diff options
| author | nfenwick <nfenwick@pglaf.org> | 2025-03-07 17:55:49 -0800 |
|---|---|---|
| committer | nfenwick <nfenwick@pglaf.org> | 2025-03-07 17:55:49 -0800 |
| commit | 4dd9d158d1028227b8329d2a81bf98d49d0b6d49 (patch) | |
| tree | a9d4fa64d2d98221000b1dbbf9fdd20d42797463 /43338-8.txt | |
| parent | 7dd4e5ccadaec381f6ed315505939099bb9f22d2 (diff) | |
Diffstat (limited to '43338-8.txt')
| -rw-r--r-- | 43338-8.txt | 6267 |
1 files changed, 0 insertions, 6267 deletions
diff --git a/43338-8.txt b/43338-8.txt deleted file mode 100644 index 9c34d31..0000000 --- a/43338-8.txt +++ /dev/null @@ -1,6267 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - - -Title: Isblink - Digte fra den grønlandske Polarregion - -Author: Ludvig Mylius-Erichsen - -Release Date: July 28, 2013 [EBook #43338] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: _Understreg_ er brugt til at gengive -kursiveret tekst. - - - - - L. MYLIUS-ERICHSEN - - ISBLINK - - DIGTE FRA DEN GRØNLANDSKE - POLARREGION - - GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG - KØBENHAVN OG KRISTIANIA - TRYKT HOS F. E. BORDING - MDCCCCIV - - - - - TIL - - MIN HUSTRU - - - - -INDHOLD - - - Tilegnelse 9 - - Marie 11 - - Ene du -- 13 - - Vise 17 - - Huset ved Havet 20 - - Stemning 24 - - Kammeratskab i »Fjældhulen« - I. Til Marie 29 - II. Harald Moltke 34 - III. Knud Rasmussen 37 - IV. Jørgen Brønlund 41 - V. Gabriel Olesen 45 - VI. Agpaling'uak 48 - - Mor. I-III 51 - - Far. I-III 59 - - Den store By. I-II 67 - - Fædrelandssang 71 - - Venner. Otte Sonetter til Digteren L. C. - Nielsen og Maleren Valdemar Neiiendam 74 - - Danske Mænd 80 - - Klassicisme 85 - - Nordpolen 89 - - Foraar ved Snehytten 94 - - Vejrfast 96 - - Tilbageblik 98 - - Skibet 100 - - I Kajak 102 - - Eskimoer 105 - - Landsmænd 111 - - Teater 118 - - Musik 121 - - Kvinder 123 - - Natur og Civilisation 126 - - Da Skibet kom 130 - - September i »Fjældhulen«. I-IV 133 - - Nokturne 140 - - Ene 142 - - Høst 144 - - Bekendelse 147 - - Sonet 150 - - Ene tilsøs 151 - - Tøbrud 153 - - En Sorg 156 - - Vinter 159 - - Snestorm 162 - - Indkvartering 165 - - Nyt Islæg 168 - - Afrejse 171 - - Tilbage til Mørket. I-II 173 - - Polarnat. I-XXV 175 - - Tilbagekomst 199 - - Liv 201 - - - - - _Solen har svigtet mig, - Lyset er stængt, - Polarnattens Mørke - paa Jorden sænkt. - Fjernt, hvor jeg dølger mig, - ISBLINK ombølger mig, - Minder forfølger mig, - -- _dem_ maa jeg dyrke, - de dømmer mig strængt - men giver mig Styrke; - o, de har trængt - til at faa sigtet sig ... - Se: jeg har digtet dig - alt, jeg har tænkt._ - - - - -MARIE - - - Nu sidder du sørgmodig - og venter mig forgæves, - Mørket, som har skjult min Vej, - det kan jo ikke hæves. - Og du faar ikke Brev i Hast, - og mange tror mit Liv sat til, - men du, min Ven, alene vil - paa Gensyns-Timen stole fast. - - Selv véd jeg, at jeg kommer - paa Trods af alle Skranker, - om bare et Aarstid saa staar - jeg ved vort Hjem og banker. - Men Pigen mønstrer min Person, - hun har nok aldrig set mig før, - godt dækket bag en lænket Dør - giver hun ikke straks Pardon. - - Hun tog mig for en Røver, - min Dragt var arm og broget, - -- jeg vilde jo overraske dig - og ikke ud med Sproget. - Hun løj perfekt, at Fruen sov - og bad forgæves om mit Kort - og havde kraftigt vist mig bort, - da langt om længe jeg fik Lov. - - Hun slap mig gennem Gangen, - gik for at søge Fruen. - -- Dèr sad jeg i en Lænestol - og kendte hele Stuen: - Slyngplanten op ad Vindvet skød, - Møblerne var de gamle blaa, - men da dit Arbejdsbord jeg saa', - hulked jeg bitterligt og fortrød. - - Her sad du altsaa trolig - og Savnets Taalmod lærte; - i Breve, som jeg aldrig fik, - udøste du dit Hjærte. - Af mange Trængslers Kalk du drak, - haardt blev dit Mod paa Prøve sat. - Alt, hvad du led ved Dag og Nat, - fatter jeg nu og hvisker: Tak! - - -- -- Jeg sidder tidt og drømmer, - hvordan jeg naar tilbage - til dig og det, der er mig kært - alle mine Levedage. - Jeg døjer Savn paa Land og Sø, - ernærer mig som Eskimo - og har den stolte sikre Tro: - den, der vil leve, skal ej dø! - - - - -ENE DU -- - - - Ene du, hvem ingen ænser, - og som i vor skjulte Rede - lider stille, naar jeg lænser - langvejs bort for stormfuldt Vejr, - ene du, hvem jeg har kær, - har forstaaet hélt min Lede - ved et Liv bag snævre Grænser. - - Og hver Gang mit Skib laa bygget - rejseklart, til Langfart taklet, - og vi troede, at Miraklet, - det, der gør os lykkelige, - skulde af mit Kølvand stige, - naar jeg længselspint kom hjem, - stod _du_ rank, skøndt taaresmykket, - pegende paa Kursen _frem_. - - Og jeg sejled, mens du vented, - -- o, hvor blev der _frit_ omkring mig, - rigt min Indsats blev forrentet, - men, _dit_ Liv blev mere trangt, - ak, og jeg drog ikke langt, - før det ramte som et Sting mig, - at jeg havde handlet vrangt. - - Al vor bedste Ungdom glider, - _Aar_ er mellem vore Møder: - _jeg_ paa Rejse alle Tider, - _du_ tyet ind i Klostercelle, - og det første Træk af Ælde - ser jeg tegnet i din Kind, - og jeg ser dig syg i Sind, - -- er det Hjærtet, som forbløder? - - Elskede! Tilgiv min Brøde. - -- Men jeg kan ej sidde rolig - i en lun, tillukket Bolig, - spise ved det samme Bord, - læse kendte Genbo-Skilte, - daglig sløves paa Kontor, - slide alt mit Mod tildøde, - faa de bedste Kræfter spildte - -- jeg maa se den hele Jord! - - Jeg maa ud, hvor Livet frister, - Kamp paa Livet for et Maal, - der gør Nerverne til Staal, - -- ikke dette ækle Klister - af politisk-sociale - og æstetisk-bindegale - Diskussioner i det blaa, - hvor man intet Slag tør slaa. - - Jeg er Storm. Og vildt forrevet - mørkner Skyen mine Baner, - sære Kurver blev beskrevet - mod det Livsens Maal jeg aner. - Du er Stille. Skyen svunden, - Havet rént og klart til Bunden, - hvor et frodigt Løvværk dølges. - Storm og Stille de maa følges. - - -- O, jeg gik og vented længe - paa den store Storm derhjemme, - som skal Friheds-Vejen sprænge, - blanded tidt min unge Stemme - i det radikale Kor, - -- men jeg skulde snart fornemme, - at det alt var Ord, blot Ord! - - Og du véd, min Sjæl sig krymper - ved at digte Brød til Huset, - ved at omgaas hver en Stymper, - der har lavet en Novelle. - -- _Jeg_ vil mér end blot fortælle, - jeg vil som de stærke Faa - ud til Livets Handling gaa - -- ene ud i Bølgebruset. - - Ud -- ja, ud i Verdens Blæst, - _ud_, før mine Blade visner. - -- Og nu er jeg Polens Gæst, - Vintren strænges, Kulden isner, - Bjørnen nær min Hule lusker, - Stormen vildt i Fjældet rusker - -- og jeg husker, o, jeg husker - Storme, som mit Hjærte hærged, - og som slog mit Mod med Pest. - -- _Ishavs_-Stormen _den_ er bedst; - har jeg bare Livet bjerget, - bliver Livet mig en Fest ... - - Men naar jeg nu snart skal stænges - af en dyb Polarnat inde, - falde hen i lummer Ro, - ingen Sol og ingen Sinde - Bud fra dig, om du har Tro - paa vort Gensyn og vor Lykke, - jo, da véd jeg, jeg vil længes, - ærligt ønske mig tilbage - til vort stille Hjemlivs Hygge. - - Men jeg véd, jeg snart maa stage - fra det grunde Vand min Baad - ud igen til fredløs Færden. - - Og jeg véd, at ingen Klage - røbe vil dit Hjærtes Graad, - du min eneste i Verden! - - - - -VISE - - - Jeg havde mig en Hjærtenskær, - en Hjærtenskær, - hun var saa skøn, - jeg var saa grøn, - hun lærte mig helt andre Kys, - end jeg af Mor og Søster fik, - de blev min Ungdoms Alterdrik, - de faldt som vaarligt Draabe-Drys - paa mine friske Sanser. - Lovpriset nu og altid vær - min fjerne første Hjærtenskær, - hvis Minde jeg bekranser. - - Jeg elskede min Hjærtenskær, - min Hjærtenskær, - i hendes Magt - min Sjæl var lagt, - og hun var klog som hun var smuk, - beskar mit Væsens vilde Skud, - stak mine Evners Baner ud - -- og gik saa fra mig, uden Suk, - og valgte sig en anden. - O, vidste du, min Hjærtenskær, - jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær - og laa ved Afgrundsranden. - - Og møder jeg min Hjærtenskær, - den Hjærtenskær, - der gav en Dag - mig Ridderslag - og lod min Drøm til Liv indvi, - da blusser alt mit Hjærteblod, - hvor er du smuk, hvor var du god, - jeg gaar dig rød og stum forbi - og hilser dig ærbødig. - Nu véd jeg først, at al min Færd - inddrak hos dig, min Hjærtenskær, - den Drift, jeg havde nødig. - - Jeg havde mig en Hjærtenskær, - en Hjærtenskær, - for hvem en Gang - jeg gerne sprang - i Havets Dyb, om hun gav Tegn, - et Liv, for hvem jeg kunde dø. - -- Men Tiden randt, og _andre_ Frø - blev klænget frem af Sol og Regn - og mig til Lykke givet. - _Da_ vandt jeg ret en Hjærtenskær, - _hun_ er mig mér end Døden værd, - hun er mig selve Livet. - - Jeg takker dig, min Hjærtenskær, - min Hjærtenskær, - du er saa god, - og du har Mod, - du venter paa mig tryg og tro - og bærer stolt og prud vort Navn, - du véd, de Tider kommer jo, - da jeg skal kryste dig i Favn, - naar Rejsen vel er omme. - Højlovet vær min Hjærtenskær, - mit Livs Behov, min Sjæls Begær, - nu skal vor Lykke komme! - - - - -HUSET VED HAVET - - - Langs den jydske Vesterstrand - har jeg jublet Barnesange, - har jeg udgrædt Hjærtets bange - Ungdomssmærte rén og sand, - har jeg angret dybt som Mand. - Og naar nu fra _denne_ Kyst, - hvor de høje Fjælde knejser - under evig Sne begravet, - Isen gaar paa fjerne Rejser, - og jeg hører Bølgens Røst, - længes jeg mod Vesterhavet. - - Vesterhav med Braad og Røg - over ørkengolde Klitter - ind i Land, hvor Lyngen stritter - paa en vejrbidt Kæmpehøj, - Land med brede Penselstrøg! - Sære, uvejrsdunkle Strand, - hvide Klit og blege Vænge, - skønnest Plet i hele Verden, - Tonebund for dybe Strænge, - som jeg altid høre kan, - -- Endemaal for al min Færden! - - Ja, for vi skal rejse Hus - dèr, hvor Klitten favner Heden, - ikke langt fra Barndoms-Reden - mellem Fjordens gule Grus - og det friske Havvands-Brus. - Naar jeg træt af viden Flugt - og de Saar, som Kampen giver, - trænger haardt til Fred og Hvile, - griber jeg min Pen og skriver: - »Hold i Nat en Dør oplukt!« - -- Henrykt ser jeg Vennen smile. - - Stolte Ven! Min dyre Skat! - Vi har mødt i Livets Kaos - mange Venner, som gik fra os. - _Du_ har aldrig mig forladt, - derfor kommer jeg i Nat ... - Aa, jeg ser jo Huset staa - gammeldags og lavt til Taget, - ser dig glad i Højtidstøjet - løbe hen og hejse Flaget. - Himlen blir saa høj og blaa, - begge faar vi Graad i Øjet. - - Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst! - Og den milde, stille Lykke - bare ved en Haand at trykke, - aande ved et elsket Bryst - Hjærtets underfulde Trøst. - Atter Fod i jydske Spor, - atter hjemme hos den bedste, - aa, hvordan skal jeg erklære - dig min Jubel ved at gæste - eget Hjem paa hjemlig Jord - -- endelig et Sted at _være_! - - Jeg befandt mig aldrig godt - i den store Bys Kaserner, - store Byer gir trætte Hjerner, - store Byer har meget smaat, - jeg blev led ved det Komplot. - Vi, som fik vor Vugge rørt, - i de fjerne, tyste Kroge, - nyder ungt de store Byer, - indtil vi blir gammelkloge - og af evig Længsel ført - hjem igen til frie Vuer. - - Og heroppe, under Fjæld, - naar jeg mindes danske Egne, - er det _Jylland_ alle Vegne, - til hvis rige Skønhedsvæld - jeg er endeløst i Gæld. - Tavs og greben steg mit Blik - mod de stejle Bjerg-Giganter, - men knapt fangede mit Øje - nogle usle Revling-Planter, - før min hele Attraa gik - til de jydske Kæmpehøje. - - Jo -- naar jeg en Gang naar frem - rig paa Livsmod, -- gid jeg maatte! -- - fattig som en Kirkerotte - men endnu ved alle fem, - jo, _da_ skal vi bygge Hjem. - Tidt nok blev det drømme-bygt - i de vemods-stille Stunder, - hvor mit Haab jeg opforgyldte. - Men -- der _skér_ en Gang det Under, - at vi to kan rejse trygt - Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte. - - - - -STEMNING - - - Over tungsindigt - dunkle Vande - flimrer i Natten - fortonede Rande - af drivende Fjældes - hvide Is, - der -- som i en Drøm -- - følger den fælles - mystiske Strøm - mod det stormfulde Hav - ud mod Forlis. - - Jeg stod og tav. - - Bare en eneste - Stjerne skinner: - _Venus!_ Dens Sølv - med Vandene rinder. - O, mine Minder! - Stille, stille, - nu bygger de Bro - langt, langt bort, - Bølgerne spille - en glemt Akkord. - Aa, hvem der var _to_! - - -- Haand, hvor du knuger! - Sjæl, hvor du bæver! - Dybt inde ruger - en Sorg, et Savn, - jeg hvisker et Navn, - -- min Længsel kræver - al min Besindelse ... - - _Hvor_ gaar din Færden, - elskede Kvinde? - Er _jeg_ den Verden - af ondt og godt, - du slutter inde - nu som før. - Eller har du blot - med Selvovervindelse - stænget din Dør, - været mig tro? - - Jeg grubler, spørger, - faar ikke Ro ... - - -- Jeg Taabe, som sørger, - jeg véd jo, jeg véd: - Længsel lider du. - Se, dèr skrider du, - skøn i din Søgen, - uden Frygt - frem over Vandene - søvngænger-trygt, - jomfruelig, nøgen, - min Kærlighed! - - O! At du vilde. - Tak! At du voved. - Stille, stille: - Stolt du hæver - dit lokkede Hoved, - dine Øjenlaage - lykkeligt bæver -- - jeg ser som i Taage - dine kærlige Blikke - vemodige, milde ... - - Stille! - - Vaagn ikke, vaagn ikke, - saa glider du bort, - og Natten bliver - saa knugende sort ... - - Det _er_, som jeg træder - hellige Steder, - hvor urørt Ynde - drømmende sover ... - Se, jeg breder - det blødeste Hynde, - vinker dig, beder, - lover, lover: - _Nu_ skal vort Liv - fra Nyt begynde: - - Bliv, bliv! - - Ingen savner os, - Natten favner os. - - - - -KAMMERATSKAB I »FJÆLDHULEN« - - -I - -TIL MARIE - - Du skal kende mine Fæller, de gode Kammerater! - Vi deler daglig Glæder og døjer Sorger sammen, - men ikke som et Hold disciplinerede Soldater. - Vi vil den frie Meningskamp, foragter »Ja og Amen«. - - Og vi faar lært hverandre saa godt og dybt at kende, - at vi véd, _hvor_ der er Sandbund og _hvor_ den faste Klippe. - Faar end en Gang i Tiden dette Rejsesamliv Ende, - vil næppe nogensinde Kammeratskabet glippe. - - Og dog -- hvem véd, hvad _skillende_ den næste Dag vil bringe, - det ærligst svorne Venskab kan blive brudt og sveget, - men lad os, Kammerater, vor Bitterhed betvinge, - thi den, der kender Mennesker, tør ikke kræve meget. - - Og vi er ikke Kærrestpar, som deres Forhold hæver - og giver Brev og Gave med Troskabs-Ring tilbage. - Det Liv, vi leved sammen, var dyrekøbt og kræver - et fredlyst Hjærtegemme for Mindets Højtidsdage ... - - Hver af os ejer Kanter. Men _den_ Gang Polituren - laa selskabsmæssig over os, da blev der aldrig kriget; - men nu er Hylstret sprængt, nu viser vi Figuren, - vort Sprog er nøgent dagligdags, vort Samliv er beriget. - - Vi tænker og vi læser, vi skriver og vi maler, - vi taler om det hele og siger frit vor Mening. - De sørgeligt berømte Ekspeditions-Skandaler - de kendes ikke her i vor Tremands-Forening. - - Hvor kan alene »Faust« give Stof til Tankeskifte - for Folk, som ejer Hjærte og har noget i Panden. - Jeg væmmes, naar jeg husker Polarforskere skrifte, - at de tilsidst slet intet havde at sige hinanden. - - De minder mig om Ægtepar, der enten byder Gæster - eller gaar ud til Middag i ét ustanseligt Køre; - de tør ikke være _ene_, for de ejer ingen Rester - af Tankeliv, hvorpaa de kan en Underholdning føre. - - De snakker blot om Dagsnyt og Husholdningspenge, - og aldrig mere gnistrer Ilden i deres Øjne, - Samlivet er et Haandjern, der skal bæres saa længe, - at de fængsels-trætte Sjæle tyr til Tavshed eller Løgne. - - Men _vi_, som lever her i et stænget Mørkerige, - Gud hjælpe os, om ikke vi kunde bruge Sproget - og øse af vort Indre i det uendelige - og drøfte Livet _bag_ os, forunderligt og broget. - - Og digte Livet _fremad_, saadan som det skal skabes, - naar alle Evner frigør sig for Tvivl og svimle Drømme; - -- hvad véd vi vel, om Lykkens Lod skal vindes eller tabes, - vi sidder blot i Mørket og lader Talen strømme. - - Det _danske_ Sprog! Det eneste, hvori min Sjæl forløses, - det bobler mig i Blodet, det gløder mig paa Læben - som Sang, som Suk, som Graad, hvori alt levet Liv udøses, - -- tag ikke Sproget fra os, saa dør vor bedste Stræben. - - -- -- Vi _tre_ er alle vokset fra det unge Fælles-Præg, - hvor man entusiastisk vil _Enighed_ bestandigt - og tror, et Venskab revner som Skallen paa et Æg. - Nej, vi er alle vokset. Vort Venskab tér sig mandigt. - - Thi gaar vi løs paa Sagerne og siger til hinanden: - se, saadan er Moralen, _jeg_ har af Livet taget, - du faar mig ikke anderledes; Hjærtet og Forstanden - er netop saadan formede af Læren, jeg har draget ... - - Og du, min Ven, som venter mig, mens Aaret trælsomt rinder, - skal kende disse Fæller, med hvem jeg deler Livet, - -- nu kommer Vinternatten, hvor Solen aldrig skinner, - men glad er jeg, at gode Kammerater blev mig givet. - - Jeg har i hele Verden kun dig og Far at byde - alt, hvad af ømt og kærligt jeg i mit Hjærte véd. - Men ene her blandt Fællerne er det min Fest at nyde - vore Karakterers _sande_ Form for Personlighed. - - Thi ingen Ven vil give andet, end han ejer, - naar han sit Selv har lutret og kender Fundamentet; - han træder op paa Vægten og viser, hvad han vejer - med stærkt og svagt, med ret og vrangt -- godt eller slet forrentet. - - -- _Mig_ kender du og véd, jeg er ikke af de blide, - endskøndt en Gang jeg galdt for at være saa elskværdig, - medgørlig og behjælpsom -- ja, endnu maa jeg lide, - fordi jeg ikke tidligt nok blev med de Dyder færdig. - - _Da_ troede jeg paa Mennesker -- og paa min Barnelære -- - de var saa gode _alle_, jeg vilde ingen støde, - men altid selv beflitte mig paa mild og god at være - og blot til Immer-Venlighed min Egoisme nøde. - - Jeg er som alle dødelige kraftig egenkærlig, - men Religion og Far og Mor fortalte mig, at Livet - forstøder den, der ikke sin Næste elsker ærlig. - Da jeg drog ud i Verden, var den Moral mig givet. - - Moralen er ophøjet. Men Livet véd en anden, - og det er den, der raader. Længe blev jeg skuffet, - før ogsaa _jeg_ fik lært mig at slaa den Tyr for Panden, - der ellers mit naive Hjærte vilde truffet. - - Men hvorfor skal dog Slægtled paa Slægtled Livet møde - saa rent uforberedte om Lovene, som raader! - De skønne Idealer er jo allesammen døde, - hvorfor da spilde Livet paa uløselige Gaader! - - Du véd, jeg blev beundret som »overmaade brav«, - -- men jeg var ved at kvæles af den lumre Venneskare, - der gav mig smukke Navne men udnyttede mig bare. - Og i mit Hjærte vokste om _eget_ Liv mit Krav. - - Jeg var jo ikke bare den elskværdige og rare, - men lagde tidt mit Ansigt i de efterspurgte Folder. - Verden vil bedrages. Som der raabes, maa man svare; - et Menneske maa gøgle i usmagelige Roller. - - Det kneb at sprænge Pansret, af tusind Hensyn smeddet, - hvori min Evne higede mod Selvstændighed. - Jeg saa, min rette Arbejdsmark, men brød jeg gennem Leddet, - maatte jeg jo træde »de andre«s Blomster ned. - - Fra dem, som havde prist mig, lød nu en anden Tone, - de fandt mig saa forandret, lidt hensynsløs desværre, - beklaged deres Fejlsyn før, beklaged mest min Kone, - ifald jeg ogsaa hjemme var en stiv og stædig Herre. - - Ja -- det er svært at lære, at det, som Livet kræver, - er viljehaarde Hænder, som egen Kraft tør kende. - -- Vær karrig med din Følsomhed, om end dit Hjærte bæver: - den, der er Ven med alle, er mest sin egen Fjende! - - Og vil du tækkes alle, da tækkes du slet ingen; - de jubler, naar de ser dig, men smiler bag din Ryg. - Blot til en eneste Kvinde gav du Bruderingen; - jo færre dine Venner, des mere er du tryg. - - Ja, mine Venner hjemme, I faa, som blev mig tro, - o, vidste I, hvor vemodsfyldt jeg følger gamle Minder - fra Tider, hvor vi sørged, fra Dage, hvor vi lo, - jo, det er stærke Traade, som os tilsammen binder! - - Det skal I alle vide, men du, min Ven, især, - af disse Minder lever jeg, helst nu da Dagen hælder, - saa langt fra Eder alle -- og dog ingentid saa nær, - saa ene her i Mørket -- og dog blandt gode Fæller. - - Og har jeg prøvet Mennesker og kaldt dem mine Venner, - da faar mit Liv et Lykkeglimt, naar vore Baner følges. - Og derfor skal du vide, du, som mit Livsløb kender, - hvordan vi lever sammen, her hvor vor Skæbne dølges. - - Vi er tre _danske Viljer_, hver i sin Formning støbt, - men med en fælles Farvebund for Kunsten og for Livet - -- og saa tre Eskimoer, hvis Arbejd vi har købt, - men som i Købet redebont har Kammeratskab givet. - - -II - -HARALD MOLTKE - - Frostklar var Dagen. Du husker den ikke. - Maalet var naaet -- men for hvilken Pris! - Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke, - laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis. - Rundt om os bare den livløse Is. - - Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede, - ensomt ad utraadte Veje vi stred - op til den nordligste Kyst paa vor Klode, - Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved. - Det blev den tungeste Dag jeg véd. - - Jubelens Time, vi stolt skulde fejret, - naar vi besteg den forjættede Grund -- -- - udslidte laa vi om Snehytten lejret, - Ordene frøs paa vor angstfulde Mund, - hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund. - - Kysten var lydløs og menneske-øde, - intet at æde for Hunde og Mænd, - fjernt i den gryende Morgenrøde - bølged den blaanende Isblink hen. - -- Skulde du stivne og dø som den? - - Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde - segned du midt i din rastløse Flid ... - Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde - varme dig Læben, som skælver hvid. - Raadvilde ser vi din grufulde Strid. - - Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse, - Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst, - hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse, - frivillig fulgte du. Guld eller Gunst - søgte du ikke. Maalet var _Kunst_. - - Ja, og dèr laa du nu slagen og stille, - saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor. - -- Da var der ikke en Time at spilde, - frem langs de ukendte Kyster vi foer - til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord. - - Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte, - pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt, - -- _intet_ dig kunde mod Kulden beskytte, - Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt, - drøjere Tid har jeg aldrig kendt. - - Usselig plejet hensank du i Dvale, - Pinslerne gjorde dig sanseløs. - -- O, om vor Snehytte kunde tale, - dèr, hvor vi sultede sammen og frøs - og for den truende Knokkelmand gøs! ... - - Se, der er rundet det halve Aar siden, - værkbruden lister du endnu omkring, - og, om du retter dig helt med Tiden, - véd vi jo ikke, véd ingen Ting, - -- er du mon frelst fra et dødeligt Sting? - - Sørgelig tung er den Lod, du har fristet, - men din Taalmodighed lykkelig stor. - Lykkelige du! Du har _intet_ mistet, - thi i dit svækkede Legeme bor - _Sjælen_, frodig som nyskabt Jord. - - Selv har du sagt, at du véd, du har vundet - Muld i dig selv, hvor du før var gold, - faaet din Tro paa dig selv begrundet, - -- ja, du har vundet mangefold, - du, som endnu har din _Kunst_ i Behold. - - Du er en _anden_, end først da vi kendtes, - klarere Blikket, din Sjæl dybet ud, - snart vil dit Lidelsens Guld forrentes, - Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud, - _den_ blev din Evnes Gennembrud. - - Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse, - det er dog det samme Hjærte, jeg ser, - din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse, - de samme retsindige Livs-Idéer, - din altid urokkeligt tro Karakter ... - - Sultet og frosset og lidt tilsammen, - lyttet til Suk fra hinandens Bryst, - -- mørk og knugende er vel Rammen, - Billedet selv dog straalende lyst: - en gryende Sol over ukendt Kyst! - - _Solen_, det er din skabende Evne, - _Landet_, din Tankes nye Muld, - Nu gaar du ud mod det store Stævne, - lidet agter du Gunst og Guld, - Sjælen er rig nok og drømmefuld. - - Din Sjæl -- som du selv -- er adelsbaaren, - _jeg_ er af Borger- og Bondeslægt; - Rem af vor Ryg har Adelen skaaren, - længst er de blodige Strimer lægt: - Mit Venskab er i din Varetægt! - - -III - -KNUD RASMUSSEN - - Der var kommen en Dag - i vort Venskab en Rift, - og af Saaret flød Gift, - som gæred til Nag - -- Mistillidens Gift den gule, - som ingen søgte at skjule. - - Men det hændte os tidt, - at vi talte forstemt - om, at aldrig blir glemt, - hvad et Venskab har lidt: - _vi_ er ikke af dem, som lover - at lægge Glemsel derover. - - Og vort Samvær blev trist, - for vi led, begge to, - men vi havde den Tro: - der vil komme tilsidst - gennem hensynsløs, aaben Forklaring - et Venskab, bygt paa Erfaring. - - Og saa skete det her, - at vor Hjemvej blev stængt, - og da har vi vel trængt - til at knyttes lidt nær - til hinanden i fælles Smærte, - og se! Da talte vort Hjærte ... - - Der laa Sensommer-Glød - paa det ensomme Næs. - I det gulnede Græs, - hvor Vildbækken flød, - dèr laa vi og rensede Vunden, - og nu er Saaret forbunden. - - Der var sket noget stort, - kastet bort noget tungt, - og vi drømte saa ungt, - som vi før havde gjort, - da vi gik i den hjemlige Verden - og digtede Planer til Færden. - - Ja, hvor gransked vi tidt - i det grønlandske Kort - og beregned hvert Skridt, - som vi vidste blev vort, - -- vi _vidste_ det! Vi kunde mærke, - vi var ubetvingelig stærke. - - Thi det _kan_ ikke ske, - at en Ungdom, som _vil_ - og har Kræfter dertil, - maa sig vingestækt se - og lade sig skubbe fra Reden - af Oldinge-Stædigheden. - - Og det »Adgang forbudt«, - som en mugnet Plakat - fra vor Enevoldsstat - mod vor Rejse fik skudt, - dette Grønlands kinesiske Lukke - _vilde_ vi sønderhugge! - - Da saa Landet laa frit, - og trods »Venne«-Kritik - i Opfyldelse gik - hvad vi drømte saa tidt, - om de unge Vinger at strække, - da var vi bevægede begge ... - - Og nu ligger vi stængt - i Polarnattens Hi, - vore Drømme er fri, - nye Planer blir tænkt ... - Maaske stævner vi _nordpaa_ ad Aare - til Sejr eller Fald eller Baare. - - Ja, jeg véd, hvad du _kan_. - Du har Grønlænder-Blod, - jeg har prøvet dit Mod, - du er modnet til Mand, - og du _er_, blandt alle jeg kender, - den tryggeste, hvad der saa hænder. - - Du kan ro en Kajak - gennem oprørt Vand, - du kan styre et Spand, - om saa Fanden det trak, - du er født her i Pollandets Øde, - og her skal din Skæbne du møde. - - Dette Land, det er dit, - du, som taler dets Sprog! - Du skal skrive en Bog, - som kan lære os lidt - om Folket ved disse Kyster, - dets Skæbne, Drømme og Dyster. - - For vi andre, vi gaar - ikke dybt i et Folk, - som vi kun gennem Tolk - i Tale faar ... - Men mod _Nord_ kan jeg gaa, om du følger, - over Ishavets stivnede Bølger. - - Ja, mod _Nord_, Grønland rundt, - dèr, hvor ingen har traadt! - -- Er i Drømmene blot - dette Syn os forundt? - Eller gaar _virkelig_ Færden - mod ukendte Egne af Verden? - - Vi har Kraft nok og Mod - og et lysende Haab, - vi fik Æventyr-Daab - under Isblinkens Fod, - vi har Ungdommens sejrrige Alder, - -- men mod Syd ligger Hjemmet og kalder ... - - _Hvor_ vi gaar! _Hvad_ der sker! - Om vi mødes igen! - Se, da er der, min Ven, - ingen Mistillid mer: - Det er ærlige Haandslag, vi giver, - de er _rene_ de Hænder, der skriver! - - Og krystalklar og pur - -- som den Vildbæk, der flød - under Sensommer-Glød -- - er vort Venskabs Natur. - I Mindernes lutrende Rødme - staar Samlivets Smærte og Sødme. - - -IV - -JØRGEN BRØNLUND - - Kære Jørgen, sære Jørgen, - du vor tro »Alt-mulig-Mand«, - aldrig nogen Grund til Sørgen, - Jørgen _alt_ udrette kan. - Faar en Hundeskagle Nykker, - gaar et Slædejern i Stykker, - skal der bruges Fil og Sav, - er han Manden - med Forstanden - og det rette Haandelav. - - Men vi skændes næsten daglig, - jeg og Jørgen, med Humør. - Ogsaa jeg vil spille faglig, - jeg har rejst i Verden før. - Men jeg kommer ingen Vegne, - hans Begreber er hans egne, - al min Visdom uden Vægt. - Et despotisk - »Idiotisk« - er hans Svar paa Dialekt. - - Men vi kan som Regel staa os - ved at følge Jørgens Raad, - skøndt han helst vil overgaa os - paa sin Slæde som i Baad. - Bringer han os lidt i Knibe, - og der er blot ringe Stribe - Udvej for vort unge Liv, - altid tør han, - altid gør han - just det _rette_, klog og stiv. - - Jørgen er vor bedste Jæger, - skyder altid Smaavildt nok, - og i »Hulen« han os kvæger - som en sjælden renlig Kok, - er snarraadig Blikkenslager, - snild som Smed og Bøssemager, - ja saagar i Tegnekunst; - dydig, vittig, - frisk og flittig, - sparsom med sin Ros og Gunst. - - Jørgens hele Kundskabsmængde - er just ingen ringe Part; - dybe Ting han gennemtænkte, - ræsonnered altid klart. - Kølig er hans skarpe Hjerne, - haane Dansken vil han gerne - -- nu og da med nogen Ret, - socialistisk, - egoistisk - uden selv at vide det. - - Jørgen vil jeg altid huske - længst af al hans mørke Slægt. - Ingen Dansker kan ham kuske, - han er stærk i Selvrespekt, - minder mig om stejle Jyder, - kender sine Landsmænds Lyder, - ser og skatter deres Værd, - lod mig lære - dem at ære - paa vor lange Grønlandsfærd. - - Eskimoen er godmodig, - med den fri Natur i Pagt, - og jeg véd, han hader blodig - Enevældets snævre Magt. - -- Blandingsbørn blir født uægte, - som den Danske ej kan nægte - Penge og Paternitet. - Sagen glemmes, - han forfremmes, - bliver »Amtmand« trods sin Bêt. - - Men forelsker han sig ærligt - i en smuk Grønlænderinde - og vil giftes! Hvor besværligt - at faa stiftet Hjem med hende! - Kun mod Tab af Embedsstilling - faar han Ægteskabsbevilling, - -- Manden maa jo være gal! - Staten harmes - ved den armes - Syn paa dansk Missions-Moral. - - Vi har kristnet Eskimoen, - lært ham Tvivlens Sjæleangst. - For sin Frihed vandt han »Troen« - og fik Kaffe for sin Fangst. - Selvkaldt er vi Landets Herre, - vi kan for Kulturen spærre, - og det har vi hidtil gjort. - Penge vandt vi, - Folket bandt vi - stavnsfast bag en lukket Port. - - -- -- Naar en Gang i Grønlands Styre - sjette Frederiks flade Aand - faar sin slet fortjente Hyre - og blir kvalt i egne Baand, - og naar Vejen brydes aaben - til at holde over Daaben - Landets _egne_ Børn som _Mænd_, - der kan lede - egen Rede, - saa er Jørgen glad igen. - - Jørgen! Du maa ikke slippe - Fremtidshaabet for dit Folk, - rank og grundfast som en Klippe - skal du være Retfærds Tolk. - Du skal se, der gryr en Morgen, - da I hejser Flag paa Borgen - under unge Frihedskor: - send da ikke - hadske Blikke - ned til gamle danske Mor! - - -V - -GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA« - - Gaba er god, - god som et Barn, selv om alt gaar imod, - han kan sig let med vort Vildliv forsone, - længes vist knapt efter Spædbarn og Kone, - som han forlod. - - Gaba er klog, - taler blot et malabarisk Sprog, - tidt maa vi ty til de særeste Fagter, - eller vi udgransker det, som vi agter, - af en Glose-Bog. - - Gaba er Kok, - Koksmath især -- men han har en barok - Lyst til vor Smagssans at undertrykke - ved at benytte som Viskestykke - Skjorte og Sok. - - Gaba er flink, - lystrer med Iver vort ringeste Vink - -- helst dog, naar Vinket betyder at skaffe - Vand paa en Kedel til The eller Kaffe, - -- se da hans Blink! - - Sukker især - har han, den Slikmund, usigelig kær, - sender sin Skefuld forelskede Blikke, - naar han behændig faar _Top_ til at ligge - -- en Kunst, der er svær! - - Gaba er glad, - sorgløs og lattermild, blot han faar Mad, - men naar vi mindsker en Dag Provianten, - saa kan han sætte sig ordknap og vranten - over sit Fad. - - Gabas Tobak - er hans Bekymring og evige Snak, - og for at skaffe sig noget at røge - tror jeg, han gerne vilde forsøge - sin Skind-Timiak. - - Han er adræt, - let tilbéns danser han Reeler med Spjæt. - Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig: - Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig: - »Danse mig træt!« - - Gaba har Trang, - Trang til at sove, skøndt vækket en Gang, - ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig; - rusker man Fyren, saa svarer han værdig: - »Jeg drømte, jeg sang.« - - Gaba har Røst, - Salmesang er ham en daglig Trøst, - Melodierne er bestandig hans egne, - og _de_ tager Tonen fra samtlige Degne - her under Kyst. - - Han er literær, - nedskriver Gloser og Folkesagn her, - lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde, - ikke en eneste Sjæl kan udtyde - hans Kragetær. - - Gabas Moral, - Kristenmoral, den er ikke saa gal: - dybt han beklager sin hedenske Søster, - fristes dog selv af hedenske Lyster, - naar Natten er sval. - - Kæk i Kajak - gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak, - kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte, - er efter Sæl en paalidelig Skytte. - Gaba, hav Tak! - - Tro har han fulgt, - delt vore Kaar under Velstand og Sult. - Rækker vi bare Uperniviks-Landet, - skal han faa Sukker og meget andet, - aabent og dulgt. - - Hundred iblandt - dem, som vi til os paa Rejsen bandt, - vilde forlængst have mistet Gemyttet - og til den grønlandske Hjemvé lyttet; - _han_ var konstant! - - Ja, du var tro, - tro mod din Pligt, og som oftest du lo. - Tak for din Troskab, din Sang og din Latter; - gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter - dig i dit Bo. - - -VI - -AGPALING'UAK - - Din Slægt er død. Din Far og Mor - har nyligt vi til Hvile bragt. - Saa tog du mod vor Briks, vort Bord - og har vor Levemaade smagt. - - Og da vort Kød og Brød slap op - med Vandet i den frosne Elv, - da gav du os en Hvalroskrop - til Hundefor og til os selv. - - Og af dit Telt vort Tag blev lagt, - vi brændte alt dit Lampespæk, - i din Kajak gik vi paa Jagt, - til synkefærdig den løb læk. - - Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt, - og drog ad Kløften højt til Fjælds; - og havde du en Hare skudt, - gav du os baade Skrog og Pels. - - Fælles er nu vort Ædetrug - og alt vort Stræb for daglig Kost. - Om Hulen stryger Vejrets Sug, - hvide er Væggene af Frost. - - Mest er du tavs, begriber knapt - vor stille Syslen med Papir; - det er, som om du havde tabt - din Aands de gamle Vildmands-Stier. - - Snart sover du paa Briksens Sten - og raaber tidt i Søvne højt, - drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén, - nu da vort Forraad er lidt sløjt. - - _Kød_ er din hele Tankekres, - din Verden blot et bræklædt Fjæld, - knap kan du tælle til en Snes, - og dog befinder du dig vel. - - Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt - følger du kun din egen Trang, - hver Livsens Dag blir festligholdt - med Elskov, Mad og Trommesang. - - Af tusindaarig Slægt udgroet, - der langs den hvide Isblink drog, - har du som dine Fædre troet - paa skjulte Magters Varsel-Sprog. - - Alt det, som dine Fædre vandt - af Livets dyrekøbte Kløgt, - blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt, - -- en Ledetraad i Livets Røgt. - - Ærværdig er din Hedning-Tro, - som helst du følger til din Død, - -- men Kristenheden slaar sin Klo - i al din svare Sjælenød. - - Thi ikke kender du den Gud, - i hvis misbrugte Frelsernavn - _vi_ skulde øvet Hjærtets Bud - men tændte Hadets Flamme-Bavn. - - Vor stakkels Agpaling'uak - med Biblens Helgennavne døbt, - fortabt den Frihed, han inddrak - i Fjældnaturen, isblink-svøbt, - - hans Fædres Visdom søndertraadt, - tusindaars-gamle Skikke brudt! - Han har den store Pan forladt - for Salmesang og Bly og Krudt. - - Hans Tarmskindstromme haanet blev, - hans Sang forbudt, hans Sagn belét, - -- her sad tre hvide Mænd og skrev - alt, hvad de havde hørt og set -- - - saa var det altsaa _dem_, der stjal - hans gyldne Frihedsliv, til Tak - for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval, - -- vor stakkels Agpaling'uak! - - - - -MOR - - -I - - Ind under Elmehækken, - af Vestenstorme mejet, - er der en Grav i Rækken, - en altid kærlig plejet, - dèr hviler trygt - i Rosenflor - min Mor. - Og skinner Solen vaarligt, - og spirer frem, selv her mod Nord, - duftende Kalke af mager Jord, - da mindes jeg din Grav, o Mor, - og ser den for mig blomstersmykt, - husker dit Blik -- og véd med Frygt, - at al din rige Godhed - fik jeg kun lønnet daarligt. - - Alt, hvad jeg vilde sagt dig, - og som dig skulde trøstet - og til mit Hjærte bragt dig, - bævede mig i Brystet -- - ak, men jeg stod - snart ved en Grav - og tav ... - Paa Livets travle Veje, - opfyldt af tusinde Behov, - rammes vi brat af Livets Lov: - at nu har Døden valgt sit Rov, - et elsket Hjærte skælver sygt, - da haster vi i Haab og Frygt - og kaster os i Hulken - over den dødes Leje. - - -- -- Over den dødes Kiste - hang der en Blomstersfære, - Venner og Fjender viste - Liget »den sidste Ære«, - og mellem dem - hyklede bedst - en Præst ... - Aa, vi er som Sjakaler, - vi slaas gemént i Livets Krig, - vinder vor Sejr ved skummel Svig - men mødes _enigt_ om et Lig -- -- - vi rosenkranser Ligets Hjem, - dèr, hvor vi før holdt Torne frem, - og tror, at disse Blomster - vor hele Gæld betaler. - - Selv _den_, der vilde baaret - _dig_, Mor, henrykt for Livet, - aldrig din Tanke saaret - og ingen Sorg dig givet, - _ham_ førte bort - fra dig og dit - hvert Skridt. - Du blev din Søn berøvet - og lærte Livets bitre Kaar: - at Barnet egne Veje gaar, - som ingen kærlig Mor forstaar; - du troede Barnets Hjærte haardt, - fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort - og elskede ham dog højest, - som havde dig bedrøvet ... - - Til Mors Grav derhjemme - er mange Hundred Mile -- -- - men husker jeg din Stemme - og ser dit Ansigt smile, - er som en Drøm - om svunden Nød - din Død; - jeg føler Livets Varme - udstraale fra dit Modersind, - skærmende kysser du min Kind, - gaar vejkendt til mit Hjærte ind - og hører dèr i Blodets Strøm - Sønnetakken inderlig øm - og knuger lykkelig Barnet, - der græder i Mors Arme. - - -- Ak, ørkesløse Drømme, - som bare gør bedrøvet! ... - I duftende Rosenstrømme, - i Læ bag Elmeløvet - er der en Plet - med gruset Jord - og Mor. - Du stoled paa et Møde! - -- ja, Livet er jo fuldt af Nød, - og Himlen lover Frelserskød ... - Mor var saa god. Men Mor er død. - Aa, Mor, hvor var du livsenstræt; - først nu, for sent, forstaar jeg ret - _din_ Livssorg -- og min egen - aldrig sonede Brøde ... - - Nu blomstrer fløjels-sorte - Roser hjemme i Haven, - men jeg, saa langvejs borte, - kan ikke smykke Graven, - og ingen véd, - om siden mer - det sker ... - _Hvem_ bliver næst i Rækken? - Staar jeg mon selv ved Dødens Port? - Nej! Livet er saa rigt og stort - og mit Begær mangfoldiggjort ... - Eller er maaske _Far_ bragt ned - til Mors Støv og Støvets Fred? - -- Underligt hører jeg Blæsten - suse i Elmehækken ... - - -II - - Det er i Dag din Dødsdag, Mor, - din Dødsdag, Mor -- - nu er det længe siden, - men Tanken gaar ad de gamle Spor - langt tilbage i Tiden. - - Der kom en Dag et Bud, som lød: - din Mor er død -- - jeg blev som fra Forstanden, - haabede i min bitre Nød, - at Slaget galdt en anden. - - Døden var aldrig traadt mig nær, - og Mor især -- - det var saa rent utroligt. - Da sagde én, som er mig kær: - »Se nu og tag det roligt.« - - »Rolig, rolig -- naar Mor er død, - saa tungt et Stød! - det kan du aldrig mene.« - Vred og forvirret jeg udbrød: - »Gaa -- lad mig alene!« - - Og ene blev jeg. Gik i Døs. - Skjalv som jeg frøs. - Kunde slet intet sanse. - Vidste blot, jeg var moderløs ... - Gode Folk bragte Kranse ... - - »Lær mig, o Skov, at visne glad«, - den Salme bad - Mor om at faa ved sin Baare ... - Versene kunde jeg udenad, - lalled dem som en Daare ... - - -III - - Men havde du levet den Dag i Dag - og ventet forgæves og ingen Ting hørt, - om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført? - om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag? - -- du havde grædt Øjnene røde, - du havde dig sørget tildøde. - - Fra _den_ Gang, du bar mig til Verden med Vé - og nær ved din Død havde Livet mig købt, - da blev med de ømmeste Navne jeg døbt, - da var jeg det kæreste, du kunde se, - du strakte de værnende Hænder - mod alle min Uskylds Fjender. - - Og er der i Verden, saa ond og saa stor, - ikke den Moder, der svigter sit Kald - men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald, - saa er du blandt Mødre, min elskede Mor, - den mildeste, kærligste Kvinde, - den bedste, jeg kunde finde. - - Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod, - har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt, - du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt, - om at være dit Hjærtebarn naadig og god, - om at give ham Troen tilbage - og hans _Fred_, som i gamle Dage. - - Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred, - at Sjælefred er mig som Døden imod -- -- -- - Der bruser den evige Storm i mit Blod, - min Fod ejer ikke et blivende Sted. - Den eneste Gud, jeg kan dyrke, - er Menneske-Aandens Styrke! - - Den kætterske Kraft i vor Menneskehed, - som ensomme Aander frimodigt os gav, - den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav - stærk ved sin Tro og sin Kærlighed. - Nu mødes vi ingensinde. - -- Velsignet være dit Minde! - - Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set, - -- kun set i min Mor et guddommeligt Værd. - Men havde du levet og lært af min Færd, - hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt, - du havde dig græmmet tildøde - for Dommen, jeg gik i Møde ... - - -- O, intet i Verden er godt som en Mor, - en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod, - men alle saa gør vi vor Mor imod; - der kommer en Dag, da hun mister vort Spor, - hun, der har selv kunnet _savne_ - for Barnets Fremtid at gavne. - - Saa underligt er det: Af al vor Natur - vi vælger vort Liv _trods_ moderligt Raad, - vor egen Vilje skal styre vor Baad, - knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur, - Opdragelsen gør vi til Skamme, - -- vor Mor har vel gjort det samme! - - Ja -- _evigt_ er Livet! Men vinder vi _frem_? ... - Teknikken den skrider med straalende Hast, - moralsk saa staar vi forsumpet og fast, - thi Dyds-Karaktererne, _hvor_ har vi dem? - Den eneste Dyd paa Jorden - er det hellige Kald for Moren. - - Og dog -- vort Menneskeliv det er rigt, - og den, der har levet dets ondt og dets godt, - ja, den, der har ejet en Moder blot, - han elsker det Liv, vi evindeligt - skal leve til sene Slægter, - hvad Tro vi saa forfægter. - - Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag .... - Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany, - at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly, - som uden Fortielse, uden Bedrag - om Livet og Mennesker spørger ... - Saa vaagner jeg op og sørger. - - Jeg sørger, for jeg er jo moderløs - og finder dig ikke, naar jeg vender hjem, - -- jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem, - og staar dèr og skælver, som om jeg frøs, - mens Blæsten hvirvler med Støvet - og suser i Elmeløvet ... - - - - -FAR - - -I - - Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt, - du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt - med al den stejle Viljetrods, du _selv_ gav mig i Arv, - som rinder _dig_ i Blodet, - som er _mig_ Livsens-Modet - og min Lykkes sande Tarv. - - Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik, - den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik, - _nu_ véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg - har voldt dit eget Hjærte - en tavs, indkapslet Smærte, - et forknuget, bange Tryk. - - Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung. - Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung, - men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt, - jeg kender jo dit Hjærte - og véd, at hvad du lærte, - det var ingen Tid forstilt. - - Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod, - tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod; - men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind, - var Solen aldrig nede, - før al fortørnet Vrede - laa med Dagen slumret ind. - - Du er din Søn _mer_ end en Far. Du er hans bedste Ven, - hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd. - Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst: - Hvert Menneske maa lære - sin Selv-Profos at være - og sin Skæbnes egen Trøst. - - Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt, - den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt. - Stræng var en Gang den Tugt, du gav, -- men hundredfoldigt tungt - faldt selve Livets Svøbe, - den, ingen kan undløbe, - som har levet stærkt og ungt. - - O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf, - men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf. - Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds, - vi er to gode Venner, - jeg velsigner dine Hænder - i et ydmygt Sønnekys. - - -II - - Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen, - alle Ruder dirred, Taffeluret klang, - Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen, - ude dæmred Dagen, Spurvene de sang. - - Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten, - det var sén Oktober, Lindeløvet faldt, - langt vi skulde køre stik imod Nordvesten; - det var Faaretyven, som vor Rejse galdt. - - Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen, - sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads, - -- ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen, - og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads. - - Altfor nænsomt gode, altfor offerrede, - for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor - -- jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede: - »Pas nu paa jert Helbred -- og jert Flaskefor!« - - Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken - og saa' Lillepigen bringe Rejsevin. - »Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken, - Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin ... - - Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner, - bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar. - Jensens ligger atter i de lune Dyner, - drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar. - - Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet - henad Hedevejens sære skjulte Slyng, - alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet, - milelang er Sletten med den mørke Lyng. - - Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde -- -- - Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors -- - Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde, - Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors. - - Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden, - paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg, - gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden, - fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg ... - - Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet, - kigger efter Solen, den, han helst undgaar ... - Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«, - stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar? - - Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde, - Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt. - Barne-Øjet dugges: Aa, var _jeg_ den Hyrde, - der tog hele Hjorden i min Varetægt! - - Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente, - ham, der har sig mættet af den riges Fad. - Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente. - Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad ... - - -- -- Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder, - Madmor sætter Davren dampende paa Bord. - Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder, - der er megen Madlyst, ikke mange Ord. - - Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken, - men den træge Husfar slipper brat sin Ske, - rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken, - stirrer gennem Ruden ... Hvad kan han mon se? - - Og med ét saa holder vi for Husmandshytten, - Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med: - Alle Munde tier i bestyrtet Lytten, - alle Øjne siger: man vil os Fortræd! - - Og da langt om længe Vognen atter skrumler, - er vi _fire_ i den ... Nu er Dagen kort, - Vesterhavets Brænding over Klitten mumler. - Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort. - - Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme - Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort, - Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme, - men fortrøstningsfulde: han har _intet_ gjort! - - -- Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet, - er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt; - Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet, - -- vidste han vel altid, hvad _jeg_ handled dulgt? - - Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder - ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk. - Mads har rig Erfaring og er Sjælekender, - jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk: - - »Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte. - Inde i Arresten faar de ham nok mør. - De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte; - du maa huske, Lille, _jeg_ har kørt dem før.« - - Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme, - stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, -- - jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme, - fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har. - - Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme, - sværger Straffeloven uforsonligt Nag, - -- mine Tanker sløves i den klamme Varme, - da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag. - - Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande - som en Kind, der blues over Jordens Skam. - Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande - som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam. - - Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten, - Borgerne de sover, Lygterne er tændt, - Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten: - »Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har _bekendt_!« - - -- -- Det er tungt at lide med en forurettet, - tungere at vide al sin Medynk spildt ... - Det var godt at komme hjem og blive mættet - fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt. - - -- Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte - ud paa Embedsture i mit jydske Land: - Livets bitre Jammer jeg betaget hørte, - og den falske Taare tog jeg straks for sand. - - Det er længe siden. Mange Illusioner - skulde briste sønder, før min Mund blev klog ... - Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner - ud fra Æventyrets gamle Børnebog. - - Disse sære Farter over dunkle Sletter, - dette Væld af Minder ud af Livets Kaar, - disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter - har jeg altid elsket fra de unge Aar. - - Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter - hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm; - i de mørke Aftner, i de lange Nætter - faar de gamle Minder atter Liv og Form. - - -- -- Om du husker Tiden! -- Ja, jeg véd, du mindes. - Og du véd, min Barndom er mig dyrebar ... - Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes - paa det rette Sted. Du min hvide Far. - - -III - - Kære Far! Jeg bér dig blot: - vær i Live, naar jeg kommer, - byd ham Trods, den strænge Dommer, - Dødningmanden. - Der er endnu meget godt, - vi skal have sagt hinanden. - Af mit Liv jeg _Aar_ vil give, - naar du bare er i Live! - - Livet løb sit travle Jag, - og i Farten, naar vi mødtes, - dyre Timer tidt forødtes - ufornødent, - og saa blev det Afskeds-Dag, - og jeg rejste ufortrødent - i den Tro, jeg haardt tiltrænger, - _næste_ Gang at dvæle længer. - - Og vi saas og skiltes tidt, - men de korte Gensynsstunder - gik i Selskabs-Tummel under - og Debatter, - som om Hjærtet var fallit. - -- Ak, er det for sént, jeg fatter - Lykken, ene og fornøden, - den, der brister bort med Døden? - - Lykken -- det er det at staa - sammen med de Faa, de Kære, - som vil alle Dage være - trofast samme - Hjærteblod, hvad end gaar paa, - fælles Rod og fælles Stamme, - fælles Livets Byrder løfte, - Sorg og Glæde sammen drøfte. - - -- Vær i Live, kære Far, - naar jeg atter er derhjemme! - O, da skal din Sjæl fornemme - Hjærteslaget, - som mig til dit Favntag bar, - og som aldrig har bedraget. - Rejs dig stærk mod Dødningmanden, - vi vil _leve_ med hinanden! - - - - -DEN STORE BY - - -I - - De gamle Bolværksgader - om lønlige Kanaler, - Børstaarnets Dragehaler, - Slotspladsens Lygterader; - bag Kirke-Gravkapellet - det skumle Kristiansborg! - -- Hér var det, at Farvellet - greb mig som en Sorg. - - Min Ungdoms Minder ruger, - og glemte Længsler taler - langs disse graa Kanaler - med lukte Pakhus-Luger. - -- Gaderne kan fortælle - om Holland og om Flandern, - om gammel Købmands-Vælde, - om Tordenskjold og van Mandern. - - Dèr henne glimter Ruden, - hvor jeg har Hjem og Virke, - og under Frelsers Kirke - en grønlandsk Plads med Skuden; - køl-stærk og isforhudet - trodser den sig mod Nord, - -- naar den har Afsked tudet, - saa er _jeg_ med ombord. - - _Da_ vil der rinde Tider, - før atter jeg betræder - de skæbnesvangre Steder, - hvor Kampens Vaaben bider. - Jeg elsker Storstads-Sejren, - og skøndt jeg skræmt forlod den - og afskyer Klike-Lejren, - drages jeg dog imod den. - - Ja, det er svært at skilles - fra disse gamle Gader; - jeg elsker og jeg hader - det Liv, der her udspilles. - Her blev mit Hjærte prøvet. - her led jeg Sorg og Savn, - -- o, jeg gik tidt bedrøvet - ud gennem Kristianshavn. - - Men der er Morgentimer, - naar over Tagstens-Vrimlen - Vaarsolen rødner Himlen, - mens alle Klokker kimer, - -- da sprang jeg fra mit Leje - og hilste Spir og Slotte - og higed stolt mod Veje, - som ingen Fod betraadte! - - Og der er høstligt svale - og skumrings-dunkle Nætter, - naar Tivolis Raketter - som en Komét med Hale - paa Slotsruinens Rygge - nedstraalte gyldne Drys, - mens skjult i Søjlers Skygge - jeg stjal et Kærrest-Kys! - - Og naar i Vintrens Taage - hver gothisk Husgavl dølges, - da véd jeg to, som følges - rundt om i Havnens Kroge: - dèr leves Glædens Røre, - dèr lides Livets Kvaler - bag gamle Egedøre - og forsirede Portaler. - - De gamle Stokværks-Gaarde - langs lønlige Kanaler - og Børsens Dragehaler - bag Havnens travle Aare - -- her leved jeg og lærte, - herhen vil jeg paany, - thi ene _her_ mit Hjærte - slaar for den store By! - - -II - - Du altfor store By til dansk Behov, - Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe, - -- jeg knyttede mine Hænder som i Krampe - den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov! - - Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov, - om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe, - -- saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe - angst for den onde Verdens Hestehov. - - Men Larmen genlød i mit stille Kammer, - snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør - -- og vandt de første Nederlagets Skrammer ... - - Du skæbnesvangre By om Havn og Søer, - du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer, - -- jeg længes efter dig som aldrig før! - - - - -FÆDRELANDSSANG - - - Mit gode danske Fædreland, - mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk, - en ringe Plet paa Globens Rand, - i Verdens Alt en Draabe Dug! - Og er end dette Danmarks Navn - ukendt af mangen Jordbeboer, - _min_ Stolthed er det og mit Savn, - herfra udgaar mit Skæbnespor, - her fik jeg Liv, her døde Mor. - - Og dette Land, jeg har saa kært, - min unge Elskovs Brudeseng, - hvor er det blevet misregért - og pint af fremmed Fyrsteslæng! - I slog vor Ret, udaad vor Marv - og leved selv i Sus og Dus, - lod Vold og Vælde gaa i Arv, - udødelige Kongehus, - vort sunde Legems Snyltelus! - - Jeg hader Kongemagt og Krig, - og jeg vil ikke ofre Blod - og ikke ligge Valplads-Lig - -- men _Livets_ Krig udstaar mit Mod! - Hver den, som øger Livets Værd - ved Brødets Kamp som Arbejdsmand, - i Videnskab, paa Forskerfærd, - ad Kunstens Baner, hel og sand, - han bløder for sit Fædreland. - - Ja, _dette_ dyre Blod har flydt, - fra Danmarks gamle Land blev skabt; - en tusind-tunget Vé har lydt, - naar disse Daadens Mænd gik tabt. - Men Fyrsten sad paa Tronens Stol - fra Folkets Liv og Tanker fjern - som Maanens Fjæs fra Livets Sol, - forskanset bag »Guds Naade«s Værn, - hans Gunst var _Guld_, hans Vrede _Jærn_. - - O, Danmark! Mangen ydmyg Nar - lod hæfte Kongens Guld paa Bryst, - -- men tifold stolt sit Hoved bar - hver ukøbt Mand i Dagens Dyst. - Om Danmark som en Frihedsstat, - hvor Folket raader Folkets Kaar, - hvor Kongen og hans Hof-Etat - af Folkets Naade Aftægt faar, - dog lige dristig Drømmen gaar. - - Ja, drøm dig frem til Republik, - saa alle Evners Fylde naas, - før du skal tømme Dødens Drik - og af et »Stor-Evropa« flaas. - Det _Kongens_ Danmark, vi har troet - var Flammen i vor Hjærtebrand, - vil dø og blive mosbegroet, - men _leve_ mellem Mand og Mand - vil _Folkets_ gamle danske Land. - - Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud, - hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø, - naar jeg har adlydt Livets Bud - som Blomsterkalken, der gav Frø, - du skønne Land af Øer og Næs - med Oldtidsskov paa Bakkedrag, - med Aa og Eng og frodigt Græs - og Lyngklit ud mod Bølgeslag, - med frigjort Folk som Fremtidssag! - - O, lad mig se endnu en Gang - mit jydske Hjem, min Far, min Brud - og høre Hedelærkens Sang, - naar Klokkelyngen springer ud. - O, lad min Baad en stormfuld Dag - for stærke Sejl naa hjem i Havn, - -- ja, flød jeg blot til Strand som Vrag, - min Last forlist, forglemt mit Navn, - saa fandt jeg dog min Fødestavn! - - Mit gode danske Fædreland - du ejer alt mit Hjærteblod, - hjem til din lave, lyse Strand - gaar altid glad min Aand og Fod. - Og er du end et usselt Fnug, - en ukendt Plet paa Globens Rand, - udpint til Armod, Had og Suk - af fremmed, lovløs Fyrstestand, - du er mit Land, mit dyre Land! - - - - -VENNER - -TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM - - -I - - Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt! - Det har krydret mig de ferske Retter, - Mennesker paa Livets Festbord sætter, - været Gærstof i den vamle Malt. - - Der var Tider, hvor jeg nød det alt: - sukret Bagværk, som kun daarligt mætter, - søde Vine, der gav tørre Pletter, - men den Levevis for Brystet faldt. - - _Da_ blev syrlig Mosel Yndlingsvinen, - naar jeg valgte anden Drik end Vand, - høstlig sval den flød bag Glassets Rand. - - Ogsaa _den_ har tændt min Sjæl i Brand, - men afklaret var jeg da: en Mand, - der aad ikke Brød blot for Rosinen. - - -II - - Venner! I gav Surdejg til mit Brød. - Jeg slog op mer, end jeg kunde bage, - _jydsk_ var Kornet, kunde Hvermand smage, - og af Lyngbaal Ovnen hed og rød. - - Jeg var ung og endnu grøn af Lød. - _Mestrene_ gav kandiseret Kage, - skulde Kundekresen da beklage - Sukkermanglen i det Værk, _jeg_ bød. - - Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden, - ikke én af Fagets Folk jeg kendte, - aabned angst min Bod i Sidegaden. - - Men dèr var det, at det slemme hændte, - _I_ gav mig paa Surdejg Appetit, - og saa gik Bedriften snart fallit. - - -III - - Salt og Surdejg, bedske Krydderier - blev mit Væsen og mit Kald en Tugt. - -- Ikke mange Folk ser noget smukt - i de livsens-bitre Poesier. - - Men den kloge Mand er den, der tier, - lige glad om Værket blot blir slugt - af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt, - og som hader Kling-Klang-Melodier. - - Han er Digter og kan ikke ænse, - om han overskred den Smagens Grænse, - som er gængs for dannede Poeter. - - Maaske saares alle hans Bekendte, - men som Literaturens Dumme-Peter - vil han ikke sine Laurbær hente. - - -IV - - Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa, - om vi vikler os i Hensyns-Vævet; - -- men jeg véd, at vi har alle bævet, - hvor de store Opgør forelaa. - - Men hver den, som paa Akkord vil gaa, - naar det blir af Slægt og Omgang krævet, - og som ikke faar sit Livsværk hævet - op, hvor Himlen hvælves høj og blaa, - - han maa altid give Køb og lyve, - han er Larven, der skal aldrig flyve - sommerfugle-fri til Blomstens Kube. - - Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke, - skiller al hans Kres i Faar og Bukke, - er ham ene Vej til Sjælens Grube. - - -V - - Kunst er Sandhed! _I_ er begge sande. - Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt, - derfor staar I begge to som støbt, - møder Grin og Svig med aaben Pande. - - I er Lys ud over plumre Vande, - Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt, - alt jert Arbejd bliver smærte-døbt - og gaar derfor virkningsløst om Lande. - - Thi vi kender dansk Moral og Mode: - -- Kunsten er det skønne, ædle, gode - i sødladen, smærtefri Servering ... - - Lad _os_ Hyl i Harmonien blande: - Kunst er ikke Tossernes Formering, - Kunst er Liv -- det dybt personligt sande! - - -VI - - Venner, _I_ har levet denne Lære - og før nogen rakt mig Broderhaand, - Næring drog vi af hinandens Aand; - hvor vi fulgtes, var der godt at være. - - _Alt_, vi leved, saa' vi Frøkorn bære, - rodfast Egen skød af spinkel Vaand; - skilte ad skal just vort Venskabs-Baand, - fri for Egennytte, styrket være! - - Fyldt af Udvé følger hver sin Bane, - Farten det er Livet, Kunstens Lods, - lutret naar vi hjem til fælles Fane. - - Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl, - er ej Slaver af hinandens Ros, - derfor ses vi -- og ser os i Spejl! - - -VII - - Kunstnere! Du Digter og du Maler! - I, mit Hjærtekalds de bedste Venner, - husker I, vi stod med bare Hænder - henrykt rige under Kaldets Kvaler? - - -- Vi har Hybler højt paa femte Sal'er, - vi er Folk, som Livets Trængsler kender; - men vi tror paa Lykken, naar det hænder, - at rettidigt Lejen vi betaler ... - - Unge, grødefulde Foraarsfest, - oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler, - naar vi slog de mugne Idealer! - - _Hver_ bar Skotøj efter egen Læst, - fodfri blot, som luftige Sandaler, - -- hellige Tid! Du Digter! Og du Maler! - - -VIII - - Langt, langt borte fra den Vej, I gaar, - har af Sten og Sne jeg bygt min Hule, - Ravn og Rype -- Fjældets Vinterfugle -- - deler trofast mine Sultekaar. - - Kan I huske vore Ungdomsaar, - da vort Eje var en ringe Smule! - -- Aldrig dog som her i yderst Thule - var jeg stædt i saa fortrykte Kaar! - - Heller aldrig var jeg _rig_ som her: - se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme - og min Friheds Verdensherredømme, - - rigest dog ved dem, som jeg har kær, - aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær - som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme! - - - - -DANSKE MÆND - - - Hørup! Den tavseste Mund i vort Land, - stærke, kloge, besynderlige Mand! - - Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme - hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme. - - Den Mund, som før havde flammet saa tidt, - var ikke i trodsig Foragt sammenbidt, - - den tav blot og var som et fint lille Smil - over Menneskers Dumhed -- og undte sig Hvil. - - -- Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær. - Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver. - - Ikke at _han_ var _stor_ mod den unge! - Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ... - - En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord, - kom han gaaende gennem vort Kontor. - - Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik - »glædeligt Nytaar« -- men mødte hans Blik, - - et mildt og elskværdigt -- han var jo saa god -- - men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod. - - For dette gaadefuldt smilende Blik - slog Tankerne Sludder og Munden Klik. - - Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt, - forundret tav jeg -- han smilte blot ... - - _Nu_ véd jeg, hvad dette Smil betød, - begreb det, længe før han var død: - - »Min unge Ven! Over den hele Jord - de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.« - - »Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe; - _handle_ skal han i Stedet for haabe.« - - »Folk, som er enige, samtaler nødig; - overfor Fjender er Ord overflødig!« ... - - -- Bag Hørup, den utilgængelige Mand, - stod vel vort danskeste Hjærte i Brand. - - Men han gennemskued _alt_, saa Folk blev nøgne, - han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne, - - var derfor saa inderlig frygtet og forhadt - og _savnet_, da han havde sin Plads forladt -- - - denne tavse Mund, disse talende Øjne. - - * * * * * - - HØRUP er som Minister endt, - GEORG BRANDES blev stats-anerkendt. - - Det er just intet logisk Punktum - for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom, - - medmindre vi danske ikke mere - vil lade den hædrede Alderdom regere! - - -- Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud. - Da skammede mine Venner mig ud. - - Og Guden selv var saa venlig at lade, - som om han ikke læste de Blade. - - Det ligger nu langt tilbage i Tiden; - desværre, jeg har ikke udviklet mig siden. - - Det er jo dog ellers svært moderne - at haane sin forrige Ledestjerne, - - at sparke til den, der har lært os at gaa. - Brandes er blevet sparket som faa. - - For mig staar aldrig saa stærk en Glans - af en Himmelens Stjerne som af hans. - - Men der sidder jo rundt i den danske Stat - mangen overbevist Renegat. - - Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr, - ved Renegaterne haabed de Sejr. - - Men Skæbnen har sig forunderlig vendt, - _nu_ er Brandes stats-anerkendt ... - - -- Alligevel! Han er den samme som før - og bliver bare sig _selv_, til han dør. - - De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel, - han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel, - - en Samfundets evigt lutrende Ild, - en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild. - - Stærk som Døden, der trued ham tidt, - har for de dristigste Tanker han stridt. - - Tanker, der har omformet os alle, - som helt har sejret, naar han maa falde, - - sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det: - Bægret er bedskt -- men se, hvor de tømmer det! - - -- Blot hos det alleryngste Kuld - er Brandes ej længer lødigt Guld. - - _De_ Folk har i egne Indvolde set - og set: at de selv er den ny Profet. - - Og Menneskeheden hungrende bier - paa det yngste Danmarks ny Profetier. - - Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem; - -- ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem! - - For Brandes bliver jeg aldrig for gammel, - jeg sidder nu som før ved hans Skammel. - - Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud, - -- jeg var ung en Gang og kaldte ham _Gud_. - - Maaske er jeg konservativ af Nemme, - for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme. - - Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn - fra Jordens nordligst beboede Egn. - - Vinternatten gaar lykkeligt hen: - jeg lever med Georg Brandes igen - - med ham og Hørup -- de _danske Mænd_. - - - - -KLASSICISME - - - Puh! _Alt_ det Slid vi ofrede Latinen og det Græske, - de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser, - al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér, - den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske! - - Bevares: Filologerne af _Fag_! Lad dem florere! - Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand - af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand - paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere! - - Lær os at _tale_ Sprogene, som nu behersker Kloden. - -- I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis, - men staar en Dag _umælende_ i London eller Paris - -- jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden! - - Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter: - »Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin, - men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin, - -- jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!« - - Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte, - de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand, - -- ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land, - blot »dunkle Steder« hos Homér -- med Leksikon som Lygte! - - Men _de_ gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider - alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ. - Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv: - der er i den danske Ungdom _Tusinder_, som lider. - - For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder; - den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm. - Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm, - vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder. - - Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love, - men kender ikke Formerne for vor egen Stat. - Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat! - Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove? - - Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske, - som trænger til ny Impulser, til friere Overblik, - det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik, - rigt rustet kom han tilbage -- og kastede sin Handske ... - - Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser, - en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink - fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch, - Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer. - - Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder - bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund, - -- fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund - Spejling af _Nutids_livet ind gennem Sjælens Ruder. - - Det er ikke _Kunst_ jeg savner hos danske Literater, - vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi _kan_ vort gode Sprog, - men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog, - mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater. - - Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve, - men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi. - Hvor_for_ ikke tage de Kræfter, vi netop lever i, - og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve. - - Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge - og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor. - Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord, - -- saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række! - - Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret, - alle hans Sanser blev skærpet -- var _det_ mon Kunsten til Tab? - Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab, - derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret. - - Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe, - Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt, - men overfor selve _Jorden_, saa meget som jeg har set, - bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe. - - Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser; - vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord ... - -- Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord, - kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser. - - Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter, - naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld. - Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld, - ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter. - - Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke, - Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald, - og denne Guddom _er_ det, der _vil_ en Gang vort Fald, - og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke. - - Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer, - lad selve Livet tale og gamle Moder Jord. - Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor, - _den_ er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer. - - _Den_ er det jo, som taler af hver moderne Tænker, - som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion, - -- men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution - til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker. - - -- Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen, - de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt. - -- Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt, - ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen! - - - - -NORDPOLEN - - - Fjernt henne, vej-fjernt, - borte i det dunkle, - hvor man i Zenith - ser Nordstjernen funkle, - dèr i det mystiske, - evigt dragende - ubekendte, - hvor Livet er ude, - Striden endt, - -- om den nogen Tid var der -- - _Nordpolen_ ligger, - et udregnet Punkt, - jomfrueligt, ungt, - vildt, dødt, - -- alting tier; - hvor der aldrig stod - hverken Skib eller Fod - paa de dristigste Farter - og fra ingen Tegninger - eller Fotografier - verdensbekendt. - - Baade Fantasten - og den stringente - higer derefter: - _den_, der har Tillid, - urokkelig, sikker - til egne Kræfter, - og _den_, der vil Liv - af de døde Beregninger ... - - -- Aa, der er stivnet - Hundreder Hjærter - paa Vej mod Polen, - af navnløse Smærter - tilsidst løst ud. - Fra Midnatssolen, - fra Vinternatten, - den gravkammer-sorte, - intet Bud ... - Vi kender jo knapt - dem, der blev borte - før om Dage, - knapt nok de faa, - der med Held - kom tilbage. - - Alligevel - _er_ det jo saa, - -- og hvor er det godt! -- - At aldrig vil Stormløbet stanse - for Maalet at naa - og Berømmelsens Kranse. - -- Og at Maalet blir naaet, - derom er ej tvistet, - men ingen véd - hvornaar; - -- maaske gaar der _Aar_, - før Mandsviljen faar - Polen afvristet - dens Hemmelighed ... - - -- Blandt alle de kække, - der trængte mod Nord, - den malmfaste Række, - nogle dumme, somme frække, - straaler et eneste - Navn over Verden; - naar andre glemmes, - da huskes Færden, - hvor Fridtjof Nansen - drog sine Spor, - _han_ var stor, - kunde slet ikke skræmmes. - Han hentede Kransen, - den stolteste, prægtigste: - Sejr for den mægtigste - Menneskekraft - nogen Mand har haft! ... - - Og den, der har prøvet - blot Hundredeparten - af hvad _han_ har øvet - og lidt paa Farten, - han bøjer sig - hilsende, - undrende, - stum, - -- bøjer sig ... - - Men mangen en dum - Ignorant derhjemme, - som selv-ophøjer sig, - hæved sin Stemme. - Og mangen vigtig - Katheder-Profet - mente sig pligtig - i Begejstringens Stund - til at slaa Hyldesten - koldt Vand i Blodet. - Fra sin kritiske Mund - tog Vismanden Bladet - og voved at pille - ved Forskerens Resultater. - - Fy! Ti stille! - Fingrene af Fadet, - I Kakkelovnsstympere, - hvor tør I kny? - I sidder i By, - lunt er jert Ly, - dèr leger I Polfart med Tinsoldater. - Men Nansen: - se, han satte _Livet_ ind; - det var nu saa efter _den_ Mands Sind! - - -- Jeg véd jo nok, - der var Jubel ved Møderne, - hvor Nansen talte - selvsikkert til Støderne - fra Professorerne - ned til Pogene, - -- højlydt turde I intet sige! - Men jeg véd tillige, - at I skumled i Krogene. - I tvivler altid paa det mærkværdige - ude fra Mandskraftens Vidunderrige - -- men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ... - - Længst er forbi - den stolte Fest, - hvor Nansen var Gæst, - -- aldrig har jeg kendt Mage dertil, - I kan besmøre det, - hvordan I vil. - -- Men _nu_ skal I høre det: - Hvad er I? - I er Gløderne, - _Nansen_ er selve den levende Ild, - _han_ kunde gøre det! - Det er fordi, - han er Geni. - - - - -FORAAR VED SNEHYTTEN - - - Det er Søndag i Dag, sidst i April. - Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen, - -- hvor gør det dog godt at møde dens Smil, - en Foraarsbebuder her oppe ved Polen, - Natmørket flyr for dens røde Skær, - der bræmmer i Øst de blaanende Brær. - - Sneen fordamper, Føret er træls, - Hundene gisper i ti Graders Kulde, - Vildrénen fælder sin hvide Pels, - og ned ad Fjældet Lavinerne rulle. - En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt, - siger, at han har Snespurven hørt. - - Snespurven! Ja, _saa_ er Foraaret meldt: - Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken - og syr midt i Sneen Familjens Telt, - mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken, - selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud, - og mindes, at nu springer Skoven ud. - - Skoven derhjemme, af Bøge og Linde, - nu sprænger det lyse Løv sit Dække, - Knopskæl hvirvler for lune Vinde, - det dufter syrligt fra Tjørnehække ... - Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt, - hvis dyreste Minde spirer som nyt! - - Det var i den bristende Vaar en Gang, - at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde, - men Livet gjorde dem Vejen trang - og Ordene faa, -- tilsidst tav de stille, - og tavs er endnu deres hede Bøn - om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn. - - Hvor sælsomt, at to -- som fulgtes helst - til Dagens Kampe og Nattens Leje, - maa altid færdes ad skilte Veje, - om deres Kærlighed skal blive frelst, - maa have imellem sig Braadd og Skær - for ret at være hinanden nær ... - - Det er Søndag i Dag, sidst i April. - Vær hilset, hjemlige Foraarsminder, - trofaste Trøstere i mit Eksil, - naar Timerne dræbende langsomt rinder, - nu lysner, hvad mørkt jeg levede før, - jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør. - - Jeg sidder i Sol -- men dækket bag Sne - ligger vor tro Kammerat derinde - og drages med Døden ... Nej, det maa ej ske! - Snespurven er kommen. Solen vil skinne - hans svækkede Legeme sundt og ungt ... - Jeg sidder i Sol, -- men mit Hjærte er tungt ... - - - - -VEJRFAST - - - Kuling af Syd og Taage - og Is, som bryder i Sundet. - Nu ligger jeg uvejrsbundet, - stormslagen som en Maage. - - I Morgen skulde jeg været, - hvor Kammeraterne venter mig. - -- Al min Mad er fortæret, - ingen kommer og henter mig. - - Hundene hyler af Sult, - nu æder de deres Skagler. - Himlen er ubarmhjærtig, - det regner, sner og hagler. - - Utæt og trangt er Teltet, - Sneen hvirvler herind, - snart er Fnuggene smæltet - gennem mit Brikseskind. - - Ned over vilde Fjælde - hviner en ondsindet Blæst, - bragende Stenskred løsnes - og vækker den ensomme Gæst. - - Alle Barduner er sprungne, - Teltvæggen sønderflængt, - dybt i min Sovepose - ligger jeg indestængt. - - Dejlige lune Rede, - mens Stormen holder sig stiv, - her kan jeg gennemtænke - hele _Aar_ af mit Liv. - - Tage dem for mig Dag for Dag - alle de rundne Aar, - alle mine svare Synders - aldrig lægede Saar. - - Ene, ene! Lange er Døgnene, - ikke en Menneskestemme, - blot Is, som sukker i Fjæren; - -- nu er alle mine Tanker hjemme. - - - - -TILBAGEBLIK - - - Jeg tog mit Liv og saa' det - Kapitel for Kapitel, - jeg kunde knapt forstaa det, - troede det var Digt. - Mit Navn, min Daad, min Titel: - _alt_ var modbydeligt. - - Meget, jeg havde handlet - og altid troet forsvarligt, - blev nu som rent forvandlet, - tillagt hvert slet Motiv ... - Det er sjæle-sundhedsfarligt - at gennemgaa sit Liv. - - Hvad er det vel for Love, - der raadet har min Bane? ... - Tidt kan jeg ikke sove, - grubler mig forknyt. - Mon jeg som en Vejrhane - har hver en Vind adlydt? ... - - I disse øde Nætter, - naar ikke jeg kan blunde, - og Fremtidsplaner trætter, - og vegt er mit Mod, - da flyder hver en Vunde - med gamle Sorgers Blod. - - Da tænder Selvanklagen - hævngerrig Heksebaalet, - blodigt stryges til Kagen - mit falske Selvforsvar; - tilsidst Skarpretter-Staalet - hver Humbug blottet har. - - -- -- Men disse øde Nætter, - _Tak_, at I blev mig givet: - Selverkendelsen letter, - nu har jeg set mig i Spejl - og gaar vel ud til Livet - _klogere_ paa mine Fejl! - - - - -SKIBET - - - Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst, - ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre, - da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre, - og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst! - - Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part, - Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde. - Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde, - Ganen er ikke længer kræsen og sart. - - Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn, - vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager, - Legemet beder om Brød og søde Sager, - men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn. - - Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal, - som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes, - det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes, - nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal. - - Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks, - det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen, - der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen. - Jeg er lykkelig mæt -- savner knapt Kaffe og Kiks. - - Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked, - med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme - og Brev fra -- ak, nu hvisker en plagsom Stemme: - »Maaske er der hændt noget _sørgeligt_, som slaar dig ned!« - - Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom, - maaske er det Far, som er død -- eller sæt, det var _hende_! - -- Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig _Vished_ kende. - Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom ... - - - - -I KAJAK - - - Se Solen, hvor den suger - hvert Fnug af Havets Taageslør, - og hør, hvor Isen lystigt tør, - nu skal vi ud til Skær og Øer, - hvor Edderfuglen ruger. - - Smalhals behersker Teltet: - lidt Pemmikan, jeg gemte viist, - er -- ak! -- I Hundene forlist, - vort sidste Sælkød har vi spist, - og Grynene er væltet. - - Naa -- altsaa ud paa Havet, - dèr kender jeg bag Taagens Skjul - et rigt Revier med dejligt Sul - af Tejst og Alk og Edderfugl - og Æg, i Dun begravet! - - Jeg faar en flot Eskorte - af pragtfuldt skidne Eskimoer, - der stolt de smaa Kajakker ror - og brummer sære Aandekor - med Genlyd fjernest borte. - - Der staar lidt nordlig Brise, - den giver Slid og Søgang nok. - -- Længst nynner i den muntre Flok - _Odâk_, en vældig Angakok, - sin monotone Vise. - - Jeg sér ham avancere - og sér en knortet Hvalroskrop, - der dukker tungt af Havet op - -- og fler og fler -- en talrig Trop, - nu skal vi harpunere. - - _Odâk_ vil Kampen lede, - _Panig'pak_ farer ogsaa frem, - _Sivdluk_ og jeg er nær bag dem; - indstukket ved en Kobberem - holder jeg Riflen rede. - - Dødsramt neddykker Dyret, - -- og hvis nu Fangelinen brast, - sank denne Kødkolos i Hast; - men før den gør sit Friheds-Kast, - lykkes det at faa fyret. - - Dèr flyder nu i Søen - seks Hundrede Pund kraftig Mad; - med mine Fæller ler jeg glad, - og med Kajakkerne paa Rad - bugserer vi til Øen. - - Aa! Hvilket Ædegilde! - Vi slubrer Blod og gnaver Ben - og breder Skind af Bjørn og Rén - til Soveplads paa mosklædt Sten, - -- og Vejret blir saa stille. - - Se, Midnatssolen daler, - rødt flammer Bræerne i Nord, - og langt ud i den blanke Fjord - genspejles Solen gylden stor - og Isens blaa Portaler. - - Vi sover sødt og trøstigt, - og næste Dag gaar vi paa Jagt - og skyder Fugle, faar dem smagt - og samler Æg, en mægtig Dragt, - og har det frit og lystigt. - - Hjem over Havet glider - lydløst og lynsnart vor Kajak, - som om uset en Hval den trak, - fjernt gløder Sol paa Nunatak, - mens Sommerdøgnet skrider. - - O, hvilke skønne Tider! - En lønlig Fred paa Hav og Jord, - her er mit Rige, højt mod Nord, - og her, blandt frie Eskimoer, - jubler jeg stolt -- og lider. - - - - -ESKIMOER - - - Straks da jeg hørte berette - om Eskimoernes Sæder, - væmmedes jeg ved de slette, - kyniske Hedningeglæder, - - fordømte Flerkoneriet, - de yndede Konebytninger - og Madlavnings-Svineriet - i temmelig hvasse Ytringer, - - fandt, at Aandemanerne - drev et hæsligt Bedrag, - og at Blodhævns-Vanerne - var en forkastelig Sag. - - Men -- som jeg leved iblandt dem - og fik de fleste kær, - hændtes det, at jeg fandt dem - et smukkere Rygte værd, - - hændte det, at jeg satte - deres uslebne Natur - over vor egen glatte - ofte forlorne Kultur. - - -- Ikke at _vi_ skal anvende - disse hedenske Skikke, - bare frimodigt erkende, - at _bedre_ er vore ikke, - - og at vi saa skal sætte - os selv i Hedningernes Sted - for at fælde det rette - Skøn over Maal og Med, - - og at vi burde kigge - bag egne Fordommes Mur, - før vi fordømmer Skikke - af fremmedartet Natur. - - Vi korser os over det syndige - Liv i obskure Gader, - men er næppe selv saa yndige - Helgener, som vi lader. - - Over de _andres_ Laster - bander vi, saa vi faar Mulkt, - eller bekæmper dem aabenlyst - -- og synder dog _selv_ gedulgt. - - Men her iblandt de »Vilde« - paa Jordens nordligste Kyster - er intet standsmæssigt Skille, - her følger enhver sine Lyster. - - Kan en dygtig Fanger forsørge - mér end en enkelt Kone, - er der ingen »Moral« at spørge - og ingen Brøde at sone. - - Hos _os_ kan kun én man binde - gennem Præst eller Øvrighed, - -- saa holder man Elskerinde, - hvad Gud og Hvermand véd. - - Hjemme spiser man Vildt, - som raadner -- en Modens Gaade --, - _da_ er vel Forargelsen spildt - over Hedningens Levemaade. - - Man ækles over de Lus, - der Liv paa hans Legem frister. - -- Hos os i hvert andet Hus - snylter der Syfilister. - - Hjemme bærer vi Hatteflor, - naar en af de nærmeste dør, - klæder os sort det næste Aar - -- og lever dog Livet som før. - - Hvert Land taler _sit_ Sørgesprog, - har _sit_ Begravelsesvæsen. - Heroppe sværter man Øjenlaag - og putter sig Renshaar i Næsen. - - Hjemme dyrker vi Fanden - som straffende Gud for det onde, - heroppe bor Bussemanden - i Havet, hvor ingen kan bunde. - - Her tages det Barn af Live, - hvis Slægt er til Graven fulgt, - som ingen kan Næring give, - som snart maatte dø af Sult. - - Men Jomfruen hjemme, der føder - sit Barn i Jordemorens Gade, - maa dyrt en Pengesum bøde - for at dække over sin »Skade«. - - Maaske vil Barnet krepere - af gennemført ussel Pleje, - -- saa er der jo intet mere, - som røber Elskovens Veje. - - Og vi, som endnu fører Krige - af den smudsigste Egennytte, - bør ikke hysterisk skrige - om Hævnmord i Hedningehytte. - - Det ene Folk er som det andet, - det er _Mennesker_ alle Vegne. - Der er Kristne i Hedningelandet - og Hedninger blandt Guds egne. - - Og hvad maa _vi_ ikke taale - af alle Lægprædikanterne, - som er værre til at gøgle og skraale - end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne. - - Ak -- lad os da blot missionere - blandt Grønlands sidste »fortabte«, - _Skikkene_ kan man polere, - _Sjælene_ blir som de er skabte. - - Og lad os bygge Butikker - til Støtte for Salmesangen, - saa faar den »Vilde« en sikker - Genvej til Undergangen. - - Saa kan den kongelige Handel - og Missionens Aarsberetninger - servere den bitre Mandel - i slørede Frase-Sætninger. - - Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg - og Spækket til Lampetran - -- og sidder i Mørke og fryser selv - og sulter sit Hundespand. - - Sidder og remser Bønner - i Handelens Bomulds-Klæder - -- disse Naturens Sønner, - der fødtes til frie Glæder! - - Ingen maa Koner bytte - eller dræbe hverken Gamle eller Unge, - -- de lover det, men maa dog lytte - til Naturens ærlige Tunge. - - Snart er de kristnede Vilde - at se til som Munke i Kloster, - nu synder de skjult og stille, - bedriver Hor og fordriver Foster. - - _Det_ gør deres Frænder mod Syd, - som kristnedes af Hans Egede. - Alverden skilter med Dyd, - men hvor er dens Fraser afblegede! - - Den Vilde var sand i sin Last, - og Lasten var alles i Fællig, - -- hos _os_ blir hver Synder sat fast - af dem, der hykler sig hellig. - - Men hellere Hedning og fuld af Synd - og ærlig i alt sit Væsen - end brovte med Kristendom, som er tynd, - og saa tage Godtfolk ved Næsen. - - Nu, da jeg lever blandt disse - foragtede Faar og fortabte, - erkender min Sjæl tilvisse: - vi er _alle_ som _Mennesker_ skabte. - - Det ene Folk er som det andet, - det er _Mennesker_ alle Vegne. - Der er Kristne i Hedningelandet - og Hedninger blandt Guds egne. - - Ikke at _vi_ skal anvende - disse hedenske Skikke, - bare frimodigt erkende, - at _bedre_ er vore ikke! - - - - -LANDSMÆND - - - Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer - saa ængsteligt som mine _Landsmænd_ skyer. - - Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles - derude, hvor blot af det ny man vil fyldes. - - Men ellers -- jeg véd det -- i Udlandets Havn, - dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn. - - Dèr er _de_ saa henrykte for hinanden, - som hjemme er Fjender som bare Fanden. - - Tilsammen rakker de Danmark ned - og røber deres Venners Hemmelighed. - - De følges i Cirkus og Opera; - det er tydeligt, hvilket Land de er fra. - - De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat, - altid til Kaffesladder parat ... - - -- Men da jeg kom til Eskimoernes Land, - da maatte _jeg_ søge den danske Mand. - - Han hersker i Grønland som nogen Czar, - behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar. - - Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige, - vi talte ofte sammen som Lige. - - _Jeg_ haanede Grønlands usle Regering, - _han_ peged paa Eskimoernes Formering: - - at _nu_ var de vokset til elleve Tusende; - -- for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende! - - Især naar man véd, at adskillige Hundrede - er uægte Frugt af den højligt beundrede - - danske Regerings Embedsmænd, - der opfylder Jorden, hvor de kommer hen ... - - -- De elsker mig ikke i denne Region, - de tror, jeg er kommen herop som Spion. - - De véd, at jeg mener, vi handler ilde - mod dem, over hvem vi Herrer spille. - - Jeg finder vort Styre dumt og slet, - -- og der er vel dem, som giver mig Ret. - - De frygter, at jeg skal Sandheden skrive - og Grønlands Enevoldsmagt aflive. - - En nybagt Præst, der mest var Kujon, - spotlo bestandig vor Ekspedition. - - Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse: - Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse. - - Nu sad han i Landet som »Missionær« - og mente sig Martyr-Glorien værd. - - Langt fra den hjemlige Faarestald - »_led_« han -- for at vente paa federe Kald. - - Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.« - Selv turde han ikke sin Slæde køre. - - Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.« - Selv laa han lunt i sin Præsteseng ... - - Nogle Præstefruer troede min Virken - bare galdt at omstyrte Kirken. - - Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde - kom et Par af dem Fjenden i Møde. - - Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant, - er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant. - - Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l - -- saadan er grønlandsk Missions-Moral. - - Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag, - havde hun vel næppe skjult sit Nag. - - Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil - her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil ... - - Der er i Verden, hvorhen jeg drog, - ingensteds Mage til Sladrekrog. - - Endnu har jeg aldrig paa min Færden - truffet saa snæver en Tankeverden. - - Ingen kan holde sig for sig selv, - enhver maa ud i Skænderiets Elv. - - Hver Plads har højst tre-fire Familjer, - -- men alle saa er de selvstændige Viljer. - - Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens, - Doktorens Mening skal ogsaa være Restens. - - Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene, - at han havde det bedst, hvor han boede _alene_. - - -- Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede, - i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede. - - Men -- jeg maa sige -- heller intet Sted - af mere opofrende Værter jeg véd. - - Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt, - er det bedste, de ejer, ikke for godt. - - Som Budbringer kom han fra Verdenshavet - til dem, der er Aar efter Aar som begravet. - - Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen - og tror paa Personlighed bag Berømmelsen - - og længes naivt efter Bud om de Røster, - som hjemme Humbugens Laurbær høster, - - som læser Romanerne uden Nøgler - og ikke véd, hvor Talenterne gøgler, - - som vilde den bitreste Skuffelse lide, - om de fik Hemmeligheden at vide. - - De sidder og lytter med graadige Øjne - til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne, - - véd ikke selv, hvor lykkelig skjult - langt borte de er fra forlorent og hult, - - fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse - -- _alt_ det, der volder _os_ Brækfornemmelse, - - fra alt, der saa afstands-lokkende stod, - -- _det_, som vi andre tilfredse forlod, - - sidder og finder sig selv forurettede, - -- de graadige Øjne blir aldrig mættede, - - saa er det, de fristes til at nyde, - hvad Naboen koger i sin Gryde, - - og saa er de midt i det grønlandske Kævl - og splittes til bare Las og Trevl ... - - -- Men _Gryderne_, det maa jeg sige for sandt, - var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt. - - Nu sidder jeg her og mindes med Tak - de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak, - - baade de hyklerske og de ærlige, - baade de kølige og de kærlige, - - længes mod nogle faa især, - som virkelig traadte mit Hjærte nær, - - som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt, - naar længst deres gode Mad er glemt. - - Ét, hvor man tog mig som den, jeg er, - og viste sig selv i dagligdags Klær, - - ét, hvor man ingen Bordtaler holdt, - ét, hvis Vært var korrekt og stolt, - - ét, hvor Tanker blev drøftet tidt, - ét, hvor Latteren blussede frit, - - ét, hvor man græd, da vi Afsked tog, - da vi ud mod den uvisse Skæbne drog ... - - -- Her, hvor jeg lever paa Sultekost - og savner Livretter og liflig Most - - og immer det sejge Hvalroskød nyder, - her længes jeg ned til de danske Gryder. - - Her mindes jeg altid bevæget og glad - Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad. - - Fortørnes ikke -- men her er desværre - Ganen saa tidt Fantasiernes Herre. - - Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan, - I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land. - - I er som Blomster, oprykket med Rod, - udplantet i Muld Eders Væsen imod. - - Men Aarene rinder med ondt og godt, - alt smaat bliver stort, det store smaat. - - I føler det selv: I forkrøbles let, - Modstanden svigter, Aanden blir træt. - - Det er kun de Faa, der i dette Øde - altid har Aand og Hjærte i Grøde. - - _Dem_ er det især, jeg mindes med Tak, - af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak. - - Vredes I over en ærlig Paamindelse? - Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse! - - Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner, - hvis _sande_ Mening I ikke kender. - - De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed, - smiler ad deres Sladder-Alvidenhed. - - De kom jo saa ynkeligt tilkort: - de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort. - - -- Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf, - naar jeg ude i Verden Landsmænd traf! - - - - -TEATER - - - Man har spurgt mig, om jeg savner - Scenens Kunst, som hjemme bydes, - og som jeg til Gavns har søgt. - Nej! Jeg savner Aand og Kløgt, - og jeg ækles ved de Avner, - der som Kunstens Kerne nydes. - - Jeg har kendt en Hob Aktører - og mangfoldige Aktricer - i den _sande_ Hjemmedragt, - og jeg mindes med Foragt, - hvad blandt dem man ser og hører - -- Scenekunsten _bag_ Kulisser. - - Sur Misundelse var Præget, - raa Kynisme Modersmaalet, - falsk Elskværdighed en Norm, - selv om tidt nok de har skraalet, - svine-gryntet, faare-bræget - højt om Kunstens Maal og Form. - - Og hvem af dem gør vel Fyldest: - -- kundskabsløse, aandsforladte, - blottet for Kultur og Smag! - Men de fraadser i vor Hyldest, - er Nationens dyre Skatte, - deres »Kunst« en Samfundssag. - - Nej -- Gud fri mig for den Vaande - atter at besé vor Scene - med dens Pøbel og dens »Kunst«. - Heller Sne og Is og ene - end fra hver Avis indaande - Scenegulvets mugne Dunst. - - -- Da fra Galleriets Bænke - ung og arm paa Sparepenge - jeg de første Indtryk fik, - kunde jeg gaa ene, længe - gadelangs og gennemtænke - alt med varmt begejstret Blik. - - Men min Drøm blev sønderflænget, - da jeg naade i Parkettet - og fik Teksten fra Sufflør: - alt var grelt af Sminke plettet, - alle Miner grimt forvrænget - -- og jeg kendte hver Aktør! - - Kendte mangen vigtig Blære, - mange sløve Solderister, - deres blinde Selvrespekt, - deres tomme Tankekister - og forlorne Pral og Ære, - kendte -- ak! -- Den hele Slægt ... - - Men blandt denne simple Vrimmel - stiger højt en ensom Søjle - med et klassisk Kapitæl, - stræbende mod Kunstens Himmel. - -- Mens de andre kun vil gøgle, - skaber han ud af sin Sjæl. - - Disse faa og stolte Hjærter - og den danske Scenes Hæder - kan jeg ofte længes til: - _de_ har kendt de dyre Glæder, - gennemlevet dybe Smærter, - _de_ er, trods Teatrets Klæder, - _Mennesker_ i deres Spil. - - Og jeg véd, at ses vi atter, - staar I som hver Gang, jeg rejser, - ubønhørligt kun jer _selv_, - I har trodset Pøblens Latter, - I er Søjler, og I knejser - rankt mod Kunstens Himmelhvælv. - - - - -MUSIK - - - Tænk, naar jeg igen skal høre Musik, - Musik, som rører min Sjæl til Suk! - Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik, - jeg atter hører Musik, som er smuk. - - Musik, o Musik! Beethoven og Bach! - Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort, - jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort, - blot leve med Mestrene, aande min Tak. - - Heroppe synger kun Søfugl og Hval, - selv voved jeg bare en enkelt Gang - at nynne en lille Schubertsk Sang, - -- Folk lo og tænkte, at jeg var gal. - - Deres Hedningehjærner har ikke Rum - for Lykke og Lidelse sat i Musik, - blot Troldmandens monotone Brum - til Tarmskindstrommens sære Rytmik. - - Maaske man kunde faaet dem lært - -- hvad Tusinder Danske jo lever i -- - en flunkende tom Revy-Melodi, - men det var nok ikke Umagen værd. - - Thi lykkeligvis er de ikke bragt - saa vidt som de kristnede Eskimoer, - hvis Salmesang blot er drævende Kor - -- al anden Musik gaar i Hopsatakt. - - Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk, - og al min Hjerne blev Lirekasse-ør, - min Mund var Latter -- mit Hjærte Suk - efter Toner, som altid fyldte mig før. - - Der er ikke i Verden en Kunst som Musik, - hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt, - hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik, - de lønligste Ting har Musikken mig sagt. - - Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist, - snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur, - og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst, - naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur. - - Naar jeg ikke længer kan røre en Pen - og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt, - da er vel endnu Musikken igen, - jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt. - - -- Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik, - en kendt Symfoni, tungsindig og stærk, - o, hvilket højtideligt Øjeblik, - naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk, - - naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog - og glemmer mit eget forsvindende Fnug, - med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog, - og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg. - - - - -KVINDER - - - Kvinder, Kvinder! - Jeg savner Kvinder: - dem derhjemme, jeg glad forlod, - ikke en eneste en var mig god, - jeg var saa inderlig ked af jer alle, - træt af at sejre, syg af at falde, - o! Og bedrøvet af Minder. - - Fjernt gaar Rejsen - bag Nord-Atlanten, - Fjælde løfter sig, klædt med Is, - Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis. - Endelig fri! Kan uhinderlig drage - Vejen i sære Henrykkelsens Dage - -- lykkelige jeg, som fandt den! - - Og jeg nyder - med skærpede Sanser, - stormer frem med ubændig Kraft, - alt mit Blod er som sydende Saft, - daglig sejrer ærgerrige Kræfter, - grundigt hviler de sig derefter, - naar ved Maalet jeg stanser. - - O, men nu savner jeg - Kvinder, Kvinder, - dem derhjemme, de dunkle Blik, - deres berusende Skumringsdrik! - Jeg havde troet jer ude af Tanke ... - Stille, Hjærte! Du maa ikke banke - Blodet til mine Kinder. - - Hør, jeg raaber det: - Kvinde, Kvinde! - Bort med Forsagelsen, Elskov først, - kom nu og sluk mine Læbers Tørst, - se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje, - ræk mig din duggede Kalk, o Lilje, - og lad mig dø derinde. - - Danske Kvinder! - I skal dog vide det: - Kvinderne her i det høje Nord - er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor, - Manddyrets Trælle, afhændelig Vare - -- elske _dem_! Nej, det har ingen Fare; - man væmmes kun, at de maa lide det. - - Nej, _Kulturens_ - stolte Kvinde, - hende jeg haanede tidt af Trods, - hun er den eneste Kvinde for os. - Hendes Sjæl er en _Kaktus_, der udfolder sig - bare en eneste Gang. Den beholder jeg - gemt som mit helligste Minde. - - Ja, jeg savner dig, - Hjemmets Kvinde! - Al din friske, fortryllende Skæmt, - din beslutsomme Mund, der ler saa nemt, - savner især dine kærligt dømmende - dunkle Øjne, de vemods-drømmende - -- mer end en Himmel at vinde! - - Dit stille Vemod, - din _Sjæl_, Veninde: - dybt, hvor din reneste Strengebund toner - i sælsomt grublende Regioner, - _den_ er det, jeg savner -- elsker og savner, -- - naar i de svimlende Drømme jeg favner - mit Hjærtes eneste Kvinde! - - - - -NATUR OG CIVILISATION - - - Overmæt af Kunst og Kultur, - led og ked af Venner og Fjender - søgte jeg bort til en vild Natur, - hvor intet dagligdags hænder. - - Her fik jeg prøvet min Muskelkraft, - véd, _hvad_ jeg magter, og _hvor_ det svigter, - fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft, - og alle forsømte Pligter. - - Frosset og sultet og legemlig slidt, - savnet, hvad før var mig uundværligt, - svævet i pirrende Farer tidt, - -- aa, dette Liv er herligt! - - Levet i Solskin Maaneder rundt - vaagen og virksom Døgnet til Ende, - besteget Fjældene, sovet sundt - og bare tænkt smukt om min Fjende. - - Kysterne ejer rige Spor - om fjerne, formummede Tider, - da frem af Kaos vor elskede Jord - ung og almægtig stiger. - - Mangt et besynderligt Visdomsord - talte den vilde, hedenske Stamme, - Hunde og Herre fik gratis For - og Herren _Telt_ med det samme. - - Og naar man først sig vænnet har - til Kødmad raat ud af Skankerne - eller Kødmad lunknet i grissede Kar, - pyt saa, om det dufter af »Tankerne«. - - Og kan man bare faa Hvile og Mad - og nøgen hos Værtsfolket ligge, - da er man tilfreds og lader glad - Polar-Parasiterne stikke. - - Mangen fordummende Overtro - hersker her oppe som hjemme - -- men her var lykkeligt frit for to, - der gerne sig _selv_ vilde glemme ... - - -- Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang, - og Sanserne, friheds-svimle, - og Blodet, der gennem Aarerne sang, - gløded med glødende Himle! - - Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem - norden for Lands Lov og Ret, - -- heroppe drog mangen Polstormer frem - og drog sit sidste Aandedræt. - - Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl, - søgte at bruge to aabne Øjne, - jagede Réner og Bjørn og Sæl - de hellige Døgn som de søgne. - - _Da_ var jeg langt fra de hjemlige Kaar, - lod haant om Kulturens Krøller, - ynkede Oprørets tamme Faar, - belo vore aandelige Bøller. - - Vidste saa vel, at _selv_ var jeg glemt - eller agtedes saare ringe. - Bravo, Københavner! Des mere bekvemt - kunde her jeg sprede min Vinge. - - Ja -- og jeg folded mine Svingfjer ud, - hørte du Luften suse! - Himlen har ikke saa høj en Gud, - jeg var jo dèr til Huse. - - Alle mine inderste Tanker steg - fremad, ustanseligt fremad. - -- Om det blir _Liv_ eller bare Leg, - skal kendes, naar jeg vender hjemad ... - - Men jeg maa sige jer det for sandt, - _nu_ længes jeg hjem til de danske, - dem jeg dog helst har været iblandt, - og som jeg tilhører ganske. - - Her oppe leved jeg længe nok - til for bestandigt at vide: - _jeg_ er et Faar af min egen Flok, - det hjemlige Hø vil jeg bide. - - Saadan ender vi Menneskers Flugt - bort fra Kulturens Centrer. - Den Tid er dog ikke forgæves brugt, - hvori vore Meninger kæntrer. - - Mennesket bliver sig selv overalt, - vi er Dyr, baade vilde og tamme, - ingen er Sukker blot, ingen Salt, - vi er allesammen det samme. - - Blot en Nuance, uendelig lidt - adskiller Stodder fra Greve, - denne Erkendelse gør jeg tidt, - den gør det til Fest at leve. - - Hedningen her er ej ideal - og heller ej sjælesort, - snart er han god, snart er han gal, - -- men hans Liv er en herlig Sport. - - Det var til dette friske Pust, - jeg længtes af al mit Hjærte, - -- o! Mine unge Vinger har brust, - men nu har jeg Hjemvéens Smærte. - - Og faar jeg en Gang lagt _Naturen_ bag - og aander Civilisationen, - saa véd jeg: _Sandheden_ er ej Nat eller Dag, - den ligger i Midt-Regionen. - - Den Vished kan gøre moderat og svag, - men _falsk_ bliver ikke Tonen! - - - - -DA SKIBET KOM - - - Saa staar vi da en Dag og bygger Hus - højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse, - -- vort Byggestof er bare Sten og Grus --, - opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse, - hen over Havet gaar Sensomrens Sus, - og vi har ingen Baad, og udeblevet - er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet, - maaske er det forlist med Mand og Mus. - -- Hér har vi drøje Længslens Timer levet, - hér maa vi vente, til der lægges Is, - og sælge Livet for den dyreste Pris ... - - En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset, - og det er fattigt nu med Fuglesang, - saa staar vi da og spejder sidste Gang - ud over Havet efter Skib bag Næsset. - Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen - tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen. - -- Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer; - hver gisner _sit_: er Længslens Tid nu omme, - og skal med dette Skib Befrielsen komme? - -- Øjet dugges. Det er _Solen_, som forvirrer ... - - Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær, - fik snart Kajakken fat, klemte os ned - og stak til Søs med vore Boplads-Fæller: - Der blir en Raaben-op, mens de fortæller, - om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted, - hvor mange Master, Skorstene og Rær, - om nu den sjældne Gæst vil stanse her, - om han er Amerikaner, Skotte -- eller -- -- - - Men som vi naar derud: énmastet, lille - fremglider Skuden paa den brede Fjord, - bjerget er Sejlene, og fra dens Motor - hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget, - og rundt om tier Verden lyttende stille. - Og op mod Masteknappen farer Flaget, - det rene norske! Og vi kommer ombord ... - - Nej -- der var ingen Post og intet Bud ... - Er vi da helt af Vennerne forglemte, - og mon de tror os sporløst slettede ud, - saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte; - -- men maaske er de alle sammen døde? - -- -- O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud - mod Skuffelsen ved dette glade Møde ... - - Men der blev Fest ombord: blot ved at se - Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner. - Af deres Læber lød de kendte Toner, - der indebærer al vor Fryd og Vé, - -- hvor vi dog kunde snakke løs og le! - Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad, - vor syge Ven blev bragt ombord i Baad, - paany sad vi ved dækket Bord og aad; - Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde, - vor Madlyst vilde aldrig tage Ende ... - - Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder, - snart roede vi fra Skibet i Kajakken. - Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken - og vinked os et hjærteligt Farvel. - Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under, - paa Forskerfærd -- til Skuffelse eller Held --, - og Is og Polnat vil sig om dem lukke, - og hjemme vil de bange Hjærter sukke, - -- ja, hjemme! hjemme! -- Naa, tag Aaren fat, - her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet -- - og endnu skal der roes to Mil til Landet, - -- og dèr skal vi gaa mod den store Nat. - - Men tidt vil over Havet, der os skiller, - og bag de mange Hundred Mil derhjem - Tankerne graadigt søge Næring frem - af vore fælles Minders forfriskende Kilder. - - - - -SEPTEMBER I "FJÆLDHULEN" - - -I - - Jeg er saa glad for Solen, - glad for September-Solen, - den bryder uformodet - frem af den tunge Sky, - saa gul som Æggeblommen - skinner den uindbuden, - men hjærteligt velkommen - gennem Tarmskindsruden - ind i vort ringe Ly, - bestraaler en tilsodet - mos-fuget Sandstensvæg, - gløder over mit Skæg, - varmer mig dybt i Blodet - og strejfer skælmsk Reolen - -- ja, for vi har en Bogreol, - tre Pakkasse-Borde og en Stol. - - Ak ja, vort Hus er lille, - beskedent Inventaret, - stenhaard vor Soveplads, - ingen bruger Madrats, - -- vi ejer jo ikke meget. - Men her er Rum for os alle, - frit Rum for frie Tanker, - for hver personlig Mening, - og Ordene er som forynget, - thi Huset er vort eget, - ved egne Kræfter bygget, - af ingen Skatter tynget, - ej heller truet og trykket - af nogen Kreditforening - -- det eneste Hus, jeg har set, - uden Prioritet! - - Dog: _kunde_ man prioritere, - til Mønningen prioritere - den stadigt vedligeholdte - barnligt selvejer-stolte - Glæde hos Hulebeboerne, - naar vi har Besøg af Bekendte - og Venner blandt Eskimoerne - og fester for dem i vor »Sal«, - saa blev der Tilbud om Kapital, - for _den_ skulde nok svare Rente, - -- men det er nok ikke at vente ... - - Her er saa solskins-stille, - saa høstligt højtids-stille, - for en Naturtilbeder - underfuldt fredsomme Steder: - En af os sidder og maler - Isfjældene, guld-bestrøde, - en anden skæmtende taler - med Folkene her fra Landet, - selv falder jeg hen i Goethe, - læser mig langt, langt bort, - _véd_, hvad jeg gerne vilde, - nu, da Dagen er kort - og Aftenen mørk og stille. - Jeg mindes en fjern Akkord - og _længes_, kæreste du: - »Ueber allen Gipfeln ist Ruh.« - - -II - - Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster, - der trives paa »Længselens Ø«, - blege er de som brystsyge Børn, - der ligger og kan ikke dø. - - En Valmu, en Liljekonval og en blaa, - som jeg ikke kender ved Navn. - Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule; - de ligesom fylder et Savn. - - Aa, men hvor er de dog faa og fortabte, - i Sommer de straalede rent! - Stormene slog dem nok skaanselsløst, - og nu er det ogsaa sent. - - Ja -- det er altfor sent for en Blomst - at staa i den frosne Muld ... - Bare der var nogle flere af jer, - saa hele Hulen blev fuld! - - -III - - Hvor er dog Havet mørkt i Dag - som ved Decembertide hjemme. - Nordvestens tunge Aandedrag - kan gennem Væggen jeg fornemme. - - Koldt er her: Termometret Nul, - Blæst stryger ind af hver en Sprække. - Og dog! Hvor hyggeligt et Hul, - mod Uvejr et velsignet Dække. - - Spæklampens muntre Flammeild - flakker kærtegnende paa Muren, - ude raser en arktisk vild - Efteraarshærgning i Naturen. - - Lav rinder Solen, høstlig gul, - hver Nat blir nye Stjerner tændte, - visnet er Blomst og flygtet Fugl, - kun Vintrens dybe Nat i Vente. - - Ude Orkan -- men inde Fred, - den lykkeligste Fred, jeg kender, - naar Dag er endt, og Sol gaar ned, - og alle Længslers Lamper brænder. - - -IV - - Den første dryssende Sne - over de nøgne Fjælde - og Frostens klingre Bjælde. - - Forbi den korte Sommer, - Valmuer og Konvaller, - Elvenes Draabe-Krystaller. - - Den nøgne Jord blev Is - ved første Nattekulde, - nu sover Kim i Mulde. - - Nu graver sig alle Mennesker - ned i den lune Jord - med alt deres Vinterfor. - - Borte er Narhvalstrækket, - ikke en Fugl under Land, - bare det mumlende Vand. - - Og ved de stejle Kløfter - vaander sig Ræv og Hare - inde i Saks og Snare ... - - Men til det store Mørke, - klædte i Dyrehuder, - bringer vi vore Guder: - - Hjemmets og alle Erindringers! - -- drøfter gamle Hændelser, - kommer med sære Bekendelser, - - trevler vort Livsvæv op, - de skøre, bristende Traade, - brænder dem uden Naade, - - klæder os splitternøgne, - kender til Bunds hinanden - -- dog bare til Afgrundsranden, - - bygger jo, hver især, - et Ly for sit skjulteste Minde, - hvor man er _ene_ inde, - - ene -- altid alene: - en vanskelig Jord at dyrke, - men Ensomhed giver Styrke ... - - Saa er da Sommeren død, - og i det yderste Thule - gemmer vi os i en Hule, - - er som et udflyttet Danmark - varmet af hjemlig Sol - her ved den kolde Pol, - - drømmer saa meget gammelt, - higer mod nye Stier, - tænker, taler og tier ... - - Luften er vinter-skarp. - Mod Himlens lydløse Blaanen - staar som et Genfærd Maanen. - - Fantastisk dødninge-hvide - spejler sig fjerne Strande - dybt i de dunkle Vande. - - En Gang i Tidernes Gry - boblede disse Kyster - af Moderjordens Bryster. - - Stivnet alle Tinderne - gløder som Okker og Mønje - op gennem Bræens Brynje. - - Om Milliarder af Aar - vil da mon Isbræen smælte, - Søjlerne sprænges og vælte? - - Vil da den signede Jord - syde igen, før den daaner - hen mellem livløse Maaner? - - -- Ak, hvor usselig lidt - selv den Viseste aner - om vore Skæbnebaner. - - -- Hvad véd jeg vel om mig selv: - Er jeg et glødende Hjærte - eller en udbrændt Kærte? - - - - -NOKTURNE - - - Nu er det stille, - Høstnatten skumrer, - Vindene slumrer, - hvor Livets Kilde - dagtræt gik ned, - -- lydløs Fred - rundt om Landene, - ud over Vandene. - - Den, som nu kunde - sit Hoved bøje, - lukke sit Øje - og fredfyldt blunde - den lange Nat - fornufts-forladt, - uden Vaande - drømmeløst aande! - - O, men der rinder - Lyd i mit Øre, - Kamp maa jeg føre - med bitre Minder: - Venskab, jeg brød, - Had, jeg fortrød. - -- Fredløse Gru, - hvil ogsaa du! - - - - -ENE - - - Stjernerne skælver, - Himlen er bleg, - Maanen er bare - en svindende Streg. - - Jorden er kold - som et blodløst Lig, - Fjældvæggen skummel - af Ravneskrig. - - Tungt gaar Havet - mod nøgen Kyst - som et hjælpeløst Suk - fra et ensomt Bryst. - - Ud i den isnende - Efteraarsvind - flakker den ensommes - angstfulde Sind, - - skælver i Nattens - Kuldegys, - hilser bekymret - det svindende Lys. - - Snart vil den dunkle - Skumring gaa bort - og Vintermulmet - staa rugende sort. - - - - -HØST - - - Jeg ynder ikke den unge Vaar, - den er mig for fersk og flov. - Er _det_ mon, fordi jeg blev atten Aar, - før jeg saà nogen Bøgeskov. - Jeg har jo aldrig kunnet begaa, - end ikke turdet forsøge, - en Lovsang ud af mit Hjærte - over de danske Bøge. - - I gamle Dage var det min Sorg, - naar Bøgen stod lysegrøn, - og Grøntet hang paa Charlottenborg, - at jeg ikke fandt Farven køn. - Muligt er det en Fejl ved mit Syn, - mit Øje er lyseblaat; - al denne megen Andemad - taaler det ikke godt. - - Men da jeg voved en svag Protest, - Kors! Hvor der saa blev Vrøvl, - Grøntkaals-Malerne rasede mest, - jeg skulde ha' mine Høvl. - Jamen saa mal dog bare Spinat, - de Farver er mig for blege, - de rører ikke mit Hjærte, - jeg vælger Graner og Ege. - - Granen er Skabelsens rankeste Værk, - et løftende Høvdingesyn, - Egen er uovervindelig stærk, - en Tænker med rynkede Bryn. - Egens Rødder gaar dybest ned - i Danmarks frodige Muld, - Granen er sejg og nøjsom, - gør Hedesandet til Guld. - - Alle de grønne Haab ved Vaar, - den grumsede Stemningsflod, - som fylder Sindet i unge Aar, - er saa inderligt mig imod, - minder mig om den grønne Student, - der har læst lidt Psykologi - og vil systematisere Livet, - han aldrig har levet i. - - Den dovne Sommerferie-Døs - er mig heller ikke tilpas, - underlig sløv og udtryksløs - ligger den blot og ta'r Plads - -- Plads for den gule, flammende Høst, - hvor Stormen blæser Koral, - Høsten er dybsindig, - Vaar og Sommer banal. - - Pragtfulde Høst, vémodige Høst, - Menneskesjælens Fornyer, - du ejer, som det bedrøvede Bryst, - Lys bag truende Skyer. - Du er den store, afgørende Kamp, - hvor Kornmodsglimtene lyner, - du lever det stærke Øjeblik - og dør under vældige Syner. - - Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis, - naar Vinteren drager om Land, - ren og klar er Søernes Is, - kølig og klog vor Forstand. - Da fatter den tumlende Menneskesværm, - at Kampmaalet tidt er for lille, - den tier som selve Jorden, - der ligger hvid og stille. - - Og derfor søgte jeg højt mod Nord, - hvor Kysten er hvid og tavs: - hjemme stank der forraadnet Jord, - i Byen laa Gadesnavs! - Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort, - vi trængte til Storm og Sne. - Maatte en susende Byge have renset, - naar jeg atter mit Land skal se! - - - - -BEKENDELSE - - - Paa den lave Klippetange - mod en blodrød Aftenhimmel - ser jeg Eskimoernes Stimmel. - Stimmel? Ja, en halv Snes Mand, - og jeg synes, det er mange - her i dette øde Land. - - Hør, de leger Bjørnejagter, - og de ler saa overvættes, - Hundene mod Bjørnen sættes, - Bjørnen er en udklædt Knøs. - Under kanibalske Fagter - slippes Hundespandet løs. - - Straks som sultne Ulve løber - Hundeflokken mod sin Fjende, - Legen kunde gerne ende - med, at han blev sønderædt, - men de rappe Piskesvøber - stanser dem, der naar for tæt. - - Stanse maa jeg selv af Latter - over den groteske Scene. - Ja, jert Liv er Leg alene, - I kan skoggerle af alt, - skøndt I prøved atter og atter - Bjørnekampe, som Livet galdt! - - Selve det at leve Livet, - sulte, naar der intet skydes, - æde graadigt, hvad der bydes, - elske sig udtømt og træt - og ved Søvn faa Kræfter givet, - er jert Liv og Livets Ret. - - Derfor maa I gerne undres, - naar I ser mig i vor Hule - sidde tavs og travl -- og skule, - hvis I ler min Stemning væk. - -- Mener I, jeg bør opmuntres - til at kaste Pen og Blæk? - - Aa, I skulde bare vide, - at der sidder »Venner« hjemme, - som afgiver samme Stemme, - men at det er alt omsonst, - thi det er mit Liv at stride - mod det Maal at skabe Kunst ... - - Den, der _skaber_, gaar ej Pligtens - borgerlige Alfarveje - og har aldrig haft i Eje - snævre Dyders Rettesnor ... - Men, hvad er vel al min Digtens - Fryd og Smærte? ... Døde Ord! - - Det, som dybest Sjælen føler, - det kan intet Ord udtale, - ikke noget Billed male, - knapt nok anes i Musik ... - -- Venner! Gid I aldrig nøler - med en kold Fornufts-Kritik. - - Eller le som Eskimoen, - le ustyrligt, mens jeg skriver, - jeg forsikrer, jeg vedbliver - og skal aldrig slides træt, - naar _jeg_ bare ejer _Troen_, - maa I gerne have _Ret_. - - Gerne blev jeg her og jaged - Bjørn og Rén ved Vintermaane, - skulde ingen Evne skaane, - blev her gerne Livet langt, - ingen Tid af Længsel naget, - aldrig Livet surt og trangt. - - Thi det vil jeg ikke skjule, - at jeg helst gik rent i Glemme, - glemte alt og alle hjemme, - Ven og Fjende, hvert mit Skrift. - -- Men selv her i yderst Thule - er jeg Slave af min Drift. - - Og min Drift er den at være - én, der har sin egen Stemme, - én, der skriver dansk derhjemme - om, hvad Livet har ham lært; - -- denne Drift er sød at nære, - dette Liv er rigt, men svært. - - - - -SONET - - - Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul ... - Til Jul -- _hvor_ er vi saa? Levende eller døde? - »Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«. - Skal vi mon finde her vort evige Skjul? - - Ingen véd det. Natvinden varslende hul - klager oppe i Fjældenes dystre Øde. - Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde - Landsmænd igen og Solen, god og gul. - - Alt, hvad der hændte i to lange Aar, - ligger dernede og venter os i Breve, - -- hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! ... - - Men jeg kan ikke ændre mine Kaar, - død er den døde! -- Nej, I maa _alle_ leve! - Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar. - - - - -ENE TILSØS - - - Saa har vi naaet Oktober, - og Fjæren iser til, - det store stille Hav kan stivne - straks, naar Frosten vil. - I Nat blev Vandet tyndis-lagt, - det glimter som et slebent Glar, - ja, kom kun Frost og øv din Magt, - træng ind til alle Kroge, - jeg venter glad -- dog se, jeg har - endnu en Gang Kajakken klar, - vil vugge mig i Bølgetakt - paa Bugtens sidste Vaage. - - Men da jeg gennem Isen skar, - letted en enlig Maage. - - O, om jeg kunde fulgt den - mod Syd, mod Sol -- og hjem! - Jeg glemmer rent at ro min Aare - og gaar ikke frem. - Langt borte lyder kold og hul - den vrede Snøften af en Hval, - som dukker op af Dybets Skjul - og tvinger frem sin Pande, - trægt dønner Sø mod Fjældportal, - fjernt synker Solen sært oval - og bævrer tung og æggegul - paa Kiming-Skaalens Rande. - - Jeg længes hjem, som jeg var gal, - fra disse Dødens Vande. - - Men som jeg saadan ligger - og knapt véd af mig selv, - rækker mit Øje op til Hulen - ved den døde Elv: - Brudte er nu alle Broer, - her faar jeg Hjem endnu en Stund, - deroppe er mit Arbejdsbord - og al min bedste Evne. - Lad Frosten tvinge Hav i Blund - til Farvej hjem! Jeg nyder sund - den hemmelige Fryd, der gror, - og som ej Navn kan nævne, - - paa Livstilværelsens dunkle Bund, - hvor Synerne holder Stævne. - - - - -TØBRUD - - - Der regner i Dag en ukristelig Regn - heroppe i Hedningelandet; - endnu er der intet Himmeltegn, - som tyder paa noget andet. - - Vor Hule var netop bleven saa lun, - Sneen laa højt over Taget, - Fnuggene tætned som Edderdun, - -- nu smælter hele Laget. - - Det drypper, det stænker, det styrter herned, - og ingen har sit paa det tørre, - vi væbner os bravt med Taalmodighed, - mens Vandfloden vokser sig større. - - Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt, - hjærteløst Regnen strømmer; - de rummer just ikke det bare sødt - de Oplevelsens Bægre, vi tømmer. - - Gulvet er som en rindende Sø, - og Brikseskindene fælder, - vi ligger paa hver sin opdagede Ø - i Oversvømmelsens Kælder. - - Himlen er bare et trøstesløst Hvælv, - en eneste styrtende Sluse, - Fjældene mumler, den døde Elv - er atter begyndt at bruse. - - Dens Leje var som et furet Ar, - nu springer det op og bløder. - Vi fylder paany vore Kogekar, - men Regnen slukker vore Gløder. - - Saa maa vi kvittere »den varme Ret«, - en ofte prøvet Elende, - men at Soveposen ikke er tæt, - er det værste, der kunde hænde. - - Dog, skulde man blive lidt sur i Sind, - da lyder den Trøst til den triste: - »Lad alt smælte bort! Dit eget Skind, - det holder nok tæt til det sidste!« - - _Først_, naar ikke en Trevl er tør - og ikke et Ly at finde, - da vaagner der et Galgenhumør, - og runger vor Latter herinde. - - Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt, - fantaserer om fjerne Steder - med alt, en Hjemkomst byder af smukt: - varm Kaffe og tørre Klæder! - - -- -- Vejrprofeterne kalder det Føhn, - saadan Mildning ved Vintertide, - men Eskimoerne tror, det er Tøen, - der driller Frosten til at bide. - - Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud - og aflæser Varmegrader ... - Men lad der blot rase Regn og Slud, - naar det ikke _Islæget_ skader. - - Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før, - og snart kan jeg hjemad drage - blottet for _alt_, kun rig paa Humør - til Slædefærden tilbage! - - - - -EN SORG - - - I Dag har jeg haft en lille Sorg, - og her, hvor saa lidet sker, - har denne ringe Hændelse - bedrøvet mig endnu mer. - - Min Yndlingshund er bleven dræbt - af en af de gamle Store, - bare fordi den løb og leged - og slet intet andet gjorde. - - Den vidste ikke, at Tand for Tand - er Livets beskæmmende Lære - baade for Dyr og Mennesker, - om vi skal faa Lov til at _være_. - - Min Yndlingshund var bare en Hvalp, - saa munter og uden Harm, - hver Morgen den krøb i min Sovepose - til et lykkeligt Blund i min Arm. - - Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn - og kunde aldrig blive træt - af at stryge dens bløde Pels - og høre dens Aandedræt. - - For jeg er jo bare et Menneske, - hvis Kærlighed ligger vaagen; - jeg længes efter at elske - og være _god_ mod nogen. - - Men her, hvor jeg intet Menneske har - at kysse med brændende Mund, - gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn - til den tillidsfulde lille Hund. - - Og nu er dine undrende Øjne lukt, - din Strube blev gennembidt. - -- Ak, var du bleven ældre, - skulde tungere Smærter du lidt! - - Ja, var du vokset dig stærk og stor, - vented dig megen Plage; - en stakkels trællende Slædehund - har ikke gode Dage ... - - Men da de kom og mældte, - at min lille Hund var død, - blev der saa underligt stille, - dèr, hvor mit Hjærte lød. - - Da maatte jeg betvinge - en Graad, der vilde frembrudt, - da svor jeg over Morderen - en Hævn, jeg ikke har fortrudt. - - Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn, - hvis Tænder min Yndling traf; - hver Dyrebeskyttelsesdame - vilde skaffet mig Dyrplager-Straf. - - Tæt til dens sammensnørede Gab - bandt jeg den lille døde, - -- nu ligger den med sit Offer - bunden og uden Føde. - - Min Yndlingshund var bare en Hvalp, - skabagtig kan Sorgen lyde, - men den, hvis Hjærte er ene, - véd, hvad en Hund kan betyde. - - Og den, der kender Polarfærd, - véd, han var gaaet til Grunde, - om ikke han var bleven hjulpet - af sine trofaste Hunde. - - Lønnen, han bød sin trællende Ven, - var Pisk og en kneben Føde - og saa en Kugle i Hjernen, - naar den næsten var kørt tildøde. - - Og Hvalpen skulde i Vinter - trukket for Slæden tilbage, - -- en stakkels trællende Grønlænderhund - har ikke gode Dage. - - Men dyrebar er mig Hundene, - min daglige Kval og Fest, - og, som det gaar mellem Mennesker, - er den _mistede_ altid bedst. - - Og det er sandt, hvad en Digter har sagt, - -- sikkert en klog gammel Fyr: - »Jo bedre jeg kender Mennesker, - des mer holder jeg af Dyr!« - - - - -VINTER - - - Se, det hvide Ishav spejler - dybt de gyldne Aftenskyer. - Ingen Lyd og ingen Sejler, - intet Bud fra fjerne Byer. - Indelukket - Længselssukket - stiger mod det kolde Fjæld, - der paa Himlens Rand har trukket - en henaandet bleg Pastel. - - Som en Knivseg, skarpt tilsleben, - skærer Horisonten Himlen. - Som et Hjærte, vémodsgreben, - gløder dæmpet Solfaldstrimlen. - Gult og gustent - som et brustent - Venneblik er Solens Øje - sluknet bag en Isfjældsmur, - der har bygt sin borgtaarns-høje, - vildt fantastiske Kontur. - - Sølvhvid Maanebaaden skyder - højt henad den mørke Himmel. - Som et Morildskølvand flyder - Mælkevejens Stjernevrimmel. - Tunge Skygger - travlt bebygger - som et mystisk Dværgfolk Sletten, - der har gemt sig tavs og trykket - inde under Fjælde-Jætten. - - Snart af Skyggerne besejres - Dagens sidste Farvetoner, - Mulmets Nattepust henvejres - over Dødens Regioner. - Men i Mørket, - sjælestyrket, - slaas vi med os selv og Livet, - og vi tror, at vi faar dyrket - rodfast Træ af Mose-Sivet. - - Ubønhørlig stræng bekriger - Vintren disse arme Kyster, - Sneen ligger haard og skriger, - Isen dem i Favntag kryster, - Lyset brister, - Bjørnen lister - mørkeskjult, beredt til Krig, - hungerpint den Livet frister, - røver Gravens frosne Lig. - - Og uskaansomt koldt bekriger - _vi_ det Liv, vi før har levet; - gennembrudt, som Vandflods-Diger, - er vort Løgnliv -- talt og skrevet. - Nu skal Volden - hel og holden - sten-forskanses, klar til Krig - mod os selv i Fortids-Rollen - -- ingen Gravfred for det Lig! - - - - -SNESTORM - - - Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat! - Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ, - og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ. - - Der var madtomt i Hulen og glubende Sult, - saa kørte jeg hen til et Køddepot, - men Vejret blev værre, end jeg havde troet. - - Der blæste en fygende stiv Sydvest, - langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds, - Foden blev træt, for Føret var træls. - - Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro, - syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa, - alligevel maatte vi begge gaa. - - Ved Slædeopstanderne sled vi os frem, - stavred i Sneen til op over Knæ, - og Sne skød sig højt over Gængernes Træ. - - Dagslyset svandt, og Knoget tog til, - _nu_ sank vi i til midt paa vort Liv, - Skinddragten dampede og frøs stiv. - - Hundene orked tilsidst ikke mer, - vi spændte dem fra, og de stak i Løb, - selv fulgte vi efter, stumled og krøb. - - Sort var Natten, da vi naa'de frem, - aandeløst smed vi os ned bag en Sten, - som ikke gav ringeste Ly for Sneen. - - Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv, - Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min. - Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin. - - Da blev som en isnende Strøm mit Blod, - jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk, - Fingrene var ved at fryse væk. - - Vi maatte nok helst gaa os varme igen: - fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt - og slæbte det hjemad af al vor Magt. - - Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej, - Legemet damped, vor Aande blev kort; - i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort. - - Men endelig, da jeg var Slæden nær, - var ogsaa min yderste Kraft udøst, - jeg faldt og blev liggende, kraftesløst. - - Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb, - saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold. - Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold! - - Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv, - at jeg skulde ligge forkommen og dø - i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø. - - Før havde jeg troet mig saa gammel og klog; - _nu_ syntes jeg ung, havde ingen Ting lært, - og Livet, jeg mistede, var mig saa kært. - - Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed, - jeg tændte min Viljes hendøende Gnist - og naaed da ogsaa Slæden tilsidst. - - Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til, - Eleng'uak ligge -- en underlig Bylt. - Han sov og snorked, hans Bug var fyldt. - - Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels, - fik stukket mig under en Hundekrop, - hvor jeg døsede hen og tøede op. - - Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld, - begravet af Sneen og sporløst gemt. - Ingen savned mig, jeg var glemt. - - Da maatte mit Hjærte saa inderligt le: - »I slipper mig ikke _saa_ bekvemt!« - Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt. - - Men netop, som Dagen graaned i Øst, - tog Snestormen af og Kræfterne til: - -- Det er svært at dø, naar man ikke _vil_! - - - - -INDKVARTERING - - - Vi har faaet Indkvartering: - ikke mindre end en Snes - Eskimoer - hos os boer - i en skøn Familjekres - -- en lidt rundelig Formering, - naar vi selv er seks Mand høj. - Man begriber, - at det kniber - svært med Plads og Sengetøj. - - Men vort Samliv er det bedste, - skøndt man ikke skulde tro, - at der kunde - nogenlunde - herske Enighed og Ro, - naar man har sin kære Næste - indlogeret bunkevis. - Her er Glæde, - fælles Æde, - fælles Trug for So og Gris. - - Alle Kogelamper sprager, - Luften hænger tyk af Os, - Stuens Kroge - staar i Taage, - men vor Hule faar dog Ros. - Udenfor Orkanen drager - rovbegærlig om vor Ø, - mangen Hytte - blev dens Bytte, - knust og slugt af Styrtesø. - - Alle vore Boplads-Fæller - blev berøvet Kød og Hjem, - halv-paaklædte, - ilde-stædte - stred de sig til Hulen frem, - sidder nu og smaa-fortæller - om den storm-oprørte Fjord, - klager ikke, - smælter Drikke - og faar kogt et vældigt For. - - I en sammenbyltet Mængde - sover snarligt Vært og Gæst, - Lampen slukner, - ude drukner - Hundehyl i Sø og Blæst. - -- Men jeg vaagned tidt og tænkte: - her mod Nord er Livet Fest, - intet knægter - disse Slægter, - hverken Himmel eller Præst! - - Ja, en Livets Jubelsalme - toner ud af Vejrets Brus, - Leg og Latter - toner atter - i vort overfyldte Hus. - Her kan Glæden aldrig falme, - Livet tager vi som bedst: - Eskimoen - dør i Troen - paa, at Livet er en Fest. - - - - -NYT ISLÆG - - - Jeg suser atter over nylagt Is, - og alle Hunde trækker kry og travle, - thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle - har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis - og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle. - - Mit Forspand elsker dette blege Skær, - der blinker i de frosne Iskolosser - og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser; - -- i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær, - da savnes det Humør, som Kulden trodser. - - Men nu gør atter Maanen Rejsen let, - paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre - det lange hvide Døgn i snefrit Føre, - hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt, - og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre. - - Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud, - og jeg kan timevis henslængt paa Slæden - ligge med adspredt Sind og nyde Glæden, - blot ved at se mit Forspand halse ud, - og høre Isen knage fjernt som Skud. - - Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se - mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde, - og _da_ er det med ét, som blev jeg borte, - som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé, - saa dybt og blødt som i en Grav af Sne. - - En Grav af Sne! -- Men da blev alting koldt, - jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet, - Isen var bristet: Slæden, Hundespandet, - alt det, der havde mig min Drøm forvoldt, - sank dybt og blødt, -- men Skaglerne de holdt. - - Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt; - to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne - ad Isen og slog Remme om et Hjørne - af Slædesnuden og fik mig og alt - omsider halet ind -- har de fortalt. - - Forresten lo de. Og da vi drog bort, - og mine Klæder stivned straks i Kulden, - og baade Haand og Fod blev saar og svullen, - lo de igen. Jeg _løb_, som var det Sport, - og holdt mig varm de otte Mil til vort ... - - Den glade Hedning, som bestandig ler, - han er i Livets Dyst altid fornøjet; - og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet - og laa i Soveposens lune Fjer, - da lo jeg selv, -- jeg fejled intet mer. - - Ja, saadan er det: undflyet et Forlis - higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge, - evig og altid maa vort Kald vi følge, - Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis, - farefuld Vejen over nylagt Is. - - -- Jeg suser atter paa den blanke Fjord - ind under Fjældets gothisk bygte Gavle, - nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle, - og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor, - og Verden er bare dette kolde Nord! - - - - -AFREJSE - - - Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø, - Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning. - -- Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø, - mon de nu taaler Vinter og Forfrysning? - Lyse er de Forhaabninger, der bygges, - men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes? - - Og endnu er vor Ven og Fælle syg, - og køres maa han hundred Mil i Pose, - -- men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg, - endda den bød ham Torne blot for Rose; - han higer hjem mod nye Arbejdsfelter, - -- ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter! - - Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft, - Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder, - fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft, - langs alle Fjære blegt Morilden brænder. - Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset, - _hjemad_ det gaar -- men tungt er Slædelæsset. - - Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær, - det er, som om jeg ikke kunde slippe - dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær - og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe; - -- hvor ofte har jeg ikke langvejs ude - træt og forkommen hilst den blege Rude! - - Men det gaar hjemad, -- og vor syge Ven - maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje, - saa drager vore Slæder da igen - Sporet langs nye Kysters nye Veje. - Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde, - tungt kører vi i Skrueis og Bløde ... - - - - -TILBAGE TIL MØRKET - - -I - - Saa slaar vi da Retræte: - vor Vej er altfor fyldt med Sne, - vi skulde været frem til Jul, - men det kan ikke ske. - Nu maa vi hen, hvorfra vi kom, - men det er tungt at vende om. - Fjældhulen er Ruiner nu. _Hvor_ finder vi et Skjul! - - Vi drager op mod Mørket, - og vi, som haabed det forladt, - gaar trist til Sinds, med Haabet brudt, - ind i den store Nat ... - Naar atter Slæden staar beredt - til Hjemfart, hvad er der saa sket? ... - O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt! - - -II - - Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer, - bare Livet igen -- ellers ingen Ting mer, - vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv, - kun Livet igen -- det dejlige Liv! - - For Hunde og Kød og varmende Klær - borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd; - de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst, - maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst. - - Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør - og beder om Husly som ofte før, - man luner vor Briks, vore Skinddragter syr - og fodrer os selv og de udslidte Dyr. - - I Jordklodens nordligste Menneskehus, - ind under en Gletschers Morænegrus, - dèr lever jeg Livet som Eskimo, - og Livet er bedre, end jeg turde tro. - - Ja, Livet er dejligt og dyrebart - i vekslende Vejrlig og skiftende Fart, - her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn, - her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn. - - Piuva'toks og Alakra'sinas Hus - saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus, - saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst, - er _det_ Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst! - - Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen, - vil taksomme Tanker søge herhen, - -- jeg kender de Tusinder Kristne af Navn, - men Hedningen her er Kristen af Gavn. - - - - -POLARNAT - - -I - - Hvor skal jeg gøre af mig selv, - hvad skal min Tanke sysle med? - Hvordan forglemme Tid og Sted? - Hver søvnløs Dag er uden Fred - og drømmepint hver Søvn, jeg véd. - Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne; - det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne. - - Nu troede jeg saa vist, det gik - mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig, - og vi var mange Mil paa Vej, - da Blæst og Mørke, Sult og Sne - tvang os til Venderejsens Vé. - Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme. - Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme? - - Jeg lever blot i Kamp for Mad, - opholder Livet som et Dyr, - der ej den værste Føde skyr. - Forraadnet er det Kød, jeg faar, - mit Legem smudsigt, vildt mit Haar. - Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres, - de kreser bestandig om _dig_ og Hjemmet -- vort eget og vore Kæres. - -- Taalmodighed, Hjærte! _Den_ svære Kunst, nu skal den for Alvor læres. - - -II - - Gennem goldt Polarnats-Øde - gaar det vrede Vejr med Vælde, - Mørket sukker, graat af Ælde - som min Mor, der døde. - - Gennem Jordens Dunstkres tumler - vildt Decembersneens Bølger. - Tungt den frosne Havstok mumler - om en Kval, jeg dølger. - - Paa de vejr-forbidte Strande - har hvert ængstet Liv sig dækket, - Stormen blot langs døde Vande - tumler som forskrækket. - - Over Fjældets dystre Gavle - ingen nordlys-blændet Stjerne - -- bare Livets evigt travle - Lynglimt i min Hjerne. - - Uvejrs-slagen, pint af Brøde, - mørkeskræmt, en fredløs Fange, - mindes jeg min Mor, som døde: - _hun_ var ikke bange. - - Kunde jeg -- en dødsdømt Evne -- - med _din_ sikre Ro mig væbne! - Men jeg elsker Livets Stævne, - hader Dødens Skæbne, - - hader Rummets mørke Gaade, - -- urørt af vor Strid herneden - hersker den og skal os raade - i Al-Evigheden. - - -III - - Der er i Nat saa tyst - som fjernt, i _det_ Minut, - da lykke-pint mit Bryst - fik Tvivl og Vægring brudt - og skjalv, fordi det skulde _Ordet_ sige. - Min Stemme var som kvalt, - og jeg fik ikke talt, - blot rørt din bange Haand, - men Hjærtets Helligaand - nævnede tavst det uudsigelige. - - En Nat saa lykke-tyst, - al Verden Fred og Hvil! - Men det blir ikke lyst - som den Gang i April, - da vore Hjærter mødtes vaarberuste ... - Jeg lider Længslens Véer - hjem til lidt Dagnings-Skær, - hjem til dit Lykke-Smil, - som lyste i April - den dæmrende Nat, da Helligaanden suste. - - -IV - - Den stille hvide Vinternat - med ringe Skel - paa Dag og Kvæld, - med ingen Genklang under Fjæld - af Hundeglam og Piskesmæld - -- en lydhør, duftløs Time! - Se, Maanen tændes blank og kold, - og Himlen hvælver stjernesat, - bag Nordlysbaandets Silkefold - sit Skjold, - mens alle Mindets Højtidsklokker kime. - - Snart ringer Hjemmet Julen ind. - Min Sjæl, vær stærk: - _dit_ Højtidsværk - skal tone fjernt fra Hjem og Jul - i hvide Vinternætters Skjul, - hvor ingen Granduft kendes. - Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt - mit længst aflagte Barnesind, - jeg hører Højtidsklokkens Klemt - forstemt - og længes hjem, hvor Juletræet tændes. - - En hjemlig Jul, en uskylds-hvid - med Englebud - fra Himlens Gud, - som da uprøvet jeg og stolt - den gode gamle Højtid holdt, - -- den Jul, der kun er Minde ... - Ja, hvilken Højtid, om jeg blot - kom hjem nu ind mod Juletid - og sagde En, hvis Blik er vaadt, - lidt godt ... - Ak, _død_ er Julen og jeg selv sneet inde. - - Tavs er den hvide Vinternat, - træt gaar min Fod, - tungt slaar mit Blod, - og se, hvor Maanen blank og kold - som et fordægtigt Avind-Skjold - har skjult min Lykkes Fjender. - Er alt mit Liv da uden Værd? - Udløber redningsløs forladt - i Nattens blege Nordlysskær - min Færd, - mens alle Hjemmets Juletræer brænder? - - Velan, min unge Sjæl, vær stærk: - den Vej, du drog, - gør glad og klog, - gør rig, trods Tab af Jul og Hjem, - den Vej, du drog, er Vejen _frem_, - den eneste, der frister. - Og træder jeg mit sidste Skridt, - og ænser ingen mer mit Værk, - _Liv_ har jeg levet, jublet tidt - og stridt -- - ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister. - - -V - - Det er Lillejuleaften, - det er Lillejuleaften, - og et Brus af fjerne Minder - jager Blod til mine Kinder, - -- dem, den fattige Polarnat havde bleget. - Jeg er sær og syg til Mode, - kunde gerne grædt og skreget - over Smærter i mit Ho'de, - for jeg længes, saa min Hjerne bliver svimmel, - og mit Livshaab slukner som en bristet Klode ... - Der er Taage over Fjældet, - der er Slør for Aftnens Himmel, - og jeg ligger, overvældet - af de gamle Minders Brus, - tavs i Angmalor'toks Hus. - - Det er Lillejuleaften, - det er Lillejuleaften ... - Hvordan lever I derhjemme? -- - Aa, om jeg dog kunde _glemme_ -- -- - Nøgen ligger jeg paa Fælgen, - og min Vært, som ser mig lide, - siger: »Det er vist paa Tide - at faa givet dig lidt Foer!« - Og jeg ser ham trække Bælgen - af en Blaaræv, Dagens Fangst; - den blir kogt og, Gud skal vide, - jeg er slunken som en Slange, - Gulvet er vort Spisebord, - og jeg spiser, - mens han viser - mig den Gunst at nynne Sange, - først et Par og siden mange; - -- men min Sult er stadig stor, - og hans Kone spytter Spæk - paa en optøet Narhvalshjerne, - for hun under mig saa gerne - denne lækre Juleret. - Endelig blir jeg da mæt -- - og min Svimmelhed er væk, - -- Taagen med; nu har vi Blæst -- - og jeg sover mig fra Længsel hjem og Angst, - mens Fru Angmalor'tok, venlig mod sin Gæst, - nytter Tiden til en heldig Lyske-Fangst ... - - -VI - - Saa tyst stod aldrig Fjældene om Fjorden - og aldrig Stjernerne saa vemodsfulde - og Sneen ingen Tid saa hvid af Kulde - som nu ved Jul. Og der er Fred paa Jorden. - - Selv er af Fred og Vé jeg sært bevæget, - kan ikke være ude, ikke inde, - min Sjæl er fyldt af Julens fjerne Minde, - og Vunder bløder, som jeg troede læged. - - Og rundt i Verden fejres Juledrømmen, - og alle Hjærter næste-kærligt bløder. - -- Snart er vel Julens Baal kun slukne Gløder, - og Hjærtet gaar igen saa jævnt med Strømmen. - - Men der var Tider, da jeg ærligt troede - paa Julens store Fredsbudskab i Folket, - -- forlængst har Verden Loven omfortolket, - og Julen er nu blot en gammel Mode. - - Rørte til Gavmildhed, som Lammets Hyrde, - er alle Menneskenes Millioner -- - men kun saa længe Klokken højtids-toner, - Dagen derefter stjæle de og myrde ... - - Og dog stod aldrig Fjældene om Fjorden - og aldrig Himlens Lys saa højtidsfulde - som nu i denne Nat, saa hvid af Kulde, - thi det er Jul. Og der er Fred paa Jorden ... - - -VII - - Nej, det er altfor skøn en Nat, - og jeg kan ikke sove, - Fjældkæderne har Linjer - som danske Bøgeskove. - Som Udhugst-Lysninger blandt Trær - staar istids-fødte hvide Brær - i sælsomt livløst Maaneskær -- - et Snitværk af Sølv-Filigran, - som tier dødt. Her lever Pan ... - - -VIII - - Jeg har saa ung en Glæde - bare ved at træde - mit Fodtrins lette Spor - paa den sne-tilføgne Jord. - - Min Sjæl er tavs af Lykke, - jeg kaster ingen Skygge - i denne dejlige Nat - fredfyldt og lysforladt. - - Min Hjerne har ej Tanker, - og Livet ingen Skranker ... - Over Himlen de funklende Stjerneskud strøs, - her gaar jeg saa lykkelig skyggeløs. - - -IX - - Maane og skyfrit og en Snes Kuldegrader! - Nu har vi Nyaar efter Almanakken, - hjemme er Vrimlen en gensidig Takken, - en Ønsken Godt-Aar selv for dem, man hader, - - et Mundsvejr blot af tyndslidte Tirader, - en Brev-Hob Falskhed, bragt paa Kaffe-Bakken, - -- aa, Gudskelov, jeg kasted Selskabsfrakken, - da Luften blev mig kvalm i vore Gader ... - - _Mit_ Nyaar nævnes aldrig i Kalender, - det kommer uanmældt og uformodet - en skønne Dag, naar noget sælsomt hænder: - - _de_ Stunder, da mit Selv sanddru _erkender_ - og rejser Viljen, lutrer Hjærteblodet, - da blir en Nyaars-Kvist mit Træ indpodet. - - -X - - Der er ikke et Træ, som tør Pollandet gæste, - end ikke den usleste Busk finder Fæste, - -- men hjemme staar Graner paa goldeste Banke - hvidpudrede ranke. - - Jeg drømmer mig hjemme, ser Raabukken springe - og lytter til flaksende Fuglevinge, - jeg følger i Snedriven Muldvarpens Stier, - jeg lytter og tier. - - Jeg har en Veninde, vi elsker begge - at suse paa Skøjter langs klukkende Bække, - og ud ad de barfrosne Veje vi gaar - med Rimløv i Haar. - - Nu gaar hun alene. Jeg sidder som bundet, - maaske er mit Timeglas snart udrundet. - Jeg sanser kun Mad, baade god og slet, - og jeg er saa træt ... - - -XI - - Min Livskraft ligger i Dvale, - alle mine Tanker er gaaet i Hi. - Nu drager den store Nat forbi - de slumrende Fjælde og Dale. - Jeg ligger som dybt i Dvale. - - Min Sjæl er sløv som en Larve, - den sanser ej længer sin vante Strid, - den sover sig frem til Lysets Tid, - hvor den skal faa Liv og Farve. - Min Sjæl er en jordbunden Larve. - - Jeg tror, Genfødelsen kommer. - Naar Vinterens Nattemulm er forbi, - skal Larven blive sommerfugle-fri - med al den flyvende Sommer. - Jeg véd jo, Genfødelsen kommer. - - -XII - - Tidt tror jeg min Ungdoms livssvulmende Lilje - udblomstret og gold, - mit følsomme Hjærteblod omstøbt til Vilje - og Hjernen is-kold, - skarpt ser mine Øjne, som før var forblindet, - min Manddomsvej ligger belyst ud ad Vildnissets - skyggende Løv. - Mit Øre - kan høre - hver varslende Rytme, hvert dryssende Støv, - klart véd jeg, hvorhen al min Stræben skal føre, - men tidt gaar en hjælpeløs Sorg mig i Sindet: - Jeg er kun et Frø, - som skal dø. - - Hvad er vel mit Livsværk mig, selv om jeg sejrrig - til Kampmaalet naar? - Vandt Livet, der udrandt i vekslende Vejrlig, - ublidere Kaar? - Og hvad er det værd, hvis jeg Maalet forfejler? - Gik ikke i maalbevidst Trang og Ærgerrighed - Ungdommen tabt? - -- Men bygge - min Lykke - paa Ungdom, dertil var min Sjæl ikke skabt; - jeg savner det Stof, som gør Mennesker trygge. - -- O, Ungdomsaar! Jeg er en ydmyget Bejler, - der angrer, at I - gled forbi! - - Jeg angrer hver Klogskab, der førte til Handling. - Er _Ungdommen_ klog? - Nej, Ungdom er Afsind og evig Forvandling - og hensynsløst Sprog. - Den Gang, jeg var ung med de yngste, som kendtes, - da sad jeg indspundet i taktfuld, forkrøblende - Slægts-Pietet. - Jeg vilde - ved stille - udadlelig Flid vinde _mere_ end sket. - Først _nu_ er jeg fri. O, men _er_ det for silde - forynget at leve de Drømme, som sendtes, - da Haabet var sundt, - Verden rundt! - - -XIII - - Der er en Higen i hver Drøm, jeg digter, - ud til et blodrigt Liv i sære Egne, - en Udvé, som gaar alle vide Vegne - til Fjæld og Skov, frigjort for trange Pligter, - hvor Fugl og Dyr er Maal, hvortil jeg sigter. - -- Der er saa mange Præmie-Sjæle til, - o, lad mig altid være ung og vild! - - Og lad mig aldrig, ivrig efter »Ære«, - min egen ranke Nakke ydmygt bøje - -- hellere med det _lidet_ lade mig nøje - end tækkes Krybet i en højere Sfære, - hvor der er smitsomt for min Sjæl at være. - Saa mangen Radikal blir Snob ad Aare, - o, lad mig altid være ung og Daare! - - -XIV - - Der er ikke et Menneske, fjern eller nær, - som véd, hvilken Grøde mit Sjæledyb bær, - jeg kalde jer Hustru, Far eller Ven, - I véd, _hvad_ jeg hedder, og _hvor_ jeg gaar hen, - men Driften, som hidser mig, kender I den? - - Tidt véd jeg knapt selv, om min Saasæd gir Frugt. - Hvem er jeg? Hvad vil jeg af hæsligt og smukt? - Jeg véd kun, og det har med Kvide jeg lært, - at Menneskelivet er bitterlig svært - og Mennesket selv af omtvisteligt Værd. - - Jeg er i den vide Verden kun én, - hvorhen jeg saa færdes, i Fryd eller Mén, - kun ene og ensom, en tillukket Grav, - hvor strømmende Ord mine Læber saa gav, - en Sjæl, der er tavs med sit dybeste Krav. - - Og enten jeg lever, hvor Larmen er stor, - eller gemmer mig bort i det tavseste Nord, - hvad enten jeg længes fra Mylret mod Fred - eller higer mod Liv fra mit Skjulested, - jeg er dog kun _én_ i al Evighed. - - En venneløs gaar jeg i Fjendekrig, - og fjenderig møder jeg Vennesvig, - selv sviger jeg, stejl af den Ensommes Magt, - den Ven eller Fjende, der faar min Foragt - -- og dømmer mig selv for hvert Ord, jeg har sagt. - - Tidt knuger min ensomme Lod mig i Knæ, - jeg ønsker mig podet paa rodfæstet Træ, - men ofte -- og mest naar jeg rammes brutalt -- - da lukker min Sjæl sig, mit Skrig bliver kvalt, - men _stærk_ er jeg bleven i godt som i galt. - - -XV - - Jeg har grædt, naar en Spurv blev skudt ned, - naar jeg saa' et Insekt blive pint, - naar en Blomst, jeg holdt af, traadtes sønder, - og dens Hjærteblad skælvede fint. - Jeg har været et fængeligt Tønder - for hvad Skabningens Ringeste led, - jeg har _ødslet_ med Kærlighed. - - Jeg har næret min Pen med mit Blod, - naar jeg skrev om al Menneskenød, - om forskyldt eller skyldfri Elende - og dens Véraab paa Retfærd og Brød. - O, mit pulsende Blod kunde brænde, - og min følsomme Sjæl fatte Mod, - naar jeg stred for den Sag, jeg fandt god. - - Det var den Gang, mit Hjærte var Ler - og min Tillid til Menneske-Værd - og min Tro paa mig selv uforfærdet, - da mit Liv laa i morgenrødt Skær. - Ak, men nu er mit Hjærte forhærdet - af de usle Bedrag, som det ser, - og nu tror jeg paa ingen Ting mer. - - -- Ja, en Gang har jeg inderlig grædt - ved al Skabningens Kummer og Nag, - men da selv jeg fik Pinslerne prøvet, - tog jeg graadløs de grusomme Slag. - Og nu taler mit Hjærte bedrøvet - kun i dæmpede Aandedrag, - men min Taare har rundet sig træt. - - -XVI - - Jeg byder ej mit Venskab frem - til Per og Povl og alle dem, - der søger mine Stuer, min Tobak, mit Bord, min Vin, - men _vandt_ du mig for dig og dit, - saa bliver du mig aldrig kvit, - da er jeg al min Levetid uforbeholden din. - - Og den, der kalder mig sin Ven, - skal ærligt yde mig igen - et Alvorsord, en sund Kritik, ud af sin Hjærtebund, - og han skal taale min Protest, - naar han ej gir sig, sand og bedst, - thi den, hvis Hjærte aabnes ret, slaar ikke Laas for Mund. - - En Kvinde kan jeg ofre _alt_: - min Daad, mit Hjærte, _ubetalt_, - og _alt_ kan af en Kvinde jeg modtage hjærteløst. - Men Mand og Mand i Venskabspagt - har samme Pligt og lige Magt, - og _han_ skal mig gengælde dyrt, som af min Sjæl har øst. - - Men vandt du mig for dig og dit, - og tør du tale hensyns-frit - og elske mine Evner frem og kue mine Fejl, - da bliver du mig aldrig kvit, - da ejer du alt, som er mit, - ubrydelig vor Venskabspagt bær' Hjærtets Adels-Segl. - - -XVII - - Mit Liv er planlagt frem til sene Stunder, - hvert Arbejd gennemtænkt i Hovedtrækket, - skal al Ting lykkes, maa der ske det Under, - at jeg blir hundred-aarig og usvækket. - Men er der muldfast dèr, hvor Roden bunder, - hvordan blir Stammen trøsket da og knækket! - - Nej, jeg vil ikke dø den meningsløse - snigmorderiske Død af Sot og Syge, - Knald eller Fald! Og aldrig daadløs døse - i lunkent Sollys -- hellere en Byge, - lad bare Stormen piske, Regnen øse, - og alle Lungepibere rejse og ryge! - - I brat og voldsom Død har helst jeg villet - med denne dejlige Jord faa Afsked taget. - Paa ét Kort sat mit Liv -- jeg vover Spillet, - men alle Kneb skal gælde, selv Bedraget, - og først naar alle Trumfer er udspillet, - slutter jeg af, livsmæt og højt bedaget. - - Maaske, naar jeg blir gammel, kommer Gigten, - et Eftersmæk fra Liv i Baad og Slæde, - men aldrig skal jeg angre, at min Digten - drog mig langt udenfor den alfar Glæde. - Mit Liv er planlagt, dyrebar er Pligten, - o, lad mig hundred-aarig Jorden træde! - - -XVIII - - Ja, jeg vil vorde Mand og fæste Rod - dybt i den jydske Muld, der var min Amme, - Jordens Safter skal stige i min Stamme, - forny mit Væv og nære mit Løv med Blod, - -- ja, jeg vil dyrke Jorden grøn og god. - - Min Sjæl er træt af fremmed, bjergfuld Strand - og længes hjem til Slettens Kløver og Tidsler, - til Heden helst, dèr hvor et Aaløb risler - det frodige Grønsvær frem af magert Sand, - stolt vil jeg dyrke Jord i eget Land. - - Ja, jeg vil fæste Rod i Lyng og Klit - og klamre mig som Marehalm til Bunden, - at Havet ikke skal underskære Grunden, - men bruse mig for Øje tro og frit, - thi ene dette Hav og Land er mit! - - -XIX - - Den Mand véd ikke, hvad Sol vil sige, - hvem den tilsmiler hver Dag i Aaret, - for ham er Sol det selvfølgelige, - men her i Pollandets Mørkerige, - hvor jeg maa leve, dens Lys beskaaret, - her faar jeg Solen smærtelig kær: - nu véd mit Øje, hvad Sol er værd. - - -XX - - Giv mig Solen, aa, giv mig Solen - og lad mig gense de danske Strande, - hvor Natten skifter med solfyldt Dag, - og Himlen spejles i dybt-blaa Vande, - paa Marken Solsikken og Violen - og Lyd af Kornlærkers Vingeslag. - - Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, - en purpurglødende Morgenrøde - bag Ferskenblomsternes hvide Lin, - med sødlig Duft af en tropisk Grøde, - af Oleanderen og Magniolen, - af gul Orange og blaalig Vin. - - Giv mig Solen, ja, giv mig Solen, - den skal fremelske Ungdom og Ynde, - jeg længes vanvittigt langt mod Syd, - dèr vil jeg aande og se og synde, - jeg hader Natmørket her ved Polen - og min Grav-Tilværelses golde Dyd. - - Giv mig Solen, aa, giv mig Solen, - jeg sidder længsels-pint her og bier. - Hvordan er Verden? -- fremdeles slet? - Har Kunsten udklækket ny Genier, - har Frihedskravet knust Kongestolen? - -- aa, hvem der bare kom hjem til _det_! - - -XXI - - Vi har atter Maanetid og Gæsteri - -- ja, den Maane os med Mørkets Tid forsoner! -- - Her er daglig et Par Slæder paa Visit, - for vi ligger netop paa en alfar Sti, - og her er en stadig livlig Bytten Koner, - det er svært at skelne mellem mit og dit - -- akkurat som blandt de Kristnes Millioner! - - Her kom nys Krajo'dak med sin Nabos Viv, - og med Agpalarsuar'suk kom Fru O'dak, - Husets allerbedste raadne Kød blir budt, - og man skynder sig at proppe i sit Liv, - mens Passiaren stiger som en lystig Krosnak, - og en høflig Vært gir Konen med til Slut, - og en høflig Gæst har blot at svare: Jo Tak! - - -XXII - - Ja, lille søde Aini'nak, - du spørger, om Kvinderne hjemme - er ligesaa gode som her mod Nord - og Mændene ligesaa slemme? - - Om Damer, lille Aini'nak, - tør ingen sin Mening sige. - Men Mændene er af et grumset Stof - og ikke just elskelige. - - Jeg véd, at din Mand har slaaet dig, - jeg ser jo, din Kind bærer Skrammer, - -- aa, stakkels lille Aini'nak, - hos _os_ er der bitrere Jammer. - - Du havde vel været ulydig - og nægtet ham, hvad han kan kræve, - -- hos _os_ er der tungere Vaaben - end den bare knyttede Næve. - - Det véd du jo, lille Aini'nak, - snart læges din Smule Rift, - men Mændene hjemme i Danmark - de drypper i Saaret Gift. - - _Vi_ saarer med Øjets Staalblink - og Tungens bidende Odd, - med smaabitte haanske Skuldertræk - eller Tavshedens ætsende Braadd. - - Saa lever vi Side om Side, - men dyrker dog hver sin Gud, - _vi_ vælger helst det dulgte Bedrag - fremfor et ærligt Brud. - - Nej, kære lille Aini'nak, - _du_, som er saa god og smuk, - du kender ikke den Livsens Vé, - der bæver i Kvindesuk. - - Og paa dit Spørgsmaal, Aini'nak, - svarer den fremmede Herre: - Kvinderne hjemme er bedre end her, - men Mændene meget værre! - - Alene den lille Aini'nak, - der er sky som en opskræmmet Raa, - du er den eneste Kvindesjæl, - jeg blandt dine Søstre saa'. - - -XXIII - - Vi grubler for meget og handler for lidt - og hugger hverandres Livsgerning i Splinter, - under Selv-Reflektionernes Mareridt - vi leger og kriges med Vitser og Finter, - men flytter os ikke et eneste Skridt, - dèr sidder de Skriftkloge højsæde-kry - og haaner hver Handlingens Mand og hans Ry. - - Tidt væmmes jeg ved at tænke med _Ord_, - det er _Tingene_ selv og ej deres Navne, - hvoraf jeg vil fyldes -- som Barnet, der tror - uden at famle og føle og favne, - thi Ord er Bedrag, den Naive er stor; - mit slyngede, selv-reflekterende Jeg - skal blive én eneste lige Streg. - - Saa vil jeg da bortkaste Tingenes Dragt, - min Tænkning skal være blot nøgen Beskuen, - jeg sanser kun Tingenes egen Magt - oprindeligt, ubevidst -- Fjældet og Tuen -- - og glemmer hvert Ord, der er skrevet og sagt; - jeg vil ikke mere studere mit Selv, - blot leve naivt under Himmelens Hvælv. - - -XXIV - - Nu stiger Lyset, - Nat-Mørket brister, - og Kulde-Gyset - af Landet lister. - - Rødlige Buer - af Dæmringens Straale - dirrer som Luer - bag Isblink-Naale. - - Paa Sletten blegner - Skyggerne bort, - Fjældryggen tegner - sig skarp og sort. - - Tarmrude-Lyset - taber sit Skær, - -- nu flygter Gyset, - Dagen er nær. - - -XXV - - Opbruds-Travlhed, Rejse-Iver, - raskt Farvel til dem, der bliver, - Tak for alt og Tak til Alle: - -- se, dèr kommer En og giver - mig en lækker Hvalros-Lalle, - som han i sin Kødgrav fandt, - den er Rejseproviant; - og den største Tromme-Mand - forærer mig en Narhvalstand ... - - -- Afsked gør mig altid trist, - jeg blir helt beklemt tilsidst; - det er svært nok at forlade - disse gode, altid glade, - trofast hjælpsomme Eskimoer; - -- hvad jeg haaber end og tror, - skal vi maaske aldrig ses ... - -- Det er rart at se sit Værk - kronet af en fast, besluttet - Viljesytring; den gør stærk: - -- jeg vil _hjem_, straks paa Minuttet! - -- Hør, der snakkes og der les, - og jeg gir Signal til Spandet - og er snart langt væk fra Landet ... - - Ja, nu gaar det atter hjemad, - men det gaar kun trælsomt fremad, - Maanen skjuler sig bag Taage, - Strømmen skærer mangen Vaage, - vi maa lejre os som bedst - midt i isnende Sydvest. - - -- Av, dèr »brændte« jeg min Næse, - fire Fingre og en Taa, - jeg har vaade Vanter paa - -- og et Ur, jeg skal aflæse, - det er gaaet rent i Staa ... - - »Her maa ties, her maa bies«, - jeg er bleven vant til Turen. - Mens min Hud i Frost afsvides, - støder Stormen fælt i Luren, - men tilsidst er den blæst træt, - i dens sidste Aandedræt - krydser vi den sidste Bræ, - gaar i Sne til over Knæ - og naar i Melville-Bugten - ud paa ny og let-kørt Is, - hvor vi følger langs en Rende, - -- mere Kulde, mer Elende: - i Kamikken stivner Fugten, - Termometrets Kviksølv fryser -- - men den hvide Maane lyser - gennem rimfyldt Kuldedis ... - - Det gaar fremad, - vi naar hjemad, - og vi slider, angst-befriet, - hele Kuske-Kompagniet, - dansk og fremmed, døbt og Hedning, - elleve Mand om otte Læs, - elleve Mand, tre Snese Hunde, - lutter gridske Fraasemunde - om det samme frosne Kød, - -- naa, vi lider ingen Nød, - og vi nærmer os vor Redning, - thi dèr henne - bag et Næs - kan Upernivik jeg kende! - - Og vi kappes. Frem paa Fronten, - Sol er nær ved Horisonten! - -- Ah, dèr ser vi Spor af Bjørn, - Hundene blir rent beruste! - -- Stolte Time, da vi suste - som en Flok kamplystne Børn - hen blandt Isens vilde Kaos, - -- Fjæld ved Fjæld stod opmarscherte, -- - Bjørnene slap ikke fra os, - snart laa to _døds_-harpunerte. - - Selv _blev_ vi paa Kampens Sted, - vi var hungrige og trætte, - laa og aad os tungnemt mætte, - den skrigvorne Mave fuld, - Hund og Herre, - -- men desværre - Hundene aad Skindet med ... - - Pyt! Med Skind og røden Guld, - hvad er Guld mod Morgenskær: - se, vi møder Solen her, - se, derude staar den røde - Solgud op af Vinterdvale, - alle Iskrystaller gløde, - -- og vi gaar vort Hjem i Møde, - og vi staar og ser og ser - -- længe -- -- og kan ikke tale -- -- - - - - -TILBAGEKOMST - - - Saa kom det store Øjeblik, - da vi igen var fremme; - dèr laa de kendte Huse, - vi følte os som hjemme. - Der fløj et Dannebrog til Tops, - og Hytten syntes os et Slot, - -- aa, disse kære Farver, - hvor gjorde de dog godt! - - Nu traadte vi i Stuen ind, - vor syge Ven blev baaret, - saa rørende en Velkomst - blev aldrig os beskaaret. - I Ovnen brændte festligt Baal, - og mange hvide Lys stod tændt, - -- vi maatte alle tie - med Ansigtet bortvendt. - - Saa drak vi da et godt Glas Vin - og smagte Fruens Kage, - vi skal nok aldrig glemme - den Stund, vi kom tilbage; - _det_ sagde ogsaa O'sakrak, - da han af Hvedebrødet bed: - -- »Ja, _nu_ kan jeg begribe, - I længtes svært herned!« ... - - Men laa der intet Brevskab gemt? - -- min Puls tog til at banke, - den store Post fra Danmark - var aldrig af min Tanke. - -- Nej! Ingen Hilsen, intet Bud! - da blev mit Hjærte koldt som Is, - saa har I Stakler hjemme - vel frygtet vort Forlis! ... - - Se -- jeg er karsk paa Krop og Sjæl, - og vi skal atter mødes, - og af vor Gensyns-Lykke - skal ny Værdier fødes. - Og er endnu min Hjemvej lang, - og faar jeg ingen Breve, - aa Gud, om vi naar sammen, - hvor _smukt_ skal vi da leve! - - - - -LIV - - - Ja, Livet er dejligt, og Livet er langt - for den, som har Sans til at leve det ret, - men hjemme dèr gaar vi og har det saa trangt, - naar Udlængslen snører vort Aandedræt. - -- Den Solsort og Lærke og Gøg sang forgæves, - jeg gad ikke se Bekkasinen i Mose, - af Lyngblomst og Rose - var længst jeg træt, - var vammel ved Troskab, forbitret af Svig, - men Verden derude var stor og rig, - og kostelige Skatte skulde hæves. - - Saa traadte min Fod den forjættede Muld, - og dejligt var Livet, hvorhen jeg end foer, - men ikke _alt_ det, som glimred, var Guld, - og tidt blev der øde, hvor jeg satte Spor. - Snart sang jeg, snart græd jeg -- og fandt ikke Skatten, - min Sjæl blev bekymret -- _hvor_ gemtes vel Lykken? - saa sejled fra Bryggen - jeg længst mod Nord, - dèr leved jeg rigt i en livsforladt Egn, - dèr inddrak min Sjæl sin befrugtende Regn - og skjalv dog for Mørket og Natten. - - Da kom der en stormfuld, oprivende Tid, - for første Gang fik jeg mig selv endevendt, - -- dèr stod jeg saa sort, hvor jeg før var hvid, - nu først fik den rette Kulør jeg bekendt ... - Vi tumler i Rummet som vildsomme Sole - og véd hverken ud eller ind med vor Bane, - kan slet ikke ane, - hvordan den var endt, - men just som det hvirvlende Vejr vil opsluge os, - faar vi _Tag_ i os selv, nu kan Livet bruge os -- - _Livet_, den kostelige Skole! - - * * * * * - - Og _det_ blev just Skatten, den Vildfarne fandt - dèrude, hvorhen alle Længsler ham drog, - at _Fred_ til en Selv-Omvurdering han vandt, - og læged blev Vunderne, Livet ham slog. - Det dyrebart dejlige Liv, det, som frister - og drager langt bort fra de hjemlige Kyster - til vovsomme Dyster - afsindig og klog. - Ja, Livet er farligt og dejligt og dyrt, - og Lysten til Livet en adelig Byrd, - hvad enten det bær eller brister. - - * * * * * - - Du dejlige Liv, som jeg nu har forladt, - du dejlige Liv, som jeg drager imod - fra Pollandets nordlys-forsølvede Nat - til Foraar med Midnatssols gyldne Flod! - Jeg aander saa henrykt befriet mod Verden, - fjernt borte fra hilser mig hjemlige Vinde, - jeg har en Veninde -- - og træt er min Fod -- - ja, _dejligt_ er Livet i Fare og Flugt, - men dejligst af alt, som er dejligt og smukt, - er altid min Hjemkomst fra Færden! - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Isblink, by Ludvig Mylius-Erichsen - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ISBLINK *** - -***** This file should be named 43338-8.txt or 43338-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/3/3/43338/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License (available with this file or online at -http://gutenberg.org/license). - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org/license - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation web page at http://www.pglaf.org. - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at -http://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at -809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email -business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact -information can be found at the Foundation's web site and official -page at http://pglaf.org - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit http://pglaf.org - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: http://pglaf.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - http://www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. |