Add files from ibiblio as of 2025-03-08 14:53:33HEADmain

1 files changed, 0 insertions, 12305 deletions

diff --git a/41277-8.txt b/41277-8.txt
deleted file mode 100644
index ce89729..0000000
--- a/41277-8.txt
+++ /dev/null
@@ -1,12305 +0,0 @@
-The Project Gutenberg EBook of Germanernes Lærling, by Karl Gjellerup
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org/license
-
-
-Title: Germanernes Lærling
-
-Author: Karl Gjellerup
-
-Release Date: November 3, 2012 [EBook #41277]
-
-Language: Danish
-
-Character set encoding: ISO-8859-1
-
-*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GERMANERNES LÆRLING ***
-
-
-
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-
-
-
-Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
-e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_
-er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst, mens ~tilde~ angiver
-kursiv tekst.
-
-
-
-
- KARL GJELLERUP
-
- GERMANERNES LÆRLING
-
- GYLDENDALSKE BOGHANDEL
- NORDISK FORLAG
- KØBENHAVN OG KRISTIANIA
- 1908
-
-
- Efter Originaludgaven (1882).
-
- FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
- KØBENHAVN
-
-
-
-
-I.
-
-
--- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem,
-der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har
-stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mænd have ... hm ...
-ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres
-ærgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... mæ, hm ... som maa
-standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets --
-Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... mæ, hm
-... jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa
-Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske -- ja jeg
-betænker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.
-
-Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et
-virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var
-aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en
-gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende
-»Aa!« -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en
-Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille
-denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse
-af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje
-fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der
-syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det
-endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes
-Løsladelse.
-
-Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode
-højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af
-Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der
-gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin
-stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj
-Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de
-roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog
-de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han
-stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et
-forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem
-Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, --
-men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og
-aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde
-haft meget vanskeligt ved at bestige.
-
-Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med
-Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med
-det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den
-bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden
-oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante
-Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè.
-Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs
-Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik
-skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i
-et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret
-over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple
-Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til
-Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til
-sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.
-
-Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad
-Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned
-mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget
-baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede
-under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det
-flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker
-og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse
-og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte
-Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og
-graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede
-Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og
-graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind
-Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok,
-at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes
-Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: -- Straffefangernes
-løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den
-prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i
-det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet
-sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle
-disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som
-bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.
-
-Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og
-her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig
-i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere
-syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn
-mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed
-begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg
-i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En
-graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans
-Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han
-talte med en hurtig, underdanig Stemme.
-
--- Nej, det er det jeg siger -- der skal være nogen Vanskelighed ved
-at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.
-
--- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --
-
--- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok
-passe godt paa ...
-
--- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --
-
--- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at
-være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ...
-kan Greven huske? Kammerjunker Holck --
-
--- Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til
-Sobelskindet med en lille doven Brægen.
-
--- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ...
-Holder Greven foran?
-
--- Næ--æ ... lige paa -- altid lige paa.
-
--- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa
-er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det _jeg_ maa
-bekæmpe hos mig selv.
-
--- Saa--aa ... aa ja.
-
--- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i
-Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.
-
--- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.
-
--- Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers
-noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.
-
--- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Sætning udmunde i en
-lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden
-sin udelte Sympathi med denne Sport. --
-
-Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her
-havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens
-politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den
-bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis
-mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds
-anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende
-besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der
-beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos
-denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den
-runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med
-hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte
-Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel,
-sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen
-Kats Mjaven.
-
--- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he!
-det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han
-maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa
-Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gør de det --
-De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig
-Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men
-forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste
-Menneske --
-
--- _Jeg_? ... Er _jeg_ det -- det var som --
-
--- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ...
-det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ...
-Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad
-Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det
---, pludrede en ny Stemme ud.
-
--- Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden
-Side, -- fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om
-Strikken --
-
--- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.
-
--- Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en
-brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg
-have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak,
-De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger,
-De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ...
-Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste
-os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne
-for i den nye Staldlænge -- fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden
-var det en af Husmændene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres
-egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var
-det nu? -- gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre
-sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som
-havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.
-
--- Ja--a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de
-bedste Tillægsdyr.
-
-Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord
-blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer.
-Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans
-tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en
-stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han
-kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en
-Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt
-Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn
-var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde
-tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum,
-thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed,
-som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved
-hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed,
-døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have
-staaet Fadder.
-
-Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men
-henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig
-slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til
-at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i
-Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt
-havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var
-trukket paa Snur ned i Panden.
-
--- Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende
-... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg
-sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen
-... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men
-især den grønne --
-
--- Grøn? Vallaken? ... den er jo rød -- fuksrød. Der existerer over
-Hovedet ingen grønne Pattedyr.
-
--- Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og
-skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt
-Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af
-bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu
-pludselig blev ildrød i Hovedet.
-
--- Fuksrød? ... naa--aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at
-kalde den Fa--Farve grøn, -- den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg
-er jo saadan en Slags Autoritet, -- ja det er De jo ogsaa, det er
-ikke for det ... Men--n, hør, ... sig mig, hvad fik De den saa for?
-
--- Halvottendehundrede.
-
--- Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen
-dog, -- han var sgu ellers svært forlibt i ham ... Ja, hør vèd De
-hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk
-Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er
-ikke for det ... Født Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? -- 4, ja
-jeg kan tænke det, det er lige til Øllet ... men saa er han jo stærk
-... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han
-var Plag -- og Føl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ...
-falden efter Usserødhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der
-èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han
-trives ... Ja, det har sgu meget at sige, -- det har meget at sige
-... Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa
-megen Kærne ... Men han! -- ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan
-sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu
-sandt ... smældfed, forsikrer jeg Dem.
-
--- Han falder vel?
-
--- Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, --
-prima sorte --
-
--- Jeg mener _ham_ deroppe -- Fuldmægtigen paa Godskontoret --
-Jessen.
-
--- Naa _han_, -- ja han falder sgu -- det er klart. -- Aa, det er jo
-mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.
-
--- Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken,
-hvæsede Herredsfogden. -- Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.
-
--- Ganske vist, -- naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise
-sig. Men--n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere
-Stemmer end vores.
-
--- Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. -- Jeg vil da for Pokker
-haabe, Ravn, at jeres Husmænd --
-
--- Ja, vel!
-
--- Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i
-alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand -- Jessen.
-
--- Ja--a, -- til at falde igennem kan han være god nok, sagde
-Godsforvalteren. Ellers ... som Repræsentant ... vil jeg nok sige ...
-
--- Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul,
-skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med
-et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over
-Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt
-svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede
-som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der
-faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt
-fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa
-Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide
-Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige
-Steder, skrev sig fra samme Dato. -- Han er efter min -- sørgelige
--- Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og -- jeg maa dog sige ...
-at ... naar man opstiller en Højrekandidat --
-
--- Hvad Fanden kommer det Politiken ved? -- Undskyld, Pastoren kan
-ikke lide, jeg bander. -- -- Men jeg spø'r, hvad S-- hm! hvad har
-Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?
-
--- Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden
-umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo
-dog en Folkekirke --
-
--- For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere
-Koner.
-
--- Dansk Lov 3-16-16-8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa
-Herredskontoret.
-
-»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet.«
-
-»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte
-en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte
-opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske sætte
-Fuldmægtigen igennem endnu.«
-
-»Kredsens hidtilværende, _mangeaarige_ Repræsentant i Tinget,
-Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet,« rettede
-Formanden med et spottende Smil, idet han understregede
-»mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.
-
--- Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde
-Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. -- Det
-er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg
-var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole;
-... særdeles tilfreds.
-
--- Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede
-Godsforvalter Ravn.
-
--- Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte
-Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken
-af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.
-
--- Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.
-
--- Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt
-forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre?
-... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg
-have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.
-
-Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa
-Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten
-prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske
-Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet
-af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især
-af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion
--- siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog -- og fra dette
-Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere
-Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet
-læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler,
-Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde
-en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets
-Gejstlighed, var altid ~en garde~, myndig, spændt i en overanstrængt
-Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa
-et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev
-adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at
-have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede
-sig et Par Gange og tilføjede:
-
--- Man maa -- hm -- sandelig have et Øje paa hver Finger i disse
-Tider ... Og disse -- Politikere, de forsømmer altid deres Sager.
-
--- Ja--a, det vèd jeg dog ikke ... skønt der ganske vist er en Fare
-... Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer
-Hjorth i Yderslev, -- som jeg selv sætter megen Pris paa --
-
--- Naa, ja ... men er han da ogsaa --
-
--- Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte
-Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.
-
--- Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske
-anden Sag ... Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.
-
--- Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden.
--- Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.
-
-Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke
-bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen.
-Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs
-Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne
-Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af
-Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig
-at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have
-Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. -- Han gentog,
-idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:
-
--- De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor
-... Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.
-
--- Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.
-
--- Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke
-høre, he! -- Han magter da ikke det levende Ord.
-
-Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed
-ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der
-havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en
-betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« -- en Meddelelse,
-der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, --
-det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har
-Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke
-blot paa Udvalgene, -- hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af
-hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, -- men der lodes
-endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld
-Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos
-Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en
-Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i
-Salen« -- det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning,
-det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en
-Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig
-Basunklang.
-
-Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret,
-bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede
-sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa
-Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned.
-Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald,
-at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og
-trevlede dem op i deres naive Bestanddele, -- en efter en: --
-Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets
-forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af
-revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets
-Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer.
-Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige
-tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde
-være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne
-paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres
-Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom.
-Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade
-Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere,
-at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde
-slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om
-dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om
-Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og
-forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa
-Flæsket.
-
-»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.
-
-Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord
-var store --
-
-»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme
-Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et
-uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke
-var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede
-sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af
-disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende
-Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene
-paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og
-tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en
-Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller
-andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet
-fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de
-nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt
-efter som han vurderede det til. --
-
--- Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at
-være meget ivrig.
-
--- Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt,
-bemærkede Præsten.
-
--- Hm, ja han er jo en munter -- en lystig Fyr, det har jeg nok
-mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde
-aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Særsyn
-... Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.
-
--- Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per
-Anders, sagde en lille Bonde.
-
--- Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan
-more ham ... Den Grønskolling ... Han har jo ikke Alderen til at
-stemme -- ikke engang til at vælges.
-
--- Aa nej ... aa ja ... det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den
-tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i
-Træpibehovedet.
-
-
-
-
-II.
-
-
--- Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag,
-Hjorth ... Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for
-saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne.
-Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen
-... Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min
-Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. -- Og Fuldmægtig
-Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det
-sorte Kratskæg.
-
--- Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du
-smurte temmelig tykt paa.
-
--- Naa--aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik
-... Ja, disse -- saadan -- retoriske -- de -- de ligger sgu'tte
-rigtig for mig ... nej, det gør de ikke ... Men -- alligevel -- det
-var ikke saa galt -- sandt var det Pinedød ... Nej, men--n, man maa
-jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov.
-Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er
-disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?
-
--- Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de højere
-Interesser.
-
--- Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer
-sig ikke engang paa deres egne Interesser, -- og det er dog det
-mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele
-Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte
--- Bønderne? --
-
--- Ja, det er jo nærmest deres Stand --
-
--- Ja, men Interessen, kære Ven -- deres Interesse ... Gi'er Bønderne
-dem noget? -- nej, gu gør de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem,
-som er værd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os,
-af Herregaardene -- og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar
-de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.
-
-Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods,
-paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han
-lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare
-her.
-
--- Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde ...
-Og alt det Vrøvl kan vi takke _ham_ for. -- Han pegede paa Frederik
-d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at
-hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor
-skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.
-
-»Nej, De skal da ikke ... det er -- virkelig -- altfor --«
-
-»Gud bevares! -- det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det
-er mig virkelig en Fornøjelse.«
-
-Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den
-pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne,
-bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.
-
--- God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og
-lettede skødesløst paa Hatten. -- Hvordan staar det sig?
-
--- Jo Tak, Hr. Greve.
-
--- Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa
--- dèr -- og --
-
--- Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let
-som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.
-
--- Naa -- De -- faldt igennem. -- Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa
-... Men--n -- hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget
-paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved
-Gud, det var ... Farvel, Jessen.
-
--- Farvel, Hr. Greve.
-
-Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans
-tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i
-Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af
-Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og
-skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde
-af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et
-dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. -- De vilde da saa meget gærne
-hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa
-Godset.
-
-Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?
-
-Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De
-havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke
-mindes? Nej, de kunde tænke det. -- Det var den Gamle, der talte;
-Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i
-Søvne.
-
-Hvordan de havde det.
-
-Jo Tak, -- man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo
-Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de
-det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge
-Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og
-saa nogen Henstand.
-
-Hm! ja -- Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke
-saa let for ham ... saadan ... midt paa Landevejen ... Desuden --
-Høsten ... Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden
-klagede jo ogsaa ... men -- paa de mindre Gaarde ... dèr --
-
-Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage
-paa -- forsaavidt ... Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket
-ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo
-baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe ... Meget
-havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde
-... og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for ... Og
-Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo
-bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord -- --
-
--- Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være
-rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er
-jo Mands Himmerig, som man siger, -- raabte den sortskæggede Herre,
-der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde
-endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en
-Stenkiste ved Vejen.
-
--- Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde
-Ole Rasmussen.
-
--- Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.
-
-Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.
-
--- Ja men ... hør nu ... jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa
-.... hvis I vil hjælpes af Godsejerne ... saa ... det -- gaar sgu dog
-ikke an -- --
-
-Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet
-ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa
-begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde
-ogsaa have nogen Ret --
-
--- Men hvorfor Fanden stemte I da --?
-
-Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage.
-For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt?
-Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen;
--- det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.
-
--- Ja det ved Gud -- ha, ha! -- stemme paa Kristen Pedersen -- haa,
-haa! udbrød Overførsteren.
-
--- Ja men ... man maa dog være en Mand ... man maa dog virkelig have
-en Overbevisning --
-
-Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var
-jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen
-valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have
-sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e
-dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det
-kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller
-Greven være tjent med.
-
--- Aa nej... hm ... naa ... ja det -- --
-
-Om saa Greven vilde være saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i
-Aar, saa vilde de være Greven evindelig taknemlige.
-
--- Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa ... Naar I ikke kan betale
-... aa, det kommer vi jo nok ud af ... Man tager det jo ikke saa
-strængt ... naa, Farvel, Farvel! -- --
-
--- Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret
-med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. -- Men vi træffer
-jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.
-
--- Nej, det glemmer jeg sgu ... Det vilde jo give en Helvedes Uorden
-... Nej, men man maa jo være human -- naar man taler med Folk -- i
-disse Tider ... Aa, men lad os nu se at komme afsted. --
-
-Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise
-sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt
-gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende
-Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare
-Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da
-Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og
-rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede
-med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser
-overfor en ubetydelig Undergiven, -- da greb han sig i den Tanke, at
-hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de
-var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age
-med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple
-Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.
-
-Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen.
-Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den
-begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit
-Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel
-brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og
-med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i
-Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som
-om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske
-Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk
-Afviser, en national Herme.
-
-For Kroen var en Højrekro.
-
-Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste
-Principer, sagt:
-
--- Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det
-var Kroværtens Navn.)
-
-Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin
-Overbevisning, havde svaret:
-
--- Gu om vi gør ... Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu
-saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild
-... Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt
-... Og saa kan han jo kun holde Beværtning af og til, ved højtidelige
-Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv ... Men se at naar vi
-har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt
-paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.
-
-Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen.
-Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og
-Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den
-Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken
-af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig
-brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle
-Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; -- og alt dette
-svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af
-Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes
-ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende
-Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som
-nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har
-sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene,
-lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede
-Gulv. -- Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske
-unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle,
-der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem
-Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse
-Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; -- men alle sang
-de i samme Toneart -- Egnens drævende, svagt syngende Maal; -- og
-alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var
-hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.
-
-Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde
-udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo
-slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage
-over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov
-andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa
-tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme
-tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen.
-Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget
-svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet
-Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte,
-at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte,
-og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del
-af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa
-Højre-Komitéens Bekostning.
-
-Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget.
-Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede,
-at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen
-udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet
-to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu
-ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret
-været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet
-torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen
-havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han
-skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte
-sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke
-noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for
-han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord,
-at Sæden heller maatte fordærves ude end inde ... Forresten var det
-farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg
-Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans
-graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe
-Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og
-for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens
-Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre
-Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve
-Pund til en Tønde Land.
-
-I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om
-Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i
-Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man
-boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa
-dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde
-man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.
-
-Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa
-Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som
-Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen ... Den
-havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række
-Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den,
-traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører
-Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu
-være meget bekvemt; -- men ellers blev man snart enig om, at den nok
-vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad
-Kammerraaden havde indført af nyt.
-
-I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.
-
--- Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene.
--- Har man tabt Kandidaten undervejs?
-
--- Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en
-ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.
-
--- Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi
-nok.
-
--- Er der Ingen, der har set Per Andersen?
-
--- Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For
-ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren
-i Skole ... Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal
-du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.
-
-Yderdøren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Sønnen Hans.
-
-Ole var i høj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pøns og han fik to og
-tre -- og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der
-var især en Mængde Historier om den gamle Distriktslæge Doktor
-Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel:
--- »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller
-»din unge Lemmedasker« -- alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex.
-hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i
-Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt,
-for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da
-ogsaa -- at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen
-spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da
-han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han:
-»Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,«
-hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end
-som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«
-
-Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen,
-om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da
-han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte
-Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for
-hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung
-og stoppede igen af den andens: --
-
--- Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen
-ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa
-haardmundet som mine Bæster.
-
--- Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; -- skal I
-ikke have noget at drikke?
-
--- Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.
-
--- Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?
-
--- Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen
-bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar
-han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt.
-Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det
-lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den
-pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels
-holdt Salôn.
-
-Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de
-evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende
-Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad
-man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden
-beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe
-Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine
-tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: --
-
--- Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?
-
--- Næ ... Lad os faa den, Per Anders.
-
--- Hvad skulde han --? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen
-med Pastor Krarup.
-
--- Ja, det var saadan en svær Tørke, og saa lovede Præsten Bønderne,
-at han skulde mane Regn ... Men, det er at forstaa, det var saadan i
-gamle Dage ... og -- jeg vèd nu ikke, om det kan være troligt -- det
-maa de Lærde om --
-
-Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne
-Titulatur, som han følte, at Pastor Krarup lo indvendig af.
-
--- Aa jo ... i gamle Dage ... det er meget muligt ... da gik der saa
-meget i Svang, da de var Katolske ... Fortæl kun videre.
-
--- Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det ... Naa, Bønderne de
-kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han
-siger: Naa Børnlille -- ja for det var nu saadan en Maade at tale paa
-i gamle Dage -- Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, ... er
-det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. -- Ja, siger han saa,
-nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. -- Nej,
-raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa
-vil jeg da nødig have Regn. -- Ja, ja da, siger Præsten, -- saa lad
-os sige Tirsdag. -- Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi
-hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr ... Naa, kort at fortælle,
-saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. -- Og saa
-sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige,
-og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at
-Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide
-Verden.
-
--- Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde
-Provsten med et kort Nik.
-
--- Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.
-
--- Aa, ja ... Det er nu ... saadan ... som man ... fortæller det,
-svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en
-Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe -- --.
-
--- Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til
-Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, -- Jessen det er en
-rigtig storsnudet Herre ... Han har ikke saa meget som en af os,
-Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de
-fornemme selv.
-
-Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde
-arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk
-i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse
-i Sognet. Han var købstadklædt.
-
--- Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu
-Greven, -- det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man
-bare altid kunde gaa lige til ham.
-
--- Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en
-Spytteklat.
-
--- Saa--aa, tvivlede Lars Persen.
-
-Men Hjorth havde rejst sig.
-
--- Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. --
-Det er en Mand med Overbevisning -- men du --
-
--- O, ho! ... har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok
-ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? -- Det
-skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid ... Hun faar nok en
-lærd Mand --
-
--- Har du tabt meget derinde?
-
--- Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet,
-end hvad jeg kan betale ... Men hvis du tabte et Hundred Daler -- ja
-det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader --
-
--- Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth
-skarpt og vendte ham Ryggen. --
-
--- Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt
-Tone, saa vil jeg stille mig. -- Hvad siger I til det? ... Jeg skulde
-da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.
-
--- Ja--a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede
-Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil ... Men--n, at, -- min
-Stemme, den faar De sgu'tte.
-
--- Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?
-
--- Nej da ... Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være
-Politiker. En kan jo ikke du' til alting ... Ja, Talegaverne har
-Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar
-Provsten kommer og præker, -- saadan til Ordination og Kirkevielse og
--- det er ikke en simpel Præst ... det gaar akkurat ligesom en
-Tærskemaskine, det er saa vist. -- Men--n, se--at--det er jo ikke
-alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have
-andre Folk... Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.
-
--- Ja, det haaber jeg med. -- Naa Farvel!
-
--- Farvel, Hr. Provst! ... Farvel, Hr. Pastor. -- --
-
--- Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste,
-sagde Mølleren.
-
--- Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da
-rigtig pænt i det.
-
--- Jeg maa sige, bemærkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at
-Provsten fik en over Næsen, han holder den -- om jeg saa maa sige --
-vel langt frem, -- skønt stumpet er den da ... Ja, jeg har flere
-Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig -- --. Der var
-nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse -- --
-
-Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig
-havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede
-Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod
-Selskabet med sine to Ledsagere.
-
-Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt
-fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par
-Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener
-vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i
-Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede.
-Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop
-forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig
-og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin
-blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens
-Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals
-med den lange, gulige Manke.
-
-Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede
-Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: --
-han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde
-Fejler.
-
--- Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han
-klappede den paa Halsen.
-
--- Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget
-... Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.
-
--- Ja, han skulde da have Underlinen, han -- han knejser da nok til
-det ... Nu skal jeg nok -- naa din Skabhals, kan du staa rolig?
-
--- Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup,
-medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.
-
--- Ja -- ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene
-Ben over Skaglen.
-
--- Saa; aa ja ... Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.
-
--- Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider,
-forsøgte Præsten sig.
-
--- Næ--æh! ... det har ikke noget at sige ... Saadan noget skal jo
-alstille gnave i hvad det kan komme til. -- Han er jo da heller kun
-et Barn! --
-
--- Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? ... Farvel,
-Per Andersen! ... Naa, kom saa da ... Nej, det begynder ganske
-anderledes -- --
-
-Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa
-Bagsædet.
-
--- Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo
-skille mig af med ham ... Man skal dog heller ikke slaa for stort
-paa ... Og dèr hos Provsten faar han det godt; -- der er bare de
-lange Visitationskørsler. -- Og han saà mismodig paa de halvgamle
-Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af
-Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. --
-
--- Ja vel blev Præsten lumpet ... Men jeg havde jo varet ham ad ...
-Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene
-kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved
-... Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa
-har de et Par ... Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der
-drev det ... Naa, ja -- enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo
-itte noget at sige paa, -- men, at -- det er li'egodt ikke saa
-behageligt for den, der bli'er lumpet. --
-
-Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den
-politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op
-om Ørene.
-
-Himlen var blæst ren, og Aftenrøden opløste sig i en rolig Farvedød.
-Nede i den sartgrønne Mellemtone straalede Venus; oppe i det tætte
-Dunkelblaa anede man Stjærnerne. Chaussèen strakte sig lige ud,
-mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i
-Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstængerne snurrede med en
-lang, hendirrende Tone. Nu og da brægede en Flok Faar, og en Hund
-glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmørke Jord
-begyndte Lysene at blinke frem rundt om.
-
-Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri
-Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i
-Sædet, -- alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig
-til vage Drømmerier ... Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag,
-men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, --
-eller dog næsten lykkelig.
-
-
-
-
-III.
-
-
-Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.
-
-Hans Faders Gaard laa i Vonsbæk og naàde med sine hegnede Marker
-næsten op til Præsteskoven, hvis yderste Kæmpebøge spejle sig i
-Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og
-Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave
-gav altid et betydeligt Tillæg til Indtægten; Faderen havde som
-ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store
-Beboelseslænge, med sin høje Kvist midt paa, kunde ved Solbjærgs Lag
-straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et
-Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt
-borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer,
-baade den lange Række forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et
-Halvkors af Stjærner, der var faldet ned paa Bakken foran den
-sortbølgende Skovkending -- saaledes som Hjorth nu syntes han saà
-den, medens han med sin Svigerfader kørte hjem til Yderslev, og
-Lysene tændtes rundt om; -- og især hvis det var efter fireogtreds,
-saa kunde man være sikker paa, naar man kom nærmere, at høre den ene
-Fædrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og
-den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange
-kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen,
-til hans Hjærne var ør af Punsch og Kaffeknægte.
-
-For Jørgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjærterødderne
-og ud i Neglerødderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op
-at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde været den eneste
-tysksindede Mand i Vonsbæk, det danskeste af alle Sognene i
-Nordslesvig, det man først og fremmest gjorde Regning paa: -- var det
-en Adresse, en Indsamling i patriotisk Øjemed, en politisk
-Demonstration af hvilken som helst Art -- Vonsbækkerne, det var de
-sikre Mænd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig
-Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jørgen
-Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre
-stor, stærkt bygget, lidt knokkelfør, i det indre tavs, støt, af en
-lukket Selvstændighed, en Mand, som man tager, hvor man sætter ham.
-Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen
-Betydning af Ordet »gi'er sig«. Men Konen, lille og temmelig fed, var
-let bevægelig baade til Latter og Graad, aabenhjærtig og aabenmundet,
-med en udpræget Lyst til at sige imod og smaadrille.
-
-Det kunde ikke være andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor
-Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv
-betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for
-Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komitèen.
-Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det
-hesteskoformede Bord i »Harmoniens« dannebrogssmykkede Festsal; men
-han holdt ingen Tale.
-
-Det er en Selvfølge, at Jørgen Hjorth og hans Kone vare med ved
-Slesvigernes Besøg i København baade i enogtreds og i femogtreds.
-Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage,
-der altid i højtidelige Øjeblikke hentedes frem fra Hjærnekisten som
-et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne
-nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed:
--- der var alle de andægtig blottede, bøjede Hoveder, i det
-højtidelige Halvmørke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede
-Egekiste, under Domkirkens mægtige Hvælvinger, der syntes at skælve,
-medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte
-bredtonede Hymner til Hærskarernes Gud og atter druknede Tyskerne
-ligesom Pharaos Hær i de sølvskummende Bølger, der væltede sig under
-Orgelpibernes Storm: -- der var Tivoli-Aftenen med den prægtig
-illuminerede Basar, som et Slot af Ædelstene, og med det urolige
-Fakkellys ind under den hvidgule Rand af sitrende Bladmasser og
-henover den bølgende Menneskevrimmel, der overdøvede Orkestrets
-Instrumenter, idet alle som èn istemte Fædrelandssangene; -- der var
-først og sidst selve Festdagen ved den slesvigske Sten, under den
-solskyede Septemberhimmel, med det kølige Lys over brunlige
-bredkuplede Bøge, gulladne Græsbølger og Sundets mørkeblaa Strimmel,
-med det endeløse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og
-Sangene, -- og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et
-Offermaaltids glade Højtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de
-mørke Bøgekroner, hvorover Stjærnerne tændtes, -- og saa ud paa
-Morgenen den syngende Hjemkørsel paa Kapervognene langsmed det blanke
-Sund, der hvidnedes i et dæmrende Gry.
-
-Det var denne Billedrække, der sysselsatte den femtenaarige Drengs
-Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug,
-havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens Øre; --
-og han saà disse Mænd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en
-Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bøgegrene. Saaledes
-var han fra Hjemmet af højre og nationalliberal, uden at vide det.
-Thi det varede endnu længe, inden han fik Færten af, at der ogsaa var
-andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mænd
-og disse Idèer, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses
-Anklage mod dem og fældes Dom over dem. Og da han fik det at vide,
-kunde han møde disse kætterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge
-Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhærde just
-i et bøjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier
-fra den fædrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som
-Nationalbevidstheden næst efter Religiøsitet er aller dygtigst til at
-binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk
-Følelse.
-
-Gaarden i Vonsbæk hørte til de større; den var paa 130 Tdr. Land. Men
-Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig
-Børneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard,
-hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris
-ikke deles; -- alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til
-Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde
-udbetales til de yngre Søskende, og endda vilde Jens, der arvede
-Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han
-hjalp sig nu med et gammelt Husraad: -- han ægtede en rig
-Gaardmandsdatter, som han havde danset med i »Harmonien« ved
-Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i
-Silkekjole og med kunstige Blomster.
-
-Niels Christian havde altid været skrap til Bogen, og saa blev det da
-bestemt, at han skulde læse til Skolelærer. Fik han saa ikke Gaarden,
-saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen
-Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den
-prøjsiske Korporalstok.
-
-Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et,
-hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra
-Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.
-
-Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Værelse,
-der var saa lavt, at man frygtede for at støde Panden mod
-Tværbjælkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skæve, tilsmudsede
-Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Træbænk
-langs Væggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet
-Fyrretræsbord og saa nok en Træbænk, henne i det altid halvmørke
-Hjørne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne -- ligesom stoppet
-til Sadel for en Mare -- og i det andet Hjørne en brunrød Kiste, --
-det var Skuepladsen for Familiens Færden, for saa vidt den ikke
-foregik i Køkken, Kælder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad
-man plejer at kalde Møbler fandtes kun, i en mager og forkrøblet
-Tilstand, i det lille firkantede Værelse, hvor Per Andersen modtog
-disse mere standsmæssige Gæster, hvem han trakterede med en Bajer og
-en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var
-den med sin lange krølhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med
-Mahognibordet, med de tulipanblussende Lænestole og perlesyede
-Fløjelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide
-Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine
-Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og
-med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste
-Tilfælde kunde spille »den tapre Landsoldat« og »Paaskeklokken kimer«
-med èn Finger? --
-
-En Datter var der imidlertid, skønt hun ikke kunde udføre disse
-musikalske Kunststykker. Hun var temmelig høj og slank, endnu ikke
-fuldt udviklet, og havde et lille brunet Hoved, med store vandblaa
-Øjne, der ikke laa dybt nok, en lille sluttet Mund, og uden den hos
-Landets Døtre sædvanlige Opstoppernæse, der syntes at ville give
-Betragteren et Indkig i Hjærnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes
-ufærdige Bevægelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende
-kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. --
-Da Hjorth havde bôt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til
-Læsning. Ofte, naar han efter at være kommen hjem fra Seminariet sent
-paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og træt satte sig til at
-læse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det
-næsten uhørlig paa Døren, og efter hans gentagne »Kom ind!« smallede
-Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Dørsprække ind i det
-lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er ... og be'e Hr. Hjorth ...
-om han itte vilde lægge noget yd ... for hende ... i Lærebogen ...
-for ... hun ku' da'tte ... sæl ... hitte yd ... a' 'et. -- Saa
-begyndte han da, idet han lænede sig tilbage i Stolen, et naivt,
-pedantisk Foredrag, som udførligere gentog en eller anden frygtelig
-Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa
-Hjørnet af en trevlet Rørstol, krammede og drejede Spidsen af sit
-Forklæde til en Snegl, udstødte et fortvivlet »jou«, og stirrede paa
-den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede
-Væg, medens Tanen paa Tællelyset krummede sig og den osende Flamme
-slog op, -- indtil hun tog Mod til sig og snød det med Fingrene. --
-Efter at have udskudt sit sidste »jou« og mumlet et »mange Tak«,
-listede hun atter lydløst ud af Døren, stak sine Fødder i Træskoene
-og traskede bort, idet hun plaprede: »Vand gør det vistnok ikke men
-Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord
-i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er ... det
-er ...« Og stakkels Kristine standsede ganske ør i Hovedet og
-tænkte fortvivlet paa den næste Dag, der var en af dem, paa hvilke
-den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit
-to-Gange-ugentlige Børneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel
-gennem tre stive Klokketimer.
-
-Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet
-Aar rejste hun til København for at consulere en Læge, hvem hun
-dyrkede med en overtroisk Beundring, skønt han var temmelig ung,
-skønt han var Jøde, skønt han næsten ingen Recepter skrev (hvilket i
-Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og skønt hun derved paadrog sig
-Distriktslægens, den gamle Doktor Falkenstjærnes, Had og udfordrede
-hans skrækkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede
-i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde
-Gaarden repræsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt
-klynkende. Hun holdt af at læse og elskede Blomster, som hun havde
-fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjælden med hende.
-
-Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gøre. Det var ikke
-nogen ordesløs Mand, og han følte ingen Trang til at give sig
-synderlig af med et sextenaars Flødeskæg. Hjorth, paa sin Side, kom
-snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk,
-der vare blottede for højere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor
-Storpolitiken og Nationalfølelsen, der ligesom hyppig beskaarne Træer
-havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i
-en højtidsfuld Sørgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det
-ikke være overalt, at der maatte være andre Steder, hvor Sjælene
-næsten aldrig afførte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang
-imellem kom med til et Gilde, var det næppe nok, at Kongens og gamle
-Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig
-kredsede om det store Spørgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre
-smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Læst, og
-saa Kortene -- det var deres Festlighed. -- Og det gik ikke højere,
-naar han hørte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en
-af de »gode Mænd« ind i det Allerhelligste, hvis Væg var smykket af
-et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris,
-omgiven af Kandelabre, der lignede en Allè af Bomuldstræer, naar
-Gæsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjørne og havde faaet
-skænket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tændt en af hine
-sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som
-hørende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i
-meget vide Lærredsklæder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand
-i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i
-hvis fjerede Kroner de massive Røgskyer forvildede sig -- ja, naar
-disse højtidelige Forberedelser var trufne: -- saa var det Spring i
-Rugen, Kastningstilfælde blandt Køerne, Kapitelstaxten, som Præsten
-havde sat tolv Skilling for højt. -- I Slesvig snakkede man
-naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var,
-som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en
-frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som
-Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde
-undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes
-Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig
-Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt
-gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa
-at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.
-
-Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa
-Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen
-Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele
-den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt
-Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet
-kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet.
-Og Politiken -- det var dog det samme Felt, som man levede paa
-derovre: -- det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en
-søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder,
-og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! --
-Hvad var det saa for et Folk?
-
-Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med.
-Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning,
-der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin
-andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget
-mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var
-stødt paa den, -- hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie,
-dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede
-Patriotisme, -- de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige
-Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet
-de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende
-Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede
-ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være
-mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til
-Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod
-Stjærnerne.
-
-Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens
-Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.
-
-En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det
-møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens
-Leder som Potteskive, -- spurgte han sin Vært, hvor det kunde være,
-at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt
-baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk
-Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han
-søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump,
-som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, -- det er
-meget rigtigt ... det er for saa vidt ikke aa nægte ... Vi vil jo
-alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget... Og
-naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det
-jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet
-Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge
-Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for
-sig ... Men--n se, at -- det er med nationalliberal ligesom med
-Lejesæd ... Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig
-træt; -- og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af
-... Men -- tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor
-meget af det iaar.« -- Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at
-faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde
-begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld
-i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.
-
-Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som
-smaafjollet.
-
-Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af
-hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige
-Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige
-Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra
-forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig
-Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian
-Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede
-Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; -- der var en
-dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne
-og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure
-og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af hele Evangelier med
-forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler
-indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid -- der var lidt
-Geografi og Historie, saa vidt mulig aftørret til Kalendre af Bynavne
-og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kødtrevler
-paa et Skelet, -- og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads
-for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og
-kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller
-anden gammel juridisk Trætte om en Stenlod paa Island, som endte med
-at den, der havde Uret, brændte Huset ned over sin Kontrapart, eller
-med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhængende
-Tarme op, beviste sin ophøjede Foragt for Liv og Evighed ved at
-anvende sine sidste kostbare Øjeblikke til at deklamere et Par
-fuldstændig meningsløse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede
-sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. -- Udenfor den
-bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst
-havde slet ingen Tiltrækning for ham, og han lærte kun det aller
-nødtørftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa
-at han med Besværlighed kunde lære sig en ny Salmemelodi. -- En Smule
-dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt,
-men det belystes af en vindtør Person, som interesserede sig mere
-for, om man burde skrive Skæbne med j og med e eller æ, end for
-Literaturens bestemmende Strømninger, som helst nøjedes med at
-paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter »ophøjet Fantasi«,
-»uudtømmeligt Humor«, »ædel Melankoli« o. s. v., og som trak sine
-Elever om ved Næsen i det gyselige Uføre hinsides Holberg, medens han
-aldrig naàde til at overskride Oehlenschläger. Det væsentlige
-blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende
-senere i Livet en Erindring om, at den første danske Avis paa
-Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn
-han havde glemt.
-
-Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved
-allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest
-opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende
-Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været
-Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet
-ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, -- ham løb det
-ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse
-spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende
-Dogmatiker eller Skeptiker -- hvilken af Delene var det endnu
-vanskeligt at have nogen Mening om.
-
-Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første
-Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens
-Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at
-give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke
-have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed
-altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.
-
-Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre
-med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv
-Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller
-i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger
-og Knøse, der maatte holde for; -- han var jo selv af dem, der i al
-Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa
-Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der
-viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om
-sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen
-og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde
-saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid,
-døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt
-modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i
-disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med
-Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens
-Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i
-Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i
-Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine
-Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han
-hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet
-til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en
-harmonisk smækker Figur.
-
-Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Læde, der
-hang ubevægelig paa sine rustne Hængsler, og hvis raadnende Lægter
-havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbær- og
-Ribsbuske, som Hønsene puslede om imellem, stod en gammel Brønd, hvis
-Vippestang oppe over de frønnede Krægers bladfattige Kroner bøjede
-sig under Kampestenens Vægt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar
-Solen fra en skyløs Himmel brændte ned over den tyndtskyggede Have og
-syntes at tænde Kalken paa Huslængen, der overalt lyste gennem Løvet,
-da var det en Nydelse at bære hendes Spand herhen, hvor midt i den
-vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en
-frisk Kølighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og
-aandede ud gennem de gabende, lavspættede Brøndbrætter. Medens hun
-bøjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask
-dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde
-villet, ude af Stand til at værge sig mod hans Arm, der lagde sig om
-hendes Midje; -- og naar saa Spanden skulde trækkes op, var det
-fristende at hjælpe til og i Forvirringen fæstne sin Haand om hendes,
-der var stor og velformet, medens han saà hendes leende Ansigt nærme
-sig der nede fra det fugtige Mørke vuggende paa Vandspejlet i den
-dinglende Spand. -- --
-
-Kort efter at han som »meget duelig« havde bestaaet sin Afgangsexamen
-ved Seminariet, fik han Plads som Hjælpelærer ved en fynsk
-Landsbyskole. »Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?«
-sagde Kristine Aftenen før Afrejsen. -- »Ja, det haaber jeg da,«
-svarede han; »det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden.« --
-»Ja, for der er jo nu Hansen, ... han kan vel ikke holde ud saa meget
-længe endnu ... og saa kunde jo Fader nok ... i Sogneraadet ... hvis
-De da havde Lyst til at bo her.« -- Denne trofaste Fremtidsplan
-smigrede ham meget, skønt han ikke fæstede synderlig Lid til den. Ved
-Afskeden var Kristines Øjne rødkantede, og han var ogsaa noget
-beklemt ved at sige Farvel.
-
-Den gamle Lærer, hvis Medhjælper han var bleven, var en affældig
-Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skæg, i
-ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte
-Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelæns
-Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og øste
-deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer.
-Han var næsten ganske sløv og aldeles ude af Stand til at lære Nogen
-noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt
-Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv
-at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var
-Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog
-en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til
-Pakningen af Posttasken, der maatte hænges ud paa Ledstolpen ved
-Landevejen en halv Time før Tiden, hvilken resterende halve Time saa
-tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad
-den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar
-saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den
-klodsede, gamle Karet i en haabløs Bevægelse, -- saa var det
-Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Lædertaske,
-og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersøgelse af hans
-Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af
-Lærredssækkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var
-hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne
-og give igen, men blev ved at staa og vrøvle og klynke over det uhyre
-Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde
-fra det andet Værelse, hvortil Døren stod aaben, gav ham en skarp
-Ansporing. Det var hans værdige Mage, der næsten altid laa begraven
-under en uhyre Dyne, skønt hun ikke fejlede andet end en perennerende
-Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i
-opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu
-mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel
-indelukket Sovekammerluft.
-
-I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig
-fra, gròde Savnet frodig op. Han lærte i disse ensomme Timer, hvor
-meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes
-Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og
-han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra
-hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og
-tilladende Smil til den kønne, unge Lærer. Han spøgede gærne en Aften
-bort med dem, men det var den stille, noget træge Sjællænderinde, der
-holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da
-de søge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle
-rorløse bort af Drømmenes lunefulde Bølger. Og naar han i et ensomt
-Drømmeri digtede sig ind i en lille naiv Kærligheds Dialog, saa sang
-den anden Stemme ikke i det opskræmmede Ømaal, men drævede lidt paa
-det flade Sydsjællandske.
-
-Nogen Omgang fik han dog snart med Præsten, hvis Have grænsede op til
-Skolens. Pastor Lindekær var en lærd Theolog; ved Siden af sit
-Studerekammer havde han en rigtig Biblioteksstue. Den høje,
-duknakkede Mand, hvis behagelige Ansigt havde faaet noget af
-Pergamentbindenes blege Glans, lagde gærne sine Kommentarer til Side
-for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye
-Lærer, hvis Væsen var let og utvungent, snarest som en Students,
-uberørt af Seminaristernes sædvanlige ubehjælpsomme Stivhed. Men han
-var ogsaa en velsèt Gæst i det mindre stille Familje-Paulun, -- enten
-det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brændeilden
-i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over
-det grønne skotske Gulvtæppe, med det aabentstaaende Klaver, med
-Rafaels Kartoner paa Væggene og den store gyldenkædede Hængelampe
-over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der
-havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit
-grelle Snelys, -- eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med
-de aabentstaaende Glasdøre ud til store, sødtduftende Linde, der
-kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, højt op over Taget, overskyggende
-en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han
-indfandt sig her, -- helst paa den Tid, da Dugen var bredt til
-Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine
-Dampskyer ud --, saa var han sikker paa en hjærtelig Modtagelse af
-den lille Præstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede
-hendes smukke Tænder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante
-Udtryk, der klædte hende saa henrivende og syntes at gøre hende
-dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit »kære«, ledsaget
-af en Opfordring som: »vær saa snil at række mig Sukkeret«, eller
-kortere: »Tak for lidt Fløde«, medens hun stellede med Kaffetøjet,
-omringet af sin Børneflok, hvoraf den ældste Datter snart skulde gaa
-til Præsten, medens den yngste, der ifølge Navnet maatte høre til
-Hankønnet, blev baaret ind af Ammen.
-
-Undertiden kom religiøse eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem
-ham og den lærde Pastor Lindekær. Og da Hjorth engang havde vovet sig
-til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens
-Skabelseshistorie, laante Præsten ham en Oversættelse af Godets
-Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som
-lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens
-mandige Forskerviden søger at slaa Bro mellem begge, -- og han følte
-sig beroliget derved.
-
-I det hele skærpede denne Omgang hans Videbegærlighed. Han syntes sig
-selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne èt Sprog forekom ham
-nu næsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham længer
-Arbejdstid, begyndte han møjsommelig at lære sig selv Tysk efter
-Præstens Anvisning.
-
-Saaledes levede han i Øjeblikket ret behageligt, trods sit nærmeste
-uappetitlige Selskab, ved Hjælp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde.
-Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax
-inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham
-paa Bordet; -- og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en
-duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten
-rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa
-tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens
-Daglig- og Spisestue. -- Men sin største Tilfredshed havde han af
-Skolen, der fra en frygtelig Forsømmelighedstilstand efterhaanden gik
-bemærkelig frem, saa at Præsten efter den aarlige Examen kunde
-bevidne ham sin særdeles Tilfredshed.
-
-Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde
-umulig synderlig længe holde sig paa den Plads, som han aldrig havde
-udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Dødens Naade,
-henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for,
-at Hjorth vilde blive hans Efterfølger, da han understøttedes af
-Præsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lærer. Det galdt
-blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung
-Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en
-frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, -- et Embede, der magelig
-kunde føde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrænset Antal
-Børn.
-
-Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa læste
-han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland
-var død og Embedet opslaaet vakant ... Herregud! var han nu færdig!
-Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig
-denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede,
-kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud
-til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse
-Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde
-Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«.
-Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i
-Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle
-Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte
-Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men
-yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt
-med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk
-ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat ... Det faldt
-ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt
-af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede.
-Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa
-hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og
-pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve
-igen paa samme Sted som hun.
-
-Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde
-lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det.
-Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? ...
-Han kunde jo dog prøve ... Rigtignok var Udsigten bedre, naar han
-ventede ... Men èn Fugl i Haanden -- man vèd hvad man har o. s.
-v.... og desuden --
-
-Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per
-Andersen med et inden i til Kristine.
-
-Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine
-som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. -- Det
-var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde
-vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de
-vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens
-Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke
-nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde
-sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet
-Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de
-forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; -- han
-røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis
-Hoved revnede af Skorpen. -- Men for en ung Mand var det jo da
-ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale
-om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der
-blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været
-meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.
-
-Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.
-
-Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en
-halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà
-lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og
-fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den
-gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu
-skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen
-snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.
-
-Saa rejste han.
-
-I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken,
-og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra
-Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun
-anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med
-hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En,
--- et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud
-til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, -- til en Anden, til Alle, til
-ingen Ting ... Han takkede hende: -- det var jo hendes Skyld, at han
-var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen
-før han rejste. -- Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den
-Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham
-i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa
-maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i
-gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at
-lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der
-deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen,
-og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte
-Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren
-og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. -- Kristine havde
-hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets
-Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han
-forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:
-
--- Har De Lyst til at se mit Udstyr?
-
--- Udstyr! ... Skal De giftes?
-
-Kristine blev rød i Hovedet:
-
--- Ja--a, det skal jeg vel nok -- en Gang ... Hvis da Nogen vil ha'e
-mig, tilføjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. -- Men nu
-skal De se! vi har været flittige.
-
-Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en
-Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener,
-skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev
-ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han
-havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over
-Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun
-fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes
-Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde
-gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans
-pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.
-
--- Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind,
-paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende
-ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i
-Lavens grønne og gulige Toner. -- Velkommen tilbage, Hr. Lærer! ...
-Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. -- Kom nu her
-ind til mig.
-
-Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de
-blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik
-sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin
-fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en
-ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. --
---
-
-Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig
-elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den
-Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have
-raadført sig med Gud og sin Samvittighed, -- saa var denne Tvivl
-bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes
-Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt
-han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre
-tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der
-tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel,
-hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«,
-og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« -- alt
-dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i
-denne Pige. --
-
-Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens
-Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger
-vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over
-hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den
-grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et
-officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte
-Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han
-kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han
-Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.
-
-Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for
-de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og
-hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes
-at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme
-med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst
-Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo
-ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde
-Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i
-Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra
-Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Væsen og en
-bestikkende Duft af Københavns Mysterier ... Denne Medbejler
-foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det
-ham at se hende saa attraaet.
-
-En Søndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth
-om et Besøg hos Henriks Forældre Dagen før. Især dvælede hun
-beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa
-Væggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende
-Fjerbusk og dragen Sabel, sprængende frem i Forgrunden paa en
-fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden saà en
-brændende By.
-
--- Ja, men at -- Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet,
-etter hvad jeg har hørt, bemærkede Per Andersen skeptisk.
-
--- Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa længe, at han
-har været med, tilføjede Moderen.
-
-Hjorth trak stærkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rød i Hovedet.
-
--- Næ--æ, ... det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans
-Moder ... Men--n, at -- li'egodt var det da grumme pænt.
-
-En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sæden for længe siden var
-kommen ind, holdt Per Andersen Høstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede
-Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de
-københavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skørterne fløj om dem og
-viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i
-pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en
-trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham.
-Imidlertid, -- alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og
-han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste
-Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bænken, paa hvilken
-Pigerne sad som Høns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede
-Næves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende
-eller tilladende »Væ's go'!« -- Paa denne Tommelfinger som paa en
-Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men
-Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte,
-hvorfor hun ikke vilde danse med ham. -- ... Det havde hun ikke sagt,
-hun ikke vilde.
-
--- Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?
-
--- Næ--æ.
-
--- Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han
-Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlængden i èn tvetrinnet
-Mazurka-Vending. De blev næsten eneste Par.
-
-Hjorth stod i en Krog og ærgrede sig. Han var ingen Danser af Rang,
-og nu var han tydelig nok overfløjet. Hun førtes forbi ham i
-stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljesløshed af den stærke
-Arm, og han saà hende, blussende rød, med bøjet Hoved og halft
-sænkede Øjelaag, næsten daane under det hede Aandedræt, der bevægede
-de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. -- --
-
-Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud,
-og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen,
-og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var
-begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa
-havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke
-graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at
-stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen
-end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som
-Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en
-Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde
-ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog
-ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det
-med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det
-bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at
-hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer;
-men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om
-Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre
-til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres
-Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et
-langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke
-kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig
-Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos
-Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker
-og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Klædningsstykke, hun
-aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og
-saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel
-Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede
-en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa
-Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vægtskaal sank. -- --
-
--- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom
-havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her,
-udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte
-Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række
-ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende
-til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor
-den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i
-en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de
-enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige
-Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet
-drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nølende. Blandt de Par, der
-havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt
-de nølende Hjorth.
-
-Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv
-Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og
-havde besøgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet
-Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund
-til at afslaa, skønt hverken hun eller Forældrene syntes rigtig om
-det. Især mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget
-ugudeligt noget, og saadan i Efterhøsten kunde det let slaa sig paa
-Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dèr sad jo Hjærtet.
-
-Hjorth havde rejst sig fra sine Bøger, saasnart han saà Toget komme
-forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine
-var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag
-Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at
-foregaa.
-
-Paa den lange Bænk op til Længen langsmed Keglebanen havde Selskabet
-taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved
-Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sædvanlig
-begyndt at synge.
-
-Oktobernatten var mild og stille. Gadekæret foran laa tinblankt med
-en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede
-som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umættelige Mørke,
-medens ovenover de yderste Blade paa Hængepilene drejede sig som
-Sølvlancetter. Lidt længer borte stod Kirken med Tagets og Taarnets
-takkede Gavle massiv mørk mod en disblaa Himmel, hvis Stjærner
-tindrede mat gennem et fint Maaneslør; ved dens Fod, paa den høje
-Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de
-læderblanke Valnøddeblade, som hang ud over Havegærdet, krydrende
-Luften med deres æggende Duft, og Karvillerne glødede i en mørk
-Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset blødt ned over de mossede
-Straatage og sad fast, med en kold grønlig Tone, paa Længernes
-Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rødt Lys brød forstyrrende ud
-af denne afdæmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige
-Landsby.
-
-Det værste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa
-hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrømmelse til denne
-vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, højdrøvelige Vise om
-Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrævede, sløjfede Toner
-var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Kærlighed. Nogle unge
-Pigeøjne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekæret, hvor den sorte
-Stribe syntes at være et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette.
-
--- Nej hør nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig
-gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan
-synge fra Leveren.
-
--- Ja op med en, Henrik!
-
--- Nej, jeg har jo sunget for.
-
--- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine.
-Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de
-gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra
-Sangerindeknejperne.
-
--- Nej nu staar Læreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han
-kan synge for udenfor Kirken ogsaa.
-
--- Ja, dèr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemærkede
-Kristine.
-
--- Lad gaa da; men saa gælder det en Plads midt paa Bænken, sagde
-Hjorth, der stod op foran dem, lænende sig til Keglebanens
-Kuglerende.
-
-Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede
-Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo.
-
-Hjorth valgte en Kærlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som
-endte med de beskedne Ord:
-
-    Du kan aldrig faa en bedre Mand,
-    End naar du gifter dig med mig. --
-
-Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor,
-trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun
-bøjede sig frem og lo.
-
--- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ...
-Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?
-
--- Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en
-anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine,
-idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om
-hendes Liv.
-
--- Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik,
-bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du
-til en Runde bagom Haverne?
-
--- Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den
-ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.
-
-Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige
-Sammenkomst begyndte.
-
-Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen,
-hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider,
-ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de
-lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens
-Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske
-Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og
-syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et
-Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra
-Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt
-sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig
-en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt
-Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige
-Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en
-eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.
-
-Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om
-hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at
-tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik
-Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn.
-
-
-
-
-IV.
-
-
-Skolestuen er mørk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af
-den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa
-Stenene til at græde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens
-Længe; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klæder
-og med snavset Lugt. Gulvet er tilsølet med hvad der kan klæbe til en
-Snes Træsko af det sjappede Snepløre, som siver og pytter sig ud paa
-Gruspladsen og den opkørte Landevej.
-
-Iført en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhøjningen bag den
-sorte Pult, tæt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at
-holde sig usikkert paa de fire tynde Jærnben eller snarere hænge i
-det klodsede Rør, der knækker sig frem hen under det gistne, sodede
-Gibsloft. Men Ilden er for længe siden gaaet ud, og i den klamme
-Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth
-knapper den øverste Knap, Børnene puste paa deres røde Fingre, gnide
-sig i Hænderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres
-smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe
-og stampe, indtil han faar et irettesættende Blik.
-
-Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at
-svæve -- som en Husgud.
-
--- Men var der da ikke andet end Øde og Tomhed, Jens Peter?
-
--- Jou--ou, -- ded svæved over Vandene.
-
--- Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok
-kunne huske.
-
--- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede
-ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe.
-
-Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.«
-
-Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede
-Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede,
-pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et
-ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene
-sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: --
-
-»-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag _satte_
--- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre
-Stjærner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til
-_at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --«
-
-Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod,
-hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og
-Stjærnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at
-komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab
-havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet
-over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men
-han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor
-Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille
-Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være
-saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt
-det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og
-Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere
-som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende
-Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede
-Maal.
-
-Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere
-Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers
-enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede
-Ord:
-
--- Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og
-det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den
-syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og
-helligede den syvende Dag.
-
-Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben;
--- derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller
-Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som
-han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var
-ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der
-blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: --
-
-    »Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,
-    Und selbst am Ende »Bravo« sagt,
-    Da musst' es 'was gescheidtes werden.«
-
-Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der
-pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det
-maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det
-nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad.
-Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen
-var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden.
-At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her
-kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende
-Enfoldighed! -- Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det;
-det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen
-Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den
-overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse
-Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud
-ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen,
-puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. --
-
-Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den
-lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og
-traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse,
-med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den
-længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt
-Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode
-overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et
-fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs
-lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og
-overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en
-Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle
-Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe
-smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge
-faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter
-hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille
-Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge,
-medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger.
--- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede
-nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe;
-medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede
-sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig
-fast paa den graa Rude.
-
--- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker
-mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.
-
-Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin
-venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om
-hans Hals og faa et Kys.
-
--- Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa
-... Har du kløt dem noget idag?
-
--- Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.
-
--- Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især
-Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid.
-
--- Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med
-Pisken.
-
--- Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg
-kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det
-var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju --
-tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.
-
-Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i
-en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans
-Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med
-sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. --
-
--- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg
-... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en
-skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ...
-Hvad? ... en bitte Kende?
-
--- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. --
-
-Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa
-Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente
-det. Men hun lod ikke til at mærke noget.
-
--- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede
-Tobaksrøgen. -- Lad mig prøve? -- Og hun forsøgte at ryge, idet hun
-nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det
-morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og
-endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun træt af Latter og
-Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak
-var noget ledt Griseri.
-
--- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet
-hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine
-Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa
-Hosesokker til dig --
-
--- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig --
-
--- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu
-ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men,
-men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid,
-det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det --
-
--- Fy, skam dig Kristine!
-
--- Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu
-bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at
-sjoske herover.
-
-Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste
-sine kraftige, blaastrømpede Smalben.
-
--- Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig
-ned.
-
--- Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ...
-
--- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen
-noget til.
-
--- Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt
-... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja,
-det vil da sige, saadan til Maade.
-
-Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet
-imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til
-Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed
-kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de
-Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved
-Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt
-Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre
-Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for
-lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; -- men
-Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet,
-kunde han vel nok gøre sig Haab.
-
--- Jou vel, -- Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært
-godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog
-li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa
-gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er
-dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at
-det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de
-holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted --
-
--- Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget
-ved.
-
--- Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd
-du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og
-det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte
-os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa
-ku' du da gærne være li'esom de andre --
-
--- Men kære Kristine --
-
--- Se nu er der jo for Exempel Beck --
-
--- Ja, men han mener det jo.
-
--- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.
-
--- Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid
-udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.
-
--- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom
--- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa
-det --
-
--- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck
-maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa
-sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres
-Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet
-ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder
-sig ikke noget om Slesvig. --
-
--- Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen
-store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens
-Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han
-skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted --
-
--- Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet
-i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! --
-at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og
-grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Tørvetrillere
-her gjort for os?
-
--- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup
-Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl.
-
--- Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt
-og en Kugle ramte ham; -- havde han været en prøjsisk Bondekarl, var
-han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de
-andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig --
-
--- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse
-ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de
-andre.
-
--- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det
-ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.
-
--- Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske
-det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg
-nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og
-dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i?
-
-Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med
-marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og
-bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk.
-
--- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er
-dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad?
-... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde
-fra København? Kan du huske?
-
-    Og slaar mig engang Lykken Klik
-    -- Kli, kla, kli, kla Klik --
-    Saa ta'er jeg mig en Heinerik
-       Hi, ha, Heinerik.
-
-Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg
-tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ...
-Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg
-aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for
-at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en
-købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den
-mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en
-Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og
-den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har
-bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og
-forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels.
-
--- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.
-
--- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!
-
--- Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover.
-
-Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede
-gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet
-hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og
-tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem
-og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte
-Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem
-Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes
-Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et
-Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor
-eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa
-Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade
-i den.
-
-Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.
-
-Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort
-Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et
-Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den
-Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin
-Ret, og han fik kun Bladet krøllet -- -- -- --
-
-    Da ihr noch die schöne Welt regieret,
-    An der Freude leichtem Gängelband
-    Selige Geschlechter noch geführet,
-    Schöne Wesen aus dem Fabelland!
-    Ach, da ener Wonnedienst noch glänzte
-    Wie ganz anders, anders war es da!
-    Da man deine Tempel noch bekränzte,
-    Venus Amathusia!
-    -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
-
-Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange
-Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der
-aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne,
-forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af
-de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at
-nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det
-kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at
-gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed -- men de
-muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj
-legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og
-halvkendt forbi -- ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag -- den
-forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og
-uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed.
-Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land,
-blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og
-som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes
-Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde
-erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv
-maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens
-han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer,
-byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, --
-svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende
-Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med
-Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker,
-hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og
-bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter
-over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte,
-bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af
-Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som
-Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede
-Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem
-bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som
-maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som
-et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen,
-medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med
-Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden,
-hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad
-med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve,
-stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder,
-hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede
-som Vimpler. -- -- --
-
-Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa
-Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, --
-andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.
-
-
-
-
-V.
-
-
-Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lære sig
-Tysk. Med megen Besvær slog han sig gennem Læsebogens Fabler og de
-længere Prosastykker og naàde endelig til Digtene, hvoraf de fleste
-vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.
-
-Han begyndte at føle sig stolt. De to Klassikeres Værker straalede
-over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede
-Nøddetræs Bogskab i Præstegaardens Dagligstue. Det var ham, som
-beklædtes han med en ny Værdighed, da dette Poesiens Palads slog
-Fløjportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i
-hans fromme Hænder.
-
-Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur
-var ikke fintbestrænget nok til at vibrere med Werthers Lidelser;
-hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-klædte og
-paragraf-hægtede Uerfarenhed havde ikke Ærmegab nok til at favne
-Lidenskabens Fritænkeri, hans Aand, der var en digegrænset Havn
-for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og
-Trængselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige
-theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo
-fra Præstegaardens Side intet at indvende.
-
-Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«.
-Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde
-Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han
-hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte,
-dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn
-samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede
-Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og
-blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser,
-Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler,
-løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag
-og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og
-Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af
-hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi
-han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske
-Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den
-fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige
-Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets
-skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne
-forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og
-det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og
-stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede
-Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og
-af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af
-Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over
-den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den
-dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme,
-den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende
-Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har
-udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der
-for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand:
--- Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst,
-livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort
-imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for
-hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og
-indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der
-end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener
-Standkvarter, -- han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene
-som det andet nyt og stort.
-
-Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af
-»Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive,
-guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en
-hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne
-Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de
-tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig,
-forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn
-med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne
-Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes
-Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.
-
-Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og
-et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige
-Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i
-dem.
-
-Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i
-Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig,
-morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig
-indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore
-rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en
-Stormdag knækkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os,
-og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor
-første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; --
-men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra
-os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang
-fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor
-Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden
-river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under
-andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har
-vundet sig Hæderskranse, han vil dække _deres_ Blottelser med det
-selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes
-svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem
--- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!
-
-Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.
-
-Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der
-gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det
-smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige,
-hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de
-germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes
-Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra
-Bethlehems-Stalden.
-
-Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og
-glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det
-indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige
-Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som
-gav et smerteligt Sting.
-
-Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret
-tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig
-for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde
-komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe,
-gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de
-Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde
-sig, skønt han kendte dem saa godt.
-
-Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af
-disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at
-aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i
-hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun
-havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester;
-hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte
-han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet
-Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tænke paa
-Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.
-
-Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens
-kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en
-tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge
-udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede
-efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke
-Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.
-
-
-
-
-VI.
-
-
--- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dèr ... paa Pulten, sagde Pastor
-Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han
-derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i
-Ansigtet.
-
-De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset,
-et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en
-apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en
-gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt
-Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade,
-religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en
-Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten
-Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes
-Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne
-Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun
-nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens
-nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger
-havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med
-tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød,
-taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige
-Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal.
-Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en
-zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste
-stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en
-løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.
-
--- Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè?
-spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som
-saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig
-tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende
-sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.
-
-Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv,
-vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke
-var Træk i.
-
--- Ja det, som Præsten siger, det -- kunde jo ikke være saa galt ...
-Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet
-mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde
-kunne lade sig gøre --
-
--- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, --
-det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja,
-ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar
-De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ...
-Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud --
-over.
-
--- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa
-Studeringerne.
-
--- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ...
-hvad? ... De er jo en pur ung Mand --
-
--- Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede
-sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er
-saamæn snart fireogtyve --
-
--- Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ...
-Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De
-saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De
-jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ...
-Ja jeg mener ikke nærmest materielt, -- skønt vi er jo da alle noget
-Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne
-føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. -- De stræber
-videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet,
-he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo
-nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se
-Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver --
-jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en
-ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prædikant.
-
-Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa
-Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at
-faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte
-læse op. Han var ingen Prædikant.
-
--- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad
-der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.
-
--- Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?
-
--- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg
-skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at være Sjælesørger for en
-Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg
-ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald
---
-
--- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed
-... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det,
-Hjorth ... Man--n -- kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det
-indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der
-mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger,
-ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første
-Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid
-saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han
-skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor
-gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --
-
--- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig
-alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet
-bedre i en anden Stilling --
-
--- Naa, ja, De tænker paa Provst Storm --
-
--- Ogsaa paa ham, ja.
-
--- Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har
-Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads
-i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han
-virker dog meget -- anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke
-kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben
-imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke
-bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot
-tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og
-efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trænger --
-dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal
-se, det vil alt vende sig til det bedste.
-
-Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at
-have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han
-atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket
-Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.
-
--- Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa -- man vèd jo
-ikke, hvordan det kan føje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre
-Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer --
-det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke
-sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor,
-Doktor Petersen, -- en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket -- han
-er ogsaa bondefødt, -- ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har
-kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var
-Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dèr kan man se!
-
--- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?
-
--- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at
-sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre
-Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes
-Kakkelovnen ryger, -- brød han pludselig af, idet han rejste sig.
-
--- Ja, den er ikke helt fri for det.
-
--- He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en
-udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften
-god, den ventilerer, aah! -- jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer
-op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange
-Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den sætte
-op, det er min Idè; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? --
-Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at
-kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at
-lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til
-... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamæn ikke komme til at bande
-mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tænke
-paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~,
-som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar
-ikke Latin.
-
--- Nej endnu i al Fald ikke.
-
--- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa
-Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa længe.
-
--- Aa, hvad det angaar --
-
--- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad!
-... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih
-du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand,
-Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. -- Stine! har
-du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Præstekrave?
-
-
-
-
-VII.
-
-
--- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny
-Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig
-tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe
-ned fra. -- Han ... hvad er det nu?
-
--- Frederiksen.
-
--- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?
-
--- Jo, vist har jeg saa -- men --
-
--- Naa, hvordan --?
-
--- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid.
-Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.
-
--- Hm! -- ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage,
-dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa
-den tilklattede Voxdug.
-
--- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde
-truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og
-sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, -- han skulde naturligvis
-have Brændet ligesom Formanden --
-
--- Naa saadan -- ja vel! -- he! Godsforvalterens lille runde Mave
-syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og
-fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han
-Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet
-han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:
-
--- Ja, hør vèd De hvad, Jessen, -- De kan saamæn godt skrive til
-Prokurator Meyer imorgen.
-
--- Hvad mener Godsforvalteren? -- om --
-
--- Ja, netop ... Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende
-Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres
-overlegne Skarpsynethed.
-
--- Men naar vores Bøger -- --
-
-Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet:
---
-
--- Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! ...
-Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger ... Ja, lad dem forlange dem
-... Vi vèd ikke noget af det; -- Regnskaberne er kommet bort; der har
-været en rædsom Uorden paa Godskontoret -- i den forrige Forvalters
-Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa -- --.
-Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan
-Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn ... Hvem er det, der
-gaar over til Dem? -- aa, det er jo Lærer Hjorth, -- ja det er sandt,
-nu skal han nok ikke være Lærer mer --
-
--- Hvordan det?
-
--- Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven
-af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, -- en
-lille Lhumber, forstaar De -- og han fortalte, at Hjorth vilde til
-København og studere Theologi; -- det var saa godt som afgjort. --
-Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt
-Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; -- nysselig
-skabt, -- det ved Gud -- --
-
-Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri
-Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han
-havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade
-Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende
-Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, -- og hans
-behandskede Haand strakte sig velvillig frem: --
-
--- Farvel, Jessen.
-
--- Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken.
-Vi skulde vel snart til at tage fat paa den -- Synet udsatte jo en
-hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, -- ja
-De var jo selv med --
-
--- Ja vel, ja. -- Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til
-Brændet ... Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? ...
-Naar det endda var mig, hvad? ... men De, -- he, De skulde saamæn
-høre, saadan som Pastor Krarup --
-
--- Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget --
-
--- Saa, synes De det? -- he! det var da ellers en àparte Mening,
-afbrød Godsforvalteren ham -- med forkert Betoning paa »aparte« ...
-Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet
-... Men apropos om Deres Kirkelighed, -- hvad er det, Pastor Krarup
-fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?
-
-Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig
-over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:
-
--- Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det --?
-
--- Men Deres Datter, kære Jessen -- det er rigtig en vakker ung Pige
--- særdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden
-Religion, -- det gaar dog virkelig ikke an -- --
-
--- Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de
-Omraader -- --
-
--- Ja, Gud bevares, -- der maa enhver følge sin Overbevisning, -- det
-giver jeg Dem fuldstændig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja,
-jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt ... Følelsesmenneske -- naa,
-men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden
-... Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke
-til, -- der vilde blive talt overmaade meget derom, -- og jeg finder
-nok -- at -- i Deres Stilling -- Ja, ja, kære Jessen, ser De, --
-saadan, -- dette, -- et Gods, et Gods -- (og Ravn gjorde en bred,
-besiddelses-tagende Haandbevægelse) -- det er -- til en vis Grad --
-en _In_stitution, -- og enhver -- der indtager en Stilling ved en
-saadan _In_stitution, -- maa -- til en vis Grad -- bøje sig -- og --
-i sin ydre Optræden -- rette sig -- efter den Aand -- som -- hersker
-ved denne _In_stitution -- (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa
-første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det
-træffende Ord).
-
--- Det vil sige Grevens Aand?
-
--- Det vil -- naturligvis -- i sidste Instans -- sige Grevens Aand,
-indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille
-indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt
-Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste
-en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og
-Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.
-
--- Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? ... det hele drejer
-sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, -- ja, De vèd jo selv,
-hvordan han har det: -- han siger jo altid: »Fanden lyne i de
-Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« ... Ja, han har jo
-saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged ...
-Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren
-Formalitet. -- Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det
--- hm! ... men--n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger
-... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind,
-kære Jessen! De, som ellers er saa konserva_tiv_, saa konserva_tiv_
-... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, -- betænk -- det Ansvar ...
-En Mand, -- naa, ja -- men en _Kvinde_! ... »Betænk, hvad er en
-Kvinde!« ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik
-er nu mit Sværmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev kælen,
-drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) ... »Wer nicht
-liebt Wein, Weib und Gesang« ... Ak ja! det var en Guds Mand, den
-Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt,
--- det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, --
-det uklare, dragende, -- dette -- hvad skal jeg sige? -- denne
-oversanselige Duft -- hm -- er ikke den religiøse Stemnings
-Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori
-denne Blomst skal oplukke sig? -- Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg
-ikke kan finde Ord, der -- --. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske,
-en Romantiker, om De vil; -- ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men
---. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu
-over Sagen. -- Farvel, Farvel!
-
--- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af
-Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig
-Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den
-øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne
-Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske
-Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets
-Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.
-
-
-
-
-VIII.
-
-
--- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup
-er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè -- --
-
--- Han faar heller ikke mange af dem --
-
--- Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ...
-jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var
-fornuftigere end at blive ved --
-
--- Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det
-fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere
-eller Vrøvlere --
-
--- Naa, naa Jessen --
-
--- Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, -- jeg
-vèd Fanden ikke.
-
-Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort,
-stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en
-pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv
-Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den
-slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave
-Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar;
-Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu
-mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis
-brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og
-gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.
-
--- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres
-Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup
-op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde
-dog været for -- og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket
-af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun
-skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tænkt
-mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede
-paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik
-aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte
-som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det
-stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og
-alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok:
--- nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle
-Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn
-til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa
-blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine
-Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg
-svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at
-lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit
-Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at
-hun behøvede at tygge Oblater dèrfor -- ja for jeg blev jo ogsaa
-heftig, -- det kan jeg ikke nægte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg
-nu ladt være med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde
-med Døren ind i Huset til En. --
-
--- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge
-Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.
-
--- Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et
-trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i
-Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine
-Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker,
-bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den
-bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa
-paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det
-hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse
-beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at
-være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med
-den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne
-under den lave Pande.
-
--- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var
-vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens
-han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme
-virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i
-Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive
-døsigt i Kakkelovnen.
-
--- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor
-skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver
-dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du
-dig til Taals ved de Pligter, som du _har_ af den Sort, de kan saamæn
-være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De
-stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle
-jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.
-
-Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i
-en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne.
-Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt
-og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for
-nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.
-
-Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte
-uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans
-Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den
-til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som
-uformeliggjorde hans Kæmpefod.
-
-Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den
-normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den
-var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent
-hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om
-Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at
-slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man
-lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en
-Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning
-ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en
-Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs.
-Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene
-et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne
-Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt.
-Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør
-saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give
-deres Børn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar
-ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at
-tænke paa dem i den næste. -- Men dette normale tredje Stadium naàde
-Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa
-Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik
-sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde
-i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade;
--- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser
-ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede
-ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig
-mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde
-Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød
-med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin
-Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og
-Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i
-sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten
-til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede
-Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end
-de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem
-dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der
-før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og
-udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure
-og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne
-Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i
-verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til
-Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig.
-Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin
-Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde
-forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest,
-der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans
-Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var,
-vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just
-ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og
-specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde
-han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at
-uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han
-ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle
-Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons
-dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik,
-deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants
-Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den
-blotte Fornuft«; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter,
-Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde
-Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur,
-lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem
-Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags
-Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste
-nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens
-evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes
-Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede
-Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud,
-Frihed, Udødelighed. -- Han blev deres Lærling, en begejstret,
-lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet
-Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det
-overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som
-et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste,
-landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og
-hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om
-det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --
-
-Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det
-begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og
-bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i
-den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig
-paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte
-sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.
-
--- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige
-dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man
-saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger,
-rigtig fornuftigt ... Men--n, -- det staar nu saadan for dig, og du
-kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog
-Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lært noget ordenligt,
-saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det
-maa være saadan.
-
--- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med
-meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen,
-den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, -- ser du,
-det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne
-... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget
-Kald til at blive Præst.
-
-Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at
-Jessen kunde se det gennem Halvmørket.
-
--- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan
-ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende
-Stilling.
-
--- Tror du, jeg er tilfreds i min?
-
-
-
-
-IX.
-
-
-Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den
-tilsigtede.
-
-Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte
-hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa
-kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa
-oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at
-følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin
-Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at
-være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde
-komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over
-det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde
-Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han
-aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde
-Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! -- Og
-han stod raadvild over for alt dette.
-
-Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte
-Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets
-Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle
-Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke
-kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem,
-ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var
-nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.
-
-Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel
-sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de
-ikke alle deres Børns Lærere? -- raadede de ej over Børnenes Tro?
-
-Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om
-ham. Og _han_ maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i
-en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn,
-skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod
-hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed,
-som Livets Brød, naar det blev undersøgt, -- for ham vilde det være
-en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i
-andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart
-indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.
-
-Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det
-selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal,
-Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.
-
-For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en
-ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa?
--- Præst kunde han saa ikke blive; -- og Lærer igen? -- den Dør var
-nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den --
-udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.
-
-Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder
-i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig,
-at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro,
-saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af
-Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at
-han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at
-skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af
-hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde
-Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel.
-Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad
-Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da
-hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens
-Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde
-og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at
-se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken,
-Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg
-deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis.
-For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu
-stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene
-begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen
-blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med
-en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede
-Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig
-paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke,
-mumlede han i Skægget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde,
-dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et
-sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. -- Da
-spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud,
-og ønsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det
-kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede:
-»Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste,
-heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« --
-
-Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig
-paa?
-
-Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. --
-
-Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være
-slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og
-Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt,
-Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede
-Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede
-Jamber, -- Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.
-
-Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod
-sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske
-Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt
-efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres
-sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de
-samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som
-han nu fik at høre fra en Vens Læber.
-
-Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde
-til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være
-Præst, naar De er et Par og Tredive,« -- det var dybt inde i ham de
-fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! -- kun bort fra
-denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«
-
-
-
-
-X.
-
-
--- Men Per Andersens? -- det var Hjorths første Tanke den næste
-Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.
-
-Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved
-Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.
-
-Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede
-Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede,
-hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler
-strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der
-dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt
-Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud
-fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første
-Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt
-bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert
-Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den
-ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde
-over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. -- Paa en
-Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste
-Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil
-han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken,
-hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede
-en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem
-Fingrene.
-
--- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet
-... Du er ellers svært morgenduelig idag.
-
--- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med
-Sagen ... Naa hvordan staar det?
-
--- Aa jo, -- vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er
-endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er
-en Ynk --
-
--- Hvad gør de?
-
--- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor
-vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det
-Nedslag ... Og -- vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi
-inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per
-Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre
-stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dèr
-ovenover, det er li'egodt stort.
-
-Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.
-
--- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.
-
--- Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se -- det er jo
-rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt
-den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.
-
-Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det
-raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.
-
--- Hør, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt
-paa en større Forandring.
-
--- Saa--aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven
-skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre
-Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, -- ja, jeg vèd jo nok, du vil
-forandre dig, men--n ... at ...
-
--- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som
-Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere
-Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.
-
-Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de
-spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte
-Halsklud.
-
--- Naa saa _det_ vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers
-aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke
--- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?
-
--- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte
-det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.
-
--- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa
-det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de
-Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han
-tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa
-ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der
-slæbte Hamlerne efter sig.
-
--- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det
-sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup,
-saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da
-heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da
-noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end
-som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det
-kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de
-voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan
-faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. --
---
-
-Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres
-Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en
-Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa
-Bordet.
-
--- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem
-idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?
-
--- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom
-du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa
-tales ved om.
-
-Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med
-bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog
-Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.
-
--- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med
-de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den
-Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en
-Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor
-takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.
-
-Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids
-af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et
-Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede
-en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar
-saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den
-opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da
-Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.
-
-Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit
-Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig:
---
-
--- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke
-noget af.
-
--- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.
-
--- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --
-
--- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.
-
-Men pludselig brød hun løs: --
-
--- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og
-dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end
-jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig
-aldrig mere igen -- aa -- aa --
-
-Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op
-til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.
-
--- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.
-
-Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende
-Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig
-kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa
-højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var
-det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin
-retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig
-selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende,
-medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.
-
-Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige
-Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de
-modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun
-vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig
-om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...
-
-Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt,
-tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene
-af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde
-Hage.
-
--- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.
-
--- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede
-Moderen.
-
-Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads
-Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens
-den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han
-løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede
-ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og
-fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde
-han være den sorteste, utaknemligste Usling --
-
--- Ja, det mener du _nu_, afbrød hun ham med et mat Smil.
-
--- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er
-ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden
-mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med
-Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da
-li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko,
-naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa
-vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er
-værd at vove paa.
-
--- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre
-ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være
-den bedste Stund, jeg har levet.
-
--- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo,
-det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at
-Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel
-Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde
-for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg
-tænker over det, houer det mig svært godt.
-
-Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske
-trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin
-lille Præstemand.
-
-
-
-
-XI.
-
-
--- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup,
-hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i
-Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne,
-Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft
-f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end
-til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes,
-ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ...
-Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med
-en særlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for
-et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde
-saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel,
-han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det
-nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til
-Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham
-vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat
-forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?
-
-Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre
-sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt
-i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den
-lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i
-Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort
-betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige
-Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af
-Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet
-hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. --
-
-Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne
-oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have
-slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om
-Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af
-den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium
-før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne,
-Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger,
-afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske
-Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende
-med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store
-Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede
-bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.
-
-Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke
-Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han
-dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget
-Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.
-
--- Ah, Lærer Hjorth! -- god Dag, kære Hjorth, god Dag. -- Han fik
-endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. -- De har
-noget særligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- næ--næsten
-tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax
--- æh --
-
-Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk
-Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende
-Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare
-rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og
-rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler
--- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til
-Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning
-om Antallet af Fødte og Døde.
-
--- Naa! --
-
-Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til
-opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af
-Munden.
-
--- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige
-Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm
-understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for
-»at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en
-Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige
--- naar De har Lyst -- hm! -- naar De føler dette Kald -- saa -- ja,
-jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at
-Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var
-ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne
-i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. -- -- Skønt
-det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle
-miste en saa dygtig Lærer, -- en intelligent, fremadstræbende ung
-Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk
-Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds
-Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til
-en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa
-skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!
-
-Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt
-nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have
-sparket Broen bort.
-
-Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om
-sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at
-komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade
-Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme
-Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar
-det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds
-enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde
-forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de
-fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.
-
-
-
-
-XII.
-
-
-Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at
-Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans
-Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt
-for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning
-fik Forældrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel
-allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte
-ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede
-dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster,
-som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i
-Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende
-Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme,
-theologiske Rum.
-
-Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som
-et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i
-vort fredelige Land. Den talte -- som et hæsligt Modbillede til
-Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med
-Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor
-Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over
-vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen,
-den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han
-kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som
-en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i
-blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans
-Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af
-Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med
-Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end
-Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og
-ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, -- dette hvidfødte,
-enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from
-indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de
-fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i
-Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte,
-Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra
-Tørvemosens Husmandsrønne.
-
-Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før
-Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og
-Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke
-nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna,
-der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters
-Læber, -- saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at
-fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, --
-ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle
-Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever,
-netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med
-det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som
-Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt,
-langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin
-Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde
-ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; -- det var jo
-kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene
-aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de
-efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde
-komme endnu flere, og de strømmede derind -- Kirkefædre-Sprog og
-Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en
-mylrende Mængde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde
-og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de
-snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der
-var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig
-en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen
-for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af
-alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt,
-langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen,
-hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie,
-udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige
-Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv,
-svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler
-og Stridsartikler.
-
-Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om
-Væxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Kætteri;
--- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og
-Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne
-Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet
-Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han,
-uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde
-andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i
-Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste
-de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans
-utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden,
-gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i
-Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i
-Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man
-udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa
-mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig
-selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at
-lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.
-
-Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han
-halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium
-foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis
-Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det
-var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem
-en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog
-ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem
-han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis
-interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den
-Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.
-
-Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet
-med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa
-trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af
-Philippenserne II, 6-11«.
-
-Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte
-ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede
-Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som
-syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa
-Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var
-Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.
-
-Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom
-lagte til Rette for ham. --
-
-For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets
-Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en
-enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til
-at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse
-syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom
-Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan
-bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa
-ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over
-og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da
-Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor
-Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme
-venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en
-Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.
-
-Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den
-theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne
-Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle
-holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det
-ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham,
-der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske
-Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et
-godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge
-Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine
-kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning
-med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin
-stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes'
-Aabenbaring: »Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og
-tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men
-De behøver ikke at kunne dem alle sammen« -- Paa den anden Side
-begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske
-spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori
-Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen
-efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om
-Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man
-tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske
-degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder.
--- I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor
-Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme,
-han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans
-Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes
-Tronbestigelse.
-
-Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig,
-mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og
-tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.
-
-Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det
-theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans
-Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en
-Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var
-ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes
-gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir,
-Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede
-sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. -- Thi fornylig havde netop
-en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi
-Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa
-Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske
-Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa
-falder Danmark«.
-
-Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.
-
-
-
-
-XIII.
-
-
-»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige
-Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne
-Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. --
-Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den
-vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer
-Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math.
-21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn
-udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd
-søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.).
-Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede
-af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i
-Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges
-lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv
-byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle
-enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa
-Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der
-neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin
-Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte
-Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math.
-5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu
-lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister
-kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil
-skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).«
-
-Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste
-denne nylig skrevne Side højt for sig selv. -- Affattelsen af
-saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en
-novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt
-Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk
-Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav
-Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes«
-til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses
-som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han
-dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring
-af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og
-ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; --
-Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.
-
--- Kom ind! --
-
-Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og
-med en ny Studenterhue i Haanden.
-
--- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende
-Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.
-
--- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at
-hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor
-Krarup i Fredløse.
-
--- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker
-gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. --?
-
--- Hjorth.
-
--- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt
-paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre
-Student?
-
--- Nej, jeg er Rus.
-
--- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ...
-Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?
-
--- Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i
-Yderslev.
-
--- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa
-De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ...
-De er maaske barnefødt dèr?
-
--- Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.
-
--- Sønderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet
-Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa
-Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt,
-jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte
-saa selv mere Lyst til at blive Præst?
-
--- Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden
-tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple
-Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at
-være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens
-Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde
-ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres
-videnskabelige Begrundelse. --
-
-Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert
-Øjeblik rød i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen,
-opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt
-havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk,
-som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han
-tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt
-indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de
-glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres
-altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette
-Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret,
-betragtede den Talende paa Examinationsbænken.
-
--- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske
-Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge
-Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster -- hm! -- især
-Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for
-Aanden, -- naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig
-deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor
-kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa
-staa Dem nærmere -- har -- --
-
--- Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med
-Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian
-Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig.
---
-
--- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog
-ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse
-Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo
-ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det
-vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det
-mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa
-saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel
-nødig trække det længer ud end nødvendig.
-
--- Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?
-
--- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg
-kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg
-Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi
-jeg var Bondesøn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme,
-som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget
-flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt.« -- ... Ja, ha,
-ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store
-Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De
-om at tage Artium?
-
--- To Aar.
-
--- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et
-helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu
-ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt,
-det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den
-anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det
-faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament --
-kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er
-Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i
-Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det
-gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer,
-de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo
-daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det
-er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er
-alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er
-fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men
-til Evangelierne vèd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens
-Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De
-anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være
-Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes
-Clavis ...
-
-Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan,
-anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var
-kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og
-Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der
-var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var
-bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne
-Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt
-som Kirkehistoriens og Exegesens.
-
--- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over
-for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, --
-hvad var det nu Sønnen -- han var lidt ældre end jeg, -- Per hed han,
--- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.
-
--- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med
-hans Datter.
-
--- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet
-Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med
-Tiden.
-
--- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil
-jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og
-undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.
-
--- Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? -- det hører jo med til
-min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget
-personlig for de Studerende ... Naa Farvel! -- og se saa op til mig,
-naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har
-noget paa Hjærtet -- ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan,
-at ogsaa Hjærtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen,
-træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage
-imod ... Farvel.
-
-Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til
-Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres
-stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5,
-5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.
-
-
-
-
-XIV.
-
-
-Hjorth bòde i en gammel Gaard i Fiolstræde, denne triste
-Universitetsgade i Hjærtet af Hafnia latina.
-
-Da han første Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, saà der
-ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit
-flisegrænsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Højde paa begge
-Sider, var brudt op i hele sin Længde; -- der var bag ved hinanden og
-over hinanden Bjærge af Brosten, Bunker af Straa og knuste
-Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet
-Jord; -- hist og her stod knækkede Kloakrør paa Hovedet i en Rende
-eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprængte Kanoner paa
-en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte væltede
-Trillebøre Hjulene i Vejret, paa Grænsen af Skyggen var en tilsølet
-Fjervogn strandet i et Møddingrev med Forhjulene drejede paatværs af
-Baghjulene og Enspænderstængerne lyreformig op i Luften; men bagved,
-i et straalende Sollys, dannede Trækkarrer og store Arbejdsvogne en
-Vognborg med Besætning af Høns, hvis General i sin straalende Uniform
-udgalede Kommandoraab fra det højeste Agebræt. Det var den sidste
-Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin
-solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhængt
-Bræddeskur, af hvis Sidedør en Karls Skjortearm trak et hvidt Øgs
-kamelhalsede Hoved frem. Tilhøjre buldrede Smediens Hammerslag og
-fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesværm fløj
-ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede røde Tage op mod
-Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel.
-
-Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Værelse ud til
-Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionærer. Men han
-var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dèr. Han vilde kun have kogt
-Vand bragt ind til sin The og nogle Indkøb til Maaltiderne besørget
-af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver
-Maanedsdag.
-
-Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr.
-Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttæring; han havde ikke
-andet at gøre i dette Liv end at dø, og det kunde han ikke komme ud
-af. Hjorth havde kun den første Dag betraadt Familjens uordenlige
-Dagligstue og set ham sidde i en Lænestol trykket ned i en snavset,
-hvid Hovedpude, indsvøbt i gamle Shawler, med hullede Slæbere paa
-Fødderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et
-pjusket Sygeskæg; men han mindede bestandig om sin sørgelige
-Tilværelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og
-stereotype Klageraab, som sjælden holdt op, naar Konen tyssede paa
-ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa
-Hjorths Værelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med
-kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Løbet
-af et godt Kvarter forsøgte at paadrage sig Tæring ved at puste paa
-nogle sivende og osende Træpinde for saaledes at gøre Ende paa sin
-kvalfulde Tilværelse, eller som grebes paa fersk Gærning i et Tyveri
-af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde ødsle i Kakkelovnen. Det
-var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med
-en for det smukke Køn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert,
-blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig høre
-fra sig, enten hun med en gennemtrængende skarp Stemme skældte Pigen
-ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende
-Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne
-Strænge, som stødte op til den ene Væg i Hjorths Værelse.
-
-Dette Værelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Møbler. I den
-gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af
-Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af
-lyse, hvirvlende Støvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig
-igennem paa skraa forbi de to Hjørner med en stedse smallere
-Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmønstrede Tapetpapir
-henne i Hjørnet af Værelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene
-Væg af Vinduesfordybningen, et stærkt, hvidnet Lys, der drog sig
-udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blankløvede Vedbend, der
-bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over
-det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedækket af Bøger og
-blaa Kollegiehæfter.
-
-Dèr sad Hjorth nu med Kinden støttet mod sin knyttede Haand,
-stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod
-Fuldmaanen, der havde hævet sig lidt over dette Myller af Tage, som
-skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe
-Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde sænket
-Brønde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre
-straalede en Ruderække som mange firkantede, blankpudsede Maaner.
-Lyset skraàde forbi ham ind i den mørke Stue, tegnede i sin Stribe
-paa den modsatte Væg Silhouetten af hans Nakke og af en lille
-Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjørne af en
-Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dækketøj fra hans
-Aftensmaaltid.
-
-Han var i dette Øjeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor
-det havde gjort ham godt dette Besøg hos Professoren! Det var ikke
-blot den harmoniske Selvagtelse, som en Ældres imødekommende,
-ligefremme Venligheder efterlader i Sindet -- langt fra ikke den
-alene; nej han var bleven beroliget og trøstet mod en truende Tvivl,
-der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde
-videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: »Ja,
-nu vil det jo vise sig ... Jeg vèd saamæn knap selv, hvad jeg skal
-ønske dig ... Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter
-hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for
-fornuftig af dig til at komme præstedygtig ud af den Skole, du nu
-skal til at gaa igennem.« Disse Ord stirrede ham bestandig imøde;
-det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde
-han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dækkede en skjult
-Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar
-man gyser tilbage for en mørk Vej, om hvilken man ikke vèd, hvor den
-fører hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige,
-hvad han ønskede. Men det havde beroliget ham at lære denne Mand at
-kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme
-paa Afstier; -- der var saa sikker, som kunde der ikke være Tale om
-Tvivl; -- der rummede hele Theologiens Legioner af Spørgsmaal og Svar
-uden Modsigelse eller Splid med al den øvrige Kundskab, som ogsaa
-han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde øst af. Det maatte altsaa
-kunne gøres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gøre det? Og hvis
-han kunde gøre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og
-fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade
-ovenover de mossede Straatage rødmer ganske fint i Solrøstet, og
-Luften er saa fuld af Kløveraande og Høduft og af svingende
-Klokkeklang, der lyder saa fjærnt og højtidsfuldt, som dalede den ned
-fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. -- Og medens
-han saà hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portræt, der
-glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme
-Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens
-Pastelfarver og Rosenskær, og hvori det var vanskeligt at afgøre, om
-Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var
-som om Maanestriben, der strøg forbi ham, ligesom en sølvhaaret
-Violinbue, lod hans Sjæls blødt stemte Strænge tone ganske sagte ud i
-en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden Ændring kan sættes til
-en Salmetext.
-
-Endelig rejste han sig, tændte sin Lampe og begyndte at læse. Men det
-vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for længe været overladte
-til deres egne uvilkaarlige Strømninger. Desuden begyndte Pigebarnet
-inde ved Siden af at hamre væk paa sit Klaver, og efter at have
-muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine
-Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso
-og Allegro vivace; -- det var iøvrig et af de faa Musikstykker, som
-Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte
-hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et
-medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfløjten. --
-Men inde fra den anden Side hørtes hyppige, støjende Latterudbrud og
-af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev
-spillet med Kegler.
-
-Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionærer, to theologiske
-Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium,
-for de var flyttet sammen med fælles Sovekammer og fælles
-Studereværelse, som iøvrig sjælden var belemret af begges samtidige
-Nærværelse.
-
-Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Døren
-og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde
-tage sin Pibe over til dem og gøre dem den Ære at drikke en gemytlig
-Bajer med dem. Men da han indsaà, at han dog ikke kunde faa noget
-ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det
-ellers vilde have gjort, at takke høflig for Indbydelsen.
-
-Hr. Iversen var en langbenet Person, iført en stærkt udskaaret,
-stumpet og meget fedt skinnende Frakke og særdeles smudsigt Linned,
-men med en pralende Tombakskæde over Vesten. Han havde et grovt
-Ansigt, stumpnæset og bredkæbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men
-prydet med hvad han ansaà for en kavalermæssig drejet Knebelsbart
-over en ubarberet Hage. Skrævende, med Hænderne stukne dybt ned bag
-Buxelinningen, saà han sig om i Værelset og lod den Ytring falde:
-
--- Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem
-indrettet her, Hr. Hjorth.
-
--- Aa ja saamæn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede
-Døren op.
-
-Da han traadte ind i de to Theologers Studereværelse, var han nær
-snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjørnet ud
-over Gulvet. Det temmelig store, noget møbeltomme Rum oplystes kun i
-sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skæve sodede Rør over
-mørke Skærme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af
-Ølflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en
-lang Næse og mørkrandede Øjne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en
-palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig højt op bag i Nakken og
-under den spidse Hage og var viklet tæt om de tynde Ben, der laa op
-over Sofakanten. Fra de blege Læber strakte en uhyre lang Pibe sig ud
-paa Gulvet, hvor det hældende Porcelænshoved havde samlet en
-Askedynge.
-
--- God Aften, Højstærede! ... velkommen under vort ringe Tag, sagde
-en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen ... Vær saa god at tage
-Plads ... Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten?
-
--- Kandidaten?
-
--- Ja Dødens. -- Har han givet sig noget i Eftermiddags?
-
--- Ja, han klynker jo næsten altid, Stakkel ... Længe kan han vel
-ikke leve.
-
--- Nej, men han har »levet«, min Broder, -- naada -- (et højt Klask
-med Tungen) -- Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilværelse ... Ak
-ja, -- maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos
-Digteren.
-
--- Jeg er sgu blevet tørstig efter den Rejse, bemærkede Iversen.
-
--- Saa kan du jo sige, du har vel rejst ... Ja, nu maa vi jo ogsaa
-have et Velkomstens Bæger ... Det vil sige, Glas har vi rigtignok
-ikke, De maa drikke af Flasken og følge Husets Skik.
-
--- Ja, bevares, det er jeg saa vant til.
-
--- Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? ... Hør, Kleistrup, kan du
-gurgle den i Tænderne?
-
--- Jeg vèd skam ikke, om jeg kan længer, jeg er bleven saa øm i
-Gebisset ... Lad mig se dig, din Pralhals.
-
-Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed
-fast om Mundingen, holdt Hænderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt
-gaa tilbage, medens Halsen med de spændte Aarer bevægede sig som et
-Sugeværk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet.
-
-Kleistrup nikkede anerkendende.
-
--- Det var som Pokker, udbrød Hjorth beundrende.
-
--- Se det kalder man at gurgle den i Tænderne, sagde Iversen med
-fagmæssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit døsige Ansigt.
-Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bøjede sig ned
-og rullede med øvet Haand den tomme Flaske hen til de øvrige, hvor
-den lagde sig præcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget
-højt, vippende tilbage med Stolen og strækkende Benene langt ud fra
-sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Værelset med
-lade Lemmedasker-Bevægelser.
-
--- Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup.
-
--- Aa, det er især Hebraisk.
-
--- Ja, den trækkes man jo med i det første Aar. Saa er De vel stiv i
-Gramatiken?
-
--- Naa, der er saamæn Maade med.
-
--- Aa, Iversen, ræk mig mit Gamle; det ligger dèr paa Skrivebordet,
--- nej, du maa sgu ikke lukke det.
-
-Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede,
-tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat
-Blyant og rødt Blyant, sort Blæk og rødt Blæk, Streger tykke som
-Bjælker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og
-bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en
-anstændig Bibel.
-
--- Se dèr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger
-pegede paa et særlig udmærket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger,
--- kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar
-jeg bare ser paa det.
-
--- »~Iat~«, -- ja bi lidt, lad mig se, -- det maa være Futurum Hifil
-af »jatah«.
-
--- Ja, det kan saamæn godt være ... Er De vis paa det?
-
--- Ja jeg er.
-
--- Ak Gud ja, som man glemmer sin Børnelærdom ... Jeg tog dog ellers
-den Examen grundig ... Iversen! en Pen, stærkt dyppet ... Ja, jeg
-forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe ... Professoren havde i mig
-saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit
-Selskab ved Examensbordet. -- Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver
-Gang; -- vilde slet ikke slippe mig; -- bad mig bestandig komme igen.
-Ja, de kan være til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser.
-
-Medens han gjorde disse Bemærkninger, havde han med stor Behændighed
-fra »den stærkt dyppede Pen« tabt smaa Blækklatter under det første
-H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor
-Klat i Marginen.
-
--- Ah, udbrød Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig
-de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys.
-
--- Ja netop, svarede Kleistrup. -- Det glæder mig, at De er saa
-hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme
-Maade ved Hjælp af Versetallene, -- saadan ... Ja, det bliver en
-Indtægt, naar jeg en Gang sælger den med Nøgle, ~Clavis Cleistrupii~,
-vedblev han, idet han klappede den med øm Stolthed og lagde den paa
-Bordet. -- Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen ...
-Iversen, stop mig Weichselrøren ... Dette, mener De maaske, er ikke
-Videnskab? ... Indrømmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst
-... En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, -- opfundet af Simonides --
-ja, lur de gamle Ægyptere.
-
--- Grækere.
-
--- Hvad jeg vilde sagt, -- øh, øh, øh, (han afbrødes af et
-Hosteanfald) -- vilde sagt Grækere. -- Ptøj! (Han hældede sig med
-nogen Besvær ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) ... Ja,
-det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben ...
-Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt ... De kender ikke mit berømte
-Billede af Professor Citator? ... Tak! stryg mig en Svovlstik af,
-Iversen, og ræk mig det Kollegie, som der staar »Dogmatik« paa ...
-»Hvorfor svulmer Weichselrøret mod mit Skjortebryst« --
-
--- Dèr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i
-Hovedet, -- er du nu snart færdig med dine Ordrer?
-
--- Næh, -- Grobian! ... Unge Mennesker nu til Dags, -- rene Vandaler
--- ingen Agtelse for et Kunstværk, der vil komme til at hænge i
-Universitetets Solennitetssal ... Betragt! --
-
-Han slog Kollegieheftet op paa første Side og rakte det til
-Hjorth, der øjeblikkelig brast i en høj Latter. Det var en noget
-dilettantmæssig udført, men vel truffen og meget ondskabsfuld
-Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre
-Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbænk. Det
-faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund
-hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske
-Bogstaver af rødt Blæk: »Gudmennesket havde to Fødder. Luc. 7, 38.«
-
--- Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen?
-
--- Det er den ny fra Ligkisten ... Den om Præsterne ... Du vèd nok,
-fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede.
-
--- Op med den!
-
-Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de ægte,
-stereotype Gebærder, med vrængende Nasallyd og kildrende Blikke, med
-fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og
-med uskyldige Fortsættelser. Kleistrups Latterevne, der før havde
-været holdt tørt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han
-væltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stønnende og
-gispende. »Nej, det er for galt! ... Det er ikke til at holde ud ...
-Aa, de kære Satans Pigebørn.« -- Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen.
-
--- Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med
-sød Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret.
-
--- Dèr har jeg aldrig været.
-
--- Det var som Satan, sagde Iversen.
-
--- Han er et Exemplar, skal du vide, -- gak du hen og bliv ligesaa
-... Han er en Farisæer -- øh, øh, -- Satan til Hoste -- men vi andre
-er Tolderne, -- øh, øh, øh, -- Tolderne, hos hvem det slaar sig paa
-Brystet -- hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18.
-
--- Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen
-Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhørerne at skønne, hvad
-der var lige meget, -- det er nu lige meget, Iversen, -- lad Hvile
-falde paa dig, Højstærede! Sæt dig ned og tag Del i de Voxnes
-Samtale. -- Skal det være en Bajer til?
-
--- Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk
-lod sig synke ned paa en Stol.
-
--- Det var ikke dig, jeg spurgte ... Hvad Nummer var din sidste? Jeg
-havde nær glemt Regnskabet.
-
--- Det var nok den ottende.
-
--- Du faar ikke fler end ti, din Bakterie ... Man maa lægge Tømme paa
-de unge Menneskers Lidenskaber.
-
--- Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrød Hjorth.
-
--- For Mennesker -- (fra Landet) -- er dette vel umuligt, Lukas 9, --
-nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? ... Aa,
-de Skriftsteder, de bliver min Død ... Aa, jeg _kan_ ikke holde det
-ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Der er en hel Himmel af
-Skriftsteder i min Hjærne -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Gid
-Fanden havde den Professor! udbrød Kleistrup pludselig, idet han saa
-skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede
-Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa
-Taarerne løb ham ned ad Kinderne.
-
--- Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige
-Stemme. -- Kunde De ikke besørge saa mange?
-
--- Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
-
--- Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin
-... Nej saa har De ikke de theologiske Dyder.
-
--- Hvad er det for nogen?
-
--- De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som
-maa uddannes ved Øvelse, -- som det hedder: hjælp dig selv, saa
-hjælper Gud dig, -- disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle
-Skolastikere lærte. Den første er den ikke at blive beruset, som de
-læge og gemene Mænd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver
-i Retning af Druer og Malt. Dette er den første og store Dyd, og den
-anden er ligesom denne, det er at være uimodtagelig for den Fristelse
-at købe højt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis
-Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo
-ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede
-ham med deres hedenske Synder.
-
-Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i
-et Latteranfald, der nær havde væltet Stolen.
-
--- Naa, Drønnert! sidder han dèr og griner og vèd vel ikke en Gang,
-hvor det staar. Op med Lexen! ... Iversen, hvor staar det skrevet?
-raabte Kleistrup, der knuste en øjeblikkelig Fnisen under en
-examinatorisk Værdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, støttet
-paa Piben, strøg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover
-Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans
-Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdøde Professor i Exegese,
-med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevægede sig
-skolemesteragtig:
-
--- Iver_sen_, hvor staar det skrevet? ... Nu--u, det maa vi vide! ...
-Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de
-aller fornemmeligste ~loci dogmaticoethici~ ... Nu--u! ... Hvad er
-det for noget?
-
-Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesløs af Latter. Ogsaa
-Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet,
-hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en
-enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende
-blandt Theologerne, at han var med ved den første Grimace og
-Stemmeforandring.
-
-Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et
-usynligt Auditorium:
-
--- Nu--u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo
-aftale et Tegn. Naar jeg siger »nu«, saa skriver De. -- Nu--u -- nej,
-det var ikke dette »nu« -- der er trehundrede og tredsindstyve
-forskellige Meninger om det store Dyr, men De behøver ikke at kunne
-dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun èn Fortolkning,
-det maa vi kunne. Nu--u; -- og saa har den Ignorant ikke Begreb om
-det!
-
--- Hold nu op, klynkede Iversen.
-
--- Fly ham Øl, og hvis ikke, da dør han, Genesis 30 ... Det var den
-niende. -- --
-
--- Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere
-op.
-
--- Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i
-Aften, god Nat!
-
--- Tre Bajere, -- der er endda en Sjat tilbage i Flasken, -- og i
-Seng Klokken et Kvarter til Tolv, -- ja, hvis De ikke bliver Biskop,
-Hjorth, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden.
-
--- Ja, den er saa klar ... Men vi andre arme Stympere, sukkede
-Iversen, idet han trak en Flaske op.
-
--- Aa, Gud bedre det ... Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vèd,
-naar du ellers faar den.
-
-Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den
-skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprøjte en Mundfuld Øl ud.
-
--- Saa Grisen! sidder han dèr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. -- --
-
-Hjorth klædte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng,
-som skæmmede den ene Væg og bestandig ærgrede ham med sit Vidnesbyrd
-om, at han ikke havde Raad til at købe en Sovesofa. Han slukkede
-Lyset og trak Tæpperne over sig, døsig og oplagt til at sove strax,
-som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i høj
-Grad maatte mangle den første theologiske Dyd. Trods det ringe Antal
-af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa
-begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra højre til venstre, ganske
-langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han
-lukkede Øjnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra
-venstre til højre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et
-Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Værelse hørte han dem
-snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende
-Fart, medførende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen
-til sine Forgængere, som den naàde med et lydeligt Knald.
-
-Men fra den anden Side hørte han »Kandidaten«, som havde levet, jamre
-sig, først i uartikuleret Stønnen, saa i Ord:
-
--- Aa, jeg _kan_ ikke holde det ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ...
-Av, mit Bryst ... Der er et helt Helvede her i mit Hjærte ... Jeg
-_kan_ ikke holde det ud ... Der er da heller ingen af de Asner, der
-kan hjælpe mig ... Gid Fanden havde Doktoren ...
-
-Og efter at have gentaget disse Sætninger i det uendelige, kastende
-dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med
-en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af
-Menuetten i Don Juan, der med èt gik over til »For nu er Katten død,
-død« --
-
-    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
-    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
-    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
-    Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren --
-    Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren,
-    Gid Fan'en _ha'de_ Doktoren -- --
-
-
-
-
-XV.
-
-
-Filosofi og Hebraisk, det var de to Brændpunkter, hvorom dette hans
-gyldne Rusaar skulde beskrive sin Elipse.
-
-Brøchner var død et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets
-Tærskel var bleven modtaget af denne sjældne, isolerede Aand, der
-syntes at trives dèr eller at vansmægte dèr som en officielt
-anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade
-dèr og hele Landet over, denne ægte German-Lærling, hvis ædle men
-dunkle Idealisme, hildet i et Vanevæv af Skole-Kunstord, gik
-uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa
-desto stærkere ned i Enkelte med en fængende Gnist af hans egen
-alter-rene Begejstrings-Ild, -- dersom han havde begyndt sit
-Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine
-Eftermiddagsforelæsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i
-Danmark, Strauss' Oversætter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse
-Angreb paa Theologien, brændemærkende Martensens Dogmatik med en
-trofast Discipels hvidglødende Foragt for denne højærværdigste
-Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens
-udødelige Tankevæv for at klistre dem som Skønhedsplastre paa en
-blegsotig Troslære, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en
-Lidenskab, der lod hans Øjne lyse med en feberagtig Ild i Høresalens
-Halvmørke og bragte en skælvende Styrke i den svage hule Røst, som
-allerede syntes at have en Resonans af Graven, -- dersom dette havde
-været hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven
-ført til det afgørende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium
-med at forlade det.
-
-Men Omstændighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham.
-
-I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af
-Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af
-Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var
-det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med
-sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk
-under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund
-malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var
-bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en
-Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at
-mærke det med Affældighed.
-
-Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin
-Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevægelse, hvormed
-Lorgnetten førtes til Øjet, i det hvide Halsbind og den skinnende
-Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske
-græske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk
-Bivej -- i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jævnhed og
-udsøgt, næsten theatralsk Elegance.
-
-Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, -- en
-Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi »Grundidèernes
-Logik« oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels
-Pyramide.
-
-Fra denne svimlende Højde hvirvlede det ned over de unge, let
-bedaarlige Øren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske
-Vidunder-Violin sminkede med encyklopædiske Klangfarver af alle
-Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare
-Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske
-Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blæsere; og Fantasien drog forbi
-med brede og brave folkelige Strøg paa løse Strænge, som vexlede med
-aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt ~vibrato~, der
-snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den
-absolutte Subjektivitet, foredragne ~con sordine~, og som lod
-ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrækkende deduktive
-Løb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring,
-idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil.
-
-Hvad Under, at en ung Hjærne blev beruset og under Rusen fik den
-Deliriumsdrøm, at den havde fordøjet, hvad den havde modtaget, havde
-forstaaet, hvad en ædru Hjærne vilde indse slet ikke var bestemt til
-at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se
-dybsindig ud over, til at klædes paa i smukke Kunstord, lige saa
-uforstaaelige som Sagen, »Udslag af Selvmagten i Andet«, »iboende
-Realnegationer i den uendelige Selvhed« og »den begrebsreflekterende
-Vexelvirkning, mine Herrer! -- Vexelvirkningen.« --
-
-Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien
-er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop
-hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod
-Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den
-unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle
-Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning
-vil kalde toldfri; -- i denne blandede Udsæd fandtes hist og her et
-Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den
-gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjæleliv endnu bevægede sig.
-Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt,
-saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemærkning
-om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i
-Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene
-Dag en satirisk Bemærkning om Anti-Darwinisterne, der mente det
-var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end
-fra en organiseret Dyreform, den næste Dag en faktisk historisk
-Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om
-Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var først og sidst
-det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest
-saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens
-Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige
-Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den
-dannede grubliserende Tanke-Djævel om med den gamle Pans Bukkeklov.
---
-
-Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imøde med en ikke ringere
-Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden
-problemstillende Debatter, uden Aandrighedens æggende »Pistolskud« og
-dog med et vist betagende Trylleri, med Østerledens og Oldtidens
-forenede mystiske Magt, -- ikke med en ung Kvindes sanseberusende
-Attraas-Vækkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses
-ærefrygtudstraalende, kølige Højhed. Han kunde helt glemme Tiden,
-naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rødder ere
-sænkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa
-forskellig fra alle europæiske Mundarter, som det gamle Orientens
-Byggekunst, med de skæve Terrasser og de sofabensagtige Søjler paa
-Løvefødder med Kapitæler af knælende Heste, er forskellig fra alt,
-hvad der stammer fra græsk Arkitektur, hvor uædelt og grotesk det end
-har gothiseret sig, -- naar han regnede i denne mathematiske
-Grammatik, hvis Bøjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, --
-naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der først efter
-Sprogets Død har nedladt sig til under sine Konsonanters faste,
-hellige Rørpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle
-moderne profane Vokaler til Hjælp for de uindviede; med de store
-kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser
-et halvt udvisket Hjørne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn;
-med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede
-Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have
-fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Bølgegurglen fra Nilens,
-Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge.
-
-Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham
-tilstrækkelig Sysselsættelse og udfylde hans Interesse, og der blev
-kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her
-begyndte han efter Professorens Raad med at søge at faa »Løb i det ny
-Testamente«, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium
-fængslede ham ikke som de to andre. Han mærkede snart med et vist
-Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Læsningen i den hellige
-Skrift. Dog havde den en særlig Tiltrækning: -- det græske Sprog. For
-ham, der, medens han endnu næsten var uden historisk Dannelse, havde
-faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for
-ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans
-fineste Følelser i drømmerisk Bevægelse.
-
-Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er
-dens Græsk ikke hellenisk Græsk; -- og han tog Anstød heraf. Det var
-ikke med Filologens Ærgrelse, men med en æsthetisk Uvilje, der i
-sin Uretfærdighed kunde grænse til Væmmelse, at han læste
-Apokalyptikerens barbariske Græsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa
-umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem
-Paulus's endeløse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes
-ham en Haan mod det ædle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. --
-
-Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne
-Hjærte burde bløde med sin døende Frelser, kunde han pludselig falde
-i Henrykkelse over Sætningen »Men dette gjorde altsaa Soldaterne«,
-denne lille simple klassiske Blomst med den ægte Duft af Herodot, som
-har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, -- henrykkes ved denne
-sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling
-af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den
-vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem.
-
-
-
-
-XVI.
-
-
-Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par
-Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin
-Økonomis Skyld, optog næsten hele hans Tid.
-
-Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar
-Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar
-nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag
-en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den
-højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt
-Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen
-ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en
-lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen.
-
-Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den
-søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den
-ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som
-er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede
-han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt
-over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det
-aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes,
-to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det
-nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«.
-
-Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af
-Theologien hjemme og paa Universitetet.
-
-Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af
-alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte
-at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det
-lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest
-af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en
-Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i
-Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som
-var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der
-var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa,
-der var Lærebøgernes og Katekismens.
-
-Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der
-stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg
-Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu
-mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig
-selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen
-dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have
-brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at
-vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han
-for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther«
-umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i
-Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være
-ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den
-han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en
-fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.
-
-Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn
-som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til
-dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod
-Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige
-Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens
-aandelige Forfald; -- han kunde kun tænke sig dem underordnede den
-inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i
-Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum
-i sin selvsikre Skuen.
-
-Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen
-Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og
-fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning,
-uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster
-selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den
-endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv,
-dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i
-Hjærnen, -- ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede
-bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte
-tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig
-nærmere end Heine eller England nærmere end Kant.
-
-
-
-
-XVII.
-
-
-Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen
-Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de
-fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjærnede hans Alder
-ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i
-Rusauditoriet ved sine modne Træk og det fyldige Skæg.
-
-Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der før
-havde været den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet,
-godmodig, tirrelysten Spøgefugl, han var under de nye Omgivelser og i
-dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa
-sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun
-en tynd Skal, og naar den brødes, kom den gamle Natur frem, -- men
-brydes skulde den. Det er med dette Væsen overalt vanskeligt at komme
-an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller
-ikke særlig let i denne Forening for »Studentens glade Liv«, hvor der
-i Virkeligheden under Ly af en dræbende Kedsomhed trives en stiv
-Etikette, der udsætter en Uerfaren for at blive betragtet som uden
-Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale
-mellem to af Minervas Sønner, hvis han kun er præsenteret for den ene
-af dem. Han følte sig ikke just tiltrukken af den lille, men
-højrøstede Skare Radikale og Intransigente; -- fra den ældre Klikke,
-som han næsten havde Udseende af at tilhøre, var han adskilt ved den
-hele blændende Nimbus af Værdighed, hvori dette Studenterverdenens
-Aristokrati bode som i et unærmeligt Lys; -- og mindst kunde han faa
-Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig
-Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksombølgede
-Schakspillere, der med Hovederne bøjede over Tavlebrættet og Blikket
-magnetiseret af Brikkerne saà ud, som om de i Tilfælde af Ildebrand
-vilde have taget deres Lommebøger frem og noteret Stillingen op,
-hvid Springer F5, rød Løber D6 --, indtil Loftsbjælkerne ramlede ned
-og væltede Spillet.
-
-Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske
-Auditorium. Men han følte en næsten uovervindelig Ulyst til at
-indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nær han end sad dem paa
-den sorte Bænk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans
-Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare
-ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og
-han knappede den indtil den øverste Knap. Han gik tavs hen til sin
-Plads forbi Bænkerækken af forskellige Theologer fra de mest snavsede
-til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med
-skrabede, forfingrede Lærebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at
-gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne
-alene ude i Gangen; lænet til det brede Rækværk stirrede han paa den
-ypperstepræstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede
-fra Gulvets Halvmørke hævede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens
-Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte
-Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han
-kærtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre
-og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme,
-struttende Skytteuniformer, -- han stødte ingen af dem paa Ærmerne,
-han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i
-Støvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store
-Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinløshed.
-
-Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans
-Husfælle Kleistrup. -- Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at
-tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student
-med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringsløshed i Retning
-af at tages ~au serieux~, med sine bedærvede Livserfaringer iklædte
-en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes
-at spotte Hjærnens Tomhed, -- denne for Hjorth aldeles fremmede Natur
-eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham
-en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person,
-hvem man kan omgaas i aandeligt Negligè, kildrede endelig en hemmelig
-Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af
-Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.
-
-Naar de begge vare paa Forelæsning sammen, holdt han af at faa
-Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til
-alle, præsentere den theologiske Samtid. Dèr gik med ludende Hoved
-en Trediveaarig, Søn af en Højskoleforstander, en fremtidig
-Folkeprædikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed
-paa Skriveøvelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved
-Missionsmøder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det
-randøjede, hulkindede Hængehoved, som sjokkede afsted i en
-lurvet sort Dragt og saà ud som en protestantisk Tartuffe, var i
-Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dèr henne ved
-Trappen stod Professorsønnen med den lange Næse, Theologiens nye
-Stjærne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig
-med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos
-Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjærne, der kun ventede
-paa sin nære, glimrende Examen for at offentliggøre sin Forlovelse
-med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti
-aaben for ham, -- en lille sirlig Herre, der saà ud som Martensens
-Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde »Opbyggelsesbind«.
-
-Iøvrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup
-udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i
-sin Jargon kaldte »en myrderlig Tyrekalv«.
-
--- Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde
-Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. --
-Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?
-
-Torsdags Aftenerne -- det var den theologiske The. Professoren havde,
-for at komme i nærmere Berøring med de Studerende, aabnet sit Hus en
-Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var
-altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tænkt paa at gaa
-derhen, skønt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften
-skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. -- Nu fandt han dog,
-han burde indfinde sig den førstkommende Torsdag.
-
-Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksværelset vare stimlende
-fulde. Professoren tog med særlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham
-bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem
-Hjorth og Professorsønnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde
-æsthetiske Interesser.
-
-Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hørte til de Theologer,
-som, hvis de komme til en Købstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens
-æsthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de
-kuranteste Fraser fra den Vischerske Æsthetik, som Vischer selv har
-tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den
-tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt
-Blik, glædede sig ved at have fundet en Aandsbeslægtet, med hvem han
-kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag
-de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne
-den første pulverfine Sne fejede ned ad den øde Stormgades mørke
-Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skær faldt paa Hr.
-Frederiksens Ansigt med en spøgelseagtig Straale; det kildrede ham at
-tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i
-Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg,
-Lübke, Godet. --
-
-Men pludselig sagde Hr. Frederiksen med et overlegent Smil: --
-
--- Ja, jeg maa dog sige, Hr. Hjorth, jeg finder, De gaar en Smule for
-vidt ... De vil maaske ogsaa have nogen Vanskelighed ved at forlige
-en saadan Betragtningsmaade med Augustanas anden Artikel.
-
-Saa knappede Hjorth indtil den øverste Knap og forlod kort efter
-Vindueskrogen. Men den øvrige Aften sad han tavs og fulgte kun
-halvvejs en Diskussion om de Reformertes Fortolkning af Nadverordene
-og den farlige Bevægelse hen derimod i den nyeste lutheranske
-Theologi; -- han holdt med de Reformerte, men fandt det ikke meget
-tillokkende at kæmpe ene mod Overmagten.
-
-Det var i Efteraaret syvoghalvfjerds. --
-
-Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste
-Karakter tilbragt hos Svigerforældrene i Yderslev.
-
-Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det været, at hans
-Eneboerliv i de forløbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med
-unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun
-var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende,
-idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For
-i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur,
-og hendes Billede kunde saa dristig og uformærket idealisere sig
-efter hans Ønske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.
-
-Iøvrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at
-formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det,
-at hun følte at en saadan Forfinelse var nødvendig, dersom hun vilde
-beholde Hjorth; -- men idet hun bestandig levede i Haabet og den
-glimrende Udsigt, følte hun sig allerede hævet over sin Stand, og da
-hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, længtes hun efter at faa
-Fruelader. Den første, grovere Afhøvling foregik paa en Højskole,
-hvor hun opholdt sig to Vintre; -- men den egentlige Polering fandt
-Sted i Præstegaarden.
-
-Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth,
-hvem han undertiden fik Breve fra, ansaà det for sin Pligt at tage
-sig af hans Kæreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til
-dem i Præstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun
-strax indsaà, at hun maatte hænge i her, hvor hun kunde indvies i den
-for hendes Stand korrekte Tone og lære alt til Faget henhørende. --
-Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gæst, men
-det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der
-kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der længtes
-efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede
-hele et aldrig forstaaet Hjærtes Kærlighed paa Kristine, som uden at
-bryde sig en Døjt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtægt og lod
-Præstegaardsfrøkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i
-alt, hvad der ikke hørte til boglig Lærdom, havde hun hurtig og
-sikkert tilegnet sig de mest iøjnefaldende og derfor uundværligste
-Træk: -- at kunne sidde drømmerisk med et Hæklearbejde i Haanden, at
-udbryde »Gud, hvor dejligt«, naar der var stærke Farver paa Himlen
-ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man saà
-Skov, Bakker og Vand, at sige »Herregud« med et mildt Smil og en
-ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En læste op af Avisen, at en
-Dreng var druknet i Aarhus. --
-
-Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var næsten alle
-Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden,
-som blæst bort fra hendes rene Læber, og hendes Tunge, der ligesom
-havde tilspidset sig, vrængede ikke længer Vokalerne saa bredt ud, at
-de spaltede sig i Diftonger og drævede heller ikke alt hen i den
-samme sløjfede Bondemelodi.
-
-Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den længe været ganske
-købstadsmæssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun
-lærte nu at bære den, at vælge Farver, at undgaa pralende og
-skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at sætte en Sløjfe klædelig og
-præcis dèr, hvor »de bruger det«.
-
-Men ogsaa for hendes Indre blev der sørget. Præsten laante hende Bind
-af »Fra alle Lande« for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine
-fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjærte.
-Det blev hende en langt drøjere Form for Undervisning, og i
-Begyndelsen var det en haard Prøvelse for hendes Taalmodighed. Men
-hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den
-Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske
-behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre blødt i en
-Høstak og læse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en
-hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at bløde igennem under
-Armhulerne ude i det hede Køkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede
-sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt,
-summede En om Ørene og stak paa den nøgne Nakke, -- paa saadanne Dage
-fik hun Smag for at sætte sig ned i den kølige Mælkekælder, hvor kun
-en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved
-Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko
-paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes
-opslidsede Fløjelspuffer.
-
-Saa var der ogsaa det ved Læsningen, at det stillede hende paa en
-anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de saà, at hun saadan kunde
-forlade Arbejdet og lægge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var
-der den Morskab, at denne Dasen over en Bog ærgrede Faderen og satte
-Splid mellem Forældrene, idet Moderen tog hendes Parti.
-
-Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegærlighed saa vidt, at hun for
-at være med daglig læste »Morgenbladet«, som Per Andersen sammen med
-Møller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Før havde hun af og til
-læst Ulykkestilfælde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu
-granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og
-forsøgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind
-i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i
-Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har
-skrevet den Bog? --
-
-Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optræden betydelig nærmere ved
-hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra først af havde
-været. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bòde som Lærer der
-ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatræk, som
-allerede den Gang havde stødt ham, og som det nu var ham ubehageligt
-at mindes. Men han glædede sig saa og var stolt over, at han havde
-kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers
-forhærdende Tryk, ind til hendes sande ædlere Natur, der nu mer og
-mer syntes ham at gro frem.
-
-Noget var der dog gaaet tabt under denne Væxt: -- den halvt naive,
-halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses første Tid havde været en
-saa fortryllende Ledsagerske til hendes Væsens viltre Utvungethed.
-Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Følge
-af et ikke magtet Forsøg paa at være dannet og dadelfri net, den var
-for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. -- Han kendte
-tre Kristiner: den første forlegne, stillestaaende unge Pige, hende
-der snode sit Forklædehjørne, og hvis Samtale gik istaa, hende med
-det usikre Smil, der gled bort til Siden; -- den anden, hans
-dristige, livsglade Kæreste, med sit lidt grove Koketteri overfor
-ham, og med et Stænk af Frækhed; -- endelig den tredje, den
-dameagtige Kristine, Præstegaardsfrøkenens Veninde, med det rolige,
-passende Væsen, med det dialektfri Bogsprog, der førte Samtaler om
-Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i
-Studenterforeningen og ved Universitetet. -- Men nu var det
-undertiden, som grænsede denne tredje igen op til den første, der
-pludselig syntes at fødes med smaa kejtede Bondebevægelser under den
-smagfulde, stramt sluttende Købstaddragt, -- et Syn, der gjorde ham
-rørt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Kærligheds første
-Spiringsdage.
-
-Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine,
-utæmmede Udbrud af noget i hendes Væsen, der endnu ikke var udviklet
-eller havde Mod til at vise sig hos den første, og som sædvanlig var
-omhyggelig tildækket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig,
-overmoden, opsummet Naturgrund, der overvældede ham med Kærtegn,
-smøgede en kælen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk
-Klang af den Latter, som kildes frem.
-
-Og undertiden røbede hun en Tankegang, der stødte ham ved en plump,
-idèløs Beregnethed.
-
-En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de
-havde talt sammen om hans Mening i Politik, -- det var medens han
-endnu var Lærer, -- og hun havde ønsket, at han skulde være Venstre,
-fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt
-Embede. Han huskede det meget godt.
-
--- Men vèd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamæn tænkt paa, hvor
-underligt saadan noget kan føje sig ... Se, nu er det jo netop godt,
-at du er Højremand, for det hører sig jo til din ny Stand.
-
-Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte
-hun: --
-
--- Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver
-Venstremand ... Det kunde saamæn ligne dig, Niels, for du skal da
-altid have en Tilbøjelighed til at komme paa Kant med det, som -- som
-du ikke skulde være paa Kant med.
-
-Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i
-hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde,
-havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en
-langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.
-
-Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles
-Overenskomst at tale om religiøse Emner.
-
-I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine
-og alene. -- Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille
-tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske
-Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og
-Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske
-Naturfilosofi.
-
--- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede
-sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja,
-... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid
-var vi jo Hegelianere, da var _det_ nu det saliggørende ... Vi
-snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes
-Negation, -- he! -- og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke
-... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, -- det
-er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og
-hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er
-vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr -- som Oxerne ved Bjærget,
--- he! -- og vidste saamæn hverken ud eller ind.
-
-Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han
-skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup
-eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus:
---
-
--- Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil
-som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.
-
--- Ja, det har De ogsaa Ret i, -- det gjorde den, og det skønt det
-var en falsk Religion, ... J--a, dèr kan man se -- --
-
-Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.
-
--- Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring
-... Saa kom Moses, netop i Ægypten -- --
-
--- Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.
-
-Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle
-Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud,
-med andre Tavler. -- --
-
-I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med
-Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi
-og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde
-Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk
-var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde,
-Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde
-føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første
-lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til
-Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for
-Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren
-paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i
-Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne
-Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en
-heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos
-den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. --
-
-Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage,
-rejste han hjem til Sønderjylland.
-
-Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter
-Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder
-havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.
-
-Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han
-slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes
-Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han
-mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa
-det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget
-Hjem; -- Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv
-Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.
-
-Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens
-Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, -- paa den
-gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og
-hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, -- ved
-det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af
-Barndomshjemmet, -- kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten
-udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte
-Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i
-Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.
-
-Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde
-nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne
-kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske
-Rigdom den jordiske langt for«, -- saa istemte han »At sige Verden
-ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.
-
-Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke
-gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af
-Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den,
-hjemme i Haven -- inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn
-Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød
-en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en
-Himmelstige.
-
-Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers:
---
-
-    Kom i den sidste Nattevagt
-    i en af mine Kæres Dragt
-      og sæt dig ved min Side,
-    og tal med mig som Ven med Ven,
-    om hvor vi snart skal ses igen
-      og glemme al vor Kvide.
-
-
-
-
-XVIII.
-
-
-I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var
-bleven Præst ved Holmens Kirke.
-
-Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en
-Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var
-forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.
-
-Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde
-strax komme.
-
-Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget
-højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl,
-en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning,
-der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle,
-strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af
-regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide
-Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys
-gennem de lodrette Folder. -- Skæret fra disse Gardiner og fra det
-mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden,
-mættende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde
-Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede
-Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af
-Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet
-Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin
-fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med
-Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens
-store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af
-Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra
-Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.
-
-Dette Flygel var det eneste nye Møbel; -- ellers kendte han alt i
-Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa,
-det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved
-Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og
-Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de
-midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde
-taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!
-
-Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa
-den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog,
-hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold,
-som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op;
--- det var Bjørnsons »Kongen«.
-
--- Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme.
--- Det var snilt af Dem at se op til os, -- vi vidste jo ikke, hvor
-de bòde.
-
-Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu
-det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var
-gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde
-Haar, der faldt en Smule i det rødlige.
-
-Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun
-vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa
-Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra
-den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i
-København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til
-hans Forlovede, -- indtil den pludselig med sine lunefulde
-Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor
-Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at
-omgaas. -- Hvordan var han egentlig? -- ikke en lille Smule kedelig
--- saadan pedantisk?
-
-Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet
-mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned
-over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens
-skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne
-paa Pulslejet.
-
-Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var
-Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var
-han jo meget lærd.
-
-Jo, lærd -- det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han
-vel ikke lærdere end hendes egen Mand. -- Men det var saadan en
-underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler
-ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien
-... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?
-
-Jo, det interesserede ham, optog ham; -- der vaktes saa mange
-Spørgsmaal.
-
-Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at
-hun ikke skulde studere Theologi, -- tròde heller ikke, hun turde ...
-»Men sligt tør _De_ maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede
-paa Bogen.
-
-Jo, han havde læst »Kongen«.
-
-Og syntes om den?
-
-Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden
-saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik
-tilbage.
-
--- Nej, nej, Kære! ... nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af
-Provstinden. -- Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone
-at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham ... Men min
-Datter Ellinor kan De blive enig med derom, -- det var vist hende,
-der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun
-en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, -- ikke Klippe skabt
-i hende.
-
-Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere
-end Moderen; -- hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men
-noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje
-og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men
-skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. -- Men det kunde jo
-være, hun havde Foraarssnue.
-
-Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og
-langsomt, uden Moderens Liv.
-
-Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for
-Hjorth blev da til Middag.
-
-Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.
-
-Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang
-hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer,
-hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse,
-karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny,
--- medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: -- hvad vilde den
-fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige
-Drenge.
-
-Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin
-Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige
-Stand.
-
--- Det er dog virkelig morsomt, -- naar jeg talte med Dem ovre i Fyn,
-jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde
-med at gøre ... Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!
-
-Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var
-magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem.
-Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og
-hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun
-saà endda yngre ud.
-
-Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.
-
-Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede
-en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte
-sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig
-rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op
-til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig
-stille hen og vente paa sin Kaffefisk. -- Det var en klar, noget
-skarp Sopran.
-
--- Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?
-
--- Nej. -- Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.
-
--- Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa mø' af. -- Hun sang
-det første Vers. -- Kender De den virkelig ikke?
-
--- Fader, her er din Kaffe.
-
-Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det
-lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand
-Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den
-tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.
-
-Men Fruen sang: --
-
-    Den som har lengted i tyve år
-        over de høje fjelle, --
-    den, som vet, at han ikke når,
-    kenner sig mindre år for år --,
-        hører hvad fuglen synger,
-        som du saa trøstigt gynger.
-
--- Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, -- for
-De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.
-
-Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et
-langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis
-Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke
-Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, --
-Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at
-staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt
-fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det
-lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres
-Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa,
-efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i
-Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner
-defilerede ud langs den anden.
-
-Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød
-i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde
-gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.
-
--- De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet
-omtrent en halv Fjerdingvej, -- De var i sin Tid, husker jeg, en
-Æsthetiker -- syslede en Del med Skønliteratur, -- tysk Poesi og
-saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? -- Deres
-Studier har vel -- for en Del -- opslugt den Interesse?
-
--- Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.
-
--- Hm! ... Ja, -- jeg tror, at det var godt, -- godt for os alle, men
-især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det
-Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig
-indskrænket -- eller rettere ophævet.
-
--- Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og
-navnlig denne franske Realisme, -- ja, jeg har rigtig nok ikke selv
-læst meget deraf --
-
--- Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og
-Naturalisme og -- man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe --
-man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at
-være begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er
-god, fordi den er ond, -- med ondt skal ondt fordrives; -- jeg tror,
-det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det
-med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at
-en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at
-vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre
-den søde Gift i Søvne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ...
-Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne
-Leflen med Skønhed, -- at den kan ikke forenes med et alvorligt
-kristeligt Liv.
-
-Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en
-Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til
-Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede
-Mand.
-
--- De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. --
-Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. -- Dèr, udbrød han
-saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis
-spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa
-Bordet, -- dèr ligger min »Skønliteratur«. --
-
-Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag -- Hjorth syntes,
-han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en
-iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han
-ventede paa Toget til Haderslev, -- trøstesløse Timer, som lod hans
-Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.
-
-Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. -- »Stumper og Lapper af
-Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af
-Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for
-Dagens Lys af G. J.«; -- »Den troende Landsbypige«; -- »Evangeliet
-paa de blaa Bjærge«; -- »Historien om den lamme Frederik«; --
-»Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.
-
-Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der
-standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:
-
-»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre
-deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end
-Dyret.«
-
-Han lod Bogen falde ned paa Bunken, -- og kom uvilkaarlig til at
-smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der
-syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde
-kastet Bjørnsons »Kongen«. --
-
-
-
-
-XIX.
-
-
-En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt
-Exemplar af en Kommentar, saà han paa Disken en lille gammeldags Bog
-i Læderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og
-med grønt Snit. Han tog den op. Det var Lessings »Nathan« --
-Originaludgaven -- med det netop sekelgamle Fødselsaar paa
-Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var
-stormønstret med gammeldags Kammarmorering, var der klæbet et skævt
-afklippet Træsnit: »Lessings Denkmal in Braunschweig«.
-
-Han lod Kommentaren ligge, købte »Nathan«, skyndte sig hjem og
-begyndte at læse.
-
-Og den burde altid læses saaledes -- paa det graa, bløde og plettede
-Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Sværte,
-som havde Aarenes hundredfoldige Hænder forgæves søgt at udslette,
-hvad der har en Tids evige Stempel.
-
-Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der
-kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver
-virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere
-forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan
-indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af --
-dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens
-Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den
-stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret
-som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.
-
-Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som
-ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over
-Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog,
-hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim
-Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det
-attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom
-det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; -- først
-England finder sit Udtryk i ~the nineteenth century~. Dèr synes det
-attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; -- hos
-Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af
-det attende.
-
-Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og
-æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang,
-der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok
-til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; -- Duften af
-Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt
-af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder,
-af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige
-Elegance.
-
-Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet
-er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede
-er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort
-Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler
-med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i
-forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og
-Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd --
-Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, -- det vil
-sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. -- Derfor
-føle alle ægte Theologer -- ikke alle orthodoxe Theologer, men alle
-ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende
-Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at
-Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring
-kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og
-Sædelighedens Religion«.
-
-Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod
-Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare
-stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den
-blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den
-frisk indbundne Wilkes Clavis -- hans ~Vade-mecum~ -- og med den
-skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De
-flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde
-tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med
-hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten
-af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.
-
-Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing
-sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i
-deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge
-Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion,
-han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af
-Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og
-opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle
--- skete der et Under med ham.
-
-De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem,
-bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da
-af den fjerde Ring?
-
-Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden,
-indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende
-Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber,
-tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, --
-vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt
-»Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og
-sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa
-hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i
-Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der
-om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om
-»den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, -- den
-samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; --
-thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre,
-og den funkler stedse længere og stærkere.
-
-Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den
-samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt
-Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det
-største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for
-sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange
-Atlaskes-Vest og knappede til over den; -- for han var en klog Mand,
-der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring
-at gaa med paa Fingeren.
-
-Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den
-samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine
-berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at
-beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den
-forbitrede kristelige Filosof.
-
-Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og
-forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin,
-som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med
-Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde
-vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig
-den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel:
-Et og Alt! -- jeg vèd intet andet; -- der er ingen anden Filosofi end
-Spinozas.
-
-Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes
-Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde
-gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende
-Aarhundrede, -- saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede
-ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige
-Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.
-
-Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.
-
-
-
-
-XX.
-
-
-Hos Lindekærs kom han meget ofte, i det mindste en Gang om Ugen,
-næsten paa alle Tider af Dagen -- han vidste sig altid velkommen.
-
-Med Provsten havde han ikke saa meget at gøre, som dengang han var
-Lærer hos ham i Fyn. Det forekom ham, at de nu stod hinanden
-fjærnere, enten det nu kom af, at hans Underordningsforhold i sin Tid
-havde ført til hyppigere Berøringspunkter og stillet dem paa en
-sikrere Fod over for hinanden, -- eller vel snarere deraf, at Aarene
-og det fritænkerske Røre i Halvfjerdserne havde gjort Lindekær mere
-rigoristisk, medens Hjorth bestandig var lidt bange for at ytre sig,
-idet han følte, at han gled til den modsatte Side.
-
-Han holdt mere af at sidde inde og passiare med Fru Cecilie. Ogsaa
-hun syntes at være bleven fjærnet fra sin Mand, -- eller maaske blev
-det ham først nu klart, hvor meget yngre hun var end Manden, yngre i
-Aar og endnu yngre i Sind; og hvor langt hendes frejdige Natur var
-fra at bøje sig ind under hans mørke, forsagende Kristendom. Men
-Spaltningen havde sikkert ogsaa udvidet sig i den sidste Tid; --
-Overflytningen til Hovedstaden, Omplantningen fra de stille
-ensartede landlige Omgivelser til den store Bys Blandingsluft havde
-givet hendes Livsglæde, hendes anden Ungdom, nye frodige Skud.
-Ligesom Tunghøre faa deres svækkede Sans skærpet af den Gadelarm, der
-gøre andre halvdøve, saaledes blev hun under Bylivets Tummel alt mer
-og mer lydhør for de Spørgsmaal og Svar, der krydsedes gennem Tidens
-Luft, -- Spørgsmaal og Svar, der kun dæmpet og med en ærgerlig
-Forstyrrelse trængte ind i hendes Mands Studereværelse, ligesom
-Sælgekonernes Raab ude fra Gaden.
-
-Hun var, som saa mange gifte Kvinder, mere Moder end Hustru. Børnene
-var hendes huslige Liv, -- især de mindre. For Ellinor syntes at voxe
-op i Faderens Avtoritetsskygge -- endnu kun en ganske let Halvskygge,
-hvis Rand svævede over hendes rene Pande.
-
-Ogsaa over for Hjorth udviklede hun et Slags moderligt Instinkt. Det
-var hende en Glæde at kunne trække ham ud af Studenterkamret og i
-timevis skaffe ham et Familjehjem, Hyggen af en Dagligstue, Dannelsen
-af kvindelig Omgang.
-
-Og hun gjorde ham en Velgerning derved. Han nød denne hyggelige Hvile
-fra det anspændende Arbejde, som mer og mer rykkede ham paa Livet og
-fik det højtidelige Udseende af en Kamp paa Liv og Død i ham selv,
-mod hans Fortid, om hans Fremtid, -- han søgte som til et fredviet
-Asyl til denne høje lyse Stue, hvori al Ting straalede, hvor Sanserne
-blev vaagne, medens Tankerne lod sig vugge ind i en drømmende
-anstrængelsesløs Bølgning.
-
-Efterhaanden følte han ogsaa noget nyt vakt og tilfredsstillet hos
-sig ved denne Hverdagslivets skødesløse Elegance, der bar et Præg af
-Damen, en Duft fra hendes Haar og Lommetørklæde, et lille Mærke af
-hendes Fod i Skamlen, et glemt Haandarbejde paa Bordet, en Fold af
-hendes Fingre i en ny Bog, en Spredning af Nodeblade fra hendes lette
-Haands Utaalmodighed over Klaveret, endelig en Reflex af hende i
-Mændenes soignerede Dragt og Tale. Han fik Smag for at føre en
-Konversation med denne Dame -- enten hun nu hed Fru Cecilie eller
-Frøken Ellinor -- en Konversation, der gled rolig frem eller sprang
-lunefuld, gik i Staa paa et Sted og begyndte igen paa et andet, --
-som oplystes af pludselige Smil og understregedes af de smaa
-uvilkaarlige Bevægelser, som Mænd ere for tunge til, -- ledsaget af
-Syningens hvide Armdrejning, med bestandig tændte og slukkede Gnister
-af en Ringsten, og af Traadens lette Knitren gennem Lærredet.
-
-Og skønt han ikke var synderlig musikalsk, og hans Udvikling havde
-ladet ham være ganske udannet paa dette Omraade, var der dog noget
-paa èn Gang velgørende og festligt, noget, der flød saa fortrolig
-sammen med alt det øvrige, i de klare og fyldige Toner fra Flygelet,
-naar et Par af disse fine Hænder berørte Tangenterne, der syntes at
-være saa blanke og elfenbenshvide for at passe til de levende
-Plektre. -- Et Schumannsk Karakterstykke, en Chopinsk Vals -- det var
-som disse Omgivelsers tonende Sjæl. »En aandrig Mand har engang sagt«
--- erindrede han, -- at Arkitektur er stivnet Musik; hvis denne Musik
-stivnede, forekom den ham at maatte blive en saadan Salon, høj, lys
-og varm med sin Dybde af bløde Stoffer, med sin Glans af polerede
-Flader og med sin dameagtige Duft; -- og ligesom hans Legeme
-efterhaanden havde faaet Trang til ofte at have denne Stue om sig,
-saaledes fandt ogsaa hans forfinede Sjæl sig snart tilrette i dens
-Sjæl af Toner, fik den Vane at maatte hvile sig i dens musiksmeltede
-Arkitektur.
-
-
-
-
-XXI.
-
-
-Da Hjorth en Søndag Formiddag ved Kaffetid kom op til Lindekærs,
-traadte Fruen og Frøkenen ind, begge i sorte Silkekjoler, Ellinor med
-lidt rødkantede Øjne og Næsetippen rødere end sædvanlig.
-
-De havde været til Alters.
-
-Hjorth ønskede dem til Lykke, og i det samme erindrede han, at han
-ikke i halvandet Aar var gaaet til Guds Bord. Det var ikke faldet ham
-ind før; -- han havde altsaa ingen Trang følt til Naademidlerne. Og
-heller ikke nu, da han ransagede sig selv, kunde han føle i sin
-Organisme nogen Hunger og Tørst, der begærede at stilles ved Herrens
-Legeme og Blod.
-
-Han tænkte paa at gaa til Alters alligevel, for at opfylde en
-religiøs Pligt.
-
-Men han kunde ikke længer ligge paa Knæfaldet som en naiv Troende, i
-Lydighed mod sin Kirkes Avtoritet. Han stod ikke længer saaledes
-under Avtoriteten, han var selv Theolog. Hvorledes skulde han kunne
-tage Sakramentet af en Præsts Haand, der paa Kirkens Vegne havde
-sagt til ham: Disse Ord, Christus sagde: Det er mit Legeme, som gives
-for Eder. Item: det er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes
-Forladelse, skulle I fuldkommeligen tro saa at være i Sandhed, at
-Jesus Christus er der selv tilstæde i Sacramentet efter Ordets
-Lydelse« -- hvorledes skulde han kunne det, naar han vidste, at
-Zwinglianer og Calvinister og Lutheranere og Romere stredes som
-rasende om »Ordets Lydelse«. -- Rigtignok var det klart, hvad Præsten
-mente -- eller skulde mene --, men det var ham næsten lige saa klart,
-at det var den aller mest forvredne og umulige Forstaaelse. --
-Filologisk, efter »Ordets Lydelse«, havde Zwingli ganske sikkert Ret:
--- dette betyder mit Legeme.
-
-Han besluttede at undersøge Sagen paa ny, omhyggelig.
-
-Men Altergangen opgav han, indtil videre.
-
-
-
-
-XXII.
-
-
-Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekærs sammen med Professor
-Petersen. Det var ham altid en Glæde, næsten en Stolthed, noget af
-den Selvopløftelse, som en Underordnet føler ved at være sammen med
-sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne
-bortfalde; -- thi skønt Professorens venlige og jævne Væsen ikke paa
-nogen Maade lod denne Gradsforskel blive følt, glemte han dog ikke
-selv den afstand-tagende Respekt for den lærde og ansete Mand. Men
-her, hos de fælles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig
-Fod, genfandt han sin naturlige Ligevægt og kunde slaa ind i en
-munter Tone.
-
-Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt
-sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru
-Cecilie snart meddelte ham.
-
-Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i
-Studereværelset til Tobak og theologiske Samtaler. -- Dèr sad de saa
-i brede Lænestole eller i den solide, bløde Sofafirkant og lod Røgen
-hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags
-Moderatørlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod
-balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker
-af Bøger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat
-Skærmglas en mørk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen,
-men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder
-hen paa det øverste af Væggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af
-det lange Værelse udslettede Dunkelheden de mørke Møblers Former, og
-midt paa den ene Sidevæg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mørke
-gabe ud fra den skumle Bogfæstning, hvorigennem Masser af skimlet,
-ormædt Lærdom syntes stødvis at styrte sig ud og sætte den stille
-Tobakstaage i voldsomme Bølgninger, medens Provstens højtmælende
-Stemme og langarmede Gebærder forivrede sig indtil Theologernes
-Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin højtagtede
-Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den
-konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller
-fjærneste Betydning. -- Hjorth derimod var ikke altid saa enig med
-dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhørerens
-Rolle; -- men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemærkning af ham
-bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: »Nej,
-virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamæn ikke af ...
-Hvorfra har De det?« -- --
-
-En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue
-i Dagligstuen. Efter den brændende hede Dag strøg en Smule
-Aftenkølighed ind fra Kanalen, løftende et Par Vimpler paa Jagterne
-ved Bolværket. Aftenrødens Genskin laa let over de døsige Skylag, og
-Vindfløjene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og længere borte højt
-oppe paa Børsens dragesnode Spir glødede, som om de skulde smelte.
-
-Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetøjet, -- Fruen sad ved
-Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekær var
-sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han læste »Fædrelandet«,
-ganske opløst i Mattelse efter sit søvndyssende Dagværk som Censor
-ved theologisk Examen.
-
-Hjorth beklagede, at han ikke havde været tilstede om Formiddagen.
-Professorsønnen, den æsthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som
-opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde været oppe.
-
-Men Professoren var skuffet.
-
--- Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa
-det, men -- -- Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel
-ikke for det første gaa op, -- nej, det er sandt, nej, -- De er fra
-sexoghalvfjerds; -- men De har jo ellers allerede faaet læst en
-Mængde.
-
--- Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.
-
--- Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok --
-
--- Saa har jeg tænkt mig at gaa paa Skriveøvelser hos Dem til Vinter.
-
--- Ja, det er meget rigtigt; -- det skal De tage i Tide ... Hm ...
-Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til
-Vonsbæk eller --
-
--- Nej, jeg tager til Yderslev.
-
--- Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamæn tænkt paa at tage
-derned og besøge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar,
-tror jeg -- ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg
-begravede min Fader.
-
--- Ja men, det skulde De virkelig gøre, Hr. Professor. Pastor Krarup
-har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke tròde, Professoren kom
-derned, det vilde være ham saadan en stor Glæde, hvis De vilde bo i
-Præstegaarden.
-
--- Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. --
-
--- Theen er færdig, Moder.
-
-
-
-
-XXIII.
-
-
--- -- Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord føler den
-samme Glæde som jeg over, at vi kunne være samlede med vor højt
-fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; -- thi om end vi andre
-ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige
-Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi
-søge jo alle efter bedste Evne at-æ -- virke -- og-æ -- gavne og --
-og føle os som Egnens Børn.
-
-Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var
-lige ved af suflere »gavne og fornøje«. --
-
--- Da Professor Petersen sidst besøgte denne sin Fødeegn, var det,
-som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. -- (Hele Selskabet stirrede
-meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen
-Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde været dèr.) --
-Naar jeg siger »da _Professor_ Petersen besøgte sin Fødeegn«, -- saa
-taler jeg egentlig unøjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur,
-som de Gamle kaldte ~Hysteron proteron~. (Her saà Pastor Krarup meget
-humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede
-hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: »ikke sandt, min
-lærde Ven.«) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke
-Professor, ikke engang Doktor, -- han var slet og ret Kandidat
-Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at
-virke saa overvældende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage
-i Salvelsestone:) _Kandidat Petersen_ ... Men, -- men, denne Kandidat
-Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lærer,
-han var Opdrager for Mænd, der nu sidde rundt i Landets Prædikes--
-hm, -- der nu _staa_ rundt paa Landets Præstegaarde.
-
-Dette Storkebillede løste Selskabets Lattermuskler, og selv den
-uheldige Taler maatte le med.
-
--- Ja, -- he, he, he! -- jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg
-saa bede Dem tømme Deres Glas paa Kandi--, paa Professor Petersens
-Velgaaende.
-
-Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun
-rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rødvin, der skænkedes af
-etiketteløse Flasker for at foregøgle en Vinkælder. Den hovedkuls
-forhastede, lidet højtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart
-virket velgørende. Højrøstet Samtale sprudlede pludselig op langs den
-dobbelte Stolerække og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig
-Klirren af Knive og Gafler, der næsten var mættende, blot man hørte
-paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes
-ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene,
-der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive
-som Soldater, med sovende Ansigter. De sænkede pludselig Fade ned
-imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fòr til Side, som grebne i
-en Sammensværgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre,
-næsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Væggen, hvor Stuepigen
-snublede over Gardinet, som Proprietær Kolding havde sat sin Stol
-paa, medens Husmandskonen hældte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg
-paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, født med »~de~«,
-der beviste sin højere Grad af Verden ved ikke at trække paa
-Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale.
---
-
-Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor
-Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad
-Selskabet om at forene sig med ham om at ønske en flink ung Mand --
-han kunde maaske sige en Discipel af sig, -- og han tròde en god
-Bekendt af dem alle -- Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var
-slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, -- dog ikke
-ganske skilt sig, thi han saà derhenne ved den unge Mands Side en ung
-rødmende Pige, en »Indfødt«, der havde knyttet sin Skæbne til hans og
-vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. -- Held og Velsignelse for
-dem begge!
-
-Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag
-ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af
-Bordet, begge meget røde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til
-at sætte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten,
-hviskede til sin Borddame: »En fager Brud i Sandhed han sig henter«
--- hvilket de begge tròde, var et Citat af Oehlenschläger.
-
-Dette førte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle
-Poesi, den romantiske Digtekunst, -- Axel og Valborg, -- ikke sandt?
--- aa! -- Ja, han sværmede endnu derfor. -- Han var maaske noget
-gammeldags, -- naa men Herregud, han var jo heller ikke ung længer.
---
-
-Hans Borddame gjorde Indvendinger: -- han var en Mand i sin bedste
-Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden
-Stædighed: --
-
--- Aa, De er nu saa komplimenterende, Frøken Klingenberg! ... Ja, --
-nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen
-til Ungdommen, men hvad mig angaar --
-
--- Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? -- brummede
-Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. --
-Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve--Vipstjært.
-
--- Ih, sikken et Billede! udbrød Frøken Klingenberg.
-
--- Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stødt.
-
--- Ja, Frøken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige
-Omgivelser, fra Mark og Ve--Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gør
-ikke Fordring paa andet.
-
-Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jævne
-Mand, der slubrede Ærter i sig med Kniven, medens han brummede ned i
-Talerkenen: »Gør ikke Fo--Fordring paa andet,« nedkaldte den et
-Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frøken Krarup,
-og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale
-skraas ovre fra Provsten, der raabte højest, fordi han havde Fru
-Kammerraadinden tilbords.
-
--- Jo vist! ... Han med sin Anseelse, -- med sin bekendte Indsigt i
-Landbrugets Teori! ... Han der kunde være bleven Landstingsmand, hvis
-han havde villet!
-
-Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden
-Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne
-Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en
-Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne:
-
--- Nej, -- Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, -- Anatom og
-Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men
-_Landmand_, det er han minsandten ikke.
-
--- Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par
-lange Fortænder, der stod skævt paa hver Side af et Hul. -- For
-Resten _er_ han det da for saa vidt, som han _kan_ sætte Penge til.
-
--- Ja, det gaar nok ikke saadan --
-
--- Han _har_ rent ud sagt været paa Randen af en Fallit. Hvor_dan_
-han egentlig kom over Terminen -- for Afgiften _har_ han saamæn ikke
-kunnet betale -- og Greven _ser_ ellers nok paa Pengene -- saa _hvis_
-Ravn ikke var hans gode Ven -- naa, men _ikke_ mine Ord igen ... Ja,
-Hr. Professor, hvor_dan_ Pastor Frederiksen præ'ker, det _skal_ jeg
-ikke kunne sige, for jeg _har_ ikke hørt ham ... Men _havde_ det
-været noget udmærket, saa _var_ der vel nok blevet talt om det ...
-Men dèr _har_ De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand,
-for Herredsfogdens _bor_ jo ved Siden af ham.
-
-Hun saà over Professorens Bryst og nikkede til sin kære Veninde Fru
-Henriksen, som hun glædede sig ved at sætte i Forlegenhed ved denne
-Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde
-satte deres Ben i Kirken.
-
-Men Fru Henriksen lod sig ikke forbløffe:
-
--- Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.
-
--- Er det nu et godt Embede?
-
--- Aa, saa for_skrækkelig_ daarligt, udbrød Fru Krarup med en
-foragtelig Hovedrysten. -- Der _er_ en Formand, som _slet_ ikke vil
-dø, og Præstegaarden er _lige_ ved at falde ned over Hovederne paa
-dem, og der er saamæn _ikke_ Raad til at bøgge.
-
--- Saa! ... Virkelig! ... Hm.
-
--- Maaske kender Professoren ham inde fra København, bemærkede Fru
-Henriksen.
-
--- Ja, han er saamæn en af dem, der staar rundt om paa Landets
-Præstegaarde, og som Kandidat Petersen --
-
--- Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det lød som en lille Skralle
-gennem den lange smalle Stue.
-
--- Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke
-ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se
-bedre ned ad Rækken.
-
-Men Hjorth, der fra sin Hjørneplads bekvemt kunde overse det hele
-Selskab, bøjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han
-sad ved Siden af, og gjorde ham opmærksom paa, at Professoren vistnok
-ønskede at drikke med ham.
-
-Den lille blege Mand fòr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op
-med en højtidelig, næsten sakramental Haandbevægelse, medens han
-nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktør,
-hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede
-Sag angaaende de sex Favne Brænde, om hvilke han nu paa fjerde
-Aar procederede med Skovvang Gods, -- et Emne, som hans Dame,
-Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begærlighed for
-at gøre sin juridiske Afstamning Ære.
-
-Men Ordene »Favnebrænde«, »Fagot« og »Top« antændte den onde
-Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjærte; han
-maatte gribe sit Glas, bøje sig frem foran Frøken Klingenbergs flade
-Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den Ære at drikke et
-Bæger med ham; det var ham saa kært, at de kunde mødes paa
-Privatlivets Grund.
-
-Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om
-det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af
-Prædiketexterne. Der kunde jo være meget, som talte for det, og der
-var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde
-ønske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han
-dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa
-inderlig kære fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at
-forlige sig med Tanken.
-
-Frøken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i
-det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en høj,
-knoglet Dame med rødsprængt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte være et
-eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en
-Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at
-slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar
-siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule
-Bøndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dèr bòde hun med
-Husjomfruen og Forvalteren. Men hun førte dog ikke noget ensomt
-Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Præster. For dem
-gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengæld til alle
-Præstegaardsmiddage.
-
-Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For
-det første bòde de jo hinanden saa nær, at de næsten kunde nikke til
-hinanden, saa det var ikke mer end simpel Høflighed, at han nu
-og da saà over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa
-hendes Kvædelikør; og det var saamæn heller ikke mer end simpel
-Menneskekærlighed, at han havde sine smaa Griseøjne med Gaardens
-Bedrift, for man vèd jo, hvor let saadan lønnede Folk kan finde paa
-at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en
-dybt følende kristelig Mand, saa havde de jo de højeste Interesser
-fælles, og det var en Selvfølge, at han, alle de gamle Præsters
-Lhomberbroder, var en stadig Gæst ved hendes smaa gejstlige
-Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke være andet, end at
-verdslige Tunger udlagde disse Besøg noget anderledes.
-
-Iøvrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at
-man gjorde ham til Frøken Klingenbergs erklærede Tilbeder. Tvertimod
-gav han endogsaa selv sine Hjærtesuk et vist iøjnefaldende Præg. Det
-kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der
-vanskelig lod sig lægge Baand paa hans stærke Følelser. Men de onde
-Tunger -- hvad har de ikke at bestille! -- de fortolkede det
-unægtelig, som om Ravn ønskede, at Folkesnakken skulde gøre Frøkenen
-bekendt med hans Hjærtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen
-lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard -- det var det
-poetiske Navn paa Frøken Klingenbergs Bo -- fra Skovvang, hvor der
-sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.
-
-En af disse onde Tunger, Fuldmægtig Jessens, havde haft en hel Del
-gode Historier i den Retning at fortælle Hjorth i denne Sommerferie,
-saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt
-iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en
-hviskende Mjaven, med Hovedet kælent paa skraas og opadvendte Øjne,
-der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets
-Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en
-Sammenflydning og Krydsning af Repliker.
-
-Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbær, stødte
-mod gestikulerende Albuer, saa Bærrene trillede ned over Randen.
-Sherryen fyldte en for en Rækken af de smaa tomme Glas, idet den
-ligesom tændte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af
-Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevægelse fra Talerkener til
-Munde, men den anden Række var endnu i Færd med at forsyne sig.
-Proprietær Kolding sugede med et Svup Fløden af sin tykke
-Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at følge hans
-Exempel og komme Sherry paa Jordbærrene, for ikke at forkøle Maven.
-Kammerraad Sommer var allerede snart færdig med sin Portion, som han
-i sande Læs skuffede ind mellem de tykke Læber, der formede sig som
-Tuden paa en antik Tragediemaske og mødte Skeen paa Halvvejen. Men
-Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet
-sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han
-vendte sig helt om imod hende, for at hans højre Haand imens kunde
-faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervøs Rysten at
-drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strøskeens Huller ned over de
-røde Bær. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frøken Klingenberg
-opmærksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det næsten var umuligt
-at faa tilstrækkelig Tid til at tage Sukker.
-
-Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Værelse, hvor
-Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der
-skraas over Bordet brødes i Glas og Karafler og irriterede
-Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet,
-saa han maatte bøje sig endnu længer over mod sin Borddame. Foruden
-Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu
-at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at
-gløde mere og mere. Det føltes som en Velgerning, naar den dovne Vind
-strøg ind gennem de aabne Vinduer, løftende og buende de hvide
-Gardiner som Sejl, -- undtagen det ene, der var tøjret af
-Proprietærens urokkelige Stoleben.
-
-Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i
-et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da
-den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbærrene
-stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden
-over, en ubændig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet
-Hjørne af Bordet, en Ærgerrighed efter at hverve et Individ fra en
-fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhørte, -- som frembragte
-et Kaos af Sætningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en
-Udenforstaaende. Og Kristine lænede sig tilbage i Stolen, leende til
-Hjorth, medens hun med Hænderne for Ørene, ved at aabne og lukke
-hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kæmpekonkylje. Hjorth skændte
-paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik
-over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende Øjne, med dybe
-Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de
-friske Læber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrækker, --
-at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den stærke
-Arm, som Ærmet var gledet ned over til Albuen. -- Han kunde ogsaa
-gjort det uden Fare for at blive bemærket, -- det skulde da have
-været af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental
-Sætning til sin Frøken sendte et hurtigt, graadigt Øjekast over paa
-den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe
-Ørenlyd for sit. --
-
--- Ser man det! -- har han to Præceteriser?
-
--- Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietær, at det Forsøg, jeg gjorde
-ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl --
-totalt.
-
--- Ja men, Provsten maa lægge Mærke til --
-
--- Aah ja, med Frankrig gaar det jo sørgelig ned ad Bakke --
-
--- Ja, de--det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk--, denne Ge--
-Gambetta --
-
--- Aa, han er en Ærkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i
-Triumfbuen.
-
--- De immerbærende, -- ja det er nu en Art for sig; det er det vilde
-Skovbær, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber --
-
--- Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det
-sidste Decennium --
-
--- Nej, Be--Beaconsfield, -- det er min Mand! ... Han er skam ikke
-tabt ba--bag af en Vogn.
-
--- Ja men, saa _er_ der jo ogsaa denne d'Isreali --
-
--- Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage
-»Kongen af Saksen«; -- det er --
-
--- Ja, des værre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar --
-
--- Provst Storm! Provst Storm! -- De maa virkelig komme en af Deres
-undergivne Præster til Hjælp! -- Har jeg ikke Ret, at Napoleon var,
-med alle sine Fejl -- alligevel --
-
--- Den kostede en Krone, den ene Plante --
-
--- Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.
-
--- Ja, jeg mærker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to høre begge til den
-gamle Skole!
-
--- Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Længden --
-
--- Ja, man kan nu sige hvad man vil, -- saa _er_ og _bli'er Atkinson_
--- det bedste Jordbær ... (Saa til Helvede! --)
-
-Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde
-ladet Atkinson fælde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af
-Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone
-fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe
-af lemlæstede Sætninger døde hen i resigneret Tavshed.
-
-Ravn stod med den venstre Haands Knoer støttede paa Dugen og med
-højre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjærtet,
-for at det ikke skulde springe ud. -- Han vilde foreslaa en Skaal --
-en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord -- en Skaal for
-Kvinden.
-
-Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over
-alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om
-ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.
-
--- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! -- Dersom han maatte ligne
-Livet ved det, som det burde være, en Gudstjeneste --
-
-Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbær, en Grimace af
-Væmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane
-første Gang smager Kaviar.
-
--- en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen.
-Det var de lutherske Salmer, som mange Steder først havde sunget
-Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de tørre Prædikeners
-Dage, da var det Salmesangen, der havde næret og opholdt
-Menighedslivet ... Saaledes -- hm, hm, -- saaledes var det ogsaa
-Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det
-højeste og bedste og ligesom gav Sjælen Vinger til at hæve sig over
-Hverdagslivets Trivialiteter. -- Der var maaske Kvindetyper, hvorom
-dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske
-Mø, der var blond som en Lysalf, med blaa Øjne, hvori man syntes at
-se et Spejl af Himlen. -- En Skaal for den danske Mø! --
-
-Kort efter at denne Tale lykkelig var overstaaet, rejste Selskabet
-sig, og Parrene opløstes inde i Havestuen under en almindelig
-Haandtrykken. Men Godsforvalter Ravn beholdt endnu Frøken Klingenberg
-for sin egen Mund, idet han fik hende manøvreret hen i det fjærneste
-Hjørne mellem Vinduet og Klaveret, og Fru Krarup, der endnu
-ikke havde gjort Professoren tilstrækkelig bekendt med Egnens
-Smaaskandaler, fik ham placeret ved Siden af sig i Sofaen, hvor han
-havde den smukke Udsigt over den hvide Dug med de stærkt forgyldte
-Kopper og forbi Herredsfogedindens graa Silkebryst ud i Haven, der
-sammenfiltrede sit grønne Vildnis af gamle Frugttræskroner udenfor de
-aabne Døre.
-
-Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af
-Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags
-Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa
-Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager, til hele
-Stuen stod fuld af en hyggelig, tæt Dis, en rigtig landlig
-Kaffebords-Atmosfære, som dæmpede Dagslyset og udviskede
-Ansigtstrækkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres glødende
-Ender.
-
-Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen
-og begyndte at hoste; -- Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i
-den henne i det Vindueshjørne, hvor hendes Mand stod og tindrede med
-sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev
-skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans
-Side udspyede Kammerraadens tykke Læber uhyre Røgmasser, medens han
-formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Røg; han kastede
-hvert Øjeblik et kærtegnende Blik ned over sin store barberede
-Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde
-Værelset med sin Hædersglans; af og til lettede han sin højre Fod bag
-op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa
-venstre -- en af hans sære Manerer, naar han blev ivrig eller var i
-godt Humør. Men Proprietær Kolding stod støt i sine tyksaalede
-Landmandsstøvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkæden, medens
-han med højre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.
-
-Paa den anden Side Spisestuedøren i Kakkelovnskrogen stod Provst
-Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et Øre vendt ud mod
-Kammerraadens og Proprietærens Samtale, medens han med det andet
-skødesløst beærede Pastor Frederiksens spædmælede Anmodning, om det
-dog ikke var muligt ved næste Syn at faa Godset til at indrette et
-ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: -- Det var af den Slags Sager, --
-man kunde ikke bestemt forlange det ... Han skulde tale igen med sin
-Ven Ravn derom ... Iøvrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke
-var absolut imod det. -- Bag ved dem stod Pastor Krarup mod
-Baggrunden af den rosarøde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem
-Hornbrillernes Cirkelglas med en Værts Tilfredshed; han havde stukket
-Hænderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa
-Siden og skubbede ham i Nakken med sin høje Krave under de hvide,
-silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med
-den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent
-Halsbind; -- i denne Stilling gav den gammeldags, langskødede sorte
-Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.
-
--- Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store
-og lille Skævinge, Hr. Provst?
-
--- Nej, -- ikke set ham ... Temmelig ung Mand, -- fire Aars Kandidat.
-
--- Mon han har præket til Demis?
-
--- Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjørnet, hvor han
-dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. -- Jeg var
-selv Censor.
-
--- Ja saa! ... Naar var det, Hr. Professor?
-
--- Sidste Uge ... Jo, meget godt ... Det var: Jesus driver en Djævel
-ud. -- --
-
--- Guds Død og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo været ud paa
-Sneppetrækket, udbrød Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i
-Vristen.
-
--- Hvad behager? ... paa -- ... Er De blevet gal, Sommer?
-
--- Jo, han si--siger jo der--derhenne, at de sidste Uge prækede om,
-at Jesus drev en De--jævel ud.
-
--- Aa Snak! -- det maa være noget andet ... Det er jo engang i Marts,
-at Jesus driver en Djævel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal
-ud og skyde Snepper.
-
--- Ja, det--det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi -- -- aa, vi er jo midt
-i August, -- ja, hvor man dog kan staa og være distrait.
-
--- Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede
-Proprietær Kolding. -- Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule
-Godsejerske, -- det maa for Resten have været en sur Tjeneste, -- saa
-skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, -- ja, det er
-nu ogsaa en Fandens fix Pige! --
-
--- Hm! -- ja--a, Godsforvalteren er, som vi jo hørte ved Bordet, en
-varm Beundrer af det smukke Køn, -- Salmesangen, bemærkede
-Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askestøtten fra sin Cigar hen
-paa Kakkelovnspladen.
-
--- Ja Ra--Ravn, -- han er jo altid som en Ra--Ramler i Marts,
-plumpede det ud af Kammerraaden. -- --
-
--- Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.
-
--- Bevares, Frøken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal
-være saa uhøflig at blive siddende paa den bedste Plads.
-
--- Det _kan_ jo ogsaa være, at Professoren _er_ bleven ked af os
-Damer --
-
--- Men, hvor kan De dog tro, Frue?
-
--- Det vilde gøre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren
-bort eller blive et Paaskud, -- jeg har netop glædet mig til at tale
-med Dem ... Jeg har med saa megen Interesse læst adskilligt fra Deres
-Pen.
-
--- Ser man det! ... læser Frøkenen ogsaa -- --
-
--- Aa, Frøken _Klin_genberg er nu en ren Theolog.
-
--- Naa, det tør jeg just ikke rose mig af ... Jeg vil ogsaa ærlig
-tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at læse Deres Disputas, men
-den -- den blev mig dog -- lidt --
-
--- Saa, -- ja, det vil jeg tro.
-
--- Ja især det meget Græsk, det kunde jeg jo ikke --
-
--- Nej, naturligvis.
-
--- Men flere Artikler af Dem -- i theologisk Tidsskrift, -- de har
-interesseret mig overordenlig ... Og saa Deres »Kulturhistoriske
-Billeder af Livet paa Frelserens Tid«. --
-
--- Saa, har De haft Fornøjelse af den? -- Det glæder mig at høre. --
-Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.
-
--- Ja, saa fin, og saa -- Aa, kan De huske -- et Sted -- det falder
-mig netop ind -- det er en Skildring af Aftenen -- hvordan, saadan --
-ja det begynder -- lad mig se! -- »Men anderledes saà det ud, naar
-Solen var gaaet ned (Mathæus 16).«
-
--- Jo, jeg erindrer det nok ... Saa, har det tiltalt Dem særlig? ...
-Hm! -- Siden Frøkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tænke,
-De har læst Martensens Ethik.
-
--- Aah, ja -- i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har
-jeg næsten ikke haft Tanke for andet ... Jeg kan slet ikke blive træt
-af det ... Det er rigtignok Tankedybde! -- Og saa denne herlige Stil!
-det er slet ikke, som om det var Videnskab, -- det glider saa let som
-i en Præken. -- --
-
--- Jeg maa dog sige, bemærkede Provsten, at hans Eskatologi er mig
-noget fantastisk. --
-
--- Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er
-et meget indviklet Spørgsmaal, som man sandelig skal -- -- Hvad mener
-De, Hr. Professor? jeg hører De taler om Martensens Ethik ... Det er
-dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke
-nægte, at det er udtrykkelig forkætret i Konfessionen.
-
--- Saa, Hr. Pastor! udbrød Frøken Klingenberg, -- er det forkætret?
--- det tusindaarige Rige -- Gud, det har jeg altid tròt --
-
--- Ja, man maa vel des værre sige, lød Professorens Votum, at vore
-Reformatorer -- paa dette Punkt har været -- hvad skal jeg sige? --
-noget overilede ... De har uden Tvivl ladet sig henrive til den
-syvende Artikel af historiske Strømninger i deres Samtid, som var dem
-imod, og med Rette imod -- af andre Grunde. Tusindaarsriget har den
-fuldeste Medhold i Skriften.
-
--- Ja--a, -- det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er ægte,
-ytrede Provsten.
-
--- Ja, men det maa vi vel være enige om.
-
--- Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.
-
--- Jo, vist gjorde han saa ... Men De vèd nok, Hr. Provst, at Luthers
-Forhold til den hellige Skrift var -- des værre -- i mange Maader --
-vilkaarlig.
-
--- Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, -- man kan ikke
-saadan uden videre -- beraabe sig -- -- Naa, hvad mener Ungdommen?
-brød han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske
-Disput.
-
--- Jeg antager, at Apokalypsens Ægthed er hævet over enhver Tvivl.
-
--- Ja, de Unge de skal nu altid være saa ultra-orthodoxe, udbrød
-Provsten ærgerlig.
-
--- Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at være en underlig
-Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens Ægthed.
-
--- Ja, det er ganske sandt, udbrød Krarup, henrykt ved at se Provsten
-fanget i sin Uvidenhed. -- Det er meget træffende; he, he, he! -- Kan
-De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betænkt.
-
--- Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst
-Storm.
-
--- Ah, de Lærde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals
-under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af
-Theologerne. -- Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.
-
--- Ja men, Guds Ord bliver dog den højeste Avtoritet, saa der er
-ingen Fare, Herredsfoged ... Vi talte ellers om Martensens sociale
-Ethik, og den har De vel ikke læst.
-
--- Jo, den har jeg netop læst, Krarup, det _vèd_ Gud jeg har ... Og
-jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget
-forbandet Nonsens -- hen i Vind og Vejr ... Men saa meget vil jeg
-indrømme Dem, at den kan være meget gavnlig i politisk Henseende ...
-At den nationalliberale Reaktion bliver præket som kristelig Ethik,
-det kan være meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at
-rette sig efter. -- --
-
--- De kan dog ikke ne--nægte, Hr. Proprietær, at det er Indavlen, der
-har da--dannet Racerne. --
-
--- Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.
-
--- Saa! er det det? ... Da vèd jeg dog ellers, at Backwell --
-
--- Aa, han er aldeles forældet!
-
--- Hva--hvad behager! -- forældet?
-
--- Ja, for længe siden! ... Og jeg har læst i et Tidsskrift, at
-Darwin selv -- --
-
--- Darwin! -- De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten,
-idet han pludselig vendte sig.
-
--- Nej, -- ja, -- det vil sige, -- det er slet ikke noget om det med
-Aberne ... Det er aldeles uskyldigt ... Det er kun om Husdyrene.
-
--- Naa, ja ... Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.
-
--- Nej, de--det har Provsten Ret i, de--det er det jeg siger, udbrød
-Kammerraaden, gribende sig om Vristen ... Da--Darwin er ingen
-Avtoritet, han er Fi--Filosof.
-
--- Aa, De kan selv være Filosof.
-
--- Hvad ba--behager! ... Jeg Fi--Filosof! ... Jeg er en simpel
-La--Landmand.
-
--- Maa jeg spørge, hvad er egentlig Stridens Emne? --
-
--- Aa, det er Proprietæren dèr, han paa--paastaar, at Indavlen, ~the
-breeding in and in~, at den ikke bevarer Racerne, men at der behøves
-Krydsning --
-
--- Ja, det skulde jeg ogsaa være tilbøjelig til --
-
--- Ja, men be--bedste Provst -- --
-
--- Ah, nu er Provsten kommen dèrover, bemærkede Pastor Krarup; -- ja
-dèr passer vor kære Embedsbroder maaske ogsaa bedre.
-
--- Saa? ... Hm ... Provsten er en ivrig Landmand? ... Hm.
-
--- De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snøvlende
-Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; -- og da vi netop er
-ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den
-Bemærkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin,
-dèr -- i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. --
-Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om
-Udviklingslæren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden
-stiger -- og saadan -- Og saa det, der staar, at han faar Magt til at
-give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret,
-der bliver til Menneske, -- at han faar det til at se saadan ud, og
-faar dem til at tilbede Dyret og bære dets Mærke paa Panden, saa de
-selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral ... Ja,
-saa staar der jo ogsaa, at Løgneprofeten ser ud som et Lam, men taler
-som en Drage, og man hører jo altid netop Darwin rose for hans
-beskedne Fremtræden, -- det Træk forekommer mig nu at være saa
-slaaende.
-
--- Saa, har De tænkt Dem det saaledes ... Hm ... Ja, det kunde man jo
-ogsaa -- --
-
-Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik
-hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjørnesofa og
-lo, medens hun udsøgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den
-galante Godsforvalter bød hende paa en lakeret Bakke. Hun havde
-forvundet sin første Benauelse ved den lille elegante Herres
-Opmærksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der
-konverserede hende med en spøgende onkelagtig Venlighed, medens han
-lænede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre
-Haand, med det venstre Ben slaaet over det højre, vippende
-velbehagelig med den fine Gedeskindsstøvle, der var som støbt om hans
-lille Fod.
-
--- Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Flødeskindet, Frøken.
-
--- Uh ja, -- jeg fik saadan en Mængde, og jeg kan slet ikke lide det,
-svarede hun rødmende, idet hun bortløj sin Graadighed.
-
--- Hvad for noget, Frøken! ... Hvad er det dog for en Smag, tilmed
-for en landlig Skønhed ... Ikke lide Flødeskind! ... Ja, men saa maa
-De virkelig give mig noget af Deres Overflødighed, for jeg er saadan
-en græsselig Slikmund.
-
--- Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.
-
--- Jo saamæn gaar det magelig an, nu skal De bare se! --
-
-Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Flødeskindet op
-af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden
-af Latter.
-
--- Se saa, lille Frøken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange
-Tak for Flødefisken; -- ja saadan kaldte vi det som Børn, naar Moder
-gav os en Theske fuld af Flødeskind ... Aak ja, -- aak ja! ... Det er
-dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamæn Barndommen.
-
--- Det synes jeg virkelig slet ikke.
-
--- Ikke det ... Og De maa dog have haft et rart Hjem, -- Deres Fader
-er saadan en prægtig Mand -- saadan lidt af den gamle Skole, men
-rigtig saadan -- aa -- ... Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den
-er jo ogsaa -- ... Aak ja! ... Ah, vær saa artig, Hr. Hjorth, vær saa
-artig!
-
--- Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.
-
--- Nej, paa ingen Maade, paa ingen --. Skulde jeg blive her og tage
-Pladsen op for en værdigere? ... Saadan et Par Forlovede, de er jo
-ligesom et Par røde Køer, som vi siger her paa Landet ... Det vèd vi
-nok ... Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har været forlovet
-... Aak nej! ...
-
-Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen støttet paa Klaveret, og
-Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.
-
--- De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom
-med Deres Kæreste? ... Ja jeg siger ligefrem Kæreste, for jeg kan
-ikke udstaa det Ord »Forlovede«; -- der er saadan noget koldt og
-selskabeligt ved det ... Derimod »Kæreste«! hvad ligger der ikke i
-det Ord! --
-
--- Nej, min »Kæreste«, sagde Kristine med en aller kæreste lille
-Vrængning efter Ravn, -- han kommer saamæn slet ikke, for han tager
-til København.
-
--- Saa? -- allerede! ... Har De ogsaa Hjærte til det?
-
--- Aa ja, for min Skyld, Niels! -- du kunde dog gærne blive den ene
-Dag.
-
--- Nej, jeg kan virkelig ikke, kære Kristine ... Skolen venter ikke
-paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsømme.
-
--- Det er saa længe siden, vi har været paa Skovbal sammen.
-
--- Skal der nu være Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa
-var flygtet fra Theologerne.
-
--- Ja, der skal saamæn, imorgen; -- nede ved Skovvang Sø, svarede
-Godsforvalteren.
-
-Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var færdig
-med at skænke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden
-af Ravn.
-
--- Ved Skovvang Sø? ... Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse
-til det?
-
--- Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke --
-
--- Æh, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dèr, -- det
-gaar saagu min Sæl i èn Guddommelighed.
-
--- Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig
-Fornøjelse.
-
--- Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter
-i ni Maaneder ... Uskyldig! ja den er Fan'en er den ... Nej, Ravn!
-_De_ hører sgu ikke længer til de naive, det kan De ikke bilde saadan
-en gammel Praktikus som mig ind.
-
--- En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brænder Læberne,
-sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud
-i Haven og trække lidt frisk Luft?
-
--- Aa jo. -- --
-
--- Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene --
-
--- Fordi, bedste Hr. Provst, for--fordi der er en meget nøje
-For--Forbindelse mellem Hornenes Væxt og det sexuelle System og
-følgelig ogsaa med Mælkesekretionen. -- De kan jo allerede se det paa
-Tyrens og Koens Hornform. -- Det er en Ko--Korelation i Væxt ...
-Dersom for Exempel en Ko bliver syg, -- jeg vil sige den faar en --
-
--- Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad,
-afbrød Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, --
-saa kan De jo disputere videre dernede.
-
--- Ja, ja, -- nu kommer vi, nu ko--kommer vi. -- --
-
-Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbær- og
-Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde
-erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem
-og kun syntes at ville give Adgang for Bærspisere. Hist og her var
-der nogle mislykkede Blomsterforsøg i nyere Stil, som Hønsene havde
-vendt op og ned paa; nede langs Staldlængen glòde en Række Georginer,
-Stokroser og Brandliljer midt imellem et tørt Krat af afblomstrede
-Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra
-Gangene, og derinde gròde Græsset frodigt, fuldt af nedblæst Frugt
-under de gamle mossede Træer, der vare tveløbne eller delte sig fra
-Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.
-
-Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i
-Ribsbuskettet var trængt ind paa en af disse Plæner, at Professoren
-udbrød, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: --
-
--- Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog
-koste en Del at holde i Orden.
-
--- Aa, det er saamæn ikke noget videre at tale om.
-
--- Nej, det kan man sgu se, bemærkede Herredsfogden, og pillede et
-Par Torne ud af sine Buxer.
-
--- Hvad kan De? ... He! De skal nu ogsaa altid have noget at udsætte
-... Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? ...
-Saadan rigtig vil jeg sige, som en Præstegaardshave skal være.
-
--- Jo, ganske vist; -- det er jo Stilen ... Naa, man kunde maaske
-sige, at den hist og her var en Smule overgròt.
-
--- Overgròt? -- Nej, hvor vil De hen? ... nej paa ingen Maade ... En
-Have maa skam ikke være aaben, det giver ingen Hygge ... Nej, den er
-saamæn ikke overgròt.
-
--- Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Træerne --
-
--- Hugge? ... nej, De kan tro nej, Herredsfoged.
-
--- Se, sikken nu et dèr! ... Det kan jo næppe staa.
-
--- Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det ... Men saa megen
-Frugt, som jeg høster af det, det gør De Dem ingen Begreb om -- ikke
-Tanke om, at De forestiller Dem det. -- De kunde lige saa godt
-forsøge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en
-af de andre Planeter. -- Se der er nu den Bergamot, dèr -- den er hul
-som et Rør; -- men hvad _det_ er for et Træ til at bære, -- aa, der
-kunde leve en hel Familje af det.
-
--- Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller
-bedste.
-
--- Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og
-sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel ... He! -- nej
-dette nymodens, det er dog ellers --! ja, De kan tænke Dem, Hr.
-Professor, jeg saà forleden -- jeg var kommen over i Haven paa
-Skovvang, -- og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte
-smaa Frugttræer i Espalier paa Staaltraad -- helt ned langs Jorden
-... Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrøble Guds Skabning
-saadan!
-
--- Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.
-
--- Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! -- Aa Gud, hvor det ligner
-Dem, Herredsfoged! ... Overgròt! ... nej Deres Have er jo rigtig nok
-ikke overgròt. En Høne kan jo ikke finde Skygge i den ... Se nu
-saadan et Par stakkels Kærestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i
-Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap
-ind i Filosof-Gangen ... Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille
-op i Deres Have -- kan De svare mig paa det, Herredsfoged?
-
--- Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. -- For
-Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det
-er mig som har.
-
--- Ja, det er unægteligt ... Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke ...
-Aa, men nu skal De se det nyeste. --
-
--- Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder
-her!
-
--- Ja, kom nu bare med til »Verdens Ende«.
-
--- Ih, ser man det, Hr. Pastor! ... Jeg vidste saamæn ikke, den var
-saa nær.
-
--- Ja ha, ha, ha! ... Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til
-den nye Udsigtshøj?
-
--- _Udsigtshøj_? ... Har De lavet en _Udsigtshøj_? ... Ja men
-Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.
-
--- Jo vist saa! over til Møllen, og -- kom nu bare -- nu er Solen
-lige gaaet ned, saa er der -- Ah, der har vi Damerne! ... Frøken
-Klingenberg! vil De følge med mig til Verdens Ende?
-
--- Ja med Fornøjelse, -- naar De paatager Dem at finde Vej.
-
-Ved en Tvervej stødte Toget paa Pastor Frederiksen og
-Godsforvalteren, Ravn havde været saa uheldig at løbe paa Præsten i
-en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden
-til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa
-uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren ... Men Pastoren kunde
-jo indse, at han i sin Stilling --. Herregud! det var jo en Bagatel
-for Godset -- og han vilde saamæn være glad, hvis det tabte Sagen,
-det ved Gud han vilde, -- men som gammel Jurist maatte han rigtignok
-sige, at han tròde ikke, der var Udsigt til det.
-
--- Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden,
-idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, -- ja, det haster
-sgu ikke med at komme videre, for Frøken Klingenberg har haget sig
-fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedød selv af Kristine
-henne i Nøddegangen, -- men jeg vil dog sige Dem, at det er noget
-forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brændesag. --
-
--- Naa ja, -- hvad, enhver staar jo paa sin Ret.
-
--- Ja Ret, ja -- Fan'en heller ... Se hvad skal det nu ogsaa til, at
-vi ikke faar de Regnskaber at se?
-
--- Ja men Herregud, vi har dem jo ikke ... Der har jo været saadan en
-græsselig Uorden --
-
--- Ja vèd De hvad, Ravn, -- naar en Mand som De siger saadan og
-saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; --
-men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.
-
--- Hm--m! ... naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro ... Men smid
-nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her -- nej
-det andet Rum, -- det er en ægte Habana.
-
--- Nej virkelig, -- er det? ... Det var sgu ellers rart ... Tak skal
-De have ... For Præstens Cigarer -- ærlig talt -- saadan efter Middag
-... Har De lidt Ild! ... mange Tak ... Ah! --
-
-Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket,
-nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en
-Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og
-havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der -- ligesom ~lucus a
-non lucendo~ -- har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her
-memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en
-ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det
-bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester.
-Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig
-meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og
-tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det
-romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de
-Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden,
-iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den
-nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft
-hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke
-netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun
-hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den
-skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne
-Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde
-trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange
-Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.
-
-Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets
-Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor
-Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet,
-ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.
-
-De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at
-skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.
-
--- Ah, dèr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gøre mig
-fortjent til en Plads dèr paa Bænken -- skønt jeg rigtignok ikke
-længer tør regne mig blandt de unge ...
-
--- Gud, Hr. Godsforvalter, -- De havde da nær kyst Livet af mig,
-raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads
-mellem hende og Kristine.
-
-Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til
-Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig
-Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa
-stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det
-gode i Menneskenaturen op!
-
-Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf
-paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende
-Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? ... aa, den var
-endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al
-Magelighed ud af Menneskekroppen!
-
--- Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De
-ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det
-virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.
-
--- Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for
-megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. --
-Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.
-
--- Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! ... Frøken Kristine er
-ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en
-stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej
-Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.
-
-Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa
-tæt som muligt op ad Kristine.
-
-De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig
-den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var
-lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de
-smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden.
-Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene
-langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser
-ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og
-vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de
-andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det
-Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den
-behagelige Middelvej, -- en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.
-
--- Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; -- det gaar ikke an.
-Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.
-
--- Herregud, -- jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.
-
--- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom,
-nu skal vi trække Dem op.
-
--- Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.
-
-Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun
-traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og
-Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag
-efter, ganske tæt ved.
-
--- Aa, det var da kedeligt!
-
--- Hvad er det, Hr. Godsforvalter?
-
--- Jeg tabte min Signetring, -- den gled ned af Fingren lige her.
-
--- Naa, den skal vi nok finde.
-
--- Ja, jeg vilde rigtignok nødig --. Den kunde ligge og ruste, eller
-nogen kunde træde paa den ... Det er mig saadan en kær Erindring fra
-min Moder ... Aa, om Forladelse!
-
-Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge
-bøjede sig. Kristine lo.
-
--- Nej, hvor her dog er mørkt.
-
--- Ja nu -- nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.
-
-Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den
-kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de
-enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede
-hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik
-hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han
-maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.
-
--- Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.
-
-Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.
-
--- De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde
-Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.
-
-Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer
-nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa,
-de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.
-
-Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!
-
-Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det
-Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt
-Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax
-inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin
-tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det
-var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og
-Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet
-Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af
-Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he,
-he!«
-
-Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.
-
-Men der var ingen dèr.
-
--- Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk
-Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke sætte os lidt ned, -- da vi nu
-dog er kommet her? ... Theen er vist ikke færdig endnu.
-
-Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget
-bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa
-hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt
-triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og
-ikke altfor sarte Hofter.
-
-Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af
-Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri
-Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd
-rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den
-kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle,
-strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner,
-der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede
-til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften,
-havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme
-derned et Øjeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han
-saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort
-Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog
-til Byen.
-
-Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok
-komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa
-derhen, naar Niels ikke fulgte med.
-
-Danse! vilde hun virkelig danse med ham! -- saadan en gammel Kavaler
-... Det havde han rigtignok ikke tænkt paa ... Naa, men en lille
-Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en
-Fornøjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig -- Herregud! --
-hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom -- --
-
--- For--fordi Fe--Felterne paa Spejlet er en Fo--Fortsættelse af
-Fe--Felterne paa Yveret --
-
-Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med
-onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte
-at fnise.
-
--- Hvad det be--beviser, Hr. Provst? ... det be--beviser, at der er
-en Ko--Korelation i Væxt.
-
--- Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med
-Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?
-
--- Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?
-
-Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende;
-man kunde ikke komme bort.
-
--- Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.
-
--- Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit
-Hul!
-
--- Hvad, Ra--Ravn! er De her --?
-
--- Og Kristine, udbrød Provsten.
-
--- Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.
-
--- Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at
-træffe Selskabet her. -- Men nu er det vel bedst, at vi kommer
-tilbage til Theen.
-
-Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin
-pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet
-som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse.
-Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den
-nye Plag, som hendes Fader havde lagt til -- den grønne -- Magen til
-den, han havde solgt til Provsten -- men det kunde hun vel ikke
-huske? -- Brillant Stykke Hest! -- Ja men den ny, den saà ellers ud
-til -- den kunde sgu ogsaa nok -- med Tiden -- det ved Gud den kunde.
-Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst
-Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke været der? -- Ja,
-de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa.
-Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. -- Det duede? --
-ikke Tale om -- saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt
-sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste ...
-Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, -- det var sgu fine Varer ...
-Men naar man er Kammerraad Sommer! --
-
-Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed
-skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var
-døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at
-blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred
-uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var
-utrættelig som Vært; -- med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed
-og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt
-endnu Selskabet i Aande.
-
-Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod
-spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. --
-
-Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den
-bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran
-Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der
-holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det
-snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige
-Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og
-til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange
-hvide Piskesnært.
-
-Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med
-en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren
-af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den
-behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde
-Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en
-ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste
-Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom
-dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi
-Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem
-imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende
-Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over
-Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig
-Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod
-Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse
-Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud
-trak sin lange gyldne Buelinje.
-
-Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet
-efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter
-Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der
-bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i
-Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde
-baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som
-hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du
-søvnig?« -- Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var
-hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage
-og saà op paa Himlen.
-
--- Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blæste en
-Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme
-... Aa! saà du det Stjærneskud? ... Mon det nu skulde være en Engel,
-der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en
-af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt ... Han sagde ogsaa, at
-der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke
-forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?
-
--- Nej.
-
--- Ja men, skulde du egentlig ikke det?
-
--- Skulde?
-
--- Ja, jeg mener -- naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om
-Engle.
-
--- Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.
-
--- Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa fælt kedeligt at
-høre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det,
-da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! -- det bliver ellers
-morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster
-og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.
-
--- Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?
-
--- Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej,
-naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og
-dør ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.
-
-Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over
-Skuldrene, og sad igen tavs.
-
-Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det
-matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre
-ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede
-stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er
-i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes
-Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. --
-
--- Fryser du? -- jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes
-Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.
-
-Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede
-hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede
-ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en
-voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.
-
-De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om.
-Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede
-sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den
-ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der
-gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.
-
-Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem.
-Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens,
-hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? -- Slaa dog
-ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre
-hurtig, flyvende hurtig.« -- Men Jens gav kun den Nærmer en lille
-Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede
-Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen
-Jav heller.« --
-
-Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne
-lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt
-af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som
-hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod
-det flimrende Stjærnelys.
-
-Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun
-famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik
-foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre
-gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes
-mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs
-Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der
-skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom
-Haanden af en Dæmon, der vinkede.
-
-Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue;
-ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og
-Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem
-med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom
-raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik
-med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag
-mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. -- Hjorth
-gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig
-til at trække det op.
-
--- Rejser du saa virkelig imorgen?
-
--- Ja jeg gør -- det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa
-tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede
-mange ... God Nat, Kristine.
-
-Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham
-ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege
-Ansigt blev blussende rødt.
-
--- Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, --
-det er Synd! ... Nej, -- og -- det er kun et Øjebliks -- det vil gaa
-over hos os begge ... Og -- desuden, -- du vilde komme til at angre
-det.
-
--- Og du da? -- --
-
-Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og
-flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede
-Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den
-store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede
-en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun
-rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en
-krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter
-med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt:
---
-
--- Hvo'for _vilde_ han itt', naar _jæ'_ vilde? --
-
-
-
-
-XXIV.
-
-
-Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af
-Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det
-aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne
-foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med
-sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de
-oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne,
-og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte
-forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at
-reflektere.
-
-Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor
-Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende,
-stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under
-store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende
-Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet
-fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.
-
-Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa
-Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den,
-omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og
-udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom
-Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel,
-ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt
-om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en
-langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt
-Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de
-kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens
-mægtige Rughæs.
-
-Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte
-at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder,
-og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den
-trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste
-sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i
-hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og
-henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, --
-to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!
-
-Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden
-af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.
-
--- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?
-
--- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.
-
--- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.
-
--- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de
-Unge sidder her og er Bænkeslider?
-
--- Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.
-
--- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --
-
-»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved
-dem. -- --
-
--- Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. --
-Skaal, Ole!
-
--- Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj
-Snaps paa.
-
--- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. --
-
-»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«
-
-»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan
-sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«
-
-»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe
-hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«
-
--- Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende
-efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, --
-for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak
-om Kristine.
-
-»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers
-betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og
-rende« etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender,
--- andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal,
-Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen
-anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget
-Vrævl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om
-hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han
-haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«
-
-Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende
-Tilhæng.
-
-Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte
-og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke
-der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en
-tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa
-Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse
-deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade,
-Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede
-over det Hele i den ubevægelige Luft.
-
-Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade
-Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig
-udstødte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.
-
--- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var
-fulgt bag efter med Ole og Hans.
-
--- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede
-Henrik slukøret.
-
--- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.
-
--- He! -- ja det er med saadan et Par Kærestefolk, -- de har dog ikke
-andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde
-Mølleren.
-
--- Ja, det er li'egodt vis. --
-
-Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.
-
-Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det
-zigeuneragtige Køkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en
-Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de
-spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys
-op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen
-af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen.
-De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have
-slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin
-umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa
-en stor Bøtte.
-
-Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen
-fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end
-nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til
-hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm
-Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var
-længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.
-
--- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan næppe faa Vejret.
-
--- Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig
-for.
-
--- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede
-paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjælpe mig selv.
-
-Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig
-tilbage, og aandede dybt.
-
-Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i
-sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa
-denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer
-ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet
-endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt,
-med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i
-Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas.
-Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner.
-Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de
-med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der
-paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den
-flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd
-larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille
-Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstærkning af
-Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med
-hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm,
-Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes
-af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende,
-dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.
-
-
-
-
-XXV.
-
-
--- Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden
-Begivenhed, -- og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg,
-som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, -- for ikke
-at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse
-gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det
-onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder _Hegel_
-Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde
-trives, og _Schiller_ forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og
-Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til
-moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste
-Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til
-Paradiset. -- De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres
-Kompendium, lad mig se -- Side --
-
-Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af
-Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers
-Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i
-det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar
-han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af
-Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op
-paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det
-brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige
-Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, -- og paa
-Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres
-Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde
-han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig
-havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og
-medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var
-det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor
-rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev
-deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham
-sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for
-dem begge.
-
-
-
-
-XXVI.
-
-
-Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt.
-
-Han var kommen til Ende med første Del af sin indre
-Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans
-første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans
-Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og
-Sandskorn tilbage deraf; -- den religiøse Følelse hos ham havde haft
-sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var
-bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var
-kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne ~fides
-historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i
-Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog
-Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al
-Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes
-fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være
-selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham
-som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem
-ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem
-eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk
-Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han
-kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med
-Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem.
-
-Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var
-en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var
-det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en
-Hedning med Hjærtet.
-
-Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af
-Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad
-den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med
-Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har
-fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit
-nye Værk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Følelsesgrund,
-der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den
-er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men
-en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder
-op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det
-nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde
--- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at
-Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om,
-saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre
-Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dèr ser det vel
-ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og
-raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin
-egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og
-Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden
-Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet
-Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; -- med sin Brusen af
-dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige
-Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og
-mættede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies
-Theologorum~ splintrede den frønnede Stammer; -- med sine Skypomper
-af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede
-løsnede Rødder.
-
-Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad
-han ved Germanernes Fødder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun
-Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var
-kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre
-Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at
-gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente
-og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker,
-tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til
-de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden
-Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der
-var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren
-havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget
-rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte
-Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de
-rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte
-Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske
-Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige,
-blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør
-det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at
-fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget;
-det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte
-deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges
-med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger;
-og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han
-lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret
-udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa
-mange Modsigelser som Ord -- nemlig èn for hvert Par --, men der er
-ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den
-legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et
-hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.
-
-Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der
-begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro
-skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig
-fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt
-borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i
-Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han saà den
-dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med
-Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet
-virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus
-syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet;
--- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den
-hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer
-og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande.
-
-Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og
-løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der
-vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til
-at træde paa den, for at komme over Grøften.
-
-
-
-
-XXVII.
-
-
-Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal.
-Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til
-Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, -- en Skygge,
-der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende
-Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i
-Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den
-gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med
-de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. -- Der var kun
-lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til
-den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede
-i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af
-Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes
-korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en
-Samtale om de russiske Forhold.
-
--- Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? --
-Juniheftet?
-
--- Schak.
-
--- Fy for Fanden.
-
--- Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i »Fædrelandet«?
-
--- Pas!
-
-Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet
-»Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod
-»Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage
-i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke
-han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et
-Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: --
-
-»Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som
-er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller
-Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.«
--- --
-
--- Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.
-
--- Hun skal nok være i England nu.
-
--- Schak og Madam.
-
--- Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld --
-
--- Nej, jeg vil sgu have Revanche.
-
--- Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt
-i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.
-
--- Øllebrødsbarmhjærtighed.
-
-Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra
-Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen
-med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og
-venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved
-Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet,
-belyste hans vrantne Ansigt.
-
-Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og
-han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor.
-
-Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han
-ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde
-sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig
-havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde
-betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under
-Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde
-slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres
-Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham
-personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke
-Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes
-skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet
-fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig
-under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa
-sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for
-Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at
-Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke
-vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... Øllebrødsbarmhjærtighed
-at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk
-Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges;
-Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle,
-som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at
-sætte deres Vilje igennem i Regeringen -- Øllebrødsbarmhjærtighed det
-Hele, -- Højstærede! -- til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og
-anden moderne Sentimentalitet!
-
-Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om
-han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne.
-Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk
-Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han
-havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at
-være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet,
-hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden
-var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde
-for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm
-ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den
-Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved
-Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv
-og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind
-dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. --
-
-Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved
-Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet,
-medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun
-Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden.
-Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de
-sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens
-Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade
-med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det
-lyserøde Silkefoder.
-
--- Aa, Hjorth, -- vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke
-hjem til The.
-
--- Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget
-over Skuldrene. -- Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm
-Tell? ... Aa, De vil more Dem mageløst.
-
-Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin
-Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af
-simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham
-en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen,
-hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En,
-straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var
-Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side
-bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder -- et
-Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille --, og det samme
-Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede
-Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under
-Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til
-Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte
-sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens
-blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store
-blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin
-Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme,
-kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for
-Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene,
-fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy
-skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm
-Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb,
-eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit
-patriotiske Baryton-Ansigt.
-
-Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde
-Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige
-Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer
-han kunde skimte -- skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede,
-medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster
-iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa
-Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen
-kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru
-Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med
-Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til
-ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« -- Og han
-nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes
-finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar,
-der næsten havde strejfet hans Kind.
-
-Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i
-Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli
-i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke
-og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af
-os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà
-paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det
-klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde
-drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som
-hun viftede sig med.
-
-Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes
-Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret,
-hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun
-leende, »nu kommer jo Gessler.« -- Og Gessler stod der ganske rigtig
-oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den
-store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede
-Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme
-ud og sank tilbage: »Jeg falder! ... Det var Tell, der skød.« --
-Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?«
-hviskede han til Fru Cecilie. -- »Hvilken Hulvej?« -- »Ih, Hulvejen
-til Küssnacht.« -- »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den
-bliver naturligvis væk.« -- »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth
-sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham.
-
-Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og
-Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet.
-
--- Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe,
-nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.
-
-Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa
-Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i
-lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,«
-sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom
-og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte
-Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum,
-i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste
-af et Par Lamper.
-
-De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor
-der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten,
-som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af
-Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den
-Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue
-ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne,
-hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de
-stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni
-med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer,
-der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte
-Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i
-Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for
-at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.
-
-Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa
-sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren
-tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange
-Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le,
-medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn
-Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent
-spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; -- hvortil den
-humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en
-Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede:
-»Rimeligvis«, -- ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han
-kunde sy Knaphuller.
-
-Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer,
-der vare slaaede tilbage indefter. -- Gennem den store Aabning saà de
-ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen
-af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en
-Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens
-foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede
-Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter
-malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et
-fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne
-fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store
-Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som
-Vandstraaler, -- uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et
-Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig
-lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede
-alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til
-kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den
-dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.
-
-Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde
-fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit
-Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der
-uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om
-han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet,
-langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den
-raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for
-ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et
-dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne
-Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede
-han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en
-Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og
-han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med
-sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham
-saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød
-den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne,
-Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en
-let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De
-sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det
-Theologi, De grunder paa?«
-
--- Nej, det er saamæn -- nej, jeg -- det var -- noget af Vilhelm Tell
-... Hvor den Gessler var udmærket.
-
-I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke
-var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine -- ikke
-længer -- hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket
-hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod,
-ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde ...
-Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?«
---
-
-Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet
-havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne
-længere; -- hun lignede Faderen.
-
-Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst
-Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den
-glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte
-Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved
-det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han
-havde læst i »Morgenbladet«.
-
--- Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten
-paa Hovedet.
-
--- Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt
-Organ, -- grundtvigiansk.
-
--- Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.
-
--- Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ...
-Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler
-sig saadan op ... Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa
-tidt tage det halve fra.
-
--- Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. -- Det er
-jo sandt.
-
--- Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tør du sætte dig til
-Dommer over andre, som du ikke forstaar?
-
-De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: --
-
--- Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro
-Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til
-den troende Røver?
-
-Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, -- hun er dog af en anden Aand
-end jeg. -- --
-
-Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der,
-ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes
-med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.
-
-Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som
-nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig.
-Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den
-abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt
-paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen
-psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er
-snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske
-Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres
-Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom
-Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom
-Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos
-Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være
-det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for
-vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed
-kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk
-Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og
-Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af
-Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke --.«
-
-Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og
-ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han
-var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at
-hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde
-strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst
-gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der
-ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro
-indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo
-Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en
-mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at
-det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var
-hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var
-Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved
-og ende med Ægteskab, -- saa vilde han næppe engang kunne have
-forbundet nogen Mening med disse Ord.
-
-Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv
-rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere
-Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for
-andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og
-han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet
-paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor
-heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham
-alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale
-sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende
-Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans
-Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. -- Hans Instinkt, --
-det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde
-truffet, og som havde været indladende imod ham.
-
-Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at
-bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden
-personliggjort i hende.
-
-
-
-
-XXVIII.
-
-
--- Naa, ja ellers er der jo ikke --, det er jo altsammen meget -- Ja,
-her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes
-jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de
-hedenske Guder, -- se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit
-virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder«
--- se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser
-jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.
-
--- Nej ikke Personlighed -- i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i
-1ste Corinthier ottende.
-
--- Ja, Paulus, -- ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han
-lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en
-Afgud er Intet i Verden -- i fjerde Vers.
-
--- Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, --
-og hele Oldtidens Tankegang --
-
--- Jo, ganske vist, -- ja, jeg vèd jo nok, den almindelige
-Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud
-paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk
-ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De
-tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er
-bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.
-
--- Ja--a.
-
--- Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... »En Idè, der giver sig selv
-Liv« -- det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, -- det maa være en
-Reminiscens af Hegel ... Ja, jeg gør Dem kun opmærksom paa den Fare
-for Misforstaaelse, som ligger deri ... De bør passe nøje paa den
-Slags Udtryk ... Saadan noget, det gaar ikke ved Examen ... Naa, men
-ellers var jo Afhandlingen som sædvanlig særdeles dygtig ... Farvel,
-Hjorth. --
-
-Hjorth følte sig usædvanlig lettet ved at træde fra det lille
-Professorværelse ud i det halvmørke Rusauditorium, hvor en Snes
-Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet
-vinkede Kleistrup ad ham.
-
--- Naa, hvordan var den saa?
-
--- Aa, saadan Confinium.
-
--- De er da ogsaa en heldig Kantøffel ... Min var sgu til non ... Sig
-mig, naar Pokker var det nu Luther døde?
-
--- 1546, 18de Februar.
-
--- Aah ja, Herregud!
-
-Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor
-en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne
-Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt
-Omraade. -- --
-
-Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekærs. Talen faldt paa
-Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid,
-og Fruen kunde ikke blive træt af at rose ham. Han maatte være En,
-som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren
-ikke ogsaa?
-
--- Jo--o, -- han er jo langt fra ikke uden Begavelse.
-
--- Jeg tròde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.
-
--- Ja, jo -- det er han, han er meget ihærdig, det er --
-
--- Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.
-
--- Jo, ganske vist ... Han gaar paa Skriveøvelser hos mig i denne
-Tid, og det kan ikke nægtes, at hans Afhandlinger som oftest staar
-over de andres, -- naa, han er jo ogsaa ældre ... Men der mangler
-mig, jeg vèd ikke, han er mig noget tør, -- saa underlig tør.
-
--- Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end
-Præstegærningen, -- som vil passe for ham, bemærkede Provsten.
-
--- Ja--a ... Hm ... Men vi siger jo rigtignok ~pectus facit
-theologum~ ... Naa, Kundskaber har han som sagt, men--n -- --
-
-For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men
-Ellinor saà vist paa Professoren, idet hun paa hans betænkelige
-Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder læste en
-Bekræftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske »sikker«.
---
-
-
-
-
-XXIX.
-
-
-Dampen af den theologiske Te var i Færd med at lette i den Suite af
-Værelser, som vare helligede denne ædle Drik, der var klarere end den
-Videnskab, til Ære for hvilken den skænkedes, -- saa klar, som
-vilde den ved uskyldig Blondhed fornægte sin Oprindelse fra det
-buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret.
-De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der
-var en almindelig Sætten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og
-fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads
-blandt de opstablede uindbundne Bøger.
-
-Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og
-Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det
-centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe
-straalede gennem de aabne Fløjdøre.
-
-Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare
-forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige
-Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter,
-Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, -- og saa
-af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med
-den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de
-mest feterede Baldronninger.
-
-Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par
-Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen,
-og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en
-fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth,
-lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod
-Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det
-store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i
-Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare
-trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte,
-theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt
-Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke
-Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der
-opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste
-Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes
-Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet
-Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i
-Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin
-Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.
-
-Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et
-ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en
-kort Bemærkning til Forsamlingen.
-
-Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om
-Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om
-Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde
-bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende
-at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte,
-om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl
-alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han
-fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den
-karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver,
-Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig
-tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give
-Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og
-hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet,
-at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet
-Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt
-dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid
-være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet
-mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav
-dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den
-katholske Nadverlære, -- saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke
-senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de
-nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt
-paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet
-derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret
-aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som
-han havde meddelt Disciplene.
-
-Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og
-bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse.
-Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus
-og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod,
-og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde
-forbundet sig med Legemet i Maria.
-
--- Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer
-mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke
-har nogen Hjemmel i Skriften.
-
--- Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dèr til
-Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske
-forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en
-momentan Forening.
-
--- Ja men, -- tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor
-skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt
-sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds
-højre Haand?
-
--- Ja--a, nej, -- det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok,
-Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, -- De
-vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne
-historiske Periode -- den himmelske Treenighed vilde saa være bleven
-en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud
-paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have været helt i Kristus ...
-Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan
-Forening« -- de maa naturligvis tænkes forenede, -- men det
-indeholder unægtelig en Vanskelighed --
-
--- Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte
-Professorsønnen, -- ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn
-Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har
-forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid ~qva~ Logos
-var alvidende og ~qva~ Menneske indskrænket til de menneskelige
-Erkendelsesbetingelser. -- Saaledes, forekommer det mig, vilde der,
-ligesom vi har ~communicatio idiomatum naturarum~, ogsaa blive en
-~communicatio idiomatum corporum~, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa
-Bjærget var et ~genus auchematicum~.
-
--- Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr
-drager ... Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa
-nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de
-to Naturer -- ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa
-Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af
-denne Lære.
-
--- Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det
-doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, -- og det
-forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme -- hører lidt derhen.
-
--- Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, -- men hvorledes vil De
-paa den anden Side?
-
--- Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.
-
--- Hm ... Ja, -- det bliver naturligvis ogsaa tilsidst -- vi er jo
-her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. --
---
-
--- Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et
-langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, -- tillad mig at
-berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med
-det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin
-Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket
-af Kalken og spist af Brødet.
-
--- Hm ... Naa, ja, -- og De mener?
-
--- Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter
-Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig
-ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker
-den med eder i min Faders Rige« -- det forekommer mig, især paa Grund
-af Pronominet: ek toutou -- at det kun kan forstaas
-saaledes, at han selv har drukket af Kalken --
-
--- Jo, -- men--n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord
-før Indstiftelsen --
-
--- Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.
-
--- Ja, det er jo unægtelig, det --
-
--- Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af
-Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen --
-
--- Ja--a -- hm -- men det bliver jo dog rigtignok -- det kan dog ikke
-nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr ... Ser
-De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit
-eget Blod og spist -- det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr.
-Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, -- han er jo
-rationalistisk her, -- han mener jo netop ikke, at det virkelig er
-Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ...
-Men naar man ikke gør det, saa -- --
-
-Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og
-styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran
-ham paa Bordet.
-
-I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene
-Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: --
-
-    -- Hans Endeligt var trist,
-       han aad sig selv tilsidst.
-         Og Tingelingeling -- --
-
-Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa
-Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne.
-Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.
-
-Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han
-advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor
-Mysteriet, -- saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han
-vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var
-Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare
-Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet,
-som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod ...
-Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans
-Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og
-forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at
-nyde sit eget forklarede Legeme, -- det samme, som nærer vort
-Opstandelseslegemes Spirer.
-
-Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig
-ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham
-forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj
-Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at
-han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang
-dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig
-havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle
-Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne
-forbavsede, Theologerne! ... Og idet han saà op paa Vinduerne med
-Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han
-maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede
-Fliser.
-
--- Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden
-paa Fortovet lige over for.
-
--- Ja, -- jeg har faaet nok! --
-
-
-
-
-XXX.
-
-
--- Ja, jeg mærker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end
-jeg, sagde Jessen betænksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der
-var gaaet ud under Disputen med Hjorth ... Naa, nu er du jo ogsaa
-bleven en lærd Theolog, jeg er kun Dilettant ... Ja, jeg mente jo nok
-altid, at du, -- skønt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tænkt mig
-... Og jeg kan heller ikke selv, -- nej en personlig Gud og
-Udødelighed, det kan jeg nu ikke tænke mig andet, og jeg vil dog
-ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de
-Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen ... Naa, men for Resten
-bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne
-paa den forkerte Side af Stregen ... De brændte sgu os begge to, hvis
-de bare kunde komme afsted med det, de Præster.
-
-Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han
-tænkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekær, og hans Prædiken om at de
-var værre end Mordere og Kæltringer.
-
--- Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.
-
--- Jo, gu min Sæl brændte de os -- alle tre, for du maa da ikke tro,
-at du slap, skønt du er meget sød saadan at se paa ... De brændte Bob
-med, af Frygt for at vi skulde have lært ham at gaa og knurre ad
-Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.
-
-Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig
-forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og
-den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde,
-som den gik og smeg sig op ad og saà op til med sit skæve Tandsmil
-uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Præsternes Side, --
-Frøken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin Ømhed.
-Hun var bleven en ganske køn Pige, lidt for lav maaske og med en
-Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de stærke Kindben og
-Stumpnæsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et
-Par store mørke Øjne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at
-Karlene paa Skovvang kaldte hende »snomild«.
-
-De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til
-Fuldmægtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tæt af Buske og
-gamle Frugttræer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmæssigt
-Løvværk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i
-Midsommersolens Lys.
-
--- Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der
-er saa mange Fritænkere, der begynder at være?
-
--- Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker længer, du ... Jeg synes dog
-nok --
-
--- Ja, der har vi det ... Naa det er ikke for det, hun dèr er sgu
-ogsaa venstre.
-
--- Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?
-
-Nelly blev ganske rød i Hovedet.
-
--- Nej, det gør jeg naturligvis ikke --
-
--- Aa, hun er rent bansat ... Jeg maa saamæn laane »Morgenbladet« til
-hende hos Bønderne ... Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt
-for sig ... Men noget Fedteri er det nu alligevel.
-
--- Jeg synes virkelig ikke, udbrød Nelly, at der er nogen Grund til,
-at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og være begejstrede for,
-at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmændene som
-Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.
-
--- Ja, se der ser vi, -- det er det med Fruentimmer, de gør strax
-alting personligt ... Slet ingen Sans for det almene, det er altid
-mig og dig og den og den --
-
--- Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. -- I alt Fald
-er det praktisk og anskueligt.
-
--- Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid ... Der er nu
-I. A. Hansen ... Dèr saà man da, hvad det var for noget ... Og ham
-havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et
-ordenligt Landsting.
-
--- Aa, jeg synes dog ikke det er værdt at rose ham netop for den
-Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. --
-
--- Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage
-Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne
-politiske Debat førte til noget.
-
--- Ja, -- det vil jeg dog nok ... Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den
-Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den
-er dog altid -- naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at være Lærer ved en
-lærd Skole -- og i det Hele taget --
-
--- Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?
-
--- Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.
-
-De vare komne hen til Laagen ud til Allèen. Skraas for den havde de
-en Gavl af Hovedbygningen, -- Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak
-ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mærke til dem, men saà lige ud.
-
--- Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at
-le.
-
--- Hvad er det? spurgte Hjorth.
-
--- Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. -- Dèr ude
-ad ligger Fuglerede-Gaard, -- du vèd, dèr hvor Frøken Klingenberg --
-
--- Ja vel.
-
--- Naa, -- saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der
-skal hugges, for at han kan faa Udsigt.
-
--- Ah! --
-
--- Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt,
-maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller
-travleste Høbjærgningstid ... Og nu -- men hvem er det, der kommer
-dèr nede i Allèen?
-
--- Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mørke Øjne vare
-langsynede.
-
-Godsforvalteren vendte nu sin børstehaarede Kuglenakke imod dem. Han
-saà ogsaa ned ad Allèen. Pludselig forsvandt hans Hoved.
-
--- Han har opdaget ham, sagde Jessen. -- Nej, nu skal vi skam se
-Løjer ... Lad nu bare være at le, Nell ... Bob! vær rolig, -- Bob!
-... _saa_, læg sig.
-
-Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang væbnet med en stor
-Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den
-fra Øjnene for at skrue paa den.
-
--- God Dag, Ravn! ... God Dag! raabte Præsten, da han var kommen lige
-neden under ham.
-
--- God Dag, -- aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn,
-idet han fòr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule
-Kikkerten med en kejtet Bevægelse.
-
--- Kigger De Stjærner om Dagen, eller hvad er det, De ser?
-
--- Aa, det -- det er saamæn ingen Ting -- det -- jeg saà blot ud paa
-Marken, -- de arbejder derude.
-
--- Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, -- hvad? -- Det har jeg
-ikke set før ... Hvad er det for en Gaard, dèr ude, -- er det, -- det
-maa da være Fugleredegaard, -- ja vist saa, nu ser jeg jo de to
-Popler ... Hm ... Apropos, skal De til Middag dèr imorgen?
-
--- Nej, svarede Ravn slukøret ... Naa, der skal være Middag dèr?
-
--- Ja vèd De ikke det? ... Det er for Professoren.
-
--- Professoren?
-
--- Ja Professor Petersen, naturligvis ... Hun traf ham jo ifjor hos
-mig, og blev saa indtaget i ham ... Nu er han der i Besøg ... Det vil
-sige, han bòr jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Søbade.
-
--- Naa, gør han det? sagde Ravn gnaven. -- Ja, han kan nok ogsaa
-trænge til at blive noget mindre fersk ... Men det hjælper sgu ikke
-noget, det her; -- he! -- han skulde da over til Vesterhavet for at
-ligge i Saltlage ... Vil De ellers ikke komme op? ... Det bliver dog
-lidt genert for Dem saadan i Længden at staa og passiare med Nakken
-paa Ryggen.
-
--- Jo Tak! nu kommer jeg. -- --
-
--- Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrød Jessen.
-
--- Naa saa Professor Petersen er i Besøg dèr ... Gud vèd om virkelig
---
-
--- Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog
-ikke større end at en Gaard i Ryggen -- --, og hun er jo virkelig
-heller ikke saa afskrækkende -- i Betragtning af, at han er Theolog.
-
--- Naa Farvel! -- nu maa jeg nok se at komme hjem.
-
--- Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil
-være Præst? spurgte Nelly.
-
--- Nej, -- ikke endnu ... Ærlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst
-... Jeg vilde ogsaa nok først tale med Venner og Meningsfæller -- i
-det Punkt ... Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.
-
--- Gud vèd, hvorledes de vil tage det.
-
--- Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa ... Men der er
-jo ikke noget ved at gøre.
-
-Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allèen.
-
--- Ja, der er dog det ved at gøre, at hun kunde give ham Rejsepas, og
-det er jeg nær ved at ønske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det
-med Kristine.
-
--- Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er
-der nok ikke mange, der gør, sagde Nelly.
-
-
-
-
-XXXI.
-
-
--- Men det er da ikke dit Alvor, Niels?
-
--- Jo, vist er det Alvor, kære Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til
-at spøge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor,
-om jeg ikke skulde tro paa Engle, -- ja hvis der ikke var andet
-ivejen.
-
--- Aa, hvad tror de andre paa?
-
--- Paa en hel Del i alt Fald, -- for Resten kommer det ikke mig ved.
-
--- Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg
-har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?
-
--- Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat
-derfor ... Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa
-noget af det, jeg skal lære Børnene.
-
--- Men hvad Fanden vil du da?
-
--- Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min
-Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat --
-
--- Aa, du kan gaa ad Helvede til.
-
--- Kristine!
-
--- Ja, det sagde jeg, ja vel, -- og jeg spøger sgu heller ikke ...
-Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her
-ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller
-anden Dame inde i København.
-
--- Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og -- det -- det véd du
-ogsaa selv bedre.
-
--- Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær ... Jeg tror saagu,
-du er paa Nippet til at flæbe ... Nej, gener dig bare ikke for min
-Skyld, jeg er saamæn lige glad ... Det er bare det, der ærgrer mig,
-at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe ... Hvis jeg ikke havde
-vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du
-bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter
-paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det
-ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være
-sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.
-
-Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. -- Denne tavse Ro irriterede
-mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste
-Grad af Kynisme.
-
--- Ja, gaa du bare, -- naar du ikke bringer en Præstegaard med, er
-der saamæn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke,
-at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den
-eneste ... Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil ...
-Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng
-alene og tude sig i Søvn.
-
-Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den
-ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv,
-fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. -- I det samme
-drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per
-Andersen og hans Kone ind.
-
--- Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? -- Man kan jo itt' faa
-sin Bænkesøvn.
-
-Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var
-pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen
-paa Moderen og hulkede:
-
--- Han vil itt', -- han vil itt' --
-
--- Naa, naa, Ki'sten, -- hvad er det da?
-
--- Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? --
-
--- Han vil itt' ha'e mig, -- han vil itt' være Præst.
-
--- Saa--aa, hvad er det, hun siger, Niels?
-
--- Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har
-opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud
-og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt
-sig om mig, -- og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi
-skilles hurtigst muligt.
-
--- Aa, hvad er det for Snak, -- hvad vil du bryde dig om det
-Kærestekævl og Tøsevrøvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om
-Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil
-være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra
-hinanden ... Men hvorfor vil du itt' være det? ... Den Stilling er jo
-da god nok.
-
--- Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, -- for selv om du fik
-hende god igjen, saa vil _jeg_ nu ikke have _hende_, -- heller vilde
-jeg lade mig gøre til Præst. -- Farvel.
-
--- Saa--, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min
-Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.
-
--- Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller
-Fanden, -- saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i
-Armene paa, -- dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben ...
-Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg
-skulde have en Præst til Svigersøn.
-
--- Saa--aa, ja det -- hvad han tror eller itt' tror, det bliver
-jo hans Sag, det -- der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du
-skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham
-Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand,
-der dur noget, min Tøs; -- og Niels han var da li'egodt -- ja, det
-kan itt' nytte noget, du vrisser -- han har nu ogsaa holdt af dig ...
-Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, -- han var jo ligesom
-han var stukken af en Bræms --
-
-Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af
-Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede
-misfornøjet paa Hovedet.
-
--- Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt'
-længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det
-sammen ... Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned
-paa Bonden, som vi har saa mange af.
-
--- Ja men, han vilde jo ikke være Præst. --
-
--- Aa, ja, -- hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres
-Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt --. Og selv om det nu
-itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og
-Examen og de Dele, -- det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er
-ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn
-Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en
-har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem,
--- det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.
-
--- Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem,
-saa --
-
--- Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt
-gift -- og -- det er jo da -- næst etter Gaardens Bedrift og saadan
--- saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte ... Og
-det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til
-det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gør du bare store Øjne, -- jeg vèd
-noget om det ogsaa, -- og det kan hændes, der er flere, som vèd det,
-og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e
-dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. -- --
-
-Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet
-sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede
-med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de
-tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.
-
--- Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og
-saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af
-Kammerraadens Heste. --
-
--- Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student
-Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad
-Døren.
-
--- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind
-etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at
-flæbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.
-
-
-
-
-XXXII.
-
-
-Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham
-var en dump Nedslagenhed, -- Krænkelsen over at føle sig kastet
-haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi
-hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det
-kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, --
-Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig
-under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, --
-Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende
-Skum i et smudsigt Glas.
-
-Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille,
-tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen
-af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde
-indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det
-var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var
-sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. --
-
-En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine
-Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham
-mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den
-overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret
-for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.
-
-Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun
-adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev
-ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle,
-hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi
-uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af
-hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag
-har jeg læst tretten Timer.
-
-Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at
-nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende
-Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen,
-belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede
-sig til et sammenhængende Lærdomshele.
-
-Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den
-endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, -- det var endnu
-ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der
-kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige
-Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved
-selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad
-efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage
-det lidt udførlig, -- saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok
-vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde
-været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle
-brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende
-Modskrifter, -- til Theologiens Titaner.
-
-Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans
-betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag
-sagde »Strauss -- den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling
-og dens Kamp med den moderne Videnskab«.
-
-Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp.
-Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med
-en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena
-træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab
-lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to
-Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ...
-Nadverlegen! ... Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens
-mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister
-og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i
-Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og
-Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder,
-rasende, uden Naade, -- »til Helvede med den, der staar imod! Herrens
-Sværd og Gideons!« -- den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande
-sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes,
--- indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud
-paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med
-Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen
-ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere ... Det var dette
-Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte
-alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle
-kirkelige Anskuelser -- alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for
-at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af
-den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte
-med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø,
-hilse dig!« --
-
-Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den
-hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste
-Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,«
--- i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde
-gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske
-Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil
-lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« --
-det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt
-paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden
-siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste,
-og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt
-eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der
-nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel
-Spørgsmaal; -- men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer
-det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger,
-hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der
-blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde
-Luther Ret, -- men Ordet lod de ikke staa.
-
-Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er
-faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end
-Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod
-der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en
-Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter
-Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner,
-og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp
-af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned
-eller brudt en Bresche, -- dog, det havde ingen Art. -- Men
-nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med
-Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine
-Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten,
-som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og
-Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede,
-frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske
-Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa ... Da
-dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den
-sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St.
-Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt
-sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, -- og de
-befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for
-stedse. --
-
-Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse,
-Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition,
-vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel;
--- Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende
-mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med
-Vinduesstænger og raslende med Tagsten; -- Dage med tæt Frosttaage og
-Rim ned over de røde Tegltage; -- dæmpede hvide Vinterdage med tæt
-blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre
-hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over
-Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af
-Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store
-Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra
-Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage
-med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa
-hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil
-i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; -- milde
-Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind
-igennem de aabne Vinduer.
-
-Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig
-blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen,
-monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første
-Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til
-Rejerne og de grønne Kranse.
-
-Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra
-Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i
-Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en
-døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid
-Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over
-Mønningerne op imod en blaa Himmel -- en Lyd som af noget jublende,
-der fløj befriet bort.
-
-
-
-
-XXXIII.
-
-
-Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu
-temmelig hyppig Lindekærs; -- han kunde ikke undvære at komme dèr. Og
-dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men
-han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke
-længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu
-befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham,
-at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin
-Tavshed.
-
-En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til
-Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen
-bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde
-tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til
-Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille
-udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde
-straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig.
-Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der
-trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun
-fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og
-om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.
-
-Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil,
-satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns
-Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af
-Samtalen. --
-
-Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre
-vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt
-det bestaaende til Livs; -- det havde jo agiteret for Dr. Georg
-Brandes' Ansættelse.
-
--- Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren
-med en betænkelig Hovedrysten. -- Kultusministeren var nok i Grunden
-meget tilbøjelig --
-
--- Ja, han! -- ja --
-
--- Og hvis han bliver ved at være det længe, saa --
-
--- Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. --
-Jeg talte igaar med en Departementschef, og -- imellem os sagt, --
-det er kun et Tidsspørgsmaal --
-
--- Nej virkelig! ... Det vilde være overordenlig glædeligt ... Han er
-jo ligefrem en Plet i Ministeriet.
-
--- Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke nægtes --
-
-Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede
-ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.
-
-Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den
-firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten,
-medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod
-Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes
-sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse
-Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter,
-bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et
-tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens
-hvidrammede Ruder.
-
-Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans
-Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.
-
--- Men Kære dog, -- De staar saa alene og har næsten ikke lukket
-Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den
-senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som
-tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som
-mig.
-
--- Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ...
-Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning ... Det er det
-Hele.
-
--- Nu er De ikke ærlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at
-det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.
-
--- Nej, -- det har jeg ikke, -- men det --
-
--- Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.
-
--- Det skal det saamæn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge
-saaledes.
-
--- Og Grunden --
-
--- Har De ogsaa hørt den? ... Men hvordan --
-
--- De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa
-godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har
-været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til ... Men
-alligevel, -- De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg
-er ingen Fanatiker, -- og det gør dog godt ikke at være ganske ene
-med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu
-saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den
-Udvikling, -- især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, -- af andre
-Retninger -- og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De
-heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De -- og
-selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som -- som Kirken nu
-forlanger det, -- saa kan det jo godt være, at De alligevel ... Ja,
-det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som
-ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for
-andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til
-deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke
-forstaar det, -- de aller fleste vist ... Det har jeg nu tænkt saa
-mø' over.
-
--- Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel
-aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig
-imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra
-det, -- ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.
-
--- Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg
-vidste det, -- og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?
-
--- Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde --
-
--- Tro det ikke, Kære! --
-
-Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet
-paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa
-Rubinøjne. -- Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den
-bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske
-Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.
-
-
-
-
-XXXIV.
-
-
-I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer
-med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig
-Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages
-Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes
-Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.
-
--- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin
-berømte theologiske The lød dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad
-vil De helst have idag?
-
--- Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.
-
--- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vèd det sgu, for
-faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har
-jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa
-skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.
-
-Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det
-danske nye Testamente i Støvleskaftet.
-
-I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte
-sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en
-sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende
-Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det
-foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og
-læste: --
-
-»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette
-Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og
-historiske Værd, samt en Kritik af disse.«
-
-Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen
-cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk
-fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene
-sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon
-skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i
-Støvleskaftet!
-
-Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et
-Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet
-Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere
-inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt
-Spørgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa
-Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde »det
-triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!
-
-Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme
-og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned,
-at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til
-Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved
-Tanken om at gøre noget uhørt.
-
-Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og
-ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede
-afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over
-Papiret.
-
--- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre,
--- da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:
-
-»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte
-Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk
-Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende
-Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk
-Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og
-dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet
-Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den
-alexandrisk-gnostiske Retning.«
-
--- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede
-Auditoriedøren efter sig.
-
-
-
-
-XXXV.
-
-
--- Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig
-interessant Arbejde, at læse disse Opgaver igennem, sagde Provst
-Lindekær.
-
--- Nej, det er saamæn vist nok, lo Professor Petersen ... Det skal
-man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.
-
--- Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen
-af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strængt
-taget maa man jo ikke vide det -- men, jeg kender naturligvis
-Haandskriften, -- he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger
-af ham i sin Tid ... Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.
-
--- Saa ... Virkelig! ... Hm.
-
--- En Kop The til, Hr. Professor?
-
--- Mange Tak, Frøken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.
-
--- En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig
-noget overordenligt ... Og saa behersket, saa --
-
--- Hm ... Har De læst den ud? --
-
--- Nej, -- jeg mangler vel en Tredjedel eller saa --
-
--- Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.
-
--- Saa, falder den af mod Slutningen? -- det var jo Skade. Naa, men i
-alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. --
-
--- Ja, falder af? -- ja--a, -- det vèd jeg ikke, -- den forkaster
-Evangeliet.
-
--- Hvad be--, -- den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.
-
--- Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en
-fuldblods Tübinger.
-
--- Ih! -- men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg tròde kun, han
-fremsatte det saa grundigt, for siden -- for siden at lade Ægtheden
-træde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men
-dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han
-forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men
-det er jo noget aldeles uhørt!
-
--- Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før,
-siden den bekendte Historie med Brøchner.
-
--- Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gøre ...
-En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.
-
--- Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan
-tillade ham at tage Examen.
-
--- Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.
-
--- Ja--a ... Hm! ... Det er jo dog -- hm ...
-
--- Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde
-hørt paa denne Samtale, -- jeg synes dog rigtignok, at naar han viser
-saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse
-paa Bedømmelsen ... Det vilde da være mø' uretfærdigt.
-
--- Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store
-Selvkoger, -- det er dog Troen, som --
-
--- Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen
-saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.
-
--- Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.
-
--- Ja netop, det viser jo ogsaa -- Nu, og selve den theologiske
-Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, -- ikke sandt, være
-~conditio sine qva non~ ... Det har jo desuden Universitetet udtalt
-som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.
-
--- Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet
-og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares
-et vist -- ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en
-ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel
-Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved
-Københavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De
-maa dog som Universitetslærer give mig Ret.
-
--- Ja, det kan jo ikke nægtes, -- den dobbelte Stilling -- der er
-virkelig en betydelig Vanskelighed.
-
--- Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. --
-Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod
-er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids
-forkastelige Indifferentisme, -- og her er der en Lejlighed til at
-vise det for vort Vedkommende.
-
--- Ja--a, -- hm ... Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til
-Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.
-
--- Aa, -- Ministeren bør ikke være vort ~forum~.
-
--- Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den
-dobbelte Stilling, -- det vil dog vist blive det korrekteste.
-
-
-
-
-XXXVI.
-
-
-Da Hjorth famlede paa Bordet efter Tændstikker, fik han fat i et
-stort Brev. Han bandede lidt, inden han fandt Tændstikkeæsken, tændte
-Lampen i en Fart uden at sætte Kuplen paa, rev Konvoluten op og
-foldede Skrivelsens Folioark ud: --
-
-                                               ~Den 8de Juni 1880.~
-
- ~Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under Dags Dato
- tilskrevet det theologiske Fakultet følgende:~
-
- ~I behagelig Skrivelse af 2den ds. har det højærværdige theologiske
- Fakultet forespurgt, hvorvidt Hr. studiosus theologiæ Niels
- Christian Hjorth, efter at han i en skriftlig Opgave af 26de Maj
- har besvaret Fakultetets Examensspørgsmaal paa en Maade, der
- formenes ikke blot at staa i Strid med det protestantiske
- Skriftprincip, men at vidne om en Anskuelse, som er uforenelig med
- den kristelige Betragtning af Historien og af Guds Aabenbaring i
- samme, vil være at stede til den mundtlige theologiske Examen.~
-
- ~Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning melde, at
- det fremsatte Spørgsmaal maa besvares benægtende.~
-
- ~Hvilket herved meddeles Dem til fornøden Efterretning.~
-
-                                     ~Det theologiske Fakultet.~
-                                             ~P. F. V.~
-                                           ~H. Petersen~,
-                                             ~Dekanus.~
-
-
-
-
-XXXVII.
-
-
--- Kolding, fem Minuters Ophold.
-
--- Farvel, farvel, -- Tak for behageligt Rejseselskab.
-
--- Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.
-
-Hjorth strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen, med en Følelse af
-at nærme sig Maalet, af at indaande Grænselandets Luft, svagt krydret
-af Hjemmets, i det friske Trækpust, der strøg ind gennem det aabne
-Vindue med en velgørende Kølighed, medens Toget brusede sydpaa i den
-varme Midsommerdag.
-
-Han gik frem og tilbage i Kupèen, og kunde ikke blive træt af at se
-ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds
-vide Kreds, og som for hans Øjne skrev »hjemad« med sine store
-Linjer, der havde Halvøens brede Natur; -- saaledes rejse sig ingen
-sjællandske Høje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse
-sydjydske Bakker, gennem hvis Bølgedrag der gaar noget af den
-langlige Flugt, som gør et stort Havs rolige Dønninger mægtigere end
-de krappeste Bølger, der fødes i Sunde og Bælter. Frem mellem disse
-Jordbølger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over
-hinanden, hegnmønstrede og korndækkede, med en bleggul Rand mod en
-høj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; -- bort
-tversover deres bugtede Dale, hvor Enggræsset, spættet af brogede
-Køer, skar Kornet af ved Bakkefødderne i en skarp Buelinje som Æggen
-af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletræer
-og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt
-af underlige smaa Møllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom
-forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt
-tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; -- frem forbi
-deres jævnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af
-Bøge-Højskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes
-Straalebundter, spredte i Kløfter og Siger og paa bratte Skrænter med
-en lunefuld Ødselhed, som er ukendt paa Øerne, hvor det sejrrige
-Plovjærn nidkært har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter,
-og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmæssige
-Grænser.
-
--- Vamdrup.
-
-»1ste og 2den Klasse«, «, »Restauration« med røde Bogstaver paa hvid
-Grund; -- dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedværker fra
-Philipsen og Klassikere fra Reitzel; -- Dannebrogsvimpler vajende
-over begge Gavle; -- Dannebrogs-Rækværk, dannebrogsstribede
-Semaforer, dannebrogsstribede Signalstænger, dannebrogsstribet Bind
-om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, højrøde Jærnstænger paa
-Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver
-sig her i Grænsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand,
-klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af
-de højeste Stænger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres
-yderste spredte Forposter.
-
--- Færdig.
-
-Skingrende Fløjtetrille, Hvæsen af Damppiben, Knagen, Støden, Rullen,
--- ud til disse Forposter.
-
-Bakkebølgerne løjede af, Skovene færredes og trak sig langt bort til
-begge Sider, medens Landet mer og mer fladnede sig til den øde
-slesvigske Slette. Men Hjorth stirrede ud til den ene og til den
-anden Side, urolig, med den feberagtige Spænding, der griber en
-Dansk, og især en Nordslesviger, ved den nye Grænse og lader En
-frygte i hvert kommende Sekund at se den zigzag-stribede Zebra-Pæl
-med den flakte kejserlige Ørn.
-
-... Hvidt Led med skarlagenrødt Jærnbeslag til venstre ...
-Dannebrogsfarvet Bom til højre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ...
-Dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Snurre til
-venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ... Hvordan var det? --
-stod der nogen Grænsepæl ved Jærnbanen? ... Endnu ikke; --
-dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre
--- nok et til venstre ... Hvidt Led til venstre; -- hvad var det? ...
-Et Led nærmede sig til højre, -- intet rødt, helt over snavset hvidt,
-kun med Numret i sorte Bogstaver øverst paa Stolpen, -- nok et, lige
-saadan, med det næste Nummer ...
-
-De yderste Forposter vare passerede. Der var intet mere at se efter.
-Hjorth lænede sig magelig tilbage, medens Toget brusede og klaprede
-ind i »das grosse Vaterland«, der begyndte magert nok, ligesom hans
-lille Fædreland endte, med svedne Græsflader, -- med modne Rugmarker,
-hvor man kunde gaa mellem Straaene og plukke Axene uden at løfte
-Haanden, -- med Agre af Boghvede, som her i det begyndende Tyskland
-svarede godt til sit tyske Navn »Hedekorn«, -- Boghvede, der var saa
-fuld af Agerkaal, at det saà ud som Rapsmarker med hvidt Ukrudt i; og
-over denne triste Begyndelse af Schleswig slog den tykke Røg ned og
-hvirvlede bort, slæbende over Græsaks og Vipper sin flossede og
-frynsede Søm som af en laset Florskjole, medens der dannedes et stort
-Viftemønster af trøstesløs lange Grøfter og Agerrender, der
-regelmæssig svingede forbi med en Bevægelse som Møllevingers ...
-
--- Woyens. -- Alle aussteigen. -- Zollrevision. -- Handgepäck mit.
-
-Sidebanen holdt rede og dampede strax efter østpaa. Skovene rykkede
-nærmere, det begyndte at bakkes. I en Hulning mellem Mark og Skov
-blinkede noget blaat, der videde sig ud til en Sø. Bagved byggede et
-Mylr af røde Tage sig op mod en mørk firkantet Bygning, paa hvis høje
-Tag et lille Spir skinnede hvidt i Sollyset. Toget peb, bræmsede,
-holdt.
-
--- Hadersleben. -- --
-
-Solen stod allerede lavt paa en diset Himmel, da Hjorth i Aastrup
-vred om tilhøjre fra Chaussèen og nærmede sig til Nygaard. Dobbelt
-rustrøde bugtede sig den gamle Fyrrerækkes Grene under det blaagrønne
-Naaleløv, og de vestlige Have-Træers Slag-Skygger strakte sig, saa de
-snart kunde naa at lægge deres Hoveder til Hvile paa de østlige
-Træers mossede Rødder, medens bagved Haven den store Kløft med sit
-fodhøje Lag af vissent Bøgeløv, fyldt af en Lysmasse, der skød sig
-igennem paa langs, glødede og straalede som det indre af et uhyre
-væltet Kobbertag. -- Han steg op gennem Hulvejen; Skoven lysnede;
-blankt og svagt blaanende skinnede Fjorden frem mellem de graa
-Stammer. Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en
-Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de
-yderste Træer strakte en høj, jævntskraanende Skovpynt sig frem i det
-stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en
-grøn Kile, der med sin Spids berørte Skoven paa den anden Bred og
-aflukkede Fjorden til en langstrakt Sø.
-
-Han standsede. Det var Vonsbæk Præsteskov, han saà.
-
-Ved Begyndelsen af Skoven, hvor nogle vandfyldte Hjulspor skar ud
-gennem Mudder og forsvandt i Vandet, hilste han paa en Bondekone, der
-trak Skjorten over Hovedet paa en lille tykmavet Dreng, og det stod
-saa tydelig for ham, hvorledes han selv som Barn var bleven badet
-dernede i Fjorden. Da Krattet igen aabnede sig tilhøjre, saà han
-hende et Stykke ude, langsomt sænkende Barnet, til de krummede
-Taaspidser berørte den blanke Flade, der ringlede sig under ham,
-medens han udstødte et hvinende Skrig. Plasken og Hyl derude
-fra vedblev at følge ham, medens han trængte gennem den tæt
-sammenfiltrede Underskov, hvis Grene pludselig lukkede sig helt, en
-Fod over den fugtige Sti, hvor Tjørnene slog en Klo i ham, og
-Brombærranken strakte sin tornede carmoisinrøde Arm frem foran ham,
-vinkende med de hvide Blomster mellem de matgrønne Blade og samtidig
-lokkende med modne Bær, hvor den pragtfulde Gærdesnerle viklede sig
-op og aabnede sine store lyserøde Blomsterbægre med deres
-vinselformede Rand og en hvid Stjærne ned mod Bunden, medens
-Skovvikken, der klatrede endnu bedre, højt oppe over hans Hoved
-vimplede med Slyngtraadenes Spiraler over det fine Løv og nikkede med
-de lange bøjede Blomsterklaser, hvis hvide Baade havde store Sejl,
-der vare mønstrede med violette Streger, saa fine, som vare de trukne
-med en Sneppefjer. Det var, som om der udaandedes og udstraaledes en
-Velkomsthilsen til ham fra dette frodige Planteliv med de sjældne
-Blomster, som han intet andet Sted havde sèt, men erindrede her fra
-den Tid, da hans Barnearm endnu var for kort til at naa dem. Disse
-Farver vare for hans Øjne hvad Alpehornets Toner i Romanzen er for
-Hugo's Øren: han følte, at han kom hjem. Ogsaa han kom jo som en
-Slagen derude fra den store Valplads, hvor han havde ladet sig hverve
-fra Hær til Hær af Tidens Magter. Havde han end sejret over sig selv,
--- for andre stod han dog som en Slagen, ja som en Rømningsmand, og
-hans Saar begyndte at bløde paa Hjemmets Grund med en Smerte af at
-alt var forbi for ham, at han ikke længer havde nogen Plads i Livet,
-med en træt Lyst til for bestandig at lægge sit Hoved til Hvile dèr,
-hvor hans Barnefod havde traadt, under en Sengehimmel af Luftblaat
-indvirket med grønne Blade og Slyngtraade, lyserøde Snerler og hvide
-Vikker.
-
-Men pludselig kom der saa igen et Haab, en ubestemt Anelse om, at der
-herhjemme laa noget og ventede paa ham, en formløs Tro paa, at han
-vendte tilbage til det Sted, hvorfra han var draget ud paa et Togt,
-der nu var bytteløst endt, netop for at finde en ny Vej aaben --
-udefter -- opad -- mod Lykken. Saa drev det ham aandejaget frem
-gennem Krat, over Lavfald med pimplende og sivende Vand, op ad aabne,
-purlekronede Bakker, hvor Tidslerne slog ham paa Knæene, og hvor
-Miliegræsset stod skulderhøjt, let duvende Blomsteraxenes lange
-hvidgule Traade og med Aftensolens Blink glidende henad de rødlige,
-metalblanke Stængler.
-
-Saaledes naàde han snart til den sidste aabne Skrænt, hvor Udsigten
-igen er fri, og han kastede sig træt ned i det bløde Græs, med
-Hovedet lænet mod en Træstub.
-
-Himlen var blanket op i Zenit, men nede over den anden Bred stod der
-endnu en landfast Dis, der foroven umærkelig smeltede over i
-Himmelblaaet, og paa hvis violetgraa Grund der svømmede et Par
-mindre, røde Skyer, som tvers over den blanke Fjord sendte lange
-Rosastriber overskaarne af staalgraa Strømrifling. Men imellem Vandet
-og Himlen strakte sig Sverdrup Skov, symetrisk med sit Spejlbillede,
-overgydt af et mildt Lys, henimod en moden Rugmark tilhøjre, hvis
-skraanende Gulhed næsten skar i Øjnene, medens Ruderne i et Par Huse
-luede som Guldblik. Lige i Forgrunden langs Brinken stod en Række
-høje, fritstaaende Bøge, med lidt bortbøjede Stammer og Kronerne
-blæste ud mod Fjorden ligesom i Længsel efter at spejle sig; og bag
-ved det fjærneste Par tilvenstre kom Præsteskovens Pynt frem, kun med
-en Tanke Sol henover den øverste Løvrand, indtil den med sin
-mørkegrønne Snude syntes at berøre Sverdrup Skov, der laa som støbt i
-Bronce med en let Forgyldning og grønt anløben i alle Folder og
-Furer. Saaledes aflukkede Fjordlandskabet sig til en Skovsøs ensomme
-Fred, hvorover Aftenlyset fra den tunge Himmel bredte Glansen af et
-vemodigt Smil.
-
-Der var saa stille rundt om. For Øret hørtes neppe længer
-Klokkeringningen, der allerede en Stund havde fyldt Luften med sine
-regelmæssige Dirringer -- ligesom Slag af Solesætlandskabets rolige
-Puls. -- Ellers hørtes kun de urolige Smaaskrig af en Pirrfugl, der
-fløj hid og did over Vandet. Snart var den forsvundet langt borte bag
-Skoven; strax efter strøg den forbi tæt ved med sit sorte Hoved og de
-graa Vinger; snart tegnede den mod den mørke Skovgrund det hvide
-Blink af Bugen og af de sabelkrummede Vingers Underside, snart var
-det kun dette hvide Spejlbillede, der fløj nede i Vandet. Men saa kom
-den selv med Vipstjærtens Bølgeflugt, fjærnende sig fra og nærmende
-sig til Fuglen nede i Vandet, som dalede naar den steg og steg naar
-den dalede, indtil de næbbedes i Overfladen. Saa stejlede den højt
-oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet
-med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der bølgede i store
-Ringe, medens den hævede sig skrigende. Den syntes altid at maatte
-være dèr, at høre med til Stedet som Uroen i et Uhr.
-
-Hjorth blev liggende saaledes en god Stund, idet han lod Stedet aande
-hele sin milde Ro ind i ham, fyldende ham med disse rene Former og
-Farver, der vakte saa mange Erindringer hos ham, Minder fra de stille
-Dage før Kampens og Udviklingens Tid, ombølgede af Barndomshjemmets
-Stemning, som det gør saa godt at lade sig vugge til Ro af. Eller
-ogsaa, glemmende alt, stirrede han lige op i Zenit, hvis Aftenblaa
-havde en svag Dunkelhed, en Erindring af opløste Taager.
-
-Der begyndte at falde Skygge over Sverdrup Skov, og paa Vonsbæksiden
-havde kun de øverste Grene af Kronbøgen endnu lidt Lys ovenover de
-andre Trætoppe paa Bakken. Saa sprang han pludselig op og gik hurtig
-videre. Opad den dunkle Sti, forbi Kronbøgen, hvis snorlige graa
-Søjle steg op over Løvhvælvet, inden den løftede sin Kuppel, gennem
-Græs, hvori han næsten druknede, og hvis Blomster vaskede hans Ansigt
-med Dug, ned ad den altid fugtige, rodknudrede Sti gennem den store
-Kløft, hvor det dæmrede mellem de favnetykke Stammer, over den
-pludrende Bæk paa den halvraadne Spange, hvis Gangbræt knagede under
-hans Skridt, -- dette uhyre vigtige Punkt, paa hvis Forsvar hele
-Stillingen beroede, naar man legede Krig, og den tydske Overmagt kom
-stormende oppe fra den faste Stilling ved Kirken, hvis hvide Kalkvæg
-skinnede gennem det mørke Løv. Klokkeklangen kom nu deroppe fra
-stærkere og legemligere, rullende sine malmtonende Bølger langs ind
-gennem hele Kløften, der havde noget af en Kirkehvælvings kølige
-Halvmørke. Og nu saà han allerede sit Yndlingstræ, Skovens mægtigste
-Bøg, som henne ved Laagen hældede sig ud over Gærdet med sin
-mosspættede Kæmpestamme og strakte Grene, store som Træer,
-velsignende midt ind over de Dødes stille Have. Fra dens yderste lyse
-Barklinje, lidt ovenfor Gærdet, flagrede et blaat Slør ganske sagte
-ud. Da han kom derop, saà han en ung Dame sidde paa Kanten af Gærdet
-med Ryggen lænet tilbage mod Stammen. Hun hilste »God Aften« med
-fremmed Akcent.
-
-Ligefor, ved det modsatte Gærde af Kirkegaarden, stod en Række gamle
-Aske og Ege, blandt de sidste en Veteran, der var saa udtrøsknet i
-sit hullede og revnede Barkpandser, at den havde faaet en tyk
-Jærnring om Brystet, ligesom Roland. Bagved dem, over en høj
-Marklinje, stod et Par lange Skyer stejlt i Vejret paa den dunkelgraa
-Grund, glødende i Genskinnet af Solrøstet. Kirkeklokken tav; men en
-Sang lod sig høre, sunget af uøvede Bondestemmer uordenlig mellem
-hverandre, ligesom de Slag, der syntes at slaa Takt, med en Lyd, som
-naar man banker Tøj. -- Det maatte være Rapstærskning paa hans
-Broders Kobbel lige udenfor.
-
-Marken med de fodhøje, hvidlige Stubbe saà ud som et Vildnis af
-Asparges; den mejede Raps laa et Par Steder i løse graagule Bunker.
-Midt inde paa Koblet var der en Stimmel af Mennesker bag en jordgraa
-Forhøjning, der lignede en lav Skanse. Dèrfra kom Sangen, medens
-Plejlene svingede oppe over Hovederne. Fyldte Enspænderkarrer, kørte
-af en Dreng, der red paa Hesten, rumlede derhen, og tomme jog derfra,
-ud mellem Bunkerne, hvor Koner med storskyggede Lærredskyser ventede
-dem, støttende sig til de lange River. Hjorth kunde kun komme
-langsomt frem mellem de stive Rapsstængler, men allerede i lang
-Frastand kendte han sin korpulente Broder, der stod yderst i en
-Gruppe henne ved Arbejderne.
-
--- God Aften, Jens.
-
-Den korpulente Mand med brun Habit og Straahat vendte sig om,
-fremvisende et bredt, skægget Ansigt, der var ganske glødende i
-Aftensolen. Han svarede rolig og uden at tage den korte Pibe ud af
-Munden:
-
--- God Aften, Niels! ... Ja a tvi'lt' nok aa, te vi sku' snart se
-noget til dig.
-
-Der behøvedes ingen Præsentation; det var lutter Familje, der stod
-rundt om, Gaardejere fra Bæk, hvis Indbyggere alle var beslægtede, og
-hvor Mølleren var en Farbroder af Niels Christian.
-
-Der var Kaptajn Vildfang, en lille tæt Mand med
-Frederik-den-syvende-Skæg og et hvast Blik fra de smaa graa Øjne
-under buskede, hvide Øjenbryn. Et vist Vrik med de brede Skuldre og
-et ejendommeligt Boxertræk i Albuerne gjorde det sandsynligt, at han
-i sin Tid ofte havde vovet sin Trøje og slaaet mangen Jungmand i
-Dækket. Han havde efter et mangeaarigt omtumlet Sømandsliv faaet en
-stor Gaard med en Søster af den gamle Madam Hjorth.
-
-Saa var der Jørgen Juel, Fætter til den gamle Hjorth, en sortskægget
-Kæmpe med et tungsindigt Udseende, og dennes Svoger, Kromand Bek, der
-ogsaa i sin Ungdom havde været til Søs og faret Verden rundt, en Mand
-af Middelhøjde, hvis Bronceansigt indrammedes i tykt graat Haar og
-studset hvidt Skæg, og som helst talte i korte, subjektløse Udbrud,
-med Apelklang i den metalliske Stemme, der gav Piger og Karle Ordrer,
-som om han stod paa Kommandobroen, og modtog Bestilling paa en Puns
-med et: »Ja vel, -- det skal ske,« -- i en Tone, som havde han løftet
-Haanden til Huen.
-
-Endelig var der Farbroderen, Møller Hjorth, en stor knokkelfør Mand,
-der lignede stærkt efter sin ældre Broder Jørgen og havde arvet
-dennes Anseelse og Tillidshverv, -- støt og tavs, med et Slør af
-Sørgmodighed, der undertiden slappede hans alvorlige Træk, og som
-mindre var et Præg af hans Enkemandsstand end af Fædrelandsløshed og
-den halve Sønneløshed, som er alle Forældres Lod i dette Land, uden
-mandlig Ungdom.
-
-I den senere Tid var det gaaet meget af Mode at dyrke Raps; -- det
-var mange Aar siden der var blevet tærsket Raps i Vonsbæk Sogn.
-Derfor havde da ogsaa saa mange givet Møde for at se paa det livlige
-Arbejde og erindre deres unge Dage, da den dyrkedes overalt, og da
-Rapshøsten var en Tid af Sved og Svir for hele Egnen. For det er ikke
-med den som med anden Høst; det kan jo være Slid nok at meje, men at
-tærske Dagen igennem i en brændende Sommersol det er frem for noget
-andet det, der kan faa Fedtet til at risle ud og klæbe Tungen til
-Ganen, som om den var suget fast. Derfor var der ogsaa en bestandig
-Æden og Drikken med Hovedmaaltider og Mellemmader og Øl og Kaffe i èn
-Guddommelighed ligefra Davren til Nadveren, som især den sidste Aften
-var et stort Gilde, der trak ud til hen paa Natten, og hvor de fleste
-pyntede sig med en forsvarlig Haarbeutel. Men det var navnlig den
-store Samling af godt halvhundrede Arbejdsfolk, der gjorde den
-strænge Tjeneste til en munter Fest, som alle glædede sig til --
-undtagen Husmoderen, der skulde sørge for den usigelige Mængde Mad og
-lod koge Spad i Grukedlen.
-
--- Det er længe, I holder ud i Dag, eller i Aften kan man da gærne
-sige, bemærkede Hjorth.
-
--- Aa jo, vi sku' jo se te vi ku' bli færdig. Man vil da nødig la'e
-saadan en Slat staa.
-
--- Gaar og muntert fra Haanden, sagde Kromanden.
-
--- Ja--a, -- det er da wis ... Er der møj' tilbages derude, Lars?
-raabte Jens Hjorth til en Dreng, der i det samme kom kørende med et
-Læs.
-
--- Nej; -- a tø't itt', te der var mer som en Omgang af Karrerne
-endnu.
-
--- Kan du kende Lars, Niels Christian? -- Han er bleven lang nu ...
-Ven den her' Høstferie er om', skal han og i æ Skol' aa Herlufsholm
-... Vi var derover sidste Ug' til Optagelsesprøv' ... Ja, det maa du
-da kend' til, det er jo ner' aa den Egn, hvor du var ... Det er vel
-en god Skol' den?
-
--- Ja, Herlufsholm, den er god nok ... Det er forresten en rigtig
-grundtvigiansk Rede.
-
--- Ja, hvordan er det med de her' Grundtvigianer? Er det da itt'
-Venstremænd?
-
--- Naa, hvad det angaar kan du saamæn være rolig.
-
--- Nu skal vi se æ Kaptajn, sagde Mølleren.
-
--- Kan du gaa over Stag uden aa kæntre, Vildfang? spurgte Kromanden.
-
-Kaptajnen, som var kommen i Skjorteærmer, sprang til Svar paa dette
-Spørgsmaal over Rækket ind paa Tærskepladsen, fik en Plejl leveret af
-en træt Karl, der gik og bøvlede med den, saa han var lige ved at
-dratte Haandvollen, -- og begyndte at hugge løs, saa det smældede i
-Lærredet.
-
--- Der er Slag i 'en, sagde Kromanden, han har itt' mistet si'
-Kræfter endnu, har æ Kaptajn itt'.
-
--- Han har og det rette Smid paa en Plejl, bemærkede Kæmpen Juel, og
-strøg sig over det sorte Skæg.
-
-Tærskepladsen var et stort Stykke Lærred, sortsmudset som et
-røgslaaet Sejl, der var bredt ud paa Jorden en Snes Alen i Kvadrat og
-hæftet op til alle fire Sider med en Rand paa halvanden Alen. Ved den
-ene Side læssedes Rapsbunkerne af og spredtes paa Lærredsgulvet, hvor
-Tærskerne gik rundt i to Rækker, svingende Plejlerne til begge Sider,
-medens den forreste sang for.
-
--- Ach, der bøse Junge dort! udbrød en blød Stemme pludselig bag ved
-Hjorth.
-
-Han drejede Hovedet. Det var den unge Dame, han havde set for lidt
-siden under det store Bøgetræ.
-
-Hun saà til Siden og ved at følge Retningen af hendes Blik, opdagede
-han Lars løftende sin Pisk over Hesten, der havde en sitrende
-Bevægelse af Smerte.
-
--- Lars! -- hvad Fanden gaar der af dig? ... Hvis du ikke er
-skikkelig mod Dyret, kan du tro, jeg skal faa fat i dig.
-
-I det samme drejede hun Hovedet og takkede ham med et Blik fra de
-dybe gulbrune Øjne og et Smil om de smalle, lidt sørgmodig nedvigede
-Læber. -- Saa kiggede hun igen nysgerrig ind paa Tærskepladsen.
-
--- Har De set det før? spurgte han.
-
--- Nej, aldrig; -- synger de altid saa ved Høstarbejdet?
-
--- Nej de gør ikke; men Rapstærskning er en Slags Fest for dem. De
-lever saa godt i de Dage.
-
-Han begyndte at fortælle hende, hvorledes det hele gik for sig,
-opregnede Maaltiderne, skildrede Glæden, naar Madamen selv kom ud paa
-Marken med Kaffen. Og saa gav han sig til at udpege, hvad der skete
-derinde, mindre fordi det behøvedes, end for at Underholdningen ikke
-strax igen skulde gaa istaa. Dèr lige ved Siden af hende fyldte de
-Sække med Rapsfrø og Avner, som blev skuffet hen i Hjørnet med
-Bagsiden af Riverne; paa Møllen udskilte man saa igen Frøene, de smaa
-sorte Kugler, der saà ud som Hagl. Men henne ved det andet Hjørne rev
-man Halmen sammen i store Bunker som Stakke.
-
-Han havde ikke sine Øjne fra hende, medens han talte, og han vedblev
-at tale for at kunne blive ved at se paa hende.
-
-For hun forekom ham strax at være det smukkeste, han havde set.
-
-Hun var omtrent af Middelhøjde, snarest en Smule under.
-
-Figuren var rank, men fri og utvungen, uden denne stive
-Stejlen-bagover, som man ofte finder hos smaa Damer. Overkroppen
-lille, paa en fast, smekker Midje, med kraftig rundede Skuldre, men
-Brystet en Smule fladt. Hovedet var stort og ligesom en Smule tungt,
-men det sad sikkert paa en stærk Hals, hvorfra en lang, let rundet
-Linje gik frem til den lille Hage. Men hvad der især gjorde Hovedet
-stort og trods Ansigtets stille Træk gav det noget tiltrækkende
-viltert og uregerligt, -- det var et svært mørkebrunt Haar, hvis
-bugtede Tjavser faldt tæt ned over en høj Pande, og som bagtil
-vældede ud i tykke Bukler ned over en usædvanlig kraftig Nakke, der
-yndede at bøje sig frem med en langlig Bølgelinje op under dets dybe
-Skygge, som ikke formaaede at slukke Hudens varme, blændende Skær --
-en Glans som Reflexlyset fra en skjult Guldplade.
-
-Den korte simple Kjole, næsten uden Besætning, sluttede sig snert om
-Skikkelsens Ungdommelighed, og en bred, barnlig Kravestrimmel bugtede
-sig foroven naivt om Halsen. Paa Hovedet havde hun en Baret af sort
-Fløjl, hvori der skinnede et Par Karneolnaale forbundne ved en lille
-Guldkæde; et langt blaat Slør faldt hende ned over Brystet, hvorfra
-det undertiden løftede sig med en mat Flagren fremefter, kærtegnende
-hendes bløde Kind. --
-
-Tærskningen var nu paa sit sidste, og for at ende værdig opstemte
-Forsangeren »den tapre Landsoldat,« medens Plejlerne slog rasende,
-som om Slagvollene faldt paa prøjsiske Pikkelhuer.
-
--- Der er vel ingen Gendarm, som spadserer hans Aftentur her i
-Nærheden, spurgte Kaptajn Vildfang og lod sine skarpe Sømandsøjne gaa
-rundt i Egnen, indtil de endelig hvilede paa den unge Pige,
-mistænksomt, som om han saà hos hende noget, der mindede om
-Gendarmeriet. Men ignorerende denne Fare, stemmede saa han og de
-andre af fuld Hals med i den forviste Landsoldat.
-
-Kun Hjorth sang ikke med. Han skammede sig lidt over sin Svaghed; men
-han kunde ikke. Denne utrættelige nationale Begejstring fandt han
-rørende og smuk, men skønt der var kommet noget op i ham ved at føle
-den slesvigske Jord under sine Saaler, delte han den ikke saa fuldt,
-som han maaske burde. Ord og Toner vilde komme kejtet over forlegne
-Læber; -- det vilde være, som havde han for et Aars Tid siden givet
-sig til at synge med i en Salme -- tilmed, naar der sad en skøn
-Fritænkerske ved Siden af ham. For maaske havde han dog sunget, hvis
-det ikke havde været ham umuligt at gøre noget, som kunde støde den
-lille tyske Dame, han stod hos.
-
-Pludselig saà hun op paa ham med et Par forundrede Øjne.
-
--- Hvorfor synger De ikke? ... Er De da ikke Dansk? ... Jeg kender
-den godt, det er den danske Nationalsang.
-
--- Jeg har ingen Stemme.
-
-Men hun gav sig til at le.
-
--- Som om de andre havde det! ... Nej doch, hvor synger de doch falsk
--- og saa rædsomt forkert.
-
-Til hans Forskrækkelse begyndte hun at nynne ganske højt.
-
--- Hys! ... Ti dog stille ... De vil tro, at De gjør Nar af dem.
-
--- Naa, -- de vil mig doch vel ikke banke.
-
--- Nej -- naturligvis ... Men, -- det er jo ikke Deres Mening, og saa
-kan jeg ikke lide, at Folk skal tro det om Dem.
-
--- De har Ret ... Megen Tak ... Farvel.
-
-Han saà efter hende, medens hun gik langsomt tilbage mellem de stive
-Rapsstubbe, med det lange Slør vimplende efter sig, af og til bøjende
-sig, naar Kjolen hang fast.
-
--- Hvem var det?
-
--- Det var den nye Præsts Datter.
-
--- Vakker Pige ... ja, jo ... rigtig omgængelig ... endda hun er en
-Binnentysker, sagde Kromanden.
-
--- Ja, det er da wis.
-
-
-
-
-XXXVIII.
-
-
-Hjorth var ikke strax taget hjem efter det afslagne Examensforsøg.
-Først dryssede han et Par Uger bort i København. Et Par Gange gjorde
-han Visit hos Lindekærs, idet han valgte en Tid, da han vidste, at
-Provsten maatte have Forretninger. Fru Cecilie var venligere imod ham
-end nogensinde, spurgte ham ud om, hvad han nu tænkte paa at tage
-sig for, bad ham hjærtelig om at tage sig et langt Hvil og komme
-rigtig til Ro, tog det Løfte af ham, at han bestandig vilde betragte
-deres Hus som et Hjem. Men Ellinor viste ham den kølige Venlighed,
-som man har overfor en, der er falden i Unaade, -- køligere end
-nødvendigt, fordi det i Grunden gjorde hende ondt.
-
-Hjem havde han kun skrevet, at det ikke blev til noget med at tage
-Examen den Sommer. Men i et Brev til Jessen havde han forklaret den
-egentlige Sammenhæng. Fuldmægtigen svarede med et Brev fuldt af
-Indignation og Hoveren over Theologernes Fanatisme, og bad ham komme
-ud og nyde sin velfortjente Sommerferie hos dem. Hjorth tog gærne
-imod Indbydelsen; han trængte til at hvile ud hos Venner, hvem han
-følte sig i Overensstemmelse med.
-
-Der var Glæde i det lille Hjem, for Nelly var lige bleven forlovet
-med Forvalteren paa Fuglerede-Gaard, en vakker ung Mand, der længe
-havde sendt forelskede Blikke derfra til Skovvang, ærligere end dem,
-som Ravn havde sendt den modsatte Vej. Hun havde med Held været
-Rationalismens Missionær hos ham, ligesom hendes Moder havde været
-det hos Jessen. -- Under dette Samkvem med et lykkeligt elskende Par
-levede hans Hjærte op igen, efter den lange theologiske Vinterdvale,
-med en Sød Misundelse.
-
-Den første Aften, han var der, viste Nelly ham et »Morgenblad«, som
-hun havde gemt til ham. Dèr stod hele Historien om hans Afhandling og
-Bortvisning fra Examen som Indledning til en fulminant Artikel mod
-Universitetet og Ministeriet. »Der kan du se, Fader, det er dog godt
-til noget, at jeg har lagt mig efter at være Venstre, ellers havde du
-maaske ikke faaet det at se,« sagde hun. Og Jessen maatte halvt
-ærgerlig indrømme, at det havde glædet ham meget, at der dog var èt
-Blad, der havde fremdraget den Historie.
-
-Hjorth udsatte bestandig sin Afrejse. Han længtes slet ikke efter at
-komme hjem; sin Broder kendte han saa lidt til, og han syntes, at han
-var nu saa fjærnt fra dem alle. Og hvorledes vilde de vel optage hans
-Frafald? ... Først da man var kommen over Midten af Juli, rev han sig
-løs.
-
-Saa var det, han kom lige betids til at modtages af den gamle
-bekendte Rapstærskning og hilses af »Den tapre Landsoldat«.
-
-Kort efter begyndte Høsten; han tog ivrig Del i den, og fandt sig saa
-vel ved at anspænde sine legemlige Kræfter i fri Luft, efter at hans
-aandelige længe havde kæmpet i den indelukkede Stue. Hver Dag
-arbejdede han sig træt ude paa Marken, og her -- paa det høje Kobbel,
-hvorfra man saà Skovene bøje sig imod hinanden, øjnede et Skaar af
-Fjordens Spejlflade, stirrede ud over det skovrige, kornbølgende og
-hegnmønstrede Land, indtil Havet længst ude blinkede En imøde som et
-stort Sølvbaand, medens der var en utrættelig Fuglejubel fra den
-tætte blomsterfyldte »Porning«, -- her, en enkelt mellem Arbejderne,
-havde han ikke længer den trykkende Bevidsthed om aandelig Ensomhed,
-han smeltede sammen med de hjemlige Omgivelser, følte sig en Stund
-igen som sønderjydsk Bondekarl.
-
-En af de første Aftener, da de sad ved et dampende Toddyglas,
-fortalte han sin Broder om hvordan det hele var gaaet til, om den
-Vantro, han havde røbet ved Examen, og Afvisningen. Jens Hjorth var
-selv en religiøs Mand, som havde en fast Tillid til, at Vorherre en
-Gang vilde jage Tyskerne ud. I det lille Værelse, hvor de sad, hang
-der over en gammel Kommode en Gengivelse af Leonardo da Vincis
-Nadvere i ophøjet hvidt Basrelieftryk paa Guldpapirsgrund, ligesom
-dem man ser paa Bonbon-Æsker, og oppe over Sofaen stirrede Niels paa
-et nyt Billede, en korsfæstet Kristus, fra hvis Side der sprang en
-bred Flade teglstensrødt Blod, der opfangedes i en gul Kalk af en
-knælende Engel, iført en blaa guldkantet Kjortel i Lighed med dem,
-som de simpleste Koristinder bære i ridderlige Operaer, og nedenunder
-stod der: »Hans Blod har renset Verden for Synd« -- paa Tysk, Spansk,
-Fransk, Engelsk, Portugisisk og Hollandsk.
-
-Jens Hjorth strøg sig om sit spidse røde Skæg og sagde, at ven Niels
-ikke længer havde Troen, saa var det rigtigt nok, te han itt' stak
-det under Stolen og vilde være Præst endda ... Og hvad han saa ellers
-blev, saa var det møj' bedre, som te han skulde være en af de
-Præster, der itt' tròde, hvad de sagde, -- og dem var der manne af.
--- Hans Kone, en noget trivelig Madamme med et regelmæssigt,
-godmodigt Ansigt, fik ogsaa at høre derom, og var ganske af samme
-Mening. Hun var især opbragt paa Kristine, der ikke vilde have ham,
-fordi han ikke blev Præst. -- Han skulde bare itt' kere sig om det,
-for saadan en dum Tøs var længe ikke god nok til ham. Han skulde møj'
-heller tage sig en af de unge Piger dèr paa Egnen, de var af en anden
-Dejg som disse Sjællændere, og der gik saa manne i Kærestenød, fordi
-de unge Mænd var i Danmark eller paa de lange Farter. Kanske kunde
-han saa træffe at faa en med en Gaard, og saa kunde han jo slaa sig
-ned dèr, for det havde han jo Lov til, han var jo udvandret før
-Terminen og kunde ikke blive vist ud af Gendarmen, saadan som andre
-unge Mænd, der maatte sneje sig hjem. --
-
--- Har du ellers aldrig talt til æ Kromand om det, te du itt' vil
-bli' Præst, -- for han gør itt' sjæl møj' ud af det religiøse,
-spurgte Jens ham en Dag.
-
-Det havde Niels naturligvis ikke. Men en Aften, da de havde været ude
-at høste paa et Kobbel, der laa helt ovre ved Bæk, gik de ind i
-Kroen, og Jens vilde have Kromanden til at gøre dem Besked i en
-Kaffepuns. _Dem_ vilde Kromand Bek naturligvis gærne give Puns, men
-selv trykkede han sig længe ved at tage en med, for han var ikke
-meget for Spirituosa. Det var fra den Tid, da han fòr til Søs paa de
-varme Lande, hvor man skal vogte sig for de Varer. Den Gang havde han
-og Styrmanden lovet sig selv, at de ikke vilde røre Brændevin, og han
-havde holdt sit Løfte i fjorten Aar, men den anden havde ikke holdt
-sit i fjorten Dage. Endelig lod han sig dog overtale, og da de havde
-drukket en Gang sammen, kom Bek frem med Sagen: --
-
--- Naa, Niels, -- saa du vil itt' være Præst?
-
--- Nej, det har jeg ikke Lyst til.
-
--- De vil jo heller itt' lade ham tage hans Examen, fordi han itt'
-har den rette Tro.
-
-Men Kromanden rystede sin lille Kop foran det sammenknebne Øje og
-udbrød med en skeptisk Hovedvirren:
-
--- Den rette Tro? -- he! -- Nu har a faret til Søs i sexten Aar --
-
--- Nej, det bliver for længe, Søren.
-
--- Sexten Aar, -- der skal itt' vante en Maaned.
-
--- Nej, ve' du hvad Søren, du har immer sagt, te den Gang a blev
-født, da gik du til Søs, og a blev født attenhundred og fyrre, lige
-bestemt.
-
--- Vel ... Rigtig nok ... Staar a ved.
-
--- Naa, men den Gang a blev konfirmeret, og den Gang var a fjorten
-Aar og et halvt, da havde du Pinedød Kroen her.
-
--- Naa, ja, ja, -- det er nu og ligemeget ... Faret Verden rundt og
-det mer end èn Gang ... Naa, og nogen Steder havde de Kirker, og
-andre Steder havde de Maaskeer, og andre Steder havde de Pagoder med
-Klokker paa, og andre Steder havde de kun en kalket Stue med et Bord
-i ... Se, det ser æ Sømand, men det ser æ Landkrabb' itt'! ... Og de
-er sgu lige gode for det.
-
--- Sømændene?
-
--- Sgu baade Sømænd og Landkrabber ... Det gør itt' møj' til Sagen,
-det ser vi jo og, te Bismarck han taler jo nok saa kristelig, -- det
-er jo ligesom man hører en Præst.
-
--- Jo, vel, -- det er rigtigt nok, sagde Jens, noget ubehagelig
-berørt ved denne Trosfælle.
-
--- Skaal, Jens, sagde Kromanden, som for at trøste ham. -- Skaal,
-Niels. -- Hør, sig mig, bliver I nu ikke snart færre med alt det Kævl
-og Vrøvleri der oppe i Rigsdagen?
-
-Det var ikke noget nyt og overraskende Spørgsmaal for Niels, da det
-var det, hvormed de fleste Sønderjyder, som han havde talt med om
-Politik, havde indledet deres Samtale; Striden mellem Højre og
-Venstre betragtedes med Mistro som et ganske uvæsentligt Kævleri om
-Ingenting, under hvilket man glemte dem.
-
--- Ja, jeg vèd saamæn ikke mer om det, end du selv, sagde Hjorth. --
-Men det er jo en Forfatningskamp. --
-
--- Ja, det vil da seje, te det her Venstre vil regere.
-
--- Ja, hvorfor skulde de itt' ville regere, Jørgen? -- Trour du itt',
-te de kan have lige saa god Ret til det, som de her Adelsmænd?[1]
-
- [1] Haardt ~d~, som paa Tysk.
-
-At Broderen saaledes traadte i Skranken for Venstre, undrede Niels
-endnu mer end hans Medgørlighed i religiøs Henseende. Han havde haft
-en apriorisk Forestilling om, at alle Sønderjyder maatte være ivrige
-Højremænd, og paa den Forestilling havde han selv gaaet og været det
-i lang Tid. -- Men med Kromanden slog det til; han var urokkelig: en
-Bonde skulde blive ved sin Plov, men Regeringen skulde man overlade
-til de Dannede. Han forlangte heller itt' sjæl at regere.
-
--- Trour du ka'ske, te æ Adelsmand er bedre som æ Bond'? ... Nej, det
-er en gammel Lære, -- den gjæld' itt' mer, Jørgen.
-
--- Rigtig nok, Jens ... Men a sejer, te æ Bond' forstaar itt' aa
-regere.
-
--- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bønderne skulde seje et Ord
-med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te
-Folkets Kærlighed var hans Styrke.
-
--- Vel, -- meget smukt --
-
--- Og han tø't' itt' stort om de her Adelsmænd ... Men saadan er det
-itt' med den nuværende ... Nu skal de jo have Lov til at lave alting
-etter deres Hoved ... Det har du heller itt' Lov til aa mene, du er
-jo Republikaner, Jørgen.
-
--- Vel, -- sandt nok -- staar a ved.
-
--- Det er vel siden du var i amerikansk Hyre? spurgte Niels.
-
--- Ganske sandt ... Smukt Land, det Amerika ... God Regeringsform
-den.
-
--- Ja men, æ Republikaner, Jørgen, han maa aa være Demokrat ... Kan æ
-Republikaner seje te æ Adelsmand skal regere alt etter hans Hoved?
-... Det vil itt' gaa sammel det, Jørgen.
-
-Men Kromanden vilde ikke lade sig trække ud paa Konsekvenser. Nej,
-Venstre -- det kunde han da itt', -- nej, det var da og skammeligt
-saa Venstre forsømte æ Forsvarsvæsen. Og dèr fik han pludselig Jens
-Hjorth paa sin Side: -- Ja, det havde han Ret i, -- paa det Punkt dèr
-var han itt' Venstre, det var der ingen Sønderjyde, der var.
-
-Niels begyndte at forsvare saa smaat, for han følte, det var et
-kildent Punkt. Befæstningen af København var dog --
-
-Men de kerede sig Fanden om Københavns Befæstning, det var der ingen
-Sønderjyde, der brød sig om. -- Niels havde nok Ret i, at Danmark
-ikke kunde være en Militærstat, men en stærk Hær maatte det have,
-ellers kunde det jo ikke tage Sønderjylland tilbage. -- Og de kom ind
-paa den stadige Tanke om Genforeningen. Paa fredelig Vis vilde det jo
-ikke gaa, det var tydeligt nok, og under almindelige Forhold kunde
-det naturligvis ikke lade sig gøre, men under en stor europæisk
-Krig, naar Tyskland blev angrebet fra flere Sider, og saadan en vilde
-vel nok en Gang komme ...
-
--- Naa, Søren, -- du kommer til at tage en Puns til med os.
-
--- Nej, det vil a itt', -- nej, nej.
-
--- Aa Snak om æ Ting ... Nu skal vi drikke gamle Danmarks Skaal, og
-at vi maa komme tilbages ... Det kan du itt' gaa fra.
-
--- Vel ... Det er et sandt Ord ... Tre Punser til. --
-
-Men da Skaalen var drukket, indfandt der sig mere mistrøstige
-Betragtninger. -- Saadan en Krig vilde vel nok en Gang komme -- men
-hvor længe kunde de holde ud ... Det værste var det, at de unge Folk
-tog bort; der var kun saadan ganske enkelte, der havde Smaafejler, de
-tog ned til Altona, hvor Sessionen kasserede over en lav Sko; -- men
-de andre gik deres Vej, for preussisk Soldat var der ingen, der vilde
-være. Endnu var der itt' gaaet nogen Gaard bort, og Tyskerne var vel
-heller itt' saa slikne etter at komme til aa bo mellem de Danske her
-oppe. Niels kunde jo nok huske Smeden, der havde været den eneste
-tyske Mand i Sognet, og som hans Fader immer var oppe at toppes med?
--- Naa, ham havde de da gjort det saa hedt, at nu var han saa dansk,
-saa det var en Lyst. Nej, Præsten, det var den eneste rigtige Tysker
-i Sognet nu; men han var ogsaa en Fanatiker, der hadede alt Dansk og
-i det hele var det en elendig Præst, der hverken talte tysk eller
-dansk i Kirken. Det var ogsaa en Skam, at næsten alle deres gode
-danske Præster havde forladt dem, i Stedet for at blive og sørge for
-deres Menighed, selv om de maatte aflægge Eden til Kejseren. Men
-værre endnu var det næsten, at de velstaaende Danske i Ha'erslev tog
-bort, manne af dem, der havde været Sagens bedste Støtter, de faldt
-fra Aar for Aar; ven de havde tjent deres Penge, saa solgte de og
-rejste, i Stedet for at blive og holde ud med de andre, som itt'
-kunde rejse.
-
--- Se lidt tiere herind, Niels ... Altid velkommen, sagde Kromanden,
-da de gik.
-
-Niels gik ogsaa undertiden derhen og fik sig en Passiar med
-Kromanden, som han syntes godt om.
-
-Bønderne kom ofte ind paa Kroen om Aftenen, og der blev tidt talt om
-Niels Hjorth, som var kommen hjem og ikke kunde blive Præst, fordi
-han ikke havde den rette Tro, -- noget, som vakte stor Opsigt og blev
-forskellig bedømt. -- Men naar der var talt en Stund frem og tilbage,
-sagde Kromanden altid: --
-
--- Ja ser I, a kender Niels, og I vèr, te a er heller itt' sjæl møj'
-for det religiøse saadan ... Men a er itt' enig med Niels, for han
-trour itt' paa en _rigtig_ Gud, og a tykkes dog itt', te Verden kan
-gaa af sig sjæl ... Og han holder med Venstre og a er Højremand, saa
-vi er møj' forskellige ... Men lig' møj' -- flink Fyr -- Mand med
-Principper -- ta'er min Hat af.
-
-Denne Mening trængte efterhaanden igennem, og der var ikke mange, som
-skelede til Niels Hjorth for hans Meningers Skyld.
-
-
-
-
-XXXIX.
-
-
-Hjorth spadserede hen ad en af disse hyggelige brede Veje, der ligge
-lunt og dybt imellem store levende Hegn, hvor bredbladede Hasselgrene
-hæve sig højt over Hybenbuske og over Brombærrankernes lange
-karmoisinrøde Stængler med fint blaagrønt Løv, hvide Blomster og
-sorte Bær, medens Snerler og Vikker klatre op imellem alt det Grønne,
-og Perikum og Regnfang gulner det Hele forneden, -- disse Hegn, som
-virkelig ere levende, med en bestandig Dirren af Blade, mellem hvilke
-Smaafuglene flyve ud og ind, fyldende Luften med deres utrættelige
-Kvidren. Han gik i sine egne Tanker og holdt sig ind under Skyggen.
-Fra den modsatte Side kom en lang, stiv, sort tilknappet Mand, med et
-skægløst Ansigts Bleghed mellem en gammeldags Cylinderhat og et bredt
-hvidt Halsbind uden Flip. -- Da han gik forbi Hjorth, saà han meget
-vist paa ham og gjorde halvvejs Front, som om han havde Lyst til at
-standse. Hjorth hilste, og de standsede begge.
-
-I Ansigtets blege Parallellogram trak en meget lang Mund sig op imod
-begge Øren med et Smil af store hvide Tænder.
-
--- Ah -- Hm -- De -- Fremmed maaske her --?
-
--- Nej, jeg er en Broder til Jens Hjorth.
-
--- Ah, -- aa -- hm -- Ferie maaske?
-
--- Ja, jeg studerer ellers i København ... Det er formodentlig Pastor
-Schmettau?
-
--- Ja. -- Hm. -- Jeg vidste ellers ikke, at Hjorth havde -- De
-studerer -- hæ --?
-
--- Theologi.
-
--- Ah ... Hm ... Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab ... Tænker De
-at -- opholde Dem længere --
-
--- Ja, jeg bliver her vist hele Efteraaret.
-
--- Saa--aa ... Maaske Overanstrængelse?
-
--- Nej, men -- jeg kan i Grunden lige saa godt studere her --
-
--- Hm ... Haaber De ser ind til mig ... Farvel. --
-
-Det saà ikke ud til, at Bøndernes Dom over Præsten var dikteret blot
-af Patriotisme; -- hvis han prækede som han samtalede, kunde det
-unægtelig ikke være overdrevent opbyggeligt. -- Det var næppe faldet
-Hjorth ind at benytte sig af hans Indbydelse, dersom han ikke havde
-erindret hans smukke Datter, som han havde truffet den første Aften
-og undertiden mødte i Præsteskoven. Han havde dog nok Lyst til at
-gøre hendes nærmere Bekendtskab.
-
-En Eftermiddag efter Høsten, da han havde drevet om nede ved Fjorden,
-gik han op gennem den lille Allè, der førte fra Præsteskoven op i
-Præstegaardshaven. Da han nærmede sig til Huset, kom Frøken Schmettau
-netop ud ad Havestuedøren, bærende paa en Bakke med Kaffetøj, og gik
-hen imod »die Laube«. Hun nikkede meget venlig »God Dag«, og han
-fulgte efter.
-
--- Ah, -- god Dag! ... Det er Hr. Hjorth, theologisk Student -- ikke
-sandt, De er vel ikke Kandidat? ... Naa ... Min Plejedatter Johanna
-... Hr. Sauerbrei, Kredsskole-Inspektor. -- Hm ... Vær saa artig, --
-tag Plads.
-
-Kredsskole-Inspektor Sauerbrei var en før Mand, med et ret
-behageligt, næsten jovialt Ansigt, men med et skarpt Blik og noget
-ondskabsfuldt i sit skæggede Tandsmil, som om det plejede at tilsmile
-ulykkelige Skolelærere, der forplumrede sig.
-
-Hjorth begyndte at tale om Stedets Skønhed. Han havde aldrig set en
-Præstegaard ligge saa henrivende. Præsten hørte paa ham, medens hans
-Mundvige trak sig hen imod Ørene og viste en Række store kalkhvide
-Tænder, gennem hvilke han mumlede: -- »Saa ... Aa, ja ... hm.«
-Kredsskole-Inspektøren istemte ogsaa Egnens Pris. I det hele disse
-østlige Fjorde, men især Aabenraa Fjord »wunderschön, reizend!«
-
-Med Undtagelse af saadanne begejstrede Udbrud førtes Samtalen paa
-Dansk, af Høflighed mod Gæsten. Den gik ikke synderlig livlig,
-navnlig ikke fra Præstens Side. Han havde en underlig Maner, at sidde
-med Haanden for den store Mund og mumle ind i Fladen eller ud gennem
-Fingrene med et Utal af uartikulerede Mellemlyd, medens han nu og da
-med Haanden strøg sig over Pande og Øjne.
-
-Man kom til at tale om dansk Politik. Kredsskole-Inspektøren angreb
-Venstre, ledsaget af Præstens uartikulerede Bifald, fra hvilket der
-af og til vovede sig en halv Sætning frem, -- og det faldt atter i
-Hjorths Lod at forsvare Demokratiet. Især forargedes Tyskerne over de
-Danskes ringe Kærlighed til Kongehuset. Dem selv var det ligesom
-medfødt. Selv naar man var misfornøjet med Kongens Regering, --
-naar det galdt Kongens Person, saa stod de alle som èn Mand.
-Kredsskole-Inspektøren kunde endnu mindes den Jubel, der havde været
-i Rendsborg, da Frederik den syvende kom dertil lige før Oprøret,
-medens Sindene vare meget bevægede mod Danmark. Saaledes var det
-ogsaa nu overfor den tyske Kejser. Det var denne Følelse, der gjorde
-Tyskland stærkt.
-
-Hjorth kritiserede Kongerne, som kun rent undtagelsesvis vare
-fremragende; de kunde jo ogsaa være helt gale. -- Men det var jo
-netop kun Kongen som saadan, det kom an paa; hvad det øvrige angik,
-saa sørgede jo Gud for det, han regerede jo ogsaa over de gale Konger
--- ikke sandt? Og Kredsskole-Inspektøren saà paa Hjorth med sit
-ondskabsfulde Smil, som om han var en Lærer, der havde forplumret
-sig.
-
-Men Præsten endte Diskussionen, idet han stirrende ud i Luften
-mumlede gennem Fingrene: --
-
--- Hm -- det er -- mæ -- tilvisse en stor Velsignelse for -- et Folk
--- ah -- nu -- at have en urokkelig Kærlighed til sit Kongehus ... Hm
-... Kongen selv -- mæ -- staar jo under Guds Varetægt ... Hm ... Det
-var maaske en lykkeligere Tid for Danmark -- ah -- nu -- under
-Kristian den syvende end under Kristian den ottende ... Hm ... Thi--i
--- hvad hjælper Begavelse -- og--æ Kunst -- og--æ -- -- (med en
-Haandbevægelse ud i Luften) -- og--æ Videnskab, -- naar det ikke
-bruges -- mæ -- paa rette Maade.
-
-Det var næsten ikke til at holde ud. -- »Herregud! er det Tyskland,«
-tænkte Hjorth. Han havde sikkert anbefalet sig allerede, hvis han
-ikke ved Siden af sig paa Bænken havde haft den smukke Johanna. Hun
-lod til at gætte hans Kedsomhed og dele den. Under en længere Pavse
-foreslog han hende en Spadseretur i Haven.
-
-Hun var lidt rød i Hovedet og svarede kun med faa forlegne Ord,
-medens de gik gennem de bugtede Gange mellem Frugttræerne op paa
-Udsigtshøjen i Hjørnet af Haven, hvor man saà ud over Fjorden, der
-tilhøjre spidsede sig ind og forsvandt mellem Skovene, medens den
-tilvenstre bugtede sig frem gennem aabent Land ud mod Bæltet. I det
-store Asketræ ovenover dem havde der før været en Opgang til en
-Platform, ligesom paa et Udsigtstaarn. Han havde saa tidt været
-deroppe som Dreng, naar han legede med den danske Præsts Sønner. Men
-hun havde kun bòt der i et Par Aar, og i den forrige tyske Præsts Tid
-havde der heller ikke været noget saadant. Hun var fra Rhinen. Pastor
-Schmettau var en Halvonkel til hende; han var Slesvigholstener og
-havde i den danske Tid været Præst i Slesvig. Men saa blev han
-misfornøjet, var gaaet over til Tyskerne og havde faaet et Embede i
-Brandenborg, indtil Krigen. Hendes Forældre vare forlængst døde;
-Faderen havde været Professor i Düsseldorf. -- Først tildryppede
-disse Meddelelser ham langsomt og afbrudt fra hendes Mund, og han
-maatte lokke dem frem, medens hun stod ved Siden af ham og pillede et
-Hasselblad itu, næsten uden at se paa ham, idet hendes Hoved sænkede
-sig, saa at Nakkelinjen strakte sig lidt fremad, bærende de bløde
-mørkebrune Haarbukler. Men efterhaanden blev hun modigere, og han fik
-oftere hendes gyldenbrune Øjne at se.
-
--- I Düsseldorf? spurgte han med en Blanding af Forundring og Glæde i
-Stemmen.
-
--- Ja wohl. -- Und warum denn nicht?
-
--- Die Stadt Düsseldorf ist sehr schön, und wenn man in der Ferne an
-sie denkt, und zufällig dort geboren ist, wird Einem wunderlich zu
-Muthe.
-
--- Ei, wie schön! ... Sie können Ihren Heine auswendig ... Ich kann
-sogar auch weiter gehn: -- Ich bin dort geboren, und es ist mir, als
-müsste ich gleich nach Hause gehn.
-
-Da de engang vare faldne ind i Tysk, blev de ved at føre Samtalen paa
-dette Sprog. --
-
--- De har Hjemve? -- men De vil dog vel ikke _strax_ bort, haaber
-jeg?
-
--- Strax? -- det vilde rigtignok være en Smule uhøfligt, naar man
-netop har Gæster, og det har vi saa sjælden her.
-
--- Og De vil dog ogsaa snart komme tilbage?
-
--- Ak nej, naar jeg blot kunde, saa vilde jeg langt heller leve dèr
--- ved Rhinen.
-
--- Ja men, det vilde dog være grusomt at vise Dem her, saa snart jeg
-kom, og saa igen forsvinde, saa at jeg maatte gaa her alene og længes
-bort mod Rhinen ... Ak, jeg har saa tidt længtes bort til Rhinen, som
-om jeg var født dèr -- og naar _De_ ovenikøbet bòde dèr --
-
--- Ej, hvad siger De dog dèr for noget naragtigt Tøj!
-
--- Naar jeg siger noget naragtigt Tøj, -- det maa De skrive paa
-Sprogets Regning ... Det kommer saadan af sig selv, naar jeg taler
-Tysk.
-
--- Tak! ... Det var jo en smuk Kompliment til vort Sprogs Aand! sagde
-hun og lo, saa hendes Hoved rystede, og Haarbuklerne dansede paa
-hendes Nakke.
-
--- Nej, saadant var det ikke ment; -- men hvorledes kan man paa èn
-Gang beregne Grammatiken og saa desuden endnu passe paa Meningen?
-
--- Saa er det maaske bedre, at vi Dansk taler, for det er jo dog
-egentlig Meningen, som er Meningen. Det er jo ogsaa det høfligste mod
-Dem som Gæst ... Men hvis min Onkel og jeg en Gang besøgte Dem, vilde
-De saa ogsaa være saa høflig at tale Tysk?
-
--- Ikke i min Broders Hus, det vilde være Synd ... Men det er en
-anden Sag ser De nok ... For Resten kan vi jo holde os ganske
-nevtralt: jeg taler Dansk og De Tysk. -- Jeg hører Dem ogsaa saa
-gærne tale Tysk.
-
--- Deres Udtryk er jo virkelig ogsaa paa Dansk smukkere end Meningen
-... Og jeg Stakkel, der har gjort mig saa megen Umage for at lære
-Dansk.
-
--- Nej, jeg mente virkelig ikke, at De taler daarlig Dansk, men jeg
-holder nu saa meget af det tyske Sprog, og jeg har saa sjælden hørt
-det, og det lyder saa smukt, naar De siger det --
-
--- Naa det maa man sige, -- De er rigtignok ingen Fanatiker!
-
-I det samme kom Præsten op paa Højen, ledsaget af Skoleinspektøren,
-der havde en Sommer-Entoutcas i Haanden og sin Overfrakke paa Armen.
-Han vilde spejde efter Damperen, der skulde føre ham til Haderslev.
-Den maatte nu snart komme fra Aarøsund. Man kunde ogsaa nu allerede
-se Røgen over Land, og strax efter strøg den om Pynten og styrede
-over mod Bæk. Det var paa Tide at gaa saa smaat ned ad Broen til.
-
-De spadserede hen ad den yderste lige Gang, der forlængede sig gennem
-Allèen ud i Skoven. Kredsskole-Inspektøren havde gjort nogle galante
-Henvendelser til Johanna, men hun holdt sig bagved med Hjorth, saa
-han maatte følge Pastoren, der gik stiv med Hænderne paa Ryggen og
-afmaalte flade Trin af de lange udtraadte Støvler, der først satte
-Hælene i og saa klappede til med Tæerne et Sted langt foran, medens
-Hr. Sauerbrei gik elastisk med smaa Skridt af knirkende Saaler,
-gestikulerende med Armen, hvorover hans Frakke var slængt skødesløst.
--- Johanna talte til Hjorth om Rhinen, men hun indrømmede, at man
-kunde ikke forlange det skønnere end her i denne Bøgehøjskov, gennem
-hvilken Gangstien førte brat ned mod Fjorden. Hvis hun havde været
-født og opdragen her, vilde det ogsaa have været en anden Sag. Men
-hvor kunde det være, at han kunde føle Hjemve efter Rhinen, som om
-han var født der? ... Han fortalte hende om sin Opdragelse gennem
-tysk Literatur; fordi alle store Tanker vare komne til ham paa Tysk,
-var det Sprog ligesom hans aandelige Modersmaal, -- for ti Aar siden
-vilde han tròt, at det Menneske var vanvittigt, der havde sagt til
-ham, at han en Gang skulde finde Tysk skønt ved Vonsbæk Fjord, men
-han kunde ikke gøre for det; og saaledes var det ogsaa med Stederne:
-mod Weimar havde han en Pilgrimslængsel som en Muhamedaner mod Mekka,
-og Rhinen var bleven sunget saaledes ind i ham, at han næsten fik
-Hjærtebanken, naar han hørte Navnet paa den skønne Strøm, »hvor
-Daarskaben gròr paa de grønne Bjærge«.
-
-Johanna hørte opmærksomt efter, medens hun gik langsomt ved Siden af
-ham, ridsende med Parasolspidsen i Gruset, bøjende sit smukke Hoved
-med denne langlige Bølgelinje af en gul Nakke op under mørke
-Haarbukler, som allerede havde fortryllet ham den første Aften. Ved
-de sidste Ord smilede hun ganske fint uden at se op og sagde:
-
--- Jeg maatte gærne vide, om De er en god Theolog, siden De er saa
-fortrolig med Heine.
-
-Men i det samme hvæsede Piben, medens Damperen stønnende og pumpende
-lagde til ved Broen, og de lange, flade Bølger begyndte skvulpende at
-løbe op mod Bredden. Kredsskole-Inspektør Sauerbrei bød Farvel og gik
-bort med Præsten, der vilde følge ham helt ud til Skibet. Ovenover
-dem svajede de lange smidige Bøgegrene med deres mørkegrønne
-aftenskyggede Løv, medens de øverste Bøgekroner paa den anden Side af
-Fjorden i Sverdrup Skov havde en straalende Solforgyldning. Yderst
-ude fra Broen hørtes endnu den sirlige Knirken af Hr. Sauerbreis
-Saaler og afmaalt Klappen af Pastorens værdige Støvler. Skorstenen
-blev ved at stønne, og Maskinen gik med en utaalmodig Pumpen. Af og
-til kom der et lille skarpt Skrig fra Pirrfuglen og et Plump, naar
-den dukkede paa Hovedet under Vandet. Men bagfra sendte Kirkeklokken
-sine fredelige Malmtoner ud mellem de store Bøgestammers graa Søjler.
-
-Johanna havde lagt Mærke til, at Hjorth var bleven rød i Hovedet ved
-hendes Spørgsmaal, og for at befri ham for Svaret, fortsatte hun, som
-om hun havde glemt sit Spørgsmaal:
-
--- Det er ellers drolligt, at den første Danske, jeg kommer til at
-tale rigtig med -- at han er saadan -- hvad hedder det -- -- so ein
-Jünger der Germanen.
-
-Dette Navn, hvormed hendes Mund døbte ham, henrykkede ham saaledes,
-at han maatte gentage det med hendes Tonefald, saa hun forundret saà
-paa ham, om han gjorde Nar af hende. Men han lagde ikke Mærke dertil,
-for han saà til Siden for at indprente sig, hvilket Træ de stod
-under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere
-kunde ønske at erindre nøjagtig, hvor hun havde sagt det til ham.
-
--- Ja, -- det har De Ret i ... Men maaske er det dog det aller
-naturligste ... For er ikke hele Danmark Germaniens Lærling?
-
--- Saa, ja -- jeg vèd ikke ... I Deres Literatur --
-
--- Fuldstændig, -- og saa i vort Øl og vor Politik, tilføjede han
-leende.
-
--- Ogsaa i Deres Politik? ... Ja det forstaar jeg mig rigtignok endnu
-mindre paa end paa Øl, sagde hun med et muntert Smil, medens hun
-maatte vinke med Parasollen ud imod Hr. Sauerbrei, hvis Lommetørklæde
-utrættelig viftede fra Bagstavnen af Dampbaaden, der allerede var
-kommen et Stykke ud paa Fjorden. -- Iøvrig har jeg erfaret, at det
-danske Øl skal være saa godt.
-
--- Ja, det er fortrinligt, det er endogsaa berømt og bliver jo ogsaa
-exporteret ... Og vor Literatur, den er virkelig meget smuk og bliver
-ogsaa oversat ... Og vor indre Politik, -- ja, den er vist ogsaa
-meget god for Liebhavere. Naar vi ikke egentlig har nogen Bismarck,
-saa er det virkelig ikke vor Skyld og heller ikke Estrups Skyld --
-
--- Aa, det er den Minister, De talte om oppe i Lauben, og som min
-Onkel og Skole-Inspektoren holdt paa. -- Ikke sandt?
-
--- Jo, -- man har jo forskellige Sympathier.
-
--- Jeg tror ikke, De vil komme til at sympathisere meget med Onkel.
-
--- Naa, har De allerede fundet ud af _det_?
-
--- Og saa faar man Dem vel ikke meget at se?
-
--- Nej, det gør man vel ikke, svarede han og lo saa hjærtelig, at hun
-maatte le med og blev lidt rød i Hovedet.
-
--- Ja, det er for Resten slet ikke saa amüsant, at det er til at le
-over, for vi lever her saa stille, og jeg ser næsten ingen, som jeg
-kan tale med, sagde hun saa, idet hun befriede sit Øje for et af de
-lange Haar, der var fløjet hen over det, og som hun strøg om bag
-Øret.
-
-Pastor Schmettau naàde nu op til dem, og de gik alle tre tilbage til
-Haven, hvor Johanna forlod dem, da hun skulde gøre Thebordet i Stand.
-Præsten gik ved Siden af Hjorth med de lange Støvlers værdige Skridt
-over Gruset, bestandig stiv og knappet sort op til Halsbindet, med
-Hænderne paa Ryggen, naar han ikke netop strøg med den højre over
-Ansigtet. Han udtalte sig om sin Stilling til Menigheden. Den var
-meget vanskelig. Bønderne vare fjendtlige imod ham, og mente, at han
-hadede alt Dansk. Det var ikke Tilfældet. Kun havde han altid været
-Slesvig-Holstener og havde ikke kunnet finde sig til Rette under det
-danske Regimente. Han haabede dengang, at det kunde gaa roligere af,
-men det viste sig at være en Umulighed. De Danske havde regeret for
-haardt. Selv nu i denne vanskelige Tid tillod Tyskerne dog en dansk
-Skole i Haderslev med afgjort patriotisk Farve. Men i den danske Tid
-kunde der ikke være Tale om en tysk Skole, Folk maatte ikke engang
-have tyske Huslærere. Om de danske juridiske Embedsmænds Hovmod den
-Gang kunde man næppe gøre sig nogen Forestilling. -- Ulykken var, at
-det patriotiske Hovmod lod Danmark forsmaa alt Kendskab til Tyskland.
-Dersom man havde anet, hvor alvorligt de undertrykte Tyskeres Sag
-deroppe laa hele Tyskland paa Sinde, og ikke havde trot, at denne
-Sympathi kun var Praleri af holstenske »Wühlere«, saa vilde man
-aldrig have vovet at gaa saa vidt, og adskilligt vilde nu været
-anderledes. -- Efterhaanden som han talte, naàde han frem til
-nogenlunde hele Sætninger, som afbrødes af stedse færre Grynt og
-Rømninger; han talte sig endogsaa op til en vis Varme. Hjorth fandt
-ham mindre utaalelig nu. Han gjorde af og til et Spørgsmaal, men
-indlod sig ikke i nogen politisk Strid, da han ikke turde stole paa
-sine spredte og nødvendigvis ensidige Kundskaber fra en Tid, som han
-ikke selv havde levet med; -- han var desuden for vant til at se sine
-nedarvede Synsmaader omstødte ved senere Erfaringer til ikke med
-Interesse nu at høre den anden Part.
-
-Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men
-noget uøvet Stemme en Del tyske Folkesange: -- »Mein Schatz der ist
-auf der Wanderschaft hin« -- »Es zogen drei Bursche wohl über den
-Rhein«, »Loreley«, -- melankolske Sange, trohjærtet inderlige i Ord
-og Melodier. Hvor lød det ikke betagende fra hendes Læber:
-
-    Die Luft ist kühl, und es dunkelt,
-    und ruhig fliesst der Rhein --
-
-Det var til at faa Taarer i Øjnene af. I alt Fald var Hjorth nær ved
-at faa det, som han sad dèr i den mørke Stue, næsten lige op ad
-hende, henne ved Vinduet, medens han saà ud mod Sverdrup Skov, der
-stod mørk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svævede, og det
-blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Præstens Lænestol kom nu og da en
-afbrudt Stønnen af tør Sentimentalitet. Efterhaanden trængte
-Maanelyset stærkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas Øjne.
-Hun blev pludselig distrait et Sted i »Loreley«, og Hjorth maatte
-suflere.
-
-    Den Schiffer im kleinen Schiffe
-    ergreift es mit wildem Weh -- --
-
-Men henne fra Lænestolen mumlede det: »Det er sjælden -- hm -- at
-træffe en Dansk -- mæ, nu -- som er saa hjemme -- ah -- i den tyske
-Poesi.« --
-
-Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde været, og blev
-meget overrasket ved at høre, at han havde besøgt Præsten.
-
--- Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se
-ham nærmere og høre, hvordan han udtalte sig.
-
--- Naa, -- hvad sagde han saa?
-
--- Han sagde mæ og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa
-morsomt.
-
--- Ha, ha, ha! ... Nej det er saamæn et sølle Skrog ... De forsøgte
-da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?
-
--- Nej.
-
-
-
-
-XL.
-
-
--- Se, den sidder snert den Frakk'.
-
--- Ja, det er da wis.
-
--- Og saa slutter den helt op i æ Nakk', itt' som din, hvor man kan
-se æ Flip. -- Og saa Buxerne her, se paa æ Fald over æ Støvl'; -- se
-først helt dèr ner' dèr skal de brede sig, itt' som dine, der hænger
-dèr og flagrer ovenover.
-
--- Jo, -- det er rigtigt nok ... Det er godt syt.
-
--- Ja, I har møj' tilbages aa lære herhjemme ... Tøj har I nok, men I
-forstaar itt' aa sy ... Nej I har møj' aa lære endnu.
-
--- Og det er altsammen syt i Amerika?
-
--- Ja, -- det er New York ... A behøver bare aa skrive til æ Skræder
-og give æ Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vèr æ
-Skræder Beske'en, saa laver han en hel Habit.
-
--- Det var som Fanden!
-
--- Ja, ha ... Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han
-tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.
-
-Værelset saà ud som en Skrædergarderobe, saa fuldt hang det af gode
-Gangklæder, Frakker, Jakker, Habiter.
-
-Niels kunde ikke bare sig for at smile lidt over Broderens pralende
-Udstilling og overlegne Verdensborger-Tone. Men i det Hele lod den
-til at virke imponerende paa Selskabet. Der var flere Gaardejere fra
-Bæk, den mørke Kæmpe Jørgen Juel, der mønstrede det Hele med en
-udødelig Alvor. Kromand Bek, der lo med en fortroligere Holdning,
-som en der selv havde hørt med til Laget, og den undersætsige Kaptajn
-Vildfang, der strøg sig om sit Frederik-den-syvende-Skæg, medens han
-erindrede de Herligheder, han selv plejede at bringe med fra sine
-Farter, og hvormed han havde bedaaret sin Vilhelmine, den gamle Madam
-Hjorths Søster.
-
-Foruden disse sædvanlige Gæster var der ogsaa en Svoger til
-Hjortherne, Hr. Fris, en Broder af Jens' Kone. Det var en høj,
-statelig Mand, der i sin sorte Dragt snarere saà ud som en finere
-Haandværksmester end som en Bonde. Han ejede en Gaard lige nord for
-Grænsen, inde i det Danske.
-
--- Nej det var dog den sværeste Kuffert, jeg har set, udbrød Fris,
-pegende paa en stor Kasse, med højt hvælvet Laag, helt over beslaaet
-med Zinkplader.
-
--- Rigtig Sømandskuffert den, sagde Kromanden. -- Kan og rumme en
-Del.
-
--- Ja, der kan være møj' i den, og endda ligger det godt, svarede
-Styrmanden. Og idet han slog Laaget tilbage, som indvendig prangede
-med et smægtende Damehoved og en stejlende Rytter, viste han
-hvorledes der dèroppe var et Hatterum, et Rum til Flipper og
-Manschetter, et Rum til Papirer og Bøger.
-
-Men da Fris bøjede sig ned for at undersøge de mange
-hemmelighedsfulde Remme og Spænder, fòr der pludselig bagfra noget op
-ad Ryggen paa ham, ruskede ham i det store Haar, hoppede ned over
-Skuldren og sad paa Hjørnet af Kufferten som en lille graabrun
-Abekat, der balancerede paa Hug med Halen nede i Kufferten og de
-lange tynde Arme hængende ned mellem Benene, medens den med Hovedet
-paa Skak betragtede Selskabet, øjensynlig fornøjet med den
-Forbavselse, som den havde vakt.
-
--- Sikken en lille Djævel, hvor kom han fra?
-
--- Han har nok siddet henne i æ Krog.
-
--- Ja, han kan hitt' aa manne Kunster, det er da wis, sagde Jens. Og
-han fortalte, hvorledes han havde kjørt med den derud fra Ha'erslev,
-og den var krøbet frem paa den forreste Agestol, hvor den sad og
-vilde holde paa Linerne, som om den var Kusk.
-
--- He ... Hvad er det ellers for en Art Avekat, Per?
-
--- Det vèr a itt' saa lig' ... Men han er fra Java, der kjøbte jeg
-ham ... Han he'er Sam ... Come, Sam! Come here my little boy.
-
-Styrmanden strakte sin brune Sømandsnæve med det blaa krudtætsede
-Anker hen imod den. Sam sprang til, fik fat i Haanden med et sejgt
-Tag af sine smaa Viskelæders-Hænder, fòr op ad Skjorteærmet og tog
-Plads paa Skulderen, hvor den sad drejende sit Hoved og gnidende de
-sorte Haandflader betænksomt mod hinanden.
-
-Man beundrede den og kom til at tale om alle de morsomme Ting, som
-Sømænd saadan kunde bringe med fra den anden Verden. Æ Kaptajn havde
-nu haft en Pappegøje, og kunde synge Davids Salmer paa Engelsk. En
-Gang, da en Dreng stod og glòde paa ham, mens han sang hans Salme,
-saa brød han pludselig af allerbedst som han sang: »My soul, praise
-the lord,« og skreg: »God damn his eyes.« Men han var nu længe død og
-laa begraven i æ Kaptajns Have under en stor Konkylje. -- Saadan var
-der manne Dyr, og var møj' fornuftigere som manne Mennesker.
-
--- Men hvor er Farbror Hans, spurgte Per, idet han lod Sam entre ned,
-og trak sin Frakke paa.
-
--- Æ Møller, han maa komm' g'lik ... Nu er han aa æ Synor' i
-Ha'erslev ... Men nu er det nok paa Tide vi gaar til Bords.
-
-Det lange Bord var dækket i den ene Side af den store, temmelig
-møbeltomme Sal. Damerne sad i den lange Sofa, den smukke Fru Fris i
-Midten, prangede med sin Silkekjole, der hævdede de nordliges Ry for
-Overdaadighed. Anretningen var ikke pralende, men solid. Andesteg med
-Rødkaal og Blomkaal, Svedsker og Æbler og syltede Blommer cirkulerede
-livlig, fyldende Talerkenerne med store Portioner. De smaa
-Akvavitglas hilste paa hinanden og Samtalen blev livlig, men ikke
-højrøstet ved Enderne og langs den ydre Side, hvor Mændene sad.
-
-Den sortskæggede Kæmpe Jørgen Juel med det alvorlige Apostelansigt
-talte med Hr. Fris om kirkelige Tilstande og Ritualejendommeligheder.
-Niels hørte bestandig Ordene: Bøn, Forsagelse, Syndernes Forladelse;
-den meddeltes her »paa Grund af vor Daab,« men Fris fandt det
-smukkere, at deres Præst sagde »for vor Herre Jesu Skyld,« og Juel
-nikkede: det gik nok saa meget til Hjærte det, og begge Dele var jo
-lige rigtigt. -- Men ved den anden Ende af Bordet talte de om Køer. Æ
-Kaptajn vidste, at der blev indført manne fynske Kvier til Angeln,
-dèr fik de æ Mærk', og saa gik for Anglerkøer. »Ser og godt nok ud
-dertil,« sagde Kromand Bek. Men Jens Hjorth holdt paa Balmerracen fra
-Ribe; det var dog nok den givtigste Malkeko. Og midt for Bordet
-fortalte Styrmanden over til Damerne, hvordan han havde slaaet en
-lang tysk Matros i Dækket; for Tyskerne var nu immer lige
-storsnudede, enten de var til Lands eller til Vands. Han skulde hilse
-Kromanden fra hans Søn Kristen, hvem han havde mødt paa Gaden i
-Boston; dengang skulde han lige gaa ombord til en Fart paa en fire,
-fem Aar og saà ud til at være en rigtig rask Gut; det var knap, han
-kunde kende ham igen.
-
--- Hvor længe har du nu været borte, Per? spurgte Bek.
-
--- Det gør fjorten Aar nu til November.
-
--- Naa, saa har du jo Lov til at være her. -- Du behøver itt' at
-krybe i Skjul for æ Gendarm.
-
--- Nej a, -- nej, a er og amerikansk Borger ... A har tjent elleve
-Aar under æ Unions Flag ... Og en amerikansk Borger, ham kan de itt'
-gøre noget. --
-
--- Ja Vejene her i Vonsbæk de er gode nok ... Men der er ellers dèr,
-hvor a kom kørende ved Fjældet, dèr hvor man vrider om ved
-Fjældstrup, -- det var dog en skrækkelig forsømt Vej.
-
--- Ja, det har du Ret i, Fris, den er lige gal nok.
-
--- I den Retning lader det da til, I har Friheder herovre.
-
-Det indrømmedes under almindelig Latter nede ved hans Bordende. Men
-ellers kunde han tro, de blev kørt i stramme Liner. Og saa maatte de
-da trække paa et Læs af Skatter. Hvad der især harmede dem var den
-danske Afgift »Canon«. Det var nok en gammel kirkelig Skat, men
-ellers havde da Fanden skabt den. Det var _den_ danske Skik, som
-Tyskerne jo nok skulde sørge for, de overholdt. Men Fris kunde
-trøste dem med, at dèr nord for Grænsen maatte de ogsaa betale Canon,
-og det skønt den Rettighed, der fulgte med, var taget fra dem; -- for
-Meningen var, at de, der betalte Canon, skulde have Valgret til
-Landstinget. Men det var skrevet i Glemmebogen. Ja, Gud vèd, hvis de
-nu kom tilbage til Danmark, om de saa vilde være saa tilfredse med
-Regimentet dèr, som de tænkte sig.
-
--- Det maa da være Højre, som har taget den Ret fra jer, Fris, raabte
-Jens Hjorth langs over Bordet.
-
--- Ja Venstre er det sgu'tte.
-
-Men Per Styrmand talte endnu om den amerikanske Borgerret. En Gang
-havde han været i Filadelfia en Dag, da der var Valg, og der kom en
-Mand hen til ham og anden Styrmand og sagde, de skulde stemme paa den
-og den. Men anden Styrmand var ikke amerikansk Borger. »Naa stem
-bare, her er fyrretyve Dollars, det koster Borgerbrevet.« --
-
--- Det var ellers flot, det, -- sagde Kromand Bek.
-
--- Ja vi er alle ivrige Politikere ... Men vi er og alle sammel
-Republikaner og Demokrater ... De her Konger og Adelsmænd og Ordner
-og alt det gamle Kram, I har herovre, det kender vi itt' til.
-
-Og idet de to Strømninger mødtes, blev hele Samtalen politisk.
-
--- Jeg gad dog vide, sagde Fris, hvis I nu kom tilbages, hvilket
-Parti I saa vilde slaa jer til.
-
--- Ja, vi Vonsbækker, vi blev dog Højre, det trouer a da nok, sagde
-Jørgen Juel, mens han strøg sit sorte Skæg med en urokkelig
-Alvorsmands-Mine.
-
--- Nej, nej, itt' alle da, raabte Jens.
-
--- Jo, de fleste blev det dog, sagde Bek.
-
--- Ja, det er trouligt nok, sagde Fris, -- for I er jo bleven saadan
-fanatiserede i sin Tid af »Dannevirke« -- det var jo færdig at gøre
-jer rent kuldrede.
-
--- Ja, det er da wis, sagde Jens, -- det var skammeligt, saadan som
-det omtalte Venstre.
-
-Diskussionen fortsattes inde i Dagligstuen, hvor der næsten var
-ganske mørkt. Bakker med dampende Toddy-Glas kom paa Bordet;
-Cigarerne blev tændte. Ordstriden var levende, højrøstet, men uden
-Lidenskab; at Niels og Fris, de to eneste tilstedeværende danske
-Borgere, holdt med Venstre undlod ikke at gøre sin Virkning. Desuden
-var Meningerne allerede delte mellem selve Vonsbækkerne, og man
-kendte hinanden saa godt som gode danske Mænd, at det ikke faldt
-nogen ind at flyve i Flint, over at en anden tilhørte det modsatte
-Parti. -- Niels og Fris var netop i Færd med det vanskelige Hverv at
-forsvare Venstres Politik i Forsvarssagen, -- dette kildne Punkt i
-Sønderjylland --, da Samtalen blev vredet om i et andet Spor ved
-Møllerens Ankomst.
-
--- Naa, Farbror Hans, hvordan gik det saa aa æ Synor'?
-
--- Aa jo, det var jo da livligt nok, det vanted itt'.
-
-Men Fris maatte først sættes ind i Sagen. Det drejede sig om en ny
-Salmebog. For den, de tyske Præster havde indført, havde jo nok meget
-gode Salmer, men Melodierne ovenover stod angivet paa Tysk, saa den
-kunde man itt' bruge. Saa kunde de itt' blive enig' om, hvilken
-Samling der skulde lægges til Grund. Flere af Præsterne vilde have
-den evangeliske Salmebog, men det kunde de itt' gaa ind aa, for det
-var itt' rigtig Kristendom, det var rationalistisk.
-
--- Hvad bruger I nu for en i Danmark, Niels?
-
-Niels var i Forlegenhed, men Fris sagde, det var Roskilde Konvents.
-
--- Ja, det tvilt' a nok aa ... Den vilde vi og ha'e. Og saa var det
-Kristen Lund fra Aastrup, han stod op og saa'e, te vi vanted hart en
-mere levendes Kirkesang for at faa alle de tørre Præ'kener, vi maatte
-døje, til at glide ner.
-
--- Ha, ha! -- saa'e han det? ... Ja, det er en flink Fyr han.
-
--- Naa, der blev jo et Halløj blandt de tyske Præster, -- der var
-itt' Ørenlyd ... Men æ Formand holdt jo med dem.
-
--- Ha, ha! -- ja saadan skal de have det! -- Og Pastor Schmettau?
-
--- Ja, han fòr op, som om han var stukken af en Bræms, og hans Tænder
-er itt' hvidere, som hans Ansigt blev.
-
-Og den politiske Strid druknede i den almindelige Glæde over, at de
-havde drillet de tyske Præster.
-
-
-
-
-XLI.
-
-
-Hjorth havde fra først af ikke rigtig vidst, hvorlænge han vilde
-blive i Vonsbæk. Han havde nærmest tænkt sig at feriere det Efteraar
-og saa ved det nye Aars Begyndelse at tage til København og se at
-faa noget Skolearbejde dèr. Men Julen drev over, og han følte aldeles
-ingen Lyst til at rejse; han havde det saa inderlig godt dèr, og
-kunde foreløbig slet ikke tænke sig at bo andre Steder. For dog at
-sysselsætte sig med noget fik han de ældste Klasser i Skolen til at
-komme hjem til sig og gav Børnene nogen fyldigere Undervisning i
-Historie og Geografi. Hans Bekendtskab med Præsten kom ham her til
-god Nytte, saa der ingen Hindringer blev lagt ham i Vejen.
-
-Dette Bekendtskab faldt ellers ikke rigtig i Vonsbækkernes Smag. Der
-var jo nok dem, der ikke var dummere, end at de kunde begribe, hvem
-af Præstegaardens Beboere det var, som trak Hjorth til Huset. Men det
-var heller ikke rigtig passende det med Johanna, skønt hun var
-almindelig afholdt; -- for hun var dog en Hjemmetysker, og det havde
-da været rimeligere, at Hjorth havde kastet sine Øjne paa en af
-Landets Døtre.
-
-Han kom virkelig temmelig hyppig i Præstegaarden, skønt Pastor
-Schmettau endnu bestandig forekom ham at være en utaalelig
-Stivstikker, som i Grunden slet ikke var til at tale med. Præsten
-forundrede sig ikke over, at Studenten i disse Bondeomgivelser søgte
-til den eneste Familje med højere Dannelse; han begyndte derimod nok
-at finde det mærkeligt, at Studenten lod til at slaa sig til Ro i den
-landlige Afkrog; men Hjorth fik ham bundet paa Ærmet, at han virkelig
-var bleven noget overanstrængt og behøvede Ro og Landluft. Sine
-ukristelige Anskuelser vogtede han sig vel for at røbe; Bønderne
-indlod sig aldrig med Præsten, saa fra den Retning fik han intet at
-vide om sin Gæst; -- og Johanna tav ogsaa.
-
-Hende havde han allerede for længe siden fortalt, at han i
-Virkeligheden slet ikke studerede Theologi længer og ikke vilde være
-Præst, fordi hans Anskuelser forbød ham det. Saa havde hun lèt og
-spurgt, om han kunde huske, at hun allerede den første Dag havde
-ment, at han ikke var nogen god Theolog, men den Gang var han bleven
-rød i Hovedet. -- Jo, det kunde han godt huske, men han kendte hende
-jo saa lidt den Gang, saa han kunde ikke vide, om det ikke vilde
-skade ham i hendes Omdømme. -- Og det vilde han bilde hende ind, han
-brød sig om? -- Ja, det vilde han netop, -- -- og saa havde de begge
-lèt.
-
-Hun havde en naturlig Ynde, der, naar hun var munter, kunde vise sig
-i Former, som man hos mange andre vilde have kaldt Koketteri, og hun
-ytrede ofte en beskeden Ubevidsthed, der vilde have givet hende
-Udseende af at udfordre Komplimenter, dersom ikke hele hendes Væsen
-havde afvist en saadan Mistanke. Saaledes fortalte hun ham en Dag, at
-hun havde aldrig ønsket Rigdom, og hun var saa dum, at hun kun
-sjælden ønskede at være mere begavet, men hun kunde ofte misunde
-Skønheder og ønske, at hun selv var smuk. Da hun havde sagt det, saà
-han saa forundret paa hende, at hun blev ganske rød i Hovedet og
-tròde, hun havde en sort Næse eller en Sortepers-Streg i Panden. Og
-det kunde dog ikke være nogen Ejendommelighed hos ham, at han fandt
-hende skøn, for i hele Egnen gik hun under Navnet den smukke Frøken
-Schmettau; -- og en Gang, da de var paa Koncert i Haderslev,
-rettedes alle Lorgnetter og Kikkerter imod dem, idet de traadte ind
-i »Harmoniens« Sal; men hun tròde, at de saà paa ham, fordi han var
-fremmed i Byen.
-
-Denne Ubevidsthed gav hendes Skønhed den frie, lette Simpelhed, som
-et Maleri har, naar det endnu hænger med tilsømmet Lærredsrand uden
-Ramme, usolgt, i Kunstnerens Atelier, med Mulighed for nye
-Penselstrøg endnu, Fremhævelsen af et Solblink, Uddybelsen af en
-Skygge.
-
-Og Hjorth levede af denne Skønhed, elskede dette Legeme, der syntes
-at være en saa gennempræget Form af en skøn Sjæl, at han spøgende
-gentog for sig selv, det var mere forbedrende at se en Time paa
-hende, end at læse Alverdens Moralfilosofer. Om Natten, naar han
-havde slukket sit Lys, søgte han forgæves at faa hendes Ansigt
-tydelig at se. Naar han som Modsætning blot et Nu kom til at tænke
-paa Kristine, havde han den Ærgrelse, at hendes ovale Ansigt strax
-viste sig saa grangiveligt og nær, som om han kunde gribe det. Men
-Johannas mere firkantede Ansigt maatte han nøjes med at tænke paa
-stykkevis, indtil det saa tilsidst viste sig utydelig og fjærnt,
-ganske behersket af de forunderlige Øjne; -- det var ikke store Øjne,
-men dybtliggende, og over Regnbuehindens brune Grund stod der ligesom
-en gylden Glorie, der straalede ud fra den sorte Pupil; de mørke
-Øjenbryn vare kun tætte lige foran, deres opstrøgne smaa Haar
-udtyndedes og forsvandt næsten ned mod Tindingen; -- men dèr bugtede
-sig saa de viltre Tjavser af mørkebrunt Hovedhaar helt ned til
-Brynranden og lod kun det midterste af Panden fri. Han forelskede
-sig ogsaa i de mindre fuldkomne Enkeltheder, der gav det Hele
-Afvexlingen af opløste Dissonanser. Den tydelige Streg, som gik fra
-Næsefløjen ned til den nedbøjede Mundvig og syntes at være for gammel
-til det ungdommelige Ansigt, gav hende et rørende, mildt sørgmodigt
-Udtryk. Han holdt ogsaa af, at hendes Læber vare temmelig blege, at
-Overlæben var lidt for smal, og at Underlæben ofte midt paa havde et
-lille Saar, fordi hun plejede at bide i den og pille ved Huden -- en
-Vane som han ogsaa selv havde. -- Og Hænderne, som hun selv skammede
-sig over og fandt saa simple og klodsede, -- han vilde ikke for de
-mest fuldendte smalle Venushænder med blaa-aaret Liljehud ønske disse
-brune kraftige Hænder bortbyttede, troskyldige, kloge smaa
-Arbejdshænder, der syede hendes gamle Kjoler om og syntes at
-kunne faa noget smukt ud af det tarveligste, og som i de lange
-Efteraarsaftener havde været saa flittige med at sy Julegaver til de
-fattige Børn i Sognet.
-
-Kom han, naar hun var saaledes sysselsat, saa lagde hun ikke Arbejdet
-til Side, men snakkede med ham, mens hun blev ved at sy og maale og
-klippe til, idet hun af og til standsede og satte en Tand fast i
-Underlæben eller lagde Pegefingeren paa Hagen, medens hun smilende
-overvejede, hvorledes hun bedst kunde komme ud af det, og undertiden
-gav ham Del i Arbejdet ved at lade ham holde et Stykke Tøj, som hun
-klippede i. Og han følte sig lykkelig ved at blive behandlet saaledes
-fortrolig som en Husven, hvem man ikke gjorde mange Ophævelser over.
-Men en af hans største Glæder var at gaa om Aftenen med hende ud i
-Gaarden, hvor hun var omflagret af Duer og omtrippet af Høns og
-Kyllinger, der kom pilende langt borte fra, og hvor Trofast ikke
-vidste, om han skulde falde ned paa Hovedet eller paa Ryggen, saadan
-sprang han, naar hun kom hen til ham, indtil han lagde sig plat ned i
-en henrykt Daanen, naar hun kælede for ham, medens hun beklagede, at
-han skulde staa bunden, men han havde en slem Passion for at jage
-Livet af Faarene. Slutningen var saa, at Hestene, naar de vare blevne
-vandede, kom hen og fik Rugbrød og Sukker af hende, og hun lokkede
-dem til at træde med Forbenene helt op ad Stentrinnene til Køkkenet,
-indtil hun, efterat have givet de sidste Smuler bort, klappede dem
-paa de bløde Muler og lod dem nappe i hendes Fingre med deres lange
-kærtegnende Læber. Han holdt saa meget af at se hende saaledes,
-udøsende sin Kærligheds Rigdom ogsaa til disse fattige Væsener, og
-selv omgivet af deres stumme Kærlighed, der syntes ham et rørende
-Vidnesbyrd om, at selv den enfoldigste Skabning kunde læse sig
-Tryghed ud af denne Skikkelse, fra hvilken der ikke kunde komme andet
-end godt.
-
-Under dette Samliv vaagnede der hos dem begge en Trang til at lære
-hinandens tidligere Liv at kende og ved Delagtighed i hinandens
-Erindringer erstatte Mangelen af et Bekendtskab fra Barndommen af.
-
-Johannas tidligste Ungdom havde været glædeløs nok i et lidet
-hyggeligt Hjem. Faderen var en Pedant, der havde delt sin Tid mellem
-Studerekamret og Knejpen, og som kun gav sig lidt af med sin Søn og
-slet ikke med sin Datter. Hendes ældre Broder havde først tyraniseret
-hende og saa overset hende; nu da han var tysk Officer, hørte hun saa
-godt som aldrig fra ham. Moderen havde hun heller ikke sympathiseret
-med; det var en strix Kone, dygtig i sin Husholdning, men af en
-temmelig lav Tænkemaade; de Leveregler, hun havde givet sin Datter,
-vidnede slet ikke om nogen tysk Idealisme i Moralen. Efter hvad
-Hjorth kunde forstaa, havde hun villet mede med Datterens Skønhed
-efter en rig Svigersøn og pinte hende, fordi hun ikke var behagelig
-nok imod de udsete Herrer. Johannas Forlegenhed og Beskedenhed gjorde
-paa dette Punkt Fortællingen lidt dunkel; men en Gang sagde hun dog
-rent ud, at Moderen nemlig havde været saa dum at finde hende smuk.
-Hun var kommen meget lidt ud mellem Jævnaldrende og lod ikke til
-at have haft nogen Veninde. Det eneste lysende Punkt i denne
-Barndoms-Erindring var egentlig Rhinegnens Skønhed; det var den, hun
-helst dvælede ved, og mod den længtes hun tilbage. I denne Natur
-syntes saa hendes egen at have udfoldet sig som en fin Blomst,
-upaavirket og ufordærvet af de nærmeste Omgivelser, fra Spirer, som
-maatte ligge dybere nede i afdøde Generationers Jordlag. -- Da hun
-var atten Aar, døde begge Forældrene, og hun kom i Huset hos sin
-Onkel, der levede i barnløst Ægteskab. Fru Schmettau havde hun holdt
-af, og de havde været meget for hinanden; men hun var død for et Par
-Aar siden. »Hun lignede slet ikke Onkel Friedrich, -- Gud vèd,
-hvorledes de har faaet hinanden,« sagde hun tidt. Men om ham tav hun.
-
-Denne Ungdomstid var dog ikke gaaet hen over hende uden at have
-efterladt sit Mærke. Hendes første Forlegenhed, der snart var svundet
-for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun været en Form af den
-Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Væsen og gjorde
-hende sky overfor alle andre, -- ligesom hendes beskedne Mangel paa
-Selvtillid var en anden Form deraf. Ogsaa overfor ham fik hun endnu
-Blodet i Kinderne, naar hun vilde gøre en selvstændig Bemærkning,
-kunde ikke forstaa, hvorledes han gad sidde saa længe og tale med
-hende, mistænkte ham endogsaa pludselig for at gøre lidt Nar af
-hende, naar han sagde en uskyldig Kompliment. Hun sagde om sig selv,
-at hun var melankolsk, og han traf hende hyppig nedslaaet uden at
-kunne faa nogen Grund at vide. Saa var Stregen fra Næsefløjen til den
-bøjede Mundvig ligesom skarpere ridset, Læberne vare smallere og
-havde Anstrængelse ved at smile, Øjnene syntes at ligge dybere,
-Haaret faldt ned over Tindingen, som om det vilde skjule et
-Brændemærke af Sorgens Stempel; -- hun sad mat lænet tilbage i
-Stolen, med Hænderne hvilende i Skødet og svarede ganske kort. Ofte
-vidste hun ingen Grund at sige, fordi der i Virkeligheden ikke var
-nogen anden Aarsag end en øjeblikkelig Ebbe af Kraften i hendes
-stakkels fine Nervesystem, der ikke havde kunnet taale denne Barndom,
-i hvilken hun ofte havde levet uden rigelig og nærende Mad, fordi der
-ikke var Penge i Huset, medens hun pintes ved at se Moderen forsømt
-eller raat behandlet af Faderen, uden at hun dog selv kunde elske
-denne Moder, -- saa at hendes kærlighedstørstende Sjæl blev endnu
-mindre mættet end hendes Legeme. Naar hun kendte Grunden og nævnede
-den, saa var det et eller andet, der havde saaret hende moralsk eller
-krænket hende æsthetisk, et Glimt af en Raahed eller Hjærteløshed,
-Synet af Fattigdom og legemlig Lidelse, noget hun enten havde set
-selv eller læst, en af disse Smaating, hvori den, som er stemt
-dertil, kan se et Spejl af Livet med dets ubarmhjærtige Love, noget
-meget Hverdagsagtigt, som de fleste slippe over med et Suk eller
-sættes i daarligt Humør af i nogle Minutter, men som bliver ved at
-gnave og pirre i et saadant overfint Nervesystem og gør det sygt for
-hele Dage, sygt med den Sygdom, som er selve Sympathiens smertefulde
-Forsoningsliv i en haard Verden, Veerne af en Sjæl, der er født for
-tidlig, ædlere end sin Tid, -- denne Sygdom, som en moderne Tro kunde
-døbe med det samme Navn, hvormed de Gamles Overtro tilbad Epilepsien:
--- Den hellige Sygdom.
-
-Ved en forunderlig Modsætning kunde hun ofte midt i denne
-Følelses-Pessimisme blive grebet af Angst for at dø, ligesom hun i
-sin Barndom ofte havde ligget hele Nætter vaagen med en uafviselig
-Skræk for, at Moderen skulde ligge paa sit yderste.
-
-En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i
-Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert
-hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han
-maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god
-Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han tròde, hun ikke
-brød sig det mindste om ham, -- for kunde _han_ have ladet hende
-vente saaledes forgæves? -- lovede sig selv, at han skulde komme der
-sjældnere. Den næste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig
-imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade være
-at gøre en Hentydning dertil. »Er De vred paa mig?« sagde hun saa med
-et Smil. »Jamen, jeg kunde ikke gøre for det, -- jeg var saa
-nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen
-Fornøjelse have af.« -- Som oftest var hun dog glad over, at han kom,
-ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun
-til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det næsten helt
-ovre.
-
-Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem,
-sammentrængt og forstærket ved det Tryk, der sædvanlig hvilede over
-hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa
-lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skære de pudserligste
-Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som
-han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi
-hun netop intet _vovede_, men var som det faldt hende naturligt i
-Øjeblikket. Alt klædte hende, alt gjorde hende elskværdig. Der var
-aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjærteløshed, aldrig i hendes
-Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et Øjebliks
-Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre -- skønt hun anklagede
-sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var »en ækel Trold«, --
-indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars
-Særkeærmer; -- men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han
-tròde hende altfor godt.
-
-Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevægelser vare som rene, ufejlbare
-Toner fra et ægte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige
-fuldendt skønt kunde spille en smeltende, mørk og taaretung Adagio og
-en springende, straalende og latterlet Scherzo, -- ~La malinconia~ og
-~Papillons~.
-
-Til Gengæld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik
-hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og
-frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, -- for han skammede sig.
-
-Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende dèrom,
--- ved Aftensædes-Tid, men de havde ikke tændt Lys endnu. De sad i
-den mørke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skær af Flammerne i
-Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bøgebrænde fra
-Præsteskoven, som udenfor over Snedugen hævede sine sorte Kroner mod
-en frostblinkende Stjærnehimmel. Johanna sad tæt ved ham i
-Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud
-af den spillende Lysstribe, -- et Ansigt, der slukkedes og tændtes
-igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af
-det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af
-Øjnene, -- medens der lød en regelmæssig Knirken af hendes Sko paa
-Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:
-
--- Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde være
-Præst? Det havde jo ogsaa kunnet være, fordi De ikke var religiøs.
-Det andet vilde jo være saa lavt, saa -- ja, det kan jeg slet ikke
-begribe.
-
--- Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.
-
--- Nej, nej, -- det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der
-noget andet, jeg ikke kan begribe.
-
--- At jeg kunde være forelsket i hende?
-
-Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.
-
--- Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, -- og jeg vidste ikke
-hvordan -- jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.
-
--- Gør De det med alle Mennesker? ... Gud vèd, om De nu ogsaa har en
-Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i
-Virkeligheden er.
-
--- Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem
-fuldt saa god, som De --
-
--- Fy, nu smigrer De ... Nej, fortæl mig saa heller mere om, hvordan
-det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.
-
--- Jeg er ikke vantro.
-
--- Er De ikke?
-
--- Og De da? ... Tror De maaske paa Wodan?
-
--- Nej ... Ja, saadan en skindklædt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde
-mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa
-finde Dem i, at jeg kalder _Dem_ vantro ... Er det da ikke logisk?
-
--- Jo ... Naa, saa De vil altsaa høre noget mere om, hvorfor jeg blev
-troende, og ikke længer som De er vantro mod den evige uskabte Natur
--- --
-
--- Ih, ah -- men sidder I her i Mørke?
-
--- Ja vi gør saamæn, Onkel, her er saa hyggeligt.
-
--- Hvordan -- ah, har Deres -- nu -- Svigerinde, Madam Hjorth det?
-
--- Aa jo, Tak, Hr. Pastor, -- hun ligger jo endnu.
-
--- Hm -- aa -- gør hun det ... Jeg skal dog se ind til hende, maaske
-hun -- nu ... Imorgen tænker jeg --
-
--- Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? ... Jeg maatte saa gærne se
-Hjorths Gaard, den skal være saa smuk.
-
--- Ja, det maa De endelig gøre, De skal være saa velkommen.
-
-Johanna var bleven stærkere bevæget af denne Forlovelseshistorie, end
-hun havde ladet sig mærke med. Hun kunde slet ikke holde op med at
-tænke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun
-dog egentlig havde været. Hun havde vist været meget smuk; --
-Kristine hed hun; -- hun var meget vred paa Kristine, men dog glad
-over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde
-han dog -- --!
-
-Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at
-være vred paa Hjorth, fordi han ikke tròde »was so rechter Glaube
-heisst«. --
-
-Den næste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spænding, indtil han saà
-den lange, tæt tilknappede Præsteskikkelse komme op ad Vejen og
-Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem.
-Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv,
-de svære Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der
-sænkede sig en moderne Hængelampe, -- og mens Niels var i Færd med at
-skille dem ved Overtøjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod
-de sjældne Gæster med en vis høflig Tilbageholdenhed, takkede
-Præsten, fordi han saà til dem, og førte ham strax ind til sin syge
-Hustru.
-
-Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af
-Gaarden, som hun før kun havde set fra Vejen, hvor det høje Tegltag
-med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter.
-Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads,
-som lukkedes af store spaantækte Længer, pyntelige med deres stengraa
-Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var
-der en Plæne med nogle unge Lindetræer.
-
--- Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Præstegaard,
-sagde hun.
-
--- Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bøndergaardene ser ud
-overalt i Danmark, -- ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det
-faldt mig saadan paa Tungen ... De vèd jo nok, vi regner os endnu til
-Danmark.
-
--- I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.
-
-Det var unægteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det
-opretstaaende Klaver hang et Portræt af Frederik den syvende, og som
-Pendant paa den anden Side af Døren et af Kristian den niende. Under
-det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes
-Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af
-Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre,
-ægte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder
-det i en lille Ramme, for den maatte ikke bæres. Paa den modsatte Væg
-var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de
-Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rød- og
-hvidstribede Baand. Sønnens gamle Legetøjs-Dannebrog var stukket ud
-fra et Hjørne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg,
-som hun lænede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rød Grund. Ja
-om det saa var Pibebrætet henne ved Døren, saa fulgte dette fredelige
-Væsen den almindelige Lyst til at være Bekender; med sine røde
-Bogstaver paa den blinkende Sølvfolie lignede det disse Skilter, som
-ligge i Urtekræmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok:
-»Længe leve gamle Danmark!«
-
-Og medens Johanna saà sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax
-var bleven sat ind, følte hun sig næsten uhyggelig tilmode mellem
-alle disse fjendtlige Farver, som glòde hende imøde. Men det trøstede
-hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over
-for hende.
-
-Hun havde beholdt sin Hat paa, men løst Baandene, hvis Ender hang
-langt ned mod Gulvet. Pludselig følte hun et Ryk i Hovedet, og da hun
-drejede det, blev Hatten revet helt af.
-
--- Men Sam dog, fy skam dig.
-
-Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsøgte at sætte den
-paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slør.
-
--- Nej dog, sikken komisk en!
-
-Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa
-Sofa-Armen, sagde han:
-
--- Den har fundet, det saà altfor rejsefærdigt ud, at De sad med
-Hatten paa.
-
--- Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et
-Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hænder og gnavede af,
-siddende ved hendes Fødder, lænet op mod Kjolen.
-
-Niels fortalte, at hans Broder Sømanden havde bragt den med fra Java.
-Men nu var den hans, for Broderen havde foræret ham den ved Afrejsen.
-De vare komne godt ud af det sammen, især havde det behaget
-Sømanden, at Niels ikke vilde være Præst.
-
--- Saa har De dog vundet noget ved det ... Naa, det var jo ret!
-
-Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behændigt Spring
-op i Skødet paa hende.
-
--- Men han er virkelig altfor paatrængende!
-
--- Nej, han er sød ... Ih, men sikken et drolligt Ansigt, -- det er
-ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at sætte Ansigt op efter
-den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrængende Mund, med
-et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over
-Øjnene flammede op. -- Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!
-
-Hun saà sig om, ganske forbløffet over at have talt Tysk her. Men der
-lod ikke til at være Nogen i Værelset ved Siden af, som Sam syntes at
-være kommen fra, og hvortil Døren stod paa Klem.
-
--- Han forstaar ikke Tysk, -- kun Engelsk og en Smule Dansk.
-
-Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til Øret.
-
--- Jo, det gaar og ovenikøbet rigtig, -- og det viser saamæn, at
-Klokken er temmelig mange.
-
-Præsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid
-i en trøg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa
-Vejen, og Sam løb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit
-sædvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fòr Aben efter
-hende og holdt hende i Kjolen.
-
--- Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.
-
-Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglængs hen ad Vejen, idet
-hun løftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: --
-
--- Lebe wohl, Sam! -- Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilføjede
-hun med et skælmsk Smil: -- »Johanna geht, und nimmer kehrt sie
-wieder.«
-
--- Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar
-Sam bort, som hvæsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men
-betænkte sig. --
-
-Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og ønskede, at
-hun havde en Broder til Søs, der kunde forære hende saadan en lille
-Fyr.
-
-Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fødselsdag en af
-de første Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders
-Væggealmanak. Han indfandt sig, ønskede hende til Lykke og spurgte,
-om han maatte forære hende Sam. Hun vaklede et Øjeblik mellem
-Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok
-have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den
-kunde forliges med Trofast. Dèr maatte den være bundet, indtil den
-var bleven husvant. Efter mange Rømninger og med en Del afbrydende
-Næselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.
-
-Saa kørte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til
-Præstegaarden.
-
-Men hos Hjorths vakte det megen Misfornøjelse, at Niels saaledes
-bortskænkede dette morsomme Dyr, som man havde vænnet sig til at
-regne med blandt Gaardens Beboere, -- og saa at den ovenikøbet kom
-til et tysk Hus.
-
-
-
-
-XLII.
-
-
-Sam var en lille Marekat, en Fod høj, naar den sad paa Hug, men med
-en Hale, som var halvanden Gang saa lang.
-
-Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt
-Strøg, der endte i en trekantet brun Peltsværkshue over Panden; ogsaa
-i det lille graa Oldingeansigt var der mørkebrune Whiskers helt hen
-til Munden. Den haarløse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede
-en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige Øjne vare
-sorte; af hvidt havde den kun Tænderne og lige over Øjnene en
-Tegning, som, især naar den arrig trak Pandehuden op, traadte
-skinnende frem med Form af en flyvende Maage.
-
-Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bòde, var bygget som en stor graa
-Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle.
-Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Læderrem om
-den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den
-sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med
-Trofast og brød sig ikke om, at denne værdige Skabning, der i det
-Hele var af et flegmatisk Temperament, sjælden havde Lyst til at
-lege; Sam kom alligevel ufortrøden spadserende paa sine to Baghænder
-og fik med sine Forhænder fat i Hønsehundens hængende Øren eller kneb
-en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede
-og rystede sig, fòr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart,
-at den et Øjeblik kom til at hænge i det strammede Reb med alle fire
-Hænder gribende i Luften, -- men den oplevede aldrig, at Trofast løb
-efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mørke
-Tandrækken og Maagetegningen over Øjnene skinnede ud.
-
-Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle
-med Halen hængende ned over Hvælvingen. Af og til pillede den sig i
-den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i
-sine Hænder og stirrede paa den nøgne Hud, om der var noget, der
-havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevægelig,
-med Forhændernes Knoer støttede paa Baghænderne. Saa lignede den en
-underlig Søjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.
-
-Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og saà
-paa Sam, sagde hun, at det saà ud, som om den filosoferede.
-
--- Nej, den theosoferer, svarede han.
-
--- Hvad er det?
-
--- Det er at grunde over Guds Natur.
-
--- Naa, og hvordan tænker den sig saa sin Gud?
-
--- Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange
-større ... Saa stor, at naar De tænker Dem Abeguden siddende oppe paa
-Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dèr, saa hænger den
-guddommelige Hale ned over hele Himmelhvælvingen.
-
--- Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu
-spadsere.
-
-De gik gennem Haven ned ad Allèen ud i Præsteskoven langs Fjorden.
-Det blæste kølig, og Johanna havde slynget sit store Slør foran
-tilvenstre og fæstet det med en Naal oppe paa den højre Skulder, saa
-at det omhyllede hendes Ansigt som en blød Florsramme, der klædte det
-vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i
-de lune Folder, bøje Hovedet lidt, saa at den blændende Nakke kom til
-at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mørke, blanke
-Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.
-
-Den Bemærkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i
-hendes Sind; hun følte det som en Satire paa den Forestilling, hun
-var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til
-at dreje sig om de forskellige religiøse Forestillinger og om al den
-Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den
-Dag i Dag sætte mellem Personer, som ellers synes at høre sammen.
-
-Under denne Samtale vare de komne udenfor Præsteskoven til den
-kratbevoxede Bakke med den enkelte Række Bøgetræer ud mod Fjorden,
-hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer,
-kort før han første Gang havde set hende. De satte sig ned i det høje
-Græs under en stor Bøg. Det var hvad hun kaldte sin »Elsklingsplads«,
--- med et af disse Ord, som han ikke nænnede at rette, skønt han
-havde stræng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget
-fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa
-meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig
-indfandt sig en ægte germansk Vending.
-
-Bøgeløvet rundt om havde sin første lysegrønne, silkebløde Friskhed.
-Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning
-satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der
-mødtes foran dem, sammen i èn grøn Masse, som endnu fuldstændigere
-end sædvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovsø. Men Hjorth
-udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført
-derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt
-ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende
-aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og
-med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav
-mødes med det tanggjordede Land.
-
--- Kan De lugte Stranden? spurgte han.
-
--- Ja, -- det er grimt, det lugter saa raaddent.
-
--- Nu taler De som en rigtig Binnentysker! ... Det er jo netop det
-pikante, ligesom den ægte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane ...
-Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin
-Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stænk af
-Forkrænkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs,
-det er vort Aarhundredes Duft.
-
--- Ih, men Hjorth! ... De taler jo helt poetisk.
-
--- Vèd De, naar det faldt mig ind? ... Det var, da jeg læste
-Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende
-Aarhundredes, -- indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer -- den
-holder jeg for Resten ogsaa af ... Den Bog har De aldrig talt om --
-har De læst den?
-
--- Jo, jeg har.
-
--- Og forstaaet den?
-
--- Hør, De er virkelig meget smigrende iaften, -- først skælder De
-mig for en Binnentysker --
-
--- Skal jeg fortælle Dem en Historie? afbrød han hende.
-
--- Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt --
-
--- Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten,
-men heller begynde min Fortælling, -- som for Resten netop faldt mig
-ind ved at tænke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi før talte om.
-
--- Ja fortæl, vise Hjorth.
-
--- Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden -- ja De vèd vel nok,
-at naar der skal oplyses et eller andet mærkeligt Forhold paa Jorden,
-saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.
-
--- Nej, det vidste jeg ikke, -- men lige meget.
-
--- Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg.
-Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Børn som en af os andre, men
-de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han
-sit Frisprog og -- ja man generede sig ikke videre for ham. Naa,
-blandt andre lærte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der
-aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for
-hinanden af Naturel, Tilbøjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor
-Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gør han en Hentydning
-til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej,
-mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. -- Hvorfor ikke
-det? spørger han, -- har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig?
--- Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det
-vilde vi vel ogsaa være kommet ud over. -- Men elsker De ham da ikke,
-for jeg er vis paa, at han elsker Dem? -- Ja De erindrer jo nok, han
-havde saadan sit Frisprog. -- Jo, hun indrømmede rødmende, at hun
-elskede ham. -- Har han da bundet sig til en anden? -- Nej, hvor vil
-De hen? -- Ja men, hvad er der da? -- Ja, det er det, at jeg er
-religiøs, og han er det modsatte. -- Vil De ikke, ja for jeg er jo
-endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke være saa venlig at
-forklare mig den Forskel en Gang? -- Jo det vilde hun da gærne, og
-saa forklarede hun det. Naa det behøver jeg jo ikke at gennemgaa, --
-De kan tænke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. -- Da hun nu var
-bleven færdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu
-ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden
-et Væsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtænkt det
-Hele og styrer det Hele, -- men han derimod tror, at det Hele er af
-sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem
-rigtig? -- Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. -- Men i alle
-andre Spørgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal være imod
-hinanden, og særlig hvordan I selv skal være, dèr er I ganske enige.
--- Ja--a, nej, -- det vil jeg dog ikke sige. -- Ja, bi nu lidt,
-Frøken, siger Siriusbeboeren, -- jeg kommer til det. Der er ganske
-vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi
-kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette
-Væsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han
-overhovedet ikke tror paa saadan et Væsen, kan han jo heller ikke
-mene det. Eller: -- et andet Exempel: -- De tror, at en berømt Mand
-for et Par tusind Aar siden var en Søn af dette Væsen og derfor skal
-tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Væsen, kan han heller
-ikke antage, at det har en Søn, men han mener, at denne berømte Mand
-var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det
-meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa
-Meningsforskelle, der findes blandt alle Ægtefolk og ikke skader.
-Ikke sandt? -- Den unge Dame betænkte sig en Stund, og sagde saa,
-at det var ganske rigtigt. -- Det tænkte jeg jo nok, sagde
-Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belæringen ... Det var virkelig
-højst interessant ... Det er noget af det mærkeligste, jeg har
-oplevet under mit Ophold her paa Kloden ... Farvel! -- -- Derpaa gik
-Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den
-gensidige Tilbøjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt
-væsentligt var ganske den samme som den foregaaende. -- Ja men, hvad
-i alle fornuftige Tankers Navn, udbrød saa Siriusbeboeren, hvad vil I
-dog bryde jer om, enten der findes saadan et Væsen eller ikke! Naar I
-er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af
-jer vil gøre noget, den anden fordømmer, hvad kommer saa det Væsen
-eller Ikke-Væsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om
-det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det
-ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi
-lægger ingen Vægt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det
-er et aldeles upraktisk Spørgsmaal. Jeg maa sige, at af alle
-menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne
-mig at være den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan
-sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke været
-paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske
-skulde være noget særegent for Solsystemet, eller om det er noget
-ganske jord-individuelt.
-
-Johanna lo:
-
--- Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog
-aldrig faldet mig ind ... Men jeg vil dog tænke efter, om _jeg_ ikke
-skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.
-
--- Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.
-
-Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande
-af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antændtes de i lange
-rosarøde flossede Strimler som af glødende Uld, og imellem dem
-begyndte Himlen at blaane, -- det var, som om disse Purpurflammer
-trak al den øvrige Taage til sig og brændte Himlen ren, saa hvor der
-før hang et tungt ensformigt Dække, dèr svævede det nu let som et
-Silkeklæde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, -- og forneden
-sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke
-Fjord. Men Skovenes Vaargrønt, hvis Ring skilte mellem Himlens og
-Vandets Dobbeltfarver, -- Skovgrøntet, der selv stod halvt med den
-tørre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, -- ogsaa det
-straalede nu op med en finere Friskhed og Blødhed som i en ny
-Løvspringsstund.
-
-Johanna lænede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Græsset og
-stirrede lige op i Himlen.
-
--- Ja, sagde hun sagte, -- det klarer op.
-
-
-
-
-XLIII.
-
-
-En Julidag henad Middag sad Hjorth ved Fjorden, nede hvor Vejen gaar
-op til Nygaard, sammen med Jessen og Nelly. Det var et Løfte fra
-forrige Sommer, at de en Gang skulde komme over til Vonsbæk, naar han
-var der, og nu var det blevet indfriet. De vare komne den foregaaende
-Eftermiddag, og kunde kun blive den næste Dag over. Derfor havde de
-strax benyttet den smukke Morgen til at gaa den lange Skovtur langs
-Fjorden; de havde beset Nygaards Have og hvilede sig nu ved
-Sandgraven, der gabede foran dem i Sollyset, aaben ud imod Sivene,
-med sin fugtige ophjulede Bund, og de stejle, gule og rødlige Vægge,
-fra hvilke Trærødderne strittede ud hist og her, indtil de filtrede
-sig sammen til et Net foroven, hvor Græskanten mødte Leret.
-
-Solen stod højt paa Himlen lidt til Højre foran dem, i den
-gennemhvidnede Kant af en af de faste violetskyggede Skyer, som
-drev østpaa under den mørkeblaa Himmel. Der var et straalende
-vandglimrende Sollys ud over Fjorden til Højre, hvor den over
-Sivtoppene med Striber af glasblankt og med lilla Strømbelter trak
-sig ind mod Haderslev mellem aabne kornbølgende Bakker. Men
-tilvenstre naàde Lyslinjen kun til de yderste Træer i Nygaards-Skov,
--- bag ved deres solgrønne Bladerand kom Præsteskovens Pynt mørk frem
-og smeltede i Skyggen sammen med Sverdrup Skov. Dèr inderst inde
-under Vonsbæks Bøge var der sorte ibenblanke Striber i Fjorden, men
-udenfor kastede en lille solbeskinnet Skyrække over Pynten hvide
-lodrette Støtter ned ad alt det blanke Vand, medens der ovre fra den
-anden Bred kilede sig klare lysblaa Skaar ud i Strømriflingen, der
-havde et rødligt Skær med pludselige, skarpe Blink.
-
-Medens de sad dèr, delte mellem Samtale og Nydelse af Naturen,
-listede Sollyset sig ud bag de yderste Træer og gled hen over
-Præsteskoven, indtil hele Vonsbæk-Pynten stod ganske lysegrøn skilt
-fra Sverdrup Skov, der imod de hvide Skyer tegnede sin skarpe
-Skyggelinje, som højnede sig, dalede og efter et brat Skaar henimod
-højre splittedes i fritstaaende Bøge. Men Sollyset sprang ogsaa
-dèrover, først med en lille Taageplet, der saa flød ud, oversvømmende
-det skyggegrønne, indtil begge Skovene smeltede sammen i Lyset, og
-alt straalede, blinkede og lo i Middagssolens Glans.
-
--- Naa, sagde Hjorth, idet han tændte sig en frisk Cigar, -- naa,
-Kammerraaden maatte altsaa ryge af Pinden?
-
--- Ja, det har saamæn staaet længe paa, svarede Jessen, og Greven er
-da bleven snydt for en Del Penge. Forresten fik din Exsvigerfader et
-Smæk med ved den Lejlighed.
-
--- Saa, -- hvordan det?
-
--- Jo, en Uges Tid før Fallitten havde Kammerraaden blandt andre
-ogsaa faaet Per Andersen til at skrive paa en Vexel. Ja, han kan jo
-saadan vrøvle for dem, og blandt Bønderne gik han jo for en stor
-Landmand, og -- forresten var han selv saa sangvinsk og vidste maaske
-ikke en Gang rigtig, hvor dybt han egentlig sad i det.
-
--- Hm. Er der ellers ingen Nyheder?
-
--- Jo, bevares, sagde Nelly, -- Kristine er bleven gift.
-
--- Med hvem?
-
--- Med Henrik Larsen.
-
--- Herregud! det var ellers en rørende Trofasthed ... Han sværmede jo
-allerede for hende, da vi blev forlovede.
-
--- Ja, de har jo alle sværmet for hende, sagde Jessen, -- hun var
-saadan en Landsbyens Venus ... Men denne Gang tror jeg dog ikke, det
-var saadan af pur Troskab. Larsen var paa Grund af Gæld ganske i
-Kløerne -- eller Poterne paa Ravn, og det var nok i Grunden ham, der
-giftede hende bort -- stiftede et »kristeligt Ægteskab«.
-
--- Ah! -- Naa, sig mig, Jessen, hvad mener du ellers om denne
-Opløsning -- det maa du dog indrømme er at drive det temmelig vidt,
-spurgte Hjorth, idet han rejste sig.
-
--- Ja, det har De saamæn Ret i, udbrød Nelly, -- det er uforskammet!
-
-Men Jessen forsvarede Ministeriet: -- hvad der ikke var ligefrem
-formelt ulovligt, det kunde man ikke fortænke et politisk Parti i, at
-det benyttede sig af. Det blev for Resten interessant ovre i deres
-Kreds denne Gang, for deres gamle Rigsdagsmand Kristen Pedersen var
-bleven saa svagelig, at han maatte træde fra. Venstre havde endnu
-ikke faaet nogen Kandidat, og fra højre Side havde Professor Petersen
-stillet sig.
-
--- Professor Petersen! udbrød Hjorth og vendte sig om.
-
--- Ja, Deres gamle Ven, raabte Nelly.
-
-Ja, han havde stillet sig. Det var jo ikke saa urimeligt -- i hans
-dobbelte Egenskab af Universitetslærer og Godsejer. Og det at han var
-en Bondesøn dèr fra Egnen, det gav ham jo et godt Kort paa Haanden. I
-det hele havde han ikke saa daarlige Chancer. Hans egne Folk kunde jo
-ikke godt stemme imod ham; og der blev drevet en stor Agitation fra
-Skovvang, hvor Ravn pressede paa med alt, hvad presse kunde, for Grev
-Tramp var meget ivrig for Professorens Valg, og det galdt for Ravn om
-at genvinde Grevens Gunst, da han ved at se gennem Fingre med
-Kammerraad Sommer var kommen til at staa en Smule som den utro
-Forvalter.
-
-De vare komne gennem de værste sammenfiltrede Krat med Gærdesnerler
-og Skovvikker og nærmede sig til Vonsbæk Skov, da Jessen gav denne
-Udvikling. Hjorth gik tavs i Forvejen. De politiske Interesser, der
-vare vaagnede under Opholdet i hans Fødeegn, dette levende Offer for
-Politik, og som havde udviklet og klaret sig ved de forskellige
-Debatter om den indre Politik i det Land, af hvis Borgere han selv
-var den eneste i Vonsbæk, de syntes nu pludselig at kalde paa ham og
-vise ham en ny Vej. De vare komne til Bakkerne med den aabne Udsigt
-mod Præsteskoven og Sverdrupskov, -- da han pludselig vendte sig og
-udbrød: --
-
--- Professor Petersen jeres Rigsdagsmand! ... Det Spil kunde jeg dog
-først have Lyst til at have en Finger med i.
-
--- Aa ja, raabte Nelly, det var mageløst, jeg har saamæn selv tænkt
-derpaa.
-
--- Hvad behager! men du vil da ikke -- selv --
-
--- Stille mig mod Professoren, -- jo, det er det, jeg vil. Og da der
-ingen Tid er at spilde, skriver jeg endnu idag til Kristen Pedersen.
--- Jeg skulde dog tro, jeg har ligesaa mange Chancer for mig i min
-gamle Egn som Professoren. --
-
--- Hvor her er smukt! udbrød Nelly, -- men hvad er det for en smuk
-Dame dèr?
-
-Johanna Schmettau, som hørte Stemmerne nærme sig, drejede Hovedet til
-Siden og hilste paa Hjorth. Hun stod tæt ved Gangstien; hendes faste,
-rene Figur viste sig frit, uden Overtøj, kun over Armen hang et lyst
-Shawl; en gul Straahat buede sig ud over Panden og fra den indklemte
-Side krummede en hvid Strudsfjer sig ned paa det mørke Haar,
-overdunende Øret indtil Flippen; fra den lyse, gennemstraalede
-Parasol faldt der et varmt guligt Skær over den hvide Fjer og den let
-bøjede Nakke.
-
-De gik hen til hende, og Hjorth præsenterede.
-
-Man vexlede de indledende Repliker om Vejr og Egn. Frøkenen kunde
-sagtens! at bo paa saadan et Sted! de havde netop da de gik ud set,
-hvor Præstegaarden laa.
-
-Saa skulde de komme nærmere og bese den indvendig. Hjorth kendte jo
-Vejen.
-
--- Kan De tænke Dem en Nyhed, Frøken Schmettau? -- Hjorth forlader
-Vonsbæk, sagde Nelly, medens de gik ned ad Gangstien.
-
--- Tager De tilbage med Deres Venner og besøger dem?
-
--- Ja, sagde Hjorth, nu vèd jeg saamæn ikke, om jeg længer kan bo hos
-Jessens. Jeg skal nemlig sige Dem, jeg har netop besluttet at stille
-mig som Rigsdagsmand fra venstre Side, og Fuldmægtig Jessen er højre.
-
--- Ja--a, -- ja hør, vèd du hvad, det kan dog ogsaa blive for
-broget. -- Stemme paa en theologisk Professor imod dig, -- nej det er
-for meget forlangt af mig ... Her har du min Stemme.
-
--- Tak. Det er altid en Begyndelse. -- Smaa Bidrag modtages med
-Taknemlighed ... Det er ellers skændigt, Nelly, at De ikke har
-Stemmeret.
-
--- Ja, ellers skulde De sikkert faaet min. Naa, De har vel ikke nogen
-Mening om vor indre Politik, Frøken Schmettau?
-
--- Nej, det har jeg ikke, men jeg er vis paa, at dèr, hvor Hr. Hjorth
-stiller sig selv, dèr staar han med fuld Overbevisning, og saa -- ja
-det er jo det vigtigste. --
-
--- Men vil De ikke gaa op med og spise til Middag? spurgte Johanna
-lidt efter. -- Vi spiser om en Times Tid, og jeg vèd, at der er
-Middagsmad nok idag.
-
--- Det er meget venligt af Dem, Frøken Schmettau, svarede Hjorth, --
-men jeg synes virkelig, det er at misbruge Deres Gæstfrihed. --
-Desuden vilde jeg gærne have skrevet i Anledning af denne Sag, saa
-det kunde komme fra Haderslev i Eftermiddag.
-
--- Ja men, det sker jo aller lettest, naar De skriver hos os, jeg
-skal nok skaffe Dem et roligt Sted.
-
-Hjorth takkede, og de tog imod Indbydelsen.
-
--- De undskylder mig et Øjeblik, sagde Johanna i Havestuedøren, jeg
-skal blot sørge for, at Hr. Hjorth kan komme til at skrive.
-
-Hun gik foran ham igennem Spisestuen og lukkede Døren op til et
-mindre Værelse; det var hendes eget.
-
--- Her kan De være uforstyrret, sagde hun, da de vare komne ind. --
-Fader sover Middagssøvn paa denne Tid, vèd De nok, og i Havestuen
-og Dagligstuen er der ingen rigtig Ro, tilføjede hun ligesom
-undskyldende.
-
-Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende
-Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nøddetræ med Roser i et
-Blomsterglas ved Hjørnet. Han satte sig ved det og saà sig om i
-Stuen. En lille Hængereol paa den ene korte Væg til højre for ham,
-bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til
-venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rødmende og straalende af
-en Glæde, som han ikke vovede at gætte var Glæden over at se ham
-derinde i hendes Værelse.
-
-Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.
-
--- Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er
-mærket med mit Navnetræk.
-
--- Aa, det gør ingen Ting.
-
--- Ja dèr ligger det, og dèr er Konvolutter. Farvel saa længe.
-
-Men Døren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, saà han hende staa
-sidelængs ved Døren, hævet paa Tæerne, med Overkroppen bøjet frem,
-saa at Hagen hvilede paa Hænderne, der havde grebet om Haandtaget.
-Hun blev blussende rød, da hendes Blik pludselig mødte hans.
-
--- Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glæder mig saa meget, at De vil
-tilbage til Danmark og være Rigsdagsmand.
-
--- Det er ellers ikke meget smigrende for mig.
-
--- Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, -- det vèd De ogsaa godt ...
-Men -- ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? -- jeg har saa tidt
-tænkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, -- og
--- at De var for god til det.
-
-Saa smuttede hun ud af Døren.
-
-Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist
-svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med
-den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetræk ofte fangede hans
-Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tænkte sig, at hun
-endnu stod bagved ham paa Tæerne henne ved Døren, bøjende sin smekre
-Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen støttet
-mod Hænderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige Øjne hvilede
-paa ham, der skrev ved hendes Bord.
-
-
-
-
-XLIV.
-
-
-Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der
-helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og
-smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den
-vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder,
-før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant.
-Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med
-en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de
-gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt
-Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage
-til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved
-disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke
-hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger,
-som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der
-vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var,
-den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin
-farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i
-deres mørkeste Dyb.
-
-Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen
-skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra
-Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende
-Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og
-var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.
-
-De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske
-Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde,
-men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig
-kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt
-ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det
-Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under
-Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu
-fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den
-aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret
-som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at
-glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig
-Trængsel uden at fordre en evig Salighed.
-
-Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre
-om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro;
--- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang
-en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde
-kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven
-voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine
-Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth
-om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet,
-og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men
-jeg er bange for, at det er dumt,« -- og saa fremsatte hun i naive
-Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal,
-som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun
-spurgte, om man ikke kunde tænke sig _det_ besvaret _saaledes_, --
-uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med
-et berømt Navn.
-
-De havde talt, og nu tav de.
-
-De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det
-underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og
-graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger
-gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind
-udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af
-lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med
-Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig
-ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser
-længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa
-hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania
-kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da
-var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige
-Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort
-mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid
-er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; -- men
-til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys,
-de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde
-dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.
-
-De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og
-undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord
-falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke
-nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.
-
-Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.
-
-Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over
-Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer
-eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje,
-den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra
-Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst
-Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med
-Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af
-nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun
-helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en
-Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den
-stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i
-Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et
-Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene
-gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og
-dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par
-stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til
-højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke
-Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med
-en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og
-glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt
-sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og
-taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille
-Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende
-Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig,
-indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran
-Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i
-Guldcirklen.
-
-Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om
-den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der
-straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som
-en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en
-poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille
-oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.
-
-I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og
-trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille
-Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- næsten
-Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille
-Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme
-... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien
-lovede sin Lærling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i
-hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som
-man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin
-Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil
-jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange
-skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som
-Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke
-til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig,
-gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var
-blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det
-kunde være blevet, -- og i en knælende Andagt ofrede han al sin
-overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af
-ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys,
-der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet
-hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og
-sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --
-
--- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget skønnere
-har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa skønt, tror jeg ... Nu vil
-jeg ikke mer længes efter Rhinen.
-
--- Jeg heller ikke.
-
--- Ja dog, -- jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise
-Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa
-lykkelig som nu.
-
--- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.
-
--- Men alligevel vilde -- --
-
--- Og dog vilde jeg -- --
-
-De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige
-det samme.
-
--- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid længes
-tilbage.
-
-Johanna nikkede.
-
-De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige
-Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde
-forsvinde.
-
-Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.
-
-
-
-
-XLV.
-
-
-Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis
-dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke,
-hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur,
-fuldt af sortklædte Mennesker.
-
--- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.
-
--- Hør! -- Bravo! -- Hør!
-
-Lærer Beck ringede med Formandsklokken.
-
--- Professor Petersen har begæret skriftlig Afstemning, som strax
-vil finde Sted her, foran Tribunen. --
-
-Der begyndte at komme Bevægelse i Mængden. Der gik en Strømning
-udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor
-der var Luft, Plads til at røre Benene og til Armbevægelser, hvis man
-blev ivrig under Disputen. En anden Strømning gik indad mod Tribunen,
-foran hvilken Trængslen blev endnu tættere, om de store Plakater med
-Sognenavnene, som nu blev sat op.
-
-Noget tilbage, lidt uden for Mængden, stod den sædvanlige Gruppe af
-Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der
-og stemme hele Formiddagen -- i den Hede! Den fallerede Kammerraad
-mente, at Professoren var dog nødt til at forlange skriftlig
-Afstemning, man kunde dog ikke vide --. Nej naturligvis, men
-overhovedet dette Valg! det var det fordømte Venstre, -- naar de nu
-saà, at Ministeriet ikke vilde! -- Ja, men de var jo saa stædige
-disse Bo--Bonde-Be--bæster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.
-
-Ravn, der altid skulde være lidt krakilsk, afbrød Herredsfogden med
-den Bemærkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var
-Fritænker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den
-senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en
-Alliance mellem Venstre og Fritænkerne, havde han stukket sin
-fornægtende Pibe ind: saadan en Grønskolling, som lod haant om al
-Autoritet!
-
-Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens
-store Tale. Krarup laa ganske næsegrus af Begejstring, og Provsten
-rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i
-Ligevægt: -- han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa
-udmærket Universitetslærer og nu, efter at have hørt ham tale, maatte
-han indrømme --. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle
-stemme paa sin gamle Manuduktør, fandt især, at hans Anvendelse af
-Skriftsteder havde været saa beundringsværdig. Mente Godsforvalteren
-ikke ogsaa?
-
-Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom
-ud og talte med sine Folk -- endogsaa overtalte -- he! -- Farvel!
-
--- Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, -- det skulde saamæn slet
-ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat
-... Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid ... Ih, men der
-ser jeg jo Professoren -- og Fruen!
-
-Han ilede afsted, hæsblæsende efter at gøre sit Bekendtskab med
-Kandidaten gældende. -- Provsten maatte nu til at gætte, hvormeget
-Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin berømte Præmie-Tyr
-Thaër, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, -- og Pastor
-Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brændesag,
-som han nu endelig havde opnaaet at tabe.
-
-Imidlertid snòde Pastor Krarup sig hurtig frem gennem Mængden, medens
-han i Forbigaaende trykkede en Bonde i Haanden eller klappede en
-Husmand paa Skuldren med et: »Naa, Hans Nielsen, du stemmer da vel
-paa dit Bysbarn Professoren, der har gjort vores Egn saa megen Ære?«
--- et Spørgsmaal, der gærne besvaredes med et ubestemt Grin og et:
-»Ja--a, det vèd jeg itt' saa lige.« Saaledes naàde han hen til
-venstre for Tribunen, hvor Professoren og hans Hustru stod i Snak
-med Forstanderen for Folkehøjskolen, Hr. Jansen, en stor Mand med
-luende rødt Skæg og Haar.
-
--- Ih, ser man det! ... God Dag, Hr. Pastor, God Dag!
-
--- _God Dag_, Hr. Kandidat ... Ah, Kandidat! nu er De igen »Kandidat
-Petersen« -- he, he, he--e! ... Kan De huske den Dag? ... _God Dag_,
-kære Frue! ... Go' Da', Jansen.
-
--- Om jeg kan huske det! Det var jo den Gang, jeg først traf min
-Nikoline.
-
--- Ja, vi har saamæn noget at være Dem taknemlige for, Hr. Pastor,
-sagde Fru Petersen.
-
--- Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror
-nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, -- hvad,
-Jansen? ... Lægge os i Skaglerne -- for hans Triumfvogn -- he, he,
-he, he--e.
-
-Højskoleforstanderen var Beredvilligheden selv. Han vilde ikke nægte,
-at han maaske nok kunde have en Del Indflydelse paa alle de yngre
-Bønder, som vare udgaaet fra hans Højskole. Han skulde ogsaa formene
-dèr at have indprentet dem solide og religiøse Grundsætninger, saa de
-ikke gik hen og gav en Fornægter deres Stemmer.
-
-En høj sortklædt Mand stak et duknakket Hoved med et alvorligt
-pergamentsgult Ansigt ind over Gruppen.
-
--- Maa jeg præsentere, sagde Professoren, -- min Ven Provst Lindekær
-fra København, der har været saa venlig at tage herud idag for at
-understøtte mig.
-
-Baade Præsten og Højskoleforstanderen vare henrykte over at gøre den
-ansete Mands Bekendtskab, -- en af Kirkens Støtter. De forsikrede,
-at de faa veltalende Ord han havde sagt fra Tribunen havde haft en
-uberegnelig Virkning.
-
-Det var Provst Lindekær, der havde ført Hovedslaget mod Hjorth som
-Fritænker. Professoren havde talt mere politisk sagligt om de tre
-Punkter og navnlig dvælet ved Universitetsspørgsmaalet, ud fra
-hvilket han i en Parenthes havde gjort en lille Hentydning til
-Hjorths religiøse Stilling, men det var kun et Forspil, efter hvilket
-Provsten truttede i Zionsvægterhornet.
-
--- Hvad jeg især beundrede, Hr. Provst, sagde Højskoleforstanderen,
-det var den Bemærkning, De lod indflyde om Socialisme --, det var
-særdeles fint.
-
--- Ja, men Hjorth nægtede jo rigtignok, at han var Socialist,
-indvendte Fru Petersen.
-
--- Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der
-er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser
-og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske
-Aandsretning.
-
--- Ja--a, -- det er netop Sagen, det har Martensen --
-
--- Jo, hm -- det er jo vistnok --
-
--- Saa selv om han ikke i Øjeblikket har gjort sig det klart --
-
--- Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen,
-sagde Højskoleforstanderen. -- Og saa et praktisk Vink! vedblev han,
-idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa
-Brystet: -- et praktisk Vink! -- Provsten berørte Eden; -- det maa vi
-lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan
-ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at
-tage imod Eden, eller -- der maa maaske forelægges og vedtages en
-Undtagelseslov, -- i alle disse Tilfælde vil Kredsen i kortere eller
-længere Tid være uden Repræsentant, -- det er et Punkt! det maa vi
-tage ham paa ... Men nu maa jeg ud og arbejde i Deres Tjeneste, Hr.
-Professor. Farvel saa længe!
-
--- Ja, jeg maa nok heller ikke staa her længe, udbrød Pastor Krarup
-med en ivrig Bevidsthed om de uhyre Masser, han kunde hverve for
-Højre. -- Men De bør virkelig følge med, Hr. Professor -- og De
-ogsaa, Frue, -- De som er saa bekendt --
-
--- Jeg synes dog, det er saa underligt, at vi saadan formelig skulde
-gaa om og bejle til Folkegunst.
-
--- Ja, nej -- det kan sandelig ikke nytte, naar man vil være Tribun,
-saa --
-
--- Jo, ganske vist ... Hm ... Det er jo unægtelig et Krav af
-Omstændighederne.
-
--- Nej se, Fru Petersen, udbrød Pastor Krarup, da de var gaaet et Par
-Skridt, dèr ser De Deres gamle Ven Ravn ... De kan tro, han er ivrig
-for Deres Sag. --
-
--- Det vilde være mig meget kært at hilse --
-
-Men Godsforvalteren var allerede forsvundet ind i Trængslen, hvor
-hans Griseøjne spejdede gennem Guldlorgnetten efter Bønder og
-Husmænd, der stod i Afhængighedsforhold til Skovvang; denne Gang
-opdagede han Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans. Han
-kastede sig over dem: de huskede da, at man stolede paa deres
-Stemmer, -- ellers vilde man se sig nødsaget til at pante dem ud for
-Afgiften.
-
-Jo, vel, -- men--n, at -- de var nu før bleven holdt hen med Løfter,
-saa at de var kommen i Tanker om, at de vilde dog gærne have det
-skriftlig.
-
-Ja det vilde de da li'egodt.
-
-Ravn rev sin Lommebog op, skrev og gav dem Bladet.
-
-Jo, det var jo meget godt, men se -- at, de vilde dog ogsaa nok have
-Grevens Underskrift.
-
-De skulde faa den.
-
-Ravn styrtede videre, berøvende sit flade Hoved dets lille silkegraa
-Hattekuppel og tørrende sig med Lommetørklædet paa den runde,
-svedperlede Pande, medens han stirrede efter Greven. Pludselig busede
-han mod Fuldmægtigens store Skikkelse.
-
--- Ah, God Dag, Jessen ... God Dag, Frøken Jessen ... Naa ja, De er
-da en sikker Mand!
-
--- Hvorledes mener Godsforvalteren?
-
--- Deres Stemme -- De, der selv har været Højres Kandidat.
-
--- Ja, men Tiderne forandre sig, Hr. Godsforvalter, og naar jeg har
-Valget mellem en theologisk Professor og min Ven Hjorth --
-
--- Men De vil da ikke sige, at De vil stemme paa Hjorth? ... Hvad
-kommer saadan et personligt Venskab -- nej, men kære Jessen, det gaar
-paa ingen Maade an; jeg maa lægge Dem alvorlig paa Hjærte ...
-Husk paa, at et saadant Gods, -- der er -- paa en vis Maade en
-_In_stitution, og den, der er Medlem af en saadan _In_stitution --
-
--- Han kan gaa fallit, selv om han har Forvalteren til Ven, indskød
-Nelly.
-
-Men Ravn lod, som om han overhørte denne Spids.
-
--- Aa, der ser jeg Greven, der vilde tale med mig. Farvel.
-
--- Det maa ellers være underligt, saadan at gaa og agitere for den,
-der har taget hans Udkaarne og Gaarden bort for Næsen af ham, sagde
-Nelly saa højt, at de nærmeststaaende hørte det og gav sig til at le.
-
--- Greven ser saa bidsk ud i Dag, som om han havde Lyst til at piske
-os, ligesom hans salig Fader gjorde, det Afskum, sagde Per Andersen,
-der trængte sig frem sammen med Møller Kristensen.
-
--- Kan du selv huske det, Per Andersen? spurgte en lille Bonde.
-
--- Nej jeg -- den Gamle holdt jo op at regere attenhundrede og fyrre,
-og da var han bleven spagere. Men min Fader haar da endnu været med
-til Afregningen, naar han stod i Døren og gav dem hver en Smøre af
-Kørepisken.
-
--- Ja, han kører ogsaa hver Nat gennem Allèen med ildspyende Heste og
-gloende Hunde, -- det haar da den forrige Vægter paa Skovvang set,
-han sagde immer, at nu skulde han ud og slas med den Gamle.
-
--- Aa ja, det kan jo de tro, der selv vil, svarede Mølleren, idet han
-skyndte sig videre frem imod Tribunen.
-
--- Nej se, hvor nedladende Greven klapper Ravn paa Skuldren, raabte
-en.
-
--- Men Herren lovede den utro Forvalter, at han handlede snildelig,
-sagde Jessen.
-
-Dette Ord gjorde Lykke. Det gik videre fra Mund til Mund, vækkende en
-stor hoverende Munterhed rundt om i en vid Kreds.
-
--- Ah, I er nok muntre her, udbrød Hjorth, der kom i det samme med
-Lærer Beck og Broderen Jens, som var taget derover for at være
-tilstede og repræsentere Sønderjylland ved Valget.
-
--- Ja, vi haaber ogsaa at faa dig valgt nu.
-
--- Ja, Overtallet ved Kaaringen var ellers ikke saa stort, sagde
-Beck, -- og der bliver jo nok agiteret stærkt nu. Han fortalte,
-hvordan Provst Storm nylig havde haft fat i ham og spurgt, om han
-havde afgivet sin Stemme. Nej, det havde han naturligvis ikke, for
-Valgbestyrelsen skulde jo stemme sidst. -- Provsten havde ladet sig
-sige, at han var Venstre. -- Ja, det var han ogsaa. -- Naa, men ved
-denne Lejlighed kunde Provsten jo nok vide, at han ikke vilde stemme
-paa Venstres Kandidat, der var Fritænker. -- Jo, det havde han dog
-med Provstens Tilladelse i Sinde. -- Da vilde Provsten dog lægge ham
-paa Hjærte, at han ikke kunde anbefale en Lærer, der tog saa lidt
-Hensyn til det religiøse, til Embedet i store Skævinge, som han
-søgte. -- Men han havde svaret, at det havde jo været noget andet,
-hvis det var Provsten, der havde stillet sig, som Provsten havde talt
-om i attenhundrede treoghalvfjerds, den Gang da Per Andersen sagde,
-at han ikke vilde give Provsten sin Stemme.
-
--- Ja, det sagde jeg nu saadan paa Dril, tilføjede Beck, -- for jeg
-vidste nok, det vilde ærgre Provsten. -- Og saa tøflede han ogsaa af.
-
--- Men det Embede kan De da skyde en hvid Pind efter, sagde Jessen.
-
--- Aa, det faar nu være det samme.
-
--- Ja, de sejer tidt til mig derover, te Venster gør ingen Nytt', og
-skaffer ingen bedre Love, sagde Jens Hjorth til en Bonde. -- Men saa
-sejer a immer: ven det itt' kommer til at regere for de her
-Adelsmænd, saa kan det heller itt' skaffe bedre Love. Men det har
-gjort den Nytt', te Danmark har itt' faaet dem vover'.
-
--- Ja vel, ja -- det er sandt nok ... Og det er li'egodt itt' aa
-kaste Vrag paa, det Arbejde heller.
-
-Denne Anerkendelse fra Sønderjylland smigrede. Jens Hjorth var
-Genstand for en almindelig Opmærksomhed, medens der samlede sig en
-tæt Stimmel for at hilse paa Kandidaten og gøre gammelt Bekendtskab
-gældende.
-
--- Hvis du ikke har forandret dig, siden jeg kendte dig, sagde Beck,
-saa er du ellers for aabenmundet til at passe her for Kredsen. Gud
-vèd, om du ligesom din Formand kan holde dig en Snes Aar uden at tale
-i Salen.
-
--- Ha, ha! ... Ja, det ku' ka'ske knibe nok, Hjorth! ... Nej, han
-skal nok give dem Svar! ... Ja, det kan jo ogsaa være godt det.
-
--- God Dag, højstærede triste Endeligt, maa jeg ønske en glædelig
-Begyndelse paa et nyt og bedre Liv.
-
-Hjorth vendte sig forbavset; -- jo, det var virkelig Kleistrup,
-ligesaa bleg og huløjet som sædvanlig.
-
--- God Dag, er De her?
-
--- Ja, jeg er saamæn for mine Synders Skyld bleven Kapellan i
-Visinge.
-
--- Naa hvordan gaar det?
-
--- Aa, ligesom lidt bedre, -- men ogsaa kun »ligesom« ... Øh, øh, øh
--- ja, De hører, jeg har den forbandede Hoste endnu ... Byluften
-_har_ ikke været sund for mig, og Landluften er mig nu for skarp ...
-Ja jeg har lige været henne at stemme paa Dem -- Gud forlade mig --
-men det kan jo gærne bero paa èn Stemme, -- og det skulde dog more
-mig -- øh, øh, -- om jeg kunde faa Professor Citator til at falde
-igennem, han har gjort det to Gange ved mig. »Mig at hevne, oh
-hvilken Tanke!« ... Farvel!
-
--- Er der ingen af jer, som har set Per Andersen? jeg kunde dog have
-Lyst til at hilse paa ham.
-
--- Han var her for lidt siden og gik vist hen for at stemme paa dig.
-Maaske han kommer tilbage her.
-
-Men Per Andersen kørte allerede ud ad Chaussèen ad Yderslev til. Han
-havde dog ikke Lyst til at blive der for længe og være beglòt som
-Kandidatens Ex-Svigerfader. Møller Kristensen sad ved Siden af ham,
-og i den bageste Agestol sad Kristine. Hun var taget derhen med sin
-Mand. Da Per Andersen kom kørende forbi Pølsemikkels Kro paa Torvet,
-saà han hende gaa alene om i Haven. »Hvor er Henrik?« spurgte han.
-»Aa, han er begribeligvis derinde aa svire.« -- Da han saa havde
-kigget ind i den inderste Krostue og set Henrik Larsen med en høj
-Snaps paa, meget kalkunsk i Kammen efter at have tabt halvhundrede
-Kroner i Spil, sagde han til Kristine, at hun skulde køre hjem med
-ham, for det blev dog ikke til noget med at vente paa Henrik.
-
--- He, sagde Mølleren, -- det falder mig ellers ind, dengang i
-November treoghalvfjerds, da vi havde Valg etter Opløsningen, og
-Fuldmægtigen stillede sig, -- dengang var Hjorth lige bleven forlovet
-med Ki'sten, -- kan du huske, hvor han ærgrede os med at være Højre?
-... Og nu er han vores Kandidat! ... He! -- det er li'egodt kunstigt
-at tænke paa.
-
--- Ja, det var den Gang ... Det haar jo forandret sig i mange Maader
-... Kan du huske, hvad jeg sagde, Ki'sten? ... Han slar sig igennem,
-sagde jeg ... Det havde vaaren en Kende bedre, du havde holdt dig til
-ham, end som at du skulde gifte dig med Henrik, som Fanden gale mig
-rubasser det hele væk.
-
-Men Kristine, der havde siddet ganske tavs med et tvært Udtryk om
-Munden, svarede blot:
-
--- Ja, det kan nu itt' nytte noget at snakke om.
-
--- Det var ogsaa dengang, sagde Mølleren lidt efter, -- da du solgte
-den grønne Vallak til Pro'sten. -- Magen etter ham dèr ... He! det er
-dog kunstigt aa tænke paa: -- Du haar li'egodt itt' vaaren saa godt
-kørende siden den Tid, som du er nu.
-
--- Aa nej, -- det kan saamæn --
-
--- Du _haar_ itt' vaaren saa godt kørende, Per.
-
-Derefter sad Per Andersen tavs med et uudgrundeligt Smil, idet han
-øvede sit berømte Kunststykke med det aller yderste af Smældet at
-klippe de Fluer og Bræmser af, der satte sig paa Hestene, hvis
-»grønne« Skind begyndte at faa lange mørke Svedstriber, medens
-Skummet boblede frem under Seletøjet og kridtede Haarene overalt,
-hvor Linerne berørte dem, og der dannede sig to Pletter, hvor Bugene
-stødte mod hinanden over Stangen i det magsomme Druntetrav, saa tykt
-skummende hvide, som om de vare indsæbede til Barbering.
-
-Mølleren stirrede ud i Luften, som om han søgte efter noget nyt, der
-var kunstigt at tænke paa.
-
-Men Kristine sad bagved uden at se noget Steds hen, glippende med de
-søvnige Øjne i det blændende Sollys, tvær og sløv, uden engang at
-gide ærgre sig over noget andet, end at de kørte saa langsomt, --
-skønt hun Intet havde at længes hjem efter.
-
-
-
-
-XLVI.
-
-
--- Sam, kom skal du se, lille Sam!
-
-Da Johanna raabte disse Ord, kom hun dansende ud i Gaarden, med et
-Papir i Haanden.
-
-Sam sad paa Hundehusets Kugle, i sin Yndlingsstilling, den
-søjlehelgenlige. Eftermiddagssolen tegnede Ryggens Profil med en
-Glorielinje af gennemstraalede Haar, og punkterede Halen nedefter med
-nogle spredte Ildhaar. Den drejede Hovedet, æntrede ned paa Ryggen af
-Trofast, som den kneb i Forbigaaende, og fòr hen til Johanna; og da
-Trofast begyndte at føle Svien, kom til Bevidsthed, rystede sig og
-saà sig om, sad dens tropiske Husfælle allerede oppe paa den venstre
-Skulder af Johannas mørkeblaa Kjole, gnidende sig i Hænderne, -- og
-Skinsygens Kvaler forenede sig hos Trofast med den legemlige Smerte,
-afpressende den en lang Hylen.
-
-Sam greb ivrig med de lange Arme efter Papiret, som Johanna holdt hen
-foran den; Papiret blev trukket hurtig bort, og den faldt ned. Men
-Trofast havde næppe faaet Tid til at glæde sig, før Sam allerede var
-deroppe igen.
-
--- Nok se, men ikke røre! sagde Johanna og truede med Fingren, før
-hun igen holdt Papiret op foran den.
-
-Paa dette Papir stod der foruden Adressen med store blaa Streger:
-»Valgt. Deres N. C. Hjorth.«
-
-Da Sam havde stirret saa længe derpaa, at dens livlige Fantasi maatte
-have fattet hele Rækkevidden af disse Streger paa dette Sted,
-klappede den med sin lille Vidskelæders-Haandflade paa hendes bløde,
-dunhaarede Kind.
-
-
-
-
-
-End of the Project Gutenberg EBook of Germanernes Lærling, by Karl Gjellerup
-
-*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK GERMANERNES LÆRLING ***
-
-***** This file should be named 41277-8.txt or 41277-8.zip *****
-This and all associated files of various formats will be found in:
-        http://www.gutenberg.org/4/1/2/7/41277/
-
-Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
-http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
-images of public domain material from the Google Print
-project.)
-
-
-Updated editions will replace the previous one--the old editions
-will be renamed.
-
-Creating the works from public domain print editions means that no
-one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
-(and you!) can copy and distribute it in the United States without
-permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
-set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
-copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
-protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
-Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
-charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
-do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
-rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
-such as creation of derivative works, reports, performances and
-research.  They may be modified and printed and given away--you may do
-practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
-subject to the trademark license, especially commercial
-redistribution.
-
-
-
-*** START: FULL LICENSE ***
-
-THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
-PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
-
-To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
-distribution of electronic works, by using or distributing this work
-(or any other work associated in any way with the phrase "Project
-Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
-Gutenberg-tm License (available with this file or online at
-http://gutenberg.org/license).
-
-
-Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
-electronic works
-
-1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
-electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
-and accept all the terms of this license and intellectual property
-(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
-the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
-all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
-If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
-Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
-terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
-entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
-
-1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
-used on or associated in any way with an electronic work by people who
-agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
-things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
-even without complying with the full terms of this agreement.  See
-paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
-Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
-and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
-works.  See paragraph 1.E below.
-
-1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
-or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
-Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
-collection are in the public domain in the United States.  If an
-individual work is in the public domain in the United States and you are
-located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
-copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
-works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
-are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
-Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
-freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
-this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
-the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
-keeping this work in the same format with its attached full Project
-Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
-
-1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
-what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
-a constant state of change.  If you are outside the United States, check
-the laws of your country in addition to the terms of this agreement
-before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
-creating derivative works based on this work or any other Project
-Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
-the copyright status of any work in any country outside the United
-States.
-
-1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
-
-1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
-access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
-whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
-phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
-Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
-copied or distributed:
-
-This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
-almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
-re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
-with this eBook or online at www.gutenberg.org/license
-
-1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
-from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
-posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
-and distributed to anyone in the United States without paying any fees
-or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
-with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
-work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
-through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
-Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
-1.E.9.
-
-1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
-with the permission of the copyright holder, your use and distribution
-must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
-terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
-to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
-permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
-
-1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
-License terms from this work, or any files containing a part of this
-work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
-
-1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
-electronic work, or any part of this electronic work, without
-prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
-active links or immediate access to the full terms of the Project
-Gutenberg-tm License.
-
-1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
-compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
-word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
-distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
-"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
-posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
-you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
-copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
-request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
-form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
-License as specified in paragraph 1.E.1.
-
-1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
-performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
-unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
-
-1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
-access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
-that
-
-- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
-     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
-     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
-     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
-     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
-     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
-     must be paid within 60 days following each date on which you
-     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
-     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
-     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
-     address specified in Section 4, "Information about donations to
-     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
-
-- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
-     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
-     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
-     License.  You must require such a user to return or
-     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
-     and discontinue all use of and all access to other copies of
-     Project Gutenberg-tm works.
-
-- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
-     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
-     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
-     of receipt of the work.
-
-- You comply with all other terms of this agreement for free
-     distribution of Project Gutenberg-tm works.
-
-1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
-electronic work or group of works on different terms than are set
-forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
-both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
-Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
-Foundation as set forth in Section 3 below.
-
-1.F.
-
-1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
-effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
-public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
-collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
-works, and the medium on which they may be stored, may contain
-"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
-corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
-property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
-computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
-your equipment.
-
-1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
-of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
-Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
-Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
-liability to you for damages, costs and expenses, including legal
-fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
-LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
-PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
-TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
-LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
-INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
-DAMAGE.
-
-1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
-defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
-receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
-written explanation to the person you received the work from.  If you
-received the work on a physical medium, you must return the medium with
-your written explanation.  The person or entity that provided you with
-the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
-refund.  If you received the work electronically, the person or entity
-providing it to you may choose to give you a second opportunity to
-receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
-is also defective, you may demand a refund in writing without further
-opportunities to fix the problem.
-
-1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
-in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
-WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
-WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
-
-1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
-warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
-If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
-law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
-interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
-the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
-provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
-
-1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
-trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
-providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
-with this agreement, and any volunteers associated with the production,
-promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
-harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
-that arise directly or indirectly from any of the following which you do
-or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
-work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
-Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
-
-
-Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
-
-Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
-electronic works in formats readable by the widest variety of computers
-including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
-because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
-people in all walks of life.
-
-Volunteers and financial support to provide volunteers with the
-assistance they need, are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
-goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
-remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
-Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
-and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
-To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
-and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
-and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.
-
-
-Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
-Foundation
-
-The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
-501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
-state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
-Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
-number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
-http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
-permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
-
-The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
-Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
-throughout numerous locations.  Its business office is located at
-809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
-business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
-information can be found at the Foundation's web site and official
-page at http://pglaf.org
-
-For additional contact information:
-     Dr. Gregory B. Newby
-     Chief Executive and Director
-     gbnewby@pglaf.org
-
-
-Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
-Literary Archive Foundation
-
-Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
-spread public support and donations to carry out its mission of
-increasing the number of public domain and licensed works that can be
-freely distributed in machine readable form accessible by the widest
-array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
-($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
-status with the IRS.
-
-The Foundation is committed to complying with the laws regulating
-charities and charitable donations in all 50 states of the United
-States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
-considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
-with these requirements.  We do not solicit donations in locations
-where we have not received written confirmation of compliance.  To
-SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
-particular state visit http://pglaf.org
-
-While we cannot and do not solicit contributions from states where we
-have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
-against accepting unsolicited donations from donors in such states who
-approach us with offers to donate.
-
-International donations are gratefully accepted, but we cannot make
-any statements concerning tax treatment of donations received from
-outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.
-
-Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
-methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
-ways including checks, online payments and credit card donations.
-To donate, please visit: http://pglaf.org/donate
-
-
-Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
-works.
-
-Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
-concept of a library of electronic works that could be freely shared
-with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
-Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
-
-
-Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
-editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
-unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
-keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
-
-
-Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
-
-     http://www.gutenberg.org
-
-This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
-including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
-Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
-subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.