diff options
Diffstat (limited to '43781-8.txt')
| -rw-r--r-- | 43781-8.txt | 9865 |
1 files changed, 0 insertions, 9865 deletions
diff --git a/43781-8.txt b/43781-8.txt deleted file mode 100644 index 6da78be..0000000 --- a/43781-8.txt +++ /dev/null @@ -1,9865 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Bjørneæt, by Carit Etlar - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - - -Title: Bjørneæt - Nationalhistorisk Roman - -Author: Carit Etlar - -Release Date: September 21, 2013 [EBook #43781] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK BJØRNEÆT *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Books -project.) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne -e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_ -er brugt til at gengive kursiveret tekst. - - - - - CARIT ETLAR - - BJØRNEÆT - - NATIONALHISTORISK ROMAN - - KØBENHAVN - DET NORDISKE FORLAG - BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN - - 1898 - - -Om OLE SVENDSEN BAKKE fortælles i »Carit Etlars Minder« følgende: - - En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er, - at der paa Væggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen - Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev berømt som Partigænger - i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge. - Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosbølls Moder, - den norske Præstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt - Forstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«, idet Duften af - den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem. - - Der fortælles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for - ganske rolig paa sine Knæ at ligge og betragte Billedet. En Aften - sagde han meget rørt, da han blev commanderet iseng: - - »Jeg lover Dig, Du Mand fra Id, - Jeg skal Dig ligne med al min Flid.« - - - - -»S. M.« - - -Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder -Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart -i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter -Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige -Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden -Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme -ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt -Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard. - -Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i -Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der -sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire -var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge -reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring -af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre -Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus -er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og -graadige Gnavere. - -Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det -havde ingen Stolpebod. - -En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven -oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt -Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes -gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende -Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere -og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende -Harmoni. - -»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den -unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet. - -»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk. -»Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende -ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere, -hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven -og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme. - -»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en -høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus. - -»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage. -»Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de -i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du -paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!« - -»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i -Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar. - -»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte -Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder. - -»Hvorfor det, vesle Olaug?« - -»Jeg skulde saavist aldrig lade Dig høre ondt derfor, Halvor,« -svarede Pigen og vendte sig for at gaa. - -I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddøren bag -Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høi, sværlemmet -Kæmpe med graanende Haar og buskede Øienbryn. En skarp Fold mellem -Øinene gav ham et barsk Udtryk, som forhøiedes af hans brede, furede -Pande og bydende Holdning. - -»Du passer ikke din Gjerning,« sagde Manden og rynkede Brynet. -»Tømmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det -i Drift igjen!« - -»I Gaar trak jeg to Tylfter i Land,« sagde Drengen og skuttede sig; -»nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund -Svensken samler sig ved Grændsen og bryder ind i Landet. Nu Øxen paa -Nakken og Kniven i Bæltet -- ind paa dem, Fatter! hug dem -- stik -dem! -- saa i Fossen med dem. Det er det Tømmer, vi Nordmænd nu skal -flaade ud til Skagerak.« - -»Til din Gjerning, Dreng!« sagde Faderen og hævede Haanden. - -Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Døren derovre. Hendes -slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke Baggrund, et -Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed. - -»Jeg maa først ind og have noget til Davre, Fatter,« sagde Halvor; -»lidt Æg og lidt Kjødmad, det liver op, for jeg er saa sulten.« - -Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddøren, -hvorfra et jodlende »Sippedeia!« lød ud mod det røde, faldefærdige -Gjenbohuus. - -»Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag?« raabte Manden over -til Olaug, som endnu stod i Døren. - -»Det er vist paa det sidste med hende,« svarede Pigen med skjælvende -Læber. - -Manden hentede to Fjæle, som han lagde over Kløften, og gik med -sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod -ham gaa ind i den lave Bjælkeloftsstue. Der herskede stor Armod, -men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs -Væggen, Bundter af tørrede Urter hang ned fra Bjælkerne; indenfor den -grønne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en stærk -Duft ned over en gammel, hentæret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng -ved Vinduet. - -»Saa langt er det nu kommet med Dig, Søster Ulle, fordi Du ikke vilde -følge mit Raad,« ytrede Manden og satte sig hos den Syge. - -Et taknemmeligt Smil gled over den Døendes indfaldne Ansigt. - -»Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver løst op for -mig. Har Du hørt noget fra Børnene?« - -Manden rystede paa Hovedet. - -»Dine Børn og altid dine Børn! De bleve din Ulykke, Søster Ulle, de -duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du -slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig -sit Skjændselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og -bragte Vanæren under Tag. Dine to Sønner ere Døgenigter og flakke om -som andet Fantefolk, Jørgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er -paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjælpeløs. -Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?« - -»Tal ikke saa, Broder Halvor,« udbrød den Syge og reiste sig med -et lysende Blik fra de dybe Øienhuler; »jeg har jo min inderlige -Kjærlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trængte til -mig og hang ved mig, jeg har Træet herudenfor, hvor Jørgen med sin -Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed »Søde -Mo'er«, den kjære Dreng! Det staaer der endnu at læse; jeg kan see -det i Barken herfra, hvor jeg ligger. -- Olaug, som Du kalder et -Skjændselsbarn, er min Alderdoms Støtte, en brav og kjærlig Pige; -i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Børn. -- Tro mig, gode -Halvor, den lever ikke sit Liv forgjæves, som lever det for andre. --- -- Det var heller ikke for at tale om mig,« vedblev den Syge og -sank tilbage i Puderne, »at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig -selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.« - -»Har hun beklaget sig?« spurgte Halvor barsk. - -»Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin -blide, stilfærdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mørke, -ubøielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald -dernede, knuges hun til Jorden.« - -»Jeg ligger ikke i Krig,« foer Bjørnstad op; »jeg tager mig blot selv -til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens -danske Embedsmænd ikke godvillig ville gjøre deres Uret god mod mig. -Til det skeer, er min Haand imod dem alle.« - -»Og deres imod Dig. -- Din Hustru ærer Dig og seer op til Dig som et -Barn efter Foraarssolen herinde i den mørke Furuskov. Men alt maa -bøie sig til Jorden i din Nærhed, Halvor. Det har været saa, siden -Du var lille; Du lærte aldrig at bøie din stive Nakke. Mari gaaer -til Grunde. -- Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde -dit Hoved til. Vær mild mod hende, Stakkel; hun behøver saa lidt --- et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende. --- Nu rynker Du din Pande; men Døden giver mig Mod til at sige Dig -Sandheden. Tænk herpaa, naar jeg er borte -- for hendes -- for din -egen Skyld.« - -Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som -om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende: - -»Gaa hen og træk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet.« Hun -fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernnøgle. - -Broderen aabnede Skuffen. - -»Tag de tre Kasser til Dig,« sagde den Syge; »i hver af dem ligger -lige mange Sparepenge til Børnene; i Ulles er der fire Sølvskilling -mindre end i Brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun -hører, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem -hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for -dem hernede.« - -»Du har opsparet alle disse Penge!« udbrød Bjørnstad forundret; »Du -har nægtet Dig selv Alt, Føde, Klæder, Pleie, for blot at skrabe -sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og -som aldrig besøgte Dig, siden de droge ud i Verden!« - -»Hvad Magt laa der vel paa mig?« svarede Konen. »Hvad troer Du, -en Moder føler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin -lune Stue, mens Børnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens -Fremmede see koldt og hjerteløst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst, -at spise et Æg eller lægge det hen, til Snesen er fuld, og sælge den -og gjemme Pengene i Kassen dèr? Nei, seer Du, naar Bien fløi hjem -med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til -mine Børn, den sankede i Huus. Naar Hønen kaglede, takkede jeg hende; -det var jo for at mætte mine Børn, den lagde sit Æg. Naar Stormen -fældede de tørre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det -var jo Kvas, jeg kunde bære paa min Ryg til Staden og sælge til -Smaafolk. -- Tro Du mig, Broder, de Kasser har været min bedste -Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Børnene forlode mig. Havde jeg -blot naaet at faae dem fulde! -- Det er nu forbi -- velsign dem, -Herre Fader, -- bøi Dig, Halvor, -- Olaug -- --« - -Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjæl -flere hos Gud. - -Da Bjørnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug støttet -op til Brædevæggen med tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem -for sig. Hun havde hørt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo -nu, at hun var et »Skjændselsbarn«, og at hendes eneste Ven var gaaet -bort. - -En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Børn samlede i samme Stue. -Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjøndt der ikke blev -betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en -halv Time i den klare Høiluft. Det var en Hæder, som sjældent blev -andre end Storbønderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id, -gav den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hørtes -paa de manende Knebelslag mod den norske Malm. - -Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Høitid -taktfast og pligtmæssigt som andre Søndagsklokker. Egnens Folk -standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte: -Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten: -»Javist,« sagde gamle Mo'er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med -Pengeknoen banker paa Himmerigsport.« -- Eller Tonerne løde som en -Moders Hulken, trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig -tildøde, -- saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som -om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. -- Den Klokke -i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands -Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm. - -Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue. -For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede -ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i bløde -Dynger og maaskee spærrede Veien til Frederikshald inden Aften. -Hendes spidse Træk røbede, at hun havde været smuk i yngre Dage, -en Fylde af rødligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i -Bukler og Krøller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et høit -Stillads af Staaltraad, dækket af Sløifer og Voxperler og Blonder, -som her i den sørgelige Anledning bestod af sort Flor. - -Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frøken de -Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab -havde løsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt -Silkebaand, hvis Sløifeender faldt ned over hendes Pande og vakte -den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og -herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens -Ønske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjøn Englænderinde med lav -Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen -forgjæves ved Magtbud og Spotterier havde søgt at opnaae. - -Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste -Fontangens skrækkelige Herskermagt. - -»Hvad kan Morbroder Bjørnstad egentlig ville os?« udbrød hun -utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine høie Hæle. »Hvor kan det -falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter? -Min Patron, velfornemme Kjøbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg -kommer hjem med Snue.« - -Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd. En høilydt Snøften kom -igjen med regelmæsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor -Uroen, der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt Bevægelse -som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Sømands Indre. - -»Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud, -til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund, -saa skulde Du have faaet dine magelige Dage -- aa ja, aa ja! -- Sikke -Søskende, jeg arme Mand har faaet!« foer han pludselig op og slog i -Bordet. »Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tænker paa ingen -Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som -Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i -Sult og Elendighed! Sikke Søskende, jeg Ulyksalige dèr har faaet! Det -forvindes aldrig.« - -Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse. - -Søsteren betragtede ham med Ringeagt. - -»Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer,« sagde -hun. »Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid -føitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besøge -min fattige Slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad -derovre, og Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at -hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.« - -Jørgen, en høi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa, -aabenhjertige Øine og et guulbrunt Kindskjæg, og som hidtil havde -siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae -op og nikkede. - -»Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besøgte vor lille -Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes -gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nød, -sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor -Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde -jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad -Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte -hun sin krogede Arm i Veiret -- -- Det var sidste Gang, jeg saae -hende.« - -»Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm?« spurgte hans -Søster Ulle og saae mod Døren, som om hun ventede Nogen. - -»Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over -Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede -hun for Øinene med Haanden for at see des længere. En Dag i Oktober -sidstgangen stod hun nok for længe derude -- Efteraarsstormen, -forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog -Gigten den og hele Kroppen.« - -Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre -Søskende syntes at undgaa at see hinanden i Øinene, Daniel -begyndte igjen at snøfte, Ulle gjøs af Kulde og aandede paa Rudens -Frostblomster, for at see ud, Jørgens Blik hvilede atter paa Moderens -tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de -tre Søskende, som her vare forsamlede for første Gang i mange Aar. -Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for -bestandig. - -Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjørnstad traadte ind uden -at banke paa Døren og trampede Sneen af sine Støvler. Bagefter ham -kom en spinkel middelhøi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem -hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et -venligt Smil til de Tilstedeværende og saae sig om efter et Sæde. - -»Moster kan saa rart sidde her hos mig,« udbrød Ulle deeltagende og -gjorde Plads paa Bænken. - -»Du sætter Dig dèr, Mari,« sagde Bjørnstad og pegede med -Tommelfingeren over Skulderen mod Jørgen. Hans Hustru lod sig lydig -glide ned paa Sengekanten. - -Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet -han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede -han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede -Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet -hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt. - -»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var -en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den -bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet -bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den -Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.« - -Daniel foer op. - -»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa -svært her i min Hjertekule, -- hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og -Moderløse saadant noget paa?« - -Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse: - -»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer, -som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti -Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land, -der bærer slig Yngel! -- Dèr -- tag Jeres Blodpenge og Jer Moders -Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den -ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt -Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer -karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!« - -Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød -en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin -egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave -Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte -Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren. - -Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden -antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke, -medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk. - -»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme, -der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin; -»tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre. -Nu skal _Du_ høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok, -Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de -buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant, -naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din -Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn -og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men -see, her staaer _jeg_; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger, -Du har for Dig. -- Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig -nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over -Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos, -hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar -de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen -sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer -Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, -- Morbroder -Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte -Dig -- jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck, -fornægter Dig, Du Barneskjænder -- Bjergrøver -- Du -- --« - -Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru -vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør; -hans spottende Blik hvilede paa Ulle. - -»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald -- sikken -Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede -sine brede Næver. - -Jørgen reiste sig fra Moderens Leie. - -»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var -retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig; -men jeg holdt af Dig. -- Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel -sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. -- Nu bliver jeg -herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt -op med det samme paa mig selv. -- Lad dem kun Alle sige om Morbroder -Bjørnstad, hvad de vil, _jeg_ siger god for ham.« - -Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen. - -»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen -Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod -sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han -til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i -Fossen. - -»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at -høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende -Fiskebeensskjørt. -- »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,« -vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun -var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. -- Ja, nu har -vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede -under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.« - -Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var -mindsket betydelig. - -»Det pure Sølv -- det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det -er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige -Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden -- halioho -- --!« - -Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae -sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre, -røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren. - -Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og -svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt -og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring -sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun -indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og -forlod Stuen. - -Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug. - -Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en -rask Beslutning og gik hen mod hende. - -»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den -slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt -med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af -Uvillie mødte hendes beundrende Blik. - -Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med -skjælvende Røst: - -»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!« - -Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud -i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til -Moderens og Datterens første Gjensyn. - -Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde: - -»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med -Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid.« - -Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter -førte hende og Daniel mod Frederikshald. - -Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte -høit hulkende Armene mod Fossen. - -»Bedstemoder, -- Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af -Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig -- dit Skjændselsbarn -længes hjem til Dig.« - -Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone -i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende. - -I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild -Stemme udbrød: - -»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi -finde noget bedre for Dig. -- Kom med ind og hjælp mig at rydde op i -vor gamle Stue. -- Vi To have meget at snakkes ved om -- om hende.« - -Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk, -Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt. - -Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne -Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den -samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død. - -Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde -svaret hende. - - - - -HÖLANDSSLAGET. - - -Den 8de Marts 1716 vare de øverstbefalende Officerer ved de norske -Tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod -Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Höland -Præstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grændse, omgivet -af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bække og -Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dækkede -Kløfter og Indsøer. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget -tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de -stille Skovvande. Der lød en høitidelig manende Alvorsrøst ud fra -Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nærmest Gaarden. - -Den stærke Kulde havde oversaaet Præsteboligens smaa Glasruder med -Iisblomster. -- Inde i Storstuen sade Officererne bænkede om Bordet. -Oberst Kruses korte, sværlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op -ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain -v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En -osende Olielampe hang ned fra Bjælkeloftet og oplyste de alvorlige -Mænd med et rødligt, usikkert Skær. - -En vis Uro prægede de veirbidte Træk. Hver Gang, Døren gik op og -Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke -mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger -vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet -Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes. - -Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende -Snee. Der var Farens Uhygge i Luften. - -Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes -Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke. -Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo -sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at -Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra -Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en -halv Miil fra den norske Grændse. - -Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid, -besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens -virkelige Forhold. - -Oberst Kruse ytrede til Emhausen: - -»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær -forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg. -Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde -Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde -være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland -ved Vintertid.« - -Major Emhausen rystede paa Hovedet. - -»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer -han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand. -Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe -forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.« - -»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand -mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder -efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi -bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have -modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle -Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu -i Aftes rolig om Holmedal.« - -»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager -ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann -og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar, -siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg -forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter. -Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke -herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger -haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner.« - -Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og -gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!« - -I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt -Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte -vigtigt Nyt. - -»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt. -»Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv -skjelne mellem Sandt og Usandt.« - -»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i -høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt -Kvindfolk bringer altid godt Nyt.« - -Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i -Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte -Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede -hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens -hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer. - -»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse. - -Olaug -- det var hende -- nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende -Læber. - -»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu -staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.« - -»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?« - -»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende -Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd -- -det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille -Aften, høiere og høiere -- det lød tilsidst som et Skrig efter Seier -op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den -graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud -for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.« - -Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne, -andre smaalo over Pigens Forklaring. - -»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse. - -»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal -hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og -fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.« - -Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det -her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine -Sporer. - -»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten. - -»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.« - -»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om -man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer -mig at forsvare den.« - -»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.« - -»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer -mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen -tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.« - -»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger -flere Miil herfra.« - -»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt -blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi -Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra -deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?« - -»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen. - -Olaug traadte dristig frem til Bordet. - -»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende -Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os, -før Dagen gryer.« - -Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende -Betragtninger. - -»Dit Navn?« spurgte Bryggemann. - -»Olaug.« - -»Dit Slægtsnavn?« - -»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed. - -Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til -hendes Udsagn. - -»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig -halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug -- af visse Grunde.« - -»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til -Adjutanten. - -Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren. - -»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin -Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?« - -Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes -Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes -Øine. - -»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder -- -Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud. - -Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt -i Skoven. - -Officererne saae raadvilde paa hverandre. - -»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major -Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?« - -Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare. - -»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,« -sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her -i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en -halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne -Maneer?« - -»Igaar tændte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld -- det -hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet,« ytrede Kruse og standsede -ved Bordenden. »Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til -ingen Nytte -- ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med -overspændt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte -Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tænke -i Christiania, om vi nu atter i Nat gjør blind Allarm og tænder -Farebaalene?« - -Kruse talte i korte Udbrud, der røbede hans egen Usikkerhed. - -»Lad min Slæde kjøre frem.« - -Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Spørgsmaal: -»Hvad befaler Hr. Brigaderen?« - -Kruse standsede, idet han gik mod Døren, betragtede ham med et -gjennemtrængende Blik og sagde: - -»I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver især -maa nu handle efter Conduite, som det sømmer sig dygtige Officerer. -Feltraabet er »frisk«. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for -at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.« - -Kruse forlod Stuen og steg i Slæden. - -Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit -blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper -stode i Gaarden og talte lavmælt sammen. De rettede sig og gjorde -Honneur. Et Piskesmæld lød skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slæde -foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe -Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i Østby. - -Den modige Kriger anede næppe, at han nogle Timer senere vilde faae -Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Præstegaarden -i meget forandrede Omgivelser. - -»Det var en rar Besked til at faae Forstand af,« sagde Bryggemann -spottende, da Døren lukkedes efter Kruse. »Her lader han mig sidde -midt i den vildfremmede Egn og paalægger mig at handle efter -Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt -mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien --- hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted, -hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? -- God Nat, mine Herrer! -Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at -gjøre. Vorherre alene veed, naar vi næste Gang faaer Nattero. Jeg er -fuldstændig udslidt efter alle disse Strabadser.« - -Medens Bryggemann tændte et Tællelys, hikkede han gjentagne Gange, -standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin -fede Haand. Lysskjæret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende -Kinder. - -»Handle efter Conduite -- har man hørt Mage! Her har jeg Pengekassen -med Corpsets Lønninger for 3 Maaneder at forvare! -- Hei, Lieutenant, -sæt en Vagtpost udenfor min Dør og en anden midt i Gaarden, saasom -Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som -passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste -Søvn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og -forehavende Bevægelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med -ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa -veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over -mig, den Rævepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjør -I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Køis!« - -Midt i Sovekammerdøren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte: -»Feltraabet er »frisk«, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke -kan see ud af Øinene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover -ellers altid i fuld Mundering med Hænderne om Sværdknappen, naar jeg -er i Felten, og drømmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive -kjed af al den Snak om Overfald. -- God Nat, I Herrer!« - -Bryggemann stængede omhyggelig Døren efter sig. De øvrige Officerer -toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at -nærmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden. - -Bryggemann traadte ind i Gjæstestuen. Et mægtigt fiirkantet Sengested -med ophobede Dyner bag blomstrede Forhæng indtog Hovedpladsen i -Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrædende i Møde, og -midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil. - -Det maa ogsaa fortælles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors -paa Væggen over Bilæggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem -Grannaalene. - -Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Næsen. - -»Føi, hvor Luften kan være befængt i saadant et gammelt Rottehul!« -sagde han og slængte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med -Støvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser -til Hjælp. - -Døren gik op, og Halvor stak sit Hørhoved ind i Stuen. - -»Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr. -Høvidsmand,« sagde han. »Men han bad mig være Jer til Tjeneste i alle -Maader.« - -»Kom og træk Støvlerne af mig!« raabte Bryggemann. - -Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect -frem fra Trøiens Indre. - -»Den har jeg reddet til Officerens Lædskedrank i Nat,« udbrød han -triumferende. - -»Du lader til at være en opvakt Gut,« sagde Bryggemann. »Hører Du til -her i Huset?« - -»Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i -Præstegaarden, saa længe I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af -Krigsfolk,« svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens -Kravestøvler. - -»Jeg kunde nok have Lyst til at forhøre det Kvindfolk lidt nærmere, -som besøgte os for lidt siden,« ytrede Bryggemann og kneb Halvor i -Øret. - -Halvor saae leende op. - -»Hun er for længe siden over Fjeldet,« sagde han; »men selv om hun -var her, saa hentede jeg hende ikke.« - -»Død og Helvede, sætter Du Dig op mod kongelig Maiestæts Officeer, -naar det gjælder vort Liv og Landets Sikkerhed?« - -Halvors Smil blev endnu bredere. - -»Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i -Seng,« svarede han. »Og Pigen skal være min Fæstemø, naar jeg -kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden -Bjørnstads eenbaarne Søn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok -paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.« - -»Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjærdet,« befalede -Oberstlieutenanten. - -Halvor bragte en lille, tung Læderkasse og stillede den paa Bordet -foran Officeren. Denne fremtog en Nøgle, aabnede Skrinet og lod dets -Indhold af nypræget Sølvmønt funkle i Tællelysets Skin. - -»Det pure Sølv -- det pure Kongesølv!« udbrød Halvor og slog Hænderne -sammen. »Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge -heroppe mellem Svenskerne?« - -Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde: - -»Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret -betænkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhørt. --- Skal vi gjøre den Handel?« - -Halvor drog sig tilbage mod Døren og rystede paa Hovedet. - -»Er der mere, jeg kan gjøre Officeren til Behag?« spurgte han. - -»Kald Vagten ind.« - -En Soldat traadte ind. - -»Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver afløst Klokken -tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjæft, som -kommer her igjennem, og fører ham ind til mig. For Resten sørger Du -for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.« - -»Javel, Hr. Oberst,« svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt -i Præstegaarden. - -Bryggemann kastede brummende sine Klæder over Halmstolen. - -»Feltraabet er »frisk« -- sikken et Feltraab! -- Handle efter -Conduite -- sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en -lille Nattesøvn! -- -- Sikke Øine den Glut havde! -- -- -- den -forbandede, tykhovedede Hvalp!« - -Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent -Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn. - -»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen, -rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle. -Flammen slukkedes. Alt blev stille. - -Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til -sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde -af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae -Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte -Hanen og raabte: »Hvem dèr?« - -»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig -- fly mig et Gevær, saa skal -jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.« - -»Hvad mener Du?« - -»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg -hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da -jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. -- Giv -mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide, -saa snart jeg seer Fjenden.« - -»Det har jeg ingen Ordre til. -- Væk med Dig, Dreng!« svarede -Skildvagten. - -»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører -et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og -gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.« - -Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem -Porten. - -En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra -Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at -Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet -paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang -skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over -den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten -bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et -Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne -kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt. - -»Holdt -- hvem dèr?« raabte Haavi. - -»Freund,« lød Svaret udenfor Porten. - -»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten. - -»God Freund,« svarede Stemmen. - -»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi. - -Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele -Mandskab bestod af sex Soldater. - -»Kom ud -- kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor. --- Ind og væk Oberstlieutnanten!« - -Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et -velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne -Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden -videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og -regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste -Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar. - -»Vaagn op i Herrens Navn -- vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og -ruskede den Sovendes Arm. - -»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I -Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud -i Længden -- Dag og Nat?« - -»Det er mig -- Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.« - -»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav -Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede -mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt. --- Hent Redekammen, -- hurtig, den sidder i Speilrammen. -- Har Du -Glutten med?« - -»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder -herudenfor. Gaarden er omringet.« - -»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler -- tænd Lys!« brølede -Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende. - -Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte -en sagte Jamren. - -»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med -en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. -- -Skynd Jer, skynd Jer!« - -»Hvor er min Hat, min Kjole?« - -Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede -alt overende. - -»Her er hans Værge!« raabte Halvor. -- »Der har vi Fjenden -- Herre -Jemini, han stikker Ild i Kornladen!« - -Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere. - -Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter -Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden. -Udenfor Porten traf han sine sex Mænd. - -»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik -at spilde.« - -Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved -at see den bedækket af fjendtlige Ryttere. - -»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører -for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.« - -»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst -tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til -at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse -Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af -Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen. - -Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem -et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans -Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners -Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden -Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne, -bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse -Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel. - -Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind -i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb -Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa -Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som -Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens -Storstue. - -Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte -Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig. - -»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage -- det er altfor gyseligt!« -græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og -sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren -- og nu -kommer en Skare Ryttere herned efter os.« - -Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig -for at følge ham. - -Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage. - -»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er -det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret. - -»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne -Tærepenge! -- Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder -Skrinet.« - -»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt -i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.« - -Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham -og besværliggjorde Flugten. - -»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for -Høvidsmanden.« - -»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!« -raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet -han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod -opstillet med Fanen og sine sexten Mand. - -En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse -under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen, -løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med -Fanen og mit Værge er Æren reddet.« - -Tjeneren Adolph traadte ærbødigt nærmere med sin Herres Kjole, -Støvler og trekantede Hat. - -»Behager det nu Hr. Obersten at klæde sig paa?« spurgte han. - -»Lapperi!« svarede Bryggemann, medens Adolph iførte ham Uniformen. -»Hvem tænker paa sligt, naar Fædrelandet er i Fare? Først Æren i -Behold -- saa Klæderne! -- Lad nu Trommen røre for at samle vor -Compagni her paa Pletten.« - -Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhør at være et -nyt og utilgiveligt Feilgreb af den Øverstbefalende, idet denne -Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav -ham Anviisning paa, hvor de i Mørket skulde søge de norske Soldater. - -Idet Trommeslageren udenfor Gaarden begyndte at lade en Hvirvel rulle -hen over den lille Høislette, følte han en Haand klemme sig fast om -hans Arm, og fra et lyshaaret Hoved stirrede ham to opspilede Øine i -Møde. - -»Ikke en Lyd!« hviskede Halvor. »Jer Oberst maa jo være galen; -Fjenden er endnu paa Vildspor -- jeg viste ham Vest paa, da han -spurgte, hvilken Vei Norsken flygtede. Hører han Trommen, har vi ham -her om et Øieblik.« - -»Af Veien, Dreng!« raabte Trommeslageren og søgte at frigjøre sin Arm. - -»Giv mig et Gevær,« raabte Halvor med ubændig Energi, »saa skal jeg -skyde Allarm oppe fra Fjeldet. Det samler ogsaa vore Folk og leder -Fjenden til Fjelds.« - -Trommeslageren sled sig løs. En skarp Hvirvel gjenlød fra Klipper -og Skov; endnu en Hvirvel, vild og farevarslende. Dette Signal -opnaaede tilfulde Hensigten at kalde Folk til Stede -- det var blot -ikke norske Tropper, men svensk Cavalleri, der som en Stormvind kom -brusende ned over Sletten. - -Halvor udstødte et rasende Skrig. - -»Sikke umælende Tossefæhoveder!« udbrød han. »I staa ikke til at -redde.« - -Han forsvandt i Skoven. - -I næste Nu var Gaarden omringet, og inde i den, Fanevagtens lille -Skare, der i det korte Mellemrum ved tililende Mandskab var voxet til -70 Mand. - -Idet Fjenden red ind i Gaarden, anført af en Rytter, der var indsvøbt -i en vid Kappe, kastede Bryggemann Fanen til Dillerud. - -»Lad den forstikke i Sneen, mens vi drage os tilbage mod Broen,« -befalede han. - -Fanen vikledes sammen og forsvandt, medens Obersten og hans Folk i -god Orden drog sig ud af Gaarden ned mod den omtalte Bro. - -»Overgiv Jer -- I ere een mod tyve!« lød en befalende Røst foran -Svenskerne. - -»Der talte Du dit sidste Ord, og det var en Løgn, Kong Carl!« udbrød -Bryggemann, rev et Gevær fra den nærmeste Soldat og sigtede paa den -kappeklædte Rytter, som holdt ubevægelig foran sine Folk i det klare -Maanelys. Geværet klikkede med en smældende Lyd; en Haanlatter lød -fra Rytteren, som ikke var Kong Carl, efter hvad der senere blev -oplyst, men Arveprindsen af Hessen. - -Efter denne mislykkede Heltebedrift slængte Oberst Bryggemann Geværet -fra sig og overgav sig, uden at der blev vexlet et Skud eller et -Sværdslag. Enkelte af hans Folk undslap ved at søge til Fjelds, de -øvrige bleve afvæbnede og som Fanger førte til Præstegaarden. - -Det er i nærværende Fortælling ikke Hensigten at give en udførlig -Skildring af de følgende krigeriske Tildragelser under Svenskernes -Indfald i Norge uden forsaavidt, at Fortællingens Hovedpersoner tage -Deel deri. Her maa det være nok at minde om Brigadeer Kruses tapre -Kamp ved Höland Præstegaard, hvortil han indtraf nogle Timer senere, -underrettet om Bryggemanns Nederlag af hans flygtende Folk. - -Uden at afvente Forstærkning indlod Kruse sig ved nævnte Bro med en -langt overlegen Fjende, drev Carl den Tolvte to Gange tilbage til -Skovene, men maatte omsider trække sig tilbage over den smalle Bro, -hvor han mistede flere Folk. Kruse skal i denne ulige Kamp med egen -Haand have fældet sytten Fjender og skudt Prindsen af Hessen; Kuglen -trængte ind gjennem hans Gehæng og maatte siden skjæres ud af Hoften. -Prindsen blev ufortøvet ført tilbage over Grændsen til Sverig. - -Ligeledes huggede Kruse Kong Carl over Armen. Da Brigaderen haardt -saaret tilligemed sine Folk som Fanger blev ført ind i Præstegaarden, -lod Carl den Tolvte ham forbinde af sin egen Feltskjær, -komplimenterede ham og spurgte, om »Jutan Frederik« havde mange -saadanne Krigere, for saa skulde Fanden slaaes med ham, hvortil Kruse -svarede, at han var kun en af de ringeste Soldater, hvilket Kong Carl -skulde komme til at sande, dersom han trængte længere ind i Landet. - -Da Kongen saae Bryggemann og hørte om dennes Uheld, sagde han -spøgefuld: »De burde ikke hedde Bryggemann, men Tryggemand.« - -Denne Hentydning syntes ikke at berøre den fangne Officeer pinligt. -Han opslog en skraldende Latter, lagde Haanden paa Brystet og -forsikrede, at det var en overmaade stor Vittighed af Majestæten. - -Da han gjensaae Oberst Kruse som Fange i den samme Stue, hvori de -nogle Timer tidligere skiltes, maalte han den tapre, saarede Helt med -et haanligt Blik. - -»Jeg vasker mine Hænder,« udbrød han med overlegen Foragt, »efter -den Ordre, vi fik at holde os til. Det kan man kalde en liderlig -Conduite!« - -Ved den senere Krigsretsdom, der faldt efter vidtløftige Forhør, -fratog den danske Konge Bryggemann hans Officeersbestalling, hvorimod -Oberst Kruse det følgende Aar blev forfremmet til General. - -Saaledes udspilledes dette korte Drama, der blev af skjæbnesvanger -Betydning for Frederikshald, idet de Øverstbefalendes Mangel paa -krigersk Overblik begunstigede Fjendens Angreb, som paa dette -Tidspunkt med Lethed kunde være afslaaet af den samlede norske -Troppestyrke, der fandtes spredt i Egnen, og Landet saaledes -dennesinde for videre Invasion have været forskaanet. - - - - -EN NORGES SØN. - - -Samme Aften, som Kong Carl den Tolvte udførte dette vellykkede -Overfald paa Höland Præstegaard, vandrede Bjørnstad frem og tilbage -i Storstuen hjemme paa Fossegaarden, som ved Stedets naturlige -Beliggenhed dannede en afsondret Fæstning paa en fremspringende -Klippepynt. Henne ved Bordet sad hans Hustru Mari. Det døsige -Lampelys kastede sit gullige Skjær over hendes indfaldne Træk, der -vare prægede af stor Blidhed og megen Forsagelse. Hendes klare Øine, -der endnu besad Ungdommens Glands i deres rynkede Indfatning, fordi -hendes Sjæl havde bevaret Ungdommens Styrke i Hengivenhed, hang ved -Mandens mægtige Skikkelse, der syntes at fylde det store halvmørke -Rum, som han fyldte hendes Hjerte. De foldede Hænder fore af og til -rykkende i Veiret, som om hun beherskedes af en dyb Sindsbevægelse. -Det gjorde hun ogsaa: det var et mangeaarigt Opgjørelsesøieblik -mellem de aldrende Ægtefolk. - -Bjørnstad havde nylig talt; hans malmfulde Røst dvælede endnu -i Luften. Hans buskede Bryn vare sammendragne, hans Skridt -smaatmaalende, medens hans Sjæl tog de store Lidenskabers -vidtflyvende Sving i Udbrudets Øieblik. - -»Troer Du, jeg er seende blind og hørende døv, sløv og følelsesløs? --- Javist, Hustru!« udbrød Bjørnstad og standsede med tilbagekastet -Hoved og Tommelfingeren i Ærmegabet. »Jeg var din unge Kjærlighed, -Jeg mindes vel den Sommerdag da lille Anne Mari brød ind i vor Have, -for at smage vor Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme, --- Du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i Modgangens Dage, -- -jeg saae det nok, -- Du kæmpede din Kamp, for at mildne mit Sind mod -mine Landsherrers Usseldom, Du vilde lære mig at bøies under deres -Overmagt. Du kæmper derfor endnu, i Dag, hver Time, Du lever. Hør det -nu: de bøie aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg sætter min Fod -paa deres, til de have gjort deres Uret god imod mig.« - -»Siig hellere: de sætte deres paa vor, Halvor,« sagde Mari. »Hvad -fører al denne Modstand til?« - -»Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Erklæring, blot nogle -gode Ord for al den Uret, de voldte os.« - -»Javist, Byen skyldte Dig at udbedre din Gaard dernede ved -Skarivandet. Du fæstede den af Kollegiet i faldefærdig Stand -og troede dem paa deres Ord, da de lovede at udbedre Huset og -istandsætte Digerne. De bleve vore strenge Herrer, holdt ikke deres -Løfter, men inddrev alligevel de høie Skatter, og da Du klagede til -Byraadet, holdt det med Kollegieherrerne og dømte Dig i Bøder. De -toge vort Kvæg, vor Høst, til Du maatte drage af Gaarde; de gjorde -Dig svarlig Uret. Men Herren har jo været os god siden; nu ere vi vel -bjergede. Dog fortsætter Du Krigen. I Gaar kom Stævningsmændene for -sidste Gang herop, -- Du bliver lyst fredløs, sagde de, dersom Du -ikke forliger Dig med de mange Klagere. Husk, det er alle de store -Kjøbmænd dernede i Frederikshald, Du har imod Dig.« - -»Fossen heroppe er min,« svarede Bjørnstad; »den Kjendsgjerning faae -de lade staae ved Magt. Denne Gang ere _mine_ Papirer i Orden. Jeg -kjøbte begge Sider af Fjeldet her med velberaad Hu; det var min Hævn. -Fossen er Landeveien, som tilfører de gode Kjøbmænd og Raadsherrer -deres Rigdomskilde, Tømmeret fra Nordskovene. Hvad kan jeg for, at -Naturen her har dannet en Vig, hvor Tømmeret bliver slaaet op paa -min Jord? Nu maa de betale Skat til mig for hver Tømmerstok, jeg -lader gaae videre; de gjør det ikke med det Gode, nuvel, saa tager -jeg mig selv til Rette; nu maa Raadsherrerne betale Afgift til mig, --- en Stok af Snesen, det er Øie for Øie og Tand for Tand. -- Jeg -møder ikke for deres Stævning? Hvad kom der ud af, at jeg mødte for -Skranken i Forfjor? De dømte igjen efter deres Kogebog, Bøder og -atter Bøder. -- Jeg har mit Fjeld -- lad dem komme!« - -»Halvor, Halvor, de tage dit Liv, naar de faae Dig lyst fredløs,« -udbrød Konen, medens hendes Stemme skar frem som et Angestskrig. - -»Lad dem tage det!« - -Bjørnstad haanlo. Hans Uldskjorte var gledet tilbage og blottede hans -brede, haarrige Bringe. - -»Jeg veed det nok: for hvert Skridt, jeg trodser min Retfærdighedssag -frem, gaaer mit eget Velfærd maaskee to tilbage; men jeg trodser den -frem endda, for saaledes som _jeg_ er faren, saaledes er hele vort -ulykkelige Norgesland faren; det veed det blot ikke. Hver Nordmand, -som vil norsk Retfærdighed fuldt ud med hævet Pande uden Buk eller -Svandsen, han bliver knust som Malmen i vore Bjerge. Og saaledes vil -det blive ved, saalænge vi skal hente vor Ret herop heelt nede fra -Danmark, fra det fremmede Land, styres af de Embedsmænd, der kjøbe -deres Bestalling af fremmede Herrers Gunst, der ikke er _vort_ Blod. -Forstaaer Du? Det er vor forargelige Ulykke.« - -Som Bjørnstad stod dèr i blodfuld Kraft, mens Lyn skjød frem under -hans buskede Bryn, syntes han en Legemliggjørelse af al norsk, -selvstændig Folkeaand, ubøielig overfor fremmed Magt, utøilelig som -Fossen nedenfor hans Fjeldskrænt. - -Mari sukkede og saae frem for sig med Taarer i Øinene. - -»Saa maa vi redde Dig imod din Villie, Halvor,« udbrød hun -fortvivlet. »De maa ikke lyse Dig fredløs, ikke skyde Dig ned som -Bjørnen derude i Lien. Du er min Huusbond, Du -- _min_, hører Du?« - -Hun reiste sig, stemmede Knoerne i Bordpladen og stirrede ham i -Møde, halv rædselsslagen over eget Mod, meest dog for at miste sin -Huusbond. - -Bjørnstad betragtede hende forskende. - -»Redde mig for mig selv --? Aha, jeg kjender de Talemaader, det er -din kjære Broder, Klokkeren Ole Svendsen Bakke fra Id, som sætter -dette i Dig,« udbrød han med dirrende Læber. »Vogt Jer! Gjør Du -Ledtog med Andre mod mig, maa Du dele Skjæbne med mine Fjender.« - -»Ole Svendsen er ikke din Fjende, han er din bedste Ven, og vil vort -rette Vel,« udbrød Mari og traadte frem fra Bordet. - -»Ole Svendsen Bakke er et Stykke af en Præst,« ytrede Bjørnstad -haanligt; »den halve Deel af Dagen ligger han paa Knæ i Bøn, den -anden halve Deel styrter han sig i Kampe, hvor han ikke har noget at -skaffe. Lad ham passe sin Klokkeknebel. Forlokker han Dig, skuffer -Du mig, Du, den Eneste jeg endnu troer paa, saa er det forbi med os -begge.« - -Der gled et forklaret Smil over Konens forgræmmede Ansigt. - -»Jeg skuffer Dig aldrig, Halvor!« udbrød hun og traadte tæt hen -til Manden; »men her maa Du reddes fra dine Fjender, som lyse Dig -fredløs. Veed Du, hvad det vil sige? For nitten Aar siden blev Hans -Brecke fra min Bygd lyst fredløs, fordi han ligesom Du tog sig selv -til Rette. I Aaringer trodsede han sine Forfølgere, levede udenfor -Loven. Han fik ei Huusfred, ei Thingsfred; han maatte hvile under -Busken i stor Livsfare; de efterlyste ham Dag og Nat med Lygte og -Lys, med Vaaben og Værge. Man opslog hans Døre, haanede hans Børn og -Tyende med stor Overmagt. Hans veemodige, høilydte Klage blev ikke -agtet eller hørt af Landsdommeren; de kaldte ham Landsfjenden, -- Det -kalde De nu ogsaa Dig. -- En Eftermiddag fandt de ham med en Kugle i -Brystet bag Sønnens Smedie -- De grove ham ned, hvor han laa --« - -Maris Stemme brast. - -»Nuvel, saa fik Manden jo Fred,« sagde Bjørnstad. - -»Fred? -- Kirkeklokken ringede ikke over hans Grav.« - -Mari drog Hovedtørklædet tættere om sit taarevædede Ansigt, gik hen -til Arnestedet og kastede nyt Ved paa Ilden; det ulmede rødt, hver -Gang Frostvinden pibende foer ned gjennem Skorstenen og lettede de -hvide Flager af Birketræesasken. - -Der blev stille i Stuen. Bjørnstads sammendragne Bryn glattedes, -medens han skottede hen til Hustruens bøiede Skikkelse. Han traadte -hen til hende og greb hendes Haand. - -»Stakkels Mari, vi To ere blevne gamle i vore Kampe. Da vi vare -unge, troede ogsaa jeg paa det Gode og Retfærdige. Den Sag var -min; den viede jeg mit Liv. Siden har jeg blot lært, at Smaafolk -lefle for Magten, -- og hvad værre er -- at de Mægtige lefle for -deres Modstandere og sparke til deres egne, de stakkels Faar, der -ærbødig krumme Ryg og stirre sig blinde paa Overmagten. Kom i Morgen -Dannekongen herop og bød mig min Ret, nu tog jeg den ikke længer. -Lad dem blive for sig dernede og lad mig beholde mit Fjeld; her -er jeg forskaanet for det forhadte Syn at see Taaberne dandse for -Raadsherrernes Piskesmæld. Her er _jeg_ Herre.« - -»Hvor længe? Du er snart fredløs paa dit Fjeld,« gjentog Mari og vred -sine Hænder. »Nu gaaer den haarde Spaadom i Opfyldelse, som Kvinden -en Gang spaaede Dig, at Du vilde volde Død og først seire i Døden.« - -»Jeg vælger Døden og Seier for Livet i Nederlag.« - -»Tænker Du da slet aldrig paa mig og vor Søn?« - -Bjørnstad vandrede frem og tilbage med Stormskridt. - -»Javist, jeg er Landsfjenden, Lovbryderen, Voldsmanden, og dog er jeg -mit Lands Elsker. Aldrig har nogen Mand knælet for sin Tilbedte med -større Andagt end jeg for vort klippebrudne, furuklædte Norge, aldrig -har en Kvinde bøiet sig mod sin Huusbond, aldrig en Moder knælet for -sit Barns Vugge med større Selvopofrelsesbegjær end jeg for dette -steenhaarde underkuede Land, der slænger min Kjærlighed fra sig med -Voldsherrens Haan, og som truer sin Søn med Undlivelse i Vanære. -- -Seer Du, det er din Halvor, Kvinde, din haarde barske Halvor, som -Du skjælver for og dog vogter med disse trofaste Hundeøine, der nu -skinne mig i Møde dobbelt kjære gjennem Sorgens Rynker. -- Tro blot -paa mig, lille Mari, tro blindt paa mig endnu en kort Stund. Maaskee -Alt endnu kan bedre sig for os To, snarere, end Du i Aften troer.« - -Han slyngede Armen om sin Hustrus Skulder, knugede hende heftigt mod -sit Bryst og forlod Stuen. - -Mari blev siddende og stirrede mod Døren med et forklaret Smil, saa -mildt og hengivent, at Gjenskinnet deraf maatte dvæle paa hendes -Læber, naar hun engang stedtes til den evige Hvile. Det var for -hendes tause og indesluttede Liv et af disse Øieblikke, der aldrig -viskes ud, der blive Hovedsummen af vort Livs Indhold, et Facit, -skrevet uudsletteligt paa vort Regnebrædt. - -Dette blide og taalmodige Sind havde aldrig ret fattet Huusbondens -uforsonlige Karakteer. Hun begreb ikke, at han kun levede for sin -Kjærlighed til sit Fødeland og for sit Had til dets og sine egne -Undertrykkere, for Gjengjældelse af lidt Uret, der gjennem Aarene -for hans Bevidsthed var blevet eensbetydende med den Uret, han -fandt, at hele Norge led under ved fremmed Herredømme. Hun forstod -ikke denne altfortærende Lidenskab, som i Aarenes Løb heroppe i -Fjeldødet var voxet til Fanatisme, der nærede sin egen Flamme med sit -eget Jeg, og som lidt efter lidt bragte ham til at kaste Stykke for -Stykke, alle Eiendele, sit eget Væsen paa Baalet. Lyster, Længsler, -Tilbøieligheder, Alt gik op i denne Lidenskab, medens han alvorsfuldt -fordybede sig i Skovenes Eensomhed. - -Hun saae blot, at en Personlighed voxede frem af dette Baal som -Fuglen Phønix af Asken, en frygtelig, ubøielig Karakteer, mægtig i -sin Villiestyrke, haard som den Granitbund, paa hvilken den avledes, -en alt beseirende Villie, der magtstjal hendes egen. - - Disse Jordens Mægtige - sig af Blod og Taarer nære; - hvad de _ville_, det maa skee, - Alt maa briste eller bære. - Over Kvindens Liv og Fred - som en Uveirssky de drage, - og hvor deres Lyn slaaer ned, - bliver Aske kun tilbage. - -Maaskee. Eller maaskee netop Jordens Mægtige reise sig herskedygtige -af denne Aske. - -De blomstrede Calicos Forhæng skiltes for Alkoven i Stuens mørke -Baggrund, og en Mand traadte frem i det usikre Lampelys, en af Norges -Sagnhelte, om hvem i Dag næppe Sagnet længer taler i Folkets Hjerte, -medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand: -den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra -Id. - -Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mødtes, -alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende. - -»Her maa hjælpes,« sagde Ole Svendsen. - -»Ja, han maa hjælpes, Broder,« sagde hun. - -»Stakkels Søster! stakkels Bjørnstad!« ytrede Ole Svendsen Bakke. -»Her maa hjælpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret før i Dag. -Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte glædes i -denne Stund. Det er kun hans Dømmekraft, som er bleven forrykket og i -sygelig Overdrivelse fortegner den Uret han har lidt, til den antager -unaturlige Dimensioner.« - -»Gud signe Dig, Ole,« sagde Konen, medens hendes Mundvige droges -nedad. »Saaledes er min stakkels Halvor. -- Blev Du vred, da han -talte saa ondt om Dig?« - -»Nei, Søster, i Aften glædes jeg ret; først nu forstaaer jeg Eder -begge. Han skal blive reddet for sig selv, der er hans værste Fjende, -det lover jeg ved Jesu dyre Blod. Vi skulle seire.« - -De to Søskende rakte hinanden Haanden. De skiltes med et Nik. - -Idet Ole Svendsen gik mod Døren, lød springende Fodtrin udenfor i -Sneen, Forstuedøren blev aabnet, Fødder stampede mod Steenbroen, og -Stuedøren blev revet op. - -Drengen Halvor sprang frem paa Gulvet, slængte sin Hue paa Bordet, -saae sig om med en overmodig, straalende Seiersmine og raabte: - -»Hvor er Far min -- Far, som siger, at ung Halvor ikke duer, Halvor -dovner, Halvor Fantungen --? -- Her er han! -- Hvor er Far?« - -Hans Stemme forstærkedes til et udfordrende Jubelbrøl. Bjørnstad -traadte frem i Døren. - -»Her er din Far! -- Er Du fuld, Dreng? Har Du igjen været ude at -føite om i Stedet for at sove i din Seng?« - -»Sove? -- Troer mine kjære Forældre, at deres mandhaftige Søn er en -saadan Tryne, der sover, mens Svensken er brudt ind i vort Land?« - -»Svensken?« spurgte Bjørnstad. - -»Ja, netop Svensken. Og jeg har slaaedes med ham det bedste jeg -orkede. Höland Præstegaard er overrumplet, fordi vore Folk ikke -lystrede mig. Riser og vor dyre Fane er i Kong Carls Magt. Ret strax -kunne de være her, og imens sidder mine kjærlige Forældre og Morbror -Ole i Kakkelovnskrogen.« - -»Han er fuld,« sagde Bjørnstad til sin Hustru. »Det er dit Kjæleri, -som har ødelagt Hvalpen, fra han var lille. Hvad sagde jeg, naar Du -frelste ham fra Ferlen?« - -Halvor gik hen til Ilden, satte sig paa Hjørnebænken, trak de frosne -Støvler af, skrævede ud med Benene og gned sine valne Fingre, medens -han med en ubeskrivelig overlegen Mine saae tilbage paa de Forsamlede. - -Bjørnstad traadte hen til Sønnen. - -»Op fra min Plads, og staa rank!« befalede han. - -Halvor saae nølende op; Faderens mørke og truende Aasyn indgjød -ikke Lyst til Løier. For at vise sin Freidighed stak han Tungen ud -under Kinden, saa at den dannede en Bule, idet han adlød Befalingen. -Bjørnstad hævede sin Haand, som for at lade den falde med et tungt -Slag paa Sønnens Kind. Drengen sprang tilbage, men rettede sig strax, -rank og kneisende. - -»Skam faae den, der slaaer en norsk Mand paa Øret!« raabte han. »Fra -i Nat er jeg ikke Dreng mere; jeg har været med blandt Mænd, der -værne deres Land. See her.« Han drog Bryggemanns Skriin frem fra sin -Kofte og stillede det paa Bordet. »Det er fuldt af Danskekongens -Sølvmønt.« - -»Hvor har Du faaet det Skriin fra?« spurgte Faderen barsk. - -»Fra Krigen, begribeligt,« svarede Halvor; »det er ærligt Krigsbytte. -Nu behøver jeg ikke længer at hale Tømmer paa Land i vor Fos og lade -mig skjælde for Røversøn af Drengene i Frederikshald. Nu kjøber jeg -mig et Gevær og melder mig til Peder Colbjørnsens Mænd. De siger, -at han hverver tapre Folk dernede til at forsvare Landet. Og sit -Fædreland skylder man det Bedste, man har, lærte Du mig jo.« - -»Lad det nu være nok med den Snak,« afbrød Bjørnstad sin ophidsede -Søn. »Er det svenske Penge, Du har der i Skrinet?« - -Halvor betænkte sig. - -»Oberst Bryggemann glemte dem, da han rendte fra Fjenden,« svarede -han tøvende. - -»Og nu har Du Lyst til at beholde hans Pengeskriin?« - -»Det er da bedre, jeg har det end Svensken,« svarede Halvor -forundret; »det er jo mit eget surt erhvervede Bytte.« - -Bjørnstad vendte sig atter mod Hustruen. - -»Der seer Du Følgen af din Opdragelse: vor Søn er en Tyv.« - -»En Tyv, Far!« Drengen traadte frem til Faderen og saae ham -vredeglødende op i Ansigtet. »Det Navn skulde Du nødig nævne.« - -»For Guds Skyld!« udbrød Moderen og kastede sig mellem Fader og Søn, -hvis Blikke mødtes som skarpe Klinger. - -»Er jeg en Tyv?« gjentog Halvor og slyngede pludselig Armene om -Moderens Hals. »Motter, Motter, hvad har jeg ikke oplevet i denne -Nat! Jeg sad oppe i det høieste Fyrretræ og saae Kong Carls Folk -bugte sig frem over Sneen. Jeg peb som en Ugle -- hele Flokken bragte -jeg til at standse; det var et herligt Øieblik. Jeg har været en -brav, norsk Soldat. -- Saa reddede jeg Skrinet fra Svensken.« - -Mari klappede beroligende sin Drengs Hoved. - -Halvor sled sig løs. - -»Nei, vil I vide, hvem her skal passes paa, saa er det Olaug -derovre!« raabte han. »Hun var i Nat inde i Officerernes Værelse, og -de bød mig Guld for at hente hende ind til dem igjen. En Pige maa -ikke i disse Krigstider springe om mellem os Soldater; det ender med -en Gebræk.« - -»Æblet falder ikke langt fra Stammen,« -- sagde Bjørnstad. - -»Olaug er en brav Pige; men hun maa holdes stramt,« sagde Drengen. -»Hun er ikke noget Skjændselsbarn, og jeg er ingen Tyv.« - -Ole Svendsen Bakke, som fra Stuens mørke Baggrund hidtil havde været -et taust Vidne til dette Familieoptrin, traadte nu frem og sagde: - -»Du har Ret, Bjørnstad, din Søn skjelner ikke her mellem Ret og Uret; -men han bærer ikke Tyvemærke i sit Ansigt. Hvad jeg nu maa sige, -bliver Du vred over, men det maa siges. Det er ikke din Hustru, der -har lært ham at tage sig til Rette i fremmed Gods; det er Dig selv, -som lærte ham op i din Bedrift ved Fossen i Stedet for at lade ham -drage op til et dygtigt Haandværk.« - -»Trænger Du Dig nu mellem Fader og Søn, som Du har trængt Dig mellem -Mand og Hustru, Klokker Bakke?« spurgte Bjørnstad, der forgjæves -søgte at stramme de skjælvende Læber til et haanligt Smiil. - -»Morbror Bakke har Ret: Du bør snarest lade mig lære Krigshaandværket -grundigt,« sagde Drengen og saae Faderen freidig ind i Ansigtet. »Nu -kan Du slaa en Gang til, fordi jeg er frimodig.« - -Bjørnstad tav og betragtede Sønnen. - -»Bryggemanns Penge skulle afleveres i rette Vedkommendes Værge,« -sagde han. »I Morgen gaa vi til Frederikshalds Øvrighed med Kassen. --- Pak hans Tøi,« vedblev han henvendt til Hustruen, »hvis din -strenge Hr. Broder tillader det. Jeg seer, det er paa Tide, at -Drengen sættes under Mandstugt. Bjørnstads Søn maa ikke vanarte.« - -Han dreiede sig paa Hælen og forlod Stuen. - -Halvor gjorde et Hop i Veiret, slog i livsalig Glæde ud med begge -Arme og raabte: »Herre Jesus -- Hurra! I Morgen skal jeg sættes -i Krigslære i Halden og lære at blive General! -- Men pas imens -paa Olaug herhjemme, Morbror Ole; hun deiser ud, siger jeg, hun -deiser, Herren evig, ud, naar jeg ikke længer kan jumpe om efter -hende heroppe i Skovene, og hun ret længe skal bo under Tag med -den Fidelspiller derovre. Har I hørt, hvor han sidder og lirer for -hende om Kvælden? Det lyder ynkeligt, jammerligt!« Halvor stampede i -Gulvet. »Og en Gang imellem saa stort og kjønt som nede i Kirken. -Det er ikke til at holde ud. Pas paa hende, mens jeg er borte, siger -jeg. Hun maa holdes i fasten Lænke, lille Mor, for hun er det bedste, -det deiligste, jeg veed, paa hele Jorden!« - - - - -FØR STORMEN. - - -Rygterne om Svenskekongens Indfald i Landet havde holdt sig i -Frederikshald siden Januar samme Aar, hvorfor Borgerne dersteds -tilsidst kun fæstede ringe Lid hertil og fornøiede sig efter bedste -Formue. Strax Budskabet indkom og som en Løbeild spredtes i Staden, -at Kong Carl endelig havde gjort Alvor af Sagen og overrumplet Armeen -ved Höland Præstegaard, blev der den 9de Marts skudt Allarm fra -Fæstningen og hængt Brandkugler ud paa den Side af Udenværkerne, der -vendte mod Staden for at underrette Indbyggerne og Oplandet om, at -nu var Faren overhængende. Sorg og Harme over Nederlaget bredte sig -overalt, og Borgerne besluttede selv at varetage deres Stads Forsvar. -De stode i Gevær den hele Nat, medens Andre paa egen Bekostning -opførte Batterier og Brystværn i Gaderne, saasom ved Kirkeporten, -paa Kirkegaarden, ved Byskandsen, og slæbte Kanoner til de anviste -Pladser. Man frygtede, at Fjenden vilde forfølge sin Seier og angribe -Staden samme Nat, hvilket med Lethed kunde være iværksat, dersom de -Svenske ikke endnu havde følt sig usikkre og vaklende i Beslutning. - -Samtidig strømmede Omegnens Folk til, for at søge Beskyttelse under -Fæstningens Kanoner, medførende Gods og Kreaturer. Borgerne paatoge -sig med Fæstningens Kommandant, Hans Jacob Bruns, Samtykke, Vagten -ved Byporten og andetsteds. - -Fæstningen forsynede sig for længere Tid ved Indkjøb hos Bønderne af -det inddrevne Kvæg; Soldaterne slagtede og saltede, Borgerskabets -Kvinder bryggede og bagede, enhver søgte at bidrage sit til Byens -Frelse. - -Alle disse kraftige Forholdsregler kunde dog ikke berolige Sindene. -Overalt saaes Klynger af ophidsede Kvinder og Mænd med mørke, spændte -Ansigtstræk; overalt hørtes ildnende Tale om Forfædrenes berømmelige -Forsvar af Staden under den tapre Peder Olsen Nordmands Ledelse. -Nævnte Hædersmands Eiendom, nuværende Gaard Nr. 226 og 230 paa -Hjørnet af Borgerskandsegaden, og som i 1716 var Peder Colbjørnsens -Bolig, blev illumineret fra Kjælder til Loft, for at opflamme -Borgerne ved Mindet om Fortids Stordaad. - -Udenfor Kirken, Christi Herberg, som afbrændtes samme Aar den 4. -Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang -de Norges gamle Nationalmelodi; den lød i eenstemmig Fylde gjennem -den mørke Nat som en begeistret Kærlighedserklæring til deres Land, -udfordrende, seierssikre bølgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne -stemmede i. En mægtig, alvorsfuld Seiersfortrøstning lød op over -Byens spidse Tage, medens mørke Skikkelser i Faklernes rødlige og -osende Skin færdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed. -Hammerslag, bragende Tømmer, Opraab krydsede hinanden og røbede, at -der var stort paa Færde i den gamle Stad: -- de store Følelser fløi -vaagne omkring og manede til Idræt. - -Længere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte -Gjæstgiveri, »Den forgyldte Nøgle«, der styredes med stor Sindighed -og kyndig Haand af Værten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den -rigtige, gamle Slags, hvor Gjæsterne bleve Værtens Selskabsbrødre og -Bordfæller, og hvor Værten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet -aldrig havde nogen egen Mening overfor Gæsterne, men altid et -godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilægge -enhver opstaaende Trætte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen -var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for -Resten bekjendt for at eie en udmærket og gammellagret Viin- og -Mostkjælder, som var gaaet i Arv i flere Slægtled i »Den forgyldte -Nøgle«. Saa stort Ry gik der af denne Kjælder, at ingen Reisende -kunde sige at have gjæstet alle Frederikshalds Seeværdigheder, naar -han ikke havde tømt et Bæger med den berømte Vært. Hele Staden var -stolt af »Den forgyldte Nøgle«. - -Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Værts Magt at -brede Hygge i »Den forgyldte«s Krostue. Borgerne strømmede uafladelig -ind, tømte et varmende Bæger ved Disken, som stod prydet med to -velsmagende Pressesylter, tæt spækket med Nelliker; saa ilede de -atter ud i de mørke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige, -tilrøgede Gjæstestue. Sneen dannede hvide Hjørner og Linier langs -Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet søgte -forgjæves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster. - -En græsgrøn Papegøie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran -Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistænksomt Øie med de -idelig skiftende Gjæster, medens den af og til opslog en Haanlatter -og raabte: - -»Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!« - -En Forsikring, der til daglig vækkede ustandselig Munterhed, men -som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegøien. -Den skreg høiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod -Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Sætningen om og skreg -endnu skarpere og mere arrigt: - -»Pas paa: Patron snyder -- Patron snyderrr!« - -Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmærksomhed, opslog den en -skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende -paa det Hele. - -En mørk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her lød ingen store -Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle -Rum, intet uden »Fjenden er i Landet« og »Vi ere her for at forsvare, -hvad vort er.« En eenfoldig Tro paa deres retfærdige Sag lød i -Hvermands Tale. - -Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjæster med -deres lange Piber og talte med andægtige Miner mangt et fornuftigt -og dybsindigt Ord, medens Værten lod Kjælderdrengen bringe Kruus -efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt -til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre -Krogjæster. Fædrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte -»værges med Mandsmod og Vederhæftighed,« som Jonassen udtrykte sig, -og for Resten med godt, norsk Staal, »for vi er skabt for os selv, og -vi skal være for os selv.« - -Øverst ved Bordenden sad Kjøbmændene, Raadmændene Walck og Wærn, den -sidste en førladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wærn, der -senere gjorde sig hæderlig bekjendt i dette Krigstogt. - -»En god Porthund gjøer, naar der er Fare paa Færde,« sagde Wærn og -blæste en Tobakssky fra sig i smaa Stød. »Har I lagt Mærke til vore -Hunde i denne Tid? de gjøe som sultne Ulve. Slaa dem løs, siger jeg, -og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod -er, og hvad der lugter af svensk.« - -»Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit -Sovekammer,« sagde Walck med lav Stemme, »og melder, at der vil times -os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig -Viis. Dagen efter brød Svensken ind.« - -»Saa længe vi have veiløse Vover, faae vi Krig med Svensken,« sagde -Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig. -»Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller -Vands.« - -»Hvad mener Niels Aarud med det Ord?« spurgte vor gamle Bekjendt, -Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. »Paa Landjorden -staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Sømand, der har faret -paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske -Kyster og været længst mod Nord af nogen optænkelig dødelig Sjæl; jeg -veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lærer En paa Søen. Saa spørger jeg -Niels Aarud, hvad han mener med det Ord »til Vands«?« - -»Jeg mener, det er halsløs Gerning, Svensken her bedriver,« svarede -Oldermanden med stor Dybsindighed og tømte sit Kruus, der maalte sex -Jernbaand. »Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til -Lands eller til Vands. -- See til Silden, siger jeg; naar den gaaer -til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer -ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en ægte norsk -Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa -Fiskeriet. See bare til den umælende Sild, siger jeg!« - -»Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os -den Sag,« sagde Skolelærer Ramus spydigt, »saa beviser han Landet en -Miskundhed, som bør staae antegnet i Aarbøgerne til evig Ihukommelse.« - -»Ja, hvorfor kan vor ærlige, store Hvalsild ikke forliges med den -forgiftige, svenske Sommersild,« gjentog Oldermand Niels Aarud og -saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og -smørret Smil. - -»Ja, svar paa det, Daniel,« raabte en mager Borger, »al den Stund -Spørgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjør os stor -Afbræk i vor naturlige Handel, idet de sælge den i svære Mængder -udenværts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Værdi i -gangbar Mønt.« - -»Om mine fornemme Herrer høigunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig -at videnskabelig begrunde det, jeg føler saa dybt i min Sjæl,« sagde -Skolelærer Ramus og reiste sig med Værdighed, »og det kan jeg bevise -for Ret og Øvrighed, at Svenskens egen Sild er rød uden om Øinene og -har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke -til at saltes; den skal ædes fersk, eller den lægges i Kjælderen og -bliver frossen, eller den maa vindtørres, og den er forgiftig for -Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen -Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.« - -Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da -han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende -Spørgsmaal, Sildefiskeriet. - -»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige -Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med -Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter -sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed -paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste -Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har -været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med -Grønlandsisen.« - -Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af -Papegøien. - -»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender _jeg_ bedre til. Hvalen -og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis -og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det -Øie. -- Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan -ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode -Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mælk med paa ærlig norsk Viis, -mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjærgaard, for -deres Vand er forgiftig for norske Gjæller.« - -Et bifaldende Raab lød til den sidste Taler, der nød sin Triumf og -saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit -Knivskaft efter et nyt Kruus Most. - -»Jeg har selv været med til, at de forgangen Aar styrtede hele min -Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere -ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordærvet -derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved, -bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.« - -En tyk Borger benyttede Øieblikket og sagde: - -»Vi maae dog som retsindige og velbetænksomme Borgere give fornøden -Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette -og egentlige Omstændighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok -veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i -Egetræestønder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfærdighed -og kun salter ham i Fyrretræer.« - -»Nei, vi kan ikke med Svensken,« sagde Oldermanden atter og slog -i Bordet. »Silden hørte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes -Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjæve Kjøbmænd ere gaaede -fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev -Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi _kan_ ikke med -Svensken.« - -»Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget!« raabte Daniel. -»Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til -Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Søhelt, Peder Wessel fra -Bergen. Han kan trasakke dem, han!« - -»Den Mands Skaal bør drikkes i min bedste Kanarisekt,« sagde Værten -Jonassen rørt; »den tømme vi med høit løftede Albuer, kjære Venner.« - -»Den forgyldte Nøgle«s Stamgjæster reiste sig og tømte Krusene -for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev -der pludselig dødsstille i Krostuen, medens Papegøien, der ved -Raabene vækkedes af Søvnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg -gjennemtrængende og med overbevisende Kraft: - -»Pas paa: -- Patron snyder -- de snyderrr! hi, hi, ha, ha!« - - - - -FRA BJØRNEHIEN. - - -En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde -Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves -i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder: -Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig -ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over -Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket -Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af -Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om -der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik. - -Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige -Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter -Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt -beboede. - -Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens -ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et -glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt. - -Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske -Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres -Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede -en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering, -ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der -stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af -Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede -have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard -Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre -Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i -Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar. -Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa -Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig -Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en -usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag, -bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en -Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa -Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af -Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa -tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte -Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn. - - »Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer, - nedlagdes første Steen til dette Klippehuus. - Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer, - bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!« - -Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet -berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob -Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie -som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige -Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den -videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den -danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad -1799. - -Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i -Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i -sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig -Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i -Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og -Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige, -udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i -Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor -Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre -findes ogsaa et Epigram: - - Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt - Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd - Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt, - og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen. - -Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i -Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han -ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden -om at have virket til Kongens og Statens Gavn.« - -Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld -Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved -Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor -han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten -blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en -gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød -høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?« - -Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig -1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev -Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende -Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort -Bekjendtskab til Slægten, og hvis modige Bedrifter vi lære at kjende -i vor Fædrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fædrene- som -Mødreneside et tappert og ædelt Blod, som bragte disse Søskendes -Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage. - -Den danske Professor Jens Møller skriver derfor med Rette: - - Stoltere Brødrepar vist ingensteds findes paa Jord; - høiere lued' end ei i Miltiades' Dage - Fædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt. - -At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse -deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed -fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen -forekommer i denne Fortælling. - -Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og -saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed. - -»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden, -»jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. -- Vi ere -Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en -Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore -berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget -til en altopofrende Høide. -- Har jeg Ret eller Uret?« - -»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet. - -»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke, -gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt -Europas tapreste Nationer.« - -»Vi ere med!« raabte Borgerne. - -Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter. - -»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi -sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender -og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og -Hjem end taale ham i vor Rede!« - -»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra -Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt -Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres -hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død. - -Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret -med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst: - -»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets -Frelse! -- Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude -paa Søen.« - -Colbjørnsen betragtede ham og spurgte: - -»Hvad mener Du?« - -»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb -- jeg -har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig -Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.« - -»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?« - -»Ja saa -- De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed -De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned -paa Bænkesædet. - -»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen -henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og -Frederikshalds Frikorps oprettet. - -»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol -henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med -Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida, -Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig -Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.« - -Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af -Værtens kjendte Stemme. - -Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen -havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den -modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den -høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede -Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom -en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to -spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den -store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa -bedste Maade. - -»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad -- -det var ham og hans Søn. -- »Svensken er brudt ind i vort Land, og -vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken -bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har -opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage -ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen -derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det -gad jeg nok vide. -- Hvem svarer?« - -»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung -Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage, -som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om -med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han -yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen -frem og tilbage. - -»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig -samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne -til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for -hver Sætning, han udslyngede. - -»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit -Kruus haardt i Bordet. - -»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev -Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden -op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt -Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde -tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil -mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge, -hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds; -vi er blot -- Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller -udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her -ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad -saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til -den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette, -Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham -mit Liv.« - -»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik. - -Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han -saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede -Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham -nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren. - -»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en -anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt -op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til -at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.« - -»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste -sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at -tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.« - -»Bjørnstad! -- Fossemanden!« lød det rundt om. - -»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover -i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit -furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor -Brönnelsen Bjørnstad ud!« - -»Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette -Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske -Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord -altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og -stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag -stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi -ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner -til at forsvare sig. -- Bort med ham dèr!« - -Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede -mod Døren. - -»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider. - -»Saa Du er Bjørnstad?« spurgte Colbjørnsen fra den øverste Bordende. - -»Jeg lyder Navnet,« svarede den Tiltalte. - -»Saa have vi ingen Brug for Dig for Øieblikket,« ytrede Colbjørnsen -og betragtede ham med et koldt Blik. - -Bjørnstad foer op; de to Nordmænds Blikke mødtes, og medens de -forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn. - -»Naar Krigen er endt, skal jeg søge Dig, om jeg da lever; vi To -skulle saa i Fred og Mindelighed prøve paa at klare et og andet, -som for Byens Øine maa tage sig mærkeligt ud,« sagde Colbjørnsen og -vinkede med Haanden. - -Bjørnstad syntes ikke at høre disse velmeente Ord. Hans Blikke søgte -tilbage til Forsamlingen, overalt mødte han spottende og haanlige -Øine, man lo ad ham og talte høit om ham. Han støttede sine knyttede -Hænder mod Bordpladen; de rystede under ham og røbede, at hans rolige -Mine skuffede. - -»Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved -at være,« sagde han med et haanligt og spottende Smil. »I Dag trænger -Norge til alle sine Sønner; men I viser en af dets kraftige Mænd -bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.« - -»I viser to bort,« sagde Sønnen høitideligt. - -»Uretfærdighed og Selviskhed, det er Jert Løsen i Dag som for fem og -tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem,« vedblev Bjørnstad. - -Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og -stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjøbmanden reiste sig og aabnede -Papiret med stor Værdighed. - -»Halvor Brönnelsen Bjørnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i -Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsøvrighed, har ladet haant -om alle Rettens Stævninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig -selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom, -vort Tømmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei. -Bemeldte Bjørnstad tilsiges herved at give Møde i Frederikshald Stad -den 1ste Marts for at udsone den ham idømte Straf af tre Maaneders -Fængsel i vor Raadhuuskjælder samt tilpligtes at udrede en Bøde af -200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennævnte Lovovertrædelse. -Dersom bemeldte Bjørnstad ei er at antræffe i sin Bolig, ei heller -adlyder ovennævnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at -regne blive lyst fredløs, og enhver god, norsk Borger opfordres at -hjælpe Øvrigheden med at tage ham til Fange, død eller levende, og -bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nærmere over ham kan -besluttes.« - -Kjøbmand Walck oplæste dette Dokument med høi og gjennemtrængende -Stemme. Da Læsningen var endt, sænkede han Papiret og tilføjede: - -»Med denne ærede Forsamling af velfornemme Kjøbmænd og Borgere som -Vidner, har Bjørnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stævning, hvorefter -han sig haver at rette.« - -Bjørnstad havde ligbleg, med opreist Pande hørt Stævningen tilende. -»I sammenrottede Partifæller og Tallerkenslikkere, I som krybe -for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamløst over jeres egne -Landsmænd, der endnu ikke have lært at bøie Nakken under Aaget!« -raabte han med Tordenrøst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, bøiet -frem over Bordet. »See, dette er jer Samfundsret! Jeg væmmes ved jert -hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, værer saa Alle mod mig, som -jeg er mod Eder Alle. Første Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften -jage I mig af min Fædrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i -Skovene -- eller deroppe, hvor Retfærdigheden boer. Maatte I da Alle, -som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fædrelandet!« - -Bjørnstad blev et Øieblik overlegen og udfordrende staaende overfor -den sydende og bølgende Menneskemængde, med oprakt knyttet Haand, -medens hans Øine skøde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han -Forsamlingen Ryggen og skred mod Døren. Sønnen, som var traadt frem -til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af -et rødtærnet Tørklæde og skjød det midt ind paa Bordet. - -»Der har I vort første Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!« -raabte han; »det reddede Bjørnstads Søn, mens I laa i jeres lumre -Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.« - -»Er Du den unge Bjørnstad, saa kan Du blive hos mig,« sagde -Colbjørnsen. »Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.« - -»Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer,« raabte Drengen, medens han -baglænds drog sig tilbage mod Døren. »Troer I, jeg vil traske om og -lade mig snøfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al -Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham -dèr« -- han nikkede over mod Kjøbmændene -- »sidder hernede og snyder -sig fra at betale os vore ærlige Bropenge fra Fossen.« - -Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dør, hvorudenfor -skimtedes brændende Fakler i Gaden og mørke Skikkelser, der færdedes -frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende Øine saae -udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David, -hvis Haand famler efter Slyngen, mens han søger Fjenden med sit -glødende Vredesblik. - -I det Døren lukkede sig efter den gamle og unge Bjørnstad, lød atter -Papegøiens skjærende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev -tilbage i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue. - -Da Fader og Søn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod -Broporten, hvor klaprende Trin gjenløde i Mørket, hørte de en Stemme -gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Løb ned efter dem. - -»Stop lidt, Morbror Halvor!« lød Skipper Daniels Stemme. - -Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stønnende. - -»Her er et Brev til Bror Jørgen deroppe i Mors Hytte fra Søster -Ulle,« sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. »Jeg -lovede forgangen at bringe ham det i Hænde. Hun har forskaffet Olaug -en god Plads -- det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. -- Vil Du -fly Jørgen det snarest?« - -»Det skal blive besørget,« svarede Halvor. »Men siig mig, hvorfor gav -Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.« - -»Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjæsternes -Paasyn,« svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; »jeg kunde -jo komme til at vanære mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de -Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nær i Familieskab sammen. Det -gjælder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brænding, min -Gut!« - -Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om -kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rædsler. Han gik -hen ved hans Side og sagde: - -»Nu veed jeg, hvad Du er, Far.« - -»Hvad mener Du?« spurgte Bjørnstad barsk. - -»Du er af Bjørneslægt!« svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed. -»Veed Du ogsaa, hvem _jeg_ er?« - -Bjørnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik. - -»Jeg er din Søn!« sagde Drengen og saae ham ind i Øiet. - -Faderen rakte ham Haanden. Sønnen beholdt den i sin, og de skrede -tause videre opad mod Fjeldet. - -Oppe i Hjemmets Dør stod en Kvinde, bøiet og stum og lyttede -ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det -Sonoffer, som hendes kjække Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte -Byens Øvrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem, -fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange, -bitre Kampens Aar? - - - - -BRÆNDETYVEN. - - -Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald -Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i -Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i -Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt -tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen -Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var -i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde -Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var -ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i -Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede -som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge -og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for -Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende -Træk: - -Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen, -at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge -ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af -Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og -gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen -havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset -nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring -at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til -at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som -een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens -Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes -aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand; -det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de -ikke at blive tagne levende til Fange. - -Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var -det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges -oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til -den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde -Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i -Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle, -rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der -endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om -Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for -dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit -Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast -følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest. - -Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der -gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en -af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der -varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden. - -»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede -Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende -Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens -Omkreds. - -Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ. - -»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges -Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide -Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf: -»Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker -ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter -han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne -svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed -til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre -til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder -besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og -give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske -Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, -- -saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, -- sippedeja!« - -»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en -god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen. -Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget -andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end -noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd -iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.« - -»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og -det er Du, Fader.« - -»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden -den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes, -men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover. -Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad -ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks -Aarer, -- lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo -reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse, -de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til -vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa -svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa -frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin -Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de -andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom -skal være hellig.«« - -Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og -saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk. - -»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor -og svang Øxen. -- »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa, -mens vi Andre arbeide?« - -Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med -Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte -med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en -Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var -middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en -tænksom Pande. - -»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren -fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget -til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.« - -»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo -Sønner nok til at værge sig, mener han.« - -»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed, -al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig -befinder sig.« - -»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre -Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad -os. -- Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og -villig alle mine Levedage!« - -»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel -har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men -det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.« - -»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer -heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets -Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og -saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.« - -»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og -sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise -til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad -spottende. - -»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber -i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du _maa_ -herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer -den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.« - -»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,« -svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa -Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er -mit Land.« - -»Dit Land --,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men -hvor ere dine Landsmænd?« - -»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder; -de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. _Jeg_ er en Søn, der -ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et -Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven -eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer -ud, her er _jeg_!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt -og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede -Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et -Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet, -Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor -Malmen hugges. - -»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og -rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred, -kneisende -- javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den -samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til -Bunds og Mari med Dig.« - -»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger -Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg -byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg -saa støt her paa Fjeldet.« - -»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren -sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! -- Den er -en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis -nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs -Mand, hvad saa?« - -»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev _de_ mig værst, som -jeg vilde bedst, -- saa er der en Nordmand mindre.« - -»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp -skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller -mod din Villie.« - -»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker! -Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!« - -Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og -dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget -Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte -og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte -gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen. -Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og -nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne. - -»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte -han og saae paa de fældede Træer. - -»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede -udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer -stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. -- Sikke Handsker -Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og -sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper -baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og -Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« -- Halvor -pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en -langskjødet Bluse. -- »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars -Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder -Svensken heromme ved Broen.« - -»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker -Stemme. - -»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod -deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad -gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud -som det røde Skum længe efter.« - -Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer. - -»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?« -spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at -værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.« - -»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde -Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk -Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles -Bedste.« - -»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig. -»Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.« - -Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd -med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk. - -»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden -en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!« - -»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad. - -Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over -Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et -Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op. - -»Aa Fatter, hold paa mig -- see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong -Karl, -- og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde -til at snyde paa Maalet med deres Alenstok --! -- Jeg holder det ikke -ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud -- for jeg vil saa gjerne -med dem i Krigen!« - -Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa -efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven. - -Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den -Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod -Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod -Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning -for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere -kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der -sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den -fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket -en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede -Skikkelser med Bøssen i Haanden. -- Det var en saakaldet Hærbraade, -en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne, -tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en -Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa -paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i -Møde. - -Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor -Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den -høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side. -Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen -fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte -frem gjennem Passet. - -Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor -Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst: - -»Hurtig -- ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne; -men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager -Hvermand sin.« - -Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad -og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den -fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned -over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt -Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled -ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig -til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle -paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok -segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring -og raadsloge. - -»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden. - -I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske -Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring, -som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad -Omveie at naae hjem til Staden. - -»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig -i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod -øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe -staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I -smøre Haser -- Der har vi Svensken!« - -Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren, -Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen, -medens Fjenden rykkede frem paany. - -»Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig færdige!« -kommanderede Lieutenanten med høi Røst. - -De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af -denne List. - -»Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske -Anfører. - -Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og -satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og -forladt i det blege Maanelys. - - - - -HJEMMETS FUGL. - - -Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne -Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende -Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor -Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge -Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar -Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med -Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden, -der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned -gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet. -Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som -trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen. - -Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med -et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser. -Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet -op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig. - -»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag -Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og -jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi -spørge vel snart Nyt derude fra.« - -»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen. - -Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og -speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og -en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen. - -Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa -Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro. - -»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter -ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.« - -Olaug betragtede ham forundret. - -»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden -er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger -udenfor Huset.« - -Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han -jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen -og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt -Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum. -Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs -hvilken han laa udstrakt. - -Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa -det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug. - -»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden -vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det -driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.« - -Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske -Vagtmester uforfærdet. - -»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader -Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst -Fruentimmer.« - -»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar -Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra -Forhugningen?« - -»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til -Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis -for den, som bringer ham død eller levende.« - -»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte -Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru, -saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller -svensk Mandemod.« - -Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind -mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør. - -Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens -blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det -Fjerne. - -Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe -frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig -til at skaffe andetsteds i Stuen. - -Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke -Skikkelse. - -»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han. - -»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af -Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til -mig.« - -»Hvad gjør _jeg_ da?« foer Jørgen op. - -»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre -i Huset og jeg -- Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg -aarle og silde; det glemmes aldrig.« - -Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen -hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer. - -»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter. - -»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med -inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende -Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?« - -Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget. - -»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom -En ikke har Nogen at leve for.« - -»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun -mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar -Nogen længes efter En.« - -»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen. - -»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde -været borte hele Dagen?« - -»Nei da? -- Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse. - -»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned -foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke -noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den -i Næbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?« - -Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter -varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested. - -»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae -tankefuldt paa Olaug. - -Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov. - -»Siig mig, --« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et -Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus; -»hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor -Huusholdning?« - -Olaug blev blussende rød. - -»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun, -»saadant noget stelte jeg selv om.« - -»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor -daglige Føde og Forpleining?« - -»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning -om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. -- Seer Du,« -vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet, -der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med -Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer -samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom -Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig -selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster -Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op -i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa -slagtede vi Gusle.« - -»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa -Naalehuuslaaget. - -»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude -i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning. -Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og -saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder -ogsaa noget af -- saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.« - -»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?« -spurgte Jørgen. - -»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin -kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end -vi kunne gjengjælde.« - -Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis -eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer -og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens -Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser -udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt -i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet. - -Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk -op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige -Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa -Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene. - -Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik. - -»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra -Panden. - -»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt -over Fjeldet.« - -»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand -over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du -maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik -ikke meget af den, mens hun levede.« - -»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt. - -»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig, -derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden; -jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra -Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det -var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den, -nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da -holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den. -Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og -saa da Du siden bød os Farvel -- --« - -»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde -jeg.« - -»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud -efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred, -Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.« - -»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte -Violinen tilbage paa dens Plads. - -I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste -Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi -mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind. - -»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra -Staden.« - -»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn. - -»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte -ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster -Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i -Frederikshald. -- Her er det.« - -Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige. - -»Læs det høit,« sagde Jørgen. - -Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste: - - »Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen. - - Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at - forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder - til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene - Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes - Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed - og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over - hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.« - -Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt. - -»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til -Halvor. - -»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende -Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet -dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for -at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og -redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv -skal bestemme her.« - -»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug. - -»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund -her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.« - -»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en -ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok -værge for hende.« - -»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens -hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer -hjemme. -- Lad mig høre Slut paa det Brev.« - -Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet. - -»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og -Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund -Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun -da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til -Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets -Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger -Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og -spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder -og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil -intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste -Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel -og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne -efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til -Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens -Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for -ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en -stor Hjertesorg. - - Jeg forbliver efter min kristelige Pligt - velbyrdige Jomfrues - beredvilligste Tjenerinde - Anea Boyer - bosiddende Bagerenke - i - Frederikshald.« - -»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning. - -»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng, -kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?« - -»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens -forskende Blik. - -»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr -- og paa mig? Hvad skal der blive -af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst. - -Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at -vakle. - -»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet -og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen. - -»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede -Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal -aldrig ærgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig! -Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under -eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?« - -Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham. -Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge, -ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve -egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt -dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og -Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre -Overtalelse. - -Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i -Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt -Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som -havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads -i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen -hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden -Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige -Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde, -han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte, -medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det -Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret; -han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne -Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod -et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i -disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var -han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine -fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer. -Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner, -fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede, -ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte. - -Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke, -vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen -aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han -rolig: - -»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv -for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme -tilbage til hende i Morgen.« - -Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største -Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke. - -Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen -sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med -Vingerne. - - - - -STORE TORSKEN! - - -Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet, -saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var -omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer -kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød -udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med -Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør. - -Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og -Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet. - -»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig -Røst, der overdøvede Larmen. - -»Giv Dig i vort Kvarteer!« svarede den svenske Vagtmester, der -anførte den fjendtlige Trop. »Du har igaar dræbt kongelige svenske -Soldater og bærer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for -at gribe Dig død eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.« - -»Rebet?« tordnede Bjørnstad. »Ikke er det Reb tvundet, som Svensken -lægger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige -Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjød, saa kan det -bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne -Pander som igaar. -- Gaa hjem og lad os i Fred.« - -Bjørnstad smækkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig -sammen ved Porten og syntes at raadslaa. - -Jørgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af -Kløften og slukkede Lyset. - -»Af Sted gjennem Bagdøren!« hviskede han. »Du, Olaug, farer paa -Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle -Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden, -Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjørnsens Folk ligge i -Nat, og fører dem skyndsomst hid. Imens skal jeg søge at fornøie -Svensken paa bedste Maade.« - -Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jørgen kastede Bøssen over -Skulderen, aflaasede omhyggelig Døren og gled lydløst som en Skygge -ned i Kløften, der adskilte de to Huse. Et Øieblik senere klavrede -han op ad den modsatte Skrænt, der laa skjult for Fjenden ovenover, -i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjød op over Afgrundens -Rand, og hvis mørke Krone ludede over Bjørnstads Huus. Herfra svang -han sig over paa det flade Trætag, hvor han krybende paa alle fire -forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud løsnedes -efter ham. - -Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjørnstad selv var i Storstuen -i Færd med at stænge Vinduet med det omvæltede Egetræesbord; bag ham -stod hans Hustru, Mari, og søgte med skjælvende Hænder at hjælpe til. -Gulvet var overstrøet med hakket Enebærriis, der udsendte en skarp -Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bøsser -og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa -Soldaterne udenfor. - -»God Aften, Morbror,« sagde Jørgen med dyb og rolig Stemme. - -Bjørnstad vendte sig mod ham. De to Mænd gjensaae hinanden for første -Gang efter Scenen ved Skiftemødet. - -»Hvad vil Du her, Fidelspiller?« spurgte Bjørnstad barsk. - -»Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal -spilles op til Bjørnedands,« sagde Jørgen og viste sine hvide Tænder -under et freidigt Smil. - -»Naa, er Du af den Slags Folk?« sagde Bjørnstad kort med en -Stridsmands skarpe Opmærksomhed, der ordner sine Vaaben før Kampens -Begyndelse. »Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver først Ild, -naar jeg har skudt min Mand.« - -»Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjør vi nok rettest -i alle Mand at entre op i 2det Stokværk og bryde Trappen af efter -os. Dèr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage, -mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken væk i al -Fredsommelighed.« - -Bjørnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod. - -»Du kryber nok helst i Skjul og fælder Fjenden bagfra, Du!« sagde -han. »Jeg har for Resten tænkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar -vi ere færdige hernede. Mærk Dig blot: her er der ingen, som befaler -uden _jeg_; jeg er Herre i mit eget Huus.« - -»Her staar vi Alle i Fædrelandets Tjeneste,« bemærkede Jørgen og tav. - -Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste -omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben -ret betænkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjær. Soldaterne -stode med Geværet ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes -at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre -Sider; den fjerde begrændsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i -Dybet. Hovedstyrken styrtede løs mod Huusdøren og søgte at sprænge de -svære Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa -en afhugget Træstamme og løb Storm med den mod Porten, idet de med -samlet Kraft stødte Stammens brede Ende mod Dørlaasen. Ved det fjerde -Stød splintredes Karmen, og Fjenden trængte med et Jubelskrig ind i -Huset. - -Der faldt fire Skud. Da Krudtrøgen trak ud i det Frie, laa tre Liig -paa Forstuegulvet. Fjenden trængte frem over de Faldne mod den -snørklede Trappe, fra hvis første Afsats to nye Skud atter strakte -to af de Indtrængende til Jorden. Med et vildt Hævnskrig banede -Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De sønderbrøde Stole -og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig -styrtede Soldaterne frem og tilbage og søgte forgjæves et Middel for -at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen. - -Pludselig lød Bjørnstads vældige Røst ned gjennem Larmen. - -»Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun -barnløs.« - -To skarpe Knald -- en hvid Røg foer med et Lynglimt frem gjennem -Loftssprækken; en ung Fændrik sprang i Veiret og sank, dødelig ramt, -om i Kammeraternes Arme. - -Svensken drog sig raadvild tilbage til første Trappeafsats; en heftig -Ordvexel lød op til de Indespærrede, der ladede deres Bøsser paany. -Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og -rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt -og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp -glipper. - - * * * * * - -Medens dette foregik i Bjørnstads Gaard, foer Olaug paa sine Skier -gjennem Skoven ned mod Id. Skarsneen føg om hendes brændende Kinder; -de sammenbidte Tænder og tindrende Øine røbede Heltindeblodet i -hendes Aarer. I dette Øieblik huskede hun ikke, at det var Bjørnstad, -hendes Barndoms Skræk, den Mand, der nylig, da hun stod ene og -hjælpeløs, skaanselsløst havde udslynget Skjændselsnavnet mod hende, -som hun var ude for at bringe Redning. Hendes Hjerte bankede blot af -Frygt for at komme for silde til at yde Hjælp. Med agtpaagivende Blik -fløi hun uden om Klippeblokke, bugtede sig langs mørke Skovstier, -satte med lette Spring over Træstammer og susede som en Vind mod den -stille, maanebelyste Landsby ind i Ole Svendsen Bakkes Gaard. En -eensom Hund begyndte at gjøe for lidt efter at slaae over i Tuden. - -Hun aabnede Yderlaagen og standsede et Øieblik udenfor den indre Dør, -der stod paa Klem, knugede Haanden mod Brystet og trak dybt efter -Veiret. Lydelige Stemmer inde i den oplyste, sirlige Stue syntes at -vexle alvorsfulde, afmaalte Ord af dem, der til daglig ikke bruges -mange af i de trange, indestængte Fjelddale, men som bevares længe -i grublende Sind, for tilsidst at bryde frem i Handling og afgjøre -Livsskjæbner. - -Ole Svendsen sad ved Bordet midt i Stuen. Skjæret fra det viftende -Tællelys faldt hen over et villiefast Hoved med tæt, kruset Haar, en -aaben, ærlig Pande, og i hans mørkeblaa Øine lyste en godmodig, men -bestemt Personlighed. Hans Hustru stod ved hans Side med det yngste -af deres fire Børn paa Armen, medens den ældste Dreng lyttende saae -fra Moder til Fader og nikkede, som om han søgte at gjøre Ret og -Skjel til begge Sider. - -»Men saa siig mig i Herrens velsignede Navn, hvad har Du Guds Mand -med Krig og Blodsudgydelse at skaffe?« gjentog Konen og knugede til -Eftertryk sin Haand mod Mandens Skulder. »Lad dem om at værne Landet, -som bære Værge. Du er sat til at bære Guds hellige Blod op til vor -Præst i Kirken ved Altergang og synge »Fader vor« med din deilige -Stemme, saa vi Alle maa folde Hænderne, og Du skal ringe med den -store Klokke for de Døde, som de Andre myrde i Krigen. Nei, Du hører -ikke til blandt Krigsfolket. See paa mig, Bakke, bliv herhjemme hos -os.« - -»Fædrelandet kalder,« svarede Ole Svendsen, »og det bæres mig for, -at jeg som en tro og indfødt Nordmand skylder mit Land det bedste, -jeg eier, i Farens Stund. Igaar lod Colbjørnsen mig kalde og bad mig -bringe dem Kynding i Staden om, hvad Fjenden tog sig for. Han gav mig -disse Tobaksruller her at sælge til Svensken, for at jeg uhindret -kunde komme ind i deres Leir. Ved Daggry maa jeg af Sted.« - -»Fædrelandet har Mænd nok til at vaage over sig; jeg har kun Dig -alene, Ole Svendsen!« udbrød Hustruen og strakte ham Barnet i Møde. - -Bakke reiste sig heftigt og sagde det ene Ord: »Ane!« Hun sænkede -sine Øine for hans flammende Blik; hendes skjælvende Læber tav. - -I det samme aabnede Olaug Døren og traadte ind. Norges unge Genius, -høibrystet, kraftig, hvid som den Snee, der tindrede i hendes Pels, -rosenfrisk. Hendes Hænder foldede sig uvilkaarligt, idet hun viste -sig. Øinene bad, idet hun udbrød: - -»Klokker fra Id, Faren er over Morbror Bjørnstad; kom og hjælp os. -Hans Huus er omringet af Svensken, og han er ene mod dem alle.« - -Konen sprang frem og greb Olaugs Arm. - -»Kommer ogsaa _Du_ for at drage min Huusbond fra mig?« spurgte hun og -knugede Barnet ind til sig. »Nu skal Du høre, Ole Svendsen, hvorfor -jeg er ræd. I Nat saae jeg en Skare vaabenklædte Mænd drage her -forbi; Sørgemusiken gik foran, langsomt, Skridt for Skridt; Trommen -lød tung og dump. Jeg foer til Vinduet. -- Ak, Ole, ved dit Hjerte -har jeg hvilet, drømt Livets bedste Drøm. -- De Soldater standsede -herudenfor; Du laa dèr paa deres korslagte Geværer, hører Du: _Du_ -laa der, hvid og bleg. -- Bliv hos dine Børn, ellers bliver Du deres -derude -- Soldaternes, Dødens --! Forlad os ikke!« - -Hun sank i Knæ. Den rødmussede Glut i hendes Arme lo høit og bed -i sine buttede Knoer med Smilehuller i, udstødte et Klunk af -Tilfredshed og dunkede sin Pande i Faderens Skjød. Han saae det, saae -Alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og Hjem. Hans Øine duggedes; -men det maa have været Manddommens stærke Taare. Han kyssede sin -Hustru paa Munden og sagde kort: - -»Javist, Ane, om det saa var mig, Du saae, mit Liig, de bar, hvad -saa? _Du_ lever jo, vore Drenge lever, og Norge seirer.« - -Hustruen vendte sig til Olaug. - -»Ulykkesbarn, nu drager Du min Huusbond i Døden!« - -Olaug saae forfærdet fra Klokkeren til hans Kone. Hun kjendte blot -Ane som den blide, besindige Huusmoder, der bar Alt, havde Raad og -Hjælp for Alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes Øine, Løvindens, -Kvindens Kjærlighed straalede hende i Møde. - -»Gaa Du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor,« sagde Ole Svendsens ældste -Dreng og rakte Faderen Haanden. - -Klokkeren fra Id smilede og saae ned paa sin Søn, og han saae, hvad -han ønskede at see: en stærktbygget Knægt med gullokket Haar og -alvorlige, trofaste Øine. - -»Gaa kun, Far,« gjentog Drengen og strakte sin lille Næve op mod -Faderen. »Du kan stole paa, jeg bliver hos Mor.« - -Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den i Hustruens. Idet -Sønnen saae op, røbede hans Blik, at han fattede, at i dette Øieblik -lagde Huusbonden sine Pligter, sin Værdighed over i Sønnens. Drengen -knugede begge Hænder om Faderens -- det var det Hele. - -»Farvel Ane!« sagde Ole Svendsen Bakke og gik mod Døren. - -Hustruen greb Sønnen i sine Arme, men Blikket fulgte Manden. - -Svendsen tog Bøssen ned fra en Træknage ved Skorstenen, kastede den -over Skulderen og gik. - -Olaug havde været et stumt Vidne til dette Familieoptrin; hun glemte -det aldrig siden; Svendsen Bakkes Børn bleve hendes egne i den Time. - -Da de kom udenfor, og Stjernerne blinkede i Nattekulden paa den -sorte Himmel, trak Svendsen dybt efter Veiret og saae tilbage mod de -oplyste Vinduer. Han sagde barsk: - -»Skynd Dig nu til Anders Haugens Gaard og til alle Gaardene Sønder -paa; vore Mænd ere i Nat ude ved Colbjørnsens Corps. Imens samler -jeg, hvem jeg kan, i den nordre Byende; vi mødes snarest ved Broen.« - -En halv Time senere stode otte behjertede Mænd ved det angivne -Mødested og begave sig iilsomt opefter mod Bjørnstads Gaard. - -Medens disse Forberedelser bleve trufne nede paa Sletten, var Halvor -ilet op over Fjeldet til Aalefosvang og Espevold. Det knagede i den -mørke Fyrreskov, de hvide Maaneskinspletter, som banede sig Vei -mellem Stammerne, skar i Øinene og gjorde Mørket dobbelt sort. Halvor -kjendte Veien og sprang kort efter midt ind i Bondens Stue; hans -Ansigtstræk vare stivnede af Ophidselse og Kulde. - -»Svensken holder til paa den nordre Side af Kløften i Nat, Faders -Gaard er omringet, de bryde løs paa Døren -- endnu holder vi dem -Stangen!« raabte han. »Skynd Jer og kom til Hjælp!« - -»Saa sagte, saa sagte, min Gut!« svarede den sværlemmede Bonde, som -sad ved Bordenden og slog Ild til sin Pibe efter endt Aftensmaaltid. -Ved det nedre Bord sad hans fem Karle og sugede endnu paa Saltsilden, -hvis afpillede Been de efterhaanden kastede hen i en Leerskaal midt -paa Bordet. »Jeg kan ikke lade mig hænge for saa lidt. Din Fader er -jo nutildags en fredløs Mand, og den, som hjælper ham, lægger sig ud -med det mægtige Byfolk dernede i Halden. Din Fader har desuden alle -Dage været en brøsig og krakilsk Natur. Det gaaer Pinedød ikke at -kneise med Nakken og agere hele Norges Land med Kjølen og Dovrefjeld -til Rygrallik alene for sig selv. Vi Andre maa ogsaa til, skal jeg -sige Dig, og saa lidt Gudsfrygt og Kongerespekt.« - -»Svensken er over os!« gjentog Halvor og greb i Bordskiven. »Svensken -er Allemands Fjende. Han har omringet vort Huus. I kan tage dem Alle -tilhobe, spillevende, naar I blot kommer bag paa dem, nu, strax!« - -»Paa det Lav!« sagde Haugstad og blæste en vældig Tobakssky fra sig, -der lugtede svedent af Kirsebærblade. »Paa det Lav! det kan jeg som -sagt ikke lade mig hænge for. Veed Du, hvad det er at være fredløs? -Han har ikke blivende Sted i Lands Lov og Ret, ikke Huus' eller Hjems -Fred paa Norges Grund. Han er som det vilde Dyr i Skoven, Bytte for -alle Mænd, som har Samvittighed nok til at fælde ham. -- Nei, lad Du -kun Svensken jævne hans Huus med Fjeldet, saa flytter han vel fra -Egnen og sparer sine Landsmænd for at udgyde kristelig, norsk Blod, -for vi har da Lov og Ret i Landet. -- See, det er min Mening og ingen -andens.« -- Haugstad klappede Pibelaaget fast i. -- »Desuden, i Fjor -ved Kyndelmisse, bød jeg din Fader for rimelig Betaling at sælge mig -et Par Tylfter Tømmerstokke af Fossen; men han var stursk paa det -- -ellers havde vi maaske forhandlet sammen i Aften, og han kunde gjøre -sig Forhaabning om Hjælp. Lad ham nu hjælpe sig selv, som han kan -bedst!« - -»I bød jo knap Tømmerstokkenes halve Værdi!« raabte Halvor; »en -gammel Ko, som hostede sig selv i Knæ.« - -»Javist hostede Koen,« svarede Haugstad eftertænksomt; »men kanskee -havde hun stanget bedre fra sig i Aften end jeres Par Høforke -derhjemme, lille Halvor. Min Farfar sa'e altid, at den ene Løgn -tøer den anden op; jeg siger nu i kristelig Formaning og Herrens -Forpleining, at den ene Haand vasker den anden reen. -- Hils din Far -saa flittig, hvis det ellers sømmer sig for en ærlig, norsk Bonde at -mænge sig med en fuglefri Mand.« - -Halvor tumlede ud i det Frie og rystede sine knyttede Næver mod -Huset, mens Bonden stængede Porten efter ham. - -Han sprang til den næste Gaard, der laa i Udkanten af -Præstegaardsjorden. Idet Stuedøren gik op, slog en lummer og -indestængt Luft den Indtrædende i Møde. En Række Køier beklædte -Værelsets Baggrund; Halmen hang ud af de mørke Gab over det rødbrune -Tømmerværk. Et gammelt Mandshoved tittede frem fra det underste; hans -graa Haar strittede ud under en strikket, rød Uldhue. Midt paa Gulvet -stod en rank, ung Bonde og eftersaae Laasen paa sin Bøsse i Skjæret -fra Tranlampen. - -»Guds Fred og god Kvæld!« sagde Halvor og traadte hen til Bordet. Da -han havde fremført sit Ærinde, rystede Bonden paa Hovedet. - -»Det er dog Skade, at saa klog og dygtig en Mand som din Far har -løbet Panden mod alle Vægge og faaet Øvrighed og By paa Nakken. Var -Bjørnstad endda i Slægt med mig; men som Sagerne nu staaer, maa han -rede for sig selv.« - -»Jeg skal have varm Mælk med Kavring i!« skreg den gamle Mand. »Bring -mig min varme Mælk.« - -»Det er jo ikke Far, I skal hjælpe, men Svensken, I skal slaa, -Thorsten,« sagde Halvor bønligt. »Jeg veed, at Du har ti af -Colbjørnsens Folk i Laden i Nat. Lad mig tale med dem selv.« - -»De har patrouilleret hele Dagen,« svarede Bonden. »Gaaer de mod -Svensken, følger jeg med, skjøndt din Fader gjorde rettest i snarest -at drage af Landet.« - -»Giv mig min varme Mælk, varme Mælk med Sirup i, inden Du gaaer -i Krigen,« skreg Oldingen og stirrede med glassede Øine ud i -Rummet. Han bøiede sig forover, famlede med to knoglede Hænder paa -Sengekanten og raabte med rystende Stemme, der bestandig blev mere -ynkelig og pibende: »Og jeg vil have en lille Flæsk til, Thorsten. -- -Giv mig en lille Flæsk!« - -Halvor stod allerede ved Laden, hvor Colbjørnsens Tistedøler vare -krøbne ned i Høet og sov, mens en Skildvagt gik frem og tilbage i -Gaarden. Da Folkene hørte, hvorom der var Tale, rystede de Halmen af -sig, grebe Bøsserne og stormede af Sted under Anførsel af Lieutenant -Jacob Wærn. Bonden og hans to Karle sluttede Troppen. - -Hjemme i Køien laa den gamle Mand og rørte med Pegefingeren rundt -i den varme Mælk, trak Sirupen op i lange Traade, slikkede den af -Fingrene, suttede paa Flæskesværen og gottede sig nok saa livsalig i -den lune Halm. - -»Hi, hi! -- Krig eller Fred -- lige godt altsammen, hvad Vorherre -sender -- Sirup dog allerbedst!« - -Saa sank han med et tilfreds Suk tilbage paa Leiet, drog Huen af sin -skaldede Isse, foldede Hænderne, skelede andægtig op til Køiebræderne -ovenover og sagde: - -»Tak for Mad, gode Vorherre, og for alt Godt!« - -Lidt efter aabnede han Øinene paany og fnisede: - -»Bjørnstad, han -- store Torsken -- i Krig -- Hi, hi!« - - - - -VISEN. - - -Efter den sidste Salve, som Bjørnstad og Jørgen affyrede fra -Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at -raadslaae. - -»Djævels til Indretning med det Ovenværk, de Partigjængere har lavet -dèr!« tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. »Den -Rottefælde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrøvere -vis. -- Nu ned og fourageer i Kjælder og Stolpebod, Manne, og lad -os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa -Raad.« - -Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter -udenfor Døren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenlød -Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjælderens Most og Mjød -skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat -greb, hvad han kunde faae fat i; røgede og tørrede Skinker, Lammelaar -og Flæskesider hængte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige -Trompeter Månsson mødte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik -og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte -Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne -drikke saa meget mere af Hjertens Begjær. - -»Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig,« raabte -Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tømte det fjerde Kruus i -den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres -Livs Indhold. »Brystet hendes er høit, og Midien er slank som en -Dalkulles, Tænderne -- hu, hei! -- hvide og skarpe, som om de lystede -at bide i svensk Kjød! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa -Skrænten hist og træk hende af Dynerne. Du dèr, Sven Månsson, og -to Mand til bære hende herover, men vogt Jer -- Vagtmester har -Førsteretten, forstaaer I?« - -Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig -ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af -Kløften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom; -men de medbragte en Stige. - -De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet -udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig; -dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder glødede, da han -reiste sig fra Bordenden, og hans Øjne havde en dyrisk Glands, idet -han udbrød: - -»Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os -at brænde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om -Hævn. Vi drage ikke herfra, før Bondens og hans Folks Hoveder ligge -her paa Tinfadet.« - -»Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem først?« spurgte -Månsson med et sagtmodigt Smil. »De siger, jeg har saadan et grumme -Talent til at trække Tænder ud paa Folk og brække Kjæberne.« - -Soldaterne eftersaae deres Geværer. Månsson viste sig kort efter i -den aabne Dør med en Stabel Mælkebøtter støttet mod Brystet. - -»See, her er vore Hjelme!« raabte han triumferende. »Hver Mand faaer -en Bøtte paa Hovedet mod Kugleregnen.« - -»Meget vel,« sagde Vagtmesteren bifaldende. - -Soldaterne hvælvede leende Bøtterne over deres trekantede Hatte. - -»Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og løfter Bordet i Veiret, to -Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller -Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I? -Sikkert Sigte -- løs paa dem -- for Gud og Kong Carl!« - -»Leve Kongen!« raabte Soldaterne og udførte Ordren. - -Månsson, som for Øieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog -Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokværk, derefter stak -han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet, -greb en Forskjærerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han -hvæssede Bordkniven mod sin Sabeleg. - -»Skynd Jer nu lidt!« sagde han til de bageste Soldater, »for at jeg -kan faae ham rettet an med et Æble mellem Tænderne; det er den eneste -rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar -vi har røget det bravt først i hans egen Skorsteen. Saadan serverer -vi ved Hoffet.« - -Soldaterne lo. Idetsamme lød to Skud og et Smæld over deres Hoveder; -Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hørte Kasser blive -skubbet for. - -Svenskerne rustede sig til nyt Angreb. - -Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjørnstad -og Jørgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der -førte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve -stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen, -naar denne lukkedes. - -Bjørnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans Øine lyste, hans -Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jørgen -og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og -stirrede frem for sig med opspilede Øine og slapt nedhængende Hænder. - -»Ha -- det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det -her!« udbrød Bjørnstad, som stod med Armene støttet til sin ladte -Bøsse. - -»Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes,« ytrede Jørgen -koldsindigt, »af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.« - -»Hvad snakker Du om?« spurgte Bjørnstad. »Kan man ikke faae Fred med -det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.« - -»Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,« -svarede Jørgen og smaalo. - -»Nei, seer Du,« udbrød Bjørnstad mere meddeelsom, end han pleiede; -»det, der gjør dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig -en lyslevende Fjende at slaa løs paa, én, der er til at see og -føle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjæde -af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye -Hoveder for hvert ét, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.« - -»Og saa trænger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa -ligefremt,« meente Jørgen. - -Bjørnstad lyttede foroverbøiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede -Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad -følesløs for alt omkring sig, grebet af en stor Rædsel, og traadte -nærmere til Jørgen. - -»Dersom Noget skulde hændes mig, som nok er muligt i den anstundende -Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig -til, saa tag Dig af Mari dèr -- jeg har dyb Agtelse for hende. -- -Hører Du, Mari?« udbrød Bjørnstad med blød Røst. »Kom lidt herhen. -- -Jeg har den dybeste Agtelse for Dig -- lad det være mit sidste Ord -til Dig her paa Jorden -- og høiere kan en Kvinde ikke bringe det -til.« - -Bjørnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villieløs nærmede -sig. - -Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning -for den Rædsel, der bragte hende til at sitre. - -»Tak!« hviskede hun. »Men de mange Døde, de mange Døde dernede i -Storstuen? -- Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?« - -»Der seer Du vor Himmelstige,« sagde Bjørnstad og pegede leende paa -Stigen op til Taget. »Om lidt gaaer det opad, Du.« - -Jørgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den -overende, saa den dannede et Skab, førte den skjælvende Mari derind -og skjød Døren til paa Klem. - -Bjørnstad nikkede bifaldende. - -Idetsamme lød Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae -Svenskerne, skjærmede under Bordtaget med Mælkebøtter paa Hovedet, -myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bøsser uden synderlig -Virkning. En Stige blev sat til, og dækkede af Bordet steg Svenskerne -i Veiret. Bjørnstad lod Loftslemmen falde, Jørgen skjød Kister og -Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog -Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare foreløbig i Sikkerhed. - -Et mærkeligt Syn mødte de to Mænd oppe i fri Luft. Himlen syntes at -staae i Flammer, blaalige og røde Luer slikkede op bag Skovbrynet, -uden dog at farve Træernes mørke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys -luede denne Nat over Horizonten; lydløst og ilsomt gled Farveskjær -og Mørke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp -førtes, ublodig og dog som blødende Lysstrømme, heftig som jordiske -Lidenskaber og dog ophøiet som overjordiske Magters Stævne. - -Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brændende -Spørgsmaal, kan det maaskee interessere at høre, hvad høilærde -Magister Jonas Ramus, Sognepræst til Norderhougs Menighed og gift med -den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjørnsen, i hine Dage -tænkte om dette Emne. - -»Samme Nordlys«, skriver han, »strækker sig vidt ud i Norden og -stiger undertiden saa høyt op, at det kan sees Søndenfjelds i -Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjøbenhavn. Det haver en -bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser -det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige høyt i -Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange -Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig -Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret, -hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og -igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart -det begynder at dages. - -Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand -ikke være nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke -heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at -Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i -Luften og Skyerne. - -Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende -Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprægnerer -Luften, at Magneten finder deraf sin Føde og Vederkvægelse. - -Dog, lad det nu være, at under Polen findes brændende Ild-Bjerge, -saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages, -uden man vilde sige, at der kand være dybe Dale mellem Iis-Bjergene, -mellem hvilke Luften trænges tilsammen og deraf, som en Puster af -et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at -Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevægelser sig i -Skyerne præsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene -de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevægelser. - -Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som -hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis -Erfarenhed.« - --- Bjørnstad og Jørgen laa tause udstrakte paa Trætaget, der vendte -mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjærmede mod Fjendens Kugler. -Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En høitidelig, blød -Stemning syntes at beherske Bjørnstad. Han havde foldet Hænderne -under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner. - -»Lille Jørgen,« sagde han omsider; »hav Tak, Kjære. I dette Øieblik -er jeg vist nærmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig. -Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige -Øine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfærds Sag. -Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen? -Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover -denne Nat, da der maaskee bliver løst op for mig og min Elende. Gud -signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! -- -Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde -Dig,« vedblev han lidt efter, »over paa Fyrren dèr, som luder over -mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng -mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med -Sødsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min -Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver -hos mig.« - -Jørgen laa paa Albuen og saae ind i Bjørnstads Ansigt. - -»Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene!« hviskede han -og listede famlende sin Haand ind i Bjørnstads. - -»Dette her er stort, det er reent ud livsaligt!« udbrød den eensomme -Mand, slap Bøssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. »Jeg -takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik -- de lærte mig at -søge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for før.« - -Han tav. - -»Seer Du Aftenstjernen deroppe?« vedblev han lidt efter. »Den lyste -over min Sorg og min Glæde mangen en Kvæld, meest dog i Sorg. Aldrig -synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige -Loves nøgne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens -Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra -Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder, -Herren og Trællen, Dommer og Raad i skjøn Forening, hele denne -uopløselige Urede af Voldtægt; jeg seer det hele i al dets -Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er -rødt indeni mig. Jeg græd Blod; nu føler jeg Solblodet i mig. -- -Lille Jørgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste -Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed. -Velsignet den Kugle, som fælder mig. -- Det er, som om jeg havde -Festklæderne paa i Aften, -- norske Nationaldragten!« - -Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans Øienkroge; men det var -sikkerlig ingen Taare. Jørgen laa foroverbøiet og saae ind i -Bjørnstads Ansigt. - -»Du taler sært, Morbror,« hviskede han; »det er, som om jeg hører min -Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. -- Jeg -holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Søn.« - -»Norges Søn,« svarede Bjørnstad. -- »Nu nok med den Tale. -- Stakkels -Mari dernede! Hjertet skjælver i hende for mig; men Svensken gjør -ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefærd. -- Jeg -beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!« - -Jørgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog -ham til sig. - -»Lad os nu bede en Bøn,« sagde han sagte. »Hvem veed, hvad dette her -kan blive til.« - -De to Mænd toge Huerne i Hænderne; deres Læber bevægede sig. - -Lidt efter hørte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trængte op paa -Loftet og undersøgte samme. Bjørnstad kom nyt Fængkrudt paa sin -Bøsse. Jørgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den større Vægt. -Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forøget vildt og romantisk -Skjær. - -»Giv Jer med det Gode!« lød pludselig en Stemme i Nærheden af de -Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene. - -Jørgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske -Soldater i Veiret; deres Musketløb blinkede i Maanens Lys. - -»For Guds Skyld, Morbror,« hviskede Jørgen; »lad mig raade. De -Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.« - -Bjørnstads Finger hvilede paa Aftrækkeren, beredt til at give Ild. - -»Sikke noget Snyderi!« vedblev Jørgen henvendt til Svenskerne. »Vel -har jeg hørt, at Kong Carls gossar gik i Støv og Røg; men jeg har -aldrig hørt, at de sværtede sig i sodede Skorstene for at komme bag -paa ærlige Fjender.« - -»Kast Vaabnene!« befalede Vagtmester Erikson. - -»Endnu er I da kun to!« meente Jørgen. - -»Her er et Par til!« lød et Brøl fra Tagmønningen. Et Brag ledsagede -Ordene; Træflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater -og Musketløb kom til Syne i Aabningen. - -»Kast Vaabnene!« gjentog Vagtmesteren. »Een -- to --!« - -»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jørgen sagtmodig og lod -langelig sit Blik glide over mod den mørke Skov paa den modsatte Side -af Kløften. »Jeg seer nok, I ere vore Overmænd; men hvad agter I at -gjøre med os, naar I nu fanger os spillevende?« - -»Rebet!« tordnede Vagtmesteren; -- »hvis det ellers er Umage værd at -gjøre saa megen Ophævelse af Stratenrøvere som Jer. -- Læg an, Manne!« - -En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om -Bøssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjørnstad stod -opreist i Maanens Skjær; hans brede Pande dannede en skinnende -Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bøsser, -roligt og værdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig -Udmærkelse for tro Tjeneste. - -»Een -- to --!« lød atter Vagtmesterens Kommando. - -»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran Morbroderen. »Er I -christent Folk og sender to Mænd i Døden, uden at unde dem Tid til en -Bøn?« - -»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaalmodig. - -»Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig -Vagtmesteren bør lette dem Nedstigningen,« ytrede Erik Månsson, der -var krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen, ledsaget af tre -Mand. - -»Hvad mener Du?« spurgte Erikson barsk. - -»Eia, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger over Afgrunden; lad os -tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet -og har nok saa megen Fornøielse af at pirke lidt ved dem, inden de -vil til at hoppe.« - -»Ikke saa ilde,« sagde Vagtmesteren. »Det er to slemme Misdædere, -vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hævn.« - -Under bedøvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne. - -Jørgen stod rolig ved Bjørnstads Side; han syntes at lytte med spændt -Opmærksomhed ud mod Skoven. - -»Nuvel!« sagde han til Vagtmesteren. »Ligesaa gjerne springe i Døden -som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Døende -hans sidste Bøn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise, -som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?« - -»Inte det skulde være en lille Løgn for at knibe Livet?« spurgte -Vagtmesteren haanlig. - -»_Han_ spillet for Kong Carl ved Pultava?« raabte Trompeter Månsson -og stillede sig frem for Jørgen, idet han rev Trompeten fra Siden. -»Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjørte fra Slaget, og -aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!« - -Han satte Instrumentet til Munden og blæste de første Strofer af den -svenske Fanemarsch. Tonerne løde haarde og skingrende gjennem Natten. - -Jørgen trak foragtelig paa Skuldrene. - -»Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bære for den Musik?« spurgte -han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den høit i Veiret. -»Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.« - -»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang ind paa Jørgen. - -»Ræk ham dit Horn og lad os see, om han kan blæse sin egen Liigsang -bedre,« sagde Vagtmesteren. - -»Det Tudehorn duer ikke til Musik,« svarede Jørgen. »Der hænger en -Fidel hernede paa Væggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille -den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls Øine, da han -laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.« - -Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson forsvandt gjennem Taget. - -Et eget Smil foer over Jørgens Ansigt, medens han saae over mod -Skoven og slog sine Hænder sammen, som for at varme Fingrene. - -Lidt efter modtog han ung Halvors Violin. - -»Lir Du nu din Vise af i en Fart!« sagde Månsson og lo; »bagefter -skal jeg plante denne her som en ægte Slagter i dit Hjerte!« - -Han svingede Sablen over Fangens Hoved. - -Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skærende -Tone brød løs under et Buestrøg, som aldrig syntes at skulle faae -Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjælvende. Det lød -som et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angstraab om Dødsfare. -Jørgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer -pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede -Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Värmelandsvisen. -Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmørket; de kom som et Savn, -som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets -hemmelighedsfulde Røst til de Levende; rigere og mægtigere banede -Tonerne sig Vei under de stigende Buestrøg, Livets Længsel, Seirens -Fryd lød tilsidst i den gamle, gribende Folkevise. - -»Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt,« hviskede Månsson; -»det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.« - -Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle følte -Beruselsens let vakte Høitidelighed med Bøsserne beredte til -Executionen, andre stode tause, grebne af Øieblikkets storladne -Romantik og drak i dette korte Øieblik ubevidst af rene Vandaarer, af -Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strømme. Fædrelandet, dette -halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle. Der blev -ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk -eller udenlandsk var over dem alle. - -Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham. - -»Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig!« sagde han. -»Der kan være noget i det.« - -Jørgen aabnede Medaillonen. »See og gjenkjend det Alle,« udbrød han -med lav Røst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den -mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendøende Nordlys. - -»Det har sin Rigtighed,« sagde Vagtmesteren og holdt Haanden -hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. »Her mangler blot -Hugværgen, vor Konge altid slæber henad Jorden. -- Træd an, Manne!« - -Soldaterne sluttede Geled. - -»Præsenteer Gevær for denne Mand!« - -Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft. - -»Den Mand bærer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham -i Døden med Officeershonneur.« - -Soldaterne adløde ivrigt og beredvilligt. - -I Vest rødmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en -glødende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretræesfakler, der -vare tændte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede -Krigeransigter. - -»Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem!« kommanderede -Vagtmesteren. - -»Nu blot en Bøn, svenske Mand!« sagde Jørgen; »blot en ganske lille -een for Jeres egne syndige Sjæle!« raabte han med hævet Røst, slog -Armen om Bjørnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trængte dem -Skridt for Skridt nærmere mod Afgrunden. - -Der lød et Glenteskrig ovre fra Skoven. - -»I Knæ, Morbror!« hviskede Jørgen. »Stræk Dig fladt hen ad Taget. Ret -nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.« - -Bjørnstads Kæmpeskikkelse vaklede under Jørgens Tryk. Han sank i -Knæ. I det samme kastede Jørgen sig over ham, knugede ham mod Jorden -og raabte med sine Lungers fulde Kraft: - -»Skyd, norske Mænd -- i Jesu Navn, skyd!« - -Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brød frem fra Skovens Stammer; -fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag. - -»Forræderi!« raabte Vagtmesteren og krøb med de tiloversblevne -Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste -de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mænd bleve synlige -mellem Træerne paa den modsatte Side af Kløften. - -Men længst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Dødsangst -bævende lyttet til Violinens Toner, -- havde længst forstaaet, at han -derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes -Sjæl. - -Bjørnstad reiste sig med et Suk. - -»Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed,« sagde han. »Men -tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa -troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?« - -»Lee ikke, spot ikke, Morbror,« jublede Jørgen og pegede opad med -Buen. »Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive -hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den -Sang i Nød og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, -- for -saa er Mor med, skal jeg sige Dig.« - -Det var paa den Tid, da Lys og Mørke brødes. Morgentaagen bølgede -mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brød -igjennem, laa ifølge et Øienvidnes trykte Beretning fem svenske -Soldater paa Bjørnstads Tag, »og de glemte at gaa ned siden«. - - - - -SPIONEN. - - -Næste Morgen laa Svendsen Bakke oppe i en muret Fordybning paa -Udsigtsbjerget ovenfor hans Gaard, Bakke. Herfra kunde han holde Øie -med den svenske Grændse og tillige see Hjemmet nede ved Bakkesund, -som paa dette Sted er ca. 300 Meter bredt. Stedet bærer endnu Navnet -»Klokkersengen« og fremvises som en af Egnens Seeværdigheder. I vore -Dage tilhører denne Gaard en dannet og belæst Bonde, Mathis Bakke, -hvis Slægt har eiet Stedet siden Klokkerens Død. Eftersom Gaarden -ligger nær ved Grændsen, blev den i alle Svenskekrige besøgt af -Fjenden. - -Svendsen Bakke sad denne Morgen med Bøssen ved Fod og saae frem -for sig i Taagerne, der joge hinanden i Dalen. Her ventede han -nu i offerglad Kjærlighed til sit Land. Han havde gjort sit Livs -Regnestykke op og var i Fred med sig selv. I Dag sad han her i fuld -Livskraft, beredt til i Morgen at træde ind i Evigheden. Hjemme i -Stuen groede hans Sønner i Veiret, det unge Norge, omgivet af en -kløgtig Moders Røgt -- hvad Magt laa der nu paa _hans_ Liv, dersom -han kunde gavne sit Land? Han var det gamle Træ, der havde saaet sin -Sæd, rede til at falde for Øxen. - -Bakke var igjen i Dag iført en islandsk Trøie, et Læderbælte om -Livet, i hvilket stak en Pistol og en lang Tollekniv i udskaaret -Træskede. - -Nede i Dalkløften lød endnu Ulvenes Tuden. I hine Dage strakte -uigjennemtrængelige Skove sig over de skjønne Bakkedrag. Her levede -endnu Vildtet i frodige Flokke og gjorde Vinterveiene usikre ved -høilys Dag, naar Frost og Snee gjorde Føden knap. Solen steg op -over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretræer og Graner, som -i tidligere Aarhundreder havde været Vidne til Svenskernes hyppige -Indfald i Landet, strakte deres rødbarkede Grene ud over Jorden; -den stigende Sol mægtede næppe at trænge igjennem deres Fletværk. -Andre Steder stode Træerne længere fra hverandre og dannede luftige -Perspektiver udad mod de blaa Taager, der fanger Fantasien og leder -den ind til endnu vildsommere Egne i Skovenes Dyb. - -Der lød knirkende Skridt over Fjeldstien, og Halvor kom til Syne. -Han bar en vægtig Kiste i Remme over Ryggen, i Bæltet stak en -mægtig Rytterpistol, et Krigsbytte fra den sidste blodige Nat; dens -skinnende Skaft og Løb røbede, at den nylig havde været Gjenstand -for en kjærlig Oppudsning. Desforuden bar han et Horn i en Snor over -Skulderen. - -»Godt, at Du kommer inden berammet Mødetid,« sagde Klokkeren og -reiste sig. - -»Jeg er saa bedrøvet, Morbror,« sagde Halvor og rystede Byrden af -sig. »Jeg troede ikke, der i Verden var saa tung en Sorg at bære.« - -»Er der noget iveien hjemme?« spurgte Svendsen Bakke. - -»Aa nei,« svarede Halvor; »Far og Mor ere flyttede over i Moster -Ulles Hytte, desformedelst Svenskerne har skamferet hele vort Huus, -Ruderne ere knasede, Møblerne masede, og ingen af Byesfolket eller -Naboerne vil hjælpe os at sætte det sammen igjen, for nu er Far jo -fredløs.« - -»Hvordan er det med din Mor?« spurgte Klokkeren. - -»Mor ligger syg i Moster Ulles Seng; Mor er jo kun en Kvinde og saa -svag og god. Du troer det ikke, men hun græd ogsaa over de faldne -Svenskere, der blev baaret ud af vort Huus i Morges!« - -»Naar vi i Nat komme hjem fra Colbjørnsens Ærinde i Svenskeleiren, -saa flytte vi dine Forældre ned til mig paa Bakke,« sagde Klokkeren; -»i mit Huus ere de fredlyste.« - -»Mor flytter ikke fra Far, og Far bliver paa Fjeldet,« sagde Halvor -bestemt. »Olaug er borte,« tilføiede han sagte. - -»Olaug?« spurgte Bakke. - -»Jeg bad hende saa mindelig om at blive hos Mor; men hun rystede paa -Hovedet og sagde, at et Skjændselsbarn ikke havde blivende Sted under -Bjørnstads Tag. Saa tog hun sine fattige Klæder og gik til din Kirke -i Id. Jeg fulgte hende og blev udenfor Døren. -- Ak, Morbror, der er -vist ikke mange Mennesker i Verden, der har baaret saa tung en Sorg -som jeg i denne Morgenstund. -- Hun slæbte sig op langs Stoleryggene -som en syg og træt, gammel En, og hun blev ved at vrikke med Hovedet -og hviske: »Mit gamle Hjem -- mit gamle Hjem!« -- Hvor Vinden skar, -og Taaren frøs paa hendes Kind, dèr hun laa paa Mormors Grav og græd, -og hun kyssede Træværket om Graven og sagde med høi Røst: »Herre -Fader, Du, som kan bøie alle Hjerter, mag det saa, at jeg maa komme -hjem igjen!« -- Nu er hun gaaet til Halden og sin nye Plads, og det -er min Skyld det Hele, derfor er jeg saa bedrøvet og hjertesyg.« - -Bakke hørte til, mens han ordnede nogle Smaapakker i Kramkisten, som -Halvor bragte, og fordeelte dens Indhold, Uldsager og Tobak, i to -Byldter. - -»Vi ere i Dag Alle som Olaug hjemløse i Fjendehaand,« sagde han. »Lad -os nu først søge at redde vort Land; siden hente vi Olaug hjem, din -Mor og os Alle.« - -Han gav Halvor den ene Pakke, tog selv den anden, og de begave sig -af Sted for ifølge Peder Colbjørnsens Ønske at udspeide Fjenden og -bringe sikker Underretning om hans Styrke og Stilling og Planer til -Frederikshald. - -»Du har Ret, Morbror!« udbrød Halvor. »Nu maa vi slaaes som Mænd; -bagefter kommer alt det andet vel af sig selv. -- At dette netop -skulde hænde mig den lykkeligste Krigsdag i mit Liv!« - -Lidt senere mødte Vandringsmændene to Bønder, Niels Nordby og Jens -Aas. - -»Hvor skal I hen, Klokker Bakke?« spurgte Jens Aas. - -»Vi skal hen til Svensken og sælge ham lidt Skraatobak og andet -Pilleri,« svarede Bakke og smilede. »Med det samme er han maaskee saa -freundlig at fortælle os lidt om, hvad han har for.« - -»I komme til at vælge en anden Vei, Klokker,« sagde Niels Nordby; -»der kommer nogle svenske Ryttere her nedover, og de er heelt -mordlystne at see til; ret strax dreie de om Pynten.« - -»Hvor mange ere de?« spurgte Klokkeren. - -»De er fire og tyve Mand og har en Oberstlieutenant med sig.« - -»Saa maa vi vel gaa af Veien for dem,« sagde Bakke sagtmodig og skred -ind i Skovtykningen. - -Her lagde han og Mændene sig i Baghold. Da de havde ligget en Stund, -kom et fjendtligt Rytterparti i fuld Fart til Syne paa den smalle -Skovvei. En samtidig Vaabenfælle beretter ordret følgende om denne -Morgens Hændelse: - -»Klokkeren samt de andre Bønder skjøde til Fjenden og traf saa vel, -at Oberstlieutenanten ved Navn Baltzer faldt strax død ned paa -Jorden og Hesten ligesaa. Over disse uformodentlige Skud blev al -hans underhavende Følge forfærdet og gave Hestene af Sporerne og -rede bort. Da de nu i denne Angst havde rendt en Fjerdingvei derfra, -mødte de en Bondepige, som de hævnede deres Harm paa og lod see deres -store Mandhaftighed, idet de hug hende i Axelen, fordi hun ei vilde -bekjende, hvem der laa i Skoven, som var umuligt, eftersom hun det -ei vidste. Da de nu ei fik nogen Underretning derom, syntes dem det -dog ei være anstaaeligt, saaledes at forlade deres Oberstlieutenant -og ikke at see, om der var flere end de tvende, som de hørte -skyde, hvorfor de vendte tilbage med et skjælvende Mod og fandt -Oberstlieutenanten for sig dødskudt ind ad Panden og ud ad Nakken. -De begyndte da at skrige og formane Klokkeren med Bønderne, at om de -havde Mod, de da nu vilde komme til sig; dog stode de et godt Stykke -fra Pladsen, hvor de havde taget Liget fra. Men den gode Klokker Ole -Svendsen Bakke samt de andre Bønder forstode sig meget vel paa det -Gjæstebud, de bleve indbudne til, og laa derfor stille i den Tanke at -skjænke disse gode, svenske Mænd et Par hver sin Kugle og siden gaa -sin Vei. Da nu Fjenden Ingen fornam i Klippen, toge de bort med det, -de fik, stoppede Liget i en Sæk og førte det med sig.« -- - -Den Klippe, hvor Oberstlieutenanten blev skudt, kaldes endnu i -Dag »Baltzerklippen« eller »Generalkloven«,[1] fordi Tradition og -Folkesnak senere har forfremmet den faldne Officeer til General, af -hvilke der skal have været Overflod i Carl den Tolvtes Armee. - - [1] En Klove er en liden Sænkning mellem to Bjerge. - -»Gud være hans Sjæl naadig!« sagde Klokkeren alvorsfuld og traadte -frem fra sit Skjul. »Han var vor Fjende; nu er han min Anklager hos -Gud.« - -»Nei, Morbror, Vorherre siger: saadan En, der lister ind i norsk Land -i Mulm og Mørke og bedriver Hærværk og voldeligt Overfald!« udbrød -Halvor, der syntes at have rystet Morgensorgen af sig, stolt og -lyksalig over denne mandige Bedrift. »Saae Du, hvor Generalen slog -Armene i Veiret, da han faldt ned over Klippen som en fyldt Sandsæk? -Han sagde vist Farvel til os. Hurra! det er noget andet end at skyde -Ulve og Egern. -- Der ligger han nu i Sækken, svenske Generalen!« - -»Stille, Dreng!« sagde Klokkeren barsk. »Den Døde haaner man ikke; -han faldt i sin Konges Ærinde som en ærlig Soldat.« - -»Det gjorde han; men han faldt for en ærlig, norsk Kugle, der værnede -sit Land, og Du er den tapreste Degn, Norge har haft, Morbror Bakke; -jeg holder meget mere af Knaldet af din Bøsse end af Knebelen i din -Klokke -- Sippedeia -- en svensk General!« - -De gik nu tause videre og undgik Hovedveien. Jens Aas og Niels -Nordby bøde Farvel lidt længere henne. Bakke og Halvor kjendte hver -Sti og Kløft og Klippeskjul i flere Miles Omkreds. Efter en Times -Forløb, hvori de havde banet sig Vei ad bugtede Fjeldstier, udstødte -Klokkeren et Skrig, som naar Urfuglen skogrer. Det blev besvaret -høiere oppe i Fjeldet, og en Bonde kom springende nedover mellem -Klippeblokkene. - -»Du lader vente paa Dig, Haavi,« sagde Bakke. - -»Vor Ko er ilde syg,« svarede Bonden; »hun staaer og skronner og æder -hverken Hø eller Skraa. I, som er saa forfaren en Mand i Lægekunst og -Bøger, kjender vist Raad derfor?« - -»Har Du seet noget til Svensken, som jeg sendte Dig ud at spore?« -spurgte Klokkeren barsk. - -»Javel; der ligger et Parti paa henved femten hundrede Mand Ryttere -og Fodfolk heromme Nord paa bag Kulhytten.« - -»Det er godt,« sagde Klokkeren. »Giv Koen i Aften et frisk Opkog af -Timian og Krusemynte og andre stærke Urter -- skjøndt Du fortjente at -miste din Ko, siden Du tænker først paa, at den er i Fare, og siden -paa, at dit Land er i Nød.« - -Bakke og Halvor fortsatte deres Vei i den Retning, Bonden angav, at -Svenskerne laa. - -Solen var gaaet bag Skyer, og den korte Vinterdag heldede, da de -naaede en Fjeldskrænt, der om Sommeren bærer mange Mosarters rige -Farver fra den varmeste Terrasienna til det lyseste Guld. Nu laa -Klippen hen i Sort og Hvidt, Tid, Regn og Vinterens Kulde havde -furet den med Fortids Runer; graa og blaalige Afstandstaager fyldte -Kløfterne, tunge Skyer hang fast i Trætoppene over de granbevoxede -Skrænter. - -»Jeg seer dem, Morbror,« hviskede Halvor, der sneg sig nogle Skridt -foran Bakke; »de have tændt Vagtblus dernede og koge Mad -- de myldre -som Maddiker i en fremmed Mands Meelsæk.« - -»Ær din Fjende, Knægt!« sagde Klokkeren. »_Han_ lyder sin Konges Bud, -_Du_ dit Lands; enhver kan være god for sig.« - -»Ja, Svensken kan være god for sig, naar han vil lade Norge være -i Fred for sig,« svarede Halvor heftig. »Hvad troer Du, han vilde -sige, om vi saadan væltede os ind i hans Land og slog Ruder og Døre -ind i hans Rige? -- See, hvor Luen flammer under Røgskyerne dernede, -og see, Morbror! -- der blinker Vaaben gjennem Røgen. Det er som et -herligt Eventyr af Sagabogen! -- Var det ikke svenske Fjender, saa -vilde jeg være med blandt dem dernede.« - -Klokkeren fortsatte sin Vandring uden at svare; hans Tanker kredsede -om hans Formaal; han saae og hørte, han speidede og lyttede og gik -rolig videre. - -Som efter en uhørlig Befaling begyndte pludselig Trommer og Horn at -lyde rundt omkring dem. Soldaterne sprang op fra Baalene, strømmede -ud fra Sæterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en -Psalme lød gjennem Tusmørket, dumpt og pligtsmæssigt sunget af hæse, -sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber. Nogle sang med Følelse, -andre af Vane; det lød høitideligt i Skovstilheden. - -Hver Morgen Klokken syv og hver Aften Klokken fire lod Kong Carl sine -Soldater holde Bøn. Naar Timen slog, og Trompeten kaldte, standsede -Mandskabet selv under Fremrykning; hver Soldat faldt paa Knæ paa det -Sted, han stod, ligesaa Kongen, hvor opblødt eller sumpet Vei og -Mark end var. Kong Carls dybe Gudsfrygt stemmede nøie overeens med -hans rene og nøisomme Sæder, hans Uegennytte og Gavmildhed, men stod -i paafaldende Strid med hans Uforsonlighed, Krigs- og Hærgelyst. -Selv bar Carl den Tolvte altid Gustav Adolphs Bønnebog i sin Lomme -og læste deri hver Morgen, tillige Søndag Eftermiddag, og nedskrev -i Begyndelsen hver Gang, han havde gjennemlæst Bogen. Da han var -begyndt Læsningen forfra fjerde Gang, rev han dog Anmærkningen ud af -sin Noteerbog, for at Ingen skulde tro, at han pralede hermed. - -Klokkeren var standset; han foldede sine Hænder og sænkede Hovedet. -For ham var Andagtstimen følt og sand mellem Fjender som i hans egen -Kirke. Halvor gjorde, ligesom han saae Morbroderen gjøre; men hans -Blik fløi uroligt og nysgjerrigt frem og tilbage over de fjendtlige -Grupper, og han kom til at sige: »helliget vorde mit Navn« i Stedet -for »dit Navn«, mens han fremsagde Fadervor. - -Lidt senere traadte Bakke og Bjørnstads Søn ind i Svenskernes -Leirkreds. Der var rundt om reist Telte og Hytter af Grangrene; -udenom Leiren stode Rustvogne, Feltskyts, Rytteriets Heste; hist -og her laa henslængt paa Sneen Gryder, Øxer, kort sagt, det Virvar -herskede, som var eiendommeligt for hine Tiders fremrykkende Armeer. -En dæmpet Summen fyldte Luften under Fyrretræerne, hvis Kroner denne -Aften tav. Klokkeren skred uforsagt fremad; de udstillede Forposter -ved Veien havde ikke bemærket de to Mænd, der traadte frem fra -Skovtykningen. - -»Hvem dèr?« raabte nogle Soldater og sprang op fra Varmebaalet. - -»En ringe Kjøbmand, som agter at slaa en Handel om Et og Andet i Kong -Carls Leir,« svarede Klokkeren og standsede. - -»Grib og undersøg dem!« befalede Underofficeren. - -Et Par Soldater udførte Befalingen, men fandt intet mistænkeligt. - -»Jeg har et Par forsvarlige Kravestøvler; vil I ikke ogsaa see dem -efter?« spurgte Halvor eenfoldig. - -I næste Nu var Klokkeren og Drengen omringet af veirbidte, forfrosne, -svenske Krigere; de opstrøgne Knebelsbarter, de arrede Ansigter og -opsvulmede Hænder bød Velkommen. Underofficeren kommanderede barsk, -idet han pegede paa Bissekræmmernes Byldter: - -»Saa op med Lædiken!« - -Svendsen Bakke udbredte omhyggeligt sine Varer paa et Dækken; Halvor -saae sig om med spillende Øine. - -»Uldne Trøier og Vanter!« sagde Vagtmesteren foragtelig; »den Slags -bruger hverken Kong Carl eller hans Mænd -- Skraatobak -- det lader -jeg gaa -- -- Brændeviin -- det liver Herren evig op i jeres -fordømte Isfjelde! -- Hid med Brændevinen!« - -Klokkeren og Halvor skjænkede beredvilligt af deres Dunk for de -kjøbelystne Soldater. - -»Hvad har Du dèr?« spurgte den mistroiske Underofficeer og pegede paa -en Pakke, som Svendsen forsigtig, men temmelig iøinefaldende lagde -til Side. - -»Det er Stads til svenske Generalen,« sagde Klokkeren. - -»Det er Forgift,« sagde Halvor og stillede sig foran Pakken. - -»Svenske Generalen!« ytrede Vagtmesteren; »det er i Nat selve Kong -Carl.« - -»Selveste Krigsmaiestæten!« udbrød Halvor og trak Huen af. »Ak, om -jeg kunde faae ham at see i Ansigtet, blot een Gang, saa skjænker -jeg i Grams hele min dyre Byldt til Jer Alle. Kong Carl, Soldaternes -mægtigste Soldat -- Herre Jemini, Morbror, bed dem dog, om vi maa -faae ham at see, blot et eneste Minut. Jeg vil saa gjerne see ham.« - -Drengens uforbeholdne Begeistring tiltalte den svenske Befalingsmand -og kom Svendsen Bakke vel tilpas. - -»Om I kunde tilstaa os en saa formastelig Bøn,« sagde han, »hvis Kong -Carl virkelig findes her i Leiren, for nede i Frederikshald sagde de -i Morges, at han var draget med Hæren ad Christiania til.« - -»Kong Carl er allevegne og ingen Steder,« svarede Befalingsmanden. -»I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.« - -»Styrtede?« udbrød Halvor. - -»Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort -Haandværk er det ypperste paa Jorden,« vedblev Underofficeren med -Selvfølelse. »I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.« - -»Kors, har I Rytteri ogsaa dèr?« udbrød Klokkeren beundrende. -»Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?« - -»Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt -mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa løse deroppe om Natten, -for at de kan faae noget at bide.« - -»See, see! over hundrede Heste!« sagde Bakke. »Men det var Kong Carl, -I fortalte saa kjønt om.« - -»Carl kæmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde -vore Saar river han sin Skjorte itu.« - -»Sin kongelige Skjorte!« gjentog Halvor. - -»Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,« -vedblev Vagtmesteren og tømte det Tinbæger, som Bakke holdt hen -for ham. »Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer -- pføi! -- han -er brændemærket. Og vor Konge kan rolig see os bløde og falde i -tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.« - -»Det maa der ikke klages over,« sagde en graahaaret Soldat; »han -sulter omkap med os; vi hører hans Hjerte banke for os midt i -Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!« - -Et Leveraab lød dumpt og gjenklangløst over Sneepuderne i den -stivfrosne Egn. - -»Jeres Konge lader til at være en brav Mand,« sagde Klokkeren. - -»_Jeres_ Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl -Jeres Konge.« - -»Og de Asieres og Tyrkeres med,« sagde Halvor og bukkede. -- »Kan vi -saa faae ham at see?« - -Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden -saa nøie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade -fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mørke Fyrrestammer til at rødme, -Træerne kastede deres mørke Skygger over Soldaterne, der lo og sang, -mens Elven laa stivfrossen og taus. - -»Ja, saadan er vor Konge,« sagde en arret Soldat og skuldrede den -afbarkede Green, hvormed han som et Roer rørte rundt i Grødgryden. -»Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sæterhytten og -holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet -med sit Regiment, fordi Jeres Præst i Schieberg fortalte ham -Røverhistorier om, at I havde et overmægtigt Overfald for.« - -»Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra Øllet, som stod og -gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele -Regimentets Underholdning!« lo Halvor, »og aldrig saa snart skikkede -jeres General Breve af Sted fra Præstegaarden, saa var jo Præsten -færdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne[2] bort.« - - [2] Præsten, Hr. Peder Rumohr, der havde tjent som Cornet under - Hertugen af Würtemberg mod Jacob Stuart, gjorde sig velfortjent - under Kong Carls Indfald i Norge, idet han listelig forledede - General Aschenberg ved falske Rygter til at trække sig tilbage over - Grændsen og saaledes væsentlig bidrog til, at Nordmændene sloge det - svenske Parti paa Mors, hvor bl. a. Kong Carls Krigskasse fandtes, - og hvor Fjenden mistede 300 Mand. Da Kong Carl med uforrettet Sag - drog sig tilbage fra Christiania, lod han Præsten overrumple og - slæbe med i Fangenskab til Sverig, hvor han efter to Aars Lidelser - døde af Skjørbug og Vattersot, »saasom han meest spiste Drøvelsens - Brød.« Efter sit Ønske fik han til Begravelsestext Job 3. v. 18: - »Der have Fangerne Frihed tillige; de høre ikke Trængerens Røst.« - -»Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl,« gjentog Halvor og kastede -hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. »Blot et eneste -livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja --- aa hvad, strenge Hr. Oberst?« - -Vagtmesteren stod lidt og betænkte sig, derefter vinkede han til -Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde følge ham, og gik over mod et -lille sneedækt Træhuus, støttet mod Klippevæggen. - -Et rødt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dør ud over Sneen. En -Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten. -Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede -betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind -gjennem den lille Rude. - -Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax -tilbage og hviskede: - -»See -- see selv!« - -Svendsen Bakke saae en bredskuldret Mand, der stod tæt indenfor -Glarruden overfor en siddende svensk Officeer. Manden syntes at -forklare noget, mens Officeren skrev. Derefter strakte Manden Haanden -ud og tog nogle Sølvdalere, som Officeren kastede paa det lille Bord. -Han skrabede ud med Benet og forlod Hytten. - -Da han traadte frem i Maanelyset, blev Skipper Daniels Træk synlige -under hans laadne Hue. Han gjenkjendte Klokkeren og Halvor og syntes -at blive ubehagelig berørt ved dette Møde, fattede sig imidlertid -hurtigt og hviskede med et bredt Grin: - -»Svenske eller norske Penge fylde lige godt i Bøssen -- hva' beha'er, -Morbror? -- Sikken en luun Bedemand, jeg dèr har til Onkel! Gaaer han -ikke her og snyder sit eget Fædreland op i dets aabne Øine!« - -Klokkeren betragtede ham med et flammende Vredesblik, der bragte -Daniel til at sænke sit. - -»Stakkels hjemløse Mand!« sagde Ole Bakke med lav Røst. - -»Jeg er jo netop ude og butler sammen til et lille net og hyggeligt -Hjem,« svarede Daniel. - -»Du bliver ved at være en hjemløs Stakkel alle Dage, for Du har ikke -noget Fædreland,« sagde Bakke og vendte sig fra ham. - -»Fædreland mig her og Fædreland mig der!« udbrød Daniel fortrædelig. -»Det har mange til at passe paa sig; _jeg_ har kun mig, der tager -vare paa mit. -- Sikken en nederdrægtig luun Morbror, jeg dèr har -faaet! Gaaer han ikke her og sælger af sin Kramkiste til vor argeste -Landsfjende, og saa sætter han sig paa den høie Hest, naar en anden -En ogsaa søger at holde Handelsforbindelsen vedlige mellem to -hæderlige Nationer!« - -»Du har jo ingen Kramkiste,« udbrød Halvor og traadte nærmere til -Daniel; »og alligevel fik Du Sølvmønt for noget, Du solgte derinde, -mens vi --« - -Klokkeren greb Halvors Arm. Det kunde blive skjæbnesvangert i dette -Øieblik at røbe deres Reises sande Ærinde for Skipperen, der nylig -havde solgt sit Lands Hemmelighed til Fjenden. - -Vagtmesteren saae mistroisk fra den ene til den anden uden at kunne -opfatte den hurtigt førte, hviskende Samtale. - -»Faaer det snart Ende, dette her?« spurgte han barsk og traadte ind -imellem dem. - -Halvor sprang hen til det oplyste Vindu. Hans røde Kinder bleve -blege, hans Øine spiledes op, medens de stirrede gjennem den -lille, tilsneede Rude, som om han var under Paavirkning af noget -Overnaturligt. Hans Fingre krummede sig om Pistolkolben, medens han -saae det Syn, der for bestandig brændte sig ind i hans Sjæl. Bakke -bøiede sig frem og saae over hans Skulder. - - - - -ET FALSK SIGNAL. - - -Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl -den Tolvte henslængt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han -oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det -med udvalgte Krigsfæller. Paa dette Leie sov han »sødt som paa en -Blomsterseng«. - -Heltekongen laa indsvøbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans -lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt -fængslende majestætisk over den mørke Skikkelse, hvis Omrids svømmede -udi det usikre Skjær fra Baalet og det døsigt brændende Tællelys ved -Hovedenden. - -Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde -Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfærdig lavet Paryk, fordi -hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den -pligtskyldigst; men da en Tilstedeværende henrykt udbrød: »Ak, hvor -Maiestæten seer prægtig ud som en Frier!« sled Kongen den utaalmodig -af og forsikrede, at han ikke længere kunde vænne sig til at have -noget varmt om Ørene. - -Her laa nu Carl den Tolvte, nær sin Skjæbnes Maal, rolig og -ubekymret. Hans maiestætiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af -Middelhøide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind -foretrak for den yppigste Seng i bløde Kvindearme. De efterlevende -Caroliners[4] Konge, hærdet ved utrolige Savn, ved Sjælslidelser og -Sjælsløftelser, hævet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld -frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee -denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Düna, Klissow, -Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drømte dog -vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte -i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr -- det største af dem alle -laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Læber, med -en Drik Tyndtøl ved Hovedgjærdet, ventende paa det graa Morgengry -under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen -og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig -senere blev nævnet af hans Krigsfæller uden med Taarer, Henrykkelse -og Længsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslænke mellem -hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt, -og den Menige bænkedes som Ven og Kammerat ved Høvedsmandens Side, -medens Krigsheltens Aand svævede over dem Alle, -- Carl den Tolvte, -Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og -Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans -Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod -Stjernerne og raabte: »Frisk, busser! gån på uti Herrens namn!« - - [3] Carl den Tolvte kunde endnu, hærdet ved Legemsøvelser og Faste, - iført Rytterstøvler, lægge sin Fod bag Øret, paa Hesteryg. - - [4] Carolinere kaldtes de faa graanede og hærdede Krigere, der havde - overlevet Carl den Tolvte og hans Krigstogt. - -Det kongelige Blik rugede nu her med Ørnero over det Svundne og -Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens -Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre -krampagtigt famlede om Pistolskjæftet, og en hæftig Susen lød i hans -Øren. Han følte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og -Morbroderens Stemme hviskede: - -»Vil Du lægge din Faders og din Moders Huus øde, Dreng?« - -»Norge leve!« svarede Halvor med mat Røst. - -Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en -villieløs Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende -Soldatergrupper omkring Baalene. - -»Hei, I Nordmænd!« raabte en Soldat dem i Møde. Hans trekantede -Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over -en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som -blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa -Fyrretræernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. -- -»Hei, Du dèr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er -_jeg_; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbøtte -og svinger rundt om Jorden -- singdulian -- hopsasa! -- Hils dem -dernede i Frederikshald!« brølte han efter Klokkeren og Halvor. »I -Morgen vælger jeg min Kjæreste i Jeres rigeste Kjøbmandsgaard -- -Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wäre!« - -Omkvædet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig -sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge øverst. - -Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede: - -»Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjøre for det; min -Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spænde Pistolen.« - -»Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden,« sagde Bakke. - -»Men i Himmelen! -- De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle -Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,« -klagede Halvor. »Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig, -ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre -- Nu -kunde jeg have været den største Helt i hele Norges Land.« - -Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmægtig Sorg. - -»Hør, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min -høire Tommeltot i det livsalige Øieblik?« - -»Du var vel feig,« svarede Bakke. - -»Feig -- jeg?« raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest -mod Morbroderens Ytring. - -»Naa ja, saa var det vel Guds Haand,« gjenmælte Klokkeren. »Dersom Du -havde dræbt Kong Carl, hængte de Dig nu i den høieste Gran, og jeg -maatte gaa hjem og melde din Død til dine Forældre, som betroede mig -deres eneste Søn og dyreste Eie.« - -»Lige meget!« sagde Halvor og reiste sit lyskrøllede Hoved i -Nattevinden. »Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu været en af -Norges bedste Sønner, og Olaug! -- Ak, jeg vil fortryde alle mine -Dage, at jeg ikke skjød.« - -Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og -tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod -Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede -uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig. - -»Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,« -sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De -nærmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og -Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et -Tegn til Halvor, krøb forsigtig fra Træernes Slagskygge om bag den -bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne -stode ladede med Korn, Hø og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som -en Skygge uden at spørge, først da han saae Svendsen Bakke krybe ind -mellem Hjulene paa den største Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal -og holde den brændende Lunte op i Høet, begreb han Hensigten, i næste -Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nærmeste Vognladninger. En -kvalmende Røg steg iveiret, et Allarmskrig lød, et Skud knaldede, -uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nærmede sig den yderste -Vogn med den brændende Lunte. Først da Høet fængede, forsvandt han -og Halvor imellem Træerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de -roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om -intet var forefaldet. - -Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem; -den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede -dækket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelærken sang eensomme Triller -herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende -Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker. Nu -havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tøveir og frembragt -»Tellegrep«, det vil sige, den tilfrosne Jord løsnes, saa at Heste og -Vandringsmænd pludselig synke i dybe Huller af løs Jord og blød Leer; -denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost -havde ikke været tilstrækkelig til at danne en bærende Skorpe; den -gav efter under Fødderne. - -Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han -besluttede derfor at fortsætte Vandringen til Frederikshald ad -Alfarvei, eftersom han ikke længer behøvede at befrygte at blive -standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter. - -De vare dog næppe vandrede frem i ti Minuter, før de hørte -Ryttergalop og høie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk -Hestfolk sprænge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembød intet Skjul -i den nærmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bøsseskud -fjernet for Bissekræmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at -bemærke Daniels brede Sømandsskikkelse til Hest og forstod pludselig -den Fare, som han og Halvor svævede i. For at sikre sig selv mod at -blive angivet som Forræder nede i Frederikshald By, havde Daniel -rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev -der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det -nærmeste Træ blev deres Galge. - -»Af Sted!« raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien -over mod den nærmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen; -han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere -ubehjælpsomme Klokker, hvis høie og stive Støvler hindrede hans -Bevægelser. - -Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende -Tilraab, saasom: »Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. -- -Spar paa Veiret til Finalen! -- Hvad siger I til en varm Øl i Aften -hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.« - -Ole Svendsen stønnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de -fremstormende Ryttere, der havde Møie med at finde sikker Vei i det -moradsige Terrain. - -»Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax,« sagde han -mismodig. - -»Vist ikke nei!« raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at -hjælpe ham fremad. - -»Red Dig selv, af Sted, af Sted,« sagde Klokkeren. - -»Hvad gjør de saa ved Jer?« spurgte Halvor og stirrede raadvild mod -Rytterne, der stadig kom nærmere. - -Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to -norske Mænds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee. - -»Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle -Nordmænd,« svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med -nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. »Støvlerne lænke mig; -jeg kan ikke mere. -- Af Sted!« - -»Saa af med Støvlerne og videre paa Uldsokkerne!« brølede Halvor. -»Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret, -mens de synke i med Bagkroppen!« - -Han sled fortvivlet i Klokkerens Støvler, mens Forfølgernes Jubel -stadig lød nærmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fødder fri. - -»Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart,« hviskede han. »Imens -skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre -end Mandskabet. -- I Jesu Navn, af Sted!« - -Klokkeren reiste sig og saae Halvor løbe nogle Skridt mod de -fremsprængende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene, -satte trodsig Hornet for Munden og blæste Svenskernes Retraitesignal, -der skingrende gjenlød over Heden, et Signal, han møisommelig havde -indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene. - -»Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dèr trutter!« brølte -Sergeant Erikson, der red et Par Hestelængder foran de Andre. »Saadan -er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Armée.« - -Hans Hest havde næsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden -af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjøre omkring, et -Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle øvede -Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uøvede Mandskab. -Den efterfølgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin -Kraft gjentog Signalet. - -»Nu faaer Svensken sit eget Baglænds. Hurra!« raabte han. - -Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse, -Triumf, medens han bønfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany -Hornet for Munden. - -Det tredie Signal afbrødes imidlertid, idet Erikson blev Herre over -sin Hest og drev den fremad mod Halvor. - -»Ingen Pardon!« raabte han til den nærmeste Rytter, som nu ogsaa -sprængte frem med løftet Vaaben. »Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem -begge igjen fra Træfningen i Nat oppe ved Bjørnstads Huus.« - -I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa -eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens -Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud lød; Rytteren -vaklede og gled af Hesten. - -»Fremad!« raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens -han paa Uldsokker i lange Spring løb mod Skoven, bugtende sig fra -Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende -i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en -Kløft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et -straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet -af bladløse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Løb, -efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede -Rytternes Opmærksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa -Veien og blæste i overstrømmende Krigermod det norske Angrebssignal. -Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor -dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne -naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem -Stenene. - -Trompeter Månsson sprang af Hesten og nærmede sig forsigtig til -Aabningen. - -»Kom frem, i Djævels Skind og Been!« befalede han, »at vi kan faae -Dig hængt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.« - -Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede -sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind -under Stenen i forskjellig Retning. Et hæst og gjennemtrængende Skrig -lød indefra. - -»Der ramte jeg nok i Braden,« bemærkede den ene Rytter koldsindigt og -sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstød i samme Retning. - -Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som -forstærkedes under Landsestødet, indtil det pludselig døde hen i en -smertefuld Rallen. - -»Nu tuder han nok sin egen Retraite,« ytrede Månsson. »Ærlighed byder -at tilstaa, at de Nordmænd har et mærkeligt Geni for Musik.« - -Han skjød til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af -Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin -Kammerat og saae ud over Sletten. - -De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag. -Klokkeren var, begunstiget af Tusmørket, Klippeblokke og uveisomme -Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forfølgelse tilhest vilde -være frugtesløs. Med Eder og dybtfølte Forsikringer om, at Norge -var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red -Troppen tilbage til Leiren. - -Inde i Klippeaabningen var Dødsskriget forstummet. En dyb Stilhed -sænkede sig atter over Egnen. - -Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede -sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden -bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!« - -Intet Svar lød. Klokkeren -- det var ham -- sank i Knæ og støttede -Hovedet mod Stenen. - -»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han -sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!« - -Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt -Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og -velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en -jublende Fanfare over Steenørkenen. - -Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der -kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse. - -»Du lever!« udbrød han og greb Hornet. - -»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det -Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!« - -Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra -Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede -Byldten i Veiret og fangede den igjen. - -Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i -stille Bøn. - -Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et -Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig -den Døde. - -Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod -aaben. - -»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene -ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under -norsk Jord.« - -Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans -Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han -sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder. - -»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig. -Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.« - -Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme. - -»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og -strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig, -Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage. - -Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede: - -»Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!« - -Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte: - -»Vi snød dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med -Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af -Sted for Svensken derhenne?« - -»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele -Linien,« sagde Klokkeren. - -»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til, -det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt -fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald. - - - - -KLOKKEREN FRA ID. - - -Ids Kirkeklokke lød hen over Sletten. Herrens Time var inde. -Malmtonerne talte over Menneskekjævl; Kirkeklokken, der i -Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt, -klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede; -den stævnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag -var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Værn, som nu -maatte til at slutte Hegnet, adlød et helligt Kald; det Staal, der -nu maatte til, var hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod for -Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke. - -Der kom de strømmende i tætte Skarer, Tistedøler, Saugbrugsmænd og -Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre, -gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men -saa meget mere sagde Øinene fra Hjertens Grund. Landereisningen var -almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens -Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende -Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og -løftende Lidenskab er i sin høieste Potens hellig; naar et heelt Folk -gribes deraf i Trængselens Tid, er den Gudstjeneste. - -Alle Kirkegjængerne bare Bøsser, som de stillede fra sig mod -Kirkemuren, før de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte -de Fleste udskaarne Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede -Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes udenfor -mellem Gravene. - -Dette Samlingssted frembød i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der -sædvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde, -bredskuldrede Skikkelser med busket Skjæg og lodden Haarvæxt fyldte -Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjørnehi slog den Indtrædende -i Møde. - -Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe -ved Alteret. Søn- og Helligdage vare hans Festdage. Længe før -Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og -syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt Øie lagde -Mærke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dèr -laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist -var lidt Støv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne -som Sølv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene -vigtige Embedspligter, men en hellig Kjærlighedsgjerning, og naar -Kirkegjængerne kom, mødte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde -Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han førte -Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Søndag -gjæstfrit aabent for dem, der kom langveis fra. - -»See, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag Døbefonden og tigger -Vorherre om Fred,« brummede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øine. -»Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han Manden til at frelse -Landet.« - -Ingen skulde i den bøiede Mandsskikkelse, der laa knælende i dyb -Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hænderne, medens han -opsendte brændende Bønner foran Alteret, ane den frygtløse Kriger og -Fædrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i -Kampen næste Dag den modigste. Fra Bønnen stod han op for at styrte -sig i Kampen; hans Kjærlighed til Land og Hjem var en Deel af hans -Religion. - -Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik -paa den knælende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrøvelse. -Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trøstesløs Længsel; en -stærkere Magt end Kjærlighed til hende og Børn drev nu Huusbonden fra -hendes Side. I hendes Bryst lød blot en Tone, blød og vibrerende; -Livet, Lykken, hans Følelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange -stærkere nu i Skilsmissens Time, end da hun gik sorgløs derhjemme i -de lyse Dage. - -Javist, man kan gaa ved hinandens Side og dog være skilt ved Bjerge -og Dale, og Hav og Land kan være os imellem, og vi gaa alligevel Side -om Side. - -Kirkedøren blev pludselig revet op; en Fylde af Lys og Blæst strøg -ind over de Forsamlede. - -Bjørnstad blev synlig i Døraabningen mørk og bred, ved hans -Side Halvor, rank som et Granspir, rødmusset, kjæk og svulmende -af foregaaende Dages Bedrifter. Efter Bjørnstad fulgte hans -Skovhugstmænd, seks sværlemmede Karle, alle med kortskaftede, -bredbladede, blankslebne Øxer i Bæltet, iført Faareskindskofter og -laadne Huer. - -Bjørnstad gik op ad Kirkegulvet uden at see til nogen af Siderne -eller tilsyneladende at bemærke, at Mændene i Kirkestolene rykkede -nærmere og spærrende mod Stoldørene. Et Sted strakte en Arm sig ud -og skjød med et Smæld Slaaen for en Dør, en bred Ryg lænede sig -afvisende mod en anden, medens Bjørnstad rolig og værdig gik op mod -Alteret og blev staaende nogle Skridt foran den øverste Stol lige -overfor Prædikestolen. - -Saa begyndte Kirkeklokken at lyde over de Forsamledes Hoveder, -langsomt og høitideligt. Ekkoet svarede ude fra Skoven. Klokkeren fra -Id svang sin kjære Malmknebel, høiere og høiere steg Klangen; det -var, som om en Forudanelse om nær forestaaende Dødsstilhed laante ham -dybere og mere levende Toner. - -Kapellanen, velærværdige Hr. Niels Stabel, besteg Prædikestolen. -Han talte over Texten: »Hvo, som ihjelslaaer, skal og ved Sværd -omkomme.« Kapellanen fandt dog i Dag en ny og til Leiligheden -passende Fortolkning af Skriftstedet: snart vilde Fjenden ved Sværdet -omkomme og derude ligge og sove under Græstørven; thi han havde ikke -her, men andet Steds hjemme, og skulde nogen af vore egne gaa heden i -den tilstundende Kamp, da kunde det skee i fuld Fortrøstning om, at -deres Sag var Guds og Kirkens og Hjemmets Sag. - -Det matte Vinterlys faldt gjennem den lille Rude ved Alteret skraa -henover Klokkerens Hoved. Hans Blik lyste og straalede, hans i -Bønnen sammensunkne Skikkelse rettede sig; han lyttede foroverbøiet, -opmærksomt. Klokkeren fra Id var i Dag til sin sidste Gudstjeneste i -den hjemlige Kirke. - -Da Prædikenen var endt, hævede han sin Stemme og sang for, Salmen - - »Saa vil vi nu sige hverandre Farvel - Og ønske: Guds Fred over Eder,« - -først sunget af en eenlig Stemme; lidt efter faldt et dybt og rustent -Mandskor ind, forstærket af høie, klagende Kvindestemmer udenfor -mellem Gravene. Men inde i Kirken svang pludselig en ung og reen -Tenor sig høit over alle andre Stemmer; Halvor stod foran Alteret -med Ryggen til Menigheden, saae sin Morbroder fra Id ind i Øinene -og sang, som kun Troen og Følelsen synger i Taksigelsens løftede -Øieblik. I dette Nu foregik noget usædvanligt mellem disse To; den -Unge gav sin Sjæl hen i Sollys, Jubel og Tak, den ældre modtog -denne Kjærlighedshilsen med et kort Nik; saa smeltede deres Stemmer -harmonisk sammen. Mandskoret omkring dem forstummede som for at lytte -til; det sidste Vers sang de to Mænd oppe ved Alteret alene. Halvors -Øine stode fulde af Taarer; Klokkeren saae opad, medens han lukkede -Salmebogen, foldede Hænderne og sagde: »Amen -- i Jesu Navn, Amen!« - -Det blev deres Afskedshilsen. - -Dermed var Ole Svendsens Gudstjeneste forbi. Alterlysene skinnede -ikke mere for ham. - -Fjeldvinden strøg kold og skarp ned over Kirkegaarden, da Menigheden -atter begav sig ud i det Frie. Kvinderne blandede sig mellem Mændene, -enhver søgte sin Hjemstavn og havde noget at sige, noget, som det -ikke faldt nogen ind at sige derhjemme, men som her maatte siges. -Og det viste sig her, som det oftest viser sig i Trængselens Dage: -Folkets Sjæl er et Lys, der brænder opad. Stormen fløj lutrende og -befrugtende over Jorden. - -Efter Prædikenen var Altergang, og de Fleste deeltoge deri, ogsaa -Halvor og Bjørnstads Mænd; det var ham selv formeent som Fredløs at -gaae til Herrens Bord. Mari holdt sin Huusbonds Haand fast, som om -hun ikke vilde slippe den, og hun slap den heller ikke. Klokkerens -Hustru stod nu fattet og indesluttet ved deres Side og saae ud over -Sletten. - -En Mængde Mennesker nærmede sig fra Frederikshald. Det var -Stadskapitain Peder Colbjørnsen og hans Frivillige tilligemed -Lieutenant Even Kraft med 40 vesterlandske Soldater af -Fæstningskorpset. Et Hornsignal meldte deres Komme. Altergjængerne -strømmede ud af Kirken og stillede sig op i to Rækker for at modtage -de Kommende. Colbjørnsen gik hilsende forrest og standsede foran -Klokkeren fra Id, som stod i Kirkedøren. Peder Colbjørnsen var iført -Uniform, trekantet Hat, Sabel ved Siden og to Pistoler i Bæltet; -Klokkeren bar sort Vadmelsdragt uden Plet med blændende hvidt -Kalvekryds. Soldaterne stode med Geværet ved Foden. - -»I Gaar har Du atter været ude at lege med Fjenden, Du, Kirkesanger; -de synge om Dig nede i Gaderne. Jeg er stolt over Dig, Ole Svendsen -Bakke,« sagde Colbjørnsen med høi Røst og lagde sin Haand paa -Klokkerens Skulder. »I denne ulystige Tid ere Mænd som Du de klare -Morgenstjerner, vi Andre see efter. Vor Krig er ikke den store Krig, -hvor Hærmasser mødes; vor Krig er Hjemmets og Selvforsvarets. Hver -Mand som _Du_ er en Fæstning, og vor Frelse beroer paa hver enkelt -Mand. -- Gud har velsignet Dig; vi Andre takke Dig.« - -Klokkerens Øine lyste med en fugtig Glands. Det var ret en livsalig -Høitidsdag, en af dem, Livet ikke bringer mange og ikke bør bringe -mange af. Klokkerens Haand gav Høvidsmandens endnu et sidste dvælende -Tryk, og da deres Hænder skiltes, vare deres Blikke endnu sammen. - -Colbjørnsen vedblev henvendt til Mængden: »Vort Maal i Dag er at -befri Enningdalbroen, som er besat af to fjendtlige Compagnier til -Fods og et til Hest og at bringe deres Heste i Bytte til Staden. -Det vil være en herlig Fangst for vore uberedne Folk, hvormed vi -kunne gjøre Fjenden stor Skade. Til dette Værk at fuldføre har jeg -tilkjendegivet Ole Svendsen Bakke at samle hundrede Mand i Vaaben her -paa Id.« - -»Alt er i Orden, Hr. Stadskapitain,« meldte Klokkeren. »Hundrede Mand -i Vaaben vente her for at slutte sig til Jer.« - -»Jeg modtager dem i Norges Navn,« sagde Colbjørnsen og vendte sig mod -Forsamlingen. - -Skjæggede Kraftmænd stode i Muur. Der var ingen Smil, kun alvorlige -Øine med Vilddyrblik, mens Mændene tause bøde sig til Kamp mod -Fjenden: Bryst mod Bryst, Geværsalver bag Hegnene eller Skud fra -Klippeblokke, hvad det nu kunde blive til. - -»Vær hilset, I gode Mænd og Brødre!« sagde Colbjørnsen med en -hjertelig Haandbevægelse. - -En kort, men velvillig Brummen lød fra de Forsamlede. - -Bjørnstad stod henne hos sine Mænd, støttet til Bøssen, og betragtede -dette Møde med et overlegent, spottende Smil. Colbjørnsen vidste hele -Tiden, at Bjørnstad stod der. Han vendte sig pludselig mod ham og -sagde: - -»Hvad ønsker Du, lovløse Mand?« - -»Intet, og I opnaa ingenting med al Jert Mod,« svarede Bjørnstad. »Du -vil jo nu ud at knuse vor Fjende; men hvor er han, Colbjørnsen? Er -det ham derude, eller ham herinde? Ham derude kan vi jage bort; han -herinde maa ryddes ud.« - -Colbjørnsen betragtede ham med et strengt Blik. - -»Her er ikke Tid eller Sted at strides om Sligt, mens Fjenden staaer -for vor Dør.« - -»Hvor to eller tre Nordmænd ere til Stede, bør ogsaa norsk Tale have -Ret til at lyde -- dèr er min Kirke!« svarede Bjørnstad og strakte -Haanden ud. »Jeg siger, at Fjenden er ogsaa indenfor. Stæng for Jer, -I gode Haldensere, luk jeres Havn, værn Jer med al den Manddom, I -eier, Fjenden, I værger Jer for, sidder til Høibords i jeres Hjem; -Fremmedherredømmet er den Kræftskade, som fortærer vor Lever; Krigen -mod Svensken er en lille Fare. Hellere Voldsherren Kong Carl derude -i Øst, end nogen anden, han er da idetmindste et Mandfolk.« - -Et Vredesskrig hilste disse Ord. - -»Bjørnstad er udenfor Loven -- bort med ham!« raabte flere Stemmer. - -»Jeg er ikke dømt efter vor norske Lov og er derfor skeet Uret,« -sagde Bjørnstad. »Jeg staaer over jeres Lov dernede i Halden, hvor I -kun dømme efter dansk Lovbog.« - -»Du fører store og stærke Ord,« sagde Colbjørnsen med rynket Pande. - -»Ikke større eller stærkere end jeg selv er,« svarede Bjørnstad og -rettede sig, som om han løftede et Fjeld med det samme. »Jeg giver -mit Liv i Pant for mine Ord, og mine Gjerninger svare til Ordene.« - -»Javist, Du gaaer til Grunde, det kjende vi Alle til.« - -»Lige meget -- Lys, Ret og Frihed over Landet!« -- Bjørnstad vendte -sig pludselig mod Forsamlingen og strakte Haanden ud mod den. -- -»Hører nu Alle mine Ord; enhver, som her er til Stede, kan tage dem -til sig. Gud hører, at det er Sandhed, og hans Aand maa vist være til -Stede her et eller andet Sted over os Alle. -- Vi have Trællesind -her i Landet, skal jeg sige Jer; hvor det er til Huse, er der Hænder -nok til at svinge Hundepisken, og I fortjene ikke bedre Lod end at -fugtles af den, saalænge I taale Fremmedherredømme.« - -Noget, der lignede et Ryk, foer gjennem Forsamlingen, et Brøl som -Rovdyrs lød henover Pladsen, knyttede og truende Hænder straktes op -over Mængden. - -Bjørnstad blev rolig staaende. Halvor, som holdt sig bagved Faderen, -kastede med et lille Nik freidige Blikke over Bønderne, som om han -vilde sige: »Der fik I det, I kan have godt af længe!« - -»Bjørnstad tager for stort Maal af sig selv og spiller altid op paa -Storfiolen,« sagde Eilif Bonde. - -Den rige Selveier fra Espegaarden traadte tæt hen for Bjørnstad med -et haanligt Smil. - -»I Dag er Du nok ogsaa ude mod vor lovlige Regjering og Lands Ret, -lille Bjørnstad,« sagde han og vuggede Overkroppen paa sine skrævende -Been. »Men nu skal jeg, Espevoldsmanden, sige Dig et Ord, saa godt -som ti af dine: Naar vi nu ere færdige med Svensken, saa skal vi -til at ryge Dig ud, og det skal regnes os for hæderlig Gjerning at -forrette, for Du er en fredløs Mand, der ikke kan værge din egen Tue.« - -Bjørnstad syntes ikke at høre, hvad der blev sagt. Hans Skikkelse -tegnede sig skarpt mod Baggrundens graa Taagehimmel, bred og mægtig, -Vinden bevægede hans buskede, graasprængte Haar, medens hans Blik -saae vidt ud over de Forsamlede; en Foregangsmand, en Sandsiger -maatte see ud som han. Han tilhørte maaskee kommende Tider, maaskee -var han en af disse store Aander, der fødes for tidligt, gaa forud -for Skarerne og lide Martyrernes Skjæbne. - -Lige overfor ham stod Colbjørnsen, den pligtopfyldende, regjeringstro -Samfundsborger, en Grundpille for det Bestaaende, et forædlet -Udslag af Forfædrenes Overlevering. Hans Øine hvilede ufravendt og -tankefulde paa Bjørnstad, medens denne talte. Hvad tænkte han? - -Ole Svendsen saaes ved Colbjørnsens Side; ogsaa hans Blik hvilede -sorgfuldt paa Svogerens furede Ansigt. -- Her stod nu disse tre -fædrelandssindede Mænd, saa ulige i Sind og Anskuelser, der hver især -søgte at tjene sit Land med saa vidt forskjellige Midler. Klokkerens -dybe Tro paa Bønnens Magt gjød Fred i hans Sjæl og Kraft i hans Arm; -han fandt alene Lykkens Tilfredsstillelse i at give sig hen for -Hjemmets Sag uden at overveie; han forstod ikke Svogerens fordrende -Retsfølelse eller den Udsæd, han søgte at kaste i Fremtidens Skjød. - -Han rystede sørgmodigt paa Hovedet og hviskede frem for sig: - -»Nu briste de sidste Baand! -- Stakkels Mari -- de knyttes vist -aldrig mere sammen.« - -Hvem af disse Fædrelandsvenner havde Ret? De to, der støttede og -foregik deres Folk med et lysende Forbillede til at fremme og -opretholde det Bestaaende, eller han, der gik forud for sin Tid og -rykkede op med Rode for at rydde Pladsen for det nye? - -Klokkeren gik hen til Bjørnstad. - -»Hvad vilde Du her i Dag?« spurgte han bebreidende; »Du vidste jo, at -Du ikke kan høre os til.« - -»Høre Jer til?« udbrød Bjørnstad. »Nei, jeg har for længe siden sagt -mig fri fra Jer Alle; jeg vil ikke have mere med Jer at bestille. I -ere Tusinder, I der, med de krummede Rygge! jeg kan ikke magte Jer -Alle. I have erklæret mig Krig paa hvert Fjeld og hver Sti, vi mødes, -derfor maa vi nu drage hver sin Vei; men min Søn dèr skal ikke følge -mig, han faaer høre Jer til; derfor kom jeg hid i Dag. -- Tag ham, -Colbjørnsen, ham og mine Mænd! brug ham vel og lær ham op i jeres -Svandselære, at det maa gaa ham godt, og han maa længe leve paa -Jorden.« - -Bjørnstad kastede Hovedet tilbage med den brede, furede Pande over -det trodsige Blik; han rakte sine Hænder i Veiret, halvt knyttede, -halvt udstrakte, som til Velsignelse over Sønnen. Blødt og Haardt -brødes synligt i denne stærke Fjeldskikkelse. Mandens Bryst hævedes -og sænkedes som under Paavirkning af en heftig indre Kamp. - -»Jeg tager mod din Søn,« sagde Colbjørnsen og gik frem mod Halvor. --- »Jeg kjender Dig allerede af Omtale og Bedrift. Du er fra i Dag -optaget som Frivillig i mit Corps. Bliv ved, som Du har begyndt, og -det vil snart blive til mere.« - -Saa bragte de en Fane, og Halvor tilligemed andre Frivillige aflagde -Troskabseden. - -»Der skal snart spørges Nyt fra Bjørnstads Søn og hans Mænd!« raabte -Halvor, mens hans Haand endnu hvilede paa Fanen. »Men naar Krigen er -endt, saa vender jeg hjem til min fredløse Far. Vor Hæder er hans.« - -Da de saae sig om efter Bjørnstad, var han forsvunden. Mængden havde -stiltiende gjort Plads for ham; Ingen hilste ham, Ingen saae efter -ham, da Massen atter lukkede sig bag ham. - -»Nu af Sted!« raabte Colbjørnsen. »Gud være med Eder Alle!« - -Folkene samledes under deres forskjellige Befalingsmænd. Klokkeren -udvalgte nogle Mænd, deriblandt den rige Gaardejer Joen Brønnelsen -Bjørnstad, der var langt ude beslægtet med Halvor, og gav ham det -Hverv at naae op til Enningdalbroen ved en omgaaende Bevægelse, -for at afskjære Fjenden Tilbagetoget, naar han og hans Mænd angreb -Rytteriet forfra. Halvor og hans Folk skulde følge med dette Parti. -Idet Mændene traadte under Vaaben og forlode Kirkegaarden, kaldte -Ole Svendsen Jørgen og nogle andre Bønder hen til sig. - -»Pas mig lidt paa den Dreng,« sagde han; »han er for ung og -fremfusende. Hænder der ham noget, saa rammer Døden hans Moder. -- -Du, Jørgen,« føiede han hviskende til og saae hen til sin Hustru; -»det bæres mig for i sære Drømme, at min Dagsgjerning hermed er til -Ende, og at Klokken deroppe snart ringer mig herfra. Bliv da mine -derhjemme en trofast Støtte -- ogsaa Mari. Saae Du hende, da hun -fulgte Manden og forlod Sønnen? Bjørnstad og hun kunne vel trænge til -Hjælp.« - -Jørgen trykkede Ole Svendsens Haand. Dermed var den Klokkers -Testamente gjort. - -Idet Ole Svendsen gik hen mod Udgangen, traadte hans Hustru frem fra -deres lille Søns Gravsted og sagde med bævende Stemme: - -»Dit Liv hører mange til, Ole Svendsen, din Grav deler jeg med Dig -alene.« - -Mand og Hustru sank et Øieblik til hinandens Bryst. Saa skiltes de. - - - - -OLE SVENDSENS DØD. - - -Et Øienvidne og Deeltager i hiin Dags Begivenhed, Jonas Rist, en af -de første Frivillige ved Colbjørnsens Corps, theologisk Candidat med -bedste Karakteer ved Kjøbenhavns Universitet, og uden hvem vi vilde -savne det meste af den Kundskab, vi eie om hine Tiders Bedrifter, -»indridsede paa Krønikens evige Tavler,« fortæller herom i en -detailleret Beretning, hvoraf vi gjengive Forfatterens Ord, der med -troværdig Simpelhed malende fremstiller dette for Svendsen Bakke saa -skjæbnesvangre Togt. - -»Derpaa gik vi af Byen henimod Klokken tolv og toge Veien over Idde, -hvor Klokkeren havde samlet en Deel Bønder, og gik vi saa videre, -henved to hundrede Mand, opad Enningdalen, som ligger to Miil fra -Halden. Imidlertid var det slemt at fremkomme for det meget Vand, -som stod i Veiene af det Tøeveir, som havde været, og for den megen -Snee, der paa Siderne af Veien laa, endskjøndt man meest maatte gaa -gjennem Skov og Stier. Dog havde _de_ den værste samt længste Vei, -som skulde gribe Fjenden an, mod dem at regne, som skulde skjære -Fjenden Passet af til at undkomme hjem nordover Broen, hvilket Parti -blev anført af Joen Brønnelsen Bjørnstad.« - --- Ole Svendsen Bakke skred taus fremad ved Fogden Peder Smedts Side. -Der var et eget Alvor udbredt over ham, som paavirkede den kraftige -og ellers lunerige Foged. - -»Ja, al Ting i Livet er ikke Spøg,« sagde Smedt. »See, Fyrretræet -derhenne med den store Allongeparyk, det burde være vort Forbillede; -dèr staaer den, rød og kneisende, og leer ad det Hele.« - -»I Morgen seiler det maaskee som Mastetræ derude paa de fremmede -Have,« svarede Klokkeren betydningsfuldt. »Ingen veed, hvad næste -Time bringer, lad os derfor bruge denne efter bedste Formue.« - -»Ja, aa ja!« sagde Fogden dybsindig; »i Dag mig, i Morgen Dig og i -Overmorgen sig.« - -»I Nat stod Døden ved min Hovedpude,« vedblev Klokkeren. »Lad være, -det er en sygelig Indbildning; dèr stod den, og dens Haand groede og -groede; tilsidst laa den over mig, men dens Fingerender krummede sig -ned i min Hustrus Bryst. Derfor knælede jeg i Dag ved Døbefonden, som -indviede vore Sønner til Liv i Vorherre, og bad, om denne Kalk maatte -blive taget fra hende og Børnene. Dog veed jeg trøstig, at dersom -mit Liv skal gives hen for vor gode Sag, da groer der nyt Liv og ny -Kjærlighed op om hende.« - -»Ret sagt, Klokker,« sagde den bedagede Foged og sendte ham et -skarpt Blik under de kraftige Bryn. »Skulde der times Dig noget -dødeligt, hvad der for Resten ogsaa kan hænde mig, ja, saa kan Du -vente af mig, hvad jeg venter af Dig: vore Børn blive Brødre og -Søstre og skulle dele lige Kaar i vore Hjerter.« - -Fogden talte med den Myndighed, der uden Tvivl skrev sig fra den -betydelige Rolle, hans Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige -Ydmyghed, som Udøvelse af kirkelig Værdighed indgyder. - -»Gud er mit Vidne,« vedblev Klokkeren, »jordiske Baand ere stærke, -saa stærke, at en Mands Bryst kan sønderslides ved at rive sig løs, -og dog er der en stærkere Magt, de retfærdige Stridsmænds Sag. Jeg -har ofte seet dem ligge udhugne i Steen paa deres Gravsteder paa vore -gamle norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres Grave og -bedet: Kjære Kammerater i mine Kampe og lønlige Haab, tag mig for god -og lad en ydmyg Broder hvile hos Eder, naar en Gang Kampen er ført -til Ende.« - -»Ja, aa ja!« sagde Fogden og nikkede alvorsfuldt. »Naar jeg har -ønsket saadant noget, saa har der dog altid været noget galt i Veien -med Marven i mine Knogler; men en brav salt Flæskesuppe med et -lifligt Glas Kanariesect bringer let det hele System i Lave. I skal -see, naar I i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I paa bedre -Tanker.« - -»Imorgen bliver sikkerlig Festdag her eller hisset,« svarede -Klokkeren. - -Fogden, der var en belæst Mand, nynnede hen for sig af et gammelt -Skuespil: - - »Hver søger Skinnet -- - Præsten forsmaaer det ei; - den tapre Kriger smykker tidt sin Daad. - Hver søger Skinnet; - thi den, der være vil sig selv, - faaer ringe Kaar i Kirken, Leiren, Staten, -- - Saadan er Verdens Gang.« - -Klokkeren var pludselig standset ved at høre Støien af en Møllekværn -i Nærheden. Mørket var begyndt at falde. Han udvalgte ti Mænd og -begav sig ad en Sidesti efter Lyden. Det forekom ham mistænkeligt, at -en Møller i denne afsides og fattige Egn havde saa meget at bestille, -at han maatte arbeide ved Lys. - -Møllebygningen laa ved en Elv inde i Skoven, noget borte fra -Alfarvei. Idet Ole Svendsen og hans Mænd traadte ind i Gaarden, bleve -de Mølleren og to hvidkoftede Karle vaer i Færd med fra en fuldtladet -Rustvogn at bære Kornsække op til Kværnen; men Karlene havde høie -Kravestøvler med Sporer paa og sorte Halsbind over Møllerkoften. - -Mølleren blev raadvild staaende med sin Sæk paa Nakken, mens de -svenske Soldater søgte at komme op i Huset med deres. - -»Stands -- eller vi skyde!« befalede Ole Svendsen med tordnende Røst. - -Soldaterne lode Sækkene falde, saaledes, at de stode i Dækning bag -dem. Den for et Øieblik siden saa sagtmodige Klokker var i dette -Øieblik frygtelig i sin Vrede. Han maalte Mølleren med et Blik, der -luede af Foragt, og udbrød med lav Røst, som hørtes af Alle: - -»Den, der i Dag gaaer Svensken til Haande, er en Landsforræder og -fortjener at hænges paa Dørstolpen udenfor sin Huusdør. Du maler -Svenskens Korn, Møller Hans Aaby. Kirkegaarden burde ikke have Grave -for slige som Du.« - -»Enhver klarer for sit som bedst,« svarede Mølleren og slog Øinene -ned. »Maler jeg ikke Svenskens Korn, saa gjør han det selv og -skamferer mig min nye Kværn.« - -»Bedre, at Du selv havde revet din Kværn ned end laant den til -Fjendebrød. -- Bind de to Fanger og sæt dem op paa Rustvognen!« -befalede Klokkeren sine Mænd og pegede paa de svenske Soldater. -»Gjøre de Modstand, saa skyd dem ned. I Andre kaster Kværnstenene -i Vandet, slaaer Renderne i Stykker og graver Dammen ud, saa vidt -muligt er. Saa vende I tilbage til Frederikshald med Kornet og -Fangerne.« - -Ole Svendsens Mænd skrede ufortøvet til Værket. - -»Frænde er nok her Frænde værst, mærker jeg,« sagde Mølleren mørk og -forknyt. - -»Siig heller: Fjende er her Fjende næst,« svarede Ole Svendsen og -vendte Manden Ryggen. - -Mølleren fulgte efter Bakke og standsede ham udenfor paa Stien. - -»I dømme mig ikke for strengt, Ole Svendsen,« udbrød han bønligt; -»Kone og Børn, forstaaer I, sultne Munde, Brød --!« - -Klokkeren gik videre, medens Øxehuggene løde ud i Mørket fra Møllen. - -»Mens I gjør det værste, som kunde hænde mig fattige Mand, vil jeg -vise Jer en Tjeneste,« vedblev Mølleren og spærrede Stien for Bakke. -»Tre hundrede Mand fjendtligt Rytteri og Fodfolk fare i denne Stund -om i Skoven her ovenfor østerud for at tage Jer og Jeres Folk. -Skipper Daniel var her i Møllen for en Time siden; jeg kjendte hans -lumske Fjæs, alligevel han havde trykket Hatten i Panden.« - -»Skipper Daniel?« spurgte Klokkeren med rynkede Bryn. - -»Jeg lurede ved Døren og hørte ham fortælle den svenske Vagtmester om -jeres Møde paa Kirkegaarden i Morges, og at I nu ere paa Vei op mod -Enningdalen. De ligge i Baghold efter Jer, saa I komme til at vælge -den vestre Bjergvei.« - -Svendsen Bakke betænkte sig et Øieblik og vilde ile videre. Mølleren -strakte Haanden ud. - -»Siig et venligt Ord, høilærde Klokker, inden I gaaer,« sagde han -bedende; »her er saa trangt og eensomt i Skoven den lange Vintertid.« - -»Gaa hjem i Fred, om Du kan det, norske Mand,« svarede Klokkeren. - -»Kan det ikke blive til mere?« spurgte Mølleren. - -Svendsen Bakke standsede og betragtede ham sørgmodigt. - -»Den, der gjør sin Pligt vel, behøver ingen Ord, og den, som ikke -gjør sin Pligt, ham hjælper ikke Alverdens Ord,« svarede han. »Om -Du kunde give dine Børn Sække af Sølv og ikke kunde skjænke dem et -ubesmittet Navn, og dit Fædreland, saa vare I dog Alle hjemløse -Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.« - -Mølleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og -talende Blik. - -»Tak!« sagde han og gik tilbage til sit Huus. - -Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde -han til Fogden Smedt: - -»Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjælpe Møller Aaby -til Rette for den Kværn, vi i Dag have lagt øde for ham.« - -Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han -var iført en viid Sømandspjækkert og rødt Halsklæde, og da Skaren -nærmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik -forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid -til at tale, sagde han: - -»Jeg kjender dine Rævestreger; men din Broder Jørgen er en fuldgod -Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu følger -Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud -for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udøve.« - -»Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke?« udbrød -Daniel fornærmet. - -»Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min -Side, eller vi klynge Dig op som Landsforræder i det nærmeste Træ.« - -»Men bedste Morbror!« udbrød Daniel klynkende; »her staaer jeg i Slud -og Mørke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare -Jer mod at drage øster paa, siden Svensken myldrer som Djævle og har -besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa være en tyvebrændt Skurk, -som har røbet jeres Planer, og nu lønner I mig som en Hedning. -- -Hei, Foged Smedt!« raabte han Fogden i Møde; »skynd Jer vester paa -det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax øst herfor!« - -»Gjentag dine Ord!« befalede Ole Svendsen. - -»Svensken ligger 600 Mand stærk nogle Bøsseskud herfra østerpaa!« -brølede Daniel. - -Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og -de bleve enige om at følge den besværlige vestre Sti, der ad en Omvei -førte til Enningdalen. - -Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel. -Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tæt ind mod Skipperen -og befalede: »Dine Vaaben!« - -Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden. - -»See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus, -plejer Folk at gjøre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til -Kniven.« -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol, -som stak i Bæltet. -- »Den er ikke ilde paa Afstand.« - -»Usling!« sagde Klokkeren. »Dine Vaaben!« - -Daniel spændte Pistolen. - -»Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her -midt paa bare Fjeldet, lille Bakke,« sagde han haanlig. - -Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mørket skred -frem. Nede fra Møllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor -de to Mænd stode i Blæsten. En Hund gjøede nede i Dalen. Larmen af de -Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven. - -Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendøet. - -»Nu os To!« sagde han og spændte sin Pistol. »Skyder Du, vende vore -Folk tilbage, og Du er Dødsens. Betænk Dig; Du er i min Haand. Din -Sjæl mægter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slægts -Skyld.« - -»Og I vil ikke gjøre mig Fortræd med det, I har luret Jer til om -mig?« spurgte Daniel usikker. - -»Hæderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!« - -Daniel rakte dem modvillig fra sig. - -»Hvad har I nu for med Jert eget næstkjødelige Søskendebarn?« spurgte -han klynkende. - -»Du skal i Nat sove i Møllen dernede og kan drikke saa mange Kander -Mjød, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig -for at forraade vor Plan.« - -»Veed I nu ogsaa det?« udbrød Skipperen og spærrede Øinene op. »Det -var som Djævels!« - -Bakke bød ham gaa foran ned ad Stien til Møllerens Huus. - -»Jeg bringer Dig en Fange,« sagde Klokkeren og traadte ind i -Kjøkkenet, hvor Mand og Kone og Børn sade nedslaaede og lyttede til -Øxehuggene, der sønderslog deres nye Kværn. »Jeg stoler paa Dig, Hans -Aaby.« - -Mølleren lukkede Døren op til Storstuen og skjød Daniel derind efter -først forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen. - -»Dersom han slipper fri, røber han vort Togt til Fjenden,« sagde -Klokkeren. »Vort Liv er i din Haand.« - -»Vel!« svarede Aaby med et straalende Blik. »Kværnstenen, I smed i -Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.« - -Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af -en Flok Børn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og -sagde: - -»Gud velsigne din Fjeldsti og lægge Sollys over Klipperne omkring -Dig!« - -»Klokker,« sagde Aaby, »I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.« - -»Du seer mig snart igjen,« sagde Bakke, idet han gik. - -Han holdt sit Ord næste Dag i Døden. - -Om denne Nat skriver Øienvidnet Jonas Rist følgende: - -»Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa -nær, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var, -da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst, -Soldaterne først med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var -Cavalleri, vi skulde angribe; dernæst formanede han alle til Mod -og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde -Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes, -at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord -derhos: - -»At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette, -skulde han ikke blive træt eller kjed deraf.« - -Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste -dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem. - -Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og -havde vi ei gaaet 200 Skridt, før en svensk Skildvagt raabte tvende -Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav -han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden -Kirkbøen, vor Ankomst dèr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa -vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet -Varsel, førend den Vagt, som stod i Gaarden, skjød, og vi hilsede dem -Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor, -saa de Fleste maatte sove hen. Men én af den samme Vagt havde krøbet -under Ladebroen og laa der i Skjul og skjød Klokkeren, Ole Svendsen -Bakke, gjennem Brystet, saa han døde; strax faldt og en Volonteur -af Capitain Colbjørnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Søn i -Tistedalen. - -Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat -paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: »Lad mig ligge -i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Børn. Jeg er vel fornøiet; -gjører I Eders Bedste.« - -Og i det døde han. - -Da nu Bønderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse -tvende Mænd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af -Forbitrelse, at han inden et Øieblik fik over ti Kugler i sig, og -vare snart færdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at -skyde, for nu vare Bønderne blevne vrede for deres Klokker, saa det -var umuligt at stille dem tilfreds. - -Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Døde af de Svenske -vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom -der laa 1500 svenske Bønder nedenfor, som ventedes did op efter. -Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge førte nedover, hver -paa sin Hest.« - --- En halv Time senere standsede Toget. En stærk Drønen og Blistren -af Hestetrav lød inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at -de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i -Forsvarsstilling og ventede. - -Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret -over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne. -En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af -Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i stærkt Trav, ledede -af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjørnstads Folk. - -Foran Toget fløi en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans -lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han -fremskyndede Hesten med høie Jubelraab, da han saae de norske -Mænd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig -seiersstolt omkring. - -»Morbror Bakke!« raabte han med høi Røst; »her er vi med kongeligt -Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og -Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?« - -Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen -til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad. -Maanens Lys faldt blaaligt og blændende over Ole Svendsens mørke, -karakteristiske Hoved med de i Døden stivnede Træk, hvis blege Farve -fremhævedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjær, der omgav de to -Døde, fremhævede det sørgelige Billede. - -»Morbror Bakke!« lød det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang -ned paa Jorden og ilede hen til den Døde. - -»Morbror!« gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung -Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage. Han lænede sit Hoved mod -Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: »Morbror -død! -- De Hunde, de Slyngler -- dræbt ham!« - -»Fremad!« kommanderede Lieutenant Kraft. - -Toget satte sig atter i Bevægelse. Halvor greb Klokkerens Hest i -Bidselet og førte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans -Øine brændte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem -Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevægelse -kunde skade den Døde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste, -spændstige Gang og det sørgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk -Viking, lænket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een -Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt -af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens -Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet -tilfælles med Død og Tilintetgjørelse. - -See, det var derovre bag Fjeldskrænten, at Morbroderen, Jørgen og -han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop -fjendtlige Ryttere, som sprængte frem mod deres Baghold. - -»Blæs, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her,« havde Bakke -sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden -og blæste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blæste -af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrødt -Skjær over Klippens Top, mens Toget drog forbi. - -Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl døde hen i Skoven, -Morgentaagen bølgede bort mellem Granerne, det blaalige Dække gled -til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste -det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab -forstummede og bleve til Klager, da de fik Øie paa deres Klokkers -afsjælede Legeme. - -Halvor gik fremad uden at see eller høre. Dernede bag Fjeldet -tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! -- -Fjendens Korn- og Høforraad, som de om Dagen havde tvunget Bønderne -til at kjøre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Røgen og -antændte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen -kaldte til Vaaben. - -Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude -som Bissekræmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubændig -Hulken brød frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke, -Psalmen, Klokkerens dybe, bløde Stemme havde sunget som et Farvel til -Jorden, og det sidste Vers, der lød til ham alene med Morbroderens -alvorsfulde Blik dybt i hans: - - »O, hjælp os, Gud Fader, o, hjælp os, Gud Søn, - saa glade vort Løb vi fuldende; - Gud Helligaand, himmelske Trøster i Løn, - lad Kjærlighedsluerne brænde, - at vi kan med Lyst - og Mod udi Bryst, - saa kæmpe, at Kronen vi vinde.« - -Nu havde Klokkeren vundet. - -Efterhaanden, som Toget nærmede sig Frederikshald, sluttede flere -og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte -flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glæde over Seiren; nu -saaes, hvor æret og elsket Ole Svendsen havde været; stærke Mænd -sørgede, Kvinderne klagede som over en nær og afholdt Slægtning. - -Peder Colbjørnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget. -Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae sørgmodigt -ind i Ole Bakkes halvaabne Øine, der syntes at besvare hans Blik. -Saa greb Colbjørnsen Corpsets Fane og sænkede den over den Døde. -Morgensolen gjød sit Lys som en Glorie over Baaren; Mængdens Hjerte -strømmede over; det lød som et Folks Hulken over Pladsen. - -Den tredie Paaskedags Morgen hørtes den dæmpede Lyd af floromvundne -Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Sørgemusiken, saa -kom Colbjørnsens frivillige Corps i fuldt Gevær. Peder Colbjørnsen -gik nærmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Dødes -nærmeste Slægt og Venner. - -Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drøm i Opfyldelse. Mandens Liig blev -baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Døren lukket. - -Da Følget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste -til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdøren, -fordi den svenske Grændse var nær og Idfjord tilfrossen. Hver Mand -tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt -Ligprædiken og beviste, hvor vel den døer, som døer for sit Fædreland. - -Der var stille i den gamle Kirke. I det Øieblik, Ligbærerne nærmede -sig for at løfte Kisten, traadte en sørgeklædt Kvinde hen for -Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte -Uldklæde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tværs -igjennem Træet, løftede saa begge Arme mod Himlen og udbrød med en -Stemme, der skjælvede og bævede, men forstodes af Alle: - -»Det høre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Sønner, -skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fædreland, som -Du gav dit Blod!« De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da -Kisten sænkedes ude i Graven, og to Geværsalver løde hen derover i -den stille Paaskemorgen. - -En af Norges gode Sønner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen -Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde: - - I Landet var han født, - i Kirken var han Degn, - i Marken General - for Folket af sin Egn. - -De have reist Klokkeren fra Id en Steenstøtte i hans Sogn. Paa -Norges Historiebrædt ridsede han selv med sit Blod en trofast Søns -Kjærlighedstilstaaelse: - - S. M. - - - - -COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«. - - -De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren -fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler -mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget -med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage -Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet -Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning -skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den -heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et -Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle -Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af -dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke -en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget. - -I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over -Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og -beleire. - -I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres -Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden -indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans -Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og -foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier, -ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller -dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden -spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder, -havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring -Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den -stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i -Nærheden.« - -Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de -Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke -Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større -Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et -Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var -blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og -Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden -Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord: -den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde -trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt -vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv. - -Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og -mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde -slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en -Klippe, under en Busk. - -»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt -Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have -indtaget Frederikshald.« - -»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte -Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men -den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.« - -Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og -Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen -Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt, -saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente -Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt, -at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa -Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de -af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme -i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til -Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ -bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde -og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne. - -Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en -fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned -til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i -Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden -undersøgte Hytten. - -Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de -erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen, -hvad de manglede i Blidhed og Føielighed. - -Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder -Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en -Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at -betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør, -befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit. - -»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde -han. - -De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder -saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot -nogle Dage endnu. - -»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer -enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen. - -»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og -nikkede til hverandre, som om det var en given Sag. - -»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min -Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et -tordnende Hurra. - -En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene. - -»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde -Colbjørnsen. - -Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels -Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende. - -»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,« -befalede Underofficeren. - -Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk; -han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen -mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en -Haand. - -Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels -Anker traadte frem med Haanden til Huen. - -»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre -Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod -Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.« - -»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,« -kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.« - -»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte. - -Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og -paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere -Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne -ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at -forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød -mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse -mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med -Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed: - -»Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fæstningen.« - -Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det -militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de -indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved -Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans -egen Gaard og en Skildvagt for Hullet. - -»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig -selv.« - -Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae -nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde -ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De -saae sig forbauset omkring. - -»Hei, Niels -- herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen. - -Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og -stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer. - -»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham -et Pengestykke. - -»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg -jo ikke faaet Dem at see.« - -Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv, -hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist, -undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort. - -Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste -af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en -selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i -Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt -blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad -var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa -lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk -Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke -Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse -halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige -og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det -var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som -farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke, -friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her -besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre -som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der -giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er -knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og -»de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar, -og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og -broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og -Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede -Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de -mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden -fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og -Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens -lave Træhuse. - -En Aften vendte Peder Colbjørnsen hjem fra et af sine sædvanlige -Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at -opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine -Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden. - -Øst for Frederikshald paa Bjørnstads Hede kom han til et fattigt -Træhuus, hvor et Stykke skjævt Glas i Væggen erstattede Ruden, og -hvor Alt røbede den dybeste Nød og Armod. Colbjørnsen standsede sin -Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Dørlaagen. - -En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glæde ved -at see Colbjørnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for -Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens -Bidsel. - -»I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stønner, saa -træt er den; træd ind i min ringe Hytte og gjør den stor!« bad Manden. - -Colbjørnsen trak Tømmen til sig. - -»Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og ønsker blot at høre, hvad -I har seet til Svensken i Aftes.« - -»Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den. -Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han først -var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. -- Giv -mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens -I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.« - -Colbjørnsen rystede paa Hovedet. - -»Saa lad mig løbe foran Jer Hest for at være Jer til Nytte -underveis,« bad Manden. - -Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjørnsen bemærkede, at begge -kjærtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne, -alt mens de løste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brød -efter det andet ind mellem dens Tænder. - -Colbjørnsen bekjendte senere, at han, skjøndt haardfør Soldat, havde -ondt ved at beherske en pludselig overvældende Følelse af Lykke og -Bevægelse ved at see disse fattige Folk, der næppe selv havde det -tørre Brød i deres faldefærdige Rønne, liste sig til at stoppe deres -Føde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade -kunde være ham til Nytte. - -Lidt længere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjørnsen ved i -Morgendæmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved -Siden af Veien med Øret trykket lyttende imod Jorden. - -Colbjørnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte. - -Han svarede: »Det er forfærdeligt at høre de svenske Ryttere -galoppere omkring paa alle vore norske Veie.« - -Colbjørnsen sprang af Hesten og hørte sagte, fjerne Drøn, som Bonden -bedre forstod, efter at han saalænge havde benyttet denne Telefon. - -Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Nætter Mænd og Kvinder, -stirrende og lyttende, angstfulde og bævende, og alle erkjendte -de senere, at det var skjønne og lykkelige Timer, skjønne, fordi -saa meget af det ædleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt -et Udtryk, lykkelige, fordi de skjænkede Livet et saa rigt og -bevæget Indhold, at Timerne bleve mere vægtige end senere lange -Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe -andet Udbytte end en navnløs Grav, en Virkelighedstilværelse uden -Eftermæle, der ofte hverken i Liv eller Død skjænkede Følelsen af at -have levet. - -Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der fører til Frederikshald, -standsede Colbjørnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grøften; -det var Hans Brecke, en af Colbjørnsens Frivillige, som havde denne -betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa -farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren -Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortælle i hans Fjeldegn. -Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En -undersætsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt -som en Taters og med et langt, graasprængt Skjæg, der var flættet ind -i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i Øiet, fik undertiden et -Præg af saa ubøielig Vildhed, at Folk vare ængstelige for at være -alene sammen med ham. - -Colbjørnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et -tordnende: »Holdt -- hvem dèr?« og af en Bøsses uheldsvarslende -Klikken. - -»Du holder god Vagt, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen og rakte -Smugleren sin Feltflaske. - -»Hvordan Fanden skal jeg i Mørke kjende Ven fra Svensken, forinden -jeg har dem paa Halsen?« brummede Hans og rakte Colbjørnsen den tømte -Flaske tilbage. - -»Du tilraaber dem »Holdt! -- hvem dèr?« og naar de svare paa Svensk -eller slet ikke svare, saa brænder Du dem paa Pelsen for at vare dine -Kammerater. Fortsætter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis -i Mørket see at knibe ud langs Klipper og Grøfter for hurtigst muligt -at bringe mig Melding.« - -»Skal skee!« svarede Hans med et tilfreds Griin. »Saa melder jeg -Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden -kom hernedover mod Fæstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke -lystrede, spændte jeg Hanen og trykkede løs. Min gamle Flint klikkede -fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede Øst paa, -Fanden i Vold.« - -Colbjørnsen tog for første Gang Hans Brecke i Øiesyn ved Skjæret fra -sin Blændlygte. - -»Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Læs Geværer?« -spurgte han. - -»Ja, det var mig,« svarede Hans. - -»Du afleverede din Vognladning til Fæstningskommandantens Folk, -skjøndt min Ordre lød paa, at Du skulde kjøre Vaabnene op til min -Gaard?« - -»Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog -Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.« - -Colbjørnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesættelse. Brecke holdt -fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjørnsen vilde ride videre: - -»Siig et godt Ord, Capitain!« - -»Slip Hesten.« - -Hans Brecke lystrede, men gjentog: - -»Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!« - -»I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjører Gods og en -Drift Kvæg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor -Skonningfossen,« sagde Colbjørnsen og talte 3 Mark op til ham. - -»Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for -det gaaer ikke,« brummede Smugleren. »Men naar Capitainen befaler, -maa jeg jo lystre.« - -»Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,« -sagde Colbjørnsen. - -»Godt, Capitain!« lød det som et hæst Brøl efter ham i -Morgengraaningen. - -Et Par Dage gik. Colbjørnsen saae intet til Brecke, og han opgav -Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en -daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte østpaa med over -Grændsen. - -Medens Colbjørnsen den følgende Dag stod paa Torvet og exercerede med -sine Folk, følte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende -sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde Øine gave nogle -sære Glimt, idet han hviskende udbrød: - -»Jeg har det Altsammen!« - -Han førte Colbjørnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrække, -belæsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brægende Geder -og Køer. Længst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget -omhyggelig om. - -»Hvad bringer Du dèr?« spurgte Colbjørnsen. - -»Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen,« brummede Brecke, »fordi jeg -lod Kommandant Brun tage det Læs Geværer fra mig; saa tænkte jeg, at -det var bedst at faae et andet Læs Flintebøsser ned til Dem for at -blive gode Venner med Dem igjen.« - -»Hvor i Alverden har Du faaet de Geværer fra?« spurgte Colbjørnsen -forundret. - -»Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop -bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bøsser, og Enhver, -der ikke efterkommer Befalingen, skal føres over Grændsen. Saa fik -jeg mig en Vogn og kjørte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og -sagde til vore Bønder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til -Capitain Colbjørnsen, saa kunde de lægge dem i min Vogn; men vilde -de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et Øieblik, -saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget -Vaaben i de Gaarde, som jeg har besøgt,« tilføiede Brecke med et -bredt Grin og trak en gammel Læderpung frem, hvoraf han lagde to Mark -og nogle Skilling paa et Kjældertrappetag. »Værs'god -- dèr er hans -Penge.« - -Colbjørnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere -gaadefuldt. - -Brecke forekom hans Spørgsmaal, med den Forklaring, at -han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til -Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen. - -»Svensken?« udbrød Colbjørnsen. - -»Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til -at befordre Vaaben og Fødevarer til deres Leir; men det Hele var i -et saadant Roderi, at jeg rolig spændte mit Forspand for deres Vogn -og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg -dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjøre -foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der -gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjørsel, som Svensken vist -havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens -de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til -Frederikshald.« - -Brecke havde udført sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed, -hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til -Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste -Sag af Verden.« - -»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste -Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende -Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre -paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til -Frederikshald.« - -»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen. - -»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand -Oppassere.« - -»Hvor er nærmeste Landingssted?« - -»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og -holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.« - -»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over -tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen -er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.« - -Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb -Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud, -traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte: - -»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke -dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand -paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige -Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer -Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten -præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev -en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd. - -Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende -Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies -med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af -Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor -Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild -og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s -Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde -dem til Live -- dræbte dem for Resten ogsaa. - -Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag -efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne -Fortællings Hovedpersoner. - - - - -STORMUGLEN. - - -Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke, -der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm, -som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den -svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og -Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af -Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele -Tilliggende. - -Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden. -Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der -skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans -Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv. -Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad -han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham -nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt -Andre paa Afstand. - -Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En -Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene; -en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de -rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa -Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde -i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret. - -Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod -Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans -Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede -Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig -op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid -længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige -Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om -han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt. - -Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt -denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa -onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt -Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver -sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig -i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et -splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle -Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over -Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra -Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet -ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig -i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han -i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i -Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse -stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham -varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor -kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt -for den eensomme Gamle. - -Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget -hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var -reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte -Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor -Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til -Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang -Salmer dertil. - -»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort. - -Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen -om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund, -og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte -Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags, -Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi. - -Fiskeren gik ned til Baaden. - -»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme -heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder -skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?« - -»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min -Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde; -den giver mig Mælk nok.« - -»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal -vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til -Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores -tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet, -som bringer alle disse delikate Sager til Huse.« - -»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte -Fiskeren barsk. - -»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har -laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede -Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde -hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra -Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels -Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden -med Storm.« - -»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder -Kjælderen tom.« - -»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har -brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer -nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,« -sagde Daniel og kneb Øinene sammen. - -»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt. - -»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det -vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa -op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een, -at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares, -de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for -det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage, -forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel -frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min -Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og -betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide -mere i Nød og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?« - -Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det -sammen i Gedens Brædeskuur. - -»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig -Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det -bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er -jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her -i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte -Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun -gjør os Skam og Ulykker.« - -»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!« -gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min -Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- Øie for Øie, Tand for -Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet, -knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde -Barmhjertighed!« - -»Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev -Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog. -»Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede -Skinker -- de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel --, 3 -Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem! --- Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner, -I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor, -den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han -til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over -Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte -ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig -selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok -druknet herudenfor Skjæret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en -Tønde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at -strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge -Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en -Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer -Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i -mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!« - -Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og -smilede kjærligt. - -»Min Ældste døde i sit Kald -- den Yngste har bødet for sit Fald -- -derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod -det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.« - -Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han -stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i -Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land. - -Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under -denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at -forsvinde igjen. - -»Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa -ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans -Høyer og Olaug sidste Søndag?« - -»Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over -hende!« - -»Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand -gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel. - -Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa -Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse, -medens han gik hen mod Husets Eier. - -»Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og -saae truende fra den ene til den anden. - -Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans -Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede -paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos -den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans -Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom -afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste -Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk. - -»Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i -den brudte Røst. - -»Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende. - -»Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far -min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?« - -Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød -op i hans furede Pande. - -»Bjørnstads Søn -- Øie for Øie, Tand for Tand! -- Almægtige Gud, hør -min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede. - -Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede -Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor -Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret. - -»Hvem er den Mand?« spurgte Halvor. - -»I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige -Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det -usædvanlige i Situationen. - -»Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et -straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som -Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!« - -Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor. -Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine -udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst; -da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende -Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den -Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i -sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen -slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor -og sagde usikkert: - -»Græd Far din over Faster Ellen?« - -»Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned -for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og -hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad -Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede -og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels, -vildledte Barn!« stønnede han.« - -»Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt -fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde -han »Stakkels, vildledte Barn«?« - -»Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede -Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har -sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.« - -Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes -Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte -sig over de stivnede Træk. - -»Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en -Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte. - -»Anden Gang var --« Halvor brød kort af. - -»Var --?« spurgte Ellen. - -»Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.« - -»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt. - -»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort -Alt godt,« svarede Halvor. - -Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt Strøm, Klage over lidte -Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv -derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde -have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt -til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne -var ved at bryde igjennem. - -»Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren -heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa -Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens -bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og -Brænding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil -hjælpe -- jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!« - -Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang -fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit -Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og -Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager. - -»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke -ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned -sine tørre Øine med Bagen af Haanden. - -»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,« -hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine. - -»Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor. - -»Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst. - -Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret -Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen -Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand. - -»Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han. - -Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk, -medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk. - -»Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin -brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du -her har faaet -- naada!« - -Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en -Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor -sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade. - -»Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over -mod Bratø. - -Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred -Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende -frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte -Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning, -og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre -Fartøier, der varpede Kæmpen i Land. - -Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen -Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom -deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne -Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket -de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som -af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar -1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en -anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker, -»indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af -Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden -vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og -Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden -og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos -eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte -Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget -mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser. - -Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og -forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger, -og det danske Flag blev heist. - -Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i -Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning -for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som -skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag. -Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med -de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen -omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som -Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne -klogelig varpede Prammen tilbage til Halden. - -Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle, -lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen -blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som -strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der -fortalt hos Jonas Rist: - -»Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit -Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger -med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer -tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne -indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at -see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant -skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land -lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste, -som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved -Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt -Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk -Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de, -som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst -og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet -eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte. - -Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne -i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og -Skipper Daniel. - -Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet -hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire, -og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte -Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme -hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve -Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som -passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær -blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde -see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og -hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der -kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som -de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den -eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor -Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge. - -Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til -Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi -havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem -over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om -Morgenen.« -- - -»Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over -Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over -Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende -Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres -ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for -Rov og Plyndring. - -Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker -var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til -Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang. - - - - -SKJÆNDSELSBARNET. - - -I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu -udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle -Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere. -Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og -Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i -Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar, -som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde -sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end -Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng -sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug. - -Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført -Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse -af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben -benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den -Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt -for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev -anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar -mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit -Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360 -Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere -saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde -betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten -bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv -og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes -væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at -ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet -rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand. - -Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben -for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at -sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt, -»spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om -Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev -afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to -Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres -Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen. - -Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den -endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae, -lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige: - - »Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner - og Under derved ei, I, mine Bjerge revner; - thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt - og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't. - Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale - og ny Elendighed om Ilden at afmale. - Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa, - naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa. - Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde, - om end Ulykken mig har altid villet ilde. - Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent, - min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.« - -Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange -Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed -da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede -til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie -andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder, -til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var -det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de -Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder -vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus, -dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe -ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete. -De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes -alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny -Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det -var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i -Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver -vilde paadrage sig. - -Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til -Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort -sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ. - -Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare -blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve -Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om -hans Dødsbaare. - -Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og -velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens -Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var -kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer -paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle, -der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse. - -I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i -Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik. -En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof -til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers -Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og -Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til -Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og -Borgernes Originalitet. - -Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter -Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk -i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i -Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var -stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod -Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende -kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne, -brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud -af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om -her holdtes Flyttedag. - -Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i -tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden -Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud -tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed, -hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at -Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i -hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet -og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller -formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at -Giftermaalstiden var stærkt inde. - -Det bankede paa Døren. - -»Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme. - -Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en -hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede. - -Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød: - -»Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar -efter Aftale?« - -»Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken -elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles, -hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt -Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur. - -»Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede -Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd, -saa væk med Familiehensyn!« - -»Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende. - -»Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende -Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad, -hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter -Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt -imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa -tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med -glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt -Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv -vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at -efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?« - -Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende -Bevægelse: - -»Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede, -svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og -Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre -Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare -Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng -at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte -vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt -erhvervede Skatte« -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter -- -»skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet -Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til -Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.« - -»Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og -gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to -Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa -Fæstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er -der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.« - -»Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!« -udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested, -skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning -holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske, -røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.« - -Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde -hurtigt: - -»Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til -hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.« - -»Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle. -»Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore -Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende -Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i -Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de -ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som -han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i -Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores -Parti.« - -»Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret. - -»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene -sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men -høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle. -Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de -mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser -med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør -sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.« - -Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde -fastere om Kroppen. - -»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa -Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. -- -Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?« - -»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende -femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i -Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende -i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min -Casper med det gode, det gjør hun ikke.« - -»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo -tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?« - -»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige -Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa -fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da -Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu -kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers -Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han -viser sig.« - -»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et -Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et -til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.« - -»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og -sukker, og lige langt kommer han.« - -Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i -Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke -Knapper. - -»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive -Øine; »den kræver Hævn!« - -»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og -reiste sig forfærdet. - -»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige -Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk; -Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om -hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad -og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over -hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten; -men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede -mig læsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en græsselig Ulykke -i Familien.« - -»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen. - -Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes -høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa -Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og -rank blev staaende indenfor Døren. - -»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den -unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du -din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader -Grisen æde Caspers Æble! -- Endnu denne Nat falder Du til Føie og -staaer ikke din egen Lykke i Veien.« - -»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken, -det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus -Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven, -Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste -Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet. - -»Motter, Motter -- din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede -Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble -og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og -hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min -trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst -tredie Gang for os i Lunelands Kirke?« - -»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea -og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder. - -»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to -Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa -meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner -den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes -Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af -Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende -Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til -Ægte senere.« - -Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde -stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle -laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt -Smil: - -»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille -Duerede.« - -Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode -de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede -til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte -Ulles Leilighed fra det øvrige Huus. - -»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked; -»den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og -Selvfornægtelse og Gudsfrygt.« - -Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød -til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i -Bagerboden. - -Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede -og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke -Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa -fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den -unge Pige. - -»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde, -i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar -Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok, -hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? -- Kom -nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud, -saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.« - -Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene. - -Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede, -idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst: - -»Hør nu mit sidste Ord, Casper Høyer: før springer jeg ud af Vinduet -her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme -og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen -Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han -mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene -- hører I? --- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for -os To alle Aar til Ende.« - -Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans -Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet. - -Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst. - -»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor -og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme -og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa -streng mod mig?« - -»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du -Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre -Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit -Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den -Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige -Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i -Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant -noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da -jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa -smækkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore -unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De -rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som -kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse, -som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg -var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven. --- Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. -- Du er -saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre -vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo -derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! -- saa bliver Du -nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet -og klar.« - -Olaug klyngede sig til Vinduesposten. - -»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun -med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden. - -Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene -om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og -knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte -hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans -vandblaa Øine. - -»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset --- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.« - -Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten -over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der -pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet. - -Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa -mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne -- -Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle -Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« -- saa et lydløst Øieblik, -Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik -Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud, -hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem -imod den, -- Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder -havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over -Frederikshald. - -»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre -Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!« - -Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et -Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. -- -Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens -Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde. -»Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til -Kjælderen. - -Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at -blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren, -aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse -nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og -stænge Døren omhyggelig efter sig. - -»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens -Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne. -»Hun er min, og jeg er sin.« - -Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive -lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede: - -»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille -Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer -til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange -heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter -Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin -Fæstemø!« - -Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte -Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte -Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset, -hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret -Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere -i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift -Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at -modtage Svenskekongens Indfald i Staden. - - - - -ILDSKRIFTEN LÆSES ENDNU PAA KRØNIKENS EVIGE TAVLER: - - »Hvo, som vil frelse sit - Land, han skal ei skaane - sit Gods.« - - -Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det -fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes -i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt, -Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren? -Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt -krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit -Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken, -for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een -Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet --- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod? - -Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald -Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor -Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens -bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis -maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for -et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en -saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har -opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og -Land. - -Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken -halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa -Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen -Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre -over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple -Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til -Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive -tvungen til at overgive sig. - -Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens -udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste -Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at -melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave -sig tilbage til deres Poster. - -Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev -ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de -stille Gader. - -»Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han -til den Øverstbefalende. - -»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,« -svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore -egne Folk, som I tage feil af.« - -»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som -Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor -Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen -over hele Staden. - -Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og -til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne -Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde -lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv, -og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl -udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad, -hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde -derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i -Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved -deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig -Overrumpling. - -Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved -Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa -den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter. -Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak -med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen -blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede -til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre -hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og -Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang. - -Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig -atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler -og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som -Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet -paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der, -indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater -som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre, -og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye, -store Fremtidsseire. - -Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder, -hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens -evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk, -flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa. - -Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring -med et løftet Sværd og tindrende Øine. - -»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen -Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas, -som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste -noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at -række fyldte Kruus ud til Krigerne. - -Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede -Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter -de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev -lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser, -hvor Kampen rasede. - -De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre, -brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle, -faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig -Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store -Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget -Huusbehov. - -Nu stormede Svenskerne Frederikshald. - -Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den, -Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte -et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der -kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var -ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før -senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs -Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave. - -»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet -en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg -kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i -Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!« - -Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt -var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti -Karabinkugler. - -Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine -Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over -Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten -alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden -flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over -nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i -Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain -Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet. - -Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen. -Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i -den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts -og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene; -ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres -Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var -Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes, -sloge de uden Betænkning hverandre ihjel. - -Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod -det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram, -som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om -dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere -vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og -gjorde Fjenden ubodelig Skade. - -Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst -slukke. - -»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld. - -En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende, -indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden -begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og -Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder; -stor Jammer og Elendighed overalt. - -Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og -her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt -vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste, -de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra -Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest -tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere -truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig. -Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde -deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel. - -En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare -svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens -Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes -Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig -som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der -utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne -Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i -Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede -for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad, -der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige -Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin -Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte -pludselig utæmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten -paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet -høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i -Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret -havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse -Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes -Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg. - -Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt. - -Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og -derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden. -Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom -hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort -efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne, -udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i -Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet -12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker -for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt -Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde -bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand -i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide. - -Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine -Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson. - -»Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede -hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som -jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.« - -I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to -skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt -Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham. -Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa -Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin -Pande. - -»Det var den værste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!« -udbrød han og sank om paa Jorden. »Månsson -- herhid! Nu bærer det -lukt ind i Helvede til Kammeraterne!« - -Trompeteren kastede sig ned over Vennen og løftede hans Hoved. - -»Erikson -- Fargubbe!« hviskede han; »I drog mig op og var god mod -mig -- De siger, en lille Bøn gjør godt -- aa hvad, en lille en til -Jesus?« - -»Sludder, Hvalp!« stønnede Erikson. »Himlen er for Præsterne og -de gamle Svæklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om -paa deres Knæ. Helvede, det er for os prægtige Krigskarle og de -hvidbrystede Tyrkinder -- Husker Du hende med de røde Læber, som vi -slagtede dernede? -- Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil -jeg gaa. -- Nu op med Trompeten, Månsson! Lad dem høre dernede, hvem -der kommer.« - -Erikson sank sammen. - -»Spring ind med Olaug i Peter Wærns Have; Laagen staaer aaben. Imens -holder jeg Svensken Stangen,« sagde Jørgen, idet han foer ind mod -Fjenden, svingede Bøssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og -opnaaede saaledes et Øieblik at spærre den trange Gyde. - -Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i -Favnen og stængede forsvarligt efter sig. Da Jørgen saae Laagen -lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden, -forfulgt af Svenskerne. Olaug støttede sig mod Plankeværket og fulgte -med Spænding dette Optrin udenfor Muren. - -»Hvad gjør Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket?« spurgte -Halvor barsk og heftigt. - -Hun skjælvede og brast i Graad, da hun saae Jørgen flygte; for -første Gang i alle disse Maaneder brød en bitter, trøstesløs Graad -igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som -den drilvorne Knøs fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i Øiet -og Værdighed over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt -Aftenens Hændelse, Tvangsægteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev -pludselig blød og tog hendes Haand. - -»Hør, hvor de skyde og tromme derude, Olaug!« udbrød han. »Det kalder -til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive -stolte over mig. -- Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hørte Fuglen -synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper -Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug,« vedblev han -hurtig og fremstødt som om en længe hæmmet Kilde endelig fandt sit -Udløb, »hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min -Fæstemø og Fædrelandet er i Fare -- det er, som om jeg kunde løfte -Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk. -- Herre Jesus, nu er det værd -at leve! Alt teer sig saa godt. Hør, hvor de skyde i Nat!« - -Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys -overstaaede Rædsler, den overhængende Fare, Tumlen og Skrigene -udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge -Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men -da han bøiede sit glødende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse -hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned mod Elven. - -»Ogsaa Du, Halvor!« sagde hun bedrøvet. - -»Du har Ret: først Seiren, saa Lønnen!« jublede han og strakte -Hænderne mod hende. »Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine -alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. -- Bliv her. Maaskee Du -fra Hængebirken derhenne om lidt skal see mig kæmpe, for det er -Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dèr og Broen, nu hele Krigen -staaer om. -- Farvel, Olaug. Min Kjærlighed til Dig sidder plantet i -mit Hjerte -- Nu veed Du det Hele.« - -Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som Østens -Morgenrøde over Æblehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde. - -Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde: - -»Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa -alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du søde -Veninde.« - -Han ilede ud og stængede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mødet med -Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tæt nedenfor -Muren; de lysende Kugler fløi som osende Stjerneskud over hendes -Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsættelsen af -Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede -de svenske Soldater under Arbeidet. - -»Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde,« svarede Kongen. - -»Maiestæt, Folkene ere dødstrætte, og Plankerne slippe op.« - -»Saa maa Soldaternes Liig gjøre Strø. Broen skal være færdig inden -Solopgang,« befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling -Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede -Kanoner at bringe Prammen til Taushed. - -Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm. -Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae -Ildsvælgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser væltede -ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mænd -forlade Batteriet, efter forgæves Forsøg paa at fornagle Kanonerne, -medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned -mod et Fartøi ved Bryggen for ad Søveien at undkomme til Fæstningen. -Svenskerne forfulgte med Seiersbrøl den lille, tapre Skare. - -I dette skjæbnesvangre Nu fløi en heltemodig Indskydelse gjennem -den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store -Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over -Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den tætte Krudttaage frem -mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Søm. - -Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist: - -»Da Olaug formærkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun -i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens -Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordærvet -Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med -nogle store Søm; dem drev hun i Stykkernes Fænghuller og dem saaledes -fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i -Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller -med dem beskyde Prammen.« - -Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre -Oberst, skjøndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den -unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med -Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler. -Olaug blev uforfærdet staaende og maalte Fjenden med flammende Øine. --- Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod -hende. - -»Tilbage!« sagde Kongen til Soldaterne med lav Røst. - -Han blev øieblikkelig adlydt. - -»Er I svenske Mænd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin -Pligt.« - -Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen: - -»Ræk mig din Haand, norske Pige.« - -Olaug hævede Hovedet og saae ind i den svenske Konges mandige, -alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig -kastede sit Øie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod -med Smil paa de fyldige, skjægløse Læber og rakte med nedladende -Velvillie og kongelig Maiestæt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham -modstræbende sin: men den var knyttet. - -»Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc!« sagde Kongen med en kort Latter. -»Har dit Land mange Heltinder som Du?« - -»Jeg er kun en af Norges ringeste Døtre,« hviskede Olaug. - -»To Mand frem og føer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun ønsker sig!« -befalede Kongen. Hans Blik fløi atter ud mod Prammen, hvis Kugler -regnede ned omkring Batteriet og Broen. - -»Vi maa bringe det Fartøi til Taushed, det koste hvad det vil,« sagde -Carl den Tolvte. »Slæb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted. -Muntert, Børn!« - -Befalingen blev adlydt. Det første Stykke, Svenskerne trak herned -fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran -den anden Kanon var forspændt 30 Svenske; Prammen bød dem saaledes -Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at -slæbe mere Skyts til forommeldte Sted. - -Det blev saaledes Olaug beskikket at udøve en stor Gjerning -til Fædrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin -Aandsnærværelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen -hæderlig Arbeider ombord fra den visse Død. - - - - -DET BRÆNDER, HAN RENDER -- RITSCH! - - -Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald; -men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu -efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen, -for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde -finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der -paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve -tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at -Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der -fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra -de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de -Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset. - -Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i -Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede -paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var -Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt -fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning -paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben -Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke -blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra -Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den -opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og -slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken. -Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem -de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet, -hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en -Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden. - -En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig -i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i -Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis -balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et -Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder. - -Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen -vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i -Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med -faderlige Smil. - -»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han -deeltagende. - -Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt -Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye -Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi -til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals -og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven: - - »Med Brand og med Baal - vi skrive vor Lov; - vi tømme vor Skaal, - vi tage vort Rov -- - Det brænder, det brænder -- ritschch! - - Vor Fjende er tam, - han lader sig slaae - from som det Bælam, - vi slagte og flaae -- - Et Bælam, Bælam -- bæ, bæ -- æ! - - Vi drikke hans Skaal, - vi skrive hans Lov, - vi tænde hans Baal, - vi dele hans Rov -- - Han render, det brænder -- ritschch!« - -Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var -saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl. - -Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den -opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken -skyderr -- snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme -Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende -Forventningstid. - -Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige -Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle -Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene -korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil. - -Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet -han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet -han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen. - -»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først -i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve -Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!« - -»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde -søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden. - -»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte -Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« -- - -Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene -langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over -Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han -med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra -de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en -Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge; -den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte -et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske -Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger. - -Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter -bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans -blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke -Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt -graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa -den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid -iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper -og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker -med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et -Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte -af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og -Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig -Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde. - -Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt -jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i -Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede -denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i -Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne -moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden. - -Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt -Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber -og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en -Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen. - -»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.« - -»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden, -som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes. -Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet -- Energi, anvend mere -Energi!« - -Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig -traadte ind. - -»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig. -»Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør -Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et -haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar, -ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget -levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. -- Hvad -befaler Deres Maiestæt?« - -»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner -til Taushed!« - -»Javel, men hvordan?« - -»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en -halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær -Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til -Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget, -saa tager jeg Fæstningen.« - -Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i -Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at -forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de -gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre. - -De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der -forfulgte dem tilbage i Gaderne. - -En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard, -gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende -Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under -Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af -Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde -af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod -Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i -Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs -Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet -Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere -Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve -og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer. - -Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede -Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere. - -»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort -tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber, -der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret -ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.« - -Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener -Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig; -hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen -af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert; -det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende -Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han -saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb -var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med -Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar -Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne. - -Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn -og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest. - -»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte -Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende -paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt -efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have -overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre, -Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!« - -I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der -lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstødte et skarpt Hviin og -sank i Knæ. - -»Uh, det Rak!« stønnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte -Hænder. »Det ender med, at de Elendige gjøre en Ulykke paa os Alle.« - -Kongen bukkede med sin sædvanlige udsøgte Høflighed mod Kvindekjønnet -og gik nogle Skridt baglænds mod Døren; han ansaae det som bekjendt -for stødende og uhøfligt at vende en Kvinde Ryggen. - -Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist, -og gjemte den ved sin nøgne runkne Barm. - -Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i -Colbjørnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders -Søster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og kløgtig Pige og -værdig Medbeilerinde til Søsterens, Anna Colbjørnsens Ry som tapper -Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at -hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee, -siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede -strax en Underofficeer med fire Mand at være hos hende til Vagt, -hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjælderen, at de faldt i Søvn og -siden brændte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter: - -»Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?« - -Marie svarede: »Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.« - -Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder -til sin Broder paa Fæstningen, da han under den hastige Retraite ikke -havde faaet det Fornødne med sig. - -Denne Bøn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder -Colbjørnsen, som kjendte sin kloge Søster, sluttede strax, at det ei -var Klæderne meent, lod dem sprætte op og fandt en Seddel fra hende, -hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Værelse Carl den -Tolvte opholdt sig. Peder Colbjørnsen meldte øieblikkelig denne -kjærkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere. - -Kongens Opmærksomhed blev pludselig henledet paa to statelige -Borgere, som uforsagt nærmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik -en Mand, som blæste i Trompet gjennem Gaden. - -»To Borgere begjære Foretræde for Deres Maiestæt,« lød Yndlingspagens -bløde Røst bag Carl den Tolvte. - -I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge -i sin Nærhed, og med rørende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og -dækkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov -utilhyllet. - -»Lad dem komme,« befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse. - -Hans Colbjørnsen og Jens Munk traadte ind med værdig Holdning og -hilste høfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hørte deres -Begjæring, at Kvinder og Børn, som vare flygtede til Æskevigen og -Sauøen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev. - -»Hvem er I, gode Mænd?« spurgte Kongen. - -»Hans Colbjørnsen.« - -»Jens Munk.« - -»Colbjørnsen, denne Stratenrøver, som uden at være Soldat myrder -og hærger i min kongelige Hær!« udbrød Maiestæten og betragtede -Colbjørnsen stift. »I ere begge mine Fanger.« - -Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Værge med det forgyldte -Messinghaandtag halvt ud og stødte den haardt i Skeden igjen, kneb -Læberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Næsen, et sikkert -Kjendetegn paa, at han var vred. - -»Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mænd,« -udbrød han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. »Jeg beholder -Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjælde for, hvad Ondt jeres -Byfolk bedrive mod os.« - -Hans Colbjørnsen slog ud med sin trekantede Hat. - -»Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort -vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paafølger.« - -Idet Hans Colbjørnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong -Carls, lød et øredøvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende -Hviin rev Ulle Halvorsen Døren op til det kongelige Gemak og segnede -om for Kongens Fødder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjørnsen efter -Søsterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Værelse, hvor -Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet. - -»Kast Jer ned, alle Mand!« befalede han rolig. - -Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde: - -»Den er kreveret.« - -Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjælker i -Stykker, saa Splinterne føge de Tilstedeværende om Ørene, Taget fløi -op, Vinduerne ud, og Gulvet sprængtes op mod Loftet. Carl den Tolvte -slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet flød. - -»Er Nogen kommen til Skade?« spurgte han og lo. Da han saae, at Alle -vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede -han fornøiet: - -»Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet -bestemt,« sagde han til Nordmændene. »Naar den kommer, saa hjælper -mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker -gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for -Herren siger: »Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din -Frelser.« -- Seer I, norske Mænd, denne Tro har jeg modtaget gjennem -utallige underbare Redninger fra større Livsfare end denne. Derfor -seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og -Hersker.« - -Hans Colbjørnsen trak paa Skuldrene. - -»Staden brænder i Nord og Syd, Deres Maiestæt!« lød pludselig en -malmfuld Røst i Værelsets Baggrund, og General Delvigs martialske -Skikkelse stod paa Tærskelen til -- Evigheden. - -Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer, -der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa -Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens -Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han -nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han -sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse. - -Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik -Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle -Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro -Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret. - -»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem -Hovedet. - -Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød: -»Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der -gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens. - -Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns -Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude -i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede, -nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis -værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens -Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig. -Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at -sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere -tause og fattede. - -Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges -hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende -betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der -længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede -hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes -Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der -udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine -store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf, -et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed. - -»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra -Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse -og Begeistring. - -»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev -han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal -nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende, -lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs -Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde -Fædrelandet!« - -Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde -paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og -rakte Olaug dem. - -»Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke -det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og -Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med -Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke -Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde -spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks -Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting -er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. -- De have -plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder -- -sippedeia!« - -Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var -Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev -staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en -Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom -hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank -i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske -Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette -ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede -af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed -mod fremmed Aag. - -Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den -Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede -Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter -løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks -Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et -ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med -Lynets Fart op langs Brædevæggen. - -Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at -slukkes. - -Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at -afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde -indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved -et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende -Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig -bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang, -Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed, -endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden -værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne -saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig -Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og -blev aldrig seet senere. - -Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav -ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab -kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig -i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler; -Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede, -og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og -Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke -længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse. - -Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk. -Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk -Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge, -der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit -Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang -frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide -efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge. - -Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den -forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet -mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers -skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne. - -»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.« - -Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til -Elven. - -Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede -et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen. -Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa -paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens -nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et -rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage, -haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende: - -»Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjønne Ansigt til! Det -maa han have sig en ægte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.« - -Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en -Ansøgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstøttelse »for -det kjære Brød paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og -svære Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjøre Fjenden -Modstand og Afbræk paa alle optænkelige Maader, forladt af sine -Medborgere, Peder Colbjørnsen og de andre, der alle løb fra Borde og -lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som Øverstbefalende i den -haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed, -uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da -hans fattige Enkesøster, der sidder med mange smaa Børn var bleven -skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjæres Invalidepension, -høiædle og velbaarne Hr. Statsraad!« - -Daniel plantede sin knyttede Næve med et vældigt Dask midt i -Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede Øine og -et triumferende Smil. »Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere -Lobescowes sammen,« udbrød han og reiste sig. »Der er et Par Løgne i -den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det -skal lille Daniel have sig en ægte dansk Kornsnaps for, fra Kongens -Kjøbenhavn.« Udenfor farvedes Himlen blodigrød af det flammende Baal -nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset, -rystede misbilligende paa Hovedet og udbrød: »Naada, hvor de gale -Mennesker rutter med Mutters Pindebrænde!« - -Denne Ansøgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to -afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne. - -Mange af de tilbageblevne Borgere brændte inde; Dagen efter fandtes -deres forkullede Been i de rygende Tomter. - -Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der -endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte -styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrøge -de gyngende Planker, og medens de Bageste trængte de Forreste; det -var Toppunktet af Rædsel, medens de Fremstormende under Fæstningens -Lynglimt, der lød som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven -eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af -Smerte, over Døende, der bede sig fast i de Flygtendes Fødder, over -Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hæse Kommandoord, som -Ingen adlød, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fæstningens -uafladelige Torden, -- underneden Elvens Strøm farvet rød af Blod. - -Det var et Mandefald. - -Tre tusinde svenske Krigskarle brøde ind i Staden, næppe tusind -slap levende derfra. Blandt de Døde vare flere Øverstbefalende, -fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne -fandtes deres forbrændte Liig, der af Nordmændene bleve begravede paa -Kirkegaarden. - -Tilsidst, som det sømmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte, -omgivet af en lille Skare trofaste Mænd, der villig gik i Døden for -deres Konge. Han selv gik freidig, med spændstige Skridt midt i denne -Kreds og saae sig om. - -»I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far -min!« udbrød han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjørnsen, der -tilligemed Jens Munk gik i hans Nærhed. - -»Vi faae at see, Deres Maiestæt,« svarede Colbjørnsen. »Nu skal jeg -gaa hjem og underrette mine Landsmænd om Eders Besøg.« - -Med disse Ord sprang han over Bolværket og naaede Land, skjøndt han -under Svømningen blev ramt af en Kugle. - -En graahaaret Kæmpe brød pludselig frem af Sværmen, ledsaget af -Jørgen Halvorsen og nogle skindklædte Mænd, hvis bredbladede -Øxer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trængte den -graanede Bersærk frem gjennem de Rækker, der omgave Kong Carl; hans -kortskaftede Øxe hævedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til -Jorden. - -»Vel mødt igjen, Kong Carl!« raabte Bjørnstad med en Røst, der -overdøvede Tordenbraget rundt om. - -Carl den Tolvte vendte sig sorgløs og gjenkjendte Kæmpen, der to -Gange i Dagens Løb havde truet hans Liv, første Gang da han stormede -Borgerskandsen, og Bjørnstad i Haandgemænget afbrændte sin Pistol mod -hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bønnen traadte ud af Christi -Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde -kastet sig mellem ham og den frygtelige Kæmpe. - -Et Bøsseskud oplyste i dette Øieblik Bjørnstads furede Ansigt, hvis -Aarer stode spændte, idet han med ubændig Villiekraft uden Dækning -hævede begge Arme for at give sig hen i det dræbende Hug. - -»En herlig Kraftgubbe!« raabte Carl den Tolvte, henrevet til -Begeistring ved Synet af denne kæmpemæssige Thorfigur. »Prægtige -Karle, disse Nordmænd! De skulle blive mine.« - -»Min skal Du blive, naar vi To næste Gang mødes, Carl af Sverige!« -raabte Bjørnstad med en Steentorrøst fra fulde Fjeldlunger, medens -Kongens Mænd reve deres Afgud bort, og Bjørnstads Øxe kløvede Hovedet -paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye -Sværme brøde igjennem og trængte Bjørnstad tilbage mod Bolværket. Det -var Colbjørnsens brogede Karle i vildt Haandgemæng med Dalkarlene. - -Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse -ombølget af Krudtrøg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende -Ansigt. Han havde en Fane i sin høire Haand, Colbjørnsens Fane, der -endnu opbevares hos Borgervæbningens Stadshauptmand. Han svingede -den jublende og søgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med -Vildmanden over de Kæmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte: - -»Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!« - -Bjørnstad slap Øxen og strakte Haanden afværgende i Veiret. - -»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lægge mit Huus øde?« raabte -han opefter. - -»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det gav et Sæt i ham. Han sank i -Knæ, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte -Arme. - -»Her, de ramte mig bare her,« hviskede han. - -Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjørnstad -løftede sin døende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wærns -Have, hvor Hængepilen hang ud over Vandet. Bjørnstads af Lidenskaber -furede Ansigt stirrede ind i Sønnens: han saae at Døden var der med -sin Stævning. - -»Øie for Øie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min -ulykkelige Søn -- Almægtige, uransagelige Gud, hvorfor bønhørte Du -en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over sit Barn?« -udbrød en Stemme ved Siden af Fader og Søn. - -Bjørnstad saae op. - -»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst og stirrede paa -den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over -Pjækkerten, medens »Stormuglen« knugede sin Hat mellem de rynkede -Hænder, og Taarerne strømmede over de indfaldne Kinder. - -»Faster Ellen!« udbrød Halvor og smilede; »nu bliver Du hjemme -hos Far, ikke sandt? -- Olaug?« udbrød han med et Sæt, reiste sig -pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der -traadte frem fra Hængepilens Skygge og støttede Barndomsvennens Hoved -i sit Skjød. »Olaug, først Seiren, saa Lønnen, var det ikke saa? -- -Kys mig nu.« - -Olaug bøiede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Læber. -En Skjælven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin -unge Kjærligheds Morgenrøde. - -Da Olaug reiste sig, stod Jørgen taus og sørgmodig ved hendes Side. - -»Jørgen!« udbrød hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig -seer Frelse. »Nu, Jørgen, hjem -- hjem til Dig!« - -Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme. - -Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens -Ildskjæret brændte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med ægte -Farver, der aldrig blegne. - -Borgernes Jubel over Seiren var isprængt med Sorg over de rygende -Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for, -at Svensken skulde vende tilbage. Da lød den 8. Juli om Morgenen -en heftig Skyden, som hørtes mere og mere jo længere det led ud paa -Dagen. Man lyttede med Frygt og Bæven; thi Ingen vidste, hvem det -var, eller paa hvis Side Seiren faldt. - -Om Aftenen stormede Colbjørnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod -Fæstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke -sine Sager og trække over Grændsen. Kort efter kom Niels Anker og -Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den -berømmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille, -der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig -ventede for at kunne indtage Frederikshald. - -»Og Svenskerne vare visselig blevne længere i Norgesland, om Gud ei -havde omstødt hans Anslag i dette Søeslag ved Admiral Tordenskjold, -den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjælpe ved.« - - - - -MARI BJØRNSTAD. - - -Det saae sørgeligt ud, da den svenske Hær atter var draget hjem -over Grændsen. Ikke en Sædkjærne var lagt i Jorden i Miles Omkreds -udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde -ligget. Dansken var vel Mester paa Søen, og et nyt Felttog i Norge -vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for -denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver, -der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende -frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et -nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne -Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hæren forblive -ved den norske Grændse for at holde Øie med Nordmændene og svække -deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tære paa deres -Grændsemagasiner. - -Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af -Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier -osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong -Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stæder og Kommuner -til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve først -inddrevne i Aarenes Løb, og Borgerne maatte saaledes foreløbig hjælpe -sig selv med at reise Brædehytter paa Brandtomten og i Fællesskab -søge at komme til Kræfter igjen. - -Det var atter Vinter. Bjørnstad levede endnu oppe paa Fjeldet. -Stadens Kjøbmænd havde andet at tænke paa end at fuldbyrde Dommen -over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var -kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Sværd vilde falde, -naar Orden og Ro igjen herskede i Staden. - -Taagen laa tæt og tung ude over Fjeldkløften; inde i Huset var der -blevet taust og øde siden ung Halvors Død; alene Duren fra Fossen lød -op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov. - -Iøvrigt gik alt sin vante Gang i Bjørnstads Hjem og i hans Bedrift. -Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede -Arner. Vinteren heroppe er mørk og streng med ondt, ustadigt Veir; -den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti -Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er første -Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter, -Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske -Kalender, har været indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer -paa den anden. - -Mari Bjørnstad gik endnu stilfærdig om og syslede i det kolde Huus. - -Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mødt en -af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at værne -om alle gode, svage Spirer, som søge at bringe Trøst og Velsignelse -til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med sønderrevet -Klædning og blodigt Hjerte, hvis klare Øine altid søgte det Mindste, -mens de fandt det Store -- for hvem Livets Kunst bestaaer i at -dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemønter som muligt i stadig -Angst for, at de dog ikke række til at hele det Søndrede, at læge -det Saarede -- skjælve for ikke at eie nok at dele ud i disse -upaaagtede Velgjerninger, der belønnes i de tusinde Led, og som -mildner Straffen for Fædrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem -har ikke idetmindste een Gang lært at velsigne En af disse Stille, -hvis Løsen ikke er skarpttænkte Lære- og Leveregler om Selvvurdering -og Personlighedsfølelse, men dybtfølte Grundsætninger, medens de i -ubevidst Ophøiethed ydmygt hente det ædle Metal frem fra Hjertets -ukjendte Dybder. -- Lad saa kun alle Lærde og Skarpsindige kaste sig -derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function -under »Livslegen«, sortere paa Hylder, destillere i Flasker, -concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og -ubevidst Psychologi, flytte Grændsepæle indefter -- saalænge vi -beholde selve Naturens ædleste Digterværk, den sande Kvinde, -- -uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at -kjende en af disse graanede Velgjørerinder, for hvem Gud ikke er -den befriende, forløsende, men ham, der gjør Byrden endnu tungere, -endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende -derunder endnu i Døden søger at fastholde, forløfte sig, Heltinder i -det Skjulte, der ubemærkede, som de levede, liste sig ud af Livets -Dør paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab, -Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der -sees paa Verdenshavet i Kjølvandsstriben længe efter, at Seileren, -der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mægte alt, fordi de -give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro, -uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred -over deres store Gjerning. - -Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den første -af de ædle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.[5] - - [5] Forfatterens Svigermoder var en høitbegavet Dame, Søster til - den bekjendte norske Maler, August Cappelen, hvis Malerier findes i - Christiania Nationalgalleri. - -Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det -tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Sønnens Død. -Mærkelig nok syntes det, som om hendes bløde Sind, nu da de første -Sørgemaaneder vare forbi, havde vundet større Fasthed, som om hendes -bøiede Ryg rettede sig, som om hun traadte med større Sikkerhed paa -den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke længer var i Stand til -at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om -Forladelse, fordi hun aandede den, søgte at mildne dens Storme ved -Bønner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneeskredet -i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strømme og Menneskene tale; det -var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa -derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Læben. Selv Maris Frygt -for Bjørnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu -forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede -over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rædsel for hende, -nu da Sønnen ikke længer kunde lide derunder. - -Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig ligesaa ubøielig som -tidligere. »Jeg vil leve og dø som fri Mand i min Rede,« lød hans -Svar. - -I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari. -Hun vandrede rastløs om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind; -to røde Pletter paa Kinderne røbede den Feber, som fortærede hende; -alene Øinene bleve større og mere glandsfulde; noget usædvanligt -syntes at være i Gjære. Hun stod af og til, naar hun troede sig -ubemærket, henne ved Ruden og stirrede længselsfuldt op mod den Stump -mørke Himmel, der viste sig over Fjeldskrænten, eller hun søgte -over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde -hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jørgen og hans Hustru Olaug. - -Saa var det en Aften i December, at Bjørnstad uventet kom tidlig -hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og -da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede -som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik -intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhæng ved Ruden -og stirrede med et mørkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og -tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen røbede, at Noget var paa -Færde. Lidt efter gik Hyttedøren op, og tre Mænd, fulgte af Mari, -begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mændene ind i Forstuen. -Bjørnstad hørte Jørgen sige til de Andre: - -»I To blive nu staaende her i Mørket. Saasnart Bjørnstad aabner Døren -udefra, kaste I Jer over ham, jeg svøber Tæppet om hans Hoved og af -Sted til Slæden! Saa bærer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjælke -kan holde. I Morgen støder Mari og jeg til Jer. -- Nu henter jeg -Tøiet ned.« - -Idet Jørgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys -i Haanden, udstødte hun et Skrig og støttede sig segnende til Jørgens -Arm. Bjørnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede -hende med et haanligt og spottende Blik. - -»Du gjør altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjørnstad?« -spurgte han. - -»Du maa frelses, Halvor!« hviskede hun skjælvende. »I Nat kommer -Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fængsel og Dom. Sætter -Du Dig til Modværge -- og det gjør Du -- saa dræbe de Dig som en -fuglefri Mand.« - -»Mari har Ret: Byfolkene ere hidsede op mod Dig af Daniel og de -andre Ulivsmænd, Du har dernede; de sige, at mens de kæmpe for -Livet i Halden, beriger Du Dig heroppe med deres Tømmer ved Fossen. -Hvad nytter det, at vi vide, Du er uskyldig; Du vil blive fængslet -og dømt. Derfor maa Du bort endnu i Nat med eller mod din Villie, -Morbror!« sagde Jørgen bønligt. »Vi ere komne for at frelse Dig.« - -Bjørnstad syntes ikke at høre. Hans glødende Øine vedblev at være -fæstede paa Mari, der vred sig under dette Blik, som rummede en -Verden af Foragt og Vrede. - -Hun strakte afværgende Haanden op imod ham. - -»Du slog ikke til, lille Mari!« sagde han med Eftertryk, medens hans -Bryn skjælvende droges op og ned. »I Nat, her, skilles vore Veie.« - -Mari søgte at gribe hans Haand; han stødte hende heftigt fra sig. Hun -vaklede og faldt over mod Bordet. Jørgen sprang frem og løftede hende -op. - -»Lad mig ligge,« hviskede hun og stirrede med bristende Blik mod -Bjørnstad, som om hun ikke ret kunde see ham. »Jeg tilhører min -Huusbond. Har jeg forsyndet mig mod ham, saa vil jeg lide den Straf, -han paalægger mig.« - -En lydelig Banken paa Forstuedøren afbrød den Stilhed, som nu -paafulgte; trampende Skridt og høie Stemmer løde op til Sovekammeret. - -»Luk op i Lovens Navn!« sagde en Stemme. - -»Forsilde, forgjæves -- Flygt, Bjørnstad!« bad Mari og klyngede sig -til Mandens Knæ. »Dernede Fængslet, heroppe Døden!« - -»Og Troløshed,« sagde Bjørnstad haanligt. - -»Giv mig et andet Ord med paa den lange Reise!« hviskede hun og -reiste sig med Besvær. - -Forstuedøren blev revet op, der lød allerede Trin paa Trappen -udenfor. Mari stak med en sidste Anstrengelse sin Arm ind i -Dørkrampen og stængede saaledes Døren. - -»Flygt!« bad hun. »Et heelt Liv gav jeg Dig i Kjærlighed, min -Bjørnstad! Nu kalder Halvor. Giv mig blot dette ene: frels Dig! -- og -vær velsignet!« - -Hun sank sammen. - -Bjørnstad saae forfærdet Dødens Skygge brede sig over Hustruens -indfaldne Træk. De sidste Dages Spænding, den sidste Times Kamp var -for meget for hendes svage Kræfter. Udefra ruskede Byens Mænd i -Døren; hun følte ikke længer Smerten i den lemlæstede Arm; hendes -livløse Legeme hvilede ved Bjørnstads Bryst; hendes Sjæl fløi mod Gud. - -»Luk op, i Lovens Navn!« lød Foged Wexelsens bydende Stemme udenfor. - -»Bødler i Helvedes Navn, hold inde!« tordnede Bjørnstads mægtige -Stemme indefra. - -Et Øieblik efter blev Sovekammervinduet lukket op med et Brag, og en -sort Skikkelse, iført Bjørnstads mørke Vadmelskofte, gled lynsnart -ned langs Muren ud over Kløften og forsvandt i Dybet, medens Jørgen -Halvorsen bøiede sig ud af det aabne Vindu og kaldte Lovens Folk til -Stedet. - -»Kors og Pine!« udbrød Byskriveren og sprang hen til Afgrundens Rand, -ledsaget af Stokkemændene. »Manden har paa det Skjændigste undlivet -sig selv for at undgaa Lovens retfærdige Straf.« - -Samtidig gik Husets Bagdør op, og en Skikkelse gled ubemærket ned mod -Krattet og forsvandt i Skovtykningen. - -Bjørnstad var fra denne Dag forsvundet fra Egnen. - - - - -I LØBEGRAVEN. - - -Den 9de November 1718 kom Kundskab til Frederikshald, at Carl den -Tolvte paany var brudt ind i Landet, denne Gang med en Hær, der -bestod af 16,000 Mand Infanteri og 13,000 Mand Rytteri, medens -General Arnfeldt samtidig trængte ind i det trondhjemske Lehn i -Spidsen for henved 10,000 Mand. Kong Carl havde tilbragt det meste -af sin Tid siden 1716 ved Landets Grændse med idelige Forberedelser -til et nyt Indfald i Norge. Hans Plan var lagt til Rette i dens -mindste Enkeltheder. Norges Erobring var kun det første Led i et -Kæmpekrigstogt, der bagefter skulde omvælte den bestaaende Orden i -Europa. - -Den svenske Konge deelte sin Hær i tre Afdelinger, hvilke alle -skulde forene sig ved Frederikshald; det var hans Hensigt at tage -Frederikssteen, før han gik videre. - -Byens Borgere modtoge denne Efterretning med Sorg, Harme og Skræk; -deres Ofre og Tapperhed syntes saaledes at have været forgjæves og -deres By hjemfalden til Arvefjenden. - -Samme Nat laa Kongen paa en Bondegaard, Præstebakken kaldet, en halv -Mil fra Frederikshald. Fjenden vedblev sin Fremrykning, langsomt, -men sikkert. Kong Carl havde af Erfaring lært, at Stad og Fæstning -hverken lode sig overrumple eller tage ved Storm; denne Gang skulde -en sindrig lagt Krigsplan følges og intet forspildes ved Overilelse. - -Klokken tre den 15de November bleve de første Allarmskud løsnede -fra Fæstningen, og Normændene sænkede deres Fartøier i Indløbet. -Af Byens Indvaanere vare nogle dragne andet Steds hen, da endnu -kun faa Huse vare gjenopbyggede. Kongen lod Borgerne sige, at han -snart skulde have Fæstningen i sin Magt, saaledes ogsaa Byen. Den -24de November gjorde han om Natten atter Forsøg paa at overrumple -Staden og stod allerede ved Kirkegaarden; men mod hans Forventning -var Borgerskandsens Besætning ogsaa denne Gang aarvaagen og drev -Svensken tilbage med Musketild. Nat og Dag var Fjenden beskjæftiget -med at gjøre Skandsekurve og Faskiner og grave Løbegrave ind imod -Fæstningen, samt fremslæbe Kanoner og Mørsere m. m. - -Taagen laa i alle disse faresvangre Dage uigjennemsigtig over Landet. -I det stille Veir kunde Byens Borgere ved Nattetid høre Fjenden -hugge, raabe og være i idelig Bevægelse. - -Fæstningens Garnison bestod af ca. 1200 Mand. Ingen tvivlede om -Udfaldet: Frederikssteens og Stadens Indtagelse af Carl den Tolvte. - -Den 6te December Kl. et var Fjenden trængt saa vidt frem, at han -inden Aften havde skudt Breche i Gyldenløves Bastion; den 8de om -Eftermiddagen blev denne vigtige Stilling taget ved Storm; Kong -Carl satte selv en af Stigerne mod Muren. Dermed syntes Fæstningens -Skjæbne at være afgjort. Samme Nat fortsatte Svensken at grave -Løbegrave, som han havde paabegyndt sex Dage tidligere, ind -mellem Gyldenløves og Frederikssteens Contreskarpe under heftigt -Bombardement og Kanontorden fra Fæstningen. De lange, mørke Nætter og -Taagen kom Fjenden til Hjælp. - -Trods den tilsyneladende Seiersvished, hvormed den svenske Hær -saaledes denne Gang rykkede frem mod sit Maal: Norges Underkastelse, -herskede der en mørk og trykket Stemning i den fjendtlige Leir. -Utrolige Savn, Lidelser, Sult og Kulde havde allerede bortrevet -henved 4000 Mand af Carls Armee; langs Veie og Grøfter, i Skove -og mellem Klipperne fandtes ihjelfrosne Mennesker og Heste. -Enhver forudsaae sin egen Skjæbne i døende Kammeraters, medens -disse forgjæves paakaldte Hjælp. Og hvorfor skulde disse Lidelser -gjennemgaaes? spurgte Soldaterne indbyrdes. Svaret lød sagte og -hviskende, men uimodsigeligt: for at tilfredsstille en urolig -Krigersjæls Trang til Kamp. Derfor bortødsledes Blomsten af Sveriges -unge Mænd, og derfor ødedes Landets Midler, saa at Hungersnød stod -for Døren derhjemme. - -Kong Carl selv ledede sit Togt, mørk i Hu. Alt gik ham for langsomt. -Kongen udtalte ofte sin Misfornøielse for Ingenieuren Maigret, der -ledede Ingenieurarbeidet. - -»Vær rolig, Deres Maiestæt!« svarede Officeren. »Inden 8 Dage -overgiver jeg Dem Fæstningen eller mit Hoved.« - -For at være nær ved Arbeiderne lod Kongen opslaa en lille Brædehytte -mod Fjeldvæggen, og saaledes gik alt, til den mærkelige Dag indtraf, -der i et Øieblik gjorde den berømte Konge livløs, efter at han i -nittenaarige Krige havde overlevet utallige Farer. - -Det var den 11te December, 1ste Søndag i Advent. Alt Arbeide -stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit -Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og -Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog -Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrændte, mærkeligt nok, -en Deel Papirer. - -Underlige Rygter løbe omkring i Hæren; Forudsigelser om Kongens -nærforestaaende Død syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var -mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mørket laa vaadt og -uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fæstningen lyste som -et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde -imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over -hele Egnen. Idelig fløi Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens -Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede -denne Aften i livlige Kjædesalver. - -Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i -Løbegravene, laa endnu under Bedækning af en Klippe og ventede paa -Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier -skulde begynde. - -Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mørkere Udtryk -i det flammende Skjær fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte -ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud. - -Måns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken -sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Udødelighedsværk -bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane -Læseren for. - -En høi, sværlemmet Mand laa nærmest ved Baalet. Han var iført svensk -Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem -derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske -fra Krigens Begyndelse, talte kun sjældent, syntes at høre til -Grændsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk. -Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver. - -Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Væsen; de -døbte ham Bjørnen; under det Navn gik han imellem dem. - -Der lød en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra -Hovedkvarteret og begav sig ned til Løbegravene. - -Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der -efter Sædvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem, -han traf paa. Kongens sorteblaa Øine havde et Øieblik hvilet ligesom -speidende og gjenkjendende paa den høie Graahaarede; derefter vendte -Maiestæten sig bort fra ham og gik videre. - -»Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den -Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle,« sagde »Bjørnen« og strøg med -Haanden over sin Pande. »Hvem veed, naar denne kongelige Sjæl i Storm -og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtægt og Lov og Ret, ved en -anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!« - -»Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrøvl!« raabte Eriksson og -sprang op. »Den norske Kugle blev aldrig støbt, der dræber svenske -Konger. Carl den Tiende døde den 24de December 1660 ærlig og redelig -i Gøteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde -Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Møde. -- Kom, -gossar!« vedblev Månsson. »I skal nu høre hans Faders, Carl den -Ellevtes Spøgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig -Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hørt det, -saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordømte -Sneeskove, og at vor Carl fører os lukt ind i de store Riger, hvor -Guldet groer, og Vinen flømmer.« - -De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Månsson, der mangen en -Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier. - -Månsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede -den Gang levede i Folkemunde, og som skal være beediget og egenhændig -nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de -December 1675, tillige underskrevet af Øienvidnerne Carl Bjelke, -Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter -Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en -tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mærkelige Dokument -cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og troværdige Folk -kjendte da Sagnet fra deres Barndom. - -Erik Månsson fortalte nu følgende, der begjærligt blev opfanget af de -Lyttende, og som nøie passede ind i Timens Stemning og forhøiede den -overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hær: - -»Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12½ i sit -Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hændelsesviis -sine Øine paa Vinduet, hvor han blev vaer en stærk Lysning i -Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var -hos ham i Kammeret: »Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg -troer, der er Ildløs.« - -Rigsdrosten svarede: »O nei, Deres Maiestæt, det er Maanens Skin.« -Og Kongen lod sig nøie med den Snak og vendte sig mod Væggen, men -var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen. -Saa sagde han en Gang til: »Her kan det aldrig gaa rigtig til.« I -samme Øieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde -i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, iførte sig sin -Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys. -Saa lod han Vagtmesteren komme med Nøglerne og gik med sit Følge -til den lukkede Løndør, og da Ingen vovede at aabne Døren, gjorde -Kongen det selv, hvorpaa han fandt Værelset og endog Gulvet betrukket -med sort Klæde, og de overfaldtes alle af en stærk Gysen. Saa gik -de over Gulvet til Rigssalens Dør. Kongens Følge bade Alle om den -Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig -Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af -sexten ærværdige Mænd; samtlige havde store Bøger for sig. Iblandt -dem var en ung Konge paa 16-17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter -i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange -rystede med Hovedet, da alle disse ærværdige Mænd med den ene Haand -slog haardt paa Bøgerne. - -Den gamle Konge bemærkede nu den ene Henrettelsesblok efter den -anden samt Bødler, alle med optrukne Skjorteærmer, og de afhuggede -et Hoved efter det andet, saa at Blodet strømmede henad Gulvet. Den -gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tøfler, om der -maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone -stod længere borte og vaklede. - -Kongen og hele hans Følge skjalv og trak sig tilbage mod Døren, og -dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans -gjæve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. -- Seer I, gossar, -det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner -og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil -løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i Guldlandet. Vi -følge ham blindt. -- Leve vor herlige Kong Carl!« - -En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op -og grebe Hakke og Spade. - -Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter -de Andre. De stærke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast -og glødende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes -seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfører Seier -eller Død. - -Kongen gik urolig frem og tilbage i de færdige Løbegrave og -fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav -sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag -forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i -alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til -øverste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sær alvorlig og -bevæget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestæten -ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord om -en Kammerat, der stod dukket under Brystværnet, vare Ordene næppe -udtalte, før Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrød mildt og -indtrængende: - -»Ikke saa, min Kjære. Jeg mærker nok, hvad I vil sige, men lær det -af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders -Konge.« - -Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevæget og grebet -af det skjønne Blik og den bløde Røst, der udtalte disse kongelige, -ophøiede og uforgjængelige Ord. - -Om denne skjæbnesvangre Nats Begivenhed skriver et Øienvidne, -Lieutenant Carlberg: - -»Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede færdige -Løbegrav, som nu skulde føres videre frem. Saasnart Mandskabet -var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var -Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie -paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner, -Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes -Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem. -Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater -frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det fornødne Værktøi. -Derefter hidbragtes de alt færdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til -at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet -efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at -arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae -Skandsekurvene fyldt til deres egen Dækning. Fra den nye Linie til -Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent 200 Alen og -saaledes under Musketskud.« -- - -Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede -Arbeiderne, der saa meget hellere adløde ham, som de saae mange af -deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae -Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjød ud i en spids Vinkel -fra den gamle, færdige, hvor man ved Brystværnet var dækket mod -Kugleregnen. Efter 1½ Times Forløb begav Carlberg sig tilbage til -den gamle, fuldførte Løbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt -sig, fordi Fæstningen for første Gang oplyste Egnen med udhængte -Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mængde over -Marken, hvilket forekom Kong Carl sælsomt og gav ham den Mistanke, -at Kommandanten mulig vilde gjøre et Udfald. Kong Carl var derfor, -sorgløs og uforfærdet som altid, steget op og stod med Overkroppen -ovenfor Brystværnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for. -Ved hans Fødder stode 8 à 10 Officerer. - -Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte -Løbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem -Skandsekurvene, ligblegt med funklende Øine og et forstenet Udtryk af -Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt -Hovedet for atter ubemærket at komme til Syne. - -Oberst Maigret traadte nærmere til Carl den Tolvte og sagde med -indtrængende Røst: - -»Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardætsker og -Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den -ringeste Soldat.« - -»Vær ikke bange!« svarede Kongen. - -»Jeg er ikke bange for mig selv,« ytrede Ingenieuren; »jeg er dækket -af Brystværnet. Jeg frygter for Deres Maiestæt, som benytter det -ganske mod dets Bestemmelse.« - -»Gaa hen og see til Deres Arbeidere,« sagde Carl den Tolvte -utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde -han: »Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.« - -Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og -vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme -som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig -derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret: - -»Lad Kongen staa. De gjør kun ondt værre ved at overtale ham.« - -Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog -til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer -holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at -forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i -Øiesyn og opmuntre Folkene ved sin Nærværelse. - -Maigret paatog sig med sin sædvanlige Ligefremhed at fremføre dette -Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hørte han en Lyd, som -naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende -gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme -Stilling uden at røre sig, og Mørket paa dette Sted var tæt, saa -forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var død. - -»Da jeg,« siger Carlberg videre, »var kommen ind i den gamle -Approche, saae jeg Hans Maiestæt ligge paa Tranchéens indre -Dossering, hvor Hans Maiestæt havde draget sig op og laa paa den -venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under -Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystværnet. I en saadan -Stilling hvilede Hans Maiestæt med Ansigtet vendt mod Fæstningen og -den nye Linie tæt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie, -som dannede en spids Vinkel med den gamle, løb ikke synderligt ud fra -den gamle, hvor Hans Maiestæt laa, _saa at idetmindste de Nærmeste -af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies -Brystværn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstændighed -anseer jeg for betydelig nok til at anmærke her_.« -- - -Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt -Mord. - -»Natten var ualmindelig mørk,« fortæller en Grev Lieven. »Jeg havde -den Ære den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler -ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var næsten -umuligt, at en Kugle fra Fæstningen kunde ramme hans Hoved i en -saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens -Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol. -Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i -Krigsvæsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette -Skud var nærmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at -Kongen var dræbt af en ubekjendt Haand.«[6] - - [6] Dr. C. Palludan-Müller er i sine udmærkede, skarpsindige, - kritisk-historiske Undersøgelser kommen til det Resultat, at Kong - Carl efter al Sandsynlighed maa være faldet for et Projectil fra - Fæstningen. - -Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fødder, da udefra et Skud traf -ind gjennem Hans Maiestæts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevægelse -mærkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og -Hovedet bøiede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk -sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med -Vished bemærke hvor Skudet kom fra. - -Den første, som nævnte Kongen død, var Generaladjutant Kaulbars. Da -han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: »Herre Jesus --- Hans Maiestæt er skudt! Opsøg General Schwerin og meld ham det.« - -Carlberg løb strax nedad den gamle Approche og mødte Generalen, der -næsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det sørgelige -Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrød hviskende: »Herre Jesus!« -Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urørt og befalede -Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget -til Kongens Brædehytte. Her var Forraad af færdige Baarer, som -brugtes til at bortbære dem, der om Natten bleve skudte under -Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens -Fødder. General Schwerin havde stillet Vagt i Løbegraven, for at -hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var -betydelig forøget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin. -Generalen steg op paa Brystværnet ved Kongens Side og løftede hans -Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrøveligt Tegn med -Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet -tværs igjennem Hovedet og havde draget det ene Øie indad, medens det -andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig løftet paa Baaren og -tildækket med Soldaterkapper. - -Adjutant Siquier traadte frem fra Mørket, som laa over Hjørnet ved -Vinkelspidsen, tog Hatten af Kongen og satte i dens Sted sin hvide -Paryk og gallonerede Hat paa Carl den Tolvtes Hoved og sørgede for, -at noget af Hat og Paryk kom til Syne under Kappen, hvilket skete for -at gjøre Kongen ukjendelig, da man frygtede for den Virkning, som det -bratte Budskab om hans Død vilde have paa Soldaterne. - -Da dette var varetaget, vendte Siquier sig til Officersklyngen og -sagde med et Skuldertræk: »Historien er ude. Allons souper!«[7] - - [7] Det er et karakteristisk Kjendetegn for det stærke Indtryk, som - denne tragiske Begivenhed gjorde paa Øienvidnerne, at flere af disse - og blandt dem Siquier i Vildelse senere hen beskyldte sig selv for - at have myrdet Kongen, hvilke Tilstaaelser dog klart er beviist - kun skyldes Hallucinationer. De senere militaire og sagkyndige - Undersøgelser, der fandt Sted paa selve Gjerningsstedet saavelsom - paa Liget, have tilstrækkelig klargjort, at ikke Skygge af Mistanke - om en slig Niddingsdaad, som dette Kongemord vilde være, klæber ved - den tapre og hæderlige svenske Nation. - -General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant -Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at -det var en tapper Officeer, som de maatte bære forsigtigt paa den -ujævne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene, -at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke. -Byen var nær, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at -norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt -og usikkert at trænge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien -langs Elven undersøgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at -gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed; -Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning. - -Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen væltede ud over Baaren ned -i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa -Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden -af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understøttede Carlberg -i at løfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevægelse gled -Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var -kommen høit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de -kjendte og elskede Træk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstødte -et Klageskrig. - -»Kongen -- Kongen!« hviskede de. »Hvad skal der nu blive af os Alle?« - -Den Graahaarede stod foroverbøiet og betragtede som fasttryllet med -et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding. - -»Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt!« udbrød han heftig og greb -Carlbergs Arm. »Det er en Flænge efter en Granatstump. -- See -- see -selv!« - -»Hvad mener Du?« sagde Lieutenanten dæmpet og rev sig løs fra Mandens -Jerngreb. »Ligemeget, hvor den dræbende Kugle kom fra. Kongen er død, -Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.« - -»Norge er frelst,« hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet. - -Norske, høirøstede Stemmer løde i Nærheden. Carlberg lyttede -og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve -øieblikkelig tause, medens de med rørende Omhu tildækkede Liget og -fra dette Øieblik bare det videre med en øm Forsigtighed, som om de -meente, at deres Afgud endnu kunde føle Stødene fra den ujævne Vei. -Sørgetoget naaede uden videre Uheld til den ældre Tranché, Baaren -løftedes op over Brystværnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret -i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste -Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs -Portrait og Bønnebog. - -Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig ført ind i den -Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdøren, -traadte den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blottede sit Hoved -og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige, -stivnede Træk, som om han forgjæves søgte Svar paa et Spørgsmaal, en -uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare. - -Bjørnstad -- det var ham -- huuløiet, hentæret og eensom, bøiede et -Knæ mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham. - -»Ikke bleve vi dine Nordmænd; men Du blev vor, Carl af Sverige!« -udbrød han med høi Røst. »Du store Døde! nu først hilser jeg Dig -velkommen til vort eget, frie Norge!« - -Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte Fakler og sørgende -Soldater, strakte den eensomme Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk -saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludført Gjerning --- som om han i dette Nu gjennem sin høire Haand følte sit hele Lands -Befrielse fra fremmed Aag og Fare. - -Samme Nat en Time senere lød en Steentorstemme hen over Stortorvet i -Frederikshald: - -»Norge er frelst -- Kong Carl er død!« - -Raabet blev hørt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom; -det blev troet, uden at Nogen kjendte den vældige Røst, der slyngede -Glædesbudskabet over Staden. Det fløi som en Løbeild gjennem Gaderne. -Der lød et Jubelskrig, heftigt, aandeløst. Kirkeklokken, der endnu -hang i en Galge over den Kjælder hvor Gudstjenesten maatte holdes -siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens -Skrig efter det aarelange Rædselens Mareridt lød fra det ængstede, -forpinte Folkebryst: »_Carl den Tolvte er død!_« - -I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i -Løbegravene. Den følgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet -at hæve Beleiringen, og at Hæren ufortøvet skulde drage tilbage -til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af -General Armfeldts nordenfjeldske Hærafdeling naaede næppe 500 Mand -tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for -Vinterkulde, Sneestorme og Hunger. - - - - -DEN STORE FRED. - - -Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden -reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et -freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i -den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en -velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn. - -Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme -rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket -for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave -Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige -Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i -Luften. - -Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og -forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa -Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra -Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige -Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne -haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans -eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt -Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at -fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad -havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens -Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok -end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres -Ugjerninger. - -Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn -ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen -opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides -Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og -Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede -og glade. - -Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der -bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans -Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt -Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte -alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning, -der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der -lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der -ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve, -at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af -sin Gjenstand. - -Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den -Tolvte. - -Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt -Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at -han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at -fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu -fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der -ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store, -tragiske Bedrift. - -Tilsidst var det Øieblik kommen, da den offentlige Mening slaaer over -i sin Modsætning, taler høit og høiere, bliver Folkets Røst, Guds -Røst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der -skulde gjøres noget for Bjørnstad, at han skulde hædres, udnævnes -til Æresmedlem i det Colbjørnsenske Fricorps, hvilket han en Gang -forgjæves tilbød sin Tjeneste, kort sagt: Bjørnstad skulde udmærkes -med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand -fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhæves nu. - -Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for -al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden -for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa -høi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees -med Rette for et af Norges skjønneste og mægtigste Vandfald. Især -udmærker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfærdelige -Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer -fra det vilde og skovrige Terrain. - -Bjørnstad og hans Søster Ellen levede heroppe i Ødet i uforstyrret -Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst -til Livets trætte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjælp og -Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og -der gik aldrig Nogen forgjæves. - -Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forløbne -Aar. Øinene lyste med bjørnstadsk Ild; en bruunrød Sundhedslød over -det magre Ansigt røbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes -Bryst. - -Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Køernes Mælk stode i lange -Bøtterækker paa Sæterhylderne, Osten laa i Lager, tørrede Urteknipper -hang under Loftsbjælkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den -lykkelige Gjætte- og Slutteevne, der gjør forfaren i Lægekunst. Om -Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trøier -og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trængende. - -Midt i al denne Travlhed fløi Faster Ellens Blik jævnlig forskende -over til Bjørnstads høie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte -milde Gaver med et Blik, der røbede, at det ikke alene var Haanden, -som gav, men Hjertet, der glædede sig over at kunne give. - -»Nu op med Panden, Broder!« lød det ofte barsk og opmuntrende; »Han -forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit -Liv omsonst.« - -Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv -vidste derom. - -»Bølgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil,« sagde hun en Gang, -da Jørgen Halvorsen gjorde hende opmærksom herpaa. - -»Kom nu og hjælp med, Broder,« sagde hun til andre Tider i de første -Aar af deres Eneboerliv, naar Bjørnstad i Timer lukkede sig inde -i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand -paa hvert Knæ, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun -naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende, -greb Karterne eller Strikketøiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen -ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drøn lød rundt om udenfor. Der -sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets -Brænding, graanede i Sjælens Bedrifter, medens de nu med det sløvede -Høgeblik anstrengte sig for at indhente en løssluppen Uldgarnsmaske i -det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drønede gjennem deres -Indre. Saa hændte det, at Bjørnstad utaalmodig slængte Strikketøiet -over til Søsteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens -store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor -han vidste, der trængtes. - -Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var -seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden -Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjærlighedens store »Du og jeg«, »Du -fremfor mig« gaaet op for ham i sin Vælde, og i dette klare Lys fra -oven stod hans Ungdoms Stræben og hans Manddoms Kamp for ham grelt -og skjærende i den hele Selviskhed og Egenkjærlighed, »Jeg imod -Dig«, »Jeg over Dig, over Eder Alle«. Hvornaar dette Lys begyndte at -skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa -til, for at det Store kan trives, og Læsning; thi Bjørnstad læste -meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske -og indenlandske Værker. - -Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som -Banner og et lille »jeg selv« som Bannerfører. En dyb Medlidenhed -greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede. -Det maatte saa være; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte -forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget -beskt og noget sødt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt, -hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. -- Af og -til gik han ud til det nære Fossefald og stirrede ned i de skummende -Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover. -Her blev han staaende i Timer, et sælsomt Monument, forvitret af -Tiden, endnu kæmpemæssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem -strække Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han -stedte noget til Hvile, og vendte hjem støttet til sin Stav med den -skaldede Isse hævet og det hvide Skjæg og Haar bølgende i Vinden. -Lidenskabernes Tid var omme; det afgjærede Stof laa klaret i hans -Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit, -selve Landegrændsen mod det »Udenlandske«, Fædrelandets Begrændsning -til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den -utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at -øine. - -Ogsaa Sorgen over Maris Død, der havde knuget Bjørnstad til -Fortvivlelse i de første Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun -dèr, hvor hun hørte til, og forenet med sit Kjæreste. Sønnens Død -var ham hovedsagelig en Kilde til Glæde. Drengen havde aldrig i Live -været ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit -Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring, -der aldrig vilde tørres hen i Storme. - -Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Væsen -higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den -Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det -store, beroligende »Derfor« paa Livets »Hvorfor« gled fra ham, hver -Gang han vilde gribe den og gjøre den til sin. - -Kong Carls Død var hans stadige Tanke. Javist, han var i Løbegraven -hiin Nat og fast besluttet paa at dræbe sit Lands Fjende. Javist -havde han hævet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke -sammen og følt sit Land befriet i samme Nu. - -Snigmorder, han? Bjørnstad? -- Javist, han havde i Mulm og Mørke -hævet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glæde -aabenlyst bødet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? -- Nei, -han havde gjentagne Gange søgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet -Bryst -- forgjæves. For Bjørnstads Fædreland var denne Helt et -farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som -en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fæstning og Stad. -Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hæl, naar man seer det løfter -Braaden mod Ens Kjæreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei! --- Bjørnstad hævede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu følt sit -Lands Frelse gjennem sin høire Haand; da var det, som om Fjeldene -rundt ham klædte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede, -blev stærkere og mere balsamisk. - -Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham -i Ro, og han havde en Følelse af, at han selv gled ud i meningsløs -Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fødder, at han drev -nedover uudforskelige Strømme, for at forsvinde, og der lød intet -Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og -spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg. - -Ja, var det ham, der havde fældet Kong Carl? -- Det forekom ham, -at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det -Øieblik, han hævede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som -han nøie havde undersøgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle -have frembragt, Kardæskregnen var forfærdelig -- og dog -- og dog! -Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der -kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og -medførte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham -rastløs fra Sted til Sted. - -Faster Ellens vagtsomme Øie hvilede ofte spørgende paa ham. Han -undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Søskende talte -overhovedet ikke meget sammen; det behøvedes ikke for at forstaa -hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behøvede ingen. -Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave -hinanden trofast Haandsrækning, og saa gik det, som naar et Heiseværk -er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat, -medens Minderne lagde Opsangen til. - -En Dag sad Bjørnstad sammensunken udenfor Hyttens Dør. Ellen saae -gjennem den lille Rude, at han hævede Hovedet fra Brystet og stirrede -over mod Klippevæggen. Hans Øine udvidedes, hans Haand strakte sig -afværgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde -Haanden paa Broderens Skulder. - -»Du bærer paa en svar Hemmelighed, Bjørnstad,« sagde hun. »Betro Dig -til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjør fire Hænder det Tunge -let.« - -Bjørnstad syntes ikke at høre hende. Han vedblev at stirre mod -Klippevæggen med stive, skjælvende Træk. - -»Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken?« hviskede han. »Hans, -Kongens? Seer Du hans Øine, de klare, kongelige? De følge mig -overalt, Dag og Nat. -- Seer Du?« vedblev han og knugede Søsterens -Arm. »Seer Du? Nu synker det ene Øie tilbage dybt i Hulingen, og det -andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser -som Ild -- Vent!« - -En glødende Rødme gled over Bjørnstads Pande. Han strakte Haanden om -bag Døren, rev Bøssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de -hvide Haar klæbede sig om hans Tinding. En Krudtsky bølgede over mod -Klippestykket, og Bjørnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede -over hans Pande. - -»Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle!« udbrød han -med brudt Røst. »Hvad vilde Du her hos os?« - -Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden -synligt Maal; Kuglerne havde allerede mærket Klippen derovre, altid -paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen -af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jørgen Halvorsen. - -Han kom, og de to Mænd sade ofte længe sammen, mens Bjørnstad hørte -til, og Jørgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog -sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens -Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjørnstad i hans Barndom. -Bævende og blide Toner løde i den stille Fyrreskov. Saa hændte -det, at den gamle Mands Øine sank sammen, og Jørgen sad i Timer og -ventede. Men saae han Bjørnstad aabne Øinene, lod han paany nogle -Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Søvn. - -En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene summede om ham; Jørgen sad og -viftede dem bort og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristiske -Hoved, der allerede syntes at sove den evige Søvn. Da Bjørnstad -vaagnede, saae han paa Jørgen uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse, -vendte saa Blikket opad. - -»Aftenstjernen er nok høit paa Himlen, ja, saamænd er den det. Saa -er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle -dem, som ere borte, henne -- Drengen er ikke død og hun ikke gammel, -naar de møde mig mellem Træerne, og de blive længe hos mig. -- Bøi -Dig, bøi Dig, Broder! sagde Søster Ulle. Javist bøier jeg mig for -Eder Alle, I Stærke og Store i Følelsen, mens jeg var saa lille i -min indbildte Manddom. -- Hører Du Kilden, som siver bort derhenne -gjennem Mosset?« vedblev han lidt efter. »Den risler med Liv, Liv, -der aldrig rinder ud ligesom mit eget og -- Kongens -- --« - -»Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?« -spurgte Jørgen. »Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde; -men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller -en anden Nordmand, der skjød ham? Det var et Stykke fædrelandsk -Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred -- og -saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var _det_, som det -kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjæl, som spørger efter -Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk -Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt -besørget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjæv norsk Mand ikke har -mere Grund til at være stolt eller bedrøvet over, hvad der skete den -Nat, end alle vi Andre Nordmænd, for jeg skal sige Dig: _den Bedrift -hører nu os Alle til; den er Fædrelandets_.« - -Bjørnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret -Udtryk bredte sig over hans Træk, og han nikkede gjentagne Gange. - -»Javist, den Bedrift hører nu Fædrelandet til,« hviskede han. »Større -Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle, -hvem der end fuldførte den.« - -Der faldt som et Bind fra Bjørnstads Øine; det store Broderskabs, -Alkjærlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mørke i hans -Sjæl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde -det saaledes været Selviskhedens, det stærke »Jeg selv«, »Jeg« -i Modsætning til »Dig«, »Jeg over Eder Alle«, der havde villet -tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene; -derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over -sin veloverlagte Handling følte den villiefaste Mand ikke; hans -nagende Uro havde blot været Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig -selv, Bjørnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have -levet forgjæves, Følelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som -en unyttig Ting -- den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig -paa sin Personligheds Bringe, han, Bjørnstad, Martyren, og svare sig -selv dette falske »Derfor« paa Evighedslivets »Hvorfor«. Som om det -i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar -en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har -forvaltet de tyve, de ti -- det ene betroede Pund? - -Veien til den store Fred var endelig funden for Bjørnstad, og han -forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vælde frem. Han grublede -ikke længer, han gravede ikke længer efter Gaadens Løsning i sit eget -uredige Skyggerige, hvor de halvfærdige Drømme, Drifter og Haab havde -koglet og kogt alle Slags dæmrende Muligheder. Det ene Menneske var -jo det andets hjælpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige -længer; thi dèr, hvor dette Lys lukkes ind, dræbes al lyssky Svamp og -fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fødtes til det Evige. - -Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjørnstad, og hans storttilhugne -Aand i Ro og Klarhed stærkere og stærkere higede imod som en -upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets -Velfærd, gik det jævnt ned ad Bakke med hans Kræfter. Den fordum saa -mægtige Skikkelse laa nu oftest i Høstsolens skraa Straaler udenfor -Huusdøren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjørnstad -saae ofte nedover med milde Øine; oftere saae han dog langeligt opad; -han begyndte nu at længes andet Steds hen. - -Den slanke Birk stod allerede bladløs ude paa Skrænten; den havde -givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let -sine tynde Grene for _det_. Det gulnede Løv var til Høstmaneuvre; -Vinden drev det rundt om Bjørnstad i stedse snevrere Svingninger: -høire om -- venstre om -- og det kunde Exercitsen. Efteraaret og -Hvilen var for Døren. Enebærbuskens mørke Spids hævede sig over -Lyngen som et sørgende memento mori; tillige som et forjættende -Fingerpeg mod Himlen. - -Bjørnstad skyggede med Haanden for Øinene. En lille Skare Mænd kom -frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig møisommeligt op ad -den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til -Klippeblok; Køernes dybtstemte Klokker løde gjennem den harpixsvangre -Høiluft. - -Det var Peder Colbjørnsen, Foged Wexelsen, Kjøbmand Wærn og flere -andre af Byens ansete Mænd, som denne Høstdag havde besluttet at -besøge Bjørnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmærkelse. - -Da Mændene naaede op til Hytten, havde Bjørnstad reist sig og stod -støttet mod Trævæggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede -Træk indgjød de Kommende den Ærefrygt, som omgiver Eneboeren. Da de -Fremmede naaede op, traadte først Raadmand Wærn frem for Skaren, -lod sit blomstrede Silketørklæde løbe rundt indeni Hatten, aftørrede -Issen, rømmede sig og sagde: - -»Vi Borgere fra vor gode Stad Frederikshald hilse Dig, Bjørnstad. -Din store og modige Gjerning er rygtedes iblandt os, og vi mene at -skylde Dig vor Tak, mens Du i Stilhed og Beskedenhed har trukket -Dig tilbage fra din velfortjente Belønning. Derfor have Kvinderne -i Frederikshald besluttet at sende Dig dette Udmærkelsestegn, en -Orden, de ere traadte sammen for at stifte og uddele til udvalgte -Mænd, der i Særdeleshed som Du have gjort sig fortjent af Kvinden og -Hjemmet[8]. Alene for din Skyld have vi vandret den lange Vei herop -i Ødemarken.« - - [8] Denne Orden har existeret i Frederikshald, traadte dog først ud - i Livet 1ste Januar 1750. Ordenstegnet var da en Triangel, hvilken - var forfærdiget af Guld, som det ædleste og reneste af Metallerne, - for at tjene dem, som dermed beæredes, til en bestandig Paamindelse - »altid at kultivere de ædle og uforfalskede Dyder, hvormed den er - erhvervet«. Paa den ene Side er graveret disse Ord: »l'ordre de - la constance, institué par les dames à Frederikshald le 9me Decbr - 1749.« Paa den anden Side staaer disse Ord: »Dedié au vrai mérite - en dépit des franc Maçons.« Den bæres udi et blaat, vatret Baand - Couleur d'azur og bindes med en dobbelt Sløife i det tredie Knaphul - af Vesten. Den første Mand, der udmærkedes med denne Orden, var - Rudolph de Romeling, Kgl. Mayst. bestalte Major. - -Bjørnstad modtog det fremrakte Udmærkelsestegn, et skinnende Kors. -Han saae længe og taus derpaa. - -Faster Ellen var traadt hen ved hans Side. Hun rystede paa Hovedet. - -»Er det for den Gjerning i Løbegraven, at de sende Dig et Kors?« -spurgte hun barsk. - -Bjørnstad nikkede sørgmodig. Ellen tog sagte Korset af Broderens -Haand, kyssede det ærbødigt og holdt det over sit Hoved. - -»Vor Frelsers Storkors, det skal straale klart og reent fra Himlen, -det maa ei lue naglet til en Fjendes Bryst i Stimlen!« udbrød hun med -skjælvende Træk og dæmpet Røst. - -»Fjende, Søster?« sagde Bjørnstad bebreidende og værdigt. »Nei, ikke -Fjende, kun Synder, en stor, men omvendt Synder.« - -»Du dyrebare Broder!« hviskede Ellen og støttede sig til hans -Skulder. »Gjør altid Ret, bliv ikke træt, sagde vor Moder. Heroppe -ingen Løgne -- ikke Frelserens dyre Kors for Mørkets geniale -Gjerning.« - -Peder Colbjørnsen, der havde opnaaet megen Anseelse og Berømmelse i -sin Fædrenestad og langt udenfor, traadte nu frem med blottet Hoved. - -»Saa sees vi da igjen, Bjørnstad!« udbrød han venligt og rakte -Eneboeren sin Haand. »Denne Gang kommer jeg som Udsending fra vor -Stad. Hilsen og Tak for dine heltemodige Kampe 1716, da din tapre Søn -faldt, og for din store og uegennyttige Fædrelandskjærlighed, der i -Mulm og Mørke drev Dig ud for at fælde vor Fjende og redde vort Land. -Vi kalde Dig en af vore bedste Mænd. Derfor have Borgerne i deres -Raad besluttet at overrække Dig dette Diplom som Æresborger i vor -Stad.« - -Bjørnstad hørte paa denne Tale, værdig og ubevægelig. Da Colbjørnsen -tav, og han modtog Diplomet med Byens store Vildmandssegl, gled et -Smil over hans Ansigt. - -»Tak, I gode Mænd fra Halden,« sagde han med mild Røst. »Hav Tak, at -I kom herop til mig, mens det dog er mig, som i Tanken mangen Gang -kom ned til Eder. Jeg skylder Jer jo Alle Afbigt for saa meget fra -mine syge Aar -- den Gang, jeg var saa stærk.« - -Der gled en glødende Rødme op over Bjørnstads Ansigt, mens han -traadte frem; hans krogede Skikkelse syntes at voxe i Kraft og -Sikkerhed. Han kastede Hovedet tilbage og strakte Borgerne begge -Hænder i Møde. - -»Ja, ret af Hjertet Tak, I gode Brødre, at I kom til mig, nu, det -lider mod den lange Reise. Min Sjæl glædes festligt ved dette Møde. --- Er denne Stund mit Livs store Opgjør, da er den velkommen. -Saa hører Alle, hvad jeg nu maa vidne: Al min Kamp imod Eder var -Selviskhed, alle mine Veklager over mit Lands og mit Samfunds -Usseldom var et umodent Sinds utøilede Selvgodhed, saaret i sin -Forfængelighed, ude af Stand til at underordne sig Eders Love, -de urgamle, evigunge, der rummer Alt og Alle, og som giver Plads -for Alt og Alle. Jeg gjærede og bruste over af egen Retfærd og -Livskraft, troede jeg. Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen -Storhedsfølelse, som skar mig bort fra Eder Alle, mens jeg af bare -Manddom fortærede min egen og Mines Lykke. Nu ligger det Hele hen -i Klarhed. Jeg kunde ydmyg knæle paa Stortorvet og udraabe min -Vildfarelse for den hele Stad; men I vilde ikke forstaae mig. I leve -dernede i de trange Gyder. Det er heroppe i Naturen og Eensomheden, -at der bliver slig Vennefest i Sjælen.« - -Bjørnstad holdt inde og strøg sig med Haanden over Panden. Han var -atter det gamle Urmenneske; Røsten steg, selvtænkte Tanker søgte -frem, klædte i Skum og Fraade, i egne Ord. - -»I see saa vist paa mig, I Kjære? Ja, saaledes er det blevet inden -i mig. Den Bjørnstad, I ere ude efter, han er ikke mere. Jeg siger -Jer: ham, I søge, han er ikke mere. -- Men hvem er I selv? Jeg seer -iblandt Eder de Raadsherrer, som en Gang vare mig haardest. I er det -Hele dernede, maaskee det bedste af det Hele; men hvad er saa det -Hele? En Stump af det store Verdensrige. Jeg saae det igjen nys, da -jert Tog bugtede sig herop ad den stenede Vei. Verdens Samfund er som -Kæmpeslangen, Midgaardsormen, der omslynger Alt og Alle. Er en af -os saa stærk, at han kan gribe Kolossen ved Struben, ryste Uhyret, -holde det ud fra sig i stiv Arm en halv Menneskealder -- et Secund -af Evigheden, -- hvad saa? -- Længer holder vel ingen af os ud, mens -Dragen pruster os over med sin Fraade af det tusindtungede Gab, -blinder vort Syn, hidser vort Blod, kvæler vort Aandedræt, suger os -til sig, Tomme for Tomme, velbehagelig. Det er af os, de Stærke, han -lever sig mægtig, det er os, de Modstandskraftige, der gaaer over i -hans Væsen, bliver hans nye Nakkehvirvler, blot paa en heel anden -Maade, end vi i vor Ungdomsruus og Overmod drømte om, og tilsidst, -naar vort Blod er drukket, og vor Sjæl er flydt ud i Handling, naar -vort Livs Hovedgjerning som Sommerfuglen er flagret bort fra det -fortærede Hylster for at blive Andres Eie, naar vi selv, vort Legeme, -ligger hen som det knækkede Rør, naar vi endelig begribe, at netop -saaledes, som det gik, maatte det gaae, kun saaledes skeer os fuld -Ret, idet vi leve op i vor Bedrift, bliver en sund Bloddraabe mere -i det Heles Aarer, medens Midgaardsormen voxer sig ung ved altid -yngre Nakkehvirvler, aldrig bliver gammel, mens den ruller sine Ringe -videre, bredere, pisker alt om sig i Skum og Fraade, roder unge -Modstandslystne frem, suger ny Kraft af det sidste Nye, slænger det -ældste fra sig som overlevede, visne Haleled -- ja, mens det Hele -ringler fremad, fremad mod Tidernes Evighed med de nyeste Stridsmænd -mellem Kløerne, saa lyster det Kæmpeslangen stundom, naar halve -Sekler ere svundne, at rode et eller andet Skelet frem af Glemselen; -saa er dens Fagter anderledes, saa basker den med Halen, kaster sig -i Støvet, pryder vort indfaldne Bryst med Udmærkelser, sætter os -til allersidst i brede Steenkister og hugger vore Billeder udenpaa --- for at vi selv kunne ligge Steenlig som vore store Sorger derude -i det Svundnes blide Maanelys. -- Ja vist, I komme til os, naar -vi ikke længer have Brug for Jer. Hvor var I henne, I dèr, da jeg -trængte saa haardelig til Jer Medfølelse, da jeg var ung og blød og -tillidsfuld og higede ind til mit Folks Hjerte? -- Hvem spyttes der -nu paa dernede? Hvis Sjæl pisker Verden nu blodig? Hvem seigpines nu -under Uforstand, vaander sig under Haanens Svøbe? Siig, hvem tømmer -nu Livets bitreste Skaal? -- En Landsmand, tænker jeg, en Broder, -en Helt, der stinges ihjel, en Kraft, større end min. Jeg blotter -Hovedet for ham og hilser ham velkommen heroppe i min Eensomhed.« - -Bjørnstad stod opreist; mægtig og ærefrygtindgydende. Han slyngede -disse sidste Sætninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede -endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvæggen; den sidste Rest af -aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjælens -Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter -med Bjørnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa -hinanden, nikkede og lyttede igjen. - -Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og -rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjørnstad vedblev: - -»Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage. -Ormen bugter sig endnu dernede, almægtig, suger og veirer og -finder og fortærer, groer i Kræfter, i Viisdom og Herlighed. Opad, -opad, bugtes det Hele i Egenkjærlighed, Adskillelse, Fjendskab og -Viisdom. -- Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm -mig at fortære endnu en Gang, ti Gange. -- Javist, jeg seer det -derude i Fremtidstaagen. Det er ikke længere os, de Enkelte, der -fortæres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden, -af Oprørsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde, -fordøies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet -udenfor. Mægtigere og mægtigere løfter den sin Nakke mod Himlen, -løfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad, -til Alt er gaaet op i dens mægtige Kæmpelegeme, til den sidste -Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da, -først da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, større -i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. -- Ja, jeg -synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i -Asken. Hør det, lær det, forstaa det, og det skal være den eneste -Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger -raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Døre og -Vinduer op for Broderskab og Venskab, bøi Jer selv i Strenghed, bøi -Eder i Ydmyghed for hinanden, bøj Jer i Kjærlighed ind til hinanden, -først da skyde de tusinde Glæder op om Jer og blive store under den -blaa Himmel, som fremkaldte dem, først da lærer Du at føle saa reent, -saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige, -saa lykkelige, som Ingen veed det. Bøi Dig, bøi Dig mod Jorden, saa -drages din Sjæl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets -Fest, den store Fred, -- Guds Fred.« - -Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme vare udstrakte og -bevægedes som en Musikanfører, der afdæmper for stærke Strengelyde -i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mægtige -Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hørligt af Alle. -Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede -han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig træt. -Bjergvinden kløftede hans hvide Skjæg og Bryn, medens hans Øine -flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Kølleslag fra oven. - -Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa -underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mænd fra den unge Stad -stode nu og saae paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte, at de -ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem. - -Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis mandige, sørgmodige Træk -vare prægede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmærksomt -lyttet til denne eensomme Sjæls Skriftemaal, der snart rullede som -en bred, frigjort Strøm, snart fremstødtes som overhugget af Sindets -Bevægelse. - - [9] Colbjørnsens Hustru var drikfældig og letfærdig. - -»Uhrværket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,« -sagde Bjørnstad. »Tilgiv en gammel Mand, -- det vilde siges. Træd -indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.« - -I dette Øieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem -Borgerne. Han var iført en lang Frakke med store Metalknapper og et -høirødt Tørklæde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han -svingede sin side Hat og raabte: - -»Hil være Morbror Bjørnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er -gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Søstersøn -Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift Ægtemand med -Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror -Bamse! Alle mine Sønner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned -til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa -kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dør -- hva' -- sa! Hip --- hip -- hurra!« - -Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille -Færge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra -Frederikshald for at være Vidne til Familiefesten. - -Ingen lagde Mærke til Liimkogeren. Alles Øine søgte Bjørnstad, hvis -graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mægtige -Pande med de dybe Øine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe, -ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af -Stadens Mænd vare i dette Øieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her -var intet bølgende Hovedhav, ingen høilydt Jubel med hundreder af -fremstrakte Hænder, intet lokkende Fyrværkeri, Fakkeltog, her var -blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det. -Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, lød pludselig den norske -Nationalsang fra den lille Klynge, høitidelig og fuldtonende i den -dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjørnstad -rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer -forsvandt i hans hvide Skjæg. Der stod den gamle Løve endnu en -Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mægtig og rank som et gammelt -Fyrretræ, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i -Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige, -herlige, lutrede og uforgjængelige Menneskeaand. De glemte ikke det -Billede siden. - -Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Høleier i Hyttens -Stue. Bjørnstad vilde hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen -med Hænderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk. -Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn. - -Næste Dag begave Mændene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset -fandtes som omtalt en primitiv Færge, der over en Sidearm af den -store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjørnstad paastod at -ville ledsage sine Gjæster over Vandet til den modsatte Bred, og man -lod ham have sin Villie. Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte ham -om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjørnsen endnu en Gang -havde omfavnet Bjørnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Færgen -skjød fra Land, og fremviste Æresborgerdiplomet; det laa ved hans -Hjerte og forlod ham ikke mere. - -»Gud velsigne Jer Allesammen,« sagde Bjørnstad. - -Fartøiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jørgen sprang op paa Stenen -for at fastgjøre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land -tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med -Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort. -Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over -Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad. - -»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover; -»hun er at stole paa. -- Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.« - -Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende -Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som, -svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen. -Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at -see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og -grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at -de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd. - -Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende -Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar -flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra -Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem -Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa -Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade. - -Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene -mod Himlen og udbrød: - -»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad -og Brænding hjem til Dig!« - - * * * * * - -Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa -nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de -rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel. - -»-- Derfor er jeg saa glad, saa glad!« -- det brød frem som et -ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd -- »derfor er jeg saa glad, -saa glad!« -- kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!« - -Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt -ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn -paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde -vise ham al Jordens Deilighed -- nei, hun vilde vist vise Himlen sin -deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen. - -Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der -i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt. - -»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen. - -»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod -sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. -- Kys Mormor -igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen, -hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen -bestandig holdt Saaret frisk. - -Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod. - -»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix -drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.« - -Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske -Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa -de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer -af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter -traadte over Tærskelen. - -»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit -Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød. - -»Bøi Dig i Ydmyghed -- bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og -bøiede sig selv over Drengen. - -Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo -himmelhøit mod Himlen. - -Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten -ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store -og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige -Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for -velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød. - -De Toner lyde endnu, ville altid lyde. - - Ende. - - - - -INDHOLDSFORTEGNELSE. - - - Side - -»S. M.« 1 - -Hölandsslaget 21 - -En Norges Søn 47 - -Før Stormen 65 - -Fra Bjørnehien 77 - -Brændetyven 95 - -Hjemmets Fugl 111 - -Store Torsken! 127 - -Visen 143 - -Spionen 163 - -Et falsk Signal 183 - -Klokkeren fra Id 199 - -Ole Svendsens Død 215 - -Colbjørnsens »brogede Karle« 235 - -Stormuglen 253 - -Skjændselsbarnet 271 - -Ildskriften læses endnu paa Krønikens evige Tavle 291 - -Det brænder, han render -- Ritsch! 309 - -Mari Bjørnstad 335 - -I Løbegraven 347 - -Den store Fred 369 - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Bjørneæt, by Carit Etlar - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK BJØRNEÆT *** - -***** This file should be named 43781-8.txt or 43781-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/7/8/43781/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Books -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License (available with this file or online at -http://gutenberg.org/license). - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at -http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at -809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email -business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact -information can be found at the Foundation's web site and official -page at http://pglaf.org - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit http://pglaf.org - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: http://pglaf.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - http://www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |