diff options
Diffstat (limited to '43275-8.txt')
| -rw-r--r-- | 43275-8.txt | 8425 |
1 files changed, 0 insertions, 8425 deletions
diff --git a/43275-8.txt b/43275-8.txt deleted file mode 100644 index 7da5414..0000000 --- a/43275-8.txt +++ /dev/null @@ -1,8425 +0,0 @@ -The Project Gutenberg EBook of Hvad Skovsøen gemte, by Palle Rosenkrantz - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - - -Title: Hvad Skovsøen gemte - -Author: Palle Rosenkrantz - -Release Date: July 21, 2013 [EBook #43275] - -Language: Danish - -Character set encoding: ISO-8859-1 - -*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HVAD SKOVSØEN GEMTE *** - - - - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net - - - - - -Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne -e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret, også hvor den -varierer (fx Hjerte/Hjærte). _Understreg_ er brugt til at gengive -s p a t i e r e t tekst. - - - - - PALLE ROSENKRANTZ - - HVAD SKOVSØEN - GEMTE - - KØBENHAVN - - KUNSTFORLAGET DANMARK - - TRYKT I EGMONT H. PETERSENS - KGL. HOF-BOGTRYKKERI - - 1914 - - - - -I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i -tillæmpet dansk Form. Det ufuldstændige Sprogfællesskab bevirker, -at vi danske, naar vi taler med svenske eller læser Svensk, ikke -tænker paa Svensk, som vi tænker paa Tysk eller Fransk, naar vi -hører disse Sprog tale eller læser dem. Vi oversætter heller ikke, -vi tillæmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget -ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortællingens -Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige -Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa -Misforstaaelse, udtrykkelig at bemærke dette. - -Oversættelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt. - - _Forfatteren._ - - - - -INDLEDNING - -Skovsøen -- - - - - -I. - - -En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grønne -Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belønne sig selv med en Udflugt -til det nordlige Sjælland. Han trængte til at faa Luft i Lungerne -og slippe bort fra Slidet, Støvet og Røgen derinde i Hovedstaden. -Desuden var han træt, nervøs og overanstrengt af haardt Arbejde. - -Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge -hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv -var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde -ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk -Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter. -Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han -kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning, -Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde -han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som -han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske -og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at -han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede -Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget -og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante -Forbryderteorier. - -Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere; -han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa -ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde -Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i -den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens -Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der -blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en -ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til -Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin -Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste -Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham -kun kunde blive et Gennemgangsled. - -Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var -beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd, -skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen -støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling, -der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham -Levebrødet. - -De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var, -forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en -usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse, -Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede -stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab, -var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel. - -De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for -andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa -nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med -nogen. - -Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet -Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme, -øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi -uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham -alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt -det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af -Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør, -hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæver sin takkede Ryg -bag det blaa Vand. - -Han havde udsøgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i -Udkanten af en Skov, tæt kranset af Træer, men med et lille Udkig -over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Særligt i Maj -var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine -Tanker, stirre ned mod den lille mørke Sø og hen over de blomstrende -Hæge og Tjørne. - -Han syntes næsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle -andre, og han følte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv -tømret sig en Bænk under en høj Bøg, hvor Vandet skar sig ind under -Brinken, der støttedes af Trærøddernes Fletværk. - -Det voldte ham derfor ogsaa et øjeblikkeligt Ubehag, da han den -Dag i Maj vaktes af sine drømmende Tanker ved Lyden af Stemmer; -han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de -talende frem af Krattet og spærrede ham Vejen. Han blev siddende for -at lade dem gaa forbi. - -Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lysklædt Kvinde, -efter Udseendet at dømme ikke fyldt de tyve. Manden var særdeles -omhyggelig klædt, høj, med forunderlig skarpe Øjne i et sjælden -klassisk formet Ansigt med et kort militært Mundskæg. Han blev -staaende foran Bænken og bøjede sig let mod Holst for med et Par Ord -at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte. - -Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Række -af Aar havde levet i Danmark. Holst bøjede Hovedet med et halvhøjt -Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa -ingen Maade tillade; han var særdeles veltalende, og undskyldte -paa det stærkeste sin og Datterens Indtrængen, idet han smilende -tilføjede, at Bænken jo bød Plads for dem alle. Holst bøjede sig -høfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske -Herre sagde, at Stedet her ved Skovsøen var deres Yndlingssted, de -boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nærheden. - -Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det -særlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der -flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske -vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet -af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort -Latter og viste nogle henrivende hvide Tænder, medens et lille Blink -i Øjenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have -afvæbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed. - -Hun saa lidt skuffet ud. - -Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en -Lejlighed til med Honnør at trække sig tilbage. Den svenske Herre -syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede -til sin ordknappe Nabo. - -De talte om Egnen, Naturen, de grønne Træer, og den svenske Herre -roste i høje Toner den skønne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor -de sad: »Jeg elsker denne lille Sø,« sagde han, »der ligger her, -gærdet af grønne Træer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og -Hæslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens -Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner -spejler sig i dens Dyb ved Nat.« - -Den unge Dame lo: »Pappa er poetisk.« - -Holst trak paa Skuldrene. - -Den gamle Herre fortsatte: »Den er vist meget dyb denne Sø, og der -lever næppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv, -ubetraadt, uberørt og meget, meget stille.« - -Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret højt til Vejrs, -den faldt med et Plump ned i Søen, og en Kreds af Ringe steg op af -dens Vand, bredte sig, løste sig og forsvandt igen. Hun kastede -endnu en Sten og traadte nær hen til Brinken. Rødmen steg i hendes -Kinder, der før var temmelig blege. - -Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spæd men harmonisk -bygget, regelmæssige Træk, friske Læber og store leende Øjne. Skade, -at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tække bevidst og koketterede -med sine legemlige Fortrin. - -Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af Ømhed og Stolthed. -Saa tog hun en mægtig Sten for at slynge den ud i Søen, men det var -tydeligt, at det oversteg hendes Kræfter. Uvilkaarlig rejste Holst -sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vægten af -Stenen skulde drage hende ud over Brinken. - -Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen -midt ud i Søen. - -Med et forlegent Smil løftede han den, den var meget tung, men han -spændte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes Øjne -hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og -søgte ikke at skjule sit Behag. - -Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drøn, og de store Ringe -krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig. - -De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte -Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap -der den unge Pige et let Skrig -- hvad er det -- hun pegede ned mod -Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et -Skridt tilbage. - -Holst bøjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet. -Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: »Jeg tror, Frøkenen -skulde gaa bort fra Skrænten, det er ikke af den Art Ting, det -behager unge Damer at se.« - -Den svenske Herre rejste sig med et nervøst Ryk og traadte meget -hurtig hen til Brinken: »Hvad er det?« spurgte han lidt stakaandet. - -Holst vendte sig og svarede dæmpet: »Det synes at være et Barnelig, -der har ligget paa Bunden af Søen, Stenen har bragt det til Vejrs i -Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjærget i Land, men da jeg nok kan -besørge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frøken Datter -vil næppe føle sig særlig tiltalt af det Syn.« - -Den svenske Herre smilede. »Et Barnelig --. Se, se, -- altsaa gemmer -denne idylliske Sø paa sin Bund mørke Hemmeligheder, kan hænde flere -end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det være --- det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler -jo Øvrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.« - -Holst smilede. »Netop -- og jeg hører til dem, De betaler.« - -»De!« -- den svenske Herre saa spørgende paa Holst. - -»Ja -- jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden -- og jeg -siger ikke med Fogden i »Brand«: »Dette er ikke indom mit Distrikt«. -Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og -jeg skal gerne søge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid -maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige Øvrigheds -Varetægt, og det vil jeg strax sørge for.« - -Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. »Det vil sige, at -De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som -De nu skal til at forfølge for at føre et stakkels Menneske for -Retfærds Skranke -- eller Urets Skranke maaske -- hvem ved det. -Ulla,« sagde han henvendt til den unge Dame, »gaa du hjem, jeg vil -hjælpe Hr. Detektiven med at bjærge Fangsten i Land.« Den unge Dame -havde trukket sig tilbage til Bænken, ved Ordet »Detektiv« saa hun -forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun -bøjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien -bag Skovgærdet. - -Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin -Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort -med et Smil. - -»Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til -det fælles Arbejde.« - -Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone: -Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner. - -Holst bukkede. »Jeg beklager ikke at kunne gøre Gengæld. Jeg har -intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved -Københavns Politi -- og« tilføjede han med et Smil, »før dette -Sekondløjtnant ved 9. Regiment.« - -Den gamle Herre rakte ham Haanden: »Altsaa Soldat som jeg -- det er -mig en Fornøjelse at gøre Hr. Løjtnantens Bekendtskab. Lad os skride -til Værket.« - -Det gjorde de. Først maatte de kaste Frakken, -- Ritmesteren hængte -med stor Omhyggelighed sin over Bænken og smøgede sine blændende -hvide Skjorteærmer op. Saa bevæbnede de sig med nogle afbrudte Grene -og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjærge det lille -Lig ind paa Bredden. - -Holst bøjede sig ned over Liget -- det var et næppe fuldbaarent -Barnelig, der øjensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af -Graven, det var ganske nøgent, som en lille Mumie med fladtrykt -Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen -bar et Stranguleringsmærke. Den triste Historie var ikke vanskelig -at fortælle, det var den gamle -- Letsind, svegne Løfter -- Skam og -Næringssorg. - -»Hvad vil De nu?« spurgte Ritmesteren. - -»Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt -til Herredskontoret for at overlade Stedets Øvrighed det videre -fornødne.« - -»Selv faar De ikke noget at gøre med det?« - -»Næppe,« svarede Holst, »det plejer at være en meget let Sag at -opspore den Art Forbrydelser, og det vil næppe vare længe, inden den -stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drøje Dage, men derved -er jo intet at gøre.« - -Ritmesteren saa skarpt paa Holst. »Hvad om vi slet intet gjorde ved -det? Lod Liget ligge? Rævene vil sikkert fortære det, inden det -bliver Dag igen, og saa -- saa er der ingen, der faar mere at vide -om det.« - -Holst rystede paa Hovedet. »Ritmesteren kender jo en Soldats -Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det -med Dem. De behøver selvfølgelig intet som helst at foretage Dem.« - -Ritmesteren smilede lidt tungt. »De har Ret. Vi Mennesker er nu en -Gang sat til at fortrædige hverandre for den store Retfærdigheds -Skyld. Lad os fortrædige hverandre -- i Guds Navn da.« Han vendte -sig mod Søen og sagde ligesom hen for sig. »Hvem véd, om ikke denne -smilende, tavse Sø gemmer andre Gaader i sit Skød? De skulde tømme -den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte -vise sig at være medskyldig i flere Forbrydelser.« - -»Det vilde være et svært Arbejde,« sagde Holst, »og unyttigt -tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamænd være nok.« - -Saa dækkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den -nærmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebør og en -Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen, -og kørt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens -Holst ufortøvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at -anmelde Ligfundet. - -Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Søen og blev siddende en Stund -i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom søgte at gennemtrænge -Vandet og bringe Søen til at røbe flere Hemmeligheder, om den gemte -saadanne i sit Skød. - -Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter søgte -forgæves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berørt -af Mødet med Holst end af Begivenheden; det glædede hende at høre, -at den unge Mand var Løjtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis -en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og -velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tænkt sig en -»Detektiv«. - - - - -II. - - -Sagen forløb meget jævnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter -Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersøgelsen. Det lykkedes at finde -Barnemordersken, en Bondepige fra en tæt ved Søen og Skoven liggende -Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var født i December Aaret forud, -hun havde kvalt det strax ved Fødslen og pakket det ind i nogle -Klæder for at bringe det ved Nattetid til Søen og sænke det ned ved -Brinken, hvor det fandtes. - -Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af -større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og -Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en -gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den -fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere -sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre. -Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give -Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones -og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte -interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen -kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han -indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og -beleven ung Mand. - -Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte -Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften -hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse -under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder, -den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham. - -Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af -Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«, -som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem. -Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt: - -»Ser De, Hr. Ritmester -- de fordømte Læger gør ikke andet end -Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at -snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring -til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har -sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er -ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem -større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille -Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit -Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet -ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet. -Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af -hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn -paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges. -Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen -tømmes.« - -Ritmesteren lo. -- »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er -nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De -fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?« - -Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende -Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der -saamænd nok af den Slags.« - -»Saa -- er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren. - -Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere -paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan -som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for -Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer -til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om -det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til -Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den -Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede -- noksagt -- holder paa, -at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for -at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til -at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg -har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en -Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for -underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra -har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet -af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og -døde.« - -Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i -store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens -Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret -ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er -Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg -siger, at Bunden er dækket af Lig -- hvad saa?« - -Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo -ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører -en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se -til.« - -Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen -og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning. - -»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven, -saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.« - -Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I -de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag. -Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den, -nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen -som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom -igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge -»Detektiv«, hun vendte Hovedet bort. - -»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille -Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at -forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her -sammen med Løjtnanten.« - -Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede. - -»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?« - -»Ikke just det,« svarede Herredsfogden -- »men jeg ønsker at tale -med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.« - -Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr. -Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans -Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens -Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om -Pappa havde »forloret« mange Spil. - -»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er -for absurd.« - -»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,« -svarede han skarpt og gik tavs videre. - -Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de -fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun -tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han -og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen. - - - - -III. - - -Eigil Holst modtog med nogen Undren Herredsfogdens Opfordring til at -komme til Stede, han troede Sagen sluttet; den var lidet indviklet, -og af Aviserne havde han set, hvorledes alt efterhaanden var oplyst. -Men da det jo var muligt, at der forelaa et eller andet, med Hensyn -til hvilket man ønskede en Udtalelse fra ham, der jo var den -egentlige Anmelder, erhvervede han let en tjenstlig Tilladelse til -at give Møde, og han benyttede med Glæde Lejligheden til en Tur til -sin Yndlingsegn. De Herrer Forbrydere i Hovedstaden holdt allerede -saa smaat Sommerferie, og der var ikke saa forskrækkelig meget at -bestille i Byen. - -Herredsfogden tog særdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost, -hvad Holst med Glæde tog imod. Han var en meget fintfølende Natur, -og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere, -han kom i Berøring med i Embedsmedfør, behandlede ham, var ham -ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede -og underordnede Politifunktionærer, fandt han urimeligt. I Tjenesten -var han selv høflig og udførte punktligt givne Ordrer; men det -pinte ham, at Størstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme, -at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hæren maatte -føle sig krænket ved denne Mangel paa Hensyn. - -Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede -Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens -Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store -Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den -latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter. -Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne -havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har -Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end -i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester -af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var -konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget -vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de -saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte -sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i -dette. - -Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til -underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i -Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis -havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed -til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var -berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde -at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa -Herredsfogden fra at lade Søen tømme. - -Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa -gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det -laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig -imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar -Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet -Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde -Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat -paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den -Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der -holdt fast ved sit. - -Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren -hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket -Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som -berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han -havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange -Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med -væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens -Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa -elskværdig som mulig. - -Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans -Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man -glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev -rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og -Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og -glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt -og straalede om muligt endnu friskere. - -Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla -fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige -Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og -forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde -være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke -Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos -Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til -Maade. - -Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets -Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer -ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men -stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede -fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere -repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester. -Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de -lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige -Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af -en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan -Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i -hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang -sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved. - -Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans -Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt -igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne -af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret -i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han -kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en -Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten, -akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning, -som han kaldte det Arbejde, der laa for. - -Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens -ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede -lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde -inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst -lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var -Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han -vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet. -Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille -Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin -Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens -Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de -Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene. - -Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8 -Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke, -den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de -Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig. - -Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden -og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne, -efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa -sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans -Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget. - -Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var -paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven. -Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad -kunde det være? - -I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet -- alles -Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning -tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til -Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende -Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt -mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i -hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt -paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om -Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede -sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun -Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede -Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs -Rædsel. - -Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet -standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene -sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det -i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter, -Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød; -han var meget bleg. Ingen af dem talte. - -Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans -fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller -seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed -vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store -Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst -og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den -Distriktslæge.« - -Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde -i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den -forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med -sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod -Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed -i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der -knugede alle. - -»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.« - -Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det -andet Barns Moder.« - -Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven. - -»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den -fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa -det hele paa en Gang.« - -Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende -Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje. -Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst -Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede, -Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et -forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig. - -Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned -i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han -bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det. - -»Højst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged, -et regulært Mord.« - -Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige -mig selv -- vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De -vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.« - -Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet -nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde -hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets -Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til -Herredsfogden, der kom ned til ham. - -»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude, -Barnemordersken har omtalt!« - -»Jo -- De har Ret --.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte -Tøjet, »netop bestemt.« - -»De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket --- det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at -Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke -saa kort Tid.« - -Herredsfogden saa spørgende paa ham: »Hvorfor?« - -»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er -bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og -tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er -ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste, -hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til -at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede -den store Sten ud -- denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der -blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet -Barneliget løs og ført det til Overfladen.« - -Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er -et Mord -- maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun -tre Maaneder.« - -»Fem -- sikkert,« sagde Holst. - -Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham -fra Isse til Fod. - -»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve -Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De -er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed, -der kan skaffes; en forbandet Historie er det.« - -Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde -han. - -Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant -Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.« - -Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale -med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her -bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot -blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.« - -Distriktslægen bemærkede tørt: »Der er jo Udsigt -- --« - -»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre -mig mere.« - -Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og -Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende -Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af, -medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og -Betjenten nøje ransagede alt om Stedet. - -Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude, -som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge, -ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals; -men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor -af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var. - -Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle, -meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor -fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med. -Herredsfogden gav ham Ret heri. - -Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne -arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige -Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade -uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor -et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste -mod et virkeligt Maal. - - - - -IV. - - -Efterretningen om Mordet fløj som en Løbeild over Landet; fra alle -Blade mødte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den -tømte Grav trampedes saa fuldstændig ned, at al Vegetation lagdes -øde, og en fremragende Reporter ved et større Hovedstadsblad, hvis -Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej -Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hæve hans Tanker til den -fornødne lyriske Flugt. - -Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog -Journalisterne med udsøgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning, -erklærede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition -og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at -fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt, -alt hvad de vilde. - -Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den -dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til -uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen, -der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev -fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom -frem og blev skarpt diskuteret. - -Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen -skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke -var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet -blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye -Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling. - -I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade -indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art. -Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer, -hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men -Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var -taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død -ned i Vandet. - -Men intet mere. - -Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor -man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den -unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget, -Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker -afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde -udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage -var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen. -Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet -til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte -saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige -Organisation. - -Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa. - -Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde -ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske -vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion -og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa -Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre -interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig -arbejdede med Sagen. - -Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester -Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig, -Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved -Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig -forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en -fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun -lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som -det nu kunde falde sig. - -Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa -godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget -tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med -dybeste Opmærksomhed. - -Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard, -hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed -herpaa. - -Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde -betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst, -uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv, -at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker -og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune -bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var -ved at tage Modet fra ham. - -Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den -Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte -kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab -følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og -Fred. - -Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han -talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han -ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad, -men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en -tavs Medarbejder. - -Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet -videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at -lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke -ventede sig det mindste. - -Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar -og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han, --- ganske langsomt og nøjagtigt. - -»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa -forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er -en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer -Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af -de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte, -Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og -Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet -bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har -utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette, -det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk -kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker -af Sminkning, -- tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund. -Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften -har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat, -at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at -have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort -tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af -ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da -være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa, -at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er -saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere -Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.« - -Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren -ser, alt i alt ikke saa helt lidt.« - -Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt -Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i -hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.« - -»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de -egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om -hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt -legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art. -Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive. - -Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra -Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser. -Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor -Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender. -Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa -være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at -tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori -Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa -sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende -Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har -ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende; -en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været -konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore -Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i -den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var -dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en -Landsmandinde af Dem.« - -»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige -næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let -forstaaelig. Deri maa De huske fejl.« - -»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste -Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm -og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen -Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke -udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke. - -Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil -dog indrømme mig, at det er noget.« - -»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?« - -»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet, -i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift -af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder. -Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at -identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i -flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er -overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget. -Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og -jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller -lignende og forøvet Mordet paa Stedet.« - -»Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har -bragt Liget derud?« - -»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og -valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet -med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med -hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet -oplyst.« - -Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa -Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?« - -Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk. -Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet -sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant -er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en -Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke -sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og -taget den med sig.« - -»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det -kunde være muligt. - -»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille -Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig -ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget -kløgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt -under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.« - -»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og -mere interesserede. - -Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør, -hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten -blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og -lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en -eller anden Auktion og sporløst udslettes.« - -»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil. - -»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer -Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.« - -Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa -det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.« - -Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget -i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var -noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen. - - - - -V. - - -Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prøve sin -Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under -Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det -regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede -det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde Ærinde til Stationen for at -hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme. - -Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst -sad nok saa behagelig tilbagelænede i Gaardmandens Wienervogn, der -var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet -rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om -allehaande ligegyldige Ting. - -Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og -fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og -Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts -Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham, -han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu -var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa -mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger -tæt mellem Skove og Moser. - -Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun. -»Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«, -som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted, -og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet -alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde -Stedet ud.« - -»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde -Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie. - -»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød -ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis -smuk, snarere langt fra -- men meget sød og meget rig.« - -»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst. - -»Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har været -syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille -en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige -ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes' -Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.« - -Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De -betonede det saa stærkt.« - -»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og -Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt -nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at -Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det -Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for -ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo -desuden syg og -- --« - -Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind -Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt, -og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere -rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp. -»Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den -mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham -dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er -fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.« - -Ulla nikkede med Hovedet. »Netop.« - -Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg -ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som -Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.« - -Ulla nikkede atter. - -»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved -slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke -omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes -- dertil -har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres -Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg -selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det -vil De love mig.« - -Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men -hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med -Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der -noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa. - -De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget: - -»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides -Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.« - -Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte -meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa -Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var -taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen -eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet -Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor -de nu vilde blive til midt i Juli. - -Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde -Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre -Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i -hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede -Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden. - -Men nydelig var hun -- og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget -søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til -Stationen. - -Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en -høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker -af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til -Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men -meget smuk og elegant. - -Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes -bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende -og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst -ilsomt de to Søskende. - -Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved -Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at -drømme. - - - - -VI. - - -Da Holst den næste Dag ved Tretiden indfandt sig hos sine Foresatte -paa Politikamret, bankede hans Hjerte af nervøs Spænding. Der var -hændet ham noget særdeles mærkværdigt. Om Formiddagen havde han -henvendt sig paa Jernbanevæsenets Depot for fundne Sager, og ved at -efterse Depotets Lister havde han under 28. Marts fundet »en Kuffert -med forskelligt Dametøj«. Da han lod denne Kuffert bringe, viste -det sig at være en let flettet Kurvekuffert uden Laas med to Hanke -af Størrelse som en almindelig Herre-Haandkuffert. Den indeholdt -et Sæt fuldstændige Kvindeklæder fra inderst til yderst -- kun et -Sæt -- Linned, Jacket-Klæder, Støvler, Hat -- kortsagt alt lige til -Strømpebaand, men ingen Pretiosa, Ur eller deslige, og desuden en -Kognaksflaske halvt fyldt og et lille Glas. - -Dette Fund havde næsten overvældet Holst. Han syntes deri at se et -Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for -at væbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionæren -ubrødeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret -for at ordne det fornødne. - -Politiembedsmanden var lige saa stærkt berørt af Fundet som Holst. -Naturligvis maatte man undersøge, om de fundne Klæder passede til -Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man -var paa Sporet, særlig da Kufferten var fundet efterladt i et -fra Helsingør kommende Tog og kun indeholdt et Sæt fuldstændig -Dameekvipering af stor luxuøs Elegance og Udstyrelse. Man skred -strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet -konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten -at afgives til Undersøgelsesdommeren. - -Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af -Form, 1 Alen lang, 16 Tommer høj og 12 Tommer bred over Bunden. Den -syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mærke, der -kunde røbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret. - -Den indeholdt en Halvflaske mærket med Firmaet Hennesy & Ko.'s -Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas, -øjensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold -vilde blive Genstand for særlig Undersøgelse for at konstatere, om -Vinen muligvis maatte være forgiftet, hvad der, saafremt Fundet -havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt -Kufferten: - -1) En sort Straahat med Besætning af den Façon, der særlig benyttes -af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen, -mærket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris. - -2) En sort, silkeforet Jacket af stærkt engelsk Klæde mrk. Redfern. -London. - -3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og -Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin. - -4) En glat, sort Klædes Nederdel med Silkefoer uden Besætning, mrk. -Redfern. London. - -5) Et tykt Underskørt med paasyede Plisseer af gult Silketøj uden -Mærke. - -6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand, -temmelig langlivet, mrk. Bon Marché, Paris. - -7) Linned og Undertøj m. m., rigt forsynet med Blonder og -gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrømper. - -8) Et Par tykke, brune Støvler med lave Hæle, mrk. i Læderet -indvendig John Clifford. Strand. London. - -9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano. - -10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre -Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt -Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede -noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var -trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan -17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm -Utställningen 1897. - -Andet og mere forefandtes ikke. - -Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges, -om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa -snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var -saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede -dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det -forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn -til Identiteten. - -Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var -enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om -den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede -Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge. -Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske -Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske -Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var -mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa -ganske de opstillede Formodninger. - -Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det -at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad -som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt -at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et -Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget. - -Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis -Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv -skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at -søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og -senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt. -Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig -skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved -skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst, -efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde -sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om -Hjemmet og gamle Dage. - -Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den -Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt. - -Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev -besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem, -i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget -skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af -Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af -Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget -var anbragt under fornødne Foranstaltninger. - -Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte -med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker, -særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning, -og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde -betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa -der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en -lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af -Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves -i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for -at kræve Hævn over sin Morder. - -Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde -tie, ikke en Stavelse kom ud. - - - - -VII. - - -Løjtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse -til Syden; det lod til at være alt vel hjemme, og Ritmesteren var -meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel -i København og ventede paa at komme videre. - -Holst fik kun et Glimt at se af Løjtnanten, han var meget i Tvivl, -om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og -Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke være -Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man -være forberedt paa, at Træet ikke faldt for det første Hug, og saa -let at gaa til, at man kunde spørge den første den bedste, var Sagen -heller ikke. - -Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en -Samtale, da han havde noget særdeles vigtigt at meddele ham. - -Ritmesteren mødte som sædvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog -Sæde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han -med et elskværdigt Smil: - -»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og -Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun -hedder.« - -Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa -sige?« - -Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg -sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, -- -men det er naturligvis ikke sandt.« - -»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb -Hemmelighed.« - -»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge -Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.« - -Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson -fra Christiansstad.« - -»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren. - -Holst rystede paa Hovedet: »Kufferten er Morderens.« - -»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?« - -»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig, -skal det komme til at staa der.« - -»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst. -»De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg næsten.« - -Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald, -der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik -det.« - -»Hvorfra har De da Navnet?« - -Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren -nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles -plausibelt. - -»Hvad vil De nu?« spurgte han. - -»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden -dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om -den?« - -Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er -jeg vokset fra.« - -»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg -maaske faa Underretning.« - -Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det -- -dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde -jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre -selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette -Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig -at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig -- for hans Hustrus -Skyld -- meget nødig, at der atter røres ved dette.« - -Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om -Annie -- maaske han her kunde have faaet første Haands Viden -- men -han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?« -spurgte han. - -Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske -har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?« - -Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her -maaske rørt ved noget, der gør ondt -- jeg kunde ikke vide det og -beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.« - -»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han -løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant -- Skaal for Dem. -What next?« - -»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden -til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i -de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen. -Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla -og blev varm om Hjærtet. - -Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og -sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang -har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen. -Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men -det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen -blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i -mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug -for. Særlig naar de mindst tror det.« - -Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden -og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans -dæmpede, noget mørke Stemme saa godt: - -»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan -være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme, -saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi -jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke -Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg -ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en -Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.« - -Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende: - -»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det, -vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa -dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem -det -- i broderligt Venskab.« - -Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal -med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige -og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget -varm tilmode. - -Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han -byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst -og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes -som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab, -der varer et godt Stykke af Livet. - -Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra -den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes. - - - - -FØRSTE BOG - -Annie. - - - - -I. - - -Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra -alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og -Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede -Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker, -for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne -Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur --- fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første -Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden -straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige? - -Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang -man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver -uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte -hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester« -med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og -ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste -Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig, -som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab: - -»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget -til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.« - -Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens -Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det -struttende Overskæg og tager Plads -- henholdsvis paa første og -anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa -de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og -befinder sig vel ved det. - -Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst -tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens -Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig -og skummede om Biddet. - -Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt -officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi -Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød, -som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige, -knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg -til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige -gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den -blinkende Sø. - -Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge -og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden -at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som -var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller -dannede Tilknytningspunkt for nogen ny. - -Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker. - -Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før -dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som -paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for -ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen. - -Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede -Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille -Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?« - -Holst nikkede. - -»Været i Sverige før?« - -Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte -Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der -tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede -forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham -og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven. - -Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel -gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og -præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved -Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström. - -Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet -skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over -granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige -smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik -passerede Kupeen. - -»Goddag med dig --« Sjöström kendte dem alle. - -Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over -Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder. -Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder, -uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort -før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der -ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov -og flere Bøndergaarde.« - -Holst nikkede. - -Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes -Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds --- en charmant Gubbe -- før dette Ritmester, med en Datter -- noget -af det vakreste, man kan tænke sig.« - -Holst nikkede stumt. - -»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat, -gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var -en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.« - -Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om -Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt: - -»Jeg kender Familien --« - -Saa blev der Pause. - -Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende -sig for. - -»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?« - -»Ja,« svarede Holst kort. - -»Meget behagelige Folk -- særdeles behagelige Folk, og særlig da -Ritmesteren -- men --« - -Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre; -han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans -Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være -ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd. - -Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men --« - -Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med -Ritmester Ankerkrone?« - -Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse -med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig -at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans -charmante Ydre.« - -Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?« - -»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt. - -Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig -bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde -Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik -nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende -ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret -velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en -Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker. -Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra -Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og -kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel være en Snes Aar siden. Lad -mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det -passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa -Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven. - -Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste -til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos -hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu -bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste -Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent -samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse -med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik, -som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru -Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde -forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru. -Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde -bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men -Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne, -det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at -vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden -i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret -med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De -fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra -et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det -aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog -aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der -skal han være endnu. Her kommer han aldrig.« - -Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han. - -»Og den Historie tror De?« - -»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men -Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske -anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren -skal være meget smuk og ligne Moderen.« - -Holst tav. - -Toget nærmede sig Christiansstad. - -»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst. - -»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og -komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr. -Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør -paa min gamle Garnisonsstads Vegne.« - -Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at -sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans -Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste -Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde -sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde -vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra -Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine -Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn. - - - - -II. - - -Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker -strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man -hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er -for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense -og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det -gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad -Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring -fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning, -Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod -nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske -pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af -Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm, -som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa -Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa -hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne -uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær -paa Springgangeren foran Slotsruinen. - -I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der -ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes -Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og -Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig -Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side -af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch. - -Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt -- særlig -Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med -europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og -Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde -Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige -Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør. - -Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid -paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig -tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger -bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige -Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født -Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder -Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden, -da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med -dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne -Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken -ejer, til Helsingborg. - -Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A. -Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret, -og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad. - -Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham -dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke -alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt -Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn. - -Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr. -Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt -nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have -været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de -Strømpebaand, Holst interesserede sig for. - -Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den -Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være -fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme -Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde -deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han -altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at -hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse -af hendes Person. - -Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde -levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede -Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under -saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes -prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders -Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: -- -om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af -stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. -- -og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde -Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt -ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget -enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere. - -Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar. - -Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager --- ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige -Genstande til Del i 1897 -- være overført til Efterkommere, men -Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden -til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede -Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at -de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af -en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige -Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist, -Tøjhusgatan 5. - -Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og -besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse -Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet -Annie, eventuelt Carlson. - -For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige -Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at -benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige -Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den -stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været -kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være -baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis. - -Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag -sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets -Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at -afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at -fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen. -Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien -Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms -Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham. - -Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende -Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det -ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde -sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra -sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin -Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde -gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord -og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin -Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det -mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det -saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed, -der knyttede sig til Moderens Død. - -Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten -mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over -Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de -Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist -kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms -Fortælling -- altsaa gængse Folkesnak -- fik en dybere, -besynderligere Karakter. - -Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere -og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette -Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst -fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham -det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i -de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at -finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad -der kunde kaste Klarhed over hende selv. - -Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle -ventede ham. - - - - -III. - - -Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt -festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en -gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet, -Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen -Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og -den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len. - -Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der -omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan -ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig, -muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede -hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos -en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte -Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav -om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i -Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som -knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde -søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer. - -Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad -foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi -de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal, -om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson, -der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den -lille By. - -Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde -allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl, -og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt -Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce. -Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han -ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som -han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet -Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den -Dame, som han ikke skulde kunne huske. - -Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt -- -et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig -tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner, -den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til -Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring -af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes -Kaptajnens Tanker lidt efter lidt. - -Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik -paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!« - -Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at -der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor -Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe -den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket -af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med -Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille -Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget -tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent -Øjekast. - -Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig -Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede -sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev -tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da -Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men -Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende -Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt -Øjeblik. - -Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik -uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig -var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst -tog Ordet. - -»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde, -at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre -har det været nødvendigt.« - -Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant -Holst?« - -Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De -vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen -særdeles Grund til at skjule mit Navn.« - -Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen -gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa -naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst -selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min -Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte -om.« - -Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen -- Annie Cederlund.« - -Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.« - -»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen. - -»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. -- Men for at vende -tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige -ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er -kommen hertil.« - -Kaptajnen bøjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt -antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede -sin Virksomhed. - -»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.« - -»Ja,« svarede Holst kort. - -Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om -Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn, -medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.« - -»Saa -- hvilken?« spurgte Holst interesseret. - -»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans -Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De -egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg -hørte om hende -- --« Kaptajnen tav pludselig. - -Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme: - -»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan -selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den -forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget. -Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter -hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis -kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille, -som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der -har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr. -Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.« - -Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke -Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa -kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert -Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde, -der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd -ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke -nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor -Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med -Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger -flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om -hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres -Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere -Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?« - -Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over -den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra -enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden. - -Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen -saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund -er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?« - -Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og -præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord, -Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad -jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn -rummer mere for mig, end De aner -- er hun død?« - -»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned -i Aar.« - -Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to -Mænd til Kasernen. - - - - -IV. - - -Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne, -der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke -lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog -Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede -Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens -regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel. - -Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil -- -Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mørkt Mahogni uden Indlæg, -bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole. -Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt -Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med -strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede -deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en -gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte -et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og -omhyggelig Orden. - -Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke -Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og -Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i -bronceret Gibs. - -Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst -Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var -prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang -et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt, -indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen -slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens -underste Kant: Giulia. - -Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede -tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne -Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne -strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært, -den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var -Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt. - -Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse -Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det -forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet -Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham -at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke -Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne, -hvorefter han lydløst trak sig tilbage. - -Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs -Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et -Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme. - -»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan -saa hun ud i 1885.« - -Holst saa forundret op: »1885 -- og jeg som troede, hun kun var et -Par og tyve Aar.« - -»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby -i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store -Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er -død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle -gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig -Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg -skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels -Pigebarns Historie, som jeg kan, -- endskønt stakkels kan man vel -næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge -Byrder som Annies.« -- Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand -over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies -Historie med dæmpet alvorlig Stemme. - -Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge -soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer, -hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med -Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det, -som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt -en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid. - -Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort -Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen. - -»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt, -og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter. -Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I -Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen -paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens -Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets -Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen -Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun -var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus -Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende, -ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun -besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da -jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved -Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk. - -To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis -Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en -Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet -Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd. - -Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren -tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves. -Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget -Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar, -Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe -den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i -Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov. - -Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand. - -Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort. -Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer, -men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og -vendte tilbage til Staden.« - -Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa: - -»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit -eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid -efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da -Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og -vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af -en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om -end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til -en af Standens bedste Mænd, blev brudt -- Skylden var Annies -- men -de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie -og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.« - -Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa -med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om -Taarer duggede hans Blik. - -Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo: - -»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt -sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber -i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter -op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn -aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med -Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende. -Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt -udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun -vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun -ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun -lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa -- -hun havde det Barn -- en Pige, der var bleven opdragen her i Byen, -og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage. - -Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge -Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de -Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et -dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da -jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at -knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt -Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der -var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede. - -Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden -Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede -ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst -til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu -var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og -førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri -og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende -- og desværre ikke -heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som -han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og -kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det -meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden -fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar -siden -- i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt -fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig -Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til -hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe -været de reneste. - -Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede -sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo. -Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del -paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler -frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk. - -»Mere véd jeg i Grunden ikke -- mere er der vel heller ikke -- nej --- mere er der ikke --.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og -ned ad Gulvet. - -Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt; -desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst -Interesse, er det, som De har fortiet.« - -Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde -Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig -Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad -anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er -der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie; -men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.« - -»De kan ikke sige mig hans Navn?« - -Kaptajnen rystede paa Hovedet. - -»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?« - -Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok -- han hed -Cedersköld og er død for 16 Aar siden.« - -Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale -med Løjtnant Sjöström om Sagen?« - -»Hvilken -- Hugold -- ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne -give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om -han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure --- Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.« - -»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst. - -»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa -meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at -tale om Sagen.« - -Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran -Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og -alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun -lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa -Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige -Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad -Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om -de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig -ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil -til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi -mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis -Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil -ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De -vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under -Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa -Billedet med Evighedskransen.« - -Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han, -ligesom ubesluttet. - -Holst lagde Haanden paa hans Skulder: »Cedersköld?« - -Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa. - -»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det -er Billedet af mig og et Par Kammerater.« - -Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu -ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak -for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal -ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres -Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge -der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over -dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.« - -Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans -Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem -ikke --« - -Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, -- han vil -forstaa mig.« - -»Han -- hvem?« - -»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik -han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til -Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men -standsede pludselig. - -»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i -Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen -og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra -sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa -Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte. - -»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.« - -Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid -dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda -og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland. - - - - -V. - - -Rejsen mellem Christiansstad og Hässleholm foretog Holst uden -Synd -- i dyb Søvn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den -foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krævede sin Ret, og -Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at -det kan holde en træt Mand vaagen. - -Holst sov trygt; i Hässleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost -og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at føre -ham over Grænsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans Øjne. - -Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket. -Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af -og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som -Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden -Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger, -tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard -og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som -om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over -Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet -og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der -fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader. - -Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa -skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved -Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man -Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten -af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede, -egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer, -fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede -af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist -og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig -i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud -mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev -Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod -Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt. - -Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke -Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til -Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig -Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var -ikke helt lidt. - -Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet -Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen -Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa, -og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større -Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham. - -Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der -straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der -skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte -kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der -trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige -Skæbne. - -Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine -Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa -en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig -han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land. -Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte, -at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme -droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes -forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde. - -Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt, -at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit -Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig -Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med -Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse, -Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at -han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og -efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og -Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale, -blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand, -der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden. - -En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod -eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin -Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur, -sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver -Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været, -kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet. -Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet -var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde -være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge -klart for Dagen. - -Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og -Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin -Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel -ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med -Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel -heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for -Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende, -vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre -nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane -de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han -aldrig gøre. - -Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje, -vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han -følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage, -rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham -imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste -Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord -ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte -have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han -havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv -kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at -røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden -dyb og tvingende Aarsag. - -Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun -med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes -Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være -villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et -Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd. - -Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks -Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold -Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med -stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde -afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet -Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest -at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare -Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i -Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama. - -Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk -tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone -intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden -eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad -gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde -findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da -vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe -større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og -ham. - -Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde -samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og -for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om -for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham -Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og -velsmagende Middag i Vislanda. - - - - -VI. - - -Fra Vislanda skærer en Sidebane ned til Halmstad; den fører -gennem et ægte smaalandsk Skovlandskab med hængende Birke og smaa -venlige Kær mellem lynggroede Skrænter, forbi Bolmensøen over -Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udløb. Men allerede inden -Bolmen, ved den lille venlige Flække Ljungby ved Lagan, forlod Holst -Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bäckaryd, og den lille -Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet. - -Det var slet ikke saa let en Færd, thi selv om den gamle Korporals -Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget -meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og -traadte ind ad hendes Dør for at tale til hende om Ting, der maatte -kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der -maatte virke som et tungt, maaske fældende Slag. Holst besluttede -sig til at gaa frem med største Forsigtighed. - -Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved -Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand, -der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte -Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele -Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa -i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter -med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til -en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk -Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred. - -Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst -at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor -nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs -Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af -Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab. - -Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde -Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende -officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde -paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation -af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand, -bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst -bukkede og vædede sin Tunge -- han var tørstig, og det var svært -varmt ude. - -Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men -Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog, -da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende -Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat -af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere -Løb. - -»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen -Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?« - -»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en -Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.« - -Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude; -Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og -pipper ivrigt. - -»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud. - -Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie -Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.« - -Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt -Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.« - -»Det véd jeg,« sagde Holst. - -Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels -Bror Erik?« - -»Jeg gør det,« sagde Holst. - -»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie -virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det -maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra -Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene -- Faderen, Korporal Bengt --- --« - -Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie -- det -var Moderen -- --« - -»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker -gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun -intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og -vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da -et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler -om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra -hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner -jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies -Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende. -Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem. -Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle, -arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men -saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte -hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.« - -Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til -at være den første, og den, hvis Ord har Vægt. - -Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men -besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt, -betonede Ordene stærkt med sænket Stemme: - -»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes -Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede -til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne -Efterforskning, der fører mig herop.« - -Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa -rystede han paa Hovedet. - -»Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa -»gran« at se til.« - -Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne -meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare -alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft -Forbindelse med sit Hjem.« - -Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt, -at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og -rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst: - -»Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke, -men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.« - -Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer, -udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger -af den svenske Stats Repræsentation i København. - -Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn. - -Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag -skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det -er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen -fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag, -da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand, -vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem -derfor behandle den med dybeste Diskretion.« - -Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde -han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal -erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være -menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels -Annie er kommen af Dage.« - -»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang -til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.« - -Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg. -»De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at -ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at -Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed -og Glæde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.« - -Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i -en Avis, ombundet med et blegrødt Baand. - -»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?« - -»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var -viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten -fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald -havde han vel skrevet hertil.« - -»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?« - -»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham -som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har -sikkert ikke haft Grund.« - -Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i -Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste -kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det, -Kaptajn Kurk havde kastet over det. - -Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang -rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under -hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende. -Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og -han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig -med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og -Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes -Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold -og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind -i deres Indhold, -- læse dem et for et for af dem at lære Annie at -kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast -med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage -Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham. - -Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn -taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos -sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus, -og det kunde han undvære. - -Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn -Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel. - -Det samme syntes Holst om Nämdemanden. - - - - -VII. - - -Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet -Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede, -men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne -var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der -var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved -en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt -og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde -smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet -og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel -halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to -smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren. - -Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult -som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt -dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede -Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette -gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede -Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et -venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set -meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt -oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens. - -Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa -Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen -Herlighed paa hendes sidste Dage. - -Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst -hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa -Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig -haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til -og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske -kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang -var, og dog syntes han, det var hans Pligt. - -»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede. - -Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.« - -Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.« - -»Hvad siger han?« spurgte den gamle. - -»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.« - -»Vi har saa --,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede. - -»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra -Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.« - -»Siger han det?« gentog den gamle. - -»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her, -siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.« - -»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --,« den gamle sukkede. - -Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede. - -»Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til -»Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende -sidst?« - -»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det. - -»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til -sin gamle Moder, gjorde Annie.« - -»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden. - -»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og -stærk, men det kan jo komme let.« - -»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig. - -Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes -til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun -søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende: - -»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende -fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa -han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.« - -»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget -til Annie.« - -»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?« - -»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget -syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.« - -»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende -mon?« - -»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.« - -»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det -meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende -paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet. - -»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.« - -»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det -tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede -til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her -op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til -Vorherre om, vil jeg.« - -»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre -for Annie.« - -Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort -noget godt ved det. - -Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og -sukkende tænkte paa lille Annie. - - - - -VIII. - - -Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret -Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som -de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til -de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et -stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over -Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og -læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at -fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk -af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres -Morgenkvidren. - -Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare. -Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et -Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En -Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne -og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener, -der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig -kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han -plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede -efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de -vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor -Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var -saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at -trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til -at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i -Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om -lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand -og saaledes fremdeles. - -De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om -Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af -disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større -Betydning lød saaledes: - - Christiansstad, Jul 1897. - Kære Mor! - - Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred. - Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan. - Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med - Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg - sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat - med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar - jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have - en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa - helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men - det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget - ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller - ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille - har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt - til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere - Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra - Elsa og - din Datter Annie. - - 6. Marts 1898. - Kære Mor. - - Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen. - Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det - bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er - dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok, - der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du - véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om - jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt - Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre - det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt - opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror - jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være - det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt - af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev - rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag - overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard - imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke - skrive mere -- -- - - 18. Marts 1898. - Kære Mor. - - Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt, - men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det - samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen - har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham - ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder - Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget - om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg - kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen - gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde - leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør - det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere -- -- - - 25. Marts. - Kære Mor. - - Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød - og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se - paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden - ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du, - det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til - Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg - jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen - har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller - ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for - hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om - han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok - ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn, - selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men - Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde - jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans - egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- -- - - 1. April. - Kære Mor. - - Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa - gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da - hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget, - men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun - Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham - ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn - og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død, - saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at - bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde - være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig - og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud - taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der - gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som - den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men - skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud - er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os - stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal - vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker, - og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder, - jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det, - som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis - det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun - kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun - var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og - kan kun græde -- -- - -Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var -dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes: - - Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra - mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død, - og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at - skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit - Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men - saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene - er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant - Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig - mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo - heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører - jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er - ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det - saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50 - Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder. - - Din egen Annie. - - 30. Juli 1898. - Kære Mor. - - I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for - det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en - Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger, - at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere - fra os -- -- -- - - Oktbr. 1898. - Kære Mor. - - Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden - sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde - Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har - slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke - afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og - det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv - er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more - sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet - mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver - nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i - Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade - staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal - skrive om alting for at tjene deres Penge -- -- - - Berlin, Novbr. 1898. - - Kære Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er - meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se - at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk. - Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende - Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger - rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok - flere. Du skal nok høre fra mig snart igen -- -- -- - -Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand« -flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af -virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr. -1899 og lyder saaledes: - - Kære Moder -- det var en stræng Jul, jeg har været her ganske - alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske - alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg - troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal - vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var - rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig. - For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden - har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde - være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og - fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg, - og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og - det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned - paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist, - hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom - før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder, - for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte _ham_, - og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven - meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg - har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev - ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg - ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til - Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver, - saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os -- men - det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig - Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har - givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene, - men det andet glemmer jeg aldrig -- -- -- - - Venedig, Maj 1900. - - Kære Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt - hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men - bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder - Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström - synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden - er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange - Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at - have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker, - mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i - Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler - rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i - Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung - igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem - allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant - som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg - sendte Nämdemanden -- -- -- - - Venedig, Aug. 1900. - - -- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet, - det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden - af mig. _Hendes_ Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe - Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om - _hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg - skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har - mødt -- _Hans_ Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten, - jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med - en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af - mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke - med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han - er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se. - Vi træffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige, - der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved - _hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet - meget ligesom jeg -- -- - - Paris, Maj 1901. - - -- -- -- Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig, - men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have - en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa - mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han - er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet - mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo, - hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge, - for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge - saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig - og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for - jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er - jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men - dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar - man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden - ikke til at have med at gøre -- -- -- - - Nizza, Febr. 1902. - - Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem, - men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan - ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig - til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om _hans_ Søn, som er - forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have, - og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung, - jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder - sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg - jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde - vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke - brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det - er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over - mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere - forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller - ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg - talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan - jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Søn. Men saa kommer det op - i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig - for alt det, _han_ har ladet mig døje, baade for længe siden og - den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg - vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene - gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd. - Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være. - Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam - Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er - mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa - sine gamle Dage -- -- - -Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om -de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var -ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret -København den 21. Marts 1902 og lød saaledes: - - Kære Moder -- nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig - at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham, - og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven - Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han - ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale. - Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at - jeg faar taget Hævn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage, - og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig - ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig - altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- -- - -Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød -saaledes: - - Kære Mor -- hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du - ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har - faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have - det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er - rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente - her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for - han skriver nok -- -- -- - -Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et -lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste -Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne -fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en -almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte -noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem -denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at -spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet -var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder -og navnlig til Morderen. Det var Sjöström -- besynderligt nok, at -Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder -havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det, -at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel -nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i -Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte -dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen, -som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst -kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne -Omstændighed betød meget for ham nu. - -Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax -den næste Morgen, for her var noget at tage fat i. - - - - -IX. - - -Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag -med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at -Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og -hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve -havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn -blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden -traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger -til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun -ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da -han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han -efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre -over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge, -men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet -med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til -denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af -Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget -der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i -Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten -Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted, -hvorhen Holst maatte vende sine Skridt. - -Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til -Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den -Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones -Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar, -de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa -Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være -foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide -af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i -Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at -Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt -sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt -for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde -været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At -Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det -var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev, -at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent -i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal. - -Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold -til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst -maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst -var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl -om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde -være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal, -at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt -hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde -Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og -træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at -Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle, -samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den -Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød. -Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa -gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige -Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven -Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre -end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig -til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens -Paagribelse. - -Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let -fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han -arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds -Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende -uvigtige. - -Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var -i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget -højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en -Meddelelse af stor Vigtighed. - -»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig -syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig -Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et -eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden -Betydning.« - -Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at -det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte -have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa -det sidste med hende, derom tvivlede ingen. - -De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den -gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende, -medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens -Sakramente. - -Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi, -saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt -Smil. - -»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar -træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften, -Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var -gaaet forud for mig.« - -Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst. - -»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der -havde hørt om lille Annie.« - -Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde -ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til -hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre. - -»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage -i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det -til den, som skal have det; det staar uden paa.« - -Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig -Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid -Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i -Verden, og Brevene skal flyes til ham.« - -Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine. - -Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da -Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død. - -Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle -Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at -Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det. - -Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans -Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under -ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget -urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var -meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som -han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke, -han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en -Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra -hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han -nødig undlade at opfylde en døendes Bøn. - -Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en -Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved -Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som -den gamle gav Dem.« - -Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg -skal give det til Häradshøvdingen eller maaske -- --« - -»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester -Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.« - -Nämdemanden for sammen. - -Holst gentog: »Netop til _ham_.« - -Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev -med faste Træk: - - Bäckaryd, d. 16. Juni 1902. - - Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven -- vi to - mødes vel snart, men lev vel saa længe. - - Din Eigil Holst. - -Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende -paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en -Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester -Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden: - -»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.« - -Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted -over Heden mod Ljungby. - -Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han -hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og -Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen. - - - - -X. - - -Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne -kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og -dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk, -og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge. -Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han -havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at -sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.« - -Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor -end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling -gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle -ham. - -De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og -fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som -en Storbonde i Købstadsklæder. - -»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde -Holst. - -Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende -kender jeg ikke.« - -Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr. -Karlkvist hende under det Navn.« - -Advokaten rystede paa Hovedet. - -Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone: -»Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa -for mig gerne.« - -»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten, -men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden -løj. - -Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende, -saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men -da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende, -saa faar det være det samme med Navnene.« - -Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham: - -»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa -spørge, hvad vil Herren mig?« - -Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge -Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.« - -Advokaten for sammen. - -»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.« - -Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig: -»Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge -mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa -meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.« - -Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har -vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da -jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.« - -»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke -haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter -Folk ude i Kontoret.« - -Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i -en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo -muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at -De godt kunde svare paa det.« - -»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt. - -»Ja, saa maa De lade være.« - -»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede. - -Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor -Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.« - -Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død, -og Annie, hvor er hun da?« - -Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa -død.« - -Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie -Cederlund død?« - -Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers -maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn. - -Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?« - -»Den 27. Marts i Aar.« - -»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først -nu. Hvem er De da -- I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt -dette.« - -Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa -skal De faa alt at vide.« - -Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned -i Stolen. - -Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne, -Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever -endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har -haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor -jeg kommer til Dem.« - -Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans -Blik lyste arrigt. - -»Herren morer sig nok?« - -»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min -Legitimation, saa værsaaartig -- her er den,« han foldede Papiret -ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos -Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det -behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.« - -Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han -var overlistet, det følte han. - -»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone. - -»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling -fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et -andet Tidspunkt, men svare skal De.« - -Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.« - -Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det -syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig. - -»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar -ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er -kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække -Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren, -jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at -anholde Dem paa Stedet.« - -Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles -overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en -betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham -til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at -Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt -at være meget forsigtig. - -Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at -Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda -Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom, -og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad, -ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent -havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere -Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i -Helsingborg. - -Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt -Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og -i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet -et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner -og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes, -skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod -det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at -Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig -svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod -havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste -Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort -Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren -havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte -selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check, -udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig -over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000 -Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret -maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde -Sjöström faaet Beløbet udbetalt. - -Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun -havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var -forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste -sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies -Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede -at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk -Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans -saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde -overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og -lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie -skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles -bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde -gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde. - -Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet -meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og -vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og -Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav -Holst ligeledes. - -Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være -Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet, -der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest -gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med -det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede -snart at se ind til ham igen. - -Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad -var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget -meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa -faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var -Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om -Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en -Detektiv. - -Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til -Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den -Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der -i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare. - - - - -XI. - - -Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg. -Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede -sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international -Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske, -havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902. - -Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i -alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved -Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt -til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af -Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27. -Marts 1902 Helsingør. - -Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om -Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til -Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm -havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig -Betragtning syntes det hele at være i Orden. - -Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den -originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at -Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var -udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under -sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk, -der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord -og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der -arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin -Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning. - -Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde -lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet -under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han -havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af -en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde -boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med -Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström -vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis -for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren -havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af -Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var -eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans -Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg, -indfundet sig og spurgt efter ham. - -Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet -ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en -Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til -det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen -med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet -sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at -Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige -Kreditorer. - -Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa -forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en -meget kilden Sag -- og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør. -Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med -Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige -Udenlandsrejse stod paa dansk Grund. - -I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved -Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke -havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod -fremkom et og andet af den allerstørste Betydning. - -Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye -Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame, -der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke -ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at -Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu -var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det -derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og -Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur -til København. - -I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza, -og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen -var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København, -som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald -den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse -Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame, -der imidlertid straks var rejst tilbage til København. - -Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde -Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i -Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod -Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget -Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde -Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en -større Skilling for at tie stille med det. - -Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig -Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en -Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer, -umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone. - -Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes -Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og -det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at -sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde -handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var -forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling -maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen -med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven -Ritmesteren. - -Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren -næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert -siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt -kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der -berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog -vidende om Mordet. - -Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester -Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin -Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham. - -Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med -Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene -paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste. - - - - -XII. - - -Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev -han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at -Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt -Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske -Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var -Tyrol. - -Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At -Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod -paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til -Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med -Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet -mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men -nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med -Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for -private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig -lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester -Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor. - -Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han -havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte -i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til -den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde -haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse. - -Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var -sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares -al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle -Dage. -- - -Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet, -sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig -Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde -været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser -om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid. - -Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham -med den allerstørste Begejstring. - -»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde -Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar, -har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han -stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i -mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.« - -Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en -Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været -ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at -den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for -Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog -syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid. - -Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone -første Gang havde sat sin Fod paa Egnen. - -Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel -ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren, -og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det -varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer -nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par -Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt -ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men -det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone -er ellers en gammel Bekendt.« - -»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst -før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin -Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han. - -Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om. - -»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden -efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu -min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden -var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig -Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk, -lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en, -kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten -ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid, -gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel -sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund, -og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde -se, og Kors hvor hun var forelsket.« - -Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa --« - -»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.« - -»Og saa --« - -Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil. - -»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone. -Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at -jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller -ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at -høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.« - -Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy -ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det, -han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om -hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det -var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde -genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde, -som Lig -- myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav --, havde han -kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der -skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset. - -En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans -Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han. - -Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant -- skal vi drikke -et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken -Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.« - -Holst blev blodrød, men han drak Skaalen. - -Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til, -at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?« - -»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned -til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa -Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak -sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke -vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her -i tre Maaneder.« - -»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og -de havde ikke set ham i tyve Aar.« - -Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke, -skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men -Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var -nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det -Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang. -Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg -lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa -mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel -slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til -mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her. - -Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke. -Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og -saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for -Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til -ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke -at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham -med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel -syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.« - -Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den -lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte -han: »Naar var det Hestesagsmøde?« - -»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.« - -»Kan De ikke se Datoen?« - -»Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en -Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er -jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa -det halve kunde være nok.« - -Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen -frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det -ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til -Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo, -det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen -efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da -han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt -om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi -aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han -har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.« - -Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde -Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage -siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter -Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren -mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var -meget varmt. - -»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre; -Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham -fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte -Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et -Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde -til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene, -der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem. -Det var dejlige Folk.« - -Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og -bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa -sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl. - -Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa -Riddartofte. - - - - -XIII. - - -Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa -Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt -over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et -herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og -talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved -Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille -Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer, -som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis -hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe -efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for -Godsets Regning, i det mindste for en Tid. - -Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig -skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at -optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden -gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast -Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt. - -Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev -afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et -Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring. - -I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages -han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa -Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk -med et Par søgende Øjne. - -Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien. - -Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en -feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham -ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne, -sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som -kun er en i denne Verden. - -Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da -ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold, -og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud -af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid -Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning. -Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større -Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester: - -»Kære Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har -jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal -leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte, -Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit -Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.« - -Han vidste, at Greven uvægerlig betalte. - -Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre -forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat -ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en -Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir -var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde -udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om -Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt -at skaffe Hugolds Adresse. - -I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse --- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke -gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han -intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han -havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde -fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant -Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa. - -Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk -- men han -er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke -mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde -anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.« - -Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte: - -»De kender altsaa min Broder Hugold?« - -»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.« - -Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank -Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart. - -»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de -Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel -Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.« - -Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede -omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham. - -»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt. - -»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar -tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig -at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære, -men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra -ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har -han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.« - -Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen, -hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk -Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas -appetitvækkende Stil. - -Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar. - -Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om -han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen -vilde han gerne bringe. - -Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart, -at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor -forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at -gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold. - -Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres -Broder?« spurgte han. - -»Af Hugold --« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg -aldrig hørt.« - -Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den -første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte -dette. - -Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok, -at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid -har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om, -at Hugold havde været med der.« - -»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst. - -»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid -ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone, -maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være -uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig. -Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor -der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at -da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle -Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt, -for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og -man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for -et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage -Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig -Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen. -Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en -charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usædvanlig nydelig.« - -Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har -truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.« - -»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen -Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde -ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet -med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skøttede -maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet. - -Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i -en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig -Handling. - -»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en -Adelsmand fuldt ud.« - -Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den -drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste, -Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte -ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant, -og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at -hendes strænge Husbond kom til blødt Leje. - -Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage -til København. - - - - -XIV. - - -Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han -foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer; -det lød saaledes: - - Kære Ven. - - Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om - jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab - er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er - en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har - bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt - nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra - min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade - mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage - den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet, - som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op, - fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig - har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det, - jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane. - - Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det, - et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde - ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første - Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit - Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder, - der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen - hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig, - vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige. - - Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske - kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette - svundne, som du nu skal lære at kende, og du vil forstaa, hvorfor - jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede - det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. -- Ikke - sandt? - - Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til - ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om - noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er - ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig - som den jeg er - din faderlige Ven - Arvid Ankerkrone. - -Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor -Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der -fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone. - -Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var -skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand: - - Af Arvid Ankerkrones Dagbog. - - _Motto_: Wie man Geld und Zeit verthan, - Zeigt das Büchlein lustig an. - (Goethe, Epigramme 1790). - -Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med -et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene -var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i -Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde -været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge -sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet -grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld -Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for -at lukke sin Dagbog for stedse. - -Dens Indhold var følgende: - - Venedig, Juli 1875. - - An dem Meere ging ich und suchte mir Muscheln. In einer - Fand ich ein Perlchen; es bleibt nun mir am Herzen verwahrt. - - Seks og tyve Aar og i Venedig! -- Sandelig, du store udødelige - Digter, jeg behøvede ikke dig for at vise mig Vejen i den - summende Labyrint; jeg har set Bajæ og Fiskene og Havet, som - jeg har set Venedig og Pølen og Frøerne. Jeg sover ikke, jeg er - lysvaagen. »Hvilken Kvinde jeg ønsker?« -- I spørger mig, jeg har - fundet hende, saadan som jeg ønsker hende -- Perlen i Muslingen, - som jeg vil bevare ved mit Hjerte. - - Julia Cassini -- - - »Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser, - mens i den elskedes Skød hviler bestandig min Sjæl.« - - Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig. - - Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen, - medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lænet - tilbage i Gondolen, lader jeg mig føre forbi den elskedes Hus. - »Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der - skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav - ad Livets Kanal den mig fører, sorgløs drømmer jeg da, glidende - let over Vand.« Jeg véd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er - hun min. - - Hun lovede mig det første Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem, - og der skal jeg søge hende, der skal jeg møde hende, naar hun - kommer. - - Endnu er hun ikke kommen. - - Saa længe faar jeg trøste mig med Venezia og Goethe. - - Det er alligevel ikke let at vente. -- - - »Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den - gryende Vaar, længes mod Frugten i Høst. Nu er mig Sommeren lig - Vinter, der dækker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den - evige Vaar.« - - Julia er kommen. - - »Sig mig, hvorledes du lever -- jeg lever, var Aarene hundred, og - var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.« - - Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prøvet at gengive. - Hav Tak for det, du var mig i disse Dage. - - Hav Tak med dine egne Ord. - - »Træt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg, - herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan - bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv - søgte mit smægtende Blik.« - - -- Forlad mig, Mester -- nu prøver jeg at digte. - - Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang -- men den Glød i - dit Blik -- Julia -- ingen har malt. - - Og dine Læber, Julia -- nu er Drømmens Virkelighed. - - Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den ædle Donna Julia Cassini - Arvid Ankerkrone sin Tro. - - -- -- -- - - Smaaland, Aug. 1881. - - Oftmals hab' ich geirrt und habe mich wieder gefunden, - Aber glücklicher nie; nun ist diess Mädchen mein Glück! - Ist auch dieses ein Irrthum, so schont mich, Ihr klügeren Götter, - und benehmt mir ihn erst drüben am kalten Gestad. - - Disse fire Linier fortælle alt. Jeg har fejlet, og først her i - den grønne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl - bestod. Jeg har elsket Julia, og i de første Aar af mit Ægteskab - troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville - plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De første Pust fra den - ubarmhjærtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har født mig en - Søn, og i Daaben har jeg skænket ham Navnet Claes, som er gammelt - i min Slægt. Julia har født mig andre Børn, men de er døde, og - med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose. - - Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke følge, - jeg ønskede det ikke heller, for vore Drømme er drømt til Ende. - Fem Aar er en lang Drøm, og Drømmen var sød. - - Nu er den forbi. - - »Jeg tog fejl -- jeg har taget fejl før -- jeg har set det, men - jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.« - - Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i - Aaen, da jeg saa hende første Gang. Nøgen stod hun ved Busken, - der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun - stod der, løftede hun sit Blik mod mig og lo. Skøn som Venus, der - steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dølge, - og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Bølger krusedes om hendes - Fod. - - Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er født i Smaaland blandt - Lyng, Blomster og blinkende Søer. Og Annie er føjelig og god, som - hun er blid og taalsom. - - Annie er min Elskerinde -- - - Cedersköld og Kurk har været paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere, - jeg har stødt min Fod. Nämdemanden ler, han véd, jeg gaar til - Aaen for at fiske. - - Annie er kyndig i at sætte Snører, og Fisken søger til hende. - Annie fanger den let med legende Haand. - - Imorgen rejser jeg, og Annie følger mig. - - Det kan ikke nytte at spørge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke - skulde vel søge Annie i Smaaland. - - Julia har sendt mig et Brev. Hun spørger, om jeg kommer til - Venedig. - - Nej, jeg har kaaret Annie -- er det ej det rette, Guder saa - skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen -- -- -- - - Sjælland, Aug. 1882. - - Arm und kleiderlos war, als ich Sie geworben, das Mädchen, - Damals gefiel sie mir nackt, wie sie mir jetzt noch gefällt. - - Det er Bøgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker - deres stille Sprog i vore Øren. Annie er mig en god og kærlig - Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den - store Eros er det ikke -- men -- - - Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede - hendes Billede klarere frem for mig -- men disse Dage tilhører - Annie. - - Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille Sø, hvor vi gærne - dvæler, Annie og jeg. Tæt kranset af Skoven ligger den der som et - lille blankt Skjold mellem blomstrende Hæge og Tjørne. Vi sidder - paa Roden af en vindfældet Bøg, hvor Søen skærer sig ind under - Skrænten, der støttes af Røddernes Fletværk. Det Sted elsker vi - begge. - - Annie er bedrøvet og bange. Hun bøjer tit sit Hoved mod min - Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig - for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide - ganske stille ned i Søen med mit ufødte Barn -- ganske stille, - for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig. - - Saa svarer jeg: Annie -- ingen har Ret over mig uden den, jeg - kaarer. - - Saa kysser hun mig med Taarer, -- Annie, der steg op til mig af - Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland -- og langsomt drager jeg - hende bort fra Brinken. - - Men stundom føler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem - fra Arbejde, og deres Skænden lyder i Gaarden. - - Saa tænker jeg paa Mesterens Ord. - - Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Føden, Børn - vil det avle og sørge for Føden til dem. Mærk dig Vandrer det, og - gør du derhjemme det samme; Menneske, gør hvad du vil, du driver - det aldrig til mer. - - Gammalstorp, Okt. 1862. - - Eine Liebe hatt' ich, sie war mir lieber als Alles! - Aber ich hab' sie nicht mehr! Schweig, und ertrag den Verlust! - - Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og - Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og - jeg tøjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede - Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave - Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans - Kvinde og de krøllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden - derind og drikker et Glas Mælk, mens jeg klapper hans lille - lyshaarede Johanne, hvis klare blaa Øjne ler til mig. - - Saa gaar det videre over Stok og Sten. - - Annie er borte -- Julia er endnu i Venedig. - - Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu. - - Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke - mere Tanker for kælne Lege, og Vennerne venter. - - Baade Cedersköld og min brave Kurk, som jeg har forsømt saa - skammeligt, fordi jeg drømte med Annie. -- Hvorfor mon hun forlod - mig? - - »Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg - trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang - en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej - jeg har hørt.« - - Nu gaar det mod Lejren -- hvem tænker saa paa Kvindfolk. - - Venedig, Maj 1883. - - Und so tändelt' ich mir, von alle Freunden geschieden, - In der neptunischen Stadt Tage wie Stunden hinweg. - Alles was ich erfuhr, ich würzt'es mit süsser Erinnrung - Würtzt'es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt. - - Atter i Venedig -- men dog ved det første Blik hvor forandret -- - mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gæstede dig, - Venedig -- kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da! - - Jeg søger ikke min Kærligheds første lyse Dage, dens straalende - Nætter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer. - - Men jeg venter intet -- jeg haaber intet -- det er en - Pilgrimsfart til hellige Steder -- -- -- - - -- -- -- - - Jeg drømmer, men aldrig drømte jeg lifligere Drøm. Julia er min - egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg - troede var Døden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund, - som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved - bøjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin - Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den - rødere end før, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia, - jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen - Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du - smiler, du spørger ikke, du ved, at din Kærlighed er alt, den - tvivler ikke, fordi den ikke ser, den spørger ikke, fordi den - ikke hører. Nu begynder Livet af ny. - - »Jeg har dig elsket tilforn, brændende hed i Begær, elskede hører - du, tro og betro dig til mig.« - - Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal - være glemt, alt andet. - - Navnet ogsaa -- alt. - - Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig - de samme søde Sagn som i svundne Dage. - - Julia du -- - - Men vi vil dvæle i Venedig -- dvæle længe, evigt om du vil, og - jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser - dens Bæger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sødt, og hvor - Solen kærtegner den. - - Om du vil det saa. - - Her skal du føde mig et Barn, som skal være vor Kærligheds Barn, - en Datter, der skal bære dit Navn, eller nej -- dit Navn skal kun - du bære. Og ingen anden. - - Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du. - - Verona, Marts 1884. - - Widerfahre dir, was dir auch will, du wachsender Liebling -- - Liebe bildete dich; werde dir Liebe zu Theil! - - Julia har født mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men - vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en - Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo, - og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen - skinner. Posten er en fortrædelig Ting -- den har bragt mig Brev - fra Annie. - - Annie var et Navn -- Annie er glemt. - - Men Brevene kræver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk sørge for - Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Børn, men de - er Julias. En Elskerinde bør ikke føde Børn. Børn bør kun avles - ved Arnen. - - Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har - vel ingen Nød, det er avlet i Elskov -- men det var Elskov, der - svandt -- en Spøg. - - Es sei, Liebchen, des Scherzes genug! - - Gammalstorp, Marts 1885. - - Wundern kann es mich nicht, dasz Menschen die Hunde so lieben, - Denn ein erbärmlicher Schuft ist, wie der Mensch, so der Hund. - - Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cedersköld og jeg. Vore Fædre - var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op - sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde - nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nærmest, - vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige - højt. - - Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til - Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg følte, - for at min Dreng en Gang kan lære sin Faders Skæbne at kende, - ærlig og sand, som den mødte ham i Livet. Men hvert Pennestrøg er - en Rift i et aabent Saar. - - Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og - derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia - vil tilgive, det føler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia - var syg. Jeg følte mig bedrøvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg - fulgte en Røst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det - smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig højt - min Kærlighed til hende stod over min Elskov til Annie. - - Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde - om sin Kærlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord, - berøre en venlig Følelse for en anden, endsige Elskov. - - Høsten gik, og den var tung og mørk. Jeg vilde rejse mod Syd, men - Julia vilde ikke. -- - - Julia var skønnere end nogensinde før, men hun vilde ikke se mig. - -- - - Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som - en Dronning blandt alle Terner smaa. - - Hun var venlig mod mig igen, men min Drøm kom hun ikke i Møde. - Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det. - - Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke - tvivle. - -(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.) - - Christiansstad, 20. Marts 1885. - Arvid Ankerkrone. - - Du har voldet mig Sorg og Fortræd mere end nogen kan bære, men - for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit - Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt, - for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang -- det siger du jo - til Cedersköld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham - ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trøste mig til, for dine Penge - vil jeg ikke eje eller have. Og Cedersköld vil sørge baade for - mig og Barnet. - - Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo - din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, skønt jeg har - syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og - hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nød, trods dine Ord og - Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at - lade dig høre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig - -- for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen. - - Men Ret skal være Ret alligevel. - - Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og støde - mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cedersköld, men din fine - Frue, som du elsker, og som skal være saa stolt, skal ikke berøve - mig mit det sidste og eneste. - - Og nu ved jeg, at din Kone er Kæreste med Cedersköld, og de mødes - baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa - Vished for det, naar du ønsker. - - Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde - er gift og har Børn, saa er det ikke som med en anden en, der har - sin Nød. - - Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig. - - Annie Bengtson. - - P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen - næste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engström. -- -- - -- - -Jeg har dræbt min Hustru. - -Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod -Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til -mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes. - -Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt? - -Og hun svarede ja. - -Saa vilde jeg gaa -- jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og -det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam. - -Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes -alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme -Ret som jeg. - -Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller -ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns -Ære, og dens Hævner var jeg. - -Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var -ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og -det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun -tilgive mig. - -Jeg troede hende ikke. - -Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at -erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det. - -Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld -var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad. - -Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde. - -Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at -tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun -havde skrevet. - -Julia græd, og jeg troede hende ikke. - -Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde -jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg -tvivlede. - -Og jeg tvivlede endda. - -Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand. - -Jeg begravede hende, men begræd hende ikke. - -Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa -mine Læber, og jeg blev en gammel Mand. - -Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit -Hus, og den Ed vil jeg holde. - - * * * * * - --- -- -- Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der -oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som -Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til -hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! -- og tal kun, hvor Ordet handler. --- -- -- - - * * * * * - -Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom -Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af -dem kastede det skarpeste Lys over en Handling. - - Vintschgau »Neuspondinig«, d. 12. Aug. 1886. - Kære Holger. - - Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en - Gæstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det høje - Punkt Ferdinandshöhe. Du véd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver - dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt. - - Cedersköld er død. - - Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en højere - Vilje, om saadan højere Vilje er, der bestemte det anderledes. - Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, véd du - selv. Han brød vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at - finde hans Vej og kræve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa - dette Sted døende, og han døde uden at tale. - - Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans - Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bæk, - der kaldes Klammbach. - - Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet stærkt - læderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han døde, ikke ti - Minutter efter min Ankomst. - - Jeg tænker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshöhe, - hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget - for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cedersköld i - hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden. - - Nu er han død, og jeg har ikke dræbt ham i Kamp. Jeg vilde ønske, - jeg havde, for siden Julia døde, har hver Blodsdraabe i mig - krævet hans Død, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skæbne. - - Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans - Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt - til Glædespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg - elskede hende, hun bedrog ogsaa Cedersköld og løj for os begge. - - Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod - Syd for at se Venedig og Julia, forsøgte han at hævne sin Datters - Ære ved at dræbe Cedersköld. Om Barnet er mit eller Cederskölds - véd jeg ikke, men det skal ikke lide Nød; det har sit Forblivende - med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cedersköld, men - jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trøst. Jeg har - aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og føle Trøst derved. - Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i - hvert Fald kun lidt. - - Nu er han død, og hans Navn skal ikke nævnes mellem os mere. - Han fandt Døden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem - Ferdinandshöhe og Trafoi. Kusken, der kørte for ham, saa ikke, - hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare, - hvorledes det gik til. - - Nu vender jeg hjem til Børnene; deres Opdragelse er nu det, - hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen. - - Din Arvid. - - Malmø, den 10. April 1898. - Kære Holger! - - Du skriver til mig, at Annies Barn er dødt. Annie har skrevet mig - til og søgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg - saa hende første Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov, - det kan man gøre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi - Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker bør søge Solskin. - Naa, jeg vil ikke præke denne Lære, og det vilde ogsaa være dumt. - Nu er jeg ændret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bære - »Straffen«. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hævn. Al - Straf er Hævn, og Hævn kan tilfredsstille, det har jeg selv følt - en Gang i mit Liv. - - At Barnet er dødt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og - paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand - kan elske mange Kvinder og dog ikke præges af denne Elskov, en - Kvinde, der elsker mange Mænd, er og bliver en Skøge. Saa faar I - lære nok saa meget det modsatte og præke Jer Moral eller Umoral - nok saa ivrigt. - - Jeg er Junker fra Fødslen, og min Moral er Junkerens Moral, - den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn, - slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min - Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen - Moral. Skøgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved, - da det levede, agter ej heller at græde ved dets Baare. - - Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun - trænger til. - - Din Arvid. - - Paris, den 25. December 1899. - Kære Holger. - - Glædelig Jul -- Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte - Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfældigt, vi havde - besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og - Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa - Sicilien, Hvedebrødsdagene varer vel endnu i 14 Dage, skønt - Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk. - Gud være lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser. - -- Imorgen maa Ulla vel komme. - - Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde -- Annie. Jeg - drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris; - da mødte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun - led Nød, hun saa fattig ud. Du véd, jeg tror, alt i Verden har - sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun - vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor - jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke. - Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt. - - Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk. - Sjöström har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid - har sagt, en slet Knægt, der sikkert har levet af Annies Venner. - Vi talte ikke om Barnet, hun forsøgte derpaa, men jeg afviste - det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende. - Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig - med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et - fyrsteligt Maaltid i Café de la Paix. Jeg tror virkelig, hun - begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg - vil ikke nægte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg - vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af - alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nær. - - Om Julia. - - Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg - faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg - elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede - Cedersköld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende. - Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele - deres Sjæl og tror deres egne Løgne. Selv lyver jeg sjældent - -- kun én Gang har jeg løjet for dig, som du her vil se. Det - blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt - Kvistværelse i en Bydel, jeg ikke kender. - - Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af - en Djævel i mig den hellige Julenat. Jeg kan være ond, og jeg - var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme, - hvorledes en Mand døde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over - Stilfserjoch fra Trafoi. - - Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand, - hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte - Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg - nogensinde vil fortælle nogen anden. Hun stivnede i Rædsel, og - jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror, - hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min - Fortælling. - - Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cederskölds - kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved - Ferdinandshöhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove - Springet og æske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig - eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du, - hvorledes det gik til. Gem det og glem det. - - Din Arvid. - -Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte, -det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans -Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev -lød: - --- -- -- - - Min eneste Ven. - - Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig, - det sværger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dør i denne Nat, - som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette - Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare - det og sende dig det, om jeg dør før hun. Jeg har aldrig elsket - andre end dig -- aldrig. At Cedersköld har forført mig er vist - og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede - jeg og Barnet var dit, det var det, for det fødtes, mens vi var - sammen, og havde været sammen længe i de lykkeligste Dage af mit - Liv, og det véd du godt. - - Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles - fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg - forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det - vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret - havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var - din Elskede og havde født dig et Barn med Smerte. - - Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du - elskede mig før nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men - jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som - det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun - talte saa meget til mig og var bedrøvet, for hun var vistnok god, - men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde - svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget - efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig, - for jeg havde ladet, som jeg var bedrøvet, og hun var god imod - mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede - mig. - - Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med - Cedersköld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar - efter mig, men ham brød jeg mig ikke om. - - Og saa skrev jeg til dig. - - Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var - ikke sandt, for Cedersköld har aldrig været din Kones Elsker; men - jeg gjorde det for at hævne mig. Jeg vilde have fortalt dig det - i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet - Cedersköld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa - mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det. - - Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og - Cedersköld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og - forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke - engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rørende til dig, om - dengang det døde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du - vide, hvis jeg dør, for at dine onde Gerninger kan være bekendt - for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre. - - Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu véd du - det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid - Ankerkrone. - - Din ulykkelige elskede Annie. - - - - -XV. - - -Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et -kort Brev fra Helsingør, der lød saaledes: - - Hr. Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi. - - Efter Hr. Løjtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning - om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa - Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin, - var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold - Sjöström. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag - hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Køretøj og ladet sig - befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at - han lod Vognen køre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare. - - Med dyb Højagtelse ærbødigst - Jens Petersen Stub, - Kelner. - -Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en -Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen -derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover -Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var -der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret. - -Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden -og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han -at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med -Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og -Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at -Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere -at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt, -som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt. - -Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til -en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den, -der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det -var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste, -at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der -var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor. - -Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge -Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til -Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde -Ritmesteren tale, og tale ud. - - - - -ANDEN BOG - -Venezia. - - - - -I. - - -Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By, -Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve -om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille. -Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder -Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa -i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet -rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig -blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op, -en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst -sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn -Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München. - -De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der -tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik -rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor -Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille. - -Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk -By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser, -ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave -over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer, -ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra -Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en -Vraa. - -Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen -Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet -Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten -med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge. - -Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets -Navn -- Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger -hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande -ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med -lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to -rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de -fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene; -saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort -dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule -Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte -Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede -fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over -og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og -øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig -- -det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede -de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis -Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn -voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men -som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet -udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække. - -Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad -mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære -Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres -Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde -traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander -havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de -smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker. - -Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud -over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene -glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over -Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig -op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne -Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid -og did, medens Skummet slog over Stævnen. - -Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede -Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe -Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte -løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et -Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager -ud af deres Drømme. - -Zwei Zimmer -- vierter Stock. - -Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes -Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af -Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte. - -Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper. - -Hotel Bauer Grünewald. - -Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i -den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag -ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de -flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede -Vandet, der sukkede. - -Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og -Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i -Nattens Stilhed -- tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde -af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om -Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede. - -Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt, -ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade. - -Hvem er du? -- hvem er du? -- han følte sig saa fremmed for sig -selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte -- -hvem er du? -- hvem er du? -- - -Han levede -- og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs -og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor -Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde -talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse -Vægge. - -Han var i Venedig, Drømmenes tavse By. - -Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var -fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske -Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte -alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig, -krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede -Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit -Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.« - -Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun -var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om -i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en -stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket -ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker. -Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld -af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans -Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par -mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige -Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret -Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden -ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det -skønne og store og om det forjættede Land -- Venezia. Maaltidet var -hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til -Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler -- den -evig uforlignelige Marcusplads. - -Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen, -der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun -en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten -- ikke den -tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men -Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager -deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende -hvide Glans i anelsesfuld Længsel. - -Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over -Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger -til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred, -Trang mod Hvile -- det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i -Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke -vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste -Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som -den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens -Kalden følges saa villig. - -St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere -og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning. -Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder, -hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til -Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde -aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse -Lyst, der drager Øjet og Tanken. - -Og Foden flytter sig villigt -- til Piazettaen, hvor Dogepaladsets -mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i -Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten -glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i -det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu -er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme -for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen -og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin, -medens Bølgerne sukker. - -Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men -lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre -Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert -Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig -Følelse af at se og nyde. - -Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro -tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn -faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel. -Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om -Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden -rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes -ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod -Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat, -der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio -Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som -et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de -tabendes Lod. - -Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset, -og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den -skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i -sin tavse Dejlighed -- -- -- - -Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig. - - - - -II. - - -Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet, -end at Sjöström var rejst til Venedig, og at han var truffet -der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra -ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans -Formuesomstændigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de -store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nævnet, var et lille -uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor særlig Søfolk søgte. Holst forhørte -sig der den næste Dag, men man kendte intet til nogen Løjtnant -Sjöström, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under -et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde -blive i Venedig, havde søgt et privat Logis; men rimeligst var det -at søge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for -en Eventyrer, der som Sjöström kæmpede for Opholdet. Holst tvivlede -ikke om, at han havde sat de røvede Penge til ved Spil i Monte -Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned -var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten. - -To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa -følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og -da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager -og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild -gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind -i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og -al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt -op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet -og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig -griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold. -Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt -efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede. - -I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit -Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen -efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit -lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans -unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række -bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen, -men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse. - -Det var en flov Historie, men Holst trængte paa. - -Saa fik han Historien. - -Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en -meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet -adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge -Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte -hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde -Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog. -Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar -Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte -temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur -pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove -et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod -han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske -Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans -Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til -Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde -Sunde. - -Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun -kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale -Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig -i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den -skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt -velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum, -Korridorer og Altaner. - -Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en -Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine -Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin -fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt -opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet -hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen -og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede -Klædningsstykker. - -Alt tegnede til en Hyrdetime -- saa pludselig hjemsøgtes Arkadien -af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en -stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets -Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand -er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og -ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et -køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter -Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser. - -I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel -Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte -et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned -ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers -Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde -halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han -havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette -paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet -Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han -havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld -Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i -Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte -Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge -- alt var Nederlag. - -Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over -denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham -ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et -nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal -end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden -kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør -til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke -vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i -Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i -den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret. - -Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at -konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun -havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der -fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt -at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget -i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst -udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad -Søvejen. - -Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med -stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt -Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede -Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor -Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme -Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig -direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var -bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre -sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par -Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for -ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette, -men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret -Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans -Passiar og besluttede at udbytte ham. - -Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner, -og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af -Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo, -der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden -at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte -Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige -Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke -ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække -Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture, -havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede -Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset, -der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en -Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven -Tid. - -Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik -igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke -sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende, -og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den -skønne mærkede Uraad. - - - - -III. - - -I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne -ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en -stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et -Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst -traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet -som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let -Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt -lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det -tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa -venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det -var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var -næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede -ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed -Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes -ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte. - -Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen -mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt -Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den -gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid, -hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der -tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig -Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde. - -Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes -Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde -forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun -følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet -Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun -stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod, -hvorfor hun var kommen. - -Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele. -Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik, -hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre -Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget -Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en -tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me -tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa -samme Stil. - -Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende, -og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde -Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for, -og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den -unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille -for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han -var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik -som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times -Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens -Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem. -Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader -og Moder, og Holst anslog de samme Strenge. - -»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et -halvtilsløret Blik. - -Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.« - -Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand. - -Han fortsatte. - -»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig -elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er -barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene, -hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene -tuder paa Stepperne ved Vintertid.« - -Hun saa skarpt paa ham. - -»De er fra Danmark, sagde De?« - -»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde, -som Sneen der dækker Sletter og Høje« -- han rettede det til Bjerge, -fordi han syntes, det klang fastere. - -Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde: - -»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg -véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er -Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene -her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i -højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd, -at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor -Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt -i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle -smukke Pigers Skaal.« - -Holst blev rød i Hovedet. - -Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg -sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa -ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak -for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De -mig?« - -Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa -Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter, -mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig -fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at -se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at -De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men -De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra -Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant -fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.« - -Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev -hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv -- saa sagde -hun saa træt med halvsagte Stemme: - -»Hvad skal det tjene til -- hjælpe mig kan De dog ikke.« - -Holst greb hendes Haand. - -»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er -De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er -De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --« - -Jeannette fo'r sammen. - -»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt. - -Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner, -ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe -Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig -over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne. - -Hun fo'r sammen og saa op. - -»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er -alle ens -- alle.« - -Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb -igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem -hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men -røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun -helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation, -men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og -saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,« -sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig -saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du -lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger -dig til det mest nedværdigende af alt -- for hans Fordel at lyve -og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden, -med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at -lønnes med onde Ord og Spot. - -Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa -skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og -befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.« - -Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme. - -Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe -hørligt: »Kender De Hugold?« - -Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer, -der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans -Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder, -Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller -- -tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne -Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det -maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved -Maalet. - -Det varede et Sekund -- saa talte han. - -»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre -end jeg.« - -Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom -borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og -brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer. - -Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort -fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast. - -Det varede kun et Sekund. - -Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved -mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det -var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende -Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde -fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at -forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie -skal ikke græde -- lille Annie skal ikke græde.« - -Navnet ramte Pigebarnets Øre -- hun rettede sig op og saa paa ham -med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte, -hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde -træde hindrende mellem ham og hans Hverv. - -Nu laa Vejen aaben for ham. - -»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie -- kendte De -Annie -- hvilken Annie?« - -Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i -det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod -hans i et varmt Kys, der sved. - -»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels -mig, om du kan.« - -Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én -- denne Pige kan bringe -ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun -har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én -- kun én --- jeg maa gribe til. - -Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie -eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i -sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt -Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys. -Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af -Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren. - -For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den -Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land -og stod paa Vejen, der førte til Maalet. - - - - -IV. - - -Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor -de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af -Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at -skuffe Mænd, var næsten ubegrænset. - -Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at -gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det -netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed -fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok -var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle -slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot -ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa -lindt og glat. - -Resten maatte Tiden bringe. - -Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød -vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes -Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere -taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer, -en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var -Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn -tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk, -og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den -unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste -tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i -Verden. - -Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og -ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström, -der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to -var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig -til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede -Interesse for Parret. - -Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften -havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det. - -Holst undveg. - -Jeannette saa op paa ham og spurgte: »Hvad vil du saa med mig?« - -»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.« - -Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har -været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder -rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af -hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?« - -Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa -let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts -Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at -tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han -skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det -var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en -Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret, -og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig. - -»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi -talte om?« - -»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham. - -»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos -ham?« - -Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham. -Jeg hader ham -- hader ham,« og hun knyttede sine Hænder. - -»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende. - -»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af, -men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden, -saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.« - -»Hvornaar var det?« spurgte Holst. - -»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie -var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig -meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med -ham.« - -Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender -hende jo slet ikke.« - -»Aa jo,« sagde Holst, »lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?« - -»Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var -hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun -er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene -tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun -har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af -hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig. --- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde -rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde -faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette -forfærdelige Liv!« - -»Hvilket?« spurgte Holst. - -Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals. - -»Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grænseløs -ulykkelig.« Hun brast i Graad. - -Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det -altsammen -- du kan godt sige alt til mig.« - -»Ikke nu -- ikke nu -- men siden,« hviskede hun. »Du skal faa -alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke -sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig -ulykkelig.« - -»Vil du forlade ham?« spurgte Holst. - -Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig -Fortræd.« - -Holst smilede. »Du kan stole paa mig, Jeannette.« - -Jeannette saa forskrækket op. »Nej, du maa ikke, du véd ikke, hvor -ond han kan være -- du maa ikke gaa til ham.« - -Holst smilede. »Du skal ikke være bange. Jeg har et Bud til ham fra -hans Broder, som er en brav og hæderlig Mand. Det aller fornuftigste -er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa -skal du se, naar jeg først faar talt med ham, kunde det være, der -var et eller andet, som jeg kunde fortælle ham, der vilde gøre et -vist Indtryk paa ham.« - -Jeannette saa uforstaaende op. »Kender du ham da?« - -»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste -at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at -besørge.« - -Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du -maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du, -du maa blive hos mig.« - -Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens -hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde -sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet -begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen. - -Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned -mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de -tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.« - -Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt -paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem -ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester -Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt -bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en -lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han -havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var -altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at -være paa Post. - -Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?« -spurgte hun. - -Holst nikkede: »Ja, jeg kender dem.« - -Jeannette saa skarpt paa ham. - -»Hvem?« - -»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere. -Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor. -Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham, -at jeg kommer.« - -Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes, -hans Væsen var saa forandret. - -»Sig mig, hvor du bor?« - -Holst nævnede sit Hotel. - -»Alene?« spurgte Jeannette. - -»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget -net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.« - -Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende -skarpt. - -Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme -Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt -nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med -ham med stor Varme. - -Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for -Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han -nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand, -men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han -nogensinde havde mødt. - -Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket -sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig -Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var, -et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over -hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved -deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte -han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede -Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og -Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand. - -Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem -dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes -Døbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham -mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede -endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig -selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set. - -Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var -sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam -- blot -en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en -saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa -vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet -Kvinde. - -Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun, -der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen. - -Holst trak paa Skuldrene -- »Mislykket,« sagde han, »Donnaen -udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg -mødte i Gaar i Akademia.« - -Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde -travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med -Hensyn til Sjöström. - - - - -V. - - -Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for -Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens -Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med -en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens -Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel -tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant -igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa -Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han -besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet. -Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed. - -Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter -forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og -Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en -enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke -skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt -og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og -glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han -pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa -Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa -ud.« - -Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden -fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung -Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede, -der hang paa den modsatte Væg. - -Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han -i samme Tone uden Overgang: »-- og der har vi saa Herren hjælpe mig -Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud -i det fremmede.« - -Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone. - -Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig -op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par -Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen -gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en -fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen -af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet -i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige -Rejseselskab. - -Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede -smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil -og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de -hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise -»Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen -saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne. - -Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre -oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden -rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin -»Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som -hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs. - -Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere -endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om -Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham. - -Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme, -da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede -ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og -som Herredsfogden smilende sagde: - -»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr. -Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger -talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa -samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste. - -Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik -Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne -hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige -Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men -Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken -om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham -egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at -en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen, -og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab. - -De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med -Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog -bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting, -Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne. - -Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde -være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers -Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk --- Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt, -det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der, -anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom. - -Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst -besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret -og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han -om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at -Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre -Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne -Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre. - -»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.« - -Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske -naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og -Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som -hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer -intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har -ham, vil jeg ikke være rolig.« - -»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte -Herredsfogden. - -»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne -Sag udelukkende stolet paa mig selv.« - -»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det -gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde -jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun -en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De -først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.« - -Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han -skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem -den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det -rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle -Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede -at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det -er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en -Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg -tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade -Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud -straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende -Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo -endelig være, at han ikke er Morderen.« - -»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet. - -»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart. -Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod -det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes -Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil -selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo -Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.« - -»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme -Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere -mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i -Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem -ikke overliste. Vil De have Frokost med?« - -Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at -komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i -Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den -givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa -Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke. - - - - -VI. - - -Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor -Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det -for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han -aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at -bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han -sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal, -hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod: -Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig; -hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst -talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad -om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa -rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en -Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig. - -Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen -førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og -en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger -ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et -Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for -Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til -for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig -ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der -vendte ud mod Kanalen. - -Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et -Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende. -Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i -Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene -stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig -Jeannettes. Han var altsaa ikke alene. - -Døren gik op, og Sjöström traadte ind. - -Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander. -Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var -rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun -var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet -furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man -se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over -hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand. - -Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads. - -Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede -sin Hat fra sig paa et Bord. - -»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte -Sjöström med en let Bøjning. - -»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa -det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at -overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at -kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde -hans Ønske.« - -»Ja saa --« kom det fra Sjöström. - -Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid. - -»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde -faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde -truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde -være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa -hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.« - -»Ja saa --« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var -øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen -syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af -Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone: - -»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette -Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.« - -»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud. - -»Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der -desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt -har generet Deres Broder en Del.« - -»Karlkvisten --«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem -skarpt paa Holst. - -»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?« - -»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige -Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig, -at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge -- -ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min -Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil -jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.« - -»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han, -som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg -følger med. En Check kan vel gøre det.« - -Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig -mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min -Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes -Skyld.« - -Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig. - -»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke -Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger -ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være -uhøflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg -har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor -Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere -med Dem.« - -Holst blev rolig siddende. - -Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt -Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod -Døren. - -»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i -en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det -mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte -øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der -var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men -paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed -var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i -Rolighed. - -»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da -troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i -Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.« - -Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte: - -»Men de er maaske endnu i Behold?« - -»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i -mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?« - -»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr. -Sjöström.« - -»Dem --« - -»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at -sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar -i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda -Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det -mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette -Mellemværende med Dem.« - -Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han: - -»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale. -De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig -og saa paa ham med et fast Blik. - -»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem, -men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et -Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til -Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i -Fald De godvilligt vil følge mig.« - -Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig -og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver -af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede -den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag -faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst. - -Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren -- -ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst -for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham -tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen. -Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i -hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den -uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone. - -Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse. - -»Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er -det, De stiller an med Hugold Sjöström?« - -Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen -og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han -stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte -først: - -»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i -denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at -den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det -er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil -behage at følge mig.« - -Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang -imellem. »Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.« - -Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en -kold, let overlegen Tone: - -»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken -Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa -international Grund?« - -»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig -at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter -Ordre.« - -»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt. -»Jeg svarer for Hugold.« - -Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr. -Løjtnant.« - -»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han -arresteres.« - -»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.« - -»Hvormeget?« spurte Ankerkrone. - -»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.« - -»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind. - -»Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.« - -»Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden; -mindre kan vel gøre det.« - -Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham. - -»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast -Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker -at komme ind.« - -Jeannette tøvede. - -»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar -De tage Følgerne.« - -Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte -- han -bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren. - -Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op, -og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone -protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans -Arm. - -»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant -Ankerkrone,« sagde han. - -Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver -paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at -Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans -Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men -sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans -Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa -Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.« - -Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr. -Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord -paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig -henimod ham og hviskede: »Annie --.« - -Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i -en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér -med.« - -Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort. -Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen. -Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den -gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse. - -Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade -mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det -fornødne.« - -Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge -for den unge Dame.« - -»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig, -ikke sandt, Frue?« - -Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men -Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil -vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder -Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!« - -Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette -bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette -forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da -Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette. - -»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den -stærkeste.« - -Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i -Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham -ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad -der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre -Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa -dette.« - - - - -VII. - - -Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og -indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en -Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde -betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl, -som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end -for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne -betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde -det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der -efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte -venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til -allehaande blid Spøg. - -»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af -mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem -i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring -enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med -Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og -Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne, -og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa -venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette -hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru -Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.« - -Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede -af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele. -Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned -paa sit Knæ. - -»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke -blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget -mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus' -Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at -anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er -bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?« - -Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm -laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun -sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun -hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.« - -Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar -tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde -han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?« - -Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt, -at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig -tæt op til ham. - -»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?« - -Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue. - -»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?« - -Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame -staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret -til Municipiet. Forstaar De det?« - -Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere -Sagerne.« - -Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til -Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som -jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt, -jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige -Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter -foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De -kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar, -kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.« - -Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora -Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var -den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet. - -Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at -Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand -- det -vilde være ubilligt at forlange det ogsaa. - -Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere -om Dr. Braun --.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde -betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst -lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i -en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret -rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori -afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret, -og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art -Dydsbelønning. - -Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den -gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd -med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu -bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa -til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin -lette Bagage overføre til sit nye Kvarter. - - - - -VIII. - - -Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme -Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille -Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes. - -»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og -overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er -medgaaet til Omkostninger.« - -Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han. - -Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den -skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.« - -Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa -fortryllende sød.« - -»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele -gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt -hun er stillet, vil nok være god imod hende.« - -»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa -bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.« - -»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig. - -Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin -Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke -fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de -25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag -gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa -Taknemmelighed.« - -Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab? -Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at -spørge. Han havde sine Sager, og glad var han. - -Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til -Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet -med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten. -Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret, -sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til -Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag. -Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da -Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive -ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt -var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde -sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen. - -Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk -tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog -Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning -derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt, -min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.« - -Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig, -og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte -tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad. -Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der -klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa -hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have -græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen. - -De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over -Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft, -og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket -overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at -han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham -med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde -sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag. - -Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete -Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod -falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var -kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke -talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn -Kurk var forstemt og ordknap. - -Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille -og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla -sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove. - -»Længes De ikke?« spurgte Ulla. - -»Aa jo,« svarede han, »-- længes -- det kan jeg vel ikke sige. Der -er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt, -men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom -til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig -en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative, -romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en -Gang af de smaa, men jeg føler det samme.« - -Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved -den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu -...« - -Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop -følger det samme Spor som mine -- det tænkte jeg netop.« - -Ulla rødmede: »-- og nu -- -- --« - -»Nu vilde jeg -- -- -- --« Holst tav. Hun saa paa ham med et -forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde, -dybest indefra, der steg igennem ham. - -To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det -skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var -ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne, -hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje -over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik -hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder -og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille -derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært -ham i mange Aar. - -Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det -var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt. - -Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med -Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved -Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig -tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede. - -Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i -samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens -Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og -samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han -forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt -til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama. -Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han -havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han -var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra -Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og -det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det. - - - - -IX. - - -Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse -fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til -Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde -Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der -varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker. - -Holst tændte den og satte sig en garde. - -»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.« - -Holst nikkede. - -»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte -mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms -Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte, -at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?« - -Holst nikkede. - -»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende -paa Holst. - -»Foreløbig -- ja,« svarede denne. - -»Foreløbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et -Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De -Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har -ladet ham arrestere?« - -Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine -Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt -Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold -Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og -tilvendt sig et betydeligt Beløb herved -- eller rettere: Papiret -er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at -det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg -ingensomhelst Formodning -- kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være -nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig -repræsentere.« - -Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De -i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et -Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til -at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig -en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.« - -Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte -mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan -ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes -Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar -frem for alt.« - -Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror -paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med -Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid -nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.« - -»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for -Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr. -Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det -Navn, før jeg har varet dem ad.« - -»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa, -at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa -hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.« - -Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde -han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage -noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som -er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller -en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke -frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu -ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor -Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham, -hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver -unævnt.« - -Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver -nødvendigt at nævne det?« - -Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg -tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger -mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.« - -Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til -Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge -Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget -lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne -gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer -og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod -til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod -sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en -paafaldende Mangel paa Sympati. - -Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström, -han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men -næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og -i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod -Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og -ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad. - -Det lovede han. - -Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og -gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge -Haab. - - - - -X. - - -Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med -Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han, -Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge, -han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke, -der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte -den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans -Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse. - -Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den -sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne -stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig -straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde -faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne. - -Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han -med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at -Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en -Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde -han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og -den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse -selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde -benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette -var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han -havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været -højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han -troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad -havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser -og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde -modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide, -og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han -var meget syg, det var tydeligt. - -Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström -kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre -end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette -- -nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet, -og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været -tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han -maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans -Tavshed og Sygdom. - -Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for -Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge -paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens -Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv. - -Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis -Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere -indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa -den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin -gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde -staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der -var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der -straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets -gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet -den. Vilde Venskabet holde? - -Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte -holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gøre -end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde -række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst. - -Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud -til ham. - -Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal, -han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i -Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst -og om hans nette Væsen. - -Ritmesteren nikkede. - -»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg -tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.« - -Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en -komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset -Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.« - -»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den -burde han opgive.« - -»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man -anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet, -Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt. -Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.« - -»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk. - -»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump -Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.« - -»Hvad mener du?« spurgte Kurk. - -»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil. - -»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med -et søgende Blik paa Ritmesteren. - -»Nej,« svarede denne. - -»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.« - -»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i -Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?« - -»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen. - -»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med -Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.« - -Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes -Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en -Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud. - -»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.« - -»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold -Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere -end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en -Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.« - -»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk. - -»Til alt,« svarede Ritmesteren. - -»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?« - -»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke -vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.« - -»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?« - -Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde -begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger, -tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det -den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet -ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde -mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg -kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som -jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har -været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor -Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne, -skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori -Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa -dig, om den Sag skal blive andet og mere.« - -Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord. - -Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen, -for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den -ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle -Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og -Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den. -Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader -ikke for vor egen Skæbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder, -fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan -handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.« - -Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv -var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han -vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse -Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et -fornøjeligt Frokostbord. - -Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa -en Udflugt til Lidoen. - - - - -XI. - - -Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf -Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil. -Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere -ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen -Bestemthed og megen Værdighed. - -Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra -Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade -Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt -uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade. - -Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens -Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som -babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende -Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i -Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange. - -Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket. - -»Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende -Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly? -Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige -Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte -mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne -Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse -Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede -og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det -samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at -staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger: - - Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thränen enthalten. - O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff! - -Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.« - -Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt -paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte -i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved -Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.« - -Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.« - -Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun, -grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger -jeg: grib baade Fader og Datter.« - -Holst blev rød. - -»Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens -Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af -en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan -og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første -Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes, -at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv -lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i -Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe -til. Saa underlige er vi Mennesker.« - -Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte -Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end -han havde lovet at tale om. - -Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd -sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du -vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi -læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes -efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig, -at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min -Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du -faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa -dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.« - -Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til -en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte -Ritmesterens, og han rødmede. - -Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs -Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker -under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa -Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier. - -Ulla standsede -- »dette er ikke Venedig for mig, For mig er -Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte -og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt -San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder, -som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid -smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske -Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare -mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.« - -Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.« - -Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig -meget af det -- -- --,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt -- men -noget af det, som De forstaar, som man kan -- -- --« - -Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun -aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne: - - Sankt Johannes im Koth heiszt eine Kirche: Venedig - Nenn' ich mit dobbeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.« - -Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet, -leret Bund.« - -Ulla saa op: »-- leret Bund -- ja men -- --« - -Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i -Eftermiddag i San Marco -- saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund -Sankt Marcus hviler.« - -Ulla blev rød. -- »Klokken fem.« - -»Klokken fem.« - -Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. -- Lidt over Middag -vendte de tilbage til Venedig. - - - - -XII. - - -Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod -han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved, -omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet -brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte -sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede -Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens -Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft. - -Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede -stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men -Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det -et Folkeskuespil, de overværede. - -Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig -Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen -med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør -Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og -atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske -Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den -stærke, fuldttonende Enkeltsang. - -De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og -satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en -guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om -ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles, -medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i -Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom -mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der -med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv. - -I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var -kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte -ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved -hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den -dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i -den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens -Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen, -bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men -som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har -bygget sig dette Rige i sine Haab. - -Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker, -naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber -Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og -selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den -stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to -staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter -til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov. - -Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet, -selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden -uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften -og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der -bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist -som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke. - -Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik, -alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm, -som maatte vare evig. - -Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen -til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig -skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der -stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i -et varmt Kærligheds Kys. - -Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære -den Tiara, der smykker Pontifex Maximus. - - - - -XIII. - - -Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med sørgmodig -Alvor. - -Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en -østerlandsk Slavinde bøjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store -Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og -hendes Følelse var ægte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del -igennem, og hun var efterhaanden vænnet til Ydmygelser, men ogsaa -til Ydmyghed. Hun hadede Sjöström, og den Skæbne, der havde ramt -ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen -særdeles stor Kender af Kvinder og deres Følelser, men han forstod, -at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde følge ham -som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed -at fortsætte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham. - -Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe -Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i -den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom -og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber -om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora -Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad -Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund. -Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst -havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes -Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede -sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han -skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de -smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad -sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede -mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad -Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det -første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker. -Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af -hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro, -før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern -Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste -Forhaabninger. - -Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom: - -»Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa -tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor -Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge -ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne -Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen, -naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune -Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt -foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa -sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og -spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester -var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog -Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe -ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været -en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere. -Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med -Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel, -det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor -og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København -og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det -var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har -set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der -som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være -ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke -sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.« -Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske -stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun -fortsatte: - -»Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14 -Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang -til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og -haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet -en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og -daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge, -men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde -tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte -dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa -tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i -Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt? -Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde -Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde -forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været -Skyld i Ritmesterens Kones Død.« - -Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét -opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget -til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.« - -Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde, -at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i -Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter -sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen, -Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var -det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie -havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun, -skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig -gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid -Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.« - -»Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil. - -»For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide, -Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var -gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har -hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør. -Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde -ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende -end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde -skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end -han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det -var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham -den Dag.« - -Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge -den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle, -var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne -lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for -den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27. -Marts, og han vilde vide alt. - -»Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?« - -Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten -i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede -hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit -Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar -gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned -til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men -der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han -gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red -sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre -for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre, -jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste, -hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde -den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have -en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor -sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned -for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til -Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en -anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med -kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min -Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt -og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom -vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der -traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet -at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie. - -De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa -god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste -saa sammen, for jeg forlod Cirkus. -- - -Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men -Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange -Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den -første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa -dig. Du maa ogsaa holde af mig.« - -Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt -Blik. - -Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig, -du lille Stakkel.« - -Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og -sagde til hende: - -»Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du -véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen -Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide, -hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt, -at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg -har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre -dig bag Lyset.« - -Jeannette saa angst op: »Er du gift?« - -»Nej,« sagde Holst med et Smil. - -Jeannette hviskede næppe hørligt: »-- Men du har en Kæreste.« - -»Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals. -Holst skød hende lempeligt fra sig. - -»Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du -maa vide, der er en anden, jeg holder af.« - -Jeannette for sammen. »En anden -- og hvorfor har du saa fortalt -mig, at du holdt af mig?« - -Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt? -Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg -jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu -véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at -jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du -er nu?« - -»Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?« - -Holst svarede ikke. - -»Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du -vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu, -ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg -mig, og saa er det din Skyld.« - -Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne. - -Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var -sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt. - -»Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal -end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om. -Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun -myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i -Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her -i dette Hus.« - -Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold. -Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det -har han ikke saa har -- -- -- --« - -Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret. - -Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?« - -Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham -- den anden -- ---« - -»Claes Ankerkrone?« - -»Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone -- ---« - -Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer. - -De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod -Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens -Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer. - -Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!« - -Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne -sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun -frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.« - -»Hvem mener du?« spurgte Holst. - -»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde -giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.« - -»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet. - -»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet -Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.« - -Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet -presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom -alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han -kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle -hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage, -samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo, -at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham. -Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke -villet se det. Du har sveget din Pligt. - -Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand. - -For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over -den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde -ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en -Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære -det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til -højre eller venstre, uden at tøve. - -Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader. - -Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til -hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han -bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer, -gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans -Datter?« - -Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til -Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov. - - - - -XIV. - - -Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder -naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de -utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret -friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt -Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter -det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet -ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin -vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro. - -Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og -Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa -Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans -Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede -hendes Pande. - -Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en -Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet. - -Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke -saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt -Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste -Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen, -havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller -værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene -kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham. - -Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og -Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod -hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et -trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham. - -Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt -sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes -Slag. - -Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme -hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes -sukkende Vand. - -Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den -høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset -havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i -Fremtiden uløselig vilde knytte sin. - -Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og -Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et -sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder. - -»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.« - -»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.« - -»Og Annie?« spurgte Ritmesteren. - -»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har -med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge -mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens -Oplysning.« - -»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren. - -»Ja.« - -»Og Morderen?« - -»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske -Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.« - -Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen -er?« - -»Ja,« svarede Holst. - -»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?« - -Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han -bøjede sit Hoved til et stumt Svar. - -Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den -unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled -al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme -Haandtryk. - -»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt. - -Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden; -var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den, -der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.« - -»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- -- ---« - -Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal -fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har -truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter. - -Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der -er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til -at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin -taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og -Børn. - -Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det -ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til -at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en -Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit -umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende. - -I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det -ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.« - -Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter -begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald -Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv -havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet -sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs. -Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt -drømmende Ansigtsudtryk. - -»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?« -spurgte han. - -»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig -til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke -havde gjort det, om det havde været nødvendigt.« - -Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt. -»Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet -mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil -har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og -dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra -Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden, -hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter -Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør -opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig -sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du -har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.« - -»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren. - -»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske. -Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.« - -Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte -sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var -sket. - -»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab, -han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit -Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind -paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed -en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester -Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde -taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde -jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at -Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse -efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra -den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte -mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget -enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne -havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær -med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie -ægtede ham, og derved afværge Faren. - -Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at -vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til -Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes -og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström -vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet -sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok. - -Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I -Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg -mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg -havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var -aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks -iværksatte. - -Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg -hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og -aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig -Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede, -i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen -Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet. -Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker, -sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla, -der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet -stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa -mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage. - -Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange -havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af -hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand -ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun -var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin -Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner, -vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge -vilde jeg intet have at skaffe. - -Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til -Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig, -idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke -affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var -tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham -hen. - -Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende -lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende -saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg, -hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde -tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring. -Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg -kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg -foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det -var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt, -saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor -vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse -derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den -næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen -forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere. - -Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at -Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte. -Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte -mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil -svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til -- -og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke -give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie -eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din -Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte -han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun: -»Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme -Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström -vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det -ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun -hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt -det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge. - -I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev -Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje. -Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej -gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj. - -Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu -vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg -nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det -var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra -første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu -kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand -hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at -bære mit Ansvar.« - -Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød, -dæmpet Stemme: - -»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?« - -»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig. - -»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund -men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at -forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.« - -Ritmesteren trykkede hans Haand varmt. - -»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.« - -De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er -endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.« - -»Og det er?« spurgte Holst. - -Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min -Sag, min alene og Kurks, om han vil.« - -Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte -til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde, -og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod -Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans -Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en -alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære. - -I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette -Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og -nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han -omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod -ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da -han skiltes fra Ritmesteren. - -Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror -Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen -havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse -til i Følge med Kurk at besøge Fangen. - - - - -XV. - - -Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun -knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst, -men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end -at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst -til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med -at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes -hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede -til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun -ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen. -Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et -Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig -til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt, -men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og -forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et -lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun -kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret. - -Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström -alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms -Haardhed og Brutalitet mod hende. - -Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende, -at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om -Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden. - -Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes. - -Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den -officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora -Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind -til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun -rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant -ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp. - -»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende -ind i Værelset. - -Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert -Plads. - -»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke -ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring -til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald -ikke Nød, ser jeg da.« - -Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal. - -»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?« - -Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en -Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her -den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge -Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne -Forlegenhed.« - -Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde -Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.« - -Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser -for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa -nøje.« - -»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres -Optræden irriterede. - -Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.« - -»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske -fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström -arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse. -Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa -Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.« - -»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige -Ord om Jeannette, men betvang sig. - -Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant -Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større -Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til -nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det -Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til -at fortryde det.« - -Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst, -men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig -Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.« - -»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst -skarpt. - -Claes for op. - -»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine -Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for -Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg -gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27. -Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den -Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet -ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt -hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand, -der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har -næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i -Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor -lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.« - -Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?« - -»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som -Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri -mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for -en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra -Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at -bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner -i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade -at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa -interessant som Processen Taube.« - -Claes tav. - -»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte -Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg -plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en -Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.« - -Holst rakte sin Haand frem. - -Claes tog den modstræbende. - -Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel, -skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til -at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles -Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det -sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er -ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt -synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til -at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De -holder Dem i andet Plan.« - -Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den -unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte -indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod -med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig -for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt. - -Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det -afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström. - - - - -XVI. - - -Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens -Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille -Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt -for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig. -Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at -Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at -der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en -dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde -ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi -ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn -paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han -læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies -Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var -Aarsag til hans Fængsling. - -Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med -Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som -han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af -Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt, -at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit -Ord for at værne Sønnen mod nye Farer. - -Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om -han prøvede at styrte ham i Ulykke. - -Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa -Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans -Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den -Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at -overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette, -dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa -for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat, -lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet. -Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren -udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende -og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans -Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han -havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede -steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet -sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet -havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende -Aften. - -Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og -ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa -hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde -skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt -hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og -drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde -hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt -hende. - -Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten -øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget -og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt -han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet -bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret -og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen. -Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham -til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet -med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede -grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og -nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at -tvinge ham til at tale. - -Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet -Vidnesbyrd talte imod ham. - -Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op, -stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham, -Kaptajn Kurk og hans Broder. - -Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? -- - -Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa -et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene. - -Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, præget af en fast Beslutning. - -Staldmesteren stod med sænkede Øjne og var dybt bevæget. - -Hugold vilde række Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren -vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham. - -»Hvad vil I mig?« spurgte Hugold dumpt. - -Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: »Hjælpe dig, Hugold, for -sidste Gang i dit Liv.« - -Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk føjede hastigt til: -»Ikke som du tror, Hugold. Denne Fængselsdør kan vi ikke aabne for -dig; tidligere har vi hjulpet dig, skønt du har lønnet os slet, -slæbt din Broders hæderlige Navn i Sølet gennem Europa. Men en -Morder kan vi ikke hjælpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og -du er hjemfalden til Dom.« - -»Du lyver -- Kaptajn -- du lyver.« - -Kurk svarede dæmpet og roligt: »Og Annies Ur, Kapslen og Ringene, -som Holst har fundet i dit Værge?« - -Hugold blev bleg og støttede sig til Briksen. - -Kurk fortsatte: »Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den -Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine -Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil -ikke nytte dig at nægte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og -der vil blive ført Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.« - -Hugold samlede sig. »Du lyver -- Kaptajn -- Morderen er -- Arvid -Ankerkrone -- -- --« - -»Tror du, at Løgn kan redde dig?« Kurk var traadt hen til ham. -»Du maa ikke forsøge paa at indbilde dig selv, at du kan bøje din -Skæbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at -hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var -du, og hvad indeholdt Kurven, som du købte i Helsingør, og som du -efterlod i Toget, da du over København rejste tilbage til Karlkvist -i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone -for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven -med den myrdedes Klæder?« - -Kurk talte roligt, men med stærkt Eftertryk. - -Hugold gøs -- han følte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk -Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at -Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om -hans Nærværelse andetsteds, medens han selv maatte blive fældet ved -en Række Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og -lænede Hovedet i sine Hænder. Da han saa op, stod Kurk bøjet over -ham. - -»Hugold,« sagde han, »der var en Gang, da du var en rask Gut, og da -jeg holdt af dig som af min egen Søn. Meget er sket siden da, men -saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for -den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lægge dit Hoved -under Skarpretterens Øxe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du -var en kæk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du -gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os -alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.« - -Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren -rystede paa Hovedet og sagde med en dæmpet, rystende Stemme: »Jeg -kan ikke hjælpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du -har gjort, er for hæsligt. Du faar høre, hvad Holger siger, for jeg -kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.« - -Staldmesteren vendte sig bort. - -Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold -kæmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke. - -Slutteren viste sig i Døren, Reglementet tillod ikke længere Besøg. - -Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var -iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et Øjeblik, -det var, ligesom om der tændtes et Glimt i Fangens Øje, der lovede. - -»Mod, min Dreng, Mod,« hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand, -idet han saa ham stift i Øjet. Saa lukkedes Døren efter dem. - -Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse -- og idet hans Hoved -bøjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tæt op -mod Væggen. -- - -To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fængslet om, at den -arresterede svenske Løjtnant pludselig var død. Aarsagen lod sig -ikke konstatere. - -Staldmester Sjöström sad hos Holst Dagen efter Budskabet om -Broderens Død. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det, -der var hændet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af -sin Slægt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre, -han havde maattet bringe, været ham en Kilde til stadig Uro og -Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til -Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevæget. - -Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik -omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne -Lykkedrøm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om -Hugold, men hun gøs, naar hun tænkte paa Annies Skæbne. - -Holst fik en Idé, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde: -»Løjtnant Sjöström, De kunde gøre en god Gerning: denne unge Pige -er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes -Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem -til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som -han har gjort ondt mod hende.« - -Staldmesteren betænkte sig et Øjeblik, Jeannette græd stille i en -Krog. - -Bror Sjöströms gode Hjærte fornægtede sig ikke, og det varede ikke -længe, før han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var -virkelig bedrøvet, men Holst klappede hendes Kind og strøg Haaret -bort fra hendes Pande. - -»Du skal følge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan -betale min Taknemmelighedsgæld til dig.« - -Det fik saa være, skønt Jeannette græd. - -Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjöström og drog mod -Nord. Der var en Plads ledig i »Arkadien«, og undervejs bestemte -Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog -imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde -Arkadiens Beboer fast. - - - - -XVII. - - -Der skulde være Fest paa Marcuspladsen, og Musikken skulde have -spillet mellem Fanestængerne foran Kirken, men man havde bemærket, -at den stolte Kampanile havde slaaet en truende Revne, og Festen -blev aflyst. - -Rundt om Pladsen spærrede Militæret af, og Folk stod i ærbødig -Afstand og saa med Bekymring mod Klokketaarnet. Næste Dags Formiddag -d. 14. Juli spiste Holst Frokost med Ankerkrones paa Hotellet, og da -de derefter gik ved Piazettaen for at se, hvorledes det stod til, -saa de Pladsen fyldt af Folk, saa de med Nød og næppe kunde kæmpe -sig frem til Gondolernes Anlægsplads ved Kajen. - -De stod tæt trængt op til Bolværket, da pludselig en Summen fra -den store Menneskemasse som en Brænding bølgede hen over Pladsen. -Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes -Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens -den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet -langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mægtig -Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde -gød Taarnets Stene sig som Skum, medens Støvet hvirvledes op mod -den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskræmte -Vingeslag og søgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mængdens Mumlen steg -til Skrig, og blandet i Larmen lød Knitren af de rullende Sten. -Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets -Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem -Luften, voksede Larmen til et Brag, og Støv hvirvledes til Vejrs, -medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og -den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og -Drønet overdøvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille, -dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det bølgende Menneskehav -og bares af Vinden ud over Lagunerne. - -Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstværker laa -som Ruin under sprængte Sokler og Sten tæt op mod Prokuratierne som -en Vold af Sten og Støv, medens Venedig sørgede, og Sorgen som en -Bølge bredte sig over den hele Verden. - -Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen, -og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tæt op mod ham. - -De tav. - -Men da de naaede Sæde i en Gondol, der førte dem bort fra Kajen -ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i -feberagtig Il, sad Ritmesteren med bøjet Hoved i alvorsfulde Tanker. -Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun -med dæmpet Stemme: »Venedig -- nenn ich mit doppeltem Recht heute -Sankt Marcus im Koth.« - -Ankerkrone saa op. »Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte -Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger, -Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i -Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod træder. Dyndet vil slette -hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af -Verden, mens vi synker og synker.« - -Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker, -alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hændet San Marco. San -Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske -havde Tid til at tænke paa eller tale om den svenske Løjtnant, der -var død i Fængslet, eller undersøge, hvorledes han var død. Hans Lig -begravedes paa Kurks Foranstaltning paa Øen der ude i Adriaterhavet, -og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte -Indskrift paa Svensk: Gud være hans Sjæl naadig. - -Herredsfogden var stærkt bevæget ved Sjöströms Død, men egentlig -ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen -kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde -være fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Død -Broderens Mellemkomst, rige Slægtninge i Sverig havde villet hindre -Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter. - -Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette -paa Landsmandsskabets Regning. - -Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjöströms Død, men den Aften, da -Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mænd og Kvinder i Venedig -talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen, -hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand. - -»Eigil,« sagde Ritmesteren, »Dyndet sletter Sporet, det lægger sig -over vore Fodtrin, klægt og leret, og intet ses, naar vi ser os -tilbage. Lad Dyndet lægge sig over de Spor, du har fulgt, saa end -ikke Mindet forbliver, og lad os sætte vort Haab til Høsten, der -kommer!« - -Holst saa op: »Stundom synes jeg, at du er som en af Renæssancens -Mænd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg -var unødigt.« - -Ritmesteren svarede: »For mig -- ja. For dig og hende -- nej.« - -Holst tav. - -Ulla var traadt ud til dem paa Altanen, og Holst lagde sin Arm om -hendes Liv, medens hun vendte sit Ansigt imod ham, og han kyssede -hendes Læber. - -Ritmesteren stod lænet mod Balustren, hans Tanker søgte tilbage til -Julia og de Dage, der svandt, medens han hviskede hen for sig: - -»Alles was ich erfuhr, ich würzt' es mit süszer Erinnrung, Würzt' es -mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.« - -Faa Dage efter stod Holsts Bryllup, og de rejste alle mod Nord. - - - - -SLUTNING - -Skovsøen -- - - -Der beredtes en sælsom Jordefærd i den lille Kirke nær Esrom Sø. Det -var Eftersommer, og Kornet gulnedes modent til Høst, medens Skovens -Krone mørknedes mod Efteraar. Solen stod klar og blinkede over -lette, graahvide Skyer, og den lille Kirkes Tegl lyste mod Solen. -Tæt mod den hvide Kirkemur var gravet en Grav, og i den sænkede -Graverens Folk en gul Egetræs Kiste, medens den klægede Jord var -skjult af rige Kranse og duftende Gran. Præsten stod høj i sin sorte -Kjole med den skinnende hvide Krave; hans Stemme lød dæmpet, medens -han bad en Bøn, og alvorsfuldt lød hans Ord, mens Jorden slog dumpt -mod Kistelaaget: »Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, af -Jord skal du igen opstaa.« - -Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk -og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bøjede Hoveder. -Ulla græd, Ritmesteren var bleg og støttede sig til sin Vens Arm. -Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men -alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse -kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple -Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud, -medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang -Salmen, og Følget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor -Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet -skulde dække Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav -vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betød. -Arvid Ankerkrone bøjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik -mod Graven, og tænkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved -Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede. - -Alle Spor forsvinder -- alle Spor slettes ud. - -Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil -Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mødtes første -Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slørfin Taage, -medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten, -hvor Hasselen og Brombærbuskene flettede sit Væv over Kampesten og -det gulgrønne Mos med de gule Stenurter. Der lød et enkelt skarpt -Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og -da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under -Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved, -medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den, -den mærkede dem ikke. De traadte lydløst hen til Bænken og tog -stille Plads. - -De talte ikke. - -Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet -af Søen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige -Regn. Der gik en lynsnar Trækning gennem Bukkens fine Legeme, den -løftede Hovedet og med et Ryk fløj den fra Bredden gennem Krattet i -lange, spændstige Spring. - -Der lød et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille. - -Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte -til Hvile, steg om Bøgen ved Brinken, lænede Ulla sit Hoved mod -sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dæmpet Stemme den -underlige, vemodige Fortælling om Sporet fra Søen mellem Bøgene nord -for Esrom, der førte over Smaalands Ryer og de blinkende Søer mellem -Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og -skjulte det, som Sjællands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag -de hvide Mure. - -Sporet, der skjultes for evigt, men som først havde gjort sin -Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa længe Solen -skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge, -hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til. - -Og saaledes bliver Mindet om Skovsøen, og hvad den gemte, deres -rigeste Minde, som det var det første i deres fælles Eje. - - _Løkken_, Sommeren 1903. - - - - - -End of Project Gutenberg's Hvad Skovsøen gemte, by Palle Rosenkrantz - -*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK HVAD SKOVSØEN GEMTE *** - -***** This file should be named 43275-8.txt or 43275-8.zip ***** -This and all associated files of various formats will be found in: - http://www.gutenberg.org/4/3/2/7/43275/ - -Produced by The Online Distributed Proofreading Team at -http://www.pgdp.net - - -Updated editions will replace the previous one--the old editions -will be renamed. - -Creating the works from public domain print editions means that no -one owns a United States copyright in these works, so the Foundation -(and you!) can copy and distribute it in the United States without -permission and without paying copyright royalties. Special rules, -set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to -copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to -protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project -Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you -charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you -do not charge anything for copies of this eBook, complying with the -rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose -such as creation of derivative works, reports, performances and -research. They may be modified and printed and given away--you may do -practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is -subject to the trademark license, especially commercial -redistribution. - - - -*** START: FULL LICENSE *** - -THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE -PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK - -To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free -distribution of electronic works, by using or distributing this work -(or any other work associated in any way with the phrase "Project -Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project -Gutenberg-tm License available with this file or online at - www.gutenberg.org/license. - - -Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm -electronic works - -1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm -electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to -and accept all the terms of this license and intellectual property -(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all -the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy -all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession. -If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project -Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the -terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or -entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8. - -1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be -used on or associated in any way with an electronic work by people who -agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few -things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works -even without complying with the full terms of this agreement. See -paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project -Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement -and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic -works. See paragraph 1.E below. - -1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation" -or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project -Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the -collection are in the public domain in the United States. If an -individual work is in the public domain in the United States and you are -located in the United States, we do not claim a right to prevent you from -copying, distributing, performing, displaying or creating derivative -works based on the work as long as all references to Project Gutenberg -are removed. Of course, we hope that you will support the Project -Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by -freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of -this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with -the work. You can easily comply with the terms of this agreement by -keeping this work in the same format with its attached full Project -Gutenberg-tm License when you share it without charge with others. - -1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern -what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in -a constant state of change. If you are outside the United States, check -the laws of your country in addition to the terms of this agreement -before downloading, copying, displaying, performing, distributing or -creating derivative works based on this work or any other Project -Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning -the copyright status of any work in any country outside the United -States. - -1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg: - -1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate -access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently -whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the -phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project -Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, -copied or distributed: - -This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with -almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or -re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included -with this eBook or online at www.gutenberg.org - -1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived -from the public domain (does not contain a notice indicating that it is -posted with permission of the copyright holder), the work can be copied -and distributed to anyone in the United States without paying any fees -or charges. If you are redistributing or providing access to a work -with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the -work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 -through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the -Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or -1.E.9. - -1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted -with the permission of the copyright holder, your use and distribution -must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional -terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked -to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the -permission of the copyright holder found at the beginning of this work. - -1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm -License terms from this work, or any files containing a part of this -work or any other work associated with Project Gutenberg-tm. - -1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this -electronic work, or any part of this electronic work, without -prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with -active links or immediate access to the full terms of the Project -Gutenberg-tm License. - -1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, -compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any -word processing or hypertext form. However, if you provide access to or -distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than -"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version -posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org), -you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a -copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon -request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other -form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm -License as specified in paragraph 1.E.1. - -1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, -performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works -unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9. - -1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing -access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided -that - -- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from - the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method - you already use to calculate your applicable taxes. The fee is - owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he - has agreed to donate royalties under this paragraph to the - Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments - must be paid within 60 days following each date on which you - prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax - returns. Royalty payments should be clearly marked as such and - sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the - address specified in Section 4, "Information about donations to - the Project Gutenberg Literary Archive Foundation." - -- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies - you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he - does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm - License. You must require such a user to return or - destroy all copies of the works possessed in a physical medium - and discontinue all use of and all access to other copies of - Project Gutenberg-tm works. - -- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any - money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the - electronic work is discovered and reported to you within 90 days - of receipt of the work. - -- You comply with all other terms of this agreement for free - distribution of Project Gutenberg-tm works. - -1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm -electronic work or group of works on different terms than are set -forth in this agreement, you must obtain permission in writing from -both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael -Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the -Foundation as set forth in Section 3 below. - -1.F. - -1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable -effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread -public domain works in creating the Project Gutenberg-tm -collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic -works, and the medium on which they may be stored, may contain -"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or -corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual -property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a -computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by -your equipment. - -1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right -of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project -Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project -Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all -liability to you for damages, costs and expenses, including legal -fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT -LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE -PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE -TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE -LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR -INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH -DAMAGE. - -1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a -defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can -receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a -written explanation to the person you received the work from. If you -received the work on a physical medium, you must return the medium with -your written explanation. The person or entity that provided you with -the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a -refund. If you received the work electronically, the person or entity -providing it to you may choose to give you a second opportunity to -receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy -is also defective, you may demand a refund in writing without further -opportunities to fix the problem. - -1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth -in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER -WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO -WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE. - -1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied -warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. -If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the -law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be -interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by -the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any -provision of this agreement shall not void the remaining provisions. - -1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the -trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone -providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance -with this agreement, and any volunteers associated with the production, -promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works, -harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, -that arise directly or indirectly from any of the following which you do -or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm -work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any -Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause. - - -Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm - -Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of -electronic works in formats readable by the widest variety of computers -including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists -because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from -people in all walks of life. - -Volunteers and financial support to provide volunteers with the -assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's -goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will -remain freely available for generations to come. In 2001, the Project -Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure -and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations. -To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation -and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 -and the Foundation information page at www.gutenberg.org - - -Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive -Foundation - -The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit -501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the -state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal -Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification -number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent -permitted by U.S. federal laws and your state's laws. - -The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S. -Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered -throughout numerous locations. Its business office is located at 809 -North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email -contact links and up to date contact information can be found at the -Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact - -For additional contact information: - Dr. Gregory B. Newby - Chief Executive and Director - gbnewby@pglaf.org - -Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg -Literary Archive Foundation - -Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide -spread public support and donations to carry out its mission of -increasing the number of public domain and licensed works that can be -freely distributed in machine readable form accessible by the widest -array of equipment including outdated equipment. Many small donations -($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt -status with the IRS. - -The Foundation is committed to complying with the laws regulating -charities and charitable donations in all 50 states of the United -States. Compliance requirements are not uniform and it takes a -considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up -with these requirements. We do not solicit donations in locations -where we have not received written confirmation of compliance. To -SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any -particular state visit www.gutenberg.org/donate - -While we cannot and do not solicit contributions from states where we -have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition -against accepting unsolicited donations from donors in such states who -approach us with offers to donate. - -International donations are gratefully accepted, but we cannot make -any statements concerning tax treatment of donations received from -outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff. - -Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation -methods and addresses. Donations are accepted in a number of other -ways including checks, online payments and credit card donations. -To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate - - -Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic -works. - -Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm -concept of a library of electronic works that could be freely shared -with anyone. For forty years, he produced and distributed Project -Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support. - -Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed -editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S. -unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily -keep eBooks in compliance with any particular paper edition. - -Most people start at our Web site which has the main PG search facility: - - www.gutenberg.org - -This Web site includes information about Project Gutenberg-tm, -including how to make donations to the Project Gutenberg Literary -Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to -subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks. - |