diff options
Diffstat (limited to '43290-0.txt')
| -rw-r--r-- | 43290-0.txt | 5540 |
1 files changed, 5540 insertions, 0 deletions
diff --git a/43290-0.txt b/43290-0.txt new file mode 100644 index 0000000..7cd2747 --- /dev/null +++ b/43290-0.txt @@ -0,0 +1,5540 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43290 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne +e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. +_Understreg_ er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst. + + + + +SOPHIE BREUM + +HYLD OG HUMLE + +FORTÆLLINGER + +KØBENHAVN +DET NORDISKE FORLAG +BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN +1900 + + +_Oplag: 1200 Ekspl._ + +KØBENHAVN. -- NIELSEN & LYDICHE. + + + + +INDHOLD. + + + Side + +MØDRE 7 + +DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN 43 + +KAMMERJUNKEREN 48 + +DEN DRISTIGE 61 + +KAPTAJNENS DATTER 74 + +TO SØSTRE 121 + +REKREATION 158 + +DEN HØJE MAND 168 + +EN KÆRLIGHEDSHISTORIE 178 + + + + +MØDRE. + + +Den unge Frue lod Romanen synke ned paa sit Skød og gabede træt. + +Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmørket, der +begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skærm holdt op. Hun +lod tankeløs Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over +Guldsnittet paa Bøgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i +Skabene. + +Rejste sig derpaa og lukkede Fløjdørene ind til det lille +vaabendekorerede Forværelse, hvor Aviser og Aargange af »Puk« og +»Fliegende Blätter« laa ordnede paa Midterbordet. Portièren blev +trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og +stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrætterne, nogle +Landskabsbilleder og de magelige bløde Møbler; deres mørke grønne +Farve behagede Øjet -- ligesom Værelsets øvrige Udstyr -- uden +særligt at fængsle det, talte om hyggeligt Velvære og en Smag, +der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var +almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets +største. + +Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin +Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog +Pladsen i Krogen ved den lune, grønne Ovn. + +Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen. +Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og +tændte; et Øjeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og røg lidt; saa +var heller ikke det morsomt længere, hun lagde den, tog igen fat paa +sin franske Roman og læste et Par Sider. + +Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berørt hende +ubehageligt -- -- igen dette: en overmægtig Sanselighed og en +pinefuld Lidenskabelighed, der krævede sit Offer for bagefter at lade +Livet ligge hen -- dobbelt øde, trist og indholdsløst. -- + +Nu havde hun tabt Lysten til at læse. -- Det ny Broderi? -- Hun +skulde være rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det. + +Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende +interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne +Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, -- lagde det igen, -- +det var saa uskønt og kedsommeligt. -- + +Der lød sagte Trin over Tæppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen, +en høj, nydelig Pige, kom ind. + +»Manse bliver ved at græde; han længes vist efter sit Bad og sin Mad. +Trine og jeg kan jo godt besørge det, hvis Fruen er træt.« + +»Nej, nu kommer jeg, Heralda.« + +Den unge Frue rejste sig hurtigt og gik med. -- + +Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa +ham, og han skyndte sig ind i Soveværelset, gnidende Kulden af sine +Hænder. -- + +Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede, +kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der nødigt vilde gaa glip af +den unge Herres Badescene, syslede med Barnetøjet, der var hængt til +Varme ved Kakkelovnen. + +Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, søde +Barnelegeme gav smaa Ryk af Glæde, og den bitte lille, tykke Haand +slog henrykt ned i det lunkne Vand. + +Doktorens Øjne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt +ærgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren, +-- -- nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng, +indtil han fik ham ganske ellevild af Velvære. + + * * * * * + +En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fødderne paa en høj Skammel; +paa hendes Skød laa den lille Dreng, der havde været farlig syg i +flere Dage. + +Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes +Kinder og faldt paa hans Ansigt. + +Han slog besværligt Øjnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og +deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodløse +Læber bevægede han svagt, og han havde ikke Kræfter til at røre +Benene, da Moderen tog Tøjet af ham. + +Doktoren stod og saa til sammen med en ældre Kollega ... + +Denne undersøgte Barnet og sagde derpaa: + +»De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der +kan redde ham.« + +»En Amme!« gentog Fruen og saa hurtigt op. + +»Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gør +nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde ...« + +Da Doktoren traadte ind i sit Værelse, efter at have fulgt Lægen +ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa +Skrivebordet. + +Hun brast i Graad, da han kom hen til hende. + +Han tog ømt om hende. + +»Græd ikke, kære kære ...« + +Men saa gav hun efter for sin tilbagetrængte Trang til rigtig at +hulke. Al hendes Sorg og krænkede Moderfølelse gav sig voldsomt +Udslag. + +Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede +at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans +sædvanlige, om _han_ da var helt ude af hendes Tanker, om den +Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig +Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betød for hende, -- naar +Sorgen kom. + +Hun løftede Hovedet. + +Det flammede op i ham ved at læse hendes Øjnes Svar. + +Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind +til sit syge Barn. -- + + * * * * * + +Den store, svære Amme tog fat paa den lille udmattede Dreng med +sikker Ro. + +Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind +mellem de trætte, smaa Læber; selv det syntes at anstrænge ham, han +faldt straks igen hen i tung Søvn. + +Men efterhaanden, som han kunde tage mere Næring til sig, blev han +raskere og raskere. + +Sundheden drog atter til Huse med den fynske, djærve Maren. -- + +Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmærksomhed paa sin Frisures og +sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til +Dels gengældte. -- + +Snart blev det saadan, at det næsten var dagligdags, at Doktoren, +naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klæde sig om for at gaa +til Middag. + +Naar han næsten var færdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun +havde saa uendelig meget at fortælle om Manses mange Paafund. + +Tænk, han havde taget Maren i Næsen, saa det gjorde _ondt_, ligefrem +ondt -- han havde saa mærkværdig mange Kræfter allerede; Maren havde +slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes +Skød; det saa ud, som han vilde slaa igen. »Han bliver vist rigtig +uartig,« sagde hun stolt og lykkelig. + +Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortælle om +Manse. Han _var_ nu ikke saa langt tilbage som andre Børn i den Alder. + +Doktoren var nær ved at mene det samme. + +»Hvem der kunde blive hjemme hos jer!« + +Men det gik jo ikke an. Man kunde jo ikke blive ved at isolere sig. + +»Naar _Du_ endda tog med.« + +Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og +jaloux paa Manse, -- indtil hun alvorligt kom med sit: -- ikke Tale +om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde været lige ved at dø! + +De kyssede Uhyggen bort og begyndte igen at spøge. + +Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende +Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse +Lapserier fra Ungkarledagene. + +Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen, +medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren. + +»Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at +han maatte tilbage endnu engang. + +Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra +Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt. + +Men han gemte hende ind i den og truede med at bortføre hende med +Magt. + +»Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at +converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines +Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han. + +Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som +skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt. + +Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det +var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion, +der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab, +medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes +Angst og Sorg. + + * * * * * + +Maren blev snart uundværlig. + +Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde +paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske +Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i +det elegante Hjem. + +Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have +store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar +hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt. + +Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit +Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide +Kjoler, -- og han _maatte_ have flere af forskellig Størrelse, for -- +hvor han lagde sig ud! -- -- + +Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at møde »Optoget«. + +Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst +Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng +... Og .. hvor var hans Hustru dog smuk ... denne tilbageholdne, +rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en +langt finere og mere tavs Ynde. + +Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og +at de fulgtes hjem alle fire ... Maren i passende Afstand foran med +Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter. + +Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker. + +For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige +Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte +Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun +dannede sig sit Ægteskabsideal. + + * * * * * + +Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor +Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen +i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og +engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem. + +Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater +og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme. + +De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt +og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i +Spisestuen. + +Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren, +»det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me' +... saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. -- Nej e' lille Drove go' +Kaffe! ..« + +Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god +Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes. + +Til Gengæld var Maren underholdende ... Hun fortalte saadanne +Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved. + +Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager ... fra den Tid hun var +sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i +Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været +»saa ma'esløs uheldig«. + +»Det va'tte te' aa nære sig for det Rak,« raisonnerede hun mut. + +Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med +Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men +ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar +de mødte en stakkels Pige alene. -- Og saa Frøkenen, som knap ga' +lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den +nymaalk'de Mælk -- ja, li'e -- fræss fra Fass, som ha' sa'e -- denne +her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun +var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste +gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et, +den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om +Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til +Gavns. + +Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin +sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod +Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og +spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens. + +Men det interesserede ikke Maren videre. + +»De ere li'e tovlie allesammen,« sagde hun afsluttende. -- »Din Jokum +..« + +»Joakim Larsen!« afbrød Heralda. + +»Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov, +si'en ha' ikke har været her.« + +»Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,« +svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel. + +»Naa saa det gør de ikke«, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke. + +Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og +Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. -- -- + +»Men naar der kommer Børn?« spurgte Heralda en Aften, uhyggelig +tilmode. + +»Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med +Haanden. Lidt efter vedblev hun: + +»Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to ... hans Far ... ja, dov, +dov, sikken Malasje me' den Unge ... hans Far var et lille tovli', +højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det, +at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed' +og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære +sig ... ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos +Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen. +Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse +ønkelig ... Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo +Krampen paa for ham. -- Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, ... +saa gik det galt elejn.« + +»Herregud Maren; men Barnet Du talte om?« + +»Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa +ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu', +hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, -- je' maatte klarere +hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der +var svirende. Ja, det var da nu ledt. -- Ungen fik je' da paa +Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je' +i Tilgivt af Dovteri. Ja, _ha'_ var skrap! -- Min a'en Dreng, det +var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge ... Ja, +Herregu' -- nu har je'tte set ham i tre O'er.« + +»Maren, hvor kan De udholde det for Længsel!« + +»Det ve' je'tte! -- Je ha'tte haut Stunder te' aa tænke paa det. +-- Men det var li'egodt farlig Plasér aa bisse ne' te' min Mor om +Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa +mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene, +de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. -- Men saa var'et jo, at Naaden, +hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte +ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je' +Plads i Byen, og -- -- je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo +i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa +je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; -- tovlie Mandfolk er der jo, +hvor vi _saa_ kommer, -- ja, det er sgu'tte saadan, -- men je' fik +da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten +ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda ... der er det nu +da saa møj tovli alsammen.« -- + +»Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun ... »Saa kom +je' jo paa Stiftelsen ... je' klaver itte, Behandlingen var riæl +nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det +hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da +baa'e Renlighe' og Opvartning.« + +»Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?« + +»Det var et Pi'ebarn ... Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte +si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te +aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del. +Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste; +Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne +Mæ'jsker.« -- + +Manse tillod sig at smaagrynte lidt. + +»Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka' +ta' og vende ham.« + +Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen +igen. + +»Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.« + +»Naa--aa.« Heralda vred sig smigret. + +»Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;« +tilføjede Maren eftertænksomt. + +»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«, +blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je' +Vand te' en Time, før je' la'e mig ... Saa gaar »Figuren« sgu ... Det +skal Du se, naar Du først er i'et.« + +Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet. + +»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i +Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl ... Men saa er de jo saa sø'e +og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke +om Kærlighe' og den Slavs ... Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge +te' Ungen, ja ... saa er der en a'en Snak, -- ja der er ... Og vi ka' +da'tte drovne dem som Kattekil'jer.« + +Saa ringede det. + +Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet. + +Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det +silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved +at trække Hanskerne af. + +Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær +i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans +frem i dem, idet hun sagde: + +»Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?« + +Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren: + +»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden +ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i +Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.« + +Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa +meget af deres Dreng og var saa god ved ham. + +Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev +forstyrret, -- men -- hun _maatte_ liste sig ind og se ham endnu +engang, -- der var saa længe til i Morgen tidlig. + +Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke +Frynser, det lille Legemes sunde Varme -- hun kunde ikke lade være at +lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det. + +Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde. +Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa, +hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op. + +Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen +til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede +Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud. + +Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning: + +»Du ... Maren er saa flink og fornuftig, -- Du kan tro, hun har lidt +meget under sit Fejltrin.« + +Doktoren svarede ikke. + + * * * * * + +Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet. + +De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale. + +Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev +tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt. + +Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og +fraværende ind i Halvmørket. + +Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom +tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham ... + +Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj +Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du +ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.« + +De to henne i Sofaen lo lidt. + +Saa sagde Doktoren: + +»Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den +eneste.« + +»Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.« + +»Ja, netop ..« + +»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting +og havde saa behageligt et Væsen ... Jeg vænner mig aldrig til Laura; +hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen ... +At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa ... nej, det er og bliver mig en +Gaade og en ligefrem Sorg.« + +»Det var værst for hende selv .... stakkels Pige.« + +»Uf, den Kæreste ... Har Du set ham siden?« + +»Jeg mødte ham forleden og talte med ham.« + +»Spurgte Du om Barnet ...?« + +»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje .... Han tog ellers Sagen +meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil +se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise +den Gamle noget andet, senere; .... men han var jo lovlig ung til at +gifte sig og binde sig.« + +»Sagde han det?« + +»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at +sige, at det skulde han have betænkt noget før.« + +»Stakkels Heralda!« + +»Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.« + +»Og hendes eget ..?« + +»Ved Du hvad ... Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det +bliver godt Vejr.« + +»Ud paa Landet!« + +»Ti Minutter med Jernbanen ... Du har saa godt af at færdes lidt. Du +murer Dig saa meget inde herhjemme nu.« + +»Ja ... men ... tager Du med?« + +»Nej ... nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed. +Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver +til ... dets Sjæl, Temperament, Karakter ... Aah min egen ....« Og +han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme. + + * * * * * + +Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der +havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted. + +Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden. + +Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende +... + +Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der +allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun +sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med! +.. + +Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor +Heraldas Dreng var i Pleje. + +Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede +hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes +Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers. + +Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet +et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der +stærkt af Grønkaal og brændte Kviste. + +Fruen gik ind i Stuen. + +Heller ikke her var nogen. + +Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin +Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs +langsomme tik tak. + +Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven. + +Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad +med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner. + +Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa +Drengen. + +Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt +behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var +tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud. + +Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen +kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde +sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd +ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret +Barnehoved op til sin Kind ... Og nu denne stakkels, lille Dreng her! + +Og stakkels Heralda! + +Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo +ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham! + +Medlidenheden bortjog fuldstændig hendes Uvilje mod Pigen. -- + +Der lød Træskoklapren udenfor. + +Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa +den fremmede, fine Dame. -- + +»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er +de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde +Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; -- ja, det gør hun +-- ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner +saa længe. -- Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja, +for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. -- Ja, je' maa stræve, vi sku' +jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.« + +Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik +hun igen til sit Arbejde. + +Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet. + +Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede, +hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag. + +Men saa tog hun sig sammen. + +Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev +lagt ind paa den Seng. + +Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde +rejse alene. + +Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde +hende syg. + +Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast +bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt, +at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise +Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med +hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og -- +maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda +havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke +paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til +hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og +rolig svaret: + +»De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.« + +Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte +hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden +i Halsen. -- Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante +Stilhed hendes oprørte Nerver. + +Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen +endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt, +saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om +hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den +svagt skyede, blege Vinterhimmel. + +Hvor var her dog ... næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til, +hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste +Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne +Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin. + +Men koldt var det alligevel at staa stille. + +Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage. + +Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun +er begyndt at se sig om. + +Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et +stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt. + +Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et +Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor, +det er da saa koldt at gaa og vente.« + +Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille, +lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje +Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver +Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig +i Stolen ved Vinduet. + +»Ja men, er det ikke Deres Plads?« + +Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er +den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.« + +»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved +Siden af?« + +»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale +me'?« ... + +Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt, +den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar. + +Fruen hægtede Pelsen op. + +Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af. + +»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke +det.« + +»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil. + +»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den +Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte +i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel +heller ikke alt det igennem. De ka' tro, -- det er et stort Øjeblik, +naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos, +aah saa fast, saa fast ..« + +Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den +gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at +banke af en dyb og hemmelig Lykke. + +»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu' +blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu' +te' Bønderne. -- Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,« +tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi +da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je' +spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem. +Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist +alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.« + +Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun +gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du +spist alt det! Ja saamænd.« + +Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette +var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det +saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin +Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv. + +Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved. + +»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet. +Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa +var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de' +va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du +dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror +du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa +det igennem; ja, je maatte ... Men Jøsses je snakker, og nu piver +Toget. Saa kommer Heralde straks.« + +Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne. + +Den Gamle rejste sig for at se efter hende. + +»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.« + +»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa +gerne forstyrre lige straks.« + +»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den +stakkels Tøs ...« + +Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den +lille Forhave. + +»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel +lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka' +De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor +der er smaa Børn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden +ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.« + +Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den +Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt +efter hende ... + +Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige +Frue kom ind. + +Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned +over Drengen og sagde: + +»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille +Gut.« + +Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der +vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det +forsømte, lille Legeme. + +»Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte +Badeværelset hos Dem hver Lørdag ... Og nu skal det lille Skind være +i saadan et Griseri.« + +Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som +Fruen lagde det til Rette for hende. + +Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne +talte til hende. + +Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende. + +Da brast hun i Graad. + +»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du +fik din Mad hos mig den første Tid! -- Jamen, jeg maa jo ikke, jeg +tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er +der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.« + +Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for +at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun +havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende +Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en +Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja, +ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa +Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra, +saa meget det skal være.« + +Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne +Stue. + +Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, -- hvad var dog +al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker +mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn -- nyt Liv, +rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt. + +Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, -- saa var hendes Hjærte +ikke fordærvet -- Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit +Barn i sine Arme. -- + +Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har +respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden +sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden +for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at +ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen, +dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede +Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, -- det +_er_ det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. -- + +Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde +lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine +mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem +over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen +til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. -- + +Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue +og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme, +gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte +med sig, og hun var kun _Moderen_, der tænkte paa det Samfund, som +engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn. + +Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod +hende, mod den unge Moder der og mod _Barnet_. -- Alle Børn skylder +ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive +voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som +Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger +en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i +deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange +Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig +i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa +tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed +nok til at forædle de Længsler, de vakte, -- ikke kunde holde, hvad +deres Ydre lovede! -- Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor +fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes +Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om +Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen. +Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede +kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke før tænkt nok +over det, det som gjaldt _hendes eget Barns Sjæl_. + +Hun havde været med til -- tankeløs og med æstetisk Ubehag -- at +vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens +Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig +i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres +Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres +hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog +idetmindste _forsøgte_ Kampen. -- + +Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og +fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men _Livet_ gemte og +fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske _sit_ Ansvar +og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og _der_ skulde det +for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng; +og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig +Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham! + +Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; -- aah ja -- vist var de +lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette, +legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som +var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor. + +I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende +om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men +han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen +i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden _havde_ hun jo ikke +Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner. + +Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag +skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin +Fortrolighed med hende. + +-- De smaa dagligdags Bemærkninger, -- hvor det gør lidt ondt ikke at +faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed, +hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. -- Tankerne +vældede ind paa hende. -- -- + +Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn, +men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede +-- paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes +sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de +tilstøvede Planter, -- at sætte alt ind paa at vinde den Styrke, +som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som +overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde +opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun +vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning! + +Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært +dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed +at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. -- -- + +Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin +Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa +Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til +Stationsbygningen. + +Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis +.... det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit +lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det +selvfølgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set +ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en +stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn +i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til +hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille +Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, -- det var dog det +eneste naturlige! ... + +Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne, +bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og +passe et andet, hvis Forældre _betalte_ hendes moderlige Omsorg ... + +Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke +sammen, medens Toget fór af Sted. + +Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som +Tusmørket slørede og gemte; kun engang -- da Fruen trøstende lagde +sin Haand paa hendes --, saa hun taknemmelig op. -- + +Da de igen stod i Byen, sagde Heralda: + +»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen; +Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa +glat paa Gaden.« + +Saa gik de to bort sammen. -- + +»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være --?« + +»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. -- Men man hørte jo saa +meget om alt det.« + +»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at +sige!« + +»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det +var det eneste, at det _maatte_ komme dertil, for saadan gik det med +de fleste.« + +»Sagde Maren det!« + +Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til +Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de +kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud +af ham. + +Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa +sig forklaret. + +»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine +var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men +Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa +underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig +alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.« + +»Men Heralda ... hvor kunde De ogsaa ... sammen med Deres Forlovede?« + +»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men +saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, -- og han er jo +vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov; +og han er jo saa mageløs vittig selv.« + +I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende +Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og +hviskede til hende. + +»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og +haabløs udbrød hun: + +»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!« + +»Heralda dog!« + +»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen +kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.« + +De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en +ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem. + +Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt. + +Heralda begyndte igen: + +»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde +jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var +til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde +en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og +tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og +det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag +Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og +han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt. +Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg +troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse +og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for +Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa +helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet +godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad +der gik af mig ...« + +Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen +til Fruen ... + +Men _hun_ hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var +paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand +og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse ... hun kunde ikke bære +mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger ... Aah, +hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og +hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle +triste Tanker ... + +Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda, +der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede +Dreng græd efter hende ... + +Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede +op og ned paa hendes Skød. + +Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng; +hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde: + +»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.« + +»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u' +me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos +Matrialhandleri.« + + * * * * * + +»Du ..« + +Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru, +der saa frisk og munter ud. + +»Ja, kære.« + +»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du +hvad .. jeg .. jeg ..« + +»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige +Stammen. + +Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg. + +Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne, +bøjede hun sig ned til ham. + +»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. -- +Vejret var saa klart, -- jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse +over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. -- Saa er +der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort -- +-- det hele, -- Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har +været --« + +Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt: + +»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig -- saa mange ere +saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden; +men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig. +Jeg _vil_ ikke give efter for min Svaghed. Vi _vil_ ikke mere have en +Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?« + +»Mange er jo nødt til det, og hvis --« + +»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe. +Jeg ved naturligvis nok, jeg er --« + +»Forkælet, min egen Ven.« + +»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham. + +Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse. + +Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig: + +»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde +opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine +Kræfter.« + + + + +DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN. + + +Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart +Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu +bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt, +i Flager paa de smaa Grantræer -- den falder roligt, som det aldrig +vilde høre op. + +Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede +Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene. + +Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem +Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare +en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede. + +Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker +træt til de smelte. + +Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han +skal bære hjem til sin gamle Kone. + +Han retter sig langsomt. + +En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de +stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder +Sneens ensformige Blødhed. + +Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa +Nakken. + +Stien er næsten sneet til. + +Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans +Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt, +at han ikke kan tænke paa andet. + +Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og +klynker Gang efter Gang: + +»Gid jeg var død!« + +»Gid jeg var død, saa elendig jeg er!« + +Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder +paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken: +Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders +Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den +forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer -- -- øverst oppe ved +Hvælvingen et strengt, koldt Øje. + +Det Øje! + +Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde +Sne, og han bliver liggende. + +Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit +Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til +Himlens Hvile og Varme. + +»Gid jeg var død!« + +Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i +den lammende Kulde. + +»Gid jeg var død!« + +Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser +sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa +Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men +bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet. + +Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere +med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften +med hvidt. + +Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse +fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte. + +Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han +og hans Ønske og Kalden er det eneste. + +Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem +... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker +ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue. + +Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige +ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke +kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser. + +Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver! + +Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv, +saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og +Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og +hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ. + +Men der er ingen Modstand og ingen Lyd. + +Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt +som før: + +»Aah, lad mig leve!« + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade. + +Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder +Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende +Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel, +slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster +tungt derved. + +Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter +Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene +blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg. + +Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig +henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ... +hjem, hjem! + +Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens +hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa +den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og +Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden +i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde +ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat +havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder. + +Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige +Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at +han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. -- -- -- -- + +De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed. + +Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik, +naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden, +der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne. + +Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem +Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig: + +»Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!« +føjede hun til med bævende Stemme. + +Og Manden foldede sine Hænder i stille Andagt. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den +lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted +langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer +skal staa og se til den kraftige Kløver. + + + + +KAMMERJUNKEREN. + + +Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle +Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen. + +Der var Grund! + +Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der +var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem +Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle +Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op +til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag +Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til +at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede +Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. -- +Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde +der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med +mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i +Nærheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere, +Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter +var Præstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets +ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og +omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren, +Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv. + +Kammerjunkeren skulde være ude af Lejligheden inden Flyttedag. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten +i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand +og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes +Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i +dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med +den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over. + +»Jøsses! --« Kirsten fór til. + +»Ja, vi ska' te arbe' me' et og tænke paa et a'et.« + +En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en +kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører +med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om +Anklerne. + +Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang +fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt, +Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til +sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den +lukkede store Port. + +»Spring ned, lille, og luk Porten op!« sagde Kammerjunkeren til +Kirsten. + +»Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden +hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i +Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa +vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet: +»Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!« + + [1] Knoppen. + +Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene. + +Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham +Frakken paa. + +»Frokosten er straks sæveret!« + +»Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.« + +»Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.« + +»Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.« + +»Det ka' Kammerjaankeri da tøgge me' en Solbærrom te'.« + +»Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?« + +Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad +Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk +H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte +Stænger. + +»Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!« + + [2] Courage. + +Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa +Ejndommen. + +Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers +Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke, +lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod +Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken +var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere +Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for +oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var +redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans +Gammelmandsmund. -- + +Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den +overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned +var de ikke længere hans. + +Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede +Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde +Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ; +mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar +et af de svage Vindpust naaede dem. + +Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset; +den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været. +Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet +igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet +yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev +nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital. + +Nu var den næsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at +han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for +Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død. +-- + +Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen. + +Kirsten lyttede ude i Køkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu! +Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. -- +Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene -- de hvidskurede +Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje, +smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de +mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra +hans Forældres Tid. + +Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte +al den Sol! + +Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det +straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne +saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne +underligt fra ham. + +Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store +Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke +kun indtog en Krog. + +Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser, +oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke +Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i +Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der +var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med +knækket Hank. + +Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og +laa i lange Skud over de graa Sten. + +Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle, +forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig +Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger, +der dannede Veranda foran Døren. + +Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes! + +De kunde gerne have ladet ham dø først! + +Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb +derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans +Hjerne. + +Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge -- +Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog -- den Aften -- ved +Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en +Promenade ned forbi Lysthuset. + +Hvor længe kunde det vel være siden? + +Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften -- hvad Aar var +nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet +give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder +med Familie. + +Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade: + +»Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.« + +»Min Naadige mener?« + +»De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men -- det er dog +Skipperdøtre.« -- + +Kammerjunkeren gik videre. + +Hvordan mon han var kommen til at tænke paa det nu? + +Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt +anderledes end senere. -- + +Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde +han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa +Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System +i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte +omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe +paalidelige Oplysninger. + +Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange +at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den +gamle Kavaller. + +Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen, +gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende +Samtaler. + +Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger +med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nær og hjærtelig +Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun +havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de +Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og +Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. -- + +Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen +slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin +Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene, +hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i +Gangene kun i Midten var delvist afslidt. + +Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre +Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen. + +Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og +Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa +besværligt. + +»Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!« +tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune +Hvergarnskjole. + +Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var træt! + +Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lænestolen bag +Blomsterbordet. + +Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa +parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle +Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante +Plads. + +Næsten straks rejste han sig uroligt igen. + +Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte +han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde +skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu +flyttede ind i en ny Lejlighed. + +Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig. + +Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom +hjem -- træt af den lange Køretur -- i Besøg fra Landkadetakademiet. + +I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans +Forældre, blev forlovede. + +Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen. + +Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod +en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende +havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et +Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder. +-- Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne. + +Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, -- i Nat havde +hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre +i Jylland. + +Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget +Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke. + +Saa havde _han_ ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar. + +Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse +Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det +riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig +lidt bort for at se efter Kammerjunkeren. + +Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens +Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let +kom til at klirre. + +»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at +faa en Ende paa denne urolige Vandren om. + +»Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.« + +»Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.« + +»Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.« + +Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med +Dørlaasene. + +»Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.« + +Kirsten gik. + +Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa +ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og +gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse, +naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad. + +Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti. + +Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem. + +Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme +sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og +Højtid. + +Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise +laa Lig paa Bernstorff. + +Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og +uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden. + +Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende +gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af +Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for +at se paa Kvinden -- hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og +Munds Smil. + +Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa +Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard +rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort. + +Tiden, alles strenge Herre. + +Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet +lidt. + +Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag. + +Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for -- hvor de +Klokker ringede! + +Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og +sagtere og steg højere og højere op i Luften. + +Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad +hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly. +Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte +hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, -- de var saa højt oppe. + +Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen. + +Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet +var langt, langt borte. + +Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en +lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at +lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og +Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for. + +Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin +Lænestol og var død. + +Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de +runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden. + +Omsider sagde hun langsomt og inderligt: + +»Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!« + +Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu +Kammerjunkerens Øjne til. + + + + +DEN DRISTIGE. + + +Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed. + +Inden Døre søgte Menneskene sammen -- Frænder og Venner, Husbondsfolk +og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer. + +Men en var alene inden for Stadens brede Mure. + +Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det +røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde. + +Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at +vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen +frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken. +-- + +Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje +højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag. + +Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem +Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink. + +Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske +Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat. + +Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger +med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes +Trin. + +Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue +mundede ud paa Torvet. + +Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af +Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra +Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under +den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede +Jernarm. + +Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen +steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med +lygtebærende Tjenere. + +Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær. + +Ingen sov den Nat. + +Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale +med Klokkeklangen ned over deres gamle By. + +Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje +og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte +Sindene, saasnart der blev stille. -- + +Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i +Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af +ærværdige Rømere. + +Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som +maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær. + +Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos +Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder +Byen over. + +Ventet længselsfuldt. + +Audacias Øjne funklede! + +_Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun +drog forbi som store, fjerne Skyer! + +Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! -- + +De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den +dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det +kommende Aar. + +Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i +Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa +Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og +lystige Plyndringstog. + +Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for +at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den +store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden. + +Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde +drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede +paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte, +lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde +Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med +sygere Haab! + +Audacias Medfølelse slog ud i Lue. + +Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den +Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar +Midnatsklokken slog. + +Hendes Blod brændte. + +Knugende Syner stod for hendes Blik: + +Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste +Kraft higede efter et læskende Haab. + +Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den +Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om +deres tyngede Sind. + +Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden! + +Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids +Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende. + +Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker! +Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat! + +Vriste Visheden fra _Tiden_ selv! + +Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre +Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa, +til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede, +tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn. + +Hvidt og øde laa Landet foran hende. + +Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv +derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne +Sols Guld. + +Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes +Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele +hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde +stirrede ind i den kommende Tid. + +Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes +Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke +Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu +havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde +bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den +Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar. + +-- Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg. + +Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og +løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der +havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med +Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt. + +Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og +ventede. Paa fjerde Aar -- ensom mellem Værktøj og halvfærdige +Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv, +der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge +Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl. + +Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og +vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde +bringe den lykkelige Gensynstime. + +Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt +søgte hun tilbage til Tidens Borg. + +Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af +hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun +ind i Borgen. + +Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede +bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og +Hænder. + +Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig +modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad +i knugende Mørke. + +Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter +for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte +sig som et Straalebundt ud mod hende. + +Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving +hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede +over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger. + +Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde +søgt, -- _Tiden_ selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og +Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker. + +Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia +skød Døren til. + +Han vendte sig fra Ilden. + +Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i +disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes +hvide Kant. + +Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom, +som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende. + +Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden, +skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle, +løgnagtige Forventning. + +Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje +skabte. + +Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede +han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen: + +»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over +al Verden i Midnatstimen!« + +Audacia traadte ind i et mørkt Rum. + +Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et +Hjørne ind i en Vinduesfordybning. + +Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge. + +Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden. + +Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme +Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen +Lysning i dette tætte Mørke. + +Da aabnede _Tiden_ Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar +holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær +op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn. + +Audacia spurgte atter modigt. + +Den ældgamle svarede: + +»Vent, til min Herre byder mig at tale.« + +Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren. + +Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og +klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter. + +Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, _Tidens Svende_ og _Terner_. + +En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende. + +Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere. + +Selv hed han _Erfaring_. + +Audacia saa ikke længe paa den lyse _Lykke_, det vidunderskønne +_Haab_, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide +_Taalmod_ med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende +Arme. + +Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog +hendes Blik. + +Bag _Misundelses_ gustne, onde Fjæs øjnede hun _Pestens_ sorte, +stinkende, blinde Hoved. _Mordbrands_ hadefulde Øjne flakkede +usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og +ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod +hverandre. + +Det ubarmhjærtige _Uvejr_ støttede sin stærke Krop mod den +haardhændede, knoglede _Sult_. _Skuffelsens_ visne, sammenkrogede +Skikkelse sneg sig om ved Siden af _Ligegyldighedens_ fede, oppustede +Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine +brede Fødder. + +Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene +skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne +Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen +flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes +Afmagt og Forsvarsløshed. -- + +Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at +udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der +intet Spor efterlader sig. + +I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne, +værdige Kvinde, hvis Navn var _Taalmod_, stod foran hende og sænkede +lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed +var borte. + +Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor +og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at +slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud +af svidende Smerter. + +Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de +frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes +hende. -- + +_Selvforgudelsen_ knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave, +vraltende, snaksomme _Dumhed_. + +_Ukærligheden_ havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng, +_Glæden_, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under +den raa Byrde. + +Som et lurende, begærligt Dyr stod _Ondskabens_ behændige Skikkelse +paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa. +Bagved -- bange for sit Skind -- gemte den gustne, vanskabte +_Bagtalelse_ med de flakkende Øjne sig. + +En mæsket, lavpandet Skikkelse, _Dovenskaben_, gik rundt og havde +venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede +sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse +_Ihærdighed_ og den tavse, stærke _Hjælpsomhed_ arbejdede med Hast i +hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle. + +_Mistænksomhed_ krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over +sin Giftflaske. + +Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad _Vold_ hos den +vindtørre _Gerrighed_, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange, +knoglede Fingre om sin Broder _Volds_ blodplettede Arme. + +Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af +_Dødens_, _Sandhedens_ og _Kærlighedens_ mægtige Herskerskikkelser, +der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde _Tidens_ Bud. + +Og _Indignationen_, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne +og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt +midt inde blandt alle de onde Skikkelser. + +_Løgnagtigheden_ sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende +Kvindeskikkelse, _Sledskeriet_; de sluttede Venskab med hver som gad; +deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge, +væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige +Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over +dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke +af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem. + +Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde +sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere. + +Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde: + +»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal +drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal +tage Hæderspladsen!« + +Bønfaldende strakte Audacia Armene ud: + +»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg +beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du +vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed +mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!« + +Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle. + +Da aabnede han Døren, kaldte paa _Taalmod_ og pegede paa Audacia. + +Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af +Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende +Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige +Pande. + +Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet. + +Audacias Hjærte slog stille mod _Taalmods_ roligt aandende Bryst; der +dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt +glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede +sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den +fjerne, mørke Himmel. -- -- -- + +Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort. + +En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud +over Staden fra alle dens høje Taarne. + +_Taalmod_ skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden +flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt. + +Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der +bævede sagte og tonende. + +Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og +Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave. + +Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde, +kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg +sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal +lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad: + +»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og +afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens +Sendebud!« + +Taalmod svarede: + +»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som +er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.« + +Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa +ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste +Ord: + +»Kald paa mig, og jeg kommer!« + + + + +KAPTAJNENS DATTER. + + +Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede +Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske +Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der +faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til +at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de +feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer. + +Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med +skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar +Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel +i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge +Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber. + +Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han +er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar +lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe +med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene +ombord. + +Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det +blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage. + +Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt +Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ... +taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at +bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor +er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for +Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans +sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten, +naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl. + +Ensomme Timer! + +Ja. -- Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde +som en Iling en lys, blank Flade. + +Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal +Pigebarnet konfirmeres. + +Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op +ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere -- i en +Kreds af Slægt og Venner -- udtalt noget af det, som vilde fylde +hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind +til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine +Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund +Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke +bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget +af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og +hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu +staar og taler med Konsulinden; -- nu lægger hun Shawlet om den gamle +Dames Skuldre, -- Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som +Skammel. + +Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til +Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa +Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: -- den Jungmand kan skære +boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der +nok skal dy sig for at glide under Raaen. + +Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine +Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle +Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer. +Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt +dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; -- hun +vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med +Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver +hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i +sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske +sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den +sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst +ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke +-- trods alle sine mange og store Fejl -- en Stræben i sig mod »det +store Ubekendte«. + +Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men +ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. -- +Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa +Skulderen: + +»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!« + +»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen +skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!« + +»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min +Søndagsjakke.« + +»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit +Fødelands Dejlighed mer end som --« + +»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige +go'e Venner for det. Og Du _har_ nu lagt or'entlig i Kakelonen for +vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt +for at være en Fa'ens vittig Ra'. + +»Ja varmt er det.« + +»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte +Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af +Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny +Butiksengventarium.« + +-- I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder +Guldsmeden at fortælle: + +»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig +før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine +endnu, Du -- Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja, +je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar +I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil +jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad +skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger +jeg saa -- for at høre mere, forstaar I, -- skal der saa staa mere? +Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.« + +Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa +det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger +jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads, +sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo -- +hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.« + +Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt +forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer. + +»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige +Theater?« + +»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager +Jespersen. + +»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.« + +»Ja, det er sgu sandt -- den er passeret« -- og saa fortæller Jensen +ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at +hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ... + +Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af +Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som +nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... -- -- + +Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten. + +Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens +Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter +Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen +staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum +Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie +tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at +klare Folkene fra Sumpfeberen. + +Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er +sikker. -- Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist +mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det. + +Bare Fader slet ikke blev syg. + +Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel: +»Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa +var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg. + +Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun +jo vant til fra lille af. -- Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte +sig til Rette. + +Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv +og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke +paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage +Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt +mange kønne Ord ... + +I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være +god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling. + +Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ... +forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge +Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig +Maade ... + +Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue. +I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle +Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden. + +Og saa Rejsen hjem. + +Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje +Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve +og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus. + +Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og +hele den festlige Udfart. + +Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne +hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede +i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ... + +Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu +til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik +paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig, +om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem +Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke! +... + +Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi +Konsulinden, -- som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne +hende noget ugenerte, -- forbi nogle Damer, der havde indrettet sig +om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone. + +Maries Humeur forsvandt pludselig. + +Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme +til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra +Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og +anden med rødgrædte Øjne, -- men det lagde Gæsterne nok slet ikke +Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let +at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. -- + +Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde +trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke +kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut +han var, -- og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden, +han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys; +Hans nikkede og græd. + +Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. -- + +Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte +Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen. + +En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste +Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de +derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter. + +Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene. + +Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha' +spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind +med et langt, taktfast Hurra. + +Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa +beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved +Rattet for at gengælde Hilsenen. + +Havde han for stærk Fart, eller tog han for haardt fat! + +Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden. + +Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen +og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et +uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den +Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man +saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel +af den mindste Hændelse. + + * * * * * + +Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke +altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler. + +Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer, +men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de +Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter, +var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til +Rhederiet. + +Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men +selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med +nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne. + +Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde +opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ... + +Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom +Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro +hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig +tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt +betalte Fragter ... + +Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med +de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende +Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans. + +Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der +er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er +Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde +sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen. + +Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i +London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende +Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de +Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager. + +Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede +Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og +Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden, +hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske +Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte +Stanleydragter. + +Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun -- hvad der kan +hænde, naar Moderen er ude -- tørrer sine Hænder og gaar fra sit +Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en +Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det -- +længe. + +Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som +er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London. + +Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og +hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi, +og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i +Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker. + +Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og +Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa +vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden +for denne lille By. + +Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og +læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke +han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet +til manglende Sans for højere Interesser. + +»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun +mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og +forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store +Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende +i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ... + +Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem, +inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer +med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika. + + * * * * * + +Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det +træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med +sin gamle Kaptajn. + +Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at +Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa +morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise +den gode Søndagsmad ... + +Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre +og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges! +Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at +bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie. + +Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet +sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie, +der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham, +trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa +Gaden, for -- kunde det glæde ham at se paa hende -- saa maatte han +saamænd saa inderlig gerne. + +Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over +Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun +plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre +over det, -- men hun nænnede ikke andet for hans Skyld. + +Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi +og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven +tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til +Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de +krøllede Frisurer. + +Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste +stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev +mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej. + +Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her +saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os, +som Hans er. + +Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i +Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok længe, +inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue. + +Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved +Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden, +medens Tiden gik. + +Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. -- Han vilde vel +ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa +derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt +hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa. + +Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde +tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde +have en Kæreste. Det jagede jo ikke. -- -- + +Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han +havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig +til Madam Frederiksen og sagde: + +»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud +for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine +Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til +Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«. +-- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt: + +»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?« + +»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt +jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden +Folkeskik«, føjer hun til. + +»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og +giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til +Kaptajnen. + +»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som +Kok!« udbryder Marie, pludselig leende. + +Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da +endelig af Sted. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England -- denne Gang med +Fragt til Brasilien ... + +Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben +tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende +Rheder. + +Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter. + +Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red +af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han +ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende +Fare. + +Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans +Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«. + +Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette +Punkt vilde han nu være sand og oprigtig. + +Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa. + +Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker +Mappen for i Dag ... + +Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen +begynder at skrive. + + Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888. + + Min kære Kone og Datter. + + Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu. + Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer + ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt + -- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var + Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden, + ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og + Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har + gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske + Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de + Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg + regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke + mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig + Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder + om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os + nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7 + Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet + til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende + til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter + fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han + er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre + kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem + i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem + som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra + flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme + de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af + Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne + skal sendes til zoologisk Have. + + Folkene holde stort Festmaaltid. + + Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære + derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor + forunderligt det var -- i den skrøbelige Jolle paa det store + Verdenshav -- for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele, + alene med den Følelse -- -- -- -- + +Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin +Kone og Datter. + +Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død. + + * * * * * + +Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og +begyndte et Stryge- og Vaskeri. + +Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«. + +Naar de Længsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet +presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en +Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav. + +Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var +dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind +og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af +sig, -- ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke +give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og +Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her! + +Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa +Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning +eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne. + +-- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng. +Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen. + +Hvor det var trist altsammen. + +Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde +de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen +ventedes med spændt Interesse, -- der kunde jo være en eller anden +Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og +alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning, +fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at +naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt +anderledes. + +Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften. +Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der +ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det +gik. + +Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en +Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves. + +Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at +græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie, +at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos +hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne. + +Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at +gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. -- + +Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede +forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa +Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde +Dagens Arbejde. + +Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og +sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak. + +Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende +blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at +tage Plads ud af Hovedet. + +Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der +gjorde. + +Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet +rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig +meget omstændeligt om deres Kaar. + +Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke -- +Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel +ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men +nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have +taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han +altsaa ikke, -- Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa +mange og havde Tankerne saa mange Steder. + +Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun +kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge +over. -- En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis +Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og +betalte sin Regning. + +Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden +Gang, han talte med hende. + +Marie vilde ikke. + +Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han +havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og +kigede da altid ind til Frederiksens med det samme. + +Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til +Aftenkaffe, men fik Afslag. + +Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde +set hende. + +Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige +Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa +udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke +havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid +endnu. + +Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store +Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis +Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste +Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det +Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham. + +Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun +rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt +Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer, +der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab. + +Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med. + +Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun +tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, -- vilde gaa med ham i +Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han, +da hun ikke straks svarede. + +Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa +Komedie, især naar de spillede rørende Stykker. + +Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste +Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade +sig at sidde ved Siden af dem. + +Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han +snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og +om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session. + +Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam +Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste: + + »I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg + forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret + stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min + ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen + Agtelse F. L. M. Lauritzen.« + +Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været +det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan +havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige +Tanker. -- -- + +Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for +Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget +halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden; +-- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede +Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt +Humør. + +Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen +vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie +maatte føje ham og Moderen. + +Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne +Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap +gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede +med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte +Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre +og venstre. + +Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved +at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen: + +»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!« + +»Fanden tro Dig, din Bondedreng!« + +De to Herrer lo raat. -- -- + +-- Marie laa længe vaagen den Nat. + +Hun tænkte paa det første Stykke. + +Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet +Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde +hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan +det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad. + +Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad +bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen? + +Marie smaagræd. + +De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var +kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var +saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med +deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen -- +blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa +ensformigt. + +Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og +længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene +eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid, +Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen. + +Var det Fornøjelser hun trængte til? -- Saa kunde hun jo blot tage +mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa +kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter +og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen +Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede +paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo +nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste +Eftermiddag sad og saa paa hende. + +Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og +hjælpeløs, som noget truede hende. + +Madam Frederiksen snorkede. + +Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie +imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset. + +Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft +rabundus. + +Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for +Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig +Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, før hun +naaede til Frierscenen. -- -- -- + +Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham. + +»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar +jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.« + +»Der er da andre til end ham.« + +»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.« + +-- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa +Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem +Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var +det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde, +Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump +Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet. + +Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne -- +noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning +og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. -- + +Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter +saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige. + +Hun satte sig ind i Stuen og læste: + + Elskede Missemor. + + Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit + tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed. + + Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord + lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og + spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne. + Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have + Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte + Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig. + + Du har et Ansigt meget fint + Du speller i Vaskeriet første Fiolin + ligesom Stjerner er dine Øjne klare + du er en første Klasses Vare. + + Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog + dine Øjne mig ej bedrog + Du har rigtig kunnet mig forhekse + vær ej mer af de strekse. + + Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele + Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en + rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv + om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige, + er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar + vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være + mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund. + Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke + saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal + blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se + Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi + rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner + jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen + + F. L. M. Lauritzen. + +Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie +lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke +have noget af at være alene med _ham_. + +Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog +grimt i Aften. + +Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt, +Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi, +nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af +Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen +var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den +unge Pige. + +Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor +alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden +løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ... +Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og +tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige +som den. + +Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa +til? + +Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen. + +Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at +holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans +var jo alligevel ikke andet end Indbildning. + +Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden +at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og +sige Tak til. + +Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge +til en rigtig Hjærtensglæde engang igen. + +Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give +Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans +paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet. + +»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.« + +»Jahne dog! Hvad er det Du siger!« + +Madammen saa ængstelig paa hende. »Du tager ham vel, Marie?« + +»Det gør jeg vel Mor, -- -- saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre +for Dig, saadan Du altid slider.« + +»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du +skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke +mine Øjne, naar Du er forsørget. -- Hvis nu Fatter havde levet, +Herregu'.« + +Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side, +Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. -- + +Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet +Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til +ved en saadan Lejlighed. + +Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret +et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde +grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes _Pligt_ at forlove sig +med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned. +Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa +alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; -- hun +havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op +at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den +Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt -- +skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; -- hun smilede, Smilet blev +til Latter; med Vilje blev hun ved at le, -- det nyttede jo ikke at +græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og +_hun_ var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger. + +For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til +sin Moder hver Aften. + +Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter +afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan +Øjeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde +været forlovet i Aarevis. + +Hun stødte ham vredt fra sig. + +»Ja, Lauritzen, hun har jo ikke været forlovet før,« jævnede Madammen. + +»Er med paa Noderne, Svigermama! En sart _Kvinde_. _Gelinde_. +Forstaar!« -- Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjælp af +alle de Føljetoner, han kunde faa fat i. + +Aftenen sneg sig langsomt hen for Marie. + +Lauritzen var overbærende med hendes Koldsindighed, som han egentlig +fandt ganske fornem, og han prædikede med al sin Tungefærdighed +og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige +Stilling. -- + +Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog +mod hans Kys, sagde han ærgelig: + +»Du skal værsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og være min +Kæreste rigtig.« + +Marie følte det som en Lettelse, da hun drejede Nøglen om i Døren +efter ham. + +Naa, hun vænnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til +ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa +dejlig, som han sagde. + +Men Højtid og Glæde, det var der ikke over hende, som hun gik der +og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som træt +skyndte sig i Seng. + +Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden +af Moderen. + +De laa lidt stille i Mørket. + +Derpaa sagde Moderen: + +»Herregu' lille Marie, saa skal vi skilles.« + +»Han skal da have Forretning først.« + +»Det bliver da før eller senere. Saa bliver her stille.« + +»Du skal bo i Nærheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du +bliver ikke helt alene.« + +»Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasér +af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trække Vejret dybt, naar +Du sov.« + +Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt, +og hun brast i Graad. + +»Saa saa lille Marie. Saa saa. Græd dog ikke saadan; det javer helt +igennem mig at høre det. Du kan jo gøre det om, hvis det skal være. +Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han +skal være saa mageløs mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du +Dig nu godt ned og læs din Aftenbøn, saa linder det.« -- -- + +Næste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Køkkenvindue. +-- Marie læste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens +Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bøn om et Laan paa 15 +Kr. til Hjælp til Husleje; hun havde betænkt sig længe, men vidste +ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hørt, at Ferdinand +havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente +hun, at hun i sin Nød turde henvende sig til dem. Det var jo kun et +Laan. -- + +Hvad var nu dette? + +Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen +og hævede Pengene. + +Om Eftermiddagen gik hun over til Baghuset. + +Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dør, hvor der hængte en +Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. -- + + DOROTHEA LAURITZEN + Skolebestyrerinde + +læste Marie og bankede flere Gange paa. Da ingen svarede, gik hun ind +i Stuen. + +Der syntes at være gjort ihærdige Forsøg paa at dække, at alt var +i Forfald. Gulvbrædderne var slidte og graa; et af dem vippede, da +Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tæppelapper. +Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling +paa mange Steder var skallet af Træet. Om Bordet stod forskellige +Slags Stole. Hæklede hvide Stykker dækkede over det ituslidte +Betræk. Langs den ene Væg hældede under en Del blegnede Fotografier +et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en +Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i +forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et +Hjørne af det triste Interiør. + +Marie stod lidt. + +Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene +hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle +grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt. + +Marie sagde: + +»Det var om Brevet.« + +Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte: + +»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan. +Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.« + +»Min Søn! -- Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige +Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere +end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive +vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være +saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke +betalt Brændepengene.« + +»Ja, værsgo, her er Pengene.«, + +Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage +paa Bordkanten, blev stille. + +»Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De være vis paa.« + +Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt +Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen +ved at spørge: + +»Hvor har De Skolestuerne?« + +»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til +om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.« + +»Hvor mange Elever har De?« + +»Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.« + +»Hvor meget faar De saa i Skolepenge?« + +»Ja, -- det er forskelligt; de større giver da som oftest 1 Krone 75.« + +»Om Maaneden?« + +»Ja; det er jo ikke meget, -- men naar jeg endda blot fik nye +ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for +Forretninger om Eftermiddagen. Men« -- det kom næsten ufrivilligt -- +»sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!« + +»Men sig det dog til Deres Søn. Vi maa tale med ham om det!« + +»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om +Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved +Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?« + +»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne +det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og --« + +»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa +være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det +vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers +kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men _jeg_ kan ikke give +mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og +saadan. -- Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De +maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd, +De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans +-- som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« -- + +Med tungt Hjærte gik Marie ned ad Trappen. + +Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis +han vidste, _hun_ havde saadan en Kæreste. + +I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at +arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at +tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed. + +En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at sætte den i +Vand. + +Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa, +overraskede Marie i Stuen. + +Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig +nærgaaende Maade. + +Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en +smeldende Lussing. + +»Marie! Er Du tosset?« + +»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg +er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været +ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer +ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt +i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.« + +»Men Tøs dog, hvad Fanden stikker der Dig!« + +»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar +jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu! +-- De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu. +Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. -- Men kan De da nu +ikke gaa, Menneske!« + +»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem +bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.« + +Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rørt. + +»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. -- De kunde gerne +give mig et Søsterkys til Afsked!« + +»Gaa nu!« + +»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første +Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte +ham væk og gik sin Vej. + +Lauritzen stod lidt. + +»Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.« + +Han tog Hatten af og strøg den blank med Ærmet. + +»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør +Du -- den Vasketøs!« + +Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten +flot paa og gik. -- -- -- + +Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for +at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over +til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik +Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt. + +Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man +holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse +alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden +alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at +hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede +hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en +munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende +forskanset bag en hemmelig Forlovelse. + +Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var +ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad. +Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op +til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til +»Renderi« hun søgte at dæmpe. + +Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Søstre: + +»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke +slæbe dem til den anden.« + +»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre ... naa +ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig +Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan +blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i +et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« -- + +Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var +det galt fat med Pigebarnet. + +Moderen sagde med forarget Mine: + +»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa +fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op; +Kæresten task hende jo, det Bæst.« + +Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, -- havde hun +ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at +hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. -- + +Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig +Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette. + +Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka +var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med +Alverdens Mandfolk og saa farlig ud. + +Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige, +passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig +kønt. -- Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa +Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller +andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt +Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der +kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes +som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre +»Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. -- + +Hun havde faaet indført, at de i Mørkningen hvilede sig et Kvarters +Tid. + +Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem. + +Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede +under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke, +kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en +Drøm fangede hende. + +Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte +saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der +droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger. + +Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var +som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det +alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor +fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der +var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen. + +Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte +Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver +vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde +Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, -- der var +noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde +forsvinde og blive til ingen Ting. + +Mon Hans aldrig tænkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden? + + * * * * * + +En Januardag var det efter flere Dages stærkt Snefald begyndt at tø. + +Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig; +de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var +næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt. + +Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen, +hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke +Tømmerstabler. + +Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England +for at komme under Reparation. + +Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at +de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt +og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart +skulde komme dem i Hænde. + +Det var dem Marie vilde ned at hente. + +Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden +hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun +gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers +angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24 +Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette +for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro, +at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove +sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et +Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. -- + +Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og +underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun +endnu ikke vidste, hvad Livet gav. + +Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være +rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun +havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste. + +Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager +grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører +Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne. + +Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en +Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det +være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige +Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke. + +For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham +over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i +Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de +solbeskinnede Bølger, -- er dog det, der har vakt det blødeste, +kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. -- Sæt, det var en +Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første +stærke Indtryk! + +Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte +hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke +i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om +han aldrig skal faa det at vide!« + +Taarerne begyndte at trænge sig frem, -- hendes Hjærte var saa fuldt +og saa bevæget. + +Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og +gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne! + +Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og +hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer. + +Der laa Skuden. + +Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet +den udenbords og afsat røde Streger. + +Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned +over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene +Mundvig, da han sagde: + +»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun +ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.« + +Det var rigtignok sandt! + +Hvor saa' dog Skibet ud! + +Marie gik videre langs Bolværket for at se paa Navnepladen agter. + +Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet +begyndte at banke. + +Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede +Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen. + +Tømmermanden lagde Værktøjet og gik ned mod Malerrummet ... + +Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til +at hejse Flaget. + +Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og +mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter, +og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige +Bemærkninger om hendes Fader, -- Mindet om, da Flagstangen knækkede, +da han vilde svare de Hilsende i Land. + +Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt +og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt +»Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende +som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun +med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende. + +I den milde, stærke Stemning -- lige vidt fra hin Dags festlige Lys +og fra dennes klamme, skjulende Taage -- fulgte hun med ham ned i +hans Lukaf. + +Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at +hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget. + +Da han mærkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes +Hænder. + +De var begge af samme Højde, stod og saa' hinanden fast ind i Øjnene. + +Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i +store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det +Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af +Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han +spekulerede over noget særligt, -- -- -- dengang, da han sparede for +at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf +sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen; +og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og +havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England, +da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord +og druknede lige for Øjnene af ham; -- -- altid var Marie med i hans +Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det +Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor +akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden +den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end +skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at +klare det strængeste. -- + +Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over +endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende +fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans +forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem. + +Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde +havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort +andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen. + +Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tænkt det. + +Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes +af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige, +straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved +Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme, +som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive +»Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han +saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele +Verden end hende. -- + +Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun, +greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en _Styrelse_, at +Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var +bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked; +sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig +oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa +trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe +siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der -- disse +Aar igennem -- havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at +hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra +hende. + + + + +TO SØSTRE. + + +I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en stærk Borg. + +Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for +Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det +Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død. + +Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende +betaget til dets sagte Aandedrag. + +Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i +Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu +var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde +Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender +end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog +mellem Verden og sig selv og sit. -- -- + +Der flyver Fugle, der vælder Roser. -- + +En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som +han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber +og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod +Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i +Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem; +men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt. + +Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse +Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns +Søster. + + * * * * * + +Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i +en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed +og Ømhed. -- + +En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden, +hvor de to Børn kom gaaende. + +Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin +Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang. + +Men længe gik de ikke saadan. + +Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret, +saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart +borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den +rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens +Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving. + +Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der +raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til +Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom. + +Borgfruen vendte sig med et Suk. + +Skæbnen raader underligt! + +Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen, +stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og +brusende Lykke. + +Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun +vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg. + +Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun +havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom +hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om +Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af +hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde +Herre. -- -- + +Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue. +Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes +Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens +Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire, +der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin +Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive +stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der +berettedes om Fædrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun -- +saa favnende det alt, tagende og ejende det. + +Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i +Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter +blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og +søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig, +at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget +smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe +sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa +en saa urolig Maade. + + * * * * * + +Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet +Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes +Skød. + +Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige +Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende. + +Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken +i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften, +medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig +Søvn. + +Længe var der stille. + +Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers +spinkle Haand. + +Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet +strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den +gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde +Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet. + +Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt +og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide +Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede +Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. -- + +Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage +sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa, +taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt. + +Saa drog hun hende tættere ind til sig. + +Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde +var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse +det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! -- + +Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte +ind. + +Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende +i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene +sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og +tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ... + +Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende +Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at +de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor +mangen En bar Kvide i Hjærtet. + +Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten +det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed. + + * * * * * + +En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk +Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin, +kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold, +vinkede hun kaldende paa Søsteren. + +Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke +fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende. + +Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden, +ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før +havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere +afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de +stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de +staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke +straks kan se ud i det klare Sollys. + +Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt, +langt ud -- -- grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa +blinkende Søer, mørke Skove og længst ude -- Havet. Over alt dette et +straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel. + +-- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets +Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, -- og alle Vegne det +samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og +ventede i Tavshed. + +At eje saa meget vidt og fagert! + +Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med +Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne +en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst +Ungdomslykke. + +Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste +Taarnværelse. + +Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog +i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud. + +Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt +af et stærkt Kryds. + +Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet? + +Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget +betog hende. + +Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme +Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede +Nøglen om og aabnede for Kisten. + +Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom +frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der +stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. -- + +Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak +for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn. + +Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun +harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de +Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange +Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt +om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger. + +Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde. + +To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret +udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud, +og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne, +flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold +den Dag, han faldt mod Rigets Fjender. + +De to Jomfruer saa paa hinanden. + +Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter +Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og +en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes +Hjærteblod. + +Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om +Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede +og bølgede over hende. + +... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind +fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo. + + * * * * * + +Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget +sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede, +dæmpede Strømme. + +Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord; +kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne +Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og +flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave +Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor +Plads er i den brogede Dynge. + +Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som +sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder +under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart +glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge. + +Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes +Herres og hans Fædres Arme. + +Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke +Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem, +som Borgfruen løfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt +Pergament, der rasler, da hun tager det frem. + +Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes +Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at +Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid. + +Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der +bøjer Hovedet dybere. + +»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i +Bodfærdighed.« + +Og hun læser halvsagte videre. -- + +Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet. + +Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa +Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget. + +Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig +frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle +christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed. + +»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt. + +»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste +paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod +den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede +og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil +gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem +til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted, +skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten +Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller +Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin +Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar +som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive. + +Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for +hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes +Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og +Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre. + +Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og +brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig +eller vred, alt som Tid er. + +Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i +Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne +ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret, +om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun, +er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end +som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader +Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske +som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne +til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre +Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i +onde Menneskers Vold! -- + +Fra det øverste af Gavlens Takker fløj en Due op mod den blaa Himmel. + +Germa saa langt efter den. + +Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke +fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ... +Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres +Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne +kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit +Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. -- + +Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den +tunge Dør end nødigt gjordes. + +Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort +derfra ... over den gyngende Vindebro -- ad vildsomme Stier langt ind +i Skoven, og der kastede hun sig ned ... + +Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem +hendes Sind, medens Skovens Storhed, -- den, der spirer, og den, der +hvælver sig højt, -- tager hendes smertelige Uro og fylder hende med +en gryende, stærk Livsglæde. -- + +Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag. + +Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at +løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig; +det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er +ved at gro op i hendes Sind. + +Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den +forvildet _tyer_ til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede +Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind +blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i +yndig Lethed, bliver tung og kvælende. + +Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var +hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde +gro som deres, -- de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun +skulde sørge sig død. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis +Hjærte hendes Kniv havde siddet. + +Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde +Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden. + +Hun var saa stærk og lykkelig i den Stund. + +Da knagede Grene inde i Krattet. + +Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende Øjne. + +Var det Ulvehunnen? + +Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor +Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side. + +Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød +han det op og lo raat. + +»En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!« + +»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red +bag hende. + +Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved +Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun +slippe Ridderen af Syne. + +Svenden red tæt til hende. + +I samme Nu satte hun i Løb ind i Skoven. + +Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt +borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder +glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu +et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken +var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun +stærkere end en Rytter i Jernklæder. + +Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, -- men blot +frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende +fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som +vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber. + +I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for +Grenene og springende over Bækkene. + +Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden +Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han +sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes +Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og +mindeligt om Naade og Frihed. + +Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede +hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende. + +Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham +ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast +fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere, +drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke. + + * * * * * + +Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve. +Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor +Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres +aargamle Fred. + +Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede +Tøjle, for han var vred af Sorg. + +Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke +kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte +til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. -- +Men _hans_ Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var +det blot en Vind, der blæste. + +Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad +ukendte Veje. + +Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod +Jorden og huggede med Hovedet -- utaalmodig over den strammende +Tøjle, -- saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager +fór tilbage paa den svedblanke Krop. + +Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor +Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde +Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange +Aar havde været skjult. + +Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde +om, som vel kunde fange hans Dames Øre. + +Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted. + + * * * * * + +Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den +ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død. +Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det +drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og +alvorlige Mænd til Borgen. + +De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var +funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det +vel nok var værd at drage igen. + +Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men +saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag, +der glemtes det ... + +Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han +holdt i Borggaarden. + +Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun +strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og -- paa hans +ridderlige Bøn -- spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans +Haand. + +Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at +fritte og spørge, og han fór viden om. + + * * * * * + +Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham +var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet. + +Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i +Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at +drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke +en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar +den var nedsvælget. -- + +Døren gik, og Sivard traadte ind. + +»Er I Germa?« + +»Ja.« + +»Er det ham, som forødte Eders Lykke?« + +»Ja.« + +»I gaa nu til søndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.« + +Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren +vendte hun sig og sagde barskt: + +»Stød dybt!« + +Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne +Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit +Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og +den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen. + +Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde +Vind vælde ind om sig. + +Saa kastede hun sine egne Klæder over sig og gik. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Sivard vækkede den Sovende. + +»Ryk Brynjen fra Bjælken. Nu skal Jomfruranet hævnes.« + +Den store Ridder lo og væbnede sig. + +De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side, +men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne +var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem, +og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen +over Gulvet. -- + +Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest. + +Sivard svang sig paa sin, og de fór afsted over Grønsværet. + +Paa en Vej over Heden hørte de bag sig Dønet af den store Ridders +Mænd. + +Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red +forrest. + +Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med +sig ind til en Grav, og -- som hun bød -- skjulte Sivard sig bag +Stenene. + +Han drog sit Sværd. Germa steg af Hesten. + +Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand. + +Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm, +og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med +et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans +Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast. + +Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fór atter +afsted. + +Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem, +men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men +drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde +Herre. -- + +Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke. + +En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han +vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger, +der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa +sorgfulde. + +Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og +saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede +i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store +Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende. + +Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg, +og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af +Angst og Kvide. + + * * * * * + +Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i +det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være +med. + +Men Germa er en anden end før. + +Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa +ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags +vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister +hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes +Sind og skygger for al Tro og al Glæde. -- + +Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden +nær. + +Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa +tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord +saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op +ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og +om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet, +hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra +Livet rinder ud. -- -- + +Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der +driver ind gennem Vinduets Ramme. + +Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem +staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve. + +Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun +trøstende hendes Haand i sin. + +Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende +Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød, +som aldrig kan forvindes. -- + +Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede +Skove og over de ensomme Veje. + + * * * * * + +I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker +Søsterens Grav. + +Og hun har -- medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale -- læst +og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler +her, men hvis Sjæl er hos Gud. + +Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og +fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi +det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik +deres vante Gang. -- + +Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti. + +I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det +strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt, +som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er. + +Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i +Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet. + +Her er Stilhed og Halvmørke. + +Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger +som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte. + +Hun hører raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er. + +En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og +friskende gennem hver lønlig Krog. + +Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af +Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo +hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg. + +Og han magter vel at tage Byrden fra hende. + +Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred, +støvfyldt Stribe. -- + +Sivard gaar mod Borgporten. + +Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til +at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som +tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som +har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem. + +Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod. + +Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt +og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side +som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse +Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil +vige. + +Kampe, hvor ingen vil vige! + +Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger +han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun +gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod .... + +Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands +Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa +Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin. + +Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i +Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes +Nød og stille hendes Sorg. + +Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der +sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ. + +Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter +sig en mørk Angst. + +Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder +tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm. + +Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende? + +Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg? + +Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der +runder sig under Kjolens Folder. + +Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun +aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med +eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit +Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle +Saar og blænde for alt Savn. + +Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette. + +Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes, +men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig +ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans, +da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en +Lænke. + +Han gaar mod Døren. + +Der standser han. + +Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod +Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han +Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ... + +Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende +Mark. + +Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger +blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af +Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene. + +Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i +hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de +leged, er ude. + +Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af +Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider +frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i +Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi. + +Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen. + + * * * * * + +Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes +Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer +den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen +til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og +Lykke for sit eneste Barn ... + +Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er +rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men +med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig +bliver mere. + + * * * * * + +Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres +søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud +løftende sig frem paa de krogede, graa Grene. + +Men Inger syntes, det var tungt at leve ... + +Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede +og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid +og om Elskovs stærke Baand. + +Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang. + +Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem +Stammerne. + +Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders +Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager +den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun +sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke, +driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det +er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom +viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ... + +Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre +Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv. + +Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt +i med Omkvædet. + + Vilmund og hans væne Brud + -- Strengen er af Guld -- + de legte Tavl i hendes Bur. + Saa liflig legte han for sin Jomfru. + + De legte Tavl med Guld saa rød, + og se da græd den væne Mø. + + Hvergang Guldterning randt paa Bord, + den Jomfru fælded saa modig Taar'. + + »Hvad heller for Guld I græde? + eller for gode Klæde? + + Græde I Guld, eller græde I Jord? + Hvad heller den Svend I har givet Tro? + + Græde I Saddel, eller græde I Hest? + eller den Svend, der Eder haver fæst?« + + »Ikke for Guld jeg græder, + og ej for gode Klæder. + + Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord, + saa gerne da gav jeg Eder min Tro. + + Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest, + alt med min Vilje haver I mig fæst. + + Mere græder jeg for mit gule Haar, + at det skal raadne i Vendelsaa. + + Mere græder jeg for Blide, + som jeg skal over ride. + + Jeg maa vel græde for Blidebro, + der sunke ned mine Søstre to. + + Der sunke ned mine Søstre to, + den Tid de lod deres Bryllup bo. + + Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn, + at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.« + + »I skulle ikke græde for Blidebro, + den lader jeg alt med Jærne slaa! + + Jeg lader bygge den Bro saa bred, + hun koster mig tusend Gylden i Fæ. + + I skulle ikke græde for Blide: + mine Svende skulle med Eder ride. + + Tolv ved hver Eders Side, + selv holder jeg Bidsel og Mile.« + + Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko, + og saa rider hun til Blidebro. + + Men der hun kom der midt paa Bro, + da snaved hendes Ganger i fire Guldsko. + + Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm, + neder sank den Jomfru for striden Strøm. + + Jomfruen rakte op sin hvide Hand: + »Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.« + + »Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand, + som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.« + + Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin: + »Du hent mig flux Guldharpe min!« + + Vilmund tager Harpe i Hænde, + han ganger for Strømmen at stande. + + Han slog Harpen saa saare, + det hørtes over alle de Gaarde. + + Han slog Harpen over den By, + og Fuglen af den høje Sky. + + Han slog Løv af Lindetræ + og Hornen af det levende Fæ. + + Han slog Bark af Birke + og Knappen af Mari-Kirke. + + Han slog mer end han skulde: + han slog de Lig af Mulde. + + Han slog Harpen af ret Harm: + han slog sin Brud af Troldens Arm. + + Op kom den Trold fra Bunde + med Hr. Vilmunds Mø ved Haande. + + Og ikke hans Brud alene, + men baade hendes Søstre væne. + + »Vilmund! Vilmund! stil din Ljud! + Her haver Du igen din unge Brud! + + Vilmund! Du stil din Runeslæt! + Baade nu hver som han haver Ret! + + Vilmund! Vilmund! Tag din Mø. + Du lad mig volde mit Vand under Ø!« + + »For vist skal jeg vinde min væne Mø, + men aldrig skal Du volde Vand under Ø.« + + Vilmund, han legte den Trold til Men: + han sprak i de haarde Flintesten. + + Hr. Vilmund han red sig op under Ø + -- Strengen er af Guld -- + saa drak han Bryllup med sin Mø. + Saa liflig legte han for sin Jomfru. + +Der var stille. + +Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede +sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa +frem for sig med et lyst og yndigt Blik. + +En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til +Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden +løste hans Brynje og tog ham i sin Arm. + +Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind, +at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit +gyldentrøde Lys over den graa Tid. + +Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne +randt stille ... + +Men alle de smaa Terner sang sagtere. + + * * * * * + +Glæden har brede Vinger, og den stærkeste Bølge kan brydes. -- + +Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden. + +Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend +meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og +Fruer. + +Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet +logrende og set paa hende, glammede højt ... + +Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter +og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ... + +hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ... + +saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i +den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at +skabe. + +Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for +stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det +Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu +bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes. + + * * * * * + +Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult +Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem +alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og +Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den +simple Vams ... + +Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade +Smil og muntre Ord. + +Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers +Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde +ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest. + +Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende, +vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa +en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink +i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag. + +Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved +Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. -- + +Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og +mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære. + +Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ... +der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide +Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval, +han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde. + +Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur. + +Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham +Jomfruen. + +Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er +igen paa Borgen. + + * * * * * + +Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes +hele Hu vender sig mod ham. -- + +Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i +Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at +se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste +Hvisken, som straks tier. + +Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt +for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er +fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over +ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende +Kreds om ham. + +Og han synger. + +Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af +den ubesmittelige Ild. + +Inger følte sig sælsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld, +at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik +nærmere. + +Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede +sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde +Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og +gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og +fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag. + +Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en +eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne +Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa +sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin, +der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste. + +Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han +løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge +med den lydige Bue. + +Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde +skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindeøjne, +der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden. + +Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke +tonet. + +Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde, +og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede +og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag +eller Nat.« + +Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store +Skove, de ikke kende og aldrig vil naa. + +Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for +det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans. + +Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor +og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv, +traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste +Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod +_ham_. -- + +Saaledes vandt han Jomfruen. + +Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde. + +De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede +Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler +hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine, +løb jublende imod ham. + +Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde +sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over, +og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var +sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være. + +Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle +barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med +spæde Stemmer nynnede med. + +Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden. + +I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem +Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. -- -- + +Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven. + + * * * * * + +Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat. + +Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit +Hjærte gennem onde Aar. + +Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder +sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og +i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var +ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som +hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham +vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem. + +For han var den Mand, som hun elskede. -- + +Og alle Jordens Urter stod i Blomst. + + * * * * * + +Og Tiden kom, da Inger spændte Brudesko om sin hvide Fod. + +Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og +hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver: + +»Her bor Germas Legeme, men hendes Sjæl er hos Gud«. -- + +Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger! + + + + +REKREATION. + + +Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en +Sommeraften et gammelt Par. + +_Han_ havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og +betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer +Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor +de snart skulde begynde at musicere. + +_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre +Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige +fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en +vindrueprydet, mørk Tøjhat. + +Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin +Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa +at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne. + +De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede +hun lidt og svarede ja eller nej ... + +En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere +Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen. + +Saa blev hun staaende foran dem og sagde: + +»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?« + +Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede: + +»Jo, det er saamænd.« + +»Ka' De ikke kende mig?« + +»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si' +Dem!« + +»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De +boede i Ba'gaarden!« + +»Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er dø'e nu, hele +Familien, Herregu' ja.« + +Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev: + +»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.« + +»Aa, la' gaa da.« + +»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der +øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at +klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer. + +Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte +Kjoleskørt svingede over den brede Bag. + +»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.« + +Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af +Sted igen. + +Manden spurgte: + +»Er De gift?« + +»Ja, jeg er,« svarede hun roligt. + +Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt; +hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle +hverken Tid eller Taalmodighed. + +»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?« + +»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der +har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!« + +Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks +igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg. + +»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen. + +»Er det første Gang, De er i Skoven!« + +»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo +travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en +Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente +jeg, at nu sku' det vær'.« + +»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har +ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu +ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.« + +De to gamle lo fornøjet. + +Manden fortsætter, henvendt til Madammen. + +»Saa har De det vel helt godt?« + +»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka' +de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.« + +»Naa, De har fler' end de to der?« + +»Vi har havt femten.« + +»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt. + +Madammen tilføjer: + +»Men de fem er da dø'e.« + +»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et +noget vanskeligt Regnestykke. + +»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.« + +»Hvor maje maatte De betale dér?« + +»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste +Aar nøjedes vi da med en Krone.« + +»Ja, det løver sgu op, gør'et.« + +»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.« + +»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?« + +»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe', +og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er +travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke +komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.« + +»Ja, der ka' jo være nok.« + +»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende +ind, som De sku'te tænke det!« + +»Saa, ka' der det?« + +De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte: + +»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha' +he'er.« + +»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil. + +»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var +s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da +hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo +nok se, det var i lidt fint!« + +»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle +Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de +bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti. +-- Basta.« + +»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!« + +De lo alle tre. + +Madammen vedblev: + +»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.« + +»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke +Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der +hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men +saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.« + +»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er +Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.« + +»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med +sin trætte Stemme. + +»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.« + +Konen saa mildt op. + +»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.« + +»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden. + +»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger +Madammen. + +»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer +den gamle Kone. + +»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10 +Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.« + +»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for +Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun: +»Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne' +etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.« + +»Er De ellers rask, Madam Frandsen?« + +»Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.« + +»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden +i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og +han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.« + +Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg +jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en +bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men være +saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv. + +»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert +paa Ryggen. + +Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min +Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.« + +»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin +raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene. + +»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt +fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde +sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg +holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e. +Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa, +og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine +gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig +ikke.« + +De faldt i Tanker alle tre. + +Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende +Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen. + +Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer, +der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst. + +Toget gaar forbi. + +Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre, +Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa +Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse +paa Skomageren. + +»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et +underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge. + +Da den er borte, siger Manden vemodigt: + +»Der gaar nu de og driver.« + +»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu +Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e +ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt -- +Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til +Dags!« + +»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig +bestemt Tone fra den gamle Kone. + +Manden siger med et Suk: + +»Ja, hva' ska' der blive a'?« + +»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka' +fløje i Flint over ingenting.« + +»Hvis de nu taver?« + +De sidde lidt tavse alle tre. + +Madammen spørger haardt: + +»Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?« + +»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.« + +Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod +ham. + +»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene, +Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu +lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?« + +»Ja, hva' saa?« + +»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva' +bli'r saa Enden paa det?« + +Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine +Kunders og sin egen Ruin. + +Manden vedbliver forklarende: + +»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af +saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.« + +»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.« + +»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer +og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det, +at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu +min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa +Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen, +der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!« + +»Ja, trist er'et li'e godt!« + +»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. -- Ikke Mutter?« + +Konen svarede mildt: »Ja, bare vi var vel i Jor'en.« + +Manden sukkede og tændte sin Cigarstump igen ... + +Hans Peter kommer styrtende imod dem. + +Moderen raaber: »Se dig for Dreng, sikken du skøvler a'!« + +Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er +straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende: + +»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!« + +»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans +Petter!« + +»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?« + +»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle +Kone trak Sjalet tættere om sig. + +»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de +go'e gamle.« + +Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme +sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen. + +Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to +gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter +Musikken. + +Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til +sin Kone og hvisker: + +»Den kender du, Mutter!« + +Hun nikker smilende. + + + + +DEN HØJE MAND. + + +Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag +og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men +Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode +Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som +sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg +Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys. + +Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra +de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte, +rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er +den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. -- + +Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i +lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der +var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden. + +Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl. + +Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen +dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og +Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem +Køkken og Stuer. + +Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og +drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte +forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig +og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen. + +Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt +de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som +sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer +kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer. + +Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation, +ud over Skinnerne og drejede om til Kroen. + +Henimod den drev den glade Skare. + +Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og +tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og +beundrende. + +Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets +Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig +forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks. + +Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og +Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen. + +Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra +Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og +sagde med indtrængende, klingende Stemme: + +»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i +denne Nat forgaar Jorden!« + +»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du +for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.« + +Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige, +gode Øjne, men veg ikke fra Døren. + +En af Skaren sagde udjævnende: + +»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.« + +Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse +den lystige Typograf. + +»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.« + +»Student -- jo vel!« + +»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.« + +»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.« + +»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.« + +»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille +Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.« + +»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar +Du Prygl af blinde Søren.« + +Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar +faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side, +pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg +har Brevskab derpaa. I denne Nat!« + +Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner +med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene. +Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre +Bønder gik smaasnakkende bag ved dem. + +Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo +støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede, +kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende. + +Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt +Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns +Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som +ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det +var digtet i deres Kærligheds lifligste Time. + +Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til +Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter. + +Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han +lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig +saa raadvild til Hjærtet. -- + +Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen, +begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde +ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager. + +Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer +kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter, +og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han +uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse, +kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive +blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give +deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En +Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors +Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel +havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager +om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans +vrede Ord. + +En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin +Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde +skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. -- + +Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen +brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam +hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor +Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner, +lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende +Musik. + +En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede +Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker +sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. -- + +Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden: + +»Man maa more sig, medens man er ung og fri.« + +Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt: + +»Vist saa; blot med Maade.« -- + +I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende, +hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede +Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans +blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene +Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mørke, fremmede +Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før. + +Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede +af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder +mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han +løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender. + +Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og +begyndte at slaas. + +I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa +Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og +raabte: + +»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige +Løjer.« + +»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det +halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen. + +Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind +paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog +heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg. + +Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i +febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig. + +»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa +Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det? +Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han +rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte, +som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed --« + +»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter. + +»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan +noget lignende højtravende Sludder.« + +»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt, +Stationsforstander?« + +Skraldende Latter. + +»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?« + +Dyrlægen svarede tvært spøgende: + +»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!« + +Stationsforstanderen kom igen til Orde: + +»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.« + +»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede +Typografen. + +Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig: + +»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad +ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de +varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og +Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og +Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer +hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod +alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes. +Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan +naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke +Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i +de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg +giver dig mit Liv!« + +»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne, +der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand, +og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.« + +Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være +paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med +hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt +Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud. + +Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled +for -- efter Typografens Kommando -- »at repræsentere Sognet for de +ærede Rejsende.« + +Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa +den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med +Armene strakt mod Himlen. + +»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med +ham.« + +En ældre Bonde svarede: + +»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa +ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det +maa Du forstaa.« + +Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt: + +»Javel, jeg snakker godt for ham.« + +Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne +Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser +I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig +Modtagelighed, og --« + +»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.« + +Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ +med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede. + +Toget brusede ind. + +Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes. + +Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de +og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne +søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med +Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende +paa Konduktør og Stationsforstander. + +Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var +blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne, +raadløse Skare. + + + + +EN KÆRLIGHEDSHISTORIE. + + +Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som +altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen +stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning. + +Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over +den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i +blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han +mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages, +cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden. + +Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans +Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed. + +Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle +de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv +havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en +lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for +de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de +end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med +den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være +ved, hvor iagttagende de var. + +Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund +at gro i, for Per var -- fra den første Dag Maries Forældre flyttede +ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og +Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle +Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være +krakilsk, at han næsten var _for_ rar. + +Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod, +naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han +ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan +et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs +Hundekunster med Panel eller saadan noget. -- + +Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa +Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den +Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af, +at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende. + +Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede, +tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive +rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa; +derpaa gik hun ned og overrakte ham det. + +Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og +arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over +Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at +finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde: + +»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!« + +»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er -- fan'eme -- hæ -- hva' De +er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du +kuns for 25 Øre af de Toøres.« + +Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde +Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op +til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage +kom i nærmeste Berøring. -- + +Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed +for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været +tilsidesat i Barnekammeret. + +Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af +Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste +Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter +tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre +Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham, +naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud +til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng, +havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde +Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog« +eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis +stive Arme hængte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening +favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om +den Slags Gunstbevisninger. + +Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i +Kælderen! + +Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen, +men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse. + +»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af +Ste' me' Dig etter Botterdejger.« + +Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun +fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede +Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte +Borde omkring paa det sandstrøede Gulv. + +Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under +hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store, +gammeldags Kakkelovn. + +Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne« +begyndte at komme. + +Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en +Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste +Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!« + +Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt +over, og inde i den laa den famøse Blomst. + +Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen +formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret +paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit +bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil. + +-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- + +Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter, +opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis +hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene. + +Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi +Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte: + +»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?« + +Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries +Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto +mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige +flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen, +hvad Line dog ikke mente at kunne modtage. + +Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis +Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement. +Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften, +voksede. -- + +Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines, +Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit +Herskab, at Per maatte inviteres med. -- + +Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat, +-- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none +visnæsede Kæfter.« + +Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad +Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den +bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med! + +Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter +Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød, +gik ud og saa paa Besætningen. + +Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave, +hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen. + +Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til +Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, -- og sagde +med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund: + +»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!« + +Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_ +Tankegang: + +»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores +Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da +je' var ti Aar, Per Hansen!« + +Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved +Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone: + +»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse +saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har +de givet vos Løst te' Arbe'!« + +»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per. + +»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu +min Søster her, og én blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig +mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa +har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.« + +Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han +Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og +sagde letsindigt og flot: + +»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a' +Dem, Line!« + +»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver +je' bare krakilsk aa halvtovlig.« + +»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg +alti'er sagt. -- -- Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e +mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.« + +Og saa gik Per ind i Kostalden. -- + +Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt +Maaltid paa Vej til Stationen. + +Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted +ved Pers Haand. + +Ingen af dem talte. + +Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil +de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær, +den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende, +næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte, +stilfærdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres træge +Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen +Bevægelse. -- + +Ved en Sidevej, der førte ned til en lille Skov, satte de sig paa +Gærdet. + +Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed +Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde. + +Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i +Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over +Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene. + +Hen ad den haarde Vej lød taktfaste Trin og Hestetrampen. + +En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste. + +»Go' Avten!« hilste han muntert og tog Piben ud af Munden. + +Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere +Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil +Toget gik. + +»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr +frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede: + +»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det +unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?« + +»Ja, det er vi da.« + +Hestene begyndte at gaa. »Ja, Farvel,« hilste Karlen og gik raskt +videre. + +Per henfaldt atter i Grublerier. + +Efter en lang Tavshed udbrød han melankolsk og stemningsbetaget: + +»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te' +andet end te' og smi'e paa Møtningen!« + +Line svarede: + +»Nej, -- I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at +sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?« + +Og Line rakte ham den høje. + +Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa +for; den vakte den Længsel efter noget -- ud over Skænkepigens +Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, -- som ikke var helt +udslukt hos den gamle Ungkarl. + +Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede +sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig +arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv: +»Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den -- fan'eme -- +aff!« -- + +Stemningen var ligesom sunken et Par Grader. + +Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line. + +Kaj forlangte nedladende at føres afsides. + +Line sprang ilsomt op. + +Da hun kom tilbage, sagde hun: + +»Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?« + +»Ja, vi maa vel -- for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores, +og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og +Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark -- fan'eme,« sukkede Per dybt. + +Men Line sagde bestemt: + +»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et +rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve' +Næsen. Ja, jeg er!« + +Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da +sagde Marie: + +»Det er ligesom, vi var Far og Mor og Børn! Ikke Kaj. Hvad?« + +»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin +Haand i Pers. + +»Fan'eme!« udbrød han, »jeg givter Dem, Line!« + +»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og +viskede sig over Øjnene. -- -- + +Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line +afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter +Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, _jeg_ har +set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.« + +Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me' +at tænke indvendig.« + +»Ja, der ska' no'en te' det værste, -- Madam Hansen,« lo Per; Line lo +med og gik saa efter Børnene. + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Hyld og Humle, by Sophie Breum + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43290 *** |