.
+
+Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende
+sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes
+vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide
+Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade
+Triller, mens den flygter ....
+
+En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.
+
+«Wer da!» raabte han.
+
+«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en
+lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.
+
+«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»
+
+Manden saae trist ned for sig.
+
+«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet
+gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har
+nok fyret ham for strengt.»
+
+Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel
+Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en
+rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for
+sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes
+meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var
+bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod
+af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen
+i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet
+end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.
+
+Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse
+Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige
+Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske
+uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og
+Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen
+kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og
+Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at
+krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig
+Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
+overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.
+
+Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig
+Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig
+latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede
+ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og
+skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
+at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde
+standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
+i Laget.
+
+Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes
+disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre
+Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres
+Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der
+en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet
+hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han
+var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed
+og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og
+Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.
+
+«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til
+ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans
+Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller
+stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham
+an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»
+
+«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag
+sammen med Eder inat!»
+
+«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik
+utaalmodigt.
+
+«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med
+Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»
+
+«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for
+at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
+Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og
+Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der
+intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle
+Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og
+Rige!»
+
+«Hr. Gyldenleu!»
+
+«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»
+
+«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt
+tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af
+Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og
+Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig
+baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig,
+Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet
+som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet
+og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den
+Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med
+hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees
+an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der
+rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher ...»
+
+«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?»
+
+«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de
+løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være
+flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns
+ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme
+Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde,
+de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke
+ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet
+om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et
+Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte
+jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han
+bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa
+styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede
+Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.»
+
+«Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt
+med?»
+
+«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks paa Circlen og
+kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og den
+Ridder Forgyldt.»
+
+«Naa og de hjalp ham?»
+
+«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig
+saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og
+lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde
+havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine
+Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
+og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede
+skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
+nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset
+mig paa Vinstuer, betød intet at de saae mig an for deres Lige,
+at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres
+Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for
+nærgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trænge
+mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen
+Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
+dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre
+Bysens Borgere.»
+
+«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det
+harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa
+falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult,
+mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han
+_skal_ komme med. For ...», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der
+stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?»
+
+Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket
+Væg og hans Tænder skar imod hinanden.
+
+«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan
+da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt
+Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!»
+
+Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det
+første, der blev løsnet i denne Krig.
+
+Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje
+stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte,
+var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.
+
+«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig
+og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad
+Volden.
+
+Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i
+Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder.
+
+               *       *       *
+
+Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem
+Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et
+Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede
+Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.
+
+Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer,
+smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende
+Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage,
+Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes
+pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med
+Badskærernes blankt polerede Bækner.
+
+I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hønsene maatte krybe i Ly
+bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar
+Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.
+
+Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned.
+
+Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede
+livligt omkring i den lummervarme Luft.
+
+Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte
+da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have,
+der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, sad en ung
+Pige i Skyggen af et af de store Løntræer.
+
+Hun sad og syede.
+
+Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen
+var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
+det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne.
+Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
+Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog
+stærk og kraftig formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:
+en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn
+Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte
+Næser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller
+hendes lange hvide Hænder var ganske rene.
+
+Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens
+Raad og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død
+allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par
+Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder
+og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede
+Huset.
+
+Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af
+sine Sko paa Spidsen af Foden.
+
+Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke
+Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede
+deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som
+grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og
+vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved
+hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig
+fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den
+hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften.
+
+Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende
+af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned
+igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen
+og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.
+
+    "Fillis sad udi en Skøyte,
+    Koridon blæst' i sin Fløjte
+    Højt saa at det Fillis hørte
+    Og sin Roer ej mere rørte,
+    Thi drev Skøyten paa en Sand,
+    Thi drev Skøyten ....."
+
+Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende.
+Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter
+over sit Sytøj og nynnede videre.
+
+Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille
+og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde
+seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti,
+standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit
+Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.
+
+Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.
+
+«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket.
+
+«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i
+Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
+«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»
+
+«Das nenn' ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun
+at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.»
+
+Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun
+og rystede paa Hovedet.
+
+«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.
+
+Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme
+det da ogsaa er idag!»
+
+«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.»
+
+«Ja--a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.
+
+«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som
+for at antyde, at han vilde gaa.
+
+«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En
+kan fluks blive svagsindet ved at tænke paa al den Farlighed baade
+for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og
+gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig'
+Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad
+de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa
+alskens modige og underlige Tanker.»
+
+«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde
+hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af
+
+    Tousiours Mars ne met pas au jour
+    Des objects de sang et de larmes
+    Mais»
+
+og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber
+
+    «.... tousiours l'Empire d'amour
+    Est plein de troubles et d'alarmes.»
+
+Sofie saae naivt op paa ham.
+
+Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen
+vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
+der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens
+stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en
+Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade
+de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke
+Haar ....
+
+Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig
+tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik
+Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev
+liggende i den knælende Stilling.
+
+«Jomfru Sofie!» sagde han.
+
+Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten
+smerteligt paa ham.
+
+«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tag mig det intet op i nogen
+ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af
+en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i
+det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det
+tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder
+op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her
+paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»
+
+«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde
+Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og
+brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke,
+jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi
+blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
+umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste
+eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt
+som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild,
+men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde
+vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde
+fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»
+
+«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig
+og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
+thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af
+den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder
+i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan
+meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og
+det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen
+lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men
+supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket
+Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og
+heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker
+I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en
+ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og
+Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem
+end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik,
+talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme;
+men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som
+var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge;
+iversyg vilde hun være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste
+Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget
+for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov
+kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin
+afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes
+ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre
+Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»
+
+ [3] Kjæreste, dengang = Kone.
+
+Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det
+er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er
+en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste,
+vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over
+Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske,
+slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver
+ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er
+tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro,
+Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders
+Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»
+
+Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik
+Frederik holdt Haanden fast.
+
+«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige
+dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre
+Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale
+om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er
+jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time
+vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig
+til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tænker intet
+paa _din_ Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller
+Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glæde, blot _jeg_ er med i din
+Lidelse, blot _jeg_ ....»
+
+Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit
+Bryst.
+
+Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med
+taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun
+kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.
+
+Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde
+villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik
+Frederiks vel lystige Ungkarleliv.
+
+
+
+
+V.
+
+
+Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld
+af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte
+ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden
+det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han
+red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje
+Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige,
+hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de
+var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et
+Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og
+deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og
+kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden,
+naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
+om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været.
+
+At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under,
+thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende
+Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham,
+han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa
+en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var
+meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke
+gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde
+beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten
+lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den
+gemeneste Matros.
+
+Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og
+tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
+vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed
+i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen
+anden af Frederik den Tredies Mænd.
+
+Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og
+at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene
+tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse»,
+eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre
+David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu
+copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed,
+Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille
+Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde
+Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind,
+der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
+slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til
+Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt
+Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig
+i den eneste sande og rette Ære.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære
+Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham,
+hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun
+seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.
+
+Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye,
+modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt,
+og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin
+Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt
+Indtryk paa hende.
+
+Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de
+almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
+Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia,
+Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne,
+straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de
+var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig
+havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de
+Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet
+hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
+noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en
+Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa
+vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes
+ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store,
+Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser,
+det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde
+længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
+var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes
+uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne
+Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.
+
+Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt,
+men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det
+Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes.
+Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt
+om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte
+Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie,
+naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de
+saae ham aldrig.
+
+Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa
+Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne
+i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen,
+hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt
+tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og
+lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød,
+og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
+lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og
+altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.
+
+Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder
+mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden,
+hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae
+hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende.
+Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav
+et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne
+ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa
+længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig
+saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun
+halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.
+
+Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham
+træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for
+hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække
+Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller
+som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
+Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og
+bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
+holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og
+fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede
+det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun
+vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit
+fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes
+Hænder rystede. Bare han ikke saae hende!
+
+Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede
+nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst.
+
+Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne
+var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
+Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa
+bedrøvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var
+saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.
+
+Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun
+begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller
+anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte kun paa
+al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae
+hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer,
+stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev
+kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe
+op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker
+blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
+fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der
+stod i Krøniken, hun havde læst.
+
+Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.
+
+Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet
+til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
+Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa
+Marie Grubbe.
+
+Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde
+sin Kompliment.
+
+Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at
+de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.
+
+«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde,
+«hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
+nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes
+Kniplestokke hele Tiden.»
+
+«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae
+Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i
+Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for
+Lægevæle[4] end for Huestads.»
+
+ [4] Lægevæle = Charpi.
+
+«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,»
+sagde han og saae paa hende.
+
+«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!»
+
+«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes
+Alvorlighed, «og jeg for een.»
+
+«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det
+er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
+Knipletøjet.
+
+«Tøv lidt, lille Jomfru!»
+
+«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.»
+
+«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede
+hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en
+vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et
+Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en
+Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet
+-- saa -- kys hun mig nu!»
+
+Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans,
+han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa
+sine Arme.
+
+Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en
+dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var
+hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun
+bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var
+ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen
+Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind,
+ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere.
+Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot
+at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte
+hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde
+blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive.
+
+Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed
+og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte
+om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om
+Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land,
+hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i
+det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle
+Falk den _døde_, dernæst hans trofaste Hund _døde_ og sidst hans
+gode Ganger graa _døde_, men hans troløse Viv Malvina hun levede
+frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og
+imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
+troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i
+sine Strømper.
+
+Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt
+og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem
+imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,
+hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede
+efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes
+havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede
+Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende
+Skræk.
+
+I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag,
+og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte,
+var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes
+efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
+naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte
+sig altid saa usikker overfor ham.
+
+En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade
+ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
+saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden
+og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han
+sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig
+paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen,
+kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
+paa hendes Nakke ...
+
+Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det
+kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede,
+hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. -- Ja
+saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det
+blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes
+Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham;
+hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt
+var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt.
+Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i
+Øjnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte
+sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
+og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store
+Kjærlighed.
+
+Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af
+Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde
+hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde
+hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig
+Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid;
+eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham
+og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han
+kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage
+hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig
+hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene -- længe, og
+hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede
+Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
+ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.
+
+Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian
+sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde
+været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske
+ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende
+Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
+var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld,
+tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog
+efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt
+at Sotens Navn var Døden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var den ellevte December.
+
+I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians
+Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær
+urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
+belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa
+Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare,
+fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de
+badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme;
+men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet
+og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de
+vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne
+nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring,
+mumlende og gestikulerende.
+
+Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede:
+nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og
+der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden,
+da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor
+Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.
+
+Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin
+Samarie og traadte ind i Sygeværelset.
+
+Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel,
+fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede
+Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt,
+blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til
+forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke,
+medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben
+og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
+Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.
+
+En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten
+imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb
+efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting
+dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet,
+Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet
+og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
+
+«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden
+havde fortaget sig.
+
+«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i
+Sengen.
+
+«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen,
+og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de
+hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und
+Euch beichten soll.»
+
+«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede
+sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise
+eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige
+Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den
+Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder
+Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin
+Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
+dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og
+at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at
+vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper
+i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette
+haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til
+Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes
+paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er
+Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig
+Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at
+bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den
+Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde
+til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»
+
+«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse
+og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
+Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens
+Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld
+skulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?»
+
+«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje
+Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen
+at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt
+ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene
+Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
+Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders
+Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at
+Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?»
+
+Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære
+mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og
+redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved'
+skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved
+Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I
+stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset
+her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...»
+
+Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig
+under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og
+saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og
+Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det
+dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl
+tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den
+Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med
+grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
+vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved
+Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det
+farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i
+Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
+kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...»
+
+Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa
+Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang
+efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet
+længer!»
+
+«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard,
+fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er
+saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er
+uudtømmeligt ...»
+
+«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellem
+de sammenbidte Tænder, «ejns -- zwej --!»
+
+«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...»
+
+«Rechtsum!»
+
+«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»
+
+«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte
+Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde
+fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde
+hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig.
+Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa
+Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.
+
+Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter,
+og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og
+velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte
+sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte
+de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han
+kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane
+Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove.
+
+Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter
+traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
+føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store
+dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.
+
+Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng,
+blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og
+Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke
+bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.
+
+«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at
+føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den
+flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med
+Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de
+Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser,
+de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab,
+da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med
+skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og
+saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse,
+den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i
+hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast
+mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»
+
+Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet
+Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og
+gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet
+med sin brede Alterbog.
+
+«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi
+vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
+Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»
+
+Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian
+lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.
+
+Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds
+Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.
+
+Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at
+Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
+Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige
+Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de
+syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og
+Himmerigs Glæde.
+
+Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i
+Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.»
+
+«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten,
+«hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
+mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han
+ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
+Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et
+sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen
+komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til
+Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad
+Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild
+af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes
+jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er
+større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og
+under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han
+vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og
+Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner
+sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som
+de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde
+og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes
+Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle
+Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer,
+en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod
+Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed,
+saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og
+evindelig og uden Ende og uden Ophør.»
+
+Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han,
+«jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller
+Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»
+
+«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens
+mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde
+og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme,
+visseligen ingen.»
+
+«Jo der er, Præst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en
+dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
+sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?»
+
+«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der
+myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge,
+de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe
+ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal
+føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
+krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over
+dem som Vandene lukke sig over den Druknede.»
+
+«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det
+andet end som Digt?»
+
+«Ja!»
+
+«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil
+slet intet udi Himmerig, bare dø.»
+
+«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den
+uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis
+Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr
+imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives
+om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende
+Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, naar Jordskjælv ryster
+dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde
+bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og
+Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»
+
+«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian,
+«hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds
+Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og
+dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er
+det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
+en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa
+trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg
+bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»
+
+«Bed!»
+
+«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være -- ja!» og han
+lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
+han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»
+
+Præsten svarede ikke.
+
+En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store,
+feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
+Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.
+
+Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte:
+«Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!» og han holdt de
+blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»
+
+Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at
+berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.
+
+Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.
+
+Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind
+til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og
+Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at
+modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og
+Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
+Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene
+med Ane Skomagers.
+
+Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen,
+fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt
+tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude
+i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i
+Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
+Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for
+at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de
+ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de
+hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.
+
+Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.
+
+Det var Marie Grubbe.
+
+Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa
+stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg
+og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store
+og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det
+mørkeblaa Bolster.
+
+Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ
+foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige
+ind i Ansigtet.
+
+Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.
+
+«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.
+
+«Er her flere?» stønnede han mat.
+
+Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.
+
+«Ja, det er snart forbi med mig.»
+
+«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar
+hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»
+
+«At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og
+Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod
+-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi
+Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»
+
+Marie foldede sine Hænder og bad.
+
+«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa
+meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! -- aa,
+nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast!
+den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig
+Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er
+det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist,
+det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig,
+min Høne!
+
+    Herzen und küssen
+    Ist Himmel auf Erd ....
+
+kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys
+mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....»
+
+Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn
+ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
+sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin
+Bønnebog op i Vejret og raabte: «h'raus du höllisch' Weib -- sitzt
+mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer
+du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»
+
+«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe
+fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o,
+du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste
+Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal være saa forsigtig,
+bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med
+vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen
+og pegede mod Døren.
+
+Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.
+
+Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og
+langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.
+
+Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.
+
+
+
+
+VI.
+
+
+Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken
+sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.
+
+De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end
+før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og
+over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der
+de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod
+saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener,
+men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet.
+Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
+og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa
+knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i
+Byen.
+
+Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og
+til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at
+bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid
+levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny
+Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet
+paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det
+var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg
+i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som
+man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med
+mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte
+dem ikke.
+
+Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie
+Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.
+
+Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt
+selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse
+med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu
+da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu
+hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
+og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.
+
+Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen,
+thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som
+saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at
+lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der
+heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og
+var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han
+forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let
+det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved
+en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da
+hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere
+hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev
+den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
+af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru
+Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig
+bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde
+han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og
+Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende
+aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler,
+tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov.
+Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
+thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet
+ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han
+gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet
+skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige
+Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev
+taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at
+lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og
+han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og
+Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og
+savne, kun i den vilde han leve.
+
+Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen,
+og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
+kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til
+brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae
+sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var
+Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret
+vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun
+syntes at holde ham tilbage.
+
+Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham
+nu en isnende Kulde, Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget
+sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen
+Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem,
+han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne _mod_ Strømmen,
+blot den ikke bar _med_, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt
+ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til
+Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu
+glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke
+mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad
+Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led
+ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste
+af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i
+Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes.
+Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han
+lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa
+Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed
+eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist
+var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var
+da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....
+
+       *       *       *       *       *
+
+Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere
+end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
+Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø, og han havde
+da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
+forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket.
+
+Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid;
+Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa
+Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet
+over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad
+og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var
+allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa
+Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede
+sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af
+røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide.
+Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de
+gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille
+... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem
+Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den
+hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Døren og
+han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe,
+den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder
+knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et
+lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en
+Korndynges jævne Overflade -- over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret
+bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et
+svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule
+Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og
+han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.
+
+Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet
+hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
+og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet
+Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder,
+stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede
+dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst
+og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde
+taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet,
+men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa
+en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til
+Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af
+Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.
+
+«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle
+de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske
+mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i
+Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og
+Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
+
+«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først
+maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
+sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented
+og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden:
+«paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde
+hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt,
+halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»
+
+Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt
+at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog,
+lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men
+han sagde Intet.
+
+Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik
+var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand
+legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i
+anelsesfuld Angst.
+
+I den Stilling sad de længe.
+
+Pludselig sprang Ulrik Frederik op.
+
+«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed
+Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste
+Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal
+leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de
+staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst
+i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en
+kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom
+der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
+bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd
+og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid,
+den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af
+Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord
+tilbage, hjærtensdyre Pige!»
+
+Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og
+stirrede alvorligt paa ham mens han talte.
+
+«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.
+
+Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det,
+han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
+for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker
+paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
+for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de
+sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende
+i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at
+tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben
+for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa
+Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed --
+det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»
+
+Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det
+ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg,
+hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun
+kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa
+alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde
+tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja;
+«o Ulrik Frederik,» sagde hun, «jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
+men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op
+paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»
+
+«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge
+mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg
+maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i
+Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med
+mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han
+sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende,
+da maaske, men nu, aldrig.
+
+Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.
+
+«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde
+binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
+bort.»
+
+Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og
+løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med
+hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten
+lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og
+derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i
+alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op
+imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte
+hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden
+kjærligt Farvel.
+
+Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt,
+enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
+galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.
+
+I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik
+hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre
+bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom.
+Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved
+kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes
+Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.
+
+Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel
+følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede
+sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa
+skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar
+Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre,
+der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre
+det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte
+saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage
+var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til
+den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var
+Badskjær.
+
+For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de
+Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han
+midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han
+indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
+udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv
+igjen.
+
+
+
+
+VII.
+
+
+Marie Grubbe er nu sytten Aar.
+
+Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian
+Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og
+var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt
+i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru
+Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der
+Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa
+derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet
+sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad
+Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem,
+hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede
+med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende
+et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage
+Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv.
+
+Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds
+lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have
+ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men
+nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro
+og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og
+vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet
+Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede
+Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke
+komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden
+her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den
+maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
+været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels
+Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret
+vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al
+hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en
+trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa
+var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad
+Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet
+Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke
+med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende
+Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at
+stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!
+mat og graat -- Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs
+Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.
+
+Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde
+hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget
+Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde
+foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle
+Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft
+var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa
+Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var
+gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele
+Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog
+levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende
+af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte
+lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.
+
+Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa
+tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt
+en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle
+jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor
+alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var
+Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det
+himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
+gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun
+lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras
+og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i
+Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun
+og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te
+sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og
+naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun
+aldrig, thi hun begyndte altid forfra.
+
+Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange
+Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun
+paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige
+Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad.
+
+Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel
+følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund
+med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige
+Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive
+en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes
+Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven
+indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun
+blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands
+og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red
+lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes
+Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen
+naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et
+mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet
+og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine
+Fødder af Kulde.
+
+Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele
+Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som
+Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den
+kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte
+Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer,
+som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig
+bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder.
+
+Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den
+Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne
+Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor
+kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange,
+rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og
+hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte
+til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for
+tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt
+vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige
+Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu
+blot een Gang at sidde ved Gildesbord, -- og nu kom hun til Gilder
+--, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med
+ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en
+døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone
+i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med
+spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til
+at brænde af Skamrødme.
+
+Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og
+Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier
+sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor
+en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser
+efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille
+paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru
+Rigitze havde nu saa sine egne Planer.
+
+Marie var lykkelig.
+
+Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra
+Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk
+løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa
+sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig
+og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille
+Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som
+havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes
+Skjønheds Magt.
+
+Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa,
+saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende
+Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge.
+De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa
+kjækt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste
+Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik,
+naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da
+blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende
+kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og
+vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.
+
+Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs,
+havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var,
+maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og
+have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun
+skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles
+Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu
+ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun
+havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe
+før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og
+lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for
+at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre
+inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende
+Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.
+
+Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter
+Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste
+og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med
+Fru Rigitze.
+
+Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først
+ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været
+stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at
+se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor
+Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn;
+der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der
+havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem
+hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt,
+fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det
+gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der
+var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde
+og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.
+
+Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped
+vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa
+synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet
+og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige
+haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var
+at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og
+hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn
+græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden,
+fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
+thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm,
+hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om
+en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde
+syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da
+Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.
+
+Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa
+Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem
+velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en
+nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var
+skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
+ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne
+af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom
+beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa
+Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt
+mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de
+omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man
+de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i
+de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene,
+var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom
+de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
+og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med
+Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri
+Kirkegaards bredkronede Linde.
+
+Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre
+Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost;
+Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød,
+mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde
+af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren,
+videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og
+Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de
+Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem
+og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme
+eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.
+
+Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge
+Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige
+graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine
+Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans
+pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod
+Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det
+evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel
+Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige
+Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med
+hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske
+Dragt.
+
+Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands,
+den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige
+Gebærder.
+
+De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og
+fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer
+han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste
+Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men
+Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til
+Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de
+gaa begge to med.
+
+Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for
+sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.
+
+«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske
+Officiers skal havt saa særdeles angenemme Manerer med de sjællandske
+Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»
+
+«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, «er det da tilforladelig
+nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»
+
+«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.
+
+«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i
+Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der
+forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard,
+ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med
+sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre
+og Sølvtøj og rede Pengestykker.»
+
+«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»
+
+«Jo -- at forstaa --» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den
+venstre Haand, naar han talte, «Elskov -- at forstaa -- den er -- den
+er stærk.»
+
+«El--skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med
+Bagen af den lille Finger, «er som Her--kules udi Fruentimmersdragt,
+af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og
+Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at
+føre igjennem de tolv herku--liske Prøver tilhobe.»
+
+«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se,
+den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed
+Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed
+Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.»
+
+«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe,
+«at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op
+i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den
+helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og
+øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad
+for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?»
+
+«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant,
+for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og
+Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der
+nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller
+skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
+En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En
+antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours,
+de føre.»
+
+«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison
+til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»
+
+«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op
+igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til
+Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor
+skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne
+indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»
+
+«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig
+Ugudeligheds Værk -- og paa en Søndag!»
+
+«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod
+... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
+Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige
+Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den.
+Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har
+deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet
+føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og
+Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom
+Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme?
+skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men
+Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes!
+alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand
+og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved
+sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i
+Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for
+Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op,
+det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv
+saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden
+gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt.
+Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig'
+Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at
+gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst,
+saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort
+Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri
+sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens
+Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar
+vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»
+
+«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa -- Blodet, det er --
+det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.»
+
+«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa
+Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa
+vist som det var prentet.»
+
+«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed
+det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som
+hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride
+med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen,
+hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som
+var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende
+Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved
+Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank
+og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»
+
+«Om jeg gjør! var det at tale om! -- den kjære Sjæl! men saa
+blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud
+hendes første Barselseng ....» og saa hviskede hun videre om den.
+
+Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde
+han, «at en Elixire d'am--our er som en gjæ--rendes Materie, der
+bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra--se, saa takler
+det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte
+mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i
+Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at
+det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet Øje paa en
+skjøn--ne, skjønne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til
+ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa
+kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der
+en Ro--se paa Hovedgjærdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen
+og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues
+Af--billede li--vagtigen for hans Øje som va--r det kontrafejet af
+paa Væggen li--gehos og den hef--tigste Forlæng--sel opstod hos ham
+efter samme Jom--fru saa plud--seligen og stærk at han sag--de, han
+kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som
+hel vild og furieus, saa han strøg u--d af Huset og løb jamrendes
+op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han
+vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det
+brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse
+Morgen.»
+
+Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes
+ad og gik hjem ad de skumrende Gader.
+
+Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske
+holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at
+man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som
+personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne;
+men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev
+ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at
+denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.
+
+Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist
+paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og
+han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.
+
+Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld
+Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som
+Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens
+taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve
+Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af
+den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af
+Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes
+Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
+-- -- Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu
+blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes
+Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og
+lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem
+Stilheden.
+
+Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa
+Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt
+og stille.
+
+Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af
+nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod
+ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte
+et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene,
+Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger
+aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede
+Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var
+falden.
+
+Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de
+fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig,
+stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de
+vædeglindsende Stammer.
+
+Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød!
+var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
+i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv?
+-- Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de
+tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte,
+der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af
+usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets,
+stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham.
+Hjemløs, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bægre og Kys?
+blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke
+lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt
+dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg
+ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for
+Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar
+hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt at jævne
+hver en Sti og dække for hver en Vind .... saa skjøn .... lyttende
+lig et Barn .... -- som en Rose! ....
+
+
+
+
+VIII.
+
+
+Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var
+hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog
+ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle
+Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads
+i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for
+sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først
+var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt
+sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres
+Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa
+hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe,
+og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
+var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige
+Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig,
+og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
+gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre
+Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de
+dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde
+paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens
+egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke
+paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var
+der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne
+Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de
+unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den
+lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende,
+lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at
+udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv;
+det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem
+dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
+de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de
+unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle
+mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af
+Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling,
+og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
+Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt
+en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne
+Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
+i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede
+store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes
+hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være,
+hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken
+Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
+der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere
+var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind
+tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket,
+saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun
+blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
+og løs Tale og løst Haab.
+
+Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik
+Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god
+Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at
+undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige
+Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres
+Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.
+
+Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget
+betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid
+været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens
+Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe
+var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med
+Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men
+hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var
+jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder,
+Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin
+Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af
+Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde,
+foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i
+Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der
+Ingenting forødte.
+
+Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte
+Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.
+
+Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende,
+urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
+blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig,
+rødmusset, frisk.
+
+Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han
+elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
+medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk,
+der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem
+Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
+af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde
+hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende
+Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder,
+at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte
+fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i
+hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.
+
+Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den
+Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var
+given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i
+Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge,
+til at bøje.
+
+At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu
+Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
+af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt
+og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den
+afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og
+tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var
+at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
+spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes
+Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en
+Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod
+ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og
+Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
+og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.
+
+Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han
+var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
+og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig
+elskede?
+
+Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i
+Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang
+smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem
+standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens
+Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
+og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov
+har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun
+Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være
+at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning
+op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og
+de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var
+det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig
+paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot
+Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og
+Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med
+Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere
+saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun
+var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at
+udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt
+ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?
+
+               *       *       *
+
+Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa
+ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.
+
+Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet,
+tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.
+
+Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans
+lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de
+grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte
+Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang,
+Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
+Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte
+og lo, smilte og lo og jog afsted.
+
+Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter
+Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
+Overdrupsøens[5] blanke Vandflade.
+
+ [5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.
+
+Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare
+Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og
+broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent
+Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm,
+hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede
+Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa
+fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
+blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig
+glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød
+Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
+under Dyrehavens kuplede Bøge.
+
+De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for
+at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt
+længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for
+at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang
+Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu
+smaat skvulpende Vand.
+
+«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et
+svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde,
+mørktkrusede Pletter ude over Søen.
+
+«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.
+
+«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.
+
+I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.
+
+«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa
+sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg
+gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i
+det grønne Løv.
+
+«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»
+
+«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de
+mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe
+længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa
+ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'
+Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de
+fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky,
+-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der
+knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere
+bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»
+
+Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden
+Sky:
+
+    "Jeg ganger mig i Skoven fro,
+    Hvor Ælm og Abild gro,
+    Og smykker der med Roser to
+    Vel mine Silkesko.
+    For en Dands,
+    For en Dands,
+    For en Tralala,
+    For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"
+
+og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og
+sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti,
+hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og
+Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken
+hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i
+Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om
+Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.
+
+Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et
+regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
+red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer
+som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med
+jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
+taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr
+standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
+op imod hende og holdt snart ved hendes Side.
+
+I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge
+skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
+det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende
+Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem
+i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede
+bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som
+myldred de op af Jorden.
+
+For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod
+Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.
+
+En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i
+sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.
+
+Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende
+og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
+Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.
+
+«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette
+fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte
+sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
+Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i
+alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
+og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad
+Kjøbenhavn.»
+
+Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han
+af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige
+Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han
+brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og
+han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med
+sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»
+
+Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din
+Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til
+Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
+sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det
+Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed
+for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret
+den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte
+Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis
+Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den
+kranke Hane og den skrukke Høne!»
+
+Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst
+Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad
+for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde
+de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele
+Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes
+Længsel og ikke lade sig for længe bede.
+
+Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier
+mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme
+Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og
+skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det
+aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne
+Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand
+exequeret og udført.
+
+«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved
+Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af
+Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»
+
+Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,
+strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.
+
+«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det
+var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
+Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg,
+Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
+jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller
+skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
+kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»
+
+Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:
+
+«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung
+hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»
+
+«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor
+Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede
+Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde
+sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor
+langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede
+forelsket med Øjnene og raabte kjælent:
+
+«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu
+Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende
+Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til
+mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød,
+sød Vin af lille Krus?»
+
+Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det
+ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.
+
+«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig
+skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans
+Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,
+leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds
+Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig
+som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger
+jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds
+Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de
+være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde
+Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit
+røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at
+kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For
+er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
+spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»
+
+«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst,
+sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
+-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --
+hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»
+
+Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik
+Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad
+Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte
+begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb
+halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et
+saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde
+glemme det.
+
+Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette
+tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde
+rakt.
+
+
+
+
+IX.
+
+
+Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin
+Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til
+Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa
+betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke
+var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen
+temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og
+Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem
+Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods
+kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og
+trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.
+
+Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af
+skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj
+og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i
+alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra
+de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at
+Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede
+Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.
+
+Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød
+til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund
+af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa
+Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de
+senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
+naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en
+dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen
+levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.
+
+I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev
+ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den
+saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere
+til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som
+det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
+hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den
+sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede
+til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem
+hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig
+Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.
+
+At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været
+paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre
+deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort
+Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler
+og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og
+Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden
+løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for
+det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora
+har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over
+Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
+stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun
+er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt
+det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
+og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa
+fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør
+ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er
+han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod,
+der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham,
+han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin
+Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han
+længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig
+Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa
+lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem,
+tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne
+hjemlige Verdenspart saa længe.
+
+I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.
+
+Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at
+læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det
+var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit
+Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse
+sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til
+at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik
+Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
+Arven Stykke for Stykke.
+
+ [6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.
+
+Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke
+med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
+med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der
+var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige
+som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og
+af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af
+ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke,
+besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten
+var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik
+troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.
+
+Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde
+været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været
+i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han
+vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid
+leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al
+Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang
+i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde
+gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da
+bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa
+Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane,
+der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var
+Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej --
+han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til
+Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det
+maatte afgjøres.
+
+Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja,
+til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
+og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt,
+urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse,
+til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske
+Konges Svar være kommet.
+
+Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik
+Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa
+meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
+der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.
+
+Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse,
+og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt,
+at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
+for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans
+Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for
+Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og
+vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog
+sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en
+Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være
+bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den
+lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel
+Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes
+for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end
+aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
+kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa
+ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst,
+skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare;
+var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde
+hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin
+Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand
+og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens
+Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort
+en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes
+indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
+saadan Skilsmisse.
+
+Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske
+Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.
+
+               *       *       *
+
+Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer
+dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik
+Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
+Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og
+underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
+Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han
+vilde ulejlige sig did.
+
+Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte
+By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
+med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de
+Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til
+Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en
+smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse
+og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa
+og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et
+paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.
+
+Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper,
+sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte
+Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger,
+thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og
+baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige
+Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede,
+buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at
+han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde
+han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han,
+uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han
+frøs altid sine Hænder, som han sagde.
+
+Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med
+Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen.
+Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole,
+paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge
+Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
+Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn,
+Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa
+Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde
+Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i
+Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt,
+udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var
+anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og
+langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et
+tørt Palmeblad i Haanden.
+
+Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første
+Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte
+Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
+Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.
+
+Burrhi rystede paa Hovedet.
+
+«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme
+og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange
+fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak
+og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa
+megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
+mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er
+mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt
+Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham
+kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har
+antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster
+og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og
+Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere
+bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til
+det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det
+er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den
+rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula
+udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og
+ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog
+intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme
+udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
+saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan
+luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede.
+Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa
+en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer
+og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle
+Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at
+det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens
+Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en
+Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det
+pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige
+Omfavnelse!»
+
+«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter
+En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»
+
+«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager
+var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille,
+vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem
+Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?»
+og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
+jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige
+Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde,
+som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre,
+fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi
+paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
+jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet;
+Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys
+før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»
+
+Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber,
+til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel,
+han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch,
+havde stillet hans Horoskop.
+
+«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad
+Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den
+Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet
+bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,»
+vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født
+og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade
+Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa
+let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang
+i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver
+og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn
+en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har
+aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling
+end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om
+saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver
+sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden
+Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig
+til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil
+Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes
+Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
+er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste
+Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen
+Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
+Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født
+under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i
+anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!»
+
+Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til
+Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser
+stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet.
+Saa saae han i Haanden.
+
+«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa
+vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat
+paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren,
+den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
+naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt
+truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom,
+men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos --
+ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa
+i hvert.»
+
+Han slap Haanden.
+
+«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den
+truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde;
+skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse
+trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne
+Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
+Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller
+om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
+røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der
+sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god
+mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en
+Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk;
+jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren
+blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet
+vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
+for kolde Vande og for lange Nætter.»
+
+Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende
+Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode
+Raad og gode Værgestene.
+
+Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.
+
+
+
+
+X.
+
+
+Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag
+var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter
+Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik
+Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert,
+saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans
+store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.
+
+Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit
+Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved
+svorne Løfter om snarligt Gjensyn.
+
+Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke
+havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik
+siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
+forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes
+søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.
+
+Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero,
+Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været
+lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i
+Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad.
+Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede
+ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med
+Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.
+
+Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt
+Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor
+Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde.
+
+Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer
+og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og
+Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok,
+den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en
+underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en
+Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.
+
+Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.
+
+Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende
+af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af
+farverige Billeder og daarende Syner.
+
+I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin
+Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat
+og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som
+Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af
+dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og
+smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel
+vride sine Hænder og skrige som i Pine.
+
+Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten
+fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
+til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske
+overladt til sig selv.
+
+En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen,
+og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her
+at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte
+æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns
+taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en
+kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.
+
+Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm
+voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og
+pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om
+hendes Forstand.
+
+Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne
+sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden
+fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde
+mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det.
+
+Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue,
+lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
+hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste
+sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun
+i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige
+Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra
+Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med
+Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa
+tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for
+at jage Billedet bort.
+
+Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar
+hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og
+næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under
+den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide
+Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille
+Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
+hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede
+Arm.
+
+Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og
+klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og
+mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en
+iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.
+
+Af saadanne Indfald havde hun mange.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem.
+
+Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den
+langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker.
+
+De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i
+Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme.
+
+Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder
+siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun
+kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven
+saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han
+hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
+før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet
+ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og
+kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt,
+og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra
+ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden
+gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham
+og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt
+for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae
+ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som
+kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og
+Jubel og Krogene hviskede med Kys --.
+
+Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed
+og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
+raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne
+rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.
+
+Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe,
+og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I
+Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede
+paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte,
+Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
+Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af
+Bevægelse.
+
+Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede
+han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
+Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte
+ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under
+Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til,
+det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den
+forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.
+
+«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til
+sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
+Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var
+ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.
+
+Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende
+vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
+Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom
+hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og
+vendte tilbage.
+
+Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem
+Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der
+foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op,
+men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom
+tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
+nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa
+Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad
+Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt,
+han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
+og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol,
+stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil
+over hele Ansigtet.
+
+Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig
+op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet,
+stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i
+Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig
+slynget af den stærke Rus -- ned paa hende.
+
+Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen
+Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store
+Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til
+Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse
+af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde
+være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig,
+saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke
+eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid
+hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa
+mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en
+drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe
+Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik.
+
+Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved
+hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans
+voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme
+under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende,
+aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde,
+fugtigt glindsende Læber.
+
+Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham.
+Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt
+ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa
+hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at
+finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at
+være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes
+skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes
+Ønskers Maal var hans brede Favn --.
+
+Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt
+liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg,
+Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat
+ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb
+efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et
+smerteligt Smil Hovedet tilbage.
+
+Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle
+spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte
+sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en
+eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at
+drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han
+heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra
+Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.
+
+Marie tav.
+
+Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke
+skulde spise.
+
+Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise
+ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
+havde rent kvæstet den.
+
+Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig
+se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
+Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en
+Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men
+det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en
+Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid
+ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for
+alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han
+fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt
+omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det
+andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en
+Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.
+
+Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og
+saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede
+ham sjeldent eller slet ikke svarede.
+
+Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun
+sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.
+
+Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring
+rundt paa Fingeren.
+
+«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende,
+medlidende Tone.
+
+Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev
+ved at se ud.
+
+«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op.
+
+Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod
+Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium,
+frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af
+Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.
+
+Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege
+Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i
+Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg,
+tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage,
+lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven
+igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod
+det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ...
+
+I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med
+Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
+i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et
+Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort
+Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse.
+
+Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik
+var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik
+Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død
+Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet,
+lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.
+
+Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at
+Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
+og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende,
+at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun
+gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham,
+maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi
+hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først
+og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen
+Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over
+hendes Vilje.
+
+Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa
+Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede
+mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller
+Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa
+vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa
+den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet.
+Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
+han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig
+Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi
+det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der
+styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde
+hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,
+hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.
+
+Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede
+Stumperne ind i den tomme Kamin.
+
+Endnu rørte Marie sig ikke.
+
+Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen
+Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille;
+han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.
+
+Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae
+paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og
+kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig
+og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad
+Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om
+Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet
+og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.
+
+«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din
+højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men
+hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor
+slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel,
+Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
+det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig
+min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du
+tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred.
+
+Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste
+Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord
+og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den,
+der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold.
+Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød
+al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin
+første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov
+til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at
+vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;
+hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde
+Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn
+tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde
+Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at
+overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.
+
+Men større Fjender stod hendes Sag imod.
+
+Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor
+den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere
+end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at
+Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa
+saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den
+absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun
+spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.
+
+Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær
+og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,
+udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med
+Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være
+magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved
+overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med
+Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong
+Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute
+Herskeres Række.
+
+Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans
+Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
+havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands
+Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed
+gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig
+skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans
+Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
+truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde
+skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt
+og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle,
+idyliske Forhold tillive igjen.
+
+Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager,
+opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit
+Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
+enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og
+overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne
+Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det
+hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og
+misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.
+
+               *       *       *
+
+Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa
+Frederiksborg.
+
+Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med
+til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i
+September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen
+kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.
+
+Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af
+Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og
+anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled
+Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa
+lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad
+og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa
+Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
+Fest.
+
+       *       *       *       *       *
+
+I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave,
+plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.
+
+Hun var der ogsaa idag.
+
+Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den
+muldsorte Gang og det grønne Løv.
+
+Langsomt kom hun nærmere.
+
+Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse
+og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede
+Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet
+sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev
+de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
+og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde
+skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule,
+var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af
+foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa
+langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko
+netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer
+af Ravne.
+
+Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den
+først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og
+lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel
+sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
+vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.
+
+Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der
+oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der
+gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard
+Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
+og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere
+til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og
+trippede smaaskjændende med.
+
+«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som
+et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.
+Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at
+stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i,
+end som i gammel Sime!»
+
+«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede,
+da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae
+langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart
+i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»
+
+«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag,
+saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele
+Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi
+hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus
+Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,
+naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar
+os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille
+Daniel, ja, vi gjør!»
+
+«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og
+Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min
+Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg
+kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? --
+jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament!
+det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel,
+rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses
+Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter
+hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
+hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det
+er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor
+hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde
+Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold
+og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller
+hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! --
+men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»
+
+De gik igjen.
+
+Ved Laagen standsede de.
+
+Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.
+
+«Derinde!» sagde han.
+
+Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel
+og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende
+Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og
+tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt
+oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
+over de hurtige Vinger.
+
+Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.
+
+«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at
+En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe
+og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol!
+er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han
+lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og
+Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede
+i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for
+skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling,
+at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»
+
+Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor
+Laagen.
+
+Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til
+Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
+derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun
+hørt Daniels Ord til Magnille og nu:
+
+«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»
+
+Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede
+han.
+
+«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han,
+«bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt
+og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken
+og intet Andet.»
+
+«I lyver, Daniel.»
+
+«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her,
+velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en
+Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og
+sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, --
+vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og
+Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns
+saa galne, som Vorherre han gjør os.»
+
+«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.
+
+Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind
+mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket
+ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»
+
+«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi
+passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for
+det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de
+Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være.
+Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»
+
+«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer
+selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
+at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I
+det?»
+
+«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud
+med Haanden.
+
+«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde
+troet Eder saa meget, meget bedre!»
+
+«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans
+Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare
+spørg!»
+
+«Var de sande, de Ord ...»
+
+«Som Evangelium, men ...»
+
+«Er I vis derpaa? I fejler intet?»
+
+Daniel smilte.
+
+«Er ... han der idag?»
+
+«Er han paa Jagt?»
+
+«Ja.»
+
+«Saa ja.»
+
+«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun
+for Slags Person, om I veed det?»
+
+«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble,
+gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»
+
+«Men af hvad Folk er hun kommen?»
+
+«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk
+Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men
+hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet
+Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været,
+til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har
+ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar
+som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»
+
+«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.
+
+«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig
+saa tro som Eders højre Haand.»
+
+«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og
+en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»
+
+«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en
+Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I
+kuns paa det, velbaarne Madame.»
+
+Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,»
+sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.
+
+«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og
+stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa
+ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke
+mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig
+sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig
+Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig!
+det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til
+mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i
+den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»
+
+Saa stavrede de af med hinanden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet
+saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i
+Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En
+fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller
+ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed,
+der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt
+han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden
+faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da
+nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans
+Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og
+kastede ham omsider paa Sygelejet.
+
+Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen
+hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede
+han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste,
+og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny
+Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu
+havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte,
+rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde
+han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for
+at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge
+ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne.
+Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og
+Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen
+Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende
+sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og
+Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham
+til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske
+fyldte hans Hu.
+
+Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu
+alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
+Morgengange.
+
+Og saa var det, de mødtes.
+
+
+
+
+XI.
+
+
+Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.
+
+Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen
+Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med
+den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid
+Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.
+
+«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille
+Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bæst, Boncoeur, lille
+Hund! -- forbandede, stædige Tingest ...»
+
+Karen stod i Vinduet og lo.
+
+Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.
+
+    "Amy des morceaux delicats,"
+
+sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.
+
+    "Et de la debauche polie
+    Viens noyer dans nos Vins Muscats
+    Ta soif et ta melancolie!"
+
+Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik
+højere, end de egenlig skulde.
+
+Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.
+
+Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen
+ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.
+
+«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton
+humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...»
+
+I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun
+saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var,
+op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en
+Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
+af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.
+
+Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind
+efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og
+stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine
+Hænder.
+
+«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg
+skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med
+rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som
+en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op
+imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige
+paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.
+
+Der standsede Ulrik Frederik hende.
+
+«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»
+
+«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til
+den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa
+Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a,
+her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du
+ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud
+af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en
+Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»
+
+«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken
+mod ham.
+
+Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge
+igjen?» sagde han skarpt.
+
+Marie saae op paa ham.
+
+«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «_jeg_ er din Hustru for
+Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad
+hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik,
+du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt
+jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»
+
+Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud
+af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp
+hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde
+om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og
+hviskede saa til ham, da de stod der foran:
+
+«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og
+stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
+mig vel!»
+
+Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at
+stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage
+og Vognen foer afsted.
+
+Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at
+gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over
+hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende
+Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig,
+uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.
+
+Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en
+lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var han, men betaget af
+den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
+Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og
+Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal
+igjennem.
+
+Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre
+ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie
+vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed,
+hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere.
+Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se
+træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting
+vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende
+løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store,
+tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af
+højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens
+stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved
+med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side,
+overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens
+hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som
+klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke,
+med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den
+Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte
+det godt, Altsammen, Alting, det Hele.
+
+Han tog fejl.
+
+Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et
+ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste
+sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere
+afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.
+
+Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord
+til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk
+derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om
+denne besynderlige Tavshed.
+
+Han vilde næsten hellere, hun havde talt!
+
+Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde
+tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve
+forsonede igjen?
+
+Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun
+nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine
+Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille
+Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af
+Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende
+Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!
+
+Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.
+
+Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt
+derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.
+
+Men det skete ikke, og han kunde ikke lade være med at tænke sig,
+at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres
+mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne
+vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg
+Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende,
+medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt
+paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.
+
+Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi
+en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke
+glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det
+sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
+varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede
+endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.
+
+Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen
+Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven
+udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister
+i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de
+flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig,
+ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede
+ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring og
+ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes
+i Boblens Glar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset.
+Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og
+Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
+instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste
+Roller.
+
+Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i
+Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og
+selskabelig, saa at sige mere vaagen.
+
+Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar
+der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
+Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen
+lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.
+
+Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været
+saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger,
+vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var
+blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en
+næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i
+hendes Miner.
+
+Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig
+enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt
+Person.
+
+Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries
+Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand.
+
+Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med
+hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det
+flade, solsvedne Land bagved den.
+
+Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og
+fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte,
+halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde.
+
+Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen
+dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det
+lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, -- og
+som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes
+de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for
+Himlens Blikke.
+
+Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber,
+ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
+Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen.
+Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog
+slørende ned over de sorte Straatage i den nære By.
+
+En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier
+rundt om Højens Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af
+Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene,
+der knagede og knækkedes.
+
+Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.
+
+Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad
+Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
+have besteget den bratte Skraaning.
+
+Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj
+Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var
+bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over
+hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at
+Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede,
+blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket
+end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den
+stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for
+lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen
+smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne
+smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
+ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige,
+grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette
+Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa
+een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent
+som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af
+Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.
+
+Saadan saae Sti Høg ud.
+
+Dengang.
+
+«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt
+forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og
+de Steder der?»
+
+«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske
+Tanker?»
+
+«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for
+Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den,
+varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig
+bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og
+Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af
+Eders Øjesyn da?»
+
+«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo
+ham lige op i Øjnene.
+
+Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de
+satte sig ned.
+
+Han saae forskende op paa hende.
+
+«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og
+uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at
+der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de
+Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en
+anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og
+fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres
+Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene
+Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle
+deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og
+Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns
+griber dem med deres grove Hænder.»
+
+Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende
+glide hen over den fyldige Fjerbusk.
+
+«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv,
+«Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes
+kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige
+Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette,
+som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil
+eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig
+Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
+dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ
+Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade
+og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg
+eller i Fortvivlelse?»
+
+Han smilte haanligt og tav.
+
+«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham,
+«hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens
+Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller
+travrigt heller?»
+
+Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om
+han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde
+Samtalen.
+
+«Men hvorfor da?» gjentog Marie.
+
+«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning,
+«fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk
+og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som
+rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst
+straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
+som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du
+just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens
+Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som
+røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
+fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»
+
+Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod
+hende.
+
+«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst,
+som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er
+Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er
+Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»
+
+Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.
+
+«Det er da det, der bringer _Eder_ paa Klostertanker?» sagde Marie og
+saae smilende ned.
+
+«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore,
+at jeg her stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
+fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter,
+hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og
+stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine
+Dvaledruers Safter i mit Blod. -- Aa, men jeg veed hel vel, at det er
+Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde
+længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter
+Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg
+her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden
+saa helt har lagt sig.»
+
+«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»
+
+«Ja vel, det letter og tætter.»
+
+«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.
+
+«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»
+
+Marie løb nedad Bakken.
+
+«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned
+i Eders!»
+
+Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg
+fulgte med ved hendes Side.
+
+Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte
+Samtale.
+
+«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti
+Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig,
+forstaar jeg ikke heller.»
+
+«Aa jo!»
+
+«Men intet, hvad I talte til mig.»
+
+«Nej.»
+
+«Nu bander jeg: jo.»
+
+«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»
+
+«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre,
+den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed
+hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs
+Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det
+knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste
+sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt!
+Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner
+i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En
+aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens
+Forkrænkelighed, der har ligget mig tungt i Tanker, at det var
+det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det
+var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn,
+men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en
+fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som
+gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ...
+nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just
+i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
+prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al
+Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet,
+blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en
+Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage
+mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet
+var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op,
+eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer
+eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! -- om
+jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i
+Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren
+og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og
+Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang,
+saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge
+og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa,
+hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt
+Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag
+føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande.
+-- Forstaar I, Sti Høg, _det_ tror jeg er at leve til, det er det
+Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde
+det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld
+deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig
+mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det
+syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt
+ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der
+Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig
+vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør
+aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden
+og usøgt, som en vanfør Terne.»
+
+«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner
+pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu
+ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre
+du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de
+Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at
+vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til,
+gladelig hen, blot vi øjner den Ting, der kan lignes ved et Spor,
+og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,
+ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi
+søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den
+gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste
+sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt,
+tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
+Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed
+og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem
+overbeviset om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og
+Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? -- Men det har Alt kuns
+lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes
+vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til
+paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!»
+
+Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad
+Slottet til.
+
+               *       *       *
+
+Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September,
+da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
+gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige
+Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i
+Spidsen for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig
+ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage
+sin Begyndelse.
+
+En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens
+røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle
+Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød.
+
+Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne
+Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og
+kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende
+Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det
+prægtige Tog.
+
+Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i
+Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og
+Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle
+Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og
+Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
+lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig
+lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
+og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og
+dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen.
+
+Forbi -- nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den
+dæmrende Luft ...
+
+Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust».
+
+Scenen er en Skov.
+
+Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige
+Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om
+Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i
+nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene
+Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med
+forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.
+
+Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige
+Højhed Prindsesse Anne Sofie.
+
+Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge
+Hænder, mens hele Hoffet jubler.
+
+Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i
+overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine
+Læber.
+
+Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem
+og synge en Duet om Kjærligheds Lykke.
+
+Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde
+sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme
+veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og
+endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opføre
+en meget overgiven Musik.
+
+Nu Slutningsscenen.
+
+Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder
+Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina,
+Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.
+
+De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det
+forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes,
+fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres
+lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa
+sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner
+hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse
+Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og
+Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem
+hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen,
+ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:
+
+    "Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,
+    Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen
+    Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,
+    Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier
+    Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum gegeben
+    So schön und prächtig sind, und zu den End erheben
+    Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr
+    Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."
+
+Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og
+lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt
+indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske
+eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer
+omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.
+
+De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage
+Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men
+Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie
+havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade
+Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
+Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre
+den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder.
+
+Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de
+mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og
+bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen
+sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler
+derude.
+
+Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte,
+færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene
+og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige
+Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst
+mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var
+travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede
+sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.
+
+Hvidgule Bryn.
+
+Det var Sti Høg.
+
+    "...... È di persona
+    Anzi grande, che no; di vista allegra,
+    Di bionda chioma, e colorita alquanto."
+
+hviskede han for sig selv.
+
+Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig været
+sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes
+kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse.
+Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt
+og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde,
+ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham
+Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs,
+hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa
+liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis
+saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende,
+en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme
+med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker,
+ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men
+endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blændende Skuldre,
+den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al
+denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han
+frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans
+Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for
+sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed
+derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans,
+det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...
+
+    "Paragon di dolcezza!
+    ..............
+    ... bocca beata,
+    ... bocca gentil, che può ben dirsi
+    Conca d'Indo odorata
+    Di perle orientali e pellegrine;
+    E la porte, che chiude
+    Ed apre il bel tesoro,
+    Con dolcissimo mel porpora mista."
+
+Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han
+klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte
+sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin
+Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op
+for sine Øjne, da -- stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede
+Aabning, lys imod Mørket derude.
+
+Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun
+følte sig saa tryg og sund og mægtig; Festens Pragt og Toner,
+Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det
+et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun
+var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var,
+som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte
+og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i
+hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet
+Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig
+Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.
+
+Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil
+paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
+stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.
+Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og
+hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa
+hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
+skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige
+Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.
+
+Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og
+slog Øjnene ned.
+
+Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end
+en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han
+knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til
+sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og
+ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt
+forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.
+
+
+
+
+XII.
+
+
+I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik
+til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste
+han derop.
+
+Marie Grubbe fulgte ham.
+
+Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot
+at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
+ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig
+Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle
+Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.
+
+Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig
+paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit
+Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig
+anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.
+
+Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie
+Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
+Daasen.
+
+Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke
+klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve
+af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem
+de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem
+og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften
+med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over
+Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som
+en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust,
+der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den
+hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod
+Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu
+hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne
+raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister
+i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at
+brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske
+og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste
+Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer
+og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og
+hedhovede Favnestykker.
+
+Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den
+lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede
+Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det
+bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de
+snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
+og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned
+under den store Dragkiste.
+
+Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig
+igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
+Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret
+jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle
+Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
+den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad
+Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og
+Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
+Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe
+paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas,
+de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og
+hjalp Skjæret at finde det frem.
+
+Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede
+der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
+hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot
+Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun
+blot nu og da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe
+klingende Toner.
+
+Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør
+Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt
+bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige
+Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt
+fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra
+Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
+velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.
+
+Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede
+ind ad den.
+
+Marie holdt straks op med at synge.
+
+«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet
+han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst,
+I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»
+
+«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»
+
+«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken
+foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde
+Kobberkugler.
+
+«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens
+Strenge.
+
+«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa
+hende.
+
+Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:
+
+«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»
+
+«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min
+Ringhed med i _de_ gamle Drømme, Madame? -- om En tør spørge.»
+
+«Ak nej!»
+
+«Der var dog en Tid ...»
+
+«Blandt alle andre Tider.»
+
+«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne
+Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
+Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det
+var en Blæst og Sne ...»
+
+«Ret som nu.»
+
+«I sad foran Kaminen ...»
+
+«Ret som nu.»
+
+«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit
+Haar.»
+
+«Ja, den Gang elskede I mig!»
+
+«O, ret som nu! -- og I -- I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa
+Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt
+og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og
+saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.»
+
+«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar
+jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for
+mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hænder blev saa
+kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme
+...»
+
+«De grace, Madame!»
+
+«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket
+ud.»
+
+«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»
+
+«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»
+
+«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og
+fyrigere end før -- sig, gjør den intet?»
+
+«Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner
+dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»
+
+«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken
+kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa
+en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade
+ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»
+
+«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»
+
+«Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.»
+
+«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det,
+aldrig.»
+
+«Saa har I aldrig elsket.»
+
+«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket -- Det
+var paa Frederiksborg ...»
+
+«O, Madame, I er uden Skaansel!»
+
+«Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak,
+I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed
+til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit
+kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte
+jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders
+kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt
+dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
+Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som
+for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og
+jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom
+for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for
+Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab
+i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for
+trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders
+Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter
+i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
+til Døden. -- Se, saadan var I elsket!»
+
+«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig,
+Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig
+Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder,
+og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
+været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o,
+giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
+Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»
+
+«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»
+
+«O, tro mig dog, Marie!»
+
+«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af
+Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
+er stor og stærk, men _min_! den har I kvalt med egne Hænder, den
+er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig
+vække den op igjen.»
+
+«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt
+Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin
+Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er
+fast mod alle Saar.»
+
+«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant
+Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mænd.»
+
+               *       *       *
+
+  «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
+  allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad
+  som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
+  Hjærte.
+
+  Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven
+  fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har
+  af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den
+  begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og
+  Tribulats i fulde Skaale.
+
+  Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som
+  allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i
+  mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo
+  af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var
+  paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
+  min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid
+  ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som
+  mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes
+  af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans
+  skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
+  til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet
+  skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han
+  for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans
+  Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han
+  just netop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om
+  han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og
+  det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine
+  Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os
+  imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham
+  og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men
+  da var det, det ret gik an, thi wenn's de Düwel friert, plejer
+  man sige, macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en
+  Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet
+  i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa
+  dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og
+  bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der
+  skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter
+  vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne
+  om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas
+  tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at
+  brede.
+
+  Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende
+  længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt,
+  at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have
+  deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa
+  Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener, det
+  er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt
+  til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
+  han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet
+  skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod
+  mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete
+  forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde
+  komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde
+  have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke
+  Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde
+  forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der
+  fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener,
+  han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført
+  i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet
+  mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig
+  altid gode Bud fra dig.
+
+    af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.
+
+                                        Din fuldtro Søster altid
+                                             _Marie Grubbe_.
+
+  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere
+    paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
+
+  «GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og
+  altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
+  bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet
+  lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og
+  vi svømme og bade i idel Elendighed.
+
+  Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og
+  ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
+  den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en
+  store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han
+  gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage
+  til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var
+  god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare,
+  thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det
+  af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje
+  for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde
+  sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder
+  det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa
+  heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og
+  som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi
+  det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov
+  og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne,
+  at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S.
+  maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft
+  igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk,
+  og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit
+  kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans
+  Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu
+  vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,
+
+                              hendes tro Søster, mens jeg lever,
+                                     _Ane Marie Grubbe_.
+
+    af Vang, 6 Februari 1666.
+
+  A Madame
+    Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»
+
+  «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
+  allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som
+  ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
+  ganske Hjærte.
+
+  Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen
+  er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og
+  Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr.
+  Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja
+  tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det
+  er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er
+  over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
+  Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig
+  hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han
+  fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over
+  alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at
+  staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed,
+  at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an,
+  om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor
+  Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig
+  paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om
+  jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue
+  Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom
+  ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig
+  fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes
+  mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen, have,
+  og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som
+  en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet
+  aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde
+  jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
+  saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort,
+  da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
+  han sende mig altid gode Bud fra dig,
+
+   [7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.
+
+   [8] Frue Dag = 15 August.
+
+                                        din fuldtro Søster altid
+                                             _Marie Grubbe_.
+
+    af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.
+
+  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere
+    paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
+
+Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet,
+som Marie Grubbe var det.
+
+Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige
+Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres
+Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe.
+Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men
+selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.
+
+Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort
+disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men
+ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten
+ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger
+over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
+været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det,
+og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
+Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende
+tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa
+tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa
+ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for
+at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig
+overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans
+Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til
+Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ...
+og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne
+sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt
+her i dette barbariske Norge.
+
+Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde
+gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den
+ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den
+anden var Skinsyge en mægtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ været
+skinsyg paa Karen, det vidste han.
+
+Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle
+paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
+hans Tvivl.
+
+Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet.
+
+Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte
+Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa
+et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette
+Vej, men der skete intet.
+
+Jo endelig.
+
+Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just
+det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
+tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk
+Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
+Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav
+den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og
+gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de
+maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.
+
+Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks
+Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa
+Eftermiddagen hørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.
+
+Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til
+Side, og gik lige op til Marie Grubbe.
+
+Døren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde.
+
+Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der,
+hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa
+forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru.
+
+I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol
+ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og
+Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft
+Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og
+purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det
+lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult
+Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed
+hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte
+et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op
+for Ruden.
+
+Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet.
+
+Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien
+svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.
+
+Han betragtede hende nøje.
+
+Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der,
+med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
+Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af
+Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens
+faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den
+hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den
+knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens
+hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet
+Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan
+hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede
+Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med
+Tømmesvøben. -- Og hun var hans. -- Han havde været ond og stræng og
+grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse
+røde Læber aabne sig i Klage.
+
+Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig
+gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
+og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til
+Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende
+Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker.
+
+Da vaagnede Marie Grubbe.
+
+«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa
+Stolen tumlede henad Gulvet.
+
+«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte
+bønfaldende Hænderne ud imod hende.
+
+«Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»
+
+«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»
+
+«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
+
+«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes
+drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»
+
+«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget
+Andre for mig.»
+
+«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»
+
+Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.
+
+«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den
+Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
+dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med
+mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen
+og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf,
+for det kunde være en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad
+du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have
+Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe
+og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns
+vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»
+
+Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om
+Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
+
+«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? -- Om du
+kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i
+Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg
+vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
+end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af
+mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder
+dig væk, -- hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes
+med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en
+Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg
+gjorde det intet.»
+
+«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»
+
+«Nej og nej og mer' end nej!»
+
+«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»
+
+Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og
+ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
+
+«Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min
+Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
+for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til
+Gefährt[9]! Ud ...»
+
+ [9] Gefährt = Kjøretøj.
+
+Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde,
+ud af Stuen, bort fra Slottet.
+
+Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet
+i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng
+af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem
+og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring
+paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer
+tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i
+den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og
+græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede
+han for hende, med blid og sagte Røst.
+
+Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor
+Betaling at sejle sig til Danmark.
+
+Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage
+efter rejste han til Kjøbenhavn.
+
+
+
+
+XIII.
+
+
+En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve
+kjøre ind paa Tjele.
+
+Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan
+kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,
+hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,
+han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende
+Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
+
+Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han
+behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og
+der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.
+Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen
+Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge
+Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden
+stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
+
+Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om
+Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige
+i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare
+ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der
+vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
+
+Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke
+ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
+Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde
+lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den
+ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende
+til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde
+Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke
+paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde
+skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede
+Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at
+komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
+
+Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel
+paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes
+Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget
+Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
+
+Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende
+Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
+skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende
+Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed
+og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig
+Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at
+tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de
+endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet
+en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i
+hendes yndigt dunkle Ensomhed.
+
+Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen
+mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra
+Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe
+foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage
+hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende,
+at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog
+Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig
+underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et
+Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
+langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til
+hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens
+Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder
+Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt
+paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes
+Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke
+skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik
+Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
+Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og
+at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
+desto lettere vilde han maaske afstaa det.
+
+Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de
+Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
+Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde
+mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man
+vidste aldrig, hvad den kunde føre til.
+
+Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde
+tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
+Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve,
+men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø
+var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,
+saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en
+Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.
+
+Hans Navn var Sti Høg.
+
+Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte
+tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig
+Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var
+bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en
+Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
+var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes
+Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner,
+den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
+
+Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog
+han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
+efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi
+han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget
+fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
+
+«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage
+til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»
+
+«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde
+jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
+for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig,
+varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet,
+forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse
+Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig,
+blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
+raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som
+besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»
+
+«I vil da andrage paa Separation, Madame?»
+
+Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes
+Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han
+forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa
+i Lave, men det vilde det aldrig.
+
+De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter
+Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
+vilde gjøre Fordring paa Kalø.
+
+Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist
+hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af
+Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi
+højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,
+for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde
+kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu
+den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og
+saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med
+hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
+fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel
+og fattige Kontrafej af et Hof.
+
+Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en
+Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den
+Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes
+deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen
+for alle sine Drømme.
+
+Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe
+som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
+bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,
+tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af,
+at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I
+Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse,
+men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse
+haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var,
+og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig
+gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti
+Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord
+vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,
+fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro
+ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
+om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller
+Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end
+han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
+Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den
+forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig
+et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom
+evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro
+sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu,
+da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig
+ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i
+fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
+Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa
+sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,
+tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i
+Alting ligt.
+
+Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden
+paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort
+Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage
+er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der
+har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og
+Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var
+skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
+da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde
+det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge
+deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig
+for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit
+Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig
+unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra
+hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes
+Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»
+
+Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at
+det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
+
+Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden
+tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at
+tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden
+vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at
+gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
+Ægteskabet blev staaende ved Magt.
+
+Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre
+vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage
+Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at
+holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af
+Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
+ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed
+troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel
+bekjendt.
+
+Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og
+der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.
+Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe,
+og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan
+Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse
+sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot,
+uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet
+i Marts, Niogtreds.
+
+Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare
+Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
+vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da
+ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at
+skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.
+
+Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med
+uforrettet Sag til Norge.
+
+Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa
+var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
+Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;
+thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt
+og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne
+vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det
+at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
+Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men
+det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,
+thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere
+begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster
+af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre
+Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de
+netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor
+bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til
+Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede
+Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde
+vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen
+Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
+rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente
+desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.
+
+Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og
+Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at
+han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,
+Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden
+havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende
+til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede
+i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og
+England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne
+Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men
+det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde
+nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin
+høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den
+Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,
+hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig
+igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde
+ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde
+hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe
+Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig
+at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt,
+deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
+med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt
+for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans
+høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for
+hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig
+behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie
+hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles
+ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig
+igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt,
+som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store
+Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.
+
+Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike,
+da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
+det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var
+kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage
+hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver
+Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at
+begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
+hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa
+Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til
+Suppliken:
+
+  «Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg
+  Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med.
+  Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp
+  mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.
+
+                                                _Marie Grubbe_.»
+
+Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,
+ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat
+Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun
+afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og
+hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
+skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
+
+Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik
+Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som
+Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok
+at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre
+Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende
+verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde
+være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et
+nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen
+kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
+han havde, til at naa dette Maal.
+
+Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde
+afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved
+Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds
+erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at
+gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
+den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart
+hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens
+Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,
+tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens
+Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde
+vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig
+til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige
+Hænder.
+
+
+
+
+XIV.
+
+
+Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor
+syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at
+hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om
+selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun
+længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle
+Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
+
+Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne
+og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun
+da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes
+hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
+By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin
+Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
+først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.
+
+Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den
+Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin
+Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom
+nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
+Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre
+sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse
+gjorde nødvendig.
+
+I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører
+for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham
+Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det
+skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev
+derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt
+med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige
+Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung
+ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu
+mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i
+hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud,
+som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte
+han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den
+anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved
+ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne,
+der talte om endnu skarpere Klør.
+
+Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle
+Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid,
+der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da
+han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine
+elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at
+tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af
+sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte
+sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig
+efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig
+selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti
+Høg, jo mindre kjendte hun ham.
+
+En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende
+i denne hendes Formodning.
+
+Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store
+Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang
+og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste
+Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer.
+Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
+Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle
+tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet
+lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde
+Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
+
+Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen
+plaskede ned i blinkende Strømme.
+
+Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene
+i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
+Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og
+skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa
+trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
+
+«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?»
+spurgte Lucie.
+
+«Sti Høg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du
+med det?»
+
+«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
+
+«Hvad!»
+
+«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed,
+han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes
+Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et
+Skjørt, der vifter til.»
+
+«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
+
+«Men Herregud, har I da aldrig hørt _det_ før? Jeres egen Svoger! --
+Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
+være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»
+
+ [10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.
+
+«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk
+Vin til Morgenkost?»
+
+«Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I
+aldrig hørt det Navn før?»
+
+«Nej!»
+
+«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa
+med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
+Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til
+at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»
+
+Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud
+paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa
+igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»
+
+«Det skulde En næsten vente sig.»
+
+«Om Ermegaard Lynow?»
+
+«Jo besynderlig om hende.»
+
+«Hvad da?»
+
+«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj,
+rødhaaret, bleg ....»
+
+«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»
+
+«Veed I ogsaa det med Forgiften?»
+
+«Nej, nej!»
+
+«Eller Brevet da?»
+
+«Naa, fortæl!»
+
+«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»
+
+«Naa!»
+
+«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev
+gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde
+det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde
+i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var
+hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun
+en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo
+slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet
+hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset
+ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
+kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev
+han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde
+faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og
+sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun
+leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer
+ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og
+var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans
+Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde
+ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til
+og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes
+Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for
+hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun
+maatte se ham engang inden hun døde.»
+
+«Og saa?»
+
+«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den
+ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa
+skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at
+den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans
+Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han
+havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde
+han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
+kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
+
+«Og Jomfru Ermegaard?»
+
+«Jomfru Ermegaard?»
+
+«Ja vist.»
+
+«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok
+til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var
+kommen til Helsen igjen.»
+
+«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden
+lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved
+ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.
+
+Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt
+og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og
+Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive
+klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de
+ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny
+og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen,
+kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
+var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa,
+hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte
+sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed
+hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets
+Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og
+ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt,
+brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
+dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro
+at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end
+der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja
+næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var
+der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
+Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel,
+instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der
+trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig
+greb til.
+
+               *       *       *
+
+I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et
+gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
+at Solen var gaaet ned, taget ind.
+
+Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene,
+sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske
+Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord
+foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
+
+Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod
+Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae
+til.
+
+Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte
+sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet
+i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en
+lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de
+to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig
+tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og
+drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.
+
+Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres
+Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de
+havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og
+Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde
+erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var
+nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til
+dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.
+
+Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint
+Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent
+som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og
+mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv,
+slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu
+mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres
+Spørgsmaal nok saa nærgaaende.
+
+Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at
+blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de
+skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel
+grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa
+ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i
+endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde
+finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
+
+Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for
+at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden
+Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit
+Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.
+
+Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie
+Grubbes Hals.
+
+I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han
+sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
+
+I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og
+hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
+
+Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens
+ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den
+med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets
+Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal,
+at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage
+Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt,
+men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var
+besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting
+saae, kunde heller Ingenting forklare.
+
+Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde
+kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og
+bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i
+sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
+de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred
+sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig
+tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange
+hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han
+følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der
+var kommen til sig selv igjen.
+
+Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for
+hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
+trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals
+og Knæene i hans Sider.
+
+Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme
+om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
+
+Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med
+en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede
+ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej
+for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til
+Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed
+sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i
+Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene
+Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand
+fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes
+Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne
+brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa
+og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae
+dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik
+udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed
+var det Slagsmaal da forbi.
+
+Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der
+boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa
+Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til
+sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage
+havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der
+tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i
+hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han
+det Svar, han ønskede.
+
+
+
+
+XV.
+
+
+Nu i Paris.
+
+Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt,
+der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden,
+og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.
+
+De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem;
+der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og
+Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i
+at tøve.
+
+I det er deres Sind ens.
+
+Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige.
+Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod
+Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed,
+ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
+snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet
+sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt,
+dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende
+slæber i dens Spor.
+
+Hun vilde glemme.
+
+Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens
+Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
+
+Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun
+greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
+og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.
+
+Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri
+hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe,
+ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde
+været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det
+Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om
+Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der
+ingen Redning.
+
+Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.
+
+De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det
+forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles,
+Værtinden i la croix de fer.
+
+Marie var der, og hun sad og græd.
+
+Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af
+Stuen.
+
+Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord
+fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde
+gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.
+
+Han gik hen imod hende.
+
+«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret
+rigtigen tales ved og saa skilles.»
+
+«Ja, hvad kan det nytte?»
+
+«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke
+Skarer.»
+
+«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.»
+
+«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem,
+som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
+smerteligen haardt.»
+
+«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har
+aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.»
+
+«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere;
+sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig,
+laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at
+vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til
+Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af
+at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi
+du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hør,
+Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig
+selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker
+derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog
+-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»
+
+«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed
+ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa
+ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du
+er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du
+vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er
+saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt,
+du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig
+var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for
+Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
+din Stolthed af?»
+
+«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet
+mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. --
+Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig,
+end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl.
+Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
+Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de
+kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den
+bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede
+mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og
+al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som
+en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed
+den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud
+af hans kjært belastede Hænder. For _den_ vil komme en Gang, Marie,
+som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil
+intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt
+Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
+følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig
+mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til
+sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.»
+
+«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men
+det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
+som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med
+det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der
+er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at
+holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i
+Tankespaaner tilhobe.»
+
+«Farvel, Marie.»
+
+«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»
+
+«Tak -- Tak -- det maa saa være -- men jeg beder om en Ting.»
+
+«Nu.»
+
+«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet
+skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
+Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»
+
+Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
+
+«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»
+
+Saa gik han.
+
+               *       *       *
+
+En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker
+sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
+Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse
+deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet
+sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
+rundede Liniers Drag.
+
+I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver
+i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
+Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet
+i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs
+ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave
+Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende
+Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm
+fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade,
+imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.
+
+En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og
+aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra
+vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
+fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det
+mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt
+og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende
+Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og
+rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder,
+stirrer et andet Mørke ud i Mørket.
+
+Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og
+deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
+snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver
+tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de
+kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med
+hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i
+Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i
+Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en
+Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
+
+En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til
+Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
+denne samme Aften.
+
+De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En
+nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde
+ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det,
+gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges,
+hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.
+
+Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans
+Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var
+han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald
+der var han fra.
+
+De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og
+alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden
+af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen
+Sammenligning kunde taale.
+
+«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset
+Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v.
+Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose
+og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en
+Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa
+let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
+for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og
+fast som nogen Raa, der springer i en Skov.»
+
+Saa drak de paa det.
+
+«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang,
+gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
+Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad
+for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
+Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? --
+kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde
+Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder,
+og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa,
+hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et
+Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En
+komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
+hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de
+Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse,
+skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet
+af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder?
+Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for
+jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck
+i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammel som
+jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes
+paa.»
+
+Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i
+Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og
+klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han
+havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk
+ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det
+Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den:
+«den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
+end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den
+stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt,
+der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og
+paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær,
+som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der
+var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
+prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld,
+med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og
+fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var
+Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»
+
+«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang
+op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
+medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue
+skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og
+dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
+Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med
+usikker Stemme.
+
+«Dejlighed!» sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen
+af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
+Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks,
+hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa
+røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over
+Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa,
+alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende,
+som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes
+Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
+naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En
+bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa
+den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes
+klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»
+
+Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men
+kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
+at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa
+Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa
+Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt
+som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Marie Grubbe var da i Nürnberg.
+
+Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et
+Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.
+
+Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i
+Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit
+tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et
+mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik
+Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men
+fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin
+første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde
+være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt
+kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og
+nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han,
+som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed,
+hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa
+sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og
+gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid
+de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte
+dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste.
+Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed,
+hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid
+til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden -- der lyste
+intet Haab for hende i Fremtiden.
+
+Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog,
+hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte
+det mere, det var alle hendes Ønskers Maal.
+
+Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte
+hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men
+tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse,
+hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende,
+har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig
+vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine,
+farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende
+Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær
+og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at
+vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
+Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes,
+rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle
+Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri
+for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var
+taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
+men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage,
+naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de
+blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et
+taarefunklende Diadem om Ens Pande.
+
+Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men
+saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
+kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.
+
+Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg.
+Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
+Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge
+til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der
+taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
+Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det
+voldte hende Smerte.
+
+Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge
+opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
+for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det
+var først langt om længe at det fandt Gehør.
+
+Endelig rejste de da.
+
+Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlænget, og Lucie
+maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
+Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
+
+Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde
+paa sig.
+
+Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til
+Tjele.
+
+Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.
+
+
+
+
+XVI.
+
+
+Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo
+der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og
+halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre,
+og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og
+firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.
+
+Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med
+hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.
+
+Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige
+Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller
+Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge
+til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende
+Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og
+plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa
+hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der
+lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding,
+hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter,
+hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende
+Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori
+Marie Grubbe leved.
+
+I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen
+glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
+som Skyer, rige som Lyset.
+
+Men der var een især.
+
+Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
+
+Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og
+som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der
+blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads
+bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens
+krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn
+midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. --
+Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
+den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst
+og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens
+aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet
+Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede
+Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen
+af sit Øje.
+
+Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor
+faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med
+deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
+
+-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig,
+Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde
+Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun
+kjendte.
+
+Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst
+at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
+Ruden, og alle Evner trættedes med den.
+
+Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og
+fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte,
+de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige
+Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes
+og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
+
+Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes
+at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere
+frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans
+slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil
+Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig
+og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden,
+især naar der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han
+havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse
+til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
+ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig
+opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage
+hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet
+hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde
+tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
+af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet
+opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne
+overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
+given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af
+Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte
+dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under
+deres eget.
+
+Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og
+Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter
+Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
+Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget
+af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.
+
+Marie foragtede ham.
+
+Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig
+var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
+fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme
+afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget;
+han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en
+Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en
+Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg
+eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge
+denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans
+Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog
+stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der
+imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa
+en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
+paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men
+han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds
+Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og
+normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre,
+i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed,
+og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til
+Efterfølgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede;
+baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes
+Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.
+
+Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele,
+og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han
+skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller
+ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og
+indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig
+efter den anden.
+
+Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre,
+der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker
+havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden.
+Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det
+Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
+seksten Tjeleaar bragt hende.
+
+Og Eet endnu.
+
+Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende
+Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og
+Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd
+ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller
+skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun
+tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa
+mindre stærk.
+
+Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle
+hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og
+udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane
+med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
+
+Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og
+Tjele Hestelade brænder.
+
+De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune
+Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave
+Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte
+Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk
+løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt
+blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og
+et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet
+Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget
+Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde
+til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og
+triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.
+
+Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.
+
+Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste
+ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
+udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var
+reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene,
+en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af
+Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det
+skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud
+som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men
+han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og
+jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs
+over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten.
+
+Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed
+til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
+vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i
+oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig
+voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i
+Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser,
+som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk.
+
+De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som
+Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder,
+fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt
+med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage
+og det store, lyse, brusende Haar.
+
+Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han
+Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
+havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.
+
+Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev
+slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa
+den gjennemvaagede Nat.
+
+Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og
+tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun
+sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
+
+Endelig stod hun op.
+
+Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig
+paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst,
+urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa
+meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade;
+men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa
+Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals
+og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og
+valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant
+og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det
+Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men
+sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med.
+Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der
+var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at
+slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for
+at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde
+ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
+med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.
+
+Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere
+stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til
+ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del
+af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende
+derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot
+svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig
+selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. --
+
+En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over
+ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt
+Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren
+Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede
+Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var
+slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
+
+Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk,
+paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede
+Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte
+sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa
+hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
+truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var
+bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først
+da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først
+da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og
+sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
+hen igjennem den varme, sitrende Luft.
+
+Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.
+
+Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han
+op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa
+Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med
+skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
+Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig
+selv og sine egne forunderlige Tanker.
+
+Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
+
+Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der
+nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan
+havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans
+Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen,
+og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig
+selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
+-- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde
+Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige
+ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom
+Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den
+naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som
+var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan
+paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive
+gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han
+forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver
+af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var
+ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en
+Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig
+og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa
+Græsset røg af Skaaret.
+
+I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om
+ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde,
+og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og
+spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den
+forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae
+blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.
+
+Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst
+for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat
+med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse
+eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og
+derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var
+ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt
+kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa
+det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde
+stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for
+disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han
+sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En
+kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog
+nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage
+sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde
+han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder
+bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab,
+han gik og havde i Tanker. --
+
+En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe
+under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
+sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa
+Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op
+efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt
+svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den
+lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige
+Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte
+af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede
+Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og
+den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.
+
+Marie sukkede.
+
+    "Petits oiseaux des bois,"
+
+hviskede hun klagende,
+
+    "que vous estes heureux,
+    De plaindre librement vos tourmens amoureux.
+    Les valons, les rochers, les forests et les plaines
+    Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"
+
+Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa
+tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:
+
+    "Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,
+    Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,
+    Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
+    Sous de si dures loix la retient asservie,"
+    ..........
+
+Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:
+
+    "Il est vray je ressens une secréte flame
+    Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame
+    Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
+    Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."
+
+Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun
+hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes
+Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet
+Billede, end det, Ordene tegned.
+
+Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa
+besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle
+sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde
+Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes
+Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte
+Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor,
+som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav
+den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
+Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom
+de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred,
+og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om
+igjen?
+
+Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med
+disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt,
+ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin
+Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa
+ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev
+til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige
+Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne
+Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende
+kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker
+andetsteds bundne.
+
+Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende.
+Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede
+sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige
+Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun
+tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
+Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og
+hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette,
+elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var
+i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt
+med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det
+Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.
+
+Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.
+
+Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd
+med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
+taget Skade den Nat, Branden var.
+
+Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren,
+i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
+summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
+
+I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom
+Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.
+
+Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen
+trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring
+med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket
+heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen
+mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden
+og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en
+ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa,
+det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde
+holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i
+Vognen.
+
+Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde
+Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
+Bryggekarret.
+
+Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.
+
+Nej.
+
+Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke
+Stenhonning?
+
+Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
+
+Marie blev rød og følte sig hel beklemt.
+
+Om han maatte spørge om en Ting?
+
+Jo, det maatte han saa godt.
+
+Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke
+rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han
+alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.
+
+Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.
+
+Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe
+det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en
+anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.
+
+Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og
+rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var,
+hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.
+
+Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men
+det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom
+han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for
+at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var
+halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til
+Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt
+dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene
+som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov
+og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og
+han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade
+af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en
+Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi
+han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun
+var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han
+enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
+
+Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et
+Ord om ham til noget Menneske i Verden.
+
+Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde,
+men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun
+havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at
+han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.
+
+Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa
+Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne;
+mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.
+
+Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin
+Haand paa hans Skulder.
+
+Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin
+Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun
+læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun
+da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel
+Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.
+
+Marie satte sig.
+
+Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken,
+saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke
+den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden,
+og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var
+Bryggerspige der paa Gaarden.
+
+Marie holdt hans Haand fast.
+
+Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
+
+Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget
+af, som ham.
+
+Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde
+gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
+for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende
+nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun
+saa vilde slippe.
+
+Nej, hun vilde aldrig slippe.
+
+Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb
+ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.
+
+Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret,
+slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
+
+«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»
+
+Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af
+Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
+i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han
+vidste, de alle var i Engene ved Høet.
+
+Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.
+
+«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa
+højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
+dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme,
+elendige Menneske da gribe til?»
+
+Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind
+i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
+Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han
+i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det
+derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret
+igjen.
+
+«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej,
+nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
+Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første
+Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa
+kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»
+
+«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved
+Døren.
+
+«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det
+er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at
+jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak
+...»
+
+Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.
+
+Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og
+jublende.
+
+Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
+
+«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor
+var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig
+nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede
+Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt
+over hinanden.
+
+Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa
+do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.
+
+ [11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"
+
+«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op
+til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.
+
+Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var
+ganske forbavset.
+
+«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille
+hen for sig.
+
+ [12] Obenbarels = Aabenbarelse.
+
+Marie rystede smilende paa Hovedet.
+
+«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....»
+
+ [13] Unde = Onde.
+
+ [14] tint = tænkt.
+
+               *       *       *
+
+I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult,
+men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
+der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev
+det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret
+saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen
+skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af
+Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar
+han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin
+Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe
+hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op
+for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
+nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør,
+og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
+Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der
+da heller ikke gjorde ham mere lydhør.
+
+At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i
+sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
+selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers
+havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
+det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet
+Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.
+
+Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden
+kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
+blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende
+haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes
+Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet;
+som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun
+skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand
+og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
+forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa
+Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde
+Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte
+Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.
+
+Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem
+Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller
+mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig
+yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og
+Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de
+selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en
+Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
+plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt
+var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
+tage sig af Dage.
+
+Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i
+et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som
+Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i
+et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem
+op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok.
+Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en
+rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
+Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste
+af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
+en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af
+Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom,
+anerkjendende Hovedbevægelse.
+
+ [15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.
+
+Hun spurgte ham, om han sad godt.
+
+Det var der Maade med.
+
+Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude
+til ham.
+
+Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den
+anden Pige, bag Maries Ryg.
+
+Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?
+
+Jo, det kunde ikke være saa ilde.
+
+Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe
+borte.
+
+ [16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med
+ Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.
+
+Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at
+skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.
+
+Søren skjævede arrigt hen til dem.
+
+«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes
+Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine
+Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan
+Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg
+tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
+blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den,
+den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»
+
+ [17] blommerantes = broget blomstret.
+
+Søren værdigede hende ikke et Svar.
+
+«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan
+simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak,
+og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans
+Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og
+det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade
+stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»
+
+Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.
+
+«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en
+Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
+Gammel ...»
+
+I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men
+han slængte den hen over Bordet.
+
+«Jav di Kvinner ud!» raabte han.
+
+Ja men Tællen blev jo kold.
+
+Det brød han sig ikke om.
+
+Saa blev Pigerne da sendt udenfor.
+
+Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun
+skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager
+Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven
+Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det
+var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik
+her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde
+raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
+vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun
+ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun
+ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad.
+Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt
+og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue,
+saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være
+Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod
+hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun
+skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.
+
+En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte
+være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.
+
+Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen,
+som stod op.
+
+«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.
+
+«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt
+Ængstelighed.
+
+«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted
+for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»
+
+Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der
+stod opimod Væggen.
+
+«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og
+gøs.
+
+Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
+
+«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.
+
+Ingen svarede.
+
+«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide
+tversover sin Nakke.
+
+«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.
+
+«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men
+sæj hva' I vil sæj.»
+
+«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med
+alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud!
+...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke
+Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen,
+«det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
+han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der
+staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en
+kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i
+Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er
+Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»
+
+«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»
+
+«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven
+fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig?
+Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig
+ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det
+ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind,
+naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! --
+Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i
+Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»
+
+Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare
+dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
+ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være
+at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og
+derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.
+
+«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar
+en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen
+Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21],
+bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa
+stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»
+
+ [18] Ajer = andre.
+
+ [19] jen Ralt = een Pjalt.
+
+ [20] flier = flere.
+
+ [21] hiel Las = helt Læs.
+
+«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle
+Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig
+nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo
+ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og
+give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
+sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det
+kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»
+
+«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.
+
+«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og
+hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa
+imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»
+
+«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»
+
+ [22] hvi't = hvilket.
+
+«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt
+med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
+hende med saa meget som en Havresaa.»
+
+«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka'
+læng' løv'[23].»
+
+ [23] løv' = leve.
+
+Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre
+paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger
+og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet
+oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde
+stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
+Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var
+dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte
+sjeldnere Marie.
+
+Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte
+Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at
+bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes
+afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege
+Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie,
+hvem han dog havde indviet i Planen.
+
+Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for
+Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte
+Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.
+
+Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede
+ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.
+
+Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og
+ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.
+
+«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder
+af mig?»
+
+«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her
+laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak
+it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»
+
+ [24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.
+
+«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker
+aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din
+Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at
+lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro,
+jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
+det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til,
+om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
+ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»
+
+«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun
+er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
+gammel og und og hvad Dævlen di vil.»
+
+ [25] Buentøs = Bondetøs.
+
+«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»
+
+«Trover do mæ it?»
+
+«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor
+jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
+Mørket.»
+
+«Du skal nok kom' te og trov mæ.»
+
+«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre,
+der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»
+
+«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A
+skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa
+skal do kom' te aa trov mæ.»
+
+Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.
+
+«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb
+bort.
+
+ [26] saa mo et vær' = saa maa det ske.
+
+ [27] i hunt = hvordan end.
+
+Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik
+til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en
+ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.
+
+Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde
+Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden
+for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende,
+med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde
+ikke se Ansigtet.
+
+Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner,
+Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
+ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede
+med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.
+
+Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank
+om med et forfærdet Raab.
+
+Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.
+
+Lugen var lukket.
+
+Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.
+
+«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.
+
+«Er de efter dig, Søren?»
+
+«Nej, A haar skot hende.»
+
+«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest
+og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»
+
+Søren løb.
+
+Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.
+
+Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.
+
+Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.
+
+«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede
+over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.
+
+Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres
+langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været
+ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og
+nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte
+stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
+Viborg efter Badskjæreren.
+
+Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om
+hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele
+Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.
+
+Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham
+og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
+bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at
+blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det
+var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig
+meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende
+Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
+og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab
+var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
+Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa
+over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
+Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.
+
+Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig,
+hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han
+var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted
+med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen
+god Maade at sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme
+saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget.
+
+Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget
+Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til
+Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild
+og kom først Dagen efter.
+
+Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi
+Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
+men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom
+der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var
+seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var
+imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede
+Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
+Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død,
+og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte,
+hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede
+og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og
+Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin
+Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig
+heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig
+derved.
+
+Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der
+turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige
+Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
+at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud
+som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at
+Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev
+endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
+hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al
+Kvindkjøn forarges, saaledes:
+
+  «For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds
+  Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder
+  Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde
+  og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den
+  Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling
+  til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa
+  saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen
+  Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde
+  hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme
+  over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og
+  derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig
+  ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette
+  at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om
+  Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud
+  skal visseligen belønne. Jeg lever og dør
+
+    Tjele, 14 Avg. 1690.
+
+                                    Eders kgl. Majestæts
+                           Allerunderdanigste og pligtskyldigste
+                                     tro Arve-Undersaat
+                                            _Erik Grubbe_.»
+
+Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik
+da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig
+Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den
+Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces.
+
+Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af
+treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.
+
+Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs
+og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at
+holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge
+Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde
+tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.
+
+Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig
+Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham
+sin tredie Mand.
+
+
+
+
+XVII.
+
+
+En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange
+Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i
+Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge
+den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken
+otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner,
+saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned
+i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet.
+Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.
+
+Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.
+
+Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til
+hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
+for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde
+nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels,
+syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt
+medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt
+Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked,
+hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod
+paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han
+kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante
+hos Kjøbmændene.
+
+Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem
+Ribe.
+
+De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet
+Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den
+dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par
+og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til
+Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for
+sig og forandrede deres Gang.
+
+Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at
+de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke
+kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs
+i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et
+Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og
+hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa
+med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog
+Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende
+Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive
+bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem,
+men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte
+Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent,
+der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med
+afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske
+Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et
+Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde
+den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og
+stillede sig gysende op paa sin Post.
+
+Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af
+drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende
+om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den
+respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som
+_ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.
+
+               *       *       *
+
+I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs
+Marked fire Karle og spillede Styrvolt.
+
+Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk
+Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for
+Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var
+fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde
+et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var
+enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart
+fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
+han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et
+Nøglehul eller en lignende lille Aabning.
+
+Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys
+og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem,
+var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog.
+I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og
+et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en
+gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor
+nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte
+og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af
+et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
+Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe,
+der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med
+foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget
+opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned
+paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den
+brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige,
+rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
+og saa begyndte han forfra.
+
+«Det er saa Mesterspil[28] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og
+spillede ud.
+
+ [28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet,
+ betyder det, at Makkeren skal stikke.
+
+Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive
+Salmand, at han skulde stikke.
+
+Salmand stak med en To.
+
+«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og
+Trester[29] paa din Haand.»
+
+ [29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.
+
+«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til
+og nogle faa Stakler.»
+
+Søren Ladefoged stak over med en Seks.
+
+«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29]?
+hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere
+for, Salmand!»
+
+Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.
+
+«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.
+
+ [30] Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.
+
+«Og hendes halvgale Søster[30],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til
+i Ruder.
+
+«En Styrvolt[31] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med
+Trumf Es.
+
+ [31] Styrvolt = Es.
+
+«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte
+Rasmus.
+
+«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.
+
+«Saa fører jeg min Syv[32] og een endda,» sagde saa Jens.
+
+ [32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere
+ ustikkelige.
+
+Søren tog Stikkene hjem.
+
+«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud.
+
+ [33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.
+
+«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med
+Hjærter to.
+
+ [34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.
+
+«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader
+fire[35].
+
+ [35] Spader fire = det højeste Kort.
+
+«Jan[36]!» brølede Rasmus Kig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter
+to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
+intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har
+vundet.»
+
+ [36] Jan = Beet.
+
+De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en
+førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet
+ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne,
+rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften
+i Stuen.»
+
+«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.
+
+Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem,
+stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.
+
+En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus
+med Tinlaag.
+
+Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den
+Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og
+gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.
+
+«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?»
+spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en
+Sælskindspung med røde Snore.
+
+«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at
+undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg
+sige Jer.»
+
+«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild
+til sin Pibe.
+
+«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En
+bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»
+
+«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være
+om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt
+allesammen.»
+
+«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider
+intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de
+maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»
+
+«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig
+have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»
+
+«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.
+
+«Ja, de griner da sjælden.»
+
+«Hu, de er en grimme Handtiering.»
+
+«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe
+mig.»
+
+«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.
+
+«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en
+Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet
+efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.»
+
+«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget
+alvorligt.
+
+«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af
+hver Daler, som tjenes efter Taksten.»
+
+«Hvad er det for en Takst?»
+
+«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen,
+syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
+og ligesaa for at brændemærke.»
+
+«Men nu for det bedre Arbejde?»
+
+«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte
+Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er
+det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt.
+Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire
+for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er
+syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og
+sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben
+istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten
+-- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og
+saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er
+det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.»
+
+«Det er vel intet vanskelig at lære?»
+
+«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen,
+der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders
+Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med,
+der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert
+Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og
+dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og
+Synderens Forbedrelse det fordrer.»
+
+«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.
+
+Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.
+
+«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle
+blanke Sølvpenge ud for sig.
+
+«Betink et val!» bad Søren.
+
+«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel
+magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod
+Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.
+
+«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.
+
+Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa
+med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe
+sin Hat saalænge.
+
+Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et
+højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester
+Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode
+Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til
+Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt
+til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at
+volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de
+blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit
+Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde
+de gode Vidnere en Drik Polak.
+
+Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en
+stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem
+dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.
+
+ [37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.
+
+De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa
+omtrent samtidig.
+
+Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne
+Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule
+Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for
+Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte
+først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa
+Resten i Mester Hermans private Pokal.
+
+Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans
+Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen
+af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid
+kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han
+besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men
+Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa
+greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at
+han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb
+hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt
+befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pægel Brændevin og
+gik tilbage til sin Plads.
+
+«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og
+drak.
+
+«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at
+hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet
+at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»
+
+«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til
+Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de
+Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er
+og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som
+Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været
+en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig
+til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem
+Øjnene om det skulde hende gefalle.»
+
+«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt
+hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
+hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre
+Lænke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg
+alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa
+min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter
+skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der
+knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
+vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan
+tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage
+Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne
+brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og
+han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i
+Evigheden Gavn af hende.»
+
+ [38] Nalle = Bjørnen.
+
+«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.
+
+«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»
+
+Saa gik han.
+
+Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig
+til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.
+
+Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at
+tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.
+
+«Det skal du faa at formærk'.»
+
+«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom
+til Alder, og jeg taaler det intet.»
+
+Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.
+
+«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet
+voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»
+
+Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.
+
+Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.
+
+«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.
+
+Marie blev liggende paa Gulvet.
+
+Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede
+paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til
+Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var
+kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over
+et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nænne det?
+
+
+
+
+XVIII.
+
+
+I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og
+firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre
+Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død,
+ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie
+og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af
+Formuen.
+
+Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og
+hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse
+af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres
+Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over
+Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af
+Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme
+i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev
+den saa ogsaa brugt.
+
+I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til
+Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det
+Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det
+Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i
+Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
+det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det
+Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en
+enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun
+kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var
+den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og
+Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa
+Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for
+ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
+der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae
+hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst,
+han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun
+kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven
+rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om
+han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor
+og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt
+af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa været
+han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
+hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme
+og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over
+til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne
+opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen
+igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet
+hos Broderen.
+
+«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er
+det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»
+
+«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst
+til at lade være med at svare.
+
+«Og han er større end jeg -- var?» spurgte han igjen og rettede sig
+i Sædet.
+
+«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med
+paatagen Bondeagtighed.
+
+«Ja saamænd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjøb vi to, saa godt
+som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
+vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en
+anden.»
+
+«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme
+enfoldige Maade.
+
+«Godt nok,» lo han, «godt _nok_ er halv fordærvet; jeg har det
+saamænd just godt _nok_, og I, Marie?»
+
+«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg,
+har vi Brød og Brændevin til.»
+
+De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.
+
+«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da
+skaaret baade Vinger og Top.»
+
+               *       *       *
+
+Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt
+Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre
+og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en
+Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle
+Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds
+og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør
+og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds;
+men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i
+Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige
+Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra
+Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.
+
+Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om
+hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter
+ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med
+Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.
+
+En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod
+Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den
+ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed
+ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
+Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede.
+Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst,
+naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og
+som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først
+da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en
+lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne
+Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe
+og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en
+gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede,
+han kunde se paa Lejligheden.
+
+Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt
+en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
+Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade
+af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var
+fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede
+bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede
+Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
+paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom
+han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.
+
+Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra
+Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den
+var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke
+taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for
+Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.
+
+Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig
+ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være
+en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og
+hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han
+maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv,
+talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde
+Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred
+og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en
+Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar
+Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres
+Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
+meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller
+stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som
+oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han
+smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag.
+Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
+sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt
+i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i
+Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over
+det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.
+
+En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt,
+havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
+over, at Søren var bleven taget fra hende.
+
+«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes
+til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl
+og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence
+Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed
+og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er
+gallant og aimabelt.»
+
+«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for
+alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som
+en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og
+Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor
+aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde
+en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære
+Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
+jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet
+andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var
+at modstaa.»
+
+«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al
+Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
+vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
+nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen
+Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der
+opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være
+den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for
+Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de
+sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
+for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er
+kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»
+
+Marie svarede ikke.
+
+«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa
+det evige Liv?»
+
+«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»
+
+«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»
+
+«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det
+tror jeg.»
+
+«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»
+
+«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg
+først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
+eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var
+Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse
+Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre,
+Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare
+for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»
+
+«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»
+
+«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med
+Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
+I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen
+mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger
+og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og
+angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror
+I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt
+imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt
+for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men
+aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror
+I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men
+uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil
+skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et
+Bønnens Ord?»
+
+«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.
+
+Kort efter rejste han.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa
+tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
+
+Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
+
+Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde
+nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
+ham paa Kirkegaarden.
+
+Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun
+pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved
+sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende
+eller berette hende.
+
+En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det
+blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
+af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
+
+    Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
+    Riset det blodigt, som os over Maade,
+    Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
+    Fordi vi synde.
+
+    Thi om du efter vore Synder onde,
+    Straffed', som du med al Rette kunde,
+    Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
+    Ja, een og alle.
+
+    ..........
+    ..........
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44275 ***
diff --git a/44275-h/44275-h.htm b/44275-h/44275-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..c0ff3e7
--- /dev/null
+++ b/44275-h/44275-h.htm
@@ -0,0 +1,11767 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=UTF-8" />
+    <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
+    <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
+    <title>Fru Marie Grubbe, by J. P. Jacobsen; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <style type="text/css">
+    /* <![CDATA[ */
+h1, h2, h3, h4, h5, h6 {
+    text-align: center;
+    clear: both;
+}
+h1, h2, body h2 {
+    page-break-before: always;
+    padding-top: 2em;
+}
+h1 {
+    text-transform: uppercase;
+    padding-bottom: 2em;
+}
+.trnote h2, .footnotes h2 {
+    padding-top: .4em;
+}
+
+p {
+    text-align: justify;
+    margin: 0 auto;
+    text-indent: 1em;
+}
+p.noindent, p.center { text-indent: 0; }
+p.invindent { text-indent: -1em; padding-left: 1em; }
+
+hr {
+    width: 33%;
+    margin: .5em auto;
+    clear: both;
+}
+
+table      { margin: .5em auto; border-collapse: collapse; }
+td         { vertical-align: top; }
+ol, ul     { margin-left: 0; padding-left: 0; }
+li         { list-style-type: none; padding-left: 1em; text-indent: -1em; }
+
+.pagenum {
+    /*visibility: hidden;*/
+    color: #999;
+    position: absolute;
+    left: 92%;
+    font-size: smaller;
+    text-align: right;
+    font-style: normal;
+    font-variant: normal;
+    font-weight: normal;
+    text-transform: none;
+    text-decoration: none;
+    letter-spacing: normal;
+    text-indent: 0;
+} /* page numbers */
+a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); }
+
+.center    { text-align: center; }
+.bold      { font-weight: bold; }
+.smaller   { font-size: 85%; }
+.larger    { font-size: 115%; }
+.huge      { font-size: 180%; }
+
+/* Footnotes */
+.footnotes       { border: 1px dashed; margin-top: 4em; padding-bottom: 1em; }
+.footnote        { margin: auto 10% .2em; font-size: .9em; }
+.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; }
+.footnote a      { text-decoration: none; }
+
+.fnanchor {
+    vertical-align: top;
+    font-size: 70%;
+    text-decoration: none;
+    white-space: nowrap;
+}
+
+/* Poetry */
+.poem         { text-align: left; margin-left: 1.5em; }
+.poem br      { display: none; }
+.poem .stanza { padding: .5em 0em; }
+.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; }
+
+/***/
+
+.front {
+    padding-top: 2em;
+    margin-bottom: 2em;
+}
+.front p {
+    text-align: center;
+    margin-top: .75em;
+    margin-bottom: 1.5em;
+    text-indent: 0;
+}
+
+.trnote {
+    font-family: sans-serif;
+    font-size: 90%;
+    background-color: #ccc;
+    color: #000;
+    border: black 1px dotted;
+    margin-top: 1em;
+    padding: 1em;
+    page-break-before: always;
+}
+.trnote ul li { list-style-type: none; }
+.toc td       { text-align: center;
+                font-family: serif;
+                font-weight: bold;
+                font-size: 110%;
+                padding-bottom: .1em;
+}
+
+hr.partbreak               { width: 65%; margin-left: 17%; }
+hr.chapbreak               { width: 45%; margin-left: 27%; }
+hr.tb                      { width: 25%; margin-left: 37%; }
+hr.partbreak, hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; visibility: hidden; }
+hr.partbreak               { page-break-after: always; }
+
+a.corr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
+.r1    { text-align: right; padding-right: 1em; }
+
+/* Screen-dependent settings */
+table.toc  { width: 100%; }
+.r2        { text-align: right; padding-right: 1em; }
+.blockquot { margin: 1em 0 1em 8%; padding-bottom: 1.5em; }
+
+@media screen { /* on computer screen only */
+    body       { margin: auto 10%;  }
+    p          { margin: .75em auto; text-indent: 0; }
+    .front     { padding-top: 0; }
+    .blockquot { padding-bottom: 3em; }
+    p.invindent
+               { text-indent: 1em; padding-left: 0; }
+
+    hr         { margin: 2em auto; }
+    hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.tb
+               { margin-left: auto; visibility: visible; }
+
+    em         { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em;
+                 font-style: normal; font-weight: normal;
+                 font-variant: normal; text-decoration: none; }
+    .spaced    { letter-spacing: .4em; }
+
+    .poem      { display: inline-block; margin: auto 10%; }
+    .centerblock
+               { display: inline-block; text-align: center; }
+
+    .r2        { padding-right: 2em; }
+
+    .trnote    { margin: 2em 15%; }
+
+    table.toc  { width: auto; margin: 0 auto; }
+    .toc td    { padding: .1em 1em; }
+    .toc .makewide:before, .toc .makewide:after
+               { content: "\b7"; }
+}
+
+    /* ]]> */
+    </style>
+  </head>
+<body>
+<div>*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44275 ***</div>
+
+<h1>Fru Marie Grubbe</h1>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Ã…benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er for øvrigt bevaret.
+En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
+sidst i bogen.</p>
+
+<h3 class="center">Indhold</h3>
+<table class="toc" summary="Indholdsfortegnelse">
+<tr><td><a href="#KAPITEL_I" class="makewide">I</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_II" class="makewide">II</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_III" class="makewide">III</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_IV" class="makewide">IV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_V" class="makewide">V</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_VI" class="makewide">VI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_VII" class="makewide">VII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_VIII" class="makewide">VIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_IX" class="makewide">IX</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_X" class="makewide">X</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_XI" class="makewide">XI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XII" class="makewide">XII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XIII" class="makewide">XIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XIV" class="makewide">XIV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XV" class="makewide">XV</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_XVI" class="makewide">XVI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XVII" class="makewide">XVII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XVIII" class="makewide">XVIII</a></td></tr>
+</table>
+</div>
+
+<hr class="partbreak" />
+
+
+
+<div class="front">
+<p class="huge">FRU MARIE GRUBBE.</p>
+
+<p>INTERIEURER FRA DET SYTTENDE<br />
+AARHUNDREDE.</p>
+
+<p class="smaller">AF</p>
+
+<p class="bold larger">J. P. JACOBSEN.</p>
+
+<p class="smaller">ANDET OPLAG.</p>
+
+<p>KJØBENHAVN.<br />
+<span class="smaller">GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL &amp; SØN).<br />
+GRÆBES BOGTRYKKERI.<br />
+1877.</span></p>
+</div>
+
+<hr class="partbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_I" id="KAPITEL_I"></a>I.</h2>
+
+
+<p>Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner,
+havde vugget sig frem over den brune Hede og
+de tørstige Marker; den var bleven baget af Solen
+og støvet af Vejene, men nu var den renset af
+det tætte Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade,
+og Duften af Lindens gule <span class="sic" title="[sic]">Bloster</span> havde gjort
+den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
+blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv,
+kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule
+Sommerfugles flimrende Vingeslag.</p>
+
+<p>De Menneskelæber, som aandede denne Luft,
+vare svulmende og friske, den Barm, den højnede,
+var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden
+var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var
+en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt
+var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der
+halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille,
+mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om
+Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen
+som en lille Munkehætte. Ellers var der intet
+Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren
+Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
+med korte og vide, opskaarne Ærmer;
+ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint,
+hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet
+og højrøde Sløjfer paa Skoene.</p>
+
+<p>Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med
+foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt
+gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem;
+hun gik i Bugter; snart var hun ved at
+støde imod et Træ paa den ene Side, snart var
+hun ved at komme ud mellem Træerne paa den
+anden Side. En Gang imellem standsede hun,
+rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset.
+Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt
+en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
+under Øjnene mindre synlige; de røde Læber
+blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten
+sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande,
+svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe
+og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske
+smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ...
+Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa
+Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring
+hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede
+og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt
+til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne
+paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket
+opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
+med sin Svingen.</p>
+
+<p>Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin
+ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
+Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae lige
+ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt
+sig tæt ind til Foden af de klippede Buksbomhække.
+Det skar i Øjnene, selv Hækken stod og gnistrede
+Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
+Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind,
+frem og tilbage, om tørstige Balsaminer, Boboreller,
+Gyldenlakker og Nelliker, der stod og stak Hovederne
+sammen ligesom Faar paa aaben Mark.
+Ærterne og Bønnerne henne ved Lavendelrækken
+vare ved at falde fra Stængerne af Varme, Morgenfruerne
+havde opgivet det Hele og stod og saae
+Solen lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde
+kastet deres store, røde Blomsterblade og stod i
+de bare Stilke.</p>
+
+<p>Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene,
+løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved,
+som man løber over en Gaard i Regnvejr. Hun
+styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer,
+smuttede om bagved dem og gik saa ind i den
+store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers
+Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de
+flettet sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa,
+og det runde Hul i Midten havde de gitret til med
+Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske
+Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede
+godt, men til den ene Side var de slaaet
+fejl, og Humlen, der var plantet efter med, havde
+forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at
+lukke for Hullet.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
+For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede
+Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og
+et Bord; Pladen til Bordet var af Sten: stor og
+oval havde den været, men det Meste af den laa
+paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa
+løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det
+satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,
+lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors.
+Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der
+kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
+imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:</p>
+
+<p>«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den
+forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens
+Fødder, men han støder hende bort; nys har han
+revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han
+den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft
+strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger
+paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem
+det kolde Nattepust og hendes varme, hvide
+Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager
+hende ud og laaser Døren efter hende. Og hun
+trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte
+Dør og hulker og hører ham gaa blødt inde paa
+Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer
+Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som
+en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og
+hun lister sig bort og gaar ned ad den mørke
+Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører
+ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine
+nøgne Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span>
+hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det
+skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
+paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes
+Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben,
+og hun træder med de skære Fødder i det bløde,
+kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under
+Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende
+og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen
+Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt!
+&mdash; der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund,
+alle de Nødder, der var paa Viborg Marked
+... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine
+Tænder ... Nej! Bruhnhylde! &mdash; den vilde Hest
+sprænger afsted ... Bruhnhylde og Grimmild &mdash;
+Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender
+sig og gaar bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde
+frem, og en lav, sort Karl med svære, lange
+Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes
+Bælte og rykker det over, og han smøger hendes
+Kittel og hendes Underkjortel af hende, og med
+sine sorte Næver stryger han Guldringene af de
+hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun
+og laadden Karl lægger sin haarede Arm om hendes
+Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder
+han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes
+lange, sorte Lokker om sin Haand og trækker
+bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet
+Krop, og den Store lægger sine svedige
+Haandflader paa hendes nøgne Ryg og skubber
+hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span>
+Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv
+paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om
+hendes Ankler&nbsp;...»</p>
+
+<p>Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe,
+hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere
+fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste
+sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.</p>
+
+<p>Myggene dansede henne for Aabningen mellem
+Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven
+stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd og
+imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille,
+tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende hen over
+hendes Haand og fik hende til at springe op fra
+Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte
+efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun
+kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede
+af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
+ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet
+fuldt. Hun bar dem ind i Løvstuen og satte sig
+ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet
+og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden,
+og snart var Stenen skjult under et blegrødt,
+duftende Svær.</p>
+
+<p>Den sidste Rose var tagen, hun glattede
+Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de
+grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
+Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med
+Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret.</p>
+
+<p>Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær
+og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
+blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til
+et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om
+det drev i Luften &mdash;. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad,
+yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men
+i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og
+Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer
+og spredt i Huden ... og saa den tunge, søde
+Duft, den drivende Em af <em>den</em> røde Nektar, som
+koger i Blomsterets Bund.</p>
+
+<p>Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde
+de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed.
+Hun vred dem rundt i Roserne, der med
+løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun
+op og fejede med eet Strøg Alt det bort, der var
+paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine
+Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt
+gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte
+saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen. Paa
+den var der kort før Indkjørslen til Gaarden et
+Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde
+ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken
+med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.</p>
+
+<p>Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk
+paa Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt
+op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til Bryggerset
+stod aaben; hun smuttede derned og slog
+Døren i efter sig.</p>
+
+<p>Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter
+af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span></p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen
+var falden og havde gjort Ende paa Høkjørslen.
+Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
+Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer;
+Hovbønderne stode i Flok uden Porten
+og ventede paa at blive ringet til Nadvre.</p>
+
+<p>I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae
+ud over Gaardspladsen: langsomt og een for een
+kom Hestene helt fri for Seler og Grime udad
+Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i
+Gaarden stod en Dreng med rød Hue ved en af
+Bindestenene og satte nye Tænder i sin Rive, og
+henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat
+mellem Træhesten og den store Slibesten.</p>
+
+<p>Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere
+frem i Stalddørene, saae sig om og trak sig fløjtende
+eller trallende tilbage; en Pige med fyldt
+Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over
+Gaarden, og Hovbønderne begyndte at trække sig
+inden Porten som for at skynde paa Nadverklokken.
+Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og
+Raslen med Spande, Fade og Brikker, saa blev
+der taget et Par stærke Tag i Klokken, og den
+rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart
+døde hen i Træskoklampren og Lyden af Døre,
+der skurede mod Fældingen. Saa var Gaarden
+tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud
+ad Porten.</p>
+
+<p>Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig<span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span>
+betænksomt ned. Det var i Vinterstuen han sad.
+De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
+Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten
+aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt
+tofags Værelse med højt Brystpanel af mørkt
+Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af
+hollandske Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide
+i Bunden og malede med store, blaa Roser. Kaminen
+var sat med brændte Mursten, en Dragkiste
+var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække
+naar der blev gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord
+med to store, halvrunde Klapper, der
+næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole
+med Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille,
+grønmalet Skab, der hang højt oppe paa Væggen,
+andet var der ikke derinde.</p>
+
+<p>Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen,
+kommer hans Husholderske, Ane Jensdatter, ind
+med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
+Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham,
+selv sætter hun sig ved Bordet og Lyset foran
+sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
+sidder og drejer den rundt med sin store, røde
+Haand, der glimter af mange Ringe og store Stene.</p>
+
+<p>«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun
+satte sig.</p>
+
+<p>«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae
+hen paa hende.</p>
+
+<p>«Aa, En kan da nok give sig, naar En har
+støjet om til En hverken aarker eller sanser!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span>
+«Ja! &mdash; travle Tider! &mdash; Folk faar de Sommerdage
+rende den Varme op, de om Vinteren skal
+sidde i.»</p>
+
+<p>«Ja! &mdash; I snakker! &mdash; der er Maade med
+Alting, men Hyvl i Grob og Hamler i Gras det
+er en lied Kongkyren<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" title="Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu." class="fnanchor">[1]</a>. Jenne er En om Alting;
+de indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder
+og Byssens Nyt, det kan de nok kom'
+igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa
+gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der
+kommer te ed, de æ misæl A. Wulborg æ syg
+aa Stine aa Buel, de Malosier<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" title="Malosie = stort, klodset Fruentimmer." class="fnanchor">[2]</a>, de staar og bødler
+te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En
+ku' da osse ha' nøj Hjælp a' Mari naar I vild'
+tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov te'
+aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»</p>
+
+<p>«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr
+og Aande og fra Landsens Maal tillige. Klag
+ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
+havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende
+lempelig op og viist hende ret Haandelag paa Alting,
+saa havde du nu havt Gavn af hende; men
+du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun
+blev trodsig, I var jo ved at splitte hinanden levende
+ad. Det er saamænd mere end Tak værd,
+at det blev forbi.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
+«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa
+nærmest til det; men værger I Jeres, saa værger
+A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
+hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i
+Mari end hun kan komme gjennem Verden med.
+Men det fik nu være den Fejler det er, men hun
+er ond &mdash; ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig
+kan hun lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun
+ligger over hende med Pluk og Nap og lede Ord
+saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske
+det aldrig var bleven til og det maatte A og, og
+A ønsker det, saa travrig som det er. Aa! Gud
+inderlig se i Naade til os! I er ikke ens Fader
+for de to Børn; men det forstaar sig, det er som
+ret er, Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene
+i tredje, ja i fjerde Led, og Moderens Synd
+ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge, &mdash;
+jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge,
+en Horeunge baade for Gud og Mennesker! &mdash;
+men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
+maatte I, &mdash; ja, det siger A om I saa lægger
+Haand paa mig for det, som den Mikkelsdagsaften
+for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi
+maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke,
+at det er undfangen udi Synd, og I lader hende
+formærke det, baade I og Mari lader hende og
+mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I
+hende det mærke&nbsp;...»</p>
+
+<p>Erik Grubbe sprang op og trampede haardt
+i Gulvet.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
+«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset
+Kvind? &mdash; du er drukken er du, ind og
+læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
+væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren,
+galsindede Kvind! &mdash; nej, ikke et Ord til! &mdash;
+Marie skal bort, hun skal herfra den Dag imorgen,
+&mdash; Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»</p>
+
+<p>Ane hulkede højt.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! &mdash;
+en Verdens Skam! &mdash; lægge mig ud for Drik! &mdash;
+har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til hinanden
+og al den Tid der forved gaaet i Stegers
+med en ruset Pande? har I hørt mig snakke over
+mig? hvor er den Plet, I har seet mig ligge mendrukken?
+Det er den Tak, En faar! Sove min
+Rus væk! &mdash; ja, give til Gud A maatte sove hen,
+give til Gud A maatte synke død ned for Jer,
+som I bær Spot og Spe ind paa mig&nbsp;...»</p>
+
+<p>Hundene glammede op derude i Gaarden, og
+der lød Hovslag under Vinduerne.</p>
+
+<p>Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe
+aabnede Vinduet og spurgte hvem det var.</p>
+
+<p>«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af
+Husets Karle.</p>
+
+<p>«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,»
+og dermed blev Vinduet lukket.</p>
+
+<p>Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede
+med Haanden for de rødgrædte Øjne.</p>
+
+<p>Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab
+fra Stiftsbefalingsmand Christian Skeel til<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span>
+Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
+havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret
+under første Juni; af den Grund var det nødvendigt
+at han for flere Aarsagers Skyld tog til Aars
+og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor
+spørge, om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt
+Omstændighederne vilde Vejen gjøre, de kunde da
+i alt Fald faa endt den Sag, de havde sammen
+med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn
+saa vidste Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe
+didhen havde mere Ærinde end nok var. I alle
+Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad
+fire Slæt over Middag.</p>
+
+<p>Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være
+rede til Rejsen.</p>
+
+<p>Med den Besked red saa Budet hjem.</p>
+
+<p>Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad
+der skulde gjøres medens han var borte, og det
+blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse med
+til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et
+Aarstid eller to.</p>
+
+<p>Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem
+begge roligere, men den gamle Tvist var nærved
+at flamme op igjen, da de kom til at tale om,
+hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder
+Marie skulde føre med; det blev dog afgjort i
+Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig tidligt,
+da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen
+blev gjort saa lang som muligt var.</p>
+
+<p>Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span>
+Denne Gang var det dog ikke andre end
+Sognepræsten for Tjele og Vinge, Hr. Jens Jensen
+Paludan.</p>
+
+<p>Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte
+han ind.</p>
+
+<p>Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand
+med lange Lemmer og ludende Hoved; rundrygget
+var han ogsaa, og hans Haar var stort som en
+Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt
+havde en underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød
+Farve, der ikke passede godt til de grove,
+knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.</p>
+
+<p>Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte
+ham, hvorledes det gik med hans Høbjergning.
+Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
+vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over
+det forgangne Aars daarlige Kornavl.</p>
+
+<p>Præsten sad og skelede paaskjøns over til
+Stoben og sagde saa: «Velbyrdighed altid synderlig
+maadeholden! holder sig altid til naturlig
+Drikke. &mdash; Det er og det sundeste! nysmalket
+Mælk er en Himmerigs velsignet Ting, det er det,
+baade for ond Mave og æng Bryst.»</p>
+
+<p>«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten
+de malkes eller tappes os til. &mdash; I faar nu sætte
+Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen
+fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god
+og tysk endda jeg ikke kan skjønne at Tolderen
+har mærket hende.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span>
+Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og
+siret med Sølvringe blev sat frem.</p>
+
+<p>Saa drak de hinanden til.</p>
+
+<p><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!»
+udbrød Præsten med en Stemme, der skjalv af
+Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde sig
+tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.</p>
+
+<p>«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik
+Grubbe.</p>
+
+<p>«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide
+Intet,» mumlede Præsten aandsfraværende, «ellers
+tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet Røst,
+«om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg
+har ladet mig fortælle om de Heydenkampers Bryghus.
+&mdash; Det var en Frimestere, der fortalte mig
+det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg
+rejste med Junker Jørgen. &mdash; Se! han sagde, at
+de begyndte altid deres Brygning en Fredag Nat,
+men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til
+Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og
+lægge sine Hænder paa den store Vægt og sværge
+ved Ild og Blod og Vand, at han ingen hadske
+og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde
+gjøre Øllet Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag
+Morgen naar Kirkeklokkerne begyndte at gaa, saa
+slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for
+at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste
+det blev gjort naar Øllet var sat hen for
+at gjæres, saa kom Mesteren selv med en prægtig
+Lade, deden op han drog baade svære Guldringe<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
+og Kjæder og kostelige Stene, som der var sære
+Tegn paa, og det blev tilhobe lagt ned i Øllet,
+og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme
+maa give Drikken Lod og Andel i de hemmelige
+Krafter, der er i dem fra Naturen af.»</p>
+
+<p>«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,»
+mente Erik Grubbe, «jeg har nu mere Tro til den
+Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter
+til.»</p>
+
+<p>«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa
+Hovedet, «det maa vi ikke sige, der er meget
+Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
+Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum
+i sig, det er kuns om at gjøre at have
+Taalmod til at søge og opladte Øjne til at finde,
+&mdash; ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange
+Tider siden at Gud Herren havde taget sine Hænder
+af Jorden, da var hver en Ting saa bespændt
+med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom
+og alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig
+hverken er fin eller ny længer og vanhelliget
+af mangfoldige Slægters Synder, nu er det kuns
+ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke,
+til visse Timer og paa visse Steder, naar
+mærkelige Himmeltegn er oppe; det sagde jeg
+nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om
+det gruelig flammendes Skjær, der i de sidste Nætter
+har været at se den halve Himmel rundt. &mdash;
+Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi
+os &mdash; herop til, jeg tror?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
+«Det var saa, Hr. Jens.»</p>
+
+<p>«Han red vel intet med Andet end som godt
+var?»</p>
+
+<p>«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»</p>
+
+<p>«Herre Jesus, nej da! &mdash; ja, ja, en Gang
+maatte det jo komme.»</p>
+
+<p>«Ja, men har de biet saa længe, skulde de
+biet til Folk havde deres Avl inde.»</p>
+
+<p>«Det er de Skaaninger, der har drevet det
+frem, sagtens; de formærker endnu den sure Svie
+af sidste Krig og venter at komme efter den søde
+Kløe i denne.»</p>
+
+<p>«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne
+vil altid Krig, de veed jo vel, at dem
+gaar den immer udenom, &mdash; ja, det er gode Tider
+for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere
+galne tilhobe&nbsp;...»</p>
+
+<p>«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig
+til det.»</p>
+
+<p>«Ja, Fanden tro det! &mdash; kan jo dog nok
+være, men det kjendes kun lidtagtig at prædike
+Rolighed i en Myretue, &mdash; naa, Krig har vi, og
+nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er
+nok at tage sig til i alle Maader.»</p>
+
+<p>Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse
+og gik nu en Tid om de slette Veje, vendte tilbage
+til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring og
+gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde
+forsømt Kanden, Øllet var steget dem svært til
+Hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span>
+Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde
+ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter,
+hver Gang en ny Pudserlighed randt ham i Minde.</p>
+
+<p>Præsten blev jo længer jo alvorligere; han
+laa sammensunken ned i Stolen, men en Gang
+imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
+for sig og bevægede Læberne som om han talte;
+gestikulerede derhos med den ene Haand, ivrigere
+og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet;
+saa faldt han sammen igjen med et forskrækket
+Blik over paa Erik Grubbe. Endelig da denne
+var kjørt aldeles fast i Skildringen af en over al
+Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst
+op og tog paa at tale med en dump, højtidelig
+Røst.</p>
+
+<p>«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal
+vidne med min Mund &mdash; med min Mund &mdash; at I
+er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand &mdash;
+det var Jer bedre, I blev kastet i Havet &mdash; sandelig!
+med en Møllesten og to Tønder Malt, &mdash;
+to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner
+jeg højtideligen og med min Mund, &mdash; to topfulde
+Tønder Malt i mine egne nye Sække, &mdash; for det
+var ikke mine Sække, &mdash; aldrig i Evighedens Rige,
+&mdash; det var Jeres egne gamle Sække og mine nye,
+dem beholdt I &mdash; og det <em>var</em> bedærvet Malt, &mdash;
+sandelig! se Ødelæggelsens Vederstyggelighed og
+Sækkene høre mig til og jeg vil betale, &mdash; Dommen
+hører mig til, siger jeg. &mdash; Skjælver I ikke
+i Eders gamle Ben &mdash; I gamle Skjørlevnere! &mdash;<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span>
+kristeligen skulde I leve, &mdash; er det kristelig at leve
+med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
+Sognepræst? &mdash; I er en &mdash; I er en &mdash;
+kristelig Skjørlevnere &mdash; ja &mdash;.»</p>
+
+<p>Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens
+Tale smilet over hele Ansigtet og venskabeligt
+rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
+senere stødte han ud med Albuen som for at puffe
+en usynlig Tilhører i Siden, at han skulde se,
+hvor ubetalelig drukken Præsten var, men omsider
+maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen;
+thi han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog
+Tudekanden og slængte mod Præsten, der tumlede
+baglæns over i Stolen og fra den gled ned paa
+Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han
+faldt, thi Kanden naaede ham ikke, den blev liggende
+ved Randen af Bordpladen; Indholdet drev
+over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned
+paa Gulvet og paa Præsten.</p>
+
+<p>Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede,
+saa der snart var lyst i Værelset, snart saa
+mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
+Vinduerne.</p>
+
+<p>Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var
+hans Røst dyb og truende, det andet pibende og
+næsten klynkende.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger
+her og Hundene slikke mine Saar &mdash; og hvad
+lagde I i Abrahams Skjød? &mdash; hvad Offer gav I?
+&mdash; I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
+Abrahams Skjød. &mdash; Og nu pines I svarligen
+&mdash; men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand for
+Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl,
+«men jeg vasker mine Hænder, &mdash; begge to, &mdash;
+jeg har advaret Jer, &mdash; hi, &mdash; der gaar I, &mdash;
+ja, der gaar I i Sæk og Aske, &mdash; i mine to nye
+Sække &mdash; Malt&nbsp;...»</p>
+
+<p>Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han
+i Søvn, men Erik Grubbe gjorde imens Forsøg
+paa at komme til at hævne sig; han tog haardt
+fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte
+sig med at sparke Bordbenet eftertrykkeligt i det
+Haab, at det var Præsten.</p>
+
+<p>Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun
+de to gamle Herrers Snorken og den ensformige
+Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe ned fra
+Bordpladen.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_II" id="KAPITEL_II"></a>II.</h2>
+
+
+<p>Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze
+Grubbe havde sin Gaard liggende paa Hjørnet
+af Østergade og Pilestræde.</p>
+
+<p>Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk
+Opholdssted; her boede Medlemmer af
+Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og Krag;
+Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze,
+og i Carl van Manderns nye, røde Gaard logerede
+som oftest to eller flere udenlandske Residenter.
+Dog var det kun den ene Side af Gaden, der var
+saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene
+lave og her boede mest Haandværkere, Kræmmere
+og Skipperfolk. Et Par Værtshuse var der ogsaa.</p>
+
+<p>Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen
+af September.</p>
+
+<p>I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod
+Marie Grubbe og saae ud: ikke en Vogn. Ingen
+Travlhed, lutter <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: adstadige">astadige</a> Fodtrin og en enkelt
+Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede
+ned over Tage og Brosten, og alle Skygger stode
+skarpt og kraftigt, vare næsten firskaarne. Alt
+Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>
+«Passt au...f!» raabtes der bagved hende
+med en Kvindestemme, der heldigt efterlignede et
+af megen Kommanderen hæst Organ.</p>
+
+<p>Marie vendte sig om.</p>
+
+<p>Det var Kammerpigen Lucie, der raabte.
+Hun havde en Tidlang siddet stille oppe paa et
+Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben
+med et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed
+deraf og havde raabt, og nu sad hun og lo af
+alle Kræfter og svingede overgivent frem og tilbage
+med Benene.</p>
+
+<p>Marie trak paa Skuldrene og vilde med et
+halvt gnavent Smil vende sig om til Vinduet igjen,
+men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
+Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille
+Halmstol, der stod derhos.</p>
+
+<p>«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»</p>
+
+<p>«Naa!»</p>
+
+<p>«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet
+og halvgaaen to har vi de Fremmede, saa hun
+har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal
+have? Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden
+bred Fisk, stegte Høns udi Trisanet og Mansfelder
+Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er <em>det</em>,
+fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer
+da ogsaa!»</p>
+
+<p>«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.</p>
+
+<p>«Gud Fader bevar os! det er da hverken
+Lysning eller Trolovelse, fordi jeg siger det. &mdash;<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
+Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun ikke
+gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste,
+lysteligste Mandfolk, jeg veed. De Fødder
+han har! &mdash; Og kongeligt Blod er der i ham;
+En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte
+smaa de er! &mdash; aa, og saa ligesom de var støbte,
+&mdash; bare hans Negle, de er ikke større end Halvsyslinger
+og saa røde og runde. &mdash; Hvad! han
+kan mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre,
+naar han kommer gaaendes, &mdash; hu hej! og
+hans Øjne de blistrer og blinker&nbsp;...»</p>
+
+<p>Hun slog Armene om Marie og kyssede hende
+paa Halsen saa hæftigt og sugende stærkt, at
+Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.</p>
+
+<p>Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en
+Besat.</p>
+
+<p>«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie,
+«farer Du fort med det, saa gaar jeg nedenunder.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men hvad i Alverden? En faar da have Lov
+til lidt Lystighed iblandt. Der er saamænd Bedrøvelse
+nok her i Verden. Jeg har da mere,
+end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min
+Kjæreste i Krigen og ligger og døjer baade ondt
+og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa.
+Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig!
+Gud naade mig arme Pige, jeg blev da aldrig
+til Menneske mere.»</p>
+
+<p>Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og
+hulkede: «aa nej, nej, nej, min egen, egen Lorens,
+&mdash; jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare Vorherre<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
+vil lade mig faa dig hjem hel &mdash; aa, Jomfru,
+Jomfru! det <em>er</em> aldrig til at udholde!»</p>
+
+<p>Marie søgte at berolige hende med Ord og
+med Kjærtegn. Omsider kom hun saa vidt, at
+Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.</p>
+
+<p>«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad
+jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen
+immer være som En skulde. Og det hjælper
+intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om
+alle unge Karle; kommer de med Lystighed og
+Komplimenter, om det saa var mit Liv om at
+gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra
+dem; det klør mig paa Tungen for at svare dem
+igjen og saa bliver det jo let til mere Ganteras,
+end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens.
+Men naar jeg saa tænker paa, hvor farligt han er
+stedt, aa! saa fortryder jeg det mere end tænkelig
+er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham,
+Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun
+tro. Aa! naar jeg er kommen i Seng og Maanen
+skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver jeg et
+helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig
+for og saa græder jeg og græder og det trykker
+her oppe i Halsen, som jeg skulde kvæles &mdash;
+aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger
+mig i Sengen og beder til Vorherre og veed knap,
+hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg
+helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen
+og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig
+bange for at jeg skal gaa fra min<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span>
+Forstand af at længes. &mdash; Men Herre Gud, Jomfru!
+hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig
+og længes efter Nogen, saa ung hun er?»</p>
+
+<p>Marie rødmede og smilte svagt; der var noget
+Smigrende for hende i den Tanke, at hun kunde
+være forelsket og gaa og længes.</p>
+
+<p>«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt,
+det du siger, det er ligesom Alting var
+ene Kummerlighed og Fortræd.»</p>
+
+<p>«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde
+Lucie og rejste sig, da de kaldte paa hende dernede,
+og saa gik hun med et skjælmsk Nik til
+Marie.</p>
+
+<p>Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae
+ud, ned paa St. Nikolaj grønne, kjølige Kirkegaard,
+paa Kirkens <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: rølige">rødlige</a> Mure, henimod Slottet
+med det irrede Kobbertag, udover Holmen og
+Reberbanen, rundt til Østerport med det spidse
+Spir og til Hallandsaas med dens Haver og Træskure
+og med det blaalige Sund udenfor, der gik
+i Et med den blaa Himmel, hen under hvilken
+hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev over
+mod den skaanske Kyst.</p>
+
+<p>Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn.
+Dengang hun rejste hjemmefra havde hun
+troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
+vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var.
+Det var aldrig faldet hende ind, at der kunde
+være mere ensomt <em>der</em>, end paa Tjele Hovedgaard,
+hvor hun dog havde havt det ensomt nok.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span>
+Sin Fader havde hun intet Selskab af, han
+var altid saa ganske sig selv, at han aldrig kunde
+være Noget for Andre; han blev ikke fjorten Aar,
+naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev
+ikke Kvinde, fordi han talte med en lille Pige;
+han var altid paa den anden Side de Halvtreds
+og han var altid Erik Grubbe.</p>
+
+<p>Faderens Frille, der herskede, som var hun
+Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at
+Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks
+blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer
+havde saaret og pint hende saa ofte, at
+Marie end ikke kunde høre Lyden af hendes Trin,
+uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig
+haard, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den
+lille Ane, var sygelig og forkjælet, Omstændigheder,
+der ingenlunde gjorde hende omgængelig,
+og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik
+Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igjennem
+hende.</p>
+
+<p>Hvad Selskab hun da havde?</p>
+
+<p>Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum
+Skov, hver en Ko, der græssede i Engen, hver
+en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
+og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi
+dem, blev der sagt: Jomfruen lider Uskæl og vi
+seer det, vi ere bedrøvede over det og vi har det
+samme Sind til Kvinden deroppe som I.</p>
+
+<p>Men i Kjøbenhavn?</p>
+
+<p>Her havde hun Lucie og hun holdt meget af<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
+Lucie, men det var jo dog et Tyende; hun havde
+Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den og
+taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes
+Fortrolighed. Hun kunde ikke give sine Klager
+Luft overfor hende, hun vilde ikke have det <em>sagt</em>
+til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var
+stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et
+Tyende talte om hendes ulykkelige Familieforhold;
+end ikke om Fasteren vilde <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: kun">hun</a> høre et Ord. Og
+dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller
+ingen Grund til det.</p>
+
+<p>Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge
+Anskuelser om det Gavnlige ved en haard og lidet
+lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at opdrage
+Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde
+heller ingen havt, hun var derfor en yderst utaalmodig
+Plejemoder, dertil meget ubehjælpsom, da
+Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de
+smaa og saare nyttige Kunstgreb, der gjør det
+saa meget lettere for Barn og Læremester at
+komme Vejen frem. Og dog &mdash; en saadan barsk
+Opdragelse havde maaske været Marie mest tjenlig.
+Hun, hvis Sind og Tanke, paa den ene Side, næsten
+var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
+fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet
+af urimelig og lunefuld Grusomhed, maatte
+næsten have følt det som Fred og Lindring at
+blive styret støt og haardhændet den Vej, hun
+skulde, af En, der fornuftigvis ikke kunde ville
+hende andet end Godt.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
+Men hun blev ikke styret paa denne Maade.</p>
+
+<p>Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i
+Politik og Intriger, levede saa meget sammen med
+Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage var
+hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at
+Marie kunde gjøre med sig selv og sin Tid, hvad
+hun vilde. &mdash; Fik Fru Rigitze saa endelig et
+Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
+Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt
+skrap. Det hele Forhold maatte derfor for
+Marie komme til at tage sig ud som den rene,
+skære Urimelighed og var nærved at bibringe
+hende den Forestilling, at hun var et Skumpelskud,
+som Alle hadede og Ingen elskede.</p>
+
+<p>Som hun nu stod der ved Vinduet og saae
+ud over Byen, kom denne Følelse af Forladthed
+og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved
+mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de
+langsomt glidende Skyer.</p>
+
+<p>Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie
+havde sagt om at længes; det var ligesom det
+brændte inden i En, og der var ikke Andet at
+gjøre end at lade det brænde som det vilde, &mdash;
+hun kjendte det saa godt. &mdash; Hvad skulde det
+blive til? &mdash; den ene Dag ligesom den anden &mdash;
+Ingenting, ingenting, &mdash; aldrig Noget at glæde sig
+til; kunde det blive ved? &mdash; Ja! længe endnu; &mdash;
+ogsaa naar En var bleven seksten Aar? &mdash; Det blev
+da ikke saadan ved for alle Mennesker; &mdash; det
+var da umuligt hun kunde blive ved at gaa med<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
+Barnehue naar hun var seksten Aar! &mdash; Det havde
+Søster Ane Marie da ikke gjort; &mdash; hun var nu
+gift. &mdash; Hun kunde saa tydelig huske al den
+Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe
+efter at hun var bleven sendt i Seng, &mdash; og Musiken.
+&mdash; Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift.
+&mdash; Med hvem skulde det være? maaske med sin
+Svogers Broder. &mdash; Han var jo rigtignok forfærdelig
+grim; men naar det <em>skulde</em> være ....
+Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var
+der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var
+der Noget? &mdash; ikke det hun kunde se.</p>
+
+<p>Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt
+ved Bordet og gav sig til at skrive:</p>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«Min ganske venlig Hilsen altid forsendt
+med Vorherre, kjære Ane Marie, gode Søster
+og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen
+Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive
+<span xml:lang="fr" lang="fr">pour vous congratuler</span>, saasom din Nedkomst
+haver været lykkelig og du nu er frisk og ved
+godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt
+og er baade frisk og rask. Faster lever jo i
+megen Storhed, og er her tidt mange Gjæster,
+de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
+nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner.
+Der er mange af dem, som have
+kjendt vor sal. Moder og berømme hende for
+hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid
+tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig
+noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
+uden, eftersom han immer er mere for Chicane
+og Raillerie end for <span class="sic" title="[sic]">fornumftig</span> Konversation.
+Han er kuns meget ung og haver ikke det
+bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa
+Herberger og Ølstuer og disligeste. Nu veed
+jeg knap andet Nyt end at vi idag have Forsamling
+og at han er deri. Hver Gang jeg
+tal' Franzøsisk da ler han meget og siger det
+er hundrede Aar gammel, som jo nok kan
+hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid
+han var paa Rejser, ellers giver han mig godt
+Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det sammen,
+han siger ingen Hofdame kan det bedre,
+men, det tror jeg er Komplimenter og bryder
+mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
+Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader
+ilde hver den Gang hun taler om den Enormität
+det er vor kjære Fader lever den han lever med
+et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg
+sørger tidt derover, som dog intet baader. Du
+lade nu intet Stycho se dette Brev, men hilse
+ham af Hjærte. September 1657.</p>
+
+<p class="r2"><span class="r2">Din kjære Søster</span><br />
+Marie Grubbe.</p>
+
+<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe,
+Stycho Høeghs til Gjordslev, min gode Ven og
+Søster venligen tilskreven.»</p>
+</div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span></p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet
+ind i Storstuen, hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring.
+Marie var tyet hen i en Vinduesfordybning
+og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
+Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven
+ærbødigt for hende og sagde med et yderst alvorligt
+Ansigt, at det gjorde ham ondt at han ved
+Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle.
+Som han saaledes talte, lagde han sin lille, brune
+Haand i Vindueskarmen. Marie saae paa den og
+blev rød som et dryppende Blod.</p>
+
+<p>«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske
+rød af Vrede, at jeg tillader mig at gjøre
+Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det er nu
+vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har
+været saa jammerlig at fortørne Eder?»</p>
+
+<p>«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»</p>
+
+<p>«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for
+hvid? Bien! Det skulde kun forlange mig at vide,
+hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte
+<em>røde</em> Rose har?»</p>
+
+<p>«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt
+Ord?»</p>
+
+<p>«Ja &mdash; lad mig se! &mdash; jo, jeg maa bekjende,
+at det virkeligen er hændtes mig &mdash; men ikkuns
+sjældent &mdash;</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza">
+<span class="i0">Doch <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Cloë">Chloë</a>, Chloë zürne nicht!<br /></span>
+<span class="i0">Toll brennet deiner Augen Licht<br /></span>
+<span class="i0">Mich wie das Hundsgestirn die Hunde<br /></span>
+<span class="i0">Und Worte schäumen mir vom Munde<br /></span>
+<span class="i0">Dem Geifer gleich der Wasserscheu ..."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span>
+«Ja, det maa I nok sige!»</p>
+
+<p>«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til
+<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Amorns">Amors</a> Magt! &mdash; Skulde I tro det? der gives
+Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
+Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til
+Christen Skeel sin Have, og da stander jeg som
+en Statu mellem duftige Roser og Filitter og stirrer
+til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige
+Aurora løber sine rosige Fingre gjennem mine
+Lokker.»</p>
+
+<p>«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af
+Navnet, der I nævnte Amor; Evan skulde I visseligen
+sagt &mdash; og maa hænde En let gaar vilse,
+naar En støjer om ved Nattetider, for intet har I
+staaet i Skeels Have, I har været hos «Mogens i
+Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og har
+I intet kunnet røre Jer og været stille som en
+Statu, da har det aldrig været Elskovstanker, der
+har udvirket, at I intet kunde flytte Jeres Ben.»</p>
+
+<p>«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa
+ibland at jeg kommer i Vinkyperes Huse, da er
+det intet for Plaser eller Lystighed, det er aleneste
+at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler
+mig.»</p>
+
+<p>«Aa!»</p>
+
+<p>«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til
+min Amours Bestandighed &mdash; Himmel! seer I det
+østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage tilende
+har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige
+Aasyn, som I sad ved Jer Syramme.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span>
+«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig
+lukke Jer Mund op, En kan jo gribe Jer i løs
+Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud
+til Nikolaj. &mdash; Kjender I den Ramse:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Det var svart Nat,<br /></span>
+<span class="i0">Mand fik i Trold fat,<br /></span>
+<span class="i0">Mand sa' til Trold:<br /></span>
+<span class="i0">"Vil du ud af min Vold,<br /></span>
+<span class="i0">Vil du hjem i Nat,<br /></span>
+<span class="i0">Saa lær mig brat<br /></span>
+<span class="i0">Uden List eller Svige<br /></span>
+<span class="i0">Det Sandeste du veed af at sige."<br /></span>
+<span class="i0">«Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.<br /></span>
+<span class="i0">Mand slap og Trold foer,<br /></span>
+<span class="i0">Ingen paa Jord<br /></span>
+<span class="i0">Sige Trold paa, han med Løgn foer.""<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende
+og gik uden at sige et Ord.</p>
+
+<p>Hun saae efter ham som han gik hen over
+Gulvet; den <em>var</em> smuk hans Gang; hans Silkestrømper
+var saa skinnende hvide og de sad saa
+stramt, der var hverken Læg eller <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Eold">Fold</a> paa dem;
+det var saa kjønt det dernede ved Anklen! og den
+lange, smalle Sko &mdash; det var saa morsomt at se
+paa ham &mdash; hun havde aldrig før lagt Mærke til,
+at han havde et lille rosenrødt Ar i Panden.</p>
+
+<p>Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder,
+trak lidt paa Munden, &mdash; hun syntes de var for
+korte i Fingrene.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_III" id="KAPITEL_III"></a>III.</h2>
+
+
+<p>Vinteren kom. Det blev haarde Tider for
+Skovens Dyr og Markens Fugle; det blev fattig
+Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
+Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede
+Skrog, splintrede Master, braadne Baade og døde
+Skibe. Rigdom laa der og rullede i Havstokken,
+sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev
+af eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med
+Storm og slemt Hav og dræbende Kulde, saa der
+ikke var Tag at faa for Menneskehænder. Himmel
+og Jord stod i Et af den fygende Frostsne;
+den vældede ind over Armod og Pjalter, gjennem
+utætte Lemme og sprukne Luger, pinte sig ind
+under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede
+Kapper. Tiggere og vildfarent Folk frøs
+ihjel i Ly af Grøfter og Diger, Fattigmand døde
+af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg
+gik det lidet bedre.</p>
+
+<p>Saa lagde Stormen sig og det blev stille,
+skingrende Frost. Det blev dyre Tider for Riger
+og Lande, der faldt Vinterbøde for Sommerdaarskab<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
+&mdash; den svenske Hær <em>gik</em> over de danske
+Vande.</p>
+
+<p>Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst
+Løv og lyst Vejr, men de sjællandske Knøse red
+ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af Svenskens
+Soldater allevegne; der var Fred, men der
+var Krigens Byrder alligevel, og Freden saae ikke
+ud til at leve længe.</p>
+
+<p>Den gjorde det ikke heller.</p>
+
+<p>Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under
+Midsommersolens Brand gik Svensken mod Kjøbenhavns
+Volde.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig
+under Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte,
+at Svensken var landet i Korsør.</p>
+
+<p>Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik
+roligt og <span class="sic" title="[sic]">astadigt</span> omkring, men de talte meget;
+de talte Allesammen, og Lyden af deres Stemmer
+og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet,
+summende Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig
+svagere, heller ikke holdt op, men blev ved &mdash;
+blev ved med en underlig tung Ensformighed.</p>
+
+<p>Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen.
+I hurtig, stakaandet Hvisken sprang det
+fra nederste Stolestade til En, der sad i det andet,
+til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til
+dem i femte og videre, helt op. Folk midt i vendte
+sig om mod dem bagved og nikkede betydningsfuldt;
+øverst oppe var der enkelte, der rejste sig og<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
+saae spejdende mod Udgangen. &mdash; Lidt efter var
+der ikke et Ansigt, der saae paa Præsten; Alle
+sade med bøjet Hoved som for at samle Tankerne
+om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
+holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik
+spændt paa Præsten, som for at skjønne hvor
+langt der var til Enden, &mdash; saa hviskede de videre.
+Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa
+Gaden var tydelig at høre, blev utaalelig at høre;
+Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikke
+Psalmebogen i Lommen.</p>
+
+<p>«Amen!»</p>
+
+<p>Alle Ansigter saae op paa Præsten.</p>
+
+<p>Under den almindelige Del af Bønnen tænkte
+Alle paa om Præsten vidste Noget. Saa bades
+der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
+Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling
+eller Embede at forestaa og da var der mange,
+der havde Taarer i Øjnene; men da den næste
+Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke,
+og sagte, men dog hørligt lød det fra hundrede
+Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra disse
+Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse
+og Braddød, Hunger og Dyrtid, Storm og
+Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for saadan
+faderlig Naade maa love og prise hans hellige
+Navn.»</p>
+
+<p>Før Psalmen var tilende var Kirken tom,
+kun Orglets Toner sang derinde.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
+Den næste Dag havde de Folkemasser, der
+igjen vare paa Benene, faaet et bestemt Maal at
+gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
+kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre
+Uro over Folk den Dag, sagtens fordi det var almindelig
+bekjendt, at to af Rigens Raader vare
+tagne afsted for at underhandle med Fjenden og
+det hed sig: med saa vid Fuldmagt at det <em>maatte</em>
+føre til Fred. Men da Raaderne om Tirsdagen
+vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke
+var til at faa, skete der et brat og voldsomt
+Omslag.</p>
+
+<p>Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere,
+der vare blevne rastløse ved store og farlige
+Tidender. Det var en hel Malstrøm af sælsomme
+Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens
+Volde og som slet ikke saae ud som de boede
+i disse rolige, ædruelige Huse med deres mange
+Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning.
+Denne Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker!
+Denne Helvedeslarm fra disse alvorlige
+Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
+i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene,
+Ingen vil være inde, der staa de midt paa Gaden
+med deres Angst og Fortvivlelse, med deres Jamren
+og deres Taarer.</p>
+
+<p>Se den statelige, gamle Mand med det blottede
+Hoved og de blodskudte Øjne; han vender sit askegraa
+Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
+de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
+over Rigens Raad og denne usalige Krig!
+Føl hvor Blodet brænder i hine unge Kinder af
+Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler
+med sig, han allerede nu har gjennemlidt i sin
+Fantasi!</p>
+
+<p>Hvor de brøle af Raseri over at de er saa
+afmægtige som de tror, og Gud i Himlen, hvilke
+Bønner, hvilke vanvittige Bønner!</p>
+
+<p>Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk
+sætte deres Kurve og Spande fra sig i Bislag
+og Porte og hist og her komme Enkelte hastigt
+ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i
+Ansigtet af Anstrængelse og de se sig forbavsede
+omkring, se nedad dem selv, fare omkring blandt
+Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
+bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de
+paa? og hvorfra komme alle disse lurvede, drukne
+Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og raabe,
+kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er
+syge, de skoggerle, jage efter Fruentimmerne og
+vil slaaes med Mændene.</p>
+
+<p>Det var den første Rædsel &mdash; Instinktets
+Rædsel. Over Middag var den forbi. Man var
+bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med Helligdagskræfter,
+havde seet Grøfter dybes og Brystværn
+højnes under sin Spade; Soldater vare trukne
+forbi, Haandværkssvende, Studenter og Adelstjenere
+holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner
+var kjørt op, Kongen var reden over Volden og<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span>
+man vidste han vilde blive &mdash; der var Rimelighed
+i Tingene, man blev rimelig selv.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen
+sat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport. Brandlugten
+drev ind over Staden og gjorde Folk urolige,
+og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit
+røde Skjær over Fruetaarns vejrgraa Mure og
+spillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir,
+hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
+gik der som et bange Suk gjennem den ganske
+By. Gjennem alle Gader, Gænger og Gyder lød
+det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
+Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med
+skingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirrede
+ængsteligt vesterud, Boderne lukkedes, Jernkræmmerne
+samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det
+var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens
+vældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.</p>
+
+<p>Langs Volden og i de tilstødende Gader var
+der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog
+var der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor man
+ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor
+Løngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting
+paa Tale der: først og fremmest naar Svenskerne
+vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først
+imorgen?</p>
+
+<p>Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten,
+mente nu det vilde gaa an, straks de vare komne
+i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span>
+Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra
+Farvergade mente det var saa en vovsom Sag i
+Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor
+En knap vidste hvad der var Landjord og hvad
+der var Vand.</p>
+
+<p>«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud
+vi vidste selv kuns halv saa god Besked med vore
+Anstalter som Svensken han veed det! Tal aldrig
+om det! Han har sine Spioner, har han, der En
+mindst skulde tro det. Jo! &mdash; det veed Borgermester
+og Raad ogsaa hjærtelig vel, for fra Morgenstunden
+af har Rodemestrene været rundt i alle
+Steder og Bebyggelser for at finde hans Spionerere
+frem; men lur ham om I kan! Svensken er habil,
+er han, synderlig i den Commerce; det er en naturlig
+Gave; jeg veed det jo fra mig selv &mdash; det er
+vel nu en halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham
+det aldrig af det Spøgelse ... Indigofarve ser I,
+hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
+mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen
+det kommer an paa. Skolde og rette Løddegryden
+til, det kan hver en Bursch, det er kuns
+Haandelag om at gjøre, men bejtse! &mdash; retteligen
+&mdash; det er en Kunstighed. Bejtser En for stærkt,
+saa brænder En Garnet eller Tøjet eller hvad det
+nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
+og bejtser En for knapt, saa kan Farven a&mdash;ldrigen
+holde, om En saa farvede med det allerdyrbarste
+Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen ogsaa en lukt<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
+Geheimniss, En intet lærer fra sig &mdash; til Ens
+Søn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej,&nbsp;....»</p>
+
+<p>«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden,
+«vel saa, vel saa!»</p>
+
+<p>«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde
+fortælle, saa havde jeg en halv Snes Aar forleden
+en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
+Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde
+makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte
+til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af
+til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet
+saa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saa
+det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu kuns!
+Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa
+Kunsten, de skjærer os baade Uld og Tvist, og
+desformedelst hænger vi immer det, der er flyet
+til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
+Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken
+en af Drengerne til at klynge ham op i en
+de der Sækker og &mdash; jeg kommer ind og vejer og
+blander og retter til og er halv ved at være til
+Ende med det, saa skikker det sig saa kunstigen
+at Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækken
+og han tager paa at stime og raabe jeg skulde
+forhjælpe ham ned ... og om jeg hjalp ham! &mdash;
+Død og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg
+han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er
+de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem
+over et Dørtrin.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
+«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle
+grimme Folk de Svenske,» talte Erik Lauritzen,
+«Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
+hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts,
+saa helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen; de
+er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
+nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen
+tillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værre
+end Ravnefugle og Rakkerfolk; &mdash; og saa morderiske
+de er! det er intet for Ingenting En siger:
+han har nemt til Kniven som svenske Lasse.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det
+skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en
+Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
+mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at
+det er en svenska Dulle.»</p>
+
+<p>«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og
+Dyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk,
+hvad Marekattern' er iblandt de uvittige Bæster;
+der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hans
+Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som
+Gud jo har beskjænket alle Mennesken' med, intet
+kan raade med hans arge Drifter og syndige Begjæringer.»</p>
+
+<p>Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden
+fremsatte og sagde saa: «Rigtig, Erik
+Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og synderlig
+Natur, anderlund end som andre Mennesker.
+Jeg kan immer lugte, naar der triner en udenlandsk
+Person ind til mig i min Bod, om han er<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
+en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken
+har saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukker
+eller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egne
+Betænkninger ved den Ting, men det er som I
+lægger det ud, det er Dunster af hans hidsige og
+bestialske Vædsker, er det.»</p>
+
+<p>«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en
+gammel Kone, der stod hos, «om Svensker og
+Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»</p>
+
+<p>«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,»
+afbrød Farveren hende, «tror hun Svensken
+ikke er Kristenfolk?»</p>
+
+<p>«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver,
+om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og
+Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk efter
+min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld,
+at det gik saadan til i højsalig Kong Kristians
+Levetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at et
+helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
+kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte
+fra hverandre som ene Varulver og andet Djævelskab
+og bissed tudendes omkring, alle Lunder og
+Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk
+og Fæmon.»</p>
+
+<p>«Men de søger da Kirke om Søndag, veed
+jeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.»</p>
+
+<p>«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind!
+det søger Kirke det Djævelens Pak iligemaade som
+Hekser de far' til Aftensang naar den Lede holder
+St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
+forgjorte er de og kugelfaste; paa dem bider hverken
+Lod eller Krud og de har et ondt Øjesyn de
+halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
+har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner
+har havt deres forbandede Fødder her i
+Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
+Svar mig til paa det, om I kan!»</p>
+
+<p>Farveren skulde just til at svare, da Erik
+Lauritzen, som i nogen Tid havde staaet, og seet
+sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys, Gert Pyper,
+hvad er vel den for en Person, som tal' saa
+prækendes histhenne og Folken' staar saa digt
+omkring?»</p>
+
+<p>De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede
+Gert Farver, at han skjønnede det var en
+vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i
+Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde
+Folk sige ikke var saa ret i sin Tro som det hans
+Salighed og gejstlige Karriere tjenligt var.</p>
+
+<p>Det var en doggeagtig, lille Mand paa en
+tredive Aar med et langt, glat og sort Haar,
+bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, brune
+Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
+gestikulerede stærkt og talte hurtigt og
+fyrigt, men temmelig tykt og læspende:</p>
+
+<p>.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde
+han, «skriver Evangelisten Matthæus 51&mdash;54 saalunde:
+Og se, een af dem, som vare med Jesu,
+rakte Haanden ud, og slog den ypperste Præstes
+Svend, og hug et Øre af hannem. Da sagde<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span>
+Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
+hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med
+Sværd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bede
+min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
+Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes?
+Det skal Alt saa gaa til.»</p>
+
+<p>«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa
+til. &mdash; Nu ligger uden denne Bys ringe Volde
+og svage Befæstning en almægtig Hob af velberuste
+Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver
+opladt sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling
+til dem, at de med Ild og Sværd, med
+Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og
+hvem som er deri, underdan og ganske deres
+egen.»</p>
+
+<p>«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart
+truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet,
+de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere og
+anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale
+sig selver, sigendes: bør det os ikke med
+brændendes Lue og blanke Sværde at gaa den
+Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge
+os øde? hvortil haver vel Gud i Himlen opvakt
+Koradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken's
+Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og
+fordærve? Og som Peter den Apostle drage de
+deres Glavind og ville pludseligen afhugge Malcho
+hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit
+Sværd i sin Sted, thi hvo som tager Sværdet,
+han skal omkomme med Sværd. Vel maa dette<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span>
+lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges
+Ufornumftstighed og synes en Daarskab for den
+Hadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikke
+som en Lyd af en Trompete, blot at høre; &mdash;
+ligervis som et Skiberum, der er ladet med mange
+gavnlige Ting, saaledes er Ordet ladet med Fornumstighed
+og Betænkning, thi Ordet er en Mening
+til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os
+udgrandske Ordet og successive fremfinde, hvorlunde
+det retteligen bør udlægges. &mdash; Af hvad
+Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den,
+der tager Sværdet omkomme med Sværd? Dette
+er for os at betænke udi trende Poster:<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Denne er da den første Post, at Mennesket
+er en viselig og over al Maade herligen indrettet
+Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
+Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi
+er, som Jacob den Apostle siger, alene Tungen
+en Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikke
+det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes
+Øjne, de hastige Fødder og de gribendes
+Hænder; baade den umættelig' Bug<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> de bedendes
+Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en
+Verden, hvormeget mere er da ikke vor dyr'bare
+og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en Have
+fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde
+Drifters glubendes Vilddyr og af Dydernes hvide
+Lam? Og er da den, som lægger en saadan Verden
+øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
+Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvad
+Straf det bør sig en Saadan at lide og udstaa.»</p>
+
+<p>Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren
+omkring Prædikanten saaes kun som en
+stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.</p>
+
+<p>«Den anden Post er denne, at Mennesket er
+en Mikrotheos, det er: en Afspejlning eller Lignelse
+af Gud den Almægtigste. Og er den, der
+forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte
+slemmer' end den, der stjæl' Kirkens hellige Kar
+eller Klæder eller øver Vold mod et Kirkehus? og
+I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
+og udstaa.»</p>
+
+<p>«Den sidste og tredie Post er denne, at først
+haver Mennesket Pligter imod sin Gud og er skyldig
+for hannem ideligen at kæmpe og stride, iført
+et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og
+omgjordet med Sandhedens skjærendes Glavind.
+Saadan berust falder det hannem til at stride, en
+Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube
+og søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør
+det os at lade den legemlig' Sværd blive i sin
+Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
+den aandelig!»</p>
+
+<p>Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da
+Folk komme, der lyste sig hjem med smaa Haandlygter.
+Efterhaanden som de stødte paa Forsamlingen,
+stillede de sig op blandt de Yderste, saa
+der snart var dannet en bugtet Halvkreds af blinkende
+Smaalys, der sluktes og lyste op, alt som<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span>
+Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en
+Lygte i Vejret og lod sit Skjær flakke søgende
+om paa Husenes hvidtede Mure og mørke Ruder,
+indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
+Ansigt.</p>
+
+<p>«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes:
+skulle vi da overantvorde os selv, bunden
+paa Hænder og Fødder, til vor Fjende, til Trældommens
+og Fornedrelsens bitre Sørgestand? &mdash;
+O! mine Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I
+at regne som dem der men', at Jesus ikke kunde
+bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere
+end tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab,
+knurrer ikke i Eders Hjærter mod Herrens Raadslagning
+og gjører ikke Eders Lever sort imod
+hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den
+knuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed.
+Og han er den, som haver mange Veje at føre os
+ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan
+han ikke vende Fjendens Hjærte, eller lod han
+ikke den Dødsengle gaa gjennem Sancheribs Lejr,
+eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende
+Vande eller Kong Pharaos hastige Undergang?&nbsp;...»</p>
+
+<p>Her blev Jesper Kiim afbrudt<span class="corr" title="var: ,">.</span></p>
+
+<p>Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham;
+kun ude fra de yderste Rækker havde der nu og
+da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var
+det Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede
+ind imod ham: «Hu, din Helvedesgast! vil du tie<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
+den sorte Hund du er! &mdash; hør intet paa ham, det
+er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»</p>
+
+<p>Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa
+brød Larmen løs; Haansord, Eder og Forbandelser
+skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
+men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest
+ved Trappen trængte truende op imod ham.
+En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
+Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende
+efter ham med sin lange, sølvknappede Stok.</p>
+
+<p>«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham!
+han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal
+tilstaa hvad han har faaet for at beføre os. Ned
+med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss!
+vi skal nok plukke det ud af ham.»</p>
+
+<p>«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte
+andre, «han skal i Raadstukjælderen. Lang ham
+ned! lang ham ned!»</p>
+
+<p>Et Par stærke Karle havde allerede Tag i
+ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens
+Trærækværk; saa spændte de baade det og
+ham ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han
+blev modtaget med Spark og Næveslag. Kærlinger
+rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge,
+der stode med deres Fader i Haanden og saae til,
+hoppede af Fornøjelse.</p>
+
+<p>«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved,
+«gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham i
+Forhør.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span>
+Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk
+i sig igjen? vil han Mester Lurifas?»</p>
+
+<p>«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer'
+end som Mennesken', som skreven staar.»</p>
+
+<p>«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel
+af og truede ham med, «men Mennesken' har
+Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
+og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg,
+saa din Hjærne skal sidde paa Muren næst herved;»
+og hun slog ham med Tøffelen.</p>
+
+<p>«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.</p>
+
+<p>«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.</p>
+
+<p>«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer,
+og stim ikke saa, her kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»</p>
+
+<p>En høj Skikkelse red forbi.</p>
+
+<p>«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',»
+brølede Hoben.</p>
+
+<p>Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene
+vilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bort
+ad Volden.</p>
+
+<p>Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst
+tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens
+Halvbroder.</p>
+
+<p>Mængden spredtes, der blev færre og færre,
+snart kun nogle faa.</p>
+
+<p>«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert
+Farver, «her slaar vi Hovedet i Bræk paa den,<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
+som tal' om Fredelighed og raaber os hæse for
+den, som mest er Skyld i Krigen.»</p>
+
+<p>«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og
+en ønskelig Godnat,» sagde Kjøbmanden afbrydende
+og skyndte sig fra ham.</p>
+
+<p>«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede
+Farveren; saa gik ogsaa han.</p>
+
+<p>Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene
+tilbage og holdt paa sit værkende Hoved, og oppe
+paa Volden gik Vagterne langsomt frem og tilbage,
+stirrende ud over det mørke Land, hvor
+Alt var stille, ganske stille, skjøndt Tusinder af
+Fjender laa derude.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_IV" id="KAPITEL_IV"></a>IV.</h2>
+
+
+<p>Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa
+Taagebanke i Horizonten og de tændte Luften
+over sig saa den brændte i en mild, rosengylden
+Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere
+og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i
+dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden,
+blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af
+violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer.
+Duggen tindrede paa Vestervolds høje Græs og
+Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og i Haverne
+foran, saa at Luften stod i eet skjælvende
+Skinger. Fra Haverne drev en let, fin Damp i
+smalle Striber, og Træerne bøjede langsomt de frugttunge
+Grene for Luftningen ude fra Sundet.</p>
+
+<p>Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal
+lød fra Vesterport og blev besvaret fra de
+andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad
+Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage
+paa deres Poster, rystede Kapperne og rettede ved
+deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.</p>
+
+<p>Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport,
+stod Ulrik Frederik Gyldenløve og saae paa<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
+de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg op og
+ned over Voldgravens blanke Vandflade.</p>
+
+<p>Flygtige og lette, snart matte og taageagtige,
+snart farverigt stærke, brandlevende og klare jog
+hans tyveaarige Minder forbi hans Sjæl. De kom
+i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne
+Skove, de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers
+Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet
+dernede i den holstenske By med de røde
+Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae
+sin Moders, Fru Margrethe Pappens høje Skikkelse,
+hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; den
+fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae
+han og den bulne Fægtemester med det rødblaa
+Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have drog
+forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved
+Fjorden og der stod Jægerens kluntede Heinrich,
+der kunde gale som en Hane og slaa saa mageløst
+Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke,
+sit stønnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde
+Jerngitter og den magre Kristus, der havde
+den røde Fane i Haanden.</p>
+
+<p>Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal,
+og Sollyset brød frem i det samme, skarpt og
+varmt og forjog alle Taager og disede Toner.</p>
+
+<p>Saa var der Jagten, hvor han skød sin første
+Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden
+med Dyrets Blod, mens de stakkede Jægerdrenge
+blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
+Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
+Scene med Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen
+med den første Duel i den dugfriske
+Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter,
+med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour
+uden Byens Porte, da hans Hoved værked af den
+første Rus. Saa kom der en gylden Taage med
+Klang af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen
+og der var Lotte og der var Marthas hvide
+Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen
+til Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse,
+Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og
+vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset rased,
+afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm
+og natlige Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups
+Have eller Hillerødslottets gyldne Sale.</p>
+
+<p>Men langt klarere end Alt dette saae han
+Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen
+mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde,
+dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med
+hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der
+stiger og spotter En med kaade Triller, mens den
+flygter&nbsp;....</p>
+
+<p>En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte
+ham af hans Drømme.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Wer da</span>!» raabte han.</p>
+
+<p>«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel
+Knopf,» svaredes der og en lille, værkbruden Mand
+kom frem af Buskene og bukkede.</p>
+
+<p>«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind
+Syger gjør han der?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span>
+Manden saae trist ned for sig.</p>
+
+<p>«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og
+smilede, «han er intet gaaet uskadt ud af «den
+gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har nok
+fyret ham for strengt.»</p>
+
+<p>Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad
+Voldskrænten. Daniel Knopf, ogsaa paa Grund af
+sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en rig Storkjøbmand
+paa nogle og tyve Aar, og var lige saa
+bekjendt for sin Rigdom som for sin skarpe Tunge
+og sin Fægtekunst. Han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: omgikes">omgikkes</a> meget med den
+unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds,
+der var bekjendt under Navn af «<span xml:lang="fr" lang="fr">le cercle des
+mourants</span>», som navnlig bestod af de yngre Mænd,
+der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var
+Sjælen i denne Kreds, som var mere livslysten end
+intelligent, mere berygtet end afholdt, men egenlig
+ligesaa beundret og misundt som berygtet.</p>
+
+<p>Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede
+Daniel med disse Mennesker. Han færdedes ikke
+med dem paa alfar Gade eller i adelige Huse, men
+i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var
+han dem ganske uundværlig. Ingen kunde tale
+saa videnskabeligt om Boldtspil og Hundedressur
+eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader.
+Ingen kjendte Vin som han. Han havde dybsindige
+Theorier om Terningspil og Elskovskunst
+og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige
+ved at krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste.
+Han havde endelig Anekdoter om<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
+Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
+overordenligt, han havde bestemte Meninger
+om Alt.</p>
+
+<p>Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig,
+glemte aldrig Forskjellen mellem sig og
+Adelen og havde et saa vidunderlig latterligt Udseende,
+naar de i Kaadhed eller Drukkenskab
+stafferede ham ud paa en eller anden urimelig
+Maner. Han lod sig hundse og skjælde ud, uden
+at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
+at han mangen en Gang gav sig selv til
+Pris, naar han derved kunde standse en Samtale,
+der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
+i Laget.</p>
+
+<p>Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt
+for ham at omgaaes disse Folk og han <em>maatte</em>
+omgaaes dem; for ham, den vanføre Borgerlige, var
+Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog
+var menneskelig Tale, over deres Tilværelse
+laa der en Dag af Lys og et Hav af
+Duft, medens de andre Stænder sled Livet hen i
+farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede
+det, at han var borgerlig født, som en langt større
+Ulykke end hans Vanførhed og græmmede sig derover,
+naar han var ene, med en Bitterhed og
+Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.</p>
+
+<p>«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den
+Lille var kommen op til ham, «det har intet
+været nogen ringe Taage, der har været for hans
+Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
+Vestervold, eller stod Luttendranken saa overhaands
+højt i Kvæld, siden jeg træffer ham an her, liggendes
+tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»</p>
+
+<p>«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I
+tror jeg var i Lag sammen med Eder inat!»</p>
+
+<p>«Men hvad tusind Pokker er det da med
+ham?» raabte Ulrik Frederik utaalmodigt.</p>
+
+<p>«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og
+saae op paa ham med Taarer i Øjnene, «jeg er
+en elendig Menneske.»</p>
+
+<p>«Han er en Kræmmerhund er han! Er det
+en Sildeskude han er bange for at Svensken han
+skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
+Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil
+tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og
+Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der intet
+var andet for en god Borgere at tage sig nær end
+om hans sølle Kram gaar Satan i Vold, nu det
+tegner til Fald baade for Konge og Rige!»</p>
+
+<p>«Hr. Gyldenleu!»</p>
+
+<p>«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»</p>
+
+<p>«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt
+og traadte et Skridt tilbage, «for hverken
+klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af
+Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel
+og en Døjt om Sild og Safran, men skikkes væk
+som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig baade
+af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret
+imod mig, Hr. Gyldenleu; &mdash; derfor har jeg ligget<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
+i Græsset inat og tvinet som en skamskabet Hund,
+der er lukket ude, for det har jeg krympet og
+krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og
+raabet til den Himmerigs Gud i min Sørgelighed
+og Vanmagt, og er gangen i Rette med hannem,
+hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm
+skal sees an for vissen og uduelig til at føre Vaaben
+og Gevær, aldenstund der rustes ud baade
+Tjenere og Handtværksburscher&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Men hvem den skinnendes Satan har da viset
+ham af?»</p>
+
+<p>«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene
+ligesom de andre de løb, men kom jeg til det ene
+Hold sagde de, de kunde intet være flere og kom
+jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns
+ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner
+og fornemme Folk og anden Snak mere; men
+der var ogsaa de Hold, hvor de sagde, de skulde
+intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der
+var Ulykke ved dem og Kuglerne trak efter dem,
+og de skjøttede aldeles intet om unyttigen at hazardere
+deres Liv og Lemmer ved at have saadan
+et Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem
+sig. Saa supplicerte jeg Generalmajor Ahlefeldt
+om at blive en Sted anviset, men han bare rysted'
+paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet
+saa styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne
+ud med saa stynede Stumper, som mere vilde være
+dem til Ulejlighed end til Hjælp.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"> </a></span>
+«Men hvorfor gik han intet til nogle af de
+Officiers, han er kjendt med?»</p>
+
+<p>«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg
+tænkte straks paa Circlen og kom da ogsaa to af
+de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og
+den Ridder Forgyldt.»</p>
+
+<p>«Naa og de hjalp ham?»</p>
+
+<p>«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. &mdash; Hr.
+Gyldenleu, de hjalp mig saa Gud finde dem for
+det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og lysk
+han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde
+de, jeg havde havt saamegen Conduite, at jeg intet
+vilde komme her med mine Abenpudserier. Et
+var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
+og Pudsenmager ved en lystig Pokulats,
+men naar de var i deres Embede skulde jeg blive
+dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
+nej det var syndigt, syndigt var det! Den
+Gemenhed, de havde viset mig paa Vinstuer, betød
+intet at de saae mig an for deres Lige, at jeg
+skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde
+faa deres Omgængelse og Selskab nu de vare i
+deres Bestilling. Jeg var dem for nærgaaendes,
+Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde
+trænge mig ind i deres Kompagnie her paa denne
+Sted, her brugte de ingen Lust-Major! Det sagde
+de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
+dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om
+Side med de andre Bysens Borgere.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
+«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte,
+«jeg forstaar nok, det harmer ham at han skal
+være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa falde
+ham noget langsomt at sidde stille og svede ved
+hans Pult, mens Rigens Fremtid bliver afgjort
+her oppe paa Voldene. Naa, han <em>skal</em> komme
+med. For ...», han saae mistænksomt ned paa
+Daniel, «der stikker vel ingen Lumskerier under,
+Mester?»</p>
+
+<p>Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han
+blev bleg som en kalket Væg og hans Tænder
+skar imod hinanden.</p>
+
+<p>«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg
+stoler paa ham; men han kan da heller intet forlange
+En skal tro ham som om han havde et adeligt
+Ord at give; &mdash; og husk: hans Egne har
+vraget ham først og ... tys!»</p>
+
+<p>Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne
+ved Østerport, det første, der blev løsnet
+i denne Krig.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham
+til Kinderne, hans Øje stirrede begjærligt og betaget
+efter den hvide Røg, og da han talte, var
+der en sælsom Skjælven i hans Stemme.</p>
+
+<p>«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen
+kan han melde sig hos mig og bryd han sig
+intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt
+henad Volden.</p>
+
+<p>Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span>
+han dybt, satte sig i Græsset og græd som et
+ulykkeligt Barn græder.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk,
+ujævn Vind blæste gjennem Byens Gader og hvirvlede
+Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et
+Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene
+løse, stemmede Røgen ned i Skorstenene
+og foer ilde med Skiltene.</p>
+
+<p>Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den
+i Vejret i dunkle Buer, smældede dem ud i sorte
+Bugter og surred dem rundt om de svajende
+Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst
+frem og tilbage, Bundtmagerskiltene slog med de
+laadne Haler og Glarmestrenes pragtfulde Glassole
+svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med Badskærernes
+blankt polerede Bækner.</p>
+
+<p>I Baggaardene slog det med Lemme og Luger,
+Hønsene maatte krybe i Ly bag Tønder og Skur
+og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar Vinden
+peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.</p>
+
+<p>Trods Blæsten var det trykkende hedt; det
+blæste Varme ned.</p>
+
+<p>Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede,
+kun Fluerne summede livligt omkring i den lummervarme
+Luft.</p>
+
+<p>Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene
+trak det, derfor søgte da ogsaa overalt de,
+der havde Haver, ud i dem. I den store Have, der<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
+laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde,
+sad en ung Pige i Skyggen af et af de
+store Løntræer.</p>
+
+<p>Hun sad og syede.</p>
+
+<p>Det var en høj, slank Skikkelse; næsten
+spinkel var den, men Barmen var bred og fyldig.
+Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
+det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt
+store, sorte Øjne. Næsen var skarp, men fin,
+Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
+Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og
+Hagen noget spids, men dog stærk og kraftig
+formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:
+en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget
+Guldbroderi, en ny, grøn Filthat med store, snehvide
+Strudsfjer og Lædersko med rødslidte Næser.
+Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes
+Halskrave eller hendes lange hvide Hænder var
+ganske rene.</p>
+
+<p>Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie.
+Hendes Fader, Rigens Raad og Marsk, Jørgen
+Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død
+allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe
+Marsvin for et Par Aar siden. Hun havde derfor
+nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder og da han
+var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der
+styrede Huset.</p>
+
+<p>Hun sad og syede og nynnede til, mens hun
+i Takt vuggede den ene af sine Sko paa Spidsen
+af Foden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
+Over hendes Hoved susede og svajede de
+tætløvede Kroner i den stærke Blæst med en Lyd
+som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede
+deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage
+i ustadige Buer som grebet af uroligt Vanvid og
+Hindbærriset dukkede sig forknyt og vendte den
+lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve
+ved hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem
+Luften, Græsset lagde sig fladt henad Jorden og
+paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den hvide
+<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Bomsterfraade">Blomsterfraade</a> op og ned i evig Skiften.</p>
+
+<p>Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede
+sig, endnu som dirrende af Angst og i aandeløs
+Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned
+igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren,
+dens vilde Vuggen og rastløse Vekslen bredte
+sig atter ud over Haven.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Fillis sad udi en Skøyte,<br /></span>
+<span class="i0">Koridon blæst' i sin Fløjte<br /></span>
+<span class="i0">Højt saa at det Fillis hørte<br /></span>
+<span class="i0">Og sin Roer ej mere rørte,<br /></span>
+<span class="i0">Thi drev Skøyten paa en Sand,<br /></span>
+<span class="i0">Thi drev Skøyten <span class="spaced">.....</span>"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven
+kom Ulrik Frederik gaaende. Sofie saae et Øjeblik
+forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter over
+sit Sytøj og nynnede videre.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen,
+stod nu og da stille og saae paa Blomsterne
+og lod i det Hele taget som om han ikke havde<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span>
+seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede
+saa ind paa en Sidesti, standsede bag en stor Jasminbusk
+og rettede paa sin Uniform og sit Belte,
+tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa
+videre.</p>
+
+<p>Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.</p>
+
+<p>«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han
+ganske overrasket.</p>
+
+<p>«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede
+betænksomt sin Naal i Sytøjet, glattede det
+med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
+«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Das nenn' ich blindes Glück</span>,» sagde han og
+bukkede, «jeg ventede kun at finde Jomfruens
+Hr. Cousin herude.»</p>
+
+<p>Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han
+er her intet,» sagde hun og rystede paa Hovedet.</p>
+
+<p>«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned
+for sig.</p>
+
+<p>Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde:
+«Hvad for en Lummervarme det da ogsaa er idag!»</p>
+
+<p>«Ja, det falder trolig ud til Torden, om
+Blæsten stiller af.»</p>
+
+<p>«Ja&mdash;a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt
+op mod Huset.</p>
+
+<p>«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik
+Frederik og rettede sig som for at antyde, at han
+vilde gaa.</p>
+
+<p>«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar
+imod i denne Sommer. En kan fluks blive svagsindet<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
+ved at tænke paa al den Farlighed baade
+for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange
+kjære Slægtninge og gode Venner som jeg har,
+der allesammen er med i denne ulykkelig' Affaire
+og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed
+eller hvad de ejendes er, saa er der ogsaa mer
+end Aarsage nok til at komme paa alskens modige
+og underlige Tanker.»</p>
+
+<p>«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den
+lebendiges Gud intet falde hen i Taarer, I maler
+Eder alting altfor dyster af</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">Tousiours Mars ne met pas au jour<br /></span>
+<span class="i0">Des objects de sang et de larmes<br /></span>
+<span class="i0">Mais»<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">og han greb hendes Haand og førte den op til
+sine Læber</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">«.... tousiours l'Empire d'amour<br /></span>
+<span class="i0">Est plein de troubles et d'alarmes.»<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Sofie saae naivt op paa ham.</p>
+
+<p>Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige,
+sugende Nat, hvor Dagen vældede frem i Stimer
+af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
+der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne
+Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt
+svandt i rosengylden Rødme, lig en Sky, som Morgensolen
+belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade
+de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte
+sig op i det mørke Haar ....</p>
+
+<p>Hendes Haand skjælvede i hans, kold som
+Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slog<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
+Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik
+Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at
+tage det op og blev liggende i den knælende
+Stilling.</p>
+
+<p>«Jomfru Sofie!» sagde han.</p>
+
+<p>Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae
+mildt alvorligt, næsten smerteligt paa ham.</p>
+
+<p>«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «<span class="corr" title="var: Tag">tag</span> mig
+det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besværger
+Eder intet at lade Eder henføre af en øjeblikkelig
+Sentiment til at søge at provocere en Forandring
+i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden
+os imellem. Det tjener til Intet uden at
+føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder op
+fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen
+hos mig her paa Bænken, at vi kan tales
+ved i al Rolighed.»</p>
+
+<p>«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op
+nu i denne Time,» sagde Ulrik Frederik og blev
+liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og brændendes
+er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet
+tænke, jeg skulde nøjes med slet og bart at være
+Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld
+tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
+umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen
+ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan øge
+eller svække med Eders Munds Vejr, alt som Eders
+Hu er; <span xml:lang="fr" lang="fr">par dieu</span>! den er en luestærk og fortærendes
+Ild, men det staar til Eder om den skal spredes
+og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammer<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span>
+og irrende Vejrlys eller den skal brænde fort varmendes
+og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»</p>
+
+<p>«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig
+og hav Medynk med mig og stæd mig intet
+i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
+thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar,
+men netop af den Aarsag vil jeg til det
+Yderligste værge mig mod at bringe Eder i en
+falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes
+fideliter kan meintenere. I er vel seks Aar paa
+det Nærmeste yngre end jeg er og det, som udi
+min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan
+Alderen lettelig forvanske eller vende om til Grimhed.
+Ja! I smiler, men supponer at I, naar I er
+fyldt de Tredive, drages med en rynket Heks af
+en Kjæreste<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" title="Kjæreste, dengang = Kone." class="fnanchor">[3]</a>, der kuns har ført Eder en ringe
+Medgift og heller intet paa anden Maade har
+været Eder til Forfremmelse; tænker I intet, I
+vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde
+giftet en ung, fyrstelig Person, hvad der baade
+havde været Eders Alder og Byrd allermest gemäss
+og som og vilde have baaret Eder bedre
+frem end den simple Adelspige vilde have gjort?
+Hjærte Ulrik Frederik, talte I til Eders høje
+Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme; men de
+vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru
+som var ældre end Jer, vilde hun kvæle
+Eder tildøde med sin Iversyge; iversyg vilde hun<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span>
+være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste
+Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde
+sluppet saa meget for at fange hende, vilde hun
+strænge sig an for at hendes Elskov kunde være
+Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder
+med sin afgudiske Kjærlighed som med et Bur af
+Jern, og fornam hun I længtes ud deraf et Minut,
+hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre
+Eder hver en Time med sin mistrøstige
+Sorg.»</p>
+
+<p>Hun rejste sig op og rakte ham Haanden.
+«Farvel, Ulrik Frederik, det er bedskt som Døden
+at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg
+er en gammel, gusten Pige eller er en gammel
+Mands halvgamle Kjæreste, vil I sande at Sofie
+Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand
+over Jer. &mdash; Mindes I den spanske Romanbog,
+den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der
+har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver
+ved at vinde sig om det længe efter at Træet er
+morsk og ude og er tilsidst den, der holder Træet,
+som intet kan støtte mere. Tro, Ulrik Frederik,
+saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af
+Eders Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet
+og vejret hen.»</p>
+
+<p>Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig
+for at gaa, men Ulrik Frederik holdt Haanden fast.</p>
+
+<p>«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes!
+skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du
+har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre Skilsmisse<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span>
+mellem os. Aner du da intet at det er
+daarligt at tale om hvad du eller jeg vil. Er
+intet mit Blod som drukken af dig, er jeg mig
+selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du
+i denne Time vendte din Hu fra mig, du skulde
+dog blive min, dig til Trods, mig til Trods. Jeg
+elsker dig som om jeg hadede &mdash; &mdash; jeg tænker
+intet paa <em>din</em> Lykke, hvad rører det mig om du
+kommer i Lykke eller Ulykke, blot <em>jeg</em> er med i
+din Glæde, blot <em>jeg</em> er med i din Lidelse, blot
+<em>jeg</em>&nbsp;....<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>Han slængte hende med et Ryk ind mod sig
+og knugede hende op til sit Bryst.</p>
+
+<p>Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham
+og saae længe paa ham med taarefyldte Øjne;
+smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og
+hun kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter
+hinanden.</p>
+
+<p>Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen
+Pragt. Kongen havde villigt givet sit Samtykke,
+for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik Frederiks
+vel lystige Ungkarleliv.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_V" id="KAPITEL_V"></a>V.</h2>
+
+
+<p>Efter Hovedudfaldene anden September og
+tyvende Oktober var Byen fuld af Ulrik Christian
+Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne
+kaldte ham. Hans Navn var i Alles Munde; der
+var ikke det Barn i Byen uden det kjendte Bellarina,
+hans Fuks med de hvide Sokker, og naar
+han red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende
+efter den slanke, høje Skikkelse i den bredskjødede,
+blaa Drabantfrakke med de vældige, hvide Opslag,
+det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng,
+og de var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte
+dem et Nik eller et Øjekast fra den frække
+Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og deres
+kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem
+han var, og kjendte alle hans kjønne Historier,
+nikkede fornøjet til hinanden, naar de havde mødt
+ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
+om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar
+han ikke havde været.</p>
+
+<p>At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede
+ham, var nu intet Under, thi han havde ganske
+sin Faders, Kong Christians, folkevindende Gaver.<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
+Men ogsaa i andre Henseender havde han taget
+Arv efter ham, han havde faaet baade hans Hidsighed
+og hans Umaadelighed, men ogsaa en Del
+af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans
+Overblik. Han var meget ligefrem; flere Aars
+Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort
+nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en
+Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han
+stødende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig
+sin Mund op uden at han bandede og svor
+som den gemeneste Matros.</p>
+
+<p>Men Soldat det var han. Trods sin unge
+Alder, han var kun otte og tyve Aar, ordnede
+han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
+vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og
+en saa stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe
+havde været i saa gode Hænder hos nogen anden
+af Frederik den Tredies Mænd.</p>
+
+<p>Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede
+alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres
+versificerede Beretninger om Udfaldene tilraabte
+ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks
+Fiende-Frelse», eller hilste ham med et: «o, hil
+dig, hil du nordisk' Mars, du tapre David danske,»
+og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et
+<span xml:lang="la" lang="la">cornu copiae</span> eller Overflødighedens Horn, fuldt
+med Roes og Ære, Sundhed, Velstand og Lykke;
+og det var saare naturligt, at mangen stille Aftenandagt
+endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen
+at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, der<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
+fandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til
+Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
+slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt,
+som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende
+Lyskrands, at den, som i saa fuldt Maal
+havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte
+blive delagtig i den eneste sande og rette Ære.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Marie Grubbe var meget optaget af denne
+hendes Fasters nære Slægtning. Tilfældigvis havde
+hun aldrig været sammen med ham, hverken hos
+Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde
+hun seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie
+havde viist hende ham.</p>
+
+<p>Alle talte om ham; næsten hver Dag blev
+der fortalt hende nye, modige Træk af ham; hun
+baade hørte og læste, at han var en Helt, og den
+jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben
+hin Skumringsstund, da han red forbi, havde
+gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende.</p>
+
+<p>Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede
+ham ganske ud af de almindelige Menneskers
+Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
+Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander
+af Macedonia, Olger Danske, Ridder Bayard
+og de der, det var Helte, store, fjerne, straalende
+Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan
+Noget end de var Mennesker som andre Folk.
+Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig havde
+troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span>
+sirligt som de Forskrifter, En skrev efter, saadan
+var det heller ingensinde faldet hende ind, at Nogen
+kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
+noget Forbigangent, Noget, der havde været til.
+At man kunde møde en Helt, en virkelig Helt,
+møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa vildt
+havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig
+helt anderledes ud, der var Andet til i Verden
+end det Dagligdags; det Store, Skjønne, det brogede
+Rige, som der stod om i Historiebøger og
+Viser, det kunde En Altsammen møde. Der var
+da virkelig Noget til, En kunde længes efter af
+sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
+var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der
+var Mening i hendes uklare Drømme og Længsler,
+det var ikke Noget, hun var ene om; voksne Folk
+troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.</p>
+
+<p>Endnu anede hun det kun, hun var overbevist
+om at det var sandt, men hun kunde ikke
+se og føle at det var det. Han alene var det
+Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa,
+at det var saaledes. Derfor drejede alle hendes
+Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt om
+ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet,
+naar hun hørte Hestetrav nede paa Gaden,
+og hun overtalte ofte den villige Lucie, naar de
+var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad
+Slottet, men de saae ham aldrig.</p>
+
+<p>Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober,
+hen paa Eftermiddagen, at hun sad og<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span>
+kniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange
+Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved
+Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gløder
+hos sig og tog nu og da lidt tørrede Blomster
+og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet,
+og lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue
+var hed og kvalm og sød, og mellem de brede,
+mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
+lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes
+en Rok snurre, og altimellem nikkede Fru Rigitze
+saa smaat i sin polstrede Stol.</p>
+
+<p>Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun
+søgte at kjøle sine hede Kinder mod de smaa,
+duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa
+Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde
+Luften skjærende lys. Saae hun saa ind i Stuen
+igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. Pludselig
+traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad
+Døren, at det gav et Sæt i Fru Rigitze. Han
+saae ikke Marie og satte sig straks henne ved
+Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende
+Ord om at det var saa længe siden, han havde
+været der, sagde, at han var træt, satte sig saa
+forover paa Stolen med Haanden under Kinden og
+tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes
+livlige Tale.</p>
+
+<p>Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse,
+da hun saae ham træde ind! hun lukkede
+et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for hende,
+saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
+trække Vejret. Hun havde en Fornemmelse som
+Gulvet sank under hende eller som at hele Stuen
+med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
+Luften, og Alt hvad der var derinde saae
+hun saa underlig skarpt og bestemt, men dog saa
+uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
+holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden
+saa nyt og fremmed ud altsammen. Imidlertid,
+længe før dette fortog sig varede det ikke,
+og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa.
+Hun vilde ønske, hun var langt borte eller
+blot oppe paa sit Kammer, sit fredelige, lille
+Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke
+hendes Hænder rystede. Bare han ikke saae
+hende!</p>
+
+<p>Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen
+og fæstede nu først bestemt Blikket
+paa sin Fasters Gjæst.</p>
+
+<p>Var det saadan han saae ud! Ikke meget,
+meget større; og hans Øjne var jo slet ikke skinnende
+sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
+Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han
+var saa bleg og saae saa bedrøvet ud; &mdash; nu
+smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder
+var saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa
+fin og lille.</p>
+
+<p>Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere
+syntes han hende, og hun begyndte at undres
+over, at hun kunde have tænkt sig ham større
+eller anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span>
+Frygt og tænkte kun paa al den Roes og Berømmelse,
+hun havde hørt over ham. Hele Tiden
+saae hun paa ham og hun forestillede sig ham i
+Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under
+Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet
+tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende
+springe op mod en Sejlers brede Bringe.
+Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler
+peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
+fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme
+slæbte Sejren, som der stod i Krøniken, hun
+havde læst.</p>
+
+<p>Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes
+Øje paa ham.</p>
+
+<p>Ved en pludselig Bevægelse fangede han
+Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, saae
+ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
+Smil, saa rejste han sig op og lod som
+om han først nu fik Øje paa Marie Grubbe.</p>
+
+<p>Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter,
+og Marie gjorde sin Kompliment.</p>
+
+<p>Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt
+skuffet ved at erfare at de Øjne, der havde seet
+saaledes paa ham, vare et Barns.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Ma chere</span>,» sagde han lidt spidst og saae
+ned paa hendes Arbejde, «hun er den største
+Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
+nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det
+Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span>
+«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham,
+«der jeg saae Generallieutenanten,» og hun skjød
+den svære Kniplepude ind i Vindueskarmen, «kom
+det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge
+for Lægevæle<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" title="Lægevæle = Charpi." class="fnanchor">[4]</a> end for Huestads.»</p>
+
+<p>«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant
+i Krigstid som ellers,» sagde han og saae paa
+hende.</p>
+
+<p>«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne
+Tider som nærværendes!»</p>
+
+<p>«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte
+at more sig over hendes Alvorlighed, «og jeg
+for een.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae
+alvorligt op paa ham, «det er jo kuns et Barn,
+I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
+Knipletøjet.</p>
+
+<p>«Tøv lidt, lille Jomfru!»</p>
+
+<p>«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder
+længer.»</p>
+
+<p>«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt
+om Haandledene og bøjede hende over mod sig
+over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en vanskelig
+Person, men,» hviskede han, «har En bedet
+mig Goddag med et Øjekast som det, hun saae
+paa mig med, saa vil jeg intet, at En en Haandevending
+efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg
+vil det intet &mdash; saa &mdash; kys hun mig nu!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
+Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine
+skjælvende Læber mod hans, han slap hende og
+hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende
+paa sine Arme.</p>
+
+<p>Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag
+og den næste havde hun en dump Fornemmelse af
+Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det
+var hende som var der bleven sat en Fod paa
+hendes Nakke, som var hun bleven traadt i Støvet
+og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var ingen
+bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker,
+ingen Ønsker om Hævn var der. En sælsom
+Ro var kommen over hendes Sind, ingen flyvende
+Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler
+mere. Overfor Ulrik Christian følte hun ikke
+noget Bestemt, hun vidste blot at hvis han sagde:
+kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa,
+maatte hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men
+saadan var det, det vilde blive ved at være saaledes
+og anderledes kunde det ikke blive.</p>
+
+<p>Hun kniplede og syede den ganske Dag med
+en usædvanlig Udholdenhed og mens hun arbejdede
+nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte om
+Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred
+paany, om Svenden, der maatte forlade sin
+Mø og drage til det fremmede Land, hvorfra han
+aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der
+sad i det skumle Taarn saa sørgelig længe og
+hvordan saa først hans ædle Falk den <em>døde</em>, dernæst
+hans trofaste Hund <em>døde</em> og sidst hans gode<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
+Ganger graa <em>døde</em>, men hans troløse Viv Malvina
+hun levede frydelig og fro og uden Sorger. De
+Viser sang hun og mange andre, og imellem sukkede
+hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
+troede hun var syg og vilde have, hun skulde
+lægge Vejbredblade i sine Strømper.</p>
+
+<p>Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter
+saae ind og talte mildt og venligt til hende, var
+ogsaa hun som om der Intet havde været dem
+imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed
+paa de store<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> hvide Hænder, der havde
+taget saa haardt paa hende og hun spejdede efter,
+hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme,
+der saaledes havde kunnet kyse hende, og ogsaa
+Munden med det smale nedadbøjede Overskjæg betragtede
+hun, men stjaalent og med en hemmeligt
+kildrende Skræk.</p>
+
+<p>I den nærmest følgende Tid kom han næsten
+hver eller hveranden Dag, og Marie Grubbe blev
+mere og mere optaget af ham. Naar han var
+borte, var der øde og livløst i den gamle Gaard,
+syntes hun, og hun længtes efter ham som den
+Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
+naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig
+fuld og fri, hun følte sig altid saa usikker overfor
+ham.</p>
+
+<p>En Nat drømte hun at hun saae ham ride
+gjennem den tætopfyldte Gade ligesom hin første
+Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
+saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span>
+bange i Tavsheden og turde ikke smile til ham,
+men gjemte sig bag Hoben; da saae han sig om
+med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det
+fæstede sig paa hende, det Blik, og hun trængte
+sig frem gjennem Folkestimlen, kastede sig ned
+lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
+paa hendes Nakke&nbsp;...</p>
+
+<p>Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae
+sig forbavset om i det kolde, maanelyse Kammer:
+ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede, hun
+vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun
+elskede ham. &mdash; Ja saadan var det, hun havde
+ikke vidst det før, hun elskede ham. Det blev
+hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det
+flimrede for hendes Øjne og alle Hjertets Pulse
+banked, banked, banked. Hun elskede ham; hvor
+det var forunderligt at sige, hun elskede ham!
+saa herligt var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt,
+men dog saa uvirkeligt. Herregud, hvad
+kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik
+Taarer i Øjnene af Medlidenhed med sig selv &mdash;
+men alligevel! og hun gjemte sig lunt og blødt
+under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
+og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed,
+sin store, store Kjærlighed.</p>
+
+<p>Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var
+der ingen Følelse af Usikkerhed hos hende, tvertimod,
+den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde hende
+betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at
+røbe den gjorde hendes Væsen mere behersket,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span>
+næsten voksent. Der kom nu en dejlig Tid fuld
+af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk
+dejlig Tid; eller var det ikke dejligt, naar Ulrik
+Christian gik, skjult for ham og alle Andre, at
+tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar
+han kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede
+Ven vilde tage hende i Favn, kalde hende ved
+alle Verdens søde Navne og sætte sig hos hende
+og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene &mdash;
+længe, og hun vilde lade sin Haand glide igjennem
+hans bløde, brune, buklede Haar? Hvad gjorde
+vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
+ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der
+virkelig kunde ske.</p>
+
+<p>Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var
+det at Ulrik Christian sidst i November blev saa
+farligt syg. Hans Helbred, der længe havde været
+svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger,
+havde maaske ikke kunnet udholde den vedholdende
+Nattevaagen og det anstrengende Arbejde, der var
+forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
+var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for
+højt. En smertefuld, tærende Sygdom med vilde
+Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog efter
+kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det
+var øjensynligt at Sotens Navn var Døden.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Det var den ellevte December.</p>
+
+<p>I det store, læderbrune Gemak, der førte ind
+til Ulrik Christians Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
+Hans Didrichsen Bartskjær urolig frem
+og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
+belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende
+foran Malerierne paa Væggene og betragtede
+tilsyneladende med stor Opmærksomhed de
+bare, fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen
+af mørke Træer, de badende Susanner og den
+sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme; men
+længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik
+hen til Vinduet og lod Blikket rastløs vandre om
+fra den graahvide Himmel til de vaade, glindsende
+Kobbertag og de langlige Dynger af grumset
+Tøsne nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han
+igjen sin urolige Vandring, mumlende og gestikulerende.</p>
+
+<p>Det synes ham de gik med Døren, han
+standsede pludseligt og lyttede: nej! Saa trak
+han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en
+Stol og der sad han og sukkede og gned beklemt
+sine Haandflader mod hinanden, da Døren virkelig
+gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en
+stor Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt
+vinkede ad ham.</p>
+
+<p>Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen
+under Armen, glattede paa sin Samarie og traadte
+ind i Sygeværelset.</p>
+
+<p>Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft
+med mørkt Panel, fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger
+en Rad grimme, broget malede Hoveder
+af Tyrker og Morer grinede frem med hvide<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span>
+Tænder. Et tyndt, blaagraat Klæde, hvormed
+det smale, dybe Gittervindue var hængt til forneden,
+holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt
+Halvmørke, medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet,
+hvor Heste, Vaaben og nøgne Legemer
+vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
+Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede
+Omhæng af gult Damassin.</p>
+
+<p>En varm, af Salver og andre Medikamenter
+beklumret Luft slog Præsten imøde som han traadte
+ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han
+greb efter en Stol og støttet til den saae han i
+sin Svimmelhed Alting dreje sig forbi, Bordet
+med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken
+med hendes Kappe, Sengen med den
+Syge, Vaabenstativet og den aabne Dør ind til
+Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.</p>
+
+<p>«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende
+Røst, da Svimmelheden havde fortaget sig.</p>
+
+<p>«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den
+Syge og lettede sig op i Sengen.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Gemach, gnädigster Herr, gemach</span>,» tydsede
+Ane Skomagers, Sygekonen, og gik hen mod Sengen
+og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «<span xml:lang="de" lang="de">es
+is de hochwürdige Confessionar sejner Majestät,
+der hiegeschicket is und Euch beichten soll</span>.»</p>
+
+<p>«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte
+Præsten og nærmede sig Sengen, «vel veed
+jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller
+vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span>
+deres idelige Støttestav og hans Hus til deres
+stadige Herberge, og skjøndt den Gud, der lader
+Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som
+holder Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets
+bloddryppende Cypresser i sin Haand, saa er det
+dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
+dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er
+givet at byde over og at foregaa med sit vaillante
+Exemple, kan for en Stund forgjætte at vi ere
+som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som
+kraftløse Ymper i Verdens Skaberes vældige Hænder
+og at han daarligen tænker: dette haver jeg
+udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver
+bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men,
+dyrebare Herre! nu I er hvilendes paa Eders
+haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud,
+som er Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders
+Forstand og tilvendet sig Eders Hjærte, saa at I
+med Angst og Bævelse haver lidet efter at bekjende
+Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde
+modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade
+kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: Anammelse">Annammelse</a>.
+Angerens Orme med de hvasse Tænder&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og
+Bedring, Syndernes Forladelse og det evige Liv,»
+vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
+Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han
+er, tror han, fordi Ens Ben bulner ud af Kroppen
+i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
+skulde blive mere genegen til at høre paa hans
+Præstepjadder?<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Naadigste Herre, I misbruger højligen det
+Privilegium, Eders høje Stand og endmere Eders
+ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen at
+overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns
+gjør sin Pligt ved at søge at vende Eders Tanker
+til det for Eder visseligen ene Fornødne. Ak,
+høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
+Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver
+slagen Eders Legeme, lært Eder, at Ingen kan
+undgaa Herrens Straffedomme og at Himlens Svøbeslag
+falder paa Høje som paa Lave?»</p>
+
+<p>Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler
+I, Helved fortære mig, som en uvittig Pog; det,
+der mig nager, det har jeg ærligen og redeligen
+skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel
+eller Helved' skikker Folk saadant paa, saa skal
+jeg sige Jer, at de faar det ved Drik og ved
+Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting,
+det kan I stole paa. Naa, men tag han mig nu
+sine højlærde Ben ud af Kammerset her det
+Forteste han kan, ellers skal jeg&nbsp;...»</p>
+
+<p>Her fik han et af sine Anfald og medens han
+vred og vaandede sig under heftige Smerter, svor
+og bandte han saa bespottelig og saa kurieus forfærdeligt,
+at Præsten blev bleg af Forargelse og
+Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende
+Kraft, at det dog maatte forundes ham
+at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl tilgængelig<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
+for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og
+da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han
+atter: «Herre, Herre! med grædendes Røst anraaber
+og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
+vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk
+dog at Øksen alt ligger ved Træets Rod og at
+det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om
+det farer fort med sin Goldhed og intet i den
+ellevte Time bryder ud i Blomst og sætter Frugt!
+Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
+kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres
+Fødder&nbsp;...»</p>
+
+<p>Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte,
+sat sig op paa Hovedgjærdet og nu viste han
+truende mod Døren og raabte den ene Gang efter
+den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg
+taal' ham intet længer!»</p>
+
+<p>«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I
+gjør Eder haard, fordi I mistvivler om at finde
+Naade, fordi Eders Syndebjerg er saa overmaade,
+saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld
+er uudtømmeligt&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede
+Ulrik Christian frem <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: mellen">mellem</a> de sammenbidte Tænder,
+«ejns &mdash; zwej &mdash;!»</p>
+
+<p>«og om Eders Synder vare røde som Blod,
+ja, som tyriske Purpur&nbsp;...»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Rechtsum</span>!»</p>
+
+<p>«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons&nbsp;...»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>
+«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans
+hellige Engle,» brølte Ulrik Christian, idet han
+sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde fra
+Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men
+denne havde hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset
+og slaaet Døren i efter sig. Ulrik Christian løb
+nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om
+paa Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men
+han tog Kaarden med sig.</p>
+
+<p>Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro,
+han havde ingen Smerter, og den Mathed, der var
+kommen over ham, fandt han behagelig og velgjørende.
+Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker,
+som trængte sig ind mellem Traadene i
+Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte de
+sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet,
+naar han kom til at tænke paa Præstejagten
+og blev kun gnaven hvergang Ane Skomagers
+vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge
+paa at sove.</p>
+
+<p>Lidt over Middag bankedes der haardt paa
+Døren, og umiddelbart efter traadte Præsten ved
+Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
+føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort
+sort Haar og store dybtliggende Øjne, traadte
+straks hen til Sengen og hilste: Goddag.</p>
+
+<p>Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var
+en Præst for hans Seng, blev han saa rasende, at
+han rystede paa alle Lemmer, og Eder og Skjældsord
+foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers,<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span>
+der ikke bedre kunde vare hans Fred, og
+mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.</p>
+
+<p>«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens,
+«er det en Mund at føre for En, der alt har sit
+ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende
+Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders
+Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med
+Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de Misdædere
+og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden
+og de ser, de intet kunne undgaa Tængerne
+og Øksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres
+usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre
+med skidne Vanvittighedsord, for dermed at
+sætte Mod i sig selv og saalunde holde sig oppe
+over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, den
+lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige
+Anger, i hvilken dog slige Kumpaner paa
+det Sidste hensynke, og som de fast mere have i
+Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»</p>
+
+<p>Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han
+havde faaet listet Kaarden frem over Dynen, da
+raabte han: «var dig, Præstevom!» og gjorde et
+Udfald efter Hr. Jens, men denne <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: afparrerede">afparerede</a>
+sikkert Stødet med sin brede Alterbog.</p>
+
+<p>«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde
+han haanligt, «dertil er vi vel begge to for gode,
+og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
+Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»</p>
+
+<p>Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
+Sengen og Ulrik Christian lagde Kaarden fra sig
+ovenpaa Dynen.</p>
+
+<p>Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden
+og Syndens Sold, om Guds Kjærlighed til
+Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.</p>
+
+<p>Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og
+legede med Kaarden, at Lyset kunde spille paa
+den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
+Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham
+med gudsbespottelige Spørgsmaal, men Hr. Jens
+lod sig ikke forstyrre og talte videre om de syv
+Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes
+Forladelse og Himmerigs Glæde.</p>
+
+<p>Men saa rejste Ulrik Christian sig overende
+i Sengen og sagde lige i Ansigtet paa Hr. Jens:
+«det er idel Løgn og Digt tilhobe.»</p>
+
+<p>«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det
+sandt!» raabte Præsten, «hvert evige Ord,» og
+han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
+mellem hinanden og nu rejste han sig op og med
+streng Røst talte han ham til og sagde: «I fortjente,
+jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
+Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene
+her tilbage som et sikkert Bytte for Djævelen og
+hans Rige, thi did skal <span class="corr" title="var: i">I</span> visseligen komme. I
+er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum
+ind til Korsens Galge og for dem er al Helvedes
+Gaarde beredt. Spot intet ad Helvedes frygtelige
+Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild af
+Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span>
+Vaandefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel!
+Ak, Helvedes Nød og Kvaler er større end
+noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket
+og under Kneb af gloendes Tænger og
+han vaagnede udi Helvedes Ild, han vilde længes
+til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel
+er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kjød,
+naar de som en Trækvind piner sig Tomme for
+Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder
+Senerne som de skulde briste, naar de brænder
+som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med
+sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men
+Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af
+Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led,
+som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en
+evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een
+Bølge skyller mod Stranden og en næste følger og
+den næste igjen i al Evindelighed, saaledes følge
+Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden
+evig og evindelig og uden Ende og uden Ophør.»</p>
+
+<p>Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg
+vil intet,» mumlede han, «jeg vil intet; jeg har
+hverken at skaffe med Jeres Helved' eller Himmerig;
+jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting
+andet.»</p>
+
+<p>«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men
+for Enden af Dødsens mørke Gang der er kuns
+tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde og een
+til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej
+at komme, visseligen ingen.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
+«Jo der er, Præst, jo, der er, &mdash; er der
+ikke? svar! er der ikke en dyb, dyb Grav, digt
+hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
+sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens
+Ting?»</p>
+
+<p>«De, der gik deres egne Veje, de styre mod
+Djævelens Rige; der myldrer af dem for Helvedes
+Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge, de skubbes
+og drages for at undgaa den gabendes Svælg og
+de raabe ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de
+intet vilde følge, at han skal føre dennem bort.
+Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
+krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes
+Porte skal lukke sig over dem som Vandene lukke
+sig over den Druknede.»</p>
+
+<p>«Er det nu Noget, I fortæller, er det?
+Ved Eders ærlige Navn, er det andet end som
+Digt?<span class="corr" title="var: «">»</span></p>
+
+<p>«Ja!»</p>
+
+<p>«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres
+Vorherre foruden, jeg vil slet intet udi Himmerig,
+bare dø.»</p>
+
+<p>«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige
+Pinested, hvor den uendelige Svovlsøs kogende
+Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis Lemmer
+trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde
+suger efter Vejr imellem Overfladens spillende
+Luer. &mdash; Jeg ser deres Kropper drives om som
+hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade
+i blæsende Storm, og deres Skrig ere som Jordens<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
+Brølen, naar Jordskjælv ryster dens Indvolde og
+deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte
+turde bede dig løs, du Arme! men Naaden haver
+tilhyllet sit Aasyn og Barmhjærtighedens Sol er
+gangen under.»</p>
+
+<p>«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!»
+stønnede Ulrik Christian, «hvad er du Præst for,
+naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds Skyld
+bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv
+mig din Vin og dit Brød, der er jo Frelse, siger
+de, i Vinen og Brødet; eller er det Løgn, lutter
+forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
+en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig
+stærk, saa trøstesløs mægtig; gjør ham god,
+din Gud, gjør ham god imod mig, jeg bøjer mig,
+jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»</p>
+
+<p>«Bed!»</p>
+
+<p>«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det
+skal være &mdash; ja!» og han lagde sig paa Knæ i
+Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
+han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal
+jeg sige?»</p>
+
+<p>Præsten svarede ikke.</p>
+
+<p>En Stund laa Ulrik Christian saaledes og
+stirrede opad med store, feberstraalende Øjne,
+«der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
+Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende
+sammen.</p>
+
+<p>Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød
+den itu og raabte: «Herre Jesus Christus, se, jeg<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
+brækker min Kaarde!» og han holdt de blanke
+Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»</p>
+
+<p>Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham
+og skyndte sig med at berette ham, da han ikke
+saae ud til at have meget igjen.</p>
+
+<p>Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers
+og gik.</p>
+
+<p>Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der
+ingen af de Nærmeste ind til den Syge, men i et
+Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og Venner,
+Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede
+for at modtage de Besøg af Adelspersoner,
+Gesandter, Officerer, Hoffolk og Raadmænd, som
+kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
+Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik
+Christian var atter allene med Ane Skomagers.</p>
+
+<p>Det begyndte at skumre, Ane lagde noget
+Brænde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys tændt,
+tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt tilrette;
+hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i
+Søvn. Ude i Forværelset var der bleven posteret
+en Badskærer og en Lakaj i Tilfælde af at der
+skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
+Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger
+paa Straamaatten for at det ikke skulde rasle og
+de var saa optagne af deres Spil, at de ikke mærkede
+at der var En, der listede sig gjennem Stuen,
+før de hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.</p>
+
+<p>Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede
+paa hinanden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
+Det var Marie Grubbe.</p>
+
+<p>Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede
+sig over den Syge, der laa stille hen og blundede.
+I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg og
+fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene
+saa sælsomt store og de magre, voksgule Hænder
+famlede matte og hjælpeløse om paa det mørkeblaa
+Bolster.</p>
+
+<p>Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede
+hun. Hun lagde sig ned paa Knæ foran Sengen,
+støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae
+ham lige ind i Ansigtet.</p>
+
+<p>Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende
+og uroligt var Blikket.</p>
+
+<p>«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin
+Haand paa hans Skulder.</p>
+
+<p>«Er her flere?» stønnede han mat.</p>
+
+<p>Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget
+syg?» spurgte hun.</p>
+
+<p>«Ja, det er snart forbi med mig.»</p>
+
+<p>«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har
+jeg tilbage, naar du gaar hen? Nej, nej, hvor
+skal jeg holde det ud?»</p>
+
+<p>«At leve! &mdash; det er let at leve; men jeg
+har faaet Dødsens Brød og Dødsens Vin, jeg
+maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og
+Blod &mdash; tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi
+Navn, Jesu Christi Navn! Bed en Bøn, Barn, ret
+en stærk Bøn!»</p>
+
+<p>Marie foldede sine Hænder og bad.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span>
+«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en
+Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen,
+en lang Bøn med mange Ord &mdash; mange Ord! &mdash;
+aa, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen?
+&mdash; hold fast, hold fast! den gaar rundt ... som
+et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel
+af Kval og ... ha, ha, ha <span class="corr" title="var: ..,">...</span> er jeg drukken
+igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har
+jeg da drukken? &mdash; Vin! &mdash; ja vist, det var
+Vin, jeg drak! <span xml:lang="de" lang="de">ha, ha, lustig, mein Kind, lustig!</span>
+kys mig, min Høne!</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza">
+<span class="i0">Herzen und küssen<br /></span>
+<span class="i0">Ist Himmel auf Erd ....<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er
+rund og varm ... kys mig varm? &mdash; og du er
+hvid og trind og hvid og glat&nbsp;....»</p>
+
+<p>Han havde slaaet sine Arme om Marie og
+knugede det forskrækkede Barn ind til sig. I det
+samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
+sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer.
+Truende holdt hun sin Bønnebog op i Vejret og
+raabte: <span class="corr" title="tilføjet: «">«</span><span xml:lang="de" lang="de">h'raus du höllisch' Weib &mdash; sitzt mich das
+lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'!
+h'raus wer du bist &mdash; elender Bote des Menschenfeindes,
+des lebendigen Teufels!</span>»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Teufel!</span>» brølede Ulrik Christian og slyngede
+forfærdet Marie Grubbe fra sig. «Vig bort Satan!
+ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o, du forbandede
+Djævel! du vilde bringe mig til Synd i
+mit sidste Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
+være saa forsigtig, bort, bort i Herrens velsignede
+Navn, du forbandede Gestalt.» Med vidtopspilede
+Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i
+Sengen og pegede mod Døren.</p>
+
+<p>Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede
+Marie ud.</p>
+
+<p>Den Syge kastede sig ned og bad og bad,
+mens Ane Skomagers højt og langsomt læste den
+ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.</p>
+
+<p>Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_VI" id="KAPITEL_VI"></a>VI.</h2>
+
+
+<p>Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds
+trak Svensken sig tilbage og nøjedes
+med at holde Byen indesluttet.</p>
+
+<p>De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder
+blev mindre tunge end før, man fik Aanderum til
+at glæde sig over det, man havde gjort og over
+det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier.
+Vel var der de, der havde faaet Smag paa det
+bevægede Krigerliv og som med Mismod saae en
+trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags
+Scener, men Hovedmassen af Befolkningen var glad
+og følte sig let om Hjærtet. Og Glæden fik Luft
+i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
+og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens
+Fjenden var saa knugende nær, de samlede nu
+glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i Byen.</p>
+
+<p>Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig
+med sine Naboer og til at gjøre Skjæven i deres
+Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at bagtale
+hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og
+Lykkenid levede kraftigt op og gammelt Fjendskab
+slog ud i nyt Nag og ny Hævntørst. En var der,<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span>
+som i den seneste Tid havde forøget Tallet paa
+sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit
+Hoved, og det var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde
+man nu ikke ramme, thi han var tryg i Fjendens
+Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge,
+som man troede vare venligt sindede mod ham, dem
+betragtede man med mistænksomme Blikke, belurede
+og fortrædigede dem og Hoffet kjendte dem ikke.</p>
+
+<p>Det var vel ikke mange dette gjaldt, men
+blandt de faa var Sofie Urne, Ulrik Frederiks
+Fæstemø.</p>
+
+<p>Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru
+end hun hadede Ulfeldt selv, havde fra Begyndelsen
+af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse med
+en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore
+Christine, og nu da Ulfeldts sidste Handlinger havde
+stillet ham og hans i et endnu hadefuldere Lys
+end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
+og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen
+hævet.</p>
+
+<p>Det varede ikke længe før Kongen havde
+samme Ønske som Dronningen, thi man havde
+skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne
+som saa listig og farlig og Ulrik Frederik som
+saa letsindig og let at lede, at det blev ham klart,
+hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der heraf
+kunde vokse frem; men han havde nu engang givet
+sit Minde og var altfor øm over sit Ord og sin
+Ære til at tage det tilbage. Han forsøgte derfor
+at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span>
+let det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet,
+kunde forstyrres ved en Person, der med Rette
+var ham og Dronningen saa meget imod, da hendes
+Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender
+og endvidere hvorledes han stod sin egen Lykke
+i Vejen, idet der vanskelig blev den vigtige Æresposter
+betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
+af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede
+han hen til Jomfru Sofies intriguante Karakter og
+yttrede sin Tvivl om at hun virkelig bar Kjærlighed
+til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed,
+sagde han, vilde hellere have forsaget end at bringe
+sin Objekt i Vaade og Vanskelighed, hellere sørgende
+have holdt sig fordækt end jubilerende aabenbare
+sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig
+Skrupler, tvertimod hun havde benyttet sig af hans
+Ungdom og blinde Elskov. Saaledes talte Kongen,
+men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
+thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse
+det havde kostet ham at faa Jomfruen til at give
+sit Sindelag tilkjende, og da han gik fra Kongen,
+var han endnu fastere end før besluttet paa at
+Intet skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie
+var det første alvorlige Skridt han i sit Liv havde
+taget og han satte sin Ære i at det blev taget
+fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder
+rede til at lede og føre ham, men han var nu for
+gammel, han kunde gaa alene og han vilde det.
+Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var
+Glands og Ære for ham mod hans Kjærlighed,<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span>
+kun for den vilde han kæmpe og savne, kun i
+den vilde han leve.</p>
+
+<p>Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at
+han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor
+lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
+kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var
+dette som Blæst til brændendes Lue, men efterhaanden
+voldte det, at han sjældnere saae sin
+Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for
+hende<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> og der var Øjeblikke, hvor han tvivlede om
+hendes Kjærlighed, ja end ikke ret vidste om hun
+hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad,
+medens hun syntes at holde ham tilbage.</p>
+
+<p>Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med
+aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde<span class="corr" title="var: .">,</span>
+Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget sig
+med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv;
+nu var der ingen Hænder strakte frem for at lede
+ham og han begyndte at savne dem, han var slet
+ikke den Mand, der duede til at stævne <em>mod</em>
+Strømmen, blot den ikke bar <em>med</em>, var han modløs.
+Fra hans Fødsel var der lagt ham en gylden Traad
+ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke
+og Ære, den havde han sluppet for selv at finde
+sig frem, endnu glimtede den for ham, &mdash; skulde
+han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig
+op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe
+Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at besøge
+hende, hans Stolthed led ved denne uværdige
+Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span>
+af Alt, han var vant til at komme i Pomp og
+Pragt, vant til at tage i Fyrstestil hvert Skridt
+han tog, og dette var saa ganske anderledes. Dage
+gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte
+Planer, han lededes ved sin Raadløshed, kom
+i Foragt for sig selv, og saa Tvivlen: havde ikke
+hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed eller
+havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog
+sagde de, ja vist var hun klog, men var hun <em>saa</em>
+klog, som de sagde? aa nej, hvad var da Kjærlighed,
+naar hun ikke elskede, og dog, og dog&nbsp;....</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Bagom Christoffer Urnes Have gik der en
+lille Smøge, ikke bredere end at en Mand kunde
+klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
+Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin
+Fæstemø, <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: sg">og</a> han havde da gjerne Livsens Korthed
+med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
+forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over
+Plankeværket.</p>
+
+<p>Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire
+Timer over Sengetid; Daniel havde svøbt sig
+ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa Resterne
+af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var
+kastet over i Smøgen; han var glad tilmode, en
+Kjende drukken og sad og smaafniste ad sine egne
+lystelige Tanker. Ulrik Frederik var allerede over
+Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt,
+paa Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide
+Stykker, det susede sagte i Løntræet over ham og<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span>
+i Roserne ved Siden; de var fulde af røde Blomster,
+men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten
+hvide. Han gik op mod Huset, der laa det med
+sin skjærende hvide Væg og de gulligt glittrende
+Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille ...
+Nu <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: sittrende">sittrede</a> en Faarekyllings svirrende Glastoner
+hen gjennem Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige
+Skygger stod som malede paa den hvide Mur, en
+fin Em steg op over Blegen &mdash; nu, Krogen af
+Døren og han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede
+han op ad den gamle Trappe, den lumre,
+krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans
+Fødder knirked og knirked det møre Gulv. Maanen
+skinnede derind gjennem et lille Tagvindue og aftegned
+i Lys dets firkantede Form midt paa en
+Korndynges jævne Overflade &mdash; over Dyngen,
+Støvet hvirvlede i Skjæret bag ham, nu var han
+ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra,
+et svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen,
+den skraa, sodgule Skorsten og Tagets Lægter
+træde ud af Mørket, saa var det borte og han
+stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.</p>
+
+<p>Det var lavt og lille, opfyldt med store
+Linnedskabe, under Loftet hang Lærredsposer med
+Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
+og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg
+og sølvbeslaaet Seletøj. Henne under Vinduet,
+der var lukket med store Træskodder, stod paa en
+messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie
+aabnede dens Hornrude, at den kunde lyse lidt<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span>
+bedre; hendes Haar var løst og hang ned paa
+Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun
+havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt
+var blegt og forgræmmet, men hun smilede
+lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat
+sig paa en lav Skammel, foldet Hænder om sine
+Knæ og snakkede muntert op til Ulrik Frederik,
+der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede
+af Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende
+bange.</p>
+
+<p>«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du
+siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer
+intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at
+hviske mig til, aa, da har du intet længtes som
+jeg,» hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre
+og kastede den glødende Tande paa Gulvet
+og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem
+og traadte Gnisten ud.</p>
+
+<p>«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen
+og sæt dig ned, men først maa du knæle og sukke
+og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
+sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg
+forgjæves og vented og længtes til mine Øjne blev
+dumme.» Hun løftede truende Haanden: «paa
+Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert
+Liv;» det sagde hun med spøgende Højtidelighed,
+saa smilte hun og bad halv bønligt, halv utaalmodigt:
+«kom nu hen og knæl, kom nu hen og
+knæl!»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om,<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
+det var saa latterligt at knæle her i Christoffer
+Urnes Pulterkammer, men han knælte dog, lagde
+sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i
+hendes Skjød, men han sagde Intet.</p>
+
+<p>Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun
+havde seet at Ulrik Frederik var bleg og forpint
+og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand legede
+sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede
+heftigt i anelsesfuld Angst.</p>
+
+<p>I den Stilling sad de længe.</p>
+
+<p>Pludselig sprang Ulrik Frederik op.</p>
+
+<p>«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan
+blive ved! Det veed Gud Fader, vor
+Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit
+inderste Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv
+det bliver at føre, som skal leves dig foruden.
+Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede?
+de staar os jo Alle saa haardt imod, der er
+ikke en Mund, der har Trøst i Mæle, de vender
+sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb
+dem en kold Skygge over, naar de nu ser mig;
+men før, da var det som kom der et Lys naar
+jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
+bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig
+ad &mdash; og jeg har Synd og Skam af at bede den
+Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid, den
+har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa
+jeg brændende af Skam, men forknyt og forpint,
+beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord tilbage,
+hjærtensdyre Pige!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
+Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og
+kold som en Støtte og stirrede alvorligt paa ham
+mens han talte.</p>
+
+<p>«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt
+og fast.</p>
+
+<p>Havde hun sagt ja, havde hun givet ham
+fri, Ulrik Frederik følte det, han havde ikke
+taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
+for hendes Fødder, han vilde have trodset
+Kongen og dem alle, sikker paa hende; men hun
+gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
+for at vise ham hvor godt han var bunden, o,
+hun var klog, som de sagde; det kogte i ham,
+han kunde kastet sig over hende, grebet hende i
+hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud
+af hende, for at tvinge hende til at lægge hvert
+Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben for ham i
+hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog
+kunde faa Vished, men han tvang sig og sagde
+med et Smil: «javist, jeg veed &mdash; det var jo ene
+Spøg, forstaar du vel.»</p>
+
+<p>Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke
+ene Spøg, det var det ikke, hvorfor kom han ikke
+hen og kyssede hende, hvis det var Spøg, hvorfor
+blev han staaende saa stille der henne i Skyggen,
+blot hun kunde se hans Øjne, nej det var ikke
+Spøg, han havde spurgt ligesaa alvorligt som hun
+havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun
+havde tabt ved det, han havde ikke forladt hende,
+hvis hun havde sagt ja; «o Ulrik Frederik,»<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span>
+sagde hun, <span class="corr" title="var: »">«</span>jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
+men har du mig intet længer kjær, saa gaa,
+skynd dig at gaa og byg op paa din Lykke, jeg
+holder dig intet tilbage.»</p>
+
+<p>«Forstaar du da intet, det var kun Spøg;
+vil du tro, jeg kunde tigge mit Ord tilbage og
+luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel!
+Jeg maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg
+løfted mit Hoved, være i Angst for at det Blik,
+der havde seet min Vanære, skulde mødes med mit
+og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han
+mente hvad han sagde, havde hun elsket ham saa
+inderligt som han havde elsket hende, da maaske,
+men nu, aldrig.</p>
+
+<p>Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved
+paa hans Skulder og græd.</p>
+
+<p>«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa,
+gaa, intet om jeg kunde binde dig med et Haar
+vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
+bort.»</p>
+
+<p>Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte
+Sofie,» sagde han og løste sig ud af hendes Arme,
+«lad os nu intet drive Comediespil med hinanden,
+jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig
+at Præsten lægger vore Hænder tilsammen, det
+kan kuns intet ske for snart og derfor skal det
+ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa
+for sig i alt Fordulgthed, for det er til ingen
+Nytte at sætte Verden mere op imod os end skeet
+er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte<span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span>
+hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig
+bad de hinanden kjærligt Farvel.</p>
+
+<p>Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var
+Maanen borte og Alting mørkt, enkelte tunge
+Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
+galede de aarvaagne Haner, men Daniel var
+falden i Søvn paa sin Post.</p>
+
+<p>I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru
+Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en
+fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke
+bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage
+efter talte til Kongen derom. Følgen heraf var
+at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes
+ved kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes
+Jomfru Sofie med hendes Frænders Samtykke til
+Frøkenklostret i Itzehoe.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at
+afværge dette Skridt; vel følte han sig krænket
+derved, men han var træt og sløvet og bøjede
+sig i dump Mismodighed for det, der som han
+sagde, nu en Gang saa skulde være. Næsten
+hver Dag var han drukken og han elskede, naar
+Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste
+Svirebrødre, der var hans eneste stadige
+Omgang, grædende og klagende at skildre det
+søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være
+blevet hans og endte saa altid med tungsindige
+Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i
+Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span>
+til den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte
+Dun og hvor Ormene var Badskjær.</p>
+
+<p>For at gjøre Ende paa dette Levnet lod
+Kongen ham følge med de Tropper, som Hollænderne
+overførte til Fyen, og herfra vendte han
+midt i November tilbage med Budskabet om
+Sejren ved Nyborg. Han indtog nu igjen sin
+Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
+udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at
+være bleven sig selv igjen.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_VII" id="KAPITEL_VII"></a>VII.</h2>
+
+
+<p>Marie Grubbe er nu sytten Aar.</p>
+
+<p>Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet
+fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var hun
+kommen styrtende op paa sit Kammer og var
+gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende
+sig som stædt i stærke legemlige Smerter,
+saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru Rigitze
+og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun
+troede der Noget var sprungen inden i Jomfru
+Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa derop, men
+hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun
+havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit
+Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze
+spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun
+vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive længer, og
+hun græd og hulkede og rokkede med Hovedet
+fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru
+Rigitze hende et Livfuld Hug og skjældte Lucie
+ud fordi de havde været ved at tage Livet af
+hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte
+sig selv.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span>
+Det var Marie ligegyldigt at de slog hende.
+I hendes Kjærligheds lykkelige Dage, var der da
+bleven budet hende Hug, vilde det have ramt
+hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste
+Beskæmmelse, men nu var det hende ligegyldigt,
+nu alle hendes Længsler, hendes Tro og hvert
+hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet
+sammen og vejret hen. Hun tænkte paa, hun
+en Gang hjemme paa Tjele havde seet Karlene
+stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den
+højgjærdede Andepark; det arme Dyr svømmede
+stumt omkring; op kunde det ikke komme, og
+Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en
+anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for
+hver Sten, der faldt, at den maatte ramme ret
+dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
+været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv
+som den stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og
+Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme,
+for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var
+al hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var
+Enden paa al Storhed: en trælleagtig Klynken, et
+lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa var der
+ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt,
+han red ud ad Dødens Porte med klirrende Spore
+og ringende Bidsel; med blottet Hoved og sænket
+Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke med
+Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da
+ingen straalende Skikkelser at længes frem imod
+i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
+lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og
+Farver! mat og graat &mdash; Altsammen saa var det
+mat og graat og øde, bundløs Hverdag, lunken
+Søgnedagsliv tilhobe.</p>
+
+<p>Saadan var hendes Tanker i den første Tid,
+det var hende som havde hun en stakket Stund
+været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden,
+i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes
+Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed
+Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet
+Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin
+Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder
+ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig
+Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun
+var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde,
+og saadan var den hele Verden, alle de Mennesker,
+der var til, saa var de saadan. Og dog
+levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte
+blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede
+og strække deres usle Armod og stolte lytte efter
+lødig Klang i deres Tomheds Buldren.</p>
+
+<p>Nu greb hun begjærligt efter den Skat af
+gamle Postiller, der saa tidt var bleven hende
+budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt en mismodig
+Trøst i deres strenge Ord om Verdens
+Elende og alle jordiske Tings Forfængelighed, men
+een Bog, var der, som hun fremfor alle andre
+hængte over og stadig vendte tilbage til, og det
+var Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke
+blive træt af at beskue det himmelske <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Jerusalens">Jerusalems</a><span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
+Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
+gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad
+alle Døre; hun lod sig blænde af Straaleglandsen
+fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth,
+hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede
+sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte
+hun sig ogsaa hvordan hun og Lucie og Faster
+Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te
+sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes
+Skaal over Jorden og naar den anden udgød sin
+Skaal, og den tredie sin, længer kom hun aldrig,
+thi hun begyndte altid forfra.</p>
+
+<p>Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit
+Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med høj
+og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun
+paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller
+«de tolv gudelige Maaneds Stemmer,» for de to
+kunde hun næsten udenad.</p>
+
+<p>Der var i al denne Fromhed endel forklædt
+Ærgjærrighed, thi vel følte hun virkelig Tynge
+af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund
+med Gud, men der laa dog tillige til Grund for
+alle disse gudelige Øvelser en halvklar Lyst til
+Magt, et halvbevidst Haab om at blive en af de
+udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges
+Rige. Hendes Væsen var ved Alt dette bleven
+helt forandret; hun var bleven indesluttet og
+folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet;
+hun blev mager og bleg og hendes Øjne fik en
+haard, brændende Glands og det var intet Under;<span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span>
+thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende
+gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede
+hendes Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt
+og Tungt, og om Aftenen naar Lucie var falden
+i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk
+asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine
+bare Knæ paa Gulvet og bede til hendes Ben
+værkede eller hun ikke mere kunde føle sine Fødder
+af Kulde.</p>
+
+<p>Saa var det at den Tid kom da Svensken
+trak sig tilbage og det hele Kjøbenhavn delte sin
+Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som
+Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag
+hos Marie, thi paa den kom Fru Rigitze fulgt af
+en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte Bord
+og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og
+perlestukne Huer, som Marie havde faaet i Arv
+efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven
+funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne
+Klæder.</p>
+
+<p>Det var saa betagende at blive gjort til
+Gjenstand for al den Travlhed, der nu brød ind
+over det lille Kammer, for al denne Sprætten-op
+og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og
+hvor kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar
+det gløded tungt i lange, rige Folder eller straalede
+blankt, hvor det sad tæt og stramt og hvor
+fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det
+ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt
+hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udhæve<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span>
+Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt vel
+vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen
+tungsindige Drømmerier kunde staa for denne
+glade, straalende Virkelighed. Og nu blot een
+Gang<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> at sidde ved Gildesbord, &mdash; og nu kom
+hun til Gilder &mdash;, med denne snehvide, krusede
+Halskrave blandt andre Jomfruer med ligesaa krusede
+Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed
+som en døgngammel Drøm, og blot een Gang at
+have traadt Sarabande og Pavone i sidskjørtet
+Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og
+med spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde
+bringe hendes Kind til at brænde af Skamrødme.</p>
+
+<p>Og hun kom til at skamme sig, hun kom til
+at træde Sarabanden og Pavonen, for to Gange om
+Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier sammen
+med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels
+Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede
+dem i Holdning, Pas og Reverentser efter
+de nyeste spanske <span class="sic" title="[sic]">Facons</span>. Desuden blev hun oplært
+i at spille paa Luth og blev yderligere perfectioneret
+i det Franske, thi Fru Rigitze havde
+nu saa sine egne Planer.</p>
+
+<p>Marie var lykkelig.</p>
+
+<p>Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været
+holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og
+Fangevogterens barske Omgang af et jublende
+Folk løftes op paa Tronen, faar Magtens og
+Ærens Guldring trykket fast paa sine Lokker og
+ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
+sig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var
+ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i
+Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende
+som havde hun været en Dronning, Alle havde
+smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.</p>
+
+<p>Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth,
+som den er blaa, saaledes var hendes Øjne
+i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe
+i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i
+Skygge. De kunde sænkes saa blyt som en sød
+Tone, der dør, og løfte sig saa kjækt som en
+Fanfare. Vemodigt &mdash; ja, naar Dagen kommer,
+saa ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær,
+saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt.
+Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev
+det mangen En, som naar det i Drømme fjernt,
+men indtrængende kalder paa Ens Navn, men naar
+det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt,
+var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.</p>
+
+<p>Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste
+det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt
+og havde hun været ældre, end hun var, maaske
+hun da vilde være bleven som til Sten ved sin
+egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et
+sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes
+blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive
+Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet
+sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes
+Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og
+hun havde saa pludselig lært dens Magt at kjende,<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span>
+at det varede længe før hendes Væsen med Ro og
+Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig
+bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen
+Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og
+meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt
+hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende
+Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit
+Hjærte.</p>
+
+<p>Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag,
+den første Søndag efter Fredsslutningen. Om
+Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste
+og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en
+Eftermiddagstour med Fru Rigitze.</p>
+
+<p>Den hele By var den Dag halvt som i Oprør,
+for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne
+lukkede op igjen, efter at have været stængede i
+samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor
+ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor
+Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet;
+man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn;
+der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved
+Skandsekurvene; der havde <em>den</em> staaet og der var
+<em>den</em> falden, hin havde rykket frem hist og var
+bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt,
+fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes
+Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk
+og de solblegede Horsepander, og der var en
+Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren,
+opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge
+og nedad Stolper.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span>
+Gert Pyper og hele hans Familie spanked
+omkring der og han stamped vel hundrede Gange
+paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa
+synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak
+ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor
+forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt
+endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø,
+hvor det var at han var posteret den Nat, de
+skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens
+Søn blev skudt Hovedet af; medens de
+smaa Børn græd over, at de ikke maatte beholde
+den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde
+være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
+thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den
+halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet,
+eftersom han mindedes en Historie om en Soldat,
+der blev hængt for Magdeborg, og under hvis
+Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt saamange
+Penge, at de deserterede da Plyndringen af
+Staden skulde til at gaa for sig.</p>
+
+<p>Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de
+grønne Marker og hvidgraa Veje var prikkende
+sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte
+Steder saa nøje og opmærksomt, som om
+det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før
+kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens
+Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
+ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng
+bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst
+og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste af<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span>
+Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men
+udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog
+de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til
+Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende
+store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid,
+at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede
+der og drog frisk Luft i de grønne Træers
+Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran
+Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og
+Kirkegaarden havde været tom de Helligdage som
+de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
+og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade
+myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe
+og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards
+bredkronede Linde.</p>
+
+<p>Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten
+laa Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone,
+Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; Læredrengen
+stod bagved og gumled fornøjet paa det
+lækre Søndagsbrød, mens han ventede paa Kurven.
+Smaabørn trippede med Hænderne fulde af Levninger
+hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved
+Muren, videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem
+de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende
+til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de
+Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik
+de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt
+senere end de andre og spiste enten hjemme eller
+paa Trakteurstederne i Haverne bagved.</p>
+
+<p>Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span>
+Raadmænd og unge Officerer, brede Herremænd
+og fremmede Residenter. Her gik den rørige graa
+Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han
+lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige
+Villem Fiuren og lyttede til hans pibende Røst;
+der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag,
+her stod Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og
+talte med gamle Axel Urup med det evige Smil
+og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru,
+Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med
+Søster Rigitze og den utaalmodige Marie, og der
+var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen
+med hans hørgule Manke og Peder Retz med
+hans spanske Lader og spanske Dragt.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i
+Følge med Niels Rosenkrands, den kjække Oberstlieutenant
+med det franske Væsen og de livlige
+Gebærder.</p>
+
+<p>De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik
+Frederik hilser koldt og fornemt og vil gaa forbi,
+thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer han
+Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens
+varmeste Tilhængere, mistænker for at have
+havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands
+standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt
+spise til Aften med i Johan Adolfs Have,
+at det var vanskeligt at slippe, og de gaa begge
+to med.</p>
+
+<p>Lidt efter sidder da hele Selskabet i det
+murede Lysthus og tager for sig af de landlige<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span>
+Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte
+med.</p>
+
+<p>«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru
+Ide Daa, «at de svenske Officiers skal havt saa
+særdeles angenemme Manerer med de sjællandske
+Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud
+af Land og Rige?»</p>
+
+<p>«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe,
+«er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde
+til Jomfru Dyre.»</p>
+
+<p>«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru
+Rigitze.</p>
+
+<p>«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte
+Søster, dem der er saa lyse i Haarlød, de er i
+Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun,
+der forløb Landet, hun var Datter af Henning
+Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie,
+den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med
+sig baade i Daase og Pose af hendes Faders,
+baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede
+Pengestykker.»</p>
+
+<p>«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager
+stort Læs.»</p>
+
+<p>«Jo &mdash; at forstaa &mdash;» bekræftede Oluf Daa,
+han slog altid ud med den venstre Haand, naar
+han talte, «Elskov &mdash; at forstaa &mdash; den er &mdash;
+den er stærk.»</p>
+
+<p>«El&mdash;skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt
+sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger,
+«er som Her&mdash;kules udi Fruentimmersdragt, af<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
+Lader er den mild og charmant og ser ud som
+idel Veg&mdash;hed og Tam&mdash;hed, men ligegodt har
+den i sig Kra&mdash;ft og Listighed nok til at føre
+igjennem de tolv herku&mdash;liske Prøver tilhobe.»</p>
+
+<p>«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru
+Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel
+med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed
+Kister og Skrine ud for hvad der var i dem,
+ligesaavel som han rensed Urias, eller hvad han
+hed, hans Stald, I veed.»</p>
+
+<p>«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik,
+henvendt til Marie Grubbe, «at Elskov er som
+naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner
+op i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan
+Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens
+Sind, saa det, der før syntes En gold og øde, det
+skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og
+Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov,
+skjønne Jomfru Marie?»</p>
+
+<p>«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for
+at være lig en Demant, for ligesom Demanten er
+skjøn og prægtig at se til, saadan er og Elskov
+skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig
+for den, der nedsvælger den, saaledes er ogsaa
+Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds
+Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
+En da skal gjøre sin <span xml:lang="fr" lang="fr">Jugement</span> efter de synderlige
+Fagter, En antræffer hos amoureuse Personer,
+og efter den remarkable Discours, de føre.»</p>
+
+<p>«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
+kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres
+af dens Glindsenhed!»</p>
+
+<p>«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte
+Axel Urup og holdt op igjen for at smile
+og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til
+Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer
+i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med
+Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive
+koldsindige Personer den mest brændendes
+Passion?»</p>
+
+<p>«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da
+aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds Værk &mdash;
+og paa en Søndag!»</p>
+
+<p>«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min
+Tro ingen Synd, tværtimod ... nej ... nej ...
+Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
+Gyldenleu? &mdash; Nej? &mdash; nej vist intet; taler intet
+ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde
+Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad
+jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de
+har deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En
+hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem
+sig og svømme En baade for Øjne og Øren?
+og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret
+ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev
+helt svalt med det Samme? skulde det, tror I,
+være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men
+Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg,
+ingen &mdash; ingenledes! alle Menneskens Affekter de
+forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse;<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span>
+og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet
+ved sytten&mdash;atten Aars Omskiftning af Varme og
+Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det
+paa at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov
+det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og
+blærer sig op, det sætter Varme og tager paa Vej
+saa ingen Menneske ret er sig selv saalænge det
+staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som
+anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid,
+mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en
+Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig'
+Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme
+og vil som til at gjæres, naar den Foraarstid kommer,
+der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver
+ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en
+kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til
+Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet
+aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i
+Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang
+Aarsens Foraar vender tilbages og forsøger at gjæres
+igjen.»</p>
+
+<p>«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa
+&mdash; Blodet, det er &mdash; det &mdash; at forstaa det
+er en subtilig Materie nok &mdash; at forstaa.»</p>
+
+<p>«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja,
+alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane
+og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som
+det var prentet.»</p>
+
+<p>«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede
+Fru Ide, «jeg veed det fra min ældste<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
+Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret
+som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa
+at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom
+hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de
+kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes
+Fæstemand, som var i Holland, han var saa grim
+til at længes og laa tænkte paa hende Nat med
+Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller
+ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke
+ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig
+hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem
+igjen?»</p>
+
+<p>«Om jeg gjør! var det at tale om! &mdash; den
+kjære Sjæl! men saa blomstred' hun ogsaa op som
+nogen Rosensknop at se til. &mdash; Herre Gud hendes
+første Barselseng ....» og saa hviskede hun
+videre om den.</p>
+
+<p>Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup,
+«Formener I da vel,» sagde han, «at en Elixire
+d'am&mdash;our er som en gjæ&mdash;rendes Materie, der
+bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at
+ra&mdash;se, saa takler det hel vel til en Aventure,
+den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en
+Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant&mdash;werpen
+i <span xml:lang="fr" lang="fr">Hotellerie des trois bro-chets</span>, hvor han
+havde sit Logemente at det passerte. Om Mor&mdash;genen
+havde han i Messen faaet Øje paa en skjøn&mdash;ne,
+skjønne Jomfru &mdash; og hun hav&mdash;de seet helt
+mildt til ham, men den hele Dag havde han in&mdash;tet
+havt hende i Tan&mdash;ker. Saa kommer han ud paa<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span>
+Af&mdash;tenen ind paa sit Kam&mdash;mer, og da ligger
+der en Ro&mdash;se paa Hovedgjærdet af hans Se&mdash;ng,
+og han tager Ro&mdash;sen og lugter ti&mdash;l den, og i
+samme Minute staar den skjønne Jomfrues Af&mdash;billede
+li&mdash;vagtigen for hans Øje som va&mdash;r det
+kontrafejet af paa Væggen li&mdash;gehos og den hef&mdash;tigste
+Forlæng&mdash;sel opstod hos ham efter samme
+Jom&mdash;fru saa plud&mdash;seligen og stærk at han sag&mdash;de,
+han kunde have skre&mdash;get i vilden Sky af
+Smerte, ja ha&mdash;n ble&mdash;v som hel vild og furieus,
+saa han strøg u&mdash;d af Huset og løb jamrendes
+op ad en Ga&mdash;de nedad en an&mdash;den, ret som
+han var be&mdash;hekset og han vid&mdash;ste ikke af sig
+selv; det var som noget dro&mdash;g og dro&mdash;g og det
+brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at
+løbe til den lyse Morgen.»</p>
+
+<p>Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen
+gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de
+skumrende Gader.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget
+tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige
+Samtale, da han var bange for at man,
+dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde
+opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk
+fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var forøvrigt
+heller ikke oplagt til at tale, og da han
+blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort
+og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed
+af ham og gik sin Vej.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span>
+den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da
+hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og
+han sad alene og i Mørke i den store Stue til
+henad Midnat.</p>
+
+<p>Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet,
+halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende
+Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver
+nedad en langsomt glidende Strøm medens taageflygtige
+Billeder drage henover Breddens mørke
+Træer, og halve Tanker som store, svagtskinnende
+Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod,
+glide med &mdash; glide med og briste. Efterklang af
+Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden,
+Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen,
+Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
+&mdash; &mdash; Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg
+og fjern &mdash; endnu blegere, endnu fjernere, &mdash; Rosen
+paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen
+af et enkelt Ord, Betoningen af det, &mdash; han
+sad og lyttede efter det og hørte det igjen og
+igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.</p>
+
+<p>Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede
+det og lagde sig paa Albuerne udover den brede
+Karm: saa friskt som det var &mdash; saa svalt og stille.</p>
+
+<p>Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den
+friske Bitterhed af nysudfoldet Løv og krydret Vinduft
+fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude
+fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra
+Himlen og bredte et blaanende, sitrende Mørke<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
+ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens
+slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod
+som Skygger aanded hen paa en Baggrund af
+glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe skød
+i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag
+var falden.</p>
+
+<p>Stille var der som dybt i en Grav, kun den
+ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald
+var at høre som en næsten umærkelig, stadigt
+hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag
+de vædeglindsende Stammer.</p>
+
+<p>Saadan underlig Hvisken det var at lytte
+paa, saa vemodigt den lød! var det som de lette
+Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
+i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte
+Illusioners visne Løv? &mdash; Ak saa ene, saa sørgeligt
+alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde
+Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet
+Hjærte, der længtes imod ham ... Vidt over Jorden
+var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt
+Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere
+end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen
+til ham. Hjemløs, forladt! &mdash; Forladt? &mdash; Klang
+det derude som Bægre og Kys? blinked det derude
+som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det
+ikke lydt igjennem Natten? &mdash; Hvadsaa! &mdash; hellere
+Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin
+giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit
+Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
+.... for Blinde, for &mdash; Stakler .... &mdash; Som en
+Rose .... o Gud skjærm og bevar hende vel i
+den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og
+Vagt at jævne hver en Sti og dække for hver en
+Vind .... saa skjøn .... lyttende lig et Barn
+.... &mdash; som en Rose!&nbsp;....</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_VIII" id="KAPITEL_VIII"></a>VIII.</h2>
+
+
+<p>Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede
+hun dog snart, at var hun end kommen ud
+af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun
+dog ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer
+blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier
+holdt nede paa en egen, underordnet Plads
+i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af
+Smaating, der hver for sig var ubetydelig nok,
+men som tilsammen dog betød en Del. Først var
+nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod
+dem og befandt sig saa drilagtig godt i deres
+Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og saa
+Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den
+Maade, paa hvilken den gamle Tjener tog mod en
+Frues eller en Jomfrues Kaabe, og en ganske lille
+Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
+var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette.
+Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere
+tillod sig, var højst ubehagelig, og det ringe Indtryk
+som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
+gjorde paa dem, var til at fortvivle over.
+Bedst gik det med de yngre Kavallerer, thi selv<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
+naar de ikke var forelskede i En, saa tog de dog
+de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste
+de kunde finde paa med en gallant Ærbødighed
+i Miner og Lader, som hæved En i Ens egne
+Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som
+man kunde mærke paa at de mest gjorde det for
+Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var der
+nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres
+overdrevne Komplimenter og spøgende Cour, men
+Fruerne var dog de værste, især de unge nygifte;
+det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik,
+den lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og
+det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed
+de hørte paa En &mdash; det var ikke til at udholde. Saa
+var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer
+selv; det skulde da heller ikke hæve dem; der var
+ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede
+den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
+de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde
+slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at
+omgaaes hinanden værdigt og med alle mulige Tegn
+paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et
+Skjær af Værdighed. Det var i det Hele slet
+ingen misundelsesværdig Stilling, og det var derfor
+ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
+Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder
+havde paatænkt en Forbindelse mellem hende og
+Ulrik Frederik, saa blev denne Meddelelse, uagtet
+Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
+i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
+Budskab, der aabnede store Bredder af fornøjelige
+Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende,
+hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse
+vilde være, hvorledes <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: hunvilde">hun vilde</a> blive optaget i den
+snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive
+holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
+der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige
+Søn og hvad mere var, hans erklærede Yndling,
+medens hun selv i sit stille Sind tilføjede,
+hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og
+forelsket, saa syntes det hende næsten, at hendes
+Lykke var for stor, og hun blev ganske ængstelig
+ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
+og løs Tale og løst Haab.</p>
+
+<p>Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa;
+ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine
+Tanker og bedet hende være ham en god Talsmand
+hos Marie, men han havde ogsaa formaaet
+hende til at undersøge, hvorvidt det vilde være
+Dronningens og Kongens naadige Villie med, og de
+havde begge optaget det saare vel og givet deres
+Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.</p>
+
+<p>Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes
+fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde
+denne Forbindelse vistnok alt længere Tid været
+omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden
+af Dronningens Overtalelser sikkert ogsaa bevæge
+af den Omstændighed at Marie Grubbe var saa
+rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt
+med Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
+Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdaadighed
+lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo saa
+den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da
+Maries Moder, Fru Marie Juul jo var død, vilde
+hun saasnart hun var gift faa sin Mødrenearv, og
+hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer
+af Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup
+og Nørbek Hovedgaarde, foruden Strøgods trindt
+omkring, saa der efter ham var en god Arv i
+Vente, tilmed da han havde Ord for at være en
+skrap Husholder, der Ingenting forødte.</p>
+
+<p>Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde
+trøstigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag
+blev de da saa højtideligt trolovede.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke
+paa en saadan stormende, urolig Maade som da
+Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
+blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov
+var det, ingen livsmodig, rødmusset, frisk.</p>
+
+<p>Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige
+Barndomshistorie, og han elskede, drømmende at
+udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
+medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer
+den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skjønne,
+hvide Martyrkvinde bløde mellem Tornehjulenes
+hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
+af mørke Anelser om at det ikke vilde blive
+ham forundt at beholde hende, men at en tidlig
+Død vilde rive hende ud af hans favnende Arme,
+og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
+dyre Eder, at han skulde bære hende paa Hænder
+og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at
+han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær
+ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde
+hende Sorg.</p>
+
+<p>Men der var ogsaa den Stund, hvor han
+hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige
+Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var given
+ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre,
+til at træde i Støvet om han vilde, til at opløfte
+naar han vilde, til at ydmyge, til at bøje.</p>
+
+<p>At saadanne Tanker som denne kunde blive
+vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv
+Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
+af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde
+kun være et dunkelt og halvsandt Billede, naar
+der sagdes, at hendes Kjærlighed til den afdøde
+Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket,
+jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed
+til Ulrik Frederik var at ligne ved den
+samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
+spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse
+end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens
+dunkle Siv. Og dog vilde det paa en Maade være
+ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og
+rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de
+brogede, myldrende Drømme og Livstanker, som
+hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
+og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse
+Magsvejr.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
+Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var
+det ikke mere fordi han var som den magiske
+Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
+og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest
+Pragten, hun egenlig elskede?</p>
+
+<p>Det kunde se ud undertiden som det var ikke
+saa. Naar hun i Skumringen sad paa hans Skjød
+og, akkompagnerende sig selv, sang smaa franske
+Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da
+imellem standsede, og medens hun skjødesløst lod
+Fingrene lege med Citharens Strænge, lænede sit
+Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
+og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at
+ingen ret Elskov har dem sødere, og der var
+kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun Kjærlighedens
+milde Uro dugger frem &mdash; og dog &mdash;
+kunde det ikke være at hun i Længsel, paa en
+svunden Følelses Minder byggede en Stemning op,
+der skjærmet af det milde Mørke, næret af det
+blussende Blod og de bløde Toner, narrede hende
+selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot
+jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde
+hende karrig paa Elskovsord, og utaalmodig ved
+Kjærtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes
+saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og Haan
+paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad
+om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det
+Ord fra hendes Mund, som alle Elskere saa gjerne
+høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar
+hun var alene og hendes Fantasi var bleven træt<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
+af for tusinde Gange at udmale sig Fremtidens
+Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt ud
+for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik
+Frederik og Marie, som saa ofte før, henad den
+sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.</p>
+
+<p>Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen
+i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort
+i det Fjerne.</p>
+
+<p>Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade
+de og Lakejen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke.
+Forbi Haverne red de, hvor de grønne
+Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi
+de udspændte Bundgarn, paa hvis Traade endnu
+de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus
+forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
+Gaard, hvor Røgen stod lige som en
+Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte
+og lo og jog afsted.</p>
+
+<p>Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red
+gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det
+saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
+Overdrupsøens<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" title="Overdrupsø nu = Ordrupmose." class="fnanchor">[5]</a> blanke Vandflade.</p>
+
+<p>Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne
+Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og
+blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span>
+Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var
+brun af vissent Løv, faldt af mod Vandet. Oppe
+i Luften, under Bladhangets Skjærm, hvor en
+Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke,
+hvirvlede Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl
+lyste der et Øjeblik, saa fløj den ud i Solskjæret
+ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
+blinkede blankt <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: gjennen">gjennem</a> Luften og jagende Gjedder
+drog hurtig glidende Bølgelinier hen over Fladen.
+Fra en Gaard bag Krattet lød Hønsenes Kaglen
+derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
+under Dyrehavens kuplede Bøge.</p>
+
+<p>De holdt Hestene an og lod dem langsomt
+pjadske ud i Vandet for at skylle de støvede Koder
+og læske deres Tørst. Marie holdt lidt længere
+ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne
+slappe, for at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved;
+i Haanden havde hun en lang Bøgegren, hvis
+Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det
+nu smaat skvulpende Vand.</p>
+
+<p>«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og
+fulgte opmærksomt et svagt Vindpust, der ved sin
+hvirvlende Bevægelse frembragte runde, mørktkrusede
+Pletter ude over Søen.</p>
+
+<p>«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.</p>
+
+<p>«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig
+sin Hest i Land.</p>
+
+<p>I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til
+Vejen og ind i Storskoven.</p>
+
+<p>«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span>
+følte Skovfriskheden paa sin Kind og længe i lange
+Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg gad
+vidst,» længer kom hun ikke, men saae med
+straalende Blikke op i det grønne Løv.</p>
+
+<p>«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»</p>
+
+<p>«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk
+galne. &mdash; Aa, for de mange Gange jeg har løbet
+i Lindum Skov og holdt ved med at løbe længere
+og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste.
+Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld
+Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og
+kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar
+de fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa
+underlig skræmt og sky, &mdash; aa, jeg blev saa beklemt
+og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged',
+foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg
+næsten mere bange for end for alting Andet. Er
+aldrig det hændt dig?»</p>
+
+<p>Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte
+hun at synge i vilden Sky:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Jeg ganger mig i Skoven fro,<br /></span>
+<span class="i0">Hvor Ælm og Abild gro,<br /></span>
+<span class="i0">Og smykker der med Roser to<br /></span>
+<span class="i0">Vel mine Silkesko.<br /></span>
+<span class="i0">For en Dands,<br /></span>
+<span class="i0">For en Dands,<br /></span>
+<span class="i0">For en Tralala,<br /></span>
+<span class="i0">For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten
+og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
+Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, hvor
+Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne
+funklede og Kinderne brændte, hun hørte ikke paa
+Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken hvinede ned og
+afsted stod det med slappe Tøjler &mdash; Skummet
+sad i Flager paa hendes flagrende Skjørt, den
+bløde Skovjord haglede op om Hestens Sider og
+hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.</p>
+
+<p>Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad
+og Gren og flygted for et regntungt Mørke.
+Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
+red frem over en lang Skovslette. Til begge
+Sider: Skovens Træer som en tung, mørk Ringmur;
+over hende: truende sort Himmel med jagende,
+graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
+taagebegrændsede Flade. Hun strammede
+Tøjlerne og det udmattede Dyr standsede villigt.
+I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
+op imod hende og holdt snart ved hendes Side.</p>
+
+<p>I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat,
+regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet;
+et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
+det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed
+som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe.
+Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide
+Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder,
+stænkede bort fra Hestenes Manke og sprang og
+trilled omkring i Græsset, som myldred de op
+af Jorden.</p>
+
+<p>For at komme i Ly, red de ind imellem<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span>
+Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart
+udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.</p>
+
+<p>En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede
+Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der,
+som han sagde, allerede var en Fremmed inde.</p>
+
+<p>Det var Livsens Korthed, og han rejste sig
+straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt
+Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
+Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.</p>
+
+<p>«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre
+os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal
+vide, min Hjærte,» og han vendte sig mod Marie,
+«at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
+Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst,
+Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom
+Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
+og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den
+gode Stad Kjøbenhavn.»</p>
+
+<p>Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning,
+saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe
+og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord,
+men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag
+paa han brede Ryg vakte ham, blussede hans
+Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte
+sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme
+og sagde med sit koldeste Smil: «vi er vist intet
+nok drukne, Hr. Oberst.»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og
+raabte: «o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes
+Karl nu lade mig staa til Skamme som en<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span>
+usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
+sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi,
+for al den Del! er det Ret? har jeg intet de
+Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed for
+denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har
+ytret den største Forlængsel efter at se og høre
+dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan
+jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglefænger
+og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med
+den kranke Hane og <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: de">den</a> skrukke Høne!»</p>
+
+<p>Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende,
+at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun
+tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad for
+Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var,
+der kunde holde de unge Cavalliers fast paa smudsige
+Ølkipper halve Dage og hele Nætter i Rad,
+og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille
+hendes Længsel og ikke lade sig for længe bede.</p>
+
+<p>Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel
+hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at
+give ørhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed
+til at brøle og stime endnu højere, end til saadan
+fin og skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog
+fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at
+ham nogen Tid var noget af hendes skjønne Velbaarenhed
+befalet eller ombedet, uden han jo det
+havde paa Stand exequeret og udført.</p>
+
+<p>«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag
+og slængte sig ved Bordet med Albuerne ud
+til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af Eders<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
+Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt
+gode Venner.»</p>
+
+<p>Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme,
+lagde dem paa Bordet, strøg Haaret ned i Øjnene
+og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog
+raslende med Pengene som det var Terninger, «er
+jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
+Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig
+ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti,
+saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
+jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl,
+kan du? Eller skal jeg aabne din Bælg
+med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
+kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt
+du er!»</p>
+
+<p>Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:</p>
+
+<p>«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk
+Accent, «vet din Dræksjung hvem du høder?
+Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din&nbsp;...<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme,
+«det er sagte vel stor Lystighed at fange an med;
+nej, nu!» og han satte sig ned, støttede Hænderne
+helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave,
+gjorde sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig
+Betænksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil
+og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket
+med Øjnene og raabte kjælent:</p>
+
+<p>«Poppegøj&mdash;e! lille Poppegøj&mdash;e,» fløjtede igjen,<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
+men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at
+trække Munden op til et indsmigrende Smil.
+«Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut!
+om til mig, lille Nus, om til mig! labe
+Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af
+lille Krus?»</p>
+
+<p>Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem
+i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med
+krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.</p>
+
+<p>«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu
+her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og
+du maa heller aldrig forlade mig,» og hans Stemme
+blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden,
+min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. &mdash; Gods
+og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og
+dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det
+er mig som Drank det og Bærmevalle. &mdash; Fine
+Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig
+hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den
+Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold
+og Mærke, de! &mdash; skulde de være bedre
+for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa!
+det røde Mærke paa din hvide Skulder, som Mester
+Anders har brændt med sit røde Jern, det er
+Adelstegn det, &mdash; jeg spier paa mit Skjold for
+at kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg
+Skjold for &mdash; ja. For er der i hele Sjællands
+Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
+spørger jeg &mdash; er der? &mdash; nej, der er ikke, ikke
+en Stump af en!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
+«Det &mdash; det &mdash; det er Løgn at forstaa,»
+raabte han med ny Røst, sprang op og gestikulerede
+henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
+&mdash; din Hjadderkop &mdash; hun har Skabning, du, at
+forstaa &mdash; Lemmer &mdash; hun har Lemmer, siger
+jeg, din Rakkesvands&nbsp;...»</p>
+
+<p>Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa
+Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev
+den bort, faldt han og trillede henad Gulvet.
+Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang
+hurtig op, rakte begge sine Hænder ud som for
+at hjælpe Daniel op. Den Lille greb halvt liggende,
+halvt knælende Haanden og stirrede paa
+hende med et saa taknemmelighedsfuldt og hengivent
+Blik, at hun længe ikke kunde glemme det.</p>
+
+<p>Saa red de hjem, og der var Ingen af dem,
+der tænkte paa, at dette tilfældige Møde i «Statafkroen»
+skulde række længere end det havde rakt.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_IX" id="KAPITEL_IX"></a>IX.</h2>
+
+
+<p>Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var
+bragt tilende, tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn,
+førte jo en Mængde af Landets Adel til Byen,
+alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder,
+men ogsaa betænkte paa at forlyste sig
+ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke var
+det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde
+den siden Krigen temmelig højttalende, kjøbenhavnske
+Befolkning ved deres Pragt og Rigdom
+og derved give den en liden Mindelse om at
+Skjællet mellem Landets gode Mænd og den ufri
+Hob endnu stod støt og trygt, trods kongelige
+Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands
+og trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.</p>
+
+<p>Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede
+da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige
+Heste med sølvspændt Seletøj og brogede
+Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren <em>og</em>
+Beværten i alle Byens Adelsgaarde &mdash; til sent
+ud paa Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale
+ud over Byen og fortalte de blundende Borgere<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
+at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig
+Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin
+i arvede Pokaler.</p>
+
+<p>Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var
+der Ingen, der bød til Gjæst, thi dels mentes der
+at endel af de Grubber, paa Grund af deres Forbindelse
+med Kongehuset, stod mere paa dettes
+end paa Standens Side og dels hadede den gode
+gamle Adel oprigtigt den i de senere Aartier
+temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
+naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie
+blev da saaledes af en dobbelt Grund forbigaaet,
+og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede
+meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.</p>
+
+<p>I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt
+haardt, men da det blev ved, vakte det snart hendes
+Sinds let vækkelige Trods og havde den saare
+naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig
+inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde
+mere af ham, fordi der, som det syntes hende,
+for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
+hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke,
+saa der, da de den sekstende December sekstenhundrede
+og treds i al Stilhed blev viede til hinanden,
+var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv
+mellem hende og Rigens Jægermester, denne Tittel
+og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af
+det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.</p>
+
+<p>At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod
+hvad der havde været paatænkt, for det havde<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
+længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre deres
+Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde
+havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i
+den sidste Time fik man Skrupler og mente, af
+Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal
+og Skilsmisse, at burde lade det blive som det
+saa blev.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk,
+og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel &mdash;
+og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det
+er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander
+og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid,
+saa er Aanden ikke altid over Leanders Kjærlighed,
+uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
+stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene.
+Thi, medens hun er som de smaa Børn, der finder
+det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles
+med <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: det">de</a> selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
+og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa
+er Leander saa fordringsfuld, at han trættes, saasnart
+hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv.
+Saasnart han ikke længer er helt beruset, er han
+ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende
+lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds
+Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han
+ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser
+tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsløb,
+sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han
+føler sig som En, der er kommen hjem efter en<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
+langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter
+ser de saa inderlig velkjendte, saa lang Tid forglemte
+Steder liggende for sig, og alt mens han
+ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig
+har været borte fra denne hjemlige Verdenspart
+saa længe.</p>
+
+<p>I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik
+en regnfuld Septemberdag.</p>
+
+<p>Han havde havt sine Hunde inde at lege
+med, havde forsøgt paa at læse og havde spillet
+Daldøs<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" title="Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger." class="fnanchor">[6]</a> med Marie. Regnen skyllede ned, det var
+ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet
+ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i
+den Tanke at pudse og efterse sine Skatte &mdash;
+det var det just Vejr til &mdash; og var saa kommen
+til at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde
+faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet
+den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
+Arven Stykke for Stykke.</p>
+
+<p>Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning
+og sølvblanke med mat Gravering; der
+var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
+med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse
+Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger,
+lette som Rør og bøjelige som Vidjer,
+med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet
+Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt<span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span>
+dem, den havde kun Fæste af ætset Staal, den
+var stukken igjennem et lille Spændebaand af
+Silke, besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler
+og grøn Floksilke. Enten var det et Armbaand,
+et simpelt Armbaand eller, som Ulrik
+Frederik troede, et Strømpebaand &mdash; og Kaarden
+var stukket der igjennem.</p>
+
+<p>Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik,
+for der havde den Afdøde været i ni Aar og
+tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have
+været i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men
+saa kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at
+tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar.
+Altid leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt
+kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme.
+&mdash; Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i
+Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad
+og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian
+og beholde sin Bestilling, nu og da bruges
+til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive
+gammel, faa Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke,
+det var den glimrende Bane, der var ham afstukken.
+&mdash; Nu krigedes de nede i Spanien, der var Hæder
+at vinde, Liv at leve &mdash; der var Kaarden og
+Baandet fra. Nej &mdash; han maatte tale med Kongen,
+det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg,
+men det fik ikke hjælpe, vente kunde
+han ikke, det maatte afgjøres.</p>
+
+<p>Kongen syntes godt om Forslaget. Imod
+Sædvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
+for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
+og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det
+vanskeligt, urimeligt, umuligt &mdash; og nu sagde
+Kongen ja, til Jul kunde han rejse, til den Tid
+kunde nok de indledende Skridt være gjorte og
+den spanske Konges Svar være kommet.</p>
+
+<p>Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af
+December, men Ulrik Frederik kom dog først til at
+rejse noget hen i April; der var saa meget, der skulde
+gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
+der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives;
+men saa rejste han da.</p>
+
+<p>Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med
+denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende
+til at indse, at det var nødvendigt, at Ulrik Frederik
+rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
+for at Kongen ret kunde gjøre noget for
+ham; thi vistnok var hans Majestæt en absolut
+Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig
+for Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa
+denne Tid saa forkert og vrangvilligt, at det
+visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog sig
+ud i den daarligste Mening &mdash; men alligevel,
+Kvinder have nu en Gang en medfødt Frygt for
+al Sigen Farvel og her var meget at være bange
+for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren
+og den lange, farlige Rejse og trøste sig
+ved at der jo nok blev taget vel Vare paa en
+Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end
+ængstes for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt,<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
+ved en maaske mer <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: en">end</a> aarelang Adskillelse
+kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
+kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres
+Kjærlighed var saa ny og saa lidet befæstet, og
+nu just som den var kommen i Vækst, skulde den
+skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og
+Fare; var det ikke ret at stile henimod at lægge
+den øde? &mdash; og det havde hendes korte Ægtestand
+lært hende, at det Slags <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: Ægsteskab">Ægteskab</a> hun i sin Trolovelsesstand
+havde set an for saare let at føre,
+det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej,
+det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel
+Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu
+her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde
+det skulde komme saaledes indvortes, men det
+var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
+saadan Skilsmisse.</p>
+
+<p>Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt
+det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens
+Riger og Lande.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Frederik den Tredie, der, som saamange andre
+Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten,
+havde medgivet Ulrik Frederik det
+Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
+Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede
+sig til Danmark og underhaanden lade ham
+forstaa at saavel Kongen som den rige Christen<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
+Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag
+betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.</p>
+
+<p>Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned
+Toogtreds naaede den nævnte By, lod han sig ved
+Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
+med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang
+lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand
+lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til Fedme,
+let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort
+Haar og en smal Knebelsbart, runde Kinder,
+fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse og smaa,
+blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig
+Mængde smaa og store Rynker, som i en Vifte
+gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et paa en
+Gang fiffigt og godlidende Udseende.</p>
+
+<p>Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne
+Sølvknapper, sorte Knæbenklæder, sorte
+Silkestrømper og Sko med store, sorte Baandroser
+var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa
+Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet
+og i Enderne af sin Halsklud og baade om Haandledene
+og fra Kanten af hans Knæbenklæder
+hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder.
+Hans Hænder var hvide, fede, buttede og smaa
+og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe,
+at han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa
+om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende
+Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte
+han, uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
+en stor Skindmuffe, for han frøs altid sine Hænder,
+som han sagde.</p>
+
+<p>Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var
+stor og rummelig med Hvælvingsloft og smale
+spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen. Et
+stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af
+Træstole, paa hvis Sæder der laa bløde Hynder
+af rødt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire
+Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
+Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de
+tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder.
+En Rad Strudsæg hang paa Snor ned
+fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i
+graa og røde Tavl, og indenfor Døren var gamle
+Hestesko i Triangel indfældede i Gulvplankerne.
+Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et
+mørkt, udskaaret Træskab med Messingbeslag under
+det andet. I en Krog var anbragt en Voksdukke
+i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og langs
+Væggen laa Blokke af Tinerts og <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: Kobbermaln">Kobbermalm</a>.
+Morianen havde et tørt Palmeblad i Haanden.</p>
+
+<p>Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de
+første Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik
+Frederik &mdash; de talte Fransk &mdash; Burrhi om han
+ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
+Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.</p>
+
+<p>Burrhi rystede paa Hovedet.</p>
+
+<p>«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig'
+Kunst har fornemme og mægtige Dyrkere i Danmark,
+men jeg har nu underviset saa mange fyrstelige<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span>
+Herrer og Prælater, og har jeg end ikke
+altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede
+Løn, saa har jeg dog mødt saa megen Vrangsindethed
+og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
+mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede
+Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter
+hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen
+af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse
+mod ham kan have til Indhold, men jeg kan
+i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer
+af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og
+Arveherrer, der vare saa uvittige i deres <span xml:lang="la" lang="la">Historia
+naturalis</span> og <span xml:lang="la" lang="la">Materia magica</span>, at den gemeneste
+Marktskrigere ikke kan være mere bondeagtig overtroisk
+end som de var. De slaa endog deres Lid
+til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at
+det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik
+eller Lægedomspillula; blot En har den rette
+Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden,
+en Formula udsiges, og saa skal Guldet være
+der. Saadant har Styverfængere og ignorantiske
+Personer udspredt &mdash; dem Djævelen have! Kan de
+Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik
+an, da vilde Verden svømme udi Guld. Vel er
+det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
+saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af
+Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi
+vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten
+er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der
+maa en lykkelig Haand til, der maa være visse<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span>
+særdeles Constellationer og Conjunctioner forhaanden,
+om Guldet ret skal vælde. Intet alle Aaringer
+er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker
+dog at det ingen ringe <span xml:lang="la" lang="la">Destilatio</span> eller <span xml:lang="la" lang="la">Sublimatio</span>
+er, men en Naturens Omskabelse, der skal gaa an.
+Ja, jeg tør sige, at der gaar en Sittring gjennem
+Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del
+af det pure, tindrendes blanke Guld fries ud af
+Materia vilis's tusindaarige Omfavnelse!»</p>
+
+<p>«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig
+jeg spørger, men sætter En intet ved slige lønlige
+Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»</p>
+
+<p>«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil
+I tro! hvilken Mager var vel større en Salomo,
+hvis Segl, baade det store og det lille, vidunderligen
+er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo
+gav vel Mosem Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth,
+Stormenes Aand, den Forfærdelige?» og han trykkede
+Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
+jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets
+Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn,
+der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige
+Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici
+gjøre, fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i
+Gehennas Lænker. Men vi, vi paakalde dem ikkuns
+for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
+jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse;
+thi det <em>er</em> Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie,
+som det gaves at give Lys før<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
+Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»</p>
+
+<p>Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten
+og andre Lønvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte
+ham om han ved Hjælp af den lille Seddel, han
+for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke
+ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop.</p>
+
+<p>«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel
+nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men naar
+ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet
+fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og
+Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide paa.
+Dog veed jeg noget. Ja ja,» vedblev han og
+strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig
+født og i en Medikusses ringe Stilling, da havde
+jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu
+vil Verden intet blive Eder fuldt saa let. Det er
+paa visse Maader meget at beklage, at Verdens
+Gang i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres
+Søn bliver og en Haandværkere, en Kjøbmands
+Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn en Bonde
+og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke
+har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i
+en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling
+ved deres Fødsel anviser Dem. Om saaledes En,
+der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn,
+giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for
+ham, og Saar og liden Forfremmelse og tidlig
+Død vil være ham vis, men om han tager sig til
+at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
+Stensnidere, vil Alting staa for ham som paa Pinde.
+En, der er født under Fiskenes Tegn, i den første
+Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
+er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er
+født i sidste Part, maa søge sin Lykke paa Søen,
+enten det saa maa være som gemen Børtskippere
+eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
+Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne
+som I er født under, er som jeg siger for Medici
+i første Part, og for Kjøbmænd i anden Part. &mdash;
+Men lad mig nu se Eders Haand!»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi
+gik hen til Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko
+henover dem, som en Linedandser stryger sine
+Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa
+Tovet. Saa saae han i Haanden.</p>
+
+<p>«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og
+lang, ser jeg, og rækker saa vidt, den række
+kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen
+er mat paa nogen Tid, men bliver alt mere og
+mere klar. Der er Livsfuren, den ser hel ilde ud
+desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
+naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv
+haardt og hemmeligt truet, men saa bliver Linien
+klar og stærk helt op i høj Alderdom, men den
+skyder kun en Streg ud &mdash; jo dog, der er alt en
+mindre hos &mdash; ja, I vil faa Livsarvinger i tvende
+Kuld, det fejler intet, men faa i hvert.»</p>
+
+<p>Han slap Haanden.</p>
+
+<p>«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span>
+for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet,
+dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde
+det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag
+her disse trekantede Malakiter, de er af en særdeles
+Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem
+selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
+Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa
+Jert blotte Bryst, eller om I lader dem sætte i
+en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
+røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten,
+kan I se, der sidder i den som et Træes
+Lignelse, den er saare rar og fin, og god mod
+snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg
+beder Eder end en Gang, min dyrebare, unge
+Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; jeg
+veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder,
+at Faren blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg
+veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor
+ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
+for kolde Vande og for lange Nætter.»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og
+glemte ikke den følgende Dag at sende Guldmageren
+en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode Raad
+og gode Værgestene.</p>
+
+<p>Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige
+til Spanien.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_X" id="KAPITEL_X"></a>X.</h2>
+
+
+<p>Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag,
+da Hestenes Hovslag var døet bort i det
+Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter Afskedsstundens
+Travlhed, endnu stod Bordet dækket,
+hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet
+laa endnu ved hans Couvert, saaledes som han
+havde krammet den sammen, og fugtige Spor af
+hans store Ridestøvler var endnu synlige hele
+Gulvet over.</p>
+
+<p>Derhenne ved det store Pillespejl havde han
+trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende
+til Farvel og søgt at trøste hende ved svorne
+Løfter om snarligt Gjensyn.</p>
+
+<p>Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for
+at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast,
+saaledes som hun for et Øjeblik siden, indesluttet
+i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
+forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte
+Ansigt mødte hendes søgende Blik inde bag Spejlets
+glatte, blanke Flade.</p>
+
+<p>Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog
+af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin,<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
+hans kjæreste Hunde, der havde været lukket inde,
+løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt
+i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men
+kunde ikke for Graad. Passando, den store, røde
+Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede ned
+og klappede den og strøg den, men den logrede
+kun adspredt med Halen og saae hende med store
+Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.</p>
+
+<p>Hine første Dage, &mdash; hvor dog Alt var tomt
+og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor
+knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og
+hvor Længslen saa imellem var skjærende skarp
+som Salt i en aaben Vunde.</p>
+
+<p>Ja, det var de første Dage, men da det saa
+ikke var nyt længer og blev ved at komme Altsammen,
+Mørket og Tomheden, Længslen og Sorgen,
+Dag for Dag, som et Snevejr, der falder
+Flok paa Flok, den ene langsomt dalende Flage
+efter den anden, da kom der en underlig Haabløshedens
+Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som
+en Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i
+Sorgens Hygge.</p>
+
+<p>Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.</p>
+
+<p>Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed,
+alle Aarer bankende af livstørstigt Blod og
+hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af
+farverige Billeder og daarende Syner.</p>
+
+<p>I slige Dage følte hun sig som en Fange,
+der utaalmodigt ser sin Ungdomstid, Vaar paa<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
+Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat og
+øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det
+var hende som Tidens Sum blev talt hende til
+Time-Hvid for Time, og som hver af dem med
+Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes
+Fødder og smulnedes og blev til Støv, og da kunde
+hun i kvalfuld Livslængsel vride sine Hænder og
+skrige som i Pine.</p>
+
+<p>Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos
+sin Slægt, thi Etiketten fordrede, at hun holdt
+sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
+til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og
+hun var ganske overladt til sig selv.</p>
+
+<p>En lad Mathed blev snart Følgen af denne
+ensomme Grublen og Sørgen, og hele Dage og
+Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte
+her at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende
+Tilstand, der affødte æventyrlige Drømme,
+som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns
+taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som
+virkelige, og gav en kjærkommen Erstatning for
+det Liv, hun savnede.</p>
+
+<p>Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig,
+saa den mindste Larm voldte hende Smerte, og
+hun kunde faa de sælsomste Indfald og pludselige,
+vanvittige <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: Ønker">Ønsker</a>, der næsten maatte vække Tvivl
+om hendes Forstand.</p>
+
+<p>Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde
+mellem Vanviddet og denne sælsomme Lystenhed,
+som betog hende efter at udføre en eller anden<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
+fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke
+fordi hun havde mindste Grund dertil, ja ikke en
+Gang rigtig ønskede det.</p>
+
+<p>Saaledes hændte det undertiden, naar hun
+stod ved det aabne Vindue, lænet til Vindueposten
+og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
+hende, at der foer igjennem hende en fristende
+Drift til at kaste sig derned, blot for at gjøre
+det. Men i det samme Nu havde hun i Fantasien
+gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige
+Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer
+og hun foer fra Vinduet ind i det Inderste af
+Stuen, rystende af Angst og med Billedet af sig
+selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten,
+saa tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet
+igjen og se ned, for at jage Billedet bort.</p>
+
+<p>Mindre farlig og af en lidt anden Natur
+var den Lyst hun følte, naar hun, hvad der
+stundom hændte, kom til at se paa sin blottede
+Arm, og næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og
+dunkeltviolette Aarers Løb under den hvide Hud,
+den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens
+hvide Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst
+og bed som et grumt lille Rovdyr Mærke paa
+Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
+hun straks op og gav sig til at kjæle for den
+stakkels mishandlede Arm.</p>
+
+<p>Til andre Tider kunde hun, bedst som hun
+sad, finde paa at gaa ind og klæde sig af, blot
+for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
+mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring
+eller for at lægge en iskold Staalklinge nedad sin
+blottede Ryg.</p>
+
+<p>Af saadanne Indfald havde hun mange.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender
+saa Ulrik Frederik hjem.</p>
+
+<p>Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove,
+hun laa og lyttede paa den langsomt pibende
+Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende
+Tanker.</p>
+
+<p>De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik
+Frederik hver Time i Døgnet, ønskende hans
+Komme, frygtende hans Komme.</p>
+
+<p>Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage,
+for fjorten Maaneder siden? &mdash; det syntes hende
+nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun kunde nu
+ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun
+var bleven saa gammel i al den Tid, saa forsagt
+og stilfærdig, og nu kom han hjem, vant til Glands
+og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
+før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind
+&mdash; tung i Gang, slet ikke den Gamle, og i det
+første Møde vilde han være saa fremmed og kjølig
+overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere
+forskræmt, og han vilde vende sig fra hende, men
+aldrig vilde hun vende sig fra ham, nej, nej, hun
+vilde vaage over ham som en Moder, og naar
+Verden gik ham imod, saa vilde han komme til
+hende, og hun vilde trøste ham og være ham saa<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span>
+god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre
+Alt for hans Skyld. &mdash; Saa syntes det hende igjen
+at saasnart hun saae ham, vilde Alt være som
+det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som kaade
+Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd
+af Latter og Jubel og Krogene hviskede med
+Kys &mdash;.</p>
+
+<p>Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i
+en let Blund og det larmed og legte ind i hendes
+Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
+raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op,
+Døre lukkedes, Vogne rumlede paa Gaden og Hestehove
+skrabede i Stenbroen.</p>
+
+<p>Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb
+det store, stukne Sengetæppe, og svøbt i det som
+en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I
+Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas
+i en Træstage nede paa Gulvet og brændte, et Par
+af Lysene i Armstagerne var tændte, Tjeneren
+var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
+Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks
+Røst, hun skjælvede af Bevægelse.</p>
+
+<p>Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og
+Kappe omkring sig stormede han ind, vilde gribe
+hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
+Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed
+ud, hun kjendte ikke hans Dragt, han var bleven
+saa brun og saa fyldig, og under Kappen var han
+i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet
+Mage til, det var den nye Mode med lang Vest<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
+og skindbræmmet Kjole, og den forandrede helt
+hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.</p>
+
+<p>«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og
+han vred hende ind til sig, saa det værkede i
+hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
+Men han mærkede det ikke, han var temmelig
+drukken, thi Natten var ikke varm og de havde
+bedet godt i den sidste Kro.</p>
+
+<p>Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han
+kyssede og klappede hende vildt og ubændigt.
+Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
+Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den
+nærmeste Stue; saa kom hun dog i Tanker om,
+at det maaske var en vel sælsom Velkomst og
+vendte tilbage.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt
+forvirret, delt imellem Bestræbelsen for at faa sin
+omtaagede Forstand til at fatte, hvad der foregik,
+og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin
+Kappe op, men hans Tanker og hans Hænder var
+lige hjælpeløse. Da nu Marie kom tilbage og
+friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
+nok skulde være Spøg og brast ud i en
+skogrende Latter, slog sig paa Laarene, vred og
+vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk
+ad Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde
+aabenbart noget Spøgefuldt, han vilde sige, begyndte
+ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
+og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned
+paa en Stol, stønnende og gispende af al den<span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span>
+Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet.</p>
+
+<p>Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor,
+saa rejste han sig op og gik i tavs, misfornøjet
+Majestæt frem og tilbage over Gulvet, stillede sig
+omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den
+ene Arm i Siden, den anden støttet paa Gesimsen
+og saae overlegent &mdash; stadig slynget af den stærke
+Rus &mdash; ned paa hende.</p>
+
+<p>Han holdt nu en lang, usammenhængende
+Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den Ære,
+der var viist ham udenlands, og om den store
+Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands
+Datter, at have til Gemal En, der om han
+havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse af
+Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at
+sige, at han vilde være Herre i sit Hus, og truede
+Marie, at hun skulde være saa lydig, saa lydig,
+han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et
+Kny, ikke eet; hvor højt han ogsaa havde hævet
+hende, saa blev hun dog altid hans Slave, hans
+lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa
+mild som en legende Los, græd og smiskede og
+trængte med hele en drukken Mands Ihærdighed
+ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe
+Elskovsord &mdash; uundgaaelige, uafviselige.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe
+før Ulrik Frederik.</p>
+
+<p>Det var næsten med Had, hun betragtede<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span>
+den sovende Skikkelse ved hendes Side. Hendes
+Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra
+hans voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa
+han med de kraftige Arme under den stærke, laadne
+Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende, aandede
+det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil
+paa de røde, fugtigt glindsende Læber.</p>
+
+<p>Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse,
+ved at se paa ham. Næsten fremmed for hende
+ved den lange Adskillelse, var han trængt ind,
+pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret,
+overmodig vis paa hele hendes Sjæls Hengivenhed
+og Tilbøjelighed, som En er vis paa at finde sine
+Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud.
+Vis paa at være savnet, vis paa at Længsels
+Klager havde svunget sig fra hendes skjælvende
+Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle
+hendes Ønskers Maal var hans brede Favn &mdash;.</p>
+
+<p>Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende
+halvt siddende, halvt liggende paa en Løjbænk
+inde i den blaa Stue. Hun var bleg, Ansigtstrækkene
+slappe, Øjnene nedslagne, og den syge
+Haand laa mat ned i hendes Skjød, svøbt i et
+Kniplingslommetørklæde; han greb efter den, men
+hun rakte ham langsomt den venstre og heldte
+med et smerteligt Smil Hovedet tilbage.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte
+Haand, kom med nogle spøgefulde Bemærkninger
+om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte sig
+med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span>
+havde faaet en eneste god Rus, fordi Spanierne
+slet ingen Forstand havde paa at drikke, og han
+tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak
+han heller den uægte Alikant og Malagavin fra
+Johan Lehns Stue eller fra Bryhanskjælderen, end
+det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.</p>
+
+<p>Marie tav.</p>
+
+<p>Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik
+spurgte, om de ikke skulde spise.</p>
+
+<p>Marie skulde Ingenting have, hun bad ham
+undskylde, han maatte spise ene, hun havde ingen
+Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
+havde rent kvæstet den.</p>
+
+<p>Saa fik han da at vide, hvor skyldig han
+var, og han vilde endelig se den syge Haand og
+kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
+Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde,
+med et Blik som en Tigerinde, der forsvarer sit
+værgeløse Afkom. Han bad længe, men det hjalp
+ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste
+med en Appetit, der levende mishagede Marie.
+Roligt kunde han imidlertid ikke sidde, han maatte
+hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for alle
+Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse,
+og han fik snart ved denne idelige Løben
+den halve Opdækning spredt rundt omkring i Stuen,
+hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i
+det andet, hans Serviet hang over Vasen paa den
+forgyldte Gueridon og en Kringle laa paa det lille
+Bord i Krogen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span>
+Endelig blev han færdig og satte sig hen ved
+Vinduet og sad længe og saae ud, snakkende til
+Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede
+ham sjeldent eller slet ikke svarede.</p>
+
+<p>Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet,
+hvor han sad. Hun sukkede og saae tungsindigt
+ud i Luften.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik smilte og drejede med stor
+Ihærdighed sin Signetring rundt paa Fingeren.</p>
+
+<p>«Skal jeg puste paa den kranke Haand?»
+sagde han i en klagende, medlidende Tone.</p>
+
+<p>Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden
+at sige et Ord og blev ved at se ud.</p>
+
+<p>«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde
+han og saae et Øjeblik op.</p>
+
+<p>Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den
+syge Haand mod Vindueskarmen og spillede med
+Fingrene, som paa et Klavikordium, frem og
+tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens
+Skygge og ud af Skyggen og ind i Solen igjen,
+frem og tilbage.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag
+paa den smukke, blege Haand, der som et vevert,
+smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i Karmen,
+krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig,
+skød Ryg, tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede
+med Skaftet, krøb tilbage, lagde sig fladt ned i
+Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven igjen,
+snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
+Bladet og lod det spille blankt i Solen, fløj saa
+op med Kniven&nbsp;...</p>
+
+<p>I samme Nu lynede Kniven ned imod hans
+Bryst, men han værgede med Armen, og Klingen
+skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
+i Ærmet og han hugged den til Side ned paa
+Gulvet, sprang med et Forfærdelsesraab op, saa
+Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort Sekund,
+ligesom med en eneste Bevægelse.</p>
+
+<p>Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op
+mod sit Bryst, hendes Blik var stivt og forfærdet,
+det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik Frederik
+havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en
+skærende, død Latter trængte sig over hendes
+Læber, og hun sank om paa Gulvet, lydløst og
+ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.</p>
+
+<p>Dengang hun legede med Kniven, havde hun
+pludselig lagt Mærke til, at Ulrik Frederiks
+Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
+og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift
+opstaaet hos hende, at hugge det kolde, blinkende
+Blad ind i det hvide Bryst, og hun gjorde det;
+ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at
+saare ham, maaske kun fordi Kniven var kold og
+Brystet varmt, eller mulig fordi hendes Haand
+var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men
+først og fremmest fordi hun ikke kunde lade være,
+fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes
+Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over
+hendes Vilje.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
+Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med
+Haandfladerne paa Frokostbordet, han skjælvede,
+saa Bordet rystede og Fadene klirrede mod hinanden.
+Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber
+eller Mod blandt hans Mangler, men dette
+var kommet saa uanet, var saa vanvittig ubegribeligt,
+at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke
+paa den Skikkelse, der laa livløs og stille paa
+Gulvet henne ved Vinduet. Burrhis Ord om Faren,
+der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
+han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed,
+al forstandig Tryghed var vegen fra Jordelivet
+og al menneskelig Vished ogsaa, thi det var
+Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse,
+der styred, overjordiske Magter og Tegn,
+der bestemte. Hvorfor skulde hun ellers ville
+dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,
+hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.</p>
+
+<p>Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede
+Bladet over og kastede Stumperne ind i den
+tomme Kamin.</p>
+
+<p>Endnu rørte Marie sig ikke.</p>
+
+<p>Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var
+jo blank, og der var ingen Blod paa hendes Mansketter,
+men hun laa saa stille, dødsens stille;
+han ilede hen til hende og løftede hende op i sine
+Arme.</p>
+
+<p>Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og
+dødt ud for sig, saae paa Ulrik Frederik, og hun
+slyngede sine Arme om ham, kyssede og kjærtegnede<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span>
+ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel
+saa lykkelig og glad, men der var en spørgende
+Angst i hendes Blik, hun saae henad Gulvet som
+om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik
+Frederik om Haandledet og følte paa hans Ærme,
+og da hun saae, at det var udrevet og Mansketten
+flænget, skreg hun i Forfærdelse.</p>
+
+<p>«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet,
+«aa Gud i din højeste Himmel, bevar min
+Forstand, saa mindelig jeg beder! &mdash; Men hvorfor
+spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik,
+«hvorfor slænger du mig intet fra dig som en
+forgiftig Eddersnog! Alligevel, Gud skal vide, jeg
+intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
+det kom saadan paa mig, der var <em>det</em>, der tvang
+mig, jeg svær' dig min højeste Helgens Ed, der
+var <em>det</em>, der styred' min Haand; men du tror
+det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og
+jamred.</p>
+
+<p>Men Ulrik Frederik troede hende ganske.
+Det var jo den fuldeste Bekræftelse af hans egne
+Tanker, og han trøstede hende med gode Ord og
+Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel
+for hende som den, der var et stakkels vanvittigt
+Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han
+overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag
+for Dag opbød al en klog Kvindes Kløgt for at
+vinde hans Tillid. For havde hun hin første
+Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik
+skulde faa Lov til at udfolde al sin Elskværdighed<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span>
+og bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen,
+saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;
+hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt
+Løfte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader,
+i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun
+ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde
+Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet
+om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var
+Sejren ogsaa bleven hende vis.</p>
+
+<p>Men større Fjender stod hendes Sag imod.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var draget bort som fattig
+Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde
+betragtede en Konges uægte Børn som mere
+end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og
+den Betragtning, at Kongen var en Mand, der
+kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare
+gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider
+omstraalede den absolute Arveherre, om det end
+alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og
+spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor
+nær.</p>
+
+<p>Fra dette Land drog Ulrik Frederik til
+Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev
+han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,
+udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes
+paa lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de
+Spanskes Konge lod sig det være magtpaaliggende,
+i hans Person at hylde Frederik den Tredie og
+ved overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke
+sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmark<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span>
+og sin Anerkjendelse af Kong Frederiks
+sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de
+absolute Herskeres Række.</p>
+
+<p>Løftet og beruset af al denne Hæder, som
+ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen
+Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
+havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en
+menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og
+Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gaa ud
+over hende, Tanker om at lade hende ophøje og
+om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget
+Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og
+da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
+truet af hende, kom til, tog han den Beslutning,
+indtil han kunde skjønne, hvad der videre var at
+foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt,
+og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det
+gamle, <span class="sic" title="[sic]">idyliske</span> Forhold tillive igjen.</p>
+
+<p>Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen
+ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik
+ikke var vel fornøjet med sit Ægteskab og forstod
+ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
+enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke
+Marie Grubbe, og overvældede hende med Tegn
+paa Gunst og Naade, og troede paa denne Vis at
+kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest,
+men det hjalp ikke, det bidrog kun til at
+skabe en Hær af aarvaagne og misundelige Fjender
+rundt om den Udkaarne.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span></p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Den Sommer, som saa ofte ellers, boede
+Kongefamilien paa Frederiksborg.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud,
+thi de skulde hjælpe med til at udfinde og optænke
+alle mulige Festligheder og Optog, som i
+September og Oktober skulde gaa for sig, naar
+Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig
+med Prindsesse Anna Sofie.</p>
+
+<p>Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille,
+først i Slutningen af Avgust skulde den udvides,
+thi da skulde Prøverne paa Balletter og anden
+Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille,
+og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik
+Frederik var næsten hver Dag paa lange Jagt- og
+Fisketoure, Kongen havde travlt med sit
+Drejelad og sit Laboratorium, som han havde
+ladet indrette i et af de smaa Taarne, og Dronningen
+og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
+Fest.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>I den Allee, som fra Skoven fører op mod
+Laagen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe
+at gaa sin Morgengang.</p>
+
+<p>Hun var der ogsaa idag.</p>
+
+<p>Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde
+Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det
+grønne Løv.</p>
+
+<p>Langsomt kom hun nærmere.</p>
+
+<p>Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke
+end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet
+Solitaire paa den opkrammede Sideskygge,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
+sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar.
+Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre
+til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede,
+hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
+og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet
+Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet,
+der bagtil slæbte en Smule, var paa Siderne
+højt ophæftet og faldt i rundede Folder
+kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet
+Silkeskjørt tilsyne, saa langt, at Foden med
+de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop
+kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af
+Svanefjer og Fjer af Ravne.</p>
+
+<p>Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i
+sin hule Haand og holdt den først for det ene,
+saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af
+og lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag,
+men det <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: knnde">kunde</a> alligevel sees, at hun havde grædt.
+Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
+vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.</p>
+
+<p>Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne
+Buksbomhække, før der oppe i Alleen viste
+sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der
+gik langsomt og vaklende som En, der nys var
+kommen op af en haard Sygdom, støttede sig til
+et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
+og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden
+vilde gaa hurtigere til, end han ret vel kunde
+aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede
+smaaskjændende med.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span>
+«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine
+Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en
+skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.
+Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone
+i Lynge. Er det at stolpre afsted paa Ben, som
+der intet er mere Støtte og Stivelse i, end som i
+gammel Sime!»</p>
+
+<p>«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede
+den Syge og standsede, da Knæene rystede
+under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han
+saae langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og
+der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren
+sagt, og der er saa længe til imorgen!»</p>
+
+<p>«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og
+saa kan du hvile idag, saa er du saameget des
+stærkere imorgen, saa følger vi hende hele Skoven
+igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu
+gaar vi hjem, og saa skal du ligge paa den bløde
+Løjbænk og have et godt Krus Øl, og saa spiller
+vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,
+naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger
+du Nyt og vi faar os en god, trofast Lanter
+til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille Daniel,
+ja, vi gjør!»</p>
+
+<p>«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel,
+«du med din Lanter og Spil og Verkehring! naar
+det brænder i min Hjærne som Løbebly og min
+Forstand er i vilden Vaade og &mdash; hjælp mig hen
+til Vejkanten, at jeg kan sætte mig lidt &mdash; saa,
+saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? &mdash; jeg er<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
+galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors
+og Sakrament! det er klog Mands Fart for en
+vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbraaden
+Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en
+Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at længes
+Øjnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som
+en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
+hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv,
+hun har traadt, det er klogt, siger jeg! &mdash; aa,
+var der intet de Drømme, Magnille, hvor hun
+bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand
+paa mit pinefulde Bryst eller ligger saa stille og
+aander saa sagte og er saa kold og forladt og har
+Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller
+hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som
+en nøgen Lilie! &mdash; men det er nichtige Drømmer,
+Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»</p>
+
+<p>De gik igjen.</p>
+
+<p>Ved Laagen standsede de.</p>
+
+<p>Daniel støttede sig med Armene paa den og
+stirrede op imellem Hækkene.</p>
+
+<p>«Derinde!» sagde han.</p>
+
+<p>Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft
+og Sol i Løv. Kisel og Smaaskaar nede i Gangen
+kasted Lyset tilbage i dirrende Straalebundter,
+flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften
+og tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes
+Grene, mens højt oppe mod den blaa Himmel
+Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
+over de hurtige Vinger.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span>
+Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi
+dæmpet derned.</p>
+
+<p>«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde
+En tro det, Magnille, at En, der har Indialands
+dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og
+løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe
+og &mdash; Karen Fiol! er <em>han</em> klog? og nu tænker
+de, han jagter, tænker de, fordi han lader Vildtskytten
+skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer
+og Tredækkere i Bundter og Par, og
+imens saa stimer og fjaser han nede i Lynge
+med en Kjøbemø, en Carnaille &mdash; tvi, tvi, i
+Helvedes Hav for skidden Commerce! &mdash; og han
+er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, at
+han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag
+tilende, mens&nbsp;...»</p>
+
+<p>Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod
+lige foran ham indenfor Laagen.</p>
+
+<p>Dengang hun drejede af ned i Haven, var
+hun nemlig gaaet ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene
+og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
+derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod
+Laagen. Her havde hun hørt Daniels Ord til
+Magnille og nu:</p>
+
+<p>«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande,
+de Ord, I sagde?»</p>
+
+<p>Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved
+Laagen, saadan rystede han.</p>
+
+<p>«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne
+Daniel,» svarede han, «bryd Jer intet om hans<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
+Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt og
+Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken,
+Tungetærsken og intet Andet.»</p>
+
+<p>«I lyver, Daniel.»</p>
+
+<p>«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det
+er troligt nok, for her, velbaarne Madame,» og
+han pegede paa sin Pande, «her er det som en
+Jerusalems Forstyrrelse &mdash; nej dig, Magnille, nej
+dig høvisk og sig den velbaarne Madame Gyldenleu,
+hvor galen jeg er bleven, &mdash; vær intet undseendes!
+Herregud, vi har jo alle vores smaa
+Bræk og Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille,
+vi er jo ligegodt dog kuns saa galne, som Vorherre
+han gjør os.»</p>
+
+<p>«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie
+Magnille.</p>
+
+<p>Magnille dyppede sig forvirret, greb efter
+Maries Kjoleflig ind mellem Laagens Tremmer og
+kyssede paa den og saae ganske forskrækket ud:
+«Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»</p>
+
+<p>«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med
+Haanden en Kreds i Luften, «vi passer paa hinanden,
+vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet
+for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne
+gaa, ved fælles Hjælp de Graven naa, men der
+bliver intet ringet over dem, det maa intet være.
+Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak,
+mange Tak og Gud i Vold.»</p>
+
+<p>«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet
+mere galen, end I gjør Jer selv. I skal tale,<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
+Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
+at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og
+min Hr. Gemal? vil I det?»</p>
+
+<p>«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel
+og slog undskyldende ud med Haanden.</p>
+
+<p>«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt
+Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget,
+meget bedre!»</p>
+
+<p>«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,»
+raabte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde,
+«saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare
+spørg!»</p>
+
+<p>«Var de sande, de Ord&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Som Evangelium, men&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Er I vis derpaa? I fejler intet?»</p>
+
+<p>Daniel smilte.</p>
+
+<p>«Er ... han der idag?»</p>
+
+<p>«Er han paa Jagt?»</p>
+
+<p>«Ja.»</p>
+
+<p>«Saa ja.»</p>
+
+<p>«Hvad er &mdash;,» begyndte Marie igjen efter en
+lille Pavse, «hvad er hun for Slags Person, om I
+veed det?»</p>
+
+<p>«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og
+rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med
+leendes Mund og væver Tunge.»</p>
+
+<p>«Men af hvad Folk er hun kommen?»</p>
+
+<p>«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun
+gift med en fransøsk <span xml:lang="fr" lang="fr">Valet de chambre</span>, som forløb
+Landet og lod hende blive siddendes, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span>
+sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog
+med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris
+og <em>der</em> og til Bryssel har hun været, til hun
+kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide.
+Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme
+Manerer, undtagen naar som er, at hun
+er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg
+haver.»</p>
+
+<p>«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.</p>
+
+<p>«Daniel,» svarede denne med et fint Smil,
+«er Eder nu og evindelig saa tro som Eders
+højre Haand.»</p>
+
+<p>«Vil I da være mig til Hjælp? &mdash; Kan I
+komme over ... over en Vogn og en Agesvend,
+der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer
+Varsel?»</p>
+
+<p>«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time
+efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers
+Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I
+kuns paa det, velbaarne Madame.»</p>
+
+<p>Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte
+sig. «Vi tales ved igjen,» sagde hun saa, nikkede
+venligt til Magnille og gik.</p>
+
+<p>«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!»
+udbrød Daniel og stirrede henrykt opad
+Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa
+ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun
+vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin
+Hæl paa min Nakke og træde mig sagtelig ned i
+det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
+Daniel drømmer om hendes Person. &mdash; Saa brændendes
+skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet
+for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig!
+nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men
+der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs
+Fryd, Magnilleke!»</p>
+
+<p>Saa stavrede de af med hinanden.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>At Daniel og hans Søster var komne til
+Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme
+Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen
+fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe.
+En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede,
+fordrede eller ventede andet end golde Drømme.
+Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der krævedes
+til at farve Drømmene med et svagt Skjær
+af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at
+se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis
+nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men
+da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog
+ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til
+den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede
+ham omsider paa Sygelejet.</p>
+
+<p>Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen,
+var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries
+Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han,
+at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke
+var det Bedste, og denne Efterretning gav hans
+umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets
+overnaturlig frodige Vækst. Inden han<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
+endnu havde forvundet sin Sygdom saameget, at
+han ret kunde staa og støtte, rejste Marie til
+Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde
+han ikke. Han sagde, han vilde tage til den
+kloge Kone i Lynge for at blive fuldstændig
+helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge
+ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad
+for sine daarlige Øjne. Det fandt Venner og Bekjendte
+rimeligt og afsted kjørte de Daniel og
+Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves
+Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han
+sig fuldstændig til Magnille, sagde hende sin besynderlige
+Elskov, sagde hende, at der for ham
+kun var Lys og Livsens Aande, hvor Marie Grubbe
+var, og besvor hende at følge ham til Frederiksborgby,
+for at han kunde være den nær, der saa
+ganske fyldte hans Hu.</p>
+
+<p>Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg
+og havde nu alt i mange Dage fra
+det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
+Morgengange.</p>
+
+<p>Og saa var det, de mødtes.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XI" id="KAPITEL_XI"></a>XI.</h2>
+
+
+<p>Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var
+Ulrik Frederik i Lynge.</p>
+
+<p>Han laa paa alle Fire ude i den lille Have
+foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands
+af Roser i den ene Haand, medens han med den
+anden søgte, snart at lokke, snart at trække en
+lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i
+Hjørnet.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur</span>,
+kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din
+Narrifas &mdash; aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund!
+&mdash; forbandede, stædige Tingest&nbsp;...»</p>
+
+<p>Karen stod i Vinduet og lo.</p>
+
+<p>Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede
+og bandede.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Amy des morceaux delicats,"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Et de la debauche polie<br /></span>
+<span class="i0">Viens noyer dans nos Vins Muscats<br /></span>
+<span class="i0">Ta soif et ta melancolie!"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span>
+Hun var meget oprømt, meget hed, og somme
+af Sangens Toner gik højere, end de egenlig
+skulde.</p>
+
+<p>Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.</p>
+
+<p>Triumferende bar han den hen for Vinduet,
+trykkede den Rosenkrandsen ned over Ørerne og
+rakte den knælende op mod Karen.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Adorable Venus, reine des coeurs, je vous
+prie accepter de <span class="sic" title="[sic]">ton</span> humble esclave cet petit agneau
+innocente, couronné des fleurs&nbsp;...</span>»</p>
+
+<p>I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen.
+Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik
+paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad
+det var, op mod det røde, leende Kvindfolk, og
+hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den
+af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
+af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede
+ned paa Jorden.</p>
+
+<p>Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik
+saa ængsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen
+Hunden, men beholdt Krandsen, og stod
+nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt
+mellem sine Hænder.</p>
+
+<p>«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf
+dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,» og
+hun trak en lang, svær Staalnaal med rubinforsiret
+Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for
+sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet,
+næsten hoppende Løb op imod Huset; det var
+ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span>
+paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter
+Husets Dør.</p>
+
+<p>Der standsede Ulrik Frederik hende.</p>
+
+<p>«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende,
+«du med din Krands.»</p>
+
+<p>«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte
+sig fra den ene Side til den anden for at smutte
+ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen,
+«saadan En binder du Krandse til, <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: Rosenskrandse">Rosenkrandse</a>,
+ja&mdash;a, her er du den kjælne Hyrde; har
+du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?»
+gjentog hun og snappede i det Samme
+Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa
+Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav,
+Amaryllis? med en Silkesløjfe?»</p>
+
+<p>«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede
+hun og løftede Naaledolken mod ham.</p>
+
+<p>Han greb hende om begge Haandled og
+holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde
+han skarpt.</p>
+
+<p>Marie saae op paa ham.</p>
+
+<p>«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte,
+«<em>jeg</em> er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor
+elsker du mig intet mere? Følg med, lad
+hende derinde være den, hun er og følg med.
+Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad
+brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt
+jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg
+med!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
+Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende
+Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes
+Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han
+hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa
+Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken
+ned, som for at lade ham rette ved Koblerne,
+og hviskede saa til ham, da de stod der
+foran:</p>
+
+<p>«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt
+hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut,
+før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
+mig vel!»</p>
+
+<p>Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden
+af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken
+susede ned over Hestene, han sprang tilbage og
+Vognen foer afsted.</p>
+
+<p>Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken
+til at standse, paa at gribe Tøjlerne, paa at springe
+ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med
+Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en
+kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og
+stille, stirrende ud for sig, uden at lægge Mærke
+til Vognens rasende Fart.</p>
+
+<p>Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem,
+var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just
+ængstelig var <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ham">han</a>, men betaget af den Spænding,
+som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
+Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span>
+og Ubehageligheder imøde, og som
+ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.</p>
+
+<p>Marie havde naturligvis klaget til Kongen,
+og denne vilde nu gjøre ham kjedsommelige Bebrejdelser,
+som maatte høres til Ende; Marie vilde
+hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske
+Tavshed, hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed
+at ignorere. Stemningen deroppe vilde
+være yderst trykkende, Dronningen vilde se træt
+og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne,
+der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde
+tavse, nu og da sagte sukkende løfte deres Hoveder
+og se mildt bebrejdende paa ham med store,
+tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til
+den Glorie af højhjertet Trofasthed og heroisk
+Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker
+vilde søge at omgive sit smalle Hoved,
+ved med komisk Modighed at stille sig ved hans,
+Ulrik Frederiks, Side, overvældende ham med
+Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens
+hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle
+Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde:
+se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med
+Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag,
+trøster jeg den Forladte! Jeg sætter mit trofaste
+Bryst mod ... aa, hvor han kjendte det godt,
+Altsammen, Alting, det Hele.</p>
+
+<p>Han tog fejl.</p>
+
+<p>Kongen modtog ham med et latinsk <span xml:lang="de" lang="de">Sprichwort</span>,
+hvad der var et ubedrageligt Kjendetegn<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
+paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig
+og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere
+maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes,
+end han havde ventet det.</p>
+
+<p>Heller ikke da de blev alene, hentydede hun
+saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge,
+og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover;
+han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde
+gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.</p>
+
+<p>Han vilde næsten hellere, hun havde talt!</p>
+
+<p>Skulde han lokke hende til at tale, takke
+hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og
+Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede
+igjen?</p>
+
+<p>Han turde ikke ret prøve derpaa, for han
+havde lagt Mærke til, at hun nu og da saae hen
+paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk
+i sine Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende
+Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten
+haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af Hævn
+eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage,
+ikke et sittrende Blink af tilbagetrængt Vemod!
+Intet saadant, slet intet!</p>
+
+<p>Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting
+sagt.</p>
+
+<p>Engang imellem i de paafølgende Dage,
+kunde hans Tanker dvæle uroligt derved, og en
+feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos
+ham.</p>
+
+<p>Men det skete ikke, og han kunde ikke lade<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
+være med at tænke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser,
+de laa nu som Lindorme ligger i deres
+mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der
+voksede alt som Øglerne vokste, blodrød Karfunkel
+løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg Opal
+langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende
+og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men
+ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt,
+løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige
+Mylder.</p>
+
+<p>Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og
+gjemme paa Hævntanker, thi en saadan Forhaanelse
+som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke
+glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst
+i Forbindelse med det sælsomme Optrin, da hun
+løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
+varslende Ord, og han undgik hende endnu mere
+end før, og ønskede endnu ivrigere, at deres Veje
+maatte blive skilte.</p>
+
+<p>Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde
+glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut
+af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven
+udslettet, sporløst udslettet, som en straalende
+Boble, der brister i Støv og ikke er mere. Og
+dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende
+Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede
+i sig, ikke heller de er mere. De er det
+ikke, og Blikket, som den fængslede ved sin Pragt
+og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
+og ser vidt udover Verden, den Verden, som i
+farvede Billeder spejledes i Boblens Glar.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de
+Fremmede vokset. Balletprøverne vare allerede i
+fuld Gang og Dandsemestere og Akteurer, Pilloy
+og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
+instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller
+utaknemmeligste Roller.</p>
+
+<p>Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten
+og tog med Iver Del i Øvelserne. Hun
+var siden Dagen i Lynge bleven langt mere
+virksom og selskabelig, saa at sige mere vaagen.</p>
+
+<p>Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser
+temmelig udvortes; naar der ikke just var
+Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
+Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun
+straks ned i sin egen lille Verden og saae derfra
+ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.</p>
+
+<p><a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: Nn">Nu</a> derimod levede hun med; og havde hendes
+Omgangskreds ikke været saa optaget af alle hine
+Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, vilde
+de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes
+Væsen var blevet. Der var kommen en rolig
+Sikkerhed over hendes Bevægelser, en næsten
+fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed
+i hendes Miner.</p>
+
+<p>Men det var der Ingen, der mærkede, kun
+Ulrik Frederik greb sig enkelte Gange i at beundre<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
+hende som en fremmed, ham ubekjendt
+Person.</p>
+
+<p>Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte,
+var der ogsaa en af Maries Slægtninge, Sti Høg,
+hendes Søsters Mand.</p>
+
+<p>Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter
+hans Ankomst, stod de med hinanden paa en
+Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen
+og det flade, solsvedne Land bagved den.</p>
+
+<p>Store, langsomt glidende Regnskyer samlede
+sig oppe paa Himlen, og fra Jorden steg der en
+bitter, vissen Duft, som var det de matte, halvtudgaaede
+Urters Suk efter Livsens Væde.</p>
+
+<p>Den svage Luftning, der næppe var stærk
+nok til at holde Møllen dernede ved Korsvejen
+i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det
+lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og
+Sommerbrynde, &mdash; og som Tiggeren, der blotter sit
+medynksvækkende Saar, saaledes syntes de gule,
+fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer
+aaben for Himlens Blikke.</p>
+
+<p>Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og
+enkelte store Regndraaber, ganske enkelte, faldt
+med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
+Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig
+blev stille igjen. Svalerne strøg lavt langs med
+Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog slørende
+ned over de sorte Straatage i den nære By.</p>
+
+<p>En Vogn skumpede besværligt henad Vejen,
+og nede fra Gange og Stier rundt om Højens<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span>
+Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen
+af Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde
+og Lyden af tørre Grene, der knagede og
+knækkedes.</p>
+
+<p>Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.</p>
+
+<p>Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de
+Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de
+tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
+have besteget den bratte Skraaning.</p>
+
+<p>Sti Høg var den Gang et Par Aar over de
+Tredive, han var en høj Mand, høj og mager,
+rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han
+var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn
+buede højt op over hans blanke, lysgraa
+Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene
+var ganske rosenrøde, og derved at han,
+naar han blinkede, blinkede langsommere, eller
+bedre: lod Øjet længere være lukket end andre
+Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen
+var den stærkt rundet og blank. Næsen,
+smal og langsomt krummet, var lidt for lang og
+Hagen baade for lang og spids, medens Munden var
+fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres
+Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men
+det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
+ejendommelig, det var det, at han havde dette
+underlig sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden
+findes hos store Vellystninge, dette Smil,
+der er higende Begjær og foragtende Træthed paa<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
+een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som
+søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede
+Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig
+ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i
+det bævrende Bytte.</p>
+
+<p>Saadan saae Sti Høg ud.</p>
+
+<p>Dengang.</p>
+
+<p>«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket
+Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters
+Porte, saadan som de har dem i Italien og de
+Steder der?»</p>
+
+<p>«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg
+komme paa slige katoliske Tanker?»</p>
+
+<p>«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke?
+Livsens Drik er for Eder da skær og frisk, den
+smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, varmer
+Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det
+Sanden! aldrig bærmebedsk, doven og forfulet?
+aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der
+mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget
+Fejl af Eders Øjesyn da?»</p>
+
+<p>«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den
+Vis!» sagde Marie og lo ham lige op i Øjnene.</p>
+
+<p>Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille
+Græsbrink deroppe, og de satte sig ned.</p>
+
+<p>Han saae forskende op paa hende.</p>
+
+<p>«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende
+forlegen og uvis paa, om han skulde tie
+eller tale, «veed I intet, Madame, at der her i
+Verden er en gehejm Societet, som En kunde<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
+kalde for de Melankoliskes Kompagnie? Det er
+Folk, som fra Fødselen af er givne en anden
+Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et
+større Hjærte og fortere Blod, de higer og attraar
+mere, begjærer stærkere, og deres Forlængsel er
+vildere og mere brændendes, end den er hos den
+gemene Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn,
+deres Øjne er mere aabne, alle deres Sandser er
+subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab
+og Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder,
+imens de Andre de kuns griber dem med deres
+grove Hænder.»</p>
+
+<p>Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden
+og lod Fingrene legende glide hen over den fyldige
+Fjerbusk.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme
+og ligesom for sig selv, «Vellyst i Dejlighed,
+Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes kan,
+Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i
+de lønlige Drifter og Tanker, Mennesken selv
+aldrig ret kan begribe, alt Dette, som for Andre
+tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket
+Kortvil eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle
+som Lægedom og kostelig Balsam. Det er Livsens
+eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
+dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa
+paa Livsens Træ Blomster op, hvor hine aldrig
+vilde tro de fandtes, under mørke Blade og paa
+tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til
+Vellyst i Sorg eller i Fortvivlelse?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span>
+Han smilte haanligt og tav.</p>
+
+<p>«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt
+bort fra ham, «hvorfor kalder I dem Melankoliske,
+medens det jo kun er Verdens Glædskab
+og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt
+er eller travrigt heller?»</p>
+
+<p>Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde
+Mine til at rejse sig, som om han var træt af
+at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde
+Samtalen.</p>
+
+<p>«Men hvorfor da?» gjentog Marie.</p>
+
+<p>«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med
+en foragtelig Betoning, «fordi al Jorderigs Fryd
+er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk og ufuldkommen,
+fordi hver Vellyst den Stund den blusser
+op som rigen Rose, løves af som Træ i Høst,
+fordi hver Livsens prægtig Lyst straalendes i Dejlighed
+og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
+som den favner dig med sunde Arme, eddres af
+Dødens Kræft, saa du just som den minder din
+Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens
+Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den
+Tanke æde sig ind som røden Rust paa hver en
+lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
+fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til
+dens dybeste Rod?»</p>
+
+<p>Han sprang op fra Brinken og talte med
+hæftige Gebærder ned imod hende.</p>
+
+<p>«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske,
+naar al Vellyst, som den gribes, skyder<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
+Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er Glædskabens
+sidste vaandefulde Aandedrag, naar al
+Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke
+er Lykke, der brister!»</p>
+
+<p>Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran
+hende.</p>
+
+<p>«Det er da det, der bringer <em>Eder</em> paa
+Klostertanker?» sagde Marie og saae smilende ned.</p>
+
+<p>«Det er saa, Madame; mangen en Stund er
+den, da jeg stiller mig fore, at jeg her stænget
+inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
+fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder
+ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen
+og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og
+stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min
+Sjæl og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod.
+&mdash; Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og
+Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over
+mig, jeg vilde længes som Brand og røden Lue,
+længes ud af Vid og Samling efter Livet igjen og
+hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det,
+jeg her præker. Lad os gaa, <span xml:lang="fr" lang="fr">ma chere</span>! det
+vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har
+lagt sig.»</p>
+
+<p>«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den
+hele Himmelsrand rundt!»</p>
+
+<p>«Ja vel, det letter og tætter.»</p>
+
+<p>«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.</p>
+
+<p>«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»</p>
+
+<p>Marie løb nedad Bakken.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
+«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte
+hun tilbage, «kom I nu ned i Eders!»</p>
+
+<p>Da de vare nede, drejede Marie af, bort
+fra Slottet, og Sti Høg fulgte med ved hendes
+Side.</p>
+
+<p>Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til
+at optage den afbrudte Samtale.</p>
+
+<p>«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa
+egenlig gode Tanker om mig, Sti Høg, Vejr har
+jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til
+mig, forstaar jeg ikke heller.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Aa jo!»</p>
+
+<p>«Men intet, hvad I talte til mig.»</p>
+
+<p>«Nej.»</p>
+
+<p>«Nu bander jeg: jo.»</p>
+
+<p>«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden
+Næve følger efter.»</p>
+
+<p>«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender
+grant nok, veed Vorherre, den svære, stille Bedrøvelse,
+der kommer over En, uden En veed
+hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var
+Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls
+rette Hjemland er, men jeg tror det knap.
+En længes og trænges og veed ikke levendes Haab
+at trøste sig med; nej, nej, for den stride Graad,
+det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig
+tungt og tærendes paa, saa En sygner i
+sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker
+og ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentid
+været Lykkens eller Verdens Forkrænkelighed,<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
+der har ligget mig tungt i Tanker, at det var det,
+jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en
+anden Vej, det var ... ja, det er nu saa plat
+umuligen at give den Sorrig Navn, men det kommer
+mig for, at det stundom var mest lig en
+Sorg for en fordækket Brøst ved Ens Natur, en
+indvendig Skade paa Ens Sjæl, som gjorde En
+hel anderledes end andre Folk; ringere i alle
+Maader ... nej, det er nu saa overhaands svært,
+at faa det fundet i Ord, just i den rette Mening!
+Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
+prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og
+lystelig over al Maade, at være med deri; om i
+Sorg eller Lykke, det skjællede Intet, blot jeg
+led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt
+som i en Mummenskands eller Fastnachtsspil.
+Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa stærkt
+at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet
+var Tankerum i mit Sind for Andet end som det,
+der løftede mig op, eller det, som der bøjed' mig
+ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer eller
+brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter
+det aldrig! &mdash; om jeg blev som en af det romerske
+Landeriges Feltherrer, der førtes i Triumfvogn
+gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan,
+at Sejren og Jubileringen det var mig, og Stoltheden
+og Folkets Frydeskrig og Basunernes Lyd,
+Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes
+Klang, saadan vilde jeg være det, men intet som
+den, der i usselig Æresyge og koldt Hovmod,<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span>
+medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte
+paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge
+Øjne, og hvor afmægtigt Misundelsens Bølger
+slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag
+føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen
+kjølig om sin Pande. &mdash; Forstaar I, Sti Høg,
+<em>det</em> tror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg
+tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at
+saadan kunde det aldrig blive for mig, og det
+bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en
+eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet
+mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg
+veed intet, men det syntes mig, som vældede derudaf
+min bitre Kummer, at jeg havde rørt ved
+en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens
+Klingen var der Noget revet sønder i mig, der
+ingentid vilde læges, saa jeg aldrig vilde fange
+den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets
+Dør aaben, men maatte staa derudenfor og lytte
+til Festens Toner, ubuden og usøgt, som en vanfør
+Terne.»</p>
+
+<p>«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes
+hans Miner pludseligt og han sagde med
+et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu ser jeg,
+hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad
+hende, «Herre du Godeste, hvad et Menneske har
+nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det
+er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte,
+at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men
+vi løber saa bus til, gladelig hen, blot vi øjner<span class="pagenum"><a name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"> </a></span>
+den Ting, der kan lignes ved et Spor, og er rede
+til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg
+Uret, <span xml:lang="fr" lang="fr">ma chere</span>? Er vi intet begge to, en for sig
+og hver for en, der vi søgte en Aarsage til vor
+Melankolie, gaaet hen og har kejset den gjenneste
+den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den
+eneste sandfærdige Forklaring. Skulde En intet
+efter det, vi hver har sagt, tænke, at jeg gik
+omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
+Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden,
+deres Ustadighed og Forgængelighed, og at I,
+min hjærte Frænke, var helt igjennem overbeviset
+om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er
+lukt og Lyset slukt, og som knap har Mod til
+Haab? &mdash; Men det har Alt kuns lidet paa sig,
+for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa
+drikkes vi saa lettelig drukne af vore egne Ord
+og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi
+kuns kan faa Grime paa!»</p>
+
+<p>Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og
+de fulgtes med dem ad Slottet til.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den
+seksogtyvende September, da Knaldet af Kanoner
+og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
+gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af
+hans kurfyrstelige Højhed Prinds Johan Georg af
+Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i Spidsen<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
+for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra
+Slottet begav sig ned igjennem Haven for at
+overvære den Ballet, der nu der skulde tage sin
+Begyndelse.</p>
+
+<p>En Række af Begblus kastede et brandrødt
+Skjær over Havefacadens røde Mure, lod Taks og
+Buksbom rødme med en Glands af Bronze og
+alle Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke
+Lød.</p>
+
+<p>Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række
+holde blomsteromvundne Kjærter op i den mørke
+Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og kunstige
+Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem
+Træernes gulnende Blade, tvinge Mørket tilside og
+holde en straalende Sti aaben for det prægtige Tog.</p>
+
+<p>Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade,
+spejler sig blankt i Sølv og Staal og glider i
+glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og Silkeslæb.
+Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over
+det dunkle Fløjel, og sprudende hvidt sætter det
+sig som Stjerner paa Rubiner og Diamanter, og
+røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
+lukker for det Brune, blandt Hvidt og
+Violblaat skjærer Søgrønt sig lysende frem, Koralrødt
+synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
+og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem
+hinanden, lyst og dunkelt, Lød paa Lød i broget
+Bølgen.</p>
+
+<p>Forbi &mdash; nede i Gangen nikke endnu de
+buskede Fjer hvidt, hvidt i den dæmrende Luft&nbsp;...</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span>
+Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres,
+hedder «<span xml:lang="de" lang="de">Die Waldlust</span>».</p>
+
+<p>Scenen er en Skov.</p>
+
+<p>Kronprinds Christian som Jæger tolker sin
+Glæde over det frejdige Jægerliv under de løvrige
+Kroner, spadserende Damer nynne om Violernes
+Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke
+Bær i nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd
+jubilere over den rene Luft og den klare
+Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med
+forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.</p>
+
+<p>Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige
+Diana, hendes kongelige Højhed Prindsesse
+Anne Sofie.</p>
+
+<p>Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster
+hende Fingerkys med begge Hænder, mens hele
+Hoffet jubler.</p>
+
+<p>Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige
+Bejler fører i overstrømmende glad Taknemmelighed
+de høje Forældres Hænder til sine
+Læber.</p>
+
+<p>Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand
+og Bondekone træde frem og synge en Duet om
+Kjærligheds Lykke.</p>
+
+<p>Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge
+Herrer pynte og glæde sig i det Grønne, fire Officerer
+er glade, to Bondekarle komme veltilmode
+fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet
+synger og endelig seks Personer, der paa allehaande<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span>
+kaade Instrumenter opføre en meget overgiven
+Musik.</p>
+
+<p>Nu Slutningsscenen.</p>
+
+<p>Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige
+Højheder Prindsesserne Anne Sofie, Friderica
+Amalie og Vilhelmina Ernestina, Madame
+Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.</p>
+
+<p>De dandse nu med stor Kunstfærdighed en
+landlig Dands, hvori det forestilles, at Madame
+Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes, fordi
+hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage
+i deres lystige Menuette, og de spotte hende,
+fordi hun har givet Afkald paa sin Frihed og
+bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da
+triner hun frem og i en sirlig Pas de deux, som
+hun dandser med Prindsesse Anne Sofie, udtrykker
+hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og
+Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende
+sig imellem hverandre i vanskelige Toure,
+medens et usynligt Chor bagved Scenen, ledsaget
+af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,<br /></span>
+<span class="i0">Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen<br /></span>
+<span class="i0">Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,<br /></span>
+<span class="i0">Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier<br /></span>
+<span class="i0">Der Glieder Hurtigkeit, die euch <a class="corr" name="rett_27" id="rett_27" title="var: darüm">darum</a> gegeben<br /></span>
+<span class="i0">So schön und prächtig sind, und zu den End erheben<br /></span>
+<span class="i0">Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr<br /></span>
+<span class="i0">Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span>
+sig i Haven og lystvandrede mellem de oplyste
+Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt indrettede
+Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som
+italieniske eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin
+og Bagværk og Konfiturer omkring i flettede Kurve,
+som de bar paa deres Hoveder.</p>
+
+<p>De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet
+og modtage Komplimenteringer for deres store
+Kunstfærdighed og Adræthed, men Alle er enige
+om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne
+Sofie havde Ingen ageret sin Part saa vel som
+Madame Gyldenløve, og baade Majestæterne saa
+vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
+Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre
+havde intet kunne føre den Rolle ud med større
+Gratie eller med livagtigere Gebærder.</p>
+
+<p>Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved
+i de oplyste Gange og i de mod Haven vendende
+Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands
+og bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv
+ud paa Søen strakte Festen sig, og munter Latter
+klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler
+derude.</p>
+
+<p>Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte
+og Tonerne legte, færre hvor Lyset var fjernt, men
+selv hvor Mørket herskede alene og Tonerne halvt
+gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige
+Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den
+fjerne Grotte længst mod Øst, havde her en enlig
+Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var travrig<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span>
+tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang
+kastede sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og
+mismodige Bryn.</p>
+
+<p>Hvidgule Bryn.</p>
+
+<p>Det var Sti Høg.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="it" lang="it"><div class="stanza">
+<span class="i0">"<span class="spaced">......</span> È di persona<br /></span>
+<span class="i0">Anzi grande, che no; di vista allegra,<br /></span>
+<span class="i0">Di bionda chioma, e colorita alquanto."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">hviskede han for sig selv.</p>
+
+<p>Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem
+Uger stadig været sammen med Marie Grubbe.
+Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes
+kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab
+og hans Fortvivlelse. Han havde elsket før, men
+aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt og modløst.
+Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks
+Gemalinde, ikke heller det, at han var gift
+med hendes Søster, der betog ham Haabet. Men
+det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være
+modløs, hans Pogekjærlighed, som han bittert
+kaldte den. Den havde i sig saa liden Begjær,
+saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en
+anden Vis saa megen Begjær. En feberbrændende,
+vemodig Længsel ind imod hende, en sygelig
+Smægten efter at leve med hende i hendes Minder,
+drømme med i hendes Drømme, lide hendes
+Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere,
+ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene,
+men endnu mere fremmed, endnu mere fjern;<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span>
+de runde, blændende Skuldre, den rige Barm og
+de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange;
+al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu
+rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den
+bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans
+Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage
+deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den
+svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed
+derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse
+Læber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige
+Vanvidsdrømme; denne Mund&nbsp;...</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="it" lang="it"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Paragon di dolcezza!<br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">..............</span><br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">...</span> bocca beata,<br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">...</span> bocca gentil, che può ben dirsi<br /></span>
+<span class="i0">Conca d'Indo odorata<br /></span>
+<span class="i0">Di perle orientali e pellegrine;<br /></span>
+<span class="i0">E la porte, che chiude<br /></span>
+<span class="i0">Ed apre il bel tesoro,<br /></span>
+<span class="i0">Con dolcissimo mel porpora mista."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som
+i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til
+sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte sig i
+Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig
+fast til sin Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet
+af hendes Ligegyldighed op for sine Øjne,
+da &mdash; stod Marie Grubbe for ham i Grottens
+hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.</p>
+
+<p>Hun havde den hele Aften været i en sælsom
+lyksalig Stemning; hun følte sig saa tryg og sund<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span>
+og mægtig; Festens Pragt og Toner, Mændenes
+Hyldest og Beundring, hun skred hen derover
+som var det et Skarlagenstæppe, bredt ud for
+hendes Fod at træde paa. Thi hun var saa helt
+betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det
+var, som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler
+ud fra hendes Hjærte og blev til Skjønhedssmil
+paa hendes Læber, til Straaleglands i hendes
+Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var
+en jubelmættet Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed
+over hendes Tanker, en frodig Folden-ud i
+hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.</p>
+
+<p>Aldrig havde hun været saa dejlig som nu,
+med Lykkens overmodige Smil paa sine Læber, og
+i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
+stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning,
+lys imod Mørket derude. Hun saae ned paa Sti
+Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik,
+og hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt
+sin hvide Haand paa hans Haar og kyssede ham.
+Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
+skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til
+Tegn paa sin kongelige Yndest og Naade, saaledes
+gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.</p>
+
+<p>Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra
+hende, hun rødmede og slog Øjnene ned.</p>
+
+<p>Havde nu Sti Høg grebet til, havde han
+taget det Kys som mer end en fyrstelig Gave,<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span>
+han havde mistet hende for bestandig. Men han
+knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig
+hendes Haand til sine Læber, veg saa ærbødigt
+til Side og hilste hende dybt og ærefrygtsfuldt
+med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred
+stolt forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XII" id="KAPITEL_XII"></a>XII.</h2>
+
+
+<p>I Januar seksten hundrede og fire og treds
+udnævntes Ulrik Frederik til Statholder i Norge, og
+i de første Dage af April samme Aar rejste han
+derop.</p>
+
+<p>Marie Grubbe fulgte ham.</p>
+
+<p>Forholdet mellem dem havde senere ikke
+forbedret sig synderligt, blot at deres Mangel paa
+indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
+ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som
+en uforanderlig Kjendsgjerning og havde fundet
+sit Udtryk i den yderst ceremonielle Maade, paa
+hvilken de omgikkes med hinanden.</p>
+
+<p>Det første Aarstid, eller halvandet, efter at
+de havde taget Bolig paa Aggershus, levede de
+saaledes, og Marie ønskede heri for sit Vedkommende
+ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik
+forholdt det sig anderledes: han var nemlig
+igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.</p>
+
+<p>Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod
+Skumringen, at Marie Grubbe sad alene i
+den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
+Daasen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
+Det var raat og blæsende Vejr, graat og
+mørkt. De tunge Tøsneflokke klinede sig op i
+Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det
+halve af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust,
+som hvirvledes ned mellem de høje Mure, ligesom
+tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem og
+dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig
+lige op i Luften med en hæs og hundeagtig Tuden.
+Mægtige Vindpust kom hujende ned over Taget
+derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur
+med et Slag som en Bølges, og blev borte med
+det Samme. Og der var andre Vindpust, der
+brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig
+af Angst og den hvidlige Brænderøg forskrækket
+krummede sig som en Bølgekam henimod Kaminaabningen,
+parat til at kaste sig ud i Stuen, men
+saa i næste Nu hvirvled den tynd og let og blaa
+op igjennem Skorstenen, og Flammerne raabte efter
+den, hopped og sprang og sendte den spragende
+Gnister i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa
+begyndte Ilden først rigtig at brænde, lagde sig
+med brummende Velbehag bredt over Gløder og
+Aske og Emmer, kogte og syded af Fryd i det
+hvide Birkeveds inderste Marv, snurred og spandt
+som en brandrød Kat og strøg saa med Luer og
+Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne
+Knuder og hedhovede Favnestykker.</p>
+
+<p>Rød og lun og lysende strømmede den lystige
+Ilds Aande ud i den lille Stue. I en flimrende
+Lysvifte spilled den hen over det tavlede Gulv og<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
+jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig,
+saa det bange gjemte sig som zittrende Skygger
+tilhøjre og tilvenstre bag de snirklede Stoleben,
+eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
+og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller
+lagde sig plat ned under den store Dragkiste.</p>
+
+<p>Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset
+og Varmen buldrende til sig igjen, og Mørket
+bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
+Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men
+saa kom Ildskjæret jagende henover Gulvet igjen,
+saa Skumringsmulmet fløj til alle Sider, og Skjæret
+efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
+den blanke Messingklinke, &mdash; ingensteds var det sikkert;
+ja, der sad Mørket og klemte sig ind til
+Mur og Loft som en Kat i et Træ, og Skjæret
+sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende
+og jagende som Hunden ved Træets Rod. Ikke
+engang mellem Glas og Pokaler højt oppe paa
+Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for
+de røde Rubinglas, de blaa Pokaler og grønne
+Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og hjalp
+Skjæret at finde det frem.</p>
+
+<p>Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog
+til, men derinde, der luede der Ild og der dandsed
+der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
+hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart
+nynnede hun blot Melodien; hun havde sin Luth i
+Haanden, men hun spillede ikke, hun blot nu og<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span>
+da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare,
+længe klingende Toner.</p>
+
+<p>Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige
+Sange, som gjør Ens Hynde blødere og Ens
+Stue lunere, en af disse sagteligt bølgende Melodier,
+der ligesom synger sig selv i deres magelige
+Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme
+lyde saa fornøjeligt fyldig, saa svulmende og saa
+rund. Marie sad lige i Skjæret fra Kaminen, omspillet
+af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
+velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv
+med sin egen Røst.</p>
+
+<p>Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks
+høje Skikkelse dukkede ind ad den.</p>
+
+<p>Marie holdt straks op med at synge.</p>
+
+<p>«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en
+mildt bebrejdende Tone, idet han med bønfaldende
+Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg
+vidst, I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse&nbsp;...!»</p>
+
+<p>«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine
+Drømme vaagne.»</p>
+
+<p>«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede
+sig ned over Varmebukken foran Kaminen og
+varmede sine Hænder paa dens blanke, røde Kobberkugler.</p>
+
+<p>«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med
+Haanden over Luthens Strenge.</p>
+
+<p>«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!»
+og han saae smilende paa hende.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span>
+Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:</p>
+
+<p>«En kan være ret ung og have gamle Drømme
+endda.»</p>
+
+<p>«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt
+herinde! &mdash; men er ellers min Ringhed med i <em>de</em>
+gamle Drømme, Madame? &mdash; om En tør spørge.»</p>
+
+<p>«Ak nej!»</p>
+
+<p>«Der var dog en Tid&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Blandt alle andre Tider.»</p>
+
+<p>«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var
+der en Gang en underskjønne Tid, hvor jeg var
+Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
+Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller
+ved det Lav? Det var en Blæst og Sne&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Ret som nu.»</p>
+
+<p>«I sad foran Kaminen&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Ret som nu.»</p>
+
+<p>«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders
+kjære Hænder legte I mit Haar.»</p>
+
+<p>«Ja, den Gang elskede I mig!»</p>
+
+<p>«O, ret som nu! &mdash; og I &mdash; I bøjede Eder
+ned over mig, I græd, saa Taarerne randt Jer
+ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa
+ømt og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn
+for mig i Eders Hjærte, og saa paa een Gang,
+&mdash; kan I mindes? &mdash; saa bed i mig i Halsen.»</p>
+
+<p>«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede
+Jer, min Hr. Gemal! Naar jeg hørte Eders Sporer
+klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod
+for mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
+og mine Hænder blev saa kolde som en Is.
+Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders
+Arme&nbsp;...»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">De grace, Madame</span>!»</p>
+
+<p>«Aa, det er jo kuns døde Minder om en
+Amour, som længst er slukket ud.»</p>
+
+<p>«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog
+hedere end før.»</p>
+
+<p>«Nej, den er dækket til med altfor mange
+Dages kolde Aske.»</p>
+
+<p>«Men den rejser sig af Asken som den Fugl
+Fønix, skjønnere og fyrigere end før &mdash; sig, gjør
+den intet?»</p>
+
+<p>«Nej, Elskov er som en <a class="corr" name="rett_28" id="rett_28" title="var: fine">fin</a> Blomst; om en
+frostig Nats Kulde forvisner dens Hjærte, saa
+gaar den ud fra Top til Rod.»</p>
+
+<p>«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for
+Jerichos Rose; om Tørken kommer, saa tørres
+den bort og krymper sig sammen, men bliver det
+saa en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa
+slaar den alle sine Blade ud igjen og er saa
+grøn og frisk som ingen Tid før.»</p>
+
+<p>«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov
+til.»</p>
+
+<p>«Det er der, &mdash; ja, og vor var just saadan
+Elskov.»</p>
+
+<p>«At Eders var det, det siger I mig nu, men
+min, aldrig var den det, aldrig.»</p>
+
+<p>«Saa har I aldrig elsket.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a></span>
+«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor
+jeg har elsket &mdash; Det var paa Frederiksborg&nbsp;...»</p>
+
+<p>«O, Madame, I er uden Skaansel!»</p>
+
+<p>«Nej, nej, det er slet intet det. &mdash; Det var
+paa Frederiksborg. Ak, I veed kuns lidet, hvad
+jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed til
+mig var intet nær som før. Ak, som en Moder
+vaager over sit kranke Barn og giver Agt paa
+hvert et lille Tegn, saaledes fulgte jeg med Angst
+og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i
+Eders kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte
+i Eders Kys, hvor svagt dens Pulse slog, da var
+det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
+Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter,
+jeg bad for den som for et Hjærtens dyrebart
+Barn, der dør og dør, Time for Time. Og jeg
+spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide,
+efter Lægedom for Eders kranke Kjærlighed og
+hvad gehejme Midler, som kom mig for Øre, af
+Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med
+tvivlendes Haab i Eders Morgendrikke og Aftenvin.
+Jeg lagde Eders Brystdug ud for trende voksende
+Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa
+Eders Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit
+eget Blod tretten Hjærter i Kors, men uden Gavn,
+min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
+til Døden. &mdash; Se, saadan var I elsket!»</p>
+
+<p>«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død,
+den er opstanden. Hør mig, Hjærte! hør mig,
+for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span>
+Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg
+ned for Eders Fødder, og se, jeg bejler igjen,
+med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
+været som et vægelsindet Barn, men nu er den
+vokset op til Mand, o, giv Jer trygt hen i dens
+Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
+Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer
+igjen.»</p>
+
+<p>«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»</p>
+
+<p>«O, tro mig dog, Marie!»</p>
+
+<p>«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der
+er ikke Trevl eller Traad af Tvivl i mit Sind,
+jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
+er stor og stærk, men <em>min</em>! den har I kvalt med
+egne Hænder, den er et Lig, og hvor højt saa
+Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig vække
+den op igjen.»</p>
+
+<p>«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg
+veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de
+elsker en Mand, saa om han støder dem bort med
+sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for
+deres Kjærlighed er fast mod alle Saar.»</p>
+
+<p>«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg &mdash;
+jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I
+&mdash; er intet af de rette Mænd.»</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<div class="blockquot">
+<p>«Gud holde sin beskjærmendes Haand over
+dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være<span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span>
+dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdig
+er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker
+jeg dig af Hjærte.</p>
+
+<p>Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min
+eneste velmenendes Ven fra Børnetid, vil jeg
+nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har af
+min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet
+fra den Dag, den begyndte; thi den har, som
+Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og Tribulats
+i fulde Skaale.</p>
+
+<p>Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse
+paa bagvendt Vis, som allerkjæreste Søster nu
+skal høre, og som vel hende allerede i mange
+Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at
+Søster jo af hendes kjære Mand har fornummet
+at det, allerede mens vi var paa Sjælland at
+bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
+min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var
+det paa nogen Tid ikke anderledes, thi han har
+ført sig saaledes op imod mig som mestendels
+er utroligen at fortælle, men som nok stod til
+ventendes af slig en smukke Junkere. Men jeg
+bryder mig kuns fejl om hans skidne Galanterier,
+thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
+til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed,
+at det jo intet skulde være nok til at holde en
+kranker Ælling ved Live, og kan han for mig
+løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det
+skulde være hans Ønske, kuns han i Ingenting
+kommer mig for nær at fægte, som han just<span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span>
+netop gjør, og i saa Manering, at man skulde
+undres paa, om han er optændt af Galenskab
+heller Djævelen har besættet ham, og det har
+deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en
+Dag med fine Ord og strunke Løfter og vilde,
+Alting skulde være godt igjen os imellem, mens
+han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg
+ham og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham
+altfor god at være; men da var det, det ret
+gik an, thi <span xml:lang="de" lang="de">wenn's de Düwel friert</span>, plejer man
+sige, <span xml:lang="de" lang="de">macht er sein Hölle glühn</span>, og tændte han
+mig fluks en Helvedes Badstue op, i saa Maade,
+at han kjørte herind paa Slottet i Hobevis af
+løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede
+paa dem med Mad og Drikke i store Stykker,
+ja med dyrebar Snemos og bekostlige Schauessen,
+som til nogen fyrstelig Banquete, og der skulde
+mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg
+har i Arv efter vor sal. Moder, være lagt frem,
+og mine Silkeshynder med Fryndserne om ligedan,
+men blev der Intet af, som jeg slog det bag
+Laas tilhobe, saa han maatte laane i Staden
+baade til Borde og Bænke at brede.</p>
+
+<p>Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil
+nu intet trætte hende længer med saadan garstig
+Kompagnie, men er det intet forsmædeligt, at
+saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres
+Ret, skulde have deres Hud strøgen brav af
+ved Stadens Kag, skal sidde paa Stadsebænk i
+kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener,<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
+det er saa uerhørt og bespotteligen, at om det
+kom kongelig Majestæt til Gehør, som jeg ønsker
+af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
+han tale min guten Ulrik Friederich saadan til,
+som han kuns lidet skulde forlystes at høre paa.
+Den artigste af hans Streger imod mig har jeg
+endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den
+skete forgangen Dag, der jeg lod sende efter
+en Kræmmere, at han skulde komme op med
+nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg
+vilde have forneden en Trøje; men han lod
+svare, om jeg vilde skikke Pengene ned, skulde
+Varerne vel komme, men Statholderen havde
+forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og
+ligedan Bud kom der fra Hattestaffereren, som
+der var sendt efter, saa jeg formener, han har
+gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens
+jeg har ført i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler
+og tusinder til. Nu intet mere for denne
+Gang. Gud være alting befalet, og han sende
+mig altid gode Bud fra dig.</p>
+
+<p class="norewrap smaller">af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.</p>
+
+<p class="r2">Din fuldtro Søster altid<br />
+<span class="r1"><em>Marie Grubbe</em>.</span></p>
+
+<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge
+Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte
+kjære Søster huldeligen tilhaande.»</p>
+</div>
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span></p>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«GUD have hende i sin Forvaring, min
+allerkjæreste Søster, nu og altid, det vil jeg
+ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
+bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et
+oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke,
+thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi
+svømme og bade i idel Elendighed.</p>
+
+<p>Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen
+mig tilhaande, uskadt og ubrudt i alle Maader,
+og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
+den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører
+hende paa, som er en store Uret af kongelig
+Majestæts Statholdere at gjøre, som han gjør.
+Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi
+hun har Aarsage til Taalmod, som hende er
+saa høj en Plads anviset, som ikke var god at
+gaa Forlis af, og som vel er det værd med
+Uro at bevare, thi om hendes Gemal sværmer
+hen og spilder meget Gods, saa er det af hans
+eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand
+har sat Veje for baade hans og mit, som er en
+Ynk, at en Mand, der skulde holde sammen paa,
+hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter
+og øder det aldeles. Vilde kuns GUD skille
+mig vel ved ham, om det blev saa heller
+saa, da var der derudi stor Almisse mod mig
+arme Kvinde, og som ikke nok var at takke
+for, og kunde det ligesaavel ske, som vi det
+sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens,
+som GUD have Lov og Tak for, om det maatte<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span>
+vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne, at
+ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt,
+men M. A. K. S. maa tænke, at hendes Gemal
+stiller sig nok og kommer til Fornuft igjen, at
+han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og
+Skarns-Folk, og som hans Embed giver ham
+stor Indtægt, skal hun ikke lade sit kjære
+Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed
+eller af hans Uhuldhed heller. GUD vil det
+bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu vel, min
+Høne, og have hun mange tusind gode Nætter
+fra mig,</p>
+
+<p class="r2">hendes tro Søster, mens jeg lever,<br />
+<span class="r2"><em>Ane Marie Grubbe</em>.</span></p>
+
+<p class="smaller">af Vang, 6 Februari 1666.</p>
+
+<p class="invindent">A Madame<br />
+Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster,
+venligen tilskreven.»</p>
+</div>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«Gud holde sin beskjærmendes Haand over
+dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være
+dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdigt
+er i alle Maader til Liv og Sjæl, det
+ønsker jeg dig af ganske Hjærte.</p>
+
+<p>Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger
+vel af Gammelt, at Ingen er saa rasendes galen,
+den jo helmer et Blink mellem St. Hans og<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a></span>
+Paulinus<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" title="Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni." class="fnanchor">[7]</a>, men det vil her ingen Skik have, thi
+min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin
+Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold
+galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev
+om, det er kuns for Børneværk at regne mod
+det, som nu gaar an, som er over al Maade;
+at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
+Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse,
+havde med sig hertil <a class="corr" name="rett_29" id="rett_29" title="var: en">en af</a> hans gamle
+Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks
+lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet
+og som er over alle Ting og regjerer i alle
+Maader, mens jeg er sat bag Døren at staa;
+men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre
+mig den Villighed, at hun forhører sig om vor
+kjære Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg
+rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen
+kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling
+anse, og det som byltes mig paa, er saa
+ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre
+Ret, om jeg kaster det af. Det er intet længer
+end som nu, dyre vor Frue Dag<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" title="Frue Dag = 15 August." class="fnanchor">[8]</a>, jeg var gangen
+ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind
+igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt
+for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den
+Streg skulde læses for, svartes mig, at den
+Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen,<span class="pagenum"><a name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"> </a></span>
+have, og var min Seng flyttet op i den vestre
+Stue, som er saa kold som en Kirke, naar
+Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og
+Gulvet aldeles frønnet og her og der med ganske
+store Huller. Men skulde jeg tilfulde beskrive
+al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
+saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det
+paa den Vis farer fort, da tror jeg knap, mit
+Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
+han sende mig altid gode Bud fra dig,</p>
+
+<p class="r2">din fuldtro Søster altid<br />
+<span class="r1"><em>Marie Grubbe</em>.</span></p>
+
+<p class="smaller">af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.</p>
+
+<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti
+Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min
+hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»</p>
+</div>
+
+<p>Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af
+Tilstanden paa Slottet, som Marie Grubbe var det.</p>
+
+<p>Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser.
+Det var kun tarvelige Svirebrødre, disse fattige,
+simple Officerer der i Norge, og deres Soldaterskjøger
+var heller ikke til at holde det ud med
+ret længe. Karen Fiol var den eneste, der ikke
+var idel Raahed og Plumphed, men selv hende
+sagde han hellere Farvel idag end imorgen.</p>
+
+<p>Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag,
+at han havde gjort disse Folk til sit Selskab;<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a></span>
+saa havde det en Stund moret ham, men ikke længe,
+og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og
+næsten ubehageligt, og der ligesom var kommen
+en svag Fornemmelse af Anger over ham, saa
+trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
+været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at
+tro, at det var det, og at han havde havt en
+Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
+Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre
+hende angrende tilbage. Men da det nu ikke syntes,
+at Fortrydelsen vilde komme, saa tog han
+haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende
+Livet saa ubehageligt som muligt, nok skulde
+overvinde hendes Stædighed; for at hun ikke elskede
+ham mere, det troede han ikke paa, han
+følte sig overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes
+efter at kaste sig i hans Arme, men at hun,
+da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt
+til Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over
+ham for hans Frafald ... og han undte hende
+denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde
+hævne sig, men hun trak det for længe ud, det
+blev ham altfor langvarigt her i dette barbariske
+Norge.</p>
+
+<p>Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa,
+om han ikke havde gjort bedst i at lade Karen
+Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den ene Side
+kunde han ikke holde det ud mere med de Andre,
+og paa den anden var Skinsyge en mægtig Allieret,<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a></span>
+og Marie Grubbe <em>havde</em> været skinsyg paa Karen,
+det vidste han.</p>
+
+<p>Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke,
+og han begyndte at tvivle paa, at hun nogensinde
+vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
+hans Tvivl.</p>
+
+<p>Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts
+Spænding over Forholdet.</p>
+
+<p>Det var med ængsteligt Sind, med beregnende
+Frygt, at han voldte Marie Grubbe den ene Tort
+efter den anden og han ventede spændt paa et
+Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit
+Vildt paa den rette Vej, men der skete intet.</p>
+
+<p>Jo endelig.</p>
+
+<p>Endelig skete der Noget, og han var vis paa,
+at det var Tegnet, just det Tegn, han ventede.
+Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
+tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse,
+en god, stærk Lædertømme i sin Haand,
+gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
+Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene
+til indenfra og gav den forfærdede Skjøge et godt
+Livfuld Hug af den tunge Tømme og gik saa
+roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem
+alle de maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen
+havde kaldt til.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete;
+Karen sendte ham straks Bud, men han forhastede
+sig ikke med at komme, først langt ud paa Eftermiddagen<span class="pagenum"><a name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"> </a></span>
+hørte den ventende Karen hans Hest i
+Gaarden.</p>
+
+<p>Hun løb ned imod ham, men han skød hende
+lempeligt, men bestemt til Side, og gik lige op til
+Marie Grubbe.</p>
+
+<p>Døren stod paa Klem &mdash; saa var hun vel
+ikke derinde.</p>
+
+<p>Han stak Hovedet ind, vis paa at finde
+Stuen tom, men hun var der, hun sad ved
+Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind,
+saa forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles
+ædru.</p>
+
+<p>I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den
+synkende Septembersol ind i Kammeret og hæved
+de fattige Farver derinde til Glands og Herlighed;
+de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede
+Træloft Malmens Glød, og det falmende
+Sengeomhæng blev vinrøde Folder og purpurne
+Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var
+i Skygge, det lysned endda, det var som skimted
+det frem af en Taage af løvgult Lys. Om Marie
+Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og
+kyssed hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund
+var dybt i Skygge, det voldte et gulnende Æbletræ,
+der holdt sine abbildrødmende Grene fristende
+op for Ruden.</p>
+
+<p>Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med
+Hænderne foldede i Skjødet.</p>
+
+<p>Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen<span class="pagenum"><a name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"> </a></span>
+til Marie, og Glorien svandt, da han stillede sig
+mellem Vinduet og hende.</p>
+
+<p>Han betragtede hende nøje.</p>
+
+<p>Hun var blegere end før. Hun saae saa god
+og blid ud som hun sad der, med Hovedet bøjet
+tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
+Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen
+banked paa Siden af Halsen, lige under det brune,
+lille Modermærke. Han fulgte Skulderens faste
+Runding under den stramme Silke og den slanke
+Arm, til den hvide, hvilende Haand. &mdash; Og den
+var hans. &mdash; Han saae, hvordan den knyttede de
+trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan
+Armen i dens hvide, aareløbne Former blev fast
+og blank, blev slap med mattet Glands i Slaget,
+som den slog paa Karens arme Krop. Han saae,
+hvordan hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds,
+og hvordan hendes vrede Læber smilte grusomt
+ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys
+med Tømmesvøben. &mdash; Og hun var hans. &mdash; Han
+havde været ond og stræng og grusom, han havde
+ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og
+disse røde Læber aabne sig i Klage.</p>
+
+<p>Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han
+tænkte saa, og han følte sig gjennemtrængt af
+hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
+og han blev ved at staa og stirre i dorsk og
+drukken Følsomhed, til Solens rige Lysstrøm var
+tæret ind til en tynd, lille, blinkende Traad, højt
+mellem Loftets mørke Bjælker.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a></span>
+Da vaagnede Marie Grubbe.</p>
+
+<p>«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op
+og kasted sig tilbage, saa Stolen tumlede henad
+Gulvet.</p>
+
+<p>«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som
+han formaaede, og strakte bønfaldende Hænderne
+ud imod hende.</p>
+
+<p>«Hvad vil I? &mdash; I vil vel klage for de Hug,
+Eders Skjøge bekom?»</p>
+
+<p>«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode
+Venner!»</p>
+
+<p>«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte
+sig fra ham.</p>
+
+<p>«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg
+drukken, jeg er svimlendes drukken af din Dejlighed,
+min Hjærtens Dukke.»</p>
+
+<p>«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet
+Jer fejl, og I har taget Andre for mig.»</p>
+
+<p>«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»</p>
+
+<p>Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.</p>
+
+<p>«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad
+dig selv, nu du tog den Ridetømme, du veed ...
+men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
+dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet
+mere den Uhulde med mig, som jeg har leget den
+troløse Gast med dig, med al denne Slemmen og
+Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en
+Helvedes Kule deraf, for det kunde være en Himmerigs
+Sal. &mdash; Du skal faa din Villie i hvad du
+vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot,<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a></span>
+vil du have Perler i Strænge, saa lange som dit
+Haar, du skal faa det, og Ringe og Gyldenstyksstoffer
+i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du
+kuns vil, der er Ingenting for dyr'bart til at
+slides af dig.»</p>
+
+<p>Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv,
+men hun greb ham om Haandleddet og holdt ham
+ud fra sig.</p>
+
+<p>«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige
+dig en Ting? &mdash; Om du kunde svøbe din Kjærlighed
+i Sindal og Maar, om du kunde klæde den
+i Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko
+af den skære Demant, jeg vilde kaste den fra mig
+som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
+end den Jord, som jeg træder med min Fod.
+Der er intet en Dryp af mit Blod, der er dig god,
+intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder dig
+væk, &mdash; hører du! der er intet en Vraa i min
+Sjæl, du jo kaldes med Navne. &mdash; Forstaa mig
+kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en Helsots
+Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at
+blive som Din, jeg gjorde det intet.»</p>
+
+<p>«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»</p>
+
+<p>«Nej og nej og mer' end nej!»</p>
+
+<p>«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes
+forbandede Navn.»</p>
+
+<p>Han var hvid som en Væg og rystede paa
+alle Lemmer. Mælet var hæst og ukjendeligt og
+han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig
+Mand.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"> </a></span>
+«Tag din Fod af min Vej! tag din &mdash; tag
+din &mdash; tag din Fod af min Vej, eller jeg flækker
+din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
+for mit Syn. &mdash; Ud, ud af Norges Land og Rige
+og Helvedes Brand til Gefährt<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" title="Gefährt = Kjøretøj." class="fnanchor">[9]</a>! Ud ...»</p>
+
+<p>Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa
+løb hun, hvad hun kunde, ud af Stuen, bort fra
+Slottet.</p>
+
+<p>Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik
+Stolen, hun havde siddet i, da han kom, og rendte
+den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng af
+Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens
+han flakkede frem og tilbage i Værelset; saa sank
+han ned paa Gulvet og krøb omkring paa sine
+Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende
+sine Knoer tilblods. Omsider trættedes han, krøb
+hen til Sengen og kastede sig i den med Ansigtet
+ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme
+Navne og græd og hulkede og forbandede hende,
+og talte saa igjen, som kjælede han for hende, med
+blid og sagte Røst.</p>
+
+<p>Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til
+for gode Ord og stor Betaling at sejle sig til
+Danmark.</p>
+
+<p>Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol
+bort af Slottet, og faa Dage efter rejste han til
+Kjøbenhavn.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XIII" id="KAPITEL_XIII"></a>XIII.</h2>
+
+
+<p>En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe
+ved at se Madame Gyldenløve kjøre ind paa Tjele.</p>
+
+<p>Han skjønnede straks, at der var noget Galt
+paafærde, som hun saadan kom agende uden Tjenerskab
+og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan
+det egenlig forholdt sig, var det ikke noget
+varmt Velkommen, han bød hende, for han blev
+saa vred, at han gik sin Vej, smeldende Døren i
+efter sig og viste sig ikke mere den Dag.</p>
+
+<p>Men da han fik sovet paa det, blev han mere
+omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter
+med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der
+kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed
+i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker
+om, at endnu var der jo egenlig ingen Ulykke
+skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem
+de unge Ægtefolk, men Marie var endnu Madame
+Gyldenløve, og Sagen maatte uden stor Vanskelighed
+kunne bringes i den gamle Skure igjen.</p>
+
+<p>Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og
+vilde ikke høre et Ord om Forsoning, men det
+vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige i<span class="pagenum"><a name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"> </a></span>
+den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle
+Minder vare ømme Vunder og gabende Saar, saa
+det lagde han ingen Vægt paa; der vilde Tiden
+hjælpe, det var han overbevist om.</p>
+
+<p>Der var desuden en Omstændighed af hvilken
+han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie
+var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
+Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne
+den Pragt, hun havde lært at anse for dagligdags,
+og selv den jævne Kost paa Tjele, den
+ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed
+vilde faa hende til at længes efter det, hun
+havde forladt. Paa den anden Side kunde Ulrik
+Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig
+tænke paa Skilsmisse. Hans Pengesager var
+ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries
+Medgift, thi tolv tusind Daler var mange
+rede Penge, og Guld og Jordegods og anden
+Herlighed var ogsaa haardt at komme af med,
+naar man nu endelig en Gang havde faaet det.</p>
+
+<p>Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele.
+Marie befandt sig vel paa den stille Gaard. Den
+dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed
+og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder
+var noget Nyt for hende, og hun nød det
+med et drømmende, passivt Velbehag.</p>
+
+<p>Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende
+for som en trættende Kæmpen og Bryden, en
+rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
+skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a></span>
+utaalelig, bedøvende Tummel, og der kom en frydelig
+Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro,
+af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød
+og venlig Tavshed; og hun yndede at forhøje sit
+Tilflugtssteds Fred ved at tænke sig, at i Verden
+derude der larmede og stredes og trængtes de
+endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom
+bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor
+Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes
+yndigt dunkle Ensomhed.</p>
+
+<p>Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung
+og Freden død og Skyggen mørk, og hun begyndte
+nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra Livet
+derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment,
+at Erik Grubbe foreslog en Forandring.
+Han vilde nemlig have, at hun skulde tage hen
+og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede
+for hende, at da hendes Gemal havde hele
+hendes Medgift i Besiddelse og dog Intet sendte
+til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun
+lod sig underholde af Kalø Gods, og der kunde
+hun saa leve som Blommen i et Æg, holde stort
+Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
+langt anderledes end her paa Tjele, som var
+altfor tarveligt til hende, der var saa meget bedre
+vant. Desuden var der i Kongens Morgengavebrev
+til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde
+Tønder Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø
+fra hende, aabenbarlig tænkt paa Kalø Gods, som
+netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a></span>
+Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet.
+Dersom nu de ikke skulde blive forligte igjen,
+saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik Frederik
+kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
+Gods, og det var derfor tjenligt, baade at
+hun lærte det at kjende og at Ulrik Frederik
+vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
+desto lettere vilde han maaske afstaa det.</p>
+
+<p>Erik Grubbes Mening med denne Ordning
+var den, at blive fri for de Bekostninger, han
+sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
+Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik
+og hans Gemalinde mindre end det var; desuden
+var det jo altid en Tilnærmelse, og man
+vidste aldrig, hvad den kunde føre til.</p>
+
+<p>Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til
+at leve der som hun havde tænkt sig det, for
+Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
+Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde
+Madame Gyldenløve, men ikke at lade hende faa
+Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø var
+der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere
+end paa Tjele, saa Marie var neppe blevet der
+længe, hvis hun ikke havde faaet en Gjæst, der
+snart skulde blive hende mere end en Gjæst.</p>
+
+<p>Hans Navn var Sti Høg.</p>
+
+<p>Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde
+Marie Grubbe ofte tænkt paa denne sin Svoger og
+altid med en Følelse af inderlig Taknemmelighed,
+og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus<span class="pagenum"><a name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"> </a></span>
+var bleven krænket eller saaret særlig føleligt,
+havde det været hende en Trøst at mindes Stis
+ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
+var det samme nu, hun var forglemt og forladt,
+som i hine hendes Herligheds Dage; der var den
+samme smigrende Haabløshed i hans Miner, den
+samme ydmyge Beundring i hans Blik.</p>
+
+<p>Mere end to&mdash;tre Dage ad Gangen blev han
+aldrig paa Kalø, saa tog han en otte Dages Tid
+paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
+efter, at han skulde komme, og at sukke, naar
+han drog bort, thi han var saa godt som hendes
+eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige,
+og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.</p>
+
+<p>«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er
+det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence,
+om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»</p>
+
+<p>«Om han saa kom krybendes hertil paa sine
+Knæ,» svarede hun, «vilde jeg støde ham bort.
+Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
+for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind,
+intet een ærlig, varm Blodsdraabe i hans Legem';
+han er en Skjøge, ret en forfulet, forbandet Skjøge,
+og intet en Mand; han har en Skjøges tomme,
+troløse Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær.
+Aldrigen har en ærlig, blodsvarm Passion
+reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
+raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for
+jeg føler mig som besudlet af hans listende Hænder
+og hans skjøgeagtige Ord.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"> </a></span>
+«I vil da andrage paa Separation, Madame?»</p>
+
+<p>Marie svarede, hun vilde det, og om det
+ellers havde været hendes Fader med, vilde den
+Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han forhastede
+sig ikke, saasom han havde den Tro, at
+Alt endnu vilde gaa i Lave, men det vilde det aldrig.</p>
+
+<p>De talte saa om, hvad hun kunde vente at
+faa til sit Underhold efter Skilsmissen, og Marie
+mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
+vilde gjøre Fordring paa Kalø.</p>
+
+<p>Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han
+havde i sine Tanker viist hende et andet Liv ud
+end det at sidde Enke i en afsides Krog af Jylland
+og saa maaske tilsidst blive gift med en menig
+Adelsmand, thi højere vilde hun ikke naa
+her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, for
+der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at
+han ikke skulde kunne holde hende borte fra det
+og det fra hende. Nej, han havde nu den Mening,
+at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i
+rede Penge og saa forrejse Landet og aldrig sætte
+sine Fødder der mere; thi med hendes Skjønhed
+og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
+fager Skjæbne end her i dette usselige Land
+med dets bondeagtige Adel og fattige Kontrafej
+af et Hof.</p>
+
+<p>Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs
+Ensomhed var saa god en Baggrund for de bedaarende
+Billeder, han udkastede af Ludvig den
+Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig<span class="pagenum"><a name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"> </a></span>
+fængsledes deraf og i den nærmest følgende
+Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for
+alle sine Drømme.</p>
+
+<p>Sti Høg var endnu lige saa betagen af
+Kjærlighed til Marie Grubbe som før, og han
+talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
+bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab
+eller i Klage, tvertimod, fuldstændig haabløst, altid
+forudsættende Umuligheden af, at hun kunde
+gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den.
+I Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en
+ængstelig Forbavselse, men efterhaanden begyndte
+det at interessere hende at lytte til disse haabløse
+Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde
+hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende
+Magtfølelse, at hun hørte sig gjort til
+Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur
+som Sti Høgs. Alligevel varede det ikke
+længe, inden det Modløse i Stis Ord vakte en
+Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse
+af Kamp, fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt,
+hans tamme Slaaen sig til Ro ved at for højt
+var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
+om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige
+Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner,
+men om han ikke talte stærkere end han følte, thi
+denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
+Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt
+stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde
+hun ikke tro paa, og hun dannede sig et Billede<span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a></span>
+af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved
+ligesom evindeligen at gaa og overbeføle sig selv,
+var kommen til at tro sig rigere og større og meget
+betydeligere, end han var, og som nu, da ingen
+Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og
+løj sig ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber,
+der kun var fødte i fantastisk Svangerskab
+af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
+Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund,
+hun tog nemlig paa sin Faders Opfordring tilbage
+til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun
+til at befæste hende i den Tro, at Billedet var
+ham i Alting ligt.</p>
+
+<p>Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel
+og stod med Haanden paa Klinken, at han vendte
+sig om mod hende og sagde: «det er en sort Side
+af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame,
+nu eders Kalødage er forbi, og jeg vil længes i
+Kval og i Pine og sørge som En, der har tabt det,
+der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab
+og Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang
+skulde times, at der var skjællig Aarsag til at
+tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
+da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre
+mig til. Kan hænde det vækked op i mig de
+Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres
+Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der
+er tørstig for Daad og brændendes af Haab, vilde
+vinde Overhaand og gjøre mit Navn berømmeligt
+og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig<span class="pagenum"><a name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"> </a></span>
+unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt
+Stræng, tage Mælet fra hvert raabendes Krav og
+døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes Land
+blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua&nbsp;...»</p>
+
+<p>Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun
+tænkte, og hun indsaae, at det var bedst saaledes,
+men dog sukkede hun derved.</p>
+
+<p>Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe
+ønskede denne Venden tilbage, fordi han var bange
+for, at Sti Høg skulde faa hende til at tage
+Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer,
+og desuden vilde han prøve, om det ikke nu
+var muligt, ved Overtalelser at gjøre hende villig
+til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
+Ægteskabet blev staaende ved Magt.</p>
+
+<p>Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst,
+men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved
+Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie
+til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig,
+han ønskede at holde det hen i det Uvisse, saalænge
+det var muligt, thi enhver af Skilsmissen
+nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
+ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer
+om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik
+Grubbes Usandfærdighed var altfor vel bekjendt.</p>
+
+<p>Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid
+mere og mere truende, og der begyndte at blive
+Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik
+Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes
+ved længe, og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin<span class="pagenum"><a name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"> </a></span>
+Ridefoged paa Kalø, Johan Utrecht et Brev, hvori
+han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse sig
+om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med
+ham paa Kalø Slot, uden at Erik Grubbe fik Noget
+at vide derom. Dette Brev blev skrevet i
+Marts, Niogtreds.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede
+Sammenkomst at erfare Marie Grubbes
+sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
+vilde han straks tage hende med sig til <a class="corr" name="rett_30" id="rett_30" title="var: Aggershuus">Aggershus</a>,
+men hvis ikke, da ventede han ved Løftet om at
+virke for en øjeblikkelig Separation, at skaffe sig
+saa blide Skilsmissekaar som muligt.</p>
+
+<p>Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik
+Frederik rejste med uforrettet Sag til Norge.</p>
+
+<p>Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit
+unyttige Skriveri, men saa var det, i Februar,
+Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
+Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var
+Tid til at handle; thi Kong Frederik havde altid
+sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt og havt en
+saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag
+som denne vilde fundet al Skyld hos Modparten,
+men med Kong Christian var det at vente, at det
+vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
+Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede
+Selskabsbrødre, men det var dog muligt der var
+en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, thi han
+var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge
+af den mere begavede og langt anseeligere Halvbroder,<span class="pagenum"><a name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"> </a></span>
+desuden holdt unge Fyrster af at vise
+deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres
+iltre Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem,
+Almenheden kunde tro, de netop vilde tage under
+deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor bestemt,
+at de, saasnart Foraaret kom, begge to
+skulde tage til Kjøbenhavn, og Marie skulde se
+ad i Mellemtiden at faa tohundrede Rigsdaler af Johan
+Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun
+kunde vise sig med Anstand for den nye Konge;
+men Ridefogeden turde ingen Penge levere fra sig
+uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
+rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde
+ingen betale og mente desuden, at denne Mangel
+saameget bedre viste hendes Elendighed.</p>
+
+<p>Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da
+et Møde mellem Fader og Svigersøn intet Resultat
+bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at han
+ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive,
+med hvad Spot, Beskæmmelse og Vanære hans
+Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden havde
+udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus
+og givet hende til Pris for Vejr og Vind og Kapere,
+som den Gang heftig grasserede i Søen,
+eftersom der da var en brændendes Fejde mellem
+Holland og England. Gud havde imidlertid
+naadig bevaret hende for ovenskrevne Livsfare,
+og hun var kommen til hans Hus med Liv og
+Helbred. Men det var en uhørt Beskæmmelse,
+der var overgaaet hende, og han havde nu mange<span class="pagenum"><a name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"> </a></span>
+Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer
+besøgt sin høje, højtærede Søn, velbaarne hans
+Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig
+betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa
+hende, hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller
+ogsaa tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid
+Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde ført
+i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke
+desto mindre havde hun ikke kunnet faa saa meget
+som to hundrede Daler til at kjøbe Sørgeklæder
+for; in summa: hendes Elendighed var altfor
+vidtløftig at beskrive, og derfor indflyede de
+til hans kongelige Majestæt, deres allernaadigste
+Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
+med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering
+om, at hans Majestæt for Guds Skyld vilde forbarme
+sig over ham, Erik Grubbe, for hans høje
+Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og
+over hende for hendes store Elendigheds og Beskæmmelses
+Skyld og naadigst lade sig behage at
+befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste
+Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus
+siger, at Ægtefolk maa skilles ad, hvad han
+aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende
+til sig igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet
+Ægteskab holdtes udi den Agt, som Gud det
+selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes,
+store Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra
+Fordømmelse.</p>
+
+<p>Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn<span class="pagenum"><a name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"> </a></span>
+under denne Supplike, da hun paa ingen Maade
+vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
+det saa end skulde gaa<span class="corr" title="var: ,">.</span> Men Faderen forsikkrede
+hende, at det var kun Formaliteter med det Forlangende,
+at Ulrik Frederik skulde tage hende til
+sig igjen, thi han <em>vilde</em> nu have Skilsmisse for
+enhver Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet
+paa, tvang ham til at begjære det, og det
+vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
+hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja
+hun føjede endog paa <a class="corr" name="rett_31" id="rett_31" title="var: Faderes">Faderens</a> Opfordring og efter
+hans Udkast følgende Efterskrift til Suppliken:</p>
+
+<div class="blockquot">
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige
+Majestæt, <a class="corr" name="rett_32" id="rett_32" title="var: mens">men</a> jeg Elendige har ikke de
+Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm
+Eder over mig, allernaadigste Arveherre
+og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette.
+Gud vil det belønne.<span class="corr" title="fjernet: »"></span></p>
+
+<p class="r2"><em>Marie Grubbe</em>.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+</div>
+
+<p>Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik
+Grubbes Ord, fik <a class="corr" name="rett_33" id="rett_33" title="var: kun">hun</a>, ved en af sine gamle Hofvenners
+Mellemkomst, Kongen en ganske privat
+Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte,
+hvor stærkt hun afskyede Ulrik Frederik,
+hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og hvor
+nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
+skulde komme til at have selv
+den fjerneste Forbindelse med ham.</p>
+
+<p>Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene
+Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederik <em>vilde</em> skilles.<span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a></span>
+Hans Stilling ved Hoffet var en anden som Kongens
+Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn.
+Det var nu ikke nok at stole paa faderlig Godhed,
+han maatte ligefrem kappes med andre Hoffets
+Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som
+den foreliggende verserende bidrog kun lidet til
+at styrke hans Anseelse, det vilde være langt
+tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt
+og i et nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge
+Erstatning for det, Skilsmissen kunde koste baade
+af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
+han havde, til at naa dette Maal.</p>
+
+<p>Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium,
+at det derover kunde afgive sin Betænkning,
+og denne var saaledes, at Ægteskabet ved Højesteretsdom
+af fjortende Oktober seksten hundrede og
+halvfjerds erklæredes for ophævet, saaledes at
+begge Parter havde Lov til at gifte sig igjen.
+Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
+den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage,
+og saasnart hun havde faaet Pengene udbetalt,
+beredte hun sig trods Faderens Forestillinger
+til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik
+Frederik angaar, tilskrev han straks sin Halvsøster,
+Kurfyrste Johan Georg af Sachsens Gemalinde,
+om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte
+hende, om hun vilde vise ham saamegen søsterlig
+Kjærlighed, at han turde hengive sig til det
+smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes
+fyrstelige Hænder.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XIV" id="KAPITEL_XIV"></a>XIV.</h2>
+
+
+<p>Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge
+at raade over, og derfor syntes det hende, nu hun
+havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at hendes
+Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det
+var hende, som om selve Vidunderlighedens Ønskekvist
+var lagt i hendes Haand, og hun længtes
+som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og
+kalde alle Jordens Herligheder hen for sine Fødder.</p>
+
+<p>Hendes nærmeste Ønske var at være langt
+borte fra Kjøbenhavns Taarne og Tjeles Enge,
+fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang
+hun da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl
+over Vand og Vej førtes hun bort fra Sjælland,
+ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
+By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie,
+som hun havde faaet sin Faster til at overlade
+sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
+først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser
+træffes.</p>
+
+<p>Det var Sti Høg, der havde bragt hende
+paa den Tanke at rejse, og den Gang havde han
+sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a></span>
+sin Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes
+Rejsemarskalk. Han kom nu ogsaa, hidkaldt ved
+et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
+Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte
+straks paa at gjøre sig nyttig ved at træffe
+de Foranstaltninger, en saa lang Rejse gjorde
+nødvendig.</p>
+
+<p>I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt
+at være en Velgjører for den stakkels Sti Høg,
+ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne
+ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig,
+indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde
+vilde vælde for ham. Hun blev derfor, da den
+stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde
+ham klædt med megen Pragt, udmærket bereden
+og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det
+Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung ingenlunde
+trængte til at fylde sig rund med hendes Guld.
+Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der
+syntes at være foregaaet i hans Sind, han var livlig
+og næsten munter, og mens han før saae ud, som om
+han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden,
+saa traadte han nu i Gulvet som en Mand, der
+ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel
+i Vente. Der havde været Noget af en plukket
+Fugl ved ham før, nu ligned han mest en Ørn
+med brusende Fjer og skarpe Øjne, der talte om
+endnu skarpere Klør.</p>
+
+<p>Marie tænkte først, at det var Glæden over
+at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagved<span class="pagenum"><a name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"> </a></span>
+sig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var
+værd at vare, som havde bevirket denne Forandring;
+men da han havde været der i nogle Dage
+uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge,
+modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun
+at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab
+og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin
+Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og
+stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske
+nysgjærrig efter at faa at vide, om hun havde
+gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig
+med det Samme, at jo mere hun saae til
+Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.</p>
+
+<p>En Samtale, hun havde med Lucie, kunde
+ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes
+Formodning.</p>
+
+<p>Det var en Formiddag, de begge to gik
+frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes
+i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang og
+Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for
+de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa
+Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i,
+blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
+Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret
+Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt
+Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fjælhylder
+op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over
+røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.</p>
+
+<p>Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a></span>
+Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende
+Strømme.</p>
+
+<p>Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte
+paa til at gaa ud, den Ene i en skindbræmmet
+Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
+Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen
+skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage
+over det røde Murstensgulv, med smaa trampende
+Trin, som om de havde ondt ved at holde
+Fødderne varme.</p>
+
+<p>«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker
+Ledsagere, I tror?» spurgte Lucie.</p>
+
+<p>«Sti Høg? &mdash; ja, ja er han da saa, skulde
+jeg tænke. Hvad mener du med det?»</p>
+
+<p>«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i
+det paa Veien.»</p>
+
+<p>«Hvad!»</p>
+
+<p>«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske
+med ... I veed, han har det Ord paa sig, at
+hans Hjærte er gjort af saa glødendes Materie,
+at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns
+er et Skjørt, der vifter til.»</p>
+
+<p>«Hvem har holdt Tossemarked for dig med
+de Parabler?»</p>
+
+<p>«Men Herregud, har I da aldrig hørt <em>det</em>
+før? Jeres egen Svoger! &mdash; Hvem kunde tvivle
+paa<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" title="Tvivle paa: i Betydningen: tro." class="fnanchor">[10]</a>, at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt<span class="pagenum"><a name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"> </a></span>
+være falden paa at fortælle Jer, at der er syv
+Dage i en Uge.»</p>
+
+<p>«Hvad mon der har seet dig idag, du primer
+som havde du faaet spansk Vin til Morgenkost?»</p>
+
+<p>«Ja, een af os, lader det til. &mdash; Sig mig:
+Ermegaard Lynow, har I aldrig hørt det Navn
+før?»</p>
+
+<p>«Nej!»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes
+at kjende det, og nævn saa med det Samme Jydte
+Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
+Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen,
+han kunde træffe til at vide nogle Parabler, som
+I kalder det, om dem alle tilhobe.»</p>
+
+<p>Marie standsede i sin Gang ved den aabne
+Port og saae længe vist ud paa Regnvejret. «Veed
+du kanhænde<span class="corr" title="var: «">»</span>, sagde hun saa og begyndte at gaa
+igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de
+Parabler at sige?»</p>
+
+<p>«Det skulde En næsten vente sig.»</p>
+
+<p>«Om Ermegaard Lynow?»</p>
+
+<p>«Jo besynderlig om hende.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Hvad da?»</p>
+
+<p>«Aa det var med en af de Høger, Sti tror
+jeg han hed, en høj, rødhaaret, bleg&nbsp;....<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»</p>
+
+<p>«Veed I ogsaa det med Forgiften?»</p>
+
+<p>«Nej, nej!»</p>
+
+<p>«Eller Brevet da?»</p>
+
+<p>«Naa, fortæl!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a></span>
+<span class="corr" title="var: »">«</span>Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»</p>
+
+<p>«Naa!»</p>
+
+<p>«Jo, den Høg han var nok gode Venner,
+det var da førend som han blev gift, ja han var
+de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun
+havde det længste Haar nogen Jomfru kunde have,
+for hun kunde fast træde i det, og hun var saa
+hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun,
+men han var saa haard og bøs mod hende, sagde
+de, som var hun en opsætsig Myndehund og intet
+den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han
+var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have
+slaaet hende blaa og grøn, om han intet gjorde
+det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det
+er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
+kan være, naar den ret har sat sit Sind til en
+Anden. Men saa blev han kjed af hende og saae
+aldrig den Vej hun var, for det han havde faaet
+en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun
+græmmed' sig og sørged' og var ved at gaa til af
+ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda,
+det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det
+længer ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti
+Høg ride Gaarden forbi og var rendt ud efter
+ham og havde løbet en Mil Side om Side med
+hans Hest, uden at han skulde saameget som standse
+et Trin eller skulde ville høre paa hendes Bønner
+og Begrædelser, men bare red haardt til og bort
+fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog
+hun dræbendes Forgift ind og skrev saa til Sti<span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a></span>
+Høg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu
+skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot
+hun maatte se ham engang inden hun døde.»</p>
+
+<p>«Og saa?»</p>
+
+<p>«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk
+siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sjæl
+som nogen Helvedes Pine kan vente paa; &mdash; saa
+skrev han tilbages &mdash; ja, saadan var det, han
+skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde
+gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed,
+men den stod det intet i hans Magt at give hende,
+men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde
+ogsaa være godt, og det vilde han raade hende
+til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
+kan der nu være Noget mer skammeligt til end
+som det?»</p>
+
+<p>«Og Jomfru Ermegaard?»</p>
+
+<p>«Jomfru Ermegaard?»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja vist.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde
+intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev
+saa krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen
+til Helsen igjen.»</p>
+
+<p>«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid
+hidførte en eller anden lille Forandring i Marie
+Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved ogsaa i
+den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a></span>
+Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen
+Drømmer, af den Omsigt og Raadsnarhed hvormed
+han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder,
+Rejsen frembød, og det var ligeledes
+let at blive klog paa, at han baade i Manerer og
+Begavelse stod langt over selv de ypperste af de
+Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans
+Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det
+var som havde han en egen, kun af ham kjendt
+Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
+var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han
+bekjendte sin Tro paa, hvor stærkt Dyret i Mennesket
+var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i
+dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige
+Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe
+Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor
+uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende
+og ganske i Tilfældets Vold det, der var
+ædelt og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl, den
+Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
+dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun
+begyndte at tro at sjældnere Gaver og mægtigere
+Kræfter vare blevne ham til Del end der ellers
+faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring,
+ja næsten i Tilbedelse for den Vældigheds
+Magt hun anede; men dog var der med alt dette
+i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
+Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men
+kun i dunkel, instinktmæssig Følelse rørtes af
+Frygt for at Magten var en Magt, der trued og<span class="pagenum"><a name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"> </a></span>
+rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned,
+aldrig greb til.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der,
+lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her
+var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
+at Solen var gaaet ned, taget ind.</p>
+
+<p>Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var
+gaaet til Hvile i Udhusene, sad Sti Høg, Marie
+og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsmænd
+i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet
+Bord foran den store Bilæggerovn i Kroens
+Skjænkestue.</p>
+
+<p>Ved det lange Bord henne under Vinduerne,
+med Ryggen støttet mod Bordpladens Kant, sad
+Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og
+saae til.</p>
+
+<p>Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i
+en gul Leerstage og spredte sit søvnige Skjær
+over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i
+den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen.
+Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran
+sig, Sti Høg en større, medens de to Oldenborgere
+vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der
+stadig tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret
+Karl, som laa og drev paa en Gaasebænk
+inderst i Stuen.</p>
+
+<p>Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a></span>
+sig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsmænd
+var ikke noget muntert Selskab; og de
+havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været
+saa isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme
+dem endnu værre end Kulden, hvad de havde erfaret
+da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind;
+Tørvene var nemlig der paa Egnen saa svovlede,
+at kun Folk, der var vante til dem, kunde
+faa deres Vejr, hvor de var i Glød.</p>
+
+<p>Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede
+nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor
+Umag for at udtrykke sig saa belevent som
+det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet
+fik mere og mere Magt over dem, blev ogsaa
+det Baand, de havde lagt paa sig selv, slappere
+og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et
+endnu mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt
+blev massivere og deres Spørgsmaal nok saa nærgaaende.</p>
+
+<p>Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed,
+begyndte Marie at blive urolig i Sædet,
+og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de skulde
+gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede
+med en vel grov Hentydning, som fik Sti
+til at rynke Brynene og se truende paa ham, men
+dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne
+Skjæmt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik
+Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i
+sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme
+Slags.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a></span>
+Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet
+med sit Strikketøj for at se at finde en Maske,
+hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger
+sig; han tog hende om Livet, tvang
+hende ned paa sit Skjød og trykkede et forsvarligt
+Smækkys paa hendes Læber.</p>
+
+<p>Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han
+slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.</p>
+
+<p>I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden
+saa kraftigt og sikkert, at han sank over mod
+Bilæggeren med et dybt Grynt.</p>
+
+<p>I næste Sekund var Sti og den Mørke ude
+midt paa Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet
+hen i et Hjørne.</p>
+
+<p>Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et
+Brøl fra sig ud ad Stuens ene Dør, løb selv hen
+til den anden og gav sig til at stænge den med
+en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa
+smække for Husets Bagdør. Det var nemlig Skik
+der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, at stænge
+saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme
+til at tage Del i Striden og saaledes give den
+større Udstrækning end nødvendigt, men det var
+ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen
+var besørget, listede de straks til deres Senge;
+for den, der Ingenting saae, kunde heller Ingenting
+forklare.</p>
+
+<p>Der var ingen af de Kæmpende, der havde
+Vaaben hos sig, saa de havde kun Næverne at
+jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den<span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a></span>
+Mørke og bandte og brødes. De trak hinanden
+fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende
+Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
+de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens
+Tag, bøjed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne
+trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled
+de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde
+lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved
+tungt mod det kolde Lergulv, da han følte to
+kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den
+Lyse, der var kommen til sig selv igjen.</p>
+
+<p>Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans
+Strube, det sortned for hans Øjne, og hans Lemmer
+lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
+trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde
+Hænderne om hans Hals og Knæene i hans Sider.</p>
+
+<p>Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie
+havde slynget sine Arme om hende i et næsten
+krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.</p>
+
+<p>Da, just som Sti var ved at miste sin Samling,
+huggede han sig med en sidste Kraftanstrængelse
+forover, saa den Mørkes Baghoved
+hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede
+lidt i sit Greb og aabned Vej for en Kjende
+Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig
+bort til Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa
+han vælted til Jorden, bøjed sig dernæst rasende frem
+over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hjærtekulen,
+saa han næsten segned; men saa greb han
+med den ene Haand om Anklen den Fod, der<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a></span>
+havde ramt ham, og med den anden Haand fik han
+Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede
+saaledes Benet i Vejret og hug det ned mod sit
+fremspændte Laar, saa Knoglerne brødes i Støvlen
+og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som
+laa og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte,
+da han saae dette, et saa vaandefuldt Vræl,
+som havde det været ham selv, det gik udover, og
+kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet,
+og dermed var det Slagsmaal da forbi.</p>
+
+<p>Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed
+havde viist at der boede i hans Sind, havde
+en mægtig, forunderlig Indflydelse paa Marie; thi
+da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude,
+sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og
+da Sti Høg i de paafølgende Dage havde lagt
+Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og
+Adfærd, der tydede paa, at der var skeet en stor
+Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og
+han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed,
+fik han det Svar, han ønskede.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XV" id="KAPITEL_XV"></a>XV.</h2>
+
+
+<p>Nu i Paris.</p>
+
+<p>Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid,
+og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet,
+var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie
+Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra
+hinanden.</p>
+
+<p>De veed det beggeto, men det er ikke blevet
+til Ord imellem dem; der er saamegen Bitterhed
+og Smerte, saa megen Nedværdigelse og Selvforagt
+gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der
+er Lindring i at tøve.</p>
+
+<p>I det er deres Sind ens.</p>
+
+<p>Men i deres Maade at bære deres Kummer paa
+er de yderst forskjellige. Thi mens Sti Høg i
+haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod Smertens
+hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs
+Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr gaar frem
+og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, saa
+er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har
+revet sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig
+hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, i<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a></span>
+vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende slæber
+i dens Spor.</p>
+
+<p>Hun vilde glemme.</p>
+
+<p>Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun
+af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og
+Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.</p>
+
+<p>Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder
+og kjøbte sig Pragt; hun greb hver Nydelses Bæger,
+som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
+og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.</p>
+
+<p>Der var ingen Ende paa hendes Elendighed,
+og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde
+det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe, ikke
+en Lettelse, men blot en Forandring i hendes
+Pine, det havde været gjort for længe siden, men
+det var ligegyldigt, ganske det Samme, om det skete
+eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om Lindring
+i det, ligesaa godt følges ad som skilles,
+deri var der ingen Redning.</p>
+
+<p>Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg,
+der foreslog det.</p>
+
+<p>De havde ikke seet hinanden et Par Dage,
+da Sti traadte ind i det forreste af de pragtfulde
+Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles, Værtinden
+i <span xml:lang="fr" lang="fr">la croix de fer</span>.</p>
+
+<p>Marie var der, og hun sad og græd.</p>
+
+<p>Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog
+Plads i den anden Ende af Stuen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_261" id="Side_261" title="[S. 261]"> </a></span>
+Det var saa tungt at se hende græde og vide, at
+hvert trøstende Ord fra Ens Læber, hvert medlidende
+Suk og deltagende Blik kun vilde gjøre
+Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.</p>
+
+<p>Han gik hen imod hende.</p>
+
+<p>«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os
+endnu en Gang ret rigtigen tales ved og saa
+skilles.»</p>
+
+<p>«Ja, hvad kan det nytte?»</p>
+
+<p>«Sig intet det, Marie, der venter paa dig
+endnu glade Dage i tykke Skarer.»</p>
+
+<p>«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og
+ubrydelig Kjæde.»</p>
+
+<p>«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du
+siger, for jeg forstaar dem, som du aldrig vilde
+tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
+smerteligen haardt.»</p>
+
+<p>«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem
+agter jeg kuns ringe og har aldrig havt i Tanke
+at skaane dig for dem.»</p>
+
+<p>«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget
+som et Blink mere; sig mig, du kjender dig
+fornedret ved din Kjærlighed til mig, laveligt fornedret!
+Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for
+at vriste hvert eneste Minde om mig ud af din
+Sjæl! Og gjør mig saa til Hund og giv mig
+Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du
+veed af at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne
+og sige du har Ret, fordi du <em>har</em> Ret, <em>har</em> Ret,
+saa pinendes, som det er at sige. For hør, Marie,<span class="pagenum"><a name="Side_262" id="Side_262" title="[S. 262]"> </a></span>
+hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du
+ræddes, ved dig selv, for du har været min, og
+sygner i din Sjæl hver Gang du tænker derpaa
+og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker
+jeg dig dog &mdash; jo, jo, af al min Magt og
+Formue elsker jeg dig, Marie.»</p>
+
+<p>«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig
+dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler.
+Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt,
+saa ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor
+er du den Bondesjæl du er, den krybendes Maddikeorm,
+som trædes og stinger dog intet? Om du
+vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og
+stærk, du som er saa svag. Men det voldte dine
+klingrendes Ord, som løj om en Magt, du aldrig
+ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad
+din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det
+Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl
+for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
+din Stolthed af?»</p>
+
+<p>«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade,
+men jeg fortjener intet mere, thi jeg har været
+lidet bedre end en Falsknere imod dig. &mdash; Marie,
+jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej,
+aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var
+der Tro i min Sjæl. Ak, som jeg gjerne vilde
+tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
+Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred'
+paa mig med de kolde Øjne og alle mine
+Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den<span class="pagenum"><a name="Side_263" id="Side_263" title="[S. 263]"> </a></span>
+bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg
+kunde ikke tro du elskede mig, Marie, og dog
+greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder
+og al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i
+Angst og bange Lykke, som en Røver kan fryde
+sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han
+veed den rette Ejersmand vil komme om en stakket
+Stund og rive ham det ud af hans kjært belastede
+Hænder. For <em>den</em> vil komme en Gang, Marie, som
+er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd,
+og han vil intet tvivle, intet trygle eller skjælve,
+han vil bøje dig som lødigt Guld i sin Haand og
+sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
+følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet
+fordi han elsker dig mere end som jeg, for det
+kan intet være, men for han mer har Tro til sig
+selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd,
+Marie.»</p>
+
+<p>«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der
+ramser op, Sti Høg, men det er som I plejer,
+immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
+som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes;
+istedenfor at lege med det og fornøjes ved det,
+har de ingen Ro, før de faar seet hvad der er
+inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik
+aldrig Tid til at holde og vare for at fange og
+gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i Tankespaaner
+tilhobe.»</p>
+
+<p>«Farvel, Marie.»</p>
+
+<p>«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a></span>
+«Tak &mdash; Tak &mdash; det maa saa være &mdash; men
+jeg beder om en Ting.»</p>
+
+<p>«Nu.»</p>
+
+<p>«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide
+den Vej I vil, at jeg intet skal faa det at høre,
+for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
+Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»</p>
+
+<p>Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.</p>
+
+<p>«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»</p>
+
+<p>Saa gik han.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune
+Lys tøvende trækker sig bort fra høje
+Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
+Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors
+og gyldne Krandse deroppe, løses i lysende Luft
+og svinder, mens Maanen alt har løftet sin runde,
+blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
+rundede Liniers Drag.</p>
+
+<p>I gule, blaanende og violette Flager spejles
+Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydløst
+rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
+Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang,
+flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af
+den blanke Flade og glider med langs ludende
+Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under
+tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Træpæle,
+fanger et Glimt fra de glødende Kul i den rødtoplyste<span class="pagenum"><a name="Side_265" id="Side_265" title="[S. 265]"> </a></span>
+Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde
+Strøm fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem
+Siv og lække Baade, imellem sænkede Kar og
+dyndede Risgjærders druknende Fletværk.</p>
+
+<p>En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige
+Mørke over Torve og aabne Pladser, hvor Vandet
+sløret blinker, mens det strømmer fra vaade Slangesnuder
+og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
+fantastisk brudte Buer og mellem takliniede,
+slanke Fialer; det mumler blidt og risler
+koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt og
+danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt
+overflydende Kummebassins mørke Spejl. Et sagte
+Vindpust suser over Pladsen, og rundt omkring
+fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle
+Gyder, stirrer et andet Mørke ud i Mørket.</p>
+
+<p>Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær
+over Tag og Tinder og deler Lys og Skygge
+af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
+snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave
+Gelænder, bliver tegnet af paa Mur og Væg. Alt
+skjæres ud i skarpe, sorte Former, de kunstigt
+brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St.
+Georg med hans Landse hist paa Husets Hjørne
+og Blomsten med dens Blade her i Vinduet. Og
+som den lyser i den brede Gade og som den spejler
+sig i Flodens Vand! Og der er ingen Skyer
+paa Himlen, en hvidlig Kreds, en Glorie om Maanen,
+og ellers Intet uden tusind Stjerner.</p>
+
+<p>En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og<span class="pagenum"><a name="Side_266" id="Side_266" title="[S. 266]"> </a></span>
+i den stejle Gade op til Borgen og i den Gaard
+som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
+denne samme Aften.</p>
+
+<p>De sad ved Bordet, og de var Alle mætte,
+lystige og drukne. Paa En nær var de alle ældre
+Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han
+havde ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det
+var stort nok til det, gyldent, langt og lokket.
+Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges, hvidt
+og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.</p>
+
+<p>Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham,
+og gylden ikke blot for hans Haars Skyld, men
+for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar
+var han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch
+Wald, &mdash; for bayrisch Wald der var han fra.</p>
+
+<p>De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer
+ved det gode Bord, og alle var de enige om, at
+den Gang de var unge, da vrimled Verden af
+Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds
+Navn, slet ingen Sammenligning kunde taale.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?»
+sagde en rødmusset Tyksak med smaa,
+bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea
+v. Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen,
+hun var rød som en Rose og hvid som et Lam,
+hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv
+og en Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg
+uden de gik istykker, saa let var hendes Gang
+paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
+for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der<span class="pagenum"><a name="Side_267" id="Side_267" title="[S. 267]"> </a></span>
+sejler paa en Dam og fast som nogen Raa, der
+springer i en Skov.»</p>
+
+<p>Saa drak de paa det.</p>
+
+<p>«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som
+I er!» raabte en lang, gammel Knark for Enden
+af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
+Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae
+rundt paa dem, «hvad for Karle vi dog var!
+men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
+Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle
+mig det? hvad? &mdash; kan der? &mdash; hvem kan? &mdash;
+kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde Værtinder
+med deres leendes Munde og spillendes Øjne
+og nette Fødder, og saa Krokonens Datter med det
+gule, gule Haar og med Øjne saa blaa, hvor er
+de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En
+komme i et Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard,
+hvad, kunde En komme der, uden de
+var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
+hvad er det for skrutryggede Døttre med
+Griseøjne og brede Hofter, de Værtshusfolk lægger
+sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse, skalhovede
+Hekser, der nu faar Brev og Bevilling
+paa at skræmme Livet af sultne og tørstige Folk
+med deres rindendes Øjne og runkne Hænder? Uh,
+føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare
+Fanden, for jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde
+er gift med Døden fra Lübeck i egen lede Gestalt,
+og naar som En først er bleven saa gammel<span class="pagenum"><a name="Side_268" id="Side_268" title="[S. 268]"> </a></span>
+som jeg, saa er der Noget i memento mori, En
+heller vil glemme end huskes paa.»</p>
+
+<p>Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig
+bygget og ret fyldig i Ansigtet, der var gult som
+Voks, han havde graa og buskede Bryn og klare
+spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud,
+men som om han havde lidt meget, lidt store
+legemlige Smerter, og der var et Træk ved hans
+Mund naar han smilte, som om han sank noget
+Bedskt med det Samme. Han sagde med en blød
+og dæmpet Stemme, lidt hæs var den: «den brune
+Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
+end nogen Dronning, jeg har seet for mine
+Øjne. Hun kunde bære den stiveste Gyldenstykspragt,
+som var det den bekvemmeligste Husdragt,
+der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og
+Midie, paa Bryst og paa Haar, det hang og det
+sad, som var det de Krandse af vilde Bær, som
+Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven.
+Der var ingen, der var som hun; naar de andre
+unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
+prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og
+med Lænker af Guld, med Roser af dyr'bare Stene,
+saa var hun at se til, saa festlig og fager og
+frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden.
+Der var Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»</p>
+
+<p>«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte
+den unge Remigius og sprang op. Han bøjede sig
+ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
+medens han i den anden svingede en blank Pokal<span class="pagenum"><a name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a></span>
+hvis gyldne Drue skvulpede over Randen og vædede
+hans Finger og hans Haandled, og dryppede i
+klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
+Hans Kinder blussede af Vin, hans
+Øjne funkled, og han talte med usikker Stemme.</p>
+
+<p>«Dejlighed!<span class="corr" title="var: «">»</span> sagde han, «er I blinde allesammen,
+eller har der ingen af Jer seet den danske
+Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
+Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng
+og Græsset staar i Aks, hendes Øje er mere blaat
+end som en Klinge, og hendes Læber er saa røde
+som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne,
+der gaar over Himlen, hun er rank som et Scepter
+og statelig som en Trone, aa, alle, alle Legemsdyder
+og Dejligheders Flok er i Blomster hos
+hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt.
+Men der er det ved hendes Dejlighed, som gjør,
+at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
+naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra
+Domkirkens Taarne; En bliver saa stille, for hun
+er ligesom den hellige Smertens Moder paa den
+skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens
+Sorg i hendes klare Øjne, og det samme haabløse
+Taalmodssmil om hendes Mund.»</p>
+
+<p>Han var helt bevæget og havde Taarer i
+Øjnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev
+staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
+at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans
+Naboer ham venligt paa Skuldren, og fik ham til
+at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa<span class="pagenum"><a name="Side_270" id="Side_270" title="[S. 270]"> </a></span>
+Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles
+Lystighed gik højt som før, og Alt blev Jubel,
+Sang og Latter.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Marie Grubbe var da i Nürnberg.</p>
+
+<p>Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun
+flakket om i det meste af et Aar, og havde nu
+endelig slaaet sig til Ro her.</p>
+
+<p>Hun havde forandret sig meget siden den
+Aften, hun tog Del i Balletten i Frederiksborg
+Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte
+Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde
+gjort et mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende.
+Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og
+fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor
+Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret
+hine sin første Ungdoms Drømme om, at
+den, en Kvinde skulde følge, han skulde være
+hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed
+og ydmygt kunde tage af hans Hænder
+Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu
+havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for
+denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand.
+Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver
+umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig
+Skamplet paa sig selv. Hun væmmedes ved
+sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og gav den
+lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde
+kysset ham, gid de maatte visne, disse Øjne, som
+havde smilt til ham, gid de maatte dummes, dette<span class="pagenum"><a name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a></span>
+Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte
+briste. Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet
+den ved denne Kjærlighed, hver Følelse,
+hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al
+Tillid til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og
+i Fremtiden &mdash; der lyste intet Haab for hende i
+Fremtiden.</p>
+
+<p>Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb
+fuldendt; en rolig Krog, hvor hun kunde lægge
+sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte det
+mere, det var alle hendes Ønskers Maal.</p>
+
+<p>Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg.
+Et Tilfælde førte hende sammen med den
+gyldne Remigius, og hans inderlige, men tilbageholdne
+Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske
+Tilbedelse, hans jublende Tro paa hende, og hans
+Lykke ved hans Tro paa hende, har været som
+kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser
+sig vel ikke, men den visner ikke heller, den folder
+endnu de fine, farverige Blade ud for Lyset, og
+dufter og straaler i tøvende Livskraft. Og saadan
+hun. For der var Lise i at se sig ren og
+skær og ubesmittet i en Andens Tanker, og der
+var halvt som Frelse i at vide, at En var den,
+der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
+Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den,
+hos hvem de vaktes, rig. Og det var ogsaa blidt
+og dulmende, i vage Billeder og dunkle Ord at
+klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv
+uprøvet og fri for Kummer, med stille Vellyst led<span class="pagenum"><a name="Side_272" id="Side_272" title="[S. 272]"> </a></span>
+hver Lidelse af hendes, og var taknemmelig, fordi
+at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
+men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det
+var blidt at klage, naar En saae Ens Sorger
+vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de blev
+som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om
+Ens Skuldre, et taarefunklende Diadem om Ens
+Pande.</p>
+
+<p>Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at
+forsones med sig selv, men saa hændte det en Dag,
+Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
+kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i
+Stigbøjlerne.</p>
+
+<p>Da Marie hørte dette, sank hun hen i en
+tung, sløv og taareløs Sorg. Hun sad i hele Timer
+og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
+Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var
+ikke til at bevæge til at tage sig Nogetsomhelst
+for, ja hun vilde end ikke at der taltes til hende;
+gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
+Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa
+Hovedet, ligesom om det voldte hende Smerte.</p>
+
+<p>Dette varede nu længe, men imidlertid var
+næsten alle hendes Penge opbrugte, og der var
+næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
+for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde
+Marie dette, men det var først langt om længe at
+det fandt Gehør.</p>
+
+<p>Endelig rejste de da.</p>
+
+<p>Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev<span class="pagenum"><a name="Side_273" id="Side_273" title="[S. 273]"> </a></span>
+meget forlænget, og Lucie maatte sælge den ene
+rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
+Smykke efter det andet, for at de kunde komme
+Vejen frem.</p>
+
+<p>Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe
+mere end de Klæder, hun havde paa sig.</p>
+
+<p>Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru
+Rigitze, Marie tog til Tjele.</p>
+
+<p>Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_274" id="Side_274" title="[S. 274]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XVI" id="KAPITEL_XVI"></a>XVI.</h2>
+
+
+<p>Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til
+Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin
+Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds
+lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad
+Palle Dyre, og med ham levede hun saa i et, indtil
+seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsløst
+Ægteskab.</p>
+
+<p>Det er et Tidsrum, der begynder med hendes
+tredivte Aar og ender med hendes seks og <a class="corr" name="rett_34" id="rett_34" title="var: fyrgetyvende">fyrretyvende</a>,
+fulde seksten lange Aar.</p>
+
+<p>Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags
+Bekymringer, i smaalige Pligter og i sløvende
+Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold
+til at give det Varme, ingen forsonende
+Hygge til at gjøre det lyst. Evindelige
+Trætter om Ingenting, larmende Skjænderi for ubetydelige
+Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her
+og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes
+Øren hørte. Og saa hver sollys Levnetsdag møntet
+ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der lød,
+et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske
+om Vinding, hvert Haab et Haab om Mere. Og<span class="pagenum"><a name="Side_275" id="Side_275" title="[S. 275]"> </a></span>
+luvslidt Karrighed paa alle Kanter, hyggefjendsk
+Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid
+spejdende Øje stirrende vaagent ud af hver en
+Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe
+leved.</p>
+
+<p>I den første Tid hændtes det ofte, at hun
+midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring
+sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
+som Skyer, rige som Lyset.</p>
+
+<p>Men der var een især.</p>
+
+<p>Det var Drømmen om det slumrende Slot,
+som Roserne skjulte.</p>
+
+<p>Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile
+i Luft og i Løv, og som en Nat uden Mørke,
+Tavsheden drømmende over det Hele. Der blunded
+Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det
+spæde Græsblads bøjelige Klinge. Der sov Violen
+med halvvejsaaben Mund under Bregnens krummede
+Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset
+i Søvn midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne
+Træers Kviste. &mdash; Hun kom til Borgens
+Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
+den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og
+Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder
+og Rosenstænk. Fra Marmorløvens aabne
+Grab stod den springende Vandstraale som et
+spindelvævsgrenet Krystaltræ, og blanke Heste spejled
+deres aandeløse Muler og lukkede Øjne i Porfyrkummens
+slumrende Vand, mens Pagen sovende
+gned Søvnen af sit Øje.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_276" id="Side_276" title="[S. 276]"> </a></span>
+Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile
+i den tavse Gaard, hvor faldne Rosenblade
+laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte
+med deres rødmende Sne den brede Marmortrappes
+brede Trin.</p>
+
+<p>&mdash; At kunne hvile! &mdash; I salig Fred at lade
+Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens
+alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde Bølger
+randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste
+Drøm, hun kjendte.</p>
+
+<p>Det var den første Tid; men Fantasien trættedes
+af evigt frugtesløst at flyve mod det samme
+Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
+Ruden, og alle Evner trættedes med den.</p>
+
+<p>Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers
+Hænder forsømmes og fordærves, idet de dristige
+Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine
+Ornamenter brydes Led efter Led, og den
+rige Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende
+Kalk, saaledes forsømtes og fordærvedes Marie
+Grubbe i disse seksten Aar.</p>
+
+<p>Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og
+affældig, og det syntes at Alderen, ligesom den
+havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frastødende,
+saaledes havde den ogsaa skærpet og
+fremhævet alle hans slette Egenskaber. Han var
+gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil Barnagtighed,
+hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk,
+listig, uærlig og gjerrig. Han førte nu paa sine
+gamle Dage altid Gud i Munden, især naar der<span class="pagenum"><a name="Side_277" id="Side_277" title="[S. 277]"> </a></span>
+var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og
+han havde da en Hærskare af krybende, sledske
+Tilnavne af egen Opfindelse til Vorherre. Det
+var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
+ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham,
+fordi han ved aldrig opfyldte Løfter, ved Trudsler
+om at gjøre hende arveløs og om at jage hende
+fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde
+formaaet hende til at gifte sig med Palle Dyre;
+skjøndt det, der mest havde tilskyndet hende til
+dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
+af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid
+ikke var blevet opfyldt, paa Grund af, at Palle
+Dyre og Erik Grubbe vare komne overens om at
+drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
+given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele
+var den største af Gaardene, og Erik Grubbe ikke
+kunde aarke at føre Tilsynet, medførte dette at
+de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag
+end under deres eget.</p>
+
+<p>Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs
+Dyre til Sandvig og Krogsdal, senere til Vinge,
+og hans Hustru Edele Pallesdatter Rodtsteen, var
+en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
+Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid
+vansiredes noget af et Lungeslag, som bredte
+sig over hele den højre Kind.</p>
+
+<p>Marie foragtede ham.</p>
+
+<p>Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som
+Erik Grubbe, men egenlig var han en dygtig<span class="pagenum"><a name="Side_278" id="Side_278" title="[S. 278]"> </a></span>
+Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
+fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar
+han kunde komme afsted med det, og skammede
+sig aldrig, naar det blev opdaget; han lod sig
+skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe
+ham en Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle,
+og dersom en Bekjendt eller Slægtning overdrog
+ham at besørge et Kjøb eller Salg eller et
+andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning
+at bruge denne Tillid saaledes, at den bragte ham
+selv Fordel. Uagtet hans Ægteskab i Hovedsagen
+havde været ham en Forretning, var han dog stolt
+af at være gift med Statholderens fraskilte Kone,
+hvad der imidlertid ikke forhindrede ham fra at
+tiltale og behandle hende paa en Maade, der syntes
+uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
+paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom,
+ingenlunde, men han hørte til det Slags Mennesker,
+der i en stolt og selvtilfreds Bevidsthed om
+deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte
+og normale Hverdagsmennesker, ikke kunne
+afholde sig fra at lade Andre, i den Henseende mindre
+heldigt stillede, føle deres Overlegenhed, og med
+en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre
+til Efterfølgelse &mdash; og Marie var jo nu ikke blandt
+de heldigt Stillede; baade hendes Skilsmisse fra
+Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes Mødrenearv
+var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.</p>
+
+<p>Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den
+Tredie i Livet paa Tjele, og der var ingen af<span class="pagenum"><a name="Side_279" id="Side_279" title="[S. 279]"> </a></span>
+hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at
+han skulde evne at gjøre det lysere eller blidere,
+hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid
+og Uenighed, gjensidig Tværhed og indbyrdes Pukken
+paa hinanden, det var det, den ene Dag førte
+med sig efter den anden.</p>
+
+<p>Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine,
+duftende og fagre, der hidtil i frodige, vistnok
+ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde
+slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort
+og døde Døden. Raahed i Tanker som i Tale, en
+plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store,
+og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
+seksten Tjeleaar bragt hende.</p>
+
+<p>Og Eet endnu.</p>
+
+<p>Der var kommet en tykblodet Sandselighed
+over hende, en higende Attraa efter Livets gode
+Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og Drikke,
+ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig
+Fryd ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken
+smagbehersket eller skjønhedsadlet Hang til
+Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen
+fik stillet &mdash; men, det gjorde jo ikke hendes
+Attraa mindre stærk.</p>
+
+<p>Hun var bleven fyldig og bleg og der var
+en dvælende Ladhed over alle hendes Bevægelser.
+Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt
+og udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og
+hun var kommen i Vane med at stille sine Læber
+til et uforanderligt og intetsigende Smil.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_280" id="Side_280" title="[S. 280]"> </a></span>
+Saa skrives der seksten hundrede og ni og
+firs. &mdash; Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder.</p>
+
+<p>De flakkende Flammer flagrede frem gjennem
+den tykke, brandbrune Røg og lyste over hele den
+græssede Gaardsplads, hen paa de lave Udhuslænger,
+paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens
+sorte Trækroner, der løftede sig op over Taget.
+Karle og tilløbne Folk løb frem og tilbage mellem
+Brønden og Brandstedet med ildblankt blinkende
+Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et
+Steds fra og et andet Steds hen med Haaret flyvende
+om Ørerne og med en rødmalet Rive i
+Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en
+gammel udbjerget Skjærekiste og fulgte med stigende
+Angst Ildens Fremskridt fra Spænde til
+Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en
+Flamme fik Luft og triumferende svinged sin gnistomflagrede
+Hvirvel højt over Huset.</p>
+
+<p>Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik
+havde andet Maal end Branden.</p>
+
+<p>Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de
+forskrækkede, ildsky Heste ud af den røgopfyldte
+Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
+udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage
+Raastensmur var reven ned til begge Sider, og
+ud ad denne Aabning førte han Hestene, en ved
+hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede
+af Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt
+efter Siden, saasnart det skjærende, usikre<span class="pagenum"><a name="Side_281" id="Side_281" title="[S. 281]"> </a></span>
+Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae
+ud som Kudsken skulde rives i Stykker eller
+trampes ned imellem dem, men han hverken slap
+eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden
+og jog med dem, halvt løbende eller springende,
+halvt slæbende, tværs over Gaarden og slap
+dem saa løs indad Haveporten.</p>
+
+<p>Der var mange Heste paa Tjele, og Marie
+Grubbe havde rig Lejlighed til at beundre den
+skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
+vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu
+næsten hængende i oprakt Arm, løftet i Vejret af
+en stejlende Hingst, nu kastende sig voldsomt tilbage
+paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem
+frem i Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge,
+fjedrende Bevægelser, som er ejendommelige for
+alle overhaands stærke Folk.</p>
+
+<p>De korte Lærredsbenklæder og den graalige
+Blaargarnsskjorte, som Branden gav et gulligt
+Skjær og tegnede med skyggestærke Folder, fremhævede
+ypperligt de prægtige Former og stemmede
+skjønt og simpelt med det kraftigt farvede Ansigt,
+de fine blonde Dun om Mund og Hage og det
+store, lyse, brusende Haar.</p>
+
+<p>Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige
+Kæmpe, egenlig hed han Søren Sørensen Møller,
+men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
+havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i
+Hvornum.</p>
+
+<p>Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned,<span class="pagenum"><a name="Side_282" id="Side_282" title="[S. 282]"> </a></span>
+Ilden i Grunden blev slukket, og Folkene gik hen
+at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa den
+gjennemvaagede Nat.</p>
+
+<p>Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun
+sov ikke, hun laa og tænkte, og imellem rødmede
+hun over sine Tanker, imellem kastede hun sig
+uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.</p>
+
+<p>Endelig stod hun op.</p>
+
+<p>Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv,
+mens hun klædte sig paa. I Almindelighed plejede
+hun om Hverdagen at gaa skjødesløst, urenligt,
+næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at
+pynte sig saa meget desto stærkere paa en mere
+iøjnefaldende end smagfuld Maade; men i Dag var
+det anderledes; hun tog en gammel, men ren,
+mørkeblaa Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt
+Silketørklæde om sin Hals og tog en net,
+lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig
+og valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og
+bruntblomstrede Kant og sit Nakkeskjæg af
+uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det Øvrige.
+Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke
+om Branden, men sagde til sig selv, at der blev
+ingen Heste til hende at kjøre med. Hun blev
+imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke
+rigtig gaa, der var saadan en Uro over hende,
+hun slap det Ene for det Andet, for at slippe det
+igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde,
+det var for at rette ved det, Hestene havde lagt
+øde om Natten; men hun gjorde ikke megen Gavn<span class="pagenum"><a name="Side_283" id="Side_283" title="[S. 283]"> </a></span>
+derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
+med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt
+ud for sig.</p>
+
+<p>Den Uro, som var kommen over hende, fortog
+sig ikke, den blev snarere stærkere Dag for Dag,
+og hun havde faaet en pludselig Lyst til ensomme
+Vandringer over ad Fastruplund til eller i den
+nederste Del af Yderhaven. Baade hendes Mand
+og hendes Fader skjændte paa hende derfor; men
+hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget
+som blot svarede dem, og saa tænkte de, det var
+bedst at lade hende raade sig selv en stakket Tid,
+saalænge Travlheden ikke var større. &mdash;</p>
+
+<p>En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag
+sin vante Gang over ad Fastrup til, og
+fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt Krat
+af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig
+saae Søren Ladefoged liggende, ligesaalang han
+var, i Kratbrynet, med lukkede Øjne ligesom om
+han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset
+var slaaet hvor hun stod og et langt Stykke
+opefter.</p>
+
+<p>Hun blev længe staaende, stirrende paa hans
+store, regelmæssige Træk, paa hans brede, kraftigt
+aandende Bryst og hans mørke, storaarede Hænder,
+som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere
+hvilte sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og
+saae lysvaagent op paa hende. Det gav et Sæt i
+ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
+truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje;<span class="pagenum"><a name="Side_284" id="Side_284" title="[S. 284]"> </a></span>
+men han var bleven saa forbavset over Udtrykket
+i Maries Blik, at det var først da hun rødmende
+sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa,
+først da var det, at han kom til Besindelse og
+sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og
+gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
+hen igjennem den varme, sitrende Luft.</p>
+
+<p>Og saa begyndte han at slaa, som det var
+Livet om at gjøre.</p>
+
+<p>Endelig da han saae Marie gaa over Stenten
+til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende
+efter hende, med Armene støttede paa Leen.
+Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og
+satte sig ned med skrævende Ben, med aaben
+Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
+Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille
+Forundring over sig selv og sine egne forunderlige
+Tanker.</p>
+
+<p>Han lignede ganske en Mand, der lige var
+faldet ned fra et Træ.</p>
+
+<p>Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom
+om han drømte. &mdash; Om der nu ikke var
+Nogen, der havde gjort noget <a class="corr" name="rett_35" id="rett_35" title="var: Troldom">Trolddom</a> ved ham?
+for saadan havde han aldrig været, det myldred
+paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var
+just som om han kunde tænke paa syv Ting ad
+Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det,
+det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen,
+ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
+&mdash; Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa<span class="pagenum"><a name="Side_285" id="Side_285" title="[S. 285]"> </a></span>
+ham, og hun havde Ingenting sagt om, at han laa
+og sov der midt paa Dagen. &mdash; Lige ud af sine
+klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ...
+ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa
+ham. Den naadige Frue. Den naadige Frue. Der
+var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard,
+som var løbet bort med sin Skytte; om han nu
+ogsaa var bleven seet saadan paa, mens han laa
+og sov? &mdash; Den naadige Frue! mon han kunde
+blive gode Venner med den naadige Frue, ligesom
+den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon
+han var syg? det brændte i en Plet paa hver af
+hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt,
+og det var ilde nok han kunde faa sit
+Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre;
+men kunde ikke faa den op, som han sad;
+saa rejste han sig og sled den løs, kastede den,
+greb sin Le og gav sig til at slaa saa Græsset
+røg af Skaaret.</p>
+
+<p>I de nærmeste Dage derefter traf det sig
+tidt, at Marie kom tæt om ved Søren Ladefoged,
+fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, og
+han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt,
+forvirret og spørgende Blik, som om han vilde
+bede hende om Løsningen paa den forunderlige
+Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie
+saae blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet
+bort.</p>
+
+<p>Søren var ganske skamfuld over sig selv, og
+gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenere<span class="pagenum"><a name="Side_286" id="Side_286" title="[S. 286]"> </a></span>
+skulde mærke, at det ikke var rigtig fat med ham.
+Han havde aldrig i sine Dage været betaget af
+nogen Følelse eller Længsel, der blot var det
+mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det
+ham urolig og bange. Det kunde jo være, han
+var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo
+aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han
+lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa det
+mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der,
+hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop
+det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker,
+hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for
+han sammenlignede det med, hvad han havde hørt
+om Cyprianus, med at En kunde brænde den og
+drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og
+dog nærede han inderst inde et Ønske om, at
+Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde
+blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han
+ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig,
+saa hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt
+overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og
+havde i Tanker. &mdash;</p>
+
+<p>En Ugestid efter at hun havde fundet Søren
+sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg,
+paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
+sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde
+en opslaaet Bog paa Skjødet, men hun læste ikke,
+hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor,
+mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende
+Flugt svævede hen over de løvtunge Kroners<span class="pagenum"><a name="Side_287" id="Side_287" title="[S. 287]"> </a></span>
+uendelige, bølgede Flade. Den lysopfyldte, solede
+Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters
+enstonede, søvndyssende Summen, og søde,
+altfor søde Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og
+den bitre Duft af det solvarmede Birkeløv ved
+Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft
+og den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt
+borte i Lavningen.</p>
+
+<p>Marie sukkede.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Petits oiseaux des bois,<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span><br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">hviskede hun klagende,</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"que vous estes heureux,<br /></span>
+<span class="i0">De plaindre librement vos tourmens amoureux.<br /></span>
+<span class="i0">Les valons, les rochers, les forests et les plaines<br /></span>
+<span class="i0">Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte
+sig for at huske Resten, saa tog hun Bogen, og
+læste med sagte og modfalden Røst:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,<br /></span>
+<span class="i0">Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,<br /></span>
+<span class="i0">Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,<br /></span>
+<span class="i0">Sous de si dures loix la retient asservie,"<br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Il est vray je ressens une secréte flame<br /></span>
+<span class="i0">Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame<br /></span>
+<span class="i0">Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau<br /></span>
+<span class="i0">Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Hendes Stemme var igjen falden af, og de
+sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og
+udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes Fantasi<span class="pagenum"><a name="Side_288" id="Side_288" title="[S. 288]"> </a></span>
+til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et
+andet Billede, end det, Ordene tegned.</p>
+
+<p>Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine
+Øjne. Det var saa besynderligt, saa ængstende,
+nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget
+af de samme tungtaandende Længsler, de samme
+anelsesfulde Drømme og urolige Forhaabninger, som
+havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de
+vare, vilde de være anderledes end det korte Flor,
+som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et
+Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens
+allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i
+Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
+Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad
+vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal
+opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke
+rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen
+om igjen?</p>
+
+<p>Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde
+alvorligt ment med disse Tanker, det var
+kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom
+med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen
+Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed,
+og den havde fyldt hende saa ganske og saa
+uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads
+blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse
+af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et
+Øjeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og
+hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede<span class="pagenum"><a name="Side_289" id="Side_289" title="[S. 289]"> </a></span>
+hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og
+saa var hendes Tanker andetsteds bundne.</p>
+
+<p>Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod
+til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det.
+Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig
+hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene &mdash;
+hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende,
+selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte paa hans
+simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
+Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde,
+hans slidhærdede Legeme og hans plumpe
+Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under
+alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af
+denne sorte Haand ... der var i denne Selvnedværdigelse
+en sælsom Nydelse, som halvt var i
+Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt
+med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i
+Kvindens Natur.</p>
+
+<p>Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af
+hvilket hun var skabt &mdash;.</p>
+
+<p>Nogle Dage senere færdedes Marie <a class="corr" name="rett_36" id="rett_36" title="var: Grnbbe">Grubbe</a> i
+Bryggerset paa Tjele i Færd med at blande Mjød;
+thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
+taget Skade den Nat, Branden var.</p>
+
+<p>Hun stod just inderst inde ved Gruen og
+stirrede ud gjennem Døren, i hvis Aabning Hundrede
+af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
+summede omkring, gyldne og glindsende af det
+indfaldende Sollys.</p>
+
+<p>I det Samme kom Søren Ladefoged svingende<span class="pagenum"><a name="Side_290" id="Side_290" title="[S. 290]"> </a></span>
+ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken
+han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.</p>
+
+<p>Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at
+spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene
+paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med
+Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke
+og med Blikket heftet paa sine store Støvler.
+Pludselig drejede han rundt og gik hen mod
+Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm,
+rynkende Panden og bidende sig i Læben, som en
+Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men
+uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt
+paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til
+Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en
+lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.</p>
+
+<p>Han tog sin Hat i Haanden, da han kom
+ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod
+og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
+Bryggekarret.</p>
+
+<p>Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende
+fra hendes Mand.</p>
+
+<p>Nej.</p>
+
+<p>Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller
+han vilde have et Stykke Stenhonning?</p>
+
+<p>Jo tak, &mdash; nej, ellers Tak, det var ikke det,
+han var kommen om.</p>
+
+<p>Marie blev rød og følte sig hel beklemt.</p>
+
+<p>Om han maatte spørge om en Ting?</p>
+
+<p>Jo, det maatte han saa godt.</p>
+
+<p>Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare<span class="pagenum"><a name="Side_291" id="Side_291" title="[S. 291]"> </a></span>
+sige det, at han var ikke rigtig, for baade naar
+han sov og naar han var vaagen, havde han alletider
+den naadige Frue i Tanker, men han kunde
+ikke gjøre for det.</p>
+
+<p>Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.</p>
+
+<p>Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for
+det var ikke med at passe det, han skulde, at
+han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa
+en anden Maner; han tænkte paa hende i hvad
+Folk kaldte for Kjærlighed.</p>
+
+<p>Han saae ængsteligt spørgende paa hende og
+blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da
+Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad
+Præsten sagde, alle Mennesker skulde.</p>
+
+<p>Nej, det var heller ikke paa den Vis, det
+var saadan elskendes. Men det var nok uden
+Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone,
+ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine
+Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel
+Bondekarl som han, endda Bønder alligevel
+var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde
+Vand eller sur Vælling til Blod mere end som
+andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de
+holdt dem for at være en Slags for sig selv, men
+det var da nok det Ene som det Andet, skulde
+han da tro, for de baade aad og drak og sov og
+saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog
+gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke,
+at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han
+kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun<span class="pagenum"><a name="Side_292" id="Side_292" title="[S. 292]"> </a></span>
+tog af en Herremands Kys. &mdash; Ja, hun skulde
+nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa
+fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han
+sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for
+naar han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens
+Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.</p>
+
+<p>Det maatte han ikke sige, hun havde slet
+ikke tænkt paa at nævne et Ord om ham til noget
+Menneske i Verden.</p>
+
+<p>Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde
+En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller
+ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde
+ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene
+hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han
+elsked hende da saa inderlig.</p>
+
+<p>Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og
+sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedrøvet
+Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens
+hans Læber dirrede, som om han kæmpede med
+Graaden.</p>
+
+<p>Hun kunde ikke lade være at gaa hen til
+ham og trøstende at lægge sin Haand paa hans
+Skulder.</p>
+
+<p>Men det maatte hun ikke, han vidste godt,
+at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde
+nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun læse
+Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have.
+Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af
+ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl,
+naar hun betænkte at han var død inden Aften.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_293" id="Side_293" title="[S. 293]"> </a></span>
+Marie satte sig.</p>
+
+<p>Søren skulede hen til hende og flyttede sig
+lidt bort paa Bænken, saa rejste han sig pludseligt
+op. Han vilde da sige Farvel og takke den
+naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde
+kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans
+Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige
+der paa Gaarden.</p>
+
+<p>Marie holdt hans Haand fast.</p>
+
+<p>Ja, nu vilde han da gjerne afsted.</p>
+
+<p>Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden,
+hun holdt saa meget af, som ham.</p>
+
+<p>Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var
+bange for, at han skulde gaa og pusle om hende
+alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
+for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde
+aldrig komme hende nær, efter at han var død,
+det skulde han baade love og holde, om hun saa
+vilde slippe.</p>
+
+<p>Nej, hun vilde aldrig slippe.</p>
+
+<p>Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev
+sin Haand til sig og løb ud af Bryggerset, og
+tværs over Gaarden.</p>
+
+<p>Marie var lige bag efter ham, da han smuttede
+ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig
+og stemmede Ryggen imod.</p>
+
+<p>«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg
+alle Folkene sammen.»</p>
+
+<p>Søren svarede ikke, men tog ganske rolig
+noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig<span class="pagenum"><a name="Side_294" id="Side_294" title="[S. 294]"> </a></span>
+til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
+i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene
+frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i
+Engene ved Høet.</p>
+
+<p>Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun
+kunde.</p>
+
+<p>«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom
+da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske
+elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
+dig, elsker dig, &mdash; aa, han tror mig intet, hvad
+skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?»</p>
+
+<p>Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem
+Karlekammeret, og ind i et lille Kammer
+der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
+Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om
+derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var
+Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude,
+hvor de laa saa mange sammen. Han gik
+ud i Karlekammeret igjen.</p>
+
+<p>«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad
+mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han hænger
+sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
+Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo
+elsket dig fra den første Gang jeg saae dig. Kan
+du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa kjær,
+som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs
+og ukjendelig, lige ved Døren.</p>
+
+<p>«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja,
+Søren, det er sandt, det er sandt, jeg svær' dig<span class="pagenum"><a name="Side_295" id="Side_295" title="[S. 295]"> </a></span>
+den højeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg
+elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have
+evig Lov og Tak&nbsp;...»</p>
+
+<p>Søren havde taget Snoren af, og Døren
+gik op.</p>
+
+<p>Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig
+om hans Hals, hulkende og jublende.</p>
+
+<p>Søren stod ganske forvirret og forlegen ved
+det Hele.</p>
+
+<p>«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!»
+raabte Marie, «men hvor var det, du vilde have
+gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig nysgjerrigt
+om i Kammeret, med dets uredte Senge,
+hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede
+Læderlagner laa uordenligt over hinanden.</p>
+
+<p>Men Søren svarede ikke, han stirrede truende
+paa Marie: <span class="corr" title="var: »">«</span>hvafor saa do ed et nøj far?<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" title="&quot;Hvafor saa&quot; osv. = &quot;hvorfor sagde du det ikke noget før?&quot;" class="fnanchor">[11]</a>» sagde
+han og slog hende over Armen.</p>
+
+<p>«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span> græd
+Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes
+Øjne bedende søgte hans.</p>
+
+<p>Søren bøjede sig undrende ned over hende,
+og kyssede hende. Han var ganske forbavset.</p>
+
+<p>«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" title="Obenbarels = Aabenbarelse." class="fnanchor">[12]</a>?»
+spurgte han stille hen for sig.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_296" id="Side_296" title="[S. 296]"> </a></span>
+Marie rystede smilende paa Hovedet.</p>
+
+<p>«Aa den Unde<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" title="Unde = Onde." class="fnanchor">[13]</a>! hvem skuld' da ha' tint<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" title="tint = tænkt." class="fnanchor">[14]</a>&nbsp;....»</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie
+og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres
+hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
+der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde
+dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed
+for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae
+sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at
+holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre
+befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke
+i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke
+om; naar han truede ad Søren med sin Krykkestok,
+truede denne igjen med sin Næve, og naar
+han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at
+bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at
+ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve
+sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
+nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han
+var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa
+Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
+Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind
+til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham
+mere lydhør.</p>
+
+<p>At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,<span class="pagenum"><a name="Side_297" id="Side_297" title="[S. 297]"> </a></span>
+var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige
+Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
+selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen,
+eller naar han ellers havde Lejlighed, at
+søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
+det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed,
+der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at
+blive røbet.</p>
+
+<p>Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende,
+idet han undertiden kunde komme i Tanker
+om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
+blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og
+behandlede hende haardere og raaere, end han
+egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og
+Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til
+Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig
+og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig
+med sine Klager over hendes Mand og hendes
+Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
+forurettet, thi saa blev han gal og rasende,
+og svor, han vilde slaa Hjærnen ind paa Palle
+Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes
+tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde
+sin Trudsel, at der maatte Bønner og Taarer til,
+for at faa ham gjort rolig igjen.</p>
+
+<p>Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende
+paa Forholdet mellem Søren og Marie, var
+der dog Intet, der var mere vedholdende eller
+mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de
+var selvfølgelig yderst forbittrede over dette<span class="pagenum"><a name="Side_298" id="Side_298" title="[S. 298]"> </a></span>
+Kjærresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo
+stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end
+de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens
+Fraværelse, en Indflydelse, hvortil han
+ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
+plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige
+Maader, saa han tidt var ude af sig selv, og
+snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
+tage sig af Dage.</p>
+
+<p>Pigerne var naturligvis de, der var værst
+ved ham.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue.
+Marie stod ved den i et halmfyldt Kar nedsænkede
+Kobberform<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" title="Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er." class="fnanchor">[15]</a> og dyppede Vægerne, som Bryggerspigen
+Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod
+dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte
+og hentede Brikkerne, hængte dem op under Lysebordet,
+og tog Lysene af, naar de var bleven
+tykke nok. Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged
+og saae til, han havde en rød Klædeshue
+paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
+Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød,
+og han sad og spiste af et stort Stykke Steg,
+som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
+en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed,
+drak imellem af Kruset, og besvarede nu og<span class="pagenum"><a name="Side_299" id="Side_299" title="[S. 299]"> </a></span>
+da Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende
+Hovedbevægelse.</p>
+
+<p>Hun spurgte ham, om han sad godt.</p>
+
+<p>Det var der Maade med.</p>
+
+<p>Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret
+og hentede en Pude til ham.</p>
+
+<p>Det gjorde hun saa, men ikke uden at
+gjøre en hel Del Tegn til den anden Pige, bag
+Maries Ryg.</p>
+
+<p>Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?</p>
+
+<p>Jo, det kunde ikke være saa ilde.</p>
+
+<p>Marie tog en Vægeten<a name="FNanker_16" id="FNanker_16" href="#Fodnote_16" title="Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder." class="fnanchor">[16]</a>, og gik efter Kagen,
+men blev temmelig længe borte.</p>
+
+<p>Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne
+gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom
+efter Aftale.</p>
+
+<p>Søren skjævede arrigt hen til dem.</p>
+
+<p>«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede
+Marie Grubbes Røst og Tale, «vil Søren
+intet have en Salvet at tørre Sørens fine Fingre
+paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder?
+Og kan Søren nu ogsaa se at spise ved det ene
+tykke Lys, eller skal jeg tænde bedre op for ham?
+hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
+blommerantes<a name="FNanker_17" id="FNanker_17" href="#Fodnote_17" title="blommerantes = broget blomstret." class="fnanchor">[17]</a> Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg<span class="pagenum"><a name="Side_300" id="Side_300" title="[S. 300]"> </a></span>
+intet hente den, den vilde være saa stads til Sørens
+røde Kabuds?»</p>
+
+<p>Søren værdigede hende ikke et Svar.</p>
+
+<p>«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?»
+fortsatte Ane, «saadan simple Folk som os og
+vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, og
+jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt,
+Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog
+med al Slags Finhed i, og det kan jo
+aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan
+baade stave og læse, enten det saa skal være forlænds
+eller baglænds.»</p>
+
+<p>Søren slog med den knyttede Næve i Bordet,
+og saae vredt til hende.</p>
+
+<p>«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi'
+dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do
+plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
+Gammel&nbsp;...»</p>
+
+<p>I det Samme traadte Marie ind med Kagen
+og satte den for Søren, men han slængte den hen
+over Bordet.</p>
+
+<p>«Jav di Kvinner ud!» raabte han.</p>
+
+<p>Ja men Tællen blev jo kold.</p>
+
+<p>Det brød han sig ikke om.</p>
+
+<p>Saa blev Pigerne da sendt udenfor.</p>
+
+<p>Søren smed den røde Hue langt fra sig og
+bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og
+bringe Æde for ham, som om han var en mager
+Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk
+ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham,
+det skulde have en Ende dette her, det var ham,<span class="pagenum"><a name="Side_301" id="Side_301" title="[S. 301]"> </a></span>
+der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at
+han gik her og lod sig kjæle for, han havde ikke
+ment det saaledes, han vilde raade og hun skulde
+lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
+vidste nok, han Ingenting havde at give af, men
+derfor skulde hun ikke gaa og gjøre ham til Nummer
+Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gaa
+med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de
+skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun
+skulde give sig rigtig i hans Magt og rømme med
+ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige
+Frue, saa han altid skulde se op til hende,
+han trængte til hun skulde være Hund med ham,
+hun skulde have det saadan at han kunde være
+god imod hende og faa Tak af hende, og hun
+skulde være bange for ham, og hun skulde Ingenting
+have at stole paa uden paa ham.</p>
+
+<p>En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da
+det skjønnedes at maatte være Palle Dyre, listede
+Søren ned til Karlekammeret.</p>
+
+<p>Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden
+Skytten Søren Jensen, som stod op.</p>
+
+<p>«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl,
+som Kudsken traadte ind.</p>
+
+<p>«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den
+Anden med forstilt Ængstelighed.</p>
+
+<p>«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild'
+it vær' i hanses Sted for saamanne Rosenobler,
+som der kan gaa i en Møl'sæk.»</p>
+
+<p>Søren saae sig urolig omkring og satte sig
+saa ned paa en Kiste, der stod opimod Væggen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_302" id="Side_302" title="[S. 302]"> </a></span>
+«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde
+den, der havde tiet og gøs.</p>
+
+<p>Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og
+sukkede.</p>
+
+<p>«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren
+med forstilt Ligegyldighed.</p>
+
+<p>Ingen svarede.</p>
+
+<p>«Er et herover?» spurgte den første Karl og
+lod Fingeren glide tversover sin Nakke.</p>
+
+<p>«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad
+Spørgeren.</p>
+
+<p>«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren,
+«saa sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.»</p>
+
+<p>«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk
+paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa
+ham. «Ja, Søren, det <em>er</em> om dig. Herregud! ...»
+han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig
+i mørke Grublerier. «Søren,» begyndte han saa
+igjen og tørte sig om Næsen, «det er halsløs
+Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
+han talte som om han læste det op af en Bog,
+«vend om, Søren! der staar Galgen og Blokken,»
+han pegte imod Hovedbygningen, «der er en kristelig
+Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue
+Haanden i Retning af Hestestalden. «For du skal
+straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord,
+ja det er, det er det, betænk det.»</p>
+
+<p>«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e
+mæ?»</p>
+
+<p>«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som<span class="pagenum"><a name="Side_303" id="Side_303" title="[S. 303]"> </a></span>
+om der var bleven fremført en Ting, der meget
+forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? Søren,
+Søren, hvem vil angive dig? &mdash; Du er jo Fanden
+partere mig ogsaa taabelig,» fortsatte han i en
+ganske uhøjtidelig Tone, «og det ogsaa rigtig
+taabeligen at rende efter saadan en halvgammel
+Kvind, naar der er det at vove ved det, som der
+er. Var hun endda ung! &mdash; Og saa en gal Satan
+ogsaa, lad du den Blaakindede beholde <em>hende</em> i
+Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til
+end som hende.»</p>
+
+<p>Søren havde hverken Mod eller Lyst til at
+forsøge paa at forklare dem, at han slet ikke
+kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
+ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab,
+men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og
+Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor løj
+han saa og fornægtede sin Kjærlighed.</p>
+
+<p>«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men
+sier I Folkens, A haar en Rigsdaler, naar som
+Ajer<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" title="Ajer = andre." class="fnanchor">[18]</a> di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" title="jen Ralt = een Pjalt." class="fnanchor">[19]</a>, og
+jen til og manne flier<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" title="flier = flere." class="fnanchor">[20]</a>, det blyver en hiel Las<a name="FNanker_21" id="FNanker_21" href="#Fodnote_21" title="hiel Las = helt Læs." class="fnanchor">[21]</a>,
+bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa
+kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer
+forsøg hans Lyk'.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_304" id="Side_304" title="[S. 304]"> </a></span></p>
+
+<p>«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte,
+«men det er at stjæle Penge med Rebet om sin
+Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok
+at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv,
+og det kan jo ogsaa være skjønt nok at ligge og
+strække sig paa sin Seng, og give sig ud for syg,
+og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
+sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem
+saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag,
+og saa er det værste i Verden dig vist.»</p>
+
+<p>«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde
+Søren lidt modløs.</p>
+
+<p>«Ja, de vil da gjerne af med hende begge
+to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er'
+ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem,
+naar de kan faa hende gjort arveløs.»</p>
+
+<p>«Aa, Fajen i hvi't<a name="FNanker_22" id="FNanker_22" href="#Fodnote_22" title="hvi't = hvilket." class="fnanchor">[22]</a>, saa hjælper hun mæ
+nok!»</p>
+
+<p>«Tror du? hun kan have nok med at hytte
+sig selv, det har været galt med hende for tidt,
+til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
+hende med saa meget som en Havresaa.»</p>
+
+<p>«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret,
+«truet Mand ka' læng' løv'<a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" title="løv' = leve." class="fnanchor">[23]</a>.»</p>
+
+<p>Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod
+og hvor han gik, høre paa skumle Hentydninger
+til Galgen og Blokken og de gloende Tænger og<span class="pagenum"><a name="Side_305" id="Side_305" title="[S. 305]"> </a></span>
+Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken
+borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet,
+og da Marie jævnlig havde stukket Penge
+til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
+Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for
+Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end
+før, holdt sig mere til Folkene og søgte sjeldnere
+Marie.</p>
+
+<p>Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom
+hjem og blev hjemme, ophørte Møderne mellem
+Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere
+at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var
+forbi og saaledes afholde dem fra at sladre til
+Husbonden, gav Søren sig til at lege Kjæreste
+med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle,
+endogsaa Marie, hvem han dog havde indviet
+i Planen.</p>
+
+<p>Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i
+Kirke, stod Søren for Enden af Hovedbygningen
+og legede med en af Hundene, da han hørte
+Maries Stemme kalde, næsten under Jorden,
+syntes han.</p>
+
+<p>Han vendte sig om, og saae da Maries
+Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden,
+Lugen til Saltkjælderen.</p>
+
+<p>Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne
+stirrede saa forvildet og ængsteligt under de <a class="corr" name="rett_37" id="rett_37" title="var: smerligt">smerteligt</a>
+sammendragne Bryn.</p>
+
+<p>«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort
+dig, at du intet mere holder af mig?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_306" id="Side_306" title="[S. 306]"> </a></span>
+«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa,
+te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po
+ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet.
+Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil
+ha e Hjæl a mæ<a name="FNanker_24" id="FNanker_24" href="#Fodnote_24" title="tage Hjællet af En = slaa En ihjæl." class="fnanchor">[24]</a>.»</p>
+
+<p>«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du
+stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over
+dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige,
+og du har altid havt Sind til Ane, men du har
+Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel
+betænkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig
+dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
+det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og
+Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et
+Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
+ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan
+lade det være.»</p>
+
+<p>«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller
+møj, den Buentøs<a name="FNanker_25" id="FNanker_25" href="#Fodnote_25" title="Buentøs = Bondetøs." class="fnanchor">[25]</a> hun er, A holder a Ingen i
+Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
+gammel og und og hvad Dævlen di vil.»</p>
+
+<p>«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Trover do mæ it?»</p>
+
+<p>«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det
+var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde
+lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
+Mørket.»</p>
+
+<p>«Du skal nok kom' te og trov mæ.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_307" id="Side_307" title="[S. 307]"> </a></span>
+«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i
+Verden du kunde gjøre, der kunde faa mig til det,
+for der er intet en Rimelighedstanke deri.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil
+do fortryd', for om saa A skal brindes løvendes
+op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa skal
+do kom' te aa trov mæ.»</p>
+
+<p>Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet
+paa ham.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja saa mo et vær'<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" title="saa mo et vær' = saa maa det ske." class="fnanchor">[26]</a>, i hunt<a name="FNanker_27" id="FNanker_27" href="#Fodnote_27" title="i hunt = hvordan end." class="fnanchor">[27]</a> et saa gor,»
+raabte Søren og løb bort.</p>
+
+<p>Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte
+efter Ane Trinderup og fik til Svar at hun var i
+Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog
+en ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i
+Haven.</p>
+
+<p>Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik
+Øje paa hende. Hun havde Forklædet fuldt af
+Blade og holdt den ene Haands Fingre op til
+Munden for at aande dem varme. Ganske langsomt
+listede Søren henimod hende, med Blikket
+fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han
+vilde ikke se Ansigtet.</p>
+
+<p>Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren,
+og hans mørke Miner, Bøssen og den listende
+Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
+ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede<span class="pagenum"><a name="Side_308" id="Side_308" title="[S. 308]"> </a></span>
+Bøssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende
+Skrig afsted hen igjennem Sneen.</p>
+
+<p>Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig
+saa til Kinden og sank om med et forfærdet
+Raab.</p>
+
+<p>Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden
+af Vaaningshuset.</p>
+
+<p>Lugen var lukket.</p>
+
+<p>Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle
+Stuer, til han fandt Marie.</p>
+
+<p>«Det er forbi!» hviskede han bleg som
+et Lig.</p>
+
+<p>«Er de efter dig, Søren?»</p>
+
+<p>«Nej, A haar skot hende.»</p>
+
+<p>«Ane? aa hvordan skal det gaa os? &mdash; rend
+Søren, rend &mdash; tag en Hest og røm, skynd dig,
+skynd dig, tag den Graa.»</p>
+
+<p>Søren løb.</p>
+
+<p>Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.</p>
+
+<p>Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum,
+før Kirkefolkene kom hjem.</p>
+
+<p>Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.</p>
+
+<p>«Der ligger En ude i Haven og jamrer,»
+svarede Marie; hun skjælvede over hele Legemet
+og kunde neppe staa paa sine Ben.</p>
+
+<p>Palle og en af Karlene bar Ane ind, der
+skreg, saa det kunde høres langt bort; men forøvrigt
+var Faren ikke stor, Bøssen havde været
+ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet
+igjennem Kinden og nogle flere havde boret sig<span class="pagenum"><a name="Side_309" id="Side_309" title="[S. 309]"> </a></span>
+ind i Skulderen, men da det blødte stærkt og hun
+klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
+Viborg efter Badskjæreren.</p>
+
+<p>Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde
+havde fattet sig, om hvorledes det Hele var
+gaaet til og fik da baade det at vide og hele
+Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.</p>
+
+<p>Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte
+Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fortælle
+ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
+bange for at de ellers paa en eller anden Maade
+kunde komme til at blive straffede. Palle vilde
+imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det var
+Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det
+Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse,
+Forhørsrejser, Proces og lignende Udgifter, det
+vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
+og Alt gaa i Orden igjen og blive som
+det var. Selve Maries Utroskab var ham taalelig
+ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
+Gode derved, at han kunde faa mere Magt over
+hende og muligvis ogsaa over Erik Grubbe, hvem
+det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
+Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.</p>
+
+<p>Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han
+alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den
+Gamle var ikke til at blive klog paa, han var
+meget ophidset og havde straks sendt fire beredne
+Karle afsted med Ordre til at anholde Søren død
+eller levende, og det var ingen god Maade at<span class="pagenum"><a name="Side_310" id="Side_310" title="[S. 310]"> </a></span>
+sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde
+komme saa meget Andet op under Forhørene angaaende
+Mordforsøget.</p>
+
+<p>Den næste Dags Aften vendte de tre af
+Karlene hjem; de havde fanget Søren ved Dallerup,
+hvor den Graa var styrtet, og havde bragt
+ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest.
+Den fjerde Karl var redet vild og kom først
+Dagen efter.</p>
+
+<p>Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie
+til Nørbækgaard, thi Folkene havde lettere ved
+at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
+men sidst i Februar blev de da mindet om Alting
+igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg
+og skulde forhøre, om Søren ikke var seet
+der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten.
+Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, først
+en Fjortendagstid efter vovede Søren sig en Nat
+til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
+Det Første, han spurgte om, da hun
+lukkede op, var om Ane var død, og det lod til
+at lette hans Sind for en tung Byrde, da han
+hørte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold
+i et øde Hus i Gassum Hede og kom senere ofte
+igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge
+og Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre
+vidste at han havde sin Gang paa Gaarden, men
+Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig
+heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden
+var saa ligegyldig derved.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_311" id="Side_311" title="[S. 311]"> </a></span>
+Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage
+til Tjele, og der turde Søren ikke vise sig. Baade
+herover og over Faderens idelige Stiklerier og
+Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
+at hun et Par Gange tog Faderen for sig
+i Enerum og skjældte ham ud som han kunde
+have været hendes Hundedreng. Følgen heraf
+var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et
+Klagebrev til Kongen. Dette Brev endte, efter
+at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
+hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum
+begaaes, og snart al Kvindkjøn forarges,
+saaledes:</p>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds
+og Ulydigheds Skyld er jeg foraarsaget
+at gjøre hende arveløs, som jeg beder
+Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst
+vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl.
+Majt. ydermere vilde bevise mig den Naade at
+tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste
+Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel
+at han efter Erforskning paa saadan hendes
+Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes
+egen Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min
+egen Bekostning maatte vorde hensat paa Borringholm,
+for Guds Vrede og Fortørnelse at
+forekomme over hende, som er saadant et ulydigt
+Kreatur, Andre til Afsky, og derved
+hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det
+Alleryderste mig ikke dertil havde drevet,<span class="pagenum"><a name="Side_312" id="Side_312" title="[S. 312]"> </a></span>
+skulde jeg ikke understaaet mig om dette at
+anholde; men lever i den allerunderdanigste
+visse Forhaabning om Eders kgl. Majt. allernaadigste
+Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud
+skal visseligen belønne. Jeg lever og dør</p>
+
+<p class="smaller">Tjele, 14 Avg. 1690.</p>
+
+<p class="r2"><span class="centerblock">Eders kgl. Majestæts<br />
+Allerunderdanigste og pligtskyldigste<br />
+tro Arve-Undersaat</span><br />
+<span class="r2"><em>Erik Grubbe</em>.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></span></p>
+</div>
+
+<p>Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres
+Erklæring, og denne gik da ud paa, at Marie
+Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig
+Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen
+vilde bevise ham den Naade at ophæve Ægteskabet
+uden Proces.</p>
+
+<p>Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve
+skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sekstenhundrede
+og enoghalvfems.</p>
+
+<p>Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at
+maatte gjøre hende arveløs og lade hende indespærre,
+blev hørt; han maatte lade sig nøje med
+at holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning
+af Bønder, saalænge Processen stod paa, og han
+var da ogsaa en af de Sidste, det kunde tillades,
+at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.</p>
+
+<p>Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie
+Grubbe Tjele med en fattig Bylt Klæder i Haanden.
+Hun traf Søren der syd paa Heden og fik
+i ham sin tredie Mand.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_313" id="Side_313" title="[S. 313]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XVII" id="KAPITEL_XVII"></a>XVII.</h2>
+
+
+<p>En Maaned senere, en Aftenstund i April var der
+stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til
+Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden,
+og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge
+den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt
+Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa
+kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel
+som dens agtbare Borgerfolk derhen for at
+spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig
+Organist legte for dem paa Orgelet. Men
+de ringere Folk maatte nøjes med at høre til
+der udenfor.</p>
+
+<p>Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.</p>
+
+<p>Deres Klæder vare simple og forrevne, og
+de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet
+det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
+for det var ikke nogen indbringende Haandtering,
+de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem
+Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg
+Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham
+en lille, haardt medtaget Lire, et Sæt brogede
+Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, og<span class="pagenum"><a name="Side_314" id="Side_314" title="[S. 314]"> </a></span>
+nu levede han og Marie af at trække fra Marked
+til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens
+han, iført de brogede Klæder, stod paa det tærnede
+Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange
+Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og
+lange Jernstænger, som de laante hos Kjøbmændene.</p>
+
+<p>Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at
+deres Vej faldt igjennem Ribe.</p>
+
+<p>De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et
+svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over
+deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge
+af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme
+i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og
+høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der
+tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og
+forandrede deres Gang.</p>
+
+<p>Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og
+hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de
+kunde jo da forsøge paa det, da der ikke kunde
+hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud
+igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, at <em>hun</em>
+skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple
+Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og
+hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække
+hende med sig; men saa med Et kom hun paa
+andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog
+Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed
+eller luskende Forsigtighed, tværtimod,
+ligesom om hun var opsat paa at blive bemærket<span class="pagenum"><a name="Side_315" id="Side_315" title="[S. 315]"> </a></span>
+og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der
+standsede dem, men da de lige skulde til at træde
+ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de
+bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der
+efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i
+Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende
+Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran
+sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et
+Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden,
+som om han lagde den det nyligt Forefaldne til
+Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende
+op paa sin Post.</p>
+
+<p>Hoben modtog de Udjagne med en skraldende
+Haanlatter, og en Regn af drillende Spørgsmaal,
+som fik Søren til at brumme og se sig truende
+om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig
+for det Slag, den respektable Del af Samfundet
+altid har paa rede Haand for Folk som <em>ham</em> og
+hans Lige, og hun havde faaet Slaget.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad
+Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede
+Styrvolt.</p>
+
+<p>Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged.
+Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar
+og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens
+Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre
+i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge
+var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskaar,<span class="pagenum"><a name="Side_316" id="Side_316" title="[S. 316]"> </a></span>
+og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden
+var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes
+for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge Øjes
+Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
+han havde Udseende af at holde sig parat til at
+kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille
+Aabning.</p>
+
+<p>Kortspillerne sad ved Enden af det lange
+Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus
+stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem,
+var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren
+med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset
+gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt,
+langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben
+paa en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær
+paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede
+Flasker med Brændevin og Bitter, nogle
+Potte og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas
+havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt
+af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
+Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken
+optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og
+strikkede, og i det andet sad der en Mand med
+foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene.
+Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at
+trække sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet
+som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat
+i den brede Skygge, drejede med sammenknebne
+Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det<span class="pagenum"><a name="Side_317" id="Side_317" title="[S. 317]"> </a></span>
+rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
+og saa begyndte han forfra.</p>
+
+<p>«Det er saa Mesterspil<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" title="Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke." class="fnanchor">[28]</a> vi spiller,» sagde
+Jens Nedenom og spillede ud.</p>
+
+<p>Rasmus <a class="corr" name="rett_38" id="rett_38" title="var: Kik">Kig</a> bankede med Knoerne i Bordet,
+for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.</p>
+
+<p>Salmand stak med en To.</p>
+
+<p>«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig
+andet end Duser og Trester<a name="FNanker_29" id="FNanker_29" href="#Fodnote_29" title="Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf." class="fnanchor">[29]</a> paa din Haand.»</p>
+
+<p>«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der
+har altid været Fattigfolk til og nogle faa
+Stakler.»</p>
+
+<p>Søren Ladefoged stak over med en Seks.</p>
+
+<p>«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han
+have den for en Pavst<a name="FNanker_29b" id="FNanker_29b" href="#Fodnote_29" title="Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf." class="fnanchor">[29b]</a>? hvad den Djævelen sidder
+du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for,
+Salmand!»</p>
+
+<p>Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.</p>
+
+<p>«Kirsten Myg<a name="FNanker_30" id="FNanker_30" href="#Fodnote_30" title="Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort." class="fnanchor">[30]</a>,» sagde Søren og spillede
+Hjerter fire ud.</p>
+
+<p>«Og hendes halvgale Søster<a name="FNanker_30b" id="FNanker_30b" href="#Fodnote_30" title="Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort." class="fnanchor">[30b]</a>,» fortsatte Rasmus
+og lagde Firen til i Ruder.</p>
+
+<p>«En Styrvolt<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" title="Styrvolt = Es." class="fnanchor">[31]</a> kan vel være stor nok,» sagde
+Jens, og stak med Trumf Es.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_318" id="Side_318" title="[S. 318]"> </a></span>
+«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal
+stikke mere,» raabte Rasmus.</p>
+
+<p>«Den er for dyr,» klynkede Salmand og
+gav til.</p>
+
+<p>«Saa fører jeg min Syv<a name="FNanker_32" id="FNanker_32" href="#Fodnote_32" title="fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere ustikkelige." class="fnanchor">[32]</a> og een endda,» sagde
+saa Jens.</p>
+
+<p>Søren tog Stikkene hjem.</p>
+
+<p>«Og saa Bukskin<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" title="Bukskin = Ni og Otte i Trumf." class="fnanchor">[33]</a>,» vedblev Jens og spillede ud.</p>
+
+<p>«Nu maa jeg til med det gule Øg<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" title="det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet." class="fnanchor">[34]</a>,» raabte
+Salmand, og stak med Hjærter to.</p>
+
+<p>«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og
+stak over med Spader fire<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" title="Spader fire = det højeste Kort." class="fnanchor">[35]</a>.</p>
+
+<p>«Jan<a name="FNanker_36" id="FNanker_36" href="#Fodnote_36" title="Jan = Beet." class="fnanchor">[36]</a>!» brølede Rasmus <a class="corr" name="rett_39" id="rett_39" title="var: Kik">Kig</a>, og smed sine
+Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god
+Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
+intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse
+paa Kortene, der har vundet.»</p>
+
+<p>De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og
+imens kom der en førladen, velhavende paaklædt
+Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og
+satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi
+Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok
+ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_319" id="Side_319" title="[S. 319]"> </a></span>
+«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.</p>
+
+<p>Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og
+en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede
+saa med sin Stok i Bordet.</p>
+
+<p>En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med
+Gløder og et stort Stenkrus med Tinlaag.</p>
+
+<p>Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme
+og lagde med den Gløder paa Piben, stillede
+Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde
+sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen
+tillod.</p>
+
+<p>«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som
+det, Mester der har?» spurgte Salmand, idet han
+gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung
+med røde Snore.</p>
+
+<p>«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede,
+ligesom for at undskylde denne Ødselhed, «den er
+saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.»</p>
+
+<p>«Hvor gaar det ellers med Handteringen,»
+vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.</p>
+
+<p>«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel,
+vel nok; men En bliver jo gammel, skal
+jeg sige Jer.»</p>
+
+<p>«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo
+heller Intet behov at være om Jer for at skaffe
+Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.»</p>
+
+<p>«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering
+med det, og En slider intet paa sit Mundlæder
+heller med at snakke Folk Varerne paa, de<span class="pagenum"><a name="Side_320" id="Side_320" title="[S. 320]"> </a></span>
+maa tage dem som de falder, og kan hverken
+vælge eller vrage.»</p>
+
+<p>«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev
+Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der
+kommer dem til, med Ret og Skjæl.»</p>
+
+<p>«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren
+halvt hviskende.</p>
+
+<p>«Ja, de griner da sjælden.»</p>
+
+<p>«Hu, de er en grimme Handtiering.»</p>
+
+<p>«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning
+paa Jer til at hjælpe mig.»</p>
+
+<p>«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte
+Rasmus og rejste sig truende.</p>
+
+<p>«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men
+jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være
+mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet
+efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg
+sige Jer.»</p>
+
+<p>«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte
+Jens Nedenom meget alvorligt.</p>
+
+<p>«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart
+af Klæderne og en Mark af hver Daler, som
+tjenes efter Taksten.»</p>
+
+<p>«Hvad er det for en Takst?»</p>
+
+<p>«Det er saadan Takst, at jeg faar fem
+Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at
+pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
+og ligesaa for at brændemærke.»</p>
+
+<p>«Men nu for det bedre Arbejde?»</p>
+
+<p>«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind,<span class="pagenum"><a name="Side_321" id="Side_321" title="[S. 321]"> </a></span>
+men ellers er det otte Daler for at hugge En
+Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er
+det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det
+bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler,
+de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen
+ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning
+er syv Daler, for en hel Krop da, og saa
+lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned ogsaa.
+Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og
+Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til
+Stejls, det giver fjorten &mdash; det giver fjorten, og
+for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning
+med røde Tænger, det er to Daler for hvert
+Nap, det er det Hele, saa er der intet mere, uden
+hvad særdeles kan være.»</p>
+
+<p>«Det er vel intet vanskelig at lære?»</p>
+
+<p>«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men
+hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og
+Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning.
+Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme
+afsted med, der skal jo et vist Tag til med de
+tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan
+gaa flaadig og flydende som En vifter med en
+Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt
+i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse
+det fordrer.»</p>
+
+<p>«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og
+sukkede ved det.</p>
+
+<p>Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.</p>
+
+<p>«Her er Fæstepenge!» fristede han ved<span class="pagenum"><a name="Side_322" id="Side_322" title="[S. 322]"> </a></span>
+Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud
+for sig.</p>
+
+<p>«Betink et val!» bad Søren.</p>
+
+<p>«Betænke og sulte og vente og fryse, det er
+to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens
+og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,»
+vedblev han og rakte Søren Haanden.</p>
+
+<p>«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,»
+svarede Søren.</p>
+
+<p>Saaledes gik det Bordet rundt med samme
+Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog
+Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte
+slippe sin Hat saalænge.</p>
+
+<p>Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der,
+som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe
+fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen,
+Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse
+gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning
+at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse
+og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt
+til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse
+Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse,
+trykkede Mesteren Jens de blanke
+Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig
+op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om
+det maatte forundes ham den Ære at byde de
+gode Vidnere en Drik Polak.</p>
+
+<p>Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han,
+at det vilde være ham en stor, en meget stor<span class="pagenum"><a name="Side_323" id="Side_323" title="[S. 323]"> </a></span>
+Ære at byde dem en Drik Polak<a name="FNanker_37" id="FNanker_37" href="#Fodnote_37" title="Polak = Blanding af Mjød og Brændevin." class="fnanchor">[37]</a>, at de imellem
+dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders
+Velgaaende.</p>
+
+<p>De tre ved det lange Bord saa spørgende paa
+hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.</p>
+
+<p>Den barbenede Pige bragte nu en simpel
+Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her
+vare forsynede med røde og gule Stjernepletter.
+Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene
+for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor
+Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds
+Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten
+i Mester Hermans private Pokal.</p>
+
+<p>Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted,
+de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de
+en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af
+dem ret havde Lyst til at være den Første, der
+drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til
+Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede
+med at ryste paa Hovedet. Hun vilde
+saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre.
+Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun
+hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med
+de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren
+skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i
+Armen og satte hende ud af Døren, idet han
+barskt befalede hende at gaa op. Saa forlangte<span class="pagenum"><a name="Side_324" id="Side_324" title="[S. 324]"> </a></span>
+han en Pægel Brændevin og gik tilbage
+til sin Plads.</p>
+
+<p>«Det skulde min salig Abelone have dristet
+sig til,» sagde Rasmus og drak.</p>
+
+<p>«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet
+fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min
+Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget
+Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i
+Skarnet.»</p>
+
+<p>«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus
+med et fiffigt Blink over til Mester Herman,
+«din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur
+af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel
+Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine
+Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik
+og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun
+i det Sted været en højadelig Ting, saa vilde du
+skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre
+hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig
+mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»</p>
+
+<p>«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand,
+«jeg skulde have smurt hende til hun
+hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
+hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om
+hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" title="Nalle = Bjørnen." class="fnanchor">[38]</a>
+staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg
+alene at høre det; men at hun skulde komme
+her som jeg sidder og slaa min Drikke paa<span class="pagenum"><a name="Side_325" id="Side_325" title="[S. 325]"> </a></span>
+Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige
+Datter skulde hun blive striglet af, saalænge jeg
+kunde røre en Haand og der knus var Livsvejr i
+mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
+vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner
+de er, at hun saadan tør skamme sin Mand ud i
+gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade,
+naar du rørte ved hende desformedelst du havde
+drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej,
+om du vil lyde mig, Søren, saa,» og han gjorde
+en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du
+aldrig i Evigheden Gavn af hende.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende
+over til Søren.</p>
+
+<p>«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ
+hvor e Høns di pikker.»</p>
+
+<p>Saa gik han.</p>
+
+<p>Da han kom op til Marie, sparkede han
+Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb,
+som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.</p>
+
+<p>Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme,
+der var slaaet sammen for at tjene til Seng.
+«Er du vred Søren?» spurgte hun.</p>
+
+<p>«Det skal du faa at formærk'.»</p>
+
+<p>«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt
+mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg
+taaler det intet.»</p>
+
+<p>Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han,
+Hug skulde hun have.</p>
+
+<p>«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld,<span class="pagenum"><a name="Side_326" id="Side_326" title="[S. 326]"> </a></span>
+slaa mig intet, læg intet voldelig Haand paa mig,
+det vil du fortryde.»</p>
+
+<p>Men Søren tog hende i Haaret og slog hende
+med Strikken.</p>
+
+<p>Hun skreg ikke, men blot stønnede under
+Slagene.</p>
+
+<p>«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa
+Sengen.</p>
+
+<p>Marie blev liggende paa Gulvet.</p>
+
+<p>Hun var ganske forbavset over sig selv, hun
+ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sjæl
+skulde fødes en Følelse af rasende Had til Søren,
+uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom
+ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse,
+ligesom en stille Sorg over et Haab,
+der var bristet <span class="spaced">.......</span> hvor kunde han
+nænne det?</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_327" id="Side_327" title="[S. 327]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XVIII" id="KAPITEL_XVIII"></a>XVIII.</h2>
+
+
+<p>I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems
+døde Erik Grubbe, syv og firsindstyve Aar gammel.
+Arven skiftedes straks mellem hans tre Døttre;
+men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde
+før sin Død, ved pro forma-Skyldbreve og paa
+anden Maade, til Skade for Marie og til Gavn
+for de to Andre, unddraget Skiftet den største
+Part af Formuen.</p>
+
+<p>Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok
+til at gjøre hende og hendes Mand fra Stoddere
+til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven
+kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige
+til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte
+Søren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og
+efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af Pengene
+tabte. Resten var dog saa meget at Søren
+for den kunde komme i Besiddelse af Færgestedet
+Burrehuset paa Falster, og dertil blev den saa
+ogsaa brugt.</p>
+
+<p>I Begyndelsen maatte de slide meget haardt,
+og Marie kom tidt til Aaren; men senere var det
+hendes meste Bestilling at passe det Øludsalg, der<span class="pagenum"><a name="Side_328" id="Side_328" title="[S. 328]"> </a></span>
+var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i
+det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at
+elske sin Mand over Alt i Verden, og om han
+end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
+det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var
+Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun
+havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt
+Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds
+naar hun kom til at tænke paa, at den Søren,
+der var saa haard og barsk, var den Samme,
+der engang havde skudt et Menneske for hendes
+Skyld.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>De Folk, de havde at færge over, var for
+det Meste Bønder og Prangere, men stundom kunde
+der jo ogsaa komme de, der var højere paa
+Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie
+og hendes Mand roede for ham, og han satte sig
+bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
+der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende
+straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn
+paa Forundring; maaske han havde vidst, han
+vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange
+til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var
+meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt
+og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben
+hang som om han var lam i Mundvigene, saa var
+hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende,
+kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv
+fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning,<span class="pagenum"><a name="Side_329" id="Side_329" title="[S. 329]"> </a></span>
+og det havde ogsaa været han Livs Hovedindhold
+siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
+hans Historie været den, at han en Tidlang havde
+været Gentilhomme og <span xml:lang="fr" lang="fr">maître d'hôtel</span> hos en fyrstelig
+Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen,
+var rejst til sin Broder Just Høg, den
+Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen,
+var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst
+hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet
+hos Broderen.</p>
+
+<p>«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet
+i Retning af Søren, «er det ham, jeg spaaede
+der skulde komme efter mig?»</p>
+
+<p>«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt;
+hun havde mest Lyst til at lade være
+med at svare.</p>
+
+<p>«Og han er større end jeg &mdash; var?» spurgte
+han igjen og rettede sig i Sædet.</p>
+
+<p>«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders
+Naade,» svarede hun med paatagen Bondeagtighed.</p>
+
+<p>«Ja saamænd, saadan gaar det, &mdash; vi har da
+givet Kjøb vi to, saa godt som alle Andre, og
+givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
+vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde &mdash; I paa
+een Vis og jeg paa en anden.»</p>
+
+<p>«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?»
+spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Godt nok,» lo han, «godt <em>nok</em> er halv fordærvet;
+jeg har det saamænd just godt <em>nok</em>, og
+I, Marie?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_330" id="Side_330" title="[S. 330]"> </a></span>
+«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider
+ret udaf den karske Bælg, har vi Brød og Brændevin
+til.»</p>
+
+<p>De var ved Land, og Sti steg ud og bød
+Farvel.</p>
+
+<p>«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende
+efter ham, «ham har det da skaaret baade Vinger
+og Top.»</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene
+med dagligt Arbejde og daglig Vinding.
+Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre
+Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten,
+drev en Del Smaahandel og bygged op paa deres
+gamle Hus. De leved det gamle Aarhundrede ud
+og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev
+treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask
+og rørig, arbejdsfør og arbejdsmunter, som var hun
+paa den rette Side af de Halvtreds; men saa var
+det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag
+i Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren,
+under meget mistænkelige Omstændigheder, ved et
+Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra
+Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.</p>
+
+<p>Det var et haardt Stød for Marie, og den
+lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi
+Dommen faldt først Aaret efter ved Midsommerstid,
+og hendes Frygt for, at den gamle Sag med<span class="pagenum"><a name="Side_331" id="Side_331" title="[S. 331]"> </a></span>
+Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme
+op, ældede hende meget.</p>
+
+<p>En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik
+Marie ud for at tage mod Færgen, som just lagde
+til Land. Der var to Rejsende ombord, og
+den ene af disse, en Haandværkssvend, optog
+ganske hendes Opmærksomhed ved at nægte at
+vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
+Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse
+imidlertid benægtede. Da hun imidlertid truede
+Svenden med at han skulde betale hel Takst, naar
+han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var
+rejsende Svend og som saadan kun pligtig at betale
+det Halve, faldt han tilføje. Først da dette
+var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden
+Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og
+frysende af den nys overstandne Søsyge stod stramt-indhyllet
+i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe og
+støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad.
+Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde faa
+Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde
+se paa Lejligheden.</p>
+
+<p>Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden
+Seng og Stol indeholdt en Tønde Brændevin
+med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
+Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede
+Ben og Plade af firkantede Lertøjsfliser,
+hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet
+Scener af det gamle og det nye Testamente. Den
+Fremmede bemærkede straks, at der var tre af<span class="pagenum"><a name="Side_332" id="Side_332" title="[S. 332]"> </a></span>
+Fliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i
+Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
+paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde
+han vilde faa Snue, dersom han var saa uforsigtig
+at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.</p>
+
+<p>Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at
+han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens
+Skyld og vilde blive her paa Stedet til den var
+holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen
+og kunde ikke taale Saltmad eller friskbagt
+Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus
+paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig
+Holberg.</p>
+
+<p>Magister Holberg var en meget stille Mand
+med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han
+saae ved første Øjekast kun ud til at være en
+atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke
+til hans Mund og hans Hænder og Udtrykket i
+hans Stemme, kunde man nok skjønne, han maatte
+være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget
+for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke
+gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar
+han blot kunde have det saaledes, at man lod
+ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen,
+og det var ham aabenbart en Fornøjelse,
+naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller
+naar Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i
+Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til
+deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
+meget af at se Folk arbejde, enten det saa var<span class="pagenum"><a name="Side_333" id="Side_333" title="[S. 333]"> </a></span>
+med at pløje eller stække eller sætte Baade ud,
+og var der En, der tog et Tag, som oversteg det
+almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter,
+kunde han smile helt tilfreds derved og løfte paa
+Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været
+i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
+sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig
+ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og
+talte med hinanden en Timestid eller to i Træk
+inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og
+gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blaaligt
+dæmrende Møen.</p>
+
+<p>En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var
+blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt
+ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
+over, at Søren var bleven taget fra hende.</p>
+
+<p>«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg
+er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I
+har kunnet præferere en gemen Staldkarl og
+Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans
+<a class="corr" name="rett_40" id="rett_40" title="var: Excellence">Exellence</a> Statholderen, der jo dog af alle berømmes
+som en Mester i Belevenhed og fine Manerer,
+ja som et Mønster paa hvad som besynderligen
+er gallant og aimabelt.»</p>
+
+<p>«Endog han havde været deraf saa fuld
+som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule,
+det vilde intet have vejet saa meget som
+en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham
+en saadan degout og Afsky, at jeg knap kunde
+taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor aldeles<span class="pagenum"><a name="Side_334" id="Side_334" title="[S. 334]"> </a></span>
+uovervindelig en saadan degout kan være, saa om
+En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde
+den naturlige Afsky dog bære Sejren derfra.
+Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
+jeg af en saa hastig og uformodenlig
+Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive
+det en naturlig Attraktion, som heller intet var
+at modstaa.»</p>
+
+<p>«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har
+da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en
+Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
+vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den
+Uterlighed til, En nævne vil, den jo kan klædes
+op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion,
+og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle
+de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig
+siger sig den fra, thi der vil være den, som
+haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed
+og den for Ærbarhed, og saadan naturlig degout
+er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den,
+som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig.
+Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke
+skulde vide, at saadant er kuns skammeligt
+Hjernespind og Daarekistesnak.»</p>
+
+<p>Marie svarede ikke.</p>
+
+<p>«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,»
+vedblev Magisteren, «og paa det evige Liv?»</p>
+
+<p>«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg
+tror paa Vorherre.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_335" id="Side_335" title="[S. 335]"> </a></span>
+«Men den evige Straf eller evige Løn,
+Morlille?»</p>
+
+<p>«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget
+Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.»</p>
+
+<p>«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»</p>
+
+<p>«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge,
+uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem
+Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
+eller som den Gang, jeg æret og misundt som
+Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg
+opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie
+Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til,
+hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde
+de synded', eller skal en af dem svare for mig?
+Kan I sige mig det, Hr. Magister?»</p>
+
+<p>«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»</p>
+
+<p>«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i
+Tanker. «Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,»
+fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
+I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet
+sig haardeligen mod sin Gud og Skabere,
+men som i sin sidste Stund, naar han ligger og
+drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt
+Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold
+uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er
+Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været
+ham haardt imod med Synd og Forargelse, men
+saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre<span class="pagenum"><a name="Side_336" id="Side_336" title="[S. 336]"> </a></span>
+sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre,
+men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt
+sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet
+som hun har troet, var rettelig levet, men uden
+Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom,
+tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste
+hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens
+Ord?»</p>
+
+<p>«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde
+Magisteren og gik.</p>
+
+<p>Kort efter rejste han.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over
+Søren Færgemand, og lød paa tre Aars Arbejde i
+Jern paa Bremerholm.</p>
+
+<p>Lang Tid var det at lide, længere Tid at
+vente, saa gik da ogsaa den.</p>
+
+<p>Søren kom hjem, men Fangenskabet og den
+haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed,
+og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
+ham paa Kirkegaarden.</p>
+
+<p>Endnu et langt, langt Aar maatte Marie
+drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg
+og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet
+ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde
+derfor hverken bede med hende eller berette
+hende.</p>
+
+<p>En sollys Sommerdag begrov de hende ved
+Sørens Side, og udover det blanke Sund og de<span class="pagenum"><a name="Side_337" id="Side_337" title="[S. 337]"> </a></span>
+korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
+af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,<br /></span>
+<span class="i0">Riset det blodigt, som os over Maade,<br /></span>
+<span class="i0">Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,<br /></span>
+<span class="i0">Fordi vi synde.<br /></span>
+</div><br /><div class="stanza">
+<span class="i0">Thi om du efter vore Synder onde,<br /></span>
+<span class="i0">Straffed', som du med al Rette kunde,<br /></span>
+<span class="i0">Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,<br /></span>
+<span class="i0">Ja, een og alle.<br /></span>
+</div><br /><div class="stanza">
+<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span>
+</div></div></div>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div class="footnotes">
+<h2><a name="FODNOTER" id="FODNOTER"></a>FODNOTER</h2>
+
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1">[1]</a></span>
+ Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel
+at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2">[2]</a></span>
+ Malosie = stort, klodset Fruentimmer.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3">[3]</a></span>
+ Kjæreste, dengang = Kone.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4">[4]</a></span>
+ Lægevæle = Charpi.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5">[5]</a></span>
+ Overdrupsø nu = Ordrupmose.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6">[6]</a></span>
+ Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker
+og Tærninger.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7">[7]</a></span>
+ Mellem St. Hans og Paulinus = fra <span class="sic" title="[sic]">24 til 23</span> Juni.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8">[8]</a></span>
+ Frue Dag = 15 August.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9" href="#FNanker_9">[9]</a></span>
+ Gefährt = Kjøretøj.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10">[10]</a></span>
+ Tvivle paa: i Betydningen: tro.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11">[11]</a></span>
+ "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke
+noget før?"</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12">[12]</a></span>
+ Obenbarels = Aabenbarelse.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13">[13]</a></span>
+ Unde = Onde.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14">[14]</a></span>
+ tint = tænkt.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_15" id="Fodnote_15" href="#FNanker_15">[15]</a></span>
+ Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_16" id="Fodnote_16" href="#FNanker_16">[16]</a></span>
+ Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken
+med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion
+som en Voksstabelholder.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_17" id="Fodnote_17" href="#FNanker_17">[17]</a></span>
+ blommerantes = broget blomstret.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_18" id="Fodnote_18" href="#FNanker_18">[18]</a></span>
+ Ajer = andre.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_19" id="Fodnote_19" href="#FNanker_19">[19]</a></span>
+ jen Ralt = een Pjalt.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_20" id="Fodnote_20" href="#FNanker_20">[20]</a></span>
+ flier = flere.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_21" id="Fodnote_21" href="#FNanker_21">[21]</a></span>
+ hiel Las = helt Læs.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_22" id="Fodnote_22" href="#FNanker_22">[22]</a></span>
+ hvi't = hvilket.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_23" id="Fodnote_23" href="#FNanker_23">[23]</a></span>
+ løv' = leve.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_24" id="Fodnote_24" href="#FNanker_24">[24]</a></span>
+ tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_25" id="Fodnote_25" href="#FNanker_25">[25]</a></span>
+ Buentøs = Bondetøs.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_26" id="Fodnote_26" href="#FNanker_26">[26]</a></span>
+ saa mo et vær' = saa maa det ske.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_27" id="Fodnote_27" href="#FNanker_27">[27]</a></span>
+ i hunt = hvordan end.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_28" id="Fodnote_28" href="#FNanker_28">[28]</a></span>
+ Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker
+i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_29" id="Fodnote_29" href="#FNanker_29">[29]</a>
+ <a href="#FNanker_29b">[b]</a></span>
+ Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_30" id="Fodnote_30" href="#FNanker_30">[30]</a>
+ <a href="#FNanker_30b">[b]</a></span>
+ Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_31" id="Fodnote_31" href="#FNanker_31">[31]</a></span>
+ Styrvolt = Es.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_32" id="Fodnote_32" href="#FNanker_32">[32]</a></span>
+ fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver
+ere ustikkelige.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_33" id="Fodnote_33" href="#FNanker_33">[33]</a></span>
+ Bukskin = Ni og Otte i Trumf.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_34" id="Fodnote_34" href="#FNanker_34">[34]</a></span>
+ det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i
+Spillet.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_35" id="Fodnote_35" href="#FNanker_35">[35]</a></span>
+ Spader fire = det højeste Kort.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_36" id="Fodnote_36" href="#FNanker_36">[36]</a></span>
+ Jan = Beet.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_37" id="Fodnote_37" href="#FNanker_37">[37]</a></span>
+ Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_38" id="Fodnote_38" href="#FNanker_38">[38]</a></span>
+ Nalle = Bjørnen.</p>
+</div>
+</div>
+
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
+<ul>
+<li><a href="#rett_1">s. 21</a>: Travlhed, lutter astadige[adstadige] Fodtrin og en enkelt</li>
+<li><a href="#rett_2">s. 25</a>: paa Kirkens rødlige[rølige] Mure, henimod Slottet</li>
+<li><a href="#rett_3">s. 27</a>: end ikke om Fasteren vilde hun[kun] høre et Ord. Og</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 31</a>: Doch Chloë[Cloë], Chloë zürne nicht!</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 32</a>: Amors[Amorns] Magt! &mdash; Skulde I tro det? der gives</li>
+<li><a href="#rett_6">s. 33</a>: stramt, der var hverken Læg eller Fold[Eold] paa dem;</li>
+<li><a href="#rett_7">s. 55</a>: og sin Fægtekunst. Han omgikkes[omgikes] meget med den</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 63</a>: Blomsterfraade[Bomsterfraade] op og ned i evig Skiften.</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 84</a>: kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til Annammelse[Anammelse].</li>
+<li><a href="#rett_10">s. 86</a>: Ulrik Christian frem mellem[mellen] de sammenbidte Tænder,</li>
+<li><a href="#rett_11">s. 88</a>: Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede[afparrerede]</li>
+<li><a href="#rett_12">s. 101</a>: Fæstemø, og[sg] han havde da gjerne Livsens Korthed</li>
+<li><a href="#rett_13">s. 102</a>: Nu sittrede[sittrende] en Faarekyllings svirrende Glastoner</li>
+<li><a href="#rett_14">s. 112</a>: blive træt af at beskue det himmelske Jerusalems[Jerusalens] </li>
+<li><a href="#rett_15">s. 131</a>: vilde være, hvorledes hun vilde[hunvilde] blive optaget i den</li>
+<li><a href="#rett_16">s. 136</a>: blinkede blankt gjennem[gjennen] Luften og jagende Gjedder</li>
+<li><a href="#rett_17">s. 140</a>: den kranke Hane og den[de] skrukke Høne!»</li>
+<li><a href="#rett_18">s. 146</a>: med de[det] selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser</li>
+<li><a href="#rett_19">s. 150</a>: ved en maaske mer end[en] aarelang Adskillelse</li>
+<li><a href="#rett_20">s. 150</a>: lært hende, at det Slags Ægteskab[Ægsteskab] hun i sin Trolovelsesstand</li>
+<li><a href="#rett_21">s. 152</a>: Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm[Kobbermaln].</li>
+<li><a href="#rett_22">s. 160</a>: vanvittige Ønsker[Ønker], der næsten maatte vække Tvivl</li>
+<li><a href="#rett_23">s. 175</a>: men det kunde[knnde] alligevel sees, at hun havde grædt.</li>
+<li><a href="#rett_24">s. 186</a>: «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse[Rosenskrandse],</li>
+<li><a href="#rett_25">s. 187</a>: ængstelig var han[ham], men betaget af den Spænding,</li>
+<li><a href="#rett_26">s. 191</a>: Nu[Nn] derimod levede hun med; og havde hendes</li>
+<li><a href="#rett_27">s. 204</a>: Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum[darüm] gegeben</li>
+<li><a href="#rett_28">s. 215</a>: «Nej, Elskov er som en fin[fine] Blomst; om en</li>
+<li><a href="#rett_29">s. 223</a>: havde med sig hertil en [af] hans gamle</li>
+<li><a href="#rett_30">s. 241</a>: vilde han straks tage hende med sig til Aggershus[Aggershuus],</li>
+<li><a href="#rett_31">s. 244</a>: hun føjede endog paa Faderens[Faderes] Opfordring og efter</li>
+<li><a href="#rett_32">s. 244</a>: Majestæt, men[mens] jeg Elendige har ikke de</li>
+<li><a href="#rett_33">s. 244</a>: Grubbes Ord, fik hun[kun], ved en af sine gamle Hofvenners</li>
+<li><a href="#rett_34">s. 274</a>: tredivte Aar og ender med hendes seks og fyrretyvende[fyrgetyvende],</li>
+<li><a href="#rett_35">s. 284</a>: Nogen, der havde gjort noget Trolddom[Troldom] ved ham?</li>
+<li><a href="#rett_36">s. 289</a>: Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe[Grnbbe] i</li>
+<li><a href="#rett_37">s. 305</a>: stirrede saa forvildet og ængsteligt under de smerteligt[smerligt]</li>
+<li><a href="#rett_38">s. 317</a>: Rasmus Kig[Kik] bankede med Knoerne i Bordet,</li>
+<li><a href="#rett_39">s. 318</a>: «Jan!» brølede Rasmus Kig[Kik], og smed sine</li>
+<li><a href="#rett_40">s. 333</a>: Exellence[Excellence] Statholderen, der jo dog af alle berømmes</li>
+</ul>
+</div>
+
+<div>*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 44275 ***</div>
+</body>
+</html>
diff --git a/44275-h/images/cover.jpg b/44275-h/images/cover.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a485c1a
--- /dev/null
+++ b/44275-h/images/cover.jpg
diff --git a/LICENSE.txt b/LICENSE.txt
new file mode 100644
index 0000000..6312041
--- /dev/null
+++ b/LICENSE.txt
@@ -0,0 +1,11 @@
+This eBook, including all associated images, markup, improvements,
+metadata, and any other content or labor, has been confirmed to be
+in the PUBLIC DOMAIN IN THE UNITED STATES.
+
+Procedures for determining public domain status are described in
+the "Copyright How-To" at https://www.gutenberg.org.
+
+No investigation has been made concerning possible copyrights in
+jurisdictions other than the United States. Anyone seeking to utilize
+this eBook outside of the United States should confirm copyright
+status under the laws that apply to them.
diff --git a/README.md b/README.md
new file mode 100644
index 0000000..c3eac08
--- /dev/null
+++ b/README.md
@@ -0,0 +1,2 @@
+Project Gutenberg (https://www.gutenberg.org) public repository for
+eBook #44275 (https://www.gutenberg.org/ebooks/44275)
diff --git a/old/44275-8.txt b/old/44275-8.txt
new file mode 100644
index 0000000..24f465a
--- /dev/null
+++ b/old/44275-8.txt
@@ -0,0 +1,8919 @@
+The Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Fru Marie Grubbe
+       Interieurer fra det syttende Aarhundrede
+
+Author: Jens Peter Jacobsen
+
+Release Date: November 24, 2013 [EBook #44275]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+
+
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i
+denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt
+bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er gengivet
+med _understreg_.
+
+
+
+
+ FRU MARIE GRUBBE.
+
+ INTERIEURER FRA DET SYTTENDE
+ AARHUNDREDE.
+
+ AF
+
+ J. P. JACOBSEN.
+
+ ANDET OPLAG.
+
+ KJØBENHAVN.
+ GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
+ GRÆBES BOGTRYKKERI.
+ 1877.
+
+
+
+
+I.
+
+
+Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem
+over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget
+af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte
+Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule
+Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
+blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af
+sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
+
+De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske,
+den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var
+spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i
+den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar,
+der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa
+Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand
+ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet
+Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned
+over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne
+Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk
+Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
+
+Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med
+legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke
+ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ
+paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne
+paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret
+fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes
+barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
+under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de
+store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige
+Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk,
+rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt
+tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa
+Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende
+med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt
+til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med
+Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
+med sin Svingen.
+
+Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven
+og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae
+lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til
+Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken
+stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
+Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om
+tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod
+og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. Ærterne og
+Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af
+Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen
+lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde
+Blomsterblade og stod i de bare Stilke.
+
+Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede
+Have, med bøjet Hoved, som man løber over en Gaard i Regnvejr.
+Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om
+bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning
+fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de flettet
+sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten
+havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske
+Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til
+den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter
+med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for
+Hullet.
+
+For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde
+stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten:
+stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden
+i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af
+Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,
+lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne
+og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
+imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
+
+«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger
+Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har
+han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle,
+rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels
+Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet
+mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det
+tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende.
+Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og
+hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem
+Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som
+en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort
+og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun
+hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder
+paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej,
+det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
+paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet
+driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i
+det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet.
+Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun
+har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! -- der
+maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var
+paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ...
+Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og
+Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar
+bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med
+svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og
+rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel
+af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de
+hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger
+sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder
+træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte
+Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med
+foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa
+hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte,
+fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen
+og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...»
+
+Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og
+saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste
+sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.
+
+Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det
+drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd
+og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk,
+gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til
+at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter
+en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik
+hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
+ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind
+i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af
+Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var
+Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
+
+Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse
+Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
+Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og
+saae paa Rosenfloret.
+
+Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt,
+der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er
+tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i
+Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i
+Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med
+alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa
+den tunge, søde Duft, den drivende Em af _den_ røde Nektar, som koger
+i Blomsterets Bund.
+
+Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes
+milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med
+løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med
+eet Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven,
+rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik
+hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op
+mod Kjørevejen. Paa den var der kort før Indkjørslen til Gaarden
+et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem.
+Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i
+Solen.
+
+Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt
+sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til
+Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
+
+Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til
+Tjele Hovedgaard.
+
+               *       *       *
+
+Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen var falden og havde
+gjort Ende paa Høkjørslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
+Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode
+i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.
+
+I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen:
+langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime
+udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod
+en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i
+sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem
+Træhesten og den store Slibesten.
+
+Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, saae
+sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage; en Pige med
+fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og
+Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde paa
+Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen
+med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par stærke Tag i
+Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde
+hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Saa
+var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten.
+
+Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i
+Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
+Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer
+end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel
+af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske
+Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med
+store, blaa Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste
+var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække naar der blev
+gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde
+Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med
+Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der
+hang højt oppe paa Væggen, andet var der ikke derinde.
+
+Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske,
+Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
+Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved
+Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
+sidder og drejer den rundt med sin store, røde Haand, der glimter af
+mange Ringe og store Stene.
+
+«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun satte sig.
+
+«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.
+
+«Aa, En kan da nok give sig, naar En har støjet om til En hverken
+aarker eller sanser!»
+
+«Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op,
+de om Vinteren skal sidde i.»
+
+«Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og
+Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de
+indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt,
+det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa
+gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl
+A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bødler
+te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj
+Hjælp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov
+te' aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»
+
+ [1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre
+ Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.
+
+ [2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.
+
+«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens
+Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
+havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist
+hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende;
+men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var
+jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak
+værd, at det blev forbi.»
+
+«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa nærmest til det; men værger
+I Jeres, saa værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
+hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan
+komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er,
+men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun
+lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk
+og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske
+det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A ønsker det, saa
+travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke
+ens Fader for de to Børn; men det forstaar sig, det er som ret er,
+Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene i tredje, ja i fjerde
+Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge,
+-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade
+for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
+maatte I, -- ja, det siger A om I saa lægger Haand paa mig for det,
+som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi
+maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen
+udi Synd, og I lader hende formærke det, baade I og Mari lader hende
+og mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mærke ...»
+
+Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.
+
+«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er
+drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
+væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! --
+nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag
+imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»
+
+Ane hulkede højt.
+
+«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lægge
+mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til
+hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande?
+har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig
+ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! -- ja,
+give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned
+for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig ...»
+
+Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under
+Vinduerne.
+
+Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og
+spurgte hvem det var.
+
+«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle.
+
+«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» og dermed blev Vinduet
+lukket.
+
+Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de
+rødgrædte Øjne.
+
+Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand
+Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
+havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af
+den Grund var det nødvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog
+til Aars og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge,
+om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt Omstændighederne vilde
+Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde
+sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn saa vidste
+Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end
+nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad fire
+Slæt over Middag.
+
+Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen.
+
+Med den Besked red saa Budet hjem.
+
+Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens
+han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse
+med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller
+to.
+
+Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den
+gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale
+om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre
+med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig
+tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort saa
+lang som muligt var.
+
+Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.
+
+Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og
+Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.
+
+Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte han ind.
+
+Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og
+ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort
+som en Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt havde en
+underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede
+godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.
+
+Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik
+med hans Høbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
+vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Aars
+daarlige Kornavl.
+
+Præsten sad og skelede paaskjøns over til Stoben og sagde saa:
+«Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til
+naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en
+Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og æng
+Bryst.»
+
+«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os
+til. -- I faar nu sætte Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen
+fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke
+kan skjønne at Tolderen har mærket hende.»
+
+Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev
+sat frem.
+
+Saa drak de hinanden til.
+
+«Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» udbrød Præsten med en
+Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde
+sig tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.
+
+«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik Grubbe.
+
+«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,» mumlede Præsten
+aandsfraværende, «ellers tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet
+Røst, «om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig
+fortælle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der
+fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste
+med Junker Jørgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres
+Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til
+Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder
+paa den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen
+hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjøre Øllet
+Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag Morgen naar Kirkeklokkerne
+begyndte at gaa, saa slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for
+at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort
+naar Øllet var sat hen for at gjæres, saa kom Mesteren selv med en
+prægtig Lade, deden op han drog baade svære Guldringe og Kjæder og
+kostelige Stene, som der var sære Tegn paa, og det blev tilhobe lagt
+ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme maa
+give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra
+Naturen af.»
+
+«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» mente Erik Grubbe, «jeg har
+nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter
+til.»
+
+«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa Hovedet, «det maa vi
+ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
+Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum i sig, det er
+kuns om at gjøre at have Taalmod til at søge og opladte Øjne til at
+finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at
+Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting
+saa bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og
+alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller
+ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det
+kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse
+Timer og paa visse Steder, naar mærkelige Himmeltegn er oppe; det
+sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig
+flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve
+Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os
+-- herop til, jeg tror?»
+
+«Det var saa, Hr. Jens.»
+
+«Han red vel intet med Andet end som godt var?»
+
+«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»
+
+«Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.»
+
+«Ja, men har de biet saa længe, skulde de biet til Folk havde deres
+Avl inde.»
+
+«Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker
+endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde
+Kløe i denne.»
+
+«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig,
+de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode
+Tider for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...»
+
+«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.»
+
+«Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok være, men det kjendes kun
+lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og
+nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i
+alle Maader.»
+
+Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de
+slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring
+og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden,
+Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just
+fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde
+ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny
+Pudserlighed randt ham i Minde.
+
+Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i
+Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
+for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos
+med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe
+i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa
+Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af
+en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog
+paa at tale med en dump, højtidelig Røst.
+
+«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med
+min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det
+var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Møllesten og
+to Tønder Malt, -- to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg
+højtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tønder Malt i mine egne
+nye Sække, -- for det var ikke mine Sække, -- aldrig i Evighedens
+Rige, -- det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt
+I -- og det _var_ bedærvet Malt, -- sandelig! se Ødelæggelsens
+Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, --
+Dommen hører mig til, siger jeg. -- Skjælver I ikke i Eders gamle Ben
+-- I gamle Skjørlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det
+kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
+Sognepræst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjørlevnere -- ja --.»
+
+Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele
+Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
+senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører
+i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var,
+men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi
+han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte
+mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled
+ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi
+Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen;
+Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned paa
+Gulvet og paa Præsten.
+
+Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst
+i Værelset, snart saa mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
+Vinduerne.
+
+Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende,
+det andet pibende og næsten klynkende.
+
+«Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke
+mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjød? -- hvad Offer gav I?
+-- I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød.
+-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand
+for Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, «men jeg vasker
+mine Hænder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar
+I, -- ja, der gaar I i Sæk og Aske, -- i mine to nye Sække -- Malt
+...»
+
+Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Søvn, men Erik Grubbe
+gjorde imens Forsøg paa at komme til at hævne sig; han tog haardt
+fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke
+Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Præsten.
+
+Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers
+Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe
+ned fra Bordpladen.
+
+
+
+
+II.
+
+
+Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard
+liggende paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde.
+
+Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdssted;
+her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og
+Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl
+van Manderns nye, røde Gaard logerede som oftest to eller flere
+udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der
+var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her
+boede mest Haandværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse
+var der ogsaa.
+
+Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September.
+
+I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud:
+ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter astadige Fodtrin og en enkelt
+Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og
+Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten
+firskaarne. Alt Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.
+
+«Passt au...f!» raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der
+heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ.
+
+Marie vendte sig om.
+
+Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet
+stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med
+et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt,
+og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og
+tilbage med Benene.
+
+Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig
+om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
+Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille Halmstol, der stod
+derhos.
+
+«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»
+
+«Naa!»
+
+«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de
+Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have?
+Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Høns udi
+Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er _det_,
+fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da ogsaa!»
+
+«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.
+
+«Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse,
+fordi jeg siger det. -- Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun
+ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, lysteligste
+Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! -- Og kongeligt Blod er der
+i ham; En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte smaa de er!
+-- aa, og saa ligesom de var støbte, -- bare hans Negle, de er ikke
+større end Halvsyslinger og saa røde og runde. -- Hvad! han kan
+mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer
+gaaendes, -- hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker ...»
+
+Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hæftigt og
+sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.
+
+Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.
+
+«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, «farer Du fort med det, saa
+gaar jeg nedenunder.»
+
+«Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt.
+Der er saamænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg
+kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og
+døjer baade ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. Om de nu
+har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud naade mig arme Pige, jeg
+blev da aldrig til Menneske mere.»
+
+Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: «aa nej, nej, nej,
+min egen, egen Lorens, -- jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare
+Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel -- aa, Jomfru, Jomfru! det
+_er_ aldrig til at udholde!»
+
+Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom
+hun saa vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.
+
+«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig
+selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper
+intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle;
+kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om
+at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig
+paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere
+Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg
+saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det
+mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham,
+Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er
+kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver
+jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig for og saa
+græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde
+kvæles -- aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen
+og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og
+sommetider er jeg helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen
+og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange for at jeg
+skal gaa fra min Forstand af at længes. -- Men Herre Gud, Jomfru!
+hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig og længes efter Nogen, saa
+ung hun er?»
+
+Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i
+den Tanke, at hun kunde være forelsket og gaa og længes.
+
+«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, det du siger, det
+er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.»
+
+«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde Lucie og rejste sig, da
+de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjælmsk Nik til
+Marie.
+
+Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj
+grønne, kjølige Kirkegaard, paa Kirkens rødlige Mure, henimod Slottet
+med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til
+Østerport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og
+Træskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa
+Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev
+over mod den skaanske Kyst.
+
+Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste
+hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
+vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig
+faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt _der_, end paa Tjele
+Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.
+
+Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig
+selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten
+Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde,
+fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side
+de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.
+
+Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde
+Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk,
+straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde
+saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af
+hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard,
+blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og
+forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og
+nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme
+Marie tillivs igjennem hende.
+
+Hvad Selskab hun da havde?
+
+Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der
+græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
+og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt:
+Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi
+har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.
+
+Men i Kjøbenhavn?
+
+Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog
+et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den
+og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed.
+Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke
+have det _sagt_ til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var
+stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes
+ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun høre et
+Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund
+til det.
+
+Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige
+ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at
+opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen
+havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget
+ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de smaa og
+saare nyttige Kunstgreb, der gjør det saa meget lettere for Barn og
+Læremester at komme Vejen frem. Og dog -- en saadan barsk Opdragelse
+havde maaske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa
+den ene Side, næsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
+fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og
+lunefuld Grusomhed, maatte næsten have følt det som Fred og Lindring
+at blive styret støt og haardhændet den Vej, hun skulde, af En, der
+fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.
+
+Men hun blev ikke styret paa denne Maade.
+
+Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger,
+levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage
+var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at Marie kunde
+gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. -- Fik Fru Rigitze
+saa endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
+Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det
+hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som
+den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den
+Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen
+elskede.
+
+Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne
+Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved
+mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende
+Skyer.
+
+Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes;
+det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at
+gjøre end at lade det brænde som det vilde, -- hun kjendte det saa
+godt. -- Hvad skulde det blive til? -- den ene Dag ligesom den anden
+-- Ingenting, ingenting, -- aldrig Noget at glæde sig til; kunde det
+blive ved? -- Ja! længe endnu; -- ogsaa naar En var bleven seksten
+Aar? -- Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; -- det var da
+umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten
+Aar! -- Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; -- hun var nu gift.
+-- Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved
+Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, -- og Musiken.
+-- Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. -- Med hvem skulde det være?
+maaske med sin Svogers Broder. -- Han var jo rigtignok forfærdelig
+grim; men naar det _skulde_ være .... Det kunde hun umulig glæde sig
+til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der
+Noget? -- ikke det hun kunde se.
+
+Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til
+at skrive:
+
+  «Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære
+  Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have
+  megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous
+  congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er
+  frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er
+  baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her
+  tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
+  nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af
+  dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes
+  Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede,
+  men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst
+  var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie
+  end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver
+  ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og
+  Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag
+  have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzøsisk
+  da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok
+  kan hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser,
+  ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det
+  sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er
+  Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
+  Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang
+  hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han
+  lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt
+  derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette
+  Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657.
+
+                                              Din kjære Søster
+                                                   Marie Grubbe.
+
+  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev,
+    min gode Ven og Søster venligen tilskreven.»
+
+               *       *       *
+
+Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen,
+hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en
+Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
+Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og
+sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han
+ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes
+talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae
+paa den og blev rød som et dryppende Blod.
+
+«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rød af Vrede, at jeg
+tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det
+er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været saa
+jammerlig at fortørne Eder?»
+
+«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»
+
+«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun
+forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte
+_røde_ Rose har?»
+
+«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?»
+
+«Ja -- lad mig se! -- jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er
+hændtes mig -- men ikkuns sjældent --
+
+    Doch Chloë, Chloë zürne nicht!
+    Toll brennet deiner Augen Licht
+    Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
+    Und Worte schäumen mir vom Munde
+    Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...»
+
+«Ja, det maa I nok sige!»
+
+«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amors Magt! -- Skulde I
+tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
+Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin
+Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter
+og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige Aurora løber
+sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.»
+
+«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor;
+Evan skulde I visseligen sagt -- og maa hænde En let gaar vilse, naar
+En støjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I
+har været hos «Mogens i Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og
+har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det
+aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte
+Jeres Ben.»
+
+«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i
+Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er
+aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.»
+
+«Aa!»
+
+«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed
+-- Himmel! seer I det østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage
+tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som
+I sad ved Jer Syramme.»
+
+«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan
+jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til
+Nikolaj. -- Kjender I den Ramse:
+
+    "Det var svart Nat,
+    Mand fik i Trold fat,
+    Mand sa' til Trold:
+    "Vil du ud af min Vold,
+    Vil du hjem i Nat,
+    Saa lær mig brat
+    Uden List eller Svige
+    Det Sandeste du veed af at sige."
+    «Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.
+    Mand slap og Trold foer,
+    Ingen paa Jord
+    Sige Trold paa, han med Løgn foer.""
+
+Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord.
+
+Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den _var_ smuk hans
+Gang; hans Silkestrømper var saa skinnende hvide og de sad saa
+stramt, der var hverken Læg eller Fold paa dem; det var saa kjønt det
+dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko -- det var saa morsomt
+at se paa ham -- hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et
+lille rosenrødt Ar i Panden.
+
+Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, trak lidt paa Munden, --
+hun syntes de var for korte i Fingrene.
+
+
+
+
+III.
+
+
+Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;
+det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
+Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede
+Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i
+Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af
+eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav
+og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.
+Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind
+over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte
+sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper.
+Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger,
+Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det
+lidet bedre.
+
+Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det
+blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for
+Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande.
+
+Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de
+sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af
+Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens
+Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe.
+
+Den gjorde det ikke heller.
+
+Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik
+Svensken mod Kjøbenhavns Volde.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under
+Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i
+Korsør.
+
+Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt
+omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres
+Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende
+Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,
+men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.
+
+Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet
+Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det
+andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i
+femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved
+og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste
+sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et
+Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at
+samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
+holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten,
+som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de
+videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig
+at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med
+at stikke Psalmebogen i Lommen.
+
+«Amen!»
+
+Alle Ansigter saae op paa Præsten.
+
+Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste
+Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
+Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at
+forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den
+næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog
+hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra
+disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød,
+Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for
+saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»
+
+Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang
+derinde.
+
+Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet
+et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
+kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,
+sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader
+vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med
+saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om
+Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at
+faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.
+
+Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne
+rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af
+sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og
+som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse
+med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne
+Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm
+fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
+i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde,
+der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres
+Jamren og deres Taarer.
+
+Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte
+Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
+de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens
+Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge
+Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig,
+han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!
+
+Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og
+Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!
+
+Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve
+og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte
+hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet
+af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,
+fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
+bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme
+alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og
+raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de
+skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene.
+
+Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var
+den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med
+Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under
+sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og
+Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt
+op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --
+der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden
+udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk
+urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær
+over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa
+Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
+gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,
+Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
+Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,
+Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne
+lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var
+som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde
+skylle hen over Staden.
+
+Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der
+stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,
+hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og
+Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar
+Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?
+
+Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa
+an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie
+efter?
+
+Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var
+saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En
+knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.
+
+«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv
+saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal
+aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde
+tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel,
+for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder
+og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I
+kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er
+en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en
+halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ...
+Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
+mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer
+an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det
+er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en
+Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet
+eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
+og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa
+farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen
+ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok,
+men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»
+
+«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»
+
+«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en
+halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
+Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var
+for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer
+af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at
+gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu
+kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de
+skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det,
+der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
+Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at
+klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og
+blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa
+skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe
+i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham
+ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en
+ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de
+tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»
+
+«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,»
+talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
+hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med
+Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
+nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og
+rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og
+saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har
+nemt til Kniven som svenske Lasse.»
+
+«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere
+at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
+mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska
+Dulle.»
+
+«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.
+Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de
+uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i
+hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har
+beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter
+og syndige Begjæringer.»
+
+Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde
+saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og
+synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer
+lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om
+han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en
+ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt
+havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det
+ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»
+
+«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos,
+«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»
+
+«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende,
+«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»
+
+«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men
+Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk
+efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik
+saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa
+i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
+kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene
+Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder
+og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»
+
+«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner
+ligesom vi har.»
+
+«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det
+Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den
+Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte
+er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har
+et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
+har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres
+forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
+Svar mig til paa det, om I kan!»
+
+Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen
+Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys,
+Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes
+histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»
+
+De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han
+skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i
+Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa
+ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt
+var.
+
+Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,
+glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende,
+brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
+gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og
+læspende:
+
+.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten
+Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte
+Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af
+hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
+hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at
+jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
+Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt
+saa gaa til.»
+
+«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden
+denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af
+velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt
+sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og
+Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er
+deri, underdan og ganske deres egen.»
+
+«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin
+umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere
+og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,
+sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa
+den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil
+haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i
+Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve?
+Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen
+afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin
+Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa
+dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed
+og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men
+Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis
+som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er
+Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening
+til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet
+og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. --
+Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager
+Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende
+Poster:»
+
+«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al
+Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
+Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den
+Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er
+da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de
+hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de
+bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget
+mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en
+Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes
+Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan
+Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand
+eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
+og udstaa.»
+
+Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten
+saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.
+
+«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en
+Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der
+forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,
+der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et
+Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og
+udstaa.»
+
+«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter
+imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride,
+iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med
+Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til
+at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og
+søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig'
+Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
+den aandelig!»
+
+Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste
+sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa
+Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var
+dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste
+op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i
+Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure
+og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
+Ansigt.
+
+«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da
+overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende,
+til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine
+Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at
+Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end
+tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders
+Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort
+imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren
+vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at
+føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke
+vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem
+Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande
+eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»
+
+Her blev Jesper Kiim afbrudt.
+
+Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste
+Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det
+Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din
+Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham,
+det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»
+
+Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord,
+Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
+men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte
+truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
+Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin
+lange, sølvknappede Stok.
+
+«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad
+han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os.
+Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok
+plukke det ud af ham.»
+
+«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i
+Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»
+
+Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede
+sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham
+ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og
+Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der
+stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.
+
+«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside!
+Mette skal tage ham i Forhør.»
+
+Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han
+Mester Lurifas?»
+
+«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som
+skreven staar.»
+
+«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med,
+«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
+og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal
+sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.
+
+«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.
+
+«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.
+
+«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her
+kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»
+
+En høj Skikkelse red forbi.
+
+«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.
+
+Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa
+red Skikkelsen bort ad Volden.
+
+Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,
+Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.
+
+Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.
+
+«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi
+Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse
+for den, som mest er Skyld i Krigen.»
+
+«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde
+Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.
+
+«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.
+
+Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit
+værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og
+tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille,
+ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.
+
+
+
+
+IV.
+
+
+Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten
+og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden
+Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op
+til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den
+glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af
+violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede
+paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og
+i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra
+Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede
+langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.
+
+Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport
+og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad
+Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster,
+rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.
+
+Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik
+Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg
+op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.
+
+Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt
+stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans
+Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove,
+de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende
+Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage
+drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe
+Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder;
+den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne
+Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have
+drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der
+stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa
+saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende
+Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre
+Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.
+
+Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i
+det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.
+
+Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von
+Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede
+Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
+Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med
+Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i
+den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med
+Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans
+Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang
+af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der
+var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til
+Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt
+kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset
+rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige
+Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets
+gyldne Sale.
+
+Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende
+sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes
+vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide
+Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade
+Triller, mens den flygter ....
+
+En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.
+
+«Wer da!» raabte han.
+
+«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en
+lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.
+
+«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»
+
+Manden saae trist ned for sig.
+
+«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet
+gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har
+nok fyret ham for strengt.»
+
+Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel
+Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en
+rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for
+sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes
+meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var
+bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod
+af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen
+i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet
+end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.
+
+Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse
+Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige
+Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske
+uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og
+Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen
+kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og
+Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at
+krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig
+Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
+overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.
+
+Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig
+Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig
+latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede
+ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og
+skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
+at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde
+standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
+i Laget.
+
+Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes
+disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre
+Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres
+Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der
+en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet
+hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han
+var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed
+og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og
+Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.
+
+«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til
+ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans
+Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller
+stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham
+an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»
+
+«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag
+sammen med Eder inat!»
+
+«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik
+utaalmodigt.
+
+«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med
+Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»
+
+«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for
+at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
+Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og
+Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der
+intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle
+Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og
+Rige!»
+
+«Hr. Gyldenleu!»
+
+«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»
+
+«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt
+tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af
+Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og
+Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig
+baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig,
+Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet
+som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet
+og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den
+Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med
+hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees
+an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der
+rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher ...»
+
+«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?»
+
+«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de
+løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være
+flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns
+ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme
+Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde,
+de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke
+ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet
+om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et
+Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte
+jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han
+bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa
+styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede
+Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.»
+
+«Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt
+med?»
+
+«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks paa Circlen og
+kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og den
+Ridder Forgyldt.»
+
+«Naa og de hjalp ham?»
+
+«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig
+saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og
+lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde
+havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine
+Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
+og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede
+skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
+nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset
+mig paa Vinstuer, betød intet at de saae mig an for deres Lige,
+at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres
+Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for
+nærgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trænge
+mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen
+Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
+dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre
+Bysens Borgere.»
+
+«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det
+harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa
+falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult,
+mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han
+_skal_ komme med. For ...», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der
+stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?»
+
+Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket
+Væg og hans Tænder skar imod hinanden.
+
+«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan
+da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt
+Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!»
+
+Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det
+første, der blev løsnet i denne Krig.
+
+Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje
+stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte,
+var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.
+
+«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig
+og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad
+Volden.
+
+Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i
+Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder.
+
+               *       *       *
+
+Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem
+Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et
+Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede
+Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.
+
+Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer,
+smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende
+Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage,
+Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes
+pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med
+Badskærernes blankt polerede Bækner.
+
+I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hønsene maatte krybe i Ly
+bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar
+Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.
+
+Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned.
+
+Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede
+livligt omkring i den lummervarme Luft.
+
+Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte
+da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have,
+der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, sad en ung
+Pige i Skyggen af et af de store Løntræer.
+
+Hun sad og syede.
+
+Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen
+var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
+det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne.
+Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
+Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog
+stærk og kraftig formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:
+en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn
+Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte
+Næser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller
+hendes lange hvide Hænder var ganske rene.
+
+Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens
+Raad og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død
+allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par
+Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder
+og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede
+Huset.
+
+Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af
+sine Sko paa Spidsen af Foden.
+
+Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke
+Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede
+deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som
+grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og
+vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved
+hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig
+fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den
+hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften.
+
+Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende
+af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned
+igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen
+og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.
+
+    "Fillis sad udi en Skøyte,
+    Koridon blæst' i sin Fløjte
+    Højt saa at det Fillis hørte
+    Og sin Roer ej mere rørte,
+    Thi drev Skøyten paa en Sand,
+    Thi drev Skøyten ....."
+
+Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende.
+Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter
+over sit Sytøj og nynnede videre.
+
+Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille
+og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde
+seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti,
+standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit
+Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.
+
+Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.
+
+«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket.
+
+«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i
+Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
+«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»
+
+«Das nenn' ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun
+at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.»
+
+Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun
+og rystede paa Hovedet.
+
+«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.
+
+Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme
+det da ogsaa er idag!»
+
+«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.»
+
+«Ja--a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.
+
+«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som
+for at antyde, at han vilde gaa.
+
+«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En
+kan fluks blive svagsindet ved at tænke paa al den Farlighed baade
+for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og
+gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig'
+Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad
+de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa
+alskens modige og underlige Tanker.»
+
+«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde
+hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af
+
+    Tousiours Mars ne met pas au jour
+    Des objects de sang et de larmes
+    Mais»
+
+og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber
+
+    «.... tousiours l'Empire d'amour
+    Est plein de troubles et d'alarmes.»
+
+Sofie saae naivt op paa ham.
+
+Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen
+vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
+der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens
+stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en
+Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade
+de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke
+Haar ....
+
+Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig
+tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik
+Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev
+liggende i den knælende Stilling.
+
+«Jomfru Sofie!» sagde han.
+
+Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten
+smerteligt paa ham.
+
+«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tag mig det intet op i nogen
+ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af
+en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i
+det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det
+tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder
+op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her
+paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»
+
+«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde
+Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og
+brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke,
+jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi
+blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
+umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste
+eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt
+som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild,
+men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde
+vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde
+fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»
+
+«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig
+og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
+thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af
+den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder
+i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan
+meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og
+det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen
+lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men
+supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket
+Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og
+heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker
+I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en
+ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og
+Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem
+end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik,
+talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme;
+men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som
+var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge;
+iversyg vilde hun være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste
+Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget
+for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov
+kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin
+afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes
+ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre
+Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»
+
+ [3] Kjæreste, dengang = Kone.
+
+Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det
+er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er
+en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste,
+vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over
+Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske,
+slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver
+ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er
+tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro,
+Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders
+Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»
+
+Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik
+Frederik holdt Haanden fast.
+
+«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige
+dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre
+Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale
+om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er
+jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time
+vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig
+til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tænker intet
+paa _din_ Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller
+Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glæde, blot _jeg_ er med i din
+Lidelse, blot _jeg_ ....»
+
+Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit
+Bryst.
+
+Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med
+taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun
+kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.
+
+Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde
+villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik
+Frederiks vel lystige Ungkarleliv.
+
+
+
+
+V.
+
+
+Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld
+af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte
+ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden
+det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han
+red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje
+Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige,
+hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de
+var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et
+Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og
+deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og
+kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden,
+naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
+om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været.
+
+At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under,
+thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende
+Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham,
+han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa
+en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var
+meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke
+gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde
+beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten
+lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den
+gemeneste Matros.
+
+Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og
+tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
+vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed
+i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen
+anden af Frederik den Tredies Mænd.
+
+Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og
+at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene
+tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse»,
+eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre
+David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu
+copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed,
+Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille
+Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde
+Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind,
+der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
+slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til
+Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt
+Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig
+i den eneste sande og rette Ære.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære
+Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham,
+hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun
+seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.
+
+Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye,
+modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt,
+og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin
+Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt
+Indtryk paa hende.
+
+Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de
+almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
+Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia,
+Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne,
+straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de
+var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig
+havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de
+Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet
+hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
+noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en
+Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa
+vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes
+ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store,
+Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser,
+det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde
+længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
+var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes
+uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne
+Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.
+
+Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt,
+men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det
+Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes.
+Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt
+om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte
+Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie,
+naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de
+saae ham aldrig.
+
+Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa
+Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne
+i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen,
+hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt
+tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og
+lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød,
+og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
+lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og
+altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.
+
+Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder
+mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden,
+hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae
+hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende.
+Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav
+et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne
+ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa
+længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig
+saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun
+halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.
+
+Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham
+træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for
+hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække
+Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller
+som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
+Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og
+bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
+holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og
+fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede
+det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun
+vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit
+fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes
+Hænder rystede. Bare han ikke saae hende!
+
+Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede
+nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst.
+
+Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne
+var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
+Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa
+bedrøvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var
+saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.
+
+Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun
+begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller
+anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte kun paa
+al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae
+hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer,
+stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev
+kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe
+op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker
+blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
+fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der
+stod i Krøniken, hun havde læst.
+
+Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.
+
+Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet
+til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
+Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa
+Marie Grubbe.
+
+Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde
+sin Kompliment.
+
+Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at
+de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.
+
+«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde,
+«hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
+nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes
+Kniplestokke hele Tiden.»
+
+«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae
+Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i
+Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for
+Lægevæle[4] end for Huestads.»
+
+ [4] Lægevæle = Charpi.
+
+«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,»
+sagde han og saae paa hende.
+
+«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!»
+
+«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes
+Alvorlighed, «og jeg for een.»
+
+«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det
+er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
+Knipletøjet.
+
+«Tøv lidt, lille Jomfru!»
+
+«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.»
+
+«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede
+hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en
+vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et
+Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en
+Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet
+-- saa -- kys hun mig nu!»
+
+Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans,
+han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa
+sine Arme.
+
+Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en
+dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var
+hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun
+bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var
+ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen
+Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind,
+ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere.
+Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot
+at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte
+hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde
+blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive.
+
+Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed
+og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte
+om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om
+Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land,
+hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i
+det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle
+Falk den _døde_, dernæst hans trofaste Hund _døde_ og sidst hans
+gode Ganger graa _døde_, men hans troløse Viv Malvina hun levede
+frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og
+imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
+troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i
+sine Strømper.
+
+Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt
+og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem
+imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,
+hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede
+efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes
+havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede
+Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende
+Skræk.
+
+I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag,
+og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte,
+var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes
+efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
+naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte
+sig altid saa usikker overfor ham.
+
+En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade
+ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
+saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden
+og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han
+sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig
+paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen,
+kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
+paa hendes Nakke ...
+
+Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det
+kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede,
+hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. -- Ja
+saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det
+blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes
+Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham;
+hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt
+var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt.
+Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i
+Øjnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte
+sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
+og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store
+Kjærlighed.
+
+Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af
+Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde
+hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde
+hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig
+Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid;
+eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham
+og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han
+kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage
+hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig
+hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene -- længe, og
+hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede
+Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
+ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.
+
+Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian
+sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde
+været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske
+ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende
+Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
+var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld,
+tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog
+efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt
+at Sotens Navn var Døden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det var den ellevte December.
+
+I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians
+Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær
+urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
+belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa
+Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare,
+fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de
+badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme;
+men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet
+og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de
+vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne
+nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring,
+mumlende og gestikulerende.
+
+Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede:
+nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og
+der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden,
+da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor
+Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.
+
+Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin
+Samarie og traadte ind i Sygeværelset.
+
+Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel,
+fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede
+Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt,
+blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til
+forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke,
+medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben
+og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
+Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.
+
+En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten
+imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb
+efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting
+dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet,
+Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet
+og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
+
+«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden
+havde fortaget sig.
+
+«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i
+Sengen.
+
+«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen,
+og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de
+hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und
+Euch beichten soll.»
+
+«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede
+sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise
+eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige
+Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den
+Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder
+Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin
+Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
+dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og
+at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at
+vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper
+i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette
+haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til
+Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes
+paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er
+Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig
+Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at
+bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den
+Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde
+til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»
+
+«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse
+og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
+Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens
+Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld
+skulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?»
+
+«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje
+Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen
+at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt
+ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene
+Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
+Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders
+Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at
+Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?»
+
+Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære
+mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og
+redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved'
+skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved
+Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I
+stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset
+her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...»
+
+Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig
+under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og
+saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og
+Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det
+dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl
+tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den
+Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med
+grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
+vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved
+Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det
+farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i
+Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
+kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...»
+
+Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa
+Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang
+efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet
+længer!»
+
+«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard,
+fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er
+saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er
+uudtømmeligt ...»
+
+«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellem
+de sammenbidte Tænder, «ejns -- zwej --!»
+
+«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...»
+
+«Rechtsum!»
+
+«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»
+
+«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte
+Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde
+fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde
+hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig.
+Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa
+Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.
+
+Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter,
+og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og
+velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte
+sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte
+de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han
+kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane
+Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove.
+
+Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter
+traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
+føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store
+dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.
+
+Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng,
+blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og
+Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke
+bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.
+
+«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at
+føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den
+flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med
+Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de
+Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser,
+de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab,
+da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med
+skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og
+saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse,
+den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i
+hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast
+mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»
+
+Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet
+Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og
+gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet
+med sin brede Alterbog.
+
+«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi
+vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
+Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»
+
+Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian
+lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.
+
+Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds
+Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.
+
+Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at
+Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
+Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige
+Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de
+syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og
+Himmerigs Glæde.
+
+Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i
+Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.»
+
+«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten,
+«hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
+mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han
+ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
+Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et
+sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen
+komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til
+Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad
+Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild
+af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes
+jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er
+større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og
+under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han
+vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og
+Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner
+sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som
+de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde
+og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes
+Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle
+Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer,
+en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod
+Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed,
+saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og
+evindelig og uden Ende og uden Ophør.»
+
+Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han,
+«jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller
+Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»
+
+«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens
+mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde
+og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme,
+visseligen ingen.»
+
+«Jo der er, Præst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en
+dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
+sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?»
+
+«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der
+myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge,
+de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe
+ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal
+føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
+krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over
+dem som Vandene lukke sig over den Druknede.»
+
+«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det
+andet end som Digt?»
+
+«Ja!»
+
+«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil
+slet intet udi Himmerig, bare dø.»
+
+«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den
+uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis
+Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr
+imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives
+om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende
+Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, naar Jordskjælv ryster
+dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde
+bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og
+Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»
+
+«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian,
+«hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds
+Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og
+dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er
+det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
+en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa
+trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg
+bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»
+
+«Bed!»
+
+«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være -- ja!» og han
+lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
+han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»
+
+Præsten svarede ikke.
+
+En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store,
+feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
+Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.
+
+Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte:
+«Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!» og han holdt de
+blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»
+
+Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at
+berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.
+
+Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.
+
+Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind
+til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og
+Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at
+modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og
+Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
+Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene
+med Ane Skomagers.
+
+Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen,
+fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt
+tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude
+i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i
+Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
+Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for
+at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de
+ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de
+hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.
+
+Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.
+
+Det var Marie Grubbe.
+
+Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa
+stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg
+og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store
+og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det
+mørkeblaa Bolster.
+
+Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ
+foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige
+ind i Ansigtet.
+
+Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.
+
+«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.
+
+«Er her flere?» stønnede han mat.
+
+Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.
+
+«Ja, det er snart forbi med mig.»
+
+«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar
+hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»
+
+«At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og
+Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod
+-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi
+Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»
+
+Marie foldede sine Hænder og bad.
+
+«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa
+meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! -- aa,
+nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast!
+den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig
+Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er
+det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist,
+det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig,
+min Høne!
+
+    Herzen und küssen
+    Ist Himmel auf Erd ....
+
+kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys
+mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....»
+
+Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn
+ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
+sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin
+Bønnebog op i Vejret og raabte: «h'raus du höllisch' Weib -- sitzt
+mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer
+du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»
+
+«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe
+fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o,
+du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste
+Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal være saa forsigtig,
+bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med
+vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen
+og pegede mod Døren.
+
+Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.
+
+Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og
+langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.
+
+Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.
+
+
+
+
+VI.
+
+
+Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken
+sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.
+
+De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end
+før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og
+over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der
+de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod
+saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener,
+men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet.
+Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
+og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa
+knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i
+Byen.
+
+Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og
+til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at
+bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid
+levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny
+Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet
+paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det
+var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg
+i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som
+man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med
+mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte
+dem ikke.
+
+Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie
+Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.
+
+Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt
+selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse
+med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu
+da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu
+hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
+og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.
+
+Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen,
+thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som
+saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at
+lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der
+heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og
+var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han
+forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let
+det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved
+en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da
+hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere
+hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev
+den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
+af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru
+Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig
+bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde
+han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og
+Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende
+aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler,
+tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov.
+Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
+thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet
+ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han
+gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet
+skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige
+Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev
+taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at
+lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og
+han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og
+Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og
+savne, kun i den vilde han leve.
+
+Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen,
+og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
+kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til
+brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae
+sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var
+Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret
+vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun
+syntes at holde ham tilbage.
+
+Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham
+nu en isnende Kulde, Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget
+sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen
+Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem,
+han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne _mod_ Strømmen,
+blot den ikke bar _med_, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt
+ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til
+Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu
+glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke
+mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad
+Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led
+ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste
+af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i
+Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes.
+Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han
+lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa
+Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed
+eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist
+var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var
+da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....
+
+       *       *       *       *       *
+
+Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere
+end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
+Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø, og han havde
+da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
+forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket.
+
+Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid;
+Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa
+Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet
+over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad
+og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var
+allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa
+Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede
+sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af
+røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide.
+Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de
+gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille
+... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem
+Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den
+hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Døren og
+han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe,
+den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder
+knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et
+lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en
+Korndynges jævne Overflade -- over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret
+bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et
+svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule
+Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og
+han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.
+
+Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet
+hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
+og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet
+Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder,
+stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede
+dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst
+og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde
+taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet,
+men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa
+en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til
+Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af
+Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.
+
+«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle
+de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske
+mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i
+Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og
+Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.
+
+«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først
+maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
+sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented
+og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden:
+«paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde
+hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt,
+halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»
+
+Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt
+at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog,
+lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men
+han sagde Intet.
+
+Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik
+var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand
+legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i
+anelsesfuld Angst.
+
+I den Stilling sad de længe.
+
+Pludselig sprang Ulrik Frederik op.
+
+«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed
+Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste
+Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal
+leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de
+staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst
+i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en
+kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom
+der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
+bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd
+og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid,
+den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af
+Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord
+tilbage, hjærtensdyre Pige!»
+
+Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og
+stirrede alvorligt paa ham mens han talte.
+
+«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.
+
+Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det,
+han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
+for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker
+paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
+for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de
+sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende
+i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at
+tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben
+for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa
+Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed --
+det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»
+
+Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det
+ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg,
+hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun
+kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa
+alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde
+tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja;
+«o Ulrik Frederik,» sagde hun, «jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
+men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op
+paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»
+
+«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge
+mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg
+maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i
+Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med
+mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han
+sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende,
+da maaske, men nu, aldrig.
+
+Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.
+
+«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde
+binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
+bort.»
+
+Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og
+løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med
+hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten
+lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og
+derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i
+alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op
+imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte
+hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden
+kjærligt Farvel.
+
+Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt,
+enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
+galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.
+
+I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik
+hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre
+bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom.
+Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved
+kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes
+Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.
+
+Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel
+følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede
+sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa
+skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar
+Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre,
+der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre
+det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte
+saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage
+var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til
+den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var
+Badskjær.
+
+For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de
+Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han
+midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han
+indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
+udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv
+igjen.
+
+
+
+
+VII.
+
+
+Marie Grubbe er nu sytten Aar.
+
+Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian
+Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og
+var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt
+i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru
+Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der
+Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa
+derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet
+sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad
+Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem,
+hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede
+med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende
+et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage
+Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv.
+
+Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds
+lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have
+ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men
+nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro
+og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og
+vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet
+Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede
+Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke
+komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden
+her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den
+maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
+været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels
+Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret
+vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al
+hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en
+trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa
+var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad
+Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet
+Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke
+med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende
+Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at
+stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!
+mat og graat -- Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs
+Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.
+
+Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde
+hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget
+Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde
+foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle
+Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft
+var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa
+Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var
+gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele
+Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog
+levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende
+af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte
+lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.
+
+Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa
+tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt
+en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle
+jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor
+alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var
+Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det
+himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
+gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun
+lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras
+og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i
+Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun
+og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te
+sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og
+naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun
+aldrig, thi hun begyndte altid forfra.
+
+Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange
+Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun
+paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige
+Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad.
+
+Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel
+følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund
+med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige
+Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive
+en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes
+Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven
+indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun
+blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands
+og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red
+lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes
+Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen
+naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et
+mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet
+og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine
+Fødder af Kulde.
+
+Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele
+Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som
+Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den
+kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte
+Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer,
+som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig
+bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder.
+
+Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den
+Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne
+Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor
+kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange,
+rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og
+hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte
+til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for
+tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt
+vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige
+Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu
+blot een Gang at sidde ved Gildesbord, -- og nu kom hun til Gilder
+--, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med
+ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en
+døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone
+i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med
+spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til
+at brænde af Skamrødme.
+
+Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og
+Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier
+sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor
+en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser
+efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille
+paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru
+Rigitze havde nu saa sine egne Planer.
+
+Marie var lykkelig.
+
+Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra
+Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk
+løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa
+sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig
+og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille
+Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som
+havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes
+Skjønheds Magt.
+
+Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa,
+saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende
+Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge.
+De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa
+kjækt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste
+Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik,
+naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da
+blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende
+kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og
+vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.
+
+Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs,
+havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var,
+maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og
+have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun
+skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles
+Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu
+ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun
+havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe
+før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og
+lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for
+at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre
+inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende
+Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.
+
+Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter
+Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste
+og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med
+Fru Rigitze.
+
+Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først
+ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været
+stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at
+se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor
+Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn;
+der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der
+havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem
+hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt,
+fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det
+gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der
+var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde
+og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.
+
+Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped
+vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa
+synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet
+og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige
+haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var
+at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og
+hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn
+græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden,
+fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
+thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm,
+hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om
+en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde
+syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da
+Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.
+
+Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa
+Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem
+velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en
+nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var
+skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
+ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne
+af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom
+beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa
+Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt
+mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de
+omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man
+de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i
+de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene,
+var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom
+de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
+og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med
+Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri
+Kirkegaards bredkronede Linde.
+
+Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre
+Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost;
+Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød,
+mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde
+af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren,
+videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og
+Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de
+Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem
+og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme
+eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.
+
+Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge
+Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige
+graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine
+Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans
+pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod
+Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det
+evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel
+Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige
+Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med
+hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske
+Dragt.
+
+Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands,
+den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige
+Gebærder.
+
+De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og
+fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer
+han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste
+Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men
+Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til
+Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de
+gaa begge to med.
+
+Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for
+sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.
+
+«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske
+Officiers skal havt saa særdeles angenemme Manerer med de sjællandske
+Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»
+
+«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, «er det da tilforladelig
+nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»
+
+«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.
+
+«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i
+Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der
+forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard,
+ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med
+sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre
+og Sølvtøj og rede Pengestykker.»
+
+«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»
+
+«Jo -- at forstaa --» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den
+venstre Haand, naar han talte, «Elskov -- at forstaa -- den er -- den
+er stærk.»
+
+«El--skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med
+Bagen af den lille Finger, «er som Her--kules udi Fruentimmersdragt,
+af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og
+Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at
+føre igjennem de tolv herku--liske Prøver tilhobe.»
+
+«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se,
+den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed
+Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed
+Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.»
+
+«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe,
+«at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op
+i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den
+helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og
+øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad
+for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?»
+
+«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant,
+for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og
+Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der
+nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller
+skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
+En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En
+antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours,
+de føre.»
+
+«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison
+til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»
+
+«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op
+igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til
+Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor
+skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne
+indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»
+
+«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig
+Ugudeligheds Værk -- og paa en Søndag!»
+
+«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod
+... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
+Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige
+Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den.
+Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har
+deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet
+føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og
+Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom
+Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme?
+skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men
+Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes!
+alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand
+og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved
+sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i
+Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for
+Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op,
+det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv
+saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden
+gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt.
+Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig'
+Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at
+gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst,
+saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort
+Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri
+sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens
+Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar
+vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»
+
+«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa -- Blodet, det er --
+det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.»
+
+«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa
+Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa
+vist som det var prentet.»
+
+«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed
+det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som
+hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride
+med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen,
+hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som
+var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende
+Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved
+Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank
+og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»
+
+«Om jeg gjør! var det at tale om! -- den kjære Sjæl! men saa
+blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud
+hendes første Barselseng ....» og saa hviskede hun videre om den.
+
+Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde
+han, «at en Elixire d'am--our er som en gjæ--rendes Materie, der
+bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra--se, saa takler
+det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte
+mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i
+Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at
+det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet Øje paa en
+skjøn--ne, skjønne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til
+ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa
+kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der
+en Ro--se paa Hovedgjærdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen
+og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues
+Af--billede li--vagtigen for hans Øje som va--r det kontrafejet af
+paa Væggen li--gehos og den hef--tigste Forlæng--sel opstod hos ham
+efter samme Jom--fru saa plud--seligen og stærk at han sag--de, han
+kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som
+hel vild og furieus, saa han strøg u--d af Huset og løb jamrendes
+op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han
+vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det
+brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse
+Morgen.»
+
+Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes
+ad og gik hjem ad de skumrende Gader.
+
+Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske
+holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at
+man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som
+personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne;
+men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev
+ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at
+denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.
+
+Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist
+paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og
+han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.
+
+Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld
+Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som
+Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens
+taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve
+Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af
+den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af
+Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes
+Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
+-- -- Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu
+blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes
+Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og
+lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem
+Stilheden.
+
+Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa
+Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt
+og stille.
+
+Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af
+nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod
+ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte
+et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene,
+Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger
+aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede
+Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var
+falden.
+
+Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de
+fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig,
+stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de
+vædeglindsende Stammer.
+
+Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød!
+var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
+i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv?
+-- Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de
+tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte,
+der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af
+usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets,
+stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham.
+Hjemløs, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bægre og Kys?
+blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke
+lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt
+dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg
+ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for
+Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar
+hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt at jævne
+hver en Sti og dække for hver en Vind .... saa skjøn .... lyttende
+lig et Barn .... -- som en Rose! ....
+
+
+
+
+VIII.
+
+
+Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var
+hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog
+ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle
+Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads
+i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for
+sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først
+var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt
+sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres
+Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa
+hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe,
+og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
+var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige
+Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig,
+og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
+gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre
+Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de
+dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde
+paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens
+egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke
+paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var
+der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne
+Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de
+unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den
+lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende,
+lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at
+udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv;
+det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem
+dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
+de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de
+unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle
+mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af
+Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling,
+og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
+Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt
+en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne
+Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
+i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede
+store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes
+hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være,
+hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken
+Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
+der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere
+var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind
+tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket,
+saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun
+blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
+og løs Tale og løst Haab.
+
+Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik
+Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god
+Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at
+undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige
+Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres
+Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.
+
+Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget
+betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid
+været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens
+Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe
+var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med
+Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men
+hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var
+jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder,
+Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin
+Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af
+Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde,
+foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i
+Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der
+Ingenting forødte.
+
+Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte
+Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.
+
+Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende,
+urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
+blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig,
+rødmusset, frisk.
+
+Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han
+elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
+medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk,
+der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem
+Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
+af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde
+hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende
+Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder,
+at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte
+fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i
+hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.
+
+Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den
+Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var
+given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i
+Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge,
+til at bøje.
+
+At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu
+Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
+af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt
+og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den
+afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og
+tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var
+at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
+spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes
+Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en
+Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod
+ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og
+Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
+og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.
+
+Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han
+var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
+og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig
+elskede?
+
+Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i
+Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang
+smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem
+standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens
+Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
+og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov
+har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun
+Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være
+at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning
+op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og
+de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var
+det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig
+paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot
+Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og
+Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med
+Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere
+saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun
+var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at
+udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt
+ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?
+
+               *       *       *
+
+Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa
+ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.
+
+Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet,
+tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.
+
+Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans
+lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de
+grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte
+Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang,
+Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
+Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte
+og lo, smilte og lo og jog afsted.
+
+Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter
+Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
+Overdrupsøens[5] blanke Vandflade.
+
+ [5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.
+
+Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare
+Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og
+broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent
+Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm,
+hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede
+Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa
+fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
+blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig
+glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød
+Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
+under Dyrehavens kuplede Bøge.
+
+De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for
+at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt
+længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for
+at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang
+Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu
+smaat skvulpende Vand.
+
+«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et
+svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde,
+mørktkrusede Pletter ude over Søen.
+
+«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.
+
+«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.
+
+I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.
+
+«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa
+sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg
+gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i
+det grønne Løv.
+
+«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»
+
+«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de
+mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe
+længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa
+ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'
+Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de
+fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky,
+-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der
+knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere
+bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»
+
+Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden
+Sky:
+
+    "Jeg ganger mig i Skoven fro,
+    Hvor Ælm og Abild gro,
+    Og smykker der med Roser to
+    Vel mine Silkesko.
+    For en Dands,
+    For en Dands,
+    For en Tralala,
+    For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"
+
+og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og
+sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti,
+hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og
+Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken
+hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i
+Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om
+Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.
+
+Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et
+regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
+red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer
+som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med
+jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
+taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr
+standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
+op imod hende og holdt snart ved hendes Side.
+
+I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge
+skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
+det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende
+Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem
+i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede
+bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som
+myldred de op af Jorden.
+
+For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod
+Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.
+
+En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i
+sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.
+
+Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende
+og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
+Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.
+
+«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette
+fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte
+sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
+Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i
+alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
+og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad
+Kjøbenhavn.»
+
+Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han
+af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige
+Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han
+brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og
+han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med
+sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»
+
+Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din
+Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til
+Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
+sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det
+Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed
+for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret
+den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte
+Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis
+Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den
+kranke Hane og den skrukke Høne!»
+
+Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst
+Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad
+for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde
+de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele
+Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes
+Længsel og ikke lade sig for længe bede.
+
+Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier
+mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme
+Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og
+skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det
+aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne
+Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand
+exequeret og udført.
+
+«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved
+Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af
+Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»
+
+Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,
+strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.
+
+«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det
+var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
+Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg,
+Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
+jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller
+skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
+kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»
+
+Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:
+
+«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung
+hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»
+
+«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor
+Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede
+Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde
+sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor
+langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede
+forelsket med Øjnene og raabte kjælent:
+
+«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu
+Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende
+Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til
+mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød,
+sød Vin af lille Krus?»
+
+Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det
+ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.
+
+«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig
+skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans
+Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,
+leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds
+Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig
+som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger
+jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds
+Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de
+være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde
+Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit
+røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at
+kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For
+er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
+spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»
+
+«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst,
+sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
+-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --
+hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»
+
+Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik
+Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad
+Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte
+begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb
+halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et
+saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde
+glemme det.
+
+Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette
+tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde
+rakt.
+
+
+
+
+IX.
+
+
+Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin
+Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til
+Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa
+betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke
+var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen
+temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og
+Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem
+Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods
+kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og
+trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.
+
+Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af
+skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj
+og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i
+alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra
+de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at
+Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede
+Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.
+
+Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød
+til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund
+af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa
+Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de
+senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
+naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en
+dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen
+levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.
+
+I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev
+ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den
+saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere
+til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som
+det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
+hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den
+sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede
+til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem
+hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig
+Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.
+
+At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været
+paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre
+deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort
+Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler
+og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og
+Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden
+løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for
+det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora
+har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over
+Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
+stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun
+er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt
+det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
+og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa
+fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør
+ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er
+han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod,
+der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham,
+han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin
+Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han
+længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig
+Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa
+lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem,
+tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne
+hjemlige Verdenspart saa længe.
+
+I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.
+
+Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at
+læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det
+var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit
+Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse
+sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til
+at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik
+Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
+Arven Stykke for Stykke.
+
+ [6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.
+
+Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke
+med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
+med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der
+var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige
+som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og
+af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af
+ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke,
+besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten
+var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik
+troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.
+
+Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde
+været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været
+i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han
+vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid
+leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al
+Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang
+i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde
+gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da
+bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa
+Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane,
+der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var
+Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej --
+han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til
+Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det
+maatte afgjøres.
+
+Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja,
+til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
+og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt,
+urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse,
+til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske
+Konges Svar være kommet.
+
+Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik
+Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa
+meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
+der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.
+
+Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse,
+og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt,
+at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
+for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans
+Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for
+Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og
+vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog
+sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en
+Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være
+bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den
+lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel
+Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes
+for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end
+aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
+kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa
+ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst,
+skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare;
+var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde
+hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin
+Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand
+og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens
+Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort
+en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes
+indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
+saadan Skilsmisse.
+
+Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske
+Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.
+
+               *       *       *
+
+Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer
+dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik
+Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
+Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og
+underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
+Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han
+vilde ulejlige sig did.
+
+Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte
+By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
+med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de
+Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til
+Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en
+smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse
+og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa
+og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et
+paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.
+
+Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper,
+sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte
+Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger,
+thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og
+baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige
+Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede,
+buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at
+han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde
+han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han,
+uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han
+frøs altid sine Hænder, som han sagde.
+
+Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med
+Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen.
+Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole,
+paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge
+Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
+Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn,
+Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa
+Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde
+Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i
+Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt,
+udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var
+anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og
+langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et
+tørt Palmeblad i Haanden.
+
+Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første
+Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte
+Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
+Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.
+
+Burrhi rystede paa Hovedet.
+
+«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme
+og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange
+fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak
+og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa
+megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
+mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er
+mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt
+Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham
+kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har
+antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster
+og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og
+Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere
+bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til
+det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det
+er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den
+rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula
+udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og
+ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog
+intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme
+udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
+saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan
+luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede.
+Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa
+en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer
+og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle
+Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at
+det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens
+Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en
+Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det
+pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige
+Omfavnelse!»
+
+«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter
+En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»
+
+«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager
+var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille,
+vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem
+Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?»
+og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
+jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige
+Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde,
+som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre,
+fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi
+paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
+jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet;
+Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys
+før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»
+
+Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber,
+til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel,
+han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch,
+havde stillet hans Horoskop.
+
+«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad
+Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den
+Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet
+bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,»
+vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født
+og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade
+Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa
+let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang
+i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver
+og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn
+en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har
+aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling
+end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om
+saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver
+sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden
+Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig
+til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil
+Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes
+Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
+er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste
+Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen
+Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
+Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født
+under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i
+anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!»
+
+Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til
+Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser
+stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet.
+Saa saae han i Haanden.
+
+«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa
+vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat
+paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren,
+den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
+naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt
+truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom,
+men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos --
+ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa
+i hvert.»
+
+Han slap Haanden.
+
+«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den
+truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde;
+skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse
+trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne
+Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
+Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller
+om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
+røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der
+sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god
+mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en
+Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk;
+jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren
+blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet
+vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
+for kolde Vande og for lange Nætter.»
+
+Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende
+Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode
+Raad og gode Værgestene.
+
+Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.
+
+
+
+
+X.
+
+
+Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag
+var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter
+Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik
+Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert,
+saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans
+store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.
+
+Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit
+Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved
+svorne Løfter om snarligt Gjensyn.
+
+Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke
+havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik
+siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
+forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes
+søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.
+
+Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero,
+Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været
+lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i
+Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad.
+Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede
+ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med
+Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.
+
+Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt
+Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor
+Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde.
+
+Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer
+og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og
+Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok,
+den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en
+underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en
+Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.
+
+Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.
+
+Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende
+af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af
+farverige Billeder og daarende Syner.
+
+I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin
+Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat
+og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som
+Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af
+dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og
+smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel
+vride sine Hænder og skrige som i Pine.
+
+Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten
+fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
+til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske
+overladt til sig selv.
+
+En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen,
+og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her
+at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte
+æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns
+taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en
+kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.
+
+Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm
+voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og
+pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om
+hendes Forstand.
+
+Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne
+sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden
+fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde
+mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det.
+
+Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue,
+lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
+hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste
+sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun
+i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige
+Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra
+Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med
+Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa
+tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for
+at jage Billedet bort.
+
+Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar
+hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og
+næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under
+den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide
+Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille
+Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
+hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede
+Arm.
+
+Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og
+klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og
+mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en
+iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.
+
+Af saadanne Indfald havde hun mange.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem.
+
+Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den
+langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker.
+
+De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i
+Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme.
+
+Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder
+siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun
+kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven
+saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han
+hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
+før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet
+ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og
+kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt,
+og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra
+ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden
+gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham
+og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt
+for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae
+ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som
+kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og
+Jubel og Krogene hviskede med Kys --.
+
+Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed
+og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
+raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne
+rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.
+
+Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe,
+og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I
+Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede
+paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte,
+Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
+Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af
+Bevægelse.
+
+Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede
+han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
+Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte
+ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under
+Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til,
+det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den
+forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.
+
+«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til
+sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
+Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var
+ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.
+
+Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende
+vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
+Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom
+hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og
+vendte tilbage.
+
+Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem
+Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der
+foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op,
+men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom
+tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
+nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa
+Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad
+Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt,
+han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
+og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol,
+stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil
+over hele Ansigtet.
+
+Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig
+op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet,
+stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i
+Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig
+slynget af den stærke Rus -- ned paa hende.
+
+Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen
+Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store
+Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til
+Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse
+af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde
+være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig,
+saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke
+eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid
+hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa
+mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en
+drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe
+Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik.
+
+Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved
+hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans
+voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme
+under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende,
+aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde,
+fugtigt glindsende Læber.
+
+Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham.
+Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt
+ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa
+hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at
+finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at
+være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes
+skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes
+Ønskers Maal var hans brede Favn --.
+
+Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt
+liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg,
+Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat
+ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb
+efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et
+smerteligt Smil Hovedet tilbage.
+
+Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle
+spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte
+sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en
+eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at
+drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han
+heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra
+Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.
+
+Marie tav.
+
+Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke
+skulde spise.
+
+Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise
+ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
+havde rent kvæstet den.
+
+Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig
+se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
+Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en
+Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men
+det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en
+Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid
+ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for
+alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han
+fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt
+omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det
+andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en
+Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.
+
+Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og
+saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede
+ham sjeldent eller slet ikke svarede.
+
+Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun
+sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.
+
+Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring
+rundt paa Fingeren.
+
+«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende,
+medlidende Tone.
+
+Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev
+ved at se ud.
+
+«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op.
+
+Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod
+Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium,
+frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af
+Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.
+
+Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege
+Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i
+Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg,
+tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage,
+lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven
+igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod
+det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ...
+
+I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med
+Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
+i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et
+Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort
+Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse.
+
+Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik
+var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik
+Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død
+Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet,
+lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.
+
+Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at
+Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
+og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende,
+at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun
+gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham,
+maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi
+hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først
+og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen
+Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over
+hendes Vilje.
+
+Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa
+Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede
+mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller
+Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa
+vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa
+den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet.
+Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
+han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig
+Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi
+det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der
+styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde
+hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,
+hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.
+
+Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede
+Stumperne ind i den tomme Kamin.
+
+Endnu rørte Marie sig ikke.
+
+Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen
+Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille;
+han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.
+
+Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae
+paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og
+kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig
+og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad
+Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om
+Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet
+og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.
+
+«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din
+højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men
+hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor
+slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel,
+Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
+det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig
+min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du
+tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred.
+
+Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste
+Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord
+og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den,
+der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold.
+Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød
+al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin
+første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov
+til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at
+vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;
+hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde
+Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn
+tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde
+Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at
+overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.
+
+Men større Fjender stod hendes Sag imod.
+
+Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor
+den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere
+end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at
+Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa
+saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den
+absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun
+spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.
+
+Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær
+og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,
+udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med
+Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være
+magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved
+overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med
+Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong
+Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute
+Herskeres Række.
+
+Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans
+Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
+havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands
+Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed
+gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig
+skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans
+Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
+truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde
+skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt
+og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle,
+idyliske Forhold tillive igjen.
+
+Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager,
+opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit
+Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
+enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og
+overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne
+Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det
+hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og
+misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.
+
+               *       *       *
+
+Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa
+Frederiksborg.
+
+Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med
+til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i
+September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen
+kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.
+
+Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af
+Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og
+anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled
+Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa
+lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad
+og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa
+Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
+Fest.
+
+       *       *       *       *       *
+
+I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave,
+plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.
+
+Hun var der ogsaa idag.
+
+Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den
+muldsorte Gang og det grønne Løv.
+
+Langsomt kom hun nærmere.
+
+Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse
+og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede
+Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet
+sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev
+de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
+og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde
+skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule,
+var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af
+foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa
+langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko
+netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer
+af Ravne.
+
+Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den
+først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og
+lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel
+sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
+vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.
+
+Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der
+oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der
+gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard
+Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
+og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere
+til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og
+trippede smaaskjændende med.
+
+«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som
+et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.
+Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at
+stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i,
+end som i gammel Sime!»
+
+«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede,
+da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae
+langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart
+i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»
+
+«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag,
+saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele
+Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi
+hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus
+Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,
+naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar
+os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille
+Daniel, ja, vi gjør!»
+
+«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og
+Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min
+Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg
+kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? --
+jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament!
+det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel,
+rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses
+Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter
+hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
+hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det
+er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor
+hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde
+Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold
+og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller
+hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! --
+men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»
+
+De gik igjen.
+
+Ved Laagen standsede de.
+
+Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.
+
+«Derinde!» sagde han.
+
+Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel
+og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende
+Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og
+tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt
+oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
+over de hurtige Vinger.
+
+Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.
+
+«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at
+En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe
+og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol!
+er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han
+lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og
+Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede
+i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for
+skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling,
+at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»
+
+Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor
+Laagen.
+
+Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til
+Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
+derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun
+hørt Daniels Ord til Magnille og nu:
+
+«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»
+
+Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede
+han.
+
+«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han,
+«bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt
+og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken
+og intet Andet.»
+
+«I lyver, Daniel.»
+
+«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her,
+velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en
+Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og
+sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, --
+vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og
+Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns
+saa galne, som Vorherre han gjør os.»
+
+«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.
+
+Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind
+mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket
+ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»
+
+«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi
+passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for
+det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de
+Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være.
+Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»
+
+«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer
+selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
+at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I
+det?»
+
+«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud
+med Haanden.
+
+«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde
+troet Eder saa meget, meget bedre!»
+
+«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans
+Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare
+spørg!»
+
+«Var de sande, de Ord ...»
+
+«Som Evangelium, men ...»
+
+«Er I vis derpaa? I fejler intet?»
+
+Daniel smilte.
+
+«Er ... han der idag?»
+
+«Er han paa Jagt?»
+
+«Ja.»
+
+«Saa ja.»
+
+«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun
+for Slags Person, om I veed det?»
+
+«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble,
+gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»
+
+«Men af hvad Folk er hun kommen?»
+
+«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk
+Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men
+hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet
+Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været,
+til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har
+ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar
+som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»
+
+«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.
+
+«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig
+saa tro som Eders højre Haand.»
+
+«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og
+en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»
+
+«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en
+Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I
+kuns paa det, velbaarne Madame.»
+
+Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,»
+sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.
+
+«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og
+stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa
+ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke
+mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig
+sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig
+Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig!
+det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til
+mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i
+den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»
+
+Saa stavrede de af med hinanden.
+
+       *       *       *       *       *
+
+At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet
+saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i
+Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En
+fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller
+ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed,
+der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt
+han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden
+faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da
+nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans
+Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og
+kastede ham omsider paa Sygelejet.
+
+Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen
+hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede
+han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste,
+og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny
+Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu
+havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte,
+rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde
+han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for
+at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge
+ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne.
+Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og
+Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen
+Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende
+sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og
+Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham
+til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske
+fyldte hans Hu.
+
+Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu
+alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
+Morgengange.
+
+Og saa var det, de mødtes.
+
+
+
+
+XI.
+
+
+Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.
+
+Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen
+Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med
+den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid
+Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.
+
+«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille
+Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bæst, Boncoeur, lille
+Hund! -- forbandede, stædige Tingest ...»
+
+Karen stod i Vinduet og lo.
+
+Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.
+
+    "Amy des morceaux delicats,"
+
+sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.
+
+    "Et de la debauche polie
+    Viens noyer dans nos Vins Muscats
+    Ta soif et ta melancolie!"
+
+Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik
+højere, end de egenlig skulde.
+
+Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.
+
+Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen
+ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.
+
+«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton
+humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...»
+
+I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun
+saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var,
+op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en
+Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
+af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.
+
+Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind
+efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og
+stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine
+Hænder.
+
+«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg
+skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med
+rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som
+en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op
+imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige
+paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.
+
+Der standsede Ulrik Frederik hende.
+
+«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»
+
+«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til
+den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa
+Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a,
+her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du
+ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud
+af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en
+Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»
+
+«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken
+mod ham.
+
+Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge
+igjen?» sagde han skarpt.
+
+Marie saae op paa ham.
+
+«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «_jeg_ er din Hustru for
+Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad
+hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik,
+du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt
+jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»
+
+Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud
+af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp
+hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde
+om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og
+hviskede saa til ham, da de stod der foran:
+
+«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og
+stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
+mig vel!»
+
+Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at
+stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage
+og Vognen foer afsted.
+
+Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at
+gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over
+hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende
+Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig,
+uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.
+
+Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en
+lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var han, men betaget af
+den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
+Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og
+Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal
+igjennem.
+
+Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre
+ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie
+vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed,
+hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere.
+Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se
+træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting
+vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende
+løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store,
+tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af
+højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens
+stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved
+med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side,
+overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens
+hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som
+klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke,
+med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den
+Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte
+det godt, Altsammen, Alting, det Hele.
+
+Han tog fejl.
+
+Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et
+ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste
+sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere
+afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.
+
+Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord
+til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk
+derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om
+denne besynderlige Tavshed.
+
+Han vilde næsten hellere, hun havde talt!
+
+Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde
+tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve
+forsonede igjen?
+
+Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun
+nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine
+Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille
+Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af
+Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende
+Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!
+
+Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.
+
+Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt
+derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.
+
+Men det skete ikke, og han kunde ikke lade være med at tænke sig,
+at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres
+mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne
+vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg
+Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende,
+medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt
+paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.
+
+Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi
+en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke
+glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det
+sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
+varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede
+endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.
+
+Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen
+Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven
+udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister
+i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de
+flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig,
+ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede
+ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring og
+ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes
+i Boblens Glar.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset.
+Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og
+Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
+instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste
+Roller.
+
+Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i
+Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og
+selskabelig, saa at sige mere vaagen.
+
+Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar
+der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
+Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen
+lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.
+
+Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været
+saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger,
+vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var
+blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en
+næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i
+hendes Miner.
+
+Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig
+enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt
+Person.
+
+Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries
+Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand.
+
+Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med
+hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det
+flade, solsvedne Land bagved den.
+
+Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og
+fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte,
+halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde.
+
+Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen
+dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det
+lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, -- og
+som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes
+de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for
+Himlens Blikke.
+
+Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber,
+ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
+Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen.
+Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog
+slørende ned over de sorte Straatage i den nære By.
+
+En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier
+rundt om Højens Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af
+Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene,
+der knagede og knækkedes.
+
+Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.
+
+Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad
+Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
+have besteget den bratte Skraaning.
+
+Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj
+Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var
+bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over
+hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at
+Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede,
+blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket
+end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den
+stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for
+lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen
+smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne
+smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
+ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige,
+grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette
+Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa
+een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent
+som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af
+Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.
+
+Saadan saae Sti Høg ud.
+
+Dengang.
+
+«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt
+forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og
+de Steder der?»
+
+«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske
+Tanker?»
+
+«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for
+Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den,
+varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig
+bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og
+Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af
+Eders Øjesyn da?»
+
+«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo
+ham lige op i Øjnene.
+
+Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de
+satte sig ned.
+
+Han saae forskende op paa hende.
+
+«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og
+uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at
+der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de
+Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en
+anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og
+fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres
+Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene
+Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle
+deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og
+Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns
+griber dem med deres grove Hænder.»
+
+Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende
+glide hen over den fyldige Fjerbusk.
+
+«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv,
+«Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes
+kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige
+Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette,
+som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil
+eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig
+Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
+dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ
+Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade
+og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg
+eller i Fortvivlelse?»
+
+Han smilte haanligt og tav.
+
+«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham,
+«hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens
+Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller
+travrigt heller?»
+
+Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om
+han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde
+Samtalen.
+
+«Men hvorfor da?» gjentog Marie.
+
+«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning,
+«fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk
+og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som
+rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst
+straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
+som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du
+just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens
+Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som
+røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
+fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»
+
+Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod
+hende.
+
+«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst,
+som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er
+Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er
+Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»
+
+Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.
+
+«Det er da det, der bringer _Eder_ paa Klostertanker?» sagde Marie og
+saae smilende ned.
+
+«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore,
+at jeg her stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
+fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter,
+hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og
+stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine
+Dvaledruers Safter i mit Blod. -- Aa, men jeg veed hel vel, at det er
+Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde
+længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter
+Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg
+her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden
+saa helt har lagt sig.»
+
+«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»
+
+«Ja vel, det letter og tætter.»
+
+«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.
+
+«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»
+
+Marie løb nedad Bakken.
+
+«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned
+i Eders!»
+
+Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg
+fulgte med ved hendes Side.
+
+Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte
+Samtale.
+
+«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti
+Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig,
+forstaar jeg ikke heller.»
+
+«Aa jo!»
+
+«Men intet, hvad I talte til mig.»
+
+«Nej.»
+
+«Nu bander jeg: jo.»
+
+«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»
+
+«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre,
+den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed
+hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs
+Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det
+knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste
+sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt!
+Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner
+i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En
+aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens
+Forkrænkelighed, der har ligget mig tungt i Tanker, at det var
+det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det
+var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn,
+men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en
+fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som
+gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ...
+nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just
+i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
+prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al
+Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet,
+blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en
+Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage
+mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet
+var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op,
+eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer
+eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! -- om
+jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i
+Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren
+og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og
+Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang,
+saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge
+og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa,
+hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt
+Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag
+føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande.
+-- Forstaar I, Sti Høg, _det_ tror jeg er at leve til, det er det
+Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde
+det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld
+deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig
+mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det
+syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt
+ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der
+Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig
+vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør
+aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden
+og usøgt, som en vanfør Terne.»
+
+«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner
+pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu
+ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre
+du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de
+Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at
+vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til,
+gladelig hen, blot vi øjner den Ting, der kan lignes ved et Spor,
+og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,
+ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi
+søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den
+gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste
+sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt,
+tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
+Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed
+og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem
+overbeviset om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og
+Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? -- Men det har Alt kuns
+lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes
+vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til
+paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!»
+
+Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad
+Slottet til.
+
+               *       *       *
+
+Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September,
+da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
+gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige
+Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i
+Spidsen for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig
+ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage
+sin Begyndelse.
+
+En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens
+røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle
+Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød.
+
+Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne
+Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og
+kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende
+Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det
+prægtige Tog.
+
+Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i
+Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og
+Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle
+Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og
+Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
+lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig
+lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
+og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og
+dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen.
+
+Forbi -- nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den
+dæmrende Luft ...
+
+Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust».
+
+Scenen er en Skov.
+
+Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige
+Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om
+Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i
+nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene
+Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med
+forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.
+
+Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige
+Højhed Prindsesse Anne Sofie.
+
+Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge
+Hænder, mens hele Hoffet jubler.
+
+Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i
+overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine
+Læber.
+
+Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem
+og synge en Duet om Kjærligheds Lykke.
+
+Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde
+sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme
+veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og
+endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opføre
+en meget overgiven Musik.
+
+Nu Slutningsscenen.
+
+Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder
+Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina,
+Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.
+
+De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det
+forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes,
+fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres
+lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa
+sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner
+hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse
+Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og
+Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem
+hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen,
+ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:
+
+    "Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,
+    Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen
+    Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,
+    Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier
+    Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum gegeben
+    So schön und prächtig sind, und zu den End erheben
+    Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr
+    Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."
+
+Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og
+lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt
+indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske
+eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer
+omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.
+
+De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage
+Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men
+Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie
+havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade
+Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
+Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre
+den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder.
+
+Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de
+mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og
+bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen
+sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler
+derude.
+
+Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte,
+færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene
+og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige
+Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst
+mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var
+travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede
+sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.
+
+Hvidgule Bryn.
+
+Det var Sti Høg.
+
+    "...... È di persona
+    Anzi grande, che no; di vista allegra,
+    Di bionda chioma, e colorita alquanto."
+
+hviskede han for sig selv.
+
+Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig været
+sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes
+kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse.
+Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt
+og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde,
+ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham
+Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs,
+hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa
+liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis
+saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende,
+en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme
+med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker,
+ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men
+endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blændende Skuldre,
+den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al
+denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han
+frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans
+Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for
+sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed
+derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans,
+det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...
+
+    "Paragon di dolcezza!
+    ..............
+    ... bocca beata,
+    ... bocca gentil, che può ben dirsi
+    Conca d'Indo odorata
+    Di perle orientali e pellegrine;
+    E la porte, che chiude
+    Ed apre il bel tesoro,
+    Con dolcissimo mel porpora mista."
+
+Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han
+klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte
+sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin
+Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op
+for sine Øjne, da -- stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede
+Aabning, lys imod Mørket derude.
+
+Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun
+følte sig saa tryg og sund og mægtig; Festens Pragt og Toner,
+Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det
+et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun
+var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var,
+som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte
+og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i
+hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet
+Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig
+Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.
+
+Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil
+paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
+stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.
+Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og
+hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa
+hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
+skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige
+Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.
+
+Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og
+slog Øjnene ned.
+
+Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end
+en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han
+knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til
+sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og
+ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt
+forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.
+
+
+
+
+XII.
+
+
+I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik
+til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste
+han derop.
+
+Marie Grubbe fulgte ham.
+
+Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot
+at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
+ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig
+Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle
+Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.
+
+Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig
+paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit
+Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig
+anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.
+
+Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie
+Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
+Daasen.
+
+Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke
+klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve
+af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem
+de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem
+og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften
+med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over
+Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som
+en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust,
+der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den
+hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod
+Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu
+hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne
+raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister
+i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at
+brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske
+og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste
+Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer
+og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og
+hedhovede Favnestykker.
+
+Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den
+lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede
+Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det
+bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de
+snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
+og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned
+under den store Dragkiste.
+
+Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig
+igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
+Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret
+jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle
+Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
+den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad
+Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og
+Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
+Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe
+paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas,
+de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og
+hjalp Skjæret at finde det frem.
+
+Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede
+der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
+hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot
+Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun
+blot nu og da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe
+klingende Toner.
+
+Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør
+Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt
+bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige
+Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt
+fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra
+Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
+velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.
+
+Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede
+ind ad den.
+
+Marie holdt straks op med at synge.
+
+«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet
+han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst,
+I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»
+
+«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»
+
+«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken
+foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde
+Kobberkugler.
+
+«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens
+Strenge.
+
+«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa
+hende.
+
+Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:
+
+«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»
+
+«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min
+Ringhed med i _de_ gamle Drømme, Madame? -- om En tør spørge.»
+
+«Ak nej!»
+
+«Der var dog en Tid ...»
+
+«Blandt alle andre Tider.»
+
+«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne
+Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
+Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det
+var en Blæst og Sne ...»
+
+«Ret som nu.»
+
+«I sad foran Kaminen ...»
+
+«Ret som nu.»
+
+«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit
+Haar.»
+
+«Ja, den Gang elskede I mig!»
+
+«O, ret som nu! -- og I -- I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa
+Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt
+og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og
+saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.»
+
+«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar
+jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for
+mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hænder blev saa
+kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme
+...»
+
+«De grace, Madame!»
+
+«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket
+ud.»
+
+«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»
+
+«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»
+
+«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og
+fyrigere end før -- sig, gjør den intet?»
+
+«Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner
+dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»
+
+«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken
+kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa
+en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade
+ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»
+
+«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»
+
+«Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.»
+
+«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det,
+aldrig.»
+
+«Saa har I aldrig elsket.»
+
+«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket -- Det
+var paa Frederiksborg ...»
+
+«O, Madame, I er uden Skaansel!»
+
+«Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak,
+I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed
+til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit
+kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte
+jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders
+kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt
+dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
+Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som
+for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og
+jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom
+for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for
+Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab
+i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for
+trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders
+Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter
+i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
+til Døden. -- Se, saadan var I elsket!»
+
+«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig,
+Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig
+Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder,
+og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
+været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o,
+giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
+Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»
+
+«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»
+
+«O, tro mig dog, Marie!»
+
+«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af
+Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
+er stor og stærk, men _min_! den har I kvalt med egne Hænder, den
+er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig
+vække den op igjen.»
+
+«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt
+Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin
+Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er
+fast mod alle Saar.»
+
+«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant
+Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mænd.»
+
+               *       *       *
+
+  «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
+  allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad
+  som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
+  Hjærte.
+
+  Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven
+  fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har
+  af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den
+  begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og
+  Tribulats i fulde Skaale.
+
+  Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som
+  allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i
+  mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo
+  af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var
+  paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
+  min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid
+  ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som
+  mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes
+  af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans
+  skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
+  til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet
+  skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han
+  for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans
+  Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han
+  just netop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om
+  han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og
+  det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine
+  Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os
+  imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham
+  og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men
+  da var det, det ret gik an, thi wenn's de Düwel friert, plejer
+  man sige, macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en
+  Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet
+  i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa
+  dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og
+  bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der
+  skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter
+  vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne
+  om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas
+  tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at
+  brede.
+
+  Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende
+  længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt,
+  at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have
+  deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa
+  Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener, det
+  er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt
+  til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
+  han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet
+  skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod
+  mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete
+  forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde
+  komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde
+  have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke
+  Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde
+  forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der
+  fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener,
+  han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført
+  i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet
+  mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig
+  altid gode Bud fra dig.
+
+    af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.
+
+                                        Din fuldtro Søster altid
+                                             _Marie Grubbe_.
+
+  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere
+    paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
+
+  «GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og
+  altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
+  bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet
+  lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og
+  vi svømme og bade i idel Elendighed.
+
+  Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og
+  ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
+  den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en
+  store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han
+  gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage
+  til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var
+  god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare,
+  thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det
+  af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje
+  for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde
+  sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder
+  det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa
+  heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og
+  som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi
+  det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov
+  og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne,
+  at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S.
+  maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft
+  igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk,
+  og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit
+  kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans
+  Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu
+  vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,
+
+                              hendes tro Søster, mens jeg lever,
+                                     _Ane Marie Grubbe_.
+
+    af Vang, 6 Februari 1666.
+
+  A Madame
+    Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»
+
+  «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
+  allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som
+  ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
+  ganske Hjærte.
+
+  Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen
+  er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og
+  Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr.
+  Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja
+  tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det
+  er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er
+  over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
+  Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig
+  hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han
+  fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over
+  alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at
+  staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed,
+  at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an,
+  om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor
+  Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig
+  paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om
+  jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue
+  Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom
+  ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig
+  fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes
+  mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen, have,
+  og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som
+  en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet
+  aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde
+  jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
+  saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort,
+  da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
+  han sende mig altid gode Bud fra dig,
+
+   [7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.
+
+   [8] Frue Dag = 15 August.
+
+                                        din fuldtro Søster altid
+                                             _Marie Grubbe_.
+
+    af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.
+
+  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere
+    paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»
+
+Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet,
+som Marie Grubbe var det.
+
+Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige
+Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres
+Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe.
+Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men
+selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.
+
+Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort
+disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men
+ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten
+ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger
+over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
+været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det,
+og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
+Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende
+tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa
+tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa
+ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for
+at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig
+overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans
+Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til
+Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ...
+og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne
+sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt
+her i dette barbariske Norge.
+
+Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde
+gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den
+ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den
+anden var Skinsyge en mægtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ været
+skinsyg paa Karen, det vidste han.
+
+Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle
+paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
+hans Tvivl.
+
+Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet.
+
+Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte
+Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa
+et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette
+Vej, men der skete intet.
+
+Jo endelig.
+
+Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just
+det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
+tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk
+Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
+Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav
+den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og
+gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de
+maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.
+
+Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks
+Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa
+Eftermiddagen hørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.
+
+Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til
+Side, og gik lige op til Marie Grubbe.
+
+Døren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde.
+
+Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der,
+hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa
+forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru.
+
+I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol
+ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og
+Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft
+Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og
+purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det
+lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult
+Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed
+hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte
+et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op
+for Ruden.
+
+Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet.
+
+Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien
+svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.
+
+Han betragtede hende nøje.
+
+Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der,
+med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
+Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af
+Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens
+faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den
+hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den
+knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens
+hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet
+Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan
+hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede
+Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med
+Tømmesvøben. -- Og hun var hans. -- Han havde været ond og stræng og
+grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse
+røde Læber aabne sig i Klage.
+
+Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig
+gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
+og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til
+Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende
+Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker.
+
+Da vaagnede Marie Grubbe.
+
+«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa
+Stolen tumlede henad Gulvet.
+
+«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte
+bønfaldende Hænderne ud imod hende.
+
+«Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»
+
+«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»
+
+«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.
+
+«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes
+drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»
+
+«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget
+Andre for mig.»
+
+«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»
+
+Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.
+
+«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den
+Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
+dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med
+mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen
+og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf,
+for det kunde være en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad
+du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have
+Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe
+og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns
+vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»
+
+Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om
+Haandleddet og holdt ham ud fra sig.
+
+«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? -- Om du
+kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i
+Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg
+vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
+end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af
+mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder
+dig væk, -- hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes
+med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en
+Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg
+gjorde det intet.»
+
+«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»
+
+«Nej og nej og mer' end nej!»
+
+«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»
+
+Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og
+ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.
+
+«Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min
+Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
+for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til
+Gefährt[9]! Ud ...»
+
+ [9] Gefährt = Kjøretøj.
+
+Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde,
+ud af Stuen, bort fra Slottet.
+
+Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet
+i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng
+af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem
+og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring
+paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer
+tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i
+den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og
+græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede
+han for hende, med blid og sagte Røst.
+
+Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor
+Betaling at sejle sig til Danmark.
+
+Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage
+efter rejste han til Kjøbenhavn.
+
+
+
+
+XIII.
+
+
+En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve
+kjøre ind paa Tjele.
+
+Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan
+kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,
+hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,
+han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende
+Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
+
+Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han
+behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og
+der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.
+Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen
+Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge
+Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden
+stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
+
+Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om
+Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige
+i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare
+ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der
+vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
+
+Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke
+ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
+Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde
+lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den
+ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende
+til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde
+Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke
+paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde
+skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede
+Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at
+komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
+
+Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel
+paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes
+Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget
+Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
+
+Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende
+Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
+skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende
+Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed
+og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig
+Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at
+tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de
+endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet
+en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i
+hendes yndigt dunkle Ensomhed.
+
+Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen
+mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra
+Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe
+foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage
+hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende,
+at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog
+Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig
+underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et
+Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
+langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til
+hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens
+Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder
+Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt
+paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes
+Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke
+skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik
+Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
+Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og
+at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
+desto lettere vilde han maaske afstaa det.
+
+Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de
+Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
+Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde
+mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man
+vidste aldrig, hvad den kunde føre til.
+
+Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde
+tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
+Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve,
+men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø
+var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,
+saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en
+Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.
+
+Hans Navn var Sti Høg.
+
+Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte
+tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig
+Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var
+bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en
+Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
+var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes
+Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner,
+den samme ydmyge Beundring i hans Blik.
+
+Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog
+han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
+efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi
+han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget
+fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.
+
+«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage
+til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»
+
+«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde
+jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
+for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig,
+varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet,
+forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse
+Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig,
+blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
+raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som
+besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»
+
+«I vil da andrage paa Separation, Madame?»
+
+Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes
+Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han
+forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa
+i Lave, men det vilde det aldrig.
+
+De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter
+Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
+vilde gjøre Fordring paa Kalø.
+
+Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist
+hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af
+Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi
+højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,
+for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde
+kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu
+den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og
+saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med
+hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
+fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel
+og fattige Kontrafej af et Hof.
+
+Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en
+Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den
+Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes
+deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen
+for alle sine Drømme.
+
+Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe
+som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
+bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,
+tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af,
+at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I
+Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse,
+men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse
+haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var,
+og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig
+gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti
+Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord
+vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,
+fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro
+ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
+om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller
+Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end
+han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
+Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den
+forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig
+et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom
+evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro
+sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu,
+da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig
+ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i
+fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
+Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa
+sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,
+tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i
+Alting ligt.
+
+Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden
+paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort
+Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage
+er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der
+har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og
+Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var
+skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
+da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde
+det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge
+deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig
+for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit
+Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig
+unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra
+hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes
+Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»
+
+Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at
+det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.
+
+Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden
+tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at
+tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden
+vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at
+gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
+Ægteskabet blev staaende ved Magt.
+
+Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre
+vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage
+Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at
+holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af
+Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
+ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed
+troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel
+bekjendt.
+
+Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og
+der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.
+Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe,
+og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan
+Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse
+sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot,
+uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet
+i Marts, Niogtreds.
+
+Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare
+Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
+vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da
+ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at
+skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.
+
+Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med
+uforrettet Sag til Norge.
+
+Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa
+var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
+Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;
+thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt
+og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne
+vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det
+at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
+Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men
+det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,
+thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere
+begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster
+af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre
+Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de
+netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor
+bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til
+Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede
+Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde
+vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen
+Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
+rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente
+desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.
+
+Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og
+Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at
+han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,
+Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden
+havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende
+til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede
+i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og
+England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne
+Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men
+det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde
+nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin
+høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den
+Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,
+hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig
+igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde
+ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde
+hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe
+Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig
+at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt,
+deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
+med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt
+for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans
+høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for
+hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig
+behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie
+hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles
+ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig
+igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt,
+som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store
+Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.
+
+Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike,
+da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
+det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var
+kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage
+hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver
+Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at
+begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
+hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa
+Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til
+Suppliken:
+
+  «Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg
+  Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med.
+  Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp
+  mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.
+
+                                                _Marie Grubbe_.»
+
+Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,
+ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat
+Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun
+afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og
+hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
+skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.
+
+Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik
+Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som
+Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok
+at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre
+Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende
+verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde
+være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et
+nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen
+kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
+han havde, til at naa dette Maal.
+
+Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde
+afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved
+Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds
+erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at
+gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
+den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart
+hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens
+Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,
+tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens
+Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde
+vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig
+til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige
+Hænder.
+
+
+
+
+XIV.
+
+
+Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor
+syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at
+hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om
+selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun
+længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle
+Jordens Herligheder hen for sine Fødder.
+
+Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne
+og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun
+da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes
+hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
+By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin
+Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
+først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.
+
+Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den
+Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin
+Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom
+nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
+Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre
+sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse
+gjorde nødvendig.
+
+I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører
+for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham
+Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det
+skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev
+derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt
+med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige
+Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung
+ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu
+mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i
+hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud,
+som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte
+han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den
+anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved
+ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne,
+der talte om endnu skarpere Klør.
+
+Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle
+Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid,
+der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da
+han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine
+elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at
+tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af
+sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte
+sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig
+efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig
+selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti
+Høg, jo mindre kjendte hun ham.
+
+En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende
+i denne hendes Formodning.
+
+Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store
+Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang
+og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste
+Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer.
+Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
+Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle
+tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet
+lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde
+Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
+
+Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen
+plaskede ned i blinkende Strømme.
+
+Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene
+i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
+Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og
+skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa
+trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
+
+«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?»
+spurgte Lucie.
+
+«Sti Høg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du
+med det?»
+
+«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
+
+«Hvad!»
+
+«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed,
+han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes
+Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et
+Skjørt, der vifter til.»
+
+«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
+
+«Men Herregud, har I da aldrig hørt _det_ før? Jeres egen Svoger! --
+Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
+være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»
+
+ [10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.
+
+«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk
+Vin til Morgenkost?»
+
+«Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I
+aldrig hørt det Navn før?»
+
+«Nej!»
+
+«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa
+med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
+Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til
+at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»
+
+Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud
+paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa
+igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»
+
+«Det skulde En næsten vente sig.»
+
+«Om Ermegaard Lynow?»
+
+«Jo besynderlig om hende.»
+
+«Hvad da?»
+
+«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj,
+rødhaaret, bleg ....»
+
+«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»
+
+«Veed I ogsaa det med Forgiften?»
+
+«Nej, nej!»
+
+«Eller Brevet da?»
+
+«Naa, fortæl!»
+
+«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»
+
+«Naa!»
+
+«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev
+gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde
+det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde
+i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var
+hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun
+en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo
+slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet
+hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset
+ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
+kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev
+han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde
+faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og
+sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun
+leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer
+ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og
+var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans
+Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde
+ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til
+og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes
+Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for
+hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun
+maatte se ham engang inden hun døde.»
+
+«Og saa?»
+
+«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den
+ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa
+skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at
+den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans
+Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han
+havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde
+han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
+kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
+
+«Og Jomfru Ermegaard?»
+
+«Jomfru Ermegaard?»
+
+«Ja vist.»
+
+«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok
+til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var
+kommen til Helsen igjen.»
+
+«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden
+lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved
+ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.
+
+Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt
+og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og
+Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive
+klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de
+ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny
+og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen,
+kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
+var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa,
+hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte
+sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed
+hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets
+Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og
+ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt,
+brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
+dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro
+at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end
+der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja
+næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var
+der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
+Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel,
+instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der
+trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig
+greb til.
+
+               *       *       *
+
+I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et
+gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
+at Solen var gaaet ned, taget ind.
+
+Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene,
+sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske
+Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord
+foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.
+
+Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod
+Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae
+til.
+
+Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte
+sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet
+i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en
+lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de
+to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig
+tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og
+drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.
+
+Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres
+Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de
+havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og
+Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde
+erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var
+nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til
+dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.
+
+Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint
+Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent
+som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og
+mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv,
+slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu
+mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres
+Spørgsmaal nok saa nærgaaende.
+
+Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at
+blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de
+skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel
+grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa
+ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i
+endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde
+finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.
+
+Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for
+at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden
+Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit
+Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.
+
+Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie
+Grubbes Hals.
+
+I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han
+sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.
+
+I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og
+hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.
+
+Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens
+ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den
+med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets
+Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal,
+at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage
+Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt,
+men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var
+besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting
+saae, kunde heller Ingenting forklare.
+
+Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde
+kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og
+bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i
+sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
+de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred
+sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig
+tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange
+hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han
+følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der
+var kommen til sig selv igjen.
+
+Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for
+hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
+trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals
+og Knæene i hans Sider.
+
+Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme
+om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.
+
+Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med
+en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede
+ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej
+for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til
+Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed
+sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i
+Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene
+Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand
+fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes
+Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne
+brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa
+og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae
+dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik
+udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed
+var det Slagsmaal da forbi.
+
+Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der
+boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa
+Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til
+sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage
+havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der
+tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i
+hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han
+det Svar, han ønskede.
+
+
+
+
+XV.
+
+
+Nu i Paris.
+
+Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt,
+der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden,
+og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.
+
+De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem;
+der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og
+Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i
+at tøve.
+
+I det er deres Sind ens.
+
+Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige.
+Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod
+Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed,
+ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
+snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet
+sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt,
+dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende
+slæber i dens Spor.
+
+Hun vilde glemme.
+
+Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens
+Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.
+
+Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun
+greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
+og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.
+
+Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri
+hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe,
+ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde
+været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det
+Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om
+Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der
+ingen Redning.
+
+Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.
+
+De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det
+forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles,
+Værtinden i la croix de fer.
+
+Marie var der, og hun sad og græd.
+
+Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af
+Stuen.
+
+Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord
+fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde
+gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.
+
+Han gik hen imod hende.
+
+«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret
+rigtigen tales ved og saa skilles.»
+
+«Ja, hvad kan det nytte?»
+
+«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke
+Skarer.»
+
+«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.»
+
+«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem,
+som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
+smerteligen haardt.»
+
+«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har
+aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.»
+
+«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere;
+sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig,
+laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at
+vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til
+Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af
+at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi
+du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hør,
+Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig
+selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker
+derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog
+-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»
+
+«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed
+ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa
+ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du
+er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du
+vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er
+saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt,
+du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig
+var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for
+Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
+din Stolthed af?»
+
+«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet
+mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. --
+Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig,
+end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl.
+Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
+Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de
+kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den
+bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede
+mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og
+al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som
+en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed
+den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud
+af hans kjært belastede Hænder. For _den_ vil komme en Gang, Marie,
+som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil
+intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt
+Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
+følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig
+mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til
+sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.»
+
+«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men
+det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
+som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med
+det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der
+er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at
+holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i
+Tankespaaner tilhobe.»
+
+«Farvel, Marie.»
+
+«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»
+
+«Tak -- Tak -- det maa saa være -- men jeg beder om en Ting.»
+
+«Nu.»
+
+«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet
+skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
+Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»
+
+Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.
+
+«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»
+
+Saa gik han.
+
+               *       *       *
+
+En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker
+sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
+Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse
+deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet
+sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
+rundede Liniers Drag.
+
+I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver
+i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
+Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet
+i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs
+ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave
+Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende
+Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm
+fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade,
+imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.
+
+En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og
+aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra
+vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
+fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det
+mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt
+og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende
+Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og
+rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder,
+stirrer et andet Mørke ud i Mørket.
+
+Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og
+deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
+snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver
+tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de
+kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med
+hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i
+Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i
+Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en
+Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.
+
+En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til
+Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
+denne samme Aften.
+
+De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En
+nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde
+ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det,
+gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges,
+hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.
+
+Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans
+Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var
+han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald
+der var han fra.
+
+De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og
+alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden
+af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen
+Sammenligning kunde taale.
+
+«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset
+Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v.
+Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose
+og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en
+Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa
+let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
+for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og
+fast som nogen Raa, der springer i en Skov.»
+
+Saa drak de paa det.
+
+«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang,
+gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
+Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad
+for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
+Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? --
+kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde
+Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder,
+og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa,
+hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et
+Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En
+komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
+hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de
+Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse,
+skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet
+af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder?
+Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for
+jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck
+i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammel som
+jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes
+paa.»
+
+Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i
+Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og
+klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han
+havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk
+ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det
+Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den:
+«den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
+end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den
+stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt,
+der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og
+paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær,
+som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der
+var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
+prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld,
+med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og
+fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var
+Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»
+
+«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang
+op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
+medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue
+skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og
+dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
+Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med
+usikker Stemme.
+
+«Dejlighed!» sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen
+af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
+Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks,
+hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa
+røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over
+Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa,
+alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende,
+som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes
+Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
+naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En
+bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa
+den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes
+klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»
+
+Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men
+kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
+at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa
+Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa
+Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt
+som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Marie Grubbe var da i Nürnberg.
+
+Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et
+Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.
+
+Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i
+Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit
+tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et
+mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik
+Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men
+fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin
+første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde
+være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt
+kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og
+nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han,
+som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed,
+hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa
+sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og
+gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid
+de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte
+dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste.
+Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed,
+hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid
+til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden -- der lyste
+intet Haab for hende i Fremtiden.
+
+Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog,
+hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte
+det mere, det var alle hendes Ønskers Maal.
+
+Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte
+hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men
+tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse,
+hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende,
+har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig
+vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine,
+farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende
+Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær
+og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at
+vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
+Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes,
+rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle
+Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri
+for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var
+taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
+men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage,
+naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de
+blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et
+taarefunklende Diadem om Ens Pande.
+
+Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men
+saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
+kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.
+
+Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg.
+Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
+Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge
+til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der
+taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
+Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det
+voldte hende Smerte.
+
+Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge
+opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
+for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det
+var først langt om længe at det fandt Gehør.
+
+Endelig rejste de da.
+
+Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlænget, og Lucie
+maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
+Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.
+
+Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde
+paa sig.
+
+Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til
+Tjele.
+
+Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.
+
+
+
+
+XVI.
+
+
+Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo
+der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og
+halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre,
+og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og
+firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.
+
+Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med
+hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.
+
+Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige
+Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller
+Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge
+til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende
+Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og
+plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa
+hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der
+lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding,
+hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter,
+hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende
+Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori
+Marie Grubbe leved.
+
+I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen
+glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
+som Skyer, rige som Lyset.
+
+Men der var een især.
+
+Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.
+
+Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og
+som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der
+blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads
+bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens
+krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn
+midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. --
+Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
+den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst
+og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens
+aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet
+Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede
+Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen
+af sit Øje.
+
+Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor
+faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med
+deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.
+
+-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig,
+Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde
+Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun
+kjendte.
+
+Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst
+at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
+Ruden, og alle Evner trættedes med den.
+
+Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og
+fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte,
+de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige
+Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes
+og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.
+
+Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes
+at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere
+frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans
+slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil
+Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig
+og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden,
+især naar der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han
+havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse
+til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
+ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig
+opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage
+hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet
+hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde
+tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
+af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet
+opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne
+overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
+given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af
+Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte
+dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under
+deres eget.
+
+Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og
+Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter
+Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
+Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget
+af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.
+
+Marie foragtede ham.
+
+Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig
+var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
+fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme
+afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget;
+han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en
+Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en
+Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg
+eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge
+denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans
+Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog
+stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der
+imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa
+en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
+paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men
+han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds
+Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og
+normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre,
+i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed,
+og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til
+Efterfølgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede;
+baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes
+Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.
+
+Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele,
+og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han
+skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller
+ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og
+indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig
+efter den anden.
+
+Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre,
+der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker
+havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden.
+Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det
+Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
+seksten Tjeleaar bragt hende.
+
+Og Eet endnu.
+
+Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende
+Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og
+Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd
+ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller
+skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun
+tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa
+mindre stærk.
+
+Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle
+hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og
+udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane
+med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.
+
+Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og
+Tjele Hestelade brænder.
+
+De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune
+Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave
+Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte
+Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk
+løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt
+blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og
+et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet
+Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget
+Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde
+til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og
+triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.
+
+Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.
+
+Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste
+ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
+udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var
+reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene,
+en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af
+Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det
+skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud
+som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men
+han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og
+jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs
+over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten.
+
+Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed
+til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
+vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i
+oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig
+voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i
+Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser,
+som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk.
+
+De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som
+Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder,
+fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt
+med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage
+og det store, lyse, brusende Haar.
+
+Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han
+Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
+havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.
+
+Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev
+slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa
+den gjennemvaagede Nat.
+
+Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og
+tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun
+sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.
+
+Endelig stod hun op.
+
+Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig
+paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst,
+urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa
+meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade;
+men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa
+Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals
+og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og
+valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant
+og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det
+Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men
+sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med.
+Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der
+var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at
+slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for
+at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde
+ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
+med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.
+
+Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere
+stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til
+ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del
+af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende
+derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot
+svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig
+selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. --
+
+En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over
+ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt
+Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren
+Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede
+Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var
+slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.
+
+Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk,
+paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede
+Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte
+sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa
+hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
+truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var
+bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først
+da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først
+da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og
+sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
+hen igjennem den varme, sitrende Luft.
+
+Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.
+
+Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han
+op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa
+Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med
+skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
+Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig
+selv og sine egne forunderlige Tanker.
+
+Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.
+
+Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der
+nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan
+havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans
+Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen,
+og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig
+selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
+-- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde
+Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige
+ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom
+Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den
+naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som
+var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan
+paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive
+gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han
+forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver
+af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var
+ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en
+Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig
+og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa
+Græsset røg af Skaaret.
+
+I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om
+ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde,
+og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og
+spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den
+forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae
+blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.
+
+Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst
+for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat
+med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse
+eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og
+derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var
+ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt
+kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa
+det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde
+stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for
+disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han
+sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En
+kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog
+nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage
+sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde
+han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder
+bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab,
+han gik og havde i Tanker. --
+
+En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe
+under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
+sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa
+Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op
+efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt
+svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den
+lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige
+Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte
+af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede
+Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og
+den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.
+
+Marie sukkede.
+
+    "Petits oiseaux des bois,"
+
+hviskede hun klagende,
+
+    "que vous estes heureux,
+    De plaindre librement vos tourmens amoureux.
+    Les valons, les rochers, les forests et les plaines
+    Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"
+
+Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa
+tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:
+
+    "Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,
+    Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,
+    Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
+    Sous de si dures loix la retient asservie,"
+    ..........
+
+Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:
+
+    "Il est vray je ressens une secréte flame
+    Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame
+    Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
+    Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."
+
+Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun
+hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes
+Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet
+Billede, end det, Ordene tegned.
+
+Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa
+besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle
+sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde
+Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes
+Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte
+Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor,
+som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav
+den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
+Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom
+de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred,
+og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om
+igjen?
+
+Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med
+disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt,
+ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin
+Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa
+ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev
+til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige
+Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne
+Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende
+kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker
+andetsteds bundne.
+
+Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende.
+Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede
+sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige
+Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun
+tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
+Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og
+hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette,
+elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var
+i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt
+med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det
+Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.
+
+Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.
+
+Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd
+med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
+taget Skade den Nat, Branden var.
+
+Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren,
+i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
+summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.
+
+I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom
+Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.
+
+Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen
+trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring
+med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket
+heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen
+mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden
+og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en
+ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa,
+det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde
+holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i
+Vognen.
+
+Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde
+Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
+Bryggekarret.
+
+Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.
+
+Nej.
+
+Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke
+Stenhonning?
+
+Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.
+
+Marie blev rød og følte sig hel beklemt.
+
+Om han maatte spørge om en Ting?
+
+Jo, det maatte han saa godt.
+
+Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke
+rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han
+alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.
+
+Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.
+
+Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe
+det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en
+anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.
+
+Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og
+rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var,
+hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.
+
+Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men
+det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom
+han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for
+at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var
+halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til
+Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt
+dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene
+som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov
+og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og
+han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade
+af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en
+Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi
+han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun
+var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han
+enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.
+
+Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et
+Ord om ham til noget Menneske i Verden.
+
+Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde,
+men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun
+havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at
+han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.
+
+Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa
+Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne;
+mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.
+
+Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin
+Haand paa hans Skulder.
+
+Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin
+Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun
+læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun
+da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel
+Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.
+
+Marie satte sig.
+
+Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken,
+saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke
+den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden,
+og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var
+Bryggerspige der paa Gaarden.
+
+Marie holdt hans Haand fast.
+
+Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
+
+Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget
+af, som ham.
+
+Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde
+gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
+for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende
+nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun
+saa vilde slippe.
+
+Nej, hun vilde aldrig slippe.
+
+Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb
+ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.
+
+Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret,
+slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
+
+«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»
+
+Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af
+Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
+i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han
+vidste, de alle var i Engene ved Høet.
+
+Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.
+
+«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa
+højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
+dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme,
+elendige Menneske da gribe til?»
+
+Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind
+i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
+Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han
+i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det
+derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret
+igjen.
+
+«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej,
+nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
+Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første
+Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa
+kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»
+
+«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved
+Døren.
+
+«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det
+er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at
+jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak
+...»
+
+Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.
+
+Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og
+jublende.
+
+Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.
+
+«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor
+var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig
+nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede
+Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt
+over hinanden.
+
+Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa
+do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.
+
+ [11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"
+
+«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op
+til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.
+
+Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var
+ganske forbavset.
+
+«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille
+hen for sig.
+
+ [12] Obenbarels = Aabenbarelse.
+
+Marie rystede smilende paa Hovedet.
+
+«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....»
+
+ [13] Unde = Onde.
+
+ [14] tint = tænkt.
+
+               *       *       *
+
+I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult,
+men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
+der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev
+det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret
+saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen
+skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af
+Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar
+han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin
+Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe
+hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op
+for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
+nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør,
+og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
+Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der
+da heller ikke gjorde ham mere lydhør.
+
+At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i
+sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
+selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers
+havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
+det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet
+Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.
+
+Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden
+kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
+blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende
+haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes
+Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet;
+som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun
+skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand
+og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
+forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa
+Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde
+Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte
+Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.
+
+Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem
+Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller
+mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig
+yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og
+Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de
+selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en
+Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
+plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt
+var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
+tage sig af Dage.
+
+Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.
+
+       *       *       *       *       *
+
+En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i
+et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som
+Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i
+et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem
+op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok.
+Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en
+rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
+Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste
+af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
+en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af
+Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom,
+anerkjendende Hovedbevægelse.
+
+ [15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.
+
+Hun spurgte ham, om han sad godt.
+
+Det var der Maade med.
+
+Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude
+til ham.
+
+Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den
+anden Pige, bag Maries Ryg.
+
+Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?
+
+Jo, det kunde ikke være saa ilde.
+
+Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe
+borte.
+
+ [16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med
+ Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.
+
+Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at
+skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.
+
+Søren skjævede arrigt hen til dem.
+
+«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes
+Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine
+Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan
+Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg
+tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
+blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den,
+den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»
+
+ [17] blommerantes = broget blomstret.
+
+Søren værdigede hende ikke et Svar.
+
+«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan
+simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak,
+og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans
+Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og
+det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade
+stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»
+
+Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.
+
+«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en
+Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
+Gammel ...»
+
+I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men
+han slængte den hen over Bordet.
+
+«Jav di Kvinner ud!» raabte han.
+
+Ja men Tællen blev jo kold.
+
+Det brød han sig ikke om.
+
+Saa blev Pigerne da sendt udenfor.
+
+Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun
+skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager
+Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven
+Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det
+var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik
+her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde
+raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
+vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun
+ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun
+ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad.
+Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt
+og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue,
+saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være
+Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod
+hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun
+skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.
+
+En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte
+være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.
+
+Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen,
+som stod op.
+
+«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.
+
+«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt
+Ængstelighed.
+
+«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted
+for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»
+
+Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der
+stod opimod Væggen.
+
+«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og
+gøs.
+
+Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.
+
+«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.
+
+Ingen svarede.
+
+«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide
+tversover sin Nakke.
+
+«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.
+
+«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men
+sæj hva' I vil sæj.»
+
+«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med
+alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud!
+...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke
+Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen,
+«det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
+han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der
+staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en
+kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i
+Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er
+Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»
+
+«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»
+
+«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven
+fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig?
+Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig
+ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det
+ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind,
+naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! --
+Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i
+Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»
+
+Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare
+dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
+ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være
+at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og
+derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.
+
+«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar
+en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen
+Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21],
+bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa
+stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»
+
+ [18] Ajer = andre.
+
+ [19] jen Ralt = een Pjalt.
+
+ [20] flier = flere.
+
+ [21] hiel Las = helt Læs.
+
+«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle
+Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig
+nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo
+ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og
+give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
+sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det
+kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»
+
+«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.
+
+«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og
+hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa
+imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»
+
+«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»
+
+ [22] hvi't = hvilket.
+
+«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt
+med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
+hende med saa meget som en Havresaa.»
+
+«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka'
+læng' løv'[23].»
+
+ [23] løv' = leve.
+
+Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre
+paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger
+og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet
+oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde
+stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
+Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var
+dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte
+sjeldnere Marie.
+
+Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte
+Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at
+bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes
+afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege
+Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie,
+hvem han dog havde indviet i Planen.
+
+Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for
+Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte
+Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.
+
+Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede
+ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.
+
+Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og
+ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.
+
+«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder
+af mig?»
+
+«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her
+laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak
+it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»
+
+ [24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.
+
+«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker
+aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din
+Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at
+lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro,
+jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
+det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til,
+om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
+ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»
+
+«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun
+er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
+gammel og und og hvad Dævlen di vil.»
+
+ [25] Buentøs = Bondetøs.
+
+«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»
+
+«Trover do mæ it?»
+
+«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor
+jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
+Mørket.»
+
+«Du skal nok kom' te og trov mæ.»
+
+«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre,
+der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»
+
+«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A
+skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa
+skal do kom' te aa trov mæ.»
+
+Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.
+
+«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb
+bort.
+
+ [26] saa mo et vær' = saa maa det ske.
+
+ [27] i hunt = hvordan end.
+
+Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik
+til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en
+ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.
+
+Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde
+Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden
+for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende,
+med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde
+ikke se Ansigtet.
+
+Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner,
+Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
+ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede
+med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.
+
+Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank
+om med et forfærdet Raab.
+
+Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.
+
+Lugen var lukket.
+
+Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.
+
+«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.
+
+«Er de efter dig, Søren?»
+
+«Nej, A haar skot hende.»
+
+«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest
+og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»
+
+Søren løb.
+
+Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.
+
+Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.
+
+Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.
+
+«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede
+over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.
+
+Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres
+langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været
+ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og
+nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte
+stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
+Viborg efter Badskjæreren.
+
+Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om
+hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele
+Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.
+
+Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham
+og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
+bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at
+blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det
+var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig
+meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende
+Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
+og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab
+var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
+Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa
+over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
+Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.
+
+Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig,
+hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han
+var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted
+med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen
+god Maade at sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme
+saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget.
+
+Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget
+Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til
+Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild
+og kom først Dagen efter.
+
+Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi
+Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
+men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom
+der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var
+seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var
+imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede
+Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
+Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død,
+og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte,
+hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede
+og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og
+Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin
+Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig
+heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig
+derved.
+
+Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der
+turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige
+Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
+at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud
+som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at
+Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev
+endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
+hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al
+Kvindkjøn forarges, saaledes:
+
+  «For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds
+  Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder
+  Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde
+  og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den
+  Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling
+  til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa
+  saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen
+  Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde
+  hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme
+  over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og
+  derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig
+  ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette
+  at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om
+  Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud
+  skal visseligen belønne. Jeg lever og dør
+
+    Tjele, 14 Avg. 1690.
+
+                                    Eders kgl. Majestæts
+                           Allerunderdanigste og pligtskyldigste
+                                     tro Arve-Undersaat
+                                            _Erik Grubbe_.»
+
+Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik
+da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig
+Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den
+Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces.
+
+Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af
+treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.
+
+Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs
+og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at
+holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge
+Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde
+tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.
+
+Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig
+Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham
+sin tredie Mand.
+
+
+
+
+XVII.
+
+
+En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange
+Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i
+Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge
+den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken
+otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner,
+saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned
+i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet.
+Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.
+
+Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.
+
+Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til
+hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
+for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde
+nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels,
+syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt
+medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt
+Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked,
+hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod
+paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han
+kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante
+hos Kjøbmændene.
+
+Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem
+Ribe.
+
+De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet
+Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den
+dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par
+og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til
+Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for
+sig og forandrede deres Gang.
+
+Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at
+de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke
+kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs
+i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et
+Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og
+hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa
+med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog
+Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende
+Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive
+bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem,
+men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte
+Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent,
+der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med
+afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske
+Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et
+Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde
+den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og
+stillede sig gysende op paa sin Post.
+
+Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af
+drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende
+om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den
+respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som
+_ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.
+
+               *       *       *
+
+I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs
+Marked fire Karle og spillede Styrvolt.
+
+Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk
+Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for
+Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var
+fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde
+et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var
+enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart
+fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
+han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et
+Nøglehul eller en lignende lille Aabning.
+
+Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys
+og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem,
+var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog.
+I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og
+et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en
+gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor
+nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte
+og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af
+et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
+Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe,
+der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med
+foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget
+opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned
+paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den
+brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige,
+rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
+og saa begyndte han forfra.
+
+«Det er saa Mesterspil[28] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og
+spillede ud.
+
+ [28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet,
+ betyder det, at Makkeren skal stikke.
+
+Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive
+Salmand, at han skulde stikke.
+
+Salmand stak med en To.
+
+«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og
+Trester[29] paa din Haand.»
+
+ [29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.
+
+«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til
+og nogle faa Stakler.»
+
+Søren Ladefoged stak over med en Seks.
+
+«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29]?
+hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere
+for, Salmand!»
+
+Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.
+
+«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.
+
+ [30] Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.
+
+«Og hendes halvgale Søster[30],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til
+i Ruder.
+
+«En Styrvolt[31] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med
+Trumf Es.
+
+ [31] Styrvolt = Es.
+
+«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte
+Rasmus.
+
+«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.
+
+«Saa fører jeg min Syv[32] og een endda,» sagde saa Jens.
+
+ [32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere
+ ustikkelige.
+
+Søren tog Stikkene hjem.
+
+«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud.
+
+ [33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.
+
+«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med
+Hjærter to.
+
+ [34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.
+
+«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader
+fire[35].
+
+ [35] Spader fire = det højeste Kort.
+
+«Jan[36]!» brølede Rasmus Kig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter
+to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
+intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har
+vundet.»
+
+ [36] Jan = Beet.
+
+De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en
+førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet
+ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne,
+rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften
+i Stuen.»
+
+«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.
+
+Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem,
+stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.
+
+En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus
+med Tinlaag.
+
+Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den
+Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og
+gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.
+
+«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?»
+spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en
+Sælskindspung med røde Snore.
+
+«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at
+undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg
+sige Jer.»
+
+«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild
+til sin Pibe.
+
+«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En
+bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»
+
+«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være
+om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt
+allesammen.»
+
+«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider
+intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de
+maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»
+
+«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig
+have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»
+
+«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.
+
+«Ja, de griner da sjælden.»
+
+«Hu, de er en grimme Handtiering.»
+
+«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe
+mig.»
+
+«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.
+
+«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en
+Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet
+efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.»
+
+«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget
+alvorligt.
+
+«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af
+hver Daler, som tjenes efter Taksten.»
+
+«Hvad er det for en Takst?»
+
+«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen,
+syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
+og ligesaa for at brændemærke.»
+
+«Men nu for det bedre Arbejde?»
+
+«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte
+Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er
+det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt.
+Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire
+for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er
+syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og
+sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben
+istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten
+-- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og
+saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er
+det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.»
+
+«Det er vel intet vanskelig at lære?»
+
+«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen,
+der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders
+Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med,
+der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert
+Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og
+dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og
+Synderens Forbedrelse det fordrer.»
+
+«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.
+
+Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.
+
+«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle
+blanke Sølvpenge ud for sig.
+
+«Betink et val!» bad Søren.
+
+«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel
+magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod
+Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.
+
+«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.
+
+Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa
+med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe
+sin Hat saalænge.
+
+Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et
+højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester
+Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode
+Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til
+Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt
+til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at
+volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de
+blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit
+Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde
+de gode Vidnere en Drik Polak.
+
+Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en
+stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem
+dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.
+
+ [37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.
+
+De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa
+omtrent samtidig.
+
+Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne
+Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule
+Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for
+Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte
+først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa
+Resten i Mester Hermans private Pokal.
+
+Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans
+Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen
+af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid
+kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han
+besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men
+Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa
+greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at
+han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb
+hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt
+befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pægel Brændevin og
+gik tilbage til sin Plads.
+
+«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og
+drak.
+
+«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at
+hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet
+at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»
+
+«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til
+Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de
+Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er
+og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som
+Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været
+en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig
+til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem
+Øjnene om det skulde hende gefalle.»
+
+«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt
+hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
+hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre
+Lænke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg
+alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa
+min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter
+skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der
+knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
+vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan
+tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage
+Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne
+brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og
+han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i
+Evigheden Gavn af hende.»
+
+ [38] Nalle = Bjørnen.
+
+«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.
+
+«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»
+
+Saa gik han.
+
+Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig
+til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.
+
+Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at
+tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.
+
+«Det skal du faa at formærk'.»
+
+«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom
+til Alder, og jeg taaler det intet.»
+
+Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.
+
+«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet
+voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»
+
+Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.
+
+Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.
+
+«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.
+
+Marie blev liggende paa Gulvet.
+
+Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede
+paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til
+Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var
+kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over
+et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nænne det?
+
+
+
+
+XVIII.
+
+
+I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og
+firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre
+Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død,
+ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie
+og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af
+Formuen.
+
+Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og
+hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse
+af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres
+Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over
+Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af
+Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme
+i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev
+den saa ogsaa brugt.
+
+I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til
+Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det
+Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det
+Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i
+Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
+det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det
+Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en
+enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun
+kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var
+den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.
+
+       *       *       *       *       *
+
+De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og
+Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa
+Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for
+ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
+der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae
+hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst,
+han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun
+kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven
+rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om
+han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor
+og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt
+af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa været
+han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
+hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme
+og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over
+til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne
+opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen
+igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet
+hos Broderen.
+
+«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er
+det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»
+
+«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst
+til at lade være med at svare.
+
+«Og han er større end jeg -- var?» spurgte han igjen og rettede sig
+i Sædet.
+
+«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med
+paatagen Bondeagtighed.
+
+«Ja saamænd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjøb vi to, saa godt
+som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
+vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en
+anden.»
+
+«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme
+enfoldige Maade.
+
+«Godt nok,» lo han, «godt _nok_ er halv fordærvet; jeg har det
+saamænd just godt _nok_, og I, Marie?»
+
+«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg,
+har vi Brød og Brændevin til.»
+
+De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.
+
+«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da
+skaaret baade Vinger og Top.»
+
+               *       *       *
+
+Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt
+Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre
+og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en
+Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle
+Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds
+og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør
+og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds;
+men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i
+Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige
+Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra
+Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.
+
+Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om
+hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter
+ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med
+Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.
+
+En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod
+Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den
+ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed
+ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
+Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede.
+Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst,
+naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og
+som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først
+da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en
+lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne
+Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe
+og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en
+gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede,
+han kunde se paa Lejligheden.
+
+Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt
+en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
+Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade
+af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var
+fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede
+bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede
+Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
+paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom
+han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.
+
+Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra
+Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den
+var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke
+taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for
+Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.
+
+Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig
+ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være
+en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og
+hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han
+maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv,
+talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde
+Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred
+og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en
+Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar
+Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres
+Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
+meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller
+stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som
+oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han
+smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag.
+Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
+sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt
+i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i
+Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over
+det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.
+
+En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt,
+havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
+over, at Søren var bleven taget fra hende.
+
+«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes
+til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl
+og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence
+Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed
+og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er
+gallant og aimabelt.»
+
+«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for
+alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som
+en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og
+Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor
+aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde
+en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære
+Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
+jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet
+andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var
+at modstaa.»
+
+«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al
+Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
+vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
+nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen
+Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der
+opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være
+den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for
+Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de
+sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
+for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er
+kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»
+
+Marie svarede ikke.
+
+«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa
+det evige Liv?»
+
+«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»
+
+«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»
+
+«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det
+tror jeg.»
+
+«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»
+
+«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg
+først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
+eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var
+Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse
+Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre,
+Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare
+for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»
+
+«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»
+
+«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med
+Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
+I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen
+mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger
+og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og
+angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror
+I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt
+imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt
+for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men
+aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror
+I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men
+uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil
+skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et
+Bønnens Ord?»
+
+«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.
+
+Kort efter rejste han.
+
+       *       *       *       *       *
+
+Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa
+tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.
+
+Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.
+
+Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde
+nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
+ham paa Kirkegaarden.
+
+Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun
+pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved
+sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende
+eller berette hende.
+
+En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det
+blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
+af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:
+
+    Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
+    Riset det blodigt, som os over Maade,
+    Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
+    Fordi vi synde.
+
+    Thi om du efter vore Synder onde,
+    Straffed', som du med al Rette kunde,
+    Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
+    Ja, een og alle.
+
+    ..........
+    ..........
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***
+
+***** This file should be named 44275-8.txt or 44275-8.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/4/4/2/7/44275/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License available with this file or online at
+  www.gutenberg.org/license.
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation information page at www.gutenberg.org
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
+North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
+contact links and up to date contact information can be found at the
+Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit www.gutenberg.org/donate
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
diff --git a/old/44275-8.zip b/old/44275-8.zip
new file mode 100644
index 0000000..abdfe82
--- /dev/null
+++ b/old/44275-8.zip
diff --git a/old/44275-h.zip b/old/44275-h.zip
new file mode 100644
index 0000000..7b582e4
--- /dev/null
+++ b/old/44275-h.zip
diff --git a/old/44275-h/44275-h.htm b/old/44275-h/44275-h.htm
new file mode 100644
index 0000000..34467f2
--- /dev/null
+++ b/old/44275-h/44275-h.htm
@@ -0,0 +1,12185 @@
+<!DOCTYPE html PUBLIC "-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN"
+    "http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd">
+<html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml" xml:lang="da" lang="da">
+  <head>
+    <meta http-equiv="Content-Type" content="text/html;charset=iso-8859-1" />
+    <meta http-equiv="Content-Style-Type" content="text/css" />
+    <link rel="coverpage" href="images/cover.jpg" />
+    <title>Fru Marie Grubbe, by J. P. Jacobsen; an eBook from Project Gutenberg</title>
+    <style type="text/css">
+    /* <![CDATA[ */
+h1, h2, h3, h4, h5, h6 {
+    text-align: center;
+    clear: both;
+}
+h1, h2, body h2 {
+    page-break-before: always;
+    padding-top: 2em;
+}
+h1 {
+    text-transform: uppercase;
+    padding-bottom: 2em;
+}
+.trnote h2, .footnotes h2 {
+    padding-top: .4em;
+}
+
+p {
+    text-align: justify;
+    margin: 0 auto;
+    text-indent: 1em;
+}
+p.noindent, p.center { text-indent: 0; }
+p.invindent { text-indent: -1em; padding-left: 1em; }
+
+hr {
+    width: 33%;
+    margin: .5em auto;
+    clear: both;
+}
+
+table      { margin: .5em auto; border-collapse: collapse; }
+td         { vertical-align: top; }
+ol, ul     { margin-left: 0; padding-left: 0; }
+li         { list-style-type: none; padding-left: 1em; text-indent: -1em; }
+
+.pagenum {
+    /*visibility: hidden;*/
+    color: #999;
+    position: absolute;
+    left: 92%;
+    font-size: smaller;
+    text-align: right;
+    font-style: normal;
+    font-variant: normal;
+    font-weight: normal;
+    text-transform: none;
+    text-decoration: none;
+    letter-spacing: normal;
+    text-indent: 0;
+} /* page numbers */
+a[title].pagenum:after, .pagenum a[title]:after { content: attr(title); }
+
+.center    { text-align: center; }
+.bold      { font-weight: bold; }
+.smaller   { font-size: 85%; }
+.larger    { font-size: 115%; }
+.huge      { font-size: 180%; }
+
+/* Footnotes */
+.footnotes       { border: 1px dashed; margin-top: 4em; padding-bottom: 1em; }
+.footnote        { margin: auto 10% .2em; font-size: .9em; }
+.footnote .label { position: absolute; right: 84%; text-align: right; }
+.footnote a      { text-decoration: none; }
+
+.fnanchor {
+    vertical-align: top;
+    font-size: 70%;
+    text-decoration: none;
+    white-space: nowrap;
+}
+
+/* Poetry */
+.poem         { text-align: left; margin-left: 1.5em; }
+.poem br      { display: none; }
+.poem .stanza { padding: .5em 0em; }
+.poem span.i0 { display: block; padding-left: 3em; text-indent: -3em; margin-left: 0em; }
+
+/***/
+
+.front {
+    padding-top: 2em;
+    margin-bottom: 2em;
+}
+.front p {
+    text-align: center;
+    margin-top: .75em;
+    margin-bottom: 1.5em;
+    text-indent: 0;
+}
+
+.trnote {
+    font-family: sans-serif;
+    font-size: 90%;
+    background-color: #ccc;
+    color: #000;
+    border: black 1px dotted;
+    margin-top: 1em;
+    padding: 1em;
+    page-break-before: always;
+}
+.trnote ul li { list-style-type: none; }
+.toc td       { text-align: center;
+                font-family: serif;
+                font-weight: bold;
+                font-size: 110%;
+                padding-bottom: .1em;
+}
+
+hr.partbreak               { width: 65%; margin-left: 17%; }
+hr.chapbreak               { width: 45%; margin-left: 27%; }
+hr.tb                      { width: 25%; margin-left: 37%; }
+hr.partbreak, hr.chapbreak { margin-bottom: 4em; visibility: hidden; }
+hr.partbreak               { page-break-after: always; }
+
+a.corr { text-decoration: none; color: inherit; /*border-bottom: 1px dotted #333;*/ }
+.r1    { text-align: right; padding-right: 1em; }
+
+/* Screen-dependent settings */
+table.toc  { width: 100%; }
+.r2        { text-align: right; padding-right: 1em; }
+.blockquot { margin: 1em 0 1em 8%; padding-bottom: 1.5em; }
+
+@media screen { /* on computer screen only */
+    body       { margin: auto 10%;  }
+    p          { margin: .75em auto; text-indent: 0; }
+    .front     { padding-top: 0; }
+    .blockquot { padding-bottom: 3em; }
+    p.invindent
+               { text-indent: 1em; padding-left: 0; }
+
+    hr         { margin: 2em auto; }
+    hr.partbreak, hr.chapbreak, hr.tb
+               { margin-left: auto; visibility: visible; }
+
+    em         { letter-spacing: .1em; margin-right: -.1em;
+                 font-style: normal; font-weight: normal;
+                 font-variant: normal; text-decoration: none; }
+    .spaced    { letter-spacing: .4em; }
+
+    .poem      { display: inline-block; margin: auto 10%; }
+    .centerblock
+               { display: inline-block; text-align: center; }
+
+    .r2        { padding-right: 2em; }
+
+    .trnote    { margin: 2em 15%; }
+
+    table.toc  { width: auto; margin: 0 auto; }
+    .toc td    { padding: .1em 1em; }
+    .toc .makewide:before, .toc .makewide:after
+               { content: "\b7"; }
+}
+
+    /* ]]> */
+    </style>
+  </head>
+<body>
+
+
+<pre>
+
+The Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+
+Title: Fru Marie Grubbe
+       Interieurer fra det syttende Aarhundrede
+
+Author: Jens Peter Jacobsen
+
+Release Date: November 24, 2013 [EBook #44275]
+
+Language: Danish
+
+Character set encoding: ISO-8859-1
+
+*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***
+
+
+
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+
+
+
+
+</pre>
+
+
+
+<h1>Fru Marie Grubbe</h1>
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="trnote" id="trnote"></a>Afskriverens bemærkninger</h2>
+<p>Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning
+er for øvrigt bevaret.
+En <a href="#Rettelser">ordliste med rettelser</a> er placeret
+sidst i bogen.</p>
+
+<h3 class="center">Indhold</h3>
+<table class="toc" summary="Indholdsfortegnelse">
+<tr><td><a href="#KAPITEL_I" class="makewide">I</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_II" class="makewide">II</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_III" class="makewide">III</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_IV" class="makewide">IV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_V" class="makewide">V</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_VI" class="makewide">VI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_VII" class="makewide">VII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_VIII" class="makewide">VIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_IX" class="makewide">IX</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_X" class="makewide">X</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_XI" class="makewide">XI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XII" class="makewide">XII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XIII" class="makewide">XIII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XIV" class="makewide">XIV</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XV" class="makewide">XV</a></td></tr>
+<tr><td><a href="#KAPITEL_XVI" class="makewide">XVI</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XVII" class="makewide">XVII</a></td>
+<td><a href="#KAPITEL_XVIII" class="makewide">XVIII</a></td></tr>
+</table>
+</div>
+
+<hr class="partbreak" />
+
+
+
+<div class="front">
+<p class="huge">FRU MARIE GRUBBE.</p>
+
+<p>INTERIEURER FRA DET SYTTENDE<br />
+AARHUNDREDE.</p>
+
+<p class="smaller">AF</p>
+
+<p class="bold larger">J. P. JACOBSEN.</p>
+
+<p class="smaller">ANDET OPLAG.</p>
+
+<p>KJØBENHAVN.<br />
+<span class="smaller">GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL &amp; SØN).<br />
+GRÆBES BOGTRYKKERI.<br />
+1877.</span></p>
+</div>
+
+<hr class="partbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_1" id="Side_1" title="[S. 1]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_I" id="KAPITEL_I"></a>I.</h2>
+
+
+<p>Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner,
+havde vugget sig frem over den brune Hede og
+de tørstige Marker; den var bleven baget af Solen
+og støvet af Vejene, men nu var den renset af
+det tætte Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade,
+og Duften af Lindens gule <span class="sic" title="[sic]">Bloster</span> havde gjort
+den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
+blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv,
+kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule
+Sommerfugles flimrende Vingeslag.</p>
+
+<p>De Menneskelæber, som aandede denne Luft,
+vare svulmende og friske, den Barm, den højnede,
+var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden
+var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var
+en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt
+var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der
+halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille,
+mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om
+Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen
+som en lille Munkehætte. Ellers var der intet
+Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren
+Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole<span class="pagenum"><a name="Side_2" id="Side_2" title="[S. 2]"> </a></span>
+med korte og vide, opskaarne Ærmer;
+ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint,
+hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet
+og højrøde Sløjfer paa Skoene.</p>
+
+<p>Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med
+foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt
+gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem;
+hun gik i Bugter; snart var hun ved at
+støde imod et Træ paa den ene Side, snart var
+hun ved at komme ud mellem Træerne paa den
+anden Side. En Gang imellem standsede hun,
+rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset.
+Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt
+en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
+under Øjnene mindre synlige; de røde Læber
+blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten
+sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande,
+svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe
+og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske
+smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ...
+Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa
+Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring
+hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede
+og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt
+til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne
+paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket
+opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
+med sin Svingen.</p>
+
+<p>Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin
+ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide<span class="pagenum"><a name="Side_3" id="Side_3" title="[S. 3]"> </a></span>
+Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae lige
+ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt
+sig tæt ind til Foden af de klippede Buksbomhække.
+Det skar i Øjnene, selv Hækken stod og gnistrede
+Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
+Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind,
+frem og tilbage, om tørstige Balsaminer, Boboreller,
+Gyldenlakker og Nelliker, der stod og stak Hovederne
+sammen ligesom Faar paa aaben Mark.
+Ærterne og Bønnerne henne ved Lavendelrækken
+vare ved at falde fra Stængerne af Varme, Morgenfruerne
+havde opgivet det Hele og stod og saae
+Solen lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde
+kastet deres store, røde Blomsterblade og stod i
+de bare Stilke.</p>
+
+<p>Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene,
+løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved,
+som man løber over en Gaard i Regnvejr. Hun
+styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer,
+smuttede om bagved dem og gik saa ind i den
+store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers
+Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de
+flettet sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa,
+og det runde Hul i Midten havde de gitret til med
+Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske
+Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede
+godt, men til den ene Side var de slaaet
+fejl, og Humlen, der var plantet efter med, havde
+forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at
+lukke for Hullet.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_4" id="Side_4" title="[S. 4]"> </a></span>
+For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede
+Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og
+et Bord; Pladen til Bordet var af Sten: stor og
+oval havde den været, men det Meste af den laa
+paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa
+løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det
+satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,
+lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors.
+Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der
+kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
+imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:</p>
+
+<p>«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den
+forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens
+Fødder, men han støder hende bort; nys har han
+revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han
+den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft
+strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger
+paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem
+det kolde Nattepust og hendes varme, hvide
+Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager
+hende ud og laaser Døren efter hende. Og hun
+trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte
+Dør og hulker og hører ham gaa blødt inde paa
+Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer
+Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som
+en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og
+hun lister sig bort og gaar ned ad den mørke
+Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører
+ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine
+nøgne Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer<span class="pagenum"><a name="Side_5" id="Side_5" title="[S. 5]"> </a></span>
+hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det
+skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
+paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes
+Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben,
+og hun træder med de skære Fødder i det bløde,
+kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under
+Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende
+og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen
+Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt!
+&mdash; der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund,
+alle de Nødder, der var paa Viborg Marked
+... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine
+Tænder ... Nej! Bruhnhylde! &mdash; den vilde Hest
+sprænger afsted ... Bruhnhylde og Grimmild &mdash;
+Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender
+sig og gaar bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde
+frem, og en lav, sort Karl med svære, lange
+Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes
+Bælte og rykker det over, og han smøger hendes
+Kittel og hendes Underkjortel af hende, og med
+sine sorte Næver stryger han Guldringene af de
+hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun
+og laadden Karl lægger sin haarede Arm om hendes
+Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder
+han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes
+lange, sorte Lokker om sin Haand og trækker
+bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet
+Krop, og den Store lægger sine svedige
+Haandflader paa hendes nøgne Ryg og skubber
+hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende<span class="pagenum"><a name="Side_6" id="Side_6" title="[S. 6]"> </a></span>
+Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv
+paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om
+hendes Ankler&nbsp;...»</p>
+
+<p>Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe,
+hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere
+fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste
+sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.</p>
+
+<p>Myggene dansede henne for Aabningen mellem
+Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven
+stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd og
+imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille,
+tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende hen over
+hendes Haand og fik hende til at springe op fra
+Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte
+efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun
+kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede
+af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
+ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet
+fuldt. Hun bar dem ind i Løvstuen og satte sig
+ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet
+og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden,
+og snart var Stenen skjult under et blegrødt,
+duftende Svær.</p>
+
+<p>Den sidste Rose var tagen, hun glattede
+Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de
+grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
+Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med
+Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret.</p>
+
+<p>Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær
+og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der<span class="pagenum"><a name="Side_7" id="Side_7" title="[S. 7]"> </a></span>
+blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til
+et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om
+det drev i Luften &mdash;. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad,
+yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men
+i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og
+Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer
+og spredt i Huden ... og saa den tunge, søde
+Duft, den drivende Em af <em>den</em> røde Nektar, som
+koger i Blomsterets Bund.</p>
+
+<p>Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde
+de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed.
+Hun vred dem rundt i Roserne, der med
+løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun
+op og fejede med eet Strøg Alt det bort, der var
+paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine
+Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt
+gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte
+saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen. Paa
+den var der kort før Indkjørslen til Gaarden et
+Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde
+ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken
+med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.</p>
+
+<p>Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk
+paa Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt
+op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til Bryggerset
+stod aaben; hun smuttede derned og slog
+Døren i efter sig.</p>
+
+<p>Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter
+af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_8" id="Side_8" title="[S. 8]"> </a></span></p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen
+var falden og havde gjort Ende paa Høkjørslen.
+Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
+Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer;
+Hovbønderne stode i Flok uden Porten
+og ventede paa at blive ringet til Nadvre.</p>
+
+<p>I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae
+ud over Gaardspladsen: langsomt og een for een
+kom Hestene helt fri for Seler og Grime udad
+Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i
+Gaarden stod en Dreng med rød Hue ved en af
+Bindestenene og satte nye Tænder i sin Rive, og
+henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat
+mellem Træhesten og den store Slibesten.</p>
+
+<p>Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere
+frem i Stalddørene, saae sig om og trak sig fløjtende
+eller trallende tilbage; en Pige med fyldt
+Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over
+Gaarden, og Hovbønderne begyndte at trække sig
+inden Porten som for at skynde paa Nadverklokken.
+Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og
+Raslen med Spande, Fade og Brikker, saa blev
+der taget et Par stærke Tag i Klokken, og den
+rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart
+døde hen i Træskoklampren og Lyden af Døre,
+der skurede mod Fældingen. Saa var Gaarden
+tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud
+ad Porten.</p>
+
+<p>Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig<span class="pagenum"><a name="Side_9" id="Side_9" title="[S. 9]"> </a></span>
+betænksomt ned. Det var i Vinterstuen han sad.
+De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
+Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten
+aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt
+tofags Værelse med højt Brystpanel af mørkt
+Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af
+hollandske Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide
+i Bunden og malede med store, blaa Roser. Kaminen
+var sat med brændte Mursten, en Dragkiste
+var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække
+naar der blev gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord
+med to store, halvrunde Klapper, der
+næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole
+med Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille,
+grønmalet Skab, der hang højt oppe paa Væggen,
+andet var der ikke derinde.</p>
+
+<p>Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen,
+kommer hans Husholderske, Ane Jensdatter, ind
+med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
+Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham,
+selv sætter hun sig ved Bordet og Lyset foran
+sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
+sidder og drejer den rundt med sin store, røde
+Haand, der glimter af mange Ringe og store Stene.</p>
+
+<p>«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun
+satte sig.</p>
+
+<p>«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae
+hen paa hende.</p>
+
+<p>«Aa, En kan da nok give sig, naar En har
+støjet om til En hverken aarker eller sanser!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_10" id="Side_10" title="[S. 10]"> </a></span>
+«Ja! &mdash; travle Tider! &mdash; Folk faar de Sommerdage
+rende den Varme op, de om Vinteren skal
+sidde i.»</p>
+
+<p>«Ja! &mdash; I snakker! &mdash; der er Maade med
+Alting, men Hyvl i Grob og Hamler i Gras det
+er en lied Kongkyren<a name="FNanker_1" id="FNanker_1" href="#Fodnote_1" title="Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu." class="fnanchor">[1]</a>. Jenne er En om Alting;
+de indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder
+og Byssens Nyt, det kan de nok kom'
+igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa
+gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der
+kommer te ed, de æ misæl A. Wulborg æ syg
+aa Stine aa Buel, de Malosier<a name="FNanker_2" id="FNanker_2" href="#Fodnote_2" title="Malosie = stort, klodset Fruentimmer." class="fnanchor">[2]</a>, de staar og bødler
+te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En
+ku' da osse ha' nøj Hjælp a' Mari naar I vild'
+tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov te'
+aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»</p>
+
+<p>«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr
+og Aande og fra Landsens Maal tillige. Klag
+ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
+havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende
+lempelig op og viist hende ret Haandelag paa Alting,
+saa havde du nu havt Gavn af hende; men
+du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun
+blev trodsig, I var jo ved at splitte hinanden levende
+ad. Det er saamænd mere end Tak værd,
+at det blev forbi.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_11" id="Side_11" title="[S. 11]"> </a></span>
+«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa
+nærmest til det; men værger I Jeres, saa værger
+A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
+hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i
+Mari end hun kan komme gjennem Verden med.
+Men det fik nu være den Fejler det er, men hun
+er ond &mdash; ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig
+kan hun lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun
+ligger over hende med Pluk og Nap og lede Ord
+saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske
+det aldrig var bleven til og det maatte A og, og
+A ønsker det, saa travrig som det er. Aa! Gud
+inderlig se i Naade til os! I er ikke ens Fader
+for de to Børn; men det forstaar sig, det er som
+ret er, Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene
+i tredje, ja i fjerde Led, og Moderens Synd
+ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge, &mdash;
+jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge,
+en Horeunge baade for Gud og Mennesker! &mdash;
+men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
+maatte I, &mdash; ja, det siger A om I saa lægger
+Haand paa mig for det, som den Mikkelsdagsaften
+for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi
+maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke,
+at det er undfangen udi Synd, og I lader hende
+formærke det, baade I og Mari lader hende og
+mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I
+hende det mærke&nbsp;...»</p>
+
+<p>Erik Grubbe sprang op og trampede haardt
+i Gulvet.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_12" id="Side_12" title="[S. 12]"> </a></span>
+«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset
+Kvind? &mdash; du er drukken er du, ind og
+læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
+væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren,
+galsindede Kvind! &mdash; nej, ikke et Ord til! &mdash;
+Marie skal bort, hun skal herfra den Dag imorgen,
+&mdash; Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»</p>
+
+<p>Ane hulkede højt.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! &mdash;
+en Verdens Skam! &mdash; lægge mig ud for Drik! &mdash;
+har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til hinanden
+og al den Tid der forved gaaet i Stegers
+med en ruset Pande? har I hørt mig snakke over
+mig? hvor er den Plet, I har seet mig ligge mendrukken?
+Det er den Tak, En faar! Sove min
+Rus væk! &mdash; ja, give til Gud A maatte sove hen,
+give til Gud A maatte synke død ned for Jer,
+som I bær Spot og Spe ind paa mig&nbsp;...»</p>
+
+<p>Hundene glammede op derude i Gaarden, og
+der lød Hovslag under Vinduerne.</p>
+
+<p>Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe
+aabnede Vinduet og spurgte hvem det var.</p>
+
+<p>«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af
+Husets Karle.</p>
+
+<p>«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,»
+og dermed blev Vinduet lukket.</p>
+
+<p>Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede
+med Haanden for de rødgrædte Øjne.</p>
+
+<p>Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab
+fra Stiftsbefalingsmand Christian Skeel til<span class="pagenum"><a name="Side_13" id="Side_13" title="[S. 13]"> </a></span>
+Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
+havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret
+under første Juni; af den Grund var det nødvendigt
+at han for flere Aarsagers Skyld tog til Aars
+og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor
+spørge, om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt
+Omstændighederne vilde Vejen gjøre, de kunde da
+i alt Fald faa endt den Sag, de havde sammen
+med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn
+saa vidste Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe
+didhen havde mere Ærinde end nok var. I alle
+Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad
+fire Slæt over Middag.</p>
+
+<p>Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være
+rede til Rejsen.</p>
+
+<p>Med den Besked red saa Budet hjem.</p>
+
+<p>Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad
+der skulde gjøres medens han var borte, og det
+blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse med
+til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et
+Aarstid eller to.</p>
+
+<p>Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem
+begge roligere, men den gamle Tvist var nærved
+at flamme op igjen, da de kom til at tale om,
+hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder
+Marie skulde føre med; det blev dog afgjort i
+Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig tidligt,
+da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen
+blev gjort saa lang som muligt var.</p>
+
+<p>Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_14" id="Side_14" title="[S. 14]"> </a></span>
+Denne Gang var det dog ikke andre end
+Sognepræsten for Tjele og Vinge, Hr. Jens Jensen
+Paludan.</p>
+
+<p>Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte
+han ind.</p>
+
+<p>Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand
+med lange Lemmer og ludende Hoved; rundrygget
+var han ogsaa, og hans Haar var stort som en
+Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt
+havde en underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød
+Farve, der ikke passede godt til de grove,
+knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.</p>
+
+<p>Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte
+ham, hvorledes det gik med hans Høbjergning.
+Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
+vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over
+det forgangne Aars daarlige Kornavl.</p>
+
+<p>Præsten sad og skelede paaskjøns over til
+Stoben og sagde saa: «Velbyrdighed altid synderlig
+maadeholden! holder sig altid til naturlig
+Drikke. &mdash; Det er og det sundeste! nysmalket
+Mælk er en Himmerigs velsignet Ting, det er det,
+baade for ond Mave og æng Bryst.»</p>
+
+<p>«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten
+de malkes eller tappes os til. &mdash; I faar nu sætte
+Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen
+fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god
+og tysk endda jeg ikke kan skjønne at Tolderen
+har mærket hende.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_15" id="Side_15" title="[S. 15]"> </a></span>
+Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og
+siret med Sølvringe blev sat frem.</p>
+
+<p>Saa drak de hinanden til.</p>
+
+<p><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!»
+udbrød Præsten med en Stemme, der skjalv af
+Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde sig
+tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.</p>
+
+<p>«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik
+Grubbe.</p>
+
+<p>«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide
+Intet,» mumlede Præsten aandsfraværende, «ellers
+tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet Røst,
+«om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg
+har ladet mig fortælle om de Heydenkampers Bryghus.
+&mdash; Det var en Frimestere, der fortalte mig
+det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg
+rejste med Junker Jørgen. &mdash; Se! han sagde, at
+de begyndte altid deres Brygning en Fredag Nat,
+men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til
+Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og
+lægge sine Hænder paa den store Vægt og sværge
+ved Ild og Blod og Vand, at han ingen hadske
+og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde
+gjøre Øllet Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag
+Morgen naar Kirkeklokkerne begyndte at gaa, saa
+slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for
+at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste
+det blev gjort naar Øllet var sat hen for
+at gjæres, saa kom Mesteren selv med en prægtig
+Lade, deden op han drog baade svære Guldringe<span class="pagenum"><a name="Side_16" id="Side_16" title="[S. 16]"> </a></span>
+og Kjæder og kostelige Stene, som der var sære
+Tegn paa, og det blev tilhobe lagt ned i Øllet,
+og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme
+maa give Drikken Lod og Andel i de hemmelige
+Krafter, der er i dem fra Naturen af.»</p>
+
+<p>«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,»
+mente Erik Grubbe, «jeg har nu mere Tro til den
+Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter
+til.»</p>
+
+<p>«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa
+Hovedet, «det maa vi ikke sige, der er meget
+Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
+Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum
+i sig, det er kuns om at gjøre at have
+Taalmod til at søge og opladte Øjne til at finde,
+&mdash; ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange
+Tider siden at Gud Herren havde taget sine Hænder
+af Jorden, da var hver en Ting saa bespændt
+med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom
+og alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig
+hverken er fin eller ny længer og vanhelliget
+af mangfoldige Slægters Synder, nu er det kuns
+ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke,
+til visse Timer og paa visse Steder, naar
+mærkelige Himmeltegn er oppe; det sagde jeg
+nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om
+det gruelig flammendes Skjær, der i de sidste Nætter
+har været at se den halve Himmel rundt. &mdash;
+Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi
+os &mdash; herop til, jeg tror?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_17" id="Side_17" title="[S. 17]"> </a></span>
+«Det var saa, Hr. Jens.»</p>
+
+<p>«Han red vel intet med Andet end som godt
+var?»</p>
+
+<p>«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»</p>
+
+<p>«Herre Jesus, nej da! &mdash; ja, ja, en Gang
+maatte det jo komme.»</p>
+
+<p>«Ja, men har de biet saa længe, skulde de
+biet til Folk havde deres Avl inde.»</p>
+
+<p>«Det er de Skaaninger, der har drevet det
+frem, sagtens; de formærker endnu den sure Svie
+af sidste Krig og venter at komme efter den søde
+Kløe i denne.»</p>
+
+<p>«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne
+vil altid Krig, de veed jo vel, at dem
+gaar den immer udenom, &mdash; ja, det er gode Tider
+for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere
+galne tilhobe&nbsp;...»</p>
+
+<p>«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig
+til det.»</p>
+
+<p>«Ja, Fanden tro det! &mdash; kan jo dog nok
+være, men det kjendes kun lidtagtig at prædike
+Rolighed i en Myretue, &mdash; naa, Krig har vi, og
+nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er
+nok at tage sig til i alle Maader.»</p>
+
+<p>Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse
+og gik nu en Tid om de slette Veje, vendte tilbage
+til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring og
+gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde
+forsømt Kanden, Øllet var steget dem svært til
+Hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin<span class="pagenum"><a name="Side_18" id="Side_18" title="[S. 18]"> </a></span>
+Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde
+ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter,
+hver Gang en ny Pudserlighed randt ham i Minde.</p>
+
+<p>Præsten blev jo længer jo alvorligere; han
+laa sammensunken ned i Stolen, men en Gang
+imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
+for sig og bevægede Læberne som om han talte;
+gestikulerede derhos med den ene Haand, ivrigere
+og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet;
+saa faldt han sammen igjen med et forskrækket
+Blik over paa Erik Grubbe. Endelig da denne
+var kjørt aldeles fast i Skildringen af en over al
+Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst
+op og tog paa at tale med en dump, højtidelig
+Røst.</p>
+
+<p>«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal
+vidne med min Mund &mdash; med min Mund &mdash; at I
+er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand &mdash;
+det var Jer bedre, I blev kastet i Havet &mdash; sandelig!
+med en Møllesten og to Tønder Malt, &mdash;
+to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner
+jeg højtideligen og med min Mund, &mdash; to topfulde
+Tønder Malt i mine egne nye Sække, &mdash; for det
+var ikke mine Sække, &mdash; aldrig i Evighedens Rige,
+&mdash; det var Jeres egne gamle Sække og mine nye,
+dem beholdt I &mdash; og det <em>var</em> bedærvet Malt, &mdash;
+sandelig! se Ødelæggelsens Vederstyggelighed og
+Sækkene høre mig til og jeg vil betale, &mdash; Dommen
+hører mig til, siger jeg. &mdash; Skjælver I ikke
+i Eders gamle Ben &mdash; I gamle Skjørlevnere! &mdash;<span class="pagenum"><a name="Side_19" id="Side_19" title="[S. 19]"> </a></span>
+kristeligen skulde I leve, &mdash; er det kristelig at leve
+med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
+Sognepræst? &mdash; I er en &mdash; I er en &mdash;
+kristelig Skjørlevnere &mdash; ja &mdash;.»</p>
+
+<p>Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens
+Tale smilet over hele Ansigtet og venskabeligt
+rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
+senere stødte han ud med Albuen som for at puffe
+en usynlig Tilhører i Siden, at han skulde se,
+hvor ubetalelig drukken Præsten var, men omsider
+maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen;
+thi han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog
+Tudekanden og slængte mod Præsten, der tumlede
+baglæns over i Stolen og fra den gled ned paa
+Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han
+faldt, thi Kanden naaede ham ikke, den blev liggende
+ved Randen af Bordpladen; Indholdet drev
+over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned
+paa Gulvet og paa Præsten.</p>
+
+<p>Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede,
+saa der snart var lyst i Værelset, snart saa
+mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
+Vinduerne.</p>
+
+<p>Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var
+hans Røst dyb og truende, det andet pibende og
+næsten klynkende.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger
+her og Hundene slikke mine Saar &mdash; og hvad
+lagde I i Abrahams Skjød? &mdash; hvad Offer gav I?
+&mdash; I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige<span class="pagenum"><a name="Side_20" id="Side_20" title="[S. 20]"> </a></span>
+Abrahams Skjød. &mdash; Og nu pines I svarligen
+&mdash; men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand for
+Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl,
+«men jeg vasker mine Hænder, &mdash; begge to, &mdash;
+jeg har advaret Jer, &mdash; hi, &mdash; der gaar I, &mdash;
+ja, der gaar I i Sæk og Aske, &mdash; i mine to nye
+Sække &mdash; Malt&nbsp;...»</p>
+
+<p>Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han
+i Søvn, men Erik Grubbe gjorde imens Forsøg
+paa at komme til at hævne sig; han tog haardt
+fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte
+sig med at sparke Bordbenet eftertrykkeligt i det
+Haab, at det var Præsten.</p>
+
+<p>Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun
+de to gamle Herrers Snorken og den ensformige
+Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe ned fra
+Bordpladen.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_21" id="Side_21" title="[S. 21]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_II" id="KAPITEL_II"></a>II.</h2>
+
+
+<p>Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze
+Grubbe havde sin Gaard liggende paa Hjørnet
+af Østergade og Pilestræde.</p>
+
+<p>Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk
+Opholdssted; her boede Medlemmer af
+Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og Krag;
+Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze,
+og i Carl van Manderns nye, røde Gaard logerede
+som oftest to eller flere udenlandske Residenter.
+Dog var det kun den ene Side af Gaden, der var
+saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene
+lave og her boede mest Haandværkere, Kræmmere
+og Skipperfolk. Et Par Værtshuse var der ogsaa.</p>
+
+<p>Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen
+af September.</p>
+
+<p>I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod
+Marie Grubbe og saae ud: ikke en Vogn. Ingen
+Travlhed, lutter <a class="corr" name="rett_1" id="rett_1" title="var: adstadige">astadige</a> Fodtrin og en enkelt
+Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede
+ned over Tage og Brosten, og alle Skygger stode
+skarpt og kraftigt, vare næsten firskaarne. Alt
+Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_22" id="Side_22" title="[S. 22]"> </a></span>
+«Passt au...f!» raabtes der bagved hende
+med en Kvindestemme, der heldigt efterlignede et
+af megen Kommanderen hæst Organ.</p>
+
+<p>Marie vendte sig om.</p>
+
+<p>Det var Kammerpigen Lucie, der raabte.
+Hun havde en Tidlang siddet stille oppe paa et
+Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben
+med et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed
+deraf og havde raabt, og nu sad hun og lo af
+alle Kræfter og svingede overgivent frem og tilbage
+med Benene.</p>
+
+<p>Marie trak paa Skuldrene og vilde med et
+halvt gnavent Smil vende sig om til Vinduet igjen,
+men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
+Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille
+Halmstol, der stod derhos.</p>
+
+<p>«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»</p>
+
+<p>«Naa!»</p>
+
+<p>«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet
+og halvgaaen to har vi de Fremmede, saa hun
+har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal
+have? Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden
+bred Fisk, stegte Høns udi Trisanet og Mansfelder
+Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er <em>det</em>,
+fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer
+da ogsaa!»</p>
+
+<p>«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.</p>
+
+<p>«Gud Fader bevar os! det er da hverken
+Lysning eller Trolovelse, fordi jeg siger det. &mdash;<span class="pagenum"><a name="Side_23" id="Side_23" title="[S. 23]"> </a></span>
+Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun ikke
+gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste,
+lysteligste Mandfolk, jeg veed. De Fødder
+han har! &mdash; Og kongeligt Blod er der i ham;
+En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte
+smaa de er! &mdash; aa, og saa ligesom de var støbte,
+&mdash; bare hans Negle, de er ikke større end Halvsyslinger
+og saa røde og runde. &mdash; Hvad! han
+kan mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre,
+naar han kommer gaaendes, &mdash; hu hej! og
+hans Øjne de blistrer og blinker&nbsp;...»</p>
+
+<p>Hun slog Armene om Marie og kyssede hende
+paa Halsen saa hæftigt og sugende stærkt, at
+Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.</p>
+
+<p>Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en
+Besat.</p>
+
+<p>«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie,
+«farer Du fort med det, saa gaar jeg nedenunder.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men hvad i Alverden? En faar da have Lov
+til lidt Lystighed iblandt. Der er saamænd Bedrøvelse
+nok her i Verden. Jeg har da mere,
+end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min
+Kjæreste i Krigen og ligger og døjer baade ondt
+og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa.
+Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig!
+Gud naade mig arme Pige, jeg blev da aldrig
+til Menneske mere.»</p>
+
+<p>Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og
+hulkede: «aa nej, nej, nej, min egen, egen Lorens,
+&mdash; jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare Vorherre<span class="pagenum"><a name="Side_24" id="Side_24" title="[S. 24]"> </a></span>
+vil lade mig faa dig hjem hel &mdash; aa, Jomfru,
+Jomfru! det <em>er</em> aldrig til at udholde!»</p>
+
+<p>Marie søgte at berolige hende med Ord og
+med Kjærtegn. Omsider kom hun saa vidt, at
+Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.</p>
+
+<p>«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad
+jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen
+immer være som En skulde. Og det hjælper
+intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om
+alle unge Karle; kommer de med Lystighed og
+Komplimenter, om det saa var mit Liv om at
+gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra
+dem; det klør mig paa Tungen for at svare dem
+igjen og saa bliver det jo let til mere Ganteras,
+end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens.
+Men naar jeg saa tænker paa, hvor farligt han er
+stedt, aa! saa fortryder jeg det mere end tænkelig
+er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham,
+Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun
+tro. Aa! naar jeg er kommen i Seng og Maanen
+skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver jeg et
+helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig
+for og saa græder jeg og græder og det trykker
+her oppe i Halsen, som jeg skulde kvæles &mdash;
+aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger
+mig i Sengen og beder til Vorherre og veed knap,
+hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg
+helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen
+og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig
+bange for at jeg skal gaa fra min<span class="pagenum"><a name="Side_25" id="Side_25" title="[S. 25]"> </a></span>
+Forstand af at længes. &mdash; Men Herre Gud, Jomfru!
+hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig
+og længes efter Nogen, saa ung hun er?»</p>
+
+<p>Marie rødmede og smilte svagt; der var noget
+Smigrende for hende i den Tanke, at hun kunde
+være forelsket og gaa og længes.</p>
+
+<p>«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt,
+det du siger, det er ligesom Alting var
+ene Kummerlighed og Fortræd.»</p>
+
+<p>«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde
+Lucie og rejste sig, da de kaldte paa hende dernede,
+og saa gik hun med et skjælmsk Nik til
+Marie.</p>
+
+<p>Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae
+ud, ned paa St. Nikolaj grønne, kjølige Kirkegaard,
+paa Kirkens <a class="corr" name="rett_2" id="rett_2" title="var: rølige">rødlige</a> Mure, henimod Slottet
+med det irrede Kobbertag, udover Holmen og
+Reberbanen, rundt til Østerport med det spidse
+Spir og til Hallandsaas med dens Haver og Træskure
+og med det blaalige Sund udenfor, der gik
+i Et med den blaa Himmel, hen under hvilken
+hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev over
+mod den skaanske Kyst.</p>
+
+<p>Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn.
+Dengang hun rejste hjemmefra havde hun
+troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
+vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var.
+Det var aldrig faldet hende ind, at der kunde
+være mere ensomt <em>der</em>, end paa Tjele Hovedgaard,
+hvor hun dog havde havt det ensomt nok.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_26" id="Side_26" title="[S. 26]"> </a></span>
+Sin Fader havde hun intet Selskab af, han
+var altid saa ganske sig selv, at han aldrig kunde
+være Noget for Andre; han blev ikke fjorten Aar,
+naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev
+ikke Kvinde, fordi han talte med en lille Pige;
+han var altid paa den anden Side de Halvtreds
+og han var altid Erik Grubbe.</p>
+
+<p>Faderens Frille, der herskede, som var hun
+Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at
+Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks
+blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer
+havde saaret og pint hende saa ofte, at
+Marie end ikke kunde høre Lyden af hendes Trin,
+uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig
+haard, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den
+lille Ane, var sygelig og forkjælet, Omstændigheder,
+der ingenlunde gjorde hende omgængelig,
+og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik
+Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igjennem
+hende.</p>
+
+<p>Hvad Selskab hun da havde?</p>
+
+<p>Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum
+Skov, hver en Ko, der græssede i Engen, hver
+en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
+og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi
+dem, blev der sagt: Jomfruen lider Uskæl og vi
+seer det, vi ere bedrøvede over det og vi har det
+samme Sind til Kvinden deroppe som I.</p>
+
+<p>Men i Kjøbenhavn?</p>
+
+<p>Her havde hun Lucie og hun holdt meget af<span class="pagenum"><a name="Side_27" id="Side_27" title="[S. 27]"> </a></span>
+Lucie, men det var jo dog et Tyende; hun havde
+Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den og
+taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes
+Fortrolighed. Hun kunde ikke give sine Klager
+Luft overfor hende, hun vilde ikke have det <em>sagt</em>
+til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var
+stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et
+Tyende talte om hendes ulykkelige Familieforhold;
+end ikke om Fasteren vilde <a class="corr" name="rett_3" id="rett_3" title="var: kun">hun</a> høre et Ord. Og
+dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller
+ingen Grund til det.</p>
+
+<p>Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge
+Anskuelser om det Gavnlige ved en haard og lidet
+lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at opdrage
+Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde
+heller ingen havt, hun var derfor en yderst utaalmodig
+Plejemoder, dertil meget ubehjælpsom, da
+Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de
+smaa og saare nyttige Kunstgreb, der gjør det
+saa meget lettere for Barn og Læremester at
+komme Vejen frem. Og dog &mdash; en saadan barsk
+Opdragelse havde maaske været Marie mest tjenlig.
+Hun, hvis Sind og Tanke, paa den ene Side, næsten
+var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
+fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet
+af urimelig og lunefuld Grusomhed, maatte
+næsten have følt det som Fred og Lindring at
+blive styret støt og haardhændet den Vej, hun
+skulde, af En, der fornuftigvis ikke kunde ville
+hende andet end Godt.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_28" id="Side_28" title="[S. 28]"> </a></span>
+Men hun blev ikke styret paa denne Maade.</p>
+
+<p>Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i
+Politik og Intriger, levede saa meget sammen med
+Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage var
+hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at
+Marie kunde gjøre med sig selv og sin Tid, hvad
+hun vilde. &mdash; Fik Fru Rigitze saa endelig et
+Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
+Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt
+skrap. Det hele Forhold maatte derfor for
+Marie komme til at tage sig ud som den rene,
+skære Urimelighed og var nærved at bibringe
+hende den Forestilling, at hun var et Skumpelskud,
+som Alle hadede og Ingen elskede.</p>
+
+<p>Som hun nu stod der ved Vinduet og saae
+ud over Byen, kom denne Følelse af Forladthed
+og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved
+mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de
+langsomt glidende Skyer.</p>
+
+<p>Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie
+havde sagt om at længes; det var ligesom det
+brændte inden i En, og der var ikke Andet at
+gjøre end at lade det brænde som det vilde, &mdash;
+hun kjendte det saa godt. &mdash; Hvad skulde det
+blive til? &mdash; den ene Dag ligesom den anden &mdash;
+Ingenting, ingenting, &mdash; aldrig Noget at glæde sig
+til; kunde det blive ved? &mdash; Ja! længe endnu; &mdash;
+ogsaa naar En var bleven seksten Aar? &mdash; Det blev
+da ikke saadan ved for alle Mennesker; &mdash; det
+var da umuligt hun kunde blive ved at gaa med<span class="pagenum"><a name="Side_29" id="Side_29" title="[S. 29]"> </a></span>
+Barnehue naar hun var seksten Aar! &mdash; Det havde
+Søster Ane Marie da ikke gjort; &mdash; hun var nu
+gift. &mdash; Hun kunde saa tydelig huske al den
+Larm og Lystighed, der var ved Bryllupet, længe
+efter at hun var bleven sendt i Seng, &mdash; og Musiken.
+&mdash; Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift.
+&mdash; Med hvem skulde det være? maaske med sin
+Svogers Broder. &mdash; Han var jo rigtignok forfærdelig
+grim; men naar det <em>skulde</em> være ....
+Det kunde hun umulig glæde sig til. Hvad var
+der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var
+der Noget? &mdash; ikke det hun kunde se.</p>
+
+<p>Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt
+ved Bordet og gav sig til at skrive:</p>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«Min ganske venlig Hilsen altid forsendt
+med Vorherre, kjære Ane Marie, gode Søster
+og Ven, Gud bevare dig al Tid og have megen
+Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive
+<span xml:lang="fr" lang="fr">pour vous congratuler</span>, saasom din Nedkomst
+haver været lykkelig og du nu er frisk og ved
+godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt
+og er baade frisk og rask. Faster lever jo i
+megen Storhed, og er her tidt mange Gjæster,
+de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
+nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner.
+Der er mange af dem, som have
+kjendt vor sal. Moder og berømme hende for
+hendes Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid
+tilbords med de Fremmede, men Ingen taler mig
+noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst var<span class="pagenum"><a name="Side_30" id="Side_30" title="[S. 30]"> </a></span>
+uden, eftersom han immer er mere for Chicane
+og Raillerie end for <span class="sic" title="[sic]">fornumftig</span> Konversation.
+Han er kuns meget ung og haver ikke det
+bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa
+Herberger og Ølstuer og disligeste. Nu veed
+jeg knap andet Nyt end at vi idag have Forsamling
+og at han er deri. Hver Gang jeg
+tal' Franzøsisk da ler han meget og siger det
+er hundrede Aar gammel, som jo nok kan
+hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid
+han var paa Rejser, ellers giver han mig godt
+Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det sammen,
+han siger ingen Hofdame kan det bedre,
+men, det tror jeg er Komplimenter og bryder
+mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
+Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader
+ilde hver den Gang hun taler om den Enormität
+det er vor kjære Fader lever den han lever med
+et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg
+sørger tidt derover, som dog intet baader. Du
+lade nu intet Stycho se dette Brev, men hilse
+ham af Hjærte. September 1657.</p>
+
+<p class="r2"><span class="r2">Din kjære Søster</span><br />
+Marie Grubbe.</p>
+
+<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe,
+Stycho Høeghs til Gjordslev, min gode Ven og
+Søster venligen tilskreven.»</p>
+</div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_31" id="Side_31" title="[S. 31]"> </a></span></p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet
+ind i Storstuen, hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring.
+Marie var tyet hen i en Vinduesfordybning
+og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
+Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven
+ærbødigt for hende og sagde med et yderst alvorligt
+Ansigt, at det gjorde ham ondt at han ved
+Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle.
+Som han saaledes talte, lagde han sin lille, brune
+Haand i Vindueskarmen. Marie saae paa den og
+blev rød som et dryppende Blod.</p>
+
+<p>«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske
+rød af Vrede, at jeg tillader mig at gjøre
+Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det er nu
+vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har
+været saa jammerlig at fortørne Eder?»</p>
+
+<p>«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»</p>
+
+<p>«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for
+hvid? Bien! Det skulde kun forlange mig at vide,
+hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte
+<em>røde</em> Rose har?»</p>
+
+<p>«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt
+Ord?»</p>
+
+<p>«Ja &mdash; lad mig se! &mdash; jo, jeg maa bekjende,
+at det virkeligen er hændtes mig &mdash; men ikkuns
+sjældent &mdash;</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza">
+<span class="i0">Doch <a class="corr" name="rett_4" id="rett_4" title="var: Cloë">Chloë</a>, Chloë zürne nicht!<br /></span>
+<span class="i0">Toll brennet deiner Augen Licht<br /></span>
+<span class="i0">Mich wie das Hundsgestirn die Hunde<br /></span>
+<span class="i0">Und Worte schäumen mir vom Munde<br /></span>
+<span class="i0">Dem Geifer gleich der Wasserscheu ..."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_32" id="Side_32" title="[S. 32]"> </a></span>
+«Ja, det maa I nok sige!»</p>
+
+<p>«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til
+<a class="corr" name="rett_5" id="rett_5" title="var: Amorns">Amors</a> Magt! &mdash; Skulde I tro det? der gives
+Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
+Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til
+Christen Skeel sin Have, og da stander jeg som
+en Statu mellem duftige Roser og Filitter og stirrer
+til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige
+Aurora løber sine rosige Fingre gjennem mine
+Lokker.»</p>
+
+<p>«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af
+Navnet, der I nævnte Amor; Evan skulde I visseligen
+sagt &mdash; og maa hænde En let gaar vilse,
+naar En støjer om ved Nattetider, for intet har I
+staaet i Skeels Have, I har været hos «Mogens i
+Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og har
+I intet kunnet røre Jer og været stille som en
+Statu, da har det aldrig været Elskovstanker, der
+har udvirket, at I intet kunde flytte Jeres Ben.»</p>
+
+<p>«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa
+ibland at jeg kommer i Vinkyperes Huse, da er
+det intet for Plaser eller Lystighed, det er aleneste
+at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler
+mig.»</p>
+
+<p>«Aa!»</p>
+
+<p>«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til
+min Amours Bestandighed &mdash; Himmel! seer I det
+østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage tilende
+har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige
+Aasyn, som I sad ved Jer Syramme.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_33" id="Side_33" title="[S. 33]"> </a></span>
+«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig
+lukke Jer Mund op, En kan jo gribe Jer i løs
+Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud
+til Nikolaj. &mdash; Kjender I den Ramse:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Det var svart Nat,<br /></span>
+<span class="i0">Mand fik i Trold fat,<br /></span>
+<span class="i0">Mand sa' til Trold:<br /></span>
+<span class="i0">"Vil du ud af min Vold,<br /></span>
+<span class="i0">Vil du hjem i Nat,<br /></span>
+<span class="i0">Saa lær mig brat<br /></span>
+<span class="i0">Uden List eller Svige<br /></span>
+<span class="i0">Det Sandeste du veed af at sige."<br /></span>
+<span class="i0">«Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.<br /></span>
+<span class="i0">Mand slap og Trold foer,<br /></span>
+<span class="i0">Ingen paa Jord<br /></span>
+<span class="i0">Sige Trold paa, han med Løgn foer.""<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende
+og gik uden at sige et Ord.</p>
+
+<p>Hun saae efter ham som han gik hen over
+Gulvet; den <em>var</em> smuk hans Gang; hans Silkestrømper
+var saa skinnende hvide og de sad saa
+stramt, der var hverken Læg eller <a class="corr" name="rett_6" id="rett_6" title="var: Eold">Fold</a> paa dem;
+det var saa kjønt det dernede ved Anklen! og den
+lange, smalle Sko &mdash; det var saa morsomt at se
+paa ham &mdash; hun havde aldrig før lagt Mærke til,
+at han havde et lille rosenrødt Ar i Panden.</p>
+
+<p>Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder,
+trak lidt paa Munden, &mdash; hun syntes de var for
+korte i Fingrene.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_34" id="Side_34" title="[S. 34]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_III" id="KAPITEL_III"></a>III.</h2>
+
+
+<p>Vinteren kom. Det blev haarde Tider for
+Skovens Dyr og Markens Fugle; det blev fattig
+Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
+Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede
+Skrog, splintrede Master, braadne Baade og døde
+Skibe. Rigdom laa der og rullede i Havstokken,
+sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev
+af eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med
+Storm og slemt Hav og dræbende Kulde, saa der
+ikke var Tag at faa for Menneskehænder. Himmel
+og Jord stod i Et af den fygende Frostsne;
+den vældede ind over Armod og Pjalter, gjennem
+utætte Lemme og sprukne Luger, pinte sig ind
+under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede
+Kapper. Tiggere og vildfarent Folk frøs
+ihjel i Ly af Grøfter og Diger, Fattigmand døde
+af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg
+gik det lidet bedre.</p>
+
+<p>Saa lagde Stormen sig og det blev stille,
+skingrende Frost. Det blev dyre Tider for Riger
+og Lande, der faldt Vinterbøde for Sommerdaarskab<span class="pagenum"><a name="Side_35" id="Side_35" title="[S. 35]"> </a></span>
+&mdash; den svenske Hær <em>gik</em> over de danske
+Vande.</p>
+
+<p>Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst
+Løv og lyst Vejr, men de sjællandske Knøse red
+ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af Svenskens
+Soldater allevegne; der var Fred, men der
+var Krigens Byrder alligevel, og Freden saae ikke
+ud til at leve længe.</p>
+
+<p>Den gjorde det ikke heller.</p>
+
+<p>Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under
+Midsommersolens Brand gik Svensken mod Kjøbenhavns
+Volde.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig
+under Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte,
+at Svensken var landet i Korsør.</p>
+
+<p>Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik
+roligt og <span class="sic" title="[sic]">astadigt</span> omkring, men de talte meget;
+de talte Allesammen, og Lyden af deres Stemmer
+og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet,
+summende Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig
+svagere, heller ikke holdt op, men blev ved &mdash;
+blev ved med en underlig tung Ensformighed.</p>
+
+<p>Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen.
+I hurtig, stakaandet Hvisken sprang det
+fra nederste Stolestade til En, der sad i det andet,
+til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til
+dem i femte og videre, helt op. Folk midt i vendte
+sig om mod dem bagved og nikkede betydningsfuldt;
+øverst oppe var der enkelte, der rejste sig og<span class="pagenum"><a name="Side_36" id="Side_36" title="[S. 36]"> </a></span>
+saae spejdende mod Udgangen. &mdash; Lidt efter var
+der ikke et Ansigt, der saae paa Præsten; Alle
+sade med bøjet Hoved som for at samle Tankerne
+om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
+holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik
+spændt paa Præsten, som for at skjønne hvor
+langt der var til Enden, &mdash; saa hviskede de videre.
+Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa
+Gaden var tydelig at høre, blev utaalelig at høre;
+Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikke
+Psalmebogen i Lommen.</p>
+
+<p>«Amen!»</p>
+
+<p>Alle Ansigter saae op paa Præsten.</p>
+
+<p>Under den almindelige Del af Bønnen tænkte
+Alle paa om Præsten vidste Noget. Saa bades
+der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
+Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling
+eller Embede at forestaa og da var der mange,
+der havde Taarer i Øjnene; men da den næste
+Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke,
+og sagte, men dog hørligt lød det fra hundrede
+Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra disse
+Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse
+og Braddød, Hunger og Dyrtid, Storm og
+Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for saadan
+faderlig Naade maa love og prise hans hellige
+Navn.»</p>
+
+<p>Før Psalmen var tilende var Kirken tom,
+kun Orglets Toner sang derinde.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_37" id="Side_37" title="[S. 37]"> </a></span>
+Den næste Dag havde de Folkemasser, der
+igjen vare paa Benene, faaet et bestemt Maal at
+gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
+kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre
+Uro over Folk den Dag, sagtens fordi det var almindelig
+bekjendt, at to af Rigens Raader vare
+tagne afsted for at underhandle med Fjenden og
+det hed sig: med saa vid Fuldmagt at det <em>maatte</em>
+føre til Fred. Men da Raaderne om Tirsdagen
+vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke
+var til at faa, skete der et brat og voldsomt
+Omslag.</p>
+
+<p>Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere,
+der vare blevne rastløse ved store og farlige
+Tidender. Det var en hel Malstrøm af sælsomme
+Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens
+Volde og som slet ikke saae ud som de boede
+i disse rolige, ædruelige Huse med deres mange
+Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning.
+Denne Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker!
+Denne Helvedeslarm fra disse alvorlige
+Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
+i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene,
+Ingen vil være inde, der staa de midt paa Gaden
+med deres Angst og Fortvivlelse, med deres Jamren
+og deres Taarer.</p>
+
+<p>Se den statelige, gamle Mand med det blottede
+Hoved og de blodskudte Øjne; han vender sit askegraa
+Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
+de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser<span class="pagenum"><a name="Side_38" id="Side_38" title="[S. 38]"> </a></span>
+over Rigens Raad og denne usalige Krig!
+Føl hvor Blodet brænder i hine unge Kinder af
+Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler
+med sig, han allerede nu har gjennemlidt i sin
+Fantasi!</p>
+
+<p>Hvor de brøle af Raseri over at de er saa
+afmægtige som de tror, og Gud i Himlen, hvilke
+Bønner, hvilke vanvittige Bønner!</p>
+
+<p>Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk
+sætte deres Kurve og Spande fra sig i Bislag
+og Porte og hist og her komme Enkelte hastigt
+ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i
+Ansigtet af Anstrængelse og de se sig forbavsede
+omkring, se nedad dem selv, fare omkring blandt
+Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
+bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de
+paa? og hvorfra komme alle disse lurvede, drukne
+Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og raabe,
+kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er
+syge, de skoggerle, jage efter Fruentimmerne og
+vil slaaes med Mændene.</p>
+
+<p>Det var den første Rædsel &mdash; Instinktets
+Rædsel. Over Middag var den forbi. Man var
+bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med Helligdagskræfter,
+havde seet Grøfter dybes og Brystværn
+højnes under sin Spade; Soldater vare trukne
+forbi, Haandværkssvende, Studenter og Adelstjenere
+holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner
+var kjørt op, Kongen var reden over Volden og<span class="pagenum"><a name="Side_39" id="Side_39" title="[S. 39]"> </a></span>
+man vidste han vilde blive &mdash; der var Rimelighed
+i Tingene, man blev rimelig selv.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen
+sat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport. Brandlugten
+drev ind over Staden og gjorde Folk urolige,
+og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit
+røde Skjær over Fruetaarns vejrgraa Mure og
+spillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir,
+hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
+gik der som et bange Suk gjennem den ganske
+By. Gjennem alle Gader, Gænger og Gyder lød
+det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
+Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med
+skingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirrede
+ængsteligt vesterud, Boderne lukkedes, Jernkræmmerne
+samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det
+var som ventede de skikkelige Folk at Fjendens
+vældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.</p>
+
+<p>Langs Volden og i de tilstødende Gader var
+der sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dog
+var der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor man
+ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor
+Løngangen og Vandkunsten. Der var mange Ting
+paa Tale der: først og fremmest naar Svenskerne
+vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først
+imorgen?</p>
+
+<p>Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten,
+mente nu det vilde gaa an, straks de vare komne
+i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_40" id="Side_40" title="[S. 40]"> </a></span>
+Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra
+Farvergade mente det var saa en vovsom Sag i
+Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor
+En knap vidste hvad der var Landjord og hvad
+der var Vand.</p>
+
+<p>«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud
+vi vidste selv kuns halv saa god Besked med vore
+Anstalter som Svensken han veed det! Tal aldrig
+om det! Han har sine Spioner, har han, der En
+mindst skulde tro det. Jo! &mdash; det veed Borgermester
+og Raad ogsaa hjærtelig vel, for fra Morgenstunden
+af har Rodemestrene været rundt i alle
+Steder og Bebyggelser for at finde hans Spionerere
+frem; men lur ham om I kan! Svensken er habil,
+er han, synderlig i den Commerce; det er en naturlig
+Gave; jeg veed det jo fra mig selv &mdash; det er
+vel nu en halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham
+det aldrig af det Spøgelse ... Indigofarve ser I,
+hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
+mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen
+det kommer an paa. Skolde og rette Løddegryden
+til, det kan hver en Bursch, det er kuns
+Haandelag om at gjøre, men bejtse! &mdash; retteligen
+&mdash; det er en Kunstighed. Bejtser En for stærkt,
+saa brænder En Garnet eller Tøjet eller hvad det
+nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
+og bejtser En for knapt, saa kan Farven a&mdash;ldrigen
+holde, om En saa farvede med det allerdyrbarste
+Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen ogsaa en lukt<span class="pagenum"><a name="Side_41" id="Side_41" title="[S. 41]"> </a></span>
+Geheimniss, En intet lærer fra sig &mdash; til Ens
+Søn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej,&nbsp;....»</p>
+
+<p>«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden,
+«vel saa, vel saa!»</p>
+
+<p>«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde
+fortælle, saa havde jeg en halv Snes Aar forleden
+en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
+Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde
+makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte
+til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af
+til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet
+saa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saa
+det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu kuns!
+Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa
+Kunsten, de skjærer os baade Uld og Tvist, og
+desformedelst hænger vi immer det, der er flyet
+til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
+Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken
+en af Drengerne til at klynge ham op i en
+de der Sækker og &mdash; jeg kommer ind og vejer og
+blander og retter til og er halv ved at være til
+Ende med det, saa skikker det sig saa kunstigen
+at Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækken
+og han tager paa at stime og raabe jeg skulde
+forhjælpe ham ned ... og om jeg hjalp ham! &mdash;
+Død og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg
+han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er
+de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem
+over et Dørtrin.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_42" id="Side_42" title="[S. 42]"> </a></span>
+«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle
+grimme Folk de Svenske,» talte Erik Lauritzen,
+«Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
+hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts,
+saa helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen; de
+er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
+nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen
+tillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værre
+end Ravnefugle og Rakkerfolk; &mdash; og saa morderiske
+de er! det er intet for Ingenting En siger:
+han har nemt til Kniven som svenske Lasse.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det
+skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en
+Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
+mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at
+det er en svenska Dulle.»</p>
+
+<p>«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og
+Dyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk,
+hvad Marekattern' er iblandt de uvittige Bæster;
+der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hans
+Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som
+Gud jo har beskjænket alle Mennesken' med, intet
+kan raade med hans arge Drifter og syndige Begjæringer.»</p>
+
+<p>Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden
+fremsatte og sagde saa: «Rigtig, Erik
+Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og synderlig
+Natur, anderlund end som andre Mennesker.
+Jeg kan immer lugte, naar der triner en udenlandsk
+Person ind til mig i min Bod, om han er<span class="pagenum"><a name="Side_43" id="Side_43" title="[S. 43]"> </a></span>
+en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken
+har saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukker
+eller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egne
+Betænkninger ved den Ting, men det er som I
+lægger det ud, det er Dunster af hans hidsige og
+bestialske Vædsker, er det.»</p>
+
+<p>«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en
+gammel Kone, der stod hos, «om Svensker og
+Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»</p>
+
+<p>«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,»
+afbrød Farveren hende, «tror hun Svensken
+ikke er Kristenfolk?»</p>
+
+<p>«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver,
+om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og
+Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk efter
+min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld,
+at det gik saadan til i højsalig Kong Kristians
+Levetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at et
+helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
+kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte
+fra hverandre som ene Varulver og andet Djævelskab
+og bissed tudendes omkring, alle Lunder og
+Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk
+og Fæmon.»</p>
+
+<p>«Men de søger da Kirke om Søndag, veed
+jeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.»</p>
+
+<p>«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind!
+det søger Kirke det Djævelens Pak iligemaade som
+Hekser de far' til Aftensang naar den Lede holder
+St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er<span class="pagenum"><a name="Side_44" id="Side_44" title="[S. 44]"> </a></span>
+forgjorte er de og kugelfaste; paa dem bider hverken
+Lod eller Krud og de har et ondt Øjesyn de
+halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
+har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner
+har havt deres forbandede Fødder her i
+Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
+Svar mig til paa det, om I kan!»</p>
+
+<p>Farveren skulde just til at svare, da Erik
+Lauritzen, som i nogen Tid havde staaet, og seet
+sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys, Gert Pyper,
+hvad er vel den for en Person, som tal' saa
+prækendes histhenne og Folken' staar saa digt
+omkring?»</p>
+
+<p>De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede
+Gert Farver, at han skjønnede det var en
+vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i
+Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde
+Folk sige ikke var saa ret i sin Tro som det hans
+Salighed og gejstlige Karriere tjenligt var.</p>
+
+<p>Det var en doggeagtig, lille Mand paa en
+tredive Aar med et langt, glat og sort Haar,
+bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, brune
+Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
+gestikulerede stærkt og talte hurtigt og
+fyrigt, men temmelig tykt og læspende:</p>
+
+<p>.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde
+han, «skriver Evangelisten Matthæus 51&mdash;54 saalunde:
+Og se, een af dem, som vare med Jesu,
+rakte Haanden ud, og slog den ypperste Præstes
+Svend, og hug et Øre af hannem. Da sagde<span class="pagenum"><a name="Side_45" id="Side_45" title="[S. 45]"> </a></span>
+Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
+hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med
+Sværd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bede
+min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
+Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes?
+Det skal Alt saa gaa til.»</p>
+
+<p>«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa
+til. &mdash; Nu ligger uden denne Bys ringe Volde
+og svage Befæstning en almægtig Hob af velberuste
+Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver
+opladt sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling
+til dem, at de med Ild og Sværd, med
+Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og
+hvem som er deri, underdan og ganske deres
+egen.»</p>
+
+<p>«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart
+truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet,
+de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere og
+anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale
+sig selver, sigendes: bør det os ikke med
+brændendes Lue og blanke Sværde at gaa den
+Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge
+os øde? hvortil haver vel Gud i Himlen opvakt
+Koradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken's
+Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og
+fordærve? Og som Peter den Apostle drage de
+deres Glavind og ville pludseligen afhugge Malcho
+hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit
+Sværd i sin Sted, thi hvo som tager Sværdet,
+han skal omkomme med Sværd. Vel maa dette<span class="pagenum"><a name="Side_46" id="Side_46" title="[S. 46]"> </a></span>
+lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges
+Ufornumftstighed og synes en Daarskab for den
+Hadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikke
+som en Lyd af en Trompete, blot at høre; &mdash;
+ligervis som et Skiberum, der er ladet med mange
+gavnlige Ting, saaledes er Ordet ladet med Fornumstighed
+og Betænkning, thi Ordet er en Mening
+til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os
+udgrandske Ordet og successive fremfinde, hvorlunde
+det retteligen bør udlægges. &mdash; Af hvad
+Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den,
+der tager Sværdet omkomme med Sværd? Dette
+er for os at betænke udi trende Poster:<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Denne er da den første Post, at Mennesket
+er en viselig og over al Maade herligen indrettet
+Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
+Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi
+er, som Jacob den Apostle siger, alene Tungen
+en Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikke
+det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes
+Øjne, de hastige Fødder og de gribendes
+Hænder; baade den umættelig' Bug<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> de bedendes
+Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en
+Verden, hvormeget mere er da ikke vor dyr'bare
+og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en Have
+fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde
+Drifters glubendes Vilddyr og af Dydernes hvide
+Lam? Og er da den, som lægger en saadan Verden
+øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en<span class="pagenum"><a name="Side_47" id="Side_47" title="[S. 47]"> </a></span>
+Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvad
+Straf det bør sig en Saadan at lide og udstaa.»</p>
+
+<p>Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren
+omkring Prædikanten saaes kun som en
+stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.</p>
+
+<p>«Den anden Post er denne, at Mennesket er
+en Mikrotheos, det er: en Afspejlning eller Lignelse
+af Gud den Almægtigste. Og er den, der
+forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte
+slemmer' end den, der stjæl' Kirkens hellige Kar
+eller Klæder eller øver Vold mod et Kirkehus? og
+I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
+og udstaa.»</p>
+
+<p>«Den sidste og tredie Post er denne, at først
+haver Mennesket Pligter imod sin Gud og er skyldig
+for hannem ideligen at kæmpe og stride, iført
+et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og
+omgjordet med Sandhedens skjærendes Glavind.
+Saadan berust falder det hannem til at stride, en
+Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube
+og søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør
+det os at lade den legemlig' Sværd blive i sin
+Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
+den aandelig!»</p>
+
+<p>Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da
+Folk komme, der lyste sig hjem med smaa Haandlygter.
+Efterhaanden som de stødte paa Forsamlingen,
+stillede de sig op blandt de Yderste, saa
+der snart var dannet en bugtet Halvkreds af blinkende
+Smaalys, der sluktes og lyste op, alt som<span class="pagenum"><a name="Side_48" id="Side_48" title="[S. 48]"> </a></span>
+Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en
+Lygte i Vejret og lod sit Skjær flakke søgende
+om paa Husenes hvidtede Mure og mørke Ruder,
+indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
+Ansigt.</p>
+
+<p>«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes:
+skulle vi da overantvorde os selv, bunden
+paa Hænder og Fødder, til vor Fjende, til Trældommens
+og Fornedrelsens bitre Sørgestand? &mdash;
+O! mine Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I
+at regne som dem der men', at Jesus ikke kunde
+bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere
+end tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab,
+knurrer ikke i Eders Hjærter mod Herrens Raadslagning
+og gjører ikke Eders Lever sort imod
+hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den
+knuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed.
+Og han er den, som haver mange Veje at føre os
+ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan
+han ikke vende Fjendens Hjærte, eller lod han
+ikke den Dødsengle gaa gjennem Sancheribs Lejr,
+eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende
+Vande eller Kong Pharaos hastige Undergang?&nbsp;...»</p>
+
+<p>Her blev Jesper Kiim afbrudt<span class="corr" title="var: ,">.</span></p>
+
+<p>Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham;
+kun ude fra de yderste Rækker havde der nu og
+da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var
+det Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede
+ind imod ham: «Hu, din Helvedesgast! vil du tie<span class="pagenum"><a name="Side_49" id="Side_49" title="[S. 49]"> </a></span>
+den sorte Hund du er! &mdash; hør intet paa ham, det
+er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»</p>
+
+<p>Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa
+brød Larmen løs; Haansord, Eder og Forbandelser
+skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
+men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest
+ved Trappen trængte truende op imod ham.
+En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
+Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende
+efter ham med sin lange, sølvknappede Stok.</p>
+
+<p>«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham!
+han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal
+tilstaa hvad han har faaet for at beføre os. Ned
+med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss!
+vi skal nok plukke det ud af ham.»</p>
+
+<p>«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte
+andre, «han skal i Raadstukjælderen. Lang ham
+ned! lang ham ned!»</p>
+
+<p>Et Par stærke Karle havde allerede Tag i
+ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens
+Trærækværk; saa spændte de baade det og
+ham ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han
+blev modtaget med Spark og Næveslag. Kærlinger
+rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge,
+der stode med deres Fader i Haanden og saae til,
+hoppede af Fornøjelse.</p>
+
+<p>«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved,
+«gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham i
+Forhør.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_50" id="Side_50" title="[S. 50]"> </a></span>
+Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk
+i sig igjen? vil han Mester Lurifas?»</p>
+
+<p>«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer'
+end som Mennesken', som skreven staar.»</p>
+
+<p>«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel
+af og truede ham med, «men Mennesken' har
+Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
+og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg,
+saa din Hjærne skal sidde paa Muren næst herved;»
+og hun slog ham med Tøffelen.</p>
+
+<p>«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.</p>
+
+<p>«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.</p>
+
+<p>«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer,
+og stim ikke saa, her kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»</p>
+
+<p>En høj Skikkelse red forbi.</p>
+
+<p>«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',»
+brølede Hoben.</p>
+
+<p>Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene
+vilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bort
+ad Volden.</p>
+
+<p>Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst
+tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens
+Halvbroder.</p>
+
+<p>Mængden spredtes, der blev færre og færre,
+snart kun nogle faa.</p>
+
+<p>«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert
+Farver, «her slaar vi Hovedet i Bræk paa den,<span class="pagenum"><a name="Side_51" id="Side_51" title="[S. 51]"> </a></span>
+som tal' om Fredelighed og raaber os hæse for
+den, som mest er Skyld i Krigen.»</p>
+
+<p>«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og
+en ønskelig Godnat,» sagde Kjøbmanden afbrydende
+og skyndte sig fra ham.</p>
+
+<p>«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede
+Farveren; saa gik ogsaa han.</p>
+
+<p>Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene
+tilbage og holdt paa sit værkende Hoved, og oppe
+paa Volden gik Vagterne langsomt frem og tilbage,
+stirrende ud over det mørke Land, hvor
+Alt var stille, ganske stille, skjøndt Tusinder af
+Fjender laa derude.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_52" id="Side_52" title="[S. 52]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_IV" id="KAPITEL_IV"></a>IV.</h2>
+
+
+<p>Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa
+Taagebanke i Horizonten og de tændte Luften
+over sig saa den brændte i en mild, rosengylden
+Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere
+og blegere, op til en lang, smal Sky, tog fat i
+dens bølgede Rand, gjorde den glødende, gylden,
+blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af
+violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer.
+Duggen tindrede paa Vestervolds høje Græs og
+Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og i Haverne
+foran, saa at Luften stod i eet skjælvende
+Skinger. Fra Haverne drev en let, fin Damp i
+smalle Striber, og Træerne bøjede langsomt de frugttunge
+Grene for Luftningen ude fra Sundet.</p>
+
+<p>Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal
+lød fra Vesterport og blev besvaret fra de
+andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad
+Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage
+paa deres Poster, rystede Kapperne og rettede ved
+deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.</p>
+
+<p>Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport,
+stod Ulrik Frederik Gyldenløve og saae paa<span class="pagenum"><a name="Side_53" id="Side_53" title="[S. 53]"> </a></span>
+de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg op og
+ned over Voldgravens blanke Vandflade.</p>
+
+<p>Flygtige og lette, snart matte og taageagtige,
+snart farverigt stærke, brandlevende og klare jog
+hans tyveaarige Minder forbi hans Sjæl. De kom
+i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne
+Skove, de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers
+Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet
+dernede i den holstenske By med de røde
+Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae
+sin Moders, Fru Margrethe Pappens høje Skikkelse,
+hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; den
+fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae
+han og den bulne Fægtemester med det rødblaa
+Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have drog
+forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved
+Fjorden og der stod Jægerens kluntede Heinrich,
+der kunde gale som en Hane og slaa saa mageløst
+Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke,
+sit stønnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde
+Jerngitter og den magre Kristus, der havde
+den røde Fane i Haanden.</p>
+
+<p>Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal,
+og Sollyset brød frem i det samme, skarpt og
+varmt og forjog alle Taager og disede Toner.</p>
+
+<p>Saa var der Jagten, hvor han skød sin første
+Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden
+med Dyrets Blod, mens de stakkede Jægerdrenge
+blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
+Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige<span class="pagenum"><a name="Side_54" id="Side_54" title="[S. 54]"> </a></span>
+Scene med Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen
+med den første Duel i den dugfriske
+Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter,
+med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour
+uden Byens Porte, da hans Hoved værked af den
+første Rus. Saa kom der en gylden Taage med
+Klang af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen
+og der var Lotte og der var Marthas hvide
+Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen
+til Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse,
+Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og
+vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset rased,
+afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm
+og natlige Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups
+Have eller Hillerødslottets gyldne Sale.</p>
+
+<p>Men langt klarere end Alt dette saae han
+Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen
+mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde,
+dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med
+hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der
+stiger og spotter En med kaade Triller, mens den
+flygter&nbsp;....</p>
+
+<p>En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte
+ham af hans Drømme.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Wer da</span>!» raabte han.</p>
+
+<p>«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel
+Knopf,» svaredes der og en lille, værkbruden Mand
+kom frem af Buskene og bukkede.</p>
+
+<p>«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind
+Syger gjør han der?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_55" id="Side_55" title="[S. 55]"> </a></span>
+Manden saae trist ned for sig.</p>
+
+<p>«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og
+smilede, «han er intet gaaet uskadt ud af «den
+gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har nok
+fyret ham for strengt.»</p>
+
+<p>Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad
+Voldskrænten. Daniel Knopf, ogsaa paa Grund af
+sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en rig Storkjøbmand
+paa nogle og tyve Aar, og var lige saa
+bekjendt for sin Rigdom som for sin skarpe Tunge
+og sin Fægtekunst. Han <a class="corr" name="rett_7" id="rett_7" title="var: omgikes">omgikkes</a> meget med den
+unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds,
+der var bekjendt under Navn af «<span xml:lang="fr" lang="fr">le cercle des
+mourants</span>», som navnlig bestod af de yngre Mænd,
+der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var
+Sjælen i denne Kreds, som var mere livslysten end
+intelligent, mere berygtet end afholdt, men egenlig
+ligesaa beundret og misundt som berygtet.</p>
+
+<p>Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede
+Daniel med disse Mennesker. Han færdedes ikke
+med dem paa alfar Gade eller i adelige Huse, men
+i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var
+han dem ganske uundværlig. Ingen kunde tale
+saa videnskabeligt om Boldtspil og Hundedressur
+eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader.
+Ingen kjendte Vin som han. Han havde dybsindige
+Theorier om Terningspil og Elskovskunst
+og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige
+ved at krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste.
+Han havde endelig Anekdoter om<span class="pagenum"><a name="Side_56" id="Side_56" title="[S. 56]"> </a></span>
+Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
+overordenligt, han havde bestemte Meninger
+om Alt.</p>
+
+<p>Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig,
+glemte aldrig Forskjellen mellem sig og
+Adelen og havde et saa vidunderlig latterligt Udseende,
+naar de i Kaadhed eller Drukkenskab
+stafferede ham ud paa en eller anden urimelig
+Maner. Han lod sig hundse og skjælde ud, uden
+at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
+at han mangen en Gang gav sig selv til
+Pris, naar han derved kunde standse en Samtale,
+der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
+i Laget.</p>
+
+<p>Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt
+for ham at omgaaes disse Folk og han <em>maatte</em>
+omgaaes dem; for ham, den vanføre Borgerlige, var
+Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog
+var menneskelig Tale, over deres Tilværelse
+laa der en Dag af Lys og et Hav af
+Duft, medens de andre Stænder sled Livet hen i
+farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede
+det, at han var borgerlig født, som en langt større
+Ulykke end hans Vanførhed og græmmede sig derover,
+naar han var ene, med en Bitterhed og
+Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.</p>
+
+<p>«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den
+Lille var kommen op til ham, «det har intet
+været nogen ringe Taage, der har været for hans
+Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa<span class="pagenum"><a name="Side_57" id="Side_57" title="[S. 57]"> </a></span>
+Vestervold, eller stod Luttendranken saa overhaands
+højt i Kvæld, siden jeg træffer ham an her, liggendes
+tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»</p>
+
+<p>«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I
+tror jeg var i Lag sammen med Eder inat!»</p>
+
+<p>«Men hvad tusind Pokker er det da med
+ham?» raabte Ulrik Frederik utaalmodigt.</p>
+
+<p>«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og
+saae op paa ham med Taarer i Øjnene, «jeg er
+en elendig Menneske.»</p>
+
+<p>«Han er en Kræmmerhund er han! Er det
+en Sildeskude han er bange for at Svensken han
+skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
+Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil
+tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og
+Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der intet
+var andet for en god Borgere at tage sig nær end
+om hans sølle Kram gaar Satan i Vold, nu det
+tegner til Fald baade for Konge og Rige!»</p>
+
+<p>«Hr. Gyldenleu!»</p>
+
+<p>«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»</p>
+
+<p>«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt
+og traadte et Skridt tilbage, «for hverken
+klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af
+Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel
+og en Døjt om Sild og Safran, men skikkes væk
+som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig baade
+af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret
+imod mig, Hr. Gyldenleu; &mdash; derfor har jeg ligget<span class="pagenum"><a name="Side_58" id="Side_58" title="[S. 58]"> </a></span>
+i Græsset inat og tvinet som en skamskabet Hund,
+der er lukket ude, for det har jeg krympet og
+krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og
+raabet til den Himmerigs Gud i min Sørgelighed
+og Vanmagt, og er gangen i Rette med hannem,
+hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm
+skal sees an for vissen og uduelig til at føre Vaaben
+og Gevær, aldenstund der rustes ud baade
+Tjenere og Handtværksburscher&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Men hvem den skinnendes Satan har da viset
+ham af?»</p>
+
+<p>«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene
+ligesom de andre de løb, men kom jeg til det ene
+Hold sagde de, de kunde intet være flere og kom
+jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns
+ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner
+og fornemme Folk og anden Snak mere; men
+der var ogsaa de Hold, hvor de sagde, de skulde
+intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der
+var Ulykke ved dem og Kuglerne trak efter dem,
+og de skjøttede aldeles intet om unyttigen at hazardere
+deres Liv og Lemmer ved at have saadan
+et Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem
+sig. Saa supplicerte jeg Generalmajor Ahlefeldt
+om at blive en Sted anviset, men han bare rysted'
+paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet
+saa styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne
+ud med saa stynede Stumper, som mere vilde være
+dem til Ulejlighed end til Hjælp.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_59" id="Side_59" title="[S. 59]"> </a></span>
+«Men hvorfor gik han intet til nogle af de
+Officiers, han er kjendt med?»</p>
+
+<p>«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg
+tænkte straks paa Circlen og kom da ogsaa to af
+de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og
+den Ridder Forgyldt.»</p>
+
+<p>«Naa og de hjalp ham?»</p>
+
+<p>«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. &mdash; Hr.
+Gyldenleu, de hjalp mig saa Gud finde dem for
+det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og lysk
+han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde
+de, jeg havde havt saamegen Conduite, at jeg intet
+vilde komme her med mine Abenpudserier. Et
+var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
+og Pudsenmager ved en lystig Pokulats,
+men naar de var i deres Embede skulde jeg blive
+dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
+nej det var syndigt, syndigt var det! Den
+Gemenhed, de havde viset mig paa Vinstuer, betød
+intet at de saae mig an for deres Lige, at jeg
+skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde
+faa deres Omgængelse og Selskab nu de vare i
+deres Bestilling. Jeg var dem for nærgaaendes,
+Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde
+trænge mig ind i deres Kompagnie her paa denne
+Sted, her brugte de ingen Lust-Major! Det sagde
+de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
+dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om
+Side med de andre Bysens Borgere.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_60" id="Side_60" title="[S. 60]"> </a></span>
+«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte,
+«jeg forstaar nok, det harmer ham at han skal
+være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa falde
+ham noget langsomt at sidde stille og svede ved
+hans Pult, mens Rigens Fremtid bliver afgjort
+her oppe paa Voldene. Naa, han <em>skal</em> komme
+med. For ...», han saae mistænksomt ned paa
+Daniel, «der stikker vel ingen Lumskerier under,
+Mester?»</p>
+
+<p>Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han
+blev bleg som en kalket Væg og hans Tænder
+skar imod hinanden.</p>
+
+<p>«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg
+stoler paa ham; men han kan da heller intet forlange
+En skal tro ham som om han havde et adeligt
+Ord at give; &mdash; og husk: hans Egne har
+vraget ham først og ... tys!»</p>
+
+<p>Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne
+ved Østerport, det første, der blev løsnet
+i denne Krig.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham
+til Kinderne, hans Øje stirrede begjærligt og betaget
+efter den hvide Røg, og da han talte, var
+der en sælsom Skjælven i hans Stemme.</p>
+
+<p>«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen
+kan han melde sig hos mig og bryd han sig
+intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt
+henad Volden.</p>
+
+<p>Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede<span class="pagenum"><a name="Side_61" id="Side_61" title="[S. 61]"> </a></span>
+han dybt, satte sig i Græsset og græd som et
+ulykkeligt Barn græder.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk,
+ujævn Vind blæste gjennem Byens Gader og hvirvlede
+Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et
+Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene
+løse, stemmede Røgen ned i Skorstenene
+og foer ilde med Skiltene.</p>
+
+<p>Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den
+i Vejret i dunkle Buer, smældede dem ud i sorte
+Bugter og surred dem rundt om de svajende
+Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst
+frem og tilbage, Bundtmagerskiltene slog med de
+laadne Haler og Glarmestrenes pragtfulde Glassole
+svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med Badskærernes
+blankt polerede Bækner.</p>
+
+<p>I Baggaardene slog det med Lemme og Luger,
+Hønsene maatte krybe i Ly bag Tønder og Skur
+og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar Vinden
+peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.</p>
+
+<p>Trods Blæsten var det trykkende hedt; det
+blæste Varme ned.</p>
+
+<p>Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede,
+kun Fluerne summede livligt omkring i den lummervarme
+Luft.</p>
+
+<p>Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene
+trak det, derfor søgte da ogsaa overalt de,
+der havde Haver, ud i dem. I den store Have, der<span class="pagenum"><a name="Side_62" id="Side_62" title="[S. 62]"> </a></span>
+laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde,
+sad en ung Pige i Skyggen af et af de
+store Løntræer.</p>
+
+<p>Hun sad og syede.</p>
+
+<p>Det var en høj, slank Skikkelse; næsten
+spinkel var den, men Barmen var bred og fyldig.
+Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
+det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt
+store, sorte Øjne. Næsen var skarp, men fin,
+Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
+Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og
+Hagen noget spids, men dog stærk og kraftig
+formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:
+en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget
+Guldbroderi, en ny, grøn Filthat med store, snehvide
+Strudsfjer og Lædersko med rødslidte Næser.
+Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes
+Halskrave eller hendes lange hvide Hænder var
+ganske rene.</p>
+
+<p>Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie.
+Hendes Fader, Rigens Raad og Marsk, Jørgen
+Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død
+allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe
+Marsvin for et Par Aar siden. Hun havde derfor
+nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder og da han
+var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der
+styrede Huset.</p>
+
+<p>Hun sad og syede og nynnede til, mens hun
+i Takt vuggede den ene af sine Sko paa Spidsen
+af Foden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_63" id="Side_63" title="[S. 63]"> </a></span>
+Over hendes Hoved susede og svajede de
+tætløvede Kroner i den stærke Blæst med en Lyd
+som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede
+deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage
+i ustadige Buer som grebet af uroligt Vanvid og
+Hindbærriset dukkede sig forknyt og vendte den
+lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve
+ved hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem
+Luften, Græsset lagde sig fladt henad Jorden og
+paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den hvide
+<a class="corr" name="rett_8" id="rett_8" title="var: Bomsterfraade">Blomsterfraade</a> op og ned i evig Skiften.</p>
+
+<p>Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede
+sig, endnu som dirrende af Angst og i aandeløs
+Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned
+igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren,
+dens vilde Vuggen og rastløse Vekslen bredte
+sig atter ud over Haven.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Fillis sad udi en Skøyte,<br /></span>
+<span class="i0">Koridon blæst' i sin Fløjte<br /></span>
+<span class="i0">Højt saa at det Fillis hørte<br /></span>
+<span class="i0">Og sin Roer ej mere rørte,<br /></span>
+<span class="i0">Thi drev Skøyten paa en Sand,<br /></span>
+<span class="i0">Thi drev Skøyten <span class="spaced">.....</span>"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven
+kom Ulrik Frederik gaaende. Sofie saae et Øjeblik
+forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter over
+sit Sytøj og nynnede videre.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen,
+stod nu og da stille og saae paa Blomsterne
+og lod i det Hele taget som om han ikke havde<span class="pagenum"><a name="Side_64" id="Side_64" title="[S. 64]"> </a></span>
+seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede
+saa ind paa en Sidesti, standsede bag en stor Jasminbusk
+og rettede paa sin Uniform og sit Belte,
+tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa
+videre.</p>
+
+<p>Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.</p>
+
+<p>«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han
+ganske overrasket.</p>
+
+<p>«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede
+betænksomt sin Naal i Sytøjet, glattede det
+med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
+«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Das nenn' ich blindes Glück</span>,» sagde han og
+bukkede, «jeg ventede kun at finde Jomfruens
+Hr. Cousin herude.»</p>
+
+<p>Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han
+er her intet,» sagde hun og rystede paa Hovedet.</p>
+
+<p>«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned
+for sig.</p>
+
+<p>Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde:
+«Hvad for en Lummervarme det da ogsaa er idag!»</p>
+
+<p>«Ja, det falder trolig ud til Torden, om
+Blæsten stiller af.»</p>
+
+<p>«Ja&mdash;a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt
+op mod Huset.</p>
+
+<p>«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik
+Frederik og rettede sig som for at antyde, at han
+vilde gaa.</p>
+
+<p>«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar
+imod i denne Sommer. En kan fluks blive svagsindet<span class="pagenum"><a name="Side_65" id="Side_65" title="[S. 65]"> </a></span>
+ved at tænke paa al den Farlighed baade
+for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange
+kjære Slægtninge og gode Venner som jeg har,
+der allesammen er med i denne ulykkelig' Affaire
+og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed
+eller hvad de ejendes er, saa er der ogsaa mer
+end Aarsage nok til at komme paa alskens modige
+og underlige Tanker.»</p>
+
+<p>«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den
+lebendiges Gud intet falde hen i Taarer, I maler
+Eder alting altfor dyster af</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">Tousiours Mars ne met pas au jour<br /></span>
+<span class="i0">Des objects de sang et de larmes<br /></span>
+<span class="i0">Mais»<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">og han greb hendes Haand og førte den op til
+sine Læber</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">«.... tousiours l'Empire d'amour<br /></span>
+<span class="i0">Est plein de troubles et d'alarmes.»<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Sofie saae naivt op paa ham.</p>
+
+<p>Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige,
+sugende Nat, hvor Dagen vældede frem i Stimer
+af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
+der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne
+Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt
+svandt i rosengylden Rødme, lig en Sky, som Morgensolen
+belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade
+de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte
+sig op i det mørke Haar ....</p>
+
+<p>Hendes Haand skjælvede i hans, kold som
+Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slog<span class="pagenum"><a name="Side_66" id="Side_66" title="[S. 66]"> </a></span>
+Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik
+Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at
+tage det op og blev liggende i den knælende
+Stilling.</p>
+
+<p>«Jomfru Sofie!» sagde han.</p>
+
+<p>Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae
+mildt alvorligt, næsten smerteligt paa ham.</p>
+
+<p>«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «<span class="corr" title="var: Tag">tag</span> mig
+det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besværger
+Eder intet at lade Eder henføre af en øjeblikkelig
+Sentiment til at søge at provocere en Forandring
+i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden
+os imellem. Det tjener til Intet uden at
+føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder op
+fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen
+hos mig her paa Bænken, at vi kan tales
+ved i al Rolighed.»</p>
+
+<p>«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op
+nu i denne Time,» sagde Ulrik Frederik og blev
+liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og brændendes
+er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet
+tænke, jeg skulde nøjes med slet og bart at være
+Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld
+tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
+umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen
+ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan øge
+eller svække med Eders Munds Vejr, alt som Eders
+Hu er; <span xml:lang="fr" lang="fr">par dieu</span>! den er en luestærk og fortærendes
+Ild, men det staar til Eder om den skal spredes
+og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammer<span class="pagenum"><a name="Side_67" id="Side_67" title="[S. 67]"> </a></span>
+og irrende Vejrlys eller den skal brænde fort varmendes
+og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»</p>
+
+<p>«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig
+og hav Medynk med mig og stæd mig intet
+i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
+thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar,
+men netop af den Aarsag vil jeg til det
+Yderligste værge mig mod at bringe Eder i en
+falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes
+fideliter kan meintenere. I er vel seks Aar paa
+det Nærmeste yngre end jeg er og det, som udi
+min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan
+Alderen lettelig forvanske eller vende om til Grimhed.
+Ja! I smiler, men supponer at I, naar I er
+fyldt de Tredive, drages med en rynket Heks af
+en Kjæreste<a name="FNanker_3" id="FNanker_3" href="#Fodnote_3" title="Kjæreste, dengang = Kone." class="fnanchor">[3]</a>, der kuns har ført Eder en ringe
+Medgift og heller intet paa anden Maade har
+været Eder til Forfremmelse; tænker I intet, I
+vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde
+giftet en ung, fyrstelig Person, hvad der baade
+havde været Eders Alder og Byrd allermest gemäss
+og som og vilde have baaret Eder bedre
+frem end den simple Adelspige vilde have gjort?
+Hjærte Ulrik Frederik, talte I til Eders høje
+Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme; men de
+vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru
+som var ældre end Jer, vilde hun kvæle
+Eder tildøde med sin Iversyge; iversyg vilde hun<span class="pagenum"><a name="Side_68" id="Side_68" title="[S. 68]"> </a></span>
+være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste
+Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde
+sluppet saa meget for at fange hende, vilde hun
+strænge sig an for at hendes Elskov kunde være
+Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder
+med sin afgudiske Kjærlighed som med et Bur af
+Jern, og fornam hun I længtes ud deraf et Minut,
+hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre
+Eder hver en Time med sin mistrøstige
+Sorg.»</p>
+
+<p>Hun rejste sig op og rakte ham Haanden.
+«Farvel, Ulrik Frederik, det er bedskt som Døden
+at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg
+er en gammel, gusten Pige eller er en gammel
+Mands halvgamle Kjæreste, vil I sande at Sofie
+Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand
+over Jer. &mdash; Mindes I den spanske Romanbog,
+den Sted om den indianske, slyngendes Urt, der
+har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver
+ved at vinde sig om det længe efter at Træet er
+morsk og ude og er tilsidst den, der holder Træet,
+som intet kan støtte mere. Tro, Ulrik Frederik,
+saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af
+Eders Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet
+og vejret hen.»</p>
+
+<p>Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig
+for at gaa, men Ulrik Frederik holdt Haanden fast.</p>
+
+<p>«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes!
+skal jeg da sige dig at nu, jeg veed du
+har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre Skilsmisse<span class="pagenum"><a name="Side_69" id="Side_69" title="[S. 69]"> </a></span>
+mellem os. Aner du da intet at det er
+daarligt at tale om hvad du eller jeg vil. Er
+intet mit Blod som drukken af dig, er jeg mig
+selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du
+i denne Time vendte din Hu fra mig, du skulde
+dog blive min, dig til Trods, mig til Trods. Jeg
+elsker dig som om jeg hadede &mdash; &mdash; jeg tænker
+intet paa <em>din</em> Lykke, hvad rører det mig om du
+kommer i Lykke eller Ulykke, blot <em>jeg</em> er med i
+din Glæde, blot <em>jeg</em> er med i din Lidelse, blot
+<em>jeg</em>&nbsp;....<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>Han slængte hende med et Ryk ind mod sig
+og knugede hende op til sit Bryst.</p>
+
+<p>Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham
+og saae længe paa ham med taarefyldte Øjne;
+smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og
+hun kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter
+hinanden.</p>
+
+<p>Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen
+Pragt. Kongen havde villigt givet sit Samtykke,
+for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik Frederiks
+vel lystige Ungkarleliv.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_70" id="Side_70" title="[S. 70]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_V" id="KAPITEL_V"></a>V.</h2>
+
+
+<p>Efter Hovedudfaldene anden September og
+tyvende Oktober var Byen fuld af Ulrik Christian
+Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne
+kaldte ham. Hans Navn var i Alles Munde; der
+var ikke det Barn i Byen uden det kjendte Bellarina,
+hans Fuks med de hvide Sokker, og naar
+han red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende
+efter den slanke, høje Skikkelse i den bredskjødede,
+blaa Drabantfrakke med de vældige, hvide Opslag,
+det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng,
+og de var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte
+dem et Nik eller et Øjekast fra den frække
+Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og deres
+kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem
+han var, og kjendte alle hans kjønne Historier,
+nikkede fornøjet til hinanden, naar de havde mødt
+ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
+om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar
+han ikke havde været.</p>
+
+<p>At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede
+ham, var nu intet Under, thi han havde ganske
+sin Faders, Kong Christians, folkevindende Gaver.<span class="pagenum"><a name="Side_71" id="Side_71" title="[S. 71]"> </a></span>
+Men ogsaa i andre Henseender havde han taget
+Arv efter ham, han havde faaet baade hans Hidsighed
+og hans Umaadelighed, men ogsaa en Del
+af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans
+Overblik. Han var meget ligefrem; flere Aars
+Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort
+nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en
+Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han
+stødende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig
+sin Mund op uden at han bandede og svor
+som den gemeneste Matros.</p>
+
+<p>Men Soldat det var han. Trods sin unge
+Alder, han var kun otte og tyve Aar, ordnede
+han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
+vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og
+en saa stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe
+havde været i saa gode Hænder hos nogen anden
+af Frederik den Tredies Mænd.</p>
+
+<p>Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede
+alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres
+versificerede Beretninger om Udfaldene tilraabte
+ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks
+Fiende-Frelse», eller hilste ham med et: «o, hil
+dig, hil du nordisk' Mars, du tapre David danske,»
+og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et
+<span xml:lang="la" lang="la">cornu copiae</span> eller Overflødighedens Horn, fuldt
+med Roes og Ære, Sundhed, Velstand og Lykke;
+og det var saare naturligt, at mangen stille Aftenandagt
+endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen
+at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, der<span class="pagenum"><a name="Side_72" id="Side_72" title="[S. 72]"> </a></span>
+fandtes vel enkelte fromme Sind, der sukkede til
+Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
+slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt,
+som ondt var, til Dydernes og Sandhedens skinnende
+Lyskrands, at den, som i saa fuldt Maal
+havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte
+blive delagtig i den eneste sande og rette Ære.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Marie Grubbe var meget optaget af denne
+hendes Fasters nære Slægtning. Tilfældigvis havde
+hun aldrig været sammen med ham, hverken hos
+Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde
+hun seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie
+havde viist hende ham.</p>
+
+<p>Alle talte om ham; næsten hver Dag blev
+der fortalt hende nye, modige Træk af ham; hun
+baade hørte og læste, at han var en Helt, og den
+jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben
+hin Skumringsstund, da han red forbi, havde
+gjort et uudsletteligt Indtryk paa hende.</p>
+
+<p>Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede
+ham ganske ud af de almindelige Menneskers
+Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
+Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander
+af Macedonia, Olger Danske, Ridder Bayard
+og de der, det var Helte, store, fjerne, straalende
+Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan
+Noget end de var Mennesker som andre Folk.
+Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig havde
+troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa<span class="pagenum"><a name="Side_73" id="Side_73" title="[S. 73]"> </a></span>
+sirligt som de Forskrifter, En skrev efter, saadan
+var det heller ingensinde faldet hende ind, at Nogen
+kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
+noget Forbigangent, Noget, der havde været til.
+At man kunde møde en Helt, en virkelig Helt,
+møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa vildt
+havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig
+helt anderledes ud, der var Andet til i Verden
+end det Dagligdags; det Store, Skjønne, det brogede
+Rige, som der stod om i Historiebøger og
+Viser, det kunde En Altsammen møde. Der var
+da virkelig Noget til, En kunde længes efter af
+sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
+var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der
+var Mening i hendes uklare Drømme og Længsler,
+det var ikke Noget, hun var ene om; voksne Folk
+troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.</p>
+
+<p>Endnu anede hun det kun, hun var overbevist
+om at det var sandt, men hun kunde ikke
+se og føle at det var det. Han alene var det
+Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa,
+at det var saaledes. Derfor drejede alle hendes
+Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt om
+ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet,
+naar hun hørte Hestetrav nede paa Gaden,
+og hun overtalte ofte den villige Lucie, naar de
+var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad
+Slottet, men de saae ham aldrig.</p>
+
+<p>Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober,
+hen paa Eftermiddagen, at hun sad og<span class="pagenum"><a name="Side_74" id="Side_74" title="[S. 74]"> </a></span>
+kniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange
+Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved
+Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gløder
+hos sig og tog nu og da lidt tørrede Blomster
+og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet,
+og lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue
+var hed og kvalm og sød, og mellem de brede,
+mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
+lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes
+en Rok snurre, og altimellem nikkede Fru Rigitze
+saa smaat i sin polstrede Stol.</p>
+
+<p>Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun
+søgte at kjøle sine hede Kinder mod de smaa,
+duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa
+Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde
+Luften skjærende lys. Saae hun saa ind i Stuen
+igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. Pludselig
+traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad
+Døren, at det gav et Sæt i Fru Rigitze. Han
+saae ikke Marie og satte sig straks henne ved
+Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende
+Ord om at det var saa længe siden, han havde
+været der, sagde, at han var træt, satte sig saa
+forover paa Stolen med Haanden under Kinden og
+tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes
+livlige Tale.</p>
+
+<p>Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse,
+da hun saae ham træde ind! hun lukkede
+et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for hende,
+saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at<span class="pagenum"><a name="Side_75" id="Side_75" title="[S. 75]"> </a></span>
+trække Vejret. Hun havde en Fornemmelse som
+Gulvet sank under hende eller som at hele Stuen
+med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
+Luften, og Alt hvad der var derinde saae
+hun saa underlig skarpt og bestemt, men dog saa
+uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
+holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden
+saa nyt og fremmed ud altsammen. Imidlertid,
+længe før dette fortog sig varede det ikke,
+og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa.
+Hun vilde ønske, hun var langt borte eller
+blot oppe paa sit Kammer, sit fredelige, lille
+Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke
+hendes Hænder rystede. Bare han ikke saae
+hende!</p>
+
+<p>Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen
+og fæstede nu først bestemt Blikket
+paa sin Fasters Gjæst.</p>
+
+<p>Var det saadan han saae ud! Ikke meget,
+meget større; og hans Øjne var jo slet ikke skinnende
+sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
+Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han
+var saa bleg og saae saa bedrøvet ud; &mdash; nu
+smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder
+var saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa
+fin og lille.</p>
+
+<p>Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere
+syntes han hende, og hun begyndte at undres
+over, at hun kunde have tænkt sig ham større
+eller anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin<span class="pagenum"><a name="Side_76" id="Side_76" title="[S. 76]"> </a></span>
+Frygt og tænkte kun paa al den Roes og Berømmelse,
+hun havde hørt over ham. Hele Tiden
+saae hun paa ham og hun forestillede sig ham i
+Spidsen for sine Skarer, stormende fremad under
+Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev kastet
+tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende
+springe op mod en Sejlers brede Bringe.
+Kartoverne dundrede, Palladsker blinkede og Kugler
+peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
+fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme
+slæbte Sejren, som der stod i Krøniken, hun
+havde læst.</p>
+
+<p>Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes
+Øje paa ham.</p>
+
+<p>Ved en pludselig Bevægelse fangede han
+Blikket. Han drejede Hovedet til Siden, saae
+ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
+Smil, saa rejste han sig op og lod som
+om han først nu fik Øje paa Marie Grubbe.</p>
+
+<p>Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter,
+og Marie gjorde sin Kompliment.</p>
+
+<p>Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt
+skuffet ved at erfare at de Øjne, der havde seet
+saaledes paa ham, vare et Barns.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Ma chere</span>,» sagde han lidt spidst og saae
+ned paa hendes Arbejde, «hun er den største
+Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
+nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det
+Ringeste til hendes Kniplestokke hele Tiden.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_77" id="Side_77" title="[S. 77]"> </a></span>
+«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham,
+«der jeg saae Generallieutenanten,» og hun skjød
+den svære Kniplepude ind i Vindueskarmen, «kom
+det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge
+for Lægevæle<a name="FNanker_4" id="FNanker_4" href="#Fodnote_4" title="Lægevæle = Charpi." class="fnanchor">[4]</a> end for Huestads.»</p>
+
+<p>«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant
+i Krigstid som ellers,» sagde han og saae paa
+hende.</p>
+
+<p>«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne
+Tider som nærværendes!»</p>
+
+<p>«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte
+at more sig over hendes Alvorlighed, «og jeg
+for een.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae
+alvorligt op paa ham, «det er jo kuns et Barn,
+I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
+Knipletøjet.</p>
+
+<p>«Tøv lidt, lille Jomfru!»</p>
+
+<p>«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder
+længer.»</p>
+
+<p>«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt
+om Haandledene og bøjede hende over mod sig
+over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en vanskelig
+Person, men,» hviskede han, «har En bedet
+mig Goddag med et Øjekast som det, hun saae
+paa mig med, saa vil jeg intet, at En en Haandevending
+efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg
+vil det intet &mdash; saa &mdash; kys hun mig nu!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_78" id="Side_78" title="[S. 78]"> </a></span>
+Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine
+skjælvende Læber mod hans, han slap hende og
+hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende
+paa sine Arme.</p>
+
+<p>Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag
+og den næste havde hun en dump Fornemmelse af
+Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det
+var hende som var der bleven sat en Fod paa
+hendes Nakke, som var hun bleven traadt i Støvet
+og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var ingen
+bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker,
+ingen Ønsker om Hævn var der. En sælsom
+Ro var kommen over hendes Sind, ingen flyvende
+Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler
+mere. Overfor Ulrik Christian følte hun ikke
+noget Bestemt, hun vidste blot at hvis han sagde:
+kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa,
+maatte hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men
+saadan var det, det vilde blive ved at være saaledes
+og anderledes kunde det ikke blive.</p>
+
+<p>Hun kniplede og syede den ganske Dag med
+en usædvanlig Udholdenhed og mens hun arbejdede
+nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte om
+Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred
+paany, om Svenden, der maatte forlade sin
+Mø og drage til det fremmede Land, hvorfra han
+aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der
+sad i det skumle Taarn saa sørgelig længe og
+hvordan saa først hans ædle Falk den <em>døde</em>, dernæst
+hans trofaste Hund <em>døde</em> og sidst hans gode<span class="pagenum"><a name="Side_79" id="Side_79" title="[S. 79]"> </a></span>
+Ganger graa <em>døde</em>, men hans troløse Viv Malvina
+hun levede frydelig og fro og uden Sorger. De
+Viser sang hun og mange andre, og imellem sukkede
+hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
+troede hun var syg og vilde have, hun skulde
+lægge Vejbredblade i sine Strømper.</p>
+
+<p>Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter
+saae ind og talte mildt og venligt til hende, var
+ogsaa hun som om der Intet havde været dem
+imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed
+paa de store<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> hvide Hænder, der havde
+taget saa haardt paa hende og hun spejdede efter,
+hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme,
+der saaledes havde kunnet kyse hende, og ogsaa
+Munden med det smale nedadbøjede Overskjæg betragtede
+hun, men stjaalent og med en hemmeligt
+kildrende Skræk.</p>
+
+<p>I den nærmest følgende Tid kom han næsten
+hver eller hveranden Dag, og Marie Grubbe blev
+mere og mere optaget af ham. Naar han var
+borte, var der øde og livløst i den gamle Gaard,
+syntes hun, og hun længtes efter ham som den
+Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
+naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig
+fuld og fri, hun følte sig altid saa usikker overfor
+ham.</p>
+
+<p>En Nat drømte hun at hun saae ham ride
+gjennem den tætopfyldte Gade ligesom hin første
+Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
+saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev<span class="pagenum"><a name="Side_80" id="Side_80" title="[S. 80]"> </a></span>
+bange i Tavsheden og turde ikke smile til ham,
+men gjemte sig bag Hoben; da saae han sig om
+med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det
+fæstede sig paa hende, det Blik, og hun trængte
+sig frem gjennem Folkestimlen, kastede sig ned
+lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
+paa hendes Nakke&nbsp;...</p>
+
+<p>Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae
+sig forbavset om i det kolde, maanelyse Kammer:
+ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede, hun
+vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun
+elskede ham. &mdash; Ja saadan var det, hun havde
+ikke vidst det før, hun elskede ham. Det blev
+hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det
+flimrede for hendes Øjne og alle Hjertets Pulse
+banked, banked, banked. Hun elskede ham; hvor
+det var forunderligt at sige, hun elskede ham!
+saa herligt var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt,
+men dog saa uvirkeligt. Herregud, hvad
+kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik
+Taarer i Øjnene af Medlidenhed med sig selv &mdash;
+men alligevel! og hun gjemte sig lunt og blødt
+under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
+og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed,
+sin store, store Kjærlighed.</p>
+
+<p>Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var
+der ingen Følelse af Usikkerhed hos hende, tvertimod,
+den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde hende
+betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at
+røbe den gjorde hendes Væsen mere behersket,<span class="pagenum"><a name="Side_81" id="Side_81" title="[S. 81]"> </a></span>
+næsten voksent. Der kom nu en dejlig Tid fuld
+af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk
+dejlig Tid; eller var det ikke dejligt, naar Ulrik
+Christian gik, skjult for ham og alle Andre, at
+tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar
+han kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede
+Ven vilde tage hende i Favn, kalde hende ved
+alle Verdens søde Navne og sætte sig hos hende
+og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene &mdash;
+længe, og hun vilde lade sin Haand glide igjennem
+hans bløde, brune, buklede Haar? Hvad gjorde
+vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
+ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der
+virkelig kunde ske.</p>
+
+<p>Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var
+det at Ulrik Christian sidst i November blev saa
+farligt syg. Hans Helbred, der længe havde været
+svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger,
+havde maaske ikke kunnet udholde den vedholdende
+Nattevaagen og det anstrengende Arbejde, der var
+forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
+var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for
+højt. En smertefuld, tærende Sygdom med vilde
+Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog efter
+kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det
+var øjensynligt at Sotens Navn var Døden.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Det var den ellevte December.</p>
+
+<p>I det store, læderbrune Gemak, der førte ind
+til Ulrik Christians Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius<span class="pagenum"><a name="Side_82" id="Side_82" title="[S. 82]"> </a></span>
+Hans Didrichsen Bartskjær urolig frem
+og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
+belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende
+foran Malerierne paa Væggene og betragtede
+tilsyneladende med stor Opmærksomhed de
+bare, fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen
+af mørke Træer, de badende Susanner og den
+sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme; men
+længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik
+hen til Vinduet og lod Blikket rastløs vandre om
+fra den graahvide Himmel til de vaade, glindsende
+Kobbertag og de langlige Dynger af grumset
+Tøsne nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han
+igjen sin urolige Vandring, mumlende og gestikulerende.</p>
+
+<p>Det synes ham de gik med Døren, han
+standsede pludseligt og lyttede: nej! Saa trak
+han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en
+Stol og der sad han og sukkede og gned beklemt
+sine Haandflader mod hinanden, da Døren virkelig
+gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en
+stor Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt
+vinkede ad ham.</p>
+
+<p>Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen
+under Armen, glattede paa sin Samarie og traadte
+ind i Sygeværelset.</p>
+
+<p>Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft
+med mørkt Panel, fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger
+en Rad grimme, broget malede Hoveder
+af Tyrker og Morer grinede frem med hvide<span class="pagenum"><a name="Side_83" id="Side_83" title="[S. 83]"> </a></span>
+Tænder. Et tyndt, blaagraat Klæde, hvormed
+det smale, dybe Gittervindue var hængt til forneden,
+holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt
+Halvmørke, medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet,
+hvor Heste, Vaaben og nøgne Legemer
+vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
+Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede
+Omhæng af gult Damassin.</p>
+
+<p>En varm, af Salver og andre Medikamenter
+beklumret Luft slog Præsten imøde som han traadte
+ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han
+greb efter en Stol og støttet til den saae han i
+sin Svimmelhed Alting dreje sig forbi, Bordet
+med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken
+med hendes Kappe, Sengen med den
+Syge, Vaabenstativet og den aabne Dør ind til
+Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.</p>
+
+<p>«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende
+Røst, da Svimmelheden havde fortaget sig.</p>
+
+<p>«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den
+Syge og lettede sig op i Sengen.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Gemach, gnädigster Herr, gemach</span>,» tydsede
+Ane Skomagers, Sygekonen, og gik hen mod Sengen
+og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «<span xml:lang="de" lang="de">es
+is de hochwürdige Confessionar sejner Majestät,
+der hiegeschicket is und Euch beichten soll</span>.»</p>
+
+<p>«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte
+Præsten og nærmede sig Sengen, «vel veed
+jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller
+vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til<span class="pagenum"><a name="Side_84" id="Side_84" title="[S. 84]"> </a></span>
+deres idelige Støttestav og hans Hus til deres
+stadige Herberge, og skjøndt den Gud, der lader
+Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som
+holder Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets
+bloddryppende Cypresser i sin Haand, saa er det
+dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
+dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er
+givet at byde over og at foregaa med sit vaillante
+Exemple, kan for en Stund forgjætte at vi ere
+som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som
+kraftløse Ymper i Verdens Skaberes vældige Hænder
+og at han daarligen tænker: dette haver jeg
+udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver
+bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men,
+dyrebare Herre! nu I er hvilendes paa Eders
+haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud,
+som er Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders
+Forstand og tilvendet sig Eders Hjærte, saa at I
+med Angst og Bævelse haver lidet efter at bekjende
+Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde
+modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade
+kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til <a class="corr" name="rett_9" id="rett_9" title="var: Anammelse">Annammelse</a>.
+Angerens Orme med de hvasse Tænder&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og
+Bedring, Syndernes Forladelse og det evige Liv,»
+vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
+Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han
+er, tror han, fordi Ens Ben bulner ud af Kroppen
+i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld<span class="pagenum"><a name="Side_85" id="Side_85" title="[S. 85]"> </a></span>
+skulde blive mere genegen til at høre paa hans
+Præstepjadder?<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Naadigste Herre, I misbruger højligen det
+Privilegium, Eders høje Stand og endmere Eders
+ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen at
+overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns
+gjør sin Pligt ved at søge at vende Eders Tanker
+til det for Eder visseligen ene Fornødne. Ak,
+høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
+Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver
+slagen Eders Legeme, lært Eder, at Ingen kan
+undgaa Herrens Straffedomme og at Himlens Svøbeslag
+falder paa Høje som paa Lave?»</p>
+
+<p>Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler
+I, Helved fortære mig, som en uvittig Pog; det,
+der mig nager, det har jeg ærligen og redeligen
+skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel
+eller Helved' skikker Folk saadant paa, saa skal
+jeg sige Jer, at de faar det ved Drik og ved
+Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting,
+det kan I stole paa. Naa, men tag han mig nu
+sine højlærde Ben ud af Kammerset her det
+Forteste han kan, ellers skal jeg&nbsp;...»</p>
+
+<p>Her fik han et af sine Anfald og medens han
+vred og vaandede sig under heftige Smerter, svor
+og bandte han saa bespottelig og saa kurieus forfærdeligt,
+at Præsten blev bleg af Forargelse og
+Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende
+Kraft, at det dog maatte forundes ham
+at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl tilgængelig<span class="pagenum"><a name="Side_86" id="Side_86" title="[S. 86]"> </a></span>
+for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og
+da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han
+atter: «Herre, Herre! med grædendes Røst anraaber
+og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
+vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk
+dog at Øksen alt ligger ved Træets Rod og at
+det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om
+det farer fort med sin Goldhed og intet i den
+ellevte Time bryder ud i Blomst og sætter Frugt!
+Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
+kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres
+Fødder&nbsp;...»</p>
+
+<p>Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte,
+sat sig op paa Hovedgjærdet og nu viste han
+truende mod Døren og raabte den ene Gang efter
+den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg
+taal' ham intet længer!»</p>
+
+<p>«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I
+gjør Eder haard, fordi I mistvivler om at finde
+Naade, fordi Eders Syndebjerg er saa overmaade,
+saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld
+er uudtømmeligt&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede
+Ulrik Christian frem <a class="corr" name="rett_10" id="rett_10" title="var: mellen">mellem</a> de sammenbidte Tænder,
+«ejns &mdash; zwej &mdash;!»</p>
+
+<p>«og om Eders Synder vare røde som Blod,
+ja, som tyriske Purpur&nbsp;...»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Rechtsum</span>!»</p>
+
+<p>«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons&nbsp;...»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_87" id="Side_87" title="[S. 87]"> </a></span>
+«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans
+hellige Engle,» brølte Ulrik Christian, idet han
+sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde fra
+Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men
+denne havde hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset
+og slaaet Døren i efter sig. Ulrik Christian løb
+nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om
+paa Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men
+han tog Kaarden med sig.</p>
+
+<p>Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro,
+han havde ingen Smerter, og den Mathed, der var
+kommen over ham, fandt han behagelig og velgjørende.
+Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker,
+som trængte sig ind mellem Traadene i
+Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte de
+sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet,
+naar han kom til at tænke paa Præstejagten
+og blev kun gnaven hvergang Ane Skomagers
+vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge
+paa at sove.</p>
+
+<p>Lidt over Middag bankedes der haardt paa
+Døren, og umiddelbart efter traadte Præsten ved
+Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
+føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort
+sort Haar og store dybtliggende Øjne, traadte
+straks hen til Sengen og hilste: Goddag.</p>
+
+<p>Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var
+en Præst for hans Seng, blev han saa rasende, at
+han rystede paa alle Lemmer, og Eder og Skjældsord
+foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers,<span class="pagenum"><a name="Side_88" id="Side_88" title="[S. 88]"> </a></span>
+der ikke bedre kunde vare hans Fred, og
+mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.</p>
+
+<p>«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens,
+«er det en Mund at føre for En, der alt har sit
+ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende
+Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders
+Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med
+Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de Misdædere
+og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden
+og de ser, de intet kunne undgaa Tængerne
+og Øksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres
+usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre
+med skidne Vanvittighedsord, for dermed at
+sætte Mod i sig selv og saalunde holde sig oppe
+over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, den
+lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige
+Anger, i hvilken dog slige Kumpaner paa
+det Sidste hensynke, og som de fast mere have i
+Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»</p>
+
+<p>Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han
+havde faaet listet Kaarden frem over Dynen, da
+raabte han: «var dig, Præstevom!» og gjorde et
+Udfald efter Hr. Jens, men denne <a class="corr" name="rett_11" id="rett_11" title="var: afparrerede">afparerede</a>
+sikkert Stødet med sin brede Alterbog.</p>
+
+<p>«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde
+han haanligt, «dertil er vi vel begge to for gode,
+og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
+Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»</p>
+
+<p>Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod<span class="pagenum"><a name="Side_89" id="Side_89" title="[S. 89]"> </a></span>
+Sengen og Ulrik Christian lagde Kaarden fra sig
+ovenpaa Dynen.</p>
+
+<p>Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden
+og Syndens Sold, om Guds Kjærlighed til
+Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.</p>
+
+<p>Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og
+legede med Kaarden, at Lyset kunde spille paa
+den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
+Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham
+med gudsbespottelige Spørgsmaal, men Hr. Jens
+lod sig ikke forstyrre og talte videre om de syv
+Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes
+Forladelse og Himmerigs Glæde.</p>
+
+<p>Men saa rejste Ulrik Christian sig overende
+i Sengen og sagde lige i Ansigtet paa Hr. Jens:
+«det er idel Løgn og Digt tilhobe.»</p>
+
+<p>«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det
+sandt!» raabte Præsten, «hvert evige Ord,» og
+han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
+mellem hinanden og nu rejste han sig op og med
+streng Røst talte han ham til og sagde: «I fortjente,
+jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
+Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene
+her tilbage som et sikkert Bytte for Djævelen og
+hans Rige, thi did skal <span class="corr" title="var: i">I</span> visseligen komme. I
+er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum
+ind til Korsens Galge og for dem er al Helvedes
+Gaarde beredt. Spot intet ad Helvedes frygtelige
+Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild af
+Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og<span class="pagenum"><a name="Side_90" id="Side_90" title="[S. 90]"> </a></span>
+Vaandefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel!
+Ak, Helvedes Nød og Kvaler er større end
+noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket
+og under Kneb af gloendes Tænger og
+han vaagnede udi Helvedes Ild, han vilde længes
+til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel
+er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kjød,
+naar de som en Trækvind piner sig Tomme for
+Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder
+Senerne som de skulde briste, naar de brænder
+som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med
+sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men
+Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af
+Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led,
+som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en
+evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een
+Bølge skyller mod Stranden og en næste følger og
+den næste igjen i al Evindelighed, saaledes følge
+Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden
+evig og evindelig og uden Ende og uden Ophør.»</p>
+
+<p>Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg
+vil intet,» mumlede han, «jeg vil intet; jeg har
+hverken at skaffe med Jeres Helved' eller Himmerig;
+jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting
+andet.»</p>
+
+<p>«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men
+for Enden af Dødsens mørke Gang der er kuns
+tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde og een
+til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej
+at komme, visseligen ingen.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_91" id="Side_91" title="[S. 91]"> </a></span>
+«Jo der er, Præst, jo, der er, &mdash; er der
+ikke? svar! er der ikke en dyb, dyb Grav, digt
+hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
+sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens
+Ting?»</p>
+
+<p>«De, der gik deres egne Veje, de styre mod
+Djævelens Rige; der myldrer af dem for Helvedes
+Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge, de skubbes
+og drages for at undgaa den gabendes Svælg og
+de raabe ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de
+intet vilde følge, at han skal føre dennem bort.
+Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
+krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes
+Porte skal lukke sig over dem som Vandene lukke
+sig over den Druknede.»</p>
+
+<p>«Er det nu Noget, I fortæller, er det?
+Ved Eders ærlige Navn, er det andet end som
+Digt?<span class="corr" title="var: «">»</span></p>
+
+<p>«Ja!»</p>
+
+<p>«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres
+Vorherre foruden, jeg vil slet intet udi Himmerig,
+bare dø.»</p>
+
+<p>«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige
+Pinested, hvor den uendelige Svovlsøs kogende
+Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis Lemmer
+trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde
+suger efter Vejr imellem Overfladens spillende
+Luer. &mdash; Jeg ser deres Kropper drives om som
+hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade
+i blæsende Storm, og deres Skrig ere som Jordens<span class="pagenum"><a name="Side_92" id="Side_92" title="[S. 92]"> </a></span>
+Brølen, naar Jordskjælv ryster dens Indvolde og
+deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte
+turde bede dig løs, du Arme! men Naaden haver
+tilhyllet sit Aasyn og Barmhjærtighedens Sol er
+gangen under.»</p>
+
+<p>«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!»
+stønnede Ulrik Christian, «hvad er du Præst for,
+naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds Skyld
+bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv
+mig din Vin og dit Brød, der er jo Frelse, siger
+de, i Vinen og Brødet; eller er det Løgn, lutter
+forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
+en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig
+stærk, saa trøstesløs mægtig; gjør ham god,
+din Gud, gjør ham god imod mig, jeg bøjer mig,
+jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»</p>
+
+<p>«Bed!»</p>
+
+<p>«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det
+skal være &mdash; ja!» og han lagde sig paa Knæ i
+Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
+han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal
+jeg sige?»</p>
+
+<p>Præsten svarede ikke.</p>
+
+<p>En Stund laa Ulrik Christian saaledes og
+stirrede opad med store, feberstraalende Øjne,
+«der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
+Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende
+sammen.</p>
+
+<p>Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød
+den itu og raabte: «Herre Jesus Christus, se, jeg<span class="pagenum"><a name="Side_93" id="Side_93" title="[S. 93]"> </a></span>
+brækker min Kaarde!» og han holdt de blanke
+Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»</p>
+
+<p>Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham
+og skyndte sig med at berette ham, da han ikke
+saae ud til at have meget igjen.</p>
+
+<p>Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers
+og gik.</p>
+
+<p>Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der
+ingen af de Nærmeste ind til den Syge, men i et
+Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og Venner,
+Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede
+for at modtage de Besøg af Adelspersoner,
+Gesandter, Officerer, Hoffolk og Raadmænd, som
+kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
+Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik
+Christian var atter allene med Ane Skomagers.</p>
+
+<p>Det begyndte at skumre, Ane lagde noget
+Brænde til Ilden i Kaminen, fik et Par Lys tændt,
+tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt tilrette;
+hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i
+Søvn. Ude i Forværelset var der bleven posteret
+en Badskærer og en Lakaj i Tilfælde af at der
+skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
+Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger
+paa Straamaatten for at det ikke skulde rasle og
+de var saa optagne af deres Spil, at de ikke mærkede
+at der var En, der listede sig gjennem Stuen,
+før de hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.</p>
+
+<p>Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede
+paa hinanden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_94" id="Side_94" title="[S. 94]"> </a></span>
+Det var Marie Grubbe.</p>
+
+<p>Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede
+sig over den Syge, der laa stille hen og blundede.
+I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg og
+fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene
+saa sælsomt store og de magre, voksgule Hænder
+famlede matte og hjælpeløse om paa det mørkeblaa
+Bolster.</p>
+
+<p>Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede
+hun. Hun lagde sig ned paa Knæ foran Sengen,
+støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae
+ham lige ind i Ansigtet.</p>
+
+<p>Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende
+og uroligt var Blikket.</p>
+
+<p>«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin
+Haand paa hans Skulder.</p>
+
+<p>«Er her flere?» stønnede han mat.</p>
+
+<p>Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget
+syg?» spurgte hun.</p>
+
+<p>«Ja, det er snart forbi med mig.»</p>
+
+<p>«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har
+jeg tilbage, naar du gaar hen? Nej, nej, hvor
+skal jeg holde det ud?»</p>
+
+<p>«At leve! &mdash; det er let at leve; men jeg
+har faaet Dødsens Brød og Dødsens Vin, jeg
+maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og
+Blod &mdash; tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi
+Navn, Jesu Christi Navn! Bed en Bøn, Barn, ret
+en stærk Bøn!»</p>
+
+<p>Marie foldede sine Hænder og bad.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_95" id="Side_95" title="[S. 95]"> </a></span>
+«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en
+Syndere, Barn, der maa saa meget til, bed igjen,
+en lang Bøn med mange Ord &mdash; mange Ord! &mdash;
+aa, nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen?
+&mdash; hold fast, hold fast! den gaar rundt ... som
+et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig Hvirvel
+af Kval og ... ha, ha, ha <span class="corr" title="var: ..,">...</span> er jeg drukken
+igjen? hvad er det for Spil! og hvad Satan har
+jeg da drukken? &mdash; Vin! &mdash; ja vist, det var
+Vin, jeg drak! <span xml:lang="de" lang="de">ha, ha, lustig, mein Kind, lustig!</span>
+kys mig, min Høne!</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza">
+<span class="i0">Herzen und küssen<br /></span>
+<span class="i0">Ist Himmel auf Erd ....<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er
+rund og varm ... kys mig varm? &mdash; og du er
+hvid og trind og hvid og glat&nbsp;....»</p>
+
+<p>Han havde slaaet sine Arme om Marie og
+knugede det forskrækkede Barn ind til sig. I det
+samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
+sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer.
+Truende holdt hun sin Bønnebog op i Vejret og
+raabte: <span class="corr" title="tilføjet: «">«</span><span xml:lang="de" lang="de">h'raus du höllisch' Weib &mdash; sitzt mich das
+lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'!
+h'raus wer du bist &mdash; elender Bote des Menschenfeindes,
+des lebendigen Teufels!</span>»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="de" lang="de">Teufel!</span>» brølede Ulrik Christian og slyngede
+forfærdet Marie Grubbe fra sig. «Vig bort Satan!
+ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o, du forbandede
+Djævel! du vilde bringe mig til Synd i
+mit sidste Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal<span class="pagenum"><a name="Side_96" id="Side_96" title="[S. 96]"> </a></span>
+være saa forsigtig, bort, bort i Herrens velsignede
+Navn, du forbandede Gestalt.» Med vidtopspilede
+Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i
+Sengen og pegede mod Døren.</p>
+
+<p>Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede
+Marie ud.</p>
+
+<p>Den Syge kastede sig ned og bad og bad,
+mens Ane Skomagers højt og langsomt læste den
+ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.</p>
+
+<p>Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_97" id="Side_97" title="[S. 97]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_VI" id="KAPITEL_VI"></a>VI.</h2>
+
+
+<p>Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds
+trak Svensken sig tilbage og nøjedes
+med at holde Byen indesluttet.</p>
+
+<p>De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder
+blev mindre tunge end før, man fik Aanderum til
+at glæde sig over det, man havde gjort og over
+det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier.
+Vel var der de, der havde faaet Smag paa det
+bevægede Krigerliv og som med Mismod saae en
+trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags
+Scener, men Hovedmassen af Befolkningen var glad
+og følte sig let om Hjærtet. Og Glæden fik Luft
+i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
+og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens
+Fjenden var saa knugende nær, de samlede nu
+glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i Byen.</p>
+
+<p>Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig
+med sine Naboer og til at gjøre Skjæven i deres
+Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at bagtale
+hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og
+Lykkenid levede kraftigt op og gammelt Fjendskab
+slog ud i nyt Nag og ny Hævntørst. En var der,<span class="pagenum"><a name="Side_98" id="Side_98" title="[S. 98]"> </a></span>
+som i den seneste Tid havde forøget Tallet paa
+sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit
+Hoved, og det var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde
+man nu ikke ramme, thi han var tryg i Fjendens
+Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge,
+som man troede vare venligt sindede mod ham, dem
+betragtede man med mistænksomme Blikke, belurede
+og fortrædigede dem og Hoffet kjendte dem ikke.</p>
+
+<p>Det var vel ikke mange dette gjaldt, men
+blandt de faa var Sofie Urne, Ulrik Frederiks
+Fæstemø.</p>
+
+<p>Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru
+end hun hadede Ulfeldt selv, havde fra Begyndelsen
+af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse med
+en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore
+Christine, og nu da Ulfeldts sidste Handlinger havde
+stillet ham og hans i et endnu hadefuldere Lys
+end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
+og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen
+hævet.</p>
+
+<p>Det varede ikke længe før Kongen havde
+samme Ønske som Dronningen, thi man havde
+skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne
+som saa listig og farlig og Ulrik Frederik som
+saa letsindig og let at lede, at det blev ham klart,
+hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der heraf
+kunde vokse frem; men han havde nu engang givet
+sit Minde og var altfor øm over sit Ord og sin
+Ære til at tage det tilbage. Han forsøgte derfor
+at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor<span class="pagenum"><a name="Side_99" id="Side_99" title="[S. 99]"> </a></span>
+let det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet,
+kunde forstyrres ved en Person, der med Rette
+var ham og Dronningen saa meget imod, da hendes
+Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender
+og endvidere hvorledes han stod sin egen Lykke
+i Vejen, idet der vanskelig blev den vigtige Æresposter
+betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
+af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede
+han hen til Jomfru Sofies intriguante Karakter og
+yttrede sin Tvivl om at hun virkelig bar Kjærlighed
+til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed,
+sagde han, vilde hellere have forsaget end at bringe
+sin Objekt i Vaade og Vanskelighed, hellere sørgende
+have holdt sig fordækt end jubilerende aabenbare
+sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig
+Skrupler, tvertimod hun havde benyttet sig af hans
+Ungdom og blinde Elskov. Saaledes talte Kongen,
+men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
+thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse
+det havde kostet ham at faa Jomfruen til at give
+sit Sindelag tilkjende, og da han gik fra Kongen,
+var han endnu fastere end før besluttet paa at
+Intet skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie
+var det første alvorlige Skridt han i sit Liv havde
+taget og han satte sin Ære i at det blev taget
+fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder
+rede til at lede og føre ham, men han var nu for
+gammel, han kunde gaa alene og han vilde det.
+Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var
+Glands og Ære for ham mod hans Kjærlighed,<span class="pagenum"><a name="Side_100" id="Side_100" title="[S. 100]"> </a></span>
+kun for den vilde han kæmpe og savne, kun i
+den vilde han leve.</p>
+
+<p>Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at
+han var imod Forbindelsen, og Huset blev derfor
+lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
+kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var
+dette som Blæst til brændendes Lue, men efterhaanden
+voldte det, at han sjældnere saae sin
+Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for
+hende<span class="corr" title="tilføjet: ,">,</span> og der var Øjeblikke, hvor han tvivlede om
+hendes Kjærlighed, ja end ikke ret vidste om hun
+hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad,
+medens hun syntes at holde ham tilbage.</p>
+
+<p>Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med
+aabne Arme, viste ham nu en isnende Kulde<span class="corr" title="var: .">,</span>
+Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget sig
+med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv;
+nu var der ingen Hænder strakte frem for at lede
+ham og han begyndte at savne dem, han var slet
+ikke den Mand, der duede til at stævne <em>mod</em>
+Strømmen, blot den ikke bar <em>med</em>, var han modløs.
+Fra hans Fødsel var der lagt ham en gylden Traad
+ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til Lykke
+og Ære, den havde han sluppet for selv at finde
+sig frem, endnu glimtede den for ham, &mdash; skulde
+han gribe den igjen? Han kunde ikke mande sig
+op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe
+Sofie; ad Krogveje maatte han liste sig til at besøge
+hende, hans Stolthed led ved denne uværdige
+Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste<span class="pagenum"><a name="Side_101" id="Side_101" title="[S. 101]"> </a></span>
+af Alt, han var vant til at komme i Pomp og
+Pragt, vant til at tage i Fyrstestil hvert Skridt
+han tog, og dette var saa ganske anderledes. Dage
+gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte
+Planer, han lededes ved sin Raadløshed, kom
+i Foragt for sig selv, og saa Tvivlen: havde ikke
+hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed eller
+havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog
+sagde de, ja vist var hun klog, men var hun <em>saa</em>
+klog, som de sagde? aa nej, hvad var da Kjærlighed,
+naar hun ikke elskede, og dog, og dog&nbsp;....</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Bagom Christoffer Urnes Have gik der en
+lille Smøge, ikke bredere end at en Mand kunde
+klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
+Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin
+Fæstemø, <a class="corr" name="rett_12" id="rett_12" title="var: sg">og</a> han havde da gjerne Livsens Korthed
+med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
+forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over
+Plankeværket.</p>
+
+<p>Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire
+Timer over Sengetid; Daniel havde svøbt sig
+ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa Resterne
+af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var
+kastet over i Smøgen; han var glad tilmode, en
+Kjende drukken og sad og smaafniste ad sine egne
+lystelige Tanker. Ulrik Frederik var allerede over
+Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt,
+paa Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide
+Stykker, det susede sagte i Løntræet over ham og<span class="pagenum"><a name="Side_102" id="Side_102" title="[S. 102]"> </a></span>
+i Roserne ved Siden; de var fulde af røde Blomster,
+men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten
+hvide. Han gik op mod Huset, der laa det med
+sin skjærende hvide Væg og de gulligt glittrende
+Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille ...
+Nu <a class="corr" name="rett_13" id="rett_13" title="var: sittrende">sittrede</a> en Faarekyllings svirrende Glastoner
+hen gjennem Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige
+Skygger stod som malede paa den hvide Mur, en
+fin Em steg op over Blegen &mdash; nu, Krogen af
+Døren og han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede
+han op ad den gamle Trappe, den lumre,
+krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans
+Fødder knirked og knirked det møre Gulv. Maanen
+skinnede derind gjennem et lille Tagvindue og aftegned
+i Lys dets firkantede Form midt paa en
+Korndynges jævne Overflade &mdash; over Dyngen,
+Støvet hvirvlede i Skjæret bag ham, nu var han
+ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra,
+et svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen,
+den skraa, sodgule Skorsten og Tagets Lægter
+træde ud af Mørket, saa var det borte og han
+stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.</p>
+
+<p>Det var lavt og lille, opfyldt med store
+Linnedskabe, under Loftet hang Lærredsposer med
+Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
+og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg
+og sølvbeslaaet Seletøj. Henne under Vinduet,
+der var lukket med store Træskodder, stod paa en
+messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie
+aabnede dens Hornrude, at den kunde lyse lidt<span class="pagenum"><a name="Side_103" id="Side_103" title="[S. 103]"> </a></span>
+bedre; hendes Haar var løst og hang ned paa
+Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun
+havde taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt
+var blegt og forgræmmet, men hun smilede
+lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat
+sig paa en lav Skammel, foldet Hænder om sine
+Knæ og snakkede muntert op til Ulrik Frederik,
+der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede
+af Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende
+bange.</p>
+
+<p>«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du
+siger Intet, er der da i alle de hundrede Timer
+intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at
+hviske mig til, aa, da har du intet længtes som
+jeg,» hun pudsede Lyset i Lygten med sine Fingre
+og kastede den glødende Tande paa Gulvet
+og Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem
+og traadte Gnisten ud.</p>
+
+<p>«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen
+og sæt dig ned, men først maa du knæle og sukke
+og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
+sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg
+forgjæves og vented og længtes til mine Øjne blev
+dumme.» Hun løftede truende Haanden: «paa
+Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert
+Liv;» det sagde hun med spøgende Højtidelighed,
+saa smilte hun og bad halv bønligt, halv utaalmodigt:
+«kom nu hen og knæl, kom nu hen og
+knæl!»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om,<span class="pagenum"><a name="Side_104" id="Side_104" title="[S. 104]"> </a></span>
+det var saa latterligt at knæle her i Christoffer
+Urnes Pulterkammer, men han knælte dog, lagde
+sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i
+hendes Skjød, men han sagde Intet.</p>
+
+<p>Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun
+havde seet at Ulrik Frederik var bleg og forpint
+og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand legede
+sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede
+heftigt i anelsesfuld Angst.</p>
+
+<p>I den Stilling sad de længe.</p>
+
+<p>Pludselig sprang Ulrik Frederik op.</p>
+
+<p>«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan
+blive ved! Det veed Gud Fader, vor
+Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit
+inderste Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv
+det bliver at føre, som skal leves dig foruden.
+Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede?
+de staar os jo Alle saa haardt imod, der er
+ikke en Mund, der har Trøst i Mæle, de vender
+sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb
+dem en kold Skygge over, naar de nu ser mig;
+men før, da var det som kom der et Lys naar
+jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
+bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig
+ad &mdash; og jeg har Synd og Skam af at bede den
+Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid, den
+har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa
+jeg brændende af Skam, men forknyt og forpint,
+beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord tilbage,
+hjærtensdyre Pige!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_105" id="Side_105" title="[S. 105]"> </a></span>
+Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og
+kold som en Støtte og stirrede alvorligt paa ham
+mens han talte.</p>
+
+<p>«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt
+og fast.</p>
+
+<p>Havde hun sagt ja, havde hun givet ham
+fri, Ulrik Frederik følte det, han havde ikke
+taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
+for hendes Fødder, han vilde have trodset
+Kongen og dem alle, sikker paa hende; men hun
+gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
+for at vise ham hvor godt han var bunden, o,
+hun var klog, som de sagde; det kogte i ham,
+han kunde kastet sig over hende, grebet hende i
+hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud
+af hende, for at tvinge hende til at lægge hvert
+Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben for ham i
+hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog
+kunde faa Vished, men han tvang sig og sagde
+med et Smil: «javist, jeg veed &mdash; det var jo ene
+Spøg, forstaar du vel.»</p>
+
+<p>Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke
+ene Spøg, det var det ikke, hvorfor kom han ikke
+hen og kyssede hende, hvis det var Spøg, hvorfor
+blev han staaende saa stille der henne i Skyggen,
+blot hun kunde se hans Øjne, nej det var ikke
+Spøg, han havde spurgt ligesaa alvorligt som hun
+havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun
+havde tabt ved det, han havde ikke forladt hende,
+hvis hun havde sagt ja; «o Ulrik Frederik,»<span class="pagenum"><a name="Side_106" id="Side_106" title="[S. 106]"> </a></span>
+sagde hun, <span class="corr" title="var: »">«</span>jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
+men har du mig intet længer kjær, saa gaa,
+skynd dig at gaa og byg op paa din Lykke, jeg
+holder dig intet tilbage.»</p>
+
+<p>«Forstaar du da intet, det var kun Spøg;
+vil du tro, jeg kunde tigge mit Ord tilbage og
+luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel!
+Jeg maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg
+løfted mit Hoved, være i Angst for at det Blik,
+der havde seet min Vanære, skulde mødes med mit
+og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han
+mente hvad han sagde, havde hun elsket ham saa
+inderligt som han havde elsket hende, da maaske,
+men nu, aldrig.</p>
+
+<p>Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved
+paa hans Skulder og græd.</p>
+
+<p>«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa,
+gaa, intet om jeg kunde binde dig med et Haar
+vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
+bort.»</p>
+
+<p>Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte
+Sofie,» sagde han og løste sig ud af hendes Arme,
+«lad os nu intet drive Comediespil med hinanden,
+jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig
+at Præsten lægger vore Hænder tilsammen, det
+kan kuns intet ske for snart og derfor skal det
+ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa
+for sig i alt Fordulgthed, for det er til ingen
+Nytte at sætte Verden mere op imod os end skeet
+er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte<span class="pagenum"><a name="Side_107" id="Side_107" title="[S. 107]"> </a></span>
+hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig
+bad de hinanden kjærligt Farvel.</p>
+
+<p>Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var
+Maanen borte og Alting mørkt, enkelte tunge
+Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
+galede de aarvaagne Haner, men Daniel var
+falden i Søvn paa sin Post.</p>
+
+<p>I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru
+Sofie og Ulrik Frederik hemmeligt viede af en
+fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke
+bedre bevaret end at Dronningen et Par Dage
+efter talte til Kongen derom. Følgen heraf var
+at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes
+ved kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes
+Jomfru Sofie med hendes Frænders Samtykke til
+Frøkenklostret i Itzehoe.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at
+afværge dette Skridt; vel følte han sig krænket
+derved, men han var træt og sløvet og bøjede
+sig i dump Mismodighed for det, der som han
+sagde, nu en Gang saa skulde være. Næsten
+hver Dag var han drukken og han elskede, naar
+Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste
+Svirebrødre, der var hans eneste stadige
+Omgang, grædende og klagende at skildre det
+søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være
+blevet hans og endte saa altid med tungsindige
+Hentydninger til at hans Levnets Dage var faa i
+Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte<span class="pagenum"><a name="Side_108" id="Side_108" title="[S. 108]"> </a></span>
+til den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte
+Dun og hvor Ormene var Badskjær.</p>
+
+<p>For at gjøre Ende paa dette Levnet lod
+Kongen ham følge med de Tropper, som Hollænderne
+overførte til Fyen, og herfra vendte han
+midt i November tilbage med Budskabet om
+Sejren ved Nyborg. Han indtog nu igjen sin
+Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
+udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at
+være bleven sig selv igjen.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_109" id="Side_109" title="[S. 109]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_VII" id="KAPITEL_VII"></a>VII.</h2>
+
+
+<p>Marie Grubbe er nu sytten Aar.</p>
+
+<p>Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet
+fra Ulrik Christian Gyldenløves Dødsleje, var hun
+kommen styrtende op paa sit Kammer og var
+gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende
+sig som stædt i stærke legemlige Smerter,
+saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru Rigitze
+og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun
+troede der Noget var sprungen inden i Jomfru
+Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa derop, men
+hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun
+havde kastet sig ned foran en Stol og gjemt sit
+Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad Fru Rigitze
+spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun
+vilde hjem, hun kunde nu aldrig blive længer, og
+hun græd og hulkede og rokkede med Hovedet
+fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru
+Rigitze hende et Livfuld Hug og skjældte Lucie
+ud fordi de havde været ved at tage Livet af
+hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte
+sig selv.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_110" id="Side_110" title="[S. 110]"> </a></span>
+Det var Marie ligegyldigt at de slog hende.
+I hendes Kjærligheds lykkelige Dage, var der da
+bleven budet hende Hug, vilde det have ramt
+hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste
+Beskæmmelse, men nu var det hende ligegyldigt,
+nu alle hendes Længsler, hendes Tro og hvert
+hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet
+sammen og vejret hen. Hun tænkte paa, hun
+en Gang hjemme paa Tjele havde seet Karlene
+stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den
+højgjærdede Andepark; det arme Dyr svømmede
+stumt omkring; op kunde det ikke komme, og
+Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en
+anden her, og hun huskede, hun bad til Gud for
+hver Sten, der faldt, at den maatte ramme ret
+dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
+været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv
+som den stakkels Diana, og hun bød hver Sorg og
+Bitterhed velkommen, blot den ret vilde ramme,
+for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var
+al hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var
+Enden paa al Storhed: en trælleagtig Klynken, et
+lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa var der
+ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt,
+han red ud ad Dødens Porte med klirrende Spore
+og ringende Bidsel; med blottet Hoved og sænket
+Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke med
+Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da
+ingen straalende Skikkelser at længes frem imod
+i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at stirre sig<span class="pagenum"><a name="Side_111" id="Side_111" title="[S. 111]"> </a></span>
+lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og
+Farver! mat og graat &mdash; Altsammen saa var det
+mat og graat og øde, bundløs Hverdag, lunken
+Søgnedagsliv tilhobe.</p>
+
+<p>Saadan var hendes Tanker i den første Tid,
+det var hende som havde hun en stakket Stund
+været bortrykket til en forunderlig, rigbroget Fabelverden,
+i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes
+Væsen havde foldet sig ud som en underlig fremmed
+Blomst og straalet Sol fra alle Blade og aandet
+Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin
+Duft var den vokset og vokset, Blad i Mylder
+ved Blad, Fold bredt ud paa Fold i ustandselig
+Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun
+var gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde,
+og saadan var den hele Verden, alle de Mennesker,
+der var til, saa var de saadan. Og dog
+levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte
+blev sygt i hende af Lede ved at se dem brede
+og strække deres usle Armod og stolte lytte efter
+lødig Klang i deres Tomheds Buldren.</p>
+
+<p>Nu greb hun begjærligt efter den Skat af
+gamle Postiller, der saa tidt var bleven hende
+budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt en mismodig
+Trøst i deres strenge Ord om Verdens
+Elende og alle jordiske Tings Forfængelighed, men
+een Bog, var der, som hun fremfor alle andre
+hængte over og stadig vendte tilbage til, og det
+var Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke
+blive træt af at beskue det himmelske <a class="corr" name="rett_14" id="rett_14" title="var: Jerusalens">Jerusalems</a><span class="pagenum"><a name="Side_112" id="Side_112" title="[S. 112]"> </a></span>
+Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
+gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad
+alle Døre; hun lod sig blænde af Straaleglandsen
+fra Sarder og Beryl, Chrysopras og Hyacinth,
+hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede
+sig i Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte
+hun sig ogsaa hvordan hun og Lucie og Faster
+Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te
+sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes
+Skaal over Jorden og naar den anden udgød sin
+Skaal, og den tredie sin, længer kom hun aldrig,
+thi hun begyndte altid forfra.</p>
+
+<p>Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit
+Arbejde, at synge lange Passionspsalmer med høj
+og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun
+paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller
+«de tolv gudelige Maaneds Stemmer,» for de to
+kunde hun næsten udenad.</p>
+
+<p>Der var i al denne Fromhed endel forklædt
+Ærgjærrighed, thi vel følte hun virkelig Tynge
+af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund
+med Gud, men der laa dog tillige til Grund for
+alle disse gudelige Øvelser en halvklar Lyst til
+Magt, et halvbevidst Haab om at blive en af de
+udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges
+Rige. Hendes Væsen var ved Alt dette bleven
+helt forandret; hun var bleven indesluttet og
+folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet;
+hun blev mager og bleg og hendes Øjne fik en
+haard, brændende Glands og det var intet Under;<span class="pagenum"><a name="Side_113" id="Side_113" title="[S. 113]"> </a></span>
+thi Apokalypsens frygtelige Syner red lyslevende
+gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede
+hendes Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt
+og Tungt, og om Aftenen naar Lucie var falden
+i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et mystisk
+asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine
+bare Knæ paa Gulvet og bede til hendes Ben
+værkede eller hun ikke mere kunde føle sine Fødder
+af Kulde.</p>
+
+<p>Saa var det at den Tid kom da Svensken
+trak sig tilbage og det hele Kjøbenhavn delte sin
+Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som
+Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag
+hos Marie, thi paa den kom Fru Rigitze fulgt af
+en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte Bord
+og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og
+perlestukne Huer, som Marie havde faaet i Arv
+efter sin salig Moder; nu var det nemlig bleven
+funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne
+Klæder.</p>
+
+<p>Det var saa betagende at blive gjort til
+Gjenstand for al den Travlhed, der nu brød ind
+over det lille Kammer, for al denne Sprætten-op
+og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og
+hvor kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar
+det gløded tungt i lange, rige Folder eller straalede
+blankt, hvor det sad tæt og stramt og hvor
+fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det
+ikke at lytte til de ivrige Disputer om, hvorvidt
+hint Silke-Camelot ikke var for tykt til ret at udhæve<span class="pagenum"><a name="Side_114" id="Side_114" title="[S. 114]"> </a></span>
+Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt vel
+vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen
+tungsindige Drømmerier kunde staa for denne
+glade, straalende Virkelighed. Og nu blot een
+Gang<span class="corr" title="fjernet: ,"></span> at sidde ved Gildesbord, &mdash; og nu kom
+hun til Gilder &mdash;, med denne snehvide, krusede
+Halskrave blandt andre Jomfruer med ligesaa krusede
+Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed
+som en døgngammel Drøm, og blot een Gang at
+have traadt Sarabande og Pavone i sidskjørtet
+Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og
+med spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde
+bringe hendes Kind til at brænde af Skamrødme.</p>
+
+<p>Og hun kom til at skamme sig, hun kom til
+at træde Sarabanden og Pavonen, for to Gange om
+Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier sammen
+med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels
+Storstue, hvor en gammel Meklenborger informerede
+dem i Holdning, Pas og Reverentser efter
+de nyeste spanske <span class="sic" title="[sic]">Facons</span>. Desuden blev hun oplært
+i at spille paa Luth og blev yderligere perfectioneret
+i det Franske, thi Fru Rigitze havde
+nu saa sine egne Planer.</p>
+
+<p>Marie var lykkelig.</p>
+
+<p>Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været
+holdt fangen og nu lige fra Fængslets Mulm og
+Fangevogterens barske Omgang af et jublende
+Folk løftes op paa Tronen, faar Magtens og
+Ærens Guldring trykket fast paa sine Lokker og
+ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje<span class="pagenum"><a name="Side_115" id="Side_115" title="[S. 115]"> </a></span>
+sig og anerkjende dets Herskerret, saaledes var
+ogsaa hun fra sit stille Kammer traadt ud i
+Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende
+som havde hun været en Dronning, Alle havde
+smilende bøjet sig for hendes Skjønheds Magt.</p>
+
+<p>Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth,
+som den er blaa, saaledes var hendes Øjne
+i Farve, men de var som den trillende Dugdraabe
+i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i
+Skygge. De kunde sænkes saa blyt som en sød
+Tone, der dør, og løfte sig saa kjækt som en
+Fanfare. Vemodigt &mdash; ja, naar Dagen kommer,
+saa ruste Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær,
+saadan var hendes Blik, naar det var vemodigt.
+Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da blev
+det mangen En, som naar det i Drømme fjernt,
+men indtrængende kalder paa Ens Navn, men naar
+det mørknedes i Sorg, haabløst og vaandefuldt,
+var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.</p>
+
+<p>Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste
+det, men kun halvvejs, havde hun vidst det helt
+og havde hun været ældre, end hun var, maaske
+hun da vilde være bleven som til Sten ved sin
+egen Skjønhed og have betragtet sig selv som et
+sjelden kosteligt Klenodie, der kun skulde holdes
+blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive
+Alles Begjær, og da koldt og roligt have ladet
+sig beundre. Men det var nu ikke saa. Hendes
+Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og
+hun havde saa pludselig lært dens Magt at kjende,<span class="pagenum"><a name="Side_116" id="Side_116" title="[S. 116]"> </a></span>
+at det varede længe før hendes Væsen med Ro og
+Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig
+bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen
+Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og
+meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt
+hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende
+Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit
+Hjærte.</p>
+
+<p>Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag,
+den første Søndag efter Fredsslutningen. Om
+Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste
+og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en
+Eftermiddagstour med Fru Rigitze.</p>
+
+<p>Den hele By var den Dag halvt som i Oprør,
+for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne
+lukkede op igjen, efter at have været stængede i
+samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor
+ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor
+Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet;
+man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn;
+der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved
+Skandsekurvene; der havde <em>den</em> staaet og der var
+<em>den</em> falden, hin havde rykket frem hist og var
+bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt,
+fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes
+Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk
+og de solblegede Horsepander, og der var en
+Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren,
+opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge
+og nedad Stolper.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_117" id="Side_117" title="[S. 117]"> </a></span>
+Gert Pyper og hele hans Familie spanked
+omkring der og han stamped vel hundrede Gange
+paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa
+synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak
+ham angst i Ærmet og bad ham ikke være altfor
+forvoven, men Mester Gert tramped lige haardt
+endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø,
+hvor det var at han var posteret den Nat, de
+skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og hvor Rokkedrejerens
+Søn blev skudt Hovedet af; medens de
+smaa Børn græd over, at de ikke maatte beholde
+den Bøssekugle, de havde funden, fordi der kunde
+være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
+thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den
+halvraadne Halm, hvor Barakkerne havde staaet,
+eftersom han mindedes en Historie om en Soldat,
+der blev hængt for Magdeborg, og under hvis
+Hovedgjærde syv af hans Kammerater fandt saamange
+Penge, at de deserterede da Plyndringen af
+Staden skulde til at gaa for sig.</p>
+
+<p>Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de
+grønne Marker og hvidgraa Veje var prikkende
+sorte af Folk, der gik og betragtede de dem velbekjendte
+Steder saa nøje og opmærksomt, som om
+det var en nyopdaget Verden eller et aldrig før
+kjendt Ejland, der lige var skudt op fra Havsens
+Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
+ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng
+bag Eng, blev grebne af en pludselig Vandrelyst
+og blev ved at gaa og gaa, ligesom beruste af<span class="pagenum"><a name="Side_118" id="Side_118" title="[S. 118]"> </a></span>
+Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men
+udpaa Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog
+de Fleste deres Skridt mod Byen og søgte hen til
+Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de omliggende
+store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid,
+at man de Sommersøndage efter Aftensang spadserede
+der og drog frisk Luft i de grønne Træers
+Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran
+Voldene, var den Skik falden bort af sig selv og
+Kirkegaarden havde været tom de Helligdage som
+de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
+og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade
+myldrede det ind med Folk; Adel og Borger, Ringe
+og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri Kirkegaards
+bredkronede Linde.</p>
+
+<p>Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten
+laa Borgerfolk i muntre Klynger, Mand og Kone,
+Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost; Læredrengen
+stod bagved og gumled fornøjet paa det
+lækre Søndagsbrød, mens han ventede paa Kurven.
+Smaabørn trippede med Hænderne fulde af Levninger
+hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved
+Muren, videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem
+de lange Gravskrifter og Fatter lytted beundrende
+til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de
+Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik
+de fornemme Folk frem og tilbage, de kom lidt
+senere end de andre og spiste enten hjemme eller
+paa Trakteurstederne i Haverne bagved.</p>
+
+<p>Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle<span class="pagenum"><a name="Side_119" id="Side_119" title="[S. 119]"> </a></span>
+Raadmænd og unge Officerer, brede Herremænd
+og fremmede Residenter. Her gik den rørige graa
+Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han
+lemped sine Skridt efter den gamle, hovedrige
+Villem Fiuren og lyttede til hans pibende Røst;
+der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag,
+her stod Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og
+talte med gamle Axel Urup med det evige Smil
+og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru,
+Fru Sidsel Grubbe tripped langsomt afsted med
+Søster Rigitze og den utaalmodige Marie, og der
+var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen
+med hans hørgule Manke og Peder Retz med
+hans spanske Lader og spanske Dragt.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i
+Følge med Niels Rosenkrands, den kjække Oberstlieutenant
+med det franske Væsen og de livlige
+Gebærder.</p>
+
+<p>De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik
+Frederik hilser koldt og fornemt og vil gaa forbi,
+thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer han
+Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens
+varmeste Tilhængere, mistænker for at have
+havt en Finger med i Spillet; men Rosenkrands
+standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt
+spise til Aften med i Johan Adolfs Have,
+at det var vanskeligt at slippe, og de gaa begge
+to med.</p>
+
+<p>Lidt efter sidder da hele Selskabet i det
+murede Lysthus og tager for sig af de landlige<span class="pagenum"><a name="Side_120" id="Side_120" title="[S. 120]"> </a></span>
+Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte
+med.</p>
+
+<p>«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru
+Ide Daa, «at de svenske Officiers skal havt saa
+særdeles angenemme Manerer med de sjællandske
+Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud
+af Land og Rige?»</p>
+
+<p>«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe,
+«er det da tilforladelig nok med den Skarns Kvinde
+til Jomfru Dyre.»</p>
+
+<p>«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru
+Rigitze.</p>
+
+<p>«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte
+Søster, dem der er saa lyse i Haarlød, de er i
+Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun,
+der forløb Landet, hun var Datter af Henning
+Dyre til Vester-Neergaard, ham der fik Sidonie,
+den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med
+sig baade i Daase og Pose af hendes Faders,
+baade Lagner og Bolstre og Sølvtøj og rede
+Pengestykker.»</p>
+
+<p>«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager
+stort Læs.»</p>
+
+<p>«Jo &mdash; at forstaa &mdash;» bekræftede Oluf Daa,
+han slog altid ud med den venstre Haand, naar
+han talte, «Elskov &mdash; at forstaa &mdash; den er &mdash;
+den er stærk.»</p>
+
+<p>«El&mdash;skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt
+sit Mundskjæg med Bagen af den lille Finger,
+«er som Her&mdash;kules udi Fruentimmersdragt, af<span class="pagenum"><a name="Side_121" id="Side_121" title="[S. 121]"> </a></span>
+Lader er den mild og charmant og ser ud som
+idel Veg&mdash;hed og Tam&mdash;hed, men ligegodt har
+den i sig Kra&mdash;ft og Listighed nok til at føre
+igjennem de tolv herku&mdash;liske Prøver tilhobe.»</p>
+
+<p>«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru
+Dyres Elskov alene lader se, den kunde helt vel
+med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed
+Kister og Skrine ud for hvad der var i dem,
+ligesaavel som han rensed Urias, eller hvad han
+hed, hans Stald, I veed.»</p>
+
+<p>«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik,
+henvendt til Marie Grubbe, «at Elskov er som
+naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner
+op i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan
+Dyd har Elskov, at den helt omvandler Menneskens
+Sind, saa det, der før syntes En gold og øde, det
+skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og
+Pragt; men hvad for Tanker har vel I om Elskov,
+skjønne Jomfru Marie?»</p>
+
+<p>«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for
+at være lig en Demant, for ligesom Demanten er
+skjøn og prægtig at se til, saadan er og Elskov
+skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig
+for den, der nedsvælger den, saaledes er ogsaa
+Elskov en Slags Forgiftighed eller skadelig Rasenheds
+Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
+En da skal gjøre sin <span xml:lang="fr" lang="fr">Jugement</span> efter de synderlige
+Fagter, En antræffer hos amoureuse Personer,
+og efter den remarkable Discours, de føre.»</p>
+
+<p>«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten<span class="pagenum"><a name="Side_122" id="Side_122" title="[S. 122]"> </a></span>
+kan sagte tale Raison til den arme Flue, som forvirres
+af dens Glindsenhed!»</p>
+
+<p>«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte
+Axel Urup og holdt op igjen for at smile
+og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til
+Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer
+i Blodet, for hvor skulde ellers kloge Folk med
+Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne indgive
+koldsindige Personer den mest brændendes
+Passion?»</p>
+
+<p>«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da
+aldrig om saadan gruelig Ugudeligheds Værk &mdash;
+og paa en Søndag!»</p>
+
+<p>«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min
+Tro ingen Synd, tværtimod ... nej ... nej ...
+Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
+Gyldenleu? &mdash; Nej? &mdash; nej vist intet; taler intet
+ogsaa den hellige Skrift om Troldkvinder og onde
+Besværgelser! Jo den gjør, gjør den. Nej, hvad
+jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de
+har deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En
+hidsig, kan En da intet føle Blodet rusle op igjennem
+sig og svømme En baade for Øjne og Øren?
+og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret
+ligesom Blodet sank En neder i Benene og blev
+helt svalt med det Samme? skulde det, tror I,
+være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men
+Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg,
+ingen &mdash; ingenledes! alle Menneskens Affekter de
+forvoldes af en vis Blodets Tilstand og Beskaffelse;<span class="pagenum"><a name="Side_123" id="Side_123" title="[S. 123]"> </a></span>
+og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet
+ved sytten&mdash;atten Aars Omskiftning af Varme og
+Kuld er bleven moden i Aarerne, da tager det
+paa at gjæres ret som en god Druevin; for Elskov
+det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og
+blærer sig op, det sætter Varme og tager paa Vej
+saa ingen Menneske ret er sig selv saalænge det
+staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som
+anden gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid,
+mindre hed og bespændt. Ja, der er endnu en
+Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig'
+Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme
+og vil som til at gjæres, naar den Foraarstid kommer,
+der Drueranken staar i Blomst, saaledes bliver
+ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en
+kort Tid om Foraaret mere end ellers genegen til
+Elskov og det har deri sin rette Grund, at Blodet
+aldrig ret kan forglemme den Gjæringens Tid i
+Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang
+Aarsens Foraar vender tilbages og forsøger at gjæres
+igjen.»</p>
+
+<p>«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa
+&mdash; Blodet, det er &mdash; det &mdash; at forstaa det
+er en subtilig Materie nok &mdash; at forstaa.»</p>
+
+<p>«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja,
+alting virker ind paa Blodet, baade Sol og Maane
+og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa vist som
+det var prentet.»</p>
+
+<p>«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede
+Fru Ide, «jeg veed det fra min ældste<span class="pagenum"><a name="Side_124" id="Side_124" title="[S. 124]"> </a></span>
+Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret
+som hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa
+at sukke og at stride med Arme og Ben, ligesom
+hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen, hvor de
+kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes
+Fæstemand, som var i Holland, han var saa grim
+til at længes og laa tænkte paa hende Nat med
+Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller
+ret var ved Helbred al den Tid; mindes I ikke
+ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank og elendig
+hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem
+igjen?»</p>
+
+<p>«Om jeg gjør! var det at tale om! &mdash; den
+kjære Sjæl! men saa blomstred' hun ogsaa op som
+nogen Rosensknop at se til. &mdash; Herre Gud hendes
+første Barselseng ....» og saa hviskede hun
+videre om den.</p>
+
+<p>Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup,
+«Formener I da vel,» sagde han, «at en Elixire
+d'am&mdash;our er som en gjæ&mdash;rendes Materie, der
+bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at
+ra&mdash;se, saa takler det hel vel til en Aventure,
+den salig Herre Ulrik Christian fortalte mig en
+Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant&mdash;werpen
+i <span xml:lang="fr" lang="fr">Hotellerie des trois bro-chets</span>, hvor han
+havde sit Logemente at det passerte. Om Mor&mdash;genen
+havde han i Messen faaet Øje paa en skjøn&mdash;ne,
+skjønne Jomfru &mdash; og hun hav&mdash;de seet helt
+mildt til ham, men den hele Dag havde han in&mdash;tet
+havt hende i Tan&mdash;ker. Saa kommer han ud paa<span class="pagenum"><a name="Side_125" id="Side_125" title="[S. 125]"> </a></span>
+Af&mdash;tenen ind paa sit Kam&mdash;mer, og da ligger
+der en Ro&mdash;se paa Hovedgjærdet af hans Se&mdash;ng,
+og han tager Ro&mdash;sen og lugter ti&mdash;l den, og i
+samme Minute staar den skjønne Jomfrues Af&mdash;billede
+li&mdash;vagtigen for hans Øje som va&mdash;r det
+kontrafejet af paa Væggen li&mdash;gehos og den hef&mdash;tigste
+Forlæng&mdash;sel opstod hos ham efter samme
+Jom&mdash;fru saa plud&mdash;seligen og stærk at han sag&mdash;de,
+han kunde have skre&mdash;get i vilden Sky af
+Smerte, ja ha&mdash;n ble&mdash;v som hel vild og furieus,
+saa han strøg u&mdash;d af Huset og løb jamrendes
+op ad en Ga&mdash;de nedad en an&mdash;den, ret som
+han var be&mdash;hekset og han vid&mdash;ste ikke af sig
+selv; det var som noget dro&mdash;g og dro&mdash;g og det
+brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at
+løbe til den lyse Morgen.»</p>
+
+<p>Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen
+gik ned inden de skiltes ad og gik hjem ad de
+skumrende Gader.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget
+tavs og næsten ganske holdt sig udenfor den almindelige
+Samtale, da han var bange for at man,
+dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde
+opfatte det som personlige Erindringer og Indtryk
+fra hans Forhold til Sophie Urne; men han var forøvrigt
+heller ikke oplagt til at tale, og da han
+blev ene med Rosenkrands, svarede han saa kort
+og adspredt paa Alting, at denne snart blev kjed
+af ham og gik sin Vej.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde<span class="pagenum"><a name="Side_126" id="Side_126" title="[S. 126]"> </a></span>
+den Gang Gemakker anvist paa Rosenborg, og da
+hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og
+han sad alene og i Mørke i den store Stue til
+henad Midnat.</p>
+
+<p>Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet,
+halvt anelsesfuld Stemning, saadan en letblundende
+Stemning, hvor det er som Sjælen villieløs driver
+nedad en langsomt glidende Strøm medens taageflygtige
+Billeder drage henover Breddens mørke
+Træer, og halve Tanker som store, svagtskinnende
+Bobler langsomt hæve sig op af den dunkle Flod,
+glide med &mdash; glide med og briste. Efterklang af
+Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden,
+Marie Grubbes Smil, Fru Rigitze, Dronningen,
+Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
+&mdash; &mdash; Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg
+og fjern &mdash; endnu blegere, endnu fjernere, &mdash; Rosen
+paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes Stemme, Klangen
+af et enkelt Ord, Betoningen af det, &mdash; han
+sad og lyttede efter det og hørte det igjen og
+igjen svinge sig hen gjennem Stilheden.</p>
+
+<p>Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede
+det og lagde sig paa Albuerne udover den brede
+Karm: saa friskt som det var &mdash; saa svalt og stille.</p>
+
+<p>Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den
+friske Bitterhed af nysudfoldet Løv og krydret Vinduft
+fra blomstrende Løn bar hen imod ham derude
+fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra
+Himlen og bredte et blaanende, sitrende Mørke<span class="pagenum"><a name="Side_127" id="Side_127" title="[S. 127]"> </a></span>
+ud over Haven. Lærkens sorte Grene, Birkens
+slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod
+som Skygger aanded hen paa en Baggrund af
+glidende Taage, mens Taksens klippede Toppe skød
+i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag
+var falden.</p>
+
+<p>Stille var der som dybt i en Grav, kun den
+ensformige Lyd af de fnuglette Regndraabers Fald
+var at høre som en næsten umærkelig, stadigt
+hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag
+de vædeglindsende Stammer.</p>
+
+<p>Saadan underlig Hvisken det var at lytte
+paa, saa vemodigt den lød! var det som de lette
+Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
+i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte
+Illusioners visne Løv? &mdash; Ak saa ene, saa sørgeligt
+alene og forladt! Ikke blandt alle de tusinde
+Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet
+Hjærte, der længtes imod ham ... Vidt over Jorden
+var spændt et Net af usynlige Traade, der bandt
+Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets, stærkere
+end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen
+til ham. Hjemløs, forladt! &mdash; Forladt? &mdash; Klang
+det derude som Bægre og Kys? blinked det derude
+som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det
+ikke lydt igjennem Natten? &mdash; Hvadsaa! &mdash; hellere
+Ensomhedens langsomt dryppende Bitterhed end hin
+giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg ryster dit
+Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde<span class="pagenum"><a name="Side_128" id="Side_128" title="[S. 128]"> </a></span>
+.... for Blinde, for &mdash; Stakler .... &mdash; Som en
+Rose .... o Gud skjærm og bevar hende vel i
+den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og
+Vagt at jævne hver en Sti og dække for hver en
+Vind .... saa skjøn .... lyttende lig et Barn
+.... &mdash; som en Rose!&nbsp;....</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_129" id="Side_129" title="[S. 129]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_VIII" id="KAPITEL_VIII"></a>VIII.</h2>
+
+
+<p>Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede
+hun dog snart, at var hun end kommen ud
+af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun
+dog ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer
+blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier
+holdt nede paa en egen, underordnet Plads
+i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af
+Smaating, der hver for sig var ubetydelig nok,
+men som tilsammen dog betød en Del. Først var
+nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod
+dem og befandt sig saa drilagtig godt i deres
+Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og saa
+Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den
+Maade, paa hvilken den gamle Tjener tog mod en
+Frues eller en Jomfrues Kaabe, og en ganske lille
+Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
+var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette.
+Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere
+tillod sig, var højst ubehagelig, og det ringe Indtryk
+som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
+gjorde paa dem, var til at fortvivle over.
+Bedst gik det med de yngre Kavallerer, thi selv<span class="pagenum"><a name="Side_130" id="Side_130" title="[S. 130]"> </a></span>
+naar de ikke var forelskede i En, saa tog de dog
+de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste
+de kunde finde paa med en gallant Ærbødighed
+i Miner og Lader, som hæved En i Ens egne
+Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som
+man kunde mærke paa at de mest gjorde det for
+Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var der
+nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres
+overdrevne Komplimenter og spøgende Cour, men
+Fruerne var dog de værste, især de unge nygifte;
+det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik,
+den lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og
+det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed
+de hørte paa En &mdash; det var ikke til at udholde. Saa
+var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer
+selv; det skulde da heller ikke hæve dem; der var
+ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede
+den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
+de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde
+slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at
+omgaaes hinanden værdigt og med alle mulige Tegn
+paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et
+Skjær af Værdighed. Det var i det Hele slet
+ingen misundelsesværdig Stilling, og det var derfor
+ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
+Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder
+havde paatænkt en Forbindelse mellem hende og
+Ulrik Frederik, saa blev denne Meddelelse, uagtet
+Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
+i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment<span class="pagenum"><a name="Side_131" id="Side_131" title="[S. 131]"> </a></span>
+Budskab, der aabnede store Bredder af fornøjelige
+Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende,
+hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse
+vilde være, hvorledes <a class="corr" name="rett_15" id="rett_15" title="var: hunvilde">hun vilde</a> blive optaget i den
+snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive
+holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
+der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige
+Søn og hvad mere var, hans erklærede Yndling,
+medens hun selv i sit stille Sind tilføjede,
+hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og
+forelsket, saa syntes det hende næsten, at hendes
+Lykke var for stor, og hun blev ganske ængstelig
+ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
+og løs Tale og løst Haab.</p>
+
+<p>Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa;
+ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine
+Tanker og bedet hende være ham en god Talsmand
+hos Marie, men han havde ogsaa formaaet
+hende til at undersøge, hvorvidt det vilde være
+Dronningens og Kongens naadige Villie med, og de
+havde begge optaget det saare vel og givet deres
+Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.</p>
+
+<p>Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes
+fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde
+denne Forbindelse vistnok alt længere Tid været
+omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden
+af Dronningens Overtalelser sikkert ogsaa bevæge
+af den Omstændighed at Marie Grubbe var saa
+rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt
+med Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i<span class="pagenum"><a name="Side_132" id="Side_132" title="[S. 132]"> </a></span>
+Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdaadighed
+lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo saa
+den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da
+Maries Moder, Fru Marie Juul jo var død, vilde
+hun saasnart hun var gift faa sin Mødrenearv, og
+hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer
+af Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup
+og Nørbek Hovedgaarde, foruden Strøgods trindt
+omkring, saa der efter ham var en god Arv i
+Vente, tilmed da han havde Ord for at være en
+skrap Husholder, der Ingenting forødte.</p>
+
+<p>Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde
+trøstigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag
+blev de da saa højtideligt trolovede.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke
+paa en saadan stormende, urolig Maade som da
+Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
+blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov
+var det, ingen livsmodig, rødmusset, frisk.</p>
+
+<p>Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige
+Barndomshistorie, og han elskede, drømmende at
+udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
+medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer
+den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skjønne,
+hvide Martyrkvinde bløde mellem Tornehjulenes
+hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
+af mørke Anelser om at det ikke vilde blive
+ham forundt at beholde hende, men at en tidlig
+Død vilde rive hende ud af hans favnende Arme,
+og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med<span class="pagenum"><a name="Side_133" id="Side_133" title="[S. 133]"> </a></span>
+dyre Eder, at han skulde bære hende paa Hænder
+og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at
+han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær
+ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde
+hende Sorg.</p>
+
+<p>Men der var ogsaa den Stund, hvor han
+hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige
+Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var given
+ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre,
+til at træde i Støvet om han vilde, til at opløfte
+naar han vilde, til at ydmyge, til at bøje.</p>
+
+<p>At saadanne Tanker som denne kunde blive
+vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv
+Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
+af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde
+kun være et dunkelt og halvsandt Billede, naar
+der sagdes, at hendes Kjærlighed til den afdøde
+Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket,
+jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed
+til Ulrik Frederik var at ligne ved den
+samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
+spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse
+end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens
+dunkle Siv. Og dog vilde det paa en Maade være
+ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og
+rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de
+brogede, myldrende Drømme og Livstanker, som
+hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
+og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse
+Magsvejr.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_134" id="Side_134" title="[S. 134]"> </a></span>
+Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var
+det ikke mere fordi han var som den magiske
+Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
+og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest
+Pragten, hun egenlig elskede?</p>
+
+<p>Det kunde se ud undertiden som det var ikke
+saa. Naar hun i Skumringen sad paa hans Skjød
+og, akkompagnerende sig selv, sang smaa franske
+Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da
+imellem standsede, og medens hun skjødesløst lod
+Fingrene lege med Citharens Strænge, lænede sit
+Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
+og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at
+ingen ret Elskov har dem sødere, og der var
+kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun Kjærlighedens
+milde Uro dugger frem &mdash; og dog &mdash;
+kunde det ikke være at hun i Længsel, paa en
+svunden Følelses Minder byggede en Stemning op,
+der skjærmet af det milde Mørke, næret af det
+blussende Blod og de bløde Toner, narrede hende
+selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot
+jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde
+hende karrig paa Elskovsord, og utaalmodig ved
+Kjærtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes
+saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og Haan
+paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad
+om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det
+Ord fra hendes Mund, som alle Elskere saa gjerne
+høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar
+hun var alene og hendes Fantasi var bleven træt<span class="pagenum"><a name="Side_135" id="Side_135" title="[S. 135]"> </a></span>
+af for tusinde Gange at udmale sig Fremtidens
+Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt ud
+for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik
+Frederik og Marie, som saa ofte før, henad den
+sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.</p>
+
+<p>Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen
+i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort
+i det Fjerne.</p>
+
+<p>Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade
+de og Lakejen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke.
+Forbi Haverne red de, hvor de grønne
+Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi
+de udspændte Bundgarn, paa hvis Traade endnu
+de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus
+forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
+Gaard, hvor Røgen stod lige som en
+Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte
+og lo og jog afsted.</p>
+
+<p>Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red
+gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det
+saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
+Overdrupsøens<a name="FNanker_5" id="FNanker_5" href="#Fodnote_5" title="Overdrupsø nu = Ordrupmose." class="fnanchor">[5]</a> blanke Vandflade.</p>
+
+<p>Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne
+Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og
+blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget<span class="pagenum"><a name="Side_136" id="Side_136" title="[S. 136]"> </a></span>
+Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var
+brun af vissent Løv, faldt af mod Vandet. Oppe
+i Luften, under Bladhangets Skjærm, hvor en
+Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke,
+hvirvlede Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl
+lyste der et Øjeblik, saa fløj den ud i Solskjæret
+ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
+blinkede blankt <a class="corr" name="rett_16" id="rett_16" title="var: gjennen">gjennem</a> Luften og jagende Gjedder
+drog hurtig glidende Bølgelinier hen over Fladen.
+Fra en Gaard bag Krattet lød Hønsenes Kaglen
+derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
+under Dyrehavens kuplede Bøge.</p>
+
+<p>De holdt Hestene an og lod dem langsomt
+pjadske ud i Vandet for at skylle de støvede Koder
+og læske deres Tørst. Marie holdt lidt længere
+ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne
+slappe, for at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved;
+i Haanden havde hun en lang Bøgegren, hvis
+Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det
+nu smaat skvulpende Vand.</p>
+
+<p>«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og
+fulgte opmærksomt et svagt Vindpust, der ved sin
+hvirvlende Bevægelse frembragte runde, mørktkrusede
+Pletter ude over Søen.</p>
+
+<p>«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.</p>
+
+<p>«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig
+sin Hest i Land.</p>
+
+<p>I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til
+Vejen og ind i Storskoven.</p>
+
+<p>«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter<span class="pagenum"><a name="Side_137" id="Side_137" title="[S. 137]"> </a></span>
+følte Skovfriskheden paa sin Kind og længe i lange
+Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg gad
+vidst,» længer kom hun ikke, men saae med
+straalende Blikke op i det grønne Løv.</p>
+
+<p>«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»</p>
+
+<p>«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk
+galne. &mdash; Aa, for de mange Gange jeg har løbet
+i Lindum Skov og holdt ved med at løbe længere
+og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste.
+Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld
+Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og
+kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar
+de fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa
+underlig skræmt og sky, &mdash; aa, jeg blev saa beklemt
+og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged',
+foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg
+næsten mere bange for end for alting Andet. Er
+aldrig det hændt dig?»</p>
+
+<p>Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte
+hun at synge i vilden Sky:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Jeg ganger mig i Skoven fro,<br /></span>
+<span class="i0">Hvor Ælm og Abild gro,<br /></span>
+<span class="i0">Og smykker der med Roser to<br /></span>
+<span class="i0">Vel mine Silkesko.<br /></span>
+<span class="i0">For en Dands,<br /></span>
+<span class="i0">For en Dands,<br /></span>
+<span class="i0">For en Tralala,<br /></span>
+<span class="i0">For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten
+og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad<span class="pagenum"><a name="Side_138" id="Side_138" title="[S. 138]"> </a></span>
+Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, hvor
+Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne
+funklede og Kinderne brændte, hun hørte ikke paa
+Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken hvinede ned og
+afsted stod det med slappe Tøjler &mdash; Skummet
+sad i Flager paa hendes flagrende Skjørt, den
+bløde Skovjord haglede op om Hestens Sider og
+hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.</p>
+
+<p>Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad
+og Gren og flygted for et regntungt Mørke.
+Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
+red frem over en lang Skovslette. Til begge
+Sider: Skovens Træer som en tung, mørk Ringmur;
+over hende: truende sort Himmel med jagende,
+graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
+taagebegrændsede Flade. Hun strammede
+Tøjlerne og det udmattede Dyr standsede villigt.
+I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
+op imod hende og holdt snart ved hendes Side.</p>
+
+<p>I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat,
+regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet;
+et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
+det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed
+som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe.
+Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide
+Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder,
+stænkede bort fra Hestenes Manke og sprang og
+trilled omkring i Græsset, som myldred de op
+af Jorden.</p>
+
+<p>For at komme i Ly, red de ind imellem<span class="pagenum"><a name="Side_139" id="Side_139" title="[S. 139]"> </a></span>
+Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart
+udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.</p>
+
+<p>En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede
+Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der,
+som han sagde, allerede var en Fremmed inde.</p>
+
+<p>Det var Livsens Korthed, og han rejste sig
+straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt
+Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
+Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.</p>
+
+<p>«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre
+os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal
+vide, min Hjærte,» og han vendte sig mod Marie,
+«at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
+Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst,
+Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom
+Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
+og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den
+gode Stad Kjøbenhavn.»</p>
+
+<p>Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning,
+saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe
+og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord,
+men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag
+paa han brede Ryg vakte ham, blussede hans
+Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte
+sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme
+og sagde med sit koldeste Smil: «vi er vist intet
+nok drukne, Hr. Oberst.»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og
+raabte: «o, din Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes
+Karl nu lade mig staa til Skamme som en<span class="pagenum"><a name="Side_140" id="Side_140" title="[S. 140]"> </a></span>
+usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
+sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi,
+for al den Del! er det Ret? har jeg intet de
+Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed for
+denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har
+ytret den største Forlængsel efter at se og høre
+dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan
+jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglefænger
+og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med
+den kranke Hane og <a class="corr" name="rett_17" id="rett_17" title="var: de">den</a> skrukke Høne!»</p>
+
+<p>Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende,
+at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun
+tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad for
+Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var,
+der kunde holde de unge Cavalliers fast paa smudsige
+Ølkipper halve Dage og hele Nætter i Rad,
+og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille
+hendes Længsel og ikke lade sig for længe bede.</p>
+
+<p>Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel
+hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at
+give ørhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed
+til at brøle og stime endnu højere, end til saadan
+fin og skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog
+fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at
+ham nogen Tid var noget af hendes skjønne Velbaarenhed
+befalet eller ombedet, uden han jo det
+havde paa Stand exequeret og udført.</p>
+
+<p>«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag
+og slængte sig ved Bordet med Albuerne ud
+til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af Eders<span class="pagenum"><a name="Side_141" id="Side_141" title="[S. 141]"> </a></span>
+Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt
+gode Venner.»</p>
+
+<p>Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme,
+lagde dem paa Bordet, strøg Haaret ned i Øjnene
+og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog
+raslende med Pengene som det var Terninger, «er
+jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
+Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig
+ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti,
+saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
+jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl,
+kan du? Eller skal jeg aabne din Bælg
+med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
+kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt
+du er!»</p>
+
+<p>Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:</p>
+
+<p>«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk
+Accent, «vet din Dræksjung hvem du høder?
+Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din&nbsp;...<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme,
+«det er sagte vel stor Lystighed at fange an med;
+nej, nu!» og han satte sig ned, støttede Hænderne
+helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave,
+gjorde sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig
+Betænksomhed, altfor langsomt, Visen om Roselil
+og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket
+med Øjnene og raabte kjælent:</p>
+
+<p>«Poppegøj&mdash;e! lille Poppegøj&mdash;e,» fløjtede igjen,<span class="pagenum"><a name="Side_142" id="Side_142" title="[S. 142]"> </a></span>
+men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at
+trække Munden op til et indsmigrende Smil.
+«Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut!
+om til mig, lille Nus, om til mig! labe
+Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af
+lille Krus?»</p>
+
+<p>Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem
+i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med
+krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.</p>
+
+<p>«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu
+her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og
+du maa heller aldrig forlade mig,» og hans Stemme
+blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden,
+min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. &mdash; Gods
+og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og
+dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det
+er mig som Drank det og Bærmevalle. &mdash; Fine
+Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig
+hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den
+Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold
+og Mærke, de! &mdash; skulde de være bedre
+for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa!
+det røde Mærke paa din hvide Skulder, som Mester
+Anders har brændt med sit røde Jern, det er
+Adelstegn det, &mdash; jeg spier paa mit Skjold for
+at kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg
+Skjold for &mdash; ja. For er der i hele Sjællands
+Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
+spørger jeg &mdash; er der? &mdash; nej, der er ikke, ikke
+en Stump af en!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_143" id="Side_143" title="[S. 143]"> </a></span>
+«Det &mdash; det &mdash; det er Løgn at forstaa,»
+raabte han med ny Røst, sprang op og gestikulerede
+henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
+&mdash; din Hjadderkop &mdash; hun har Skabning, du, at
+forstaa &mdash; Lemmer &mdash; hun har Lemmer, siger
+jeg, din Rakkesvands&nbsp;...»</p>
+
+<p>Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa
+Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev
+den bort, faldt han og trillede henad Gulvet.
+Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang
+hurtig op, rakte begge sine Hænder ud som for
+at hjælpe Daniel op. Den Lille greb halvt liggende,
+halvt knælende Haanden og stirrede paa
+hende med et saa taknemmelighedsfuldt og hengivent
+Blik, at hun længe ikke kunde glemme det.</p>
+
+<p>Saa red de hjem, og der var Ingen af dem,
+der tænkte paa, at dette tilfældige Møde i «Statafkroen»
+skulde række længere end det havde rakt.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_144" id="Side_144" title="[S. 144]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_IX" id="KAPITEL_IX"></a>IX.</h2>
+
+
+<p>Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var
+bragt tilende, tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn,
+førte jo en Mængde af Landets Adel til Byen,
+alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder,
+men ogsaa betænkte paa at forlyste sig
+ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke var
+det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde
+den siden Krigen temmelig højttalende, kjøbenhavnske
+Befolkning ved deres Pragt og Rigdom
+og derved give den en liden Mindelse om at
+Skjællet mellem Landets gode Mænd og den ufri
+Hob endnu stod støt og trygt, trods kongelige
+Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands
+og trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.</p>
+
+<p>Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede
+da Gaderne, af skrammererede Adelstjenere og adelige
+Heste med sølvspændt Seletøj og brogede
+Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren <em>og</em>
+Beværten i alle Byens Adelsgaarde &mdash; til sent
+ud paa Natten klang Fiolen fra de oplyste Sale
+ud over Byen og fortalte de blundende Borgere<span class="pagenum"><a name="Side_145" id="Side_145" title="[S. 145]"> </a></span>
+at Landets bedste Blod varmede sig der i statelig
+Dands over tavlede Gulv og ved skummende Vin
+i arvede Pokaler.</p>
+
+<p>Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var
+der Ingen, der bød til Gjæst, thi dels mentes der
+at endel af de Grubber, paa Grund af deres Forbindelse
+med Kongehuset, stod mere paa dettes
+end paa Standens Side og dels hadede den gode
+gamle Adel oprigtigt den i de senere Aartier
+temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
+naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie
+blev da saaledes af en dobbelt Grund forbigaaet,
+og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen levede
+meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.</p>
+
+<p>I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt
+haardt, men da det blev ved, vakte det snart hendes
+Sinds let vækkelige Trods og havde den saare
+naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig
+inderligere til Ulrik Frederik og kom til at holde
+mere af ham, fordi der, som det syntes hende,
+for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
+hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke,
+saa der, da de den sekstende December sekstenhundrede
+og treds i al Stilhed blev viede til hinanden,
+var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv
+mellem hende og Rigens Jægermester, denne Tittel
+og Bestilling var nemlig Ulrik Frederiks Part af
+det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.</p>
+
+<p>At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod
+hvad der havde været paatænkt, for det havde<span class="pagenum"><a name="Side_146" id="Side_146" title="[S. 146]"> </a></span>
+længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre deres
+Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde
+havde gjort Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i
+den sidste Time fik man Skrupler og mente, af
+Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal
+og Skilsmisse, at burde lade det blive som det
+saa blev.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk,
+og Tiden lider og Tiden løber og Alt er vel &mdash;
+og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for det
+er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander
+og Leonora har været sammen i et Halvtaarstid,
+saa er Aanden ikke altid over Leanders Kjærlighed,
+uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
+stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene.
+Thi, medens hun er som de smaa Børn, der finder
+det gamle Æventyr nyt hvor tidt det end fortælles
+med <a class="corr" name="rett_18" id="rett_18" title="var: det">de</a> selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
+og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa
+er Leander saa fordringsfuld, at han trættes, saasnart
+hans Følelse ikke længer gjør ham ny for sig selv.
+Saasnart han ikke længer er helt beruset, er han
+ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende
+lyse Overmod, der har givet ham en Halvguds
+Selvtillid og Tryghed, forlader ham, han
+ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser
+tilbage paa sin Lidenskabs urolige Levnetsløb,
+sukker sit Suk og gaber. Og han længes, han
+føler sig som En, der er kommen hjem efter en<span class="pagenum"><a name="Side_147" id="Side_147" title="[S. 147]"> </a></span>
+langvarig Fart i fremmede Lande og nu atter
+ser de saa inderlig velkjendte, saa lang Tid forglemte
+Steder liggende for sig, og alt mens han
+ser dem, tankeløst undrer sig over at han virkelig
+har været borte fra denne hjemlige Verdenspart
+saa længe.</p>
+
+<p>I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik
+en regnfuld Septemberdag.</p>
+
+<p>Han havde havt sine Hunde inde at lege
+med, havde forsøgt paa at læse og havde spillet
+Daldøs<a name="FNanker_6" id="FNanker_6" href="#Fodnote_6" title="Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger." class="fnanchor">[6]</a> med Marie. Regnen skyllede ned, det var
+ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet
+ind i sit Vaabenkammer, som han kaldte det, i
+den Tanke at pudse og efterse sine Skatte &mdash;
+det var det just Vejr til &mdash; og var saa kommen
+til at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde
+faaet i Arv efter Ulrik Christian, havde ladet
+den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
+Arven Stykke for Stykke.</p>
+
+<p>Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning
+og sølvblanke med mat Gravering; der
+var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
+med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse
+Blade; der var Toledoklinger, mange Toledoklinger,
+lette som Rør og bøjelige som Vidjer,
+med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet
+Guld og af Guld med Karbunkler, og een iblandt<span class="pagenum"><a name="Side_148" id="Side_148" title="[S. 148]"> </a></span>
+dem, den havde kun Fæste af ætset Staal, den
+var stukken igjennem et lille Spændebaand af
+Silke, besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler
+og grøn Floksilke. Enten var det et Armbaand,
+et simpelt Armbaand eller, som Ulrik
+Frederik troede, et Strømpebaand &mdash; og Kaarden
+var stukket der igjennem.</p>
+
+<p>Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik,
+for der havde den Afdøde været i ni Aar og
+tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have
+været i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men
+saa kom Krigen, nu kom han vel aldrig ud at
+tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar.
+Altid leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt
+kjedeligt nu da al Adelen holdt sig hjemme.
+&mdash; Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang i
+Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad
+og Ridder, holde gode Miner med Prinds Christian
+og beholde sin Bestilling, nu og da bruges
+til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive
+gammel, faa Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke,
+det var den glimrende Bane, der var ham afstukken.
+&mdash; Nu krigedes de nede i Spanien, der var Hæder
+at vinde, Liv at leve &mdash; der var Kaarden og
+Baandet fra. Nej &mdash; han maatte tale med Kongen,
+det regnede endnu og der var langt til Frederiksborg,
+men det fik ikke hjælpe, vente kunde
+han ikke, det maatte afgjøres.</p>
+
+<p>Kongen syntes godt om Forslaget. Imod
+Sædvane sagde han straks ja, til stor Forbavselse<span class="pagenum"><a name="Side_149" id="Side_149" title="[S. 149]"> </a></span>
+for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
+og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det
+vanskeligt, urimeligt, umuligt &mdash; og nu sagde
+Kongen ja, til Jul kunde han rejse, til den Tid
+kunde nok de indledende Skridt være gjorte og
+den spanske Konges Svar være kommet.</p>
+
+<p>Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af
+December, men Ulrik Frederik kom dog først til at
+rejse noget hen i April; der var saa meget, der skulde
+gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
+der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives;
+men saa rejste han da.</p>
+
+<p>Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med
+denne Spaniensrejse, og vel fik Fru Rigitze hende
+til at indse, at det var nødvendigt, at Ulrik Frederik
+rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
+for at Kongen ret kunde gjøre noget for
+ham; thi vistnok var hans Majestæt en absolut
+Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig
+for Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa
+denne Tid saa forkert og vrangvilligt, at det
+visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog sig
+ud i den daarligste Mening &mdash; men alligevel,
+Kvinder have nu en Gang en medfødt Frygt for
+al Sigen Farvel og her var meget at være bange
+for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren
+og den lange, farlige Rejse og trøste sig
+ved at der jo nok blev taget vel Vare paa en
+Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end
+ængstes for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt,<span class="pagenum"><a name="Side_150" id="Side_150" title="[S. 150]"> </a></span>
+ved en maaske mer <a class="corr" name="rett_19" id="rett_19" title="var: en">end</a> aarelang Adskillelse
+kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
+kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres
+Kjærlighed var saa ny og saa lidet befæstet, og
+nu just som den var kommen i Vækst, skulde den
+skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og
+Fare; var det ikke ret at stile henimod at lægge
+den øde? &mdash; og det havde hendes korte Ægtestand
+lært hende, at det Slags <a class="corr" name="rett_20" id="rett_20" title="var: Ægsteskab">Ægteskab</a> hun i sin Trolovelsesstand
+havde set an for saare let at føre,
+det hvor Mand og Kvinde gik hver sin egen Vej,
+det kunde kun være et Ulykkens Liv med idel
+Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu
+her gjort en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde
+det skulde komme saaledes indvortes, men det
+var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
+saadan Skilsmisse.</p>
+
+<p>Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt
+det lette, katolske Kvindepak dernede i Spaniens
+Riger og Lande.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Frederik den Tredie, der, som saamange andre
+Fyrster og Herrer dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten,
+havde medgivet Ulrik Frederik det
+Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
+Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede
+sig til Danmark og underhaanden lade ham
+forstaa at saavel Kongen som den rige Christen<span class="pagenum"><a name="Side_151" id="Side_151" title="[S. 151]"> </a></span>
+Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag
+betalt, hvis han vilde ulejlige sig did.</p>
+
+<p>Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned
+Toogtreds naaede den nævnte By, lod han sig ved
+Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
+med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang
+lidt oppe i de Halvhundrede, var en Mand
+lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til Fedme,
+let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort
+Haar og en smal Knebelsbart, runde Kinder,
+fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse og smaa,
+blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig
+Mængde smaa og store Rynker, som i en Vifte
+gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et paa en
+Gang fiffigt og godlidende Udseende.</p>
+
+<p>Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne
+Sølvknapper, sorte Knæbenklæder, sorte
+Silkestrømper og Sko med store, sorte Baandroser
+var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa
+Kniplinger, thi han havde Kniplinger i Brystet
+og i Enderne af sin Halsklud og baade om Haandledene
+og fra Kanten af hans Knæbenklæder
+hang rige Kniplingsmansketter i tykke Folder.
+Hans Hænder var hvide, fede, buttede og smaa
+og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe,
+at han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa
+om Tommelfingrene havde han store, juvelblinkende
+Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte
+han, uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i<span class="pagenum"><a name="Side_152" id="Side_152" title="[S. 152]"> </a></span>
+en stor Skindmuffe, for han frøs altid sine Hænder,
+som han sagde.</p>
+
+<p>Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var
+stor og rummelig med Hvælvingsloft og smale
+spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen. Et
+stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af
+Træstole, paa hvis Sæder der laa bløde Hynder
+af rødt Silke med lange, tunge Kvaster i alle fire
+Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
+Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de
+tolv Himmeltegn, Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder.
+En Rad Strudsæg hang paa Snor ned
+fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i
+graa og røde Tavl, og indenfor Døren var gamle
+Hestesko i Triangel indfældede i Gulvplankerne.
+Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et
+mørkt, udskaaret Træskab med Messingbeslag under
+det andet. I en Krog var anbragt en Voksdukke
+i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og langs
+Væggen laa Blokke af Tinerts og <a class="corr" name="rett_21" id="rett_21" title="var: Kobbermaln">Kobbermalm</a>.
+Morianen havde et tørt Palmeblad i Haanden.</p>
+
+<p>Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de
+første Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik
+Frederik &mdash; de talte Fransk &mdash; Burrhi om han
+ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
+Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.</p>
+
+<p>Burrhi rystede paa Hovedet.</p>
+
+<p>«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig'
+Kunst har fornemme og mægtige Dyrkere i Danmark,
+men jeg har nu underviset saa mange fyrstelige<span class="pagenum"><a name="Side_153" id="Side_153" title="[S. 153]"> </a></span>
+Herrer og Prælater, og har jeg end ikke
+altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede
+Løn, saa har jeg dog mødt saa megen Vrangsindethed
+og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
+mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede
+Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter
+hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen
+af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse
+mod ham kan have til Indhold, men jeg kan
+i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer
+af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og
+Arveherrer, der vare saa uvittige i deres <span xml:lang="la" lang="la">Historia
+naturalis</span> og <span xml:lang="la" lang="la">Materia magica</span>, at den gemeneste
+Marktskrigere ikke kan være mere bondeagtig overtroisk
+end som de var. De slaa endog deres Lid
+til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at
+det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik
+eller Lægedomspillula; blot En har den rette
+Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden,
+en Formula udsiges, og saa skal Guldet være
+der. Saadant har Styverfængere og ignorantiske
+Personer udspredt &mdash; dem Djævelen have! Kan de
+Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik
+an, da vilde Verden svømme udi Guld. Vel er
+det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
+saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af
+Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi
+vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten
+er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der
+maa en lykkelig Haand til, der maa være visse<span class="pagenum"><a name="Side_154" id="Side_154" title="[S. 154]"> </a></span>
+særdeles Constellationer og Conjunctioner forhaanden,
+om Guldet ret skal vælde. Intet alle Aaringer
+er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker
+dog at det ingen ringe <span xml:lang="la" lang="la">Destilatio</span> eller <span xml:lang="la" lang="la">Sublimatio</span>
+er, men en Naturens Omskabelse, der skal gaa an.
+Ja, jeg tør sige, at der gaar en Sittring gjennem
+Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del
+af det pure, tindrendes blanke Guld fries ud af
+Materia vilis's tusindaarige Omfavnelse!»</p>
+
+<p>«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig
+jeg spørger, men sætter En intet ved slige lønlige
+Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»</p>
+
+<p>«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil
+I tro! hvilken Mager var vel større en Salomo,
+hvis Segl, baade det store og det lille, vidunderligen
+er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo
+gav vel Mosem Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth,
+Stormenes Aand, den Forfærdelige?» og han trykkede
+Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
+jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets
+Navne og farlige Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn,
+der, hvis de bruges til det Onde, som mangfoldige
+Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici
+gjøre, fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i
+Gehennas Lænker. Men vi, vi paakalde dem ikkuns
+for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
+jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse;
+thi det <em>er</em> Guldet; Guldet er den originale Begyndelsesmaterie,
+som det gaves at give Lys før<span class="pagenum"><a name="Side_155" id="Side_155" title="[S. 155]"> </a></span>
+Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»</p>
+
+<p>Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten
+og andre Lønvidenskaber, til Ulrik Frederik spurgte
+ham om han ved Hjælp af den lille Seddel, han
+for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke
+ved Ole Borch, havde stillet hans Horoskop.</p>
+
+<p>«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel
+nok sige Eder, hvad Eder er bestemt, men naar
+ikke Nativiteten stilles ret lige i den Time Barnet
+fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og
+Resultatet bliver da kuns meget lidt at lide paa.
+Dog veed jeg noget. Ja ja,» vedblev han og
+strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig
+født og i en Medikusses ringe Stilling, da havde
+jeg kun havt glade Ting at berette Eder; men nu
+vil Verden intet blive Eder fuldt saa let. Det er
+paa visse Maader meget at beklage, at Verdens
+Gang i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres
+Søn bliver og en Haandværkere, en Kjøbmands
+Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn en Bonde
+og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke
+har aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i
+en anden Bestilling end den, Himmeltegnenes Stilling
+ved deres Fødsel anviser Dem. Om saaledes En,
+der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn,
+giver sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for
+ham, og Saar og liden Forfremmelse og tidlig
+Død vil være ham vis, men om han tager sig til
+at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller<span class="pagenum"><a name="Side_156" id="Side_156" title="[S. 156]"> </a></span>
+Stensnidere, vil Alting staa for ham som paa Pinde.
+En, der er født under Fiskenes Tegn, i den første
+Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
+er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er
+født i sidste Part, maa søge sin Lykke paa Søen,
+enten det saa maa være som gemen Børtskippere
+eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
+Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne
+som I er født under, er som jeg siger for Medici
+i første Part, og for Kjøbmænd i anden Part. &mdash;
+Men lad mig nu se Eders Haand!»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi
+gik hen til Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko
+henover dem, som en Linedandser stryger sine
+Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa
+Tovet. Saa saae han i Haanden.</p>
+
+<p>«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og
+lang, ser jeg, og rækker saa vidt, den række
+kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen
+er mat paa nogen Tid, men bliver alt mere og
+mere klar. Der er Livsfuren, den ser hel ilde ud
+desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
+naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv
+haardt og hemmeligt truet, men saa bliver Linien
+klar og stærk helt op i høj Alderdom, men den
+skyder kun en Streg ud &mdash; jo dog, der er alt en
+mindre hos &mdash; ja, I vil faa Livsarvinger i tvende
+Kuld, det fejler intet, men faa i hvert.»</p>
+
+<p>Han slap Haanden.</p>
+
+<p>«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare<span class="pagenum"><a name="Side_157" id="Side_157" title="[S. 157]"> </a></span>
+for Eder, men hvor den truer, det ser jeg intet,
+dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde; skulde
+det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag
+her disse trekantede Malakiter, de er af en særdeles
+Sort; ser I her, i denne Ring har jeg dem
+selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
+Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa
+Jert blotte Bryst, eller om I lader dem sætte i
+en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
+røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten,
+kan I se, der sidder i den som et Træes
+Lignelse, den er saare rar og fin, og god mod
+snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg
+beder Eder end en Gang, min dyrebare, unge
+Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk; jeg
+veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder,
+at Faren blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg
+veed det intet, det er intet vist, vogt Eder derfor
+ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
+for kolde Vande og for lange Nætter.»</p>
+
+<p>Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og
+glemte ikke den følgende Dag at sende Guldmageren
+en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode Raad
+og gode Værgestene.</p>
+
+<p>Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige
+til Spanien.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_158" id="Side_158" title="[S. 158]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_X" id="KAPITEL_X"></a>X.</h2>
+
+
+<p>Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag,
+da Hestenes Hovslag var døet bort i det
+Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter Afskedsstundens
+Travlhed, endnu stod Bordet dækket,
+hvorved Ulrik Frederik havde spist, hans Salvet
+laa endnu ved hans Couvert, saaledes som han
+havde krammet den sammen, og fugtige Spor af
+hans store Ridestøvler var endnu synlige hele
+Gulvet over.</p>
+
+<p>Derhenne ved det store Pillespejl havde han
+trykket hende til sit Bryst, kysset og kysset hende
+til Farvel og søgt at trøste hende ved svorne
+Løfter om snarligt Gjensyn.</p>
+
+<p>Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for
+at se, om det ikke havde holdt hans Billede fast,
+saaledes som hun for et Øjeblik siden, indesluttet
+i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
+forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte
+Ansigt mødte hendes søgende Blik inde bag Spejlets
+glatte, blanke Flade.</p>
+
+<p>Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog
+af Bordet, og Nero, Passando, Rumor og Delphin,<span class="pagenum"><a name="Side_159" id="Side_159" title="[S. 159]"> </a></span>
+hans kjæreste Hunde, der havde været lukket inde,
+løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt
+i Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men
+kunde ikke for Graad. Passando, den store, røde
+Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede ned
+og klappede den og strøg den, men den logrede
+kun adspredt med Halen og saae hende med store
+Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.</p>
+
+<p>Hine første Dage, &mdash; hvor dog Alt var tomt
+og trist, hvor langsomt Tiden randt, og hvor
+knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og
+hvor Længslen saa imellem var skjærende skarp
+som Salt i en aaben Vunde.</p>
+
+<p>Ja, det var de første Dage, men da det saa
+ikke var nyt længer og blev ved at komme Altsammen,
+Mørket og Tomheden, Længslen og Sorgen,
+Dag for Dag, som et Snevejr, der falder
+Flok paa Flok, den ene langsomt dalende Flage
+efter den anden, da kom der en underlig Haabløshedens
+Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som
+en Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i
+Sorgens Hygge.</p>
+
+<p>Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.</p>
+
+<p>Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed,
+alle Aarer bankende af livstørstigt Blod og
+hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af
+farverige Billeder og daarende Syner.</p>
+
+<p>I slige Dage følte hun sig som en Fange,
+der utaalmodigt ser sin Ungdomstid, Vaar paa<span class="pagenum"><a name="Side_160" id="Side_160" title="[S. 160]"> </a></span>
+Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat og
+øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det
+var hende som Tidens Sum blev talt hende til
+Time-Hvid for Time, og som hver af dem med
+Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes
+Fødder og smulnedes og blev til Støv, og da kunde
+hun i kvalfuld Livslængsel vride sine Hænder og
+skrige som i Pine.</p>
+
+<p>Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos
+sin Slægt, thi Etiketten fordrede, at hun holdt
+sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
+til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og
+hun var ganske overladt til sig selv.</p>
+
+<p>En lad Mathed blev snart Følgen af denne
+ensomme Grublen og Sørgen, og hele Dage og
+Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte
+her at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende
+Tilstand, der affødte æventyrlige Drømme,
+som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns
+taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som
+virkelige, og gav en kjærkommen Erstatning for
+det Liv, hun savnede.</p>
+
+<p>Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig,
+saa den mindste Larm voldte hende Smerte, og
+hun kunde faa de sælsomste Indfald og pludselige,
+vanvittige <a class="corr" name="rett_22" id="rett_22" title="var: Ønker">Ønsker</a>, der næsten maatte vække Tvivl
+om hendes Forstand.</p>
+
+<p>Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde
+mellem Vanviddet og denne sælsomme Lystenhed,
+som betog hende efter at udføre en eller anden<span class="pagenum"><a name="Side_161" id="Side_161" title="[S. 161]"> </a></span>
+fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke
+fordi hun havde mindste Grund dertil, ja ikke en
+Gang rigtig ønskede det.</p>
+
+<p>Saaledes hændte det undertiden, naar hun
+stod ved det aabne Vindue, lænet til Vindueposten
+og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
+hende, at der foer igjennem hende en fristende
+Drift til at kaste sig derned, blot for at gjøre
+det. Men i det samme Nu havde hun i Fantasien
+gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige
+Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer
+og hun foer fra Vinduet ind i det Inderste af
+Stuen, rystende af Angst og med Billedet af sig
+selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten,
+saa tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet
+igjen og se ned, for at jage Billedet bort.</p>
+
+<p>Mindre farlig og af en lidt anden Natur
+var den Lyst hun følte, naar hun, hvad der
+stundom hændte, kom til at se paa sin blottede
+Arm, og næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og
+dunkeltviolette Aarers Løb under den hvide Hud,
+den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens
+hvide Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst
+og bed som et grumt lille Rovdyr Mærke paa
+Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
+hun straks op og gav sig til at kjæle for den
+stakkels mishandlede Arm.</p>
+
+<p>Til andre Tider kunde hun, bedst som hun
+sad, finde paa at gaa ind og klæde sig af, blot
+for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og<span class="pagenum"><a name="Side_162" id="Side_162" title="[S. 162]"> </a></span>
+mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring
+eller for at lægge en iskold Staalklinge nedad sin
+blottede Ryg.</p>
+
+<p>Af saadanne Indfald havde hun mange.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender
+saa Ulrik Frederik hjem.</p>
+
+<p>Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove,
+hun laa og lyttede paa den langsomt pibende
+Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende
+Tanker.</p>
+
+<p>De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik
+Frederik hver Time i Døgnet, ønskende hans
+Komme, frygtende hans Komme.</p>
+
+<p>Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage,
+for fjorten Maaneder siden? &mdash; det syntes hende
+nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun kunde nu
+ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun
+var bleven saa gammel i al den Tid, saa forsagt
+og stilfærdig, og nu kom han hjem, vant til Glands
+og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
+før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind
+&mdash; tung i Gang, slet ikke den Gamle, og i det
+første Møde vilde han være saa fremmed og kjølig
+overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere
+forskræmt, og han vilde vende sig fra hende, men
+aldrig vilde hun vende sig fra ham, nej, nej, hun
+vilde vaage over ham som en Moder, og naar
+Verden gik ham imod, saa vilde han komme til
+hende, og hun vilde trøste ham og være ham saa<span class="pagenum"><a name="Side_163" id="Side_163" title="[S. 163]"> </a></span>
+god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre
+Alt for hans Skyld. &mdash; Saa syntes det hende igjen
+at saasnart hun saae ham, vilde Alt være som
+det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som kaade
+Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd
+af Latter og Jubel og Krogene hviskede med
+Kys &mdash;.</p>
+
+<p>Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i
+en let Blund og det larmed og legte ind i hendes
+Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
+raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op,
+Døre lukkedes, Vogne rumlede paa Gaden og Hestehove
+skrabede i Stenbroen.</p>
+
+<p>Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb
+det store, stukne Sengetæppe, og svøbt i det som
+en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I
+Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas
+i en Træstage nede paa Gulvet og brændte, et Par
+af Lysene i Armstagerne var tændte, Tjeneren
+var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
+Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks
+Røst, hun skjælvede af Bevægelse.</p>
+
+<p>Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og
+Kappe omkring sig stormede han ind, vilde gribe
+hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
+Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed
+ud, hun kjendte ikke hans Dragt, han var bleven
+saa brun og saa fyldig, og under Kappen var han
+i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet
+Mage til, det var den nye Mode med lang Vest<span class="pagenum"><a name="Side_164" id="Side_164" title="[S. 164]"> </a></span>
+og skindbræmmet Kjole, og den forandrede helt
+hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.</p>
+
+<p>«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og
+han vred hende ind til sig, saa det værkede i
+hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
+Men han mærkede det ikke, han var temmelig
+drukken, thi Natten var ikke varm og de havde
+bedet godt i den sidste Kro.</p>
+
+<p>Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han
+kyssede og klappede hende vildt og ubændigt.
+Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
+Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den
+nærmeste Stue; saa kom hun dog i Tanker om,
+at det maaske var en vel sælsom Velkomst og
+vendte tilbage.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt
+forvirret, delt imellem Bestræbelsen for at faa sin
+omtaagede Forstand til at fatte, hvad der foregik,
+og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin
+Kappe op, men hans Tanker og hans Hænder var
+lige hjælpeløse. Da nu Marie kom tilbage og
+friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
+nok skulde være Spøg og brast ud i en
+skogrende Latter, slog sig paa Laarene, vred og
+vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk
+ad Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde
+aabenbart noget Spøgefuldt, han vilde sige, begyndte
+ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
+og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned
+paa en Stol, stønnende og gispende af al den<span class="pagenum"><a name="Side_165" id="Side_165" title="[S. 165]"> </a></span>
+Leen, med et lykkeligt, bredt Smil over hele Ansigtet.</p>
+
+<p>Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor,
+saa rejste han sig op og gik i tavs, misfornøjet
+Majestæt frem og tilbage over Gulvet, stillede sig
+omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den
+ene Arm i Siden, den anden støttet paa Gesimsen
+og saae overlegent &mdash; stadig slynget af den stærke
+Rus &mdash; ned paa hende.</p>
+
+<p>Han holdt nu en lang, usammenhængende
+Fuldmandstale om sin egen Storhed, om den Ære,
+der var viist ham udenlands, og om den store
+Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands
+Datter, at have til Gemal En, der om han
+havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse af
+Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at
+sige, at han vilde være Herre i sit Hus, og truede
+Marie, at hun skulde være saa lydig, saa lydig,
+han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et
+Kny, ikke eet; hvor højt han ogsaa havde hævet
+hende, saa blev hun dog altid hans Slave, hans
+lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa
+mild som en legende Los, græd og smiskede og
+trængte med hele en drukken Mands Ihærdighed
+ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe
+Elskovsord &mdash; uundgaaelige, uafviselige.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe
+før Ulrik Frederik.</p>
+
+<p>Det var næsten med Had, hun betragtede<span class="pagenum"><a name="Side_166" id="Side_166" title="[S. 166]"> </a></span>
+den sovende Skikkelse ved hendes Side. Hendes
+Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra
+hans voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa
+han med de kraftige Arme under den stærke, laadne
+Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende, aandede
+det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil
+paa de røde, fugtigt glindsende Læber.</p>
+
+<p>Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse,
+ved at se paa ham. Næsten fremmed for hende
+ved den lange Adskillelse, var han trængt ind,
+pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret,
+overmodig vis paa hele hendes Sjæls Hengivenhed
+og Tilbøjelighed, som En er vis paa at finde sine
+Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud.
+Vis paa at være savnet, vis paa at Længsels
+Klager havde svunget sig fra hendes skjælvende
+Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle
+hendes Ønskers Maal var hans brede Favn &mdash;.</p>
+
+<p>Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende
+halvt siddende, halvt liggende paa en Løjbænk
+inde i den blaa Stue. Hun var bleg, Ansigtstrækkene
+slappe, Øjnene nedslagne, og den syge
+Haand laa mat ned i hendes Skjød, svøbt i et
+Kniplingslommetørklæde; han greb efter den, men
+hun rakte ham langsomt den venstre og heldte
+med et smerteligt Smil Hovedet tilbage.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte
+Haand, kom med nogle spøgefulde Bemærkninger
+om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte sig
+med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig<span class="pagenum"><a name="Side_167" id="Side_167" title="[S. 167]"> </a></span>
+havde faaet en eneste god Rus, fordi Spanierne
+slet ingen Forstand havde paa at drikke, og han
+tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak
+han heller den uægte Alikant og Malagavin fra
+Johan Lehns Stue eller fra Bryhanskjælderen, end
+det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.</p>
+
+<p>Marie tav.</p>
+
+<p>Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik
+spurgte, om de ikke skulde spise.</p>
+
+<p>Marie skulde Ingenting have, hun bad ham
+undskylde, han maatte spise ene, hun havde ingen
+Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
+havde rent kvæstet den.</p>
+
+<p>Saa fik han da at vide, hvor skyldig han
+var, og han vilde endelig se den syge Haand og
+kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
+Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde,
+med et Blik som en Tigerinde, der forsvarer sit
+værgeløse Afkom. Han bad længe, men det hjalp
+ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste
+med en Appetit, der levende mishagede Marie.
+Roligt kunde han imidlertid ikke sidde, han maatte
+hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for alle
+Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse,
+og han fik snart ved denne idelige Løben
+den halve Opdækning spredt rundt omkring i Stuen,
+hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i
+det andet, hans Serviet hang over Vasen paa den
+forgyldte Gueridon og en Kringle laa paa det lille
+Bord i Krogen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_168" id="Side_168" title="[S. 168]"> </a></span>
+Endelig blev han færdig og satte sig hen ved
+Vinduet og sad længe og saae ud, snakkende til
+Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede
+ham sjeldent eller slet ikke svarede.</p>
+
+<p>Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet,
+hvor han sad. Hun sukkede og saae tungsindigt
+ud i Luften.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik smilte og drejede med stor
+Ihærdighed sin Signetring rundt paa Fingeren.</p>
+
+<p>«Skal jeg puste paa den kranke Haand?»
+sagde han i en klagende, medlidende Tone.</p>
+
+<p>Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden
+at sige et Ord og blev ved at se ud.</p>
+
+<p>«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde
+han og saae et Øjeblik op.</p>
+
+<p>Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den
+syge Haand mod Vindueskarmen og spillede med
+Fingrene, som paa et Klavikordium, frem og
+tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens
+Skygge og ud af Skyggen og ind i Solen igjen,
+frem og tilbage.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag
+paa den smukke, blege Haand, der som et vevert,
+smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i Karmen,
+krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig,
+skød Ryg, tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede
+med Skaftet, krøb tilbage, lagde sig fladt ned i
+Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven igjen,
+snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede<span class="pagenum"><a name="Side_169" id="Side_169" title="[S. 169]"> </a></span>
+Bladet og lod det spille blankt i Solen, fløj saa
+op med Kniven&nbsp;...</p>
+
+<p>I samme Nu lynede Kniven ned imod hans
+Bryst, men han værgede med Armen, og Klingen
+skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
+i Ærmet og han hugged den til Side ned paa
+Gulvet, sprang med et Forfærdelsesraab op, saa
+Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort Sekund,
+ligesom med en eneste Bevægelse.</p>
+
+<p>Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op
+mod sit Bryst, hendes Blik var stivt og forfærdet,
+det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik Frederik
+havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en
+skærende, død Latter trængte sig over hendes
+Læber, og hun sank om paa Gulvet, lydløst og
+ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.</p>
+
+<p>Dengang hun legede med Kniven, havde hun
+pludselig lagt Mærke til, at Ulrik Frederiks
+Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
+og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift
+opstaaet hos hende, at hugge det kolde, blinkende
+Blad ind i det hvide Bryst, og hun gjorde det;
+ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at
+saare ham, maaske kun fordi Kniven var kold og
+Brystet varmt, eller mulig fordi hendes Haand
+var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men
+først og fremmest fordi hun ikke kunde lade være,
+fordi hendes Vilje ingen Magt havde over hendes
+Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over
+hendes Vilje.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_170" id="Side_170" title="[S. 170]"> </a></span>
+Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med
+Haandfladerne paa Frokostbordet, han skjælvede,
+saa Bordet rystede og Fadene klirrede mod hinanden.
+Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber
+eller Mod blandt hans Mangler, men dette
+var kommet saa uanet, var saa vanvittig ubegribeligt,
+at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke
+paa den Skikkelse, der laa livløs og stille paa
+Gulvet henne ved Vinduet. Burrhis Ord om Faren,
+der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
+han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed,
+al forstandig Tryghed var vegen fra Jordelivet
+og al menneskelig Vished ogsaa, thi det var
+Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse,
+der styred, overjordiske Magter og Tegn,
+der bestemte. Hvorfor skulde hun ellers ville
+dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,
+hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.</p>
+
+<p>Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede
+Bladet over og kastede Stumperne ind i den
+tomme Kamin.</p>
+
+<p>Endnu rørte Marie sig ikke.</p>
+
+<p>Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var
+jo blank, og der var ingen Blod paa hendes Mansketter,
+men hun laa saa stille, dødsens stille;
+han ilede hen til hende og løftede hende op i sine
+Arme.</p>
+
+<p>Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og
+dødt ud for sig, saae paa Ulrik Frederik, og hun
+slyngede sine Arme om ham, kyssede og kjærtegnede<span class="pagenum"><a name="Side_171" id="Side_171" title="[S. 171]"> </a></span>
+ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel
+saa lykkelig og glad, men der var en spørgende
+Angst i hendes Blik, hun saae henad Gulvet som
+om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik
+Frederik om Haandledet og følte paa hans Ærme,
+og da hun saae, at det var udrevet og Mansketten
+flænget, skreg hun i Forfærdelse.</p>
+
+<p>«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet,
+«aa Gud i din højeste Himmel, bevar min
+Forstand, saa mindelig jeg beder! &mdash; Men hvorfor
+spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik,
+«hvorfor slænger du mig intet fra dig som en
+forgiftig Eddersnog! Alligevel, Gud skal vide, jeg
+intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
+det kom saadan paa mig, der var <em>det</em>, der tvang
+mig, jeg svær' dig min højeste Helgens Ed, der
+var <em>det</em>, der styred' min Haand; men du tror
+det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og
+jamred.</p>
+
+<p>Men Ulrik Frederik troede hende ganske.
+Det var jo den fuldeste Bekræftelse af hans egne
+Tanker, og han trøstede hende med gode Ord og
+Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel
+for hende som den, der var et stakkels vanvittigt
+Redskab i arge Gejsters usalige Vold. Og han
+overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag
+for Dag opbød al en klog Kvindes Kløgt for at
+vinde hans Tillid. For havde hun hin første
+Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik
+skulde faa Lov til at udfolde al sin Elskværdighed<span class="pagenum"><a name="Side_172" id="Side_172" title="[S. 172]"> </a></span>
+og bruge alt sit Taalmod for at vinde hende igjen,
+saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;
+hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt
+Løfte, og i tusinde Smaating, i Dragt og Lader,
+i snilde Overraskelser og sarte Hensyn tilstod hun
+ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde
+Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet
+om hin Formiddags Optrin at overvinde, da var
+Sejren ogsaa bleven hende vis.</p>
+
+<p>Men større Fjender stod hendes Sag imod.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var draget bort som fattig
+Prinds fra et Land, hvor den mægtige Adel ingenlunde
+betragtede en Konges uægte Børn som mere
+end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og
+den Betragtning, at Kongen var en Mand, der
+kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa saare
+gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider
+omstraalede den absolute Arveherre, om det end
+alt var tændt, det var dog endnu kun spagt og
+spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor
+nær.</p>
+
+<p>Fra dette Land drog Ulrik Frederik til
+Phillip den Fjerdes Hær og Hof, og her blev
+han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,
+udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes
+paa lige Fod med Don Juan d'Austria, thi de
+Spanskes Konge lod sig det være magtpaaliggende,
+i hans Person at hylde Frederik den Tredie og
+ved overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke
+sin Tilfredshed med Regjeringsforandringen i Danmark<span class="pagenum"><a name="Side_173" id="Side_173" title="[S. 173]"> </a></span>
+og sin Anerkjendelse af Kong Frederiks
+sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de
+absolute Herskeres Række.</p>
+
+<p>Løftet og beruset af al denne Hæder, som
+ganske forandrede hans Opfattelse af hans egen
+Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
+havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en
+menig Adelsmands Datter til sin Gemalinde, og
+Tanker om at lade sin egen Ubesindighed gaa ud
+over hende, Tanker om at lade hende ophøje og
+om at lade sig skille fra hende, krydsede i broget
+Forvirring hinanden under hans Rejse hjem, og
+da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
+truet af hende, kom til, tog han den Beslutning,
+indtil han kunde skjønne, hvad der videre var at
+foretage, at behandle hende koldt og ceremonielt,
+og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det
+gamle, <span class="sic" title="[sic]">idyliske</span> Forhold tillive igjen.</p>
+
+<p>Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen
+ufin Iagttager, opdagede snart, at Ulrik Frederik
+ikke var vel fornøjet med sit Ægteskab og forstod
+ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
+enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke
+Marie Grubbe, og overvældede hende med Tegn
+paa Gunst og Naade, og troede paa denne Vis at
+kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest,
+men det hjalp ikke, det bidrog kun til at
+skabe en Hær af aarvaagne og misundelige Fjender
+rundt om den Udkaarne.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_174" id="Side_174" title="[S. 174]"> </a></span></p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Den Sommer, som saa ofte ellers, boede
+Kongefamilien paa Frederiksborg.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud,
+thi de skulde hjælpe med til at udfinde og optænke
+alle mulige Festligheder og Optog, som i
+September og Oktober skulde gaa for sig, naar
+Churfyrsten af Sachsen kom for at trolove sig
+med Prindsesse Anna Sofie.</p>
+
+<p>Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille,
+først i Slutningen af Avgust skulde den udvides,
+thi da skulde Prøverne paa Balletter og anden
+Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille,
+og de sled Tiden som de bedst kunde. Ulrik
+Frederik var næsten hver Dag paa lange Jagt- og
+Fisketoure, Kongen havde travlt med sit
+Drejelad og sit Laboratorium, som han havde
+ladet indrette i et af de smaa Taarne, og Dronningen
+og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
+Fest.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>I den Allee, som fra Skoven fører op mod
+Laagen til lille Dyrehave, plejede Marie Grubbe
+at gaa sin Morgengang.</p>
+
+<p>Hun var der ogsaa idag.</p>
+
+<p>Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde
+Robe skarpt mod den muldsorte Gang og det
+grønne Løv.</p>
+
+<p>Langsomt kom hun nærmere.</p>
+
+<p>Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke
+end en smal Perlelidse og en blinkende, sølvindfattet
+Solitaire paa den opkrammede Sideskygge,<span class="pagenum"><a name="Side_175" id="Side_175" title="[S. 175]"> </a></span>
+sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar.
+Robelivet sad stramt og glat, Ærmerne var snevre
+til ned imod Albuen, der blev de dybt opslidsede,
+hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
+og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet
+Kniplingsbredde skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet,
+der bagtil slæbte en Smule, var paa Siderne
+højt ophæftet og faldt i rundede Folder
+kortelig af foran, og lod et sort og hvidt skraastribet
+Silkeskjørt tilsyne, saa langt, at Foden med
+de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko netop
+kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af
+Svanefjer og Fjer af Ravne.</p>
+
+<p>Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i
+sin hule Haand og holdt den først for det ene,
+saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af
+og lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag,
+men det <a class="corr" name="rett_23" id="rett_23" title="var: knnde">kunde</a> alligevel sees, at hun havde grædt.
+Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
+vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.</p>
+
+<p>Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne
+Buksbomhække, før der oppe i Alleen viste
+sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der
+gik langsomt og vaklende som En, der nys var
+kommen op af en haard Sygdom, støttede sig til
+et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
+og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden
+vilde gaa hurtigere til, end han ret vel kunde
+aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og trippede
+smaaskjændende med.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_176" id="Side_176" title="[S. 176]"> </a></span>
+«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine
+Ben med, du flyver jo til som et vindt Hjul i en
+skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.
+Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone
+i Lynge. Er det at stolpre afsted paa Ben, som
+der intet er mere Støtte og Stivelse i, end som i
+gammel Sime!»</p>
+
+<p>«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede
+den Syge og standsede, da Knæene rystede
+under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han
+saae langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og
+der bliver ingen Lystfart i Dag, har Foureren
+sagt, og der er saa længe til imorgen!»</p>
+
+<p>«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og
+saa kan du hvile idag, saa er du saameget des
+stærkere imorgen, saa følger vi hende hele Skoven
+igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu
+gaar vi hjem, og saa skal du ligge paa den bløde
+Løjbænk og have et godt Krus Øl, og saa spiller
+vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,
+naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger
+du Nyt og vi faar os en god, trofast Lanter
+til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille Daniel,
+ja, vi gjør!»</p>
+
+<p>«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel,
+«du med din Lanter og Spil og Verkehring! naar
+det brænder i min Hjærne som Løbebly og min
+Forstand er i vilden Vaade og &mdash; hjælp mig hen
+til Vejkanten, at jeg kan sætte mig lidt &mdash; saa,
+saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? &mdash; jeg er<span class="pagenum"><a name="Side_177" id="Side_177" title="[S. 177]"> </a></span>
+galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors
+og Sakrament! det er klog Mands Fart for en
+vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel, rygbraaden
+Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en
+Prindses Hustru, det er klogt, Magnille, at længes
+Øjnene ud af Hovedet efter hende, at gispe som
+en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
+hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv,
+hun har traadt, det er klogt, siger jeg! &mdash; aa,
+var der intet de Drømme, Magnille, hvor hun
+bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand
+paa mit pinefulde Bryst eller ligger saa stille og
+aander saa sagte og er saa kold og forladt og har
+Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller
+hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som
+en nøgen Lilie! &mdash; men det er nichtige Drømmer,
+Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»</p>
+
+<p>De gik igjen.</p>
+
+<p>Ved Laagen standsede de.</p>
+
+<p>Daniel støttede sig med Armene paa den og
+stirrede op imellem Hækkene.</p>
+
+<p>«Derinde!» sagde han.</p>
+
+<p>Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft
+og Sol i Løv. Kisel og Smaaskaar nede i Gangen
+kasted Lyset tilbage i dirrende Straalebundter,
+flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften
+og tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes
+Grene, mens højt oppe mod den blaa Himmel
+Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
+over de hurtige Vinger.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_178" id="Side_178" title="[S. 178]"> </a></span>
+Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi
+dæmpet derned.</p>
+
+<p>«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde
+En tro det, Magnille, at En, der har Indialands
+dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe og
+løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe
+og &mdash; Karen Fiol! er <em>han</em> klog? og nu tænker
+de, han jagter, tænker de, fordi han lader Vildtskytten
+skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer
+og Tredækkere i Bundter og Par, og
+imens saa stimer og fjaser han nede i Lynge
+med en Kjøbemø, en Carnaille &mdash; tvi, tvi, i
+Helvedes Hav for skidden Commerce! &mdash; og han
+er saa iversyg paa den Majmaanedskilling, at
+han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag
+tilende, mens&nbsp;...»</p>
+
+<p>Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod
+lige foran ham indenfor Laagen.</p>
+
+<p>Dengang hun drejede af ned i Haven, var
+hun nemlig gaaet ned til Indhegningen, hvor Elsdyrene
+og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
+derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod
+Laagen. Her havde hun hørt Daniels Ord til
+Magnille og nu:</p>
+
+<p>«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande,
+de Ord, I sagde?»</p>
+
+<p>Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved
+Laagen, saadan rystede han.</p>
+
+<p>«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne
+Daniel,» svarede han, «bryd Jer intet om hans<span class="pagenum"><a name="Side_179" id="Side_179" title="[S. 179]"> </a></span>
+Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt og
+Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken,
+Tungetærsken og intet Andet.»</p>
+
+<p>«I lyver, Daniel.»</p>
+
+<p>«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det
+er troligt nok, for her, velbaarne Madame,» og
+han pegede paa sin Pande, «her er det som en
+Jerusalems Forstyrrelse &mdash; nej dig, Magnille, nej
+dig høvisk og sig den velbaarne Madame Gyldenleu,
+hvor galen jeg er bleven, &mdash; vær intet undseendes!
+Herregud, vi har jo alle vores smaa
+Bræk og Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille,
+vi er jo ligegodt dog kuns saa galne, som Vorherre
+han gjør os.»</p>
+
+<p>«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie
+Magnille.</p>
+
+<p>Magnille dyppede sig forvirret, greb efter
+Maries Kjoleflig ind mellem Laagens Tremmer og
+kyssede paa den og saae ganske forskrækket ud:
+«Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»</p>
+
+<p>«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med
+Haanden en Kreds i Luften, «vi passer paa hinanden,
+vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet
+for det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne
+gaa, ved fælles Hjælp de Graven naa, men der
+bliver intet ringet over dem, det maa intet være.
+Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak,
+mange Tak og Gud i Vold.»</p>
+
+<p>«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet
+mere galen, end I gjør Jer selv. I skal tale,<span class="pagenum"><a name="Side_180" id="Side_180" title="[S. 180]"> </a></span>
+Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
+at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og
+min Hr. Gemal? vil I det?»</p>
+
+<p>«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel
+og slog undskyldende ud med Haanden.</p>
+
+<p>«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt
+Spil, I driver; jeg havde troet Eder saa meget,
+meget bedre!»</p>
+
+<p>«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,»
+raabte han ivrig og hans Øjne lyste af Glæde,
+«saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare
+spørg!»</p>
+
+<p>«Var de sande, de Ord&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Som Evangelium, men&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Er I vis derpaa? I fejler intet?»</p>
+
+<p>Daniel smilte.</p>
+
+<p>«Er ... han der idag?»</p>
+
+<p>«Er han paa Jagt?»</p>
+
+<p>«Ja.»</p>
+
+<p>«Saa ja.»</p>
+
+<p>«Hvad er &mdash;,» begyndte Marie igjen efter en
+lille Pavse, «hvad er hun for Slags Person, om I
+veed det?»</p>
+
+<p>«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og
+rund som et Løgæble, gesvadsig og munter, med
+leendes Mund og væver Tunge.»</p>
+
+<p>«Men af hvad Folk er hun kommen?»</p>
+
+<p>«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun
+gift med en fransøsk <span xml:lang="fr" lang="fr">Valet de chambre</span>, som forløb
+Landet og lod hende blive siddendes, men hun<span class="pagenum"><a name="Side_181" id="Side_181" title="[S. 181]"> </a></span>
+sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog
+med en forgjældet Harpenist, satte ud for Paris
+og <em>der</em> og til Bryssel har hun været, til hun
+kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide.
+Hun har ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme
+Manerer, undtagen naar som er, at hun
+er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg
+haver.»</p>
+
+<p>«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.</p>
+
+<p>«Daniel,» svarede denne med et fint Smil,
+«er Eder nu og evindelig saa tro som Eders
+højre Haand.»</p>
+
+<p>«Vil I da være mig til Hjælp? &mdash; Kan I
+komme over ... over en Vogn og en Agesvend,
+der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer
+Varsel?»</p>
+
+<p>«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time
+efter skal der holde en Vogn i Herman Blytækkers
+Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I
+kuns paa det, velbaarne Madame.»</p>
+
+<p>Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte
+sig. «Vi tales ved igjen,» sagde hun saa, nikkede
+venligt til Magnille og gik.</p>
+
+<p>«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!»
+udbrød Daniel og stirrede henrykt opad
+Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa
+ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun
+vilde sparke mig bort, ret foragtendes sætte sin
+Hæl paa min Nakke og træde mig sagtelig ned i
+det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig<span class="pagenum"><a name="Side_182" id="Side_182" title="[S. 182]"> </a></span>
+Daniel drømmer om hendes Person. &mdash; Saa brændendes
+skjøn og herlig! det sved mig i Hjærtet
+for hende, hun maatte fortro sig til mig, til mig!
+nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men
+der er Fryd i den Sentiment, Magnille, Himmerigs
+Fryd, Magnilleke!»</p>
+
+<p>Saa stavrede de af med hinanden.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>At Daniel og hans Søster var komne til
+Frederiksborg, var gaaet saaledes til: den arme
+Livsens Korthed havde efter Scenen i Statafkroen
+fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe.
+En fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede,
+fordrede eller ventede andet end golde Drømme.
+Ikke mere. Og den Smule Virkelighed, der krævedes
+til at farve Drømmene med et svagt Skjær
+af Liv, fandt han i rigt Maal ved nu og da at
+se hende saadan som Lejligheden faldt, glimtvis
+nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men
+da nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog
+ud, da voksede hans Længsel og steg og steg, til
+den var ved at gjøre ham vanvittig, og kastede
+ham omsider paa Sygelejet.</p>
+
+<p>Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen,
+var Gyldenløve kommen hjem, og af en af Maries
+Piger, som han havde i sin Sold, erfarede han,
+at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke
+var det Bedste, og denne Efterretning gav hans
+umulige Lidenskab ny Næring og ny Vækst, Fantasteriets
+overnaturlig frodige Vækst. Inden han<span class="pagenum"><a name="Side_183" id="Side_183" title="[S. 183]"> </a></span>
+endnu havde forvundet sin Sygdom saameget, at
+han ret kunde staa og støtte, rejste Marie til
+Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde
+han ikke. Han sagde, han vilde tage til den
+kloge Kone i Lynge for at blive fuldstændig
+helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge
+ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad
+for sine daarlige Øjne. Det fandt Venner og Bekjendte
+rimeligt og afsted kjørte de Daniel og
+Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves
+Forhold til Karen Fiol, og her fortroede han
+sig fuldstændig til Magnille, sagde hende sin besynderlige
+Elskov, sagde hende, at der for ham
+kun var Lys og Livsens Aande, hvor Marie Grubbe
+var, og besvor hende at følge ham til Frederiksborgby,
+for at han kunde være den nær, der saa
+ganske fyldte hans Hu.</p>
+
+<p>Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg
+og havde nu alt i mange Dage fra
+det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
+Morgengange.</p>
+
+<p>Og saa var det, de mødtes.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_184" id="Side_184" title="[S. 184]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XI" id="KAPITEL_XI"></a>XI.</h2>
+
+
+<p>Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var
+Ulrik Frederik i Lynge.</p>
+
+<p>Han laa paa alle Fire ude i den lille Have
+foran Huset, hvor Karen Fiol boede, med en Krands
+af Roser i den ene Haand, medens han med den
+anden søgte, snart at lokke, snart at trække en
+lille, hvid Fruerhund frem under Hasselbuskene i
+Hjørnet.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur</span>,
+kom saa da, din lille Skalk, aa, saa kom da, din
+Narrifas &mdash; aa, dit Bæst, Boncoeur, lille Hund!
+&mdash; forbandede, stædige Tingest&nbsp;...»</p>
+
+<p>Karen stod i Vinduet og lo.</p>
+
+<p>Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede
+og bandede.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Amy des morceaux delicats,"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Et de la debauche polie<br /></span>
+<span class="i0">Viens noyer dans nos Vins Muscats<br /></span>
+<span class="i0">Ta soif et ta melancolie!"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_185" id="Side_185" title="[S. 185]"> </a></span>
+Hun var meget oprømt, meget hed, og somme
+af Sangens Toner gik højere, end de egenlig
+skulde.</p>
+
+<p>Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.</p>
+
+<p>Triumferende bar han den hen for Vinduet,
+trykkede den Rosenkrandsen ned over Ørerne og
+rakte den knælende op mod Karen.</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">Adorable Venus, reine des coeurs, je vous
+prie accepter de <span class="sic" title="[sic]">ton</span> humble esclave cet petit agneau
+innocente, couronné des fleurs&nbsp;...</span>»</p>
+
+<p>I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen.
+Hun blev bleg, da hun saae Ulrik Frederik
+paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad
+det var, op mod det røde, leende Kvindfolk, og
+hun bukkede sig ned, tog en Sten og kastede den
+af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
+af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede
+ned paa Jorden.</p>
+
+<p>Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik
+saa ængsteligt ind efter hende, tabte i Overraskelsen
+Hunden, men beholdt Krandsen, og stod
+nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt
+mellem sine Hænder.</p>
+
+<p>«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf
+dig intet, men jeg skal nok, jeg skal nok,» og
+hun trak en lang, svær Staalnaal med rubinforsiret
+Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for
+sig som en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet,
+næsten hoppende Løb op imod Huset; det var
+ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige<span class="pagenum"><a name="Side_186" id="Side_186" title="[S. 186]"> </a></span>
+paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter
+Husets Dør.</p>
+
+<p>Der standsede Ulrik Frederik hende.</p>
+
+<p>«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende,
+«du med din Krands.»</p>
+
+<p>«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte
+sig fra den ene Side til den anden for at smutte
+ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa Døraabningen,
+«saadan En binder du Krandse til, <a class="corr" name="rett_24" id="rett_24" title="var: Rosenskrandse">Rosenkrandse</a>,
+ja&mdash;a, her er du den kjælne Hyrde; har
+du intet en Skalmeje ogsaa? har du ingen Skalmeje?»
+gjentog hun og snappede i det Samme
+Krandsen ud af hans Hænder, kastede den paa
+Jorden og trampede paa den, «og en Hyrdestav,
+Amaryllis? med en Silkesløjfe?»</p>
+
+<p>«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede
+hun og løftede Naaledolken mod ham.</p>
+
+<p>Han greb hende om begge Haandled og
+holde hende fast; «vil du stinge igjen?» sagde
+han skarpt.</p>
+
+<p>Marie saae op paa ham.</p>
+
+<p>«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte,
+«<em>jeg</em> er din Hustru for Gud og Mennesker. Hvorfor
+elsker du mig intet mere? Følg med, lad
+hende derinde være den, hun er og følg med.
+Følg med, Ulrik Frederik, du veed intet, hvad
+brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt
+jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg
+med!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_187" id="Side_187" title="[S. 187]"> </a></span>
+Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende
+Armen og fulgte hende ud af Haven, hen til hendes
+Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han
+hjalp hende op, gik forom Hestene og saae paa
+Seletøjet, spændte et Spænde om og kaldte Kusken
+ned, som for at lade ham rette ved Koblerne,
+og hviskede saa til ham, da de stod der
+foran:</p>
+
+<p>«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt
+hvad Øgene strække kan, og stop aldrig et Minut,
+før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
+mig vel!»</p>
+
+<p>Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden
+af Vognen, som for at stige op ogsaa, Pidsken
+susede ned over Hestene, han sprang tilbage og
+Vognen foer afsted.</p>
+
+<p>Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken
+til at standse, paa at gribe Tøjlerne, paa at springe
+ud, men der kom en Afmagts Ro over hende med
+Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en
+kvalmende Lede, og hun blev siddende rolig og
+stille, stirrende ud for sig, uden at lægge Mærke
+til Vognens rasende Fart.</p>
+
+<p>Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem,
+var han egenlig en lille Smule beklemt, ikke just
+ængstelig var <a class="corr" name="rett_25" id="rett_25" title="var: ham">han</a>, men betaget af den Spænding,
+som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
+Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder<span class="pagenum"><a name="Side_188" id="Side_188" title="[S. 188]"> </a></span>
+og Ubehageligheder imøde, og som
+ikke kan undgaaes, som man skal igjennem.</p>
+
+<p>Marie havde naturligvis klaget til Kongen,
+og denne vilde nu gjøre ham kjedsommelige Bebrejdelser,
+som maatte høres til Ende; Marie vilde
+hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske
+Tavshed, hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed
+at ignorere. Stemningen deroppe vilde
+være yderst trykkende, Dronningen vilde se træt
+og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne,
+der Ingenting vidste, men Alting anede, vilde sidde
+tavse, nu og da sagte sukkende løfte deres Hoveder
+og se mildt bebrejdende paa ham med store,
+tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til
+den Glorie af højhjertet Trofasthed og heroisk
+Selvopoffrelse, hvormed Dronningens stakkels Kammerjunker
+vilde søge at omgive sit smalle Hoved,
+ved med komisk Modighed at stille sig ved hans,
+Ulrik Frederiks, Side, overvældende ham med
+Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens
+hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle
+Skikkelse, tydeligt som klare Ord, talte og sagde:
+se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke, med
+Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag,
+trøster jeg den Forladte! Jeg sætter mit trofaste
+Bryst mod ... aa, hvor han kjendte det godt,
+Altsammen, Alting, det Hele.</p>
+
+<p>Han tog fejl.</p>
+
+<p>Kongen modtog ham med et latinsk <span xml:lang="de" lang="de">Sprichwort</span>,
+hvad der var et ubedrageligt Kjendetegn<span class="pagenum"><a name="Side_189" id="Side_189" title="[S. 189]"> </a></span>
+paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig
+og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere
+maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes,
+end han havde ventet det.</p>
+
+<p>Heller ikke da de blev alene, hentydede hun
+saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge,
+og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover;
+han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde
+gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.</p>
+
+<p>Han vilde næsten hellere, hun havde talt!</p>
+
+<p>Skulde han lokke hende til at tale, takke
+hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og
+Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede
+igjen?</p>
+
+<p>Han turde ikke ret prøve derpaa, for han
+havde lagt Mærke til, at hun nu og da saae hen
+paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk
+i sine Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende
+Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten
+haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af Hævn
+eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage,
+ikke et sittrende Blink af tilbagetrængt Vemod!
+Intet saadant, slet intet!</p>
+
+<p>Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting
+sagt.</p>
+
+<p>Engang imellem i de paafølgende Dage,
+kunde hans Tanker dvæle uroligt derved, og en
+feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos
+ham.</p>
+
+<p>Men det skete ikke, og han kunde ikke lade<span class="pagenum"><a name="Side_190" id="Side_190" title="[S. 190]"> </a></span>
+være med at tænke sig, at hine uudtalte Bebrejdelser,
+de laa nu som Lindorme ligger i deres
+mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der
+voksede alt som Øglerne vokste, blodrød Karfunkel
+løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg Opal
+langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende
+og ynglende, medens Ormenes Kroppe stille, men
+ustandset voksende, gled ud i Bugt paa Bugt,
+løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige
+Mylder.</p>
+
+<p>Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og
+gjemme paa Hævntanker, thi en saadan Forhaanelse
+som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke
+glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst
+i Forbindelse med det sælsomme Optrin, da hun
+løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
+varslende Ord, og han undgik hende endnu mere
+end før, og ønskede endnu ivrigere, at deres Veje
+maatte blive skilte.</p>
+
+<p>Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde
+glemt baade ham og Karen Fiol; thi i hint Minut
+af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven
+udslettet, sporløst udslettet, som en straalende
+Boble, der brister i Støv og ikke er mere. Og
+dens Glands er heller ikke mere, og de flyvende
+Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede
+i sig, ikke heller de er mere. De er det
+ikke, og Blikket, som den fængslede ved sin Pragt
+og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring<span class="pagenum"><a name="Side_191" id="Side_191" title="[S. 191]"> </a></span>
+og ser vidt udover Verden, den Verden, som i
+farvede Billeder spejledes i Boblens Glar.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de
+Fremmede vokset. Balletprøverne vare allerede i
+fuld Gang og Dandsemestere og Akteurer, Pilloy
+og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
+instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller
+utaknemmeligste Roller.</p>
+
+<p>Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten
+og tog med Iver Del i Øvelserne. Hun
+var siden Dagen i Lynge bleven langt mere
+virksom og selskabelig, saa at sige mere vaagen.</p>
+
+<p>Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser
+temmelig udvortes; naar der ikke just var
+Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
+Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun
+straks ned i sin egen lille Verden og saae derfra
+ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.</p>
+
+<p><a class="corr" name="rett_26" id="rett_26" title="var: Nn">Nu</a> derimod levede hun med; og havde hendes
+Omgangskreds ikke været saa optaget af alle hine
+Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger, vilde
+de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes
+Væsen var blevet. Der var kommen en rolig
+Sikkerhed over hendes Bevægelser, en næsten
+fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed
+i hendes Miner.</p>
+
+<p>Men det var der Ingen, der mærkede, kun
+Ulrik Frederik greb sig enkelte Gange i at beundre<span class="pagenum"><a name="Side_192" id="Side_192" title="[S. 192]"> </a></span>
+hende som en fremmed, ham ubekjendt
+Person.</p>
+
+<p>Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte,
+var der ogsaa en af Maries Slægtninge, Sti Høg,
+hendes Søsters Mand.</p>
+
+<p>Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter
+hans Ankomst, stod de med hinanden paa en
+Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen
+og det flade, solsvedne Land bagved den.</p>
+
+<p>Store, langsomt glidende Regnskyer samlede
+sig oppe paa Himlen, og fra Jorden steg der en
+bitter, vissen Duft, som var det de matte, halvtudgaaede
+Urters Suk efter Livsens Væde.</p>
+
+<p>Den svage Luftning, der næppe var stærk
+nok til at holde Møllen dernede ved Korsvejen
+i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det
+lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og
+Sommerbrynde, &mdash; og som Tiggeren, der blotter sit
+medynksvækkende Saar, saaledes syntes de gule,
+fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer
+aaben for Himlens Blikke.</p>
+
+<p>Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og
+enkelte store Regndraaber, ganske enkelte, faldt
+med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
+Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig
+blev stille igjen. Svalerne strøg lavt langs med
+Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog slørende
+ned over de sorte Straatage i den nære By.</p>
+
+<p>En Vogn skumpede besværligt henad Vejen,
+og nede fra Gange og Stier rundt om Højens<span class="pagenum"><a name="Side_193" id="Side_193" title="[S. 193]"> </a></span>
+Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen
+af Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde
+og Lyden af tørre Grene, der knagede og
+knækkedes.</p>
+
+<p>Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.</p>
+
+<p>Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de
+Andre og var gaaet op ad Bakken, nu stod de
+tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
+have besteget den bratte Skraaning.</p>
+
+<p>Sti Høg var den Gang et Par Aar over de
+Tredive, han var en høj Mand, høj og mager,
+rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han
+var bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn
+buede højt op over hans blanke, lysgraa
+Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at Øjelaagene
+var ganske rosenrøde, og derved at han,
+naar han blinkede, blinkede langsommere, eller
+bedre: lod Øjet længere være lukket end andre
+Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen
+var den stærkt rundet og blank. Næsen,
+smal og langsomt krummet, var lidt for lang og
+Hagen baade for lang og spids, medens Munden var
+fuldkommen smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres
+Linier saa rene og Tænderne smaa og hvide. Men
+det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
+ejendommelig, det var det, at han havde dette
+underlig sørgmodige, grusomme Smil, som undertiden
+findes hos store Vellystninge, dette Smil,
+der er higende Begjær og foragtende Træthed paa<span class="pagenum"><a name="Side_194" id="Side_194" title="[S. 194]"> </a></span>
+een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som
+søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede
+Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig
+ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i
+det bævrende Bytte.</p>
+
+<p>Saadan saae Sti Høg ud.</p>
+
+<p>Dengang.</p>
+
+<p>«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket
+Jer, I sad vel og godt forvaret inden et Klosters
+Porte, saadan som de har dem i Italien og de
+Steder der?»</p>
+
+<p>«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg
+komme paa slige katoliske Tanker?»</p>
+
+<p>«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke?
+Livsens Drik er for Eder da skær og frisk, den
+smager sødt paa Eders Tunge, gjør den, varmer
+Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det
+Sanden! aldrig bærmebedsk, doven og forfulet?
+aldrig blakket som af Edderdyr og Orme, der
+mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget
+Fejl af Eders Øjesyn da?»</p>
+
+<p>«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den
+Vis!» sagde Marie og lo ham lige op i Øjnene.</p>
+
+<p>Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille
+Græsbrink deroppe, og de satte sig ned.</p>
+
+<p>Han saae forskende op paa hende.</p>
+
+<p>«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende
+forlegen og uvis paa, om han skulde tie
+eller tale, «veed I intet, Madame, at der her i
+Verden er en gehejm Societet, som En kunde<span class="pagenum"><a name="Side_195" id="Side_195" title="[S. 195]"> </a></span>
+kalde for de Melankoliskes Kompagnie? Det er
+Folk, som fra Fødselen af er givne en anden
+Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et
+større Hjærte og fortere Blod, de higer og attraar
+mere, begjærer stærkere, og deres Forlængsel er
+vildere og mere brændendes, end den er hos den
+gemene Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn,
+deres Øjne er mere aabne, alle deres Sandser er
+subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab
+og Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder,
+imens de Andre de kuns griber dem med deres
+grove Hænder.»</p>
+
+<p>Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden
+og lod Fingrene legende glide hen over den fyldige
+Fjerbusk.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme
+og ligesom for sig selv, «Vellyst i Dejlighed,
+Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes kan,
+Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i
+de lønlige Drifter og Tanker, Mennesken selv
+aldrig ret kan begribe, alt Dette, som for Andre
+tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket
+Kortvil eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle
+som Lægedom og kostelig Balsam. Det er Livsens
+eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
+dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa
+paa Livsens Træ Blomster op, hvor hine aldrig
+vilde tro de fandtes, under mørke Blade og paa
+tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til
+Vellyst i Sorg eller i Fortvivlelse?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_196" id="Side_196" title="[S. 196]"> </a></span>
+Han smilte haanligt og tav.</p>
+
+<p>«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt
+bort fra ham, «hvorfor kalder I dem Melankoliske,
+medens det jo kun er Verdens Glædskab
+og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt
+er eller travrigt heller?»</p>
+
+<p>Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde
+Mine til at rejse sig, som om han var træt af
+at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde
+Samtalen.</p>
+
+<p>«Men hvorfor da?» gjentog Marie.</p>
+
+<p>«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med
+en foragtelig Betoning, «fordi al Jorderigs Fryd
+er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk og ufuldkommen,
+fordi hver Vellyst den Stund den blusser
+op som rigen Rose, løves af som Træ i Høst,
+fordi hver Livsens prægtig Lyst straalendes i Dejlighed
+og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
+som den favner dig med sunde Arme, eddres af
+Dødens Kræft, saa du just som den minder din
+Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens
+Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den
+Tanke æde sig ind som røden Rust paa hver en
+lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
+fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til
+dens dybeste Rod?»</p>
+
+<p>Han sprang op fra Brinken og talte med
+hæftige Gebærder ned imod hende.</p>
+
+<p>«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske,
+naar al Vellyst, som den gribes, skyder<span class="pagenum"><a name="Side_197" id="Side_197" title="[S. 197]"> </a></span>
+Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er Glædskabens
+sidste vaandefulde Aandedrag, naar al
+Dejlighed er Dejlighed, der svinder, og al Lykke
+er Lykke, der brister!»</p>
+
+<p>Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran
+hende.</p>
+
+<p>«Det er da det, der bringer <em>Eder</em> paa
+Klostertanker?» sagde Marie og saae smilende ned.</p>
+
+<p>«Det er saa, Madame; mangen en Stund er
+den, da jeg stiller mig fore, at jeg her stænget
+inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
+fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder
+ved min Rude og vogter, hvor Lyset rinder hen
+og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og
+stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min
+Sjæl og gyder sine Dvaledruers Safter i mit Blod.
+&mdash; Aa, men jeg veed hel vel, at det er Digt og
+Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over
+mig, jeg vilde længes som Brand og røden Lue,
+længes ud af Vid og Samling efter Livet igjen og
+hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det,
+jeg her præker. Lad os gaa, <span xml:lang="fr" lang="fr">ma chere</span>! det
+vil snarligen regne, nu Vinden saa helt har
+lagt sig.»</p>
+
+<p>«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den
+hele Himmelsrand rundt!»</p>
+
+<p>«Ja vel, det letter og tætter.»</p>
+
+<p>«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.</p>
+
+<p>«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»</p>
+
+<p>Marie løb nedad Bakken.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_198" id="Side_198" title="[S. 198]"> </a></span>
+«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte
+hun tilbage, «kom I nu ned i Eders!»</p>
+
+<p>Da de vare nede, drejede Marie af, bort
+fra Slottet, og Sti Høg fulgte med ved hendes
+Side.</p>
+
+<p>Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til
+at optage den afbrudte Samtale.</p>
+
+<p>«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa
+egenlig gode Tanker om mig, Sti Høg, Vejr har
+jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til
+mig, forstaar jeg ikke heller.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Aa jo!»</p>
+
+<p>«Men intet, hvad I talte til mig.»</p>
+
+<p>«Nej.»</p>
+
+<p>«Nu bander jeg: jo.»</p>
+
+<p>«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden
+Næve følger efter.»</p>
+
+<p>«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender
+grant nok, veed Vorherre, den svære, stille Bedrøvelse,
+der kommer over En, uden En veed
+hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var
+Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls
+rette Hjemland er, men jeg tror det knap.
+En længes og trænges og veed ikke levendes Haab
+at trøste sig med; nej, nej, for den stride Graad,
+det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig
+tungt og tærendes paa, saa En sygner i
+sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker
+og ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentid
+været Lykkens eller Verdens Forkrænkelighed,<span class="pagenum"><a name="Side_199" id="Side_199" title="[S. 199]"> </a></span>
+der har ligget mig tungt i Tanker, at det var det,
+jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en
+anden Vej, det var ... ja, det er nu saa plat
+umuligen at give den Sorrig Navn, men det kommer
+mig for, at det stundom var mest lig en
+Sorg for en fordækket Brøst ved Ens Natur, en
+indvendig Skade paa Ens Sjæl, som gjorde En
+hel anderledes end andre Folk; ringere i alle
+Maader ... nej, det er nu saa overhaands svært,
+at faa det fundet i Ord, just i den rette Mening!
+Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
+prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og
+lystelig over al Maade, at være med deri; om i
+Sorg eller Lykke, det skjællede Intet, blot jeg
+led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt
+som i en Mummenskands eller Fastnachtsspil.
+Jeg vilde, at Livet skulde tage mig saa stærkt
+at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet
+var Tankerum i mit Sind for Andet end som det,
+der løftede mig op, eller det, som der bøjed' mig
+ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer eller
+brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter
+det aldrig! &mdash; om jeg blev som en af det romerske
+Landeriges Feltherrer, der førtes i Triumfvogn
+gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan,
+at Sejren og Jubileringen det var mig, og Stoltheden
+og Folkets Frydeskrig og Basunernes Lyd,
+Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes
+Klang, saadan vilde jeg være det, men intet som
+den, der i usselig Æresyge og koldt Hovmod,<span class="pagenum"><a name="Side_200" id="Side_200" title="[S. 200]"> </a></span>
+medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte
+paa, hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge
+Øjne, og hvor afmægtigt Misundelsens Bølger
+slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag
+føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen
+kjølig om sin Pande. &mdash; Forstaar I, Sti Høg,
+<em>det</em> tror jeg er at leve til, det er det Liv, jeg
+tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at
+saadan kunde det aldrig blive for mig, og det
+bares mig for, at jeg var selv Skyld deri paa en
+eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet
+mig mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg
+veed intet, men det syntes mig, som vældede derudaf
+min bitre Kummer, at jeg havde rørt ved
+en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens
+Klingen var der Noget revet sønder i mig, der
+ingentid vilde læges, saa jeg aldrig vilde fange
+den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets
+Dør aaben, men maatte staa derudenfor og lytte
+til Festens Toner, ubuden og usøgt, som en vanfør
+Terne.»</p>
+
+<p>«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes
+hans Miner pludseligt og han sagde med
+et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu ser jeg,
+hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad
+hende, «Herre du Godeste, hvad et Menneske har
+nemt ved at bedrage sig selv i de Materier. Det
+er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte,
+at vi kjender der hverken Stente eller Sti, men
+vi løber saa bus til, gladelig hen, blot vi øjner<span class="pagenum"><a name="Side_201" id="Side_201" title="[S. 201]"> </a></span>
+den Ting, der kan lignes ved et Spor, og er rede
+til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg
+Uret, <span xml:lang="fr" lang="fr">ma chere</span>? Er vi intet begge to, en for sig
+og hver for en, der vi søgte en Aarsage til vor
+Melankolie, gaaet hen og har kejset den gjenneste
+den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den
+eneste sandfærdige Forklaring. Skulde En intet
+efter det, vi hver har sagt, tænke, at jeg gik
+omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
+Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden,
+deres Ustadighed og Forgængelighed, og at I,
+min hjærte Frænke, var helt igjennem overbeviset
+om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er
+lukt og Lyset slukt, og som knap har Mod til
+Haab? &mdash; Men det har Alt kuns lidet paa sig,
+for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa
+drikkes vi saa lettelig drukne af vore egne Ord
+og vi rider saa haardelig til paa hver Tanke, vi
+kuns kan faa Grime paa!»</p>
+
+<p>Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og
+de fulgtes med dem ad Slottet til.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den
+seksogtyvende September, da Knaldet af Kanoner
+og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
+gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af
+hans kurfyrstelige Højhed Prinds Johan Georg af
+Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i Spidsen<span class="pagenum"><a name="Side_202" id="Side_202" title="[S. 202]"> </a></span>
+for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra
+Slottet begav sig ned igjennem Haven for at
+overvære den Ballet, der nu der skulde tage sin
+Begyndelse.</p>
+
+<p>En Række af Begblus kastede et brandrødt
+Skjær over Havefacadens røde Mure, lod Taks og
+Buksbom rødme med en Glands af Bronze og
+alle Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke
+Lød.</p>
+
+<p>Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række
+holde blomsteromvundne Kjærter op i den mørke
+Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og kunstige
+Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem
+Træernes gulnende Blade, tvinge Mørket tilside og
+holde en straalende Sti aaben for det prægtige Tog.</p>
+
+<p>Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade,
+spejler sig blankt i Sølv og Staal og glider i
+glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og Silkeslæb.
+Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over
+det dunkle Fløjel, og sprudende hvidt sætter det
+sig som Stjerner paa Rubiner og Diamanter, og
+røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
+lukker for det Brune, blandt Hvidt og
+Violblaat skjærer Søgrønt sig lysende frem, Koralrødt
+synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
+og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem
+hinanden, lyst og dunkelt, Lød paa Lød i broget
+Bølgen.</p>
+
+<p>Forbi &mdash; nede i Gangen nikke endnu de
+buskede Fjer hvidt, hvidt i den dæmrende Luft&nbsp;...</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_203" id="Side_203" title="[S. 203]"> </a></span>
+Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres,
+hedder «<span xml:lang="de" lang="de">Die Waldlust</span>».</p>
+
+<p>Scenen er en Skov.</p>
+
+<p>Kronprinds Christian som Jæger tolker sin
+Glæde over det frejdige Jægerliv under de løvrige
+Kroner, spadserende Damer nynne om Violernes
+Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke
+Bær i nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd
+jubilere over den rene Luft og den klare
+Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med
+forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.</p>
+
+<p>Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige
+Diana, hendes kongelige Højhed Prindsesse
+Anne Sofie.</p>
+
+<p>Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster
+hende Fingerkys med begge Hænder, mens hele
+Hoffet jubler.</p>
+
+<p>Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige
+Bejler fører i overstrømmende glad Taknemmelighed
+de høje Forældres Hænder til sine
+Læber.</p>
+
+<p>Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand
+og Bondekone træde frem og synge en Duet om
+Kjærligheds Lykke.</p>
+
+<p>Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge
+Herrer pynte og glæde sig i det Grønne, fire Officerer
+er glade, to Bondekarle komme veltilmode
+fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet
+synger og endelig seks Personer, der paa allehaande<span class="pagenum"><a name="Side_204" id="Side_204" title="[S. 204]"> </a></span>
+kaade Instrumenter opføre en meget overgiven
+Musik.</p>
+
+<p>Nu Slutningsscenen.</p>
+
+<p>Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige
+Højheder Prindsesserne Anne Sofie, Friderica
+Amalie og Vilhelmina Ernestina, Madame
+Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.</p>
+
+<p>De dandse nu med stor Kunstfærdighed en
+landlig Dands, hvori det forestilles, at Madame
+Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes, fordi
+hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage
+i deres lystige Menuette, og de spotte hende,
+fordi hun har givet Afkald paa sin Frihed og
+bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da
+triner hun frem og i en sirlig Pas de deux, som
+hun dandser med Prindsesse Anne Sofie, udtrykker
+hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og
+Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende
+sig imellem hverandre i vanskelige Toure,
+medens et usynligt Chor bagved Scenen, ledsaget
+af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="de" lang="de"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,<br /></span>
+<span class="i0">Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen<br /></span>
+<span class="i0">Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,<br /></span>
+<span class="i0">Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier<br /></span>
+<span class="i0">Der Glieder Hurtigkeit, die euch <a class="corr" name="rett_27" id="rett_27" title="var: darüm">darum</a> gegeben<br /></span>
+<span class="i0">So schön und prächtig sind, und zu den End erheben<br /></span>
+<span class="i0">Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr<br /></span>
+<span class="i0">Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte<span class="pagenum"><a name="Side_205" id="Side_205" title="[S. 205]"> </a></span>
+sig i Haven og lystvandrede mellem de oplyste
+Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt indrettede
+Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som
+italieniske eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin
+og Bagværk og Konfiturer omkring i flettede Kurve,
+som de bar paa deres Hoveder.</p>
+
+<p>De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet
+og modtage Komplimenteringer for deres store
+Kunstfærdighed og Adræthed, men Alle er enige
+om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne
+Sofie havde Ingen ageret sin Part saa vel som
+Madame Gyldenløve, og baade Majestæterne saa
+vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
+Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre
+havde intet kunne føre den Rolle ud med større
+Gratie eller med livagtigere Gebærder.</p>
+
+<p>Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved
+i de oplyste Gange og i de mod Haven vendende
+Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands
+og bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv
+ud paa Søen strakte Festen sig, og munter Latter
+klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler
+derude.</p>
+
+<p>Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte
+og Tonerne legte, færre hvor Lyset var fjernt, men
+selv hvor Mørket herskede alene og Tonerne halvt
+gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige
+Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den
+fjerne Grotte længst mod Øst, havde her en enlig
+Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var travrig<span class="pagenum"><a name="Side_206" id="Side_206" title="[S. 206]"> </a></span>
+tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang
+kastede sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og
+mismodige Bryn.</p>
+
+<p>Hvidgule Bryn.</p>
+
+<p>Det var Sti Høg.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="it" lang="it"><div class="stanza">
+<span class="i0">"<span class="spaced">......</span> È di persona<br /></span>
+<span class="i0">Anzi grande, che no; di vista allegra,<br /></span>
+<span class="i0">Di bionda chioma, e colorita alquanto."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">hviskede han for sig selv.</p>
+
+<p>Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem
+Uger stadig været sammen med Marie Grubbe.
+Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes
+kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab
+og hans Fortvivlelse. Han havde elsket før, men
+aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt og modløst.
+Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks
+Gemalinde, ikke heller det, at han var gift
+med hendes Søster, der betog ham Haabet. Men
+det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være
+modløs, hans Pogekjærlighed, som han bittert
+kaldte den. Den havde i sig saa liden Begjær,
+saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en
+anden Vis saa megen Begjær. En feberbrændende,
+vemodig Længsel ind imod hende, en sygelig
+Smægten efter at leve med hende i hendes Minder,
+drømme med i hendes Drømme, lide hendes
+Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere,
+ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene,
+men endnu mere fremmed, endnu mere fjern;<span class="pagenum"><a name="Side_207" id="Side_207" title="[S. 207]"> </a></span>
+de runde, blændende Skuldre, den rige Barm og
+de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange;
+al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu
+rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den
+bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans
+Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage
+deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den
+svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed
+derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse
+Læber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige
+Vanvidsdrømme; denne Mund&nbsp;...</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="it" lang="it"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Paragon di dolcezza!<br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">..............</span><br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">...</span> bocca beata,<br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">...</span> bocca gentil, che può ben dirsi<br /></span>
+<span class="i0">Conca d'Indo odorata<br /></span>
+<span class="i0">Di perle orientali e pellegrine;<br /></span>
+<span class="i0">E la porte, che chiude<br /></span>
+<span class="i0">Ed apre il bel tesoro,<br /></span>
+<span class="i0">Con dolcissimo mel porpora mista."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som
+i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til
+sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte sig i
+Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig
+fast til sin Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet
+af hendes Ligegyldighed op for sine Øjne,
+da &mdash; stod Marie Grubbe for ham i Grottens
+hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.</p>
+
+<p>Hun havde den hele Aften været i en sælsom
+lyksalig Stemning; hun følte sig saa tryg og sund<span class="pagenum"><a name="Side_208" id="Side_208" title="[S. 208]"> </a></span>
+og mægtig; Festens Pragt og Toner, Mændenes
+Hyldest og Beundring, hun skred hen derover
+som var det et Skarlagenstæppe, bredt ud for
+hendes Fod at træde paa. Thi hun var saa helt
+betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det
+var, som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler
+ud fra hendes Hjærte og blev til Skjønhedssmil
+paa hendes Læber, til Straaleglands i hendes
+Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var
+en jubelmættet Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed
+over hendes Tanker, en frodig Folden-ud i
+hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.</p>
+
+<p>Aldrig havde hun været saa dejlig som nu,
+med Lykkens overmodige Smil paa sine Læber, og
+i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
+stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning,
+lys imod Mørket derude. Hun saae ned paa Sti
+Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik,
+og hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt
+sin hvide Haand paa hans Haar og kyssede ham.
+Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
+skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til
+Tegn paa sin kongelige Yndest og Naade, saaledes
+gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.</p>
+
+<p>Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra
+hende, hun rødmede og slog Øjnene ned.</p>
+
+<p>Havde nu Sti Høg grebet til, havde han
+taget det Kys som mer end en fyrstelig Gave,<span class="pagenum"><a name="Side_209" id="Side_209" title="[S. 209]"> </a></span>
+han havde mistet hende for bestandig. Men han
+knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig
+hendes Haand til sine Læber, veg saa ærbødigt
+til Side og hilste hende dybt og ærefrygtsfuldt
+med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred
+stolt forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_210" id="Side_210" title="[S. 210]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XII" id="KAPITEL_XII"></a>XII.</h2>
+
+
+<p>I Januar seksten hundrede og fire og treds
+udnævntes Ulrik Frederik til Statholder i Norge, og
+i de første Dage af April samme Aar rejste han
+derop.</p>
+
+<p>Marie Grubbe fulgte ham.</p>
+
+<p>Forholdet mellem dem havde senere ikke
+forbedret sig synderligt, blot at deres Mangel paa
+indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
+ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som
+en uforanderlig Kjendsgjerning og havde fundet
+sit Udtryk i den yderst ceremonielle Maade, paa
+hvilken de omgikkes med hinanden.</p>
+
+<p>Det første Aarstid, eller halvandet, efter at
+de havde taget Bolig paa Aggershus, levede de
+saaledes, og Marie ønskede heri for sit Vedkommende
+ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik
+forholdt det sig anderledes: han var nemlig
+igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.</p>
+
+<p>Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod
+Skumringen, at Marie Grubbe sad alene i
+den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
+Daasen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_211" id="Side_211" title="[S. 211]"> </a></span>
+Det var raat og blæsende Vejr, graat og
+mørkt. De tunge Tøsneflokke klinede sig op i
+Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det
+halve af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust,
+som hvirvledes ned mellem de høje Mure, ligesom
+tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem og
+dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig
+lige op i Luften med en hæs og hundeagtig Tuden.
+Mægtige Vindpust kom hujende ned over Taget
+derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur
+med et Slag som en Bølges, og blev borte med
+det Samme. Og der var andre Vindpust, der
+brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig
+af Angst og den hvidlige Brænderøg forskrækket
+krummede sig som en Bølgekam henimod Kaminaabningen,
+parat til at kaste sig ud i Stuen, men
+saa i næste Nu hvirvled den tynd og let og blaa
+op igjennem Skorstenen, og Flammerne raabte efter
+den, hopped og sprang og sendte den spragende
+Gnister i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa
+begyndte Ilden først rigtig at brænde, lagde sig
+med brummende Velbehag bredt over Gløder og
+Aske og Emmer, kogte og syded af Fryd i det
+hvide Birkeveds inderste Marv, snurred og spandt
+som en brandrød Kat og strøg saa med Luer og
+Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne
+Knuder og hedhovede Favnestykker.</p>
+
+<p>Rød og lun og lysende strømmede den lystige
+Ilds Aande ud i den lille Stue. I en flimrende
+Lysvifte spilled den hen over det tavlede Gulv og<span class="pagenum"><a name="Side_212" id="Side_212" title="[S. 212]"> </a></span>
+jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig,
+saa det bange gjemte sig som zittrende Skygger
+tilhøjre og tilvenstre bag de snirklede Stoleben,
+eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
+og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller
+lagde sig plat ned under den store Dragkiste.</p>
+
+<p>Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset
+og Varmen buldrende til sig igjen, og Mørket
+bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
+Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men
+saa kom Ildskjæret jagende henover Gulvet igjen,
+saa Skumringsmulmet fløj til alle Sider, og Skjæret
+efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
+den blanke Messingklinke, &mdash; ingensteds var det sikkert;
+ja, der sad Mørket og klemte sig ind til
+Mur og Loft som en Kat i et Træ, og Skjæret
+sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende
+og jagende som Hunden ved Træets Rod. Ikke
+engang mellem Glas og Pokaler højt oppe paa
+Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for
+de røde Rubinglas, de blaa Pokaler og grønne
+Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og hjalp
+Skjæret at finde det frem.</p>
+
+<p>Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog
+til, men derinde, der luede der Ild og der dandsed
+der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
+hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart
+nynnede hun blot Melodien; hun havde sin Luth i
+Haanden, men hun spillede ikke, hun blot nu og<span class="pagenum"><a name="Side_213" id="Side_213" title="[S. 213]"> </a></span>
+da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare,
+længe klingende Toner.</p>
+
+<p>Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige
+Sange, som gjør Ens Hynde blødere og Ens
+Stue lunere, en af disse sagteligt bølgende Melodier,
+der ligesom synger sig selv i deres magelige
+Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme
+lyde saa fornøjeligt fyldig, saa svulmende og saa
+rund. Marie sad lige i Skjæret fra Kaminen, omspillet
+af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
+velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv
+med sin egen Røst.</p>
+
+<p>Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks
+høje Skikkelse dukkede ind ad den.</p>
+
+<p>Marie holdt straks op med at synge.</p>
+
+<p>«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en
+mildt bebrejdende Tone, idet han med bønfaldende
+Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg
+vidst, I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse&nbsp;...!»</p>
+
+<p>«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine
+Drømme vaagne.»</p>
+
+<p>«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede
+sig ned over Varmebukken foran Kaminen og
+varmede sine Hænder paa dens blanke, røde Kobberkugler.</p>
+
+<p>«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med
+Haanden over Luthens Strenge.</p>
+
+<p>«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!»
+og han saae smilende paa hende.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_214" id="Side_214" title="[S. 214]"> </a></span>
+Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:</p>
+
+<p>«En kan være ret ung og have gamle Drømme
+endda.»</p>
+
+<p>«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt
+herinde! &mdash; men er ellers min Ringhed med i <em>de</em>
+gamle Drømme, Madame? &mdash; om En tør spørge.»</p>
+
+<p>«Ak nej!»</p>
+
+<p>«Der var dog en Tid&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Blandt alle andre Tider.»</p>
+
+<p>«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var
+der en Gang en underskjønne Tid, hvor jeg var
+Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
+Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller
+ved det Lav? Det var en Blæst og Sne&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Ret som nu.»</p>
+
+<p>«I sad foran Kaminen&nbsp;...»</p>
+
+<p>«Ret som nu.»</p>
+
+<p>«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders
+kjære Hænder legte I mit Haar.»</p>
+
+<p>«Ja, den Gang elskede I mig!»</p>
+
+<p>«O, ret som nu! &mdash; og I &mdash; I bøjede Eder
+ned over mig, I græd, saa Taarerne randt Jer
+ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa
+ømt og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn
+for mig i Eders Hjærte, og saa paa een Gang,
+&mdash; kan I mindes? &mdash; saa bed i mig i Halsen.»</p>
+
+<p>«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede
+Jer, min Hr. Gemal! Naar jeg hørte Eders Sporer
+klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod
+for mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod<span class="pagenum"><a name="Side_215" id="Side_215" title="[S. 215]"> </a></span>
+og mine Hænder blev saa kolde som en Is.
+Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders
+Arme&nbsp;...»</p>
+
+<p>«<span xml:lang="fr" lang="fr">De grace, Madame</span>!»</p>
+
+<p>«Aa, det er jo kuns døde Minder om en
+Amour, som længst er slukket ud.»</p>
+
+<p>«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog
+hedere end før.»</p>
+
+<p>«Nej, den er dækket til med altfor mange
+Dages kolde Aske.»</p>
+
+<p>«Men den rejser sig af Asken som den Fugl
+Fønix, skjønnere og fyrigere end før &mdash; sig, gjør
+den intet?»</p>
+
+<p>«Nej, Elskov er som en <a class="corr" name="rett_28" id="rett_28" title="var: fine">fin</a> Blomst; om en
+frostig Nats Kulde forvisner dens Hjærte, saa
+gaar den ud fra Top til Rod.»</p>
+
+<p>«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for
+Jerichos Rose; om Tørken kommer, saa tørres
+den bort og krymper sig sammen, men bliver det
+saa en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa
+slaar den alle sine Blade ud igjen og er saa
+grøn og frisk som ingen Tid før.»</p>
+
+<p>«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov
+til.»</p>
+
+<p>«Det er der, &mdash; ja, og vor var just saadan
+Elskov.»</p>
+
+<p>«At Eders var det, det siger I mig nu, men
+min, aldrig var den det, aldrig.»</p>
+
+<p>«Saa har I aldrig elsket.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_216" id="Side_216" title="[S. 216]"> </a></span>
+«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor
+jeg har elsket &mdash; Det var paa Frederiksborg&nbsp;...»</p>
+
+<p>«O, Madame, I er uden Skaansel!»</p>
+
+<p>«Nej, nej, det er slet intet det. &mdash; Det var
+paa Frederiksborg. Ak, I veed kuns lidet, hvad
+jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed til
+mig var intet nær som før. Ak, som en Moder
+vaager over sit kranke Barn og giver Agt paa
+hvert et lille Tegn, saaledes fulgte jeg med Angst
+og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i
+Eders kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte
+i Eders Kys, hvor svagt dens Pulse slog, da var
+det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
+Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter,
+jeg bad for den som for et Hjærtens dyrebart
+Barn, der dør og dør, Time for Time. Og jeg
+spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide,
+efter Lægedom for Eders kranke Kjærlighed og
+hvad gehejme Midler, som kom mig for Øre, af
+Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med
+tvivlendes Haab i Eders Morgendrikke og Aftenvin.
+Jeg lagde Eders Brystdug ud for trende voksende
+Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa
+Eders Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit
+eget Blod tretten Hjærter i Kors, men uden Gavn,
+min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
+til Døden. &mdash; Se, saadan var I elsket!»</p>
+
+<p>«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død,
+den er opstanden. Hør mig, Hjærte! hør mig,
+for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig<span class="pagenum"><a name="Side_217" id="Side_217" title="[S. 217]"> </a></span>
+Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg
+ned for Eders Fødder, og se, jeg bejler igjen,
+med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
+været som et vægelsindet Barn, men nu er den
+vokset op til Mand, o, giv Jer trygt hen i dens
+Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
+Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer
+igjen.»</p>
+
+<p>«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»</p>
+
+<p>«O, tro mig dog, Marie!»</p>
+
+<p>«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der
+er ikke Trevl eller Traad af Tvivl i mit Sind,
+jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
+er stor og stærk, men <em>min</em>! den har I kvalt med
+egne Hænder, den er et Lig, og hvor højt saa
+Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig vække
+den op igjen.»</p>
+
+<p>«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg
+veed, at der er dem iblandt Jer, som naar de
+elsker en Mand, saa om han støder dem bort med
+sin Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for
+deres Kjærlighed er fast mod alle Saar.»</p>
+
+<p>«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg &mdash;
+jeg er et saadant Kvindfolk, skal I vide, men I
+&mdash; er intet af de rette Mænd.»</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<div class="blockquot">
+<p>«Gud holde sin beskjærmendes Haand over
+dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være<span class="pagenum"><a name="Side_218" id="Side_218" title="[S. 218]"> </a></span>
+dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdig
+er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker
+jeg dig af Hjærte.</p>
+
+<p>Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min
+eneste velmenendes Ven fra Børnetid, vil jeg
+nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har af
+min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet
+fra den Dag, den begyndte; thi den har, som
+Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og Tribulats
+i fulde Skaale.</p>
+
+<p>Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse
+paa bagvendt Vis, som allerkjæreste Søster nu
+skal høre, og som vel hende allerede i mange
+Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at
+Søster jo af hendes kjære Mand har fornummet
+at det, allerede mens vi var paa Sjælland at
+bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
+min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var
+det paa nogen Tid ikke anderledes, thi han har
+ført sig saaledes op imod mig som mestendels
+er utroligen at fortælle, men som nok stod til
+ventendes af slig en smukke Junkere. Men jeg
+bryder mig kuns fejl om hans skidne Galanterier,
+thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
+til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed,
+at det jo intet skulde være nok til at holde en
+kranker Ælling ved Live, og kan han for mig
+løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det
+skulde være hans Ønske, kuns han i Ingenting
+kommer mig for nær at fægte, som han just<span class="pagenum"><a name="Side_219" id="Side_219" title="[S. 219]"> </a></span>
+netop gjør, og i saa Manering, at man skulde
+undres paa, om han er optændt af Galenskab
+heller Djævelen har besættet ham, og det har
+deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en
+Dag med fine Ord og strunke Løfter og vilde,
+Alting skulde være godt igjen os imellem, mens
+han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg
+ham og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham
+altfor god at være; men da var det, det ret
+gik an, thi <span xml:lang="de" lang="de">wenn's de Düwel friert</span>, plejer man
+sige, <span xml:lang="de" lang="de">macht er sein Hölle glühn</span>, og tændte han
+mig fluks en Helvedes Badstue op, i saa Maade,
+at han kjørte herind paa Slottet i Hobevis af
+løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede
+paa dem med Mad og Drikke i store Stykker,
+ja med dyrebar Snemos og bekostlige Schauessen,
+som til nogen fyrstelig Banquete, og der skulde
+mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg
+har i Arv efter vor sal. Moder, være lagt frem,
+og mine Silkeshynder med Fryndserne om ligedan,
+men blev der Intet af, som jeg slog det bag
+Laas tilhobe, saa han maatte laane i Staden
+baade til Borde og Bænke at brede.</p>
+
+<p>Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil
+nu intet trætte hende længer med saadan garstig
+Kompagnie, men er det intet forsmædeligt, at
+saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres
+Ret, skulde have deres Hud strøgen brav af
+ved Stadens Kag, skal sidde paa Stadsebænk i
+kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener,<span class="pagenum"><a name="Side_220" id="Side_220" title="[S. 220]"> </a></span>
+det er saa uerhørt og bespotteligen, at om det
+kom kongelig Majestæt til Gehør, som jeg ønsker
+af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
+han tale min guten Ulrik Friederich saadan til,
+som han kuns lidet skulde forlystes at høre paa.
+Den artigste af hans Streger imod mig har jeg
+endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den
+skete forgangen Dag, der jeg lod sende efter
+en Kræmmere, at han skulde komme op med
+nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg
+vilde have forneden en Trøje; men han lod
+svare, om jeg vilde skikke Pengene ned, skulde
+Varerne vel komme, men Statholderen havde
+forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og
+ligedan Bud kom der fra Hattestaffereren, som
+der var sendt efter, saa jeg formener, han har
+gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens
+jeg har ført i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler
+og tusinder til. Nu intet mere for denne
+Gang. Gud være alting befalet, og han sende
+mig altid gode Bud fra dig.</p>
+
+<p class="norewrap smaller">af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.</p>
+
+<p class="r2">Din fuldtro Søster altid<br />
+<span class="r1"><em>Marie Grubbe</em>.</span></p>
+
+<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge
+Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min hjærte
+kjære Søster huldeligen tilhaande.»</p>
+</div>
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_221" id="Side_221" title="[S. 221]"> </a></span></p>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«GUD have hende i sin Forvaring, min
+allerkjæreste Søster, nu og altid, det vil jeg
+ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
+bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et
+oprejset Sind og intet lade sig plat nedtrykke,
+thi hver har sin Jammerslod tildelet, og vi
+svømme og bade i idel Elendighed.</p>
+
+<p>Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen
+mig tilhaande, uskadt og ubrudt i alle Maader,
+og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
+den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører
+hende paa, som er en store Uret af kongelig
+Majestæts Statholdere at gjøre, som han gjør.
+Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi
+hun har Aarsage til Taalmod, som hende er
+saa høj en Plads anviset, som ikke var god at
+gaa Forlis af, og som vel er det værd med
+Uro at bevare, thi om hendes Gemal sværmer
+hen og spilder meget Gods, saa er det af hans
+eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand
+har sat Veje for baade hans og mit, som er en
+Ynk, at en Mand, der skulde holde sammen paa,
+hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter
+og øder det aldeles. Vilde kuns GUD skille
+mig vel ved ham, om det blev saa heller
+saa, da var der derudi stor Almisse mod mig
+arme Kvinde, og som ikke nok var at takke
+for, og kunde det ligesaavel ske, som vi det
+sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens,
+som GUD have Lov og Tak for, om det maatte<span class="pagenum"><a name="Side_222" id="Side_222" title="[S. 222]"> </a></span>
+vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne, at
+ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt,
+men M. A. K. S. maa tænke, at hendes Gemal
+stiller sig nok og kommer til Fornuft igjen, at
+han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og
+Skarns-Folk, og som hans Embed giver ham
+stor Indtægt, skal hun ikke lade sit kjære
+Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed
+eller af hans Uhuldhed heller. GUD vil det
+bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu vel, min
+Høne, og have hun mange tusind gode Nætter
+fra mig,</p>
+
+<p class="r2">hendes tro Søster, mens jeg lever,<br />
+<span class="r2"><em>Ane Marie Grubbe</em>.</span></p>
+
+<p class="smaller">af Vang, 6 Februari 1666.</p>
+
+<p class="invindent">A Madame<br />
+Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster,
+venligen tilskreven.»</p>
+</div>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«Gud holde sin beskjærmendes Haand over
+dig, min hjærtens allerkjæreste Søster, og være
+dig en god og rund Givere af hvad som ønskværdigt
+er i alle Maader til Liv og Sjæl, det
+ønsker jeg dig af ganske Hjærte.</p>
+
+<p>Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger
+vel af Gammelt, at Ingen er saa rasendes galen,
+den jo helmer et Blink mellem St. Hans og<span class="pagenum"><a name="Side_223" id="Side_223" title="[S. 223]"> </a></span>
+Paulinus<a name="FNanker_7" id="FNanker_7" href="#Fodnote_7" title="Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni." class="fnanchor">[7]</a>, men det vil her ingen Skik have, thi
+min galne Hr. Gemal er intet kommen til sin
+Vittighed endnu, ja, han er ti, ja tusindfold
+galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev
+om, det er kuns for Børneværk at regne mod
+det, som nu gaar an, som er over al Maade;
+at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
+Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse,
+havde med sig hertil <a class="corr" name="rett_29" id="rett_29" title="var: en">en af</a> hans gamle
+Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han fluks
+lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet
+og som er over alle Ting og regjerer i alle
+Maader, mens jeg er sat bag Døren at staa;
+men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre
+mig den Villighed, at hun forhører sig om vor
+kjære Fader vilde tage sig min Sag an, om jeg
+rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen
+kan uden stor Medlidenhed min ulykkelige Stilling
+anse, og det som byltes mig paa, er saa
+ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre
+Ret, om jeg kaster det af. Det er intet længer
+end som nu, dyre vor Frue Dag<a name="FNanker_8" id="FNanker_8" href="#Fodnote_8" title="Frue Dag = 15 August." class="fnanchor">[8]</a>, jeg var gangen
+ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom ind
+igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt
+for indvendig fra, og der jeg spurgte, hvad den
+Streg skulde læses for, svartes mig, at den
+Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen,<span class="pagenum"><a name="Side_224" id="Side_224" title="[S. 224]"> </a></span>
+have, og var min Seng flyttet op i den vestre
+Stue, som er saa kold som en Kirke, naar
+Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og
+Gulvet aldeles frønnet og her og der med ganske
+store Huller. Men skulde jeg tilfulde beskrive
+al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
+saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det
+paa den Vis farer fort, da tror jeg knap, mit
+Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
+han sende mig altid gode Bud fra dig,</p>
+
+<p class="r2">din fuldtro Søster altid<br />
+<span class="r1"><em>Marie Grubbe</em>.</span></p>
+
+<p class="smaller">af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.</p>
+
+<p class="invindent">Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti
+Høeghs, Landsdommere paa Laaland, min
+hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»</p>
+</div>
+
+<p>Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af
+Tilstanden paa Slottet, som Marie Grubbe var det.</p>
+
+<p>Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser.
+Det var kun tarvelige Svirebrødre, disse fattige,
+simple Officerer der i Norge, og deres Soldaterskjøger
+var heller ikke til at holde det ud med
+ret længe. Karen Fiol var den eneste, der ikke
+var idel Raahed og Plumphed, men selv hende
+sagde han hellere Farvel idag end imorgen.</p>
+
+<p>Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag,
+at han havde gjort disse Folk til sit Selskab;<span class="pagenum"><a name="Side_225" id="Side_225" title="[S. 225]"> </a></span>
+saa havde det en Stund moret ham, men ikke længe,
+og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og
+næsten ubehageligt, og der ligesom var kommen
+en svag Fornemmelse af Anger over ham, saa
+trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
+været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at
+tro, at det var det, og at han havde havt en
+Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
+Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre
+hende angrende tilbage. Men da det nu ikke syntes,
+at Fortrydelsen vilde komme, saa tog han
+haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende
+Livet saa ubehageligt som muligt, nok skulde
+overvinde hendes Stædighed; for at hun ikke elskede
+ham mere, det troede han ikke paa, han
+følte sig overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes
+efter at kaste sig i hans Arme, men at hun,
+da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt
+til Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over
+ham for hans Frafald ... og han undte hende
+denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde
+hævne sig, men hun trak det for længe ud, det
+blev ham altfor langvarigt her i dette barbariske
+Norge.</p>
+
+<p>Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa,
+om han ikke havde gjort bedst i at lade Karen
+Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den ene Side
+kunde han ikke holde det ud mere med de Andre,
+og paa den anden var Skinsyge en mægtig Allieret,<span class="pagenum"><a name="Side_226" id="Side_226" title="[S. 226]"> </a></span>
+og Marie Grubbe <em>havde</em> været skinsyg paa Karen,
+det vidste han.</p>
+
+<p>Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke,
+og han begyndte at tvivle paa, at hun nogensinde
+vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
+hans Tvivl.</p>
+
+<p>Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts
+Spænding over Forholdet.</p>
+
+<p>Det var med ængsteligt Sind, med beregnende
+Frygt, at han voldte Marie Grubbe den ene Tort
+efter den anden og han ventede spændt paa et
+Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit
+Vildt paa den rette Vej, men der skete intet.</p>
+
+<p>Jo endelig.</p>
+
+<p>Endelig skete der Noget, og han var vis paa,
+at det var Tegnet, just det Tegn, han ventede.
+Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
+tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse,
+en god, stærk Lædertømme i sin Haand,
+gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
+Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene
+til indenfra og gav den forfærdede Skjøge et godt
+Livfuld Hug af den tunge Tømme og gik saa
+roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem
+alle de maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen
+havde kaldt til.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete;
+Karen sendte ham straks Bud, men han forhastede
+sig ikke med at komme, først langt ud paa Eftermiddagen<span class="pagenum"><a name="Side_227" id="Side_227" title="[S. 227]"> </a></span>
+hørte den ventende Karen hans Hest i
+Gaarden.</p>
+
+<p>Hun løb ned imod ham, men han skød hende
+lempeligt, men bestemt til Side, og gik lige op til
+Marie Grubbe.</p>
+
+<p>Døren stod paa Klem &mdash; saa var hun vel
+ikke derinde.</p>
+
+<p>Han stak Hovedet ind, vis paa at finde
+Stuen tom, men hun var der, hun sad ved
+Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind,
+saa forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles
+ædru.</p>
+
+<p>I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den
+synkende Septembersol ind i Kammeret og hæved
+de fattige Farver derinde til Glands og Herlighed;
+de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede
+Træloft Malmens Glød, og det falmende
+Sengeomhæng blev vinrøde Folder og purpurne
+Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var
+i Skygge, det lysned endda, det var som skimted
+det frem af en Taage af løvgult Lys. Om Marie
+Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og
+kyssed hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund
+var dybt i Skygge, det voldte et gulnende Æbletræ,
+der holdt sine abbildrødmende Grene fristende
+op for Ruden.</p>
+
+<p>Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med
+Hænderne foldede i Skjødet.</p>
+
+<p>Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen<span class="pagenum"><a name="Side_228" id="Side_228" title="[S. 228]"> </a></span>
+til Marie, og Glorien svandt, da han stillede sig
+mellem Vinduet og hende.</p>
+
+<p>Han betragtede hende nøje.</p>
+
+<p>Hun var blegere end før. Hun saae saa god
+og blid ud som hun sad der, med Hovedet bøjet
+tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
+Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen
+banked paa Siden af Halsen, lige under det brune,
+lille Modermærke. Han fulgte Skulderens faste
+Runding under den stramme Silke og den slanke
+Arm, til den hvide, hvilende Haand. &mdash; Og den
+var hans. &mdash; Han saae, hvordan den knyttede de
+trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan
+Armen i dens hvide, aareløbne Former blev fast
+og blank, blev slap med mattet Glands i Slaget,
+som den slog paa Karens arme Krop. Han saae,
+hvordan hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds,
+og hvordan hendes vrede Læber smilte grusomt
+ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys
+med Tømmesvøben. &mdash; Og hun var hans. &mdash; Han
+havde været ond og stræng og grusom, han havde
+ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og
+disse røde Læber aabne sig i Klage.</p>
+
+<p>Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han
+tænkte saa, og han følte sig gjennemtrængt af
+hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
+og han blev ved at staa og stirre i dorsk og
+drukken Følsomhed, til Solens rige Lysstrøm var
+tæret ind til en tynd, lille, blinkende Traad, højt
+mellem Loftets mørke Bjælker.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_229" id="Side_229" title="[S. 229]"> </a></span>
+Da vaagnede Marie Grubbe.</p>
+
+<p>«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op
+og kasted sig tilbage, saa Stolen tumlede henad
+Gulvet.</p>
+
+<p>«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som
+han formaaede, og strakte bønfaldende Hænderne
+ud imod hende.</p>
+
+<p>«Hvad vil I? &mdash; I vil vel klage for de Hug,
+Eders Skjøge bekom?»</p>
+
+<p>«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode
+Venner!»</p>
+
+<p>«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte
+sig fra ham.</p>
+
+<p>«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg
+drukken, jeg er svimlendes drukken af din Dejlighed,
+min Hjærtens Dukke.»</p>
+
+<p>«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet
+Jer fejl, og I har taget Andre for mig.»</p>
+
+<p>«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»</p>
+
+<p>Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.</p>
+
+<p>«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad
+dig selv, nu du tog den Ridetømme, du veed ...
+men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
+dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet
+mere den Uhulde med mig, som jeg har leget den
+troløse Gast med dig, med al denne Slemmen og
+Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en
+Helvedes Kule deraf, for det kunde være en Himmerigs
+Sal. &mdash; Du skal faa din Villie i hvad du
+vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot,<span class="pagenum"><a name="Side_230" id="Side_230" title="[S. 230]"> </a></span>
+vil du have Perler i Strænge, saa lange som dit
+Haar, du skal faa det, og Ringe og Gyldenstyksstoffer
+i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du
+kuns vil, der er Ingenting for dyr'bart til at
+slides af dig.»</p>
+
+<p>Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv,
+men hun greb ham om Haandleddet og holdt ham
+ud fra sig.</p>
+
+<p>«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige
+dig en Ting? &mdash; Om du kunde svøbe din Kjærlighed
+i Sindal og Maar, om du kunde klæde den
+i Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko
+af den skære Demant, jeg vilde kaste den fra mig
+som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
+end den Jord, som jeg træder med min Fod.
+Der er intet en Dryp af mit Blod, der er dig god,
+intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder dig
+væk, &mdash; hører du! der er intet en Vraa i min
+Sjæl, du jo kaldes med Navne. &mdash; Forstaa mig
+kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en Helsots
+Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at
+blive som Din, jeg gjorde det intet.»</p>
+
+<p>«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»</p>
+
+<p>«Nej og nej og mer' end nej!»</p>
+
+<p>«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes
+forbandede Navn.»</p>
+
+<p>Han var hvid som en Væg og rystede paa
+alle Lemmer. Mælet var hæst og ukjendeligt og
+han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig
+Mand.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_231" id="Side_231" title="[S. 231]"> </a></span>
+«Tag din Fod af min Vej! tag din &mdash; tag
+din &mdash; tag din Fod af min Vej, eller jeg flækker
+din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
+for mit Syn. &mdash; Ud, ud af Norges Land og Rige
+og Helvedes Brand til Gefährt<a name="FNanker_9" id="FNanker_9" href="#Fodnote_9" title="Gefährt = Kjøretøj." class="fnanchor">[9]</a>! Ud ...»</p>
+
+<p>Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa
+løb hun, hvad hun kunde, ud af Stuen, bort fra
+Slottet.</p>
+
+<p>Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik
+Stolen, hun havde siddet i, da han kom, og rendte
+den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng af
+Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens
+han flakkede frem og tilbage i Værelset; saa sank
+han ned paa Gulvet og krøb omkring paa sine
+Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende
+sine Knoer tilblods. Omsider trættedes han, krøb
+hen til Sengen og kastede sig i den med Ansigtet
+ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme
+Navne og græd og hulkede og forbandede hende,
+og talte saa igjen, som kjælede han for hende, med
+blid og sagte Røst.</p>
+
+<p>Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til
+for gode Ord og stor Betaling at sejle sig til
+Danmark.</p>
+
+<p>Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol
+bort af Slottet, og faa Dage efter rejste han til
+Kjøbenhavn.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_232" id="Side_232" title="[S. 232]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XIII" id="KAPITEL_XIII"></a>XIII.</h2>
+
+
+<p>En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe
+ved at se Madame Gyldenløve kjøre ind paa Tjele.</p>
+
+<p>Han skjønnede straks, at der var noget Galt
+paafærde, som hun saadan kom agende uden Tjenerskab
+og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan
+det egenlig forholdt sig, var det ikke noget
+varmt Velkommen, han bød hende, for han blev
+saa vred, at han gik sin Vej, smeldende Døren i
+efter sig og viste sig ikke mere den Dag.</p>
+
+<p>Men da han fik sovet paa det, blev han mere
+omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter
+med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der
+kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed
+i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker
+om, at endnu var der jo egenlig ingen Ulykke
+skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem
+de unge Ægtefolk, men Marie var endnu Madame
+Gyldenløve, og Sagen maatte uden stor Vanskelighed
+kunne bringes i den gamle Skure igjen.</p>
+
+<p>Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og
+vilde ikke høre et Ord om Forsoning, men det
+vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige i<span class="pagenum"><a name="Side_233" id="Side_233" title="[S. 233]"> </a></span>
+den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle
+Minder vare ømme Vunder og gabende Saar, saa
+det lagde han ingen Vægt paa; der vilde Tiden
+hjælpe, det var han overbevist om.</p>
+
+<p>Der var desuden en Omstændighed af hvilken
+han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie
+var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
+Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne
+den Pragt, hun havde lært at anse for dagligdags,
+og selv den jævne Kost paa Tjele, den
+ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed
+vilde faa hende til at længes efter det, hun
+havde forladt. Paa den anden Side kunde Ulrik
+Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig
+tænke paa Skilsmisse. Hans Pengesager var
+ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries
+Medgift, thi tolv tusind Daler var mange
+rede Penge, og Guld og Jordegods og anden
+Herlighed var ogsaa haardt at komme af med,
+naar man nu endelig en Gang havde faaet det.</p>
+
+<p>Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele.
+Marie befandt sig vel paa den stille Gaard. Den
+dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed
+og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder
+var noget Nyt for hende, og hun nød det
+med et drømmende, passivt Velbehag.</p>
+
+<p>Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende
+for som en trættende Kæmpen og Bryden, en
+rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
+skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en<span class="pagenum"><a name="Side_234" id="Side_234" title="[S. 234]"> </a></span>
+utaalelig, bedøvende Tummel, og der kom en frydelig
+Fornemmelse over hende af Tryghed og Ro,
+af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød
+og venlig Tavshed; og hun yndede at forhøje sit
+Tilflugtssteds Fred ved at tænke sig, at i Verden
+derude der larmede og stredes og trængtes de
+endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom
+bagom Livet og truffet en tryg lille Plet, hvor
+Ingen kunde finde hende og bringe Uro i hendes
+yndigt dunkle Ensomhed.</p>
+
+<p>Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung
+og Freden død og Skyggen mørk, og hun begyndte
+nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra Livet
+derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment,
+at Erik Grubbe foreslog en Forandring.
+Han vilde nemlig have, at hun skulde tage hen
+og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede
+for hende, at da hendes Gemal havde hele
+hendes Medgift i Besiddelse og dog Intet sendte
+til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun
+lod sig underholde af Kalø Gods, og der kunde
+hun saa leve som Blommen i et Æg, holde stort
+Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
+langt anderledes end her paa Tjele, som var
+altfor tarveligt til hende, der var saa meget bedre
+vant. Desuden var der i Kongens Morgengavebrev
+til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde
+Tønder Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø
+fra hende, aabenbarlig tænkt paa Kalø Gods, som
+netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes<span class="pagenum"><a name="Side_235" id="Side_235" title="[S. 235]"> </a></span>
+Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet.
+Dersom nu de ikke skulde blive forligte igjen,
+saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik Frederik
+kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
+Gods, og det var derfor tjenligt, baade at
+hun lærte det at kjende og at Ulrik Frederik
+vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
+desto lettere vilde han maaske afstaa det.</p>
+
+<p>Erik Grubbes Mening med denne Ordning
+var den, at blive fri for de Bekostninger, han
+sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
+Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik
+og hans Gemalinde mindre end det var; desuden
+var det jo altid en Tilnærmelse, og man
+vidste aldrig, hvad den kunde føre til.</p>
+
+<p>Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til
+at leve der som hun havde tænkt sig det, for
+Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
+Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde
+Madame Gyldenløve, men ikke at lade hende faa
+Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø var
+der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere
+end paa Tjele, saa Marie var neppe blevet der
+længe, hvis hun ikke havde faaet en Gjæst, der
+snart skulde blive hende mere end en Gjæst.</p>
+
+<p>Hans Navn var Sti Høg.</p>
+
+<p>Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde
+Marie Grubbe ofte tænkt paa denne sin Svoger og
+altid med en Følelse af inderlig Taknemmelighed,
+og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus<span class="pagenum"><a name="Side_236" id="Side_236" title="[S. 236]"> </a></span>
+var bleven krænket eller saaret særlig føleligt,
+havde det været hende en Trøst at mindes Stis
+ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
+var det samme nu, hun var forglemt og forladt,
+som i hine hendes Herligheds Dage; der var den
+samme smigrende Haabløshed i hans Miner, den
+samme ydmyge Beundring i hans Blik.</p>
+
+<p>Mere end to&mdash;tre Dage ad Gangen blev han
+aldrig paa Kalø, saa tog han en otte Dages Tid
+paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
+efter, at han skulde komme, og at sukke, naar
+han drog bort, thi han var saa godt som hendes
+eneste Omgang, og de blev derfor meget fortrolige,
+og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.</p>
+
+<p>«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er
+det Eders Agt at vende tilbage til Hans Exellence,
+om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»</p>
+
+<p>«Om han saa kom krybendes hertil paa sine
+Knæ,» svarede hun, «vilde jeg støde ham bort.
+Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
+for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind,
+intet een ærlig, varm Blodsdraabe i hans Legem';
+han er en Skjøge, ret en forfulet, forbandet Skjøge,
+og intet en Mand; han har en Skjøges tomme,
+troløse Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær.
+Aldrigen har en ærlig, blodsvarm Passion
+reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
+raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for
+jeg føler mig som besudlet af hans listende Hænder
+og hans skjøgeagtige Ord.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_237" id="Side_237" title="[S. 237]"> </a></span>
+«I vil da andrage paa Separation, Madame?»</p>
+
+<p>Marie svarede, hun vilde det, og om det
+ellers havde været hendes Fader med, vilde den
+Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han forhastede
+sig ikke, saasom han havde den Tro, at
+Alt endnu vilde gaa i Lave, men det vilde det aldrig.</p>
+
+<p>De talte saa om, hvad hun kunde vente at
+faa til sit Underhold efter Skilsmissen, og Marie
+mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
+vilde gjøre Fordring paa Kalø.</p>
+
+<p>Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han
+havde i sine Tanker viist hende et andet Liv ud
+end det at sidde Enke i en afsides Krog af Jylland
+og saa maaske tilsidst blive gift med en menig
+Adelsmand, thi højere vilde hun ikke naa
+her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet, for
+der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at
+han ikke skulde kunne holde hende borte fra det
+og det fra hende. Nej, han havde nu den Mening,
+at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i
+rede Penge og saa forrejse Landet og aldrig sætte
+sine Fødder der mere; thi med hendes Skjønhed
+og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
+fager Skjæbne end her i dette usselige Land
+med dets bondeagtige Adel og fattige Kontrafej
+af et Hof.</p>
+
+<p>Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs
+Ensomhed var saa god en Baggrund for de bedaarende
+Billeder, han udkastede af Ludvig den
+Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig<span class="pagenum"><a name="Side_238" id="Side_238" title="[S. 238]"> </a></span>
+fængsledes deraf og i den nærmest følgende
+Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen for
+alle sine Drømme.</p>
+
+<p>Sti Høg var endnu lige saa betagen af
+Kjærlighed til Marie Grubbe som før, og han
+talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
+bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab
+eller i Klage, tvertimod, fuldstændig haabløst, altid
+forudsættende Umuligheden af, at hun kunde
+gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den.
+I Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en
+ængstelig Forbavselse, men efterhaanden begyndte
+det at interessere hende at lytte til disse haabløse
+Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde
+hun selv var, og det var ikke uden en vis berusende
+Magtfølelse, at hun hørte sig gjort til
+Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur
+som Sti Høgs. Alligevel varede det ikke
+længe, inden det Modløse i Stis Ord vakte en
+Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse
+af Kamp, fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt,
+hans tamme Slaaen sig til Ro ved at for højt
+var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
+om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige
+Ord eller Sorg bag hans tungsindige Miner,
+men om han ikke talte stærkere end han følte, thi
+denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
+Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt
+stormede frem, den forstod hun ikke, den kunde
+hun ikke tro paa, og hun dannede sig et Billede<span class="pagenum"><a name="Side_239" id="Side_239" title="[S. 239]"> </a></span>
+af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved
+ligesom evindeligen at gaa og overbeføle sig selv,
+var kommen til at tro sig rigere og større og meget
+betydeligere, end han var, og som nu, da ingen
+Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og
+løj sig ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber,
+der kun var fødte i fantastisk Svangerskab
+af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
+Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund,
+hun tog nemlig paa sin Faders Opfordring tilbage
+til Tjele, hvor Sti ikke turde komme, tjente kun
+til at befæste hende i den Tro, at Billedet var
+ham i Alting ligt.</p>
+
+<p>Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel
+og stod med Haanden paa Klinken, at han vendte
+sig om mod hende og sagde: «det er en sort Side
+af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame,
+nu eders Kalødage er forbi, og jeg vil længes i
+Kval og i Pine og sørge som En, der har tabt det,
+der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab
+og Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang
+skulde times, at der var skjællig Aarsag til at
+tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
+da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre
+mig til. Kan hænde det vækked op i mig de
+Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge deres
+Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der
+er tørstig for Daad og brændendes af Haab, vilde
+vinde Overhaand og gjøre mit Navn berømmeligt
+og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig<span class="pagenum"><a name="Side_240" id="Side_240" title="[S. 240]"> </a></span>
+unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt
+Stræng, tage Mælet fra hvert raabendes Krav og
+døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes Land
+blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua&nbsp;...»</p>
+
+<p>Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun
+tænkte, og hun indsaae, at det var bedst saaledes,
+men dog sukkede hun derved.</p>
+
+<p>Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe
+ønskede denne Venden tilbage, fordi han var bange
+for, at Sti Høg skulde faa hende til at tage
+Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer,
+og desuden vilde han prøve, om det ikke nu
+var muligt, ved Overtalelser at gjøre hende villig
+til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
+Ægteskabet blev staaende ved Magt.</p>
+
+<p>Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst,
+men ikke desto mindre vedblev Erik Grubbe ved
+Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage Marie
+til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig,
+han ønskede at holde det hen i det Uvisse, saalænge
+det var muligt, thi enhver af Skilsmissen
+nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
+ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer
+om Maries Forsonlighed troede han ikke. Hr. Erik
+Grubbes Usandfærdighed var altfor vel bekjendt.</p>
+
+<p>Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid
+mere og mere truende, og der begyndte at blive
+Tale om en personlig Henvendelse til Kongen. Ulrik
+Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes
+ved længe, og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin<span class="pagenum"><a name="Side_241" id="Side_241" title="[S. 241]"> </a></span>
+Ridefoged paa Kalø, Johan Utrecht et Brev, hvori
+han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse sig
+om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med
+ham paa Kalø Slot, uden at Erik Grubbe fik Noget
+at vide derom. Dette Brev blev skrevet i
+Marts, Niogtreds.</p>
+
+<p>Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede
+Sammenkomst at erfare Marie Grubbes
+sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
+vilde han straks tage hende med sig til <a class="corr" name="rett_30" id="rett_30" title="var: Aggershuus">Aggershus</a>,
+men hvis ikke, da ventede han ved Løftet om at
+virke for en øjeblikkelig Separation, at skaffe sig
+saa blide Skilsmissekaar som muligt.</p>
+
+<p>Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik
+Frederik rejste med uforrettet Sag til Norge.</p>
+
+<p>Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit
+unyttige Skriveri, men saa var det, i Februar,
+Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
+Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var
+Tid til at handle; thi Kong Frederik havde altid
+sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt og havt en
+saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag
+som denne vilde fundet al Skyld hos Modparten,
+men med Kong Christian var det at vente, at det
+vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
+Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede
+Selskabsbrødre, men det var dog muligt der var
+en lille Skygge af Misundelse hos Kongen, thi han
+var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge
+af den mere begavede og langt anseeligere Halvbroder,<span class="pagenum"><a name="Side_242" id="Side_242" title="[S. 242]"> </a></span>
+desuden holdt unge Fyrster af at vise
+deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres
+iltre Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem,
+Almenheden kunde tro, de netop vilde tage under
+deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor bestemt,
+at de, saasnart Foraaret kom, begge to
+skulde tage til Kjøbenhavn, og Marie skulde se
+ad i Mellemtiden at faa tohundrede Rigsdaler af Johan
+Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun
+kunde vise sig med Anstand for den nye Konge;
+men Ridefogeden turde ingen Penge levere fra sig
+uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
+rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde
+ingen betale og mente desuden, at denne Mangel
+saameget bedre viste hendes Elendighed.</p>
+
+<p>Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da
+et Møde mellem Fader og Svigersøn intet Resultat
+bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at han
+ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive,
+med hvad Spot, Beskæmmelse og Vanære hans
+Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden havde
+udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus
+og givet hende til Pris for Vejr og Vind og Kapere,
+som den Gang heftig grasserede i Søen,
+eftersom der da var en brændendes Fejde mellem
+Holland og England. Gud havde imidlertid
+naadig bevaret hende for ovenskrevne Livsfare,
+og hun var kommen til hans Hus med Liv og
+Helbred. Men det var en uhørt Beskæmmelse,
+der var overgaaet hende, og han havde nu mange<span class="pagenum"><a name="Side_243" id="Side_243" title="[S. 243]"> </a></span>
+Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer
+besøgt sin høje, højtærede Søn, velbaarne hans
+Exellence, om, at han dog i den Sag vilde sig
+betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa
+hende, hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller
+ogsaa tage hende til sig igjen, hvilket imidlertid
+Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde ført
+i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke
+desto mindre havde hun ikke kunnet faa saa meget
+som to hundrede Daler til at kjøbe Sørgeklæder
+for; in summa: hendes Elendighed var altfor
+vidtløftig at beskrive, og derfor indflyede de
+til hans kongelige Majestæt, deres allernaadigste
+Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
+med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering
+om, at hans Majestæt for Guds Skyld vilde forbarme
+sig over ham, Erik Grubbe, for hans høje
+Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og
+over hende for hendes store Elendigheds og Beskæmmelses
+Skyld og naadigst lade sig behage at
+befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste
+Marie hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus
+siger, at Ægtefolk maa skilles ad, hvad han
+aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende
+til sig igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet
+Ægteskab holdtes udi den Agt, som Gud det
+selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes,
+store Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra
+Fordømmelse.</p>
+
+<p>Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn<span class="pagenum"><a name="Side_244" id="Side_244" title="[S. 244]"> </a></span>
+under denne Supplike, da hun paa ingen Maade
+vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
+det saa end skulde gaa<span class="corr" title="var: ,">.</span> Men Faderen forsikkrede
+hende, at det var kun Formaliteter med det Forlangende,
+at Ulrik Frederik skulde tage hende til
+sig igjen, thi han <em>vilde</em> nu have Skilsmisse for
+enhver Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet
+paa, tvang ham til at begjære det, og det
+vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
+hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja
+hun føjede endog paa <a class="corr" name="rett_31" id="rett_31" title="var: Faderes">Faderens</a> Opfordring og efter
+hans Udkast følgende Efterskrift til Suppliken:</p>
+
+<div class="blockquot">
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige
+Majestæt, <a class="corr" name="rett_32" id="rett_32" title="var: mens">men</a> jeg Elendige har ikke de
+Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med. Forbarm
+Eder over mig, allernaadigste Arveherre
+og Konge, og hjælp mig Elendige til Rette.
+Gud vil det belønne.<span class="corr" title="fjernet: »"></span></p>
+
+<p class="r2"><em>Marie Grubbe</em>.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+</div>
+
+<p>Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik
+Grubbes Ord, fik <a class="corr" name="rett_33" id="rett_33" title="var: kun">hun</a>, ved en af sine gamle Hofvenners
+Mellemkomst, Kongen en ganske privat
+Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte,
+hvor stærkt hun afskyede Ulrik Frederik,
+hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og hvor
+nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
+skulde komme til at have selv
+den fjerneste Forbindelse med ham.</p>
+
+<p>Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene
+Gang sagt Sandhed. Ulrik Frederik <em>vilde</em> skilles.<span class="pagenum"><a name="Side_245" id="Side_245" title="[S. 245]"> </a></span>
+Hans Stilling ved Hoffet var en anden som Kongens
+Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn.
+Det var nu ikke nok at stole paa faderlig Godhed,
+han maatte ligefrem kappes med andre Hoffets
+Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som
+den foreliggende verserende bidrog kun lidet til
+at styrke hans Anseelse, det vilde være langt
+tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt
+og i et nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge
+Erstatning for det, Skilsmissen kunde koste baade
+af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
+han havde, til at naa dette Maal.</p>
+
+<p>Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium,
+at det derover kunde afgive sin Betænkning,
+og denne var saaledes, at Ægteskabet ved Højesteretsdom
+af fjortende Oktober seksten hundrede og
+halvfjerds erklæredes for ophævet, saaledes at
+begge Parter havde Lov til at gifte sig igjen.
+Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
+den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage,
+og saasnart hun havde faaet Pengene udbetalt,
+beredte hun sig trods Faderens Forestillinger
+til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik
+Frederik angaar, tilskrev han straks sin Halvsøster,
+Kurfyrste Johan Georg af Sachsens Gemalinde,
+om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte
+hende, om hun vilde vise ham saamegen søsterlig
+Kjærlighed, at han turde hengive sig til det
+smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes
+fyrstelige Hænder.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_246" id="Side_246" title="[S. 246]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XIV" id="KAPITEL_XIV"></a>XIV.</h2>
+
+
+<p>Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge
+at raade over, og derfor syntes det hende, nu hun
+havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at hendes
+Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det
+var hende, som om selve Vidunderlighedens Ønskekvist
+var lagt i hendes Haand, og hun længtes
+som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og
+kalde alle Jordens Herligheder hen for sine Fødder.</p>
+
+<p>Hendes nærmeste Ønske var at være langt
+borte fra Kjøbenhavns Taarne og Tjeles Enge,
+fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang
+hun da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl
+over Vand og Vej førtes hun bort fra Sjælland,
+ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
+By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie,
+som hun havde faaet sin Faster til at overlade
+sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
+først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser
+træffes.</p>
+
+<p>Det var Sti Høg, der havde bragt hende
+paa den Tanke at rejse, og den Gang havde han
+sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge<span class="pagenum"><a name="Side_247" id="Side_247" title="[S. 247]"> </a></span>
+sin Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes
+Rejsemarskalk. Han kom nu ogsaa, hidkaldt ved
+et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
+Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte
+straks paa at gjøre sig nyttig ved at træffe
+de Foranstaltninger, en saa lang Rejse gjorde
+nødvendig.</p>
+
+<p>I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt
+at være en Velgjører for den stakkels Sti Høg,
+ved med sine rige Midler at lette ham Bekostningerne
+ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig,
+indtil det skulde vise sig, om en anden Kilde
+vilde vælde for ham. Hun blev derfor, da den
+stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde
+ham klædt med megen Pragt, udmærket bereden
+og ledsaget af tvende statelige Ridesvende, i det
+Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung ingenlunde
+trængte til at fylde sig rund med hendes Guld.
+Men endnu mere forbavsedes hun ved det Omslag, der
+syntes at være foregaaet i hans Sind, han var livlig
+og næsten munter, og mens han før saae ud, som om
+han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden,
+saa traadte han nu i Gulvet som en Mand, der
+ejed den halve Verden og havde den anden Halvdel
+i Vente. Der havde været Noget af en plukket
+Fugl ved ham før, nu ligned han mest en Ørn
+med brusende Fjer og skarpe Øjne, der talte om
+endnu skarpere Klør.</p>
+
+<p>Marie tænkte først, at det var Glæden over
+at kunne kaste alle Fortidens Bekymringer bagved<span class="pagenum"><a name="Side_248" id="Side_248" title="[S. 248]"> </a></span>
+sig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var
+værd at vare, som havde bevirket denne Forandring;
+men da han havde været der i nogle Dage
+uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge,
+modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun
+at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab
+og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin
+Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og
+stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske
+nysgjærrig efter at faa at vide, om hun havde
+gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig
+med det Samme, at jo mere hun saae til
+Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.</p>
+
+<p>En Samtale, hun havde med Lucie, kunde
+ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes
+Formodning.</p>
+
+<p>Det var en Formiddag, de begge to gik
+frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes
+i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang og
+Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for
+de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa
+Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i,
+blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
+Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret
+Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt
+Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fjælhylder
+op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over
+røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.</p>
+
+<p>Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke<span class="pagenum"><a name="Side_249" id="Side_249" title="[S. 249]"> </a></span>
+Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende
+Strømme.</p>
+
+<p>Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte
+paa til at gaa ud, den Ene i en skindbræmmet
+Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
+Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen
+skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage
+over det røde Murstensgulv, med smaa trampende
+Trin, som om de havde ondt ved at holde
+Fødderne varme.</p>
+
+<p>«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker
+Ledsagere, I tror?» spurgte Lucie.</p>
+
+<p>«Sti Høg? &mdash; ja, ja er han da saa, skulde
+jeg tænke. Hvad mener du med det?»</p>
+
+<p>«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i
+det paa Veien.»</p>
+
+<p>«Hvad!»</p>
+
+<p>«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske
+med ... I veed, han har det Ord paa sig, at
+hans Hjærte er gjort af saa glødendes Materie,
+at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns
+er et Skjørt, der vifter til.»</p>
+
+<p>«Hvem har holdt Tossemarked for dig med
+de Parabler?»</p>
+
+<p>«Men Herregud, har I da aldrig hørt <em>det</em>
+før? Jeres egen Svoger! &mdash; Hvem kunde tvivle
+paa<a name="FNanker_10" id="FNanker_10" href="#Fodnote_10" title="Tvivle paa: i Betydningen: tro." class="fnanchor">[10]</a>, at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt<span class="pagenum"><a name="Side_250" id="Side_250" title="[S. 250]"> </a></span>
+være falden paa at fortælle Jer, at der er syv
+Dage i en Uge.»</p>
+
+<p>«Hvad mon der har seet dig idag, du primer
+som havde du faaet spansk Vin til Morgenkost?»</p>
+
+<p>«Ja, een af os, lader det til. &mdash; Sig mig:
+Ermegaard Lynow, har I aldrig hørt det Navn
+før?»</p>
+
+<p>«Nej!»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes
+at kjende det, og nævn saa med det Samme Jydte
+Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
+Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen,
+han kunde træffe til at vide nogle Parabler, som
+I kalder det, om dem alle tilhobe.»</p>
+
+<p>Marie standsede i sin Gang ved den aabne
+Port og saae længe vist ud paa Regnvejret. «Veed
+du kanhænde<span class="corr" title="var: «">»</span>, sagde hun saa og begyndte at gaa
+igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de
+Parabler at sige?»</p>
+
+<p>«Det skulde En næsten vente sig.»</p>
+
+<p>«Om Ermegaard Lynow?»</p>
+
+<p>«Jo besynderlig om hende.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Hvad da?»</p>
+
+<p>«Aa det var med en af de Høger, Sti tror
+jeg han hed, en høj, rødhaaret, bleg&nbsp;....<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></p>
+
+<p>«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»</p>
+
+<p>«Veed I ogsaa det med Forgiften?»</p>
+
+<p>«Nej, nej!»</p>
+
+<p>«Eller Brevet da?»</p>
+
+<p>«Naa, fortæl!»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_251" id="Side_251" title="[S. 251]"> </a></span>
+<span class="corr" title="var: »">«</span>Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»</p>
+
+<p>«Naa!»</p>
+
+<p>«Jo, den Høg han var nok gode Venner,
+det var da førend som han blev gift, ja han var
+de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun
+havde det længste Haar nogen Jomfru kunde have,
+for hun kunde fast træde i det, og hun var saa
+hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var hun,
+men han var saa haard og bøs mod hende, sagde
+de, som var hun en opsætsig Myndehund og intet
+den blide Skabning hun var, men jo slemmer' han
+var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have
+slaaet hende blaa og grøn, om han intet gjorde
+det, hun vilde have kysset ham for det, huha, det
+er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
+kan være, naar den ret har sat sit Sind til en
+Anden. Men saa blev han kjed af hende og saae
+aldrig den Vej hun var, for det han havde faaet
+en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun
+græmmed' sig og sørged' og var ved at gaa til af
+ene Jammer og Elendighed, men hun leved' endda,
+det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det
+længer ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti
+Høg ride Gaarden forbi og var rendt ud efter
+ham og havde løbet en Mil Side om Side med
+hans Hest, uden at han skulde saameget som standse
+et Trin eller skulde ville høre paa hendes Bønner
+og Begrædelser, men bare red haardt til og bort
+fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog
+hun dræbendes Forgift ind og skrev saa til Sti<span class="pagenum"><a name="Side_252" id="Side_252" title="[S. 252]"> </a></span>
+Høg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu
+skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot
+hun maatte se ham engang inden hun døde.»</p>
+
+<p>«Og saa?»</p>
+
+<p>«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk
+siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sjæl
+som nogen Helvedes Pine kan vente paa; &mdash; saa
+skrev han tilbages &mdash; ja, saadan var det, han
+skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde
+gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed,
+men den stod det intet i hans Magt at give hende,
+men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde
+ogsaa være godt, og det vilde han raade hende
+til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
+kan der nu være Noget mer skammeligt til end
+som det?»</p>
+
+<p>«Og Jomfru Ermegaard?»</p>
+
+<p>«Jomfru Ermegaard?»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja vist.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde
+intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev
+saa krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen
+til Helsen igjen.»</p>
+
+<p>«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid
+hidførte en eller anden lille Forandring i Marie
+Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved ogsaa i
+den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_253" id="Side_253" title="[S. 253]"> </a></span>
+Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen
+Drømmer, af den Omsigt og Raadsnarhed hvormed
+han fjernede alle de utallige Hindringer og Vanskeligheder,
+Rejsen frembød, og det var ligeledes
+let at blive klog paa, at han baade i Manerer og
+Begavelse stod langt over selv de ypperste af de
+Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans
+Tale ny og interessant og ulig alle Andres, det
+var som havde han en egen, kun af ham kjendt
+Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
+var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han
+bekjendte sin Tro paa, hvor stærkt Dyret i Mennesket
+var, eller hvor lidt Guld, der skjulte sig i
+dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige
+Veltalenhed hvormed han beviste hende, hvor ringe
+Sammenhæng der var i Menneskets Væsen, hvor
+uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende
+og ganske i Tilfældets Vold det, der var
+ædelt og det, der var lavt, brødes i Ens Sjæl, den
+Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
+dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun
+begyndte at tro at sjældnere Gaver og mægtigere
+Kræfter vare blevne ham til Del end der ellers
+faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring,
+ja næsten i Tilbedelse for den Vældigheds
+Magt hun anede; men dog var der med alt dette
+i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
+Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men
+kun i dunkel, instinktmæssig Følelse rørtes af
+Frygt for at Magten var en Magt, der trued og<span class="pagenum"><a name="Side_254" id="Side_254" title="[S. 254]"> </a></span>
+rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned,
+aldrig greb til.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der,
+lige ved Landevejen, et gammelt Krosted, og her
+var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
+at Solen var gaaet ned, taget ind.</p>
+
+<p>Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var
+gaaet til Hvile i Udhusene, sad Sti Høg, Marie
+og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske Adelsmænd
+i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet
+Bord foran den store Bilæggerovn i Kroens
+Skjænkestue.</p>
+
+<p>Ved det lange Bord henne under Vinduerne,
+med Ryggen støttet mod Bordpladens Kant, sad
+Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og
+saae til.</p>
+
+<p>Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i
+en gul Leerstage og spredte sit søvnige Skjær
+over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet i
+den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen.
+Marie havde en lille Tinkande med varm Vin foran
+sig, Sti Høg en større, medens de to Oldenborgere
+vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der
+stadig tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret
+Karl, som laa og drev paa en Gaasebænk
+inderst i Stuen.</p>
+
+<p>Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket<span class="pagenum"><a name="Side_255" id="Side_255" title="[S. 255]"> </a></span>
+sig tilbage til deres Kamre, thi de to Landadelsmænd
+var ikke noget muntert Selskab; og de
+havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været
+saa isnende kolde og Ulemperne ved at opvarme
+dem endnu værre end Kulden, hvad de havde erfaret
+da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind;
+Tørvene var nemlig der paa Egnen saa svovlede,
+at kun Folk, der var vante til dem, kunde
+faa deres Vejr, hvor de var i Glød.</p>
+
+<p>Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede
+nok de var i fint Selskab og gjorde sig derfor
+Umag for at udtrykke sig saa belevent som
+det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet
+fik mere og mere Magt over dem, blev ogsaa
+det Baand, de havde lagt paa sig selv, slappere
+og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et
+endnu mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt
+blev massivere og deres Spørgsmaal nok saa nærgaaende.</p>
+
+<p>Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed,
+begyndte Marie at blive urolig i Sædet,
+og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de skulde
+gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede
+med en vel grov Hentydning, som fik Sti
+til at rynke Brynene og se truende paa ham, men
+dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne
+Skjæmt i endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik
+Sti til at love ham, han skulde finde Tinkruset i
+sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme
+Slags.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_256" id="Side_256" title="[S. 256]"> </a></span>
+Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet
+med sit Strikketøj for at se at finde en Maske,
+hun havde tabt, og heraf benyttede den anden Oldenborger
+sig; han tog hende om Livet, tvang
+hende ned paa sit Skjød og trykkede et forsvarligt
+Smækkys paa hendes Læber.</p>
+
+<p>Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han
+slog sin Arm om Marie Grubbes Hals.</p>
+
+<p>I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden
+saa kraftigt og sikkert, at han sank over mod
+Bilæggeren med et dybt Grynt.</p>
+
+<p>I næste Sekund var Sti og den Mørke ude
+midt paa Gulvet, og Marie og hendes Pige flygtet
+hen i et Hjørne.</p>
+
+<p>Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et
+Brøl fra sig ud ad Stuens ene Dør, løb selv hen
+til den anden og gav sig til at stænge den med
+en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa
+smække for Husets Bagdør. Det var nemlig Skik
+der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal, at stænge
+saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme
+til at tage Del i Striden og saaledes give den
+større Udstrækning end nødvendigt, men det var
+ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen
+var besørget, listede de straks til deres Senge;
+for den, der Ingenting saae, kunde heller Ingenting
+forklare.</p>
+
+<p>Der var ingen af de Kæmpende, der havde
+Vaaben hos sig, saa de havde kun Næverne at
+jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den<span class="pagenum"><a name="Side_257" id="Side_257" title="[S. 257]"> </a></span>
+Mørke og bandte og brødes. De trak hinanden
+fra Plet til Plet, drejed sig i sejge, modstridende
+Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
+de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens
+Tag, bøjed og vred sig, frem og tilbage med Hagerne
+trykket i hinandens Skuldre. Endelig tumled
+de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde
+lige et Par Gange hugget sin Modstanders Hoved
+tungt mod det kolde Lergulv, da han følte to
+kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den
+Lyse, der var kommen til sig selv igjen.</p>
+
+<p>Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans
+Strube, det sortned for hans Øjne, og hans Lemmer
+lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
+trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde
+Hænderne om hans Hals og Knæene i hans Sider.</p>
+
+<p>Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie
+havde slynget sine Arme om hende i et næsten
+krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.</p>
+
+<p>Da, just som Sti var ved at miste sin Samling,
+huggede han sig med en sidste Kraftanstrængelse
+forover, saa den Mørkes Baghoved
+hamrede ned mod Jorden og den Lyse glippede
+lidt i sit Greb og aabned Vej for en Kjende
+Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig
+bort til Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa
+han vælted til Jorden, bøjed sig dernæst rasende frem
+over den Faldne, men ramtes af et Spark i Hjærtekulen,
+saa han næsten segned; men saa greb han
+med den ene Haand om Anklen den Fod, der<span class="pagenum"><a name="Side_258" id="Side_258" title="[S. 258]"> </a></span>
+havde ramt ham, og med den anden Haand fik han
+Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede
+saaledes Benet i Vejret og hug det ned mod sit
+fremspændte Laar, saa Knoglerne brødes i Støvlen
+og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som
+laa og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte,
+da han saae dette, et saa vaandefuldt Vræl,
+som havde det været ham selv, det gik udover, og
+kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet,
+og dermed var det Slagsmaal da forbi.</p>
+
+<p>Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed
+havde viist at der boede i hans Sind, havde
+en mægtig, forunderlig Indflydelse paa Marie; thi
+da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude,
+sagde hun til sig selv, at hun elskede ham, og
+da Sti Høg i de paafølgende Dage havde lagt
+Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og
+Adfærd, der tydede paa, at der var skeet en stor
+Forandring til Gunst for ham i hendes Sind og
+han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed,
+fik han det Svar, han ønskede.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_259" id="Side_259" title="[S. 259]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XV" id="KAPITEL_XV"></a>XV.</h2>
+
+
+<p>Nu i Paris.</p>
+
+<p>Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid,
+og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet,
+var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie
+Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra
+hinanden.</p>
+
+<p>De veed det beggeto, men det er ikke blevet
+til Ord imellem dem; der er saamegen Bitterhed
+og Smerte, saa megen Nedværdigelse og Selvforagt
+gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der
+er Lindring i at tøve.</p>
+
+<p>I det er deres Sind ens.</p>
+
+<p>Men i deres Maade at bære deres Kummer paa
+er de yderst forskjellige. Thi mens Sti Høg i
+haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod Smertens
+hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs
+Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr gaar frem
+og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, saa
+er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har
+revet sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig
+hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, i<span class="pagenum"><a name="Side_260" id="Side_260" title="[S. 260]"> </a></span>
+vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende slæber
+i dens Spor.</p>
+
+<p>Hun vilde glemme.</p>
+
+<p>Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun
+af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og
+Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.</p>
+
+<p>Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder
+og kjøbte sig Pragt; hun greb hver Nydelses Bæger,
+som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
+og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.</p>
+
+<p>Der var ingen Ende paa hendes Elendighed,
+og Intet, Intet kunde fri hende fra den. Havde
+det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe, ikke
+en Lettelse, men blot en Forandring i hendes
+Pine, det havde været gjort for længe siden, men
+det var ligegyldigt, ganske det Samme, om det skete
+eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om Lindring
+i det, ligesaa godt følges ad som skilles,
+deri var der ingen Redning.</p>
+
+<p>Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg,
+der foreslog det.</p>
+
+<p>De havde ikke seet hinanden et Par Dage,
+da Sti traadte ind i det forreste af de pragtfulde
+Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles, Værtinden
+i <span xml:lang="fr" lang="fr">la croix de fer</span>.</p>
+
+<p>Marie var der, og hun sad og græd.</p>
+
+<p>Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog
+Plads i den anden Ende af Stuen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_261" id="Side_261" title="[S. 261]"> </a></span>
+Det var saa tungt at se hende græde og vide, at
+hvert trøstende Ord fra Ens Læber, hvert medlidende
+Suk og deltagende Blik kun vilde gjøre
+Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.</p>
+
+<p>Han gik hen imod hende.</p>
+
+<p>«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os
+endnu en Gang ret rigtigen tales ved og saa
+skilles.»</p>
+
+<p>«Ja, hvad kan det nytte?»</p>
+
+<p>«Sig intet det, Marie, der venter paa dig
+endnu glade Dage i tykke Skarer.»</p>
+
+<p>«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og
+ubrydelig Kjæde.»</p>
+
+<p>«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du
+siger, for jeg forstaar dem, som du aldrig vilde
+tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
+smerteligen haardt.»</p>
+
+<p>«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem
+agter jeg kuns ringe og har aldrig havt i Tanke
+at skaane dig for dem.»</p>
+
+<p>«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget
+som et Blink mere; sig mig, du kjender dig
+fornedret ved din Kjærlighed til mig, laveligt fornedret!
+Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for
+at vriste hvert eneste Minde om mig ud af din
+Sjæl! Og gjør mig saa til Hund og giv mig
+Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du
+veed af at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne
+og sige du har Ret, fordi du <em>har</em> Ret, <em>har</em> Ret,
+saa pinendes, som det er at sige. For hør, Marie,<span class="pagenum"><a name="Side_262" id="Side_262" title="[S. 262]"> </a></span>
+hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du
+ræddes, ved dig selv, for du har været min, og
+sygner i din Sjæl hver Gang du tænker derpaa
+og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker
+jeg dig dog &mdash; jo, jo, af al min Magt og
+Formue elsker jeg dig, Marie.»</p>
+
+<p>«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig
+dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler.
+Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt,
+saa ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor
+er du den Bondesjæl du er, den krybendes Maddikeorm,
+som trædes og stinger dog intet? Om du
+vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og
+stærk, du som er saa svag. Men det voldte dine
+klingrendes Ord, som løj om en Magt, du aldrig
+ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad
+din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det
+Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl
+for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
+din Stolthed af?»</p>
+
+<p>«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade,
+men jeg fortjener intet mere, thi jeg har været
+lidet bedre end en Falsknere imod dig. &mdash; Marie,
+jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej,
+aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var
+der Tro i min Sjæl. Ak, som jeg gjerne vilde
+tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
+Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred'
+paa mig med de kolde Øjne og alle mine
+Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den<span class="pagenum"><a name="Side_263" id="Side_263" title="[S. 263]"> </a></span>
+bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg
+kunde ikke tro du elskede mig, Marie, og dog
+greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder
+og al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i
+Angst og bange Lykke, som en Røver kan fryde
+sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han
+veed den rette Ejersmand vil komme om en stakket
+Stund og rive ham det ud af hans kjært belastede
+Hænder. For <em>den</em> vil komme en Gang, Marie, som
+er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd,
+og han vil intet tvivle, intet trygle eller skjælve,
+han vil bøje dig som lødigt Guld i sin Haand og
+sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
+følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet
+fordi han elsker dig mere end som jeg, for det
+kan intet være, men for han mer har Tro til sig
+selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd,
+Marie.»</p>
+
+<p>«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der
+ramser op, Sti Høg, men det er som I plejer,
+immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
+som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes;
+istedenfor at lege med det og fornøjes ved det,
+har de ingen Ro, før de faar seet hvad der er
+inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik
+aldrig Tid til at holde og vare for at fange og
+gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i Tankespaaner
+tilhobe.»</p>
+
+<p>«Farvel, Marie.»</p>
+
+<p>«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_264" id="Side_264" title="[S. 264]"> </a></span>
+«Tak &mdash; Tak &mdash; det maa saa være &mdash; men
+jeg beder om en Ting.»</p>
+
+<p>«Nu.»</p>
+
+<p>«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide
+den Vej I vil, at jeg intet skal faa det at høre,
+for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
+Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»</p>
+
+<p>Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.</p>
+
+<p>«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»</p>
+
+<p>Saa gik han.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune
+Lys tøvende trækker sig bort fra høje
+Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
+Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors
+og gyldne Krandse deroppe, løses i lysende Luft
+og svinder, mens Maanen alt har løftet sin runde,
+blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
+rundede Liniers Drag.</p>
+
+<p>I gule, blaanende og violette Flager spejles
+Himlens svindende Farver i Flodens blanke, lydløst
+rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
+Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang,
+flagrer imod Vandet i dirrende Flugt, fanges af
+den blanke Flade og glider med langs ludende
+Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under
+tunge, lave Broer, rundt om fugtsorte Træpæle,
+fanger et Glimt fra de glødende Kul i den rødtoplyste<span class="pagenum"><a name="Side_265" id="Side_265" title="[S. 265]"> </a></span>
+Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde
+Strøm fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem
+Siv og lække Baade, imellem sænkede Kar og
+dyndede Risgjærders druknende Fletværk.</p>
+
+<p>En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige
+Mørke over Torve og aabne Pladser, hvor Vandet
+sløret blinker, mens det strømmer fra vaade Slangesnuder
+og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
+fantastisk brudte Buer og mellem takliniede,
+slanke Fialer; det mumler blidt og risler
+koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt og
+danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt
+overflydende Kummebassins mørke Spejl. Et sagte
+Vindpust suser over Pladsen, og rundt omkring
+fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle
+Gyder, stirrer et andet Mørke ud i Mørket.</p>
+
+<p>Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær
+over Tag og Tinder og deler Lys og Skygge
+af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
+snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave
+Gelænder, bliver tegnet af paa Mur og Væg. Alt
+skjæres ud i skarpe, sorte Former, de kunstigt
+brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St.
+Georg med hans Landse hist paa Husets Hjørne
+og Blomsten med dens Blade her i Vinduet. Og
+som den lyser i den brede Gade og som den spejler
+sig i Flodens Vand! Og der er ingen Skyer
+paa Himlen, en hvidlig Kreds, en Glorie om Maanen,
+og ellers Intet uden tusind Stjerner.</p>
+
+<p>En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og<span class="pagenum"><a name="Side_266" id="Side_266" title="[S. 266]"> </a></span>
+i den stejle Gade op til Borgen og i den Gaard
+som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
+denne samme Aften.</p>
+
+<p>De sad ved Bordet, og de var Alle mætte,
+lystige og drukne. Paa En nær var de alle ældre
+Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han
+havde ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det
+var stort nok til det, gyldent, langt og lokket.
+Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges, hvidt
+og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.</p>
+
+<p>Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham,
+og gylden ikke blot for hans Haars Skyld, men
+for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar
+var han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch
+Wald, &mdash; for bayrisch Wald der var han fra.</p>
+
+<p>De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer
+ved det gode Bord, og alle var de enige om, at
+den Gang de var unge, da vrimled Verden af
+Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds
+Navn, slet ingen Sammenligning kunde taale.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?»
+sagde en rødmusset Tyksak med smaa,
+bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea
+v. Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen,
+hun var rød som en Rose og hvid som et Lam,
+hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv
+og en Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg
+uden de gik istykker, saa let var hendes Gang
+paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
+for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der<span class="pagenum"><a name="Side_267" id="Side_267" title="[S. 267]"> </a></span>
+sejler paa en Dam og fast som nogen Raa, der
+springer i en Skov.»</p>
+
+<p>Saa drak de paa det.</p>
+
+<p>«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som
+I er!» raabte en lang, gammel Knark for Enden
+af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
+Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae
+rundt paa dem, «hvad for Karle vi dog var!
+men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
+Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle
+mig det? hvad? &mdash; kan der? &mdash; hvem kan? &mdash;
+kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde Værtinder
+med deres leendes Munde og spillendes Øjne
+og nette Fødder, og saa Krokonens Datter med det
+gule, gule Haar og med Øjne saa blaa, hvor er
+de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En
+komme i et Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard,
+hvad, kunde En komme der, uden de
+var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
+hvad er det for skrutryggede Døttre med
+Griseøjne og brede Hofter, de Værtshusfolk lægger
+sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse, skalhovede
+Hekser, der nu faar Brev og Bevilling
+paa at skræmme Livet af sultne og tørstige Folk
+med deres rindendes Øjne og runkne Hænder? Uh,
+føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare
+Fanden, for jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde
+er gift med Døden fra Lübeck i egen lede Gestalt,
+og naar som En først er bleven saa gammel<span class="pagenum"><a name="Side_268" id="Side_268" title="[S. 268]"> </a></span>
+som jeg, saa er der Noget i memento mori, En
+heller vil glemme end huskes paa.»</p>
+
+<p>Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig
+bygget og ret fyldig i Ansigtet, der var gult som
+Voks, han havde graa og buskede Bryn og klare
+spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud,
+men som om han havde lidt meget, lidt store
+legemlige Smerter, og der var et Træk ved hans
+Mund naar han smilte, som om han sank noget
+Bedskt med det Samme. Han sagde med en blød
+og dæmpet Stemme, lidt hæs var den: «den brune
+Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
+end nogen Dronning, jeg har seet for mine
+Øjne. Hun kunde bære den stiveste Gyldenstykspragt,
+som var det den bekvemmeligste Husdragt,
+der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og
+Midie, paa Bryst og paa Haar, det hang og det
+sad, som var det de Krandse af vilde Bær, som
+Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven.
+Der var ingen, der var som hun; naar de andre
+unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
+prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og
+med Lænker af Guld, med Roser af dyr'bare Stene,
+saa var hun at se til, saa festlig og fager og
+frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden.
+Der var Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»</p>
+
+<p>«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte
+den unge Remigius og sprang op. Han bøjede sig
+ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
+medens han i den anden svingede en blank Pokal<span class="pagenum"><a name="Side_269" id="Side_269" title="[S. 269]"> </a></span>
+hvis gyldne Drue skvulpede over Randen og vædede
+hans Finger og hans Haandled, og dryppede i
+klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
+Hans Kinder blussede af Vin, hans
+Øjne funkled, og han talte med usikker Stemme.</p>
+
+<p>«Dejlighed!<span class="corr" title="var: «">»</span> sagde han, «er I blinde allesammen,
+eller har der ingen af Jer seet den danske
+Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
+Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng
+og Græsset staar i Aks, hendes Øje er mere blaat
+end som en Klinge, og hendes Læber er saa røde
+som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne,
+der gaar over Himlen, hun er rank som et Scepter
+og statelig som en Trone, aa, alle, alle Legemsdyder
+og Dejligheders Flok er i Blomster hos
+hende, som Rose ved Rose i florerendes Pragt.
+Men der er det ved hendes Dejlighed, som gjør,
+at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
+naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra
+Domkirkens Taarne; En bliver saa stille, for hun
+er ligesom den hellige Smertens Moder paa den
+skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens
+Sorg i hendes klare Øjne, og det samme haabløse
+Taalmodssmil om hendes Mund.»</p>
+
+<p>Han var helt bevæget og havde Taarer i
+Øjnene, han vilde tale, men kunde ikke, og blev
+staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
+at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans
+Naboer ham venligt paa Skuldren, og fik ham til
+at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa<span class="pagenum"><a name="Side_270" id="Side_270" title="[S. 270]"> </a></span>
+Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles
+Lystighed gik højt som før, og Alt blev Jubel,
+Sang og Latter.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Marie Grubbe var da i Nürnberg.</p>
+
+<p>Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun
+flakket om i det meste af et Aar, og havde nu
+endelig slaaet sig til Ro her.</p>
+
+<p>Hun havde forandret sig meget siden den
+Aften, hun tog Del i Balletten i Frederiksborg
+Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit tredivte
+Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde
+gjort et mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende.
+Hun havde skilt sig fra Ulrik Frederik, ledet og
+fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men fremfor
+Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret
+hine sin første Ungdoms Drømme om, at
+den, en Kvinde skulde følge, han skulde være
+hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed
+og ydmygt kunde tage af hans Hænder
+Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og nu
+havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for
+denne Gud, han, som ikke en Gang var en Mand.
+Det var hendes Tanker. Hver Svaghed, hver
+umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig
+Skamplet paa sig selv. Hun væmmedes ved
+sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og gav den
+lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde
+kysset ham, gid de maatte visne, disse Øjne, som
+havde smilt til ham, gid de maatte dummes, dette<span class="pagenum"><a name="Side_271" id="Side_271" title="[S. 271]"> </a></span>
+Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte
+briste. Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet
+den ved denne Kjærlighed, hver Følelse,
+hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al
+Tillid til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og
+i Fremtiden &mdash; der lyste intet Haab for hende i
+Fremtiden.</p>
+
+<p>Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb
+fuldendt; en rolig Krog, hvor hun kunde lægge
+sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte det
+mere, det var alle hendes Ønskers Maal.</p>
+
+<p>Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg.
+Et Tilfælde førte hende sammen med den
+gyldne Remigius, og hans inderlige, men tilbageholdne
+Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske
+Tilbedelse, hans jublende Tro paa hende, og hans
+Lykke ved hans Tro paa hende, har været som
+kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser
+sig vel ikke, men den visner ikke heller, den folder
+endnu de fine, farverige Blade ud for Lyset, og
+dufter og straaler i tøvende Livskraft. Og saadan
+hun. For der var Lise i at se sig ren og
+skær og ubesmittet i en Andens Tanker, og der
+var halvt som Frelse i at vide, at En var den,
+der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
+Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den,
+hos hvem de vaktes, rig. Og det var ogsaa blidt
+og dulmende, i vage Billeder og dunkle Ord at
+klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv
+uprøvet og fri for Kummer, med stille Vellyst led<span class="pagenum"><a name="Side_272" id="Side_272" title="[S. 272]"> </a></span>
+hver Lidelse af hendes, og var taknemmelig, fordi
+at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
+men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det
+var blidt at klage, naar En saae Ens Sorger
+vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de blev
+som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om
+Ens Skuldre, et taarefunklende Diadem om Ens
+Pande.</p>
+
+<p>Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at
+forsones med sig selv, men saa hændte det en Dag,
+Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
+kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i
+Stigbøjlerne.</p>
+
+<p>Da Marie hørte dette, sank hun hen i en
+tung, sløv og taareløs Sorg. Hun sad i hele Timer
+og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
+Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var
+ikke til at bevæge til at tage sig Nogetsomhelst
+for, ja hun vilde end ikke at der taltes til hende;
+gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
+Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa
+Hovedet, ligesom om det voldte hende Smerte.</p>
+
+<p>Dette varede nu længe, men imidlertid var
+næsten alle hendes Penge opbrugte, og der var
+næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
+for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde
+Marie dette, men det var først langt om længe at
+det fandt Gehør.</p>
+
+<p>Endelig rejste de da.</p>
+
+<p>Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev<span class="pagenum"><a name="Side_273" id="Side_273" title="[S. 273]"> </a></span>
+meget forlænget, og Lucie maatte sælge den ene
+rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
+Smykke efter det andet, for at de kunde komme
+Vejen frem.</p>
+
+<p>Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe
+mere end de Klæder, hun havde paa sig.</p>
+
+<p>Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru
+Rigitze, Marie tog til Tjele.</p>
+
+<p>Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_274" id="Side_274" title="[S. 274]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XVI" id="KAPITEL_XVI"></a>XVI.</h2>
+
+
+<p>Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til
+Tjele blev hun ved at bo der, sammen med sin
+Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og halvfjerds
+lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad
+Palle Dyre, og med ham levede hun saa i et, indtil
+seksten hundrede og ni og firs, aldeles begivenhedsløst
+Ægteskab.</p>
+
+<p>Det er et Tidsrum, der begynder med hendes
+tredivte Aar og ender med hendes seks og <a class="corr" name="rett_34" id="rett_34" title="var: fyrgetyvende">fyrretyvende</a>,
+fulde seksten lange Aar.</p>
+
+<p>Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags
+Bekymringer, i smaalige Pligter og i sløvende
+Ensformighed, og intet Tillids- eller Fortrolighedsforhold
+til at give det Varme, ingen forsonende
+Hygge til at gjøre det lyst. Evindelige
+Trætter om Ingenting, larmende Skjænderi for ubetydelige
+Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her
+og plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes
+Øren hørte. Og saa hver sollys Levnetsdag møntet
+ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der lød,
+et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske
+om Vinding, hvert Haab et Haab om Mere. Og<span class="pagenum"><a name="Side_275" id="Side_275" title="[S. 275]"> </a></span>
+luvslidt Karrighed paa alle Kanter, hyggefjendsk
+Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid
+spejdende Øje stirrende vaagent ud af hver en
+Time. Det var det Liv, hvori Marie Grubbe
+leved.</p>
+
+<p>I den første Tid hændtes det ofte, at hun
+midt i Travlheden og Larmen glemte Alt omkring
+sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
+som Skyer, rige som Lyset.</p>
+
+<p>Men der var een især.</p>
+
+<p>Det var Drømmen om det slumrende Slot,
+som Roserne skjulte.</p>
+
+<p>Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile
+i Luft og i Løv, og som en Nat uden Mørke,
+Tavsheden drømmende over det Hele. Der blunded
+Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det
+spæde Græsblads bøjelige Klinge. Der sov Violen
+med halvvejsaaben Mund under Bregnens krummede
+Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset
+i Søvn midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne
+Træers Kviste. &mdash; Hun kom til Borgens
+Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
+den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og
+Tag og skummed tyst og blomsterblegt i Rosenmylder
+og Rosenstænk. Fra Marmorløvens aabne
+Grab stod den springende Vandstraale som et
+spindelvævsgrenet Krystaltræ, og blanke Heste spejled
+deres aandeløse Muler og lukkede Øjne i Porfyrkummens
+slumrende Vand, mens Pagen sovende
+gned Søvnen af sit Øje.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_276" id="Side_276" title="[S. 276]"> </a></span>
+Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile
+i den tavse Gaard, hvor faldne Rosenblade
+laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte
+med deres rødmende Sne den brede Marmortrappes
+brede Trin.</p>
+
+<p>&mdash; At kunne hvile! &mdash; I salig Fred at lade
+Dagene dale ned over sig, Time efter Time, mens
+alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde Bølger
+randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste
+Drøm, hun kjendte.</p>
+
+<p>Det var den første Tid; men Fantasien trættedes
+af evigt frugtesløst at flyve mod det samme
+Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
+Ruden, og alle Evner trættedes med den.</p>
+
+<p>Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers
+Hænder forsømmes og fordærves, idet de dristige
+Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte, de kniplingsfine
+Ornamenter brydes Led efter Led, og den
+rige Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende
+Kalk, saaledes forsømtes og fordærvedes Marie
+Grubbe i disse seksten Aar.</p>
+
+<p>Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og
+affældig, og det syntes at Alderen, ligesom den
+havde gjort hans Ansigt skarpere og mere frastødende,
+saaledes havde den ogsaa skærpet og
+fremhævet alle hans slette Egenskaber. Han var
+gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil Barnagtighed,
+hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk,
+listig, uærlig og gjerrig. Han førte nu paa sine
+gamle Dage altid Gud i Munden, især naar der<span class="pagenum"><a name="Side_277" id="Side_277" title="[S. 277]"> </a></span>
+var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og
+han havde da en Hærskare af krybende, sledske
+Tilnavne af egen Opfindelse til Vorherre. Det
+var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
+ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham,
+fordi han ved aldrig opfyldte Løfter, ved Trudsler
+om at gjøre hende arveløs og om at jage hende
+fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde
+formaaet hende til at gifte sig med Palle Dyre;
+skjøndt det, der mest havde tilskyndet hende til
+dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
+af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid
+ikke var blevet opfyldt, paa Grund af, at Palle
+Dyre og Erik Grubbe vare komne overens om at
+drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
+given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele
+var den største af Gaardene, og Erik Grubbe ikke
+kunde aarke at føre Tilsynet, medførte dette at
+de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag
+end under deres eget.</p>
+
+<p>Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs
+Dyre til Sandvig og Krogsdal, senere til Vinge,
+og hans Hustru Edele Pallesdatter Rodtsteen, var
+en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
+Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid
+vansiredes noget af et Lungeslag, som bredte
+sig over hele den højre Kind.</p>
+
+<p>Marie foragtede ham.</p>
+
+<p>Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som
+Erik Grubbe, men egenlig var han en dygtig<span class="pagenum"><a name="Side_278" id="Side_278" title="[S. 278]"> </a></span>
+Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
+fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar
+han kunde komme afsted med det, og skammede
+sig aldrig, naar det blev opdaget; han lod sig
+skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe
+ham en Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle,
+og dersom en Bekjendt eller Slægtning overdrog
+ham at besørge et Kjøb eller Salg eller et
+andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning
+at bruge denne Tillid saaledes, at den bragte ham
+selv Fordel. Uagtet hans Ægteskab i Hovedsagen
+havde været ham en Forretning, var han dog stolt
+af at være gift med Statholderens fraskilte Kone,
+hvad der imidlertid ikke forhindrede ham fra at
+tiltale og behandle hende paa en Maade, der syntes
+uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
+paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom,
+ingenlunde, men han hørte til det Slags Mennesker,
+der i en stolt og selvtilfreds Bevidsthed om
+deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte
+og normale Hverdagsmennesker, ikke kunne
+afholde sig fra at lade Andre, i den Henseende mindre
+heldigt stillede, føle deres Overlegenhed, og med
+en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre
+til Efterfølgelse &mdash; og Marie var jo nu ikke blandt
+de heldigt Stillede; baade hendes Skilsmisse fra
+Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes Mødrenearv
+var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.</p>
+
+<p>Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den
+Tredie i Livet paa Tjele, og der var ingen af<span class="pagenum"><a name="Side_279" id="Side_279" title="[S. 279]"> </a></span>
+hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at
+han skulde evne at gjøre det lysere eller blidere,
+hvad han da heller ikke gjorde. Evindelig Strid
+og Uenighed, gjensidig Tværhed og indbyrdes Pukken
+paa hinanden, det var det, den ene Dag førte
+med sig efter den anden.</p>
+
+<p>Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine,
+duftende og fagre, der hidtil i frodige, vistnok
+ustyrlige og tidt barokke Arabesker havde
+slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort
+og døde Døden. Raahed i Tanker som i Tale, en
+plump og trællesindet Tvivl om det Ædle og Store,
+og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
+seksten Tjeleaar bragt hende.</p>
+
+<p>Og Eet endnu.</p>
+
+<p>Der var kommet en tykblodet Sandselighed
+over hende, en higende Attraa efter Livets gode
+Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og Drikke,
+ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig
+Fryd ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken
+smagbehersket eller skjønhedsadlet Hang til
+Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun tarveligen
+fik stillet &mdash; men, det gjorde jo ikke hendes
+Attraa mindre stærk.</p>
+
+<p>Hun var bleven fyldig og bleg og der var
+en dvælende Ladhed over alle hendes Bevægelser.
+Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt
+og udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og
+hun var kommen i Vane med at stille sine Læber
+til et uforanderligt og intetsigende Smil.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_280" id="Side_280" title="[S. 280]"> </a></span>
+Saa skrives der seksten hundrede og ni og
+firs. &mdash; Det er Nat, og Tjele Hestelade brænder.</p>
+
+<p>De flakkende Flammer flagrede frem gjennem
+den tykke, brandbrune Røg og lyste over hele den
+græssede Gaardsplads, hen paa de lave Udhuslænger,
+paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens
+sorte Trækroner, der løftede sig op over Taget.
+Karle og tilløbne Folk løb frem og tilbage mellem
+Brønden og Brandstedet med ildblankt blinkende
+Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et
+Steds fra og et andet Steds hen med Haaret flyvende
+om Ørerne og med en rødmalet Rive i
+Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en
+gammel udbjerget Skjærekiste og fulgte med stigende
+Angst Ildens Fremskridt fra Spænde til
+Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en
+Flamme fik Luft og triumferende svinged sin gnistomflagrede
+Hvirvel højt over Huset.</p>
+
+<p>Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik
+havde andet Maal end Branden.</p>
+
+<p>Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de
+forskrækkede, ildsky Heste ud af den røgopfyldte
+Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
+udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage
+Raastensmur var reven ned til begge Sider, og
+ud ad denne Aabning førte han Hestene, en ved
+hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede
+af Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt
+efter Siden, saasnart det skjærende, usikre<span class="pagenum"><a name="Side_281" id="Side_281" title="[S. 281]"> </a></span>
+Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae
+ud som Kudsken skulde rives i Stykker eller
+trampes ned imellem dem, men han hverken slap
+eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden
+og jog med dem, halvt løbende eller springende,
+halvt slæbende, tværs over Gaarden og slap
+dem saa løs indad Haveporten.</p>
+
+<p>Der var mange Heste paa Tjele, og Marie
+Grubbe havde rig Lejlighed til at beundre den
+skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
+vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu
+næsten hængende i oprakt Arm, løftet i Vejret af
+en stejlende Hingst, nu kastende sig voldsomt tilbage
+paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem
+frem i Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge,
+fjedrende Bevægelser, som er ejendommelige for
+alle overhaands stærke Folk.</p>
+
+<p>De korte Lærredsbenklæder og den graalige
+Blaargarnsskjorte, som Branden gav et gulligt
+Skjær og tegnede med skyggestærke Folder, fremhævede
+ypperligt de prægtige Former og stemmede
+skjønt og simpelt med det kraftigt farvede Ansigt,
+de fine blonde Dun om Mund og Hage og det
+store, lyse, brusende Haar.</p>
+
+<p>Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige
+Kæmpe, egenlig hed han Søren Sørensen Møller,
+men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
+havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i
+Hvornum.</p>
+
+<p>Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned,<span class="pagenum"><a name="Side_282" id="Side_282" title="[S. 282]"> </a></span>
+Ilden i Grunden blev slukket, og Folkene gik hen
+at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa den
+gjennemvaagede Nat.</p>
+
+<p>Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun
+sov ikke, hun laa og tænkte, og imellem rødmede
+hun over sine Tanker, imellem kastede hun sig
+uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.</p>
+
+<p>Endelig stod hun op.</p>
+
+<p>Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv,
+mens hun klædte sig paa. I Almindelighed plejede
+hun om Hverdagen at gaa skjødesløst, urenligt,
+næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at
+pynte sig saa meget desto stærkere paa en mere
+iøjnefaldende end smagfuld Maade; men i Dag var
+det anderledes; hun tog en gammel, men ren,
+mørkeblaa Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt
+Silketørklæde om sin Hals og tog en net,
+lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig
+og valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og
+bruntblomstrede Kant og sit Nakkeskjæg af
+uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det Øvrige.
+Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke
+om Branden, men sagde til sig selv, at der blev
+ingen Heste til hende at kjøre med. Hun blev
+imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke
+rigtig gaa, der var saadan en Uro over hende,
+hun slap det Ene for det Andet, for at slippe det
+igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde,
+det var for at rette ved det, Hestene havde lagt
+øde om Natten; men hun gjorde ikke megen Gavn<span class="pagenum"><a name="Side_283" id="Side_283" title="[S. 283]"> </a></span>
+derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
+med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt
+ud for sig.</p>
+
+<p>Den Uro, som var kommen over hende, fortog
+sig ikke, den blev snarere stærkere Dag for Dag,
+og hun havde faaet en pludselig Lyst til ensomme
+Vandringer over ad Fastruplund til eller i den
+nederste Del af Yderhaven. Baade hendes Mand
+og hendes Fader skjændte paa hende derfor; men
+hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget
+som blot svarede dem, og saa tænkte de, det var
+bedst at lade hende raade sig selv en stakket Tid,
+saalænge Travlheden ikke var større. &mdash;</p>
+
+<p>En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag
+sin vante Gang over ad Fastrup til, og
+fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt Krat
+af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig
+saae Søren Ladefoged liggende, ligesaalang han
+var, i Kratbrynet, med lukkede Øjne ligesom om
+han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset
+var slaaet hvor hun stod og et langt Stykke
+opefter.</p>
+
+<p>Hun blev længe staaende, stirrende paa hans
+store, regelmæssige Træk, paa hans brede, kraftigt
+aandende Bryst og hans mørke, storaarede Hænder,
+som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere
+hvilte sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og
+saae lysvaagent op paa hende. Det gav et Sæt i
+ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
+truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje;<span class="pagenum"><a name="Side_284" id="Side_284" title="[S. 284]"> </a></span>
+men han var bleven saa forbavset over Udtrykket
+i Maries Blik, at det var først da hun rødmende
+sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa,
+først da var det, at han kom til Besindelse og
+sprang op, greb sin Le og sin Strygestikke og
+gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
+hen igjennem den varme, sitrende Luft.</p>
+
+<p>Og saa begyndte han at slaa, som det var
+Livet om at gjøre.</p>
+
+<p>Endelig da han saae Marie gaa over Stenten
+til Lunden, holdt han op og stod en Stund stirrende
+efter hende, med Armene støttede paa Leen.
+Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og
+satte sig ned med skrævende Ben, med aaben
+Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
+Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille
+Forundring over sig selv og sine egne forunderlige
+Tanker.</p>
+
+<p>Han lignede ganske en Mand, der lige var
+faldet ned fra et Træ.</p>
+
+<p>Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom
+om han drømte. &mdash; Om der nu ikke var
+Nogen, der havde gjort noget <a class="corr" name="rett_35" id="rett_35" title="var: Troldom">Trolddom</a> ved ham?
+for saadan havde han aldrig været, det myldred
+paa og myldred paa inden i hans Hoved, det var
+just som om han kunde tænke paa syv Ting ad
+Gangen, og han havde slet ingen Styr paa det,
+det kom af sig selv og tog sig selv væk igjen,
+ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
+&mdash; Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa<span class="pagenum"><a name="Side_285" id="Side_285" title="[S. 285]"> </a></span>
+ham, og hun havde Ingenting sagt om, at han laa
+og sov der midt paa Dagen. &mdash; Lige ud af sine
+klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ...
+ligesom Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa
+ham. Den naadige Frue. Den naadige Frue. Der
+var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard,
+som var løbet bort med sin Skytte; om han nu
+ogsaa var bleven seet saadan paa, mens han laa
+og sov? &mdash; Den naadige Frue! mon han kunde
+blive gode Venner med den naadige Frue, ligesom
+den Skytte blev det? Han forstod det ikke, mon
+han var syg? det brændte i en Plet paa hver af
+hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt,
+og det var ilde nok han kunde faa sit
+Vejr ... Han gav sig til at rykke i en Egepurre;
+men kunde ikke faa den op, som han sad;
+saa rejste han sig og sled den løs, kastede den,
+greb sin Le og gav sig til at slaa saa Græsset
+røg af Skaaret.</p>
+
+<p>I de nærmeste Dage derefter traf det sig
+tidt, at Marie kom tæt om ved Søren Ladefoged,
+fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde, og
+han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt,
+forvirret og spørgende Blik, som om han vilde
+bede hende om Løsningen paa den forunderlige
+Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie
+saae blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet
+bort.</p>
+
+<p>Søren var ganske skamfuld over sig selv, og
+gik i en stadig Angst for, at hans Medtjenere<span class="pagenum"><a name="Side_286" id="Side_286" title="[S. 286]"> </a></span>
+skulde mærke, at det ikke var rigtig fat med ham.
+Han havde aldrig i sine Dage været betaget af
+nogen Følelse eller Længsel, der blot var det
+mindste fantastisk, før nu, og derfor gjorde det
+ham urolig og bange. Det kunde jo være, han
+var ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo
+aldrigen, hvordan sligt kom Folk paa, og han
+lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa det
+mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der,
+hvor han vilde stænge dem fra at komme. Netop
+det, at han ikke kunde slippe for disse Tanker,
+hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for
+han sammenlignede det med, hvad han havde hørt
+om Cyprianus, med at En kunde brænde den og
+drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og
+dog nærede han inderst inde et Ønske om, at
+Tankerne ikke maatte fortage sig, fordi det vilde
+blive saa tomt og trist derefter; men det vilde han
+ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig,
+saa hans Kinder bleve røde, hvergang han roligt
+overvejede, hvad det var for Galskab, han gik og
+havde i Tanker. &mdash;</p>
+
+<p>En Ugestid efter at hun havde fundet Søren
+sovende, sad Marie Grubbe under den store Bøg,
+paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
+sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde
+en opslaaet Bog paa Skjødet, men hun læste ikke,
+hun stirrede alvorligt ud for sig, op efter en stor,
+mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende
+Flugt svævede hen over de løvtunge Kroners<span class="pagenum"><a name="Side_287" id="Side_287" title="[S. 287]"> </a></span>
+uendelige, bølgede Flade. Den lysopfyldte, solede
+Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige Insekters
+enstonede, søvndyssende Summen, og søde,
+altfor søde Dufte af den gulblomstrede Gyvel, og
+den bitre Duft af det solvarmede Birkeløv ved
+Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft
+og den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt
+borte i Lavningen.</p>
+
+<p>Marie sukkede.</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Petits oiseaux des bois,<span class="corr" title='tilføjet: "'>"</span><br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">hviskede hun klagende,</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"que vous estes heureux,<br /></span>
+<span class="i0">De plaindre librement vos tourmens amoureux.<br /></span>
+<span class="i0">Les valons, les rochers, les forests et les plaines<br /></span>
+<span class="i0">Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte
+sig for at huske Resten, saa tog hun Bogen, og
+læste med sagte og modfalden Røst:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,<br /></span>
+<span class="i0">Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,<br /></span>
+<span class="i0">Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,<br /></span>
+<span class="i0">Sous de si dures loix la retient asservie,"<br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p class="noindent">Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem" xml:lang="fr" lang="fr"><div class="stanza">
+<span class="i0">"Il est vray je ressens une secréte flame<br /></span>
+<span class="i0">Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame<br /></span>
+<span class="i0">Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau<br /></span>
+<span class="i0">Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."<br /></span>
+</div></div></div>
+
+<p>Hendes Stemme var igjen falden af, og de
+sidste Linier blev kun hvisket ganske sagte og
+udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes Fantasi<span class="pagenum"><a name="Side_288" id="Side_288" title="[S. 288]"> </a></span>
+til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et
+andet Billede, end det, Ordene tegned.</p>
+
+<p>Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine
+Øjne. Det var saa besynderligt, saa ængstende,
+nu hun var bleven halvgammel, at føle sig bevæget
+af de samme tungtaandende Længsler, de samme
+anelsesfulde Drømme og urolige Forhaabninger, som
+havde gjennembævet hendes Ungdom; men vilde de
+vare, vilde de være anderledes end det korte Flor,
+som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et
+Efterflor, som bygged sine Blomster af Plantens
+allersidste Kraft, og gav den svag og udtømt i
+Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
+Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad
+vilde de, hvad kom de for? Var ikke deres Livsmaal
+opfyldt, at de kunde hvile i Fred, og ikke
+rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen
+om igjen?</p>
+
+<p>Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde
+alvorligt ment med disse Tanker, det var
+kun digtende tænkt, og ganske upersonligt, ligesom
+med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen
+Tvivl om sin Lidenskabs Styrke eller Varighed,
+og den havde fyldt hende saa ganske og saa
+uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads
+blev til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse
+af disse uvirkelige Forestillinger, dvælede hun et
+Øjeblik ved Billedet af den gyldne Remigius og
+hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede<span class="pagenum"><a name="Side_289" id="Side_289" title="[S. 289]"> </a></span>
+hende kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og
+saa var hendes Tanker andetsteds bundne.</p>
+
+<p>Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod
+til at bejle til hende. Hun kunde knap tro det.
+Han var jo en Bonde ... og hun udmalede sig
+hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene &mdash;
+hans hundeagtige Lydighedsfølelse, hans krybende,
+selvnedsættende Ærbødighed; hun tænkte paa hans
+simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
+Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde,
+hans slidhærdede Legeme og hans plumpe
+Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under
+alt dette, elske alt dette, tage Godt og Ondt af
+denne sorte Haand ... der var i denne Selvnedværdigelse
+en sælsom Nydelse, som halvt var i
+Slægt med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt
+med det, der regnes for det Ædleste og Bedste i
+Kvindens Natur.</p>
+
+<p>Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af
+hvilket hun var skabt &mdash;.</p>
+
+<p>Nogle Dage senere færdedes Marie <a class="corr" name="rett_36" id="rett_36" title="var: Grnbbe">Grubbe</a> i
+Bryggerset paa Tjele i Færd med at blande Mjød;
+thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
+taget Skade den Nat, Branden var.</p>
+
+<p>Hun stod just inderst inde ved Gruen og
+stirrede ud gjennem Døren, i hvis Aabning Hundrede
+af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
+summede omkring, gyldne og glindsende af det
+indfaldende Sollys.</p>
+
+<p>I det Samme kom Søren Ladefoged svingende<span class="pagenum"><a name="Side_290" id="Side_290" title="[S. 290]"> </a></span>
+ind ad Porten med en tom Rejsevogn, i hvilken
+han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.</p>
+
+<p>Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at
+spænde fra, fik Vognen trukket ind og Hestene
+paa Stald, og spankede saa en Stund omkring med
+Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke
+og med Blikket heftet paa sine store Støvler.
+Pludselig drejede han rundt og gik hen mod
+Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm,
+rynkende Panden og bidende sig i Læben, som en
+Mand, der tvinger sig selv til en ubehagelig, men
+uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt
+paa, det skulde have Ende, ligefra Viborg og til
+Foulum, og han havde holdt sig ved Mod ved en
+lille Flaske, som Husbonden havde glemt i Vognen.</p>
+
+<p>Han tog sin Hat i Haanden, da han kom
+ned i Bryggerset, men sagde Ingenting og stod
+og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
+Bryggekarret.</p>
+
+<p>Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende
+fra hendes Mand.</p>
+
+<p>Nej.</p>
+
+<p>Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller
+han vilde have et Stykke Stenhonning?</p>
+
+<p>Jo tak, &mdash; nej, ellers Tak, det var ikke det,
+han var kommen om.</p>
+
+<p>Marie blev rød og følte sig hel beklemt.</p>
+
+<p>Om han maatte spørge om en Ting?</p>
+
+<p>Jo, det maatte han saa godt.</p>
+
+<p>Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare<span class="pagenum"><a name="Side_291" id="Side_291" title="[S. 291]"> </a></span>
+sige det, at han var ikke rigtig, for baade naar
+han sov og naar han var vaagen, havde han alletider
+den naadige Frue i Tanker, men han kunde
+ikke gjøre for det.</p>
+
+<p>Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.</p>
+
+<p>Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for
+det var ikke med at passe det, han skulde, at
+han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa
+en anden Maner; han tænkte paa hende i hvad
+Folk kaldte for Kjærlighed.</p>
+
+<p>Han saae ængsteligt spørgende paa hende og
+blev helt modfalden og rystede paa Hovedet, da
+Marie svarede, at det var ret nok, det var, hvad
+Præsten sagde, alle Mennesker skulde.</p>
+
+<p>Nej, det var heller ikke paa den Vis, det
+var saadan elskendes. Men det var nok uden
+Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone,
+ligesom han vilde yppe Klammeri, saadan en fine
+Frue, hun var vel bange for at røre ved en simpel
+Bondekarl som han, endda Bønder alligevel
+var halv som Mennesker ogsaa og hverken havde
+Vand eller sur Vælling til Blod mere end som
+andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de
+holdt dem for at være en Slags for sig selv, men
+det var da nok det Ene som det Andet, skulde
+han da tro, for de baade aad og drak og sov og
+saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog
+gjorde, og han kunde derfor aldrig tænke,
+at den naadige Frue kunde tage Skade af, at han
+kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun<span class="pagenum"><a name="Side_292" id="Side_292" title="[S. 292]"> </a></span>
+tog af en Herremands Kys. &mdash; Ja, hun skulde
+nu ikke se saa vist paa ham, fordi han var saa
+fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han
+sagde, hun var fri for at føre ham i Fortræd, for
+naar han gik herfra, gik han enten ud i Møllerens
+Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.</p>
+
+<p>Det maatte han ikke sige, hun havde slet
+ikke tænkt paa at nævne et Ord om ham til noget
+Menneske i Verden.</p>
+
+<p>Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde
+En jo tro, om En vilde, men det gjorde nu heller
+ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun havde
+ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene
+hendes Skyld, at han vilde undlive sig, for han
+elsked hende da saa inderlig.</p>
+
+<p>Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og
+sad nu og stirrede paa Marie med et inderlig bedrøvet
+Udtryk i sine trofaste, milde Øjne; mens
+hans Læber dirrede, som om han kæmpede med
+Graaden.</p>
+
+<p>Hun kunde ikke lade være at gaa hen til
+ham og trøstende at lægge sin Haand paa hans
+Skulder.</p>
+
+<p>Men det maatte hun ikke, han vidste godt,
+at naar hun lagde sin Haand paa ham og sagde
+nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun læse
+Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have.
+Ellers kunde hun da godt sætte sig ved Siden af
+ham, alligevel han kun var en simpel Bondekarl,
+naar hun betænkte at han var død inden Aften.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_293" id="Side_293" title="[S. 293]"> </a></span>
+Marie satte sig.</p>
+
+<p>Søren skulede hen til hende og flyttede sig
+lidt bort paa Bænken, saa rejste han sig pludseligt
+op. Han vilde da sige Farvel og takke den
+naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde
+kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans
+Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige
+der paa Gaarden.</p>
+
+<p>Marie holdt hans Haand fast.</p>
+
+<p>Ja, nu vilde han da gjerne afsted.</p>
+
+<p>Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden,
+hun holdt saa meget af, som ham.</p>
+
+<p>Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var
+bange for, at han skulde gaa og pusle om hende
+alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
+for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde
+aldrig komme hende nær, efter at han var død,
+det skulde han baade love og holde, om hun saa
+vilde slippe.</p>
+
+<p>Nej, hun vilde aldrig slippe.</p>
+
+<p>Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev
+sin Haand til sig og løb ud af Bryggerset, og
+tværs over Gaarden.</p>
+
+<p>Marie var lige bag efter ham, da han smuttede
+ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig
+og stemmede Ryggen imod.</p>
+
+<p>«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg
+alle Folkene sammen.»</p>
+
+<p>Søren svarede ikke, men tog ganske rolig
+noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig<span class="pagenum"><a name="Side_294" id="Side_294" title="[S. 294]"> </a></span>
+til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
+i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene
+frygtede han ikke, da han vidste, de alle var i
+Engene ved Høet.</p>
+
+<p>Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun
+kunde.</p>
+
+<p>«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom
+da ud, jeg elsker dig jo saa højt et Menneske
+elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
+dig, elsker dig, &mdash; aa, han tror mig intet, hvad
+skal jeg arme, elendige Menneske da gribe til?»</p>
+
+<p>Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem
+Karlekammeret, og ind i et lille Kammer
+der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
+Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om
+derinde. Saa kom han i Tanker om, at det var
+Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det derude,
+hvor de laa saa mange sammen. Han gik
+ud i Karlekammeret igjen.</p>
+
+<p>«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad
+mig, hvad, aa luk op. Nej, nej, aa, han hænger
+sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
+Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo
+elsket dig fra den første Gang jeg saae dig. Kan
+du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa kjær,
+som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="tilføjet: «">«</span>Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs
+og ukjendelig, lige ved Døren.</p>
+
+<p>«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja,
+Søren, det er sandt, det er sandt, jeg svær' dig<span class="pagenum"><a name="Side_295" id="Side_295" title="[S. 295]"> </a></span>
+den højeste Ed, som paa Jorden er til, at jeg
+elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have
+evig Lov og Tak&nbsp;...»</p>
+
+<p>Søren havde taget Snoren af, og Døren
+gik op.</p>
+
+<p>Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig
+om hans Hals, hulkende og jublende.</p>
+
+<p>Søren stod ganske forvirret og forlegen ved
+det Hele.</p>
+
+<p>«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!»
+raabte Marie, «men hvor var det, du vilde have
+gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig nysgjerrigt
+om i Kammeret, med dets uredte Senge,
+hvor afblegede Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede
+Læderlagner laa uordenligt over hinanden.</p>
+
+<p>Men Søren svarede ikke, han stirrede truende
+paa Marie: <span class="corr" title="var: »">«</span>hvafor saa do ed et nøj far?<a name="FNanker_11" id="FNanker_11" href="#Fodnote_11" title="&quot;Hvafor saa&quot; osv. = &quot;hvorfor sagde du det ikke noget før?&quot;" class="fnanchor">[11]</a>» sagde
+han og slog hende over Armen.</p>
+
+<p>«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span> græd
+Marie, og trykkede sig op til ham, medens hendes
+Øjne bedende søgte hans.</p>
+
+<p>Søren bøjede sig undrende ned over hende,
+og kyssede hende. Han var ganske forbavset.</p>
+
+<p>«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels<a name="FNanker_12" id="FNanker_12" href="#Fodnote_12" title="Obenbarels = Aabenbarelse." class="fnanchor">[12]</a>?»
+spurgte han stille hen for sig.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_296" id="Side_296" title="[S. 296]"> </a></span>
+Marie rystede smilende paa Hovedet.</p>
+
+<p>«Aa den Unde<a name="FNanker_13" id="FNanker_13" href="#Fodnote_13" title="Unde = Onde." class="fnanchor">[13]</a>! hvem skuld' da ha' tint<a name="FNanker_14" id="FNanker_14" href="#Fodnote_14" title="tint = tænkt." class="fnanchor">[14]</a>&nbsp;....»</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie
+og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres
+hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
+der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde
+dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed
+for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae
+sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at
+holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre
+befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke
+i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke
+om; naar han truede ad Søren med sin Krykkestok,
+truede denne igjen med sin Næve, og naar
+han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at
+bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at
+ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve
+sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
+nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han
+var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa
+Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
+Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind
+til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham
+mere lydhør.</p>
+
+<p>At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,<span class="pagenum"><a name="Side_297" id="Side_297" title="[S. 297]"> </a></span>
+var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige
+Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
+selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen,
+eller naar han ellers havde Lejlighed, at
+søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
+det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed,
+der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at
+blive røbet.</p>
+
+<p>Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende,
+idet han undertiden kunde komme i Tanker
+om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
+blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og
+behandlede hende haardere og raaere, end han
+egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og
+Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til
+Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig
+og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig
+med sine Klager over hendes Mand og hendes
+Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
+forurettet, thi saa blev han gal og rasende,
+og svor, han vilde slaa Hjærnen ind paa Palle
+Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes
+tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde
+sin Trudsel, at der maatte Bønner og Taarer til,
+for at faa ham gjort rolig igjen.</p>
+
+<p>Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende
+paa Forholdet mellem Søren og Marie, var
+der dog Intet, der var mere vedholdende eller
+mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de
+var selvfølgelig yderst forbittrede over dette<span class="pagenum"><a name="Side_298" id="Side_298" title="[S. 298]"> </a></span>
+Kjærresteri mellem Madmoder og Kudsk, der jo
+stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end
+de selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens
+Fraværelse, en Indflydelse, hvortil han
+ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
+plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige
+Maader, saa han tidt var ude af sig selv, og
+snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
+tage sig af Dage.</p>
+
+<p>Pigerne var naturligvis de, der var værst
+ved ham.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue.
+Marie stod ved den i et halmfyldt Kar nedsænkede
+Kobberform<a name="FNanker_15" id="FNanker_15" href="#Fodnote_15" title="Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er." class="fnanchor">[15]</a> og dyppede Vægerne, som Bryggerspigen
+Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod
+dryppe af i et gult Lerfad. Kokkepigen bragte
+og hentede Brikkerne, hængte dem op under Lysebordet,
+og tog Lysene af, naar de var bleven
+tykke nok. Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged
+og saae til, han havde en rød Klædeshue
+paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
+Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød,
+og han sad og spiste af et stort Stykke Steg,
+som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
+en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed,
+drak imellem af Kruset, og besvarede nu og<span class="pagenum"><a name="Side_299" id="Side_299" title="[S. 299]"> </a></span>
+da Maries smilende Nik med en langsom, anerkjendende
+Hovedbevægelse.</p>
+
+<p>Hun spurgte ham, om han sad godt.</p>
+
+<p>Det var der Maade med.</p>
+
+<p>Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret
+og hentede en Pude til ham.</p>
+
+<p>Det gjorde hun saa, men ikke uden at
+gjøre en hel Del Tegn til den anden Pige, bag
+Maries Ryg.</p>
+
+<p>Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?</p>
+
+<p>Jo, det kunde ikke være saa ilde.</p>
+
+<p>Marie tog en Vægeten<a name="FNanker_16" id="FNanker_16" href="#Fodnote_16" title="Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder." class="fnanchor">[16]</a>, og gik efter Kagen,
+men blev temmelig længe borte.</p>
+
+<p>Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne
+gav sig til at skoggerle af fuld Hals, ligesom
+efter Aftale.</p>
+
+<p>Søren skjævede arrigt hen til dem.</p>
+
+<p>«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede
+Marie Grubbes Røst og Tale, «vil Søren
+intet have en Salvet at tørre Sørens fine Fingre
+paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder?
+Og kan Søren nu ogsaa se at spise ved det ene
+tykke Lys, eller skal jeg tænde bedre op for ham?
+hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
+blommerantes<a name="FNanker_17" id="FNanker_17" href="#Fodnote_17" title="blommerantes = broget blomstret." class="fnanchor">[17]</a> Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg<span class="pagenum"><a name="Side_300" id="Side_300" title="[S. 300]"> </a></span>
+intet hente den, den vilde være saa stads til Sørens
+røde Kabuds?»</p>
+
+<p>Søren værdigede hende ikke et Svar.</p>
+
+<p>«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?»
+fortsatte Ane, «saadan simple Folk som os og
+vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, og
+jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt,
+Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog
+med al Slags Finhed i, og det kan jo
+aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan
+baade stave og læse, enten det saa skal være forlænds
+eller baglænds.»</p>
+
+<p>Søren slog med den knyttede Næve i Bordet,
+og saae vredt til hende.</p>
+
+<p>«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi'
+dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do
+plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
+Gammel&nbsp;...»</p>
+
+<p>I det Samme traadte Marie ind med Kagen
+og satte den for Søren, men han slængte den hen
+over Bordet.</p>
+
+<p>«Jav di Kvinner ud!» raabte han.</p>
+
+<p>Ja men Tællen blev jo kold.</p>
+
+<p>Det brød han sig ikke om.</p>
+
+<p>Saa blev Pigerne da sendt udenfor.</p>
+
+<p>Søren smed den røde Hue langt fra sig og
+bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og
+bringe Æde for ham, som om han var en mager
+Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk
+ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham,
+det skulde have en Ende dette her, det var ham,<span class="pagenum"><a name="Side_301" id="Side_301" title="[S. 301]"> </a></span>
+der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at
+han gik her og lod sig kjæle for, han havde ikke
+ment det saaledes, han vilde raade og hun skulde
+lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
+vidste nok, han Ingenting havde at give af, men
+derfor skulde hun ikke gaa og gjøre ham til Nummer
+Nul ved at give til ham. Vilde hun ikke gaa
+med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de
+skilles ad. Dette kunde han ikke holde ud, hun
+skulde give sig rigtig i hans Magt og rømme med
+ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige
+Frue, saa han altid skulde se op til hende,
+han trængte til hun skulde være Hund med ham,
+hun skulde have det saadan at han kunde være
+god imod hende og faa Tak af hende, og hun
+skulde være bange for ham, og hun skulde Ingenting
+have at stole paa uden paa ham.</p>
+
+<p>En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da
+det skjønnedes at maatte være Palle Dyre, listede
+Søren ned til Karlekammeret.</p>
+
+<p>Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden
+Skytten Søren Jensen, som stod op.</p>
+
+<p>«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl,
+som Kudsken traadte ind.</p>
+
+<p>«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den
+Anden med forstilt Ængstelighed.</p>
+
+<p>«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild'
+it vær' i hanses Sted for saamanne Rosenobler,
+som der kan gaa i en Møl'sæk.»</p>
+
+<p>Søren saae sig urolig omkring og satte sig
+saa ned paa en Kiste, der stod opimod Væggen.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_302" id="Side_302" title="[S. 302]"> </a></span>
+«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde
+den, der havde tiet og gøs.</p>
+
+<p>Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og
+sukkede.</p>
+
+<p>«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren
+med forstilt Ligegyldighed.</p>
+
+<p>Ingen svarede.</p>
+
+<p>«Er et herover?» spurgte den første Karl og
+lod Fingeren glide tversover sin Nakke.</p>
+
+<p>«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad
+Spørgeren.</p>
+
+<p>«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren,
+«saa sej it der og kryk, men sæj hva' I vil sæj.»</p>
+
+<p>«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk
+paa Ordet, og saae med alvorsfuld Bestemthed paa
+ham. «Ja, Søren, det <em>er</em> om dig. Herregud! ...»
+han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig
+i mørke Grublerier. «Søren,» begyndte han saa
+igjen og tørte sig om Næsen, «det er halsløs
+Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
+han talte som om han læste det op af en Bog,
+«vend om, Søren! der staar Galgen og Blokken,»
+han pegte imod Hovedbygningen, «der er en kristelig
+Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue
+Haanden i Retning af Hestestalden. «For du skal
+straffes paa din Hals, det er Lovens hellige Ord,
+ja det er, det er det, betænk det.»</p>
+
+<p>«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e
+mæ?»</p>
+
+<p>«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som<span class="pagenum"><a name="Side_303" id="Side_303" title="[S. 303]"> </a></span>
+om der var bleven fremført en Ting, der meget
+forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? Søren,
+Søren, hvem vil angive dig? &mdash; Du er jo Fanden
+partere mig ogsaa taabelig,» fortsatte han i en
+ganske uhøjtidelig Tone, «og det ogsaa rigtig
+taabeligen at rende efter saadan en halvgammel
+Kvind, naar der er det at vove ved det, som der
+er. Var hun endda ung! &mdash; Og saa en gal Satan
+ogsaa, lad du den Blaakindede beholde <em>hende</em> i
+Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til
+end som hende.»</p>
+
+<p>Søren havde hverken Mod eller Lyst til at
+forsøge paa at forklare dem, at han slet ikke
+kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
+ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab,
+men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og
+Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor løj
+han saa og fornægtede sin Kjærlighed.</p>
+
+<p>«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men
+sier I Folkens, A haar en Rigsdaler, naar som
+Ajer<a name="FNanker_18" id="FNanker_18" href="#Fodnote_18" title="Ajer = andre." class="fnanchor">[18]</a> di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt<a name="FNanker_19" id="FNanker_19" href="#Fodnote_19" title="jen Ralt = een Pjalt." class="fnanchor">[19]</a>, og
+jen til og manne flier<a name="FNanker_20" id="FNanker_20" href="#Fodnote_20" title="flier = flere." class="fnanchor">[20]</a>, det blyver en hiel Las<a name="FNanker_21" id="FNanker_21" href="#Fodnote_21" title="hiel Las = helt Læs." class="fnanchor">[21]</a>,
+bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa
+kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer
+forsøg hans Lyk'.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_304" id="Side_304" title="[S. 304]"> </a></span></p>
+
+<p>«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte,
+«men det er at stjæle Penge med Rebet om sin
+Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig nok
+at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv,
+og det kan jo ogsaa være skjønt nok at ligge og
+strække sig paa sin Seng, og give sig ud for syg,
+og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
+sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem
+saa mange Folk, det kommer lige godt op en Dag,
+og saa er det værste i Verden dig vist.»</p>
+
+<p>«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde
+Søren lidt modløs.</p>
+
+<p>«Ja, de vil da gjerne af med hende begge
+to, og hendes Søstre og hendes Svogre, de er'
+ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa imellem,
+naar de kan faa hende gjort arveløs.»</p>
+
+<p>«Aa, Fajen i hvi't<a name="FNanker_22" id="FNanker_22" href="#Fodnote_22" title="hvi't = hvilket." class="fnanchor">[22]</a>, saa hjælper hun mæ
+nok!»</p>
+
+<p>«Tror du? hun kan have nok med at hytte
+sig selv, det har været galt med hende for tidt,
+til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
+hende med saa meget som en Havresaa.»</p>
+
+<p>«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret,
+«truet Mand ka' læng' løv'<a name="FNanker_23" id="FNanker_23" href="#Fodnote_23" title="løv' = leve." class="fnanchor">[23]</a>.»</p>
+
+<p>Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod
+og hvor han gik, høre paa skumle Hentydninger
+til Galgen og Blokken og de gloende Tænger og<span class="pagenum"><a name="Side_305" id="Side_305" title="[S. 305]"> </a></span>
+Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken
+borte og Modet oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet,
+og da Marie jævnlig havde stukket Penge
+til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
+Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for
+Trudslerne, men var dog meget forsigtigere end
+før, holdt sig mere til Folkene og søgte sjeldnere
+Marie.</p>
+
+<p>Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom
+hjem og blev hjemme, ophørte Møderne mellem
+Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere
+at bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var
+forbi og saaledes afholde dem fra at sladre til
+Husbonden, gav Søren sig til at lege Kjæreste
+med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle,
+endogsaa Marie, hvem han dog havde indviet
+i Planen.</p>
+
+<p>Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i
+Kirke, stod Søren for Enden af Hovedbygningen
+og legede med en af Hundene, da han hørte
+Maries Stemme kalde, næsten under Jorden,
+syntes han.</p>
+
+<p>Han vendte sig om, og saae da Maries
+Ansigt gjennem en Luge lige nede ved Grunden,
+Lugen til Saltkjælderen.</p>
+
+<p>Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne
+stirrede saa forvildet og ængsteligt under de <a class="corr" name="rett_37" id="rett_37" title="var: smerligt">smerteligt</a>
+sammendragne Bryn.</p>
+
+<p>«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort
+dig, at du intet mere holder af mig?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_306" id="Side_306" title="[S. 306]"> </a></span>
+«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa,
+te A mo si mæ fuer, for her laver de jo po
+ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet.
+Snak it te mæ og la mæ go, om do it vil
+ha e Hjæl a mæ<a name="FNanker_24" id="FNanker_24" href="#Fodnote_24" title="tage Hjællet af En = slaa En ihjæl." class="fnanchor">[24]</a>.»</p>
+
+<p>«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du
+stiler, men jeg ønsker aldrig en ond Time over
+dig for det, for jeg er jo intet din Ungdomslige,
+og du har altid havt Sind til Ane, men du har
+Synd af at lade mig se paa det, det er intet vel
+betænkt. Du skal aldrig tro, jeg vil tigge mig
+dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
+det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og
+Haardhed der skulde til, om vi skulde blive et
+Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
+ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan
+lade det være.»</p>
+
+<p>«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller
+møj, den Buentøs<a name="FNanker_25" id="FNanker_25" href="#Fodnote_25" title="Buentøs = Bondetøs." class="fnanchor">[25]</a> hun er, A holder a Ingen i
+Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
+gammel og und og hvad Dævlen di vil.»</p>
+
+<p>«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Trover do mæ it?»</p>
+
+<p>«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det
+var min Grav her, hvor jeg staar og jeg kunde
+lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
+Mørket.»</p>
+
+<p>«Du skal nok kom' te og trov mæ.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_307" id="Side_307" title="[S. 307]"> </a></span>
+«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i
+Verden du kunde gjøre, der kunde faa mig til det,
+for der er intet en Rimelighedstanke deri.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil
+do fortryd', for om saa A skal brindes løvendes
+op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa skal
+do kom' te aa trov mæ.»</p>
+
+<p>Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet
+paa ham.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja saa mo et vær'<a name="FNanker_26" id="FNanker_26" href="#Fodnote_26" title="saa mo et vær' = saa maa det ske." class="fnanchor">[26]</a>, i hunt<a name="FNanker_27" id="FNanker_27" href="#Fodnote_27" title="i hunt = hvordan end." class="fnanchor">[27]</a> et saa gor,»
+raabte Søren og løb bort.</p>
+
+<p>Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte
+efter Ane Trinderup og fik til Svar at hun var i
+Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog
+en ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i
+Haven.</p>
+
+<p>Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik
+Øje paa hende. Hun havde Forklædet fuldt af
+Blade og holdt den ene Haands Fingre op til
+Munden for at aande dem varme. Ganske langsomt
+listede Søren henimod hende, med Blikket
+fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han
+vilde ikke se Ansigtet.</p>
+
+<p>Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren,
+og hans mørke Miner, Bøssen og den listende
+Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
+ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede<span class="pagenum"><a name="Side_308" id="Side_308" title="[S. 308]"> </a></span>
+Bøssen, Ane styrtede med et vildt, skingrende
+Skrig afsted hen igjennem Sneen.</p>
+
+<p>Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig
+saa til Kinden og sank om med et forfærdet
+Raab.</p>
+
+<p>Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden
+af Vaaningshuset.</p>
+
+<p>Lugen var lukket.</p>
+
+<p>Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle
+Stuer, til han fandt Marie.</p>
+
+<p>«Det er forbi!» hviskede han bleg som
+et Lig.</p>
+
+<p>«Er de efter dig, Søren?»</p>
+
+<p>«Nej, A haar skot hende.»</p>
+
+<p>«Ane? aa hvordan skal det gaa os? &mdash; rend
+Søren, rend &mdash; tag en Hest og røm, skynd dig,
+skynd dig, tag den Graa.»</p>
+
+<p>Søren løb.</p>
+
+<p>Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.</p>
+
+<p>Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum,
+før Kirkefolkene kom hjem.</p>
+
+<p>Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.</p>
+
+<p>«Der ligger En ude i Haven og jamrer,»
+svarede Marie; hun skjælvede over hele Legemet
+og kunde neppe staa paa sine Ben.</p>
+
+<p>Palle og en af Karlene bar Ane ind, der
+skreg, saa det kunde høres langt bort; men forøvrigt
+var Faren ikke stor, Bøssen havde været
+ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet
+igjennem Kinden og nogle flere havde boret sig<span class="pagenum"><a name="Side_309" id="Side_309" title="[S. 309]"> </a></span>
+ind i Skulderen, men da det blødte stærkt og hun
+klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
+Viborg efter Badskjæreren.</p>
+
+<p>Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde
+havde fattet sig, om hvorledes det Hele var
+gaaet til og fik da baade det at vide og hele
+Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.</p>
+
+<p>Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte
+Tjenestefolkene sig om ham og vilde alle fortælle
+ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
+bange for at de ellers paa en eller anden Maade
+kunde komme til at blive straffede. Palle vilde
+imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det var
+Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det
+Hele var ham nemlig meget ubelejligt; Skilsmisse,
+Forhørsrejser, Proces og lignende Udgifter, det
+vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
+og Alt gaa i Orden igjen og blive som
+det var. Selve Maries Utroskab var ham taalelig
+ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
+Gode derved, at han kunde faa mere Magt over
+hende og muligvis ogsaa over Erik Grubbe, hvem
+det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
+Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.</p>
+
+<p>Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han
+alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro; den
+Gamle var ikke til at blive klog paa, han var
+meget ophidset og havde straks sendt fire beredne
+Karle afsted med Ordre til at anholde Søren død
+eller levende, og det var ingen god Maade at<span class="pagenum"><a name="Side_310" id="Side_310" title="[S. 310]"> </a></span>
+sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde
+komme saa meget Andet op under Forhørene angaaende
+Mordforsøget.</p>
+
+<p>Den næste Dags Aften vendte de tre af
+Karlene hjem; de havde fanget Søren ved Dallerup,
+hvor den Graa var styrtet, og havde bragt
+ham til Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest.
+Den fjerde Karl var redet vild og kom først
+Dagen efter.</p>
+
+<p>Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie
+til Nørbækgaard, thi Folkene havde lettere ved
+at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
+men sidst i Februar blev de da mindet om Alting
+igjen, thi da kom der en Skriver fra Skanderborg
+og skulde forhøre, om Søren ikke var seet
+der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten.
+Skriveren var imidlertid kommet for tidlig, først
+en Fjortendagstid efter vovede Søren sig en Nat
+til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
+Det Første, han spurgte om, da hun
+lukkede op, var om Ane var død, og det lod til
+at lette hans Sind for en tung Byrde, da han
+hørte, hun var hel rask. Han havde sit Tilhold
+i et øde Hus i Gassum Hede og kom senere ofte
+igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge
+og Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre
+vidste at han havde sin Gang paa Gaarden, men
+Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig
+heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden
+var saa ligegyldig derved.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_311" id="Side_311" title="[S. 311]"> </a></span>
+Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage
+til Tjele, og der turde Søren ikke vise sig. Baade
+herover og over Faderens idelige Stiklerier og
+Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
+at hun et Par Gange tog Faderen for sig
+i Enerum og skjældte ham ud som han kunde
+have været hendes Hundedreng. Følgen heraf
+var, at Erik Grubbe midt i Avgust sendte et
+Klagebrev til Kongen. Dette Brev endte, efter
+at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
+hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum
+begaaes, og snart al Kvindkjøn forarges,
+saaledes:</p>
+
+<div class="blockquot">
+<p>«For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds
+og Ulydigheds Skyld er jeg foraarsaget
+at gjøre hende arveløs, som jeg beder
+Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst
+vil mig bifalde og konfirmere og at Eders kgl.
+Majt. ydermere vilde bevise mig den Naade at
+tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste
+Befaling til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel
+at han efter Erforskning paa saadan hendes
+Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes
+egen Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min
+egen Bekostning maatte vorde hensat paa Borringholm,
+for Guds Vrede og Fortørnelse at
+forekomme over hende, som er saadant et ulydigt
+Kreatur, Andre til Afsky, og derved
+hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det
+Alleryderste mig ikke dertil havde drevet,<span class="pagenum"><a name="Side_312" id="Side_312" title="[S. 312]"> </a></span>
+skulde jeg ikke understaaet mig om dette at
+anholde; men lever i den allerunderdanigste
+visse Forhaabning om Eders kgl. Majt. allernaadigste
+Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud
+skal visseligen belønne. Jeg lever og dør</p>
+
+<p class="smaller">Tjele, 14 Avg. 1690.</p>
+
+<p class="r2"><span class="centerblock">Eders kgl. Majestæts<br />
+Allerunderdanigste og pligtskyldigste<br />
+tro Arve-Undersaat</span><br />
+<span class="r2"><em>Erik Grubbe</em>.<span class="corr" title="tilføjet: »">»</span></span></p>
+</div>
+
+<p>Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres
+Erklæring, og denne gik da ud paa, at Marie
+Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig
+Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen
+vilde bevise ham den Naade at ophæve Ægteskabet
+uden Proces.</p>
+
+<p>Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve
+skilte ad ved Dom af treogtyvende Marts sekstenhundrede
+og enoghalvfems.</p>
+
+<p>Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at
+maatte gjøre hende arveløs og lade hende indespærre,
+blev hørt; han maatte lade sig nøje med
+at holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning
+af Bønder, saalænge Processen stod paa, og han
+var da ogsaa en af de Sidste, det kunde tillades,
+at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.</p>
+
+<p>Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie
+Grubbe Tjele med en fattig Bylt Klæder i Haanden.
+Hun traf Søren der syd paa Heden og fik
+i ham sin tredie Mand.</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_313" id="Side_313" title="[S. 313]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XVII" id="KAPITEL_XVII"></a>XVII.</h2>
+
+
+<p>En Maaned senere, en Aftenstund i April var der
+stimlet mange Mennesker sammen udenfor Døren til
+Ribe Domkirke. Det var nemlig i Landemod'stiden,
+og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge
+den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt
+Lys i Kirken Klokken otte om Aftenen, og saa
+kom Byens fine og fornemme Standspersoner, saavel
+som dens agtbare Borgerfolk derhen for at
+spadsere op og ned i Skibet, medens en kunstfærdig
+Organist legte for dem paa Orgelet. Men
+de ringere Folk maatte nøjes med at høre til
+der udenfor.</p>
+
+<p>Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.</p>
+
+<p>Deres Klæder vare simple og forrevne, og
+de saae just ikke ud til hver Dag at have faaet
+det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
+for det var ikke nogen indbringende Haandtering,
+de drev. Søren havde nemlig i en Kro imellem
+Aarhus og Randers truffet paa en stakkels, syg
+Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham
+en lille, haardt medtaget Lire, et Sæt brogede
+Bajadsklæder og et tærnet, gammelt Tæppe, og<span class="pagenum"><a name="Side_314" id="Side_314" title="[S. 314]"> </a></span>
+nu levede han og Marie af at trække fra Marked
+til Marked, hvor saa hun drejede Liren, medens
+han, iført de brogede Klæder, stod paa det tærnede
+Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange
+Maader, han kunde finde paa, store Jernlodder og
+lange Jernstænger, som de laante hos Kjøbmændene.</p>
+
+<p>Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at
+deres Vej faldt igjennem Ribe.</p>
+
+<p>De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et
+svagt, ligesom falmet Lysskjær derindefra ud over
+deres blege Ansigter og over den dunkle Klynge
+af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme
+i Par og enkeltvis og i korte Rækker, talende og
+høvisk leende lige til Kirkedørens Tærskel, der
+tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for sig og
+forandrede deres Gang.</p>
+
+<p>Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og
+hviskede til Marie, at de vilde derind ogsaa, de
+kunde jo da forsøge paa det, da der ikke kunde
+hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud
+igjen. Det gøs i Marie ved Tanken om, at <em>hun</em>
+skulde blive vist tilbage fra et Sted, hvor simple
+Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og
+hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække
+hende med sig; men saa med Et kom hun paa
+andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog
+Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed
+eller luskende Forsigtighed, tværtimod,
+ligesom om hun var opsat paa at blive bemærket<span class="pagenum"><a name="Side_315" id="Side_315" title="[S. 315]"> </a></span>
+og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der
+standsede dem, men da de lige skulde til at træde
+ind i det oplyste, folkefyldte Langskib, blev de
+bemærkede af den der posterede Kirkebetjent, der
+efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i
+Kirken, med afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende
+Hænder og indigneret raske Skridt, jog dem foran
+sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et
+Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden,
+som om han lagde den det nyligt Forefaldne til
+Last, gik saa astadigt tilbage, og stillede sig gysende
+op paa sin Post.</p>
+
+<p>Hoben modtog de Udjagne med en skraldende
+Haanlatter, og en Regn af drillende Spørgsmaal,
+som fik Søren til at brumme og se sig truende
+om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig
+for det Slag, den respektable Del af Samfundet
+altid har paa rede Haand for Folk som <em>ham</em> og
+hans Lige, og hun havde faaet Slaget.</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad
+Aftenen før St. Olufs Marked fire Karle og spillede
+Styrvolt.</p>
+
+<p>Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged.
+Hans Makker, en smuk Mand med kulsort Haar
+og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for Jens
+Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre
+i Laget var fælles om en skabet Bjørn, og begge
+var meget stygge, den ene havde et vældigt Hareskaar,<span class="pagenum"><a name="Side_316" id="Side_316" title="[S. 316]"> </a></span>
+og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden
+var enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes
+for Rasmus Kig, aabenbart fordi det syge Øjes
+Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
+han havde Udseende af at holde sig parat til at
+kigge igjennem et Nøglehul eller en lignende lille
+Aabning.</p>
+
+<p>Kortspillerne sad ved Enden af det lange
+Bord under Vinduet. Et Lys og et øreløst Krus
+stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem,
+var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren
+med en Jernkrog. I den anden Ende af Værelset
+gik der en Skjænkedisk tværsover, og et tyndt,
+langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben
+paa en gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær
+paa Flaskehylden bagved, hvor nogle store firkantede
+Flasker med Brændevin og Bitter, nogle
+Potte og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas
+havde god Plads ved Siden af et Halmløb fuldt
+af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
+Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken
+optoges af Marie Grubbe, der vekselvis sov og
+strikkede, og i det andet sad der en Mand med
+foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene.
+Han var meget opmærksomt beskjæftiget med at
+trække sin sorte Filthat saalangt ned paa Hovedet
+som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat
+i den brede Skygge, drejede med sammenknebne
+Øjne og optrukne Mundvige, rimeligvis fordi det<span class="pagenum"><a name="Side_317" id="Side_317" title="[S. 317]"> </a></span>
+rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
+og saa begyndte han forfra.</p>
+
+<p>«Det er saa Mesterspil<a name="FNanker_28" id="FNanker_28" href="#Fodnote_28" title="Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke." class="fnanchor">[28]</a> vi spiller,» sagde
+Jens Nedenom og spillede ud.</p>
+
+<p>Rasmus <a class="corr" name="rett_38" id="rett_38" title="var: Kik">Kig</a> bankede med Knoerne i Bordet,
+for at tilkjendegive Salmand, at han skulde stikke.</p>
+
+<p>Salmand stak med en To.</p>
+
+<p>«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig
+andet end Duser og Trester<a name="FNanker_29" id="FNanker_29" href="#Fodnote_29" title="Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf." class="fnanchor">[29]</a> paa din Haand.»</p>
+
+<p>«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der
+har altid været Fattigfolk til og nogle faa
+Stakler.»</p>
+
+<p>Søren Ladefoged stak over med en Seks.</p>
+
+<p>«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han
+have den for en Pavst<a name="FNanker_29b" id="FNanker_29b" href="#Fodnote_29" title="Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf." class="fnanchor">[29b]</a>? hvad den Djævelen sidder
+du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere for,
+Salmand!»</p>
+
+<p>Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.</p>
+
+<p>«Kirsten Myg<a name="FNanker_30" id="FNanker_30" href="#Fodnote_30" title="Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort." class="fnanchor">[30]</a>,» sagde Søren og spillede
+Hjerter fire ud.</p>
+
+<p>«Og hendes halvgale Søster<a name="FNanker_30b" id="FNanker_30b" href="#Fodnote_30" title="Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort." class="fnanchor">[30b]</a>,» fortsatte Rasmus
+og lagde Firen til i Ruder.</p>
+
+<p>«En Styrvolt<a name="FNanker_31" id="FNanker_31" href="#Fodnote_31" title="Styrvolt = Es." class="fnanchor">[31]</a> kan vel være stor nok,» sagde
+Jens, og stak med Trumf Es.</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_318" id="Side_318" title="[S. 318]"> </a></span>
+«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal
+stikke mere,» raabte Rasmus.</p>
+
+<p>«Den er for dyr,» klynkede Salmand og
+gav til.</p>
+
+<p>«Saa fører jeg min Syv<a name="FNanker_32" id="FNanker_32" href="#Fodnote_32" title="fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere ustikkelige." class="fnanchor">[32]</a> og een endda,» sagde
+saa Jens.</p>
+
+<p>Søren tog Stikkene hjem.</p>
+
+<p>«Og saa Bukskin<a name="FNanker_33" id="FNanker_33" href="#Fodnote_33" title="Bukskin = Ni og Otte i Trumf." class="fnanchor">[33]</a>,» vedblev Jens og spillede ud.</p>
+
+<p>«Nu maa jeg til med det gule Øg<a name="FNanker_34" id="FNanker_34" href="#Fodnote_34" title="det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet." class="fnanchor">[34]</a>,» raabte
+Salmand, og stak med Hjærter to.</p>
+
+<p>«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og
+stak over med Spader fire<a name="FNanker_35" id="FNanker_35" href="#Fodnote_35" title="Spader fire = det højeste Kort." class="fnanchor">[35]</a>.</p>
+
+<p>«Jan<a name="FNanker_36" id="FNanker_36" href="#Fodnote_36" title="Jan = Beet." class="fnanchor">[36]</a>!» brølede Rasmus <a class="corr" name="rett_39" id="rett_39" title="var: Kik">Kig</a>, og smed sine
+Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god
+Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
+intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse
+paa Kortene, der har vundet.»</p>
+
+<p>De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og
+imens kom der en førladen, velhavende paaklædt
+Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og
+satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi
+Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok
+ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_319" id="Side_319" title="[S. 319]"> </a></span>
+«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.</p>
+
+<p>Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og
+en lang Kridtpibe frem, stoppede Piben og bankede
+saa med sin Stok i Bordet.</p>
+
+<p>En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med
+Gløder og et stort Stenkrus med Tinlaag.</p>
+
+<p>Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme
+og lagde med den Gløder paa Piben, stillede
+Kruset tilrette, lænede sig tilbage og gjorde
+sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen
+tillod.</p>
+
+<p>«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som
+det, Mester der har?» spurgte Salmand, idet han
+gav sig til at stoppe en lille Pibe af en Sælskindspung
+med røde Snore.</p>
+
+<p>«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede,
+ligesom for at undskylde denne Ødselhed, «den er
+saa angenem for Brystet, skal jeg sige Jer.»</p>
+
+<p>«Hvor gaar det ellers med Handteringen,»
+vedblev Salmand og slog Ild til sin Pibe.</p>
+
+<p>«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel,
+vel nok; men En bliver jo gammel, skal
+jeg sige Jer.»</p>
+
+<p>«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo
+heller Intet behov at være om Jer for at skaffe
+Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt allesammen.»</p>
+
+<p>«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering
+med det, og En slider intet paa sit Mundlæder
+heller med at snakke Folk Varerne paa, de<span class="pagenum"><a name="Side_320" id="Side_320" title="[S. 320]"> </a></span>
+maa tage dem som de falder, og kan hverken
+vælge eller vrage.»</p>
+
+<p>«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev
+Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der
+kommer dem til, med Ret og Skjæl.»</p>
+
+<p>«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren
+halvt hviskende.</p>
+
+<p>«Ja, de griner da sjælden.»</p>
+
+<p>«Hu, de er en grimme Handtiering.»</p>
+
+<p>«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning
+paa Jer til at hjælpe mig.»</p>
+
+<p>«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte
+Rasmus og rejste sig truende.</p>
+
+<p>«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men
+jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være
+mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet
+efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg
+sige Jer.»</p>
+
+<p>«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte
+Jens Nedenom meget alvorligt.</p>
+
+<p>«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart
+af Klæderne og en Mark af hver Daler, som
+tjenes efter Taksten.»</p>
+
+<p>«Hvad er det for en Takst?»</p>
+
+<p>«Det er saadan Takst, at jeg faar fem
+Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at
+pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
+og ligesaa for at brændemærke.»</p>
+
+<p>«Men nu for det bedre Arbejde?»</p>
+
+<p>«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind,<span class="pagenum"><a name="Side_321" id="Side_321" title="[S. 321]"> </a></span>
+men ellers er det otte Daler for at hugge En
+Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er
+det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det
+bliver forlangt. Hængning er fjorten Rigsdaler,
+de ti for selve Arbejdet, de fire for at tage Kroppen
+ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning
+er syv Daler, for en hel Krop da, og saa
+lægger jeg selv Pæl til og sætter den ned ogsaa.
+Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og
+Ben istykker efter den tydske Mode og lægge til
+Stejls, det giver fjorten &mdash; det giver fjorten, og
+for at partere og stejle faar jeg tolv, og saa Knibning
+med røde Tænger, det er to Daler for hvert
+Nap, det er det Hele, saa er der intet mere, uden
+hvad særdeles kan være.»</p>
+
+<p>«Det er vel intet vanskelig at lære?»</p>
+
+<p>«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men
+hvordan, det er Tingen, der skal jo Haandelag og
+Øvelse til som til al anden Hænders Gjerning.
+Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme
+afsted med, der skal jo et vist Tag til med de
+tre Svup i eet Træk med hvert Ris, at det kan
+gaa flaadig og flydende som En vifter med en
+Klud og dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt
+i som Lovens Strænghed og Synderens Forbedrelse
+det fordrer.»</p>
+
+<p>«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og
+sukkede ved det.</p>
+
+<p>Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.</p>
+
+<p>«Her er Fæstepenge!» fristede han ved<span class="pagenum"><a name="Side_322" id="Side_322" title="[S. 322]"> </a></span>
+Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud
+for sig.</p>
+
+<p>«Betink et val!» bad Søren.</p>
+
+<p>«Betænke og sulte og vente og fryse, det er
+to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens
+og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,»
+vedblev han og rakte Søren Haanden.</p>
+
+<p>«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,»
+svarede Søren.</p>
+
+<p>Saaledes gik det Bordet rundt med samme
+Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog
+Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte
+slippe sin Hat saalænge.</p>
+
+<p>Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der,
+som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe
+fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen,
+Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse
+gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning
+at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse
+og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt
+til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse
+Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse,
+trykkede Mesteren Jens de blanke
+Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig
+op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om
+det maatte forundes ham den Ære at byde de
+gode Vidnere en Drik Polak.</p>
+
+<p>Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han,
+at det vilde være ham en stor, en meget stor<span class="pagenum"><a name="Side_323" id="Side_323" title="[S. 323]"> </a></span>
+Ære at byde dem en Drik Polak<a name="FNanker_37" id="FNanker_37" href="#Fodnote_37" title="Polak = Blanding af Mjød og Brændevin." class="fnanchor">[37]</a>, at de imellem
+dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders
+Velgaaende.</p>
+
+<p>De tre ved det lange Bord saa spørgende paa
+hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.</p>
+
+<p>Den barbenede Pige bragte nu en simpel
+Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her
+vare forsynede med røde og gule Stjernepletter.
+Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene
+for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor
+Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds
+Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten
+i Mester Hermans private Pokal.</p>
+
+<p>Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted,
+de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de
+en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af
+dem ret havde Lyst til at være den Første, der
+drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til
+Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede
+med at ryste paa Hovedet. Hun vilde
+saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre.
+Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun
+hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med
+de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren
+skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i
+Armen og satte hende ud af Døren, idet han
+barskt befalede hende at gaa op. Saa forlangte<span class="pagenum"><a name="Side_324" id="Side_324" title="[S. 324]"> </a></span>
+han en Pægel Brændevin og gik tilbage
+til sin Plads.</p>
+
+<p>«Det skulde min salig Abelone have dristet
+sig til,» sagde Rasmus og drak.</p>
+
+<p>«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet
+fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min
+Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget
+Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i
+Skarnet.»</p>
+
+<p>«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus
+med et fiffigt Blink over til Mester Herman,
+«din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur
+af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel
+Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine
+Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik
+og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun
+i det Sted været en højadelig Ting, saa vilde du
+skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre
+hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig
+mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»</p>
+
+<p>«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand,
+«jeg skulde have smurt hende til hun
+hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
+hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om
+hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle<a name="FNanker_38" id="FNanker_38" href="#Fodnote_38" title="Nalle = Bjørnen." class="fnanchor">[38]</a>
+staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg
+alene at høre det; men at hun skulde komme
+her som jeg sidder og slaa min Drikke paa<span class="pagenum"><a name="Side_325" id="Side_325" title="[S. 325]"> </a></span>
+Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige
+Datter skulde hun blive striglet af, saalænge jeg
+kunde røre en Haand og der knus var Livsvejr i
+mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
+vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner
+de er, at hun saadan tør skamme sin Mand ud i
+gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage Skade,
+naar du rørte ved hende desformedelst du havde
+drukket denne brave Mands Traktemaade? Nej,
+om du vil lyde mig, Søren, saa,» og han gjorde
+en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du
+aldrig i Evigheden Gavn af hende.»</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende
+over til Søren.</p>
+
+<p>«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ
+hvor e Høns di pikker.»</p>
+
+<p>Saa gik han.</p>
+
+<p>Da han kom op til Marie, sparkede han
+Døren i efter sig og gav sig til at løse det Reb,
+som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.</p>
+
+<p>Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme,
+der var slaaet sammen for at tjene til Seng.
+«Er du vred Søren?» spurgte hun.</p>
+
+<p>«Det skal du faa at formærk'.»</p>
+
+<p>«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt
+mig Hug endnu siden jeg kom til Alder, og jeg
+taaler det intet.»</p>
+
+<p>Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han,
+Hug skulde hun have.</p>
+
+<p>«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld,<span class="pagenum"><a name="Side_326" id="Side_326" title="[S. 326]"> </a></span>
+slaa mig intet, læg intet voldelig Haand paa mig,
+det vil du fortryde.»</p>
+
+<p>Men Søren tog hende i Haaret og slog hende
+med Strikken.</p>
+
+<p>Hun skreg ikke, men blot stønnede under
+Slagene.</p>
+
+<p>«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa
+Sengen.</p>
+
+<p>Marie blev liggende paa Gulvet.</p>
+
+<p>Hun var ganske forbavset over sig selv, hun
+ligesom laa og ventede paa at der i hendes Sjæl
+skulde fødes en Følelse af rasende Had til Søren,
+uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom
+ikke, der var kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse,
+ligesom en stille Sorg over et Haab,
+der var bristet <span class="spaced">.......</span> hvor kunde han
+nænne det?</p>
+
+<hr class="chapbreak" />
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_327" id="Side_327" title="[S. 327]"> </a></span></p>
+
+
+
+
+<h2><a name="KAPITEL_XVIII" id="KAPITEL_XVIII"></a>XVIII.</h2>
+
+
+<p>I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems
+døde Erik Grubbe, syv og firsindstyve Aar gammel.
+Arven skiftedes straks mellem hans tre Døttre;
+men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde
+før sin Død, ved pro forma-Skyldbreve og paa
+anden Maade, til Skade for Marie og til Gavn
+for de to Andre, unddraget Skiftet den største
+Part af Formuen.</p>
+
+<p>Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok
+til at gjøre hende og hendes Mand fra Stoddere
+til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse af Arven
+kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige
+til deres Dages Ende; men uheldigvis bestemte
+Søren sig til at kaste sig over Hestehandelen, og
+efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af Pengene
+tabte. Resten var dog saa meget at Søren
+for den kunde komme i Besiddelse af Færgestedet
+Burrehuset paa Falster, og dertil blev den saa
+ogsaa brugt.</p>
+
+<p>I Begyndelsen maatte de slide meget haardt,
+og Marie kom tidt til Aaren; men senere var det
+hendes meste Bestilling at passe det Øludsalg, der<span class="pagenum"><a name="Side_328" id="Side_328" title="[S. 328]"> </a></span>
+var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i
+det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at
+elske sin Mand over Alt i Verden, og om han
+end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
+det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var
+Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun
+havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt
+Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds
+naar hun kom til at tænke paa, at den Søren,
+der var saa haard og barsk, var den Samme,
+der engang havde skudt et Menneske for hendes
+Skyld.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>De Folk, de havde at færge over, var for
+det Meste Bønder og Prangere, men stundom kunde
+der jo ogsaa komme de, der var højere paa
+Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie
+og hendes Mand roede for ham, og han satte sig
+bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
+der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende
+straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn
+paa Forundring; maaske han havde vidst, han
+vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange
+til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var
+meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt
+og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben
+hang som om han var lam i Mundvigene, saa var
+hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende,
+kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv
+fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning,<span class="pagenum"><a name="Side_329" id="Side_329" title="[S. 329]"> </a></span>
+og det havde ogsaa været han Livs Hovedindhold
+siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
+hans Historie været den, at han en Tidlang havde
+været Gentilhomme og <span xml:lang="fr" lang="fr">maître d'hôtel</span> hos en fyrstelig
+Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen,
+var rejst til sin Broder Just Høg, den
+Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen,
+var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst
+hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet
+hos Broderen.</p>
+
+<p>«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet
+i Retning af Søren, «er det ham, jeg spaaede
+der skulde komme efter mig?»</p>
+
+<p>«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt;
+hun havde mest Lyst til at lade være
+med at svare.</p>
+
+<p>«Og han er større end jeg &mdash; var?» spurgte
+han igjen og rettede sig i Sædet.</p>
+
+<p>«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders
+Naade,» svarede hun med paatagen Bondeagtighed.</p>
+
+<p>«Ja saamænd, saadan gaar det, &mdash; vi har da
+givet Kjøb vi to, saa godt som alle Andre, og
+givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
+vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde &mdash; I paa
+een Vis og jeg paa en anden.»</p>
+
+<p>«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?»
+spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.</p>
+
+<p><span class="corr" title="var: »">«</span>Godt nok,» lo han, «godt <em>nok</em> er halv fordærvet;
+jeg har det saamænd just godt <em>nok</em>, og
+I, Marie?»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_330" id="Side_330" title="[S. 330]"> </a></span>
+«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider
+ret udaf den karske Bælg, har vi Brød og Brændevin
+til.»</p>
+
+<p>De var ved Land, og Sti steg ud og bød
+Farvel.</p>
+
+<p>«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende
+efter ham, «ham har det da skaaret baade Vinger
+og Top.»</p>
+
+<hr class="tb stars" />
+
+<p>Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene
+med dagligt Arbejde og daglig Vinding.
+Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre og bedre
+Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten,
+drev en Del Smaahandel og bygged op paa deres
+gamle Hus. De leved det gamle Aarhundrede ud
+og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev
+treds og hun blev fem og treds, og holdt sig rask
+og rørig, arbejdsfør og arbejdsmunter, som var hun
+paa den rette Side af de Halvtreds; men saa var
+det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag
+i Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren,
+under meget mistænkelige Omstændigheder, ved et
+Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra
+Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.</p>
+
+<p>Det var et haardt Stød for Marie, og den
+lange Uvished om hvad Straffen vilde blive, thi
+Dommen faldt først Aaret efter ved Midsommerstid,
+og hendes Frygt for, at den gamle Sag med<span class="pagenum"><a name="Side_331" id="Side_331" title="[S. 331]"> </a></span>
+Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme
+op, ældede hende meget.</p>
+
+<p>En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik
+Marie ud for at tage mod Færgen, som just lagde
+til Land. Der var to Rejsende ombord, og
+den ene af disse, en Haandværkssvend, optog
+ganske hendes Opmærksomhed ved at nægte at
+vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
+Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse
+imidlertid benægtede. Da hun imidlertid truede
+Svenden med at han skulde betale hel Takst, naar
+han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var
+rejsende Svend og som saadan kun pligtig at betale
+det Halve, faldt han tilføje. Først da dette
+var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden
+Passager, en lille, spinkel Skikkelse, der bleg og
+frysende af den nys overstandne Søsyge stod stramt-indhyllet
+i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe og
+støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad.
+Han spurgte i en gnaven Tone, om han kunde faa
+Logi i Burrehuset, og Marie svarede, han kunde
+se paa Lejligheden.</p>
+
+<p>Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden
+Seng og Stol indeholdt en Tønde Brændevin
+med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
+Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede
+Ben og Plade af firkantede Lertøjsfliser,
+hvor der i sortviolette Tegninger var fremstillet
+Scener af det gamle og det nye Testamente. Den
+Fremmede bemærkede straks, at der var tre af<span class="pagenum"><a name="Side_332" id="Side_332" title="[S. 332]"> </a></span>
+Fliserne, der alle fremstillede Jonas, som kastes i
+Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
+paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde
+han vilde faa Snue, dersom han var saa uforsigtig
+at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.</p>
+
+<p>Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at
+han var taget bort fra Hovedstaden for Pestens
+Skyld og vilde blive her paa Stedet til den var
+holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen
+og kunde ikke taale Saltmad eller friskbagt
+Brød, forøvrigt var han Magister, for Tiden Alumnus
+paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig
+Holberg.</p>
+
+<p>Magister Holberg var en meget stille Mand
+med et overordenlig ungdommeligt Udseende, han
+saae ved første Øjekast kun ud til at være en
+atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke
+til hans Mund og hans Hænder og Udtrykket i
+hans Stemme, kunde man nok skjønne, han maatte
+være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget
+for sig selv, talte lidt og som det syntes ikke
+gjerne. Dog skyede han ingenlunde Selskab, naar
+han blot kunde have det saaledes, at man lod
+ham i Fred og ikke vilde drage ham ind i Samtalen,
+og det var ham aabenbart en Fornøjelse,
+naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller
+naar Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i
+Afstand at betragte deres Travlhed og lytte til
+deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
+meget af at se Folk arbejde, enten det saa var<span class="pagenum"><a name="Side_333" id="Side_333" title="[S. 333]"> </a></span>
+med at pløje eller stække eller sætte Baade ud,
+og var der En, der tog et Tag, som oversteg det
+almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter,
+kunde han smile helt tilfreds derved og løfte paa
+Skuldrene i stille Velbehag. Da han havde været
+i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
+sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig
+ham, og de sad tidt i de lune Sommeraftener og
+talte med hinanden en Timestid eller to i Træk
+inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og
+gav Udsigt ud over det blanke Vand til det blaaligt
+dæmrende Møen.</p>
+
+<p>En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var
+blevet temmelig gammelt, havde Marie fortalt
+ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
+over, at Søren var bleven taget fra hende.</p>
+
+<p>«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg
+er aldeles uformuendes til at begribe, hvorlunde I
+har kunnet præferere en gemen Staldkarl og
+Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans
+<a class="corr" name="rett_40" id="rett_40" title="var: Excellence">Exellence</a> Statholderen, der jo dog af alle berømmes
+som en Mester i Belevenhed og fine Manerer,
+ja som et Mønster paa hvad som besynderligen
+er gallant og aimabelt.»</p>
+
+<p>«Endog han havde været deraf saa fuld
+som den Bog, der kaldes for alamodische Sittenschule,
+det vilde intet have vejet saa meget som
+en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham
+en saadan degout og Afsky, at jeg knap kunde
+taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor aldeles<span class="pagenum"><a name="Side_334" id="Side_334" title="[S. 334]"> </a></span>
+uovervindelig en saadan degout kan være, saa om
+En havde en Engels Dyd og Principier, saa vilde
+den naturlige Afsky dog bære Sejren derfra.
+Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
+jeg af en saa hastig og uformodenlig
+Tilbøjelighed, at jeg kan intet andet end tilskrive
+det en naturlig Attraktion, som heller intet var
+at modstaa.»</p>
+
+<p>«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har
+da kuns at pakke ned al Verdens Morale i en
+Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
+vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den
+Uterlighed til, En nævne vil, den jo kan klædes
+op som en naturligen og uovervindeligen Attraktion,
+og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle
+de Dyder, der opregnes kan, at En jo lettelig
+siger sig den fra, thi der vil være den, som
+haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed
+og den for Ærbarhed, og saadan naturlig degout
+er aldeles uovervindelig, vil de sige, og den,
+som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig.
+Men I er for vel oplyset, Morlille, til at I ikke
+skulde vide, at saadant er kuns skammeligt
+Hjernespind og Daarekistesnak.»</p>
+
+<p>Marie svarede ikke.</p>
+
+<p>«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,»
+vedblev Magisteren, «og paa det evige Liv?»</p>
+
+<p>«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg
+tror paa Vorherre.»</p>
+
+<p><span class="pagenum"><a name="Side_335" id="Side_335" title="[S. 335]"> </a></span>
+«Men den evige Straf eller evige Løn,
+Morlille?»</p>
+
+<p>«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget
+Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.»</p>
+
+<p>«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»</p>
+
+<p>«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge,
+uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem
+Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
+eller som den Gang, jeg æret og misundt som
+Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg
+opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie
+Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til,
+hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde
+de synded', eller skal en af dem svare for mig?
+Kan I sige mig det, Hr. Magister?»</p>
+
+<p>«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»</p>
+
+<p>«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i
+Tanker. «Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,»
+fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
+I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet
+sig haardeligen mod sin Gud og Skabere,
+men som i sin sidste Stund, naar han ligger og
+drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt
+Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold
+uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er
+Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været
+ham haardt imod med Synd og Forargelse, men
+saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre<span class="pagenum"><a name="Side_336" id="Side_336" title="[S. 336]"> </a></span>
+sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre,
+men aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt
+sit forrige Levnet, tror I, at hun, som har levet
+som hun har troet, var rettelig levet, men uden
+Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom,
+tror I, Gud vil skyde hende fra sig og kaste
+hende bort, endog hun aldrig bad Gud et Bønnens
+Ord?»</p>
+
+<p>«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde
+Magisteren og gik.</p>
+
+<p>Kort efter rejste han.</p>
+
+<hr class="tb" />
+
+<p>Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over
+Søren Færgemand, og lød paa tre Aars Arbejde i
+Jern paa Bremerholm.</p>
+
+<p>Lang Tid var det at lide, længere Tid at
+vente, saa gik da ogsaa den.</p>
+
+<p>Søren kom hjem, men Fangenskabet og den
+haarde Behandling havde nedbrudt hans Sundhed,
+og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
+ham paa Kirkegaarden.</p>
+
+<p>Endnu et langt, langt Aar maatte Marie
+drages med Livet. Saa blev hun pludseligt syg
+og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet
+ikke ved sin Forstands Brug, og Præsten kunde
+derfor hverken bede med hende eller berette
+hende.</p>
+
+<p>En sollys Sommerdag begrov de hende ved
+Sørens Side, og udover det blanke Sund og de<span class="pagenum"><a name="Side_337" id="Side_337" title="[S. 337]"> </a></span>
+korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
+af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:</p>
+
+<div class="center"><div class="poem"><div class="stanza">
+<span class="i0">Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,<br /></span>
+<span class="i0">Riset det blodigt, som os over Maade,<br /></span>
+<span class="i0">Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,<br /></span>
+<span class="i0">Fordi vi synde.<br /></span>
+</div><br /><div class="stanza">
+<span class="i0">Thi om du efter vore Synder onde,<br /></span>
+<span class="i0">Straffed', som du med al Rette kunde,<br /></span>
+<span class="i0">Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,<br /></span>
+<span class="i0">Ja, een og alle.<br /></span>
+</div><br /><div class="stanza">
+<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span>
+<span class="i0"><span class="spaced">..........</span><br /></span>
+</div></div></div>
+
+
+
+<hr class="chapbreak" />
+<div class="footnotes">
+<h2><a name="FODNOTER" id="FODNOTER"></a>FODNOTER</h2>
+
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_1" id="Fodnote_1" href="#FNanker_1">[1]</a></span>
+ Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel
+at kjøre Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_2" id="Fodnote_2" href="#FNanker_2">[2]</a></span>
+ Malosie = stort, klodset Fruentimmer.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_3" id="Fodnote_3" href="#FNanker_3">[3]</a></span>
+ Kjæreste, dengang = Kone.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_4" id="Fodnote_4" href="#FNanker_4">[4]</a></span>
+ Lægevæle = Charpi.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_5" id="Fodnote_5" href="#FNanker_5">[5]</a></span>
+ Overdrupsø nu = Ordrupmose.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_6" id="Fodnote_6" href="#FNanker_6">[6]</a></span>
+ Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker
+og Tærninger.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_7" id="Fodnote_7" href="#FNanker_7">[7]</a></span>
+ Mellem St. Hans og Paulinus = fra <span class="sic" title="[sic]">24 til 23</span> Juni.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_8" id="Fodnote_8" href="#FNanker_8">[8]</a></span>
+ Frue Dag = 15 August.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_9" id="Fodnote_9" href="#FNanker_9">[9]</a></span>
+ Gefährt = Kjøretøj.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_10" id="Fodnote_10" href="#FNanker_10">[10]</a></span>
+ Tvivle paa: i Betydningen: tro.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_11" id="Fodnote_11" href="#FNanker_11">[11]</a></span>
+ "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke
+noget før?"</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_12" id="Fodnote_12" href="#FNanker_12">[12]</a></span>
+ Obenbarels = Aabenbarelse.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_13" id="Fodnote_13" href="#FNanker_13">[13]</a></span>
+ Unde = Onde.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_14" id="Fodnote_14" href="#FNanker_14">[14]</a></span>
+ tint = tænkt.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_15" id="Fodnote_15" href="#FNanker_15">[15]</a></span>
+ Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_16" id="Fodnote_16" href="#FNanker_16">[16]</a></span>
+ Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken
+med Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion
+som en Voksstabelholder.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_17" id="Fodnote_17" href="#FNanker_17">[17]</a></span>
+ blommerantes = broget blomstret.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_18" id="Fodnote_18" href="#FNanker_18">[18]</a></span>
+ Ajer = andre.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_19" id="Fodnote_19" href="#FNanker_19">[19]</a></span>
+ jen Ralt = een Pjalt.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_20" id="Fodnote_20" href="#FNanker_20">[20]</a></span>
+ flier = flere.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_21" id="Fodnote_21" href="#FNanker_21">[21]</a></span>
+ hiel Las = helt Læs.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_22" id="Fodnote_22" href="#FNanker_22">[22]</a></span>
+ hvi't = hvilket.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_23" id="Fodnote_23" href="#FNanker_23">[23]</a></span>
+ løv' = leve.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_24" id="Fodnote_24" href="#FNanker_24">[24]</a></span>
+ tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_25" id="Fodnote_25" href="#FNanker_25">[25]</a></span>
+ Buentøs = Bondetøs.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_26" id="Fodnote_26" href="#FNanker_26">[26]</a></span>
+ saa mo et vær' = saa maa det ske.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_27" id="Fodnote_27" href="#FNanker_27">[27]</a></span>
+ i hunt = hvordan end.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_28" id="Fodnote_28" href="#FNanker_28">[28]</a></span>
+ Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker
+i Bordet, betyder det, at Makkeren skal stikke.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_29" id="Fodnote_29" href="#FNanker_29">[29]</a>
+ <a href="#FNanker_29b">[b]</a></span>
+ Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_30" id="Fodnote_30" href="#FNanker_30">[30]</a>
+ <a href="#FNanker_30b">[b]</a></span>
+ Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_31" id="Fodnote_31" href="#FNanker_31">[31]</a></span>
+ Styrvolt = Es.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_32" id="Fodnote_32" href="#FNanker_32">[32]</a></span>
+ fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver
+ere ustikkelige.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_33" id="Fodnote_33" href="#FNanker_33">[33]</a></span>
+ Bukskin = Ni og Otte i Trumf.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_34" id="Fodnote_34" href="#FNanker_34">[34]</a></span>
+ det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i
+Spillet.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_35" id="Fodnote_35" href="#FNanker_35">[35]</a></span>
+ Spader fire = det højeste Kort.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_36" id="Fodnote_36" href="#FNanker_36">[36]</a></span>
+ Jan = Beet.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_37" id="Fodnote_37" href="#FNanker_37">[37]</a></span>
+ Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.</p>
+</div>
+
+<div class="footnote">
+<p><span class="label"><a name="Fodnote_38" id="Fodnote_38" href="#FNanker_38">[38]</a></span>
+ Nalle = Bjørnen.</p>
+</div>
+</div>
+
+
+
+<div class="trnote">
+<h2><a name="Rettelser" id="Rettelser"></a>Afskriverens rettelser</h2>
+<ul>
+<li><a href="#rett_1">s. 21</a>: Travlhed, lutter astadige[adstadige] Fodtrin og en enkelt</li>
+<li><a href="#rett_2">s. 25</a>: paa Kirkens rødlige[rølige] Mure, henimod Slottet</li>
+<li><a href="#rett_3">s. 27</a>: end ikke om Fasteren vilde hun[kun] høre et Ord. Og</li>
+<li><a href="#rett_4">s. 31</a>: Doch Chloë[Cloë], Chloë zürne nicht!</li>
+<li><a href="#rett_5">s. 32</a>: Amors[Amorns] Magt! &mdash; Skulde I tro det? der gives</li>
+<li><a href="#rett_6">s. 33</a>: stramt, der var hverken Læg eller Fold[Eold] paa dem;</li>
+<li><a href="#rett_7">s. 55</a>: og sin Fægtekunst. Han omgikkes[omgikes] meget med den</li>
+<li><a href="#rett_8">s. 63</a>: Blomsterfraade[Bomsterfraade] op og ned i evig Skiften.</li>
+<li><a href="#rett_9">s. 84</a>: kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til Annammelse[Anammelse].</li>
+<li><a href="#rett_10">s. 86</a>: Ulrik Christian frem mellem[mellen] de sammenbidte Tænder,</li>
+<li><a href="#rett_11">s. 88</a>: Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede[afparrerede]</li>
+<li><a href="#rett_12">s. 101</a>: Fæstemø, og[sg] han havde da gjerne Livsens Korthed</li>
+<li><a href="#rett_13">s. 102</a>: Nu sittrede[sittrende] en Faarekyllings svirrende Glastoner</li>
+<li><a href="#rett_14">s. 112</a>: blive træt af at beskue det himmelske Jerusalems[Jerusalens] </li>
+<li><a href="#rett_15">s. 131</a>: vilde være, hvorledes hun vilde[hunvilde] blive optaget i den</li>
+<li><a href="#rett_16">s. 136</a>: blinkede blankt gjennem[gjennen] Luften og jagende Gjedder</li>
+<li><a href="#rett_17">s. 140</a>: den kranke Hane og den[de] skrukke Høne!»</li>
+<li><a href="#rett_18">s. 146</a>: med de[det] selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser</li>
+<li><a href="#rett_19">s. 150</a>: ved en maaske mer end[en] aarelang Adskillelse</li>
+<li><a href="#rett_20">s. 150</a>: lært hende, at det Slags Ægteskab[Ægsteskab] hun i sin Trolovelsesstand</li>
+<li><a href="#rett_21">s. 152</a>: Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm[Kobbermaln].</li>
+<li><a href="#rett_22">s. 160</a>: vanvittige Ønsker[Ønker], der næsten maatte vække Tvivl</li>
+<li><a href="#rett_23">s. 175</a>: men det kunde[knnde] alligevel sees, at hun havde grædt.</li>
+<li><a href="#rett_24">s. 186</a>: «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse[Rosenskrandse],</li>
+<li><a href="#rett_25">s. 187</a>: ængstelig var han[ham], men betaget af den Spænding,</li>
+<li><a href="#rett_26">s. 191</a>: Nu[Nn] derimod levede hun med; og havde hendes</li>
+<li><a href="#rett_27">s. 204</a>: Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum[darüm] gegeben</li>
+<li><a href="#rett_28">s. 215</a>: «Nej, Elskov er som en fin[fine] Blomst; om en</li>
+<li><a href="#rett_29">s. 223</a>: havde med sig hertil en [af] hans gamle</li>
+<li><a href="#rett_30">s. 241</a>: vilde han straks tage hende med sig til Aggershus[Aggershuus],</li>
+<li><a href="#rett_31">s. 244</a>: hun føjede endog paa Faderens[Faderes] Opfordring og efter</li>
+<li><a href="#rett_32">s. 244</a>: Majestæt, men[mens] jeg Elendige har ikke de</li>
+<li><a href="#rett_33">s. 244</a>: Grubbes Ord, fik hun[kun], ved en af sine gamle Hofvenners</li>
+<li><a href="#rett_34">s. 274</a>: tredivte Aar og ender med hendes seks og fyrretyvende[fyrgetyvende],</li>
+<li><a href="#rett_35">s. 284</a>: Nogen, der havde gjort noget Trolddom[Troldom] ved ham?</li>
+<li><a href="#rett_36">s. 289</a>: Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe[Grnbbe] i</li>
+<li><a href="#rett_37">s. 305</a>: stirrede saa forvildet og ængsteligt under de smerteligt[smerligt]</li>
+<li><a href="#rett_38">s. 317</a>: Rasmus Kig[Kik] bankede med Knoerne i Bordet,</li>
+<li><a href="#rett_39">s. 318</a>: «Jan!» brølede Rasmus Kig[Kik], og smed sine</li>
+<li><a href="#rett_40">s. 333</a>: Exellence[Excellence] Statholderen, der jo dog af alle berømmes</li>
+</ul>
+</div>
+
+
+
+
+
+
+
+
+
+<pre>
+
+
+
+
+
+End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen
+
+*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***
+
+***** This file should be named 44275-h.htm or 44275-h.zip *****
+This and all associated files of various formats will be found in:
+        http://www.gutenberg.org/4/4/2/7/44275/
+
+Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
+http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
+images of public domain material from the Google Print
+project.)
+
+
+Updated editions will replace the previous one--the old editions
+will be renamed.
+
+Creating the works from public domain print editions means that no
+one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
+(and you!) can copy and distribute it in the United States without
+permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
+set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
+copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
+protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
+Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
+charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
+do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
+rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
+such as creation of derivative works, reports, performances and
+research.  They may be modified and printed and given away--you may do
+practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
+subject to the trademark license, especially commercial
+redistribution.
+
+
+
+*** START: FULL LICENSE ***
+
+THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
+PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
+
+To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
+distribution of electronic works, by using or distributing this work
+(or any other work associated in any way with the phrase "Project
+Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
+Gutenberg-tm License available with this file or online at
+  www.gutenberg.org/license.
+
+
+Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
+electronic works
+
+1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
+electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
+and accept all the terms of this license and intellectual property
+(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
+the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
+all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
+If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
+Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
+terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
+entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
+
+1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
+used on or associated in any way with an electronic work by people who
+agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
+things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
+even without complying with the full terms of this agreement.  See
+paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
+Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
+and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
+works.  See paragraph 1.E below.
+
+1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
+or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
+Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
+collection are in the public domain in the United States.  If an
+individual work is in the public domain in the United States and you are
+located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
+copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
+works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
+are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
+Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
+freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
+this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
+the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
+keeping this work in the same format with its attached full Project
+Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
+
+1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
+what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
+a constant state of change.  If you are outside the United States, check
+the laws of your country in addition to the terms of this agreement
+before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
+creating derivative works based on this work or any other Project
+Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
+the copyright status of any work in any country outside the United
+States.
+
+1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
+
+1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
+access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
+whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
+phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
+Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
+copied or distributed:
+
+This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
+almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
+re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
+with this eBook or online at www.gutenberg.org
+
+1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
+from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
+posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
+and distributed to anyone in the United States without paying any fees
+or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
+with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
+work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
+through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
+Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
+1.E.9.
+
+1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
+with the permission of the copyright holder, your use and distribution
+must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
+terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
+to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
+permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
+
+1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
+License terms from this work, or any files containing a part of this
+work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
+
+1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
+electronic work, or any part of this electronic work, without
+prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
+active links or immediate access to the full terms of the Project
+Gutenberg-tm License.
+
+1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
+compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
+word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
+distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
+"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
+posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
+you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
+copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
+request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
+form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
+License as specified in paragraph 1.E.1.
+
+1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
+performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
+unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
+
+1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
+access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
+that
+
+- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
+     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
+     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
+     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
+     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
+     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
+     must be paid within 60 days following each date on which you
+     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
+     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
+     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
+     address specified in Section 4, "Information about donations to
+     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
+
+- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
+     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
+     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
+     License.  You must require such a user to return or
+     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
+     and discontinue all use of and all access to other copies of
+     Project Gutenberg-tm works.
+
+- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
+     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
+     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
+     of receipt of the work.
+
+- You comply with all other terms of this agreement for free
+     distribution of Project Gutenberg-tm works.
+
+1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
+electronic work or group of works on different terms than are set
+forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
+both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
+Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
+Foundation as set forth in Section 3 below.
+
+1.F.
+
+1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
+effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
+public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
+collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
+works, and the medium on which they may be stored, may contain
+"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
+corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
+property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
+computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
+your equipment.
+
+1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
+of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
+Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
+Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
+liability to you for damages, costs and expenses, including legal
+fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
+LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
+PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
+TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
+LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
+INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
+DAMAGE.
+
+1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
+defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
+receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
+written explanation to the person you received the work from.  If you
+received the work on a physical medium, you must return the medium with
+your written explanation.  The person or entity that provided you with
+the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
+refund.  If you received the work electronically, the person or entity
+providing it to you may choose to give you a second opportunity to
+receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
+is also defective, you may demand a refund in writing without further
+opportunities to fix the problem.
+
+1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
+in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
+WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
+WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
+
+1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
+warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
+If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
+law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
+interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
+the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
+provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
+
+1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
+trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
+providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
+with this agreement, and any volunteers associated with the production,
+promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
+harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
+that arise directly or indirectly from any of the following which you do
+or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
+work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
+Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
+
+
+Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
+
+Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
+electronic works in formats readable by the widest variety of computers
+including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
+because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
+people in all walks of life.
+
+Volunteers and financial support to provide volunteers with the
+assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
+goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
+remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
+Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
+and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
+To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
+and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
+and the Foundation information page at www.gutenberg.org
+
+
+Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
+Foundation
+
+The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
+501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
+state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
+Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
+number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
+permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
+
+The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
+Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
+throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
+North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
+contact links and up to date contact information can be found at the
+Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
+
+For additional contact information:
+     Dr. Gregory B. Newby
+     Chief Executive and Director
+     gbnewby@pglaf.org
+
+Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
+Literary Archive Foundation
+
+Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
+spread public support and donations to carry out its mission of
+increasing the number of public domain and licensed works that can be
+freely distributed in machine readable form accessible by the widest
+array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
+($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
+status with the IRS.
+
+The Foundation is committed to complying with the laws regulating
+charities and charitable donations in all 50 states of the United
+States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
+considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
+with these requirements.  We do not solicit donations in locations
+where we have not received written confirmation of compliance.  To
+SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
+particular state visit www.gutenberg.org/donate
+
+While we cannot and do not solicit contributions from states where we
+have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
+against accepting unsolicited donations from donors in such states who
+approach us with offers to donate.
+
+International donations are gratefully accepted, but we cannot make
+any statements concerning tax treatment of donations received from
+outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
+
+Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
+methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
+ways including checks, online payments and credit card donations.
+To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate
+
+
+Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
+works.
+
+Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
+concept of a library of electronic works that could be freely shared
+with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
+Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
+
+Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
+editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
+unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
+keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
+
+Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
+
+     www.gutenberg.org
+
+This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
+including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
+Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
+subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
+
+
+
+</pre>
+
+</body>
+</html>
diff --git a/old/44275-h/images/cover.jpg b/old/44275-h/images/cover.jpg
new file mode 100644
index 0000000..a485c1a
--- /dev/null
+++ b/old/44275-h/images/cover.jpg