diff options
Diffstat (limited to '41198-0.txt')
| -rw-r--r-- | 41198-0.txt | 5550 |
1 files changed, 5550 insertions, 0 deletions
diff --git a/41198-0.txt b/41198-0.txt new file mode 100644 index 0000000..d0b0c77 --- /dev/null +++ b/41198-0.txt @@ -0,0 +1,5550 @@ +*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41198 *** + +Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, +men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. Kursiv tekst i +originalen er gengivet med _understregning_. + + + + + SKOVSTRUP-FOLK. + + + + + Ingvor Bondesen. + + SKOVSTRUP-FOLK. + + TO FORTÆLLINGER. + + KJØBENHAVN. + C. A. REITZELS FORLAG. + 1885. + + + Kjøbenhavn. -- Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri. + + + + + INDHOLD. + + + Side. + + En Sommernatsdrøm 1. + + Fra Kvist til Kjælder 91. + + + + +EN SOMMERNATSDRØM. + + + + +I. + + +Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en +Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde +Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag +Kusken og hans Siddefjæl. Det gaar saa sagte, saa stilfærdigt, som om +man var bange for at vække Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre +under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt +ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken, Piskesnoren +hænger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, blød +Støvsky hvidner stille op under Hjulene. + +Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet +har tabt sig, er alt stille og tyst som før. Inde bag Hegnet kan man +høre Køerne tygge Drøv; man kan høre Græshopperne gnide deres tørre +Baglemmer mod Perlemorsvingen, skjulte af de støvede Nælder og +Brombær i Grøften. Hvor er der dog stille, frededybt stille paa +Landet! + +Er der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift, +vulkanske Lidenskaber, Hungersnød -- --? + +Det er et Liv bag Ploven, bag Ruden. Og Ploven gaar sindigt Fure op +og Fure ned, og Ruden vender ud til den lukkede Gaard eller til den +Gade, som en Vogn med halve Timers Mellemrum snegler hen ad. + +Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme, +Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og +Rørelserne Brændinger i et Gadekjær. + + * * * * * + +En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som +sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud. + +Det er Anton Knudsens de smaa røde. Anton Knudsen er »Stedmand«, bor +ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende +og skal en Mils Vej længer ind i Landet, end Jærnbanen kan overkomme. +De smaa røde ere vel kjendt i Skovstrup. + +Der er et Skab, en Seng, en Koffert, et Par Sække og Kasser i Vognen, +og ved Siden af Anton sidder en ung, middelhøj Mand med blond Haar og +kjønt Ansigt uden Skjæg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd +Stok i den anden. Han ser sig om, halv undseelig, halv nysgjerrig. +Kusken peger ud med Pisken og lader Munden løbe om Kap med de smaa +røde. + +»Hvem er det, Anton Knudsen er bleven Kusk for i Dag?« spurgte +Huskonen og stak Ansigtet helt ind mellem Urtepotterne. + +»Det er vel saa vor ny Skolærer,« svarede Datteren. »Det var jo i +Dag, han var ventendes. -- -- Ja se, der kommer Anders Jepsen +halende; han har Nøglerne til Skolen.« + +Vognen forsvandt bag Krumningen henne ved Smedjen -- Anders Jepsens +brede Frakkeryg ligeledes. + +»Naada, dèr har vi fler Køvstedfolk!« + +Datteren nikkede ud, smilede og nikkede igjen. »Det er bleven en fejs +Fyr, Johannes. Han er snart lige ved at være kjøn.« + +»Hvem er det? Hvad for en Johannes?« + +»Hanne Mørkens Søn. Har du hørt, han er bleven forlovet med Per +Skrædders Sidsel?« + +»Nej val! Sagde de ikke èsen, der var en Handelsrejsende, hun var +gode Venner med?« + +»Aa, Sidsel skal have lidt Forandring paa det engang imellem.« + +»De siger, han skal være dygtig, Johannes.« + +»Ja jeg hørte forleden henne hos Anders Jepsens -- der kommer Hanne +jo dejt -- at han skal være den dygtigste Malersvend i hele Odense +By. Han har tre Kroner om Dagen, og hans Mester lader ham aldrig +bestille andet end »aare.«« + +»Han er nok en god Støtte for Hanne. Siden han blev Svend, har han +hver Gang betalt hendes Husleje.« + +Samtalen mellem Moder og Datter gik i Staa. Moderen tog igjen fat paa +sin Bindehose, Datteren stod ved Bordet foran Vinduerne og søgte op i +en Rulle Papirmønstre. Paa den ene Bordende stod Symaskinen, og rundt +om den laa der Traadruller, Bændler og Hægter; et Stykke marineblaat +Hvergarn tog Pladsen, der var tilbage; nogle sorte Agramaner stak ud +af et Avispapir mellem to af Urtepotterne i Vinduet. + +»Se kun,« sagde Sypigen efter en Stunds Forløb og keg atter ud. »Der +har vi Anders igjen Side om Side med Skolæreren. Saa gir Maren Anders +Jepsens nok Aftensmaden.« + +Den unge Skolelærer havde endnu Piben i den ene Haand og Stokken i +den anden. Han saâ sig fremdeles nysgjerrig og undseelig om, men nu +var det Anders Jepsen, der pegede til højre og venstre og gav +Forklaring. + +»Rugmarken dèr oppe hører til vort,« sagde Anders. »Det er leragtig +Jord, men hun kan nok gi Korn. Ja nu bliver De hos vort i Nat, saa i +Morgen har de Tiden for Dem og kan ordne Deres Sager.« + +»Tak, dersom det ikke bliver for meget til Ulejlighed.« + +»Sitte nøve Pjank! Nu skal vi jo til at gjøre os kjendt med +hinanden.« + +»Jeg haaber, vi skal blive tilfreds paa begge Sider.« + +»Naar vi skal sige vor Mejning, var det jutte Dem vi helst vilde have +havt.« + +»Det var det vel ikke. Jeg havde heller ikke ventet at komme i +Betragtning.« + +»Jeg skal sige vos: det gik saa akavet til. Jensen i Stærremose var +vi enige om at sætte først paa Listen; ham vilde hele Byen have. +Andenlæreren i Herninge skulde være Numer to; men da vi kom til Numer +tre, blev det rent galt. Mølleren vilde have sin Søstersøn, der er +Hjælpelærer et Sted paa »Sletten«, og Sogneraadsformanden vilde have +en anden, som nok havde lovet at hjælpe ham lidt med Regnskaberne +gratis. Det ene Ord tog det andet; de blev hede i Hovederne begge to +og temmelig højmælte, indtil saa gamle Per Mikkelsen i Herninge, som +er en Himmel Hund, siger: Hvis jeg maa stille et Forslag, saa +kasserer vi dem alle fire og lemper en hel ny Liste, for det er da +for vovt at blive uens over saadan en Sag. Lad os vende Bøtten og +begynde fra den anden Ende. Vi kan skutte være bekjendt at sætte +halvgamle Mænd med føste Karaktejr ind i det Svæltekald alligevel. + +Sogneraadsformanden og Mølleren tog sig i det og gav Pejer Medhold. +Vi andre grinte, skjønt jeg sagde endda for at staa paa Byens Side, +at Jensen skulde være Numer ét. Men jeg havde naturligvis kun én +Stemme, og saa blev der sat tre paa Listen, som ingen af os kjendte. +Diderektionen kaldte Dem, og det kan maaske blive allerbedst. Men vær +nu s'god og gak inden for!« + +Lindenberg -- det var Skolelærerens Navn -- blev budt ind ad den +øverste Gangdør. Fra den lille, kvadratiske Forstue kom man ind i +Dagligstuen, et Værdighedsnavn, der dog ikke tør tages altfor +bogstaveligt. Foran Vinduespillen stod et bredt, egemalet Bord med en +Stol for hver Ende, længere tilbage i Stuen Familiechatollet, endnu +et Par Stole langs Væggene og en Kommode med fileret Tæppe. Paa +Kommoden stod en Petroleumslampe med ravgul Olje i Beholderen og +lyserød Silkepapirsskjærm over Kuppelen. Der var katholske +Skillingsbilleder paa Væggene og Fotografier i ovale Smaarammer af +Papmaché; henne paa Dørkarmen hang et sort Moirés Skjørt med Piber +forneden; Luften var indelukket og mættet med en syrlig Duft af +Pelargonier, der i Selskab med dinglende Fuchsier og blegstilkede +Balsaminer prydede Vindueskarmene. Fluerne summede livligt under +Loftet og vare mandstærke i Vinduerne. Der var strøet Sand paa +Gulvet, og korte Streger af Træskospor saas paa Kryds og tværs. + +Anders Jepsen trak sin Frakke af og hængte den ved Siden af det +Moirés Skjørt; Lindenberg tog Plads for den ene Bordende; Anders +satte en gul Tobakskardus frem. + +»Stop Piben!« + +Selv hentede han frem bag en Urtepotte en lille forbrændt Pibestump, +fiskede et Firtommersøm op af den gule Kardus og kradsede ud paa +Kakkelovnspladen. + +Konen kom fra Sovekammeret. Med rappe Træskotrin gik hun hen til den +fremmede og gav Haand. + +»Saa det er vor ny Skolærer!« udbrød hun med opskruet Hjærtelighed. +»Valkommen hertil! Vi har rejdinok ingen i Skolen, for begge vore er +konfirmerede, men derfor behøver vi ikke at være fremmede for +hverandre.« + +Hun saâ med sine lyseblaa Øjne moderlig mildt paa den unge, kjønne +Mand; derefter bredte hun en hvid, krøllet Dug paa Bordet. + +»Det bliver ensomt for Dem henne i den store, tomme Skole, men nu +skal De komme tit hen og besøge os.« + +»Jeg har sagt til Lindenberg, Maren, at han kan blive her i Nat,« tog +Anders sindigt til Orde, medens han strøg en Tændstikke, »saa har +han Tiden for sig i Morgen til at faa sine Sager i Orden.« + +»Har du?« udbrød Konen glad overrasket, skjønt Anders handlede kun +efter Instrux. »Ja naar Skolæreren vil tage til Takke -- --« + +Den nye Skolelærer formaaede ikke at udtrykke sin Taknemmelighed over +for al den Venlighed og Gjæstfrihed. + +»Vi er kun Smaafolk,« vedblev Konen, »i Sammenligning med de store +Gaarde. Vi har mere Hjærterum end Husrum,« tilføjede hun beskeden. + +»Jeg er ikke vant saa stort,« sagde Lindenberg. »Mine Forældre er +fattige. Fader er Væver i Ranum, og dèr ligger et Seminarium. +Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik +min Examen og har nu i tre Aar været Hjælpelærer paa Mors.« + +»Herre Gud!« udbrød Konen andægtigt og foldede Hænderne. »Hvor det +maa være en Glæde for Deres Forældre!« + +»Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske,« sagde +Anders. »Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa +vanskeligt.« + +»Jeg havde tænkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i +Nærheden, kunde jeg maaske undgaa at føre videre Husholdning for det +første. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg +tænker ogsaa det fordelagtigste.« + +»Ja saagu!« sagde Anders og saâ hen til sin Kone. + +»Det er fornuftigt af Dem,« svarede Konen paa det Blik fra Anders. +»Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en +lille Tid -- -- til De bliver noget mere kjendt -- --« + +Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad, +Tallerkener, Smør, Knive og Gafler og begyndte at dække op. Til sidst +satte hun en halv Snes pillede, haardkogte Æg paa Bordet, blankhvide +og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med +skummende Gammeltøl. + +»Vær nu s'god og spis! De kan nok trænge til noget Mad efter den +lange Rejse.« + +Anders Jepsen hentede Brændevinsflasken, der havde sin Plads henne +paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han tørrede af paa et +Hjørne af Borddugen. + +»Hvordan staar Kornet ovre i Jylland?« spurgte han. + +Den unge Skolelærer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mærke +til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel +for at tilstaa. Han udtalte, at det saâ jævnt godt ud, men tilføjede +med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn. + +Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et +lavere Væsen Plads henne ved Sovekammerdøren under det Moirés Skjørt. +Derefter blev Piberne atter tændt, og Anders Jepsen foreslog en lille +Tur i Marken, for inden det blev mørkt at se Kornet og Køerne og +Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drænet. + + + + +II. + + +Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig +Datter Annette, der havde Faderens stille Væsen, og en Søn paa sytten +Aar, lang og opløben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den +samme Stol, han den første Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen +til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at træffe i +Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han +det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme +Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmænd i Byen besøgte han af og til; +men hos Anders Jepsens blev han som hjemme. + +En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare +gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet. + +»Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.« + +»Sitte nøve Pjank!« brummede Anders, men ingenlunde i nogen +misbilligende Tone. + +»Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa +daglig.« + +»I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nøve. Kan du ikke nu +la dem om det!« + +»Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje, +om Annette kunde blive Skolærermadame.« + +»Saa var hun val forsørget.« + +»De er stille begge to og passer godt sammen.« + +»Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lærd nok. Gamle +Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke +længer end til Brøk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens +Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.« + +»Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lære.« + +»Vil du sætte Annette i Skole igjen, Maren?« + +»Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.« + +»Paa Højskole!« udbrød Anders. »Nej hør, Maren -- --« + +»Stt! Du behøver ikke at gole saa højt, at de kan høre det ud i +Gaarden. Hvad skulde der være i Vej for, at vi kunde sende Annette +til Ryslinge en Sommers Tid?« + +»Du er jo tøvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?« + +»Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder +Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjør ingen Skade, og naar saa +Annette kommer her hejm igjen til Nøvèmbes Dav og har faaet Lærdom og +lidt forbedret Maal, saa kavérer jeg for, at det skal blive til at +gaa.« + +»Du er dog en Syges én, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur +koster Penge.« + +»Det gjør den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandére, men dem har du +da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nøve for ingen +Ting.« + +»Kan du saa være uden Pige til Sommer?« + +»Det skal gaa, som det kan. Jeg tænker, vi kan faa Hanne Mørkens til +at malke Køerne og give os en Haandsrækning af og til, naar det +kniber. Det kommer vi nok over.« + +»Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjøre -- --« + +»Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i +Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk -- kan være +vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!« + +Næste Dag blev der talt med Annette, og den følgende Søndag tog hele +Familien til Broby for at høre de Folks Mening. Den vidste Maren i +Forvejen. + +Hanne Mørkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lørdag +Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen +hente sig et Læs Gærdebrænde, hun havde faaet for godt Kjøb; hun +besørgede selv Indledningen. + +»Det er et Træls Liv,« sagde hun, »naar man saadan er ene om al Del +og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa +gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri +for mange Bryderier.« + +»Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne,« sagde Husmoderen. »Du kan +jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.« + +»Hvordan det?« + +»Vi havde tænkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa +hejme altid, de store Tøse.« + +»Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.« + +»Du har da gaaet os for med et godt Exempel,« sagde Maren +indsmigrende. »Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var +kommen til Odense?« + +»Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af +ham,« sagde Hanne Mørkens med et Suk. »For Tiden tegner det ikke +allerbedst.« + +»Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.« + +»Det er naturligvis Kjærestepjank. Han er jo i den Alder.« + +»Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede, +tykkes mig?« + +»Jo netop. Det er en slem én, den Sidsel.« + +»Æblet falder sjælden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.« + +»Hun skulde piskes, den Tøs. Johannes er for god til at holdes for +Nar af hende.« + +»Han er for god til hende i alle Maader,« svarede Maren. »Det har jeg +tænkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hørte, de var +bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil +baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.« + +»Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa +ham. Han var hejme en Times Tid i Søndags; han græd som et Barn og +var helt sær. Bare han ikke gjør en Ulykke paa sig sjèl!« + +»Gud fri os! Saa dybt gaar det vel ikke!« + +»Han har det tunge Sind efter Faderen. Den Slags Folk tager sig ingen +Ting let. Nu lovede han at komme snart igjen, og jeg faar heller ikke +en rolig Time før. -- Det er skammeligt at tænke! Han har, fra han +var lille af, været mig en god Søn, og, siden hans Fader døde, min +eneste Glæde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan +en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham væk igjen og +forspilde hans Liv -- blot ved at se paa ham med sine onde Øjne.« + +»Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nær, Hanne,« +trøstede Maren. »Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i +ham. Er hun ikke èsen kommen hejm nøv, Sidsel, fra Unse.« + +»Det er hun nok. Nu skal hun prøve til, hvad Ulykker hun kan gjøre +her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de Bø'n.« + +»Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tænke over det, Hanne, om +du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjøre +nærmere Avkord. Gærdebrænden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg +tænker ikke, der bliver nøve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er +det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg +ser ret.« + +»Saa vil jeg smutte ud af Havedøren,« sagde Hanne. »Jeg er helst fri +for at møde hende. Far vel og Tak, Maren!« + +En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i +Tusmørket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame. +Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for +Lindenbergs Øjne tog sig ud som tætte Klynger af lutter krumme, bløde +Orme; dertil havde hun Slør og blanke sorte, smaa Handsker. Bag +Sløret, der dækkede Overansigtet var der et Par glimrende, mørke +Øjne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Tørklæde over +Hovedet og fulgte hende uden for. + +»Hvem var den Dame?« spurgte Lindenberg Annettes Moder. + +»Dame! Naa!« svarede Maren og lo. »Ja man skulde ikke tro andet. Det +var saamænd Per Skrædders Sidsel. Hun har gaaet til Præst med +Annette, men har nu været en tre fire Aars Tid i Odense. Først tjente +hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lært Skræddersyning +og Modepynt. Hende har De da nok hørt om.« + +»Nej, jeg tror ikke.« + +»Hun var jo forlovet med Hanne Mørkens Johannes, men har saa igjen +slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.« + +»Har hun! Og er ikke ældre end Annette!« Den unge Skolelærer +gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i +Ormekaaben, de glimrende Øjne, de smaa Handsker og føjede det sammen +med mange Kjærester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans +Forestillinger. + +»Aa, det er en daarlig Familie,« sagde Maren. + +»Hun var kjøn,« sagde Lindenberg. + +»De ligger der ude af Vej »paa Skoven«, og ingen kan obselvere, hvad +de tager sig for,« vedblev Maren. »At Per Skrædder stjæler +Favnebrænde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob +Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Færd med det; +der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhéder.« + +»Hvor har De Manden i Dag?« + +»Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa +fat paa ham. De skal da ikke staa her i Køkkenet.« + +»Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot spørge, om De saa har +tænkt paa at kjøre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at +kjøre med.« + +»Jeg vej knap, om det bliver til nøve. Nu var Hanne Mørkens her før +og vilde have hentet et Læs Brænde. Men Anders er ovre i Huggehuset, +hvis De sjèl vil have Ulejlighed med at høre ham ad.« + +Lindenberg bød far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og +Annette. De gik langsomt, tæt op ad hinanden og talte ivrigt sammen. +Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjøre noget +Forsøg paa at indlede Samtale. + +»Men hvorfor slog du op med ham?« spurgte Annette i Fortsættelse, da +Lindenberg var kommen noget forbi. + +»Fordi han var en Laban,« svarede Sidsel sagte. + +»Og saa forlovede du dig med Johannes?« + +»Ja.« + +»Og slog op med ham?« + +»Ja.« + +»Du er dog en gruelig én, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?« + +»Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg +véd ikke, hvad jeg skal kalde det -- paa Trods.« + +»Forlove sig paa Trods?« + +»For at drille den anden og -- for at glemme ham. Jeg holdt saa meget +af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelærer. Han er ogsaa +kjøn.« + +»Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.« + +»Vist saa, det var en Skam; men jeg tænkte ikke rigtig over det. Han +var nærmest for, og jeg trængte saa meget til at blive holdt lidt af +i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.« + +»Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trængte -- --« + +»Ja, men han tog det saa forfærdelig alvorligt. Og saa havde han +disse stille Hundeøjne. Jeg vidste tilsidst næsten ikke, hvor +jeg skulde gjøre af mig selv for dem. De var som det bare +Samvittighedsnag; jeg maatte gjøre det forbi.« + +»Det tog svært paa Johannes.« + +»Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde nødig, du skulde tro +altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar +du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden +Skyld; det er i det Tilfælde en Pige aldrig, og jeg blev bange, +rigtig forfærdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, -- saa +angest at jeg en Nat drømte -- -- Gud véd, hvor man kan drømme saadan +noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede +sammen næsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en +sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde føre +mig fra Glidebanen.« + +»Ja Sidsel, men dèr skulde du have holdt fast; det tror jeg.« + +»Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette, +og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det løse, det slibrige -- +det som fører til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en +ny Usandhed.« + +Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slør +op og saâ Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa +Fløjelsøjne. + +»Er han forlovet, den nye Skolelærer?« + +»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Annette med Tankerne borte. + +»Du skulde se at faa ham,« hviskede Sidsel med et lille Ryk i +Annettes Arm. + +»Er du tøvle, Sidsel!« udbrød Annette og vaagnede op. »Hvor falder du +paa det?« + +»Du kunde blive en net lille Skolelærermadame. Det var noget for dig +at sidde øverst til Bords ved Gilderne og -- -- skjænke Kaffe.« + +»Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den +Tone. Jeg kan ikke lide løs Snak.« + +»Og gaa med Kappe,« vedblev Sidsel drillende, »ligesom Madam Bloch. +Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok sætte dine Kapper +op. Saadan noget er jeg fix til.« + +»Jeg bliver vred, Sidsel.« + +»Er det da ikke derfor, du skal paa Højskole, for at du kan blive +lige saa lærd som han?« + +»Siger Folk dét?« udbrød Annette harmfuldt og blev rød. »Aa jeg kunde +gjærne græde. Hvor du er ond Sidsel!« + +Sidsel lo. + +»Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamænd ikke noget +saa forfærdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget +værre om én!« + +»Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke +til Højskole, ikke for alt i Verden.« + +»Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af +dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. Sæt, jeg tog ham fra dig!« + +»Tag ham bare. Jeg véd én, jeg heller vilde have.« + +»Gjør du, lille Annette!« udbrød Sidsel spændt og trykkede sig +tættere til Veninden. »Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt +at have en Kjæreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.« + +»Ja _han er god_. Det véd jeg.« + +»Kjender jeg ham?« + +»Ja.« + +»Er han fra Odense?« + +»Nej.« + +»Du er et rigtigt Træ, Annette! Kan du ikke fortælle mig en Smule om +ham?« + +»Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nævnes for +noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro, +jeg løber efter Lindenberg.« + +»Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjøn, og han er vist ogsaa +god, er han ikke?« + +»Det er han vist.« + +»Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjøre dig til +Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.« + +»Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa højt op.« + +»Det gjør du Ret i,« sagde Sidsel med et Suk og tilføjede et Øjeblik +efter: »Havde jeg tænkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.« + +»Det er du vel ikke?« + +»Jeg bliver ingen Ting til,« udbrød hun smerteligt. »Se kun til, og +hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel -- --« + +»Sidsel dog!« + +»Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til +Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: »Brug dine kjønne +Øjne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting.« -- Var det ikke +rart, synes du?« + +»Sagde din Fader det?« + +»Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en +Grosserer eller Løjtnant, der havde bidt paa, og saa meget hæslig +Sludder. Desværre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig +ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde +fortælle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo sørge for +at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan -- --« + +»Gud fri os, Sidsel! men sagde din Moder ingen Ting?« + +»De har gaaet saa længe i Spand sammen, hun og Fader, at hun ikke har +nogen egen Mening. Hun kan vist ikke tænke sig det anderledes. -- Du +nævner aldrig for noget Menneske, Annette, hvad vi her taler om! Jeg +har aldrig sagt det til nogen før.« + +»Jeg skal nok tie. Og jeg forstaar ogsaa nu, hvorfor du er taget fra +Odense. Men hvor vil du blive hjemme, Sidsel?« + +»Det vil jeg heller ikke; det er blot i Sommer, til jeg kan faa en +Lejlighed oppe i Herninge. Saa nedsætter jeg mig som Modehandlerinde, +og skulde det saa engang med Tiden ske, at der kommer én, som jeg kan +holde rigtig af, og som holder af mig, saa gifter jeg mig med ham, +enten han er Kammerjunker eller Skorstensfejer. Der har du mit +Skriftemaal, Annette!« + +»Saa vil jeg ogsaa skrifte for dig,« sagde Annette undseelig, »og alt +dette bliver en Hemmelighed mellem os to. Den, jeg holder af er -- +--« og hun hviskede Veninden et Navn i Øret. + +»Din Moder vil ikke synes om den Svigersøn,« sagde Sidsel alvorligt. + +»Det vil hun sagtens ikke, og jeg véd heller ikke rigtig, om han +synes om mig. Men saa bliver jeg den, jeg er.« + +»Nej, det maa du ikke sige,« udbrød Sidsel og slog om paa ny. »Gaa og +hænge af, fordi én ikke vil, naar der ellers er Mandfolk nok, det +hører der Lyst til.« + +»Sagde du ikke selv -- --« + +»Ja, alt med Maade, min Engel! Man kan ogsaa gaa og fange Griller og +bilde sig ind, at der kun er ét eneste Menneske til, som duer noget, +og som èr noget. Men det kan man sige sig selv er Indbildning. Man +skal vogte sig for saadanne Særheder. Det er ikke altid den første, +der er den bedste.« + +»Min den første bliver ogsaa den sidste,« sagde Annette stille. »Folk +er jo saa forskjellige.« + +Sidsel sukkede let. »Jeg vilde ønske, jeg var i dit Sted, Annette!« + +»Ja men jeg véd jo ikke, om han bryder sig om mig.« + +»Selv om han ikke brød sig om mig,« hviskede Sidsel. + + + + +III. + + +Hanne Mørkens sad ved Rokken i sin Stue. Udenfor holdt Jævndøgn sit +Indtog med Blæst og Regn. Det susede i de store Blommetræer ved +Laagen og knagede i Sparreværket over hende, medens hele Vandflager +nu og da jog imod Ruderne som en Hagl af Smaastene. Gjennem det +stigende og synkende Brus af Vejret udenfor, naar det piskende fôr +ned over Markerne mod Skoven, lød den ensformige Snurren af +Rokkehjulet, bag hvilket Hanne Mørkens sad tavs, fordybet og +snoede Traaden. Hun var en stor og noget svær Kone med et +firkantet, gulblegt Ansigt og strænge, stort skaarne Træk. Under +Hvergarnsskjørtet saâ man den spidse Fod i sort Strømpe vugge op +og ned paa Trædebrættet. + +Der var lunt og rent i Stuen. En Tørv eller to var lagt til Ilden, og +Kjedlen, som stod paa det forreste Komfurhul, gav sig pludselig til +at synge. I det samme gik Døren op; en høj, smækker Karl traadte ind. +Det var Sønnen, det var Johannes. + +Der fløj et lyst Smil henover Moderens Ansigt; hun skød Rokken til +Side, rejste sig og gav ham Haanden. + +»Valkommen, Johannes! Du lod vente længe paa dig. Hvordan du har +det?« + +»Jeg har det godt,« svarede han med et vemodigt Smil og blev staaende +midt paa Gulvet. + +»Gud ske Lov! Jeg har været saa bekymret for dig. Baade sidste og +forrige Søndag ventede jeg dig, men du blev borte. Og nu i dette +Herrens Vejr kommer du, og det er ikke engang Søndag! Men læg dog dit +Tøj, Barn! Du er vel hartad gjennemblødt.« + +Johannes tog sin Overfrakke af og hængte den op paa et Søm i +Dørkarmen; den lille, sorte Filthat, som var drivende vaad af Regnen, +fandt han et andet Søm til nærmere Komfuret. Han havde et guligt +Ansigt ligesom Moderen, sort Haar, sorte, stærke Bryn og et dunblødt, +mørkt Overskjæg. + +Moderen tørrede Bordet af, lige saa Træstolen ved Vinduet. + +»Jeg var næsten ræd for dig, da du var her sidst, og saa at den ene +Uge gik efter den anden, uden at du lod dig se! Men jeg haabede paa, +at din gode, sunde Forstand skulde sejre. Naar du vilde tænke dig om, +maatte du indse, at hun var ikke nogen Sorg værd.« + +»Jeg har fundet det, som er bedre,« sagde Johannes og satte sig. + +»Hvad har du fundet?« spurgte Moderen studsende og var nær ved at +tænke paa en ny Kjæreste. + +»Min Frelser,« svarede Johannes, foldede Hænderne og saâ sværmerisk +mod Loftet. + +»Hvem er det?« spurgte Moderen uden at have Sporet. + +»Min Frelser, Jesus Kristus.« + +»Nu skal vi høre! Er du bleven hellig?« + +»Det vil jeg stræbe at blive. Endnu ser jeg kun det ene, at jeg er en +stor Synder.« + +»Hvordan er du kommen paa de Griller?« spurgte Hanne mut og satte sig +med begge Hænder i Skjødet. + +»Hvis du dermed vil spørge mig, naar jeg har faaet Øjnene opladt, da +kan jeg nævne dig Dag og Time. Det var netop fjorten Dage siden +igaar. Jeg mødte Sidsel. Det var nede paa Frederiksbroen i +Skumringen. Hun saâ saa struttende skjær og frisk og mild ud, saa jeg +nær var gaaet fra Forstanden bare ved at se hende. Jeg vidste ikke, +hvor jeg skulde gjøre af mig selv, saa forpint og ulykkelig følte jeg +mig. For at dulme Smerten besluttede jeg at gaa ned i en Beværtning +og drikke lidt af Samlingen bort. Men just som jeg stod paa +Kjældertrinene, var der én, som greb mig i Armen. Det var en anden +Malersvend, som jeg er godt kjendt med. »Hvor skal du hen?« spurgte +han. »Som du ser,« svarede jeg. »Jeg vil ned og have mig et Glas, jeg +er ikke vel.« -- »Følg lidt med op ad Gaden først,« sagde han saa. +Jeg troede, det var noget, der angik ham selv, og gik med ham, men +han begyndte at spørge mig ud, hvad det var, jeg bar paa, og jeg +vilde heller end gjærne fortælle; det letter altid en Smule. »Naar +det er saadan fat,« siger Karlsen, »da véd jeg et Sted, som er +bedre end Værtshuset. Der skal være stort Indre Missions-Møde i +Aften, og jeg er just paa Vej. Følg du med!« -- »Det er vel en +Helligforsamling?« spurgte jeg, for jeg vidste, han gik til saadan +noget. »Nu kan du jo prøve det,« svarede han. »Hjælper det ikke, kan +du endda bag efter gaa paa Værtshus. Dét løber ikke sin Vej.« + +»Det var ogsaa en daarlig Udvej at gaa paa Værtshus,« sagde Moderen. +»Det skulde vèl hjælpe.« + +»Jeg vidste ingen bedre, og Karlsens Helligforsamling ventede jeg mig +end mindre af. Alligevel gik jeg med ham. Der var en utallig Mængde +Mennesker; der blev sunget og bedet og talt; baade Præster og Lægfolk +traadte op; det var ikke noget, som var lært i Studerekammeret, +opstyltet Snak, som ingen Steds rammer; det var smaa Fortællinger om, +hvad de selv og gode Venner havde oplevet, havde erfaret om Guds +Naade, og det var Bøn, som kom fra Hjærtet. Se derfor gik det til +Hjærte. Jeg lagde mig ned paa mine Knæ, gjemte Ansigtet i mine Hænder +og græd al min Smerte ud, kastede al min Sorg paa Gud, forstod, at +ved denne Tilskikkelse havde han kaldt paa _mig_; han vilde ikke, jeg +skulde fortabes. Det faldt som Skjæl fra mine Øjne, hvilket tomt Liv +jeg hidtil havde ført, hvilken ussel lille Sorg jeg gik og slæbte mig +til Døde paa. Jeg havde nok at sørge over uden det.« + +»Naa det var ikke værre,« sagde Hanne spottende. »Og saa havde du +helt glemt Sidsel med det samme?« + +»Glemt og glemt,« svarede Johannes langsomt. »Jeg haaber det skal +lykkes mig at glemme; jeg har nu større Ting at tænke paa. Jeg +forsømmer ikke noget Møde, nogen Gudstjeneste, og hver Aften gransker +jeg i Guds hellige Ord til langt ud paa Natten. Jeg har begyndt et +nyt Liv, Moder, et Liv saa rigt, saa higende, saa fuldt af Sjælefred, +at jeg beder hver Dag til Vorherre om, at ogsaa du maa komme med.« + +»Gjør du det!« sagde Moderen stødt. »Nu maa du da helst se til at +blive drejet lige for sjèl, inden du begynder at omvende andre.« + +Hanne bredte Dug for Bordenden, satte Smør og Ost paa Bordet og gav +sig til at skære Brød. Johannes saâ tavs hen for sig. + +»Gaar du kun nu ikke og har saa meget i Hovedet, at du forsømmer dit +Arbejde! Hvad siger din Mester til, at du er til alle de Møder og +Forsamlinger?« + +»Jeg haaber ikke, at min Mester skal faa Grund til Klage,« svarede +Johannes; »men iøvrigt staar der skrevet, at man bør adlyde Gud mere +end Menneskene. Det hedder ogsaa: Søger først Guds Rige og hans +Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder.« + +Hanne satte Kaffekjedlen paa Ilden. Johannes læste Bordbøn med +foldede Hænder og bøjet Hoved. Da Moderen havde skjænket hans Kaffe, +tog hun en Spølkum til sig selv og satte sig atter ved Komfuret. Hun +drak langsomt, og da hun var færdig, blev hun eftertænksomt siddende +med sin Kop i Skjødet. Hun hørte forundret til, da ogsaa Johannes +efter endt Maaltid i et lille Vers takkede Gud for Mad, og følte mere +Bekymring over denne pludselige Fred og Glæde end over den +forudgaaende Fortvivlelse. Det første forstod hun, dette sidste ikke. + +»Ja du husker vel Huslejen til Anders Jepsen, Johannes? Den var +allerede forfalden, da du sidst var her; men jeg nænte ikke at snakke +derom, fordi du havde saa meget da at tænke paa.« + +»Din Husleje!« svarede Johannes. »Jo tænkt paa den har jeg rigtig +nok, og saa snart jeg faar Penge, skal jeg visselig ogsaa sende dig +den, men -- --« »Har du ikke Penge? Du tjener dog en god Ugeløn.« + +»Jeg ejer ikke en Øre for Øjeblikket. I denne Tid samler de ind til +et stort Missionshus ovre i Kjøbenhavn, og jeg skylder Vorherre +Husleje for mange Aar. Jeg gav 50 Kroner; han maatte denne Gang gaa +forud for dig, Moder, og ser du, fattige møder man hver Dag. Paa +Vejen her ud mødte jeg én, der trængte haardere end baade du og jeg; +ham gav jeg min sidste Femogtyveøre; jeg har Returbillet, og Gud +gjengjælder det paa anden Maade. Din Husleje skal der nok blive +Udveje for, Moder. Sørger ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i +Morgen skal bekymre sig for sit eget. Hver Dag har nok i sin Plage.« + +Moderen stirrede bleg paa Sønnen. + +»Naa det er deri, din Hellighed bestaar,« sagde hun bittert, »at du +for første Gang i fire Aar glemmer min Husleje. Du var næppe bleven +Svend, da du mødte her en Søndag Morgen med ti blanke Kroner og +sagde: Værs god, Moder! Her er for de første tre Maaneder. Fra i Dag +af skal du ikke kere dig mere om din Husleje. Du kan stole paa, +Johannes,« vedblev Hanne og glippede med Øjnene, »at den Dag husker +jeg, saa længe jeg lever. Da tyktes det mig, du saa noget nær var +hellig i mine Øjne, og jeg bad inderligt Gud velsigne dig, saadan som +jeg kunde bede -- ikke for Pengenes Skyld endda, for jeg havde vel +hutlet mig igjennem som hidtil, men for Sindelagets Skyld, fordi du +var saa god en Søn.« + +Moderen flyttede Rokken hen foran sig og satte Hjulet i Gang paa ny; +men Johannes rejste sig op og begyndte at tale. Det blev en hel lille +Prædiken, fuld af Skriftsteder og afrevne Katekismusstumper, og med +det samme en Øvelse i at optræde. Han havde ikke nødig at undse sig +over en mindre heldig Vending, en mislykket Talefigur, sligt kunde jo +ikke undgaas første Gang; til Gjengjæld nød han sit Held med at faa +Kilden til at flyde ustandset, med at faa Sammenhæng ud af alle disse +laante Fraser, Lignelser, Billedstumper og Salmevers. Det gav sig +Udtryk i det opadvendte Blik, i Smilet over hans gode, rare, lidt +tungsindige Ansigt. Et stille Haab om at kunne vække Moderen, aabne +hende Syn for den højere, bedre Verden, han stod i, det store, +mægtige Usynlighedsrige, i hvilket han var Borger, fik ham til at +holde ved; det kunde jo komme lige saa pludseligt for hende som for +ham; det var noget, der hændte saa mangen Gang, at en Savlus +forvandledes til en Pavlus. Han efterlignede, alt som han mere og +mere kom i Aande, den Mands Stemme og Bevægelser, som havde vakt ham, +lod baade Dommens Torden rulle og Evangeliets Sollys spille, -- men +Moderen sad tavs, bleg, storstilet med Øjnene fæstede paa den +glidende Traad, medens Kjedlen vedblev at synge, Hjulet at surre -- +medens Blæsten suste i Blommetræerne, og Regndraaberne pikkede paa +Ruderne. + +Ordene gav hun ikke Agt paa; men hun hørte, at det var Skriftens, +Salmebogens og Katekismens Ord, og hun havde saa megen nedarvet +Ærbødighed for dem, at hun ikke vovede at afbryde Sønnen. Hun lod ham +prædike væk, mens hun sad og regnede paa, hvorledes hun skulde faa de +ti Kroner skrabet sammen til Anders Jepsen. Naar hun fik det Pund Uld +færdigt, hun spandt paa, vilde hun have to Kroner til Gode hos Jens +Nielsens, to Snese Æg kunde hun sælge; det blev halv anden Krone, +fire Kroner var hendes Beholdning; hun havde tænkt at kjøbe sig en +Pakke Tvist for dem; hun trængte til en ny Bomuldskjole; men det +maatte hun nu lade fare. Saa brat dog ogsaa Ulykken kan komme +væltende, og fra den Kant man mindst aner det! Det endte naturligvis +med Daarekisten. + +Hun vaktes ved hans »Amen« og sukkede uvilkaarligt. Han tog sin +Overfrakke ned og bød far vel. + +»Skal du allerede gaa?« spurgte hun. + +»Vi har Møde i Ørsted i Aften,« svarede han. »Jeg gaar der over nu og +tager fra Aarup med Aftentoget.« + +Det var altsaa ikke for hendes Skyld, han var kommen, -- blot for at +faa lidt Mad under Vejs paa Turen til sin Helligforsamling. + +»Naar ser jeg dig igjen?« spurgte hun og fulgte ham ud. + +»Naar Gud vil, Moder. Alt staar i hans Faderhaand.« + + + + +IV. + + +Der var Bryllup hos Jakob Mikkelsens. Ikke blot var Jakob den største +blandt de store Gaardmænd og Bruden eneste Barn, men Stuehuset var +flunkende nyt og frembød en saadan Svite af Rum, at de to Tredjedele +stod ubenyttede Aaret rundt. Det var tildels bygget med den +forestaaende Begivenhed for Øje. + +Ved Middagstid var hele Gaarden fuld af blanke, urolige, stampende +Heste, skinnende Seletøjer og lakerede Vogne, saa tæt stuvede sammen, +at der hørte en ikke ringe Kunst til at rede sig ud af Virvaret. Saa +drog det store Tog de tre Fjerdingvej _til_ Kirke og _fra_ Kirke og +blev bænket ved de lange Gildesborde. Der var dækket hele Salen rundt +og i tre Stuer foruden. Retterne vare mange, og Maaltidet varede +naturligvis længe. Da Lystigheden var paa sit højeste, kom Skafferen +med Salmebøger. Den unge Skolelærer rejste sig og intonerede en +Bordsalme. I et Nu indtraadte den dybeste Stilhed, i et Nu lagde +Alvoren sig dyb og mørk over hvert et Aasyn i hele den rødglinsende, +støjende, hundredhovede Kreds. Det var, som om Munterheden kun var en +Maske, og som om den ringeste Anledning var nok til at faa den til at +falde, til at kalde det stille og tavse frem igjen, der Sommer og +Vinter, Vaar og Høst hviler over Landsbyen og dens Skove. + +Efter at Salmen var sunget, rejste man sig fra Bordet og sagde +hinanden Tak for Mad. Skafferen bød Cigarer om; i brugte Cigarkasser +stod der Tobak til to Kroner Pundet. Det var det eneste, Jakob +Mikkelsen ikke skulde have gjort. De gamle Husmænd talte temmelig +lydt i Krogene om, at det var simpel Tobak; den de røg til halvfjerds +Øre Pundet var meget stærkere. + +Gjæsterne drev om inde og ude; der blev aflagt Besøg i de nærmeste +Gaarde, mange af Ungfolkene gik ud i Skoven for at lede efter +Skovmærker. Lindenberg havde sluttet sig til en lille Gruppe af Byens +Gaardmænd, der tilfældigvis vare blevne staaende udenfor Stalddøren. +Han dampede saa ufortrødent paa sin Pibe, som om der ikke havde været +budt Cigarer om, og saâ saa alvorsfuld og skikkelig og kjøn ud, som +han hverken havde set Port- eller anden Vin ved sin Kuvert. + +Han havde god Tid til at ryge, thi han tog kun ringe aktiv Del +i Samtalen, hvad enten den angik de nyeste Begivenheder paa +Kreaturhandelens Omraade eller det meget omdebatterede Spørgsmaal, +om man burde lægge meget eller lidet eller slet ingen Jord til +den paatænkte Fattiggaard. Politiken var paa denne Egn yderst +sjælden Gjenstand for Underholdning; man foragtede dybt det hele +Rigsdagskævl, og det var en af Skovstrups store Gaardmænd, der engang +havde udtalt sin Opfattelse saaledes: »Jeg har aldrig været til Valg. +Skulde jeg stemme paa nogen, vilde jeg stemme paa _Kongen_. Hvad +forstaar de andre »Indioter« sig paa at regere?« + +Da Kaffen var drukken, blev Salen ryddet for al Opdækning, og Dansen +begyndte. Der var fire Musikantere. I de andre Stuer lige ud til +Folkestuen kom Kortene paa Bordet, og om dem samlede sig efterhaanden +Mændenes Interesser, medens Konerne dels søgte Salen for at se paa +Dansen, dels tyede ind i Havestuen, hvor der var mindre Støj og +mindre Gjennemfart. Her var det en høj Gaardkone, der førte Ordet: en +Sygdomshistorie med Hospital og Operation. Belysningen var +rødlig-taaget; utydeligt dukkede Ansigter og spraglede Kappebaand +frem gjennem den bølgende Em og Tobaksrøg, der drev ind fra Salen og +de andre Stuer; Musiken og Dansetrinene lød dæmpet ind, blandet med +Brus af Stemmer og Latter og Tallerkenklirren fra Køkkenet. Alle +Konerne sad som Stenstøtter under den langtrukne, monotone, +gruopvækkende Beretning. + +Lindenberg var kommen ind i den øverste Dagligstue, hvor han stod +ved et lille Sidebord og stoppede sin kjære, uadskillelige Pibe. Her +blev han angreben af en lille, oprømt Mandsskikkelse, der kom ind fra +Gangen og styrede lige imod ham med fremstrakt højre og et »God +Aften, Hr. Skolelærer!« saa inderligt, at Lindenberg strax fattede +Godhed for Manden. + +Forresten var han lidt fuld. + +»Ja De kjender ikke mig,« sagde han og rystede Lindenbergs Haand med +en Varme, som om de havde været Venner fra Fødselen af. »De kjender +ikke mig, men jeg kjender Dem, for De er mine Børns Lærer og +Vejleder. Mit Navn er Mads Mogensen. Jeg arbejder i Skoven. Jeg +kommer sjældent til Bys.« + +»Naa, saa har De en Dreng og to Piger i Skolen.« + +»Det har jeg. Er de skikkelige, for èsen skal De bare tæske dem. Jeg +siger hver Morgen til dem, naar de gaar: I skal lystre jeres Lærer, +èsen faar I Tæsk. Kan I jer Lejse, siger jeg, èsen skal jeg paa +Søndag gaa op til Skolæren og bede ham om at tæske jer.« + +Lindenberg smilede. + +»Jeg skal sige Dem, Hr. Skolærer: jeg var i min Tid Numer ejt i min +Klase. Og hvad det angaar med at synge: jeg kunde alle Melodierne. +Naar der var noget højtideligt paa Færde i Kirken, blev jeg og et +Par andre stillet op ovenfor Prædikestolen. Jeg var Forsanger. Degnen +sagde den sidste Vinter til mig: Jeg kan ikke lære dig mejr, Mads +Mogensen, hverken i Skrevten eller i Regnebøven. Og jeg tror, Børnene +kommer til at slægte mig paa i det Stykke.« + +»Er de ikke noget tungnemme?« + +»Det har de efter Moderen. Hun staar helt uden for Videnskaben. Men +De skal bare lade dem lære væk. En god Opdragelse, Hr. Skolærer, er +det bedste, vi Smaafolk kan give vore Børn.« + +Lindenberg slap langt om længe fra Mads Mogensen. Han afslog at +spille Kort, thi han elskede Dans; alligevel var det ham altid svært +at faa begyndt. En Tid lang stod han i Døren op til Salen, hvor der +var en stærk Trængsel af Tilskuere. Par efter Par hvirvlede forbi med +Støvskyer og Trækvind efter sig. + +»De giver da mig en Dans, Lindenberg,« sagde Anders Jepsens Kone og +lo paa sin sødlige Maade. Det skulde naturligvis være Spøg. + +Opfordringen var Lindenberg ret kjærkommen, og skjønt Maren ivrigt +forsikrede, at hun var for gammel til at danse, var det tydeligt nok, +at hun heller end gjærne vilde med. Skolelæreren førte sin høje, +velbyggede Skikkelse smukt, lidt menuet-værdigt; han passede ret til +at danse med Koner. + +De satte sig paa en Bænk modsat Døren, hvor der var Plads ledig, men +det var ikke Lindenbergs Agt at blive dèr længe. Hans Tanke vendte +sig fra Moderen til Datteren; Annette kunde passende være Numer to. +Hun blev lige fra en Mazurka vugget ind mellem nogle unge Piger, der +havde klumpet sig sammen i et Hjørne. Der stod ogsaa Per Skrædders +Sidsel. Lindenberg kom til at huske paa de tyve Aar og de mange +Kjærester; den Dag var hun i Kaabe og Slør, men nu skulde han rigtig +lægge Mærke til hende. Lejligheden var gunstig. En af Lampetterne paa +Væggen kastede hele sin lille Lysstrøm over hende, hvorimod +Lindenberg selv sad i Midtstuens Halvmørke. Det var et Ansigt saa +ulig andre Bondepigers, en lille fin Oval med en Tone af Auriklens +brunlige Varme, et Par urolige, glimrende Øjne og Krop som et Egern. + +Efter en Del Betænkeligheder rejste Lindenberg sig og styrede Kaasen +mod Annette. Men just som han med et lille forlegent Buk fæstede +Blikket paa hende, fik han et Stød af en forbidansende Kavaler, der +nødte ham til en ufrivillig Drejning bort fra hende. I det samme blev +han blændet af et uhyre Glimt fra Sidsels Øjne, og inden han vidste +hvordan, havde han Armen om Egernets Krop og var i Dans med hende. De +talte ikke med hinanden under Dansen, havde i deres hele Levetid +endnu ikke vexlet Ord med hinanden, og dog var de et Par, viet af +Musikens Genius; hun var ham vild fremmed, var Dame, og dog laa +hendes Arm fast paa hans, dog holdt han hendes ubehandskede Haand i +sin. Og hvor kunde hun danse! -- + +Han skyndte sig at gjøre Fejltræffet godt igjen ved at give Annette +den følgende Dans; paa dette Tidspunkt begyndte han at føle sig +hjemme i Selskabet. Ved Midnatstid brød flere af de fjærnere boende +Slægtninge op, enkelte gamle fra Byen tog deraf Anledning til ogsaa +at byde far vel. I de mindre Stuer sygnede Gildet efterhaanden hen, +Punschebordet stod med tom Bolle og Slatter i Glassene, flere af +Spillebordene stod forladte; der var under den første Tagen Afsked +flyttet en Del om med Lys og Lamper, saa der var dunkle Partier i +Rækken af de oplyste Stuer. Hist og her sad et Par ældre Mænd og hang +trætte og søvnige over et Bordhjørne, snakkede trægt og gabede +skiftevis. Konerne fra Byen underhandlede med deres Mænd om, at nu +skulde det være Alvor. Men i Salen blev der mere og mere Fart i +Dansen. + +Ogsaa Lindenberg var omsider tøet fuldstændig op. Punschen, Varmen, +Musiken og Dansen havde faaet Bugt med hans tilknappede Væsen; han +havde danset med Koner og Piger, klinket med Mænd og Karle, sunget +Skaalvers og raabt Hurra, og hvad der var det mærkeligste: han havde +i flere Timer forsømt sin kjære Pibe; den var bleven borte for ham. +Efter nogen Søgen fandt han den omsider i et Vindueshjørne, fik den +stoppet og tændt og gik ad en aabenstaaende Sidedør ind i Havestuen +for at sondre sig lidt fra Heden, Støvet og Støjen, for at hvile sig +i et Sofahjørne ene og uforstyrret. Der var ingen Møbler i Stuen +undtagen den samme Sofa og saa en Kommode henne ved Vinduets Sidevæg. +Et næsten udbrændt Stearinlys i Messingstage spildte sine sidste +Flammer paa nogle sorte, langhalsede Flasker i Vindueskarmen. Med en +snurrende Fornemmelse i Hoved og Lemmer satte han sig i Sofaen, lagde +et Ben op og lænede sig tilbage, medens han udsendte vældige Skyer af +den Tokroners Tobak. + +Han havde imidlertid næppe begyndt at føle Hvilens og Stilhedens +Sødme, før han igjen dreves op i siddende Stilling ved, at der kom +nogen løbende ind fra Salen, leende, stakaandede, trætte. Det var +Annette og Sidsel Arm i Arm. + +»Lad os se, om her ikke skulde være noget Øl,« sagde Annette. -- »Men +Gud, sidder De her -- alene!« udbrød hun, da hun i det samme fik Øje +paa Lindenberg i Sofaen. + +»Er De bleven træt?« Varme, overgivne, halvt endnu dansende stod +Pigerne foran Sofaen. + +»Frygtelig,« svarede Lindenberg oprømt. »Trænger _De_ ikke til at +hvile Dem lidt. Her er Plads til os alle tre,« tilføjede han og slog +dristigt med sin flade Haand paa Sofahyndet til venstre. + +»Det var maaske ikke saa galt,« sagde Sidsel, snurrede Annette en +halv Gang rundt og trak hende med sig ned i det samme, for at hun +skulde sidde Lindenberg nærmest. Men Annette var lige saa bly som +Sidsel og styrede i Faldet ind imod Hjørnet, saa Sidsel kom til at +sidde paa hendes Skjød. + +De lo dygtigt begge to, og Lindenberg spurgte muntert: »Er De bange +for at sidde ved Siden af mig? Skal jeg tøfle af?« + +»Nej, nej,« svarede de i Kor, og Sidsel gled ned i Midten. »De skal +da ikke gaa for vor Skyld,« tilføjede Annette. + +»Her er ogsaa god Plads til os alle tre,« sagde Sidsel og vrikkede +sig til rette, samlende lidt paa Kjoleskjørtet. + +»Morer De Dem?« spurgte Annette fra venstre. + +»Udmærket,« svarede Lindenberg og lod Piben glide ned et Sted paa +Gulvet. + +Annette og Sidsel sad og legede med hinandens Fingre. + +»Vi skal vel snart hjem?« sagde Annette igjen. + +»Er Deres Forældre gaaet?« spurgte Lindenberg. + +»Ja for længe siden!« + +»Saa kan vi følges ad. Vi skal én Vej.« + +»Det skal vi. Hvordan kommer du hjem, Sidsel?« + +»Jeg?« udbrød Sidsel og lo. »Jeg kommer nok hjem.« + +»Ja men hvem skal du følges med. Der er ingen der ude fra.« + +»Det har jeg ikke tænkt paa endnu. Der bliver nok en eller anden, der +forbarmer sig. Hvis ikke, kan jeg gaa ene.« + +»Gjennem Skoven, saa mørkt det er?« sagde Lindenberg. + +»Det har jeg gjort de hundrede Gange i gamle Dage. Jeg er ikke bange. +Hvem skulde vel tage mig?« + +»De bliver nok taget,« svarede Lindenberg overgiven og lo. + +»Taget?« spurgte Sidsel troskyldig. + +»Hvis De ikke allerede er,« sagde Lindenberg. + +Sidsel lo og lagde sin Haand med et lille Smæk oven paa Annettes. + +»Skal vi krænge Handsker?« spurgte hun. + +»Hvad skal det gjælde?« spurgte Lindenberg og lagde sin Haand ovenpaa +Sidsels. + +»Den første Sextur med Dem,« svarede hun og rykkede sig tilbage i +Sædet. + +»Og hvis det bliver mig selv?« + +»Saa gaar det om igjen,« sagde hun med et lille Smil paa ham. + +Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde +Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin. + +»Nu begynder vi,« sagde Annette og trak sin højre Haand, der var +underst, til sig. -- En!« + +Hun lagde den paa Lindenbergs. Sidsel tog sin og talte: »To!« + +»Hvor langt tæller vi?« spurgte Annette. + +»Til elleve,« svarede Lindenberg hurtigt. + +Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den +sidste Rest af Vægen bøjede sig og druknede. Lyset gik ud. + +De lagde ikke Mærke dertil. De vare saa optagne af at tælle. + +»Otte!« + +»Ni!« + +»Ti!« + +Elleve faldt paa Sidsels Haand. + +»Saa bliver det os to, der skal have Sexturen,« sagde Lindenberg. + +»Det gjør det nok,« svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen. + +»Jeg maa se, om jeg kan finde noget Øl,« sagde Annette. »Jeg dør af +Tørst.« + +Hun smuttede hurtigt ud af Stuen. + +»Gik det ogsaa ærligt til?« spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der +var nu bedre Plads i Sofaen. + +»Hvilket?« spurgte han. + +»Det med elleve.« + +Fra Salsdøren faldt en Smule Lys ind. Hun nærmede sig hans Ansigt og +saâ lige paa ham. + +»Jeg kan se paa Dem, at det var ikke ærligt. De er vist dygtig til at +regne.« + +»Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornøjet +med Udfaldet,« sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa +i hendes Skjød. + +Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og +elektriserende varm. + +I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter +fælles Indskydelse. + +»Skal vi saa have den Sextur?« spurgte Lindenberg. + +»Ja og saa skal vi af Sted,« sagde Annette. »Klokken er over to.« + + + + +V. + + +Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken +og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller +vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen. + +Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog +hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne +satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved +Komfuret. + +»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone +en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter +Annettes Bortrejse. + +»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne. + +»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven +saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det +er godt Vejr.« + +»Hvad fejler hun?« + +»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde +skrevet.« + +»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du +igjen til Aften?« + +»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.« + +»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt +mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?« + +»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar +naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke +gaar jeg derfra i god Tid.« + +Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og +lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte +sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse, +aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til +nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje +førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men +regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig +som man kunde. + +I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde +vel være en lille Mil dertil. + +»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for +Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han +sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.« + +Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli +Maaneder. + +»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes +store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.« + +»Hvordan mener du?« + +»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i +Aften.« + +»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren +heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær +havde tabt Kaffekoppen af Hænderne. + +»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede +Hanne lige saa bistert. + +»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat +hinanden Stævne i Odense?« + +»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed +for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til +Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil +spørge nyt.« + +Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde +læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat, +vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone: + +»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget +med den Tøjte at gjøre.« + +»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har +nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og +desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel. +Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.« + +»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje +med at holde Stemmen fra at ryste. + +»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til +Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud +paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut +om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke +klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i +Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for +mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje +ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre +op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og +Skolæreren.« + +Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første +Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var +det ikke mindre. Hun var pinlig stædt. + +»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og +rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde +allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu +rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog +Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod +det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var +tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og +Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun +i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer. + +Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun +paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule +rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige +sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt +Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting. + +»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin +sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun +standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken. + +»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke +kommer mig ved.« + +»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes. +Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at +se -- -- men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for +Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg, +tykkes mig.« + +»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil +vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser +Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.« + +Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun +havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde +være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det +Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og +havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin +Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders +Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes +fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse, +som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme. + +Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos +hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det +værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom +hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende +Halvvejen. + +Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten +mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin +Bindehose i Haanden. + +»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for +ellers kan jeg da følge dig.« + +Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af +Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det +mindste et venligt Afslag. + +»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!« + +Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom. + +»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den +uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i +Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har +her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er +Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller +mørkeste Sted.« + +»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?« + +»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke. +Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn, +saa de kerer dem lidt om det.« + +»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne, +end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.« + +»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i +Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd +nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.« + +Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem +den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb +Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke +Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i +Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa +et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod +Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa +sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se +Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt +for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se, +var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per +Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det +sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa +fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en +Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at +Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom +over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke +mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om. + +Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i +Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen +Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel? +Aldrig. Før skulde hun -- -- hun satte paa ny Træskoen mod den lyse +Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den +forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke, +store Plan, og var _det_ nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne? +Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede +der Lindenberg med hende? + +Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes +Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret +stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller +se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide -- hun vilde ikke +engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke, +hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel. + +Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne +klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved +Tanken om, hvad hun _kunde_ have gjort. + +Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift, +vulkanske Lidenskaber -- --? + +Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der +kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes +til Side. Ikke i Skovstrup. + + + + +VI. + + +Lindenberg og Sidsel havde ikke set hinanden siden Brylluppet; de +havde ikke sat hinanden Stævne i Odense. Den ene vidste ikke, at den +anden var der. + +Lindenberg skulde hjem med sidste Tog. Han kom i yderste Øjeblik. Der +var Lys i Ventesalene, paa Perronen, i Kontorerne. Assistenter og +Betjente løb ind og ud, Stationsinspektøren havde Haanden paa +Klokkestrængen. Ved de aabne Waggondøre stod Folk og bød far vel. + +Konduktøren gik langs Toget og lukkede Dørene med stærke Smæld. + +»Værsgod,« sagde han og skubbede Lindenberg ind. Et nyt Smæld. +Klokken ringede. + +Dampfløjten svarede. Lokomotivet udstødte sine første dybe Puf, +Vognene begyndte at glide frem langs Perronen. + +Lindenberg kastede et flygtigt Blik paa sit Rejseselskab. + +Der var et Par Bønderkarle, som røg Tobak, talte højt og spyttede i +et væk, en Landhøker, der bredte sig i et Hjørne med et Utal af +Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortklædte +Koner med store Tørklæder over Hovederne og længst borte endnu et Par +Kvindeskikkelser. + +Den ene af dem var Sidsel. Deres Øjne mødtes. Lindenberg blev først +saa overrasket, dernæst saa forlegen, at han strax igjen tog sine +Øjne og glemte at hilse. + +Han sad og saâ ud af det modsatte Vindue og ærgrede sig i sit stille +Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke. + +Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastværk. + +Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende. +Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin røde, +osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vægge. + +Endelig fløjtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille +Mellemstation. + +»Holme -- Holme -- Holme -- --!« + +Dørene bleve slaaede op, Konduktørens Raab tabte sig langs +Vognrækken. Den lille Holdeplads laa trist og øde; et Par Lygter +stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren +vankede ene frem og tilbage med Hænderne i Lommen. Bønderkarlene, som +sad i Kupé med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Tørklæder +ligeledes -- -- Landhøkeren, Skolelæreren og Sidsel bleve ene +tilbage. + +Landhøkeren trak Hatten ned over Øjnene og forsøgte at sove. + +Lindenbergs Øjne mødte Sidsels igjen. Han løftede paa Hatten, rejste +sig og tog Plads i Hjørnet lige over for hende. + +»Saa De har ogsaa været i Odense?« sagde han. + +»Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange Ærender og har mange +Bekjendte.« + +»De skal vel ikke gaâ til Skovstrup i Aften saa sent.« + +»Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. -- Har _De_ Befordring?« + +»Apostlenes.« + +»Saa kan De da kjøre den meste Vej med os, hvis jeg tør byde Dem an +paa en simpel Fjællevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde +til Stationen med Brænde.« + +»Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.« + +»Bøj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Dørene +for at komme ind et Sted.« + +Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bænken. Lindenberg +gjorde det samme, saa de fyldte Døraabningen. + +»Er der Plads?« spurgte den gamle og forsøgte at kige ind. + +»Ikke her,« sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Døren til. + +Lindenberg lo. »De er ikke videre gjæstfri, opdager jeg.« + +»Ikke naar jeg kjører paa Jærnbane. Dem, der er udenfor, betragter +jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kupé?« + +»Kom der nogen ind her?« spurgte Konduktøren. + +»Nej.« + +Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Døren smældede i. + +»Det er forfærdeligt, hvor de slaar med de Døre,« sagde Sidsel. »Man +skulde tro, de var fornærmede over, at vi er med.« + +»Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornærmede over det, som +er mindre.« + +Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet +og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et +efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede +Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig +under Krat og Skove. + +»Hør Nattergalen!« + +Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud. + +»Kan De høre?« + +I det samme skingrede Damppiben. + +»Er det den?« spurgte han og lo med Ansigtet mod hende. + +»Skam Dem noget!« svarede hun og mødte hans Blik. »De kjender dog +Nattergalen!« + +»Daarligt nok. Det er i al Fald ikke længe siden, at jeg hørte den +for første Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.« + +»Har De ikke!« udbrød hun med oprigtig Forbavselse. »Aa det er saa +dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og høre den slaa ude i +Skoven, i Hasselkrattet.« + +»Virkelig?« + +»Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa højtideligt.« + +Samtalen gik snart efter i staa. De sad og saâ ud af samme Vindue, ud +i den bløde, disede Nat, som blev mørkere og mørkere. Saâ uden at se. +Deres Aande duggede samme Rude. + +Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; -- Fligen af +hendes Overstykke gled hen paa hans Knæ, strejfede hans Haandled. + +Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af +Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver +ufrivillig Berørelse øvede en dragende, dyssende Virkning, der +ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling. Naar +Toget passerede mørke Gjennemskæringer, hvor Jordskrænten langs +Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og +han saâ hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i +det fælles Spejl. + +Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hænderne +i sit Skjød. Bevægelsen fik ham til at se stjaalent ned engang. +Maaske hun mærkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med +sine Hænder. + +Gjennem Mørket lyste disse smalle, ørkesløse Hænder -- og de vare +hans saa nær. + +Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne. +Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin +Blyhed -- han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder. + +Der var en stærk Kurve paa Banen. Toget hældede. Han gav halvt +ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes +Haand kom til at røre hans. + +Han havde én Gang før taget denne Haand i hendes Skjød, og længe +efter følt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af +hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch. + +Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjælende +varsomt greb han den; hans Hjærte bankede, som det skulde sprænges, +over denne Dristighed. + +Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte næsten +tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort. + +Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den +let. Hun gjengjældte Trykket. + +Saa vovede han at drage den lidt nærmere til sig, at se ned. + +Hun vendte Ansigtet fra Ruden; Øjnene mødte hans; de vare fulde af +Higen og Hengivelse. + +Han løftede hendes Haand op, Lysskjæret faldt blændende paa den +stramme Hud; han førte den end lidt højere og trykkede sine Læber mod +den. + +»Sid over hos mig!« hviskede hun. + +I det samme hvinede Dampfløjten, Landhøkeren strakte sig gabende. + +»Hvor langt er vi nu? -- Ogsaa Satan til Tid!« brummede han og rejste +sig. + +Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende, +skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhøkeren kilede sit brede +Korpus ind imellem dem for at se ud. + +Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder. + +Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en +overkomplet. + +Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en +Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads. + +Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjøbmandsgaarden, hvor Vognen +holdt forspændt. Konen, der skulde kjøre med, var mødt. Et Øjeblik +efter kom Sidsel. + +Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjælen ved Siden af Rasmus. +Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bød hver enkelt Haanden +til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev +ikke Lejlighed til at aftale noget. + +»Lige meget,« jublede det i den unge Skolelærer, da han var kommen +ind i sin ensomme, tobaksrøgede Stue. »Hun er min! I Morgen skal vi +sige hinanden desto mere.« + +Han gik i Seng, men blev længe holdt vaagen af den Fryd, der sang i +hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og +tilhviskede den alle de glødende Ord, der vare bestemte for Sidsel, +al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa. + + + + +VII. + + +Det havde været lys Dag flere Timer, da han vaagnede. Udenfor +Sovekammervinduet mødte ham Frugthavens tætte Bladfylde, dyppet i +Nattedug og oversmeltet med Junisolens sølvrøde Morgenlys. Han saâ +Graaspurvene hoppe om paa krogede Æblegrene og hørte Stærene fløjte +kjælent oppe fra Lademønningen. Hvad var det han havde drømt? -- +Fløjte kjælent -- -- aa, det var jo ingen Drøm, det var den aldeles +mageløse Virkelighed. Han var bleven forlovet. + +For det første vilde han _ikke_ op. Ikke før Skoletid. Han vilde +ligge stille og se ud i det grønne, diamanttindrende Solskin, drømme +Sommernatten om igjen og tænke frem alt det, der skulde komme. + +Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og +Broderen saâ temmelig ordinær ud; men man giftede sig jo ikke med +Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de +behøvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive +noget engang i Aarhusegnen -- der var Bakkerne saa store, Aaerne saa +brede, Engene saa bløde -- han havde altid elsket Aarhusegnen. + +Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjære, svagt lysende +Hud og den let tegnede Aare. Han havde løftet den op til sit Ansigt, +trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket: + +»Sid her over!« + +Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers. + +Det var ikke ganske, som han havde tænkt sig det, ikke som han havde +læst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carlén. Det gjorde ham +næsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen. + +Han skulde have sunket ned foran hende, grebet _begge_ hendes Hænder +og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du +elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have +bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi +hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have +kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange. + +Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende, +der havde hvisket: »Sid her over!« + +Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke +rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt +af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang +drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang. + +Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen? + +Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da +egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun +syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung +og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt. +Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par +Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et +sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet +det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med +Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren +truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke +fanger Dem.« + +Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til +Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis +dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg? + +Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var +maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive +Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra +Skoven? + +Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor +kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe -- og skære i hans +unge, friske, rene Lykke? + +Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og +langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik +saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at +hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve. + +Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at +hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en +Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv +forstyrret i Hovedet, var det ogsaa. + +Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at +vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde +klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv +gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes +Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte. + +Hun var Sypige eller Modehandlerinde -- havde været flere Aar i +Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for +Bekjendte? + +Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor +hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en +og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden +bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de +store Glasdøre! + +Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald, +havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med, +Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg +kjender Sidsel bedre end de fleste.« + +Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette +Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham! + +Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende +Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd, +og jo mere Tiden nærmede sig, at han _kunde_ ile derud, desto mere +uvis blev han, om han _skulde_. Havde han blot faaet talt med hende! +Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret, +saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det? + +Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi +-- ud efter -- med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren. + +»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev +gjennemrislet af en frygtelig Anelse. + +»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads +Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.« + +Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og +knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen +sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det +ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu _maatte_ +han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom! + +Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen. +Saa vilde han faa det nærmere at høre. + +Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod +Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an. + +»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?« + +»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren +lover ikke noget godt.« + +»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog +til?« + +»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun +staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der +ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt +nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu +til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til +nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda +taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj +helt ud af Vøvni.« + +»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde +han da Doktoren.« + +»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt +med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus +havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se; +men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af +Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel. + +Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille +Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede +man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. _Han_ hjemmedøbte Børnene, +_han_ læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de +døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end +slet ingen, -- Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig. + + + + +VIII. + + +Han gik strax derud. Over de hede, solbeskinnede Marker med deres +Ledde og Stenter, gjennem den svale Skov. Han stod stille ved den +sunkne Stenkiste og undrede sig over, at de vare slupne godt fra den, +siden saâ han Stedet, hvor Ulykken var sket; der var Mærker nok +endnu, og Bøgen der! Mon det var den, der truede hans Lykke med saa +stort Forlis? + +Han aabnede Porten ind til Per Skrædders. En sortbroget, mellemstor +Hund bjæffede ham i Møde fra den lille Gaardsplads. Tagskjægget hang +sidt over de smaa, grønmalede Vinduer; over de sprukne Kragetræer +løftede Frugttræerne deres duftende Blomsterkupler. + +Han bankede paa Døren til den forreste Stue og traadte ind. Per +Skrædders Kone kom ind af en Sidedør i det samme. Hun saâ modfalden +og forgrædt ud. Bohavet var det sædvanlige: Vinduesbænken, det lange +Bord, Komfuret; desuden var der en Alkoveseng med et Forhæng af +mørkstribet Bomuldstøj. + +»Jeg hører, at Sidsel er kommen til Skade,« sagde Lindenberg. »Jeg +talte med Per, da han kom fra Doktoren.« + +»Ja det er dog grueligt, hvad der kan ske,« svarede Konen og førte +Forklædefligen til Næsen. »Ja, ija! sikken en Ulykke!« + +Hun slog Omhænget til Side og sagde stille: + +»Her er Skolæreren for at se til dig, Sidsel.« + +Der laa hun, bleg, med lukkede Øjne. Ved Moderens Ord saâ hun op, og +der jog en fin Rødme over Ansigtet. Øjnene fik Glans, og hun rettede +dem mod den unge Skolelærer med et Udtryk, som han aldrig glemte. + +Han gav hende Haand. Hendes var klam og brændende. Han vovede ikke at +trykke den, eller var saa betagen af hendes forandrede Udseende, at +han lod Øjeblikket uænset. + +»Sid ned,« sagde Moderen og satte en Stol hen foran Sengen. Derpaa +gav hun sig til at tørre Bordet af og fortalte imens: om Stenkisten, +om Vejen, om Ulykken, og om hvordan hun havde faaet dem ind. + +Lindenberg og Sidsel havde ikke Øjnene fra hinanden, mens hun talte. +Da hun forlod Stuen for at lave den uundgaaelige Kaffe, rejste han +sig og greb igjen den brændende Haand. + +»Jeg har jo ikke taget fejl,« sagde han. »Det var i fuldt Alvor og +ikke Leg, ikke Tidsfordriv. Sidsel, vil du være min?« + +Hun saâ paa ham med et usigelig elskeligt Smil og trykkede hans +Haand. + +»Vi fik ingen Ting talt sammen, men vi forstod hinanden nok. Jeg vil +blive hos dig, jeg vil sidde ved din Seng Dag og Nat, til du bliver +rask igjen. Det maa jeg jo nok. Jeg vil strax sige din Moder det +hele.« + +»Nej, nej,« hviskede hun. »Vi vil have det imellem os. Ingen skal +vide det.« + +Hun trykkede igjen hans Haand. + +»Hvorfor, du kjære? Vi have intet at skamme os over, og jeg vil ikke +forlade dig. Jeg _kan_ ikke, nu jeg véd, du er min.« + +»De skal ikke vide det. Lov mig det!« Et Øjeblik efter tilføjede hun: +»Det bliver min eneste Bøn.« + +Det fôr igjennem ham med stingende Smerte. »Sig ikke det, du kjære! +Du skal blive rask, du skal blive min egen lille Hustru! O Sidsel, +hvor vi skal blive lykkelige! Hvor vi skulle elske hinanden!« + +For hvert Pulsslag, medens han talte, fik hendes Kinder mere Glød, +Øjnene mere Livsmod, Smilet mere Glans. + +»Jeg tør ikke tænke derpaa, men det er saa godt at høre det. Aa, hvor +det er godt,« hviskede hun, løftede sig paa den venstre Albu og lagde +den højre Arm om hans Hals. + +Han glemte den lurende Død, sluttede hendes vege Legeme i sin Favn +og kyssede hende, som var hendes Leje en Brudeseng og ikke en +Sotteseng. + +»Nu var det godt at dø,« aandede hun med lukkede Øjne midt under +Kyssene. + +Skjælvende af Angest slap han hende. Hun sank udmattet tilbage. Der +stod en Smule Blod i Mundvigene. + +»Sidsel! Sidsel! Vilde du lade mig ene tilbage? Vil du ogsaa svigte +_mig_?« fløj det tankeløst over hans Læber. Hvor angrede det ham, +hvor brændte hans egne Ord ham, da de ikke lod sig tage tilbage +igjen. + +Men Sidsel saâ saa stille, klart paa ham og sagde med Anstrængelse: + +»_Dig_ bliver jeg tro. Aa, det er vist allerbedst, som det er. Derfor +skal det ogsaa blive mellem os.« + +»Nej, nej, Sidsel! Sig ikke det, du kjære, gode! Tilgiv mig! jeg +mente ikke det, jeg sagde. Jeg tror paa dig, jeg er vis paa, at du +vil være min, aa, men du maa ikke forlade mig.« + +»Sæt dig stille ned -- Moder kommer. Jeg er saa træt -- -- saa +lykkelig.« + +Moderen kom med Kaffen. En fin Kop med Roser og forgyldte Snirkler. +»Jeg gratulerer!« stod der paa Overkoppen. Fløden var kommen i, en +lille, blaa Glasskaal med nogle blege Kandisstykker stod ved Siden. + +»Værsgod!« sagde hun. »Vi har det smaat med Finbrød for Tiden.« + +Sidsel havde lukket Øjnene. Lindenberg fik med Møje Kaffen drukket. +Da han gik, sov hans Kjæreste. Moderen bad ham komme snart igjen. +Sidsel vilde saa gjærne, at Moderen skulde læse lidt for hende, men +hun saâ saa daarligt. + +Skovbunden dansede for den unge Skolelærers Øjne, da han gik hjem. +Mon han skulde se hende oftere? Jo én Gang til i det mindste, naar +han skulde staa ved hendes aabne Kiste og synge Salmen, inden de bar +hende ud. O, hvor værkede den Tanke i hans Sjæl! Alle de følgende +Dage gruede han for det Øjeblik. + +Efter hvilken Naturlov ligge de hinanden ofte dog saa nær disse +Livets Poler: gribe og gjækkes, favne og savne? + +Han fortrød nu saa bittert alle de onde Tanker, han havde lukket ind +den Dag. Det var ikke med urette, han havde frygtet for at miste +hende, men saaledes havde han ikke tænkt. + +Var det da værre at miste hende saaledes? Selv naar Døden kommer +brattest, løser den Baandene mildere, varsommere, end naar Menneskene +selv rykker dem over. Men det var alligevel saa frygtelig svært. Alle +disse unge, leende Elskovsengle, som vedblev at mylre frem, fødte af +hans døgngamle Kjærlighed, skulde han en efter anden kvæle og kaste +i Graven. + +O hvor bad han brændende til Gud, den hele Aften, den hele Nat, at +hun dog maatte leve! + +Om Morgenen stod han tidlig op; han vilde derud før Skoletid. Det var +det samme, hvad Folk sagde. + +Da han kom uden for paa Gaden, mødte han Smedden. + +»Nu er saa Per Skrædders Sidsel død,« sagde han lavt. »Det var fage, +der kom Bud efter hende.« + +Lindenberg mælede intet Ord til Svar. Han følte, at om han aabnede +Munden, maatte han briste i Graad. + +Smedden repeterede hele Historien med Væltningen, som endnu var ny +for ham og ukjendt, som han troede, for Skolelæreren. + +»Naar døde hun?« spurgte Lindenberg. + +»I Morges Klokken fire. Hendes Broder Rasmus var nys henne i +Smed'en.« + +Lindenberg gik ind og lagde sig igjen paa Sengen, som var varm endnu. +Han faldt efter en kort Hulken hen i en stille, bitter Graad, under +hvilken hans Tab voxte op, saa det fyldte hans hele Fremtid med +Fortvivlelse og Mørke. + +Endelig randt Begravelsesdagen op. Han forekom sig at være mange Aar +ældre, da han atter traadte ind i Stuen hos Per Skrædders. Han +kastede et stjaalent Blik til Sengen, hvor hun havde ligget; nu sad +der foran den paa en Bænk en Række sørgeklædte Koner. I hele Stuens +Længde var der langs Vinduerne dækket Bord med Flæskesteg, +haardkogte, overskaarne Æg, Frikadeller, toppede Brød- og +Kagetallerkener, Kirsebærvin og Brændevin, Rødbeder og Sennop. +Stemningen var allerede løftet. Lindenberg maatte til Bords, hvor +nødig han vilde. + +»Er Ditte val?« spurgte en af Mændene. »De ser vøvt ud.« + +Nej, han var ikke rigtig rask. + +»Saa skal De have Dem et Par Dramme til en Bid Flæskesteg,« sagde Per +Skrædder oprømt. »Det skal nok hjælpe.« + +Den unge Skolelærer følte Modbydelighed alene ved Tanken om de Varer. +Han tog tavs et Stykke Kage fra nærmeste Tallerken. + +Bagfra bankede én ham sagte paa Skulderen. + +»God Dag, Hr. Skolærer!« + +Det var den lille Mads Mogensen. + +»Hvordan gaar det? Er Børnene skikkelige?« + +»Aa jo.« + +»Ja for èsen skal De ha Tæsk. Desenplin skal der til, èsen er det +ikke godt at være Lærer.« + +»Det er et Taalmolighedsarbe,« bemærkede en af de sorte Koner +filosofisk. + +»Gir du en Dram i Dag, Per Skrædder?« spurgte Mads Mogensen. »Jeg har +èsen faaet, hvad der tilkommer mig, men jeg kunde nok have Lyst til +at klinke med vor Skolærer.« + +»Jeg drikker ikke Brændevin,« svarede Lindenberg mut. + +»Kanske Skolæreren holder mere af Vin,« gjættede Mads Mogensen; »men +hun er mig for sød. -- Hvad siger du, Jens Nyrup? Skal vi to gamle +Skovkokke ta vos en extra?« + +»Det er skutte føste Gang,« svarede Jens og grinte. Han sad ovre bag +Bordet med Ryggen mod et Vindue og sendte stinkende, blaa Skyer ud +fra en lille sort, kroget Træpibe. + +»Maa jeg skjænke et Glas Vin,« sagde Per Skrædder og skød et Glas hen +foran Lindenberg. + +»Nej Tak.« + +»Kom med Kaffen til Skolæreren!« raabte Per ud af Køkkendøren. + +Kvindfolkene skulde, alt som de kom, op og se Liget og lægge deres +Kranse. Hver Gang Døren gik op til Øverstestuen, saâ Lindenberg det +røde Skjær fra Stearinlysene og fik et Pust af Liglugt. Han var saa +syg tilsidst, at han næppe kunde rejse sig fra Bordet. + +Endelig var Maaltidet forbi; Per Skrædder og Lindenberg gik i +Spidsen for Gildesfolkene op i Storstuen, hvor Liget laa paa Parade. +Der var hængt Lagener for Vinduerne for at dæmpe det stærke Dagslys, +det voxklare, hvide Ligtøj laa hen ad Gulvet, paa et lille Bord ved +Hovedenden af Kisten stod to tændte Lys i sværtede Træstager. + +Lindenberg vilde undgaa at se Sidsel, men det var, som om en usynlig +Magt drog ham, saa han endnu engang maatte kaste et eneste, et sidste +Blik paa hendes Ansigt. Nej, hvor var hun forandret! Var det de +Læber, han for faa Dage siden havde kysset! Det Aasyn, der havde +straalet ham saa henrivende i Møde! + +Han var næppe kommen halvt igjennem Salmens første Strofe, før +Stemmen svigtede ham; men i det samme fik han en uventet Bistand. +Uden at han havde lagt Mærke dertil, havde Mads Mogensen stillet sig +op ved hans Side, og da han fandt Stedet i Salmebogen, stemte han i +af Hjærtens Grund for at vise, hvilken Bærer af Kirkesangen han i sin +Tid havde været. Mads Mogensen reddede Situationen uden at vide det. +Lindenberg tog sig sammen og holdt Stand de fire Vers til Ende. + +Siden gik han den lange Vej til Kirken bag efter Kisten, bag efter +den samme Vogn, paa hvilken han og Sidsel havde siddet fra Stationen. +Det var lige i Middagsstunden og varm Sommerdag. + +Man tilbød ham Plads paa en af Vognene, men han foretrak at gaa, +sagde han. En halv Snes Stykker foruden ham gik; Kvinderne kjørte. + +Mændene trak deres tunge, frejdige Daglejermarsch bag efter Kisten, +røg paa deres Piber, svedte i deres sorte Vadmelsfrakker og snakkede +om Dagens smaa Begivenheder. Per Skrædder selv kjørte Ligvognen for +at bevise sin Datter »den sidste Ære.« + +Ude omtrent ved Møllen mødte man et Par Griseprangere fra Langerup. + +»Vil du saa ha den Gris, Per Skrædder?« raabte den ene. + +»Prrr!« sagde Per og holdt med Liget. Hele Toget standsede. + +»Ja faar jeg ham for halvfemte?« + +»Nej, du er danseme for kneben Pejer! Vi kan ikke la ham gaa en Øre +under de fem, som jeg sagde i Løverdes. Og det er fejse Grise, som du +sjèl saâ.« + +»Men det er aa fejse Penge,« sagde Per. »Jeg vil ligodt betænke mig. +-- I Dag har vi desuden andet at gjøre end handle med Grise.« + +Per satte Hestene i Gang paa ny; Fod for Fod listede det sorte Tog +sig videre frem ad den bakkede, solhede Vej, medens en dorsk Støvsky +længe hang over Hegnene efter det. + + + + +IX. + + +Sidsel var bleven begravet om Tirsdagen; den følgende Dag var +Lindenberg atter i Odense. Han havde Ærende til en Gartner, hos hvem +han kjøbte en Hoben Evighedsblomster, en hel Cigarkasse fuld. + +Han tog hjem med Middagstoget, laasede sin Dør, rullede sine Gardiner +ned og sad den meste Eftermiddag og bandt paa en Krans til Sidsels +Grav. Alle de andre havde jo bragt hende Kranse og Blomster, skulde +saa han, som stod hende nærmest, ikke gjøre det! Hvor var det +forunderligt at sidde der alene i den store, tomme Skolebygning med +sin døde Kjærlighedslykke og føje de smaa, hvide Blomsterhoveder til +hinanden, medens Solen skinnede ind paa de nedrullede Gardiner, og +Graaspurvene kvidrede under Taget. + +Han havde aldrig før bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var +Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet én af +Smørblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder +havde fundet en død Stillids. Deres Søster blev saa betagen ved Synet +af det røde Vingespejl og de brustne Øjne, at hun sagde: »Den skal +have en smuk Begravelse«, og det fik den. Gjæstgiverens Søn der i +Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en +stor, vaabenprydet »Metalknap« en gammel Cigarkasse, og Hjørnet af et +Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne +Stikkelsbær blev udsét til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede +Grav, smykkede Søsteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg +huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag +Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller +Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny. + +Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet +tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjæv +Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa +meget og saa godt det lod sig gjøre og lagde den i den flade, +kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev +Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det +egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til +Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat. + +Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham +i Møde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den +varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med +sammenpressede Læber og taareblændet Blik og stirrede ned paa Graven, +som om han tværs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval +med brune Pandelokker og skjælmske, mørke Øjne. + +Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hørte han. Der løb en alfar +Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jævnlig Færdsel. +Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole. + +Han saâ ikke den høje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom +ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Søgen Vejen hen +imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bøjet Hoved og +sammenpressede Læber. Det var Johannes. + +»Saa er du nu alt gjemt der nede!« mumlede han med sammenknugede +Hænder. »Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig +kunne tro paa, aldrig lære: + + At flygtigt er hvert jordisk Gode, + selv Styrke, Ungdom, Munterhed, + +at alt Kjød er Hø, at det, vi tænkte at binde vort Livshaab til, det +vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfængelighed. Se hvilken +stakket Lykke, om hun var bleven mig tro! + +Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrød! O, +maatte du have smeltet hendes Hjærte, før hun gik bort! Du har nok +havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har +ikke til hendes Fordærvelse forkortet hendes Prøvestand. O Gud, naar +du engang efter din Forjættelse vil gjøre mig salig, lad mig møde +hende! Jeg kan ikke undvære hende blandt dine Engle. + +Du har sagt, at en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er +alvorlig. Herre, jeg er retfærdig formedelst Jesu Blod. Min Bøn er +alvorlig, min Sjæl ligger paa min Tunge. Herre, gjør hende salig, lad +os mødes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu +Navn!« + +Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trækors, +knælede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa +Lindenbergs lille, hvide Krans. + +»Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors!« hviskede han, tog +Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik +bort. + +Kirkegaardslaagen smækker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten. +Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv, +ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrædders Hus ligger trygt i +Krathjørnet, kan man høre Nattergalen slaa -- -- -- + +Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet. + + + + +FRA KVIST TIL KJÆLDER. + + + + +I. + + +Fjærnt fra Kjøbstad, Jærnbane, Kirke, Landevej, Mølle, fra +alle mulige Centralpunkter og Hovedaarer for Civilisation og +Samfundsrørelser ligger Skovstrup. Lange, krumme Gyder med høje +Levendehegn føre dertil fra de omliggende Byer, snevre, vildsomme +Labyrinther, der sno sig Bakke op og Bakke ned og aldrig synes at +skulle faa Ende. Men for hver Gang man naâr et Udsigtspunkt, ere +Skovene i Horizonten rykkede nærmere, disse bløde, blaalige Volde, +der i Halvbue omslutter den afsides By og danner Baggrund for dens +hvide Skorstene, dens to eller tre Tegltage og længst borte for Jakob +Mikkelsens skifertakte Stuehus, der ligger og dirrer i Solskinnet som +et stort, dugget Metalspejl. + +Maaske er det saa med alle afsides Egne, at der rører sig en stærk +Trang til at komme ud og se noget af den øvrige Verden, i det mindste +finder der en stærk Udvandring Sted fra Skovstrup. Unge Husmændsdøtre +tage Tjeneste i Kjøbenhavn, Husmændssønner komme i Krambodlære i +Horsens, nedsætte sig som Haandværkere i Saxkjøbing og Sønderborg, +drive Træhandel mellem Ringkjøbing og Varde. Gud véd, hvor de kjender +de Navne fra? Gamle Skolelærer Bloch bærer ikke Skylden, for i hans +Tid lærte de ingen Geografi. + +Der er naturligvis mange Folk i Skovstrup, som fødes, ældes og dø +uden at have set Stranden. Odense, som er nærmeste Kjøbstad, er +mindst halvtredje Mil borte; men naâr man saa vidt, er man hvad +Strand angaar lige nær; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor +af Strand; alligevel er der to eller tre Haandværkerfamilier i +Skovstrup, hvis Sønner ere Sømænd; det er maaske det mest +mærkværdige. + +Vi nævne Husmændene og Haandværkerne. Gaardmændene have ikke kjendt +slige Drifter. De ere Sønner af skovstrupske Gaardmænd, have som smaa +Drenge fulgt deres Fader bag Ploven, Fure op og Fure ned -- fra Gaden +til Skoven, fra Skoven til Gaden; Føden og Klæderne ere som de selv +voxede op mellem Skoven og Gaden, deres Længsler og Drømme ere +spirede paa den samme Grund, indtil der kom en Dag, da Tømmerne gled +den gamle af Hænderne, da de selv tog Ploven i Haand og skrev deres +Navn under paa et Dokument, som kaldtes Skjøde. De have ikke nødig at +være opfindsomme som Husmændssønnerne, de behøve hverken at gaa til +Søs eller til Saxkjøbing, og deres Sønner, som komme efter dem, +behøve det heller ikke. + +Skovstrup Gade er lang; derfor falder Byen i flere Smaalav, hvert paa +en eller to Gaarde og en lille Klump Huse der omkring, saa et Stykke +Gade uden Beboelser, krumt, snevert, lukket. Midtpunktet i den +vestlige Del af Byen danner Jakob Mikkelsens store, fornemme Gaard; i +det yderste Hus bor Niels Væver. + +Jakob Mikkelsens Humlehave laa lige ud til Gaden i Læ af den noget +tilbagerykkede Portlænge. Lars Top, som var hele Egnens Humlemester, +var i Færd med at stænge Humle, da gamle Niels Væver stampede forbi, +hjem efter. + +»Hej du, Nejels!« raabte Lars Top inden for Gærdet. »Go Dav!« + +»Tak!« Den gamle standsede. »Du er i Lag med Humlen, Lars.« + +»Det er jo Aarsens Tid,« svarede Lars og satte sig i Positur til en +Samtale med begge Hænder i Siderne -- et Par brede, flade, jordgraa +Hænder. »Du véd nok ikke af, at du har faaet fremmede.« + +»Naa da,« sagde den gamle og lettede paa sig. »Hvem er det?« + +»Line.« + +»Hvad?« + +»Vor Line. Hun gik her op ad for et lille Korn siden. Hun vilde +indenfor at se til Mette Marie, og saa var det hendes Agt at kigge +ind til dig med det samme, hun var saa nær. Du er jo paa en Maade +hendes Gudfader.« + +»He he he. Det nøve som er. Er hun kommen hejm fra Kjøbenhavn, Line? +Saa maa jeg nok stræve.« + +»Giv du dig barestens Tid,« sagde Lars og traadte hen til Gærdet. »Vi +er nødt til at spare lidt paa Raden, hvis vi vil at den skal holde +ud. Det er en vøv Fordel at slide sig op før Tiden eller rende Livet +af sig. Jo hun kom med Halvéttoget i Gaar Mìdes.« + +»Det var Ret. Bliver hun her saa med det samme?« + +»Nej, min Sæl gjør hun ej. Hun rejser igjen i Overmorgen, det er +barestens en lille Permission. Hun er Støvepige hos en voldsom rig +Akentekt der inde, og det er saadan urimelig flinke Folk. Fruen gav +hende ti Kroner til Rejsepenge, saa hun kan mest gjøre hele Turen +gratis.« + +»He he he. Ja det er Folk, der har Sølvtøj, de Kjøbenhavnere.« + +»Det maa du val sige. Du skulde høre Line fortælle om de Guldbutikker +og Kjøretøjer og Postelinsfigurer der er, og saa for alle de Slotte, +de bygger, -- hele ny Gader med sex Etages Huse og Taarne og Spire. +Hendes Moder siger ogsaa: Jeg vil da haabe, det er Løgn det halve, +min Pige. Saa mange Penge er der jutte til i hele Verden.« + +»He he he. Ja jeg og du, Laves, vi har nu ikke været vidt omkring, +men de unge har ingen Ro paa sig. Min Søn, Jens, snakker ogsaa engang +imellem om, at han vil til Kjøbenhavn, for det er kun smaat med +Skomageriet her, siger han. Men han bliver nok, hvor han er, den +Karl.« + +»Hun er en sæjr Tøs, vor Line. I Avdes var Anders Jepsens Karl inde; +han har ligget ved Trajnafdelingen paa Kristianshavn. Han spurgte +hende ud om Tivoli og Komejdien; men det vidste hun aller det +bitterste Beskej om. Det Narreværk kerer hun sig itte om.« + +»Da er der vist nok, der gjør'et,« svarede den gamle. »Men nu vil jeg +da ligodt se til at rokke hejm etter, at hun ikke skal vente paa mig +alt for længe. Jens er der nok, men han siger ikke stort, især til +Kvindfolk.« + +Gamle Niels Væver stampede videre, og Lars Top tog igjen fat paa sine +Humlestænger. Med en tung, mejseldannet Jærnstang blev der først +drevet et Hul i Jorden ved hver af de unge Humleplanter; derefter +blev den lange Elleraft tilspidset ved Hjælp af en Øxe og med al den +drivende Kraft, et Par Daglejerarme formaar at opbyde, rammet dybt og +fast ned i Hullet. Lars Top havde med Sindighed expederet fire, da +hans aarvaagne Øren opfangede Lyden af en Vogn, som fjerlet kom +rullende hen ad den hvide, krumme Kjørebane uden for Hegnet. + +»Hej, du, Nejlsen!« raabte Lars og luntede paa ny hen til Gærdet. »Go +Dav, sku jeg da sige føst.« + +Enspænderen holdt -- en blanksort, vel fodret Hoppe mellem Skaglerne +og en i blanksort Regnkappe vel fodret Hestehandler i Agestolen. + +P. Nielsen ejede en af de mindste Skovstrupgaarde, men Gaarden var +for ham en Biting. Han opholdt sig mest i Kjøbenhavn eller paa Rejser +og havde tjent sig en Formue ved Handelen. + +Han var bondefødt, men det saas ikke af Klæderne, heller ikke +Trækkene havde det for Bondestanden typiske. Mellem Hatteskyggen og +Frakkekraven laa en Krans af blondt, krøllet Haar, Næsen var fin og +buet, Øjnene smaa og skarpe; et rødligt, kortklippet Helskjæg +stubbede over det store, runde Underansigt og slog en myndig Bue over +Munden. + +»Død og Pine! Er det nu ved de Tider,« raabte Nielsen, da han hørte +og saâ Humlemesteren. »Ja jeg har andet i Hovedet end at tænke paa +Humlen; men du plejer jo at komme af dig selv.« + +»Det er nøve, som er,« svarede Lars Top og satte Næverne i Siden paa +ny. »Din Humle skal jeg val passe lisom èsen; men hør mig stille!« +vedblev han og sænkede Stemmen til en Art hæs, hemmelighedsfuld +Hvisken. »Kjører du paa Handelen i Dav med Forlov?« + +»Ja hvad saa?« + +»Jeg tænkte nok, det var Mejningen. Ja Gu om jeg ikke tænkte det, +lisaa snart jeg saâ dig.« + +»Naa, ja det gjør jeg jo hver Dag geménlig.« + +»Kommer du til Øjste?« + +»Det kan være.« + +»Saa skal du høre ind hos Per Villig,« sagde Lars Top og hvæste det +ud over Gærdet som en betroet Hemmelighed. + +»Ja nu faar vi se.« + +»Der er et halvt Hundrede Daler at tjene.« + +»Hm!« + +»Det er _mine_ Ord.« + +»Vil han af med den mørke?« + +»Jeg har ingen Fuldmagt, Nejlsen, til aa sige nøve. Du skal, lisom du +vil. Men la barestens ingen forstaa, at du har talt med mig!« + +»Det er godt, Lars Top. Nu skal vi se. Far vel!« Enspænderen satte i +Gang, Lars blev staaende en Stund og saâ efter den. Just som han +omsider besluttede sig til at vende tilbage til sit Arbejde igjen, +kom Line, Datteren, gaaende. + +Hun var i lang, graa Havelock, Hat med sort Fjer og Stenkulsperler; +under Halvsløret skimtede man det hvidgule Pandehaar og de graa, +alvorlige Øjne. Af Væxt var hun høj og slank; Ansigtet var langt, men +Næsen kort og lige, Munden veldannet. + +»Traf du gamle Nejels?« spurgte Faderen. + +»Nej, han var ikke hjemme.« + +»Nej for han er lige gaaet her forbi, hejm etter. Du møjdte ham val?« + +»Nej, jeg kommer inde fra Mette Maries. Men Jens var hjemme. Vi talte +da lidt sammen.« + +»Han siger èsen itte saa møje dejt, den Karl. Hvad kunde han +fortælle?« + +»Jo han tænker nok paa at gifte sig, lod det til.« + +»Nej val. Det har vi aller hørt nøve om.« + +»Der var da en, han kunde godt lide,« sagde han, og Line lod i et +Smil skimte sine tætte, hvide Fortænder. »Jeg vilde naturligvis ikke +staa tilbage, og noget skulde vi jo tale om; saa sagde jeg, at der +var ogsaa en, jeg godt kunde lide; men det blev Fyren helt +forfjamsket ved -- jeg tror, han skammede sig paa mine Vegne over en +saa aabenlys Erklæring.« + +»Han har val troet, du vilde ha ham.« + +»Gud fri os! det vil jeg ikke haabe.« + +»Han kunde da ogsaa se, at du gik med Ring.« + +»Gjennem Handskerne?« spurgte Line en Smule overlegent. + +»Sad du med dem paa inde i Støven, Line?« + +»Du er god, Fader! Gaa du hen til dine skruppede Humlestager! Far +vel!« + +Niels Vævers Hus laa ud til Vejen, blot med en høj Ligusterhæk og en +smal Forhave imellem. Fra den grønmalede Laage hen til Gangdøren var +der Stenbro; Døren var grøn ligesom Laagen, Vinduerne skinnende +kornblaa. + +Forstuen var en lille Firkant med Dør til venstre, som førte ind til +den gamles Stue, og en til højre, som førte ind til Sønnens Værksted. +Den sidste stod aaben, saa Niels Væver saâ strax, da han traadte ind, +at Trebenen var tom og Jens ikke paa Værkstedet. + +Niels havde intet som helst med Væveriet at gjøre; han var Urmager, +saadan som det forstaas paa Landet. Han gik omkring i Gaardene og +fedtede de gamle Bornholmere og pillede lidt ved Hjulene, naar +Viserne gik i Staa. Da Kuren sjælden hjalp højere end fjorten Dage, +var der fuldt op af Arbejde. Stundom betroede ogsaa en Tjenestedreng +ham sit to Kasses Lommeur; Lommeurene var den gamles Ærgjerrighed; +for det meste gik han med et i hver Vestelomme. + +»Naa her er du!« sagde Niels Væver og lukkede Døren op til sin egen +Stue. Sønnen gik op og ned ad Gulvet med Hænderne i Lommerne. Der +var noget af Dansesving i Bevægelserne, et uroligt, overgivent Smil +flakkede lydløst omkring Munden, Øjenbrynene drog sig heftigt op og +ned. + +Sønnen var i Skjorteærmer, ganske den samme lavstammede, blokkede +Figur som Faderen. Han havde et stort Hoved med svær, mørk Haarvæxt +og unaturlig store Øjenbryn, men glat raget Ansigt. + +»Hvad gaar du her og vankensérer etter?« spurgte den gamle og gik hen +til Bordet, hvor han begyndte at løse op for et broget Klæde, i +hvilket han med stor Forsigtighed havde baaret et Urværk. + +Sønnen svarede ikke, men fortsatte sin Triumfmarsch paa de højhovede +Træsko. + +»Har Lars Tops Line ikke været her?« spurgte den gamle. + +»Jo,« svarede Skomageren knapt og jog med Haanden over Ansigtet som +for at samle sig. »Jo! Line har været her. Hun vilde hilse paa dig, +sagde hun.« + +Han satte sig ned paa en rødmalet Kasse, der stod ved Fodenden af +Sengen, støttede Hovedet i Hænderne og saâ lige ned i Gulvet. + +»Det var da en Veder, at jeg ikke var hejme,« sagde Niels og fik med +rystende Hænder et stort Blylod op af Frakkens ene Sidelomme. »Det +kunde være morsomt at have hilst paa hende.« + +»Ja! Ja!« svarede Sønnen hurtigt, fraværende og stedse med Blikket i +Gulvet. »Det var morsomt. Far! Skal jeg sige dig nøve?« + +»Naa.« + +Den gamle lagde varsomt Blyloddet op i Vinduet og holdt Haanden +afventende over det, om det skulde faa i Sinde at trille. Jens tøvede +med det, han vilde sige, men Pavsen udfyldtes af en fire, fem Stueure +og et Par Lommeure, der rundt omkring fra Væggene skyndte paa, hver i +sit Tempo. + +»Jeg gifter mig, Far.« + +»Naa. Ja det skal _du_ om,« svarede den gamle. »Hvem med?« spurgte +han og vendte sig mod Sønnen. + +»Den eneste, jeg bryder mig om, den eneste jeg i al min Tid har holdt +af, men som jeg troede nu saâ langt over mig.« + +»Ja hvem er det saa?« + +»Ja det er nøve saa sæjrt, nu hun er kommen til Kjøbenhavn, nu hun +saadan har skivtet Maal og er bleven Damme -- -- hun som i lange +Tider ikke har set til den Side -- --« + +»Er det Line?« + +»Ja.« + +»Har du friet?« + +»Nej.« + +»Har hun da?« + +»Nej.« + +»Ja, hvordan véd du saa -- --!« + +»Jo jeg sad saadan og tossede, som jeg plejer vun, naar der er +Kvindfolk, jeg skal snakke med, og med hende var det nu saa møje +galt. Jeg sad og blev baade rød og bleg og vidste ikke, hvor jeg +skulde gjøre af mig selv; men jeg tænkte ligodt: sker det ikke nu, +saa sker det aldrig. Og i det samme skød det op i mig: Gud véd, om +det ikke er for din Skyld ligodt, hun er kommen; vi holdt dog dejt +sammen, da vi gik i Skole; nu har hun set, at Far er gaaet op i Byen, +og saa skal det lade, som om det er ham, hun vil hilse paa.« + +»Sitte nøve Pjank!« udbrød den gamle halv stødt. »Jeg talte selv med +hendes Far, og han sagde -- --« + +»Ja ti kun du. Saadan tænkte jeg nøv, og saa sagde jeg: Højr, Line! +Jeg har tænkt paa at jivte mig. Der er en, som jeg holder saa +skammelig møje av. -- Det var jo da til at forstaa, skulde vi tro.« + +»Naa.« + +»Vej du saa, hvad hun sagde?« + +»Hun sagde val, at det ragede ikke hende,« brummede den gamle. + +»Nej hun sagde: Der er ossensaa én, jeg holder saa møje dejt av, og +saa saâ hun mig lige ind i mine Øjne. Kunde jeg faa noget bedre +Svar?« + +»Nej, det Svar var godt nok.« + +»Tror du ikke, det var mig hun mente? Du har jo været gift, Far, og +kjender Kvindfolkene.« + +»Ja hvad sagde du mejr?« + +»Det vej jitte, for je blev mejst halvtøvle af Glæje; je havde jutte +ventet, at det kunde gaa saa gelìk, og at hun vilde hjælpe mig saadan +med det. Men det fløj da ud af mig: Nej siger du det, Line! Men du +vil val helst blive i Kjøbenhavn, det er jo en rask By. -- Hvem siger +heller vi skal fra Kjøbenhavn, der er Folk da ogsaa gift, sagde hun +og blev glorøj. Men inden jeg rejdi vidste, hvordan vi var vendt i +det, sagde hun far vel og smuttede væk, saa jeg vej mejst itte, hvad +det blev til.« + +»Du er en god Taask, Jens.« + +»Ja je vej itte, je var helt snurren, mejst ligesom jeg var rusejes. +Da hun var kommen ud paa Vejen, spengelejrede jeg paa at løbe etter +hende, men det fik jeg ligodt ikke Mod til. Det er ikke godt at blive +kløv paa de Kvindfolk, tykkes mig.« + +»Du er et Kyhoved, Jens.« + +»Det kan val hjælpe, du staar der og skjælder mig ud; det bliver +jitte visere av. Men nu vil jeg tage en Frakke paa og gaa mig en +lille Omgang. Jeg har ingen Lyst til at sidde paa Værkstedet. Og +kanske jeg kunde træffe hende her ned ad Gaden.« + + + + +II. + + +I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa +lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store, +enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til +Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige +Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i +Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus +se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som +uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort +Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans +Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege +tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han +Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden +Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede +Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i +Gaardene. Senere -- omkring ved Fastelavn -- kølnede han Malt og +røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange +grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod +Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte +ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa +alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det +stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at +tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars +Top saa bange som Fanden for det hellige Kors. + +Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers +Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et +aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa +Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi +inde fra sin Forhøjning. + +»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke +et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa +blev til med Line i sin Tid?« + +»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til +hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er +sluttet fuld Avkord.« + +»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror +allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var +ham, _hun_ snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun +saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.« + +Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham. +Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han +styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det +lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i +det.« + +Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin +rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken. +Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem +og styrede lige mod den grønne Laage. + +Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars +Top traadte ind ad Gangdøren. + +»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?« + +»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og +Ansigtet halvt inde bag Skiven. + +»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i +Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.« + +»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede +Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen. + +»Jens!« raabte han. + +»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig. + +»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør +frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.« + +»Det skal _jeg_,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede, +da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale +Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen. + +»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal +jeg male.« + +»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed. + +Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars +Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over. + +Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med +Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar +Ost paa. + +»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over +til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa +møje manne til hver.« + +»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa +Næverne.« + +»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen. + +»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver. + +»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er +dyr.« + +»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for +godt Kjøb.« + +»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og +slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.« + +»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver. + +»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72 +Kroner af mit Malteværk.« + +»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første +Snaps. + +»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt. + +»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset. + +»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal +nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.« + +»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og +skar Tærninger ud af sin Rundtenom. + +»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og _vi_ kommer nok til aa +jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.« + +»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars +hen paa Sønnen. + +Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden +ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv. + +»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en +god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.« + +»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød +Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?« + +»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde +og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen +kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. -- Nej holdt! Nu vil +jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos, +Nejels.« + +»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og +gjøre Grimacer. + +»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da +bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.« + +»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels +Væver tørt. + +»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger +Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.« + +»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil +jeg ha hende, mens jeg faar Mad.« + +»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa +Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd +knap, om der kan blive én til dig.« + +»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr +og drikker for to.« + +»Hvor har du _din_, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines +Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.« + +»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.« + +Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske. +»Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin +Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen. + +»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig +oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke, +han er haard ved den Slags.« + +»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har +lejtere ved det.« + +»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den +gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var +forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde +Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos +vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med +Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste +Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok +èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet +dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom +hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand +Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig +sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane. +Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.« + +Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte +Trepægleflaske paa Bordet. + +»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart +skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.« + +»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne, +langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned +i Glasset. + +»Denne Gang skal du ha føst.« + +»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra +Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos +»en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.« + +»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver +nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den +Skomager.« + +Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars +Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver, +Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev +nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod +Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide +Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker; +han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før +end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og +Jens tog heller ikke stort af Brændevin i _sin_, Lars puttede et +Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres. + +»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!« + +Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding, +begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve +sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle +Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at +dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak +han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor +Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte +han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne +vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i +Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og +gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa +to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste, +sindige Skridt op ad Langeløkken til. + +Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles +Stue. + +»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive +Skomagerkone i Skovstrup.« + +»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved +at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar +du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.« + +»Kunde jeg forstaa andet,« sagde Skomageren og traadte helt ind. +»Naar hun siger -- --« + +»Ja hvad siger hun? Hun siger, der er én, hun kan skammelig godt +lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nøve ved?« + +Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet +og malet Kaffebønner, og begrov Ansigtet i sine Hænder. + +Niels Væver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede +omkap fra Væggene. + +»Lejt dig!« brummede han pludselig. »Der kommer Nejlsen.« + +Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sædvanlige +Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstøvler +og holdt i Haanden en Spanskrørsstok med Elfenbens-Hundehoved. + +»Hør, Skomager!« sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, »hvad er +det for noget Blanksværte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor +du kjøber den?« + +»He he, jeg lemper hende sjèl.« + +»Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg +gjør altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trække et Par +Støvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Sølv, og for det +meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmørelse. Nu i Dag +da jeg kommer og vil trække disse her paa, saa er de, som jeg vil +have dem. Saadan skal det være, siger jeg. Men hvorfor kan I nu +blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra +Skomageren, siger de. Forhør du, hvad det er for en Blanksværte, han +bruger, og skaf os den, saa skal dine Støvler nok blive dig til Pas. +Har du noget?« + +»Du kan godt faa en Æske fuld,« sagde Skomageren og gik ind i +Værkstedet. + +»Hvad koster den?« + +»Ja det vej jeg saa knap. Jeg sælger hende jutte saadan.« + +»Du maa da vide, enten du kan sælge den for samme Pris som anden +Sværte, eller om den er dyrere at lempe.« + +»Nej dyrere er hun datte. -- -- Væsgo!« + +»Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad +den Slags Pilleri koster.« + +»Jeg vej itte, om du vil gi ti Øjre?« + +»Er det det hele?« + +»Ja jeg skal itte ha mejr.« + +»Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og +sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte.« + +»Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende.« + +»Det kavérer jeg for, saa snart de kun véd, at den er til at faa, og +de bliver kjendt med den.« + +»Det kunde nok ikke blive til nøve med saadan en Fabrik her i +Skovstrup,« sagde Skomageren og fniste. + +»Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes Æsker med, naar jeg paa +Mandag rejser til Kjøbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din +Sværte.« + +»Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve.« + +»Naa, Niels!« sagde Hestehandleren i en noget højere Tone, idet han +nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit +Arbejde. »Kan du faa Ret af Mekanikken?« + +»Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen!« svarede den gamle +forekommende. »Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de +gaar ligodt ikke alle, som de skulde.« + +»Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa,« sagde +Nielsen leende og bød far vel. + +Jens stillede sig op ad Dørstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og +skød Øjenbrynene til Vejrs. + +»Det kunde mejst lade paa Nejlsen,« sagde han, »som jeg døv itte vaa +et Fæj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksværte end +paa Kvindfolk.« + +»Du gjorde dig datte for kløv,« snærrede den gamle. + +»Tror du, jeg vil gjøre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med +min Sværte? Og helst saalænge hun ikke er færdig? Hun skal nok komme +frem, naar Tid er. Nu vil jeg først prøve med den Selledunesavt og +se, hvad Skjær hun gir -- jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et +fejs Navn og faa en fejs Seddel paa Æskerne. Der er langt frem endnu, +og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjøre +stort Spræl. Jeg maa komme smaat af Sted.« + +Den gamle svarede ikke. + +»Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er +ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.« + + + + +III. + + +Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var +kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en +vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen +rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet. +Alt Træværket med Undtagelse af det sandstrøede Gulv var malet +engelskrødt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker. +For den ene Bordende sad Line og hæklede, for den anden hendes Moder +med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforældre. + +»Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en +stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en +med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade +gamle og unge, da de hørte, han havde forlovet sig med en +Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.« + +»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!« + +»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har +været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men +han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.« + +»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.« + +»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde +holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.« + +»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa +nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de +sig lidt om.« + +»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til +den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal +komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit +Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at +vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han +hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.« + +»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.« + +»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det +kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.« + +»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.« + +»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og +nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter +Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger +Ditlevsen.« + +»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj +synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en +lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.« + +»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig +med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to: +enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at +faa til rimelige Priser og bygge af nyt, -- saadan bærer de fleste +sig ad -- eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse +dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst, +siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa +mindst Risiko ved.« + +Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det +dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden +Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort +Tid. + +Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne. +Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et +Sølv-Egeblad. + +»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der +har vi hele Selskabet.« + +Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med +Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende. + +En af dem stak Hovedet ind ad Døren. + +»Er du færdig, Line!« + +Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og +Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand. + +»Skal du være saa graa?« spurgte _hun_ i Døren. + +»Jeg danser ikke,« sagde Line. + +»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han +er jo langt væk.« + +»Jeg har aldrig holdt videre af det.« + +»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.« + +»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil. +»Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens +Skulder. »Skal vi saa?« + +»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt +hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved +Laagen. + +Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads +Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to +lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til +Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis +ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med +stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte +Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten +steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads +Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad +udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger +begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder +fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og +tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig +flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste, +hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie +paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne +Baggrund -- dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn, +allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod +og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de +rendte ikke omkap med de andre Børn -- alligevel var denne aarlig +tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas +Maaneder forud med stille Spænding. + +Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere +at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump +knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke +resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om +én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men +var det ikke. + +Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et +Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa. + +»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars. + +»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver. + +»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke +være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!« + +»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt +være.« + +»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen +herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. -- Hej, Mads! Har du +Kaffen færdig?« + +Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde +og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv +i de brune Øjne og alle Lemmer. + +»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?« + +»En, to, tre -- -- fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at +sole den med.« + +Skovstrupperne bruge det gamle »suole« for »svale.« + +Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos. + +»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar +Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt +eller tørt. Væsgo, mine Herrer!« + +»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa +var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.« + +»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af +Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid +til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du +Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er +Højremand, og jeg sjèl er Vært -- jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og +rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi +kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.« + +»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal, +allesammen!« + +»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af +mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg, +Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle +dem et og andet, de kunde have godt af at høre. + +Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand. + +Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og +tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som +nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de +kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa +har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.« + +»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top. + +Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk, +jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til +Preresi --, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa +Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en +Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han +kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er +studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.« + +»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt. + +»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en +simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med +i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen +angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det +hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om +Jagten.« + +»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i +Bordet og opskudte Bryn. + +»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i +Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage +hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar, +jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand -- men der blev vel Raad +til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.« + +»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren. + +»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus. + +»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken +pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg +optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie +Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I +nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du +ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at +kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden -- lige møje, +siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn, +hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun +er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til. +Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op, +sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders +Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og +det Herskab, hun er hos -- -- det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa +der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene +skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm -- --« + +»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet. + +»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende, +lille Folk, og lad mig se, I morer jer.« + +»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan +faa gjort Relighed for Kaffen.« + +»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted. + +»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det +blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne +læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De +sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.« + +»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.« + +Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen +hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke. + +Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den +store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar +paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede: + +»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til +Thevandet.« + +Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af +dem alle. + +»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med +dig om.« + +»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op. + +De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte +Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte, +undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede +Klædeskaskjet. + +»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da +de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen +ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik +til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end +den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som +de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad -- det fik et daarligt +Udfald.« + +»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op +og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha +sin Tid.« + +»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa. +Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at +tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg +fri Rejse.« + +»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig +inøv.« + +»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i +Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme +med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede +Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det +er bag efter.« + +»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om +de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt, +fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt +om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa +Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi +Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig +og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over +hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel +Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange +tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede +Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til +at gaa med smaa Skridt.« + +Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke +ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var +gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens +Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt; +derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter. + +»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det +ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange +skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?« + +»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg +kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at +laane alle de Penge.« + +»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.« + +»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa +Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg +bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve, +indtil de sejr, det gir Penge.« + +I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende -- to og to, +Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den +højeste. + +Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til. +Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af +for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange +sælsomme Grimacer. + + + + +IV. + + +Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nærmede +sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del +Renderi: Tillysning hos Præsten, Indkjøb hos Slagter og Kjøbmand, +Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at +kunne modtage Svigersønnen anstændigt. Han var ikke blot Søn af en +udenlandsk Velhaver, han var tillige -- efter Lines Beskrivelse, -- +en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, stærk, alvorlig, ædruelig, +havde, kort sagt, en Mængde Egenskaber, som Lars helt eller delvis +manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersønnen ham med Ærefrygt; +han blev altid højtidelig stemt, naar han nævnede ham for andre. +Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i +Sammenligning med de kjøbenhavnske. + +Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til +Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top +naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens +Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til +Kirken -- paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom +Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige +Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans +Kone. + +Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt, +hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte +Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle +Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde +naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke +paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole. + +Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke, +Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og +Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til +Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der +drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære +for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl. + +Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for +at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med +Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn. + +Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at +bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri; +han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa +Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line +gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde +ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit +blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne. + +Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op, +bukkede forlegent og sagde smaafnisende: + +»Jeg gratulerer.« + +»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke +glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.« + +Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen, +som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden. + +De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje +Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et +Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i +Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig, +ædruelig og tjente gode Penge. + +Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad +jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget +synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag, +hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de +engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det +eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor +Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink +til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om +Dagen; det var ogsaa værd at tage med. + +Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte +hun have paa det rene -- fast Grund under Fødderne. Hendes lille +Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt +Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der +i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en +Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol -- sort lakeret med forgyldte +Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit +lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker, +foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide, +luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa +Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod +Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe. + +De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at +skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine +tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen +og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige, +og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke +blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde +sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som +ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer. + +Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og +fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke. +Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa +et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte +snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant +frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet +Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt +Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i +hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og +myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han +tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at +Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun +skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt, +naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte +hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var +endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive +Virkelighed, og da ogsaa blive stort. + +De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide, +arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige +Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget +dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var +Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at +fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema. + +De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en +lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line +havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at +komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan +begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt +Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før; +Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han +flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og +blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette +døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i +hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var, +fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød, +maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til +Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at +føle sig ene og at længes -- hun vidste ikke efter hvad. + +En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen +var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet. + +Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven +slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om. + +Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til +ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men +alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i +Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne. + +Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar +Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa +Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. -- Ja hun +kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til. +Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa +dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde +maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der +betalte sig bedre end Hækleriet. + +Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik, +drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var +borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen. +Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der +havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende! + +Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han +var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod +meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk +som muligt og at spise Æg. + +Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit +Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al +Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham +og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød. + +Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom +hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde +rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa +Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til +at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om +han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke +havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det, +han trængte mest til. + +»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han. + +»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask +igjen saa hurtigt som muligt.« + +»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.« + +»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme +igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.« + +»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?« + +»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at +du bestemmer dig.« + +Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis +ikke hinanden. + +Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var +fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,« +sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder +jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har +villet.« + +»Du synes ikke om at tage derud?« + +»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft. +Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra -- +saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den +rene Ruin.« + +»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til +hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer +herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde +jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et +blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.« + +»Der var ingen, der bad _dig_ med. Det stødte mig.« + +»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske +næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan +tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi +sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.« + +Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter +paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af +Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa +skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.« + +»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at +Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse +Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun +havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes +Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte +da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse +til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde +sende hende Rejsepenge. + +Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente +et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt +udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad +hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og +da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde +Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom +over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt +Billede af Krofolkene i Suserød. + +Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet +til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den +følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med +at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes +Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans +Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad +der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med +en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved +Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa. + +Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit +graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og +hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange +Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres +Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede +Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden +bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for +de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National; +Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk. +De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa +travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter +Vognene. + +Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op +imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver +Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede +Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i +lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren +ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen +vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde +se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt +kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke +løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud -- hun havde +lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs. + +De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi +Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til +sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre +inden for Døren. + +»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre, +hvordan Turen er staaet af,« sagde Line. + +Det lovede han. + +»Hvordan har du det ellers i Dag?« + +»Aa jo. Det kunde være værre.« + +»Har du sovet godt i Nat?« + +»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.« + +»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til +tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter. + +Ditlevsen og Line fulgte efter. + +»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line. + +»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke +havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse! +Gud give, du maa komme rask hjem!« + +Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke, +hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt, +aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne. + +Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og +skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han +i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han +forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom +Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg +Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. -- Gud véd, om det +var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det +vist aldrig. + +Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik. +Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt! + +Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra +ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget +træt efter Turen. + +Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive +alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu +en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig +Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves. +Det var Søsteren, der havde skrevet. + +Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den +eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet. + +Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at +græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere +en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og +myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse, +han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og +Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af +disse femten Tusende om Aaret -- aldrig mer eller mindre -- og +overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun +uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med +Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine +Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset +til Bords -- og Fruen i Huset var hende. + +Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa +Papirposer og et Tagkammer. + +Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke +ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige, +blive maalt og vejet -- hun som alt længst var funden for let! Hvor +skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse? + +Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle +Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre +Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun +hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt, +langsomt og stille, døde i hende. + +Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske +net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte +sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit +Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til +overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en +Nødskilling. + +Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere +hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at +vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken +kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog +sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for. + + + + +V. + + +I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages +Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var +gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler +Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard, +opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge. + +Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en +Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion -- de bedste Møbler, +Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede +dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste. +En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som +Husholderske. + +Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen +af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som +Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen +med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude +og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de +tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser. +Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening +expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve +Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem +foran Perronen. + +Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde +slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange +langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje +paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede +og nikkede. + +Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen. + +»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa. + +»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil +Brynene til Vejrs. + +»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns, +Jomfru?« + +»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet. + +»Det gjør _vi_. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig +Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.« + +»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste +Skomageren. + +»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?« + +»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.« + +»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har +du været ude at kjøbe Læder?« + +»Nej, jeg har solgt.« + +»Læder?« + +»Nej mit Hus.« + +»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?« + +»Det er jitte bestemt paa inøv.« + +»Hvad fik du for'et?« + +»Penge.« + +»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske, +der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?« + +»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren. + +»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god +Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.« + +»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er +det bedst vi ser at faa Hestene for.« + +»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden +Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge +ud.« + +»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.« + +»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal, +Karle! Skaal, Jens Skomager!« + +Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem +Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med +de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars +gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der +fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst +hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller +ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager +tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de +lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til +Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.« + +»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens +Kraterrand. + +»Det kan mejst lade.« + +»Og hans Værktøj og Bohave?« + +»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og +Stub.« + +»Er det en Skomager?« + +»Ja, en fra Frøbjerg.« + +Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle +Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen +vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset +var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han +opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans +egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis +lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker +ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme +holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen +tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i +Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad +enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og +Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én +ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller +hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om +Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der +er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i +Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve +Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste +Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at +bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man +engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en +ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her -- inde +i denne Verden, som _kan_ blive virkelig om saa og saa mange Aar! + +Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set -- der var alt +solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var +en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde +drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne +Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en +ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden. +Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen +eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen +af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten, +søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa +Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet +ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær +bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og +Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød +og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive +Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for +Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede +for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud. +Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i +Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et +Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med +Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var +bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon. + +Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han +læste en Avis -- ny eller gammel -- naar han kigede ind ad et +Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag +paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende +Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det +forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette +Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare +naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over +Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med +store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver. + + +--------------------+ + | ÆGTE | + | VERONIKA-SVÆRTE. | + | Dybsort Glans. | + +--------------------+ + +Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store +Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer +om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa +Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor +Maalestok. + +Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa +Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og +boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved +Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det +kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes +boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel +derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange +Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede, +var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig +om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende +Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk +var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade. + +En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa +ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op -- traadte et Skridt +tilbage og slog forbavset Hænderne sammen. + +»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun. + +Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning +med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne. + +»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I +bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?« + +»Godt nok. Hvordan har du det?« + +»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden +Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.« + +»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at +vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.« + +Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og +gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par +Timers Tid. + +»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,« +sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa +snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den +paa Sengen om Morgenen.« + +De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte +Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af. + +»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine, +»han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.« + +»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line. + +»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden +barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det +da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med +at slide: det er noget vi maa alle sammen.« + +»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line, +»saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!« + +»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om +over for Nielsen.« + +Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den +Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens +Maren Kirstine skjænkede Kaffen -- strøg de opsmøgede Ærmer ned og +tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op. + +Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre, +søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme +satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa +rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte +den mest levende Forbavselse. + +»Hvad er det? Drømmer jeg -- -- er det? det er jo Line -- -- Madam +Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?« + +Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage +til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet. + +Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men +hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring, +Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af +Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne; +hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare +Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen. + +Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende: + +»Kan De ellers komme ud af det, Line?« + +Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo +Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.« + +»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da, +hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der +er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!« + +Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig, +han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede +instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav. + +»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte +Nielsen. + +»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt +Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage +imod, hvad der tilbyder sig for det første.« + +»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg +har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.« + +»Det skal De have saa mange Tak for,« svarede Line. »Ja vi skal vel +ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.« + +»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den +forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse +gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede. + + + + +VI. + + +Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter +op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade, +Saxogade og Øhlenschlægersgade, korsskaarne af Matthæusgaden og +Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange, +snorlige Gader endnu et Stykke længer ud mod den gamle Jærnbanevold +og Kysten med taarnhøje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar +man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den +voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette +Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i ét +med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og +zitrede paa Grænsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med røde, andre +med hvide Sejl, glide lydløst ind imod Langebro, hvor Frederiks og +Frelsers Kirker hæver sig over Kristianshavns lave Volde, og høje +Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa +fra Solen og den stille Kyst, møder Modsætningen os i al sin +Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grøfter, udstukne Gader, +gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufærdige +Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tværs; det er som +saâ man ind mellem en Mængde endestillede Kæmpeæsker, Vrangsiden +af et Theaters vældige Sætstykker. Det er disse Huse, af hvilke +nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og +tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trække de ligeløbende +Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og +mylrende, tabende sig i en rødgraa, uigjennemtrængelig Kultaage. Paa +hvert Hjørne af disse Gader bor en Værtshusholder -- han er den +første, som flytter ind i det nye Hus, -- endnu medens Tømrere, +Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu før der er +Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjørnekjælder, +er Økonom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forløb er +færdigt, naar Larmen af de tunge Mørtelvogne, de gjaldende +Hammerslag, Arbejdernes høje Varskoraab er dragen længere bort, har +Værtshusholderen tjent sig en Formue; -- han har solgt Bajere til +otte Øre og Smørrebrød til sex. + +Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvægtorvet -- Livet +der ude vakte gamle Minder, jævnlig var ogsaa der Bekjendte at +træffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mødet med Lars Tops Line. +Fra Kvægtorvet fulgte han Jærnbanevolden til Saxogade; derfra +skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse +Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste +en saa rørende Hjærtensglæde over at se sin fordums Husbond, at denne +ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv Øl paa det +nærmeste Kjælderhjørne. Beværtningen bar det velklingende Navn »Café +Kalveboderne.« + +I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstøj ved deres +Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kaféen +servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt, +dryppende Flæsk og en Rundtenom tørt Rugbrød. Brændevin og Bajerskøl +var der i Overflødighed. + +Værten stod bag Disken og tørrede Glas af i et miserabelt +Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult +Overskjæg, var iført en graa, strikket Trøje med brun Bort og havde +nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for +Sløjfe. + +»To Tuborger!« sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte +Værtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende. + +»Meget gjærne,« svarede den tynde i Uldtrøjen, slog lynsnart +sit Viskestykke over Skulderen og røg foran Nielsen ind i en +bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille +gult Bord med fornævnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle +fire. + +»Værsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg -- skal ske!« + +I det samme hævede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Værten kom +med Øllet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjøre +Rede for de sidste Aars vexlende Skæbner. + +Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dør kunde se +ind i den forreste Stue med et Hjørne af Murernes Bord til venstre i +Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Værten +atter var i Færd med sine Glas. En høj, mørkhaaret Pige kom ind paa +et Raab af Værten og begyndte at aftørre Bordene og rydde op efter +Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Værten med et +Spørgsmaal; hun stod lige op og ned og støttede den højre Haand mod +Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen. + +Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbøjet med sit +Ølkrus lige under Næsen og lod Munden ustandseligt løbe. Nielsen +havde Øjnene ved den kjønne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter, +den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, røde Albugrube. + +»Var han inde her til Frokost?« spurgte hun Værten. + +»Nej.« + +»Og der blev inte talt om ham?« + +»Ikke det jeg hørte.« + +»Han har naturligvis været i Skoven med hende igaar. Den er da +tydelig nok.« + +Idet samme blev Yderdøren slaaet op, og en garderhøj, ung Mand med +solbrændt Hud, regelmæssige Træk og sort lille Kindskjæg traadte ind. +Overfrakke, lyse Benklæder, Hatten i Nakken og støvede Støvler. + +»Nej, der er han!« udbrød Pigen med en glad Latter og vendte sig mod +Døren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt. + +»Hvor kommer De fra, Jensen?« spurgte hun kjækt, endnu før han havde +faaet lukket efter sig. + +»Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grønne Græsgange og fra +mangfoldige Steder, mit Lam,« svarede Mandspersonen og blev staaende +et Par Skridt indenfor Døren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om +han angrede det. + +»Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har været med. Hvor har De +været?« + +»Et Sted véd jeg, hvor jeg ikke har været.« + +»De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har været i Skoven?« + +»Nej, min Snut, i Skoven var jeg.« + +»Hvor er det saa, De ikke har været?« + +»I Seng, natyrlig.« + +Han brød ud i en hæs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav +Hatten et Skub, og sagde til Værten: + +»En Bitter og en Vand.« + +Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hænderne i Lommen og stod +en Stund og saâ ud af Dørens Gitterrude, medens Værten skjænkede en +tjærerød Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en +Bakke af galvaniseret Jærn. + +»Savnede De mig noget igaar, Lavra!« spurgte han og vendte sig. + +»Jaj!« udbrød hun foragteligt. »Hvor falder det Dem ind?« + +»De var vel paa Træk med lille Schenck?« + +»Naa da!« udbrød Lavra og slog med Nakken. + +»Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.« + +»Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tænke.« + +»Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger -- --« + +»Jeg véd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De +gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De +kunde hænge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser +ud.« + +»Hold inde med Chargeringen, Lavra!« + +»Tilstaar De, at Dora var med?« + +»Hold inde, ber jeg. Nævn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt +Pigebarn.« + +»Naar er det gaaet op for Dem?« spurgte Lavra spydigt. + +»De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjærtig.« + +»Og De er -- --. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar. +Jeg vil dø paa, at hun var med Dem.« + +»Det har jeg heller inte benægtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor, +jeg er fortvivlet, sort, afkjørt. Ikke blot hele Daen, men hele +Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tænk Dem, et helt Døgn med +det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke +og sove -- alt paa én Gang. Hun er noget af det mere anstrængende; +men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste +Forestilling. Det er forbi.« + +»De er væmmelig.« + +»Fordi jeg gjør det forbi med Dora. Véd De hvad, Lavra! Det mener +dinte.« + +»Inte?« + +»Véd De, hvad det er i Morgen?« + +»Naa?« + +»Det er den syv og tyvende.« + +»De er utaalelig.« + +»Den 27de Maj holder Foreningen »Bravo« Fødselsdag. Og jeg er +Medlem.« + +»Hvad rager det mig?« + +»Der skal være stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende +bal paré, som er det allerfineste, der existerer. Vil De være min +Dame?« + +»Til venstre Haand? Nej Tak.« + +»Til højre, aller eneste! til højre, elskede Lovra.« + +»Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak +som sagt.« + +»Ved min Murske! Jeg sværger, at Dora er død og borte for mig i al +Evighed -- jeg lod hende tage ene hjem i Morges -- -- det vil sige, +jeg bad Villumsen følge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel +op ad sin Hønsestige, samt være lidt ridderlig imod hende: tænde +hendes Lampe og trække hendes Støvler af -- --« + +»De er væmmelig, Jensen.« + +»Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa +holder jeg her og lader Dem hoppe ind.« + +»Hvad Tid?« + +»Tyve Minutter i otte.« + +Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe. + +»Ge maj en Segar, Eriksen! -- -- af den flade.« + +»En Segar -- skal ske. Værsartig.« + +»Saa skal Dora vel med Villumsen?« spurgte Lavra og drejede en +Tændstikkeæske mellem Fingrene. + +»Gaa væk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af »Bravo«. Saa +kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i +det Selskab? Naa, det gjør mig ondt for Pigebarnet, men hun er +umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne, +Lovra!« + +Hun strøg en Tændstikke og rakte ham. Da han havde tændt sin Cigar, +drak han Resten af sin »Vand« og gav Hatten endnu et Tryk. + +»Nu skal det gjøre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers +Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa +tales vi nærmere ved.« + +Lavra løb ud i Køkkenet. Nielsen kaldte paa Værten og smed klingrende +et Kronestykke hen ad Bordet. + +»To Cigarer af bedste Sort!« + +»To Cigarer -- meget gjærne.« Han kom tilbage med den flade Kasse. +»Værsartig! Sexten og tolv gjør otte og tyve. Tredive, fyrre, +hundrede -- -- værsartig.« + +»Hvor har De faaet fat i den Krafttøs?« spurgte Nielsen og tændte. + +»Hun har været sidst i en Kjælder paa Vesterbrogade. Hun er ellers, +saa vidt jeg véd, ovre fra Fyn!« + +»Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet før. Vi er jo Bysbørn, +naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?« + +»Hija -- hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.« + +»Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar +siden sang i »Kisten«?« + +»Jo akkurat. Hun saâ forresten meget godt ud og var ligefrem i Vælten +en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djævle -- Kontorister og +Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke véd, hvor de skal +gjøre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis +trækker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og +kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad +det værste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra +Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte +med, at hun fik en sølle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i +Kræmmerlære inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da +hans egen Pottemonix natyrligvis snart var færdig, gik han i Skuffen. +Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora +maatte en Tur paa Vand og Brød. Nu bor hun her omme paa Badevej og +holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren. +Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mødt, og alt gik +vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som +om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har +Lemmer som en Smed, ryger løs paa den anden, bukker begge Ender +sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen, +saa hun nær havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var +lidt for grovt, og en Tid lang saâ han ikke til den Side, Lavra var. +Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er +han kommen her hver Aften.« + +Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjælderen +fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Køkkenet. Nielsen gik +lige imod hende, saâ nærgaaende paa hende og gav hende Haand. + +»God Dag, Lavra! Hvordan lever De?« + +»Jo mange Tak,« svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive +og uden at røbe nogen synderlig Overraskelse. »Og De, Hr. Nielsen? Ja +De bor jo nu her i Hovedstaden.« + +»Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hørt fra Skovstrup for nylig?« + +»Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de +fleste af mine Søskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt +staar ved det gamle.« + +»Ser De noget til Lars Tops Line?« + +»Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden døde, har jeg hørt.« + +-- -- Paa næste Gadehjørne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser. +Han fik Lyst til, med det samme han var i Nærheden, at opsøge Lines +Tagkammer. + +Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke +hyggelige, disse snævre, umalede Trapper med deres knasende +Kulbrokker og smaa Mælkepytter paa Trinene, og saa et Par Børn, man +skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa højt han +kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mørk Gang; han famlede +sig frem til højre, fandt en Dør og bankede paa; thi heroppe var der +intet Ringeapparat. Døren blev lukket op. Line var hjemme. + +Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte +hendes høje, fyldige Legeme godt. Hun saâ glad, en Smule smigret ud +ved Besøget og bad den store Mand træde ind i hendes ringe Lejlighed. + +Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og +Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet tørret af og givet +Gulvet et Par Strøg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et +firkantet, nøddetræsmalet Bord med Tæppe og Lampe, et Par Stole derom +og paa Væggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for +Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort +Voxdugsbetræk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par +Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe -- den øverste +Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage +saa pænt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at +skamme sig eller gjøre Undskyldning for dens Udseende. + +Nielsen selv var synlig overrasket, næsten forlegen. Endelig drejede +han en Stol fra Bordet, satte sig sideværts med sin Stok mellem +Knæene og lagde Hatten paa Bordet. + +»De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. De maa +ikke tage mig ilde op, at jeg -- --. Ja nu er det jo sket, og saa er +jeg vel nødt til at komme frem med mit Ærende.« + +Line indskrænkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den +Indledning førte hen. + +»Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke -- -- at De +maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbørn, og jeg +jo har begge mine Pigebørn forsørgede, saa vilde jeg spørge lige +frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have +det, enten De vilde eller ej.« + +»Jeg siger Dem saa mange Tak,« sagde Line hjærteligt. »Saa længe jeg +har Helbredet, trænger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har +da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det første Stød +af, hvis noget skulde ramme.« + +»Det glæder mig at høre,« svarede Nielsen og rømmede sig kraftigt. +»Jeg har forresten søgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine +Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke +lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.« + +Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de +talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berørte ogsaa sit Møde med +Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en særdeles +modereret Form. + +»Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er +lige saa ilde faren, lige saa redningsløst fortabt som hun selv. Hvor +kan det heller gaa godt?« udbrød Nielsen indigneret. + +»Nej, naturligvis -- skjønt -- -- hvad er sikkert i denne Verden?« +sagde Line tungt og tænkte paa _sin_ Murer. Han hørte dog til de +solide. + +»Jo véd De hvad,« sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. »Jeg vil +ikke nægte, at der er meget løst, uholdbart; selv af det der glimrer +mest, er der alt, altfor meget forlorent -- Gud bevares! men der er +da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole +paa. Ellers var det ikke godt.« + +Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemærkning +og Æmnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog, +naar hun var ene. Derfor sagde hun: + +»Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist +til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjærtighed, der ydes af +Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt +og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at +Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.« + +»Ja hvad skal man sige -- det er nu engang Naturens Orden og bliver +aldrig anderledes. Der vil altid være Folk, der har mere end andre.« + +»Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min +Lærebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af +hannem velsignet; naar Kristendommen lærer det, hvor kan der saa i et +kristeligt Land være den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve +af, lige til deres Død, og andre kommer paa Fattigvæsenet? Jeg kan nu +for Exempel huske gamle Skolelærer Bloch i Skovstrup. Da han ikke +kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle +Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hænderne, kom han paa +Sognet og maatte gaa fra Dør til Dør med sin Madspand og Mælkespand. +Mon han da ikke havde været lige saa tro og flittig i sin Næringsvej +som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?« + +»Ja se hvad det angaar -- -- men forresten vil jeg dog sige Dem, +Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om +billige Alderdomsforsørgelser, og Meningen med dem er netop, at +enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar +kan erhverve sig Ret til en anstændig Forsørgelse i sin Alderdom, +altsaa en ligefrem Pension.« + +»Saa?« spurgte Line vantro. + +»Jo, men jeg vil indrømme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa +igjennem under de nuværende Forhold. De véd nok, at Rigsdagen og +Regeringen er paa Kant med hinanden.« + +»Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke +selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa, +naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.« + +»Her tror jeg nok, De gjør de store Uret, Line, thi saa vidt jeg véd, +er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke +fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor. +Jeg hører kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er +en Højremand, der snakker op, synes jeg, _han_ har Ret, og naar det +er en Venstremand, der begynder at præke løs, synes jeg ogsaa dét er +billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er +indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle Øre af Lønnen, +saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsørgelse ud af det. Jeg +skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem +Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med +Bidraget, saa -- -- saa længe jeg lever -- --« + +»Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.« + +»Hør, Line,« sagde Nielsen og rejste sig, »nu skal De give mig Lov +til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig +komme hen og se til Maren Kirstine. Hun føler sig noget ene her i +Kjøbenhavn, og jeg er jo sjældent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De +gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.« + +Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette +Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind +over hendes ensomme Kvistkammer. + + + + +VII. + + +En graakold Novembermorgen gik Line ind ad Vesterbrogade, til »sit +Sted«; hun var i tærnet Shawl, Kyse og gamle Støvler. Der saâ hun en +Mandsperson staa og kige ind ad Vinduet til en Skomagerbutik, og det +var umuligt at tage fejl -- det var Jens Skomager. + +I det samme vendte han sig for at gaa videre; deres Øjne mødtes. Han +studsede; han havde ogsaa kjendt hende. + +Han løftede forlegent paa sin Hat, og hun rødmede over sin fattige +Dragt -- den mindste Smule Blod mere i dette hudskære Ansigt var +strax synligt --; men begge to standsede de og gav hinanden Haand. + +»Det var da morsomt«, sagde Jens og slog Øjnene ned med en Grimace, +som han skulde gaa i Jorden af Blusel. + +»Ja du bor jo her«, sagde Line; »det har gamle Maren Kirstine, der +holder Hus for Nielsen, fortalt mig. Hvordan har du det?« + +»Aa jo, aa jo!« svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin +Stok. »Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink +Mand, vakker Mand -- meget vakker.« + +»Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget +godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik, +naar der tilbyder sig en Plads, der er værd at tage mod; jeg kommer +der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to +Kroner. Det er _hans_ Taxt, siger han.« + +»Vist saa, vist saa«, bekræftede Jens, »meget vakker Mand, Nielsen. +Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi følges ad. +Det var helt morsomt, at vi skulde mødes.« + +»Og du laver Blanksværte?« spurgte Line. + +»Jeg laver Blanksværte. Jeg bestiller ikke andet.« + +»Og det gaar godt?« + +»Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin +Begyndelse.« + +»Du har da nok ellers været her et Par Aars Tid nu, har du ikke?« + +»Jo vist saa, vist saa. Jeg har været her i et Par Aar, men et Par +Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med +Penge, og der skal meget til at sætte saadan noget i Gang. Nielsen +var forresten den Mand, der tilbød mig fem Hundrede Kroner til at +begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjærne hjælpe +Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hænder; +men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar +langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man +vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner, +dér og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det, +som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa +bliver det gode Varer, og saa lærer ingen mig Kunsten af.« + +»Hvem har du hos dig?« + +»Jeg er ene, aller mutters alene.« + +»Men er det dog ikke trist?« + +»Aa jo, somme Tider. Den gamle døde jo«, forklarede Jens og trak +Øjenbrynene til Vejrs. »Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet +med hinanden. Jeg savnede ham svært i Førstningen, men jeg har altid +travlt og altid fuldt op at tænke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg +mest véd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige, +som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjøbenhavn, +men hver har geménlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger +paa en ny Slags, en flydende Sværte, som skal sættes paa Flasker. Hun +bliver god, tænker jeg, naar jeg først faar den færdig; men det er +den ikke endnu.« + +Line havde naaet »sit Sted«, og de skiltes; men hele Dagen tænkte +hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at +den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med +lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstøvler, han som hun regnede +for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, -- han som tog sig saa +uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store, +smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtægt +om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen +havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden +videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun +kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan Ditlevsen og hans +Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte søge +Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa +hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige +havt paa Munden at fortælle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde +foræret hende til en ny Kjole -- Maren Kirstine fik én samme Gang -- +og betalt Syløn og alt Tillægget; det var dog godt, at hun tav +stille, naar han var saa finfølende. Ja det var underligt, at _hun_ +tog mod Almisse af Nielsen, _han_ afslog blot et Laan. Hun følte en +voxende Agtelse for denne løjerlige lille Knort med samt hans +Sværte, baade den faste og den flydende. + +Hos Jens havde Mødet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til +Live igjen, saa han først kom rigtig til sig selv, da hun var borte. +Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at spørge hende om, hvor +hun boede, skjønt -- --; det passede sig vel ikke engang for ham at +besøge hende. + +Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa +gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjælder. Det alvorlige, det +stille og solide, der lige fra Barn af havde været hos Line, tiltrak +ham som noget beslægtet; han havde en uvilkaarlig Følelse af, at +denne Natur kunde smelte sammen, blive ét med hans, at han kunde +stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine Ønsker og +Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af +tænkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, følte Trangen større +til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang +tung. + +Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre +mislykkede Forsøg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende +Sværte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han +følte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye +»Opfindelse«, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem +skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen +anden. + +Han vidste jo, hvor »hendes Sted« var, og hvad Tid hun mødte der om +Morgenen; han vilde dog forsøge, om han ikke kunde træffe hende der +igjen. Men der var længe til Morgen, hele den lange Nat og et Par +Timer endda, thi Klokken var først ni. Det var for tidligt at gaa i +Seng, naa! han havde ikke været ude den hele Dag; han kunde jo gaa +sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter +sove desto bedre. + +Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlænge +Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nærheden, Line havde sit +Sted; han havde ikke lagt Mærke til Numeret, men kunde godt huske, +hvorledes Bygningen saâ ud; det kunde være morsomt nok at se, om han +ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde været der i +Dag og hjulpet til ved en større Rengjøring eller noget saadant -- -- +og nu gik han og anstrængte sig for at finde en eller anden rimelig +Grund til, at Line paa denne Tid af Døgnet atter lod sig møde, og +medens hans Indbildningskraft skabte Tilfælde paa Tilfælde, og hans +sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han +Torvet og fulgte Fliserækken ud over den temmelig mørke Plads. + +Pludselig strøg en Kaabe ham paa Ærmet. Han fôr op af sine Drømme og +hørte sig tiltalt af en spæd Kvindestemme. + +»Skole vi to inte »flisére« lidt?« + +»Vabeha?« sagde Jens forbløffet, stod stille og tog til Hatten for to +dameklædte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes +standsede. De lo dæmpet begge. + +»Er Herren Enkemand?« spurgte _hun_ igjen, som først havde talt. Hun +var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt; +hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen. + +I det samme begreb Jens Situationen; han blev rød af Undseelse og lod +et næsten forbitret Øjekast fare hen over dem begge, idet han vendte +sig for i Tavshed at fortsætte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede +den højes Ansigt, studsede han. + +»God Aften, Lavra! Naa saadan! se se!« udbrød han med en særegen +Betoning og lod Øjenbrynene gaa usædvanlig højt til Vejrs. + +»God Aften, Jens!« svarede hun spagfærdigt, »Guj, er det -- -- Dem? +saa De kjendte mig værkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa +Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin, +faa de va en af mine Bekjendtere.« + +»Ja vel«, udbrød den lille, »og jeg viger for denne ældre Flamme. God +Nat, Børnlille!« + +Dermed forsvandt hun i Strømmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod +begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras +Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde +set, at han tog hendes Forklaring for det, den var. + +»Det er ellers ikke værd, at vi er fornemme,« sagde Jens og borede +med sin Stok mellem to Fliser. »Vi maa da nok helst sige du til +hinanden lige som altid. -- Hvordan gaar den ellers?« + +»Som du ser,« svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte. + +»Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,« +sagde Jens igjen og følte stor Ynk med hende. + +»Vi kan ikke være lige fromme alle sammen.« + +»Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde +dig fra den Slags, Lavra,« sagde Jens, voxende i Sikkerhed. + +»Tror du?« + +»Ja for det ender i Usselhed.« + +Hun begyndte langsomt at gaa -- Jens fulgte hende. + +»Du er dog et stort og stærkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage +fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til +dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar +man har kun sig selv at sørge for, saa kan man, enten man er Karl +eller Pige -- --« + +»Véd _du_, hvad jeg har?« spurgte hun og fôr med Lommetørklædet til +Øjnene. + +»Har du -- -- er du gift da?« + +»Nej desværre, men jeg har da været forlovet ligesom andre ordentlige +Folk.« + +»Slog han op?« + +»Ja -- til alle Sider og paa alle Maader, og det gjør han den Dag i +Dag. Snart har han én, snart en anden, men mig fik han tøjret godt +nok først, og tror du, han betaler saa meget som en Øre til Barnet, +eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?« + +»Det er rigtignok en beklagelig Relighed,« sagde Jens og rystede paa +Hovedet. + +»Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke +sætte mig hen med her, saadan som de gjør paa Landet. Jeg tog +Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Beværtning derude efter +»Belvedére«, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny; +det saâ endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der +var en Murer, en stor og kjøn Karl og en dygtig Arbejder, om +endskjønt muligvis nok noget vidtløftig; men der er jo ingen +fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre +førte Krig paa Liv og Død om ham. Men en skjønne Dag snød han os +begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg +det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var +hende, jeg fulgtes med før, og nu bor vi sammen. For naar man skal +give næsten hele sin Maanedsløn til Kostpenge for saadan en stakkels +Unge, og man gjærne vil følge en Smule med Tiden i Klæder, og hvad +der hører til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det +hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller +ogsaa -- --« hun brød ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. »Aa Gud, +ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel, +Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!« + +»Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjælp --« sagde Jens og tog sin +Portemonnæ frem. Han rakte hende en Tokroner. »Værsgod, Lavra! men se +for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog +rent galt.« + +Han skyndte sig hjem ad. Han havde næsten helt glemt, hvad han var +kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette +Møde. Nej, da var Line af en anden Slags Tømmer. Han var vis paa, at +ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej. + +Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger, +som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det +brogede, hvirvlende Liv og høste Skyld, Nød og Usselhed, hvor I have +saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab. + +Stakkels mange Lavraer! + +Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da +forresten hans Sværte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den +havde størst Afsætning. Tidlig den næste Morgen var han altsaa paa +Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden +han saâ hende sidst, og det var jo ogsaa i høj Grad tvivlsomt, om den +Tid, han sidst traf hende, var hendes sædvanlige Mødetid. Jo længer +Jens kom ud, desto mere haabløs syntes ham hans Gang. + +Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes +Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant +Skridt skulde tydes forkert, dels brød han sig heller ikke om at +knytte nærmere Forbindelse med Nielsen paa ny -- nu fik Lykken raade. + +Og Lykken var ham god -- -- der kom hun. + +»God Morgen,« sagde han og vendte strax om. »Skal vi følges ad?« + +Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt. + +»Du er jo alt for fin til at følges med mig,« sagde hun. + +Han smaafniste og trak Øjenbrynene op. + +»Nu har jeg den »flydende«.« + +»Nej vel! Saa gratulerer jeg.« + +»Tak. Den skal bare smøres paa med en blød Pensel. Og véd du, hvad +der er Dyden ved den?« + +»Naa?« + +»Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjør Læderet blødt +og holdbart og har en udmærket Glans.« + +»Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?« + +Jens gjorde alskens sælsomme Grimacer til det Spørgsmaal og besvarede +det ikke ellers. Derimod vedblev han: + +»Jeg kunde ikke lade være -- jeg mente, jeg skulde ud at fortælle dig +det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at +vide det.« + +Hun sagde ham sin Adresse. + +»Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.« + +»Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg +vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har +det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa véd +jeg ikke -- det kom saadan over mig.« + +»Jeg skal aldrig være gladere,« sagde hun rørt, »end naar du vil +fortælle mig alt, hvad du trænger til at fortælle. Og det skal heller +ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt +fremad for dig, Jens!« + +Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade være +at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksværte, +men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjænke denne +Sværte sin udelte Sympathi. + + + + +VIII. + + +Julen nærmede sig. Line sad ved Lampen i sin Stue og strikkede med +lange Træpinde paa et stort Uldtøj; saa bankede det paa Døren; hun +rejste sig og lukkede op. + +Nielsen hilste og traadte ind; han havde en stor Pakke under Armen i +blankbrunt Papir. + +»Her har jeg noget med, som jeg vil bede Dem se paa -- og gaa med, +hvis De synes om det,« sagde han, idet han lagde Pakken paa Bordet og +skar Seglgarnet over. + +Halv forlegen, halv spændt traadte hun til. + +»Vil De selv være saa god at pakke op,« sagde han videre og satte sig +paa den Stol ved Bordet, der stod nærmest, noget anstrængt af Byrden +og de mange Trapper. + +»Jeg véd snart ikke, hvad jeg skal gjøre ved Dem, Nielsen,« svarede +hun. »De kommer med den ene Foræring til mig efter den anden. Jeg kan +jo aldrig gjengjælde det.« + +I det samme saâ hun, at det var en sort Plüsches Kaabe. + +»Nej, nej!« sagde hun næsten forskrækket og veg et Skridt tilbage. +Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. »Det passer sig +ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.« + +»Det kan De vel,« svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i +Sofaen. »Se paa den i det mindste!« + +»Hvad tænker De paa?« sagde hun og holdt den ud foran sig. »Ja den er +nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor +kostbar -- en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.« + +»Nu er vi lige ved Julen, og saa tænkte jeg, at naar De gik i Kirke +og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan én paa. +Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer ærligt til den +og skylder ingen Regnskab for Deres Paaklædning.« + +»Det gjør jeg naturligvis ikke,« sagde hun og lagde Kaaben varsomt +over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. »Men hvad +ville Folkene her i Huset tænke -- nej, nej! det kunde let komme til +at gaa ud over mit Rygte; det tør jeg ikke, der skal være Maade med +al Ting.« + +Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bøjede sig ned og +pillede en hvid Traad bort, der hørte hjemme i Butiken. + +»De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er +kjøbt og betalt, og jeg tænker, den skal klæde Dem. De véd, at jeg +engang imellem føler Trang til at gjøre en Foræring, helst paa +Steder, hvor jeg tør vente mig lidt Fornøjelse deraf. Siden min Kone +døde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte +paa -- gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting, +saa det er Dem, der gjør mig en Tjeneste ved at modtage den.« + +Han rejste sig og tog Kaaben. + +»Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjøbt paa de Vilkaar, at +den kan byttes, hvis den ikke passer.« + +Hun vilde endnu gjøre Indvendinger, men da det kostbare +Klædningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende, +udøvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrækningskraft. Plüsch og +Pelsværk. Hendes høje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt +med den smilende Kant af Tandrækken -- for smilede gjorde hun +alligevel, da alt det tykke, bløde, varme slog sammen om hende -- --! +Hun var skjøn som en Fyrstinde. + +Nielsen lagde i ren Ubændighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde +tænke paa at afværge det, saâ hende ind i Ansigtet og svor paa, at +hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set. + +Hun snoede sig fra ham og blev purpurrød; i et Nu gik det op for +hende, at Nielsen var forelsket i hende. + +»Hvad skal jeg have for Kaaben?« spurgte han og nærmede sig paa ny, +medens Attraaen drev voxende op i ham. + +Hun mærkede det, hun smittedes -- -- + +»Jeg har ikke Raad til at betale den,« sagde hun, leende som en ung +Pige; Tænderne glimtede bredere, de graa Øjne bleve varme, Mine og +Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg længer fra ham. + +»De skal slippe med et Kys,« sagde han. + +»Jeg har ingen,« raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og +holdt sine Hænder værgende ud. + +»Kan jeg have mindre?« Han greb lidenskabeligt begge hendes Hænder. + +»Og hvad følger saa?« udbrød hun blussende, ude af sig selv. Alle +Ungdommens Rigdomsdrømme, Lykkedrømme lynede hende paa ny i Møde. + +»Alt hvad du vil. -- Endelig begynder vi at forstaa hinanden.« + +»De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!« + +»Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det sværger jeg dig til.« + +Han drog stærkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage +»til i Morgen.« + +Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun +maatte opbyde større Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa +hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde _hun_ som hun +vilde, og hun var mere legemsstærk end han. + +»Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da?« spurgte han opgivende Kampen. + +»Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.« + +»Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode?« sagde han og greb sin Hat. + +»Jeg vil betænke mig. Jeg lover ingen Ting.« + +Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen. + +Hun drejede Nøglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og +lyttede til hans Trin ned ad Trappen. + +Hun var overvældet, fortumlet -- en angestfuld Hede kom stille +vældende over hende, medens hun søgte at erindre sig, hvad hun havde +sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en +Orkan af Glæde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes +stænget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et +Krater af Guld og Sølv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig +-- nu kom det paa én Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer, +Ære, sorgløse Dage, kom uden Anstrængelse, uden Slid og Savn, kom, +saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa +skrøbelige Matroneaar. + +Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det +forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og +det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa »sit Sted« +-- hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej. + +Og Nielsen saâ jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over +de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tænke sig, at det var saadan +fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette +Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Støder -- -- at hun skulde +blive Fru Nielsen -- --! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fægtede +med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige -- og -- -- +Jens Skomager? + +Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det +blændende Rigdoms-Fyrværkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig +ligesom en Dæmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertænksom. +Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og +hang den paa ny over Stoleryggen. + +Det, syntes hun især, var saa rørende, at han var gaaet den lange Vej +ud til Vesterbro for at fortælle hende om sin Sværte, at han ikke +havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjælpeløs +Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang +han, løftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt +Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjøre stor i et +Øjeblik, ligesom han nu vilde gjøre hende det; men han sagde nej Tak. +Han vilde heller komme saa smaat frem, føle sig paa egen Grund hele +Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan +han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun +blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand? + +Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra +Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit være noget brøsig +mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne. +Hun havde ogsaa hørt om ham, at han kunde faa Taarer i Øjnene, naar +der var Tale om stor Nød, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han +kunde række en hjælpsom Haand. Han havde et godt Hjærte, og saa var +han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det +egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg -- Rigdom +skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvære. + +Hun fik ikke meget Søvn i sine Øjne den Nat. Men det forunderlige +var, at jo nærmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun +blev paa at kunne afkaste _det_, hun havde følt sig saa knuget af: +den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjælpeløshed, Alderdommens Nød og +Forladthed, alt det pinende ved at være tilsidesat, overset, agtet +ringe -- -- desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen, +Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets +Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjærnt, og det kunde kun +vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved +end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen +giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det næste Maal blive? Det +var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for +sig satte saa overdrevent højt, de vare jo blot den synlige Form, bag +hvilken skjulte sig den egentlige Kjærne: »Forraadet for de mange +Aar«, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjæves spejdede efter +dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse, +Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble +over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en +forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen. + +Og saa var der denne Kjælder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne +paa Gamle Kongevej og Kjælderen i Store Kongensgade kjørte tilsidst +saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjærne, at da det omsider blev +Morgen, ønskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjælderen, hun skulde +flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine Øjne disse lyse, +smukke Stuer paa Gamle Kongevej. + +Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det +mærkværdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der +vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brød, men som dog havde sukket +dybt og smerteligt under Tyngden af den Nød, som engang _kunde_ komme +og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og største, +der var værd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skød den fra +sig med begge Hænder, da den blev hende tilbudt redeligt og +hæderligt. + +Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og +skrev et Brev af følgende Indhold: + + Hr. Nielsen! + + Jeg kan ikke tage mod denne store Foræring, som jeg ogsaa sagde Dem + i Aftes. Saa véd De nok hvorfor. Med Tak for bevist Godhed + + Line Ditlevsen. + +Hun gik hen til Hjørnet af Værnedamsvej og overgav et Bybud Pakken og +Brevet, for at hun kunde være vis paa, at begge Dele bleve rigtig +besørgede. Saa gik hun hjem, lukkede sig inde den hele Eftermiddag og +var til Mode, som om hun havde gjort en stor Ulykke. Alt hvad hun +hidtil saa at sige havde levet paa, havde hun brudt med, hun havde +ligesom afsvoret sin Tro, forkastet sine gamle Guder og kjendte +endnu ikke ret de nye. Hun havde adlydt en Stemme, der havde talt til +hende fra et indvortes Dyb, hvis Tilværelse hun ikke før havde anet, +en Stemme, der var saa mægtig, saa sikker -- sikrere endnu end +Rigdommen syntes hun -- og klang saa dirrende sødt og vældigt, at hun +kunde ej andet; men hun vidste, at hun havde uigjenkaldelig valgt +Kvistkammeret -- idet højeste Kjælderen, dersom han nærede andre +Følelser for hende end en Broders, dersom han ikke mere og mere +aldeles gik op i sin lille, enkle Livsgjerning; men selv om den +Fortrolighed, han havde vist hende, betød noget mere, saa kom det jo +endda an paa, hvad den Kjælder vilde bringe, om ikke Kvisten +alligevel var den tryggeste. + + + + +IX. + + +Lige i Skumringen bankede det med et Par raske Slag paa Døren. Line +lukkede op paa Klem; i Gangen var der bælgmørkt. + +»Hvem er det?« + +»Det er mig,« hørte hun Nielsens Stemme lige ved sit Ansigt. »Jeg maa +vel nok komme ind.« + +»Har De faaet dét, jeg sendte tilbage?« + +»Naturligvis; men jeg forstaar ikke, hvad det skal til.« + +»Jo det forstaar De vel nok, og jeg synes ikke, det er behageligt +hverken for Dem eller mig at komme ind paa det oftere,« sagde hun, +men aabnede dog Døren og lod ham træde ind. + +Han satte sig ned og tav et Øjeblik. Line begyndte at blive uhyggelig +til Mode, hendes Knæ skjælvede, og hun blev kold paa Fingrene. + +»Hvorfor vil De ikke have Kaaben?« spurgte han mut. »Den var kjøbt +til Dem.« + +»Det véd De godt, Nielsen,« svarede hun sagte. »Lad os ikke tale mere +om det!« + +»Det er dét, jeg er kommen for at tale om,« sagde han lidt brøsig. +»De talte engang om en Alderdomsforsørgelse, og De ser jeg har +tiltænkt Dem én. For De kan vel nok begribe, at jeg ikke vil besøge +Dem for ingen Ting.« + +Line stod op mod Kommoden med Hænderne paa Ryggen. + +»Jeg troede ikke,« vedblev han, »at De egentlig havde Raad til at +være saa kostbar, saa fin paa det. Skal vi ikke se til at komme til +Rette og blive lidt fornuftige. Jeg kan nu engang umanerlig godt lide +Dem, og hvad denne Forsørgelse angaar, skal jeg den Dag i Morgen gaa +op i »Hafnia« og tegne Dem ind. Saa kan De sige, De har det paa det +tørre, hvad Fremtiden angaar. Hvor stor skal vi sætte den?« + +»Jeg véd slet ikke, hvad De mener,« sagde Line og saâ forundret paa +ham. »Hvad behøves en saadan Forsørgelse til i det Tilfælde, De +tænker?« + +»Nej vist ikke, men jeg troede, det var Dem som Liv og Død om at +gjøre. Det lod jo til, at De havde forelsket Dem i den Indretning. -- +Kom nu her!« sagde han og slog sig paa Laaret, »og lad os være fri +for flere Omsvøb! Jeg er ikke vant til -- -- jeg kan ikke i Længden +gjøre saa mange Komplimenter. Du er som sagt tjent med det, min Tøs!« + +Line blev blodrød. + +»Er det saadan, De mener!« udbrød hun dirrende. »Nu først forstaar +jeg Dem. De troede, jeg var til Fals for saa godt Kjøb?« + +Hun stod i samme Stilling og vrikkede nervøst med Kommodenøglen, som +sad i øverste Skuffe. + +»Godt Kjøb,« faldt den rige Mand ind. »Herre min Gud, har jeg talt om +godt Kjøb! Tror du, jeg tinger, naar det er noget, jeg kan lide. Det +har jeg aldrig havt Vane til i mine Dage, selv naar det kun gjaldt en +Hest. Saa kjender du mig ikke endnu, Line, og som jeg siger -- alle +disse Formularer behøves ikke overfor mig. Jeg skal i enhver +Henseende holde dig galant.« + +Han rejste sig op og vilde nærme sig hende. + +»Gaa Deres Vej!« sagde hun haardt og dybt. + +»Hvad behager? Skal det være saadan en lille huslig Scene.« + +»Gaa, siger jeg! Jeg taaler ikke Deres Uforskammetheder. Jeg er lige +saa god som De -- De er gaaet Fejl af Numeret.« + +Han traadte hen til hende og lagde begge sine Hænder paa hendes +Skuldre. + +»Jeg slaar Dem lige i Synet!« sagde hun rasende med dyb Strubestemme. +»Vil De gaa Deres Vej!« + +Det raa kom op i ham. + +»Det er ikke første Gang,« sagde han med et stikkende Smil, »at jeg +er traadt op i Stadet til en urolig Hoppe.« + +Maaske havde han før med sin kyniske Sikkerhed, sine Lemmers Styrke +besejret Blyheden. + +Han lod sin højre Arm glide om hendes Nakke og sænkede den venstre +for at lægge den om hendes Liv, og da hun saaledes i dette kritiske +Nu saâ hele hans venstre Side blottet, saa kom det uvilkaarligt, +springfjederbrat over hende, over hendes arbejdsvante højre Arm: hun +drev ham med sin haarde Haand en Kindhest, saa han tumlede tilbage, +medens alle Himlens Stjærner dansede for hans Øjne, og alle Stadens +Kirkeklokker ringede for hans Øren. I samme Nu smøg hun under hans +Arm, gjennem Døren, ned ad Trappen -- -- + +Hans første Tanke var at styrte efter hende, gribe hende og gjøre et +eller andet forfærdeligt for at hævne baade Tort og Svie. Han naaede +ogsaa ud paa Gangen, hen til Trappen, men saa hørte han, at hun +ringede stærkt paa neden under. Han standsede betuttet; nu satte hun +vel Huset i Oprør, han riskerede vel at faa med Politiet at gjøre. +Han skyndte sig at slaa koldt Vand i Blodet, gik rask ned ad Trappen +for at komme bort, inden hun fik forklaret sig, inden man vidste, +hvad der var paa Færde. Han var i et Arbejderkvarter; han var +Storborgeren, der levede af disse Folks Sved -- efter deres +Betragtning; han maatte tage sig i Agt. + +Ligesom han sprængladet med Forbitrelse, men fornaglet af Angest +drejede om Trappehjørnet, hvor hun stod, blev Døren lukket op. Han +halvvejs styrtede ned til næste Afsats. Der hørte han hende roligt +sige ind: + +»Er De saa venlig at laane mig den sidste »Dagstelegraph«?« + +Faren syntes overstaaet; dog befandt han sig ikke rigtig vel, før han +var kommen et Stykke hen ad Gaden og overbeviste sig om, at han ikke +blev forfulgt. + +Line fik en Avis, som hun ikke læste; hun tændte med rystende Haand +sin Lampe, laasede sin Dør inden fra og satte sig hen til Bordet med +sit Arbejdstøj, bleg, stenfast i Trækkene med sluttede Læber og en +fugtig Glans i Øjnene. Men det var hende ikke muligt at holde paa +Pindene, hun var i for stærkt indre Oprør. + +Hun skød det store Strikketøj op paa Bordet, lænede sig tilbage mod +Stolens Rygstød og knugede Hænderne i hinanden i sit Skjød. + +Hovedet sank en Smule, saa det stirrende Blik, der var fæstet +mekanisk paa Lampefoden, kom under fra, og Panden drog et Par snævre +Furer paa langs. + +»At han vovede at byde mig det, den Pranger, den afskyelige Karl! Og +at jeg et eneste Sekund kunde tro, at han havde rene Hensigter, kunde +føle det som noget stort at dele Hjem med ham, have noget fælles med +ham -- -- + +Hvor er jeg dog ene mellem alle disse Tusender! Man kan sønderslides +af Græmmelse, krepere af Sult uden at nogen skjænker én en Tanke. Og +den eneste, som jeg troede vilde mig noget godt, vil min værste +Fortræd -- --.« Saa sov Tankerne ligesom ind, mens hun vedblev at +stirre paa Lampefodens slidte Ornamenter, og der hvor Tankerækken +slap op, som naar en kummerlig, bitterflydende Steppeflod slipper op, +dannede sig Ordet »Menneskeørken«; det ligesom fyldte det tomme Rum. + +Det lød, som om nogen snublede eller faldt paa det øverste +Trappetrin, nogle knirkende, forsigtige Trin fulgte, saa en Skuren +hen ad Muren, en Famlen paa hendes Dør, et Stød mod Dørtrykkeren -- +og saa et Par stærke Knoer mod Fyldingen. + +Line sad først ganske stille, men hun huskede paa, at man ude fra +kunde se Lysskjæret gjennem en Sprække, saa det var forgjæves at +ville nægte sig hjemme; maaske var det ogsaa Bud fra »hendes Sted« -- +_han_ troede hun i al Fald ikke kom igjen, men nu var Angesten engang +i Blodet. + +»Hvem er det?« spurgte hun uden at røre sig. + +»Det er mig,« sagde en Stemme, som ikke var til at tage fejl af. +»Jens«, føjede den lavere til lige ved Dørsprækken. + +At Jens skulde komme, netop nu hun følte sig saa forladt og +ulykkelig, ligesom for at sige hende, at der alligevel var ét +Menneske, som brød sig om hende, som hun kunde stole paa, som +havde erklæret, at han trængte til hende, som ogsaa var ene i +»Menneskeørkenen« -- --! + +Hun var i en Fart ved Døren og lukkede ham ind. + +Han blev staaende ret op og ned indenfor Døren, saâ sig om med sit +forlegne Smil og skød Panden op og ned; i den ene Haand holdt han +Stokken, i den anden Hatten. + +»Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed!« sagde han undskyldende. + +»Nej vist ikke,« svarede hun forvirret, ør -- lagde sit Strikketøj +hen i Sofahjørnet og tog det strax efter igjen. »Sæt dig ned! det var +morsomt, at du kunde finde her op; men læg din Overfrakke, ellers +bliver her for varmt.« + +»Hvor du bor pænt,« sagde han og tog Frakken af, hængte den paa +Dørhængslen og stillede Stokken med Hatten paa i Kommodekrogen; det +varede lidt, inden han fik den til at staa. + +Hun satte sig imidlertid paa sin Stol ved Bordet og begyndte at +strikke; han tog Plads lige over for, saaledes at de havde Lampen +imellem sig. + +»Nej jeg var netop her ude paa Vesterbro for at kræve nogle Penge +ind,« sagde han, »og saa mente jeg, at jeg med det samme skulde se +til dig -- jeg længtes ogsaa efter at fortælle dig, at den flydende +gaar brillant; nu har jeg to Vogne i Gang hver Dag, en Kone til at +pakke, en Dreng til at klistre Sedler paa, og jeg bliver nødt til at +have mig endnu en Medhjælper.« + +Denne trohjærtede Længsel og denne flydende Sværte -- -- hun vidste +ikke, hvordan det kom; men hun stak pludseligt i Graad, skød Stolen +tilbage og skjulte Øjnene i sit Lommetørklæde. + +Jens rejste sig forskrækket, saâ raadvild til sin Hat i Kommodekrogen +og gjentog hjælpeløs: + +»Maaske jeg kommer til Ulejlighed!« + +Hun rystede energisk paa Hovedet, tog Tørklædet fra Øjnene og gik hen +til ham. Hun lagde begge sine Hænder paa hans brede Skulder, gjemte +Hovedet paa ny og hulkede stærkt. + +Jens havde aldrig oplevet et lignende Tilfælde; han greb med den +venstre Haand, som var nærmest for, i Stoleryggen for dog at have et +Holdepunkt i denne vanskelige Stund, blinkede stærkt med Øjnene og +var lige ved at græde med uden at vide hvorfor. + +»Hvad fejler du, lille Line?« spurgte han broderligt, men vovede ikke +at røre en Lem. + +»Aa, jeg er saa ene,« brast det ud, »og jeg er bleven -- -- jeg er +bleven saa skjændig behandlet.« + +»Af hvem?« spurgte han og lagde varsomt og ligesom skjærmende sin +højre Arm om hende. + +Hun samlede sig, rettede Hovedet og traadte tilbage. Derpaa tørrede +hun sine Øjne, pudsede Næse og vilde atter hen til sit Arbejde. + +»Aa Gud, hvad skal det blive til?« sukkede hun. »Hvad er det for et +Liv?« + +Han vilde gaa efter hende, men hun trak Bordet lidt frem paa Gulvet +og sagde, idet hun tvang en Smule Frejdighed op: + +»Sæt dig ind i Sofaen, saa skal jeg fortælle dig det hele. Du har +vist mig Tillid, Jens, du har betroet mig dine Glæder; nu skal du faa +mine Sorger -- det er altid en Maade at gjøre Gjengjæld paa.« + +Han satte sig tavs ind i Sofaen, i det Hjørne, som var nærmest hendes +Stol. + +»Men saa skal du sætte dig ind hos mig,« bad han dristigt; »saa hører +jeg bedst, naar vi -- --« + +»Jeg er vant til at sidde her,« sagde hun og trak Stolen til rette. + +»Nej kom hen og sid hos mig, Line!« sagde han paastaaelig. + +Hun gik smilende hen og satte sig i det andet Sofahjørne, men de +vare længer fra hinanden nu, for de ere jo altid lange disse +Sovesofaer. + +Hun begyndte med Kaaben og endte med Ørefigenet. + +Da hun kom dertil, lagde Jens en Haand over Øjnene og fniste paa den +mærkværdigste Maade. + +Men hun lagde heller ikke Skjul paa, at det havde fristet hende +stærkt, da hun den foregaaende Dag troede, at han gjorde hende et +Ægteskabstilbud, og til nærmere Forstaaelse fortalte hun ham alt, +hvad hun havde drømt om at skulle opnaa sammen med Ditlevsen. Hun +troede nok, at det var ham, der havde indgivet hende denne urokkelige +Tro paa Rigdomslykken, hun var selv forundret ved, at da det kom til +Stykket, brast denne Tro, skjønt hun i Mellemtiden havde prøvet til +fulde, at Fattigdom, Slid og Forladthed er en tærende Husstand. + +Hun udgød hele sit Hjærte for ham; blot det, at Kjælderen i Store +Kongensgade ogsaa havde spillet sin Rolle, talte hun ikke om. + +Da hun endelig var færdig, fandt hun Jens siddende tæt ved Siden af +sig med hendes venstre Haand i begge sine. + +»Du sagde før,« begyndte han, men gik i Staa, da Line trak sin Haand +til sig, og han kunde ikke faa fat i Traaden, før han paa ny havde +grebet Flygtningen og lagt den i et endnu snævrere Fængsel end før. + +»Du sagde, gode Line, at du vilde betro mig dine Sorger til Gjengjæld +for, at jeg fortalte dig mine Glæder; men jeg har ogsaa havt Sorger.« + +Han skød Øjenbrynene højt op. + +»Maa jeg fortælle dig mine?« + +»Ja, ja. Lad os fortælle hinanden alt, Jens!« udbrød hun ivrigt. + +»Jeg har lige siden -- -- men det kan være, jeg alligevel helst +skulde tie stille.« + +»Siden du kom til Kjøbenhavn« -- hjalp hun. + +»Nej, siden jeg var Dreng holdt af dig, Line, og da vi vare blevne +voxne, var du mig aldrig af Tanker, men saa kom Ditlevsen, og jeg var +kun en stakkels fattig Skomager. Nu har vi saa underligt fundet +hinanden igjen; -- -- men det er maaske en Skam af mig at sige saadan +noget, for du har det meget nettere her i dit Kammer, end jeg kan +byde dig det. Der er saa sort og skummelt og ensomt i min Kjælder, og +der lugter saa stramt af al den Sværte, men det er jo den, vi skal +leve af.« + +»Jeg fortjener hverken dig eller din Kjælder, Jens,« sagde hun +sørgmodigt, men i Stemmen vibrerede en Klang af Hvile, Lykke, +Haabsopfyldelse. + +»Jo du fortjener det, der er titusende Gange bedre,« udbrød han +stormende og slog sin Arm om hendes Skulder. »Vil du ha mig?« + +»Vil du ha _mig_?« sagde hun med et soldrukkent Smil og lagde sig ind +til hans Skulder. + +Og Jens forstod, at han havde hende, helt og holdent. Det var ligesom +han selv kunde fornemme, hvor trygt og godt hun hvilede op til ham. +Hendes Legeme passede saa nøje i hans Favn, hendes Hoved laa som +Barnehoved mod Vuggepude mellem hans Kind og Skulder. Han vovede ikke +at røre sig, men sad bomstille og faldt hen i de lykkeligste Tanker +over, at denne fjærne Skovstrupdrøm nu var gaaet i Opfyldelse +alligevel. Og han ræsonnerede over sin Lykke, thi han var en gammel, +fornuftig Svend, som ikke kunde lade være at ræsonnere. Havde han +faaet hende, da han første Gang var paa Vej med sit Frieri, da hun +havde de store Forestillinger i Blodet og faaet ikke saa lidt Smag +paa det kjøbenhavnske Liv, medens han var en fattig Landsbyskomager, +hvad var der saa bleven af Lykken? Saa havde han nok ogsaa faaet +andet at bruge sin Tid til end at tænke paa Sværte. Og Sværten var +dog noget helt andet end Skomageriet. Det var heller ingenlunde +umuligt, at han engang kunde blive rig ved sin Sværte -- det saâ +grumme stærkt ud til det, og saa blev det maaske ham, der kom til +at virkeliggjøre den Drøm, i hvilken Ditlevsen havde været +Hovedpersonen. Men han var ogsaa vis paa, at Line ikke havde givet +ham sit Ja i dét forfængelige Haab, saa havde hun jo ikke sagt nej +til Nielsen, da hun troede, han kom i reelle Hensigter; han var vis +paa, at de tænkte ens i Hovedsagen, at det, der byggedes bedst +paa, var stille, dagligt Samarbejde i Kjærlighed og indbyrdes +Fortrolighed. Det var dog nok det ene solide, hvad det saa ellers +kunde blive til med Rigdommen. + +Han sad og stirrede lige over Bordet hen paa Kommoden, skød +Øjenbrynene op og ned og gjorde Grimacer til Lampen, sluttede engang +imellem Fingrene tættere og Haanden fastere om hendes Liv, lod sin +Kind stryge sagte mod hendes Pandehaar og vaagnede endelig op af sine +Tanker ved at undre sig over, at hun blev ved at ligge saa stille. +Saa gjorde han en Bevægelse for at faa et Glimt at se af hendes +Ansigt. Hun drog et langt Suk og løftede Hovedet. + +»Jeg sov,« sagde hun og saâ forundret paa ham, lagde sig op til ham +igjen og sagde stille: + +»Hvor jeg er lykkelig!« + +Hun lagde sin højre Haand op om hans venstre Skulder og vedblev +smaasnakkende: + +»Hvad tror du, jeg bryder mig om, at der er skummelt og lugter stramt +i din Kjælder? Hvad tror du, jeg bryder mig om at være rig, om jeg +ogsaa kunde blive det? Jo saa taabelig _har_ jeg været, for jeg +mente, at det var det ene solide. Men nu véd jeg, at det ene solide +er en god, trofast, kjærlig Blanksværtemand som du. Og du skal nok +se, hvor det skal lyse op i Kjælderen, naar jeg kommer; med +Ensomheden er det jo ogsaa forbi, naar vi herefter bliver to. Og hvad +var det du sagde om en ny Medhjælper -- jo nu har du rigtignok faaet +Medhjælper, kan du tro.« + +»Ja Gud ske Lov og Tak for den Medhjælper,« svarede Jens kjærligt. +»Du skal ogsaa nok faa din Part af Arbejdet, for det mener jeg er det +aller morsomste, at vi kan hjælpes ad. Bare det ikke var saadan et +slemt sort Arbejde!« + +»Tror du det er fint at skure Trapper, blanke Støvler og børste +Kakkelovne? at fare fra Sæbe og Soda til Isenfarve og Trippelse? +Sikke nogle Hænder jeg har!« sagde hun og holdt sin Haand op for hans +Øjne. + +»Og sikken en Medhjælper jeg har,« raabte han jublende og slog begge +sine Arme om hende. + + * * * * * + +Saa snart det lod sig gjøre, det vil sige et Par Dage hen i det nye +Aar, holdt de deres Bryllup. Og det var mærkværdigt, hvor Afsætningen +paa Sværte, baade den gamle og ny, steg den samme Vinter; man skulde +tro, at Alverden pludselig var falden paa at ville trodse sig gjennem +Sne og Søle i Blankstøvler og Fjedersko -- det var som om Tran og +Fedtsværte ikke mere var til at opdrive. Jens følte al den Tryghed og +Veltilfredshed, som en saadan stigende Omsætning formaar at skabe i +en Fabrikant og Handelsmand; dertil nød han i fuldt Maal sin nye +Værdighed som lykkelig Ægtemand. Men lige fra hans og Lines +Forlovelsesaften spirede i hans Sjæl en Plan om en egen raffineret +Overraskelse, han agtede at berede Line, en større Anskaffelse, som +hun ikke maatte have mindste Nys om forud. Den blev vel et Par Gange +skudt til Side, thi naar der sættes Bo paa den Maade, Line og Jens +satte Bo, saa har en flink Husmoder jo altid grumme meget at attraa i +Retning af Gardiner, Linnedskab og Køkkentøj, som et Ungkarlehjem +ikke skjænker en Tanke, og naar Omsætningen og Afsætningen tager +Kæmpeskridt, stilles der ogsaa fra den Kant store Krav til +Pengekassen; men hver Gang den sølverne Flod i Kassen atter begyndte +at stige, dukkede Planen op paa ny, og hver Gang med voxende Styrke +-- og Planen var en Kaabe. + +Den skulde være af sort Plüsch med Pelsværk. Jens havde under Haanden +faaet listet ud af Line en nøjagtig Beskrivelse af den Kaabe, +Hestehandleren havde havt saa liden Fornøjelse af, og det var hans +Agt at kjøbe med det første én, der kunde sige Spar to til hin. + +Planen blev udført i Slutningen af Januar; Kaaben var saa meningsløs +dyr, at Jens ikke havde Anelse om, at der gaves Klædningsstykker til +en saa fabelagtig Pris, og regnede ud, at den repræsenterede en Sum +lig Fortjenesten paa saa og saa mange tusende Sværteæsker. Men nu var +det besluttet. + +Fastelavns Søndag spadserede Line ved sin Mands Arm i stille, høj +Solskinsfrost ud ad Store Kongensgade til Langelinje i den nye Kaabe. +Overraskelsen var lykkedes fuldkomment. Jens gik hen ad Fliserne, +svang sin Stok og nød sin Triumf under mangfoldige Grimacer med sit +lykkelige Ansigt og under store Øjenbrynsoptrækninger. + +»Se, se!« hviskede Jens og hentydede til en Dame, der gik lige foran +dem. »Der er en Kaabe lige som din. Du skal se, det er en Grevinde. +Men din staar ikke tilbage. Vel, Line?« + +Line tog et fast Tag i hans Arm. »Lad os engang se paa dette!« sagde +hun og drog ham hen imod nærmeste Butiksvindue. + +»Er der noget, du har Lyst til?« spurgte Jens og lod Blikket +løbe raadvildt om bag den store Spejlglasrude -- det var et +Herrehatte-Udsalg. + +»Jeg kjender den Kaabe,« sagde Line. »Det var den, jeg skulde have. +Jeg kjender den paa Snorepynten bag paa.« + +»Er det muligt, Line?« + +»Og jeg kjender ogsaa hende, som har den paa. Det var Mads Mogensens +Lavra.« + +»Herre Gud,« sagde Jens. »Er hun bleven saa fin nu, og hun var i +saadan en jammerlig Forfatning, da jeg sidst saâ hende -- du véd nok +den Aften, jeg mødte hende.« + +»Stakkels Lavra!« sukkede Line og knugede sig ind til sin Mands Arm. +»Lad os gaa ned ad Bredgade!« + + + + + +End of the Project Gutenberg EBook of Skovstrup-Folk, by Ingvor Bondesen + +*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 41198 *** |