diff options
Diffstat (limited to '43899-8.txt')
| -rw-r--r-- | 43899-8.txt | 7865 |
1 files changed, 0 insertions, 7865 deletions
diff --git a/43899-8.txt b/43899-8.txt deleted file mode 100644 index 7836c77..0000000 --- a/43899-8.txt +++ /dev/null @@ -1,7865 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Et Ægteskabs Historie, by Vilhelm Østergaard - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: Et Ægteskabs Historie - En Virkelighedsskildring - -Author: Vilhelm Østergaard - -Release Date: October 5, 2013 [EBook #43899] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET ÆGTESKABS HISTORIE *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet -i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt -bevaret. Kursiv tekst i originalen er gengivet med +plus+, -mens s p a t i e r e t tekst er gengivet med _understreg_. - - - - -ET ÆGTESKABS HISTORIE. - -EN VIRKELIGHEDSSKILDRING - -AF - -VILHELM ØSTERGAARD. - -KJØBENHAVN. - -FORLAGT AF J. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL. - -Trykt hos Nielsen & Lydiche. - -1883. - - -+Den nyere Literatur fortæller forholdsvis meget om -Hustruen som den forurettede Part i Ægteskabet. Men naar -man uhildet iagttager det virkelige Liv, kommer man vistnok -til det Resultat, at der blandt de mislykkede Ægteskaber -gives lige saa mange, i hvilke det er Manden, der har lidt -det største Skibbrud. --+ - - - - -I. - - -Fyrværkeriet blev brændt af. -- - -Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende -Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende -Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og -man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter -fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre -obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi. - -Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at -finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring -udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte -Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte -Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og -majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den -var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket -aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til -det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. -- - -Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende -Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere -liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog, -hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige -Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel -paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at -kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen. - -Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt -Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa -urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl -- -Totalafholdenhedsapostlene undtagne. - -Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for -strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt. - -Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige -Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man -havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen -Ven. - -Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin -bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden -uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til -Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans -Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt; -det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og -Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre -udpræget Karakter. - -Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet -over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til -Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved -en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til -og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges -af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land. - -Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en -Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om -- -saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt -og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle -sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære -og Penge i fuldt Maal. - -Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme -Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at -naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne -baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede -ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en -Gang imellem Magt over ham -- thi, ærlig talt, han var ingen Helgen --- saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og -helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa -igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse. - -Saaledes var han, hverken værre eller bedre. - -Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke -sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi -der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han -havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den -Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe -sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige. - -Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels -Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har -Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre. - -Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man -plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa -sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at -kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde -i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han -omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner, -en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde -forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse. - -Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste -sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male -Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den -sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for -Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen -til sidst ud af Skolen. - -Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage -sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var -den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa -fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok -saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at -male Skibsportræter. - -Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til -at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa, -hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han -foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var -paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han -kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem -begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa -Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa -Lærred. - -Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid -for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar -han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i -helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en -ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader --- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid -gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han -skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans -Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige -livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod -øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke -dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers -Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen. - -Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde -i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa -ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret -paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom, -og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa -Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand. - -En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit -Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen, -medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. -- -Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om -sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes -Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden. - -»Naa -- hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den -Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand. - -Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han -gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det. - -Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa -Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han -stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en -meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var -nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at -han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde -blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning -havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var -denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende -Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske. - -Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektøren om at sige ham, hvad -han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre -hans Mening. - -Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han -betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en -Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger: - -»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja, -saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er -absolut talentløst.« - -Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig -op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa -skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv -om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin -naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget -mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt -Akademiets Skoler. - -»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden. - -Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle. - -»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner. -Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad, -jeg kan give Dem.« - -Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme -over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde -man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv -være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og -Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom -alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen? - -Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og -trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa -vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa -ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den -foregaaende Dag. - -Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra -Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da -virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket -Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og -atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke -hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde -prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet -ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en -Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde -vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive -til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren -ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi. - -Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige -Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde -have gjort fra først af -- at henvende sig til en »rigtig« Kunstner -og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at -Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med -sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag -- det -vilde han ikke. - -Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held. -Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af -kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid. - -I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind -i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den -første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at -knække ham. - -Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet, -gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand -til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med -allehaande glade Forhaabninger. -- -- - - * * * * * - -Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer -animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød -i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt -til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der -indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet -afbrød den med de Ord: - -»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle -Dreng!« - -»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg -har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de -fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og -for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top -til Taa.« - -»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv -som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok, -du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!« - -»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de -mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet -Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du, -Hans Frederik?« - -Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og -sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige, -rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod -en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller. -Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra -Scenen, svarede han: - -»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel -redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere -Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste -ham.« - -»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du -burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet -for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav -Theologien og gik til Theatret!« - -»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!« - -»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I -ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt: - - »Man selv maa Livsbedrifterne fornemme, - naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.«« - -»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over -os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet« --- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- »Jeg vil -bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt -ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres -- og vi er jo enige -om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler -Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --« - -»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere -Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og -Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to -gjøre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.« - -»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags -Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.« - -»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som -Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til -dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?« - -»Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more -mig paa den Vis -- det er Sagen.« - -»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver -dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.« - -»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang -helt alvorlig. »Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium -af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa -at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. -- Ser -du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det -saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa -kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke -oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os være enige om det -- -dog er os temmelig uværdige«. - -»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er, -som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du -est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke -varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og -saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse -Fugle.« - -Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste -Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens -Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han: - -»Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?« - -»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke -kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi -bliver fornuftige.« - -Henning rejste sig og tømte sit Glas. - -»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig -glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg -nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har -begyndt den.« - -»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo -Tiden for os.« - -»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal -paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et -Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg -tager afsted med Morgentoget.« - -»Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god -Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige -og moralske Forsætter.« - -»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det -var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.« - -»Ja, lad os saa bare komme afsted!« - -De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor -Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser, -og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind -ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans -Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl. - - - - -II. - - -Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge -af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et -Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde -koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke -behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen. - -Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have -en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var -der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de -tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren -trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og -Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster« -langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med -Sporvejsskinner og Vogntummel. -- - -Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig -vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev -en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag. - -Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt -det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og -hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var -kommen over ham. - -»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig -end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig -været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i -sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil -gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn, -var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.« - -»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans -Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den -Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem -Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist -have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig -lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra -først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en -fejl Hylde.« - -»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning -med et halvt Smil. - -»Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil -dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag, -thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.« - -Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa -Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og -tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse -Præg, der i Reglen plejede at være over det. - -»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder -mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være -overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter -ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og -besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde -det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for -bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved -ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned -og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som -om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det -er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods -den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa, -at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad -du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hændte mig for -to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og -lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel -kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere -Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.« - -»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv. -Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det -maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt -Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget -de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.« - -»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg -alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en -eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en -Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg -blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen -af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af -mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl -opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde -i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have -raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg -gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en -kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket -som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at -vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var -bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe -efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.« - -»Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever -i«, bemærkede den anden filosofisk. - -»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb -ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for -det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde -aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som -et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en, -naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor -tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke -vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode -Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes -Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det -hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en -Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa, -om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig -- -som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det -skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« -- Henning lagde sin Haand paa -Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- »hver Gang jeg faar -de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende -som nogensinde før.« - -Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik: - -»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?« - -»Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi -skulde have misforstaaet hinanden.« - -»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans -Frederik videre. - -»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i -halvandet.« - -»Lykkeligt?« - -»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske -Hjærte.« - -Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig -mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han -tilføjede: - -»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de -gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde, -og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for -Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og -gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa -at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet -til. Godnat du!« - -De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor -hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time. -Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede -havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig -havde kaldet frem. - -Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin -Ungkarlelejlighed inde i Byen. - - - - -III. - - -Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den -stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet --- Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres -maleriske Klædedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man -ikke nyde paa Fanø! - -Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige -Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede -Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en -Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes -Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin -kjære Fødeø og dens Befolkning. - -Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af -Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets -Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt -ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med -hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger -Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over -Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige -Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over -Land. - -Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede -Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer -og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som -snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der -atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse. - -Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart -træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne -Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har -man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én -Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed. - -Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa -den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner -allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det -ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa, -kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede -Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune, -men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik. -Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette -Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger -antaget en ny Skikkelse. - -Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet, -glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare -længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et -forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla -mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men -paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned -i Søen. -- - -I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende -Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa -Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger -Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk -lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang, -man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv, -ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med -ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig -ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og -giver Svar, som man ikke vilde undvære -- -- - -Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med -det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen, -men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den -ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder -at betro. - -En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten -med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget, -vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om -at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig -fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved -sig selv: - -»Flere Badegjæster!« - -Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og -hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn. - -»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende -Gjæstgiver. - -Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en -halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne. - -»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og -Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler -Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?« - -»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«, -forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os -saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre, -jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?« - -Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at -kjende Fruens Mand. - -»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig -indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen. -Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd -kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for -de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden -den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et -Maleri af Dem.« - -Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig --- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue -begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt -livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en -vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama. - -»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han. - -»Ja, meget.« - -Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et -Sidestykke til Moderen. - -Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten, -hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers -Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved -hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne. - -Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver -havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge. -Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han -for et Øjeblik siden var bleven forestillet for. - -Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt -bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og -Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store, -men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde -højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar, -som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods -hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende. - -De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen. -Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i -Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa -Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine -Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften. - -»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa -sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de -nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s. -v. - -»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og -Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil -gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit -Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.« - -»Er Frøkenen ansat ved Theatret?« - -»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har -jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.« - -Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved -den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden. - -»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til -at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning. - -»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg -begyndt at tvivle stærkt om.« - -»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt --- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende -Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser -slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er -meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om -sig selv.« - -»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den -største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at -faa en Rolle.« - -Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes -Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig -Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig. - -»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?« -spurgte Henning. - -»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere -begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og -siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg -ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg -kunde gaa fra det hele.« - -Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra -hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet. - -Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da -han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans -Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen -hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede -fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv -Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben -Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var -der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun -vistnok fortjente at være. - -De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen -tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante -Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort. - -Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del -af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et -vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om -sine egne Forhold. - -Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men -Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et -lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg. - - - - -IV. - - -I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru -Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den -hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne -tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud, -sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet -paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes -om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende -Medlemmer blandt Badegjæsterne. - -I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun -taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at -bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af -Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig -Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed. - -Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at -sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande -behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas -og hendes Moders Bekjendtskab. - -Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres -sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over -ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en -Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa -var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet. - -Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort -Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som -før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i -Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende -at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna -tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit -eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig -maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han -derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig -forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind. - -Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte -for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om -Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han -ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under -de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig -solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en -Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om -Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for -sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at -holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde -sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For -Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende. -Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige, -saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem. - -Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad -de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans -Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne -Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at -hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende. - -En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og -han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden -ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale. -Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt -Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret -sammen som gamle, fortrolige Bekjendte. - -»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde -Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af -Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa -skeptisk derom.« - -»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede -hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor -Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«. - -»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det -maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«. - -Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse: - -»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet -kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg -tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed. -Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var -jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg -aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde -paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der -tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid -troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har, -fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk -Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og -derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling -kan føre til noget.« - -»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem. -Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde -føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_ -Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver -anden, naar den udfyldes paa rette Maade«. - -»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at -forstaa, hvad han sigtede til. - -»Det er som Hustru«, svarede han livlig. - -Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le. - -»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke -passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg -slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive -rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg -hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.« - -»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig -ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde -blive alvorlig forelsket. - -»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis -paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa -vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg -vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad -skulde det saa blive til?« - -»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De -undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa -sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«. - -»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget -alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror -jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et -godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et -blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...« - -De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret -saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm -om Hjærtet. - -»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte -haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg -kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge -Piger, jeg har truffet paa.« - -Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes -Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød -heftig: Slip mig! - -Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa -ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en -Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen -til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i -Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes -han skulde opfatte dette heftige Udbrud. -- - -Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have -talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor -meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var -opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes -det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen, -omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu -denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag! - -Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en -uforklarlig Følelse? - -Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa -kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men -hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om -hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens -guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt -mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv -Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været -under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig -kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab, -der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere -Følelse uden rigtig at vide af det? - -Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet -altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset, -medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet -vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det -var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod -fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det -sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham. - -Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde -tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig -selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at -nogen af os har vidst det før nu. - -Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til -Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige -feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang -til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at -adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et -Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var -halvvejs færdigt, rev han det itu. - -Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det -beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter -at det for længe siden var blevet højlys Dag. - - * * * * * - -Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til -Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem. -Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede -Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine -Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden. -Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa -Benene. - -Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis, -der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen -laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over -Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ -udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin -glade Morgenkoncert. - -Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han -klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud -af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter. - -Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd -med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne -i Porten. - -»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?« -bemærkede den altid velvillige Lars. - -»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.« - -Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men -Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar -gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i -Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa, -graa Øjne, svarede han igjen: - -»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl. -Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime; -for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.« - -»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem -Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser -i Dag?« - -»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars. -»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes -Mo'er, som er i Besøg hos vos.« - -»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret. - -»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene, -for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn. -Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til -Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at -byde Frøkenen Farvel.« - -Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld -Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk. - -»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede -Henning noget kort. - -»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer -han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.« - -Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud -til Trillebøren. - -Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en -ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller. -Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel -hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var -foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere -Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse -paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade -hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen -Forklaring mellem dem? - -Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han -hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være -det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han -forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det, -som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende. -Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl -eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet -ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut. -Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham -til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det -forestaaende Møde afgjøre den for ham. - -Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte -gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst -for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde -pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke, -at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham. - -Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette -Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende, -spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at -trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se. - -Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske -allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden? -Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse -bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende. - -Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til -Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud -over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde -faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i -Havstokken og skruppede løs paa Badevognen. - -Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa -Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud -over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og -passiaret. - -Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning -hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et -lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af -Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad -denne Vej kom Henning ind. - -I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste -ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af -Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke. -Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og -uryddeligt ud. - -Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en -Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset. -Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig -omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev -staaende. - -Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers -røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den -foregaaende Aften. -- - -»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?« --- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne -vilde gjøre den. - -»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men -uden kjendelig Bevægelse. - -»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og -jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.« - -»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.« - -»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes -vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen -Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af -disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden -at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke, -Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden -paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.« - -»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er -lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det -hele.« - -Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede -med en hemmelig Uro. - -»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem. -Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt, -hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor -jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser. -Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg -kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes -oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig -en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.« - -Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen. -Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa -hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige -paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og -sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole. - -»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere -og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok -kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var, -som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne -Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu -begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det -var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna, -elskede Dem af hele min Sjæl ...« - -Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes -Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling -som før uden at svare ham. - -»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?« - -»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en -Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det -samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder. - -»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid -gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at -sige det!« - -»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...« - -Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte -- -med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der -gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig -og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men -pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke -mere«, mumlede hun. -- - -Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt -straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for -hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede -Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke, -og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig -Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom -til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde -Bryllup saa snart som muligt. - -Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. -- - - * * * * * - -Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans -Frederik, følgende Brev: - - »Kjære, gamle Ven! - - Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede - dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det - derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i - Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker - dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din - Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro! - - Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente - Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles - ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre - Fornuftslutninger. - - Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde. - - For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til - den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig - jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i - Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær. - - Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der - tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop - saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig - at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede - mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en - lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste - Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i - en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg - havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel - derved. - - Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en - Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev - saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men - først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet - havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var - Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og - en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom - det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det - skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som - vil give dig Vaaben i Hænde mod mig. - - Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig - letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg - kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire - Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer - eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter! - - Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en - alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde; - hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men - da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse - mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede - ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger, - med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg - har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens - Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin - Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller, - om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier - til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i - Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa - da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke - for hele ens Liv. -- - - Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i. - Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til - Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget - uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge - Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg - skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget - er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt - jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung - endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes - mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt, - at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det - gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig - ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og - nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som - du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en - Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og - det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst. - - Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid - været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil: - hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke - alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes - Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg, - hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig - denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en - Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem - bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men - allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller - Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter - og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder. - Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af - at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og - ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade - Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil - du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse? - - Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er - ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage. - Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave, - gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og - smuk Fremtid for os. - - Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig, - før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din - ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar, - gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig - blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og - trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave - Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan. - - Vi ses om nogle Dage. Indtil da - - Din hengivne - Henning Bentsen.« - - - - -V. - - -Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter -Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i -den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der -ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager, -langt mindre til Stuen og første Sal. - -Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi -hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi -hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende, -der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde -Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod -af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne -Idealet af tiltalende Omgivelser. - -Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte -tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø, -men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte, -at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og -saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning, -at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste, -og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var -borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde -saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar. - -Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var -ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god -Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones -daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den -Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres -Velmagtsdage. - -Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage. -Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin -Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han -gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa -Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en -halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter -at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende. - -Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad -og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet, -Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter -ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god -Veninde. - -Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele -et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte -i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand -havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone -- -hvis han overhovedet tillod sig at sige noget: - -»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!« - -Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og -hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa -inderlig vant til. - -Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt -hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa -Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige -Optrin mellem dem. - -Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter, -maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der -repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne -Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed -paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende. - -Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig -behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske -tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet -egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til -Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man -godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald -ikke at tage noget som helst Hensyn til ham. - -Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast -i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige -Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at -tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde -tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor -sin Fader. - -Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade -giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende -Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa -én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til -at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg, -men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet -hendes aandelige og moralske Væxt. -- - -Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt -hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde -hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt -Svar. - -I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes -Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om -Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig -til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget -skræmmende for hende. - -Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning, -var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige -Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende -strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans -øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der -ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte. - -Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment -gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig, -betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket -paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt -optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne -Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en -Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst -for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for -et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han -havde lovet. - -Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder, -hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt. -Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes -op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter -og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin -Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset -til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad -Øjeblik det skulde være. - -Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet -sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru -Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen -skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde -bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed. - -Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte -hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den -anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en -Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende -for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne, -fordi han traf hende i et fattigt Hjem. - -Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var -vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot -et Par Linier: - - »Min egen, lille Kjæreste! - - I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne - Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand - om vor fremtidige Lykke! - - Din Henning.« - -Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun -læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags -barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde -stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun -ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt, -syntes hun. - -Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en -lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste -Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil, -vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe -Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig. - -Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille -Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han -kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser -til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal -og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de -Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en -præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med -efter en meget mangelfuld Maalestok. - -Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket -i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser, -hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru -Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa -Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens -lige saa falmede og forlorne Udstyrelse. - -Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden -altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han -kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var -fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han -var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok -finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig -Familiebegivenhed. - -Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange -Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at -hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i -Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men -hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til -hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring. - -Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet, -som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort -ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og -sagde: - -»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!« - -Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes -Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes -Fader gaaet. -- - -Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes -velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes -svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad -Nakken. - -Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks -Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine -og sagde: - -»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!« - -Og hun svarede med taalelig Anstand: - -»Velkommen, Henning!« - -Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank, -i den lave, falmede Stue. - -De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig -nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men -da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske -fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil -Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse -over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan -Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre -hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den -Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet -i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt -Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig -havde været vant til. - -Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin -tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden -ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet -være ham temmelig ligegyldigt. -- - -De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens -Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv -Forlegenhed -- gik overmaade godt. - -Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru -Thorsen. - -Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med -den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde -de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«, -som Madamen havde laant. - -Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem -den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri. - -Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen -havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et -fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere -Velstand. -- - - - - -VI. - - -De havde været forlovede i fire Maaneder. -- - -Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes -at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde -gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag -der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han -var hos hende. - -I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig -tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer -at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for -hende; de lod snarere til at skræmme hende. - -Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med -beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel -efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den -opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke -havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling. - -Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag -være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten -fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe -hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige, -hvad der bedrøvede hende. -- - -En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde -opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han -spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun -sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes -Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.« - -Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas -Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt -over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine -Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt -Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham. -En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som -sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da -han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at -han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden -skulde have al den Fritid, han kunde raade over. -- - -Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde -forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det -havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag. - -Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i -Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes -ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke -Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han -endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro, -hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden. - -Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig -overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han -have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde -forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa -mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske -naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort. - -»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis -Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han -skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han -foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er, -men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille -Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde -mig over hans Lykke.« - -En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos -Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han -lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et -Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte. - -»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel -Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i -Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom, -men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den -Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde -forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske -intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?« - -Minna rystede paa Hovedet. - -»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort -langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en -daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam -skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.« - -Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale -havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen. -Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede -kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes -Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa -hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at -det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte. - -Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil -havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe -Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket -Tavshed paa begge Sider. - -Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende. -Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin -egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning. -Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde -tændt Lys. - -Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at -søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun -ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved -Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed. - -Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over -dette mer end almindelig slette Lune. - -Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa -Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men -hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde -nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved -Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes -lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa -bløde og runde som et Barns. - -Han gik hen til hende. - -»Hvad er der i Vejen, Minna?« - -Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet. - -»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?« - -»Ingen Ting!« - -»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som -naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart -være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver -at være saa barnagtig.« - -»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig, -der kalder mig saadan«. - -»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere -alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder -dig ikke den mindste Smule om at beherske det.« - -»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...« - -»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god -Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...« - -»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed -med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok -over«. - -»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig -ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa -ondt Humør?« - -»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.« - -»Minna!« - -Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et -alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde -før, naar der havde været Uenighed mellem dem. - -»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og -stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang -for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil -ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!« - -Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det -var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der -saarede ham. - -»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han. - -»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«. - -»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage -for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt -hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og -lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du -kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.« - -Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa -Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede -sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken. - -»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde -dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!« - -Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var -kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende -saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde -derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, -- -naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok -forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men -saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa -Laasen og traadte ind. - -Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad. -Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes -Hoved. - -»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen -Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke -mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke -længere være vred paa dig«. - -Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham. - -»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi -jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«. - -Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans -Hals. - -»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem -Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og -hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet -ingen maa have nogen Del i dig!« - -Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over -denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet -sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af -Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om -hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder. - -»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa -glad, som han nylig havde været bekymret. - -»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du -holder af andre end mig.« - -Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og -Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede -hede Kys paa hendes Mund. - -Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første -Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa -ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel, -fik ham næsten til at stønne af Angst. - -Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa' -paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der -ved, at man ikke længere er vred paa det. - -»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han. - -»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er -kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har -holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig -havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i -dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og -du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig -tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa -gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.« - -Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde -Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild, -afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- -- - -Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst -og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst -foran ham. -- - -»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem. - -Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed -hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det, -ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken, -der smertede ham mere end hendes Vrede. - -»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden. - -Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han -nærme sig hende. - -»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun. - -»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg -vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...« - -»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du -kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...« - -»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne -tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen -kan blive godt mellem os.« - -»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa -ondt ...« - -Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig -som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og -uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind -- -hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu -rev op i ham. - -Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru? - - - - -VII. - - -»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde -hans Kammerater. - -»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig -i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige -Forlovelse. - -»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde -Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale -med sin gamle Ven. - -»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en -Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved -Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen -selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre -sig behagelig for hende.« -- - -Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede -Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt -Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før. -Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning, -syntes paa én Gang at være bleven tændt. - -Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at -have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning -af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage, -blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde -vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes -Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han -selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en -vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende -Ægteskab. - -Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det -var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og -han var Skyld deri. - -Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han -ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer -Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor -kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne -halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. -- - -Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort -Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og -Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en -Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin -Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun -skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn -Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber -havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over -det. - -Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt -til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa -skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han -betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog -Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den -Ting klarede sig nok. - -Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og -Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere -Ligevægt i den sidste Tid. -- - -De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i -Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have -det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var -ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens -Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det. - -Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han -foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han -mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod -han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset -Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde -med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. -- - -Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny -Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev -sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke, -ny Porcelæn skulde gaa i Stykker. - -Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser -fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt -kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet -tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et -helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde -faa. - - * * * * * - -Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre, -Hennings Fader og Hans Frederik. - -Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen. - -Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i -Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet, -der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere -og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede -saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at -ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende -Guldpailletter. -- - -En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren. - -Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud. -Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til -Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel. -Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af -Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en -uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte -med til Sognet. - -Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret -og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden -kom. -- - -Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt -var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt -Bevægelse. -- - -Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og -indtrængende til dem. - -Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men -Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var -falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og -Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv -Modgangen let at bære. -- - -Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden -Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse -gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. -- - -De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede. - -Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes -straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om. -Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet, -der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen -saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid -lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag. - - - - -VIII. - - -»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til -Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig -ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet. - -»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg -vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.« - -Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et -forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive -attraperet i en strafværdig Handling. - -»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte -Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads. - -»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....« - -Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes -han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var -temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var -inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels -af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i, -»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme -paa de Tider, da Henning besøgte dem. -- - -»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han. -»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.« - -Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed. - -»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over, -at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde -saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde -jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med -hinanden ....« - -Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse. - -»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde -Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen. - -»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive -Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt -det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde -falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og -det duer ikke ....« - -»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt -over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til -Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening, -kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal -forholde mig overfor min Kone?« - -»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle -Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme -Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den -bedste Mening.« - -»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin -Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham -til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde -Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt -lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg -staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget -efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?« - -»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle -Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af -den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de -ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket -Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en -Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse, -men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af -Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det -Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af -Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et -aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være -dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig -Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa -galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.« - -Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt -til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori. - -»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har -i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en -kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden -at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod; -han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men -hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav -en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til -Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels -Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede -sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse -ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og -Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller -Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han -havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde -forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen -Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt -Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var -hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet -om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den -Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en -saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun -en Kvinde i Stand til at føle.« - -Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans -Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde -aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed. - -»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til -mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade -Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var -komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en -god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste -for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab -med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en -Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke. -Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det -andet sig nok.« -- - -Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var -selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i -Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det. - -Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han -vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han -havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent -gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik -et nyt Billede solgt. -- - -Lidt efter kom Minna ned. - -»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun -lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet. - -»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?« - -»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg -skulde have dig for mig selv.« -- - -I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i -Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende, -og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med -den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en -eneste alvorlig eller fornuftig Tanke. - - * * * * * - -De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem. -Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans -Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt, -om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde -aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen. - -Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte. - -Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem -allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel -kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke. - -Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og -lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham. - -Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod -Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig -krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse. - -Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings -Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne -Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op; -saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad. - -Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel -ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og -i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede -Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for -Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang -erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand -rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede -til noget, men det var Tidernes Ugunst ....« - -Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og -førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men -den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn -fæstede paa ham. - -»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg -ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?« - -Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud -ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig. - -»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig -altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.« - -»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede -bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af -Aftenen.« - -Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde -i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i -højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det -trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa -Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de -fremmede. - -Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men -der var ingen Fart i Samtalen. - -»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik -til Henning. - -Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var -ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en -lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig -over, hvad der var sket. - -Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham -godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans -blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles -Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning. - -Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som -hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt, -trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen -uden at sige et Ord. - -Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og -hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom -næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv. - -»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne -fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en -ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.« - -»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig -selv en anden Gang, Fa'er.« - -»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv, -at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke -at gjøre hende en Undskyldning, hører du?« - -Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage -til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter -kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet -trukket op over Hovedet. - -Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de -Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over, -at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid -efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde -tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld -i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget -det paa den Maade. -- - -Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik -hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun -holdt det fast mellem sine knyttede Hænder. - -»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone. - -»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt. - -»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og -fornuftig vil sige dig.« - -»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og -satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere -mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!« - -»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere -hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare -mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt -ad, som du gjorde i Aften?« - -»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den -Skam, som overgik mig!« -- - -Minnas Stemme var bitter og udfordrende. - -»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede -Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule -og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader, -om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne -sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i -Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig -derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.« - -»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre -kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du -lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg -ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og -Vanære over os.« - -»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold -paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke -forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger? -Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader. -Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer -i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos -os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi -begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du -kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført -dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager, -at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod -din Mand.« - -»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og -overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri; -jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...« - -Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning. - -»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes -du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?« - -Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev -ved at se ned for sig og svarede ikke. - -»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme -til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker -rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.« - -»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop -slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem, -du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der -harmer mig.« - -Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme -Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat -som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok -behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. -- - -»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet -Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke -oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.« - -»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen -trænge sig imellem os.« - -»Aa -- du store, store Barn!« - -Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen. - - - - -IX. - - -Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var -begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et -og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning. - -Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden -end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem, -vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor. - -I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne -Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke -Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa -nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den -af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han -var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han -var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme -til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet -Lune. - -Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige. - -Undertiden -- og det var ikke sjælden -- naar han arbejdede i sit -Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende -en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til -atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel -paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter, -og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og -Kjedsomhed. -- - -Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans -Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig -inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da -meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun -var over at mærke, at han allerede nu -- da de havde været gifte saa -kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab. - -Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han -aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve -af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han -skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke -giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af -Kjedsommelighed. - -Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han -trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde -der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde -det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede -det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde -faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være -skinsyg paa hans Arbejde. - -Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i -en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun -kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste -Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og -frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til -andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv -kunde være. - -Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede, -den næste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervøs. -Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for -ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og -mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede -al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker -Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke -Øjnene i. - -Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke, -som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store -Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter -havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et -Aars Tid igjennem. - -Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham -endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes -forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes -sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse, -hvad det skulde blive til. - -Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det -ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at -bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men -som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op -i ham. -- - -»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en -Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds. -»Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at -arbejde. -- Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone, -der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.« - -»Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine -Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse -for mig.« - -»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog -have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde, -at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« -- sagde han lidt -bittert. - -»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg -bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde -herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev -gift med dig!« -- - -»Det vidste jeg ikke« -- Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg -skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet -- om du -saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at -fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at -sørge godt for dig.« - -»Ja, du er nu saa mageløs ædel -- i din egen Indbildning. Men jeg -havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer -sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.« - -»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive -bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa -mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj -Grad.« - -»Ja, naturligvis!« -- Minna lo hysterisk. »Men _du_ er stadig saa -mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig! -Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var -ovre ved Theatret!« - -Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte -hans Blod i Kog. - -»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed -af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil -du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds, -saa skal jeg ikke sætte mig derimod.« - -»Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og -Fred og tog mig al Ting meget lettere.« - -»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du -maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig -klart paa vort Forhold?« - -»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød -hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din -saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...« - -Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet -i sine Hænder og gav sig til at græde. - -Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været -den rette Mand for hende? -- Han fortrød sin Heftighed og søgte at -berolige hende. - -»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive -anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor -frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden. -Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa -lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.« - -»Ja det lyder smukt nok« -- Minna slog atter over i sin gamle, -haanende Tone -- »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig -for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og -jeg vil ikke undvære noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden -være i Fred.« - -»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte -han bittert. -- »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og -umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene -op for, hvad det maa føre til.« - -Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men -det vilde ikke lykkes. - -Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig. - - - - -X. - - -Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det -første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret, -hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at -banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før -havde kjendt den. - -Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at -den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden, -maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham, -at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner -og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer -og Gjenvordigheder. - -Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret. - -Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng, -bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde -sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste -af alle Mænd. - -Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en -Dreng -- en prægtig Dreng! - -Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller -anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad. - -Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar -Tambeskjælver foran Pillespejlet. - - »Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej! - Det er vor Husbond, det er - Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...« - -deklamerede Hans Frederik ham i Møde. - -»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer -Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle -dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!« - -»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!« - -Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at -se Henning i det gamle, frejdige Humør. - -»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis -ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg -forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa -en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg -ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at -leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et -rigtigt Menneske ud af!« - -»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for. -Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels -Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene: - - Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...« - -»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning -ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds -Styrke!« -- -- -- - -Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen. -Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte. - -Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder -færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte. - -Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod -til at have bragt Lykke til Huset. -- - - - - -XI. - - -Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle -Minnas Karakter, at hun var bleven Moder. - -De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en -ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget -hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid -aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle -de Besværligheder, som var forbundne dermed. -- - -Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun -bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun -blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet. - -Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give -hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man -vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere -han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne -Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som -hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og -alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs -overfor ham i deres daglige Samliv. - -Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin -Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun -briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men -det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor -gjærne hun end vilde. - -»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til -ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg -var død.« - -Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at -være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv; -naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde -ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne -Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde -blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en -Kurv Frugt eller en Buket Blomster. - -Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte -ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans -modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det -opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han -mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge -haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. -- - -Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine -slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par -Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde -i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham. - -Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad -endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al -Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og -venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. -- -Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist --- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske -have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op -for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo. - -Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals. - -»Er du bedrøvet, lille Fa'er?« - -Henning kyssede Drengens lyse Haar. - -»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.« - -»Hvorfor tænker du?« - -»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.« - -»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære -dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?« - -»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.« - -»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa -helt pludselig: - -»Mo'er skal ogsaa være god.« - -Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde -være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand -paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er. - -Han tog ham ved Haanden og sagde: - -»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.« - -Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter -paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun -var i daarligt Humør. -- - -Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille -Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt, -og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men -enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment, -som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage. - -Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham -eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den -Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige -Ting. - -Minna svarede med Enstavelsesord. - -Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng. - -Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The -ude i Haven. Vejret var saa smukt. - -Det kunde de gjærne. Hun var lige glad. - -Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset. - -»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok -ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre -Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude -kunde man skimte Sundet. - -»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du -kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres -The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort -Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord -derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har -tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at -gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg -opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand -paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg -vil ikke have min Dreng ødelagt.« - -»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok -med at tage ham fra mig.« - -»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved -jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt -mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med -ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.« - -»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som -det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser -du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig. -Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan -bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre -mig med.« - -»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke -víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad -til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik -derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun -er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for -at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og -vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand -tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som -i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden -sandelig din.« - -»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange -andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.« - -»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?« -spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra -dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt -tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle -mig som en rigtig Tøffelhelt.« - -»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og -hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den, -du er!« - -Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig -og svarede rolig: - -»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i, -at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre -føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde -mig.« - -»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo -en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.« - -»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører -ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen -over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i -alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med -denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage -har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være -Vidne til vor Uenighed.« - -»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór -heftig op. - -»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa. -Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre -Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter -Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa -dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og -som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du -for en Tid kom i andre Omgivelser.« - -»Og hvor skal vi tage hen?« - -»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle -Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for -os selv. Lad os prøve paa det.« - -Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede. - -»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok, -du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var -forlovede.« - -»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som -jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil -du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg -forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld -og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad -Vinteren.« - -»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der -bare Fiskere.« - -»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at -foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg -tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du -kan godt faa Selskabelighed.« - -»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om -dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.« - - * * * * * - -De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor -de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine -Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet, -hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden. - -I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at -Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse. - -Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange -Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med -hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds. - -Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at -finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt -at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa -Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i -Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage -i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde -slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde -paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje -igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det -hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev. --- - - * * * * * - -En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to -Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham. - -»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede, -en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten. --- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged -Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro, -ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er -sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror, -at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke -sandt?« - -Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre -hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male -Studier derfra. - -Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens -og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved -at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed -Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos -ham, som han ikke kunde blive kvit. - -Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med -tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det -venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse -hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en -ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne -Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk, -hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers -var der intet som helst mærkeligt ved ham. - -I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars -Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør -Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med -de andre Herrers Mening. - -Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at -se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,« -tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.« - -»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer -Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange, -behandskede Haand. -- - -Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han -lidt efter gik hjem fra Stranden. - -Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed. -Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop -være _hendes_ Mand? - -Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt -ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i -Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem -sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde -forandret sig for dem begge? - -Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans -Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense -hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget -Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde -gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv. - -Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han -besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden. - -For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa -med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre -sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper -og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han -endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa -fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre -Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. -- - -Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført -et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær; -bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have. - -Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en -ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed, -kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige -Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede -en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged. - -Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet, -hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af -Byfogden i egen Person. - -»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den -Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme -præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.« - -Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind -i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet. - -»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte -den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod! -En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem -hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste -Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til -venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den -Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst: -Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --« - -Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op -i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have -været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun -og han gjenkjendte hinanden. - -»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min -kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender. -Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig -Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min -oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun -ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis -faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har -levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.« - -Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste -Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt, -brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. -- - -Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den -gav ham Tid til at sunde sig lidt. - -»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa -kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.« - -Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed. - -»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden. - -»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med -at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber. - -»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer -vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt -uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.« - -»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af -Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav -Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt -bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?« - -»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap -Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det. - -Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var -vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end -hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet -kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. -- - -»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag -førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa -Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem -det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at -opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule -jaloux -- hvad behager?« - - - - -XII. - - -Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der -skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne -derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled -hen over Sandet og Stenene. -- - -Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde -der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere -op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge -igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt -og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de -barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed -Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som -om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre -sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets -Natur. - -Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind -mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige, -er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme -ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde -Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene, -som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. -- - -Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til -de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans -Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han -vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par -Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager -nede paa Stranden. - -Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med -det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og -rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven, -hverken mer eller mindre. - -»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De -været henne saa længe?« - -»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.« - -»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok, -med den kan man udrette saa meget.« - -»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige -Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.« - -Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig. -Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt -Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side -hen over Klitbakkerne. -- - -I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt -paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa -meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var -kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun -prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere -og mere ordknap. - -»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider. -»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.« - -»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa -upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke -lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed -og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og -jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.« - -»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt, -aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg -bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke -kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min -Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke -paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet, -at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere -var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu -synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo -ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.« - -»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres -Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru -Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.« - -Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans -Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker, -hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest -ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land, -hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland. -Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad -med dens knejsende Kirkespir. - -Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm, -og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede -paa, hvad han havde at sige hende. -- - -»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom, -halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror -i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at -skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...« - -Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa -vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik: - -»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre -Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle -Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har -maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke -over et Menneskeliv ....« - -Det varede lidt, før hun svarede ham: - -»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til -at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.« - -»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger -vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en -Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der -nogensinde har opfyldt mig.« - -»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De -er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre -Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen --- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke, -som _hun_ ikke kunde berede Dem ...« - -»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg -ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der -ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og -rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige -Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg -bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg -maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og -behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt -saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at -spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som -noget, der ikke længere vedkom mig.« - -»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det -lidt heftig, idet hun saa' op paa ham. - -»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig -møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele -er.« - -Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende. - -»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?« - -»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. -- -Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De -ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan -være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at -opfylde sine Pligter, saa er jeg det.« - -»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden -at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad -velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken -og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot -beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred, -fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget -bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke -er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det -er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.« - -»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket -paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret, -vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset, -ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.« - -»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede -ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad -jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort -første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde -være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved -at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa -Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at -komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke -at mødes tiere.« - -»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den -tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu -én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade -mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer -fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.« - -Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin -Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive. - -»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg -bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i -lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.« - -»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og -rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.« - -»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig -selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den -samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se -slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse -er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et -Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet -Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for -Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg -Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand -og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det -mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.« - -»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men -den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en -ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med -varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres -Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere -Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres -Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og -Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De -kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af -Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo -i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa -ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet, -om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de -Forhold, man skal gjemme hos sig selv.« - -»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor -haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre. -Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen. -Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt -det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg -vilde have gjort det.« - -»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men -tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade -for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa -begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil -glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.« - -Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op -paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk -over den lille, fintbyggede Skikkelse. - -»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en -Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De -maatte faa Glæde af mig.« -- - -Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og -saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det -var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende -endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig -at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig -ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen. - - * * * * * - -Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde -allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen -i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med -sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage -siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde -flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var -ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og -tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det -var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind. - -Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han -følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid -vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at -skræmme hende bort, hvis han røbede sig. - -Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende -Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin -Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken -kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret -til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var -stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i -_hendes_ Nærhed. - -Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse -stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været -Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare -sin ydre Ro overfor hende. - -Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede -over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand -slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa -tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt -en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod -i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig -mange Gange overlegen. -- - -Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige -Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen -med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at -han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons. - -Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser -opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at -han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen -Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. -- - -En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens. -Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen, -at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage -havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde -fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at -Aage var nede i Haven med Fru Aaby. - -Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig -henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes -Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. -- - -Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op -til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde -et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede -sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa -ham. -- - -Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse -af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han -bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af -Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. -- - -»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige. - -»Nej -- jeg har ikke.« - -»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet -og rakte sin Mund op til hende. - -Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et -uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen -i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. -- - -Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge -alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den -Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind -i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da -hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa -Jorden. -- - -»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort -Dem for megen Besvær?« sagde han. - -»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at -se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?« - -»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den -lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.« - -Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende -aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han -kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende -Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!« - -Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en -af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa -fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb -bag ved Husene i en Udkant af Byen. - -Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede -og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i -dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende -- -den eneste, han virkelig havde elsket. -- - -Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at -træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte -fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby -var rejst. - -Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig -interessant Rygte ud i Byen. - -Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som -der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes, -Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at -bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til -denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var -kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium -af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til -den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for -Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde -besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var -naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var -Hr. Aaby rejst. - -Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe -beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket -med i Snavset. - -Nu kunde og vilde han ikke tøve længere. - -Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde -lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var -færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at -blive. -- - -En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham -ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax. -Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der -syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun -bragte med sig allevegne. - -Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget -Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun -plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var -hændet noget usædvanligt. - -Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang -lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde -ham en Smule forvirret. - -»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst -for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet. - -Hun lod ikke til at ville forstaa ham. - -»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier, -De har malet herovre,« sagde hun let henkastet. - -»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede -han i samme Tone. - -»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste -Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg -rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort -for et Par Dage siden.« - -»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev -blussende rød. - -»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for -mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt -og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg -ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu -sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad -jeg har at sige Dem.« - -Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere -harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den -heftigste Bebrejdelse, da hun svarede: - -»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en -ærekjær Mand!« - -»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De -ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig -Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.« - -»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen -Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide, -hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem -om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort -Forhold til hinanden; derved maa det blive.« - -»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre -paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig -selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.« - -»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?« - -»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en -dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og -vil ikke længere skjule det for Dem.« - -»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og -trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det -bedrøver og krænker mig mere end alt andet.« - -Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden. - -»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg -føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der -i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg -beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder -jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold -til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg -undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne -Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte, -De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt -andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.« - -»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer -Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde -baade for Deres egen og min Skyld.« - -Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort -fra ham, medens han talte. -- - -»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort -Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har -truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven -mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at -jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. -- - -En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler -den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har -daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og -renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve -ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden, -den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er -ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den -bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos -hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive -lige ung og ny. -- - -En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler -det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig -være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og -letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres -Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min -Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt -mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --« - -Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men -hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling. - -Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone: - -»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok -til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg -havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs -store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med -en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig -henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at -fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et -Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge. -Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men -jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. -- - -Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende -Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes -stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig: -Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort -Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man -almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke -og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i -Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet -for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og -er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? -- -Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele -denne Tro.« - -»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at -sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad -mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil -gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags -Præg?« - -»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og -arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes -frem og udvikles.« - -»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om -at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for -Egenkjærligheden.« - -»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte -umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som -det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt -nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse -i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar -disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring -eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig -stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem, -som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og -Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.« - -»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg -end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter -hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger -og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at -arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.« - -»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere -formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen -end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ... - -Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler -til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller -letsindig. - -Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat -sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og -usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere -eller færre Kræfter til at staa imod med. -- - -Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det -synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at -det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der -mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende -gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har -noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al -Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det -rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks -Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde -det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og -Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har -ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt -i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til -Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge -er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar, -som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig -Fremtid for os.« - -Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst -arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham --- denne Gang seende ham lige i Ansigtet. - -»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa -være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke -paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og -vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden -at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som -- -skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har -gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan -Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for -berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den -Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde -Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig -- -er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde -bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa -hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed -vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at -slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade -over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske -Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den -Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil -ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig, -ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.« - -»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var -Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De -baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre -det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min -Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har -ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker -jeg under, da er Skylden Deres.« - -»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er -da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.« - -»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed. -»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke -bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt, -men De vil ikke.« - -»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den, -De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en -sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere -Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.« - -»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han. - -»Ja -- alt.« - -»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.« - -Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked. -Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at -han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige, -at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en -Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde, -dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg, -saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. -- - -Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine -Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte -Tilværelsen for ham? - -Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod -hans Hustru. - -Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at -forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun -giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at -opdrage paa? - -Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre -Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det -have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere. -Sandheden skulde hun høre af ham. -- - -Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg -ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet, -jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens -Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet -svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem. -Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den -triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning, -hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød. - -Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik -han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig, -hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i. - -Minna sad ved Vinduet og syede. - -Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han -vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig -vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke -oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans -Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget -usædvanligt i hans Adfærd. - -Saa tav de en Tidlang begge to. - -»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider. - -»Naa -- det var jo rart.« - -Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne -korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning -dertil. - -»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det -skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.« - -»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor -kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger -og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.« - -»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til -Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« -- - -Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til -en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at -vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og -saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt, -selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været -frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har -du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du -gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for -at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.« - -Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt -var blegt, da hun spurgte: - -»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd -har gjort dig?« - -»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har -gravet mellem os. Fordi ....« - -»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod -foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved -det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem -os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her -over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem -- -»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...« - -»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg -var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde. -»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser -Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den -Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du -fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig. -Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og -forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det -sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...« - -Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa -én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse, -hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende -Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød -hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad. - -»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- -- - -Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og -paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at -liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet. - -»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod --- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige -Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og -deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den -mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.« - -»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter -Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem -siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis -jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa -daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig -- -fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til -mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....« - -Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst -foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen, -idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. -- - -Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en -lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen -Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende -saa haardt til? - -»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav -Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.« - -»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa -hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil -leve under Tag med dig.« - -»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne -nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.« - -Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede -sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til -Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor, -gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde -han maaske ikke være gaaet. - -Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne -lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem -det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine -Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_ -syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu, -da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa -mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast -og pligtopfyldende Hustru. - -Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det -alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens -hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig -kunde blive hans? -- - -Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin -Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To -Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold -var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før -lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og -bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for -Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde -havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord, -som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at -tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste -Ting -- for Husfredens Skyld. - -Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel, -medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender -hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den -unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn -Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland. - - - - -XIII. - - -Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt -Vintervejr det Aar. - -Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og -Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret -viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske -drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa -i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt -Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej -mellem Langelinie og »Tre Kroner«. - -Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store -Bunker. - -»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv -Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og -Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende. - -Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med -Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang -tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog -sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa -Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det -gaa strygende løs med Baller og Middage. - -Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige -Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger, -der kom ind. - -Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer -sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine -nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en -overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde -paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger. - -Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes -kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes -sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit -udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper -Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke -sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige -fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for -hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner -syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. -- - -Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de -ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og -arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa -bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til -»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem -Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod --- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke -en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret, -og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige -Klædningsstykke lige saa godt som hin. - -Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af -underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting -mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere, -Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der -lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det -egentlige store Proletariat. - -De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre -Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men -de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i -uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være -bedre, end den er i Virkeligheden. - -Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det -koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige. - -Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i -Størstedelen af sin Levetid. - -Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for -ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se -Sønnen vinde frem i Verden. - -At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den -gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der -blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største -Forventninger om sin Søns Talent. - -Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige -Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind -- -var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive -en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. -- - -Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens -de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor -ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle, -stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham. - -Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret -med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet -bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa -ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige -Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk -Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde. - -Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget -rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere -i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og -gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa -følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv -havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for -hele Kunstakademiet. -- - -Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var -det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig -mærke dermed. - -Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han -var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt -just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst -kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan -en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive -lykkelig ogsaa i det Kapitel. - -Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han -mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete -af Minna. - -»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv, -halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv -vidste af. - -Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse -det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til -at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig -selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig -skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige -lukt ud i Stranden.« - -Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget -hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og -naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke -ham ved. -- - -Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget, -der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten. - -Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men -Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun -havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle, -under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng. - -I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre -kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis -Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter, -dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en -Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings -Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang. - -Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og -følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle -Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust -bort. -- - -Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke, -selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det -var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og -han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa -ham. - -Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden -sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa, -hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en -sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han -tog sig det. -- - -Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle -Mand. - -Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde, -som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne -foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev -langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne. - -Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere -Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri, -de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og -Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne -gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle -Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde -Skipperne ikke Tid til at vente paa. - -Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme -igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en -lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den -sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun -solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større -Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det -ikke lykkes ham at blive færdig med. -- - -Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid -havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han -boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det, -eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn. - -Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok -klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste -Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid -maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen -ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer -paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst. - -Saa var det Dagen før Nytaarsaften. - -Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i -ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at -ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat -paany. - -Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i -det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø -saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der -dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet -saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i -dem for at berøve dem deres Vinterpynt. - -Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen -var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om -Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster -paa Ruden. - -Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa -at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen. - -Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede -at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse -fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans -smilende Læber. - -Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs -fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten. - -Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og -haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige -Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den -til lutter Vand og Søle. - -Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til, -saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det, -der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en -muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at -slaa op om Ørene, hvis de færdes ude. - -Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden, -foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald. -Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de -smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens -Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. -- - -Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne -fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem -omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder. - -Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne -ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen -Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et -saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven -lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt. - -I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter -skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke -til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken -var lidt over ti. - -I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede, -boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup -havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen -i Etagen neden under. - -Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille -Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget -godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en -Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved -Vinduet. - -Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der -ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er -tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var -tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et -trist og uvenligt Præg. - -Der var ingen Ild i Kakkelovnen. -- - -Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin -Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød -Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel -ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen. - -»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt -til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til -Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst -opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et -solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen. - -Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter -en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen -anden Udvej tilovers. - -Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin -Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp -ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde. - -Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive -ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik -Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende -Indhold: - - »Min kjære Søn! - - Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde - gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det - slemme Vejr. - - Din kjærlig hengivne Fader - P. Bentsen.« - -Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var -blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt -det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik stærkt -til elleve. - -Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det -faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han -alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar -han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags -Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang -blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været -der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til -den næste Dag. - -Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af -Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa -forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han -endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og -Aftensmaden over. -- - -Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og -gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været -en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og -Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som -Brændsel. - -Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa -den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i -Munden paa ham. - -»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har -du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var -blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.« - -»Aa -- bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er -slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det -saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg -paa at synes oprømt. - -»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det -er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du -trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i -Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.« - -»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,« -svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i -mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du -skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.« - -»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu -blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid -og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.« - -»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere -her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.« - -»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for, -at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.« - -Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin -Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at -forsyne den gamle med, hvad han behøvede. - -»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,« -sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren. - -»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til næste Aar, om Gud vil, at -jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den -gamle med et melankolsk Smil. - -»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.« - -Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig -kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud. - -Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for -den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at -han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte -frygte for stygge og ubehagelige Scener. -- - -Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og -syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede -med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under -Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle -Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften. - -Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store -Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre -Handlende holdt aabent endnu. - -De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske -enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste, -at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at -blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog, -som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene, -nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at -blegne af Misundelse. -- - -Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets -hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige -Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen. - -Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens -Time, og med en Stemme, der skælvede -- hvad enten det var af Kulden -eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, _han_ ventede sig af -Aarets sidste Aften -- bød han Karlen at sætte Skodderne for. - -Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne, -Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i -den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. -- - - * * * * * - -Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte -sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende -Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han -traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod -Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte. - -Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de -mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det -Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han -levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa -Timer siden. -- - -Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den -uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød. --- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved -Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn. - -Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og -hvor ondt det havde gjort ham at se det. - -Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de -maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun -begyndt at græde og lamentere. - -Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end -sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at -hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_ -vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de -kunde slaa sig igjennem. - -Henning forestillede hende, at de jo -- Gud være lovet -- endnu ikke -havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde -at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa -fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var -derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for -Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa -hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det. - -Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde -ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til -deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig -ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord -baade mod ham og hans Fader. -- - -Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet -Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den -sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt -lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred. - -Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter -frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed -til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes -skingrende Stemme. - -Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig -selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men -det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt -forfærdet paa hende. - -Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa -frygtelig? -- -- - -Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til -hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde -i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i -Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun -skulde ikke vente ham hjem for det første. - -I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne -sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede -baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. -- - -Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet -ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed -ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. -- - -Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer -i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han -under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men -Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning -ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var -kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den -østlige Ende af Byen. - -Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte -Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et -bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv -færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet, -snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker -og forskjellige andre Gjenstande. - -Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for -der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den -Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem. - -Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede -han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne -gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt. -Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene -eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for -at fejre Sylvesters hellige Aften. - -Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu -lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader -allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham. - -Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i -Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over -den. - -Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget -Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han -omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske, -af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke -skulde gaa sulten til Sengs. - -Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske -- -han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og køre ud at -hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det -nemmeste og naturligste. - -Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra -denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse, -selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne -vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem. - -Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og -hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage! -Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde -kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. -- - -Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede -drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte -Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig. - -»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?« - -Henning vendte sig om. - -»Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?« - -»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa -vil. Jeg er vældig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et -Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med -Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?« - -»Aa nej -- men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,« -forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe -- ja, -det kan være lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjør -jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været -tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe -nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.« - -»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller -hvordan det nu hedder. Hør -- for Pokker -- det er da aldrig ... -hvad, du dydige Ægtemand ..?« - -Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine. - -»Aa Vrøvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning -ærgerlig. - -»Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke -at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed -- Her har -du Pengene, min Dreng.« - -Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri -og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse -Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i -Haanden paa Henning. - -»Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde -Henning og vilde gaa. - -»Aa -- hør en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du -skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en -Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre! -Hør du -- kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi -skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.« - -»Jo, det maa du gjærne. -- Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor -jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham -med nogle Penge -- det er hele Historien.« - -»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag -efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et -mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar -du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer -jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de -hjemlige Kjødgryder.« -- - -De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning -havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa -at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner -- -naturligvis i al Skikkelighed. - -Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket -- -rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var -rigtignok alt andet end tillokkende. - -Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin -Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller -anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære -Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede -sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig -bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske -Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev -mishandlet. -- - -Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige -Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en -Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en -eneste Aften -- trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab. - -Han trængte haardt til det, syntes han selv. - -»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil -nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer -fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt -tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde -sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med -Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse? -Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar -sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og -viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne -for dine tørstende Blikke.« - -Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under -Vennens og trak ham med sig. -- - - * * * * * - -»Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,« -sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da -de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider -ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu -og da lød en støjende Latter. - -»Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men -nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede -Erik halvt mellem Spøg og Alvor -- »du skal naturligvis sidde længst -borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme -i Fristelse. Og desuden« -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade -Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre -- »det er -prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.« - - * * * * * - -Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste -Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte -og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under -Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede -gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa -Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte. --- - -Det havde været en mageløs Nytaarsaften. - -Hvor man havde lét og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske -storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne -- -begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at -lægge Mærke til. - -Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen. -Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom -frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag -i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! -- - -»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger -Damerne hjem.« - -»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone. -»Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke -Eva!« - -»Er Du gal, Henning!« -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme -lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere -ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu -fornuftig og lad mig følge dig hjem.« - -»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa -Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke -vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?« - -Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved -- -med en koket lille Skindhue -- der støttede sig op til hans Skulder. -Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til -hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!« - -Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig -løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og -tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne. - -»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem. - -»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. »+Felicissima -notte+, mine Børn! Tak for i Aften!« - -Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav -ned ad Gaden. - -Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev -alene tilbage. - -»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et -angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det, -skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.« - -»Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede -den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne -til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert -yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig -af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de -snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser. - - * * * * * - -Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brændte endnu i den -kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og -Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for -længe siden. -- - -Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer -siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig, -frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde -ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg -i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende -Dag. - -Det var Nytaarsmorgen. - -Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke -hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i -det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange -Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se -virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen -sin Bane rundt. - -Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde -træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste. - -Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster -lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og -halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær -hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes -at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen -under Armen. - -Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger -- uden -Salmebog -- med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne -dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege, -forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om, -at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i -Morgenstunden. -- - -Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede -Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da -det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret -fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om -at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere -befærdede Gader. - -Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste -ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt -sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig -med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde -Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt. - -Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme -videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke -som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven -vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter -hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet -og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af -sig. -- - -Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen -udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket -op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et -Hoved forsvinde bag Gardinerne. - -Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen. - -Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede, -og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór -isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han -gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog -ham i Møde. - -Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten -- og Minna staaet -og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i -Sovekammeret ved Siden af. -- - -Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende -gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm. - -Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var -dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet -i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart. -Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld -Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og -dybt, dybt ind i hans Hjærte. - -Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om -han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs -indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som -hvis det havde været uskyldige Tømmermænd. - -Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere -irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han -vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire -og tyve Timer tilbage. -- - -Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit -Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt -derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly, -men dog vedblev han at ligge vaagen. - -Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han -tænkte paa. - -Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og -Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage -plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften -uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom -ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed -han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en -snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. -- - -Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden -af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham. - -Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild -Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der -gled langsomt forbi Kysten. - -Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt -begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og -holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være -ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det -suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte, -at han var den første iblandt dem. - -Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om, -var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper -var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna. - -I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og -Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke -Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et -Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb -tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod. - -Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med -flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de -hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og -langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad. - -Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og -stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte -ned og knuse den. - -Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans -Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem. - -Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden --- ganske nær ved ham .. - -Og saa vaagnede han. -- - -Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun -med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. -- - -Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en -klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var -begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og -Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i -Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle -under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske -glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte. - - - - -XIV. - - -Dagene var begyndte at længes. - -Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved -Staffeliet. -- Han _vilde_. - -Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede, -kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den -var han tilfreds med, men han følte sin Uformuenhed til at gjøre det -bedre. Saa blot videre -- videre. -- - -Han spændte Lærredet paa Blændrammen og tog fat paa at male Billedet. -Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet -flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Færd med at -komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu værre, -naar han den næste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af -den foregaaende Dags Arbejde. - -Hans Billede stod tungt og indholdsløst, uden Friskhed, uden Liv. - -Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i -sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne -svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde -spildt. - -Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk -eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til -andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og -hvorledes det skulde være -- det stod altsammen saa klart for ham --- men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden -at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og -haandværksmæssigt. - -Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen. - -Omsider -- en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være -indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede -færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han -gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det -om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen -kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg. - -Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig -lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de -lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli. - -Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som -han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han -selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han -befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa -det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette -Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa -eller falde med det. - -Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at -se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de -andre Arbejder. - -Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og -traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke -behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for -at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en øjensynlig -Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han -beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere -tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var -forfejlet. - -Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og -Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som -Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede -var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg -paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig -gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk -Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til -sygelig Følsomhed. - -Billedet var og blev mislykket. - -Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder, -der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved -at mærke hos sig selv, at han misundte dem. - -De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som -frugtesløs. -- Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde -den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende -Lygtemand? - -Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig -selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen -aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod -at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes -det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. -- - -Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han -kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke -den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre -- -havde manglet ham i altfor lang Tid. - -Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed, -som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv -til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den -- og -bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at -gjøre andet -- men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi -han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. -- - -Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et -Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle -friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen. - -Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige -Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget følelige, -saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men først og fremmest med -den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa -syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang. - -Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en -Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var -bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes -at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de -»lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde -friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor -blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livsspørgsmaal -for ham. - -Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar -hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt, -at han vilde faa Stipendiet. - -Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde -bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid --- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede. - - * * * * * - -Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de -gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge -Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig -igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og -raslende Haglbyger. - -Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde -efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere -af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet -Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu -med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne, -under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde -Paraplyen stik mod Vinden. -- - -Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de -Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde -ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud -for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han -trængte haardt til. - -Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette -Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget -paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse -sig igjen efter det sidste Nederlag. -- - -Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte -Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig. - -Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten -mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer, -der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig -Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud, -som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at -støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres -mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge. - -Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for -at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par -bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt -til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig -videre oplagt til. -- - -Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod -en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder, -bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad -den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets -Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind -og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at -ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte -Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under -Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans -knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand. - -Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med -et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf -Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til -Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!« - -Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende -Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes -tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg -videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste -Vejr. -- - -Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa -Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa -rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den -sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. -- - -Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid -var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede -i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde -lukke ham udenfor de indviede Mure. - -Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende, -mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de -endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«. - -Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen -helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit -ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og -de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til -Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte -saa smaat at indfinde sig. -- - -Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han -ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring. - -Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han -hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en -Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med -de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden. - -Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og -kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed -mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv. -Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han -finde dem? - -Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens -Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge -Kunstnere frem. - -Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med -Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid -som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at -faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan. - -Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere -Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige -Hundredetusender. - -Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum -ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse. - -Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant -Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom -det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove -Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var -bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. -- - -Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre -Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det. - -Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand -boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham -og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde -gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage -for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til -Tjeneste. - -Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek, -halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus, -som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan -tilvejebringe. - -Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle -Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver, -tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger, -indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i -smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med -udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. -- - -Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn -Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart -endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en -blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe, -at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. -- - -Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod -Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge -ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet. - -Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet -mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige -Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen, -hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende -Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk -og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. -- - -Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede -langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var -opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke -Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det, -faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog -forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. -- - -Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og -den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige -Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var -traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa -Skrivebordet og derpaa forsvandt. - -»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint, -maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan -være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse -....« - -»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt -ubekjendt,« sagde Henning. - -»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu -havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke -sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar -- -nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?« - -»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg -ikke burde have udstillet. Jeg ...« - -»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan -De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men -hvormed ...« - -Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse -at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han -ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en -hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand. - -»Hvormed ...?« - -Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han -havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede -Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt -ironiske, halvt opmuntrende Smil. - -»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan -Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning, -»og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke -havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...« - -»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med -dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men -det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil -gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt. --- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue -vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle -Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.« - -»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde -Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af -Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel -motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del -Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere -følte det ydmygende i Situationen. - -»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et -Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed, -og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig -Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde -blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle -Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af -Kapitalen ...« - -»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne -indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa -det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...« - -Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en -Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre, -hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt. - -»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig -til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences -Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have -gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen -dertil.« - -Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne. - -»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til -Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en -øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...« - -Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen, -men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde -misforstaaet hans sidste Ytring. - -»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid -meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.« - -Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin -aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren. --- - -Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning -mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne, -havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende -Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger. - -Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det -legemlig. - -Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at -forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor -lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en -Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han -blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt -frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej. - -Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved, -at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til -- -for ogsaa at bryde dem. - -Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt, -vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine -Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt -Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit -Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet -ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt -en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan -hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at -være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live -igjen, men det vilde ikke lykkes. - -Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet -og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen -bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at -begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen -maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende. --- - -Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der -atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. -- -Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og -kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og -stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde -faa begyndt paa et nyt Arbejde. - -Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid -lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af -Stuen, og al Ting blev ganske stille. - -Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i -en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa -sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da -han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød -inde fra Sovekammeret. - -Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig, -lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne, -og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af -en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og -ilede ind i Dagligstuen. - -Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede -kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu -løbende ind, bærende det paa Armen. - -»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?« - -Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis -Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med -et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de -ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det -lille Legeme. - -»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna. - -Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat -for at løbe efter Lægen. - -Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at -fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men -derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang, -kun mere besværlig og langvarig. - -Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa -Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan -da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen, -gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt -Vinger. -- - -Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand -kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere -dyrebart end hans eget. - -Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste -Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende -Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse, -hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans -Hjærte. - -Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak -sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør, -kvælende Fornemmelse i Halsen. - -Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø! - -Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket. -Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige -Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige -Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte -dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved -dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en -afsindig. -- - -Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde, -hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og -rullede afsted til hans Hjem. - -De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine -Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for -at se ham ned i Halsen. - -Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet, -spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen. - -Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og -munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den -skrækkelige Strubehoste? - -Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre -i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et -Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at -angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe -det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve -Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa -Recepten. - -Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa -Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind -i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte -vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet -tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige -saa mange Aarhundreder. - -Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord, -formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham. -Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at -have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord -og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der -undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes -det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed. - -Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig -tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse -i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende -sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men -afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. -- - -Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens -de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med -ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det, -saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det -samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen. - -Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa -Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge, -der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa -forfærdelig haardt? - -Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at -alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa -uendelig smaat og betydningsløst. - -Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa -pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før -var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og -indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde -lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive -sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun -ikke det. -- - -De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor -der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og -kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i -Søvne. - -Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem -- -Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som -fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt -Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende -Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille -Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets -pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne -friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde, -bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke -med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi. -Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det! - -Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere -Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og -forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og -forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. -- - -Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde -have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde -Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte -at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele -Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt -ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil. - -Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret -lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom -svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at -vende tilbage paa Kinderne. - -De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men -de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede -nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig -hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag, -snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og -mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. -- - -Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille -Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet -og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i -Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og -rakte sine Arme frem. - -Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en -Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den. -De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og -Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret, -halvt ængstelig paa dem. - -»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,« -stammede den lille Fyr. - -Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende -hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene -i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en -lidenskabelig Hulken. - -»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget -bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det -...« - -Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og -kyssede hendes Pande. - -Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke -var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde -kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis -Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte. - - - - -XV. - - -Han var bleven revet ud af sin Sløvhed og mindet om, at han endnu -havde noget at leve og arbejde for. - -Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der -et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mærkede, at -noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han -arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker -paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrængende, og søgte paany -at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider. - -Hun prøvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Møde. De vilde -aabenbart begge to saa gjærne holde fast ved deres gode Forsæt, naar -det blot maatte lykkes. - -I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og -mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod -ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til -andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var -lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente -kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden, -og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive -anderledes. -- - -Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en -Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser, -som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som -tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting. - -Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne -Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget -bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet -end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det -ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans -Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem -der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det. --- - -Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede. - -»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit -Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med -en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig -Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt -fast, skulde svigte ham, før han blev færdig. - -Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen -længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende -Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et -Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden. - -De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage -til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge -i Huset. - -Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om -Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte -en under Fødderne. - -Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede -Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er -forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige -Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak -sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let -Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. -- - -Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og -da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste -Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at -overnatte i Byen. - -Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og -vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde -stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær -og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode, -naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden -havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig -til at føje hende i dette Punkt. -- - -Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en -ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede -forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren, -naar han er ude for at more sig. - -Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af -»Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket -der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre -Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde -Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen. - -Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende -Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den -brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt -ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det -lille Theater som paa ethvert andet Sted. - -Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken -der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs -skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig -omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener, -Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde. - -Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den -øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse -Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et -Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de -for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer. - -Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at -man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter -med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran -Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed -tilvejebragte baade en Stol og et Bord. - -Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt. -Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at -gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi -Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets -lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den -allersvageste Fristelse for ham til at blive. -- - -Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at -finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende. -Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier. - -Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes -at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end -paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres -voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den -letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede -gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester, -og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste -Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke -deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige -Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste -Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle, -blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje; -blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring -med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et -af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller -Journalister. -- - -Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det -brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik -paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar -Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de -andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer. - -I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen, -og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige -Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken. - -Det maatte vel være Debutantinden. - -Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden. - -Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke, -blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet -Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk. -Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede -om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en -Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed. - -Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen -fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et -musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til. -Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen -og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en -ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. -- - -Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa -høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa -paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed. - -Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham -paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en -mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det -lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme. - -Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes -Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han -sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa -hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt. -En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer -mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny -Skuespillerinde. - -Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at -hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen. - -Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han -indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde. - -Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var -næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et -Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i -den fjærneste Forbindelse med hinanden! -- - -Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte, -han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn. - -Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver. --- - -Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte -et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at -Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet. -Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve -en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant -Resultat ved at se hende endnu en Gang. - -Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham -et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere -i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe -var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt. - -Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib. -Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til -Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. -- - -Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt -han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen. - -Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen -om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i -alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans -Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham -dertil. - -Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. -- - -Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede -ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at -hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres -Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man -hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun. - -Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet, -uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden, -at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. -- - -Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle -Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe -sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at -hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage -til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa -Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og -samme Skikkelse. - -Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde -søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men -Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste -hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade. - -Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at -tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde -bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne -hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. -- - -Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til -Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer -paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene -hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten -sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. -- - -Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer -ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige -»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede -Brandere. - -Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny -Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det -himmelske Rige. -- - -Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig -betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var -med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor -visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen -end indbød til allehaande sceniske Udskejelser. - -Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand, -som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel -forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det -stærkt blandede Publikum. - -Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var -ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig, -lidt ringeagtende Maade. - -Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som -kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor -den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der -understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt -under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed. - -Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at -aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde -virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte. - -Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion -beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa -hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af -hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi. - -Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og -den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i -Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde -set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig -med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. -- - -En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før -Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle -Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt -til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for -Theatrets Primadonna. - -Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op -bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til -Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde, -var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af -Patchouli. - -Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som -Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en -Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne -Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt. - -Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa, -kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som -kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret. - -»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom -indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.« - -Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest -Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og -Arbejdsværelse. - -Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et -Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker -med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et -Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en -sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til -bulter mellem hinanden. - -Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget -Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra -kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole. - -Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen -i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han -selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt -Skrivebord henne ved Vinduet. - -»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi -endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor -ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en -brillant Sæson.« - -»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet -fat i Deres ny Primadonna?« - -»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er -mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren -begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne -og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa -dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.« - -»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og -tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham. - -»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun -skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er -det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde -Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede -aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok -syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at -vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at -klare for dem derhjemme. - --- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna, -og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget, -saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar, -forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg -mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.« - -»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det -er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem -i en let henkastet Tone. - -»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin -ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter, -kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til -Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og -tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man -hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde -Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at -komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt -Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem -sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets -Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er -forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin -Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham -helt stakaandet. - -»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten -ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse -for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer -stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for -hende?« tilføjede han lidt nølende. - -»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde -Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings -Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre -alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke. - -»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev -mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske -tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme -herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre -end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.« - -»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.« - -Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over -Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at -jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.« - -»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra. - -Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning -med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men -Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding -ventede paa hendes Indtrædelse. - -Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort -Banken paa Døren, og hun traadte ind. -- - -Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel, -men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige -Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen. - -Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig -Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle, -han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte -sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham -om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage, -hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning. - -»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da -hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men -et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min -Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det, -kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre -hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor -Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da -ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!« - -Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning -spurgte, hvad det drejede sig om. - -»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges -et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller -Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt, -at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo -leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal -naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og -de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget -Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til -at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig -en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en -Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!« - -Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede -urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var -der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde? - -Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male -et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham? - -Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum -Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa -Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der -var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit -Forslag. - -»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et -Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig. - -»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende -Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til -hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte -Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig -sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det -var prægtigt!« - -»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk. - -»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken -tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos -mig. Det er altsaa et Ord?« - -»Ja.« - -Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han -gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en -noget urolig Stemning. - - - - -XVI. - - -Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i -Provinserne. - -Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde -spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og -især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i -»Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o. -s. v. - -Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den -Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige -Kunstvenner tolkede ham deres Beundring. - -Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne, -men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende -sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde -kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun -Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade -ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys. - -Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa -fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en -Provinsscenes Brædder. - -Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da -hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører, -Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den -feterede Første-Elsker. - -Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa -Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden -aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden -han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig -endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller -blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske -ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man -ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen --- den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet -allerkæreste blød og indsmigrende. -- - -Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende -Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for -andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder. - -Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille -idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død -halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus. - -Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde -pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og -alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende -til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave -- men med omhyggelig -friseret Paryk -- til den følsomme Enke. - -Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt -Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af -haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam -Henriksens gode Hjærte kunde modstaa. - -Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante -Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den -misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt -Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at -gifte sig med ham. - -Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og -Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. -- - -Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han -ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv -med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr. -Schmidts Yndlingsudtryk. - -Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og -afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel -og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end -alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen. - -Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille -Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste -Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele -Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige -Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i -Morgen. - -Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte -at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og -selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for -Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det -gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens -flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer. - -Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag. -Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han -mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst -og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende -Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander. - -Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev -alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes -sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det -eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en -fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var. - -Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og -opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde -ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding. - -Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed -overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede -hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa. - -Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde -Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han -vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere -Stilling -- som Direktør i egen Person. - -Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin -Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle -Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke -- -fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet -i et helt Aar. - -Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende, -at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine -uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han -kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller -er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket -Hustru for Skinsygens Lidelser. - -Nej -- han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som -Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var -bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer, -vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun, -hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske, -kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for -Publikums aandelige Bespisning. -- - -Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal, -naar blot det kjære Barn vilde føje ham. - -Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende -Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen, -hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok -til at gaa ind paa det. - -Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest -smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning. - -Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle -tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke, -ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet -til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand; -Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. -- - -Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om -Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og -Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den -anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab. - -Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held. - -Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid, -var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin -højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa -selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige -Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og --- hvad der var det værste -- efter et Par Sæsoners Forløb havde -flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge. - -Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige -Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet -Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen -Livsarving. - -Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker -efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter -søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og -tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet -ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev -boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge -for Herskaber. - -I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke -havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den -forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og -hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som -hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige. - -Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder -sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe -hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som -han altid trængte til. - -Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter, -men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det -rene med, hvorledes Sagerne stod. - -Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun -tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes -Moder havde lært i Modgangens Skole. - -Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit -eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere -nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene -det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog -stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de -ikke nænnede at nægte ham. - -Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr. -Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte -Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var -meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende -unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at -hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad -til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens -Tarvelighed. - -Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg -og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura, -der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun -udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen -Mand kunde have misundt hende. - -Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en -Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange -Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin -Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt. - -Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde -den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid -efter ikke bragte den Sag paa Bane. - -Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt -nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten --- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke -give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tænke sig noget -skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske. - -Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at -skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte -sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om, -at hun virkelig havde Talent. - -Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde -oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige -Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere, -og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt -hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse. - -Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu -fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave -Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at -hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes -som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det -kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel -paa. - -Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for -Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om, -at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa -egen Haand uddanne sig i Sang og Musik. - -Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede -hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde -lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole, -Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens -Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til -Theatret. - -Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede -større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den -fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at -blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden -var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe -Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde -meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til -Pladsen. - -Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse -Omstændigheder skulde gribe Sagen an. - -Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop -ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt. - -Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om -Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved, -thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin -Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes -hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider -at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for -sin Moders Skyld. - -Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de -slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa -hendes Rygte. - -Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen, -græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret. -Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at -gjøre Forsøget. - -Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal; -alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende -fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse -denne Opgave -- skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun -havde tænkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde -befundet sig ganske i sit rette Element. - -Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for -dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som -oftest var et Anstrøg af Frivolitet. - -Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt -Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa -denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det -kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og -virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. -- - -Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og -saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af -hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt -den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende -ganske paa samme Maade. - -Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun -undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik -Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede -hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres -Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart -irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. -- - -Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig -paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det -gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at -komme ind paa Scenen. - -Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han -sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham -mod hendes Vilje. - -Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke -længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der -paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten -ærbødige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt. - -Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der -skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end -det øvrige Publikums. - -Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over -Komedien. - -I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende -Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en -legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til -at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes -Bevæggrund var. -- - -Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i -hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en -Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer -vilde blive borte. - -Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut -at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere -urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han -var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske -og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse -Dumheder. - -Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun -skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for -første Gang traf den ubekjendte. - -Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin -Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun -havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde -hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev -paafaldende. -- - -Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede -hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte -Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere, -skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at -udføre dette Arbejde. - -Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at -vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind, -at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa -ét, hvem der malede Portrætet. - -Saa gik hun derud. - - - - -XVII. - - -Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det -lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde -Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede -Primadonna -- var atter paa Vandring. - -Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det -Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under -forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt, -at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa -Sommertheatret. - -Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for -at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at -aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra -en Scene af saa tvivlsom Rang. - -Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente -nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at -debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende -sig til rette Vedkommende. - -Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere -fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa -synderlig glimrende Vilkaar. - -Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa -temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller -og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge -lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne -strænge Aar. - -Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt -det øvrige. -- Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet -fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren. - -I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde -været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde -han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og -i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens -private Bolig. - -Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til -at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et -virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig -selv gaaet ind derpaa. - -Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem. - -Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun -i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid -udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere. - -Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget -tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun -ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over -den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham. - -Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver -Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans -Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen. - -Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun -var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde -synes paatrængende. - -Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere -Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse -af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse. - -Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han -ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. -- Og han kunde -vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han -gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. -- - -Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han -var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til -Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have -været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en -betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet -mellem dem fuldstændig. - -Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og -dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere -tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans -Selvbebrejdelser. - -De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham -borte, netop naar han allermest længtes til hende. -- - -Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og -opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for -at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort -uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe -sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind. - -Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af -Efteraaret. - -Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i -nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret, -at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham. - -Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end -han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning, -at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man -betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i -alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik. - -Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig -Bekymringer, som han godt kunde spare sig. - -Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges -Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen -Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet. - -Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst -opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor -skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige. - -Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til -at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller -ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende -at faa at vide. -- -- - -Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge -Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de -set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de -hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst -med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og -Hygge. - -Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun -plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke -hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax -komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde -lidt paa Billedet saa længe. - -Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt -fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet. - -Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller -flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder -skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i -Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle -Plads. - -Hr. Schmidt saa forundret paa ham. - -»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem? -Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det -afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.« - -»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en -Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det -bort?« - -»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet, -saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.« - -Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke -op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt -det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget? - -Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde -faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade, -traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden -de sidst havde talt sammen. - -»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte -han lidt tøvende. - -»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik. - -»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet -Dem Grund til at blive vred paa mig?« - -»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. -- -Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig -omtalt, at De var gift?« - -Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun -kunde røbe mere, end hun vilde. - -»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved -jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have -nogen Interesse for Dem at vide det.« - -»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig .. -Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et -Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?« - -Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa -Haanden. - -Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed. - -»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden -dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg -ikke har tænkt noget ondt derved ...« - -»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne -besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ... -Jeg troede saa godt om Dem ...« - -Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at -holde Taarerne tilbage. - -»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til -sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig! -Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være -saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De -vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige -Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i -dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.« - -Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det -varede lidt, før hun svarede. - -»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund -til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en -Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og -saarer mig.« - -»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa -Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres -Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!« - -»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles, -forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den -Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri -vil De handle baade klogt og hæderlig.« - -Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord: -»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et -Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig, -vendte sig halvt bort. - -»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa -lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for -mig ...« - -»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe -Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med -uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres -Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.« - -Han rystede paa Hovedet. - -»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede -han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke, -det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede -lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan -Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.« - -»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som -jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med, -som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af -mig ...« - -Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig: - -»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke -mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?« - -»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe -Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.« - -»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke -ser Dem i et falsk Lys.« - -»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han -bittert. - -Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok -til at forklare hende alt. -- - -»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?« -spurgte han efter en kort Pavse. - -»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte. - -»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?« - -»Ja -- ja, det maa være saaledes.« - -Han rakte hende Haanden, og hun modtog den. - -»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.« - -Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme -Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud. - -Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad. - - - - -XVIII. - - -Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet -ligesom fortrukket af Smerte. - -»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet -Fatning. - -»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt. - -»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi -næppe faa det. Men Aage ...?« - -»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for -hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.« - -»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du -villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for -at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din -Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige -saa fuldt, som jeg gjør det.« - -»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med -skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig -blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min -Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været, -mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du -har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin -Mand.« - -»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig -for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været -en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg -advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.« - -»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og -stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet -den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig -over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.« - -Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret. - -»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,« -sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er -og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen -over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor -meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os -ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle, -som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge -dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles -uden flere haarde og saarende Ord.« - -»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret. - -»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen -Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil -lade ham besøge mig en Gang imellem ...« - -Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig -pludselig om og gik hurtig ud af Stuen. - -Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det -samme Armene synke ned. - -Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem -dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til -hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske -sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste -hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det -_maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til -at græde Blod derover. -- - -Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var -Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder. - -Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa -Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt -at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var -bunden fast til et af Stolebenene. - -Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et -Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i -det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men -lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. -- - -Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke -andet, end hvad han saa tit havde ønsket. - -Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han -gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved -at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær -brød ind i Kammeret. - - - - -XIX. - - -Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa -længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var -uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede, -at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem. - -Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da -Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der -gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet. - -Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to -Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet, -som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve -i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa -at gjøre Skridtet tilbage. - -Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han -havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han -skulde bruge den til. - -Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev -sjælesyg af Længsel efter det. - -Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit -Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at -bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier -eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre -Mennesker. - -Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af -sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den -kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv -Tungsindighed. - -Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke -faa helede. - -Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev -at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine -Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden. - -Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en -Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt -til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om -Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne -Billeder. - -Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange -Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa -Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier. - -Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til -uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han -hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere. --- - -Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul. -Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet -sig hjemme for sine Kammerater. - -Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved -Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme -slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. -- - -Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede -ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det -hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna -efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham. - -For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen, -indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han -skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden -Kro og maaske med det samme male nogle Studier. - -Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist -og ensomt. - -Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde -vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at -pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage -afsted næste Morgen med et af de første Tog. -- - -Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler -paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste, -kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring -de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter -gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler, -medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde -Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med -kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende -Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien -begyndte. - -Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget -for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa' -de saa tilfredse og fornøjede ud. - -Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen -og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen -med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig -travlt. - -Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev -tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder. - -Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige -Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak -Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget -bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab. - -Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra -Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs, -fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste -Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede -Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. -- - -Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa -Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og -kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted. - -En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til -Gjæstgivergaarden. - -Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved -Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede -sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld -gjærne kunde have tilhørt en uddød By. - -Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud -i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med -nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis. -Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle -Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes. - -Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han -maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik -Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt -i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første -Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet. - -Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham, -blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at -vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke -Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden. --- - -Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde -været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge -Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust. - -Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der -først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs -igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen. - -Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene -lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor -Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. -- - -Henning gik derind. - -Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var -indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene -Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige -Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred, -fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord -foran. - -Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig -svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som -blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild. - -Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes -Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa -sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa, -var det ham lige meget, hvor han befandt sig. - -Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar, -skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse, -viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke -Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle -Sider. -- - -Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet -til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og -Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han -følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig -med. - -Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse -for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han -havde været en bestilt Model. -- - -Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham -om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig -omsider og pakkede sine Sager sammen. - -Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og -mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden. - -Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen. -Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden, -og det var jo desuden allerede sent paa Dagen. - -Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som -han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde -hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere -nordpaa. - -Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om, -at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen. -Herren gjorde meget bedre i at blive. -- - -Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget -brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig -heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig -Snestorm. - -Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet, -blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin -Opmærksomhed for at kunne følge Vejen. - -Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert -Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde -føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham -endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som -Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter -dette Spor. - -Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde -Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany -var kommen i en fejl Retning. - -Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig, -var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket, -kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen. - -Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige -Maade, til det blev lys Dag? -- - -Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende -Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse -Mørke. - -Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte -han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han først -naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han -enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby. - -Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han -troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte -gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter. - -Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans -Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han -begyndte at løbe -- stedse hurtigere -- uden at ænse de Hindringer, -han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han -skulde blive forrykt. - -Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne -vilde Fart. Saa -- paa én Gang -- mærkede han, at Grunden skred bort -under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at -flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at -han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. -- - - * * * * * - -Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro, -som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned -mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng. - -Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og -Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod -taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i -Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe -Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende, -der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr. - -Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke. - -Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en -Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i -Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og -en bondeklædt Pige traadte ind. - -»Næ -- se -- er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med -et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det -allermærkværdigste, der kunde være hændet. - -»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun -godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens -for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om -han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.« - -Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen. - -Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad -Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér -havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham -hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte -ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med -ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond -vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig -turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham -i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax -kalde paa Husbond. - -Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede -at staa op. - -Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans -Forlangende. - -Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved -Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op. - -Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange -sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved -Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel. - -Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men -han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort. - -»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone, -da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det -hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers -saa ud i Klæderne.« -- - -Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning -havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa -sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede -gjennem ham. - -Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en -besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde. - -De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede -langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed. - -Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede -ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere. -Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun -blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med -Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se -paa begge Sider. -- - -De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn. -Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for -ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og -tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og -Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé. - -Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af -den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget -paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles -mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en -anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. -- - -Medens han sad alene i Kupéen -- det var et Godstog, og der var ikke -mange Passagerer med -- prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det -var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var -rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede -havde været flere Dage borte. - -Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget -videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere -uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer. - -Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige -smaa, skarpe Klokker. -- - -Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen, -forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i -Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske -Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var -ham, men en helt anden Person, der besørgede det. - -Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage -sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans -Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den. - -Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke -- -og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes -Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at -hans Passager var beruset -- et Tilfælde, der jo ofte kan møde en -respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmærksom paa, at der -var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en -aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den -lille Have foran Huset. - -Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men -fór angst tilbage _ved_ Synet af hans dødblege Ansigt. - -»Aa Gud -- Herren er vist syg!« udbrød hun. -- - -Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til -venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter. - -Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig -om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte -Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved -- -der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt -tungt om paa Gulvet. -- - - - - -XX. - - -En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den -smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par -ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren, -lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys -glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen. - -Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den -kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke -hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over -for Vinduet. - -Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort, -næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den -heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme. - -Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og -han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra -det Sted, hvor han laa. - -Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede. -Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage -lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor -Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var -bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og -stiv paa det uhyggelige Leje. - -Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde -malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig, -var Minna -- hans Hustru. - -Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske -stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om -hans Mund. -- - -En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog -sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt -sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af -Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af -dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end -før under sin Sygdom. - -»Du -- Hans Frederik« -- sagde den syge pludselig og tog fat i -Vennens Arm -- »sig mig -- men ærlig, forstaar du -- om du tror, -at det er sandt, hvad de andre fortæller -- at det -- der henne -- -er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa -elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor -gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg -virkelig havde været Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst, -hvori han ikke havde noget at gjøre. -- Det vilde maaske faa mig til -at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede -han sagtere. - -»Aa -- Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt -ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade -- »du kommer -dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der -og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke -det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af -de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa -- -og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du -først er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har víst i denne -slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru --- brav og hæderlig har hun jo altid været -- hvad skulde der saa -være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved, -at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig -hader Prædikener baade med og uden Præstekjole -- men jeg vil dog -sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil -være taknemlige for i Fremtiden ...« - -Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand. - -»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men -hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv -tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange -Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig -derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt. -Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der -ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen -til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke -under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. -- -Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget -ordentligt.« - -»Det har du ikke Lov til at sige« -- Hans Frederiks Stemme var -alvorlig og indtrængende -- »du har før víst, at du har en hel Del -Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er -allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror -der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der -var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det -stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin -Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal -du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.« - -»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede -den syge sagte. »Jeg agter hende -- jeg nærer lutter venlige og gode -Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende, -fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt -- saa ung som hun -er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har -jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne -vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik« -- Hennings Stemme -var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse --- »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden -uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og -overfladisk Følelse -- det har hævnet sig haardt paa os begge to. -- -Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre -...« - - * * * * * - -I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden -at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende -Tanker, der stormede ind paa hende. - -Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans -Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at -jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig -Kval. -- - -Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun -havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter -lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var -begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. -- -Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for -at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold -Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt -hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem -dem. -- - -Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en -retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt -- de ydre Pligter. - -Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa -sin Vis. - -Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til -en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet -- om det -saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte været -en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og -opfarende. - -Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at -fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være -anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev -saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han -var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at -hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. -- - -Men nu, da han laa for Døden -- og hun vidste, at Lægerne havde -sagt, at hans Sygdom var haabløs -- kom det altsammen med saadan en -forfærdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsømt, og som nu -aldrig kunde gjenoprettes. - -Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn, -der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en -dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende -i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde -være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde -ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem. - -Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende -og tilgivende Ord af ham. -- - -Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar, -der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast. -Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet -allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en -dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. -- - -Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde -sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa -hun til sidst skreg hans Navn frem. - -Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand -hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen. - -»Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?« - -Han nikkede og prøvede paa at smile til hende. - -»-- Henning -- du maa ikke dø -- hører du ... jeg har saa meget at -gjøre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!« - -»Vær ikke saa urolig, Minna« -- sagde han. »Det bliver nok bedre for -os begge to.« - -»Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du -sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!« - -»Stakkels Minna« -- han lagde sin Haand paa hendes smukke, -gyldenblanke Haar -- »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der -er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i -mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot« --- han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede -hendes Kind -- »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive -baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og -blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...« - -»Fa'er -- lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor -Atelierdøren. -- Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage -paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. -- -- - -Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en -gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i -Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til -Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. -- - - - - - -End of Project Gutenberg's Et Ægteskabs Historie, by Vilhelm Østergaard - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET ÆGTESKABS HISTORIE *** - -***** This file should be named 43899-8.txt or 43899-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/8/9/43899/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |