1 files changed, 8041 insertions, 0 deletions

diff --git a/43275-0.txt b/43275-0.txt
new file mode 100644
index 0000000..c0142bd
--- /dev/null
+++ b/43275-0.txt
@@ -0,0 +1,8041 @@
+*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43275 ***
+
+Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
+e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret, også hvor den
+varierer (fx Hjerte/Hjærte). _Understreg_ er brugt til at gengive
+s p a t i e r e t tekst.
+
+
+
+
+                       PALLE ROSENKRANTZ
+
+                        HVAD SKOVSØEN
+                            GEMTE
+
+                          KØBENHAVN
+
+                    KUNSTFORLAGET DANMARK
+
+                 TRYKT I EGMONT H. PETERSENS
+                    KGL. HOF-BOGTRYKKERI
+
+                            1914
+
+
+
+
+I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i
+tillæmpet dansk Form. Det ufuldstændige Sprogfællesskab bevirker,
+at vi danske, naar vi taler med svenske eller læser Svensk, ikke
+tænker paa Svensk, som vi tænker paa Tysk eller Fransk, naar vi
+hører disse Sprog tale eller læser dem. Vi oversætter heller ikke,
+vi tillæmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget
+ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortællingens
+Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige
+Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa
+Misforstaaelse, udtrykkelig at bemærke dette.
+
+Oversættelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt.
+
+                                                   _Forfatteren._
+
+
+
+
+INDLEDNING
+
+Skovsøen --
+
+
+
+
+I.
+
+
+En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grønne
+Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belønne sig selv med en Udflugt
+til det nordlige Sjælland. Han trængte til at faa Luft i Lungerne
+og slippe bort fra Slidet, Støvet og Røgen derinde i Hovedstaden.
+Desuden var han træt, nervøs og overanstrengt af haardt Arbejde.
+
+Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge
+hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv
+var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde
+ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk
+Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter.
+Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han
+kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning,
+Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde
+han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som
+han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske
+og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at
+han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede
+Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget
+og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante
+Forbryderteorier.
+
+Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere;
+han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa
+ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde
+Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i
+den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens
+Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der
+blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en
+ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til
+Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin
+Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste
+Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham
+kun kunde blive et Gennemgangsled.
+
+Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var
+beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd,
+skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen
+støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling,
+der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham
+Levebrødet.
+
+De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var,
+forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en
+usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse,
+Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede
+stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab,
+var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.
+
+De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for
+andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa
+nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med
+nogen.
+
+Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet
+Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme,
+øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi
+uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham
+alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt
+det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af
+Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør,
+hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæver sin takkede Ryg
+bag det blaa Vand.
+
+Han havde udsøgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i
+Udkanten af en Skov, tæt kranset af Træer, men med et lille Udkig
+over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Særligt i Maj
+var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine
+Tanker, stirre ned mod den lille mørke Sø og hen over de blomstrende
+Hæge og Tjørne.
+
+Han syntes næsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle
+andre, og han følte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv
+tømret sig en Bænk under en høj Bøg, hvor Vandet skar sig ind under
+Brinken, der støttedes af Trærøddernes Fletværk.
+
+Det voldte ham derfor ogsaa et øjeblikkeligt Ubehag, da han den
+Dag i Maj vaktes af sine drømmende Tanker ved Lyden af Stemmer;
+han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de
+talende frem af Krattet og spærrede ham Vejen. Han blev siddende for
+at lade dem gaa forbi.
+
+Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lysklædt Kvinde,
+efter Udseendet at dømme ikke fyldt de tyve. Manden var særdeles
+omhyggelig klædt, høj, med forunderlig skarpe Øjne i et sjælden
+klassisk formet Ansigt med et kort militært Mundskæg. Han blev
+staaende foran Bænken og bøjede sig let mod Holst for med et Par Ord
+at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte.
+
+Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Række
+af Aar havde levet i Danmark. Holst bøjede Hovedet med et halvhøjt
+Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa
+ingen Maade tillade; han var særdeles veltalende, og undskyldte
+paa det stærkeste sin og Datterens Indtrængen, idet han smilende
+tilføjede, at Bænken jo bød Plads for dem alle. Holst bøjede sig
+høfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske
+Herre sagde, at Stedet her ved Skovsøen var deres Yndlingssted, de
+boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nærheden.
+
+Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det
+særlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der
+flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske
+vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet
+af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort
+Latter og viste nogle henrivende hvide Tænder, medens et lille Blink
+i Øjenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have
+afvæbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed.
+
+Hun saa lidt skuffet ud.
+
+Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en
+Lejlighed til med Honnør at trække sig tilbage. Den svenske Herre
+syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede
+til sin ordknappe Nabo.
+
+De talte om Egnen, Naturen, de grønne Træer, og den svenske Herre
+roste i høje Toner den skønne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor
+de sad: »Jeg elsker denne lille Sø,« sagde han, »der ligger her,
+gærdet af grønne Træer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og
+Hæslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens
+Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner
+spejler sig i dens Dyb ved Nat.«
+
+Den unge Dame lo: »Pappa er poetisk.«
+
+Holst trak paa Skuldrene.
+
+Den gamle Herre fortsatte: »Den er vist meget dyb denne Sø, og der
+lever næppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv,
+ubetraadt, uberørt og meget, meget stille.«
+
+Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret højt til Vejrs,
+den faldt med et Plump ned i Søen, og en Kreds af Ringe steg op af
+dens Vand, bredte sig, løste sig og forsvandt igen. Hun kastede
+endnu en Sten og traadte nær hen til Brinken. Rødmen steg i hendes
+Kinder, der før var temmelig blege.
+
+Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spæd men harmonisk
+bygget, regelmæssige Træk, friske Læber og store leende Øjne. Skade,
+at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tække bevidst og koketterede
+med sine legemlige Fortrin.
+
+Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af Ømhed og Stolthed.
+Saa tog hun en mægtig Sten for at slynge den ud i Søen, men det var
+tydeligt, at det oversteg hendes Kræfter. Uvilkaarlig rejste Holst
+sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vægten af
+Stenen skulde drage hende ud over Brinken.
+
+Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen
+midt ud i Søen.
+
+Med et forlegent Smil løftede han den, den var meget tung, men han
+spændte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes Øjne
+hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og
+søgte ikke at skjule sit Behag.
+
+Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drøn, og de store Ringe
+krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig.
+
+De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte
+Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap
+der den unge Pige et let Skrig -- hvad er det -- hun pegede ned mod
+Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et
+Skridt tilbage.
+
+Holst bøjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet.
+Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: »Jeg tror, Frøkenen
+skulde gaa bort fra Skrænten, det er ikke af den Art Ting, det
+behager unge Damer at se.«
+
+Den svenske Herre rejste sig med et nervøst Ryk og traadte meget
+hurtig hen til Brinken: »Hvad er det?« spurgte han lidt stakaandet.
+
+Holst vendte sig og svarede dæmpet: »Det synes at være et Barnelig,
+der har ligget paa Bunden af Søen, Stenen har bragt det til Vejrs i
+Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjærget i Land, men da jeg nok kan
+besørge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frøken Datter
+vil næppe føle sig særlig tiltalt af det Syn.«
+
+Den svenske Herre smilede. »Et Barnelig --. Se, se, -- altsaa gemmer
+denne idylliske Sø paa sin Bund mørke Hemmeligheder, kan hænde flere
+end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det være
+-- det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler
+jo Øvrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.«
+
+Holst smilede. »Netop -- og jeg hører til dem, De betaler.«
+
+»De!« -- den svenske Herre saa spørgende paa Holst.
+
+»Ja -- jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden -- og jeg
+siger ikke med Fogden i »Brand«: »Dette er ikke indom mit Distrikt«.
+Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og
+jeg skal gerne søge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid
+maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige Øvrigheds
+Varetægt, og det vil jeg strax sørge for.«
+
+Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. »Det vil sige, at
+De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som
+De nu skal til at forfølge for at føre et stakkels Menneske for
+Retfærds Skranke -- eller Urets Skranke maaske -- hvem ved det.
+Ulla,« sagde han henvendt til den unge Dame, »gaa du hjem, jeg vil
+hjælpe Hr. Detektiven med at bjærge Fangsten i Land.« Den unge Dame
+havde trukket sig tilbage til Bænken, ved Ordet »Detektiv« saa hun
+forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun
+bøjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien
+bag Skovgærdet.
+
+Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin
+Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort
+med et Smil.
+
+»Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til
+det fælles Arbejde.«
+
+Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone:
+Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner.
+
+Holst bukkede. »Jeg beklager ikke at kunne gøre Gengæld. Jeg har
+intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved
+Københavns Politi -- og« tilføjede han med et Smil, »før dette
+Sekondløjtnant ved 9. Regiment.«
+
+Den gamle Herre rakte ham Haanden: »Altsaa Soldat som jeg -- det er
+mig en Fornøjelse at gøre Hr. Løjtnantens Bekendtskab. Lad os skride
+til Værket.«
+
+Det gjorde de. Først maatte de kaste Frakken, -- Ritmesteren hængte
+med stor Omhyggelighed sin over Bænken og smøgede sine blændende
+hvide Skjorteærmer op. Saa bevæbnede de sig med nogle afbrudte Grene
+og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjærge det lille
+Lig ind paa Bredden.
+
+Holst bøjede sig ned over Liget -- det var et næppe fuldbaarent
+Barnelig, der øjensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af
+Graven, det var ganske nøgent, som en lille Mumie med fladtrykt
+Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen
+bar et Stranguleringsmærke. Den triste Historie var ikke vanskelig
+at fortælle, det var den gamle -- Letsind, svegne Løfter -- Skam og
+Næringssorg.
+
+»Hvad vil De nu?« spurgte Ritmesteren.
+
+»Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt
+til Herredskontoret for at overlade Stedets Øvrighed det videre
+fornødne.«
+
+»Selv faar De ikke noget at gøre med det?«
+
+»Næppe,« svarede Holst, »det plejer at være en meget let Sag at
+opspore den Art Forbrydelser, og det vil næppe vare længe, inden den
+stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drøje Dage, men derved
+er jo intet at gøre.«
+
+Ritmesteren saa skarpt paa Holst. »Hvad om vi slet intet gjorde ved
+det? Lod Liget ligge? Rævene vil sikkert fortære det, inden det
+bliver Dag igen, og saa -- saa er der ingen, der faar mere at vide
+om det.«
+
+Holst rystede paa Hovedet. »Ritmesteren kender jo en Soldats
+Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det
+med Dem. De behøver selvfølgelig intet som helst at foretage Dem.«
+
+Ritmesteren smilede lidt tungt. »De har Ret. Vi Mennesker er nu en
+Gang sat til at fortrædige hverandre for den store Retfærdigheds
+Skyld. Lad os fortrædige hverandre -- i Guds Navn da.« Han vendte
+sig mod Søen og sagde ligesom hen for sig. »Hvem véd, om ikke denne
+smilende, tavse Sø gemmer andre Gaader i sit Skød? De skulde tømme
+den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte
+vise sig at være medskyldig i flere Forbrydelser.«
+
+»Det vilde være et svært Arbejde,« sagde Holst, »og unyttigt
+tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamænd være nok.«
+
+Saa dækkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den
+nærmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebør og en
+Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen,
+og kørt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens
+Holst ufortøvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at
+anmelde Ligfundet.
+
+Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Søen og blev siddende en Stund
+i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom søgte at gennemtrænge
+Vandet og bringe Søen til at røbe flere Hemmeligheder, om den gemte
+saadanne i sit Skød.
+
+Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter søgte
+forgæves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berørt
+af Mødet med Holst end af Begivenheden; det glædede hende at høre,
+at den unge Mand var Løjtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis
+en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og
+velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tænkt sig en
+»Detektiv«.
+
+
+
+
+II.
+
+
+Sagen forløb meget jævnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter
+Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersøgelsen. Det lykkedes at finde
+Barnemordersken, en Bondepige fra en tæt ved Søen og Skoven liggende
+Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var født i December Aaret forud,
+hun havde kvalt det strax ved Fødslen og pakket det ind i nogle
+Klæder for at bringe det ved Nattetid til Søen og sænke det ned ved
+Brinken, hvor det fandtes.
+
+Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af
+større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og
+Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en
+gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den
+fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere
+sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre.
+Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give
+Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones
+og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte
+interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen
+kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han
+indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og
+beleven ung Mand.
+
+Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte
+Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften
+hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse
+under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder,
+den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.
+
+Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af
+Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«,
+som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem.
+Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:
+
+»Ser De, Hr. Ritmester -- de fordømte Læger gør ikke andet end
+Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at
+snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring
+til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har
+sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er
+ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem
+større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille
+Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit
+Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet
+ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet.
+Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af
+hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn
+paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges.
+Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen
+tømmes.«
+
+Ritmesteren lo. -- »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er
+nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De
+fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?«
+
+Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende
+Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der
+saamænd nok af den Slags.«
+
+»Saa -- er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren.
+
+Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere
+paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan
+som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for
+Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer
+til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om
+det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til
+Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den
+Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede -- noksagt -- holder paa,
+at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for
+at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til
+at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg
+har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en
+Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for
+underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra
+har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet
+af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og
+døde.«
+
+Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i
+store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens
+Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret
+ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er
+Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg
+siger, at Bunden er dækket af Lig -- hvad saa?«
+
+Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo
+ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører
+en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se
+til.«
+
+Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen
+og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning.
+
+»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven,
+saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.«
+
+Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I
+de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag.
+Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den,
+nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen
+som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom
+igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge
+»Detektiv«, hun vendte Hovedet bort.
+
+»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille
+Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at
+forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her
+sammen med Løjtnanten.«
+
+Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede.
+
+»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?«
+
+»Ikke just det,« svarede Herredsfogden -- »men jeg ønsker at tale
+med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.«
+
+Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr.
+Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans
+Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens
+Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om
+Pappa havde »forloret« mange Spil.
+
+»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er
+for absurd.«
+
+»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,«
+svarede han skarpt og gik tavs videre.
+
+Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de
+fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun
+tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han
+og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen.
+
+
+
+
+III.
+
+
+Eigil Holst modtog med nogen Undren Herredsfogdens Opfordring til at
+komme til Stede, han troede Sagen sluttet; den var lidet indviklet,
+og af Aviserne havde han set, hvorledes alt efterhaanden var oplyst.
+Men da det jo var muligt, at der forelaa et eller andet, med Hensyn
+til hvilket man ønskede en Udtalelse fra ham, der jo var den
+egentlige Anmelder, erhvervede han let en tjenstlig Tilladelse til
+at give Møde, og han benyttede med Glæde Lejligheden til en Tur til
+sin Yndlingsegn. De Herrer Forbrydere i Hovedstaden holdt allerede
+saa smaat Sommerferie, og der var ikke saa forskrækkelig meget at
+bestille i Byen.
+
+Herredsfogden tog særdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost,
+hvad Holst med Glæde tog imod. Han var en meget fintfølende Natur,
+og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere,
+han kom i Berøring med i Embedsmedfør, behandlede ham, var ham
+ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede
+og underordnede Politifunktionærer, fandt han urimeligt. I Tjenesten
+var han selv høflig og udførte punktligt givne Ordrer; men det
+pinte ham, at Størstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme,
+at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hæren maatte
+føle sig krænket ved denne Mangel paa Hensyn.
+
+Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede
+Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens
+Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store
+Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den
+latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter.
+Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne
+havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har
+Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end
+i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester
+af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var
+konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget
+vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de
+saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte
+sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i
+dette.
+
+Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til
+underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i
+Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis
+havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed
+til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var
+berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde
+at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa
+Herredsfogden fra at lade Søen tømme.
+
+Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa
+gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det
+laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig
+imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar
+Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet
+Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde
+Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat
+paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den
+Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der
+holdt fast ved sit.
+
+Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren
+hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket
+Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som
+berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han
+havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange
+Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med
+væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens
+Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa
+elskværdig som mulig.
+
+Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans
+Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man
+glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev
+rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og
+Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og
+glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt
+og straalede om muligt endnu friskere.
+
+Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla
+fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige
+Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og
+forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde
+være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke
+Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos
+Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til
+Maade.
+
+Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets
+Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer
+ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men
+stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede
+fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere
+repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester.
+Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de
+lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige
+Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af
+en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan
+Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i
+hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang
+sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved.
+
+Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans
+Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt
+igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne
+af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret
+i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han
+kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en
+Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten,
+akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning,
+som han kaldte det Arbejde, der laa for.
+
+Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens
+ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede
+lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde
+inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst
+lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var
+Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han
+vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet.
+Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille
+Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin
+Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens
+Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de
+Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene.
+
+Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8
+Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke,
+den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de
+Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig.
+
+Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden
+og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne,
+efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa
+sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans
+Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.
+
+Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var
+paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven.
+Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad
+kunde det være?
+
+I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet -- alles
+Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning
+tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til
+Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende
+Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt
+mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i
+hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt
+paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om
+Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede
+sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun
+Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede
+Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs
+Rædsel.
+
+Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet
+standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene
+sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det
+i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter,
+Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød;
+han var meget bleg. Ingen af dem talte.
+
+Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans
+fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller
+seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed
+vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store
+Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst
+og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den
+Distriktslæge.«
+
+Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde
+i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den
+forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med
+sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod
+Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed
+i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der
+knugede alle.
+
+»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.«
+
+Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det
+andet Barns Moder.«
+
+Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven.
+
+»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den
+fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa
+det hele paa en Gang.«
+
+Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende
+Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje.
+Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst
+Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede,
+Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et
+forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.
+
+Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned
+i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han
+bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det.
+
+»Højst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged,
+et regulært Mord.«
+
+Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige
+mig selv -- vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De
+vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.«
+
+Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet
+nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde
+hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets
+Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til
+Herredsfogden, der kom ned til ham.
+
+»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude,
+Barnemordersken har omtalt!«
+
+»Jo -- De har Ret --.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte
+Tøjet, »netop bestemt.«
+
+»De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket
+-- det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at
+Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke
+saa kort Tid.«
+
+Herredsfogden saa spørgende paa ham: »Hvorfor?«
+
+»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er
+bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og
+tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er
+ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste,
+hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til
+at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede
+den store Sten ud -- denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der
+blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet
+Barneliget løs og ført det til Overfladen.«
+
+Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er
+et Mord -- maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun
+tre Maaneder.«
+
+»Fem -- sikkert,« sagde Holst.
+
+Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham
+fra Isse til Fod.
+
+»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve
+Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De
+er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed,
+der kan skaffes; en forbandet Historie er det.«
+
+Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde
+han.
+
+Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant
+Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.«
+
+Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale
+med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her
+bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot
+blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.«
+
+Distriktslægen bemærkede tørt: »Der er jo Udsigt -- --«
+
+»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre
+mig mere.«
+
+Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og
+Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende
+Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af,
+medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og
+Betjenten nøje ransagede alt om Stedet.
+
+Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude,
+som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge,
+ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals;
+men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor
+af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var.
+
+Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle,
+meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor
+fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med.
+Herredsfogden gav ham Ret heri.
+
+Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne
+arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige
+Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade
+uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor
+et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste
+mod et virkeligt Maal.
+
+
+
+
+IV.
+
+
+Efterretningen om Mordet fløj som en Løbeild over Landet; fra alle
+Blade mødte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den
+tømte Grav trampedes saa fuldstændig ned, at al Vegetation lagdes
+øde, og en fremragende Reporter ved et større Hovedstadsblad, hvis
+Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej
+Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hæve hans Tanker til den
+fornødne lyriske Flugt.
+
+Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog
+Journalisterne med udsøgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning,
+erklærede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition
+og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at
+fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt,
+alt hvad de vilde.
+
+Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den
+dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til
+uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen,
+der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev
+fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom
+frem og blev skarpt diskuteret.
+
+Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen
+skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke
+var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet
+blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye
+Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling.
+
+I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade
+indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art.
+Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer,
+hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men
+Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var
+taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død
+ned i Vandet.
+
+Men intet mere.
+
+Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor
+man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den
+unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget,
+Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker
+afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde
+udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage
+var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen.
+Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet
+til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte
+saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige
+Organisation.
+
+Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.
+
+Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde
+ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske
+vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion
+og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa
+Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre
+interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig
+arbejdede med Sagen.
+
+Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester
+Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig,
+Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved
+Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig
+forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en
+fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun
+lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som
+det nu kunde falde sig.
+
+Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa
+godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget
+tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med
+dybeste Opmærksomhed.
+
+Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard,
+hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed
+herpaa.
+
+Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde
+betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst,
+uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv,
+at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker
+og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune
+bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var
+ved at tage Modet fra ham.
+
+Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den
+Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte
+kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab
+følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og
+Fred.
+
+Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han
+talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han
+ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad,
+men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en
+tavs Medarbejder.
+
+Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet
+videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at
+lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke
+ventede sig det mindste.
+
+Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar
+og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han,
+-- ganske langsomt og nøjagtigt.
+
+»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa
+forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er
+en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer
+Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af
+de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte,
+Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og
+Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet
+bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har
+utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette,
+det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk
+kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker
+af Sminkning, -- tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund.
+Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften
+har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat,
+at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at
+have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort
+tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af
+ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da
+være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa,
+at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er
+saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere
+Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.«
+
+Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren
+ser, alt i alt ikke saa helt lidt.«
+
+Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt
+Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i
+hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.«
+
+»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de
+egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om
+hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt
+legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art.
+Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive.
+
+Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra
+Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser.
+Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor
+Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender.
+Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa
+være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at
+tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori
+Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa
+sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende
+Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har
+ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende;
+en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været
+konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore
+Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i
+den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var
+dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en
+Landsmandinde af Dem.«
+
+»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige
+næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let
+forstaaelig. Deri maa De huske fejl.«
+
+»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste
+Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm
+og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen
+Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke
+udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.
+
+Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil
+dog indrømme mig, at det er noget.«
+
+»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?«
+
+»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet,
+i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift
+af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder.
+Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at
+identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i
+flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er
+overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget.
+Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og
+jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller
+lignende og forøvet Mordet paa Stedet.«
+
+»Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har
+bragt Liget derud?«
+
+»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og
+valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet
+med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med
+hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet
+oplyst.«
+
+Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa
+Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?«
+
+Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk.
+Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet
+sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant
+er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en
+Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke
+sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og
+taget den med sig.«
+
+»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det
+kunde være muligt.
+
+»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille
+Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig
+ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget
+kløgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt
+under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.«
+
+»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og
+mere interesserede.
+
+Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør,
+hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten
+blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og
+lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en
+eller anden Auktion og sporløst udslettes.«
+
+»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.
+
+»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer
+Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.«
+
+Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa
+det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.«
+
+Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget
+i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var
+noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.
+
+
+
+
+V.
+
+
+Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prøve sin
+Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under
+Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det
+regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede
+det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde Ærinde til Stationen for at
+hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme.
+
+Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst
+sad nok saa behagelig tilbagelænede i Gaardmandens Wienervogn, der
+var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet
+rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om
+allehaande ligegyldige Ting.
+
+Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og
+fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og
+Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts
+Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham,
+han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu
+var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa
+mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger
+tæt mellem Skove og Moser.
+
+Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun.
+»Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«,
+som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted,
+og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet
+alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde
+Stedet ud.«
+
+»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde
+Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie.
+
+»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød
+ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis
+smuk, snarere langt fra -- men meget sød og meget rig.«
+
+»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst.
+
+»Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har været
+syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille
+en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige
+ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes'
+Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.«
+
+Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De
+betonede det saa stærkt.«
+
+»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og
+Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt
+nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at
+Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det
+Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for
+ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo
+desuden syg og -- --«
+
+Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind
+Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt,
+og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere
+rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp.
+»Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den
+mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham
+dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er
+fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.«
+
+Ulla nikkede med Hovedet. »Netop.«
+
+Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg
+ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som
+Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.«
+
+Ulla nikkede atter.
+
+»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved
+slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke
+omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes -- dertil
+har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres
+Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg
+selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det
+vil De love mig.«
+
+Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men
+hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med
+Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der
+noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.
+
+De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:
+
+»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides
+Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.«
+
+Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte
+meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa
+Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var
+taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen
+eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet
+Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor
+de nu vilde blive til midt i Juli.
+
+Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde
+Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre
+Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i
+hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede
+Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden.
+
+Men nydelig var hun -- og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget
+søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til
+Stationen.
+
+Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en
+høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker
+af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til
+Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men
+meget smuk og elegant.
+
+Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes
+bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende
+og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst
+ilsomt de to Søskende.
+
+Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved
+Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at
+drømme.
+
+
+
+
+VI.
+
+
+Da Holst den næste Dag ved Tretiden indfandt sig hos sine Foresatte
+paa Politikamret, bankede hans Hjerte af nervøs Spænding. Der var
+hændet ham noget særdeles mærkværdigt. Om Formiddagen havde han
+henvendt sig paa Jernbanevæsenets Depot for fundne Sager, og ved at
+efterse Depotets Lister havde han under 28. Marts fundet »en Kuffert
+med forskelligt Dametøj«. Da han lod denne Kuffert bringe, viste
+det sig at være en let flettet Kurvekuffert uden Laas med to Hanke
+af Størrelse som en almindelig Herre-Haandkuffert. Den indeholdt
+et Sæt fuldstændige Kvindeklæder fra inderst til yderst -- kun et
+Sæt -- Linned, Jacket-Klæder, Støvler, Hat -- kortsagt alt lige til
+Strømpebaand, men ingen Pretiosa, Ur eller deslige, og desuden en
+Kognaksflaske halvt fyldt og et lille Glas.
+
+Dette Fund havde næsten overvældet Holst. Han syntes deri at se et
+Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for
+at væbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionæren
+ubrødeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret
+for at ordne det fornødne.
+
+Politiembedsmanden var lige saa stærkt berørt af Fundet som Holst.
+Naturligvis maatte man undersøge, om de fundne Klæder passede til
+Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man
+var paa Sporet, særlig da Kufferten var fundet efterladt i et
+fra Helsingør kommende Tog og kun indeholdt et Sæt fuldstændig
+Dameekvipering af stor luxuøs Elegance og Udstyrelse. Man skred
+strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet
+konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten
+at afgives til Undersøgelsesdommeren.
+
+Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af
+Form, 1 Alen lang, 16 Tommer høj og 12 Tommer bred over Bunden. Den
+syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mærke, der
+kunde røbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret.
+
+Den indeholdt en Halvflaske mærket med Firmaet Hennesy & Ko.'s
+Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas,
+øjensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold
+vilde blive Genstand for særlig Undersøgelse for at konstatere, om
+Vinen muligvis maatte være forgiftet, hvad der, saafremt Fundet
+havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt
+Kufferten:
+
+1) En sort Straahat med Besætning af den Façon, der særlig benyttes
+af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen,
+mærket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris.
+
+2) En sort, silkeforet Jacket af stærkt engelsk Klæde mrk. Redfern.
+London.
+
+3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og
+Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin.
+
+4) En glat, sort Klædes Nederdel med Silkefoer uden Besætning, mrk.
+Redfern. London.
+
+5) Et tykt Underskørt med paasyede Plisseer af gult Silketøj uden
+Mærke.
+
+6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand,
+temmelig langlivet, mrk. Bon Marché, Paris.
+
+7) Linned og Undertøj m. m., rigt forsynet med Blonder og
+gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrømper.
+
+8) Et Par tykke, brune Støvler med lave Hæle, mrk. i Læderet
+indvendig John Clifford. Strand. London.
+
+9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano.
+
+10) Et Lommetørklæde med Blonder mrk. A. C. og et mindre
+Lommetørklæde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et Sæt
+Strømpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede
+noget med det øvrige særdeles udsøgte Linned. Paa Laasene var
+trykket med ret læselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan
+17, Christiansstad, og nedenunder Sølvmedalj vid Stockholm
+Utställningen 1897.
+
+Andet og mere forefandtes ikke.
+
+Men det var jo heller ikke saa lidt. Først maatte det undersøges,
+om Klæderne passede Liget, hvad Holst ufortøvet vilde forsøge, saa
+snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmæssig Behandling var
+saaledes præpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede
+dets Tilstedeværelse under Undersøgelsen. Dernæst maatte det
+forsøges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn
+til Identiteten.
+
+Holst gennemgik nøje det forefundne med sin Foresatte, og begge var
+enige om, at det oplyste i høj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om
+den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede
+Luksus at dømme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge.
+Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske
+Dameskrædderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropæiske
+Hovedstæder og det mærkelige Faktum, at det ene Lommetørklæde var
+mærket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa
+ganske de opstillede Formodninger.
+
+Mest interessant var dog Fundet af Strømpebaandene; thi lykkedes det
+at følge dette Spor, der ledte til en saa ubemærket, afsides Stad
+som Christiansstad i Skaane, saa vilde det næppe være vanskeligt
+at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun være et
+Tidsspørgsmaal, naar Morderen blev opdaget.
+
+Det maatte nemlig anses for højst usandsynligt, at en Dame, hvis
+Klæder udgik fra Redferns berømte Salon i London, og hvis Bluseliv
+skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at
+søge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strømpebaand og
+senere bære disse tarvelige Elastikker til sin evropæiske Pragt.
+Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig
+skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved
+skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst,
+efterhaanden som Færden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde
+sine Strømpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om
+Hjemmet og gamle Dage.
+
+Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den
+Fordel, at den bød et fast Udgangspunkt.
+
+Holst forlod sin Chef for at tiltræde Tilbagerejsen, og det blev
+besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem,
+i hvilken Henseende den paagældende Jernbaneembedsmand fik meget
+skarpe Instrukser. Herredsfogden blev næsten ude af sig selv af
+Nervøsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af
+Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget
+var anbragt under fornødne Foranstaltninger.
+
+Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, iførte
+med noget Besvær Liget de vigtigste af de fundne Klædningsstykker,
+særlig Linned, Korset, Strømper, Sko og Handsker samt Overklædning,
+og det viste sig, hvad Holst forøvrigt ikke et Øjeblik havde
+betvivlet, at alt passede paa det nøjeste, og at Liget, som det laa
+der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en
+lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af
+Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingør, begraves
+i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for
+at kræve Hævn over sin Morder.
+
+Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagældende kunde
+tie, ikke en Stavelse kom ud.
+
+
+
+
+VII.
+
+
+Løjtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse
+til Syden; det lod til at være alt vel hjemme, og Ritmesteren var
+meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel
+i København og ventede paa at komme videre.
+
+Holst fik kun et Glimt at se af Løjtnanten, han var meget i Tvivl,
+om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og
+Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke være
+Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man
+være forberedt paa, at Træet ikke faldt for det første Hug, og saa
+let at gaa til, at man kunde spørge den første den bedste, var Sagen
+heller ikke.
+
+Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en
+Samtale, da han havde noget særdeles vigtigt at meddele ham.
+
+Ritmesteren mødte som sædvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog
+Sæde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han
+med et elskværdigt Smil:
+
+»Nu har Hr. Løjtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og
+Klæder, og nu véd Hr. Løjtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun
+hedder.«
+
+Holst lo. »Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa
+sige?«
+
+Ritmesteren betænkte sig lidt. »Om det var sandt, saa vilde jeg
+sige, at De var den heldigste Kantøffel i de trende Broderriger, --
+men det er naturligvis ikke sandt.«
+
+»Jo, det er,« sagde Holst triumferende, »men det er en dyb
+Hemmelighed.«
+
+»Gudbevares!« Ritmesteren fortrak ikke en Mine. »Om man tør spørge
+Hr. Løjtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.«
+
+Holst svarede i samme Tone: »Annie C., skal vi sige, Annie Carlson
+fra Christiansstad.«
+
+»Det staar paa Kufferten?« spurgte Ritmesteren.
+
+Holst rystede paa Hovedet: »Kufferten er Morderens.«
+
+»Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?«
+
+»Det gør det ikke,« sagde Holst alvorlig, »men staar det til mig,
+skal det komme til at staa der.«
+
+»Det tror jeg nok,« sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst.
+»De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg næsten.«
+
+Holst smilede. »Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald,
+der er slaaet til; det kunde lige saa godt være slaaet fejl, nu gik
+det.«
+
+»Hvorfra har De da Navnet?«
+
+Holst fortalte om Klæderne og de forskellige Mærker; Ritmesteren
+nikkede bekræftende og maatte indrømme, at det hele var særdeles
+plausibelt.
+
+»Hvad vil De nu?« spurgte han.
+
+»Rejse til Christiansstad og undersøge den letlevende Dameverden
+dér, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om
+den?«
+
+Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: »Nej, Hr. Løjtnant, det er
+jeg vokset fra.«
+
+»Skade, at Løjtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg
+maaske faa Underretning.«
+
+Ritmesteren blev pludselig alvorlig. »Desværre, muligt er det --
+dog selv om ikke min Søn nu var bortrejst paa en længere Tid, vilde
+jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desværre
+selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette
+Dameverden stor Opmærksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig
+at rive ham ud at dette, og jeg vilde nødig -- for hans Hustrus
+Skyld -- meget nødig, at der atter røres ved dette.«
+
+Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Løjtnanten om
+Annie -- maaske han her kunde have faaet første Haands Viden -- men
+han tav om det. »Kendte Løjtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?«
+spurgte han.
+
+Ritmesteren svarede Holst: »Jeg kender ikke de Damer, min Søn maaske
+har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Løjtnant?«
+
+Holst bøjede sig. »Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her
+maaske rørt ved noget, der gør ondt -- jeg kunde ikke vide det og
+beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.«
+
+»Gudbevares!« Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han
+løftede Glasset mod Holst: »Skaal, Hr. Løjtnant -- Skaal for Dem.
+What next?«
+
+»Christiansstad,« svarede Holst, »og maa jeg nu benytte Lejligheden
+til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskværdighed mod mig i
+de forløbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud véd, naar vi mødes igen.
+Derfor Tak for denne Gang.« Holst tænkte et Øjeblik paa Frøken Ulla
+og blev varm om Hjærtet.
+
+Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa løftede han sit Glas og
+sagde stille: »Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang
+har mødt. Vi to vil mødes igen, eller rettere, vi skal mødes igen.
+Rigtignok synes De, Hr. Løjtnant, at staa tæt ved Deres Maal, men
+det kunde jo dog hænde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen
+blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dør forbi. De har i
+mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug
+for. Særlig naar de mindst tror det.«
+
+Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden
+og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der klædte hans
+dæmpede, noget mørke Stemme saa godt:
+
+»Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan
+være vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme,
+saa vist som ingen haardere end jeg kan trænge til Venskab, fordi
+jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke
+Venskab, saa lidt som jeg skænker det bort i Blinde, men stolede jeg
+ikke paa Dem, som jeg gør, havde vi to ikke siddet her sammen om en
+Sag, der for mig gælder saa meget, som denne gør.«
+
+Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dæmpet, næsten hviskende:
+
+»Løjtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at være slemme til det,
+vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa
+dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmænd, og dog foreslaar jeg Dem
+det -- i broderligt Venskab.«
+
+Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal
+med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse særlige
+og mærkelige Omstændigheder, følte han sig højtidelig stemt og meget
+varm tilmode.
+
+Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han
+byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst
+og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i Øst, og skiltes
+som to Mænd, der har lært hinanden at kende og sluttet et Venskab,
+der varer et godt Stykke af Livet.
+
+Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at følge Sporet, der fra
+den stille, ensomme Skovsø førte ud i Verden, hvor Mennesker færdes.
+
+
+
+
+FØRSTE BOG
+
+Annie.
+
+
+
+
+I.
+
+
+Hvem kender ikke Esløf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra
+alle Himmelhjørner mødes, hvor Skaanes »Friherrer, Arrendatorer og
+Affärsmän« krydses og mødes med venlige Nik til de stærkt farvede
+Mamseller ved Disken, hvor røde Krebs og brune Knækkebrød vinker,
+for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne
+Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur
+-- fører Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa første
+Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden
+straaleformigt ud over »sødra« og »sødraste« Sverige?
+
+Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang
+man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver
+uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mænd til enhver Tid satte
+hverandre Stævne paa samme Sted, hvor en tre Alens »Vaktmester«
+med den hørgule Militærknebelsbart vandrer majestætisk op og
+ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de øverste
+Rangklasser og særlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig,
+som efter en højere Magts Indskydelse sætter i Raab:
+
+»Toget til Hässleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget
+til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.«
+
+Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens
+Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det
+struttende Overskæg og tager Plads -- henholdsvis paa første og
+anden Klasse Stambane eller paa første Klasse »enskilde«, thi paa
+de private Baner gaar Trolle og Person op i en fælles Rejseenhed og
+befinder sig vel ved det.
+
+Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst
+tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kupé, medens
+Klokken klemtede, og den angivne »frustande Ånghästen« rørte paa sig
+og skummede om Biddet.
+
+Toget gled fra Stationen, først langs Stambanens brede, kongeligt
+officielt straalende Legeme, saa bøjede det mod Nordøst forbi
+Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skød,
+som det eneste den gav, forbi Skarhults røde, middelalderlige,
+knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg
+til Bredden af den herlige Ringsjø, hvor Beck-Friis'ernes prægtige
+gamle Bosjø Kloster mellem grønne Træer spejdede ud over den
+blinkende Sø.
+
+Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge
+og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden
+at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som
+var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller
+dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.
+
+Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tænker.
+
+Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, øjensynlig en »før
+dette« Militær, let skaldet, men prøjsisk stram og vippende som
+paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for
+ceremoniel til at vippe før et Spørgsmaal udløste Staalfjederen.
+
+Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hørby Station nægtede
+Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille
+Mand sig i Sædet med et ærbødigt: »Herren er dansk, kan jeg tænke?«
+
+Holst nikkede.
+
+»Været i Sverige før?«
+
+Det havde Holst ikke; derimod havde Herren været i København utalte
+Gange. Han nævnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der
+tændte et lille Blink i hans let rødsprængte Øjne, og galopperede
+forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham
+og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.
+
+Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Løjtnantstitel
+gav Staalfjederen det sidste Knæk. Svenskeren for tilbage og
+præsenterede sig med stor Festivitet som »før dette« Løjtnant ved
+Vendes Artilleriregiment, Bror Sjöström.
+
+Holst bøjede sig beæret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet
+skiftede, medens Ringsjøen forsvandt i det fjerne, Banen steg over
+granklædte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige
+smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik
+passerede Kupeen.
+
+»Goddag med dig --« Sjöström kendte dem alle.
+
+Han fik Tid til at fortælle lidt om hver, medens han pegede ud over
+Egnen og nævnede Navnene paa stolte Ætter og pragtfulde Herresæder.
+Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder,
+uden at reagere. De nærmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort
+før Christiansstad. Løjtnant Sjöström bøjede sig mod Vinduet, »der
+ser Hr. Løjtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov
+og flere Bøndergaarde.«
+
+Holst nikkede.
+
+Sjöström fortsatte: »Den tilhører en god Ven af mig, Claes
+Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds
+-- en charmant Gubbe -- før dette Ritmester, med en Datter -- noget
+af det vakreste, man kan tænke sig.«
+
+Holst nikkede stumt.
+
+»Monsieur Claes er en livlig Knægt, en vakker charmant Kammerat,
+gift med en sygelig engelsk Kone, og svær at holde Styr paa. Der var
+en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.«
+
+Det var Holst ubehagelig at høre den fremmede Mand tale om
+Ankerkrone; han afbrød lidt skarpt:
+
+»Jeg kender Familien --«
+
+Saa blev der Pause.
+
+Men længe dyede Sjöström sig ikke. Han kom ligesom forsigtig følende
+sig for.
+
+»Løjtnanten kender Familien Ankerkrone fra København?«
+
+»Ja,« svarede Holst kort.
+
+»Meget behagelige Folk -- særdeles behagelige Folk, og særlig da
+Ritmesteren -- men --«
+
+Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller høre;
+han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans
+Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde være
+ganske interessant at høre lidt om ham af hans egne Landsmænd.
+
+Holst vendte sig mod sin Rejsefælle og spurgte tøvende: »Men --«
+
+Svenskeren trak lidt paa det. »Er Løjtnanten meget bekendt med
+Ritmester Ankerkrone?«
+
+Holst smilede: »Ikke mere, end at De kan sætte ham i Forbindelse
+med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig
+at høre, hvor skrækkeligt et Menneske, der dølger sig bag hans
+charmante Ydre.«
+
+Sjöström saa alvorlig op. »De har altsaa hørt det?«
+
+»Ikke et Ord,« fortsatte Holst roligt.
+
+Den anden sænkede Stemmen: »Jo ser De, Sagen er saa almindelig
+bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde
+Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik
+nok. Ritmester Ankerkrone var, som Løjtnanten véd, tjenestegørende
+ved skaanske Dragoner; han har aldrig været rig, men var ret
+velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en
+Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker.
+Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malmø og fra
+Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Løjtnant og
+kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel være en Snes Aar siden. Lad
+mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det
+passer nok. Saa døde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa
+Arasløf, det store Herresæde, De ser dernede ved Skoven.
+
+Ritmesteren tog sig det meget nær, tilsyneladende da, han rejste
+til Syden, Fruen var hjemmehørende i Venedig, og Børnene blev hos
+hans Søster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu
+bor i Trelleborg. Lidt efter døde en af vort Regiments flotteste
+Løjtnanter, Friherre Cedersköld; han var rejst til Italien omtrent
+samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Dødsfald i Forbindelse
+med hinanden. Jeg fortæller det kun, fordi Historien er saa publik,
+som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru
+Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde
+forefaldet meget bevægede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru.
+Det blev efter Fruens Død temmelig sikkert oplyst, at der havde
+bestaaet et intimt Forhold mellem Cedersköld og den Afdøde, men
+Øvrighederne vendte her som altid, naar det gælder de store Navne,
+det døve Øre til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at
+vide, hvorledes Cedersköld var omkommen. Nogle sagde, han var falden
+i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret
+med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er næppe rigtigt. De
+fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra
+et Fjæld ved Ferdinandshöhe i Nærheden af Bozen. Opklaret blev det
+aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog
+aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i København, der
+skal han være endnu. Her kommer han aldrig.«
+
+Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.
+
+»Og den Historie tror De?«
+
+»Gudbevares,« svarede den anden, »nu er det saa længe siden; men
+Folk siger, der skal være noget ved Ankerkrone nu, som er ganske
+anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren
+skal være meget smuk og ligne Moderen.«
+
+Holst tav.
+
+Toget nærmede sig Christiansstad.
+
+»Hvor skal man saa tage ind?« spurgte Holst.
+
+»Frimurerhotellet,« svarede Sjöström strax, »det smukkeste og
+komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr.
+Løjtnanten ellers har Stunder, skulde det glæde mig at gøre Honnør
+paa min gamle Garnisonsstads Vegne.«
+
+Det forekom Holst at være ganske praktisk til senere Brug at
+sikre sig en saa stedkendt Mand som Løjtnant Sjöström, og da hans
+Rejsefælle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste
+Spørgsmaal til ham om hans Ærinde, besluttede han sig til at holde
+sig den Adgang aaben, det tilfældige Møde kunde byde, om der skulde
+vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra
+Christiansstad, som han havde døbt Annie Carlson, og som han i sine
+Betragtninger stedse nævnede ved dette Navn.
+
+
+
+
+II.
+
+
+Der er over de svenske Smaabyer et vist Façadepræg, der virker
+strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man
+hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er
+for den Tilrejsende lige saa haabløst kedsommelig som Bogense
+og Æbeltoft, men Præget er fiksere, og Maden er bedre. Det
+gælder de fleste smaa svenske Byer, og det gælder i særegen Grad
+Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring
+fra de smaalandske Højder ved Alfvesta træder ud i en Bredning,
+Helgesøen; naar man nærmer sig fra sydvest, toner Højderne mod
+nordøst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske
+pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af
+Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drøm,
+som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa
+Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drømt eller ikke, faar staa
+hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Københavnerne
+uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Børsen og Frederik Folkekær
+paa Springgangeren foran Slotsruinen.
+
+I Stedet for disse kendte Bygninger maa man nøjes med Kronhuset, der
+ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes
+Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og
+Landshøfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig
+Række offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side
+af Torvet, bred, mægtig og rig paa god Mad og svensk Punch.
+
+Som sagt det hele virkede særdeles storstadsmæssigt -- særlig
+Frimurerhotellet, der dristig tør tage Konkurrencen op med
+europæiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og
+Officererne af Vendes Artilleri bidrager stærkt til at holde
+Illusioner oppe, som et Blik paa den øvrige ret stilfærdige
+Befolkning i Lenets Hovedstad iøvrigt hurtig tilintetgør.
+
+Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid
+paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig
+tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger
+bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den berømmelige
+Fjerde Christian, der drømte gudelige Drømme, Hr. Gustavsköld, født
+Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stænder
+Stolen for Døren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden,
+da et særligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med
+dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Næsen af det sultne
+Borgerskab og de forgældede Krigere for at føre Valuta, som Banken
+ejer, til Helsingborg.
+
+Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A.
+Vikander, Leverandøren af de Strømpebaand, som Annie havde baaret,
+og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.
+
+Det var den næste Skuffelse, der mødte ham, og den berørte ham
+dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke
+alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt
+Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.
+
+Denne Omstændighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr.
+Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strømpebaand samt
+nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han næppe have
+været i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkøbt ham de
+Strømpebaand, Holst interesserede sig for.
+
+Ved nøjere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den
+Omstændighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde være
+fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme
+Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hæder havde
+deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han
+altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at
+hans Existens' Ophør kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse
+af hendes Person.
+
+Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde
+levet, været en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede
+Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Døden under
+saadanne Omstændigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes
+prægtige Kirke i Christiansstad med Føje kunde have gentaget Anders
+Sørensen Vedels mindeværdige Ord ved nævnte Konges Faders Baare: --
+om højsalig Hs. Naade havde været mindre hengiven til Nydelsen af
+stærke Drikke, som nu desværre over al Maade gængs er o. s. v. --
+og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde
+Bebrejdelse vel nok har været den, at Hr. A. Vikander, som forøvrigt
+ogsaa højsalig Frederik den anden respektive, næppe har været noget
+enestaaende Tilfælde blandt Christiansstads brave Borgere.
+
+Han var imidlertid død 1898 og Forretningen ophævet samme Aar.
+
+Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strømpebaandslager
+-- ikke mindst efter den Ære, der var bleven disse nyttige
+Genstande til Del i 1897 -- være overført til Efterkommere, men
+Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden
+til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmærkede
+Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nærmere Undersøgelse, at
+de fortrinlige Strømpebaand som patenteret Artikel forhandledes af
+en Hr. Lindkvist i Tøjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige
+Mærke med Tilføjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist,
+Tøjhusgatan 5.
+
+Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og
+besluttede sig til at søge oplyst, om der i den Verden, der i disse
+Aar morede sig i Christiansstad, havde været en ung Dame af Navnet
+Annie, eventuelt Carlson.
+
+For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige
+Øvrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at
+benytte sin Rejsefælle og dennes Forbindelse med Vendes hæderværdige
+Artilleri, idet han ræsonnerede saaledes, at en Dame som den
+stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have været
+kendt af Regimentets unge Mænd, og at disses Minder maatte være
+baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.
+
+Efter Aftale skulde Løjtnant Sjöström og Holst spise til Middag
+sammen, og Sjöström havde stillet et Besøg paa Regimentets
+Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at
+afvente dette og benytte Lejligheden til at høre sig for. For at
+fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen.
+Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjælland og Familien
+Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjöströms
+Fortælling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.
+
+Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende
+Tankegang strax havde mødt hans, men han kunde ikke nægte, at det
+ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde
+sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra
+sin Fædregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin
+Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde
+gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord
+og hans Væsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin
+Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Træk frem, der gjorde det
+mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det
+saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed,
+der knyttede sig til Moderens Død.
+
+Som det altid gaar, den ene Tanke førte til den anden, og næsten
+mod sin Villie lededes Holst til en Række af Betragtninger over
+Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, særlig de
+Undersøgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist
+kunde være helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjöströms
+Fortælling -- altsaa gængse Folkesnak -- fik en dybere,
+besynderligere Karakter.
+
+Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig stærkere
+og stærkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prægede dette
+Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst
+fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham
+det, at sysle med dette gaadefulde Dødsfald og se at trænge ind i
+de Begivenheder, der havde ledsaget det. Foreløbig gjaldt det om at
+finde Annie Carlsons Morder, men først og fremmest oplede alt, hvad
+der kunde kaste Klarhed over hende selv.
+
+Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejsefælle
+ventede ham.
+
+
+
+
+III.
+
+
+Løjtnant Sjöström havde arrangeret en »Tillställning«, der var helt
+festlig. Ved det obligate Smörgåsbord forestillede han for Holst en
+gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet,
+Friherre Holger Kurk, en høj, mager, meget velvillig og velopdragen
+Kaptajn, som Sjöström spøgefuldt bemærkede, hele Egnens Farbror, og
+den mest søgte Kavaler i hele Christiansstads Len.
+
+Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der
+omfattede alle de Nydelser, den mest forvænte Garnisonssoldat kan
+ønske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortræffelig,
+muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede
+hverandre. Det viste sig, at Sjöström var havnet som Staldmester hos
+en større feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis Ærinde han besøgte
+Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav
+om sit Ærinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besøg stod i
+Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som
+knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde
+søge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.
+
+Han forberedte saaledes Spørgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad
+foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi
+de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Spørgsmaal,
+om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson,
+der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den
+lille By.
+
+Man kendte hende ikke. Sjöström var lovlig undskyldt, han havde
+allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl,
+og efter hvad Sjöström forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt
+Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklære sig renonce.
+Holst gled let hen over Spørgsmaalet, han vilde ikke røbe, at han
+ikke kendte Navnet nøje og derved udsætte sig for Spørgsmaal, som
+han ikke ønskede at besvare; men Tilfældet kom ham til Hjælp, idet
+Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den
+Dame, som han ikke skulde kunne huske.
+
+Saa indrømmede Holst, at Navnet Carlson kunde være urigtigt --
+et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig
+tilbageskuende Bevægelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner,
+den gamle Krigsmand mønstrede, et ikke uvæsentlig Supplement til
+Vendes berømte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring
+af den paagældende, hvis Træk han nøje havde mærket sig, klaredes
+Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.
+
+Han saa skarpt og opmærksomt paa Holst, dernæst kastede han et Blik
+paa Sjöström og sagde ganske kort: »A-ha -- saa der!«
+
+Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at
+der var Omstændigheder, der hindrede ham i at nævne det, og med stor
+Behændighed gled han fuldstændig bort fra Sagen for ikke at bringe
+den paa Bane mere. Sjöström blev efterhaanden ret tydelig paavirket
+af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med
+Holst, men Holst lagde Mærke til, at Kaptajn Kurk efter den lille
+Episode, der ganske var undgaaet Sjöströms Opmærksomhed, blev meget
+tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent
+Øjekast.
+
+Iøvrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig
+Bordkammerat, der holdt stærkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede
+sit Væsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev
+tømt. Holst besluttede sig da til at forfølge sit Maal, og da
+Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men
+Sjöströms overstrømmende Livsglæde tillige antog overvældende
+Former, lykkedes det Holst at trække sig tilbage i et belejligt
+Øjeblik.
+
+Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik
+uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Spørgsmaalet samtidig
+var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst
+tog Ordet.
+
+»Jeg skal komme Kaptajnen i Forkøbet, idet jeg beder Dem undskylde,
+at jeg overfor Herrerne har været saa tilbageholden, -- desværre
+har det været nødvendigt.«
+
+Kaptajnen saa skarpt paa ham: »Herren er maaske slet ikke Løjtnant
+Holst?«
+
+Holst saa op: »Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De
+vil have bemærket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen
+særdeles Grund til at skjule mit Navn.«
+
+Kaptajnen bøjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen
+gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forøvrigt var saa
+naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst
+selv. Han fortsatte: »Det drejer sig kun om Hensigten med min
+Nærværelse her og med mit Spørgsmaal fra før -- Pigen -- jeg spurgte
+om.«
+
+Kaptajnen bøjede Hovedet: »Pigen -- Annie Cederlund.«
+
+Holst saa op: »Cederlund hed hun altsaa.«
+
+»Det vidste De ikke?« spurgte Kaptajnen.
+
+»Nej,« svarede Holst, »det vidste jeg ikke. -- Men for at vende
+tilbage til mig selv, jeg er, foruden at være Løjtnant, tillige
+ansat i Københavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er
+kommen hertil.«
+
+Kaptajnen bøjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt
+antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han første Gang nævnede
+sin Virksomhed.
+
+»Aha,« fortsatte Kaptajnen, »Herren er altsaa »Detektiv«.«
+
+»Ja,« svarede Holst kort.
+
+Kaptajnen smilede: »Det anede mig forresten, da De spurgte om
+Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nævne hendes Navn,
+medens stakkels Bror Sjöström var tilstede.«
+
+»Saa -- hvilken?« spurgte Holst interesseret.
+
+»Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans
+Formue og endda hans Families Ære med i Købet. Naa, men hvad vil De
+egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i København? Sidst jeg
+hørte om hende -- --« Kaptajnen tav pludselig.
+
+Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dæmpet Stemme:
+
+»Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan
+selvfølgelig afvise min Indtrængen; jeg har jo kun den
+forretningsmæssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget.
+Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter
+hvad Kaptajnen allerede véd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis
+kunne røgte mit Ærinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille,
+som jeg kom, uden at et Ord om de sørgelige Begivenheder, der
+har ført mig herhen, behøver at blive bekendt for andre end Hr.
+Kaptajnen. Det er en indtrængende Bøn i en meget vigtig Sag.«
+
+Kaptajn Kurk stod et Øjeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke
+Skikkelse, Hovedet var bøjet, hans Tanker arbejdede stærkt. Saa
+kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert
+Ord: »Hr. Løjtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde,
+der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg véd
+ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke
+nævner; jeg kan give Dem mit Æresord paa, at jeg ikke véd, hvor
+Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med
+Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger
+flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet véd om
+hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres
+Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere
+Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?«
+
+Holst betænkte sig et Øjeblik. Der var noget eget højtideligt over
+den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra
+enkelte Lygter, og Sjøvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.
+
+Han løftede Blikket og saa Kaptajnen fast i Øjet: »Vil Hr. Kaptajnen
+saa give mig Deres Æresord paa, at De ikke véd, hvor Annie Cederlund
+er, eller hvilken hendes sidste Skæbne har været?«
+
+Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og
+præget af, at hans Ord var fuldt ud sande: »De har mit Æresord,
+Løjtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortælle Dem, hvad
+jeg véd, og hvad jeg kan fortælle Dem om Annie Cederlund. Det Navn
+rummer mere for mig, end De aner -- er hun død?«
+
+»Ja,« svarede Holst dæmpet, »hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned
+i Aar.«
+
+Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to
+Mænd til Kasernen.
+
+
+
+
+IV.
+
+
+Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne,
+der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke
+lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog
+Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede
+Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens
+regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.
+
+Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil --
+Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mørkt Mahogni uden Indlæg,
+bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole.
+Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt
+Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med
+strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede
+deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en
+gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte
+et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og
+omhyggelig Orden.
+
+Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke
+Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og
+Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i
+bronceret Gibs.
+
+Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst
+Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var
+prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang
+et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt,
+indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen
+slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens
+underste Kant: Giulia.
+
+Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede
+tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne
+Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne
+strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært,
+den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var
+Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.
+
+Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse
+Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det
+forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet
+Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham
+at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke
+Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne,
+hvorefter han lydløst trak sig tilbage.
+
+Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs
+Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et
+Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.
+
+»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan
+saa hun ud i 1885.«
+
+Holst saa forundret op: »1885 -- og jeg som troede, hun kun var et
+Par og tyve Aar.«
+
+»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby
+i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store
+Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er
+død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle
+gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig
+Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg
+skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels
+Pigebarns Historie, som jeg kan, -- endskønt stakkels kan man vel
+næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge
+Byrder som Annies.« -- Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand
+over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies
+Historie med dæmpet alvorlig Stemme.
+
+Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge
+soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer,
+hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med
+Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det,
+som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt
+en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.
+
+Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort
+Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.
+
+»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt,
+og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter.
+Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I
+Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen
+paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens
+Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets
+Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen
+Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun
+var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus
+Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende,
+ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun
+besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da
+jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved
+Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk.
+
+To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis
+Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en
+Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet
+Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd.
+
+Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren
+tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves.
+Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget
+Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar,
+Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe
+den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i
+Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.
+
+Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand.
+
+Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort.
+Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer,
+men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og
+vendte tilbage til Staden.«
+
+Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa:
+
+»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit
+eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid
+efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da
+Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og
+vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af
+en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om
+end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til
+en af Standens bedste Mænd, blev brudt -- Skylden var Annies -- men
+de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie
+og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.«
+
+Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa
+med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om
+Taarer duggede hans Blik.
+
+Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:
+
+»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt
+sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber
+i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter
+op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn
+aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med
+Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende.
+Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt
+udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun
+vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun
+ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun
+lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa --
+hun havde det Barn -- en Pige, der var bleven opdragen her i Byen,
+og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.
+
+Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge
+Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de
+Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et
+dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da
+jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at
+knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt
+Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der
+var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede.
+
+Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden
+Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede
+ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst
+til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu
+var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og
+førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri
+og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende -- og desværre ikke
+heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som
+han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og
+kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det
+meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden
+fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar
+siden -- i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt
+fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig
+Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til
+hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe
+været de reneste.
+
+Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede
+sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo.
+Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del
+paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler
+frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk.
+
+»Mere véd jeg i Grunden ikke -- mere er der vel heller ikke -- nej
+-- mere er der ikke --.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og
+ned ad Gulvet.
+
+Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt;
+desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst
+Interesse, er det, som De har fortiet.«
+
+Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde
+Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig
+Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad
+anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er
+der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie;
+men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.«
+
+»De kan ikke sige mig hans Navn?«
+
+Kaptajnen rystede paa Hovedet.
+
+»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?«
+
+Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok -- han hed
+Cedersköld og er død for 16 Aar siden.«
+
+Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale
+med Løjtnant Sjöström om Sagen?«
+
+»Hvilken -- Hugold -- ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne
+give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om
+han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure
+-- Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.«
+
+»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst.
+
+»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa
+meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at
+tale om Sagen.«
+
+Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran
+Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og
+alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun
+lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa
+Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige
+Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad
+Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om
+de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig
+ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil
+til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi
+mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis
+Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil
+ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De
+vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under
+Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa
+Billedet med Evighedskransen.«
+
+Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han,
+ligesom ubesluttet.
+
+Holst lagde Haanden paa hans Skulder: »Cedersköld?«
+
+Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.
+
+»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det
+er Billedet af mig og et Par Kammerater.«
+
+Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu
+ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak
+for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal
+ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres
+Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge
+der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over
+dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.«
+
+Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans
+Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem
+ikke --«
+
+Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, -- han vil
+forstaa mig.«
+
+»Han -- hvem?«
+
+»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik
+han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til
+Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men
+standsede pludselig.
+
+»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i
+Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen
+og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra
+sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa
+Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte.
+
+»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.«
+
+Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid
+dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda
+og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.
+
+
+
+
+V.
+
+
+Rejsen mellem Christiansstad og Hässleholm foretog Holst uden
+Synd -- i dyb Søvn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den
+foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krævede sin Ret, og
+Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at
+det kan holde en træt Mand vaagen.
+
+Holst sov trygt; i Hässleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost
+og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at føre
+ham over Grænsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans Øjne.
+
+Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket.
+Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af
+og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som
+Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden
+Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger,
+tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard
+og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som
+om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over
+Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet
+og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der
+fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.
+
+Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa
+skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved
+Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man
+Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten
+af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede,
+egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer,
+fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede
+af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist
+og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig
+i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud
+mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev
+Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod
+Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.
+
+Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke
+Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til
+Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig
+Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var
+ikke helt lidt.
+
+Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet
+Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen
+Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa,
+og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større
+Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.
+
+Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der
+straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der
+skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte
+kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der
+trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige
+Skæbne.
+
+Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine
+Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa
+en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig
+han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land.
+Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte,
+at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme
+droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes
+forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.
+
+Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt,
+at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit
+Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig
+Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med
+Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse,
+Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at
+han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og
+efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og
+Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale,
+blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand,
+der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.
+
+En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod
+eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin
+Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur,
+sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver
+Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været,
+kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet.
+Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet
+var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde
+være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge
+klart for Dagen.
+
+Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og
+Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin
+Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel
+ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med
+Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel
+heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for
+Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende,
+vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre
+nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane
+de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han
+aldrig gøre.
+
+Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje,
+vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han
+følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage,
+rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham
+imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste
+Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord
+ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte
+have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han
+havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv
+kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at
+røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden
+dyb og tvingende Aarsag.
+
+Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun
+med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes
+Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være
+villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et
+Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.
+
+Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks
+Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold
+Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med
+stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde
+afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet
+Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest
+at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare
+Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i
+Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.
+
+Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk
+tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone
+intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden
+eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad
+gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde
+findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da
+vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe
+større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og
+ham.
+
+Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde
+samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og
+for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om
+for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham
+Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og
+velsmagende Middag i Vislanda.
+
+
+
+
+VI.
+
+
+Fra Vislanda skærer en Sidebane ned til Halmstad; den fører
+gennem et ægte smaalandsk Skovlandskab med hængende Birke og smaa
+venlige Kær mellem lynggroede Skrænter, forbi Bolmensøen over
+Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udløb. Men allerede inden
+Bolmen, ved den lille venlige Flække Ljungby ved Lagan, forlod Holst
+Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bäckaryd, og den lille
+Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet.
+
+Det var slet ikke saa let en Færd, thi selv om den gamle Korporals
+Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget
+meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og
+traadte ind ad hendes Dør for at tale til hende om Ting, der maatte
+kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der
+maatte virke som et tungt, maaske fældende Slag. Holst besluttede
+sig til at gaa frem med største Forsigtighed.
+
+Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved
+Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand,
+der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte
+Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele
+Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa
+i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter
+med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til
+en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk
+Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.
+
+Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst
+at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor
+nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs
+Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af
+Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.
+
+Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde
+Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende
+officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde
+paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation
+af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand,
+bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst
+bukkede og vædede sin Tunge -- han var tørstig, og det var svært
+varmt ude.
+
+Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men
+Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog,
+da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende
+Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat
+af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere
+Løb.
+
+»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen
+Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«
+
+»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en
+Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«
+
+Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude;
+Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og
+pipper ivrigt.
+
+»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.
+
+Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie
+Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«
+
+Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt
+Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«
+
+»Det véd jeg,« sagde Holst.
+
+Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels
+Bror Erik?«
+
+»Jeg gør det,« sagde Holst.
+
+»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie
+virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det
+maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra
+Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene -- Faderen, Korporal Bengt
+-- --«
+
+Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie -- det
+var Moderen -- --«
+
+»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker
+gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun
+intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og
+vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da
+et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler
+om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra
+hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner
+jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies
+Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende.
+Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem.
+Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle,
+arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men
+saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte
+hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.«
+
+Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til
+at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.
+
+Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men
+besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt,
+betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:
+
+»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes
+Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede
+til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne
+Efterforskning, der fører mig herop.«
+
+Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa
+rystede han paa Hovedet.
+
+»Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa
+»gran« at se til.«
+
+Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne
+meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare
+alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft
+Forbindelse med sit Hjem.«
+
+Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt,
+at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og
+rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:
+
+»Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke,
+men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«
+
+Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer,
+udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger
+af den svenske Stats Repræsentation i København.
+
+Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.
+
+Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag
+skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det
+er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen
+fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag,
+da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand,
+vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem
+derfor behandle den med dybeste Diskretion.«
+
+Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde
+han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal
+erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være
+menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels
+Annie er kommen af Dage.«
+
+»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang
+til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«
+
+Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg.
+»De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at
+ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at
+Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed
+og Glæde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.«
+
+Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i
+en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.
+
+»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«
+
+»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var
+viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten
+fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald
+havde han vel skrevet hertil.«
+
+»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«
+
+»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham
+som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har
+sikkert ikke haft Grund.«
+
+Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i
+Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste
+kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det,
+Kaptajn Kurk havde kastet over det.
+
+Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang
+rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under
+hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende.
+Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og
+han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig
+med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og
+Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes
+Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold
+og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind
+i deres Indhold, -- læse dem et for et for af dem at lære Annie at
+kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast
+med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage
+Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.
+
+Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn
+taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos
+sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus,
+og det kunde han undvære.
+
+Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn
+Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.
+
+Det samme syntes Holst om Nämdemanden.
+
+
+
+
+VII.
+
+
+Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet
+Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede,
+men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne
+var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der
+var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved
+en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt
+og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde
+smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet
+og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel
+halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to
+smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.
+
+Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult
+som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt
+dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede
+Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette
+gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede
+Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et
+venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set
+meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt
+oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.
+
+Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa
+Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen
+Herlighed paa hendes sidste Dage.
+
+Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst
+hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa
+Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig
+haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til
+og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske
+kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang
+var, og dog syntes han, det var hans Pligt.
+
+»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.
+
+Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«
+
+Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«
+
+»Hvad siger han?« spurgte den gamle.
+
+»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«
+
+»Vi har saa --,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.
+
+»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra
+Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«
+
+»Siger han det?« gentog den gamle.
+
+»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her,
+siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«
+
+»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --,« den gamle sukkede.
+
+Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.
+
+»Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til
+»Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende
+sidst?«
+
+»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.
+
+»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til
+sin gamle Moder, gjorde Annie.«
+
+»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.
+
+»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og
+stærk, men det kan jo komme let.«
+
+»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.
+
+Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes
+til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun
+søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:
+
+»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende
+fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa
+han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«
+
+»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget
+til Annie.«
+
+»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«
+
+»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget
+syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«
+
+»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende
+mon?«
+
+»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«
+
+»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det
+meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende
+paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.
+
+»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«
+
+»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det
+tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede
+til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her
+op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til
+Vorherre om, vil jeg.«
+
+»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre
+for Annie.«
+
+Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort
+noget godt ved det.
+
+Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og
+sukkende tænkte paa lille Annie.
+
+
+
+
+VIII.
+
+
+Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret
+Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som
+de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til
+de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et
+stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over
+Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og
+læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at
+fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk
+af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres
+Morgenkvidren.
+
+Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare.
+Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et
+Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En
+Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne
+og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener,
+der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig
+kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han
+plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede
+efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de
+vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor
+Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var
+saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at
+trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til
+at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i
+Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om
+lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand
+og saaledes fremdeles.
+
+De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om
+Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af
+disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større
+Betydning lød saaledes:
+
+                                        Christiansstad, Jul 1897.
+  Kære Mor!
+
+ Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred.
+ Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan.
+ Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med
+ Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg
+ sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat
+ med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar
+ jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have
+ en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa
+ helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men
+ det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget
+ ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller
+ ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille
+ har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt
+ til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere
+ Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra
+ Elsa og
+                                                din Datter Annie.
+
+                                                   6. Marts 1898.
+  Kære Mor.
+
+ Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen.
+ Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det
+ bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er
+ dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok,
+ der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du
+ véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om
+ jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt
+ Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre
+ det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt
+ opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror
+ jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være
+ det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt
+ af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev
+ rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag
+ overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard
+ imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke
+ skrive mere -- --
+
+                                                  18. Marts 1898.
+  Kære Mor.
+
+ Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt,
+ men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det
+ samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen
+ har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham
+ ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder
+ Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget
+ om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg
+ kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen
+ gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde
+ leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør
+ det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere -- --
+
+                                                       25. Marts.
+  Kære Mor.
+
+ Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød
+ og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se
+ paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden
+ ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du,
+ det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til
+ Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg
+ jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen
+ har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller
+ ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for
+ hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om
+ han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok
+ ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn,
+ selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men
+ Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde
+ jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans
+ egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- --
+
+                                                        1. April.
+  Kære Mor.
+
+ Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa
+ gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da
+ hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget,
+ men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun
+ Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham
+ ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn
+ og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død,
+ saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at
+ bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde
+ være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig
+ og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud
+ taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der
+ gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som
+ den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men
+ skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud
+ er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os
+ stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal
+ vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker,
+ og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder,
+ jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det,
+ som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis
+ det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun
+ kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun
+ var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og
+ kan kun græde -- --
+
+Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var
+dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:
+
+ Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra
+ mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død,
+ og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at
+ skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit
+ Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men
+ saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene
+ er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant
+ Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig
+ mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo
+ heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører
+ jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er
+ ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det
+ saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50
+ Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.
+
+                                                  Din egen Annie.
+
+                                                   30. Juli 1898.
+  Kære Mor.
+
+ I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for
+ det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en
+ Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger,
+ at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere
+ fra os -- -- --
+
+                                                     Oktbr. 1898.
+  Kære Mor.
+
+ Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden
+ sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde
+ Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har
+ slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke
+ afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og
+ det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv
+ er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more
+ sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet
+ mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver
+ nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i
+ Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade
+ staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal
+ skrive om alting for at tjene deres Penge -- --
+
+                                             Berlin, Novbr. 1898.
+
+ Kære Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er
+ meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se
+ at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk.
+ Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende
+ Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger
+ rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok
+ flere. Du skal nok høre fra mig snart igen -- -- --
+
+Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand«
+flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af
+virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr.
+1899 og lyder saaledes:
+
+ Kære Moder -- det var en stræng Jul, jeg har været her ganske
+ alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske
+ alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg
+ troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal
+ vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var
+ rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig.
+ For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden
+ har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde
+ være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og
+ fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg,
+ og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og
+ det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned
+ paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist,
+ hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom
+ før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder,
+ for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte _ham_,
+ og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven
+ meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg
+ har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev
+ ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg
+ ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til
+ Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver,
+ saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os -- men
+ det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig
+ Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har
+ givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene,
+ men det andet glemmer jeg aldrig -- -- --
+
+                                               Venedig, Maj 1900.
+
+ Kære Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt
+ hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men
+ bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder
+ Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström
+ synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden
+ er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange
+ Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at
+ have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker,
+ mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i
+ Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler
+ rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i
+ Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung
+ igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem
+ allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant
+ som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg
+ sendte Nämdemanden -- -- --
+
+                                              Venedig, Aug. 1900.
+
+ -- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet,
+ det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden
+ af mig. _Hendes_ Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe
+ Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om
+ _hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg
+ skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har
+ mødt -- _Hans_ Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten,
+ jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med
+ en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af
+ mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke
+ med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han
+ er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se.
+ Vi træffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige,
+ der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved
+ _hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet
+ meget ligesom jeg -- --
+
+                                                 Paris, Maj 1901.
+
+ -- -- -- Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig,
+ men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have
+ en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa
+ mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han
+ er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet
+ mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo,
+ hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge,
+ for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge
+ saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig
+ og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for
+ jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er
+ jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men
+ dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar
+ man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden
+ ikke til at have med at gøre -- -- --
+
+                                               Nizza, Febr. 1902.
+
+ Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem,
+ men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan
+ ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig
+ til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om _hans_ Søn, som er
+ forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have,
+ og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung,
+ jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder
+ sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg
+ jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde
+ vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke
+ brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det
+ er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over
+ mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere
+ forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller
+ ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg
+ talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan
+ jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Søn. Men saa kommer det op
+ i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig
+ for alt det, _han_ har ladet mig døje, baade for længe siden og
+ den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg
+ vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene
+ gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd.
+ Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være.
+ Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam
+ Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er
+ mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa
+ sine gamle Dage -- --
+
+Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om
+de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var
+ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret
+København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:
+
+ Kære Moder -- nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig
+ at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham,
+ og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven
+ Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han
+ ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale.
+ Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at
+ jeg faar taget Hævn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage,
+ og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig
+ ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig
+ altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- --
+
+Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød
+saaledes:
+
+ Kære Mor -- hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du
+ ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har
+ faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have
+ det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er
+ rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente
+ her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for
+ han skriver nok -- -- --
+
+Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et
+lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste
+Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne
+fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en
+almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte
+noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem
+denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at
+spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet
+var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder
+og navnlig til Morderen. Det var Sjöström -- besynderligt nok, at
+Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder
+havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det,
+at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel
+nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i
+Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte
+dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen,
+som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst
+kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne
+Omstændighed betød meget for ham nu.
+
+Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax
+den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.
+
+
+
+
+IX.
+
+
+Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag
+med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at
+Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og
+hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve
+havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn
+blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden
+traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger
+til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun
+ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da
+han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han
+efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre
+over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge,
+men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet
+med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til
+denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af
+Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget
+der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i
+Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten
+Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted,
+hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.
+
+Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til
+Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den
+Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones
+Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar,
+de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa
+Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være
+foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide
+af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i
+Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at
+Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt
+sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt
+for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde
+været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At
+Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det
+var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev,
+at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent
+i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.
+
+Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold
+til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst
+maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst
+var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl
+om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde
+være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal,
+at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt
+hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde
+Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og
+træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at
+Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle,
+samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den
+Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød.
+Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa
+gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige
+Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven
+Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre
+end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig
+til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens
+Paagribelse.
+
+Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let
+fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han
+arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds
+Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende
+uvigtige.
+
+Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var
+i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget
+højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en
+Meddelelse af stor Vigtighed.
+
+»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig
+syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig
+Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et
+eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden
+Betydning.«
+
+Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at
+det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte
+have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa
+det sidste med hende, derom tvivlede ingen.
+
+De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den
+gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende,
+medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens
+Sakramente.
+
+Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi,
+saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt
+Smil.
+
+»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar
+træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften,
+Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var
+gaaet forud for mig.«
+
+Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.
+
+»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der
+havde hørt om lille Annie.«
+
+Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde
+ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til
+hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.
+
+»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage
+i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det
+til den, som skal have det; det staar uden paa.«
+
+Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig
+Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid
+Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i
+Verden, og Brevene skal flyes til ham.«
+
+Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.
+
+Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da
+Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.
+
+Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle
+Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at
+Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.
+
+Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans
+Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under
+ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget
+urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var
+meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som
+han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke,
+han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en
+Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra
+hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han
+nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.
+
+Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en
+Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved
+Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som
+den gamle gav Dem.«
+
+Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg
+skal give det til Häradshøvdingen eller maaske -- --«
+
+»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester
+Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«
+
+Nämdemanden for sammen.
+
+Holst gentog: »Netop til _ham_.«
+
+Han tøvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev
+med faste Træk:
+
+                                      Bäckaryd, d. 16. Juni 1902.
+
+ Kære Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven -- vi to
+ mødes vel snart, men lev vel saa længe.
+
+                                                 Din Eigil Holst.
+
+Han rakte Nämdemanden Brevet, denne læste det og stod stirrende
+paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en
+Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester
+Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nämdemanden:
+
+»Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.«
+
+Vognen var kørt op for Døren, og kort efter skumplede den afsted
+over Heden mod Ljungby.
+
+Men Nämdemanden stod længe og saa efter Vognen, saa gik han
+hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og
+Annie talte Nämdemanden ikke et Ord til nogen.
+
+
+
+
+X.
+
+
+Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne
+kalder Brændevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og
+dygtig Mand, der havde en stor Søgning af Bønder og Haandværksfolk,
+og som med Held førte deres Sager og inkasserede deres Penge.
+Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han
+havde Ord for at være en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at
+sige til, at han drev den frie Næring som »selvbestaltet Advokat.«
+
+Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fæstekontor
+end et Sagførerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling
+gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle
+ham.
+
+De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og
+fyrre, glatraget med smaa plirende Øjne, lille af Vækst og klædt som
+en Storbonde i Købstadsklæder.
+
+»Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund,« sagde
+Holst.
+
+Advokaten kneb Øjnene sammen og gentog: »Annie Cederlund -- hende
+kender jeg ikke.«
+
+Holst fortsatte rolig: »Annie Bengtson -- maaske kender Hr.
+Karlkvist hende under det Navn.«
+
+Advokaten rystede paa Hovedet.
+
+Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme høflige Tone:
+»Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjöström, saa
+for mig gerne.«
+
+»Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller,« sagde Advokaten,
+men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden
+løj.
+
+Holst fortsatte rolig: »Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende,
+saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men
+da jeg kender hende og fra hende véd, at Hr. Karlkvist kender hende,
+saa faar det være det samme med Navnene.«
+
+Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:
+
+»Herren hedder Løjtnant Holst og er fra København -- om jeg maa
+spørge, hvad vil Herren mig?«
+
+Holst smilede: »Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge
+Dame, hvis Navn jeg har nævnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.«
+
+Advokaten for sammen.
+
+»Ser De« -- Holst smilede. »De kender hende alligevel.«
+
+Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget høflig:
+»Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at spørge
+mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa
+meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.«
+
+Holst svarede meget rolig: »Deri kan De have Ret, men jeg har
+vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besøg hos Dem, da
+jeg ikke kender Dem og ikke véd, hvad jeg tør betro Dem.«
+
+»Saa skulde De ikke søge mig,« sagde Advokaten tørt, »jeg har ikke
+haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter
+Folk ude i Kontoret.«
+
+Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i
+en let Tone: »De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo
+muligt, at det, jeg vilde spørge Dem om, slet ikke var andet, end at
+De godt kunde svare paa det.«
+
+»Ikke før jeg véd, hvem De er,« sagde den anden bestemt.
+
+»Ja, saa maa De lade være.«
+
+»Det maa jeg saa,« svarede Advokaten og bukkede.
+
+Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: »Gamle Mor
+Bengt er død i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste Øjeblikke.«
+
+Den lille Mand greb hans Arm: »Hvad siger De -- gamle Mor Bengt død,
+og Annie, hvor er hun da?«
+
+Holst betænkte sig lidt, saa sagde han langsomt: »Annie er ogsaa
+død.«
+
+Den lille Mand blev ligbleg: »Hvad siger De -- død -- er Annie
+Cederlund død?«
+
+Holst lagde Mærke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers
+maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.
+
+Advokaten samlede sig, saa spurgte han: »Naar da?«
+
+»Den 27. Marts i Aar.«
+
+»Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De først
+nu. Hvem er De da -- I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt
+dette.«
+
+Holst smilede venligt til ham: »Se blot at komme lidt til Ro, saa
+skal De faa alt at vide.«
+
+Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned
+i Stolen.
+
+Holst satte sig lige overfor ham. »Det tog nok paa Kræfterne,
+Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever
+endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjöström har
+haft et lille Mellemværende med det danske Politi, og det er derfor
+jeg kommer til Dem.«
+
+Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tænderne sammen og hans
+Blik lyste arrigt.
+
+»Herren morer sig nok?«
+
+»Slet ikke,« sagde Holst venligt. »Vil Hr. Karlkvist se min
+Legitimation, saa værsaaartig -- her er den,« han foldede Papiret
+ud for Advokaten. »Vi kan særdeles vel forhandle sammen hos
+Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det
+behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.«
+
+Karlkvist bed Tænderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han
+var overlistet, det følte han.
+
+»Hvad vil Hr. Detektiven vide?« spurgte han i en treven Tone.
+
+»Kun meget lidt,« sagde Holst. »Hvornaar har De modtaget Indbetaling
+fra Fru Cederlund? Ja, nu véd De, at De kan opsætte Svaret til et
+andet Tidspunkt, men svare skal De.«
+
+Advokaten skulede lidt. »Jeg skal se efter i mine Bøger.«
+
+Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det
+syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.
+
+»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar
+ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er
+kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække
+Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren,
+jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at
+anholde Dem paa Stedet.«
+
+Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles
+overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en
+betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham
+til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at
+Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt
+at være meget forsigtig.
+
+Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at
+Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda
+Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom,
+og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad,
+ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent
+havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere
+Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i
+Helsingborg.
+
+Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt
+Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og
+i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet
+et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner
+og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes,
+skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod
+det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at
+Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig
+svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod
+havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste
+Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort
+Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren
+havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte
+selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check,
+udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig
+over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000
+Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret
+maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde
+Sjöström faaet Beløbet udbetalt.
+
+Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun
+havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var
+forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste
+sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies
+Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede
+at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk
+Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans
+saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde
+overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og
+lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie
+skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles
+bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde
+gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.
+
+Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet
+meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og
+vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og
+Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav
+Holst ligeledes.
+
+Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være
+Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet,
+der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest
+gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med
+det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede
+snart at se ind til ham igen.
+
+Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad
+var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget
+meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa
+faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var
+Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om
+Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en
+Detektiv.
+
+Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til
+Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den
+Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der
+i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.
+
+
+
+
+XI.
+
+
+Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg.
+Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede
+sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international
+Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske,
+havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.
+
+Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i
+alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved
+Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt
+til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af
+Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27.
+Marts 1902 Helsingør.
+
+Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om
+Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til
+Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm
+havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig
+Betragtning syntes det hele at være i Orden.
+
+Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den
+originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at
+Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var
+udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under
+sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk,
+der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord
+og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der
+arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin
+Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.
+
+Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde
+lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet
+under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han
+havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af
+en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde
+boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med
+Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström
+vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis
+for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren
+havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af
+Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var
+eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans
+Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg,
+indfundet sig og spurgt efter ham.
+
+Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet
+ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en
+Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til
+det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen
+med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet
+sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at
+Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige
+Kreditorer.
+
+Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa
+forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en
+meget kilden Sag -- og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør.
+Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med
+Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige
+Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.
+
+I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved
+Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke
+havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod
+fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.
+
+Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye
+Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame,
+der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke
+ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at
+Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu
+var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det
+derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og
+Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur
+til København.
+
+I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza,
+og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen
+var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København,
+som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald
+den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse
+Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame,
+der imidlertid straks var rejst tilbage til København.
+
+Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde
+Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i
+Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod
+Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget
+Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde
+Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en
+større Skilling for at tie stille med det.
+
+Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig
+Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en
+Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer,
+umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone.
+
+Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes
+Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og
+det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at
+sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde
+handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var
+forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling
+maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen
+med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven
+Ritmesteren.
+
+Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren
+næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert
+siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt
+kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der
+berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog
+vidende om Mordet.
+
+Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester
+Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin
+Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.
+
+Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med
+Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene
+paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.
+
+
+
+
+XII.
+
+
+Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev
+han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at
+Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt
+Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske
+Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var
+Tyrol.
+
+Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At
+Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod
+paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til
+Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med
+Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet
+mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men
+nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med
+Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for
+private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig
+lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester
+Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.
+
+Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han
+havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte
+i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til
+den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde
+haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.
+
+Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var
+sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares
+al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle
+Dage. --
+
+Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet,
+sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig
+Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde
+været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser
+om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.
+
+Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham
+med den allerstørste Begejstring.
+
+»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde
+Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar,
+har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han
+stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i
+mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«
+
+Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en
+Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været
+ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at
+den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for
+Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog
+syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.
+
+Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone
+første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.
+
+Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel
+ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren,
+og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det
+varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer
+nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par
+Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt
+ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men
+det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone
+er ellers en gammel Bekendt.«
+
+»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst
+før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin
+Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.
+
+Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.
+
+»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden
+efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu
+min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden
+var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig
+Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk,
+lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en,
+kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten
+ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid,
+gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel
+sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund,
+og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde
+se, og Kors hvor hun var forelsket.«
+
+Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa --«
+
+»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«
+
+»Og saa --«
+
+Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.
+
+»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone.
+Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at
+jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller
+ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at
+høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«
+
+Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy
+ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det,
+han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om
+hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det
+var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde
+genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde,
+som Lig -- myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav --, havde han
+kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der
+skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.
+
+En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans
+Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.
+
+Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant -- skal vi drikke
+et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken
+Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«
+
+Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.
+
+Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til,
+at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«
+
+»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned
+til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa
+Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak
+sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke
+vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her
+i tre Maaneder.«
+
+»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og
+de havde ikke set ham i tyve Aar.«
+
+Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke,
+skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men
+Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var
+nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det
+Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang.
+Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg
+lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa
+mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel
+slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til
+mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.
+
+Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke.
+Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og
+saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for
+Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til
+ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke
+at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham
+med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel
+syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«
+
+Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den
+lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte
+han: »Naar var det Hestesagsmøde?«
+
+»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«
+
+»Kan De ikke se Datoen?«
+
+»Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en
+Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er
+jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa
+det halve kunde være nok.«
+
+Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen
+frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det
+ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til
+Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo,
+det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen
+efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da
+han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt
+om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi
+aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han
+har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«
+
+Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde
+Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage
+siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter
+Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren
+mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var
+meget varmt.
+
+»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre;
+Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham
+fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte
+Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et
+Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde
+til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene,
+der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem.
+Det var dejlige Folk.«
+
+Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og
+bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa
+sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.
+
+Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa
+Riddartofte.
+
+
+
+
+XIII.
+
+
+Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa
+Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt
+over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et
+herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og
+talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved
+Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille
+Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer,
+som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis
+hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe
+efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for
+Godsets Regning, i det mindste for en Tid.
+
+Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig
+skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at
+optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden
+gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast
+Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.
+
+Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev
+afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et
+Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.
+
+I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages
+han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa
+Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk
+med et Par søgende Øjne.
+
+Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.
+
+Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en
+feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham
+ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne,
+sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som
+kun er en i denne Verden.
+
+Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da
+ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold,
+og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud
+af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid
+Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning.
+Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større
+Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:
+
+»Kære Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har
+jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal
+leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte,
+Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit
+Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«
+
+Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.
+
+Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre
+forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat
+ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en
+Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir
+var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde
+udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om
+Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt
+at skaffe Hugolds Adresse.
+
+I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse
+-- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke
+gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han
+intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han
+havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde
+fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant
+Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.
+
+Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk -- men han
+er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke
+mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde
+anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«
+
+Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:
+
+»De kender altsaa min Broder Hugold?«
+
+»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«
+
+Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank
+Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.
+
+»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de
+Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel
+Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«
+
+Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede
+omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.
+
+»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.
+
+»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar
+tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig
+at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære,
+men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra
+ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har
+han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«
+
+Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen,
+hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk
+Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas
+appetitvækkende Stil.
+
+Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.
+
+Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om
+han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen
+vilde han gerne bringe.
+
+Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart,
+at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor
+forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at
+gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.
+
+Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres
+Broder?« spurgte han.
+
+»Af Hugold --« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg
+aldrig hørt.«
+
+Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den
+første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte
+dette.
+
+Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok,
+at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid
+har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om,
+at Hugold havde været med der.«
+
+»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.
+
+»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid
+ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone,
+maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være
+uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig.
+Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor
+der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at
+da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle
+Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt,
+for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og
+man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for
+et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage
+Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig
+Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen.
+Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en
+charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usædvanlig nydelig.«
+
+Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har
+truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«
+
+»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen
+Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde
+ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet
+med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skøttede
+maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.
+
+Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i
+en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig
+Handling.
+
+»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en
+Adelsmand fuldt ud.«
+
+Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den
+drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste,
+Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte
+ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant,
+og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at
+hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.
+
+Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage
+til København.
+
+
+
+
+XIV.
+
+
+Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han
+foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer;
+det lød saaledes:
+
+  Kære Ven.
+
+ Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om
+ jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab
+ er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er
+ en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har
+ bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt
+ nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra
+ min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade
+ mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage
+ den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet,
+ som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op,
+ fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig
+ har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det,
+ jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.
+
+ Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det,
+ et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde
+ ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første
+ Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit
+ Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder,
+ der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen
+ hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig,
+ vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige.
+
+ Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske
+ kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette
+ svundne, som du nu skal lære at kende, og du vil forstaa, hvorfor
+ jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede
+ det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. -- Ikke
+ sandt?
+
+ Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til
+ ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om
+ noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er
+ ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig
+ som den jeg er
+                                        din faderlige Ven
+                                                Arvid Ankerkrone.
+
+Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor
+Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der
+fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.
+
+Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var
+skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:
+
+                    Af Arvid Ankerkrones Dagbog.
+
+                          _Motto_: Wie man Geld und Zeit verthan,
+                                   Zeigt das Büchlein lustig an.
+                                        (Goethe, Epigramme 1790).
+
+Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med
+et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene
+var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i
+Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde
+været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge
+sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet
+grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld
+Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for
+at lukke sin Dagbog for stedse.
+
+Dens Indhold var følgende:
+
+                                              Venedig, Juli 1875.
+
+    An dem Meere ging ich und suchte mir Muscheln. In einer
+    Fand ich ein Perlchen; es bleibt nun mir am Herzen verwahrt.
+
+ Seks og tyve Aar og i Venedig! -- Sandelig, du store udødelige
+ Digter, jeg behøvede ikke dig for at vise mig Vejen i den
+ summende Labyrint; jeg har set Bajæ og Fiskene og Havet, som
+ jeg har set Venedig og Pølen og Frøerne. Jeg sover ikke, jeg er
+ lysvaagen. »Hvilken Kvinde jeg ønsker?« -- I spørger mig, jeg har
+ fundet hende, saadan som jeg ønsker hende -- Perlen i Muslingen,
+ som jeg vil bevare ved mit Hjerte.
+
+ Julia Cassini --
+
+ »Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser,
+ mens i den elskedes Skød hviler bestandig min Sjæl.«
+
+ Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig.
+
+ Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen,
+ medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lænet
+ tilbage i Gondolen, lader jeg mig føre forbi den elskedes Hus.
+ »Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der
+ skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav
+ ad Livets Kanal den mig fører, sorgløs drømmer jeg da, glidende
+ let over Vand.« Jeg véd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er
+ hun min.
+
+ Hun lovede mig det første Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem,
+ og der skal jeg søge hende, der skal jeg møde hende, naar hun
+ kommer.
+
+ Endnu er hun ikke kommen.
+
+ Saa længe faar jeg trøste mig med Venezia og Goethe.
+
+ Det er alligevel ikke let at vente. --
+
+ »Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den
+ gryende Vaar, længes mod Frugten i Høst. Nu er mig Sommeren lig
+ Vinter, der dækker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den
+ evige Vaar.«
+
+ Julia er kommen.
+
+ »Sig mig, hvorledes du lever -- jeg lever, var Aarene hundred, og
+ var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.«
+
+ Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prøvet at gengive.
+ Hav Tak for det, du var mig i disse Dage.
+
+ Hav Tak med dine egne Ord.
+
+ »Træt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg,
+ herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan
+ bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv
+ søgte mit smægtende Blik.«
+
+ -- Forlad mig, Mester -- nu prøver jeg at digte.
+
+ Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang -- men den Glød i
+ dit Blik -- Julia -- ingen har malt.
+
+ Og dine Læber, Julia -- nu er Drømmens Virkelighed.
+
+ Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den ædle Donna Julia Cassini
+ Arvid Ankerkrone sin Tro.
+
+ -- -- --
+
+                                             Smaaland, Aug. 1881.
+
+    Oftmals hab' ich geirrt und habe mich wieder gefunden,
+    Aber glücklicher nie; nun ist diess Mädchen mein Glück!
+    Ist auch dieses ein Irrthum, so schont mich, Ihr klügeren Götter,
+    und benehmt mir ihn erst drüben am kalten Gestad.
+
+ Disse fire Linier fortælle alt. Jeg har fejlet, og først her i
+ den grønne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl
+ bestod. Jeg har elsket Julia, og i de første Aar af mit Ægteskab
+ troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville
+ plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De første Pust fra den
+ ubarmhjærtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har født mig en
+ Søn, og i Daaben har jeg skænket ham Navnet Claes, som er gammelt
+ i min Slægt. Julia har født mig andre Børn, men de er døde, og
+ med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose.
+
+ Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke følge,
+ jeg ønskede det ikke heller, for vore Drømme er drømt til Ende.
+ Fem Aar er en lang Drøm, og Drømmen var sød.
+
+ Nu er den forbi.
+
+ »Jeg tog fejl -- jeg har taget fejl før -- jeg har set det, men
+ jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.«
+
+ Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i
+ Aaen, da jeg saa hende første Gang. Nøgen stod hun ved Busken,
+ der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun
+ stod der, løftede hun sit Blik mod mig og lo. Skøn som Venus, der
+ steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dølge,
+ og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Bølger krusedes om hendes
+ Fod.
+
+ Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er født i Smaaland blandt
+ Lyng, Blomster og blinkende Søer. Og Annie er føjelig og god, som
+ hun er blid og taalsom.
+
+ Annie er min Elskerinde --
+
+ Cedersköld og Kurk har været paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere,
+ jeg har stødt min Fod. Nämdemanden ler, han véd, jeg gaar til
+ Aaen for at fiske.
+
+ Annie er kyndig i at sætte Snører, og Fisken søger til hende.
+ Annie fanger den let med legende Haand.
+
+ Imorgen rejser jeg, og Annie følger mig.
+
+ Det kan ikke nytte at spørge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke
+ skulde vel søge Annie i Smaaland.
+
+ Julia har sendt mig et Brev. Hun spørger, om jeg kommer til
+ Venedig.
+
+ Nej, jeg har kaaret Annie -- er det ej det rette, Guder saa
+ skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen -- -- --
+
+                                             Sjælland, Aug. 1882.
+
+    Arm und kleiderlos war, als ich Sie geworben, das Mädchen,
+    Damals gefiel sie mir nackt, wie sie mir jetzt noch gefällt.
+
+ Det er Bøgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker
+ deres stille Sprog i vore Øren. Annie er mig en god og kærlig
+ Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den
+ store Eros er det ikke -- men --
+
+ Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede
+ hendes Billede klarere frem for mig -- men disse Dage tilhører
+ Annie.
+
+ Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille Sø, hvor vi gærne
+ dvæler, Annie og jeg. Tæt kranset af Skoven ligger den der som et
+ lille blankt Skjold mellem blomstrende Hæge og Tjørne. Vi sidder
+ paa Roden af en vindfældet Bøg, hvor Søen skærer sig ind under
+ Skrænten, der støttes af Røddernes Fletværk. Det Sted elsker vi
+ begge.
+
+ Annie er bedrøvet og bange. Hun bøjer tit sit Hoved mod min
+ Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig
+ for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide
+ ganske stille ned i Søen med mit ufødte Barn -- ganske stille,
+ for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig.
+
+ Saa svarer jeg: Annie -- ingen har Ret over mig uden den, jeg
+ kaarer.
+
+ Saa kysser hun mig med Taarer, -- Annie, der steg op til mig af
+ Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland -- og langsomt drager jeg
+ hende bort fra Brinken.
+
+ Men stundom føler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem
+ fra Arbejde, og deres Skænden lyder i Gaarden.
+
+ Saa tænker jeg paa Mesterens Ord.
+
+ Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Føden, Børn
+ vil det avle og sørge for Føden til dem. Mærk dig Vandrer det, og
+ gør du derhjemme det samme; Menneske, gør hvad du vil, du driver
+ det aldrig til mer.
+
+                                          Gammalstorp, Okt. 1862.
+
+    Eine Liebe hatt' ich, sie war mir lieber als Alles!
+    Aber ich hab' sie nicht mehr! Schweig, und ertrag den Verlust!
+
+ Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og
+ Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og
+ jeg tøjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede
+ Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave
+ Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans
+ Kvinde og de krøllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden
+ derind og drikker et Glas Mælk, mens jeg klapper hans lille
+ lyshaarede Johanne, hvis klare blaa Øjne ler til mig.
+
+ Saa gaar det videre over Stok og Sten.
+
+ Annie er borte -- Julia er endnu i Venedig.
+
+ Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu.
+
+ Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke
+ mere Tanker for kælne Lege, og Vennerne venter.
+
+ Baade Cedersköld og min brave Kurk, som jeg har forsømt saa
+ skammeligt, fordi jeg drømte med Annie. -- Hvorfor mon hun forlod
+ mig?
+
+ »Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg
+ trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang
+ en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej
+ jeg har hørt.«
+
+ Nu gaar det mod Lejren -- hvem tænker saa paa Kvindfolk.
+
+                                               Venedig, Maj 1883.
+
+    Und so tändelt' ich mir, von alle Freunden geschieden,
+    In der neptunischen Stadt Tage wie Stunden hinweg.
+    Alles was ich erfuhr, ich würzt'es mit süsser Erinnrung
+    Würtzt'es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.
+
+ Atter i Venedig -- men dog ved det første Blik hvor forandret --
+ mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gæstede dig,
+ Venedig -- kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da!
+
+ Jeg søger ikke min Kærligheds første lyse Dage, dens straalende
+ Nætter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer.
+
+ Men jeg venter intet -- jeg haaber intet -- det er en
+ Pilgrimsfart til hellige Steder -- -- --
+
+ -- -- --
+
+ Jeg drømmer, men aldrig drømte jeg lifligere Drøm. Julia er min
+ egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg
+ troede var Døden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund,
+ som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved
+ bøjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin
+ Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den
+ rødere end før, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia,
+ jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen
+ Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du
+ smiler, du spørger ikke, du ved, at din Kærlighed er alt, den
+ tvivler ikke, fordi den ikke ser, den spørger ikke, fordi den
+ ikke hører. Nu begynder Livet af ny.
+
+ »Jeg har dig elsket tilforn, brændende hed i Begær, elskede hører
+ du, tro og betro dig til mig.«
+
+ Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal
+ være glemt, alt andet.
+
+ Navnet ogsaa -- alt.
+
+ Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig
+ de samme søde Sagn som i svundne Dage.
+
+ Julia du --
+
+ Men vi vil dvæle i Venedig -- dvæle længe, evigt om du vil, og
+ jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser
+ dens Bæger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sødt, og hvor
+ Solen kærtegner den.
+
+ Om du vil det saa.
+
+ Her skal du føde mig et Barn, som skal være vor Kærligheds Barn,
+ en Datter, der skal bære dit Navn, eller nej -- dit Navn skal kun
+ du bære. Og ingen anden.
+
+ Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du.
+
+                                              Verona, Marts 1884.
+
+    Widerfahre dir, was dir auch will, du wachsender Liebling --
+    Liebe bildete dich; werde dir Liebe zu Theil!
+
+ Julia har født mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men
+ vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en
+ Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo,
+ og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen
+ skinner. Posten er en fortrædelig Ting -- den har bragt mig Brev
+ fra Annie.
+
+ Annie var et Navn -- Annie er glemt.
+
+ Men Brevene kræver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk sørge for
+ Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Børn, men de
+ er Julias. En Elskerinde bør ikke føde Børn. Børn bør kun avles
+ ved Arnen.
+
+ Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har
+ vel ingen Nød, det er avlet i Elskov -- men det var Elskov, der
+ svandt -- en Spøg.
+
+ Es sei, Liebchen, des Scherzes genug!
+
+                                         Gammalstorp, Marts 1885.
+
+    Wundern kann es mich nicht, dasz Menschen die Hunde so lieben,
+    Denn ein erbärmlicher Schuft ist, wie der Mensch, so der Hund.
+
+ Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cedersköld og jeg. Vore Fædre
+ var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op
+ sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde
+ nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nærmest,
+ vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige
+ højt.
+
+ Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til
+ Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg følte,
+ for at min Dreng en Gang kan lære sin Faders Skæbne at kende,
+ ærlig og sand, som den mødte ham i Livet. Men hvert Pennestrøg er
+ en Rift i et aabent Saar.
+
+ Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og
+ derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia
+ vil tilgive, det føler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia
+ var syg. Jeg følte mig bedrøvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg
+ fulgte en Røst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det
+ smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig højt
+ min Kærlighed til hende stod over min Elskov til Annie.
+
+ Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde
+ om sin Kærlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord,
+ berøre en venlig Følelse for en anden, endsige Elskov.
+
+ Høsten gik, og den var tung og mørk. Jeg vilde rejse mod Syd, men
+ Julia vilde ikke. --
+
+ Julia var skønnere end nogensinde før, men hun vilde ikke se mig.
+ --
+
+ Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som
+ en Dronning blandt alle Terner smaa.
+
+ Hun var venlig mod mig igen, men min Drøm kom hun ikke i Møde.
+ Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det.
+
+ Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke
+ tvivle.
+
+(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)
+
+                                  Christiansstad, 20. Marts 1885.
+  Arvid Ankerkrone.
+
+ Du har voldet mig Sorg og Fortræd mere end nogen kan bære, men
+ for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit
+ Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt,
+ for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang -- det siger du jo
+ til Cedersköld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham
+ ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trøste mig til, for dine Penge
+ vil jeg ikke eje eller have. Og Cedersköld vil sørge baade for
+ mig og Barnet.
+
+ Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo
+ din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, skønt jeg har
+ syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og
+ hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nød, trods dine Ord og
+ Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at
+ lade dig høre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig
+ -- for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen.
+
+ Men Ret skal være Ret alligevel.
+
+ Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og støde
+ mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cedersköld, men din fine
+ Frue, som du elsker, og som skal være saa stolt, skal ikke berøve
+ mig mit det sidste og eneste.
+
+ Og nu ved jeg, at din Kone er Kæreste med Cedersköld, og de mødes
+ baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa
+ Vished for det, naar du ønsker.
+
+ Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde
+ er gift og har Børn, saa er det ikke som med en anden en, der har
+ sin Nød.
+
+ Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig.
+
+                                                  Annie Bengtson.
+
+ P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen
+ næste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engström. -- --
+ --
+
+Jeg har dræbt min Hustru.
+
+Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod
+Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til
+mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.
+
+Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?
+
+Og hun svarede ja.
+
+Saa vilde jeg gaa -- jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og
+det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.
+
+Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes
+alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme
+Ret som jeg.
+
+Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller
+ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns
+Ære, og dens Hævner var jeg.
+
+Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var
+ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og
+det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun
+tilgive mig.
+
+Jeg troede hende ikke.
+
+Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at
+erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.
+
+Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld
+var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.
+
+Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.
+
+Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at
+tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun
+havde skrevet.
+
+Julia græd, og jeg troede hende ikke.
+
+Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde
+jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg
+tvivlede.
+
+Og jeg tvivlede endda.
+
+Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.
+
+Jeg begravede hende, men begræd hende ikke.
+
+Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa
+mine Læber, og jeg blev en gammel Mand.
+
+Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit
+Hus, og den Ed vil jeg holde.
+
+       *       *       *       *       *
+
+-- -- -- Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der
+oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som
+Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til
+hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! -- og tal kun, hvor Ordet handler.
+-- -- --
+
+       *       *       *       *       *
+
+Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom
+Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af
+dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.
+
+                     Vintschgau »Neuspondinig«, d. 12. Aug. 1886.
+  Kære Holger.
+
+ Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en
+ Gæstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det høje
+ Punkt Ferdinandshöhe. Du véd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver
+ dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt.
+
+ Cedersköld er død.
+
+ Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en højere
+ Vilje, om saadan højere Vilje er, der bestemte det anderledes.
+ Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, véd du
+ selv. Han brød vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at
+ finde hans Vej og kræve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa
+ dette Sted døende, og han døde uden at tale.
+
+ Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans
+ Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bæk,
+ der kaldes Klammbach.
+
+ Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet stærkt
+ læderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han døde, ikke ti
+ Minutter efter min Ankomst.
+
+ Jeg tænker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshöhe,
+ hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget
+ for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cedersköld i
+ hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden.
+
+ Nu er han død, og jeg har ikke dræbt ham i Kamp. Jeg vilde ønske,
+ jeg havde, for siden Julia døde, har hver Blodsdraabe i mig
+ krævet hans Død, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skæbne.
+
+ Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans
+ Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt
+ til Glædespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg
+ elskede hende, hun bedrog ogsaa Cedersköld og løj for os begge.
+
+ Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod
+ Syd for at se Venedig og Julia, forsøgte han at hævne sin Datters
+ Ære ved at dræbe Cedersköld. Om Barnet er mit eller Cederskölds
+ véd jeg ikke, men det skal ikke lide Nød; det har sit Forblivende
+ med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cedersköld, men
+ jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trøst. Jeg har
+ aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og føle Trøst derved.
+ Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i
+ hvert Fald kun lidt.
+
+ Nu er han død, og hans Navn skal ikke nævnes mellem os mere.
+ Han fandt Døden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem
+ Ferdinandshöhe og Trafoi. Kusken, der kørte for ham, saa ikke,
+ hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare,
+ hvorledes det gik til.
+
+ Nu vender jeg hjem til Børnene; deres Opdragelse er nu det,
+ hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen.
+
+                                                       Din Arvid.
+
+                                       Malmø, den 10. April 1898.
+  Kære Holger!
+
+ Du skriver til mig, at Annies Barn er dødt. Annie har skrevet mig
+ til og søgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg
+ saa hende første Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov,
+ det kan man gøre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi
+ Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker bør søge Solskin.
+ Naa, jeg vil ikke præke denne Lære, og det vilde ogsaa være dumt.
+ Nu er jeg ændret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bære
+ »Straffen«. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hævn. Al
+ Straf er Hævn, og Hævn kan tilfredsstille, det har jeg selv følt
+ en Gang i mit Liv.
+
+ At Barnet er dødt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og
+ paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand
+ kan elske mange Kvinder og dog ikke præges af denne Elskov, en
+ Kvinde, der elsker mange Mænd, er og bliver en Skøge. Saa faar I
+ lære nok saa meget det modsatte og præke Jer Moral eller Umoral
+ nok saa ivrigt.
+
+ Jeg er Junker fra Fødslen, og min Moral er Junkerens Moral,
+ den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn,
+ slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min
+ Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen
+ Moral. Skøgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved,
+ da det levede, agter ej heller at græde ved dets Baare.
+
+ Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun
+ trænger til.
+
+                                                       Din Arvid.
+
+                                    Paris, den 25. December 1899.
+  Kære Holger.
+
+ Glædelig Jul -- Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte
+ Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfældigt, vi havde
+ besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og
+ Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa
+ Sicilien, Hvedebrødsdagene varer vel endnu i 14 Dage, skønt
+ Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk.
+ Gud være lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser.
+ -- Imorgen maa Ulla vel komme.
+
+ Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde -- Annie. Jeg
+ drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris;
+ da mødte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun
+ led Nød, hun saa fattig ud. Du véd, jeg tror, alt i Verden har
+ sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun
+ vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor
+ jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke.
+ Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt.
+
+ Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk.
+ Sjöström har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid
+ har sagt, en slet Knægt, der sikkert har levet af Annies Venner.
+ Vi talte ikke om Barnet, hun forsøgte derpaa, men jeg afviste
+ det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende.
+ Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig
+ med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et
+ fyrsteligt Maaltid i Café de la Paix. Jeg tror virkelig, hun
+ begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg
+ vil ikke nægte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg
+ vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af
+ alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nær.
+
+ Om Julia.
+
+ Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg
+ faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg
+ elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede
+ Cedersköld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende.
+ Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele
+ deres Sjæl og tror deres egne Løgne. Selv lyver jeg sjældent
+ -- kun én Gang har jeg løjet for dig, som du her vil se. Det
+ blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt
+ Kvistværelse i en Bydel, jeg ikke kender.
+
+ Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af
+ en Djævel i mig den hellige Julenat. Jeg kan være ond, og jeg
+ var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme,
+ hvorledes en Mand døde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over
+ Stilfserjoch fra Trafoi.
+
+ Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand,
+ hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte
+ Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg
+ nogensinde vil fortælle nogen anden. Hun stivnede i Rædsel, og
+ jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror,
+ hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min
+ Fortælling.
+
+ Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cederskölds
+ kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved
+ Ferdinandshöhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove
+ Springet og æske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig
+ eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du,
+ hvorledes det gik til. Gem det og glem det.
+
+                                                       Din Arvid.
+
+Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte,
+det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans
+Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev
+lød:
+
+-- -- --
+
+ Min eneste Ven.
+
+ Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig,
+ det sværger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dør i denne Nat,
+ som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette
+ Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare
+ det og sende dig det, om jeg dør før hun. Jeg har aldrig elsket
+ andre end dig -- aldrig. At Cedersköld har forført mig er vist
+ og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede
+ jeg og Barnet var dit, det var det, for det fødtes, mens vi var
+ sammen, og havde været sammen længe i de lykkeligste Dage af mit
+ Liv, og det véd du godt.
+
+ Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles
+ fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg
+ forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det
+ vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret
+ havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var
+ din Elskede og havde født dig et Barn med Smerte.
+
+ Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du
+ elskede mig før nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men
+ jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som
+ det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun
+ talte saa meget til mig og var bedrøvet, for hun var vistnok god,
+ men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde
+ svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget
+ efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig,
+ for jeg havde ladet, som jeg var bedrøvet, og hun var god imod
+ mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede
+ mig.
+
+ Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med
+ Cedersköld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar
+ efter mig, men ham brød jeg mig ikke om.
+
+ Og saa skrev jeg til dig.
+
+ Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var
+ ikke sandt, for Cedersköld har aldrig været din Kones Elsker; men
+ jeg gjorde det for at hævne mig. Jeg vilde have fortalt dig det
+ i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet
+ Cedersköld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa
+ mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det.
+
+ Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og
+ Cedersköld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og
+ forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke
+ engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rørende til dig, om
+ dengang det døde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du
+ vide, hvis jeg dør, for at dine onde Gerninger kan være bekendt
+ for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre.
+
+ Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu véd du
+ det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid
+ Ankerkrone.
+
+                                    Din ulykkelige elskede Annie.
+
+
+
+
+XV.
+
+
+Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et
+kort Brev fra Helsingør, der lød saaledes:
+
+  Hr. Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi.
+
+ Efter Hr. Løjtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning
+ om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa
+ Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin,
+ var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold
+ Sjöström. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag
+ hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Køretøj og ladet sig
+ befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at
+ han lod Vognen køre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare.
+
+                             Med dyb Højagtelse ærbødigst
+                                              Jens Petersen Stub,
+                                                    Kelner.
+
+Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en
+Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen
+derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover
+Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var
+der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret.
+
+Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden
+og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han
+at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med
+Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og
+Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at
+Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere
+at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt,
+som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.
+
+Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til
+en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den,
+der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det
+var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste,
+at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der
+var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor.
+
+Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge
+Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til
+Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde
+Ritmesteren tale, og tale ud.
+
+
+
+
+ANDEN BOG
+
+Venezia.
+
+
+
+
+I.
+
+
+Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By,
+Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve
+om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille.
+Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder
+Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa
+i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet
+rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig
+blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op,
+en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst
+sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn
+Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München.
+
+De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der
+tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik
+rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor
+Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille.
+
+Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk
+By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser,
+ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave
+over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer,
+ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra
+Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en
+Vraa.
+
+Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen
+Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet
+Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten
+med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge.
+
+Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets
+Navn -- Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger
+hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande
+ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med
+lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to
+rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de
+fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene;
+saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort
+dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule
+Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte
+Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede
+fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over
+og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og
+øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig --
+det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede
+de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis
+Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn
+voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men
+som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet
+udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække.
+
+Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad
+mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære
+Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres
+Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde
+traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander
+havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de
+smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker.
+
+Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud
+over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene
+glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over
+Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig
+op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne
+Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid
+og did, medens Skummet slog over Stævnen.
+
+Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede
+Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe
+Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte
+løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et
+Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager
+ud af deres Drømme.
+
+Zwei Zimmer -- vierter Stock.
+
+Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes
+Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af
+Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.
+
+Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper.
+
+Hotel Bauer Grünewald.
+
+Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i
+den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag
+ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de
+flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede
+Vandet, der sukkede.
+
+Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og
+Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i
+Nattens Stilhed -- tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde
+af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om
+Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.
+
+Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt,
+ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade.
+
+Hvem er du? -- hvem er du? -- han følte sig saa fremmed for sig
+selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte --
+hvem er du? -- hvem er du? --
+
+Han levede -- og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs
+og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor
+Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde
+talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse
+Vægge.
+
+Han var i Venedig, Drømmenes tavse By.
+
+Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var
+fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske
+Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte
+alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig,
+krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede
+Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit
+Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.«
+
+Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun
+var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om
+i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en
+stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket
+ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker.
+Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld
+af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans
+Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par
+mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige
+Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret
+Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden
+ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det
+skønne og store og om det forjættede Land -- Venezia. Maaltidet var
+hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til
+Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler -- den
+evig uforlignelige Marcusplads.
+
+Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen,
+der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun
+en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten -- ikke den
+tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men
+Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager
+deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende
+hvide Glans i anelsesfuld Længsel.
+
+Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over
+Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger
+til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred,
+Trang mod Hvile -- det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i
+Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke
+vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste
+Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som
+den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens
+Kalden følges saa villig.
+
+St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere
+og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning.
+Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder,
+hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til
+Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde
+aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse
+Lyst, der drager Øjet og Tanken.
+
+Og Foden flytter sig villigt -- til Piazettaen, hvor Dogepaladsets
+mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i
+Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten
+glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i
+det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu
+er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme
+for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen
+og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin,
+medens Bølgerne sukker.
+
+Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men
+lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre
+Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert
+Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig
+Følelse af at se og nyde.
+
+Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro
+tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn
+faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel.
+Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om
+Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden
+rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes
+ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod
+Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat,
+der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio
+Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som
+et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de
+tabendes Lod.
+
+Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset,
+og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den
+skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i
+sin tavse Dejlighed -- -- --
+
+Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig.
+
+
+
+
+II.
+
+
+Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet,
+end at Sjöström var rejst til Venedig, og at han var truffet
+der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra
+ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans
+Formuesomstændigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de
+store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nævnet, var et lille
+uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor særlig Søfolk søgte. Holst forhørte
+sig der den næste Dag, men man kendte intet til nogen Løjtnant
+Sjöström, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under
+et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde
+blive i Venedig, havde søgt et privat Logis; men rimeligst var det
+at søge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for
+en Eventyrer, der som Sjöström kæmpede for Opholdet. Holst tvivlede
+ikke om, at han havde sat de røvede Penge til ved Spil i Monte
+Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned
+var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten.
+
+To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa
+følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og
+da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager
+og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild
+gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind
+i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og
+al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt
+op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet
+og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig
+griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold.
+Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt
+efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede.
+
+I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit
+Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen
+efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit
+lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans
+unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række
+bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen,
+men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.
+
+Det var en flov Historie, men Holst trængte paa.
+
+Saa fik han Historien.
+
+Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en
+meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet
+adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge
+Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte
+hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde
+Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog.
+Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar
+Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte
+temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur
+pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove
+et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod
+han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske
+Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans
+Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til
+Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde
+Sunde.
+
+Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun
+kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale
+Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig
+i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den
+skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt
+velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum,
+Korridorer og Altaner.
+
+Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en
+Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine
+Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin
+fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt
+opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet
+hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen
+og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede
+Klædningsstykker.
+
+Alt tegnede til en Hyrdetime -- saa pludselig hjemsøgtes Arkadien
+af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en
+stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets
+Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand
+er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og
+ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et
+køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter
+Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser.
+
+I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel
+Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte
+et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned
+ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers
+Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde
+halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han
+havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette
+paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet
+Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han
+havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld
+Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i
+Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte
+Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge -- alt var Nederlag.
+
+Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over
+denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham
+ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et
+nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal
+end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden
+kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør
+til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke
+vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i
+Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i
+den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret.
+
+Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at
+konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun
+havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der
+fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt
+at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget
+i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst
+udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad
+Søvejen.
+
+Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med
+stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt
+Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede
+Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor
+Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme
+Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig
+direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var
+bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre
+sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par
+Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for
+ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette,
+men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret
+Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans
+Passiar og besluttede at udbytte ham.
+
+Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner,
+og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af
+Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo,
+der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden
+at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte
+Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige
+Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke
+ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække
+Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture,
+havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede
+Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset,
+der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en
+Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven
+Tid.
+
+Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik
+igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke
+sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende,
+og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den
+skønne mærkede Uraad.
+
+
+
+
+III.
+
+
+I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne
+ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en
+stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et
+Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst
+traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet
+som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let
+Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt
+lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det
+tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa
+venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det
+var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var
+næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede
+ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed
+Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes
+ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.
+
+Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen
+mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt
+Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den
+gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid,
+hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der
+tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig
+Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.
+
+Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes
+Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde
+forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun
+følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet
+Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun
+stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod,
+hvorfor hun var kommen.
+
+Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele.
+Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik,
+hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre
+Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget
+Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en
+tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me
+tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa
+samme Stil.
+
+Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende,
+og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde
+Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for,
+og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den
+unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille
+for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han
+var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik
+som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times
+Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens
+Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem.
+Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader
+og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.
+
+»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et
+halvtilsløret Blik.
+
+Holst saa frejdig op og svarede: »Aldrig.«
+
+Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.
+
+Han fortsatte.
+
+»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig
+elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er
+barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene,
+hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene
+tuder paa Stepperne ved Vintertid.«
+
+Hun saa skarpt paa ham.
+
+»De er fra Danmark, sagde De?«
+
+»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde,
+som Sneen der dækker Sletter og Høje« -- han rettede det til Bjerge,
+fordi han syntes, det klang fastere.
+
+Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:
+
+»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg
+véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er
+Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene
+her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i
+højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd,
+at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor
+Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt
+i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle
+smukke Pigers Skaal.«
+
+Holst blev rød i Hovedet.
+
+Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg
+sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa
+ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak
+for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De
+mig?«
+
+Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa
+Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter,
+mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig
+fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at
+se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at
+De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men
+De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra
+Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant
+fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«
+
+Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev
+hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv -- saa sagde
+hun saa træt med halvsagte Stemme:
+
+»Hvad skal det tjene til -- hjælpe mig kan De dog ikke.«
+
+Holst greb hendes Haand.
+
+»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er
+De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er
+De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --«
+
+Jeannette fo'r sammen.
+
+»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.
+
+Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner,
+ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe
+Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig
+over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.
+
+Hun fo'r sammen og saa op.
+
+»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er
+alle ens -- alle.«
+
+Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb
+igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem
+hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men
+røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun
+helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation,
+men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og
+saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,«
+sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig
+saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du
+lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger
+dig til det mest nedværdigende af alt -- for hans Fordel at lyve
+og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden,
+med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at
+lønnes med onde Ord og Spot.
+
+Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa
+skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og
+befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«
+
+Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.
+
+Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe
+hørligt: »Kender De Hugold?«
+
+Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer,
+der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans
+Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder,
+Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller --
+tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne
+Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det
+maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved
+Maalet.
+
+Det varede et Sekund -- saa talte han.
+
+»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre
+end jeg.«
+
+Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom
+borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og
+brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.
+
+Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort
+fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.
+
+Det varede kun et Sekund.
+
+Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved
+mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det
+var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende
+Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde
+fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at
+forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie
+skal ikke græde -- lille Annie skal ikke græde.«
+
+Navnet ramte Pigebarnets Øre -- hun rettede sig op og saa paa ham
+med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte,
+hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde
+træde hindrende mellem ham og hans Hverv.
+
+Nu laa Vejen aaben for ham.
+
+»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie -- kendte De
+Annie -- hvilken Annie?«
+
+Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i
+det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod
+hans i et varmt Kys, der sved.
+
+»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels
+mig, om du kan.«
+
+Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én -- denne Pige kan bringe
+ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun
+har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én -- kun én
+-- jeg maa gribe til.
+
+Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie
+eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i
+sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt
+Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys.
+Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af
+Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.
+
+For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den
+Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land
+og stod paa Vejen, der førte til Maalet.
+
+
+
+
+IV.
+
+
+Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor
+de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af
+Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at
+skuffe Mænd, var næsten ubegrænset.
+
+Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at
+gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det
+netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed
+fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok
+var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle
+slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot
+ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa
+lindt og glat.
+
+Resten maatte Tiden bringe.
+
+Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød
+vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes
+Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere
+taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer,
+en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var
+Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn
+tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk,
+og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den
+unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste
+tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i
+Verden.
+
+Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og
+ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström,
+der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to
+var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig
+til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede
+Interesse for Parret.
+
+Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften
+havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.
+
+Holst undveg.
+
+Jeannette saa op paa ham og spurgte: »Hvad vil du saa med mig?«
+
+»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.«
+
+Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har
+været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder
+rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af
+hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?«
+
+Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa
+let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts
+Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at
+tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han
+skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det
+var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en
+Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret,
+og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig.
+
+»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi
+talte om?«
+
+»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.
+
+»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos
+ham?«
+
+Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham.
+Jeg hader ham -- hader ham,« og hun knyttede sine Hænder.
+
+»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.
+
+»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af,
+men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden,
+saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.«
+
+»Hvornaar var det?« spurgte Holst.
+
+»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie
+var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig
+meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med
+ham.«
+
+Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender
+hende jo slet ikke.«
+
+»Aa jo,« sagde Holst, »lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?«
+
+»Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var
+hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun
+er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene
+tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun
+har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af
+hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig.
+-- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde
+rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde
+faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette
+forfærdelige Liv!«
+
+»Hvilket?« spurgte Holst.
+
+Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.
+
+»Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grænseløs
+ulykkelig.« Hun brast i Graad.
+
+Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det
+altsammen -- du kan godt sige alt til mig.«
+
+»Ikke nu -- ikke nu -- men siden,« hviskede hun. »Du skal faa
+alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke
+sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig
+ulykkelig.«
+
+»Vil du forlade ham?« spurgte Holst.
+
+Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig
+Fortræd.«
+
+Holst smilede. »Du kan stole paa mig, Jeannette.«
+
+Jeannette saa forskrækket op. »Nej, du maa ikke, du véd ikke, hvor
+ond han kan være -- du maa ikke gaa til ham.«
+
+Holst smilede. »Du skal ikke være bange. Jeg har et Bud til ham fra
+hans Broder, som er en brav og hæderlig Mand. Det aller fornuftigste
+er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa
+skal du se, naar jeg først faar talt med ham, kunde det være, der
+var et eller andet, som jeg kunde fortælle ham, der vilde gøre et
+vist Indtryk paa ham.«
+
+Jeannette saa uforstaaende op. »Kender du ham da?«
+
+»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste
+at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at
+besørge.«
+
+Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du
+maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du,
+du maa blive hos mig.«
+
+Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens
+hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde
+sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet
+begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.
+
+Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned
+mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de
+tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.«
+
+Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt
+paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem
+ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester
+Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt
+bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en
+lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han
+havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var
+altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at
+være paa Post.
+
+Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?«
+spurgte hun.
+
+Holst nikkede: »Ja, jeg kender dem.«
+
+Jeannette saa skarpt paa ham.
+
+»Hvem?«
+
+»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere.
+Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor.
+Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham,
+at jeg kommer.«
+
+Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes,
+hans Væsen var saa forandret.
+
+»Sig mig, hvor du bor?«
+
+Holst nævnede sit Hotel.
+
+»Alene?« spurgte Jeannette.
+
+»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget
+net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.«
+
+Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende
+skarpt.
+
+Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme
+Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt
+nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med
+ham med stor Varme.
+
+Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for
+Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han
+nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand,
+men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han
+nogensinde havde mødt.
+
+Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket
+sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig
+Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var,
+et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over
+hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved
+deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte
+han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede
+Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og
+Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.
+
+Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem
+dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes
+Døbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham
+mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede
+endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig
+selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set.
+
+Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var
+sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam -- blot
+en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en
+saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa
+vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet
+Kvinde.
+
+Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun,
+der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen.
+
+Holst trak paa Skuldrene -- »Mislykket,« sagde han, »Donnaen
+udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg
+mødte i Gaar i Akademia.«
+
+Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde
+travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med
+Hensyn til Sjöström.
+
+
+
+
+V.
+
+
+Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for
+Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens
+Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med
+en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens
+Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel
+tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant
+igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa
+Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han
+besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet.
+Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.
+
+Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter
+forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og
+Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en
+enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke
+skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt
+og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og
+glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han
+pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa
+Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa
+ud.«
+
+Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden
+fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung
+Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede,
+der hang paa den modsatte Væg.
+
+Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han
+i samme Tone uden Overgang: »-- og der har vi saa Herren hjælpe mig
+Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud
+i det fremmede.«
+
+Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone.
+
+Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig
+op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par
+Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen
+gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en
+fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen
+af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet
+i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige
+Rejseselskab.
+
+Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede
+smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil
+og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de
+hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise
+»Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen
+saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne.
+
+Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre
+oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden
+rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin
+»Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som
+hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs.
+
+Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere
+endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om
+Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham.
+
+Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme,
+da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede
+ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og
+som Herredsfogden smilende sagde:
+
+»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr.
+Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger
+talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa
+samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.
+
+Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik
+Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne
+hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige
+Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men
+Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken
+om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham
+egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at
+en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen,
+og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.
+
+De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med
+Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog
+bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting,
+Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne.
+
+Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde
+være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers
+Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk
+-- Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt,
+det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der,
+anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.
+
+Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst
+besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret
+og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han
+om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at
+Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre
+Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne
+Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre.
+
+»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.«
+
+Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske
+naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og
+Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som
+hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer
+intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har
+ham, vil jeg ikke være rolig.«
+
+»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte
+Herredsfogden.
+
+»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne
+Sag udelukkende stolet paa mig selv.«
+
+»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det
+gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde
+jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun
+en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De
+først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.«
+
+Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han
+skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem
+den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det
+rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle
+Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede
+at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det
+er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en
+Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg
+tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade
+Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud
+straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende
+Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo
+endelig være, at han ikke er Morderen.«
+
+»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet.
+
+»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart.
+Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod
+det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes
+Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil
+selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo
+Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.«
+
+»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme
+Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere
+mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i
+Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem
+ikke overliste. Vil De have Frokost med?«
+
+Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at
+komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i
+Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den
+givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa
+Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke.
+
+
+
+
+VI.
+
+
+Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor
+Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det
+for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han
+aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at
+bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han
+sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal,
+hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod:
+Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig;
+hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst
+talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad
+om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa
+rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en
+Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig.
+
+Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen
+førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og
+en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger
+ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et
+Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for
+Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til
+for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig
+ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der
+vendte ud mod Kanalen.
+
+Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et
+Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende.
+Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i
+Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene
+stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig
+Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.
+
+Døren gik op, og Sjöström traadte ind.
+
+Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander.
+Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var
+rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun
+var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet
+furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man
+se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over
+hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand.
+
+Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.
+
+Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede
+sin Hat fra sig paa et Bord.
+
+»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte
+Sjöström med en let Bøjning.
+
+»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa
+det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at
+overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at
+kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde
+hans Ønske.«
+
+»Ja saa --« kom det fra Sjöström.
+
+Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.
+
+»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde
+faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde
+truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde
+være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa
+hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.«
+
+»Ja saa --« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var
+øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen
+syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af
+Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:
+
+»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette
+Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.«
+
+»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud.
+
+»Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der
+desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt
+har generet Deres Broder en Del.«
+
+»Karlkvisten --«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem
+skarpt paa Holst.
+
+»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?«
+
+»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige
+Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig,
+at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge --
+ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min
+Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil
+jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.«
+
+»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han,
+som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg
+følger med. En Check kan vel gøre det.«
+
+Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig
+mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min
+Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes
+Skyld.«
+
+Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.
+
+»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke
+Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger
+ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være
+uhøflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg
+har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor
+Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere
+med Dem.«
+
+Holst blev rolig siddende.
+
+Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt
+Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod
+Døren.
+
+»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i
+en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det
+mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte
+øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der
+var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men
+paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed
+var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i
+Rolighed.
+
+»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da
+troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i
+Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.«
+
+Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:
+
+»Men de er maaske endnu i Behold?«
+
+»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i
+mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?«
+
+»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr.
+Sjöström.«
+
+»Dem --«
+
+»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at
+sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar
+i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda
+Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det
+mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette
+Mellemværende med Dem.«
+
+Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:
+
+»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale.
+De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig
+og saa paa ham med et fast Blik.
+
+»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem,
+men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et
+Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til
+Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i
+Fald De godvilligt vil følge mig.«
+
+Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig
+og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver
+af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede
+den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag
+faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.
+
+Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren --
+ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst
+for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham
+tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen.
+Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i
+hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den
+uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.
+
+Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse.
+
+»Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er
+det, De stiller an med Hugold Sjöström?«
+
+Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen
+og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han
+stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte
+først:
+
+»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i
+denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at
+den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det
+er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil
+behage at følge mig.«
+
+Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang
+imellem. »Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.«
+
+Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en
+kold, let overlegen Tone:
+
+»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken
+Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa
+international Grund?«
+
+»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig
+at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter
+Ordre.«
+
+»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt.
+»Jeg svarer for Hugold.«
+
+Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr.
+Løjtnant.«
+
+»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han
+arresteres.«
+
+»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.«
+
+»Hvormeget?« spurte Ankerkrone.
+
+»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.«
+
+»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind.
+
+»Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.«
+
+»Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden;
+mindre kan vel gøre det.«
+
+Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham.
+
+»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast
+Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker
+at komme ind.«
+
+Jeannette tøvede.
+
+»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar
+De tage Følgerne.«
+
+Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte -- han
+bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren.
+
+Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op,
+og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone
+protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans
+Arm.
+
+»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant
+Ankerkrone,« sagde han.
+
+Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver
+paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at
+Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans
+Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men
+sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans
+Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa
+Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.«
+
+Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr.
+Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord
+paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig
+henimod ham og hviskede: »Annie --.«
+
+Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i
+en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér
+med.«
+
+Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort.
+Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen.
+Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den
+gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse.
+
+Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade
+mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det
+fornødne.«
+
+Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge
+for den unge Dame.«
+
+»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig,
+ikke sandt, Frue?«
+
+Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men
+Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil
+vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder
+Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!«
+
+Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette
+bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette
+forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da
+Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.
+
+»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den
+stærkeste.«
+
+Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i
+Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham
+ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad
+der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre
+Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa
+dette.«
+
+
+
+
+VII.
+
+
+Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og
+indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en
+Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde
+betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl,
+som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end
+for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne
+betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde
+det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der
+efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte
+venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til
+allehaande blid Spøg.
+
+»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af
+mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem
+i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring
+enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med
+Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og
+Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne,
+og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa
+venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette
+hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru
+Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.«
+
+Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede
+af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele.
+Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned
+paa sit Knæ.
+
+»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke
+blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget
+mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus'
+Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at
+anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er
+bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?«
+
+Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm
+laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun
+sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun
+hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.«
+
+Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar
+tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde
+han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?«
+
+Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt,
+at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig
+tæt op til ham.
+
+»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?«
+
+Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.
+
+»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?«
+
+Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame
+staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret
+til Municipiet. Forstaar De det?«
+
+Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere
+Sagerne.«
+
+Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til
+Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som
+jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt,
+jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige
+Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter
+foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De
+kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar,
+kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.«
+
+Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora
+Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var
+den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet.
+
+Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at
+Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand -- det
+vilde være ubilligt at forlange det ogsaa.
+
+Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere
+om Dr. Braun --.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde
+betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst
+lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i
+en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret
+rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori
+afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret,
+og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art
+Dydsbelønning.
+
+Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den
+gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd
+med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu
+bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa
+til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin
+lette Bagage overføre til sit nye Kvarter.
+
+
+
+
+VIII.
+
+
+Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme
+Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille
+Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.
+
+»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og
+overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er
+medgaaet til Omkostninger.«
+
+Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han.
+
+Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den
+skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.«
+
+Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa
+fortryllende sød.«
+
+»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele
+gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt
+hun er stillet, vil nok være god imod hende.«
+
+»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa
+bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.«
+
+»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig.
+
+Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin
+Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke
+fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de
+25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag
+gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa
+Taknemmelighed.«
+
+Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab?
+Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at
+spørge. Han havde sine Sager, og glad var han.
+
+Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til
+Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet
+med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten.
+Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret,
+sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til
+Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag.
+Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da
+Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive
+ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt
+var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde
+sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.
+
+Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk
+tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog
+Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning
+derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt,
+min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.«
+
+Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig,
+og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte
+tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad.
+Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der
+klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa
+hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have
+græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.
+
+De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over
+Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft,
+og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket
+overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at
+han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham
+med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde
+sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag.
+
+Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete
+Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod
+falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var
+kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke
+talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn
+Kurk var forstemt og ordknap.
+
+Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille
+og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla
+sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove.
+
+»Længes De ikke?« spurgte Ulla.
+
+»Aa jo,« svarede han, »-- længes -- det kan jeg vel ikke sige. Der
+er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt,
+men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom
+til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig
+en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative,
+romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en
+Gang af de smaa, men jeg føler det samme.«
+
+Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved
+den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu
+...«
+
+Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop
+følger det samme Spor som mine -- det tænkte jeg netop.«
+
+Ulla rødmede: »-- og nu -- -- --«
+
+»Nu vilde jeg -- -- -- --« Holst tav. Hun saa paa ham med et
+forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde,
+dybest indefra, der steg igennem ham.
+
+To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det
+skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var
+ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne,
+hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje
+over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik
+hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder
+og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille
+derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært
+ham i mange Aar.
+
+Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det
+var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt.
+
+Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med
+Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved
+Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig
+tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede.
+
+Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i
+samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens
+Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og
+samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han
+forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt
+til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama.
+Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han
+havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han
+var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra
+Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og
+det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det.
+
+
+
+
+IX.
+
+
+Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse
+fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til
+Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde
+Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der
+varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker.
+
+Holst tændte den og satte sig en garde.
+
+»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.«
+
+Holst nikkede.
+
+»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte
+mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms
+Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte,
+at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?«
+
+Holst nikkede.
+
+»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende
+paa Holst.
+
+»Foreløbig -- ja,« svarede denne.
+
+»Foreløbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et
+Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De
+Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har
+ladet ham arrestere?«
+
+Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine
+Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt
+Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold
+Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og
+tilvendt sig et betydeligt Beløb herved -- eller rettere: Papiret
+er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at
+det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg
+ingensomhelst Formodning -- kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være
+nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig
+repræsentere.«
+
+Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De
+i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et
+Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til
+at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig
+en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.«
+
+Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte
+mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan
+ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes
+Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar
+frem for alt.«
+
+Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror
+paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med
+Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid
+nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.«
+
+»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for
+Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr.
+Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det
+Navn, før jeg har varet dem ad.«
+
+»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa,
+at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa
+hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.«
+
+Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde
+han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage
+noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som
+er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller
+en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke
+frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu
+ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor
+Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham,
+hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver
+unævnt.«
+
+Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver
+nødvendigt at nævne det?«
+
+Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg
+tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger
+mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.«
+
+Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til
+Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge
+Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget
+lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne
+gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer
+og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod
+til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod
+sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en
+paafaldende Mangel paa Sympati.
+
+Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström,
+han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men
+næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og
+i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod
+Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og
+ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.
+
+Det lovede han.
+
+Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og
+gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge
+Haab.
+
+
+
+
+X.
+
+
+Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med
+Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han,
+Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge,
+han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke,
+der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte
+den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans
+Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.
+
+Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den
+sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne
+stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig
+straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde
+faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.
+
+Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han
+med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at
+Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en
+Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde
+han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og
+den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse
+selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde
+benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette
+var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han
+havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været
+højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han
+troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad
+havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser
+og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde
+modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide,
+og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han
+var meget syg, det var tydeligt.
+
+Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström
+kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre
+end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette --
+nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet,
+og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været
+tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han
+maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans
+Tavshed og Sygdom.
+
+Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for
+Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge
+paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens
+Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.
+
+Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis
+Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere
+indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa
+den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin
+gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde
+staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der
+var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der
+straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets
+gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet
+den. Vilde Venskabet holde?
+
+Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte
+holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gøre
+end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde
+række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.
+
+Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud
+til ham.
+
+Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal,
+han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i
+Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst
+og om hans nette Væsen.
+
+Ritmesteren nikkede.
+
+»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg
+tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.«
+
+Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en
+komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset
+Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.«
+
+»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den
+burde han opgive.«
+
+»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man
+anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet,
+Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt.
+Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.«
+
+»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk.
+
+»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump
+Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.«
+
+»Hvad mener du?« spurgte Kurk.
+
+»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil.
+
+»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med
+et søgende Blik paa Ritmesteren.
+
+»Nej,« svarede denne.
+
+»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.«
+
+»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i
+Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?«
+
+»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen.
+
+»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med
+Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.«
+
+Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes
+Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en
+Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud.
+
+»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.«
+
+»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold
+Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere
+end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en
+Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.«
+
+»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk.
+
+»Til alt,« svarede Ritmesteren.
+
+»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?«
+
+»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke
+vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.«
+
+»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?«
+
+Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde
+begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger,
+tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det
+den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet
+ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde
+mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg
+kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som
+jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har
+været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor
+Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne,
+skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori
+Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa
+dig, om den Sag skal blive andet og mere.«
+
+Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord.
+
+Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen,
+for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den
+ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle
+Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og
+Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den.
+Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader
+ikke for vor egen Skæbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder,
+fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan
+handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.«
+
+Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv
+var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han
+vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse
+Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et
+fornøjeligt Frokostbord.
+
+Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa
+en Udflugt til Lidoen.
+
+
+
+
+XI.
+
+
+Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf
+Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil.
+Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere
+ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen
+Bestemthed og megen Værdighed.
+
+Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra
+Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade
+Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt
+uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade.
+
+Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens
+Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som
+babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende
+Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i
+Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange.
+
+Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket.
+
+»Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende
+Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly?
+Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige
+Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte
+mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne
+Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse
+Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede
+og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det
+samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at
+staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger:
+
+    Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thränen enthalten.
+    O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff!
+
+Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.«
+
+Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt
+paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte
+i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved
+Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.«
+
+Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.«
+
+Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun,
+grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger
+jeg: grib baade Fader og Datter.«
+
+Holst blev rød.
+
+»Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens
+Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af
+en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan
+og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første
+Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes,
+at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv
+lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i
+Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe
+til. Saa underlige er vi Mennesker.«
+
+Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte
+Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end
+han havde lovet at tale om.
+
+Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd
+sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du
+vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi
+læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes
+efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig,
+at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min
+Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du
+faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa
+dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.«
+
+Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til
+en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte
+Ritmesterens, og han rødmede.
+
+Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs
+Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker
+under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa
+Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier.
+
+Ulla standsede -- »dette er ikke Venedig for mig, For mig er
+Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte
+og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt
+San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder,
+som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid
+smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske
+Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare
+mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.«
+
+Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.«
+
+Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig
+meget af det -- -- --,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt -- men
+noget af det, som De forstaar, som man kan -- -- --«
+
+Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun
+aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne:
+
+    Sankt Johannes im Koth heiszt eine Kirche: Venedig
+        Nenn' ich mit dobbeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.«
+
+Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet,
+leret Bund.«
+
+Ulla saa op: »-- leret Bund -- ja men -- --«
+
+Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i
+Eftermiddag i San Marco -- saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund
+Sankt Marcus hviler.«
+
+Ulla blev rød. -- »Klokken fem.«
+
+»Klokken fem.«
+
+Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. -- Lidt over Middag
+vendte de tilbage til Venedig.
+
+
+
+
+XII.
+
+
+Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod
+han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved,
+omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet
+brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte
+sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede
+Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens
+Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft.
+
+Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede
+stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men
+Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det
+et Folkeskuespil, de overværede.
+
+Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig
+Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen
+med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør
+Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og
+atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske
+Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den
+stærke, fuldttonende Enkeltsang.
+
+De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og
+satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en
+guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om
+ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles,
+medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i
+Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom
+mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der
+med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.
+
+I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var
+kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte
+ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved
+hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den
+dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i
+den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens
+Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen,
+bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men
+som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har
+bygget sig dette Rige i sine Haab.
+
+Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker,
+naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber
+Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og
+selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den
+stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to
+staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter
+til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov.
+
+Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet,
+selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden
+uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften
+og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der
+bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist
+som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke.
+
+Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik,
+alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm,
+som maatte vare evig.
+
+Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen
+til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig
+skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der
+stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i
+et varmt Kærligheds Kys.
+
+Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære
+den Tiara, der smykker Pontifex Maximus.
+
+
+
+
+XIII.
+
+
+Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med sørgmodig
+Alvor.
+
+Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en
+østerlandsk Slavinde bøjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store
+Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og
+hendes Følelse var ægte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del
+igennem, og hun var efterhaanden vænnet til Ydmygelser, men ogsaa
+til Ydmyghed. Hun hadede Sjöström, og den Skæbne, der havde ramt
+ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen
+særdeles stor Kender af Kvinder og deres Følelser, men han forstod,
+at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde følge ham
+som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed
+at fortsætte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham.
+
+Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe
+Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i
+den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom
+og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber
+om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora
+Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad
+Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund.
+Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst
+havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes
+Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede
+sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han
+skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de
+smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad
+sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede
+mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad
+Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det
+første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker.
+Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af
+hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro,
+før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern
+Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste
+Forhaabninger.
+
+Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom:
+
+»Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa
+tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor
+Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge
+ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne
+Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen,
+naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune
+Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt
+foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa
+sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og
+spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester
+var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog
+Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe
+ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været
+en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere.
+Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med
+Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel,
+det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor
+og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København
+og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det
+var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har
+set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der
+som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være
+ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke
+sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.«
+Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske
+stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun
+fortsatte:
+
+»Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14
+Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang
+til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og
+haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet
+en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og
+daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge,
+men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde
+tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte
+dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa
+tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i
+Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt?
+Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde
+Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde
+forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været
+Skyld i Ritmesterens Kones Død.«
+
+Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét
+opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget
+til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.«
+
+Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde,
+at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i
+Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter
+sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen,
+Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var
+det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie
+havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun,
+skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig
+gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid
+Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.«
+
+»Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil.
+
+»For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide,
+Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var
+gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har
+hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør.
+Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde
+ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende
+end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde
+skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end
+han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det
+var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham
+den Dag.«
+
+Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge
+den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle,
+var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne
+lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for
+den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27.
+Marts, og han vilde vide alt.
+
+»Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?«
+
+Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten
+i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede
+hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit
+Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar
+gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned
+til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men
+der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han
+gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red
+sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre
+for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre,
+jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste,
+hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde
+den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have
+en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor
+sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned
+for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til
+Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en
+anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med
+kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min
+Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt
+og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom
+vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der
+traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet
+at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie.
+
+De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa
+god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste
+saa sammen, for jeg forlod Cirkus. --
+
+Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men
+Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange
+Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den
+første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa
+dig. Du maa ogsaa holde af mig.«
+
+Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt
+Blik.
+
+Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig,
+du lille Stakkel.«
+
+Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og
+sagde til hende:
+
+»Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du
+véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen
+Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide,
+hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt,
+at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg
+har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre
+dig bag Lyset.«
+
+Jeannette saa angst op: »Er du gift?«
+
+»Nej,« sagde Holst med et Smil.
+
+Jeannette hviskede næppe hørligt: »-- Men du har en Kæreste.«
+
+»Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals.
+Holst skød hende lempeligt fra sig.
+
+»Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du
+maa vide, der er en anden, jeg holder af.«
+
+Jeannette for sammen. »En anden -- og hvorfor har du saa fortalt
+mig, at du holdt af mig?«
+
+Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt?
+Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg
+jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu
+véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at
+jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du
+er nu?«
+
+»Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?«
+
+Holst svarede ikke.
+
+»Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du
+vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu,
+ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg
+mig, og saa er det din Skyld.«
+
+Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne.
+
+Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var
+sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt.
+
+»Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal
+end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om.
+Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun
+myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i
+Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her
+i dette Hus.«
+
+Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold.
+Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det
+har han ikke saa har -- -- -- --«
+
+Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.
+
+Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?«
+
+Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham -- den anden --
+--«
+
+»Claes Ankerkrone?«
+
+»Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone --
+--«
+
+Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer.
+
+De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod
+Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens
+Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer.
+
+Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!«
+
+Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne
+sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun
+frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.«
+
+»Hvem mener du?« spurgte Holst.
+
+»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde
+giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.«
+
+»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet.
+
+»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet
+Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.«
+
+Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet
+presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom
+alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han
+kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle
+hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage,
+samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo,
+at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham.
+Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke
+villet se det. Du har sveget din Pligt.
+
+Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.
+
+For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over
+den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde
+ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en
+Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære
+det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til
+højre eller venstre, uden at tøve.
+
+Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader.
+
+Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til
+hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han
+bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer,
+gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans
+Datter?«
+
+Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til
+Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.
+
+
+
+
+XIV.
+
+
+Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder
+naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de
+utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret
+friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt
+Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter
+det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet
+ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin
+vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.
+
+Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og
+Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa
+Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans
+Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede
+hendes Pande.
+
+Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en
+Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet.
+
+Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke
+saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt
+Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste
+Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen,
+havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller
+værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene
+kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.
+
+Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og
+Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod
+hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et
+trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.
+
+Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt
+sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes
+Slag.
+
+Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme
+hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes
+sukkende Vand.
+
+Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den
+høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset
+havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i
+Fremtiden uløselig vilde knytte sin.
+
+Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og
+Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et
+sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.
+
+»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«
+
+»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«
+
+»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.
+
+»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har
+med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge
+mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens
+Oplysning.«
+
+»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.
+
+»Ja.«
+
+»Og Morderen?«
+
+»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske
+Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«
+
+Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen
+er?«
+
+»Ja,« svarede Holst.
+
+»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«
+
+Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han
+bøjede sit Hoved til et stumt Svar.
+
+Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den
+unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled
+al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme
+Haandtryk.
+
+»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.
+
+Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden;
+var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den,
+der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«
+
+»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- --
+--«
+
+Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal
+fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har
+truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.
+
+Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der
+er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til
+at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin
+taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og
+Børn.
+
+Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det
+ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til
+at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en
+Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit
+umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.
+
+I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det
+ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«
+
+Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter
+begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald
+Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv
+havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet
+sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs.
+Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt
+drømmende Ansigtsudtryk.
+
+»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?«
+spurgte han.
+
+»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig
+til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke
+havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«
+
+Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt.
+»Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet
+mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil
+har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og
+dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra
+Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden,
+hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter
+Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør
+opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig
+sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du
+har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«
+
+»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.
+
+»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske.
+Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«
+
+Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte
+sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var
+sket.
+
+»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab,
+han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit
+Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind
+paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed
+en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester
+Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde
+taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde
+jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at
+Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse
+efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra
+den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte
+mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget
+enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne
+havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær
+med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie
+ægtede ham, og derved afværge Faren.
+
+Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at
+vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til
+Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes
+og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström
+vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet
+sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.
+
+Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I
+Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg
+mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg
+havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var
+aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks
+iværksatte.
+
+Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg
+hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og
+aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig
+Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede,
+i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen
+Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet.
+Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker,
+sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla,
+der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet
+stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa
+mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.
+
+Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange
+havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af
+hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand
+ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun
+var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin
+Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner,
+vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge
+vilde jeg intet have at skaffe.
+
+Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til
+Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig,
+idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke
+affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var
+tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham
+hen.
+
+Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende
+lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende
+saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg,
+hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde
+tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring.
+Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg
+kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg
+foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det
+var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt,
+saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor
+vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse
+derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den
+næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen
+forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.
+
+Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at
+Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte.
+Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte
+mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil
+svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til --
+og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke
+give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie
+eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din
+Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte
+han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun:
+»Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme
+Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström
+vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det
+ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun
+hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt
+det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.
+
+I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev
+Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje.
+Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej
+gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.
+
+Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu
+vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg
+nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det
+var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra
+første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu
+kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand
+hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at
+bære mit Ansvar.«
+
+Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød,
+dæmpet Stemme:
+
+»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«
+
+»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.
+
+»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund
+men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at
+forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«
+
+Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.
+
+»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.«
+
+De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er
+endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.«
+
+»Og det er?« spurgte Holst.
+
+Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min
+Sag, min alene og Kurks, om han vil.«
+
+Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte
+til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde,
+og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod
+Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans
+Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en
+alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.
+
+I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette
+Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og
+nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han
+omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod
+ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da
+han skiltes fra Ritmesteren.
+
+Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror
+Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen
+havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse
+til i Følge med Kurk at besøge Fangen.
+
+
+
+
+XV.
+
+
+Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun
+knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst,
+men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end
+at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst
+til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med
+at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes
+hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede
+til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun
+ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen.
+Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et
+Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig
+til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt,
+men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og
+forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et
+lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun
+kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.
+
+Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström
+alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms
+Haardhed og Brutalitet mod hende.
+
+Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende,
+at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om
+Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.
+
+Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.
+
+Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den
+officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora
+Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind
+til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun
+rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant
+ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.
+
+»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende
+ind i Værelset.
+
+Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert
+Plads.
+
+»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke
+ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring
+til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald
+ikke Nød, ser jeg da.«
+
+Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.
+
+»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«
+
+Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en
+Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her
+den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge
+Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne
+Forlegenhed.«
+
+Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde
+Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«
+
+Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser
+for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa
+nøje.«
+
+»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres
+Optræden irriterede.
+
+Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.«
+
+»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske
+fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström
+arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse.
+Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa
+Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«
+
+»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige
+Ord om Jeannette, men betvang sig.
+
+Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant
+Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større
+Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til
+nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det
+Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til
+at fortryde det.«
+
+Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst,
+men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig
+Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.«
+
+»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst
+skarpt.
+
+Claes for op.
+
+»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine
+Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for
+Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg
+gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27.
+Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den
+Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet
+ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt
+hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand,
+der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har
+næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i
+Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor
+lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«
+
+Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?«
+
+»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som
+Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri
+mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for
+en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra
+Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at
+bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner
+i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade
+at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa
+interessant som Processen Taube.«
+
+Claes tav.
+
+»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte
+Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg
+plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en
+Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«
+
+Holst rakte sin Haand frem.
+
+Claes tog den modstræbende.
+
+Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel,
+skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til
+at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles
+Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det
+sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er
+ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt
+synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til
+at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De
+holder Dem i andet Plan.«
+
+Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den
+unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte
+indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod
+med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig
+for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.
+
+Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det
+afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.
+
+
+
+
+XVI.
+
+
+Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens
+Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille
+Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt
+for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig.
+Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at
+Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at
+der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en
+dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde
+ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi
+ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn
+paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han
+læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies
+Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var
+Aarsag til hans Fængsling.
+
+Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med
+Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som
+han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af
+Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt,
+at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit
+Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.
+
+Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om
+han prøvede at styrte ham i Ulykke.
+
+Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa
+Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans
+Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den
+Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at
+overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette,
+dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa
+for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat,
+lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet.
+Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren
+udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende
+og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans
+Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han
+havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede
+steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet
+sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet
+havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende
+Aften.
+
+Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og
+ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa
+hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde
+skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt
+hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og
+drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde
+hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt
+hende.
+
+Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten
+øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget
+og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt
+han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet
+bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret
+og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen.
+Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham
+til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet
+med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede
+grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og
+nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at
+tvinge ham til at tale.
+
+Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet
+Vidnesbyrd talte imod ham.
+
+Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op,
+stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham,
+Kaptajn Kurk og hans Broder.
+
+Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? --
+
+Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa
+et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene.
+
+Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, præget af en fast Beslutning.
+
+Staldmesteren stod med sænkede Øjne og var dybt bevæget.
+
+Hugold vilde række Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren
+vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham.
+
+»Hvad vil I mig?« spurgte Hugold dumpt.
+
+Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: »Hjælpe dig, Hugold, for
+sidste Gang i dit Liv.«
+
+Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk føjede hastigt til:
+»Ikke som du tror, Hugold. Denne Fængselsdør kan vi ikke aabne for
+dig; tidligere har vi hjulpet dig, skønt du har lønnet os slet,
+slæbt din Broders hæderlige Navn i Sølet gennem Europa. Men en
+Morder kan vi ikke hjælpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og
+du er hjemfalden til Dom.«
+
+»Du lyver -- Kaptajn -- du lyver.«
+
+Kurk svarede dæmpet og roligt: »Og Annies Ur, Kapslen og Ringene,
+som Holst har fundet i dit Værge?«
+
+Hugold blev bleg og støttede sig til Briksen.
+
+Kurk fortsatte: »Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den
+Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine
+Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil
+ikke nytte dig at nægte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og
+der vil blive ført Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.«
+
+Hugold samlede sig. »Du lyver -- Kaptajn -- Morderen er -- Arvid
+Ankerkrone -- -- --«
+
+»Tror du, at Løgn kan redde dig?« Kurk var traadt hen til ham.
+»Du maa ikke forsøge paa at indbilde dig selv, at du kan bøje din
+Skæbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at
+hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var
+du, og hvad indeholdt Kurven, som du købte i Helsingør, og som du
+efterlod i Toget, da du over København rejste tilbage til Karlkvist
+i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone
+for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven
+med den myrdedes Klæder?«
+
+Kurk talte roligt, men med stærkt Eftertryk.
+
+Hugold gøs -- han følte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk
+Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at
+Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om
+hans Nærværelse andetsteds, medens han selv maatte blive fældet ved
+en Række Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og
+lænede Hovedet i sine Hænder. Da han saa op, stod Kurk bøjet over
+ham.
+
+»Hugold,« sagde han, »der var en Gang, da du var en rask Gut, og da
+jeg holdt af dig som af min egen Søn. Meget er sket siden da, men
+saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for
+den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lægge dit Hoved
+under Skarpretterens Øxe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du
+var en kæk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du
+gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os
+alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.«
+
+Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren
+rystede paa Hovedet og sagde med en dæmpet, rystende Stemme: »Jeg
+kan ikke hjælpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du
+har gjort, er for hæsligt. Du faar høre, hvad Holger siger, for jeg
+kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.«
+
+Staldmesteren vendte sig bort.
+
+Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold
+kæmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke.
+
+Slutteren viste sig i Døren, Reglementet tillod ikke længere Besøg.
+
+Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var
+iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et Øjeblik,
+det var, ligesom om der tændtes et Glimt i Fangens Øje, der lovede.
+
+»Mod, min Dreng, Mod,« hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand,
+idet han saa ham stift i Øjet. Saa lukkedes Døren efter dem.
+
+Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse -- og idet hans Hoved
+bøjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tæt op
+mod Væggen. --
+
+To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fængslet om, at den
+arresterede svenske Løjtnant pludselig var død. Aarsagen lod sig
+ikke konstatere.
+
+Staldmester Sjöström sad hos Holst Dagen efter Budskabet om
+Broderens Død. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det,
+der var hændet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af
+sin Slægt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre,
+han havde maattet bringe, været ham en Kilde til stadig Uro og
+Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til
+Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevæget.
+
+Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik
+omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne
+Lykkedrøm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om
+Hugold, men hun gøs, naar hun tænkte paa Annies Skæbne.
+
+Holst fik en Idé, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde:
+»Løjtnant Sjöström, De kunde gøre en god Gerning: denne unge Pige
+er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes
+Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem
+til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som
+han har gjort ondt mod hende.«
+
+Staldmesteren betænkte sig et Øjeblik, Jeannette græd stille i en
+Krog.
+
+Bror Sjöströms gode Hjærte fornægtede sig ikke, og det varede ikke
+længe, før han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var
+virkelig bedrøvet, men Holst klappede hendes Kind og strøg Haaret
+bort fra hendes Pande.
+
+»Du skal følge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan
+betale min Taknemmelighedsgæld til dig.«
+
+Det fik saa være, skønt Jeannette græd.
+
+Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjöström og drog mod
+Nord. Der var en Plads ledig i »Arkadien«, og undervejs bestemte
+Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog
+imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde
+Arkadiens Beboer fast.
+
+
+
+
+XVII.
+
+
+Der skulde være Fest paa Marcuspladsen, og Musikken skulde have
+spillet mellem Fanestængerne foran Kirken, men man havde bemærket,
+at den stolte Kampanile havde slaaet en truende Revne, og Festen
+blev aflyst.
+
+Rundt om Pladsen spærrede Militæret af, og Folk stod i ærbødig
+Afstand og saa med Bekymring mod Klokketaarnet. Næste Dags Formiddag
+d. 14. Juli spiste Holst Frokost med Ankerkrones paa Hotellet, og da
+de derefter gik ved Piazettaen for at se, hvorledes det stod til,
+saa de Pladsen fyldt af Folk, saa de med Nød og næppe kunde kæmpe
+sig frem til Gondolernes Anlægsplads ved Kajen.
+
+De stod tæt trængt op til Bolværket, da pludselig en Summen fra
+den store Menneskemasse som en Brænding bølgede hen over Pladsen.
+Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes
+Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens
+den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet
+langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mægtig
+Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde
+gød Taarnets Stene sig som Skum, medens Støvet hvirvledes op mod
+den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskræmte
+Vingeslag og søgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mængdens Mumlen steg
+til Skrig, og blandet i Larmen lød Knitren af de rullende Sten.
+Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets
+Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem
+Luften, voksede Larmen til et Brag, og Støv hvirvledes til Vejrs,
+medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og
+den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og
+Drønet overdøvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille,
+dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det bølgende Menneskehav
+og bares af Vinden ud over Lagunerne.
+
+Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstværker laa
+som Ruin under sprængte Sokler og Sten tæt op mod Prokuratierne som
+en Vold af Sten og Støv, medens Venedig sørgede, og Sorgen som en
+Bølge bredte sig over den hele Verden.
+
+Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen,
+og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tæt op mod ham.
+
+De tav.
+
+Men da de naaede Sæde i en Gondol, der førte dem bort fra Kajen
+ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i
+feberagtig Il, sad Ritmesteren med bøjet Hoved i alvorsfulde Tanker.
+Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun
+med dæmpet Stemme: »Venedig -- nenn ich mit doppeltem Recht heute
+Sankt Marcus im Koth.«
+
+Ankerkrone saa op. »Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte
+Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger,
+Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i
+Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod træder. Dyndet vil slette
+hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af
+Verden, mens vi synker og synker.«
+
+Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker,
+alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hændet San Marco. San
+Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske
+havde Tid til at tænke paa eller tale om den svenske Løjtnant, der
+var død i Fængslet, eller undersøge, hvorledes han var død. Hans Lig
+begravedes paa Kurks Foranstaltning paa Øen der ude i Adriaterhavet,
+og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte
+Indskrift paa Svensk: Gud være hans Sjæl naadig.
+
+Herredsfogden var stærkt bevæget ved Sjöströms Død, men egentlig
+ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen
+kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde
+være fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Død
+Broderens Mellemkomst, rige Slægtninge i Sverig havde villet hindre
+Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter.
+
+Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette
+paa Landsmandsskabets Regning.
+
+Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjöströms Død, men den Aften, da
+Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mænd og Kvinder i Venedig
+talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen,
+hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand.
+
+»Eigil,« sagde Ritmesteren, »Dyndet sletter Sporet, det lægger sig
+over vore Fodtrin, klægt og leret, og intet ses, naar vi ser os
+tilbage. Lad Dyndet lægge sig over de Spor, du har fulgt, saa end
+ikke Mindet forbliver, og lad os sætte vort Haab til Høsten, der
+kommer!«
+
+Holst saa op: »Stundom synes jeg, at du er som en af Renæssancens
+Mænd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg
+var unødigt.«
+
+Ritmesteren svarede: »For mig -- ja. For dig og hende -- nej.«
+
+Holst tav.
+
+Ulla var traadt ud til dem paa Altanen, og Holst lagde sin Arm om
+hendes Liv, medens hun vendte sit Ansigt imod ham, og han kyssede
+hendes Læber.
+
+Ritmesteren stod lænet mod Balustren, hans Tanker søgte tilbage til
+Julia og de Dage, der svandt, medens han hviskede hen for sig:
+
+»Alles was ich erfuhr, ich würzt' es mit süszer Erinnrung, Würzt' es
+mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.«
+
+Faa Dage efter stod Holsts Bryllup, og de rejste alle mod Nord.
+
+
+
+
+SLUTNING
+
+Skovsøen --
+
+
+Der beredtes en sælsom Jordefærd i den lille Kirke nær Esrom Sø. Det
+var Eftersommer, og Kornet gulnedes modent til Høst, medens Skovens
+Krone mørknedes mod Efteraar. Solen stod klar og blinkede over
+lette, graahvide Skyer, og den lille Kirkes Tegl lyste mod Solen.
+Tæt mod den hvide Kirkemur var gravet en Grav, og i den sænkede
+Graverens Folk en gul Egetræs Kiste, medens den klægede Jord var
+skjult af rige Kranse og duftende Gran. Præsten stod høj i sin sorte
+Kjole med den skinnende hvide Krave; hans Stemme lød dæmpet, medens
+han bad en Bøn, og alvorsfuldt lød hans Ord, mens Jorden slog dumpt
+mod Kistelaaget: »Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, af
+Jord skal du igen opstaa.«
+
+Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk
+og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bøjede Hoveder.
+Ulla græd, Ritmesteren var bleg og støttede sig til sin Vens Arm.
+Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men
+alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse
+kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple
+Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud,
+medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang
+Salmen, og Følget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor
+Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet
+skulde dække Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav
+vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betød.
+Arvid Ankerkrone bøjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik
+mod Graven, og tænkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved
+Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede.
+
+Alle Spor forsvinder -- alle Spor slettes ud.
+
+Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil
+Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mødtes første
+Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slørfin Taage,
+medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten,
+hvor Hasselen og Brombærbuskene flettede sit Væv over Kampesten og
+det gulgrønne Mos med de gule Stenurter. Der lød et enkelt skarpt
+Kvivit fra en opskræmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og
+da de naaede gennem Krattet, saa de ved Søen, der laa dybt under
+Brinken, en stærk Raabuk, der stod ved Vandet med bøjet Hoved,
+medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den,
+den mærkede dem ikke. De traadte lydløst hen til Bænken og tog
+stille Plads.
+
+De talte ikke.
+
+Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet
+af Søen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige
+Regn. Der gik en lynsnar Trækning gennem Bukkens fine Legeme, den
+løftede Hovedet og med et Ryk fløj den fra Bredden gennem Krattet i
+lange, spændstige Spring.
+
+Der lød et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille.
+
+Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte
+til Hvile, steg om Bøgen ved Brinken, lænede Ulla sit Hoved mod
+sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dæmpet Stemme den
+underlige, vemodige Fortælling om Sporet fra Søen mellem Bøgene nord
+for Esrom, der førte over Smaalands Ryer og de blinkende Søer mellem
+Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og
+skjulte det, som Sjællands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag
+de hvide Mure.
+
+Sporet, der skjultes for evigt, men som først havde gjort sin
+Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa længe Solen
+skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge,
+hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til.
+
+Og saaledes bliver Mindet om Skovsøen, og hvad den gemte, deres
+rigeste Minde, som det var det første i deres fælles Eje.
+
+  _Løkken_, Sommeren 1903.
+
+
+
+
+
+End of Project Gutenberg's Hvad Skovsøen gemte, by Palle Rosenkrantz
+
+*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43275 ***