diff options
Diffstat (limited to '41786-0.txt')
| -rw-r--r-- | 41786-0.txt | 2394 |
1 files changed, 2394 insertions, 0 deletions
diff --git a/41786-0.txt b/41786-0.txt new file mode 100644 index 0000000..5e5635b --- /dev/null +++ b/41786-0.txt @@ -0,0 +1,2394 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41786 *** + +Note: Images of the original pages are available through + the the Google Books Library Project. See + http://www.google.com/books?id=zeUqAAAAMAAJ + + +Afskriverens bemærkninger: + + _Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst. + + + + + +PETER NANSEN + +MARIA + +EN BOG OM KÆRLIGHED + +FEMTE OPLAG + + + + + + + +KJØBENHAVN +GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN) +Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) +1902 + + + + +I. + + +Min Elskede er den atraaværdigste af Kvinder. Andre Kvinder har +skænket mig deres Kærlighed. De kom og gik, nogle kun en enkelt Gang, +andre ofte. Jeg er dem alle taknemmelig, men jeg glemte dem i samme +Nu, de var udenfor min Dør. Der var kun Én, som jeg altid huskede, +ogsaa naar de andre var hos mig, thi hun var det straalende Mønster, +mod hvilket de alle maaltes og blegnede; der var kun Én, som jeg +altid ønskede vilde træde ind ad min Dør, thi hun kom altid ny og +ung. Der er kun Én, jeg ønsker at leve med, thi sammen med hende +faar Livet gyldent Maal og solklar Mening; der er kun Én, jeg gærne +vil dø med, thi sammen med hende kender jeg ikke Frygt. + +Min Elskedes Navn er Maria. Hun er dejligere end alle andre Kvinder. + + + + +II. + + +Jeg giver intet for den Ros, en Digter skænker den Kvinde, der er +hans eneste Elskerinde. Han dømmer som en uvidende Bonde, og der er +alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han +til hendes Fordel bestjæler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte +én Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den røde eller +den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke +dømme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og +havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du +er min første og eneste, Du er den bedste i Verden -- da vilde jeg +med Foragt støde hende bort. Var hun sikker paa sit Værd, satte hun +Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve +andre Elskerinder, vælg blandt dem, hvem Mænd mest efterstræber, +og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i +Verden, da vil jeg være stolt og lykkelig. + +Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre -- tør +hendes Hjærte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, før +jeg vidste, jeg talte sandt. + + + + +III. + + +Jeg vidste ikke, jeg talte sandt, før jeg troede hende tabt for +stedse. + +Det er den Prøve, jeg ønsker alle Mænd for deres Kærlighed. En Prøve, +som volder megen Sorg, men en Ildprøve. + +Sorgen lutrer og Sorgen gøder. + +Den Kærlighed, som Letsind saaede, opstaar gennem Sorgen frodig og +ren. + +Velsignede Sorg, der benaadede min Kærlighed til Maria. + + + + +IV. + + +Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun +den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige +kan være. Hun gav sig en Mine af at være en Dame med den modneste +Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde +prøvet og vraget, var skuffet og forlængst træt. Hun forsikrede med +nysgærrige Baby-Øjne, at hun for Alvor tænkte paa at gaa i Kloster. +Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille +Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for +Resten af hendes Levetid. + +Thi -- som hun sagde med Overbevisning -- alene i Kærlighed er der +Lykke. Og med Kærligheden er jeg færdig. Jeg _har_ en Gang elsket. +Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Kærtegn var +mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner +mig ikke til Kærlighed. + +Det sagde hun med træt Stemme, med blussende Kinder og skinnende +Øjne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til ét: +Kærlighed. + +Det var, da hun stod foran mig, den høje, spinkle Pige, og talte om +sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende. + +Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrøvelse, hvor sød hun saá +ud i sin fine Kjole! + + + + +V. + + +Marias fine Kjole fra vor første Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg +den Kjole. + +Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men +i ingen af dem saá hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var +hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der +lignede Silke, men ikke var det, rynket over Brystet og stramt lukket +om Halsen med en lille forgyldt Barne-Sølje. + +En rigtig lille Søndagspige i den beskedne Stads, røbende hendes egne +dameagtige Ærgærrighed og en moderlig Økonomi. Det blomstrede Liv, +saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa +det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at +faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig +agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes +kostbare Klædningsstykker. + +Du lille dameagtige Søndagspige, Du søde, gennemskuelige Hyklerske, +der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at +det gjorde saamæn sletingen Ting med »den gamle Kjole«. + +»Den gamle Kjole«, din eneste fine Kjole -- -- mine Øjne bliver +fugtige, naar jeg tænker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har +jeg første Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, første Gang +følt dit Hjærtes urolige Banken. + + + + +VI. + + +Ogsaa den Gang blev jeg rørt over den lille Pige i det blomstrede Liv +og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde +væsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede +Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa nødigt maatte plettes. + +Mænd bærer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er +altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De +har -- saa at sige alle -- det nedarvede Instinkt i sig til at ville +føle sig som de svage og voldførte. De vil have Mandsviljen stærk og +bydende over sig. De foragter, uden at gøre sig det klart, de Mænd, +der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres +stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres +Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive +tagne med væbnet Haand? + +Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg +vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det +Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende +Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det, +da jeg den første Dag stod bagved hende -- uden at hun havde hørt +eller sét mig -- og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned +gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre. + +Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og +det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke, +at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at +se en sjælden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rører ved den, kun +forsigtigt fjærner en hæmmende Kvist eller et dækkende Blad og giver +den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nød jeg Marias Udvikling til +fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse. + +Og en skønne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturnødvendigt for +den taalmodigt ventende Gartner. + + + + +VII. + + +Næsten for taalmodigt ventede Gartneren. + +Der kom et Øjeblik, hvor Maria, højtrødmende, men med et Blink af +Evaspot, rykkede mig i Ærmet og sagde: »Er Du dum?« + +... Kvinder bilder sig ind, at Mænd beundrer og skatter de Fagter, +hvormed de til det sidste hævder sig som forførte. Disse Fagter bør +benyttes med Sparsomhed overfor voksne og erfarne Mænd. De kan gøre +den tilsigtede imponerende Virkning paa de Mandjomfruer, der føler +sig som Forbrydere, naar en Kvinde lægger sig i deres Arme. Men for +os andre kommer der et Punkt, hvor Fagterne, altid de samme, frister +os til brutale Ord eller Handlinger. Hvilket betager Begivenheden +meget af dens Skønhed og Højtidelighed og forskærtser vedkommende +Dame Livets yndefuldeste Minde. + +Maria, Du finest forstaaende af Kvinder, jeg priser Dig og takker +Dig, fordi Du forskaanede mig for alle Fagter, for raa Snærpethed, +der besmykkes som Blufærdighed, for hysterisk Angst og hyklerisk +Graad. + + + + +VIII. + + +Min Jomfrubrud, min Maria. + +Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Skønhed i en Jomfrus +Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krænker vore +Dages Mennesker Livets højtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe +Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den +jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig +Fripostighed. + + * * * * * + +Hellige Nat, da Maria blev min. + +Stilhed ude og inde. Kun en enlig Kærte lyser. + +Jeg træder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og +smilende. Med Andagt knæler jeg ned og kysser hendes Mund, den +lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hører +Forventningen banke. + +Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun +hendes Øjne, jeg følger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud +af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind +i Livets hidtil uanede Dejlighed. + +Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver højt over os og vidt om +os, og sammen, tæt omslyngede, Mund mod Mund, svæver vi bort fra al +Jordelivs Tynge og Sorg. + + * * * * * + +Hellige Nat. + + + + +IX. + + +Maria var min. + +Men jeg var ikke hendes, eller troede ikke at være det. Hun troede +det ejheller. Hun troede mig ikke over en Dørtærskel. + +Hvad hun troede, véd jeg. Hun sagde mig det tit, og jeg bestred det +ikke, for aldrig var hun sødere. Skinsyg til Fingerspidserne, men saa +klog samtidig, saa fornuftig, saa indrømmende og imødekommende. Hun +troede, jeg havde ti Elskerinder om Dagen. + +I allerkæreste Smaapiger, I overdriver ganske urimeligt Eders Tillid +til den mandlige Ævne. Det kommer sig af, at I ikke kan den lille +Tabel. Fantasien løber løbsk med Jer. Maria var i det Stykke ingen +Undtagelse. + +Hun kom til mig mindst de seks af Ugens syv Dage, og hun fandt mig +ingensinde sovende paa min Post. Alligevel forsikrede hun med den +mest smigrende Alvor, at jeg -- det vidste ogsaa hele Byen -- havde +Elskerinder i Snesevis. + +Javist bedrog jeg Maria. + +Dog var jeg hendes langt mere end hun troede, end jeg troede. + +For ikke at tale om »hele Byen«. + + + + +X. + + +»Hele Byen«. Jeg væmmes ved det Sladderens Kryb, som gennem +Nøglehuller og Dørsprækker sniger sig ind i vore Hjem og drager efter +sig en Stribe af egne Uhumskheder. Sæt dobbelte Ruder, sæt Skodder +for dit Privatliv. »Hele Byen« har ialfald staaet udenfor og haft +smudsige Tanker. Og Smudset klæber ved dine Vinduer og Døre. + + * * * * * + +Der sidder paa mit Sovekammer-Vindue hver Dag en gammel fed Spyflue. +Den er graanet af Ælde og synes saa dvask, at den knap gider røre +sig. Men ikke saasnart nærmer jeg mig den, før den, vips, er borte. +Jeg hører den summe mellem Sengeforhænget, jeg hører den klaske +tungt mod Loft og Vægge. Jeg aabner alle Vinduer og jager den med +et Haandklæde. Pludselig forsvinder den. Den gemmer sig i Tæppet +foran Sengen, bag Spejlet eller paa Rammen af et Billede. Dér sidder +den uden at give en Lyd fra sig, til jeg er træt af at søge. Men +hver Morgen er den igen paa min Rude. Den forlader mig aldrig, den +lægger sit sorte Skarn paa mine Lagener, den summer hver Nat sin +skiddenfærdige Sladder over min Seng. + +Og en Aften, da Maria klædte sig af foran Spejlet, sad det lede Dyr +paa hendes hvide Ryg. + + + + +XI. + + +Maria er saa hvid og skær som nogen Pige i Verden. Hun dufter sødere +end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden +Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hører til de +Kvinder, som uden Skam tør træde frem for Naturens Domstol. + +Hun tør endogsaa vise sine Fødder. + +Digterne har mange Løgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om +deres Elskedes Fødder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne +lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore højhælede, kinesiske Dage er en +uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjælden som Poesiens blaa Blomst. + +Det var med Mistro og Angst, jeg første Gang bivaanede Marias +Afklædning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske +i Ensomhed, affører sig deres Strømper. De er som Paafuglene og +Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del. + +Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide +Strømper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fødderne ud og +sagde: Tag saa Strømperne af. + +Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede +jeg henrykt en Fod saa skøn, saa buttet og blød, som nogen Digter med +Løgn og Omkostninger har skænket sin Elskede. + + + + +XII. + + +Den Mand, der aldrig har overværet sin Elskedes Toilette, kender +hende ikke. Hendes Skønhed, hendes Tillokkelse er under Afklædningen +mangfoldig. Hun bliver ny for hvert Klædningsstykke, der falder. Det +er den kvindelige Dragts Ynde: den forvandler. + +... Maria er ved Toilettet. Dér staar hun slank og høj i sin +tætsluttende mørke Dragt. Hendes Mine er ærbar, hendes Væsen korrekt. +En fin og velopdragen ung Frøken. Saadan ser I Maria, naar hun om +Formiddagen skrider ned ad Gaden mellem de andre korrekte og ærbare +Ungmøer. + +Men ... den mørke Kjole forsvinder, den fine lille Frøken med den, og +der aabenbarer sig en skælmsk Soubrette med bare Arme, bar Hals og +i et kort stribet Silkeskørt. Der er kommet Farve i Kinderne, Glød +i Øjnene. Du ligner jo en rigtig Bondepige, Maria, en Bondepige fra +Operetterne. + +Da løses Baand og Hægter; Korset og Skørter glider ned. Den sødeste +Buksetrold gemmer sig ind til mit Bryst. Saa lille hun er bleven i +sit Mandfolke-Kostyme, den store voksne Pige. + +Og saa endelig staar hun i sin lange brusende Chemise med et +lyseblaat Silkebaand gennem Halslinningens Broderi. En ganske lille +Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive +lagt til Sengs. + + + + +XIII. + + +Med mange Klæder, med faa Klæder, med ingen Klæder -- altid er Maria +dejlig. + +Dog det er ikke det, der for mig gør hende bedre end alle andre +Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Skønhed. +Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for +mig, for min Smag og mit Behag. Det véd Maria ogsaa godt. Læg Mærke +til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og +Hvileløshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Væsen, +snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfraværende. Hun er som +en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun træder indenfor min +Dør, præges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken +basker med Vingerne eller hænger med Næbbet. Hun føler, at her har +hun hjemme. Her bliver hun først sig selv og giver sig hen i tryg +Munterhed eller frimodig Bedrøvelse. Her er intet, der forvirrer +hende. Fra den første Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhørte, +og derom var der aldrig siden et Øjebliks Tvivl i hendes Sjæl. + +Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at være min, men navnlig hendes +ærlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst +til at ville lade anderledes -- det bandt umærkeligt, med tættere og +tættere Baand, mit Hjærte til Maria. + +Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mænd ved en Koketteriets +Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstødende flygter, hvor +de har alskens Vimseri for til Højre og Venstre, ladende som om der +rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv +ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrække. Til saadant +tarveligt Spilfægteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig +derved. Thi kun pjaltede Mænd gider springe den Narredans. + +Maria elskede mig -- intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg +vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt. +Lykkens Dag for os begge. + + + + +XIV. + + +Maria var min saameget, jeg vilde. + +Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore +unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør +gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en +Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er +en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden. +_Han_ elsker hende og _hun_ ham. Begge har samme Trang og Lyst +til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans +selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt +maa bede om! + +Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg +forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod +hende paa Stedet som en uværdig. + +I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som +Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle +Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun +sov -- altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun +følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over, +at han saa gærne og ofte bad hende. + +Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde +skrevet Dig et Vers: + +»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter +den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa +Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter +Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun faar Øje paa ham i +Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjærget, gennem Tidsler og +tjørnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven +for at komme des hurtigere frem. Tjørnene river hendes Kjole sønder +og hudfletter de hvide Ben, Stenene skærer Sandalerne itu og flænger +hendes Fødder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjærget er rød af rindende +Blod. Men hun ænser det ikke, thi hun hører sin Elskedes kaldende +Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig, +sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom før! + +Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende +Kilde. Hun lader mig ikke vansmægte.« + + + + +XV. + + +Maria, min altid gavmilde Kilde, jeg véd, hvad misundelige Mennesker +vil sige om Dig, Mænd, som slider i et glædeløst Ægteskabs +Trædemølle, Kvinder, som med gnaven Resignation føder deres Børn i en +skønhedsforladt Ægteseng. + +De vil vende forargede Blikke mod en Himmel, der smiler ad deres +Daarskab, og kalde Dig et letfærdigt Væsen, som kun tænker paa +Elskovs-Tant og -Fjas. + +Maria letfærdig! Kald hellere Rosen en Stinkepotte, kald hellere +Nattergalen en Skrigeballon. Maria har aldrig huset en letfærdig +Tanke i sit rene Bryst. Hun er en forelsket Pige, for hvem Kærlighed +er saa naturlig en Sag som Duften for Rosen, som Sangen for +Nattergalen. En forelsket, men tillige saare klog og dygtig Pige. + +Hun kan baade sy og strikke og baldyre. Hun er forfaren i flere +fremmede Tungemaal og mange skønne Videnskaber. Hun er endogsaa ferm +i Madlavning. + +Saalunde, I gode Mænd og Madammer, kan Maria med Rette kaldes et +Mønster paa en veloplært ung Pige. + +Ejheller maa man tro, at vi, naar vi var sammen, kun tænkte paa Kys +og Kærtegn. Vi benyttede Pavserne til at drøfte de dybsindigste og +alvorligste Materier. Bl. a. Grunden til, at de fleste Kvinder er saa +utaalelige. + +Herom sagde min kloge Maria: + +»Efter min Mening er det, fordi Kvinderne i Reglen tænker altfor +meget paa, at de er Kvinder. De tror -- og heri har I Mandfolk +Skylden ved Jeres underdanige Dyrkelse af Kvinden, blot fordi +hun er Kvinde --, at de er aparte benaadede af Naturen, baade i +Henseende til Skønhed og Finhed, Vid og Elskværdighed. De næsten +sprækker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim +som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche. +Alligevel føler hun sig som Repræsentant for »det smukke Køn« +uendelig hævet over selv den pæneste og behageligste Mandsperson. +Hun forlanger paa det smukke Køns Vegne Hyldest og, i Kraft af, +at hendes Køn ogsaa er det svage -- hun fører en af de propreste +Næver i Kongeriget Danmark -- Mændenes ridderlige Beskyttelse og +Opmærksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende +en høj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end +Mændene. Det kan Enhver skønne, som vil lukke Øjne og Øren op. Og +Du skulde vide, hvor et rettænkende Fruentimmer generer sig, naar +i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer +Skaalen for en Krans af snørte Flommefruer og udstoppede Ranglemøer, +der uden at rødme gasser sig under den varme Skylle. Men selv +de virkeligt smukke Damer bliver ulidelige, naar de besættes af +Kvindevigtighedens Dæmon. Saasnart en Kvinde, ung eller gammel, pæn +eller grim, anbringer sig i Forundringsstol over den Vidunderlighed, +at hun er Kvinde, er der kun ét hun trænger til -- Prygl.« + +Da Maria, rød i Kinderne af Iver, havde endt dette Foredrag, spurgte +jeg: »Skulde Du maaske slet ikke lide af Vigtighed?« »Jo,« svarede +hun og drog mig ned til sig, »jeg er vigtig, fordi Du holder af mig.« + +Saa klogt tænkte og talte Maria. Hvem vover herefter at kalde hende +letfærdig? + + + + +XVI. + + +Paa visse Punkter var dog min kloge Maria dum. Da maatte jeg træde +belærende til. + +Idet vi altid gik ud fra, at vort Forhold kun vilde blive af ringe +Varighed -- først og fremmest formedelst min iøjnespringende Mangel +paa Ævne til at forelskes virkeligt --, faldt Talen en Dag paa Marias +Indtrædelse i Ægtestanden med en Anden. + +Indtrængende og alvorligt formanede jeg Maria til at blive en god og +kærlig Hustru for sin tilkommende Mand og aldrig at være ham utro +med andre end mig. Thi det var noget, der stod fast og ikke kunde +rokkes ved, det var Basis for hele Marias Liv, at mig tilhørte hun +fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Førsteretten til hende, +en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggøres af nogen senere +Fordringshaver. + +Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke +kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt +hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke +at oplyse ham om, at hun ikke var den uberørte Pige, som han maaske +bildte sig ind? + +Jeg føler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Spørgsmaal i +god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjæle, af de i vore Dage +grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Nødvendigheden af at +tale et Alvorsord til hende. + +»Du ganske taabelige Barn« -- sagde jeg -- »forstaar Du dog ikke, +hvor forkert Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og +styg imod Dig og som Du derfor vil hævne Dig paa, da fortæl ham, at +Du har haft en Elsker, en Elsker, der forkælede Dig over al Maade +og lærte Dig Kærlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og +skikkelig Mand, der gør sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen +om, at han er den første og eneste i dit Liv -- hvor kunde Du vel +nænne det? Du vilde tilføje ham større Fortræd, end hans bitreste +Fjende kunde udtænke. Jeg forudsætter, at han elsker Dig. Jeg +forudsætter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afsløringer +inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans +Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det +sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev +et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde +være aldrig saa sød og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig -- +det vilde altsammen vise sig forgæves. Bestandig vilde fra en Krog +af hans Hjærte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke +i isnende Spot: »Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham? +længes hun mon ikke stadig efter ham? eller, hvis hun er færdig med +ham, længes hun ikke efter en ny?« -- -- Nej, Maria, Du taler som en +Daare. Men jeg siger Dig: Vogt Dig for de falske Profeter, der raaber +med Sandhed paa Torvene. Sandheden er et tveægget Sværd, som helst +bør blive i Balgen og, ført af ubesindige Hænder, volder mere Fortræd +end alle dundrende Løgnes Kartover. Jeg siger ikke: lyv! men jeg +siger: vær tavs. Og jeg tilføjer: tvinges Du til at tale, da overvej +først bravt og kærligt, om Sandheden eller en lille Omgaaelse af den +vil tjene det Gode bedst.« + +Saaledes prædikede jeg den sande Menneskekærligheds-Lære for Maria, +der var en opmærksom Tilhører og først faldt i Søvn længe efter, at +jeg havde endt. + + + + +XVII. + + +Undertiden kom vi ved gensidig Hjælp til Forstaaelse. + +En Aften, da jeg havde bistaaet Maria med hendes Strømper, sagde hun: + +»Jeg har tænkt meget over, hvordan det egenlig kan være, at jeg +aldrig har skammet mig for Dig.« + +»Hvorfor skulde Du skamme Dig? Du holder jo af mig.« + +»Ja, naturligvis. Det er den første og væsenligste Grund. Men det er +dog ikke nok. Nej Du -- Du selv har en væsenlig Skyld deri. Du har +hjulpet mig mere end Du vist véd.« + +»Hvordan det?« + +»Jo, Du har været saa ærbar overfor mig. Du har aldrig set paa mig +med grimme Øjne, Du har aldrig rørt mig med uforskammede Hænder. Jeg +har sletikke faaet Lejlighed til at tænke paa, at Du var et Mandfolk. +Og det er Du dog -- Gudskelov.« + +»Hvad Du her siger, Maria, kan være rigtigt nok. Men skal vi til +Bunds forstaa, hvorfor Du ikke skammer Dig sammen med mig, mangler +der endnu noget. Svar mig oprigtig: hvis Du ikke havde følt Dig +sikker paa at være saa nydelig, hvis Du f. Eks. havde haft en eller +anden skjult Skavank, vilde Du da have vist samme Frimodighed? Nej, +naturligvis. Og hvis ikke hele din Person fra Top til Taa, fra yderst +til inderst havde været saa fin og velholdt, saa skinnende og blank, +saa vilde Du ogsaa have skammet Dig. Nu elskede Du mig, nu var jeg +ingen Tølper og nu var Du i alle Maader en dejlig Søndagspige, selv +om Hverdagen -- og derfor skammede Du Dig ikke. + +Hvoraf den vemodige Moral er, at Dyden trives bedst med en Pukkel paa +Ryggen.« + + + + +XVIII. + + +Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor +Skønhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor +mærkværdig faa Kvinder, der forstaar at holde Skønheden i Agt. En +vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en +anden forsømmer sin Gang og gaar med skæve Hæle i Støvlerne; En bider +Negle, en anden klør sig med Hæklenaalen i Haaret. + +Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gøre hende +Fortræd. En Dame, jeg holdt meget af, dræbte en Dag et Insekt med sin +Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke +at slaa hende i Ansigtet. + +Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille +Sommeraften, der samtidig dulmer og vækker. Harmonisk Fred gyder +sig gennem Ens hele Væsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne +damper som flygtige Taager ud af Hjærnen, Mod og Forhaabning udvider +Brystet. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strøg hun +alt Mismod bort, og jeg saá Livet for mig skønheds- og fredfyldt som +en stille Sommeraften. + +Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede +eller Væmmelse. Som himmelsk Manna vederkvægede hun mig, som en Guds +liflige Velsignelse sænkede hun sig over mig. + +Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig +fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage, +da Du var saa ødelagt af Forkølelse, at Du næsten ikke turde vise +Dig for mig. + +Du var vist ikke saa pæn. Jeg saá det ikke. Jeg vidste kun, det var +al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig -- den Gang +som altid. + +At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi +det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse +holder Stand overfor Snue, hans Kærlighed er sikker nok. + + + + +XIX. + + +Jeg vilde intet forstaa. Jeg hører til de beregnende Mænd, som véd +præcist, hvor langt de vil gaa; som ogsaa stopper op, naar de har +naaet Grænsen, men som, efterat saaledes det symbolske Offer til +Klogskaben er bragt, ikke betænker sig paa at gaa tilbage for at +fortsætte -- uden Grænser. + +Der skete mig nok af Tegn og Varsler til, at jeg kunde anet min +Skæbne. Men jeg sagde til mig selv: Du er ikke overtroisk, hvad +bryder Du Dig om det Krimskrams, Skæbnens Pegefinger tegner paa din +Væg? + +Og endnu var der langt til den Nat, da Babylon blev ødelagt. + + + + +XX. + + +Jeg staar ved Grænsen. + +Jeg skuer tilbage og ser et Foraarsland i milde, bløde, sarte, +lette Farver. I Haverne hvælver Frugttræerne kridhvide og blegrøde +Blomsterkupler mod en lyseblaa Himmel. Spinkle grønne Kornspidser +frempipler af Markernes sorte Muld, Engene glinser med silkeblødt +Græs, hvor gule og hvide Blomster slikker Sol. + +Og ved en Havelaage staar en slank ung Pige i et Liv, der skinner som +Silke og hvorover Frugttræerne drysser deres Blomster. Hun nikker til +mig, hun smiler, hun vifter kaldende med Haanden. + +Det maa være Søndag; thi Luften er fuld af Kirkeklokkeklang. Eller er +det den vaagnende Natur, der sender sin Morgensalme op mod Himlen? + +Jeg holder Hænderne for Øjnene. Jeg taaler ikke at se længe paa det +dejlige Foraarsland, som jeg nu forlader. + +Men da jeg atter skuer ud i Landet, har en graa Gus gydt sig hen over +det. Frugttræerne bøjer kuldegysende deres Blomsterkupler mod Jorden, +en sort Skygge stryger Glansen af Engene. + +Mit Blik søger den unge Pige i det blomstrede Liv. Hun staar med +Armene hængende slapt ned, hun ænser ikke Regnen, der begynder at +falde, ikke Blæsten, som suser gennem hendes tynde Kjole. Hun ser paa +mig med store Øjne. Hun græder. + +-- -- Dog mit Hjærte forhærdede sig. Marias Graad standsede mig ikke. +Jeg var ved Grænsen, og jeg gik. + + + + +XXI. + + +Maria græd. + +Jeg har været ude for Kvindegraad før. Den lader mig oftest kold og +ligegyldig, den gør mig undertiden haard. Den kommer altfor let og +dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som +kun græder med Øjnene, kun græder, fordi deres misbrugte Taarekirtler +er betændte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods +og Forfængelighed, Arrigskab og Uopdragenhed. + +Marias Taarer strømmede fra Hjærtet. Aldrig har jeg set saa skøn en +Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom +først sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, skønt Maria +tappert, med en Anstrængelse, der rystede hele hendes Legeme, søgte +at trænge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, flød +den saa rigt og stærkt som et nyt opspringende Kildevæld. + +Maria lærte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle +Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brændende +Smerte og løste den op i mild Sorg. + +En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjærte +forhærdede sig. + +Tilgav mig -- ja mere end det. + + + + +XXII. + + +Jeg ser strænge Læserinder rynke Brynene. Tilgive, lad gaa. Men mere +end det? Umuligt. Saa dybt kunde Maria ikke nedværdige sig. + +Maria, Du hulde, træd frem og forkynd disse Vankundige Kærlighedens +Lære. Forkynd dem, at Kærligheden er saa højt over baade Ære og +Værdighed, at den overhovedet ikke kan nedværdige sig. Den spørger +ikke om Dit og Mit, den kender ikke Forskel paa Godt og Ondt, Værdigt +og Uværdigt. + +Da Maria laa grædende ved mit Bryst, vidste hun kun, at hun elskede +mig, at hun nu maaske saá mig for sidste Gang og at der intet +Øjeblik var at spilde. + +Hedere Kys har Maria ikke skænket mig end disse, der flammede gennem +Taarer, disse, der var Solens Farvel, før den svinder i Natten. + + + + +XXIII. + + +Saa sagde vi hinanden Farvel. Stille, behersket, klogt. + +Atter prædikede jeg for Maria, og som hun var vant til, gav hun mig +Ret. + +Jeg sagde, at en Gang maatte vi dog skilles, og saa var det bedst at +skilles, inden vi var kede af hinanden. »Inden Du er ked af mig« -- +indskød hun. Nej, fortsatte jeg, der vilde ogsaa komme den Dag, hvor +din Forelskelse falmede. Hun smilede vantro, men nikkede og sagde: +»Ja maaske«. + +Jeg talte som en Grosserer til sin letsindige Kompagnon. Jeg trak +Journalerne og Hovedbogen frem. Jeg beviste logisk og klart, at vi +var inde paa en farlig Vej, og at al Sandsynlighed talte for Fallit, +hvis vi fortsatte. + +Lad os bryde af, inden Legen bliver Alvor. Vi vil jo ikke gøre +hinanden Fortræd. Livet er ikke færdigt for os. Hver ad sin Vej vil +vi fortsætte for at finde den Havn, hvori vi lægger os til Hvile. +Vor Sejlads har været en Lystsejlads, den egner sig kun for nogle +Feriedage. Vi fører med derfra et Forraad af lyse, glade Minder, +Minder, som vi begge ofte vil søge til. Vi skilles ikke. Minderne +binder os til hinanden. Dér mødes vi. + +Min Veltalenhed overbeviste mig selv. Da Døren lukkedes efter Maria, +tvivlede jeg ikke om, at alt imellem os var forbi. + + + + +XXIV. + + +Forbi! + +Altid har jeg elsket det Ord. Altid har det for mig lydt som en +jublende Fanfare. Noget er afsluttet, noget nyt begynder. Forbi! Der +er ingen Usikkerhed længer, intet Vrøvl. Forbi, og dermed basta. +Orden, Klarhed i Tingene, Mulighed for at tage fat paany. Bort med +de gamle Bekymringer og Besværligheder, Tvivl og Spekulationer, der +hænger som et pakfuldt Tornyster paa Ens Ryg. Ah, hvor det lettede, +hvor velsignet at kunne rette Kroppen, fri for Byrder. Forbi! Hører I +-- forbi! Blæser det lystigt ud for alle Vinde: forbi! forbi! + +Fanfaren havde lydt, og det var blevet Aften. Jeg sad i den halvmørke +Stue, alene, og stirrede ind i Kakkelovnens Efteraarsild. Den var paa +Nippet til at slukkes; overflødigt at fyre paa, der var varmt nok. +Jeg sad og fulgte Ildens Hendøen. Under Raslen som af faldende Løv +sank Kokesstykkerne sammen, den sorte Død trængte Sekund for Sekund +længere ind i Ildbunken, skred systematisk fra Stykke til Stykke, +indtil de sidste Gløder begravedes i Bunkens Sammenstyrtning. + +Forbi! Ordet lød i mit Øre, ikke muntert og friskt, nej vemodigt og +angstfuldt. Jeg blev siddende, mens Mørket samlede sig helt om mig, +og jeg tænkte: + +Ilden i min Stue er slukt, Ilden, som aldrig gjorde mig Smerte, men +kun tjente mig til Hygge og Glæde. Min redebonne Ild, som blussede +hedt, knitrede lystigt, ulmede mildt, alt efter min Trang, min kønne, +min yndige Ild er ikke mere. Den er forbi. Jeg selv har lukket for +den. Men véd jeg, om jeg finder nogen bedre, om der i det hele taget +er anden Ild for mig i Verden? Kald da Ilden frem paany! Aabn' for +den, og kan Du tvivle om, at din trofaste Ild glad vil vaagne under +din Munds kaldende Pust? + +-- -- Jeg sprang op. Jeg tændte Lamper og Lys. Og atter klang +Fanfaren i mine Øren: Du er gal at sørge og længes. Hvad der er sket, +_maatte_ ske. Du er fri, fri. + +Forbi. + + + + +XXV. + + +Jeg var fri. + +Maria fandtes ikke længer i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor +fjærnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt +Minde. + +Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en +Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pæn lille Pige som +tusinde andre. En god og sød og munter Pige, intet videre. Javist, +hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den første +Mand, der vækker deres Sanser. Jeg er ikke aflægs endnu. Andre +søde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trænger til +Forelskelse. + +Gud være lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren +havde svævet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det saá jeg +nu grant. Vi var begyndt at gøre hinanden sentimentale. Og naar en +lille Pige først faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjærte, +da vogte han sig. Haanden tager saa blødt og varmt, det føles, som +man bar et lille Barn inden i sig. + +Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev +sig fra noget saa ligegyldigt og tilfældigt, som at Maria ved vort +første Møde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle +Draaber Vin. Hun saá jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrøvelse +over Maløren. Hun var vist ikke langt fra at græde, som en lille +Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tør gaa +hjem af Frygt for den strænge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok +hed om Ørene, Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede -- -- + +Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria. + + + + +XXVI. + + +Og jeg nød min Frihed. + +Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab +paabyder mig Forsigtighed. Dog der brænder mig paa Tungen et +Spørgsmaal, som maa ud, trods alle de forfærdelige Følger, det kan +drage over mit syndige Hoved. + +Hvorledes -- spørger jeg -- forholder det sig egenlig med den berømte +kvindelige Dyd? Jeg véd -- til den Viden er jeg oplært -- at kun +ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snævre Sti, der alene +fører til Himlen og Ægteskabet. Men jeg véd ogsaa, at Mænd, selv om +de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives +endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame +By Mænd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed +selv Stortyrken ikke behøvede at skamme sig. Jeg har prøvet paa at +finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tænkt paa, +om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige +Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at +drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Armé. Men +jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkærhed for Damernes Dyd +udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store +Slagdage, hvor alle Tropper samtidig føres i Ilden, den overvejende +Del af Mændenes Styrke være ganske tilovers. Men om noget saadant har +jeg aldrig hørt Tale. Gaaden staar altsaa uløst hen. Jeg har spurgt. +Men Svaret mangler jeg. + +Jeg nød Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og +jeg klager ikke. + +Jeg behøvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der +havde i lang Tid været stille paa mine Trapper. Nu blev der en +Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for kærligt at +spørge til den genvundne Frihedsmands Befindende. + +Og der festedes Dage og Nætter -- til Ære for min Frihed. + + + + +XXVII. + + +Jeg fortæller ikke om mine Fester for at prale, men fordi de +nødvendigt hører med i denne Legende om Maria. + +En mindre ærlig og samvittighedsfuld Fortæller vilde drage et +dækkende Slør over denne Periodes Begivenheder. Jeg véd de +Kaldsbrødre, der i lignende Tilfælde ikke har taget i Betænkning at +belyve deres Utroskab som fortvivlede, oprivende Forsøg paa at finde +Glemsel i Beruselse. + +Jeg vilde ikke glemme. Jeg havde glemt. + +Hvor var Maria? Jeg vidste det ikke. Der var gaaet Uger, og jeg havde +ikke set hende, intet hørt til hende. Jeg tilstaar, jeg havde ventet +Brev. Jeg har den Erfaring, at Ens Elskerinder, selv naar de har +sagt det sidste uigenkaldelige Farvel, altid opdager, at der endnu +er et og andet, som ligger dem paa Sinde og som de maa give Luft i +Breve. Om Maria var der Gravens Tavshed. Det vilde ganske vist have +interesseret mig at faa et Postskriptum netop fra hende. Men til +Syvende og sidst var det jo bedst, som det var. Hun havde glemt mig +som jeg hende. + +Til at tænke paa hende havde jeg end ikke Tid for mine Fester og mit +Arbejde. Jeg arbejder nemlig ogsaa en Gang imellem. Paa hvad? Paa at +bygge smukke Huse af Hjærnespind og skabe dejlige Kvinder af Drømme, +paa at sætte Ord sammen til Farver og blande Farver til Digte. + +Men mest festede jeg. Fordi jeg havde glemt Maria. + + + + +XXVIII. + + +Glemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det +Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drømme, at de ikke +skal gøgle hende frem i hendes nøgne Dejlighed. Syng din dulmende +Sang for min Længsel, at den ikke skal vaagne. + +Maria er ikke mere, hører Du Glemsel, hun _maa_ ikke være mere. Dine +tomme Øjne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte +fra mig? + +Glemsel, Du troløse Fugl -- Du maa ikke svigte mig, naar Natten +vælder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer +om min søvnløse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blændværk til +Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat. + +Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hænder til Blods paa +dine skarpe Kløer, mens jeg med Magt drager dine kølende Vinger ned +over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svært at glemme. + + + + +XXIX. + + +Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den første +Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle, +Broen, som fører over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i +Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det +rimkrystalliserede Tovværk, der gnistrer i Millioner Lysprikker. + +En højtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage. +Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer +oplyste. For nogle af Vinduerne dæmpes Lyset blødt af Gardiner, mest +røde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje +samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret. + +Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa +og Faa, véd ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit +Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene +oppe i Tindingen. + +Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene. +Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der +siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage. + +De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre. +En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel +udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa +trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk -- efter det fjærne Hjem, +efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres +af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en +Sømands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder. + +Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa +aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa +Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord: + + »Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke + forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle + Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted, + jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset + med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne + vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor + og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og + kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun + tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden, + som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min + kære Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem + fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg græder, + fordi min kære Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden + Elsker, mens jeg sveg hende.« + +Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og +hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad +dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler +ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i +Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give +dem. + +Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel +stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den +smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at +tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre, +der talte høfligt til hende. + +Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig +og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi +... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der +spillede paa Harmonika. + + + + +XXX. + + +Hver Formiddag driver en sær Uro mig ud. Uden Maal flakker jeg om i +Byen, Gade op og Gade ned. Jeg søger med Forkærlighed de Gader, hvor +de unge Damer promenerer og besørger deres Indkøb. + +Skønt jeg intet Maal har, skynder jeg mig altid, som om jeg var bange +for at komme for sent. Sagen er, jeg vil ikke tale med Nogen, ikke +standses af en Ven, der slaar Følge. Jeg vil være alene. + +Jeg spejder rundt i Mængden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg +mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i Øjnene uden at +hilse. Jeg løber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre. +Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted; +snart vimser den raadvild ud og ind med sænket Snude. + +Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en høj slank +Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Højre +og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min +Fejltagelse. En Gang har jeg i Løb fulgt en Droske til den fjærne +Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat +Regnstykke, der havde narret mig. + +Hver Dag, naar jeg træt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu +skal det have en Ende. + +Men næste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om +jeg var bange for at komme for sent. + + + + +XXXI. + + +Hvorfor søger jeg Maria? Hvad vil jeg hende? + +Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den +Saga er sluttet, der er ingen Fortsættelse. + +Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart +jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit Ønske opfyldt. Saa har +min Sjæl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Dødsmørke, der har lagt +sig mellem hende og mig, piner mig og ægger mig. Jeg maa vide Besked. + +Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun +gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg +skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst +at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne +og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter +dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord +stryge Angsten af din Sjæl. + +Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket +ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til +mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at +min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde? + +Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil +komme. + +Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil +hende jo intet. + +Intet, intet. + +Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt. +Plant en Rose paa Graven. Og glem. + + + + +XXXII. + + +Jeg sidder og glemmer. + +Rundt om mig lyder Latter og glade Hvin, simple Ord og fine Ord af +Kvinder, som er til Fest. Jeg ser hvide Legemer, røde Munde, Arme, +som gæstfrit bredes ud, Barme, der bølgende venter. + +Der er Fest hos mig som ingensinde før. Jeg sidder og smiler, mens +Larmen stiger. Festen drager forbi mig, en dansende Kæde af Kvinder, +som leende spidser Munden til Kys og klinker med mig og hvisker mig i +Øret, at de elsker mig. + +Kæden danser mig forbi, og jeg sidder ene tilbage og glemmer. +Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi, +glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med. Glemmer ogsaa det, mens +Dagene gaar. + + + + +XXXIII. + + +Der voksede Græs paa Graven. + +Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et +Herrens Vejr. Blæsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne +kører Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende +Tøsne. + +Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede +et Foraarsglimt foran mig. En lyserød Blomst paa en Hat. Hatten paa +en høj slank Pige. Maria. Ja Maria! + +Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede +værst. Vi stod Ansigt til Ansigt -- blussende og vaade af Regn og +Blæst -- stod og lo. + +Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu? +Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad +jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste +Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder. + +Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa +overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig +har der været bedre Mening i at le. + +Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været, +Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.« +»Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det +havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen. + +Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I +Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit? + +Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig. + + + + +XXXIV. + + +Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som før. + +Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt. +De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige -- for evigt +forbi. Rigtigt bemærkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle +Fornuftgrunde, vilde det være blodig Synd, om hun, der nu havde +gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig +bragt sit Hjærte til Ræson, paany skulde udsættes for saa store +Sindsbevægelser. Hun anførte mine kønne Ord, at vi jo ikke vilde gøre +hinanden Fortræd. + +At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden. + +Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne. +Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen +Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt +træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens, +Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre. + +Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et +Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det, +jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men +alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne. + +Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt +Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som +har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have +handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille +sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende +sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver +Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker +i Vold som de Sælgekoner, de var. + +Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med +saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede +sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og +mere fristende end nogensinde. + + + + +XXXV. + + +Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog +hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den +ikke kan være andet, men den kender ikke sin Skønhed. Den folder sig +smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den, +og den putter sig forknyt og gør sig lille, naar et koldt Vindpust +strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Kærlighedens +Kunst. + +Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til +en svulmende _la France_? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde, +der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige +Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser. + +Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige +Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem +som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed +Drivhus-Em? + +Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid +gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene +Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale +friske Duft. + + + + +XXXVI. + + +Min pragtfulde Maria. Tilgiv, at et Smil trænger sig frem, naar jeg +tænker paa, hvor umaadelig pragtfuld, hvor damesikker Du var, ikke +helt fri for en Smule Imponerethed over din egen Storartethed. + +Jeg smiler nu, som jeg ofte tilforn smilede, naar Du kom anstigende +i Sus og Brus, nedlod Dig i min gamle Lænestol, med Næsen i Sky +indledede en aandrig Konversation og, beskyttende, titulerede mig +»min Ven«. + +Din Ven nød med andægtig Mine din allerkæreste Vigtighed ... indtil +han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrækkelse +for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i +sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende +og rastede ikke, før den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at +skælne fra den lille Søndagspige i den blomstrede Kjole. + + + + +XXXVII. + + +Marias Pragt? Hvor kom den fra? + +Jeg ser dette Spørgsmaal male sig dels med Bekymring, dels med slet +dulgt Ondskabsfuldhed paa de lyttende Læseres Ansigter. + +Jeg kunde saa let som ingenting give de nysgærrige Spørgere en +Slidder for en Sladder. Jeg kunde f. Eks. sige, at Maria havde arvet +en rig Onkel fra Australien eller at hun havde vundet i Lotteriet. +Eller jeg kunde fortælle, at hun var kommen paa Finansloven -- hvad +hun sikkert havde fortjent bedre end de fleste af de Damer, som +Staten holder til at digte, skønt de aldrig har indlagt sig halvt +saamegen Fortjeneste af Poesien som Maria. + +Jeg foretrækker imidlertid at lade Læserne i Uvidenhed om Marias +Pengeforhold, der er en ganske privat Sag. Saa kan de for min Skyld +tro, om de vil, at hun stjal eller erhvervede sig sine Midler paa +anden kriminel Maade. Eller de kan -- jeg henstiller det til de +Velvillige -- tænke, at Maria muligt, nu da hun var bleven ældre, fik +flere Naalepenge af sine ganske velhavende, men før saa økonomiske +Forældre. + + + + +XXXVIII. + + +Efter god poetisk Skik burde jeg uden Tvivl have afsløret Marias +Forældre med alle deres Fortrin og Mangler. Nu er det lovligt sent, +og hvorfor desuden fortrædige disse Agtværdige, der ikke kommer +Historien ved? + +Der er derimod en Anden, jeg nødsages til at præsentere. Det er +Marias Bejler. + +En Dag kom Maria og fortalte mig, nonchalant, som var det en +Hverdagsbegivenhed, at hun havde modtaget et Frieri. Hun var dog +aabenbart i høj Grad opfyldt af Sagen. Hun havde bedt om Henstand med +Svaret og æskede nu mit Raad. + +Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans +nøjagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortælle et og andet om +ham, men jeg forudskikker den Bemærkning, at det selvfølgelig er Løgn +det meste. Hvor gik det an at nævne Manden ved hans rette Navn og +Profession, fortælle, hvem der er hans Skrædder, og portrætere alle +hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en højt agtet +Kritiker hævder imidlertid, at Forfatterne ikke tør snyde Publikum +for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m. + +Jeg kundgør da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg +vælger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med +alle Romanlæseres Sympati -- og jeg vil være ridderlig mod denne +Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gøre til en +Pjalt eller en Djævel -- dels fordi Fabrikant er det mest elastiske +Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rullemaskiner og Oste, +Margarine og Oliemalerier, Aviser og Skandaler, Kanoner og Ammer. + +Marias Bejler var altsaa Fabrikant, ej Olding og ej Yngling, en Mand +i sine næstbedste Aar, med en lovende Fortid, en konsolideret Nutid +og med Mulighed for alt i Fremtiden. + +I det hele taget en Mand, hvis Tilbud det vel var værd at overveje. + + + + +XXXIX. + + +Ved fælles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke +burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde være hemmelig +og at der ikke for det første kunde være Tale om Ægteskab. + +Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de +Forlovedes Skaal og holdt følgende Formaningstale til Maria: + +»Naar Du nu bliver gift, Maria -- sagde jeg -- skylder Du altsaa, +næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast, +saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand +vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig +omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære, +og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er +den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro +Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt +Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og +uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid +og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller +ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens +Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor. + +Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til +Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter +trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder, +med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker +bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den +sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde, +hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.« + +Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende +Mand. + + + + +XL. + + +Jeg nærede, til at begynde med, kun de velvilligste Følelser for +Marias Bejler. Han forulæmpede mig ikke. Han skulde en Gang have +Maria. Ja. Men foreløbig havde jeg hende; og naar jeg først var +færdig med hende -- saa i Guds Navn! Han skulde faa min Velsignelse +med paa Købet. + +Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Højheds-Dæmon +og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have +indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optræde som +hendes retmæssige Herre. Han vaagede med Nidkærhed over hendes +Færden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med +forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om +han anede hendes Forhold til mig. + +Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrække Maria. En Dag +erklærede hun mig, at hun ikke længer turde besøge mig. Hun frygtede +for Fabrikanten, der var kendt som en ubændig Natur. + +Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrøvet +og fortørnet Profet til et frafaldent Folk. + +Hvem -- sagde jeg -- er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig +lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har ført Dig ind +i Kærlighedens forjættede Land? Maria, Maria, vender Du Dig troløst +fra mig, glemmende alle mine Velgærninger? Men det forkynder jeg +Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem +Du tilhører og hvis Haand Du ikke kan undløbe, jeg forbander Dig og +jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svøbe skal alle Dage +være over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vælg mellem Fabrikanten og mig. + +Da Maria fornam min retfærdige Harme, græd hun bitterligt, anklagede +sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstøde hende. + +Og jeg tilgav Maria og førte hende under store Æresbevisninger til +mit Leje. Men mit Hjærte svor skaanselsløs Hævn over den formastelige +Bejler. + + + + +XLI. + + +Paa min Eng græsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste +Hind i Skoven. Den æder af min Haand, og, saasnart den hører min +Røst, kommer den springende. + +Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind +og byder dem at græsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de føler +sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind +med lyttende Øren og spejdende Øjne, jager jeg dem alle bort. + +Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst +og Glæde. Den æder af min Haand og den følger alle mine Vink. + +Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men +kommer der en Jæger og vil fange den ind, kommer der en Jæger, der +vil tage den fra min Eng og sætte den paa sin og lære den at æde af +hans Haand -- da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg +skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig. + + + + +XLII. + + +Maria, min hvide Hind. Tak være Dig, at Du bevarede dit Hjærte +standhaftigt i hine Prøvelsens Dage. + +Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min +Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du +i hans Garn, fløj Du i hastige Spring bort for at æde af min vinkende +Haand. + +Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du +var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig. +Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden. + +Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i +mit Skød, var al Anger og Angst som blæst bort af din Sjæl. Her var +trygt og godt at være, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi +to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os? +Lad dem jage og kæmpe derude i Verden, lad dem græde og juble, lad +dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en +Time af Saligheden nedsænket i Jordens Jammerdal. + +Men jeg husker ogsaa, Maria, din skælvende Frysen, naar Du i den +mørke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum +Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer. + +Hvorfor bad jeg Dig ikke blive? + +Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst gærrigt +skjulte, den, Du anede, din Sjæl til Styrkelse i hine Prøvelsens +Dage. + + + + +XLIII. + + +Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i +min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den +eller skænke den bort, alt efter mit kongelige Lune. + +Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine +kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den, +der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg +skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det +lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at +slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt. + +Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min +Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det +dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa +kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den +Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod +og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat. + + + + +XLIV. + + +Min Skat var i min Haand. + +Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Første Sal er +straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik. + +Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at +Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med +Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er +hans. + +Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hævnen, fordi Du vover at +bestride min Suverænitet over Maria. + +Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil +ikke have, at Du længer er sammen med _ham_. Bliv syg og kom til mig, +der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.« + +En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at +bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem. + +Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan +ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn +ruller op for Porten og jeg ser -- fra Vinduet -- en hvidklædt Dame +stige ud. + +Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det +højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som +Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af +det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som +kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler +sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun +ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap +bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun +maatte afsted ... + +Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og +indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa +den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske +Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa +mit Bud. + + + + +XLV. + + +Jeg ser atter de eksaminerede Moralister komme anstigende med Briller +paa Næsen og Lærebøgerne i Lommen for, efter alvorlig Overvejelse, at +give Maria Skudsmaal som en daarlig Pige. + +Hvor kunde hun handle saa stygt imod den fortræffelige Fabrikant, +der havde de agtværdigste Hensigter med hende? Kunde hun endelig +ikke holde sig i Skindet, var det ialfald hendes soleklare Pligt +(Lærebogens Kapitel VII, Afsnit B, Anmærkning 3) at bryde med ham. + +I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag +dér, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes +altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer +anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne +Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange. +Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne +lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den +Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig. +Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.« + +Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte, +det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik +efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede +det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for +et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets +regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden +havde hun jo et langt Liv for sig til at være sin hæderlige Mands +hæderlige Kone. + +Uden Skyldbevidsthed, tværtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret, +gav hun sig hen i harmonisk Skønhed. + + + + +XLVI. + + +Ugudelige Forfattere siger: skøn som Synden. + +Jeg er ikke ugudelig og giver dem ikke Ret. Synden er hæslig. Dens +Ansigt er krampagtig fortrukkent, dens Læber hvide, dens Hænder +skælvende, den sniger sig om i Mørket med fejge Blikke. Og der udgaar +fra dens Mund en stinkende Aande, som forpester al Livets Glæde. + +Jeg kender denne Synd, jeg har været til Gæstebud med den. +Jammerfulde Gæstebud, hvor Vinen smagte som Malurt, hvor Rædslen +stivnede Smilene, hvor Ens Blod frøs til Is under en klaprende +Dødningmunds raadne Kys. + +Syndens Væsen og Kendemærke er Grimhed. Lad Synden blive skøn, som +Maria var skøn, og den er ikke Synd. + + + + +XLVII. + + +Selv sætter jeg nu Moralens Glar for mine Øjne og vender dem mod +Marias Bejler. + +Han var en Hædersmand, jeg ser det. Og saá jeg end det modsatte, jeg +sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt +om ham. + +Han var da en Hædersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med +Maria var agtværdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde været +det. + +Jeg giver ham alle Fortrin -- uden ét: han var ingen Mand. + +Og mit Bevis? + +Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske +løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem +de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede +Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra +uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer +ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert. + +Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han +elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot +med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord. + +Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den +atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste +jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min, +jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg +tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke +Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke +til Kærlighed. + +Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig +ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke +anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne. + + + + +XLVIII. + + +Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et +uafbrudt Sejrstog. + +Jeg sidder i min befæstede Borg, som en Ørn i sin høje Rede. Men +Kampens Spænding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til +fremmede Kyster, jeg gør Landhugst og hærjer Fjendens Byer. Jeg +vender tilbage med Snækken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus +tændes i min høje Borg. + +Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest +uden Tanke for Dagen derpaa. + +Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den +mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede +Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en +Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror +ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel +og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers +Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene +er flyvefærdige. + +Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes +Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa +Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at +trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro. + + + + +XLIX. + + +Festens Blus er tændte. Jeg venter Maria. + +Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart +hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa +milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke +paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter +denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige +længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes. +Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke +ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige +Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg +er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig, +lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde? +Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har +hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.« +Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit +forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange +smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes +Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse +op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt +hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som +rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter +i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg +tør det ikke. + +... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge, +slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven. + +Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine +Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke? + +I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente +én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første +Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham +anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er +hans Kærlighed værd. + +Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg +kunde nagle Tiden fast! + +Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager +et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det +fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger. +Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun +har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen. + +Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab. +Og Tvivlen og Spotten hoverer. + +Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige. +Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den +Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den. + +Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten +af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor +Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys. + +Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt +Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden +mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun +saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige +Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en +stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde +Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde +Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit +Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl. + +-- -- Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa +Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder +endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden +Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god +imod Maria. + + + + +L. + + +Morgenen, Forklaringen og Maria kom. Og alle Nattens forvirrende +Taager bortvejredes. + +Forklaringen var saa simpel som muligt, kun ved et Uheld havde den +ikke naaet mig om Aftenen. + +Hvilken Taabe jeg havde været. Frygte for, at Maria skulde svigte +mig. Nej, mere end nogensinde var hun min. + +Jublen svulmede i mig. Bort al Svaghed. End rider jeg usaaret gennem +Striden, end følger Sejren min Fane. + +Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu saá Du mig tryg +og smilende som altid, venlig og overbærende, tagende det hele som +det, det var: en kedelig Fejltagelse. + +Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved, +noget, som skulde fordølges Dig? Følte Du, da jeg trykkede Dig i mine +Arme, at min Lykke var større end jeg vilde tilstaa? + +Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da +Du opdagede de nedbrændte Lys paa det endnu dækkede Bord og, med et +bebrejdende Smil, sagde: »Nu er Du igen gaaet sent i Seng« ...? + +Og da jeg svarede: »Ja, jeg havde et paatrængende Arbejde at +besørge«, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du +henkastede: »Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalænge?« + + + + +LI. + + +Som Læserne vil have bemærket, er der nu endelig kommet lidt Fart i +denne Beretning om min og Marias Kærlighed. Historien haster mod sin +Afslutning, og Paranteser er næppe længer æstetisk tilraadelige. + +Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en +Hoben spydigt vrissende og vrængende Ansigter, som jeg maa have +fjærnede. + +Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og +spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt +denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og +Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav. +De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en +Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i +al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare +Hoveder. + +Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end +almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel +Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at +fortælle om to, der elsker hinanden. + +Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af +et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres +Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de +tror Himlen slikker sig om Munden efter. + +Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger +savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde +-- saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne --, saa vil selv den +tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk +Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner. + +... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria. + + + + +LII. + + +Jeg føler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede +Vædsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brænder Ild +i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig. +Om Dagen lammer den al min Ævne, saa jeg timevis sidder ørkesløs og +stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i +Blund, lurer Angsten i mit Øre for pludselig at skræmme mig op, saa +jeg vaagner med Skrig paa Læben. + +Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa +den for Maria. + +Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa +Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var +hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende. +Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde +giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at +standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et +taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg +holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde +Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler +højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig +til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias +Blik. Men da hun gaar, siger hun -- jeg tør ikke spørge, om hun gør +Nar --: »Hvor Du har været munter idag!« + +Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje +prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine +Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine +Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer +for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper +mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg +sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet +hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube. + +Men havde jeg _ham_ under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme +Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid +Dødskrampe. + + + + +LIII. + + +Jeg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge +Allemandsord? Afsindig var jeg før, da jeg med kold Beregning saá +Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine Øjne, der indbildte +sig at være saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad +som en Gud, der ordner Skæbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der, +efter at have prøvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfægtethed +lægger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse. + +Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis +Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i +din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du +under ironiske Opstød. + +Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at +storme den faar vi Adgang til Himlen. + +Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke +hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt +til sidste Draabe. + +Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader +dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin, +som jeg ikke skænker en Draabe bort af. + + + + +LIV. + + +Og hun skulde blive _hans_! + +Al den Skønhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes +Smil lyse over hans Bord og gøre Hverdagen til Fest, hendes Kys +smykke Søvnen for ham med søde Drømme, hendes unge Begejstring styrke +hans Arbejde, al hendes Væsens Sødme og Ynde dufte i hans Hus som en +evig Sommer. + +Han skulde høre hende juble og græde, i hans Øren skulde hun hviske +al sin Sorg og Lykke. + +Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det +blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at +aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror +sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke. +Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en +Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar +Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler +hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen, +sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed. + +De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil +spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig +tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har +elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde +og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og +naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens +Skændigheder. + +Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger +dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans +Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran +Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals. + +Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden +Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor +nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit +eget for at gøre hans rigt. + +Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen? +... hvem kender sit Hjærte imorgen? + + + + +LV. + + +Thi imorgen, hvo véd da, om Trylleslottet staar der endnu? Idag er +denne Kvinde Dig alt, Du synes, Livet uden hende har intet Værd. +Du vil kæmpe og dræbe for at bevare hende. Alt Lys, al Glans, al +Herlighed og Skønhed ser Du samlet i hendes Person. Hun er din Sol. +Slukkes den, i samme Nu lukker Natten sig om Dig. + +Men igaar, tænk paa igaar. Hvad var hun Dig da? En munter +Adspredelse. En sød Elskerinde, sødere og kærere maaske end de andre. +Men dog en Spøg kun, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer. + +Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv +-- Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste +Ed paa, at ingen Tanke var fjærnere fra dit Sind. + +Var hun da ikke ligesaa smuk og atraaværdig den Gang, ligesaa god og +ligesaa forelsket? + +Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret. +Guld er Guld og har alle Dage været skønt at skue. Men først da man +gav Guld Stempel som Penge, fik det sin høje Værdi. Og vælger man en +Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at +være Øjenlyst. + +Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tør Du lide paa, +at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en +munter Adspredelse, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer? + +Hvor er den sikre Prøve? + + + + +LVI. + + +Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til +den fremmede By for at besøge en Tante. Og naar hun vender tilbage, +er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere -- hun er en +anden Mands Hustru. Havde det været i gamle Dage, i Begyndelsen jeg +kendte Maria, hendes Ægteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde +vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og +Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred +forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken +i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den +fast. + +... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var. +Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mørket. +Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rørte +sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var, +som svævede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger +langt bort, langt op fra Savn og Smerte -- ind i en Sfære, hvor det +frygtløse Mørke og den drømmeløse Søvn hersker og hvor Tiden ingen +Timer har. + +Vi laa længe saadan. Jeg véd det, fordi jeg flere Gange hørte et +Kirkeurs Slag; jeg hørte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af, +at de meldte Tiden for os. Saa hørte jeg, langt borte fra, Marias +Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds bløde +Bølger. Hun sagde: »Saadan er det vist at være død.« Jeg syntes, jeg +havde tænkt netop de samme Ord, og jeg svarede -- jeg kendte min +Stemme, men den kom langvejs fra --: »Ja, saadan er Døden.« Og der +var atter tyst en Stund. Jeg følte Marias Haand lukke sig fastere om +min, mens vi svævende steg og steg. Saa hørte jeg igen Marias Stemme +tale til mig: »Jeg vil gærne dø sammen med Dig.« Men jeg havde tænkt +de samme Ord og jeg svarede: »Naar vi er trætte, vil vi dø sammen. +Lover Du at komme, hvis jeg kalder?« Hendes Haand trykkede min til +Svar. Og vi talte ikke mere, før det graa Dagslys brød ind i Natten +og vakte os til smertefuld Forstaaelse af, at Afskedens Time var +kommen. + +-- -- Men i selvsamme Nat var det, at Babylon blev ødelagt. + + + + +LVII. + + +Maria er i den fremmede By. Og jeg er gaaet i Kloster. I mange Dage +sætter jeg ikke min Fod paa Gaden. Hvad har jeg dér at gøre? Hun er +der jo ikke. Jeg lukker mig inde i mine Stuer og klistrer en Seddel +paa Entrédøren, at jeg er bortrejst. Jeg lyver ikke. Med hele min +Sjæl har jeg fulgt hende. + +Jeg hører de første Dage af og til Knirken og Knitren op ad mine +Trapper; Lyden standser udenfor min Dør; saa knirker og knitrer det +ned ad igen. + +Men snart er der heller Ingen, som søger mig. Man tror, jeg er +borte, og Ingen spørger efter mig. + +Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvæver +mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er +ingen kunstfærdigt ordnet Fortælling. Det er en Bunke løsrevne Blade +af en Kærlighedshistorie, hvortil ikke kræves anden Kunst end den: at +være forelsket. Det er en Bog om, hvordan _jeg_ lærte den enfoldige +og dog ikke saa letnemte Kunst. + + + + +LVIII. + + +Maria, Du hellige. Se en Synder ligger for din Fod og han begærer Dig +ikke. Han, den fordum unøjsomme, atraar intet uden det at ligge for +din Fod og stirre op i dit yndige Ansigt. Han, den bydende, beder, +han, den lidet troende, sværger ved dit Navn. + + * * * * * + +Maria, Du, hvis Kærlighed skænker Alt, Du Gavernes uudtømmelige +Kilde, blot at hvile ved din Fod og favne dit Blik er Rigdom. + + * * * * * + +Maria, Du jordisk ømme, Du himmelsk rene, Du, hvis Sjæl stiger som +en hvid Due af dit Legems Elskovsbrand -- jeg takker Dig, at Du lærte +mig den jordiske Kærligheds ujordiske Lyksalighed. + + + + +LIX. + + +Maria skriver mig et Brev fra den fremmede By. + +»Min kære Ven. Staden her er meget stor og skøn. Den er rig paa +herlige Kunstværker og smukt holdte Parker. Der er overalt et +mylrende Folkeliv, Øjet opdager stadig nye Overraskelser. Her er +ogsaa fuldt af Teatre og Koncertsale, og de straalende Konditorier +frister lækkersultne Munde. Man er god imod mig, fører mig fra en +Seværdighed til en anden og sender mig om Aftenen til de forskellige +Skuespil. + +Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg +kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde +Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen. +Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene. + +Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste +Nat, jeg var hos Dig. + +Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen +stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den +truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge +og Kuskenes hidsende Skrig. + +De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit +Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg +til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det +vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand. + +Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang +lovede, det mente jeg. _Det_ vilde jeg, Du skulde vide -- inden vi +skilles.« + + + + +LX. + + +Jeg staar paa Waggonens Platform. Jeg har staaet der hele Natten, +svøbt i min Kappe. Jeg har set Aftenens Skygger fra Dalene krybe op +ad Bjærgene, indtil alt var hyllet i Mørke. Nu lakker det mod Dag, +et blegt Skær lysner i Horisonten; med stedse rappere Stempelslag, i +Takt med mit Hjærte, haster Toget afsted mod den fremmede By. + +Hvilken sælsom Uro har holdt mig vaagen den ganske Nat? Hvilke +angstfulde Spørgsmaal er det, mit Hjærte søger Svar paa, mens jeg +grublende stirrer ud i Mørket? + +Jeg kan jo ikke tvivle om Marias Kærlighed, jeg tvivler ikke længer +om min egen. + +Dog drager jeg skælvende til Mødet. Thi mit angstfulde Spørgsmaal er +dette: Vil vi mon ikke føle os fremmede for hinanden? + +Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra før. Det +er ikke det hensynsløst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde +sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min +Erobring og mit Bytte, -- det er vel baade det ene og det andet, men +samtidig noget større og højere, det, som maaske altid var hendes +Væsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var +sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses +Madonnabilled. + +Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gør det jo næppe selv. Jeg vandt +hende i Leg, jeg tog hende med Sværd i Haand. Alle Dage var det saa +let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenløs +Alvor. Før gjaldt det en Dans, nu gælder det Livet. Før nøjedes jeg i +rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt. + +... Vi farer frem mod den dæmrende Morgen. Pludselig er det atter +sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mørket +stemmer mig for Brystet, det suser i mine Øren, og svimmel griber +jeg om Platformens Gelænder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar +Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon -- da ... +hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven, +spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over +fugtigt blinkende Græsdale og Kornskraaninger. + +Skønne fagre Dag, med frydelig Tak knæler jeg for Dig, Du, som friede +mig ud af min vaandefulde Nat og førte mig, med genfødt Tro, til +Maria. + + + + +LXI. + + +Gensyns gyldne Sol over Bjærge, Gensyns tindrende Graad i stille Dale. + +I undrende Betagelse staar vi overfor hinanden, véd ej Ord at finde, +kan ikke spørge, ikke svare, kan kun synke i hinandens Arme og, +jublende, grædende, i fælles Lyksalighed lovprise den opstigende Dag. + +Var det virkelig ingen Drøm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa +hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, først nu synes vi, +vi rigtigt kender hinanden. Thi det er jo vort Gensyns høje Under: +vi mødes, som saa ofte tilforn vi mødtes i vor næppe tilstaaede +Længsels Lykkedrøm. Nu er Drømmen lyslevende. + +Og Du dejlige lyslevende Pige, med Forklarelsens stille Lykke i dine +skælmske Øjne, med Kvindens voksne Tænksomhed paa din Barne-Pande, Du +lægger dine Arme om min Hals og Du siger: »Saa skete det da omsider, +i den elvte Time, men ikke for sent, det, jeg aldrig ophørte at +haabe. For det er jo sandt, ikke noget, Du imorgen fortryder, ikke +noget, Du nu bilder Dig ind, fordi Du har længtes en Smule efter din +Elskerinde?« + +Jeg svarer: »Saavist som jeg altid hellere har sagt Dig for lidt +end for meget, saavist elsker jeg Dig. Jeg elsker Dig i Lyst og i +Nød, Hverdage og Festdage. Du er den, jeg vil dø med, men først vil +jeg leve meget, meget længe med Dig. Javel har jeg længtes efter +min yndige Elskerindes Kærtegn. Men mest har jeg længtes efter alt +det andet, som ogsaa er Dig: dit trofaste Hjærte, din rene Tanke, +din milde Tale, dit lyse Smil, som er min Sol i Tvivlen, dit gode +Haandtryk, som er min Styrke paa Vejen.« + +Men da jeg siger Maria dette, græder hun, fordi hun forstaar, jeg +taler sandt, og fordi hun er lykkelig. + + + + +LXII. + + +Der er En, som bagfra rykker mig i Ærmet. Jeg sidder med Maria paa +Skødet og siger vredt: »Hvem vover at forstyrre?« + +Men en Stemme hvisker: »Jeg kommer som Deputation fra Læserne. Deres +Bog, som i Begyndelsen var frygtelig, er efterhaanden kommen ind paa +et bedre Spor. Der er endogsaa nogle af os, som har faaet Taarer i +Øjnene. Men nu er vi saa bange for, at den alligevel tilsidst skal +skeje ud. For Guds Skyld: De vil da vel ægte Maria? Husk paa, De har +taget hende fra hendes Bejler, som havde de agtværdigste Hensigter?« + +Min strænge Censorinde, frygt ikke. Maria, siig den rare Dame, at hun +uden Skrupler kan lade os ene. + + + + +LXIII. + + +Bispen staar foran Altret i sin Guldkjole og skinner omkap med +Kandelabrene. De ærværdige Marmorstatuer i Nicherne er blevne +vaskede, og ved Orglet sidder den højt bedagede Mester med Silkekalot +paa Hovedet og Storkorset paa sit Bryst. + +Stolestaderne er fyldte med Landets mest forelskede unge Piger og +Mænd. De har Blomster i Hænderne, de sidder Par ved Par, de unge +Piger med hvide Roser, de unge Mænd med røde. Alle stirrer de ned mod +Indgangsdøren, hvor tolv venlige gamle Præster i sorte Fløjlskjoler +staar opstillede, seks paa hver Side. + +Saa begynder Mesteren at spille. Orgeltonerne bruser under de høje +Hvælvinger. De unge Piger og Mænd rejser sig. + +Den tunge Egetræsdør slaas op, et blændende Lys fylder Aabningen: dér +staar Maria i sin hvide Brudekjole, ombølget af det lange Slør. En +blussende Jomfru med nedslagne Blikke. Himmelsk Højhed, salig Lykke +udstraaler fra hende. + +Gennem Kirken gaar en beundrende Mumlen, Bispen ved Altret vender +sig, sætter sine Briller paa, og da han ser, hvor yndig Maria er, +iler han hende i Møde, bøjer sig for hende og fører hende ved Haanden +til Altret. + +De unge Piger og Mænd strøer deres Roser, de røde og de hvide, over +hende, idet hun gaar forbi; nogle af Roserne bliver hængende i +Sløret, og Maria smiler, da hun ser den blomstrede Kjole. + +Men den gamle Mester er hørt op at spille, han bøjer sig ud over +Orgelpulpiturets Ballustrade for at se Maria, og gennem Glughullerne +i Hvælvingerne kigger nysgærrige Engleansigter. + +... Saa er Maria med det gamle og nye Testamentes Ord givet i min +Haand, jeg fører hende ud, fulgt af Bispen og de tolv Præster samt +alle de forelskede unge Par, mens den gamle Mester spiller med den +ene Haand og vifter til os med den anden. + +Udenfor holder Kareten med de hvide Heste for, og vi stiger op for at +køre hjem til mig, hjem til os. Og saa begynder Klokkerne at kime. + + + + +LXIV. + + +Ja, kimer, alle Klokker! Jubler, alle Engle! En Sjæl er frelst. + +Det var en saare forhærdet Sjæl, en Sjæl, der boltrede sig i Synd og +kendte Anger end ikke af Navn. + +Kimer af fuldt Bryst, Klokker! Jubler omkap, Engle! Det er en meget +stor Synder, som frelst bæres hid. + + * * * * * + +Hvo var det, som frelste ham? Hvo er det, som bærer ham? + + * * * * * + +En skrøbelig Kvinde, ej uden Brøde og Brøst, men stærk ved sin Tro. +Hendes Tro bevarede hende selv og frelste omsider ham. Kimer! +Jubler! Nu kommer hun med ham! + + * * * * * + +Hvi kommer han ikke alene? Hvi maa han bæres? + + * * * * * + +End er han svag, end vakler hans Fod. Men, baaren af hendes stærke +Tro, vil han naa hid. + + * * * * * + +Ak nej! Nu daler han! Hun mægter ej at bære ham længer. + + * * * * * + +Lad Frydetonerne klinge, den svage Kvinde til Styrkelse. Og jubler +ham, til Oplivelse, den Elskedes Navn i Møde. + + * * * * * + +Hvad hedder hun, den fromme Kvinde? + + * * * * * + +Maria er hendes høje Navn. Kimer det ud, synger det ud. + +Se, han løfter sit Hoved. Hans Vilje faar Kraft. Nu stiger de, Haand +i Haand. Men tys! Han taler. Hvad siger den frelste Sjæl? Stille, +Klokker, stille, Engle. Lytter til de Ord, han sender ned over den +syndefulde Jord. + + * * * * * + +Han nævner Marias Navn. + + * * * * * + +Deri gør han Ret. Men han taler fremdeles. Hørte I det? Lovsynger, +Engle, kimer i Sky, Klokker. Han udtalte Forløsningens Ord: + + _Gennem de Mange til Én!_ + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41786 *** |