diff options
Diffstat (limited to '43290-8.txt')
| -rw-r--r-- | 43290-8.txt | 5929 |
1 files changed, 0 insertions, 5929 deletions
diff --git a/43290-8.txt b/43290-8.txt deleted file mode 100644 index 9b5801d..0000000 --- a/43290-8.txt +++ /dev/null @@ -1,5929 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Hyld og Humle, by Sophie Breum - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: Hyld og Humle - Fortællinger - -Author: Sophie Breum - -Release Date: July 24, 2013 [EBook #43290] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HYLD OG HUMLE *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne -e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. -_Understreg_ er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst. - - - - -SOPHIE BREUM - -HYLD OG HUMLE - -FORTÆLLINGER - -KØBENHAVN -DET NORDISKE FORLAG -BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN -1900 - - -_Oplag: 1200 Ekspl._ - -KØBENHAVN. -- NIELSEN & LYDICHE. - - - - -INDHOLD. - - - Side - -MØDRE 7 - -DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN 43 - -KAMMERJUNKEREN 48 - -DEN DRISTIGE 61 - -KAPTAJNENS DATTER 74 - -TO SØSTRE 121 - -REKREATION 158 - -DEN HØJE MAND 168 - -EN KÆRLIGHEDSHISTORIE 178 - - - - -MØDRE. - - -Den unge Frue lod Romanen synke ned paa sit Skød og gabede træt. - -Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmørket, der -begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skærm holdt op. Hun -lod tankeløs Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over -Guldsnittet paa Bøgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i -Skabene. - -Rejste sig derpaa og lukkede Fløjdørene ind til det lille -vaabendekorerede Forværelse, hvor Aviser og Aargange af »Puk« og -»Fliegende Blätter« laa ordnede paa Midterbordet. Portièren blev -trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og -stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrætterne, nogle -Landskabsbilleder og de magelige bløde Møbler; deres mørke grønne -Farve behagede Øjet -- ligesom Værelsets øvrige Udstyr -- uden -særligt at fængsle det, talte om hyggeligt Velvære og en Smag, -der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var -almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets -største. - -Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin -Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog -Pladsen i Krogen ved den lune, grønne Ovn. - -Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen. -Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og -tændte; et Øjeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og røg lidt; saa -var heller ikke det morsomt længere, hun lagde den, tog igen fat paa -sin franske Roman og læste et Par Sider. - -Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berørt hende -ubehageligt -- -- igen dette: en overmægtig Sanselighed og en -pinefuld Lidenskabelighed, der krævede sit Offer for bagefter at lade -Livet ligge hen -- dobbelt øde, trist og indholdsløst. -- - -Nu havde hun tabt Lysten til at læse. -- Det ny Broderi? -- Hun -skulde være rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det. - -Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende -interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne -Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, -- lagde det igen, -- -det var saa uskønt og kedsommeligt. -- - -Der lød sagte Trin over Tæppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen, -en høj, nydelig Pige, kom ind. - -»Manse bliver ved at græde; han længes vist efter sit Bad og sin Mad. -Trine og jeg kan jo godt besørge det, hvis Fruen er træt.« - -»Nej, nu kommer jeg, Heralda.« - -Den unge Frue rejste sig hurtigt og gik med. -- - -Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa -ham, og han skyndte sig ind i Soveværelset, gnidende Kulden af sine -Hænder. -- - -Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede, -kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der nødigt vilde gaa glip af -den unge Herres Badescene, syslede med Barnetøjet, der var hængt til -Varme ved Kakkelovnen. - -Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, søde -Barnelegeme gav smaa Ryk af Glæde, og den bitte lille, tykke Haand -slog henrykt ned i det lunkne Vand. - -Doktorens Øjne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt -ærgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren, --- -- nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng, -indtil han fik ham ganske ellevild af Velvære. - - * * * * * - -En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fødderne paa en høj Skammel; -paa hendes Skød laa den lille Dreng, der havde været farlig syg i -flere Dage. - -Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes -Kinder og faldt paa hans Ansigt. - -Han slog besværligt Øjnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og -deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodløse -Læber bevægede han svagt, og han havde ikke Kræfter til at røre -Benene, da Moderen tog Tøjet af ham. - -Doktoren stod og saa til sammen med en ældre Kollega ... - -Denne undersøgte Barnet og sagde derpaa: - -»De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der -kan redde ham.« - -»En Amme!« gentog Fruen og saa hurtigt op. - -»Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gør -nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde ...« - -Da Doktoren traadte ind i sit Værelse, efter at have fulgt Lægen -ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa -Skrivebordet. - -Hun brast i Graad, da han kom hen til hende. - -Han tog ømt om hende. - -»Græd ikke, kære kære ...« - -Men saa gav hun efter for sin tilbagetrængte Trang til rigtig at -hulke. Al hendes Sorg og krænkede Moderfølelse gav sig voldsomt -Udslag. - -Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede -at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans -sædvanlige, om _han_ da var helt ude af hendes Tanker, om den -Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig -Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betød for hende, -- naar -Sorgen kom. - -Hun løftede Hovedet. - -Det flammede op i ham ved at læse hendes Øjnes Svar. - -Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind -til sit syge Barn. -- - - * * * * * - -Den store, svære Amme tog fat paa den lille udmattede Dreng med -sikker Ro. - -Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind -mellem de trætte, smaa Læber; selv det syntes at anstrænge ham, han -faldt straks igen hen i tung Søvn. - -Men efterhaanden, som han kunde tage mere Næring til sig, blev han -raskere og raskere. - -Sundheden drog atter til Huse med den fynske, djærve Maren. -- - -Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmærksomhed paa sin Frisures og -sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til -Dels gengældte. -- - -Snart blev det saadan, at det næsten var dagligdags, at Doktoren, -naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klæde sig om for at gaa -til Middag. - -Naar han næsten var færdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun -havde saa uendelig meget at fortælle om Manses mange Paafund. - -Tænk, han havde taget Maren i Næsen, saa det gjorde _ondt_, ligefrem -ondt -- han havde saa mærkværdig mange Kræfter allerede; Maren havde -slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes -Skød; det saa ud, som han vilde slaa igen. »Han bliver vist rigtig -uartig,« sagde hun stolt og lykkelig. - -Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortælle om -Manse. Han _var_ nu ikke saa langt tilbage som andre Børn i den Alder. - -Doktoren var nær ved at mene det samme. - -»Hvem der kunde blive hjemme hos jer!« - -Men det gik jo ikke an. Man kunde jo ikke blive ved at isolere sig. - -»Naar _Du_ endda tog med.« - -Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og -jaloux paa Manse, -- indtil hun alvorligt kom med sit: -- ikke Tale -om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde været lige ved at dø! - -De kyssede Uhyggen bort og begyndte igen at spøge. - -Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende -Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse -Lapserier fra Ungkarledagene. - -Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen, -medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren. - -»Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at -han maatte tilbage endnu engang. - -Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra -Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt. - -Men han gemte hende ind i den og truede med at bortføre hende med -Magt. - -»Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at -converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines -Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han. - -Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som -skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt. - -Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det -var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion, -der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab, -medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes -Angst og Sorg. - - * * * * * - -Maren blev snart uundværlig. - -Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde -paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske -Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i -det elegante Hjem. - -Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have -store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar -hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt. - -Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit -Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide -Kjoler, -- og han _maatte_ have flere af forskellig Størrelse, for -- -hvor han lagde sig ud! -- -- - -Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at møde »Optoget«. - -Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst -Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng -... Og .. hvor var hans Hustru dog smuk ... denne tilbageholdne, -rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en -langt finere og mere tavs Ynde. - -Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og -at de fulgtes hjem alle fire ... Maren i passende Afstand foran med -Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter. - -Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker. - -For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige -Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte -Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun -dannede sig sit Ægteskabsideal. - - * * * * * - -Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor -Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen -i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og -engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem. - -Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater -og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme. - -De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt -og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i -Spisestuen. - -Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren, -»det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me' -... saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. -- Nej e' lille Drove go' -Kaffe! ..« - -Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god -Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes. - -Til Gengæld var Maren underholdende ... Hun fortalte saadanne -Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved. - -Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager ... fra den Tid hun var -sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i -Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været -»saa ma'esløs uheldig«. - -»Det va'tte te' aa nære sig for det Rak,« raisonnerede hun mut. - -Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med -Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men -ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar -de mødte en stakkels Pige alene. -- Og saa Frøkenen, som knap ga' -lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den -nymaalk'de Mælk -- ja, li'e -- fræss fra Fass, som ha' sa'e -- denne -her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun -var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste -gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et, -den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om -Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til -Gavns. - -Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin -sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod -Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og -spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens. - -Men det interesserede ikke Maren videre. - -»De ere li'e tovlie allesammen,« sagde hun afsluttende. -- »Din Jokum -..« - -»Joakim Larsen!« afbrød Heralda. - -»Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov, -si'en ha' ikke har været her.« - -»Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,« -svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel. - -»Naa saa det gør de ikke«, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke. - -Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og -Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. -- -- - -»Men naar der kommer Børn?« spurgte Heralda en Aften, uhyggelig -tilmode. - -»Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med -Haanden. Lidt efter vedblev hun: - -»Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to ... hans Far ... ja, dov, -dov, sikken Malasje me' den Unge ... hans Far var et lille tovli', -højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det, -at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed' -og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære -sig ... ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos -Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen. -Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse -ønkelig ... Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo -Krampen paa for ham. -- Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, ... -saa gik det galt elejn.« - -»Herregud Maren; men Barnet Du talte om?« - -»Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa -ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu', -hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, -- je' maatte klarere -hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der -var svirende. Ja, det var da nu ledt. -- Ungen fik je' da paa -Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je' -i Tilgivt af Dovteri. Ja, _ha'_ var skrap! -- Min a'en Dreng, det -var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge ... Ja, -Herregu' -- nu har je'tte set ham i tre O'er.« - -»Maren, hvor kan De udholde det for Længsel!« - -»Det ve' je'tte! -- Je ha'tte haut Stunder te' aa tænke paa det. --- Men det var li'egodt farlig Plasér aa bisse ne' te' min Mor om -Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa -mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene, -de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. -- Men saa var'et jo, at Naaden, -hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte -ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je' -Plads i Byen, og -- -- je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo -i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa -je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; -- tovlie Mandfolk er der jo, -hvor vi _saa_ kommer, -- ja, det er sgu'tte saadan, -- men je' fik -da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten -ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda ... der er det nu -da saa møj tovli alsammen.« -- - -»Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun ... »Saa kom -je' jo paa Stiftelsen ... je' klaver itte, Behandlingen var riæl -nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det -hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da -baa'e Renlighe' og Opvartning.« - -»Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?« - -»Det var et Pi'ebarn ... Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte -si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te -aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del. -Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste; -Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne -Mæ'jsker.« -- - -Manse tillod sig at smaagrynte lidt. - -»Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka' -ta' og vende ham.« - -Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen -igen. - -»Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.« - -»Naa--aa.« Heralda vred sig smigret. - -»Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;« -tilføjede Maren eftertænksomt. - -»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«, -blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je' -Vand te' en Time, før je' la'e mig ... Saa gaar »Figuren« sgu ... Det -skal Du se, naar Du først er i'et.« - -Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet. - -»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i -Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl ... Men saa er de jo saa sø'e -og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke -om Kærlighe' og den Slavs ... Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge -te' Ungen, ja ... saa er der en a'en Snak, -- ja der er ... Og vi ka' -da'tte drovne dem som Kattekil'jer.« - -Saa ringede det. - -Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet. - -Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det -silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved -at trække Hanskerne af. - -Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær -i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans -frem i dem, idet hun sagde: - -»Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?« - -Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren: - -»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden -ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i -Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.« - -Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa -meget af deres Dreng og var saa god ved ham. - -Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev -forstyrret, -- men -- hun _maatte_ liste sig ind og se ham endnu -engang, -- der var saa længe til i Morgen tidlig. - -Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke -Frynser, det lille Legemes sunde Varme -- hun kunde ikke lade være at -lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det. - -Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde. -Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa, -hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op. - -Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen -til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede -Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud. - -Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning: - -»Du ... Maren er saa flink og fornuftig, -- Du kan tro, hun har lidt -meget under sit Fejltrin.« - -Doktoren svarede ikke. - - * * * * * - -Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet. - -De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale. - -Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev -tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt. - -Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og -fraværende ind i Halvmørket. - -Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom -tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham ... - -Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj -Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du -ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.« - -De to henne i Sofaen lo lidt. - -Saa sagde Doktoren: - -»Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den -eneste.« - -»Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.« - -»Ja, netop ..« - -»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting -og havde saa behageligt et Væsen ... Jeg vænner mig aldrig til Laura; -hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen ... -At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa ... nej, det er og bliver mig en -Gaade og en ligefrem Sorg.« - -»Det var værst for hende selv .... stakkels Pige.« - -»Uf, den Kæreste ... Har Du set ham siden?« - -»Jeg mødte ham forleden og talte med ham.« - -»Spurgte Du om Barnet ...?« - -»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje .... Han tog ellers Sagen -meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil -se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise -den Gamle noget andet, senere; .... men han var jo lovlig ung til at -gifte sig og binde sig.« - -»Sagde han det?« - -»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at -sige, at det skulde han have betænkt noget før.« - -»Stakkels Heralda!« - -»Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.« - -»Og hendes eget ..?« - -»Ved Du hvad ... Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det -bliver godt Vejr.« - -»Ud paa Landet!« - -»Ti Minutter med Jernbanen ... Du har saa godt af at færdes lidt. Du -murer Dig saa meget inde herhjemme nu.« - -»Ja ... men ... tager Du med?« - -»Nej ... nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed. -Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver -til ... dets Sjæl, Temperament, Karakter ... Aah min egen ....« Og -han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme. - - * * * * * - -Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der -havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted. - -Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden. - -Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende -... - -Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der -allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun -sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med! -.. - -Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor -Heraldas Dreng var i Pleje. - -Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede -hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes -Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers. - -Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet -et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der -stærkt af Grønkaal og brændte Kviste. - -Fruen gik ind i Stuen. - -Heller ikke her var nogen. - -Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin -Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs -langsomme tik tak. - -Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven. - -Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad -med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner. - -Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa -Drengen. - -Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt -behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var -tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud. - -Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen -kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde -sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd -ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret -Barnehoved op til sin Kind ... Og nu denne stakkels, lille Dreng her! - -Og stakkels Heralda! - -Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo -ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham! - -Medlidenheden bortjog fuldstændig hendes Uvilje mod Pigen. -- - -Der lød Træskoklapren udenfor. - -Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa -den fremmede, fine Dame. -- - -»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er -de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde -Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; -- ja, det gør hun --- ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner -saa længe. -- Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja, -for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. -- Ja, je' maa stræve, vi sku' -jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.« - -Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik -hun igen til sit Arbejde. - -Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet. - -Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede, -hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag. - -Men saa tog hun sig sammen. - -Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev -lagt ind paa den Seng. - -Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde -rejse alene. - -Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde -hende syg. - -Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast -bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt, -at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise -Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med -hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og -- -maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda -havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke -paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til -hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og -rolig svaret: - -»De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.« - -Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte -hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden -i Halsen. -- Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante -Stilhed hendes oprørte Nerver. - -Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen -endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt, -saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om -hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den -svagt skyede, blege Vinterhimmel. - -Hvor var her dog ... næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til, -hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste -Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne -Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin. - -Men koldt var det alligevel at staa stille. - -Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage. - -Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun -er begyndt at se sig om. - -Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et -stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt. - -Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et -Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor, -det er da saa koldt at gaa og vente.« - -Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille, -lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje -Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver -Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig -i Stolen ved Vinduet. - -»Ja men, er det ikke Deres Plads?« - -Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er -den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.« - -»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved -Siden af?« - -»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale -me'?« ... - -Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt, -den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar. - -Fruen hægtede Pelsen op. - -Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af. - -»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke -det.« - -»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil. - -»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den -Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte -i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel -heller ikke alt det igennem. De ka' tro, -- det er et stort Øjeblik, -naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos, -aah saa fast, saa fast ..« - -Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den -gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at -banke af en dyb og hemmelig Lykke. - -»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu' -blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu' -te' Bønderne. -- Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,« -tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi -da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je' -spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem. -Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist -alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.« - -Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun -gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du -spist alt det! Ja saamænd.« - -Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette -var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det -saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin -Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv. - -Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved. - -»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet. -Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa -var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de' -va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du -dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror -du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa -det igennem; ja, je maatte ... Men Jøsses je snakker, og nu piver -Toget. Saa kommer Heralde straks.« - -Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne. - -Den Gamle rejste sig for at se efter hende. - -»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.« - -»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa -gerne forstyrre lige straks.« - -»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den -stakkels Tøs ...« - -Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den -lille Forhave. - -»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel -lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka' -De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor -der er smaa Børn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden -ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.« - -Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den -Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt -efter hende ... - -Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige -Frue kom ind. - -Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned -over Drengen og sagde: - -»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille -Gut.« - -Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der -vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det -forsømte, lille Legeme. - -»Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte -Badeværelset hos Dem hver Lørdag ... Og nu skal det lille Skind være -i saadan et Griseri.« - -Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som -Fruen lagde det til Rette for hende. - -Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne -talte til hende. - -Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende. - -Da brast hun i Graad. - -»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du -fik din Mad hos mig den første Tid! -- Jamen, jeg maa jo ikke, jeg -tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er -der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.« - -Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for -at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun -havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende -Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en -Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja, -ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa -Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra, -saa meget det skal være.« - -Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne -Stue. - -Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, -- hvad var dog -al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker -mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn -- nyt Liv, -rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt. - -Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, -- saa var hendes Hjærte -ikke fordærvet -- Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit -Barn i sine Arme. -- - -Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har -respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden -sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden -for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at -ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen, -dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede -Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, -- det -_er_ det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. -- - -Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde -lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine -mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem -over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen -til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. -- - -Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue -og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme, -gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte -med sig, og hun var kun _Moderen_, der tænkte paa det Samfund, som -engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn. - -Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod -hende, mod den unge Moder der og mod _Barnet_. -- Alle Børn skylder -ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive -voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som -Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger -en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i -deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange -Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig -i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa -tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed -nok til at forædle de Længsler, de vakte, -- ikke kunde holde, hvad -deres Ydre lovede! -- Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor -fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes -Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om -Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen. -Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede -kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke før tænkt nok -over det, det som gjaldt _hendes eget Barns Sjæl_. - -Hun havde været med til -- tankeløs og med æstetisk Ubehag -- at -vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens -Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig -i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres -Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres -hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog -idetmindste _forsøgte_ Kampen. -- - -Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og -fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men _Livet_ gemte og -fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske _sit_ Ansvar -og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og _der_ skulde det -for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng; -og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig -Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham! - -Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; -- aah ja -- vist var de -lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette, -legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som -var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor. - -I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende -om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men -han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen -i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden _havde_ hun jo ikke -Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner. - -Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag -skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin -Fortrolighed med hende. - --- De smaa dagligdags Bemærkninger, -- hvor det gør lidt ondt ikke at -faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed, -hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. -- Tankerne -vældede ind paa hende. -- -- - -Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn, -men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede --- paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes -sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de -tilstøvede Planter, -- at sætte alt ind paa at vinde den Styrke, -som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som -overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde -opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun -vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning! - -Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært -dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed -at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. -- -- - -Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin -Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa -Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til -Stationsbygningen. - -Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis -.... det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit -lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det -selvfølgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set -ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en -stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn -i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til -hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille -Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, -- det var dog det -eneste naturlige! ... - -Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne, -bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og -passe et andet, hvis Forældre _betalte_ hendes moderlige Omsorg ... - -Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke -sammen, medens Toget fór af Sted. - -Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som -Tusmørket slørede og gemte; kun engang -- da Fruen trøstende lagde -sin Haand paa hendes --, saa hun taknemmelig op. -- - -Da de igen stod i Byen, sagde Heralda: - -»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen; -Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa -glat paa Gaden.« - -Saa gik de to bort sammen. -- - -»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være --?« - -»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. -- Men man hørte jo saa -meget om alt det.« - -»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at -sige!« - -»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det -var det eneste, at det _maatte_ komme dertil, for saadan gik det med -de fleste.« - -»Sagde Maren det!« - -Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til -Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de -kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud -af ham. - -Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa -sig forklaret. - -»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine -var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men -Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa -underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig -alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.« - -»Men Heralda ... hvor kunde De ogsaa ... sammen med Deres Forlovede?« - -»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men -saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, -- og han er jo -vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov; -og han er jo saa mageløs vittig selv.« - -I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende -Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og -hviskede til hende. - -»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og -haabløs udbrød hun: - -»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!« - -»Heralda dog!« - -»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen -kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.« - -De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en -ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem. - -Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt. - -Heralda begyndte igen: - -»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde -jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var -til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde -en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og -tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og -det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag -Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og -han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt. -Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg -troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse -og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for -Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa -helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet -godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad -der gik af mig ...« - -Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen -til Fruen ... - -Men _hun_ hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var -paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand -og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse ... hun kunde ikke bære -mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger ... Aah, -hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og -hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle -triste Tanker ... - -Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda, -der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede -Dreng græd efter hende ... - -Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede -op og ned paa hendes Skød. - -Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng; -hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde: - -»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.« - -»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u' -me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos -Matrialhandleri.« - - * * * * * - -»Du ..« - -Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru, -der saa frisk og munter ud. - -»Ja, kære.« - -»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du -hvad .. jeg .. jeg ..« - -»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige -Stammen. - -Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg. - -Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne, -bøjede hun sig ned til ham. - -»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. -- -Vejret var saa klart, -- jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse -over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. -- Saa er -der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort -- --- det hele, -- Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har -været --« - -Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt: - -»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig -- saa mange ere -saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden; -men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig. -Jeg _vil_ ikke give efter for min Svaghed. Vi _vil_ ikke mere have en -Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?« - -»Mange er jo nødt til det, og hvis --« - -»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe. -Jeg ved naturligvis nok, jeg er --« - -»Forkælet, min egen Ven.« - -»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham. - -Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse. - -Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig: - -»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde -opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine -Kræfter.« - - - - -DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN. - - -Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart -Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu -bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt, -i Flager paa de smaa Grantræer -- den falder roligt, som det aldrig -vilde høre op. - -Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede -Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene. - -Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem -Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare -en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede. - -Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker -træt til de smelte. - -Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han -skal bære hjem til sin gamle Kone. - -Han retter sig langsomt. - -En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de -stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder -Sneens ensformige Blødhed. - -Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa -Nakken. - -Stien er næsten sneet til. - -Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans -Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt, -at han ikke kan tænke paa andet. - -Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og -klynker Gang efter Gang: - -»Gid jeg var død!« - -»Gid jeg var død, saa elendig jeg er!« - -Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder -paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken: -Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders -Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den -forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer -- -- øverst oppe ved -Hvælvingen et strengt, koldt Øje. - -Det Øje! - -Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde -Sne, og han bliver liggende. - -Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit -Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til -Himlens Hvile og Varme. - -»Gid jeg var død!« - -Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i -den lammende Kulde. - -»Gid jeg var død!« - -Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser -sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa -Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men -bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet. - -Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere -med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften -med hvidt. - -Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse -fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte. - -Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han -og hans Ønske og Kalden er det eneste. - -Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem -... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker -ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue. - -Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige -ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke -kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser. - -Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver! - -Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv, -saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og -Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og -hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ. - -Men der er ingen Modstand og ingen Lyd. - -Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt -som før: - -»Aah, lad mig leve!« - --- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade. - -Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder -Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende -Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel, -slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster -tungt derved. - -Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter -Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene -blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg. - -Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig -henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ... -hjem, hjem! - -Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens -hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa -den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og -Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden -i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde -ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat -havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder. - -Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige -Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at -han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. -- -- -- -- - -De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed. - -Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik, -naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden, -der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne. - -Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem -Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig: - -»Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!« -føjede hun til med bævende Stemme. - -Og Manden foldede sine Hænder i stille Andagt. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den -lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted -langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer -skal staa og se til den kraftige Kløver. - - - - -KAMMERJUNKEREN. - - -Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle -Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen. - -Der var Grund! - -Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der -var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem -Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle -Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op -til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag -Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til -at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede -Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. -- -Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde -der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med -mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i -Nærheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere, -Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter -var Præstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets -ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og -omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren, -Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv. - -Kammerjunkeren skulde være ude af Lejligheden inden Flyttedag. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - -En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten -i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand -og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes -Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i -dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med -den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over. - -»Jøsses! --« Kirsten fór til. - -»Ja, vi ska' te arbe' me' et og tænke paa et a'et.« - -En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en -kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører -med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om -Anklerne. - -Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang -fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt, -Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til -sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den -lukkede store Port. - -»Spring ned, lille, og luk Porten op!« sagde Kammerjunkeren til -Kirsten. - -»Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden -hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i -Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa -vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet: -»Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!« - - [1] Knoppen. - -Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene. - -Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham -Frakken paa. - -»Frokosten er straks sæveret!« - -»Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.« - -»Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.« - -»Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.« - -»Det ka' Kammerjaankeri da tøgge me' en Solbærrom te'.« - -»Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?« - -Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad -Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk -H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte -Stænger. - -»Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!« - - [2] Courage. - -Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa -Ejndommen. - -Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers -Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke, -lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod -Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken -var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere -Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for -oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var -redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans -Gammelmandsmund. -- - -Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den -overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned -var de ikke længere hans. - -Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede -Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde -Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ; -mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar -et af de svage Vindpust naaede dem. - -Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset; -den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været. -Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet -igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet -yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev -nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital. - -Nu var den næsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at -han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for -Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død. --- - -Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen. - -Kirsten lyttede ude i Køkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu! -Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. -- -Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene -- de hvidskurede -Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje, -smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de -mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra -hans Forældres Tid. - -Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte -al den Sol! - -Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det -straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne -saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne -underligt fra ham. - -Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store -Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke -kun indtog en Krog. - -Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser, -oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke -Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i -Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der -var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med -knækket Hank. - -Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og -laa i lange Skud over de graa Sten. - -Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle, -forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig -Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger, -der dannede Veranda foran Døren. - -Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes! - -De kunde gerne have ladet ham dø først! - -Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb -derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans -Hjerne. - -Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge -- -Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog -- den Aften -- ved -Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en -Promenade ned forbi Lysthuset. - -Hvor længe kunde det vel være siden? - -Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften -- hvad Aar var -nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet -give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder -med Familie. - -Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade: - -»Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.« - -»Min Naadige mener?« - -»De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men -- det er dog -Skipperdøtre.« -- - -Kammerjunkeren gik videre. - -Hvordan mon han var kommen til at tænke paa det nu? - -Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt -anderledes end senere. -- - -Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde -han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa -Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System -i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte -omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe -paalidelige Oplysninger. - -Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange -at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den -gamle Kavaller. - -Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen, -gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende -Samtaler. - -Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger -med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nær og hjærtelig -Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun -havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de -Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og -Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. -- - -Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen -slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin -Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene, -hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i -Gangene kun i Midten var delvist afslidt. - -Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre -Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen. - -Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og -Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa -besværligt. - -»Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!« -tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune -Hvergarnskjole. - -Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var træt! - -Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lænestolen bag -Blomsterbordet. - -Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa -parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle -Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante -Plads. - -Næsten straks rejste han sig uroligt igen. - -Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte -han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde -skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu -flyttede ind i en ny Lejlighed. - -Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig. - -Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom -hjem -- træt af den lange Køretur -- i Besøg fra Landkadetakademiet. - -I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans -Forældre, blev forlovede. - -Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen. - -Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod -en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende -havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et -Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder. --- Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne. - -Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, -- i Nat havde -hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre -i Jylland. - -Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget -Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke. - -Saa havde _han_ ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar. - -Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse -Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det -riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig -lidt bort for at se efter Kammerjunkeren. - -Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens -Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let -kom til at klirre. - -»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at -faa en Ende paa denne urolige Vandren om. - -»Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.« - -»Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.« - -»Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.« - -Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med -Dørlaasene. - -»Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.« - -Kirsten gik. - -Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa -ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og -gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse, -naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad. - -Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti. - -Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem. - -Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme -sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og -Højtid. - -Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise -laa Lig paa Bernstorff. - -Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og -uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden. - -Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende -gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af -Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for -at se paa Kvinden -- hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og -Munds Smil. - -Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa -Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard -rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort. - -Tiden, alles strenge Herre. - -Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet -lidt. - -Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag. - -Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for -- hvor de -Klokker ringede! - -Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og -sagtere og steg højere og højere op i Luften. - -Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad -hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly. -Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte -hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, -- de var saa højt oppe. - -Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen. - -Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet -var langt, langt borte. - -Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en -lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at -lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og -Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for. - -Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin -Lænestol og var død. - -Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de -runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden. - -Omsider sagde hun langsomt og inderligt: - -»Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!« - -Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu -Kammerjunkerens Øjne til. - - - - -DEN DRISTIGE. - - -Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed. - -Inden Døre søgte Menneskene sammen -- Frænder og Venner, Husbondsfolk -og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer. - -Men en var alene inden for Stadens brede Mure. - -Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det -røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde. - -Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at -vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen -frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken. --- - -Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje -højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag. - -Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem -Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink. - -Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske -Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat. - -Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger -med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes -Trin. - -Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue -mundede ud paa Torvet. - -Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af -Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra -Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under -den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede -Jernarm. - -Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen -steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med -lygtebærende Tjenere. - -Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær. - -Ingen sov den Nat. - -Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale -med Klokkeklangen ned over deres gamle By. - -Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje -og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte -Sindene, saasnart der blev stille. -- - -Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i -Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af -ærværdige Rømere. - -Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som -maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær. - -Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos -Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder -Byen over. - -Ventet længselsfuldt. - -Audacias Øjne funklede! - -_Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun -drog forbi som store, fjerne Skyer! - -Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! -- - -De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den -dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det -kommende Aar. - -Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i -Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa -Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og -lystige Plyndringstog. - -Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for -at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den -store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden. - -Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde -drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede -paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte, -lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde -Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med -sygere Haab! - -Audacias Medfølelse slog ud i Lue. - -Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den -Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar -Midnatsklokken slog. - -Hendes Blod brændte. - -Knugende Syner stod for hendes Blik: - -Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste -Kraft higede efter et læskende Haab. - -Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den -Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om -deres tyngede Sind. - -Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden! - -Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids -Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende. - -Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker! -Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat! - -Vriste Visheden fra _Tiden_ selv! - -Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre -Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa, -til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede, -tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn. - -Hvidt og øde laa Landet foran hende. - -Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv -derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne -Sols Guld. - -Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes -Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele -hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde -stirrede ind i den kommende Tid. - -Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes -Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke -Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu -havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde -bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den -Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar. - --- Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg. - -Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og -løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der -havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med -Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt. - -Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og -ventede. Paa fjerde Aar -- ensom mellem Værktøj og halvfærdige -Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv, -der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge -Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl. - -Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og -vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde -bringe den lykkelige Gensynstime. - -Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt -søgte hun tilbage til Tidens Borg. - -Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af -hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun -ind i Borgen. - -Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede -bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og -Hænder. - -Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig -modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad -i knugende Mørke. - -Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter -for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte -sig som et Straalebundt ud mod hende. - -Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving -hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede -over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger. - -Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde -søgt, -- _Tiden_ selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og -Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker. - -Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia -skød Døren til. - -Han vendte sig fra Ilden. - -Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i -disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes -hvide Kant. - -Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom, -som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende. - -Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden, -skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle, -løgnagtige Forventning. - -Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje -skabte. - -Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede -han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen: - -»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over -al Verden i Midnatstimen!« - -Audacia traadte ind i et mørkt Rum. - -Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et -Hjørne ind i en Vinduesfordybning. - -Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge. - -Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden. - -Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme -Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen -Lysning i dette tætte Mørke. - -Da aabnede _Tiden_ Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar -holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær -op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn. - -Audacia spurgte atter modigt. - -Den ældgamle svarede: - -»Vent, til min Herre byder mig at tale.« - -Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren. - -Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og -klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter. - -Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, _Tidens Svende_ og _Terner_. - -En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende. - -Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere. - -Selv hed han _Erfaring_. - -Audacia saa ikke længe paa den lyse _Lykke_, det vidunderskønne -_Haab_, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide -_Taalmod_ med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende -Arme. - -Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog -hendes Blik. - -Bag _Misundelses_ gustne, onde Fjæs øjnede hun _Pestens_ sorte, -stinkende, blinde Hoved. _Mordbrands_ hadefulde Øjne flakkede -usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og -ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod -hverandre. - -Det ubarmhjærtige _Uvejr_ støttede sin stærke Krop mod den -haardhændede, knoglede _Sult_. _Skuffelsens_ visne, sammenkrogede -Skikkelse sneg sig om ved Siden af _Ligegyldighedens_ fede, oppustede -Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine -brede Fødder. - -Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene -skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne -Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen -flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes -Afmagt og Forsvarsløshed. -- - -Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at -udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der -intet Spor efterlader sig. - -I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne, -værdige Kvinde, hvis Navn var _Taalmod_, stod foran hende og sænkede -lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed -var borte. - -Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor -og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at -slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud -af svidende Smerter. - -Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de -frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes -hende. -- - -_Selvforgudelsen_ knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave, -vraltende, snaksomme _Dumhed_. - -_Ukærligheden_ havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng, -_Glæden_, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under -den raa Byrde. - -Som et lurende, begærligt Dyr stod _Ondskabens_ behændige Skikkelse -paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa. -Bagved -- bange for sit Skind -- gemte den gustne, vanskabte -_Bagtalelse_ med de flakkende Øjne sig. - -En mæsket, lavpandet Skikkelse, _Dovenskaben_, gik rundt og havde -venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede -sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse -_Ihærdighed_ og den tavse, stærke _Hjælpsomhed_ arbejdede med Hast i -hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle. - -_Mistænksomhed_ krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over -sin Giftflaske. - -Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad _Vold_ hos den -vindtørre _Gerrighed_, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange, -knoglede Fingre om sin Broder _Volds_ blodplettede Arme. - -Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af -_Dødens_, _Sandhedens_ og _Kærlighedens_ mægtige Herskerskikkelser, -der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde _Tidens_ Bud. - -Og _Indignationen_, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne -og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt -midt inde blandt alle de onde Skikkelser. - -_Løgnagtigheden_ sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende -Kvindeskikkelse, _Sledskeriet_; de sluttede Venskab med hver som gad; -deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge, -væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige -Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over -dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke -af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem. - -Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde -sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere. - -Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde: - -»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal -drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal -tage Hæderspladsen!« - -Bønfaldende strakte Audacia Armene ud: - -»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg -beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du -vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed -mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!« - -Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle. - -Da aabnede han Døren, kaldte paa _Taalmod_ og pegede paa Audacia. - -Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af -Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende -Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige -Pande. - -Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet. - -Audacias Hjærte slog stille mod _Taalmods_ roligt aandende Bryst; der -dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt -glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede -sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den -fjerne, mørke Himmel. -- -- -- - -Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort. - -En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud -over Staden fra alle dens høje Taarne. - -_Taalmod_ skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden -flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt. - -Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der -bævede sagte og tonende. - -Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og -Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave. - -Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde, -kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg -sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal -lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad: - -»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og -afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens -Sendebud!« - -Taalmod svarede: - -»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som -er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.« - -Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa -ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste -Ord: - -»Kald paa mig, og jeg kommer!« - - - - -KAPTAJNENS DATTER. - - -Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede -Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske -Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der -faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til -at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de -feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer. - -Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med -skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar -Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel -i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge -Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber. - -Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han -er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar -lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe -med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene -ombord. - -Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det -blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage. - -Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt -Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ... -taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at -bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor -er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for -Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans -sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten, -naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl. - -Ensomme Timer! - -Ja. -- Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde -som en Iling en lys, blank Flade. - -Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal -Pigebarnet konfirmeres. - -Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op -ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere -- i en -Kreds af Slægt og Venner -- udtalt noget af det, som vilde fylde -hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind -til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine -Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund -Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke -bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget -af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og -hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu -staar og taler med Konsulinden; -- nu lægger hun Shawlet om den gamle -Dames Skuldre, -- Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som -Skammel. - -Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til -Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa -Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: -- den Jungmand kan skære -boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der -nok skal dy sig for at glide under Raaen. - -Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine -Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle -Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer. -Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt -dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; -- hun -vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med -Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver -hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i -sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske -sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den -sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst -ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke --- trods alle sine mange og store Fejl -- en Stræben i sig mod »det -store Ubekendte«. - -Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men -ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. -- -Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa -Skulderen: - -»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!« - -»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen -skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!« - -»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min -Søndagsjakke.« - -»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit -Fødelands Dejlighed mer end som --« - -»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige -go'e Venner for det. Og Du _har_ nu lagt or'entlig i Kakelonen for -vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt -for at være en Fa'ens vittig Ra'. - -»Ja varmt er det.« - -»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte -Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af -Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny -Butiksengventarium.« - --- I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder -Guldsmeden at fortælle: - -»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig -før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine -endnu, Du -- Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja, -je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar -I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil -jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad -skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger -jeg saa -- for at høre mere, forstaar I, -- skal der saa staa mere? -Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.« - -Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa -det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger -jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads, -sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo -- -hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.« - -Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt -forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer. - -»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige -Theater?« - -»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager -Jespersen. - -»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.« - -»Ja, det er sgu sandt -- den er passeret« -- og saa fortæller Jensen -ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at -hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ... - -Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af -Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som -nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... -- -- - -Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten. - -Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens -Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter -Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen -staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum -Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie -tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at -klare Folkene fra Sumpfeberen. - -Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er -sikker. -- Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist -mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det. - -Bare Fader slet ikke blev syg. - -Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel: -»Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa -var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg. - -Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun -jo vant til fra lille af. -- Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte -sig til Rette. - -Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv -og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke -paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage -Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt -mange kønne Ord ... - -I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være -god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling. - -Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ... -forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge -Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig -Maade ... - -Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue. -I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle -Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden. - -Og saa Rejsen hjem. - -Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje -Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve -og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus. - -Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og -hele den festlige Udfart. - -Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne -hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede -i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ... - -Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu -til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik -paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig, -om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem -Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke! -... - -Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi -Konsulinden, -- som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne -hende noget ugenerte, -- forbi nogle Damer, der havde indrettet sig -om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone. - -Maries Humeur forsvandt pludselig. - -Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme -til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra -Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og -anden med rødgrædte Øjne, -- men det lagde Gæsterne nok slet ikke -Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let -at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. -- - -Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde -trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke -kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut -han var, -- og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden, -han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys; -Hans nikkede og græd. - -Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. -- - -Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte -Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen. - -En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste -Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de -derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter. - -Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene. - -Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha' -spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind -med et langt, taktfast Hurra. - -Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa -beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved -Rattet for at gengælde Hilsenen. - -Havde han for stærk Fart, eller tog han for haardt fat! - -Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden. - -Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen -og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et -uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den -Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man -saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel -af den mindste Hændelse. - - * * * * * - -Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke -altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler. - -Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer, -men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de -Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter, -var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til -Rhederiet. - -Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men -selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med -nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne. - -Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde -opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ... - -Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom -Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro -hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig -tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt -betalte Fragter ... - -Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med -de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende -Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans. - -Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der -er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er -Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde -sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen. - -Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i -London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende -Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de -Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager. - -Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede -Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og -Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden, -hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske -Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte -Stanleydragter. - -Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun -- hvad der kan -hænde, naar Moderen er ude -- tørrer sine Hænder og gaar fra sit -Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en -Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det -- -længe. - -Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som -er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London. - -Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og -hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi, -og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i -Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker. - -Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og -Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa -vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden -for denne lille By. - -Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og -læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke -han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet -til manglende Sans for højere Interesser. - -»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun -mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og -forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store -Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende -i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ... - -Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem, -inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer -med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika. - - * * * * * - -Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det -træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med -sin gamle Kaptajn. - -Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at -Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa -morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise -den gode Søndagsmad ... - -Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre -og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges! -Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at -bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie. - -Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet -sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie, -der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham, -trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa -Gaden, for -- kunde det glæde ham at se paa hende -- saa maatte han -saamænd saa inderlig gerne. - -Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over -Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun -plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre -over det, -- men hun nænnede ikke andet for hans Skyld. - -Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi -og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven -tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til -Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de -krøllede Frisurer. - -Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste -stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev -mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej. - -Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her -saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os, -som Hans er. - -Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i -Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok længe, -inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue. - -Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved -Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden, -medens Tiden gik. - -Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. -- Han vilde vel -ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa -derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt -hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa. - -Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde -tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde -have en Kæreste. Det jagede jo ikke. -- -- - -Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han -havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig -til Madam Frederiksen og sagde: - -»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud -for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine -Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til -Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«. --- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt: - -»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?« - -»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt -jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden -Folkeskik«, føjer hun til. - -»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og -giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til -Kaptajnen. - -»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som -Kok!« udbryder Marie, pludselig leende. - -Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da -endelig af Sted. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England -- denne Gang med -Fragt til Brasilien ... - -Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben -tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende -Rheder. - -Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter. - -Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red -af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han -ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende -Fare. - -Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans -Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«. - -Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette -Punkt vilde han nu være sand og oprigtig. - -Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa. - -Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker -Mappen for i Dag ... - -Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen -begynder at skrive. - - Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888. - - Min kære Kone og Datter. - - Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu. - Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer - ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt - -- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var - Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden, - ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og - Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har - gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske - Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de - Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg - regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke - mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig - Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder - om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os - nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7 - Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet - til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende - til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter - fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han - er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre - kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem - i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem - som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra - flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme - de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af - Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne - skal sendes til zoologisk Have. - - Folkene holde stort Festmaaltid. - - Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære - derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor - forunderligt det var -- i den skrøbelige Jolle paa det store - Verdenshav -- for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele, - alene med den Følelse -- -- -- -- - -Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin -Kone og Datter. - -Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død. - - * * * * * - -Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og -begyndte et Stryge- og Vaskeri. - -Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«. - -Naar de Længsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet -presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en -Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav. - -Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var -dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind -og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af -sig, -- ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke -give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og -Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her! - -Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa -Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning -eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne. - --- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng. -Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen. - -Hvor det var trist altsammen. - -Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde -de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen -ventedes med spændt Interesse, -- der kunde jo være en eller anden -Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og -alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning, -fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at -naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt -anderledes. - -Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften. -Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der -ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det -gik. - -Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en -Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves. - -Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at -græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie, -at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos -hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne. - -Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at -gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. -- - -Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede -forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa -Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde -Dagens Arbejde. - -Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og -sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak. - -Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende -blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at -tage Plads ud af Hovedet. - -Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der -gjorde. - -Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet -rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig -meget omstændeligt om deres Kaar. - -Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke -- -Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel -ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men -nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have -taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han -altsaa ikke, -- Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa -mange og havde Tankerne saa mange Steder. - -Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun -kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge -over. -- En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis -Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og -betalte sin Regning. - -Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden -Gang, han talte med hende. - -Marie vilde ikke. - -Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han -havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og -kigede da altid ind til Frederiksens med det samme. - -Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til -Aftenkaffe, men fik Afslag. - -Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde -set hende. - -Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige -Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa -udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke -havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid -endnu. - -Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store -Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis -Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste -Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det -Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham. - -Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun -rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt -Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer, -der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab. - -Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med. - -Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun -tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, -- vilde gaa med ham i -Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han, -da hun ikke straks svarede. - -Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa -Komedie, især naar de spillede rørende Stykker. - -Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste -Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade -sig at sidde ved Siden af dem. - -Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han -snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og -om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session. - -Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam -Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste: - - »I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg - forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret - stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min - ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen - Agtelse F. L. M. Lauritzen.« - -Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været -det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan -havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige -Tanker. -- -- - -Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for -Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget -halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden; --- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede -Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt -Humør. - -Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen -vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie -maatte føje ham og Moderen. - -Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne -Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap -gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede -med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte -Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre -og venstre. - -Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved -at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen: - -»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!« - -»Fanden tro Dig, din Bondedreng!« - -De to Herrer lo raat. -- -- - --- Marie laa længe vaagen den Nat. - -Hun tænkte paa det første Stykke. - -Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet -Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde -hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan -det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad. - -Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad -bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen? - -Marie smaagræd. - -De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var -kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var -saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med -deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen -- -blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa -ensformigt. - -Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og -længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene -eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, -Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen. - -Var det Fornøjelser hun trængte til? -- Saa kunde hun jo blot tage -mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa -kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter -og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen -Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede -paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo -nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste -Eftermiddag sad og saa paa hende. - -Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og -hjælpeløs, som noget truede hende. - -Madam Frederiksen snorkede. - -Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie -imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset. - -Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft -rabundus. - -Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for -Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig -Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, før hun -naaede til Frierscenen. -- -- -- - -Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham. - -»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar -jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.« - -»Der er da andre til end ham.« - -»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.« - --- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa -Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem -Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var -det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde, -Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump -Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet. - -Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne -- -noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning -og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. -- - -Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter -saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige. - -Hun satte sig ind i Stuen og læste: - - Elskede Missemor. - - Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit - tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed. - - Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord - lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og - spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne. - Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have - Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte - Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig. - - Du har et Ansigt meget fint - Du speller i Vaskeriet første Fiolin - ligesom Stjerner er dine Øjne klare - du er en første Klasses Vare. - - Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog - dine Øjne mig ej bedrog - Du har rigtig kunnet mig forhekse - vær ej mer af de strekse. - - Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele - Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en - rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv - om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige, - er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar - vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være - mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund. - Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke - saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal - blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se - Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi - rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner - jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen - - F. L. M. Lauritzen. - -Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie -lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke -have noget af at være alene med _ham_. - -Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog -grimt i Aften. - -Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt, -Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi, -nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af -Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen -var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den -unge Pige. - -Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor -alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden -løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ... -Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og -tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige -som den. - -Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa -til? - -Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen. - -Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at -holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans -var jo alligevel ikke andet end Indbildning. - -Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden -at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og -sige Tak til. - -Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge -til en rigtig Hjærtensglæde engang igen. - -Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give -Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans -paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet. - -»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.« - -»Jahne dog! Hvad er det Du siger!« - -Madammen saa ængstelig paa hende. »Du tager ham vel, Marie?« - -»Det gør jeg vel Mor, -- -- saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre -for Dig, saadan Du altid slider.« - -»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du -skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke -mine Øjne, naar Du er forsørget. -- Hvis nu Fatter havde levet, -Herregu'.« - -Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side, -Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. -- - -Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet -Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til -ved en saadan Lejlighed. - -Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret -et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde -grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes _Pligt_ at forlove sig -med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned. -Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa -alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; -- hun -havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op -at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den -Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt -- -skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; -- hun smilede, Smilet blev -til Latter; med Vilje blev hun ved at le, -- det nyttede jo ikke at -græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og -_hun_ var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger. - -For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til -sin Moder hver Aften. - -Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter -afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan -Øjeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde -været forlovet i Aarevis. - -Hun stødte ham vredt fra sig. - -»Ja, Lauritzen, hun har jo ikke været forlovet før,« jævnede Madammen. - -»Er med paa Noderne, Svigermama! En sart _Kvinde_. _Gelinde_. -Forstaar!« -- Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjælp af -alle de Føljetoner, han kunde faa fat i. - -Aftenen sneg sig langsomt hen for Marie. - -Lauritzen var overbærende med hendes Koldsindighed, som han egentlig -fandt ganske fornem, og han prædikede med al sin Tungefærdighed -og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige -Stilling. -- - -Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog -mod hans Kys, sagde han ærgelig: - -»Du skal værsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og være min -Kæreste rigtig.« - -Marie følte det som en Lettelse, da hun drejede Nøglen om i Døren -efter ham. - -Naa, hun vænnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til -ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa -dejlig, som han sagde. - -Men Højtid og Glæde, det var der ikke over hende, som hun gik der -og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som træt -skyndte sig i Seng. - -Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden -af Moderen. - -De laa lidt stille i Mørket. - -Derpaa sagde Moderen: - -»Herregu' lille Marie, saa skal vi skilles.« - -»Han skal da have Forretning først.« - -»Det bliver da før eller senere. Saa bliver her stille.« - -»Du skal bo i Nærheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du -bliver ikke helt alene.« - -»Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasér -af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trække Vejret dybt, naar -Du sov.« - -Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt, -og hun brast i Graad. - -»Saa saa lille Marie. Saa saa. Græd dog ikke saadan; det javer helt -igennem mig at høre det. Du kan jo gøre det om, hvis det skal være. -Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han -skal være saa mageløs mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du -Dig nu godt ned og læs din Aftenbøn, saa linder det.« -- -- - -Næste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Køkkenvindue. --- Marie læste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens -Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bøn om et Laan paa 15 -Kr. til Hjælp til Husleje; hun havde betænkt sig længe, men vidste -ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hørt, at Ferdinand -havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente -hun, at hun i sin Nød turde henvende sig til dem. Det var jo kun et -Laan. -- - -Hvad var nu dette? - -Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen -og hævede Pengene. - -Om Eftermiddagen gik hun over til Baghuset. - -Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dør, hvor der hængte en -Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. -- - - DOROTHEA LAURITZEN - Skolebestyrerinde - -læste Marie og bankede flere Gange paa. Da ingen svarede, gik hun ind -i Stuen. - -Der syntes at være gjort ihærdige Forsøg paa at dække, at alt var -i Forfald. Gulvbrædderne var slidte og graa; et af dem vippede, da -Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tæppelapper. -Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling -paa mange Steder var skallet af Træet. Om Bordet stod forskellige -Slags Stole. Hæklede hvide Stykker dækkede over det ituslidte -Betræk. Langs den ene Væg hældede under en Del blegnede Fotografier -et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en -Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i -forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et -Hjørne af det triste Interiør. - -Marie stod lidt. - -Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene -hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle -grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt. - -Marie sagde: - -»Det var om Brevet.« - -Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte: - -»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan. -Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.« - -»Min Søn! -- Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige -Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere -end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive -vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være -saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke -betalt Brændepengene.« - -»Ja, værsgo, her er Pengene.«, - -Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage -paa Bordkanten, blev stille. - -»Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De være vis paa.« - -Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt -Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen -ved at spørge: - -»Hvor har De Skolestuerne?« - -»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til -om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.« - -»Hvor mange Elever har De?« - -»Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.« - -»Hvor meget faar De saa i Skolepenge?« - -»Ja, -- det er forskelligt; de større giver da som oftest 1 Krone 75.« - -»Om Maaneden?« - -»Ja; det er jo ikke meget, -- men naar jeg endda blot fik nye -ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for -Forretninger om Eftermiddagen. Men« -- det kom næsten ufrivilligt -- -»sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!« - -»Men sig det dog til Deres Søn. Vi maa tale med ham om det!« - -»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om -Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved -Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?« - -»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne -det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og --« - -»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa -være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det -vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers -kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men _jeg_ kan ikke give -mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og -saadan. -- Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De -maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd, -De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans --- som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« -- - -Med tungt Hjærte gik Marie ned ad Trappen. - -Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis -han vidste, _hun_ havde saadan en Kæreste. - -I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at -arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at -tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed. - -En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at sætte den i -Vand. - -Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa, -overraskede Marie i Stuen. - -Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig -nærgaaende Maade. - -Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en -smeldende Lussing. - -»Marie! Er Du tosset?« - -»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg -er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været -ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer -ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt -i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.« - -»Men Tøs dog, hvad Fanden stikker der Dig!« - -»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar -jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu! --- De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu. -Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. -- Men kan De da nu -ikke gaa, Menneske!« - -»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem -bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.« - -Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rørt. - -»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. -- De kunde gerne -give mig et Søsterkys til Afsked!« - -»Gaa nu!« - -»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første -Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte -ham væk og gik sin Vej. - -Lauritzen stod lidt. - -»Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.« - -Han tog Hatten af og strøg den blank med Ærmet. - -»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør -Du -- den Vasketøs!« - -Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten -flot paa og gik. -- -- -- - -Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for -at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over -til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik -Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt. - -Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man -holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse -alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden -alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at -hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede -hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en -munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende -forskanset bag en hemmelig Forlovelse. - -Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var -ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad. -Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op -til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til -»Renderi« hun søgte at dæmpe. - -Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Søstre: - -»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke -slæbe dem til den anden.« - -»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre ... naa -ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig -Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan -blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i -et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« -- - -Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var -det galt fat med Pigebarnet. - -Moderen sagde med forarget Mine: - -»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa -fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op; -Kæresten task hende jo, det Bæst.« - -Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, -- havde hun -ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at -hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. -- - -Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig -Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette. - -Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka -var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med -Alverdens Mandfolk og saa farlig ud. - -Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige, -passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig -kønt. -- Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa -Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller -andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt -Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der -kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes -som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre -»Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. -- - -Hun havde faaet indført, at de i Mørkningen hvilede sig et Kvarters -Tid. - -Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem. - -Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede -under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke, -kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en -Drøm fangede hende. - -Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte -saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der -droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger. - -Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var -som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det -alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor -fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der -var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen. - -Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte -Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver -vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde -Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, -- der var -noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde -forsvinde og blive til ingen Ting. - -Mon Hans aldrig tænkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden? - - * * * * * - -En Januardag var det efter flere Dages stærkt Snefald begyndt at tø. - -Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig; -de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var -næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt. - -Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen, -hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke -Tømmerstabler. - -Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England -for at komme under Reparation. - -Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at -de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt -og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart -skulde komme dem i Hænde. - -Det var dem Marie vilde ned at hente. - -Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden -hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun -gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers -angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24 -Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette -for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro, -at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove -sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et -Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. -- - -Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og -underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun -endnu ikke vidste, hvad Livet gav. - -Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være -rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun -havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste. - -Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager -grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører -Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne. - -Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en -Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det -være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige -Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke. - -For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham -over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i -Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de -solbeskinnede Bølger, -- er dog det, der har vakt det blødeste, -kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. -- Sæt, det var en -Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første -stærke Indtryk! - -Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte -hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke -i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om -han aldrig skal faa det at vide!« - -Taarerne begyndte at trænge sig frem, -- hendes Hjærte var saa fuldt -og saa bevæget. - -Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og -gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne! - -Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og -hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer. - -Der laa Skuden. - -Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet -den udenbords og afsat røde Streger. - -Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned -over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene -Mundvig, da han sagde: - -»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun -ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.« - -Det var rigtignok sandt! - -Hvor saa' dog Skibet ud! - -Marie gik videre langs Bolværket for at se paa Navnepladen agter. - -Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet -begyndte at banke. - -Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede -Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen. - -Tømmermanden lagde Værktøjet og gik ned mod Malerrummet ... - -Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til -at hejse Flaget. - -Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og -mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter, -og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige -Bemærkninger om hendes Fader, -- Mindet om, da Flagstangen knækkede, -da han vilde svare de Hilsende i Land. - -Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt -og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt -»Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende -som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun -med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende. - -I den milde, stærke Stemning -- lige vidt fra hin Dags festlige Lys -og fra dennes klamme, skjulende Taage -- fulgte hun med ham ned i -hans Lukaf. - -Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at -hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget. - -Da han mærkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes -Hænder. - -De var begge af samme Højde, stod og saa' hinanden fast ind i Øjnene. - -Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i -store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det -Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af -Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han -spekulerede over noget særligt, -- -- -- dengang, da han sparede for -at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf -sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen; -og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og -havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England, -da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord -og druknede lige for Øjnene af ham; -- -- altid var Marie med i hans -Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det -Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor -akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden -den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end -skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at -klare det strængeste. -- - -Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over -endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende -fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans -forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem. - -Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde -havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort -andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen. - -Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tænkt det. - -Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes -af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige, -straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved -Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme, -som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive -»Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han -saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele -Verden end hende. -- - -Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun, -greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en _Styrelse_, at -Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var -bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked; -sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig -oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa -trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe -siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der -- disse -Aar igennem -- havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at -hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra -hende. - - - - -TO SØSTRE. - - -I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en stærk Borg. - -Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for -Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det -Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død. - -Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende -betaget til dets sagte Aandedrag. - -Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i -Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu -var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde -Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender -end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog -mellem Verden og sig selv og sit. -- -- - -Der flyver Fugle, der vælder Roser. -- - -En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som -han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber -og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod -Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i -Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem; -men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt. - -Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse -Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns -Søster. - - * * * * * - -Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i -en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed -og Ømhed. -- - -En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden, -hvor de to Børn kom gaaende. - -Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin -Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang. - -Men længe gik de ikke saadan. - -Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret, -saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart -borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den -rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens -Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving. - -Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der -raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til -Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom. - -Borgfruen vendte sig med et Suk. - -Skæbnen raader underligt! - -Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen, -stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og -brusende Lykke. - -Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun -vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg. - -Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun -havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom -hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om -Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af -hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde -Herre. -- -- - -Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue. -Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes -Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens -Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire, -der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin -Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive -stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der -berettedes om Fædrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun -- -saa favnende det alt, tagende og ejende det. - -Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i -Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter -blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og -søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig, -at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget -smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe -sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa -en saa urolig Maade. - - * * * * * - -Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet -Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes -Skød. - -Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige -Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende. - -Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken -i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften, -medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig -Søvn. - -Længe var der stille. - -Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers -spinkle Haand. - -Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet -strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den -gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde -Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet. - -Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt -og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide -Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede -Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. -- - -Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage -sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa, -taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt. - -Saa drog hun hende tættere ind til sig. - -Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde -var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse -det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! -- - -Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte -ind. - -Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende -i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene -sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og -tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ... - -Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende -Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at -de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor -mangen En bar Kvide i Hjærtet. - -Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten -det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed. - - * * * * * - -En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk -Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin, -kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold, -vinkede hun kaldende paa Søsteren. - -Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke -fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende. - -Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden, -ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før -havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere -afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de -stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de -staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke -straks kan se ud i det klare Sollys. - -Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt, -langt ud -- -- grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa -blinkende Søer, mørke Skove og længst ude -- Havet. Over alt dette et -straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel. - --- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets -Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, -- og alle Vegne det -samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og -ventede i Tavshed. - -At eje saa meget vidt og fagert! - -Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med -Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne -en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst -Ungdomslykke. - -Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste -Taarnværelse. - -Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog -i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud. - -Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt -af et stærkt Kryds. - -Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet? - -Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget -betog hende. - -Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme -Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede -Nøglen om og aabnede for Kisten. - -Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom -frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der -stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. -- - -Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak -for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn. - -Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun -harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de -Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange -Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt -om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger. - -Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde. - -To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret -udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud, -og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne, -flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold -den Dag, han faldt mod Rigets Fjender. - -De to Jomfruer saa paa hinanden. - -Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter -Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og -en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes -Hjærteblod. - -Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om -Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede -og bølgede over hende. - -... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind -fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo. - - * * * * * - -Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget -sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede, -dæmpede Strømme. - -Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord; -kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne -Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og -flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave -Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor -Plads er i den brogede Dynge. - -Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som -sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder -under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart -glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge. - -Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes -Herres og hans Fædres Arme. - -Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke -Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem, -som Borgfruen løfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt -Pergament, der rasler, da hun tager det frem. - -Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes -Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at -Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid. - -Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der -bøjer Hovedet dybere. - -»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i -Bodfærdighed.« - -Og hun læser halvsagte videre. -- - -Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet. - -Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa -Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget. - -Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig -frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle -christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed. - -»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt. - -»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste -paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod -den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede -og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil -gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem -til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted, -skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten -Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller -Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin -Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar -som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive. - -Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for -hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes -Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og -Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre. - -Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og -brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig -eller vred, alt som Tid er. - -Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i -Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne -ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret, -om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun, -er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end -som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader -Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske -som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne -til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre -Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i -onde Menneskers Vold! -- - -Fra det øverste af Gavlens Takker fløj en Due op mod den blaa Himmel. - -Germa saa langt efter den. - -Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke -fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ... -Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres -Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne -kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit -Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. -- - -Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den -tunge Dør end nødigt gjordes. - -Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort -derfra ... over den gyngende Vindebro -- ad vildsomme Stier langt ind -i Skoven, og der kastede hun sig ned ... - -Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem -hendes Sind, medens Skovens Storhed, -- den, der spirer, og den, der -hvælver sig højt, -- tager hendes smertelige Uro og fylder hende med -en gryende, stærk Livsglæde. -- - -Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag. - -Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at -løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig; -det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er -ved at gro op i hendes Sind. - -Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den -forvildet _tyer_ til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede -Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind -blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i -yndig Lethed, bliver tung og kvælende. - -Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var -hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde -gro som deres, -- de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun -skulde sørge sig død. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis -Hjærte hendes Kniv havde siddet. - -Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde -Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden. - -Hun var saa stærk og lykkelig i den Stund. - -Da knagede Grene inde i Krattet. - -Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende Øjne. - -Var det Ulvehunnen? - -Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor -Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side. - -Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød -han det op og lo raat. - -»En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!« - -»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red -bag hende. - -Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved -Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun -slippe Ridderen af Syne. - -Svenden red tæt til hende. - -I samme Nu satte hun i Løb ind i Skoven. - -Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt -borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder -glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu -et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken -var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun -stærkere end en Rytter i Jernklæder. - -Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, -- men blot -frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende -fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som -vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber. - -I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for -Grenene og springende over Bækkene. - -Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden -Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han -sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes -Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og -mindeligt om Naade og Frihed. - -Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede -hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende. - -Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham -ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast -fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere, -drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke. - - * * * * * - -Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve. -Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor -Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres -aargamle Fred. - -Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede -Tøjle, for han var vred af Sorg. - -Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke -kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte -til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. -- -Men _hans_ Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var -det blot en Vind, der blæste. - -Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad -ukendte Veje. - -Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod -Jorden og huggede med Hovedet -- utaalmodig over den strammende -Tøjle, -- saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager -fór tilbage paa den svedblanke Krop. - -Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor -Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde -Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange -Aar havde været skjult. - -Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde -om, som vel kunde fange hans Dames Øre. - -Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted. - - * * * * * - -Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den -ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død. -Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det -drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og -alvorlige Mænd til Borgen. - -De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var -funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det -vel nok var værd at drage igen. - -Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men -saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag, -der glemtes det ... - -Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han -holdt i Borggaarden. - -Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun -strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og -- paa hans -ridderlige Bøn -- spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans -Haand. - -Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at -fritte og spørge, og han fór viden om. - - * * * * * - -Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham -var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet. - -Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i -Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at -drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke -en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar -den var nedsvælget. -- - -Døren gik, og Sivard traadte ind. - -»Er I Germa?« - -»Ja.« - -»Er det ham, som forødte Eders Lykke?« - -»Ja.« - -»I gaa nu til søndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.« - -Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren -vendte hun sig og sagde barskt: - -»Stød dybt!« - -Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne -Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit -Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og -den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen. - -Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde -Vind vælde ind om sig. - -Saa kastede hun sine egne Klæder over sig og gik. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Sivard vækkede den Sovende. - -»Ryk Brynjen fra Bjælken. Nu skal Jomfruranet hævnes.« - -Den store Ridder lo og væbnede sig. - -De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side, -men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne -var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem, -og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen -over Gulvet. -- - -Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest. - -Sivard svang sig paa sin, og de fór afsted over Grønsværet. - -Paa en Vej over Heden hørte de bag sig Dønet af den store Ridders -Mænd. - -Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red -forrest. - -Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med -sig ind til en Grav, og -- som hun bød -- skjulte Sivard sig bag -Stenene. - -Han drog sit Sværd. Germa steg af Hesten. - -Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand. - -Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm, -og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med -et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans -Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast. - -Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fór atter -afsted. - -Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem, -men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men -drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde -Herre. -- - -Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke. - -En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han -vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger, -der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa -sorgfulde. - -Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og -saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede -i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store -Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende. - -Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg, -og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af -Angst og Kvide. - - * * * * * - -Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i -det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være -med. - -Men Germa er en anden end før. - -Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa -ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags -vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister -hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes -Sind og skygger for al Tro og al Glæde. -- - -Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden -nær. - -Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa -tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord -saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op -ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og -om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet, -hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra -Livet rinder ud. -- -- - -Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der -driver ind gennem Vinduets Ramme. - -Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem -staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve. - -Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun -trøstende hendes Haand i sin. - -Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende -Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød, -som aldrig kan forvindes. -- - -Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede -Skove og over de ensomme Veje. - - * * * * * - -I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker -Søsterens Grav. - -Og hun har -- medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale -- læst -og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler -her, men hvis Sjæl er hos Gud. - -Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og -fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi -det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik -deres vante Gang. -- - -Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti. - -I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det -strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt, -som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er. - -Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i -Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet. - -Her er Stilhed og Halvmørke. - -Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger -som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte. - -Hun hører raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er. - -En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og -friskende gennem hver lønlig Krog. - -Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af -Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo -hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg. - -Og han magter vel at tage Byrden fra hende. - -Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred, -støvfyldt Stribe. -- - -Sivard gaar mod Borgporten. - -Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til -at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som -tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som -har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem. - -Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod. - -Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt -og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side -som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse -Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil -vige. - -Kampe, hvor ingen vil vige! - -Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger -han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun -gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod .... - -Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands -Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa -Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin. - -Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i -Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes -Nød og stille hendes Sorg. - -Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der -sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ. - -Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter -sig en mørk Angst. - -Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder -tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm. - -Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende? - -Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg? - -Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der -runder sig under Kjolens Folder. - -Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun -aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med -eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit -Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle -Saar og blænde for alt Savn. - -Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette. - -Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes, -men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig -ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans, -da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en -Lænke. - -Han gaar mod Døren. - -Der standser han. - -Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod -Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han -Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ... - -Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende -Mark. - -Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger -blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af -Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene. - -Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i -hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de -leged, er ude. - -Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af -Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider -frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i -Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi. - -Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen. - - * * * * * - -Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes -Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer -den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen -til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og -Lykke for sit eneste Barn ... - -Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er -rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men -med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig -bliver mere. - - * * * * * - -Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres -søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud -løftende sig frem paa de krogede, graa Grene. - -Men Inger syntes, det var tungt at leve ... - -Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede -og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid -og om Elskovs stærke Baand. - -Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang. - -Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem -Stammerne. - -Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders -Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager -den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun -sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke, -driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det -er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom -viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ... - -Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre -Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv. - -Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt -i med Omkvædet. - - Vilmund og hans væne Brud - -- Strengen er af Guld -- - de legte Tavl i hendes Bur. - Saa liflig legte han for sin Jomfru. - - De legte Tavl med Guld saa rød, - og se da græd den væne Mø. - - Hvergang Guldterning randt paa Bord, - den Jomfru fælded saa modig Taar'. - - »Hvad heller for Guld I græde? - eller for gode Klæde? - - Græde I Guld, eller græde I Jord? - Hvad heller den Svend I har givet Tro? - - Græde I Saddel, eller græde I Hest? - eller den Svend, der Eder haver fæst?« - - »Ikke for Guld jeg græder, - og ej for gode Klæder. - - Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord, - saa gerne da gav jeg Eder min Tro. - - Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest, - alt med min Vilje haver I mig fæst. - - Mere græder jeg for mit gule Haar, - at det skal raadne i Vendelsaa. - - Mere græder jeg for Blide, - som jeg skal over ride. - - Jeg maa vel græde for Blidebro, - der sunke ned mine Søstre to. - - Der sunke ned mine Søstre to, - den Tid de lod deres Bryllup bo. - - Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn, - at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.« - - »I skulle ikke græde for Blidebro, - den lader jeg alt med Jærne slaa! - - Jeg lader bygge den Bro saa bred, - hun koster mig tusend Gylden i Fæ. - - I skulle ikke græde for Blide: - mine Svende skulle med Eder ride. - - Tolv ved hver Eders Side, - selv holder jeg Bidsel og Mile.« - - Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko, - og saa rider hun til Blidebro. - - Men der hun kom der midt paa Bro, - da snaved hendes Ganger i fire Guldsko. - - Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm, - neder sank den Jomfru for striden Strøm. - - Jomfruen rakte op sin hvide Hand: - »Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.« - - »Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand, - som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.« - - Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin: - »Du hent mig flux Guldharpe min!« - - Vilmund tager Harpe i Hænde, - han ganger for Strømmen at stande. - - Han slog Harpen saa saare, - det hørtes over alle de Gaarde. - - Han slog Harpen over den By, - og Fuglen af den høje Sky. - - Han slog Løv af Lindetræ - og Hornen af det levende Fæ. - - Han slog Bark af Birke - og Knappen af Mari-Kirke. - - Han slog mer end han skulde: - han slog de Lig af Mulde. - - Han slog Harpen af ret Harm: - han slog sin Brud af Troldens Arm. - - Op kom den Trold fra Bunde - med Hr. Vilmunds Mø ved Haande. - - Og ikke hans Brud alene, - men baade hendes Søstre væne. - - »Vilmund! Vilmund! stil din Ljud! - Her haver Du igen din unge Brud! - - Vilmund! Du stil din Runeslæt! - Baade nu hver som han haver Ret! - - Vilmund! Vilmund! Tag din Mø. - Du lad mig volde mit Vand under Ø!« - - »For vist skal jeg vinde min væne Mø, - men aldrig skal Du volde Vand under Ø.« - - Vilmund, han legte den Trold til Men: - han sprak i de haarde Flintesten. - - Hr. Vilmund han red sig op under Ø - -- Strengen er af Guld -- - saa drak han Bryllup med sin Mø. - Saa liflig legte han for sin Jomfru. - -Der var stille. - -Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede -sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa -frem for sig med et lyst og yndigt Blik. - -En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til -Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden -løste hans Brynje og tog ham i sin Arm. - -Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind, -at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit -gyldentrøde Lys over den graa Tid. - -Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne -randt stille ... - -Men alle de smaa Terner sang sagtere. - - * * * * * - -Glæden har brede Vinger, og den stærkeste Bølge kan brydes. -- - -Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden. - -Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend -meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og -Fruer. - -Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet -logrende og set paa hende, glammede højt ... - -Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter -og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ... - -hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ... - -saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i -den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at -skabe. - -Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for -stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det -Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu -bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes. - - * * * * * - -Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult -Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem -alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og -Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den -simple Vams ... - -Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade -Smil og muntre Ord. - -Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers -Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde -ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest. - -Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende, -vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa -en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink -i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag. - -Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved -Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. -- - -Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og -mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære. - -Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ... -der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide -Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval, -han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde. - -Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur. - -Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham -Jomfruen. - -Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er -igen paa Borgen. - - * * * * * - -Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes -hele Hu vender sig mod ham. -- - -Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i -Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at -se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste -Hvisken, som straks tier. - -Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt -for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er -fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over -ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende -Kreds om ham. - -Og han synger. - -Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af -den ubesmittelige Ild. - -Inger følte sig sælsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld, -at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik -nærmere. - -Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede -sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde -Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og -gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og -fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag. - -Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en -eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne -Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa -sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin, -der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste. - -Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han -løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge -med den lydige Bue. - -Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde -skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindeøjne, -der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden. - -Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke -tonet. - -Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde, -og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede -og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag -eller Nat.« - -Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store -Skove, de ikke kende og aldrig vil naa. - -Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for -det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans. - -Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor -og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv, -traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste -Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod -_ham_. -- - -Saaledes vandt han Jomfruen. - -Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde. - -De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede -Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler -hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine, -løb jublende imod ham. - -Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde -sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over, -og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var -sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være. - -Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle -barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med -spæde Stemmer nynnede med. - -Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden. - -I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem -Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. -- -- - -Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven. - - * * * * * - -Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat. - -Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit -Hjærte gennem onde Aar. - -Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder -sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og -i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var -ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som -hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham -vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem. - -For han var den Mand, som hun elskede. -- - -Og alle Jordens Urter stod i Blomst. - - * * * * * - -Og Tiden kom, da Inger spændte Brudesko om sin hvide Fod. - -Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og -hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver: - -»Her bor Germas Legeme, men hendes Sjæl er hos Gud«. -- - -Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger! - - - - -REKREATION. - - -Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en -Sommeraften et gammelt Par. - -_Han_ havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og -betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer -Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor -de snart skulde begynde at musicere. - -_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre -Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige -fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en -vindrueprydet, mørk Tøjhat. - -Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin -Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa -at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne. - -De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede -hun lidt og svarede ja eller nej ... - -En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere -Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen. - -Saa blev hun staaende foran dem og sagde: - -»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?« - -Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede: - -»Jo, det er saamænd.« - -»Ka' De ikke kende mig?« - -»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si' -Dem!« - -»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De -boede i Ba'gaarden!« - -»Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er dø'e nu, hele -Familien, Herregu' ja.« - -Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev: - -»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.« - -»Aa, la' gaa da.« - -»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der -øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at -klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer. - -Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte -Kjoleskørt svingede over den brede Bag. - -»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.« - -Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af -Sted igen. - -Manden spurgte: - -»Er De gift?« - -»Ja, jeg er,« svarede hun roligt. - -Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt; -hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle -hverken Tid eller Taalmodighed. - -»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?« - -»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der -har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!« - -Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks -igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg. - -»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen. - -»Er det første Gang, De er i Skoven!« - -»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo -travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en -Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente -jeg, at nu sku' det vær'.« - -»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har -ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu -ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.« - -De to gamle lo fornøjet. - -Manden fortsætter, henvendt til Madammen. - -»Saa har De det vel helt godt?« - -»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka' -de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.« - -»Naa, De har fler' end de to der?« - -»Vi har havt femten.« - -»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt. - -Madammen tilføjer: - -»Men de fem er da dø'e.« - -»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et -noget vanskeligt Regnestykke. - -»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.« - -»Hvor maje maatte De betale dér?« - -»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste -Aar nøjedes vi da med en Krone.« - -»Ja, det løver sgu op, gør'et.« - -»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.« - -»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?« - -»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe', -og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er -travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke -komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.« - -»Ja, der ka' jo være nok.« - -»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende -ind, som De sku'te tænke det!« - -»Saa, ka' der det?« - -De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte: - -»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha' -he'er.« - -»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil. - -»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var -s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da -hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo -nok se, det var i lidt fint!« - -»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle -Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de -bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti. --- Basta.« - -»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!« - -De lo alle tre. - -Madammen vedblev: - -»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.« - -»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke -Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der -hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men -saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.« - -»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er -Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.« - -»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med -sin trætte Stemme. - -»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.« - -Konen saa mildt op. - -»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.« - -»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden. - -»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger -Madammen. - -»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer -den gamle Kone. - -»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10 -Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.« - -»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for -Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun: -»Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne' -etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.« - -»Er De ellers rask, Madam Frandsen?« - -»Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.« - -»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden -i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og -han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.« - -Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg -jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en -bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men være -saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv. - -»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert -paa Ryggen. - -Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min -Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.« - -»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin -raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene. - -»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt -fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde -sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg -holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e. -Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa, -og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine -gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig -ikke.« - -De faldt i Tanker alle tre. - -Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende -Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen. - -Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer, -der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst. - -Toget gaar forbi. - -Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre, -Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa -Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse -paa Skomageren. - -»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et -underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge. - -Da den er borte, siger Manden vemodigt: - -»Der gaar nu de og driver.« - -»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu -Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e -ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt -- -Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til -Dags!« - -»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig -bestemt Tone fra den gamle Kone. - -Manden siger med et Suk: - -»Ja, hva' ska' der blive a'?« - -»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka' -fløje i Flint over ingenting.« - -»Hvis de nu taver?« - -De sidde lidt tavse alle tre. - -Madammen spørger haardt: - -»Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?« - -»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.« - -Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod -ham. - -»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene, -Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu -lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?« - -»Ja, hva' saa?« - -»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva' -bli'r saa Enden paa det?« - -Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine -Kunders og sin egen Ruin. - -Manden vedbliver forklarende: - -»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af -saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.« - -»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.« - -»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer -og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det, -at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu -min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa -Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen, -der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!« - -»Ja, trist er'et li'e godt!« - -»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. -- Ikke Mutter?« - -Konen svarede mildt: »Ja, bare vi var vel i Jor'en.« - -Manden sukkede og tændte sin Cigarstump igen ... - -Hans Peter kommer styrtende imod dem. - -Moderen raaber: »Se dig for Dreng, sikken du skøvler a'!« - -Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er -straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende: - -»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!« - -»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans -Petter!« - -»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?« - -»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle -Kone trak Sjalet tættere om sig. - -»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de -go'e gamle.« - -Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme -sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen. - -Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to -gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter -Musikken. - -Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til -sin Kone og hvisker: - -»Den kender du, Mutter!« - -Hun nikker smilende. - - - - -DEN HØJE MAND. - - -Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag -og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men -Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode -Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som -sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg -Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys. - -Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra -de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte, -rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er -den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. -- - -Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i -lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der -var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden. - -Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl. - -Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen -dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og -Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem -Køkken og Stuer. - -Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og -drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte -forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig -og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen. - -Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt -de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som -sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer -kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer. - -Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation, -ud over Skinnerne og drejede om til Kroen. - -Henimod den drev den glade Skare. - -Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og -tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og -beundrende. - -Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets -Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig -forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks. - -Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og -Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen. - -Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra -Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og -sagde med indtrængende, klingende Stemme: - -»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i -denne Nat forgaar Jorden!« - -»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du -for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.« - -Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige, -gode Øjne, men veg ikke fra Døren. - -En af Skaren sagde udjævnende: - -»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.« - -Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse -den lystige Typograf. - -»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.« - -»Student -- jo vel!« - -»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.« - -»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.« - -»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.« - -»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille -Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.« - -»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar -Du Prygl af blinde Søren.« - -Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar -faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side, -pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg -har Brevskab derpaa. I denne Nat!« - -Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner -med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene. -Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre -Bønder gik smaasnakkende bag ved dem. - -Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo -støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede, -kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende. - -Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt -Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns -Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som -ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det -var digtet i deres Kærligheds lifligste Time. - -Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til -Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter. - -Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han -lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig -saa raadvild til Hjærtet. -- - -Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen, -begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde -ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager. - -Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer -kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter, -og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han -uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse, -kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive -blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give -deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En -Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors -Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel -havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager -om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans -vrede Ord. - -En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin -Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde -skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. -- - -Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen -brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam -hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor -Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner, -lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende -Musik. - -En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede -Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker -sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. -- - -Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden: - -»Man maa more sig, medens man er ung og fri.« - -Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt: - -»Vist saa; blot med Maade.« -- - -I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende, -hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede -Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans -blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene -Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mørke, fremmede -Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før. - -Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede -af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder -mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han -løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender. - -Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og -begyndte at slaas. - -I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa -Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og -raabte: - -»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige -Løjer.« - -»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det -halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen. - -Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind -paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog -heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg. - -Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i -febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig. - -»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa -Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det? -Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han -rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte, -som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed --« - -»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter. - -»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan -noget lignende højtravende Sludder.« - -»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt, -Stationsforstander?« - -Skraldende Latter. - -»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?« - -Dyrlægen svarede tvært spøgende: - -»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!« - -Stationsforstanderen kom igen til Orde: - -»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.« - -»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede -Typografen. - -Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig: - -»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad -ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de -varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og -Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og -Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer -hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod -alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes. -Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan -naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke -Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i -de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg -giver dig mit Liv!« - -»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne, -der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand, -og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.« - -Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være -paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med -hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt -Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud. - -Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled -for -- efter Typografens Kommando -- »at repræsentere Sognet for de -ærede Rejsende.« - -Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa -den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med -Armene strakt mod Himlen. - -»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med -ham.« - -En ældre Bonde svarede: - -»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa -ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det -maa Du forstaa.« - -Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt: - -»Javel, jeg snakker godt for ham.« - -Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne -Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser -I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig -Modtagelighed, og --« - -»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.« - -Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ -med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede. - -Toget brusede ind. - -Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes. - -Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de -og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne -søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med -Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende -paa Konduktør og Stationsforstander. - -Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var -blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne, -raadløse Skare. - - - - -EN KÆRLIGHEDSHISTORIE. - - -Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som -altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen -stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning. - -Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over -den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i -blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han -mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages, -cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden. - -Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans -Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed. - -Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle -de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv -havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en -lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for -de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de -end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med -den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være -ved, hvor iagttagende de var. - -Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund -at gro i, for Per var -- fra den første Dag Maries Forældre flyttede -ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og -Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle -Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være -krakilsk, at han næsten var _for_ rar. - -Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod, -naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han -ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan -et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs -Hundekunster med Panel eller saadan noget. -- - -Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa -Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den -Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af, -at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende. - -Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede, -tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive -rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa; -derpaa gik hun ned og overrakte ham det. - -Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og -arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over -Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at -finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde: - -»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!« - -»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er -- fan'eme -- hæ -- hva' De -er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du -kuns for 25 Øre af de Toøres.« - -Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde -Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op -til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage -kom i nærmeste Berøring. -- - -Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed -for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været -tilsidesat i Barnekammeret. - -Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af -Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste -Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter -tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre -Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham, -naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud -til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng, -havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde -Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog« -eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis -stive Arme hængte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening -favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om -den Slags Gunstbevisninger. - -Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i -Kælderen! - -Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen, -men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse. - -»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af -Ste' me' Dig etter Botterdejger.« - -Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun -fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede -Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte -Borde omkring paa det sandstrøede Gulv. - -Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under -hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store, -gammeldags Kakkelovn. - -Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne« -begyndte at komme. - -Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en -Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste -Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!« - -Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt -over, og inde i den laa den famøse Blomst. - -Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen -formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret -paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit -bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil. - --- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- - -Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter, -opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis -hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene. - -Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi -Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte: - -»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?« - -Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries -Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto -mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige -flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen, -hvad Line dog ikke mente at kunne modtage. - -Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis -Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement. -Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften, -voksede. -- - -Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines, -Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit -Herskab, at Per maatte inviteres med. -- - -Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat, --- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none -visnæsede Kæfter.« - -Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad -Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den -bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med! - -Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter -Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød, -gik ud og saa paa Besætningen. - -Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave, -hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen. - -Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til -Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, -- og sagde -med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund: - -»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!« - -Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_ -Tankegang: - -»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores -Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da -je' var ti Aar, Per Hansen!« - -Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved -Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone: - -»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse -saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har -de givet vos Løst te' Arbe'!« - -»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per. - -»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu -min Søster her, og én blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig -mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa -har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.« - -Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han -Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og -sagde letsindigt og flot: - -»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a' -Dem, Line!« - -»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver -je' bare krakilsk aa halvtovlig.« - -»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg -alti'er sagt. -- -- Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e -mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.« - -Og saa gik Per ind i Kostalden. -- - -Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt -Maaltid paa Vej til Stationen. - -Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted -ved Pers Haand. - -Ingen af dem talte. - -Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil -de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær, -den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende, -næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte, -stilfærdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres træge -Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen -Bevægelse. -- - -Ved en Sidevej, der førte ned til en lille Skov, satte de sig paa -Gærdet. - -Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed -Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde. - -Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i -Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over -Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene. - -Hen ad den haarde Vej lød taktfaste Trin og Hestetrampen. - -En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste. - -»Go' Avten!« hilste han muntert og tog Piben ud af Munden. - -Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere -Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil -Toget gik. - -»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr -frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede: - -»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det -unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?« - -»Ja, det er vi da.« - -Hestene begyndte at gaa. »Ja, Farvel,« hilste Karlen og gik raskt -videre. - -Per henfaldt atter i Grublerier. - -Efter en lang Tavshed udbrød han melankolsk og stemningsbetaget: - -»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te' -andet end te' og smi'e paa Møtningen!« - -Line svarede: - -»Nej, -- I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at -sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?« - -Og Line rakte ham den høje. - -Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa -for; den vakte den Længsel efter noget -- ud over Skænkepigens -Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, -- som ikke var helt -udslukt hos den gamle Ungkarl. - -Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede -sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig -arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv: -»Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den -- fan'eme -- -aff!« -- - -Stemningen var ligesom sunken et Par Grader. - -Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line. - -Kaj forlangte nedladende at føres afsides. - -Line sprang ilsomt op. - -Da hun kom tilbage, sagde hun: - -»Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?« - -»Ja, vi maa vel -- for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores, -og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og -Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark -- fan'eme,« sukkede Per dybt. - -Men Line sagde bestemt: - -»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et -rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve' -Næsen. Ja, jeg er!« - -Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da -sagde Marie: - -»Det er ligesom, vi var Far og Mor og Børn! Ikke Kaj. Hvad?« - -»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin -Haand i Pers. - -»Fan'eme!« udbrød han, »jeg givter Dem, Line!« - -»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og -viskede sig over Øjnene. -- -- - -Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line -afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter -Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, _jeg_ har -set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.« - -Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me' -at tænke indvendig.« - -»Ja, der ska' no'en te' det værste, -- Madam Hansen,« lo Per; Line lo -med og gik saa efter Børnene. - - - - - -End of the Project Gutenberg EBook of Hyld og Humle, by Sophie Breum - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HYLD OG HUMLE *** - -***** This file should be named 43290-8.txt or 43290-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/2/9/43290/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned -images of public domain material from the Google Print -project.) - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. - |